Hemmelighedernes bibliotek

Af samme forfatter: Måneskin i Odessa

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 2

05.05.2022 09.47

Janet Skeslien Charles

Hemmelighedernes bibliotek

8 roman

G ADS F O RLAG

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 3

05.05.2022 09.47

Hemmelighedernes bibliotek er oversat fra amerikansk af Mia Rendix efter The Paris Library Copyright © 2021 by Janet Skeslien Charles.

Dansk udgave: copyright © Gads Forlag 2022 Published by arrangement with Kaplan/DeFiore Rights, New York and Ia Atterholm Agency, Sweden.

1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign: Lonnie Hamborg, Imperiet.dk Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBooks, Sverige ISBN: 978-87-12-06659-0 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 4

05.05.2022 09.47

Til mine forældre

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 5

05.05.2022 09.47

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 6

05.05.2022 09.47

K A P I T E L

1

8 Odile Pari s , febru a r 1 9 3 9

T

al flød rundt i mit hoved som stjerner. 823. Numrene var nøglen til et nyt liv. Konstellationer af håb. Sidst på aftenen i mit soveværelse, eller om morgenen, når jeg var på vej ud efter croissanter, dukkede talrække efter talrække op for mit indre blik – 810, 840, 890. De var et billede på frihed, fremtiden. Sammen med numrene havde jeg studeret bibliotekshistorie, helt tilbage fra 1500-tallet.

Da Henrik den 8. havde travlt med at hugge hovederne af sine hustruer i England, var vores kong François i gang med at modernisere sit bibliotek, som han åbnede for de lærde. Hans kongelige samling lagde fundamentet for Bibliothèque Nationale. Nu, hvor jeg sad ved skrivebordet på mit værelse, forberedte jeg mig til min jobsamtale på Det amerikanske bibliotek og gennemgik mine noter en sidste gang: grundlagt i 1920; det første bibliotek i Paris til at lukke offentligheden ind mellem boghylderne; abonnenter fra mere end tredive lande; en fjerdedel fra Frankrig. Jeg klamrede mig til fakta og cifre og håbede, at det ville få direktricen til at finde mig tilstrækkeligt kvalificeret.

Jeg spadserede fra min families lejlighed på den tilsodede Rue de Rome lige over for Gare Saint-Lazare, hvor lokomotiverne

7

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 7

05.05.2022 09.47

spruttede med røg. Vinden greb fat i mit hår, og jeg puttede nogle lokker ind under min alpehue. Jeg kunne se den elfenbensfarvede kuppel på Saint-Augustin-kirken. Religion, 200. Det Gamle Testamente, 221. Og Det Nye Testamente? Jeg ventede, men tallet, nummeret dukkede ikke op. Jeg var så nervøs, at jeg glemte helt basale ting. Jeg tog notesbogen op af tasken. Nåja, 225. Det vidste jeg jo godt.

Mit yndlingsfag på Biblioteksskolen havde været Deweys decimalsystem. Det blev opfundet i 1873 af den amerikanske bibliotekar Melvil Dewey og brugte ti kategorier til at organisere biblioteksbøger på hylderne i henhold til emner. Der var et nummer til alt, hvilket gav læseren mulighed for at finde enhver bog på ethvert bibliotek.

For eksempel brystede Maman sig af sin 648 (husførelse). Papa ville ikke indrømme det, men han nød virkelig 785 (kammermusik). Min tvillingebror var mere en 636.8-type, men jeg var mere til 636.7 (henholdsvis katte og hunde).

Jeg nåede le grand boulevard, hvor byen i løbet af få gadekryds kastede sin arbejdskittel af sig og iførte sig en minkkåbe. Den grove stank af kul forsvandt og blev afløst af den honningduftende jasmin fra Joy, der blev båret af kvinder, som kiggede på Nina Riccis kjoler og Kislavs grønne læderhandsker i vinduerne. Længere nede gik jeg i en bue rundt om musikerne, der kom ud fra butikken, som solgte krøllede, gamle nodeark, forbi barokbygningen med den blå dør og drejede ind på en smal sidegade. Jeg kunne vejen udenad.

Jeg elskede Paris, en by med hemmeligheder. Ligesom bogomslag – nogle i læder, andre i stof – gemte hver parisisk dør på en overraskende verden. En gårdhave var måske fuld af en samling cykler eller en kraftig portnerske med en kost under armen. Bibliotekets gigantiske trædør gemte på en hemmelig have. Den hvide grussti var omkranset af petunier på den ene side og græs på den anden og førte hen til et større palæ. Jeg gik indenfor, under franske og amerikanske flag, der vajede side om side, og hængte min jakke

8

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 8

05.05.2022 09.47

op på den vakkelvorne knagerække. Jeg indåndede den bedste lugt i verden – en skøn blanding af noget mosbegroet fra gamle bøger og sprøde avissider – og det føltes, som om jeg havde fundet hjem.

Jeg var lidt tidligt på den og listede rundt om udlånsskranken, hvor den altid så charmerende bibliotekar lyttede til lånerne (“hvor kan man finde en god bøf i Paris?” spurgte en nyligt ankommet fyr iført cowboystøvler. “Hvorfor skulle jeg betale bøden, når jeg ikke engang læste bogen færdig?” spurgte den kværulantiske madame Simon), og gik ind i stilheden i det hyggelige læseværelse.

Ved et bord tæt på de franske døre sad professor Cohen og læste dagens avis med en kæk påfuglefjer siddende i nakkeknuden. Mr. Pryce-Jones sad med Time og bappede på piben. Normalt ville jeg hilse på dem, men jeg var nervøs for jobsamtalen og søgte tilflugt i min yndlingsafdeling. Jeg elskede at være omgivet af historier, både de ældgamle og dem, der lige var udgivet for en måned siden.

Jeg kunne lige nå at finde en roman til min bror. Det skete oftere og oftere, at jeg blev vækket om natten af ham, der sad og skrev sine pjecer. Når Rémy ikke var i gang med at skrive artikler om Frankrig, der burde hjælpe dem, der blev drevet på flugt fra Spanien på grund af borgerkrigen, insisterede han på, at Hitler var ved at æde sig ind i Europa, på samme måde som han havde taget en bid af Tjekkoslovakiet. Det eneste, der kunne få Rémy til at glemme sine bekymringer – hvilket ville sige andres bekymringer – var en god bog.

Jeg lod mine fingre glide hen over bogryggene. Jeg valgte en og slog op på en tilfældig side. Jeg dømte aldrig en bog ud fra dens begyndelse. Det føltes som den første og eneste date, jeg havde været på, hvor vi begge havde smilet lidt for meget. Nej, jeg slog op på en side i midten, hvor forfatteren ikke forsøgte at imponere mig.

“Der er dunkelheder i livet, og der er lys,” læste jeg. “Du er et af lysene, lyset over alle lys.” Oui. Merci, mr. Stoker. Det var det, jeg ville sige til Rémy, hvis jeg kunne.

9

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 9

05.05.2022 09.47

Nu var jeg for sent på den. Jeg skyndte mig hen til udlånsskranken, hvor jeg skrev under på kortet og kom Dracula i tasken. Direktricen ventede på mig. Som altid var hendes kastanjebrune hår sat op i en knold, og hun sad med en sølvkuglepen i hånden.

Alle kendte miss Reeder. Hun skrev artikler til aviserne og brillerede i radioen, hvor hun inviterede alle ind på biblioteket – studerende, lærere, soldater, udlændinge og franskmænd. Hun insisterede på, at der var plads til alle.

“Jeg hedder Odile Souchet. Undskyld, jeg er for sent på den. Jeg kom faktisk for tidligt, og så åbnede jeg en bog …”

“Det er farligt at læse,” sagde miss Reeder med et vidende smil.

“Lad os gå ind på mit kontor.”

Jeg fulgte efter hende gennem læseværelset, hvor lånere i pæne habitter sænkede aviserne for at få et glimt af den berømte direktrice, op ad vindeltrappen og ned ad en gang i den hellige fløj, der kun var for ansatte, og ind på hendes kontor, der lugtede af kaffe.

På væggen hang et stort luftfoto af en by med gader, der lignede et skakbræt og var helt anderledes end de snoede gader i Paris.

Hun bemærkede mit blik og sagde: “Det er Washington, D.C. Førhen arbejdede jeg på Kongressens bibliotek.” Hun gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ved skrivebordet, som var dækket af papirer – nogle var på vej ud af brevbakken, andre blev holdt på plads af et hulapparat. I hjørnet stod en skinnende sort telefon.

Ved siden af miss Reeder stod en stol med en stak bøger. Jeg fik øje på romaner af Isak Dinesen og Edith Wharton. Et bogmærke – et farvestrålende bånd, faktisk – stak lokkende ud fra hver af dem og inviterede direktricen til at vende tilbage.

Hvilken slags læser var miss Reeder? I modsætning til mig ville hun aldrig efterlade bøgerne helt åbne, fordi hun manglede en marque-page. Hun ville aldrig efterlade dem i bunker under sin seng.

Hun ville have gang i fire eller fem på samme tid. En bog i tasken til busturene igennem byen. En, som en kær veninde havde nævnt

10

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 10

05.05.2022 09.47

for hende. Endnu en, som ingen kendte til, en guilty pleasure til en regnfuld eftermiddag …

“Hvem er din yndlingsforfatter?” spurgte miss Reeder.

Hvem er din yndlingsforfatter? Et umuligt spørgsmål. Hvordan skulle man kunne nøjes med at vælge en? Min tante Caro og jeg havde lavet forskellige kategorier – døde forfattere, levende forfattere, udenlandske, franske og så videre – for ikke at blive nødt til at vælge. Jeg tænkte på bøgerne i læseværelset, jeg lige havde rørt ved for et øjeblik siden; bøger, der havde rørt mig. Jeg beundrede Ralph Waldo Emersons måde at tænke på: Jeg er ikke ensom, når jeg læser og skriver, selvom ingen er sammen med mig, såvel som Jane Austens. Selvom forfatterinden skrev i det nittende århundrede, var situationen for mange af nutidens kvinder ganske lig hendes: en fremtid, der var defineret af, hvem de blev gift med. For tre måneder siden, da jeg havde meddelt mine forældre, at jeg ikke havde brug for en ægtemand, fnøs Papa og begyndte at invitere forskellige underordnede med til søndagsfrokosterne. Som den kalkun, Maman bandt op og dryssede persille ud over, serverede Papa hver af dem på et sølvfad: “Marc har aldrig haft en eneste sygedag. Ikke engang da han havde influenza!”

“Du læser da, gør du ikke?”

Min far brokkede sig ofte over, at min mund løb over med det, hjertet var fuldt af. Frustreret svarede jeg på miss Reeders første spørgsmål.

“Min favorit blandt afdøde forfattere er Dostojevskij, for jeg kan godt lide hans karakter Raskolnikov. Han er ikke den eneste, der gerne vil slå nogen i hovedet.”

Tavshed.

Hvorfor havde jeg ikke givet hende et normalt svar, som for eksempel Zora Neale Hurston, min yndlingsforfatter, der levede?

“Det var hyggeligt at møde Dem.” Jeg gik hen mod døren og vidste, at jobsamtalen var slut.

11

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 11

05.05.2022 09.47

Da jeg rakte ud efter porcelænshåndtaget, hørte jeg miss Reeder sige: “Giv Dem hen til livet, tænk ikke så meget over det, vær ikke urolig – det skal nok bringe Dem frelst ind til kysten og give Dem fast grund under fødderne igen.”

Mit yndlingscitat fra Forbrydelse og straf. 891.71. Jeg vendte mig om.

“De fleste siger, at deres yndlingsforfatter er Shakespeare,” sagde hun.

“Den eneste forfatter med sin egen Dewey-opstillingssignatur.”

“Der er også nogle få, der nævner Jane Eyre.”

Det ville have været et normalt svar. Hvorfor havde jeg ikke sagt Charlotte Brontë, eller bare en af Brontë-søstrene? “Jeg elsker også Jane. Brontë-søstrene deler samme opstillingssignatur – 823.8.”

“Men jeg kunne godt lide dit svar.”

“Kunne De?” “Du sagde det, du tænkte, ikke det, du troede, jeg gerne ville høre.”

Det var sandt.

“Du skal ikke være bange for at være anderledes.” Miss Reeder lænede sig forover. Hendes blik – intelligent og roligt – mødte mit.

“Hvorfor vil du gerne arbejde her?”

Jeg kunne ikke give hende den egentlige grund. Det ville lyde frygteligt. “Jeg memorerede Deweys decimalsystem og fik topkarakterer på Biblioteksskolen.”

Hun ser ned på min ansøgning. “Du har et imponerende afgangsbevis. Men du svarede ikke på mit spørgsmål.”

“Jeg er låner her. Jeg elsker engelsk …”

“Det kan jeg godt se,” sagde hun med en snert af skuffelse. “Tak, fordi De kom. Vi skal nok give Dem besked i løbet af nogle uger.

Jeg følger Dem ud.”

Da jeg igen stod ude i gårdhaven, sukkede jeg frustreret. Måske skulle jeg have indrømmet, hvorfor jeg gerne ville have jobbet.

12

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 12

05.05.2022 09.47

“Hvad er der i vejen, Odile?” spurgte professor Cohen. Jeg elskede hendes forelæsninger, hvor der altid var så mange tilhørere, at flere måtte stå nede bagved: engelsk litteratur på det amerikanske bibliotek. Iført sit sædvanlige lilla sjal gjorde hun udfordrende bøger som Beowulf tilgængelige, og hendes forelæsninger var spændende og med et strejf af tør humor. En em af skandaløs fortid lå i hendes kølvand som lavendelnoterne fra hendes parfum. Man sagde, at Madame le professeur oprindeligt var fra Milano. En primaballerina, der frasagde sig sin stjernestatus (og sin kedelige mand) for at følge med en elsker til Brazzaville. Da hun vendte tilbage til Paris – alene – begyndte hun at studere på Sorbonne, hvor hun, som Simone de Beauvoir, havde bestået l’agrégation, den så godt som umulige statseksamen, der gav adgang til at undervise på højeste niveau.

“Odile?”

“Jeg dummede mig til jobsamtalen.”

“En klog ung kvinde som dig? Fortalte du miss Reeder, at du har været til hver eneste af mine forelæsninger? Jeg ville ønske, mine studerende var lige så trofaste.”

“Det glemte jeg at nævne.”

“Tilføj alt det, du gerne vil fortælle hende, i et takkebrev.”

“Men hun vælger ikke mig.”

“Livet er en kamp. Man er nødt til at kæmpe for det, man vil.”

“Jeg ved ikke, om …”

“Nej, men det gør jeg,” sagde professor Cohen. “Tror du, de der gammeldags mænd på Sorbonne bare hyrede mig sådan uden videre? Jeg arbejdede hårdt på at overbevise dem om, at en kvinde kunne undervise på universitetet.”

Jeg så op. Før havde jeg kun bemærket hendes lilla sjal. Nu så jeg hendes stålsatte blik.

“At være ihærdig er ikke en dårlig ting,” fortsatte hun. “Selvom min far sagde, at jeg altid skulle have det sidste ord.”

“Det siger min også. Han siger, jeg er ubøjelig.”

13

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 13

05.05.2022 09.47

“Så brug dét til noget nyttigt.”

Hun havde ret. I mine yndlingsbøger gav heltinderne aldrig op.

Professor Cohen havde en pointe, når hun sagde, at jeg skulle skrive det, jeg tænkte, i et brev. Det var lettere at skrive end at tale med hende ansigt til ansigt. Jeg kunne slette noget og skrive det igen hundrede gange, hvis jeg havde brug for det.

“Du har ret …” sagde jeg.

“Selvfølgelig har jeg det! Jeg siger til direktricen, at du altid stiller de bedste spørgsmål til mine forelæsninger, og så sørger du for at følge op på det.” Med sjalet hvirvlende efter sig spankulerede hun ind på biblioteket.

Uanset hvor ked af det jeg var, var der altid nogen på Det amerikanske bibliotek i Paris, som kunne få mig i godt humør igen.

Biblioteket var mere end mursten og bøger; det, der bandt det hele sammen, var mennesker, der bekymrede sig om hinanden. Jeg havde tilbragt tid på andre biblioteker med deres hårde pindestole og deres høflige bonjour, Mademoiselle og au revoir, Mademoiselle. Der var ikke noget i vejen med disse bibliothèques, men de manglede bare sammenholdet fra et rigtigt fællesskab. Biblioteket føltes til gengæld som et hjem.

“Odile! Vent!” Det var mr. Pryce-Jones, den pensionerede engelske diplomat med sin paisleymønstrede butterfly, med arkivaren mrs. Turnbull med det lidt skæve blågrå pandehår lige i hælene.

Professor Cohen må have fortalt dem, at jeg havde mistet modet.

“Der er aldrig noget, der tabt på forhånd.” Han klappede mig kejtet på ryggen. “Du skal nok overbevise direktricen. Bare skriv en liste med dine argumenter, ligesom enhver udspekuleret diplomat ville gøre.”

“Hold op med at pylre om hende!” sagde mrs. Turnbull. Hun vendte sig om mod mig: “I Winnipeg, hvor jeg kommer fra, er vi vant til modgang. Det gør os til dem, vi er. Selv når der er minus fyrre grader om vinteren, er der ingen, der brokker sig. I modsætning

14

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 14

05.05.2022 09.47

til amerikanerne …” Hun kom i tanke om grunden til, at hun var gået udenfor – en lejlighed til at koste rundt med nogen – og pegede med en benet finger på mig. “Ret ryggen, og lad være med at acceptere et nej!”

Med et smil indså jeg, at et hjem var et sted, hvor man ikke havde nogen hemmeligheder. Men jeg smilede dog. Det var et lille skridt på vejen.

Da jeg var hjemme på mit værelse igen, var jeg ikke længere nervøs, og jeg satte mig ned og skrev: Kære miss Reeder Tak, fordi De tog Dem tid til at tale om denne stilling med mig.

Jeg var lykkelig for at blive kaldt til samtale. Dette bibliotek betyder mere for mig end noget andet sted i Paris. Da jeg var lille, tog min tante Caroline mig med til Højtlæsning. Det er takket være hende, at jeg begyndte at læse engelsk og forelskede mig i biblioteket. Selvom min tante ikke længere lever, bliver jeg ved at lede efter hende på Det amerikanske bibliotek i Paris. Jeg åbner bøgerne og ser på lommen bagi og håber at se hendes navn på kortet. Når jeg læser de samme romaner, som hun læste, føles det, som om hun stadig er tæt på.

Biblioteket er mit frirum. Jeg kan altid finde et hjørne mellem bogreolerne, som jeg kan gøre til mit eget, og hvor jeg kan læse og drømme. Jeg vil gerne være med til at sikre, at alle har den mulighed, især de mennesker, der føler sig anderledes, og som har brug for et sted, der kan være et hjem.

Jeg underskrev brevet, som var det en afslutning på jobsamtalen.

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 15

05.05.2022 09.47

K A P I T E L

2

8 Lily Fr o i d , Mo nta na, US A , 1 9 8 3

H

endes navn var mrs. Gustafson, og hun boede inde ved siden af. Bag hendes ryg kaldte folk hende Krigsbruden, men hun lignede ikke nogen brud. For det første gik hun aldrig i hvidt. Og hun var gammel. Meget ældre end mine forældre. Alle ved, at en brud har brug for en brudgom, men hendes mand var død for mange år siden. Selvom hun talte to sprog flydende, talte hun nærmest aldrig med nogen. Hun havde boet her siden 1945, men hun var altid blevet set som kvinden, der kom fra et andet sted.

Hun var den eneste krigsbrud i Froid, ligesom dr. Stanchfield var den eneste læge. Nogle gange smugkiggede jeg ind i hendes stue, hvor hendes borde og stole også så fremmede ud – yndige som møbler i et dukkehus med ornamenterede ben i valnøddetræ. Jeg lurede på hendes postkasse, hvor der kom breve fra så fjerne steder som Chicago og var adresseret til madame Odile Gustafson. Sammenlignet med de navne, jeg kendte, såsom Tricia og Tiffany, var Odile et meget eksotisk navn. Folk sagde, hun kom fra Frankrig. Jeg ville gerne vide mere om hende og kiggede i leksikonet efter, hvad der stod om Paris. Jeg læste om de grå dragehoveder på Notre-Dame og om Napoleons Triumfbue. Men intet af det, jeg læste, kunne

16

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 16

05.05.2022 09.47

besvare mit spørgsmål: Hvad var det, der gjorde mrs. Gustafson så anderledes?

Hun var ikke som de andre damer i Froid. De var buttede som små ænder, og deres klodsede sweatre og kedelige sko var alle i forskellige grå nuancer. De andre damer havde curlere i håret, når de købte ind, men mrs. Gustafson tog altid sit pæneste tøj på – en plisseret nederdel og høje hæle – hvis hun skulle gå ned med affaldet. Et rødt bælte understregede hendes smalle talje. Altid. Hun gik med klar rød læbestift, også i kirken. “Hende dér tror virkelig, hun er noget,” sagde de andre damer, når hun gik ned og satte sig på sin plads langt fremme, med øjnene skjult under klokkehatten.

Ingen andre gik med hat. Og de fleste sognebørn sad længere tilbage i kirken, fordi de ikke ville påkalde sig Herrens opmærksomhed.

Eller præstens.

Den morgen bad fader Maloney os om at bede for de 269 passagerer om bord på den Boeing 747, der var blevet skudt ned af sovjetiske K-8-missiler. Præsident Reagan havde talt til nationen på tv og fortalt os om angrebet på flyet, der var på vej fra Anchorage til Seoul. Da kirkeklokken bimlede, gav hans ord genlyd i mine ører: “Sorg, chok, vrede … Sovjetunionen har forbrudt sig mod alle menneskerettigheder … Vi burde ikke overraskes over denne umenneskelige brutalitet …” Russerne kunne finde på at myrde alle, lod han til at mene, også børn.

Selvom vi boede i Montana, gav den kolde krig os kuldegysninger. Onkel Walt, som arbejdede på Malmstrom Air Force Base, sagde, at tusind Minutemen-missiler var blevet plantet som kartofler rundt om os på prærien. Under runde betonkrypter lå atomsprænghovederne og ventede tålmodigt på dommedag. Han pralede af, at Minutemen-missilerne var mere kraftfulde end de bomber, der havde ødelagt Hiroshima. Han sagde, at missiler søgte efter andre missiler, så de sovjetiske våben ville ikke rettes mod Washington, men os. Det ville få Minutemen-missilerne til at blive affyret, og de

17

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 17

05.05.2022 09.47

ville ramme Moskva i løbet af kortere tid, end det tog mig at gøre mig klar til skole.

Efter højmessen travede folk over på den anden side af gaden til sognegården for at drikke kaffe, spise doughnuts og sladre med hinanden. Min mor og jeg stod i kø til kagerne; henne ved kaffens alter stod min far og de andre mænd rundt om mr. Ivers, bankdirektøren. Min far arbejdede seks dage om ugen i håbet om at blive souschef en dag.

“Russerne vil ikke lade dem lede efter ligene. De vanhellige sataner.”

“Da Kennedy var præsident, blev der brugt halvfjerds procent mere på forsvaret end i dag.”

“Vi sidder bare her som skydeskiver.”

Jeg lyttede uden at lytte – i den endeløse kolde krig, blev de her ubehagelige samtaler soundtracket til vores søndage. Jeg havde travlt med at læsse doughnuts op på min tallerken, og der gik et stykke tid, før jeg lagde mærke til, at min mor hev efter vejret. Hun fik som regel kun et anfald, når der var grund til det: “Landmændene er i gang med høsten, og støvet i luften sætter gang i min astma” eller: “Præsten vifter rundt med den røgelse, som om han forsøger at desinficere stedet.” Men denne gang tog hun fat om min overarm og gav mig ingen grund. Jeg styrede hende hen mod det nærmeste bord, til en plads ved siden af mrs. Gustafson. Min mor satte sig tungt på metalstolen og trak mig ned ved siden af sig.

Jeg forsøgte på at fange min fars opmærksomhed.

“Jeg har det fint. Lad være med at gøre et nummer ud af det,” sagde min mor i en stram tone.

“Forfærdeligt, hvad der skete med de mennesker oppe i det fly,” sagde mrs. Ivers på den anden side af bordet.

“Det er derfor, jeg bliver her,” sagde mrs. Murdoch. “Hvis man farter omkring, får man ikke andet end ballade ud af det.”

“Mange uskyldige mennesker blev dræbt,” sagde jeg. “Præsident Reagan sagde, at et kongresmedlem blev slået ihjel.”

18

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 18

05.05.2022 09.47

“Så er der da en nasser mindre.” Mrs. Murdoch proppede det sidste af sin doughnut ind mellem sine brune tænder.

“Det er en grim ting at sige. Folk har ret til at tage med et fly uden at blive skudt ned,” sagde jeg.

Mrs. Gustafsons blik mødte mit. Hun nikkede, som om det betød noget, hvad jeg mente. Det havde længe været min hobby at observere hende, men det var første gang, hun lagde mærke til mig.

“Det er modigt af dig at sige din mening,” sagde hun.

Jeg trak på skuldrene. “Folk skal ikke være ondskabsfulde.”

“Jeg er helt enig,” sagde hun.

Inden jeg kunne nå at sige mere, brølede mr. Ivers: “Den kolde krig har været her i næsten fyrre år. Vi vinder aldrig.”

Folk nikkede samstemmende.

“De er koldblodige mordere,” fortsatte han.

“Har De nogensinde mødt en russer?” spurgte mrs. Gustafson.

“Arbejdet sammen med en? For det har jeg, og jeg kan fortælle Dem, at de slet ikke er spor anderledes end De og jeg.”

Alle blev tavse. Hvor havde hun mødte fjenden, og hvordan havde hun “arbejdet sammen” med en af dem?

I Froid vidste vi alt om alle. Vi vidste, hvem der drak for meget og hvorfor, vi vidste, hvem der snød i skat, og hvem der var deres koner utro, vi vidste, hvem der levede på polsk med en eller anden mand i Minot. Den eneste hemmelighed var mrs. Gustafson. Ingen vidste, hvad hendes forældre hed, eller hvad hendes far havde arbejdet med. Ingen vidste, hvordan hun havde mødt Buck Gustafson under krigen, eller hvordan hun havde fået overbevist ham om, at han skulle droppe sin ungdomskæreste og gifte sig med hende i stedet. Rygterne gik om hende, men ingen vidste noget med sikkerhed.

Der var en sorg i hendes blik, men var det, fordi hun havde mistet nogen, eller var det anger? Og når hun tidligere i sit liv havde boet i Paris, hvordan kunne hun så holde ud at bo i dette lille hul ude på prærien?

19

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 19

05.05.2022 09.47

Jeg var en duks i klassen – sad på første række og havde altid hånden i vejret. Mary Louise sad bag mig og lavede kruseduller på sit skrivebord. I dag gjorde miss Hanson sit ypperste for at gøre vores syvende klasse interesseret i Ivanhoe. Mary Louise mumlede Ivan-no.

Ovre på den anden side af midtergangen holdt Robbys solbrændte fingre om en blyant. Hans hår var etageklippet og brunt som mit.

Han vidste allerede på det tidspunkt, hvordan man kørte bil, fordi han var nødt til at hjælpe sine forældre med at transportere korn.

Han tog blyanten op til munden, så det lyserøde viskelæder strejfede hans underlæbe. Jeg kunne sidde og stirre på hans mund i al evighed.

Franske tungekys, french toast, pommes frites – alt det gode lod til at komme fra Frankrig. Grønne, franske bønner var garanteret også bedre end de amerikanske. Fransk musik måtte helt klart være bedre end den country, der blev spillet på den lokale radiostation.

“My life done broke down when that cud-smackin’ cow left me for a younger bull.” Franskmændene vidste garanteret også mere om kærlighed.

Jeg drømte om at ræse ned ad en startbane i lufthavnen og ned ad podiet til et modeshow. Jeg drømte om at optræde på Broadway, kigge om bag Jerntæppet. Jeg drømte om at mærke, hvordan franske ord føltes i min mund. Kun ét menneske, jeg kendte, havde oplevet verden uden for Froid – mrs. Gustafson.

På trods af at vi var naboer, var det, som om hun boede flere lysår væk. Hvert år til halloween sagde min mor som en advarsel: “Krigsbrudens dørlampe er slukket. Det betyder, at hun ikke vil have jer unger til at banke på.” Da Mary Louise og jeg var ude at sælge kager for spejderne, sagde hendes mor: “Den gamle dame har ikke så meget at gøre godt med, så hende skal I ikke gå hen til.”

Mit møde med mrs. Gustafson gjorde mig mere modig. Alt, hvad jeg havde brug for, var den helt rigtige skoleopgave, så havde jeg en grund til at interviewe hende.

Som forventet gav miss H. os en boganmeldelse af Ivanhoe for.

20

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 20

05.05.2022 09.47

Efter timen gik jeg hen til hende og spurgte, om jeg måtte skrive om et land i stedet.

“Kun denne ene gang,” sagde hun. “Jeg glæder mig til at læse din stil om Frankrig.”

Jeg var så optaget af min plan, at jeg glemte at tjekke under dørene til båsene og låse døren ind til toiletterne. Og da jeg var færdig, stod Tiffany Ivers og hendes slæng ganske rigtigt og hang henne ved vaskene, mens Tiffany touperede sit korngule hår foran spejlet.

“Toilettet kan åbenbart ikke skylle ud,” siger hun. “Her kommer der en lort.”

Ikke særlig sofistikeret, men når jeg så mig selv i spejlet, så jeg ikke andet end lortebrunt hår. Jeg holdt mig tæt på båsene, for jeg vidste, at hvis jeg gik hen for at vaske hænder, ville Tiffany skubbe mig ind under hanen, og så ville jeg blive drivvåd. Men hvis ikke jeg vaskede hænder, ville de fortælle det til hele skolen. Det gjorde de med Maisie – ingen ville sidde ved siden af “Tisfinger” i en hel måned. De stod med armene over kors, toiletkvartetten, og ventede.

Dørhængslerne sang, og miss H. stak hovedet indenfor. “Er du her igen, Tiffany? Du må da have problemer med blæren.”

Pigerne marcherede ud derfra, men de så på mig med et blik, der sagde: Det her er ikke forbi. Det vidste jeg godt.

Min mor, den evige optimist, sagde altid, at jeg skulle se det hele fra den lyse side. I det mindste havde den gamle Ivers kun avlet én efterkommer. Og det var fredag.

Om fredagen holdt mine forældre tit madklub (min mor grillede spareribs, Kay kom med en salat, og Sue Bob bagte en ananaskage), så jeg var som regel ovre hos Mary Louise. Men denne aften blev jeg på mit værelse og fandt på spørgsmål, jeg kunne stille mrs. Gustafson. Mens de voksne spiste, kunne jeg høre latteren fra spisestuen.

Da det blev mere stille, vidste jeg, at de gjorde ligesom de adelige i England; kvinderne trak sig tilbage, så mændene kunne sætte sig til rette i stolene og sige ting til hinanden, som de ikke kunne sige,

21

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 21

05.05.2022 09.47

når deres koner var der.

Mens kvinderne vaskede op, lyttede jeg til min mors anden stemme, den, hun brugte sammen med sine veninder. Sammen med dem virkede hun gladere. Sjovt, hvordan det samme menneske kunne være så mange forskellige mennesker. Det fik mig til at tænke på, at der var ting ved min mor, jeg ikke kendte til, selvom hun ikke var en gåde ligesom mrs. Gustafson.

Jeg skrev spørgsmålene ned, efterhånden som de meldte sig: Hvornår skar guillotinen sidste gang halsen over på nogen? Er der også Jehovas Vidner i Frankrig? Hvorfor siger folk, at du stjal din mand?

Nu, hvor han er død, hvorfor bliver du så her? Jeg koncentrerede mig så meget, at jeg slet ikke vidste, at min mor stod lige bag mig, før jeg mærkede en varm hånd på min skulder.

“Du ville ikke sove ovre hos Mary Louise?”

“Jeg laver lektier.”

“På en fredag,” sagde hun skeptisk. “Har det været en hård dag i skolen?”

De fleste dage var hårde. Men jeg havde ikke lyst til at tale om Tiffany Ivers. Min mor tog en gave frem fra bag om ryggen. Den var på størrelse med en skotøjsæske. “Jeg har lavet noget til dig.”

“Tak!” Jeg rev gavepapiret af og fik øje på en hæklet vest.

Jeg trak den ned over min T-shirt, og min mor hev i sømmen og så ud til at være glad for størrelsen. “Du ser smuk ud. Farven får de grønne stænk frem i dine øjne.”

Et hurtigt kig i spejlet bekræftede min fornemmelse af, at jeg lignede en idiot. Hvis jeg tog den sweater på i skole, ville Tiffany æde mig rå.

“Den er … sød,” sagde jeg til min mor, lidt for sent.

Hun smilede for at skjule, at hun blev såret. “Hvad arbejder du på?”

Jeg forklarede, at jeg skulle skrive en stil om Frankrig, og at jeg var nødt til at interviewe mrs. Gustafson. “Åh, skat, jeg er ikke sikker på, vi bør ulejlige hende.”

22

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 22

05.05.2022 09.47

“Det er bare nogle få spørgsmål. Kan vi ikke invitere hende herover?”

“Det kan vi vel godt. Hvad vil du gerne spørge hende om?”

Jeg pegede på papiret.

Min mor så på min liste og sukkede dybt. “Tja, der er jo nok en grund til, at hun aldrig er vendt hjem igen.”

Lørdag eftermiddag drønede jeg forbi mrs. Gustafsons gamle Chevrolet og op ad de vakkelvorne trappetrin til hoveddøren og ringede på. Ding-dong. Ingen lukkede op. Jeg ringede på igen. Ingen lukkede op, så jeg tog i døren. Den gik op. “Hallo?” sagde jeg og trådte indenfor.

Stilhed.

“Er der nogen hjemme?” spurgte jeg.

I den stille stue var der bogreoler langs alle vægge. Der stod bregner på række under karnapvinduet. Hendes stereoanlæg var på størrelse med en dybfryser, som man kunne gemme et lig i. Jeg kiggede i hendes pladesamling: Tjajkovskij, Bach, mere Tjajkovskij.

Mrs. Gustafson kom tøffende ned ad gangen, som om hun lige var vågnet fra sin lur. Selv herhjemme var hun iført en kjole med sit røde bælte. Hun virkede sårbar, som hun kom dér på strømpefødder. Det gik op for mig, at jeg aldrig havde set nogen parkere foran hendes hus, og jeg havde heller aldrig set hende have familiebesøg.

Hun var selve inkarnationen af ensomhed.

Hun standsede et par meter fra mig og gloede, som om jeg var en tyv, der var kommet for at stjæle hendes plade med Svanesøen.

“Hvad vil du?”

Du ved noget, og jeg er nysgerrig.

Hun lagde armene over kors. “Ja?” “Jeg er ved at skrive en stil om dig. Om dit land, altså. Måske kunne du komme over på besøg, så jeg kan interviewe dig.”

Hendes mundvige vendte nedad. Hun sagde ikke noget.

23

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 23

05.05.2022 09.47

Tavsheden gjorde mig nervøs. “Det ligner et bibliotek herinde.”

Jeg nikkede i retning af bogreolerne, der var fulde af navne, jeg ikke kendte – Madame de Staël, Madame Bovary, Simone de Beauvoir.

Måske var det en dum idé. Jeg vendte mig om for at gå.

“Hvornår?” sagde hun.

Jeg vendte mig om og så på hende. “Hvad med nu?”

“Jeg var lige midt i noget.” Hun sagde det på en brysk måde, som om hun var præsidenten og faktisk var nødt til at vende tilbage for at regere over sit soveværelse.

“Jeg skriver en stil,” sagde jeg igen, eftersom skolen kom lige efter Gud, fædreland og fodbold.

Mrs. Gustafson stak fødderne i de høje hæle og tog sine nøgler.

Jeg fulgte efter hende ud på verandaen, hvor hun låste døren. Det var hun den eneste i Froid, der gjorde.

“Kommer du altid brasende ind i andre menneskers hjem?” spurgte hun, da vi skråede hen over græsplænen.

Jeg trak på skuldrene. “De plejer at åbne døren.”

Hun klappede i hænderne, da vi trådte ind i vores spisestue, og derefter lod hun dem hænge slapt ned langs siden. Hendes blik flakkede mellem tæppet, karnappen og familiebillederne på væggen.

Hendes mund åbnede sig som for at sige noget, måske: Nej, hvor er her fint, som de andre damer ville sige, men så lukkede munden i igen.

“Velkommen,” sagde min mor og satte et fad med chocolate chip cookies på bordet.

Jeg gjorde tegn til, at vores nabo skulle sætte sig. Min mor stillede krus foran sin egen tallerken og min; foran mrs. Gustafsons satte hun sin tekop. Jeg kendte dens historie. For flere år siden, da mrs.

Ivers tog på en “slotstur” i England, havde min far givet hende penge med til at købe et fint testel til min mor. Men porcelæn er dyrt, og mrs. Ivers vendte tilbage med bare en enkelt kop og underkop. Hun var skrækslagen for, at porcelænet skulle gå i stykker, så hun havde siddet med den i skødet under hele flyveturen hjem. Den spinkle

24

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 24

05.05.2022 09.47

kop med de elegante blå blomster kom fra et sted, der var bedre end dette, tænkte jeg. Finere. Som mrs. Gustafson.

Min mor serverede te. Jeg brød tavsheden. “Hvad er det bedste ved Paris? Er det virkelig den smukkeste by i verden? Hvordan var det at vokse op der?”

Mrs. Gustafson svarede ikke med det samme.

“Jeg håber ikke, vi forstyrrer dig,” sagde min mor.

“Sidste gang jeg blev interviewet på den måde, var til en jobsamtale, dengang jeg boede i Frankrig.”

“Var du nervøs?” spurgte jeg.

“Ja, men jeg havde lært hele bøger udenad for at forberede mig.”

“Hjalp det?”

Hun smilede bedrøvet. “Der er altid spørgsmål, man ikke er forberedt på.”

“Lily stiller ikke sådan nogle spørgsmål.” Min mor henvendte sig til mrs. Gustafson, men det var mig, advarslen var rettet mod.

“Det bedste ved Paris? Det er en by fuld af læsere,” sagde vores nabo.

Hun sagde, at hjemme hos hendes venner var bøgerne lige så vigtige som møblerne. Hun havde tilbragt somrene i byens frodige parker, og som palmerne i krukker i Tuileries-haverne, der blev sat ind i drivhuset ved det første tegn på frost, havde hun tilbragt vintrene på biblioteket med en bog i skødet.

“Kan du godt lide at læse?” For mig var de klassikere, vi fik for i engelsk, ikke andet end en sur pligt.

“Jeg lever for at læse,” svarede hun. “Mest bøger om historie og aktuelle emner.”

Det lød lige så sjovt som at se på sne, der smelter. “Hvad med dengang, du var på min alder?”

“Jeg elskede romaner som Den hemmelige have. Det var min tvillingebror, der var interesseret i nyhederne dengang.”

En tvillingebror. Jeg havde lyst til at spørge, hvad hendes bror

25

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 25

05.05.2022 09.47

hed, men hun var allerede videre. Pariserne gik næsten lige så højt op i mad som i litteratur, sagde hun. Der var gået mere end fyrre år, men hun kunne stadig huske den kage, hendes far var kommet hjem med til hende efter hendes første arbejdsdag: en financier. Hun lukkede øjnene og sagde, at det smøragtige mandelpudder føltes himmelsk i munden. Hendes mor elskede opéra-kagerne: mørk, cremet chokolade omsluttet af kagebunde, der havde ligget i blød i kaffe … Fi-nang-sié. O-pé-ra. Jeg smagte på ordene og elskede følelsen af dem på min tunge.

“Paris er et sted, der taler til en,” fortsatte hun. “En by, der nynner med på sin egen sang. Om sommeren lader pariserne vinduerne stå åbne, og man kan høre naboen, der klimprer på klaveret, spillekort, der blandes med et smæld, støjen fra nogen, der piller ved radioantennen. Der er altid et barn, der griner, nogen, der skændes, en klarinettist, der spiller på en plads.”

“Det lyder vidunderligt,” sagde min mor drømmende.

Efter gudstjenesten om søndagen plejede mrs. Gustafsons skuldre at hænge, og hendes øjne lignede reklameskiltet for Oasis-baren om mandagen, når den var lukket. Men nu lyste hendes øjne op. Imens hun talte om Paris, mildnedes de skarpe kanter i hendes ansigt, og det samme skete med hendes stemme. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun nogensinde havde forladt byen.

Min mor overraskede mig ved at stille et spørgsmål. “Hvordan var det at bo der under krigen?”

“Hårdt.” Mrs. Gustafsons fingre klemte til om tekoppen. Når luftalarmerne gik i gang, gemte hendes familie sig i kælderen. På grund af madrationering fik hver person kun ét æg om måneden.

Alle blev tyndere og tyndere, og hun begyndte at tro, at de slet og ret ville forsvinde. Nazisterne tvang indbyggerne til at gå gennem forskellige kontrolposter på gaderne. Som ulve bevægede de sig hele tiden rundt i kobler. Folk blev arresteret uden grund. Eller af ligegyldige grunde, som at de havde været ude efter spærre-

26

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 26

05.05.2022 09.47

tiden.

Jeg troede kun, det var teenagere, der fik at vide, hvornår de skulle være hjemme. Ligesom Mary Louises søster, Angel.

“Hvad savner du mest ved Paris?” spurgte jeg.

“Familie og venner.” Mrs. Gustafson så vemodigt på mig. “Folk, der forstår mig. Jeg savner at tale fransk. At føle mig hjemme.”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Tavsheden fyldte hele rummet. Det gjorde min mor og mig kejtede, men lod ikke til at genere vores nabo, som drak det sidste af sin te.

Da min mor fik øje på mrs. Gustafsons tomme kop, rejste hun sig hurtigt. “Jeg sætter vand over.”

På vej ud i køkkenet standsede min mor brat. Hun svajede en smule, og hendes hånd skød frem og rakte ud efter skænken. Inden jeg overhovedet nåede at rejse mig, var mrs. Gustafson på benene og lagde armen rundt om livet på min mor og fik hende ned at sidde.

Jeg satte mig på hug ved siden af min mor. Hun var rød i kinderne og trak vejret på en overfladisk og hektisk måde, som om luften ikke kunne komme helt ned i lungerne.

“Jeg er okay,” sagde hun. “Jeg rejste mig for hurtigt. Jeg burde vide bedre.”

“Er det sket før?” spurgte mrs. Gustafson.

Min mor så på mig, så jeg satte mig på min stol igen og lod, som om jeg børstede nogle krummer væk fra bordet.

“Et par gange,” sagde hun.

Mrs. Gustafson ringede til dr. Stanchfield. I Froid sagde alle voksne det samme: “I byen ringer man til lægen, og han nægter at komme, uanset hvor syg man er. Her tager sekretæren den, anden gang den ringer, og Stanch er hjemme hos en i løbet af ti minutter.”

Han hjalp med børnefødsler i tre kommuner – den første til at holde mange af os i sine varme, leverplettede hænder.

Han bankede på døren og kom ind med sin sorte lædertaske.

“Du behøvede ikke komme,” sagde min mor forlegent. Hun tog

27

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 27

05.05.2022 09.47

mig med til lægen, hvis jeg så meget som nøs, men havde aldrig selv været hos lægen med sin astma.

“Lad du mig om at vurdere det.” Han børstede kærligt hendes hår væk og satte stetoskopet ind mod hendes ryg. “Tag en dyb indånding.”

Hun åndede ind.

“Hvis det er en dyb indånding …” Da Stanch målte hendes blodtryk, rynkede han panden. Han sagde, at det var for højt, og skrev en recept på nogle piller.

Måske havde min mor taget fejl, da hun sagde, det var astma.

Efter aftensmaden lå Mary Louise og jeg nede på tæppet og skrev vores stile. “Hvad sagde mrs. Gustafson?” spurgte hun.

“At krigen var farlig.”

“Farlig? Hvordan?”

“Fjender alle vegne.” Jeg forestillede mig mrs. Gustafson, der var på vej på arbejde, mens gaderne var fulde af lurvede ulve. Nogle af dem snerrede, andre bed sig fast i hendes høje hæle. Og hun fortsatte bare. Måske gik hun aldrig den samme vej to gange.

“Så hun var nødt til at snige sig afsted?”

“Det tror jeg.”

“Ville det ikke være cool, hvis hun havde været hemmelig agent?”

“Totalt.” Jeg så for mig, hvordan hun afleverede beskeder i gamle, halvmugne bøger.

“Nu vi taler om hemmeligheder.” Hun lagde blyanten fra sig.

“Jeg røg en af Angels cigaretter.”

“Røg du alene? Det er løgn.”

Hun sagde ikke noget.

“Det er løgn,” gentog jeg.

“Sammen med Tiffany.”

Hendes ord ramte mig hårdt. “Hvis du ryger, vil jeg aldrig snakke

28

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 28

05.05.2022 09.47

med dig mere,” sagde jeg. Og holdt vejret.

Vi var begge tolv år gamle, men Mary Louise var først med alt.

På grund af sin storesøster, Angel, havde Mary Louise allerede hørt om fester og kondomer. Mine forældre ville ikke lade mig gå med makeup, så Mary Louise lånte mig sin sminke. Hun var stærkere og hurtigere end mig, og jeg kunne mærke, hvordan hun spænede fra mig.

“Jeg kunne alligevel ikke så godt lide det,” sagde hun.

I løbet af de næste uger mistede min mor sin appetit, og tøjet begyndte at hænge på hende. Hendes medicin virkede ikke. Min far tog hende med til en speciallæge, som sagde, at det bare var stress. Hun var for træt til at lave mad, så min far lavede sandwich til os. Til thanksgiving spiste han og jeg vores toasts stående ved køkkenbordet. Vi så hen mod døren, i håb om at min mor havde fået det bedre og snart kom ud til os.

Han rømmede sig. “Hvordan går det i skolen?”

Jeg fik topkarakterer og havde ingen kæreste, og Tiffany Ivers forsøgte at stjæle Mary Louise fra mig. “Fint nok.”

“Fint nok?”

“Alle de andre piger må bruge makeup, så hvorfor må jeg ikke?”

“En køn pige som dig har ikke brug for at putte alt det stads i ansigtet.”

Det meste af det, min far sagde, gjorde ikke indtryk. Jeg hørte ikke hans bekymring, hørte ikke, at han sagde, jeg var køn. Det eneste, jeg hørte, var det klare nej.

“Men far …”

“Jeg håber ikke, du plager din mor på den måde.”

For hundrede og syttende gang så vi hen på døren til soveværelset.

Med skoletaskerne hængende på skuldrene traskede Mary Louise og jeg hjem fra skole. Vi stoppede på First Street for at ae schæferen

29

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 29

05.05.2022 09.47

Smokey, fortsatte forbi Flesches-familiens hus, som havde syvogfyrre havenisser stående rundtomkring i haven, en for hvert år, de havde været gift. I huset på hjørnet trak gamle mrs. Murdoch blondegardinerne til side. Hvis vi skar ind over hendes græsplæne i stedet for at bruge fortovet, ringede hun til vores forældre.

I Froid købte vi alle ind hos den samme købmand, vi drak fra den samme brønd. Vi havde den samme fortid, gentog de samme historier. Mrs. Murdoch var ikke lige så ond, før hendes mand faldt omkuld, mens han skovlede sne. Buck Gustafson var ikke den samme efter krigen. Vi læste den samme avis, vi var afhængige af den samme læge. På vores vej til det ene, snart det andet sted kørte vi ned ad grusveje, vi betragtede mejetærskerne trille rundt på markerne, mens maskinerne skar aksene af. Luften duftede rent. Ærligt. Vores munde og næsebor fyldtes af den milde smag af hø, og støvet fra høsten pumpede rundt i vores blod.

“Lad os flytte til en storby.” Mary Louise skulede til mrs. Murdoch. “Hvor ingen blander sig i vores sager.”

“Hvor vi kan gøre, hvad vi vil,” tilføjede jeg. “Som for eksempel at skrige i kirken.”

“Eller slet ikke gå i kirke.”

Det overvejede vi lidt, en tanke, der var så vild, at det tog lidt tid, før den helt bundfældede sig, og vi gik resten af turen hjem til mig i tavshed. Ude fra gaden kunne jeg se min mor i vinduet. Genspejlingen fra vinduet fik hende til at se helt bleg ud, som et spøgelse.

Mary Louise gik hjem til sig selv, jeg fortsatte hen til postkassen og tog fat i den vejrbidte post. Jeg var ikke parat til at gå ind.

Førhen bagte min mor cookies og snakkede med sine veninder ved køkkenbordet. Nogle gange hentede hun mig i skolen, og så kørte vi til det lokale naturreservat, hvor hun elskede at kigge på fugle. Når vi sad i vores stationcar, kiggede min mor og jeg i samme retning; vejen foldede sig ud foran os, fuld af muligheder. Det var nemt at fortælle hende om et ubehageligt møde med Tiffany Ivers eller en

30

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 30

05.05.2022 09.47

dårlig karakter i en prøve. Jeg kunne også fortælle hende de gode ting, som dengang til idræt, hvor Robby var førstevælger, og han valgte mig, endda før han valgte nogen af drengene. Når jeg ikke ramte, brokkede de sig vildt, men han blev ved min side og sagde: Du rammer næste gang.

Mor vidste alt om mig.

Ved reservatet fandtes der 270 fuglearter. Vi bevægede os gennem det knæhøje nålegræs. Kikkerten hang i en snor rundt om min mors hals. “Falke er måske mere majestætiske, og præstekraver har det bedste navn. Men jeg kan nu alligevel bedst lide rødkælken,” sagde hun.

Jeg drillede hende med at køre hele vejen herud for at se på fugle, som vi kunne finde hjemme på vores egen græsplæne.

“Rødkælken er elegant,” sagde hun. “Og et godt varsel. En påmindelse om de gode ting, vi har i vente.” Hun krammede mig ind til sig.

Men nu var hun alene derhjemme og havde sjældent energi til at snakke, ikke engang med mig.

I det samme gik mrs. Gustafson ud til sin postkasse, og jeg skråede hen over det afsvedne stykke græs, der var imellem os. Hun holdt et brev ind mod sit bryst.

“Hvem er det fra?”

“Min veninde Lucienne i Chicago. Vi har skrevet til hinanden i årevis. Hun og jeg rejste herover på det samme skib – tre uforglemmelige uger fra Normandiet til New York.” Hun så på mig. “Er alt i orden?”

“Jeg har det fint.” Alle kendte reglerne: Du skal ikke gøre opmærksom på dig selv, ingen kan lide en pralhals. Du skal ikke vende dig om i kirken, ikke engang hvis en bombe eksploderer bag dig. Hvis nogen spørger, hvordan du har det, siger du fint, også selvom du er ked af det og bange.

“Har du lyst til at komme indenfor?” spurgte hun.

Jeg satte min taske fra mig foran hendes bogreoler. Der var bøger

31

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 31

05.05.2022 09.47

alle vegne, men kun tre billeder, små som polaroidfotos. Hjemme hos mig havde vi flere billeder end bøger (Bibelen, min mors naturbøger og et leksikon, vi havde fundet på et loppemarked).

Det første billede var af en ung marinesoldat. Han havde mrs.

Gustafsons øjne.

Hun kom hen ved siden af mig. “Min søn, Marc. Han blev slået ihjel i Vietnam.”

En gang, da jeg stod og delte nyhedsbreve ud ved kirken, var der en flok damer, der slog sig ned i nærheden af karret med vievand.

Lige da mrs. Gustafson kom ind, hviskede mrs. Ivers: “I morgen er det årsdagen for Marcs død.” Gamle mrs. Murdoch rystede på hovedet og sagde: “Der findes ikke noget værre end at miste et barn.

Vi burde sende blomster eller …”

“I kunne holde op med at sladre,” snerrede mrs. Gustafson. “I det mindste under messen.”

Damerne dyppede de dirrende fingre ned i vievandet, gjorde hurtigt korsets tegn og satte sig duknakkede ind på kirkebænkene.

Jeg lod en hånd glide hen over rammen. “Det er jeg ked af,” sagde jeg.

“Det er jeg også.”

Sorgen i hendes stemme gjorde mig utilpas. Ingen kom nogensinde og besøgte hende. Hverken hendes svigerfamilie eller hendes franske familie. Tænk, hvis alle, hun havde elsket, var døde? Hun ville sikkert ikke have, at jeg var her og mindede hende om alle dem, hun havde mistet. Jeg gik hen for at tage min rygsæk.

“Kunne du tænke dig en cookie?” spurgte hun.

Vi gik ud i køkkenet, og jeg tog de to største fra fadet og havde slugt dem, inden hun havde så meget som rørt sin egen. De var tynde og sprøde.

Hun var lige blevet færdig med den første plade, så i løbet af den næste time hjalp jeg hende med at rulle den næste portion ud. Jeg var taknemmelig for, at hun ikke nævnte noget om min mor. Ikke

32

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 32

05.05.2022 09.47

noget med: “Vi savnede din mor til forældremødet, du må hilse hende og sige, at alle er nødt til at bidrage” eller: “Der er ikke noget som helst i vejen med hende, som en flæskesteg ikke kunne fikse.”

Tavsheden havde aldrig føltes så rar som nu.

“Hvad hedder de her småkager?” spurgte jeg og tog en til.

“Cigarettes russes. Russiske cigaretter.”

Kommunistiske cookies? Jeg lagde den tilbage i fadet. “Hvem har lært dig at bage dem?”

“Jeg fik opskriften af en ven, der serverede dem, når jeg kom forbi og afleverede hendes bøger.”

“Hvorfor kunne hun ikke selv hente sine bøger?”

“Hun måtte ikke komme ind på biblioteket under krigen.”

Inden jeg kunne nå at spørge om mere, blev der banket på døren.

“Mrs. Gustafson?”

Det var min far, hvilket betød, at klokken var seks – spisetid – og jeg ville få skældud. Jeg tørrede krummerne af munden og skulle lige til at forklare mig. Tiden var bare gået, jeg var nødt til at blive for at hjælpe med …

Mrs. Gustafson åbnede døren, og jeg regnede med, at min far ville komme stormende.

Men han spærrede øjnene op, og hans slips sad skævt. “Jeg kører Brenda på hospitalet,” siger han til mrs. Gustafson. “Vil De se efter Lily?”

Jeg skulle lige til at sige undskyld, men han skyndte sig videre uden at vente på svar.

Hemmelighedernes bibliotek_TRYK.indd 33

05.05.2022 09.47