Hippierejsen by Gads Forlag

HIPPIEREJSEN

Arne Pjedsted Salomonsen

HIPPIEREJSEN © 2020 Arne Pjedsted Salomonsen og Gads Forlag A/S ISBN: 978-87-12-05792-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden Forlagsredaktion: Stine Friis Møller og Henrik Sebro Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Alle bogens billeder og fotos er leveret af forfatteren (s. 19, 34, 37, 47, 55, 75, 81, 82, 98, 105, 112, 128, 139, 143, 186, 234, 239, 283 og 296 samt billedarket) eller Poul Erik Hvidkjær (s. 25 nederst, 32, 44, 72, 78, 87, 93, 177, 179, 183, 210-213, 216, 229 th. og nederst, 264 og 300) bortset fra s. 27 (Grethe Buhl), s. 256 (Leif Hansen), s. 279 (Erik Steen) og s. 294 (Hans Simonsen). Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Repro: Narayana Press Tryk og indbinding: Scandbook

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Indhold

Forord Tilbage til begyndelsen 1967 Mellemspil DĂ¸nninger Efterord

9 11 15 199 221 305

Hvem anden end du med de store ører vil kunne rumme alt dette? Jeg hilser dig med mine arme over kors, den venstre hånd griber om højre øreflip, den højre om venstre, mens bevidstheden glider fra Vest til Øst og fra Øst til Vest. Din mave er hele universet, og din snabel den kosmiske lyd, der gennemtrænger alt. Alligevel har du din stødtand som en pen i hånden. Den nedskriver alt. Lykke til på rejsen.

Forord

For fire år siden døde jeg. Hårdt ramt af tyfus og med kraftige hallucinationer svævede jeg rundt med fugleflokkene over templet i Ujjain. Til sidst lå jeg i koma på hotellet, uden væske i kroppen. Langsomt forsvandt alt, mit forhold til andre, til mine allernærmeste og til sidst til mig selv. Arne eksisterede ikke længere, men jeg var blevet et med en umådelig kærlighed. Ved hjælp af mange ihærdige telefonopkald til indiske venner lykkedes det Annica, min livsledsager i Danmark, at få sendt mig til et hospital, hvor de fik vækket mig til live. Da hun endelig fik kontakt med mig selv over en telefon, spurgte hun, om jeg gerne ville dø? Den store uendelige kærlighed eller menneskelig kærlighed på godt og ondt? Jeg valgte det sidste – måske var det alligevel mere spændende… Annica kom selv til Indien en uge senere for at hente mig. Alle mine organer var sat ud og skulle gradvis opbygges igen, og der gik flere uger, før vi kunne flyve til Delhi og derfra videre til Danmark. På trods af Annicas traumatiske oplevelse (”aldrig mere Ujjain!”) lykkedes det alligevel året efter at få hende med tilbage til Indien, til Calcutta. Og der begyndte jeg at skrive denne bog.

Tilbage til begyndelsen

De hænger der stadig, afghanerjakkerne, side ved side i Chicken Street. På et øjeblik er jeg igen inde i en. Et kort øjeblik. Lugten er tilbage, min egen fra dengang, med jakkens lugt af får og appelsin og den tørre høje luft – rå og nøgen og smuk som det åbne bjerglandskab. Rejsen over land i en lille folkevogn begyndte i efteråret 1967, mens hippietiden var i fuldt flor. Vi nåede frem til Kabul, inden vores bil var slidt helt ned, klar til salg. Den videre færd til Indien, ned fra bjerget, gik med bus og tog. Vi var tre, som rejste sammen og senere hver for sig. Turen blev samtidig en indre rejse, hvorunder jeg fik udforsket sindets dybeste lag – med en tidlig kulmination i Kabul julen 1967, hvor LSD var frit tilgængeligt og gratis. To af os rejsekammerater kendte knap hinanden ved rejsens begyndelse, og i mødet mellem vores vidt forskellige naturer stod der snart gnister, hvilket bidrog til de kraftige oplevelser. Rejsen videre ned fra Afghanistans høje luft og de vilde trip blev i dobbelt forstand et forsøg på at finde tilbage til forstanden og et mere normalt liv, inden det store spring tilbage til Danmark. Uden tiden i det altfavnende Indien havde jeg aldrig fundet tilbage til normaliteten igen, og rejsen tilbage til Danmark havde været umulig. Jeg har bestræbt mig på, så godt som det overhovedet lader sig gøre på årtiers afstand, at skildre alt med den bevidsthed,

jeg havde dengang. Jeg havde en dagbog med mig, hvorfra er plukket forskellige citater og skildringer. Dagbogen var under rejsen et behjælpeligt fast holdepunkt, hvori tankerne kunne formuleres, når hallucinationerne tog for meget over. Desuden har mine rejsekammerater sendt mig deres beskrivelser af, hvad det var der skete mellem os og omkring os. Dem har jeg gengivet så godt og loyalt, jeg kan – men selvfølgelig i lyset af, at det er min fortælling. Hippietiden, som jeg oplevede den, opstod som en reaktion mod en materialistisk verden, hvor alt syntes at være fastlåst i stivnede former og normer. Den kom som en slags befrielse fyldt med farver og nye syn på tilværelsen og udmøntede sig også i en ny indre verden, der fik mindst lige så stor betydning som den ydre. Og så, efter få år, var hippietiden væk igen – lige så pludseligt, som den var kommet. Den vestlige verden var inden da en helt anden, snæver i sit udsyn og uden særlig megen viden om andre kontinenter og anderledes tankegange. For nogle af os, der oplevede hippieimpulsen i vores blod, var det, som om himlen stod åben og uendelige muligheder væltede ned over os. Eller var det stofferne, der løftede os op til en anden bevidsthed, ud af den trange verden, vi oplevede at befinde os i? For mig selv blev det samtidig begyndelsen på en kunstnerisk rejse, hvor det lykkedes, efter en nærmest fysisk visuel kamp, at bryde ud af en klaustrofobisk grotteverden, ind i et nyt lys. Skønheden var i alt. Malerierne blev vigtigere og vigtigere – der var et tidspunkt, hvor jeg knap vidste, om de var mig, eller jeg var dem, hvem havde skabt hvad?

Sidste del af bogen skildrer dønningerne og hjemkomsten til Danmark. Hvor svært det var at tilpasse sig igen – at fungere i en kendt verden, der pludselig var blevet fremmed. Heldigvis var det indre univers uimodståeligt rigt – den eventyrverden, jeg selv skabte, var den eneste måde at overleve på. Hippietiden var som at være på det rette sted til den rette tid og alligevel være uden for tid og rum. Står i døråbningen til dobbeltlivet, griber billederne, der kommer. Så enkelt et øjeblik, en udsprunget blomst på din tunge. Tusinde visdomsord kvæler let hinanden, et enkelt kan få en til at gå fra forstanden.

1967

Det er oktober og klar sol. Jeg har lige forladt Århus på tommelfingeren. Jeg skal mødes med Poul Erik uden for Kolding på vejen sydpå. ”Hvorfor har du så meget med?” spørger han. Min store vadsæk, kun halvt fuld står ved vejbredden. Lidt tøj er der i den, en bog til at skrive og tegne i, en æske med oliefarver, pensler og lidt lærred rullet om et rør. Jeg synes ikke, den vejer så meget. Han har rygsæk og et stort Exa fotografiapparat med, mens jeg selv har medbragt et lille billigt Kodak kamera. Fra Kolding blaffer vi, to langhårede, videre til Tyskland. Ved grænsen slipper vi let forbi de grønklædte kontrollører. Intet problem, vi kan vente med jointen til senere, vi har uendeligt med tid. Vi er på vej til Indien. I Hamburg skal vi mødes med Sigmund på vandrerhjemmet, hvis han er der? Han er fra Norge og har altid svært ved at komme afsted, denne gang fra København. Men nu ligger han under en bobbel, en lille rund folkevogn parkeret foran vandrerhjemmet. Kun benene stikker ud, og han bestiller kaffe, inden hovedet er kommet frem. Det er praktiske ting, det handler om, og jeg må indrømme, at han har gjort det godt. Vi må stikke hovedet ind under bilen, hvis vi vil hilse på ham. Da han siden kommer frem for at drikke kaffen, præsenterer han bilen, som var det hans nye kæreste, købt for 300 D-mark, alt er tiptop.

Jeg ville egentlig helst have blaffet alene med Poul Erik hele vejen til Indien, men han ville absolut, at vi skulle rejse alle tre. Han mener, at Sigmund og jeg er så vidt forskellige fra hinanden, at rejsen kun kan blive spændende. Efter en dag med Sigmunds reparation af bilen kommer vi endelig af sted. De to snakker højtideligt sammen, det virker som en selvfølge, at de sidder forrest, og jeg må tage til takke med bagsædet og de små vinduer, selvom jeg elsker at kigge ud ad vinduet. Man kan lægge benene over kors, vores bagage er placeret, så hele sædet er frit, det skal nok gå. De to foran har kørekort, jeg har ikke, kun til motorcykel. Men hvorfor kører vi ikke mod München? Jeg havde grundigt studeret retningen på et kort. Vi kører i stedet direkte sydpå. Måske tager vi over Italien? Stuttgart! Jeg ved ikke hvad vi laver her. Er det efter en reservedel til bilen? Jeg ved intet om biler, det er Sigmunds kapitel. Vi overnatter privat hos et par, pigen hedder Adi. Sigmund havde mødt hende, mens han var rejseleder på Solkysten. Han har været borte et par timer, da han kommer tilbage med en båndoptager, købt på den lokale Uher-fabrik. Han flytter ind, som ejede han sofaen, mens Poul Erik og jeg drikker te og gør os bekendte med Adi og hendes fyr. Det er ikke en stor lejlighed, de har, to rum med køkken og bad. Jeg kaster mig over pladesamlingen i stuen, hvor vi opholder os, det er let og håndgribeligt, kræver ikke så mange ord. Der er flere spændende plader: Cream, Country Joe and the Fish, Jimi Hendrix, Rolling Stones – Their Satanic Majesties Request og Beatles’ Sgt. Pepper. Der er flere, jeg ikke kender. En med en Buddhafigur på ser spændende ud. Vi er jo på vej østpå, selvom vi stadig er i Tyskland. Der bliver bragt mere te frem, og

en joint bliver rullet og røget. Nu har Poul Erik også slået sig ned og fundet sin plads. Cool sidder han og har tilsyneladende overtaget rulningen af de efterfølgende joints. Med en flegmatisk selvfølgelighed slikker han på cigaretpapiret og sætter tre stykker sammen, ruller et filter af en strimmel fra cigaretpakken og fylder jointen op, stor og rund med en lille krølle på toppen. Der bliver bragt lidt mad ind og mere te, og jeg får Sigmund til at optage pladen med Buddhafiguren på. Music for Zen Meditation hedder den, og den er helt fantastisk. Båndoptageren står nu midt på bordet blandt diverse hæfter og kort, og Sigmunds sokker og andet tøj ligger i en høj på gulvet, som om vi skal blive her en uge. Der bliver snakket en blanding af tysk og engelsk. Poul Erik og Sigmund brillerer med både at kunne forstå og tale tysk, selvom det ender med at blive engelsk, vi taler, indtil værtsfolket trækker sig tilbage. Sigmund forsøger at holde på Adi, men han er alligevel mest optaget af båndoptageren. Jeg tror dog, han har en idé om, at hun skal med til Indien. Jeg henter min sovepose i bilen, børster tænder og forsøger at få lidt frisk luft ind i rummet, inden jeg lægger mig på gulvet og sover. Sigmund sidder oppe det meste af natten og optager plader, så vi har musik til rejsen. Næste morgen sover vi længe. Det er sikkert noget, jeg må vænne mig til. Så jeg går en tur. Vi er tre, der har hver sin mening, selv om hvornår og hvor længe man sover. Det er skønt i ensomhed at lufte tankerne en kølig morgen. De fremmede huse langs vejen hjælper, her er intet at tage stilling til, jeg kender ingen her. Det er bare at følge vejen, der går op og ned. Jeg bliver stoppet af en pige på gaden i lang nederdel og med langt hår. Hun forærer mig en rød nellike og siger kun et ord: LOVE.

Vi tager videre til Paris, hvor vi overnatter på Hotel Carcasonne i Rue Mouffetard. Jeg boede der tidligere på året sammen med Poul Erik. Det Jydske Kunstakademi, hvor jeg gik, havde arrangeret en bustur til Paris, og jeg havde inviteret ham med. Nu forsvinder Sigmund med bilen, og vi venter hele aftenen på ham. Sidst vi boede her, lå der masser af mærkelige ejendele og tøj fra en tidligere logerende, som må have forladt rummet i hast, stukket af uden at betale. Men nu er rummet tomt bortset fra vores bagage. Jeg ved ikke, hvad vi laver her. ”Er du sikker på, Sigmund ikke er stukket af med bilen?” spørger jeg. Svaret er beroligende, men jeg er ikke helt sikker. Jeg kender ham knap nok. Man kan godt blive rastløs, når det går den forkerte vej. Næste morgen er det det samme. Vi venter og venter. Har spist morgenmad og er klar til at tage afsted. Vi kan jo ikke gå på sightseeing og har for øvrigt set det meste, sidst vi var her. Poul Erik beroliger mig igen – han skal nok komme. Så vi ryger en joint, men det hjælper ikke. Til sidst dukker Sigmund op og heldigvis alene. Han har besøgt en pige, der hedder Minou, som han vil have med på turen. Det er ham, der bestemmer. Hans far er tømrermester uden for Bergen. Poul Eriks mor er slikmutter i Sankt Jørgens Gade i Odense. Min far er skoleinspektør på Vestergårdsskolen i Viby. Jeg håber ikke, Minou tager med. Jeg forstår ikke, hvad det er, han vil. Fylde bilen op? Først Adi og nu Minou. Hvor mange skal vi sidde på bagsædet? Vi har jo betalt 100 D-mark hver, så lidt plads skal vi da have. Men hun skal ikke med, og nu er det pludselig fuld fart af sted. Tilbage i Tyskland, men nu på tværs. Det er et underligt fir-

Parisrejse med Akademiet forĂĽret 1967.

kantet land, gråt og tungt om efteråret. Man kommer ingen vegne, det er endda begyndt at regne. Skulle vi ikke til Indien? Vi gør et stop på et af de talrige Raststellen, hvor vi spiser Bratwurst. Mens Poul Erik og Sigmund guffer de blege pølser i sig, fortæller jeg om et videnskabeligt forsøg, man havde foretaget med regnorme. Man delte regnormene i to hold for at sende dem ud på et orienteringsløb, det ene hold havde kun fået vegetabilsk føde, mens det anden havde spist animalsk. Vegetarerne nåede først frem til målet. Det var John Holme, en pusher, som altid vidste, hvor man fik hash, der havde fortalt mig om eksperimentet. Vi havde røget nede i mit kælderrum. Jeg havde været oppe ovenpå for at lave lækre spege- og rullepølsemadder og bragte dem stolt nedenunder, da han sagde, at han var blevet vegetar. Jeg fortalte historien, mens de spiste, og kunne ikke undgå at føle en vis selvtilfredshed. De er begge meget bedre til sprog end jeg. Poul Erik har jeg set lidt op til på grund af hans intellektuelle egenskaber. Vi har skrevet en del til hinanden, han behersker sproget på en sikker måde, mens jeg selv famler rundt efter ordene. Så det føles godt at bidrage med noget, de ikke havde regnet med. Hans kropsholdning var måske ikke lige så skarp som hans intellekt, for min mor sagde altid: ”Hvorfor retter han ikke ryggen?” når Poul Erik var på besøg. Et af hans breve fra tiden lige inden vi tog afsted, lød således: Kære Arne. Jeg forstår ganske din utålmodighed og usikkerhed ang. rejsen – jeg føler den nemlig selv. Problemet er det, at Sigmund blot skal tage sig sammen, han var ret så udkørt, ret så splittet og ude af funktion, da han kom hjem fra Italien for 3

uger siden. Alligevel sagde han, at vi skulle rejse straks, hvilket fik mig til at sige mit job på posten op og derefter sætte alle nerver i beredskab til den snarlige afrejse. Efterhånden føles denne spænding ret krampagtig og utålelig. Jeg har ingen penge (pengene til rejsen er i Odense) og driver rundt og sover hos forskellige mennesker. Jeg tror, Sigmund helst vil handle efter pludselige indskydelser. Derfor går jeg rundt og skuler så mærkeligt til ham for at se, om der er noget i gære. Pludselig kan han sige: ”Vi rejser i morgen.” Men næste dag sover han som sædvanligt til ud på eftermiddagen, og så er det alligevel for sent. Jeg er ret sikker på, at det bliver til noget med ham – det kommer blot, når mennesker er holdt op med at forvente noget som helst af ham. Det kommer pludselig. Vær derfor klar til at rejse med kort varsel. Vaccinationer og visa kan vi ordne undervejs. Planen er nu at vi tager til Hamburg og anskaffer en VW personvogn og tager afsted derfra. Hvis alt skulle glippe med Sigmund, er jeg indstillet på, at vi to rejser sammen – jeg vil blot give ham endnu en frist til at finde ud af det, han skal finde ud af. Din ven, PE Udenfor venter bilen. Det regner let, det er skønt at have egen bil at kunne kravle ind i. Sædet er indbydende, og vinduerne er små. Jeg kryber ind i mig selv, mens de modgående bilers lys kastes op mod loftet i bilen. Foran er de optaget af vejkort, vejbane, instrumentbræt og andre praktiske og filosofiske diskussioner. Lige inden vi rejste, læste jeg Aldous Huxleys bog Ø. På øen, hvor et utopisk samfund lever, findes en fugl, der skræpper op og skriger: ”Vær opmærksom, vær opmærksom!” Dette er blevet som et mantra for mig, og dets positive karakter er forbløffende. Der er dog en hårfin balance forbundet med,

hvorhen du retter opmærksomheden – hvis rettet mod mennesket, ved man jo aldrig, hvad der kommer tilbage, men så længe opmærksomheden rettes mod naturen, er der ingen problemer. Jeg har skrevet de første notater i min dagbog: Opmærksomhed – man kan snakke om det. Det er fantastisk. Landet med de mange søjler, hvor ingen er færdigbyggede. Altså er det vor opgave. Tolerance – modtag alt, hvad du kan, når du er sammen med andre mennesker. Men bang! Der står man. Det kan jo ikke praktiseres? Og dog, den ubevidste opmærksomhed har givet den, der er bevidst, et vink. Dette burde være nok, men opgaven er sindssygt svær – modtag, modtag! Vær opmærksom, vær opmærksom! Men vær det ubevidst. Kun den første tanke om, at du skal være det, må være bevidst, ellers skabes en facade. Det kan kun blive rigtigt positivt, hvis alle ved det. Hvad skal man så gøre? Dyrke sig selv som en del af opmærksomheden? Man udtrykker sig på forskellige måder. Østrig er som et eventyr. Vi kører op og op, tågen ligger tæt, og vi ser bare få meter frem. Træer og bjergformationer ligner trolde og alt andet end Alperne. Vi stopper for at se, om det klarer op, men der er klamt udenfor, så vi fortsætter i sneglefart. Inde i bilen er tågen lige så tæt, og den er menneskeskabt. Jeg synes, landskabet udenfor er helt magisk, og samtidig er der musik på båndoptageren – Country Joe and the Fish – Electric Music for the Mind and Body – The white ducks fly on past the sun / Their wings flash silver at the moon / White waters rush down the mountain tongue / My organs play a circus tune… Tonerne glider ud i det indre rum og forener sig med de høje

træer, der kigger ind gennem ruderne, kryber op ad bjergsiderne som dyr, der er fanget i et tæt slør mellem dal og top. Klædt i bløde former strækker de sig mod bjergenes tinder med et suk. Natten er kommet, og stjernerne begynder at trænge igennem tågen. Bilen kører fint. Jugoslavien er pakket i efterårets grå dis. Vi slap over grænsen. Had to pay cash! Zagreb-Beograd 396 km. Hvis vi stopper, er det for at sove og spise. Madstederne eller restauranterne er store bygninger med kæmpe haller, hvor Titos billede hænger indrammet højt oppe under loftet, mens bordene er spredt ud i lange rækker. Her er mange, der spiser, men vi kommer ikke tæt på dem. Frosten er kommet og ligger som et glitrende tæppe over landskabet. Folk er indadvendte, vinteren er på vej. Vi kører om natten, og byerne dukker op som fatamorganaer af lys. Vi bevæger os kun ind i dem, når sulten kommer over os. Lastbilerne trykker vores lille folkevogn ud mod kanten. Der er hele kolonner af dem. Chaufførerne kigger ned på os deroppefra, vi kører langsommere end dem. Jeg har overladt det til de andre at bestemme alt om rejseruten. Det er nu blevet en ære at få lov at sidde på bagsædet, specielt hvis man har høretelefonerne på. Den indre rus er langt mere fascinerende end bestemmelsen over den ydre verdens foranderligheder. Udenfor ruller landskabet forbi, træer, huse og spadserende mennesker og dyr. Vejen snor sig, går op og ned som musikkens toner, vi kan alligevel ikke gøre så meget ved den. Jeg bryder mig ikke om diskussioner, specielt ikke med Sigmund, og det er ham, der på sin egen facon trykker på bremsen eller speederen.

Jeg mødte Sigmund for første gang, da jeg besøgte Poul Erik på Holbæk Kunsthøjskole. Han spillede klarinet og kiggede på mig, mens hans øjne var andetsteds samtidig. De buskede sorte øjenbryn gjorde det ikke lettere, hverken at se hans øjne tydeligt eller at forstå ham. Han er et underligt mix af smart og rodet, fyldt med ideer, der ikke er plads til i hans krop og person. Elegant boheme. Samtidig er han seks år ældre end os, der kun er tyve. Han har en søn i Verona. Moderen hedder Nadia. Hun har en guldsmedbutik og er gift. Sigmund skaffede kunder; han havde bestyret flere hoteller ved Gardasøen for Tjæreborg. 10 procent til alle rejseledere, han sendte til butikken og siden 3 procent til Sigmund. Men han fik mere end procenter, selvom han først blev gjort opmærksom på sønnen Stefanos eksistens mange år senere. Hans administrative succes var fra tiden, inden han havnede på kunsthøjskolen. Han kunne have haft en villa på Strandvejen – sagde Poul Erik – men ville være hippie. Jeg kunne overhovedet ikke blive klog på ham. For mange tanker og tanker oven på tanker, og så var der hans øjne, der ikke ville blive på et sted. Det gjorde det naturligvis ikke bedre, at vi havde taget syre, der var dryppet på små trækpapapirsstykker, som jeg havde haft med til Holbæk. Poul Erik påstod, at han ikke mærkede noget særligt, mens han sad bag på en knallert med et stort filmkamera og filmede, men jeg så både skrubtudser og andre væsner. Det var som et eventyrland. De lange arme, der hang ned langs kroppen, var en blanding af fuglevinger og frøens bagben. I Beograd ruller vi op foran et femstjernet luksushotel badet i lys. Frostperler er strøet ud over den statelige indkørsel. Vagterne kigger undrende på vores bil, den er ikke stor, men

Frø der spiser en kæp. Pastel, 22x16 cm.

På besøg i Holbæk.

alligevel vil de åbne døren. Vi fortsætter og leder efter et billigt sted i byen. Vi har set en enkelt moské fra bilen. Jeg ville gerne stoppe. Men de andre virker uinteresserede. Det er første gang, jeg ser en moské, og der er noget magisk over den. Måske på grund af de beretninger, jeg har hørt fra venner, der allerede har været i muslimske lande. Poul Erik havde været i Teheran året inden sammen med Mogens, Finn og Tue. Ekstrabladet lavede en fyldig og billedrig historie om dem. De langhårede, der søgte lykken i det fremmede. Hvordan de boede i Istanbul og i Teheran, og hvad de lavede. De lå mest på ryggen i sengene på deres hotel og røg hash. Det havde vist været lidt chokerende for hans mor at læse om. Jeg havde længe et udklip af artiklen hængende på vægen i mit kælderrum. Tue havde også været i Marokko og givet en levende beskrivelse af hanerne i Tanger, der galede i den opgående sol, istemt muezzinens kalden til bøn fra minareterne, mens saltvandsdufte og gus gled ind over de flade tage. Så jeg havde set frem til selv at opleve det. Men vi skulle videre, inden vinteren lukkede os inde. Vi kører lige igennem Bulgarien på et 24-timers visum, kun med ophold for at spise. Uden overnatning. Jugoslavien havde siden den 1. januar 1967 ikke krævet visa. Visa til Tyrkiet får vi vist på grænsen. Bag os er Nordeuropas sorte præstekappe, tung og indhyllet i en bedrøvet kulturs fortvivlelse. Det var sådan, jeg oplevede det. Fanget i desperation og trykket af normer, der lagde en tung, mørk kappe over en. Fastlåst i et materialistisk jerngreb med arbejde, uddannelse og karriere. Jeg havde kæmpet for at male mig ud af det om natten i mit kælderværelse. Var sikker

Profeten Harald Olsen og Hasse pĂĽ taget af Gulhane, Istanbul.

Finn, Poul Erik og Mogens i Tyrkiet.

på at have fundet en vej ud. Nu manglede jeg bare, at der skulle vokse vinger ud af ryggen, så jeg kunne flyve. Vi stopper ved små steder langs vejen og nyder dem, som de er, selvom vi har meget forskellige oplevelser af, hvor vi skal stoppe og hvornår. Det er ikke lige let at blive enige. Jeg har fundet ud af, at det letteste er at holde mund. Jeg har set min første dromedar.

Tyrkiet - Iran Vi er kommet over grænsen og ind i Tyrkiet. Er havnet i en hel karavane af lastbiler. Vi stopper ved et hotel, som alle lastbilchaufførerne bruger, et mindre hotel ved vejen. Restauranten under vores rum er fyldt med folk. De ser anderledes ud end i Jugoslavien og Bulgarien, mere nysgerrige. De stimler sammen for at kigge på os. Er vi købmænd med nye varer? De er klædt på en anden måde. Det er det samme tøj som i Rumænien og Jugoslavien, men sammensat på en friere, eller ligegyldig facon. Jakker og skjorter, ja selv bukserne hænger i andre længder, former og folder, og så har næsten alle mændene overskæg. Atatürk forsøgte at få alle i Tyrkiet til at gå i europæisk tøj, men hvordan man bærer det, er den enkeltes sag. Her lugter ikke af alkohol, men af en blanding af krydret tobaksrøg, hvidløg og spidskommen. Vores entré er der heller ikke noget i vejen med. Sigmund stiller sig op ved et bord og klapper højt i hænderne. Da en tilstrækkelig stor gruppe af mennesker er forsamlet, beder han om et glas med vand. Det kommer hurtigt til veje. Med en nonchalant bevægelse tager han nu sit store armbåndsur af og lægger det ned i glasset foran den måbende flok af tilskuere.

Salen fyldes med forskellige udbrud – Tamam/Waterproof/ Extraordinary – Og så begynder den evige prutten om prisen – Not for sale / How much this? Jeg tror endda, det ender med, at der bliver drukket whisky. Næste dag. Fuld fart mod Istanbul. Her er en øredøvende larm af bilhorn, der tuder ud i det blå, den ene melodi efter den anden. Det er, som om alt er i evig bevægelse. Sigmund har været her to gange tidligere, første gang havde han en pistol med fra Italien, som han solgte. Siden bragte han apotekervarer, amfetamin og preludin med tilbage til Danmark. Den anden gang var noget lignende, men da blev han stoppet på grænsen imellem Danmark og Sverige på vej til Stockholm, fordi han havde en kat med. Han havde vist sparet sammen til rejsen både her og der. Han var droppet ud af handelshøjskolen i 1960, siden havde det været arbejde med forskellige former for charterturisme. Så han og Poul Erik betragter ikke sig selv som turister. Gulhane, hotellet der er kendt af alle, bliver af samme grund ikke nævnt, der har de allerede begge boet. I det hele taget er det svært imellem os, men det er vel ikke så mærkeligt. Jeg skriver i min dagbog: Fjendskab på højeste plan, med opmærksomheden kun rettet mod tyrkeren uden at erkende hverandres tale og ord. The Pudding Shop får vi besøgt. Jeg har lyttet til de mange fortællinger om forskellige typer af diarré, deres budding har forårsaget. Her er virkelig fascinerende, og de forskellige buddinger ser både indbydende og faretruende ud. Den Blå Moske ligger badet i aftensolen, og havet sluger det

flimrende mylder af byens farver og stemmer. Vi er tidligt oppe og går på opdagelse i Istanbuls virvar. Poul Erik og jeg får endelig besøgt Den Blå Moské. Vi sidder på de store gulvtæpper vævet i utrolige mønstre, man forsvinder i dem, hvis man studerer dem for længe. Det er lettere at lægge sig på ryggen og lade blikket vandre rundt deroppe i kuplen: Et fantastisk bygningsværk. Men jeg oplever, det er forkert placeret, for indeklemt. Her er bart og tomt, og samtidig er her en masse af alt andet – den store buede kuppel er som en himmel, og figurerne, hvis man må kalde dem det, skaber noget helt bestemt, ikke romantisk poesi, men en slags magt, som dog er frivillig. Basaren bliver heller ikke glemt. I starten er den det rene virvar. Jeg forsøger så godt jeg kan at orientere mig. Der butikken med glasvarer, og ved siden af frisøren – vi drejer til højre og så til venstre og til venstre igen – inden vi igen drejer til højre ved skobutikken. Jeg opgiver at spekulere på, hvordan man finder ud igen. Sollyset flimrer ned gennem sprækkerne i taget og falder på vandpiber og sølvvarer. Her er store lokaler, hvor vi ser på fantastiske tæpper og bliver budt på te. Rundt om hjørnet er der fyldt med krydderier, og overfor er der messing- og kobbergrej. Ud fra en mindre butik summer tyrkisk musik, et helt kor synger til langtrukne toner fra forskellige strengeinstrumenter. Vi vover os indenfor, og jeg køber en agatring, inden vi efter mere te vover os ud i labyrinten igen. Hvis man står stille, bliver man hurtigt trukket indenfor, det kan være her, det flyvende tæppe ligger og venter. Dette er virkelig Østen, der vågner op med en sand grådighed på livet. Jeg kan ikke få nok og er helt knust over, at de to andre vil

videre med det samme. Vi skal afsted, inden vinteren kommer, og de har været her før. Jeg vil i hamam, på Topkapi og i flere moskéer. Jeg når lidt af det, men det er ikke meget. Indånder byens specielle saltvandsduft og lytter til byens lyde. Vi kører og kører ad små veje i udkanten af byen – frem og tilbage, stopper op for at spørge om vej. Det er ligesom i Stutt gart, jeg ved ikke, hvor ham Sigmund har adresserne fra, og hvem det er, vi skal besøge. Jeg forsøger at spørge: ”Hvem er det?” ”Someone!” siger han og bakker bilen for at køre videre. Til sidst er vi fremme ved et lille hus med bliktag, hvor vi stopper. En mand med et stort hvidt plaster over venstre øje kommer frem og hilser. Der bliver bragt stole frem. ”Vær så god og sid.” Men der er ikke nok stole, for flere og flere mennesker dukker op i regnfrakker og med cigaretter i munden. En har et kæmpe overskæg og andre har lange flot krogede næser, ellers er det mest jakker og kasket. Selv de kortklippede drenge er i store mandevinterjakker. De stiller sig tæt op ad en, og Poul Erik har fået sit kamera frem, mens der lyder musik inde fra huset, en tyrkisk popsang. Der bliver bragt te ud på et stort stålfad, flere små glas med masser af sukker i. Men der er slet ikke nok, der bliver sendt bud efter en ny forsyning. Det er fruen i huset eller mandens søster, der kommer ud med bakken denne gang. Hvis det er en søster, er det vel derfor, vi er her, så Sigmund kan spørge, om hun vil med til Indien. Eller måske er det ham med plasteret over øjet, der skal med? Jeg fandt aldrig ud af, hvem der kendte hvem og hvorfor. Men der blev røget cigaretter og drukket en masse te og spist småkager, og Sigmund fik sagt tamam, OK.

Istanbul.