Hitlers furier

Hitlers Furier.indd 2

05/08/14 14.58

WENDY LOWER

HITLERS FURIER

KVINDERNE I DET NAZISTISKE FOLKEMORD

P책 dansk ved Anders Nygaard

Hitlers Furier.indd 3

05/08/14 14.58

HITLERS FURIER Kvinderne i det nazistiske folkemord Af Wendy Lower Oversat fra engelsk af Anders Nygaard efter Wendy Lower: Hitler’s furies: German women in the Nazi killing fields Copyright © 2013 by Wendy Lower Dansk udgave: © 2014 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-05017-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Finland Projektledelse: Henrik Sebro Forlagsredaktion: Erik Høvring Omslag: Koitzsch Animation & Graphics Omslagsfoto: Fotografi af Liesel Riedel fra hendes ægteskabsansøgning til SS, 1935.

– Med tilladelse fra U.S. National Archives and Records Administration Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk: Bookwell Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Hitlers Furier.indd 4

05/08/14 14.58

Til mine bedstemødre, Nancy Morgan og Virginia Williamson, min mor, Mary Suzanne Liljequist, og mine søstre, Virginia Lower og Lori Lower

Hitlers Furier.indd 5

05/08/14 14.58

Hitlers Furier.indd 6

05/08/14 14.58

INDHOLD Hovedpersoner 8

Indledning 13

1. Den tabte generation af tyske kvinder 27 2. Der er brug for dig østpå 44 3. Vidner 89 4. Meddelagtige 112 5. Gerningsmænd 136 6. Hvorfor slog de ihjel? 162 7. Hvad skete der med dem? 186

Epilog 220

Tak 226 Noter 230 Personregister 291

Hitlers Furier.indd 7

05/08/14 14.58

HOVEDPERSONER Vidner, meddelagtige, mordere

INGELENE IVENS, skolelærer fra Kiel, udsendt til Poznań i Polen.

ERIKA OHR, sygeplejerske fra landsbyen Stachenhausen i Schwaben, datter af en fårehyrde, udsendt til et hospital i Zjytomyr i Ukraine.

ANNETTE SCHÜCKING, jurastuderende fra Münster, oldebarn af forfatteren Leon Schücking, datter af en socialdemokratisk politiker og journalist, udsendt som sygeplejerske til et soldaterhjem i Novgorod Volynsk i Ukraine og Krasnodar i Rusland.

PAULINE KNEISSLER, sygeplejerske fra Duisburg i Rhinlandet, født i Odessa, Ukraine, emigrerede til Tyskland ved afslutningen af Første Verdenskrig, udsendt til Polen og Hviderusland.

ILSE STRUWE, sekretær fra en forstad til Berlin, rejste med de tyske styrker til Frankrig, Serbien og Ukraine.

LISELOTTE MEIER, sekretær fra Reichenbach, Sachsen, nær den tysk-tjekkiske grænse, udsendt til Minsk og Lida i Hviderusland.

JOHANNA ALTVATER, sekretær fra Minden, Westfalen, datter af en værkfører på et støberi, rejste til Volodymyr-Volynsky i Ukraine.



Hitlers Furier.indd 8

05/08/14 14.58

SABINE HERBST DICK, sekretær fra Gestapohovedkvarteret i Berlin, student med en middelklassebaggrund, rejste til Letland og Hviderusland.

GERTRUDE SEGEL LANDAU, datter af en SS-officer, sekretær fra Gestapohovedkarteret i Wien, meldte sig frivilligt til tjeneste i Radom i Polen og Drohobytj i Ukraine. Gift med Einsatzkommandoofficer og Gestapochef Felix Landau.

JOSEFINE KREPP BLOCK, maskinskriver, som arbejdede i Gestapohovedkvarteret i Wien og regelmæssigt besøgte sin mand, SS-major Hans Block, chef for Gestapoforlægningen i Drohobytj i Ukraine.

VERA STÄHLI WOHLAUF, en prominent kvinde fra Hamburg. Gift med kaptajn Julius Wohlauf, kompagnichef i SS- og Ordenspolitiet, bataljon 101. Sluttede sig til sin mand i Polen.

LIESEL RIEDEL WILLHAUS, maskinskriver, datter af en værkfører på et jernværk i industriområdet Saar, katolsk uddannet. Gift med Gustav Willhaus, SS-kommandant i koncentrationslejren Janowska. Hun sluttede sig til sin mand i Ukraine.

ERNA KÜRBS PETRI, landmandsdatter og landmandskone, grundskoleuddannelse. Bestyrede et SS-gods i Ukraine sammen med sin mand, SS-sekondløjtnant Horst Petri.

Hitlers Furier.indd 9

05/08/14 14.58

Karelie

FINLAND NORGE

Tallinn

SVERIGE

Oslo

Estland

Stockholm

Stavanger

Pskov Skagerrak

Letland Dvin

Riga

Litauen

DANMARK

Nordsøen

a

Libau

Kattegat

Memel

København

Østersøen

Malmø

REICHKOMMISSARIAT OSTLAND Meme

Vilnius

Kovno

l

Königsberg Danzig (Conradstein)

la

Elbe

Bremen Minden

Münster

Reichelsfelde

Poznan´

Łodz´

DET TYSKE RIGE Weimar Erfurt

Köln

WARTHELAND

MeseritzObrawalde

Berlin Leipzig

Duisburg

´ Plonsk

Herressen

Radom

Ode

Saarland

Pilsen Nürnberg

Stachenhausen

Strasbourg

Stuttgart

Innsbruck

e Th

ITALIEN

Hitlers Furier.indd 10

Cluj

UNGARN Pécs

Sav a

Trieste

Debrecen

Budapest

Graz

Venezia

Tarnopol Buczacz

Czernow iss

Wien

SCHWEIZ Milano

SLOVAKIET

au

Linz

Rivne

Grzenda

Drohobytj Brno

Østrig

n

Lviv

Don

Ruppertshofen

München

Bern

Lutsk

Prag BÖHMENMÄHREN

Novgo

Volodymyr Volynsk

GENERALGUVERNEMENTET

Kraków

Lidice

Neunkirchen

Lublin

Hvideru

Pinsk

Hrubieszow

r

Dresden

Brest

Miedzyrzec Podlaski

Polen

Reichenbach

Frankfurt

Bug

Warszawa

Slonim

BEZIRK BIALYSTOK

(Plöhnen)

n

Hannover

Grodno

Bialystok

Vis tu

Hamburg

Minsk

Lida ØSTPREUSSEN

Kocborowo

Kiel

rdam

pen

Lening

Helsinki

RUM

Bukar

 Fiume KROATIEN

JUGOSLAVIEN

Split

Beograd SERBIEN

05/08/14 14.58

Sofia

Karelien

Det tyskbesatte Østeuropa Længste tyske fremrykning, 1943

Leningrad

Volga

Novgorod Kalinin

USSR

Volga

Pskov

Moskva

nd

Oka

Vjazma

Don

Vilnius

Mogilev

Hviderusland

Stalingrad

Tjernihiv Kharkiv Kijev

Novgorod Volynsk

olodymyr olynsk

w ow

Gomel

at ipj Pr

Pinsk

Desna

Bobruisk

lonim

stt

Voronezj

Minsk

da ida

K

Vol ga

Smolensk

Vitebsk

SARIAT D

Lutsk

Zjytomyr Berdytjiv

Rivne

Vorosjilovgrad

Poltava Dnepr

Tjerkasy

Stalino

ts ne Do

Dnepropetrovsk Grzenda

obytj

Vinnitsa

Tarnopol Buczacz

Tr

sn

Be

Czernowitz

an

REICHKOMMISSARIAT UKRAINE

ss ab

tr

Dn est r

Melitopol

Bug

ia

Rostov-na-Donu

Mariupol

Azovske Hav Nikolajev

Odessa Krim

ie

Iasi

ar

Pru t

is

Don

n

Cluj

Krasnodar

Kertj Sotji

Simferopol Sevastopol

RUMÆNIEN u na Do

Bukarest

BULGARIEN

SofiaHitlers Furier.indd

11

Jalta

Sortehavet



TYRKIET

05/08/14 14.58

Hitlers Furier.indd 12

05/08/14 14.58

INDLEDNING I sommeren 1992 købte jeg en flybillet til Paris, anskaffede mig en gammel Renault og kørte sammen med en ven til Kijev ad hundredvis af kilometer dårlige veje fra sovjettiden. Vi var nødt til ofte at gøre holdt.

Dækkene punkterede på den skarpe vejbelægning, der var ingen benzin, og nysgerrige bønder og lastbilchauffører ville kigge under motorhjelmen for at se en bilmotor fra Vesten. På vejen fra Lviv til Kijev besøgte vi byen Zjytomyr, et centrum for det tidligere jødiske bosættelsesområde, som under Anden Verdenskrig havde været hovedkvarter for Heinrich Himmler, chefen for SS. Ad vejen mod syd, i Vinnytsia, lå Adolf Hitlers Werwolf-anlæg. Hele regionen havde været et nazistisk område med alle de dertil hørende rædsler.

Da Hitler forsøgte at opbygge et tusindårsrige, ankom han til denne frugtbare del af Ukraine – Europas eftertragtede kornkammer – med en hærskare af entreprenører, administratorer, sikkerhedsfolk, “raceforskere” og ingeniører, som fik til opgave at kolonisere og udnytte regionen.

Tyskerne førte lynkrig mod øst i 1941, raserede det erobrede land og trak sig slagne tilbage i 1943 og 1944. Da Den Røde Hær generobrede området, fandt de sovjetiske embedsmænd talløse officielle tyske rapporter, arkiver med fotografier og aviser samt kassevis af filmstrimler.

De deponerede krigsbyttet, og “trofædokumenterne” blev klassificeret i stats- og regionsarkiver, hvor de skulle forblive bag Jerntæppet i årtier.

Det var dette materiale, som jeg var rejst til Ukraine for at se nærmere på.

I arkiverne i Zjytomyr stødte jeg på sider med støvleaftryk og af

Hitlers Furier.indd 13

05/08/14 14.58

brændte kanter. Dokumenterne havde overlevet to angreb: en nazistisk tilbagetrækning, hvorunder man forsøgte at destruere afslørende materiale, og ødelæggelsen af byen under kampene i november og december 1943. Arkiverne rummede uafsluttede korrespondancer, forrevne papirstumper med udvisket blæk, dekreter med svulstige, ulæselige underskrifter, efterladt af lavt rangerende nazistiske embedsmænd, og politiets afhøringsrapporter med rystede kragetæer sat af skrækslagne ukrainske bønder. Jeg havde set masser af nazistiske dokumenter før, når jeg havde siddet i mikrofilmlæsesalen i Det Amerikanske Nationalarkiv i Washington, D.C. Men nu, hvor jeg sad i bygninger, som på et tidspunkt havde været besat af tyskerne, bemærkede jeg noget i det materiale, som jeg bladede igennem. Til min store overraskelse stødte jeg på navne på unge tyske kvinder, som havde været aktive som Hitlers imperiebyggere i regionen. De optrådte på uskyldige, bureaukratiske lister over børnehavepædagoger. Efter at have fundet disse spor vendte jeg tilbage til arkiverne i USA og Tyskland og begyndte at lede mere systematisk efter dokumentation vedrørende tyske kvinder, som var sendt østpå, og især efter dem, som havde været vidner til eller taget del i Holocaust. Kartotekerne voksede, og historierne begyndte at tage form.

Under min forskning i efterkrigstidens undersøgelsesrapporter opdagede jeg, at hundredvis af kvinder havde været indkaldt som vidner.

Mange havde været meget samarbejdsvillige, eftersom anklagerne var mere interesserede i de forfærdelige forbrydelser, som deres mandlige kolleger og ægtemænd havde begået, end i kvindernes. Mange af kvinderne vedblev med at være følelseskolde og affejende, når de berettede om, hvad de havde set og oplevet. En tidligere børnehavepædagog i Ukraine omtalte “det der jødenoget under krigen”. Hun og hendes kvindelige kolleger var blevet forhåndsorienteret, da de krydsede grænsen fra Tyskland til de besatte områder i øst i 1942. Hun kunne huske, at en partiembedsmand iført en “gyldenbrunlig uniform” havde forsikret dem om, at de ikke skulle være bange, hvis de hørte skyderi – det betød “bare, at nogle jøder var ved at blive skudt”.1 Hvis nedskydningen af jøder ikke gav anledning til bekymring un

Hitlers Furier.indd 14

05/08/14 14.58

der krigen, hvordan reagerede kvinderne så, da de rent faktisk ankom til deres poster? Vendte de sig bort, eller ønskede de at se eller foretage sig mere? Jeg har læst studier af banebrydende historikere2 som Gudrun Schwarz og Elizabeth Harvey, som bekræftede min mistanke om de tyske kvinders deltagelse i det nazistiske system, men spørgsmålene vedrørende en mere udbredt medskyld stod åbne. Schwarz havde fundet voldelige SS-hustruer. Hun omtalte en i Hrubieszow i Polen, som greb en pistol fra sin mands hånd og skød jøder under en massakre på den lokale kirkegård, men opgav intet navn på morderen. Harvey havde fastslået, at der var tyske lærerinder i Polen, og at de ved enkelte lejligheder besøgte ghettoer og stjal jødisk ejendom. Omfanget af kvindernes deltagelse i massakrerne i Østområdet forblev imidlertid uklart. Det virkede ikke, som om der var nogen, der havde gennemtrawlet optegnelserne fra krigen og efterkrigstiden og erindringerne med disse spørgsmål for øje: Tog almindelige tyske kvinder del i de nazistiske massenedskydninger af jøder? Tog de tyske kvinder, der befandt sig i Ukraine, Hviderusland og Polen, del i Holocaust på forskellig vis, som de ikke indrømmede efter krigen?

Under efterkrigstidens undersøgelser i Tyskland, Israel og Østrig nævnte nogle jødiske overlevende, at tyske kvinder havde været blandt gerningsmændene, ikke kun som bifaldende tilskuere, men som voldelige mishandlere. Disse kvinder kunne som regel ikke identificeres af de overlevende, eller også giftede kvinderne sig efter krigen, antog nye navne og kunne derfor ikke findes. Selvom der var begrænsede kilder til min undersøgelse, kom det med tiden til at stå klart, at den liste over lærerinder og andre kvindelige nazistiske partiaktivister, som jeg havde fundet i 1992 i Ukraine, kun var toppen af isbjerget. Hundredtusinder af tyske kvinder drog østpå – det vil sige til Polen og de vestlige områder af, hvad der i mange år var Sovjetunionen, inklusive det nuværende Ukraine, Hviderusland, Litauen, Letland og Estland – og de udgjorde en integreret del af Hitlers udryddelsesmaskine.

En af disse kvinder var Erna Petri. Jeg blev opmærksom på hendes navn i sommeren 2005 i arkiverne i det amerikanske Holocaust Memo

Hitlers Furier.indd 15

05/08/14 14.58

rial Museum. Det var lykkedes for museet at erhverve mikrofilmkopier af arkiver fra det tidligere østtyske hemmelige politi (Stasi). Blandt optegnelserne var der udskrifter fra afhøringerne og retssagen mod Erna og hendes mand, Horst Petri, som begge blev dømt for at have skudt jøder på deres gods i det tyskbesatte Polen. Erna Petri beskrev i utrolige detaljer de halvnøgne jødiske drenge, som græd, da hun trak sin pistol.

Da hun blev presset under afhøringerne, om hvordan hun, som selv var mor, kunne myrde disse børn, henviste hun til regimets antisemitisme og sit eget ønske om at hævde sig over for mændene. Hendes ugerninger skyldtes ikke, at hun var en social afviger; hun virkede på mig som en inkarnation af naziregimet.

De registrerede tilfælde af kvindelige dræbere var til en vis grad repræsentative for et langt mere udbredt fænomen, som hidtil havde været skjult, overset og underudforsket. Hvis man tager højde for den ideologiske indoktrinering af den unge gruppe mænd og kvinder, som voksede op i Det Tredje Rige, deres massemobilisering under kampagnen østpå og den kultur med folkedrab og vold, som var indlejret i den nazistiske erobring og kolonisering, sluttede jeg – som historiker, ikke som anklager – at der havde været mange kvinder, som dræbte jøder og andre “fjender” af Det Tredje Rige. Flere, end der var blevet dokumenteret under krigen og retsforfulgt bagefter. Selvom de dokumenterede tilfælde af direkte drab ikke er talrige, er det nødvendigt at tage dem alvorligt og ikke blot afvise dem som atypiske. Hitlers kvindelige hjælpere3 var ikke marginaliserede sociopater. De mente, at deres voldelige handlinger var retfærdige hævnakter mod Det Tyske Riges fjender. Sådanne handlinger var i deres optik udtryk for loyalitet. For Erna Petri var selv hjælpeløse jødiske drenge, som flygtede fra en godsvogn undervejs til gaskammeret, ikke uskyldige. *** Det var ikke noget tilfælde, at det var i Østeuropa, at nazisterne og deres kollaboratører begik massemord. Historisk var området hjemsted for 

Hitlers Furier.indd 16

05/08/14 14.58

den største jødebefolkning, og mange af dem var, ifølge den nazistiske tankegang, blevet farligt “bolsjeviserede”. Vesteuropæiske jøder blev deporteret til Polen, Hviderusland, Litauen og Letland, hvor de blev skudt og gasset ved højlys dag.

Historien om Holocaust hænger uløseligt sammen med nazisternes imperialistiske erobring af Østeuropa, som mobiliserede alle tyskere. I nazistisk sprogbrug betød det, at man var del af et Volksgemeinschaft, et folkefællesskab, at man tog del i alle Det Tredje Riges felttog, inklusive Holocaust. De mest magtfulde myndigheder, begyndende med SS og politiet, var de vigtigste eksekutorer. Disse myndigheder blev kontrolleret af mænd, men der var også kvinder blandt de ansatte. I regeringssystemet knyttede de kvindelige ansatte og ægtefæller sig til de mandlige magthavere og kom dermed selv til at besidde betydelig magt, også over Rigets mest sårbare undersåtter. Kvinder, som blev overført til militære støttepositioner for at frigøre mændene til fronten, havde bemyndigelse til at udstede ordrer til deres underordnede. Disse kvinder udfyldte stillinger i nazihierarkiet fra bunden og helt til toppen.

Med i Hitlers følge, som var udstationeret østpå, var hans sekretærer – kvinder som Christa Schroeder, som tog diktat for Føreren i hans bunker i nærheden af Vinnytsia. Efter en rundtur på landet i Ukraine, hvor hun blev beværtet af de regionale tyske ledere og besøgte de etnisk tyske (Volksdeutsche) kolonier, spekulerede hun i et brev over fremtiden for det nye tyske Lebensraum: Vore folk, som flytter hertil, har ikke nogen let opgave, men der er mange muligheder for at udrette store ting. Jo længere tid man tilbringer i dette vidtstrakte område og kan se de enorme udviklingsmuligheder, jo mere er man nødt til at stille sig selv spørgsmålet om, hvem der skal gennemføre disse store projekter i fremtiden. Man må konkludere, at de fremmede folk [Fremdvolk] ikke er egnede af forskellige årsager og i sidste ende, fordi det i løbet af nogle generationer vil føre til, at en blanding af blod mellem det kontrollerende lag, det tyske element, og de fremmede folk vil 

Hitlers Furier.indd 17

05/08/14 14.58

finde sted. Det ville være et afgørende brud med vores forståelse af behovet for at bevare vores nordiske racemæssige arv, og vores fremtid kunne derfor tage en kurs, som for eksempel Romerriget gjorde det.4

Schroeder befandt sig naturligvis i en særdeles usædvanlig position blandt nogle ganske få udvalgte. Hendes ord vidner ikke desto mindre om, at sekretærerne i felten var sig deres racemæssige rolle bevidst5, og at deres forståelse af den nazistiske mission blev formuleret i en form for racistisk, kolonialistisk terminologi, som sædvanligvis forbindes med de mandlige erobrere og guvernører.

De tyske kvinder i Østområdet besad som selvudråbte, højerestående herskere en hidtil uset magt over dem, der blev betegnet som “undermennesker”. Det stod dem frit for at mishandle, ja, selv dræbe dem, der blev betragtet som samfundets bærme, sådan som en sekretær i nærheden af Minsk formulerede det efter krigen. Disse kvinder befandt sig tæt på magten i det kolossale statslige udryddelsesmaskineri. De befandt sig også tæt på gerningsstederne. Der var ikke de store afstande mellem de små byer, hvor kvinderne havde deres daglige rutiner, og rædslerne i ghettoerne, lejrene og ved massehenrettelserne. Der er ikke noget skel mellem hjemmefronten og slagmarken. Kvinderne kunne på stedet beslutte at deltage i voldsorgiet.

Kvinderne i Hitlers tjeneste var nidkære administratorer, røvere, bødler og mordere i det nuværende Polen, Ukraine, Hviderusland og Baltikum. De blandede sig mellem de hundredtusinder – mindst en halv million – kvinder, som rejste østpå. Alene det store antal viser de tyske kvinders betydning i det nazistiske folkedrab og imperialistiske styre.

Tysk Røde Kors uddannede 640.000 kvinder i løbet af naziperioden, og omkring 400.000 gjorde krigstjeneste. Flertallet af disse blev sendt til områderne bag fronten i østterritorierne. De arbejdede i felthospitaler under hæren eller Waffen-SS, på togperroner, hvor de serverede forfriskninger til soldater og flygtninge, i hundredvis af soldaterhjem, hvor de omgikkes tyske soldater i Ukraine, Hviderusland, Polen og Bal

Hitlers Furier.indd 18

05/08/14 14.58

tikum. Den tyske hær uddannede mere end 500.000 unge kvinder til radiooperatører, arkivdamer, til flyregistratorer og telefonaflyttere, og 200.000 af disse gjorde tjeneste mod øst. Sekretærerne organiserede, fulgte og distribuerede de enorme forsyninger, som var nødvendige for at holde krigsmaskinen kørende. Et stort antal organisationer underordnet Nazistpartiet (NSDAP) (såsom Det Nationalsocialistiske Folkevelfærdsforbund) og Himmlers Race- og Bosættelseskontor (Rasse und Siedlungshauptamt, RuSHA) gjorde brug af tyske kvinder og piger som socialarbejdere, racekontrollører, kolonisationsrådgivere, pædagoger og undervisningsassistenter. I en enkelt region i det annekterede Polen, som var et laboratorium for “germaniseringen”, udsendte nazilederne tusinder af lærerinder. Hundredvis – heriblandt de unge lærerinder, som var nævnt i de mapper, jeg havde fundet i Zjytomyr – blev udsendt til andre af Rigets kolonier. Som repræsentanter for den nazistiske imperiebygning fik disse kvinder overdraget de konstruktive opgaver i den tyske “civiliseringsproces”. Ikke desto mindre var de destruktive og de konstruktive aspekter af den nazistiske erobring og besættelse uadskillelige.

De fleste kvindelige vidner var forfærdede over krigens vold og Holocaust og fandt veje til at distancere sig fra det og til at minimere deres roller som repræsentanter for det kriminelle regime. Men for de 30.000 kvinder, der var blevet godkendt af Himmlers SS og politi som assistenter på politistationer, i Gestapohovedkvarterer og fængsler, var psykologisk distancering næppe en mulighed, og der var en høj sandsynlighed for, at man kom til at tage direkte del i massemordet. Inden for de nazistiske koloniguvernørers og kommissærers civiladministration var der yderligere 10.000 sekretærer fordelt mellem nazisternes østlige hovedstæder og distriktskontorer i Rovno (nu Rivne), Kijev, Lida, Reval (nu Tallinn), Grodno, Warszawa og Radom. Disse kontorer havde ansvaret for administrationen af de indfødte befolkninger, heriblandt jøderne, hvoraf mange var blevet anbragt i ghettoer eller tvunget til tvangsarbejde af de tyske bureaukrater, både mandlige og kvindelige. Kvinderne i Hitlers tjeneste var ikke altid naziregimets aktører; ofte var de mødre, kærester og hustruer, som sluttede sig til deres sønner og partnere i Po

Hitlers Furier.indd 19

05/08/14 14.58

len, Ukraine, Hviderusland, Baltikum og Rusland. Nogle af de værste dræbere kom fra denne gruppe.

Inden for denne mobiliserede masse er der visse kvinder, som skiller sig ud. Nogle sekretærer var både skrivebordsmordere og sadister: nogle nøjedes ikke med at maskinskrive likvideringsordrer, men deltog selv i ghettomassakrer og var til stede ved massehenrettelser. SS-mændenes hustruer og veninder nøjedes ikke med at trøste deres partnere, når de kom hjem fra deres beskidte arbejde, i nogle tilfælde lod de også deres egne hænder blive blodige. Ifølge den nazistiske tankegang blev det at sammendrive og skyde jøder i timer ad gangen betragtet som hårdt arbejde, så den kvindelige trøst strakte sig ud over at skabe et moralsk fristed derhjemme: kvinderne opstillede borde med forfriskninger,6 med mad og drikke i nærheden af massehenrettelses- og deporteringslokaliteterne. I en lille by i Letland udmærkede en ung kvindelig stenograf sig både som selskabets midtpunkt og som dræber. Sammenviklingen af seksuel intimitet og vold stod helt tydelig, da jeg læste dokumenterne, men på måder, som var langt mere trivielle end de scener, som blev fremstillet i vulgær pornografi efter krigen. En romantisk udflugt, såsom en spadseretur i skoven, kunne bringe de elskende i tæt kontakt med Holocaust. Jeg læste om en tysk kommissær og hans elskerindesekretær i Hviderusland, som havde arrangeret en jagt ved vintertide. Det lykkedes ikke for dem at finde noget vildt, så i stedet skød de på jøderne, som bevægede sig langsomt gennem sneen.

Kvinder med officielle roller i Hitlers Rige – for eksempel Gertrud Scholtz-Klink7, den højest rangerende kvinde i NSDAP – var muligvis meget synlige, men de var først og fremmest kransekagefigurer, som ikke besad megen formel politisk magt. Bidragene fra andre kvinder i talrige andre roller har derimod ikke været anerkendt og har ikke været udforsket. Dette historiske blinde punkt er især påfaldende, hvad angår kvinderne i de besatte østområder.

Alle tyske kvinder havde pligt til at bidrage til krigsindsatsen, både i lønnede og ulønnede stillinger. De bestyrede de faderløse husholdnin

Hitlers Furier.indd 20

05/08/14 14.58

ger, familiedrevne landbrug og virksomheder. De stemplede ind på fabrikkerne og i de moderne kontorbygninger. De var dominerende inden for landbruget og i typiske kvindefag som sygepleje og sekretærarbejde.

25-30 % af lærerne i Weimarrepublikken og Nazityskland var kvinder.

Efterhånden som Rigets terrorapparat blev udvidet, åbnede der sig nye karrieremuligheder for kvinderne, heriblandt ansættelse i koncentrationslejre. Mens de kvindelige lejrvagters karrierer og handlinger er blevet nøje undersøgt af journalister og historikere, ved vi langt mindre om de kvinder, der besad traditionelle kvindefag – kvinder, som ikke var blevet trænet til grusomhed – som tilfældigt eller forsætligt kom til at udføre regimets kriminelle politik.

Lærerinder, sygeplejersker, sekretærer, forsorgsarbejdere og hustruer – det var sådanne kvinder, der befandt sig i Østområdet, hvor Det Tredje Riges værste forbrydelser fandt sted. For ambitiøse unge kvinder var der store avancementsmuligheder i det nazistiske imperium, som var ved at opstå mod øst. De lagde de undertrykkende love, småborgerlige skikke og sociale traditioner, som gjorde livet i Tyskland så ensrettet og knugende, bag sig. Kvinderne i Østområdet bevidnede og begik grusomheder i et langt mere åbent system og som en del af, hvad de betragtede som en karrieremulighed og en befriende oplevelse.

Kvinder i Hitlers tjeneste fokuserer på forandringerne hos de enkelte kvinder i massemordets indre maskineri og ydre landskab – på kontorerne, blandt den erhvervsmæssige elite, på the killing fields8. Det var ofte dem, der umiddelbart syntes mindst tilbøjelige til at begå sådanne ugerninger, som blev mest viklet ind i og involverede i forbrydelserne. Kvinderne, der optræder i denne bog, havde forskellig baggrund og stammede fra forskellige regioner – det landlige Westfalen, det kosmopolitiske Wien, det industrialiserede Rhinland – men tilsammen udgør de en generationsgruppe (de var 17 til 30 år gamle). De blev alle voksne samtidig med Hitlers opstigen og fald.

Undertiden gav en kilde mig mulighed for at dykke dybere ned i en sag.

Hvorfor var disse kvinder voldelige? Hvordan opfattede de efter krigen 

Hitlers Furier.indd 21

05/08/14 14.58

deres tid i Østområdet? Uden detaljerede afhøringsrapporter, erindringer og private skriverier som dagbøger og breve samt et antal usædvanlige interviews ville det have været næsten umuligt at indkredse, hvad kvinderne havde tænkt, hvad deres holdning havde været før, under og efter krigen.

Efter krigen talte de færreste kvinder åbent om deres oplevelser.9 De var for skamfulde eller for skræmte til at fortælle deres historier om, hvad der var hændt, eller hvad de havde foretaget sig. Deres skamfuldhed havde ikke nødvendigvis noget at gøre med meddelagtighed; nogle havde positive erindringer om en tid, der blev betragtet som ond. Der var tilstrækkelige rationer10, førstegangsforelskelser, tjenere til rådighed, pæne villaer, fester, der varede hele natten, og masser af jord. Tyskland havde strålende fremtidsudsigter og herskede over Europa. For mange mænd og kvinder var denne tid forud for Tysklands militære nederlag faktisk deres livs højdepunkt.

Deres tavshed om jøderne og de andre ofre for Holocaust illustrerer den egoisme, der ofte ledsager ungdom og ambitioner, den ideologiske stemning, som disse tyske piger var vokset op under, og slidstyrken af disse formative år. Kvinderne var som teenagere, som ivrige kontoransatte og sygeplejersker og som nygifte hustruer helt optaget af deres egne planer, om de så havde drømt om dem på et lille landbrug i Schwaben eller i en travl havneby som Hamburg. Det, de ønskede, var et respektablet arbejde og en tilsvarende løn. De ville have venner og pænt tøj; de ville rejse, have mere handlefrihed. Når de beundrede sig selv i deres nye Røde Kors-uniformer eller stolt fremviste deres diplomer for et bestået kursus i barnepleje sponsoreret af partiet eller fejrede deres nye job som maskinskriver på Gestapokontoret, blev de en del af det nazistiske regime, uanset om de ville det eller ej. Måske er det ikke så mærkeligt, at disse unge kvinder ikke indrømmede over for sig selv eller over for os, hverken dengang eller mange år senere, i retssale eller i deres egne erindringer, hvad deres medvirken i nazistyret egentlig havde ført med sig.

Eksponeringen af nogle af de værste kvindelige lejrvagter som Irma 

Hitlers Furier.indd 22

05/08/14 14.58

Grese og Ilse Koch umiddelbart efter krigen kan have bidraget til at kvæle en mere nuanceret diskussion af kvindernes deltagelse og medansvar. Retssagerne førte til sensationsprægede historier om kvindelig sadisme, hvilket blev yderligere næret af en del pornografi med nazitemaer efter krigen. Imens blev den almindelige tyske kvinde populært fremstillet som en heltinde, der ryddede op efter Tysklands skammelige historie, som et voldtægtsoffer for hærgende sovjetiske soldater eller som en flirtende dulle, der underholdt de amerikanske soldater. Spæde feministiske synspunkter understregede kvindernes offerrolle, ikke deres kriminelle handlinger. Dette sympatetiske billede11 er i det store hele blevet bevaret – på trods af populære romaner som Bernhard Schlinks Højtlæseren. I de tyske byer finder man i dag statuer og mindetavler tilegnet “Die Trümmerfrauen”12. Alene i Berlin skovlede og slæbte omkring 60.000 kvinder hovedstadens ruiner væk. De bortskaffede fortiden og gav plads for fremtiden. De blev fejret for at have inspireret det vesttyske Wirtschaftswunder og den østtyske arbejderbevægelse.

Blandt efterkrigstidens myter finder vi den om den apolitiske kvinde.

Efter krigen forklarede mange kvinder ved domstolene eller i mundtlige beretninger om, hvordan de “bare” organiserede sagerne på kontoret eller tog sig af de sociale aspekter af dagliglivet ved at administrere omsorg eller pligter for andre tyskere, som var udstationeret østpå. De kunne ikke – eller ville måske ikke – erkende, hvordan det sociale blev politisk, og hvordan deres tilsyneladende beskedne bidrag til den daglige drift af regeringsapparatet, militæret og partiorganisationerne blev en del af et morderisk system. Kvindelige fascister – i partihovedkvarteret i Kijev, i militærets og SS’ og politiets kontorer i Minsk og i store villaer i Lublin – udførte ikke blot “kvindearbejde”. Så længe de tyske kvinder er henvist til en anden sfære eller deres politiske indflydelse minimeres, er halvdelen af befolkningen i det folkemorderiske samfund, med historikeren Ann Taylor Allens ord, “forlenet med uskyld med hensyn til den moderne stats forbrydelser”,13 og de er anbragt “uden for historien som sådan”.

Hele gruppen af tyske kvinder (næsten 40 millioner i 1939) kan ikke 

Hitlers Furier.indd 23

05/08/14 14.58

betragtes som ofre. En tredjedel af den kvindelige befolkning, 13 millioner kvinder, var aktive i nazistiske partiorganisationer, og det kvindelige medlemskab af NSDAP øgedes konstant, indtil krigen sluttede. Præcis som kvindernes virke i historien generelt undervurderes, gælder det også her – og det er måske endda endnu mere problematisk, de moralske og juridiske implikationer taget i betragtning – at kvindernes medvirken i Det Tredje Riges forbrydelser ikke er blevet fuldt undersøgt eller forklaret.14 Et stort antal almindelige tyske kvinder var ikke ofre, og deres almindelige, daglige medvirken til Holocaust er endnu ikke blevet lagt for dagen.

Generaliseringer vedrørende alle tyske kvinder bør bestemt undgås.

Men hvordan skal vi kunne få en fornemmelse af kvindernes rolle i Holocaust, fra frelser til tilskuer til dræber, og alle gråzonerne derimellem?

Hvordan kan vi mere præcist placere kvinderne i regimets drabsmaskineri?15 Hvis vi alene anbringer folk i kriminelle kategorier såsom meddelagtig og gerningsmand, forklarer vi ikke, hvordan systemet fungerede, og hvordan almindelige kvinder bevidnede og deltog i Holocaust. Det er langt mere afslørende at betragte den overordnede magtfordeling i det nazistiske system og identificere præcist, hvem der gjorde hvad ved hvem og hvor. Der var for eksempel en kvindelig overkriminalbetjent16 i Reichssicherheitshauptamt, som direkte bestemte tusinder af børns skæbne, og hun gjorde det med assistance fra næsten 200 kvindelige agenter spredt over hele Riget. Disse kvindelige detektiver indsamlede beviser vedrørende “racemæssigt degenererede” unge, der blev karakteriseret som fremtidige kriminelle. De udviklede et system med farvekoder i deres jagt på omkring 2000 jødiske børn, “sigøjnerbørn” og andre “delinkventer”, som blev holdt indespærret i særlige interneringslejre.

Talent for sådanne organisatoriske kontoropgaver blev betragtet som en kvindelig egenskab og som velegnet til den moderne, bureaukratiske tilgang til “kriminalitetsbekæmpelse”.

Fremstillingen af de kvindelige vidner, meddelagtige og gerningsmænd, der optræder her i bogen, baserer sig på tyske dokumenter fra krigen, 

Hitlers Furier.indd 24

05/08/14 14.58

fra sovjetiske undersøgelser af krigsforbrydelser, hemmelige østtyske politiarkiver og retsprotokoller, vesttyske og østrigske undersøgelses- og retsprotokoller, dokumentation fra Simon Wiesenthals arkiv i Wien, offentliggjorte erindringer, privat korrespondance og dagbøger fra krigen samt interviews med vidner i Tyskland og Ukraine. Den officielle krigstidsdokumentation – ægteskabsbegæringer hos SS, personalearkiver fra civiladministrationen, Røde Kors-optegnelser og rapporter fra partiorganisationer – viste sig værdifuld med hensyn til at fastslå tilstedeværelsen af kvinder i diverse stillinger, til at give biografiske detaljer om dem og til at kaste et lys over den ideologiske undervisning inden for de organisationer, de tilhørte. Men selvom de er forfattet og maskinskrevet af enkeltpersoner, er sådanne optegnelser stort set tomme for personlighed eller motiv.

Biografiske portrætter, der dykker ned i personlige oplevelser og synspunkter over tid, kræver, at man i højere grad støtter sig til det, som tyske historikere meget passende omtaler som “egodokumenter”; det vil sige selvportrætter: vidnesbyrd, breve, erindringer og interviews. Disse beretninger stammer ofte fra efterkrigstiden og giver alvorlige kildemæssige problemer, men man kan ikke blot afvise dem som historiske kilder.

Man lærer med tiden, hvordan man skal læse dem, hvordan man kan gennemskue undvigelsesmanøvrer, overdrevet historiefortælling og konformitet med hensyn til litterære metaforer og klichéer, og man forsøger at bekræfte dem for at afprøve deres sandhedsværdi. Det er imidlertid samtidig disse kilders subjektivitet, der gør dem særlig værdifulde.

Der er betydelige forskelle17 mellem de vidnesbyrd, man afgiver til en anklager, i en mundtlig beretning eller i et interview med en journalist eller en historiker, og i en erindringsbog. Fortælleren skræddersyr sin historie, så den møder lytterens forventninger, og den historie kan skifte over tid, efterhånden som fortælleren lærer mere om sin fortid fra andre kilder, og spørgsmålene fra tilhørerne ændrer karakter. Mundtlige beretninger offentliggjort i 1980’erne udviser for eksempel ikke den samme følsomhed over for begivenhederne i forbindelse med Holocaust som erindringer offentliggjort i det tidlige 21. århundrede. De nyere 

Hitlers Furier.indd 25

05/08/14 14.58

erindringer forsøger ofte at behandle spørgsmål vedrørende viden og deltagelse, eftersom det kvindelige vidne forventer, at læseren eller lytteren vil spørge hende: “Hvad vidste De om jødeforfølgelserne? Hvad så De?” Desuden er erindringer – som regel skrevet af ældre personer – ofte produktet af et samarbejde mellem en forælder og hendes efterkommere. Det aldrende vidne fra krigen ønsker at efterlade en arv, at bidrage med et dramatisk kapitel til slægtshistorien. Denne viden om, at deres erindringer vil blive læst af fremtidige generationer, gør dem utilbøjelige til at være åbne eller gå i detaljer i deres beskrivelser af deres møder med jøderne, deres entusiasme for nazismen eller deres medvirken til massemord. Sproget i disse beretninger er undertiden kodet, eller også kommer der kun antydninger. I adskillige tilfælde havde jeg nytte af direkte kontakt til memoireforfatterne og var i stand til at stille spørgsmål om yderligere detaljer.

Man bør ikke nødvendigvis antage, at memoireforfattere og vidner har til hensigt at bedrage eller til at skjule fakta, og at en eller anden forfærdelig sandhed venter på at blive afdækket. Det er naturligt at undertrykke det smertefulde som en måde at udholde det på. De kvinder, som har offentliggjort deres erindringer, har ønsket at blive forstået og at få deres liv bekræftet; de havde ingen ønsker om at blive dømt eller fordømt. Efterhånden som jeg gennemgik mange beretninger, blev det tydeligt, hvilke der var mere troværdige end andre.

Det er almindeligt accepteret inden for Holocaust- og folkemordsstudier, at de systemer, som muliggør massemord, ikke ville fungere uden bred medvirken fra samfundet. Ikke desto mindre udelukker næsten al forskning om Holocaust halvdelen af dem, der udgjorde samfundet, som om kvindehistorien er noget, der foregår et andet sted. Det er en ulogisk tilgang og en besynderlig udeladelse. Disse kvinders dramatiske historier afslører bagsiden af den kvindelige aktivisme. De viser, hvad der kan ske, når kvinder fra forskellige baggrunde og erhverv mobiliseres til krig og accepterer folkemord.

Hitlers Furier.indd 26

05/08/14 14.58