Hotellet ved Skyggesøen

HHHHH »En perfekt kombination af historisk fiktion, krimi og kærlighed.« SIDSESBOGREOL.DK

D A N I E L A T U L LY

HHHHH »Intenst drama med to kærlighedshistorier …

Jeg slugte den og nød den i fulde drag!« SØNDAG

Hotellet ved Skyggesøen er oversat fra engelsk efter Hotel on Shadow Lake Copyright © by Daniela Tully, 2018 By agreement with Pontas Literary & Film Agency Dansk udgave: Copyright © 2019 by Gads Forlag ISBN 97887 12-05432-0 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfotos: Shutterstock, Alamy Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 4

09/07/2018 11.26

Daniela Tully

HOTELLET VED SKYGGESØEN På dansk ved Svend Ranild

GADS FORLAG

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 3

09/07/2018 11.26

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 2

09/07/2018 11.26

P ROLOG

Murens fald i Tyskland befriede mennesker, tanker – og også for længst glemte hemmeligheder. Hemmeligheder, som ellers ville være forblevet begravede. En af dem blev afsløret i et brev, der blev leveret blot nogle uger efter, at den 16‑årige Maya Wiesberg var rejst afsted på sit år i udlandet. I løbet af det år ændrede Mayas og hendes farmors liv sig for altid.

“Gør det for mig, som jeg ikke selv kunne,” havde Mayas farmor hvisket hende i øret, da de skiltes i Münchens lufthavn i 1990.

Maya så aldrig sin farmor igen.

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 7

09/07/2018 11.26

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 8

09/07/2018 11.26

MARTH A 1990

Martha Wiesberg var en kvinde, som fulgte en streng rutine – søndag: kirken, mandag: frokost med naboen, tirsdag: læseklubben, onsdag: strygepressen, torsdag: aerobics, alt sammen på præcis samme tid hver uge. Selv en lille afvigelse var ødelæggende for mennesker som Martha. Hun havde lige så stort behov for rutiner som for at trække vejret. Kun de, der kendte hende rigtig godt, og dem var der ikke mange af, vidste hvorfor: Det var hendes måde at bedøve sig på, gøre fortiden tavs og dæmpe de stemmer, som mindede hende om, at hendes liv kunne have været fuldkommen anderledes, hvis bare …

Klokken var 16.30. Sollyset svandt langsomt bort, sådan som det gør, når den tidlige efterårskulde begynder at krybe ind. Martha havde netop skænket sig sin daglige kop eftermiddagskaffe (koffeinfri), sat sig med sin daglige krydsogtværs og tændt for fjernsynet, så hun kunne se sin daglige soap. Men hendes soap var ikke på. I stedet blev der sendt et specialprogram i anledning af Tysklands nyligt indstiftede Tag der Deutschen Einheit, “den tyske enhedsdag”. Martha slukkede for fjernsynet med det samme.

Stilheden i stuen lagde sig om hende som et mørkt tæppe, 9

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 9

09/07/2018 11.26

og stemmerne i hendes hoved blev højere. Denne gang var det ikke kun afbrydelsen af hendes rutine, der ramte hende, det var den seneste milepæl i Tysklands historie: genforeningen. Det meste af befolkningen lod til at være glade for den, snakkede om den i tv-interviews, om, hvad der oprindelig havde været årsagen til opdelingen: krigen, et mørkt kapitel.

For sit eget vedkommende var Martha kommet videre. Det foretrak hun i hvert fald at mene. Men der var selvfølgelig minderne. Hendes bevidsthed skulle lige til at dykke dybere ned i den mudrede sø af smertefulde erindringer, da det ringede på døren, så hun blev revet ud af sine tanker.

Martha lukkede døren op og stirrede ind i ansigtet på sit postbud, der havde leveret posten til hende i mere end ti år.

Den nedgående sol brød igennem de tunge skyer en sidste gang og belyste ham bagfra, så han næsten virkede overjordisk.

“Grüß Gott, Frau Wiesberg,” sagde han med et nervøst smil. Martha havde aldrig brudt sig om den hilsen. Hils Gud? Okay! sang hun ved sig selv, det skal jeg nok, når jeg møder ham! Hun havde altid følt sig en smule malplaceret i München. Hun var trods alt eine Zugereiste, “en outsider”, som ikke var født her.

“Det er til Dem,” sagde postbuddet med fremstrakt arm.

Martha havde aldrig været særlig glad for ham, for hun havde ham mistænkt for at læse hendes post, da brevene ofte var åbnet i siden, når hun fik dem. Hans nysgerrighed var også blevet en fast del af de rutiner, hendes dagligliv bestod af.

Martha tog brevet og spekulerede på, hvorfor manden havde gidet ringe på i stedet for bare at smide brevet i hendes postkasse. Hun skulle til at lukke døren, men han holdt hende blidt tilbage.

10

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 10

09/07/2018 11.26

“Ja?” “Altså, i det tyske postvæsens navn vil vi gerne undskylde mange gange for forsinkelsen.”

Desorienteret studerede Martha kuverten, som var blevet – eller så ud til at være blevet – flået op under transporten, så brevet stak ud i den ene side. Adolfs ansigt i det øverste højre hjørne så strengt på hende. Hun løftede kuverten tættere på øjnene. Brevet var stemplet den 27. december 1944.

“Er det en spøg?” spurgte hun og kiggede op på ham.

“Nej, Frau Wiesberg, tro mig, De er ikke den eneste. Der er også nogle andre, der er berørt af det.”

Hun stirrede igen ned på kuverten og fik gåsehud på armene. “Berørt af hvad?”

“Muren?” sagde han forbavset. “Det her brev var blevet holdt tilbage,” begyndte han at forklare, “og nu, da muren er faldet, er det endelig nået frem til Dem.” Martha stirrede stadig på brevet, da betydningen langsomt begyndte at gå op for hende.

“Det tyske postvæsen vil naturligvis ikke opkræve noget leveringsgebyr fra Dem.” Han fniste, og Martha skulede til ham.

“Jeg mener, at det tyske postvæsen for længe siden er holdt op med at opkræve den smule porto,” fortsatte han.

“Det har jeg allerede forstået. Jeg synes bare, at det overhovedet ikke er morsomt,” sagde hun.

Smilet på hans ansigt forsvandt pludselig, og han flyttede nervøst på fødderne.

“Er der mere, jeg kan gøre for Dem?” spurgte Martha utålmodigt.

“Nej, nej, ha’ en god dag.”

11

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 11

09/07/2018 11.26

Han skulle til at vende sig om, da Martha hørte ham mumle noget.

“Hvad så?” hvæsede hun.

“Hvem er Wolfgang Wiesberg?”

Martha smækkede døren i.

Hun lænede sig mod dørens inderside og lukkede øjnene.

Hun følte det, som om en stor bølge var ved at bryde over hende. Erindringer strømmede tilbage i hendes bevidsthed og gjorde hende svimmel.

Hun stirrede på håndskriften på kuverten. Wolfgang Wiesberg. Hendes tvillingebror. Hvor havde hun dog lidt, da hun og hendes mor havde fået besked om hans død, da krigen var slut. Men hun og Wolfgang havde ikke haft noget tæt forhold til sidst. På et tidspunkt havde hun faktisk nok ønsket, at han var død. Hvad var der at sige 46 år senere? Hvad der end stod i brevet, kunne det ikke dreje tiden tilbage, det kunne ikke bringe den kærlighed tilbage, som livet havde haft parat til hende, blot for at få den revet bort på grusom vis.

Jeg ønsker ikke at huske, jeg ønsker ikke at huske, jeg ønsker ikke at huske, sagde hun igen og igen til sig selv, som et mantra. Martha begyndte at ryste ubehersket. Hun havde altid vidst, at hemmelighederne kun sov. Nu var de endelig vågnet og vendt tilbage for at hjemsøge hende.

1938 Op og ned, åbne og lukke, de bevægede sig i takt i sommer­ varmen.

“Du er hele tiden lidt for hurtig, Martha.” Irettesættelsen kom fra den smukke, langbenede Else med sit lyse hår 12

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 12

09/07/2018 11.26

samlet i to tykke fletninger. Hun sad på gulvet ved siden af Martha og udførte de samme bevægelser med benene. Set oppefra skulle kredsen af unge kvinder ligne en blomst, der åbnede og lukkede sig, når den reagerede på sollyset. En gymnastikøvelse.

“Undskyld,” mumlede Martha. Hendes hud kløede under shortsene, som kun lige netop dækkede det øverste af lårene, og hendes hvide uniformsbluse.

Else rystede på hovedet. “Hvad er det, du tænker på hele tiden?”

Inden Martha kunne svare, rejste Else sig op og stoppede musikken og ventede så på, at de andre piger samledes omkring hende. “Vi har stadig chancen for at blive udvalgt til at optræde for føreren på partidagene i Nürnberg i september! Clementine zu Castell vil snart komme og bedømme os!”

Elses ord blev modtaget med stor begejstring. Clementine zu Castell var den nye kvindelige fører for organisationen Glaube und Schönheit, Tro og Skønhed, som Hitler havde stiftet i januar til alle arbejdersker mellem 17 og 21 år.

Martha var den eneste i gruppen, som ikke deltog i jubelen.

Else så hende lige netop tilstrækkelig længe i øjnene. Men da Martha havde tvunget sig selv til at slå hænderne mod hinanden, var det for sent, og hendes klap druknede i støjen fra pigerne, der tog afsted.

Da hun gik hen til sin cykel, indhentede Else hende. “Jeg spørger hver gang mig selv, hvorfor du bliver ved at komme til de her møder,” hvæsede hun til Martha. “Du ved vel, at du ikke behøver det.”

“Ja, det ved jeg godt,” sagde Martha til Else, da hun satte sig op på sin cykel. “Vi ses hos Traudl.”

13

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 13

09/07/2018 11.26

Hun mærkede Elses øjne følge hende, da hun kørte ud af parken.

Else havde ret: Det var frivilligt at deltage i Tro og Skønhed i modsætning til medlemskabet af Bund Deutscher Mädel, Det Tyske Pigeforbund. Men i modsætning til dengang Martha var med i BDM, som var for piger mellem 10 og 17 år, var hun ikke længere nødt til at deltage i begivenheder, hvor piger blev indoktrineret med forvanskede historiske kendsgerninger og endeløse fortællinger om martyrer i Hitlerjugend og skulle synge Nazipartiets hymne, Horst Wessel-sangen. Hun kunne stadig teksten udenad og også bønnen for føreren, som de skulle fremsige ved begyndelsen af hvert BDM-møde.

Tro og Skønhed var angiveligt apolitisk, og der var ingen hagekors på uniformen. Men hun afskyede alligevel de tilsyneladende uendelige Tro og Skønhed-møder, hvor hun lærte om pottemageri, vævning og boligindretning. Ligesom de såkaldte hjemmeaftener, som BDM afholdt, var det meningen, at disse møder skulle forberede arbejdersken på sin fremtidige rolle som hustru, mor og husmor og samtidig hjælpe hende med at finde og forme sine personlige evner og sin individualitet.

“Individualitet” – et ord, der var lige så malplaceret i fascismen, som Martha var det i denne verden.

Martha havde forfinet evnen til at lade tankerne vandre, når hun befandt sig i ubehagelige situationer. Under den uophørlige snak om den tyske kvindes pligter rejste hun til de fjerne steder, hun havde læst om i sine romaner. Hun elskede Goethe, Schiller, Lessing og Fontane. Men det, der fascinerede hende mest, var nogle af de romaner, som havde stået på die 14

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 14

09/07/2018 11.26

schwarze Listen i 1933 og altså var sortlistede, mange af dem skrevet af jødiske forfattere, titler, som blev anset for at være “u-tyske”, romaner af Bertolt Brecht, Thomas Mann, alle Erich Kästners bøger, som hun var vokset op med, Hemingways I et andet land, Londons Martin Eden. Hun havde læst dem alle sammen igen og igen, indtil siderne var begyndt at falde ud.

Det var hendes måde at lære verden uden for sin egen at kende på. Med Brechts Laser og pjalter havde hun besøgt London; og Indien med Hesses Siddhartha. Hesse havde ikke været sortlistet, men onde tunger påstod, at han ikke var anderledes, og at han havde hjulpet Mann og Brecht med at flygte fra Das Reich og forråde deres land. Det bragte også Martha tættere på sin egen verden at læse. Manns Huset Buddenbrook lærte hende, at alle familier på en eller anden måde har den samme dysfunktionelle dynamik uanset socialklasse eller fortid. Somme tider kunne hun finde sin egen sult efter en verden hinsides den lammende virkelighed afspejlet i hovedpersonens vedvarende kamp i Hesses Steppeulven.

At dagdrømme var den eneste måde, hvorpå hun kunne udholde Tro og Skønhed. I modsætning til de andre piger i sin gruppe var hun blevet tvunget, endda truet, af sin tvillingebror, Wolfgang, til at tilmelde sig. Og det var ikke muligt at sige nej til hendes bror. Ikke længere.

Selv den allermindste form for modstand var ikke længere nogen mulighed.

Moren havde bedt hende om at købe noget ind på vej hjem fra mødet, og Martha havde ikke travlt med at komme hjem.

Det ville være det samme syn, som ventede hende hver aften: hendes mor, som sad i køkkenet og stirrede ud ad vinduet, 15

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 15

09/07/2018 11.26

mens hun ventede på, at Wolfgang og hun kom hjem. Marthas storesøster, Irene, var død af en perforeret blindtarm året før. Irene havde været det fjerde barn, moren havde mistet i årenes løb, og faren var død af et hjerteanfald fem år før Irene. Martha og Wolfgang var de eneste, hun havde tilbage.

Familien boede i en forstad til München, som hed Perlach.

Deres hus lå lige ved bygrænsen, ved udkanten af en skov, der var lige så mørk som sindsstemningen i huset. Men da Martha denne aften trådte ind i entreen, fornemmede hun, at noget var anderledes. En anden persons tilstedeværelse var mærkbar. De havde aldrig gæster. Moren brød sig ikke om at lukke fremmede ind i huset.

Den uvante latter fra køkkenet bekræftede hendes mistanke. Fra entreen kunne hun se moren, Wolfgang og en fremmed mand sidde ved bordet. Flaskerne midt på det afslørede, at de sandsynligvis ikke var ædru.

Henne fra døren studerede Martha Wolfgang. Han havde altid været en dreng, der så godt ud, men i dag så han særlig flot ud, og hans ansigt skinnede.

Martha gik ud i køkkenet, og den fremmede rejste sig straks fra sin stol. Han var noget over 1,80 meter høj. De korte ærmer på hans hvide skjorte blottede de stærke arme, og hans shorts viste de lige så stærke ben med lange strømper, som svulmede på læggene. Hans atletiske krop og højde fik ham til at virke nogle år ældre end tvillingerne.

“Det her er mit andet barn, Martha,” forklarede moren manden. “Heil Hitler, gnädiges Fräulein,” sagde han.

Martha måtte kigge op for at se hans ansigt, da hun besvarede hilsenen. Han var meget lyshåret, og hans øjne var blå og gennemborende.

16

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 16

09/07/2018 11.26

Martha kunne ikke lade være med at tænke, at han kunne gå for at være Hitlers model for den ariske race.

Manden satte sig igen med det samme og vendte sig mod Wolfgang for at genoptage deres livlige samtale. Moren gav tavst Martha tegn til at bære varerne ud i spisekammeret bagest i køkkenet. Normalt ville Wolfgang have rejst sig op og hjulpet hende med at bære de tunge poser, men han lod til at være alt for optaget af sin samtale til overhovedet at bemærke hende.

Mens hun pakkede ud, lyttede hun til deres samtale. Som sædvanlig i denne tid drejede samtalen sig om førerens plan om at annektere Sudeterland, en region i Tjekkoslovakiet, og dets tysktalende befolkning.

“Hänschel holder mig orienteret om førerens seneste oprustningsforanstaltninger,” hørte hun Wolfgang sige, idet han henviste til førerens reaktion på den “tjekkiske terror mod sudetertyskerne”, som Goebbels blev ved at sige i radioen. Hänschel var Wolfgangs chef i Gestapo.

“Hæren?” spurgte den fremmede.

“Og luftvåbnet. Han gennemførte også sine planer om at udvide befæstningerne i vest. Føreren ønsker, at de skal være de største nogen sinde!” Wolfgang holdt en dramatisk pause, inden han fortsatte. “Han havde talt om det i nogen tid, siger Hänschel, men vi var nødt til at gennemføre de dér forstærkningsplaner lige efter alle de løgne, som det tjekkiske regime spredte om os! Alle de voldshandlinger mod vores hjælpeløse Volksgenossen derovre!” Martha nærede imidlertid tvivl om, hvorvidt alle de 3,5 millioner sudetertyskere ønskede at blive en del af Det Tredje Rige.

“Ja, en stormagt som vores bør ikke narres to gange!”

17

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 17

09/07/2018 11.26

svarede den fremmede, og hans stemmes stigende tonefald bekræftede hans fuldstændige enighed.

Da Martha havde pakket ud, satte hun sig hos dem ved bordet. De to mænd var stadig dybt optaget af deres diskussion, og moren hang ved hvert eneste ord, der kom fra Wolfgangs læber. Martha undrede sig over, hvordan hun kunne være så begejstret for tanken om en ny krig, når hun havde mistet det meste af sin familie i den første krig.

Men Martha besluttede ikke at kommentere det. Hun var i almindelighed holdt op med at sige særlig meget derhjemme.

Ligesom ved møderne i Tro og Skønhed begyndte hendes tanker også at flakke, hver gang Wolfgang kværnede løs om den forbløffende forandring, Det Tyske Rige undergik takket være Hitler.

“Hvad synes du? Skal vi gå ned på værtshuset omkring hjørnet, Siegfried?” spurgte Wolfgang sin ven.

Manden rejste sig fra bordet. Igen kunne Martha ikke lade være med at lægge mærke til hans højde. Wolfgang smilede stort til ham, ligesom han engang havde smilet til hende, når de skulle til at lave spilopper sammen, kaste sig ud i et nyt eventyr.

Hun var blevet nysgerrig angående Wolfgangs nye ven, som hun bemærkede ikke talte i den regionale dialekt. “Er De fra München?”

Wolfgang og moren virkede forbavsede over at høre ord komme fra hendes læber. Siegfried vendte sig om, tilsyneladende irriteret over, at hun havde forsinket dem med sit spørgsmål.

“Nej, jeg er fra Hannover. Jeg er kommet hertil for at studere.”

18

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 18

09/07/2018 11.26

“Hvad studerer De?” “Søster, det er ikke noget, som dine gråhårede kunders føntørrede hjerner nogen sinde vil forstå,” indskød hendes bror, ledsaget af en ond latter.

Martha stirrede måbende på Wolfgang. Moren havde ikke givet Martha lov til at fortsætte sin uddannelse. Da hun var blevet færdig med skolen som 15‑årig for to år siden, gik hun i lære i den lokale frisørsalon, hvor hun konstant dagdrømte om at studere litteratur i stedet for at gøre arbejdet ordentligt.

I mellemtiden var Wolfgang blevet optaget på gymnasiet, hvor han endda havde sprunget et klassetrin over, og fik tildelt et fint stipendium til at studere matematik og ingeniørvidenskab på Ludwig-Maximilians-universitetet, mens han blev oplært i Gestapo. Han var udmærket klar over, at hun hadede sit arbejde, men nu havde han pludselig ikke noget problem med at bruge det som en billig vittighed sammen med sin nye ven, som lo hjerteligt. Hun afskyede øjeblikkeligt Wolfgangs ven.

Da de tog jakke på, sprang moren op fra bordet. “Wolfgang, ikke mere værtshus til dig i aften.”

Wolfgang blev blussende rød og sendte så sin mor et truende blik. “Tror du ikke, jeg er gammel nok til selv at bestemme det?”

“Jeg vågner altid, når du kommer sent hjem. Du ved, hvor højt madrassen knager i dit værelse.”

Wolfgang rødmede om muligt endnu mere nu. “Jeg beder dig ikke om lov, mor.” Så vendte han sig om og gik ud.

“Heil Hitler,” sagde Siegfried, da han fulgte efter Wolfgang.

Moren og Martha vaskede op i tavshed. Martha var chokeret. Det var første gang siden Irenes død, at moren havde sagt Wolfgang imod.

19

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 19

09/07/2018 11.26

“Jeg har en god nyhed,” sagde moren endelig. “Familien Schinkenhuber har accepteret dig. Din bror lagde et godt ord ind for dig hos Gestapo!” Hendes stakkels mor følte åbenbart behov for at sige noget positivt efter den ubehagelige episode. “Herr doktor Schinkenhuber er et højt respekteret partimedlem.”

Om mindre end to måneder skulle Martha indlede det obligatoriske år for alle ugifte og arbejdsledige kvinder under 25 år, som føreren for nylig havde indført. Mange piger blev sendt til bondegårde uden for byen for at udføre hårdt arbejde. Men Martha skulle være i München, i Schwabing, hendes fars foretrukne bydel! “Hjertet af Münchens kunstner- og bohemeliv,” havde han altid kaldt det. Og hun skulle bo lige i hjertet af det!

“Betyder det, at jeg ikke længere behøver at deltage i Elses møder?” spurgte Martha håbefuldt.

“Selvfølgelig gør det ikke det!” Marthas spørgsmål havde tørret det tidligere forsøg på et smil af morens ansigt. “Du skal stadig deltage nogle aftener og om lørdagen. Og om søndagen skal du ordne naboernes hår og bidrage lidt til vores indkomst.”

Uretfærdigheden i morens ord havde altid gjort hende bedrøvet, men nu begyndte en vrede at krybe ind. Hendes bror, som engang havde været hendes bedste ven, hyggede sig på et værtshus sammen med sin nye ven. Hvorfor var det kun hendes ansvar og ikke også Wolfgangs at bidrage til indkomsten?

“Hvad med Wolfgang?”

“Hvad med Wolfgang? Lad være med at være dum; han kan ikke bidrage! Han får ikke tid. Og han ville ikke gå på 20

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 20

09/07/2018 11.26

universitetet, hvis ikke det stipendium betalte for alle hans bøger!”

“Hvad med Gestapo? Bør de ikke betale ham noget?” spurgte Martha.

“Hvad er der i vejen med dig i aften? De betaler for hans studier!”

Med sin indtræden i Hitlerjugend var Wolfgang begyndt at få en mønsterkarriere. Wolfgang havde opdaget sin fysiske styrke og udmærket sig i alle Hitlerjugends sportsarrangementer. Hans tekniske færdigheder havde fået særlig opmærksomhed fra Gestapo, og det var Baldur von Schirach selv, Hitlerjugends leder, der havde udpeget Wolfgang som et værdifuldt aktiv for naziregimet på et af sine besøg i München. For Wolfgang havde dette været et livsforandrende øjeblik.

“Irene studerede uden et stipendium,” sagde Martha i den stilhed, som havde bredt sig i rummet. Hun havde aldrig båret nag til sin søster. Martha havde tværtimod elsket sin storesøster af hele sit hjerte.

Hun vidste, at hun lige havde overskredet grænserne, da hun så sin mors øjne blive smalle. “Irene, hun havde et gudgivet musikalsk talent, og en som hende havde brug for at studere musik. Det ville have været en forbrydelse ikke at have ladet hende gøre det!”

“Jeg fik også gode karakterer for de stile, jeg skrev i skolen.”

“Så hvad er det, du kunne have tænkt dig at studere?” spurgte moren.

“Litteratur,” hviskede Martha.

Moren lo højt. “Litteratur? Hvad? For at blive forfatter?

21

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 21

09/07/2018 11.26

Du har hovedet fuldt af skøre dagdrømme! Og din far, Gud velsigne hans sjæl, har skylden for at have plantet sådan nogle tanker!”

Det var første gang, hun havde hørt sin mor tale om faren i det tonefald, og hun savnede ham om muligt endnu mere i det øjeblik. Da hun rejste sig og løb ud af køkkenet med sin mors bemærkning smertefuldt ringende i ørerne, flygtede hun fra den værste form for ensomhed, man overhovedet kan føle: at føle sig ensom hjemme.

Hun havde svært ved at falde i søvn den nat. Hver gang hun lukkede øjnene, så hun en skræmmende skikkelse rejse sig fra bordet og hilse på hende: Siegfried, hvis grimme latter genlød i det mørke værelse, hun engang havde delt med sin bror. Det var, før han flyttede over i morens soveværelse og ind i det værelse, moren engang havde delt med Irene.

Efter Irenes død sagde moren bedende til Wolfgang, at hun ikke kunne være alene om natten, hvor hun var tvunget til at konfrontere det mørke, som tabet af så mange af hendes kære havde efterladt.

Hun havde ikke bedt Martha om at flytte værelse.

Til sidst gav Martha op og tændte den lille lampe på sengebordet. Hendes fars varme øjne så på hende fra et indrammet billede og forsikrede hende tavst om, at alt ville blive godt.

Det sidste, Martha hørte, før hun endelig faldt i søvn, var Wolfgang, som kom hjem ved daggry. Hun hørte moren stilfærdigt irettesætte ham, og Wolfgang gav hende et meget blidere svar end tidligere i køkkenet, da Siegfried var der.

Martha håbede, at Wolfgang ikke ville invitere ham på besøg igen.

22

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 22

09/07/2018 11.26

Nogle aftener senere var Martha og hendes mor i færd med at koge marmelade i en af de store gryder i køkkenet, da Martha hørte to par støvler i entreen. Wolfgang var ikke kommet alene, og atmosfæren i rummet forandredes med det samme. Et sideblik på hendes mor fortalte hende, at hun var lige så ked af gæsten som Martha.

Moren tørrede hænderne i forklædet og vendte sig. “Heil Hitler,” sagde hun til Siegfried. “Har De lyst til at spise med?”

“Ja, mor, det er derfor, vi er her,” sagde Wolfgang og trak en stol ud til Siegfried.

Martha var glad for, at han sad ned. Han virkede mindre skræmmende på den måde.

“Vi har lige hørt føreren tale,” forklarede Wolfgang begejstret. Han virkede opildnet, da han fortalte om essensen af Hitlers tale, der handlede om de 3,5 millioner undertrykte Volksgenossen i Tjekkoslovakiet. “De har ret til selvbestemmelse,” sagde han. Wolfgangs stemme var lige så opildnet, som han virkede. Siegfried nikkede ivrigt. “Far ville have været glad for at høre, hvad vores fører havde at sige i dag,” tilføjede Wolfgang.

Martha ville have leet højt, hvis ikke det, der kom ud af hendes brors mund, var så sørgeligt. “Selvbestemmelse”?

Endnu et ord, som var fuldstændig malplaceret i fascismen.

Og nej, far ville ikke have været glad!

Men hendes mor smilede varmt til Wolfgang. “Vidste du, at far, må hans sjæl hvile i fred, var til stede under vores førers første tale i Cirkus Krone? Der var 6.000 personer til stede! Det var Münchens største forlystelsessted dengang. Jeg kan endda huske talens titel: ‘Fremtid eller undergang’. Vores fører var imod at betale krigserstatninger til de allierede.”

23

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 23

09/07/2018 11.26

Martha mærkede en voksende tomhed i maven. Hvorfor kunne hun ikke holde far ude af det her? Han ville aldrig have overværet en tale af Hitler.

Så fik hun øje på sin mors forskrækkede blik og blev klar over, at hun ikke havde nøjedes med at tænke ordene.

“Hvorfor skulle han dog ikke have gjort det?” Moren smilede undskyldende til Siegfried.

“Kære søster, politik er noget, du overhovedet ikke forstår dig på.” Wolfgang lo ad Martha. “Det ved du godt, og jeg ved det også.”

Det var hans væmmelige hånlatter, der fik hende til at eksplodere.

“Nå, men jeg er glimrende i stand til at skelne mellem sund fornuft og fascisme.”

“Men han overværede også den næste,” tilføjede moren hurtigt. “Det var i Hofbräuhaus samme år.”

Det var den falske stolthed i morens ord, som gjorde Martha vred. Moren udnyttede farens navn til at give indtryk af en harmonisk familie. I realiteten havde faren været det eneste familiemedlem, som var loyal mod Martha. Wolfgang havde vendt hende ryggen efter farens død. Martha havde indset, at hendes far var den eneste, som altid havde forstået hende helt. Han havde altid været der for hende, støttet hende, opmuntret hende til at forfølge sine drømme. At høre ham og Hitler omtalt i den samme sætning gav hende kvalme.

Så i stedet for blot at lade det ligge mærkede hun raseriet gribe sig, som om hun var en bleg kopi af Anna Karenina, og hendes virkelige mening var hendes egen sag.

“Ja, og det var en af de sidste af hans store taler et stykke tid, for den fremkaldte optøjer. Mange af Hitlers politiske 24

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 24

09/07/2018 11.26

modstandere var også til stede. Og i 1925 blev det forbudt for ham at holde taler i to år – og det var den bayerske regering, der forbød det!” Marthas stemme var blevet skinger. Hun vendte sig mod Wolfgang. “Din søster er altså ikke så dum. Far ville aldrig have overværet en tale af Hitler. Hvis han var der, var det blandt modstanderne i håb om at fremkalde uroen!”

Der var tavshed i rummet. Moren var blevet bleg. Wolfgang var højrød i hovedet. Martha kunne mærke, at hun rødmede.

“Jeg tvivler på, at det er det, de har lært dig ved BDMmøderne,” sagde Wolfgang med sammenbidte tænder. Så vendte han sig mod Siegfried. “Min søster ved ikke, hvad hun snakker om. Du må ikke tage hende alvorligt.”

Hun mærkede Siegfrieds øjne se skarpt på hende.

“Apropos Hofbräuhaus, skulle vi gå hen og få en sidste øl?” Wolfgang brød spændingen.

Denne gang protesterede moren ikke, men smilede bredt til de to mænd.

Siegfried nikkede uden at tage blikket fra Martha. Hun var stadig omtumlet, da hun hørte deres tunge støvler marchere gennem entreen.

Denne gang var også hendes mor mundlam.

Det var først, da Martha var gået i seng, at hun helt forstod, hvad hun havde gjort. Hun skulle ikke have sagt noget.

Havde hun ikke lært, at det var én ting at tænke, men at give udtryk for det var en anden? Hun, der sagde så lidt som muligt, vidste, at ord var blevet farlige. Hendes mors hulken i værelset ved siden af gjorde dette tydeligere. Og hun kunne ikke ryste Siegfrieds blik ud af hovedet.

25

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 25

09/07/2018 11.26

Men samtidig indså Martha, at det var første gang, hun havde talt åbent i en fremmeds nærværelse og havde sluppet de ord ud, som havde presset sig på så længe. Hun burde have følt sig rædselsslagen, men til sin overraskelse føltes det også rensende. Var det denne følelse, hendes yndlingsforfattere havde mærket, når de fandt deres tanker frem og satte dem ned på papiret?

Martha gik hen til bogreolen i hjørnet af værelset. I 1932, kort før sin pludselige død, havde faren i hemmelighed bygget reolen med et skjult rum til Martha. Hun fjernede forsigtigt bøgerne fra den øverste hylde, hvor der stod titler af Goethe og Schiller, “tysk” litteratur, og trykkede så blidt på bagsidepladen. Rummet bag den afslørede den skat af forbudte romaner, som hendes far havde givet hende.

Nogle af bøgerne var blevet brændt i maj 1933, fordi de var marxistiske eller pacifistiske, noget, der var organiseret af Studenterforeningen. Det var efter Wolfgang og Marthas sengetid, og det styrtede ned, da moren havde slæbt dem med til Königsplatz, som var fyldt med 50.000 mennesker, for at overvære den såkaldte udrensning af “u-tysk” litteratur.

Den dag var første gang, Martha havde set sin mor med et smil i ansigtet siden farens død otte måneder forinden. “Alt vil blive bedre nu,” havde hun sagt, da hun stirrede på det flammende bål, der virkede, som om det gjorde nar ad regnen. Tidligere havde Irene sagt, at hun var syg, og bagefter spekulerede Martha på, om hun bare havde simuleret.

Martha havde ikke haft lyst til at se på bøgerne. I stedet så hun bålets dansende flammer blive genspejlet i sin mors øjne, når moren jublede sammen med de andre, hver gang en ny stabel var blevet smidt på bålet. “Vågn op, Tyskland!

26

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 26

09/07/2018 11.26

Dø, jøder! Heil Hitler!” Wolfgang havde heller ikke set på bøgerne, men af andre grunde; når Martha studerede hans ansigt, bemærkede hun, at han så beundrende på medlemmerne af Hitlerjugend, som havde organiseret en anden bogbrænding blot nogle dage tidligere og også var kommet for at deltage i denne aftens forestilling.

“Imod dekadence og moralsk forfald. For disciplin og tradition. Hermed overgiver jeg Heinrich Manns, Ernst Glaesers og Erich Kästners skrifter til bålet,” brølede taleren. Martha snappede efter vejret. Kästners Det flyvende klasseværelse var hendes yndlingsroman, en børnebog om en uafbrudt fejde mellem to skoleklasser, som altid fik hende til at le højt.

Kästner havde en stærk humoristisk sans. Hun havde ingen anelse om, hvorfor hans bøger blev underkastet udrensningen. Der kom flere stabler – Freud, Tucholsky. Mere ekstatisk jubel. Folk omkring bålet skreg: “Flere bøger, flere bøger, ellers går ilden ud!” Og efterhånden som flere og flere bøger blev kastet på bålet, lod det til, at alle de tilstedeværende knyttedes tættere sammen – bortset fra Martha. Med hver eneste bog, som var blevet ofret, var hendes følelse af at høre til blevet mindre.

Martha tænkte ofte tilbage på den dag. Og sammen med sine genkommende erindringer fik hun større og større forståelse af, at den dag havde markeret begyndelsen på en forandring. Fra det øjeblik var hendes stærke tilknytning til hendes tvillingebror gradvis blevet svagere. Da Wolfgang mærkede sin søsters blik på sig den aften, så han op, og der var forvirring – ikke ømhed – i hans øjne. “Hvad er der i vejen?” spurgte han hende. Og det var først, da Martha tænkte tilbage, at det gik op for hende, at hun instinktivt 27

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 27

09/07/2018 11.26

havde haft åndsnærværelse nok til at skjule sine følelser, holde de tanker for sig selv. Indtil i dag.

Martha strøg kærligt hen over en af de hemmelige romaner. Bøger var hendes eneste kammerater nu. De eneste, som kunne dulme denne følelse af ikke at høre til. Efter farens død havde hun aldrig fundet en åndsbeslægtet uden for persongalleriet i sine romaner. Else var engang hendes bedste veninde i skolen, men ligesom Wolfgang var hun så kravlet op ad stigen i sit ungdomsforbund, og Martha havde måttet tage imod ordrer fra hende. Hun havde endda slæbt Martha ud af huset, da Martha engang havde håbet på ubemærket at kunne pjække fra et BDM-møde. Else var en af de mange, som havde taget førerens ideer til sig, og Martha var simpelthen ude af stand til at begribe deres hengivenhed over for Det Tredje Rige. For hende var Adolf Hitler en kvalmende dværg, som var bedre egnet til at være patient på sanatoriet i Manns Trolddomsbjerget end til at lede et land.

Trolddomsbjerget havde været farens yndlingsbog, og kort før sin død havde han føjet den til Marthas samling med en dedikation på første side. Hun tog bogen ud og åbnede den: Til min elskede datter, Martha, den ivrigste læser og smukkeste hjerne, som noget fiktionsværk nogen sinde vil kunne skabe. Jeg elsker dig, far. Da Martha læste disse ord nu, fyldtes hendes øjne med tårer, så ordene dansede for hendes blik. Hun knugede bogen ind til brystet og gik hen til sin seng.

Under tæppet fandt hun den eftertragtede varme og begyndte at læse, følte sig forbundet med sin far gennem tid og rum.

Et gennemtrængende skrig flåede hende væk fra sanatoriet i Alperne.

28

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 28

09/07/2018 11.26

“Gode Gud, Martha! Er du blevet vanvittig?”

Moren holdt forsigtigt Manns roman over Marthas hoved, og inden hun kunne reagere, havde moren vendt sig om og var gået. Martha måtte være faldet i søvn med den åbne bog i hånden. Langsomt stod hun ud af sengen og gik ud i entreen uden for sit værelse, nervøs for, hvad der nu ville ske.

“Mor? Mor?” Hendes mor var ingen steder at se.

Så hørte hun en svag stemme over sig. “Hvordan kan du gøre det mod mig?”

Martha opdagede sin mor på trappen op til loftet. Da hun fik øje på sin datter, gik hun op ad trappen og ind på loftet og lukkede døren. Martha skyndte sig op efter hende og hørte klikket fra dørens lås. “Mor, kom ud!”

En dæmpet stemme indefra. “Det er slut, Martha. Jeg kan ikke leve med det her.”

Martha hamrede på døren. “Jeg er ked af det, mor, jeg er så ked af det.”

Der var stille på den anden side i lang, lang tid. Og så kom den skæbnesvangre lyd af en stol, der væltede. Martha råbte, skreg, forsøgte at sparke døren op med sine bare fødder. Så brød hun grædende sammen og sank ned på gulvet.

Hvad havde hun gjort?

Efter nogle minutter, der forekom som en evighed, hørte hun nøglen blive drejet i låsen, og hendes mor kom til syne i døren. Martha sprang op og kastede sig i favnen på hende, takkede Gud for, at hendes mor var i live. Moren fandt sig i denne sjældne, kærlige gestus, men gav ikke noget til gengæld.

“Næste gang gør jeg det. Har du forstået?” sagde moren.

29

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 29

09/07/2018 11.26

Hun viftede med den forbudte bog i ansigtet på Martha.

“Du ved, hvad vi må gøre.”

Martha fulgte efter sin mor nedenunder og ud i køkkenet, hvor hun så hende tænde op i ovnen.

“Det er heldigt for dig, at Wolfgang ikke er her,” sagde moren, da hun gjorde tegn til Martha om at komme hen og stille sig ved siden af hende. Hun rakte Martha romanen.

“Nej, mor, det er en af de få gaver fra far, jeg stadig har!”

Martha slog op på den første side og viste moren dedikationen.

“Din far var en mislykket idealist!”

Ilden var varm nok nu.

“Sig det.” Moren betragtede hende.

Martha kunne ikke få sig selv til at adlyde sin mor.

Moren sendte hende et utålmodigt blik. “Skynd dig, inden Wolfgang kommer hjem.” Pludselig greb hun Marthas hånd og tvang hende til at kaste den elskede roman ind i flammerne.

“Heil Hitler,” hviskede moren. Hun sendte Martha et forventningsfuldt blik. “Sig det!”

Hun løftede hånden for at slå hende på kinden. Marthas øjne fyldtes med tårer. Hun sørgede mere end nogen sinde over tabet af faren. At se bogen gå op i flammer føltes lidt som at se faren dø igen for øjnene af hende.

Morens hånd sænkedes. “Du er din egen værste fjende, Martha.”

Hun gav hende stuearrest i det næste døgn. I den tid låste Martha sig inde på sit værelse og nægtede at spise og drikke.

Hun brugte tiden til at gemme sine romaner et andet sted.

Hun var ikke sikker på, om moren havde opdaget det rum, 30

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 30

09/07/2018 11.26

hun så uforsigtigt havde ladet stå åbent om natten. Da hun havde undersøgt værelset, afgjorde hun, at et løst gulvbræt under sengen ville være et bedre skjulested.

Nat efter nat sov Martha oven på de forbudte skatte og drømte om heltene i sine romaner, længtes efter at være sammen med dem, at være dem. Og så kom nattens dæmoner, tanken om moren og bogen. “Du er din egen værste fjende,” havde moren sagt til hende. Men var moren ikke selv sin egen værste fjende? Så optændt af sin tro, at hun havde brændt en personlig besked fra sin afdøde mand? Hvor var den dog blindende, den magt, regimet havde over sine tilhængere.

Atmosfæren i huset var blevet endnu mørkere, og Martha kunne ikke tidligt nok komme til at bo i Schwabing. Hun var begyndt at tælle dagene, til hun endelig kunne rejse. I Schwabing kunne hun befri sine tanker! Hun ville være tæt på en historie, som strakte sig tilbage til længe før denne frygtelige tid. Og hun ville være omgivet af andre mennesker – forhåbentlig mere ligesindede personer. Den eneste tanke, der gjorde hende nervøs, var, at hun ikke ville kunne tage nogen af sine bøger med. Uden dem ville hun måske føle sig endnu mere ensom, end hun gjorde hjemme.

Da Marthas stuearrest var overstået, bad moren hende om at tage hen til rulleforretningen i Berg am Lain og hente nogle lagener, som moren havde afleveret. Berg am Lain var et af de fattigere kvarterer i München og mest beboet og besøgt af de lavere klasser. Rulleforretningen var billig, men god, og familien havde benyttet den i årevis. Men da Martha kom derhen, var der lukket. En seddel på døren sagde, at ejeren var 31

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 31

09/07/2018 11.26

inde på værtshuset ved siden af på grund af en nødsituation, og kunder skulle gå derind for at hente eller aflevere bestillinger. Da Martha trådte ind i værtshuset, blev hun straks indhyllet i en røgsky. Der var ikke nogen, som passede baren.

Nogle mænd ved baren iagttog hende mistænksomt, så hun satte sig i nærheden af indgangen og ventede.

En dyb mandsstemme svævede hen til hende fra en mørk krog i den anden ende af værtshuset. Gennem røgen kunne hun skelne silhuetterne af en mand og en kvinde. Martha vidste ikke, hvilket sprog de talte, men hun vidste, at det ikke var tysk. Hun bankede med fingrene på kanten af baren og så sig omkring i rummet, mens hun spekulerede på, om rulleforretningens ejer nogen sinde ville dukke op.

Efter et stykke tid bevægede kvinden sig igennem røgen og gik hen mod Martha. Hun var meget smuk, og hendes kjole sad på hendes krop som et ekstra hudlag; en vovet påklædning i betragtning af førerens regler for kvinder, og den fik Martha til at snappe efter vejret. Da skikkelsen kom nærmere, så Martha væk, som om bare det at se kvindens kjole gjorde hende medskyldig i at bære den.

Nogle minutter senere rejste manden sig fra sin stol. Martha gispede, da hun blev klar over, hvem det var: Siegfried.

Hun dukkede sig hurtigt ned bag baren og kom først til syne igen, da hun var sikker på, at han var gået.

Atmosfæren i hjemmet var så anspændt, at Martha så frem til igen at kunne slippe ud af huset om aftenen, selv om det bare var til endnu et Tro og Skønhed-møde i Münchens vestlige del. Hun ankom tidligt, men ville ønske, hun ikke havde gjort det, da hun fik øje på Elses sure ansigt. Else 32

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 32

09/07/2018 11.26

ignorerede hende, og da alle de andre kvinder var dukket op, meddelte hun, at de ikke var blevet godkendt til at optræde ved de snarlige partidage i Nürnberg. “En af os her lader til altid at have behov for at marchere ude af takt.” Hendes blik mødte Marthas.

Martha forlod mødet før alle de andre, flygtede fra deres undersøgende blikke. Men hun havde ikke travlt med at komme hjem. Det var stadig lyst udenfor, og luften var elektrisk ladet, da et tordenvejr nærmede sig. Hun bestemte sig for at cykle omkring i gaderne ved Marienplatz. Cykling lod til at være den eneste aktivitet, som hun stadig kunne udføre uden at få instrukser eller følge retningslinjer. Hun havde altid elsket at cykle – det og så at dykke ned i sine bøger var de eneste måder, hvorpå hun kunne føle frihed.

Hun løftede hovedet og lukkede øjnene et øjeblik, lod vinden fange hendes hår og rense hendes tanker, blot for brutalt at blive bragt tilbage til virkeligheden, da hun var lige ved at støde ind i en forbipasserende, som råbte Heil Hitler til hende, da hun fik øjenkontakt.

Da var det, hun hørte dem ud ad et vindue i en ølstue omkring hjørnet fra Marienplatz. Hun standsede cyklen, lænede den mod muren og kiggede ind ad vinduet. Hendes bror stod ved siden af sin ven på en træbænk midt i et hav af mænd, som alle var forenede i at skrige Hitler-slagord af deres lungers fulde kraft. Deres fødder trampede i takt til slagordene, deres kroppe svingede fra venstre til højre, deres blod var beruset af alkohol og den hypnotiserende kraft i gentagelsen af slagordene. Wolfgang så ud, som han havde gjort, da han havde taget Siegfried med hjem første gang. Hans ven råbte noget ind i hans øre, og de knækkede 33

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 33

09/07/2018 11.26

sammen af grin. For længe siden havde det været Martha, som fik Wolfgang til at le sådan.

Da hun gik hen til sin cykel, standsede musikken pludselig. Hun hørte stemmer komme fra udgangen omkring hjørnet og indså, at det var for sent at undslippe ubemærket.

Hun kunne ikke risikere, at Wolfgang og Siegfried fik øje på hende. Hun satte sig hurtigt på hug bag en busk i nærheden. Ingen ville vove at stjæle hendes cykel, når regimet hele tiden holdt øje.

Nogle mennesker gik, og så hørte hun Siegfrieds stemme hviske. Hun kunne ikke høre, hvad han sagde, men hun hørte Wolfgang le. De fnisede som små drenge. Hun hørte dem hilse på deres kammerater og sige farvel til hinanden og så lyden af Wolfgangs cykel, indtil den var opslugt af natten.

Derefter fulgte en lang stilhed. Martha var ikke sikker på, om Siegfried var taget afsted, men hun turde ikke kigge omkring busken.

En stemme lød højt meget tæt ved hende. “De kan godt komme frem.”

Martha blev siddende uden at røre sig.

“Fräulein Wiesberg, jeg ved godt, at De gemmer Dem bag busken.”

Hun ville stadig ikke bevæge sig.

“Jeg genkendte Deres cykel, Fräulein Wiesberg.”

Endelig trådte hun frem fra sit skjulested.

“Hvorfor gemmer De Dem?” spurgte Siegfried og studerede hende som sædvanlig.

“Jeg må afsted.” Hun vendte sig mod sin cykel.

“De svarede ikke på mit spørgsmål.”

Martha flyttede uroligt på fødderne og så ned. “Jeg ville 34

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 34

09/07/2018 11.26

ikke have, at min bror så mig her. Jeg … jeg må virkelig afsted. Jeg vil gerne være hjemme før ham.”

“Jeg kører Dem.” Hun så nervøst på sin cykel og forsøgte at finde en udvej fra situationen. At køre hjem med denne mand var det sidste, hun ønskede.

“Der er rigeligt plads til cyklen,” sagde han, som om han læste hendes tanker. Og med disse ord greb han cyklen og trak den hen mod sin bil. “Jeg har parkeret rundt om hjørnet.”

De gik hen over Marienplatz, kun ledsaget af lyden af rullende torden. Siegfried lagde cyklen i bagagerummet og holdt døren i passagersiden åben, inden han selv satte sig ind. Så tog han en pakke cigaretter op af lommen og tilbød Martha en. Martha var sikker på, at han afprøvede hende.

Hun afslog.

Han startede motoren.

“Hvornår døde Deres far?” spurgte han.

“For seks år siden.”

“Deler De hans synspunkter?”

Denne gang ville hun gerne overveje sit svar, inden hun sagde noget, men hendes hjerte begyndte at banke hurtigere, da hun bemærkede, at han kørte i modsat retning af Perlach.

“De har ikke svaret på mit spørgsmål,” sagde han med et sideblik på hende.

“Min far var et godt menneske. Og jeg er ikke særlig politisk. Det var han. Og han led for det.”

Chokeret så hun, at han drejede i retning af Königsplatz, det samme sted, som moren havde taget dem med hen til bogbrændingerne, og et sted, hun havde undgået lige siden.

Hun var ikke sikker på, om hun bare forestillede sig det, 35

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 35

09/07/2018 11.26

eller om han satte farten lidt ned, da de kørte forbi Nazipartiets hovedkvarter i Brienner Straße, og så igen, da de passerede Wittelsbacherpalæet, Gestapos hovedkvarter med sine fængselsceller i kælderen. Hvad, hvis han bragte hende til afhøring? Hvad, hvis … noget værre? Hun tænkte på alle de andre mennesker, hun kendte til ud over sine yndlingsforfattere, almindelige mennesker, en af sin fars nærmeste venner, en fysiklærer, som var blevet anholdt i sit hjem i Perlach, eller en kunde hos damefrisøren, som nogle betjente fra SiPo, “Sikkerhedspolitiet”, havde taget med fra salonen. De var sporløst forsvundet efter at have givet udtryk for deres kritiske synspunkter. Var det sådan, de havde følt det? Hun begyndte at trække vejret hurtigere. Det lagde han mærke til, var hun sikker på. Hun forsøgte at sidde roligere på sædet, men havde svært ved at sidde stille.

Han havde ikke kommenteret hendes svar. I stedet forholdt han sig tavs, da de igen kørte omkring Königsplatz. Hun var praktisk talt vanvittig af angst.

“Hvorfor er De så nervøs?” Endelig brød han tavsheden.

Martha sank en klump. “Kører De mig hjem?”

Han nikkede og drejede til højre ad Gabelsbergerstraße i retning af Isarfloden.

Marthas frygt dæmpedes, og da de første regndråber landede på forruden, studerede hun hans profil. Vinden fra ruden, der stod lidt åben, legede med hans lyse lokker, mens han pulsede på sin cigaret. På værtshuset tidligere på dagen havde han set så anderledes ud, normal, næsten behagelig.

Hun var nysgerrig. Hvad havde han lavet i Berg am Lain?

Hvad havde han foretaget sig med den smukke kvinde? Og hvilket sprog havde han talt? Han drejede pludselig hovedet 36

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 36

09/07/2018 11.26

mod hende, og hun vendte sig hurtigt og kiggede ud, flov over, at han opdagede, at hun stirrede.

Det føltes luksuriøst at blive kørt i bil og ikke blive gennemblødt udenfor i regnen. Hun var sikker på, at Wolfgang havde nydt at være sammen med Siegfried, at komme til alle de steder, som var besværlige at komme til på cykel eller med offentlige transportmidler. Han kunne have taget hende med – og ville have gjort det før i tiden.

De kørte ind i Perlach og standsede et sted i skoven, hvorfra hun kunne komme hen til huset uden at blive set af Wolfgang. Nu regnede det kraftigt.

“Tak for turen.” Hun slog døren op, sprang ud af bilen og gik om bagved. Men han var hurtigere end hende og havde allerede åbnet bagagerummet og rakt ned efter hendes cykel. Han holdt den i hænderne, som om den var let som en fjer, og Martha rakte ud efter den. Men han gav ikke slip på den og stod bare og ventede, mens regnen gennemblødte dem til skindet.

“De bør passe på, hvad De siger,” sagde han blot, og hans blå øjne borede sig ind i hende.

Som en slags straf for, at de ikke havde fundet nåde for den kvindelige førers øjne, tvang Else Martha til at deltage i så mange Tro og Skønhed-møder som muligt. Hun bragte indbydelserne hjem til moren og afleverede dem i hendes hænder.

Nu, da gruppen ikke havde bestået prøven, kunne de bruge tiden på mode, blev Else aldrig træt af at påpege for de andre. På et nyt, intensivt sommerkursus koncentrerede kvinderne sig om at sy. Medlemmerne af Tro og Skønhed blev ansporet til at tegne deres egne kjoler, som skulle følge 37

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 37

09/07/2018 11.26

de strenge retningslinjer fra Deutsches Modeamt, Det Tyske Modeinstitut, og blev inviteret til at fremvise deres kreationer ved modeshows.

Martha havde ikke så meget imod dette kursus, da de i det mindste havde lov til at være kreative til en vis grad. Else havde leet, da hun så Marthas mønster.

“En balkjole? Hvorfor laver du ikke noget mere funktionelt?”

Fordi hun var så træt af at være funktionel. Alting lod til at være reduceret til dette, til at fungere for føreren. Og også for at trodse sin gamle veninde, så hun holdt fast i det. De tyske retningslinjer for moden forbød trods alt ikke balkjoler, når bare de ikke var for afslørende.

Moren havde rystet lidt mere af sit tungsind af sig, og hun havde givet Martha et stykke stof, som skulle have været brugt til en kjole til Irene til en klaverkoncert. Det var mørkeblåt som natten. Og Martha vidste, at det ville stå godt til hendes røde hår og grønne øjne. De havde ingen symaskine hjemme, så når møderne var forbi, tog Martha sin kjole med hjem og syede på den i hånden. I begyndelsen havde moren sørget over aldrig at skulle se Irene i kjolen, men til sidst begyndte hun at hjælpe Martha.

Det var i store træk en enkel kjole, et simpelt snit, ingen knapper eller perler, ingen pynt, men Martha havde udstyret den med nogle særlige detaljer her og der, som ikke svarede 100 procent til retningslinjerne, blot tilstrækkeligt til, at den gik an. Kjolen var lang og dækkede ikke blot hendes knæ, en af retningslinjerne; nej, den dækkede også anklerne og nåede helt ned til gulvet. Ærmerne dækkede håndleddene, og den høje hals skjulte enhver antydning af kavalergang.

38

Hotellet ved skyggesoen_TRYK.indd 38

09/07/2018 11.26