• Morfars godnathistorier indh.indd 4
27/09/2019 10.38
er
Thorstein Thomsen
Hunden, der ikke mütte lave puha – og andre historier fra min skaldede morfar Illustreret af David Bßlow
børnebøger børnebøger
• Morfars godnathistorier indh.indd 5
børnebøger børnebøger
27/09/2019 10.38
• Morfars godnathistorier indh.indd 6
27/09/2019 10.38
Marianne og verdens bedste dansekat Da jeg var dreng, havde jeg en skaldet morfar. Han var god til at fortælle historier. Han sagde, at de kom og bankede på hans pande og hviskede: Luk mig ind. Så lukkede han dem ind, og dér sad de så og ventede, lidt ligesom folk, der sidder i et tog og skal af på en bestemt station. Når så toget standsede, og min morfar og jeg var parat til en historie, spadserede den ud af hans mund. Jeg kan huske engang, jeg var oppe hos min mormor og morfar og skulle sove der. Det var en lørdag, og jeg var lige begyndt i 2. klasse. Da jeg skulle i seng, gik jeg ud på badeværelset, gjorde mig i stand, tog min pyjamas på og gik ind i stuen. Min mormor sad i den brune lænestol, og min morfar sad i sofaen. Jeg satte mig op ved siden af min morfar, trak uldtæppet over benene og sagde: “Fortæl en godnathistorie.” “Hvad skal den handle om?” Jeg så hen på vinduet og tænkte på, at jeg var blevet uvenner med min klassekammerat, Victor, fordi han var dum.
Marianne og verdens bedste dansekat
• Morfars godnathistorier indh.indd 7
7
27/09/2019 10.38
Marianne og verdens bedste dansekat
• Morfars godnathistorier indh.indd 8
27/09/2019 10.38
Engang havde han været min bedste ven, men det var han ikke mere. Lige nu havde jeg faktisk ikke en bedste ven i klassen. “Morfar, havde du en rigtig god ven, da du var på alder med mig?” “Jeg havde flere venner. Bente og Langsom-Poul og Johan. Vi boede i samme ejendom og gik i klasse sammen. Men der var en sommer, hvor jeg havde en ven, der var helt anderledes.” “Hvem var han?” “Det var ikke en han. Det var en dame.” “En voksen dame?” “Ja. En dame, der sleb knive og sakse.” “Nåh.” “Synes du, det lyder underligt?” “Ja, for hvordan bliver man venner med sådan én?” “Det var let nok. Det var den sommer, hvor jeg hele tiden klædte mig ud som kat. Jeg havde en sort kattemaske, og når jeg så tog noget sort tøj på, så hvæsede jeg og kravlede i træer. En dag, hvor jeg sad oppe i et rønnebærtræ, hørte jeg en stemme nede fra fortovet. “Davs, kat.” Det gjorde mig bare så glad. Mine klassekammerater og min familie, de ville aldrig have sagt det. De ville have sagt ‘Hej, Ejnar’, eller ‘Kan du så komme ned fra det træ!’ eller ‘Vil du med over i parken og spille fodbold?’ eller sådan noget.” “Kan en kat spille fodbold?” “Selvfølgelig kan den ikke det, så det var jo et dumt spørgsmål, når jeg sad i et træ og var kat.”
Marianne og verdens bedste dansekat
• Morfars godnathistorier indh.indd 9
9
27/09/2019 10.38
“Hvad sagde du så til dem?” “Jeg sagde miav.” “Nåh ja. Hvad skete der så?” “Da damen sagde ‘Hej, kat’ til mig, blev jeg simpelthen så glad, at jeg sprang ned fra træet og landede lige foran hende. Jeg kiggede lidt på hendes mærkelige cykel og spurgte: ‘Hvad er det dér for én?’ Hun blev ret overrasket. Måske havde hun ikke regnet med, at en kat kunne snakke. Men hun blev også glad. ‘Jeg hedder Marianne, og jeg er skærsliber, og en skærsliber er sådan én, der sliber knive og sakse, og for at gøre det skal man have sådan én her.’ Hun klappede på sadlen. Det var en speciel skærslibercykel med et slibehjul lige bag styret. ‘Og hvis du vil se,’ sagde hun, ‘hvordan jeg sliber, så skal du bare følge med mig.’ Jeg sagde miav, og så fulgtes vi ad. Vi gik ind i en gård, hvor der hang vasketøj på snore. Nogle piger hinkede med en hinkesten og tegnede med kridt på asfalten. Marianne stillede sin cykel på den store støttefod, så baghjulet blev løftet lidt op. Hun tog en mandolin op af en mandolinkasse og begyndte at spille og synge. Jeg havde aldrig hørt noget så smukt. Jeg begyndte at danse. Børnene stillede sig i en rundkreds om os, og konerne oppe i lejlighederne åbnede vinduerne og lyttede, og måske kiggede de også på mig, fordi de aldrig før havde set en kat danse. De begyndte at smide mønter ned til os, toører og femører, som de havde pakket ind i små stykker avispapir, og børnene løb rundt og samlede dem sammen og lagde dem i mandolinkassen, som lå åben på jorden.
10
Marianne og verdens bedste dansekat
• Morfars godnathistorier indh.indd 10
27/09/2019 10.38
“Hvad var det for nogle sange, hun sang?” spurgte jeg min morfar. “Det var sådan …” Han tænkte sig om. “Jeg kan ikke huske ordene mere. Men den her melodi var det i hvert fald.” Han nynnede, og pludselig kom der ord på: Jeg går fra Skagen med kurs mod Faxe og glemt er vinterens sult og nød. Jeg sliber knive. Jeg sliber sakse. Jeg sliber solskin og dagligt brød. Han nikkede. “Ja, sådan var det.” “Men morfar, hvordan sliber man brød?” “Altså Marianne sleb ikke brød på den måde. Hun sleb knive og sakse for folk, og for de penge, hun fik for det, købte hun brød. Hun sleb, så hun fik brød.” Han smilede til mig. “Da hun havde sunget et stykke tid, kom konerne ned med knive, som hun sleb. For søren, hvor var hun dygtig til at slibe knive. De blev så skarpe, at de kunne kløve et stykke papir. Så gik vi over til en bager og købte wienerbrød. Vi fandt et trappetrin, hvor vi sad og spiste, og gik så videre til næste gård, hvor hun spillede, og jeg dansede, og sådan blev vi ved. Da dagen var gået, og jeg skulle hjem, gav hun mig fire 25ører som tak for, at jeg var verdens bedste dansekat. Da jeg kom hjem til min mor, sagde jeg, at jeg havde danset kattedans hele dagen med Marianne, og at konerne havde kastet penge ned til os.” “Syntes hun ikke, det var mærkeligt?”
Marianne og verdens bedste dansekat
• Morfars godnathistorier indh.indd 11
11
27/09/2019 10.38
“Egentlig ikke, fordi det gjorde man dengang.” “Kastede man penge ud ad vinduerne i gamle dage?” “Ja, når der kom musikere ind i gårdene og spillede og sang.” “Så din mor syntes, det var okay?” Min morfar nikkede. “Min mor spurgte, hvem Marianne var, og jeg sagde, det var min nye legekammerat, der kunne spille på mandolin. Så forstod hun, hvordan vi havde lavet musik og sunget. Det var sommer, og flere af mine legekammerater var på sommerferie, så det var godt, jeg havde Marianne. Vi mødtes hver dag. Hun sang og sleb knive, og jeg dansede kattedans.
Marianne og verdens bedste dansekat
• Morfars godnathistorier indh.indd 12
27/09/2019 10.38
En dag sagde min mor: ‘Hvorfor inviterer du ikke din nye legekammerat herhjem en dag?’ ‘Jo,’ sagde jeg. ‘Så synes jeg, at vi skal invitere hende på middag, for hun får ikke altid varm mad.’ ‘Nåh?’ sagde min mor forbavset. ‘Laver hendes mor ikke ordentlig mad?’ ‘Jeg ved ikke, om hun bor hos sin mor,’ sagde jeg. Min mor lo. ‘Årh, det gør hun nok, skal du se. Har du ikke været hjemme hos Marianne?’ ‘Nej. Hun bor vist i en kælder et eller andet sted.’ ‘I en kælder?’ ‘Ja. Om sommeren i hvert fald.’ Min mor vendte sig om fra køkkenbordet og så på mig. Hun kneb munden sammen. ‘Jeg tror, det er en god ide, at du inviterer Marianne til aftensmad. Så laver vi hakkebøffer og en dejlig dessert, ikke?’ Jeg nikkede, og min mor smilte, men om aftenen, da jeg lå i min seng, kunne jeg høre, at hun talte med min far om Marianne. ‘Jeg har ondt af Ejnars nye veninde,’ sagde hun. ‘Det lyder, som om hendes mor og far ikke passer ordentligt på hende.’ Jeg lå inde i min seng og tænkte, at det jo på en måde var rigtigt nok. Nåh, så kom den aften, hvor Marianne skulle komme på besøg. Min far havde pyntet op med balloner, og han havde købt en gave til hende. Den var helt flad og pakket ind i lyserødt papir. Min mor spurgte mig: ‘Hvornår skal din veninde være hjemme?’
Marianne og verdens bedste dansekat
• Morfars godnathistorier indh.indd 13
13
27/09/2019 10.38
‘Det bestemmer hun selv,’ sagde jeg. ‘Hun har tit en sovepose med, og så lægger hun sig bare ned på gulvet og sover.’ ‘Men dog,’ sagde min mor. ‘Men jeg tror godt, hun vil have et bad, når hun kommer,’ sagde jeg. ‘Hun lugter nogle gange.’ ‘Men dog,’ sagde min mor igen. ‘Hvad lugter hun af?’ ‘Af lort og sådan noget,’ sagde jeg. ‘Nogle gange også af portvin.’ ‘Men dog,’ sagde min mor for tredje gang. Så ringede Marianne på, og jeg gik ud og åbnede. ‘Davs, kom indenfor.’ Mine forældre dukkede op i entreen. ‘Davs i skuret,’ sagde Marianne og rakte hånden frem. Min mor blev stående med åben mund og gloede. Der var mærkeligt stille, indtil min far rakte hånden frem og sagde: ‘Davs. Er du Mariannes mor?’ ‘Mig? Nej, for den da. Min mor er død for længe siden. Nej, det er mig, der er Marianne.’ ‘Der ligger en gave til dig inde på bordet,’ sagde jeg. ‘Nej, for den da. Hvor er I søde.’ ‘Det er min far, der har købt den, og han har selv pakket den ind.’ Hun rev det lyserøde papir af. ‘Arj, for den da. Påklædningsdukker. Hvor er der en saks?’ Jeg hentede to sakse, og så gik vi i gang med at klippe. Vi blev ikke helt færdige, før vi skulle spise. Marianne var sulten. Hun tog tre store portioner og roste
14
Marianne og verdens bedste dansekat
• Morfars godnathistorier indh.indd 14
27/09/2019 10.38
min mor og sagde, at det var den bedste mad, hun nogensinde havde fået, og hun bøvsede og sagde hovsa og grinede på en måde, så også min mor og far begyndte at grine. Og bagefter sagde Marianne, at nu ville hun godt give lidt igen, og så tog hun alle knivene i køkkenskuffen og de to sakse og gik ud i gården og sleb dem. Da hun igen kom ind, havde hun mandolinen med. Hun spillede og sang, og jeg dansede til, og Marianne roste mig og sagde, at aldrig havde hun set en finere kattedans, selvom hun havde mødt mange katte i sit liv. Til sidst trak hun sin sovepose frem og faldt i søvn på stuegulvet, og næste morgen kunne jeg høre, at hun sang ude i badet, mens min mor vaskede hendes tøj. Da vi sad og spiste en forsinket morgenmad, sagde jeg: ‘Nu kan jeg ikke danse mere kattedans med dig, Marianne, for i morgen begynder skolen.’ Da Marianne drejede sit ansigt mod vinduet, faldt de første regndråber tungt og trist på ruden, og kort efter styrtede det ned. ‘Nu bliver du våd, når du cykler,’ sagde jeg. Hun rystede på hovedet og smilte trist. ‘Nej, jeg har mit regnslag. Heldigvis, for jeg skal på en lang tur nu.’ ‘Hvor skal du hen?’ ‘Jeg har været alt for længe i den her by,’ sagde hun. ‘Der var en kat, der dansede så smukt, at jeg måtte blive her helt til i dag.’ ‘Dansede den smukt?’ spurgte jeg og lo. ‘Meget smukt. Men nu cykler jeg til en anden by længere sydpå, ja, langt sydpå. Helt derned hvor det er varmt om
Marianne og verdens bedste dansekat
• Morfars godnathistorier indh.indd 15
15
27/09/2019 10.38
vinteren.’ Hun rejste sig og tog imod den store madpakke, min mor havde smurt til hende. ‘Farvel, og Herren være dig nådig,’ sagde min mor. ‘Farveller med jer tre røvere,’ sagde Marianne og lo. Men hun var lige ved at græde, da hun bøjede sig ned over mig og kyssede mig på panden. ‘Tak for alt. Pas godt på hinanden.’ ‘Miav,’ sagde jeg, for jeg havde taget mit kattekostume på. Og så gik Marianne ned til sin skærslibercykel og kørte ud i verden. “Det var så den historie,” sagde min morfar. Jeg nikkede. “Hvor kørte hun så hen?” Han lagde sit hoved lidt på skrå. “Jeg ved det ikke, men året efter kom hun forbi, og næste år, men så var hun pludselig væk, og jeg så hende aldrig mere. Måske var hun taget ned til dér, hvor det også er varmt om vinteren. Måske havde hun fundet en mand dernede og fået tvillinger. Jeg ved det ikke.” “Det tror jeg, hun havde,” sagde jeg. “Og hun havde fået en kat, som dansede, når hun spillede på sin mandolin.” Min morfar tændte sin pibe, bappede på den og pustede røgen ud. “Måske to katte,” sagde han. “Hvis altså hendes tvillinger tog kattekostumer på, når de dansede. Jeg ved det ikke.” “Men jeg ved noget,” sagde min mormor, der sad og stoppede strømper i lænestolen. “Jeg ved nemlig, at nu skal du i seng, Thorstein.” Jeg løb ind og kravlede ned under den kolde, tunge dyne.
16
Marianne og verdens bedste dansekat
• Morfars godnathistorier indh.indd 16
27/09/2019 10.38
Først kom min morfar og sagde godnat. Så kom min mormor og kyssede mig på kinden. Hun slukkede ikke lyset, for det var slukket i forvejen. Det var nemlig sommer og stadig lyst derude i aftenen. Men hun lukkede døren, og netop som hun gjorde det, hørte jeg noget. Nogle små dråber prikkede på ruden. Der kom flere og flere. Hvor var det dejligt at ligge dér under dynen og høre regnens svage trommen på vinduerne. Jeg prøvede at holde mig vågen. Jeg tænkte, at alting var så dejligt lige nu, at jeg ville huske det altid. Og det gjorde jeg sådan set også, for jeg husker det endnu. Det er derfor, jeg kan fortælle om det i den her bog. Så faldt jeg i søvn, og da jeg vågnede næste morgen, var det søndag og solskin.
• Morfars godnathistorier indh.indd 17
27/09/2019 10.38