Jorden rundt i 80 træer by Gads Forlag

Af Jonathan Drori Oversat fra engelsk af Nanna Lund efter Around the World in 80 Trees Tekst © 2018 Jonathan Drori Illustrationer © 2018 Lucille Clerc Dansk udgave © 2020 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-06038-3 1. udgave, 1. oplag Printed in Bosnia and Herzegovina Tekstredaktion: Kasper Monty Forlagsredaktion: Martin Gylling Konsulent: Niels Elers Koch Omslag: Marlene Diemar / Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Kasper Monty Tryk: GPS The original edition of this book was designed, produced and published in 2018 by Laurence King Publishing Ltd., London Jonathan Drori has asserted his rights under the Copyright, Designs and Patent Act 1988, to be identified as the Author of this Work. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

JORDEN

80 RU N D T I

Venst 1

T RÆ E R Jonathan Drori Illustreret af Lucille Clerc På dansk ved Nanna Lund

Online størrelse 153 pixels bred

OBS - logo til skærmbrug findes i photo størrelsen til papirlinie er ikk

Indhold

Introduktion

Træerne N O R D E U RO PA

London-platan, Platanus × acerifolia, England Leyland-cypres, Cupressus × leylandii, England Vestligt jordbærtræ, Arbutus unedo, Irland Røn, Sorbus aucuparia, Skotland Vortebirk, Betula pendula, Finland Bøg, Fagus sylvatica, Danmark Elm, Ulmus spp., Nederlandene Hvidpil, Salix alba, Belgien Buksbom, Buxus sempervirens, Frankrig Parklind, Tilia × europaea, Tyskland Hestekastanje, Aesculus hippocastanum, Ukraine

12 14 16 18 20 24 26 30 34 36 38

S Y D E U RO PA O G N O R DA F R I K A

Korkeg, Quercus suber, Portugal Argantræ, Argania spinosa, Marokko Steneg, Quercus ilex, Spanien Ægte kastanje, Castanea sativa, Korsika, Frankrig Rødgran, Picea abies, Italien Rød-el, Alnus glutinosa, Italien Kvæde, Cydonia oblonga, Kreta, Grækenland Laurbær, Laurus nobilis, Grækenland

40 44 48 50 54 58 62 64

Ø S T L I G E M I D D E L H AV

Almindelig figen, Ficus carica, Tyrkiet Almindelig cypres, Cupressus sempervirens, Cypern Ægte daddelpalme, Phoenix dactylifera, Ægypten Libanonceder, Cedrus libani, Libanon Oliven, Olea europaea, Israel

66 70 72 74 78

AFRIKA

Kapoktræ, Ceiba pentandra, Sierra Leone Kolanød, Cola nitida, Ghana

80 84 5

Baobab, Adansonia digitata, Botswana Mopanetræ, Colophospermum mopane, Zimbabwe Rejsendes træ, Ravenala madagascariensis, Madagaskar Fløjteakacie, Vachellia drepanolobium (også kendt som Acacia drepanolobium), Kenya Røgelsestræ, Boswellia sacra, Somalia Drageblodstræ, Dracaena cinnabari, Sokotra, Yemen Dobbeltkokosnød, Lodoicea maldivica, Seychellerne

86 88 92 94 98 102 104

CENTRAL- OG SYDLIGE ASIEN

Granatæble, Punica granatum, Iran Kaukasisk vildæble, Malus sieversii, Kasakhstan Dahurisk lærk, Sibirisk lærk, Larix gmelinii, Larix sibirica, Sibirien Akajutræ (Cashew), Anacardium occidentale, Goa, Indien Banyan, Ficus benghalensis, Indien Betelpalme, Areca catechu, Indien Neem, Azadirachta indica, Indien Bodhitræ, Ficus religiosa, Indien

106 108 112 114 116 118 120 122

Ø S TA S I E N

Sichuan-pebertræ, Zanthoxylum simulans, Kina Hvid morbær, Morus alba, østlige Kina Lakgiftsumak, Toxicodendron vernicifluum, Japan Yoshino-kirsebær, Prunus × yedoensis, Japan

126 128 130 134

S Y D Ø S TA S I E N

Gummitræ, Hevea brasiliensis, Thailand Durian, Durio zibethinus, Malaysia Upastræ, Antiaris toxicaria, Indonesien Guttaperkatræ, Palaquium gutta, Borneo

136 140 142 144

OCEANIEN

Jarrah, Eucalyptus marginata, Australien Wollemia, Wollemia nobilis, Australien Blå quandong, Elaeocarpus angustifolius, Australien Sève bleue, Pycnandra acuminata, Ny Kaledonien Kaurifyr, Agathis australis, New Zealand 6

148 152 156 158 160

Papirmorbær, Broussonetia papyrifera, Tonga Koa, Acacia koa, Hawaii, USA

164 166

S Y DA M E R I K A

Abetræ, Araucaria araucana, Chile Palisandertræ, Jacaranda mimosifolia, Argentina Kinatræ, Cinchona spp., Peru Balsa, Ochroma pyramidale, Ecuador Paranød, Bertholletia excelsa, Bolivia Brasiltræ, Paubrasilia echinata, Brasilien

170 172 174 178 180 182

MEXICO, CENTRALAMERIKA OG CARIBIEN

Avocado, Persea americana, Mexico Sapodilla, Manilkara zapota, Mexico Knaldtræ, Hura crepitans, Costa Rica Brødfrugttræ, Artocarpus altilis, Jamaica Lignum vitae, Guaiacum officinale, Bahamas

184 188 190 194 198

N O R DA M E R I K A

Klitfyr, Pinus contorta var. latifolia, Canada Tanoak, Notholithocarpus densiflorus, USA Vestamerikansk tsuga, Tsuga heterophylla, Canada Redwood, Sequoia sempervirens, Californien, USA Jojoba, Simmondsia chinensis, USA Bævreasp, Populus tremuloides, Utah, USA Sort valnød, Juglans nigra, Missouri, USA Yaupon, Indiansk sort te, Ilex vomitoria, USA Sumpcypres, Taxodium distichum, USA Rød mangrove, Rhizophora mangle, Florida, USA Skyrækkertræ, Ailanthus altissima, Brooklyn, USA Weymouthfyr, Pinus strobus, USA Sukkerløn, Acer saccharum, Canada

200 202 204 206 208 210 212 214 216 218 222 224 226

Hvorhen nu? Register

228 236

Introduktion

eg voksede op ved Royal Botanic Gardens i Kew i London. Mine forældre var begge lidenskabeligt optaget af botanik, af planter og deres skønhed, og det gav de videre til min bror og mig. Ét træ blev brugt til at lave en dødelig gift, et andet blev brugt til at lave chokolade, og et tredje til at isolere de kabler til kommunikation, der gik på kryds og tværs af hele verden. Her var der en art med blomster, der skifter farve, når de bestøves. Vi brugte alle sanserne: Særlig sjovt var det at smage på opiumvalmuens saft, især på grund af kammeraternes forældres reaktion, når vi fortalte om det. Så godt som alle historier om en plante var en del af en større historie om dyr eller mennesker. Jeg hørte om slavehandlens rædsler, da min far gav mig en lille bid Dieffenbachia, som i USA var kendt som ”den stumme stok” på grund af den virkning, den havde på tunger og hals hos de slaver, der snakkede lidt for højt om deres skæbne. Det skabte en vedvarende interesse for forholdet mellem mennesker og planter hos mig, skønt ingen på noget tidspunkt forklarede mig, hvad et træ faktisk var. Vi vidste det bare, når vi så dem. Efter en karriere inden for videnskabelige dokumentarfilm vendte jeg tilbage til Kew, denne gang som medlem af havernes bestyrelse. Jeg kom også i bestyrelsen for The Woodland Trust og The Eden Project og blev ambassadør for Verdensnaturfonden – 8

alle organisationer, der forsøger at engagere almindelige mennesker i naturen. Jeg var omgivet af ekspertise, som jeg sugede til mig og koblede sammen med mine egne oplevelser. Adskillige TED-talks og tre millioner visninger senere gik det op for mig, at der var en interesse for historier om planteverdenen, der overskrider de videnskabelige grænser, og jeg fik lyst til at skrive denne bog. Den brede definition på et træ er – med få forbehold – at det er en plante med en høj, træet stamme, som kan bære sin egen vægt og som lever i mange år. Botanikere er uenige om, hvor høj planten skal være for at kunne kaldes et træ. Jeg har besluttet ikke at være så nøjeregnende – nogle af træerne i denne bog, som for eksempel jojoba, er ofte mere busklignende, men kan til gengæld blive ganske høje under de rette omstændigheder. Og hvad er en busk, hvis ikke et lille træ? Verdens træer er forbløffende varierede – vi ved nu, at der findes mindst 60.000 arter. Eftersom de ikke kan flygte fra dyr, der vil æde dem, producerer de ubehagelige kemikalier. De udskiller gummi, harpiks og mælkesaft til at overskylle, forgifte og lamme insekter og andre fjender og for at beskytte sig mod svamp og bakterier. Forsvarsværker, der giver os tyggegummi, gummi og verdens ældste luksushandelsvare, røgelse. Arter som for eksempel elletræet, der har tilpasset sig et fugtigt miljø, har ved, der ikke rådner i vand. Venedig er bogstavelig talt bygget på disse arter. Men træers udvikling er ikke sket for menneskets skyld. Over millioner af år har de tilpasset sig miljømæssige nicher, hvor de kunne forsvare sig og sikre deres overlevelse og spredning af kommende generationer. Dem, der havde størst held med at tilpasse sig, skabte flest nye træer og bredte sig. For mig er de bedste historier om træer dem, hvor en lille bid af videnskaben har overraskende konsekvenser for os mennesker. Forholdet mellem mopanetræet og en enkelt mølart er afgørende for millioner af menneskers føde i det sydlige Afrika. Fremkomsten af Leyland-cypressen ved krydsbestøvning var en begivenhed, der fik store konsekvenser for briternes privatliv. De 80 historier i denne bog er udvalgt, fordi de er interessante og forskelligartede, 9

men i sig selv udgør de kun en lillebitte del af de mange måder, som træer og mennesker interagerer på. Som filmdokumentarist tager jeg stadig på plante- og frøindsamlingsekspeditioner. I denne bog rejser jeg østpå fra London – nøjagtig som Phileas Fogg i Jules Vernes fortælling. Historierne følger bevægelsen og er samlet i geografiske grupper. Træer er jo rodfæstede og hænger uløseligt sammen med det habitat, de lever i, og hver geografisk lokation har sit eget forhold mellem landskab, træer og mennesker. Linde og bøge er velkendte for en brite, mens tyskernes forhold til de selvsamme arter har en nærmest mytisk karakter. I det sydlige Afrikas varme og tørre egne kan baobabtræet strække sig langt for at finde vand, og under Mellemøstens brændende sol er der noget fuldstændig enestående over at kunne slukke tørsten i en saftdrivende frugt fra granatæbletræet. På den nordlige halvkugle udviser den dahuriske lærk usædvanlige evner for at tilpasse sig kulden, mens regnskovenes fugtige varme understøtter det komplicerede forhold mellem det malajiske duriantræ og flagermus. Mange australske arter som for eksempel eukalyptusser udskiller harpiks og olier, der beskytter dem mod planteædere, mens træerne på Hawaii, hvor der ikke findes hjemmehørende planteædere, ikke har haft samme behov for at udvikle pigge og ubehagelige kemikalier. I Canada får ahorntræernes blade på grund af klimaet langt smukkere farver om efteråret end samme art i Europa. Men alt handler ikke om lokation. Træer har vidunderligt komplekse forhold til andre organismer. Nogle af dem deler de – kløgtige bestøvningsstrategier, byttehandler, de indgår for at få spredt deres frø, endda måder at friste deres fjenders fjender på – og i de tilfælde har jeg angivet sammenhængen med et andet træ sidst i afsnittet. Man kan selvfølgelig drage alle mulige andre forbindelser og foretage mange andre jordomrejser. Jeg håber, at disse rejser og sammenstillinger vil få læserne til at tænke over de træer, de møder på deres vej. Det komplekse forhold mellem organismer er også en af de ting, der gør global opvarmning til en sådan trussel. Hvis visse træarter for eksempel blomstrer tidligere, end de plejer, hvor de sædvanlige bestøvere ikke er der, vil arten måske ikke kunne forme10

re sig. Eller insekter, som en helt anden plante- eller dyreart er afhængig af, vil udklækkes på et tidspunkt, hvor de ikke har noget at æde. Klimaskepsis bør nævnes her – for mistillid til forskningen, hvad enten den skyldes egenrådighed eller misforståelser, har konsekvenser for mange træarters overlevelse. Der er dem, der tror, at klimaforandringerne handler om tro eller holdninger, lidt ligesom politik eller kunst. Men den videnskabelige metode er meget anderledes. Videnskabsfolk opstiller hypoteser og leder så efter beviser, der kan be- eller afkræfte hypotesen. De deler deres resultater med andre videnskabsfolk, før de publicerer dem, og inviterer deres professionelle ligemænd til at forholde sig kritisk til argumenter og konklusioner. Hvis resultaterne er overraskende, vil andre videnskabsfolk forsøge at genskabe eksperimenterne og observationerne og igen fremlægge deres resultater for ligemænd. Processen er langsommelig og uden plads til skråsikkerhed, men det er også den, der gør videnskab til noget særligt. Når gennemtjekket forskning fortæller os, at der er en hastig klimaforandring i gang, og at menneskelig aktivitet i det mindste er med til at forværre problemet, så bør vi lytte. Videnskab er baseret på tvivl og beviser, ikke på politik eller tro. Vor art bør lære, så længe vi lever, og tilpasse vores adfærd i overensstemmelse med den læring. Det er ikke kun træarternes udbredelse og variation, der gør dem uvurderlige. En af de første ting, jeg husker fra min barndom, var et pragtfuldt cedertræ, der stod tæt på vores hus i Libanon. En vintermorgen opdagede vi, at det var flækket i nattens løb. Det var dødt, ramt af lynet. Det var første gang, jeg så min far græde. Jeg tænkte på det store, smukke træ, der var hundreder af år gammelt, og som jeg havde troet var uovervindeligt – det var det ikke – og på min far, som jeg havde troet altid havde god og kærlig kontrol med alt – det havde han ikke. Jeg husker, at min mor sagde, at det træ havde indeholdt en hel verden. Jeg husker, hvordan det fik mig til at tænke. Min mor havde ret. Der var en hel verden i det træ, som der er det i alle træer. De har ret til vores påskønnelse, og mange af dem har også brug for vores beskyttelse. 11

ENGLAND

London-platan Platanus × acerifolia

ed sine store, ahornlignende blade udstråler London-platanen, eller blot almindelig platan, pomp og pragt, som var den et symbol på en nation på højden af sin magt. Grenene begynder højt oppe på stammen, hvilket giver de voksne træer en opadstræbende arkitektur og skaber masser af skygge uden at genere udsynet nede i gadeplan. Platanerne blev plantet i hele London i 1800-tallet som pryd for byens storslåede pladser og boulevarder og var det ideelle symbol på en hovedstad i et voksende imperium. Tilrejsende, der med ærefrygt oplevede de kongelige bevæge sig i procession mellem parlamentet og Buckingham Palace, forstod uden tvivl, at de befandt sig i centrum af en magtfuld industrination, der var stabil og selvsikker nok til at planlægge hundrede år frem i tiden, og hvor selv træerne var uforgængelige. Hvor britisk. Der er bare det, at London-platanen ikke alene er immigrant, men endda af blandet herkomst. Det ser man af multiplikationstegnet i dens videnskabelige navn, som angiver, at den er en hybrid, nemlig mellem den amerikanske platan og den orientalske, der hører hjemme i henholdsvis Sydøsteuropa og Sydvestasien. De to træarter blev indsamlet af plantesamlere og blandede sig formodentlig i slutningen af 1700-tallet, men om det skete i England, Spanien eller – quelle horreur! – Frankrig, er omdiskuteret. London-platanen er et fremragende eksempel på såkaldt krydsnings frodighed: at afkommet af to arter eller varieteter, der begge har været isoleret og indavlet, kan vise sig særlig vitalt og stærkt. London-platanen, der er opstået ved netop sådan en krydsning, lader sig ikke kue af bylivets strabadser. På den tid da man plantede flest, stod de op ad selv pumpeværker og fabrikker – victoriatidens maskineri. Men den industrielle revolution, der hvor man endelig fik magt over dampenergien, dækkede også London i sod. Det var en krænkelse, som kun få arter overlevede, men London-platanen har et særligt trick, der hjælper den med at trives i smog. Den skrøbelige bark kan ikke følge med stammens og grenenes vækst og skaller af i flager på størrelse med en barnehånd. Det efterlader en tilfældigt plettet overflade, der ligner en nydelig form for militærcamouflage og udgør et afgørende element i træets forsvarsmekanismer. Som mange andre arter har Londonplatanens bark porer på en millimeter eller to i diameter, som lader træet 12

ånde. Hvis de stopper til, går det ud over træet. Når platanens bark skaller af, afkaster den altså et lag smuds, som den har optaget fra luften, og hjælper dermed både sig selv og sine menneskelige naboer i byen med at holde sig sunde og raske. I dag udgør London-platanen mere end halvdelen af byens træer. De flotteste står på Berkeley Square (plantet i 1789 af en lokal beboer med bemærkelsesværdig forudseenhed), men der er mange andre, langs Themsen og i de kongelige parker og andre steder, der udfylder rollen som byens skyggegivende lunger. Byplanlæggere fra hele verden har studeret dem og deres fordele, og det, der engang var et rent London-fænomen, har efterhånden bredt sig overalt, hvor man har tempereret klima. Londons ikke-længere-enestående træer har beriget Paris, Rom og New York. Men selv dette statelige træ optræder ikke altid med værdighed. Om efteråret og vinteren hænger frøkapslerne to og to og dingler på en måde, der giver anledning til lumre vitser. Disse pomponer er også føde for fuglene og råmateriale for kløpulver. Men på en skoldhed julidag er Londons plataner et storslået syn og et minde om en tid, da denne by var verdens centrum. 13

ENGLAND

Leyland-cypres Cupressus × leylandii

istorien om Leyland-cypressen hænger tæt sammen med den særlige engelske optagethed af privatliv, havebrug og, naturligvis, klasse. Da britiske plantesamlere i 1800-tallet hjembragte den hårdføre nutka-cypres fra Oregon og Monterey-cypressen fra Californien, der vokser hurtigere, men til gengæld ikke er lige så stærk, havde de ingen anelse om, hvilket kaos de skulle blive skyld i hundrede år senere. De to nåletræarter er ikke nært beslægtede og ville aldrig have blandet sig i deres naturlige habitater, der ligger 1600 kilometer fra hinanden. Men i Wales blev de plantet lige op og ned ad hinanden, og så skete det. Bastarden går under navnet Leyland-cypres efter Christopher Leyland, der ejede de jorder, hvor den skæbnesvangre krydsbestøvning fandt sted. Leyland-cypressen er et slankt og rankt træ, der er modstandsdygtigt over for både salt og forurening og dermed skræmmende livskraftigt. Det kan vokse mere end en meter om året og bliver ofte så meget som 35 meter højt eller mere. Planter man dem på række, danner de hurtigt en uigennemtrængelig mørkegrøn mur. I slutningen af 1970’erne, i takt med udbredelsen af planteskoler og forbedrede formeringsteknikker, blev man i stand til at masseproducere træet og gøre det bredt tilgængeligt. Og så havde vi balladen. I de engelske forstæder, hvor man bor tæt på hinanden, er folk besatte af angsten for naboens nysgerrige blikke. Men planlovene i Storbritannien siger, at menneskeskabte hegn højst må være to meter høje – så hvad den paranoide haveejer havde brug for, var et levende hegn, en hæk, der kunne vokse sig højere end de regulerede hegn og gøre det hurtigt, så man fik sig en uigennemsigtig afskærmning. Leyland-cypressen udfyldte på perfekt vis hullet i hækkemarkedet og blev over de næste 20 år den foretrukne løsning for enhver, der ønskede at beskytte sit privatliv. I begyndelsen af 1990’erne var halvdelen af alle træer, som almindelige englændere plantede, Leylandcypresser. Men der var en pris at betale. Cypresserne kastede lange skygger og forsurede jorden i en grad, så intet kunne gro i nabohaverne. Vrede husejere med lavereliggende haver skældte ud over det evige tusmørke og den begrænsede udsigt. Og for at føje spot til skade blev Leyland-cypresserne af ”rigtige havekendere” og den pæne presse udskreget som et vulgært valg hos tilflyttere og nyrige. Det blev til en bitter krig om klassebevidsthed.

I slutningen af 1990’erne var cypreshækkene efterhånden på alles læber. Medierne elskede historierne om naboer, der kom i nævekamp over manglende lys. Hækkefejderne fik et selvmord og mindst to mord på samvittigheden. En politiker, der var valgt i den grønne londonforstad North Ealing, skrev, at: ”Leyland-cypressen er blevet det foretrukne våben for dem, der i højere grad drives af had end af et behov for privatliv. Den kunne lige så godt være en pistol eller en kniv.” I Parlamentet var der gentagne debatter om Leyland-cypressen – især Underhuset vendte ofte tilbage til emnet og brugte hele 22 timer på at vende og dreje det. I Overhuset blev det bragt på bane af en kvinde med det opmuntrende navn lady Gardner of Parkes. I 2005 var der over 17.000 kendte nabostridigheder om cypressen (og utvivlsomt mange flere ukendte), og lokale myndigheder fik lov at tage retlige skridt mod folk, der udviste ”antisocial opførsel” med deres hække. Der er tale om en ret kontroversiel form for tilhold under britisk lov, som især (ofte uretfærdigt) forbindes med arbejderklasseproblemer som uregerlig teenageopførsel i alment boligbyggeri eller muskelhunde som Staffordshire pitbulls – hunde, der, nu jeg tænker over det, selv er en aggressiv hybridform. I 2011 var der så mange som 55 millioner Leyland-cypresser i Storbritannien, og i dag er der nok flere, end der er mennesker. Men i det mindste findes der altså en temmelig britisk form for kompromis mellem privatlivets fred og retten til lys – foreløbig. 15

IRLAND

Vestligt jordbærtræ Arbutus unedo

estligt jordbærtræ hører hjemme i den vestlige del af middelhavs området og det vindomsuste sydvestlige Irland, men – sært nok – ikke i Storbritannien. Den mest sandsynlige forklaring er, at sømænd tog det med fra Den Iberiske Halvø engang mellem år 10.000 og 3000 f.Kr., om det så var med vilje eller ej. Teorien understøttes af dna-analyser af dværgspidsmusen, som tilsyneladende tog samme tur, og af irere, som for nogles vedkommende har genetiske ligheder med befolkningsgrupper i det nordlige Spanien. Uanset jordbærtræets herkomst er det dog et glamourøst og eksotisk syn i County Kerry. Det stedsegrønne jordbærtræ har krogede og tætsiddende grene og kan blive omtrent 12 meter højt. Den brunlige og afskallende bark står i smuk kontrast til det klartgrønne løv. De sødtduftende blomster er råhvide og let rødmende og sidder i klaser på et dusin på lyserøde stilke – de ligner bittesmå luftballoner. Deres efterårsblomstring er en sjældenhed i planteverdenen og dermed en gave både til os og til bierne, for på den tid er der ikke megen nektar at finde andre steder. Den honning, der kommer ud af det, er bitter, men populær på Den Iberiske Halvø, hvor træet er almindeligt. Frugten udvikles først fem måneder efter bestøvningen. Det skaber den usædvanlige situation, at blomsterne sidder side om side med det forgangne års nu modne frugter. Trods navnet ligner frugterne ikke så meget jordbær som lækre, røde lichifrugter, og der er masser af dem – men der er en grund til, at de ikke dyrkes i større omfang. Frugtkødet er gyldengult, men har en skuffende, melet tekstur. Smagen minder om fersken eller mango, men er så diskret, at den næsten er som at stikke tungen ud ad vinduet. Navnet unedo er en sammentrækning af unum tantum edo, tillagt den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre, som betyder ”Jeg spiser kun én.” De bliver dog næsten lækre, når de er så modne, at de er begyndt at gære. Det lille skarpe strejf af alkohol hjælper – måske er det den, der oprindelig inspirerede portugisiske bønder, der høster de vilde frugter, til at lave den kraftige likør Aguardente de Modronho. På Madrids byvåben rækker en bjørn ud efter frugten fra en madroño, et jordbærtræ. Ifølge de lokale er der en etymologisk forbindelse mellem byens navn og træet på byvåbnet, nemlig ordet madre, mor. Det er nok en tilsnigelse, men trangen til at forbinde de to er et billede på madrilenernes kærlighed til deres ”modertræ”. 17

SKOTLAND

Røn Sorbus aucuparia

ønnebærtræet er et lille og ekstremt hårdført, løvfældende træ, som er meget udbredt i Central- og Nordeuropa og Sibirien, og som trives godt i det vindblæste skotske højland. Klaserne af pæne, flødefarvede blomster dufter stærkt og tiltrækker med deres nektar masser af bestøvende insekter. I dårligt vejr, når der ikke er mange insekter, kan blomsterne bestøve sig selv. Ulempen ved det er de genfejl, der opstår ved indavl, men det er trods alt bedre end ingen bestøvning. I det tidlige efterår er rønnens grene tynget af rigelige mængder orange eller røde bær. De sidder i klaser på 20 eller flere og er på størrelse med en ært. (Strengt taget er bærrene kernefrugter, der dannes af blomstens opsvulmede bund. Ser man godt efter, kan man se rester af blomsten i den ene ende af bærret. Det ligner et pentagram). Fuglene er ligeglade med terminologien, de tiltrækkes bare af de klare farver. Faktisk blev bærrene brugt i oldtiden som lokkemad under fuglejagt, og rønnens videnskabelige navn skyldes det latinske ord for fuglejagt, aucupatio. Efter festmåltidet skider fuglene de ufordøjede frø ud alle vegne, praktisk nok sammen med en klat gødning. Efter et år eller to spirer frøene, somme tider i sprækker og kløfter eller ligefrem i det fugtige råd i hule træer, en ”flyverøn”. De blev tillagt særlig stærke magiske kræfter, der kunne beskytte mod hekseri. Rønnen har også en anden beskyttende kraft, som man engang ville have troet var magisk. De umodne bær indeholder sorbinsyre, som er svampe- og bakteriehæmmende og forholdsvis ufarlig for mennesker. Syntetisk sorbinsyre og afledte produkter bruges i stor stil i fødevareindustrien som konserveringsmidler og beskytter os på den måde mod mug og infektioner. Rønnebær indeholder et konserverende stof. Daddelkerner (side 72) er stadig levedygtige efter 2000 år.

FINLAND

Vortebirk Betula pendula

ortebirken er dygtig til at indtage nyt land. Dens rakler eksploderer i skyer af pollen, og de bittesmå frø spredes med vinden. Da isen smeltede for 12.000 år siden, var birken et af de første træer, der indtog den nylig blottede jord, og det er derfor, den er hjemmehørende på så stort et areal: fra Irland over Nordeuropa og Baltikum hen over Uralbjergene til Sibirien. Birkeskove har en forbløffende grad af biodiversitet: Dybe rødder trækker næringsstoffer op i bladene, som genbruges i det øverste muldlag, når bladene falder, og det luftige bladhang giver andre planter lys og en god chance for at klare sig. Med sine kaskader af spinkle hængegrene, der svajer i vinden, er vortebirken så yndefuld som en balletdanser. De takkede blade, der er knoppede af harpikskirtler, sidder og flagrer på små stilke som grønne diamanter. Barkens overraskende blege farve skyldes det spredte løvhang – den hjælper stammen, som mangler skygge, med at holde sig kølig i de lange, nordiske sommerdage og i genskinnet fra sneen. På unge birketræer er barken dejlig glat. Men efterhånden som træet vokser, opstår der fortykkede, mørke, korkagtige pletter nederst på stammen for at beskytte træet mod ild. Koger man den fortykkede bark, får man en tjæreagtig harpiks, som i sin tid inspirerede til træartens videnskabelige navn, Betula, samme etymologi, som skjuler sig bag ordet bitumen. For omtrent 5000 år siden brugte folk denne harpiks som antiseptisk tyggegummi – man har endda fundet små stykker af det med mærker efter tænder. I 1988 valgte finnerne – demokratisksindede som altid – at udnævne vortebirken til nationaltræ. Det havde ikke så meget med træet som råvare til papirproduktion og byggematerialer at gøre, heller ikke med dets høje brændværdi, men snarere med følelser. I dagslys er sneklædte, monokrome birkeskove et blændende, desorienterende syn, men i de lange, månelyse nætter får de spøgelsesagtige træer en sælsom kraft. Nordlige folkeslags eventyr er fulde af birke, og der er knyttet mange ritualer og megen overtro til træet. Birkesaften, som stiger hen mod slutningen af vinteren lige før løvspring, regnes for helsebringende. Det er vidunderligt let at tappe den: Man borer et lille hul på træets sydside og stikker et rør ind. Saften ligner vand og smager let sødligt. Den indeholder vigtige vitaminer og mineraler, men næppe nok til at retfærdiggøre forestillingen om dens næsten mytiske evner.

Birken har længe været holdt i ære for sine evner til at forny og rense – og til at afværge trolderi. Der er stadig finner, der lægger et birkeskud i døren som en symbolsk beskyttelse. Birken kan inficeres af en svamp ved navn Taphrina, der får dem til at danne kaotiske reder af sammenfiltrede grene kaldet heksekoste, som i mange kulturer forbindes med noget overnaturligt. Hvor et angreb af Taphrina-svampen forårsager vild og vilkårlig vækst, findes der en anden svamp, som samarbejder med træet. Træer udvikler ofte symbiotiske forhold med svampe, der blander sig med træets rødder og rækker længere ud i jorden i et stort netværk af ganske tynde strenge. Sådan et net er særlig godt til at trække næring fra jorden, som så gives videre i en let fordøjelig form. Til gengæld får svampen glæde af træets sukkerarter. Bestemte træarter samarbejder med bestemte svampearter. Birkens livsledsager er Amanita muscaria, rød fluesvamp, hvis frugtlegeme (den del af svampen, der er over jorden) er rødt med hvide pletter – ethvert eventyrs arketypiske svamp. Rød fluesvamp indeholder en cocktail af stærke hallucinogener, som er udgangspunktet for et væld af shamanistiske ritualer især blandt sibiriske stammefolk og Finlands og Nordsveriges samer. Så langt, så menneskeligt – mange kulturer har psykedeliske traditioner. Fluesvampens psykoaktive ingredienser nedbrydes imidlertid ikke fuldstændigt i kroppen, men udstødes i urin og afføring. Dermed opstår den mulighed for ekstra beruselse – og for at knytte bånd – at man kan drikke en andens stofholdige urin. Ja, nætterne er lange nordpå, og nej, der har nok ikke været så meget spændende at foretage sig derude i skovene. Men man må spørge sig selv, om denne praksis virkelig har været så udbredt, som de eventyrere, der tilsyneladende er kilden til samtlige historier om shamanistisk tis-drikning, siger. Verdens mest kendte træsaft stammer fra sukkerlønnen (side 226).