Kætter

Til Niall og Thomas

KĂŚtter_ombrudt.indd 5

30/03/15 09.49

Ayaan Hirsi Ali

KÆTTER

Kætter_ombrudt.indd 3

30/03/15 09.49

KĂŚtter_ombrudt.indd 6

30/03/15 09.49

INDHOLD

FORORD Islam er ikke en fredens religion 11 INDLEDNING Et islam, tre slags muslimer 15 KAPITEL 1 Historien om en kætter 43 Min rejse væk fra islam KAPITEL 2 Den udeblevne muslimske reformation 69 KAPITEL 3 Muhammed og Koranen 95 Ukritisk ærbødighed hindrer reformer

Kætter_ombrudt.indd 7

30/03/15 09.49

KAPITEL 4 De, der elsker døden 127 Islams fatale fokus på livet efter døden KAPITEL 5 Lænket af sharia 149 Det islamiske retssystem fastholder muslimer i det 7. århundrede KAPITEL 6 Social kontrol begynder i hjemmet 175 Påbuddet om at påbyde det rette og forbyde det forkastelige ­styrer muslimer KAPITEL 7 Jihad 196 Påbuddet om hellig krig blåstempler terror KAPITEL 8 Tolerancens skumringstid 230 KONKLUSION Den muslimske reformation 244 APPENDIKS Muslimske dissidenter og reformatorer 260 NOTER 274

Kætter_ombrudt.indd 8

30/03/15 09.49

KÆTTER

Kætter_ombrudt.indd 9

30/03/15 09.49

KĂŚtter_ombrudt.indd 10

30/03/15 09.49

FORORD Islam er ikke en fredens religion

Den _____ brød en gruppe på _____ svært bevæbnede, sortklædte mænd ind i et _____ i _____, hvor de åbnede ild og dræbte i alt _____ mennesker. Gerningsmændene blev filmet, mens de råbte ”Allahu akbar!” (Gud er stor!).

Ved en pressekonference udtalte præsident _____: ”Vi fordømmer denne forbrydelse, der blev begået af ekstremister. Deres forsøg på at retfærdiggøre deres voldshandling i en fredelig religions navn vil dog ikke lykkes. Vi fordømmer i lige så høj grad dem, der vil udnytte denne ugerning som et påskud til islamofobiske hadforbrydelser.

Da jeg gennemgik forordet til denne bog nogle få måneder før udgivelsen, kunne jeg selvfølgelig have skrevet noget mere specifikt, i stil med dette:

Den 7. januar 2015 brød to svært bevæbnede, sortklædte mænd ind på Charlie Hebdos redaktion i Paris, hvor de

11

Kætter_ombrudt.indd 11

30/03/15 09.49

åbnede ild og dræbte i alt 11 mennesker, ti medarbejdere og en politimand. Umiddelbart efter skød de endnu en politimand. Gerningsmændene blev filmet, mens de råbte: ”Allahu akbar!”

Men efter nærmere overvejelser syntes der ikke at være en særlig grund til at vælge netop Paris. Nogle få uger forinden kunne jeg lige så godt have skrevet:

I december 2014 brød en gruppe på ni svært bevæbnede, sortklædte mænd ind på en skole i Peshawar, hvor de åbnede ild og dræbte i alt 145 mennesker.

Og nogle få uger efter Paris kunne jeg have skrevet:

I København myrdede en ung mand først en deltager i et debatmøde om ytringsfrihed. Senere samme dag dræbte han en jødisk vagt uden for synagogen i Krystalgade – og sårede i alt seks politibetjente.

Ja, faktisk kunne jeg have skrevet noget lignende om en lang række begivenheder, fra Ottawa i Canada over Sydney i Australien til Baga i Nigeria. Jeg valgte i stedet at udelade tid og sted samt antallet af gerningsmænd og ofre. Som læser kan du blot udfylde de blanke felter med detaljerne fra det seneste eksempel. Og hvis du foretrækker et lidt mere historisk eksempel, er der jo altid dette:

I september 2001 kaprede en gruppe på 19 islamiske terrorister fire fly. Tre fly nåede deres mål, World Trade Center i New York og Pentagon i Washington, mens det fjerde styrtede ned. I alt blev 3.120 mennesker dræbt.

12

Kætter_ombrudt.indd 12

30/03/15 09.49

I mere end 13 år har jeg fremført det samme argument som reaktion på sådanne terrorhandlinger. Mit argument er, at det er tåbeligt at påstå – sådan som vores politiske ledere ofte har for vane – at de radikale islamisters voldshandlinger kan adskilles fra de religiøse idealer, der inspirerer dem. Vi er i stedet nødt til at indse, at de er drevet af en politisk ideologi; en ideologi, som er indlejret i islam, i den hellige bog Koranen såvel som i beretningen om profeten Muhammeds liv og i de læresætninger, der findes i hadith*.

Min påstand er ganske enkelt: Islam er ikke en fredens religion.

Fordi jeg har tilladt mig at give udtryk for, at militant islamisk vold ikke har rod i sociale, økonomiske eller politiske forhold – eller sågar i teologiske fejlslutninger – men derimod i islams grundlæggende skrifter, er jeg blevet afskrevet som racist og som ”islamofob”. Man har forsøgt at tie mig ihjel, man har skyet mig og skammet mig ud. Jeg er reelt blevet betragtet som en kætter, ikke blot af muslimer – af hvem jeg allerede betragtes som en frafalden – men også af mange såkaldt progressive vesterlændinge, hvis multikulturelle anskuelser stødes af den slags ”ufølsomme” erklæringer.

Mine kompromisløse udtalelser om dette emne har ført til så heftige fordømmelser, at man skulle tro, at det var mig, der havde begået en voldelig handling. Det lader til, at det i dag er en forbrydelse at sige sandheden om islam. ”Hadtale” er en moderne betegnelse for kætteri. Og i den aktuelle situation stemples alt, der kan virke ubehageligt eller krænkende på muslimer, som udtryk for ”had”.

Men lad mig komme med en advarsel: Med denne bog er det * Overleverede, islamiske traditioner, der med udgangspunkt i Profetens eksempel udstikker retningslinjerne for god muslimsk opførsel; red.

13

Kætter_ombrudt.indd 13

30/03/15 09.49

min hensigt at få mange til at føle sig ubehageligt til mode. Ikke kun muslimer, men også ikke-muslimske, vestlige forsvarere af islam. Jeg har ikke tænkt mig at gøre det ved at tegne karikaturer. Derimod vil jeg udfordre århundreders religiøse ortodoksi med ideer og argumenter, som jeg er sikker på vil blive fordømt som kætterske. Jeg vil argumentere for intet mindre end en muslimsk reformation. Politisk vold i islams navn udgør et stadig mere presserende, globalt problem. Et problem, som vi kun kan løse, hvis vi grundlæggende ændrer nogle af de centrale dogmer og ideer i islam.

Det er min hensigt at tage bladet fra munden og tale frit om det, der bør ændres i islams lære. Mit håb er, at andre vil debattere lige så frit – i stedet for at kvæle diskussionen, inden den reelt er begyndt.

Kætter_ombrudt.indd 14

30/03/15 09.49

INDLEDNING

ET ISLAM, TRE SLAGS MUSLIMER

Lad mig fortælle en lille historie om, hvorfor denne bog desværre er nødvendig.

I september 2013 blev jeg glad og smigret, da Frederick Law­ rence, den daværende rektor for Brandeis University i USA, ringede og tilbød at udnævne mig til æresdoktor i Social Justice ved universitetets årsafslutning i maj 2014. Alt var godt, indtil seks måneder senere, hvor jeg fik endnu en opringning fra rektor Lawrence – denne gang ville han fortælle mig, at Brandeis havde trukket sin invitation tilbage. Jeg var chokeret.

Jeg fandt snart ud af, at en underskriftindsamling på internettet havde cirkuleret blandt studerende og lærere, som følte sig krænket over, at jeg skulle tildeles et æresdoktorat.

Folkene bag underskriftsindsamlingen anklagede mig for ”hadtale” og lagde ud med at slå fast, at det var ”kommet som et chok for os, at Ayaan Hirsi Ali, med sine ekstremt islamofobiske holdninger, skal udnævnes til æresdoktor i Social Justice i

15

Kætter_ombrudt.indd 15

30/03/15 09.49

år. Med valget af Hirsi Ali har universitetsledelsen udvist grov og hensynsløs foragt for ikke blot de muslimske studerende, men alle studerende, der har oplevet hadtale. Det er i direkte modstrid med Brandeis Universitys egne moralske forskrifter, ligesom det er et brud på de studerendes rettigheder.”1 Til sidst blev der spurgt: ”Hvordan kan ledelsen på et universitet, der går ind for social retfærdighed og mangfoldighed, træffe en beslutning, der krænker dets egne studerende?” Min udnævnelse var ”underminerende for de muslimske studerende og for fællesskabet på Brandeis, som går ind for social retfærdighed”2, lød det.

Hele 87 medlemmer af fakultetet på Brandeis havde i samme forbindelse udtrykt deres ”chok og forfærdelse” over nogle uddrag af mine offentlige udtalelser, der for de flestes vedkommende stammede fra interviews, jeg havde givet syv år tidligere. Jeg var, hævdede de, en ”splittende personlighed”; en dybt kontroversiel person. Det var især faldet dem for brystet, at jeg havde udtalt, at:

… vold mod piger og kvinder er noget særligt for islam eller to-tredjedele-verdenen*. Herved flytter [Ayaan Hirsi Ali] fokus fra lignende voldshandlinger blandt ikke-­ muslimer, også her på vores egen campus, [og] [...] det hårde arbejde, der er blevet udført af dedikerede muslimske feminister og andre progressive muslimske aktivister og intellektuelle. Inden for den islamiske tradition finder de støtte til kampen for lighed mellem kønnene såvel som til kampen for andre lighedsrettigheder, og de har vist sig effektive med hensyn til at opnå resultater.3

* De to-tredjedele af verdens befolkning, der lever i fattigdom; red.

16

Kætter_ombrudt.indd 16

30/03/15 09.49

Da jeg læste listen med underskrivere fra lærerstaben igennem, slog det mig, hvilke besynderlige alliancer jeg uforvarende havde smedet sammen: Professorer inden for ”kvinde-, køns- og seksualitetsstudier” stod skulder ved skulder med CAIR – Council on American-Islamic Relations – som siden er blevet blacklistet som en terrororganisation af De Forenede Arabiske Emirater. Og toneangivende lærerkræfter inden for ”bøsse-lesbisk/feministisk narrativ teori” stod side om side med åbenlyst homofobiske islamister.

Det er korrekt, at jeg i februar 2007 – mens jeg stadig boede i Holland – sagde til den britiske avis Evening Standard, at ”vold er uløseligt forbundet med islam”. Det var det ene af tre selektivt redigerede citater, som de mange medlemmer af fakultetet på Brandeis tog anstød af. Hvad de undlod at nævne i deres brev var, at mindre end tre år forinden var Theo van Gogh, min samarbejdspartner på en kort dokumentarfilm, blevet myrdet på åben gade i Amsterdam af en ung mand af marokkansk afstamning ved navn Mohammed Bouyeri. Først skød han Theo adskillige gange.

Dernæst forsøgte han at halshugge ham. Og til sidst spiddede han et langt trusselsbrev fast til Theos lig med en kniv.

Jeg gad vide, hvor mange af mine kritikere på det amerikanske universitet, der faktisk har læst Bouyeris brev, som var formuleret som en religiøs kendelse, en fatwa. Det begyndte: ”I Allahs navn – Den Nådige – Den Barmhjertige” og omfattede, sammen med talrige citater fra Koranen, en udtrykkelig trussel mod mit liv:

Min Rabb [Herre], giv os døden, så vi kan modtage martyriets lykke. Allahumma Amin [Oh, Allah, modtag dette].

Fru Hirsi Ali og alle I ekstremistiske vantro. Islam har modstået mange fjender og forfølgelser gennem historien [...] AYAAN HIRSI ALI DU VIL BLIVE KNUST AF ISLAM!4

17

Kætter_ombrudt.indd 17

30/03/15 09.49

Videre og videre flød det i samme rablende skure. ”Islam vil sejre med martyrernes blod. De skal sprede dens lys i alle mørke hjørner på denne jord og vil fordrive det onde med sværdet, om nødvendigt, tilbage til dets mørke hule [...] Der vil ikke blive vist nåde mod dem, som bringer uret, kun sværdet skal løftes mod dem.

Ingen diskussioner, ingen demonstrationer, ingen bønner.” Brevet indeholdt også denne passage, kopieret direkte fra Koranen: ”Den død, som I flygter fra, vil indhente jer. Så vil I blive bragt tilbage til Ham, der kender det skjulte og det synlige, og Han vil da underrette jer om, hvad I gjorde” (62:8).

Måske kan nogle kloge hoveder på Brandeis University udvikle en metode, der understøtter argumentet om, at der ikke findes nogen forbindelse mellem Bouyeris gerning og islam. Jeg kan i hvert fald erindre hollandske intellektuelle, der påstod, at trods Bouyeris religiøse sprogbrug var hans virkelige motiv – for at ville slå mig ihjel – hans socioøkonomiske afsavn og postmoderne fremmedgørelse.

Jeg er uenig. Hvis en morder citerer Koranen for at retfærdiggøre sin forbrydelse, må vi da i det mindste overveje muligheden for, at han rent faktisk mener det, han siger eller skriver.

Når jeg hævder, at islam ikke er en fredens religion, mener jeg dermed ikke, at religionen automatisk gør muslimer voldelige. Det er åbenlyst ikke tilfældet. Der er millioner af fredelige muslimer i verden. Min pointe er derimod, at opfordringerne til og retfærdiggørelsen af vold udtrykkeligt står i islams hellige tekster. Desuden kan denne teologisk godkendte vold udløses af et antal forseelser, herunder, men ikke begrænset til: frafald*, utroskab, blasfemi og endda noget så vagt som trusler mod familiens eller selve islams ære.

Ikke desto mindre har jeg været udsat for vedvarende forsøg * Det at vende sin religion ryggen; red.

18

Kætter_ombrudt.indd 18

30/03/15 09.49

på at lukke munden på mig fra det øjeblik, jeg først begyndte at hævde, at der var en uomgængelig forbindelse mellem den religion, jeg voksede op i, og den vold, der udføres af organisationer som al-Qaeda eller den selvbestaltede Islamisk Stat (herefter IS, om end andre foretrækker forkortelserne ISIS eller ISIL).

Dødstruslerne er selvsagt den mest ubehagelige form for intimidering, men der har været anvendt andre, mindre voldelige metoder. Muslimske organisationer som førnævnte CAIR har forsøgt at forhindre mig i at tale frit, specielt på amerikanske universiteter. Nogle har hævdet, at jeg ikke er kompetent til at udtale mig om emnet, da jeg hverken er forsker med islam som speciale eller praktiserende muslim. I andre sammenhænge har en række muslimer og vestlige kulturradikale anklaget mig for ”islamofobi” – et ord, der er som skabt til at blive sidestillet med begreber som antisemitisme, homofobi eller andre fordomme, som vi i Vesten som regel afskyr og fordømmer.

Hvorfor føler nogle sig tilskyndet til at protestere imod mine offentlige optrædener; til at stigmatisere mine synspunkter og til at forsøge at fordrive mig fra den offentlige debat med trusler om vold og død? Det kan ikke være, fordi jeg er uvidende eller dårligt informeret. Mine holdninger til islam er tværtimod baseret på min egen personlige viden og erfaring som tidligere muslim; jeg er vokset op i og har levet i muslimske samfund – heriblandt i selveste Mekka, det vigtigste center for islamisk tro. Og mine synspunkter er baseret på mine efterhånden mange år med studier af islam; som praktiserende muslim, som studerende og som underviser.

Den virkelige forklaring på trangen til at lukke munden på mig er åbenlys, om end den kan synes banal: Jeg skal holde mund, fordi ingen rent faktisk er i stand til at tilbagevise det, jeg siger.

Og jeg er ikke alene. Kort efter angrebet på Charlie Hebdo protesterede den muslimske reformist Asra Nomani mod det, hun

19

Kætter_ombrudt.indd 19

30/03/15 09.49

Morderne i IS og Boko Haram citerer de samme religiøse tekster, som enhver anden muslim anser for ukrÌnkelige.

KĂŚtter_ombrudt.indd 20

30/03/15 09.49

betegnede som ”æresbrigaden”: En organiseret, international sammensværgelse, der aktivt forsøger at få debatten om islam til at forstumme.5 Det virkeligt skammelige er, at denne kampagne er så virkningsfuld i Vesten. Det virker efterhånden, som om flere med ellers demokratiske livsanskuelser har meldt sig ind i kampen mod kritisk tænkning og debat. Jeg bliver igen og igen forbavset over det faktum, at ikke-muslimer, der opfatter sig selv som liberale i ordets egentlige betydning – herunder feminister og fortalere for homoseksuelles rettigheder – kan være så lette at overtale til at tage islamisternes side mod deres muslimske og ikke-muslimske kritikere.

I de uger og måneder, der fulgte den aflyste invitation fra Brandeis University, var islam konstant i nyhederne – og ikke som en fredens religion. Den 14. april 2014 bortførte den militante islamistiske gruppe Boko Haram for eksempel 276 skolepiger i Nigeria. Den 15. maj samme år blev en gravid kvinde i Sudan ved navn Meriam Ibrahim dømt til døden for at have vendt islam ryggen. Den 29. juni proklamerede IS sit nye kalifat i Irak og Syrien. Den 19. august blev den amerikanske journalist James Foley halshugget af IS, og henrettelsen optaget på video. Den 2. september delte en anden amerikansk journalist, Steven Sotloff, samme skæbne. Den 26. september halshuggede Alton Nolen, en nylig konvertit, sin kollega Colleen Hufford på en fødevarefabrik i Oklahoma i USA. Den 22. oktober gik en anden konvertit, Michael Zehaf-Bibeau, amok i Canadas hovedstad Ottawa og dræbte korporal Nathan Cirillo. Og sådan er det blevet ved og ved og ved. Den 15. december 2014 tog en muslimsk lærd ved navn Man Haron Monis 18 personer som gidsler i en cafe i Sydney i Australien. To af dem omkom under den efterfølgende skudveksling.

Til sidst, netop som jeg var ved at skrive denne bog færdig, blev

21

Kætter_ombrudt.indd 21

30/03/15 09.49

medarbejdere ved det satiriske, franske ugeblad Charlie Hebdo massakreret i Paris. De to Kouachi-brødre var maskerede og bevæbnede med AK-47-geværer; de stormede redaktionens lokaler og dræbte redaktøren, Stéphane Charbonnier, sammen med ni af hans medarbejdere og en politibetjent. Derefter skød de endnu en betjent på gaden. To dage senere dræbte deres meningsfælle, Amedy Coulibaly, fire mennesker, alle jøder, efter at have taget en gruppe gidsler i et kosher-supermarked i den østlige del af byen.

Forinden blev en kvindelig politibetjent skudt.

I hvert eneste tilfælde anvendte gerningsmændene islamisk sprogbrug eller symbolik, mens de gennemførte deres forbrydelser. For eksempel råbte Kouachi-brødrene Allahu akbar! (Gud er stor) og Vi har hævnet profeten Muhammed!, og de sagde til en kvindelig medarbejder på redaktionen, at de ville skåne hende, ”fordi du er kvinde. Vi dræber ikke kvinder. Men tænk over, hvad du gør. Det, du gør, er slemt. Jeg skåner dig, og fordi jeg skåner dig, skal du læse Koranen.”6 Hvis jeg i arbejdet med Kætter havde behøvet friske beviser for, at vold i islams navn breder sig ikke blot i Mellemøsten og Nordafrika, men også til Vesteuropa og den anden side af Atlanten, ville jeg kunne finde dem alt for let, i bedrøveligt store mængder.

Efter drabet på journalisten Steven Sotloff svor den amerikanske vicepræsident Joe Biden, at morderne ville blive forfulgt til ”Helvedes porte”. Præsident Barack Obama var så vred, at han valgte at sadle om i sin Irak-politik, som ellers gik ud på at afvikle det amerikanske engagement i landet. Han beordrede luftangreb og indsatte militært personel som en del af en indsats, der skulle ”nedslide og i sidste ende ødelægge terrorgruppen, der er kendt som ISIL”. Men præsidentens udtalelse fra den 10. september 2014 er især værd at nærlæse på grund af dens afslørende undvigelser og forvrængninger:

22

Kætter_ombrudt.indd 22

30/03/15 09.49

Vi må lade to forhold stå helt klart: ISIL er ikke ”islamisk”. Der er ikke nogen religion, der tolererer mord på uskyldige. Og det store flertal af ISIL’s ofre har været muslimer. Og ISIL er bestemt ikke en stat. [...] ISIL er ganske enkelt en terrororganisation. Og den har ingen vision ud over at myrde alle, der står i vejen for den.

IS var kort sagt hverken en stat eller islamisk. Den var alene ”ond”.

Dens medlemmer var ”enestående i deres brutalitet”. Kampagnen mod dem blev sammenlignet med indsatsen for at udrydde cancer.

Efter Charlie Hebdo-massakren gik Det Hvide Hus’ pressesek­ retær langt for at skelne mellem ”de voldelige ekstremistiske budskaber, som ISIL og andre ekstremistiske organisationer anvender i deres forsøg på at radikalisere folk over hele jorden”, og en ”fredelig religion”. Selve betegnelsen ”radikal islam” skulle ikke længere benyttes.

Men hvad nu, hvis den præmis er forkert? For al-Qaeda og IS er ikke alene om at vise den voldelige side af islamisk tro og praksis. I Pakistan bliver enhver udtalelse, der er kritisk over for Profeten eller islam, betegnet som blasfemisk og kan straffes med døden. I Saudi-Arabien er kirker og synagoger forbudt, og halshugning er en så almindelig straf, at der næsten var en om dagen alene i august 2014. I Iran regnes stening for en acceptabel straf, og homoseksuelle hænges for deres ”forbrydelse”. Og i Brunei er sultanen i færd med at genindføre islamisk lovgivning – sharia – som atter vil føre til dødsstraf for homoseksualitet.

Vi har nu siden 2001 levet med politik og proklamationer, der har været baseret på antagelsen om, at terrorisme eller ekstremisme kan og skal skelnes fra islam. Vestlige ledere har igen og igen – efter terrorangreb rundt omkring på jorden – været hurtige til at erklære, at problemet intet har at gøre med islam. For islam er en fredens religion.

23

Kætter_ombrudt.indd 23

30/03/15 09.49

Indsatsen har været velment, men udspringer af en udbredt misforståelse: At gengældelser mod muslimer er farligere end den islamistiske vold. De ansvarlige for terrorangrebene den 11. september 2001 i USA blev derfor ikke fremstillet som muslimer, men som terrorister. Vi fokuserede på deres taktik frem for på den ideologi, der retfærdiggjorde deres forfærdelige angreb. Undervejs har vi her i Vesten taget de ”moderate” muslimer til os, der fastholder, at islam er en fredens religion. Og vi har samtidig marginaliseret de kritiske muslimer, som forsøger at gennemføre virkelige reformer af netop islam.

I dag forsøger vi stadig at argumentere for, at det kun er en lille gruppe yderligtgående ekstremister, der udøver vold. Vi anvender nærmest medicinske metaforer i forsøget på at definere fænomenet som en form for fremmedlegeme i det religiøse miljø, hvori det blomstrer. Og vi nævner, at der er ikke-muslimske ekstremister iblandt os, der er lige så slemme som jihadisterne. Den amerikanske præsident gik så vidt – i en tale til FN’s Generalforsamling i 2012 – som til at erklære, at ”Fremtiden må ikke tilhøre dem, der bagtaler islams Profet” – i modsætning til, må man så formode, dem, der går omkring og dræber dem, der bagtaler.

Nogle vil utvivlsomt beklage sig over, at jeg i denne bog omtaler Muhammed på en nedsættende måde. Målet er dog ikke at provokere unødigt, men at vise, at man med den ovenfor nævnte tilgang fuldstændig – ikke kun til dels, men fuldstændig – misforstår problemet med islam i det 21. århundrede.

For det grundlæggende problem er, at flertallet af de i øvrigt fredelige og lovlydige muslimer ikke vil vedkende sig – eller endsige afvise – den teologiske fuldmagt til intolerance og vold, som er indlejret i deres religiøse tekster.

Det er simpelthen ikke godt nok, når muslimerne hævder, at deres religion er blevet ”kapret” af ekstremister. Morderne i IS og Boko Haram citerer de samme religiøse tekster, som enhver

24

Kætter_ombrudt.indd 24

30/03/15 09.49