Gerontologi - Når det aldrende menneske bliver sygt eller svækket

Når det aldrende menneske bliver sygt eller svækket – bl.a. med kapitler om sårbarhed i ældrelivet, hverdagsrehabilitering i hjemmet samt tab af livsledsager i alderdommen.

De fleste af bogens kapitler er forankret i de enkelte forfatteres egen forskning, og i kraft af forfatternes forskellige faglige baggrunde har bogen et stærkt tværvidenskabeligt præg. Gennem cases og eksempler fra det levede hverdagsliv viser bogen en bred vifte af måder at ældes på og lægger dermed op til refleksion og et kritisk blik på en stereotyp opfattelse af ældre og aldring.

Bogen kan læses i sin helhed eller som enkeltstående kapitler. Den retter sig primært til studerende og undervisere på de sundhedsfaglige og socialpædagogiske professionsuddannelser samt på de sundhedsfaglige diplom-, master- og kandidatstudier. Bogen henvender sig også til sundhedsprofessionelle, der arbejder med ældre mennesker.

GERONTOLOGI

Det aldrende menneske – et udtryk for mange normaliteter – bl.a. med kapitler om at leve og ældes som LGBT-person, ældre, der lever deres liv på gaden, og ældre, der tilbringer deres otium i syden.

NÅR DET ALDRENDE MENNESKE BLIVER SYGT ELLER SVÆKKET

Bogen er opdelt i tre dele: At være ældre – set i et samfundsmæssigt perspektiv – bl.a. med kapitler om aktiv aldring, aldersgengivelse i medier, fattigdom blandt ældre samt livet som ældre med migrationsbaggrund.

Redigeret af Stinne Glasdam Frode F. Jacobsen

Viden om gerontologi er vigtig for forståelsen af de ældre mennesker, som sundhedsprofessionelle møder i deres arbejdsliv. Udgangspunktet for denne bog er, at det er naturligt at ældes, og at der findes mange forskellige måder at ældes på, ligesom der er store variationer i ældre menneskers livsforløb og levemåde.

Bogen formidler således et bredt perspektiv på ældre mennesker og de emner, de sundhedsprofessionelle støder på i mødet med disse mennesker.

Redigeret af Stinne Glasdam og Frode F. Jacobsen

GERONTOLOGI Når det aldrende menneske bliver sygt eller svækket

gad.dk

GADS FORLAG

13

Indledning: Livet som ældre i en skandinavisk kontekst2 Af Stinne Glasdam og Frode F. Jacobsen

Ældre mennesker indtager en central plads i nutidens velfærdspolitiske diskussioner, samfundsdebatter og forskning inden for mange områder, eksempelvis økonomi, demografi, sundhedsvidenskaber, psykologi, arkitektur, sociologi og antropologi. Denne bogs udgangspunkt er, at det er normalt at ældes, en aldringsproces som begynder allerede fra vi er først i 20’erne; at skrøbelighed som følger af alder er normal; og det er normalt at blive ældre i den vestlige del af verden. Vi ved, at der er findes en række forskellige måder at ældes på, ligesom der er store variationer i ældre menneskers livsforløb og levemåde. Vi ved også, at der har været forskellige syn på, hvordan aldring opfattes som god gennem tiden, ligesom at der er forskellige måder at udtrykke aldring og det at være ældre på i medierne (se også Glasdam og Jacobsen 2018). Det betyder, at alder, aldring og det at være ældre antager mange former og har mange udtryk.

Vi bliver flere ældre, som lever længere, samtidigt med at der fødes færre børn i vores del af verden. Vi kan tale om et aldrende samfund, der er defineret ved en stigning i både antallet og i andelen af ældre. Der er tale om en befolkningstilvækst, som fra omkring 1970’erne kan tilskrives længere middellevetid og en stigende nettoindvandring, som følge af behovet for arbejdskraft, flygtninge og familiesammenføringer (Greve 2016). Denne udvikling betyder, at alderspyramiden er blevet væsentligt ændret gennem de sidste 100 år i den vestlige del af verden, og den forventes at fortsætte i de kommende år på baggrund af en kombination af bedre levevilkår, mindre fysisk nedslidning og større viden om sundhedsindsatser end tidligere (Greve 2016). Ser vi på de sidste 100 år er mennesket gennemsnitlige levetid 2 Bearbejdet indledning fra Glasdam S, Jacobsen FF (red.). Gerontologi – perspektiver på ældre mennesker. København: Gads Forlag 2018.

14

INDLEDNING

steget med cirka 30 år her i Skandinavien. Kvinder i gennemsnit lever 5-7 år længere end mænd, og det også ser ud til, at mange har det relativt godt i ældrelivet (Glasdam og Jacobsen 2018). Ofte omtales aldringen af befolkningen i negativt ladede termer i massemedierne, med udtryk som “ældrebølge” og endog “ældretsunami” (Glasdam og Jacobsen 2018). Der har i de senere år været en stigende andel af ældre, som er relativt raske og har relativ en god økonomi; altså ressourcestærke ældre mennesker. Dette peger i retning af, at aldringen af befolkningen også betyder, at befolkningen bliver bedre stillet, både hvad helbred og økonomi angår og har mere livserfaring. Flere raske ældre bidrager desuden til frivilligt arbejde i samfundet og er ofte også centrale uformelle omsorgsgivere i forhold til skrøbelige nære pårørende (Hoel 2011) og børnefamilierne; nogle ældre mennesker arbejder sågar op i en høj alder (Borgermann 2016).

Mange ældre mennesker er involveret i frivilligt arbejde og/eller er aktive både i organisationer som har almene og brede formål, som fx Røde Kors, flygtningehjælpeorganisationer og/eller kirkelige organisationer. Andre ælder er aktive i nationale og/eller lokale organisationer som sportsforeninger, faglige foreninger, politiske foreninger. Andre igen tager del i kulturelle aktiviteter som litteraturkredse, teater, opera, kunstudstillinger etc. Interesseorganisationer specifikt for ældre, så som Ældre Sagen og Danske Seniorer i Danmark, SPF Seniorerna og PRO – Pensionärernas Riksorganisation i Sverige og Pensjonistforbundet og Seniorsaken i Norge er indflydelsesrige organisationer i de skandinaviske lande, hvor ældre gennem deres medlemsskab dagsordensætter sager, som er vigtige både for relativt raske og relativt skrøbelige ældre, og de udøver politisk påvirkning både nationalt og lokalt.

Desværre ser det ikke ud til, at disse foreningerne tiltrækker sig mange ældre med indvandrerbaggrund (Annaniassen & Kristiansen 2010) (se kapitlet af Debesay, Bergland og Arora). Muligheden for at deltage i såvel frivilligt arbejde som være aktivt medlem af organisationer, kan ses som er en vigtig arena for integration, og for at kunne påvirke rammebetingelserne for egen aldring og livet som ældre, inklusive rammerne for og udformningen af sundheds- og omsorgstjenester (ibid).

Befolkningens sammensætning frem mod 2050 spås til at få en overvej­ ende udvikling i ældrebefolkningen, med en markant udvikling i gruppen af +70-årige og en markant vækst i antallet af personer over 80 år. Andelen af +65-årige i Europa vokse fra knap 15 % i 2000 til knap 30 % i 2050. Cirka 25 procent af befolkningen i Danmark være over 65 år, andelen af 67+ årige i Norge forventes at være 21 %, og cirka 23 % af den svenske befolkning

LIVET SOM ÆLDRE I EN SKANDINAVISK KONTEKST

formodes at være 65+ år om 20 år (Kjøller, Davidsen og Juul 2010; Ramm 2013; SCB 2015; Ribeiro et al 2016). På verdensplan forventes andelen af +60-årige at blive fordoblet over de næste 30 år (WHO 2015; Ribeiro et al 2016). Det betyder, at det aldrende samfund er et globalt fænomen, selvom aldringen ses mere markant i de vestlige lande end i andre dele af verdenen.

Sådanne demografiske forandringer har betydning for velfærdstaten, dens økonomi og dens ydelser til ældre mennesker, som trænger hjælp i dagligdagen. Det er vanskeligt at spå om, hvordan disse forandringerne eksakt kommer til at virke ind på samfundet. Fremtidsforsker Claus Kjeldsen (2017) mener, at ikke bare den demografiske udvikling, men også drivkræfter som eksempelvis eksponentiel teknologisk udvikling, kommercialisering og fokus på sundhed får større og større betydning for det enkelte menneske, vores aldring, og for vores samfund generelt betragtet. Den teknologiske udvikling betyder blandt andet, at behandlinger i stigende grad kan skræddersys det enkelte menneskes krop. Flere og flere behandlingsteknikker vinder frem så som personalisering via genetik eller genomics, intelligente medikamenter, teknologistyrede hjælpemidler som fx Implanterbar Cardioverter Defibrillator (ICD), høreapparater, etc.

Ud over sundhedssystemet tilbyder en række andre kommercielle interessenter muligheder og tiltag som har fokus på at forbedre menneskers sundhed og livsstil, fx wellness, kosmetik, fødevare, forsikring, kosttilskud, devices etc. Det ser ud som om, at udvikling af teknologier og produkter går hurtigere og hurtigere, hvor såvel acceleration som kompleksitet i disse udviklinger tager fart, ikke bare lokalt, nationalt men på et globalt plan. Udviklingstendenser som alle peger i retning af mere og mere individualisering på en lang række af parametre i livet, fx behandling af sygdomme, forebyggelse af aldring, ansættelsesformer og indhold i jobs, kontaktformer etc. (Glasdam og Jacobsen 2018). Der ses desuden en tendens til en urbanisering i vores samfund, med en affolkning af landdistrikter og en stigende flytning mod de større byer. Samtidig med at områder affolkes, er det også nogle af disse affolkede områder, hvor den største andel af ældre bor (Kjeldsen 2017). Husstande bestående af en person vil desuden stige, hvorfor der vil være behov for flere anderledes typer boliger, på landet som i byerne (se Nørtofts og Skjødts kapitler) Selv om antallet ældre med demens sygdomme og andre kroniske sygdomme stiger, har, som allerede nævnt, også antallet af relativt raske ældre været stigende i de senere år (Kjøller, Davidsen og Juul, 2010). Pensionsalderen er steget i flere europæiske lande, og også i de skandinaviske landene er

15

16

INDLEDNING

der politiske drøftelser i gang om at øge pensionsalderen (Andersen, Käättänen og Valkonen 2014; Glasdam og Jacobsen 2018). Den politiske vilje til at lade ældre blive længere i arbejdslivet er stigende, og nyere sundhedspolitiske dokumenter i Danmark, Sverige og Norge vægtlægger, at arbejdsgivere tilrettelægger arbejdsvilkår, således at ældre skal kunne blive i arbejdslivet længst mulig, blandt andet gennem flere muligheder for at kunne have reduceret arbejdstid (Jacobsen 2017).

Demografiske forandringer og pres på velfærdsstaten giver anledning til, at vi diskuterer, omdefinerer eller gentænker, både hvad aldring er, hvad er alderdom, hvordan ældrelivet skal leves, og hvilke hjælpetilbud der skal etableres, til de ældre mennesker, som ikke kan klare sig selv i hverdagen, både i nutidens og fremtidens Skandinavien. Når vi taler demografisk udvikling i Skandinavien, handler det blandt andet om, hvordan vi samfundsøkonomisk håndterer den situation, at flere bliver ældre, samtidigt med at der bliver færre til at bære omkostningerne. Når vi lever længere, ændres vilkårene for den tredje alder, altså de relativt raske og aktive ældre, markant. Dette kræver også ændringer og justeringer i vores samfundsinstitu­ tioner og virksomheder (Kjeldsen 2017). Vi ser en stor variation og diversitet i aldringsprocesser i dag, hvilket betyder, at vi ældes på meget forskellig vis, delvist betinget af det liv vi har levet, inden vi blev ældre (Glasdam og Jacobsen 2018), og dels betinget af nye muligheder, for eksempel knyttet til ny teknologi (ibid.) og nye begrænsninger, for eksempel vor tids individualisering. Individualiseringen kan, i følge sociologen Zygmund Bauman, sammen med globalisering skabe et fragmenteret samfund uden forståelse for fællesskabets betydning og fællesskabets etik (Bauman 2005). Ensomhed blandt mennesker, herunder ældre, og specielt skrøbelige ældre, kan være et produkt af en sådan individualiserings- og globaliseringstendens.

Mange ældre lever både længere og lever længere uden sygdom og behov for hjælp i deres hverdag; andre lever ikke så længe, og andre igen lever med sygdom og behov for hjælp (Glasdam og Jacobsen 2018). Hvordan livet som ældre bliver afhænger selvsagt af, hvorvidt man tilhører den stigendende andel af ældre som både har relativt godt helbred og relativ god økonomi, eller om man lever med alvorlig og langvarig sygdom, eller om man lever med store økonomiske begrænsninger og i relativ fattigdom (ibid.). Ny teknologi og andre tiltag, som kan bidrage til at ældre kan leve længere og godt hjemme, er til mindre nytte for alvorlig syge end for andre. For dem, som har behov for intensiv hjælp fra sundhedsvæsenet, er det afgørende, at gode og døgnkontinuerlige sundheds- og omsorgstjenester opretholdes og udvikles.

LIVET SOM ÆLDRE I EN SKANDINAVISK KONTEKST

For dem, som lever sit liv som ældre i institution, er ikke bare god behandling og fysisk pleje vigtig, men også det at de ældres værdighed ivaretages, og at de har mulighed til at fremstå for andre, sådan som de selv ønsker det.

Dette gælder både tøj, indretning af hjem, soignering, socialt samvær mv (se kapitlet af Hillestad og Øye samt Glasdam og Jacobsen 2018). Skrøbelige ældre menneskers sociale identitet er ofte under stærkt pres. Dette kommer særligt til udtryk i institutioner blandt ældre mennesker, som har mistet det meste af de identiteter, som tidligere i livet har været vigtige for dem, som fx arbejdsidentitet og identitet som nabo, husejer etc. (Glasdam og Jacobsen 2018) Behovet for intensiv hjælp, og medicinske diagnoser og skrøbelighed, som forbindes med dette, kan skygge for, at den ældre fx kan have været leder i den lokale vejforeningen, have haft et stærkt politisk engagement og/ eller været stamgæst i den lokale fodboldklub. Vi ender let op i et snævert identitetsrepertoire, hvor blandt andet kønsidentitet kan få en forstærket betydning for den ældre, når tidligere vigtige identiteter ikke længere er relevante, eller at man ikke får gennemslag for dem blandt de mennesker, man omgives af. Som et eksempel på dette viser antropologen Anne Karen Bjelland (2014), hvordan ældre i en norsk aldersinstitution kæmper en daglig kamp for at fremstå med en mandlighed og kvindelighed, som giver dem en position blandt medbeboere.

Uafhængigt af om man lever i institution eller eget hjem er muligheden for at leve ‘fuldt ud’, med alle sine identiteter, personlige særtræk, ønsker og drømmer betydningsfulde, også i livet som ældre (Glasdam og Jacobsen 2018). Etter et langt liv er det naturlig at forvente, at ældre er mindst lige så forskellige indbyrdes, som yngre er, hvilket kan have stor betydning for den enkelte ældre i mødet med sundhedsprofessionelle i forskellige institutionelle sammenhænge og eget hjem. Eksempelvis er det ikke svært at forestille sig, at det kan være svært at være ældre og bo på plejehjem som mand med arbejderbaggrund, idet plejehjemmet ofte præges af middelklasseværdier og kvinders prioriteringer i livet (Liveng 2007; Eriksen 2008). Mulighederne for fortsættelse af vaner som for eksempel det at nyde fodboldkampe og øl i fællesskab med andre mænd, kan måske opleves begrænsede. Ældre mennesker har en seksualitet, som mennesker i alle andre aldre, og forståelser af ældre menneskers seksualitet og kærlighedsbehov kan blive udfordret, når ældre mennesker møder sundhedsprofessionelle eksempelvis i deres eget hjem eller på plejehjem (se kapitlet af Clotworthy samt Glasdam og Jacobsen 2018).

Det knytter sig umiddelbart et paradoks til indsatser fra det offentlige sundhedsvæsen, som har som mål at bistå ældre der er mere eller mindre

17

18

INDLEDNING

skrøbelige. En skrøbelighed, som for mange er naturligt forbundet med alderen (se kapitlerne af hhv. Grøn; Hillestad og Øye; Sortland; Clotworthy og Jensen). Dette kommer ikke mindst til udtryk, når det gælder service og ydelser til ældre hjemmeboende. Jo mere hjælp man yder, og selv i den bedste hensigt, jo mere sætter sundhedsprofessionelle sit præg på hjemmet. Når sundhedsprofessionelle kommer på besøg for at hjælpe i ældre menneskers private hjem, sker der ofte en institutionalisering af dette hjem, hvor de sundhedsprofessionelles arbejdsmiljøbetingelser og behov for at etablere en arbejdsplads delvist fortrænger og forvandler menneskets hjem (Raunkjær 2017; Engström 2012; Glasdam, Præstegaard og Henriksen 2015; Balteskard 2016). Det gælder både hjemmets møblering og interiør, hjemmets relationer, og ikke mindst, hverdagslivets relationer mellem dem som bor i hjemmet. Et eksempel på dette er den såkaldte hverdagsrehabilitering, en rehabiliteringsform som i princippet skal tage udgangspunkt i de ældres eget liv og deres egne ønsker (se kapitlerne af hhv Clotworthy og Sortland). Et andet paradoks kommer til udtryk, når politikere, sundhedsmyndigheder og fagfolk i sundhedsvæsenet søger at arbejde for et bedre liv som ældre, også kaldet en succesfuld eller aktiv aldring. Med dette fokus risikerer vi både at indholdet i, hvad som er aktivt og succesfuldt er underforstået og ikke særligt problematiseret, samtidig som ældre menneskers reelle sårbarhed, skrøbelighed og sygdom nærmest defineres bort og overses (se kapitlet af Grøn samt Glasdam og Jacobsen 2018). Og nogen mennesker, som på forskellige måder lever meget af sit liv på gaden, bliver usynlige i de sundhedspolitiske dokumenter og for dem, som skaber disse dokumenter (Glasdam og Jacobsen 2018). Dette kan ses som et yderligere paradoks i forhold til indholdet i og forståelserne af ældre mennesker i professionsuddannelserne inden for sundhedsvæsenet.

Her er der tilsyneladende et udtalt fokus på at ældre menneskes skrøbelighed, sygdom og funktionsnedsættelse, og næsten ikke på raske ældre. Vi ser en tendens til patologisering og objektgørelse af ældre mennesker i uddannelsernes skriftlige dokumenter. Der ses en tendens til at gøre ældre til en homogen masse uden blik for social position, levevilkår, køn, etnicitet etc. (ibid.). Der synes at være sket en samfundsbevægelse, hvor vi er gået fra at se aldring som invaliderende og uundgåeligt, til at aldring betragtes som en sygdom, der kan og bør bekæmpes (Kjeldsen 2017).

Sundheds- og omsorgstjenester bliver udført inden for en velfærdsstatsramme, som har store lighedstræk de skandinaviske lande. Velfærdsstaten er imidlertid i stadig forandring i Skandinavien som i de øvrige Europa. Nye udfordringer og dilemma vokser frem, samtidig med at nogle historiske di-

LIVET SOM ÆLDRE I EN SKANDINAVISK KONTEKST

lemmaer vedbliver at være aktuelle, såsom at staten garanterer for, at sundheds- og velfærdsbehov bliver imødekommet på en lige og retfærdig måde for alle borgere, samtidig med at nogle grupper, særligt de grupper der ikke har stærke interesseorganisationer bag sig, falder uden for det politiske fokus og i praksis prioriteres lavere, fx ældre med rusproblemer eller psykiske problemer (Glasdam og Jacobsen 2018). Staten garanterer desuden for en universel ordning, som skal sikre alle borgere med fælles kendetegn (medicinske diagnoser etc.) lige tilbud og tjenester, hvilket umiddelbart står i et modsætningsforhold til at tilgodese og imødekomme individuelle behov og individuelle kontekster (ibid.). Vores sundheds- og omsorgstjenester har et stærkt fokus på livet, og på at leve længst og bedst mulig. Dette har også har et samfundsøkonomisk fokus hos politikere og økonomer. Et betimeligt spørgsmål i denne sammenhæng er, hvordan de ældre mennesker, som ikke ligner de fleste, bliver tilgodeset i vores samfund generelt, i politik og i praktisk/klinisk sundhedsarbejde (ibid.). Et andet spørgsmål er, hvilken plads døden får i vores samfund generelt, og i politik og praktisk/klinisk sundhedsarbejde; herunder om vi, som sundhedsprofessionelle eller andet, har rammer til og er villige til at åbne op for og give tid til ældres fortællinger om sine liv, og også tanker om forestående død eller en ægtefælles dødsfald for at forstå det menneske, som vi møder i vores arbejde (se Kjærs kapitel samt Glasdam og Jacobsen 2018).

Bogens kapitler har som intension af belyse det at være ældre i Skandinavien fra flere forskellige perspektiver og med flere forskellige nedslagspunkter. Vi fokuserer på viden om ældre både på samfundsniveau og på individniveau. Idéen er at give grundlæggende baggrundsviden om ældre, livet som ældre, og hvad der sker, når ældre bliver syge eller svækkede, til sundhedsprofessionelle, herunder studerende, der skal møde ældre, uanset om det er i hjemmet hos den ældre, på gaden, på plejehjem eller på hospitaler. Gennem forståelser af ældre og livet som ældre kan vi som professionelle og studerende sandsynligvis lettere kan sætte os i den ældres sted og forstå, hvordan det som ældre er at være ældre i det moderne samfund. Dette er vigtig viden at have med sig, når sundheds- og omsorgstjenester praktisk skal foldes ud i det reelle møde med ældre mennesker.

19

20

INDLEDNING

Referencer Andersen TM, Käättänen N and Valkonen T 2014. Pension Reforms: Longevity and Retirement. In: Valkonen T and Vihriälä V. The Nordic Model — Challenged but Capable of Reform, joint with Tema Nord 2014; 531, s. 113-144.

Annaniassen E, Kristiansen IH 2010. Eldre innvandrere og organisasjoner. Rapport 13/10. Oslo: NOVA: Balteskard B 2016. At bevare hjem som hjem – udfordringer knyttet til hjemmebaseret omsorgstjeneste. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, s 75 – 84 Bauman Z 2005. Forspildte liv: Moderniteten og dens udstødte. København: Gyldendal Forlag.

Bjelland, AK 2014. Fortid og fellesskap. Identitetshåndtering blant eldre i alders­ boliger. Norsk antropologisk tidsskrift 25(2):81-93.

Borgermann A-S 2016. Alder ingen hindring Fremtidsstudiet 2015: Et studie af livet, forventningerne og ønskerne til fremtiden blandt danskere mellem 50 og 89 år. København. ÆldreSagen.

Engström L 2012. Kliniken flyttar hem. Sjuksköterskans institutionella praktik inom specialiserad palliativ hemsjukvård. Uppsala: Uppsala Universitet. http://uu.diva-portal.org/smash/get/diva2:480408/FULLTEXT01.pdf Eriksen TR 2008. Fra kropslige erfaringer til forhandlingserfaringer – ændringer i de sygeplejestuderendes omsorgserfaringer fra 1987 til 2002. Kvinder, køn og forskning, 3, s. 33-42.

Glasdam S, Jacobsen FF 2018. Gerontologi – perspektiver på ældre mennesker.

København: Gads Forlag.

Glasdam S, Præstegaard J og Henriksen N 2013. Placed in home care: Living an everyday life restricted by dependence and monitoring. Nordic Journal of Social Research 2013; 4: 83-89.

Greve B 2016 Velfærdsstatens og befolkningssammensætningens udvikling i ­Danmark. I: Glasdam S og Jørgensen JW (red.) Det nære sundhedsvæsen – perspektiver på samfundsudvikling og møder mellem mennesker. København: Munksgaard, s. 36-45.

Hoel K 2011. Frivillige som medspiller i eldreomsorgen. Masteroppgave. Gjøvik, Norge: Høgskolen på Gjøvik.

Jacobsen FF (2017). Active ageing. International Practice Development Journal (IPDJ). Publisert online 13. september 2017. Doi: https://doi.org/10.19043/ipdj.7SP Kjeldsen C 2017. Fremtidens seniorliv. København: Søfartens ledere. Blogindlæg 19 april. https://nautic.dk/blog/2017/04/19/fremtidens-seniorliv/ Kjøller M, Davidsen M og Juel K 2010. Ældrebefolkningens sundhedstilstand i Danmark – analyser baseret på Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2005 og udvalgte registre. København: Sundhedsstyrelsen.

Liveng A 2007. Omsorgsarbejde, subjektivitet og læring. Ph.d.-afhandling. Roskilde: Roskilde Universitetscenter.

Ramm J 2013. Eldre bruk av helse- og omsorgstjenester. Oslo: Statistisk sentralbyrå.

LIVET SOM ÆLDRE I EN SKANDINAVISK KONTEKST

Raunkjær M 2007. At være døende hjemme – hverdagsliv og idealer. Lund: Lund Universitet. Ribeiro AI, Krainski ET, Carvalho MS, et al 2016. Where do ­people live longer and shorter lives? An ecological study of old-age survival across 4404 small areas from 18 European countries. J Epidemiol Community ­Health doi: 10.1136/jech-2015-206827 SCB 2015. Sveriges framtida befolkning 2015-2060. Demografiska rapporter. ­Rapport 2015:2. Stockholm: Statistiska centralbyrån.

WHO 2015. Ageing and health. World Health Organization. http://www.who.int/ mediacentre/factsheets/fs404/en/ (hentet 25.9.17)

21

22

KAPITEL 1

Sårbarhed i ældrelivet mellem kategorisering og erfaring.

Hvem er de sårbare ældre?

Af Lone Grøn

RESUMÉ | Dette kapitel stiller spørgsmålet: Hvem er de sårbare ældre, der ikke er med på bølgen af succesfuld aldring. Spørgsmålet tages op gennem et etnografisk feltarbejde, der har undersøgt, hvordan sårbarhed i ældrelivet opfattes i samtidens Danmark, og hvor både ældreliv og sårbarhed viste sig at være stærkt omdiskuterede fænomener.

Feltarbejdet viste derudover store forskelle i de to faser af feltarbejdet: I den første fase blev sårbarhed observeret og diskuteret ”udefra”, bl.a. i fokusgruppeinterviews med fagpersoner og ældre, der (endnu) ikke selv var i sårbare situationer; i den anden fase blev sårbarhed undersøgt gennem casestudier med ældre, der på forskellig vis kunne karakteriseres som sårbare.

Kapitlet præsenterer resultater fra begge faser af feltarbejdet og argumenterer for en analytisk skelnen mellem første- og tredjepersonsperspektiver på sårbarhed i ældrelivet som en vej til at komme bag om de stereotype forestillinger, der ligger bag begreber som stærke eller svage ældre.

Kapitlet argumenterer for, at etnografiske feltstudier er særligt velegnede til at tegne et mere nuanceret billede af aldringsprocesser og ældreliv, samt at en metodisk og analytisk skelnen mellem første- og tredjepersonsperspektiver gør det muligt at tænke sårbarhed i ældrelivet både som kategori og som erfaring. Dermed bliver det muligt både at adressere sårbarhed i ældrelivet og at fastholde, at der i konkrete menneskeliv altid vil være et komplekst samspil mellem sårbarhed og handlekraft.

SÅRBARHED I ÆLDRELIVET

Indledning Vi ser i samtiden en stigende bekymring for, hvad de overordnede demografiske og velfærdspolitiske udviklinger betyder for de ældre, der ikke er med på bølgen af sund og aktiv aldring. I den offentlige og ældrepolitiske debat benævnes disse ældre ofte ”sårbare ældre”. Men samtidig er der stor usikkerhed om, hvem disse sårbare ældre er. Er det de enlige mænd? De dårligst stillede rent økonomisk? De demente? Dem, der har behov for pleje? Eller handler sårbarhed i ældrelivet om noget helt andet – eller et komplekst samspil af mange forskellige faktorer?

Forskningslitteraturen rummer en lang række forsøg på at indkredse fænomenet ulighed i ældrelivet (Biggs, Lowenstein og Hendricks 2003; Baars et al. 2006; Diderichsen, Andersen og Manuel 2011). Disse studier peger på, at det er væsentligt at interessere sig for ulighed i ældrelivet, da diversiteten mellem forskellige aldringsveje er stærkt stigende. Som nogle af initiativtagerne bag denne såkaldte kritiske gerontologi udtrykker det:

”Det er nu velunderbygget, at der er flere ældre i omløb end på noget andet tidspunkt i historien. Det er mindre velkendt, at når befolkninger aldres, øges diversiteten. Dette kan delvist tilskrives, at individer har haft tid til at udvikle en mere integreret og særlig fornemmelse for sig selv; med andre ord, hvem man ser sig selv som. Derudover er vi udsat for mange flere kulturelle stier end foregående generationer, og det får livet til at fremstå rigere og med betydeligt flere muligheder, end det traditionelt har været tilfældet. Forskellighed er dog også en konsekvens af kumulative uligheder, der er blevet opsparet over et livsforløb, og som nu fremhæver forskelligheden sidst i livet. Hver af disse tendenser bidrager med en voksende variation af fænomenet aldring i nutidige samfund – på godt og ondt” (Baars et al. 2006, s. 7, forfatterens oversættelse).

Også dansk forskning peger på den akkumulerede ulighed over et helt livsforløb som væsentlig for at forstå uligheder i ældrelivet, ligesom det fremhæ-

23

24

Kapitel 1

ves, at det er komplekse sammenhænge mellem mange faktorer, der fører til diversiteten i aldringsprocesserne (Diderichsen et al. 2011).

Vores perspektiv på ældrelivet præges i høj grad af eksisterende diskurser i samtiden. Danmark, Sverige og Norge har i de senere år – som også andre vestlige lande – været præget af en diskurs om succesfuld aldring (Philips et al. 2010). Overskrifter om de friske hundredårige og en seksuel revolution blandt de ældre har præget avisernes forsider (Fajstrup 2013; Sørensen 2013), se også kap. 6.

Nogle debattører har været fortalere for helt at afskaffe alderdommen, fordi det, vi umiddelbart forbinder med alderdom, ikke længere føles genkendeligt for en lang række mennesker, der i kronologisk forstand kan kategoriseres som ældre (Kühlmann og Kirk 2012). Andre har stillet forslag om ændringer i arbejdsbyrden i de forskellige livsfaser, så dem midt i livet med små børn skal arbejde mindre, og de ældre arbejde længere (Nielsen 2013). Derudover er der etableret store forskningscentre, der fokuserer på, hvad der muliggør sund aldring og længere liv, se fx Center for Sund Aldring på Københavns Universitet (www.sundaldring.ku.dk) og Dansk Center for Aldringsforskning og Max Planck Institut for Biodemografi og Aldring på Syddansk Universitet (www.sdu.dk). Der har også været politisk fokus på udviklingen af en rehabiliteringstilgang i ældreplejen, se også kap. 23 og 24.

Her tilstræbes en korttidsintensiv indsats med henblik på at få de ældre til at genvinde evnen til at udføre daglige aktiviteter.

Sårbarhed hos ældre ses dermed ikke længere som en permanent og aldersrelateret tilstand, men som noget, der kan forandres hen imod en mere aktiv og sund aldring (Rostgaard 2014; 2015). Denne udvikling mod succesfuld aldring er både blevet kritiseret for at overse de ældre, der ikke er med på sundhedsbølgen, og for at skabe idealer for måden, man bør ældes på, der er uopnåelige for mange (Philips et al. 2010; Thuesen 2013; Rostgaard 2014; 2015; Grøn og Andersen 2014). Der er også lavet etnografiske studier af måden, hvorpå ældre i forskelligt omfang tager diskursen til sig og gør den til deres egen (Oxlund 2012; Otto 2013; Lamb 2014).

Allerede tidligt i denne udvikling blev det imidlertid påpeget, at selvom det har været nødvendigt at korrigere den ”forfaldsfortælling”, der prægede tidligere tiders fortælling om ældrelivet, er der med det stærke fokus på sund, aktiv og succesfuld aldring en fare for at ende i den modsatte grøft, nemlig et ”hopla-narrativ”, der undervurderer og måske endda overser sygdom og sårbarhed i ældrelivet (Swane og Blaakilde 1998).

SÅRBARHED I ÆLDRELIVET

Dette kapitel ligger i forlængelse af indsigterne fra forskningslitteraturen og anser det for væsentligt at interessere sig både for mulighederne for at opnå sundere og længere liv og for aspekter som ulighed og diversitet i aldringsprocesser. Dette kapitels primære anliggende er at anvise en mulig vej til at undgå de forsimplede og unuancerede opfattelser, som et fokus på henholdsvis ”stærke” og ”sårbare” ældre kan medføre. Kapitlet foreslår, at empiriske etnografiske studier er særligt velegnede til at tegne et mere nuanceret billede af aldringsprocesser og ældreliv, samt at en metodisk og analytisk skelnen mellem første- og tredjepersonsperspektiver gør det muligt at tænke sårbarhed i ældrelivet både som kategori og som erfaring.

Kapitlet tager udgangspunkt i et etnografisk feltarbejde, der har haft til formål at tilvejebringe empirisk viden om, hvem de professionelle, der arbejder med ældre, og de ældre selv mener er de sårbare ældre, og hvilke faktorer de oplever fører til sårbarhed i ældrelivet (Grøn og Andersen 2014). Kombinationen af den store variation og diversitet i aldringsprocesserne samt den generelle forandrings- og opbrudsstemning, der p.t. præger aldringslandskabet (Kühlmann og Kirk 2012), vanskeliggjorde imidlertid en ligefrem besvarelse af, hvem de sårbare ældre er, se også kap. 3. Men når der ikke er enighed om, hvem de ældre er, i kronologisk eller anden forstand, bliver det ikke mindre svært at besvare, hvem de sårbare ældre er, eller hvilke processer der fører til sårbarhed i ældrelivet. Samtidig er det imidlertid også dette opbrud eller sammenbrud i forståelser og praksisser i aldringslandskabet, der gør spørgsmålene både relevante og væsentlige at stille.

METODISK OG ANALYTISK SKELNEN MELLEM FØRSTE- OG TREDJEPERSONSPERSPEKTIVER Feltarbejdet foregik i to faser i en mellemstor dansk provinsby. Første fase var en kortlægning, der rummede en lang række observationer og fokusgruppeinterview med ældre, ledere og fagpersoner inden for ældreområdet, og anden fase var mere dybdegående case-studier med udvalgte ældre, der kunne karakteriseres som sårbare (Grøn og Andersen 2014; Grøn 2016; Grøn og Ladekjær 2017). Denne metodiske todeling førte til den analytiske skelnen mellem første- og tredjepersonsperspektiver på sårbarhed i ældrelivet, der udgør kapitlets teoretiske bidrag.

I de metodiske valg handler det om den forskel, der har været mellem første fases forsøg på kortlægning gennem et ”udefrakommende” perspektiv på de sårbare ældre og anden fases optagethed af et ”indefrakommende” perspektiv, der dels handler om, hvordan ældreliv og sårbarhed opleves og

25

26

Kapitel 1

Førstepersonsperspektiver omhandler personens egen oplevelse og erfaring.

Andenpersonsperspektiver interesserer sig for forhandlingen af fx aldring og sårbarhed i intime relationer og konkrete situationer.

Tredjepersonsperspektiver tager udgangspunkt i de kategorier og termer, vi kan anvende for at forstå eller begrebsliggøre et givent fænomen (Mattingly 2017).

Se Grøn (2016) for en analyse, der både inddrager første-, anden- og tredjepersonsperspektiver på sårbarhed i alderdommen.

forstås, når man selv gennemlever dem, dels handler om at formidle, hvordan disse fænomener udspiller sig i en ’thick description’ (Geertz 1973) af et menneskes liv, omgivelse og situation.

I tredjepersonsperspektivet fokuserer man på kategorier som ’de gamle’, ’de sårbare’ og ’sårbarhed i alderdommen’ og udvikler en analyse, der går på tværs af en lang række udsagn og observationer – som i de seks temaer, der præsenteres nedenfor.

Det fænomenologiske førstepersonsperspektiv handler derimod om egenoplevelse og erfaring, hvilket ses i kapitlets tre cases og analysen af dem.

Det vil sige en skelnen mellem at betragte sårbarhed i alderdommen som et fænomen i verden, som vi tilstræber at definere og klassificere, og at betragte betragte sårbarhed i alderdommen, som den opleves eller optræder i konkrete menneskers levede liv.

Til tider er førstepersonsperspektivet blevet oversat til et ’patientperspektiv’, der ofte ikke bevæger sig ud over det rent deskriptive niveau, men ligger i forlængelse af patienttilfredshedsundersøgelser, brugerinddragelsesinitiativer etc. Det handler ofte om at indhente patienters oplevelser af – eller tilfredshed med – specifikke metoder eller behandlingsstrategier. Andre førstepersonsperspektiver kan have karakter af dybdegående analyser af en persons ’indre’ oplevelser, sansninger og tanker (Good 1994).

Imidlertid udfolder erfaring og oplevelse sig altid i et væld af spejlinger og genspejlinger mellem os og andre: af deres billede af os, vores billede af dem, og de krydspåvirkninger mellem disse, der sker i selv korte udvekslinger og interaktioner mellem mennesker. Reducerer vi det fænomenologiske førstepersonsperspektiv til et ’fladere’ patientperspektiv, der primært gen-