DAVID GRANN KILLERS of the FLOWER MOON
På dansk ved Søren Vinterberg
KILLERS OF THE FLOWER MOON. HISTORIEN OM MORDENE PÅ OSAGEFOLKET OG FBI’S FØDSEL Af David Grann
Oversat fra engelsk af Søren Vinterberg efter David Grann: Killers of the Flower Moon. The Osage Murders and the Birth of FBI
Copyright © David Grann, 2017 Dansk udgave: Copyright © Gads Forlag, 2025
ISBN: 978-87-12-07819-7
1. udgave, 1. oplag
Omslag: Harvey Macaulay Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Kort: Jeffrey L. Ward
Illustrationer: Se s. 389 Repro: Narayana Press
Forlagsredaktion: Martin Gylling Tryk: PNB, Letland
Original English language edition first published by Doubleday, a division of Penguin Random House LLC, New York Text copyright © David Grann 2017 The author has asserted his moral rights All rights reserved
Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk
G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark
reception@gad.dk www.gad.dk
Tilegnet min mor og far
Anbefalinger af David Granns
KILLERS OF THE FLOWER MOON
”Som journalist er [Grann] vedholdende og nøjeregnende, med en enestående evne til at opdage og indarbejde obskure sagsmapper, vidneforklaringer og regnskabsbøger uden nogensinde at lade plottet sakke agterud. Som forfatter er han en generøs natur, parat til at lade tvivlen komme selv de mest grovkornede personer til gode.”
The New York Times Book Review
”En øjenåbnende oplevelse … [Granns] opmærksomhed på det gode skrivehåndværk står mål med hans maniske research – faktisk den eneste slags research, der batter.”
San Francisco Cronicle
”David Granns instinkt for suspense er skarpt som et barberblad.
Hans harme er indeholdt i en principfast, vedholdende insisteren på at lade ofrene og deres efterkommere føre ordet. Han skaber dybt menneskelige portrætter af hver enkelt person i dramaet – de onde, de retfærdige, de uskyldige, de dømte. Ved omhyggeligt detektivarbejde sikrer Grann, at en ubærlig sandhed ikke går tabt. Som med alle hans bøger er man tryllebundet under læsningen.”
Louise Erdrich, vinder af National Book Award for bøgerne The Round House og LaRose
”Som begavet fortæller forstår Grann at få fjerne tider og forbrydelser til at føles nærværende og personlige … Til syvende og sidst er det Granns eget follow-the-money-detektivarbejde, der afslører omfanget af sammensværgelsen bag osagemordene og en mængde
af mord, som klart overgår, hvad efterforskerne fandt frem til. Hvad mere kan man ønske sig som fan af true crime thrillers?
USA Today
”En utrolig historie, oprørende og umuligt at lægge fra sig, af en forfatter, hvis mysterier fra virkeligheden altid stikker dybere, end læseren havde ventet.”
The Paris Review
”Se, det er en fortælling. New Yorker-journalisten David Grann leverer i sin nye bog en uafrystelig, uforklarligt glemt fortælling fra det virkelige liv om usandsynlig rigdom og uudsigelig rædsel.”
The Christian Science Monitor
”I Granns hypnotiserende fortællekunst ligger der noget mere end en livlig og tilfredsstillende læseoplevelse. Killers of the Flower Moon fremstiller osagemordene som emblematiske for Amerikas forhold til landets indfødte folk og den ”drabskultur”, som har skæmmet det forhold for evigt.”
The Boston Globe
”Nærmest ulastelig. Den er sikker, strømmende i sin dynamik, let til bens … Den historie om forbrydelser, den fortæller, er oprørende og proppet med autentiske helte og skurke. Den vil få dig til at krympe dig over menneskets umenneskelighed over for andre mennesker.”
The New York Times
”Bogen er til dels et kuldegysende true crime-mysterium, men virker også på et meget dybere plan og skildrer behændigt et ungt samfunds spæde overgangsfase, på vej ind i moderniteten, men uden at kunne lægge sit voldelige og racistiske væsen bag sig.”
Rolling Stone
”Sommetider skriver Cormack McCarthy en stor amerikansk roman; nok så ofte laver Coen-brødrene en stor amerikansk film –og i den amerikanske journalistiks bedste tradition dukker en eller anden op med en historie, der skærer ind til kernen i den nationale fortælling; her er sådan en historie.”
The Observer
”Granns enestående evne til at finde en fortælling, der er om ikke ukendt, så dog ikke kendt nok, og grave så dybt og præcist ned i det historiske materiale, så det, han finder, ikke alene uddyber og bygger på det materiale, men fremstår med åbenbaringens styrke. Her er en bog, som kan ændre dit syn betydeligt på amerikansk historie. Det skete for mig. Ligesom Grann selv tog jeg mig i at undre mig over, hvorfor jeg aldrig før nu havde lært om den mærkværdige og frygtelige saga, der blev kendt som Osagernes Rædselsregimente.”
Tom Drury, Slate
”Killers er noget virkelig dybt og forvirrende og ikke let at glemme igen.”
The Wall Street Journal
”Killers of the Flower Moon er en fængslende beretning, mesterligt fortalt … Endskønt det er for sent at identificere, endsige straffe, alle dem, der udnyttede osagerne, sikrer denne bog, at de brutale forbrydelser aldrig mere vil blive glemt.”
The Globe and Mail (Toronto)
”En uafrystelig udforskning af arven efter disse forbrydelser … Granns afsluttende sider er fængslende – og slet og ret skræmmende.”
Newsday
”Brillant og fuld af suspense som en krimi er hans bog også en fortælling om grådighed, racisme og offentligt udnævnte øvrighedspersoners hårdhudede ligegladhed.”
Tulsa World
”Selv om osagerne bærer på sårene efter de mord den dag i dag, har dette kapitel af det indiansk-amerikanske forhold længe været glemt af historien. Granns gennemtrængende syn på arven efter det er hjerteskærende og nødvendig.”
Santa Fe New Mexican
”Som førsteklasses historisk detektiv væver Grann sit velfortalte dokumentariske værk så godt og så raffineret, at han anbringer læseren lige dér i den tid og på det sted og først afslører drejninger i intrigen i samme takt, som de dengang blev afsløret.”
Kansas City Star
”Først og fremmest er Killers of the Flower Moon en storslået krimi, et mysterium så godt som enhver kioskroman.”
The Oklahoman
”Ikke alene jagter [Grann] hver eneste løs ende i den offentligt tilgængelige beretning om osagestammens medlemmer og væver dem sammen til en medrivende fortælling, men som en journalist med falkeblik har han også forfulgt nutidens løse ender og tilføjet vægtige detaljer, som forlænger fortællingen op til vore dage.”
Pittsburgh Post-Gazette
”Med et sprog lige så knapt og gribende som landskabet nord for Tulsa fortæller forfatteren David Grann levende, hvordan morderen, en indflydelsesrig ranchejer, metodisk tilrettelagde mordene på mindst 20-25 medlemmer af Osage Indian Nation, og hvordan han blev stillet for retten.”
St. Louis Post-Dispatch
”I Killers of the Flower Moon viser David Grann, at han ganske enkelt er den bedste nulevende forfatter af fortællende nonfiction.”
San Diego Magazine
”Visse bøger er så uimodståelige, at læseren er ked af at nå til den sidste side. Killers of the Flower Moon er en af de bøger. David Grann, forfatteren til bestselleren Jagten på den forsvundne by, har genopdaget og mesterligt udforsket en hundrede år gammel henlagt sag, som er mere skummel end nogen opdigtet fortælling.”
Lincoln Journal Star (Nebraska)
”Det her er ganske enkelt en bemærkelsesværdig bog af en bemærkelsesværdig forfatter – en opgravning af en rystende rå serie historiske mord, som i hvert fald jeg intet anede om. Aldeles original, fuldkommen fængslende.”
Erik Larson, forfatter til bestsellerne Dead Wake og The Devil in the White City.
”I Killers of the Flower Moon skriver David Grann om retssagerne om osagemordene og FBI’s første år, som om han var romanforfatter. Det er den bedste kriminalfortælling om virkelige hændelser, jeg nogensinde har læst.”
Axie Navas, Outside
”Fuld af nærmest mytiske figurer fra vores fortid … vokser Granns fortælling til en hemmelig historie om det amerikanske grænseland … Det er en pinagtig beretning om ufatteligt bedrag, utilsløret grådighed og tilblivelsen af moderne håndhævelse af lov og orden.”
Rolling Stone
INDHOLD
Første krønike DEN MÆRKEDE
KVINDE
Forsvinden 19
Guds eller menneskers værk? 31
Kongen af Osage Hills 39
Det underjordiske reservat 53
Djævelens disciple 73
Million-elmetræet 87
Mørkets væsen 99
Anden krønike
MANDEN MED BEVISERNE
Ministeriet for det lette kavaleri 121
Forklædt som cowboy 131
At eliminere det umulige 137
Den tredje mand 145
En labyrint af spejle 153
Søn af en bøddel 157
Den døendes sidste ord 171
Det skjulte ansigt 177
Til bureauets bedste 185
Seksløberartisten, indbrudstyven og suppekokken 193
Kampens stilling 201
Tredje
krønike JOURNALISTEN
KILLERS of the FLOWER MOON
Første krønike
DEN MÆRKEDE KVINDE
Der havde ikke været noget ondt til at spolere den nådige nat, for hun havde lyttet; ingen ondskabens stemme havde lydt; ingen ugles skrig havde skælvende brudt stilheden. Det vidste hun, for hun havde lyttet hele natten.
John Joseph Mathews:
Sundown
FORSVINDEN
I april måned breder millioner af små bitte blomster sig over højdedragene med blackjack-ege og enorme prærier i Osageterritoriet i Oklahoma. Der er hornvioler, virginsk vinterportulak og blå porcelænsstjerne. Osageforfatteren John Joseph Mathews har bemærket, at denne mælkevej af kronblade får det til at se ud, som om ”guderne havde strøet konfetti ud”. I maj måned, når coyoterne hyler under en fortvivlende stor måne, begynder større planter såsom spindelurt og sortøjet Susan-vin at krybe op over de mindre blomster og stjæle lys og vand fra dem. De små blomsters hals brækker, og deres kronblade flagrer bort, og inden længe er de begravet under jorden. Det er grunden til, at osageindianerne kalder maj måned for den blomsterdræbende månes tid.
Den 24. maj 1921 begyndte Mollie Burkhart, der boede i byen Gray Horse i osagernes område i Oklahoma, at frygte, at en af hendes tre søstre, Anna Brown, var kommet noget til. Anna, der var fireogtredive år, knap et år ældre end Mollie, var forsvundet tre dage før. Hun havde tit været på soldetur, som hendes familie nedsættende kaldte det: ude og danse og drikke med sine venner til den lyse morgen. Men denne gang var der gået en hel nat og så én til, uden at Anna var dukket op på Mollies veranda, som hun plejede, med det lange, sorte hår lettere uglet og de mørke øjne blanke som glas. Når Anna så kom indenfor, smed hun gerne skoene, og Mollie savnede
den beroligende lyd af, at hun bevægede sig gennem huset i ro og mag. I stedet var der en stilhed så tyst som på prærien.
Mollie havde allerede mistet sin søster Minnie tre år tidligere. Hendes død var kommet med chokerende hast, og selv om lægerne havde tilskrevet den en ”speciel tærende sygdom”, havde Mollie sine tvivl: Minnie havde kun været syvogtyve år og havde altid været fuldkommen sund og rask.
Ligesom deres forældre havde Mollie og hendes søstre fået deres navne indskrevet i Osage Registranten, så de var blandt de registrerede medlemmer af stammen. Det betød også, at de ejede en formue. I begyndelsen af 1870’erne var osagefolket blevet fordrevet fra deres jorder i Kansas til et stenet, antagelig værdiløst reservat i det nordøstlige Oklahoma, men kun for flere årtier senere at opdage, at denne jord lå oven på nogle af de største olielejer i USA. For at erhverve den olie måtte olieproducenterne betale osagefolket leje og royalty. I begyndelsen af det 20. århundrede begyndte enhver, der var registreret som medlem af stammen, at modtage en check hvert kvartal. Fra først af lød beløbet kun på nogle få dollars, men som tiden gik og der blev pumpet mere olie op, voksede udbyttet til hundreder og derefter til tusinder. Og bogstaveligt talt hvert år tog betalingen til ligesom de prærievandløb, der løb sammen og blev til den brede, mudrede flod Cimarron, indtil stammens medlemmer tilsammen havde samlet millioner og atter millioner af dollars. (Alene i 1923 indkasserede stammen mere end 30 millioner dollars, i dag svarende til mere end 400 millioner). Osagerne blev anset for verdens rigeste folk i forhold til indbyggertal. ”Se nu bare!” udbrød new yorker-ugebladet Outlook. ”I stedet for at sulte ihjel … nyder indianeren godt af en stabil indkomst, som gør bankdirektører grønne af misundelse.”
Offentligheden var lammet over stammens velstand, som modsagde de billeder af Amerikas indianere, der kunne spores helt tilbage til den første brutale kontakt med hvide mennesker – det oprindelige syndefald, som var forbundet med nationens fødsel. Journalisterne fristede deres læsere med historier om de ”plutokra-
tiske osager” og ”røde millionærer” med deres pragtpalæer af mursten og tegl og med lysekroner, med deres diamantringe og pelse og biler med privatchauffør. En af skribenterne undrede sig over osagepiger, der gik på de bedste kostskoler og i overdådigt fransk tøj, som om ”une très jolie demoiselle fra Paris’ boulevarder uforvarende havde forvildet sig ind i denne lille by i reservatet.”
På samme tid slog journalister ned på ethvert tegn på traditionel osagelivsstil, der lod til at vække syner om ”vilde” indianere i læsernes fantasi. En artikel bemærkede en ”kreds af dyre biler parkeret rundt om et lejrbål, hvor de bronzebrune ejere i deres brogede antræk tilberedte deres mad på primitiv vis”. En anden beskrev et selskab af osager, der ankom til en danseceremoni i et privatfly –en scene, som det ”overgår en romanforfatters evner at beskrive”. Washington Star opsummerede offentlighedens holdning til osagefolket med ordene: ”Den kendte beklagelse ’Se, den fattige indianer’ kan passende laves om til ’Se, den rige rødhud’.”
Gray Horse var en af de ældre bebyggelser i reservatet. Disse landsbysamfund – der også omfattede Fairfax, en lidt større naboby med næsten femten hundrede indbyggere, og Pawhuska, osagernes hovedstad med et indbyggertal på over seks tusind – lignede febersyner. Gaderne myldrede af cowboys, lykkeriddere, spritsmuglere, sandsigere, medicinmænd, lovløse, U.S.-marshaller, pengemænd fra New York og oliemagnater. Biler susede hen ad de nu brolagte hjulspor, så lugten af benzin overdøvede duftene fra prærien. Fra telefontrådene holdt et dommerpanel af krager øje med det hele. Der var restauranter, der kaldte sig caféer, og operabygninger og polobaner.
Selv om Mollie ikke ødslede så meget med pengene, som nogle af hendes naboer gjorde, havde hun bygget et smukt, lidt vidtløftigt hus af træ i Gray Horse, tæt ved familiens gamle hytte af sammensurrede pæle, vævede måtter og bark. Hun ejede adskillige biler og havde en tjenerstab – indianerens grydeslikkere, som mange af nybyggerne nedsættende kaldte disse fremmedarbejdere. Tyendet var tit sorte eller mexicanere, og i begyndelsen af 1920’erne udtrykte
en gæst i reservatet sin foragt ved synet af, at ”selv hvide” udførte ”alle de tyendeopgaver i huset, som ingen osage vil nedlade sig til.”
Mollie var en af de sidste, der så Anna, før hun forsvandt. Den dag, den 21. maj, var Mollie stået op lige før daggry, en indgroet vane fra dengang hendes far plejede at bede til solen hver morgen. Hun var vant til koret af englærker, vadefugle og præriehøns, nu overdøvet af oliepumpernes dunk-dunk i jorden. Mange af Mollies venner undgik at gå i osagetøj, men hun tog et indiansk tæppe om skuldrene. Hun fik heller ikke håret klippet som de unge piger med pande- og pagehår, men lod sit lange, sorte hår strømme ned ad ryggen, så man kunne se hendes iøjnefaldende ansigt med de høje kindben og store, brune øjne.
Hendes mand, Ernest Burkhart, stod op sammen med hende. En hvid mand på 28 år, flot på den måde, der er typisk for statister i en westernfilm: Kort, brunt hår, blågrå øjne, firskåren hage. Kun næsen spolerede portrættet; den så ud, som om den havde været med i et værtshusslagsmål eller to. Da han voksede op i Texas som søn af en fattig bomuldsavler, blev han fortryllet af fortællinger om Osage Hills – den rest af det amerikanske frontier-land, hvor man sagde at der stadig red cowboys og indianere rundt. Som nittenårig pakkede han i 1912 en taske og tog på ”eventyr i indianerterritoriet” ligesom Huckleberry Finn og flyttede ind hos sin onkel i Fairfax, en herskesyg kvægavler ved navn William K. Hale. ”Han var ikke den type, der bad én om at gøre et eller andet – han gav én ordre til det,” sagde Ernest engang om Hale, som blev en erstatning for hans far. Selv om Ernest hovedsageligt var stikirenddreng for Hale, arbejdede han også sommetider som uniformeret chauffør, og det var sådan, han mødte Mollie, da han skulle køre for hende.
Ernest havde en hang til at drikke smuglersprit og spille indiansk stud poker med mænd af tvivlsomt ry, men under det barske ydre syntes der at være en blidhed og spor af usikkerhed, og Mollie blev
Mollie Burkhart.
forelsket i ham. Hun var vokset op med osage som sit modersmål, men havde lært noget engelsk i skolen; alligevel lærte Ernest sig nok af hendes sprog til, at han kunne tale med hende. Hun havde sukkersyge, og han tog sig af hende, når hun havde ondt i leddene, og hun var så sulten, at det brændte i maven på hende. Da han hørte, at en anden mand nærede varme følelser for hende, mumlede han, at han ikke kunne leve uden hende.
Det var ikke let for dem at gifte sig. Ernests bondske venner gjorde nar af ham ved at kalde ham en ”squaw man”. Og selv om Mollies tre søstre havde giftet sig med hvide mænd, følte hun selv en forpligtelse til at indgå et arrangeret ægteskab med en anden osage, ligesom hendes forældre havde gjort. På den anden side kunne Mollie, hvis families tro var en blanding af osage og katolsk religion, ikke forstå, hvorfor Gud skulle lade hende finde kærligheden bare for så at tage den fra hende igen. Så i 1917 gav hun og Ernest hinanden ring på og svor på at elske hinanden, til døden dem skilte.
Her i 1921 havde de en datter, Elizabeth, på to år og en søn, James, som var otte måneder og blev kaldt Cowboy. Mollie tog sig også af sin aldrende mor, Lizzie, som var flyttet ind i deres hus, efter at Mollies far var død. På grund af Mollies sukkersyge frygtede Lizzie engang, at datteren skulle dø i en tidlig alder, og bønfaldt sine andre børn om at tage sig af hende. I virkeligheden var det Mollie, der tog sig af alle de andre.
Ernest Burkhart.
21.maj skulle egentlig være en dejlig dag for Mollie. Hun kunne godt lide at have gæster og var vært ved en mindre frokost. Da hun var kommet i tøjet, gav hun børnene morgenmad. Cowboy havde tit forfærdelig ørepine, så hun pustede ham i øret, til han holdt op med at græde. Mollie holdt sit hjem omhyggeligt i orden, og hun gav sine tjenestefolk instrukser, efterhånden som hele huset stod op, og alle myldrede rundt – undtagen Lizzie, der var blevet syg og holdt sengen. Mollie bad Ernest om at ringe til Anna og høre, om hun kunne komme over og hjælpe med at passe Lizzie til en afveksling. Som det ældste barn i familien havde Anna en særstatus i sin mors øjne, og selv om Mollie passede Lizzie, var Anna – trods sit heftige væsen – den, som moderen forkælede.
Da Ernest sagde til Anna, at hendes mor havde brug for hende, lovede hun at tage en taxi direkte hen til dem, og hun ankom kort efter iført højrøde sko, nederdel og matchende indiansk tæppe og med en alligatorskindstaske i hånden. Før hun trådte ind, havde hun i al hast redt det vindblæste hår og pudret sig lidt i ansigtet. Ikke desto mindre bemærkede Mollie, at hun gik usikkert og talte sløret. Anna var beruset.
Mollie (til højre) med sine søstre Anna (i midten) og Minnie.
