Kun for Mynthe © 2020 Dorte Roholte og Gads forlag A/S Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. 1. oplag, 1. udgave ISBN 978-87-627-3371-8 Trykt i Polen 2020 Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 DK – 1171 København K gb@gad.dk www.gad.dk
Kun for Mynthe_ins.indd 2
10/01/2020 09.41
MæRkEligE MynTHe 5
DORTE ROHOLTE gaDs fORlag
Kun for Mynthe_ins.indd 3
10/01/2020 09.41
Kun for Mynthe_ins.indd 4
10/01/2020 09.41
1. “Vi har en overraskelse til dig,” sagde Mynthes far. Han lagde armene over kors, pressede ryggen mod stolesædet og så på hende hen over den hvide bordplade. “Hvad?” spurgte hun. “Siger det ikke. Men du ved det vel også selv?” “Nope.” “Så venter vi, til du selv finder ud af det.” “Far!” Faren havde et lille smil om munden, mens han rystede på hovedet. Mynthe flyttede blikket fra ham og hen på hans kone Karina, som sad ved siden af ham. De var blevet gift denne sommer, og turen til Polen var på en måde deres bryllupsrejse. Og på en måde ikke, for Mynthe var jo med. Karina trak på skuldrene og slog ud med hænderne, som om hun ikke havde den fjerneste idé om, hvad det handlede om. Udtrykket i hendes ansigt sagde bare det modsatte. Det ville selv en svagtseende person straks have opdaget. De sad i cafeteriaet på færgen mellem Gedser og Rostock. Omkring dem var der et mylder af rejsende. Mynthe slugte et tungt suk sammen med en slurk af sin cola. For ikke så længe siden havde hun inderligt ønsket, at både moren og faren ville anerkende hendes
5
Kun for Mynthe_ins.indd 5
10/01/2020 09.41
evne til at vide besked om ting, der ville ske, og til at drømme om ting, der kom til at ske i virkeligheden. Nu havde de begge to accepteret, at hun havde denne evne. Det var sket i forbindelse med, at hendes lillebror Jokum var blevet væk, fordi han var fulgt med en gammel mand med rollator hjem. Mynthe havde fået en indsigt om, hvor Jokum var, og den havde vist sig at holde stik. Han havde siddet på mandens køkkengulv og gumlet på et stykke roulade, da Mynthe og hendes mor og far kom brasende ind i køkkenet. Manden havde fået et chok, for han var delvis dement og troede bare, at den lille dreng var kommet på besøg hos ham og hans hund. Siden var Mynthes forældre holdt op med at være skeptiske. Hendes mor havde ikke nævnt det ret mange gange. Men faren kunne have en lidt belastende tendens til konstant at hentyde til hendes indsigter. Og det var irriterende, for hun fik dem jo ikke hele tiden. Nogle gange kunne der godt gå flere uger imellem. Lige nu var det faktisk temmelig længe siden. “Sig det nu,“ sagde hun og stillede flasken fra sig. Ved et andet bord sad en mørkhåret fyr, der mindede en lille smule om Markus. Han kunne selvfølgelig slet ikke måle sig med ham, men alligevel. Mynthe bestræbte sig på at se cool ud. Hun og fyren havde allerede haft øjenkontakt et par gange. Han havde brune øjne, mens Markus havde blå. Meget blå. Mynthe havde prøvet at koncentrere sig for at finde ud af, hvad fyren hed, men det var ikke lykkedes.
6
Kun for Mynthe_ins.indd 6
10/01/2020 09.41
“Skal vi?“ Faren så på Karina. “Det synes jeg da.” “Godt, så. Jeg har faktisk fundet nogle polakker, der hedder Zygbaz til efternavn der, hvor vi skal hen. De har inviteret os på besøg.” “What? Er det rigtig?” Mynthe rettede sig brat op og glemte alt om at virke cool. Hun bøjede sig ind over bordet mod sin far. Pulsen var kommet op, og hun glemte helt, at hun havde haft lidt hovedpine lige før. “Jep. De bor i en by, der hedder Zakopane, og det er faktisk et skisportssted.” “Ski? Jamen …” “Det er højsommer og rigtig varmt dernede nu,” forklarede Karina, “men om vinteren er det koldt, og der falder meget sne.” Mynthe trykkede sig så hårdt ind mod bordkanten, at den skar hende i maven. Stoffet i hendes gule top var meget tyndt. “Men er de i familie med oldemor Anna? Og hvordan har du fundet dem?” spurgte hun. “Gennem Facebook, faktisk,” svarede faren, som ellers ikke var på Facebook. Han arbejdede som efterskolelærer, og de fleste af lærerne på efterskolen havde ingen Facebookprofil. Det blev for omfattende med alle de elever, der sendte venneanmodninger til dem. Karina havde en profil, men ikke under sit rigtige navn.
7
Kun for Mynthe_ins.indd 7
10/01/2020 09.41
“Eller rettere, det er Karina, der har fundet frem til dem,” tilføjede han hurtigt. “Men jeg har selv prøvet at søge på navnet Zygbaz på Facebook,” sagde Mynthe. “Jeg fik bare ingen hits. I hvert fald ingen, jeg rigtig kunne bruge til noget.” “Dem, jeg fandt, brugte heller ikke navnet på Facebook,” forklarede Karina. “Men det optrådte i en gruppe for skisportsentusiaster dernede i Zakopane. Jeg tror faktisk, at det er et mellemnavn. Det var en ung pige, der hedder Beata, og en mand ved navn Marzin.” “Og det er ham Marzin, som har inviteret os på besøg,” fortsatte faren og så stolt ud. “Jeg har fået hans adresse og mobilnummer, og jeg har lovet at skrive, når det passer ind i vores program at komme. Han virker rigtig flink, ikke også, Karina?” “Absolut. Jeg skrev kun en smule sammen med ham på engelsk over Messenger, så jeg ved ikke så meget andet. Der er omkring en times kørsel fra vores hytte til deres hus,” sagde Karina. “Jeg har en lille gave med til dem, en viking i træ. Og din far har en fotokopi af billedet af Anna med.” “Wauw,” mumlede Mynthe og tænkte for mindst tusinde gang på, om hun havde mistet sin evne. For det her havde hun ikke haft den mindste idé om. Det var virkelig spændende. Hun blev grebet af en akut trang til at fortælle nogen om planerne, og som altid var det Yasmin og Markus,
8
Kun for Mynthe_ins.indd 8
10/01/2020 09.41
der dukkede op i hendes hoved først. Men Yasmin var i Tyskland med sin familie, og hun havde ikke mobilen på sig hele tiden. Og Markus … ham havde Mynthe ikke kontakt med mere. Hun krøllede sig lidt sammen i stolen ved tanken om den udflugt til landsbyen Rønnebæk, som de havde brugt en hel dag på, mens de stadig var sammen. De havde besøgt en ældre mand, der hed Zygbaz til mellemnavn, og det havde måske været den bedste dag i hele hendes liv. Nå, hun kunne i hvert fald godt skrive det til Yasmin, selvom hun måske ikke læste det med det samme. Men da hun hev mobilen op af lommen, var færgen kommet for langt ud på vandet til, at der var signal. “Uh, gynger det lidt herude, eller er det bare mig?“ mumlede Karina og så sig om. “Kom, lad os gå ind i restauranten og rasere den der frokostbuffet,” foreslog faren og rejste sig. “Hvis vi er tanket ordentligt op af både mad og diesel, kan vi komme et ordentligt stykke dernedad i dag.” Mynthe syntes, at hun kunne mærke Markus-look alikens øjne på sig, da hun rejste sig. Hun var fristet til at vende sig om for at se, om hun havde ret, men det lykkedes hende at lade være, indtil de var kommet så langt væk, at det var sidste chance. Og der lå han af en eller anden mærkelig grund hen over bordet. Kunne han allerede være blevet søsyg? Markus ville ikke være blevet søsyg. Det var hun sikker på.
9
Kun for Mynthe_ins.indd 9
10/01/2020 09.41
Den store færge lå faktisk temmelig uroligt i vandet, og der kom hårde stød, mens de gik forbi et stort supermarked med slik og spiritus og et kæmpe parfumeri. Karina stødte ind i hende to gange. Inde i restauranten fandt de hurtigt et bord. Glas og tallerkener oppe ved buffeten klirrede, og en mand tabte en frikadelle på gulvet. For at holde balancen, da hun lidt efter stod ved buffeten, måtte Mynthe have god afstand mellem fødderne. Der var mørbrad med svampesovs, fiskefileter, flæskesteg med rødkål, rosa oksesteg med rodfrugter og meget mere, og hun havde lyst til at tage noget af det hele. Men da de bagefter sad ved bordet og spiste i tavshed, fik hun hurtigt nok. På en mystisk måde smagte det hele næsten ens. Karina var holdt op med at spise. Hun var også blevet lidt bleg, og hun pustede ud flere gange, som om hun havde det for varmt. “Det mangler altså salt,” sagde faren og spiste videre. Pludselig rejste Karina sig med hagen trukket ind mod brystet. Hun sagde ikke et ord, men styrtede bare af sted. Faren så efter hende. “Åh nej, den stakkel. Så bliver det godt nok en lang sejltur. Kan du ikke gå ud og se, om hun er okay, Mynthe?“ Mynthe nikkede, rejste sig og fandt det nærmeste dametoilet. Døren var tung at skubbe op. Hun måtte bruge skulderen. En sur stank af opkast slog imod hende. Straks dukkede
10
Kun for Mynthe_ins.indd 10
10/01/2020 09.41
mindet om besøget hjemme hos Markus dengang op. Hun skubbede det fra sig. “Karina?“ “Ja,“ lød det halvkvalt fra en af båsene. “Far vil godt vide, om du er okay?“ “Bare gå ind til din far igen. Jeg kommer, når jeg kan.” “Godt, så.” En dame kom drønende ud på toilettet med en lille, grædende pige på armen. Det så ud til, at pigen havde kastet op på dem begge to. Mynthe skyndte sig ind i restauranten igen. Hun havde det stadig godt nok, men hun skulle i hvert fald ikke have mere at spise. “Der kom en servitrice, som ville tage din tallerken, men jeg sagde, at du nok ikke var færdig,” sagde faren og så op fra de to tarteletter med høns i asparges, som han var ved at spise. “Fandt du hende så?” “Hun kommer, når hun kan.” Faren nikkede og skrabede det sidste op fra tallerkenen og spiste det. Så tørrede han sig om munden med servietten. “Vidste du godt, at det ville blive sådan her med overfarten, Mynthepige?” Hun var på nippet til at sige noget syrligt, men beherskede sig. Det var mest for hendes skyld, at de skulle helt til det sydlige Polen. “Nej, far, det gjorde jeg ikke.” “Okay. Hvad vil jeg så give dig nu?”
11
Kun for Mynthe_ins.indd 11
10/01/2020 09.41
“Hm … et kram?” “På en måde,” grinede han og fiskede en sammenfoldet pengeseddel op fra sin lomme. Da han stak den til hende, så hun, at det var 500 kroner. “Ej, tak, far. Jeg fik også 500 af mor til lommepenge i ferien. Men det havde I måske aftalt? Og nej, jeg kender heller ikke svaret på det spørgsmål.” Han smilede. “Ja, det aftalte vi. Så nu kan du gå ind og slå dig løs i parfumeriet, hvis du vil. Jeg tager nok lige et kyllingelår og en forårsrulle, og så er der også kaffe og kage, jo.” Af sig selv var Mynthes tallerken gledet helt ud til kanten af bordet, og nu var den på vej tilbage igen. En mand kom kørende med en bakkevogn og tog den. “Finished?” “Finished,” bekræftede hun. “Nu, hvor jeg har dig på egen hånd, for resten,” begyndte faren, “hvordan går det hjemme hos mor? Godt?” “Det går fint,” svarede Mynthe. “Rigtig fint.” Hun følte, at hun løj lidt. Men på en måde var det også rigtigt, for moren og Steffen var meget glade for hinanden. De grinede hele tiden og kyssede og krammede, når de troede, hverken hun eller Jokum kunne se dem. Jokum var også meget glad for Steffen. Mynthe havde heller ikke noget imod ham, men … de sidste måneder havde der været noget mærkeligt med ham. Han undgik at se
12
Kun for Mynthe_ins.indd 12
10/01/2020 09.41
Mynthe i øjnene og at røre ved hende. Først havde hun opfattet det som tilfældigheder, men efterhånden var hun sikker på, at det var helt bevidst. Hvad var det, han ikke ville have, hun skulle finde ud af? Hun undrede sig over, at moren ikke opdagede det, men det gjorde hun åbenbart ikke, og så syntes Mynthe ikke, at hun skulle sige noget om det. “Men så går jeg lidt på shopping, ikke?” “Gør du det.” Inde i parfumeriet hang en tung duft af parfume. Parfumeflasker klirrede, og tre ekspeditricer stod og talte sammen på tysk. Der var kun få kunder. Flere af dem prøvede testeksemplarer af makeuppræparater langt op ad begge arme på sig selv, så de blev helt stribede. Mynthe gik lidt rundt og kiggede på parfumer. Når hun fandt en, hun havde lyst til at prøve, sprøjtede hun lidt på de små papirstrimler, der var lagt frem. Hvis hun kunne lide duften, prøvede hun også lidt på sig selv. Men tre af duftene var så skønne og søde og ligesom fuld af løfter om noget romantisk, om tosomhed og kys og kærtegn, at hun holdt op med at gøre det. For det fik hende til at tænkte på Markus og længes efter ham, så maven føltes som et tomt hul, selvom den var propfuld. Længes efter at stå med armene om hans liv og trykke sin kind mod hans bryst. Længes efter deres helt særlige måde at kysse på. Og det gik ikke. Hun blev bare ked af det, og hun havde glædet sig til den her tur. Men hun havde jo også i
13
Kun for Mynthe_ins.indd 13
10/01/2020 09.41
lang tid troet, at når hun skulle til se sin oldemor Annas fødested for første gang, ville det være sammen med ham. Det blev det så ikke. Hun købte en deodorant til sig selv og en flaske neglelak med små guldglimt til Yasmin. Hun ville elske den. Bagefter gik hun ind i supermarkedet og købte to poser lakrids. Alle sagde, at man kun kunne få rigtig lakrids i Danmark. Og det ville hun ikke undvære i ferien. Inde i restauranten havde faren givet op midt i kagen. Det halve lå tilbage på hans tallerken. Karina sad der igen. Hun smilede lidt mat til Mynthe. “Tak, fordi du kom ud for at se til mig. Jeg er nogen lunde ok nu, men min mave er også helt, helt tom. Det gynger heller ikke helt så meget mere.” * Da der var fem minutter tilbage af sejlturen, oplyste en stemme i den knasende højtaler, at man gerne måtte gå ned på vogndækket. Nede i bilen opdagede Mynthe til sin glæde, at der igen var signal. Lidt efter var der også net. En snap fra Yasmin gik straks ind på mobilen. Mynthe åbnede den med det samme. Det var et foto af Fazal, som smilede med hovedet på skrå. Hele hans overkrop var med på billedet. Cutie, havde Yasmin skrevet ind over billedet og tilføjet tre smileys med hjerteøjne.
14
Kun for Mynthe_ins.indd 14
10/01/2020 09.41
Mynthe kvitterede ved at sende en snap af sin højre arm med håndleddet opad. Verdens mest velduftende arm – vi kører fra færgen om lidt. Yasmin skrev tilbage i chatten: Sejt så er vi i samme land nu. Mynthe kunne mærke, at der blev kigget på hende. Hun drejede hovedet. Det var Markus-lookaliken, som havde bøjet hovedet for at kigge ind ad hendes vindue. Han smilede og vinkede med håndfladen ind mod ruden. Han så bleg ud. Mynthe gengældte både smil og vink og kiggede efter ham, da han gik. Han satte sig ind i en tysk bil, der holdt skråt foran dem. Han var altså tysker. Det havde hun slet ikke tænkt på. “Hvem var det, Mynthe?” ville faren vide. “En dreng fra cafeteriet. Andet ved jeg ikke.” “Han så sød ud.” “Ja, ja.” “Hvor langt kører vi i dag, Mynthe?” “Ej, far, stop nu det der!” Faren vendte sig om og kiggede uforstående på hende. “Jamen jeg mener det. På den normale måde. Kortet ligger et sted på bagsædet, du kan jo lige folde det ud og kigge. Vores rute går over Berlin, og så krydser vi grænsen til Polen lidt nord for Dresden ved Görlitz og kører mod Wroclaw og derefter Krakow. Så er vi meget tæt på målet. Du kan jo finde en by et sted, som ser ud til
15
Kun for Mynthe_ins.indd 15
10/01/2020 09.41
at være passende halvvejs eller noget lignende.” Karina var stadig lidt stille. Hun sad med sin mobil. “Okay, her fra Rostock og til det sted tæt på Nowy Targ, hvor vores hytte ligger, er der 911,2 kilometer.” I det samme blev bovporten åbnet, så de kunne køre fra borde.
Kun for Mynthe_ins.indd 16
10/01/2020 09.41