INDHOLD
den røde tråd gennem bogen
FORORD AF LINDA HARDISTY BRAMSEN 7
INDLEDNING 10
Denne bog handler om vores opmærksomhed – og særligt om hvad der sker, når denne evne forstyrres. Sådanne forstyrrelser af opmærksomheden er velkendte for de fleste. Derfor er det relevant at vide, hvad opmærksomheden er for en størrelse, hvad der kan forstyrre den, og hvad man ofte selv kan gøre for at få den på ret kurs igen.
1. HVAD VIL DET SIGE AT HAVE EN FORSTYRRET OPMÆRKSOMHED? 17
Kapitel 1 beskriver, hvordan det kan opleves, når opmærksomheden er under pres. Mange vil kunne nikke genkendende til det – ind imellem eller i særlige sammenhænge.
2. HVOR HØRER OPMÆRKSOMHEDEN TIL?
Kapitel 2 handler om de dele af kroppen, som man mener huser opmærksomheden og mange af de øvrige funktioner, som også har betydning for den.
26
3. HVORDAN FUNGERER OPMÆRKSOMHEDEN? 40
Kapitel 3 giver et bud på, hvordan opmærksomheden fungerer i et tæt og koordineret samarbejde med de øvrige funktioner i hjernen.
4. NÅR OPMÆRKSOMHEDEN PÅVIRKES
Kapitel 4 undersøger hvad der ofte kan forstyrre opmærksomheden, hvordan man oplever sådanne forstyrrelser, og hvordan man ofte reagerer på dem.
56
5. SÆRLIGE FORHOLD DER KAN
KAPRE VORES OPMÆRKSOMHED 74
Kapitel 5 stiller skarpt på særlige forhold – udefra og indefra – som kan kapre opmærksomhed – og hvilken indsats man kan rette mod disse.
6. ARV, MILJØ OG OPMÆRKSOMHED 116
Kapitel 6 undersøger de mulige forhold, der gennem den samlede udvikling kan have beskyttet eller udfordret opmærksomheden.
7. HVORDAN HJÆLPER MAN OPMÆRKSOMHEDEN?
– IDEER TIL NYE STRATEGIER 130
Kapitel 7 tilbyder ideer til nye strategier og tilgange til igen at tage kontrollen over opmærksomheden.
8. HVIS NU DET IKKE ER NOK 158
Kapitel 8 giver en kort beskrivelse af, hvad det vil sige at have mere grundlæggende og væsentlige forstyrrelser af opmærksomheden kaldet opmærksomhedsforstyrrelse (ADHD eller ADD) – og veje, der kan være at gå, hvis denne bogs anbefalinger ikke er tilstrækkelige.
9. IDEBANK 174
Kapitel 9 er eksempler på skemaer og skabeloner, som kan tages i brug i kampen mod den forstyrrende opmærksomhed.
10. MERE VIDEN 182
Kapitel 10 giver inspiration til anden litteratur, apps, podcast, hjemmesider m.m., hvis man vil vide mere om opmærksomheden, hvad der kan forstyrre den, og hvad indsatsen ofte kan være.
FORORD
af Linda Hardisty Bramsen
”Ikke endnu en bog om ADHD”.
Som børne- og ungdomspsykiater møder man ikke sjældent et barn eller en teenager, der har klaret sig i de mindre klasser, men som nu har svært ved at koncentrere sig, har mistet overblikket, er trist, har trukket sig fra sine venner og fritidsinteresser og som ikke længere vil i skole. Forældrene prøver at forstå, men er ofte magtesløse. For dem ender søgninger på internettet ofte med, at man vil være sikker på, at ens barn ikke har en udviklingsforstyrrelse, som for eksempel ADHD. Det er uden tvivl vigtigt at få det afklaret, for som undersøgelser har vist, er der store omkostninger ved at undlade at diagnosticere og behandle.
Men måske går det af og til lidt for hurtigt med at få tankerne i retningen af børne- og ungdomspsykiatrien, for i mange (faktisk de fleste) tilfælde, er det ganske almindeligt, at skolegang ikke er lige let for alle, at koncentrationen glipper, især i teenageårene, at man bliver trist og uvenner med mange, ændrer interesser mm. Forældrene vil selvfølgelig gøre alt for at hjælpe deres barn, men måske er det ikke så let at se og vurdere hele billedet, når man ikke har alle brikkerne til puslespillet? For hvornår er symptomerne svære og mange nok til at opfylde kriterierne for for eksempel en ADHD-diagnose? Nogle symptomer er nemlig også tegn på noget andet. Det er det, denne bog handler om. For dette er ikke endnu en bog om ADHD – og når jeg kigger på boghylden i butikkerne eller ved min lydbogsudbyder, så mangler denne bog!
Tine Vesterby har skrevet bogen med det mål at øge viden om en grundlæggende funktion hos os alle, fænomenet opmærksomhed, uden at forsøge at identificere det afvigende. For det er vigtigt at erkende, at ADHD nok er den letteste diagnose at stille forkert, især hvis man tror, at uro, impulsivitet og især nedsat koncentrationsevne altid er tegn på ADHD.
Med denne bog kan man som forælder, professionel i skole eller daginstitution blive klogere på, hvad den komplekse opmærksomhedsfunktion egentlig for en størrelse? Hvor sidder den, hvordan virker den, og hvad kan det være tegn på, når den ikke virker, som den plejer?
Tine Vesterby formår at gøre et svært emne tilgængeligt, og hun bruger gode sproglige billeder til at belyse de mange facetter, som opmærksomhedsfunktionen har i dagligdagen for os alle sammen.
Opmærksomheden er ikke kun vigtig, når vi taler om opmærksomhedsforstyrrelsen ADHD. Den har sikret vores overlevelse gennem tiden helt tilbage fra hulemennesket og har udviklet sig i takt med evolutionens behov. Det er en funktion, som modnes med alderen, ofte med forskellig hastighed og fungerer også – som alle andre dele af vores krop og hjerne – forskelligt fra person til person. Og så er opmærksomheden desuden en funktion, der påvirkes af mange forskellige tilstande og sygdomme – fysiske som psykiske.
Tine Vesterby tager læseren med i beskrivelsen og lader os forstå, at det ikke er enten-eller, at man ikke enten har en meget god opmærksomhed eller har ADHD, men at der er så mange nuancer og muligheder, man med fordel selv kan lære at fokusere på, før
man får trang til at google ventetider hos nærmeste børne- og ungdomspsykiatri. For man vil jo ikke overse noget, og hvad nu hvis …?
Der er behov for at få mere almen viden om, hvordan dele af vores hjerne fungerer, og at vi i højere grad kan forstå hjernen som en muskel, der både kan og skal trænes og holdes ved lige. Bogen giver flere bud på, hvad man selv kan gøre, og hvordan man selv kan forstå sit barn, sin elev eller sig selv, uden at det bliver belærende og ”endnu en bog om optimering og du-kan-hvad-du-vil”. Ud over grundviden om opmærksomhedsfunktionen, giver bogen ideer til redskaber og metoder, der kan hjælpe den forstyrrede opmærksomhed – og så slutter den af med en lille reminder om, at man skal søge hjælp, hvis der er vedvarende problemer.
Det er vigtigt, at bogen ikke ender med at blive et misforstået budskab om, at man skal holde børn og unge fra at blive udredt, diagnosticeret og behandlet – det er ikke bogens ærinde, for selvfølgelig er det vigtigt, at rette barn får rette indsats på rette tid – uanset om der er tale om øget viden og fokus på at hjælpe barnet i dagligdagen med at koncentrere sig eller om der er tale om, at der er behov for at få barnet henvist til vurdering i børne- og ungdomspsykiatrien.
God læselyst
Linda Hardisty Bramsen
Cheflæge i Børne-og Ungdomspsykiatrisk afdeling, Aalborg universitetshospital, Region Nordjylland. Tidligere formand for BUP-DK, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.
INDLEDNING
”Hvor mange gange skal jeg sige til dig, at du skal tømme din taske?”, ”Vi kører altså om fem minutter – er du sikker på, at du er klar?”, ”Kom nu i gang med den oprydning” eller ”Jeg kan altså ikke koncentrere mig mere”, ”Jeg skal bare lige spille færdig”, ”Det har I da aldrig sagt før”.
Lyder det som et ekko hjemme fra jer? Så er det præcist, som i mange andre hjem med børn og unge – og det er helt naturligt.
Nogle gange bliver det imidlertid for meget. Nogle gange er det, som om opmærksomheden er taget på langfart uden at give besked om, hvornår den kan forventes tilbage. I disse tilfælde kan man blive bekymret for, om den forstyrrede opmærksomhed kan skyldes en egentlig opmærksomhedsforstyrrelse, dvs. en såkaldt neuropsykiatrisk udviklingsforstyrrelse eller det, som mange vil kende som ADHD eller ADD.
FØR MAN STILLER SIG SELV SPØRGSMÅLET OM,
HVORVIDT ENS BARN ELLER UNGE HAR EN EGENTLIG
OPMÆRKSOMHEDSFORSTYRRELSE, ER DET VIGTIGT AT VIDE:
} hvad opmærksomheden er for en størrelse
} hvad kan vi forvente os af den
} hvordan kan den forstyrres
} hvordan man støtter den
} hvornår den er forstyrret i en sådan grad, at der faktisk er tale om en psykiatrisk diagnose.
Hvis vi ser på de psykiatriske diagnoser, vil op mod 15 % af alle børn og unge i Danmark og i de lande, vi sammenligner os med, frem mod deres 18-års fødselsdag opleve psykiske udfordringer i et sådant omfang og af en sådan sværhedsgrad, at de kan få stillet en psykiatrisk diagnose.
Det er høje tal, der på den ene side giver et billede af en sårbar udviklings- og livsfase, og på den anden side vidner om, at mange børn og unge faktisk har psykiske sygdomme eller psykiske udviklingsforstyrrelser.
Den afstigmatisering af psykiske sygdomme og udviklingsforstyrrelser, som vi har oplevet i de senere år, har været til stor gavn for de børn og unge, som faktisk opfylder kriterierne for en psykiatrisk diagnose. Ligeledes har det været godt for behandlerne i og uden for børne- og ungdomspsykiatrien, som nu rettidigt kan møde det rette barn og tilbyde den rette indsats – før mistrivsel har bidt sig for godt fast. Men – for der er et men – afstigmatiseringen har også bidraget til, at mange flere end de omtalte 15 % i perioder vil identificere sig med nogle af de mange træk, som skal være til stede, for at man kan stille en psykiatrisk diagnose. Det betyder, at mange børn og unge kan tro, at de har en psykiatrisk diagnose, uden at dette nødvendigvis er tilfældet.
Tag for eksempel den psykiatriske diagnosegruppe, vi kalder angst. Hvem kan frasige sig at have oplevet at blive bange eller at være ængstelig i konkrete situationer. Det kunne for eksempel være bekymring forud for adskillelse fra nære relationer, utryghed ved at skulle tale foran klassen eller stå på en scene, følelsen af at være ved at gå i panik i nye sammenhænge eller trang til at gentage handlinger i et forsøg på at undgå særlige bekymringstanker. Sådanne oplevelser med utryghed og øget alarmberedskab er meget ubeha-
gelige, men samtidig er de faktisk en forudsætning, ikke blot for den enkeltes tilpasning til omgivelserne, men også for vores arts overlevelse. Havde vores tidligste forfædre og -mødre ikke oplevet utryghed i mødet med en hulebjørn, havde vi ikke stået her i dag – der var gjort kort proces – end of story.
De fleste kender også til karakteristika ved den psykiatriske diagnosegruppe, som vi kalder depression. Tabet af en kæreste, en ægtefælle eller en anden nær relation resulterer for de fleste i tristhed, som vi ofte kalder sorg. Sorg vil ofte være forbundet med håbløshed, opgivenhed og måske skamfuldhed over ikke at have gjort nok. Hvis ikke sådanne følelser helt eller delvist vækkes, kan det være et udtryk for, at vi enten var afklarede med tabet, eller at vores bånd til den pågældende person var af mindre betydning. Hvis relationer generelt ikke betød noget for os, ville vi ikke kunne knytte og forpligte os, hvilket jo netop er udgangspunktet for sociale fællesskaber og samarbejdsrelationer.
Det er således nærliggende at konkludere, at man udmærket kan være ængstelig uden at have diagnosen angst, og at man kan være trist uden at have en depression. Der er nemlig sjældent tale om velafgrænsede tilstande, hvor man enten har en psykisk lidelse eller ej. Der er ofte tale om det, man kalder spektrum-tilstande.
Vores opmærksomhed, som bogen her handler om, kan også være forstyrret i varierende grad, hvilket vi kan være mere eller mindre begrænset af. Også her kan man tale om et spektrum. Man kan således i nogle perioder og i nogle sammenhænge have en påvirket opmærksomhedsfunktion uden, at man har en egentlig opmærksomhedsforstyrrelse (svarende til ADHD eller ADD), og uden at det kræver en psykiatrisk udredning, diagnose eller lægelig behandling. Det omvendte er dog ikke tilfældet.
Spektrumtilstande
Spektrumtilstande refererer til tilstande, der har en række fællestræk, men som kan variere meget i intensitet, symptomer og måden, de påvirker den enkeltes liv på. Forestil dig et såkaldt kontinuum eller en skala, hvor personer i den ene ende har få og meget milde symptomer, der næsten ikke påvirker de daglige funktioner, mens personer i den anden ende har mange symptomer, der er så alvorlige, at de i betydeligt omfang påvirker evnen til at fungere i hverdagen. Betegnelsen spektrum-tilstand illustrerer, at psykiske lidelser ikke altid kan kategoriseres klart eller entydigt. Man kan udmærket have træk eller i perioder være i mistrivsel, uden at man skal have stillet en diagnose med det formål at få behandlet tilstanden. Man kan med andre ord være i mistrivsel uden at opfylde kriterierne for en psykiatrisk diagnose – og på samme måde kan man have en psykiatrisk diagnose uden at være i mistrivsel, hvis blot den rette hjælp tilbydes på det rette tidspunkt.
Tænk på ængstelighed, tristhed og besvær med at holde opmærksomheden, som psykens temperaturregulering. Er der for meget pres på psyken, kan man tale om en slags psykisk feber. Ofte går ’feberen’ væk igen, når årsagen hertil er elimineret. Hvis ’feberen’ imidlertid står på længe, er for høj og giver betydeligt ubehag eller begrænsninger, så skal der naturligvis sættes ekstra ind. Ofte er der imidlertid meget man selv kan gøre for at få ’’temperaturen’ under kontrol igen.
Bogen her retter fokus mod den del af psykens såkaldte ’temperaturregulering’, som vi kalder opmærksomhed, da den meget let forstyrres ved øget pres inde- og udefra. Opmærksomheden skal overordnet forstås som en række tankemæssige funktioner, der gør
os i stand til at rette fokus mod et givent emne og fortsætte med at opretholde fokus over tid, selv om andre konkurrerende stimuli trækker i den. Man kan for eksempel sammenligne opmærksomheden med lysmesteren i et koncerthus. Lysmesteren er den, som har ansvar for hvornår, hvor meget og hvor længe en lyskegle skal rettes mod et givent område, så publikums interesse bliver og forbliver vakt.
Hvis lysmesteren har opsagt sin stilling, eller opmærksomheden mere gennemgående er forstyrret (dvs. gennem barnets eller den unges udvikling og på tværs af sammenhænge og miljøer) og i væsentligt omfang begrænser personen i sociale, faglige eller praktiske sammenhænge, kan det skyldes en egentlig opmærksomhedsforstyrrelse (ADHD eller ADD). Det er imidlertid ikke denne bogs ærinde at beskrive diagnosen ADHD eller ADD indgående, da der allerede findes mange gode bøger om dette emne, men man kan få et indblik i hvad ADHD eller ADD er i kapitel 8, som også giver ideer til, hvad man kan gøre, hvis bogen her ikke er tilstrækkelig til igen at indfange opmærksomheden.
Denne bog henvender sig til forældre og andre voksne omsorgspersoner, som oplever, at opmærksomheden svigter hos deres børn og unge. Målet er at give et bud på, hvordan man kan indkredse det abstrakte fænomen ’opmærksomhed’, afdække hvor opmærksomheden kommer fra, undersøge hvilke funktioner den har, belyse hvordan den forstyrres, og se på hvordan man selv og andre kan hjælpe med at få den under kontrol.
Bogen kan med fordel også læses af store børn og unge, da større indsigt, genkendelse og accept ofte bidrager til øget motivation og mod til forandring – selv om det tager tid.
Bogen er derfor opbygget på en måde, der tager hensyn til, at læseren aktuelt kan have en forstyrret opmærksomhed. Der gøres brug af pædagogisk greb, som skal understøtte fokus og udholdenhed og dermed gøre læsningen lettere. Bogen tilbyder også forældre og øvrige omsorgspersoner et sprog og konkrete greb, som kan bruges i kommunikationen med barnet eller den unge, der oplever, at opmærksomheden er forstyrret. Da indlæring af nyt materiale altid er mere tids- og energikrævende end afvikling af kendte rutiner, vil bogen gøre brug af gentagelser og sammenfatninger for ikke at presse opmærksomhed unødig, når de nye indsigter og strategier skal anvendes.
Hvis bogen er jeres egen, kan I med fordel skrive noter i den. Der er indsat en plads til egne noter sidst i hvert kapitel.
HVIS STORE BØRN ELLER UNGE LÆSER BOGEN
Hvis barnet eller den unge (>13 år) ønsker at læse med, anbefales følgende tilgang:
} Find det tidspunkt på dagen, hvor barnet eller den unge har mindre svært ved at koncentrere sig. Det skal være, når barnet eller den unge ikke er for træt, for sulten, for mæt eller fyldt op af alle mulige andre tanker.
} Vær opmærksom på, om barnet eller den unge skal være alene eller sammen med nogen, have musik i ørene eller total stilhed – eller om han eller hun skal have noget i hænderne, hvis det kribler i dem.
} Støt barnet eller den unge i at sidde godt eller stå op, mens der læses, men undgå pres, da krav sjældent er en motivationsfaktor. Nogle børn og unge bør undgå at lægge sig i sengen – selv om
den drager – mens andre faktisk kan have gavn af det. Undersøg sammen med barnet eller den unge, hvad der fungerer bedst.
} Anbefal eventuelt et bestemt antal sider, som barnet eller den unge kan læse, så det ikke virker alt for uoverskueligt (ikke for mange sider i starten). Udvælg sider eller kapitler, som særligt fanger interessen hos barnet eller den unge – og spring resten over. Tænk på det som et nyt sprog, der skal læres. Brug eventuelt overstregningstusch, eller skriv noter i bogen for at fremhæve det vigtigste. Brug for eksempel også forskellige farver, alt efter hvem der skriver! Aftal en deadline for, hvornår barnet eller den unge skal have læst de første 10 sider –men kun hvis dette konkurrenceelement støtter motivationen. Gennemgå sammen, hvad I hver især har fået ud af det, I har læst.
} Anerkend barnet eller den unge efter fuldført læsning. Stil gerne en belønning i udsigt, når barnet eller den unge har engageret sig i læsningen, for eksempel en selvvalgt aktivitet i 10-15 minutter. Husk, at det er svært at skifte fra noget, der er meget lyststyrret (belønningen) til noget, der kan føles som ’bør’ eller ’skal’ (at læse bogen). Drøft derfor også formålet med at læse bogen. Skift eventuelt fra belønning (for eksempel selvvalgt aktivitet i 10-15 minutter) til noget mere aktivt (for eksempel en løbetur rundt om huset) eller en sund snack, før barnet eller den unge igen skifter til læsemodus.
} Tilgiv barnet eller den unge – og også dig selv – når det ikke lige lykkes hver gang. Vent dog ikke på, at motivationen kommer af sig selv, og husk at overspringshandlingerne altid kan virke enormt overbevisende …
God læselyst.
Tine Skipper Vesterby
Privatpraktiserende speciallæge i børne og ungdomspsykiatri.
