Af samme forfatter: Bag facaden
MaĚŠske uskyldig_TRYK.indd 2
01.04.2020 10.37
Alafair Burke
Måske uskyldig KRIMI
På dansk ved Brian Christensen
GADS FORLAG
Måske uskyldig_TRYK.indd 3
01.04.2020 10.37
Måske uskyldig er oversat fra amerikansk af Brian Christensen efter The Ex Copyright © 2016 by Alafair Burke. All rights reserved. Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2020 Published by arrangement with Alexander Schwarz Literary Agency. ISBN: 978-87-12-06034-5 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Omslagsfoto: Shutterstock Bogen er sat med Sabon hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook. Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
Måske uskyldig_TRYK.indd 4
01.04.2020 10.37
Til Lish, Whitson og Joe Summerlin
MaĚŠske uskyldig_TRYK.indd 5
01.04.2020 10.37
MaĚŠske uskyldig_TRYK.indd 6
01.04.2020 10.37
17. juni 2015 UDSKRIFT AF BÅNDET AFHØRING AF JACKSON HARRIS Klokken 10:27 – båndet går i gang NEW YORK POLITI, KRIMINALASSISTENT JIMMY BOYLE Boyle:
Okay, jeg har tændt for båndoptageren, mr. Harris. For god ordens skyld: Befinder du dig her på stationen af egen fri vilje?
Harris: Ja. Boyle:
Og er du indstillet på at tale frivilligt med mig?
Harris: Ja. Boyle:
Glimrende. Som du ved, vil vi gerne i kontakt med folk, som var nede ved havnefronten i morges. Vi har talt sammen tidligere, men lad os lige skynde os at få det optaget på bånd, for vi har mange, vi skal tale med. Kan du med egne ord fortælle mig, hvornår og hvorfor du var dernede?
Harris: Ja. Jeg var der ved syvtiden for at mødes med en kvinde ved navn Madeline. Boyle:
Og du kender ikke Madelines efternavn eller telefonnummer?
Harris: Nej, kun hendes mailadresse. Boyle:
Du sagde, at du kun havde set hende en enkelt gang, på molen ved Christopher Street for to lørdage siden. Køn pige, sagde du, ikke sandt?
Harris: Jo.
7
Måske uskyldig_TRYK.indd 7
01.04.2020 10.37
Boyle:
Men du sagde mere end det. Du sagde, at det hele var “surrealistisk” – var det ikke det ord, du brugte?
Harris: Er det nødvendigt at få det med? Boyle:
Jo flere detaljer vi har, desto større chance har vi for at finde frem til hende. Hun skulle jo mødes med dig, så det kan være, at hun også befandt i området.
Harris: Okay, ja. Jeg var ude at løbe en tur og fik øje på en kvinde i selskabskjole – den var i en mat lyserød farve og uden stropper. Hun sad midt på det fugtige græs. Solen var ved at stå op, og hun havde bare tæer og drak champagne direkte af flasken. Jo, det hele virkede lidt surrealistisk. Boyle:
Og du sagde noget om en kurv?
Harris: Der stod en slags pakke ved siden af hende. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at det var en picnickurv. Jeg tror, hun opdagede, at jeg kiggede på hende, for hun holdt flasken op, som om hun skålede, da jeg løb forbi. Og hun læste i en bog, for resten. Boyle:
Du sagde, det især var bogen, som fangede din interesse?
Harris: Ja, jeg er forfatter, og en smuk, elegant klædt kvinde, som sidder og drikker champagne med en bog i hånden … Hvad mere kan man ønske sig? Boyle:
Men du talte ikke med hende?
Harris: Nej nej. Men så fortalte jeg en veninde om hende. Boyle:
Charlotte Caperton?
Harris: Ja. Jeg burde have vidst, at hun ikke ville lade det ligge. Charlotte har det med at blande sig i mit liv. Hun står bag en hjemmeside – en slags onlinemagasin, der beskæftiger sig med alt muligt om byen. The Room, hedder siden.
8
Måske uskyldig_TRYK.indd 8
01.04.2020 10.37
Boyle:
Nå ja. Man kan ikke kalde sig newyorker uden at kende til The Room.
Harris: Og før jeg nåede at se mig om, havde Charlotte indrykket en efterlysning på hjemmesiden. Boyle:
Noget i stil med Jeg så dig i toget?
Harris: Eller i mit tilfælde: Jeg var den forpustede midaldrende jogger, som så dig på molen. Charlotte fik det dog til at lyde knap så ynkeligt. Boyle:
Og er det normalt? Plejer din veninde at indrykke personlige annoncer, hver gang du ser en køn kvinde?
Harris: Man kan ikke tale om “hver gang”, når det drejer sig om mig. Min hustru … hun er død, og der har ikke været nogen siden. Jeg har en teenagedatter. Jeg er ikke ligefrem en, der går rundt og scorer damer. Så ja, Charlotte syntes, det var noget stort, at jeg i det hele taget fortalte hende om kvinden. Hun så det som et tegn på, at jeg omsider var klar, hvad det så end betyder. Men der er åbenbart mange, som læser The Room, for nogle dage senere svarede en Madeline på efterlysningen. Det viste sig, at den bog, hun sad og læste i, faktisk er en af mine yndlingsromaner. Vi begyndte at maile med hinanden, og i aftes foreslog hun så, at vi skulle mødes. Jeg har det helt skidt med at spilde din tid med den her åndssvage historie, med tanke på hvad der står på spil. Boyle:
Jeg er nok lidt nysgerrig. Jeg er selv single – hele den der datingscene, du ved. Og du må indrømme, at det her lyder ret …
Harris: Langt ude. Ja, jeg ved det godt.
9
Måske uskyldig_TRYK.indd 9
01.04.2020 10.37
Boyle:
Og du sagde også, at du havde taget en kurv med ned til havnefronten i morges?
Harris: Jeg forstår altså ikke rigtig, hvorfor vi behøver at komme ind på det. Det er lidt flovt. Boyle:
Vores samtale er kun en lille del af arbejdet med at finde ud af, hvem der var hvor og hvornår. Så hvis for eksempel et andet vidne oplyser, at vedkommende så en mand med en kurv, så ved vi jo, at det var Jack Harris. Fortsæt.
Harris: Ja, okay. Madeline skrev i mailen, at jeg skulle tage en picnickurv med, og så ville hun sørge for champagne. Så det var derfor. Boyle:
Og forklar mig lige igen, hvorfor I skulle mødes på football-banen. Man skulle tro, at mødestedet ville være Christopher Street Pier, hvor du så hende sidde på græsset første gang. Det ligger ikke så langt derfra.
Harris: Det var hende, der foreslog football-banen. En scene i den bog, som jeg nævnte, foregår der. Det var en slags gåde: “Mød mig ved kapitel 12”. Boyle:
Det lyder indviklet. Og efter alt det dukkede hun slet ikke op?
Harris: Ikke så vidt jeg kunne se. Da jeg nåede frem, gik der nogle mennesker omkring, men ingen af dem lod til at vente på mig. Jeg forlod stedet, da det begyndte at styrte ned. Boyle:
Skrev du til hende og spurgte, hvorfor hun ikke var der?
Harris: Nej. Boyle:
Hvis det havde været mig, ville jeg nok gerne have en forklaring efter sådan en dramatisk optakt.
10
Måske uskyldig_TRYK.indd 10
01.04.2020 10.37
Harris: Det var, som om virkeligheden ramte mig, da det begyndte at regne. Det hele virkede pludselig så fjollet. Boyle:
Hvad gjorde du med kurven?
Harris: Jeg satte den ved football-banen med en besked. Boyle:
Javel ja. Hvor ved football-banen?
Harris: På en bænk ved stien, som fører ud til gaden. Jeg tænkte, at hun ville få øje på den, hvis hun kom senere. Boyle:
Hvad var der i kurven?
Harris: Du vil godt nok have alle detaljerne, hva’? Der var nogle croissanter og vindruer. Og så beskeden. Boyle:
Hvor fik du papiret til beskeden fra?
Harris: Jeg går altid rundt med en lille blok i lommen – et arbejdsredskab, kan man vel kalde det. Boyle:
Hvornår hørte du skuddene?
Harris: Jeg fandt først ud af, at det var skud, da jeg kom hjem og hørte nyhederne. De andre mennesker omkring mig – alle undrede sig over, hvad det var for lyde. Det lød lidt som fyrværkeri. Men de kom langt væk fra, så det var svært at høre. Boyle:
Okay, men hvor var du, da du hørte skuddene?
Harris: På Charles Street, på den anden side af West Side Highway. Det overrasker mig, at de kunne høres så langt væk. Boyle:
Tro det eller ej, men der findes akustiske sensorer, som kan opfange skud på tre kilometers afstand. Så lad os opsummere: Du tog udelukkende hen til football-banen for at mødes med denne Madeline?
Harris: Ja.
11
Måske uskyldig_TRYK.indd 11
01.04.2020 10.37
Boyle:
Du kender ingen andre, som kan have befundet sig der i morges?
Harris: Nej. Bortset fra Madeline, selvfølgelig. Jeg kan give dig hendes mailadresse. Boyle:
Okay, så det er bare et tilfælde, at Malcolm Neeley var et af skudofrene?
Harris: Undskyld? Hvad …? Boyle:
Du kender godt navnet, ikke? Selvfølgelig gør du det. Malcolm Neeley var en af de tre personer, som blev skudt i morges på football-banen nogle få meter fra dig og din lille picnickurv. Kan du forklare det?
Harris: Øjeblik, det giver ingen mening. Boyle:
Du sagde jo selv, at historien lød lidt surrealistisk. Du sagde endda “langt ude” på et tidspunkt.
Harris: Du … Du tror vel ikke, at det er mig, der har gjort det? [Intet svar] Harris: Jeg har lige brug for at tænke mig om. [Optagelse afsluttet klokken 10:42]
Måske uskyldig_TRYK.indd 12
01.04.2020 10.37
1 Hvid støj er helt fantastisk, på samme måde som sølvpapir, Blue tooth og Nespressokapsler. Hvid støj får byens lyde til at forsvinde. Jeg behøver bare at trykke på en app på min iPhone, og så forsvinder alle bilhornene, skraldevognene og sirenerne. Når hvid støj fylder rummet, kan jeg være hvor som helst, hvilket vil sige, at jeg ikke er nogen steder, og det er den eneste måde, jeg kan sove på. Og så ringer telefonen. Jeg tog telefonen uden at åbne øjnene, for jeg vidste, at rummet ville være fyldt med lys, som jeg endnu ikke var parat til. “Olivia Randall.” “Hej.” Jeg kunne høre på stemmen, at det var Einer, vores assistent/efterforsker. En dybere stemme bag mig mumlede noget om, hvad klokken var, og jeg mærkede en tung underarm glide over hoften. Jeg rullede om mod natbordet og væk fra stemmen i sengen. “Hej,” svarede jeg. “Don tror, at du har taget fri her til formiddag på grund af Mindy,” sagde Einer. “Han siger, at du hviler på laurbærrene, men han er nok bare misundelig over al opmærksomheden.” Jeg tvang mig selv til at åbne øjnene. Vækkeuret foran mig viste 11:17 – en halv arbejdsdag var næsten gået. Ved siden af uret stod en halvtom flaske grappa. Grappa? Flaskens underlige form affødte et minde: En klient – henvist til mig af en studiekammerat, som i modsætning til mig var blevet partner hos Preston & Cartwright – havde givet mig en flaske, der af uransagelige grunde var formet som Eiffeltårnet. Den var en tak for, at jeg havde
13
Måske uskyldig_TRYK.indd 13
01.04.2020 10.37
fået en bunke parkeringsbøder annulleret på én gang. Jeg havde sagt til ham, at han ikke behøvede at give mig drikkepenge, men han fangede ikke vinket om, at det var krænkende. Flasken røg ind i skabet. Og derefter kom der endnu et minde: Armen på min hofte havde rakt ind i skabet i går aftes. “Grappa! Jeg elsker grappa!” Jeg forsøgte at koncentrere mig om det, Einer havde sagt. Fri her til formiddag på grund af Mindy. Nåh ja: Mindy, den 24-årige tidligere barnestjerne, som jeg i går reddede fra et fængselsophold ved at få ugyldiggjort det fund af kokain, som man havde gjort i hendes beslaglagte Porsche, mens hun scorede 10.000 dollars på at reklamere for en klub i Meatpacking District. Mit salær var større. “Sig til Don, at jeg ikke har nogen laurbær at hvile på,” sagde jeg og satte mig op ad den polstrede sengegavl. Don er min advokatkollega. Han er også min mentor og reservefar eller onkel eller noget i den stil. Lige nu spekulerede han formentlig over, hvor jeg var. Mens jeg vred hjernen for at finde på en troværdig undskyldning, som jeg ikke havde brugt på det seneste, kunne jeg stadig høre den hvide støj, selv om appen var slukket. “En gammel klient ringede tidligt i morges. Hans søn blev anholdt for spirituskørsel på vej hjem fra en fest i Brooklyn. Han troede, han havde sovet branderten ud, men han var stadigvæk bedugget efter i går aftes.” Det er han ikke alene om, mumlede stemmen ved siden af mig. “Det tog mig lidt længere tid end forventet at sørge for, at han ikke blev fængslet.” “Godt. Don bliver sikkert glad for at høre, at du ikke befinder dig i nærheden. Han vil aldrig indrømme det, men det gamle bløddyr bekymrer sig altid om dig.” Jeg forstod ikke sammenhængen mellem de to sætninger, men her er det, at ens løgnernatur slår igennem: Man udvikler et instinkt for, hvornår man er et skridt bagefter og er nødt til at bluffe. “Der er ingen grund til bekymring,” sagde jeg. “Du ringede vel ikke for at holde styr på mig?”
14
Måske uskyldig_TRYK.indd 14
01.04.2020 10.37
“Nej, men der er en ung fyr eller pige, eller hvad ved jeg, som bliver ved med at ringe for at tale med dig. Vedkommende vil ikke opgive sit navn og truer med at komme ind på kontoret, hvis du ikke ringer tilbage. Og når det gælder unge mennesker, er det en ret alvorlig trussel i mine øjne.” “Det er rart at vide, at vi har en mand med rygrad siddende i receptionen, Einer. Giv mig bare nummeret. Og sig til Don, at han kan tage det roligt. Det var kun en dum sag om spirituskørsel.” Jeg åbnede skuffen i natbordet og tog en kuglepen og en af de mange notesbøger, jeg altid har ved hånden. Jeg havde tastet halvdelen af nummeret ind på mobilen, da jeg mærkede, at hånden, der havde hvilet på min hofte, begyndte at gå på opdagelse. Helt ærlig? Jeg rev dynen af mig, rullede ud af sengen og begyndte at samle mit tøj op fra gulvet. “Klokken er mange. Din kones fly lander om en time.” Telefonen ringede kun én gang. “Hallo?” Stemmen lød ivrig – klar, men lav. Jeg forstod, hvorfor Einer havde været i tvivl om, hvilket køn personen havde. Det var sandsynligvis en “hun”. Ikke et lille barn, ikke en voksen kvinde. “Det er Olivia Randall. Du har ringet til mit kontor?” “Ja. Jeg er bekymret for min far. Han tager ikke sin mobil og svarer ikke på mine sms’er.” Alle tiders. Var vi nu nået dertil, hvor børn ringer til advokater, så snart deres curlingforældre ikke er til at få fat i? Jeg var fristet til at lægge på, men så uheldig, som jeg plejede at være, ville hendes far sikkert vise sig at være en vigtig person. “Jeg er sikker på, at din far bare lige er i byen.” “Nej, du forstår ikke. Politiet var her, og han tog af sted sammen med dem. Han sagde, at alt var i orden, men så vendte politiet tilbage, nærmest med det samme.” Jeg kom i tanke om Einers bemærkning
15
Måske uskyldig_TRYK.indd 15
01.04.2020 10.37
om, at Don ville blive lettet over at høre, at jeg ikke var i nærheden af kontoret. “De havde viceværten med, og de bankede på døren og sagde til mig, at jeg var nødt til at forlade lejligheden.” “Sagde de hvorfor?” spurgte jeg og begyndte at hive sengetøjet af med min frie hånd. “Nej, men jeg spurgte dem, om jeg var anholdt. De sagde nej, og så begyndte de at være flinke mod mig, kaldte mig lille ven og den slags … De spurgte, om de skulle kontakte et familiemedlem, som jeg kunne være hos, eller noget. Så holdt jeg op med at stille spørgsmål og fortalte dem, at jeg skulle til møde i debatklubben, og at jeg ville overnatte hos min faster.” “Så du ringer fra din fasters hus?” Samtalen var begyndt at give mig hovedpine. Alting gav mig hovedpine. “Nej, jeg har ikke engang en faster. Men jeg tænkte, at jeg kunne gøre mere på egen hånd, end hvis de satte mig i familiepleje eller noget.” “Så du er i familiepleje?” Jeg smed sengetøjet ned i bunden af mit klædeskab. Pigen i den anden ende af røret brummede. “Politiet kom og talte med min far, og nu er han væk. Nu er der politifolk i lejligheden, og de har på det nærmeste smidt mig ud. Jeg er ret sikker på, at de tilbageholder min far af en eller anden grund. Hvis de gør det, har jeg ikke nogen steder at tage hen, og så kunne de godt finde på at sætte mig i pleje. Så derfor fandt jeg på det med en faster og ringede til dig i stedet.” Jeg var temmelig sikker på, at pigens far var blevet anholdt, og at hun havde set mit navn optræde i de euforiske tweets fra min seneste kendisklient, Mindy Monaghan. Jeg gik i gang med min sædvanlige afvisende smøre om, at jeg ikke tog nye klienter ind og så videre. Som svar forlangte hun, at jeg skulle tage ind på First Precinct-politistationen og hjælpe hendes far. “Hvorfra ved du, han er der?”
16
Måske uskyldig_TRYK.indd 16
01.04.2020 10.37
“Det ved jeg heller ikke med sikkerhed, men politibilerne uden for vores bygning har et 1-tal på siden.” “Jeg kan sende dig en liste med nogle andre …” “Nej, du er nødt til at hjælpe ham. Det er det mindste, du kan gøre, når man tænker på, hvordan du behandlede ham.” “Siger du, at jeg kender din far?” Alt for mange klienter tror, at man er deres advokat for livet, bare fordi man har repræsenteret dem en enkelt gang før. “Jeg hedder Buckley Harris. Min far hedder Jack Harris. Og jeg mener det: Han er virkelig på skideren.” Jack Harris. Navnet ramte mig som et slag i maven, så hårdt, at jeg fik et surt opstød af grappaen fra i aftes. Ligesom den hvide støj fortrængte hendes stemme alle de tanker – billeder fra fortiden – som kappedes om at trænge ind i min bevidsthed. “Jeg hørte politifolkene tale om skud eller sådan noget, så jeg gik ud fra, at det handlede om mor. Og bagefter læste jeg nyheden på nettet, så nu er jeg fuldstændig paranoid og bange for, at det har noget med det at gøre.” Med tanke på det, der var sket med pigens mor, kunne jeg ikke bebrejde hende, at hun var paranoid. Men endnu en gang kunne jeg ikke se sammenhængen mellem den ene sætning og den anden. Hvilken nyhed talte hun om? “Du har ret i det med 1-tallet på politibilerne. Jeg tager ind på stationen og finder ud af, hvad der foregår. Har du nogen steder at tage hen imens?” Det var juni måned. Gik børn stadigvæk i skole? Jeg anede det ikke. “Jeg er på vej hjem til Charlotte nu.” Se, det var et navn, som jeg ikke havde hørt længe. Så snart jeg havde lagt på, gik jeg ind i stuen. Min mappe lå i sofaen på præcis samme sted, som jeg havde smidt den, da Todd trak min habitjakke af mig i aftes.
17
Måske uskyldig_TRYK.indd 17
01.04.2020 10.37
Jeg tog min bærbare op, tændte den og googlede “Skud affyret i New York”. Nogen havde åbnet ild nede ved Hudsonfloden i morges. Det var uvist, hvor mange sårede og dræbte der var tale om. Og min tidligere forlovede, Jack Harris, befandt sig muligvis på politistationen i First Precinct af grunde, som muligvis havde noget med sagen at gøre. Da jeg gik hen mod receptionen på politistationen, gav en betjent sin kollega en albue i siden og hviskede hurtigt et eller andet til ham. Måske genkendte de mig som en forholdsvis succesrig forsvarsadvokat, eller også havde de hørt politisladder om mig. (Selv om jeg så langtfra var typen, der havde en svaghed for politimænd, kan man ikke arbejde med straffesager i ti år som single kvinde uden at have et par affærer). Men det var nok mere sandsynligt, at jeg lignede en, der ikke havde noget at gøre på en politistation. En hvilken som helst politimand ville kunne udlede af min skræddersyede habit og mine dyre sko, at jeg enten var advokat, journalist eller et besværligt vidne – under alle omstændigheder en, der ville give bøvl. Som 43-årig havde jeg efterhånden fundet ud af, at mit normale ansigtsudtryk, når jeg rugede over noget – intenst med rynkede bryn og spidsede læber – kunne virke skræmmende på folk. Jeg lignede i den grad en sur mokke, men heldigvis kunne jeg også finde ud af at vende den sure mine om. Det gælder om at gøre et godt indtryk, formanede min mor mig altid om. “Hej.” Da jeg sendte de forsamlede politibetjente mit bedste smil, mærkede jeg, hvor meget min bagstive krop trængte til væske. Jeg fortalte, at jeg skulle tale med en Jack Harris. Jeg havde håbet på tomme blikke, men i stedet spurgte den vagthavende mig, om jeg var Harris’ advokat. Jeg bevarede smilet. “Det er jeg,” svarede jeg roligt. “Jeg kender også mr. Harris personligt. Han er en mand af en vis betydning i New York. Hvis han er her, går jeg ud fra, at I har en god forklaring på det.”
18
Måske uskyldig_TRYK.indd 18
01.04.2020 10.37
Politifolk påstår gerne, at de er reelle, retfærdige, farveblinde, fair, fordomsfrie og bla bla bla. Men sandheden er, at de er vant til at have at gøre med ofre og gerningsmænd, som er fattige og magtesløse. Når en eller anden rig og magtfuld person kommer i clinch med det strafferetlige system, er det fandeme stort. Det er ingen skade til at spille med musklerne fra tid til anden. Men den vagthavende var aldeles upåvirket. “Du kender Jack Harris, siger du? Det troede jeg ærlig talt også, jeg gjorde. Det er synd og skam, hvad han har været igennem. I går ville jeg have rullet den røde løber ud, hvis han var kommet herind. Men nu?” Han pustede luft ud gennem læberne. Jeg følte mig igen et skridt bagefter, men vidste, at jeg ikke ville få nogen nyttige oplysninger ud af en skrankepave. Han løftede røret på telefonen ved siden af sig. “Du ved sikkert, at du ifølge loven skal informere Jack Harris om, at hans advokat er her.” Han drejede røret i hånden. “Hvem tror du måske, jeg ringer til nu? Ghostbusters?” Manden, som nogle minutter senere kom gående ned ad trappen, lyste langt væk af, at flere generationer af hans familie havde bestredet jobbet som politimand. Han var ung, men selvsikker. Bleg, rødhåret og fregnet som en irsk dreng fra byen. Da han præsenterede sig, blev mit førstehåndsindtryk bekræftet. Han hed Jimmy Boyle. “Er det dit rigtige navn eller et, du fik, da du blev forfremmet?” “Det er hundrede procent ægte. Ikke James, ikke Jim. Der står Jimmy Boyle på dåbsattesten.” Jeg sagde, at jeg skulle tale med min klient, og han svarede, at det havde han fået at vide. Jeg fulgte mit instinkt og spurgte, om Jack var her på grund af skudepisoden ved Hudsonfloden. Jimmy Boyle nikkede, meget professionelt. “Tre tiltaleforhold, lader det til.”
19
Måske uskyldig_TRYK.indd 19
01.04.2020 10.37
Jeg gik ud fra, at han mente drab. Tre drabssigtelser mod en mand, som jeg kun kunne forestille mig ville blive anholdt, hvis han af ren forglemmelse gik ud af en helsekostbutik med en myslibar uden at have betalt for den. Buckley Harris’ bange anelser om sin far var ved at blive bekræftet. Jeg spurgte Jimmy Boyle, om vi talte om den samme Jack Harris. “Den Jack, jeg kender, kunne aldrig finde på …” “Godt forsøgt, advokat. Du skal nok komme til at høre nærmere. Men Harris? Han er gået fra at være helt til skurk på ingen tid.”
Måske uskyldig_TRYK.indd 20
01.04.2020 10.37
2 Mens jeg fulgte efter kriminalassistent Boyle to etager op, gennem et kontorlandskab og videre hen ad en smal gang med afhøringslokaler og celler i siderne, forsøgte jeg at forberede mig mentalt. Jeg havde ikke set Jack i næsten 20 år, kun billeder af ham. I bryllupsannoncen i The New York Times’ søndagstillæg, da han og Molly giftede sig. (Mrs. Harris, født Buckley, 25 år, arbejder som vikar i highschool. Hun har eksamen fra Boston College og er datter af Pamela og Daniel Buckley fra Buffalo i delstaten New York). På flappen af tre forskellige romaner med typiske portrætter af mandlige forfattere: intet smil, intenst blik – det stik modsatte af, hvordan Jack i virkeligheden var. Det årlige julekort på vores fælles ven, Melissas, køleskab – billeder, som med tiden dukkede op i alle “til minde om ofrene”-reportagerne efter Mollys død. Ud fra alle de billeder vidste jeg, at Jack, ligesom os andre, var blevet ældre. Nogle ekstra kilo blødte linjerne i hans smalle ansigt op, og de få rynker gav hans grønne øjne karakter. Enkelte grå stænk lysnede hans ellers stadig fyldige, viltre brune lokker. Men trods de diskrete forandringer lignede han stadigvæk den fyr, som jeg havde mødt, da vi begge var 18. Om noget var han en af den slags mennesker, som var blevet kønnere med årene. Den mand, som jeg fik øje på gennem spionglasset, da Boyle standsede uden for et afhøringslokale, lignede slet ikke den, som jeg havde forventet at se efter alle de billeder. Tænk på de skønhedstips, som skal få en til at se godt ud: masser af søvn, masser af vand, ingen stress. En anholdelse har den stik modsatte effekt. Jack så træt og
21
Måske uskyldig_TRYK.indd 21
01.04.2020 10.37
usoigneret ud med svedskjolder på sin hvide undertrøje. Don kaldte det at “få forvaringens kærlighed at føle” – frygt, udmattelse, dårligt lys fra lysstofrør. Han var ikke noget kønt syn. Jack fór sammen, da han hørte døren til afhøringslokalet gå op, men hans øjne lyste op, da han fik øje på mig. Jeg forsøgte at berolige ham med et hurtigt smil og vendte mig om mod Boyle. “Vi vil gerne tale sammen i et privat rum, tak.” “Det bliver privat, så snart jeg lukker døren. Båndoptageren er ikke slået til.” “Prøv at høre her, kriminalassistent: Når dit hårde arbejde og dine skarpe efterforskningsevner fører dig til et guldkorn, du kan have skaffet dig via den samtale, jeg nu skal til at føre med min klient, vil du så virkelig have, at jeg skal hævde, du har skaffet dig adgang til den oplysning ved at krænke retsplejeloven? Dommere ved, hvor let det er at aflytte de her lokaler bare ved at trykke på en knap. Og vi ved jo begge, at de ikke ligefrem er de største beundrere af New York Politi for tiden.” Jeg kunne se på Boyle, at han forestillede sig en retssag engang ude i fremtiden. “Ja ja, mig går der ingen skår af. Giv mig lige et øjeblik.” Jack gik i gang med at tale, så snart Boyle var ude af syne, men jeg førte pegefingeren mod læberne. Han kiggede på mig, som om jeg ikke rigtig fandtes, og søgte efter noget i mit blik – trøst, en forklaring, en undskyldning, hvad? Rummet, der allerede var lille, virkede mindre for hvert sekund, der gik, uden at vi sagde noget, og til sidst blev jeg nødt til at se væk. To minutter senere kom Boyle tilbage, bad Harris om at rejse sig og gav ham håndjern på. “Er det virkelig nødvendigt, kriminalassistent?” spurgte jeg. Det er dig, der vil have ham flyttet fra det her hyggelige rum, som har en solid lås. Du kan ikke få det hele, ms. Randall. Eller har du måske glemt, at ham fyren her er mistænkt for tredobbelt drab?”
22
Måske uskyldig_TRYK.indd 22
01.04.2020 10.37
Der var ingen spionvinduer eller båndoptagere i det mødelokale, som Boyle viste os ind i. Jeg takkede ham, da han lukkede døren. Han rullede med øjnene. Jack så stadig vantro på mig. “Hvorfra vidste du …?” “Din datter ringede til mig.” “Men hvorfra vidste hun …?” “Hun lagde to og to sammen og blev bekymret. Det lader til, at du har fået dig en kvik pige.” Der fulgte en pinlig tavshed, og Jack kiggede over på døren, som kriminalassistent Boyle lige havde lukket. “Smuglytter de virkelig?” “Han har godt af at vide, at du har en advokat, som ikke har tænkt sig at gøre hans arbejde let for ham.” Boyle ville nok snart vende tilbage for at sige, at tiden for den næste overførsel til arresthuset nærmede sig. Efter den sædvanlige afliring af min tavshedspligt gik jeg lige til sagen. “De mener åbenbart, at de har noget på dig. Hvad er det?” Han mumlede et eller andet så lavt, at jeg knap kunne høre ordene. Howard Johnson. “Hotellet?” spurgte jeg. “Nej. Din første fiktive klient på jurastudiet. Professoren gav dig en opdigtet sag, et røveri. Klientens navn var Howard Johnson, og du øvede dig på mig. Vi sad i den der umagelige sovesofa i stuen. Kan du ikke huske det? Og du blev sur på mig, fordi jeg kom til at grine, hver gang jeg sagde, at jeg hed Howard Johnson. Vi blev hele tiden nødt til at begynde forfra, indtil du til sidst sagde til mig, at jeg skulle finde på et andet navn, så du kunne gennemgå spørgsmålene, præcis som du havde skrevet dem ned.” Jack kiggede ned i bordet og mindedes en scene, der havde udspillet sig for 20 år siden. “Så jeg kom med nogle andre navne: Tom Bola, Liam Lit, Tam Pong. Du kunne ikke se det morsomme, før jeg kom til Steve Pick. Nu lyder du ikke længere som en stresset førsteårsstuderende.” Det havde slidt på Jack at være blevet tilbageholdt på stationen, ikke kun fysisk, men også mentalt. For nogle var det næsten som at
23
Måske uskyldig_TRYK.indd 23
01.04.2020 10.37
blive ramt af chok. Men der var ikke tid til nostalgiske tilbageblik. Jeg var nødt til at få ham tilbage til nuet. “Du er anholdt, Jack, åbenbart for drab. Der blev affyret skud på football-banen nede ved Hudsonflodens moleområde i dag. Folk blev dræbt. Har man fortalt dig noget om det?” Jeg havde foretaget en hurtig nyhedssøgning på mobilen i taxaen hen til stationen, men så ingen navne på nogen af ofrene, og der stod heller ikke noget om, at man havde anholdt en mistænkt. “Nu skal du høre rigtig godt efter: Hvad kan have fået politiet til at tro, at du har gjort det her?” Det var Don, der havde lært mig denne omhyggelige formulering, som gjorde, at klienten ikke kunne hænges op på spørgsmålet. Klienten kunne fortælle mig, hvilke beviser politiet muligvis havde, samtidig med at jeg uden etiske betænkeligheder kunne lade ham fortælle en helt anden historie i vidneskranken. “Jeg … Jeg hørte skud fra West Side Highway. Jeg vidste ikke engang, at det var skud. Så kom jeg hjem og hørte nyhederne. Jeg blev naturligvis rystet. Efter det med Molly, mener jeg. At jeg havde været så tæt på endnu en skudepisode …” Da Molly blev dræbt, havde jeg overvejet at tage kontakt til Jack. Men hvordan? Skulle jeg ringe? Sende et kondolencekort? Findes der en særlig slags kort med teksten “Du må undskylde, at jeg ikke har ladet høre fra mig, efter at jeg smadrede dit liv, og det gør mig ondt, at du har mistet den kvinde, som fik samlet det sammen igen”? Sikkert ikke. Da Jack beskrev, hvordan han var havnet i et afhøringslokale iført en svedig undertrøje, kunne jeg forestille mig hvert trin fra det øjeblik, hvor Jimmy Boyle bankede på døren til Jacks lejlighed. Boyle havde sikkert sagt til ham, at de rutinemæssigt stemte dørklokker for at finde vidner. Politiet ledte efter folk, som måske havde set noget. Det ville være til stor hjælp, hvis han ville følge med hen på stationen. Og Jack var nu engang Jack – et mere hjælpsomt menneske fandtes ikke.
24
Måske uskyldig_TRYK.indd 24
01.04.2020 10.37
Jeg afbrød ham for at høre, om politiet havde tilbudt ham muligheden for at “hjælpe til” fra sin egen lejlighed. “Øh, det tror jeg. Men Buckley var hjemme, og jeg vidste, at hun lyttede. Du ved, hvordan teenagere er.” Det vidste jeg faktisk ikke. “Og det er sådan med Buckley … Hun er en sej og modig pige på mange områder, men også ret følsom på andre. Den måde, hun mistede sin mor på … Det har skadet hende. Så hvis politiet skulle sidde hjemme hos hende og stille spørgsmål om noget våbenrelateret … Du kan nok forestille dig, hvor voldsomt det ville være for hende. Så da kriminalassistenten foreslog, at vi klarede det på stationen i stedet for, gik jeg ud fra, at det var, fordi han kunne se, hvor distraheret jeg blev af Buckley.” “Så du gik med til at tage hen på stationen?” “Mere eller mindre. Men nu er det mindst en halv time siden, jeg sagde, at jeg blev nødt til at tage hjem, og han bliver bare ved med at sige, at de har brug for lidt mere tid.” Jeg kneb øjnene sammen. Jack lignede i den grad sig selv: flink, men godtroende. Politiet havde snydt ham. “Din datter havde god grund til at være bekymret for dig, Jack. Du er ikke et vidne. Du er mistænkt. Og ham kriminalassistenten virker ret sikker på, at de har noget på dig. Hvad har du sagt til dem?” “I morges … Det er langt ude, Olivia, at tale om det her med dig, af alle mennesker. Det er pinligt.” “Men lige nu er jeg det eneste, du har, og Boyle kommer snart tilbage og får dig videre i systemet.” Jack ville blive stillet for en dommer og ført til arresten. Det var ikke lige nu, han skulle være genert. “Jeg kan ikke hjælpe dig, hvis ikke du begynder at spytte ud. Så jeg spørger dig igen: Hvad kan have fået politiet til at tro, at du har gjort det her?” Da han til sidst havde besvaret mit omhyggeligt formulerede spørgsmål, lænede han sig tungt tilbage i stolen og kiggede op på akustikpladerne i loftet. “Hold da kæft … de kommer aldrig til at tro på mig.”
25
Måske uskyldig_TRYK.indd 25
01.04.2020 10.37
Det lykkedes mig at holde mine tanker for mig selv: Det har du fandeme ret i. Jeg fik Jack til at fortælle mig, præcis hvor meget af det her han havde fortalt politiet. “Det hele,” sagde han. “Mener du det? Også det med selskabskjolen, picnickurven og bogen?” “Kriminalassistenten sagde, at han var nysgerrig. Han sagde, at han også var single. Hver gang jeg spurgte ham, hvorfor han havde brug for at høre alle de detaljer, kom han med en god forklaring.” Boyle havde insisteret på at høre detaljer for at fange Jack – på bånd – i en indviklet forklaring på, hvorfor han havde befundet sig tæt på gerningsstedet. Og indviklede forklaringer lyder mindre troværdige end enkle. Jack sagde, at han aldrig burde have fortalt Charlotte om hende kvinden. “Hun står bag en hjemmeside, The Room, og hun er vild med romantiske indlæg. Jeg sagde tilmed, at kvinden mindede mig om Molly – at jeg for første gang var parat til at prøve lykken igen.” Ikke prøve lykken for anden gang, men igen. Molly havde været anden gang, eftersom jeg havde været første. Selv 20 år senere var der stadig så megen skyldfølelse. “Jeg burde have indset,” fortsatte Jack, “at Charlotte ville tage mig på ordet og forsøge at finde kvinden. Og når Charlotte først sætter sig noget i hovedet … Inden jeg vidste af det, havde hun lavet en efterlysning på hjemmesiden. Jeg følte mig så flov. Hun skrev ikke mit navn, men med alle de detaljer, der stod om mig, kunne hun lige så godt have gjort det. Jeg glemte faktisk alt om det, men nogle dage senere fik Charlotte et svar. Jeg begyndte at maile sammen med kvinden, og jeg skulle have mødtes med hende i dag. Det er det eneste, jeg ved – det sværger jeg.” Og han havde fortalt det hele til politiet, som ville vende og dreje oplysningerne, til de passede ind i deres kram.
26
Måske uskyldig_TRYK.indd 26
01.04.2020 10.37
“Var det hende Madeline, som valgte football-banen som mødested? Vil mailene kunne bekræfte det?” “Det vil de temmelig sikkert. Da hun havde svaret på efterlysningen, spurgte jeg hende, hvad det var for en bog, hun havde været så optaget af. Det var Otte dage til at dø. Det er en af mine yndlingsromaner.” Den havde jeg aldrig hørt om. Men på den anden side læste jeg ikke så meget for tiden. “Så da hun i går aftes foreslog, at vi skulle ses, skrev hun, at vi skulle mødes ved kapitel 12. Her er der en scene på football-banen.” Hans bizarre, indviklede historie om den mystiske Madeline havde fået endnu et absurd lag, men så længe kvinden bekræftede Jacks forklaring, kunne vi bevise, at det ikke havde været hans idé at befinde sig på football-banen her til morgen. Jeg spurgte ham, præcis hvad der var sket, da han kom derhen. “Ingenting. Der opstod ikke et stort, dramatisk øjeblik. Jeg kunne se nogle mennesker i den anden ende af banen, men ikke nogen kvinde, som lod til at vente på mig. Et øjeblik spekulerede jeg næsten på, om jeg mon var med i en slags skjult kamera. Var det hele bare en eller anden tarvelig joke? Jeg følte mig ret dum. Og da det så pludselig begyndte at styrte ned, så jeg det som et tegn. Nu måtte det være nok, tilbage til virkeligheden.” Jeg påpegede, at han ikke havde givet helt op. Han havde stillet picnickurven og lagt en besked. “Jeg håbede vel ligesom, at hun ville dukke op. Men jeg kan ikke se, hvad alt det har med skuddene at gøre. Eller hvorfor Malcolm Neeley var der. Da kriminalassistenten nævnte hans navn, kom det fuldstændig bag på mig … som om en ambolt røg ned fra himlen og landede lige oven i hovedet på mig ligesom i en tegnefilm. Det føles stadigvæk helt uvirkeligt.” Men alligevel bad han ikke om en advokat. Alle tror, at de kan overbevise politiet om deres uskyld, så længe
27
Måske uskyldig_TRYK.indd 27
01.04.2020 10.37
de ikke kræver advokatbistand. Det er bare for dumt. Jeg spurgte Jack, hvor hans skjorte var, selv om jeg havde på fornemmelsen, at jeg allerede kendte svaret. “Da vi kom ind på stationen, sagde kriminalassistent Boyle, at de tog prøver fra alle, som havde været nede ved havnefronten. Det ville gå hurtigt, sagde han. De tog prøver fra mine hænder.” “Og du syntes ikke, det var underligt, at de bad om dit tøj?” “Du behøver at ikke tale til mig, som om jeg er idiot, Olivia.” Et af vores første skænderier var begyndt på fuldstændig samme måde: Jeg behøvede ikke at behandle ham som en idiot. “Jeg behandler dig ikke som en idiot,” havde jeg sagt dengang. “Du opfører dig faktisk som en idiot.” Og i stedet for at forsvare sig havde han påstået, at jeg kastrerede ham. Og så havde jeg sagt noget endnu tarveligere. Nu sagde jeg bare: “Din skjorte, Jack.” “Det med skjorten kom senere. Da jeg sagde, at jeg var nødt til at tage hjem, sagde Boyle, at de kunne afklare nogle ting, hvis han kunne få lov til at tage nogle prøver fra min skjorte. Og jeg vil gøre hvad som helst for at bevise, at jeg er uskyldig. Hvor lang tid tager den slags prøver?” Jeg holdt svaret for mig selv. Krudtslam. Det var helt risikofrit for politiet at teste for krudtslam. Hvis der blev fundet noget, ville den mistænkte se skyldig ud, og hvis der ikke var spor efter krudtslam, kunne det bortforklares med lidt vand og sæbe. “Jeg ville ønske, du kunne fortælle mig, at det ikke er så slemt,” sagde Jack. “Jeg går ud fra, at den der efterlysning stadigvæk findes på nettet. Politiet skal være velkommen til at læse mine mails – hvad som helst. Jeg ved godt, at det lyder lidt skørt, men det er ikke ensbetydende med, at jeg har skudt nogen. Hvordan kan de overhovedet tro det?” “Jack, det er Malcolm Neeley, der er blevet dræbt. Hvordan skulle de kunne undgå at tro det?” Det så ud, som om han var lige ved at græde, men så samlede han
28
Måske uskyldig_TRYK.indd 28
01.04.2020 10.37
sig. “Ved du, hvad det ironiske er? Da jeg så Madeline nede på molen med en slags pakke ved siden af sig, troede jeg, at hun måske var en brud, der havde fået kolde fødder og var flygtet fra hotelværelset med en hastigt pakket taske for at tage et tidligt tog fra Penn Station. Og så ramte det mig. Penn Station – en påmindelse om, hvorfor jeg ikke længere kigger og tænker på fremmede kvinder og finder på alle mulige baggrundshistorier om dem. Der er altid noget, som sniger sig frem og minder mig om, at der ikke længere er noget, der hedder normalt for mit vedkommende. Så snart jeg kom til at tænke på Penn Station, burde jeg have skyndt mig væk og aldrig set mig tilbage.”
Måske uskyldig_TRYK.indd 29
01.04.2020 10.37