Moderland

Moderland.indd 2

17.09.2020 10.20

ANNE KIRSTINE SØRENSEN

MODER LAND

NÅR STATEN KUPPER BØRNENE

GADS FORLAG

Moderland.indd 3

17.09.2020 10.20

Moderland Når staten kupper børnene Af Anne Kirstine Sørensen Copyright © 2020 Anne Kirstine Sørensen og Gads Forlag A/S 1. udgave, 1. oplag Forlagsredaktion: Mette Højbjerg Omslagsdesign: Marlene Diemar/Imperiet Grafisk tilrettelæggelse: Demuth Grafisk Tryk og indbinding: ScandBook Printed in Sweden ISBN: 978-87-12-06048-2 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.gad.dk

Moderland.indd 4

17.09.2020 10.20

Tilegnet mine bedstemødre, Else og Margit, og alle Danmarks børn.

Moderland.indd 5

17.09.2020 10.20

Moderland.indd 6

17.09.2020 10.20

INDHOLD

Forord 9 1 2 3 4 5 6 7 8

Myter og utopier i debatten om daginstitutioner 23 Hvad daginstitutioner har lært mig om kærlighed 45 Velfærdsstaten kupper børnene 59 Moderkærlighed er blevet tabu 97 Hvad institutionsbørn går glip af 107 Institutionaliseringens ulidelige lethed 117 Vi forældre må selv tage stilling 133 Klientgjorte forældre og børn i mistrivsel 147

9 Kvinder har forskellige ønsker til livet 169 10 Karrierekvinderne dominerer andre kvinder 187 11 Fagbevægelsen svigter de stressede mødre 203 12 Der findes tomme jobs i det offentlige 213 13 Når mødre opgiver det ordinære arbejdsliv 233 14 Fortællingen om de urentable mødre 241 15 Kødgryder og opreklameret fattigdom 255

Moderland.indd 7

21.09.2020 08.35

16 Hvad skal vi egentlig med børn i dag? 273 17 Institutionaliseringen svækker forældreskabet 285 18 Hvad blev der af familiepolitikken? 299 19 Giv familierne frihed til at bestemme selv 307 Tak 319 Noter 321 Litteraturliste 329

Moderland.indd 8

21.09.2020 08.36

FORORD

Jeg elsker Danmark. Eller rettere, jeg elsker min drøm om Danmark. Danmark er et yndigt land. Med landskaber, der på én gang er beskedne og besjælede. Blomsterne og bærrene i juni, lysets skiften over havet, årstiderne, de sarte farver. Vintermørket og det langsomme lys. Sangene, eventyrene, historien. Grundtonen i mit væsen.

Jeg er født i 1975, og nogle af mine mest sansemættede, tidlige barndomsminder bor på min mormors altan i huset på Åstrupvej ved Haderslev Fjord. Her, højt over jorden på første sal, kunne jeg som barn sidde bag glas og se ud over haven, der skrånede nedad mod fjorden, og vandet, der glimtede dovent, inden det mødte en grøn, bakket stribe land på den anden side. Her gled sejlbådene lydløst forbi og videre ud i den flygtige danske sommer.

Bag mig i køkkenet bagte min mormor kager og lavede mad. Sønderjyske rugbrødslagkager, hindbærroulader, småkager, enebærgryde, frikadeller, spidskål og nye kartofler. Eller jeg kunne se hende nede bagest i haven, hvor hun stod bøjet over bedene med grøntsager og bærbuske.

9

Moderland.indd 9

17.09.2020 10.20

Hun forsømte aldrig at skifte til arbejdstøj, når hun gik i haven og på bedste bæredygtige vis samlede regnvand i en tønde til vanding. Et område af husets kælder tjente som viktualierum, hvor hun opbevarede glas med hjemmesyltet og henkogt frugt, der gav en særlig duft i det fugtige rum. Hun er født i 1927 og har både haft erhvervsarbejde og været hjemmegående hustru, mens min morfar arbejdede som faglært mekaniker, hvilket han havde slidt sig til på baggrund af en fattig opvækst. Hun blev enke tidligt og var en selvstændig kvinde, som kom sammen med de andre kvinder, der også var hjemme i husene omkring og ikke sad stille ret længe ad gangen.

På samme vis har jeg stribevis af gode minder om min farmor, som er født i 1920. Hun tog sig af mig og de andre i familien og stillede fordringsløst og uselvisk sin tid, sin fabelagtige evne til at lytte, sit beskedne økonomiske overskud og sin kærlighed til mad og godt selskab til rådighed for familien, indtil hun fik demens for få år siden. Også hun blev enke forholdsvis tidligt og kom igennem sorgen ved at kortlægge sin og sin ægtemands slægter tilbage i tiden.

Hun fik som helt ung en kort handelsuddannelse, som hun brugte til at arbejde som bogholder, inden hun blev gift i begyndelsen af 1940’erne, men ellers var hun hjemmegående hele sit liv, hvilket hun var tilfreds med. Hun tog et spring opad socialt og økonomisk, da hun blev gift med sin ungdoms kærlighed, som læste til ingeniør og senere fik en ledende stilling i Esbjerg Kommune. Det gjorde hende i nogen grad fremmed over for sine forældre og deres miljø.

10

Moderland.indd 10

17.09.2020 10.20

Faren, som både var guldsmed og bogbinder, og moren, som var tjenestepige som ung og blev hjemmegående, efter at hun blev gift. Min oldemor var dygtig til at sy og tjente lidt ekstra ved at brodere for mere velhavende kvinder i Århus, hvor de boede.

Grunden til, at jeg lader mine to bedstemødre få ærespladsen her i indledningen, er, at de repræsenterer et Danmark, jeg ikke længere kan finde. Deres ubesværede omsorg for andre og deres virksomme, indholdsrige og strukturerede liv derhjemme er væk. Alle deres mange kompetencer med hensyn til at udnytte ressourcerne optimalt, lave småreparationer på huset, holde have, føre husholdningsregnskab, begå sig i lokalsamfundet, tage sig af børn, føre en samtale om noget andet end sig selv og ikke mindst lave dejlig mad er væk som boblerne i bækken. Jeg husker den stille omsorg, de udviste, som et ekko af en svunden tid, hvor kvindernes, og dermed børnenes, livsverden i hjemmet stadig fandtes. Helt uden faglige, pædagogiske kompetencer gav de mig og deres andre børnebørn tryghed, hverdagsoplevelser og masser af rolig kærlighed, hvilket står i kontrast til de minder, jeg har fra mit liv som institutionsbarn.

Jeg har gjort min del af feltarbejdet som så mange andre i min generation, som var blandt de første i verdenshistorien til at lægge barndom til det gigantiske eksperiment, som institutionaliseringen har udviklet sig til. Fra vuggestue til ungdomsklub har jeg gået i institution, og jeg husker tydeligt forskellen mellem roen i solstriben der11

Moderland.indd 11

17.09.2020 10.20

hjemme i stuen med træklodserne på gulvet hos min mor og far og det urolige, kontaktsvage ophold i daginstitutionen som lille barn. En yderligere kontrast kom til, da min mor gik hjemme et par år, efter at min lillebror var blevet født, da jeg var otte år. Som stor pige oplevede jeg den fylde, der kom i familielivet, fordi hun var hjemme. Jeg oplevede, hvordan det var, når der var overskud, og det givne, ordløse samvær, der opstår, når der er tid nok. Jeg oplevede til gengæld også ensomheden ved at være alene hjemme om eftermiddagen og den knaphed på tid og omsorg, der opstod i familielivet, da min mor vendte tilbage til sit arbejde. Disse erfaringer danner en del af grundlaget for mit senere blik på mine egne børns institutionalisering.

DANMARK ER IKKE ET FAMILIEVENLIGT LAND

Som det vil blive klart gennem bogen, vendte det op og ned på min verden, da jeg blev mor for ti år siden, og jeg er blevet vakt politisk. Inden jeg blev mor, troede jeg, at Danmark var verdens bedste land. Et kvinde- og børnevenligt samfund. Men når man får børn at tage sige af, opdager man, hvad det er for et land, man bor i. I dag er jeg skuffet og indigneret over, at prisen for vores samfundsmodel betales med vores relationer til vores børn og af vores børn, som stort set vokser op i institutioner. Inden jeg fik børn, havde jeg ingen indsigt i, at institutionaliseringen er forbundet med en høj pris for både forældre og børn. Jeg gik ud fra, at det grundlæggende var godt og i orden. At det 12

Moderland.indd 12

17.09.2020 10.20

var gennemtænkt, så at sige, når nu normen er så stærk og promoveres så heftigt fra politisk side. Men det er det jo ikke, når ingen aner, hvordan det egentlig påvirker børnene, heller ikke forskerne. Hovedpointen med denne bog er at gøre oprør mod det faktum, at danske forældre har svært ved at få råd til selv at passe deres børn, mens de er under skolealderen, og at det økonomiske pres er pålagt med fuldt overlæg fra statens side. Det er først og fremmest et opråb om mere frihed til forældrene, men også en kritik af de normer, der fra politisk side promoveres om, at forældres omsorg for deres egne børn er utilstrækkelig til at varetage børnenes udvikling, og at institutionalisering derfor er nødvendig eller i hvert fald meget bedre. Endelig er det en kritik af den feminisme, der siden 1970 har nedgjort indsatsen på hjemmefronten temmelig systematisk og dikteret en begrænset moderrolle for alle kvinder i ligestillingens navn. En rolle, der dikterer, at vi skal sætte arbejdslivet over familien, hvilket mange kvinder i virkeligheden ikke ønsker. Denne feminisme er blevet ophøjet til en statslig strategi for ligestilling eller rettere ensretning af kønnene i Danmark, og i de andre nordiske lande i øvrigt, men den overser det faktum, at kvinder ikke er ens. At der er endog meget forskellige ønsker til balancen mellem arbejds- og familieliv blandt kvinder, bliver klart, når vi ser nærmere på forskningen i kvinders præferencer.

Faktisk er den meget arbejdsfokuserede kvinde en minoritet både generelt og især blandt småbørnsmødre, og der findes stadig en ret stor gruppe, som helst vil gå hjemme 13

Moderland.indd 13

17.09.2020 10.20

og leve for deres familie uden at have lønarbejde, hvis de har råd. Men i Danmark er alting indrettet, som om alle kvinder først og fremmest vil arbejde hele livet, og hverken de hjemmefokuserede eller de deltidsorienterede kvinders behov varetages politisk. Det er i bund og grund uretfærdigt og ufrit, og det har nogle konsekvenser, som jeg illustrerer blandt andet gennem min egen historie.

I bogen deler jeg også mine oplevelser som pædagogmedhjælper i to forskellige daginstitutioner som ung og som mor til børn i vuggestue, dagpleje, børnehave, skole og SFO. Det vil fremgå, at min erfaring er, at det ikke er harmløst at institutionalisere børn, som det er blevet normen i dag, og at jeg har set en hel del lidelse hos både mine egne og andres børn som konsekvens af det. Desværre er der en vis døvhed i det politiske lag over for den lidelse, også selv om efterhånden mange eksperter, både danske og udenlandske, længe har advaret mod konsekvenserne af eksperimentet med børnene. Jeg vil gerne bidrage med mine oplevelser som et indlæg i debatten for at styrke den politiske opmærksomhed på familien og forældres betydning for børn generelt, og mere specifikt for at sikre, at danskerne får et reelt valg, når de skal vælge mellem pasning hjemme eller i daginstitution for deres børn.

I bogen kritiserer jeg statens forvaltning af sin rolle over for borgerne: Når vi har et gennemreguleret samfund, der er indrettet efter en forestilling om, at børn skal institutionaliseres, fra de er helt små og op gennem hele barndommen til og med ungdomsklubben, er det et ind14

Moderland.indd 14

17.09.2020 10.20

greb i familiernes inderste, intime rum. Når vi presses til at arbejde, helst begge forældre på fuld tid, og beskattes så hårdt af vores løn, at de fleste har meget svært ved at få råd til at passe deres børn selv, og når vi også pålægges et socialt og moralsk imperativ fra flere sider til at leve på den måde, er friheden meget begrænset. Når danske mødres valgfrihed aktivt begrænses, for eksempel af fagbevægelsen, når det gælder muligheden for at arbejde på deltid, af hensyn til en ligestillingsdagsorden, som de samme mødre ikke har bedt om, er det ikke frigørende. Samfundet er generelt ikke indrettet efter, at børn mest af alt har brug for deres forældre, men efter en antagelse om, at pædagogisk faglighed er vigtigere. Hvis der er noget, som jeg gerne vil gøre op med, i hvert fald på normalgruppen af børns vegne, er det dette slogan.

Bogen skal betragtes som et debatindlæg. Nogle af de områder, som bogen berører, varetages typisk i den offentlige debat af forskere og eksperter, og jeg er ingen af delene. Jeg kan ikke prale af at være hverken børnepsykolog, forsker i pædagogik, feminismeekspert, sociolog, ekspert i dansk politik eller andet relevant. Til gengæld er jeg mor til tre, cand.mag., tidligere pædagogmedhjælper, familiepolitisk debattør og jeg var bestyrelsesmedlem i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO fra 2012 til 2015, de to sidste år som næstformand. Her var jeg med til at arbejde for en større politisk anerkendelse af forældrenes særlige rolle over for børnene og forældres evner som tilstrækkelige til at varetage deres egne børns udvikling ved pasning 15

Moderland.indd 15

17.09.2020 10.20

i hjemmet. Foreningens konkrete politiske formål var at få ændret loven, så det skattefinansierede tilskud til pasning i vuggestue og børnehave kan gå til de familier, der selv ønsker at passe deres børn, som en ret, og ikke som det er i dag, som en ordning, kommunerne kan vælge at indføre i en eller anden form eller lade være.

Fordi bogen er et debatindlæg skrevet af en aktivistisk mor, skal man ikke forvente en uvildig gennemgang af forskningen i nogen af de berørte fagområder. Derimod inddrager jeg indimellem fageksperters, forskeres og andre debattørers synspunkter for at perspektivere og understøtte mine pointer. Jeg inddrager mine egne erfaringer, ikke fordi min historie er specielt interessant, men fordi den til en vis grad er repræsentativ. Smerten ved at skille sig fra sine små børn, meningstabet i familie- og arbejdslivet samt stress er desværre ikke unikke individuelle erfaringer, men derimod en makrotrend. Desuden har det levede liv en vigtig plads i debatten, da forskning, tal og andre fakta er én ting – noget andet er de personlige konsekvenser af den politik, der føres, og de levevilkår, samfundet og samtiden byder os.

Bogens emne er meget komplekst politisk, idet det berører så mange områder: børn, familie, velfærd, socialområdet, udviklingen i parforholdsmønstre og familieformer, fagbevægelsens rolle, feminismedebatten, statens økonomi med videre. Jeg kan lige så godt indrømme med det samme, at jeg ikke har alle svarene på de spørgsmål, der vil dukke op, hvis de danske forældre, og herunder kvin16

Moderland.indd 16

17.09.2020 10.20

derne, får større frihed til selv at vælge. Det vil få nogle konsekvenser, som skal gennemtænkes af de ansvarlige politikere for at finde de bedste løsninger, der er politisk opbakning til. Som debattør vil jeg rejse ønsket om mere frihed ud fra den grundopfattelse, at borgernes ønsker til tilværelsen bør spille en væsentlig rolle i udformningen af politik. Vi er ikke til for staten, men omvendt, og hvis et betydeligt antal borgere ønsker råderum til at passe deres børn selv og/eller bedre muligheder for deltidsjob, og den vej er jeg overbevist om at vinden blæser, så er det et ansvar for de folkevalgte at arbejde for at gøre det muligt.

FARVEL TIL DANMARK

Her, ti år efter at jeg blev mor, har jeg forladt Danmark.

Min mand fik et arbejde i udlandet, imens jeg skrev denne bog, så i januar 2020 flyttede vi familien fra Bornholm til Dubai, hvor jeg har skrevet den færdig. I flere år inden flytningen arbejdede vi aktivt på at komme til udlandet, fordi vi havde lyst til at få den oplevelse, men også fordi vi ikke kunne skabe det liv for vores familie, som vi gerne ville, i Danmark. Ligesom mange andre børnefamilier, vi kender i Danmark, måtte vi sande, at vores familieliv var hårdt presset og kun lige hang sammen, uanset hvad vi gjorde. Jeg var afklaret, da vi flyttede, men det var alligevel med blandede følelser, at jeg måtte indse, at forholdene i Danmark ikke var, som jeg troede, inden jeg blev mor. Det forudsætter et ret stort tab af tillid og forhåbninger, når man ender med 17

Moderland.indd 17

17.09.2020 10.20

at længes til udlandet for at kunne være den mor, man har brug for at være, og forud går en række fæle skuffelser.

Jeg kan samtidig med sindsro sige, at vi har prøvet alt.

Som det vil blive klart gennem bogen, har min mand og jeg truffet nogle bevidste valg for at tage ansvar for vores livsønsker og selv tage os mest muligt af vores børn. Det er bare meget svært at gå imod strømmen, som jeg vil forklare.

Men vi har virkelig givet den danske model en fair chance, og vi har også prøvet at leve det liv, som staten regulerer børnefamilierne til – med dobbelt fuldtidsarbejde og børn i ditto institution. Det var ikke nogen succes.

Så nej, jeg elsker ikke det Danmark, jeg har oplevet som mor. For det er et Danmark, hvor man skal kæmpe mod stærke kræfter hver dag for at passe på sine børn. Hvor man disciplineres, beskattes, kontrolleres og reduceres som borger og forælder. Hvor de forhold, man bliver budt i det offentlige, for eksempel i folkeskolen og daginstitutionerne, til gengæld for det monstrøse skattetryk, ofte er så ringe, at samfundsmodellen mister sin mening. Det er et samfund, der samvittighedsløst skiller mødre fra deres små børn, og som undergraver forældreskabet til fordel for ”fællesskabet”. Samfundets fællesskab er vigtigt, men det eksisterer ikke meningsfuldt uden stærke familierelationer, hvor bærende værdier kan gives videre til børnene i en følelsesmæssig sammenhæng, som der er tid til at danne og opretholde. Uden det bliver samfundsfællesskabet dysfunktionelt. Det glemte man, da man i ramme alvor ophøjede pædagogisk faglighed til det vigtigste i børns opvækst 18

Moderland.indd 18

17.09.2020 10.20

og samtidig øgede arbejdspresset på forældrene. Derved er kærligheden til og ansvaret for dem, vi elsker mest, blevet forkastet som mindre vigtige. Derfor lider vores relationer, og vi har fået et samfund, der opfordrer til egoisme, materialisme og selvoptagethed, og hvor høfligheden efterhånden er slidt helt væk. Det er værdier, der harmonerer meget dårligt med børns behov.

Det Danmark, jeg har levet i de sidste ti år, er ikke et land, jeg har lyst til at opfostre mine børn i. Det er et land, der er milevidt fra den verden, jeg fandt hos mine to bedstemødre. Alting var ikke bedre i gamle dage, langtfra, og det er naturligt, at ethvert fremskridt, som kvindernes adgang til uddannelse og arbejde jo var, også har en bagside. Men jeg kan se, at hvad der end er sket siden 1970, så har vi mistet noget værdifuldt på vejen hertil, som det er tid til at indkredse og forsøge at genvinde på nutidens vilkår.

Jeg er desillusioneret, men jeg tror stadig på, at det er muligt at skabe en forandring nedefra. Jeg holder også stadig af drømmen om Danmark og sætter pris på den meget levende offentlige debat og den interesse, som danskere generelt har i at forbedre samfundet. Jeg har beskæftiget mig med emnet gennem otte år og har flere gange taget tilløb til at skrive en debatbog om det. Når jeg ikke har gjort det før nu, skyldes det til dels, at jeg er klar over, at bogens indhold vil provokere, ikke mindst fordi den uvægerlig bevæger sig ind i kønsdebatten. Jeg har spurgt mig selv, om det virkelig er det værd at køre ind på øretævernes holde19

Moderland.indd 19

17.09.2020 10.20

plads, særligt nu hvor jeg alligevel er flyttet fra Danmark.

Ret beset kunne jeg bare leve mit liv og lægge fortidens erfaringer som kvinde og mor i Danmark bag mig. Når jeg alligevel gør det, er det, fordi jeg mener, der er meget på spil i det her spørgsmål. Jeg mener faktisk, det er afgørende vigtigt for det danske samfunds sundhed, at den her debat bliver taget, og at familien kommer på den politiske dagsorden igen. En væsentlig grund er også, at de yngste børn skal varetages meget mere nænsomt, end det sker i dag. Det skylder vi dem ganske enkelt.

Jeg har altså skrevet bogen som mit bidrag til forhåbentlig at genrejse den politiske opmærksomhed på familien. Jeg håber, at familiepolitikken vil genopstå som politikområde, og at politikerne vil påtage sig deres ansvar for at sikre, at de nære relationer bliver skærmet bedre mod det pres, de er under i dag. Der er brug for en aktiv familiepolitik, som kan rehabilitere forældreskabet til gavn for hele samfundet. Denne nye familiepolitik må gøre op med det nuværende sociale, moralske og økonomiske pres, som forældre er under i dag for at opretholde Danmarks europarekord og mulige verdensrekord i tidlig og omfattende institutionalisering af små børn.1 Og så må den sætte kvinder fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre, i stedet for at forsøge at presse alle ind i den snævre forestilling om det gode kvindeliv, som den dominerende feminisme dikterer, og som i øvrigt i forbløffende grad flugter med arbejdsmarkedets behov og statens økonomiske interesser.

Det forudsætter, at man begynder at se på kvinder som 20

Moderland.indd 20

17.09.2020 10.20

voksne mennesker, der selv kan træffe valg og tage ansvar for deres eget liv. Også hvis det betyder, at de forsømmer pensionsopsparingen og bliver helt eller delvis forsørget af deres mænd i en periode. Det er noget af en kamel at sluge, jeg ved det. Men et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud. Og forestillingen om, at frihed og livskvalitet betyder det samme for alle kvinder, er ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Også derfor er det nødvendigt at opbløde den enhedsløsning for børnepasning og familieliv, som presses ned over alle i Danmark i dag.

Anne Kirstine Sørensen, Dubai, september 2020

Moderland.indd 21

17.09.2020 10.20