Mynthe & Markus

Mynthe og Markus © 2019 Dorte Roholte og Gads forlag A/S Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk Foto: Mona Grundsøe Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

1. oplag, 1. udgave ISBN 978-87-627-3370-1 Trykt i Polen Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 DK – 1171 København K gb@gad.dk www.gad.dk

Mynthe og Markus_ins.indd 2

04/10/2019 16.27

MæRkEligE MynTHe 4

DORTE ROHOLTE gaDs fORlag

Mynthe og Markus_ins.indd 3

04/10/2019 16.27

Mynthe og Markus_ins.indd 4

04/10/2019 16.27

1.

Der var stille i bilen. Jokum sad og sov i autostolen.

Hovedet hang til den ene side, og hans læber var lige ved at give slip på sutten. Men hver gang den var ved at ryge ud, fik han slubret den tilbage og suttede hårdt på den et par gange. Uden at vågne. Han savlede lidt. Mynthe sad ved siden af ham på bagsædet med mobilen i hånden. Den var sat på lydløs. Udenfor fløj landskabet forbi. Markerne var blevet grønne, forårsblæsten rev i de nye kornstrå og fik dem til at bølge frem og tilbage, så det lignede et oprørt hav. Det var søndag formiddag, og Mynthe og Jokum havde sovet hos deres far. I bagagerummet stod en kurv med sandwich og sodavand.

“Nå, Mynthe, har du regnet ud, hvor vi er på vej hen?”

Hendes far fangede hurtigt hendes øjne i bakspejlet, før han igen rettede blikket mod vejen.

Regnet ud. Hans ord gav genlyd i Mynthes hoved.

Faktisk havde hun indtil videre ingen idé om, hvor de var på vej hen. Hun syntes, at landskabet så fremmed og ukendt ud, så hvis hun pludselig fandt ud af, hvad målet for udflugten var, ville det være på den måde. Men det irriterede hende mere og mere, at faren ikke rigtig ville anerkende hendes evne til at vide ting, hun ikke burde vide, og som andre ikke vidste.

5

Mynthe og Markus_ins.indd 5

04/10/2019 16.27

“Har du, Mynthe?”

Det var farens kæreste Karina, der vendte sig om fra passagersædet og smilede til Mynthe.

“Næ.”

“Okay. Der er også et stykke endnu.”

Karina vendte sig om igen, og i bevægelsen lagde hun kort sin hånd på Mynthes fars lår De udvekslede et smil.

Mynthe lod sig glide lidt længere ned i sædet. Engang havde det bare været hende og hendes mor og far og til sidst også Jokum, og hun kunne slet ikke huske, at moren og faren nogensinde havde været så kærlige over for hinanden. Men det måtte de have været engang. Enten havde hun glemt det, eller også havde hun bare aldrig lagt mærke til det. Alting var anderledes nu, hvor faren var sammen med Karina, og moren var sammen med Steffen. Eller, tænkte Mynthe, måske havde det noget med hende selv at gøre. Fordi hun selv havde en kæreste nu og smilede til ham og rørte ved ham på den måde.

Hun så Markus for sig og smilede ud i luften. Åh, hvor hun glædede sig til at se ham igen i skolen i morgen.

Tidligere blev det nok ikke, for hun og Jokum ville nok først være hjemme hos deres mor i aften.

Farmors og farfars gamle gård Den er til salg nu Den står tom “Vi skal hen til farmors og farfars gamle gård,” sagde Mynthe i samme øjeblik, som det dukkede op i hendes

6

Mynthe og Markus_ins.indd 6

04/10/2019 16.27

hoved. “Og den er til salg nu, og der bor ikke nogen.”

Hun hørte Karina gispe fra forsædet, før hun igen vendte sig om i sædet.

“Mynthe! Det er jo fantastisk! Du er fantastisk!”

Hendes stemme lød begejstret og også ret høj, og Jokum rørte lidt på sig i autostolen.

Farens stemme var lav. “Ja, ja, spis nu brød til. Vi var der jo mange gange, da Mynthe var lille, så det er måske ikke så mystisk, at hun kan huske vejen.”

Karina sagde ikke mere, men skar en grimasse til Mynthe, som om hun godt vidste, hvem der havde ret. Og at det var Mynthe. Mynthe smilede tilbage og sagde ikke mere. Men det kunne hun godt have gjort. For selvom hun måske kunne have husket vejen, hvilket hun ikke kunne, hvordan skulle hun så have kunnet vide, at gården var til salg og stod tom? Hun var kun 6 år, da hendes farfar døde, og den sommer havde hun været på ferie hos dem på gården. Ikke så længe efter var farfaren død, og farmoren havde solgt gården og var flyttet ind i et rækkehus i den by, hvor Mynthe og hendes mor og far og Jokum havde boet.

Ved tanken om farmoren fik Mynthe en tyk fornemmelse i halsen. Hun savnede hende stadig så meget, blandt andet fordi farmoren var den eneste, der vidste, hvordan det var at have det som Mynthe. Fordi hun selv havde haft det sådan.

Hun vidste også nogle gange besked om ting, der ville ske i fremtiden. Hun havde også haft drømme, der viste sig at blive til virkelighed. Men ligesom Mynthe havde farmoren

7

Mynthe og Markus_ins.indd 7

04/10/2019 16.27

heller ikke kunnet styre evnen eller fremprovokere den.

Displayet på Mynthes mobil lyste op. Det var en snapchat fra Yasmin. Veninden havde sendt et billede af sig selv, hvor halvdelen af hendes ansigt lå hen i skygge.

På den del af ansigtet, der kunne ses, havde Yasmin lagt den flotteste makeup. Igen blev Mynthe næsten lidt rystet over, hvor smuk Yasmin kunne være.

“Hvad laver du? Jeg keder mig ægte meget,” stod der i bunden af billedet.

Mynthe satte mobilen op til vinduet, tog et billede og skrev: “Vi skal hen til min farmors og farfars gamle gård.

Du er så smuk, du ligner en Disney-prinsesse.”

Få sekunder senere var der en ny snap fra Yasmin. Nu skar hun det grimmeste ansigt, og lyset var normalt.

“Prøver bare nogle filtre af. Og noget sminke. Har noget at fortælle dig i morgen for resten.”

“Hvad?”

“Jeg skrev i morgen, nosy.”

“Oki så.”

“Send en snap fra gården.”

“Aftale.”

Faren blinkede af og drejede væk fra hovedvejen. De kørte ind ad en smal, hullet vej. Der kunne ikke være så langt igen. Mynthe tog en dyb indånding og pustede langsomt ud igen. Hun havde sådan håbet, at Markus ville skrive eller gøre et eller andet, inden de kom frem til det hemmelige udflugtsmål, som nu ikke længere var

8

Mynthe og Markus_ins.indd 8

04/10/2019 16.27

så hemmeligt. Det havde han ikke gjort. Så blev hun nødt til at skrive til ham nu, hvis hun ville i kontakt med ham, inden de gik ud af bilen. Faren fik svip af folk, der var mere koncentrerede om deres mobiler end om de mennesker af kød og blod, de var sammen med. Det fik han mere end nok af til daglig på den efterskole, hvor han arbejdede. Mynthe ville ikke ødelægge stemningen ved at gå rundt med mobilen i hånden.

Hun tøvede lidt, inden hun sendte en kort besked med tre hjerter og oplysning om, hvor de var på vej hen.

Selvom det lød enormt gammeldags, var der mange af pigerne i klassen, der mente, at man skulle passe på med ikke at overdænge en dreng med alt for mange beskeder og den slags. De mente, at det var bedre at spille et slags spil og virke uinteresseret. Men sådan var det ikke med hende og Markus tænkte Mynthe, da hun trykkede på send. Med ham behøvede hun ikke at spille spil. Markus gjorde heller ikke nogen hemmelighed ud af, at han var vild med Mynthe, heller ikke i skolen. Eller tæt på skolen, for inde på skolen var det forbudt at kysse. Derfor kyssede de gerne godmorgen, et par meter før før skolens grund begyndte. De kyssede altid på en bestemt måde. Og imens ventede Yasmin og sagde grinende, at de var for pinlige.

Igen smilede Mynthe ud i luften.

“Derhenne,” pegede faren ud gennem forruden. “Nede på marken.”

“Ej, hvor ser det ellers hyggeligt ud,” sagde Karina.

9

Mynthe og Markus_ins.indd 9

04/10/2019 16.27

Mynthe strakte hals. Der stod et lettere ramponeret “Til Salg”-skilt i vejkanten dér, hvor markvejen ned mod gården begyndte. Nu kunne hun godt huske det hele, både stuehuset og de tre udlænger, som dannede en firkant rundt om gårdspladsen.

“Maskinhuset er væk,” røg det ud af hende.

Hun kunne se faren nikke, mens han ventede på at dreje over vejen og holdt tilbage for en larmende traktor.

“Ja, det er da rigtigt. Der lå et maskinhus af blikplader bag kostalden, men det må de have revet ned. Det var vist heller ikke meget værd.”

Markvejen var bumlet og fuld af huller, og Mynthe stønnede, hver gang hun blev kastet fra den ene side til den anden. Markus havde heller ikke svaret endnu.

For at komme ind på gårdspladsen skulle man køre gennem en buet portåbning. Porten havde været malet rød, og når den blev lukket med en slå indefra, var det, som om gården udgjorde en lille, tryg verden for sig selv, afskåret fra resten af universet. Det kunne hun huske, fra dengang hun var her som lille. Men det var længe siden, porten havde kunnet lukkes, så Mynthe. Begge låger hang skævt, og halvdelen af den ene manglede.

Nøjagtig samtidig med, at faren stoppede bilen midt på gårdspladsen, vågnede Jokum. På et splitsekund blev hans lille ansigt rødt og fordrejet, sutten røg ned på gulvet, og så kom hylet. Sådan var det tit, når han havde sovet til middag i autostolen.

10

Mynthe og Markus_ins.indd 10

04/10/2019 16.27

“Jeg tager ham,“ sagde faren hurtigt. “Måske trænger han til lidt at drikke og en tør ble. I kan bare gå rundt og kigge, ikke?”

Mynthe tjekkede mobilen en sidste gang, før hun med et suk og et stik i hjertet lagde den ned i bildørens sidelomme. Intet svar fra Markus. Hvad mon han lavede?

Hvis bare hun vidste det. Men det gjorde hun ikke, for hun vidste næsten aldrig noget på den måde, når hun havde brug for det. Næsten aldrig.

“Kom,” sagde Karina spændt og vinkede ad Mynthe.

“Vi tager et kig ind ad vinduerne, ikke?”

Mynthe nikkede og gik med hende hen til køkkenvinduet i stuehuset. Hun kunne godt huske, hvor det var, men der hang også køkkengardiner, så det var ikke så svært at se.

“Det ser lidt trist ud,” sagde Karina, som pressede ansigtet mod ruden. “Det må da være noget tid siden, nogen har boet her.”

“Ja, det må det være.”

På gulvet lå en køkkenstol, der manglede et ben, og her og der var linoleummet revet af gulvet og lå i en bunke. Nogle af køkkenskabene var taget ned og stod i en stabel i det ene hjørne, og væggen ind mod det gamle spisekammer var fjernet. På køkkenbordet stod en masse tomme øldåser og nogle sodavandsflasker. Karina havde også set dem.

“Garanteret uden pant og fra Bordershoppen,” mente

11

Mynthe og Markus_ins.indd 11

04/10/2019 16.27

Karina. “Jeg tror, at nogen er begyndt at renovere, men så er det blevet for meget for dem.”

De gik hele vejen rundt om stuehuset og kiggede ind ad alle vinduerne. I det gamle soveværelse hang der stadig nogle persienner, som forhindrede nysgerrige blikke. De var blevet lasede med årene. Spisestuen var det pæneste, for her var der nyt gulv, og væggene var malet.

“Det var så pænt, da farmor og farfar boede her,” sagde Mynthe.

De stod på den støbte terrasse ud for dagligstuen.

Tre trin førte ned til den tilgroede have. Flere steder manglede noget af trinene.

Karina så på hende. “Det var din farfars fødegård, ikke?”

Mynthe nikkede. “Jo, det var. Farmor kom her som tjenestepige efter sin konfirmation. Du ved godt, at hun var adopteret, ikke?”

“Jo,” nikkede Karina.

“Farfar var lidt ældre end hende, han var vist 18, og farmor syntes, at han var så flot. Men han var forelsket i en anden pige, der arbejdede her. Hun hed Inge Johanne og var datter af en gårdmand, og så var hun meget smuk og lyshåret med blå øjne og smilehuller. Farmor var mørkhåret, og hun smilede heller ikke så meget. Det fortalte hun mig i hvert fald engang. Farfar og hende Inge Johanne var forlovede og skulle giftes, så farmor havde jo ikke en chance.”

12

Mynthe og Markus_ins.indd 12

04/10/2019 16.27

“Men hun fik ham så alligevel? Fortæl noget mere, Mynthe, din far har slet ikke sagt noget om alt det her.”

Mynthe smilede og så hen over haven og op mod vejen på den anden side af marken.

“Inge Johanne druknede i en lille dam, der engang var deroppe på marken. Det var i 1944, og hun blev fundet af en tysk soldat, som græd og var helt ude af flippen.”

Karina hev luft ind.

“Jamen, Mynthe, sikke en historie. Hvorfor druknede hun?”

“Det vidste man ikke. Jeg kan huske, farmor fortalte, at hendes lig blev båret væk på en dør, de havde taget af.

Måske havde hun villet skylle sine fødder, for de havde høstet. Og så var hun måske blevet dårlig eller havde fået et hedeslag.”

Karina glippede med øjnene.

“Skal vi prøve at se, om den dam stadig er der?”

“Det kan vi godt.”

De gik ned i haven og hen over det, der engang havde været en græsplæne. Nu var det bare store tuer af vissent græs, og i de gamle blomsterbede var der kun ukrudt. Et hvidt hegn havde omkranset haven, men det var væltet de fleste steder, så det var ikke noget problem at komme ud på græsmarken.

Mynthe vendte sig om for at kigge efter sin far og Jokum, men hun kunne ikke se dem.

“De tuller nok bare lidt rundt på gårdspladsen,” sagde

13

Mynthe og Markus_ins.indd 13

04/10/2019 16.27

Karina. “Vi kan spise frokost om lidt. Hvor lå den dam?”

“Derhenne, tror jeg.”

“Den må være blevet fyldt op. Eller vent … Prøv at se, der er stadig en lille lavning, og græsset har da også en mørkere farve derhenne, ikke?”

Karina gik ivrigt i forvejen, og Mynthe fulgte efter.

Da de kom tæt på, var der tydeligt, hvor dammen havde været.

“Var den dam her, da du var lille?”

“Nej. Måske blev den fyldt op, fordi Inge Johanne var druknet i den, for …”

Hun ville redde en hund En gammel hund Den var ved at drukne Cæsar “Hvad er der? Hvad er der, Mynthe?”

Mynthe virrede med hovedet. I et ganske kort glimt havde hun set det så tydeligt. Hunden var ældgammel og brun, den hed Cæsar og var en jagthund. Inge Johannes tørklæde havde været gult med røde prikker.

“Du er helt bleg, Mynthe!”

Karina greb hende i armen og så indtrængende på hende.

“Det var bare … jeg tror, Inge Johanne druknede, fordi hun prøvede at redde en hund, en gammel hund, som af en eller anden grund var svømmet ud i dammen og kom i problemer.”

14

Mynthe og Markus_ins.indd 14

04/10/2019 16.27

Cæsar jagtede en and “Den jagtede en and,” sagde Mynthe i samme nu, som hun vidste det. “Hunden hed Cæsar. Inge Johanne druknede, men hunden reddede sig på land.”

Mynthe gøs. Det korte glimt havde været så knivskarpt.

Solen havde stået højt på den blå himmel, varmen havde fået det gule, modne korn til at flimre for øjnene, og Inge Johanne med det gule, prikkede tørklæde om sit lyse hår var vadet for langt ud. Mynthe havde kunnet mærke både varmen fra solen og Inge Johannes panik, da hun opdagede, at hun var kommet for langt ud og ikke kunne få ordentligt fodfæste.

“Hun kunne ikke svømme, og hun vidste ikke, at dammen var så dyb. Bunden var helt smattet.”

Karina havde slået den ene hånd for munden. Over håndryggen var hendes øjne store og udvidede.

“Kan du … se alt det, Mynthe?”

“Jeg kunne se det i et ultrakort glimt. Eller et billede.

Nej, ikke et billede, for jeg kunne se vandet plaske. Fordi hun var så bange.”

Frygtelig, forfærdelig bange, tænkte Mynthe.

Fuldstændig rædselsslagen.

Hun gøs igen og prøvede at gnide varme i sine kolde arme.

“Kom,” sagde Karina og lagde en hånd på Mynthes skulder. “Vi går op og finder Peter og Jokum.”

Mynthe nikkede, og de begyndte at gå samme vej

15

Mynthe og Markus_ins.indd 15

04/10/2019 16.27

tilbage igen. Karina var et hoved højere end Mynthe, og hun lod sin hånd blive liggende på Mynthes skulder.

Selvom hun meget godt kunne lide sin fars nye kæreste, føltes hånden alt for varm.

Mynthe trådte hurtigt et skridt til siden, så hun slap fri.

Så fik hun øje på sin far og sin lillebror. De stod oppe på den støbte terrasse og vinkede.

“Måske skal du ikke sige noget til far om det der med Inge Johanne,” sagde Mynthe. “Han … han kan ikke lide det. Måske tror han heller ikke på det. Eller jo, det gør han måske lidt, men han synes, det er en dårlig ting. Der var også noget med, at farmor og farfar blev uvenner, når farmor gjorde det samme. Altså forudsagde ting og den slags. For hun kunne det også.”

I den umærkelige pause, der opstod, kunne Mynthe høre Jokum råbe et eller andet. Det var noget med “mad”.

“Okay,” sagde Karina så.

Mynthe sendte hende et hurtigt smil. Karina troede åbenbart på hende.

“Kom, kom, vi har fundet et superfint sted at sidde og spise frokosten,” kaldte faren. “Omme i hjørnet mellem kostalden og svinestalden er der blevet lavet en stor bålplads. Den er gravet ret langt ned, så der er faktisk læ.

Engang var der hønsegård.”

Jokum hjulede i forvejen, og faren bar kurven.

Pludselig kunne Mynthe mærke, at hun var både sulten og tørstig.

16

Mynthe og Markus_ins.indd 16

04/10/2019 16.27

“Se, er det ikke ret fint?” spurgte faren, da de var drejet om et hjørne.

“Utroligt, at de har gjort så meget ud af det, når de ellers tilsyneladende ret hurtigt er løbet sur i renoveringen af stuehuset, ikke?”

Mynthe kunne godt huske hønsegården, og hun kom i tanke om, at hun nogle gange havde fået lov at hente æg derinde. Engang var hun blevet hakket af en høne, og engang var hun også snublet og havde tabt kurven med æg. De var smadret alle sammen, og hun havde hylet. Det var ikke længere til at se, at her havde været hønsegård. Der var gravet næsten en meter jord af, og den runde fordybning var beklædt med brosten og marksten. I midten lå selve bålstedet lidt dybere nede.

Der var sodsværtede grene og fliser i bunden af det.

“Fedt sted,” mumlede Karina. “Især hvis man havde nogle stole.”

“Vi breder tæppet ud,” sagde faren, som allerede var i gang. Jokum prøvede at få noget op af kurven, men røg på rumpen.

Netop som Karina havde sat sig ned, stivnede hun og stirrede på en af markstenene. Så rejste hun sig uden et ord og gik hen til hen til den modsatte side af bålpladsen.

“Mynthe, kom og se! Kom nu!”

Mynthe skyndte sig hen til Karina. Hun stod og pegede på markstenen, og hendes øjne lyste af iver.

Navnet Cæsar var indgraveret i stenen.

Mynthe og Markus_ins.indd 17

04/10/2019 16.27