Post og tele

Andreas Marklund

Jacob Vrist Nielsen

Sanne Aagaard Jensen

POST OG TELE

Kommunikationen og danskerne

Andreas Marklund

Jacob Vrist Nielsen

Sanne Aagaard Jensen

Gads Forlag

Andreas Marklund, Jacob Vrist Nielsen og Sanne Aagaard Jensen

Post og tele. Kommunikationen og danskerne © 2025, forfatterne og Gads Forlag

Forlagsredaktion: Peter Bejder & Rikke Kensinger

Omslagsfoto: Steen Jacobsen/Ritzau Scanpix

Grafisk design: Le bureau

Repro: Narayana Press

Tryk: Print Best

ISBN: 978-87-12-06695-8 1. udgave, 1. oplag

Printed in Estonia

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Tekst & Node, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

For enkelte billeders vedkommende har det ikke været muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne. Hvis ophavsretten på denne måde er blevet krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret, som havde der foreligget en tilladelse i forvejen.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

G.E.C. Gads Forlag A/S Fiolstræde 31-33 1171 København K Danmark reception@gad.dk www.gad.dk

Bogen er støttet af Augustinus Fonden

Indhold

8 Magten over kommunikationen

Kommunikationssystemer, monopoler og kritisk infrastruktur

16 Et kongeligt postvæsen 1624-1840 48 Post- & teleuniformer

Fra kongemagtens tjener til global identitet 60 Et postvæsen for folket

120 Frimærket og det nationale

Fra kronregalier til Little T

Magten over kommunikationen

Det var fredag den 4. december 1914, og Første Verdenskrig rasede i Europa. På Hovedtelegrafstationen i København herskede en hektisk stemning. Danmark var et vigtigt knudepunkt i det globale telegrafnet, og beskeder fra næsten hele verden strømmede ind og ud af det neutrale land. Allerede i september konstaterede Dansk Telegraftidende, at Danmarks ”telegrafvæsen står i øjeblikket overfor en trafik af et omfang, hvortil man aldrig har set mage”.1 Telegramtrafikken var ikke blevet mindre siden da. Tværtimod. Personalet ved Den Danske Statstelegraf ekspederede hundredtusindvis af telegrammer fra de krigsførende stormagter og mange andre lande.

Denne decemberdag i 1914 fik et særligt telegram personalet i København til at reagere. Et bud fra det tyrkiske konsulat indleverede et telegram, hvis indhold var kort og kraftfuldt i bedste telegramstil – og skrevet på tysk:

En her på stedet boende russisk jøde Stern Handfüss er denne morgen rejst med en svensk damper Atlas kaptajn Svensson 5.000 sække hvidkål mod Stockholm og derefter videre mod Raumo, Finland med slutdestination Petersborg. Svenske skibsdokumenter.

Modtageren af telegrammet var det tyske flådeministerium i Berlin, men beskeden nåede aldrig frem. Personalet i København lagde straks telegrammet til side. Allerede samme dag modtog departementschef Herluf Zahle i Udenrigsministeriet et telefonopkald fra telegrafdirektør Niels Rasmussen Meyer, den

øverste leder af det danske telegrafvæsen, som orienterede om det mystiske telegram. Hvordan skulle man håndtere den delikate situation?

Telegrafdirektøren sendte Udenrigsministeriet en kopi, og efter to dages betænkningstid svarede departementschefen, at telegrammet efter Udenrigsministeriets opfattelse ”i stilhed bør forsvinde”. Yderligere indgreb mod afsenderen var ikke nødvendige, men Udenrigsministeriet anmodede om, at personens ”telegrammer må blive iagttaget”.2

Balladen kan virke uforståelig for en nutidig læser. Omstændighederne ved telegrammet er næsten lige så gådefulde som det lakoniske indhold. En væsentlig del af problematikken var sandsynligvis afsenderen selv. Blot en måned tidligere var Tyrkiet – dengang Det Osmanniske Rige – gået ind i krigen på Tysklands side. I samme ombæring havde sultanen i Istanbul opfordret alle rettroende muslimer til at føre hellig krig mod Tysklands fjender, herunder ærkefjenden Rusland. En besked til den tyske krigsflådes administrative hovedkvarter med efterretninger om russisk­skandinavisk skibsfart fra en person med forbindelser til Det Osmanniske Rige kunne næppe tolkes som andet end en trussel mod skandinaviske fartøjer og menneskeliv.

Hvordan skulle oplysningen om de 5.000 sække hvidkål fortolkes? Handlede det blot om transport af fødevarer, eller var det i virkeligheden en spionkode, der dækkede over en leverance af våben og ammunition? Telegrafisterne var siden krigsudbruddet blevet instrueret i at holde øje med telegrammer med skjulte beskeder. I en instruks fra telegrafdirektøren den 26. august 1914 blev

Side 9. Vue fra en af apparatsalene på Københavns Hovedtelegrafstation i tiden omkring Første Verdenskrig. Dengang var hovedtelegrafstationen en af Danmarks travleste arbejdspladser. Millioner af telegrammer strømmede gennem kablerne i det neutrale og strategisk beliggende land. I hele Skandinavien forventedes personalet at holde øje med indholdet i den voksende telegramtrafik.

det indskærpet, at telegrammerne skulle være forståelige for den afsendende station, ellers ville de ikke blive ekspederet. Derfor var det også forbudt at bruge chifre og koder til privat kommunikation. Beskeder, der kun bestod ”af et enkelt tal eller enkelt ord”, ville telegrafvæsenet afvise.3

Selv om den fulde historie bag det mystiske telegram er gået tabt i fortidens tåger, viser episoden tydeligt, hvordan kommunikation og kommunika­

tionsteknologi er fundamental under kriser. I årene 1914-1918 trak Første Verdenskrig flere stater ind i dødens malstrøm, og den danske stat udnyttede sit monopol på post­ og telekommunikation til at styre informationsstrømmene både inden for rigets grænser og med omverdenen. Det overordnede formål var at beskytte neutraliteten og holde Danmark uden for krigen. Telegrammer på vej ind i eller ud af landet måtte ikke indeholde ”noget, der om end kun indirekte kan siges at være stridende mod landets neutrale stilling”, som det i september 1914 lød i en fortrolig tjenesteinstruks til overtelegrafbestyreren i København. Tusindvis af telegrammer blev derfor stoppet og gemt væk af Statstelegrafens personale i tæt samarbejde med Udenrigsministeriet. Under krigen voksede overvågningen til også at omfatte telefonsamtaler, både indenrigs og udenrigs, til det øvrige Skandinavien. Og politikere, journalister, almindelige borgere og udlændinge blev anset som potentielle sikkerhedstrusler, der kunne skade statens og samfundets interesser.

Det var ikke mindst med tanke på kritiske tider, at magthavere tidligere havde besluttet, at kommu­

Det suspekte telegram blev i 1914 afleveret til telegrafisterne ved Københavns Hovedtelegrafstation – midt under verdenskrigen. Læg mærke til den elegante telegramblanket, der har Statstelegrafens etatsmærke i sidehovedet.

Magten over kommunikationen

nikationssystemer som posten og telegrafen skulle være underlagt staten. Monopolet – og det apparat, der blev bygget op – gav den danske stat mulighed for at kontrollere en ellers svært kontrollerbar kommunikation.

Vi fortæller historien om kommunikationssystemernes udvikling og den danske stats monopol i 400 år fra postvæsenets oprettelse i 1624 til dagens digitaliserede Danmark. Vi interesserer os især for udviklingen i landets post­ og telesektor som en del af en bredere samfundsmæssig udvikling. Bogen er en fortælling om kampen om kommunikationen og de underliggende systemer og teknologier, hvor staten har været en dominerende aktør. Den statslige post­ og telekommunikation blev gradvist udbygget, og i 1927 blev den samlet i en statslig hybrid, Post­ og Telegrafvæsenet (P&T), en ejendommelig krydsning mellem en kommunikationsvirksomhed og en statslig myndighed. I mange år havde P&T eneret på post­ og telegrafkommunikation samt al telefoni, der ikke var lokal.

De statslige monopoler var dog aldrig absolutte. De var udfordret af rivaler, indre paradokser og revner i systemet, og grænserne mellem offentlige og private løsninger har været uskarpe og åbne for forhandling. Selv om P&T havde eneret på telefonsamtaler til og fra udlandet og mellem de danske landsdele, var lokaltelefonien udliciteret til private aktører som Københavns Telefon­Aktieselskab (KTAS) og den jyske pendant, Jydsk Telefon A/S (JTAS), der var landets næststørste, men til gengæld kunne bryste sig af at blive kaldt for verdens bedste telefonselskab i 1981.4

Den offentlig-private linedans var fra begyndelsen et grundvilkår for KTAS, JTAS og andre danske telefonselskaber. Utallige kommissioner

og betænkninger i det 20. århundrede undersøgte mulighederne for at samle det danske telefonvæsen under mere eller mindre statslig indflydelse – afhængigt af tidens politiske vinde. Private aktører var også en del af 1800­tallets telegrafnet.

Selv om Folketinget besluttede, at staten skulle stå for opbygningen og driften af Danmarks første elektriske telegraflinje, skød der snart private linjer op i udkantsområderne, hvor man ventede utålmodigt på opkobling til verdens første globale, elektroniske net. Der var også private aktører som finansmanden C.F. Tietgen, der stod bag de telegrafiske undervandskabler, som koblede Danmark sammen med resten af verden. Og endnu tidligere havde den hamborgske erhvervsmand Poul von Klingenberg i 1653 forpagtet det kongelige danske postvæsen af kong Frederik 3., der i 1660 indførte enevælden i Danmark.

Historien er fuld af eksempler på, hvordan det internationale frie flow af kommunikation har fundet huller i nationalstatens grænsehegn. Under Første Verdenskrig opdagede myndighederne, at journalister, spioner og andre aktører med følsom information undgik telegramovervågningen ved i stedet at ringe til Sverige og Norge. Oplysninger om skandinaviske skibskonvojer på vej til Storbritannien kunne overføres mundtligt til Stockholm eller Kristiania (Oslo), hvorfra de blev sendt videre via kommunikationssystemer, der lå uden for dansk kontrol. Sikkerhedspolitisk var det en akilleshæl, som førte til et tæt samarbejde om censur og overvågning mellem Danmark, Sverige og Norge. Man ville bekæmpe grænseoverskridende propaganda og spionage.5

Også under den store krig fra 1914 til 1918 viste det sig, at forskellige forgreninger af den dan­

ske stat havde forskellige prioriteringer i kommunikationsmonopolet. I Udenrigsministeriet var de sjældent tilfredse med telegrafvæsenets personale, som de betragtede som alt for slappe, for kundeorienterede og for bundne af internationale telegrafkonventioner om retten til fri transit og ”secret de la correspondance” – telegrafhemmelighed – til at kunne håndtere den truende situation. Spørgsmålet om prioriteringerne blev igen sat på spidsen under Den Kolde Krig (ca. 1945­1991), hvor udsigten til en total krig mellem øst og vest tvang den danske stat til at overveje, om den kunne afskære den civile teletrafik og i stedet prioritere den militære og samfundskritiske.

Historien om kommunikationssystemerne viser, hvordan de har tjent forskellige formål, som har skiftet over tid. Fra postens begyndelse var det en væsentlig opgave at forbinde Danmark med omverdenen. I mange hundrede år gik den danske hovedpostrute fra København til Hamborg, hvilket krævede både administrative løsninger og teknisk ekspertise, der ikke var begrænset til det danske kongerige. F.eks. indførte Poul von Klingenberg det system med ridende post, der i 1600­tallets anden halvdel medførte, at det danske postvæsen blev samfundsmæssigt effektivt og kom på højde med den europæiske udvikling. Og da elektrisk telegrafi så dagens lys i Danmark i begyndelsen af 1850’erne, fulgte landets første elektriske telegraflinje den gamle postale hovedrute til Hamborg. Byen var nemlig, som de sagkyndige argumenterede, det naturlige ”foreningspunkt med det store europæiske telegrafnet”.6

Længe prioriterede både post­ og telegrafvæsenet statsforvaltningens interesser. Behovet for sikre og hurtige forbindelser for effektivt at kunne

administrere stat og samfund var en afgørende årsag til, at Danmark overhovedet fik et statsligt postvæsen i 1624. Men helt fra begyndelsen spillede økonomiske hensyn også ind. Offentlige kommunikationsydelser blev set som en statslig indtægtskilde og en måde at stimulere det danske erhvervsliv på ved at lette kontakterne til omverdenen. Det var ikke en tilfældighed, at Christian 4. hentede ledelsen af postvæsenet fra toppen af dansk erhvervsliv i 1620’erne, og at Børsen i København fungerede som rigets første postkontor. Hensynet til et sundt erhvervsliv var også væsentligt i velfærdsstatens tidsalder, hvor posten blev indrettet med mange daglige tømninger og omdelinger for at sikre effektiv kommunikation for virksomhederne.

P&T forsøgte også at imødekomme erhvervslivets behov ved at introducere nye servicer som telexen, og erhvervsdrivende fik fortrinsret, da rekordmange danskere stod på venteliste til at få en telefon i årene efter Anden Verdenskrig. Men det har også handlet om at skabe en sammenhængende helhed ud af kongerigets dele og gøre staten og samfundet nærværende i almindelige menneskers dagligdag. For telegrafen blev det fremhævet, at telegrafkablerne – som effektivt krydsede både land og vand – knyttede nationen sammen ved at ”sætte København i forbindelse med rigets provinser”.7 Fra midten af 1800­tallet og frem var der fokus på, hvordan posten var en almennyttig institution til gavn for borgerne, oplysning og demokratiske værdier. Som det fremgår af balladen med det mystiske telegram i december 1914, har fokus dog til tider været på sikkerhedspolitik og på brugen af kommunikationssystemerne til at beskytte staten og samfundet mod trusler som spionage og fjendske misinformationskampagner. Historien om de dan­

ske kommunikationssystemer handler derfor både om kommunikation og deling af information og om hemmelig statslig overvågning, kontrol og censur. De historisk opbyggede og komplekse kommunikationssystemer har fungeret som det, vi i dag kalder kritisk infrastruktur.8 Den er karakteriseret ved sin fundamentale betydning for økonomi, administration og sikkerhed, men tilføjer også et element af sårbarhed,9 som er vokset frem i skyggen af et stigende trusselsniveau med alt fra ekstreme vejrforhold og digitale sammenbrud til global terrorisme og russiske hybridangreb.10 Selv om begrebet kritisk infrastruktur er nyt og aktuelt, har selve sårbarheden i kommunikationssystemerne dybe historiske rødder. At ramme et samfund via kommunikationssystemer er ikke noget, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, har fundet på.

Kritisk infrastruktur er samfundets muskler og knogler. Fotoet viser telefonledninger over Odense i årene omkring 1920. I telefoniens barndom brugte man luftledninger, og i store byer kunne hele kvarterer være spundet ind i net af knitrende telefonledninger, der var fastgjort med jernstativer på byens tage.

Magten over kommunikationen