Rivalen

Rivalen.indd 2

26.06.2020 09.49

H O L LY B ROWN S O P H I E H AN N A H C LA R E MAC K IN TOS H B. A . PA R IS

Rivalen Roman

PÃ¥ dansk ved Brian Christensen

Gads Forlag

Rivalen.indd 3

26.06.2020 09.49

Rivalen er oversat fra engelsk af Brian Christensen efter The Understudy Copyright © 2019. The Understudy by Serial Box The moral rights of the author have been asserted.

Dansk udgave copyright © Gads Forlag 2020 ISBN: 978-87-12-06020-8 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet efter originaldesign af Hodder & Stoughton, Hachette UK Omslagsfoto: Shutterstock Bogen er sat med Plantin hos Demuth Grafisk og trykt hos ScandBook Shakespearecitaterne i bogen er fra Niels Brunses oversættelse af Shakespeare: Samlede skuespil, Gyldendal. I citatet fra Hamlet har oversætteren dog tilladt sig at erstatte ordet ”lover” med ”bedyrer” af hensyn til konteksten.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk

Rivalen.indd 4

26.06.2020 09.49

1 SpilledĂĽsen

Rivalen.indd 5

26.06.2020 09.49

Rivalen.indd 6

26.06.2020 09.49

KENDALL – Rubys mor Et øjeblik ser man ikke andet end det smukke, for øjet søger derhen, hvor det vil, hvortil det drages: det perfekte ansigt med gyldent hår, der er samlet i en knold, og armen, som er rakt yndefuldt ud til siden. Den smidige danser ser nærmest ud, som om hun er ved at stige til vejrs, men da hun drejer langsomt rundt, opdager man … at hendes himmelblå trikot er blodplettet. Den ene arm mangler, og det skråt modsatte ben er vredet på en grotesk måde, der vidner om vold. En ballerina, som har taget ”knæk og bræk” bogstaveligt, men det har så sandelig ikke bragt hende held.

Stemmen er gribende og meget fin. Selvfølgelig er den det, for det er Jess Mordues. Hun er utrolig dygtig, måske lige så dygtig som min datter, Ruby, blot meget smukkere. Det kunne jeg aldrig drømme om at sige til Ruby, men hun kan dårlig undgå selv at bemærke det. Jess er betagende smuk.

Lige nu sidder vi alle helt stumme af forbløffelse på rektors kontor, vi fire mødre. Jeg mærker, hvordan Jess’ mor, Carolyn, stirrer på mig med mord i øjnene. Jeg har ikke lyst til at se på hende eller på den dæmoniske spilledåse på skrivebordet foran os, og jeg har heller ikke lyst til at slå blikket ned, som om jeg er skyldig, eller som om Ruby er det. Hun kan ikke have gjort det her. Sådan er Ruby slet ikke.

De andre mødre kender ikke hele historien om, hvem Ruby er, eller hvem jeg er, eller hvordan de to ting hænger sammen.

De er alle englændere, og derfor har de sikkert ikke prøvet at 7

Rivalen.indd 7

26.06.2020 09.49

sætte sig ind i, hvor svært det har været for mig at flytte fra Los Angeles til London uden min mand, så jeg er helt alene om at tage mig af en pige, der er så temperamentsfuld som Ruby.

Hendes drøm er at få adgang til en verden, hvor man beundrer skønhed – en branche, hvor Jess uden tvivl vil få ting forærende, som Ruby aldrig vil. Af og til tager hendes manglende selvværd desværre styringen, så det hele løber løbsk, og bagefter er hun rigtig ked af det. Det ved jeg, hun er.

I takt med at spilledåsen går i stå, og klavertonerne først klimprer uregelmæssigt og derpå klinger af, bevæger ballerinaen sig mere og mere i ryk, indtil hun gudskelov står helt stille. Adam Racki hvisker – lige så meget til sig selv som til os: ”Handlinger, som strider mod naturen, skaber plager af unaturlig art. Macbeth,” tilføjer han for vores skyld.

Carolyn ryster foragteligt på hovedet ad rektoren. ”Du er godt klar over, hvad det er for en sang, ikke?” spørger hun.

Hun virker fysisk skræmmende. Hun er lige så høj som Jess, men firskåren, og ikke smækker som hende og ikke typen, der bløder sine træk op med makeup. Hun læner sig frem og peger på spilledåsen – og på Adam – men jeg har det, som om hendes vrede udelukkende er rettet mod mig, der sidder to pladser til venstre for hende. ”Det er ’Oppe i himlen står et slot’. Det er Jess, der synger ‘Oppe i himlen står et slot’, hendes auditionsang. I ved alle, hvad det her handler om.” ”Der er endnu ingen af os, der ved, hvad det her handler om,” siger Adam med sin høje, dybe stemme. Han er ikke smuk, men han har et uafviseligt nærvær, hvilket ikke er så overraskende med tanke på hans tidligere succesfulde karriere på de skrå brædder. På væggene er der billeder af ham i fuld sminke på scenen ved siden af berømtheder som … Ja, jeg kender ikke den britiske teaterverdens største navne, men jeg ved, de er der. Og jeg kan rigtig godt lide hans vane med at citere fra skuespil, selv om det latinske af og til er lidt for meget. ”Vi ved ikke, hvem der har stillet den her spilledåse i Jess’ skab.”

Jeg har ikke tænkt mig at foreslå, at det måske er en af de 8

Rivalen.indd 8

26.06.2020 09.49

andre piger i venindegruppen, men det er værd at notere sig, at deres mødre, Bronnie og Elise, også er blevet indkaldt til dette møde. Bronnie sidder som en buffer mellem Carolyn og mig, og Elise sidder på den anden side af Carolyn. Vores fire piger går alle på musicallinjen ved Orla Flynn Academy. Alle vi ”mødre” vil gøre alt for at beskytte dem, hvilket af og til bringer os i karambolage med hinanden. Alliancer kan dannes og opløses fra det ene øjeblik til det andet. Nogle gange, må jeg desværre indrømme, opfører vi os selv ikke meget anderledes end en flok seksten-sytten-årige.

Selv om Ruby påtog sig det fulde ansvar for sidste års hændelser, er hun blevet taget til nåde af pigerne (gudskelov!), men Carolyn har aldrig tilgivet hende. Hun har sikkert heller ikke tilgivet mig. Hele affæren krænkede hendes retfærdighedssans – hun er trods alt juraprofessor – og hun syntes ikke, at Ruby betalte en høj nok pris.

Ikke at det undskylder Rubys opførsel sidste år, men der er mange situationer, hvor det er for forenklet at reducere de involverede til mobber og offer.

Jeg skæver til Bronnie og mærker hendes tavse opbakning.

Hun er den mest hjertevarme af os mødre, men hun er ikke typen, der kunne finde på at sige noget så tidligt i samtalen.

Hendes datter, Annabel, er sød og rar og undgår også helst at tage parti for nogen.

Det nytter ikke noget at se på Elise, som emmer af utålmodighed. Hun trommer hørbart med foden på gulvet, og hendes perfekte, ræverøde bobbede hår svinger i takt som en indædt metronom. Hun ville meget hellere være et andet sted og tjene sine millioner. Hun er pragmatiker og en arbejdshest ligesom datteren, Sadie.

Kan det virkelig passe, at vi så sent som sidste år var en firebande ligesom vores døtre? Vi er så forskellige, men jeg stolede på dem. Jeg savner dem. ”Det er Ruby, der har gjort det her,” siger Carolyn skråsikkert.

9

Rivalen.indd 9

26.06.2020 09.49

Hvad skete der lige med princippet om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist? Gælder det kun i USA? ”Vi tager denne type trusler meget alvorligt her på skolen,” siger Adam. ”Vores elevers sikkerhed ligger os meget på sinde, men når vi ikke har nogen vidner eller en tilståelse, må vi gå forsigtigt frem.”

Carolyn slår en vred latter op. Så rejser hun sig og begynder at gå frem og tilbage bag de andre mødres stole. Det gør mig nervøs, men jeg viser det ikke. ”Jeg er meget ked af, at Jess har været ude for den her oplevelse …” Adam Racki går i stå midt i sætningen, da Carolyn standser og stirrer på ham. Han beslutter at appellere til alle i rummet og ser på mødrene. ”Jeg har bedt jer alle fire komme i dag, fordi vi er nødt til at fokusere på at skabe et miljø præget af omsorg og empati, så den, der har gjort det her, forstår …” ”Empati?” sprutter Carolyn. ”Nogen truer med at lemlæste min datter!” ”Jeg har talt med alle pigerne. Ruby nægter at have noget som helst med det her at gøre, og ingen har bemærket noget.”

Han ser hurtigt væk fra Carolyn. Jeg er stadigvæk overrasket over, at han ikke gav efter for hendes pres på ham for at smide Ruby ud sidste år – et pres, der sikkert var betydeligt.

Faktum er, at Ruby stadigvæk er her. Og det er jeg også. Jeg retter mig lidt op. Carolyn er ikke den eneste, der er parat til at kæmpe for sin datter, men jeg er bare i besiddelse af andre våben. Jeg læner mig frem og henvender mig til Adam med blid stemme som en bevidst kontrast til Carolyns brægen. Et øjeblik ville jeg ønske, at jeg stadig havde mit lange lyse hår, som jeg kunne kaste med, og at jeg stadigvæk klædte mig, så jeg viste lidt (mere) kavalergang, men efter kemoen og den brystbevarende operation er mit hår vokset ud i samme tempo, som en gletsjer bevæger sig, og det går mig kun til skuldrene og har samme kastanjebrune farve som Rubys. ”Ruby har ingen grund til at true Jess,” siger jeg til ham.

10

Rivalen.indd 10

26.06.2020 09.49

Carolyn stiller sig lige foran mig. ”Det er et dacapo fra hendes side af!” nærmest råber hun mig op i ansigtet. Jeg prøver at lade være med at krympe mig. Det gælder om ikke at vise frygt. ”Vær rar at sætte dig ned, Carolyn,” siger Adam med den myndige stemme, han bruger over for pigerne, som han har ansvaret for.

Carolyn indser, at Adam ikke vil fortsætte, før hun gør, som han siger, og hun sætter sig med et højt fnys. Jeg belønner ham med et smil. ”Jeg vil så afgjort undersøge sagen nærmere og stramme op på sikkerhedsforanstaltningerne, men alle i dette lokale må spille deres rolle. Verden er en scene, trods alt, og vi må foregå pigerne med et godt eksempel. Vi er kun nogle få uger inde i semesteret, og vi skulle nødig have en gentagelse af sidste år, vel?”

Bronnie ryster på hovedet med rynket pande, men Elise vipper endnu hurtigere med foden. ”Sadie havde ikke noget med sidste års ballade at gøre, og hun har heller ikke noget med den her spilledåse at gøre. Jeg er et godt forbillede for min datter.” ”Det, der skete sidste år, har påvirket hele pigegruppen og truer med at skade hele skolen,” siger Adam. ”Det handler alt sammen om gruppedynamik mellem teenagepiger. Alle spiller en rolle.” ”Nej,” siger Carolyn, ”det her handler om Ruby. Hun skulle have været smidt ud for længe siden, men jeg er tilfreds med, at det sker nu.” ”Det er ikke Ruby, der har gjort det,” siger jeg til Adam. På det seneste har Ruby været meget mere fokuseret og tillader ikke, at noget afleder hende fra det, der har været hendes store mål, siden hun var fire år: Hun vil være en stjerne.

Men jeg er faktisk lidt bange for, at noget af det, der er sket, er min skyld. Min kræftsygdom tog meget hårdt på Ruby, og hun opførte sig lidt vildt, hvilket flere terapeuter i L.A. sagde 11

Rivalen.indd 11

26.06.2020 09.49

var helt normalt. Jeg ville ønske, at jeg havde reageret anderledes på det tidspunkt, men jeg kan ikke lave om på fortiden.

Vi skulle begynde på en frisk i London, på den anden side af verdenshavet.

Men det her er ikke Rubys værk. Det har hun svoret, at det ikke er. ”Inderst inde er Ruby en dejlig pige,” siger Bronnie. Gud ske tak og lov for Bronnie. ”Dejlig?” Carolyn vender sig om mod Bronnie, men hun kan ikke vende sig imod Bronnie. End ikke Carolyn kan få sig selv til at hugge hovedet af Bambi. ”Adam, det her lugter langt væk af Ruby.” Hendes brug af hans fornavn er lige så udfordrende som hendes stirrende blik.

Han ser væk. Men jeg er da for fanden Rubys mor. ”Det her er slet ikke Rubys stil.”

Carolyn slår straks ned på mit ordvalg. ”Nå, så hun har sin egen stil som en anden kriminel?”

Jeg ignorerer hende. Det er Adam, der er mit fokus. ”Når Ruby bliver beskyldt for at have gjort noget,” siger jeg, ”indrømmer hun, hvis hun har gjort det, og fortryder det.” ”Du mener, at hun begynder at græde,” siger Carolyn. ”Det er ikke det samme som at fortryde. Hun er jo trods alt skuespiller.” ”Det er de alle,” siger Bronnie. Jeg ved ikke, om hun kun mener vores fire døtre eller teenagere generelt. Hemmeligheder og løgne hører med til alderen. ”Hun har sagt til rektor, at hun ikke har gjort det, og jeg tror på hende,” siger jeg i et bestemt tonefald. Jeg har måske også en lille skuespiller i mig, for selv om jeg overvejende tror på Ruby, er der en lille tvivl. Men det går ikke, at jeg giver udtryk for den – jeg må ikke lade Carolyn lugte blod.

Sandheden er, at jeg er bange. Jeg er den eneste her, der ved, hvor galt det faktisk kan gå, når tingene løber løbsk for Ruby. ”Hun manipulerer med dig,” siger Carolyn ligeud. ”Og nu 12

Rivalen.indd 12

26.06.2020 09.49

er hun gået skridtet videre. Er der ingen andre, der kan se, hvor farligt det her er?”

Pludselig rejser Elise sig. ”Ja, det her er meget ubehageligt, og jeg er ked af det på Jess’ vegne, og jeg aner ikke, om Ruby har gjort det eller ej, men det har ikke noget med Sadie eller mig at gøre.” Hun går hen mod døren, og så spørger hun over skulderen: ”Bronnie, kommer du med? Det her har heller ikke noget med dig eller Bel at gøre.” Bronnie ser rådvild ud. Hun tøver et øjeblik for længe efter Elises mening, så Elise flår døren op, siger: ”Vi ses senere” og går ud.

Det lader til, at Adam er ved at miste grebet om mødet.

Han er i det store hele ikke opgaven voksen, hvilket var til Rubys og min fordel, da hun blev optaget på skolen efter ganske få spørgsmål. Og så var det nok heller ingen skade til, at Nick donerede penge til pladser for to ressourcesvage elever.

Carolyn regner sikkert med, at jeg kunne finde på at spille kræftkortet eller ”den stakkels uskyldige kvinde, som er langt hjemmefra”-kortet. Måske er det derfor, hun er helt oppe i det røde felt nu. Hun kan ikke tåle at tabe, og udsigten til endnu en gang at komme til kort over for en ringere begavelse som mig – ja, det må være svært at æde.

Eller også elsker hun bare sin datter og har ikke lyst til at se hende blive udsat for modbydeligheder igen. Det kan jeg godt forstå. Hvis sådan en spilledåse dukkede op i Rubys skab …

Ja, jeg har ikke engang lyst til at tænke på det. ”Det her er noget værre pis!” udbryder Carolyn. ”Så fortæl mig, hvem der ellers kan have gjort det her, men det kan I sgu ikke!”

Jeg ser appellerende på Adam. ”Af en eller anden grund har Carolyn set sig ond på Ruby …” ”Det er lige omvendt, skulle jeg mene! Ruby har set sig ond på Jess! Og jeg har fandeme fået nok af det!” ”Er det den, der bander mest, som får sin vilje?” spørger jeg.

Adam ser en smule fortabt ud. Måske leder han efter et udglattende skuespilcitat. Så slår han hænderne sammen og 13

Rivalen.indd 13

26.06.2020 09.49

smiler til os. Jeg har set det før – det har vi alle. Han beslutter lige pludselig, at det, verden har brug for, er kærlighed, ren kærlighed. Ja, han kan være for meget, men han har hjertet på rette sted, og det er endnu en ting, som tit kommer Ruby til gode. Det betyder, at han altid er parat til at se det bedste i hende og give hende en chance til. Jeg kigger på ham med store, nysgerrige, accepterende øjne, mens jeg kan mærke, at Carolyn bliver endnu mere anspændt og er lige ved at eksplodere igen. Måske burde jeg ikke godte mig over hendes reaktion, ikke i den her situation, men kræftsygdommen har lært mig, at man skal leve livet fuldt ud, for man kan aldrig vide. ”En mulighed har vist sig,” siger han. ”En ny elev er lige begyndt på Orla Flynn Academy her til morgen. Hun hedder Imogen Curwood, og hun kender intet til pigerne eller deres forhistorie. Hun kender ikke noget til nogen spilledåser. Og en ny person kan tit lave helt om på dynamikken i en gruppe, og det er måske lige det, pigerne har brug for.” ”Mener du det alvorligt?” spørger Carolyn. ”I den grad,” svarer han muntert. Han synes tydeligvis, at han har fundet den perfekte løsning. ”Imogen kan være en mulighed for, at alle kan begynde på en frisk.” Begynde på en frisk – et af mine yndlingsudtryk. Det her kunne ikke være bedre. ”Pigerne får en chance for at bilægge eventuelle stridigheder ved at byde en ny veninde velkommen, og vi voksne kan give dem den rette støtte.”

Jeg smiler til ham, som om det er en dejlig idé, og det er det faktisk, for det vil sige, at Ruby ikke bliver smidt ud. Det vil sige, at der er blevet spændt ben for Carolyn igen.

Bronnie smiler også. Adam er trods alt hendes chef, så hun har ikke rigtig noget valg. Det er en svær balancegang at være både ansat og mor til en elev.

Carolyn stormer ud uden et ord.

Nogle mennesker er bare aldrig tilfredse. Hvem er ikke glad for at begynde på en frisk?

Rivalen.indd 14

26.06.2020 09.49

CAROLYN – Jess’ mor Jeg smækker bildøren i og sidder på førersædet med lukkede øjne og tæller.

En, to, tre …

Hvorfor tæller folk, når de er rasende? Virker tal i sig selv beroligende? Lad os se.

Fire, fem, seks …

Nej, det gør de ikke. Det er noget værre fis alt sammen: meditér, tæl til ti, mal soveværelset hvidt, og sprøjt lavendelduft på hovedpuden. Selv om man gør alt det, er den rigtige verden stadigvæk derude.

Syv, otte, fuck Ruby Donovan. Gid hun må blive splattet ud på fortovet af en fed flodhest, som falder ud fra 14. sals højde.

Den rigtige verden er stadig derude, og jeg får ikke lukket et øje i nat, fordi en fandens listig, ondsindet teenager stadigvæk chikanerer min datter.

Døren i passagersiden lukker med en rolig, dump lyd. Jess er sikkert ikke ude på at score billige point ved at vise, at hun har en mere moden tilgang til at lukke døre i stressede situationer end mig, men det føles altså sådan.

Ni, fuck Ruby Donovan, ti, og fuck det rådne Orla Flynn Academy.

Jeg skulle have forlangt et møde med Adam Racki under fire øjne. Hvorfor indkaldte han os alle fire? Der var ingen grund til, at Bronnie og Elise var der, medmindre han troede, at Bel eller Sadie kunne have lagt den væmmelige ting i Jess’ 15

Rivalen.indd 15

26.06.2020 09.49

skab, og det er der ingen, der tror. Vi ved alle, at det er Ruby, der har gjort det – selv Kendall ved det inderst inde.

Jeg kan forestille mig, hvorfor han vil have, at vi alle fire er her, den lumske slange. Han håber på at begrænse udslaget på Carolynskalaen på den måde. (”Hvem kan fortænke ham i det?” ville alle i min familie sige. De ville også tro, at jeg synes, det er sjovt).

Som forventet sagde hverken Bronnie eller Elise noget.

Bronnie, fordi hun er nogenlunde lige så nyttig som en paraply uden ribber, og Elise, fordi hun er bedøvende ligeglad.

Hvilket var belejligt for Adam.

Jeg ville tale med Kendall, så jeg gik med til et gruppemøde.

Jeg har en glød af naiv optimisme i mig, som ikke vil slukkes.

Jeg håbede, at denne gang måske ville være anderledes – at Kendall omsider ville tage ansvar for sin afskyelige datter i stedet for at komme med bortforklaringer. Hvis den her forfærdelige historie med spilledåsen ikke kan få hende til at sige ”Jeg er rigtig ked af det, og jeg lover, at Ruby får med mig at bestille”, hvad kan så? ”Mor?” Jess’ stemme afbryder mig i mine tanker. ”Lov mig, at du ikke flippede skråt derinde og beskyldte Ruby for det og forsøgte at få hende smidt ud.”

Jeg siger ikke noget. ”Det gjorde du? Uden at tale med mig først? Mor!” Jess lyder måske skrap og hersende, men jeg ved, hvad der ligger bag: ængstelse. Frygt. Min datter bryder sig ikke om at vise svaghed – et træk, hun har arvet fra sin mor. Da Rubys numre blev for meget for hende sidste år, græd hun ikke og beklagede sig heller ikke. I stedet holdt hun sig væk: fra hjemmet og fra skolen. Takket være nogle kryptiske billeder, der blev lagt op på Instagram, fandt vi hende tre dage senere i Manchester. Hun havde sovet på en bænk to nætter. Da Dan og jeg fandt hende, var hendes ansigt dækket af en film af snavs. Hun smilede til os og sagde: ”Ligner jeg ikke en rigtig hjemløs?” Da vi spurgte hende, hvorfor hun var stukket af, 16

Rivalen.indd 16

26.06.2020 09.49

sagde hun: ”Jeg havde brug for at komme lidt væk fra Ruby.

Og før I siger, at jeg aldrig behøver komme i nærheden af hende igen, hvis jeg ikke vil … så glem det. Hun skal ikke få lov til at jage mig ud af skolen. Jeg kan klare alt det pis, som Ruby vil udsætte mig for nu.”

Adam Racki virkede rimelig foruroliget over det hele. Om det skyldtes bekymring for Jess’ sikkerhed eller skolens ry, er ikke til at sige, men end ikke dengang kunne han mande sig op til at straffe Ruby ordentligt. Han kom åbenbart frem til, at Jess’ lille udflugt til Manchester som hjemløs var en slags øvelse i method acting. Og jeg kunne ikke tvinge Jess til at skifte skole, når hun var så fast besluttet på at vise, hvor sej hun var ved at blive. ”Mor, for helvede!”

Andre mødre ville sige: ”Du skal ikke bande ad mig.” Andre mødre ville få deres døtre uden for farezonen trods deres protester.

Jeg hører Adams stemme i hovedet: ”Pigerne får en chance for at bilægge eventuelle stridigheder ved at byde en ny veninde velkommen.” Det var et ynkeligt forsøg på manipulation, som kun virker i en børnehaveklasse. Man kan godt sige til en gruppe femårige, hvem der skal være deres nye ven, men det kan man ikke med teenagere. Var det tænkt som en mulighed for Ruby til at vise sig fra sin gode side efter begivenhederne sidste år?

Jess var Rubys nye veninde engang. Ondskaben elsker at få nye venner. Den gnider sig i hænderne og siger: ’Hvor skønt.

Et nyt offer.’ ”Det var ikke Ruby, mor.” ”Hvad?” Chokket får mig til åbne øjnene. Jess og jeg er ikke altid enige, men det har vi været, når det gælder Ruby – indtil nu. ”Spilledåsen. Hun var sammen med mig hele formiddagen.

Hun var endda sammen med mig, da jeg fandt den, og blev lige så chokeret som mig. Hun begyndte at græde. Jeg var mere bare sådan: ’Hvad fanden?’” ”Det giver god mening. Hun så tingene gennem dine øjne, 17

Rivalen.indd 17

26.06.2020 09.49

og det gav hende et par sekunders indblik i hendes eget forkvaklede sind. Så det overrasker mig ikke, at hun græd. Hun brugte det meste af sidste år på at græde og undskylde, men det afholdt hende ikke fra at chikanere dig.” ”Interessant,” siger Jess henkastet og drejer bakspejlet, så hun kan tjekke sin makeup. ”Jeg troede, at du ville vælge det mere indlysende: ’Hun var nødt til at lade, som om hun var rystet, for at virke uskyldig.’” ”Jeg skulle nødig blive forudsigelig,” mumler jeg. ”Uanset hvad jeg siger om, hvordan Ruby er skruet sammen …” ”Hun er skruet sammen som et kemisk våben i skikkelse af en teenagepige.” ”… vil det ikke kunne overbevise dig, selv om det her overhovedet ikke er hendes stil. Jeg har sagt det til dig 117 gange, men du hører aldrig efter: Vi er gode venner nu, mig og Ruby.

Jeg tror, at det gjorde hende skidebange, at jeg forsvandt sidste år. Hun vidste, at alle ville give hende skylden, hvis jeg blev fundet i en grøft.”

Det nytter ikke noget at bede hende lade være med at lave sjov med noget så forfærdeligt. Hun ville bare sige, at jeg kan være lige så ubehagelig direkte, når det passer mig, og det ville hun have ret i. ”Men hvis Ruby ikke har gjort det, hvem har så?” spørger jeg. ”Bel? Sadie?” ”Nej og nej. Som om nogen af dem ville gøre det!”

Jeg er enig. ”Jeg tror heller ikke, det er dem. Det virker usandsynligt, at der på jeres skole skulle gå mere end én psykopat, som kan finde på noget så infamt – lad os bare kalde det Ruby Donovan-infamt.” Jeg tænker efter. ”Hvem kender koden til dit skab?” ”Ruby, Bel, Sadie. Men … der findes en masterkode, som kan bruges til at åbne alle skabene. Der er elever på kontoret hele dagen, og hvem som helst af dem kan have åbnet en skuffe og fundet den. Hvad? Du kan lige så godt sige det. Jeg kan høre det, selv om du ikke siger det højt.”

18

Rivalen.indd 18

26.06.2020 09.49

Jeg er ligeglad med, at Ruby ikke veg fra din side hele dagen.

Hun gjorde det. På en eller anden måde. ”Hvordan kan det være, du tager det så roligt?” spørger jeg. ”Aha! Godt spørgsmål.” ”Tak.” Jeg kan ikke komme væk herfra hurtigt nok og starter bilen. ”Sjovt nok er det netop takket være Ruby, at jeg ikke er fuldstændig traumatiseret,” siger Jess. ”Hun har virkelig taget sig af mig. Og det samme har Bel og Sadie. Sidste år blev det hele så forfærdeligt, og vores gruppe var tæt på at gå i opløsning, men nu … Jeg ved ikke rigtig. Det føles, som om vi hænger rigtig godt sammen igen. Hun sagde faktisk: ’Du af alle mennesker fortjener ikke det her efter det, jeg udsatte dig for sidste år. Det er mig, der fortjener det.’” ”Du siger noget. Så snart vi kommer hjem, går jeg i gang med at lave en spilledåse med en lemlæstet Ruby, som drejer rundt.” ”Nej, du gør ej. Du skal ikke gøre eller sige noget som helst, når det gælder mine venner. Lad mig ordne det. Mor? Du kan lige vove på at sige ordet ’præsentationsbrochure’ …”

Jeg smiler. Nu, hvor vi er kørt væk fra skolens parkeringsplads og er på vej hjem, har jeg det bedre. Er det muligt at være allergisk over for ens barns skole? Er jeg den første mor, der nogensinde har stillet sig selv det spørgsmål? Med min mest kompromissøgende stemme siger jeg: ”Jeg har ikke tænkt mig at rekvirere præsentationsbrochurer fra andre skoler i dag. Men jeg har heller ikke tænkt mig at lade dig gå et sted, hvor psykopater lægger kunstfærdige trusler i dit skab. Jeg synes ikke, min holdning er … urimelig.” ”Det var ikke en trussel, mor. Det var en smagløs joke. Og du har bare at lade mig blive ved med at gå der.”

Noget slår mig for første gang: Jess er mere bekymret for at forlade sine bedste veninder – selv den, der drev psykisk terror mod hende i et helt år – end at forlade den bedste dramaskole i London. Hun er utrolig talentfuld, men musicalverdenen 19

Rivalen.indd 19

26.06.2020 09.49

spiller ikke en lige så fremtrædende rolle i hendes drømme, som den gør det i mine. Hvis alle hendes veninder skiftede til et normalt gymnasium, ville hun sandsynligvis følge med dem. ”Så længe der ikke sker mere,” siger jeg fattet. Jeg erkender, at dette slag er tabt, men ikke krigen. Hvis jeg presser Jess yderligere, kommer hun bare til at tage Rubys parti mod mig, og det vil jeg ikke kunne klare. Ikke i dag. ”Hej, far!” Hun vinker til Dans cykelforretning, da vi kører hen ad Archway Road. ”Jeg tror ikke, han er der. Der så lukket ud.” ”Han er hjemme. Han kørte Lottie til tandlægen ved middagstid.” Og besluttede, at det ikke kunne betale sig at tage tilbage til butikken midt på eftermiddagen for de par timer. Jeg må prøve ikke at tænke denne tanke klokken et i nat, når jeg kyler kaffe i kæften for at holde mig vågen længe nok til at gøre indhug i min liste over vigtige ting, der skal klares.

En mere konstruktiv tanke er: Hvem lavede og anbragte den spilledåse i skabet? Hvis det ikke var Ruby, som åbenbart var sammen med Jess hele morgenen, hvem så? Hun må have fået Bel eller Sadie eller dem begge til det. Eller endda nogen uden for venindegruppen.

Jeg kan ikke bare se gennem fingre med det her og lade Rubys syge chikanerier udvikle sig. Hvis ingen andre har tænkt sig at gøre noget ved det – og Adam har tydeligvis ikke – så vil jeg. I aften, når alle andre sover, vil jeg tænke det her ordentligt igennem og lave en plan, mens jeg forsømmer mit arbejde. Normalt forsømmer jeg det til fordel for noget sjovere: den musical, som jeg i al hemmelighed er ved at skrive. I øjeblikket er jeg gået i stå ved en sang. Jeg er vild med det, jeg har skrevet indtil videre, men jeg kan ikke finde ud af, hvad der så skal ske. Jeg prøver at sige til mig selv, at det sikkert også sker for vor tids store musicalforfattere: Sir Tim Rice, Tim Minchin …

Ja, som om. Det sker i hvert fald ikke så tit som for pseudomusi20

Rivalen.indd 20

26.06.2020 09.49

calforfattere, der i virkeligheden er juraprofessorer, som går og keder sig.

Måske ville det hjælpe, hvis jeg skiftede navn til Tim. Mens jeg kører, nynner jeg sangen, som den lyder indtil videre. Jeg fandt på en melodi, mens jeg skrev teksten, og selv om jeg ikke har forstand på musik, synes jeg selv, den er ret god. Og så synger jeg også teksten i hovedet.

Jeg skrev et stykke, hvor din rolle var stor.

Jeg gav dig en helts sjæl og replikkernes ord.

Jeg gav dig følelser og styrke, alt, men det hele forsvandt, da tæppet faldt.

Jeg sku’ ha’ sagt fra starten af denne rolleleg: Tænk på den, der skrev ordene til dig.

Når stykket er slut, hvis du kan, bliv ikke igen den samme gamle mand.

Giv mig dit ord, at du uden kostume og scene, giv mig dit ord, at du uden manus og helt alene, kan sige hver en replik som en leg.

Giv mig dit ord.

Du har fået alt for mange af mig. ”Hvad er det for en melodi?” spørger Jess. Mit hjerte springer et slag over. ”Hvorfor det? Kan du lide den?” Det kan være, at hun synes om mit arbejde; den første, som hører noget af det. Det ville være opmuntrende. ”Det ved jeg ikke. Hold op med at nynne; det er irriterende.”

Jeg tør vædde med, at den slags aldrig sker for Sir Tim Rice eller Tim Minchin. Jeg spekulerer på, hvad de ville gøre med Ruby Donovan.

Selvfølgelig er det hende, der har gjort det. En lang som21

Rivalen.indd 21

26.06.2020 09.49

merferie er tilstrækkeligt for en ondskabsfuld, kvik pige til at forfine sin taktik. Spilledåsen er Rubys mægtige, dristige lancering af hendes nye strategi, der ikke så nemt får hende i fedtefadet: Hun iscenesætter ubehagelighederne mod Jess på en sådan måde, at hun umuligt kan drages til ansvar for dem. Så græder hun og viser medfølelse og kan godte sig i al hemmelighed, samtidig med at hun foragter Jess for hendes godtroenhed.

De færreste teenagepiger, end ikke de mest lumske og nederdrægtige af dem, kunne finde på at tænke: Nu ved jeg, hvad der kunne være fedt: en spilledåse med en lemlæstet kopi af mit offer, så hun bliver skræmt fra vid og sans og bliver ulykkelig. De færreste teenagepiger – de færreste mennesker – ville gå så langt, uanset hvor misundelige de var.

Jeg er ikke den mindste smule i tvivl om, at Ruby Donovan ville gå meget, meget længere. Som en, der selv vil gå til det yderste, når jeg virkelig har sat mig noget for, kan jeg straks genkende en person, som går for langt, og Ruby er helt klart en af den slags. Jeg kan se det i hendes øjne. Gad vide, om hun kan se det i mine.

Rivalen.indd 22

26.06.2020 09.49

BRONNIE – Bels mor Jeg sørger for ikke at komme i vejen, da pigerne kommer farende ind i garderoben med røde kinder af anstrengelse, og bliver stående, mens de tager deres kjoler af og gør sig klar til at hænge dem på plads. Jeg er glad for at se, at pigerne følger Adams opfordring til at byde den nye pige – Imogen – velkommen i gruppen. Hun står sammen med de fire veninder, med ryggen til Bel, som lyner hendes kjole ned for hende.

Jeg betragter hende et øjeblik og tænker på, om hun mon vil passe godt ind i gruppen. Det er min erfaring, at et ulige antal kræver mere arbejde end et lige, og det indbyrdes forhold vil naturligvis ændre sig. Men hun virker sød nok. Hun har langt, lyst – nærmest hvidt – hår og store, lettere udstående, blå øjne.

Hun er ikke så høj som Jess eller Sadie, men højere end Bel og Ruby. Snakken går udelukkende på, om Adam Racki vil vælge West Side Story, som de lige har øvet sig på, frem for My Fair Lady som afslutningsforestilling til jul. I dag var det Jess’ tur til at spille Maria, og hun gjorde det så godt, at jeg tror, hun får rollen. Jeg så meget gerne, at Bel fik den, men jeg tror ikke på det, selv om hun med sit lange, mørke hår passer bedst rent fysisk til at spille Maria. Og hun har skam en dejlig stemme.

Hvis jeg skal være helt ærlig, ville Bel slet ikke være her, hvis ikke det var for hendes dramalærer i folkeskolen. Hun var vild med at spille med i skoleforestillingerne, men havde ingen ambitioner om at ende på de skrå brædder. Og selv om hun tit havde hovedrollen – hun var vidunderlig som Matilda 23

Rivalen.indd 23

26.06.2020 09.49

– faldt det aldrig mig eller Carl ind, at hun måske havde en fremtid som skuespiller. Da mrs. Carter trak os til side en dag og foreslog, at Bel skulle aflægge audition på en dramaskole, blev vi meget overraskede.

Carl var ikke meget for, at Bel gik til optagelsesprøve. Han er af den gamle skole og synes, at hun skal uddanne sig inden for regnskabsvæsen. Han siger, det er et godt fag til en pige, og at hun altid vil kunne finde arbejde. Jeg var heller ikke helt sikker i begyndelsen. Jeg synes ikke nødvendigvis, at regnskabsvæsen er noget for Bel, men skuespillerbranchen er barsk med sin uvished og sine skuffelser. Der er ingen faste arbejdstider, og man spiser på de mærkeligste tidspunkter af døgnet og er nogle gange vågen hele natten. Jeg kan forestille mig, at man skal være tykhudet for at overleve, og det er jeg ikke sikker på, at Bel er. Men hun ville gerne aflægge audition, så vi gik med til det og sagde til os selv, at hun sikkert ikke ville komme ind. Så var det, vi hørte om begrebet ”sceneudstråling”. Det er åbenbart noget, Bel har.

Jeg bukker mig efter den kjole, som Ruby bare har smidt på gulvet, og tænker på, om hun mon gør det samme derhjemme. Hun står sammen med de andre, og jeg ser over mod hende og forsøger at få øjenkontakt, så jeg kan give hende en lille reprimande, ikke så meget for min skyld, men fordi hun burde have mere respekt for kostumerne. De andre piger kan i det mindste finde ud af at hænge deres op på knager, og Bel, det søde væsen, hænger altid sit på en bøjle for at spare mig for besværet. Men Ruby kan være lidt af en diva. Hun var modbydelig mod Jess sidste år. Jeg brød mig ikke om, at Bel lod til at hoppe med på vognen, men jeg ved, at hun følte sig presset af Ruby.

Jeg mærker noget hårdt i lommen på Rubys kjole. Det er et lille stykke bøjet, lyserød plastic – den manglende arm fra den lemlæstede ballerina. Jeg lister den ned i min egen lomme. Jeg ved ikke, om jeg straks bør vise Adam den. Lige nu er måske ikke det bedste tidspunkt. Hvad nu, hvis han kalder alle ind 24

Rivalen.indd 24

26.06.2020 09.49

på sit kontor igen? Jeg kan lige forestille mig Elises reaktion, hvis hun er nødt til at møde op igen.

Hun bragte mig virkelig i forlegenhed forleden, da hun forsøgte at få mig til at forlade mødet sammen med hende. Hvad ville Adam ikke have tænkt, hvis jeg havde gjort det? Man skulle tro, at Elise ville forstå, at jeg befinder mig i en svær situation som mor til en elev og som ansat på skolen. Men jeg tror slet ikke, at Elise tænker, medmindre det handler om hende selv og hendes karriere. Jeg ved godt, det er dumt, men da jeg fik tilbudt stillingen, håbede jeg, at hun og Carolyn ville betragte mig med lidt mere respekt. Det er trods alt lidt af en bedrift at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter toogtyve år som hjemmegående husmor. Jeg ville ikke engang have noget imod, at Carolyn omtaler mig som påklæderske, hvis det ikke var, fordi jeg tror, hun gør det for at få mit arbejde til at virke mindre vigtigt, end det er. Men i min kontrakt står der kostumier og syerske, så det fortæller jeg alle, at jeg er. Somme tider får jeg lyst til at fortælle Carolyn, hvor vigtig jeg er for Adam på andre områder, men det kan jeg ikke komme ind på – ikke uden at bringe alt det, jeg holder af, i fare.

Ja, der skal samles noget tøj op fra gulvet, og der er meget arbejde med at stoppe det, men det har jeg ikke noget imod.

Jeg elsker mit job og er taknemmelig for, at Adam tilbød mig det. Det skete efter sidste års afslutningsforestilling, Syv brude til syv brødre. Jeg havde tilbudt at hjælpe til med kostumerne, fordi jeg er ret ferm med nål og tråd, og Bel fortalte mig, at Eileen, skolens faste kostumier, var overbebyrdet af de mange kjoler, der skulle sys. Hvis der havde været tre brude, ville det have været fint, men syv var bare lidt for mange. Det endte med, at jeg ikke kun syede pigernes ginghamkjoler til dansen i laden, men også kjolerne til bryllupsscenen til sidst. Efter forestillingen sagde Eileen op – jeg tror, den stakkels kvinde var udmattet – og Adam tilbød mig jobbet.

Det er jeg rigtig glad for, at han gjorde, for ellers ville jeg være døden nær nu, med tanke på at Bel fylder atten i år. Det 25

Rivalen.indd 25

26.06.2020 09.49

er ikke til at sige, hvor hun er næste år. Hun kan gå på universitetet eller være på turné med en teatertrup, alt afhængig af hvordan optagelsesprøverne i slutningen af skoleåret går, og så er det kun Toby, der bor hjemme. Og om tre år, hvis han følger i sine to storebrødres fodspor og begynder på universitetet, vil alle mine fugle være fløjet fra reden. Og hvad skulle jeg så gøre, hvis jeg ikke havde det her arbejde?

Carl kunne ikke forstå, hvorfor jeg ville bruge så meget tid på skolen. Da jeg fortalte ham, at jeg havde brug for noget at tage mig til nu, hvor børnene var store, sagde han, at jeg kunne føre regnskab for hans firma, så han slap for at ansætte en bogholder. Men som jeg påpegede, ville det være ulønnet arbejde, og med Lucas og Jon på universitetet kunne vi godt bruge de ekstra penge. Og jeg har fri to eftermiddage om ugen, tirsdag og torsdag, så det er perfekt. ”Mor!” Bel kommer løbende, og jeg trækker hurtigt ned i trøjen, så hun ikke kan se bulen i lommen. ”Sadie har inviteret til overnatning på fredag. Må jeg komme med?”

Det er et af de øjeblikke, hvor jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal sige. Jeg bryder mig ikke om at være uvenlig, men jeg har ikke meget tilovers for Elises måde at opdrage børn på. Hun giver Sadie alt for meget frihed efter min mening. Jeg har bemærket mørke rande under Sadies øjne på det seneste, og da jeg nævnte det for Bel, mumlede hun noget om, at Sadie fik lov til at være oppe til ud på natten. Hun så ud, som om hun skulle til at fortælle mig noget mere, men jeg pressede ikke på.

Hvis Bel er bekymret for et eller andet, fortæller hun mig det, når hun er klar.

Det er ikke den eneste grund til, at jeg forholder mig tøvende til overnatningen. Selv om Bel kigger ivrigt på mig og venter på mit svar, ved jeg, at hun ikke er meget for at være væk hjemmefra. Det er ikke, fordi hun er klæbende, men hun foretrækker bare at sove i sin egen seng, som så mange jo gør. ”Hvad med at du foreslår, at I sover hos os?” siger jeg. ”Jeg kunne lave lasagne.”

26

Rivalen.indd 26

26.06.2020 09.49

Bel ryster på hovedet. ”Det kan jeg ikke, mor. Sadie har allerede spurgt alle pigerne.” ”Så må du selvfølgelig godt tage med,” siger jeg til hende og mærker et lille stik i hjertet, for fredag aften plejer hun og jeg at se en film sammen, mens Carl kører Toby til karate.

Jeg husker mig selv på at tage nogle af de kostumer, der skal repareres, med hjem, så jeg har noget at få tiden til at gå med.

Bel kysser mig på kinden. ”Tak, mor, du er bare den bedste.” Jeg ser kærligt efter hende, da hun løber tilbage til sine venner. ”Min mor siger, at jeg godt må være med til at overnatte,” siger hun til Sadie. ”Inviterer du til at overnatte?” Imogen ser forventningsfuldt på Sadie. ”Fedt. Hvornår?”

Der opstår en lille pause, og da jeg ser Ruby og Jess veksle et blik, går det op for mig, at Sadie ikke havde tænkt sig at invitere Imogen. Jeg kan se, hvordan hun kæmper med sig selv, for hun har et godt hjerte og bryder sig ikke om at gøre andre kede af det. Netop som pausen er ved at blive lidt for lang, og jeg spekulerer på, om jeg skal gribe diplomatisk ind, trækker hun på skuldrene. ”På fredag,” siger hun.

Imogen omfavner hende, hvilket gør Sadie beklemt efter hendes ansigtsudtryk at dømme. ”I kan måske give mig nogle tip,” fortsætter Imogen og kigger rundt på de andre piger. ”Ruby, du danser rigtig godt, og Bel, du har sådan en dejlig stemme.”

Hendes overstrømmende facon virker ikke helt ægte, og da jeg ser Jess rynke panden, ved jeg, at hun heller ikke tror, at Imogen er oprigtig. ”Skal jeg tage dit kostume, Imogen?” spørger jeg for at redde det, der er ved at udvikle sig til en pinlig situation.

Hun tager sit kostume ned fra knagen og lader det dumpe ned over min fremstrakte arm med et hårdt blik for at lade mig forstå, at hun godt ved, at jeg afbrød hende med vilje. Det blik får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

27

Rivalen.indd 27

26.06.2020 09.49

Adams forslag om, at pigerne skulle indlemme hende i gruppen, kom faktisk lidt bag på mig. Jeg ville have foretrukket, at han havde talt med mig om det, før han pludselig serverede det for os. Hvis han havde gjort det, ville jeg have forsøgt at tale ham fra det. Han plejer at lytte til mig i den slags sager, selv om jeg må indrømme, at han var noget utilnærmelig omkring episoden med Ruby og Jess sidste år. En ny person, som muligvis kan overstråle Bel, vil kun gøre tingene endnu mere indviklede, og det kan jeg godt være foruden lige nu. Men måske gør jeg mig unødige bekymringer. Det bliver ikke nemt for pigerne at indlemme Imogen i gruppen, når det altid kun har været de fire.

Før i tiden var det også kun os fire mødre. Men Kendall og Carolyn talte ikke engang sammen i slutningen af forårssemesteret. Jeg tænker på spilledåsen. Jeg synes ikke, at Carolyn bare uden videre skulle have beskyldt Ruby, ikke uden beviser. Måske burde jeg have prøvet at gribe ind og gyde olie på vandene. Ruby er misundelig på Jess, ved jeg fra Bel. Og hun ønsker brændende at blive skuespiller, meget mere end nogen af de andre. Jeg tør ikke tænke på, hvad der sker, hvis Jess får hovedrollen i afslutningsforestillingen, og Ruby skal være hendes dubleant. Jeg tvivler på, at Bel vil være med i opløbet.

Ikke fordi det vil gå hende videre på. Nogle gange tror jeg, at hvis hun fik at vide, at hun ikke kunne blive skuespiller, ville hun bare trække på skuldrene og sige, at det var lige meget.

Hun er ikke så ambitiøs, og det er jeg heller ikke – ikke som nogle af de andre stræbsomme mødre med børn på skolen.

Kendall og Carolyn hører i hvert fald til dem, men jeg foretrækker at arbejde i kulissen på at hjælpe Bel med at få sine drømme opfyldt.

Det ringer ind til næste time, og pigerne går. Ruby og Jess tager hinanden under armen, som om mandagens episode (og sidste skoleår) aldrig har fundet sted. Det ville være rart, hvis Kendall og Carolyn kunne tage ved lære af deres døtre.

Måske burde jeg invitere alle på te i næste uge. Jeg må huske 28

Rivalen.indd 28

26.06.2020 09.49

at sætte krus på bordet denne gang. Sidst de blev inviteret, i april, serverede jeg teen i kønne tekopper med underkopper, hvilket blev mødt med hævede bryn og et ”Hvor pudseløjerligt!” af Carolyn. Det afholdt hende nu ikke fra at spise mine scones – jeg håbede næsten, at hun ville få en galt i halsen.

Jeg forstår ikke, hvorfor hun skal være så nedladende. Hvorfor kan hun ikke bare være sød?

Jeg tager den lille plasticarm op af lommen og kigger på den igen. Måske burde jeg alligevel tale med Adam. Jeg vender mig om for at forlade garderoben, lægger amen tilbage i lommen og får mit livs chok, da jeg ser Imogen stå og kigge lige på mig. ”Imogen!” Jeg har stadig højre hånd i lommen, så det er den venstre, der farer op til brystet. ”Sikke en forskrækkelse, du gav mig!” Hun siger ikke noget, men står bare og kigger ufravendt på mig, og mit hjerte, der allerede galopperer af sted, slår endnu hurtigere. Jeg venter på, at hun skal sige noget, men det gør hun ikke, og mens tavsheden lægger sig over os, prøver jeg at finde ud af, hvor længe hun har stået der, og om hun mon så, hvad jeg havde i hånden. ”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spørger jeg.

Et lille smil spiller om hendes læber. ”Nej, ikke længere.”

Jeg skal til at spørge hende, hvad hun mener, men ombestemmer mig så. ”Skal du ikke til time?” spørger jeg og knuger armen på ballerinaen i min svedige hånd. ”Jo, det har du ret i … det skal jeg.” Hun vender sig om. ”Farvel, mrs. Richardson.”

Jeg tager hånden op af lommen og trækker skælvende vejret. Dette område bag scenen – garderoben og kulisserne – er mit lille kongerige, hvor jeg hersker. Men efter samtalen med Imogen står jeg tilbage med en meget underlig følelse. Det var næsten, som om der udspillede sig en slags magtkamp mellem os.

Rivalen.indd 29

26.06.2020 09.49