Søg ingen sandhed her by Gads Forlag

Søg ingen sandhed her

HENRIK NORDBRANDTS

FORFATTERSKAB

Louise Mønster

NORD ACADEMIC

Bogen er støttet af Carlsbergfondet

Louise Mønster

Søg ingen sandhed her

HENRIK NORDBRANDTS

FORFATTERSKAB

NORD ACADEMIC

Søg ingen sandhed her Henrik Nordbrandts forfatterskab

Projektledelse: Rikke Kensinger

Omslag: Harvey Macaulay

Grafisk tilrettelægning og sats: Demuth Grafisk

Tryk og indbinding: Scandinavian Book

ISBN: 978-87-12-07839-5

1. udgave, 1. oplag

Printed in Poland

Citater fra Henrik Nordbrandts udgivelser gengives med venlig tilladelse fra Gyldendal.

Bogen er udgivet med støtte fra Carlsbergfondet, bevilling CF24-0707.

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Tekst & Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Denne disputats er antaget til forsvar for den filosofiske doktorgrad ved Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet.

Læs om Nord Academics klimakompensering af vores bogproduktion på nordacademic.dk

Nord Academic / Gads Forlag

Fiolstræde 31-33

1171 København K

Danmark

kontakt@nordacademic.dk www.nordacademic.dk

Indhold

Forord

Da jeg påbegyndte denne bog om Henrik Nordbrandt, skrev jeg om en af Danmarks absolut største, nulevende lyrikere. En digter med et ualmindelig rigt og internationalt berømmet forfatterskab, hvis udgivelser jeg altid imødeså med forventning. Den 31. januar 2023 blev der ændret radikalt på dette. Her døde Nordbrandt, og med ét blev hans værk definitivt. Nordbrandts digtsamling Så en morgen fra 2021 var ikke længere hans seneste samling, men blev hans sidste. På det tidspunkt havde jeg netop afsluttet bogens niende kapitel, der handler om forfatterskabets livtag med død og sorg. Jeg havde skrevet om, hvordan døden i hans digte ofte fungerer som en metafor for et fravær, der ligesom melankolien kan være æstetisk produktivt, men at det ændrer sig, når døden for alvor kommer tæt på og tager skikkelse af en endegyldig og gruopvækkende oplevelse. Da Nordbrandt døde, faldt sorgen som et tungt tæppe over dem, der stod ham nærmest, men også for os andre, der først og fremmest kendte Nordbrandt via hans digte, var det et stort tab.

Gennem Nordbrandts digte havde jeg oplevet at blive ført ind i eksistensens dybeste afkroge; på udsøgt vis havde han givet sprog til meget af det, der er centralt i livet, men også svært at tale om. Med en egen søvngængeragtig sikkerhed, der balancerede på kanten mellem det bevidste og ubevidste, havde Nordbrandt igennem en menneskealder skrevet om emner som kærlighed, identitet, stedet og tiden, sindets skrøbelighed, intethed og metafysik. Han havde en særlig sans for spøgelser og alt det, vi bærer med os og er præget af, også selvom vi måske mest af alt ville ønske, vi kunne lægge det bag os. Hans fornemmelse for sproget og skønheden var ubetinget, og samtidig kunne han være idiosynkratisk og vrængende som få. Drømme optog en stor plads hos ham, men han var også dybt engageret i den faktiske virkelighed. Med Nordbrandts død kom der uorden i mine grammatiske tider; pludselig blev jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle skrive om ham i datid eller nutid. Men det stod også hurtigt klart, at for mig er Nordbrandt, fordi hans digte er. Og selvom jeg er ked af, at der ikke kommer flere værker fra hans hånd, er jeg samtidig utrolig taknemmelig for alt det, han har skrevet, og som stadig lever imellem os. Det er denne Nordbrandt, jeg skriver om.

Jeg nåede at møde Nordbrandt i en række sammenhænge; jeg har introduceret og samtalt med ham til to litteraturfestivaler, jeg har interviewet ham en

enkelt gang i hans hjem på Østerbro, og jeg har hørt ham læse op til forskellige arrangementer, men jeg kendte ham ikke personligt. Jeg har en liste med ting, jeg gerne ville have spurgt ham om, men ligesom så meget andet, der har relation til Nordbrandt, er disse spørgsmål blevet hjemløse. Bogen er derfor skrevet udelukkende på baggrund af allerede udgivet og tilgængeligt materiale om Nordbrandt. Det er endnu sparsomt, hvad der ligger af hans manuskripter i arkiverne på Det Kgl. Bibliotek, men forhåbentlig kommer der mere til på et tidspunkt, så senere studier kan få udbytte af at tage dette stof op. Med denne bog ønsker jeg nemlig ikke mindst at bidrage til at holde samtalen om Nordbrandts forfatterskab levende. En samtale, som jeg håber, at mit arbejde kan være med til at kvalificere på nye og perspektivrige måder.

Aalborg, januar 2025

Louise Mønster

Indledning

Der findes ingen enkel sandhed om Henrik Nordbrandts forfatterskab, og sandheden er heller ikke det, han selv søger efter i sine digte. Nordbrandt tror ikke på absolutter, han orienterer sig ikke efter det faste, hverken i indhold eller form, men vender sig mod det, der er i bevægelse og forandres. Som sådan falder Nordbrandts digte ikke til ro. Hans lyriske sprog er rigt på paradokser og enjambementer, billederne vokser ud af hinanden i slyngede formationer, betydningen forskydes og spredes i flere retninger på samme tid. På det æstetiske plan kontrasteres skønhed af hæslighed, stilmæssigt mødes højt og lavt, stemningsmæssigt brydes melankoli med humor. Tilsvarende er det lyriske jeg præget af hvileløshed. Jeget finder ikke et blivende hjem, men fortsætter uophørligt sin rejse. Hos Nordbrandt er end ikke døden en endegyldig grænse, men perforeres af spøgelser, der bevæger sig hen over skellet mellem dennesidighed og transcendens. Med andre ord er Nordbrandts digte urolige og sitrende, og derfor skal man heller ikke som læser gå til Nordbrandts forfatterskab for at finde klare svar, men for fortsat at stille spørgsmål og undres. For at tage del i oplevelser og refleksioner, der med kunstnerisk suverænitet udfolder sig i eksistensens oprørte vande. At der ikke er nogen entydig sandhed og intet endeligt mål, betyder nemlig ikke, at der ikke er nogen veje at gå. Og selvom man ikke når frem, er det givende at være med undervejs. De forskellige indsigter, man møder på vejene – både dem, der slår op fra stenene på jorden, og dem, der afkastes af de skiftende landskabers udsigter – er hele turen værd. I denne bog optegner jeg en række veje ind i og gennem Nordbrandts forfatterskab i et forsøg på at beskrive dets centrale træk og tage læseren med ad de stier, som er mest perspektivrige at bevæge sig ad, når man skal forstå hans lyriske værker. Nogle af disse har andre forskere betrådt før mig, andre har indtil nu været uberørte, og i alle tilfælde er denne bog den første, der beskriver Nordbrandts samlede digtning fra hans debutsamling i 1966 og frem til hans sidste værk fra 2021. Det gør den med afsæt i en iagttagelse af, at forfatterskabet på én gang rummer mange genkommende elementer og signifikante forskydninger, og ud fra en tese om, at det mest stabile træk i Nordbrandts forfatterskab på paradoksal vis er selve dets instabilitet. At forfatterskabets primære identitet ligger i dets ikke-identitet, forstået således, at Nordbrandt i sine digte til stadighed underminerer det, der er ved at falde til ro og finde en fast

form. At der ikke er noget sikkert fundament for eksistensen, er ikke et forhold, det altid er lige let at leve med; til gengæld synes det at være en erfaring, som er god at skrive poesi på. I hvert fald for en digter som Nordbrandt, hvis skælvende hånd har givet dansk litteratur nogle af sine allerfineste lyriske værker.

Udspring

Den nærværende bog udspringer af en gammel kærlighed. Af en kærlighed til digte; til det, som netop den lyriske genre kan i sin måde at tematisere de vigtige ting i tilværelsen. Det er en kærlighed til sprogets sanselige erkendelsesevne. En kærlighed, som bygger på en intellektuel, men også en kropslig erfaring. Det har at gøre med en fornemmelse af at nærme sig eksistensens inderste kerne, vel vidende at den ikke findes i nogen definitiv form. Det er et sprog, der vedvarende forsøger og på trods; et sprog, der ikke er entydigt, men åbent, og som derfor er godt at tænke og erfare med. Det er også en kærlighed til digte i et bestemt forfatterskab; det er oplevelsen af, at Nordbrandts digte evner at berøre på en særlig måde både følelsesmæssigt og forstandsmæssigt. At de har en kraft, der rækker langt ud over de enkelte ord, digtene er gjort af, og som kan bevæge og skabe kontakt på tværs af tider og steder.

Jeg har læst Nordbrandts digte i mange år, og jeg har været fascineret af deres paradoksale gådefuldhed og skønhed, af deres melankolske sødme og længsel, der på én gang vender vores blik indad og fører os ud over os selv. I digtene har jeg besøgt mange forskellige byer, gået hen over en masse torve, ind i et utal af huse og ned i uhyggelige kældre. Jeg har nydt at befinde mig i deres sydlige landskaber med bjerge og hav, mure og skygger. Men jeg er også kommet til at sætte pris på deres stadig tydeligere politiske dimensioner og deres sarkastisk-vrængende tone, som spidder enhver fundamentalisme. Jeg har oplevet at blive snoet ind i arabeske billedudviklinger og har samtidig været slået af digtenes enkle, koncise sprog. Jeg har undret mig over, at en så markant religionskritiker så ofte tangerer det metafysiske; at man kan have så voldsom en modvilje mod klassiske digtformer og alligevel fortsætte med at benytte dem; at én, der kan skrive så ufatteligt smukt, til andre tider kan formulere sig ikke kun brutalt, men også provokerende plat. At roser kan blomstre så stærkt i et forfatterskab, hvor der skrives om svineproduktion.

Man kunne fortsætte denne opremsning længe endnu, men for nu er det nok. Pointen er, at Nordbrandts forfatterskab i allerhøjeste grad er komplekst og mangesidigt. Hans værker rækker vidt og bredt både i deres tematiske og æstetiske register, og de forholder sig til en mængde forskellige kontekster historisk, socialt, geografisk, kulturelt, politisk, eksistentielt, psykologisk og æstetisk. Nordbrandts

forfatterskab er omfattende. Han har udgivet 29 digtsamlinger og fire bøger med udvalgte digte. Hertil kommer diverse afstikkere til andre genrer i form af to kriminalromaner, tre børnebøger, en erindringsbog, en dagbog, en kogebog samt fortællinger, essays og artikler. Han har også lavet radioprogrammer, skrevet og medvirket i kortfilmen På Ama’r (2001) for ikke at nævne, at han har indgået i mange samarbejder primært med billedkunstnere, men også med musikere. Endvidere har han gendigtet Historier om Hodja (1973) og oversat Richard Bachs fortælling Jonathan Livingston Havmåge (1973) såvel som digte fra bl.a. tyrkisk, græsk og engelsk. Men selvom Nordbrandts samlede virke rækker langt ud over hans lyriske publikationer, er der ingen tvivl om, at digtsamlingerne udgør kernen i hans forfatterskab. Det gælder i Nordbrandts egen selvforståelse, hvor han udtrykker sig utvetydigt om, at han betragter poesien som det vigtigste.1 Og det er ligeledes tilfældet i receptionen af forfatterskabet, idet det er som lyriker, han har høstet sin berømmelse og er kommet til at indtage en fremtrædende position i både Danmark og udlandet.

Det understøttes af de mange priser, Nordbrandts poesi er blevet hædret med gennem tiden. De indbefatter bl.a. Emil Aarestrup Medaillen (1979), Det Danske Akademis Store Pris (1980), Kritikerprisen (1984), Søren Gyldendal Prisen (1987), Svenska Akademiens Nordiska Pris (1990), De Gyldne Laurbær (1996), Nordisk Råds litteraturpris (2000) og Golden Magnolia Poetry Prize (2018). Nordbrandt er et vigtigt navn ikke kun i en dansk og nordisk, men også i en international sammenhæng, og selvom Nordbrandt aldrig fik Nobelprisen i litteratur, er han en af de danske digtere, der er blevet fremhævet som kandidat til prisen.2 Tilsvarende er hans digte oversat til en lang række sprog, der foruden de nordiske sprog, engelsk og tysk tæller bl.a. hollandsk, serbisk, bulgarsk og ungarsk, ligesom han er udkommet på tyrkisk, græsk, fransk, italiensk og i særligt rigt omfang på spansk.3 Af yderligere hædersbevisninger kan nævnes, at han i 1980 fik tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, og at han i 2014 blev medlem af Det Danske Akademi. Nordbrandts forfatterskab er så absolut et af de mest anerkendte i nyere tid.

Forfatterskabet og forskningen

Med tanke på Nordbrandts centrale position er det oplagt, at hans forfatterskab også tidligere er blevet beskrevet. Allerede fra begyndelsen har der været stor opmærksomhed omkring hans udgivelser, og igennem årene er der ikke alene udkommet mange anmeldelser, interviews og samtaler, men også lavet film og teater med fokus på Nordbrandt og hans værker.4 Endvidere har hans forfatterskab været genstand for en del akademiske behandlinger. De stammer dog primært fra

en dansk og nordisk kontekst, og Nordbrandts verdenslitterære renommé er således endnu ikke fulgt op af en international receptionshistorie af bredere format. Hans digte er blevet præsenteret i mange forskellige lande, men det er i al væsentlighed danske litteraturforskere, suppleret af forskere fra det øvrige Norden, der har publiceret videnskabelige arbejder om hans forfatterskab.

Blot to år efter sin debut blev Nordbrandt genstand for det første kanoniseringstiltag, idet Hans-Jørgen Nielsen inkluderede ham i generationsantologien eksempler (1968), og allerede i 1971 kom der et substantielt bidrag til forskningen, da Bent Windfeld udgav en introduktion til forfatterskabet på baggrund af Nordbrandts første tre samlinger. Måske som konsekvens af den stigende politisering også inden for universitetsverdenen var interessen for at skrive om Nordbrandts digte dog ret afdæmpet op igennem halvfjerdserne, og selvom bl.a. Peter Brasks artikel ”Ingenting er da altid noget” i Analyser af moderne dansk lyrik bd. 2 (1976) understøtter den tidlige anerkendelse af forfatterskabet, blev der i dette årti kun udgivet få forskningsartikler om Nordbrandt. I firserne tiltog opmærksomheden om hans lyrik imidlertid betragteligt. Med Akademiets store pris i bagagen blev Nordbrandt inkluderet i den nye udgave af Danske digtere i det 20. århundrede bd. 5 (1982), hvor Lasse Söderberg skrev portrætartiklen. Samme år udkom Erik Skyum-Nielsens bog Modsprogets proces. Poesi – fiktion – psyke – samfund. Essays og interviews om moderne dansk litteratur (1982), der har et længere kapitel om Nordbrandt og er det første vægtige bidrag blandt mange, som Skyum-Nielsen har leveret til belysning af hans digtning. Skyum-Nielsen er således en af de kritikere, der mest vedholdende, men også med lidt skiftende veneration, har beskæftiget sig med Nordbrandts lyrik. Desuden fik Nordbrandt plads i Gyldendals Dansk litteraturhistorie bd. 8, der udkom i 1985, og videre op igennem firserne finder vi bl.a. Lone Malmborg og Michael Ringbos artikel ”Dybdespring. Erkendelsens form hos Henrik Nordbrandt” (1987), der er blevet stående som et vigtigt bidrag til forskningstraditionen, og to år senere blev den første bog om forfatterskabet publiceret. Det drejer sig om antologien Ø. En bog om Henrik Nordbrandt (1989), der er redigeret af Iben Holk, og som til trods for sit noget heterogene præg indeholder flere perspektivrige kapitler. Hertil hører Frederik Stjernfelts ”Metaforens død”, der er et centralt referencepunkt i beskæftigelsen med Nordbrandts metaforik.

I 1990’erne vokser interessen for forfatterskabet sig kun større. Foruden en lang række artikler af forskellige litterater, som bl.a. inkluderer Helle Strands ”En billedteoretisk tilgang til systemmodernistisk metaforik – eksemplificeret med en analyse af Henrik Nordbrandts digt ’Violinbyggernes by’” (1991), udgiver Thomas Bredsdorff monografien Med andre ord. Om Henrik Nordbrandts poetiske

sprog (1996), ligesom Julie Kjærgaards undervisningsbog Rosens skygge. Henrik Nordbrandts forfatterskab (1998) vidner om, at kanoniseringen af forfatterskabet er sivet ned i undervisningssektoren. Interessen styrkes i forbindelse med, at Nordbrandt først bliver tildelt De Gyldne Laurbær for Ormene ved himlens port – som Bredsdorff analyserer i Læsninger i dansk litteratur bd. 5 (1999) – og efterfølgende får Nordisk Råds litteraturpris for Drømmebroer. Det bevirker samtidig en intensivering af oversættelsesaktiviteterne omkring forfatterskabet, og parallelt med den stigende opmærksomhed både nationalt og internationalt forøges antallet af akademiske udgivelser op til og lige efter årtusindeskiftet. Heriblandt er det særligt relevant at nævne Lisa Korsbeks forfatterskabsportræt i Danske digtere i det 20. århundrede (2000), Brian Dan Christensens lille bog Mellem verden og drømmen. Om Henrik Nordbrandts digte (2001), Jan Rosieks 60 sider lange kapitel om Nordbrandt i Andre spor. Studier i moderne dansk lyrik (2003) samt Dan Ringgaards monografi Nordbrandt (2005), der er det hidtil største studie i forfatterskabet.

På dette tidspunkt er der desuden blevet opbygget en så tilpas stor receptionshistorie omkring Nordbrandts forfatterskab, at kritikerne ligeledes har en del at debattere med hinanden. Disse diskussioner føres især med henblik på to forhold. Det drejer sig for det første om Nordbrandts poetiske sprog og for det andet om digtenes relation til metafysik. I begge forbindelser indtager Bredsdorffs bog en central position. Nordbrandts poetiske sprog er tidligere blevet analyseret i de førnævnte artikler af Helle Strand og Frederik Stjernfelt, og Bredsdorff lancerer selv begreberne paradoks metafor og teleskop- eller udtræksmetafor til at karakterisere Nordbrandts skrivemåde. I sin diskussion af Bredsdorffs bog i ”Om Henrik Nordbrandts metaforkritik” (1997) forholder Ringgaard sig imidlertid kritisk til Bredsdorffs sammenblanding af troper og figurer og herunder især til hans idé om paradokse metaforer. Samtidig melder Niels Frank sig som en kras kommentator, og i ”En bevægelig hær af metaforer” (1996) retter han et frontalangreb mod Bredsdorff, som han blandt en masse andre forsømmelser anklager for en fejlprioritering ved at fokusere på Nordbrandts metaforer frem for hans paradokser (Frank 1996, 74). Endvidere går han efter Nordbrandt selv, hvis æstetik han opfatter som for skønheds- og helhedssøgende. I ”Ordenes tilbageerobring. Henrik Nordbrandt og metaforen” (2000) lægger Skyum-Nielsen sig i forlængelse af Frank med synspunktet om, at det ikke er metaforerne, der udmærker Nordbrandts digte, men derimod ”syntaksens elasticitet og variabilitet […] hans kortfattethedsteknik – når han ellers tør bruge den” (Skyum-Nielsen 2000, 134). Hos Frank og Skyum-Nielsen ser man, at der foruden en disput om, hvad der er de mest korrekte og dækkende måder at beskrive

Nordbrandts poetiske sprog på, også rettes en kritik mod elementer i selve forfatterskabet. En sådan kritik møder man ligeledes i en anden af Skyum-Nielsens artikler fra samme periode. Det drejer sig om ”Den levendes og de dødes aftryk. Om lærer/elev-forholdet mellem Henrik Nordbrandt og Søren Ulrik Thomsen” (1999), hvor Skyum-Nielsen nedskriver Nordbrandt til fordel for Thomsen, i hvis digte han finder mere sans for det åndelige og såkaldt ”mulighedssvangre rum” (Skyum-Nielsen 1999, 103). Hermed bevæger vi os desuden ind på det andet hovedemne i receptionen, nemlig Nordbrandts relation til det metafysiske. På dette punkt portrætterer Bredsdorff Nordbrandt som en forfatter, der stedse peger mod denne verden. Skyum-Nielsen understøtter karakteristikken ved at anføre, at det lyriske jegs bevægelsesretning hos Nordbrandt går ”indad-nedad” (ibid. 101), men hvor Bredsdorff betragter digterens verdensvendthed i et positivt lys, er Skyum-Nielsen som allerede antydet kritisk over for Nordbrandts stadige dvælen ved ophør, tab og død (ibid. 103).

Rosiek går til gengæld i rette med både Bredsdorff og Skyum-Nielsen. I kapitlet ”Blå udsigter. Metafysiske momenter i Nordbrandts lyrik” formulerer han sig i opposition til Bredsdorffs portrættering af Nordbrandt som en aristoteliker omgivet af platonikere; som en enestående modernist og antimetafysiker (Rosiek 2003, 177ff.). Heroverfor dokumenterer Rosiek de mange metafysiske elementer i forfatterskabets digte, ligesom han genindsætter Nordbrandt i litteraturhistorien.

Tilsvarende gør han indsigelser mod Skyum-Nielsens opfattelse af, at Nordbrandt primært skulle kigge indad-nedad, og fremhæver i stedet digtenes mange udsigter og åbninger mod noget andet, uden at dette dog nødvendigvis er af religiøs karakter (ibid. 201). Endelig yder han Franks kritik af det skønhedssøgende hos Nordbrandt modstand og argumenterer for ”digterens retoriske suverænitet og hans tematiske dybder og højder” (ibid. 236). Retter vi slutteligt blikket mod Ringgaards monografi Nordbrandt, er han på sin side langt mere optaget af Nordbrandts nihilisme end af de aspekter i hans digte, der er af metafysisk karakter, ligesom han vender tilbage til at fremhæve forfatterskabets selvkredsende karakter frem for dets litteraturhistoriske tilknytningspunkter.

Der er med andre ord strid om, hvordan Nordbrandts forfatterskab skal portrætteres, og når Peter Stein Larsen i sin anmeldelse af Ringgaards bog skitserer hovedsporene i forskningstraditionen, placerer han Bredsdorff og Ringgaard på samme banehalvdel i kraft af deres synkrone tilgang til forfatterskabet og deres tendens til at gå op imod den metafysisk orienterede tænkning, som Erik Skyum-Nielsen og Jan Rosiek til gengæld ses som eksponenter for. Som man allerede har kunnet fornemme, er optegningen af forskningstraditionens positioner dog langtfra enkel og især ikke, hvis man fokuserer på spørgsmålet om det poetiske

sprog. Her står Ringgaard snarere i opposition til Bredsdorff og den måde, han udlægger forfatterskabets troper og figurer på, alt imens Skyum-Nielsen stiller sig på hold med Frank i fremhævelsen af syntaksens betydning, og Rosiek for sin del går imod Franks og Skyum-Nielsens kritik og ligesom Bredsdorff leverer et forsvar for Nordbrandts suveræne retorik.

Peter Stein Larsen bliver desuden en af de kritikere, som fremadrettet er med til at definere forståelsen af forfatterskabet. Det gælder bl.a. i disputatsen Drømme og dialoger. To poetiske traditioner omkring 2000 (2009), hvor Nordbrandt grupperes under ”Den symbolistiske og universalistiske orientering”, samt i en række komparative lyrikstudier og senest i en portrætartikel, der behandler Nordbrandt under overskriften ”Mellem symbolisme og grotesk satire” (2022). Ligesom Rosiek er Stein Larsen opsat på at vise Nordbrandts litteraturhistoriske tilhørsforhold, og mens han i sin disputats primært koncentrerer sig om Nordbrandts placering i en symbolistisk, centrallyrisk tradition, åbner han i det senere portræt mere op for hans ”pendulering mellem to diametralt modsatte positioner, nemlig dels en symbolistisk, dels en grotesk-satirisk poetik” (Larsen 2022, 180). Således betegner han Nordbrandt ”som en grotesk-satirisk symbolist” (ibid. 199). Endvidere har jeg selv bidraget til receptionen af Nordbrandts forfatterskab i Nedbrydningens opbyggelighed. Litterære historier i det 20. århundredes nordiske modernistiske lyrik (2009), hvor Ormene ved himlens port er et blandt 14 værker af forskellige nordiske lyrikere, som afhandlingen bygger på, ligesom jeg har skrevet om Nordbrandt i andre sammenhænge og mest omfattende i bogen Mødesteder. Om Tomas Tranströmers og Henrik Nordbrandts poesi (2013), der er et komparativt studie af stedernes betydning hos de to digtere.

Nordbrandt er altså langtfra glemt, når vi kommer frem til slutningen af nullerne og bevæger os videre op igennem 2010’erne og frem mod 2020’ere. Alligevel er det tydeligt, at han i de seneste år ikke i samme omfang som tidligere har stået centralt i den akademiske diskussion. I takt med at interessen for modernismen er blevet svækket, og de nykritiske og dekonstruktive læsestrategiers forkærlighed for retoriske læsninger er trængt i baggrunden af nye tilgange med fokus på bl.a. performativ biografisme, affekt, køn og materialitet, er antallet af akademiske publikationer om forfatterskabet gået noget ned. Det ændres der dog delvist på i 2020, hvor Nordbrandt bliver hovednavn til Nordisk poesifestival i den norske by Hamar, og der tillige afholdes et seminar om hans forfatterskab på Høgskolen i Innlandet. Her er mange af de forskere inviteret, der gennem årene har interesseret sig for Nordbrandts digtning, og i forlængelse af seminaret redigerer Ole Karlsen antologien Nordisk samtidspoesi: Henrik Nordbrandts forfatterskap

(2021). Ikke på et dansk, men på et norsk initiativ kommer der således en antologi, som på ny fremhæver forfatterskabets centrale position.

Når man betragter den samlede akademiske receptionshistorie, står det klart, at Nordbrandt hurtigt får status som en af dansk litteraturs vigtigste lyrikere, og at der fra forfatterskabets begyndelse til dets slutning vedvarende er opmærksomhed omkring hans bøger. I løbet af årene kan man dog også registrere fluktuationer og varierende grader af intensitet i receptionen. Her ser man, at den mest omfattende diskussion af Nordbrandts værker finder sted i tiåret fra 1996 til 2006, hvor udgivelsesaktiviteten omkring forfatterskabet er størst, idet der ikke alene er et højt antal publikationer fra mange forskellige aktører, men også flere monografier af substantielt omfang og en livlig diskussion af, hvordan man bedst forstår hans digtning.

Det betyder imidlertid også, at en stor del af de udgivelser, der findes om Nordbrandts forfatterskab, og som har været med til at præge opfattelsen af det, af naturlige årsager ikke forholder sig til hans senere værker. Bredsdorffs bog omhandler poesien frem til Ormene ved himlens port, Christensen zoomer ind på Ormene ved himlens port og Drømmebroer, Rosiek når til og med Fralandsvind, og det samme gælder i al væsentlighed for Ringgaard, som anfører, at Pjaltefisk kun optræder sporadisk, eftersom digtsamlingen udkom efter, at bogens manuskript var skrevet (Ringgaard 2005, 11). Selvom flere af bidragene i Karlsens forfatterskabsantologi kommer ind på de efterfølgende værker, har bogens artikler ikke et sådant omfang, at de for alvor når i dybden med Nordbrandts senere digtsamlinger. Det gælder heller ikke for Ringgaard, der betragter sin artikel om det sene forfatterskabs spøgelser som et supplement til sin monografi (Ringgaard 2021, 90).

Afsæt for en ny læsning

Som gennemgangen af forskningstraditionen illustrerer, kan man altså med god grund mene, at der mangler en undersøgelse af det lyriske forfatterskab, der favner det i hele sin udstrækning og følger dets udvikling, fra Nordbrandt udgav sin første digtsamling i 1966 og frem til det sidste værk fra 2021. Herunder savner man ikke mindst en behandling, som medtænker hans digte fra det nye årtusinde og betragter det samlede værk i det ændrede lys, som de sene udgivelser er med til at kaste over de tidligere. Samtidig med at der er skrevet en del om Nordbrandts digtning, og især om hans poetiske sprog og digtenes udspændthed mellem nihilisme og metafysik, er der andre aspekter i hans forfatterskab, der er blevet underprioriteret, og som det er oplagt at give mere opmærksomhed.

Når vi kommer til Nordbrandts værker efter årtusindeskiftet, finder der nogle forskydninger sted, som bl.a. viser sig ved, at forfatterskabets selvbiografiske og politiske dimensioner træder tydeligere frem, ligesom det melankolske sentiment træder i baggrunden, alt mens der skrues op for elementer i hans æstetik, der trækker i retning af det humoristisk-ironiske og kritisk-sarkastiske. Det betyder ikke, at Nordbrandts poesi ændrer sig radikalt. Men det betyder, at nogle ting forskubber sig, og at de måder, man har portrætteret hans forfatterskab på, og de træk, man har fremhævet som primære karakteristika, derfor også har brug for at blive revurderet. I lyset af Nordbrandts senere digtsamlinger bliver det desuden lettere at få øje på ting i hans tidligere værker, som man enten har overset eller kun i sporadisk omfang interesseret sig for. På den baggrund er det min intention at give et mere nuanceret portræt af Nordbrandts lyriske forfatterskab, end man før har tegnet. Hvad der gælder for et menneske, nemlig at ens ansigt som ældre ikke er helt det samme, som da man var ung – at grundtrækkene og udtrykket er genkendelige, men at proportionerne er let ændrede, og der er kommet andre linjer og nye furer til – gælder også for et forfatterskab, og derfor er det oplagt, at portrætteringen må falde forskelligt ud, alt efter hvornår man maler billedet.

Den eksisterende forskning om Nordbrandts lyrik byder på en lang række indsigter, som jeg står i gæld til, bygger videre på og løbende er i dialog med. Min bog er ikke polemisk i sit anlæg, men jeg mener dog, at der er nogle aspekter i Nordbrandts senere værker, som lægger op til justering af nogle af de gældende forestillinger om forfatterskabet. Som allerede påpeget har der været en tendens til, at man i den tidligere forskning har givet hovedprioritet til Nordbrandts poetiske sprog i diskussioner bl.a. af hans særegne billeddannelser, metaforbrug, paradokser, enjambementer og syntaks, ligesom man har haft en særlig interesse for hans lyrik i forholdet mellem nihilisme og metafysik; for hvordan Nordbrandt udgår fra dennesidigheden som vilkår, samtidig med at hans digte holder sig åbne for noget ubestemt andet. Det er prioriteringer, som i mangt og meget stemmer overens med den modernismetradition, som Nordbrandt er rundet af, og hvor såvel det poetiske særsprog som den rystelse, der affødes af Nietzsches proklamation af Guds død, står i centrum. Desuden er de kongeniale med litteraturteoretiske paradigmer af en mere formel, nykritisk og dekonstruktiv observans, hvor det er værket selv, dets iboende tematiske og æstetisk-retoriske aspekter, der vægtes i læsningen. Prioriteringerne kan med andre ord ses i lyset af det parløb, der har været mellem den modernistiske litteratur og nykritikken, og som er blevet forlænget ind i andre litteraturteoretiske varianter, der har vægtet en autonom læsning og skyet det biografisk-kontekstuelle.