SAK - Søren Aabye Kierkegaard

Joakim Garff

S ø r e n A a by e K i e r k e g a a r d

En biog rafi

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

10/01/13

14:13

Side ii

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

10/01/13

14:13

Joakim Garff

SAK Sø ren Aa bye K i e r ke ga ard En biografi

Gads Forlag

Side iii

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

10/01/13

14:13

Side ii

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

10/01/13

15:29

Side v

Indhold INDLEDNING FORORD

T I L N Æ RV Æ R E N D E U D G AV E

Første del 1813-1834 Den lille gaffel Forkvakling Søren Sok Giftermål og ildebrand Studiosus Severinus Alma Mater Det underjordiske København Skumpelskuddet

7 11 15 20 23 26 28 33

1835 De dødes stille stemmer Sommeren 1835 i Gilleleje »… at finde den Idee, for hvilken jeg vil leve og døe«

42 45 50

1836 »Saltomortale ind i Trykkefrihedens Sibirien« At beregne inklinationsvinklen – i den heibergske tryllekreds Studiosus Faustus Striden mellem den gamle og den nye Sæbekielder Poul Martin Møller »Moralske Naturbeskrivelser« – affektation og selvbedrag »Øvelse bag Coulisserne«

54 61 66 72 78 80 86

1837 Sturm und Drang?

Maria Livslede i Løvstræde

92 100 103

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

10/01/13

»Kjære Emil!! Du min Ven, den eneste …« Læsningens svir

14:13

Side vi

106 110

1838 »Der gives en ubeskrivelig Glæde« En købmands død »Den store Jordrystelse« Af en endnu Levendes Papirer

113 115 117 124

1839 Den rige yngling Translateuren »Min Examenslæsning er den længste Parenthes« En dandy på pilgrimsrejse

132 135 137 139

Anden del 1840 Regine – in memoriam Frøken O. Af en allerede afdøds papirer Rædselsperioden »Hun valgte Skriget, jeg Smerten«

149 151 154 160 164

1841 Om Begrebet Ironi

167

1842 Splitternøgen i Berlin »Det Æsthetiske er overhovedet mit Element« Turisten uden mål og med

173 178 180

1843 Enten–Eller »Et Monstrum af en Bog« Litterær landflygtighed

187 190 196

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

10/01/13

Åndelig erotik Regines nik Berlin igen Gjentagelsen »Priset være Posthornet!« At blive sig selv igen er at blive en anden Virkelighedens indgreb 1:50 Den fortrudte tekst Frygt og Bæven Abraham og Kniven: Agnete og Farinelli »… en Revne, igjennem hvilken det Uendelige tittede ud«

14:13

Side vii

199 200 201 204 208 210 213 217 219 221 227 230

1844 Begrebet Angest Den besnærende angst – blade af en forførers fagbog Forførelsens dagbog O, at skrive et forord Anmeldelser Israel Levin »Kom lidt om til mig« At tro er at forvente det glade, det lykkelige, det gode

235 238 246 249 252 255 260 262

1845 »Stor nok til at være en større By« »– nær havde jeg givet mig til at dandse med« »Menneskebadet« »Ja vist er jeg Aristokrat –« »Mig synes Grundtvig er et Vrøvl« Kierkegaard i kirke »Man mener, at jeg jadsker« Stadier paa Livets Vei Indskudsstykkerne »Skrift-Prøver« Exit: Heiberg Efterskrift: Kierkegaard

267 270 273 281 282 288 294 299 302 313 317 321

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

10/01/13

14:13

Side viii

Tredje del 1846 »Grinets martyr« Corsaren – »et Satans Blad« Komisk komposition og Goldschmidts flotte frakke »Jeg er en Jøde, hvad vil jeg imellem Jer?« Malisen i macintosh: Peder Ludvig Møller »Et Besøg i Sorø« »Gid jeg nu blot snart maatte komme i ‘Corsaren’« Corsarens kanonade Møllers efterskrift til Kierkegaards Efterskrift Beundring og misundelse: Når det ene ord tager det andet »Den skeeløiede Pukkelryggede« Det store omslag »Mishandlingens Skole« Gjenboerne »S. Kjerkegaard og hans Recensenter« »… dette gjennemsvedte lumre Grød-Omslag, som er Legemet« Phalaris’s Oxe »… hvad veed Lægen egentlig?« »… thi jeg har elsket mit Tungsind« Adolph Peter Adler Bogen om Adler »Confusions-magerie af første Skuffe« Paulus og tapetmager Hansen Exaltation: 7-14-21; 7-14-21; 7-14-21 »Produceringens Vellyst« Grafomani »Rad. Valerianæ«

325 326 329 332 335 339 341 343 349 352 355 358 360 364 368 373 376 379 382 384 388 390 392 394 395 400 403

1847 »Ønsker De maaskee ogsaa at jeg skal høre Deres Hjerne banke?« Pressen – »Staternes Mudder-Maskine« At rejse er at skrive – og omvendt »Luftbadet« »Enten og Eller«

405 412 415 417 419

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

10/01/13

14:13

Regine Schlegel »En Folke-Regjering er det sande Billede paa Helvede« »Dette er Religieusitetens Idee« »100,000 brummende U-Mennesker« »… maaskee bliver der Allarm i Leiren – og jeg det mishandlede Offer« »De venter en Tyran, hvor jeg venter en Martyr« Gud hader pyramider Frihed, lighed og barmhjertighed Af en endnu levendes værdipapirer Bøger med penge i »Aar efter Aar for egen Regning«

Side ix

424 426 430 431 434 436 438 441 443 445 450

Fjerde del 1848 At ødsle i ideens tjeneste »Kjøbenhavn er en meget skiden By« Sygdommen til Døden »… at digte Gud en lille Smule anderledes« »Evighedens Poesie« At udgive eller ikke at udgive Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed »Hvad har dog ikke denne Pen formaaet …?« »– men saa kan jeg jo dog ikke sige: jeg« Administrator af eget eftermæle »Min Fader døde – saa fik jeg en anden Fader i hans Sted« »Jeg betragtes som en Slags Engelænder, en halvgal Original«

459 462 467 469 472 474 476 480 482 487 489 494

1849 Dedikationerne og et afslag Martensens Dogmatik En søndag i Athenæum Rasmus Nielsen Fredrika Bremers karakterbog Kierkegaards drøm Det forseglede brev til Hr. og Fru Schlegel »Kom igjen en anden Gang«

498 500 504 505 512 515 519 524

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

10/01/13

Jakob Peter Mynster »Naar jeg seer paa Mynster –« Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger Vilje til afmagt Bugtaleren, der sagde ‘jeg’ Martyriets digter: Digterens martyrium »Dr. Exstaticus«

14:13

Side x

526 538 545 546 549 551 554

1850 Otte måder ikke at tage afsked på Flyttedage Indøvelse i Christendom »En vanhellig Leeg med det Hellige« Idiotguden – og hans samtid Forargelsens stemmer »Og hvorfor saa denne Skjulthed?«

560 564 567 571 573 575 578

1851 »Den Linie om Goldschmidt den var skjebnesvanger« Kierkegaard i Kastelskirken Fanbreve Dedikationen til Regine En teologisk landsbytosse

583 588 589 592 594

1852 »Hun kom gaaende som fra Kalkbrænderiet« Den sidste lejlighed

597 601

1853 Et Levnetsløb i Underverdenen Nielsen – en dæmonisk slubbert »Jeg saa en Dag Ligomnibussen komme« »Prisen skrues op i Salonen« SA vs. AS »Christendommen er Satans Opfindelse«

604 609 611 613 617 623

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

10/01/13

14:13

Side xi

Femte del 1854 »Det var Satan til Sandhedsvidne« »– saaledes begraves et Sandhedsvidne!« »At virke katastrophisk« »Hr. Kierkegaard er Manden uden Alvor«

627 631 632 633

1855 »Contra-Parten er en Snotte-Klat« Virginie og Regine – at miste det dyrebareste »Ganske simpelt: jeg vil Redelighed« »Tag derfor Pseudonymiteten bort« Øieblikket »Da forvandlede denne Digter sig pludselig« Ud med inderligheden! »Præsten – dette i lange Klæder indhyllede Indbegreb af Nonsens!« Guds død Grundtvigs genmæle »Pastor, Lic: theol: P.Chr. Kierkegaard, min Broder« »Det hændte paa et Theater« »O, hør Du søde Horeunge« »Du æder med Svinene« Patient nr. 2067 Post mortem Et lille uanbringeligt lig Testamentet, auktionerne og en psykopatisk missionær Papirer ingen ønsker Peter Christians elendighed Kvinden mellem gravene

638 642 644 646 649 650 653

PERSONREGISTER

705

L I T T E R AT U R F O RT E G N E L S E

714

F O R KO RT E L S E R O G H E N V I S N I N G E R

721

B I L L E D F O RT E G N E L S E

740

654 659 661 664 666 670 674 674 685 686 691 696 698 701

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

11/01/13

9:39

Side xii

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

11/01/13

9:39

Side xiii

Indledning

Biskop Martensen stod lidt i skjul bag et af gardinerne i sin bispegård. Fra vinduesnichen var der storslået udsigt over Frue Plads med Metropolitanskolen i baggrunden, Universitetet til venstre og Vor Frue Kirke til højre. Det var søndag den 18. november 1855 og klokken lidt i 2. Pludselig nærmest væltede det ud af kirken med en masse sortklædte mennesker, der først samlede sig i små klynger, men snart efter forsvandt i alle retninger.

Et par timer senere skratter den biskoppelige pen forarget hen over siderne i et brev til Martensens mangeårige ven og gamle elev, Ludvig Gude, der er præst i Hunseby nede på Lolland: »Idag er da Kierkegaard bleven begravet fra Frue Kirke med et stort Følge (Fuld Musik! Ironie!). Noget saa taktløst fra Familiens Side som at lade ham begrave paa en Søndag, midt imellem to Gudstjenester, fra Landets Hovedkirke, kjender man neppe Mage til. Det kunde imidlertid ikke efter Loven forhindres, men havde kunnet være forhindret ved Conduite, hvilken imidlertid her som ved alle Leiligheder, hvor den udkræves, manglede Tryde. Hans Broder talte i Kirken (som Broder, ikke som Præst). Hvad og hvorledes han har talet, veed jeg endnu aldeles ikke. Bladene ville nu for det første være fyldte med disse Begravelseshistorier. Følget skal isærdeleshed have været unge Mennesker og en Masse obscure Personer. Af honoratiores var der, saavidt vides, Ingen«.

Inde i den efter sigende ganske lille kiste, som hin novemberdag blev kørt ud til familiegravstedet på Assistens Kirkegård, lå liget af et menneske, der med årene havde gjort sig i den grad umedgørlig, at han efter sin død var blevet principielt uanbringelig. For hvor i alverden skulle man gøre af en død mand, der sine sidste leveår havde gennemført en teologisk enmandsrevolution og kaldt præsterne for kannibaler, abekatte, nathuer og andet afsindigt?

Hvilken mening havde det at give sådan et menneske en kristen begravelse i indviet jord? At samme menneske også efterlod sig et forfatterskab, hvis spændvidde, originalitet og prægnans savnede sidestykke i samtiden, gjorde selvsagt ikke situationen mindre penibel.

Da Martensen næsten er færdig med brevet til Gude, får han efterretning om et optrin ude på Assistens Kirkegård, og som var han en reporter i en direkte transmission fortsætter han med sødmefuld forfærdelse: »I dette Øieblik erfarer jeg, at der ved Graven har været et stort Skandal, idet en Søstersøn af Kierkegaard en Herr stud. Lund efter at Tryde havde forrettet Jordi

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

11/01/13

9:39

Side xiv

paakastelsen, stod frem med Øieblikket og det Nye Testamente som Sandhedsvidne imod Kirken, der ‘for Betaling’ havde begravet Søren Kierkegaard o.s.v. – Jeg har det endnu ikke ad officiel Vei. Men det har været en stor Forargelse, der, saavidt jeg kan see, maa give Anledning til alvorlige Skridt«.

Det rygte, der så ilsomt nåede bispegården, talte sandt, og mindre end et døgn senere var den skandaløse episode ude i næsten alle de københavnske dagblade. Berlingske Tidende kunne således i sin morgenudgave skildre hændelsesforløbet punkt for punkt og i aftenudgaven bringe et referat af den ligtale, som afdødes storebror, Peter Christian Kierkegaard, havde holdt i kirken. Samme mandag forlod også Flyve-Posten og Fædrelandet tidligt det travle sætteri med reportage og indlæg i debatten om de reelt ansvarliges mulige forsømmelser, mens Morgenposten et par døgn senere markskrigerisk meddelte: »En Mand, der havde erklæret sig for ikke at være officiel Kristen, var knap død, før den officielle Kirke bemægtigede sig hans værgeløse Lig og slæbte afsted med det«.

Som kirkens øverste kunne Martensen naturligvis ikke blot sidde med hænderne i skødet og bivåne balladen. Offentligt ville han ikke udtale sig, det var for risikabelt, men tjenstligt var han straks på stikkerne og afkrævede stiftprovst Tryde en skriftlig redegørelse for de stedfundne begivenheder.

Heraf fremgår det, at bisættelsen blev indledt med den sædvanlige begravelsessalme, »Hvo veed, hvor nær mig er min Ende«, hvorpå Peter Christian Kierkegaard havde talt »smukt og meget passende«. Efter nok en salme blev kisten ført ud af kirken og kørt til Assistens Kirkegård, hvor Tryde foretog jordpåkastelsen. Næppe var det sket, før den unge læge Henrik Lund trådte frem og tog ordet trods Trydes protest og tilstedeværelsen af politibetjentene Hertz og Klein, der var udkommanderet til kirkegården i dagens anledning.

Henvendt til den ifølge Tryde næsten 1.000 mennesker store og »hovedsagelig af Mellemklassen bestaaende Forsamling« fremhævede Lund først sit fortrolige forhold til sin afdøde onkel og udfoldede derpå dennes undsigelse af den officielle kristendom. Endelig havde Lund oplæst nogle steder fra Kierkegaards sidste skrifter og fra Johannes’ Åbenbaring.

I sin redegørelse frarådede Tryde, at man foretog sig yderligere, men Martensen var af en anden mening og anmodede sporenstregs Kultusministeriet om at forfølge sagen, der skulle »eftertrykkeligt reprimeres«. I mellemtiden havde Lund efter hukommelsen nedskrevet sin tale, som blev trykt torsdag den 22. november i Fædrelandet under titlen »Min Protest; hvad jeg har sagt og ikke sagt«. Stejl og glødende som en vulkan lod Lund sin verbale lava flyde til alle sider, men da han et par dage senere ville forsøge sig med fortsættelsen, »I næste Øieblik – hvad saa?«, var ordmassen størknet i klæg kliché.

Samtidig afløstes hans eksalterede stemning af en dyb fortvivlelse, der i december førte til et selvmordsforsøg, som kun i sidste øjeblik blev afværget af ii

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

11/01/13

9:39

Side xv

hans far, Johan Christian Lund, en driftig og velhavende grosserer, der kort efter henvendte sig til kultusminister C.C. Hall med en bøn om at lade nåde gå for ret: Sønnen var hverken moralsk eller kriminelt tilregnelig. Martensen var imidlertid ubøjelig og slog om sig med hensynet til folkekirkens fremtid, almindelig sømmelighedsfølelse og pressens pågående frækhed.

Og så endte sagen alligevel i Københavns femte kriminalkammer i det gamle Råd- og Domhus på Nytorv lige ved siden af Kierkegaards barndomshjem. Anklageren ville sende Lund i fængsel, forsvareren begærede frifindelse, vidnerne røg i totterne på hinanden og sagen trak ud, så dommen først kunne afsiges den 5. juli 1856, hvor Lund blev idømt en bøde på 100 rigsdaler, der skulle tilfalde Københavns Fattigvæsen. Den unge læge modtog dommen uden at fortrække en mine. Flere måneder forinden havde han været rundt at bukke bodfærdigt for de instanser, som han oprindeligt havde sat sig for at bekæmpe. »Nu indseer jeg«, forklarede han i et brev til Peter Christian Kierkegaard, »at for mig er det ene rigtige at opgive al denne Strid, som jeg ukaldet har blandet mig ind i og søge ind i Christi Kirke«. En medvirkende årsag til den store resignation har formentlig været, at Lund i løbet af det tidlige forår 1856 havde ladet sig behandle medicinsk for en uspecificeret »Nervesygdom«.

Balladen ved begravelsen bevidner, at end ikke døden formår at adskille liv og værk i tilfældet Kierkegaard. Alligevel kan de biografier, der på dansk har set dagens lys siden Georg Brandes’ kritiske fremstilling fra 1877, mageligt tælles på en enkelt hånd, og man skal helt tilbage til Johannes Hohlenbergs fra 1940 for at finde et selvstændigt forsøg i genren. Nogen overdreven respekt for dem, der omgikkes Kierkegaard biografisk, har man da heller aldrig haft – alt andet bare ikke lige det – og i årtier har man nærmest foretaget en systematisk fordrivelse af manden fra værket. Hvad man gerne med umiskendelig nedladenhed kalder privatpersonen Kierkegaard bliver i den typiske introduktion fremstillet som et aparte appendix til et genialt forfatterskab. Årsagen hertil er ikke kun, at Kierkegaard har distanceret sig fra sine pseudonyme skrifter og i øvrigt frabedt sig læserens nyfigne interesse for sin person; medvirkende har givetvis også været en senere tids frygt for, at den biografiske fremstilling før eller siden kunne føre til en forsimpling, hvorunder teologiske og filosofiske problemer banalt blev forbundet med forfatterens fortrængninger, ødipale konflikter eller skæbnebeseglende møder med en kold natpotte.

Den biografiske modvilje er paradoksal i forhold til en mand, der ikke alene altid tænkte og skrev sig selv med, men som tillige var fuldt forvisset om, at hans »Existents« var den »interessanteste som er ført af nogen Forfatter i Danmark« og at han derfor ville blive »læst og studeret i Fremtiden«. iii

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

11/01/13

9:39

Side xvi

Med stor, udansk selvbevidsthed noterede han da også i november 1847: »... Og derfor vil just engang ikke blot mine Skrifter, men netop mit Liv, hele Maskineriets intrigante Hemmelighed blive studeret og studeret«. At hans profetiske vision til en begyndelse ikke skulle beslaglægge megen plads i virkeligheden, beviste filosoffen Hans Brøchner, da han var kommet for skade at love en af sine bekendte nogle linier om Kierkegaards liv og personlighed og prompte gik i biografisk panik: »Om hans Liv er der jo overhovedet saa Lidt at sige, naar man vil holde sig til ydre Begivenheder. At han er født den 5te Mai 1813, at han blev Student 1830, Candidat 1840, Magister 1841 og døde 1855, det er jo omtrent hvad der kan angives af ydre biographiske Data, og det er ikke interessant. Desto rigere er vel hans indre Liv, hans personlige Udvikling, men det har fundet sit Afpræg i hans Skrifter og dets bedste Indhold er vel nedlagt i disse«. Sådan skriver man en slank biografi.

Israel Levin, der i årevis fungerede som Kierkegaards sekretær, besigtiger problemet fra den modsatte side, absolut indefra så at sige, men er i øvrigt ikke mindre mistroisk på den kierkegaardske biografis vegne end Brøchner var: »Den, der vil behandle Søren Kierkegaards Liv, skal tage sig iagt for at han ikke brænder sig, saa fuld af Modsætninger er det, saa vanskeligt er det at trænge tilbunds i denne Charakter. Han omtaler meget dobbelt Reflection; al hans Tale var mere end syvdobbelt Reflection. Han kæmpede for at blive sig selv klar, men han joges af alle mulige Stemninger og var et saadant Stemningsmenneske, at han ofte har anført usande Ting, foregøglende sig, at det var Sandhed«.

Det levinske memento er vigtigt, fordi det fremhæver kildematerialets lunefulde karakter og indirekte afdækker den aldrig hvilende omhyggelighed, hvormed Kierkegaard planlagde at lade sig genføde posthumt. Vil man biografere Kierkegaard, må man derfor gøre sig klart, at man over store strækninger tværer i en allerede foreliggende selvbiografi. Faren for at blive uforsætlig medskribent på myten Kierkegaard lurer følgelig overalt i materialet, der for så vidt giver den ukritiske besyngelse af geniet de bedste betingelser.

Mit anliggende er mere kritisk, mere historisk, mindre ærbødigt. Jeg har ikke bare villet udfolde de store fortællinger i Kierkegaards liv, men også oplede smådele og biomstændigheder, sprækkerne i den geniale granit, galskaben lige underneden, intensiteten, skriveorgiets omkostninger, økonomisk og psykologisk, tilligemed det sitrende og dybt uudgrundelige i en figur, man aldrig rigtig bliver færdig med. Det er således i omfattende forstand komplekset Kierkegaard, som denne bog har sat sig for at beskrive.

Ligeledes har jeg villet genindsætte Kierkegaard i hans egen tid, kontekstualisere ham, så han ikke længere er ‘hiin Enkelte’ man står og stirrer på gennem et nøglehul i en af de københavnske byporte, men igen begynder at iv

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

11/01/13

9:39

Side xvii

bevæge sig rundt blandt dem, der også færdedes i byen dengang og ikke var helt så umulige, som man, forledt tildels af Kierkegaard, sidenhen har villet gøre dem til. Jeg har derfor ikke blot ladet Kierkegaards øjne følge de andre, men også ladet de andres blikke hvile på Kierkegaard. Jeg har med andre ord forsøgt at gentilvejebringe den virksomme dialog mellem liv og skrift, hvorudaf Kierkegaard vokser. Tager man nemlig først manden ud af værket, har man også fået taget livet af det. Skulle min fortælling undervejs få det indfald at ville dokumentere noget, da er det denne Kierkegaards vidtstrakte forviklethed med sit værk og sin samtid.

Behøver jeg sige noget om titlen? SAK betyder ingenting og knytter derfor heller ikke læserens forestillinger eller forventninger til noget bestemt.

SAK er en lyd, hvislende som et uigenkaldeligt piskesvirp på langs i luften henimod hestene foran wienervognen, afsted. SAK er imidlertid også Søren Aabye Kierkegaards initialer, der sirligt slynget og spejlvendt var indgraveret i den signet, som han resolut pressede ned i flydende lak, rød eller sort, når breve, der kun vedkom modtageren, skulle forsegles. SAK er et sådant segl og læseren en sådan modtager. SAK bliver derved en både beskeden og fordringsfuld titel og altså igen i pagt med Søren Aabye Kierkegaard.

Inden indledningen er ude, vil jeg gerne takke en række venner og bekendte og andre kompetente, der har lagt øre til mine udredninger undervejs, gennemlæst større eller mindre partier af manuskriptet og givet værdifulde råd og vink. Det vil føre for vidt at fremhæve hver enkelts indsats, så de må tage til takke med at optræde i noget så prosaisk som alfabetisk rækkefølge: Søren Bruun, Niels Jørgen Cappelørn, Ulrik Høy, Jette Knudsen, Klaus P. Mortensen, Peter Tudvad, Poul Erik Tøjner, Bodil Wamberg.

Bogen er et con amore arbejde, påbegyndt og afsluttet i de sene aftentimer, men ånden på Søren Kierkegaard Forskningscenteret, hvor det er mit privilegium at arbejde, har været umådeligt inspirerende. Jeg har nydt godt af de tekstredegørelser og mangfoldige realkommentarer, der har set dagens lys i forbindelse med den igangværende udgivelse af Søren Kierkegaards Skrifter.

Særskilt vil jeg gerne takke Gads Forlag og især Barbara Vibæk for hendes myndige mildhed, overdådige humør og engleagtige langmodighed.

Endelig af hjertet tak til min yndlingshustru Synne – sine qva non.

Hvad der fortsat må have forputtet sig af fejl og ufuldstændigheder, faktiske som moralske, påtager jeg mig det fulde ansvar for.

v

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

11/01/13

9:39

Side xviii

Forord til nærværende udgave

»Netop for Erindringen, for den poetiske Erindring tager min Produktivitet sig ud, og der vil nok komme den Tid, da Pigerne skulle rødme af Begeistring, naar en Digter vil fortælle hele mit Existents-Anlæg.« Således profeterede Kierkegaard i en optegnelse fra 1846 og bandt dermed sin produktion og person sammen i en elegant, biografisk sløjfe, der næppe i sig selv får pigerne til at rødme, men til gengæld kan bringe voksne mænd til at blegne, for det var tydeligvis ikke en helt almindelig historiker, Kierkegaard havde i kikkerten, når han forestillede sig sin fremtidige biograf, men en »Digter«, hverken mere eller mindre, der kunne skildre hans »Existents-Anlæg« med det mål af skønsom meddelen mellem linjerne, som opgaven krævede.

Jeg er ingen digter, men mener dog, at en biografi kun kan lykkes, hvis den formår at være andet og mere end summen af de kendsgerninger, der lader sig indsamle og opdynge om den biograferede, som under de mange datas gevaldige vægt snarere afgår ved døden anden gang end genopstår for øjnene af sin læser. SAK er imidlertid ikke en biografisk roman, men en bog, der med respekt for de faktiske forhold benytter sig af romanens virkemidler. Vælger hovedpersonen at dreje til højre, kan det ikke nytte noget, at biografen lader ham svinge til venstre længere nede af gaden, blot fordi den dér virker mere tillokkende og måske leder videre til frit opdigtede episoder oppe i biografens hoved.

I modsætning hertil og i en slags forlængelse af Kierkegaards fordringsfulde forhåbninger fra 1846 har jeg altså villet fortælle Kierkegaards liv eller – om man vil – udfolde hans liv som den fortælling, dette liv – også – var.

Da jeg skulle foretage mine indsnit i det monstrøse materiale, som magisteren har efterladt sig, var det derfor min stadige stræben at aflokke stoffet dets narrative potentiale, så de skæbner, jeg havde i min varetægt, ikke faldt fra hinanden i kantede, klangløse blokke, men føjede sig ind i en sammenhængende fremstilling med puls og pointe. Opfyldte materialet ikke dette simple kriterium, måtte det lægges til side – og altså lægges til side med en selektiv gestus, der i en og samme bevægelse angiver biografiens grænse og rummer biografens privilegium.

At være Kierkegaards biograf er ikke nogen simpel sag og kan minde om det vanskelige at ville tegne den nisse, man møder eller rettere ikke møder i indledningen til Om Begrebet Ironi, hvor Kierkegaard forklarer, at ironien vi

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

11/01/13

9:39

Side xix

hos Sokrates er lige så vanskelig at skildre, som det er at ville »afbilde en Nisse med den Hat, der gjør ham usynlig«. Kierkegaard selv er i nogen grad en sådan nisse iført en sådan hat, synlig og usynlig på samme tid. Han yndede at iføre sig pseudonyme gevandter, elskede at dreje sine læsere en knap og at binde dem alverdens underligheder på ærmet og skrev ikke blot for at afsløre, men også for at skjule – deriblandt denne Kierkegaard. Som han på fortovet praktiserede et lidenskabeligt siksak, der snart klemte hans medspadserende op ad husmuren, snart tvang ham ned i rendestenen, således benyttede han sig i sine dagbøger af en diskontinuert, krebseagtig gangart og betænkte som oftest blot sin biograf med fragmenter, penneprøver, spinkle spor, en blind dør eller bare slet ingenting. Når han vedholdende kaldte sig »Digter«, er det fordi, han var mindre beskæftiget med registreringen af de historiske kendsgerninger end med tankerne om deres kunstneriske omsættelighed, det særegne ved personen, det universelle i episoden eller det symbolske i situationen. Hans tekster lever i vid udstrækning af den nærmest uhyrlige sensibilitet, han var begavet med, dette særlige blik på verden, stemtheden.

Uden hverken at digte hen over eller – endnu værre – imod kendsgerningerne har jeg med SAK gerne villet gøre afstanden mellem den sande historie og den gode fortælling så kort som mulig. Det betyder som antydet ikke, at jeg har kunnet tillade mig den samme sorgløshed i behandlingen af det historiske stof som Kierkegaard. Skønt jeg ikke nærer illusoriske forestillinger om, at en biografisk fremstilling beror på en rekonstruktion af et historisk kildemateriale – var det bare så simpelt! – har jeg naturligvis bestræbt mig på at oplede de relevante kilder og i fremstillingen aktivt inddraget den fornødne sekundærlitteratur, hvortil jeg står i stor gæld. Mine primære kilder er og bliver dog Kierkegaards egne skrifter – hans dagbøger, breve, værker, udgivne som uudgivne – der ligger til grund for det fortolkningsarbejde, der lader sig følge over de næste sådan cirka 700 sider. Vil man indvende, at SAK derved er blevet en subjektiv biografi, går jeg ikke med lumske planer om at protestere højlydt, men vil til mit forsvar sige, at en objektiv biografi om subjektivitetens tænker måske heller ikke er i allerskønneste overensstemmelse med sin genstand.

SAK forelå den 3. november 2000 og er siden udkommet i adskillige oplag og blevet oversat til en række sprog, hvilket alt sammen er kommet noget bag på de fleste, deriblandt og måske ikke mindst forfatteren, som lagde an til sin tekst med et betydeligt mindre publikum for øje og ikke skænkede det en tanke, at ungarske læsere formentlig forbinder lige så lidt med Rundetårn som amerikanere med Ringkøbing og italienere med Badstuestræde – hvad de forskellige oversættere heldigvis har formået at klare ved behændige kunstgreb. I løbet af de år, der er gået, siden SAK så dagens lys, er vii

51040_SAK_03-03_001-186.qxd:51040_SAK_03-03_001-186.qxd

11/01/13

9:39

Side xx

arbejdet med Søren Kierkegaards Skrifter kommet til en fornem afslutning. I nærværende udgave af SAK er henvisningerne hertil blevet ajourført. Med sit væld af værdifulde realkommentarer, tekstredegørelser og manuskriptbeskrivelser har Søren Kierkegaards Skrifter afdækket nye niveauer og dimensioner i Kierkegaards næsten naturstridigt righoldige værk, hvilket fremtidige læsere vil kunne drage betydelig nytte af. Det har SAK løbende gjort.

Jeg vil i denne forbindelse også gerne takke de venlige mennesker, ingen nævnt, ingen glemt, der i tidens løb har tilhvisket mig korrektioner og forslag til forbedringer. Som det formentlig vil være flere bekendt, har min tidligere kollega, cand.mag. Peter Tudvad, med hvem jeg i lange perioder har haft et nært og fornøjeligt samarbejde, fremsat en række indvendinger, som jeg i det omfang, forholdene tillod det, har ladet komme biografien til gode.

På tærsklen til jubilæumsåret 2013 vil jeg hilse enhver ny læser taknemmeligt velkommen og tilslutte mig den ubekymrede salut, hvormed Vigilius Haufniensis, manden bag Begrebet Angest, afsluttede sit forord: »Videre har jeg Intet at tilføie, uden at ønske Enhver, der deler min Anskuelse, ligesom ogsaa Enhver, der ikke deler den, Enhver, der læser Bogen, ligesom ogsaa Enhver der har nok af Forordet, et meent Levvel!« Joakim Garff, december 2012