Saxos danmarkshistorie

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 2

11/09/15 14.23

SAXOS

足DANMARKS 足H ISTORIE Oversat af Peter Zeeberg

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Gads Forlag

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 1

11/09/15 14.23

SAXOS DANMARKSHISTORIE Oversat fra latin af Peter Zeeberg efter Saxo Grammaticus’ Gesta Danorum © 2015 Peter Zeeberg, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab & Gads Forlag Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs tilsyn med udgaven: Ivan Boserup og Lars Boje Mortensen Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Omslag og design: AM Prepress: Narayana Press, Gylling Tryk: GPS, Slovenien ISBN: 978-87-12-05070-4 2. udgave, 1. oplag, 2015 Udgivet med støtte fra G.E.C. Gads Fond Moth-Lunds Fond Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond Oversættelsen er finansieret af Statens Humanistiske Forskningsråd Tuborgfondet DSL’s arv efter dr.phil. Lis Jacobsen G.E.C. Gads Fond www.gad.dk www.dsl.dk

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 2

11/09/15 14.23

INDHOLD

Forord 7 Om Saxo og hans værk af Karsten Friis-Jensen 9 Oversætterens indledning af Peter Zeeberg 13 Saxos fortale 21 F ØRSTE B OG

Dan og Angel (kap. 1) Humble og Løder (kap. 2) Skjold (kap. 3) Gram (kap. 4) Svibdag (kap. 5) Hadding (kap. 6-8)

33 33 35 36 48 49

A NDEN B OG

Frode (kap. 1-4) Halfdan, Roe og Skate (kap. 5) Rolf Krake (kap. 6-8)

75 88 94

T REDJE B OG

Høder og Balder (kap. 1-4) Rørik (kap. 5) Ørvendel og Fenge. Amled (kap. 6)

117 131 135

F JERDE B OG

Amled og Viglek (kap. 1-2) Vermund og Uffe (kap. 3-5) Dan, Huglek, Frode den Raske og Dan (kap. 6-9) Fridlev den Rappe (kap. 10)

151 161 172 176

3

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 3

11/09/15 14.23

INDHOLD

F EMTE B OG

Frode Fredegod og Erik den Veltalende (kap. 1-3) Frodes krige. Frodefreden (kap. 4-16) S JETTE B OG

Hjarne (kap. 1) Fridlev (kap. 2-4) Frode og Starkad (kap. 5) Ingjald og Starkad (kap. 6-9)

183 213

241 241 251 259

S YVENDE B OG

Oluf. Frode (kap. 1) Halfdan Bjerggram (kap. 2-3) Sigvald. Othar og Sigrid (kap. 4-5) Siger. Alf og Alvild (kap. 6) Hagbard og Signe (kap. 7) Hake og Sigvald (kap. 8) Halfdan og Gyrid (kap. 9) Harald Hildetand. Ole (kap. 10-12) O TTENDE B OG

Bråvallaslaget (kap. 1-5) Oles død. Ømund (kap. 6-7) Starkads død (kap. 8) Jarmerik (kap. 9-10) Snjo (kap. 11-13) Gorm og Thorkil Adelfar (kap. 14-15) Gøtrik (kap. 16)

295 299 307 313 316 324 327 338

353 361 366 373 384 390 403

4

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 4

11/09/15 14.23

INDHOLD

N IENDE B OG

Oluf, Hemming og Sigvard Ring (kap. 1-3) Regner Lodbrog (kap. 4-5) Erik, Knud, Frode, Gorm den Engelske og Harald (kap. 6-10) Gorm den Gamle (kap. 11) T IENDE B OG

Harald Blåtand (kap. 1-8) Sven Tveskæg (kap. 9-13) Knud den Store (kap. 14-20) Harde-Knud, Sven Estridsøn og Magnus den Gode (kap. 21-22) E LLEVTE B OG

Sven Estridsøn enekonge (kap. 1-9) Harald Hen (kap. 10) Knud den Hellige (kap. 11-15) TOLVTE B OG

Oluf Hunger (kap. 1-2) Erik Ejegod (kap. 3-8)

413 415 436 439

449 460 471 489

501 517 521

543 546

T RET TENDE B OG

Niels. Knud Lavard (kap. 1-6) Hævn for Knuds drab (kap. 7-11)

563 581

5

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 5

11/09/15 14.23

INDHOLD

F JORTENDE B OG

Erik Emune (kap. 1) Erik Lam (kap. 2) Sven, Knud og Valdemar (kap. 3-19) Valdemars første vendertog (kap. 20-25) Skisma i kirken (kap. 26-28) Felttog i Norge (kap. 29) Fortsatte vendertog. Buris’ forræderi (kap. 30-38) Rügens erobring (kap. 39) Fortsatte vendertog (kap. 40-53) Magnus’ og Karlsønnernes forræderi (kap. 54) Absalon bliver ærkebiskop (kap. 55-58) F EMTENDE B OG

Vendertog (kap. 1-3) Oprør i Skåne (kap. 4) Valdemars møde med kejseren i Lübeck (kap. 5) Vendertog. Valdemars død (kap. 6) S EKSTENDE B OG

Knud. Nyt oprør i Skåne (kap. 1-2) Knud nægter at sværge kejseren troskab (kap. 3) Pommerns underkastelse (kap. 4-8)

599 604 612 667 696 711 717 736 752 787 800

815 819 829 833

841 844 846

E F TERORD

Nye læsninger af Saxos Danmarkshistorie af Lars Boje Mortensen 867 Illustrationer 882 Navneregister 883

6

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 6

11/09/15 14.23

F OROR D

I

2014 var det præcis 500 år siden Saxos Gesta Danorum første gang udkom på tryk.

Havde kannikken Christiern Pedersen ikke i 1514 bragt et håndskrift til Paris og fået

det store latinske værk trykt hos den kendte bogtrykker Jodocus Badius Ascensius, kunne værket være gået tabt. Nu blev det i stedet en international succes og en dansk

klassiker, der i løbet af de 500 år er blevet oversat hele seks gange til dansk.

Den seneste oversættelse, Peter Zeebergs fra 2000, blev en berettiget publikumssucces og har styrket interessen for Saxos storværk, også i fagkredse. I 2005 udkom den i revideret udgave som paralleloversættelse til Karsten Friis-Jensens tekstkritiske udgave af Saxos latinske tekst, og enkelte yderligere rettelser blev foretaget i hardbackudgaven fra 2006. Siden er den udkommet både som e-bog og som lydbog, men den trykte udgave har i flere år været udsolgt. I anledning af jubilæet blev Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gads Forlag derfor enige om at foranstalte den genudgivelse af Peter Zeebergs oversættelse der foreligger her.

Jubilæet har også inspireret valget af illustrationer. Saxos tekst, og den første oversættelse, Anders Sørensen Vedels fra 1575, var med til at stimulere interessen for dansk historie i 1500-tallet, ikke mindst i adelskredse. Denne udgave er illustreret med kongeportrætter fra fire adelshåndskrifter på Det Kongelige Bibliotek.

Teksten er et uændret optryk fra hardbackudgaven fra 2006. Den ledsages af Karsten Friis-Jensens præsentation af Saxo fra 2000, en nyskrevet indledning af oversætteren og et ligeledes nyskrevet efterord af Lars Boje Mortensen.

København, august 2015 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Christian Gorm Tortzen, formand Uffe Andreasen · Anne Mette Hansen · Henrik Galberg Jacobsen · Jesper Gehlert ­Nielsen · Sebastian Olden-Jørgensen Karen Skovgaard-Petersen, direktør 7

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 7

11/09/15 14.23

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 8

11/09/15 14.23

OM SA XO OG HANS VÆRK

K

Af Karsten Friis-Jensen

onfronteret med et storværk som Saxos Danmarkshistorie er det en naturlig reaktion at ville vide noget om dets forfatter. Men mens Saxo har været

meget rundhåndet med oplysninger om sit værks bestiller, ærkebiskop Absalon, siger han næsten intet om sig selv, og der er også kun få og usikre udsagn om

Saxo fra samtiden og den umiddelbare eftertid. 1800-tallets og 1900-tallets forskere har

draget ret forskellige konklusioner af dette materiale. Her skal gives en sammenfatning af hvad der vistnok er almindelig enighed om i nutidens Saxo-forskning, både hvad angår Saxos person og de store linjer i hans værk.

Saxo var medlem af en hirdmandsslægt, mænd der havde tjent kongen som krigere i flere generationer, og dermed sandsynligvis en jordbesiddende familie, hvad der passer godt med Saxos aristokratiske grundholdning. Saxo har dog brudt med militærtraditionen ved at gennemgå en grundig boglig uddannelse, der formodentlig blev afsluttet med et længere udlandsophold ved et lærdomscenter i Nordfrankrig. Her har han lært at værdsætte tidens litterære modestrømning, begejstringen for de antikke romerske forfattere og den græsk-romerske hedenskabs etik og lærdom. Man taler ligefrem lidt flot om en »1100-tallets renæssance«. Ærkebiskop Absalon knyttede den veluddannede unge mand til sit hof i Lund som sekretær. Formodentlig har han også skaffet Saxo indtægterne fra et præsteembede, et kanonikat, ved Lunds domkirke. Saxo har altså nok været gejstlig, men verdensgejstlig, ikke munk. Kannikkerne ved Lunds domkirke var omkring 1200 ret verdsligt orienterede, de boede formodentlig i deres egne huse i byen, og nogle havde kone og børn. Saxos åbenbare interesse for krig, politik og kærlighed har ikke nødvendigvis været påfaldende i dette miljø. Vi skal også tænke på at kongsgården i Lund ofte husede kongens omrejsende hof, der omfattede en broget skare af hirdmænd, sekretærer og kapellaner.

Så vidt vi kan se var Saxo allerede godt i gang med at skrive sit historieværk omkring 1190, og han har afsluttet det engang efter 1208. Absalon døde allerede i 1201, og Saxo dedicerede værket til Absalons efterfølger og slægtning, ærkebiskop Anders Sunesøn, og til kong Valdemar 2. Sejr, der kom på tronen i 1202. Dermed falder Saxos litteræ9

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 9

11/09/15 14.23

Om Saxo og hans værk

re virksomhed i en politisk set bevæget periode. Først med Valdemar 1. den Stores enekongedømme i 1157 og de følgende årtiers nedkæmpning af de vendiske sørøvere genvandt Danmark sin politiske betydning i Nordeuropa. Valdemar 1. sikrede sig kirkens vigtige støtte ved bl.a. at befordre sin barndomsven Absalon til biskop af Roskilde, og siden til ærkebiskop af Lund. Valdemar 1.s sønner Knud 6. og Valdemar 2. fortsatte faderens samarbejde med kirken og hans ekspansive udenrigspolitik. Ambitioner om indflydelse i Norge bliver opgivet til fordel for ekspansion i Baltikum, i konkurrence med tyske interesser.

Saxos særlige opgave ved ærkebiskoppens hof blev at skrive en Danmarkshistorie der slog fast at landet ved sin glorværdige historie og sin gamle kongeslægt var et fuldgyldigt medlem af kredsen af civiliserede vesteuropæiske fyrstedømmer. Konkret skulle det bl.a. demonstreres ved at selve værket repræsenterede tidens fornemste internationale sprogkunst og litterære dannelse. Allerede Saxos samtidige, historieskriveren Sven Aggesøn, taler om Saxos elegante latinske stil. Og et par generationer senere optræder han med tilnavnet Grammaticus, »sprogmesteren«. Middelalderens latinske historieværker var normalt affattet på prosa, og det er Saxos Danmarkshistorie også, for størstedelens vedkommende. Saxos antikbegejstring gav sig udslag i at han studerede udvalgte romerske prosaforfatteres udtryksmåde og fortælleteknik meget grundigt og så gav sig til at skrive ligesådan selv. Saxos forbilleder er ikke de guldalderforfattere der nu til dags er højest i kurs, som Cicero eller Cæsar, men den tidlige kejsertids, sølvalderens, forfattere, som middelalderen satte stor pris på. Saxo elsker især Valerius Maximus, Curtius Rufus og Justinus, der skrev henholdsvis en samling af historiske småfortællinger med moralsk pointe, en monografi om Alexander den Store og en verdenshistorie. Deres stof var broget, men deres sproglige idealer lignede hinanden: et udsøgt ordvalg med mange usædvanlige gloser kombineret med en retorisk tilspidset fremstillingsform domineret af forholdsvis korte sætninger.

Men den nordiske fortælletradition Saxo hentede stof fra, omfattede også mange digte, og nogle af disse digte besluttede Saxo sig for at tage med i latinsk oversættelse.

Saxos digte er også sproglige virtuosnumre. Han anvender fireogtyve forskellige antikke versmål, der var langt mere krævende at skrive end den mere almindelige middelalderlige versform præget af regelmæssige stavelsestryk og rim. Saxo efterligner ikke kun den antikke versform, han har læst og tilegnet sig de romerske digteres særlige poetiske sprog, med Vergil og Horats som favoritterne.

10

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 10

11/09/15 14.23

Om Saxo og hans værk

Hele denne virtuose sprogkunst i prosa og poesi kunne man vælge at betragte som ren overflade. Det har da også været hovedtendensen i 1800- og 1900-tallets Saxoforskning at man med fordel kunne skrælle denne lidt for ordrige latinske skal af og dermed nå ind til den ‘rigtige’ – danske eller nordiske – Saxo. Det er jo uimodsigeligt at Saxo udnytter dansk og nordisk fortællestof i meget stort omfang. Men det fornyede arbejde med Saxos latinske original, som Franz Blatts Saxo-ordbog fra 1957 gav inspiration til, har som gennemgående tema at Saxo forholder sig selvstændigt til traditionsstoffet og ofte har skabt en syntese af det nordiske stof og elementer fra den antikke tradition. Hermed bliver det klassiske en integreret del af Saxos værk, som ikke lader sig skrælle væk uden at helheden lider skade.

Saxos stofmæssigt rige værk falder i to dele, den hedenske periode og tiden efter at kristendommen er nået til Danmark. Meget tyder på at det mundtligt overleverede stof har størst betydning for den hedenske tid, mens Saxo i langt højere grad har udnyttet skriftlige kilder, især middelalderlatinske historieværker, i den senere del. Men alt hvad Saxo bruger, giver han sit selvstændige præg for at fremme værkets hovedformål.

Saxos ambition om at tilbagedatere Danmarks første konger til en fjern fortid mere end tyve generationer før Kristi fødsel har tvunget ham til at økonomisere med stoffet og inkludere de mytiske fortællinger om de gamle hedenske guder og helte i sin kronologisk fremadskridende beretning. I Saxos tolkning var de hedenske guder egentlig mennesker, dog ofte med visse dæmoniske kræfter. Meget taler for at Saxos idé med den lange række af hedenske konger var at gøre det danske monarki lige så gammelt og glorværdigt som det romerske rige og hævde Danmarks selvstændighed fra hedenold. Den politiske hovedmodstander på Saxos tid var jo det tysk-romerske kejserrige, som selv hævdede at repræsentere kontinuiteten fra det antikke Romerrige, via Karl den Stores frankiske imperium. Derfor gav det aktuel politisk mening at lave en historisk konstruktion som Saxos.

Også kirkehistorien havde en romersk dimension for Saxo og hans samtidige.

Kristendommen var det senantikke romerske imperiums statsreligion, og paven i Rom repræsenterede kontinuiteten tilbage til den første pave, apostlen Peter. Men Danmark var i de første mange år af sin tid som kristen nation underlagt det tyske ærkebispedømme i Hamborg-Bremen. Med oprettelsen af det første nordiske ærkebispedømme i Lund i 1104 vinder Danmark endelig sin frihed også i kirkelig henseende, og det fejrer Saxo med veltalende fanfarer i sit værk.

11

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 11

11/09/15 14.23

Om Saxo og hans værk

I middelalderen fik Saxos værk ikke den udbredelse i udlandet som han og Absalon sikkert havde drømt om. Derimod blev det afskrevet og læst i Danmark. Et vidnesbyrd både om Saxos fortsatte popularitet og om vanskelighederne ved at læse ham er den forkortede og simplificerede udgave, Saxokompendiet, der blev forfattet omkring 1345, og som vandt udbredelse både på latin og i oversættelser til plattysk. Et Saxohåndskrift nåede også til Hamborg. Dér skrev en kannik ved domkirken, Albert Krantz, omkring 1500 de nordiske kongerigers historie, og han indflettede lange citater og parafraser fra sit Saxohåndskrift. Saxo blev først europæisk berømt da Christiern Pedersen i 1514 foranstaltede en trykt udgave af hans Danmarkshistorie hos en bekendt parisisk bogtrykker.

Christiern Pedersen havde tilsyneladende stort besvær med at få lov til at låne et godt gammelt Saxohåndskrift som forlæg for sin udgave. Da først den trykte udgave forelå, ser det dog ud til at man ikke længere har interesseret sig for håndskrifterne, der jo var langt mere besværlige at læse. I hvert fald er kun stumper af middelalderlige Saxohåndskrifter bevaret, heriblandt mærkværdigvis otte små sider af Saxos egen kladde til værket.

Vores eneste komplette tekstgrundlag for Saxos latinske værk er derfor pariserudgaven fra 1514. Selv om Christiern Pedersens forlæg var et håndskrift af god kvalitet, indeholdt det som alle håndskrifter skrivefejl, og ved trykningen er der indkommet ­yderligere læse- og sættefejl. Det er en tekstudgivers opgave at fjerne disse fejl, så den tekstkritiske udgave kommer så nær Saxos ordlyd som muligt. Her er de middelalderlige håndskriftfragmenter af stor betydning, og ligeledes den indirekte teksttradition, Saxo­ kom­pen­diet og Albert Krantz. Andre fejl kan rettes fordi udgiveren kan sammenligne mærkelige formuleringer med hvad Saxo selv skriver andre steder, og med hans klassiske forbilleders skrivemåde. Hele denne møjsommelige fejlretningsproces begyndte allerede i 1600-tallet med Steffen Hansen Stephanius’ Saxoudgave. Sidenhen har generationer af latin-filologer givet deres bidrag.

Nærværende oversættelse er baseret på den nye tekstkritiske udgave fra 2005, der har afløst Jørgen Olriks og Hans Ræders udgave fra 1931.

12

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 12

11/09/15 14.23

OVERSÆTTERENS INDLEDNING

2

014 var et stort jubilæumsår. Blandt de mange jubilæer i det år var Saxos 500 årsjubilæum som trykt bog. I 1514 lykkedes det den lærde danske kannik

Christiern Pedersen at få hele det store værk trykt hos den parisiske bogtrykker

Jodocus Badius Ascensius.

Bogen kom på det helt rigtige tidspunkt – netop i de år hvor renæssancehumanismen med dens begejstring for antikken og de græsk-romerske klassikere for alvor fik fodfæste nord for Alperne og efterhånden også i Norden. En middelalderlig danmarkshistorie, skrevet på formfuldendt klassisk latin, var en øjenåbner for det lærde Europa, og et trumfkort for Danmark. Det er velkendt at Erasmus af Rotterdam i sin dialog Ciceronianus (1528) roste værket i høje toner. Han priste Saxos intelligens, ordforråd og formuleringsevne, og udtrykte sin store forundring over »hvor en dansker på den tid har skaffet sig så stor en veltalenhed.« Som formuleringen antyder, var anerkendelsen fra den store verden tiltrængt.

I dag kan det forekomme uforståeligt at en sagnhistorie som den vi møder hos Saxo, kan have reel betydning for et lands internationale anseelse. Men sådan forholdt det sig. Den svenske biskop Johannes Magnus’ sverigeshistorie, der udkom i 1554, var et direkte svar på Saxo med en endnu længere kongerække og med hadske udfald mod danskerne. Danskerne reagerede på højeste politiske plan. Et svar blev udsendt i huj og hast, og der blev bestilt mere historieskrivning – og hermed skabtes den kappestrid der kom til at dominere nordisk historieskrivning i flere hundrede år frem.

Historien blev et centralt tema i Danmarks officielle politik og propaganda. Det helt store prestigeprojekt var Kronborgtapeterne fra 1580’erne, der præsenterede hele Saxos kongerække frem til Frederik 2. og hans arving, sønnen Christian (4.), 100 konger fordelt over 40 næsten 4 m høje gobeliner. I samme periode ser vi en fornyet interesse for kongegrave. Under Frederik 2. blev forfædrenes grave bl.a. i Roskilde, Ringsted og Ribe dokumenteret, istandsat og synliggjort som monumenter over kongerækken og riget.

Som et led i den samme bevægelse udkom i 1575 den første danske oversættelse af Saxo. Saxos egen tekst er én lang løbende fortælling, men oversætteren, Anders Søren13

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 13

11/09/15 14.23

Oversætterens indledning

sen Vedel, satte fokus på kongerækken ved at inddele teksten i afsnit efter kongerne og give hver konge et nummer så man i den afsluttende oversigt kunne konstatere at Frederik 2. var konge nr. 98 i den lange række fra kong Dan.

Vedel fremhæver selv i sin indledning at oversættelsen er udsprunget af det historisk interesserede adelsmiljø ved hoffet, hvor han selv var slotspræst i København. Der er ingen tvivl om at oversættelsen i høj grad var tiltænkt et adeligt publikum. Og der er heller ingen tvivl om at de adelige tog imod den. På Det Kongelige Bibliotek i København ligger den dag i dag en række håndskrifter fra adelsmiljøet med fantasiportrætter af alle de danske konger og en kort karakteriserende tekst om hver.

Det er portrætter fra fire af disse håndskrifter der er brugt som illustrationer her i bogen. De fire håndskrifter har signaturerne GKS 812 fol., GKS 2427 4to, Thott 795 fol. og Thott 797 fol. Særlig interessant er GKS 2427 fordi i hvert fald en del af portrætterne er reproduktioner af Kronborgtapeterne. Af tilskrifter fremgår det at de alle har tilhørt adelige, fx har Thott 797 tilhørt den lærde adelsdame Anne Krabbe (1552-1618) og GKS 812 den store kriger Hak Holgersen Ulfstand, der en overgang var den umyndige Christian 4.s hofmester.

Vedels oversættelse blev en klassiker, der holdt i næsten 200 år. Først i 1753 kom den næste fuldstændige oversættelse, der skyldtes en ung, ellers ukendt student ved navn Sejer Schousbølle. Schousbølles oversættelse har været latterliggjort på grund af sit stilige Holberg-sprog, men er reelt langt bedre end sit rygte. Denne gang gik der dog kun et halvt århundrede inden den næste dukkede op. Og her er der tale om en klassiker blandt danske oversættelser: Grundtvigs Saxo (1818-22). Med Grundtvig fik vi romantikkens og nationalismens oversættelse, der med sit medrivende og yderst personlige sprog skulle vække fædrelandsbegejstring hos sine læsere. Winkel Horn (1898) forsøgte at finde tilbage til tekstens norrøne rødder. Dog mere i digtene end prosaen, hvor han holder han sig tæt til originalen uden de store stilistiske ambitioner. Dem finder man til gengæld hos Jørgen Olrik (1908-12), der gengav Saxo i et gennemført middelalder-pastichesprog. Olriks oversættelse er en stor præstation, men næsten ulæselig i dag.

Efter tre oversættelser på 90 år gik der 90 år før Saxo igen blev oversat i sin helhed med oversættelsen her i bogen (2000). Men at behovet var til stede, ses af at der udkom hele to fuldstændige gendigtninger ud fra de eksisterende oversættelser ved hhv. Mogens Boisen (1985) og Helle Stangerup (1999), begge primært bygget på Winkel Horns oversættelse.

14

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 14

11/09/15 14.23

Oversætterens indledning

Deres store forskellighed til trods bygger såvel Grundtvig som Winkel Horn og Olrik på samme grundlæggende opfattelse af Saxos værk som en dansk eller nordisk tekst.

Olriks oversættelse udkom ligefrem under titlen Sakses Danesaga. Oversættelsen skulle ses som den saga Saxo ville have skrevet hvis han havde skrevet på sit modersmål. Latinen var for dem alle tre en slags fernis man skulle fjerne for at finde ind til den egentlige Saxo, eller altså Sakse.

På det punkt har opfattelsen af Saxo ændret sig radikalt. I dag er det naturligt at betragte hans historie som et latinsk værk i egen ret. I dag ser vi det ikke som en fejl, men som et centralt element i Saxos projekt at han støbte nordisk fortællestof og nordisk historie ind i latinsk sprog, latinsk retorik og latinske genrer. Og det er ud fra det syn på Saxo at denne oversættelse er skrevet.

Oversættelsen blev til i tæt parløb med Karsten Friis-Jensen. Den bygger på hans nye tekstkritiske udgave af den latinske tekst, der udkom i 2005, men var undervejs længe inden. Og den er dybt præget af hans forskning. Karsten Friis-Jensen, der døde alt for tidligt i 2012, nåede i løbet af sin livslange beskæftigelse med Saxo frem til en overbevisende tolkning af værket som en bevidst parallel til Romerrigets historie. Kompositionen med de 16 bøger følger Romerriget i fire grupper a fire bøger. Anden fjerdedel begynder med en henvisning til den første romerske kejser, Augustus, tredje fjerdedel begynder under Karl den Store, der genskabte kejserriget, og sidste fjerdedel handler på sin vis om Danmarks løsrivelse fra kejserriget. Sådan bliver Saxos Danmarkshistorie, fra Dan og Angel (vores Romulus og Remus) til Saxos egen tid, lige så lang og glorværdig som Romerrigets historie.

I det perspektiv er de mange digte i den første halvdel af værket ikke forvanskninger af danske digte, men latinske digte der fungerer som vores paralleller til Vergils og Horats’ romerske mesterværker. Det er en pointe at de er på latin. Og på samme måde er det en pointe at Saxo skriver i samme retoriske stil som de romerske historikere.

En nutidig oversættelse skal derfor ske på latinens præmisser. Det betyder at digtene er gengivet i originalens versemål – heksametre og elegiske distika i den form der har vundet hævd på dansk, de øvrige i lignende modificerede former af egen tilvirkning. Og tilsvarende har jeg forsøgt at gengive, eller i det mindste afspejle, den gennemført retoriske stil. Men det er ikke så ligetil. For det første er nutidigt dansk slet ikke i besiddelse af et instrumentarium som det Saxo kan benytte sig af på latin. For det andet har smagen ændret sig. Hvad der i Saxos samtid var formfuldendt og elegant, kan af nutidige læsere 15

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 15

11/09/15 14.23

Oversætterens indledning

nemt blive opfattet som overlæsset eller ligefrem smagløst. Nutidens dansk er, hvad det stilistiske angår, et langt mere blufærdigt sprog end kejsertidens og det 12. århundredes latin. Der skal mindre til for at skabe en højstemt tone. Derfor skal der en vis nedtoning til for at komme i nærheden af originalens virkning. Og hvis man er nødt til at vælge, er det vigtigere at ramme tekstens virkning end dens virkemidler.

Visse af de retoriske figurer Saxo benytter sig af, kan faktisk med held gengives også på nutidigt dansk. Det gælder fx i vidt omfang hans yndlingsfigur, parallelismen.

Ordspillene, som Saxo er en stor ynder af, kan selvsagt være uoversættelige, men her er det tilladeligt at gøre visse krumspring for at konstruere noget tilsvarende. På andre punkter må man opgive at gengive den konkrete form og forsøge at erstatte den med noget der kan give en lignende virkning på dansk. Generelt har jeg forsøgt, især på de tilspidsede punkter i handlingen, hvor Saxos egen retoriske intensitet stiger, at give oversættelsen en tone der om ikke gengiver, så i det mindste afspejler originalens stil. Et vigtigt virkemiddel hertil har været en udtalt brug af rytmisk prosa. Forhåbentlig er det lykkedes at finde en middelvej der på én gang lader læseren ane Saxos ambitiøse stil og følger traditionen for læselige Saxo-oversættelser.

Et konkret problem udgør de mange omskrivninger Saxo betjener sig af. Hans sproglige purisme medfører at specifikke begreber fra hans samtid omskrives til ord med hjemmel i den klassiske romerske litteratur. Det normale latinske ord for biskop, episcopus, er ikke klassisk og bliver derfor hos Saxo erstattet af romerske præstebetegnelser som antistes og pontifex. I disse tilfælde er der ingen tvivl om tolkningen, og jeg oversætter derfor antistes og pontifex med »biskop«.

Men ofte kan det være særdeles vanskeligt at afgøre om et udtryk hos Saxo dækker over en specifik teknisk betegnelse, og hvilken. En konkret tolkning indebærer en nærliggende risiko for at tolke forkert, eller at blive for præcis hvor Saxo er bevidst upræcis. I sådanne tilfælde har jeg ofte afstået fra at tolke og i stedet oversat Saxos ord nogenlunde i deres almene betydning, så det er muligt for læseren selv at foretage tolkningen.

Et eksempel er ordet expeditio, der kan være den tekniske betegnelse for »leding«, men grundlæggende bare betyder »felttog« el.lign. Her har jeg i de fleste tilfælde holdt mig til almene udtryk som »felttog« eller »togt«.

Et andet eksempel er ordet pirata (»sørøver«), der som oftest i forbindelse med Saxo oversættes med »viking«. Her er problemet at »viking« på nutidigt dansk er et specifikt nordisk begreb, med positive undertoner, mens Saxo bruger pirata uden romantiske 16

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 16

11/09/15 14.23

Oversætterens indledning

eller nationale undertoner, fx også om russere og vendere. For Saxo er pirata et neutralt udtryk for en søkriger på plyndringstogt. (Og et plyndringstogt er kun et negativt begreb hvis det går ud over »os«). Jeg har derfor valgt i stort set alle tilfælde at oversætte pirata med »sørøver«, eftersom det er den klassiske betydning. I enkelte tilfælde hvor »sørøver« ville lede en nutidig læser helt på vildspor, har jeg søgt tilflugt i ordet »(sø)kriger«.

En lidt anden strategi har jeg grebet til når det drejer sig om de antikke gudenavne.

Når Saxo bruger navne som Mars, Pluto eller Proserpina, ligger der formodentlig nordiske gudenavne bag (den slags navne optræder oftest i digtene, som meget vel kan bygge på konkrete folkesproglige forlæg). Men her har jeg hverken ønsket at gætte på et nordisk navn eller at gengive de klassiske, romerske navne, der er bundet til originalens latinske sprogdragt. Løsningen er blevet omskrivninger som »krigsguden« og »dødsguden«.

I tilfælde som de nævnte har Saxos klassicisme den virkning at det specifikke, fx det specifikt danske eller nordiske, bliver almengjort. Og den virkning vil man altså i et vist omfang se gengivet i oversættelsen. Men det hverken kan eller skal gennemføres konsekvent. En Saxo-oversættelse hvor man aldrig brugte fx ordet »biskop«, ville ikke være læselig.

Hvad det nordiske navnestof angår, har jeg tilstræbt at anvende former der både lyder naturlige i nutidige ører og er filologisk forsvarlige, og samtidig er der taget skyldigt hensyn til hvad der er tradition for at kalde de omtalte personer.

Både nordiske og fremmede stednavne er i almindelighed gengivet i den moderne form hvis stedet er entydigt identificerbart. Hvor der er usikkerhed, eller hvor Saxo anvender et navn der adskiller sig væsentligt fra det nuværende, har jeg gengivet Saxos navneform i en skikkelse der er anvendelig på dansk, fx Julin for Julinum (Wollin = Jomsborg) og Gudagerfloden for Gudacra Amnis (Warnow). I den slags tilfælde vil den moderne form være oplyst i navneregisteret. Stednavne i skånelandene, som det ville være anakronistisk at gengive i deres nuværende (svenske) form, er gengivet i fordanskede former, byggende på Saxos latinske.

Litteratur: Karsten Friis-Jensen, »Middelalderens Danmark og det romerske imperium,« Otto Steen Due og Jacob Isager, red. Imperium Romanum. Realitet, idé, ideal. 1993, bd. 2, 187-203.

Ulrik Reindel, Kronborgtapeterne. Pragt og propaganda på Frederik II’s tid, 2009.

Peter Zeeberg, »En stadig proces. Latinske klassikere i oversættelse.« Om fortidens fremtid - Forsvarstaler for det klassiske, red. Brian Andreasen. Århus 2003, 241-60.

17

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 17

11/09/15 14.23

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 18

11/09/15 14.23

EFTERORD

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 865

11/09/15 14.34

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 866

11/09/15 14.34

NYE LÆSNINGER AF SA XOS DANMARKSHISTORIE

S

Af Lars Boje Mortensen

axo tilhørte den landbesiddende krigeroverklasse, om end ikke den absolutte og fåtallige stormandselite som sin overordnede, ærkebiskop Absalon (d. 1201). En

langvarig uddannelse var et privilegium for enkelte medlemmer af krigerklassen, og i Saxos tilfælde må den have omfattet et længere studieophold ved skoler og

hoffer i Nordfrankrig, formentlig med forbindelser til Reims, som vi senere skal se. Hjemvendt til Danmark blev han kannik ved ærkebispesædet i Lund, en indflydelsesrig og vel-

bjerget position, som bl.a. involverede kirkelig administration og hoftjeneste under Absalon, men altså også, som en særlig opgave, at skrive Danmarkshistorien. Man siger normalt, som Saxo selv skriver i forordet, at Absalon pålagde ham opgaven, men med den energi og det

niveau Saxo lagde for dagen, er det svært at forestille sig at han ikke selv har været med til at udforme idéen, ja, måske endda ligefrem selv har undfanget den i samtaler med Absalon og andre. Man kan tænke på den samme dynamik mellem værk, forfatter og velgører som

rammende er beskrevet i Chrétien af Troyes tilfælde (Saxos samtidige, skaberen af Ar­thur-

versromanerne): Det var ikke mæcener som skabte romaner, det var romaner som skabte mæcener.

Saxos storværk må have taget ca. 20-25 år at fuldende, eftersom vi ved at han arbejdede på det allerede omkring 1185/1190, og at det blev afsluttet 1208 eller ganske kort efter. Arbejdet strakte sig altså over to eller måske endda tre kongers regeringstid, nemlig Valdemar den Store, 1157-82, og hans to sønner Knud 6., 1182-1202, og Valdemar Sejr, 1202-41. Heldigvis for sammenhængen i Saxos arbejde tilhørte kongerne altså samme dynasti og tilmed et dynasti uden internt fjendskab, hvilket ellers ville have gjort den nærmeste fortid vanskelig at forholde sig til. Samme gunstige forhold gjaldt relationen mellem værkets beskytter, Absalon, og hans efterfølger Anders Sunesen (ærkebiskop 1201 – ca. 1222).

Arbejdet resulterede både med hensyn til omfang og kvalitet i et værk på det højeste niveau blandt samtidens latinske krøniker i Europa – men det skilte sig især ud ved at lægge meget stor vægt på oldtidshistorien, eller ‘sagnhistorien’ som man i nyere tid 867

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 867

11/09/15 14.34

Efterord

gjorde til standardbetegnelsen for de første otte bøger. Disse otte bøger udgør ganske vist ikke halvdelen af de samlede seksten, men snarere omkring en tredjedel, da den centrale 14. bog med fokus på Valdemar, borgerkrigene og Absalon og vendertogene optager en hel tredjedel i sig selv. Alligevel er det bemærkelsesværdigt i europæisk sammenhæng at Saxo udfoldede beretningerne om det førkristne Danmark så meget, som han gjorde.

Strukturen, fortællestilen, og de samlende temaer i værket er præsenteret i indledningen og skal ikke nærmere karakteriseres her, men helt overordnet er man i forskningen enige om at se Gesta Danorum som både et stykke anti-kejserlig litteratur og som et sprænglærd kulturelt monument. Der hersker heller ingen tvivl om forfatterens sym- og antipatier med personligheder og grupperinger i 1100-tallets elite, og alt hvad det indebærer for Saxos overordnede opfattelse af rigets samtid og fortid. Men det betyder ikke at nutidens fortolkninger af et så rigt værk er entydige. Som vi skal se, kan Saxo læses på mange måder med vægten lagt højst forskellige steder.

I den seneste verdenslitteraturhistorie udgivet på dansk i 1985 blev Saxolæsningen ellers officielt aflivet: ”I dag kan man ikke læse Saxo længere” hed det, suppleret med en bemærkning om at Hamlethistorien samt andre småbidder stadig kunne anbefales. Litteraturhistorikerne havde her ikke blot glemt at tænke på historikerne – som selvfølgelig blev ved med at studere Gesta Danorum – men også på hvor utrolig dårligt den danske middelalders hovedværk på det tidspunkt blev betjent af oversættelser der var næsten hundrede år gamle – og var blevet ret ulæselige (Winkel Horn 1898 og Olrik 1908-12). Profetien blev da også gjort eftertrykkeligt til skamme 15 år senere, da Peter Zeebergs på én gang forskningsbaserede, originaltro og meget flydende oversættelse i 2000 udkom til glæde for læsere af alle slags. I 2005 blev effekten forstærket ved at oversættelsen blev udsendt sammen med Karsten Friis-Jensens nye kritiske udgave af den latinske originaltekst – som Zeebergs oversættelse allerede hvilede på, idet der havde været et tæt samarbejde mellem oversætter og udgiver i 1990’erne. Anmeldelser og salgstal samt referencer og citater i forskningslitteraturen og andetsteds taler deres entydige sprog: Saxo har flere læsere end nogensinde før, ja, man kunne næsten være fristet til at gætte på at der i hvert fald har været flere Saxo-læsere i de sidste 15 år end i de knap 800 år mellem værkets offentliggørelse og 2000 tilsammen – og hertil skal nu også lægges den effekt som den i dette år udkomne første samlede engelske oversættelse ved Peter Fisher vil få internationalt. Når oversættelsen nu genudsendes i nyt udstyr, er der også mulighed for at bedømme dens (og tekstudgavens) første virkningshistorie: Hvilke nye tendenser 868

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 868

11/09/15 14.34

Efterord

finder vi i Saxoforskningen siden oversættelsen i 2000 og tekstudgaven i 2005 blev de naturlige referencepunkter? Det følgende er langtfra nogen systematisk oversigt og fokuserer naturligt nok på nordiske forskere som har haft glæde af Zeebergs oversættelse. De nye læsninger af Saxo falder dog ret klart i to hovedgrupper, en historisk og en litterær.

HISTORIKEREN SA XO Den centrale guide til nye historiske læsninger af Gesta Danorum er artikelsamlingen Saxo og hans samtid fra 2012. Her opridser Anders Leegaard Knudsen hvorfor Saxos ‘historiske’ bøger (9-16) og især hans samtidshistorie (14-16) blev mødt med dyb skepsis, støttet af den hyperkritiske holdning til alle middelalderkrøniker som var vokset frem i historiefaget i det meste af Europa i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Saxo var afsløret som en manipulator, og historikeren skulle søge andre kilder til 1000- og 1100-tallets danske historie. I parentes bemærket afholdt det dog ikke historikerne fra både i valget af forskningsemner og i mere populære fremstillinger at lade sig lede af de store linjer i Saxos fortælling, at have den samme helt (Absalon) og at befolke den politiske historie med stort set de samme figurer og konflikter. Der var ganske enkelt ikke noget alternativ til Saxo og dermed ingen mulighed for at se historien fra en anden bis­ kops eller stormands synspunkt.

Det tog indtil flere generationsskifter i dansk middelalderhistorieforskning at komme fri fra den automatiske stempling af Saxo som en generelt ‘dårlig’ historiker. Det betød også at der ikke var megen plads til at overveje om der måske var noget Saxo havde gjort godt? En vis åbning blev givet i den mentalitetshistoriske tilgang fra 1980’erne og frem, hvor man i det mindste kunne analysere Saxos ideer om fædreland, kristendommens betydning, historiens forløb m.m. – og det betød også at interessen for sammenhængen mellem den ‘sagnhistoriske’ og den historiske del endelig blev et tema i forskningen. Saxos historiske vision skulle læses ud af helheden, hvilket også blev bekræftet af litterære studier, bl.a. af Karsten Friis-Jensen. I 1980’erne og 1990’erne voksede interessen for korstogshistorie, og dermed blev Saxos brede samtidsfortællinger om krigsførelsen i Baltikum aktuelle på nye måder. Det medførte en delvis mere positiv vurdering af Gesta Danorum som berettende kilde i klassisk forstand – og som en vigtig kilde til kortogsideologi. Men det var først med Michael Geltings artikel om ‘Saxo in the Archives – Part 869

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 869

11/09/15 14.34

Efterord

one’ (2012) at Saxo blev rost som historiker for noget så centralt som at have brugt det bedste arkiv, og at klassiske historiske dyder som gennemarbejdede beretninger og systematiske arbejdsmetoder faktisk var at finde i Saxos historiske bøger.

Saxo og hans samtid ligger udtrykkeligt i forlængelse af dette ønske om at opgradere Saxo ‘som kilde’. Men ‘kilde’ skal her forstås på en anden måde end begrebet blev forstået da det blev indført i anden halvdel af 1800-tallet. Her blev en kilde opfattet som noget der gav en direkte, gennemsigtig reference til konkrete personer, steder, begivenheder og (politiske) handlingsmotiver. I dag læses Saxo som et udtryk for en bestemt herskende måde at opfatte og beskrive sociale relationer på. Denne metode kaldes undertiden ‘diskursanalyse’, men uanset hvilken betegnelse man foretrækker, er tilgangen stærkt inspireret af en bestemt type sociologi (ikke mindst den franske sociolog og antropolog Pierre Bourdieu), af retshistorie og af de grundlæggende erkendelser der er fulgt i kølvandet på ‘den sproglige vending’, dvs. den indsigt at sproget ikke må opfattes som et ‘spejl’ af den egentlige (ikke-sproglige) verden, men at både den menneskelige verden (herunder historien) og vores evne til at forstå den i gennemgribende forstand er sproglig.

For at forstå hvordan det konkret spiller ind på den nyere Saxoforskning, kan man fx placere den som en slags midterposition imellem traditionel kildekritik og mentalitetshistorie.

Til forskel fra mentalitetshistorien, som koncentrerede sig om personen Saxos samlede ‘billede’ eller ‘vision’ af historien, så forsøger nyere Saxo-forskning at indkredse hans værdier og sociale begrebsapparat. Baggrunden for det er den rimelige overbevisning at Saxo repræsenterer andet end sig selv, at han giver udtryk for en større elites værdier og dens måde at tale om disse værdier på (dvs. elitens diskurs). Et andet vigtigt udgangspunkt er den ‘antropologiske vending’ i historiefaget (og i retshistorien) hvor man fokuserer mere på forståelsen af værdier, sociale relationer og hvordan de bliver beskrevet, end på rekonstruktion og genfortælling af politiske begivenheder. Det betyder ikke at den politiske historie, som den traditionelle kildekritik fokuserede så meget på, er blevet irrelevant, men snarere at den allerede med stor succes er blevet rekonstrueret og ofte genfortalt. De nye tilgange til Saxo er fuldt ud bevidste om at Saxo ikke nødvendigvis giver en ‘korrekt’ beskrivelse af en given festlig og højtidelig sammenkomst, men til gengæld er de opmærksomme på hans stærke vidnesbyrd om hvornår en sådan højtidelig sammenkomst og dens hellige rituelle handlinger skal opfattes som ægte, og hvornår de ifølge ham må være falske. Her taler Saxo ikke bare for sig selv, men for hele sin samfundsgruppe – den 870

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 870

11/09/15 14.34

Efterord

gruppe som i det store hele havde magten til at definere hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert når det gjaldt forskellige religiøse, retlige og sociale spørgsmål. Ligeledes giver hans fremstilling af militære forhold værdifulde oplysninger om teknologi og strategi på det generelle plan, om end man ikke kan finde den ‘perfekte’ beskrivelse af et bestemt slag eller togt. Endelig er Saxos geografiske viden meget imponerende og i øvrigt tilpasset det (anti)-romerske budskab på en sofistikeret måde.

Det er karakteristisk at alle disse nye tilgange har taget begrebet ‘elite’ til sig. Eliten ses som en homogen gruppe, om end i konstant indre konflikt, i modsætning til tidligere tiders abstrakte aktører som ‘kirken’, ‘kongemagten’ og ‘aristokratiet’. Dette nye fokus for forskningen gør med rette Saxo (og mange andre middelalderlige historikere) til en uudnyttet ‘god kilde’.

Når interessen på den måde samler sig om generelle fænomener i det samfund som Saxo var en del af, bliver betydningen af den ‘sproglige vending’ også klarere. Og hvis moral, ritualer, geografi, ret og andre sociale bånd bliver til historiens substans, påkalder det sprog Saxo bruger til at beskrive dem, sig desto større opmærksomhed. Når Saxo taler om abstrakte sociale, moralske og religiøse begreber som beneficia (’tjenester’ m.m.), virtus (’karakterstyrke’ m.m.), natura (’natur’), religio (’gudsfrygt’), leges (’love’), ingenium (’talent’), animus (’mod’ m.m.), miraculum (’mirakel’) osv., udtrykker han den centrale elites forståelse af disse begreber. Det er muligt at Saxo i sin store fortælling udfolder dem mere end det var normalt i datidens Danmark, men det bør ses mere som en udvidelse og uddybning end som en afvigelse. Spørgsmålet om Saxos latin og dens status og betydning vil blive berørt nedenfor, men det er klart at Zeebergs oversættelse samt den dobbeltsprogede udgave fra 2005 i meget betydeligt omfang har lettet adgangen til Saxo i forskningen. Diskussioner af betydningsnuancer samt hurtig identifikation af de relevante originalpassager i forbindelse med benyttelse af en præcis oversættelse kommer forskningen til gode i rigt mål. Det ville være umuligt i dette omfang og med denne kvalitet hvis man stadig skulle have benyttet de tidligere udgaver og oversættelser.

Hvad refererer begreber som de ovennævnte til? De henviser jo ikke til en fysisk verden i tid og rum, sådan som referencer til personer, steder og begivenheder i traditionel forstand gør. De opfører sig snarere som moderne abstrakte størrelser som ‘demokrati’, ‘samfund’, ‘terror’, ‘rigdom’, ‘økonomi’, ‘anstændighed’, ‘udvikling’, ‘kønsroller’ osv. – begreber der både henviser til noget, men også er en slags mentale fænomener eller kræfter i sig selv: De er uundværlige elementer i vores mentale og socialt-sproglige liv. Og når man 871

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 871

11/09/15 14.34

Efterord

tænker på hvor svære de er at definere, er det bemærkelsesværdigt at de har så stor en tyngde og betydning – og at de spiller så central en rolle i den konstante politiske og værdimæssige kamp i samfundet. Begreber på det niveau snyder ved at lade som om de henviser til en helt bestemt social ‘virkelighed’, men ved at blive brugt og genbrugt bestyrker de først og fremmest bare deres egen relevans og soliditet. Når Saxo fx indirekte hævder at det var folk med større virtus og mere religio som kom sejrende ud af borgerkrigene, kan man ikke gribe ham i at tage fejl på samme måde som hvis man påpeger at han har udeladt vigtige personer eller begivenheder. Man kan heller ikke længere nøjes med at sige at hans ‘tendens’ er sådan og sådan, at han fx omtaler Knud Lavard og hans efterkommere alt for pænt, for det er selve måden at italesætte og begrebsliggøre værdier som virtus og religio på der er blevet central i de nye historiske læsninger af Saxo.

‘Den sproglige vending’, som især vandt indpas fra 1970’erne, blev ofte kritiseret eller ignoreret af historikere ud fra en misforstået frygt: Man var bange for at vægten på selve den sproglige fremstilling ville tage overhånd på bekostning af den historiske ‘virkelighed’, og man oplevede teoretikere (visse strukturalister og senere postmodernister) hævde at fortiden kun eksisterer som sproglig konstruktion. Men ingen seriøse teoretikere vil påstå at fortiden ikke konkret har eksisteret, og hvad historikerne undertiden synes at have glemt, er at sproget har andre centrale funktioner end blot at henvise til en ydre fysisk verden. Fortidens samfundsmæssige processer var i højeste grad også sproglige, begrebslige og mentale, og der gives aldrig én korrekt og udtømmende beskrivelse af den slags – hverken i middelalderen eller i dag. Sådanne begreber har altid både en subjektiv og en objektiv side, og de beskrives og omtales altid ud fra en bestemt position. Derfor er den sproglige vending mere relevant end nogen sinde. Vi må gøre os klart at fortiden faktisk ikke eksisterer længere, og at dens efterladenskaber – fysiske såvel som sociale, sproglige og mentale – er betydningsløse for os i dag hvis ikke vi anstrenger os for at forbinde vores egen begrebsverden med fortidens. Som forfatterne til Saxo og hans samtid så udmærket eksemplificerer: En bedre forståelse af Saxos værk må blive til i en bevidst tilnærmelse mellem moderne problemstillinger og Saxo og hans samtids, men hvor man indrømmer at vores historiske tilgang naturligvis ikke er fuldstændig, og at den er bundet til særlige omstændigheder og interesser, som hører vores egen tid til.

872

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 872

11/09/15 14.34

Efterord

FORFATTEREN SA XO Hvor Saxo og hans samtid kom i stand i et tværfagligt samarbejde mellem antropologi, historie og retshistorie, repræsenterer bogen Saxo og Snorre (2010) først og fremmest sammenlignende læsninger af de to forfattere fra felterne latinsk og nordisk filologi/litteraturhistorie. Det er slående hvor lidt dialog der er imellem de to samlinger af nyere Saxoforskning – og det berettiger til stadig at tale om ‘historikeren Saxo’ og ‘forfatteren Saxo’.

Selv om alle er enige om at en simpel opdeling af teksten i fakta og fiktion ikke længere giver mening, er tendensen stadig at historikerne koncentrerer sig om Gesta Danorums ‘historiske’ dele, mens litteraturforskerne fokuseres på sagnhistorien. Det gælder da også Saxo og Snorre hvor hovedvægten af analyserne tydeligt ligger på Saxos fortale og de tidlige bøger (til og med 11). Måske er det ud fra en tro på at dér kan forfatterrollen bedst studeres, måske er det ud fra en manglende lyst til at gå ind på historikernes domæne.

Man kan håbe på at de to vægtninger i fremtidens forskning vil nærme sig hinanden, og at skellet mellem historikeren og forfatteren vil forsvinde. I sidste ende er al historie (inklusive Saxos) jo i fundamental forstand ‘forfattet’.

Når historikere – gamle som nye – behandler Saxoteksten som ‘kilde’, er det naturligt at hele teksten får karakter af levn fra fortiden som er rettet mod den moderne historikers arbejde. Man kan slå op hvor man vil, koncentrere analysen om mindre passager, kort sagt lade sig lede af de emner man nu interesserer sig for. Men derved mister man selvfølgelig interessen for Gesta Danorum som læseoplevelse. Saxo selv har nok været realistisk nok til at indse at hans uhåndterlige værk også ville blive læst i stumper og stykker, men det er i højere grad end de fleste samtidige krøniker af denne type blevet tilrettelagt for en læsning fra begyndelse til slut – uden årstal, uden kapitel- eller bogoverskrifter, men med samme temaer, synspunkter og specielle sprogbrug gennem hele teksten samt med en gennemarbejdet struktur og ‘storfortælling’ om danerne og deres rige. Med til den nutidige læseoplevelse hører refleksioner over Saxos skriveteknik og -proces. Netop ved sammenligningen med det andet store nordiske historieværk fra samtiden, Snorres fortælling om de norske konger kendt som Heimskringla (skrevet ca. 1220-30), kan vi komme tættere på nogle af de valg Saxo foretog i sin skriveproces, og den effekt resultatet havde (og har) på læserne.

Saxo og Snorre tager udgangspunkt i at der hidtil har været en bemærkelsesværdig mangel på sammenligninger mellem de to værker. Hvor Saxo var blevet trykt allerede i 873

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 873

11/09/15 14.34

Efterord

Paris 1514, blev den norrøne litteraturs genopdagelse en lang affære, og Heimskringla blev først trykt i sin helhed i Stockholm 1697. Derfor var det i høj grad Gesta Danorum som satte dagsordenen helt frem til ca. 1800 når de to værker blev sammenholdt. 1800-tallets nationalromantiske læsninger er delvis skyld i de manglende systematiske sammenligninger i nyere tid, men faktisk blev Saxo og Snorre blandt lærde helt op til omkring 1900 konsekvent opfattet og læst som et nordisk par. Den opblomstring i interessen for middelalderlige fortællinger som Grundtvigs fascination af begge forfattere er det berømteste udtryk for, blev i 1900-tallet afløst af en nærmest komplet adskillelse i de to landes nationalhistorie og i norrøn filologi på den ene side og latinsk på den anden.

Men lighederne er mange. Begge værker inkorporerer fortællinger om hedensk gude- og billeddyrkelse og anvender den samme forståelse af Odin, Thor osv.: De var særligt stærke, langtlevende og talentfulde mennesker fra den fjerne fortid som havde narret folk til at dyrke dem som guder. Både Snorre og Saxo kritiserer den gamle tro, opererer med samme teorier om dæmoner m.m., og de sørger for at en sammenhængende læsning fra begyndelsen gør disse ting klart. Forskellene mellem de to forfatteres syn på den hedenske fortid (og samtid) har med andre ord været stærkt overdrevet.

Også i forholdet til islændingenes autoritet som fortællere og digtere er der klare lighedspunkter i de dilemmaer som Snorre og Saxo stod overfor. Snorre kan selvfølgelig citere vers på det samme sprog som han selv skriver, og behøver ikke som Saxo at lade som om de – på sten eller i overført betydning – allerede var ‘nedskrevet’, men den omstridte mundtlige overlevering bliver ikke omtalt ærligt af nogen af dem, idet der er en indbygget spænding mellem deres egen højt vurderede skriftlighed og de interviews og digte som de i høj grad bygger på. Den autoritet som begge værker udstråler, bygger endvidere på en fortælleteknik som skaber det indtryk hos læseren at historien fortæller sig selv. Fortællerstemmen hos Saxo kommer ofte med moraliserende betragtninger, hvilket kan virke ret slående i dag, hvor historie ikke længere forventes at indeholde den slags løftede pegefingre. Snorres fortællerstemme forekommer mere moderne ved at vise sine helte og skurke frem uden en udtalt morale. Før 1800-tallet var Saxos teknik den normale, mens Snorres var vanskeligt tilgængelig. Den vurdering ændrede sig fuldstændig i løbet af romantikken. Men forskellen mellem de to har igen været overdrevet, eftersom Saxo ikke selv står frem som forfatterpersonlighed i teksten. Bortset fra en enkelt sætning i fortalen, uden navns nævnelse, bliver vi aldrig mindet om hvem der taler, eller om at fortælleren har deltaget i begivenhederne, hvilket formodentlig er tilfældet i de sidste bøger. Det står alt 874

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 874

11/09/15 14.34

Efterord

sammen i stærk modsætning til mange andre latinske krøniker fra samtiden, hvor fortælleren meget ofte selv indgår i handlingen eller udtrykker sine meninger som navngiven rådgiver, intellektuel osv. (fx Galbert af Brügge, Orderik Vitalis, Henry af Huntingdon, William af Tyrus, Arnold af Lübeck m.fl.). Selv ikke Absalon, som helt oplagt selv har fortalt Saxo om de mange episoder hvor han spillede en hovedrolle, fremstår i tekstforløbet som både fortæller og deltager. Saxo har tydeligvis tilstræbt den samme effekt på læseren som Snorre: Udvalget og rækkefølgen af historier har ikke noget med en forfatterpersonlighed at gøre, det er styret af en anonym kraft som tilfældigvis ved bedst – og vi ledes igennem læsningen af denne tavse autoritet.

De to forfattere har hver for sig af både nationale og faglige grunde været dyrket som helt unikke undtagelser. Men Saxo og Snorre viser på forskellige måder at det er på tide at erkende at dette ikke er tilfældet. De indlysende forskelle diskuteres igennem hele Saxo og Snorre, men vi er ved at få øjnene op for at deres samfundsposition og elitære syn på fortid og samtid gav flere af de samme intellektuelle udfordringer og resulterede i en række sammenlignelige fortællinger. Som et supplement til Saxo og hans samtid og dens læsninger af Saxos værdier og den generelle historiske viden han formidler til os, ligger vægten i Saxo og Snorre og andre nyere litterære bidrag på tekstlige processer: på skriveprocessen og på læseoplevelsen og -forståelsen fra middelalderen til i dag.

Et andet og måske endnu vigtigere nybrud er vurderingen af sprog og stilleje.

Siden romantikken har Saxos latin været fordømt som kunstigt og forvrængende, mens Snorres fremstillingsform stod i direkte ‘naturlig’ forlængelse af den fortid han berettede om. Saxos sprog og stil har normalt været set som en forhindring og en fernis uden på den egentlige historie. Det er en opfattelse som har været definerende for danske oversættelser siden Grundtvig og helt frem til at Zeeberg brød med denne tradition i 2000. En del af grunden har været at man har ærgret sig over et tabt ‘folkeligt’ værk hvis Saxo havde skrevet på dansk (eller norrønt?) i stedet for, som man understregede, på ‘kirkens sprog’. Den holdning er tiden løbet fra på flere måder. Der er stadig meget vigtige forskelle på Saxos og Snorres bøger, men de kan ikke længere beskrives med modsætningerne kirkelig-folkelig og kunstig-naturlig. Men hvordan skal vi så indplacere Saxo i litteraturhistorien?

Med hvilke grundbegreber og metoder skal vi fremover kunne beskrive ham som forfatter?

Nu om dage bliver der eksperimenteret mere og mere med alternativer til rene nationale litteraturhistorier. Sådan nogle vil selvfølgelig stadig blive skrevet, og den nati875

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 875

11/09/15 14.34

Efterord

onale litteratur som forsknings- og undervisningsemne vil utvivlsomt forblive livskraftig, men selv inden for denne genre er vægten ved at forskyde sig mere mod internationale forbindelser, mod oversættelser osv. Her skal blot helt kort nævnes to alternative modeller for middelalderens litteraturhistorie som stadig er under udarbejdelse, men som begge vil kunne blive relevante for nye læsninger af Saxo.

Den ene nye tilgang tager forholdet mellem ‘folkesprog’ og latin op. Det bliver mere og mere klart at de såkaldte folkesprog i deres skriftlige form var alt andet end folkelige, og at deres etablering – for manges vedkommende hovedsageligt i 1100- og 1200-tallet – var en elitær proces, som i meget høj grad støttede sig på latin (og i Øst- og Sydeuropa på græsk og delvis arabisk). Det er således vigtigt at forstå den primære rolle latin spillede som uundværlig resurse for de begyndende litteraturer på ’folkesprog’ som fransk, tysk, castiliansk, norrønt osv. Det var små knopskud på al den boglige viden og underholdning som fandtes i det store latinsksprogede ‘bibliotek’ (for nu at holde os til det latinske Europa). Hvordan havde latin opnået denne status? Som nævnt møder man ofte standardforklaringen at det var kirkens sprog, det var det hellige sprog. Og det var da også betydningsfuldt, men kan ikke være hele forklaringen – for hvorfor ville kirken bruge latin? Hvorfor skrev man på latin om emner der ikke direkte var relateret til kirkelige handlinger? Og hvorfor gled latinen ikke ud af brug når man i 1200- og 1300-tallet havde fået produceret bibeloversættelser, helgenlegender osv. på fransk, norrønt, italiensk, castiliansk, nedertysk osv.? Som et supplement til den religiøse forklaring kan det være interessant at betragte latin som et imperialt sprog. Latinens stærke position var en effekt af Romerriget, ligesom imperier var forklaringen på den høje status græsk og arabisk nød.

Den oplagte moderne parallel er selvfølgelig engelsk: Først det britiske og nu det amerikanske imperium står bag udbredelsen af engelsk som global standard. Ikke som en bevidst politik, men som en effekt af overlegne økonomiske, medie-, uddannelsesmæssige og ideologiske resurser. Det der karakteriserer imperiale sprog, er blandt andet: en vid udbredelse i tid og rum ud over det oprindelige imperium, en præcis og velreguleret skreven standard (en grammatisk tradition), en fuld dækning af alle vidensområder som kræver skrift og abstrakt begrebsdannelse, en norm for administrativ skriftlighed på alle niveauer, et velorganiseret arkiv- og biblioteksvæsen og en stærk kanon af forfattere, som både er sproglige modeller og kulturelle samlingspunkter. Man kan fx overveje om Shakespeare ville have betydet særlig meget på verdensplan uden 400 år med konstant støtte fra det britiske eller det amerikanske imperium.

876

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 876

11/09/15 14.34

Efterord

Med undtagelse af udbredelsen har de europæiske nationalsprog nu alle opnået de karakteristika som gælder de imperiale sprog, men det er sket gennem en meget lang proces med latinen som model i hele perioden ca. 1200-1900. Enkelte af sprogene blev selv imperiale sprog med dannelsen af fx de europæiske koloniimperier. Nationalsprogene som skriftnorm er i middelaldersammenhæng med andre ord helt sekundære i forhold til latinen – og i meget lang tid måtte man oversætte eller låne fra latinen for at skrive om jura, filosofi, naturvidenskab, historie osv. da disse vidensområder simpelthen ikke var dækket ind af nationalsprogene. De imperiale sprog som skrift-, videns- og litteratursprog var med andre ord naturlige og fuldt dækkende, mens folkesprogene var kunstige og halvfærdige.

Saxo passer godt ind i denne forståelsesramme. Hans triumferende patriotisme er ikke rettet mod Tyskland (som ikke fandtes), men imod det romerske rige (imperium Romanum) og de romerske kejsere. Det Tysk-romerske Rige hævdede at videreføre arven fra både Frankerriget og det antikke Romerrige, og fra 1000-tallet og frem til Saxos tid flød der fra ‘tyske’ og ‘italienske’ intellektuelle en bred strøm af historiske beretninger, juridiske afhandlinger m.m. som bekræftede den arv. Hvis vi bruger moderne historiske alen og anser Det Tysk-romerske Rige for ikke at have været et rigtigt imperium, men snarere et vagt ideal bygget på en række særligt tyske og italienske alliancer, anstrenger vi os ikke nok for at leve os ind i Saxos samtid. Imperiet var i høj grad en realitet, og dets retlige og historiske basis blev udfoldet i imperiets hæderkronede sprog. Saxos ekstremt klassicerende latin må derfor opfattes som en måde at bekæmpe fjenden med hans egne midler: Hvis imperiet hævdede sin ret til overhøjhed blandt andet med en mere end tusindårig kontinuitet tilbage til det antikke romerske rige, kunne Saxo overtrumfe det ved at skrive sit riges historie i et endnu mere perfekt antikt romersk sprog og ved at lancere Danmark som et selvstændigt romersk rige med lignende rettigheder til overhøjhed i den nordlige verden.

Snorre og samtidige fransksprogede krønikeskrivere havde den fordel at de kunne citere eller genfortælle deres heltes og skurkes udsagn på det samme sprog som disse hovedpersoner selv havde udtrykt sig på, og derved formidle en meget direkte og emotionel kontakt til fortidens ytringer. Men det klassiske latin indebar et andet trumfkort: Saxo kunne formulere historiens store lærdomme i et universelt og evigt sprog. Hvis en dansk helt havde virtus og religio, hvis han besvarede beneficia på den rette måde, så var holdningerne og handlingerne direkte sammenlignelige med de gamle romerske heltes. De var 877

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 877

11/09/15 14.34

Efterord

del af den samme lange historie. Dette var den universelle målestok – udtrykt i det rigest tilgængelige begrebsapparat inden for moralfilosofi, ret og teologi i præcis de samme termer som havde beskrevet Alexander den Store, Cæsar og Karl den Store. Den danske fortælling var nok oversat til romersk, men værdierne var det ikke. På den måde kan vi begynde at se at Saxo ikke gik en omvej for at fremstille fortiden, men snarere den direkte vej til guldstandarden for at forstå den.

Hvis vi vil nærme os Saxo som forfatter, er der også et alternativ til at opstille ham i en række af såkaldte danske forfattere hvor han indtager en stor, men besværlig rolle i den første del af vores litteraturhistorie. Ingen dansk litteraturhistorie har kunnet komme uden om ham, men på grund af det monumentale og latinen har han også altid været en slags blindgyde i fortællingen om den danske litteraturs udvikling. Men der er andre rækker af forfattere vi kan sætte Saxo ind i, som ikke er styret af idéer om moderne nationer, af genrer eller af sprog. Man kan fx se på de europæiske aristokratiske netværk som Saxo og hans mæcener Absalon, Anders Sunesen, Valdemar den Store, Knud 6. og Valdemar den Store indgik i, og relatere dem til andre forfattere og værker i samtiden.

Saxos interesse i at give en meget lang fremstilling af danskernes hedenske fortid var formentlig inspireret af Geoffrey af Monmouths De britiske kongers historie, skrevet på latin i 1137/1138. Geoffreys værk kan dels læses som en refleksion over normannernes dominans på øen siden 1066, dels som en tredje stemme i øens historie, der vil fremhæve beboerne før angelsakserne – nemlig de britiske konger set fra et walisisk-bretonsk standpunkt. Værket blev en stor succes også uden for England, ikke mindst ved de normanniske og franske hoffer hvor Saxo også må have stiftet bekendtskab med det. Her gav det også anledning til digtningen om kong Arthur som spiller en forholdsvis stor rolle i Geoffreys historie, men som snart kom til at blive en magnet for fiktion efter at Wace og Chrétien af Troyes havde digtet om ham på fransk mellem ca. 1155 og 1190. Geoffrey, Wace og Chrétien af Troyes indgik alle i samme netværk som Saxo – et kompliceret netværk der i kraft af fyrstelige slægtsforbindelser, ægteskabsalliancer og litterær mæcenvirksomhed sammenbandt ikke mindst eliterne i England og Frankrig, men også i fx Danmark. Gennem disse netværk kan man uden større besvær indfange de fleste store litterære værker fra perioden både på latin og folkesprog. Saxos kendskab til og indirekte citater fra bl.a. Walter af Chatillons latinske epos om Alexander den Store, som udkom i 1180 med dedikation til Wilhelm med de Hvide Hænder af Reims, og den fragmentariske latinske Alexanderhistorie af Curtius Rufus fra tidlig romersk kejsertid giver os nog878

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 878

11/09/15 14.34

Efterord

le holdepunkter for hvor Saxo hentede sin inspiration. Curtius Rufus var ikke særlig udbredt på Saxos tid, og vi kender stort set kun kopier fra Nordfrankrig. Så Saxos grundige læsning af både klassisk og helt frisk Alexanderlitteratur peger entydigt mod Nordfrankrig, og særligt mod det frugtbare miljø i Reims i 1170’erne og 1180’erne.

Med brug af sådanne netværk i analysen får man muligheden for at skrive europæisk litteraturhistorie på en anden måde. En litteraturhistorie hvor bl.a. Saxo får en ny, og ikke nationalt defineret plads. Det bliver samtidig klart hvor ekstremt elitær næsten al tidens litteratur er, bundet til fyrste- eller bispehoffer (og i nogen grad til klostre, men med de samme aristokratiske forbindelser). At sætte Saxo i et sådant selskab – og læse ham sammen med en del af de nævnte samtidige litterater, hvad enten de skrev fiktion, historie, juridiske eller filosofiske traktater – kan også bidrage til en bedre forståelse af hans sociale position som forfatter og hans holdning til de intellektuelles rolle i samfundet. Som nævnt er både den imperiale vinkel og kortlægningen af litteraturens europæiske aristokratiske netværk endnu helt på skitseplan, men begge har potentiale til at udvide vores syn på Saxo som forfatter – og dermed også som historiker.

Litteratur: Andersen, Per & Thomas K. Heebøll-Holm (udg.), Saxo og hans Samtid. Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2012.

Esmark, Kim, ‘Humbug eller hellig handling?’, i Andersen & Heebøll-Holm, Saxo og hans Samtid. Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2012.

Friis-Jensen, Karsten, Saxo Grammaticus as Latin Poet, Studies in the Verse Passages of the Gesta Danorum. Analecta Romana Instituti Danici. Supplementa 14. L’Erma di Bret­schneider.

Roma 1987.

Friis-Jensen, Karsten, ‘When did Saxo Grammaticus Finish his Gesta Danorum? A discussion of its terminus ante quem’, s. 314-21 i Melve, Leidulf & Sigbjørn Sønnesyn (udg.) The Creation of Medieval Northern Europe. Christianisation, Social Transformations, and Historiogra­ phy: Essays in Honour of Sverre Bagge. Dreyers Forlag, Oslo 2012.

Gelting, Michael, ‘Saxo Grammaticus in the Archives’, s. 322-45 i Melve, Leidulf & Sigbjørn Sønnesyn (udg.) The Creation of Medieval Northern Europe. Christianisation, Social Transformations, and Historiography: Essays in Honour of Sverre Bagge. Dreyers Forlag, Oslo 2012.

Heebøll-Holm, Thomas K., ‘Saxo og 1100-tallets danske krigskunst – Riddere, armbrøster og 879

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 879

11/09/15 14.34

LITTERATUR

tyskere’, s. 113-32 i Andersen & Heebøll-Holm, Saxo og hans Samtid. Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2012.

Hermansson, Lars, Släkt, vänner och makt. En studie av elitens politiska kultur i 1100-talets Danmark. Avhandlinger från Historiska institutionen 24, Göteborg 2000.

Interfaces – a Journal of Medieval European Literatures: riviste.unimi.it/interfaces.

Jaeger, Stephen, ‘Chrétien de Troyes and Saxo Grammaticus, clerical satirists’, s. 356-72 i

Melve, Leidulf & Sigbjørn Sønnesyn (udg.) The Creation of Medieval Northern Europe.

Christianisation, Social Transformations, and Historiography: Essays in Honour of Sverre Bagge. Dreyers Forlag, Oslo 2012.

Lind, John H., Carsten Selch Jensen, Kurt Villads Jensen & Ane L. Bysted, Danske korstog – krig og mission i Østersøen. Høst og Søns Forlag, København 2004.

Jensson, Gottskalk, ‘Tylensium thesauri: Den islandske kulturkapital i Gesta Danorum og Heims­kringla’, s. 187-207 i Jørgensen, Friis-Jensen & Mundal, Saxo og Snorre. Museum Tusculanums Forlag, København 2010.

Jørgensen, Jon Gunnar, Karsten Friis-Jensen & Else Mundal (udg.), Saxo og Snorre. Museum Tusculanums Forlag, København 2010.

Jørgensen, Jon Gunnar, ‘Saxo og Snorre i Danmark og Norge’, s. 77-92 i Jørgensen, Friis-Jensen & Mundal, Saxo og Snorre. Museum Tusculanums Forlag, København 2010.

Kjær, Lars, ‘Gaver og gæstebud – avaritia og liberalitas i Gesta Danorum’, s. 183-213 i Andersen & Heebøll-Holm, Saxo og hans Samtid. Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2012.

Knudsen, Anders Leegard, ‘Geografi og topografi i Gesta Danorum. En pilotundersøgelse’.

Renæssanceforum, [online] Tidsskrift for Renæssanceforskning 3 (2007) 19s.

Knudsen, Anders Leegard, ‘Saxo-forskning gennem 800 år’, s. 155-83 i Andersen & Hee­bøllHolm, Saxo og hans Samtid. Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2012.

Lassen, Annette, ‘Saxo og Snorri som mytografer: Hedenskaben i Gesta Danorum og Heims­ kringla’, s. 209-30 i Jørgensen, Friis-Jensen & Mundal, Saxo og Snorre. Museum Tusculanums Forlag, København 2010.

Lassen, Annette, Odin på kristent pergament – en teksthistorisk studie. Museum Tuscula­nums Forlag, København 2011.

Lundgreen-Nielsen, Flemming, ‘N.F.S Grundtvig og Saxo og Snorre’, s. 37-75 i Jørgensen, Friis-Jensen & Mundal, Saxo og Snorre. Museum Tusculanums Forlag, København 2010.

Mortensen, Lars Boje, ‘The Language of Geographical Description in Twelfth-century Scandinavia’, Filologia Mediolatina 12 (2005) 103-21.

880

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 880

11/09/15 14.34

LITTERATUR

Mortensen, Lars Boje, ‘Saxo of Geoffrey af Monmouth’, Renæssanceforum, [online] Tidsskrift for Renæssanceforskning 3 (2007) 22s.

Mortensen, Lars Boje, ‘I begyndelsen var bogen’ & ‘Højmiddelalderen 1100-1300’, s. 18-46, 52-90, 96-97 i Dansk litteraturs historie, bind 1: 1100-1800 (red. K.P. Mortensen & M. Schack). Gyldendal, København: 2007.

Mortensen, Lars Boje, ‘Litterær teknik og sprogets repræsentative effekt hos Snorre og Saxo’, s. 113-29 i Jørgensen, Friis-Jensen & Mundal, Saxo og Snorre. Museum Tuscula­nums Forlag, København 2010.

Mortensen, Lars Boje, ‘A Thirteenth-Century Reader of Saxo’s Gesta Danorum’, s. 346-55 i

Melve, Leidulf & Sigbjørn Sønnesyn (udg.) The Creation of Medieval Northern Europe.

Christianisation, Social Transformations, and Historiography: Essays in Honour of Sverre Bagge. Dreyers Forlag, Oslo 2012.

Mortensen, Lars Boje, ‘The Status of the ’Mythical’ Past in Nordic Latin Historiography (c. 1170-1220)’, s. 103-39 i Agapitos, P. & Mortensen, L. B. (udg), Medieval Narratives be­

tween History and Fiction. From the Centre to the Periphery of Europe, c. 1100-1400. Museum Tusculanum Press, København 2012.

Münster-Swendsen, Mia, ‘Saxos skygge – Sven, Saxo og meningen med Lex Castrensis’, s. 91-112 i Andersen & Heebøll-Holm, Saxo og hans Samtid. Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2012.

Nyberg, Tore (udg.), Saxo and the Baltic Region – A Symposium. University Press of Southern Denmark, Odense 2004.

Saxo Grammaticus, Gesta Danorum – Danmarkshistorien. Latinsk tekst udgivet af Karsten

Friis-Jensen, Dansk oversættelse ved Peter Zeeberg, 2 bind. Gads Forlag, København 2005

Saxo Grammaticus, Gesta Danorum. The History of the Danes. Edited by Karsten Friis-Jensen, translated by Peter Fisher, 2 vols. Oxford University Press 2015.

Skovgaard-Petersen, Inge, Da tidernes herre var nær. Studier i Saxos historiesyn. Den danske historiske Forening, København 1987.

Skovgaard-Petersen, Karen, ‘Saxo, Snorre og den national historieforskning i 1600-tallet’,

s. 17-35 i Jørgensen, Friis-Jensen & Mundal, Saxo og Snorre. Museum Tusculanums Forlag, København 2010.

Verdens litteraturhistorie, Bind 2: Middelalderen (red. H. Hertel). Gyldendal, København 1985.

Vogt, Helle, ‘Saxo og kanonisk ret, s. 35-50 i Andersen & Heebøll-Holm, Saxo og hans Samtid. Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2012.

881

Saxos Danmarkshistorie_ombr.indd 881

11/09/15 14.34