Sociologi for sundhedsprofessionelle

Redigeret af Annemarie Dalsgaard og Lone Meldgaard

SOCIOLOGI FOR SUNDHEDSPROFESSIONELLE

GADS FORLAG

INDHOLD

Indhold Forord 8 Præsentation af bogens forfattere 10 kapitel 1

Sociologi i et sundhedsprofessionelt perspektiv 13 Sociologi – studiet af menneskeskabte samfund 14 Makro 15 Meso 15 Mikro 16

Sociologiens historie og opståen 17 Nødvendigheden af at forstå verden 18 Sundhedsprofessionelles behov for viden om andre kulturer 20

Sociologi som fag 21 Strukturfunktionalismen 21 Opblomstring og lukning 22

Den samfundsmæssige kontekst, som fænomener skal forstås ud fra 22 Sociologisk metode og sundhedsprofessionerne 24 De klassiske sociologer 26 Modernitetens konsekvenser 33 Opsummering 35 Litteratur 36 kapitel 2

Samfund, velfærd og individ 41 Velfærdsstaten 42 Velfærdsregimer 46 Socialdemokratiske velfærdsregimer 46 Kristendemokratiske velfærdsregimer 50 Liberale velfærdsregimer 50

Det gode liv – menneskelige behov og velfærd 52 At have, at elske, at være 54 Velfærdsstaten og sundhed 57 Konkurrencestaten 58

5

6

INDHOLD

Det moderne samfund – differentiering, sundhed og globalisering 60 Global sundhed og sygdomme uden grænser 61

Opsummering 63 Litteratur 64 kapitel 3

Tillid i relationer og systemer 69 Danskernes tillid til sundhedsvæsenet 79 Sociologien om risiko og tillid 80 Relationel tillid 83 Social status og tillid til sundhedsvæsenet 86 Menneskers sundhed og social kapital 86 Opsummering 88 Litteratur 89 kapitel 4

Socialisering, hverdagsliv og rollespil 95 Hverdagsliv i forbindelse med sundhed og sygdom 106 På hjemmebane eller udebane 110 Mødets betydning i hverdagslivet 111 Hverdagslivets karakter af teater 112 Opsummering 118 Litteratur 119 kapitel 5

Familien i det senmoderne samfund 123 Forskellige definitioner af, hvad en familie er 127 Det senmoderne parforhold og kærligheden 128 Ægteskab, papirløse forhold og skilsmisser 130 Familietyper 133 Roller og køn i familien 134 Problemer i familien 137 Den sundhedsprofessionelles møde med familien og netværket 138 Funktionelle netværk 139 Strukturelle netværk 140 Sociale relationers fire måder at indvirke på helbredsbelastninger 140

Familiens sociale relationer og forbrug af digitale medier 141 Opsummering 145 Litteratur 145

INDHOLD

kapitel 6

Perspektiver og forståelser af social ulighed i sundhed 149 Ulighed i sundhed og sygdom i Danmark 150 Socialt udsattes sundhed og sygelighed 153 Etniske minoriteters sundhed 154 Bourdieus sociologiske begreber til at forstå social ulighed 156 Overvægt og forældreressourcer 158 Social ulighed og sociale klasser 160 Udsatte boligområder og social ulighed i sundhed 165 Arbejdsløs og socialt ekskluderet 169 Opsummering 171 Litteratur 172 kapitel 7

Hvordan sociale forhold kan gøre mennesker syge 177 Sygdom, sundhed og sociale problemer 178 Det moderne samfunds fremmedgørende aspekter 182 Afvigende adfærd og sociale misforhold som årsag 186 Stempling, stigmatisering og skam 189 Sociale problemer som magtfulde konstruktioner 192 Opsummering 195 Litteratur 197 kapitel 8

Når krop og livsstil går hånd i hånd 203 Kroppens iøjnefaldende tilstedeværelse 203 Kroppen gennem tiden – fra hylster til interaktiv overflade 204 Kroppens dobbelthed 207 Kroppen som livsstilsprojekt og kompetencemarkør 208 Krop og civilisering 209 At have, være og skabe en krop: den menneskelige krop 214 Kroppens iøjnefaldende tilstedeværelse i nutiden 215 Opsummering 221 Litteratur 222

7

8

FORORD

kapitel 9

Møder mellem sundhedsprofessionelle og patienter 227 Ideologi og organisering som kontekst for interaktioner i sundhedsvæsenet 228 Korte, varierede og målrettede kontakter mellem sundhedsprofessionelle og patienter 230 Sundhedsprofessionelt arbejde centraliseres og specialiseres 234 Patienters, pårørendes og sundhedsprofessionelles roller i forandring 236 Bruger, borger, medborger eller patient 237 Bureaukrati – rationalitet, legitimering og konkurrerende logikker 239 Håndtering af krænkelser og forlegenhed i totale institutioner 244 Opsummering 247 Litteratur 248 kapitel 10

Håndtering af sundhed og sygdom 253 Sundhedskompetencer – health literacy 255 Begrebets oprindelse og definition af sundhedskompetence 255 Integreret konceptuel model om sundhedskompetencer 258 Måling af sundhedskompetencer i otte europæiske lande 260 Socialpsykologiske forklaringer på sygdoms- og sundhedsadfærd 262 Salutogenese 262 Self-efficacy 263 Oplevelse af sammenhæng (OAS) 267 Coping 272 Opsummering 273 Litteratur 274

Register 278

FORORD

Forord Alle sundhedsprofessionelle, uanset om det drejer sig om sygeplejersker, radiografer, jordemødre, ergoterapeuter, fysioterapeuter eller bioanalytikere, arbejder med mennesker. Ofte begrundes deres valg af erhverv og profession netop med ønsket om at ville arbejde med mennesker. Denne grundbog i sociologi vil give såvel studerende på de sundhedsfaglige grunduddannelser og sundhedsprofessionelle på efter- og videreuddannelse en grundviden i sociologisk teori samt forståelse for menneskelige reaktioner og relationer i en institutionel og samfundsmæssig kontekst.

Vi har lang erfaring med undervisning i sociologi på de sundhedsprofessionelle grunduddannelser og efteruddannelser. Vores erfaring er, at sociologien i stigende grad bidrager til at belyse sundhedsfaglige problemstillinger.

Sundhedsprofessionelle møder via deres profession mange forskellige typer af borgere og patienter. Nogle vil være yderst velfungerende med et godt netværk og mange ressourcer. Andre vil være plaget af sociale problematikker, der kan have indflydelse på deres sundhed og på måden, de mestrer deres sygdom og helbredsproblemer. Fra forskning ved vi, at langvarig arbejdsløshed, ensomhed, fattigdom, boligforhold, netværk og pårørendes ressourcer har betydning for, hvordan mennesker rehabiliteres efter et sygdomsforløb.

Denne bog reflekterer over, hvorfor der er ulighed i sundhed, og hvorfor mange borgere og patienter ikke altid formår at foretage valg i deres liv, som er hensigtsmæssige for deres trivsel og helbred. Sundhedsprofessionelle bør have en grundviden om disse samfundsmæssige og individuelle forhold, som kan have betydning for den måde, mennesker agerer på i forhold til sundhed og sygdom. Desuden har det danske samfund, velfærdsstaten og specielt sundhedsvæsenet de seneste år gennemgået store reformer og forandringer. Blandt andet ses en øget tværprofessionel indsats og tilgang til borgere og patienters sygdomsforløb. Dette udfordrer de sundhedsprofessionelle og kræver et fælles sprog og viden for at kunne håndtere de udfordringer, de professionelle bliver konfronteret med. Vi håber, denne bog giver læseren et godt fundament for og afsæt til at kunne kvalificere denne indsats.

Bogens redaktører Annemarie Dalsgaard og Lone Meldgaard

9

10

PRÆSENTATION AF BOGENS FORFATTERE

Præsentation af bogens forfattere Carsten Kronborg Bak, cand.scient.soc. og ph.d. fra Københavns Universitet. Han har erfaring med sociologi og folkesundhed på universiteter og har arbejdet med social ulighed i sundhed, udsatte borgeres levekår og sundhed og indsatser i udsatte boligområder i samarbejde med kommuner. Han har i sit ph.d-projekt anvendt mixed-method-forskning og surveydata fra de danske levekårsundersøgelser og kvalitative interviews med fattige enlige mødre. Han har været ansat som lektor ved kandidatuddannelsen i folkesundhed ved Aalborg Universitet, men arbejder nu som analytiker i Region Syddanmark.

Annemarie Dalsgaard er sygeplejerske, cand.scient.soc. fra Aalborg Universitet. Hun er ansat som lektor ved sygeplejerskeuddannelsen, Professionshøjskolen UCN. Annemarie har klinisk erfaring og ledererfaring fra sekundær sektor og har arbejdet med patienter med forskellige medicinske sygdomme. Hun har en lang erfaring som underviser i sygeplejerskeuddannelsen, efter- og videreuddannelsen og som underviser af flygtninge og indvandrere, der forberedes til det danske uddannelsessystem. Annemarie interesserer sig for ulighed i sundhed, patienters oplevelser af mødet med sundhedssystemet samt etniske minoritetsgruppers adgang til det danske samfund.

Niels Sandholm Larsen er sygeplejerske, sociolog og ph.d. fra Aarhus Universitet. Niels Sandholm Larsens forskning omhandler mikro-sociologiske perspektiver på sundhedsprofessionelle og klienter, med særlig fokus på legitimering af sundhedsfagligt arbejde i et arbejdspladsperspektiv samt håndtering af kronisk sygdom i et hverdagsperspektiv. Niels Sandholm Larsen er ansat som lektor på Institut for Sygepleje, Professionshøjskolen Metropol.

PRÆSENTATION AF BOGENS FORFATTERE

Lone Meldgaard er anæstesisygeplejerske, pæd.art. og cand.scient.soc. fra Roskilde- og Aalborg Universitet. Hun har mange års erfaring som underviser, projektvejleder og koordinator på sygeplejeuddannelsen og er nu ansat som lektor og udviklingskonsulent på efter- og videreuddannelsen hos Act2learn sundhed og velfærd, University College Nordjylland. Lone afholder en bred vifte af kursusaktiviteter og er oplægsholder og udvikler temadage/workshops for primært sundhedsprofessionelle. Hun er optaget af senmoderne samfundsmæssige tendenser, ungdomskulturen, læring i det sundhedsfaglige praksisfelt og samspillet mellem borgere og samfundsmæssige institutioner.

Maria Appel Nissen er cand.mag., ph.d. i sociologi og lektor i socialt arbejde på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Hun forsker i socialt arbejde med især udsatte familier og har skrevet ph.d.-afhandlingen Behandlerblikket. Hun har været medredaktør af bøgerne Magt og forandring i socialt arbejde, Helhedssyn i socialt arbejde og Socialt arbejde i en foranderlig verden, og har i sit forfatterskab løbende beskæftiget sig med teoretiske og praktiske forståelser af sociale problemer. Hun leder forskningsprojektet Menneskesyn i socialt arbejde og socialrådgiveruddannelsen, Aalborg Universitet.

Lone Friis Thing er lektor og sektionsleder på Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet. Hun er cand.scient. i humanistisk-samfundsvidenskabelig idrætsvidenskab og BSc i biologi og har endvidere en ph.d.-grad fra Sociologisk Institut, alle uddannelser er fra Københavns Universitet. Lone forsker i sundhedsfremme og forebyggelse relateret til idræt gennem arbejde med bl.a. livsstil (ældre) og innovative kulturstrategier for sundhedsfremme i den danske gymnasieskole (unge). Hun er studieleder på de to kandidatuddannelser på Institut for Idræt og Ernæring og endvidere også studieleder for masteruddannelsen i Idræt og Velfærd på samme sted.

Henrik Vardinghus-Nielsen er lektor i folkesundhedsvidenskab, cand.mag. og ph.d. fra Aalborg Universitet, og underviser her i folkesundhedsvidenskab og idræt samt på medicinuddannelserne. Hans ph.d.-afhandling, Organisatorisk læring – Et bidrag til en organisationsdidaktik, udvikler en ny teoretisk forståelse af organisatorisk udvikling og læring, som samtidig er operationel og praktisk. Han har skrevet bidrag til lærebøger for sundhedsprofessionelle, er ph.d.-vejleder og forsker i planlægningsmodeller, læring og intervention samt analyser af sundhedssociologiske forhold.

11

RESUMÉ Kapitlet introducerer til, hvad sociologi og antropologi er som videnskabeligt fag. Der gives et kort overblik over fagets opståen i 1800-tallet og nogle af de klassiske sociologer, som tegner fagets tankesæt, herunder Emile Durkheim, Max Weber og Karl Marx.

Kapitlet leder helt op til i dag og forklarer fagets opblomstring med et behov for at forstå verden, som er meget sammensat med globalisering, flygtningestrømme og indvandring. Her kan sociologien hjælpe den sundhedsprofessionelle til et højere refleksionsniveau på en mere kompliceret virkelighed, hvor mange ting indvirker på professionen og udførelsen af det praktiske arbejde.

Med sociologien får sundhedsprofessionelle en bred viden om den gensidige påvirkning mellem menneske og samfund. Den kan være med til at bevidstgøre både studerende og sundhedsprofessionelle om, hvordan borgerne i forbindelse med sygdom udfordres af omverdenen, og hvordan de selv som sundhedsprofessionelle udfordres af et konstant udviklingshastigt og komplekst senmoderne samfund.

Kapitlet åbner op til resten af bogens kapitler, fordi det fremviser et sociologisk perspektiv, som verden forstås igennem.

KAPITEL 1

Sociologi i et sundhedsprofessionelt perspektiv ANNEMARIE DALSGAARD OG LONE MELDGAARD

Når sundhedsprofessionelle møder borgeren i eget hjem eller i en for borgere og patienter fremmed kontekst på sygehuset eller sundhedscenteret, så konfronteres den professionelle med et levet liv på godt og ondt, med menneskelige op- og nedture, med glæder og sorger. Specielt når borgeren bliver syg og af en eller anden grund har brug for sundhedsfaglig hjælp, råd og vejledning, er det essentielt, at sundhedsprofessionelle møder borgeren med en forståelse af og åbenhed for, hvordan forskellige sociokulturelle påvirkninger influerer på borgerens mestring af sin situation.

For at imødegå disse forhold er social, kulturel og faglig vidensdeling, nye samarbejdsformer, tværprofessionel indsats, bevågenhed over for målrettet kommunikation og endelig inddragelse af borgere og patienter under deres sygdomsforløb vigtige elementer.

I sundhedsvæsenet er der brug for tværprofessionelle helhedsindsatser, som er målrettet det enkelte menneske. Et studie viser, at alt for meget risikerer at gå galt, når patienter flyttes fra sted til sted. Patienter beskriver, hvordan de oplever manglende koordinering på sygehuset, når de overflyttes fra et afsnit til et andet, og mange ældre oplever, at såvel forebyggelse som genoptræning nedprioriteres, når de udskrives til eget hjem (Uhrenfeldt 2013).

Der stilles krav til procedurer og tværprofessionelle tiltag, når det gælder samarbejdet mellem primærsektor og sekundærsektor, men også til en øget relationel koordinering på sundhedsområdet generelt. Borgerne kræver desuden individuel behandling og forventer at blive mødt af fagligt kompetente sundhedsprofessionelle, der leverer en ydelse af høj kvalitet og samtidig med et menneskeligt ansigt.

Danmark er desuden blevet et multikulturelt samfund i en global verden. Både sundhedsprofessionelle ansat i sundhedsvæsenet samt borgere og patienter kan have forskellige kulturelle baggrunde, hvilket gør, at en

14

KAPITEL 1

stadig stigende andel af den danske befolkning har en anden kulturel baggrund end dansk. Det betyder, at sundhedsprofessionelle også må have kendskab til de udfordringer, der opstår, når mennesker har en anden kulturbaggrund.

Denne bog forsøger, ud fra forskellige sociologiske og samfundsvidenskabelige vinkler og temaer, at give sundhedsprofessionelle en bred viden om den gensidige påvirkning mellem menneske og samfund.

Sociologi – studiet af menneskeskabte samfund Der er forskellige bud på, hvordan sociologi skal defineres, men ifølge den engelske sociolog Anthony Giddens er sociologi studiet af menneskelige samfund (Giddens 1995). Sociologi er en videnskab, der handler om social adfærd og relationer mellem mennesker, som de udspiller sig i samfundet.

Her menes både de relationer, det enkelte menneske har til familie, ægtefælle, samlever, venner og kolleger, samt den adfærd, der udspilles der, og den adfærd og de relationer, der binder den enkelte borger, sociale grupper og institutioner sammen i et samfundsmæssigt fællesskab. Dermed er sociologiens genstandsfelt forholdet mellem individ, gruppe og samfund. Det enkelte menneske er en del af den sociale orden, som hersker i samfundet.

Som menneske fødes vi ind i en social orden, som videre udgør rammen for vores tilværelse og for vores hverdagsliv.

Ifølge Berger og Luckmann har al sociologi socialkonstruktivistiske elementer. Det vil sige, at den sociale virkelighed er samfundsskabt – den er konstrueret. Det er i sproget og kommunikationen, dvs. måden, vi taler om verden på, at verden skabes. Sproget påvirker vores egen og andres virkelighedsopfattelse. Verden er derfor foranderlig, og der findes ikke en objektiv sandhed, men en foranderlig virkelighedsopfattelse af, hvad der er sandt og rigtigt (Berger og Luckmann 2014).

Det er centralt, at samfundsmæssige og menneskelige fænomener ikke er givne og uforanderlige, men skabes og bliver virkelige via historiske og ikke mindst sociale processer (Berger og Luckmann 2014; Rasborg 2013).

De mangeartede sociale fænomener, mennesket støder på, betegnes derfor som værende konstruerede og gøres til genstand for sociologisk analyse og undersøgelse på områder som fx køn, seksualitet, kultur, fattigdom, ungdom, alderdom, krop, sårbarhed og social afvigelse.

Sociologien forsøger at finde sammenhænge og mønstre i sociale relati-

SOCIOLOGI I ET SUNDHEDSPROFESSIONELT PERSPEKTIV

MAKRO

MESO

MIKRO

Figur 1.1 Sociologien søger sammenhænge og mønstre i sociale relationer mellem mennesker på forskellige niveauer og ud fra forskellige synsvinkler. Niveauerne opdeles i makro-, meso- og mikroniveau.

oner mellem mennesker samt at undersøge den sociale interaktion mellem forskellige befolkningsgrupper på forskellige niveauer og ud fra forskellige synsvinkler. Niveauerne opdeles og studeres inden for sociologien på makro-, meso- og mikroniveau.

MAKRO Makrosociologi drejer sig om de overordnede strukturer i samfundet, hvordan samfundet er indrettet, og hvilken betydning strukturen har for borgerne i samfundet. Det kan dreje sig om det økonomiske, det politiske og det juridiske system. Det kan også handle om de kræfter, der fx får sundhedsvæsenet, arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet til at fungere på bestemte måder, eller om, hvordan samfundsskabte magtrelationer udgør rammerne for det enkelte menneske og gruppers udfoldelsesmuligheder.

MESO Mesosociologi drejer sig om livet i organisationer og institutioner, fx forskellige former for hverdagsliv, som mennesker og grupper med forskellig

15

16

KAPITEL 1

social baggrund og klasse oplever. Det kan handle om livet i lokalsamfund, i foreninger, på arbejdspladser, og det kan dreje sig om de samfundsmæssige, kulturelle og menneskelige udfordringer, der findes og kendetegner det enkelte miljø.

MIKRO Mikrosociologi drejer sig om interaktionen mellem enkeltindivider, ansigt til ansigt-relationer, aktører og grupper af individer som fx familien eller andre smågrupper, hvis livshistorie og hverdagsliv udspilles inden for en given kulturel og samfundsmæssig kontekst. Det er således forholdet mellem individ og gruppe, der er på spil på mikroniveau (Timm og Andersen 2010).

Den spænding, der er mellem makro- og mikroniveauer, betegnes den sociologiske dualisme. Her søges forklaringer på, om fænomener anskues ud fra et strukturperspektiv eller ud fra et aktørperspektiv. Sociologiske teorier opdeles derfor ofte i to hovedgruper: En gruppe teorier, der har fokus på, at samfundet består af strukturer og systemer, der ”styrer” individet, og en anden gruppe teorier om, hvordan det enkelte individ og dets handlinger påvirker og udgør samfundet (Timm og Andersen 2010).

Flere moderne sociologer, blandt andre Antony Giddens med sin strukturationsteori, sammentænker forholdet mellem den samfundsmæssige

SOCIOLOGISK FANTASI: MENNESKET I EN KONTEKST Sociologien bidrager til at forstå sammenhæng mellem samfund og individ, altså mellem struktur og aktør, hvilket ifølge den amerikanske sociolog Charles Mills skyldes sociologisk fantasi. Sociologisk fantasi sætter sociologen i stand til at forstå og beskrive det enkelte menneske og dets indbyrdes relationer, men også til at forstå disse ud fra en samfundsmæssig kontekst (Mills 2002).

Sociologien fokuserer på social adfærd og er en videnskab, der analyserer og generaliserer teorier om sociale systemer. I daglig tale anvendes sociologi som et overbegreb for en lang række sociologiske forskningsområder, hvoraf et lille udsnit skal nævnes: familiesociologi, organisationssociologi, kultursociologi, medicinsk sociologi, religionssociologi, uddannelsessociologi og idrætssociologi.

SOCIOLOGI I ET SUNDHEDSPROFESSIONELT PERSPEKTIV

struktur og aktøren, altså det handlende individ. Ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv kan et eksempel være, hvorfor nogle mennesker holder op med at ryge. Ved rygestop foretager det enkelte menneske en individuel handling og et individuelt valg. Samtidig er den enkelte påvirket af den informationskampagne og lovgivning, der føres i samfundet. Rygestoppet kan derfor forklares ud fra forskellige faktorer og begrundelser, der udspringer af både mikro- og makroniveauet.

Sociologiens historie og opståen Den franske filosof og samfundsteoretiker Auguste Comte (1798-1857) er beskrevet som grundlægger af sociologien. Han er kendt for at tage afsæt i den positivistiske tilgang, der primært fokuserer på lovmæssigheder baseret på observationer, eksperimenter og sammenligninger. Comte levede i det postrevolutionære Frankrig og mente, at sociologien som videnskab kunne blive vigtig i forsøget på at styre de store samfundsændringer og det voksende industrielle samfund. Sociologien ville, efter hans opfattelse, være anvendelig for den nye samfundsopbygning. Sociologiens bidrag skulle være at studere relationen mellem samfundets dele, synliggøre social adfærd og social orden og studere, hvordan generel social udvikling ville foregå. Comte mente desuden, at sociologien kunne bruges til at studere, hvordan sociale institutioner kunne medvirke til at opretholde social orden (Larsen og Laustsen 2010).

Sociologien er en ung disciplin, hvis historie og udvikling er forbundet med samfundsmæssige forhold og ændringer i de samfundsmæssige strukturer i 1800-tallet. Her skete en række væsentlige forandringer, som udfordrede den traditionelle og religiøse forståelse af virkeligheden. Industrialiseringen tog fart i 1700-tallet i England og spredte sig til Europa. I kølvandet på industrialiseringen fulgte urbaniseringen, hvor folk flyttede fra land til by og forlod den traditionelle landarbejderlivsform, hvor arbejde og privatliv var tæt forbundet, og i stedet gik over til lønarbejderlivsformen, hvor privatliv og arbejdsliv blev adskilt. Kvinderne kom på arbejdsmarkedet, men også ganske små børn måtte deltage i arbejdslivet, ofte på umenneskelige betingelser.

Denne samfundsudvikling var med til at skabe en ny klasse af arbejdere, hvilket blev afsættet til en klassekamp, der udsprang af den franske revolution i 1789. Her gjorde man op med feudalsamfundets overklasse og

17

18

KAPITEL 1

AT STILLE SPØRGSMÅL OG VÆRE KRITISK Sociologien blev den videnskab, der fokuserer på, at der altid ”ligger noget bag” , gennem det at forholde sig kritisk til det umiddelbare. Individets måde at betragte verden på, dets handlinger, livsstil og kultur kan forstås eller forklares ud fra noget, der ikke udelukkende er individuelt, men er et resultat af samfundsmæssige begivenheder.

Mens andre universitetsfag studerer individ og samfund, herunder samfundsfag, statskundskab, psykologi og historie, så betragtes etnologi og etnografi som søsterfag til sociologien. Men især antropologi og socialantropologi lægger sig tæt op ad sociologien med forskningsfelter, der krydser hinanden, og med videnskabelige metoder, der har lighedstræk.

dens “naturlige” privilegier. Både overklassens ret til at benytte en vis del af arbejdernes arbejdskraft og arbejdernes pligt til at afgive korn til herremanden blev fjernet. Tiende til kirken blev ophævet, og endelig fik langt de fleste mænd ret til at stemme.

Alle disse ændringer udfordrede de sædvanlige livsformer og hierarkier og skabte en forståelse af, at de sociale forhold kunne være anderledes.

Man erfarede, at forholdene var menneskeligt og ikke guddommeligt givne.

Alt dette gjorde det muligt at tænke på en helt anden måde.

Nødvendigheden af at forstå verden Professor i antropologi Thomas Hylland Eriksen definerer socialantropologi som videnskaben, der sammenligner studier af kultur og samfund med udgangspunkt i lokalt liv. Det betyder, at der er fokus på kulturel variation.

Kulturel variation dækker ikke blot studier af fremmede samfund og fremmede folkeslag, men også studier inden for eget samfund. Faget søger at nå en helhedsforståelse af menneske, kultur og samfund gennem detaljerede studier af livet, som det leves lokalt. Hylland Eriksen skriver, at socialantropologien har til opgave at vække forbløffelse og sætte fokus på verdens mangfoldighed og kompleksitet. Socialantropologien er på få årtier vokset

SOCIOLOGI I ET SUNDHEDSPROFESSIONELT PERSPEKTIV

Figur 1.2 Den franske revolution gjorde op med feudalsamfundets privilegier og udfordrede de eksisterende samfundshierarkier.

fra at være et nichefag til at være et anerkendt videnskabeligt fag. Det skyldes hovedsageligt, at faget fik sit gennembrud i 1990’erne, hvor lysten til at

19

20

KAPITEL 1

rejse eksploderede og fortsatte sin udvikling til nutidens unge, der rejser i stor stil (Eriksen 2005).

I begyndelsen af 1800-tallet var det langsommeligt at rejse, men rejsevirksomheden steg betydeligt i takt med industrialiseringen. Infrastrukturen ekspanderede, og det blev lettere at komme fra et sted til et andet.

I 1960’erne krydsede turister landegrænser, og flyrejser blev mulige for almindelige mennesker. Modsat søgte folk fra fattige lande mod de rige i søgen efter arbejde. I 1970’erne og i 80’erne rejste unge rundt i Europa på togrejser med Interrail, mens nutidens unge ofte finder fjerne himmelstrøg attraktive (Christiansen og Nørgaard 2006).

Grundet krig og fattigdom i store dele af verdens lande ses store folkevandringer og flygtningestrømme. Mennesker langvejsfra med vidt forskellig kulturel, religiøs og værdimæssig baggrund søger tilflugt i de rige lande i bestræbelsen på at opnå sikkerhed, uddannelse, arbejde og en tryg hverdag for dem selv og deres familier. Gennem mobilitet og rejseaktivitet er verden “blevet mindre”, og dermed er muligheden for at støde på anden kultur, tro, moral, ret, sædvaner og samværsformer øget betydeligt.

Mobilitet sker ikke blot på tværs af etnicitet og landegrænser. Den nye tendens er urbanisering, hvor mange og især unge mennesker ønsker at bosætte sig i storbyerne og dermed forlade yderområderne, hvor små lokalsamfund affolkes.

Alt dette har medført stor nysgerrighed over for fremmed kultur, fremmede folkeslag og social adfærd. Via socialantropologien bliver det muligt at forstå, hvorfor man handler, som man gør. Kendskab til sociale samværsregler, opdragelsesmetoder og kostvaner, men også forståelse for samfundsmæssige, politiske og økonomiske aspekter, er fokusområder inden for det socialantropologiske felt.

SUNDHEDSPROFESSIONELLES BEHOV FOR VIDEN OM ANDRE KULTURER Også blandt sundhedsprofessionelle er der opstået interesse og behov for mere viden om mennesker, der lever sammen på nye måder. Sundhedsprofessionelle må have øje for variation og ligheder, men må også inddrage et lokalt og globalt perspektiv for at kunne leve op til sundhedsvæsenets krav om kvalitet i pleje og behandling, hvilket fx er nødvendigt i forbindelse med behandling, rehabilitering og omsorg.

Socialantropologien bidrager til at studere, hvad der er særpræget i fremmede kulturer, men nok så meget at studere, hvad der er særpræget i

SOCIOLOGI I ET SUNDHEDSPROFESSIONELT PERSPEKTIV

ens egen kultur, hvad der er national identitet, hvordan man oplever mennesker i forskellige landsdele, og hvordan man er i stand til at modtage nye borgere (Eriksen 2005).

Sociologi som fag Sociologi blev etableret som fag og disciplin for godt 100 år siden. Fagets udvikling foregik forholdsvis langsomt, og selv om sociologien har sine rødder i Europa og blev grundlagt her i løbet af 1800-tallet, var USA først med at etablere faget som selvstændig universitetsdisciplin. University of Chicago grundlagde i 1893 et institut for sociologi og antropologi. Chicagoskolens forskere var bl.a. optaget af livsformer, levevilkår og urbanisering, og de fik en betydelig indflydelse inden for mikrosociologien og socialpsykologien. Retningen, der kaldes symbolsk interaktionisme, forsøger at følge samfundets forandringer og konflikter fra makroniveauet til mikroniveauet ved at afdække, hvordan problemer og konflikter udfolder sig, bliver fortolket og bearbejdet mennesker imellem. Man studerer så at sige interaktionsprocesserne mellem mennesker.

Symbolsk interaktionisme har haft stor indflydelse og er blevet overtaget og videreudviklet i moderne sociologi. Flere af retningens teoretikere, blandt andre sociologen Erving Goffman, ses fortsat meget anvendt i forståelsen af fænomener som stigmatisering samt rollespillet mellem mennesker i dagligdagen (Jacobsen og Kristiansen 2014; Larsen og Laustsen 2010).

STRUKTURFUNKTIONALISMEN En anden væsentlig retning inden for den amerikanske sociologi var strukturfunktionalismen, som udsprang fra forskere ved det amerikanske Harvard University. Retningen retter sig mod strukturer og indbyrdes afhængighedsforhold i samfundet, såsom organisationsformer, regelsystemer og værdimønstre. Det, der interesserer strukturfunktionalisterne, er karakteren af den sociale sammenhængskraft og værdifællesskabet med fokus på at opretholde det gode samfund. Denne retning har inspireret moderne sociologi, bl.a. den tyske sociolog Niklas Luhmanns systemteori (Kneer og Nassehi 2002).

21

22

KAPITEL 1

OPBLOMSTRING OG LUKNING I Danmark tog faget sociologi fart, da Claudius Wilkens i 1881 udgav den nok første lærebog i sociologi i verden og dermed var med til at sætte gang i sociologisk tænkning i Norden. Senere fik han et professorat i filosofi og sociologi på Københavns Universitet. Den helt store udbredelse af sociologien kom dog først efter 2. Verdenskrig, idet behovet for samfundsforskning og reformer under genopbygningen var stort. I 1958 blev et sociologisk studium åbnet ved Københavns Universitet, og i 1964 blev kultursociologi dannet som selvstændigt fag samme sted. Begge studier fik efterhånden ret stor tilstrømning og blev stærkt præget af studenteroprøret i slutningen af 1960’erne.

Faget fik efterfølgende en marxistisk drejning, og i forbindelse med konflikter omkring den kritiske samfundstilgang blev begge studier lukket i 1987 af daværende undervisningsminister Bertel Haarder. Det blev først genetableret i 1994 som uddannelse ved Københavns Universitet med Margareta Bertilsson og Peter Gundelach som professorer. I 1997 blev en sociologisk uddannelse desuden oprettet ved Aalborg Universitet (Hansson og Nielsen 1996).

Især siden 1970’erne er sociologiens udvikling foregået i tværprofessionelle sammenhænge og beskæftiger sig i dag med stort set alle makro-, meso- og mikrosociologiske tendenser og problemstillinger. Faget har løbende været præget af forskellige opfattelser af indhold og fænomener, som underkastes mangeartede analyser, teoretiske antagelser og metoder.

Den samfundsmæssige kontekst, som fænomener skal forstås ud fra Som almindelige borgere og som sundhedsprofessionelle støder man på artikler, undersøgelser og afhandlinger, der handler om samfundsmæssige forhold, sociale forhold og sociale forskelle. Man mødes med påstande, som kan blive samtaleemne overalt, hvor mennesker mødes, i offentlige og sociale medier og på skoler, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.

I kommuner, regioner og i Folketinget kan disse artikler og undersøgelser give anledning til debatter og måske munde ud i konkrete love. På den måde er der fokus på samfundsmæssige problemer, og man forsøger at begrunde tiltag og forandringer med nyeste viden. Derfor er samfundsvidenskabelige metoder relevante og brugbare i sundhedsuddannelserne og i det sundhedsvidenskabelige felt.

SOCIOLOGI I ET SUNDHEDSPROFESSIONELT PERSPEKTIV

Birkler definerer videnskab som en praksis, hvor der stræbes efter ny viden på et stringent grundlag (Birkler 2005). Trods naturlige overlapninger i samfundsvidenskabens videnskabsteoretiske retninger er der flere dominerende retninger inden for den sociologiske videnskabsforståelse. Det drejer sig fx om positivisme, fænomenologi, hermeneutik, kritisk teori og konstruktivisme. Her nævnes blot et udsnit, der opfattes som grundlæggende og desuden relevante for sundhedsprofessionelle.

Den positivistisk orienterede retning kan sammenkædes med Auguste Comte og Emile Durkheim. Comte mente, at studiet af samfundsforhold bygger på de naturvidenskabelige principper, nemlig det, der kan observeres, iagttages og forklares. I forbindelse med forskning af samfundsmæssige forhold gør det sig således gældende, at der vil være samme lovmæssigheder, som når naturvidenskaben afdækker naturens lovmæssigheder (Larsen og Laustsen 2010). Ud fra den tankegang vil den sundhedsprofessionelle fx søge forklaring på, hvorfor borgeren eller patienten har smerte, hvor smerten er lokaliseret, og hvilke mekanismer der har fremprovokeret smerten.

Inden for samfundsvidenskabelig forskning har fortolkning og mening fået en fremtrædende rolle, og Max Weber og Alfred Schütz relateres til retningerne hermeneutik og fænomenologi, som opstod som reaktion på positivismen. Inden for hermeneutikken fokuseres på det forstående, fortolkende, meningssøgende og den subjektive oplevelsesverden (Gilje og Grimen 2002). Årsagen til, at hermeneutikken og dermed fortolkning har fået så fremtrædende en rolle, er, at forståelsen af os selv som mennesker, de nære omgivelser og samfundet ikke er umiddelbart tilgængelig. I forlængelse af den tradition vil de sundhedsprofessionelle forsøge at forstå borgerens eller patientens subjektive oplevelse af fx smerte og forsøge at forstå den mening, den enkelte tillægger smerten.

Meningen med en lov eller en tekst kan også fortolkes forskelligt, og i praksis er det ofte den konkrete situation, der bestemmer, hvordan loven eller teksten udlægges (Juul 2012).

Den kritisk orienterede retning, der bl.a. involverer Karl Marx og Jürgen Habermas, anerkender forskningen inden for det positivistiske og det hermeneutiske felt, men derudover fokuseres på pligten til at påvise ulighed og uretfærdighed i samfundet. Ordet “kritisk” skal således ikke forstås negativt, men derimod forstås sådan, at man forholder sig bevidst til noget og kan skelne mellem rigtigt og forkert. I den kritisk orienterede videnskab er det ikke tilstrækkeligt blot at forklare samfundsmæssige forhold; videnskaben må også bidrage til forandring og bevidstgørelse af undertrykkende

23

24

KAPITEL 1

forhold ved at påpege skævvridning og uretfærdighed i samfundet, herunder social ulighed, ulighed i sundhed og magt (Brodtkorb, Norvoll, Rugkåsa 2009; Juul 2012).

På baggrund af den tænkning vil de sundhedsprofessionelle ikke blot søge at forstå det enkelte menneske, der er plaget af smerte. De vil også forstå patienten og borgeren i en samfundsmæssig kontekst, fx om smerterne skyldes lungecancer foranlediget af cigaretter tilsat toksiske tilsætningsstoffer eller arbejde med lungeskadelige stoffer som fx asbest. I disse tilfælde har den sundhedsprofessionelle pligt til at advokere for patienten, at indberette sundhedsskadelige forhold og deres konsekvenser og dermed påpege undertrykkende samfundsmæssige forhold.

Sociologisk metode og sundhedsprofessionerne Sociologisk og socialantropologisk metode er en måde at indsamle, organisere, bearbejde, analysere og tolke sociale fakta og fænomener på så systematisk, at andre kan efterprøve fundene. Det er en fremgangsmåde til at præsentere viden om den sociale virkelighed (Brodtkorb, Norvoll, Rugkåsa 2009). Denne systematiske metode kan også benyttes til indsamling af data i det sundhedsprofessionelle felt. Det kunne fx være data omhandlende borgere og patienters livsstil, herunder KRAM-faktorerne: kost, rygning, alkohol og motion.

For at udvikle ny viden og nye begreber skal metoderne give et validt billede af virkeligheden og sikre, at indsamlingen af data gennemføres transparent og pålideligt, så andre forskere kan kontrollere resultaterne. Et centralt spørgsmål inden for sociologisk og socialantropologisk forskning er værdifrihed, og her er der forskellige opfattelser. Især den positivistiske forskning har et ideal om værdifrihed og objektivitet (Gilje 2012), mens repræsentanter for fænomenologi, hermeneutik og kritisk realisme hævder, at forskerens værdier og normer altid vil være til stede, hvorfor forskeren vanskeligt kan forholde sig helt værdifrit (Juul 2012). For Karl Marx var forskerens tilhørsforhold en vigtig faktor, idet han mente, at forskerens ophav, og dermed også værdigrundlag, altid ville have indflydelse på forskningen (Gilje og Grimen 2002). Ud fra den betragtning, at sociologi og socialantropologi drejer sig om mennesker, vil forskningsprocesser nødvendigvis påvirke deltagerne, hvilket der må tages højde for. Derfor rejses en række etiske spørgsmål, som altid må inddrages i forskningen og sikre deltagernes

SOCIOLOGI I ET SUNDHEDSPROFESSIONELT PERSPEKTIV

integritet. Det gælder forhold som information om undersøgelsen, eventuelle konsekvenser for deltagelse, samtykke, åbenhed i forhold til alle undersøgelseselementer samt hensyntagen til anonymitet (Kjellström 2012).

Den sociologiske og socialantropologiske forskning benytter sig af såvel den kvantitative som den kvalitative metode. I begge tilfælde er formen for indsamling af data vigtig, samt hvordan data bearbejdes og analyseres.

Denne brug af data er dermed meget anderledes end den måde, hvorpå man skaffer sig viden i dagligdagen, det, som Thomas Harboe kalder ”sund fornuft” (Harboe 2001).

Viden om metoder er et redskab til at vurdere de undersøgelser og studier, som sundhedsprofessionelle præsenteres for overalt. De vil på den måde være i stand til at vurdere resultater, konklusioner og deres anvendelighed inden for det sundhedsfaglige felt. Dernæst gør viden om metoder de sundhedsprofessionelle i stand til selv at gennemføre undersøgelser og drage egne metodiske erfaringer med ny viden til følge.

Kvantitative metoder er ofte gode til at fastslå og afprøve antagelser og bestemte sammenhænge samt få et overblik, inden de mere dybdegående kvalitative data indledes. God kvalitet inden for kvantitativ forskning vurderes ud fra begreberne validitet og reliabilitet (Henricson 2014). Man gør brug af data om flere mennesker, og data indsamles og systematiseres ved hjælp af optælling. Det kan også dreje sig om data i form af spørgeskemaer, der udtrykkes i tal og måleenheder. Der arbejdes ofte med variabler, som indgår i et mønster af årsag-virkning-sammenhænge, og der lægges vægt på, at de udvalgte data skal undersøges og være så repræsentative som muligt for de valgte enheder, problemstillingen gælder for. Enhederne skal registreres, og der skal foretages statistiske analyser af disse, der sammenlignes og giver et talmæssigt indtryk (Harboe 2006). Den kvantitative metode kan fx anvendes til at undersøgelse, hvor mange patienter der gør brug af genoptræningsprogrammet efter en hofteoperation, og hvor lang tid der går, inden patienten er i stand til at arbejde igen.

Kvalitative metoder gør brug af data, der lægger vægt på helheder og nuancerede beskrivelser af sociale forhold og fænomener. God kvalitet inden for kvalitativ forskning vurderes ud fra begreberne troværdighed, pålidelighed og overførbarhed (Henricson 2014). I kvalitative metoder gør man ofte brug af et begrænset enhedsområde og søger et dybere indblik i det område, der ønskes undersøgt. Det kan fx være individuelle interview, fokusgruppeinterview, narrative fortællinger og observationer.

I det tidligere nævnte eksempel med hofteopererede patienter kan en

25

26

KAPITEL 1

kvalitativ undersøgelse afdække, eventuelt ved hjælp af interview, hvordan patienterne har oplevet deres sygdoms-, indlæggelses- eller genoptræningsforløb.

Kvantitative og kvalitative metoder kan virke som hinandens modsætninger, men de kan ofte med fordel supplere hinanden, fx ved hjælp af triangulering, som er en metode til at øge pålideligheden. Triangulering betyder, at man sammenfletter to eller flere forskellige undersøgelser. Fx kan man sammenligne forskellige forskeres analyser af et fænomen for at få et mere validt grundlag at drage konklusioner ud fra ved fx at koble data fra et spørgeskema med data fra et kvalitativt interview. Eller man kan kombinere interview med observationer og åbne spørgsmål med lukkede spørgsmål. Derved kan man kompensere for den ene metodes svagheder og få et mere dækkende billede af fænomenet. Styrken ved triangulering er netop bekræftelsen af en konklusion via forskellige metoder.

De klassiske sociologer Forståelse af nutidens sociologi forudsætter et vist kendskab til de klassiske sociologer, da det i høj grad er deres begreber og analyser, der er blevet bygget videre på. Her fokuseres på tre klassiske sociologer, der har haft stor indflydelse på sociologien. Det drejer sig om Emile Durkheim, Max Weber og Karl Marx, der i deres egen forståelse lå under for et positivistisk videnskabsideal. Imidlertid har de alle haft et betydeligt socialkonstruktivistisk element, idet de på hver deres måde forsøgte at afdække, hvordan det moderne samfund skabes og reproduceres gennem individers handlinger og praksis (Rasborg 2004).

De tre klassiske sociologer var toneangivende i 1800-tallet, hvor den moderne livsform slog massivt igennem. De kunne indfange den moderne tids særlige intensitet, der var karakteriseret ved industrialisering, dvs. overgangen til nye produktionsmetoder, hvor man gik fra håndværksmæssige produktionsformer til automatiseret masseproduktion og fra små enheder til store virksomheder. Industrialiseringen blev efterfulgt af kapitalismen, der muliggjorde en ny form for konkurrence med fokus på globalisering og international handel.

SOCIOLOGI I ET SUNDHEDSPROFESSIONELT PERSPEKTIV

EMILE DURKHEIM (1858 - 1917) Emile Durkheim, fransk sociolog og filosof med jødisk baggrund. Der var lagt op til, at Durkheim skulle efterfølge sin far som rabbiner, men han valgte sin egen løbebane. Han arbejdede ihærdigt og vandt flere priser og konkurrencer med sin viden. Han blev gymnasielærer og viste sig at være en fantastisk formidler, der var interesseret i det sociologiske felt og dybt inspireret af Comte (Østerberg 2002).

Durkheim så samfundet som en organisme, hvis dele er afhængige af hinanden, hvilket automatisk sikrer solidaritet og fællesskab. For at en del kan fungere, skal de øvrige dele også fungere – det kaldes organisk solidaritet. Han mente, at virkeligheden har en hierarkisk struktur med organismer, der hver især er styret af specifikke love og kræfter. Den sociale virkelighed er, ifølge Durkheim, forskellig fra den fysiske, den biologiske og den psykologiske virkelighed, hvor fakta kan observeres. I hans arbejde ses begrebet sociale fakta, der kan betragtes som ting eksisterende uafhængigt af individerne. Sociale fakta kan yde en umærkelig og usynlig tvang over individerne, og denne grundlæggende sociale struktur vil have betydning for individets handlinger (Guneriussen 2015; Østerberg 2002). I sporet efter Durkheims tænkning ses den teknologiske udvikling som et eksempel på dette. Fx viser ny forskning, at indførelsen og brugen af mobiltelefoner i sundhedsvæsenet kan forårsage en usynlig tvang over individerne (Paasch 2016).

I de senere værker går Durkheims opfattelse af samfundet i nye retninger. Han bliver særdeles optaget af begrebet fællesskab og anlægger en samfundsmæssig betragtning på forskelligartede typer sammenhold samt deres betingelser og konsekvenser. I Durkheims kendte værk “Selvmordet” argumenterer han for, at krisetendenser i samfundet og dertil knyttede selvmord skyldes sociale fakta og

27

28

KAPITEL 1

manglende sammenhængskraft i samfundet. Der skelnes mellem tre former for selvmord: det altruistiske selvmord, der skyldes forsvar af ære, det egoistiske selvmord, der skyldes svage sociale relationer, og det anomiske selvmord, der skyldes uklare normer i samfundet.

Durkheim anså det som givet, at forhold i samfundet havde betydning for, at selvmord blev begået. Han pointerede, at sammenhold er en væsentlig faktor for, hvorvidt kriser gennemleves eller ej. Durkheim påviste, at der var flere selvmord blandt protestanter end blandt katolikker, og at forskellen kunne forklares ud fra, at sammenholdet var stærkere blandt katolikker end blandt protestanter (Guneriussen 2013; Gilje og Grimen 2002).

Man kan så spørge, hvad Emile Durkheims tænkning kan bruges til i nutiden.

Det vil være naturligt at lade blikket falde på forhold som solidaritet, fællesskabsfølelse og sammenhold, der i mange samfundsgrupper kan siges at have trange kår i dag. Samfundsstrukturen præger det enkelte individ, og travlhed, effektivitet og individualisme kan resultere i ensomhed og selvmord hos både unge og gamle.

Sundhedsprofessionelle har en stor opgave i at rette søgelyset mod aspekter som sociale relationer, sammenhold og fællesskabsfølelse blandt de mennesker, de arbejder med. n

SOCIOLOGI I ET SUNDHEDSPROFESSIONELT PERSPEKTIV

MAX WEBER (1864 - 1920) Max Weber, tysk sociolog, filosof og økonom, opvokset med en far, som var jurist, en veluddannet mor og to søskende. Weber blev professor i økonomi i Freiburg 1894, men måtte i 1898 træde tilbage nogle år på grund af et nervøst sammenbrud. I 1918 blev Weber professor i politisk økonomi i Wien og året efter i München, inden han døde i 1920, 56 år gammel. Max Weber er en væsentlig person blandt sociologiens grundlæggere. Hans arbejde omfatter samfundsvidenskabernes teoretiske og metodologiske grundlag samt mange områder af samfundslivet (Månson 2013).

Hele sit liv søgte Weber årsagerne til den vestlige verdens helt specielle udvikling, hvor især den målrettede orientering var karakteristisk, men også den stigende rationalisering, beregnelighed, standardisering og effektivisering viste sig på flere samfundsområder. Weber fokuserede også på individet og dets forskellige handlemåder, nemlig målrationel handlen, værdirationel handlen, traditionel handlen og emotionel-affektuel handlen. Den målrationelle handlen er aktuel i den vestlige verden, hvor individets kalkulation er et af de mest hensigtsmæssige midler til at nå de ønskelige mål. Individet opererer med, hvordan målet opnås med færrest mulige uønskede konsekvenser, og uden skelen til, om målene er hensigtsmæssige.

Den værdirationelle handlen er derimod påvirket af moralske, etiske, religiøse og æstetiske overvejelser, dvs., om målet er ønskværdigt. Weber var bekymret for, at målrationelle handlinger, i fx bureaukratiske organisationer, ville komme til at dominere det kapitalistiske, markedsorienterede samfund, og at menneskelige værdier, idealer og oplevelser af mening ville gå tabt. Dette beskrev Weber som

29

30

KAPITEL 1

rationalitetens jernbur. Han så disse træk i kapitalistiske virksomheder, bureaukratier, retsvæsen, politiske herredømmeformer, men også i videnskab og teknologi (Laustsen et al. 2016).

Denne skepsis må siges at være højaktuel i dagens sundhedsvæsen. De økonomiske udfordringer, som sundhedsområdet står over for, har afstedkommet øget specialisering, effektivisering, omstrukturering og rationalisering. Debatten og kritikken, fra både ansatte, borgere og patienter, går derfor også på, om målet bliver vigtigere end midlet og de menneskelige værdier.

Endnu et væsentligt begreb i Webers arbejde er bureaukrati, som beskrives som værende en speciel administrativ struktur, der opstod i middelalderen og udfoldede sig i Vesten, navnlig i 1900-tallet. Karakteristisk for bureaukratiet er en række forhold: arbejdsdeling, hierarki, regler for arbejdsopgaver, rettigheder knyttet til embedet (ikke til personen), ansættelse efter kvalifikationer, livslangt karriereforløb, fast gage efter rang, og at den ansatte er beskyttet mod tvang. Flere af disse forhold er stadig gældende i offentlige organisationer i dag (Månson 2013).

Væsentlig er desuden Webers analyse af magt og autoritet. Autoritet forudsætter, at magtudøvelsen hviler på en legitim magt, og han fremførte på den baggrund typologierne traditionel autoritet, legal autoritet og karismatisk autoritet.

Traditionel autoritet bygger på traditionens ukrænkelighed og dem, der er kaldet til at styre. Legal autoritet legitimeres via troen på det fornuftige i samfundets love og regler. Karismatisk autoritet ses via individets personlige egenskaber, dvs. den hengivenhed, som undersåtter føler over for en hersker eller leder, fx religiøse profeter eller politikere. Dette arbejde har været betydningsfuldt for organisationsudvikling, hvor ledelsesværdier har gennemgået en udvikling fra den autoritære ledelsesform til en mere demokratisk, men ifølge flere sociologer bør Webers typologi i dag suppleres af professionel autoritet.

Denne form for autoritet legitimeres af troen på den videnskabelige kundskab, som hviler på systematisk viden koblet til det moderne, komplekse, teknologiske samfund, hvor eksperter indtager centrale positioner.

Metodologisk søgte Weber at bygge bro mellem lovmæssighed i naturvidenskabelig forstand på den ene side og på den anden side indlevende meningsdannelse, fortolkning og forståelse af de enkelte fænomener efter tanker fra humanvidenskaben. Hans metode foreskrev metodologisk individualisme, dvs., at forklaringer af samfundsmæssige fænomener skulle tage udgangspunkt i de enkelte individer (Månson 2013). n

SOCIOLOGI I ET SUNDHEDSPROFESSIONELT PERSPEKTIV

KARL MARX (1818 - 1883) Karl Marx var tysk sociolog med fundament i filosofi og økonomi og med et brændende politisk engagement. Marx er opvokset og uddannet i Tyskland, og som knap 30-årig organiserede han sammen med Friedrich Engels Det kommunistiske Forbund, var redaktør på et par aviser og udgav flere bøger, herunder ”Det kommunistiske manifest”. Efter flere flytninger og udvisning af Tyskland bosatte Marx og hans familie sig i London, hvor han levede i fattigdom (Nielsen og Poulsen 2013).

Få teorier har haft så stor indflydelse som Marx’ analyse af det kapitalistiske samfund. Han spillede en væsentlig rolle som inspirator for forskellige politiske retninger, men hans videnskabelige teori om samfundets udvikling blev central.

Marx beskrev forskellige samfundstyper, som var undertrykkende for borgerne, først slaveriet, dernæst feudalsamfundet og endelig det kapitalistiske samfund.

Marx var især optaget af det kapitalistiske samfund og dets produktionsmåde.

Han taler om samfundets basis og overbygning. Basis bestående af den materielle produktion og de økonomiske produktionsforhold, som er bestemmende for overbygningen, der omfatter forhold som politik, ret, ideologi og åndsliv. Denne produktionsmåde ville, ifølge Marx, føre til fremgang, men også til problemer og spændinger, der ville udmønte sig i ulige adgang til produktionsmidler og ejendomsret og deraf følgende social ulighed.

Marx ønskede at afdække samfundets underliggende strukturerer samt forholdene omkring den kapitalistiske produktion, der udelukkende orienterer sig mod profit. I stedet for at skabe ting, som folk har behov for, producerer kapitalisten kun det, der giver profit, og i bestræbelsen på profit undertrykkes folket (Månson

31

32

KAPITEL 1

2013). Eksempelvis ses, at fødevareindustrien ofte kritiseres for at tilføre tilsætningsstoffer i maden for at optimere indtjening og konkurrenceevne, selv om dette sker på bekostning af borgernes helbred.

På baggrund af Marx’ store interesse for og kritik af kapitalismen har han delt befolkningen i to klasser med hver deres tilhørsforhold til samfundets produktionsmidler, nemlig dem, der ejer produktionsmidlerne, kapitalisterne (borgerskabet) og arbejderklassen (proletariatet), der ikke ejer produktionsmidlerne. Udviklingen i styrkeforholdet mellem disse klasser vil ifølge Marx præge samfundsudviklingen. Den store klasse, arbejderklassen, er afhængig af at sælge arbejdskraft til den pris, kapitalisterne vil give. Disse spændinger mellem produktionskræfternes og produktionsforholdenes udvikling vil medføre klassekamp, der vil føre til arbejderklassens frigørelse. Hermed skulle vejen være banet for et socialistisk samfund uden klassemodsætninger. Marx’ forståelse af sociale kasser har haft stor indflydelse i sociologien, herunder begreberne social klasse og social lagdeling. Man kan inddele disse sociale lag ud fra uddannelse, viden og erhverv og sammenligne de forskellige lag i forhold til holdninger, handlinger, adfærd.

Man kan foretage klasseanalyser og kortlægge sundhedstilstande, dødelighed og fritidsmønstre, og man kan fx undersøge, om mennesker i lavere sociale lag er mere syge end i de højere sociale lag. Disse analyser er interessante i forhold til befolkningens levekår, livskvalitet og livsstil. Ligeledes kan lagdelingsanalyser til stadighed være interessante i bestræbelsen på at finde uligheder i samfundet (Månson 2013).

Også når det gælder politisk strategi og planlægning har lagdelingsanalyser indflydelse på, hvordan et samfund bør være. Der tænkes ofte i interessekonflikter, men også i økonomiske og teknologiske baner, hvilket er betydningsfulde områder for samfundsudviklingen og dermed for samfundets borgere. n