TIMOTHY SNYDER
SORT JORD Holocaust som historie og advarsel
Af samme forfatter Nationalism, Marxism, and Modern Central Europe: A Biography of Kazimierz Kelles-Krauz Wall Around the West: State Borders and Immigration Controls in the United States and Europe (red. med Peter Andreas) The Reconstruction of Nations: Poland, Ukraine, Lithuania, Belarus, 1569-1999 Sketches from a Secret War: A Polish Artist’s Mission to Liberate Soviet Ukraine The Red Prince: The Secret Lives of a Habsburg Archduke Bloodlands: Europa mellem Hitler og Stalin Thinking the Twentieth Century (s.m. Tony Judt) Stalin and Europe: Imitation and Domination, 1928-1953 (red., s.m. Ray Brandon) Ukrainian History, Russian Policy, and European Futures (pü russisk og ukrainsk)
Sort jord.indd 2
08/03/16 14.52
TIMOTHY SNYDER
SORT JORD HOLOCAUST SOM HISTORIE OG ADVARSEL
P책 dansk ved Anders Nygaard
Sort jord.indd 3
08/03/16 14.52
SORT JORD Holocaust som historie og advarsel Af Timothy Snyder Oversat fra engelsk af Anders Nygaard efter Timothy Snyder: Black Earth. The Holocaust As History And Warning Copyright © 2015 Timothy Snyder Dansk udgave: Copyright © 2016 Gads Forlag ISBN: 978-87-12-0510-53 1. udgave, 1. oplag Printed in Finland Forlagsredaktion: Erik Høvring Konsulenter: Merete Harding og Palle Roslyng-Jensen Projektledelse: Martin Gylling og Henrik Sebro Omslag: Henriette Wiberg Danielsen Omslagsfoto: Alex Majoli/Magnum Photos Kort: Beehive Mapping Grafisk tilrettelæggelse: Per Demuth, Demuth Grafisk Tryk: Bookwell Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB Oversættelsen er støttet af Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk
Sort jord.indd 4
08/03/16 14.52
Indhold Forord
11
INDLEDNING: HITLERS VERDEN 15 1. LEBENSRAUM 27 2. BERLIN, WARSZAWA, MOSKVA
47
3. LØFTET OM PALÆSTINA 79 4. STATSØDELÆGGERNE 101 5. DOBBELTBESÆTTELSE 6. DET STØRRE ONDE
143
173
7. TYSKERE, POLAKKER, SOVJETBORGERE, JØDER 209 8. AUSCHWITZPARADOKSET 241 9. SUVERÆNITET OG OVERLEVELSE 261 10. DE GRÅ REDNINGSMÆND
287
11. FORKÆMPERE FOR GUD OG MENNESKER 311 12. DE RETFÆRDIGE FÅ
339
KONKLUSION: VORES VERDEN Forfatterens tak Noter
361
389
395
Arkiver og forkortelser
435
Bibliografi 437 Register
Sort jord.indd 9
479
08/03/16 14.52
Sort jord.indd 10
08/03/16 14.52
Forord
I
Wiens fashionable sjette distrikt ligger Holocausts historie indfældet i fortovet. Foran de huse, hvor jøderne engang boede og arbejdede, er der i brolægningen anbragt små, firkantede messingplader med navn, deportationsdato og dødssted. Den brolægning, som jøderne engang måtte skrubbe med deres bare hænder. For en voksen er ordene og datoerne et bindeled mellem nutid og fortid. Et barns udsyn er anderledes. Barnet tager udgangspunkt i det håndgribelige. En lille dreng, der bor i sjette distrikt, ser, hvordan et arbejdshold dag for dag bevæger sig frem, hus for hus, op ad den modsatte side af hans gade. Han ser, hvordan de graver fortovet op, ligesom hvis de skulle reparere et rør eller lægge et kabel. Mens han en morgen venter på bussen til børnehaven, ser han mændene, der nu arbejder lige overfor på den anden side af gaden, skovle og tromle den dampende, sorte asfalt. Mindepladerne, der reflekterer en lille smule af det blege sollys, er mystiske genstande i behandskede hænder. “Was machen sie da, Papa?” “Hvad laver de, far?” Drengens far er tavs. Han kigger op ad gaden efter bussen. Han tøver lidt og begynder at svare: “Sie bauen ...” “De bygger ...” Han standser. Det er ikke let. Så kommer bussen; den spærrer for udsynet, og med en hvæsende lyd åbnes den automatiske dør til en almindelig dag.
11
Sort jord.indd 11
08/03/16 14.52
75 år tidligere, i marts 1938, fjernede jøderne ordet “Østrig” fra brolægningen i gaderne i hele Wien og udviskede dermed et land, der ophørte med at eksistere, da Hitler og hans hære rykkede ind. I dag – på de selvsamme fortove – er navnene på netop disse jøder en skamplet på det genskabte Østrig, der ligesom resten af Europa stadig er usikker på sin egen fortid. Hvorfor blev Wiens jøder forfulgt, netop som Østrig blev fjernet fra landkortet? Hvorfor blev de sendt til Hviderusland for at blive myrdet, tusind kilometer væk, når der var et åbenlyst jødehad i Østrig? Hvorfor fik et folk, der havde etableret sig i en by (i et land, på et kontinent), pludselig en så voldsom afslutning på sin historie? Hvorfor vil fremmede dræbe fremmede? Og hvorfor vil naboer dræbe naboer? Ligesom i de andre storbyer i Central- og Vesteuropa udgjorde Wiens jøder en vigtig del af samfundet. Massevis af jøder havde igennem mere end 500 år boet i byer og landsbyer i landene nord, syd og øst for Wien, i Østeuropa. Og så, på mindre end fem år, blev mere end fem millioner af dem myrdet. Vores umiddelbare forståelse svigter. Vi forbinder med rette Holocaust med den nazistiske ideologi, men glemmer, at mange af drabsmændene hverken var nazister eller tyskere. Vi tænker først på de tyske jøder, selvom næsten alle de jøder, der blev dræbt under Holocaust, boede andre steder end i Tyskland. Vi tænker på koncentrationslejrene, selvom kun et fåtal af de myrdede jøder nogensinde så en. Vi bebrejder staten, selvom mord kun var muligt der, hvor dens institutioner var blevet tilintetgjort. Vi kritiserer videnskaben og støtter dermed op om et vigtigt element i Hitlers verdensanskuelse. Vi bebrejder nationer og giver frit løb for nogle af de forsimplinger, nazisterne selv anvendte. Vi husker ofrene, men er tilbøjelige til at forveksle minde med forståelse. Mindesmærket i Wiens sjette distrikt hedder Erinnern für die Zukunft (Husk for fremtiden). Kan vi være sikre på, at en genkendelig fremtid er i vente, nu hvor Holocaust ligger bag os? Vi deler en verden med både de glemte gerningsmænd og de mindede ofre. Verden er under forandring, og angst og frygt, som var velkendt på Hitlers tid, og som Hitler reagerede på, bliver nu kaldt til live igen. Historien om Holocaust er ikke forbi. Dens præcedens er evig, og vi har endnu ikke lært lektien. 12
Sort jord.indd 12
08/03/16 14.52
En grundig fremstilling om massemordet på de europæiske jøder er nødt til at være global, idet Hitlers udgangspunkt var biologisk og betragtede jøderne som fejl i naturen. Den er nødt til at være kolonial, eftersom Hitler ønskede udryddelseskrige i de nabolande, hvor jøderne boede. En sådan historie er nødt til at være international, for tyskere og andre myrdede jøder, ikke i Tyskland, men i andre lande. Den er nødt til at være kronologisk, idet Hitlers overtagelse af magten i Tyskland, som kun udgør en del af historien, blev efterfulgt af erobringerne af Østrig, Tjekkoslovakiet og Polen, hvilket førte til, at Endlösung blev omformuleret. Den er nødt til at være politisk, i specifik forstand, da den tyske tilintetgørelse af nabostaterne skabte områder, hvor man, specielt i det besatte Sovjetunionen, kunne udvikle udryddelsesteknikkerne. Den er nødt til at være multifokal og anlægge perspektiver, der ligger ud over nazisternes egne, og anvende kilder fra alle grupper, fra jøder og ikkejøder, over hele det område, hvor drabene fandt sted. Det er ikke kun et spørgsmål om retfærdighed, men om forståelse. En sådan historie er også nødt til at være menneskelig; den må gøre rede for forsøget på at overleve såvel som for forsøget på at slå ihjel, og beskrive jøderne i deres forsøg på at leve, såvel som de få ikkejøder, der prøvede at hjælpe dem, og acceptere den iboende og ureducerbare kompleksitet, der kendetegner enkeltpersoner og møderne mellem dem. En historie om Holocaust er nødt til at være nutidig og give os mulighed for i vores tanker og i vores liv at opleve det, der er tilbage fra Hitlers epoke. Hitlers verdensanskuelse førte ikke af sig selv til Holocaust, men dens skjulte sammenhænge frembragte nye former for destruktiv politik samt ny viden om den menneskelige evne til at begå massemord. En kombination af ideologi og sammenfaldende omstændigheder nøjagtig som i 1941 vil ikke forekomme igen, men måske noget lignende. En del af indsatsen for at forstå fortiden er således den indsats, der er nødvendig for at forstå os selv. Holocaust er ikke kun historie, det er også en advarsel.
Sort jord.indd 13
08/03/16 14.52
Sort jord.indd 14
08/03/16 14.52
Indledning Hitlers verden
V
i kan intet vide om fremtiden, mente Hitler, bortset fra grænserne for vores planet: “overfladearealet af et præcist udmålt rum”. Økologi var knaphed, og eksistensen var ensbetydende med en kamp om jord. Livets uforanderlige lov gik ud på, at dyrene var inddelt i arter, der var fordømt til “indre afsondrethed” og til en endeløs kamp indtil døden. Hitler var overbevist om, at menneskeracerne var ligesom dyrearterne. De højeste racer udviklede sig stadig fra de lavere, hvilket betød, at krydsning mellem dem var mulig, men syndig. Racerne burde opføre sig ligesom dyrearterne, hvor man parrer sig inden for sin egen art og forsøger at dræbe dem, der ikke tilhører arten. Det var for Hitler en naturlov, loven om kamp mellem racer, der var lige så sikker som tyngdeloven. Kampen kunne aldrig høre op, og den havde ikke noget sikkert udfald. En race kunne triumfere og blomstre, men den kunne også blive udsultet og udryddet.1 I Hitlers verden var jungleloven den eneste lov. Folk skulle undertrykke enhver tendens til barmhjertighed og være så grådige, som de kunne. Hitler brød dermed med de traditioner inden for den politiske tænkning, der hævdede, at menneskene var forskellige fra naturen på grund af deres evne til at forestille sig og skabe nye former for tilknytning. De politiske tænkere forsøgte ud fra denne grundantagelse at beskrive ikke kun de mulige, men de mest retfærdige samfundsformer. For Hitler var naturen imidlertid den eneste, brutale og overvældende sandhed, og alle forsøgene på at tænke anderledes var en illusion. Carl Schmitt, en ledende nazistisk retsteoretiker, forklarede, at politiske anskuelser ikke opstod fra historien eller fra begre15
Sort jord.indd 15
08/03/16 14.52
ber, men fra vores sans for fjendskab. Vores racemæssige fjender var valgt af naturen, og vores opgave gik ud på at kæmpe og dræbe og dø.2 “Naturen”, skrev Hitler, “kender ikke til politiske grænser. Den anbringer livsformerne på denne klode og sætter dem derpå fri til at stræbe efter magten.” Eftersom politik var natur, og naturen var en kamp, var ingen politisk tænkning mulig. Konklusionen var en ekstrem formulering af den udbredte tankegang fra 1800-tallet om, at de menneskelige aktiviteter kunne forstås som biologi. I 1880’erne og 1890’erne foreslog flere seriøse filosoffer og deres popularisatorer, der var påvirkede af Charles Darwins idé om naturlig udvælgelse, at de gamle spørgsmål vedrørende politisk tænkning var blevet løst af dette gennembrud inden for zoologien. Da Hitler var ung, var alle former for politik påvirket af en fortolkning af Darwin, hvor konkurrence blev identificeret som et samfundsmæssigt gode. For Herbert Spencer, den britiske forsvarer af kapitalismen, mindede et marked om en biosfære, hvor de stærkeste og de bedste overlevede, og den nytte, som en fuldstændig uhindret konkurrence afstedkom, opvejede dens umiddelbare onder. Kapitalismens modstandere, socialisterne i Den Anden Internationale, tog også de biologiske analogier til sig. De begyndte at betragte klassekampen som “videnskabelig” og mennesket som et dyr blandt mange andre, i stedet for som et særlig kreativt væsen med en specifik menneskelig natur. Karl Kautsky, tidens førende marxistiske teoretiker, insisterede pedantisk på, at mennesket var et dyr.3 Ikke desto mindre var disse liberale og socialister, uanset om de var klar over det eller ej, begrænset af deres tilknytning til skikke og institutioner. De tankemønstre, der var en følge af den sociale erfaring, forhindrede dem i at drage de allermest radikale konklusioner. De var etisk forpligtet til goder som økonomisk vækst og social retfærdighed, og de fandt det attraktivt eller bekvemt at forestille sig, at den naturlige konkurrence ville kunne levere disse goder. Hitler gav sin bog titlen Mein Kampf – Min kamp. På baggrund af de to ord var han gennem to tykke bind og to årtier med politisk liv uendelig narcissistisk, nådesløst konsekvent og overstrømmende nihilistisk, hvor andre ikke var det. Racernes uophørlige strid var ikke et træk ved tilværelsen, men selve essensen. At fremføre det var ikke at udvikle en teori, men at iagttage universet som det var. Kampen var selve livet, ikke et middel til at nå et andet mål. Den blev ikke retfærdiggjort af den 16
Sort jord.indd 16
08/03/16 14.52
velstand (kapitalisme) eller retfærdighed (socialisme), den antoges at medføre. Pointen var på ingen måde, at det ønskede slutmål retfærdiggjorde de blodige midler. Der var intet slutmål, kun usselhed. Racen var virkelig, hvorimod individer og klasser var flygtige og fejlagtige konstruktioner. Kampen var ikke en metafor eller en analogi, men en håndgribelig og total sandhed. De svage skulle beherskes af de stærke, eftersom “verden er ikke til for de feje”.4 Og det var det eneste, man kunne vide eller tro på. Hitlers verdensanskuelse afviste såvel de religiøse som de sekulære traditioner, men var ikke desto mindre afhængige af dem begge. Selvom han ikke var nogen original tænker, fremkom han med en solid løsning på en krise inden for såvel tænkning som tro. Som så mange andre før ham forsøgte han at bringe de to sammen, men det, han ønskede at frembringe, var imidlertid ikke en ophøjet syntese, der skulle frelse sjæl og tanke, men et forførende sammenstød, der tilintetgjorde dem begge. Hitlers racekamp var angiveligt forankret i videnskaben, men han betegnede dens kernepunkt som “dagligt brød”. Med disse ord fremmanede han en af de bedst kendte kristne tekster, samtidig med at han grundlæggende ændrede dens mening. “Giv os i dag vort daglige brød,” beder de kristne, når de beder Fadervor. I det univers, bønnen beskriver, findes der en metafysik, en orden hinsides denne planet, en forestilling om det gode, der rækker fra en sfære til en anden. De, der siger Fadervor, beder til Gud om, at Han vil “forlade os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”. I Hitlers “kamp for naturens rigdomme” var det ikke en synd at sætte sig i besiddelse af alt, hvad der var muligt, og det var en forbrydelse at tillade andre at overleve. Barmhjertighed gjorde vold på tingenes orden, for den gjorde det muligt for de svage at formere sig. Hitler sagde, at mennesket var nødt til at fornægte de bibelske bud. “Hvis der er ét guddommeligt bud, jeg kan anerkende,” skrev han, “så er det dette: ‘Du skal bevare arten’.”5 Hitler udnyttede forestillinger og temaer, der var velkendte for de kristne: Gud, bøn, arvesynd, guddommelige påbud, profeter, udvalgte folk, messiasskikkelser – ja, selv den kendte kristne tredeling af tiden: først Paradis, så uddrivelse og til sidst frelse. Vi lever i snavset, og vi må arbejde hårdt for at rense os selv og verden, så vi kan vende tilbage til Paradis. At betragte Paradis som kampen mellem arterne snarere end skabelsens harmoni var 17
Sort jord.indd 17
08/03/16 14.52
at forene den kristne længsel med biologiens tilsyneladende realisme. Alles krig mod alle var ikke skræmmende formålsløs, men derimod det eneste formål, man kunne have i universet. Naturens rigdom var til for mennesket, ligesom i Første Mosebog, men kun for de mennesker der fulgte naturens lov og kæmpede for den. Både i Første Mosebog og i Min kamp var naturen en ressource, der stod til rådighed for mennesket, men ikke for alle, kun for de sejrende racer. Paradiset var ikke en have, men en skyttegrav.6 Kendskab til kroppen var ikke noget problem, sådan som i Første Mosebog, men løsningen. De sejrende skulle kopulere: Næstefter mord, mente Hitler, var det menneskets pligt at dyrke sex og formere sig. I hans forestilling havde den arvesynd, der førte til menneskets fortabelse, at gøre med tanken og sjælen, ikke med legemet. For Hitler var vores ulykkelige svaghed den, at vi kan tænke og erkende, at andre, som tilhører andre racer, kan gøre det samme, og dermed anerkende dem som medmennesker. Menneskene forlod ikke Hitlers blodige paradis på grund af kendskabet til kønslig omgang; de gjorde det på grund af deres viden om godt og ondt.7 Når paradis falder, og menneskene adskilles fra naturen, er der behov for en skikkelse, som hverken er menneskelig eller naturlig, f.eks. slangen i Edens Have. Hvis menneskene rent faktisk ikke var andet og mere end et element i naturen, og videnskaben fortalte, at naturen er en blodig kamp, må det være noget, der ligger hinsides naturen, der har fordærvet arten. For Hitler var det jøden, der bragte viden om godt og ondt og som ødelagde Edens Have. Det var jøden, som fortalte menneskene, at de stod over de andre dyr, og at de besad evnen til at bestemme over deres egen fremtid. Det var jøden, der indførte den falske skelnen mellem politik og natur, mellem menneskeheden og kampen. Hitlers skæbne, som han selv betragtede den, var at forløse arvesynden fra den jødiske åndelighed og genskabe blodets paradis. Eftersom Homo sapiens kun kan overleve gennem uhæmmede racedrab, ville en jødisk fornuftens sejr over impulsen være ensbetydende med artens ophør. Det, en race havde brug for, mente Hitler, var en “verdensanskuelse”, der gjorde det muligt for den at sejre, hvilket i sidste ende betød en “tro” på dens egen meningsløse mission.8 Hitlers fremstilling af den jødiske trussel afslørede hans særlige sammensmeltning af religion og biologi. Hvis jøden triumferer, skrev Hitler, ”vil hans sejrskrone blive menneskeartens begravelseskrans.” På den ene 18
Sort jord.indd 18
08/03/16 14.52
side anerkendte Hitlers billede af et univers uden mennesker videnskabens beskrivelse af en ældgammel planet, hvor menneskeheden havde udviklet sig. Efter den jødiske sejr, skrev han, vil “jorden endnu en gang bevæge sig gennem universet helt uden mennesker, ligesom den gjorde det for millioner af år siden”. Men samtidig, og som han gjorde det klart i det selvsamme afsnit i Min kamp, var denne ældgamle jord med racer og udryddelser Guds skaberværk. “Jeg mener derfor, at jeg handler i overensstemmelse med Skaberens ønsker. Betvinger jeg jøden, forsvarer jeg Herrens værk.”9 Hitler mente, at menneskearten var inddelt i racer, men han afviste, at jøderne var en sådan. Jøderne var ikke en lavere eller en højere race, de var en ikkerace eller en modrace. Racerne fulgte naturen og kæmpede for jord og føde, hvorimod jøderne fulgte “unaturens” fremmede logik. De modsatte sig naturens grundlæggende imperativ ved at nægte at stille sig tilfreds med erobringen af et bestemt levested, og de fik andre til at agere på samme vis. De insisterede på at dominere hele kloden og alle dens folkeslag. Og til det formål opfandt de generelle idéer, der lokkede racerne bort fra den naturlige kamp. Planeten havde ikke andet at byde på end blod og jord, men jøderne fremkom ikke desto mindre på mystisk vis med begreber, der gjorde, at verden blev betragtet mindre som en økologisk fælde og mere som en menneskelig orden. Idéerne om politisk gensidighed, at mennesker anerkender andre mennesker som sådan, kom fra jøderne.10 Hitlers grundlæggende kritik var ikke den sædvanlige, der gik ud på, at menneskene var gode, men var blevet fordærvede af en overdrevent jødisk civilisation. Det var snarere sådan, at menneskene var dyr, og at enhver udøvelse af etiske overvejelser i sig selv var et tegn på jødisk fordærv. Selve forsøget på at opstille et universelt ideal og dernæst stræbe mod det, var lige præcis det, der var afskyeligt. Heinrich Himmler, Hitlers stedfortræder, fulgte ikke hver eneste detalje i Hitlers tænkning, men han holdt fast i konklusionerne: Etikken som sådan var en fejltagelse; den eneste moral var troskaben mod racen. Himmler fastslog, at medvirken til massemord var en god handling, idet den tilførte racen en indre harmoni og førte til enhed med naturen. De etiske problemer ved at se f.eks. tusinder af jødiske lig, markerede overskridelsen af den konventionelle moral. Den midlertidige belastning ved at begå mord var et værdigt offer for racens fremtid.11 Enhver ikkeracistisk holdning var jødisk, mente Hitler, og enhver uni19
Sort jord.indd 19
08/03/16 14.52
versel idé var et instrument til udbredelsen af jødernes herredømme. Både kapitalismen og kommunismen var jødiske. Deres tilsyneladende opbakning til forestillingen om en kamp var simpelthen et dække for jødernes ønske om verdensherredømmet. Enhver abstrakt idé om staten var også jødisk. ”Staten som et mål i sig selv findes ikke,” skrev Hitler. Han præciserede, at “menneskenes højeste mål” var ikke at bevare “nogen given stat eller regering, men bevarelsen af deres art”. De eksisterende staters grænser ville blive skyllet bort af naturkræfterne i løbet af den racekamp: “Man må ikke lade sig blive ledt bort fra grænserne til Det Evigt Rette i og med der eksisterer politiske grænser.” Hvis staterne ikke var imponerende, menneskelige præstationer, men skrøbelige barrierer, der kunne besejres af naturen, fulgte det, at lovene var specifikke snarere end generelle; de var udtryk for racemæssig overlegenhed snarere end en vej til lighed. Hans Frank, Hitlers juridiske rådgiver og under Anden Verdenskrig generalguvernør i det besatte Polen, fastholdt, at loven var bygget på det tyske ”folks overlevelsesevne”. Juridiske traditioner, der baserer sig på andet end race, er ”blodfattige abstraktioner”. Loven havde intet formål ud over kodificeringen af en Führers momentane opfattelse af, hvad der var bedst for hans race. Den tyske forestilling om en retsstat, en stat, der fungerede i overensstemmelse med loven, havde ingen substans. Som Carl Schmitt forklarede, tjente loven racen, og staten tjente racen, så racen var dermed det eneste relevante begreb. Forestillingen om, at en stat var ansvarlig over for ydre retlige standarder, var et svindelnummer, der skulle tjene til at undertrykke den stærke.12 Hitler hævdede, at de universelle idéer, i det omfang de gennemtrængte de ikkejødiske tanker, svækkede racefællesskaberne til fordel for jøderne. De forskellige politiske idéers indhold var irrelevante, idet de alle blot var fælder, der var lagt ud, så tåberne skulle falde i dem. Der var ingen jødiske liberale og ingen jødiske nationalister, ingen jødiske messiasskikkelser og ingen jødiske bolsjevikker: “Bolsjevismen er kristendommens uægte barn. De er begge jødens påfund.” Hitler betragtede Jesus som en jødefjende, hvis lære var blevet forvansket af Paulus, således at den blev til endnu en falsk jødisk universalisme, en, der handlede om barmhjertighed mod de svage. Om det var Paulus eller Lev Trotskij, hævdede Hitler, var der udelukkende tale om jøder, der iførte sig forskellige forklædninger for at forføre de god20
Sort jord.indd 20
08/03/16 14.52
troende. Idéerne havde ingen historisk oprindelse og ingen forbindelse til efterfølgende begivenheder eller til enkeltpersoners kreativitet. De var blot jødernes taktiske frembringelser, og i den forstand var de alle ens.13 Hitler mente faktisk, at der ikke fandtes nogen menneskehedens historie som sådan. “Alle de verdenshistoriske begivenheder,” hævdede han, “er ikke andet og mere end udtryk for racernes selvopholdelsesdrift.” Det, man var nødt til at registrere fra fortiden, var jødernes uophørlige forsøg på at forvrænge naturens struktur. Disse ville fortsætte, lige så længe som der levede jøder på jorden. “Det er jødedommen,” skrev Hitler, “der hele tiden ødelægger denne orden.” De stærke burde udsulte de svage, men jøderne kunne ordne tingene sådan, at det var de svage, der udsultede de stærke. Det var ikke en uret i almindelig forstand, men derimod en krænkelse af selve tilværelsens logik. I et univers, der var blevet forvrænget af de jødiske idéer, kunne kampen føre til utænkelige resultater: ikke til, at den stærkeste overlever, men til at den stærkeste udsultes. Heraf fulgte det, at tyskerne altid ville være ofre, så længe jøderne eksisterede. Som den højeste race fortjente tyskerne mest og havde mest at tabe. Jødernes unaturlige magt “myrder fremtiden”.14 Selvom Hitler stræbte efter at definere en verden uden historie, blev hans idéer ændret af hans egne erfaringer. Første Verdenskrig, den blodigste i historien, blev udkæmpet på et kontinent, der betragtede sig selv som civiliseret, og kuldkastede den udbredte tillid blandt mange europæerne til, at man gennem strid kunne opnå det gode. Nogle europæere på den yderste højrefløj og den yderste venstrefløj kom til den modsatte konklusion. Ifølge dem havde blodsudgydelserne ikke været omfattende nok, og ofrene havde været utilstrækkelige. For bolsjevikkerne i Rusland, der var disciplinerede og idealistiske marxister, udgjorde krigen og den revolutionære energi, den førte med sig, en lejlighed til at indlede den socialistiske genopbygning af verden. Ligesom for mange andre tyskere, sluttede krigen for Hitler, før den var blevet endeligt afgjort. De racemæssigt overlegne blev tvunget bort fra slagmarken, før de havde vist deres værd. Der var naturligvis en udbredt forestilling om, at Tyskland burde vinde, og ikke udelukkende blandt militarister og ekstremister. Thomas Mann, den store tyske forfatter og senere modstander af Hitler, talte om Tysklands “ret til at herske, til at tage del i 21
Sort jord.indd 21
08/03/16 14.52
klodens forvaltning”. Edith Stein, en fremragende tysk filosof, der udviklede en teori om empati, betragtede det som “udelukket, at vi nu vil blive ‘besejret’”. Efter at Hitler kom til magten, blev hun pågrebet i sit kloster og myrdet som jøde.15 For Hitler var resultatet af Første Verdenskrig et symbol på jordens undergang. Hitlers opfattelse af krigsafslutningen gik langt ud over hans landsmænds nationalisme, og hans reaktion på nederlaget havde kun en overfladisk lighed med den almindelige følelse af krænkethed på grund af de mistede territorier. For Hitler demonstrerede det tyske nederlag, at noget var gået skævt i måden, som verden var bygget op på. Det var beviset på, at jøderne havde mestret naturens metoder. Hvis nogle få tusind tyske jøder var blevet gasset i begyndelsen af krigen, hævdede han, ville Tyskland have vundet.16 Han mente, at jøderne typisk udsatte deres ofre for udsultning, og han betragtede den britiske flådeblokade af Tyskland under (og efter) Første Verdenskrig som et eksempel på anvendelsen af den metode. Det var et udtryk for en permanent tilstand og et bevis på, at der ville komme mere lidelse. Så længe jøderne udsultede tyskerne, i stedet for at tyskerne udsultede, hvem der passede dem, var verden ude af balance. Ud fra nederlaget i 1918 drog Hitler sine konklusioner om alle fremtidige konflikter. Tyskerne ville altid sejre, hvis jøderne ikke var involveret, men eftersom jøderne dominerede hele kloden og havde gennemsyret tyskernes tænkning med deres idéer, måtte kampen for Tysklands herredømme antage to former. En simpel erobringskrig ville aldrig være tilstrækkelig, uanset hvor sejrrig den var. Ud over at udsulte de underlegne racer og tage deres land, måtte tyskerne samtidig være nødt til at besejre jøderne, hvis verdensomspændende magt og snigende universalisme ville underminere ethvert sundt racefelttog. Tyskerne besad således den stærkes ret over for de svage og den svages ret over for de stærke. Som de stærke ville de være nødt til at beherske alle de svagere racer, de stødte på; som de svage måtte de befri alle racerne fra det jødiske herredømme. Hitler forenede på den måde to stærke motiverende kræfter inden for verdenspolitikken i sit århundrede: kolonialismen og antikolonialismen. Hitler betragtede såvel kampen for jord som kampen mod jøderne som et spørgsmål om udslettelse, men han så dem ikke desto mindre som forskellige. Kampen mod de underlegne racer om jord var et spørgsmål om 22
Sort jord.indd 22
08/03/16 14.52
kontrollen over dele af jordens overflade. Kampen mod jøderne var naturbundet, idet den ikke drejede sig om en bestemt racefjende eller et territorium, men om forholdene for livet på jorden. Jøderne var “en pest, en åndelig pest”, værre end “den sorte død”. Eftersom de brugte idéerne som kampmiddel, havde de indflydelse overalt, og alle og enhver kunne være deres bevidste eller ubevidste instrumenter. Den eneste måde at skaffe sådan en plage af vejen var ved at rykke den op med rode. “Hvis naturen bestemte, at jøden skulle være den materielle årsag til folkeslagenes forfald og fald,” skrev Hitler, “så gav den disse folkeslag muligheden for en sund reaktion.” Elimineringen var nødt til at være fuldstændig: Hvis blot en eneste jødisk familie forblev i Europa, ville den kunne inficere hele kontinentet.17 Syndefaldet kunne gøres ugjort; kloden kunne heles. “Et folk, som slipper af med sine jøder,” sagde Hitler, “vender af sig selv tilbage til naturens orden.”18 Hitlers syn på menneskelivet og naturens orden var altomfattende og cirkulær. Alle spørgsmål vedrørende politik blev besvaret, som var de spørgsmål vedrørende naturen, og alle spørgsmål om naturen blev besvaret ved at vise tilbage til politikken. Cirklen blev tegnet af Hitler selv. Hvis politik og natur ikke var kilder til erfaring og perspektiv, men tomme stereotyper, som udelukkende eksisterer i forhold til hinanden, så hvilede al magten i hænderne hos den, der satte klichéerne i omløb. Fornuften blev erstattet af referencer, argumentationen af besværgelser. “Kampen” var, som titlen på bogen afslørede, “min”, det vil sige Hitlers. Den totale idé om livet som en kamp gav ophavsmanden fuld fortolkningsret til enhver begivenhed. Det at sætte lighedstegn mellem natur og politik forkastede ikke kun politisk, men også videnskabelig tænkning.19 For Hitler udgjorde videnskaben en fuldstændig åbenbaring af racekampens lovmæssighed, et afsluttet blodsudgydelsens evangelium, og ikke en proces, der indebar hypoteser og eksperimenter. Videnskaben bidrog med et vokabular om den biologiske kamp, ikke et væld af begreber og procedurer, der muliggjorde en stadig mere omfattende forståelse. Den gav svar, men stillede ingen spørgsmål. Menneskets opgave bestod i at underkaste sig denne tro i stedet for at udsætte naturen for en besnærende jødisk tænkning. Fordi Hitlers verdensanskuelse krævede en enkel cirkulær sandhed, der omfattede alting, var den 23
Sort jord.indd 23
08/03/16 14.52
sårbar over de simpleste former for pluralisme, f.eks. at mennesker kan ændre deres omgivelser på en måde, der igen vil forandre samfundet. Hvis videnskaben kunne forandre naturen på sådan en måde, at menneskenes adfærd ændrede sig, så ville alle hans påstande vise sig at være uholdbare. Hitlers logiske cirkel, hvor samfundet var natur, fordi naturen var samfund, hvor mennesker var dyr, fordi dyr var mennesker, ville blive brudt. Hitler anerkendte, at videnskabsmænd og specialister havde deres opgaver inden for racefællesskabet: fremstille våben, forbedre kommunikationen og fremme hygiejnen.20 Stærkere racer måtte have bedre kanoner, bedre radioer og bedre helbred, så de bedre var i stand til at beherske de svagere racer. Han så det som en opfyldelse af naturens bud om at kæmpe, ikke som en overtrædelse af dens love. Teknologiske fremskridt var et bevis på racemæssig overlegenhed, ikke et vidnesbyrd om en generel videnskabelig forståelse. “Alt det vi i dag beundrer på denne jord,” skrev Hitler, “lærdommen og kunsten, teknologien og opfindelserne, er kreative frembringelser, der udelukkende er skabt af nogle få folkeslag, og måske oprindelig blot af en enkelt race.” Ingen race, hvor avanceret den end måtte være, kunne ændre på naturens grundlæggende struktur gennem nyskabelser. Naturen havde kun to varianter: paradiset, hvor de højere racer slagter de lavere, og den faldne verden, hvor jøder uden for naturens systemer fornægter de højere racer den belønning, de fortjener, og udsulter dem, når det er muligt. Hitler forstod, at landbrugsvidenskab udgjorde en særlig trussel mod logikken i hans system. Hvis det var muligt for mennesket at intervenere i naturen og frembringe mere mad uden at erobre mere land, brød hele hans system sammen. Han fornægtede derfor vigtigheden af det, der foregik lige for øjnene af ham, videnskaben om det, der senere blev kaldt Den Grønne Revolution: krydsningen af kornsorter, udbredelsen af kunstgødning og sprøjtegifte samt den øgede brug af kunstvanding. Selv “i bedste fald”, fremførte han, vil sulten overvinde de forbedrede dyrkningsmetoder. Der var “en grænse” for alle videnskabelige forbedringer. Ja, alle “de videnskabelige metoder inden for landbruget” var allerede blevet forsøgt og havde slået fejl. Der var ingen tænkelige forbedringer, nu eller i fremtiden, der ville kunne brødføde tyskerne “fra deres egen jord og territorium”. Fødevareforsyningen kunne kun sikres gennem erobringer af frugtbare områder, ikke ved hjælp af en videnskab, der skulle gøre det tyske territorium mere 24
Sort jord.indd 24
08/03/16 14.52
frugtbart. Jøderne fremmede bevidst den modsatte teori med henblik på at dæmpe den tyske appetit på erobringer og forberede det tyske folk på tilintetgørelse. “Det er altid jøden,” skrev Hitler i den forbindelse, “som forsøger og har succes med at plante sådanne dødsensfarlige måder at tænke på.”21 Hitler måtte forsvare sit system mod menneskehedens opdagelser, som udgjorde et lige så stort problem for hans system som medmenneskelig solidaritet. Videnskaben kunne ikke redde arten, for i sidste instans var alle idéer racemæssige og ikke andet en æstetiske afledninger af kampen. Den modsatte forestilling, at idéerne rent faktisk kunne afspejle naturen eller forandre den, var en “jødisk løgn” og “jødisk svindel”. Hitler fastholdt, at “mennesket aldrig har overvundet naturen i nogen henseende”. Universel videnskab skal, ligesom universel politik, ikke betragtes som menneskelig, men som en jødisk trussel.22 Problemet i verden var, som Hitler så det, at jøderne havde foretaget en falsk adskillelse af videnskab og politik og havde givet falske løfter om fremskridt og medmenneskelighed. Den løsning, han foreslog, var at udsætte dem for den brutale realitet, at natur og samfund var et og det samme. De skulle udskilles fra andre folkeslag og tvinges til at leve i ugæstfri områder. Jøderne var magtfulde i og med, at de i kraft af deres “unatur” trak andre til sig. De var svage, fordi de ikke kunne modstå den brutale realitet. Hvis de blev forflyttet til et eller andet eksotisk sted, ville de være ude af stand til at manipulere andre med deres unaturlige begreber, og de ville bukke under for jungleloven. Hitlers første tankespind kredsede om et ekstremt, naturligt miljø, “et lovløst sted på en eller anden ø”. Senere vendte hans tanker sig mod Sibiriens ødemarker. Det var “fuldstændig ligegyldigt,” sagde han, om jøderne blev sendt det ene eller det andet sted hen.23 I august 1941, omkring en måned efter at Hitler fremkom med denne bemærkning, begyndte hans mænd at henrette jøder i titusindvis – midt i Europa, i omgivelser, som de selv havde gjort lovløse – oven for massegrave i Ukraines sortjord.
Sort jord.indd 25
08/03/16 14.52