Stemmer fra graven

Tidligere udgivet i serien om Ruth Galloway Pigen under jorden Løgnens hus Huset på klippen Døden på museet Det tavse vidne De udstødte

Stemmer fra graven_TRYK.indd 2

03.08.2020 15.31

Elly Griffiths

STEMMER FRA GRAVEN PÅ DA N S K V E D L Æ R K E PA D E

GADS FORLAG

Stemmer fra graven_TRYK.indd 3

03.08.2020 15.31

Stemmer fra graven er oversat fra engelsk af Lærke Pade efter The Ghost Fields Copyright © 2015 by Elly Griffiths Dansk udgave: copyright © 2020 by Gads Forlag ISBN 978-87-12-05999-8 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anders Timrén Omslagsfotos: Shutterstock, iStockphoto Bogen er sat med Minion hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng.

Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Der citeres fra følgende værker: Emily Brontë: Stormfulde højder (1847), på dansk ved Angelica Kromann/revideret af C.A. Bodelsen (Gyldendal, 1978) Samuel Taylor Coleridge: ”The Rime of the Ancient Mariner/Den gamle sømand” (1798), på dansk ved Uffe Birkedal (1922, BI-forlag 1993) A.A. Milne: Peter Plys (1926), på dansk ved Else Heise/revideret af Estrid og Erik Dal (denne udgave Gyldendal, 2000) William Shakespeare: Kong Lear (1606), på dansk ved Niels Brunse (Gyldendal, 1997) Alfred Tennyson: Anna og Locksley Slot: to Digte, på dansk ved Ad. Hansen (Gyldendal, 1872) Henry David Thoreau: Walden – Livet i skovene (1854), på dansk ved Niels Brunse (Gyldendal, 2007)

Stemmer fra graven_TRYK.indd 4

03.08.2020 15.31

Tilegnet Sheila og Ian Lewington

Stemmer fra graven_TRYK.indd 5

03.08.2020 15.31

Alfred Blackstock = Leonie Miller

Lewis (født 1915) Meldt savnet, formodet død 1950

Fred (født 1917, død 1944) = Bella Haywood

Nell (født 1941) = Blake Goodheart

Dexter og Amy

Stemmer fra graven_TRYK.indd 6

03.08.2020 15.32

George (født 1926) = Lucy Carr (afgået ved døden)

George (født 1955) = Sally Thomson

Cassandra (født 1983)

Chaz (født 1985)

7

Stemmer fra graven_TRYK.indd 7

03.08.2020 15.32

Stemmer fra graven_TRYK.indd 8

03.08.2020 15.32

Jeg hader den mørke Fjeldkløft bag ved det lille Krat, dens Læber i Marken hist er besudlet med Lyngen rød, bloddryppende Rædsel ruger derover ved Dag og ved Nat, og Ekko, hvad man saa raaber, svarer bestandig: Død.

Alfred Tennyson: Maud

Stemmer fra graven_TRYK.indd 9

03.08.2020 15.32

Stemmer fra graven_TRYK.indd 10

03.08.2020 15.32

PROLOG

Juli 2013 Sommeren er varmere, end den har været i mange år. En rigtig hedebølge, som aviserne skriver. Men Barry West beskæftiger sig ikke ret meget med vejrudsigter. Han har det samme tøj på hele året, cowboybukser og en engelsk landsholdstrøje. Det er lummert i gravemaskinens førerhus, men det har han egentlig ikke noget imod. At være mand handler om at svede. En mand, der vasker sig for meget, er enten udlænding eller det, der er værre. Det falder ham ikke ind, at kvinder ikke ligefrem finder hans odør tillokkende. Han er fyrre og har ikke haft en kæreste i årevis.

Men denne julidag er han tilfreds. Himlen over Norfolk er varm og brutalt blå, og den jord, som gravemaskinens kæber finder frem, er lys, næsten hvid. Det gule køretøj bevæger sig støt frem og tilbage, kværner sten og groft græs. Barry ved det ikke, og han er også bedøvende ligeglad, men folk har kæmpet indædt over dette stykke jord, som nu er ved at blive byggemodnet af Edward Spens & Co. Faktisk kæmpede romerne mod icenerne netop her, og næsten to tusinde år senere var royalisterne i nærkamp med Cromwells hær samme sted. Men i dag er Barry og hans gravemaskine alene under den brændende sol, og de eneste, der holder dem med selskab, er mågerne, som følger med i deres færden og jævnligt dykker ned for at gå på rov i den nyopgravede jord.

11

Stemmer fra graven_TRYK.indd 11

03.08.2020 15.32

Det er hårdt arbejde. Jorden er ujævn – det er derfor, den har ligget brak så længe – fyldt med kratere og regnkløfter. Om vinteren bliver de fyldt op af vand, og engen bliver næsten en sø med græstuer. Men nu, efter en måneds sommervejr, er den et månelandskab, tør og nøgen. Barry manøvrerer gravemaskinen op og ned, mens han synger uden en tone i livet.

Det er på bunden af et af disse kratere, at gravemaskinen skraber imod metal. Barry bander og går i bakgear. Over ham kredser mågerne. Deres kalden lyder ondskabsfuld, som om de ler ad ham.

Barry stiger ud af førerhuset.

Solen brænder stærkere end nogensinde. Den hamrer ned på hans baseballkasket, og han tørrer sveden af panden. Der stikker noget op af jorden, noget gråt og underligt truende. Han kommer til at tænke på en hajfinne. Barry stirrer på forhindringen. Der er noget vedvarende over dens udtryk, som om den har ligget i jorden meget, meget længe. Han bøjer sig ned og skraber noget jord væk med hænderne. Han kan se, at finnen er en del af en større genstand, meget større, end han først havde troet. Jo mere jord han fjerner, jo mere metal kommer der til syne. Det glitrer mat i solskinnet.

Barry stirrer tilbage. Edward Spens vil have ryddet denne her eng. Barrys sjakbajs har understreget, at arbejdet skal gøres så hurtigt som muligt, “før tosserne får nys om det”. Hvis han fortsætter, vil hans gravemaskine flå genstanden fra hinanden og jævne den med jorden. Eller også vil den ukendte fjende besejre ham, og gravemaskinen (som tilhører Edward Spens & Co) vil tage skade.

Pludselig, ud af det blå, kommer Barry i tanker om en bog, han fik læst højt i skolen, om en stor mand af jern, der blev fundet på en skrotplads. Et øjeblik forestiller han sig, at der under jorden ligger en sovende metalkæmpe, der vil rejse sig og knuse ham

12

Stemmer fra graven_TRYK.indd 12

03.08.2020 15.32

med sine gravemaskinenæver. Men var Jernmanden i historien ikke den gode? Barry kan ikke huske det. Han henter en spade fra førerhuset. Jorden er hård, men den er ikke så svær at flytte. Barry knokler, hans T-shirt klæber til ryggen, indtil han rammer noget andet, noget endnu større. Han hiver efter vejret, sætter spaden fra sig og begynder at fjerne jorden med hænderne. Så mærker han noget, der ikke er metal. Det er glas med klumpet jord på og næsten uigennemsigtigt. Men Barry, der er drevet af noget, han ikke helt forstår, rydder et stykke, så han kan kigge igennem det.

Et skrig sender mågerne til vejrs. Det varer et par sekunder, før det går op for Barry, at det var ham selv, der skreg. Og han er lige ved at komme til at skrige igen, da han snublende bevæger sig væk fra den begravede kæmpe.

For da han kiggede ind igennem glasset, var der nogen, der kiggede tilbage.

Ikke så langt derfra, på den anden side af de enge, hvor romerne marcherede frem i snorlige geledder, og royalisternes tropper flygtede i vild panik, er Ruth Galloway også i færd med at grave. Men det går noget mere velorganiseret for sig. Små grupper af studerende knokler i nydeligt gravede grøfter, der er markeret med snor og målebånd. Ruth går fra grøft til grøft, giver gode råd, børster jord væk fra en genstand, der måske kan være et potteskår eller sågar en knogle. Hun er glad. Da hun begyndte på denne sommerudgravning for studerende, kendte hun selvfølgelig områdets historie. Hun regnede med at finde nogle romerske potteskår og måske endda en mønt eller to. Men to dage inde i udgravningen gjorde de et virkelig betydningsfuldt fund. Et skelet, som Ruth mener kan stamme helt tilbage fra bronzealderen, omkring to tusinde år før romerne.

13

Stemmer fra graven_TRYK.indd 13

03.08.2020 15.32

Det skelet, der er begravet i den kalkholdige jord, er ikke lige så velbevaret som dem, der bliver fundet i tørv. For fem år siden fandt Ruth de jordiske rester af en pige fra jernalderen begravet i det sumpede område i nærheden af hendes hus. Det lig havde været i næsten perfekt stand, fastfrosset i tid og rum. Pigens hænder var bundet sammen med et reb af mistelten, og en del af issen var barberet. Ruth kunne ved at se på pigen se hendes historie. Dette skelet er anderledes, og Ruth kan ikke være sikker på, hvor gammelt det er. Hun har sendt prøver til kulstof 14-analyse, men selv den kan vise flere hundrede år skævt. Men skelettet ligger i hockerstilling – med benene trukket op under sig – hvilket er typisk for bronzealderbegravelser, og der er potteskår i nærheden, som ligner efterladenskaber fra klokkebægerkulturen. Begravelser fra klokkebægerkulturen, som går tilbage til ca. 2500 til ca. 2000 år før vor tidsregning, er ofte kendetegnet ved gravhøje, men der er også eksempler på begravelser på flad mark. Desuden kan gravhøjen nemt være blevet ødelagt af pløjning.

Hun gravede knoglerne ud i går efter at have fotograferet skelettet, tegnet det ind og udfyldt et skeletark for hver enkelt knogle.

Ud fra bækkenet hælder hun mest til, at det er en kvinde, men hun håber at kunne udvinde DNA nok til at blive sikker i sin sag.

Isotopanalyse vil kunne sige noget om den afdødes kost, mens knogler og tænder vil kunne fortælle, om hun har haft visse sygdomme eller oplevet perioder med underernæring. Det varer ikke længe, før Ruth får svar på nogle af sine spørgsmål, men hun føler sig allerede knyttet til denne kvinde, der døde for så længe siden.

Som hun står der på engen, hvor luften sitrer i heden, giver hun sig selv lov til at nyde øjeblikket. Det er et dejligt job, det her. Livet er ikke så tosset, når man kan gå og grave fortiden op under denne

14

Stemmer fra graven_TRYK.indd 14

03.08.2020 15.32

høje blå himmel. Det kunne være meget værre. Hendes forældre ville gerne have haft, hun blev revisor.

“Ruth!” Hun kan godt høre, hvem det er, men hun er i så godt humør, at det ikke slår hende ud. Selvom det er hendes chef, Phil Trent, og han er iført safarishorts.

“Hej, Phil.”

“Har du fundet mere?” Ærlig talt. Er ét skelet fra bronzealderen ikke rigeligt? Det er flere, end han nogensinde selv har fundet. Men trods Ruths irritation deler hun inderst inde hans håb om, at der er flere jordiske rester gemt under jorden. Skelettets position og klokkebægerkeramikken tyder på, at man har gennemført et formelt begravelsesritual. Kan det her have været en gravplads med dysser? I så fald vil der være flere.

“Ikke endnu,” siger Ruth og tager en tår af sin vanddunk. Hun kan ikke huske, hun nogensinde har oplevet så varm en dag i Norfolk. Hendes bomuldsbukser klistrer til benene, og hun er garanteret helt rød i hovedet.

“Nå, men jeg kom til at tænke på noget,” siger Phil.

“Ja?” Ruth prøver at lade være med at se for overrasket ud.

“Du har godt hørt om Kulturarvsstyrelsens DNA-projekt?”

“Ja.” “Skulle vi ikke få dem til at tage vores skelet med? Vi kunne DNA-teste alle de lokale og finde ud af, om der er nogen, der er i familie med ham.”

“Hende.”

“Hvad?”

“Kan du ikke huske, jeg sagde, at jeg tror, det er en kvinde?”

“Nå jo. Men altså, hvad synes du? Det kunne virkelig sætte UNN på landkortet.”

15

Stemmer fra graven_TRYK.indd 15

03.08.2020 15.32

Phil er besat af at sætte UNN, University of North Norfolk, på landkortet. Inderst inde tænker Ruth, at det nok vil kræve mere end lidt DNA fra bronzealderen. Men det er ikke nogen dårlig idé.

Formålet med DNA-projektet er at fastslå, om der er forbindelser imellem lokalbefolkningen og præhistoriske skeletter. Norfolk, hvor den landlige befolkningsgruppe har været usædvanligt stabil, ville være et oplagt forsøgsområde.

“Det er da værd at overveje,” siger Ruth. “Tror du, de ville være interesserede?”

“Altså, jeg har talt med en fra Kulturarvsstyrelsen her i eftermiddag, og vedkommende virkede meget opsat.”

Det er typisk Phil. Han lader, som om han spørger Ruth til råds, men har i virkeligheden allerede sat sin plan i bevægelse.

Men PR-ivrig er måske ikke den værste egenskab, man kan have som institutleder.

“Har du lyst til at kaste et blik på dagens fund?” spørger Ruth.

Selvom hun udgravede skelettet i går og selv lagde knoglerne i poser, er der stadig et par interessante genstande i grøften.

Phil skærer ansigt. “Det er godt nok varmt,” siger han, som om vejret er hendes skyld.

“Er det?” siger Ruth og skubber sit svedige pandehår væk fra ansigtet. “Det har jeg slet ikke tænkt over.”

Phil ser undersøgende på hende. Han fatter ikke altid ironi, medmindre han koncentrerer sig meget. Ruth bliver reddet fra en forklaring, idet hendes telefon summer.

“Undskyld mig.”

Hendes puls stiger en anelse, da hun ser navnet “Nelson” på skærmen. Det er, fordi jeg er bange for, om det er noget med Kate, siger hun til sig selv. Man kan tro på hvad som helst, hvis man gør sig nok umage. Men det er selvfølgelig et politianliggende. Ruth

16

Stemmer fra graven_TRYK.indd 16

03.08.2020 15.32

assisterer North Norfolk Politis afdeling for særlig alvorlig kriminalitet som biologisk antropolog. Phil er meget jaloux.

“Ruth.” Det er typisk Nelson at springe alle høflighedsfraser over. “Hvor er du?”

“I nærheden af Hunstanton.”

“Nå, godt. Så er du i nærheden. Praktisk.”

For hvem? tænker Ruth, men Nelson er ikke færdig.

“Der er en eller anden arbejdsmand, der har fundet et fly begravet på en eng i området.”

“Et fly?”

“Ja. Sikkert fra Anden Verdenskrig. Der lå et par RAF-baser her på egnen.”

“Jamen du skal da ikke bruge mig til at grave et fly op.”

“Jo, altså – piloten sidder der stadig.”

Lidt efter er Ruth på vej til Hunstanton med Phil i passagersædet.

Hun mener ikke, hun har spurgt institutlederen, om han havde lyst til at tage med, men dér sidder han og skærer en grimasse, fordi der er skruet op for Radio 4, og spørger, om hun ikke har råd til en ny bil. “Din bog var da en ganske pæn succes, ikke? Har du ikke kontrakt på én mere?”

Ruths bog, som handler om en udgravning i Lancashire, udkom sidste år og har ganske vist fået gode anmeldelser i de akademiske tidsskrifter. Men den er ikke ligefrem blevet en bestseller, og selvom forskuddet har tjent sig ind, vil hendes royalties næppe komme til at bidrage det helt store til hendes indkomst. Men bogen har gjort hendes mor stolt, hvilket er det største mirakel.

“Jeg kan godt lide denne her bil,” siger hun.

“Det er en skrotbunke,” siger Phil. “Hvorfor køber du ikke sådan en cool Fiat 500? Shona har en i lyseblå.”

17

Stemmer fra graven_TRYK.indd 17

03.08.2020 15.32

Ruth bider tænderne sammen. En Fiat 500 er uden tvivl cool, og Shona har sikkert en, der matcher hver eneste af hendes yndige kjoler i vintagestil. Shona, Phils kæreste, der også er lektor på universitetet, er vel egentlig Ruths bedste veninde i Norfolk, men det betyder ikke, Ruth altid har lyst til at høre om, hvor cool og elegant hun er. Hun er helt tilfreds med sin gamle Renault, ellers tak. Hvem har i øvrigt bedt Phil om at sætte sig ind i den?

Hun kan se engen på lang afstand. Gravemaskinen står parkeret på en skråning, og ved siden af den står tre mænd, hvoraf den ene kun kan være Nelson. Ruth parkerer sin skrotbunke ved lågen og går tværs over den svedne jord hen imod gruppen. Phil følger efter, mens han brokker sig over varmen og folk, der er så egoistiske, at de har biler uden aircondition.

Det er Nelson, der først får øje på hende. “Der kommer hun.

Hvorfor har du taget Phil med?”

Ruth er begejstret over, at han siger det på den måde. Phil ville utvivlsomt mene, det var ham, der havde taget Ruth med.

“Han ville ikke gå glip af alt det sjove. Er det det her?”

Det er et overflødigt spørgsmål. Tre fjerdedele af en vinge og et halvt cockpit kigger op fra bunden af den lave kløft.

“Amerikaner,” siger Nelson. “Man kan se det på påtegningerne.”

Ruth sender ham et blik. Hun kan lige forestille sig, Nelson var typen, der samlede på modeller af jagerfly fra Anden Verdenskrig som dreng.

“Der lå en amerikansk flyvebase lige i nærheden,” siger en af de andre mænd. “Ved Lockwell Heath.” Ruth genkender ham, det er Edward Spens, en lokal byggeentreprenør, som hun har mødt i forbindelse med en tidligere sag. Spens er høj og flot; det trækker kun en anelse ned i hans myndige udstråling, at han er i tennistøj. Den tredje mand, der har cowboybukser og en møgbeskidt

18

Stemmer fra graven_TRYK.indd 18

03.08.2020 15.32

fodboldtrøje på, står lidt for sig selv, som om han ikke skal have noget klinket. Ruth gætter på, det er føreren af gravemaskinen.

Hun kigger ned på den blotlagte jord. Den har en vagt blå nuance. Hun sætter sig på hug og tager noget af jorden op i hånden, snuser lidt diskret til den.

“Hvad laver du?” spørger Phil. Han er tydeligvis skrækslagen for, at hun skal gøre noget pinligt.

“Brændstof,” siger hun. “Kan I ikke lugte det? Og se de blå pletter i jorden. Det er rustent aluminium. Havde I nogen anelse om, at flyet lå her?”

Det er Edward Spens, der svarer. “Der var vist engang nogle børn, der fandt nogle dele fra en motor på engen. Men der var ingen, der drømte om, at der lå et helt fly begravet her, nærmest intakt.”

Ruth ser på cockpittet. Trods rust og buler ser det forbløffende ubeskadiget ud, som det ligger dér næsten vandret i bunden af krateret.

“Hvor er liget?” spørger hun.

“Sidder i cockpittet,” siger Edward Spens. “Barry fik sig noget af et chok, kan jeg godt fortælle dig.”

“Han har sgu stadig kasketten på,” mumler Barry.

Ruth sætter sig på knæ og spejder ind ad vinduet til cockpittet.

Hun kan sagtens se, hvorfor Barry fik sådan et chok. På førersædet sidder en uhyggelig, læderklædt skikkelse, stadig iført resterne af en uniform, og ligner en forfærdelig dårlig vittighed om et fly, der er blevet forsinket. På hovedet sidder en kasket, hvor stoffet næsten er rådnet væk, men skyggen er intakt.

Ruth læner sig lidt tilbage.

“Det var underligt,” siger hun, næsten til sig selv.

“Hvad er underligt?” spørger Nelson. Han er den eneste, der

19

Stemmer fra graven_TRYK.indd 19

03.08.2020 15.32

ikke ser ud til at lide under varmen, selvom han har sit sædvanlige arbejdstøj på, blå skjorte, der står åben i halsen, og mørke bukser. Ruth har ikke set ham i et par uger og synes, han ser næsten uforskammet godt ud, som om det at finde et lig begravet i et fly er det bedste, man kan foretage sig på en sommerdag. Gad vide, om han skal udenlands på sommerferie? Det er den anden del af hans liv. Den del, hun aldrig rigtig vil få lov at kende.

“Jorden er løs,” siger Ruth. “Som om den er blevet forstyrret for nylig.”

“Selvfølgelig er den blevet forstyrret,” siger føreren af gravemaskinen. “Jeg har sgu da været igennem den med en gravemaskine.”

Spens rykker uvilkårligt på sig, som om han vil markere, at han ikke kan tage ansvar for den jævne sprogbrug, men der skal mere til at fornærme Ruth, når hun er i arbejdsmodus.

“Lagene er blevet forstyrret længere nede,” siger hun. “Det er varmt, der har ikke været ret meget regn – man skulle tro, partiklerne ville være presset tæt sammen. Og en anden ting: Muldlaget er ler, men der er nogle kalklag underneden. Kalk bevarer kun knogler, men det her lig har stadig noget hud tilbage. Se.” Nelson læner sig frem. “Ligesom det andet lig, du fandt. Det på Saltmarsken.”

Ruth ser på ham. “Ja. Bevaret hud er typisk for lig, der er fundet i moser, ikke i kalkholdig jord som denne her. Der er også noget ved den måde, piloten sidder på – med hænderne på styrepinden.

Det er næsten, som om det er iscenesat.”

Ruth kniber øjnene sammen og rykker tættere på. Hun vil ikke røre ved noget, før de kan lave en ordentlig udgravning. Bag sig kan hun høre Nelson oplyse Spens om, at denne eng nu er at betragte som et gerningssted.

“Jo, men forstår du,” siger Spens i sit mest fortrolige tonefald, “vi

20

Stemmer fra graven_TRYK.indd 20

03.08.2020 15.32

er temmelig hårdt spændt for her. Der er lidt uvilje, hvad området angår, og jeg vil meget gerne have det ryddet så hurtigt som muligt.”

“Det kan jeg desværre ikke hjælpe med,” siger Nelson. “Jeg er nødt til at få et kriminalteknisk hold herhen, og doktor Galloway skal bruge mindst en dag på at udgrave liget. Er det ikke korrekt, Ruth?”

“Gerningssted og kriminalteknisk hold?” siger Spens. “Er det ikke lidt overdrevet? Altså, den stakkels fyr er tydeligvis styrtet ned med sit fly under krigen – for halvfjerds år siden. Han må være landet i kalkbruddet og være blevet dækket af et jordskred eller sådan noget. Det er jo ikke, fordi der er begået en forbrydelse eller sådan noget.”

“Der er jeg bange for, du tager fejl,” siger Ruth og retter sig op.

“Hvad mener du?” siger Spens og lyder fornærmet.

“Jeg tror, der er blevet begået en forbrydelse.”

“Og hvad får dig til at tro det, Ruth?” spørger Phil og antyder med sit tonefald, at han er mere tilbøjelig til at tage parti for den lokale byggematador end sin egen kollega.

“Han har et skudhul midt i panden,” siger Ruth.

Stemmer fra graven_TRYK.indd 21

03.08.2020 15.32

KAPITEL 1

September 2013 “Et sidste billede.”

“Helt ærligt, Nelson, hun kommer for sent i skole på sin første dag.”

Men Nelson er ved at stille skarpt. Kate står tålmodigt ved lågen og ser nydelig ud i sin blå skolesweatshirt og grå nederdel. Hendes mørke hår er allerede ved at slippe ud af fletningerne. Ruth er ikke så god til hår. Kate holder skoletasken foran sig som et våben.

“Første skoledag,” siger Nelson og klikker løs. “Det er ikke til at tro det.”

“Men sådan er det,” siger Ruth, der selv har ligget vågen den halve nat og grublet over, hvordan i alverden hun kan overlade sin dyrebare skat til det grufulde uddannelsessystem. Og det, selvom hun har to akademiske grader og arbejder på et universitet.

“Kom, Kate,” siger Ruth og rækker hånden ud. “Vi skulle nødig komme for sent til mrs. Mannion.”

“Er det din børnehaveklasselærer?” spørger Nelson.

Nej, det er vores lokale øksemorder, tænker Ruth. Men hun overlader det til Kate at fortælle Nelson, at mrs. Mannion er vældig sød, og at hun gav hende et klistermærke, da de var til introdag, og at hun har en bamse, der hedder Blåbjørn.

“Vi skal skiftes til at tage Blåbjørn med hjem,” fortæller Kate.

22

Stemmer fra graven_TRYK.indd 22

03.08.2020 15.32

“Men vi er nødt til at være artige.” Hun siger det i et tvivlrådigt tonefald, som om det virker helt umuligt.

“Selvfølgelig kommer du til at være artig,” siger Nelson. “Du bliver den allerdygtigste.”

“Det er ikke nogen konkurrence,” mumler Ruth, mens hun åbner bildøren for Kate. Men hun har allerede haft skænderier nok med Nelson om karaktergennemsnit og privatskoler, og hvorvidt det er altafgørende, om en fireårig lærer mandarin. Det er endt med, at Ruth har fået sin vilje, og Kate skal begynde på den lokale kommuneskole, et muntert sted, hvis motto, som står med kulørte håndaftryk hen over hovedindgangen, simpelthen er: “Vi har det sjovt.”

“Ja, du er selvfølgelig lige typen, der er imod konkurrence,” siger Nelson.

“Og hvad er så det for en type?”

“Typen, der klarer sig godt i konkurrencer.”

Det kan Ruth ikke rigtig benægte. Hun har altid godt kunnet lide at lære noget og har nærmest nydt at gå til eksamen. Det er derfor, hun synes, Kate skal have det sjovt og lege med kartoffeltryk i nogle år. Der er masser af tid til at lære noget senere. Nelson, der hadede at gå i skole og gik ud så snart, han kunne komme til det, er ivrig efter, at hans børn skal have de bedste akademiske muligheder. Han og Michelle sendte deres børn på privatskole, og de har begge to gået på universitetet. Sådan skulle det bare gøres.

Laura er godt nok turistguide på Ibiza lige for tiden, og Rebecca aner ikke, hvad hun har lyst til at bruge sin grad i mediestudier til, ud over at hun gerne vil lave “noget med fjernsyn”.

“Sig farvel til farmand,” siger Ruth.

“Farvel, farmand.”

“Farvel, min skat.” Nelson tager et sidste billede af Kate, der

23

Stemmer fra graven_TRYK.indd 23

03.08.2020 15.32

vinker fra bilen. Så pakker han kameraet væk og kører hjem for at spise morgenmad med sin kone.

Ruth kører sin sædvanlige rute med havet til den ene side og marsken til den anden. Bob Woonunga, hendes nabo, kommer ud og vinker farvel, og så er der ikke flere huse, før de når til afkørslen.

Det er en smuk dag, blå og gylden, det høje græs vinker, klitterne er en blød tåge i det fjerne. Ruth spekulerer på, om hun bør sige et eller andet betydningsfuldt, fortælle Kate om sin egen første skoledag eller sådan noget, men Kate virker glad nok, synger en jingle fra en reklame for et morgenmadsprodukt. Ruth ender med at synge med. Knasende nødder, lækre rosiner. Hvad giver du mig?

Lækre rosiner.

Det føles stadig besynderligt at omtale Nelson som “farmand”.

Da Kate var tre år og begyndte at stille spørgsmål, besluttede Ruth at fortælle hende sandheden, eller i hvert fald en renskuret version af den. Nelson er hendes far; han elsker hende, men han bor sammen med sin anden familie. Elsker han også dem? Selvfølgelig gør han det. De elsker alle sammen hinanden i en rodebunke af kærlighed i det 21. århundrede. Nelson havde været dybt chokeret, da Ruth havde fortalt ham, hvad hun havde tænkt sig at sige. Men så havde han indset, at Kate – et kvikt og spørgende barn – havde brug for at vide et eller andet. Og hvad skulle de ellers have sagt?

Nelsons kone, Michelle, gik med til det, hvilket Ruth godt ved er mere, end hun fortjener. Hun er glad for, at Kate kender en som Michelle, for Michelle er en rigtig husmor, der er god til alle mortingene. Hun ville for eksempel have lavet et par holdbare fletninger (hun er frisør).

De passerer den eng, hvor liget fra bronzealderen blev fundet i juli. Kulturarvsstyrelsen har sagt ja til at finansiere en ny

24

Stemmer fra graven_TRYK.indd 24

03.08.2020 15.32

udgravning, og de vil også gerne medtage projektet i deres DNAprojekt. Måske vil udgravningen endda blive filmet. For to år siden deltog Ruth i et tv-program, der hed Kvinder der dræber, og selvom det på mange måder var en traumatisk oplevelse, var hun ikke helt utilbøjelig til godt at kunne lide oplevelsen af at være tv-ekspert i arkæologi. Hun er ikke noget naturtalent, ligesom Frank Barker, den amerikanske historiker, der var vært på programmet, men The Guardian beskrev hende som “tiltalende”, og det er da en start.

“Det kan være, mor snart skal i fjernsynet igen,” siger hun til Kate.

“Jeg håber, Blåbjørn skal hjem til os,” siger Kate. Det er også rigtigt. Lige nu er klassebamsen vigtigere.

Ruth har været bange for, om Kate ville begynde at græde, om hun selv ville begynde at græde, om et par misbilligende pædagoger ville være nødt til at flå dem fra hinanden. Men da det kommer til stykket, vinker Kate bare glad og tilfreds og forsvinder i mængden af blå sweatshirts, hvilket af en eller anden grund føles meget værre. Ruth vender sig om og forsøger at holde nogle fjollede tårer tilbage.

“Mrs. Galloway?”

Ruth vender sig om. Det her er en helt ny rolle. På arbejdet kan hun godt lide at blive kaldt doktor Galloway, og hun har aldrig nogensinde været en mrs. noget som helst. Mrs. Galloway er hendes mor, en lettere frygtindgydende nykristen kvinde, der bor i South London og har blikket stift rettet mod det forjættede land.

Skal hun insistere på at blive kaldt miss, eller ville det på en eller anden måde komme Kate til skade på hendes første skoledag?

“Mrs. Galloway?” Det er en kvinde, der henvender sig. En lærer?

En forælder? Ruth ved det ikke. Hun ser i hvert fald skræmmende hjemmevant ud i det kulørte børnehaveklassemiljø.

“Det er mig, der er miss Coles, jeg er pædagog i børnehaveklassen.

25

Stemmer fra graven_TRYK.indd 25

03.08.2020 15.32

Jeg ville bare spørge, om Kate kommer til at have madpakke med, eller om hun er tilmeldt skolemaden.”

“Skolemaden,” siger Ruth. Hun magter ikke tanken om at smøre madpakke hver eneste morgen.

“Hun er altså ikke kræsen? Godt, godt.”

Det svarer Ruth ikke på. Kate er faktisk ret kræsen, men Ruth har altid givet hende den mad, hun godt kan lide. Hun tør ikke tænke på, hvordan Kate vil reagere på at få serveret kødtærte eller semuljevælling. På den anden side er skolemaden vel anderledes i vore dage? Der er sikkert både salatbar og vinmenu.

Miss Coles tyder Ruths tavshed, som om Ruth er stærkt følelsesmæssigt påvirket af situationen, hvilket ikke er helt forkert. Hun klapper luften over Ruths arm.

“Du skal ikke være bange. Hun skal nok finde sig til rette meget hurtigt. Nu kan du bare tage hjem og få dig en dejlig kop te.”

Faktisk skal jeg hen og holde forelæsning om palæolitiske begravelsesskikke, tænker Ruth. Men hun siger det ikke højt. Hun takker bare miss Coles og skynder sig videre.

Nelson har også svært ved at slippe tanken om Kate. Han ville ønske, han kunne have fulgt hende i skole, men det var rigeligt generøst af Michelle at lade ham besøge hende tidligt om morgenen. Den planlagte, sene morgenmad skulle have været Nelsons forsøg på at sige tak, men da han kommer hjem, er Michelle på vej ud. Der er krise i salonen, siger hun, hun er nødt til at tage på arbejde med det samme. Hun giver Nelson et flygtigt kys og sætter sig ind i sin bil. Nelson ser på, mens hun laver en nydelig trepunktsvending og kører af sted med en mine, som om hun allerede er opslugt af arbejdet. Nelson sukker og sætter sig ind i sin bulede Mercedes igen.

26

Stemmer fra graven_TRYK.indd 26

03.08.2020 15.32

På stationen vanker der heldigvis en lille opmuntring. Blandt alle de åndssvage beskeder i hans indbakke er der én mail, der skiller sig ud: “Tandkort for skelet fundet 17.7.13.” Det drejer sig om den amerikanske pilot, der blev fundet siddende i sit begravede fly i sommer. Da Ruth havde udgravet skelettet, havde en obduktion slået fast, at døden formentlig var indtrådt som følge af skudhullet i tindingen. Her ville efterforskningen nok være løbet ud i sandet, hvis ikke det amerikanske luftvåben havde været så venlige at tilbyde at finansiere DNA-prøver og omfattende kriminaltekniske undersøgelser. I august var Nelson modstræbende taget på ferie i Spanien med Michelle – alt for varmt – og der var ikke sket fremskridt i mellemtiden. Men nu ser det ud, som om der endelig er kommet skred i tingene. Nelson klikker på mailen, inden han har nået at sætte sig.

Et øjeblik senere råber han: “Cloughie!”

Kriminaloverbetjent Clough dukker op i døren med en halvspist bagel i hånden.

“Se her. Der er fundet et match på vores amerikanske pilot.”

Clough kigger sin chef over skulderen. “Frederick J. Blackstock.

Og hvem er så det?”

“Hallo, Cloughie. Er du ikke selv fra Hunstanton eller deromkring? Kan du ikke kende navnet?”

“Blackstock. Åh, Blackstock. Tror du, han er i familie med dem?”

“Det ved jeg ikke, men det har jeg tænkt mig at finde ud af.”

“Hvorfor skulle en amerikansk pilot være i familie med en overklassefamilie fra Norfolk?”

“Det er ikke til at vide, Cloughie.”

“Det er da noget af et tilfælde, hva’?” siger Clough, mens han scroller videre i mailen. “Amerikansk pilot fundet død lige i nærheden af sine forfædres hjem.”

27

Stemmer fra graven_TRYK.indd 27

03.08.2020 15.32

“Præcis,” siger Nelson og tager sine bilnøgler i hånden. “Og jeg tror ikke på tilfældigheder.”

Det er umuligt at overse navnet Blackstock i Hunstantonområdet.

Der er en kro, der hedder Blackstock Arms, der er et galleri, der hedder Blackstock Art Gallery, og der er sågar et fiskerimuseum, der hedder Blackstock Fishing Museum. Navnets selvglade allestedsnærværelse minder Nelson om familien Smith i King’s Lynn, hvilket ikke ligefrem er en betryggende association, eftersom en tidligere efterforskning, der involverede familien Smith, endte med at omfatte hårde stoffer, en middelalderlig forbandelse og en giftslange. Men ulig familien Smith bor familien Blackstock stadig i det nedarvede hjem, en dyster herregård i udkanten af Saltmarsken.

De kører ad Blackstock Way forbi flade marker, der er gennemskåret af bittesmå vandløb på kryds og tværs. Flokke af får står strandede på grønne øer med sørgmodige miner, og gæs flyver over dem og tuder i triste toner. Man kan se huset på lang afstand, som et skib, der stiger op af et grågrønt hav.

“Her ville jeg ikke bryde mig om at bo,” siger Clough. “Det er lige så slemt som der, hvor Ruth bor.”

“Det er lidt mere fornemt end Ruths hus.”

Blackstock Hall er ganske rigtigt en fornem murstensbygning med et tårn i hvert hjørne, men det har ikke den beroligende aura af fordums storhed som de herregårde, hvor et skilt fra Kulturarvsstyrelsen gør opmærksom på, hvor caféen ligger. Der er ingen snorlige plæner eller renæssancehave. I stedet vokser græsset helt hen til hoveddøren, og får kigger ind ad vinduerne i stueetagen. Hvis der engang har været en sti hen til hoveddøren, er den forsvundet for mange år siden, måske flere århundreder.

28

Stemmer fra graven_TRYK.indd 28

03.08.2020 15.32

Nelson parkerer i vejkanten, og han og Clough nærmer sig huset via markerne.

“Hold da kæft,” siger Clough, “græsset er fuldt af fårelorte.”

“Hvad havde du forventet?” siger Nelson og går uden om et vandløb. Fårene stirrer på ham med deres besynderlige onykslignende øjne.

“Nu du spørger, havde jeg forventet en ordentlig indkørsel,” siger Clough. “Du kan få nogle sigøjnertyper til at gøre det for en tusse.”

Det ignorerer Nelson, selvom han ved, han burde gå i rette med det politisk ukorrekte ordvalg. “De hedder travellers, ikke sigøjnertyper, og vi bør respektere forskellige livsvalg og bla bla bla.” I stedet siger han: “Jeg håber bare, der er nogen hjemme, når vi har kæmpet os frem.”

“Der kommer røg op af skorstenen,” siger Clough. “De er sikkert ved at brænde en jomfru af inden høsten.”

“Jeg skulle aldrig have ladet dig se Offerfesten,” siger Nelson.

Trods røgen virker det først, som om der ikke er nogen hjemme.

Endelig, efter fem minutter, går den gamle egetræsdør langsomt op, og en kvinde kommer til syne. “Åh, der står faktisk nogen,” siger hun. “Vi bruger ellers kun bagdøren.”

“Det var jeg ikke klar over,” siger Nelson stift. “Mit navn er Harry Nelson, jeg er vicekriminalkommissær ved King’s Lynn Politi. Det her er kriminaloverbetjent Clough. Vi ville gerne tale med mr. eller mrs. Blackstock.”

“Så må I hellere komme indenfor,” siger kvinden. “Jeg hedder Sally Blackstock.”

Døren bliver åbnet med hiv og sving, og nu kan Nelson se, at hallen er fuld af papkasser. Sally Blackstock førte dem ikke bag

29

Stemmer fra graven_TRYK.indd 29

03.08.2020 15.32

lyset, da hun sagde, at indgangen ikke var i brug. Hun er en tiltrækkende kvinde i midten af halvtredserne med askeblondt hår, blå øjne, ingen makeup.

“Det er noget af et hus,” siger Nelson.

Sally Blackstock ler. “Det er noget af en rodebunke. Det er opført i tudortiden, men brændte ned under borgerkrigen og blev genopført i første halvdel af 1700-tallet. Slægten Blackstock har boet her på stedet i over 500 år, og det føles, som om de aldrig er gået ud med skraldet.” Hun sparker let til en af kasserne.

“Er I så ved at flytte?” spørger Clough.

Sally ler. “Nej, så heldig har jeg ikke lov at være! Vi er bare ved at rydde op. Jeg har fået en skør idé med at indrette en del af huset til B&B. Nu ved jeg snart ikke. Det virker helt vanvittigt.”

Mrs. Blackstock viser vej igennem en gang, der virker endeløs, og Nelson må i sit stille sind erklære sig enig. Alle værelserne er store og velproportionerede, men de er enten tomme eller fulde af kasser. Det er svært at forestille sig huset omdannet til en oase af små borde med morgenmadsopdækning og behagelige sofaer.

Men til sidst drejer Sally om et hjørne og viser dem ind i et stort køkken med AGA-komfur, lænestole, åben ild og hele pibetøjet.

“Jeg må indrømme, vi nærmest bare bor herinde,” siger hun, da Nelson kommenterer ildstedet. “Der er skidekoldt i resten af huset. Nå, men hvad drejer det sig om?”

Det pludselige skift fra Barbara Good til Margaret Thatcher kommer bag på Nelson. Det samme gør gearskiftet til en nu meget aristokratisk accent. Han er klar over, at han lyder som en politimand i et teaterstykke, da han svarer: “Vi har nogle nyheder om en herre, som vi mener kan være en slægtning til familien. Frederick J. Blackstock.”

Sally Blackstocks mund former sig til et lille rundt “o”. “Fred?”

30

Stemmer fra graven_TRYK.indd 30

03.08.2020 15.32

siger hun. “Freddy? Men han døde under krigen. Hans fly styrtede i havet.”

“Mrs. Blackstock, kan du huske, om du har læst noget i lokal­ avisen om et fly fra Anden Verdenskrig, der er blevet fundet her i nærheden? Det er et par måneder siden – i juli.”

“Ja, jeg synes, jeg kan huske et eller andet.”

“Nu skal du høre – der var et lig i flyet. Tandkort har vist, at der er tale om en mand ved navn Frederick Blackstock. Jeg tænker, at han må have været i familie med din mand?”

“Ja.” Sally Blackstock kører en hånd igennem håret, så det står lige op i luften. Hun gør en åndsfraværende håndbevægelse i retning af lænestolene. “Vil I ikke sidde ned, vicekriminalkommissær …”

“Nelson.”

“Ja. Nelson. Ligesom admiralen. Frederick var min mands onkel, men han emigrerede til USA i 30’erne. Vi vidste, han var død under krigen, men vi fik at vide, hans fly var styrtet ned ude på havet, og at der ikke var nogen overlevende. Min mand vil blive virkelig forbløffet over det her.”

“Hvor er din mand i dag?” spørger Nelson og fjerner diskret en hundesnor fra den stol, han sidder i.

“Han er ude hos Chaz. Vores søn. Han har en svinefarm i nærheden.” Hun skærer ansigt. “Jeg ringer til ham. Åh gud, hvor er telefonen? Vi har ikke så meget mobildækning herude,” forklarer hun de to politifolk, “så jeg har en af de der trådløse telefoner, men jeg kan aldrig finde den.”

Clough finder den under en stak Horse & Hound, og Sally belønner dem med at sætte vand over til te. Hun går ud i spisekammeret, og de kan høre, hun lægger en besked på sin mands svarer. “Skat, der er sket noget ret vanvittigt.”

Nelson og Clough veksler blikke.

31

Stemmer fra graven_TRYK.indd 31

03.08.2020 15.32

Sally kommer ind i køkkenet igen uden telefonen. Nelson gad nok vide, hvor hun har lagt den, og om hun nogensinde finder den igen. I mellemtiden skruer mrs. Blackstock helt op for charmen.

Hun læner sig op ad AGA-komfuret og ser på de to politimænd med strålende øjne. “Der var tre brødre, forstår I,” siger hun i et sludrende tonefald. “Vil I høre historien?”

“Ja tak,” siger Nelson og prøver at lade være med at lyde som en, der går i børnehave. Gad vide, hvad Kate laver nu? Måske sidder hun også og lytter til en historie. Han kan se, at Clough skal gøre sig umage for ikke at komme til at grine.

“Lewis var den ældste. Han var med i krigen og blev taget til fange i Japan. Frygtelig tid for ham, efter alt at dømme. Han blev i hvert fald aldrig sig selv igen, og i 1950 eller deromkring forsvandt han simpelthen.”

“Forsvandt?” gentager Clough.

“Ja. De troede alle sammen, han havde begået selvmord, men der var aldrig nogen, der sagde det højt. George, min svigerfar, fortalte, at det var en virkelig hæslig tid. Hans mor ville ikke acceptere, at Lewis var væk, og hun blev selv lidt gakkelak. Men til sidst måtte de indse, han ikke kom tilbage, og han blev erklæret død i løbet af 60’erne.”

“Og Frederick var død allerede under krigen?”

“Ja. Han var den mellemste bror. Han hadede det her sted, det siger George altid. Han mente, at slægtens jord var forbandet. Han havde en livlig fantasi, ligesom sin mor. Så Fred emigrerede til USA og kæmpede i det amerikanske luftvåben. Han døde i 1944, og så endte det med, at George arvede.”

“Din svigerfar?”

“Ja. Han havde aldrig regnet med at arve, fordi han var den yngste af tre, men han forsøgte at få stedet her til at fungere. Min

32

Stemmer fra graven_TRYK.indd 32

03.08.2020 15.32

mand er hans eneste barn. Han hedder også George. George junior, selvom han nærmer sig de tres.” Hun ler og tager den sprudlende kedel af komfuret.

“Så familien fik at vide, at Fredericks fly styrtede ned ude på havet?” siger Nelson og prøver at lade være med at se på Sally, der plasker kogende vand ned i tekanden. Det er længe siden, han har været på førstehjælpskursus, og han kan ikke huske, hvad man skal gøre ved brandsår.

“Ja.” Sally hælder te op, og efter en kort eftersøgning finder hun også en småkagedåse og stiller den frem på bordet. “Det er derfor, jeg ikke forstår, hvordan han kan være blevet fundet i det fly på engen.”

“Vi forstår det heller ikke,” siger Nelson langsomt. Det begravede fly havde ikke været svært at spore. Enmandsflyet af model Curtiss P-36 Mohawk D for Dog var styrtet ned under et uvejr i september 1944. Piloten havde benyttet sig af katapultsædet og var blevet fundet død på en nærliggende eng. Flyet var styrtet ned i et nedlagt stenbrud og var umiddelbart efter blevet begravet under et jordskred, som var forårsaget af den voldsomme regn. Eftersom piloten allerede var blevet fundet, havde man ikke gjort noget forsøg på at bjærge flyet.

Men premierløjtnant Frederick Blackstock havde efter sigende ikke været i nærheden af D for Dog. Han var én af i alt ti mænd, som var blevet skudt ned over Den Engelske Kanal i et B17 ugen forinden.

“Det er til dels derfor, vi er her,” siger Nelson, mens han ser Clough vælge en småkage, der på belejlig vis er klistret sammen med en anden. “Hvis din mand vil indvillige i at få lavet en DNAtest, kan vi konkludere én gang for alle, om denne Frederick Blackstock var en slægtning eller ej.”

“Det vil han da sikkert gerne,” siger Sally. Hun himler med

33

Stemmer fra graven_TRYK.indd 33

03.08.2020 15.32

øjnene. “Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle George det. George senior, mener jeg.”

Nu begynder hun at virke en anelse uhyggelig. Hvorfor himler hun med øjnene? For at antyde, at George kigger ned på dem oppe fra himlen?

“Hvornår døde George, altså George senior?”

Hun ler igen. Hendes latter er så småt begyndt at gå ham på nerverne. “Åh, han er ikke død, betjent Nelson. Han ligger ovenpå og får sin formiddagslur.”

Stemmer fra graven_TRYK.indd 34

03.08.2020 15.32