Ude

Af samme forfatter på dansk:

Mørket 2021

Øen 2021

Tågen 2021

Byen 2022

RAGNAR JÓNASSON

Ude

er oversat fra islandsk af Rolf Stavnem efter Úti

Copyright © Ragnar Jónasson 2021

Published by agreement with Copenhagen Literary Agency ApS, Copenhagen

Dansk udgave © Gads Forlag 2023

Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet efter originaldesign af David Baldeosingh Rotstein

Forsidefotos: footsteps in snow © Tony Watson/Arcangel, mountainous landscape © David Paire/Arcangel

Bogen er sat med Garamond hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook, Sverige

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-12-07235-5

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs om Gads Forlags klimakompensering af vores bogproduktion på gad.dk

Denne oversættelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd

Sneen, moderblød, omslutter mig, et kort øjeblik er jeg frelst. Så hører jeg en høj hvisken – er du kommet? Det er så koldt, hold om mig. Udfyld, smukke snedrive, helt blidt tomheden i mig, men ikke endnu … … lad mig leve en smule længere.

Det var lammende koldt.

Selv om Daniel var godt pakket ind i det ene lag uld efter det andet og havde en tyk dynejakke over, nyttede det ikke noget. Kulden krøb alligevel ind under tøjet og gik gennem marv og ben.

Han spekulerede over, om det samme gjaldt de andre, han var på tur med, men turde ikke spørge, for så risikerede han bare, at de syntes, han var en svækling, så han fortsatte fremad med hovedet bøjet mod den piskende vind og den fygende sne. Det var umuligt at skelne landskabet omkring sig, umuligt at fornemme, hvilket terræn de befandt sig i. Hele hans verden var reduceret til en hvirvlende hvidhed og vage konturer af skikkelser, der stred sig frem.

Han havde mistet fornemmelsen for tid, men følte, at de måtte have gået i timevis, siden stormen begyndte at rase, selv om det nok snarere var godt en time. Ingen havde sagt noget i et stykke tid. Alle prøvede, så godt de kunne, at holde sig i gang, gå tæt sammen og følge efter Armann. Han var den af dem, der kendte området bedst, så de måtte bare stole på ham, når han sagde, at der lå en hytte “ikke ret langt væk”.

Måden, han sagde det på, var ikke ligefrem tillidsvækkende.

Daniel var ganske vist vokset op i Island, men han havde boet en årrække i England. De første år havde han gået på teaterskole, og siden havde han kæmpet for at gøre skuespillet til en levevej.

Genforeningsturen med de gamle venner havde været i støbeskeen et stykke tid. Armann havde tilbudt at organisere den, men i sidste øjeblik havde han foreslået, at de ændrede det planlagte ophold i en feriehytte i det sydvestlige Island, i overkommelig afstand fra Reykjavik, til en rypejagt i højlandet i den anden ende af landet. Han forsikrede dem om, at han havde været på utallige jagtture i det område, og at man dårligt kunne forestille sig nogen bedre måde at hylde deres venskab på. Da Daniel fik beskeden, havde han været travlt optaget og ganske enkelt ikke haft tid til at protestere. Han havde ikke noget jagttegn, men Armann havde tilbudt at lære ham at skyde. “Der er ikke et øje derude, der ser os, så du vil helt sikkert få rig lejlighed til at nedlægge et par fugle.”

Men dårligt havde de begivet sig ud på den første tur oppe på heden, før alt gik galt.

De havde ikke engang deres bagage med sig, kun proviant til den dag, men de havde naturligvis deres haglgeværer med, for det var jo hele pointen med turen. Daniel havde foreslået, at de skulle efterlade skydevåbnene et eller andet sted for at have mindre at bære på, og så kunne de vende tilbage senere og hente dem, men det forslag var ikke faldet i god jord.

Han forsøgte at bide tænderne sammen og mindede sig selv om, at han under ingen omstændigheder måtte miste koncentrationen. De havde en stiltiende aftale om at sætte deres lid til Armann og stole på, at han ville føre dem i ly for uvejret.

Jovist frøs Daniel, men forhåbentlig ville den værste kulde forsvinde, så snart han var inden døre og i sikkerhed for elementernes rasen. Han ville helst ikke dvæle for meget ved, at de ikke havde soveposer med, og at den sølle hytte, som de

prøvede at nå frem til, ikke havde nogen form for opvarmning. Ingen elektricitet, ingen mulighed for at få varmen. Men i det mindste ville de være i ly.

Som om kulden ikke var slem nok, var der også den voksende frygt for, at de var faret vild, og at Armanns stedsans slet ikke var så fremragende, som han selv hævdede. Hvis det passede, ville Daniel ikke bare være bekymret, men decideret skrækslagen. De havde ingen mulighed for at finde tilbage til jagthytten. Hvis stormen fortsatte med samme voldsomhed, ville de ikke kunne gøre andet end at standse op et eller andet sted og vente på, at den løjede af, men uden telte og soveposer ville de risikere at fryse ihjel.

Han kunne ikke se en hånd for sig.

Selvfølgelig havde Daniel tidligere været ude i stormvejr, men intet, der kunne sammenlignes med det her, og årene i Englands mildere klima havde fået ham til at glemme, hvor hård kulden kunne være i Island. Det uvejr, de var midt i nu, var mere brutalt, end han nogensinde havde troet muligt. Det virkede helt uforståeligt for ham, at der midt i al den hvirvlende hvidhed kunne være så mørkt. Var det tidlige novembermørke allerede ved at falde på? Så længe kunne de da ikke have været ude?

Han var skrækslagen for at miste personen lige foran sig af syne. De gik af sted på række med ham helt bagerst, og han måtte bruge alle sine kræfter for at holde trit. Han vidste, at de andre var mere erfarne i at håndtere den slags situationer, det gjaldt i hvert fald for Armann og Helena. De havde begge været ivrige efter at tage på jagt. Ja, ikke bare ivrige, men nærmest euforiske. Daniel havde aldrig før skudt en rype, og

som forholdene var nu, ville vejrguderne ikke engang lade ham se en. I hvert fald ikke i dag. Han var ikke sikker på, at han nogensinde havde smagt rype. Måske da han var yngre.

Pludselig bemærkede han, at Helena, som gik næstbagerst, var standset op lige foran ham. Gennem de tykke snefnug kunne Daniel se, at de andre stod stille. Var der sket noget?

Armann råbte bagud til dem, men Daniel kunne ikke høre noget gennem den uldne hue og dynejakkens tykke hætte.

Helena vendte sig om mod ham og sagde noget, men han kunne stadig ikke skelne et eneste ord. Han løsnede snoren i hætten og trak den af hovedet.

“Hvad siger du?” råbte han.

“Armann mener, at det er her, lige om hjørnet. Det er han rimelig sikker på,” sagde hun. Rimelig sikker var ikke, hvad Daniel ønskede at høre lige nu, og med ørerne udsat for den smertende kulde, slog det ham, at de faktisk kunne dø af kulde herude. Han kunne simpelthen fryse ihjel i det her tilsneede ingenmandsland. Hans tanker kredsede om hans kæreste i London. Så vidt hun vidste, var han på en ufarlig tur med sine islandske venner, men hun havde faktisk advaret ham mod den og spurgt, om det ikke ville være mere fornuftigt at tage på en sådan tur om sommeren i stedet for midt om vinteren. Hun fornemmede bedre end han de mulige farer i hans fædreland.

Nej, han måtte ikke tænke på den måde. Han var sammen med en god gruppe af folk, og sammen ville de finde en løsning. Han blev nødt til at holde de negative tanker stangen. De kunne ikke bruges til noget, hvad han vidste af bitter erfaring.

Efter at have stirret ind i intetheden, ind i den faldende

sne, kiggede han på Helena igen. Hun smilede til ham, og det virkede, som om hun bare ventede på, at han skulle sætte sig i bevægelse igen.

“Klar?” råbte hun.

Han nikkede og trak sin hætte op igen.

Gruppen begav sig af sted på ny, og Daniel vadede gennem driverne og var taknemmelig for sine gode støvler.

Han kunne dog ikke lade være med at forestille sig de værst tænkelige scenarier. Hvis noget skete, tænkte han, hvis en af dem blev syg, ville de virkelig være på spanden. Ingen i gruppen havde nogen som helst medicinsk baggrund.

De havde hver især trådt deres egen sti i livet. Helena var ingeniør og arbejdede i en innovationsvirksomhed med stor indflydelse, ifølge hende selv. Gunnlaugur var advokat, og Armann var turistguide. Det kaldte han sig faktisk ikke længere, for han havde grundlagt et rejseselskab og var formentlig blevet mere velhavende end alle de andre tilsammen. Der syntes ikke at være nogen ende på turiststrømmen til landet, og ifølge Armann selv, tjente han penge på hver eneste turist, der kom til landet.

Daniel havde det fint med de andre, det var ikke det. Han holdt af dem, trods deres fejl, det var ikke det. Sagen var bare, at når de mødtes, var det som regel for at fejre et eller andet –fødselsdag, bryllup – og så var der altid masser af alkohol på bordet. Han havde ikke følt sig overbevist om, at han kunne

tilbringe en hel weekend sammen med dem i upåvirket tilstand. Her i sneen var han i hvert fald pinligt ædru. Heldigvis, det sagde også sig selv. Han kunne dog huske, at Helena havde stukket en flaske cognac i rygsækken, så de i det mindste havde

noget at varme sig på og berolige nerverne med, når de engang nåede frem til hytten.

Hvis de nogensinde gjorde det …

I det samme så han konturen af noget lidt længere fremme.

Var de fremme?

Vennerne satte farten ned, og han kunne ikke længere lade være med at håbe.

Jo, det så ud til, at de havde fundet en slags hytte, ganske vist temmelig ramponeret, herude på den øde hede.

Armann havde holdt ord.

Daniel følte et sus af lettelse. Han havde det, som om han var blevet hentet tilbage fra dødsriget, og trak sin hætte ned for bedre at kunne høre, hvad de andre sagde.

De bar alle pandelamper, og lyskeglerne flakkede her og der og kappedes om at oplyse hytten gennem den fygende sne. Daniel mente, at hytten var malet rød ligesom de gamle nødhytter, der lå rundtomkring i det islandske højland, men det var ikke let at se under disse omstændigheder. Uanset hvad bød den på ly for vind og vejr, og det var det eneste, der betød noget nu.

Gunnlaugur stod ved døren og prøvede at åbne den, men det tog sin tid, og Daniel mærkede kulden bide hårdere og hårdere, for hvert sekund der gik.

“Døren, øh, den binder,” råbte Gunnlaugur med desperat stemme. Han virkede fuldstændig malplaceret her i det rasende uvejr.

“Lad mig prøve.” Helena skubbede ham til side. “Den er bare låst.” Hendes stemme var rolig. Der skulle meget til at bringe Helena ud af ligevægt.

“Hvad, låst?!” udbrød Daniel. “Skal det ikke forestille at være en nødhytte?”

“Nogle hytter er låste,” sagde Armann. “Der skulle være en nøgleboks et eller andet sted her.” Han rettede sin lygte mod væggen ved siden af døren, og ganske rigtigt var der en boks, men den var låst, og det krævede en kode at åbne den.

“Kender du koden?” Daniel kunne mærke hjertet banke hurtigere. Han måtte indenfor, ind i ly.

“Nej, det gør jeg ikke,” sagde Armann. “Jeg vidste ikke, at vi skulle herhen. Lad mig lige tænke mig om …”

Daniel gik tættere på. “For fanden da. Vi må vel kunne bryde ind i hytten?” Han tog en handske af og prøvede at rive boksen ned af væggen, men den rokkede sig ikke ud af stedet, og i stedet blev han smerteligt bevidst om den nådesløse kulde. I en fart fik han handsken på igen, men han havde allerede mistet det meste af følelsen i fingrene. “Vi har brug for et eller andet redskab.”

“Kan vi ikke bare baldre et vindue?” spurgte Gunnlaugur med klaprende tænder.

Armann så på ham. “Baldre et vindue? Og sove i kuldegrader i nat? Held og lykke med det …” sagde han sarkastisk.

“Vi må da kunne …” begyndte Gunnlaugur, men Daniel afbrød ham:

“Hvorfor helvede er hytten låst? Er den slags steder ikke tiltænkt folk i vores situation? Vi dør af kulde, hvis vi ikke kan komme indenfor!”

“Fald ned, Daniel,” sagde Helena. “Ingen dør af kulde.”

Endnu en gang var stemningen mildt sagt anspændt mellem dem.

Fra det øjeblik Daniel steg af flyet, var han begyndt at fortryde sin beslutning om at tage med på weekendturen, og følelsen var kun blevet stærkere. Han ville give hvad som helst for at befinde sig hjemme i sin lille lejlighed i London sammen med sin nye kæreste. Hun var også skuespiller, femten år yngre end han, og var som tyveårig allerede mere succesfuld end han, men det var ikke noget, han ville indrømme i andres påhør.

“Skal vi tjekke, om telefonerne virker?” spurgte Gunnlaugur.

“Vi befinder os i højlandet, Gunnlaugur,” sagde Armann i en belærende tone. “Vi er alene her. Mange kilometer fra nærmeste hus, nærmeste menneske. Det må vi bare se i øjnene og klare os selv. Ingen kommer os til undsætning, i hvert fald

ikke foreløbig …”

“Det er noget forbandet møg, at der ikke er nogen dækning her,” mumlede Daniel, mest til sig selv.

Armann hørte det imidlertid og svarede: “Det vidste vi jo fra begyndelsen. Det var jo netop ideen, ikke? At trække stikket og være langt fra det hele?”

Helena brød ind: “Slap nu af, venner. Vi må have åbnet ind til den rønne, så vi kan slappe lidt af og få en dram. Kan vi venligst fokusere på det?”

“Døren er ikke særlig solid,” sagde Gunnlaugur. “Skulle vi ikke bare …”

“Vi bryder nøgleboksen op og gør ikke noget dumt. Så køber vi en ny boks i stedet for, og så er den sag ude af verden,” sagde Armann og tog haglgeværet op af rygsækken.

Det gav et sæt i Daniel. Ikke fordi han regnede med, at Armann ville skyde nogen med haglbøssen. Det var bare en instinktiv reaktion.

“Tag det roligt, min ven,” sagde Armann og smilede, men

Daniel fik den ubehagelige tanke, at ordene var ladet med betydning. Der lå en uforklarlig frygt i luften mellem de tætfygende snefnug, men han kunne ikke regne ud, hvorfra den kom. Hans fantasi måtte være løbet af med ham.

Armann hamrede skæftet mod boksen, indtil den løsnede sig, og han fortsatte med at hamre på den, indtil han kunne få nøglen ud af den.

“Sådan,” sagde han. “Det gik jo fint. Nu kan vi slappe lidt af.”

Det lød nærmest komisk i Daniels ører. Hvordan skulle de nogensinde kunne slappe af her, rystende af kulde og langt væk hjemmefra?

Armann stak nøglen i låsen, og da han havde slidt et øjeblik med den, gik døren op. De blev mødt af et kulsort mørke.

“Lad os komme indenfor.”

Helena tøvede ikke og masede sig forbi Armann.

Gunnlaugur fulgte efter, tilsyneladende uden hastværk. Daniel ventede tålmodigt på, at det skulle blive hans tur.

Indimellem var Gunnlaugur så flegmatisk, at det kunne være svært at se, om han var død eller levende.

Daniel gik ind i det lille hus med lygten rettet frem for sig. Det var ikke let at danne sig et overblik over huset, fordi lyskeglerne fra vennernes pandelamper flakkede på kryds og tværs. Han stillede rygsækken i hjørnet og trak vejret dybt. Der var koldt derinde, men dog en smule lunere end udenfor, og de fire vægge kunne give dem et afbræk fra den voldsomme og hylende vind. Først nu følte Daniel, at han kunne trække tilstrækkeligt med ilt ned i lungerne og slappe en smule af …

I det samme lød der et skrig fra Gunnlaugur.

Det var et gennemtrængende skrig, der lød så uhyggeligt i mørket og stilheden, at Daniels muskler trak sig sammen af forskrækkelse. Så fulgte en forvirret støj, og der gik et øjeblik, før det gik op for Daniel, at Gunnlaugur var stødt ind i Armann, og at de begge var væltet omkuld på gulvet.

Der var dødstille nogle sekunder.

Daniel stod stiv af skræk og prøvede at finde ud af, hvad der foregik. Gunnlaugur havde set et eller andet, så meget var sikkert.

“Hvad sker der?” spurgte han, men der kom ikke noget svar.

Da hans lemmer adlød igen, gik Daniel lidt længere ind i hytten, mens han så sig til begge sider og lyste hytten op med sin pandelampe, men han kunne ikke se noget opsigtsvækkende. Ikke før han rettede lyskeglen lige frem mod væggen modsat døren.

Synet, der mødte ham, var så uventet, så chokerende, at hans hjerte sprang et slag over.

Daniel prøvede at skrige, men kunne ikke få en lyd frem, og han stod bare og stirrede.

Han følte sig kold over det hele, og en skælven spredte sig i kroppen med skræmmende hastighed.

Aldrig før havde han været så bange.