Poul Smidt (f. 1944) er journalist og har arbejdet for bl.a. Politiken, Aktuelt og DR, i 11 år som korrespondent i Bruxelles og senest som studievært på Deadline. Han har skrevet en række bøger, senest biografier om Viggo Kampmann og Frederik 8.
GADS FORLAG
ULVETIDER OG SKIFTESPOR
år i dansk fagbevægelse fra storkonflikt og pinsepakke i 1998 til fusionen mellem LO og FTF, der i 2019 blev til Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH. Poul Smidt skriver om de politiske angreb på fagforeningernes liv og virke, men også om nogle af de interne kampe, der svækkede fagbevægelsen, mens de gode græd, de onde lo – og de gule fag foreninger fik flere medlemmer. Vi hører om bruddet mellem LO og Socialdemokratiet, et af de skarpe hjørner i den nyere danmarks historie, men også en betingelse for det nye samarbejde mellem faglærte og ufaglærte fra LO og funktionærerne fra FTF. Det er en bog om Danmarks nyere faglige historie i en globa liseret verden, om lønkampe, kvindekampe, magtkampe, afskeden med eksklusivaftaler og arbejdsmiljøet som politisk kastebold. Og om LO, der nåede at blive 117 år, inden man fik Lizette Risgaard som sin første – og eneste – kvindelige formand. Undervejs kastes der lys på nyere dansk politik set fra den faglige kant med fokus på statsministrene Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt. Og det er ikke lige kønt alt sammen.
POUL SMIDT
ULVETIDER OG SKIFTESPOR er fortællingen om de 20 turbulente
LO på vejen mod Fagbevægelsens Hovedorganisation
POUL SMIDT GADS FORLAG
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 2
05-04-2022 11:30:34
POUL SMIDT
ULVETIDER OG SKIFTESPOR LO på vejen mod Fagbevægelsens Hovedorganisation
GADS FORLAG
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 3
05-04-2022 11:30:34
Ulvetider og skiftespor LO på vejen mod Fagbevægelsens Hovedorganisation © 2022 Poul Smidt og Gads Forlag Forlagsredaktion: Henrik Sebro Tekst- og billedredaktion: Anne Mette Palm Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Forsideillustrationer: Jens Panduro/Ritzau Scanpix; Anita Graversen/Ritzau Scanpix; Jens Astrup/Ritzau Scanpix; Nils Meilvang/Ritzau Scanpix Grafisk tilrettelæggelse: Bech Grafisk Repro: Garn Grafisk Tryk og indbinding: Narayana Press Printed in Denmark 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-12-06700-9
Kopiering fra denne bog må kunne finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPYDAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.
For enkelte illustrationers vedkommende har det ikke været muligt at finde frem til den retmæssige indehaver af copyrighten. Såfremt forlaget på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket utilsigtet. Retmæssige krav vil blive honoreret af forlaget, som hvis der var indgået en aftale i forvejen.
www.gad.dk
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 4
05-04-2022 11:30:34
Indhold Fusionsvejen
11
1998: Storkonflikt og indgreb
13
Da fagtoppen tog fejl 13 · Valg og gyldne løfter 15 · Forliget, der blev væk 16 · Gær og indgreb 19 · Utilfreds – med forbehold 21 · Utilfredshedens gensvar 22 · Den faglige venstrefløj 23
1998: Løftebryderier
25
Opløsningstider 25 · Bal med de borgerlige 27 · LO på sidelinjen 29 · Ukammerater 31 Tordenvejr over S 33 · Tidsånden 34
1999: Den danske model
37
Længe leve den gamle 37 · Knopskydning 39 · Modellen i 100-året 41
1999: Velfærd og opbrud
43
Privatiseringen 43 · Uafgjort i magtkampen 45 · Visionen, der blev borte 46
2000: Aldrig mere 1998
47
Talefod og fornuft 47 · Klimaaftalen 48
2001: Farvel til avisen
50
Den ældste arbejderavis 50 · Gulddrengene 52 · Nye tider – nye medier 53 · Farvel til indoktrinering 55
2001: Blå mærker
56
Tid til forandring 56 · Frontalangrebet 58 · Kamp eller samarbejde 60 · Den blå magt 62
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 5
05-04-2022 11:30:34
2002: En bygning, vi rejser
65
Historiens hus 65 · Huset ved havnen 66
2002: Europas nye arbejdsmarked
68
Østudvidelse og socialdemokratisk splittelse 68 · Danmarks åbne dør 69 Overgangsordning 2003 71
2002: Integration på arbejdspladsen
74
DA, LO og DF – og udlændinge 74 · Det aktivistiske LO 76 · Videncenter for integration 77
2003: Ansigtsløftning
79
Hele familiens krise 79 · Havkatten i hyttefadet 80 · Farvel til ideen 81 Overlevelseskampen 82 · Ridser i lakken 85
2003: Farvel til partiet
86
De blå medlemmer 86 · Låget på LO’s pengekasse 87 · Det fortsatte pengespor 89 Tænketanken 91
2003: Det nye LO
92
Værdigrundlaget 92 · Kolde frierfødder 94 · Ny tid – nye grænser 96 · Faglig politik og partier 98 · Fagbevægelsens venstrekant 99
2004: Barselsfonden
102
Den komplicerede fødsel 102 · Slagteriarbejderne fik kniven 105
2005: 3F – ny, stor og stærk
106
Tilnærmelse tager tid 106 · Sådan griber man dagen 107 · Faglig konservatisme 108 Fusioner på mange hylder 110
2005: Nyt danmarkskort
112
Folketings- og formandsvalg 112 · Ud med parterne 114 · Lokal indflydelse – og tilpasning 116 · Konstruktionsfejlen 118
2006: Gul champagne
121
LO som taberne 121 · Sørensen og Rasmussen mod Danmark 123 · Hak i den danske model 124 · Dansk politik 125 · Krifa på krigsstien 127
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 6
05-04-2022 11:30:34
2006: Globalisering
130
LO og den store verden 130 · Nyt samarbejde om globaliseringen 132
2006-2007: Reformamok 135 Den flinke statsminister 135 · Velfærdsforlig 136 · Kvalitetsreformen 2007 137 LO-medlemmer only 142 · Uligheden stiger 143
2007: Det sympatiske oprør
144
Kvinderne fra Ulfborg 144 · Politisk medvind 145 · Splittelse i LO-kredsen 146
2007: Harald er valgt
147
Det var satans 147 · LO og ligestillingen 149 · Lokale strømninger 152 Kvindepensionen 154
2008: Kvindeløn og konflikt
155
Det lange tilløb 155 · Mudderkastningen 158
2008: Kulturen taber pusten
161
Bevægelsens sjæl 161 · Arbejderhøjskolerne 162
2008: LO’s grønne omstilling
165
Den store klimaomvendelse 165 · Bæredygtighed 2001 167
2009: Social dumping og mindsteløn
169
Der var alligevel et problem 169 · Holdningsskiftet i LO 171 · Presset for mindsteløn 174 Ønsket om social sikring 175 · EU-domstolen og dansk skepsis 177
LO og EU
180
Det ønskelige samarbejde 180 · Advarslen til den danske model 181 · Det tabte slag om mønten 182 · Europæisk model 184 · Den nordiske model 185
2010: Bøllebank til de ledige
187
Dansk Folkeparti og dagpengene 187 · Fagforeningsfjendsk 188 · Røde drømmerier 189 De politiske dagpenge 190 · Fænomenet flexicurity 191 · 30 års udhuling af dagpengene 192 · Dagpengehistorik 194 · Lønforsikringer 195 · Sådan skete forringelsen 196
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 7
05-04-2022 11:30:34
2010: Uligelønnen 198 En meget gammel sag 198 · Den historiske mandedominans 200 · Mainstreaming 202 LO’s ligelønsstrategi 205 · Akademiske vitaminer 206 · 2015-kongres og uligeløn 207 Sexchikane 209
2011: Efterlønskrigen 211 Den politiske skruestik 211 · Hældning mod S 213 · Ro omkring OK 2011 214 · Ny regering og efterløn 215
2011: Krise i gult og rødt
219
Medlemstabet 219 · Den gule fare 220 · Fagstolt farvel 222 · Gule gratister 223 Det faglige hus 224 · Holdning til forskel 225 · Den gule assistent 226
2011: Nyt LO version 2.0
228
Rollefordeling og krisehåndtering 228 · Rævestreger og selvmål 230
2011: Faglig ungdom
232
Jobpatruljen 232 · LO-ungdom 233 · Mindscope 234
2012: Blokade i persillesovs
236
Valfart til vejlegården 236 · Blokaden 237 · Den politiske optrapning 238 · Lovligt og mindre lovligt 241 · Trist afslutning 243
2012: Trepartsforliset 245 14 dage i sommeren 2012 245 · Sådan er det jo 249
2012: Er du OK?
252
Nutiden melder sig ind 252 · Fagforening classic 252 · LO og stjernerne 256
2012: Vendepunktet 259 Tydelig tale fra FTF, tøven fra LO 259 · LO griber handsken 261 · Mulighederne frem mod 2020 264 · Tidlige fusionstanker 266
2013: Den utrolige lockout
268
Mere end en lærerkonflikt 268 · Indgreb eller overgreb 270 · Ny lov – lærerne betaler 271 LO-kritik af dobbeltrollen 272
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 8
05-04-2022 11:30:34
2015: Midtvejs
274
Hallo, Christiansborg 274 · Oprustning og kampvilje 276 · Kongressens tale 277
2015: Dagpengeknas
280
LO i ægte rødt 280 · Dagpengeforlig 281
2015: Hjerter dame
283
Den første og den sidste 283 · Lizettes medvind 285 · Udrensningen 287 · Mobning eller magtkamp 288 · Børstings tilbageblik 289
2015: LO OG FTF
291
Farvel til FTF 291
2015: Arbejdsmiljø som kastebold
294
Helbred på overarbejde 294 · LO og NANO 295 · Arbejdsmiljø som kerneværdi 297 Baglæns kurs fra 2001 299 · Nænsomt og skånsomt 302 · Det psykiske arbejdsmiljø 303 Arbejdsmiljøpolitik på fusionsvejen 304 · God begyndelse 304
2016: Atypisk 306 Borte har taget maskinstormeren 306 · Vindersager 308 · Robotterne 310
2016: Turbo på treparterne
312
Nye hold – nyt samarbejde 312 · OK-debutanten 314
2017: Livslang læring 317 Trepartsaftalens anatomi 317 · Uddannelseshistorie 319 · Den dyre uddannelse 321 Erhvervs- og Arbejdsmarkedsuddannelserne 322 · Uddannelse er altid sagen 323
2018: Musketererne
325
Sophies lønfest 325 · Nok er nok 327 · Sammenbrud på stribe 328 · Omvej og indblanding 330 · Lockout eller knockout 331
2018: Eventyret i Odense
335
Usikkerhed og tvivl 335 · 3F og knasterne 336 · Fagbevægelsens Hovedorganisation 337 Velkommen til FH 339
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 9
05-04-2022 11:30:34
Efterskrift 343 Tak
345
Fusionen i tal
346
Forkortelser
349
Kilder 350 Personregister 356
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 10
05-04-2022 11:30:34
Fusionsvejen Landsorganisationen i Danmark, LO, står som en søjle, der i over 100 år bidrog til at holde det faglige fællesskab og Velfærdsdanmark på kursen mod større lighed og velstand for flere. LO’s værdier lever i dag videre i det nye og større fællesskab, som fra 2019 samlede det faglige Danmark i Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH. Altså et nyt fagligt fællesskab for flere fagforbund. I denne bog skal der hverken lukkes eller slukkes, men fortælles om turen ad fusionsvejen. LO-formand Hans Jensen antydede den nye vej allerede i 2002 med en udtalelse om, at Danmark var for lille et land til tre hovedorganisationer. Frierfødderne mødte dengang en kold afvisning, og først ti år senere blev det alvor, da FTF begyndte at tale samarbejdet op på et tidspunkt, hvor LO-formand Harald Børsting en kort tid var tøvende. Akademikerne i AC havde og har hele vejen igennem afvist at gå med. De sidste snubletråde på vejen mod den nødvendige fusion blev overvundet, da kongresser hos både LO og FTF i 2018 godkendte sammenlægningen og samme dag stiftede FH. I dag lyder fortællingen, at fra 1. januar 2019 flyttede de sammen, men sådan som arbejdspladsernes sprogbrug altid har været kærligt og ukærligt mellem gummirøjser og flipproletarer, slipsedrenge og kedeldragter, så er der stadig gamle folk, som hævder, at det var FTF, der flyttede ind i LO-huset på Islands Brygge i København. Og det var da også den underliggende begrundelse hos de få FTF-forbund, der ikke ville med i FH. Lizette Risgaard, som var den sidste formand for LO og i øvrigt også LO’s første og eneste kvindelige formand siden stiftelsen af De Samvirkende Fagforbund 3. januar 1898, bad mig i 2020 om at skrive denne bog. Det var hendes ønske, at der ikke måtte være huller i fortællingen om LO. De første 100 år lå i de to store værker Fremad og atter fremad, LOs historie 1871-1960 redigeret af Henning Tjørnehøj og I takt med tiden – LOs historie 1960-1997 redigeret af Henning Grelle. Det var med stor respekt for dansk fagbevægelses enestående resultater, at jeg sagde ja til at beskrive perioden 1998-2018 og dermed brobygningen fra LO og FTF til FH, og det er mit håb, at skildringen
fusionsvejen
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 11
11
05-04-2022 11:30:34
kan virke som inspiration, ikke mindst for de tusinder af tillidsrepræsentanter, der dagligt og trofast virker for deres kolleger og den danske model. Bogen indeholder den første fremstilling af vejen mod fusionen og de faglige bump undervejs. Det er min fortælling om tiden, kampene og de kedsommelige processers fremskridt, og det kunne være skrevet på mange andre måder med en anderledes vægtning. Det siges ofte, at den, der betaler orkestret, også bestemmer musikken. Nogle vil måske mene, at jeg har stemt klaveret i både A-dur og A-mol for at ramme den tone, som opdragsgiverne gerne ville høre. Men nej. Som journalist har jeg det ene udgangspunkt, at det gælder om at skabe et retvisende billede, og ingen har søgt at forstyrre mig i det, selv om gode mennesker har hjulpet til at eliminere faktuelle fejl eller peget på kilder, jeg selv havde overset. Og jeg har ikke lagt skjul på, at tidens og tidsåndens mange udfordringer stadig er de samme. Danmarkshistorien fortjener, at yngre historikere og arbejdsmarkedsforskere følger op med detaljerede afhandlinger om perioden. Poul Smidt, København marts 2022
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 12
05-04-2022 11:30:34
1998: Storkonflikt og indgreb
DA FAGTOPPEN TOG FEJL På under 100 dage i foråret 1998 nåede Danmark og danskerne at gennemleve et folketingsvalg, 11 dages storkonflikt på arbejdsmarkedet, en folkeafstemning og et finanspolitisk indgreb. Storkonflikten blev lukket ned af Folketingets indgreb, så man kunne komme i gang med den folkeafstemning, der bekræftede Danmarks tilslutning til det europæiske samarbejde på Amsterdamtraktatens nye grundlag. Derefter kom indgrebet på arbejdsmarkedet og straks efter pinsepakken. Hvad der ikke var synligt på den politiske dagsorden, var, at væsentlige dele af fagbevægelsens folk inden årets udgang følte sig mere svigtet af de socialdemokratiske ledere end på noget tidspunkt, siden samarbejdet blev organiseret 100 år tidligere med stiftelsen af De Samvirkende Fagforbund, DsF., som rammen om Socialdemokratiets faglige arbejde. Det var ændringer i efterlønnen, der gjorde ondt på de faglige ledere. Løftebrud er ellers noget, man beskylder politiske modstandere for, men i 1998 blev det brugt mellem venner, mens LO havde gang i 100-års jubilæumsaktiviteterne landet over. Ansvaret for storkonflikten 1998 – også kendt som gærkonflikten – kan ikke fedtes af på den akavede politiske situation med både folketingsvalg og folkeafstemning nogenlunde sideløbende med forhandlingerne på det private arbejdsmarked. Det afgørende var, at de faglige ledere fejlvurderede medlemmernes ønsker om mere fritid i dag frem for flere pensionspenge i fremtiden. I den officielle udlægning lægges der naturligvis et vist ansvar på arbejdsgiversiden, og rigtigt er det, at virksomhederne i 1998 tjente utrolig mange penge og havde meget lidt lyst til at give dem videre til dem, der var med til at skabe de gode resultater. Konfliktmulighederne stod allerede i kø, da LO-formand Hans Jensen fredag 16. januar 1998 åbnede årets første forretningsudvalgsmøde i LO. Hans Jensen var i sit tredje år på fagbevægelsens toppost, og han var blandt de mest erfarne fagforeningsfolk efter mange formandsår i Blik- og Rørar1998: storkonflikt og indgreb
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 13
13
05-04-2022 11:30:34
bejderforbundet og ni år som næstformand i LO. Formanden forudså, at overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked ville blive meget vanskelige. Arbejdsgiversiden satsede på et topstyret forhandlingsforløb med alle organisationer i venteposition, indtil Dansk Industri, DI, og CO-industri med Dansk Metal og SiD’s Industrigruppe var blevet så enige, at de viste vejen for alle andre.1 Fem branchekarteller på fagbevægelsens side havde siden 1990’erne været overenskomstforhandlerne, og selv om det ikke stod skrevet noget steds, var det ved at blive en regel, at DI og CO-industri gik i forvejen og lagde de store linjer for det private arbejdsmarked. Og fra begyndelsen var DI ekstremt påholdende Hans Jensen havde også udtrykt sine bekymringer for den politiske myldretid. Tænkningen i de faglige hoveder var entydig: Der måtte meget nødig komme et folketingsvalg så tidligt, at det kunne forplumre forhandlingsforløbet på det private arbejdsmarked. Og der måtte heller ikke komme et forløb, der kunne gøre lønmodtagerne så sure, at de stemte Amsterdamtraktaten hen, hvor peberet gror. Undervejs skulle man gerne gå hånd i hånd med statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der havde været Socialdemokratiets formand siden april 1992, da formandsopgøret i partiet sendte Svend Auken ud på et fremtrædende sidespor. LO-formanden fortalte dog ikke sit forretningsudvalg, at han allerede var møgirriteret på Poul Nyrup. I sin nytårstale 1. januar 1998 var statsministeren kommet med en direkte opfordring til arbejdsmarkedets parter og virksomhederne på et område, som var parternes forhandlingsstof. Bedre end de fleste vidste partiformanden, at parterne altid og også i 1998 helst ville bælge ærterne selv, men nu gjorde han noget andet. Med en hensigtserklæring om ekstra tid til familielivet uden for arbejdspladsen skubbede han frihed og fritid højere op på dagsordenen, end det var prioriteret hos arbejdersidens forhandlere, hvor det var nævnt lidt nede i de fremsatte krav. Og statsministeren gjorde det med de ord, der blev en del af hans profil og eftermæle: “Kan vi ikke gøre det lidt bedre?” Selve ordvalget gjorde også forbundsfolkene vrede. De havde passet deres arbejde. Talen gjaldt rammerne for et arbejdsmarked, der gav mere plads og rum for familien. “Alt for mange børnefamilier lever i dag et hektisk liv, nogle må1
CO-industri er Centralorganisationen af industriansatte i Danmark og er et kartel mellem ni fagforbund. De største er 3F og Dansk Metal. Organisationen blev dannet af fire faglærte forbund i 1912 som CO-Metal og blev i forbindelse med en omstrukturering i 1992 til det nuværende CO-industri.
14
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 14
ulvetider og skiftespor
05-04-2022 11:30:34
ske mere hektisk, end godt er. Vi har alle set unge forældre – oftest er det jo moderen – komme cyklende til daginstitutionen i det tidlige morgenmørke med de små søvndrukne bag på cyklen. Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Kan vi ikke gøre det lidt mindre stresset i den næste store etape af samfundets udvikling? Jeg tror det …” Statsministerens opfordring var ikke til at tage fejl af. Der var brug for holdningsændringer og for, at arbejdsmarkedets parter og virksomhederne viste større lydhørhed: “Vi kan godt udforme nye måder at tilrettelægge arbejdet på. Det vil tage tid, det ved jeg godt. Men beslutningerne skal træffes nu.” Det var ret præcist, hvad arbejdsmarkedets parter betragtede som deres temaer og deres arbejde, og de havde gerne taget imod en invitation til at tale om tingene, men blev ikke bedt. VALG OG GYLDNE LØFTER Torsdag 19. februar 1998 gik statsministeren på Folketingets talerstol og overraskede med en valgudskrivelse allerede til 11. marts. Der er altid politiske omkostninger ved et lovindgreb i en konflikt på arbejdsmarkedet; valget måtte komme før det indgreb, som tegnede sig, sådan som forhandlingerne havde stået stille i de første måneder af 1998. Valgudskrivelsen satte sådan set ikke forhandlingerne på arbejdsmarkedet i stå, men de gik i forvejen så dårligt, at begge sider allerede havde varslet konflikt. Konflikten på arbejdsmarkedet kunne bryde ud 2. marts, lige midt i den korte valgkamp. Det skulle den selvfølgelig ikke, og konfliktvarslerne flyttede automatisk forhandlingerne ind i Forligsinstitutionen. Højesteretsdommer Asbjørn Jensen, som havde været forligsmand siden 1989 og de seneste fem år forligsmændenes formand, var ikke i tvivl om, at forhandlingerne skulle have endnu en chance, og udsatte i første omgang strejke og lockout til 16. marts. Forhandlingerne var som nævnt gået i gang ved årets begyndelse, men parterne havde ikke rokket sig ud af stedet, og nu kunne der på grund af valgudskrivelsen spekuleres i, om det var den ene eller anden regering, som skulle stå bag et indgreb, hvis der kom en konflikt, som gjorde krav på regeringens og Folketingets medvirken. Foreløbig blev der til venstre for midten og især i fagbevægelsen blæst til kamp mod et skræmmebillede, som gjorde Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen, til statsminister. I kulissen så man konturerne af et fagforeningsfjendtligt støtteparti, Dansk Folkeparti, som Pia 1998: storkonflikt og indgreb
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 15
15
05-04-2022 11:30:34
Kjærsgaard havde stiftet 6. oktober 1995 på resterne af Fremskridtspartiet. De faglige ledere sagde selvfølgelig, at det var en glimrende idé med et folketingsvalg, selv om de syntes, at de havde mere brug for ro i det faglige landskab. Lørdag 7. marts 1998 indrykkede Socialdemokratiet helsidesannoncer i en række dagblade med en skriftlig garanti for efterlønnen. Statsministeren havde udstedt garantien på et valgpressemøde i Planetariet i København, og LO-formanden rykkede omgående ud med tillid og tak. Det kunne næsten ikke være bedre, forstod man på pressemeddelelsen fredag 6. marts fra LO-bygningen på Rosenørns Allé, hvor Nyrup selv havde arbejdet som Landsorganisationens økonomiske rådgiver fra 1971 til 1986; de sidste fem år som cheføkonom. Hans Jensen fremhævede, at valgkampen havde været rig på useriøse valgløfter, mens Socialdemokratiets efterlønsgaranti var af en helt anden karat. Den ville fjerne lønmodtagernes tvivl om efterlønnens levedygtighed. Usikkerheden havde fået de forkerte mennesker til at forlade arbejdsmarkedet allerede som 60-årige på et tidspunkt, hvor de fortsat havde mange gode år foran sig i kollegers kreds. Og Hans Jensen fastslog med verbale syvtommersøm, at efterlønnen ikke ville blive afskaffet, så længe Socialdemokratiet sad i regering. Den skriftlige garanti havde sagt alt, hvad der skulle siges i den sag. Venstres næstformand, Anders Fogh Rasmussen, havde omgående paraderne oppe. Venstre var med på Socialdemokratiets forslag; der var ikke så meget nyt i det. De Konservatives finanspolitiske ordfører, Pia Christmas-Møller, kaldt garantien for plat og bluf. Det borgerlige forslag til efterlønnen var en afskaffelse over en længere årrække, og så ville de først og fremmest virke for, at man sørgede for at ændre efterlønnen, så flere blev lidt længere på arbejdsmarkedet. I fagbevægelsens dagblad, Aktuelt, kaldte chefredaktør Lisbeth Knudsen garantien for en valggimmick, og da partiformanden mødte op til valgkampens afsluttende tv-debat med Karen Jespersen som adjudant, blev han spurgt, om man kunne få tinglyst den lovede garanti. Men meget pegede på, at det gyldne løfte blev Socialdemokratiets vinderkort i valgkampens afgørende dage. FORLIGET, DER BLEV VÆK 12 dage efter valget var socialdemokrater og radikale tilbage på regeringsbænken. Socialdemokratiet var gået et mandat frem til 63 med 35,9 procent af stemmerne, mens Venstre stod stille. Poul Nyrup Rasmussen hang lige 16
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 16
ulvetider og skiftespor
05-04-2022 11:30:34
netop fast takket være et enkelt færøsk mandat, og Venstreformanden, Uffe Ellemann-Jensen, skyndte sig at give plads for sin næstformand, Anders Fogh Rasmussen. Det nye var, at Pia Kjærsgaards nystiftede Dansk Folkeparti satte sig igennem med 13 mandater. Mens der blev forhandlet om ministerposterne i den videreførte SR-regering, og frygten for de borgerlige fortonede sig, var der pludselig kommet gang i forhandlingerne i Forligsinstitutionen. 23. marts præsenterede forligsmand Asbjørn Jensen et mæglingsforslag, der kunne sendes til urafstemning på begge sider af forhandlingsbordet med stemmeoptælling og resultat 24. april. I en mindre regeringsomdannelse havde statsministeren hentet Ove Hygum ind som arbejdsminister. Han havde indtil da været formand for HK Stat og Statsansattes Kartel og havde således mere erfaring i det faglige arbejde end i det politiske spil, men han havde med sikkerhed den rigtige profil til at håndtere forholdet til LO og forbundene. Han afløste Jytte Andersen, der blev forsat til Boligministeriet, selv om hun ikke havde gjort sig fortjent til degradering. Foreløbig kunne Ove Hygum og alle andre tage det roligt – forligsmanden havde gjort sit arbejde. Dansk Industri og CO-industri med medlemmer fra 12 forbund havde forhandlet først som førerhunde, der skulle vise vej, og nu skulle der nikkes ja til forligsmandens mæglingsforslag. På arbejdsgiversiden var det Hans Skov Christensen, DI, og på lønmodtagersiden formanden for Dansk Metal, Max Bæhring, og formanden for SiD’s Industrigruppe, Willy Strube, der anbefalede ja. Nogle af de faglige ledere var så sikre på, at de havde opfyldt forventningerne, at de bestilte billetter til en ferie langt væk. De var mange timers flyvetid fra Danmark, da de hørte om krybestrømme med stærk utilfredshed ude på arbejdspladserne, hvor der var en uventet vilje til strejke. Aftalen var ikke så ringe endda, men den så forkert ud. Mens mange havde håbet på en sjette ferieuge, eller at man i hvert fald tog hul på den, så var tilbuddet om mere fritid begrænset til en ekstra feriefridag juleaftensdag. Det var selvfølgelig mere end en fornærmelse mod de mennesker, der i forvejen havde fri den dag, men for langt de fleste ansatte – herunder inden for CO-industris område – var 24. december ikke en fridag. De vidste det bare ikke, fordi man i praksis brugte afspadsering eller kreativitet til at sikre folk fri; derfor var det reelt en ekstra fridag. Det var let at latterliggøre det fedtede julefritidstilbud og de forhandlere, som havde sagt ja til den slags. 1998: storkonflikt og indgreb
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 17
17
05-04-2022 11:30:34
På den tidsmæssige afstand af 1998 er det er vanskeligt at sige, hvad der påvirkede forventninger i den ene eller anden retning, men fredag 20. marts, få dage før mæglingsforslaget blev offentliggjort, havde dagbladet Børsen tværs over forsiden meddelt, at tiden havde givet “Kanongevinster i dansk industri”. Tallene fortalte, at dansk erhvervsliv tjente penge som aldrig før. Stigningen i afregningen til aktionærerne var 11 procent, og pengene var tjent på rationaliseringer. Medarbejderne var med garanti presset til at løbe stærkere. De vidste det selvfølgelig godt selv, og de behøvede ikke Børsen til at fortælle dem, at deres egen arbejdsplads tjente mange penge, men når nu avisen på lyserødt papir bekræftede, at andre allerede var løbet med gevinsten, så var arbejdsgivernes krav om en nulløsning stærkt provokerende. Der lå således et nej i luften over både store og små arbejdspladser. 1998-stemningen kunne måles på en usædvanlig høj stemmeprocent med deltagelse af 47 procent, hvoraf 55 procent sagde nej. Nejstemmerne udgjorde kun omkring 26 procent af de stemmeberettigede, men efter nye afstemningsregler vedtaget så sent som året før var det et nej, som skulle respekteres. Fredag 24. april klokken 18.45 samledes LO’s forretningsudvalg ekstraordinært for at analysere medlemmernes øretæve til deres egne forhandlere. Hans Jensen noterede vigtigheden af, at der lå et klart og utvetydigt resultat, og han pegede på to hovedårsager: For det første havde medlemmerne reageret mod arbejdsgivernes stærkt kontrollerende forhandlingsform, så ingen fik lov til at forhandle færdigt, før Dansk Industri og CO-industri havde lagt linjen. For det andet havde medlemmerne vægtet mere frihed meget højt. Det udslagsgivende var nok, at man ikke havde fået taget hul på den sjette ferieuge. Næste skridt i sagen var nye forhandlinger med arbejdsgiverne, og samtidig skulle fagbevægelsen give dispensationer, der kunne holde livsvigtige områder uden for konflikten. Der måtte ikke opstå livstruende situationer, som både kunne retfærdiggøre og nødvendiggøre et politisk indgreb. På den anden side kunne LO ikke give så mange dispensationer, at man ikke mærkede alvoren, når 400.000 kvinder og mænd gik i strejke. Nok skulle der nu findes en ny løsning i forhandlinger med arbejdsgiverne, men det vigtigste for fagbevægelsen var at komme i samklang med medlemmerne. Der blev kaldt til demonstrationer 5. maj under parolen “Ferie frem for femører”. Det var ikke alene de røde faner, som skulle spille hovedrollen; der skulle også være familiedemonstrationer med aktiviteter for børnene. “Vores medlemmer vil have mere tid til familien, tid til børnene – ja, tid til at være menneske,” sagde formanden for LO-Storkøbenhavn, 18
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 18
ulvetider og skiftespor
05-04-2022 11:30:34
Peter Kay Mortensen, da han forklarede udkaldet til demonstrationer, som LO’s lokale organisationer gennemførte sideløbende med den faglige venstrefløjs aktivisme i Fagforeningernes Koordinationsudvalg, der højere end andre havde talt om den sjette ferieuge. GÆR OG INDGREB Konflikt er godt, men korte konflikter er bedre. Den aftalte og varslede konflikt er overtryksventilen, som kan fortælle, at aftalerne skal justeres, hvis man skal gå videre i enighed. Til den historiske konfliktforståelse hører så, at konflikter må være så kortvarige, at de ikke får alvorlige økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser. Samfundet må ikke gå i stå, danske eksportinteresser må ikke bringes i den slags vanskeligheder, der kan koste danske arbejdspladser. Dagen efter LO-manifestationerne i de større byer gjorde regeringen klar til at få Folketinget til at vedtage den lov, der standsede “arbejdskampen” – et ord, som i sig selv kunne lyde lidt gammeldags. Sandt er det, at frygten for en langvarig konflikt skabte hamstring af fødevarer. Nogle talte om, at der ligefrem opstod et sort marked for gær med prisen 100 gange over normalen. Det er konfliktens eftermæle, at både almindelige mennesker og medier oppiskede en hysterisk stemning, men selvfølgelig lurede benzinmangel, så det kunne være svært for butikkerne at få varer. I gadebilledet så man forretninger skilte med, at de var udgået for mælk, franskbrød, rugbrød og gær. Der var da også et ægtepar, som fortalte til Ekstra Bladet, at de ikke havde været i stand til at skaffe sig piskefløde, så der var en lagkage, som måtte spises uden flødeskum. Nogle hørte de opfedede kyllinger råbe om at komme på slagteriernes dødsgang, inden deres tynde ben knækkede under dem. Da kyllinger, der ikke var blevet slagtet i tide, kom i fjernsynet med benene i vejret, blev dyrevelfærd et argument for at standse konflikten. Måske var det en fjer, der med landbrugslobbyens hjælp var blevet til fem høns, og fem høns, der var blevet til et lovforslag, men under alle omstændigheder var dyrevelfærdsproblemet løst, inden indgrebet blev effektueret. Så meget var der dog om snakken, at LO og landbrugets arbejdsgivere i Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, SALA, i slutningen af 1999 oprettede et fællesudvalg, der skulle mødes i forbindelse med fremtidige konflikter for at afværge eller begrænse generne for husdyr under arbejdskonflikter. 1998: storkonflikt og indgreb
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 19
19
05-04-2022 11:30:34
Det var både til at grine ad og græde over, at nordmanden Christian Havemann onsdag 6. maj 1998 landede sin lille vandflyver ved Langelinie i København, klar til at fordele omkring 6.000 pakker gær, fordi han holdt så meget af Danmark og danskerne. Da det lille fly ramte vandet og overskrifterne, var Folketinget allerede klar til at afblæse konflikten. (Jens Nørgaard Larsen/NF/Ritzau Scanpix)
Arbejdsminister Ove Hygum var udramatisk, da han på regeringens vegne fremlagde loven, der gennem hasteprocedure skulle standse konflikten. 6. maj 1998 var der førstebehandling, og dagen efter blev den vedtaget ved tredjebehandling. Den præcise begrundelse for indgrebet var, at Danmark 20
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 20
ulvetider og skiftespor
05-04-2022 11:30:35
var på vej til at gå i stå. Man så flere og flere daginstitutioner og folkeskoler, der lukkede, fordi medarbejderne i den privatiserede rengøring strejkede. Konflikten nåede kun at løbe i ti hele dage. På ellevtedagen skulle arbejdet i gang ved normal arbejdstids begyndelse. Ellevtedagen var fredag 8. maj, store bededag; meget få var på arbejde, og med tre lukkedage i træk kunne der ikke skabes stemning mod indgrebet. UTILFREDS – MED FORBEHOLD Fagbevægelsen kunne ikke være tilfreds. Landsorganisationens forretningsudvalg sagde både ærligt og rituelt, at LO altid vil fraråde indgreb af denne karakter i den fri forhandlingsret. Der var tale om en lovgivning, som kunne få mærkbare konsekvenser for den danske models fremtid. Man føjede til, at indgrebet var ubegrundet, fordi konflikten ikke på noget tidspunkt havde udviklet sig, så centrale samfundsinteresser var truet. Alt i alt var det forståelsen på lønmodtagersiden, at indgrebet kom, fordi arbejdsgiversiden havde nægtet at forhandle videre. Politiske indgreb, der afblæser en konflikt på arbejdsmarkedet, har været kendt og brugt siden 1930’erne, og selv om indgrebene altid kritiseres voldsomt, dækker kritikken ikke altid de faktiske forhold bag de lukkede døre. I 1998 var LO-formanden ikke alene sur på regeringen; der var også forbundsformænd, som fortjente en røffel, fordi de anså det for bekvemt, at det blev regeringen, som kom til at presse deres medlemmer tilbage på arbejdet. Det ligger meget godt i tråd med, at den daværende finansminister, Mogens Lykketoft, i 2019 kunne skrive i sin bog Erindringer – Holdning og handling, at indgrebet skete med en grad af accept fra fagbevægelsens top. Lønmodtagerne havde gennem deres afstemning fremkaldt strejken, sådan som den danske aftalemodel med relativt store mellemrum alligevel oplever strejker og lockout. Storkonflikten 1998 var usædvanlig på den måde, at arbejdersiden sjældent nedstemte forslag, som deres forbund havde sagt ja til. Det var sket med et brag i 1956 og med nej på transportområdet og i jernindustrien i 1971. Der var kortvarige konflikter i 1973 og 1985, men i fagbevægelsens øverste lag havde man ikke tidligere oplevet, at parti og fagbevægelse ikke talte sammen i en kritisk periode. De nye forhandlinger i Forligsen gik i stå omkring 5. maj med arbejdsgivernes nej til at gå ud over den oprindelige økonomiske ramme, som lønmodtagerne havde stemt ned. LO kunne ikke holde til, at man 1998: storkonflikt og indgreb
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 21
21
05-04-2022 11:30:35
bare rørte rundt i gryden, og så var dødvandet tilstrækkelig begrundelse for regeringen til at overtage initiativet og finde de ændringer, der skulle til for at forbedre det forkastede mæglingsforslag. Det blev til to i stedet for en feriefridag, et antal børneomsorgsdage finansieret af parterne selv tillige betalt ved et lidt mindre pensionsbidrag end oprindelig aftalt. Statskassen bidrog ved at afskaffe en sygedagpengeskat, som havde belastet arbejdsgiverne. Da Hans Jensen senere gjorde status over resultatet, beklagede han, at en hel del medlemmer slet ikke havde mulighed for at bruge de nye fritidsregler. Det så han som beviset for, at lovgiverne skal holde sig fra at regulere løn- og arbejdsvilkår. På sin vis var man ved konfliktens nedlukning i maj 1998 tilbage ved statsministerens åbningstale 1. januar. Socialdemokratiets formand havde fået sin vilje. Man havde gjort det lidt bedre, og for resten havde vælgerne givet ham fire år mere, mens kammeraterne havde fået skrammer, som de ikke brød sig om. UTILFREDSHEDENS GENSVAR Det mest direkte udtryk for LO’s utilfredshed med hele forløbet kom 15. maj 1998 med en stilfærdig tilkendegivelse om, at LO betragtede Fælleserklæringen af 8. december 1987 som bortfaldet. Fælleserklæringen fra 1987 var en helt afgørende aftale på arbejdsmarkedet mellem den konservative statsminister Poul Schlüters VK-regering, LO og arbejdsgiverne, et af de store gennembrud i Velfærdsdanmark med helt nye arbejdsmarkedspensioner som modydelse for fagbevægelsens løfte om økonomisk ansvarlighed. LO’s forretningsudvalg mente ikke, at regeringen havde levet op til Fælleserklæringens målsætning om samarbejde, og ønskede på den baggrund heller ikke at være medansvarlig i forhold til den samlede omkostningsudvikling. Det var ikke sådan, at LO opsagde Fælleserklæringen. Man sagde, at den var bortfaldet. Ansvaret lå udelukkende på regeringen, mens LO-formanden føjede til, at LO ikke havde planer om at forlade en ansvarlig økonomisk linje. Man ville stadig være loyal over for den lønpolitik, som ikke forringede konkurrenceevnen i forhold til udlandet. Det var den nyvalgte LO-formand Finn Thorgrimson med Hans Jensen som ny næstformand, der i 1987 havde lovet at lægge låg på vidtløftige lønkrav. Det blev i den korte form til “hellere jobfest end lønfest” – ikke blot en talemåde, men en fagpolitisk doktrin, som Hans Jensen seriøst frembar til både hverdag og fest i hele sin tid som LO-formand. 22
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 22
ulvetider og skiftespor
05-04-2022 11:30:35
Kort efter LO-erklæringen indkaldte Poul Nyrup til trepartsdrøftelser i Statsministeriet 31. august 1998. Det blev til et såkaldt Treparts-Forum, som lød af mere, end det var. 2. juni 1998 gennemførte SR-regeringen den såkaldte pinsepakke, en finanspolitisk stramning med skatteomlægninger og nye grønne afgifter kun tre uger efter indgrebet, der lukkede overenskomstforhandlingerne. LO var taget med på råd allerede ved årets begyndelse, hvor finansminister Mogens Lykketoft havde deltaget i LO’s forretningsudvalgsmøde og orienteret om planerne, der gik under overskriften Bedre Balance. Det er langt fra fagbevægelsens ønskescenarie, at regeringen kort efter en overenskomstfornyelse kradser en del af lønfremgangen ind gennem højere skatter eller afgifter. Men i 1998 gik det så nogenlunde. Der var skattelettelser til de laveste indkomstgrupper, lidt større skattelettelser til mellemindkomster og mindre skatteforhøjelser til folk med de højeste indtægter. Knækket i skatteomlægningen gav størst fordele til folk, der tjente mere end niveauet for overførselsindkomster. Det skal kunne betale sig at arbejde, hedder det stadig i et af tidens politiske slagnumre. I pinsepakken skete det ved at gøre lønarbejdet mere attraktivt; senere er det sket ved at skære i overførselsindkomsterne. Skatteværdien af fradrag for udgifter til fagforening, a-kasse, transport til arbejde mv. ramte lønmodtagerne, men boligejerne fik samme hak gennem en begrænsning af rentefradragets værdi og forhøjet ejendomsbeskatning. Mere skat på mursten end på mureren. Grønne afgifter blev vel modtaget i LO. Elafgiften vendte den tunge ende nedad på den måde, at hverken lavtlønnede og højtlønnede kunne undvære strøm. Det blev kritiseret, men man var endnu ikke nået til det skarpe hjørne i forholdet mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet. DEN FAGLIGE VENSTREFLØJ Forhandlingsforløb og konflikt fik også i 1998 et tilskud af aktivisme fra venstrefløjens faglige opposition, som altid har udfordret LO og de store forbund med ønsker om en mere aggressiv linje over for arbejdsgiverne. Bidraget kom fra den organisatoriske nyskabelse, der kaldte sig Fagforeningernes Koordinationsudvalg. Initiativtagerne var en lille gruppe fagforeninger, der allerede i efteråret 1997 i en overenskomstkampagne satte kravene om især kortere arbejdstid og den sjette ferieuge på dagsordenen. Blandt aktørerne var tillidsfolk fra Træ-Industri-Byg afd. 27, Murerne i København, Metalfagforeningerne i 1998: storkonflikt og indgreb
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 23
23
05-04-2022 11:30:35
Lyngby og Horsens samt Lager og Handel i København. Da mæglingsforslaget lå på bordet, førte organisationerne en traditionel kampagne med uddeling af aviser og fanevagt foran Forligsinstitutionen, og der blev indrykket avisannoncer, som krævede den sjette ferieuge rykket frem. Selv om Folketingets indgreb i en løbende konflikt normalt kan bruges til ny mobilisering, og selv om Fagforeningernes Koordinationsudvalg forsøgte, kom der kun enkelte arbejdsnedlæggelser. Bededagsferien havde lagt sig som en dyne over utilfredshedens aktivisme. Ved årets udgang nedlagde koordinationsudvalget sig selv. Bestræbelserne på at skabe et landsdækkende aktionsudvalg lykkedes ikke. Og så var der ro, også fordi alle vidste, at man havde været med til at presse seks ugers ferie så langt op på dagsordenen, at de ville komme næste gang – det skete da også ved OK 2000. Og der var sket så meget under konfliktforløbet, at nye alliancer med de lokale LO-organisationer kunne skimtes forude.
bog0714_Ulvetider-og-skiftespor.indd 24
05-04-2022 11:30:35