Vi ejer himlen

Vi ejer himlen er oversat fra engelsk efter We Own the Sky Copyright © Luke Allnutt 2018 All rights reserved Dansk udgave: Copyright © 2019 by Gads Forlag ISBN 978‑87‑12‑05499‑3 1. udgave, 1. oplag Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Omslagsfoto: Copyright © Shutterstock Bogen er sat med Garamond hos BogGrafisk og trykt hos ScandBook.

Oversætteren vil gerne takke læge, ph.d. Andreas Knudsen og læge, ph.d. Per Kongsted for hjælp til onkologiske fagudtryk samt direktør Lars Pedersen Arendt fra Way of Life for hjælp til datalogiske.

Eventuelle unøjagtigheder kan udelukkende tilskrives oversætteren eller originalteksten.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser. www.gad.dk Dette værk er fiktion. Navne, personer, virksomheder, organisationer, steder og begivenheder er et produkt af forfatterens fantasi eller anvendes i fiktiv sammenhæng. Enhver lighed med virkelige nulevende eller afdøde personer eller hændelser er tilfældig.

Vi ejer himlen_TRYK.indd 4

20/12/2018 15.21

Luke Allnutt

VI EJER HIMLEN På dansk ved Lærke Pade

GADS FORLAG

Vi ejer himlen_TRYK.indd 3

20/12/2018 15.21

Vi ejer himlen_TRYK.indd 2

20/12/2018 15.21

1

Hun læste som en gal, før hun tog af sted. I sin højryggede yndlingsstol, i sengen, lænet op ad et bjerg af puder. Bøgerne på natbordet bredte sig til gulvet. Hun foretrak udenlandske krimier, og hun pløjede sig igennem dem med ærbar spidsmund og stift, ubevægeligt ansigt.

Nogle gange vågnede jeg om natten og så, at sengelampen stadig var tændt. Anna sad i streng silhuet med ret ryg, præcis som hun altid havde fået besked på. Hun lod sig ikke mærke med, at jeg var vågen, selvom jeg vendte mig imod hende; hun stirrede ned i sin bog og vendte sider, som om hun læste til eksamen i sidste øjeblik.

Først var det bare de sædvanlige skandinaviske typer – Henning Mankell, Stieg Larsson – men så rykkede hun videre, tysk noir fra 1940’erne, en thailandsk serie, der foregik i Phuket i 1960’erne.

I begyndelsen var omslagene genkendelige – med skrifttyper og illustrationer, der var karakteristiske for store forlag – men snart blev de mere eksotiske, med udenlandske skrifttyper og anderledes indbindinger.

Og så en dag var hun væk. Jeg ved ikke, hvor de bøger er blevet af. Jeg har ledt efter dem siden for at se, om nogle af dem har sneget sig ind på mine hylder, men jeg har aldrig fundet nogen.

Jeg forestiller mig, hun tog dem alle sammen med sig, pakkede dem ned i en af sine affaldssække med farvekoder.

9

Vi ejer himlen_TRYK.indd 9

20/12/2018 15.21

Dagene efter at hun tog af sted, står hen i en tåge. En erindring om en bedøvet tilstand. Gardinerne trukket for og ufortyndet vodka. En foruroligende stilhed, som når fuglene bliver tavse før en solformørkelse. Jeg kan huske, jeg sad i stuen og stirrede på et krystalglas og spekulerede på, om en fingerbredde vodka var vandret eller lodret.

Det trak et sted fra. Under dørene, igennem sprækkerne i væggene. Jeg tror, jeg vidste, hvor det trak fra. Men jeg kunne ikke gå derind. Jeg kunne ikke gå ovenpå. For det var ikke vores hus mere. De værelser eksisterede ikke; det var, som om voksne mennesker med hemmeligheder havde sagt, det var forbudt at gå derind. Så jeg sad bare nedenunder, i det gamle, døde hus, mens det trak om min nakke. De var væk, og tavsheden blødte ned i alt. Åh, jeg er sikker på, hun ville elske at se mig nu, hvor jeg sidder og gemmer mig i denne her dystre bås på en snusket lille pub – hvor der kun er mig, et blafrende fjernsyn og en fyr, der lader, som om han er døv, og sælger selvlysende Disneynøgleringe. Der er hul i gadedøren ind til pubben, som om nogen har prøvet at sparke den ind, og igennem det flaprende, gennemsigtige plastic kan jeg se nogle børn, der hænger ud på parkeringspladsen, mens de ryger og laver tricks på en gammel BMX. “Jeg sagde det jo.” Hun ville ikke have sagt det højt – det var hun for dannet til – men man ville kunne læse det i hendes ansigt, det næsten umærkeligt hævede øjenbryn, antydningen af et smil.

Anna havde altid syntes, jeg var lidt grov i det, at jeg aldrig helt havde lagt det sociale boligbyggeri bag mig. Jeg kan huske, dengang jeg fortalte hende, at min far plejede at tilbringe lørdag eftermiddag hos bookmakeren. Høflig undren, det lille, selvtil‑ fredse smil. I hendes familie gik man ikke engang på pub. Ikke 10

Vi ejer himlen_TRYK.indd 10

20/12/2018 15.21

engang til jul? spurgte jeg engang. Nej, sagde hun. De fik måske et glas sherry efter frokosten, men det var det hele, ikke mere end det. De foretrak klokkeringning i stedet.

Nu er det mørkt, og jeg kan ikke huske solnedgangen. En bil gasser op udenfor, og forlygterne fejer rundt i pubben som en fængselsprojektør. Jeg går op til baren og bestiller en fadøl mere.

Hoveder drejer sig imod mig, men jeg undgår øjenkontakt, undgår de stirrende blikke, de gådefulde nik.

En kraftig fisker sidder på en barstol med ansigtet vendt mod døren. Han er ved at fortælle en racistisk vittighed om en kvinde, der er sin mand utro, og noget med, at man ikke kan plukke pubeshår af en skaldet, og jeg kan huske, jeg hørte den engang efter skole, i en gyde i det østlige London, hvor folk smed porno‑ blade og tomme coladåser. Stamkunderne ler af pointen, men den kvindelige bartender er tavs, vender sig væk fra dem. På væggen bag hende hænger der side 9‑piger og indrammede avisforsider fra dagen efter 11. september.

“Fire pund og ti, skat,” siger hun og stiller ølkruset foran mig.

Mine hænder ryster, og jeg fumler rundt i min pung, så mine småpenge falder ud på disken.

“Beklager,” siger jeg, “kolde hænder.”

“Det kan jeg godt forstå,” siger hun, “det er hundekoldt der‑ ude. Her, lad mig gøre det.” Hun samler mønterne sammen og tæller resten af beløbet op fra min åbne hånd, som om jeg er en skrøbelig pensionist.

“Sådan,” siger hun, “fire pund og ti.”

“Tak,” siger jeg, lettere skamfuld, og hun smiler. Hun har et venligt ansigt af typen, man ikke ser så tit sådan nogle steder.

Da hun bøjer sig ned for at tømme opvaskemaskinen, tager jeg en lang slurk vodka fra min lommelærke. Det er nemmere end 11

Vi ejer himlen_TRYK.indd 11

20/12/2018 15.21

at bestille et shot for hver øl. Det signalerer, at man er dranker, og så holder de øje med en.

Jeg går tilbage til mit bord, og jeg lægger mærke til en ung kvinde, der sidder for enden af baren. Før sad hun sammen med en af mændene, en af fiskerens venner, men nu er han væk, kørt af sted med hvinende bremser i en tunet bil med bagklap. Hun ser ud, som om hun har klædt sig pænt på til en aften i byen, kort nederdel, kort glittertop, strittende, mørke øjenvipper.

Jeg betragter bartenderen, tjekker, at hun ikke kan se mig, og tager en slurk vodka mere, og jeg kan mærke den velkendte summen, den triste, lille lykke. Jeg iagttager kvinden ved baren.

Nu drikker hun shots, råber til bartenderen, som vist er hendes veninde. Da hun ler, er hun lige ved at trille ned fra barstolen og når kun lige nøjagtig at holde fast, mens hun snapper efter vejret.

Jeg scroller igennem Facebook, kniber øjnene sammen for at kunne se skærmen. Min profil er gold, uden billeder, bare et omrids af en mand, og jeg har aldrig “liket” eller kommenteret eller ønsket nogen til lykke med fødselsdagen, men jeg har været der hver dag, har scrollet, været fordømmende, scrollet, været fordømmende, klamme små ruder ind til folk, jeg ikke længere kender, med alle deres solopgange og solnedgange, deres cykelferier i Skotland, den endeløse strøm af Instagramfarvede thairetter og avocadomadder, det ufattelig selvtilfredse ved deres sushimiddage.

Jeg tager en dyb indånding og så endnu en slurk øl og vodka.

Jeg har ondt af dem. Alle disse tragedieryttere med deres trikolo‑ rer og regnbuer, der skifter profilbillede i takt med dagens sag – flygtningene, de seneste ofre for et terrorangreb et eller andet gudsforladt sted. Alle deres hashtags og inderlige opdateringer om at “give”, fordi de engang var med til at bygge en skole i Afrika 12

Vi ejer himlen_TRYK.indd 12

20/12/2018 15.21

under deres sabbatår og kyssede en tiggers brune hånd med deres skinnende hvide mund.

Jeg skifter stilling, så jeg kan se pigen ved baren. Hun har bestilt en drink mere og ler, kagler nærmest, mens hun ser en video på sin telefon, peger på den, prøver at fange bartenderens opmærksomhed.

Jeg vender tilbage til min telefon. Nogle gange tvinger jeg mig selv til at se på billeder af andre folks børn. Det er vel på linje med trangen til at pille i en nydannet sårskorpe, at blive ved, indtil der kommer en metallisk rødmen af blod. Slaget i maven, når der er nyfødte, børn uden fortænder, der begynder i skole med deres skoletasker og blazere, og så deres strandferier, deres sandslotte og voldgrave og is, der bliver tabt i sandet. Store sko og små sko på rad og række på en dørmåtte.

Og så mødrene. Åh, de Facebookmødre. Den måde, de taler på, som om de selv har opfundet moderskabet, som om de har opfundet livmoderen, og siger til sig selv, at de er anderledes end deres egne mødre, fordi de spiser quinoa og har rastafarifletninger og et Pinterestboard med idéer til kreaprojekter for vrangvillige småfolk.

Jeg går op i baren igen og stiller mig lige i nærheden af den fulde kvinde. Jeg har drukket nok til, at jeg har det bedre, og at mine hænder er holdt op med at ryste. Jeg smiler, og hun stirrer på mig, slingrer på sin barstol, kigger op og ned ad mig.

“Kunne du tænke dig en drink?” spørger jeg muntert, som om vi kender hinanden i forvejen.

Der kommer et glimt af overraskelse i hendes slørede blik. Hun tvinger sig selv til at rette ryggen, så hun ikke sidder og falder sammen ind over baren.

13

Vi ejer himlen_TRYK.indd 13

20/12/2018 15.21

“Rom og cola,” siger hun og stikker næsen i sky igen, og hun vender sig væk fra mig og trommer med fingrene på bardisken.

Mens jeg bestiller vores drinks, lader hun, som om hun er i gang med noget på telefonen. Jeg kan se hendes skærm, og hun bladrer bare rundt i apps og beskeder på må og få.

“Jeg hedder for resten Rob,” siger jeg.

“Charlie,” siger hun, “men alle kalder mig Charls.”

“Kommer du herfra?” spørger jeg.

“Født og opvokset i Camborne,” siger hun og drejer rundt, så vi er ansigt til ansigt. “Men nu bor jeg hos min søster heroppe.”

Hendes øjne er ligesom øgletunger, der piler ud imod mig, når hun tror, jeg ikke ser det.

“Men du har nok aldrig hørt om Camborne, vel?”

“Minedrift, er det rigtigt?”

“Mmm. Men ikke mere. Min far arbejdede på South Crofty, indtil de lukkede,” siger hun, og jeg lægger mærke til den stærke Cornwalldialekt. Den svage modulering, de blødt rullende r’er.

“Hvad med dig?”

“London.”

“London. Dejligt.”

“Kender du London?”

“Været der et par gange,” siger hun og kigger igen ned mod den anden ende af baren, mens hun tager et dybt drag af sin cigaret.

Hun er yngre, end jeg troede, midt i tyverne, rødbrunt hår og bløde, barnlige træk. Der er noget vagt uafbalanceret over hende, noget, jeg ikke kan sætte fingeren på, og som ikke kun skyldes sprutten og den let udtværede øjenmakeup. Hun virker malplaceret på The Smugglers, som om hun er lusket væk fra en bryllupsmid‑ dag og er endt her.

14

Vi ejer himlen_TRYK.indd 14

20/12/2018 15.21

“Er du på ferie her?”

“Noget i den stil.”

“Hvad synes du så om Tintagel?” spørger hun.

“Jeg er først lige kommet i dag. I morgen vil jeg besøge slottet.

Jeg bor på hotellet inde ved siden af.”

“Er det første gang, du er her?”

“Ja.” Det passer ikke, men jeg kan ikke fortælle hende om dengang, vi var her før. Os tre, i slutningen af en våd, britisk sommer, hvor vi pakkede os ind mod vinden og gik med regnfrakker over de korte bukser. Jeg kan huske, hvordan Jack tumlede rundt på græsset ved siden af parkeringspladsen, og hvor ængstelig Anna var – “Hold i hånden, Jack, hold i hånden” – hvis han kom for tæt på kanten. Jeg kan huske, at vi gik op ad den stejle, snoede sti og nåede op til klippetoppen, og så skiftede vejret pludselig et øjeblik, en næsten bibelsk henstand, hvor det holdt op med at regne, og en regnbue trådte frem.

“Regnbue, regnbue,” råbte Jack og begyndte at hinke rundt, mens bladene dansede omkring ham som ildånder. Så var det, som om noget rørte ved ham, eller nogen hviskede i hans øre, og han stod stille og kiggede op igennem den søjle af lys, der gennembrød skyerne, mens regnbuen falmede imod den blå himmel.

“Er der noget galt?”

“Hvad? Nej, ingen verdens ting,” siger jeg og tager en tår af min øl.

“Du var langt væk.” “Åh, det må du undskylde.”

Hun siger ikke noget, drikker halvdelen af sin rom og cola og ryster isterningerne rundt i glasset.

15

Vi ejer himlen_TRYK.indd 15

20/12/2018 15.21

“Det er fint nok, Tintagel,” siger hun. “Jeg arbejder i landsbyen, i en af souvenirbutikkerne. Min veninde arbejder her.” Hun peger på bartenderen, hende med det venlige ansigt.

“Det er en hyggelig bar.”

“Den er okay,” siger hun. “Bedre i weekenden, og om tirsdagen er der karaoke.”

“Synger du?”

Hun snøfter let. “Én gang, gør det aldrig mere.” “Ærgerligt, det ville jeg ellers gerne se,” siger jeg og smiler, holder hendes blik fast.

Hun ler og smiler tilbage, kigger så koket væk.

“Det samme?” spørger jeg. “Jeg tager selv en mere.”

“Skal du ikke have noget fra den der?” Hun bøjer sig frem og klapper på min jakkelomme, føler efter min lommelærke.

Det irriterer mig, at hun har set det, og mens jeg overvejer, hvad jeg skal svare, rører hun venligt ved min arm.

“Du er ikke ligefrem diskret med den, kammerat.” Hun ser på sit ur og opdager, at hun ikke har noget på, så hun tjekker, hvad klokken er, på sin telefon i stedet.

“Okay. Så en sidste,” siger hun og klukker for sig selv, mens hun bakser med at komme ned ad barstolen i sin stramme nederdel. Jeg ser hende gå hen imod toiletterne – hun har ærbart annonceret sin udflugt dertil – og jeg kan se omridset af hendes undertøj under nederdelen, mærket efter barstolen på hendes lår.

Da hun kommer tilbage, lugter hun af parfume, og hun har repareret sin makeup og sat håret op. Vi bestiller nogle shots, og vi snakker og drikker og tager slurke af min lommelærke, og så viser hun mig nogle hundevideoer på YouTube, fordi hendes familie opdrætter ridgebackhunde, og bagefter klip med folk, der slås, 16

Vi ejer himlen_TRYK.indd 16

20/12/2018 15.21

overvågningsvideoer af folk, der bliver overfaldet på gaden, fordi en af hendes kammerater fra Camborne har været kickbokser, men nu er i fængsel for overfald.

Så ser jeg op, og det hele er tåget, en CD, der har sprunget et nummer over, og jeg kan høre den harske hvinen fra en støvsuger.

Jeg spekulerer på, om jeg har sovet, om jeg har været besvimet, men Charlie sidder stadig ved siden af mig, og jeg kan se, at nu drikker vi vodka og Red Bull. Jeg kigger på hende, og hun smiler med våde, fordrukne øjne, og hun begynder at le igen og pege på sin veninde, pigen bag baren, der skuler og skubber støvsugeren rundt på gulvtæppet.

Og så forlader vi baren, efter en flygtig lille farce, hvor hun siger, hun tænker, at hun hellere må se at komme hjemad, og så går vi arm i arm langs den forladte hovedgade, mens vi fniser og tysser på hinanden, og vi vakler op ad trappen til hendes lille lejlighed, der ligger oven over den souvenirbutik, hvor hun arbejder. Da vi har besteget trappen, kigger hun på mig med munden formet som et hjerte, og jeg mærker en bølge af sprittet begær, så jeg trækker hende ind imod mig, og vi begynder at kysse, og jeg stikker min hånd op under hendes nederdel.

Da vi er færdige, ligger vi på hendes lille enkeltmandsmadras på gulvet uden at se hinanden i øjnene; vi gemmer hovedet ved hinandens hals. Da det føles, som om vi har holdt om hinanden i et passende stykke tid, går jeg ud på gangen for at finde toilet‑ tet. Jeg famler efter en kontakt, men det er ikke et badeværelse, det er et børneværelse. Charlies soveværelse er sparsomt møble‑ ret, nærmest umøbleret, men det her værelse ligner noget fra en udstilling i et stormagasin. En lampe formet som et fly, spejlet af en gigantisk skabelon på væggen. Nydeligt stablede kasser, der er fulde af legetøj. Et skrivebord med farveblyanter og skriveblokke.

17

Vi ejer himlen_TRYK.indd 17

20/12/2018 15.21

Og en opslagstavle med beviser og diplomer fra fodbold og judo og for at være en stjerneelev i skolen.

Ved siden af sengen er der en natlampe, og jeg kan ikke lade være med at tænde den. Jeg bliver stående og ser den kaste lyseblå måner og stjerner op i loftet. Jeg går hen imod vinduet, indånder den vage duft af skyllemiddel og børneshampoo. I hjørnet ser jeg en lille gul lommelygte, præcis ligesom den, Jack havde engang.

Jeg tager den op, mærker på det hårde plastic, det langtidsholdbare gummi, de store knapper, der er lavet til små, utrænede fingre.

“Hej,” siger Charlie, hvilket giver mig sådan en forskrækkelse, at jeg farer sammen. Det lyder næsten som et spørgsmål, men ikke helt.

“Undskyld,” stammer jeg og føler mig pludselig meget ædru.

Mine hænder begynder at ryste. “Jeg ledte efter toilettet.”

Hun kigger ned på mine hænder, og det går op for mig, at jeg stadig står med lommelygten.

“Min lille dreng,” siger hun, mens en måne fra natlampen danser hen over hendes ansigt. “Han bliver passet af min søster i aften, det er derfor, jeg er på druk.” Hun retter på nogle papirer og farvekridt, så de kommer til at ligge vinkelret på skrivebordet.

“Jeg har lige fået ordnet værelset,” siger hun og lægger noget ned i en skuffe i natbordet. “Jeg var nødt til at sælge en masse af mine ting for at få råd til det, men det er blevet flot, ikke?”

“Det er meget fint,” siger jeg, for det er det virkelig, og hun smiler, og sådan står vi lidt og betragter planeterne og stjernerne danse rundt i værelset.

Jeg ved, at Charlie gerne vil spørge mig om noget, om jeg har børn, om jeg godt kan lide børn, men jeg vil ikke svare, så jeg kysser hende, og jeg kan stadig smage vodkaen og cigaretterne.

Jeg tror ikke, hun er helt tilpas ved at kysse mig her, på sin søns 18

Vi ejer himlen_TRYK.indd 18

20/12/2018 15.21

værelse, for hun trækker sig væk, tager lommelygten ud af hånden på mig og lægger den omhyggeligt på plads i reolen. Hun slukker natlampen og fører mig ud ad døren.

Da vi er tilbage på enkeltmandsmadrassen, kysser hun mig sødt på halsen, som om hun kyssede et barn godnat, og vender sig om og falder i søvn uden et ord. Hendes nøgne flanke er synlig, og der er koldt i værelset, så jeg folder dynen ind omkring hende, og det får mig til at tænke på Jack. Nu har du det som blommen i et æg. Jeg drikker det sidste i lommelærken og ligger vågen i det blege ravlys og lytter til hendes åndedræt.

Vi ejer himlen_TRYK.indd 19

20/12/2018 15.21

2

Om morgenen er det koldt, men solen skinner, og jeg går videre fra parkeringspladsen, forbi Magic Merlin-souvenirbutikken og reklametavlerne for guidede ture i kong Arthurs fodspor og halv pris på eftermiddagste for to. Med mit udstyr spændt på ryggen går jeg ned i en hulning og krydser en lille grussti, der forbinder øen med fastlandet. Til højre for mig ligger en græsklædt skråning, der fører ned til klippekanten, brudt op af kaninhuller og plettet af små sandbunker.

Jeg sov ikke hjemme hos Charlie. Hun rørte på sig, da jeg gik, og jeg kunne se hende for mig, med et øje på klem, mens hun lod, som om hun sov, og ventede på at høre døren gå. Der var kun nogle få meter hjem til hotellet. Det var underligt at sove på et hotel, når jeg boede i nærheden, men jeg ville gerne kunne drikke uden at skulle bekymre mig om at køre hjem.

Jeg klavrer op ad den stenede sti med værkende hoved og Red Bull-smag i munden. Jeg bevæger mig langsomt opad, mens stigningen bliver stejlere. Jeg går op ad trætrappen til ruinen.

Kameratasken hænger tungt over min skulder. Da jeg nærmer mig kanten, kan jeg mærke skumsprøjt fra havet, og jeg standser for at få vejret og betragte tidevandet på vej ind. Nu går det stærkt, det fejer brutalt sandslotte væk og tang, som er smidt indad under en tidligere stigning.

20

Vi ejer himlen_TRYK.indd 20

20/12/2018 15.21

Jeg går længere op ad bjerget til det gamle udsigtspunkt. Der er ingen turister heroppe, kun vinden og mågernes skræppen.

Jeg finder en flad plet på jorden og placerer min træplade for at give ekstra vægt, så stativet kan stå fast og ikke flyver så let. Jeg ordner linsen og sætter kameraet fast, tester, om det kan dreje sig i en glidende bevægelse.

Omgivelserne er perfekte. Havet, sandet, græsset står helt stærkt, uvirkeligt. I morgenlyset ligner farverne noget fra en bør‑ netegning af en regnbue. Med ryggen til havet kan jeg se bjergenes naturlige hvælving, det langsomme fald ned mod dalen, ned mod souvenirbutikbyen. Det er et sted, der taler til sanserne. Herfra kan man næsten række hånden ud og lade den glide hen over landet, mærke bumpene og fordybningerne, som om man læste punktskrift.

Vinden tager til, og jeg ved, jeg er nødt til at komme i gang.

Jeg lægger an til de første skud til panoramaet, hvor vinklen er nordøst, i retning af fastlandet, og så drejer jeg langsomt stativet og standser med regelmæssige mellemrum for at skyde, indtil jeg er nået alle 360 grader rundt.

Da kameraet stopper med sin milde snurren, tjekker jeg LCDskærmen for at se, om alle billederne er der. Så pakker jeg mit udstyr sammen og går tilbage i retning af parkeringspladsen.

Huset ligger omtrent en times kørsel fra kysten. Landsbyen er øde, da jeg kører igennem den. Kiosken er lukket i vinterhalvåret, så der er stadig skodder for vinduerne. Jeg kører forbi kirken og hen ad den snoede vej igennem klitterne, forbi det officielle informationscenter og videre ad den uasfalterede vej mod klip‑ pekanten og huset.

Det var ikke bare den ensomme beliggenhed, der tiltrak mig ved 21

Vi ejer himlen_TRYK.indd 21

20/12/2018 15.21

det lille hus; det var den udsatte placering, fuldstændig prisgivet vind og vejr. Det ligger alleryderst på klippen over for St. Ives og er det eneste hus, man kan se. Der er ingen læ, ingen dal, der kan bryde den blodtørstige vind fra Atlanterhavet. Når regnen slår mod ruderne, når vinden fra havet nægter at lægge sig, skælver huset, og det føles, som om det er ved at smuldre i havet.

Så snart jeg er kommet inden for døren, skænker jeg et stort glas vodka op. Så går jeg op i mit arbejdsværelse på første sal, sætter mig ved skrivebordet og stirrer ud ad kvistvinduet, der har udsigt ud over bugten. Jeg logger ind på mine profiler på OKCupid og Heavenly Sinful for at se, om jeg har fået nogen beskeder. Der er en fra “Samantha”, en kvinde, jeg chattede med for nogle uger siden.

“Halløj, du forsvandt. Er du stadig interesseret i at mødes?”

Jeg kigger på hendes billeder, bladrer igennem de kedelige laksko og glemte paraplyer og flyvinger og hjerter i cappuccinoer og finder et af hende, hvor hun er på ferie et sted, så jeg kommer i tanker om, at hun er køn, en spinkel, museagtig brunette.

“Jeg troede, det var dig, der forsvandt! Og ja, vil helt sikkert gerne mødes …”

Jeg sætter kameraet til og begynder at downloade billederne fra Tintagel. Da de er færdige, klikker jeg igennem dem og bliver glad for at se, at de er flot lige og ikke har brug for ret meget billedbehandling. Jeg indlæser dem i renderingsprogrammet, jeg har skrevet, og softwaren begynder at væve billederne sammen, så deres pixels smelter sammen som hud, der heler.

Man kan aldrig forudse lyset. Nogle dage, når jeg er ude med kameraet, tror jeg, det er helt rigtigt, men så ender alle billederne med at se kornede eller overbelyste ud. I dag er det til gengæld perfekt. Havet glimter, græsset på klipperne er grønt og tæt som 22

Vi ejer himlen_TRYK.indd 22

20/12/2018 15.21

filten på et snookerbord. I det fjerne kan jeg se det vage omrids af månen.

Da programmet er færdigt med at behandle panoramaet, og billederne bliver sat sammen som et lille Bayeuxtapet, pakker jeg det færdige billede ind i et lag kode, så folk kan zoome ind og ud og vende rundt. Da det hele er færdigt, uploader jeg billedet til min hjemmeside: Vi ejer Himlen.

Det er kommet bag på mig, at hjemmesiden er blevet populær.

Den begyndte som en hobby, noget at få eftermiddagen til at gå med. Men linket blev hurtigt delt på forummer for amatørfotogra‑ fer. Folk skrev og spurgte til min teknik, hvilket udstyr jeg brugte.

Hjemmesiden blev nævnt i en artikel om panoramisk fotografi i The Guardian. “Enkelt og smukt,” stod der, og jeg mærkede en sjælden bølge af stolthed.

Folk spørger mig nogle gange i kommentarerne eller i mails: “Hvad betyder ‘Vi ejer Himlen’? Er det en henvisning til noget?”

Og helt ærligt ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. Lige siden jeg forlod London, har de ord tumlet rundt i mit hoved, og jeg aner ikke hvorfor.

Når jeg går tur i klitterne eller sidder ved mit skrivebord og kigger ud på havet, hvisker jeg de ord til mig selv – vi ejer himlen, vi ejer himlen. Jeg vågner til lyden af dem, og inden jeg falder i søvn, kan jeg høre disse tre ord, som om de var et mantra eller en bøn, jeg blev hjernevasket med som barn.

Nu, hvor billedet er færdigt med at uploade, kigger jeg ud ad vinduet og drikker min vodka og venter på pinget. Der går lidt længere tid end normalt. Ti minutter i stedet for de sædvanlige fem. Og så er den der. En kommentar – altid den første kom‑ mentar fra den samme bruger hver eneste gang.

Swan09.

23

Vi ejer himlen_TRYK.indd 23

20/12/2018 15.21

Smukt. Fortsæt det gode arbejde.

Sådan lyder kommentarerne altid – “Smukt”, “Yndigt”, “Pas på dig selv” – og de kommer altid så hurtigt, efter at der er lagt et nyt billede op, at jeg må gå ud fra, brugeren har aktiveret en funktion, hvor man får direkte besked om nyt indhold.

Natten nærmer sig, og inden jeg går i seng, skænker jeg mig en vodka til. Jeg kan mærke søvnen kalde, alkoholens bedøvende virkning, og jeg har lyst til, at det skal gå hurtigere, at det skal komme nærmere.

Nogle gange kan jeg godt lide at tro, at det er Jack, der kom‑ menterer på billederne. Jeg ved, han vil kunne genkende stederne, for han har været ved dem alle sammen, han har set alle de udsigter med sine egne øjne. Box Hill, London Eye, en udsigt over South Downs. Og nu Tintagel.

Bare for at være sikker på, han ikke glemmer de steder, vi har været, lægger jeg beskeder til ham, små tekster gemt i koden, usynlige for browsere, kun læselige for programmøren – og for ham, håber jeg. Det er vel de ting, jeg ville sige til ham, hvis jeg kunne. De ting, jeg ville sige, hvis hun ikke havde taget ham.

Tintagel kan du huske, jack, da vi kom tilbage til parkeringspladsen, og du var faldet ind i buskene og var kommet til skade. begge hæn‑ der, far, begge hænder, små røde plamager på dine håndled, så jeg kyssede dine fingre for at fjerne av’erne, og du lagde armene om mig, puttede dit ansigt ind mod min hals. jeg husker, jeg kan aldrig glemme. dine kys, som hemmelig hvisken. de hon‑ ningkagefarvede fregner på dit ansigt. dine øjne, varme som det lave vand.

Vi ejer himlen_TRYK.indd 24

20/12/2018 15.21