ZOV

En russisk soldats dagbog fra Putins krig i Ukraine

Pavel Filatjev

ZOV

en russisk soldats dagbog fra Putins krig i Ukraine

Oversat fra russisk af Lotte Jansen

ZOV en russisk soldats dagbog fra Putins krig i Ukraine

© Pavel Filatjev 2022 Dansk udgave: © Gads Forlag A/S 2023

Fodaftrykket redegør for alle råvarers forarbejdning (papir, farve, lim osv.) samt trykkeriets, bogbinderiets og underleverandørers energiforbrug. Desuden viser det alle andre direkte og indirekte emissioner i virksomhederne, herunder transport af råvarer til og mellem producenter samt transport af bøger frem til Gads lager. Emissionsretten til denne bog er købt hos www.southpole.com (Isangi forest conservation). www.climatecalc.eu – Cert.no. CC-000097/SE *beregnet ved bestilt oplag

Published by arrangement with The Deborah Harris Agency and Licht & Burr Literary Agency, Copenhagen

Oversættelse: Lotte Jansen Militærfaglig konsulent: Claus Mathiesen Forlagsredaktion: Bolette Rud. Pallesen Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Spine Studio Sats: Demuth Grafisk Forsidefoto: Sergej Bobok/AFP/Ritzau Scanpix Tryk og indbinding: Scandbook AB

978-87-12-07184-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2023

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder bl.a., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Fodaftrykket redegør for alle råvarers forarbejdning (papir, farve, lim osv.) samt trykkeriets, bogbinderiets og underleverandørers energiforbrug. Desuden viser det alle andre direkte og indirekte emissioner i virksomhederne, herunder transport af råvarer til og mellem producenter samt transport af bøger frem til Gads lager. Emissionsretten til denne bog er købt hos www.southpole.com (Isangi forest conservation). www.climatecalc.eu – Cert.no. CC-000097/SE *beregnet ved bestilt oplag www.gad.dk

FORFATTERENS FORORD

I denne bog beskriver jeg de begivenheder, jeg blev vidne til og deltog i, mens jeg gjorde tjeneste i De Luftbårne Troppers 56. Faldskærmsregiment både før krigen i Ukraine, under indsættelsen af de russiske tropper i Ukraine og i krigens to første måneder. Derudover fremlægger jeg mine egne personlige konklusioner og overvejelser om det, der foregår i Rusland.

Pavel Filatjev

FORLAGETS FORORD

Pavel Filatjevs dagbogsnotater er den røde tråd i denne beretning om hans deltagelse i den russiske invasion af Ukraine. Notaterne omfatter tolv døgn fra invasionens start torsdag den 24. februar til mandag den 7. marts 2022. Fra et øvelsesområde på det nordlige Krim, hvor hans enhed har været siden den 19. februar, deltager Pavel Filatjev i det hastige fremstød i krigens første døgn fra Krim mod den vigtige, sydukrainske by Kherson og byens lufthavn, Tjornobajivka, som skal indtages til brug for de fortsatte operationer i syd, i første omgang frem mod Mykolajiv, dernæst Odesa. Efter det sidste dagbogsnotat 7. marts beretter Pavel Filatjev i korte træk om tiden frem til hans evakuering fra fronten medio april 2022. Pavel Filatjev præsenterer sig som en 33-årig kontraktansat korporal i 6. kompagni i 2. bataljon af 56. luftlandestormregiment. Regimentet tilhører De Luftbårne Troppers 7. divison, der har sit hovedkvarter i havnebyen Novorossijsk ved Sortehavet. Pavel Filatjevs regiment blev først oprettet i december 2021, hvor man nedlagde 56. luftlandestormbrigade i den sydrussiske by Kamysjin. Af 56. brigades cirka 3.000 mand oprettede man 56. regiment i Feodosija på Krim som et led i styrkelsen af Ruslands

militære tilstedeværelse på den omstridte halvø. Resten af brigadens personel blev overført til andre enheder i Kamysjin og forblev i Volgaregionen.

Pavel Filatjev kan kalde sig gardekorporal, idet han som tjenestegørende i en enhed under De Luftbårne Tropper har ret til denne betegnelse. Gardebegrebet går tilbage til Peter den Stores tid, men blev som det meste andet fra zarernes tid afskaffet efter den russiske revolution i 1917. Under Den Anden Verdenskrig genindførte Stalin gardetitlen til de enheder, som udmærkede sig særligt ved fronten.

De Luftbårne Tropper er i Rusland en selvstændig organisation, en strategisk styrke, som har deltaget i alle Sovjets og Ruslands krige. Tropperne hører til Ruslands militære elitestyrker, og mandskabet er kendt for de hvid- og blåstribede trøjer og lyseblå baretter. De såkaldte luftlandestormenheder, hvor Pavel Filatjev nu gør tjeneste på kontrakt, hørte tidligere under Hæren, men er trinvis blevet overført til De luftbårne Tropper som led i de reformer, som russiske militær har gennemgået, især siden Georgienkrigen i august 2008. De er beregnet til i kamp at blive landsat med helikoptere ikke langt bag fjendens linjer, modsat de egentlige faldskærmsenheder, som kan nedkastes fra fly og operere i dybden af det fjendtlige forsvar.

Imellem dagbogsnotaterne har Pavel Filatjev tilføjet beretninger om sit liv før invasionen og forsøg på at skabe en karriere i militæret og i det civile. Vi får også redegjort for, hvordan han i april måned bliver evakueret fra fronten og kommer igennem det russiske, militære hospitalssystem – og hvorfor han har besluttet at offentliggøre sine optegnelser fra krigen, vel vidende, hvilke farer og risici, det indebærer.

Både dagbogsnotaterne og den øvrige beretning tegner et billede af russisk militær, som kan bidrage til at forklare, hvorfor Rusland ikke formår at nå de mål, man havde sat sig i Ukraine. Der fortælles om organisatorisk rod, også i Pavel Filatjevs

eget regiment, og hans beretning er fyldt med hovne, uduelige og ligeglade officerer og befalingsmænd. Enhederne er mangelfuldt bemandet, materiellet forældet og defekt, ja de enkelte soldater mangler sågar hele eller dele af den nødvendigste kampudrustning. Og alt det vel at mærke i enheder, der formodes at udgøre den militære elite.

Meget symptomatisk skifter Pavel Filatjev på grund af uoverensstemmelser med sine chefer nærmest i sidste øjeblik lidt tilfældigt plads fra sit normale kompagni til bataljonens mortérbatteri. Her får han den simple opgave at slæbe granater. Symbolsk er det, at den lastvogn, som hans morterhold kører i, er defekt, den kan ikke bremse…

Pavel Filatjevs oplevelse af og tanker om den information, man får om invasionen og dens formål – eller mangel på samme – er ganske sigende. Er det fordi Ukraine vil i Nato? Har Nato måske angrebet Rusland? Eller skal man invadere for at komme de to Folkerepublikker i Donbas til undsætning mod de fanatisk nationalistiske ukrainere? Eller noget helt andet?

Pavel Filatjevs beretning er også en stærk personlig beretning. Han er som det så ofte er tilfældet i Rusland opvokset i en militærfamilie. Hans far gjorde i mange år tjeneste i den nu nedlagte 56. brigade i Kamysjin. Pavel havde ambitioner om at gå officersvejen, men kom aldrig ind på den officersskole for Indenrigsministeriets tropper – nu Nationalgarden – som han havde tænkt sig. Han har også erfaringer fra det civile, hvor han i en periode arbejdede med hesteopdræt. Og endte altså med at søge ansættelse i militæret som kontraktsoldat.

Hans beretning er dermed langt mere end en frontberetning. Den er en beretning om denne krigs meningsløshed og uretfærdighed. Og samtidig om Rusland og Ukraine, russere og ukrainere – og om, hvad fremtiden mon vil bringe.

Claus Mathiesen

ORDLISTE

MATERIEL OG KØRETØJER

Armata den nyeste russiske kampvogn, egl. T 14 Armata AK-47M Kalashnikov automatgevær, kaliber 7,62 mm

BURATINO tungt flammekastersystem Fagot panserværnsmissil (NATO-navn: AT-4 Spigot) GAZon lastvogn

GRAD BM-21 raketkaster

IKK infanterikampkøretøj Iljusjin-76 militært transportfly Javelin panserværnsmissil

KAMAZ lastvogn

Kinzjal avanceret, hypersonisk missil Linza letpansret feltambulance

MSTA 152 mm selvkørende haubits NONA 120 mm selvkørende morterhaubits, udviklet specielt til De Luftbårne Tropper

OSA luftværnsmissilsystem, (NATO-navn: SA-8 Gecko)

Pantsir-M luftværnssystem (NATO-navn: SA-22 Greyhound)

Patriot UAZ pick-up

Petjeneg maskingevær, kaliber 7,62 mm PMV pansret mandskabsvogn Rakusjka pansret mandskabsvogn, udviklet specielt til De Luftbårne Tropper

Ratnik nyeste, russiske kampudrustning til enkeltmand

Rositj specialenhed under den russiske Nationalgarde Sarmat nyudviklet interkontinentalt ballistisk missil Tigr pansret firehjulstrækker Tu-160 strategisk bombefly (NATO-navn: Blackjack)

UAZ jeep URAL lastvogn

Utjos tungt maskingevær, kaliber 12,7 mm Zjiguli personbil, i Vesten kendt som Lada

ZOV

Når jeg skriver dette, er der allerede gået halvanden måned, siden jeg kom tilbage fra krigen i Ukraine. Og jo, jeg ved godt, at man ikke må sige ordet ”krig”, at ordet er blevet forbudt i Rusland, men ikke desto mindre er det netop det ord, jeg vil bruge, ”krig”. Anderledes kan det ikke være, jeg er 33 år og har hele mit liv holdt mig til sandheden, selv når det kunne skade mig – sådan er jeg bare, ”ukorrekt”, det kan jeg ikke lave om på.

Så altså, det her er krig: Vores russiske hær skyder mod den ukrainske, og den skyder så igen, der er eksplosioner fra granater og raketter. Har du nogensinde hørt lyden af en granat, der nærmer sig? Hvis ikke, er du gået glip af noget: Det er en uforglemmelig oplevelse at mærke, hvordan luften vibrerer og hvisler omkring en, hvordan det hele vender sig i ens indre, og man bare holder vejret. Derefter hører man, hvis man er heldig, et brag og tænker, at det her er en god dag, forudsat selvfølgelig at man samtidig kan slå fast, at man ikke er blevet revet i stumper og stykker af trykbølgen, og en granatsplint ikke har boret sig ind i en. Og hvis det ikke lige går sådan, ja så er det en dårlig dag, og man har denne gang ikke haft heldet med sig. Med andre ord, det kan være en udfordring …

Samtidig dør der soldater på begge sider og almindelige civile, som har været så ”heldige” at bo der, hvor nogen har besluttet at starte en krig under betegnelsen ”specialoperation”.

Åh ja, og glem ikke alt det, der følger med krigen: sult, sygdomme, søvnløse nætter, dårlig hygiejne og et konstant forhøjet adrenalinniveau, der tærer på de ressourcer, kroppen har, men

samtidig giver den styrke, hurtighed og skærpede reflekser. Det er først bagefter, når man kommer tilbage fra kampzonen, at man kan mærke, at man har presset citronen for hårdt, og forstår, at man måske ikke har det helt så godt, som man gik og troede.

Der er også det svære moralske pres fra ens samvittighed på hjerte og sjæl – hvis man altså har den slags – man kan jo ikke undgå at spørge sig selv, hvorfor man gør dette og i hvilken sags tjeneste. Hvorfor sætter man livet på spil og giver køb på sit gode helbred? Hvorfor smudser man sin måske allerede ikke helt uplettede karma til?

Jeg vil nu fortælle, hvordan jeg kom til at opleve denne krig, og hvordan jeg i det hele taget endte med at være med i den. Jeg er klar over, at jeg kan blive draget til ansvar for at afsløre information om min tjenestetid i militæret, men at tie bidrager kun til de stadig større tab.

24. FEBRUAR, KL. 00:00

Vi har ikke kørt særlig langt, hen over nogle marker. Det har regnet om natten, vejene er mudret. Jeg vågner, klokken er vist omkring to. Vores kolonne er blevet opstillet i nogle rækker et øde sted langs en jernbane, alle har stoppet motoren, slukket lygterne. Der er kommet ordre om at vikle hvide bånd om venstre arm og højre ben: for at skelne ven fra fjende. Noget pludseligt tilvejebragt malertape går fra hånd til hånd.

Allerede da vi forlod øvelsesområdet den 19. februar, var der blevet malet vandrette hvide striber på køretøjerne. Om aftenen den 23. februar var der før afgang kommet ordre til kørerne om at male en stribe mere, det kom til at ligne et skævt, vandret hak på en tjekliste. Og nu mens vi holdt stille et eller andet sted langs jernbanen i totalt mørke og var i gang med at vikle tape om ven-

stre arme og højre ben, fik kørerne ordre om at lave endnu en stribe på bilerne. Det blev til et Z.

Mens vi ventede, viklede tape om arme og ben, småsnakkede og røg mellem de tætparkerede køretøjer, begyndte fyrene i det næste køretøj med en artilleripjece at overtale mig til at slutte mig til dem – de var tre og ikke fem mand til at betjene pjecen. Deres delingsfører, en ung løjtnant, kom i mørket hen til mig og sagde, at de virkelig manglede folk, ”så kom over til os,” sagde han.

Jeg greb mit våben og min hjelm og gik over til den næste URAL-lastvogn i rækken, idet jeg tænkte, at jeg måske kunne gøre mig nyttig der, jeg havde jo i alle tilfælde ikke forstand på mortérer overhovedet. Jeg smed min rygsæk og hjelm op på ladet og begyndte at kravle op over den lukkede bagsmæk i det totale mørke. På vej over bagsmækken hang jeg fast i et eller andet med patronbæltet på min kampvest, og mine bukser forhindrede mig i at svinge benet med op. Jeg bliver på en eller anden måde hængende i vesten hen over lastbilens bagsmæk og vælter derfor på hovedet ned på ladet og udsender straks et hyl af smerte, det føles, som om mit øje eksploderer i et lysglimt …

Jeg har ingen anelse om, hvad der foregår, men jeg holder, nu hvor jeg er oppe bag i lastvognen, en hånd for mit højre øje, jeg kan mærke noget vådt og en stærk smerte … Der er mørkt omkring mig, en eller anden på ladet forsøger at tænde en lighter for at lyse mig i ansigtet. Jeg fjerner hånden fra øjet og prøver at blive klar over, om jeg kan se med begge øjne eller kun det ene. Ham, der lyser mig i ansigtet, udbryder: ”Pis!”

Jeg spørger ham med det samme, om øjet stadig er der. Han lyser på det, siger: ”Fjern hånden, jeg kan ikke se noget!”

Jeg kan se, at jeg har blod på hånden, og kan mærke, at der løber noget varmt ned over mit ansigt. Øjet viser sig at være uskadt, men jeg har fået en flænge over og under det. Jeg ser mig omkring i det svage lys og bliver klar over, at jeg har ramt håndtaget på en af militærets varmekasser til mad. I vrede sparker jeg

til kassen. Jeg får øje på en ung mortérskytte. Hele vognen er fyldt med kasser med granater, en mortér, en trefod og en artillerikikkert, så vi må sidde på kasserne, da vi kører videre. Jeg er så småt begyndt at undre mig over, hvad laver jeg dog her, 33 år gammel, har jeg ikke fået nok efter mine oplevelser i Kaukasus, jeg skulle have holdt min kæft og være blevet, hvor jeg var, i mit eget kompagni, jeg har da heldigvis ikke mistet et øje. Vi sad lidt og røg, lærte hinanden at kende og faldt igen i søvn … ***

I april blev jeg evakueret fra den forreste frontlinje ved Mykolajiv, fordi jeg var begyndt at få alvorlig øjenbetændelse. Efter endnu et artilleriangreb mod os røg der jord ned i skyttehullet, og jeg fik noget i øjnene; det var ikke specielt rart, men for fanden da, vi var jo heldige. Bagefter fik jeg betændelse i øjnene, det ene af dem begyndte at lukke til, og efter nogle dage sagde hjælpelægen, at jeg skulle evakueres, da jeg uden behandling ville kunne miste synet. Jeg blev overført til en sanitetsenhed i det allerede besatte Kherson, og derfra blev jeg evakueret til Sevastopol.

Den følelse, man har, når man forlader kampzonen, kan ikke beskrives …

To måneder med mudder, sult, kulde, sved og fornemmelsen af, at døden puster en i nakken. Synd, at man ikke lader journalister komme frem til frontlinjen, landet får dermed ikke mulighed for at nyde synet af faldskærmstropperne. Ubarberede, uvaskede, snavsede, magre og forbitrede – det er ikke rigtig til at vide, om de er mest forbitrede på de stædige ukrainere, der ikke ønsker at blive afnazificeret, eller på deres egen talentløse ledelse, der ikke engang er i stand til at sørge for udrustning til sine soldater, når de er i kamp. Halvdelen af mine kammerater er gået over til at bruge ukrainske uniformer, fordi de er af bedre kvalitet og mere behagelige at gå i, eller også har de bare slidt deres egen op, og

vores storslåede land er ikke i stand til at beklæde, udruste og bespise sin egen hær. Jeg havde for eksempel til at starte med ikke en komplet kampudrustning og havde, da vi krydsede grænsen, ikke engang en sovepose. Efter en uge fandt mine kammerater en til mig – det var ikke en delingsfører eller en chef, der skaffede den, vil jeg godt lige sige – en gammel en med defekt lynlås. At sige, at jeg var glad for den, er en underdrivelse. At sove på jorden i en hullet sovepose om vinteren, ved forreste frontlinje (og der var frost i Ukraine til ind i marts måned) – det er i sig selv noget af en oplevelse. Så altså, på et eller andet tidspunkt midt i marts begyndte jeg at få ondt i benene og i ryggen; i lang tid troede jeg, at det var mine muskler eller ledbånd, og jeg lod stædigt stå til, humpede rundt og tilskrev det, at vi stort set aldrig kunne tage veste eller hjelme af. Men senere fandt jeg ud af, at det at have sovet på den frosne jord og dertil manglen på vand og mad, oven i alle de øvrige strabadser, havde ført til slidgigt i alle led i rygraden, diskusprotusion, en udbulning i nakken, brusk, der havde revet sig løs i lænden, og uforklarlige ledsmerter i benene.

Men altså, evakueringen. Efter to måneder ved fronten, vupti, bliver man kørt derfra og føler på den ene side glæde over, at man er ved at forlade alt det lort, og på den anden vrede over, at ens kammerater må blive tilbage, og at det ikke er til at vide, hvad der skal blive af dem. Glæden på egne vegne bliver blandet med en skyldfølelse over for ens kammerater, der bliver tilbage, overladt til en uvis skæbne.

Vi kørte i en lille bus: en chauffør med 20 sårede, beskidte, forpinte soldater i blodige uniformer ombord. De hårdtsåredes ansigter udtrykte smerte og sorg, mens dem, der var sluppet let, glædede sig over, at de endelig var på vej væk. Da jeg ikke var såret, men blev evakueret på grund af sygdom, sad jeg på trinnet ved døren (der var ikke siddepladser til alle, og mange havde været mindre heldige end jeg). Vi havde en tur på fem-seks timer foran os, det kan jeg ikke huske præcist, og det var her, at ans-

pændelsen endelig slap sit tag i mig, og jeg gav mig til at tænke over de sidste to måneder af mit liv, på hvad der egentlig var sket, hvad det havde været godt for, om det, jeg havde gjort, var godt eller tværtimod skidt, hvorfor jeg havde taget del i det, og hvordan jeg i det hele taget var endt der. Lige siden har jeg haft en indre monolog kørende, en blanding af samvittighed, patriotisme og sund fornuft.

Hvis man holder sig til floskler, er svaret, at jeg er soldat, faldskærmssoldat, jeg har pligt til at udføre ordrer og har ikke ret til at stikke halen mellem benene og ikke gå i krig, når den først er begyndt; jeg har pligt til at tjene mit land og forsvare det russiske folk. Men her begynder så den sunde fornuft at tage til genmæle og stille spørgsmål:

”Var Rusland truet af Ukraine?”

Fra alle sider lyder det, at Ukraine ville tilslutte sig NATO. Men har vi tænkt os at angribe alle de lande, der ønsker at tilslutte sig NATO? Letland, Litauen, Estland og Polen er allerede med i NATO. Finland træder nu ind i NATO. For ikke så længe siden blev et russisk fly skudt ned over Tyrkiet, men det skyndte vi os at glemme. Vi har en konflikt med Japan over Kurilerne. For fanden da, USA grænser op til os mod øst. Men intet af det synes rigtig at give anledning til at begynde en krig. Dem angriber vi jo ikke, eller er det bare indtil videre?

Altså er det ikke grunden.

”Hvis vi ikke havde angrebet Ukraine, havde Ukraine angrebet os?”

Man hører igen og igen i fjernsynet, at vi har udført et forebyggende angreb, men hvordan kan man tro på, at Ukraine ville have angrebet Rusland eller Krim, når Ukraines hær ikke har kunnet forsvare sine egne grænser? De har ført en forsvarskrig med enorme tab; enhver ved, at det er lettere at forsvare sig i en krig end at angribe. Hvordan skulle dette land, der knap nok har kunnet forsvare sig og – ganske langsomt – har mistet landområder,

kunne angribe? Og ville det ikke have været lettere for vores hær at styrke grænserne og forsvaret omkring Ukraine, og i det tilfælde, at de angreb, møde fjenden med et forsvar, ødelægge deres angrebsstyrker og gå til modangreb? Vores tab ville jo i så fald have været meget mindre, og verdenssamfundet ville ikke have kunnet beskylde Rusland for at være aggressor og give landet ry som besætter og erobrer. Men det er så nok heller ikke rigtigt, at Ukraine forberedte sig på at angribe Rusland?

”Nazismen har taget magten i Ukraine, og der begås overgreb mod den russiske befolkning?”

Jeg har mødt mennesker, der havde været i Ukraine inden krigen, og hvor mærkeligt det end lyder, så er der ingen, der personligt kunne mindes konkrete tilfælde af, at nogen på nogen måde skulle have krænket eller fornærmet dem på grund af et russisk efternavn, eller fordi de ikke kunne tale ukrainsk. Men man vil i ethvert land i denne verden kunne finde enkeltstående tilfælde af dagligdagskonflikter, der udspringer af nationale følelser.

”Vi angreb for at redde Folkerepublikkerne Donetsk og Luhansk?”

Hvad er det for nogle størrelser, Folkerepublikkerne Donetsk og Luhansk? Rent faktuelt og juridisk er der tale om to regioner, der var del af Ukraine, men gjorde oprør og besluttede at blive uafhængige. Ville det ikke være det samme, hvis Karelen ønskede at indgå i Finland, Smolenskregionen i Litauen, Rostov i Ukraine, Jakutien i USA eller Kharabovsk i Kina. Er det ikke det samme? Hvorfor forsvarer vi Folkerepublikkerne Donetsk og Luhansk? Har det gjort livet lettere for den almindelige befolkning i Donbas? Det er jo ikke noget, vi i Den Russiske Føderation ville have fundet os i, ligesom vi for år tilbage ikke ville give Tjetjenien selvstændighed, hvilket vi så betalte for med flere tusind døde. Hvorfor har vi skabt en tilsvarende situation for vores naboer? Og tilmed har ledelsen i Donetsk og Luhansk, på trods af støtten fra Den Russiske Føderations regering, ikke været i stand til at

give sin befolkning social tryghed og sikkerhed, hvilket har fået folk til at flygte en masse til Rusland, Krim og Ukraine. Når jeg har talt med folk, der er flygtet fra krigen i Donetsk og Luhansk, har jeg ikke hørt om den nazisme, som vores medier råbte så højt om. Men de har alle som en fortalt om, hvordan de er flygtet fra krigen, og at de bare ønsker at kunne leve i fred og ro og passe deres arbejde. Hvis vi virkelig ønskede at hjælpe folk i Donetsk og Luhansk, hvorfor har vi så ikke bare givet alle, der ønskede det, et russisk pas? Vi har masser af tomme landområder, der er urørt af menneskehånd. Lad dem dog komme, bo og arbejde sammen med os. Hvad skal vi med en fremmed stats territorier? Hvad skal vi bruge dem til? Har vi måske ikke nok land? Kan det virkelig være rigtigt, at alle, der måtte ønske at bo i Rusland, ikke allerede har fået sig et russisk pas og er flyttet hertil?

24. FEBRUAR, KL. 04:00

Omkring klokken fire om morgenen åbner jeg igen øjnene, hører et brag, en dump rungen, jorden ryster, der er en skarp lugt af krudt i luften. Jeg skubber presenningen til side og ser ud fra ladet: Himlen er oplyst af kanonild, i mørket ser man lyset fra enten skyer eller røg. Til højre og til venstre for vores kolonne er raketkastere i gang, man kan høre kraftige salver fra langtrækkende artilleri et sted bag os, tror jeg.

Luften er ladet med spænding, jeg er lysvågen, trætheden fra mangel på mad, vand og hvile er væk. Det står ikke klart, hvad der foregår, hvem der skyder hvorfra og på hvem. Et øjeblik efter, da jeg har fået tændt en cigaret for at vågne helt, bliver jeg klar over, at der skydes mod et sted foran vores kolonne, en 10-20 kilometer længere væk. Alle er så småt begyndt at vågne, får sig en smøg, der lyder en stille murren: ”Så går det løs.”

Vi har formentlig en plan …