
3 minute read
Leder
from GEOFORUM 212 - Marts
by Geoforum
Uden hverdagens helte, ingen helt normal hverdag
AF SIK CAMBON JENSEN, GEOFORUMS BESTYRELSE
”Vær beredt”, sagde min gamle spejderleder for mange år siden. Dengang, i 80’erne, var det kold krig og gamle damer, man skulle være beredte overfor og forberedt på at håndtere. I dag er verden en noget anden. Den Kolde Krig er død og det samme er de dengang gamle damer, men der er stadig behov for at være beredte – mere end nogensinde.
Globale epidemier og klimaforandringer bliver mere og mere nærværende. Tænk bare på truslen om coronavirus, som hver dag kræver nye ofre i ubehagelig nærhed af vores geografiske del af verden. Hvad med de seneste oversvømmelser, der er opstået som følge af øgede regnvejrsmængder og kraftige storme? Og hvad med den helt almindelige hverdag, hvor stort og småt kræver et 100% effektivt beredskab, som, vi forventer, rykker ud og løser alle de kritiske situationer, der opstår mange gange hver evig eneste dag?
Kort og GIS er som sædvanlig med til at tegne det store billede og de detaljerede billeder af de konkrete globale og lokale hændelser. Det rødglødende kort over coronavirus, som snart dækker det meste af kloden kræver vores fortsatte opmærksomhed. Forsikringen om, at vores beredskab står klar, har allerede været på prøve, da danskere i Kina ved hjælp af militære specialtransporter blev bragt sikkert hjem til vore breddegrader. På samme vis har det dybblå kort, som viser oversvømmede vandløb, der er gået langt over deres bredder, fyldt medierne, og på fornemmeste vis visualiseret, hvordan store beboelsesområder og vejstrækninger oversvømmes – og det har vist,
hvordan utallige huse oversvømmes og trafikken lammes. Vores hjem og vores fælles infrastruktur er kommet under pres.
Terror er en anden trussel, som vi har haft ubehageligt tæt på. Tænk på terrorangrebene i 2015 på Krudttønden, som nu får en kollektiv mediebehandling i den biografaktuelle film af samme navn. Når terroren rammer, men allerhelst langt før, skal der handling til, så omfanget af et angreb minimeres og, bedst af alt, undgås.
Beredskabsstyrelsen, Forsvaret, politi, brandvæsen, sundhedsvæsen og mange flere arbejder konstant på at forberede og være forberedt på ovenstående situationer. Selvom de til tider er pressede, lykkes det hver gang at opretholde og genetablere vores normale hverdag efterfølgende.
Den hemmelige ingrediens i al beredskabsarbejde er kort og data, og viden om kort og data. Uden en national højdemodel ville det ikke være muligt at lave så præcise beregninger af omfang og konsekvenser af ændret vejr og tidlige indsatser. Uden en geografisk modellering af globale virusepidemier ville mange ikke være i stand til at kortlægge epicentre for udbrud og mulige udbredelsesveje. I kampen mod elementerne er data og viden om data altafgørende.
Stor tak skal lyde til heltene i beredskabet, men også en stor tak og et klap på skulderen til heltene, som støtter op om beredskabet med data, viden og værktøjer. Uden hverdagens helte, ingen helt normal hverdag.
Temanumre
I dette nummer af GEOFORUM sætter vi fokus på forsvar og beredskab i Danmark. Vi skal se nærmere på de mangeartede anvendelser af GIS og geodata i Forsvaret, i Beredskabsstyrelsen og hos brandvæsnet, politiet og Statens Serum Institut. Her er talrige eksempler på, hvordan man i det danske beredskab med rettidig planlægning og analyse kan være velforberedt, når krisesituationen opstår og behovet for de rette data er påkrævet nu og her. I foråret 2020 følger temaudgivelser om klima og geodata i Lovgivningen. Desuden arbejder vi med en temaudgivelse under arbejdstitlen: ”De unge”.
Hvis du har en god idé til et emne, der bør berøres, og har lyst til at bidrage med en artikel, så send en e-mail til redaktør, Mette Borg, mbo@geoforum.dk.