5 spørgsmål til Hans Toft
28 år som borgmester i Gentofte – hvordan holder man til det? Jeg ser med meget stor glæde tilbage på de mange fantastiske år som kommunens borgmester. I en altid aktiv og ofte travl hverdag med alle de mange medarbejdere; og med glæden ved at kunne dele hverdagen også med Gentofte-borgere i alle aldersgrupper - de mindste børn og skolebørn, unge, voksne og ældre. Alle har for mig været med til at skabe en stor glæde, inspiration, nye idéer og initiativer i hverdagen. Og hvor vi i et forbilledligt tillidsfuldt samarbejde mellem kommunalbestyrelsens partier og med en særdeles kompetent og professionel organisation fra kommunaldirektør til yngste elev har skabt resultater og markante markeringer af, hvad Gentofte kan og vil – og mener. Jeg synes, vi er lykkedes med vores fælles indsats. Hvad eller hvilken opgave har gjort dig mest stolt i din tid som borgmester? Hvad vil du huske tilbage på, som den største bedrift? Det har bl.a. været fantastisk at være med til at udvikle det lokale demokrati. Det lyder lidt flot. Men jeg synes virkelig, det er lykkedes at nyskabe det brede samarbejdende folkestyre i Gentofte – bredt og dybt forankret i et inspirerende samarbejde og samvær med borgere, medarbejdere og politikere. Er der noget, du ikke fik gjort? Er der noget i din tid som borgmester, du fortryder og ville gøre om, hvis du fik muligheden?
6
I løbet af mine mange år som borgmester er der selvfølgelig noget, som kunne være gjort anderledes. Men hvad det er, vil jeg gerne holde for mig selv.
Hvad betydning har Gentofte Kommunalforening haft i din tid som borgmester? Gentofte Kommunes kompetente og engagerede medarbejdere har igennem alle årene gjort det muligt i dagligdagen at skabe en veldreven organisation, der formår at matche vores borgeres ønsker og behov. Gentofte Kommunalforening har i denne forbindelse været en meget positiv og konstruktiv samarbejdspart i et altid tillidsfuldt og loyalt samarbejde. Hvad skal der ske i fremtiden? Efter de mange år og i en alder af næsten 75 år ved næste valgperiodes begyndelse, så har jeg fundet det rigtigt at slippe tøjlerne og giver dem med stor glæde videre til Michael Fenger. Jeg fortsætter jo i kommunalbestyrelsen året ud og genopstiller til en ny fireårig periode i regionsrådet. Det giver mere plads i kalenderen til at være sammen med min hustru, Lisbeth, og til at se mere til familie og venner. Og så skal der også blive mere tid til ferier, hvor Lisbeth og jeg efter coronatiden bl.a. kan genbesøge vores favoritbyer, London, Paris og Rom.