Nordisk mørke

Norden er kendt for sine trygge samfund, for hygge og for at slå rekorder, når det gælder følelsen af lykke i befolkningerne. Men Norden rummer også en dyster, foruroligende og makaber side, som kommer til udtryk i litteraturen. Vi går ind i mørket med tre forfattere.

”Hvis du virkelig vil skræmme, så lær at skildre kærligheden”

Svenske NIKLAS NATT OCH DAG debuterede i 2017 med den historiske spændingsroman 1793 (da. 2019). Bogen er første bind i den trilogi, der har indbragt ham flere priser, blandt andet debutantprisen fra Det Svenske Krimiakademi. Siden er fulgt 1794 (da. 2021) og 1795 (da. 2022). Med bøgerne tegner han et dystert tidsbillede af Stockholm, inspireret af den svenske nationaldigter Carl Michaël Bellmans skildringer af 1700-tallet. I anmeldernes lovprisning af trilogien fremhæves mørket og det voldsomme, bestialske da også ofte: ”Møgbeskidt og grum”, ”Rædselsvækkende og skræmmende god” og ”Stank, larm, varme, kulde, sult, tørst, fuldskab og uophørlig lidelse”, hedder det blandt andet i nogle af de danske anmeldelser af trilogien, der er oversat af Christina Westenholz Bojlén.

Hvad er det, der tiltrækker dig ved mørket litterært?

Jeg var et nervøst, ængsteligt og ofte ensomt barn, selvom jeg havde en tryg opvækst. Jeg forelskede mig i bøger og opsøgte ofte det, der gjorde mig skrækslagen – en del af litteraturens magi er, at den lader os udforske svære emner i sikkerhed. Det var virkelig velgørende for mig, og da jeg begyndte at udtrykke mig kreativt, forstærkedes den følelse endnu mere; illusionen om at kunne beherske det, jeg oplevede som farligt og skræmmende. Volden i mine bøger er dels en konsekvens af, at den faktisk hører hjemme i den tid og det miljø, jeg beskriver, men er også en konsekvens af, at jeg har læst om det grumme hele livet og altid har spurgt mig selv, hvordan det her kunne tænkes at blive endnu værre.

Er der en af de brutale scener i trilogien, du særligt husker? Hvordan var det at skrive den? Og hvilke reaktioner har du fået?

Hen imod slutningen af 1794 er der en scene, som gjorde mig skidt tilpas, da jeg skrev den, men som samtidig er absolut nødvendig for bogens handling. For at kunne håndtere det fjernede jeg alle beskrivende elementer; hvad der sker, kan kun ses ud fra dialogen. I 1795 er der en enkelt scene, som er det værste, det nogensinde er lykkedes mig at skrive, men som samtidig bærer hele bogens struktur. Jeg skrev scenen om og om igen igennem to år, og den effekt, jeg ønsker at opnå, er at flytte så meget som muligt af det, der sker ind i hovedet på læseren, bare antyde, hvad der foregår. Det er en dobbelt gevinst: Jeg behøver ikke at skrive voldspornografi, og for læseren er effekten bare værre, fordi det, vi ikke ser, altid er mere skræmmende end det udpenslede. Det bliver ens egen værste frygt, man ser for sig. Når det gælder reaktioner, så var jeg i Amsterdam for et par år siden for at signere bøger. En kvinde kom frem og hilste. „Jeg læste din bog, mens jeg spiste morgenmad,“ sagde hun, „og jeg kastede lidt op i munden.“ Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige, så jeg undskyldte og fortalte hende, at det ikke var min hensigt at ødelægge hendes måltid. „Nej, nej,“ sagde hun, „jeg mente det som en kompliment til din måde at skrive på.“

Hvorfor egentlig gå så langt ind i volden?

Årsagen er i mit tilfælde, at jeg skriver om noget historisk, og at gøre tingene for letfordøjelige ville i mine øjne være et forræderi mod virkelighedens ofre. Jeg forsøger også ikke at fokusere på volden som sådan. Hvis man vil skrive en scene, der virkelig er skrækindjagende, er det ikke selve scenen, der er det centrale, men alle de scener, der har til formål at få læseren til at føle noget for karaktererne. Hvis du virkelig vil skræmme, så lær at skildre kærligheden.

Hvilke etiske overvejelser har du i forhold til at bruge mord og lemlæstelse som underholdning, vi sidder og nyder i sofaen?

Jeg er meget opmærksom på den mærkværdige måde, vi mennesker bruger underholdningsvold på. Min egen teori er, at vi er en race af rovdyr; selvom de fleste af os er så heldige at leve i et historisk fredeligt samfund, består drifterne, og de skal håndteres på en eller anden måde. Fiktion bliver en ventil. For mit vedkommende synes jeg, det er mere bemærkelsesværdigt, hvordan folk i mine forældres generation i hvert fald her i Sverige fredag aften kan sætte sig ned foran en eller anden britisk kriminalserie som for eksempel Kriminalkommissær Barnaby og nyde et hyggeligt mord eller fem, tilpas suggestivt præsenteret, samt en spændende jagt på en morder med banale motiver. I stedet har jeg forsøgt at skildre vold både realistisk og med så stor følelsesmæssig effekt, som jeg kan. Vold er forfærdeligt og bør efter min mening skildres på en måde, der yder den retfærdighed. For en, der ikke selv har læst mine bøger og i stedet kun læser mine svar på disse spørgsmål, kan det være let at tro, at det, jeg skriver, er en kavalkade af rædsler. Det er ikke tilfældet. 1794, som vel kan ses som det mest voldsomme, jeg har skrevet, da det forsøger at skildre den svenske slavehandels virkelighed, indeholder næppe mere end ti siders vold ud af i alt omkring 500. 1795 indeholder kun én rigtig voldelig scene. Men nøjsomhed er en forudsætning for, at effekten bliver så stor som muligt.

Man taler om Nordic Noir. Har vi i Norden en særlig tradition for mørket, det uhyggelige, som du ser det? Hvad karakteriserer den i så fald, og hvad kan forklare, at vi har den?

”Jeg tror, der har været sådan en tradition i et par årtier nu, og jeg tror, det er en direkte konsekvens af, at de skandinaviske samfund har været præget af stabilitet og et minimum af kriminalitet under forfatternes opvækst og en mangel på netop den form for vold, der helst skildres. Ethvert fænomen skaber sin modsætning.“

”Gys giver sjovere børn og mere fantasifulde hoveder”

Som forfatter er LARS DANESKOV mest kendt for bøgerne om Otto, Stenfjæs, Anton & Molly – og alle de andre hyggelige og sjove personer i hans børnebøger. Men i hans nye bog, Med døden til følge, er udgangspunktet et andet og langt mere urovækkende. Det er en gysende fortælling om en familie, hvor storebroren dør. Om levende, der ikke kan slippe de døde. Og om døde, der nægter at give slip på de levende. Eller som Jyllands- Posten skrev i sin femstjernede anmeldelse: ”Inde i børnegyseren gemmer der sig en meget fin fortælling om savn og sorgbearbejdelse.”

Hvad er det, du som forfatter godt kan lide ved gyseren som genre?

Først og fremmest er det en genre, som kilder fantasien og har nogle ufravigelige krav til spænding og stramhed og underholdning. Den bøje er altid sjov at sejle efter, når man skriver. Men i virkeligheden starter Med døden til følge det samme sted, som hver gang jeg går i gang med en historie. Den starter med, at jeg gerne vil fortælle det, man kunne kalde noget rigtigt, i det her tilfælde historien om en familie, der er fuldstændig revet over af sorg og ikke kan komme videre med livet efter at have mistet deres søn. På den måde er Med døden til følge i sin inderste kerne historien om på den ene side nødvendigheden af at savne og sørge, men samtidig også forpligtelsen til at leve videre, også når andre dør. Her er gyset og det overnaturlige interessante greb at lege med, for kan jeg i virkeligheden forstærke det uhyggelige ved at lade det overnaturlige foregå i noget, der ligner læserens virkelighed? Og lige så vigtigt: Kan jeg få en historie, der kunne være skrevet som en traditionel 1:1-fortælling om sorg, til at slå hårdere og gå dybere ved at udnytte genregreb?

Hele konceptet med genren er at skræmme. Men hvorfor egentlig gøre børn bange – med klimakrise, krig og naturkatastrofer er der vel nok at blive bange for i virkelighedens verden?

Jeg har altid ment, at man skulle tale til sine børn, som man ville tale til alle andre. Jeg har for eksempel aldrig kunnet tale om mig selv i tredjeperson. ”Skal far lige tørre dig om munden?” Derfor har jeg også altid brugt masser af ironi og humor over for mine børn. Sådan noget kan børn ikke forstå, siger folk, men selvfølgelig kan de det. De lærer at afkode lag i sproget og lærer at gå med på legen eller sortere. På fuldstændig samme måde er det med gys. Det er jo bare en leg med vores fantasi og alle de forestillinger og billeder, vi allige- vel går rundt med i hovedet, ikke mindst når vi er børn. Børn kan sagtens gennemskue, hvad der er virkeligt, og hvornår vi bare leger. Derfor er jeg fuldstændig overbevist om, at gys bare giver sjovere børn og mere fantasifulde hoveder.

Tror du ligefrem, det kan være gavnligt for børn at møde det onde og uhygge- lige i bogform?

Det er der mange, der mener, og jeg tror, de har ret. Under coronaen var der for eksempel kloge mennesker, der hævdede, at børn, der havde set gyserfilm eller læst horror, var meget bedre rustet til at håndtere pandemien end andre, fordi de var vant til at møde ting, der skræmmer eller virker uhyggelige. De fiktive gys har givet dem et panser eller også bare en nøgle til at brække verden op. Det giver helt mening for mig.

Grundfortællingen i Med døden til følge kunne have været forløst som en almindelig realistisk fortælling. Hvad bidrager gyset, gruen, det uhyggelige spøgelseselement med?

Jeg synes, at det udvider rummet og gør historien større. Jeg talte engang med Master Fatman om det at skrive børnebøger, og han sagde noget i retning af, at man faktisk ikke kan være bekendt bare at skrive en historie om en dreng med en enlig mor i Brøndby Strand, som bagefter skal læses af en dreng med en enlig mor i Brøndby Strand. Man skal give børn noget, der er større end deres eget liv. Man skal give dem noget mere, og kunsten skal skrue op for verden, gøre den sjovere, vise den på andre måder, vise andre veje, vise muligheder. Det gør gys. Når jeg læser Stephen King, læser jeg jo ikke bare en historie om en mand, der graver sin døde søn op på kirkegården. Jeg læser en historie om den største sorg og vildeste fortvivlelse i verden. Jeg læser heller ikke bare om en farlig klovn i en kloak, men læser en stor og eksistentiel historie om en flok børn og alle deres dæmo- ner, deres angst, en historie om livsovergange. På samme måde er Med døden til følge heller ikke bare en historie om en familie, der muligvis er hjemsøgt, men i stedet for fortællingen om et barn, som stadig mere indædt forsøger at kæmpe sig ud af den næsten uigennemtrængelige tåge af sorg, der omgiver hende. En historie om retten til at leve og blive set.

Hvilke overvejelser har du haft under- vejs om, hvor uhyggeligt det må blive?

Det er jo altid forskelligt, hvad folk synes er uhyggeligt. Personligt er jeg meget mere til Hitchcocks Vertigo end til Motorsavsmassakren. Jeg kan godt lide den stille kriblen og den der listende uro, hvor man hele tiden som læser fornemmer, at noget langsomt skrider og bare slet ikke er, som det skal være. Den slags gys er for mig langt mere interessant at arbejde med end at lade en farlig mand kigge ind ad et vindue og sige bøh eller lade de sidste sider sejle i blod. Jeg er meget mere til de små forskydninger, som lige så stille bliver til de store sprækker. I Med døden til følge bruger jeg for eksempel en del kræfter på at male stemningen i det hus, hvor familien med den døde dreng bor. Jeg fortæller om det børneværelse, hvor alle hans ting stadig efter flere år står helt uberørt, om den ekstra dækkeserviet, som fortsat ligger på spisebordet, om børnetegningerne, der aldrig er skiftet ud på køleskabet. For mig er det langt mere uhyggeligt, fordi det giver plads til læserens egen fantasi og egen fornemmelse af ubehag. Hvad sker der, hvis du ikke giver slip på de døde? Giver de så heller ikke slip på dig?

”Det nordiske mørke og kulden tilføjer en ekstra ingrediens til krimien”

MAX SEECK regnes for at være Finlands mest succesfulde krimiforfatter. Hans første serie havde en machomand af en tidligere soldat i hovedrollen, men det internationale gennembrud kom i 2019 med thrilleren Den trofaste læser, første bind i serien om kriminalassistenten Jessica Niemi og hendes kolleger i Helsinki Politis enhed for personfarlig kriminalitet. Den skrev finsk litteraturhistorie, da den strøg ind på New York Times’ bestsellerliste. Kun én gang tidligere er det lykkedes en finsk forfatter. Med Ondskabens net (2022) og Zetterborg-sagen (2022) fortsætter serien, der er oversat af Siri Nordborg Møller. Zetterborg-sagen gav Berlingske fem stjerner, og anmelderen skrev: ”Man føler sig som en lille kugle i krimikongens diabolske flippermaskine.”

Hvad tiltrækker dig ved spændingslitteraturen og dens mørke?

Jeg har altid været fascineret af mysterier, og de spændende gåder er tit forbundet med mørket, som de er det i krimien. Måske er en af årsagerne til min egen interesse (og til den generelle popularitet) det faktum, at livet generelt er trygt og ikke så begivenhedsrigt her i Norden. Vi behøver ikke gå rundt og være bange for at blive myrdet, og derfor søger vi måske spænding i littera- turen. Og så er krimigenren en fantastisk måde at slippe væk fra virkeligheden og det trivielle i hverdagen på. Det er ligesom at se en skræmmende film eller tage en tur i rutsjebanen. Det får dig til at forsvinde til et andet sted et øjeblik.

Du skriver i Nordic Noir-traditionen. Hvad karakteriserer den tradition, og hvordan adskiller den sig fra spændingslitteratur fra andre dele af verden?

Jeg tror, det nordiske mørke og kulden tilføjer en ekstra ingrediens til krimien, som jeg synes, at krimier, der for eksempel foregår i lad os sige tropiske egne, nogle gange savner. Lange nætter og frostvejr giver simpelthen bare et mere stemningsfuldt bagtæppe til uhyggelige begivenheder.

Du nævnte trygheden i Norden. Vores lande er også kendt for vores samfunds- model, den skandinaviske velfærdsstat. Spiller den også en rolle i forhold til vores dragning mod mørke og spænding, når det kommer til litteraturen?

Jeg tror, at det velfungerende samfund har meget at sige i forhold til, hvordan de forfærdelige forbrydelser, man ser portrætteret i bøger, bliver opklaret. Selvom vi som borgere i velfærdsstaten gerne vil chokeres, tror jeg også, vi bliver opløftede af at se, hvor effektivt politiet forsøger at opklare sagerne. Vi vil alle gerne vide, hvem morderen er. Det vil politiet også. Og det er sådan, det skal være.

Hvad med de mørke vintre uden meget dagslys og de uendelige lyse sommernætter – præger det vores sind og vores tiltrækning mod det mørke i litteraturen, tror du?

Det tror jeg afgjort, det gør. Ligesom de lange vintre giver perfekte rammer for handlingen i krimierne, gør det det også for os læsere og præger vores læseoplevelse. Jeg læser krimier, når jeg er på ferie i Spanien, men jeg synes altså, det er mere pirrende, når det er mørkt og snedækket udenfor. Det er min erfaring, at vi har en særlig sans for den form for hygge i Norden.

Hvad skræmmer dig ude i virkeligheden?

Jeg holder af at skrive om ting, der skræmmer mig. Hvis mine historier ikke har effekt på mig selv, har de temmelig sikkert heller ingen effekt på læserne. Jeg tror, at for eksempel Den trofaste læser (første bind i serien om Jessica Niemi, red.) stort set indeholder alt det, der gør mig bange – skøre mennesker, der organiserer sig og laver uhyggelige ting sammen.

Især Sverige er kendt for sin krimitradition, men hvad med Finland? Er der også en tradition der for det mørke, som du skriver dig ind i?

Jeg vil sige, at der altid har været en stor efterspørgsel efter det melankolske og temmelig tragiske i Finland. Det betyder ikke, at kunst- og litteraturforbrugende finner har det elendigt eller er depressive, vi har bare en tendens til lettere at kunne relatere til triste sange og tragiske karakterer, end de kan i mange andre lande. Måske skyldes det vores historie. Nu til dags er vi et af de lykkeligste lande i verden, men livet var hårdt her tidligere. Iskolde vintre, mørke skove, sult, krige og mere sult. Jeg er glad for, at jeg er født i 1980’erne. Vi har megen grund til at være taknemmelige over for alle vores forfædres kampe.