Lys - Regnfang No 4 by Regnfang

Tidsskriftet Regnfang udgives af oplysnings- og velgĂ¸renhedsforeningen Huika

Forsidebillede af Sidsel Marie Henriksen - Piracicaba, Brasilien

LYS Tidsskrift for én anden ungdom

Der findes noget bag lyset. Et lysende mørke. Et ophold, et indfald. Kun én sans kan vi se det med; og det er ikke med øjnene. Luk dem. Vi mødes der, hvor søvnen krydser tankerne - og du igen genkender mit ansigt som dit eget. Til jer der er tilbage i livet: Husk på; hvorfor jeg forlod det.

- Alexander Sohrab, fra den syvende journal.

Kontakt GENERELT: contact@regnfang.com REDAKTION: victorlange@regnfang.com WEB og TEKNIK: heine@regnfang.com

Redaktion: Victor Lange // Chefredaktør og Stifter Heine Volder // Webadministrator, Stifter og Redaktør Magnus Harding Iranzad // Redaktør Sidsel Marie Henriksen // Redaktør Marta Eliseo Tronhjem // Redaktionsmedlem / Korrektør

Design og opsætning: Victor Lange Heine Volder

Korrektører: Marta Eliseo Tronhjem Carl Harding Sørensen

R E G N FA N G

Leder Af Victor Lange

Vi er nået til fjerde magasin, og denne gang hedder udgivelsen ’LYS’.

Lys. Emne for fysikken, studeret ved biologien – fanget af malerne, prædiket af de religiøse og lærde. Lys – eller lyset. Hvad rammer det ikke? For rammer det ikke alt det, vi taler om? Kan vi tale om det, vi ikke kan se?

I denne udgave af Regnfang bliver ’lys’ dog kun anvendt som metafor. Der er (desværre) ingen refleksioner over kvantefysikken eller tanker om det optiske prismes besynderlige egenskaber. ’Lys’ er i dette blad ikke genstand for en fysisk undersøgelse; det er i stedet for en nødvendig (dog noget slidt) metafor for beskrivelsen af de grundlæggende træk ved menneskets eksistens.

Normalt er disse indledende tekster – en ’leder’ – ret så forudsigelige. Det er egentligt blot en velkomst til bladet og en kort skitsering af Regnfangs intentioner. Da jeg påbegyndte denne leder, var det dog en smule anderledes.

En mulighed opstod. Med titlen ’LYS’ var chancen for at tale om både klimakriser, fattigdomsgrænser, ulighed, global empati og ’det etiske menneske’ pludselig nærværende. Det blev langt – helt præcist var det første manuskript til denne leder lidt over 17 sider. Det gik ikke. For selvom

vi plejer at have ret så dedikerede læsere her på bladet, så blev det en smule langhåret at indlede denne udgivelse med en længere prædiken om det noget så ophøjede emne: menneskets eksistens – både som individ og kollektiv. Det sparer vi jer for. Eller rettere sagt: Vi sparer jer for præmisserne. Konklusionen får I derimod her: Vi mangler lys. Både som et glimtende, flimrende, glitrende håb i horisonten og som en lampe, hvorunder vi kan se verdens egentlige indretning. Vi mangler lys for fremtiden, og lys på nutiden. Vi mangler de helte – de lysglimt – der tør se på ’nuet’. Og vi mangler det, de ser ’nuet’ i lyset af: et håb om en bedre fremtid. Det lyder vel nok en smule teatralsk – måske opstyltet, prætentiøst, højtravende; eller endnu værre: bedrevidende, selvhøjtideligt, farisæisk, selvglad eller ligefrem hyklerisk.

Vi er ligeglade.

Har man turde at se verden i dens egentlige lys, forstår man, hvilket lys, der egentligt mangler.

God læsning.

R E G N FA N G

I A N B E FA L I N G E R

Indhold

4 b i o g r a f f i l m ti l vi nteren d er ko m m er af Ma gnus Harding Iranzad

4 biograffilm til vinteren der kommer Text AF

Magnus Harding

Regnfang tager et kig på vinteren og biografoplevelserne, der venter i mørket. Der er meget at se frem til. Mange forskellige oplevelser. Alt fra eventyr til historik realisme, fra klassiske til nytænkende fortællinger. Fra lys til mørke og tonerne imellem. Hvilke film kan man have store forventninger til og hvorfor? Regnfang giver her et bud på biografoplevelser, der bliver store i tiden der kommer.

R E G N FA N G

S tar War s - The Forc e Awa ken s

I 1977 stiftede verden for første gang bekendtskab med Star Wars universet. George Lucas skabte noget, der ikke tidligere var set. Et rumeventyr. De tre film hhv.: 4 - Star Wars (1977), 5 - The Empire Strikes Back (1980) og 6 - Return of the Jedi (1983), udgjorde den daværende serie og står i dag tilbage som en af filmhistoriens største succeser. Selvfølgelig var og er Star Wars en kommerciel succes af ufattelige dimensioner, men for en gang skyld var den kommercielle succes berettiget. For de gamle Star Wars film er af høj kvalitet. De kom i en tid, hvor eventyret syntes dødt, hvor mørke og depressive film fyldte på den store scene. Star Wars var derfor vigtig, fordi den banede vej for en ny bølge, hvor eventyret blev taget alvorligt, hvilket resulterede i at genrerne fantasy og Sci-fi eksploderede, og kastede gode film af sig som The Matrix og Ringenes Herre. Desuden skabte George Lucas selv animationsselvskabet Pixar, og de mange Pixarfilm vi alle elsker, havde heller ikke været til, hvis det ikke var for Star Wars.

trailere ser det nemlig helt fantastisk ud! Stilen er som i de gamle. Der er altså optaget på rigtige locations, der er bygget fysiske kulisser, rigtige robotter osv. Mark Hammil, Carrie Fisher og Harrison Ford der spillede hovedrollerne i de gamle film, spiller med igen. Det gør de fordi filmens historie forgår 30 år efter 6’eren, hvilket passer med at det er 30 år siden at 6’eren var i biografen. Musikken er den samme. Lawrence Kasdan, der var med til at skrive de gamle (og for øvrigt også Indiana Jones filmene) og ikke skrev de nye, har skrevet denne her! J.J. Abrams instruerer, manden der fornylig gjorde et flot stykke arbejde med at gøre Star Trek filmene seværdige. De nye skuespillere ser meget spændende ud – blandt andet skal Andy Serkis (Gollum) spille en ny ”performance capture” rolle, én vi endnu intet ved noget om! I det hele taget ved vi ikke meget om filmen og slet intet om plottet, hvilket er et smukt træk. Til december kan man, forhåbentligt, blive blæst omkuld af et nyt rumeventyr, der samler tråden op fra de gamle klassikere!

I 1999 gik det dog helt galt. George Lucas startede som bekendt med at lave film 4, 5 og 6. I mellem 1999 og 2005 kom så ”de nye,” altså film 1, 2 og 3. Og de var dårlige. Rigtig dårlige. En af årsagerne var at det hele virkede falsk. Der var således ingen kulisser, ingen locations, alt var optaget op ad en blue/green screen. Historierne var dårligt skrevet, skuepillet var ringe – ja der er ikke meget positivt at sige om de film, ud over musikken, der langt hen ad vejen var de samme legendariske toner som i de gamle film.

Filmen kan ses i de danske biografer den 16. December 2015.

Nå, men nok om fortiden, det er nu det gælder. For til december kommer nemlig Star Wars 7. The Force Awakens! Og det er med enorme forventninger at verdens største fanskare, går ind til denne film. Ud fra diverse

R E G N FA N G

Ma c b et h

”Fair is foul, and foul is fair,” således skråler heksene i kor i en af de mest kendte sætninger fra Shakespeares tragedie Macbeth. Denne er blot én af mange kendte sætninger, vi snart skal høre igen.

me (forøvrigt anbefalet i den seneste udgave af Regnfang), 12 Years a Slave og Inglorius Basters, spiller Machbeth, og det virker som en perfekt casting. Den manipulerende Lady Macbeth spilles af den, af udseende meget mystiske (franske) skuespiller Marion Cotillard, der som Fassbender også peaker i disse år med film som Inception og Batman på cv’et. Som Fassbender ligner hun ligeledes en perfekt casting til rollen. Filmens instruktør, Justin Kurzels, har måske ikke bevist sit værd endnu, men producenten Iain Canning, der stod bag The Kings Speach, og også har været involveret i Shame, Hunger og Control – altså en herre med god smag, stoler tilsyneladende på ham, og det må vi så også gøre. Shakespeares tragiske mesterværk fortjener en god filmatisering. Vi satser på det bliver denne!

Genindspilninger af film, er normalt ikke noget at se frem til. Disse film er som regel et udtryk for en filmbranche, der mangler kreativitet og tænker for meget på penge. Man laver jo ikke genindspilninger af dårlige film, men derimod det modsatte; klassikere, historier man med sikkerhed ved, vil sælge biletter. Disse er desværre næsten altid niveauer under originalen. Men Justin Kurzels version af Macbeth er forhåbentlig en undtagelse – meget kunne i hvert fald tyde på det. Sagen er nemlig den, at Shakespeares udødelige tragedie er blevet filmatiseret utallige gange, og ikke én af disse er sådan rigtig god. Orson Wells forsøgte sig i slutningen af 40’erne, efter at have lavet en succesfuld teaterversion, men han havde ikke budgettet til en så stor produktion og filmen blev således skudt på 23 dage, hvilket udmøntede sig i en noget lunken fornøjelse (selvom det i udgangspunktet altid er en fornøjelse at være i selvskab med Orson). I 1971 prøvede Roman Polanski også kræfter med klassikeren, men heller ikke han løste opgaven fyldestgørende (selvom det formodentlig er den hidtidigt bedste version). De mange andre versioner er så håbløse, at de slet ikke er værd at nævne.

Filmen, der var nomineret til de gyldne palmer i Cannes, kan ses i de danske biografer den 17/12, 2015.

Traileren til den nye Macbeth ser dog lovende ud. Udtrykket gennem musik og billeder er mørkt, dystert, tåget, råt, ondt og samtidigt fantastisk smukt – lidt a la det udtryk vi så i Valhalla Rising (forhåbentligt bliver filmen som helhed dog bedre end Refns syrevikinger!). Michael Fassbender, der må siges at være på toppen i disse år, efter at have medvirket og gjort det fremragende i film som Sha-

R E G N FA N G

You t h

Den Italienske filmskaber Paolo Sorrentino kommer nu med efterfølgeren til sin sidste film ”La Grande Belezza”. La Grande Bellezza blev en stor succes og Paolo Sorrentino fik med filmen cementeret sin status som en af Italiens største filmskabere nogensinde. Et simpelt plot med en stærk personlighed i midten, i form af forfatteren Jeb Gambardella, der søger efter den store skønhed, midt i Europas og Italiens kulturelle forfald. Filmen er fuldstændig fabelagtig, og ønsker du at vide mere om La Grande Bellezza, findes der en anbefaling af denne i det sidste nummer af Regnfang.

Filmen, der var nomineret til de gyldne palmer ved filmfestivalen i Cannes, kan ses i de danske biografer den 14/1, 2016.

Med La Grande Bellazza i baghovedet, kan man ikke andet end at glæde sig til Sorrentinos næste film, nemlig Youth. Igen, ser det ud til, at filmen har en stærk hovedperson i frontrollen, denne gang i form af selveste Michael Caine, der må siges at være en af de dygtigste og mest erfarne skuespiller på kloden. Han spiller en pensioneret komponist, og er på ferie på et wellnesscenter i Alperne med sin datter (Rachel Weiss) og gamle ven, der er filminstruktør og stadig aktiv (fantastiske Harvey Kartel). Ud over dem har også den talentfulde Paul Dano og den rutinerede Jane Fonda bærende roller. Ud fra traileren ser filmen ud til at have mange fællestræk med La Grande Belazza. Alt i alt viser traileren lige præcis det, man som Sorrentino fan drømmer om: Skønhed og forfald, og der er derfor lagt op til endnu et mesterværk i filmhistorien.

R E G N FA N G

T h e Reven a n t

Alejandro González Iñarritu har indtil videre lavet fem film: Amores Perros, 21 Grams, Babel, Biutiful og Birdman. Hver i sær er dette nogle af de absolut bedste film, der er lavet de sidste 15 år, hvis ikke de bedste (personligt må jeg sige at Biutiful er den stærkeste og mest rørene film jeg nogensinde har set – læs for øvrigt anbefaling af denne i sidste nummer af Regnfang).

masse på hjerte til at skinne igennem, uden at sige noget? I traileren ser det ud som om han har løst opgaven, han trænger i hvert fald klart og foruroligende ud til os seere. Værd er også at nævne, at filmen er skudt af Emmanuel Lubezki, en af de absolut bedste filmfotografer i verden, med et hav af priser i sit bælte. Så alt i alt må man sige, at det er noget af et stjernehold der er samlet, og muligheden for at dette bliver den bedste film i år 2016 er rigtig stor!

Nu er han her så igen, men denne gang er sættingen, om ikke andet, meget anderledes, nemlig: USA i 1820’erne. Filmen er baseret af Michael Punke’s roman af samme navn, der bygger på virkelige hændelser og personer. Historien handler om jægeren Hugh Glass der bliver overfaldet af en bjørn, bliver hårdt såret og derefter bestjålet og efterladt af sine kompagnoner. Han overlever og begynder en 200 mils rejse for at få hævn over de mænd der forrådte ham.

Filmen kan ses i de danske biografer den 21/1, 2016.

Det er altså en slags western/thriller Iñarritu har kastet sig ud i. Og jeg må bare sige, hvis du ikke, kære læser, har set traileren endnu, så gør det med det samme! Den ser så fuldstændigt vanvittigt ud! Filmen virker ekstrem intens og samtidig hviler der en tungsindig og dyb ro over den. De store åbne, golde landskaber, dækket af sne er lydløse, og langsomme i deres udtryk, men dødsensfarlige, mens krige imellem mennesker larmer, vildt og voldsomt. Det er en kamp imellem mand og natur, og mellem mand og mand. Rollen som Hugh Glass spilles af Leonardo Di Caprio, som vist ikke behøver nogen introduktion. Derudover spiller Tom Hardy den næststørste rolle, og især sammenspillet mellem de to bliver interessant at følge. Leonardo di Caprio har fortalt om sin rolle, at han næsten ingen replikker har, og at det derfor var en meget vanskelig rolle at spille, for hvordan får man en karakter med en

R E G N FA N G

II JOURNALISTIK

Indhold

Prov i nsens bl i nkend e l ys af Victor Lange og Morten Ber g g reen

Sti l l e hel te af Ma gnus Harding Iranzad

L ysg l i m t af Sidsel Marie Henriksen

BE RG H A I N : Ru sens l ysend e tem p el af Victor Lange

Provinsens blinkende lys Text AF

Foto

Victor Lange

Morten Berggreen

Provinsen blinker. Det gjorde den i hvert fald den martsaften , hvor vi tog fra en del af ’provinsen’, Århus, til en anden, Hobro, med Weekend Village. Fandt vi ud af noget nyt? Måske ikke. Vi så nok nærmere , hvor mystisk normal denne ’provinsen’ egentligt er. Mystisk normal; blinker den i en stille, sort nat.

R E G N FA N G

AFGANG

”Ved du, hvornår I skal spille?” spørger jeg. ”Nej, faktisk ikke… Måske omkring kl. 22.00.” Han skodder sin cigaret i det gamle askebæger, Kristoffer. Den lave sol står ind af sideruden og lyser tobaksrøgen op som et gråt spøgelse.

Jeg er selv fra provinsen. Jeg er født og opvokset der. På de brede villaveje, der er grå om dagen og gule om natten. Der, hvor haverne står ud til fortovet, hvor hundene løber langs hækken og hvor lyden af en halvdød plæneklipper hænger rundt om og over tagene. Dér, fra provinsen, dér kommer jeg fra. Det mærkelige ingenmandsland mellem byen og landet. Det ingenmandsland som vi kalder hjem – alle os børn af provinsen.

Og der sidder vi lidt; i det gule lys og taler, mens Østjylland glider forbi, og Himmerland bliver tydeligere.

Weekend Village skal spille koncert i Hobro. De er aftenens eneste band. Der er kun dem. Ind af ruden står solen – gul og frisk. Det er marts; en af de første forårsdage. En af de dage, hvor vinden holder på vinteren, men hvor solen taler om sommeren. Sådan taler de i munden på hinanden – vinteren og sommeren; så det lyder som forår.

HIMMERLAND ”I skal ikke køre herud,” kan man høre fra den anden side af telefonen. Det er Heine, han har ringet til Frederik. De er kørt forkert – Gustav og Heine: ”Vi står ude på en eller anden gård. Vi satte bare ’Ishuset’ ind på vores GPS.” De er kørt i forvejen – men er endt det forkerte sted. Frederik lægger på.

Vi holder på Frederiksbjerg Torv – i Århus. De har lejet en rød bus, en gammel Fiat Ducato. Den har kørt 650.000 kilometer – sådan helt bogstaveligt: 650.000. Der er ikke så langt til Hobro. Drengene i bandet slæber trommer fra et kælderrum op og over i bagagerummet. En af dem, Magnus, taler i telefon ude foran bussen: ”Kan ikke du ikke tage med og være DJ? – det kunne være fedt; Vi mangler lidt en,” han går rundt på fortovet, i solen. Et par af de andre ryger en cigaret. ”Fuck,” siger Magnus, ”det kunne han ikke. Det er sgu lidt stenet, at vi ikke har en DJ med.” Klokken er næsten halv fire. Vi er for sent på den. Vi skal køre nu. Om der så er en DJ med eller ej.

Vi er tæt på Hobro. ”En af mine venner arbejder som betonstøber derinde,” Søren peger på en stor fabrik og forsætter: ”Vi cyklede tit herud om sommeren for at plukke jordbær. Det kan man ovre på den der gård. Man går bare rundt i plantagen.” Vi passerer byskiltet, der står klart i solen. Solen som stadigvæk sniger sig op over de høje træer og lader lidt lys falde ned på asfalten og menneskene, der kører hjem til weekend, hjem fra arbejde, – det er fredag.

”Der står, at der næsten er udsolgt – på Facebook,” Frederik læser højt fra sin telefon. Vi kører på motorvejen. Langs græsset strækker de lange skygger fra lastbilerne sig. Vi kan ikke køre hurtigere end næsten 110, så dem følges vi med: skyggerne, i indersporet. Der lugter af ’muggen røv’ i den gamle Fiat. Det er sæderne, det gamle instrumentbræt og ventilationsanlægget, der mest får en til at tænke på et ungdomshus eller et øvelokale – det stinker. Der har siddet så mange forskellige bands i den her bus. For at køre ud i Danmark og spille i forsamlingshuse, på klubber eller en af de mindre festivaler om sommeren.

”Kan du se den store bygning der?” Søren peger over på en grå fabrik, ”det er stålkongens. Sven Møller. Ham, der støtter klubben.” Klubben er Hobro IK – sæsonens store sensation i Superligaen. Et fodboldhold funderet på sammenhold, viljestyrke og ydmyghed. Når man kommer fra Århus, forstår man godt, hvorfor indbyggerne i Hobro er stolte er deres hold. Byens hold. Det er godt gået. ”Bliver folk i byen?” spørger jeg, ”eller tager de unge væk?” ”Nej, altså… der er mange, som er flyttet. Mest for at tage en uddannelse. Men sådan er det jo med de fleste

Jeg sidder oppe foran. Sammen med chaufføren, Søren – og Kristoffer, der er forsanger i Weekend Village.

R E G N FA N G

UDSIGT OVER HOBRO

byer i dag. Det er vel kun Århus og København, der har det en smule anderledes… Vil I egentlig med hjem til mig og spise aftensmad, dig og Morten – mens de andre stiller op?”

Der er lunt i solen. ”Hvor skal vi tage hen, hvis vi skal have et godt kig over byen?” spørger Søren.

Morten er fotografen. Bandet skal stille op – så det passer helt fint.

Morten overvejer kort et svar.

”Det lyder hyggeligt – jo tak, det vil vi gerne.”

”Hvad med ude ved campingpladsen? Der ved Vesterfjord?” svarer han til sidst.

Spillestedet Ishuset ligger i en køn, rødbrun træbygning ned til en lille sø – midt i byen. Løvtræerne hænger over vandet, stammerne slår skygger på det mudrede græs. Der sidder lidt unge mennesker på en bænk og drikker øl af grønne flasker. Bandet læsser tingene af, sætter dem oppe på scenen og går i gang med at stille op.

Søren nikker.

”Skal vi ikke køre en tur?” spørger jeg, ”så kan vi se lidt af byen.” Det gør vi: Søren, fotografen og mig. Igennem Hobro, mens solen stille synker, og sommeren pludselig ikke synes så langt væk.

”Har du andre steder, vi skal se i byen?” spørger jeg, da vi har forladt de kuperede villaveje.

”Det er en god idé,” siger han – mens han rejser sig og skodder sin cigaret. ”Der tager vi hen,” forsætter han, og går i retning mod den røde Fiat, der næsten ser helt flot ud i det fine forårsvejr. Vi sætter os ind og kører af sted.

”Jeg har et par stykker,” svarer Søren, ”men vi kan lige se, om vi kan nå dem inden aftensmad.”

”Vi skal lige op og sige hej til min ven. Han hedder Morten. Han har en bænk ude i haven – der kan vi lige ryge en cigaret.”

Der lugter brændt i bilen. ”Den lugter fandeme ringe,” siger Søren. ”Hvad er det, der sker?”

Søren peger på den røde minibus – den røde Fiat. Den kører vi i.

Den kæmper – den røde Fiat. Den kæmper sig op af de stejle bakker og de krogede sving. Den hoster næsten ud-

R E G N FA N G

DET FØRSTE AF AFTENEN

mattet, da vi begynder ’opstigningen’ mod udsigtspunktet. Det må være sådan en bil lugter, når den virkelig sveder: brændt, indelukket.

De andre står udenfor i det sidste af solen, da vi kører ind på parkeringspladsen. Gruset knirker under de tunge hjul. Weekend Village har stillet op, mens vi besøgte Søren. De har fået aftensmad fra et sted i byen:

”Den klarede det sgu,” siger Søren og lukker bilen, da vi endelig er fremme ved udsigtspunktet, ”den kan lidt endnu.”

”Der var ananas i vores kylling/bacon-sandwich, Søren! Gør man sådan noget i Hobro?” spørger Frederik som det første.

Det er et smukt kig, man har over byen. Derfra kan man svagt skimte det sted, hvor Weekend Village om få timer skal spille. Vi nyder udsigten over fjorden og det bakkede landskab, der så småt begynder at ligne det grønne fotografi, vi kalder forår.

”Du kan ikke få andet,” griner Søren, ”det er ligesom vores ting.” Solen har lagt sig i vandet lige uden for spillestedet – det lange skær i vandspejlet ligner guld. Der er køligt nu; Pludselig mindes man om, at det kun var få dage siden, det var vinter. Vi sætter os om bag ved scenen.

”Vil I gerne nå at se et par steder mere, inden vi skal spise?” spørger Søren. ”Ja – gerne,” svarer jeg, ”hvor skal vi hen?” ”Ud til noget, der hedder Ørnedalsbugten,” Søren tænder en cigaret, ”der er ret flot.”

”Tror I ikke, de har nogle stearinlys?” spørger Kristoffer – han kigger en smule fortvivlet ud i rummet: ”Der er ikke så hyggeligt herinde, lige nu.”

Vi sætter os ind igen – ind til lugten af brændt støv og en dunst af fortidens utallige bandture i selvsamme bus. Vi glider ned mod byen; den samme vej som vi kom op. Solen har lagt sig lavt på himlen. Det er snart aften. Da vi igen er inde i Hobro, siger Søren:

Det er rigtigt nok: Der er ikke vildt hyggeligt i rummet. Vi sidder i, hvad der til hverdag må være et øvelokale for byens unge. Det er der som sådan ikke noget galt i – på nogen måde; hvis det bare ikke var for lyset. For vi kender dem alle sammen, fra vores tid i folkeskolen; disse kølige rør af mat, hvidt lys, der obligatorisk altid er at finde i musiklokalerne på diverse skoler rundt omkring i det danske land. Charmerende er det ikke. Inspirerende bliver det aldrig. Man tænker ikke på elektronisk pop med en snært af ’acid’, når man sidder svøbt i denne belysning. Det er vel sagtens det sidste, man tænker på. Men det er det, de spiller: Weekend Village. Og de skal spille om 45 minutter.

”Vi plejede nogle gange at sidde deroppe på taget,” han peger op på et lavt tag, der ligger med udsigt over byens strøg, ”så drak vi nogle øl, røg lidt cigaretter – måske lidt pot. Man kan se ud over gågaden deroppe fra. Nogle gange sad der en hund i det der vindue.” Vi kører langsomt ud af midtbyen og videre ned mod fjorden. Ørnedalsbugten er virkelig smuk. Vandet ligner et stort spejl af metal. Vi er de eneste derude. Skoven klæder den efterhånden så ’berømte’ (i hvert fald i denne artikel) Fiat Ducato: Den røde farve står godt til det begyndende forår. Alt virker en smule mere harmonisk her. Det er vel provinsens helt store berigelse: At der er så kort mellem byen og landet, mellem hverdagen og naturen. Vi er der dog ikke så længe – vi skal hjem, eller vi skal hjem til Søren: Der er aftensmad. Tarteletter – selvfølgelig. Vi er jo i Jylland.

”Hvem kommer egentlig herhen, normalt, sådan en aften?” spørger jeg Søren. ”Gymnasiet er her tit,” svarer han, ”egentligt bare unge mennesker, der gerne vil have en fest inden de tager i byen. Det er også gymnasielever, der står for det – stedet her: Ishuset. Det er vel det eneste spillested i byen.”

R E G N FA N G

KONCERTEN

Magnus kommer ind af døren: ”Der er ved at være rimelig fyldt derude nu. Der er kommet en del flere,” han sætter sig ved det rektangulære bord:

Der hører visse ritualer til en koncert – det må man forstå. Alt efter hvilken type af koncert man deltager i, varierer dette. Hører man jazz (her menes der den seriøse jazzkoncert; ikke ’caféjazz’), da forventes det, at man forholder sig fuldstændig tavs og lyttende og ikke forstyrrer hverken musikere eller de andre iblandt publikum med udråb eller kommentarer. Deltager man derimod i diverse metalkoncerter, da er anticipationen; at man ejer en hel anden kropslig aggressiv adfærd under koncerten – fuldstændig modsat den klassiske koncert, hvor lytteren først får afløb for sin begejstring ved et nogenlunde kontrolleret bifald efter den pågældende komposition. Der er også et ritual for koncerter, når de foregår iblandt gymnasieelever – og det er lige så tydeligt som ved de andre nævnte:

”Skal du have en øl, Gulle?” spørger han. Gustav ryster på hovedet: ”Nej, jeg skal køre hjem. Jeg tager jo af sted før jer.” ”Du skal bare drikke en masse cola,” foreslår Heine, ”det er næsten det samme.” Tiden går helt af sig selv. Et par stykker af selskabet ryger en joint udenfor i mørket – med udsigt til fjorden, der er blevet helt sort som himlen. Resten sidder omkring bordet til lyden af elektroniske toner fra anlægget – og til duften af Grøn Tuborg. Det hele bliver pludseligt afbrudt:

Man kan opdele publikum i to dele: 1) de agerende og 2) de observerende. Den første står klar; i venteposition. De fleste af dem er piger – det er altid pigerne, der ’åbner’ gulvet. Drengene står tilbage – og betragter. Dansen tilhører pigerne; det er deres – det er deres scene. Dansen. De fleste drenge frygter dansen – især i den alder; og vel især i provinsen? Rummet står tilbage: ølflasker, små flakkende stearinlys. Weekend Village går i gang med deres første nummer. De spiller godt – drengene. De spiller sikkert, uden tøven, med en vis form for afmålt vilje – ikke aggressivt og heller ikke dovent. Den grå lugt af

”I kan godt gå på nu,” siger en ung mand i døren, ”vi er klar derinde.” De 5 drenge kigger på hinanden. ”Okay, lad os gøre det,” siger Kristoffer. De rejser sig og lader stolene stå tomme tilbage.

R E G N FA N G

røgmaskine fylder lokalet; Den dufter af scene, af lange nætter, af en sløret ungdom. ’Den observerende gruppe’ har stillet sig klar et godt stykke fra scenen – størstedelen af gruppen er unge mænd med en grøn ølflaske i hånden. ’Den agerende gruppe’ derimod er mere dynamisk; Der er stadigvæk flest piger, men et par enkle lykkeriddere fra det modsatte køn har vovet pelsen og står nu (en smule kejtet) klods op af scenen i et forsøg på noget, der må være en dans. De danser – andet kan det ikke være. Det står jeg lidt og tænker på – at de danser. Hvor ser det sjovt ud, når gymnasiedrenge danser. Jeg kan kun beundre folk, der tør betræde et terræn, hvor de på ingen måde er på hjemmebane. Det er sådan man erobrer verden.

Det slutter altid, når gruppen af ’de agerende’ er blevet større end gruppen af ’de observerende’. Sådan er det: Det tager for det meste en hel koncert for de fleste, før at de har samlet modet til at betræde dansegulvet og dér forsøge at glemme sig selv. Det er grænseoverskridende. Det er næsten transcendent.

Det lille træhus blinker i denne råkolde forårsnat, her i provinsen. Der er en pagt i dette lokale. En pagt mellem publikummet og bandet. Weekend Village giver deres musik – og publikum tildeler i bytte deres opmærksomhed. Ethvert band elsker de mennesker blandt publikum, der giver sig selv til musikken – ethvert band elsker disse tydelige ansigter iblandt forsamlingen foran. Lamperne over os leder til euforiens lysende stier. De flimrende rytmer snor sig omkring de unge ører; som blinkende lagener af lyd. ’Den agerende gruppe’ er blevet større nu; Det tynder ud i rækkerne bagved til fordel for klumpen af mennesker oppe foran. Det er en illusion, det er det fortryllende rum. Vi glemmer os selv her – til lyden af de elektroniske beats, den tunge stortromme, de svævende melodier. Vi glemmer os selv. Der står de – disse unge mennesker, os unge mennesker – og hopper i takt: en, to, tre, nu. Nu. Det er nu. Vi er her. Vi glemmer hverdagen, vi skaber minder. Et blink. Til lyden af en samplet Janis Joplin nyder vi dette postkort fra en anden tid. Det er vores generations helt store ritual. Det er ikke i kirken de fleste søger transcendens; Det er på dansegulvet. Mens der i baren, bag mig, konstant høres den umiskendelige lyd af klirrende flasker, så mødes jeg af en tæt bølge af pumpende kompositioner fra den lille scene foran mig. Folk ser glade ud. Det ser ud til, at menneskene nyder tiden sammen. Det håber jeg, at de gør – for pludselig slutter det: ”Tak for i aften, det her er vores sidste nummer,” Kristoffer kigger ud i lokalet – lyset rammer hans ansigt, han tager en slurk af sin øl. Frederik peger på sin monitor, han prøver på at signalere noget til lydmanden. Det er stille i et øjeblik – så går de i gang. Publikum giver et ærgerligt suk: allerede sidste nummer? Sådan er det altid.

R E G N FA N G

FARVEL HOBRO

”Så er det sgu mod Århus – hvem skal i byen?” spørger Heine.

”Jeg har fået karrydressing på min T-shirt,” Heine ser bebrejdende ud i lokalet, ”det sker bare ikke.”

”Jeg er klar,” svarer Magnus. Vi triller langsomt ud mod motorvejen. Der er helt sort uden for vinduerne – mørket læner sig op af de støvede ruder. Og stille; Der er så stille udenfor – her i provinsen. Det er der derimod ikke i bilen. Det minder mest af alt om et forstadsdiskotek herinde: tobaksrøg, alt for lidt ilt, den tykke søde lugt af Breezere (ja, det er rigtig nok: Breezere). Vi drejer. Det er nat nu – de jyske motorveje ligger stille hen. Vi skyder derimod gennem mørket. En bus med et udmattet band, der næsten er dopet på skrigende sød sodavandsalkohol og en chauffør med en politihat fra Syrien. Hvad siger vi, hvis vi bliver stoppet? Hvem står til ansvar? Og hvad med bilen? Den kan ikke være lovlig. På den anden side: Hvem er oppe nu? Hele Himmerland sover. Og Østjylland med.

Vi står igen omme bagved, i baglokalet. De fleste af drengene opholder sig udenfor, i kulden. Deres ansigter er ophedede – de har fået varmen efter koncerten. En koncert de sammen står og reflekterer over: ”Det er fandeme lidt træls, at vi glemte det ’break’,” siger Frederik. De andre nikker enstemmigt. ”Men ellers gik det da okay, der er jo altid et par småfejl,” indskyder Magnus. De andre nikker enstemmigt, igen. Foran scenen er der næsten tomt nu. Rummet virker pludseligt helt forladt. Det er snart midnat; De fleste gæster er formentligt taget videre i byen. Vi skal også snart hjem. Hjem til Århus. Et par piger har sneget sig ind i baglokalet – eller ’backstage’ som det kan benævnes en smule selvhøjtideligt. De er ret fulde. De taler med bandmedlemmerne – om ingenting. Det meste af udstyret er pakket ned; Ducatoens bagagerum er næsten fyldt. Den røde Fiat Ducato. Den ser helt stolt ud, når den står der i den næsten frostklare nat. Morten tager de sidste billeder. Vi sætter os ind i bilen. ”Hvem har set min chaufførkasket?” spørger Søren. Han kigger en smule mistroisk fra førersædet og om på bandet, der sidder godt beruset tilbage. ”Er der jer, der har taget den?” ”Hvor har du den egentligt fra?” spørger jeg, ”kasketten?” ”Det er en Villads har lånt mig – den er fra Syrien, det er en politikasket derfra,” Søren roder i handskerummet, ”det var den jo også,” udbryder han. Et godt råd til alle, der i fremtiden måtte komme ud for at køre i en godt slidt Fiat Ducato, der har 650.000 kilometer på cv’et: Sæt gerne et par minutter af til at starte denne maskine. Men så spinder den også – når den først er i gang. Og vi kører ud af indkørslen til lugten af ’muggen røv’ og øvelokale og til synet af en flok af unge mennesker, der i flok står og ryger her midt i Hobro.

R E G N FA N G

TILBAGE I ÅRHUS

På den måde er det ret interessant at komme rundt i provinsen og se, at Danmark ikke bare er København – eller Århus. Det er tit også mere intimt i provinsen; Det er mindre koncerter – man er tættere på publikum,” siger Magnus.

”Det er nu venner,” siger Frederik. Der har været stille i bilen i den sidste halve time. Jeg vender mig rundt – det ser ud som om, at et par af drengene har sovet. Vi drejer af – ind mod Århus; og ser byens lys på den mørke himmel foran os.

Heine forsætter: ”Folk virker mere ’loose’ i provinsen. Der er en mere tolerant, måske afslappet, stemning. Og så er der en større forskel i alder blandt publikum – som regel.”

”Er jeg den eneste, der er sulten?” spørger Kristoffer. ”Nej, jeg kunne også godt spise noget,” svarer Magnus.

De fleste i selskabet gaber efterhånden. Folk er matte.

”Lad os tage på ’mågen’ så,” siger Kristoffer – og Søren nikker.

”Det er også er ret fedt at spille et sted, hvor du ikke kender nogle iblandt publikum. Man går bare på, spiller koncerten og tager af sted igen. Vi står ikke bagefter og taler med bekendte,” siger Kristoffer.

Der er en smule mere liv i Århus – men ikke meget. En gang imellem flyder en bil forbi på Randersvej; med sit lange, svømmende lys. Der er forholdsvist mange mennesker inde på den ’lysende snack-bar’. Jeg tænker over, hvad jeg skal spørge bandet om; Jeg synes ikke, at jeg har nok materiale til mit portræt af provinsen – jeg har ikke en klar historie. Et eller andet må jeg spørge dem om. Jeg forsøger:

”Men sådan mere principielt; er I så trætte af, at man i Danmark ikke har et mere spredt musikliv – at man ikke har en større konkurrence byerne imellem?” spørger jeg. ”Det ved jeg ikke, om vi er trætte af. Sådan er det vel bare: Hovedstaden er næsten totalt definerende,” siger Frederik.

”Mærker I nogen forskel på at spille i provinsen og i hovedstaden? Er det to helt vidt forskellige typer af jobs?”

”Men er det ikke lidt trist at have et så centraliseret kulturliv?” spørger jeg igen.

Der bliver stille. Med blodet fyldt med mere end moderate mængder af alkohol og en arbejdsdag, der snart har trukket sig over de 9 timer (foruden drengenes borgerlige arbejde), kan det være svært, spontant og klart, at svare på et sådant spørgsmål. Efter et halvt minut svarer Frederik som den første:

”Jo, måske en smule. Men Danmark er et lille land, man kan vel ikke forvente andet,” svarer Frederik igen. Kristoffer byder ind: ”Det andet havde måske været ideelt, men som Frederik også siger, så er Danmark nok bare ikke stort nok til at have en ’konkurrence’ mellem byerne. Hvis man vil være noget inden for musikken, så er det klart lettest at være i København.”

”Nogle gange kan man vel godt. Selvfølgelig er der stor forskel på et spillested i København og et i en by på størrelse med Hobro, i Jylland. Det er bare i Hovedstaden, at det sker. Men publikum er som regel også anderledes i provinsen. Jeg synes faktisk, at de er mere åbne. De har nok ikke så mange tilbud som dem, der bor i hovedstaden. Derfor værdsætter de måske mere, at man er i deres by og spiller en koncert.”

De sidder trætte tilbage. Vi går uden for igen. Væk fra lugten af friture og ’fredag aften i Århus på McDonald’s’. Vi ryger en cigaret på den sorte asfalt, der glimter en smule i lyset fra de store vinduer.

Et par fulde unge mænd råber noget bag ved os. De råber et eller andet til den unge pige bag kassen. Det lyder ikke pænt. Det sker altid sådanne aftener; at fulde mænd møder op og skælder verden ud, fordi den ikke forstår, at de altså gerne vil have deres mad meget hurtigt. Dumme verden – hvorfor forstår du ikke noget?

”Jeg tror ikke, jeg er så frisk på byen alligevel – jeg er ret balderet,” siger Magnus. De andre erklærer sig enige; så vi kører hjem. Igennem Århus, ned af Randersvej, forbi universitetet, op mod Trøjborg, langs de blinkende lyskryds. Den er lidt over 1, da vi står oppe foran Heines lejlighed. Bandet slæber

”Det er sjovt at være i en by, man aldrig har besøgt.

R E G N FA N G

deres gear op. Morten, fotografen, og jeg står ude foran. Vi taler om artiklen. Vi taler om, at det er svært at lave et portræt af provinsen uden at ende ud i en endimensionel fremstilling.

Jeg har aldrig set så mange fattige mennesker på et sted: afrikanere, afghanere, irakere. De er meget fattige der. Der er så mange flygtninge i Syditalien – alt for mange.” ”Kan du godt lide Århus, så?” spørger jeg.

Heine åbner vinduet:

Han vender sig om – med et på en gang alvorligt og forløsende smil siger han:

”Godnat venner,” siger han, ”vi ses i morgen.” ”Gør vi det?” spørger Kristoffer.

”Jeg elsker Århus. Jeg elsker Århus af hele mit hjerte.”

”Ja, vi skal jo aflevere bilen,” svarer Heine. De kigger på hinanden. I luften hænger spørgsmålet: Hvem afleverer bilen? Hvem står tidligere op for at køre den røde Fiat Ducato til Stavtrup. Den røde Fiat Ducato.

Jeg står ud af bilen. Søvnig af mødet med de gule gadelamper og den stilhed, som man kun finder i forstæderne, når natten er mest tung. Det er som om den stilhed ligger på jorden – på fortovet; Man træder i den, når man går på de brede villaveje. Taxaen forsvinder. Så står jeg her, igen. Med hovedet fyldt med tanker om denne artikel – den artikel du netop nu læser de sidste linjer af. Men hvordan skal jeg færdiggøre den? Hvordan skal jeg færdiggøre denne tekst om dette odiøse sted: provinsen. Hvordan?

”Kan vi ikke lige ringe sammen i morgen?” spørger Magnus. Det aftaler de. Heine lukker vinduet. Og så står vi der, lidt. Jeg følges med Kristoffer hjem. Morten og Magnus tog med Peter – en ven af bandet. Frederik blev oppe ved Heine. Vi prøver på at finde en taxa – men der er tomt, på gaderne. Det er ellers fredag. Trøjborg ligger næsten tavs. Kun ud fra barenes duggede vinduer drypper en smule lyd; Et par gæster står godt berusede ude på vejen og taler højlydt om ingenting. Men det lykkes til sidst: Vi finder en vogn.

Én ting ved jeg – nu. Provinsen ved aldrig, at den er provinsen. Den prøver ikke at være provinsen – som midtbyen prøver at være midtbyen. Den er bare – som den er. Den er bare sine brede veje, sine stille nætter, de langsomme søndage, de stille eksistenser, livet bag de røde og gule mursten. Den er bare. Provinsen. Forstæderne. De er bare. Den er bare. Og derfor er den eksotisk, en smule. På sin egen tavse, underspillede måde. Og så er provinsen ikke bare provinsen. Der findes jo grundlæggende to slags. Den første, hvor hverdagen, de små indhegnede haver og naboskabet, former en dyne af tryghed. Og den anden, hvor kedsomhed, dovenskab og pseudolivet går sin vanlige gang. Hvorfor taler vi altid kun om den sidste, når vi taler om provinsen. Og aldrig den første? Jeg kan sige det, som det er: De mest provinsielle mennesker jeg har mødt, har jeg mødt i storbyens buldrende virkelighed.

”Til Højbjerg, tak,” siger jeg og sætter mig ind. Chaufføren taster adressen ind på sin GPS. Han er mørk i huden; Han ligner en, der har rødder i udlandet. Et eller andet skal man jo snakke om, når man sidder der i stilheden – så jeg spørger: ”Er din familie oprindeligt fra Mellemøsten?” ”Ja,” siger han, ”jeg er kurder.” ”Har du boet i Århus i lang tid?” spørger jeg igen.

Her glemmer de også at kigge ud mod verden.

”I 8 år. Min bror og jeg flygtede herop; meget af vores familie dernede blev dræbt. Men min onkel, han boede her – her I Danmark. Så ham tog vi op til.”

Og mangel på udsyn er vel det mest provinsielle af alt? Derfor må konklusionen så være:

Jeg tænker over, hvor stor en forskel der er på livet i en flygtningelejer i Mellemøsten og tilværelsen i Århus.

At bo i provinsen gør dig ikke provinsiel. Det er dit udsyn på verden, der afgør det.

”Det fattigste land jeg har set er Italien – Syditalien.

R E G N FA N G

Stille Helte Tekst AF

Magnus Harding Iranzad

Hvad er en helt? Det er svært at give et entydigt svar på. I dag kender vi nok helte bedst fra fantasien. Opdigtede figurer i en roman eller en film, der er gennemsyret af godhed og kæmper mod det onde. Fælles for fortællingerne er, at det gode altid sejrer i bedste eventyrstil. Er det sådan i virkeligheden? Findes der overhovedet helte i vores verden? Ja, det gør der, og Regnfang giver her et bud på tre, meget forskellige helte i det 20’ende århundrede. Tre mennesker der uselvisk og modigt har udrettet noget ganske ekstraordinært og givet lys i mørke tider.

R E G N FA N G

K aren Jep p e

Et omdiskuteret emne i europæisk historie er spørgsmålet om det armenske folkedrab. Al forskning peger entydigt på, at Det Osmanniske Rige (det nuværende Tyrkiet) i årene 1915-1917 søgte at gennemføre en systematisk, bevidst udryddelse af det armenske folk. Tyrkiet benægter i dag dette og holdningerne står skarpt over for hinanden. Alle vestlige forskere anser det for en kendsgerning, at mellem 1 og 1,5 million mennesker, primært kvinder og børn, blev myrdet. Der var dog nogle, der mirakuløst slap fri. En del af forklaringen på dette, findes i den lille landsby Gylling syd for Odder.

ling, hvor prædikenen omhandlede ”den barmhjertige samaritaner”. Dagen efter undersøgte hun mulighederne for selv at hjælpe til i den ustabile region og opsøgte foreningen ”Danske Armeniervennner”. Her blev hun øjeblikkeligt ansat og sendt af sted til den armenske by Urfa i det sydlige Tyrkiet, hvor et lærerjob på et børnehjem for forældreløse drenge, stod klar til hende. Hun lærte hurtigt armensk, tyrkisk og arabisk og blev på rekordtid forstander på børnehjemmet, mens hun samtidigt samlede penge ind til de fattige armeniere i landsbyen.

I Det Osmanniske Rige blev sultanen i mellemtiden afsat ved et fredeligt kup foretaget af en gruppe studerende og unge officerer kaldet ”ungtyrkerne”. Gruppen var fascineret af vestlige ideer om frihed, demokrati og videnskab, og lovede flere rettigheder til minoritetsgrupper som armenierne. Der var naturligt glæde i de armenske kredse og håbet om en bedre fremtid for det armenske folk bredte sig i landet.

I begyndelsen af det tyvende århundrede, nærmere bestemt februar 1902, læste den danske lærerinde Karen Jeppe en avisartikel, skrevet af forfatteren Åge Meyer Benedictsen. Artiklen drejede sig om armenere i Det Osmanniske Rige og de forfærdeligheder minoriteten var udsat for i årerne 1894 til 1896, hvor mellem 100.000 og 200.000 armenere blev slået ihjel, mens et langt større antal måtte flygte til udlandet. Armenierne, der var kristne (faktisk det ældste kristne folk der findes), havde ikke samme rettigheder som muslimerne, og krævede lige rettigheder for alle i riget; nogle armenere krævede sågar uafhængighed. Dette ville den daværende sultan Abdul Hamid 2. ikke hører tale om og slog således hårdt ned for at cementerer den ”muslimnationalistiske” kurs han havde lagt for riget.

Glæden var desværre kortvarig, for få år senere lavede en nationalistisk fraktion af ”ungtyrkerne”, et internt kup og fik magten over hele gruppen. Den nye bevægelse ville tilbage til den afsatte sultans mission om at gøre det multikulturelle osmaniske rige til en etnisk ren tyrkisk stormagt. Kuppet opstod som en reaktion på de områder i riget der løsrev sig, blandt andet Bulgarien, og nationalisterne ønskede således at samle resterne. Magthaverne anså armenierne for at være en trussel imod deres plan. De var bange for at armenierne ville alliere sig med Rusland, og da man ikke var indstillet på at afgive noget land til dem, besluttede man sig for, som det tidli-

Karen Jeppe så, at armenierne var blevet svigtet af vesten, og mærkede en ansvarsfølelse rejse sig indeni, et ansvar hun fik bekræftet under en gudstjeneste i sin hjemby Gyl-

R E G N FA N G

gere var hændt, systematisk at udrydde minoriteten. Her var 1. Verdenskrig en kærkommen anledning, da resten af verden ikke havde tid eller midler til at hjælpe armenierne. I 1915 begyndte det armenske folkedrab.

te nær huset. Hun beskyttede dem alle, skaffede mad og drikke, på trods af at hun i perioden selv var syg og underernæret. Dette gjorde hun velvidende, at hun ville blive henrettet, hvis myndighederne opdagede de skjulte.

Karen Jeppes børnehjem i byen Urfa, blev hurtigt nedlagt og i stedet brugt som kaserne for tyrkiske soldater. Hun bosatte sig derfor i et lille hus uden for byen. Her organiserede hun, sammen med sine tidligere kollegaer, hjælp i

Karen Jeppe vendte bedrøvet hjem for en kort stund i 1918, da armenierne i hendes hus var flygtet videre og strømningen fra dødsmachen stoppede, inden hun i 1920 tog til ørkenbyen Aleppo i Syrien, hvor mange af de flygt-

form af pleje, mad og drikke på byens torv, til de mange tusinder af armeniere (primært kvinder og børn – mændene blev sendt i krig) der var blevet sendt på dødsmarch. Dødsmarchen gik fra alle dele af riget til Urfa, for derfra at fortsætte mod sit mål: Syriens golde ørken. De fleste døde på machen, da de ikke fik tilstrækkelige mængder vand og mad, mens de der overlevende, ville blive henrettet i ørkenen. I et brev skriver Karen Jeppe følgende om dødsmarchen:

ninge, der på mirakuløs vis havde overlevet, var havnet. Forholdene i byen var elendige. Her etablerede Karen Jeppe et flygtningeherberg og en ny landsby uden for byen til enker med børn. I 1921 blev hun udnævnt af det daværende FN til: ”Folkeforbundskommisær for beskyttelse af kvinder og børn i det nære orient”, og fik derved langt flere midler og bedre vilkår til at gøre en forskel. Hendes fokusområde var nu at forsøge at redde de mange tusinder af armenske kvinder, der i forbindelse med folkemordet var blevet tvangsgift til tyrkiske mænd og levede med deres børn som slaver. Det var en voldsom og uoverskuelig opgave, men Karen Jeppe formåede alligevel i årerne 1921-1927, at redde mere end 2000 kvinder og børn ud af tvangsægteskaber. Alle fik de mulighed for uddannelse og lægehjælp.

”Godt for hver den, som bliver fri for at se den dødens allé der lige fra Urfas mure strakte sig langt, langt ud i den gule, afsvedne slette, uendelig som den. Den var velbeplantet, denne allé, men den overskyggedes ikke af friske, grønne træer, det var menneskelig der flankerede vejen. Lig i alle stadier af forrådnelse. Nogle var faldet om lige uden for byens port. Man havde drevet dem op fra sygelejet med stokkeslag; nogle få hundrede skridt var det lykkedes dem at slæbe sig frem…” Karen Jeppes forsøg på at hjælpe menneskene strakte sig også ind i hendes eget hjem. Hun havde således fast over 20 mennesker, der skjulte sig for myndighederne, boende i huset og yderligere et tilsvarende antal gemte sig i en grot-

I 1927 fik Karen Jeppe den kongelige fortjenstmedalje, en symbolsk anerkendelse der skulle råde bod på den manglende støtte, hun havde fået af Danmark. Hun døde af malaria i 1935 i sit hus i landsbyen Tineh; en armenierko-

R E G N FA N G

loni hun selv havde været med til at grundlægge. I dag er hun elsket og æret som en heltinde af det armenske folk. Hun har blandt andet fået en skole opkaldt efter sig, optræder på armenske frimærker og har fået tildelt navnet: ”armeniernes moder”. Samme status har hun ikke i Danmark, hvilket både er en skam og et svigt. Der er således ingenting opkaldt efter Karen Jeppe (på nær en mindesten i hendes fødeby Gylling), ej heller er der skrevet meget om hende, og hun indgår heller ikke i nogen form for undervisning. Med andre ord: Et af Danmarks modeste mennesker gennem historien; en rollemodel for alle danskere, er gået i glemmebogen, men forhåbentligt har du kære læser netop stiftet bekendtskab med denne stille helt, der satte næstekærligheden over alt andet.

Karen Jeppes arbejde for armenierne og menneskerettigheder i det hele taget, ændrede ufatteligt meget for så mange mennesker dengang, men desværre er mange kristne armeniere i Mellemøsten nu igen er på flugt. Denne gang er hedder fjenden Islamisk stat. Blandt andet…

R E G N FA N G

M a x i milia n Kolb e

konflikt er den indre konflikt. Hinsides besættelseshære og udryddelseslejrenes massemyrderier er der to uforsonlige fjender i dybet af enhver sjæl: Godt og ondt, synd og kærlighed. Og til hvad nytte er sejrene på slagmarkerne, hvis vi selv bliver slået i vort inderste, personlige Jeg?”

Jødeudryddelsen er en af verdenshistoriens største tragedier. Men i mørket findes få lyspunkter. Et af disse er historien om fange nr. 16670, den polske munk af Franciskanerordenen: Maximilian Kolbe. Det er en historie om godhed, barmhjertighed, næstekærlighed og offervilje, på et sted hvor disse begreber ellers ikke fandtes og i stedet var byttet ud med ondskab og massemord: Koncentrationslejeren Auschwitz.

Kort efter blev klosteret lukket, og Kolbe arresteret, for at skjule jøder og publicere nazifjendtlige skriverier. Han blev ført til Auschwitz. Her fortsatte han med at udbrede Guds kærlighed og de kristne værdier, og forsøgte altid at holde modet oppe hos sine mange medfanger. Han afholdte gudstjenester i skjul og gav ofte sine madrationer væk, til de der havde mere brug for det end ham selv. En medfange sagde en dag til Kolbe:

Maximillian Kolbe havde inden krigen været vidt omkring i sin tros tjeneste. Efter som 16 årig at have tilsluttet sig Franciskanerordenen, drog han til Rom for at studere. Da hans tid i lære var ovre, og han igen vendte hjem, begyndte han selv at lære fra sig på et seminarium, hvor han underviste i religion og kirkehistorie. Nogle år senere tog han til Østen og oprettede munkeklostre i både Japan og Indien, men blev 6 år senere, omkring 1936, kaldt hjem for at lede et kloster i Warszawa.

”Denne selvopofrelse er da galskab. Enhver må kæmpe for at overleve.” ”Hvert menneske,” svarede Kolbe ”har et mål i livet. For de fleste mænd er det at vende hjem til deres koner og familier. For min part ønsker jeg at give mit liv til gavn for alle mennesker.”

I 1939 invaderede Nazityskland Polen og som tiden gik, blev vilkårene for jøderne i landet ringere og ringere. Maximilian Kolbe var hurtigt klar over, at det ville ende galt, og da jødeforfølgelsen reelt brød ud, tøvede han ikke med at beskyttede og skjule 3.000 jøder i det store kloster i Warszawa. Her delte alle munkene ud af alt deres mad og visdom, anført af den ledende ånd, Maximilian. I 1941 forklarede han i et polsk magasin et vigtigt aspekt i sin livsfilosofi. Han skrev følgende:

Maximilian Kolbe sagde altid til sine medfangere, at de skulle tilgive de nazistiske bødler, altid sagde han, at de skulle besvare ondskaben med kærlighed og godhed. Mange af de få overlevende fra Auschwitz har senere hen udtalt, at var det ikke for Kolbes hjælp, havde de aldrig klaret årene i dødslejeren.

”Ingen i verden kan forandre sandheden. Hvad vi kan og bør gøre, er at søge sandheden og tjene den, når vi har fundet den. Den virkelige

I juli 1941 flygtede en fange fra lejeren (senere viste det

R E G N FA N G

sig, at vedkomne slet ikke var flygtet, men druknet i lejrens latrin). Som gengældelse for flugten skulle 10 fanger henrettes – dette var standard procedurer. Men de skulle ikke blot henrettes - de skulle henrettes på den absolut værste facon: den berygtede sultedød, på tysk: ”Hungertod”. Sultedøden bestod i alt sin enkelthed i at fangerne blev lukket inde i en celle, som oftest ståcellerne, hvor der, som ordet indikerer, ikke var plads til at sidde ned, og her blev man så ellers overladt til sig selv. I fangernes fortvivlelse kunne de pludselig opdage at de havde spist deres sko eller

Der var helt stille inden Kolbe roligt svarede: ”Jeg er en katolsk præst. Jeg har ikke familie. Jeg er gammel og syg – han kan arbejde mere. Lad mig tage hans plads...”

drukket deres urin, fordi de simpelthen var ved at miste forstanden.

De to mænd byttede plads, og Kolbe og de ni andre blev ført hen til cellerne, hvor de nøgne skulle tilbringe deres sidste dage.

SS-kommandanten Karl Fritsch var stadig lamslået, men efter nogen tids overvejelse gik han med på anmodningen. Det gav jo god nok mening for ham, eftersom Franciszek Gajowniczek rigtignok både var yngre og stærkere end Kolbe, og derfor kunne arbejde bedre og længere i dødslejeren.

10 tilfældige, ud af en række på et par hundrede fanger, blev udpeget af SS-komandanten Karl Fritsch. En af disse hed Franciszek Gajowniczek og var en polsk modstandsmand. Han tikkede og bad om frelse og henviste til sin kone og sine børn, mens tårerne løb ned af hans kinder.

I løbet af den næste tid blev Maxilimilian Kolbe ved med at opmuntre sine medfanger. Han fortalte dem om Kristi lidelse og sammen sang de salmer. Én efter én faldt de i døden, indtil kun Kolbe var tilbage. Han havde nu været i cellen i mirakuløse to uger, og cellen skulle bruges til nye fanger. Han skulle derfor have en indsprøjtning. Med en bøn for sin bøddel rakte han armen frem og bødlen satte nålen i åren.

Da trådte Maximilian Kolbe ud af rækken og stillede sig direkte op foran kommandanten. Han så ham i øjnene og sagde: ”Jeg ønsker at tage hans plads”. Kommandanten stirrede lamslået tilbage, aldrig før havde han hørt en sådan anmodning, og der var i øvrigt heller aldrig nogen fange, som havde henvendt sig så direkte til ham før. Han tog sin pistol frem og satte den for Kolbes tinding og skreg:

Således blev Maximilian Kolbe myrdet, den 14. August 1941, i en alder af 47 år. Hans lig blev smidt i massegravene, som millioner af andre lig også blev det før og efter hans død. Kolbe blev senere helgen og martyrkåret af Pave Johannes Paul 2. ved en ceremoni i Rom i oktober 1982.

”Hvad ønsker dette polske svin?!”

R E G N FA N G

Tilstede på dagen var Franciszek Gajowniczek med sine børn og børnebørn. Han overlevede, som en af de få, 5 år og fem måneder i koncentrationslejren. Da livet i helvede på jorden var overstået, gav han sig selv et løfte: Han ville ære sin redningsmand Kolbe, ved at besøge hans ståcelle i Auschwitz på hans dødsdag, d. 14. August, hvert eneste år så længe han levede. Gajowniczek holdt sit løfte og viede desuden sit liv til at fortælle om Kolbe; rejste ud i verden og holdte fordrage i Europa og USA om sin frelser, denne mand, der fuldt ud levede i sine værdier og gik i Kristi fodspor. I starten af nullerne dukkede et brev frem i arkiverne. Det var Kolbes sidste brev. Han skrev blandt andet følgende: ”Kære Moder, I slutningen af maj ankom jeg med tog til koncentrationslejren i Auschwitz .. Du kan have fred i sindet om mig og mit helbred, thi den gode Gud er overalt, og han handler med stor kærlighed på alt og alle.”

R E G N FA N G

St an is lav Pet rov

I år 1983 nåede den kolde krig et af sine højdepunker. Sovjetunionen skød et sydkoreansk passagerfly ned, da man troede, det var et amerikansk spionfly. 260 civile mennesker døde. Stormagterne, USA og Sovjetunionen, havde atomvåben, der kunne udslette hele kontinenter, og holdt med disse hinanden i skak. Katastrofen lå lige om hjørnet, og den almene verdensborger kunne blot se til og afvente skæbnen.

tegn på et angreb, men eftersom episoden med det sydkoreanske passagerfly var sket blot få uger tidligere, var stemningen i landet anspændt og da også militæret efter nedskydningen blev ekstra varsom ved landets grænser, fyldte frygten for et atomangreb mere i borgernes bevidsthed end nogensinde før.

Stanislav Evgrafovitj Petrov var oberstløjtnant i de sovjetiske strategiske raketstyrker. Den 26. September 1983 tog han et valg. Et valg der reddede verden.

Egentligt skulle Stanislav Petrov slet ikke have været på arbejde den nat, men var blevet indkaldt som afløser. Han var dog ikke urolig af den grund, for han havde arbejdet inden for feltet siden begyndelsen af den kolde krig og kendte derfor alle procedurerne. Ansvaret som øverste mand havde han lært at leve med, så heller ikke her var der grund til nervøsitet. Men med den seneste udvikling in mente, var det i denne stund, en smule mere nervepirrende at være oberstløjtnant i kontrol-post bunkeren Serphukov-15 end sædvaneligt.

Oberstløjtnant Stanislav Petrov var ansvarshavende på den militære kommando - og kontrolpost Serpukhov-15, en bunker syd for Moskva, den 26. September 1983. Det var nat og alt åndende fred og ro. I alt 200 mand arbejdede i bunkeren og skulle ved hjælp af satellitter i rummet, som befandt sig i kredsløb om jorden, afkode om USA startede en atomkrig. Hvis satellitterne opfangede pludselige, stærke varmekilder, over de områder af USA hvor det amerikanske luftvåben havde sine missilbaser, ville man i bunkeren Serpukhov-15 straks blive informeret. Dette kunne betyde tre ting: 1: USA havde startet en atomkrig, 2: USA havde sendt en enlig testaffyring af sted, eller 3: Der var tale om en fejlmelding. Hvis målingerne viste et atomangreb, skulle man i bunkeren straks sende besked op i systemet og et modangreb ville automatisk aktiveres. Denne beslutning skulle tages af den ansvarshavende, Petrov, og responstiden på denne beslutning var ekstrem kort, og af altafgørende karakter.

Kl. 00.40, lød der alarm. En satellit havde opfanget et pludseligt varmesignal over en amerikansk militærbase i Montana, der indikerede at et missil var affyret med retning mod Sovjetunionen. Proceduren, som Petrov selv havde været med til at skrive, fulgtes systematisk af mændene. Først tjekkede de systemet og fandt hurtigt frem til, at der øjensynligt ingen fejlkilder var i de indsendte informationer. Hans finger hvilede på knappen med teksten: ”CTAPT” (start). Trykkede han på den ville et modangreb øjeblikkeligt sættes i værk og den vestlige verden gå under.

Indtil da havde der i den kolde krig dog ikke været reelle

R E G N FA N G

Men han tøvede. Han vidste, at amerikanerne havde mange hundrede missiler til deres rådighed - ville de starte en atomkrig sendte de flere end ét.

Da Stanislav Petrov undlod at trykke på knappen, reddede han verden.

Da ringede en ny alarm. Og straks efter en til, og så endnu to mere.

Historien om manden der redede verden, blev først offentligt kendt i 90’erne. Efter episoden blev Stanilav Petrov degraderet til en lavere stilling, og langsomt kørt helt ud af militæret. Man skulle finde en syndebuk, der ikke var overvågningssystemet og det blev så Petrov. Man begrundede det med, at han ikke havde ført protokol.

Signalerne fra overvågningssatellitterne viste altså da, at fem missiler var sendt af sted i retning mod Sovjetunionen. Hele bunkeren afventede Petrovs beslutning, men tiden var knap. Var informationerne korrekte, var der tale om minutter før ødelæggelserne ville falde, og havde amerikanerne virkelig sendt missiler, skulle Sovjetterne sende deres salve tilbage inden det var for sent, inden de amerikanske missiler, hvis de var virkelige, ville ramme Unionen.

Han er aldrig blevet hædret for sin handling i sit hjemland og har de sidste mange år levet et usselt liv i en beskidt lille lejlighed i Moskva, med vodkaflasker og cigaretter som sine nærmeste venner. Oveni den langsomme degradering, mistede han også sin kone til kræft, kvinden han levede for og elskede. Derfor er han nu bitter. Men han er ingen helt, siger han selv. Han gjorde blot sit arbejde. Russerne var på den tid meget autoritetstro, og fulgte nøje de regelsæt der forelå, ja det var unormalt, nærmest utænkeligt, at handle ud fra egen tanke. Stanislav Petrov er derfor en helt, for havde det ikke været ham, der var øverstkommanderende i bunkeren den nat, var verden formodentlig væk, og om ikke andet, fuldstændigt anderledes og betydeligt mindre, end hvad vi kender i dag.

Stanilav Petrov finger hvilede stadig over knappen, men igen afveg han. Han valgte at holde fast i sin tro om, at der var tale om falsk alarm. For ham gav det stadig ingen mening, at der kun var tale om fem missiler, når amerikanerne som sagt havde mange hundrede til deres disposition. Hvis han tog fejl, ville det ikke blot få fatale følger for nationen, men i høj grad også for ham selv, da han ville få unionens samlede vrede at føle, for ikke at have indledt et modangreb. Han tog fingeren af knappen, satte sig ned og lukkede øjnene. Der var stille i bunkeren og mændene ventede. Minutterne gik, og intet skete. Stanislav Petrov vidste efter disse minutter, at han havde valgt rigtigt, at der var tale om en fejl i overvågningssystemet.

R E G N FA N G

Efterskrift

der i bogstavelig forstand tændte lys i mørket. I Berlin ligger et ganske lille museum “Stille Helden”, der rummer biografier over 24 helt almindelige berlinere, der under krigen gemte jøder (og modstandsfolk) i deres private hjem – ofte hele familier og ofte i årevis. Det var en næsten umulig opgave. Der var hård rationering og madsituationen var umulig. I hver opgang boede der desuden en partirepræsentant (d.v.s. stikker), så de skjulte måtte leve et helt lydløst liv. Blev de opdaget var straffen for både “vært” og “gæster” døden.

Der er mange måder at være helt på, som også de tre beretninger viser: Tre vidt forskellige personligheder, forskellige omstændigheder, forskellige motiver og forskellige konsekvenser. Men disse er langt fra de eneste helte fra 1900-tallet, de har mange kolleger, der lige så godt kunne have indtaget en plads i denne lille beretning: Der er mange flere, der lyser op.

Overalt i de tysk-besatte lande var der mennesker, der med livet som indsats arbejdede for at beskytte og redde de forfulgte. Enkelte satte redningsindsatsen i system: Kendt er Schindler og hans liste, men nævnes kunne også den polske katolik Irena Sendlerowa der smuglede mlm. 2 og 3000 jødiske børn ud fra Warszawa-ghettoen og ikke mindst den svenske diplomat i Budapest; Raoul Wallenberg, der levede et livsfarligt dobbeltliv. Efterhånden fik han over 350 personer involveret i en undergrundsorganisation, der skjulte, bespiste og smuglede over 10000 ungarnske jøder ud i friheden. Han er den enkeltperson, der har reddet flest liv fra Auschwitz’ krematorier.

Karen Jeppe var således ikke alene midt i det armenske folkedrab. Helt uafhængigt af hende arbejdede 3 andre danske sygeplejersker for at redde så mange børn som muligt fra de uhæmmede nedslagtninger. Marie Jacobsen fra Horsens frelste således ikke mindre end 3600 børn fra den sikre død. I dag aner ingen hvem hun er. Maximilian Kolbe ofrede sig selv for at redde ét menneskeliv og dermed udfordrede han det ultimativt onde: Nazismens udryddelseslejre. KZ-litteraturen rummer flere eksempler på enkeltpersoner, der viste en tilsvarende næsten overmenneskelig styrke. Bl.a. Marian Batko – en 40-årig fysiklærer. Også han tog frivilligt en andens plads i sultecellen. Han døde efter fire dage. Men der var også forfulgte, der helt undgik deportationen, fordi der var folk,

Stanislav Petrovs oprør mod et stivnet hierarkisk system finder sin klare parallel i Harald Jäger, oberstløjtnant i det Østtyske grænsepoliti – manden der åbnede Berlinmuren. Blot dage før regnede selv de skarpeste analytikere med, at muren ville holde endnu 10 –20 år. Da Jäger d. 9 nov. 1989 kl. 23:07 lod portene åbne ved det kendte overgangs-

R E G N FA N G

sted Bornholmerstrasse, kom det som et totalt chok for omverdenen, ledsaget af umådelig lettelse. Pga. rygter og tvivlsomme nyheder i TV begyndte østberlinere at stimle sammen ved grænseovergangen. Jäger følte sig presset og da han ikke kunne få klar besked fra sine overordnede (der enten var fulde eller inkompetente) traf Jäger på egen hånd en dristig beslutning, der reelt var højforræderi, men blev den vigtigste beslutning nogen tysk officer eller politiker har taget siden 2. verdenskrig: Han gav sine mænd ordre til ikke at skyde og til at åbne grænseportene. Et

Kildeliste:

Karen Jeppe: http://folkedrab.dk/

blodbad blev undgået og det blev begyndelsen til enden for Østtyskland, Sovjetunionen og kommunismen. Den kolde krig sluttede, hvilket ville være sket alligevel, men først langt senere. Jäger blev straks afskediget, men ellers ikke straffet. I flere år ernærede han sig som avissælger.

http://www.gyllingkirke.dk Politikken d. 20/5-15 side 1 og side 8 Maximilian Kolbe: http://www.kolbe.fatherkolbe.com/ Flemming Kieler: En modstandsgruppe historie, bd. 2 (Kbh. 1982 s.340-47)

De stille helte giver lys i mørket: De gør en forskel. Disse mennesker er vores egentlige rollemodeller, mennesker vi bør se op til og lade os inspirerer af. For var alle mennesker som de stille helte, ville der ikke findes krig og elendighed; så enkelt er det. Men sådan er virkeligheden desværre ikke. Der findes meget ondskab i verden, men det er nu godt at vide, at der også er lys i mørket, at der er mennesker, der sætter livet på spil for en bedre verden. Og de ér derude – også i dag. Du kender den bare ikke (endnu)

Peter Smith: Auschwitz (Kbh. 2004 s.101-07) Stanislav Petrov: Rasmus Dahlberg: 1983 – Den kolde krigs højdepunkt (Kbh. 2001 s.182-89) Rasmus Dahlberg: Det afgørende øjeblik (Kbh. 2002 s. 186-89)

R E G N FA N G

Lysglimt Text og fotografi AF

Sidsel Marie Henriksen

Hvad er et modigt menneske? Og hvad ser øjnene hos en sådan eksistens? For det handler om at se. Se det foran en - se det, som det er. Se sig selv; og den horisont af både erindring og håb, der ligger lysende klar tusinder af tanker herfra. Se - se det som står frem for en. At have modet til at se.

Der er mange ting mennesket i afmagt vælger at affejre. Smerter der kalder på hvile, kroppe der kalder på næring og børn, der hungrer efter opmærksomhed. Men den største affejring mennesket udøver, er affejringen af ånd. Affejringen af vigtigheden af vores åndsbegreb, vores bevidsthed, vores sjæl. Søgende efter mening, lever mennesket dag ud og dag ind i en verden fyldt af ligegyldighed, og fylder deres indre hulrum op med meningsløse ting i søgen efter mening. Få mennesker tør at gå ind i kampen efter søgen af den virkelige ånd, af frygt for hvad der her findes. Hvorfor tilfredsstille sult med luft eller tidskrævende handlinger? Overspringshandlinger er i sandhed et begreb, der må være opstået i menneskets forsøg på at undgå livets dybder. Men hvad mængden ikke ser er, at mange mennesker lever et helt liv af overspringshandlinger. Hvor deres egentlige liv bliver et overspring. De glemmer at leve, men forsøger konstant at få mere tid til det. De hungrer efter et længere liv, mere fritid og et større overskud, men de glemmer, at hvad der har taget deres liv, deres tid og deres overskud netop er deres frygt for livet, for de ting livet egentlig er, og for de spørgsmål vi må stille for at leve det.

men en realitet vi bør leve med. Den er blot et redskab for os mennesker, et redskab til at udøve større begreber såsom kærlighed, omsorg, respekt, således at vi finder det, vi egentligt søger. Mennesket affejrer det mest centrale for vor eksistens, det der gør det meningsfyldt at blive her, det der gør, at vi opretholder alle vores basale behov, for at få en dag mere på jorden. For hvorfor være her, hvis det eneste, vi ønsker, er at opfylde disse behov? Mennesket affejrer kernen af det hele, som en bi der kredser om blomsten uden at flyve ned i støvfangen og suge af nektaren, som i menneskets tilfælde må være den sande næring - sjælens nektar.

Den følgende billedserie er fotografier taget i Indiens mest hellige by, Rishikesh. En asketisk by, hvor alkohol og kød er forbudt ved lov og Moder Ganga flyder med isnende vand direkte fra de overdådige Himalaya. Byen er placeret, som sidste port i passagen til de majestætiske bjerge, hvorfra skyerne lader det regne med helende vand. Jeg forsøger med fotografierne at stille spørgsmål ved, hvorvidt disse mennesker har bevæget sig tættere på sjælens nektar, på åndsbegrebet. Det er mennesker, der har langt mindre, end jeg selv, hvis vi kigger på materialistiske besiddelser, men har denne manglende form, beriget dem med et mere meningsbærende liv? Samtidig forsøger jeg med fotografierne at reflektere over, hvad mennesket affejrer, heriblandt hvilket ansvar vi som mennesker står med, og hvilken etik og moral vi forglemmer at være i besiddelse af. Billedserien og teksten her er en opfordring til sammen med mig at søge dybere, og ikke et svar på mine egne grubler. Sproget er også en barriere, jeg er begrænset af. Jeg reflekterer med mine ord og billeder i lige så høj grad min egen som andres færden i livet. God fordybelse.

Det er let at glemme, let af affejre, let at benægte og let at gå udenom, det er til gengæld svært at huske, svært at udleve, svært at se verden i øjnene, ikke desto mindre er dette den eneste egentlige løsning. Jeg spørger tit mig selv, hvorfor mennesket klager over stress, manglende mening og angst, hvorefter det behandler de selv samme ting med aftener foran fjernsynet, kalendere proppede med fitness aftaler og modefundsjagt, kan det virkelig ikke se, at det blot gør sig selv endnu mere ulykkelig? Det leder efter stimuli, mens det afstimulerer sig selv. Kroppen er forgængelig, det er en svær realitet,

R E G N FA N G

hellig ko spiser skrald på smog befængt bro i en hellig by. Koen må ikke spises, men menneskene ser ikke, at den lider mere, af alle de ting den spiser, men ikke kan fordøje. Den sprænges indefra af menneskets affejring.

R E G N FA N G

Mand serverer helligt vand i hedebĂ¸lgen, hvor flere mennesker allerede har mistet livet til varmens kvĂŚlende tag.

R E G N FA N G

Udsultet mand bærende på mere end én byrde ser sig skeptisk omkring. Når kroppen forsvinder mere og mere, bliver sjælen da tydeligere?

R E G N FA N G

Kvinde, pyntet i farver med hvide hellige mĂŚnd bag sig, dĂŚkker sig igen, efter at have modtaget flodens velsignelse i en verden af hvide lagener.

R E G N FA N G

Med bidende Ă¸jne fanges et Ă¸jeblik af ĂĽndens stilhed midt i et virvar af bilhorn, mennesker, dufte og farver.

R E G N FA N G

Kvinde i klæde. Rynket af tiden, med livet langsomt sivende ud mellem hudens folder. Stadig med hænderne ydmygt taknemmelige for verden omkring hende, empatien hos den hun møder, og tiltroen til det, der snart vil bære hende med sig. Samtidig øjne der bløder. Med menneskehedens ondskab, affejring, apati og skyld. Hvem har sat denne kvinde her? Hvem har bedt os at glemme hendes skæbne? 57

R E G N FA N G

Når alle andre har for travlt til at se, da ser børnene. Stadig med en spirende nysgerrighed der endnu ikke har affejret, men stadig stiller spørgsmål. Føler hun medskyld for verdens skikkelse? Eller undrer hun sig blot over, hvorfor den eftersigende kun bøjer hovedet mere og mere?

R E G N FA N G

Når et handicap bliver en realitet, når vi mister et af de aspekter, der holder os i narcissismens kraftige greb, når vi mister en af de ting vores form identificerer sig med, kommer vi da skridtet tættere på ånden? Lykken? Den umiddelbare glæde?

R E G N FA N G

En mor holder sine unger tæt, mens hun spejder udover alle de, der vil dem ondt. Men selv ikke hendes vilje til at elske og beskytte sine børn kan hamle op med det kollektive massemord menneskeheden har udført på vores medfølelse. Hver dag fodres de med det, menneskene smider fra sig, det ansvar mennesket ikke tager, men høster fordelene af, mens de stiller sig autoritært over abefamilien, hinanden og jorden selv. Medfører vores tænkende bevidsthed ikke et ansvar? 60

R E G N FA N G

Kvinde i lyserødt. Forlegen og sky, dog salig da hun kommer bedende fra templet. Har hun et roligere sind? En større ånd? Et tættere forhold til denne?

R E G N FA N G

En ko der måske kan læse? Hvor fremmed er koen egentlig fra os? Forstår den vores systemer og dvæler ved disses dumhed?

Mand retter på skæg med spyttet fra sin tandmanglende mund. Menneskets præsentation overfor hinanden rent æstetisk er vigtig. Dyrker vi vores etiske fremtræden i lige så høj grad?

R E G N FA N G

Mor og barn på gaden. Uden bebrejdelse lever de et simpelt liv. Hvad holder hende oprejst? Hvad får hende til at blive i livet? Hvad er egentlig vigtigt? Hvorfor gå ud fra, at hendes liv har færre dimensioner, at hendes liv er mindre end vores, blot fordi hun ikke besidder de ting, vi synes gør vores liv stort. Men hvor stort bliver vores liv reelt, når vi opnår disse ting?

R E G N FA N G

Hilsende fra hjertet med namaste: “jeg bøjer hovedet for visdommen i dig, med respekt”

R E G N FA N G

Skelende baba, med øjne som et barn. Hvorfor stille sig autoritær for skabninger, vi føler forstår mindre end os selv, når de måske netop forstår så meget mere pga. deres manglende interesse for rigdommens facader?

R E G N FA N G

Baba der ikke vil have penge, men gerne dele en kop chai.

R E G N FA N G

Unge drenge på oversvømmet byggeplads, skabende illusionen af et fængsel. Hvilket fængsel er de fanget i?

R E G N FA N G

Ung kvinde der danser. Sveder. For andres fornĂ¸jelse.

R E G N FA N G

Tøvende pige, med et sanseligt blik. Førende os til det gemte tempel på bjerget i den gemte by bag vandfaldene. Med hvilke øjne ser hun verden? Har træerne den samme grønne farve, som den jeg ser?

R E G N FA N G

Lille dreng i blåt med store mørke, sørgmodige øjne. Som endeløse gange mod andre dimensioner. Hvilket stof er hans ånd vævet af ? Hvad har disse øjne set og værre endnu, hvad vil de se? Hvilken realitet vågner de til?

R E G N FA N G

Ă&#x2020;ldre kvinde, hvis hele liv har foregĂĽet i den samme landsby, i de samme rammer. Er verden kun denne gemte dal for hende? Har hun nogensinde set den anden side af bjerget, eller frygter hun for sit udsyn?

R E G N FA N G

Glad baba efter fodrensning. Hvorfor passe de fødder der går én mod Gud? Den dag de er brugte, da må denne Gud dukke op i horisonten.

R E G N FA N G

BERGHAIN: Rusens lysende tempel EN ESSAYISTISK REPORTAGE OM UNGDOMMEN OG RUSEN Text AF

Victor Lange

Berghain er vel en af verdens mest kendte natklubber – på godt og ondt. Det er her nætterne, morgenenerne, formiddagene, eftermiddagene og aftenerne bliver brugt af både berømte popstjerner (der søger ’fred’ for paparazziernes blinkende blitzer og det almindelige nattelivs konstante opmærksomhed) og mere ’almindelige’ mennesker, der valfarter til denne gamle industribygning på grænsen mellem Kreuzberg og Friedrichshain. Det ’rusens tempel’ – det er de ’hellige’ haller for hedonismen og dekadencen, for udskejelser og ekstatisk selvforglemmelse. Det handler om at forsvinde i stoffer, om at give sin krop væk, om at glemme alt, om at forsvinde – ud af kroppen, ud af samfundet. Det er Berghain. Denne ’natklubs’ (et prædikat, der på ingen måde er rammende) legendariske status er ikke til at overse: Den er inkarnationen af Berlins techno-scene, af byens rygte som ’de progressive nætters by’. Disse ’pilgrimme’ mødes foran dette tempel – og hver gang får nogle adgang til ’lysets stuer’ og andre må gå igen. Sådan er det: Nogle har adgang til denne verden. Andre får det aldrig.

R E G N FA N G

FORMIDDAG I FRIEDRICHSHAIN

ecstasy, kokain, LSD og en sjælden gang speed. Det er her, at ’fårene skilles fra bukkene’ – som de næsten selv kunne have sagt.

Jeg hader Berghain. Selvom jeg aldrig været der. Men ikke desto mindre så hader jeg det sted på samme vis, som jeg afskyer og foragter vold, mindreværd, instinkt-moralitet, småborgerlighed og middelmådighed. Hvorfor jeg sammenligner denne famøse natklub med disse fænomener – det ved jeg ikke. Jeg kan ikke gøre for det: Jeg hader Berghain. Også selvom jeg bor 10 minutter fra stedet. Jeg kan bare ikke gøre for det. Jeg hader Berghain.

Jeg tager med en veninde derned; Hun kender en bartender der. Han har været så flink at sætte os på gæstelisten. Derfor skal vi ikke stå i kø – vi skal ikke være bange for ikke at blive lukket ind. Som de andre. Dem, der står der i flere timer og må tage til takke med et nej. Hvorfor? Det ved dørmanden. Men hvem spørger ham? Alle ved hvorfor: Fordi de ikke ’passer ind’. De er ikke rigtig klædt, de har ikke det rigtige ’udtryk’, eller også kender de bare ikke de rigtige. Berghain har et image; ligesom Burger

Det er formiddag i Friedrichshain. Varmen er kommet til Berlin: Tunge skyer hænger over den flade bys tage, mens solen en sjælden gang kigger frem fra sit grå skjul. Caféerne er ved at åbne, tjenerne stiller de små runde borde klar ude på fortovet, duften fra køkkenerne siver ud gennem de åbne vinduer, og lyden fra de små kaffebarers brummende espressomaskiner vågner, stille.

King og Ecco-sandaler. De skal pleje deres image. Et image, der beror på to grundantagelser: nihilisme og destruktion. Men vi kan komme ind – for vi kender en bartender. Vi må betræde nihilismens epicenter, rusens Vatikanet. Hvor kardinalerne er DJ’s på podier, og Guds lys de blinkende neon-lamper, der hænger som syntetiske ildfluer i den mørke hal af beton. Der har vi adgang til. Så det gør vi – det gør jeg. For man skal jo smage på noget, før man kan sige, at man ikke kan lide det. Og man skal jo give alting en chance, ikke? Det er vel sådan, at man er progressiv – ikke? Derfor: Berghain. Formentligt den natklub, der er mindst sandsynlighed for, at jeg ’synes om’.

Over Waschauer Brügge slentrer et par af nattelivets udmattede skæbner, med en rygende cigaret i den ene hånd og en halvtom dåse i den anden. Under dem trækker togene sig af sted; rustne og langsomme, som tunge, ukendte dyr på havbunden. Alt det foregår her, her i Berlin; en søndag, en dag i april, klokken 10 – mens træerne bærer lysegrønne blade, og sporvognene skriger og hviner, når de bremser op på deres skinner. Det er nu det sker. Det er nu kirkeklokkerne ringer til gudstjeneste, og byen fejrer den 7. dags hellige stilhed. Og det ringer til messe. Både fra de høje kirketårne over Berlin – men også fra verdens mest berømte industribygning. Det ringer til messe på Berghain. Og det kan man kun høre; hvis man ved, at det gør det.

UDENFOR ”It is a bit boring on Fridays – you should go Sunday morning around 10. I would recommend that.” Sådan forklarede han det – bartenderen. Fredage er kedelige; lidt som ’en almindelig fest’ – det var hans ord. Så søndag blev det. Søndag formiddag.

For det er sådan, at det foregår. Det er om søndagen (og om mandagen), at det for alvor bliver eksplosivt – det er disse dage, efter ’de almindeliges’ weekend (fredag og lørdag), at Berlins blodtørstige klubeksistenser tropper op, bevæbnet og klargjort til rusens ekstase med MDMA,

Dørmanden kigger på os: ”Wait here,” siger han og forsvinder indenfor. Imens stikker en gæst den anden dørmand et par sedler euro –

R E G N FA N G

INDENFOR

forsøgt distræt, men ikke vellykket. Den første dørmand kommer tilbage.

Jeg elsker Berghain. Dette tempel. Jeg elsker Berghain. Hvor tiden ikke findes. Ikke et eneste ur – ikke en solstråle i de store sale, hvor bassen flår i dit bryst og lyset sætter sig i røgen, så store fabeldyr står frem lige foran dig, til lyden af det lange spor af rytme, hvis vuggende trance stille indfinder sig i øjnene, så hverdagen udenfor forsvinder.

”Are you guys on the guest list?” spørger han. Vi svarer, at det er vi og giver navnet på bartenderen, der har skrevet os op. Dørmanden finder det på sin liste: ”Ok – you are free,” siger han og peger hen mod indgangen. Der går vi hen – ind i et andet rum; hvor et par andre vagter venter. Ritualet er nemlig ikke slut endnu. Første del er overstået: godkendelse. Anden del venter: instruktionen.

Efter de ’indledende ritualer’ fandt vi hurtigt vores ’bekendte’ (bartenderen), fik en øl og gik på opdagelse i ’denne virkelighed’. I denne labyrint. Rum efter rum. Lys efter lys. Sådan er Berghain. Man er på opdagelse – man befinder sig i en anden virkelighed; hvor intet markerer, at livet en dag vil være forbi. Alt er konstant: lugtene, menneskene omkring dig – det monumentale lydbillede. Alt er konstant. Som en myte. Noget tidsløst. Små kroge findes gemte, hjørner vendes, nye ansigter vises frem som en fremmed film. En mand forsvinder ud af sin egen krop, en pige forsvinder med en anden mand, et publikum forsvinder i hinanden, et par forsvinder ind i et smalt, mørkt rum. Det eneste, der går er DJ’ens lille ’speedometer’; de små grønne tal, der foran ham viser tempoet. Et tempo, der skal være helt specielt. Hverken for hurtigt eller for langsomt. Det skal være lige der; lige der som et mantra. Et mantra, som netop ikke betyder noget – men som gentages. Som gentages for sådan at forvandle rummet til noget ubetydeligt. Der er ikke noget, der betyder noget. Sådan er dette mytiske rum. Her er tegnene druknet til lyden af beton. Her er virkeligheden forsvundet til duften af tung røg og euforien i stoffernes farvede verdner. Alting forsvinder. Alting flyder – som Heraklit sagde. Alting flyder. Sanserne bedrager os. Og vi elsker bedraget. Vi drages af det. Bedraget drager. Fascinationen findes. Berghain ånder som en stor organisme. Af små virkeligheder, der her mødes for ikke at findes. Erindringen der sover – og et øjeblik, der vågner. Jeg elsker Berghain. Indefra.

Vi bliver kropsvisiteret. En vagt finder min mobil. Han spørger: ”Is this the first time you are here?” Det er det. ”Okay. You can’t take any pictures. It is forbidden. So we will put this sticker on you camera,” han giver mig min telefon tilbage. Vi betaler ved indgangen, får et par råd af nogle af vagterne (ret venlige råd endda), det obligatoriske ’Berghain-stempel’ og går videre. Væk fra hverdagens lys og mod trancens mørke. Vi går mod væggene, der ryster, når bassen sætter sig i dem – luften, der bliver tyndere, når den virkelige virkelighed forsvinder. Og der. Lige ved den første trappe bliver vi budt velkommen. Foran os står en flere meter høj hvid statue. Det forestiller en kvinde, der drikker af et mærkeligt krus – eller noget lignende. Referencen er tydelig: Dette er hjemsted for kroppen, rusen og fortabelsen. Formerne findes ikke her. I hvert fald ikke dem, som vi kender. Nu er kun mørket og det røde lys i det. Det hvisker statuen til os. Den høje statue. Rusens statue. Ekstasens statue.

Og dog, for det står klart: Berghain er stadigvæk en

R E G N FA N G

scene. En scene for de mennesker, der står på den. Man skal præstere – man skal ’passe ind’. På en gang er alle dømt til dette – og på samme tid er også dømt til at betragte. Skuespiller og på samme tid en del af publikum, det er alle. Udøvere og dommere. Aktører og observatorer. Berghain har sit image: ligesom Burger King og Ecco-sandaler (som sagt). Mere abstrakt er det ikke: Berghain har sit image. For det er her, her på denne scene, at mange menneskers egentlige liv folder sig ud som en ellers ’tilbageholdt selvrealisering’. Det er her, at man ikke er sit job, sin alder, sine normale identitetsmarkører. Man er ikke tjener, studerende eller noget tredje. Man er, her. Men man er på denne scene. Det er dennes rammesætning, der

findes, og dem der ikke mere kender til dette begreb. Dem der bliver, betragtende i rummet, dømmende i blikket – og dem som ikke findes i rummet men færdes et andet sted. To typer. Og ligesom der findes to typer af mennesker i de store bassiner af pumpende techno, så findes der også to typer af indtryk hos mig: Netop det autentiske, og netop det betragtende. For måske hverken hader eller elsker jeg Berghain. Måske er jeg egentlig bare lidt ligeglad – når det kommer til stykket. Det kunne jo være, at det slet ikke handlede om denne klub – disse rum; hvor vagternes pandelamper slår kridhvide søjler som dybhavsfisk i mørket, mens toiletterne hjemsøges af kemiens disciple, og de mørklagte gyder bliver tilflugtssted

sætter bedømmelsen. Man er ikke fri. Man er bare sat i en anden virkelighed. Den virkelighed som er så vital for vores generation: ’nattelivet’. Klubben, baren, festen, rusen. Den dionysiske rus. Det er her vi lægger vores forventninger, vores penge og (for mange unge menneskers vedkommende) vores drømme. Vi kan forsvinde – blive en del af festen, tage del i drømmen. Så det gør vi: Vi forsvinder fra os selv og hævder sådan at blive os selv. Og det er Berghain perfekt til. Det er den perfekte scene. For denne genfødsel.

for kroppens erotiske udskejelser. Det tænkte jeg pludselig, da jeg stod der – eller rettere sagt: Jeg tænkte faktisk på Nietzsche. Jeg tænkte på hans ord om ’den dionysiske rus’, om ’livet som udfoldelse af kraft’ og ’om ikke at begejstres af det avancerede’. Midt i det hele tænkte jeg pludselig på ham – på Nietzsche. Og jeg tænkte: ”Hvis der er en som kan forklare det hele – så må det være ham. Han havde både sans for formen, rusen og begejstringen.” Hvad havde denne mand tænkt om sine landsmænds mest berømte ’rustempel’?

De fleste gør dette. Ikke alle. Men de fleste er skuespillere på denne scene. Dog findes der de få. De mennesker, hvis tilstand måske bedst kan beskrives som transcendent: en overskridelse af fysikken. De er væk. Bevidstheden er transformeret. De er væk. Væk fra os; hensat i et mørkt hjørne, eller på et lysende dansegulv. Der forsvinder de. Og vender først tilbage, når kroppen siger stop. Når adrenalinen og signalstofferne er udvandet – og hjernens eufori rammer havbunden som et synkende skib. Men indtil da: Da flyder de. Med ekstasen. Der er noget metafysisk over dem. Disse sjæle.

KONFLIKT Oraklet i Delfi (guden Apollons tempel) huskes af mange som hjemsted for to kendte visdomssætninger: ’Kend dig selv’ og ’Intet med overmål’. Apollon, denne formen og digtningens gud (blandt andet), ville efterlade verden med disse to påbud i håbet om, at de måtte holdes for sande af mennesket.

To typer fisk: Der findes altså to typer af fisk i Berghains blinkende neon-vand. Dem der ved, at scenen

Berghain er alt andet end ’Kend dig selv’. Det ville på ingen måde være provokerende at hævde det modsatte:

R E G N FA N G

’Glem dig selv’. Og hvordan skal dette så forstås? For var der ikke en scene? Foregik der ikke bedømmelser? Jo, netop. Glem dig selv i lyset, røgen og floden af dybe toner. Det handler ikke om at møde sit indre, det inderste, og sådan nå til indsigt. Det handler om at realisere sig selv, ved at glemme sig selv. Om du så retter dit fokus mod de betragtende blikke, eller du forlader os andre i en ekstatisk rus. Berghain er til for glemslen. For at glemme hverdagen, døgnet og alt andet, der tilhører ’den virkelige virkelighed’.

et frugtbart forhold. Han fandt den ’attiske tragedie’. Dette sublime græske særkende – dette ophøjede drama. Nietzsche så fænomenet som en symbiose mellem den dionysiske rus og den apollinske forestillingsevne – han så den attiske tragedie; på samme tid en kunst af rusen og en kunst af drømmen. Hvorfor så mange ord om Nietzsche og græsk tragediedigtning? Det er et godt spørgsmål; for handlede det ikke lige om Berghain? Om sorterende dørmænd og rungende rytmer? Var dette her ikke en tekst om denne verdenskendte natklub? Jo, det er og var det – men måske burde det også være mere. Det mindede netop Nietzsche mig

’ALT MED OVERMÅL!’ Sådan er Berghain: Tøjet, mørket, rummene, restauranten på den øverste etage. Alt er vildt – intet skal være ’småborgerligt’; intet skal være ’plain’ eller ’square’. Mådehold findes ikke her – og hvis det gør, så bliver det betragtet som en svaghed. Den tydelige overskridelse, de kropslige tegn, er alt der tæller. For alt i verden: Husk på ikke at holde igen! Sådan fungerer det ikke. Mådehold er kontrol. Kontrol er svaghed. Svaghed er ynkeligt.

om. Mere præcist så mindede et par af hans visdomsord mig om, at denne tekst, og dette tema, måske ikke kun omhandlede Berghain og denne virkeligheds gentagelige ritualer. Ordene: ”Man skal ikke begejstres af det avancerede.”

Og svaghed bliver nøgleordet til at vende tilbage til den før benævnte herre: Friedrich Nietzsche. Hvis der var en, der ikke hyldede svaghed, så var det ham. For Nietzsche var livet kraft og udfoldelse af denne. Moral, undertrykkelse og åndelig sløvhed var for ham menneskets forfald til et lavere stadie. Derfor hyldede Nietzsche rusen; og han hyldede helt specifikt den dionysiske rus. Beruselsen hvori mennesket oplever enhedsfølelse og kun dømmer verden æstetisk. Den rus hyldede Nietzsche. Der var her, livet foldede sig ud.

VI MANGLER ET TEMPEL Hvad mener Nietzsche med: ”Man skal ikke begejstres af det avancerede?” Han hentyder til teknologien. Til menneskets avancering af redskaber; hvor lertavler bliver til papyrusruller, og håndskrevne bøger til bogtrykkeri. Nietzsche hentyder til det faktum, at mennesket konstant udvikler teknologien – men at redskabernes idé forbliver den samme. Altså er et Word-program (som jeg netop skriver dette i) en avanceret skrivemaskine, en skrivemaskine en avanceret pen, en pen et avanceret skriveredskab, sammenlignet med flintesten og lignende redskaber. Det samme vedgår Berghain: ”Man skal ikke begejstres af det avancerede.” For hvad er Berghain? En natklub. Måske ikke andet end en avanceret natklub. Ikke andet.

Dog stod den ikke alene – denne rus. Dionysos havde sit modstykke: netop Apollon. Apollon var som sagt formens og digtningens gud og derved også en ’forestillingens gud’. Det interessante er midlertidigt her, at Nietzsche ikke finder Apollon for uinteressant eller dømmer denne guds værdier for ’usande’. I mødet mellem Apollon og Dionysos fandt Nietzsche en ophøjet syntese. Han fandt

R E G N FA N G

Og dette bringer mig til slutningen på min egen lille anekdote, der pludselig blev til et essay om ungdommens åndsliv. For det er jo faktisk det, det hele handler om: ungdommens åndsliv.

ejer kriterier! Han lukker nogle ind, og andre må blive ude. Så klart er det: De har ikke frigjort sig fra noget, disse ’berghainere’, de har bare sat nogle nye rammer. Nogle strammere rammer, nogle mere skarpe konturer.

Efter at have besøgt dette ’rusens lysende tempel’ er jeg nemlig hensat til en meget ulidenskabelig holdning til Berghain. Jeg føler stort set intet. Hverken foragt eller fascination – moraliserende lyster eller lystfulde tendenser. Jeg ejer ingen stærk holdning mere. Jeg er hverken ’for’ eller ’imod’ denne natklub (hvis man kan foretage en sådan stillingtagen). Det siger mig intet.

Derfor er det ikke længere progressivt at gå på Berghain – og det har ikke været sådan i mange år. Hvorfor? Fordi det ikke længere er et opgør med autoriteterne at være på stoffer en hele weekend. Det er ikke længere progressivt at forsvinde i rusen. Det er ikke længere progressivt at hylde ’det autonome’ eller ’nihilistiske’. Det er blevet en vane. En vanetænkning hos en hel ungdomsgeneration i Berlin. Og af den grund bliver de helt småborgerlige – disse

Måske er der en god grund til det – det tror jeg i hvert fald.

mennesker på Berghain. Pludselig går de i samme grad op i tøjet, ansigtsudtrykket og ens ’fucked-factor’ (altså hvor udbrændt og misbrugt et ansigtsudtryk du kan opføre), ligesom man i kolonihaveforeningen går op i højden på ens hæk, om man flager efter solnedgangen og om ens facade nu også er velmalet. Som Nietzsche sagde: ”Gud er død.” Kan vi nu sige: ”Berghain er død.” I hvert fald hvis vi forstår Berghain som noget provokerende, progressivt og kulturelt udfordrende.

Det handler om, hvad vi mangler. Ikke hvad vi har. Og hvad har vi: Berghain. Hvad mangler vi: Delfi. Vi mangler Oraklet i Delfi. Vi mangler et tempel for formen, for digtningen, for forestillingen. Kort sagt: Vi mangler ’strukturens tempel’. Den guddommelige strukturs tempel. Og her mener jeg ikke universitetet, gymnasiet, arbejdet eller håndboldholdet – jeg mener den guddommelige struktur: dannelsen. Kulturen: åndens opdyrkelse. Det er sådan et tempel vi mangler. Og det må gerne ligge lige over for Berghain. Sådan lige overfor. I gåafstand. Så man kan veksle mellem Apollon og Dionysos, forestillingen og rusen, erindringen og forglemmelsen.

Spørgsmålet er da: Hvorfor er Berghain død? Eller måske snarere: Hvorfor er Berghain en levende død? En zombie? For klubben kører jo stadigvæk – i bedste velgående. Dens død er altså ikke reel og tydelig – den er gemt i principper. De principper som Berghain blev bygget på. Berghain er død, fordi den ikke ejer nogen modstander. Og hvis man baserer sig selv på oprør, progressivitet og lignende ’værdier’, kendetegnet under nihilisme og destruktion, så kræver det en modstander – eller en modpol. Lige så snart du står alene (som Berghain gør), så definerer du der selv hele situationen, hvilket medfører, at du selv må indtage rollen som ’definerende’. Det gør Berghain: De definerer. Det er dem, der sætter de småborgerlige skillevægge op, der sorterer i mennesker på den mest mærkværdige måde. Og så handler det jo slet ikke

Jeg tror, at mange på Berghain, mange af klubbens gæster, ser sig selv som ret så progressive. De forkaster alt, der er defineret, de lader sig ikke styre (det hævder de i hvert fald selv) og de hylder ikke fortiden eller de konventioner, der ligger i den. De er progressive. De ligger ikke under for noget. Men det er en pseudo-tankegang. Det passer ikke. For selvfølgelig ligger de under for noget; selvfølgelig har de konventioner. Bare se dørmanden: Han

R E G N FA N G

om Berghain. Det handler om, hvad denne natklub er et symbol for. Selve natklubben er jo egentligt ikke så interessant. Det er mere det verdensbillede, som den manifesterer, og som de mennesker der forlader klubben, tager med sig hjem. For det handler om ungdommen, – og ungdomsånden. Hvis du vil være progressiv og oprørsk i dag, så skal du ikke træde ind i Berghains lysende tempel, du skal bygge det tempel som mangler: formens tempel. For det mangler vi. Og det mangler Berghain – hvis den skal overleve på sine egne værdier. Sådan et tempel – et Apollons tempel – ville danne modpol og derved lade gnister sprænge mellem det og genboen Berghain. Vi mangler det tempel. Et tempel for fordybelse, erindring og opdyrkelse. Åndens tempel. Vi mangler åndens tempel. Af den grund kan jeg ikke slutte min tekst anderledes: Jeg hverken hader eller elsker Berghain – for jeg er ikke lidenskabelig omkring denne natklub, mere. Hvad jeg til gengæld er passioneret omkring, er det tempel vi mangler at bygge. Det andet tempel. Det tempel vi virkelig savner i vores ungdomskultur. Det tempel, der kunne kaste genskær på værdier som nihilisme, ignorance og ligegyldighed – for disse er ved Gud dominerende værdier og har været det lige siden 90’erne. Hvis vores generation skulle huskes for noget stort, så burde det ikke være de natklubber, vi bruger vores penge, energi og identitet på. Nej, vi skulle bygge det andet tempel. Det tempel vi mangler – og som hele vores kultur mangler. Og første skridt mod det, er erkendelsen; erkendelsen af, at Berghain intet mere end en avanceret natklub, er. Intet mere. Og en sådan natklub kan man ikke – eller bør man ikke – bygge et helt verdensbillede på. Som så mange unge berlinere gør det. Det skal der helt andre templer til. De templer vi mangler. Det tempel vi mangler.

R E G N FA N G

III SALON

Indhold

DOGME 04 af Div erse

K a n d u se bl o d b Ă¸ g ens l ys? af Ma gnus Harding Iranzad

DOGME 04

LY S AF

Anna Sofie Jespersen Daniel Boysen Jacob Elliot

DOGME-MANIFEST -------------------------------------------------------------------------------------------

§1 Værket må først påbegyndes d. 20 august 2015 og skal afleveres d. 4 oktober 2015.

§2 Værket skal bære titlen LYS.

§3 Værket skal behandle det grundlæggende modsætningsforhold mellem lys og mørke.

§4 Værket skal eksperimentere med sine egne konturer.

§5 Værket skal eje en tydelig, optegnende ’lyskilde’: et bestemt ord, en nuance eller direkte fysisk lys.

R E G N FA N G

1 Kunstner

Anna Sofie Jespersen

Titel

L Y S

R E G N FA N G

2 Kunstner

Daniel Boysen

Titel

L Y S

LYS

at starte intet sted

opstå og samles fra dioder af støv

mærke en sol kaste med lys aftagende

samle den op gøre den til øjne blive krop

R E G N FA N G

Nogle ønsker jeg væk andre ønsker jeg tilbage

nu er det bare et tomt hus

I er borte jeres fodspor

væk i mudder

pærerne derinde bliver aldrig tændt

af hænder vi kender igen

R E G N FA N G

Jeg vil begraves i Vesterhavet

bryde hinden skifte frekvens

står ved jeres grav nu er I kun navne

kan mine øjne slukkes og glemme

er det nok nu

brændt indefra så meget mørke herude

R E G N FA N G

Vores øjne er lys ud mod verden

når vi begynder at glemme

vendes lyset om

trækker minder ud af farverne

sætter dem på min hoppende hylde i brystet

der bærer lynene

finder retning

R E G N FA N G

3 Kunstner

Jacob Elliot

Titel

L Y S

R E G N FA N G

Kan du se b l o db Ă¸ g e n s lys ?

Novelle af

Magnus Harding Iranzad

De sidste gæster gik ud ad døren og Mikkel lukkede baren. Klokken var lidt i 2. Han åbnede vinduerne og så på den tunge røg, der langsomt sivede ud af lokalet. I går blev det senere end vanligt. De var fem tilbage og han havde som så ofte før drukket sig fuld bag disken. Det var tirsdag, men de festede, som var det fredag eller lørdag. En af drengende havde taget en pige med fra sit studie. Hun endte i Mikkels seng, men da han vågnede, var hun væk. Han stod sent op, ud fra normale standarter. Døgnet havde han vent på hovedet det sidste års tid. Det eneste naturlige lys Mikkel så, var det fra den blå time, når han vågnede, og somme tider dagenes første lys, når han gik i seng. Det passede ham glimrende. Mikkel elskede tilværelsen. Han passede sig selv, og det var alt, han behøvede, efter mange års ligegyldig skolegang. Han kunne nu ligge i sin seng det meste af dagen, sove, se serier og film, spille Playstation med drengende, se fodbold og gå i byen, når han havde fri. Af og til hev han også en pige med hjem, som han gjorde det i går. Engang havde han svært ved det med piger. Han vidste ikke hvordan han skulle bære sig ad, og han interesserede sig dybest set ikke for dem, han ville bare gerne have sex. Han spurgte en af drengende, der havde let ved den slags, og han sagde at hemmeligheden var at virke interesseret, og spørge meget ind til pigen, være galant - en gentlemand, og virke oprigtig i alt hvad man foretog sig. Man skulle ikke vise sin intention om, at man gerne ville hive pigen med hjem, derimod en intention om at lære vedkomne at kende, og så skulle hun nok ende i sengen. Man skulle for øvrigt også være selvsikker, men det var Mikkel nu i forvejen. Han var fuldstændig sikker på at hans måde at leve på, var den helt rigtige. Sidenhen havde Mikkel ikke haft problemer med piger, men selvom han nu havde let ved det, gjorde det ikke, at han interesserede sig mere for dem. Han var god til at skjule dette, han var god til at spille skuespil. Når de snakkede, tænkte han tit på andre ting, det kunne være et godt mål, der blev scoret i den seneste fodboldkamp han havde set, eller måske forestillede han sig, hvordan pigen, der sad overfor ham, så ud uden tøj på. Det var faktisk næsten kun i det øjeblik, at han brugte sin fantasi. Da han var dreng var han meget tænksom, og forestillede sig tit forskellige ting, undrede sig over verden, hvordan det hele hang sammen, små såvel som store spørgsmål. Det gjorde han ikke længere. Han drømte også dengang. Både om dagen og om natten. Om dagen drømte han om, hvad han skulle være, når han blev stor. Han drømte om at blive fodboldspiller, eller sanger, eller forfatter, eller skuespiller. Om natten drømte han om mærkelige ting, fantastiske ting. Men det havde han glemt nu. Nu drømte han hverken om dagen eller natten. Han havde glemt hvordan man gjorde. Men det gjorde ham ikke noget, han var ligeglad.

100

R E G N FA N G

Mikkel tænkte mest på sig selv. Sjældent på andre. Sin egen velvære var det der betød noget. Og for tiden gik det meget godt. De andre var ligesom ham, det vidste han. Inderst inde tænkte alle på sig selv, udadtil var det en anden sag. De var alle en del af spillet, alle de unge der kom på baren. Når de snakkede med hinanden, også når det var med Mikkel. De snakkede om hinanden, de spurgte ind til ting og virkede oprigtigt interesseret. Måske var de det også, men ikke for den andens skyld, udelukkende for deres egen. Man spurgte ind for at få bekræftelse. Det var det, spillet gik ud på. Alle de små kaffeaftaler der var på baren i løbet af en dag, de handlede om bekræftelse, hver eneste af dem. Men Mikkel var ligeglad, han behøvede ikke bekræftelse, han vidste at han gjorde det rigtige. Hans syn på sit liv var der ingen, der kunne rokke ved. Han havde ingen bekymringer. De største kunne være, at der ikke var flere chips i skabet, eller at han på et irriterende tidspunkt var løbet tør for cigaretter. Det var sådanne ting, der fyldte mest på den negative front. Så Mikkel syntes selv, at han havde det som blommen i et æg. Det kom sig selvfølgelig også af, at han havde hadet at gå i skole. Det sluttede sidste år og den frihed han følte, da den røde hue blev sat på hans hoved, var ulig nogen andet han havde prøvet. Det var som om han ikke havde været rigtigt i live eller snarere; som om han havde levet to liv. Et liv før og et efter. I starten prøvede han. Han prøvede at lære, prøvede at finde en form for fornuft i stoffet. Dernæst undrede han sig. Han undrede sig over hvorfor. Hvorfor skulle de lære? Men han blev skuffet gang på gang. Skuffet over de voksne, skuffet over deres svar. Det var altid det samme. De, eleverne, skulle lære, fordi de skulle til eksamen, og sidenhen videre på universitetet. Så Mikkel stoppede med at undre sig, stoppede med at tænke. Han sad bare og ventede på, at skoletiden ville ende. Han så ud af vinduet og talte dagene. Talte dagene til at han skulle blive fri. Hvis han tænkte, var det om hvorvidt han skulle droppe ud eller ej. Men tanken strejfede ham for sent, og han valgte at blive, ellers ville han for alvor have spildt sin tid. Han lavede sine lektier, afleverede sine opgaver, som en slave arbejder for sin herre, uden at sætte spørgsmålstegn til autoriteten. Han var god, en dygtig elev. Han blev tit beskyldt for at snyde, for han sagde aldrig noget i timerne, han gad ikke at følge med, så de troede ikke på, at han selv lavede sine afleveringer. Men de kunne ikke finde noget bevis for snyd, så de så i stedet ondt på ham i timerne, som om han havde begået en forbrydelse, han

101

R E G N FA N G

ikke var blevet dømt for. Mikkel tænkte ikke over det, og han så aldrig deres blikke. Han stirede bare ud ad vinduet, og talte dagene.

Mikkel ryddede op bag disken. På kalenderen var der skrevet en besked: ”Perser – hold fri i morgen. Du arbejder for meget, jeg tager din vagt. Chefen.” Mikkel smilede. De kaldte ham perseren eller bare perser, fordi hans Morfar, Firooz, var iraner og fra ham havde han arvet mange mellemøstlige træk. Firooz fik konstateret Alzheimers nogle år tilbage og var nu en grøntsag, han havde simpelthen mistet forstanden. Inden da havde de et tæt forhold, faktisk det tætteste forhold Mikkel havde til nogen i sin familie. Firooz snakkede altid om Iran, om hvor fantastisk et land det var, og at det slet ikke var et sandt billede man i vesten havde fået tegnet af medierne. Han fortalte om ørkenen og bjergene og ilden de tilbad deroppe. Han fortalte historier om det persiske rige, det største rige verden havde set. Han fortalte om det Kaspiske hav, den største sø i verden, og tigerne der levede omkring den. Han beskrev menneskene som de mest gæstfri, der fandtes, alle søde og snaksaglige, men også med temperament; følelserne sad uden på tøjet. Han sagde altid til Mikkel at de sammen skulle besøge Iran, han sagde, at det var vigtigt at kende sine rødder. Men det blev nu aldrig til noget.

Mikkel satte stolene op på bordene, lukkede vinduerne, slukkede lysene og låste den store glasdør. Han gik hen til den nedlagte kirke et stykke bag baren. Det gjorde han altid efter sin vagt. Her var aldrig nogen mennesker. Man kunne se ned på havnen og vandet og de store containerskibe, der kom sejlene fra fjerne lande, men det tænkte Mikkel nu ikke på, han nød bare stilheden og den klare luft, efter en lang arbejdsaften fyldt med støj i et tætrøget lokale. Han satte sig på bænken under den store blodbøg. Kirken var der ikke mere, den forsvandt for mange hundrede år siden; den brændte. I jorden lå kampesten der dannede et omrids af dens oprindelige størrelse. Men det tænkte Mikkel ikke over, han tændte i stedet sin cigaret. Der var så stille, at han tydeligt kunne høre cigaretten knitre i mørket. Over den anden blodbøg, som stod et stykke til venstre fra, hvor han sad, var der igen det der underlige lys. Det havde Mikkel set hver dag i denne uge, når han efter arbejde havde sat sig på bænken, og han havde tænkt over, hvad det var for et lys. Han var

102

R E G N FA N G

blevet enig med sig selv om, at det var en slags projektør, der fra jorden, lyste den mørke himmel op, men han undrede sig stadig over at lyset var så kraftigt som det var. Han besluttede sig igen for, at det var en projektør. Det gav heller ingen mening at tænke på, tænkte han. Han kunne hverken gøre fra eller til. Lyset var der, uanset hvor det kom fra, og sådan var det nu engang. Mikkel hørte da en lyd henne fra den anden blodbøg, og han stirrede ind i mørket efter den. På bænken var et omrids af et menneske. Han kunne se to klare lys fra den mørke skikkelse, i form af øjne, der vendte mod ham. Han vendte hurtigt sit blik og så ud på skibene og havet igen. Det var mærkeligt at der skulle være nogen på den nedlagte kirkegård nu, på denne tid. Han så på sin telefon. Klokken var 02.30. Det havde den også været de andre gange han havde set lyset på den mørke himmel. Men da mente han, at han havde været alene. Nu var der en anden. Han så på sin cigaret og tog et sug. Den var næsten røget i bund. Han tog et sidste, langt, sug og kastede cigaretten ned i brostenene og trådte den flad, så gløden forsvandt. Han ville rejse sig for at gå hjem, da han pludselig hørte en stemme: ”Undskyld, jeg ku vel ikke låne en cigaret?” Han fik et chok. Til venstre for ham, lige ved hans side, stod en gammel kvinde. Hun var klædt i sort. Han svarede fortumlet: ”Jo selvfølgelig,” og blev til hans egen overraskelse siddende på bænken. Hun satte sig ved siden af ham. Han kiggede over mod den anden blodbøg, men han kunne ikke længere se skikkelsen i mørket. ”Hvad ser du efter, min ven?” ”Øhh ikke noget,” sagde han forvirret. Hvad lavede en gammel kone ude på dette tidspunkt? ”Du har vel ikke også noget ild?” Spurgte hun så venligt. Hendes stemme var mild og blød, men der var noget, der ikke hang sammen, tænkte Mikkel. Han fandt lighteren og tændte den for hende. Hun lænede sig frem og sugede til. Ilden fra lighteren gav en smule lys og Mikkel kunne se, at hun ganske rigtigt var gammel, men alligevel virkede hendes hud til at være uden rynker, den var derimod ren og blød som hendes stemme. Han var dog sikker på at hun var gammel, for hendes hår var hvidt, med grå nuancer, og hun bevægede sig meget langsomt, og hendes ryg havde givet efter for alderdommen, og for øvrigt havde hun et sort slør rundt om håret; og det var der ikke andre mennesker end muslimer og gamle koner der havde, og muslim var hun i hvert fald ikke. Han blev siddende, han måtte høre den stemme igen, der var noget underligt ved den, den lød for ung.

103

R E G N FA N G

”Nå, men du kan bare gå i gang,” sagde hun så. Nej, hendes stemme passede igen ikke overens med resten af hende, tænkte Mikkel. Han så væk fra hende og ud på skibene igen. Han havde ikke hørt forkert første gang. Det var så underligt, tænkte Mikkel, han kunne ikke fatte det, stemmen passede absolut ikke til hende. Stemmen burde tilhøre en ung pige i starten af 20’erne, men hun kunne ikke være en dag under 80. Pludselig gik det op for ham, hvad hun havde sagt, men han kom så i tvivl. Han vendte sit blik mod hende igen, og blev forskrækket, da han så hendes to lysende øjne se indtrængende tilbage. Der var også noget underligt med øjnene, de lyste klart og tydeligt op i mørket, meget mere end øjne normalvis gør. De var blå og kolde som is. ”Øhhh… undskyld, hvad var det du sagde?” fik han fremstammet. ”Jeg sagde, at du bare kan gå i gang.” ”Hvad mener du?” ”Du må gerne spørge ind nu.” Hun smilede roligt. ”Jamen øhh… Hvad mener du?” Spurgte Mikkel forvirret. Hun sukkede, vendte blikket væk fra Mikkel og tog et sug af sin cigaret. Der var stille lidt. Så vendte hun blikket tilbage mod ham. Igen virkede øjnene for lyse, de lyste for meget op, men alligevel virkede de ikke unaturlige. ”Jeg er her på grund af dig,” sagde hun så. ”Du er her på grund af mig?” ”Ja.” Han syntes det hele var lidt underligt, han var aldrig før blevet tiltalt på en sådan måde, og så om natten af en gammel kone. Men han var alligevel draget af hende, stemmen, øjnene, hendes udseende. Han havde aldrig mødt nogen som hende. ”Jeg forstår det ikke,” sagde han så. Han tænkte egentligt ikke over ordene, de røg ud af sig selv. ”Du kan spørge mig om alting og jeg vil svare dig, du kan spørge mig om alt, alt om verden, fortiden og fremtiden, alt om dig selv.” Pludselig forstod Mikkel, og han blev på en gang lettet og skuffet. ”Arhhh, du er en af de der latterlige spåkoner, nu giver det hele mening for mig… Jeg springer sgu over du.”

104

R E G N FA N G

Han rejste sig for at gå, men hun hev fat i hans ærme med stor kraft. Han så tilbage på hendes lysende øjne. ”Mikkel, jeg er ikke hvad du tror. Sæt dig ned,” sagde hun roligt, men bestemt. Mikkel satte sig omgående. Hun smilede til ham og fortsatte så: ”Jeg er alt og intet, kærlighed og had, jeg er solen og månen, evigheden, en vandrende sjæl. Jeg er dig, jeg er dig Mikkel, og alle de andre, men det er ikke dem, det handler om.” Hendes stemme svævede, som hvaler, der flød gennem oceaner, vægtløst. ”Hvorfra kender du mit navn?” spurgte han lamslået. ”Jeg ved mange ting om dig Perser.” Han var ikke bange eller skræmt, men i en hvis forstand følte han sig selvfølgelig intimideret af den gamle kvinde. Men det fyldte ikke nær så meget alle spørgsmålene. Hvorfra kendte hun ham? Hvem var hun? Hvad ville hun ham? Hvad vidste hun? ”Nå… Skal vi prøve igen,” sagde hun så og smilede. Hendes stemme lød stadig ung, det blev han også nød til at vide noget mere om. Men han sagde ikke noget. ”Du kan bare gå i gang, spørg mig om det du vil vide.” sagde hun så. Hun tog et sidste sug af sin cigaret, fjernede gløden med fingrene og lagde den ved sin side. ”Hvem er du?” Hun grinte mildt. ”Det har jeg jo sagt. Spørg om noget andet, er der ikke noget du gerne vil vide?” ”Nej ikke rigtig,” sagde han så, ”jeg vil bare gerne vide, hvem du er og hvorfra du kender mit navn.” ”Det var da kedeligt…” sagde hun og sukkede, ”vi skal snakke om dig, det er derfor jeg er her.” ”Kom nu,” sagde han spændt, og hun nikkede. ”Jeg har altid kendt dig Mikkel, men jeg kommer til dig nu, fordi du behøver min hjælp. Du har brug for noget Mikkel, ikke mig, jeg er blot et middel til at finde frem til dette. Hvad, kan jeg ikke sige, men der skal ske noget nu Mikkel, det er nødvendigt.” ”Jamen hvad er det jeg har brug for, hvad er det der skal ske?”

105

R E G N FA N G

Hun smilede igen til ham, ikke hånligt, men mildt og beroligende. ”Perser, hører du overhovedet efter? Det kan jeg ikke sige, jeg ved det faktisk ikke for at være ærlig, men det er klart, der skal ske noget, det er klart.” Der var stille lidt. Mikkel tænkte ikke på sig selv, men stadig på hende, hvordan kendte hun hans navn? Hun rømmede sig så: ”Mikkel, du er fri som fuglen, men du sidder stille på grenen dag og nat. Hvorfor?” ”Øhhhh….” Han blev afbrudt, før han kunne nå at svare. ”Ejer du ikke længsel, drømmer du aldrig?” ”Jo,” sagde han. Hun rystede på hovedet, men smilte stadig. ”Nej.” ”Hvad mener du?” spurgte han overrasket og lidt irriteret. ”Hvad mener du?” spurgte hun tilbage, og fortsatte inden han kunne nå at svare: ”Du er ikke i live Mikkel.” Han rystede på hovedet, men uden at smile. ”Hva, jeg sidder jo lige her… Mener du at jeg er død?” ”Nej.” Sagde hun bestemt. Hun så ud mod havet, der hvor månen spejlede sig og blev til en grå flod af lys. Så vendte hun sit blik mod ham igen. ”Mikkel du skal flygte. Vælge en af de to veje. Valget er dit.” Mikkel var træt i hovedet, det hele kørte rundt. Kunne hun ikke bare tale tydeligt? Hvad ville hun ham? ”Seriøst, jeg magter ikke det her mere…” Sagde han og rejste sig igen for at gå. Igen tog hun fat i ærmet, igen med forbløffende kraft. ”Sæt dig,” sagde hun, for første gang i en lidt hårdere tone. Mikkel adlød instinktivt. ”Elsker du nogen Perser?” Mikkels hoved arbejde på højtryk, hun spurgte om så mange ting, og han kunne ikke se sammenhængen; han følte, at hans hoved var ved at eksploderer.

106

R E G N FA N G

”Ja, det gør jeg vel…” Svarede han endelig. ”Nej,” sagde hun så. ”Altså det er sgu svært at føre en samtale med dig… Hvad hedder du egentligt?” ”Det er ikke vigtigt. Det er dig der er den vigtige, jeg er her kun for dig, du kan spørge mig om alt, men eftersom du ikke har spurgt mig om noget, andet end hvem jeg er; hvilket er underordnet, så tillader jeg mig at stille spørgsmålene i stedet. Dette er som sagt en vigtig samtale for dig Mikkel, en nødvendige samtale for din fremtid, for dit liv, for din skæbne. Jeg vil råde dig til at lytte godt efter. Du står overfor et valg.” Han sukkede igen, og tændte så en cigaret. ”Jeg prøver, jeg prøver… Men jeg forstår ikke det valg, jeg forstår ikke mine muligheder…” ”Liv eller død.” Hun så spørgende ned på cigaretpakken og Mikkel nikkede. ”Men hvorfor?” ”Der findes ikke noget hvorfor her,” sagde hun og tændte cigaretten. ”Åhhh jeg elsker godt nok tobaksrøg,” udbrød hun lettet og fyldte lungerne med den klare røg. ”Men jeg er jo i live, så jeg har jo allerede valgt på forhånd.” ”Nej, du er ikke i live, lige nu er du ingenting.” De røg lidt i stilhed, før hun gentog sit tidligere spørgsmål: ”Elsker du nogen?” ”JA!” svarede han fast. ”Hvem er det du elsker Perser?” ”Mine venner, min familie.” ”Forkert, du tror du elsker dem, men du elsker dem ikke, ikke i virkeligheden.” ”Og det skulle så hænge sammen med, at jeg ikke er i live, er det det?” Hendes smil blev større end det før havde været, hun var tydeligt begejstret. ”Endelig Mikkel, præcis! Du har helt ret.”

107

R E G N FA N G

”Men det mener jeg altså ikke, jeg forestiller mig bare hvad du tænker.” ”Og det er godt Mikkel. Ser du, det hele handler om at forestille sig ting. Uden evnen til at forestille, bruge sin fantasi, så er man virkelig på den, så er man faktisk ikke i live. Man tror man er, men det er man faktisk slet ikke, det er bare noget man forstiller sig.” ”Men det giver jo ingen mening, dit argument modsiger jo sig selv.” ”Ja ja, tag det ikke så bogstaveligt Mikkel, det er også jo i overført betydning… Selvfølgelig er du i live, vi sidder jo lige her...” Hun så ham ind i øjnene, hendes lyste stadig. ”Men kan vi blive enige om, at du spilder dit liv?” Fortsatte hun. ”Øh nej, og du ved for øvrigt heller ikke, hvordan mit liv er.” ”Du arbejder, drikker, ryger, dyrker sex med piger, der ikke interesserer dig, ser tv, sover. Er det ikke det hele?” ”Hva… Hvordan ved du alt det?” ”Det er ikke vigtigt. Det vigtige er at, du kommer i gang.” ”Hvad betyder det, altså tage en uddannelse eller hvad?” ”Mikkel det kan jeg da ikke vide.” ”Det virker eller som om du ved alting. Men hey, nu er det min tur til at spørge dig om noget.” Han skoddede sin cigaret, hun gjorde det samme. ”Hvor gammel er du?” ”Det spørger man ikke en kvinde om,” sagde hun fornærmet. ”Nej, undskyld, det er bare fordi, jeg kan ikke få din stemme til at hænge sammen med resten af dig, den lyder som en ung piges stemme.” ”Det vælger jeg at tage som et kompliment,” sagde hun så. ”Undskyld. Det er nok bare mig.” De sad lidt i en akavet stilhed. Mikkels blik flakkede. Først på skibene, månen, så blodbøgen, dernæst opad. Lyset over den anden blodbøg havde flyttet sig. Han

108

R E G N FA N G

kunne se det igennem den blodbøg de sad under, gennem de røde blade, gennem sprækkerne kunne han se det. Det var underligt tænkte Mikkel, men han nåede ikke at tænke mere over det, før den gamle kvinde igen talte til ham. ”Hør, det skulle slet ikke handle om mig har jeg jo sagt. Vi må tilbage på sporet Mikkel. Du siger at du elsker dine venner og familie. Okay, der er nogle bånd i mellem forældre og deres børn, der ligger så dybt i mennesket, at man kan tale om en medført kærlighed, men Mikkel, som jeg ser det elsker du ikke dine venner og de elsker ikke dig, faktisk har du slet ikke nogen venner Mikkel, ikke nogen rigtige venner.” ”Hvad er det for noget at sige?... Er det noget du siger til alle uskyldige unge mænd, du snakker med om natten? Fortæller du altid, at de ikke er i live, og at de ikke ejer kærlighed, og at de faktisk ikke har nogen venner?” Hun svarede ikke. ”Du kender for øvrigt heller ikke mine venner.” ”Jeg kender ligeså lidt til dem, som du gør.” ”Hvad mener du?” ”Jeg mener, at det måske ville være en god idé at tænke lidt over begreberne kærlighed og venskab Mikkel.” ”Jo, okay, det kan jeg godt, men kan du ikke lige uddybe lidt mere?” ”Nej, for jeg skal snart af sted.” Hun så igen ud på skibende, med et drømmende blik. ”Hvor skal du hen?” ”Videre.” Hendes stemme antydede, at hun allerede var på vej. ”Hva, du er altså ikke god til at svare klart. Det kunne du godt øve dig lidt på!” Hun smilede og vendte så opmærksomhed mod ham. ”Perser, det skal nok gå det hele. Bare tænk over det vi har snakket om.” Han så tilbage på hende, på hendes lysende øjne, det søde smil. Hun var fortryllende. ”Men jeg kan ikke holde styr på det… Hvad har vi overhovedet snakket om?”

109

R E G N FA N G

”Arghh Mikkel, tænk dig om, du skal bruge hovedet min ven, du har et godt hoved, det må ikke ligge så stille,” hun løftede sin venstre arm langsomt og lagde hånden på hans pande. Mikkel lukkede øjnene. Hendes hånd var varm og blød. Så flyttede hun hånden ned til hans kind, og han åbnede øjnene igen. ”De fleste mennesker er ikke svære at regne ud Mikkel, men verden er et mystisk sted, fyldt med mirakler, små og store. Du skal se disse, være opmærksom på dine omgivelser. Vil du noget andet og mere, skal du søge det. Mystik og mirakler. Vil du finde kærlighed og venskab, er det der, du skal lede.” Hun fjernede hånden og rejste sig. ”Jeg må gå nu,” sagde hun og smilede. ”Nej bliv,” sagde han håbefuldt. Hun rystede på hovedet. ”Glem ikke hvad jeg har sagt.” Mikkel så op på hende, han var forvirret og fortvivlet, men følte sig samtidigt opløftet. Hun vendte sig om, gik over kirkegården. Han råbte efter hende: ”Hey, ved du noget om det der lys?” Han pegede op i luften. Hun vendte sig, så ikke op, men svarede roligt: ”Det er mørkt Perser.” Hun fortsatte og forsvandt bag gadehjørnet. Mikkel blev siddende, så op mod blodbøgens krone, men lyset var der ikke. Hjertet bankede hurtigt, som havde han løbet et maraton. Han kunne ikke mindes at have haft hovedet fyldt af så mange tanker før. Han så på sin telefon. Klokken var 02.30. Han var næsten sikker på at klokken var det samme sidst han tjekkede. Han slog sig selv i hovedet, lukkede øjnene og kiggede igen. Nu var klokken 02.31. Han måtte have set forkert første gang, tænkte Mikkel for sig selv. Han rejste sig og gik tilbage til sin lejlighed, der lå lidt længere nede af gaden.

Dagen efter var han først forvirret. Havde han drømt? Eller var det virkeligt? Var det sket?

110

R E G N FA N G

Han gik en lang tur i skoven og tænkte over sit liv. Han tænkte over, hvad der var vigtigt for ham, og han fandt frem til, at der ikke var noget, der var vigtigt for ham. Han fandt frem til, at han ikke havde nogle principper, at han ikke havde nogen reelle interesser, ikke nogle drømme eller mål med livet. Han gik ned ad skrænten ved skoven og kom til stranden. Bølgerne var høje og havet var ligeligt hvidt og mørkeblåt. Selvom det var tidligt på foråret, smed han alt sit tøj og løb ud i vandet. Kroppen vred sig gennem kulden og skød ned i bølgerne. Han åbnede øjnene under vandet, men kunne ingenting se, alt var grynet. Han blev under, til han var ved bristepunktet, før han satte af på bunden og fløj ud gennem overfladen. Han gispede efter vejret og skælvede som et barn. Kroppen måtte ind igen. Da han kom ind, kunne han mærke at han var i live. Solen kom frem bag nogle skyer og Mikkel sad i dens varme en times tid på stranden og tørrede. I dag forstod han meget mere end i går. Han forstod hende, ikke helt konkret, men hendes hensigt. Det var egentligt lige meget, om det var en drøm eller ej, det vigtige var, hvad der blev sagt. Han måtte gøre noget nu. Tiden var inde. På sin hjemtur gik han forbi baren og sagde sin stilling op. Chefen var naturligt overrasket og også sørgmodig, da han syntes godt om Mikkel, eller Perseren, som han kaldte ham. Men han forstod godt, at Mikkel skulle videre i livet, det forstod han godt. Mikkel gik så hjem og skiftede tøj. Han tænkte på hvilke mennesker, der betød noget for ham, og han tog en bus ud på plejehjemmet. Firooz sad i gårdhaven i solen og så på blomsterne. Mikkel satte sig overfor ham. Firooz registrerede det knap nok. Han var blevet tyndere siden sidst og havde fået dybere rynker. Han var næsten sort, og Mikkel tænkte at han nok tilbragte det meste af sin vågne tid med at sidde i solen, det havde han altid gjort. Han snakkede ofte om varmen, om hvor meget han savnede den i Danmark. I Iran blev der gerne over 40 grader, hvilket passede ham godt. En af de ansatte kom ud med kaffe og Mikkel røg en cigaret dertil. Firooz så spørgende på pakken og Mikkel rakte ham en. Efter sit første sug sagde han et højlydt ”arhhh” og lænede sig tilbage i stolen. Sådan sad de længe og så på blomsterne og nød solen, kaffen og tobakken. Mikkel tænkte og besluttede sig. Mikkel sagde sin morfars navn højt og Firooz så på ham.

111

R E G N FA N G

”Jeg tager til Iran. Jeg må vide, hvad jeg kommer fra, for at finde frem til hvor jeg skal hen. Jeg tager til Iran og finder mig selv.” Han nikkede, som om han forstod og rakte hånden frem mod Mikkel. Mikkel lagde sin hånd i morfarens og sådan sad de indtil mørket faldt på. Mikkel tog bussen hjem og bestilte rejsen inden han gik i seng. Den nat drømte han. Om ørkener og bjerge.

112

R E G N FA N G