Pause - Regnfang No 6 by Regnfang

Tidsskriftet Regnfang udgives af oplysnings- og velgĂ¸renhedsforeningen Huika

PAUS E Tidsskrift for ĂŠn anden ungdom

Kontakt GENERELT: contact@regnfang.com REDAKTION: victorlange@regnfang.com WEB og TEKNIK: heine@regnfang.com

Redaktion: Victor Lange // Chefredaktør og Stifter Heine Volder // Webadministrator, Stifter og Redaktør Magnus Harding Iranzad // Redaktør Sidsel Marie Henriksen // Redaktør Marta Eliseo Tronhjem // Redaktionsmedlem / Korrektør

Design og opsætning: Victor Lange Heine Volder

Korrektører: Marta Eliseo Tronhjem Rikke Hesselholt Carl Harding Sørensen

Leder Af Victor Lange Der kunne siges meget dybsindigt om ’pause’, ’pausen’ eller ’pauser’. ’Pausen’ synes central i alt fra musik og undervisning til samtale og i al almindelighed mellemmenneskelige relationer. Med andre ord: ’Pausen’ er et essentielt mellemrum – et tidsrum hvor betydning og mening ofte står klarere frem.

Dette er det sidste magasin fra Regnfang – inden vi tager en pause på ubestemt tid. Vi har samlet noget af det bedste, der har været bragt i bladet de sidste tre års tid; selv ser vi det lidt som et opsamlingsmagasin – en ’greatest hits’.

Tak til alle jer, der har fulgt med så længe det varede. Tak for jeres rosende ord. Tak for jeres tid.

God læsning.

Bedste hilsener, Heine og Victor

I A N B E FA L I N G E R

Indhold

4 b Ã¸ g er t i l d a g e m ed reg n af Victor Lange

Oprindeligt udgivet i: VIRKELIGHED, efterår 2014 – andet tidsskrift fra Regnfang.

Poems of the night af Jorge Luis Borges

”Down through the generations men built the night.” - History of the Night, Jorge Luis Borges

Jorge Luis Borges; et mysterium i sig selv. Borges var både essayist, debattør, oversætter og novelle-forfatter, men han så mest af alt sig selv som digter. Poems of the Night samler for første gang, de digte Borges skrev om døgnets mørke side fra hans lange virke som digter; helt fra 1922 til 1985. Fælles for digtene er, som du nok kan regne ud, natten, og de temaer der udspringer heraf; drømme, mareridt, erindring og virkelighed.

Mange af værkerne, som du finder i digtsamlingen, er aldrig oversat til engelsk før. Igennem hele bogen bliver de præsenteret på højre side, mens originalen på spansk er at finde på venstre. En konsekvent spejling, hvis eﬀekt, selvom man som jeg ikke læser spansk, stadigvæk er klar, tydelig og ekstrem interessant.

Trods mange nyoversættelser er der samtidigt også en del af Borges mest funklende mesterværker; digte som History of the Night (citeret øverst), The Moon, In Praise of Darkness og Poem of the Gifts. Som læser bliver man ført igennem hans ufattelige rige rejse som digter, fra begyndelsen i 1920’erne, hvor han som ung poet i en avantgardistisk form søgte transcendensen, til han som ældre og blind herre, i et mere traditionelt formsprog, behandlede erindringen, historien og virkeligheden.

Som nævnt mistede Jorge Luis Borges livet igennem sit syn. Et stort tab for et menneske, der ofte fandt litteraturen og dennes fremstilling af sprogenes historie, religionens systemer og menneskets mystik, som en grundsøjle i livets mening. Men som han også selv benævnte det, så blev det ham samtidigt en gave at være visuelt afskåret fra verdens linjer. En rejse ind i det blinde mørke man som privilegeret læser bevidner i Poems of the Night.

Poems of the Night er stor poesi - skrevet af en af de største poeter verden har set - ja, nogensinde. Det er digte om labyrinter, mystikken, det usigelige, sjælens dyb og universets mørkeblå uendelige intet. I en dansk samtid - som af nogle kaldes historieløs, hvor den biologiske, politiske og ”fornuftige” forklaring stort set altid trækker det sidste kort - her er Borges poesi vigtig - eksistens-berettiget. Her mindes vi om værens ubegrundelighed og ”sjælsomme” klang, om at vi er sat af tiden før os - en fortid vi selv vil blive. Ligesom vores forfædre kigger vi stadig imod nattens tunge sorte himmel, på de stjerner, der som lysende prikker ligner små huller i et uendeligt vævet intet - og tænker; hvorfor? For det er som om, at der er et lys på den anden side, en hvid virkelighed, og at stjernerne kun er sien, der sigter den anden side fra. Natten er hullet som en si, og derfor lyser stjernerne. Hvorfor? Det spørger Borges også om - både sig selv og os - vi, der læser ham. Derfor er Poems of the Night et monument, fra en litterær mastodont; Jorge Luis Borges.

R E G N FA N G

Exile and the Kingdom af Albert Camus

”The deep, clear water, the hot sun, the girls, the physical life - there was no other form of happiness in this country. And that happiness disappeared with youth.” - The Silent Men, Albert Camus

Exile and the Kingdom udkom i 1957 og viste for første gang de 6 små fortællinger, man finder i novellesamlingen. Samme år modtog Albert Camus, som den yngste franske forfatter, Nobelprisen i litteratur. Camus var ikke kun en af sin samtids største franske forfattere, han er en af det 20. århundredes absolut vigtigste litterære skikkelser; ”I Frankrig, er de 3 store forfattere André Malraux, Jean-Paul Sartre og Albert Camus. Af disse, er Camus den største”, som den ungarsk/britiske filosof, og meget andet, Arthur Koestler skrev. 4 af novellerne foregår i Camus’ ”hjemland” Algier, hvor man som læser præcist og nøgternt bliver ført helt fra ørkenens monotome landskab og til vandets klare dyb. Novellesamlingen er vel sagtens en kærlighedserklæring fra Camus til det land, han hele livet igennem havde et dybfølt komplekst forhold til. Solen brænder, himlen er tør, klar - og havet forfører. Der er stille og stort, gammelt og smukt - og så er melankolien tydelig, som trukket af vinden i de uendelige bunker af ørkenens sand. Hvis man ikke har læst Camus før, vil jeg mene, at Exile and the Kingdom på en og samme gang er et godt sted at starte men samtidigt også en lidt misvisende begyndelse på et bekendtskab med Camus’ vigtige forfatterskab. Novellesamlingen er et godt sted at starte, fordi den tilbyder en bred vifte af Camus’ mange eksistentialistiske ideer og tanker. Det absurde er som oftest tydeligt, døden er nær som den voldsomme sol, og livet er båret af kærligheden og medmenneskeligheden; middelhavshumanismen som den også kaldes. Alt sammen er det præsenteret i 6 forskellige noveller, og denne variation gør det let for læseren at hænge på - ikke at give op. Det er meget varierende historier, men alle bærer de Camus’ storhed som forfatter. På den anden side, så er Exile and the Kingdom ikke hans vigtigste værk - på ingen måde. Det er ikke her, at man vil blive præsenteret for de ideer, der har gjort Camus’ ”filosofi” udødelig - den filosofi vi lever i klangen af i dag. Novellesamlingen trækker på mange af hans store ideer, men vil du til kilden, til ”ur-ideen” om man vil, ja så er det romaner som The Stranger, The Plague og The Fall, eller et essay som The Myth of Sisyphus du bør gå efter. Lige meget hvad, så er Exile and the Kingdom stor læsning; om humaniteten, om viljen og om menneskets forhold til sig selv og sit medmenneske. Det er Nordafrika trykt med blæk i papir, det dufter og lyder som Algier, og det er en rejse, man som læser har godt af, her i det danske efterårs regn og vinterens tunge trykkende mørke. Så tag med Camus til Algier, der hvor Afrika begynder, og hvor mennesket kigger op, stopper op, og ser direkte på solen, som skinner. Det er små fortællinger om store ord. Enorme grundvilkår.

R E G N FA N G

Trækfuglene af St. St. Blicher

”Sig nærmer Tiden, da jeg må væk, Jeg hører Vinterens Stemme; Thi ogsaa jeg er kun her på Træk, Og haver andensteds hjemme.” - PRÆLUDIUM, St. St. Blicher

Så sprang vi lidt i tid; fra Borges’ og Camus’ moderne litteratur og helt tilbage til første halvdel af 1800-tallets danske guldalderlyrik. Kontrastfyldt, det er det, men ligheder er der også mange af - den største; melankolien. St. St. Blicher er blandt de 4 store danske guldalderdigtere, hvoraf de 3 andre må siges at være Oehlenschlæger, Grundtvig og Ingemann. Blicher repræsenterer Jylland, den jyske hede, det kedsommelige ørkenlandskab; ”Hovedlandets” natur. Der kan skrives meget om Blicher, om hans netop jyske ophav, om hans ægteskab eller om den modstand han mødte i sin samtid fra de litterære kritikere. Men jeg skal gøre det kort. Meget kort. Blicher er en af Danmarks første, hvis ikke den første, virkelige prosakunstner, og han var tidligt på den; før Dickens i England og Gustave Flaubert i Frankrig. Men det er ikke Blichers prosa, vi skal kigge på i denne omgang, det er ikke hans noveller eller journalistik, vi har i sigte - det er hans lyrik, og vel nok det bedste han har skrevet af poesi. I 1837 blev St. St. Blicher alvorligt syg, så syg, at han var overbevidst om, at han skulle dø. Det gjorde han ikke - den kære præst, heldigvis. Men ud af denne sygdom, og ikke mindst Blichers geni, kom i stedet et af de mest sørgmodige poetiske landskaber, som det danske sprog endnu har formuleret; en kort række af digte under titlen Trækfuglene. Det er tragisk, det er melankolsk og det er længslen imod ens sande hjem. Han er en af Danmarkshistoriens største fortællere, Blicher, en trone han må dele med forfattere som H. C. Andersen, Johannes V. Jensen og Karen Blixen, men han er ubetinget til gengæld Danmarks største tragiker - og det er med god grund. Blicher har skrevet et digt ”til” en række af de mest markante danske fugle; falken, storken, stæren og svanen for eksempel, og igennem disse fanger han den udlængsel og sørgmodighed i menneskesindet, som overgangen fra sommer til efterår og vinter - og ikke mindst den fugleflugt, der formørkner himlen - udtrykker. Et ønske om at rejse Blicher selv havde; både i denne jordiske verden, men også i den verden hinsides vores virkelighed; ”(…) Og haver andensteds hjemme.” Trækfuglene er dansk litteraturhistorie; Det er et fantastisk melankolsk værk til en ligeså sørgmodig årstid - skrevet af en af vores største forfattere, når han sad på de store jyske marker i hans kolde hus, om morgen mellem 4 og 7 i dagens første lys, eller om natten når han kom hjem fra jagt, og der, midt i euforien, digtede sin litteratur. Poetisk realisme, det har man benævnt St. St. Blichers litteratur genremæssigt. Og det er det vel. For det handler om at se menneskets dyb og åndens længsel i en mørk fugl på den lave efterårshimmel. En fugl på vej væk. På træk. Vinteren kommer. Vi hører dens stemme.

R E G N FA N G

I skyggen af Mount Kenya af Jomo Kenyatta

”Gikuyuen tænker ikke på sin stamme som en gruppe kollektivt organiserede individer, for han tænker ikke på sig selv som en social enhed. Den er snarere en udvidelse af familien gennem vækst og deling som naturlig proces.” - I skyggen af Mount Kenya, Jomo Kenyatta

Vi slutter dette efterårs udgave af litterære anbefalinger af med en tur til det store Afrika - mere præcist; Kenya. Jomo Kenyatta blev både Kenyas første premiereminister (1963-1964) og præsident (1964-1978), da landet løsrev fra Storbritannien i 1963. Han blev født i Kenya og tilhørte Gikuyu-stammen, men studerede antropologi i London. Det er netop hans disputats fra studiet der, som har dannet grundlag for bogen I skyggen af Mount Kenya (Facing Mount Kenya). Der er meget at sige om Jomo Kenyatta - rigtig meget. Hans politiske virke, både i Europa og Østafrika, gør ham til en af verdenshistoriens vigtigste afrikanske personligheder. Han dannede, sammen med blandt andre Tanzanias første præsident Julius Nyerere, de tanker, der lagde fundamentet for den nye verdens uafhængige Afrika, blandt andet baseret på ideer som ”afrikansk socialisme.” Så lad os gemme Kenyattas personlige historie til en anden gang - selvom den er ufattelig interessant. I denne omgang skal det handle om hans detaljerede og grundige redegørelse for Gikuyu-stammens virkelighed, den virkelighed han beskriver med I skyggen af Mount Kenya. Denne bog er selvskrevet, hvis man skal udpege de 10 vigtigste bøger fra den afrikanske litteraturhistorie, uden tvivl. Den er simpelthen en af hovednøglerne til de døre, der kan åbne en forståelse af et ufatteligt komplekst Afrika - et Afrika, der er bygget på stammer, slægter og aldersgrupper. Allerede ved blot at nævne Afrika som noget samlet er man gået i fælden - det giver absolut ingen mening at se dette kontinent som en enhed, hvis man vil forsøge sig med at beskrive det, men af praktiske hensyn (og jo, der er selvfølgelig mange ligheder imellem Nigeria i vest og Tanzania i øst) er det en fin ting, at sammenfatte de mange lande og kulturer under ét. Tilbage til bogen; I skyggen af Mount Kenya. Det er ikke fiktion. Det er faglitteratur. Helt præcist, ja så hører bogen som videnskab ind under antropologi - måske mere præcist under komparativ sociologi. Igennem 12 kapitler behandler Kenyatta indgående hans egen stammes, Gikuyuerne, trosforhold, fællesskab, kultur og virkelighed. Han skriver om guden Ngai, der deler universet og som beboer det enorme bjerg Mount Kenya, og han skriver om opdragelse, seksualitet, forfatningssystemet, økonomien og vigtigst af alt jorden som levebrød og slægtsarv, alt sammen set ud fra Gikuyuernes perspektiv og verdensbillede. Det er måske kun en enkelt stamme, man som læser bliver introduceret til i dette mesterværk. Men det kan bredes ud. Meget ud. Noget Kenyatta da også selv gør opmærksom på. For Afrika, og dets stammer, har ikke det samme syn på livet og eksistensen som Europa, U.S.A., Kina eller Rusland. Det er noget andet. Og i tider hvor individualismen i den vestlige verden synes at være den eneste realiseringsmulighed, til dels, der gør linjer som ”(…) hos Gikuyuerne forbindes individualitet med sort magi,” stort indtryk. Så brug et par dage i dit dette efterår på at forstå Afrika igennem en af kontinentets vel mest intellektuelle stemmer. Det kan (næsten) gøres gennem en enkelt bog. Og så alligevel ikke - selvfølgelig.

R E G N FA N G

II JOURNALISTIK

R E G N FA N G

Indhold

D e fo r svi nd er sna r t 8 0 ’ er ne Af Victor Lange og Ma gnus Harding Iranzad

Sti l l e hel te Af Ma gnus Harding Iranzad

E n u end el i g b eg ynd el se o g u o p nå el i g f u l d end el se Af Sidsel Marie Henriksen

Pi nd svi nd et, r æ ven o g vi rkel i g hed en Af Simon Kamp

3 byer, 1 u ng d o m Af Victor Lange

108

Vester vi nd ens kl a ng bu nd Af Sidsel Marie Henriksen

126

M a n ska l have si g en skæ b ne Af Victor Lange og Ma gnus Harding Iranzad

138

Pa ssi o ne Af Ma gnus Harding Iranzad og Victor Lange

154

Prov i nsens bl i nkend e l ys Af Victor Lange og Morten Ber g g reen

168

Re p o r ta g e f r a M c Do na l d â&#x20AC;&#x2122;s Af Agnete L yngholm Sandv ej

172

L ysg l i m t Af Sidsel Marie Henriksen

198

M a n rej ser i l i nj er Af Victor Lange og Ma gnus Harding Iranzad

212

B u nker a f L ys Af Victor Lange og Sidsel Marie Henriksen

De forsvinder snart, 80’erne Text AF

Foto

Victor Lange

Magnus Harding Iranzad

Der er sket noget siden ’dengang’. ’Dengang’, hvor Strunge skrev mørkeblå digte om sorte nætter, og København bare var en lille regnvejrsvåd by i et glemt land mellem Amerika og Rusland. Nu er det meste anderledes; når det regner, regner det ikke som i 80’erne. 2016 er en anden tid. København er en anden by. Danmark er et andet land. ”Sådan er det jo,” siger de fleste – og går videre i nutiden. Måske er det heller så interessant blot at konstatere, at fortiden er væk. Mere spændende er det vel at spørge om, hvad vi glemte i den. For glemt noget, det har vi.

Oprindeligt udgivet i: VÆRDI, forår 2016 – femte tidsskrift fra Regnfang.

R E G N FA N G

EN GENERATIONSROMAN

Lige nu gælder grund nr. 2 for mig. Til sidst vælger jeg et spørgsmål. Jeg spørger:

Audiooptageren er tændt. Vi sidder alle klar om bordet: Magnus (fotografen) og jeg på den ene side, Jan Sonnergaard på den anden.

”Jeg har hørt fra tidligere sammenhænge, at du både ønskede at skrive en roman, der indeholdt et spændende og humoristisk plot samt en form for samfundsdiagnose. Hvorfor blev det om en mand, og hvorfor blev det om en mand, der var ung i 80’erne?”

”Hvad skal man starte med at spørge om?” tænker jeg, ”hvordan kommer vi i gang?” Det er egentlig ikke fordi, det er en uvant situation: Et interview er som regel svært at få hul på. Ligesom papirets hvide stilhed kan blinke til dig, når du begynder en ny tekst og ikke har sat det første bogstav, det første ord – så kan rummets ventende tavshed også hviske stumt til dig; inden det første spørgsmål. Det er ikke altid sådan. Men nogle gange er det. Oftest på grund af følgende to grunde: 1) du finder i bund og grund ikke interviewet interessant, og som følge heraf, er det ikke ligefrem et arsenal af gode spørgsmål, du sidder inde med. 2) Du finder omvendt interviewet ekstremt interessant og er, paradoksalt nok, sat i den mærkelige situation, at du ikke kan formulere et eneste klart, konkret, præcist spørgsmål: Der er et ’mikrokaos’ af associationer i dit hoved.

Jan løfter blikket fra bordet. Så siger han: ”Jeg tænkte: ’Generationsroman – det kunne da være meget spændende’. Jeg har i hvert fald læst en del selv. Der er dog det meget typiske for netop generationsromanen, at den næsten altid handler om en ung generation: om unge mennesker. Men man bliver jo ved med at være en generation; også selv om man bliver ældre. Så projektet blev at skrive om en sådan person: En, der var ung i 80’erne, og nu ikke længere er det – ligesom resten af den generation.” ”Og hvorfor blev det lige 80’erne?”

R E G N FA N G

”80’erne havde,” Jan rykker sig på stolen, ”en spændende blanding af modkulturer: punkere, Bz’ere, det vilde maleri, poesien osv. Hvordan ville tilværelsen for en, der var ung dengang – i denne modkultur – se ud nu, hvor han var blevet ældre og ikke længere var ung; nu hvor tiden er en anden. Det spurgte jeg mig selv om. Det var både hans situation – samt Københavns og Danmarks som helhed – der interesserede mig: Hvor står vi i dag kontra i 80’erne? – det er spørgsmålet.” ”Det var det, du gerne ville foretage en diagnose af ?” ”Ja, jeg ville gerne foretage en diagnose af en tid, hvor ’fremdriftsreformen’ måske også er en tidsånd og ikke bare et stykke politik. På en gang kræves det jo i dag, for at sætte det på spidsen, at man både er ambitiøs på egne vegne og er en holdspiller – nøgleordene er de efterhånden så kendte: fleksibilitet, omstillingsparathed, og så kender I resten.” Han holder en kort pause. Så siger han: ”Jeg synes også, at det var sjovt med den her bog at beskrive nogle idealer, som i dag er døde – en livsstil, som nærmest er blevet kørt over. Da jeg var på jeres alder, var det normalt efter gymnasiet at tage et par sabbatår; måske gå på bistandshjælp for at satse på et liv som musiker. Her bør det nok nævnes, at det slet ikke var så ’sjovt’ at være på bistandshjælp som det i dag nærmest propaganderes. Man var virkelig fattig; en udgift som en stjålen cykel kunne vælte budgettet. Men det essentielle er: Der er sket noget siden dengang – vi har et andet blik på tilværelsen.” ”Er det så tilfældigt, at du udgiver den her roman lige nu? Er det en udvikling i ’tidsånden’, der er eskaleret inden for de sidste 5 år? Er det derfor Frysende våde vejbaner kommer netop i 2015?” ”Det er helt klart gået hurtigt de sidste par år. Ingen tvivl om det.” Jan tager en slurk kaﬀe. ”80’erne virker langt væk i dag. København er en anden by. Meget er forandret. Det er det, der rammer Jesper så hårdt.”

R E G N FA N G

80’ERNE OG I DAG

ne han godt, i sine unge dage, stjæle et par flasker vin fra Irma, når budgettet var hårdest ramt, men mere alvorligt blev det aldrig. Den ’livsstil’, Jesper havde i 80‘erne, var ganske normal. Du havde et job, mødte til tiden, lavede dagens stykke arbejde og gik til tiden. Kort fortalt: Dit arbejde var ikke dit livsindhold – det var en nødvendighed, ikke andet. Og det står jo, på mange måder, i skarp kontrast til i dag.”

Frysende våde vejbaner handler om Jesper. Bogen handler om den mand, der netop var ung i 80’erne og nu midaldrende sidder tilbage med et gråt blik på livet, en smag for alkoholens dulmende dyner af vuggende rus og en rastløshed som arbejdsløs, der hver dag tvinger ham tilfældigt til at drive rundt i den by, København, der har ændret sig så meget, siden han selv var ung. Hvad skal han gøre? Hvem er han nu? Og hører han stadigvæk til? – her, i dag. se.”

Det giver mening. Tænk på alle de timer af vores liv vi lægger hos arbejdspladsen, tænk på den loyalitet vi erklærer virksomheden. Hvad kommer før arbejdet? Næsten, nationen, Gud eller kunsten? Ingenting. Måske kommer der ingenting før arbejdet. Ingenting. Før arbejdet. Efter. Alting kommer efter. Arbejdet.

”Frysende våde vejbaner begynder med en begravel-

Jan nikker. ”Det er rigtigt,” svarer han. ”Det er faktisk Jespers bedste ven, Henrik, der skal lægges i graven.”

”Men jeg ville gerne beskrive en outsider,” Jan taler videre, ”et menneske som denne ekstreme disciplinering rammer utrolig hårdt. For det gør denne ’tidsånd’. Sammen med racismen – som jo også er kommet til Danmark siden 80’erne – så er det nok det mest usympatiske træk ved vores tid. Disciplineringen.”

”Ja.” ”Den meningsløshed Jesper oplever både før og efter Henriks bortgang, skyldes det, at tiden er løbet fra Jesper, eller at han selv er blevet stående tilbage i 80’erne? Med andre ord: Er det ham, der er i tomgang, eller er det vores tid, der ikke har plads til ham?”

”Er det så en bestemt tilværelsesform, Jesper savner?” spørger jeg. ”Det er i høj gad en frihedsideologi, han savner. En ideologi, der vel nok fandtes i 80’erne,” der står en bølget, grå røg fra den hvide cigaret, ”ensretningen – samtidens ensretning – har ramt Jesper hårdt. Utrolig hårdt. Han står tilbage med et nostalgisk forhold til den ungdom, og den tid, der nu er væk. Og det kan være farligt: at være nostalgiker.”

Der er en kort pause. ”Det er vel som oftest en blanding, selvfølgelig. Men det er en roman om en mand i frit fald. Det er vel også en roman, om det man kalder ’sorgarbejde’. Altså, vi har alle forskellige måder at håndtere store, skelsættende og sorgfyldte begivenheder på: Nogle bliver aggressive, andre bliver veganere, køber et nedlagt landbrug og dyrker yoga, og så er der til sidst dem, der blot lukker sig om sig selv. Jesper tilhører den sidste kategori.”

”Hvordan foretager man så samtidigt en kritik af vor tids vilkår uden at blive for nostalgisk eller sentimental? Hvordan kritiserer man en udvikling, der foregår i ekspresfart uden selv at blive romantiker?”

Endnu en kort pause.

Der er stille. Jan svarer:

”Men han er også på sin vis en hæderlig mand, Jesper,” Jan tager en pakke Camel op af lommen,” han er ikke kriminel, han er ikke en voldsforbryder. Ganske vidst kun-

”Det er jo det, der er svært. Men det handler vel i bund og grund om at bevare nuancerne. Det var i hvert

R E G N FA N G

fordi denne gentrificering ikke har gjort sit ensrettende korstog endnu. Berlin, der på samme tid også tager tilløb til en sådan ’mondænisering’.

fald det, jeg selv ønskede at gøre: bevare nuancerne. Både i mit portræt af Jesper; men også i bogens portræt af København. Der en vis lighed mellem begges forandringer – Jespers og Københavns. På en eller anden måde følges de ad; og så alligevel ikke.”

”Selvfølgelig var steder som Vesterbro virkelig nedslidt. Det var kummerlige forhold. Men derfor kan man jo stadigvæk godt begræde tabet af de brune værtshuse og den verden, der hørte til de tider. På den anden side: Jeg husker jo godt 80’erne, og jeg husker jo godt, at der ikke var andet end disse brune værtshuse. Det var deprimerende. Sådanne værtshuse var der ikke noget opløftende ved. På den måde former de mange cafeer i dag et godt alternativ. Ikke desto mindre kan jeg godt føle mig en smule fremmed i København i dag. Ligesom Jesper.”

KØBENHAVN ”Jeg ville også gerne skrive en ’københavnerbog’.” Klokken er snart 21, mørket er tæt uden for lejlighedens vinduer. Fra vejen må ruderne ligne lysende øjne, der gule glor ud i Københavns vandkolde decemberaften. Det tænker jeg i hvert fald ofte selv, når jeg går en tur om aften: Husene kigger også på mig. Byen ser.

Jan skænker lidt vand. Forsætter:

Jan forsætter: ”Der foregår jo en ret markant gentrificering af København i disse år – og mon ikke vi kun lige er begyndt. Det er ikke kun en modernisering, det er også en ’mondænisering’. Vesterbro er et glimrende eksempel. Først flyttede kunstnerne derhen; for at opsøge Dan Turells verden af ludere, lommetyve, rockere og brune værtshuse. Der var både billigt at bo og fyldt med inspiration. Derefter kom journalisttyperne nok – og efter dem den kreative middelklasse. Til sidst reklamefolkene og lige i hælene på dem ejendomsinvesteringerne.”

”København er dog stadigvæk billig i forhold til andre nordeuropæiske hovedstader: Stockholm, Oslo og Helsinki. Lige Berlin er en undtagelse. Det er bestemte områder i Berlin, der er dyre i dag. Men ikke hele byen. Essensen er: København er ved at blive en anden by.” For os unge er det en tidshorisont som sjældent indgår i vores billede af København. Vi kan jo ikke huske ’dengang’. Vi kan ikke huske, at man skulle hente petroleum på klods hos den lille købmand, at lejlighederne kunne stinke af svamp. Jeg kan i hvert fald ikke. Og i dag står København for noget helt andet: Indre by med dens sto-

Jeg tænker på Berlin. Berlin, der på en gang er unik,

R E G N FA N G

”Og det er der, Jesper står fanget – i det punkt, hvor en by bliver en anden?”

re glasfacader ind til de dyre varehuse og modebutikker, Østerbro med dens kvadratmeterpris, der svarer til en landsbys ’årsbudget’ i Centralafrika, Nørrebro med dens multikulturelle ‘storbysrytme’, Frederiksberg med dens pariserlignende borgerlighed og Vesterbro med dens ’beat-lignende coolness’. Sådan er København for mange af os i dag.

”Ja, det er det, der rammer Jesper så hårdt. Det skisma i Københavns og tidsåndens bevægelse. Han ser det for sent. ”

”Jeg havde et ønske om at portrættere tidsånden,” Jan har sat sig en smule frem i stolen, den ene arm hviler på bordet, ”tidsånden, som er dette mærkelig begreb. På en gang har ingen lyst til at definere den, og på samme tid vil ingen sige, at den ikke findes.”

HVAD ER DET SÅ, VI SKAL HÅBE PÅ? ”Men hvad er det så, vi skal håbe på?” spørger jeg, ”eller hvad er det den generation, der var unge i 80’erne, håbede på?”

”Så skal jeg forstå det sådan, at byfornyelsen har bragt en masse fine ting med sig, men at det måske er sket på bekostning af nogle værdier? – for eksempel fællesskabet?” spørger jeg.

Vi har talt i lidt over en halv time. Snakken er mest gået på, hvad der skulle ændres – hvad der ikke burde være tilfældet. Men hvad burde så være tilfældet? Med andre ord: Hvad burde der være i stedet for?

Jan svarer:

”Det er et godt spørgsmål,” Jan tager en slurk vand. ”Den gruppe, som jeg tilhørte, da jeg var ung, kunne hverken fordrage DKP’erne, basisgrupperne eller de torskedumme KU’er, som lallede sig igennem livet med fars og mors kapital i ryggen. Det er måske det, der er problemet: Hvad håbede vi i stedet for på.”

”På en eller anden måde er det blevet mere legitimt i dag at rydde det grimme, det hæslige, det ulækre eller deciderede klamme væk. Der skal meget til – på den front – før der løftes øjenbryn. Det er også en ensretning; af både København og dem, der bor her i byen.”

R E G N FA N G

”Er det ikke også den situation, Jesper står i? Han kan godt pointere de mindre heldige konsekvenser af Københavns fornyelse, men ikke opstille, hvilken by København i stedet for skulle være.”

Jan nikker, ”jo det er rigtigt,” siger han og forsætter, ”det er ret så mærkværdigt. Aldrig har du haft adgang til så meget musik, og aldrig har musikken måske været mere strømlinet. Der findes et hav af genre i dag; men meget få dyrker det. Folk streamer. På samme måde som man ikke længere holder avis, men blot læser onlinenyheder. Det er da ikke nogen heldig udvikling.”

”Jo, det er det. Jesper har en række værdier, men de er æstetiske. De angår primært musik, måske en smule mode. Og det er måske ret så typisk for den generation. De har svært ved at svare på, hvad der skulle være i stedet for.”

DANNELSE

”Hvad ændrede sig, da 90’erne så kom?”

Det ender som oftest sådan med de her interviews. Det ender med dannelse. Ligesom de fleste aftenbesøg på en restaurant i Italien ender med en grappa: en skarp afrunding (paradoksalt nok). Og sådan går det også denne gang: Dannelse, ethvert Regnfang-interviews uundgåelige afslutning – en skarp at gå hjem på.

”90’erne var et sjovt årti,” svarer Jan, ”det var en euforisk tid. Muren faldt, fremtiden virkede ret så lys. For mange var det ’wind of change’ – som det lød i en lidt klæbrig popsang.” ”Men der skete vel også noget i midten af årtiet – som generation betragtet. Var ’grungen’ ikke den sidste, store, massive musikalske modkultur? Jeg mener: Det virker som om, at man cirka fra midthalvfemserne i højere grad, som generation, forbinder sig med populærmusikalske og mainstream artister,” spørger jeg.

”Er den røde tråd i den her kritik en mangel på dannelse? Ikke nødvendigvis forstået konservativt – men bredere. Snarere ment som et alvorligt forhold til sin kultur,” spørger jeg. ”Ja, det er det måske,” svarer Jan, ”på en måde er der jo også noget avantgarde over at være konservativ i dag – altså ikke forstået som at være konservativ i den forstand, at man stemmer på højrefløjens konservative partier; men derimod i sit forhold til dannelse.”

”Det er nok rigtigt. Man kan sige, at ’grungen’ (som mindede en hel del om punken) og så ’technoen’ var de to sidste af sådanne modbevægelser. Rocken ændrede sig i hvert fald betydeligt i 90’erne. Man kunne nærmest – i 80’erne – vinde en diskussion ved at sige: ’Som Iggy Pop sagde…’ og så bare gå i gang. Det kan man ikke mere. Artisterne var måske mere ambitiøse dengang – de ville måske tale på en hel generations vegne. Selvfølgelig findes der også submiljøer i dag, men de er små. Meget små,” Jan læner sig tilbage i stolen.

”Min pointe er: Personligt er jeg næsten ikke vokset op med noget litterært eller musikalsk forhold til min samtid. Det virker som om generationsromanen og generationsalbummet næsten er helt dødt. Kun næsten – der findes selvfølgelig undtagelser. Men i det store billede. Var det ikke anderledes i 80’erne?” spørger jeg igen.

”Men er det ikke et problem? Jeg mener, da for eksempel Nirvanna udgav Nevermind, definerede det på mange måder en stor del af en hel generation. Sådan noget har vi da ikke i dag? Selvfølgelig betyder musik stadigvæk meget for generationer; men på en helt anden måde. Ikke som modkultur, ikke som modvægt – måske med undtagelse af hip-hop og rap-genren.”

”Jo, man havde for eksempel Strunge inden for lyrikken og vel sagtens også Sort Sol, når det galt musik.” Jan tænker videre – så jeg sniger et spørgsmål mere ind. ”Men er det hele så ikke bare ad helveds til?” Sonnergaard griner.

R E G N FA N G

”På mange måder, jo. Men man har stadigvæk muligheden for at lave noget fedt, og så længe den er der, så er det ikke helt skidt. Men der er da et problem vedrørende dannelse; for eksempel, at vi uddanner folk til fagidioter fra universiteterne i dag. Og rocken – rocken er vel også en del af dannelsen. I dag er det meste af ’kulturlivet’ underlagt nogle meget bevidste økonomiske kalkuler – selv rocken. Det er et problem, et ’dannelsesproblem’. Måske er litteraturen her det mest ærlige blik på tingene, her findes der stadigvæk en form for frihed,” svarer han og lægger lighteren på bordet.

Vi har snart talt i en time. ”Men er der så ikke en helt generation af såkaldte ’intellektuelle’, der har svigtet for eksempel ungdommen. Der har jo ikke været et samlet opgør fra forfattere og kunstneres side mod denne ensretning og stupiditet.” Jan svarer: ”Sartre sagde, at den intellektuelle er den, der blander sig. Det skal man selvfølgelig tage med et gran salt; man skal jo også sige noget fornuftigt. Men mange intellektuelle er måske slet ikke intellektuelle – for at formulere det lidt snørklet. Hvis du blot bekræfter det bestående, så er du på sin vis teknokrat – og dem er der også brug for. Men intellektuel, det er du altså ikke.”

Jeg har altid fundet det ret morsomt, at ’ånd’ på latin er ’spiritus’. Tænk engang. Ikke desto mindre fornemmer jeg, efter et par alkoholrige øl og lidt whisky, en ret så ’spirituel’ tilstand. Man får lyst til at sætte tingene på spidsen. ”For mig at se, er det farlige, at de værdier, der ligger i diverse ’cost-benefit-beregninger’ i høj grad er internaliseret i ungdommen og i dennes forhold til kulturen. Censuren findes ikke længere hos en eller anden afsporet diktator; den findes hos befolkningen selv – i deres mentalitet,” siger jeg.

Det regner stadigvæk svagt udenfor. Man kan se de tykke, gennemsigtige dråber på vinduet. Sådan noget dansk vintervejr er godt at skrive 80’er-lyrik i. Digte om at vandre hvileløst rundt om København, om neonlysene, der flimrer som oplyste, usagte ord i mørket. Sort nat. Der findes et rum uden for hverdagen – uden for arbejdet, uden for ’rutinen’. Gå en tur. Get lost.

”Jeg havde svoret mig selv, at jeg aldrig ville sige det – men: Så må de unge tage sig sammen! Drop de tanker om det faste job osv.… hæng lidt mere på gadehjørnet, råb lidt mere op,” griner Jan. Men stadigvæk med en klar alvor.

”Vi har ikke så lang tid tilbage,” siger jeg, ”så hvis du skal afslutte med at sige noget til ’de unge læsere’, hvad skulle det så være?” Jan tager en dyb indånding. Så smiler han.

”Hvis du så skulle skrive de tre første paragraﬀer i vores manifest for et intellektuelt ungdomsopgør, var det så sådanne ting, du ville have med? Altså i Regnfangs hypotetiske manifest for et ungdomsopgør.”

”Be proud, be loud, be heard,” siger han og griner. ”Det er ikke mig, der har fundet på det… det er Toyah,” forsætter han, ”men det er stadigvæk rigtigt.”

”Ha ha… ja, det var det nok. Lad vær med at find jer i den mentalitet, der er fremherskende nu! Lad vær med at find jer, i for eksempel de undervisningsministre, vi har haft. Det er bare for dårligt. Lad vær med at find jer i den stupiditet, som bestemmer, hvad idealet for god uddannelse er. Den stupiditet, der siger ’jo hurtigere færdig, jo bedre’. Drop det. Det er ikke noget værd.”

Jeg slukker optageren. Mon ikke det var det rigtige spørgsmål?

R E G N FA N G

Stille Helte Tekst AF

Magnus Harding Iranzad

Hvad er en helt? Det er svært at give et entydigt svar på. I dag kender vi nok helte bedst fra fantasien. Opdigtede figurer i en roman eller en film, der er gennemsyret af godhed og kæmper mod det onde. Fælles for fortællingerne er, at det gode altid sejrer i bedste eventyrstil. Er det sådan i virkeligheden? Findes der overhovedet helte i vores verden? Ja, det gør der, og Regnfang giver her et bud på tre, meget forskellige helte i det 20’ende århundrede. Tre mennesker der uselvisk og modigt har udrettet noget ganske ekstraordinært og givet lys i mørke tider.

Oprindeligt udgivet i: LYS, efterår 2015 – fjerde tidsskrift fra Regnfang.

R E G N FA N G

K aren Jep p e

Et omdiskuteret emne i europæisk historie er spørgsmålet om det armenske folkedrab. Al forskning peger entydigt på, at Det Osmanniske Rige (det nuværende Tyrkiet) i årene 1915-1917 søgte at gennemføre en systematisk, bevidst udryddelse af det armenske folk. Tyrkiet benægter i dag dette og holdningerne står skarpt over for hinanden. Alle vestlige forskere anser det for en kendsgerning, at mellem 1 og 1,5 million mennesker, primært kvinder og børn, blev myrdet. Der var dog nogle, der mirakuløst slap fri. En del af forklaringen på dette, findes i den lille landsby Gylling syd for Odder.

ling, hvor prædikenen omhandlede ”den barmhjertige samaritaner”. Dagen efter undersøgte hun mulighederne for selv at hjælpe til i den ustabile region og opsøgte foreningen ”Danske Armeniervennner”. Her blev hun øjeblikkeligt ansat og sendt af sted til den armenske by Urfa i det sydlige Tyrkiet, hvor et lærerjob på et børnehjem for forældreløse drenge, stod klar til hende. Hun lærte hurtigt armensk, tyrkisk og arabisk og blev på rekordtid forstander på børnehjemmet, mens hun samtidigt samlede penge ind til de fattige armeniere i landsbyen.

I Det Osmanniske Rige blev sultanen i mellemtiden afsat ved et fredeligt kup foretaget af en gruppe studerende og unge oﬃcerer kaldet ”ungtyrkerne”. Gruppen var fascineret af vestlige ideer om frihed, demokrati og videnskab, og lovede flere rettigheder til minoritetsgrupper som armenierne. Der var naturligt glæde i de armenske kredse og håbet om en bedre fremtid for det armenske folk bredte sig i landet.

I begyndelsen af det tyvende århundrede, nærmere bestemt februar 1902, læste den danske lærerinde Karen Jeppe en avisartikel, skrevet af forfatteren Åge Meyer Benedictsen. Artiklen drejede sig om armenere i Det Osmanniske Rige og de forfærdeligheder minoriteten var udsat for i årerne 1894 til 1896, hvor mellem 100.000 og 200.000 armenere blev slået ihjel, mens et langt større antal måtte flygte til udlandet. Armenierne, der var kristne (faktisk det ældste kristne folk der findes), havde ikke samme rettigheder som muslimerne, og krævede lige rettigheder for alle i riget; nogle armenere krævede sågar uafhængighed. Dette ville den daværende sultan Abdul Hamid 2. ikke hører tale om og slog således hårdt ned for at cementerer den ”muslimnationalistiske” kurs han havde lagt for riget.

Glæden var desværre kortvarig, for få år senere lavede en nationalistisk fraktion af ”ungtyrkerne”, et internt kup og fik magten over hele gruppen. Den nye bevægelse ville tilbage til den afsatte sultans mission om at gøre det multikulturelle osmaniske rige til en etnisk ren tyrkisk stormagt. Kuppet opstod som en reaktion på de områder i riget der løsrev sig, blandt andet Bulgarien, og nationalisterne ønskede således at samle resterne. Magthaverne anså armenierne for at være en trussel imod deres plan. De var bange for at armenierne ville alliere sig med Rusland, og da man ikke var indstillet på at afgive noget land til dem, besluttede man sig for, som det tidli-

Karen Jeppe så, at armenierne var blevet svigtet af vesten, og mærkede en ansvarsfølelse rejse sig indeni, et ansvar hun fik bekræftet under en gudstjeneste i sin hjemby Gyl-

R E G N FA N G

gere var hændt, systematisk at udrydde minoriteten. Her var 1. Verdenskrig en kærkommen anledning, da resten af verden ikke havde tid eller midler til at hjælpe armenierne. I 1915 begyndte det armenske folkedrab.

te nær huset. Hun beskyttede dem alle, skaﬀede mad og drikke, på trods af at hun i perioden selv var syg og underernæret. Dette gjorde hun velvidende, at hun ville blive henrettet, hvis myndighederne opdagede de skjulte.

Karen Jeppes børnehjem i byen Urfa, blev hurtigt nedlagt og i stedet brugt som kaserne for tyrkiske soldater. Hun bosatte sig derfor i et lille hus uden for byen. Her organiserede hun, sammen med sine tidligere kollegaer, hjælp i form af pleje, mad og drikke på byens torv, til de mange tusinder af armeniere (primært kvinder og børn – mændene blev sendt i krig) der var blevet sendt på dødsmarch. Dødsmarchen gik fra alle dele af riget til Urfa, for derfra at fortsætte mod sit mål: Syriens golde ørken. De fleste døde på machen, da de ikke fik tilstrækkelige mængder vand og mad, mens de der overlevende, ville blive henrettet i ørkenen. I et brev skriver Karen Jeppe følgende om dødsmarchen:

Karen Jeppe vendte bedrøvet hjem for en kort stund i 1918, da armenierne i hendes hus var flygtet videre og strømningen fra dødsmachen stoppede, inden hun i 1920 tog til ørkenbyen Aleppo i Syrien, hvor mange af de flygtninge, der på mirakuløs vis havde overlevet, var havnet. Forholdene i byen var elendige. Her etablerede Karen Jeppe et flygtningeherberg og en ny landsby uden for byen til enker med børn. I 1921 blev hun udnævnt af det daværende FN til: ”Folkeforbundskommisær for beskyttelse af kvinder og børn i det nære orient”, og fik derved langt flere midler og bedre vilkår til at gøre en forskel. Hendes fokusområde var nu at forsøge at redde de mange tusinder af armenske kvinder, der i forbindelse med folkemordet var blevet tvangsgift til tyrkiske mænd og levede med deres børn som slaver. Det var en voldsom og uoverskuelig opgave, men Karen Jeppe formåede alligevel i årerne 1921-1927, at redde mere end 2000 kvinder og børn ud af tvangsægteskaber. Alle fik de mulighed for uddannelse og lægehjælp.

”Godt for hver den, som bliver fri for at se den dødens allé der lige fra Urfas mure strakte sig langt, langt ud i den gule, afsvedne slette, uendelig som den. Den var velbeplantet, denne allé, men den overskyggedes ikke af friske, grønne træer, det var menneskelig der ﬂankerede vejen. Lig i alle stadier af forrådnelse. Nogle var faldet om lige uden for byens port. Man havde drevet dem op fra sygelejet med stokkeslag; nogle få hundrede skridt var det lykkedes dem at slæbe sig frem…” Karen Jeppes forsøg på at hjælpe menneskene strakte sig også ind i hendes eget hjem. Hun havde således fast over 20 mennesker, der skjulte sig for myndighederne, boende i huset og yderligere et tilsvarende antal gemte sig i en grot-

I 1927 fik Karen Jeppe den kongelige fortjenstmedalje, en symbolsk anerkendelse der skulle råde bod på den manglende støtte, hun havde fået af Danmark. Hun døde af malaria i 1935 i sit hus i landsbyen Tineh; en armenierko-

R E G N FA N G

loni hun selv havde været med til at grundlægge. I dag er hun elsket og æret som en heltinde af det armenske folk. Hun har blandt andet fået en skole opkaldt efter sig, optræder på armenske frimærker og har fået tildelt navnet: ”armeniernes moder”. Samme status har hun ikke i Danmark, hvilket både er en skam og et svigt. Der er således ingenting opkaldt efter Karen Jeppe (på nær en mindesten i hendes fødeby Gylling), ej heller er der skrevet meget om hende, og hun indgår heller ikke i nogen form for undervisning. Med andre ord: Et af Danmarks modeste mennesker gennem historien; en rollemodel for alle danskere, er gået i glemmebogen, men forhåbentligt har du kære læser netop stiftet bekendtskab med denne stille helt, der satte næstekærligheden over alt andet.

Karen Jeppes arbejde for armenierne og menneskerettigheder i det hele taget, ændrede ufatteligt meget for så mange mennesker dengang, men desværre er mange kristne armeniere i Mellemøsten nu igen er på flugt. Denne gang er hedder fjenden Islamisk stat. Blandt andet…

R E G N FA N G

M a x i milia n Kolb e

konﬂikt er den indre konﬂikt. Hinsides besættelseshære og udryddelseslejrenes massemyrderier er der to uforsonlige fjender i dybet af enhver sjæl: Godt og ondt, synd og kærlighed. Og til hvad nytte er sejrene på slagmarkerne, hvis vi selv bliver slået i vort inderste, personlige Jeg?”

Jødeudryddelsen er en af verdenshistoriens største tragedier. Men i mørket findes få lyspunkter. Et af disse er historien om fange nr. 16670, den polske munk af Franciskanerordenen: Maximilian Kolbe. Det er en historie om godhed, barmhjertighed, næstekærlighed og oﬀervilje, på et sted hvor disse begreber ellers ikke fandtes og i stedet var byttet ud med ondskab og massemord: Koncentrationslejeren Auschwitz.

Kort efter blev klosteret lukket, og Kolbe arresteret, for at skjule jøder og publicere nazifjendtlige skriverier. Han blev ført til Auschwitz. Her fortsatte han med at udbrede Guds kærlighed og de kristne værdier, og forsøgte altid at holde modet oppe hos sine mange medfanger. Han afholdte gudstjenester i skjul og gav ofte sine madrationer væk, til de der havde mere brug for det end ham selv. En medfange sagde en dag til Kolbe:

Maximillian Kolbe havde inden krigen været vidt omkring i sin tros tjeneste. Efter som 16 årig at have tilsluttet sig Franciskanerordenen, drog han til Rom for at studere. Da hans tid i lære var ovre, og han igen vendte hjem, begyndte han selv at lære fra sig på et seminarium, hvor han underviste i religion og kirkehistorie. Nogle år senere tog han til Østen og oprettede munkeklostre i både Japan og Indien, men blev 6 år senere, omkring 1936, kaldt hjem for at lede et kloster i Warszawa.

”Denne selvopofrelse er da galskab. Enhver må kæmpe for at overleve.” ”Hvert menneske,” svarede Kolbe ”har et mål i livet. For de ﬂeste mænd er det at vende hjem til deres koner og familier. For min part ønsker jeg at give mit liv til gavn for alle mennesker.”

I 1939 invaderede Nazityskland Polen og som tiden gik, blev vilkårene for jøderne i landet ringere og ringere. Maximilian Kolbe var hurtigt klar over, at det ville ende galt, og da jødeforfølgelsen reelt brød ud, tøvede han ikke med at beskyttede og skjule 3.000 jøder i det store kloster i Warszawa. Her delte alle munkene ud af alt deres mad og visdom, anført af den ledende ånd, Maximilian. I 1941 forklarede han i et polsk magasin et vigtigt aspekt i sin livsfilosofi. Han skrev følgende:

Maximilian Kolbe sagde altid til sine medfangere, at de skulle tilgive de nazistiske bødler, altid sagde han, at de skulle besvare ondskaben med kærlighed og godhed. Mange af de få overlevende fra Auschwitz har senere hen udtalt, at var det ikke for Kolbes hjælp, havde de aldrig klaret årene i dødslejeren.

”Ingen i verden kan forandre sandheden. Hvad vi kan og bør gøre, er at søge sandheden og tjene den, når vi har fundet den. Den virkelige

I juli 1941 flygtede en fange fra lejeren (senere viste det

R E G N FA N G

Der var helt stille inden Kolbe roligt svarede: ”Jeg er en katolsk præst. Jeg har ikke familie. Jeg er gammel og syg – han kan arbejde mere. Lad mig tage hans plads...”

sig, at vedkomne slet ikke var flygtet, men druknet i lejrens latrin). Som gengældelse for flugten skulle 10 fanger henrettes – dette var standard procedurer. Men de skulle ikke blot henrettes - de skulle henrettes på den absolut værste facon: den berygtede sultedød, på tysk: ”Hungertod”. Sultedøden bestod i alt sin enkelthed i at fangerne blev lukket inde i en celle, som oftest ståcellerne, hvor der, som ordet indikerer, ikke var plads til at sidde ned, og her blev man så ellers overladt til sig selv. I fangernes fortvivlelse kunne de pludselig opdage at de havde spist deres sko eller drukket deres urin, fordi de simpelthen var ved at miste forstanden.

SS-kommandanten Karl Fritsch var stadig lamslået, men efter nogen tids overvejelse gik han med på anmodningen. Det gav jo god nok mening for ham, eftersom Franciszek Gajowniczek rigtignok både var yngre og stærkere end Kolbe, og derfor kunne arbejde bedre og længere i dødslejeren. De to mænd byttede plads, og Kolbe og de ni andre blev ført hen til cellerne, hvor de nøgne skulle tilbringe deres sidste dage.

10 tilfældige, ud af en række på et par hundrede fanger, blev udpeget af SS-komandanten Karl Fritsch. En af disse hed Franciszek Gajowniczek og var en polsk modstandsmand. Han tikkede og bad om frelse og henviste til sin kone og sine børn, mens tårerne løb ned af hans kinder.

I løbet af den næste tid blev Maxilimilian Kolbe ved med at opmuntre sine medfanger. Han fortalte dem om Kristi lidelse og sammen sang de salmer. Én efter én faldt de i døden, indtil kun Kolbe var tilbage. Han havde nu været i cellen i mirakuløse to uger, og cellen skulle bruges til nye fanger. Han skulle derfor have en indsprøjtning. Med en bøn for sin bøddel rakte han armen frem og bødlen satte nålen i åren.

Da trådte Maximilian Kolbe ud af rækken og stillede sig direkte op foran kommandanten. Han så ham i øjnene og sagde: ”Jeg ønsker at tage hans plads”. Kommandanten stirrede lamslået tilbage, aldrig før havde han hørt en sådan anmodning, og der var i øvrigt heller aldrig nogen fange, som havde henvendt sig så direkte til ham før. Han tog sin pistol frem og satte den for Kolbes tinding og skreg:

Således blev Maximilian Kolbe myrdet, den 14. August 1941, i en alder af 47 år. Hans lig blev smidt i massegravene, som millioner af andre lig også blev det før og efter hans død. Kolbe blev senere helgen og martyrkåret af Pave Johannes Paul 2. ved en ceremoni i Rom i oktober 1982.

”Hvad ønsker dette polske svin?!”

R E G N FA N G

Tilstede på dagen var Franciszek Gajowniczek med sine børn og børnebørn. Han overlevede, som en af de få, 5 år og fem måneder i koncentrationslejren. Da livet i helvede på jorden var overstået, gav han sig selv et løfte: Han ville ære sin redningsmand Kolbe, ved at besøge hans ståcelle i Auschwitz på hans dødsdag, d. 14. August, hvert eneste år så længe han levede. Gajowniczek holdt sit løfte og viede desuden sit liv til at fortælle om Kolbe; rejste ud i verden og holdte fordrage i Europa og USA om sin frelser, denne mand, der fuldt ud levede i sine værdier og gik i Kristi fodspor. I starten af nullerne dukkede et brev frem i arkiverne. Det var Kolbes sidste brev. Han skrev blandt andet følgende: ”Kære Moder, I slutningen af maj ankom jeg med tog til koncentrationslejren i Auschwitz .. Du kan have fred i sindet om mig og mit helbred, thi den gode Gud er overalt, og han handler med stor kærlighed på alt og alle.”

R E G N FA N G

St an is lav Pet rov

I år 1983 nåede den kolde krig et af sine højdepunker. Sovjetunionen skød et sydkoreansk passagerfly ned, da man troede, det var et amerikansk spionfly. 260 civile mennesker døde. Stormagterne, USA og Sovjetunionen, havde atomvåben, der kunne udslette hele kontinenter, og holdt med disse hinanden i skak. Katastrofen lå lige om hjørnet, og den almene verdensborger kunne blot se til og afvente skæbnen.

tegn på et angreb, men eftersom episoden med det sydkoreanske passagerfly var sket blot få uger tidligere, var stemningen i landet anspændt og da også militæret efter nedskydningen blev ekstra varsom ved landets grænser, fyldte frygten for et atomangreb mere i borgernes bevidsthed end nogensinde før.

Stanislav Evgrafovitj Petrov var oberstløjtnant i de sovjetiske strategiske raketstyrker. Den 26. September 1983 tog han et valg. Et valg der reddede verden.

Egentligt skulle Stanislav Petrov slet ikke have været på arbejde den nat, men var blevet indkaldt som afløser. Han var dog ikke urolig af den grund, for han havde arbejdet inden for feltet siden begyndelsen af den kolde krig og kendte derfor alle procedurerne. Ansvaret som øverste mand havde han lært at leve med, så heller ikke her var der grund til nervøsitet. Men med den seneste udvikling in mente, var det i denne stund, en smule mere nervepirrende at være oberstløjtnant i kontrol-post bunkeren Serphukov-15 end sædvaneligt.

Oberstløjtnant Stanislav Petrov var ansvarshavende på den militære kommando - og kontrolpost Serpukhov-15, en bunker syd for Moskva, den 26. September 1983. Det var nat og alt åndende fred og ro. I alt 200 mand arbejdede i bunkeren og skulle ved hjælp af satellitter i rummet, som befandt sig i kredsløb om jorden, afkode om USA startede en atomkrig. Hvis satellitterne opfangede pludselige, stærke varmekilder, over de områder af USA hvor det amerikanske luftvåben havde sine missilbaser, ville man i bunkeren Serpukhov-15 straks blive informeret. Dette kunne betyde tre ting: 1: USA havde startet en atomkrig, 2: USA havde sendt en enlig testaﬀyring af sted, eller 3: Der var tale om en fejlmelding. Hvis målingerne viste et atomangreb, skulle man i bunkeren straks sende besked op i systemet og et modangreb ville automatisk aktiveres. Denne beslutning skulle tages af den ansvarshavende, Petrov, og responstiden på denne beslutning var ekstrem kort, og af altafgørende karakter.

Kl. 00.40, lød der alarm. En satellit havde opfanget et pludseligt varmesignal over en amerikansk militærbase i Montana, der indikerede at et missil var aﬀyret med retning mod Sovjetunionen. Proceduren, som Petrov selv havde været med til at skrive, fulgtes systematisk af mændene. Først tjekkede de systemet og fandt hurtigt frem til, at der øjensynligt ingen fejlkilder var i de indsendte informationer. Hans finger hvilede på knappen med teksten: ”CTAPT” (start). Trykkede han på den ville et modangreb øjeblikkeligt sættes i værk og den vestlige verden gå under.

Indtil da havde der i den kolde krig dog ikke været reelle

R E G N FA N G

Men han tøvede. Han vidste, at amerikanerne havde mange hundrede missiler til deres rådighed - ville de starte en atomkrig sendte de flere end ét.

Da Stanislav Petrov undlod at trykke på knappen, reddede han verden.

Da ringede en ny alarm. Og straks efter en til, og så endnu to mere.

Historien om manden der redede verden, blev først oﬀentligt kendt i 90’erne. Efter episoden blev Stanilav Petrov degraderet til en lavere stilling, og langsomt kørt helt ud af militæret. Man skulle finde en syndebuk, der ikke var overvågningssystemet og det blev så Petrov. Man begrundede det med, at han ikke havde ført protokol. Han er aldrig blevet hædret for sin handling i sit hjemland og har de sidste mange år levet et usselt liv i en beskidt lille lejlighed i Moskva, med vodkaflasker og cigaretter som sine nærmeste venner. Oveni den langsomme degradering, mistede han også sin kone til kræft, kvinden han levede for og elskede. Derfor er han nu bitter. Men han er ingen helt, siger han selv. Han gjorde blot sit arbejde. Russerne var på den tid meget autoritetstro, og fulgte nøje de regelsæt der forelå, ja det var unormalt, nærmest utænkeligt, at handle ud fra egen tanke. Stanislav Petrov er derfor en helt, for havde det ikke været ham, der var øverstkommanderende i bunkeren den nat, var verden formodentlig væk, og om ikke andet, fuldstændigt anderledes og betydeligt mindre, end hvad vi kender i dag.

Signalerne fra overvågningssatellitterne viste altså da, at fem missiler var sendt af sted i retning mod Sovjetunionen. Hele bunkeren afventede Petrovs beslutning, men tiden var knap. Var informationerne korrekte, var der tale om minutter før ødelæggelserne ville falde, og havde amerikanerne virkelig sendt missiler, skulle Sovjetterne sende deres salve tilbage inden det var for sent, inden de amerikanske missiler, hvis de var virkelige, ville ramme Unionen. Stanilav Petrov finger hvilede stadig over knappen, men igen afveg han. Han valgte at holde fast i sin tro om, at der var tale om falsk alarm. For ham gav det stadig ingen mening, at der kun var tale om fem missiler, når amerikanerne som sagt havde mange hundrede til deres disposition. Hvis han tog fejl, ville det ikke blot få fatale følger for nationen, men i høj grad også for ham selv, da han ville få unionens samlede vrede at føle, for ikke at have indledt et modangreb. Han tog fingeren af knappen, satte sig ned og lukkede øjnene. Der var stille i bunkeren og mændene ventede. Minutterne gik, og intet skete. Stanislav Petrov vidste efter disse minutter, at han havde valgt rigtigt, at der var tale om en fejl i overvågningssystemet.

R E G N FA N G

Efterskrift

der i bogstavelig forstand tændte lys i mørket. I Berlin ligger et ganske lille museum “Stille Helden”, der rummer biografier over 24 helt almindelige berlinere, der under krigen gemte jøder (og modstandsfolk) i deres private hjem – ofte hele familier og ofte i årevis. Det var en næsten umulig opgave. Der var hård rationering og madsituationen var umulig. I hver opgang boede der desuden en partirepræsentant (d.v.s. stikker), så de skjulte måtte leve et helt lydløst liv. Blev de opdaget var straﬀen for både “vært” og “gæster” døden.

Der er mange måder at være helt på, som også de tre beretninger viser: Tre vidt forskellige personligheder, forskellige omstændigheder, forskellige motiver og forskellige konsekvenser. Men disse er langt fra de eneste helte fra 1900-tallet, de har mange kolleger, der lige så godt kunne have indtaget en plads i denne lille beretning: Der er mange flere, der lyser op.

Overalt i de tysk-besatte lande var der mennesker, der med livet som indsats arbejdede for at beskytte og redde de forfulgte. Enkelte satte redningsindsatsen i system: Kendt er Schindler og hans liste, men nævnes kunne også den polske katolik Irena Sendlerowa der smuglede mlm. 2 og 3000 jødiske børn ud fra Warszawa-ghettoen og ikke mindst den svenske diplomat i Budapest; Raoul Wallenberg, der levede et livsfarligt dobbeltliv. Efterhånden fik han over 350 personer involveret i en undergrundsorganisation, der skjulte, bespiste og smuglede over 10000 ungarnske jøder ud i friheden. Han er den enkeltperson, der har reddet flest liv fra Auschwitz’ krematorier.

Karen Jeppe var således ikke alene midt i det armenske folkedrab. Helt uafhængigt af hende arbejdede 3 andre danske sygeplejersker for at redde så mange børn som muligt fra de uhæmmede nedslagtninger. Marie Jacobsen fra Horsens frelste således ikke mindre end 3600 børn fra den sikre død. I dag aner ingen hvem hun er.

Maximilian Kolbe ofrede sig selv for at redde ét menneskeliv og dermed udfordrede han det ultimativt onde: Nazismens udryddelseslejre. KZ-litteraturen rummer flere eksempler på enkeltpersoner, der viste en tilsvarende næsten overmenneskelig styrke. Bl.a. Marian Batko – en 40-årig fysiklærer. Også han tog frivilligt en andens plads i sultecellen. Han døde efter fire dage. Men der var også forfulgte, der helt undgik deportationen, fordi der var folk,

Stanislav Petrovs oprør mod et stivnet hierarkisk system finder sin klare parallel i Harald Jäger, oberstløjtnant i det Østtyske grænsepoliti – manden der åbnede Berlinmuren. Blot dage før regnede selv de skarpeste analytikere med, at muren ville holde endnu 10 –20 år. Da Jäger d. 9 nov. 1989 kl. 23:07 lod portene åbne ved det kendte overgangs-

R E G N FA N G

sted Bornholmerstrasse, kom det som et totalt chok for omverdenen, ledsaget af umådelig lettelse. Pga. rygter og tvivlsomme nyheder i TV begyndte østberlinere at stimle sammen ved grænseovergangen. Jäger følte sig presset og da han ikke kunne få klar besked fra sine overordnede (der enten var fulde eller inkompetente) traf Jäger på egen hånd en dristig beslutning, der reelt var højforræderi, men blev den vigtigste beslutning nogen tysk oﬃcer eller politiker har taget siden 2. verdenskrig: Han gav sine mænd ordre til ikke at skyde og til at åbne grænseportene. Et blodbad blev undgået og det blev begyndelsen til enden for Østtyskland, Sovjetunionen og kommunismen. Den kolde krig sluttede, hvilket ville være sket alligevel, men først langt senere. Jäger blev straks afskediget, men ellers ikke straﬀet. I flere år ernærede han sig som avissælger.

Kildeliste:

Karen Jeppe: http://folkedrab.dk/ http://www.gyllingkirke.dk Politikken d. 20/5-15 side 1 og side 8 Maximilian Kolbe: http://www.kolbe.fatherkolbe.com/ Flemming Kieler: En modstandsgruppe historie, bd. 2 (Kbh. 1982 s.340-47)

De stille helte giver lys i mørket: De gør en forskel. Disse mennesker er vores egentlige rollemodeller, mennesker vi bør se op til og lade os inspirerer af. For var alle mennesker som de stille helte, ville der ikke findes krig og elendighed; så enkelt er det. Men sådan er virkeligheden desværre ikke. Der findes meget ondskab i verden, men det er nu godt at vide, at der også er lys i mørket, at der er mennesker, der sætter livet på spil for en bedre verden. Og de ér derude – også i dag. Du kender den bare ikke (endnu)

Peter Smith: Auschwitz (Kbh. 2004 s.101-07) Stanislav Petrov: Rasmus Dahlberg: 1983 – Den kolde krigs højdepunkt (Kbh. 2001 s.182-89) Rasmus Dahlberg: Det afgørende øjeblik (Kbh. 2002 s. 186-89)

R E G N FA N G

En uendelig begyndelse og uopnåelig fuldendelse Fotografi og tekst AF

SIDSEL-MARIE HENRIKSEN

Verden skabes af store tanker og små fortællinger. Lyde, ord, blikke og dufte blander sig i en polyfoni af indtryk. Følgende er et uddrag af sådanne oplevelser fra Østafrika. Mere præcist Tanzania.

Oprindeligt udgivet i: BEGYNDELSEN, sommer 2014 – første tidsskrift fra Regnfang.

RE G N FA NG

R E G N FA N G

Tanzania. Landet med the big five, de åbne sletter, det betagende Kilimanjaro samt lillesøsteren Mt. Meru, landet hvor rasta

kulturen rykker, hakuna matata lader til at være den øverst bestemmende lovmæssighed, og bananpalmer vokser side om side med træhuse, grusveje og cassava marker - hvor unge mænd, med manchetter og perlende sved på både pande og markerede overarme, arbejder fra tidlig morgen til sen aften. Hvis du spørger en tanzanianer, hvilke egenskaber, der gør Tanzania speciel, hvad de gerne vil kendes på, svarer en stor del amani na upendo - fred og kærlighed. Inden jeg selv fløj ned gennem Europa og Nordafrika for at lan-

de en sen aften i Kilimanjaro Airport, tænkte jeg noget nær det samme. Efter at have opholdt mig i landet i tre måneder, arbejdet med både tabte, stærke, smukke og frustrerede tanzanianske sjæle er min opfattelse ændret. Er dette Tanzania bygget på fred og kærlighed en realitet? Eller er det nærmere en smuldrende realitet? Lige siden mine horisonter udvidede sig til at indeholde mere end dagen imorgen, menneskene i min nære inderkreds og mine egne interesser, har verden, eller rettere sagt menneskene i vores verden, udgjort min største arbejdsmændge, min dybeste bekymring og min største fordybelse. Derfor gav jeg mig for mange år siden i kast med at plante frøet til, hvad der senere skulle vise sig at blive Huika. Herefter vandede jeg frøet i mange år, hvilket endte ud i, at jeg købte flybilletten til Tanzania samt kontaktede en non profit organisation og et dansk ægtepar, der allerede havde erfaring med at yde ulandshjælp i landet. Med åbent sind og nysgerrighed mødte jeg landet og menneskene i det, for at lære, for at tage hul på den evige begyndelse, en begyndelse, jeg allerede nu ved, aldrig vil føre til en endelig endelse - at arbejde med at udvikle og hjælpe ulande, skabe en bedre fremtid for de mennesker, hvis fremtid stort set ikke eksisterer. Jeg er bange for, at den fred, der resulterede i at mange vestlige lande - heriblandt Danmark i 1963, valgte at satse netop på dette land, langsomt er ved at smuldre. Den står ikke længere stærkt og klart, den begynder langsomt at revne, at krakelere. Tanzania tog mig gennem hele følelseskartoteket og har efterladt mig med et helt andet indtryk af, hvad det indebærer at arbejde med velgørenhed i et uland. Udfordringerne er mange og meget forskellige fra, hvad jeg inden min rejse havde forberedt mig på. Tanzania står over for en afgrund, hvor jeg betvivler, om Vestens bistandshjælp kan formå at skabe et faldunderlag tykt nok til at sikre landets fremtid, når landets befolkning inden for en overskuelig årrække selv skubber sig ud over kanten. Med byer som Arusha, hvor 50 % af indbyggerne er under 18 år, skal der satses. Det er ikke længere nok at lappe huller - at træde ind hvor katastroferne rammer, der skal gribes ind i denne unge generation ind i forbyggelsen af den smuldrende fred. Aldrig før har jeg mødt så frustreret en ungdom som i Tanzanias store byer. Det er denne frustration, jeg frygter. Det er denne frustration, jeg frygter for alvor vil skabe røre i det ellers så fredfyldte land, det er disse frustrede sjæle, jeg frygter, vil ødelægge det for deres landsmænd, de mennesker i Tanzania der virkelig har brug for vores hjælp - og er dybt taknemmelige over for den. Den kærlighed jeg så i Tanzania, var en kærlighed dybere og klarere, end jeg nogensinde før har set, men lige så dybfølt og oprigtig den var hos nogle, lige så grumset, uklar og falsk var den hos andre. Jeg har været frustreret helt ind til benene og mundlamsamt overvældet af varme, velkommenhed og kærlighed af de selvsamme mennesker. Nogle har skuffet mig, vist sig ugidelige og opgivende. Hos disse har jeg set en manglende gnist, en manglende vision om at stå sammen og få landet på ret køl, en manglende empati. Samtidig har jeg set et folk fulde af gæstfrihed, ubetinget kærlighed til hinanden, landet og mig. Jeg har set et fattigt Tanzania. Ikke alene fattigt på tøj, inventar og andre materialistiske goder, men et folk fattige i sjælen, i sindet. Et folk, der ingen filosofi har, ingen etik at følge. Dette er i mine øjne farligere end nogen anden fattigdom. Den får ikke blot folk til at stjæle og kæmpe for basal overlevelse, som materialistisk fattigdom gør, den får den fattige mand til at miste sin humanitet, sin menneskelige respekt, sin tillid, sin værdighed og sin samvittighed. Den sindsfattige mand sætter sig aldrig tilfreds, når han først har fået en fod indenfor den materielle verden, som vesten har lært ham, er den eneste rigtige virkelighed. Jeg har set det selvsamme menneske nedværdige sig selv fra et levende eksempel på en større medmenneskelighed og kærlighed til blot konstant at hungre efter mere. Hun havde ingenting ,og på trods af det delte hun alt. Livet slog hende ikke ud, selvom hendes samfund gjorde det, hun kæmpede imod. Hun ville ikke lægge under for en voldelig mand, hun ville ikke nøjes, ikke acceptere det uacceptable. Hendes styrke kunne trække hele landet. Jeg afskyr mere end noget andet, når sociale hierakier bygges mellem mennesker, og jeg følte pludselig, at jeg mod min vilje var blevet placeret i et, på den plads jeg for alt i verden ikke vil indtage, den øverste. Jeg ville ned. Jeg ville takke dem. Det er dem, der kæmper, det er hos dem, jeg finder mod, håb, styrke, inspiration og drømme - ikke omvendt. Deres fighterinstinkt er deres fortjeneste, deres trinstige til en bedre fremtid, ikke mig! Jeg er blevet mødt af adskillelige mænd, hvis stolthed har fortalt dem, at de uden at rykke en finger fortjener både penge, sex og magt i så store mængder, at det virker helt absurd. RE G N FA NG

R E G N FA N G

Kvinderne derimod lever fra dag til dag - for at forsørge deres børn. Et smukt, ydmygt og helt ubeskriveligt givende og kærligt syn på deres nære relationer - men at de gør det, kan potentielt ødelægge en fremtid for landet, skabe en ond spiral. Ordet imorgen er en anden verden for dem. De sindsfattige når aldrig til det punkt, hvor de kan se, at selvopofrelse kan føre til en bedre verden - ikke kun for andre mennesker, også for dem selv. Som hvid kvinde i et uland, blev jeg mødt med mange fordomme, der overraskede mig. Det jeg forundrede mig mest over, var enkelte menneskers holdning til det frivillige velgørenhedsarbejde jeg selv og mange andre wazungu(hvide mennesker i Tanzania) rundt om mig udøvede. For nogle udgjorde min arbejdskraft, min dedikation en selvfølge, for andre var jeg som en engel sendt fra Gud. Forskellene fandtes især fra land til by. De mindre lokale samfund stod i stor kontrast til de ensomme bysamfund, hvor hver mand kæmpede for egen succes, hvor befolkningen synes at mangle emapti og sympati med deres landsmænd. Tanzanias to forskellige verdener på landet og i byen var så store kontraster til hinanden, at det er svært for mig at indse, at de sammen skabte en virkelighed, virkeligheden. Jeg forelskede mig i de små lokale samfund og måden hvorpå, de formår at praktisere og pleje det på åben gade. De lokale inviterede mig indenfor i deres farverige hjem og dog farveløse liv, som var jeg deres egen datter. De lukkede mig ind i deres hjertebarn - deres religion uden at blinke, med åbne sjæle. Ifølge dem var alle lige for gud. Når folk ikke har så meget andet end hinanden, gør de virkelig brug af dette bærende fællesskab. Jeg selv fik lov at mærke dette, til en begravelse af en alt for ung sjæl. Menneskene stod sammen, når smerten var størst. Min sorg blev løftet af kvindernes polyfoniske klang, der tyede til fællessang, da rummet blev tomt for ord, jeg blev løftet. Når jeg befandt mig mellem disse store mennesker, åndede alt omkring mig liv. Deres ydmyghed og storsindede gerninger skabte en harmoni af verdens smukkeste begreber - empati, respekt, solidaritet, tillid, ansvar og fællesskab. Stående foroverbøjet over en lille pige, kaotisk i sind og krop, brændende op af feber, dehydrende, hvis brystkasse hævede og sænkede sig som en træbåd i bølgende farvande, indså jeg, at alt, hvad både disse mennesker og jeg i realiteten havde, var hinanden. Jeg kunne ikke forhindre det uundgåelige i at ske, jeg kunne ikke forhindre det døende barns træ fra at visne. Man kæmper mod for store autoriteter - den tanzanianske regering, det tanzanianske system, fattigdommen, hospitalet og gud. Jeg indså, at hvis jeg ønskede at hjælpe, måtte jeg ikke betvivle disse. Den vej er for lang, farlig og med for mange ofre. I stedet opdagede jeg disse små smukke fællesskaber, hvordan disse mennesker passede på hinanden, banede en vej sammen og i samkvem vandede det fælles træ, hvorfra de alle spirede. Tanzania er som et træ for mig. Et træ, der har vist sig fra mange forskellige sider. Et træ der har to forskellige verdener, det vokser i, men kun en virkelighed. Et træ i konstant forandring, i konstant bevægelse med sine omgivelser, konstant i enten vækst eller erodering, konstant i live. Om natten giver træet mig mareridt, alting dør omkring mig, ødelægges, ansigterne på de mennesker, hvis liv, jeg så forsvinde, indprenter sig i mit sind. Mit tanzanianske træ er som en drøm, en anden virkelighed, men én som hverken jeg selv eller landets indbyggere kan flygte eller vågne fra. Andre gange står mit tanzanisanske træ i fuldt flor, da er det tomt for de hule omklamrende gange, der før fyldte træet med ondskab og uretfærdighed. På disse tidspunkter dominerer træets farvefulde, velduftende blomster, vandfyldte grønne blade og stærke, urokkelige stamme. Træet er så smukt, smukkere end noget andet træ. Det inviterer mig til at sidde i dets skygge i læ for både sol og regn, til at gro sammen med det, blive stærkere, mere rodfæstet, suge næring, finde energi, inspiration og ambitioner. Finde forbindelser samt forbinde mig med noget større. Det inviterer mig til at finde visdom, mod, håb og kærlighed. Mit tanzanianske træ er, trods sine natlige og daglige skygger samt omskiftelige temperamenter, altid solidt rodfæstet i mit hjerte med rødder, der kun kan rives op sammen med det, sammen med mit hjerte. Den dag jeg mister min samvittighed, min styrke og min empati, den dag river træet sig løst og river mit hjerte med. Min kærlighed til mennesket og til verden vil forhåbenligt aldrig visne. Hvis den gør, er jeg da så vissen, at jeg ingen plads fortjener i livet? Da har jeg suget min sidste næring, styrket mig med min sidste dråbe vand og indfanget min sidste solstråle. Jeg blev en del af flere livsfortællinger, men i endnu højere grad er de alle blevet en del af min, samt en del af mig. De er nye skud på mit træ, der vil vokse til stærke, brede grene, grene der vil bære frugt i mange årtier fremover. Selv uden ord var mit forhold med nogle af de lokale mere nærværende, end jeg før har oplevet - kommunikationen stærkere. De ting, de mennesker har givet mig, har jeg aldrig følt så stærkt. Jeg har mødt sjæle, der er alt, hvad mennesket bør stræbe efter at blive.Der findes mange fortabte skæbner, og selvom det er svært, må jeg acceptere, at jeg ikke kan redde dem alle. Jeg må starte med de, der selv rækker en hånd ud, dem der vil kæmpe. Jeg må acceptere de udfordringer velgørenhedsarbejde i et uland giver, en accept der på ingen måde kan måle sig med alle de smukke ting, velgørenhedsarbejdet giver - til både ulandet og jeg selv.

R E G N FA N G

Jeg befandt mig i landet, hvor det første bevidste menneske begyndte sin rejse, en rejse vi stadig ikke har formået at fuldføre –mere end 100.000 år senere. En rejse med en forpligtelse som de eneste tilbageværende homo, et ansvar for de 1,4 % der adskiller os fra vor nærmeste artsfæller i dyreverden, chimpansen. Min rejse er lige begyndt, Huikas træ er netop begyndt at slå rod, på trods af at tankerne bag har groet i årevis - længe før jeg selv eksisterede. På trods af dette, har vi endnu ikke formået at bevæge os væk fra begyndelsen, og vi vil aldrig fuldføre vores rejse. Der vil altid være et menneske at hjælpe, en sjæl, der skal vises vej, men det må ikke skræmme os væk. Hver gang vi tager et skridt i den empatiske retning, tager vi et skridt mod en bedre verden. Vi er begyndt, og det vil vi for evigt blive ved med at være. Vi fejler først, når vi fuldender, først da, giver vi op, tager os til takke og flygter fra vores ansvar, flygter fra vores samvittighed, flygter fra den empati hvis frø allerede er plantet i os alle sammen, hvis frø aldrig vil visne, aldrig vil vokse sig endeligt, men altid spire mod nye højder.

F ølgende billedserie er FotograFier taget aF s idsel -M arie H enriksen . d e er taget i løbet aF Hendes 3 Måneders opHold i det nordlige t anzania

RE G N FA NG

R E G N FA N G

03 REG NFA NG

R E G N FA N G

01 I Guds kirke er alle lige. Muligvis det eneste sted i Tanzania hvor hudfarven intet betyder. Efter gudstjenesten bruger man lang tid på at stå i rundkreds, synge og hilse farvel til alle andre i menigheden. Nogle føler en forbindelse der er sværere at give slip på end andre. 02 / 03 De to børn er søskende og tilhører Meru stammen i Tanzania. Når de ikke arbejder i shambaen eller går i den lokale regeringsskole, elsker de at sidde ved vejen og kigge på de mennesker, der passerer. Det eneste engelsk, der findes i deres ordforråd, er ”Goodmorning” som siges uafhængigt af dagens tidsspunkt. 04 Stephen er 8 år gammel, 140cm høj, synes selv han er god til fodbold og vil gerne være chauffør på en motorcykel, når han bliver stor. Han er hård i tonen og overfor de andre børn, men hans bukser er næsten altid våde af tis, og han har stadig ikke vendt sig af med at sutte på sine fingre.

04 R E G N FA N G

R E G N FA N G

05 REG NFA NG

R E G N FA N G

05 De stærke tanzanianske kvinder lever fra dag til dag - for at forsørge deres børn. Med deres kæreste eje bærende på ryggen arbejder de side om side med de andre kvinder, ofte en del mere og hårdere end mændene. 06 Pray var offer for en ildebrand på et børnehjem som spæd. Han blev reddet ud i sidste sekund sammen med seks andre sovende børn af en Mama, der satte sit liv på spil for børnene. Branden har givet ham nogle fysiske og psykiske mén, især i forhold til sociale relationer. Pray ville gerne males som en farlig tiger, men han skulle holdes i hånden både før, imens og bagefter. 07 Hver søndag kommer Loveness på besøg på børnehjemmet, hvor hun voksede op. Mamaerne har travlt, men så er det godt, at de ”store” piger kan tage sig af menneskelige substitutter for de dukker, de aldrig får. Loveness elsker at holde de nye børn og give dem mad, på trods af at hun kun er dobbelt så stor som dem.

07 R E G N FA N G

R E G N FA N G

08 REG NFA NG

R E G N FA N G

09 R E G N FA N G

R E G N FA N G

08 / 09 Bibi og Babu arbejder hver dag i deres lille landbrug og tager sig af seks kusiner og fætre til Goodness trods en alder på 85. Da Goodness forældre døde, begravede de dem i haven og tog Goodness og hendes bror Godlisten til sig. Babu ønsker sig at få et gebis, så han igen kan spise de sukkerrør, der gror på deres shamba, indtil da gives de videre til alle gæster, der kommer forbi den lille træhytte, med en masse smil, kærlige swahiliord og en gæstfrihed og taknemmelighed for livet der går over alle grænser. 10 Kilimanjaro vand, Kilimanjaro tørrede frugter, Kilimanjaro busselvskaber, Kilimanjaro hatte. Det er svært at undgå det betagende bjerg, der også udgør en af Tanzanias største turistattraktioner. Sammen med lillesøsteren Mt. Meru på billedet, står Mt. Kilimanjaro klart som en klippe i et druknende land, som et håb der når over skyerne og for en til at glemme tid, sted og livssituation. 11 Det er svært at have både fysiske og psykiske handicap i Tanzania. Ofte skjules de handicappede for offentligheden, da et møde med den, kan have fatale følger. 12 Børnene er min kilde til energi, et enkelt blik, et enkelt smil, et enkelt kys og jeg ved, at ens selvopofrelse gør en forskel, at den har en værdi for disse smukke gamle sjæle fanget i unge liv, sjæle det allerede har gennemlevet en menneskealder af erfaringer og konflikter. 13 / 14 I Arushas fattigste slumkvarter ligger en kirke, hvori de yngste af børnene fra området kan komme og få gratis undervisning af en dedikeret lærerinde. Her får de også en skoleuniform, de mest nødvendige skoleredskaber og en kop uji, så det sikres, at de i det mindste får et måltid om dagen. Kirken er et helle for alle de ting, der foregår rundt om dem. Når Kolera og andre epidemier har huseret, er det ikke altid, at alle børnene kommer igen.

REG NFA NG

R E G N FA N G

15 Lulu får uji af flaske. Hun døde to dage senere. Det samme gjorde Hope - en anden pige. En almindelig lungebetændelse sluttede begge deres kun 9 måneder lange liv, et liv der allerede fra start havde dårlige udsigter. ”Verden respekterer og håndhæver ikke dens egne børns rettigheder” (citat; Peter Wabena, lærer på Tumaini) 16 En enorm mængde af kvinder i farvestrålende kangaer og mænd med sammenbidte læber ventede tålmodigt ved Lulus hjem. Alle klar til at løfte de få efterladte familiemedlemmers smerte, som en enhed, et samfund, et fællesskab. 17 Goodness mistede begge sine forældre til tuberkulose og kræft, da hun var hhv. 9 og 11 år gammel. Lokalsamfundet udstødte hende, da de antagede, at hun var HIV-smittet. Hun flyttede ud til sine bedsteforældre sammen med sin bror og forsøgte at fastholde sin skolegang. Hun udmærkede sig i lyrik og fik et sponsorat til det første år i secondary school. I sin fritid lærte Goodness sig selv engelsk, ud fra bøger hun fandt. Pludselig en dag blev Goodness smidt ud af skolen. Hendes lærer var rejst til Uganda, med de penge, hun skulle gå i skole for. Hun fødte Morgan og arbejder nu for at komme i skole igen og finde et arbejde, så hun kan forsørge hende selv og Morgan, efter at faderen fraskrev sig al involvering i deres fælles søn. Goodness er 20 år gammel.

REG NFA NG

R E G N FA N G

18 Mama Ericki har startet et nyt liv op sammen med sine tre børn, efter hun flygtede fra sin voldelige mand. Hun tager alle de jobs, hun kan få og lægger alle pengene til side til sin ældste søn, Erick, der hver dag løber 15km til skole. Erick går i secondary school og er familiens fremtid. Han vil gerne være læge og er fra eget udsagn den bedste i klassen og lærerens yndlings. Fra tidlig morgen til sen aften løser han opgaver og skriver tekster, kun søndag holder skolen fri, men her skal lektier laves og kirken besøges. Erick føler sig heldig og elsker at gå i skole. På bekostning af Ericks skolegang har Mama Ericki ikke råd til at sende sine to andre børn i skole, til at betale sin husleje eller til at købe mad. Familien lever fra dag til dag, med Erick som deres eneste håb. 19 I Mt. Meru Forest findes træ til madlavningsbål og hyttebygning. Grenene er tunge og skarver på hænderne og i nakken. To ekstra hænder er brugbare, og det på trods af at de sidder på et barn. 20 Bærerne på Kilimanjaro har intet andet valg end at fortsætte, trods sygdom, underernæring eller arbejdsskader- nogen dør af udmattelse, andre fryser ihjel eller dør af en simpel lungbetændelse. ”Thats just the circumstances of life”, som en af de bedrestillede guides sagde, som om disse var givet af Gud og aldrig ville ændre sig. Bare drop bekymringen.

RE G N FA NG

R E G N FA N G

20 67

REG NFA NG

R E G N FA N G

21 Peter er lærer på Tumaini Mission Trust School. Hans uddannelse kunne have givet ham et langt bedre lønnet job og færre arbejdstimer, men Peter elsker at være skolelærer og give børnene den bedst mulige rygsæk med videre. Peter har ved siden af sit arbejde startet en organisation, der båret af frivillig lokal arbejdskraft driver en skole for de fattigste børn i Tanzania. 22 Rosabella er lærer i børnehaveklassen på Tumaini Mission Trust School. Hjemme har hun sammen med sin mand Frank ombygget sit hjem til et hjertehjem, hvor de frivilligt, ulønnet huser 16 forældreløse eller på anden måde forladte børn. Børnene ser dem som deres forældre og de ser børnene som deres egne. Hos Rosabella og Frank er der altid plads til de børn, der ikke blev hentet efter skole. Parret drømmer om at få penge til at bygge ud, så de har plads til at tage endnu flere børn ind i deres hjerter. 23 På Tumaini Mission Trust School får eleverne mad to gange dagligt. I dag er frokosten PiriPiri, en afrikansk traditionsbundet ret med ris og kød. 24 Skoledagen er ovre, men hverken lærere eller elever har forladt Tumaini Mission Trust School endnu. I stedet spiller de fodbold på skolens fodboldbane. Hvert elevhold har en af de unge mandlige lærere med, der giver alt hvad de har, trods skjorte, habit og finpudsede lædersko. 25 Når klokken ringer ud til frikvarter på Tumaini Mission Trust School fyldes skolegården og legepladsen hurtigt.

R E G N FA N G

28 RE G N FA NG

R E G N FA N G

26 / 27 Shootjahs hverdag er et virvar af indtryk, høje lyde, konflikter, umiddelbar kærlighed og vedvarende tempo mellem de 30 andre børn på børnehjemmet. Alligevel er Shootjah aldrig involveret i konflikterne, han sidder blot og observerer, mens han forsøger at få så meget nærvær fra de frivillige som muligt. 28 I Arushas mørke gader ses kun lyset af mobilskærme, bål og små butikker, hvorfra de enkelte varer, tanzanianerne ikke selv kan producere på shambaen sælges. 29 Bærer på Kilimanjaro 30 Med 3 timers kuperet gang til skole starter dagen tidligt. Med 4 køer og 10 geder, en mark med sukkerroer, gulerødder, cassava og spinat og 6 mindre søskende boende hos sine 85 år gamle bedsteforældre slutter dagen sent for den ældste i flokken, der knap er fyldt 10 endnu. 31 Fra Mt. Kilimanjaro ses Mt. Meru indhyllet i skyer. Som en tyk mur adskiller skyerne toppene af Tanzania fra den barske virkelighed, en mur der kun tillader de rigeste at passere og nå til tops.

30 R E G N FA N G

R E G N FA N G

Pindsvinet, ræven og virkeligheden Tekst AF

Simon Holmgaard Kamp

Som mennesker er vi rigtigt gode til at tænke over og blive færdige med at tænke over tingene. Jo flere forskellige bud på virkeligheden vi møder, jo mere fast bliver vi i vores overbevisning. Hvorfor bliver vi så ensporede? Vi afkræver hinanden enkle forklaringer, simple sandheder. Hvem har sagt, at sandheden kan udtrykkes enkelt? Hvilke konsekvenser har det i, og for virkeligheden at acceptere det simple som det sande?

Oprindeligt udgivet i: VIRKELIGHED, efterår 2014 – andet tidsskrift fra Regnfang.

R E G N FA N G

Πόλλ᾽ οἶδ᾽ ἀλώπηξ, ἀλλ› ἐχῖνος ἕν μέγα

Archilochos – Kampen om virkeligheden

Archilochos var en græsk præklassisk digter, der levede omkring Homer og Hesiod, men før alt hvad vi ellers forbinder med antik

græsk tænkning. Senere grækere omtalte de tre på lige fod, men af hans værker er kun få fragtmenter overleveret. Et af dem lyder: ”Ræven ved mange ting. Men pindsvinet ved én stor ting”. Udsagnet er i sin isolation kryptisk, men har alligevel krævet sin plads i historien og den moderne tænkning. Det er klart, at Archilochos vil fortælle os, at pindsvinets ”ene store ting” i en eller anden egenskab er bedre og vigtigere end de ”mange ting”. Det kritiske ”men” hæver uomtvisteligt pindsvinets status over rævens. Men hvordan? Og hvorfor? Hvad konstituerer ”det ene” som bedre end ”de mange”? Vi kan selvfølgelig genkende ræven, som vi møder den i andre fabler eller nyere børnesange og eventyr. Ræven er en uærlig tyveknægt, der kommer i ly af natten og tager bondens høns, familiens levebrød. Den er snu, sky og har adskillige flugtveje fra sin hule. Når vi sætter det i forbindelse med viden, tegner der sig et billede af en samtalepartner. En af de rigtigt glatte typer, som smutter mellem hænderne, når man synes man har fået fastslået en velfunderet pointe. Selv om man er er overbevist om at man har ret, kan man aldrig rigtig blive færdig med at overbevise denne skeptiker. Det tror jeg personligt har været Archilochos anstødssten; det samme anliggende som Platon senere beskæftigede sig med: at opnå viden, den egentlige viden, til forskel fra pseudoviden, som er meninger, sammensatte principper og sproglige finter. De identificerer sig begge med pindsvinet som helten, der bravt går til kamp for Sandheden, mens ræven fejt flygter fra sagen gennem en af sine mange dialektiske udgange. Et epos i to sætninger, der tematiserer den virkelighedskamp, som har beskæftiget alle filosoffer, videnskabsmænd og reflekterede mennesker siden; om de har været sig det bevidst eller ej.

Isaiah Berlin - Ideologiernes tunge virkelighed Den engelsk-russiske filosof Isaiah Berlin tog i efterkrigsårene tråden op, hvor Archilochos slap den 2700 år tidligere, i ”The Hedgehog and the Fox: An Essay on Tolstoy’s View of History”, hvor han udfolder ræven og pindsvinets roller og klassificerer en lang række europæiske tænkere som inden for den ramme. Platon, Lucretius, Pascal, Hegel, Dostojevskij, Nietzsche, Ibsen og Proust er pindsvin. Herodot, Aristoteles, Montaigne, Erasmus, Molière, Goethe, Pusjkin, Balzac og Joyce er ræve. Mens Archilochos lader pindsvinet ”vinde”, ligger Berlins sympati imidlertid i udgangspunktet hos ræven:

” […] billedligt set, kan ordene [: Archilochos’ fragment] bringes til at give en mening hvori de markerer en af de dybeste forskelle, som adskiller forfattere og tænkere, og, muligvis, mennesker i al almindelighed. For der findes en stor kløft mellem dem, på den ene side, som relaterer alt til et enkelt, universelt og organiserende princip, i kraft af hvilket alt hvad de er og siger har betydning - og på den anden side, dem som forfølger mange veje til målet, ofte uden relation og endda modstridende… Deres tanke er spredt eller diﬀus, bevæger sig på mange niveauer, griber essensen af en stor varietet af erfaringer og genstande, som det de er i dem selv, uden, bevidst eller ubevidst, at forsøge at tilpasse dem, eller udelukke dem fra, en uforanderlig, altomfattende, sommetider selvmodsigende og ufuldstændig, til tider fanatisk, enkelt indre vision. Den første type af intellektuel og kunstnerisk personlighed tilhører pindsvinene, den anden rævene; og uden at insistere på en streng klassifikation, kan vi, uden at frygte for meget modstand, sige, at i den forstand, tilhører Dante den første kategori og Shakespeare den anden”.

Med de ord indskrev han ræven og pindsvinet i det filosofiske vokabular og definerede dem som mere eller mindre faste størrelser. Helt grundlæggende kan man sige at pindsvinet og ræven repræsenterer to forskellige måder at være menneske på. Vi har alle nogenlunde samme forudsætninger for at optage viden og erfaring, der hvor vi adskiller os er i måden, vi behandler det. Om vi spejler det hele i en stor teori om verden, eller forholder os pluralistisk til det. Det er ikke en perfekt dikotomi, i hvert fald kun på et teoretisk plan; af to årsager. Vi kan ikke være rendyrkede pindsvin: Vi kan ikke have en ide, som vi ordner alt erkendelse efter, før erkendelsen, som ledte til den ide (- medmindre vi går ud fra, at vores udødelige sjæl så den i tidernes morgen. Det går jeg ud fra, at vi ikke gør). Omvendt kan vi ikke være fuldstændigt som ræven, fordi alt erkendelse også indebærer forforståelse. Spejler vi ikke erkendelsen i noget andet, ville vi i hvert fald forstå alting i den nyfødtes umiddelbarhed, og ikke kunne klassificeres som ræv eller

R E G N FA N G

pindsvin ud fra vores reﬂeksion. Til gengæld kan man så være alt i mellem de to, og en person vil ofte have værker, der peger i vidt forskellige retninger (Tolstoj bliver af Berlin placeret som den gyldne middelvej, fordi han, som den ræv han var, fabrikerede beviser for den pindsvinenatur, han ønskede han havde). Essayet skal altså ikke ses som en videnskabelig kategorisering af tænkere, og var af Berlin også til en vis grad ment i spøg. Men derfor kan teksten nu alligevel godt læses i alvor. Overvejelsen over, hvorfor jeg dømmer og handler som jeg gør, er en god opmærksomhed at have med sig.

Berlins, bevidst enormt autonome, læsning af det oldgræske fragment var en reaktion på de politiske ideologier, der havde formet især de forrige hundrede års verdenshistorie. Berlin sagde at ideologien er altødelæggende, fordi den i sine bestræbelser på at virkeliggøre sit endegyldige mål, retfærdiggør tilintetgørelsen af alt, der måtte stå i vejen. Platon var jo interesseret i den sande viden, som han ville udlede fra ”det godes ide”. Som et modsvar på sofisternes relativisme og Heraklits bud om at alting flyder, skrev han ”Staten” eller, i andre oversættelser, ”Om retfærdighed”. Han forsøgte at indramme en absolut moral, noget der var retfærdigt. Men i hans forsøg på at etablere den retfærdige i stat, var han nødt til at gøre op med en masse fænomener. Ikke fordi de var ham i mod, som sådan, men fordi de ikke harmonerer med det grundlag, han har baseret sin retfærdighed på. De ellers tilsyneladende gode ting må afskaﬀes i retfærdighedens navn. Der findes kun det gode, som kommer fra ”Det Gode”, og alt, som kommer i strid med, hvad man udleder fra det, må være ondt. Hvad er det så ræven ved? Vi kan passende trække Aristoteles ind for at komplementere Platon. Aristoteles observerer i stedet for ideerne en masse ting, og prøver ud fra dem, med fornuften som det eneste samlende princip, at finde nogle mønstre, og i sidste ende, en orden. Han etablerer ikke noget ”ene sande”, men han har en del betragtninger og metoder, som er fornuftige og leder til principper, som vi til en vis grad vil acceptere i dag. Og så siger han for øvrigt en masse vrøvl. Det lader vi ligge.

Vi ses hos Clement - Debattens virkelighed Skal vi tage et nutidigt eksempel, så kører DR et nyt program med Clement Kjersgaard: ”Vi ses hos Clement”. Det er i udgangspunktet slet ikke noget dårligt koncept. Man lader folk mødes på tværs af oﬀentlighedsroller; en politiker møder eksempelvis en sanger og en realitystjerne, og man søger samtalen, der løfter sig fra de enkeltes perspektiver til det almene. Det er et flot opgør med det typiske debatshow, som sætter en række direkte modstandere op mod hinanden i et forsøg, og lader dem recitere deres indøvede argumenter: angreb, forsvar, udenomssnak og tilbagetrækninger (Alt sammen meget underholdende, hvis man kan holde det ud. Men vi flytter os sjældent, og de gør helt sikkert ikke). Imidlertid falder Clement selv ind i rollen som modstander, og ville hænge Morten Østergaard op på et simpelt svar til et komplekst spørgsmål. ”Hvad er det Radikale Venstres flygtningepolitik? ” starter han udsendelsen med at spørge. Men diskussionen over et interessant og relevant emne fortaber sig i mundhuggeri over det, i sammenhængen, abstrakte begreb ”stram”. Asylpolitik kan jo ikke være stram som en trøje kan være det, men fordi en række politikere er blevet enige om at italesætte den som noget, der kan være stram og slap, så er det ordet, folk forventes at kunne forholde sig til, og derfor princippet bag de Radikales flygtningepolitik, som på sidste side i Clements drejebog skal be- eller afkræftes. Det kunne jo være enormt interessant for ham, hvis han kunne få de Radikales ny leder til at bekende kulør for åben skærm, eller sidde i åbenlys vildråde eller selvmodsigelse. Helst i ca. 30 sekunder, som kunne lægges ud på Facebook. Hvor ville det da være fantastisk for seertallene!

Men hvor ville det da være fantastisk for oplysningen, hvis man i stedet havde gået ind i den konkrete problemstilling og udfordret ministeren på politik frem for ord! Det er enormt interessant, at man har foretaget en ændring i asylreglerne, som betyder, at man lader de asylansøgere, som ikke er personligt forfulgt, være på prøve i et år, før man vil overveje, om deres familie kan få lov at forlade de samme områder og forhold, som man fandt det nødvendigt at give den stærke, som kunne foretage rejsen, asyl fra. Det har selvfølgelig rod i nogle realpolitiske udfordringer, der er pladsmangel, hvis hele familier skal med. Men den diskussion bliver der sjældent plads til i debatten, fordi vi har travlt med at diskutere symboler: i dette tilfælde ”det strammes” metafysik. Det er nemlig både rigtigt og forkert, at regeringen har strammet asylpolitikken. Hov, det var da et paradoks? Nej! Det er en forenkling. En forenkling burde afkræve en udfoldelse af synspunktet - i stedet kræver man en opløsning af paradokset gennem stillingtagen. Vi har skubbet ”hvorfor” ud af politik, fordi medierne, oﬀentligheden eller debatten ikke kan rumme kompleksiteten. Angsten for at kede seerne er større end lysten til at oplyse. Som folkevalgt politiker får du som primær opgave at stå til ansvar for din holdning, ikke i kraft af at du forstår eller kan begrunde den. Det er sådan set ligegyldigt. Du skal bare have den og kunne udtrykke den i så få ord som muligt, og for guds skyld ikke vige fra den. For så er du en hykler! Og i en tid hvor politikerens troværdighed er trådt i stedet for deres stillingtagen, som pejlemærke for vores tilslutning, der er prædikatet ”hykleri” den sikre politiske død.

R E G N FA N G

Daniel Kahneman – Det enkles appel Hvorfor er det så, at den enkle sandhed er så appellerende for os? Daniel Kahneman, professor i psykologi ved Princeton, kan måske give os en årsagen til, at vi forfalder til at forstå alt i billedet af en stor ide. Anledningen til hans forskning var en forelæsning i 1969 over spørgsmålet ”er mennesker gode intuitive statistikere?” Da svaret viste sig at være et rungende nej, begav han sig ud i at undersøge hvorfor. De svar han kom til udløste Nobelprisen i økonomi. Hvis det umiddelbart skurer i tanken, forstår jeg det godt. Jeg havde samme undren, første gang jeg blev introduceret til bogen ”Thinking, Fast and Slow”, som kort opsummerer hans forskning. Han fik prisen fordi han blotlagde, eller i hvert fald ret pædagogisk anskueliggjorde, nogle processer, som vores beslutningsproces følger. For eksempel forklarede de, hvorfor vi er villige til at smide store pengesummer efter et tab for at genvinde det, selvom det er forbundet med helt urimelige risici. En anden proces han beskriver er glorieeﬀekten. Og den vil du nok bedre kunne genkende. Glorieeﬀekten er årsagen til førstehåndsindtrykkets magt. Han bruger som eksempel, at du møder en kvinde til en fest, som du snakker godt med. Bagefter bliver du i en anden sammenhæng spurgt, om hun er gavmild. Du har lyst til at svare ja, ikke fordi du ved noget om det - der er ingen grund til at tro at folk som er nemme at snakke med også er gavmilde. Men fordi du godt kan lide folk der er gavmilde, og du godt kan lide folk der er nemme at snakke med, så forventer du en forbindelse mellem de to. Imidlertid er det mest interessante i den her sammenhæng det bagvedliggende fænomen, han stiller op som forklaring på processerne, som også har leveret bogens titel: de to modi vores tankevirksomhed opererer i: system 1 og 2: Den hurtige og langsomme tænkning.

System 1 er der, vi befinder os det meste af tiden. Det er en måde at tænke på som er præget af vane og automatik. Det er enormt praktisk, fordi vores liv for det meste består af gentagelser, situationer som ikke kræver stillingtagen til nye koncepter og problemer. Multitasking, dagdrømmeri, løs snak over opvasken og mentalt overskud generelt er mulig på grund af system 1. System 1 er altså ret vigtig, men den er også farlig. Det er en meget direkte vej fra erfaringen af en situation, som ligner noget vi har været ude for før, til handling i umiddelbar forlængelse af vores forforståelse. Det er ind i mellem enormt uhensigtsmæssigt, og der bliver vi nødt til at slå over i system 2. Det er her al den tænkning, du egentlig er bevidst om, foregår. Og det er en forsvindende lille del i det samlede billede. Fordi det kræver mere energi at tænke langsomt (Kahneman, siger at vi bruger 20% af vores energi på det), falder vores beslutningstagen i langt de fleste tilfælde tilbage på system 1. Desværre også når vi burde stoppe op og tænke langsomt. Det bliver altså på en gang vores redning fra det vanvid, det ville være at skulle starte forfra i overvejelserne omkring alting hele tiden (Den absolutte rævetilstand, som jeg påstod var umulig), og den forbandelse hele tiden at skulle være mistroisk over for tanken. Der er ikke nogen der kan lide at tænke sig om, vi undgår det så vidt muligt, og derfor appellerer den simple sandhed til os, fordi den passer ind i kasser vi allerede har stående. Når vi møder det komplekse udsagn kan vi blive nødsaget til at bygge en ny, og det er bare lidt mere, end vi som oftest orker.

Monte Carlo – Virkelighedsopfattelsens virkelige konsekvens I Monte Carlo på DR3 kunne man forleden høre, hvordan Storebæltsbroen efterhånden var tjent ind 3-4 gange, efterfulgt af det nærliggende spørgsmål: om vi da ikke snart skulle få afviklet den broafgift? I showet medvirkede Michael Jeppesen efterfølgende som hologram og kunstekspert og kunne næste dag i ”Forfra med Jeppesen” på radio 24syv konfrontere transportminister Magnus Heunicke med problemstillingen. Transportministeren havde tidligere hørt klagepunktet og kunne fortælle at der stadig er en gæld på 25 mia. kr., som med nuværende trafik vil være betalt i 2031. En ret håndfast og entydig tilbagevisning, som enhver med et hurtigt opslag kunne have fundet selv. Og det gjorde jeg så. Ud over den udlægning som transportministeren kom med, stødte jeg også på det forbehold at der i aftalen ”En grøn transportpolitik” fra 2009 var blevet lavet mulighed for at man hævede op til 900 mio. kr. i årligt udbytte mellem 2013 og 2022. Det er folk i området enormt sure over, fordi de gerne så en gratis bro hurtigst muligt. De udlægger det, som om de har en betalingsring af meget større dimensioner, end den man droppede i København. Omvendt kunne man sige at de har fået den gave at de kommer meget hurtigere og billigere over vandet, end de gjorde da de afhang af færgen. Hvis vi ser bort fra Monte Carlos, så er der ikke nogen af de her udlægninger af sagen som er forkerte, men altså heller ikke nogle af dem som er er den uomtvistelige sandhed. Hvad er så konsekvensen af det? Det kommer an på hvilken sandhed du accepterer, eller som det hedder i Thomas-teoremet: ” Hvis mennesker definerer situationer som virkelige, bliver de virkelige i deres konsekvenser”. Ordet skaber hvad det nævner. Det synspunkt du overtager som dit, vil gøre krav på sandheden for dig og indtræde i din virkelighed. Så kan du efter din stillingtagen føre en stillingskrig mod de andre sandheder om at tage konsekvensen af Sandheden. Men det ville nok være smartere at træde et skridt tilbage og tænke over situationen meget langsomt. Overveje om der var nogle andre kasser, som man kunne finde frem, eller flikke sammen. I sidste instans er vi jo fælles om at skabe virkeligheden.

R E G N FA N G

Nate Silver – Statistik er sandheden // Statistik er usandheden Nate Silver, en amerikansk statistiker som har gjort en karriere ud af at formidle prognoser, oprettede i 2008 valganalysebloggen fivethirtyeight.com. Han kom fra finansverdenen og havde skrevet statistisk analytisk baseballjournalistik, inden han gik i kødet på amerikansk politik med kæmpe succes. Ved valget i 2008 forudsagde han stemmeudfaldet i 49 af 50 stater, i 2012 var hans forudsigelse perfekt. Han har haft mange andre triumfer inden for sport og mindre vigtige valg, men det var præsidentvalgene der fastslog hans betydning. Under valgkampen i 2012 udkom han med bogen; ”The signal and the noise: why so many predictions fail – but some don’t”, som udkom under valgkampen i 2012. Her bruger han også ræven og pindsvinet som hovedfigurer. Pindsvinene er igen skurkene i fortællingen. De er her inkarneret som politiske kommentatorer, som i amerikansk fjernsyn ofte er stillet op mod hinanden, i et forsøg på at etablere objektivitet gennem uforenelige positioner. De kommer med meget kategoriske udsagn baseret på meget simple modeller. Det har Philip Tetlock lavet en stor undersøgelse af kaldet ” Expert Political Judgment: How Good Is It? How Can We Know”? hvor han over 20 år har fået 28.000 forudsigelser fra 284 eksperter over et bredt politisk spektrum fra vidt forskellige uddannelser og job. Svaret var nej. Deres forudsigelser rammer ikke bedre end tilfældigt gætteri. Man kunne altså lidt polemisk sige, at de ligeså godt kunne erstattes af møntflip eller en blæksprutte. Ræven er den arketypiske statistiker, som er i stand til at holde en masse forskelligartet og i flere tilfælde modstridende information i hovedet. Den anvender det så i en model, hvor den nøje vejer de forskellige faktorer i mod hinanden. Ud af den model kommer probalistiske udsagn, som altså ikke siger, at der sker en ting eller noget andet, men at der er en vis sandsynlighed for begge udfald. Ræven sætter ikke spørgsmålstegn ved folks handlemønstre, den observerer dem, accepterer dem og tager højde for dem i sine modeller. Og det er dens primære styrke; at den ikke kommer til at tænke sig selv ind i modellen. I sin bog forklarer han, hvorfor vores økonomiske modeller er så dårlige til at forudsige udviklingen, mens statistikken har stor succes inden for politik, baseball og i knap så udstrakt grad metrologi. En ting er, at der er stor forskel på den type af regler, der gælder inden for de forskellige genrer. Det introducerer en enorm usikkerhed i forudsigelsen af vejret og økonomien. Derudover er det vigtigt at huske, at tallene ikke taler; vi taler for dem. Og når vi udarbejder en model for at finde signalet i støjen, arbejder vi ud fra vores forventninger. I forbindelse med det har Silver en mistanke om, at mange analytikere, bevidst eller ubevidst, har læst deres ønsker ind i modellerne. Selvom der sad kloge mennesker på de poster, som havde tidligst adgang til oplysningerne, har de ”ikke ønsket at musikken skulle stoppe”. Han gennemgår nogle koncepter omkring kreditvurdering og udregning af sikkerhed, som man brugte før krisen, der virker helt forrykt set fra vores perspektiv. Det er enormt spændende læsning, hvis man vil sætte sig ind i problemerne omkring den amerikanske boligboble, økonomiske prognoser eller forudsigelse generelt.

Hvis ikke du i forvejen har meget styr på statistik, er det en sand lille katekismus i matematisk dannelse. Du lærer at være på vagt overfor for den verden af tal, vi bliver præsenteret for i debatten. Det er ellers tallenes illusion. Vi stoler blindt på dem, fordi vi forbinder dem med fakta, og ting der ikke kan diskuteres – bankverdenen, videnskab og matematiktimerne i folkeskolen. I kontrast til det bliver vi i sprogfag, historie, samfundsfag, religion og så videre meget hurtigt introduceret til pluralismen og argumentation for og i mod. Men matematikken er desværre overset i almen dannelse. Tænk på din vejrtjeneste, hvis ikke du bare ser vejrudsigten i fjernsynet, men bruger en app eller hjemmeside, står der sikkert en sandsynlighed for nedbør angivet i procent. Langt de fleste tjenester arbejder ikke med små sandsynligheder. Hvis der f.eks. er 4 % risiko for nedbør skriver de 10. For på 25 dage med 4 % risiko for nedbør ville der altså være en dag med regn. Og så ville folk blive sure, fordi der stod, at det ikke ville regne. Det er ikke en oplysning du kan bruge til ret meget, men det er ret sigende, at man har en praksis, som skal øge vores tillid til en tjeneste, der går ud på systematisk at viderebringe forkerte data. Man har bare taget konsekvensen af, at folk ikke forstår probalistiske udsagn.

Virkeligheden er altid medieret. Men hvis mainstreammediet har opgivet at få os til at fatte komplekse problemstillinger, må vi selv tage teten. System 1 kan og skal vi ikke gøre noget for at afskaﬀe. Det er et nødvendigt vilkår for menneskelig adfærd, nøglen til sindsro. Vi kan jo heller ikke handle probalistisk, så før eller siden må vi tage stilling, hvis vi på nogen måde skal virke i virkeligheden. Den vigtige opmærksomhed at have med sig er at kunne gå tilbage til pluralismen, når der kommer nye perspektiver, som ligger før dem du dannede din overbevisning ud fra. Udvid din horisont, kravl ud af hiet og hav modet til at udfordre og få udfordret din ide om verden.

R E G N FA N G

3 byer, 1 ungdom Tekst, fotografi og tegning

VICTOR LANGE

Vi er unge af Amerika om vi vil det eller ej. Og så er det ikke engang hele U.S.A., men kun 3 byer. 3 byer , der har formet os, inspireret os og rammesat vores ungdom. I årtier har vi set mod vest i håbet om frigørelse - det er bare som om, kilden er ved at løbe tør nu. Lige nu.

New York

San Francisco

Los Angeles

Oprindeligt udgivet i: BEGYNDELSEN, sommer 2014 – første tidsskrift fra Regnfang. RE G N FA NG

R E G N FA N G

Forord – den mytologiske tid

Mange mener, at den ungdomskultur vi har i dag – de værdier, forventninger og målsætninger for livet, de fleste unge har – for alvor blev skubbet i gang ved ungdomsoprøret i 1968. Selvfølgelig er der stort set ingen der påstår, at unges adfærd i dag er fuldstændig lig med oprørets visioner, men at ungdommen lige siden, ofte har været forbundet med oprør, brud og egen autoritet er vel på mange måder sandt – i Danmark og i lignende vestlige lande. Faktisk skal man måske endda endnu længere tilbage i tiden, for at finde begyndelsen til nutidens ungdomskultur – måske skal man endda helt tilbage til det moderne Europas fødsel? Allerede omkring århundredeskiftet, altså overgangen fra 1800-tallet til 1900-tallet, var de første symptomer på en ny epoke på vej; Dadaismen bredte sig fra Zürich til Paris, Berlin og store dele af Tyskland, mens ideologierne – nazisme, fascisme og kommunisme – vandt frem som erstatning for den tusinde år gamle kristendom. I Wien dyrkede Anton Webern, Alban Berg og Arnold Schönberg 12-tone musikken, alt imens Freud og Jung skabte et nyt sprog for forståelsen af mennesket og forholdet til kulturen – enheden var sprængt, verden var ikke god eller enkel, Gud var død og holdepunkterne væk. Alt det vi troede var, var ikke mere. Faktisk har man sidenhen ofte peget på, at det ungdomsoprør vi så i 1968 slet ikke ”startede” i selvsamme årstal, men at det havde sin begyndelse lige før 1. Verdenskrig. Men oprøret blev sat på pause af de to verdenskrige, hvor unge mænd gav deres liv for nationalstater og borgerlige idealer, fordi netop disse to var bygget på en dyb pligtkultur; ”Mit Fædreland skylder jeg alt”. Selvsamme pligtkultur gjorde ungdomsoprøret lidt over 50 år senere netop oprør imod. Og det gør vi måske stadig? Meget tyder på at mistroen til autoriteter stadig ligger dybt i os – os unge. For er det ikke det inderste DNA i idealet for og på et ungt menneske? At gøre oprør, at kræve sin frigørelse? Ikke at give sit liv for den store mørke patriark over dig?

”God Bless America” Men meget er sket siden de mytologiske tider i det gamle Europa. Og fokus har flyttet sig. Hvad vi i de seneste 50 år har oplevet er verdenshistorisk; Aldrig før i historien har en enkel nations kulturliv (nok i rigtig mange tilfælde snarere en kulturindustri) haft så stor gennemslagskraft og sådan en enorm eksponering, som den amerikanske har haft i Europa, og måske endda især i det nordlige Europa. Moderne TV-kultur som serier, talkshows og nyhedsformidling er amerikanske opfindelser, og kigger man mod popmusikken – her bør Storbritannien også nævnes – og ikke mindst den moderne kunst efter 1950, ja så peger det hele stort set mod U.S.A. – og udviklingen har i den grad kun taget til de seneste 20 år. Tænk bare på det altid omtalte Facebook, begreber som ”reality-TV” og ikke mindst hele street-kulturen med hiphop som lydside, street-wear som påklædning og graffiti og street-art som billedlig udtryksform. Og så skulle man ellers tro, at vi var ved at være igennem. Men det er vi ikke; Sproget. På 3 linjer måtte jeg benytte mig af 5 amerikanske ord for betegnelser på populær-medier. Selvfølgelig er jeg klar over, at man før i historien har set sprogindflydelse, der var langt større end den, vi ser nu; latins indflydelse på tro og retskultur, det tyske sprogs rige dannelsesaspekter i 1700-tallet og det franske sprogs status som adelens og kongehuset fineste udtryksform. Men alligevel; Man har aldrig før set en sprogindflydelse, der så specifikt har været rettet imod ungdommen, altså helt konkret; folk under 27 år, ”Club 27”. At benytte sig af ”slang” er ungt, og slang er det amerikanske sprogs største ”bedrift”. Det er en international ”bedrift”, så stor at den i et land så fjernt fra America-itself er slået igennem og er blevet tegnet på gadeliv og ungdom; ”Swanglish” snakker de unge i selveste Tanzania, så de voksne ikke forstår dem – en blanding af swahili og amerikansk. Og det er jo slang.

RE G N FA NG

R E G N FA N G

3 byer, 1 ungdom Der findes 3 byer i U.S.A. som groft sagt har formet os – de danske unge i dag; altså hvad vi forbinder med succes, hvad vi vil med livet og især synet på kultur, i den grad den traditionelle af slagsen. Hver især har de bidraget med både indhold og form, og hver især har de været dominerende på forskellige tidspunkter i løbet af historien. Måske er det ikke så tydeligt for det blotte øje, hvad de har efterladt os, men ved nærmere eftersyn bliver det klart, hvordan de har formet den alders- og socialgruppe, vi i dag bare benævner ungdommen. Jeg tog til ”det forjættede land” for at finde ud af hvordan og hvorfor, vi alle er børn af Amerika i dag, og ét svar er i hvert fald entydigt; Det er vi. Det er vores ret at være unge. Det er min ret at være ung.

R E G N FA N G

New York PERIODE: (1940-1950) HOVEDGRUPPE: Beatgenerationen FIGUR: Hipsteren

Blink, glimt, blink Mine hule øjne sover næsten, mens taxaen glider forbi en verden, der lyser, og min krop stille drukner i det bløde sæde. Efter 7 timers rejse i fly er jeg endelig ankommet, klokken er 23:34 lokal tid, og jeg er på vej ind til mit hotel på det centrale Midtown Manhattan, lidt syd for Central Park på 49th Avenue. Chaufføren spørger, hvor jeg kommer fra – Danmark. Det kender han godt; ”Hans Christian Andersen”, siger han og smiler – ”The greatest fairy tale writer of them all”. Og det giver jeg ham ret i. Skiltet nærmest stikker i mine øjne, da de løber ned af kinesiske tegn og priser på ”Peking Duck” og ”Chicken Rolls”. Jeg får min mad hurtigt, den brænder i hænderne på mig og dufter af koriander og forårsløg – præcis som jeg husker gadekøkkenet i New York – uden tvivl; verdensklasse. Min plan var ret simpel i flyet; Jeg ville ind til Times Square, hele New Yorks pulserende, pumpende power-hjerte af neon og glimtende reklamer. Men det må vente til i morgen, siger jeg til mig selv, mens mine skridt bliver tungere. Det må vente til i morgen. Eller måske i overmorgen? Det tror jeg, for jeg har egentligt mest lyst til en ting, når jeg vågner, det ved jeg; en dobbelt espresso på Café Reggio, og en af deres lige så berømte italienske kager. Så ved jeg, at jeg er hjemme, hjemme i New York.

Greenwich Village Kroner fra gamle træer hænger over gaderne og skygger behageligt for den skarpe sommersol, der brænder i hovedet og får ens trætte hjerne til at koge som en suppe. En vintage-butik afløses af en kaffebar og den af en boghandel. Greenwich Village, på det sydlige Manhattan, ligner stadig et boheme-kvarter, selvom byens kunstnere ikke længere har råd til at bo her – kun de rigeste af dem. Jeg sidder med mine tæer i det kolde grønne græs i Washington Park og lytter til den fjerne jazz fra et af parkens hjørner. Foran mig ligger min sorte notesbog i græsset. I den står (ordret): Greenwich Village: gammelt kunstnerkvarter (politisk aktivisme) – beat-forfattere var også her. Og det er rigtig nok: beatforfatterene var også her. Men det var ikke her – som mange ellers tror – de havde fast base. Forklaringen er simpel: prisen på lejligheder. Det var selvsamme boligpriser, plus de lave priser på diverse restauranter, der allerede omkring århundredskiftet fik adskillige kunstnere, forfattere og politisk aktive til at flytte til bydelen, altså Greenwich Village. Anarkisme, feminisme, freudianisme og kommunisme blev dyrket – kort fortalt; alt der forholdte sig kritisk til den amerikanske ”ideologi” og ”fornuft”. Snoede gader, mørke kældre og god afstand til det dyre og fine Upper East-Side gjorde Greenwich Village til det perfekte boheme-kvarter. Et kvarter der i den grad lagde et inspirationsfundament for den senere amerikanske modkultur i 50’erne og 60’erne. Og her når vi ind til kernen på, hvorfor det er i New York, at vi 40’erne ser det første og mest fundamentelle spadestik til dannelsen af en ny ungdomskultur; ”beatgenerationen”. 01 Greenwich Village 02 Greenwich Village

REG NFA NG

R E G N FA N G

02 R E G N FA N G

R E G N FA N G

Beat, Beatniks, Beatiude og Be-bop Beatgenerationen er et begreb, der ofte bruges i virkelig forskellige sammenhænge, så en enkel og klar forklaring er vel på sin plads her. Helt enkelt kan denne generation beskrives således (med Amiri Barakas ord); ”The so-called Beat Generation was a whole bunch of people, of all different nationalities, who came to the conclusion that society sucked.” Og det er måske den klareste, mest entydige definition – selvom det selvfølgelig som altid, når det angår litterære perioder, forholder sig meget mere komplekst. Altså; Den amerikanske kultur var efter 2. verdenskrig præget af en konformistisk, passiv, indoktrineret moralkultur, og en gruppe af især universitetsstuderende, kunstnere og forfattere dannede små forsamlinger, hvori de debatterede og reagerede – igennem litteratur, aktivisme og kunst – på denne ”amerikanske drøm” om et forstadsliv med egen bil, hus og fast job – og det var så meningen med livet. Punktum. Færdig. Det giver absolut ingen mening for mig at prøve på at redegøre for den mest definerende kulturelle strømning i det 20 årh., så lad os blive ved ovenstående beskrivelse og i stedet for se på nogle af de forfattere, der udsprang af denne generation; De 3 vigtigste er uden tvivl Jack Kerouac, Allen Ginsberg og William S. Burroughs. Først nævnte er beat-kongen over dem alle. Kerouac udgav i 1957, On the Road, og bogen har lige siden stået som et pragteksempel på beatlitteratur. Den opfordrede direkte til spontan livsførelse, frisind, mangfoldighed og håbet om en ny amerikansk ånd. Kraftigt inspireret af datidens be-bop-jazz, skrev Kerouac sin roman, i det han kaldte ”spontan prosa”, og hans stil har lige siden dannet forbillede for tempo-fyldt prosaskrivning. Allen Ginsbergs mest berømte udgivelse er uden tvivl Howl and Other Poems. Et værk der behandler temaer som uendelighed, mening og spiritualitet, og et ordentligt spark til en meget passiv ungdom, en konform ungdom der i 1957, ifølge Ginsberg, havde et vidunder-eksempel af et tunnelsyn på livets gåder. William S. Burroughs’ – ”heroin-forfatteren” over dem alle – beat-monument er romanen Naked Lunch, hvori han, blandt andet igennem sin ”cut-up-technique”, behandler muligheden for stoffers transcenderende potentiale, og derved deres bidrag til åndslivet. Livets dybde og grundstrukturer kunne, ifølge Burroughs, aldrig begribes igennem det konforme forstadsliv. Alt i alt; Beatgenerationen slog hul i virkeligheden og ville udfylde det med en ny-funden vitalitet, samt spiritualitet (nogle mener, at dette er modsætninger, hvilket er virkelig tosset). De henvendte sig klart og tydeligt til ungdommen, til oprøreren i det unge menneske, idet han/hun ikke var forgiftet af samfundet, og derved bar på et håb om et nyt Amerika – meget romantisk, egentligt. Lige siden har beatgenerationen altså spøgt i ungdommen, med mere eller mindre held; Gør oprør, dyrk livets dybder og søg skønheden i det spontane – i nuet; Gør hvad du vil! Desværre er dette dog ofte blevet forstået i en meget ”poppet” form, og jeg vil gå så langt til at sige, ligesom Keruoac i øvrigt selv gjorde senere, at stort set ingen, siden generationen selv, rigtigt har fattet dens budskab klart nok – de har i hvert fald ikke udlevet, hvad de store forfattere selv ønskede. Spørgsmålet er så bare nu; Hvor, hvornår og hvordan kan man forstå denne generation i lyset af New York? Og svaret er enkelt; East Village.

East Village Greenwich Village var allerede i 40’erne begyndt at blive for dyrt at bo i for de kunstnere, der endnu ikke havde slået igennem, og ligesådan de cafeer og restauranter som fattige forfattere og kunstnere førhen havde besøgt. Man måtte finde en ny base, et nyt hjem, en ny ”village”. Særligt langt rykkede beatforfatterne ikke væk fra Greenwich Village, men nyt og upoleret var det kvarter, de bosattes sig i, dog. ”East Village” døbte de deres nye poetlandsby, og placeringen af denne er en smule sydøst for Greenwich Village, på kanten af denne ned mod det dengang rimeligt rustikke kvarter Lower East Side.

RE G N FA NG

R E G N FA N G

Hvis man tager til New York for at opsøge ungdommens rødder og ophav, er East Village altså et ”must-do”, og hvad man skal se i denne meget varierende bydel er svært at sige. Generelt bør du egentlig ”bare” besøge denne bydel for stemningens skyld (jeg ved godt, at det er kliché, når folk ikke kan argumentere for at besøge et sted, at sige ”stemningen”, men sådan er det altså, punktum). Drik en kop kaffe på Café Reggio, og spis en italiensk kage i skyggen udenfor, tag til digt-oplæsning i St. Mark’s Church, køb billige bøger af de største forfattere i Eight Street Bookstore og nyd solen og jazzen i Washington Park. East Village er stadig en smule ”beat”. Selvom det kan være svært at få øje på. Nå, men vi skal tilbage i tiden – igen – tilbage til hvor vi kom fra; For selvom beatgenerationen måske var begyndelsen på ungdommens (den moderne versions) skabelsesberetning, havde denne gruppe af mennesker også sine forbilleder, mennesker der inspirerede dem, mennesker de så op til. Og følg nu godt med; Det var nemlig ingen ringere end vores allesammens bedste ven; hipsteren. Og han boede bestemt ikke i East Village.

03 Et af East Village’s mange ”gade-miljøer” med basket-bane og skate-miljø

R E G N FA N G

Times Square ”Tidens plads” vågner, når tiden plejer at fryse, om natten, når søvnens tåge løfter en nats drømme ud i verdenen. New Yorks neon-hjerte banker først, når der er mørkt omkring det, og så spiller det virkelig med musklerne. Det var på denne plads, de nye tiders plads, at også et ”nyt” menneske blev født i undergrundens mørke; hipsteren – en karakter og et fænomen Allen Ginsberg poetisk beskriver i sin dagbog; ”Et nyt socialt centrum var etableret på Times Square. Et enormt rum oplyst på den mest storslåede vis af blændende neon og fyldt med spilleautomater, der kørte dag og nat. Dér endte alle New Yorks apokalyptiske hipsters på et eller andet tidspunkt, fascinerede af det tidløse rum”. Omkring dette kryds, imellem hovedgaderne Broadway og 7th Avenue, der skærer sig i kompromisløst skarpe linjer ned gennem Manhattan, opstod der et helt nyt miljø for junkier, pushere, prostituerede og mange andre lignende eksistenser. I denne suppe af forrådnede tilværelser groede pludselig en ny figur frem, en helt ny type. Hipsteren drak sin kaffe på de slidte kantiner omkring Broadway, købte sit junk på 42th Street, stjal fra de sovende alkoholikere i subwayen på Times Square Station, alt sammen elegant camoufleret som en sort kat om natten; et dyr hipsteren også selv forbandt sin egen karakter med. Hipsteren fortjener en forklaring, for dens ellers så elegante navn og omdømme er blevet FULDSTÆNDIG maltrakteret af en ubarmhjertig overfladisk konsumerkultur, svøbt i det 21. århundredes identitetskrise. Det er en skændsel at denne poetiske storbysfilosofs navn i dag er et synonym for ”autentiske” cafeer, blogs om ”autentiske” cafeer, unge piger der drikker meget ”autentisk” chai-latte på ”autentiske” cafeer og blogger om det på deres helt egen meget ”autentiske” learn-by-doing-urbanmåde, sammen med deres medbragte kærester der har et meget ”autentisk” skæg og nogle virkelig ”autentiske” tatoveringer, der siger noget om at være menneske. Jeg er ret så sikker på, hvad den oprindelige hipster ville have at sige; ”hold jeres lort for jer selv”. Og læs nogle bøger. Nogle af de gode. For eksempel Junkie af William S. Borroughs. Så ved I, hvad en hipster virkelig er. Læs den. Men det gør I nok ikke, så her er en forklaring (i korte træk);

Hipsteren New York var unik og er unik. En af de mest særegne figurer i denne moderne storby opstod for alvor omkring slutningen af 1930’erne, men blev først virkelig akademiseret og litterær tilgængelig i 1957, et stort år for beatkulturen, da Norman Mailer udgav sit 8000 ord lange essay; The White Negro. Ja, der er igen tale om hipsteren. Hvis man skal forstå vor tids ungdom, er hipsteren på ingen måde ligegyldig. Den er faktisk vel nok den vigtigste socialtype eller gruppe (strømning måske), vi har set inden for de sidste 10-15 år. Kort fortalt kan datidens hipster, der huserede på de nye tiders plads midt på Manhattan, forklares som en hybrideksistens imellem en primært hvid boheme-identitet, og en klar, på daværende tidspunkt, sort identitet med al dens jazz, rytmik og voldsomme kraftudladninger; ”The White Negro” – hipsteren var født. Hipsteren hørte be-bop, skød heroin, så ofte ikke dagslys, forsvandt i litteraturen og prædikede filosofiens dybder på New Yorks pumpende, gyngende, vuggende gader, gule af taxaer, og grå af støv. I et sprog, hvis klang var uhørt, med ord og udtryk som ”hip”, ”I dig it”, ”cool”, ”goof ”, ”flip”, ”mis-fits”, ”Pop Corn”, ”cat”, ”chick” og ”it”, skar denne nye socialgruppe huller i den etablerede virkelighed, og formede en ny, ved at genindsætte denne nye type af slang; nye normer, nye regler, nye grænser, ingen grænser. Jeg siger ikke meget mere. Resten må I læse; Junkie eller The White Negro. Men hipsterens filosofi lever stadig, i dag – den er dog ”ført ud i livet” i en fuldstændig amputeret form. Men den er her, langt ude i horisonten, som det lille forsvindingspunkt vi stadig sigter efter; både sprogligt, eksistentielt og kulturelt. Det vidner især de unges jagt på det ”autentiske” om – for eksempel. Det hipsteren kaldte ”it” – eller ”the kick”. Livets mening, med andre ord.

RE G N FA NG

R E G N FA N G

KonKlusion Beatgenerationen var først – på nogle punkter. Fart, rytme, jazz, passion, ånd, spontanitet, seksualitetsfrigørelse, eksperimenter og mest af alt, som mange af disse ord også afslører, en fascination af den moderne sorte kultur – for alt det, der ikke var den konforme verdens varemærker; The White Negro var en realitet. Og har lige siden været her. Ligesom vi lige siden beatgenerationen har forbundet ungdommen med frihed, oprør imod konformitet og ungdommen som den periode hvori eksistensens største, dramatiske og vildeste klang har sted. Ungdommen er vild, den er ”hip”, den er on-the-road, den vil have sit ”kick” – og oplært af hipsterne, drog de trofaste disciple, beatniks, ud på de støvede amerikanske landeveje, og satte kursen mod en autentisk eksistens. Vild, skør, energisk og fyldt med lidenskab, sådan ønskede beatforfatterne ungdommen. Så kan man bare spørge; er ungdommen så det i dag, eller hvad? Nok ikke.

04 Times Square - mødested for hipsterne 05 42th Street v. Times Square - junk-gaden over dem alle

R E G N FA N G

San Francisco PERIODE: (1955-1970) HOVEDGRUPPE: San Francisco-renæssancen // Hippierne FIGUR: ”Hippien”

Frisco Flyet synker ned igennem havgusen, mens højhusene pludselig findes under mig. Jeg lander lige før middag i San Francisco Airport, og finder efter et par minutter en gul taxa, en gul hybrid taxa, selvfølgelig – for det er her i byen, at man først og fremmest ser eksempler på Amerikas, og ikke mindst Californiens, innovative kræfter, med intelligent design, softwareudvikling og generel teknologisk verdensklasse. Sådan har ”Frisco” altid været; opfindsom – kreativ. Der er proppet på de snoede indfaldsveje – jeg er i bilernes land; symbolet på amerikanske familiers frihed lige siden 50’erne; vi kan selv og vil selv, bestemme selv. Min taxachauffør er græker, han fortæller om sine 30 års erfaringer som chauffør (han kører nu skrækkeligt) og om VM i fodbold, mens han fægter med armene og spørger mig, hvem jeg holder med. Jeg bor på Union Square – byens centrum; blandt højhuse, butikscentre, de bedste sushi-restauranter på Vestkysten, Victoria Secret-butikker, Prada og hjemløse mænd. Union Square, hvor Allen Ginsberg delte kommunist-pamfletter ud, bare for at provokere den amerikanske småborgerlighed, og hvor Harvey Milk protesterede imod antihomolovgivning og netop denne småborgerligheds snæversyn. Jo, San Francisco var og er måske stadig ”de nye tiders højborg”? – den var og er i hvert fald liberal, frigørende, dybt ideologisk og ikke mindst noget helt særligt i historien om dannelsen af en ny ungdomskultur, en helt ny forståelse af ungdommen – helt nye forventninger, helt nye regler og helt nye grænser.

North Beach Man kan trække en tyk, fed, rød tråd fra New York til San Francisco i midten af 50’erne, for derefter at få øje på hvordan beatgenerationen vævede sig ud på det amerikanske landskab som et psykedelisk, mangfoldigt, poetisk tæppe. Som tidligere nævnt; efter 1950 var New York og East Village ikke på samme måde fast epicenter for beatgenerationens litteratur, livsførelse og diverse eksperimentelle projekter. Men bevægelsen ophørte dog ikke, på ingen mulig måde, form og indhold blev bare langsomt ændret, identiteten en anden, og projekt om et ”andet Amerika” formuleret en smule på ny. Der er god plads på cafeen; Tjeneren snakker med en lokal om sit eget band; ”It’s a mix between Surf and Psychedelic – pretty dope, you know; the stoner style”. Den ældre mand nikker og spørger, om han må høre det en dag. Det må han godt. Så får han sin brændende kaffe i et papkrus, siger tak, og åbner den revnede glasdør: ”Have a good one”, råber tjeneren efter ham. Jeg sidder på Café Trieste, i det gamle kvarter North Beach, i det nordlige San Francisco. Stedet var det første til at have espressokaffe, og derfor også en magnet for forfattere, kunstnere og intellektuelle – et samlingssted for ”Friscos” unge ” intelligentsia”; konstant udveksling af ideer. Og espressoen er stadig helt fin og frokostkortet absolut afslappet, men let begejstrende. De hovedpersoner af beatgenerationen, der flyttede til San Francisco (her tænkes der uden tvivl på Jack Kerouac og Allen Ginsberg i særdeleshed), boede stort set alle sammen i North Beach, nærmere bestemt Telegraph Hill; elkabler hænger som lianer, de gamle vægge af træ på rækkehusene er matte af sol og havgus, og på det ene hjørne står du i Chinatown, det næste i ”Little Italy”. North Beach er ikke et stort område, men er kompakt som kun få steder. RE G N FA NG

R E G N FA N G

Ud over Café Trieste finder man desuden i North Beach to andre adresser (”institutioner” om man vil), hvis status er legendarisk i fortællingen om beatgenerationen; City Light Bookstore og Vesuvio. I City Light Bookstore købte, læste og oplæste mange af generationens forfattere, blandt andet Kerouac, Gregory Corso og Ginsberg, hvoraf sidstnævnte også fik udgivet sit berømte mesterværk Howl and Other Poems på boghandlens forlag. De lange nætter i ”Frisco” blev ofte brugt af de mange forfattere på baren Vesuvio, hvor kander af øl blev indtaget til lyden af Thelonius Monk og Charlie Parker, mens benzedrin, marihuana og i visse tilfælde junk (heroin), fik verden til at gynge, vippe, buldre, brække og knække i to – genfødt på ny, næste morgen.

San Francisco-renæssancen og beatgenerationen San Francisco er smuk, betagende – med dens duft at saltvand, den kølige havgus og Stillehavet for fødderne af dig, undrer man sig ikke over, hvorfor netop denne by for mange amerikanske forfattere blev et evigt holdepunkt; Mark Twain (den amerikanske romans ”fader”), Robert Louis Stevenson og Bret Harte havde hjem her i det 19. årh., Jack London (en af Kerouacs helt store helte) og Dashiell Hammett boede her tidligt i det 20. årh., og i løbet af, samt lige efter 2. Verdenskrig, blev byen ligeså en magnet for ambitiøse forfattere som Henry Miller, Anaïs Nin og Robert Duncan. Da beatforfatterne stødte sammen her (vi er stadig i ”Frisco”) i midten af 50’erne, var det altså ikke første gang, at byen oplevede at blive universets litterære centrum. Vestkystforfattere som Lawrence Fellinghetti, Kenneth Rexroth og Gary Snyder fusionerede med newyorker-poeter som Allen Ginsberg, Jack Kerouac og Gregory Corso, og pludselig, ud af det blå, var det, man senere døbte San Francisco-renæssancen, en realitet. Nu gik det stærkt; Ginsberg læste sit kontroversielle mesterværk, Howl, op i Six Gallery på Fillmore Street d. 7 oktober 1955, og bogen blev udgivet ét år efter i 1956; Howl and Other Poems lød titlen, og On the Road blev publiceret i 1957. Begge bragte de så meget omtale, så meget ravage og så meget foragt med sig, at man for et godt ord, skulle forholde sig ufatteligt uinteresseret til det datidige amerikanske kulturliv, hvis ikke begge forfattere og deres respektive budskaber skulle forføre en; og det gjorde de, de forførte en hel ungdom, til at tomle deres store romantiske moderland rundt, til at lade sig opsluge i buddhistisk spiritualitet, og til først og fremmest at stort set forgude diversitet, tolerance og samvær. North Beach er stolt af sin beathistorik og sin San Francisco-renæssance, og det har den god grund til. Men det er bare ikke her, at man finder ”Friscos” mest originale bidrag til vor tids ungdomskultur – ikke hvis du spørger mig. Der skal man en smule vest på, og længere frem i tiden. Man skal til ”Haight Ashbury” og 1960’erne. Til masser af LCD, farver og ”bløde” værdier.

Haight Ashbury Der lugter af marihuana – det dufter vel snarere. En let krydret, sødmefuld, tung røg. De står på gaden og ryger; ældre mænd i farverigt tøj, kvinder der taler og griner. På hjørnerne er der grøntsagsboder, vintagebutikker og kaffebarer, den kolde havgus køler huden, mens den skarpe gule sol stikker i den. Haight Ashbury er fyldt; fyldt med mennesker, fyldt med indtryk og fyldt med kontraster. Området er stadig, hvad de gode gamle hippier ønskede, det skulle være; fredligt, flippet og ”Frisco” – som i de gode gamle dage. Jeg har egentligt ikke tænkt mig at skrive så meget om hippie-tiden i San Francisco, og hvordan denne blev til en verdensomspændende, virkelig uhørt global kulturrevolution. Hvorfor? – fordi siderne hober sig op, vi er vist på et tocifret sidetal nu, og hvis du stadig, hvilket du formentligt gør kære læser, læser med, ja, så er det for det første lidt af et mirakel (det havde jeg virkelig ikke regnet med), og en bedrift (mest af dig), og af den grund må der derfor ikke spildes bare et enkelt ord; Det kan siges kort; Hippie-ånden var (ca.1965-1975), for mig at se, en direkte udløber af beatfilosofien, men en fuldstændig adoption, var det på ingen måde. Generelt kan man sige at både beatforfatternes budskab og form bevægede sig i en retning imod mere fleksible og bløde værdier. Mens ”the beatniks”, inspireret af hipsterne selvfølgelig, havde søgt total stimuli af centralnervesystemet og ultimativ driftsudladning – både via stoffer, musik og sex – så blev idealet i hippie-fællesskaberne mere at søge ro, selvnærvær og frigørelse fra diverse impulser. RE G N FA NG

R E G N FA N G

06 Den Katolske Kirke i North Beach 07 Café Triste i North Beach 08 Street-art tæt på Haight Ashbury

R E G N FA N G

Med hippie-tiden tog ungdomskulturen et knæk imod fællesskabet som ultimativ sandhed, tolerancen som højeste dyd og frigørelsen fra kedsomligheden (forstadstilværelsen) som eneste vej. Senere blev kvindefrigørelse, alternative undervisningsmetoder og et venstreorienteret marxistisk politisk perspektiv, klare, skinnende, indiskutable, urokkelige, evigt sande, selvfølgelige, og ikke mindst, højtærede værdier, man som et ungt menneske, hvis man bare var en smule ambitiøs, selvfølgelig fulgte fuldt ud – især i storbyerne.

Af den grund; Den ”hip” storbyshippie, som vi kender personen i dag, der sympatiserer med de fattige (ofte er vedkommende selv fra et relativt velhavende miljø), stemmer ret så venstreorienteret og går på RUC, er derfor et direkte levn fra sen-60’ernes San Francisco. Måske er det lige at stramme den, men det er i hvert fald tæt på, meget tæt på.

KonKlusion Beatforfatterne var også i byen her, på vestkysten. Øst mødte vest, poesi mødte prosa, og en ny guldalder i San Franciscos litteraturhistorie var begyndt. Men det er hippie-ånden, inspirationen fra østens mystik og tanker om tolerance, fællesskab og ”kærlighed” der for alvor har aflejret sig i vores ungdomsånd. San Francisco er ”chill” (ikke kun ift. vejret), den er afslappet, og så er den helt sig selv.

RE G N FA NG

R E G N FA N G

Los Angeles PERIODE: (1950-1956) // (2014) HOVEDGRUPPE: Rebel-gruppen // Celebritykulten FIGUR: Rebellen // Celebrityfiguren (stjernen)

Strand, sand, palmer og vand Mine fødder ligger i det fine sand, der ligesom himlen er grå. Foran mig er Stillehavets vuggende uendelighed, og bag mig er byens rivende skrig. Jeg sidder i Santa Monica, klokken er 19:41, og ser de sidste surfere glide ind på stranden. Strandene i L.A. er glamourøse om dagen, og alt andet om natten; stoffer, vold, prostituerede – alt sammen dukker det op med mørket, når det almindelige liv mister sin form ved skumringen. Jeg er i Los Angeles, den sidste by på rundrejsen, og den jeg synes mindst om. Faktisk synes jeg slet ikke om den. Overhovedet. Men ikke desto mindre har den været en større del af min egen barndom end Biblen og salmesang, og det deler jeg nok med de fleste unge. TV-serier, talkshows, Hollywood-producerede film og det glamourøse kendisliv er kulturskatten, vi har fra Los Angeles – og hvor passer vi godt på den! Sunset Strip lyser, forfører og frister; unge slanke kvinder i stramme kjoler, alkohol, store biler med tykke mørke ruder og mest af alt glimmer, glimmer på alt. Mit hotel ligger her, på en af byens mest berømte gader, hvor de kendte går i byen, og paparazzi-fotograferne med dem; hånd i hånd – de har jo brug for hinanden. Vandet dufter af klor. Det helt lyseblå vand. Der er varmt, selv om natten, omkring de 30 grader, og derfor er det en befrielse at ligge i den lysende pool i hotellets gård, høre trafikken, snakken og musikken fra gaden – uden at kunne se det. Jeg tænker på byen og på min artikel, min artikel der slet ikke skulle være endt sådan her. Alt for lang, alt for rodet, alt for meget. Det skulle egentligt bare have været en let rejseguide, om New Yorks mekka af kunst, mode og kaffebarer, en guide til San Franciscos små snørklede gader og deres seafood, og en hurtigt anbefaling af L.A.’s natteliv. Men det blev det ikke. For sådan er det ikke. Ikke kun.

Mystik, helte og fantastiske fortællinger Afstand og uvidenhed skaber myter. Det ubevidste er dunkelt, mystisk, utilgængeligt – og hvad der ikke er genstand for øjet, bliver for fantasien. Sådan har man bygget civilisationer, religioner og sociale hierarkier i årtusinder. Og det gør man stadigvæk. Egentlig burde jeg starte et andet sted (vi vender tilbage til fantasien og mytologien senere). Egentlig burde jeg starte ved en anden begyndelse, ved begyndesen til vores moderne populærkultur, og ikke mindst den mere ”mainstream” ungdomskultur. Vi skal tilbage til start 1950’erne, og vi skal sydpå fra ”Frisco”, vi skal til Los Angeles, og vi skal til Hollywood. Der findes store vigtige skuespillere, og så findes der Marlon Brando og James Dean. Deres fornyelse af skuespilkunsten, svarer til hvad Walt Whitman gjorde ved poesien og Hemingway ved prosaen. Begreber som ”method-acting” (her er Lee Strasberg så selvskrevet) bliver altid hæftet på de to herrer, og ofte med rette, for selvfølgelig er det interessant. Jeg er på ingen måde ekspert indenfor skuespil og analyse af dette, så lad os efterlade det til dem, der kan. I stedet for; Hvorfor er Marlon Brando, og ikke mindst James Dean, så afgørende i forhold til vores ungdomskultur, vores spejlbillede og de forventninger vi har til vores egen livsførelse? Svaret er simpelt; fordi disse to skuespiller manifesterede rebellen som altoverskyggende ”ungdomskarakter”, de gjorde den til arketypen på et ungt menneske, og voksenlivet og autoriteterne blev modstanderne.

RE G N FA NG

R E G N FA N G

08 Venice Beach 09 Udsigt fra Sunset Strip

09 R E G N FA N G

R E G N FA N G

I film som Rebel Without a Cause, East of Eden og The Wild One gentages den samme ideologiske grundholdning egentlig; (anti)helten er ung, vild, han har vitalitet, han er drift(ig), og så er han undertrykt, undertrykt af småborgerlighedens konventioner, af voksenlivets moral og hykleriets prima-figur; den gode samfundsborger (ja, så gik der vidst Sigmund Freud i den, men den er god nok – det holder). Motorcykler, læderjakker, jeans og lignende rekvisitter er alle efterladenskaber fra denne tid, og er på mange måder langt mere simple, end de symbolsystemer fra de grupper, vi tidligere har gennemgået; beatforfatterne (hipsteren) og hippie-ånden. For rebellen var livet ret så enkelt; som ensom ulv, strejfende på storbyens prærie, var du dig og kun dig selv, og sådan var det – på overfladen. For det der giver Marlon Brandos og James Deans’ præstationer tyngde, er ikke kun deres voldsomt kropslige, uhørt kraftfulde stil, men måske mest af alt de sprækker, de efterlader i deres spil, hvori du lige akkurat kan skimte det indre, hvorfra vreden stammer; et længselsfuldt selv, en melankolsk livsytring. James Dean er en martyr, en martyr af ungdommen, en martyr fordi han betalte den højeste pris for det budskab, han måske ikke direkte prædikede, men som han i højeste grad blev forbundet med; ”Lev stærkt, dø ung” – antiheltens mantra og credo. Sidenhen manifesterede 60’er-rocken dette credo, med krigere som Jim Morrison, Janis Joplin og Jimi Hendrix, og myten om denne livsfilosofi har stadig stor appel i dag. Dybden ved Dean var dog ikke denne, på overfladen, meget banale påstand om at ”give en fuck for hvad der møder dig”, nej, dybden findes i hans på én gang længselsfulde sind, og ungdommelige fremtoning, imellem hans melankolske eksistens og hans vitale seksualitet. Derfor er rebellen og oprørerens læderjakke, jeans og motorcykel ikke kun symboler på hans frigørelse fra normer og konventioner, de står lige så klart frem som en række af vanitas-symboler; symboler på ungdommens forfængelighed og forgængelighed; livet der brænder ud, brænder ud med begæret. ”Lev stærkt, dø ung” har et indre spil i sig, en form for dynamik og dialektik, der for mig at se, går helt tilbage til Baudelaire og Arthur Rimbaud (Kirkegaard og hans æstetiker måske?), og deres livskvaler, tanker og påstand om beruselsen som sandhed; ”get drunk, and never pause for rest! With wine, with poetry, or with virtue, as you choose”. Det er på en gang sørgmodigt nihilistisk, melankolsk og længselsfuldt trist, og på den anden side vitalitet, potens og livslyst. Melankolien ved rusen. Længslen i rusen.

Den moderne mytologis dialektik Inden du falder i søvn grundet ovenstående overskrift (der mest af alt lyder som titlen på en ufattelig lang PHD-afhandling), så lad mig bare nævne, at det vi rent faktisk skal beskæftige os med nu, er det mest glitrende, sexfikserede, glamourøse, materielle og ”syndige” af alt; celebrity-kulturen – den moderne mediekonstruktion. Som jeg i starten af dette kapitel sagde, så vil jeg nu vende tilbage til fantasien, mytologien og begæret, der klart er vedhæftet til begge. Vi skal frem i tiden, frem til vores nutid, og selvom både Dean og Brando stadig har en finger med i spillet, for den sags skyld også klassiske kvindelige sexsymboler som Marilyn Monroe og Audrey Hepburn, så lader vi lige dem ligge i baggrunden for overblikkets skyld – sådan næsten. Vi er nået til rejsens ende, vi har været i 30’erne og 40’ernes New York, i 50’erne og 60’ernes San Francisco og i 50’ernes Hollywood, og vi bliver i netop Hollywood, men springer i tid, nemlig til år 2014 – sådan cirka, i hvert fald. Mediebranchen er enorm. Global og enorm. Den formidler alt fra geopolitiske beslutninger, samt den finansielle verdens udvikling, til sportsbegivenheder og folkedrab, etnisk udrensning og borgerkrig. Men størst af alt, mest sælgende, mest set, og mest bemærket er alligevel et enkelt område, et enkelt spørgsmål, der rejses af selv de mest højtidlige og stolte medier i dag; hvad laver de kendte? Hvis I spørger mig, så stammer den totalt, nærmest skizofrene, overvågenhed over ”offentlige” personer, fra byen med de fortabte engle; Den stammer fra Los Angeles. Og den er faktisk ret gammel, helt fra Deans og Brandos tid, og man kan endda også finde den i Europa og Amerika før det – men den moderne medievirkelighed, den hvori reality-tv og kendis-nyheder indgår, den står L.A. bag, og den gør det godt som katalysator for denne ufattelige pengemaskine, hvis omfang er ubegribeligt.

RE G N FA NG

100

R E G N FA N G

For at koge det her emne ned, og ikke mindst simplificere det en smule, så kan man sige, at Hollywood har skabt en ny virkelighed; en virkelighed, der mest af alt er et spændingsfyldt mellemrum imellem film og den egentlige virkelighed. Skuespillerne var ikke længere, som deres profession ellers antyder, skuespillere, nej, pludselig var de mere karakterer, karakterer fra deres film, roller og udtryk, ja, pludselig forventede man, at de handlede som deres karakterer – Marilyn Monroe var ikke længere en skuespiller, nej hun var Marilyn Monroe, fænomenet Marilyn Monroe. Og til alle roller er der forventninger og scener, scener hvori de netop kan træde i karakter. Der er et manuskript, og det skal følges, og hvis ikke; så er der ballade. Al stærk fiktion bygger grundlæggende på to forhold i modtageren; fascination og identifikation. Har du ikke det ene, så halter fortællingen gevaldigt. Det er fuldstændigt de to samme forhold celebrity-kulturen bygger på; det er historiefortælling, og det er stærk fiktion, stærk som kun den mest kraftfulde af slagsen. Stærk fiktion har et kendetegn; den bliver gennemsigtig, når den lykkes – du ser, så at sige, igennem den. Ligesom du glemmer, at du er i teatret, når du ser et godt stykke, ligesådan glemmer vi, at gossip-mediet netop er et medie, et medie med alle dets virkemidler og forvridninger – celebrity-kulturen og gossip-medierne nægter sig bare skyldige, de hævder, at de ikke er medier, men bare en fuldstændig objektiv, krystalklar erkendelse af virkeligheden. Nu er det ikke sådan, at jeg hævder, at Se&Hør ikke beretter om sande begivenheder, når de skriver, at Medina altså er på sommerferie på Ibiza (den gode side af Ibiza, selvfølgelig). Men at de som medie benytter sig af diverse virkemidler, det skal man nok netop være ”Medina-narkoman” for ikke at spotte (ikke at Medina er misbruger, men derimod at nogle af hendes fans har uhyggeligt skizofrene tendenser, er klart). OVERSKRIFTER, billedserier, belysninger af kæresteintriger, grundet spekulation og voldsomt sprogbrug, er alle komponenter i Se&Hørs, ofte succesfulde, forsøg på at konstruere gode historier. Dem der sælger. Og nu snakker vi bare lille Danmark. Amerika er en helt anden liga, en liga hvor vi slet ikke kan følge med. Heldigvis for det.

10 R E G N FA N G

101

R E G N FA N G

Tilbage til overskriften; ”Den moderne mytologis dialektik”. Her er forklaringen; Man har i hele civilisationens historie bygget netop civilisationer på mytologi. Det gamle kinesiske kejserdømme byggede på fortællingen om kejseren som universets søn, og den blev holdt ved lige af afstand imellem kejseren og det normale folk; bønder, arbejdere, proletariatet. Ligesådan blev de store riger i Egypten, dynastierne, vedligeholdt ved adskillelsen af farao og befolkningen, sådan at faraoen kunne bibeholde sin mystik, sin magi, og sin position som gudekonge. Men nok om verdenshistorien, hvad er så den moderne mytologi, og hvad er så dens dialektik egentligt? Den moderne mytologi har vi faktisk gennemgået, det er historie-fortællingen om ”de kendte”; filmstjernerne, rockmusikerne og sportslegenderne, dem der lever et liv hinsides denne virkelighed, på toppen af bjerget indhyllet i tåge. Det er mytologien, det er myten om det glamourøse liv, det er fascinationen. Men den moderne mytologi har et dobbeltspil, den er ikke ligesom de gamle civilisationers adskillelse, hvor det var landsforræderi og afgudsdyrkelse på nogen måde at identificere sig med kejseren f.eks. – og du kunne være sikker på, at hvis du sagde det højt, ja så var dine dage talte. Den moderne mytologi, kendiskulturen, bygger ikke kun på fascination, dens vigtigste komponent er derimod identifikation. Og det er faktisk rimelig nyt. Skandalenyhederne, dem hvor Orlando Bloom slår Justin Bieber ned, eller hvor Nik og Jay køber toiletpapir i Netto (Se&Hør bragte faktisk sidstnævnte nyhed med meget stor succes), er mindst lige så stor en del af det stof tabloidmedierne publicerer. Det er altså heri den moderne mytologis dialektik ligger; i den konstante bevægelse imellem fascination og identifikation. Jeg vil være ligesom de kendte, og jeg er ligesom de kendte. Vi bygger dem op til de uopnåelige, de kendte, og river så fundamentet væk, så vi kan se, at de bare er ligesom os – os, os, os. Bare ligesom os. Pøblen. De almindelige. Brød og underholdning. Det er hvad Los Angeles er.

KonKlusion Af Los Angeles fik vi både rebellen, den knap så intellektuelle af slagsen, men klart mere fysisk udtryksfulde, og så fik vi celebrity-kulturen, nattelivets forestillinger og drømmen om strand, palmer, nøgne damer og sprut. L.A. er den amerikanske drøm i høj potens, og det er en drøm vi som unge er vokset op med. Den sidder dybt i os, og er for mange svaret på om hvad succes er.

RE G N FA NG

102

R E G N FA N G

10 Santa Monica Beach 11 Santa Monica Pier

R E G N FA N G

103

R E G N FA N G

En kort bemærkning Ja, du har fuldstændig ret; Hvad med punkerne, yuppierne eller grunge-bølgen? I det hele taget; Hvad med 80’erne og 90’erne? Dannede de os ikke også som ungdomsgeneration? Selvfølgelig gjorde de det, ingen tvivl. Men de er udeladt her. Også fordi de for mig at se, stadig bygger til dels (enten som modreaktion eller som havende forbillede i), på blandt andet beatkulturen. Og så har vi ikke engang vendt nutidens vel nok mest dominerende identitetsprojekt; street-kulturen. Begyndt i 70’erne, udbredt i 80’erne og manifesteret i 90’erne, hip-hop og street-kultur har gået hånd i hånd, og denne forgrening af den afroamerikanske kultur, er nok nutidens mest dominerende subkultur. Både New York, L.A. og San Francisco har da også bidraget til denne kultur, faktisk stammer den fra disse 3 byer – især de to førstnævnte. Så, hvad fanden er meningen, meningen med over 20 siders artikel, hvis den alligevel ikke dækker over stofområdet? Formålet var simpelt med denne artikel, virkelig simpelt. Alt den skulle, var at vise, at vi siden 50’erne har rettet vores blik imod ”The Great America”, for at finde et bud på en ungdomskarakter. Blandet med et autoritetstab efter 1. Verdenskrig, vedrørende de oprindelige traditionelle autoriteter, har det medført opfattelsen af, at ungdom per definition er opponerende imod det bestående, og per definition ser det som tvungen, klaustrofobisk, hyklerisk og forloren. Den europæiske ungdomsgeneration er i bund og grund amerikansk i deres identitet. Men nye tider er på vej; Europa går imod højre med hastige skridt, og det er især unge kræfter, der bærer de nye pseudo-konservative partier i Grækenland, Ungarn og Ukraine. De er egentligt ikke engang pseudo-konservative – de er bare fascistiske massehypnoser. Og det er her, det går galt. Alt for længe har den europæiske og nationale karakter været overset, og alt for længe har den været defineret af de forkerte, og forbundet ikke med lavkulturer, MEN middelmådighedens trykkende, klaustrofobiske indeklima, hvor livet gøres til et projekt om lørdagskylling og afbudsrejser, og hvor de konservative (partiet) har som det eneste (reelle) politiske projekt at sætte skatten ned. Vi har ikke brug for en ny europæisk identitet, henvendelse til jer EU (jeg forventer ikke, at EU-kommissionen læser min artikel, men det er da forsøget værd), vi har brug for den gamle, den rigtig gamle; Athen, Rom, Sorbonne, Bologna, Wien etc. Vores tid er ikke nogen guldalder for europæisk åndsliv, det er tværtimod vel nok noget af det mest deprimerende, taget omstændighederne i betragtning. Og historien har vist os, hvad der sker, når Europa ikke ved hvad eller hvem, vi er, eller hvad vores land er. Så kommer fascismen snigende ind, med dårlig ånde og gule tænder, men forklædt, forklædt som vores frelser, som et nyt kosmos og en ny identitet. Det er problemet; Vi har ikke fundet den gamle identitet frem, og nu lader vi de fascistiske klovneteorier få frit løb, for vi har ikke noget at modbevise dem med. Den amerikanske ungdomsidentitet, og dermed også den europæiske, bygger på frigørelsen – ligesom modernismen jo i det hele taget gør det. Og frigørelsen føles godt, imens den står på, og jeg vil også helt klart forsvare både beatgenerationen, den tidlige hippie-ånd og rebelkulturen fra L.A. i deres opgør mod det småborgerlige U.S.A. og deres skræmmende verdensbillede. Men efter frigørelsen kommer friheden, og den kræver svar. Positive svar. Derfor synes det at være simpelt; vi må vende blikket væk fra Amerika, fjerne det fra fascistiske pseudoteorier og kigge tilbage i tiden, for at se hvad der har bygget civilisation. Hvis du vil være oprører i dag, hvis du vil være provokerende, så er det ikke rusen og vinens gud Dionysos, du skal dyrke, nej, det er derimod Apollon; kunsten og formens gud. Det er oprør imod den mangel på mod, indsigt, kærlighed og intellektualitet som både findes i Hollywoods glitrende natteliv og i Ungarns grå betonvirkelighed. Vi bør gøre oprør imod de styrker, der vil slette historiens visdom.

Og så er det nok ikke engang et oprør, men et opgør der kræves. For det er jo egentlig talt rettet imod os selv. Os unge.

RE G N FA NG

106

R E G N FA N G

107

R E G N FA N G

Vestenvindens Klangbund Text og foto AF

Sidsel Marie Henriksen

Alle mennesker ved, hvad ’ude’ og ’hjemme’, ’dit’ og ’mit’, ’gæst’ og ’vært’ betyder. Nu banker de på, flygtningene – med deres trætte ben, støvede hænder og en erindring, der alt for godt husker, hvad de forlod. Krig, mord, brand og nød. Flere tusinde mennesker er på flugt; tvunget fra deres virkelighed har de rejst nordpå, fordi de har hørt om et land, hvor det ikke regner med bomber om formiddagen, og hvor det at tage en dag af gangen ikke betyder ’mon jeg lever i morgen’. Det er værd at huske på, nu hvor de står i vores hjem. Måske er vi egentligt ikke så forskellige? Ligesom danskerne nu kan være angste for, at deres hjem forandres, så husk på, at dem, der banker på, slet ikke har et mere – et hjem. Det deler alle mennesker: kærligheden til deres hjem. Nogen af os bor stadigvæk, hvor vi selv mener, vi ’hører hjemme’. Andre er flygtet fra det sted. Nu håber de på at finde et nyt. Et nyt hjem. I Danmark.

Oprindeligt udgivet i: VÆRDI, forår 2016 – femte tidsskrift fra Regnfang.

108

R E G N FA N G

109

R E G N FA N G

I det nordvestlige Jylland, i området Hannæs, hvor himlen føles højere, blæsten stærkere, naturen mere lydt og mennesket mindre, med udsigt over de naturfredede Vejler, hvor vadefugle pryder små stråbelagte plateauer, samt et stenkast fra Limfjorden, med dens milde bølger og salte vand, træﬀes landsbyen Vesløs. En verden for sig selv, trods ikke mange timers kørsel fra Københavns spirende metropolfigur, og alligevel føles mit sind allerede opløftet. Som om de mange bilpartikler, neonfarvede reklameskilte og højtråbende menneskeskikkelser, jeg tidligere på dagen forlod, hører andetsteds til, spadserer jeg rundt i Vesløs’ stille gader. Vesløs kan deles op i to: Lille Verden og Store Verden. Jeg påbegynder min første verdenstur rundt om Lille Verden nedad Vesløs Stationsvej og drejer til højre af Rævegade efterfulgt af endnu et højresving, da jeg passerer Tømmerbyvej, og med et er jeg tilbage, hvor jeg startede - ved Vesløs Stationsvejs metalliske vejskilt. Herfra bevæger jeg mig ud i Store Verden og fortsætter hele vejen til bunden af Vesløs Stationsvej, hvor vejen svinger mod højre, og jeg glider med i den bløde kurve, indtil jeg når et skarpt højresving ned af Tømmerbyvej og igen står ved skiltet, hvor jeg startede. Stationsvej er navngivet efter den gamle togperron der for årtier tilbage lå i bunden af Vesløs Stationsvej og fragtede arbejdere fra tidlig morgen til sen aften mod Thisted, hvor der nu i stedet er etableret en fælles oﬀentlig legeplads for byens beboere og besøgende. Legepladsen besøges som oftest af børnebørn på feriebesøg, mig selv inklusiv i mine samtlige besøg hos min mormor og morfar i det hvidt pudsede hus, med en glasbelagt udestue midt på Vesløs Stationsvej. Men i de sidste to måneder, har der været øget aktivitet i hængslerne på gyngestativet. En ny verden er kommet til Vesløs, placeret i Lille Verden på Tømmerbyvej, lige på grænsen til Store Verden har det gamle plejehjem Stenhøj fået nye beboere. Beboere fra andre himmelstrøg, andre virkeligheder, men fra samme verden. Vesløs’ befolkningstal er steget over 30 % med lidt flere end 100 beboere, fra Syrien, Uganda, Irak og Eritrea. Vesløs er blevet budt ind i verden, den er blevet en del af

110

R E G N FA N G

verden på godt og ondt som Ernst, frivillig på det nyetablerede asylcenter Stenhøj samt beboer i Vesløs, fortæller mig. Fortsættende formulerer han: Tømmerbyvejs fortov er dem der slides mest i Vesløs i disse dage. Jeg lægger mig til hvile i den tavse by og venter på nattens kommen. Mens samme undrende spørgsmål indtrængende presser sig på: Bliver vores hverdag påvirket af de millioner af menneskers mangel på samme?

le, som de kalder den. Vesløs emmer af tredje juledag. Tømmerbyvej ligger øde hen. I det fjerne skimter jeg en skikkelse, af mennesketomheden at dømme må det være Ernst. Vi hilser pænt, og min mormor begynder langsomt at trække sig tilbage mod Stationsvej, for at være oppe når resten af min familie vågner. Ernst ser bekymrende på mig og undskylder dernæst indædt. Vi kan ikke komme ind på Stenhøj i dag, da det er søndag, og ingen af de ansatte er på arbejde. Jeg kan se, hvor meget det ærgrer ham, han ville så gerne have, at jeg fik mulighed for at tale med nogle af beboerne. Han brænder for sin sag, for at få Vesløs på det solidariske Danmarkskort. Jeg forsikrer ham om, at artiklen ikke står og falder med at komme ind på Stenhøj, og at jeg godt vidste, at det måske ville blive en udfordring, da Regnfang redaktionen allerede før, har forsøgt sig ind på asylcentre, men uden held. Vi følges ad, ned af Tømmerbyvej, og skilles et par meter før Vesløs Super Brugsen, et af Vesløs og omegns mødesteder. I butikken møder jeg uddeleren, der fortæller, hvordan hverdagen i brugsen har ændret sig med Vesløs nye beboere. Brugsen har forsøgt at udvide sortimentet efter de nye kunders ønsker, især det hvide toastbrød har der været stor efterspørgsel på. En ung medarbejder fortæller, hvordan det er spændende med de mange nye mennesker og udfordringer med kommunikation samt den travlhed, det nogle gange kan medføre. Da jeg spørger til, om verden

Klokken er halv otte og min mormor kommer ind på gæsteværelset, hvor jeg har sovet. Hun har været tidligt oppe, og ville sikre sig, at jeg var vågen. Jeg forsikrer hende om min vågne tilstand, og hun trisser tilbage ned af de stejle trapper i det gamle stationshus. Jeg kan høre kaﬀemaskinen brygge, og duften fra de mørkt ristede bønner sniger sig vejen ind under dørsprækken i det mørke gæsteværelse. Jeg ser ud af vinduet og skimter lys på Stenhøj bag ved det store grantræ i min mormors have. Jeg skal mødes med Ernst uden for Stenhøj klokken 8.30. Jeg tager et koldt bad og møder min mormor i stuen. Hun insisterer på at følge mig til Stenhøj og finder hendes frakke og en stor mørk lommelygte frem. Trods de få meter til Stenhøj, foreslår hun en genvej, der er blokeret af to vejarbejdebomme. Vi går i tavshed med lyden fra støvregnen mod vores frakker. Det blæser, som det næsten altid gør i Vesløs, der er gang i den omtrent 200 meter høje vindmølle i Østerild Plantage - fremtidens megamøl-

111

R E G N FA N G

er kommet tættere på med de nye tilflyttere - om de unge Hannæs beboere tænker på den hverdag, de nye beboere kommer fra, lyder svaret; vigtigst af alt er de jo blot kunder som alle andre, men det er spændende med nye mennesker i lokalmiljøet og arrangementer i for eksempel Hannæs hallen. Et asylcenter i udkants Danmark kan have rigtig mange fordele for lokalmiljøet. Også på helt lav praktiske områder som økonomi og i at forhindre lukning af skoler, idræts- og brugsforeninger. For Ernst er integrationen i særdeleshed vigtig, så Stenhøj ikke bliver et parallelsamfund. Det kan mærkes med hans tydelige engagement i fritidsaktiviteter med beboerne på Stenhøj. Hver tirsdag mødes Ernst med alle fodboldlystne i Hannæs-hallen, til et spil, hvor grin og sved er vigtigere end etnicitet og pasfarve. Ernst har længe været engageret i flygtninge og tilflyttere og ser især problemer i det danske integrationsprograms mangel på mulighed for arbejde for de immigrerede. Ernst beskriver, hvordan de nytilkomne Vesløs beboere allerede fra første dag står klar og spørger, hvad de kan hjælpe med, hvor de kan arbejde, hvad de kan bidrage med til lokal- og regionalsamfundet. For Ernst og de andre frivillige på Stenhøj er deres primære arbejdsopgave at skabe arrangementer med beboerne, at udfylde dagenes larmende tomrum med sociale aktiviteter og menneskelig varme, hvorimod de ansatte varetager de mere praktiske opgaver på centret. Det slår mig, at hvis ikke mennesker som Ernst og de andre frivillige investerede så meget tid i projektet, ville beboerne kun have tv’et i fællesstuen som redskab til at slå tiden ihjel.

end bare et asylcenter, det er et hjem og et værested, hvor disse mennesker forsøger at bedrive tiden og skabe en hverdag i kaos, mens de venter på fred. Ernst fortæller mig, hvordan hele Øsløs, Vesløs, Arup, Amtoft og Tømmerby er med i projektet, hvordan det har forenet hele lokalområdet. Udover fodbolden, der de første par gange foruden mandlige beboere fra Stenhøj lokkede et par lokale piger med, er der motionsvolley. Aktiviteterne er åbne, med plads til alle og Ernst beskriver, hvordan de giver en god indsigt i livet hos de forskellige. Desuden er motionscentret åbent, der arrangeres skak på Stenhøj, og så er der et genbrugscenter i kælderen, som har vist sig yderst populært. Lokalbefolkningen i Vesløs samler cykler, tøj og brugskunst ind og donerer det til genbrugsbutikken, hvorfra beboerne på Stenhøj kan erhverve sig enkelte ejendele, for at gøre livet på Stenhøj mere personligt. Beboerne har ingenting med sig, når de kommer, ved at købe sig ting i genbrugscentret kan de igen manifestere egen identitet. Genåbningen af Stenhøj har givet byen en større omsætning. Hannæshallen og motionscentret har solgt timer, den ikke kunne besætte. Voksenundervisning har nødvendiggjort leje af mødelokaler, Brugsens salg er steget. Vesløs er et af de mindste bysamfund med eget fjernvarmeværk, og her falder de 100 nye beboere også i god jord. Der er kommet to nye skoleklasser for de yngste i Frøstrup og en ny klasse for de ældste i Vesløs, hvilket har medført læreransættelse og nye ansigter i de små skoleklasser i Hannæs. Alt i alt er det en god forretning, både økonomisk og socialt for Vesløs. Det er blevet endnu bedre at bo her - siger Ernst opmuntrende. På tirsdag tager Ernst en busfuld med til Bulbjerg - et konturrigt klippeudspring ved Vesterhavet. Beboerne elsker, når vi tager dem med til genbrugscentre i Fjerritslev, og når vi arrangerer ture. Det er svært for dem at betale oﬀentlige busser, med et budget på maksimum 60 kr. dagligt efter bolig og forbrug, selvom det klart ville være at foretrække

Ernst retter mig høfligt, da jeg gentagne gange benævner Stenhøj som “det nyåbnede asylcenter”. Det hed Stenhøj, da det var et plejehjem og det hedder Stenhøj nu, hvor det er et asylcenter. Beboerne på Stenhøj er ligeså meget beboere i Vesløs, som de er asylansøgere og ﬂygtninge. De er glade for at blive respekteret og taget alvorligt. Jeg rødmer og retter mine noter. Stenhøj er mere

112

R E G N FA N G

113

R E G N FA N G

114

R E G N FA N G

- tilføjer Ernst. Inden vores samtale afsluttes, konkluderer han: Vesløs bliver aldrig det samme efter dette. Det er vigtigt for hele lokalområdet. Hannæs skal på danmarkskortet, selvom folk negligerer området til udkants Danmark, et sted intet hænder. Her sker en masse, og det skal ud.

Min spadseretur lander ved vejarbejderbommene bag Stenhøj, hvor jeg møder en mand, der vinger mig igennem: ja du kan vist sagtens passere her - smiler han. Jeg giver ham hånden, og da han vender sig mod en bil på parkeringspladsen, tillader jeg mig at spørge, om han tilfældigvis har noget at gøre med centret. Det viser sig, at Bjarne er ansat på asylcentret i Hanstholm, men også er at finde på Stenhøj et par gange ugentligt. Han inviterer mig indenfor, og vi går i mørke i kælderen af det gamle plejehjem. Lyset er gået. I skæret af lommelygter forsøger Bjarne at fortælle mig om centrets gang, mens vi febrilsk leder efter stikkontakter og sikringsbokse. Han inviterer mig ind i cykelværkstedet, som Ernst tidligere havde introduceret mig til. Et sted hvor beboere kan mødes med lokale, og fikse alt hvad der måtte være i stykker, fra cykler til porcelæn. Senere et fælleskøkken og den lille klinik, hvor en sygeplejerske en gang om ugen besøger Stenhøjs beboere. Vi fortsætter op ad en smal trappe, til vi når stueetagen af den store varme bygning. Lyset og det varme vand er forsvundet på hele centret, og Bjarne begiver sig i kast med opsnapning af en VVS mand, i mellemtiden får jeg mulighed for at tale med nogle af beboerne. Tre smukke kvinder møder mit blik. De sidder i sofaen

På vej tilbage fra Brugsen møder jeg 82 årige Erling og Bente på 74, der har boet i Vesløs i mere end 25 år. Da jeg spørger dem, om deres hverdag er præget af de nye tilflyttere til byen, svarer de med en nøjsomhed, som jeg kun har mødt blandt nordjyder: vi mærker ikke så meget til det, de hilser altid pænt på os, når vi mødes på Tømmerbyvej. Fra gaderne og kroen lugter der af stegt smør. Jeg går en tur rundt i byen, først om Store Verden, dernæst Lille Verden. Ved flere huse jeg passerer, kommer folk hen til vinduerne for at kigge efter mig. Det er ikke tit, der kommer nye ansigter forbi. Jeg møder en bedstemor på tur med sine børnebørn, hun hilser nærværende, ikke en hilsen jeg er vant til fra Københavns gader. Da jeg runder Stenhøj stoppes jeg af børn fra 1. sal af bygningen, der hilsende råber de enkelte engelske og danske gloser, de besidder, mens de vinker febrilsk og lænser sig ud over altanen.

115

R E G N FA N G

ved hoveddøren i glaskanarppen og venter på et lift til kirken i Thisted. Kirken i Danmark er anderedes, her sidder folk stille og synger - forklarer en af kvinderne, iklædt fint søndagstøj, en blommefarvet nederdel og med lipgloss på læberne. Hun forstår ikke, hvorfor kirkegængerne ikke altid giver penge i den danske kirke, det gør hun, både i sit hjemland men også her i Danmark. Hun synes, at det er vigtigt at donere til kirkens indsamlende formål, fx de hjemløse i Danmark. Jacquline, Jamille og Ricca har været på Stenhøj i tre uger. De er flygtet separat fra Uganda, men mødtes i en lejr i det sydlige Europa, hvorfra de sammen er blevet sendt til Stenhøj og deler værelse med 5 andre. Jacquline har en diplomuddannelse, og har arbejdet indenfor forretningssektoren. Hun drømmer om at kunne bruge sin uddannelse og igen arbejde indenfor sit felt, når denne tid på asylcentret er forbi. En tid hun beskriver som en transit zone, indtil noget andet venter hende. Jeg spørger lidt ind til dagene på Stenhøj og ventetiden her. De tre kvinder ser på hinanden og Jacquline formulerer: Det er ﬁnt at vente her, i varmen. Det er alligevel så koldt udenfor. Vi ser ﬁlm og laver mad sammen. Normalvis går vi også i skole, men lige nu er det ferie. Kvinderne savner mad fra deres hjemland og forsøger at lave noget lignende, hvilket især er muligt, når de frivillige tager dem med til større centre, hvor de kan købe flere ting fra deres hjemland. Nu laver de dansk mad, det er de blevet gode til, med danske råvarer, ler de i kor. Jacquline taler godt engelsk og synes det er hyggeligt at tale med mig. Vi ser ud på de rimbelagte buske foran hovedindgangen, og hun gyser - og glæder sig til sommer. Jamille fortæller mig om julefesten, de holdte den 15. december, hvor der kom et band fra Hanstholm og et par enkelte familier fra Vesløs. Hun synes det var hyggeligt at komme i kontakt med nogle fra lokalbefolkningen, og de to andre kvinder nikker, men tilføjer hastigt med et smil,

116

R E G N FA N G

at det jo slet ikke var alle, der dukkede op. En speciel julestemning dulmer på Stenhøj. Borgerforeningen i Vesløs har doneret to juletræer, som beboerne har pyntet med flettede hjerter og guirlander. En gruppe børn fra Frøstrup skolen har opført luciaoptog, og Jacquline og Jamille fortæller, hvordan de har forsøgt at bage julekager - de griner, det var sjovt og anderledes, lidt svært. Jamille tager sin telefon frem. Displayet viser 10.03. Gudstjenesten startede klokken 10, og ingen har endnu været at hente dem. De trækker på skuldrene, de har ikke råd til den oﬀentlige transport og må derfor sætte deres lid til kirkebussen. Kvinderne savner deres hjem og normale dagligdag med job og skole derhjemme, og er glade for de ting der sker på centret, den hverdag de frivillige hjælper med at etablere, så ventetiden bliver mere end en ligegyldig transitzone. Ricca er tavs under hele vores samtale. Jeg rejser mig og får som afsked tre tilstedeværende smil med mig videre. Smil er der mange af på centret, alle hilser mig varmt. En syrisk far går rundt med en kop kaﬀe og sætter sig i hallen

for at se lyset fra solen, der er på vej op over brugsen. Stilheden fra Vesløs, den uendelige tid, giver en dyb klang gennem hele Stenhøj. Her er roligt. Plads til alle og plads til at slænge sig. Her føles trygt og her dufter af hjemmebag. Beboerne savner deres hjemland og vil gerne tilbage, men de forsøger at stable en hverdag på benene her på Stenhøj. Strømmen er vendt tilbage, og Bjarne finder mig i centrets fællesrum. Der er to fællesrum på centret hvor beboerne samles, på tværs af sprog, alder, nationalitet og religion. Her hersker ingen fjendtlig stemning, men en konsensus og anerkendelse af den delte situation. På tv’et i fællesstuen kører børneprogrammer, men Bjarne og mit besøg gør skærmen mindre interessant. Beboerne står i kø efter at invitere mig ind, og børnene spørger, om jeg vil tage billeder af dem. Børnene går i integrationsklasser, opdelt i indskoling, mellemskole i Frøstrup og overskole i Hannæs, og der er desuden

117

R E G N FA N G

120

R E G N FA N G

121

R E G N FA N G

gamle ægtepar. Han ser erkendende på mig, det er desværre ikke alt, vi har midler til at give dem. Bahria er vendt tilbage med et arabisk brød bagt på danske bradepander, som Ahmed brækker stykker af til Bjarne og jeg. Bahria insisterer på, at vi okkuperer de to stole i værelset, mens hun og Ahmed står - gæsterne skal sidde. På fjernsynet kører en syrisk tv-kanal. Det er tydeligt at Ahmed og Bahria følger tæt med i situationen i deres hjemland, det sted de gerne vil tilbage til. Bahria mimer sorgfuldt til mig om alle skyderierne. En kold suppe står på bordet, ved siden af ligger en pose med arabiske brød. De arabiske brød er at finde rundt på Stenhøj. Både i køkkenerne og på alle værelserne jeg har besøgt. Plastikposen med de arabiske tegn giver mig en lille ide om, hvad beboerne savner. Ahmed viser mig stolt deres tre planteprojekter i vindueskarmen. En krukke med løg, som skal plantes i Stenhøjs have. Bahria glæder sig, men Bjarne siger, at vejret endnu er for koldt. To andre planter - den ene med blomst, den anden en hyacint på vej til at springe ud - mens jeg skriver, er min hyacint sprunget ud, lilla og duftende. Tiden snegler sig med små projekter, men de små projekter holder også tiden i gang. Med samme spændte nysgerrighed et barn besidder, viser Bahria mig sit asylkort, så jeg kan se hendes fulde navn. På kortet står, at hun kom til Danmark den 15/10-15 fra Syrien. Der er også et billede på kortet, hun ser mere træt og bleg ud, end den smilende dame, der møder mig. Hun spørger med hænderne, om ikke jeg vil have noget brød med til min mormor, jeg takker ydmygt nej, men ja tak til at stykke mere sammen med dem. Krigen raser endnu på skærmen, og i verden. Der kommer et klip fra Tyrkiet på kanalen - og Ahmed forklarer Bjarne hvilken protest, der er i gang.

babyschool for mødre med børn mellem 0 og 3, samt børnehave for børnene mellem 3 og 6. Det er godt for både børn og voksne at få en hverdag uden for centret - nikker Bjarne. En bemærkning Jacquline bekræfter. Det er tydeligt, at beboerne er glade for Bjarne, alle hilser os videre med en kvik bemærkning. Jeg bliver inviteret ind i en af de 23 lejligheder, hvor en familie på 4 bor. Forældrene taler ikke engelsk, men viser mig åbent deres to soveværelser og lille køkken, hvor de kan lave mad, mens de to små børns blikke nysgerrigt følger mig. Stenhøj har mange familier boende, og Bjarne er glad for at kunne give familierne separerede køkken og toiletfaciliteter, samt en adresse og en dør de kan låse. Det giver dem en form for hjemlighed. Vi fortsætter op ad trappen til 1. sal og mødes af en kvinde med en knækket stålthekande i hånden. Da hun ser Bjarne, lyser hendes ansigt op, og hun inviterer straks både Bjarne og jeg på the i sit og sin mands lille topersoners værelse. På værelset er der lige nøjagtig plads til en køjeseng, et køleskab, et bord og to stole. Bahria og ægtemanden Ahmed er flygtet fra Syrien. Bahria har boet på Hanstholm indtil Ahmed kom til Danmark, hvorefter de er flyttet sammen her på Stenhøj. Bahria skænker en sukkerfyldt mørk chai af den knækkede thekande, holdt sammen af papir og tape og beklager, at hun brændte sig, da den gik i stykker, sådan at thevandet skoldede hendes ene sidekrop. Bjarne foreslår, at de tager kanden med til cykelværkstedet, for at fikse den med de andre beboere. Bahria ler og forsvinder hastigt ud af døren. Imens møder jeg Ahmed, der på samme hjertevarmende facon hilser os velkomne. Bjarne spørger om Bahria og Ahmed ikke gerne vil ligge ved siden af hinanden i stedet for i køjesengene, da det ikke er nemt at komme op af de stejle trapper for det

Flygtningestrømmen i 2015 til Europa passerede i de-

122

R E G N FA N G

123

R E G N FA N G

cember en million, dette er en femdobling de sidste 10 år, og den største flygtningestrøm Europa har set siden 2. verdenskrig. Flygtningene kommer hovedsagligt fra Syrien, Irak, Sudan, Eritrea, Nigeria og Somalia, flygtende fra borgerkrig, konflikter, terroriserende bevægelser, tvangsmilitær, tortur, henrettelser og undertrykkelse. Min hverdag går videre, til trods for de mange hvis er gået i stå, frosset fast i tid og rum af frygt, sorg, ødelæggelse og ikke mindst ventetid på asylcentre og flygtningelejre. I dette virvar forsøger disse mennesker på Stenhøj at genetablere en hverdag på deres nye opholdstilsted, til trods for at denne også bare er en tidslomme, et sort hul i en kaosbelagt galakse. Jeg takker Bjarne mange gange og går tilbage ud i december kulden. Det støvregner endnu. De danskfarvede vimpler vejer i vinden, flere gæs på træk passerer mig over hovedet. Måske på vej tilbage til hvorfra Vesløs’ nye beboerne kommer. De tomme gader ånder. Et par børn leger på Stenhøj, ellers er her stille. Vingerne fra den store vindmølle kan høres i det fjerne, månen er fuld. En dybfølt taknemmelighed strømmer frem fra mit indre. Jeg har svært ved at rumme det lys, der omkransede mig fra Ernst, Bjarne og beboerne på Stenhøj. Mennesker der har så lidt, for hvem hele verdenen er brast i skår, for hvem virkeligheden er mistet. Vesløs er vokset. I hjerter, i varme, i vindstyrke og i virkelighed. Da jeg kommer tilbage til min mormor, har Ernst været forbi, på trods af at han skulle til julefrokost med sin datter og sit barnebarn på besøg fra København. Han har afleveret et visitkort og et klistermærke der sidder på bilerne i Hannæs: Hannæs - åben, aktiv og naturlig. Jeg giver det ret. Min mormor har en pose til at stå i gangen med tøj til genbrugscentret på Stenhøj.

124

R E G N FA N G

125

R E G N FA N G

Man skal have sig en skæbne SIGNATUR

Tekst AF

Fotografi

Victor Lange

Magnus Harding Iranzad

I Regnfangs interviewserie SIGNATUR formidler en danks kulturperson sin viden direkte til den danske ungdom. Det er en eksistentiel underskrift fra en enkelt person til en hel generation.

TIL Den danske ungdom FRA Peter Tudvad // forfatter og filosof

Oprindeligt udgivet i: REJSER, forår 2015 – tredje tidsskrift fra Regnfang.

126

R E G N FA N G

127

R E G N FA N G

DECEMBER, BERLIN Det kan være så ubarmhjertigt koldt i Berlin om vinteren. En helt klar isblå luft lægger sig stille i byen: blandt husene, langs vejene og mellem menneskerne. Selv de golde bygninger fryser og puster deres rå ånde ned på én, idet man passerer deres høje facader - og kigger op. Peter Tudvad er en af de mest fremtrædende stemmer og bidragsydere til den danske debat om emner vedrørende moderne teologi og ikke mindst en af netop dennes store tænkere; Søren Kirkegaard. Jeg sidder på en café kun et par minutter fra hans lejlighed i Kreuzberg. Der er 10 minutter til, at vi skal mødes. En mand går forbi, hurtigt, og trækker sit åndedræt med sig som en lille sky. Den forsvinder, hurtigt. Berlin er anderledes, når den nordlige halvkugle vender sig væk fra solen, og årstiderne skifter. Så bliver Berlin til noget andet. En anden by. Med kulden bliver hverdagen forandret: gaden bliver en anden. Folk forsvinder fra den, hurtigt som mandens sky af åndedræt. Pludselig er de væk. Ofte tager det kun en weekend, og i løbet af bare få dage skilles efterårets røde mosaik med vinterens grå rude. Det er Berlins skæbne. Og den gentages - hvert år.

KIRKEGAARD OG KÆRLIGHEDEN ”Jeg har tænkt på, at det kunne være spændende at tale om kærligheden set igennem Kirkegaards forfatterskab. Det er jo en mildt sagt anden form for kærlighedsopfattelse end den nuværende og almene forestilling om begrebet. Og så vil jeg meget gerne høre din personlige mening herom,” siger jeg. ”Ja, den er jeg med på,” svarer Peter, ”og der er også nok at tale om må man sige.” Så det starter vi på: at tale om Kirkegaards tanker om kærligheden - og ikke mindst, vel nok, dens gerninger. ”For Kirkegaard er kærligheden en opgave. Det er pligten til at elske sin næste. Og først og fremmest via Gud.” Peter går i gang. Han taler hurtigt: associerer, kæder sammen, perspektiverer, analyserer. ”Men her har jeg personligt nok et problem. For mig bliver kærligheden hos Kirkegaard, i hans forfatterskab, filosofi og teologi , nemlig primært reduceret til pligt. Det spontane bliver taget ud. Og kærlighedens retning bliver stort set kun vertikal - altså rettet imod Gud.” Peter fjerner et par bøger og forsætter: ”Men selv var han på mange måder forbilledlig: Søren Åby Kirkegaard - altså som person, som menneske. Han var jo et enormt dannet individ, men alligevel søgte han ofte den almindelige menigmand - en helt konkret vedkommende på gaden. Han gjorde en dyd ud af at tale med mennesker; alle mulige slags mennesker. På den måde har Kirkegaard meget at sige i dag - han taler i den grad til os meningsfyldt om kærligheden. Også ved hans egne handlinger.” Peter kigger ud af vinduet, han tager hænderne om bag nakken og læner sig tilbage: ”Den kærlighed som Kirkegaard ønsker, og den kærlighed som han synes er ’kærligheden’, den eneste kærlighed, er bare så forbandet svær at realisere. Den er så radikal. For eksempel havde jeg en rigtig god veninde, som jeg holder utrolig meget af. Hun ringede - faktisk i går - for at spørge om vi ikke skulle mødes; snart. Det er lang tid siden, at jeg sidst så hende. Det vil jeg selvfølgelig rigtig gerne. Problemet er bare, at jeg ikke kan tilbyde hende at sove her, for jeg har så ekstremt travlt, da livet som forfatter og ’freelanceforsker’ er virkelig tidskrævende. Så det kunne jeg ikke. Det taler virkelig til min dårlige samvittighed. For hvis jeg skulle efterkomme den evangeliske fordring, og dermed Kirkegaards tanker om kærlighedens gerninger, så er der da ingen tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle have tilbudt hende logi; her. I mit hjem.”

BØGER ”I må undskylde, hvis der roder,” siger Peter og griner lidt: ”Sådan er det altid, når jeg er ved at skrive på en ny bog.” På stuebordet står hans laptop, og rundt om den ligger der bøger i stakke og bunker. Peter Tudvad har igennem mange år bidraget til dansk litteratur - med både romaner, biografier og fagbøger. ”I kan bare beholde skoene på, der kan godt være lidt fodkoldt,” siger han og viser vej ind i stuen. Og der står de, fra gulv til loft: Peters bøger. Hans bibliotek. ”Det lyder ret nørdet, men jeg er ved at genskabe Kirkegaards eget bibliotek.” Peter peger op på en af reolerne: ”Det går den rigtige vej,” siger han og smiler. Vi står længe foran reolerne. Peter hiver det ene vidunder af et stykke bogbinderi frem efter det andet. Originaludgivelser i de smukkeste udgaver, indbundet på skønneste vis. ”Hvor skal vi sidde?” spørger han. ”Her, ved bordet, er helt fint,” svarer jeg. Og dér sætter vi os.

128

R E G N FA N G

129

R E G N FA N G

For det farlige er, at de unge mennesker, såvel som børn vel nok også, søger autoritet om vi vil det eller ej. De behøver noget at orientere sig efter. Og hvis de voksne ikke giver dem et sundt autoritetsforhold, så søger børnene og de unge det andre steder; og det er ikke sikkert, at de andre steder finder sunde autoriteter.”

Peter kigger på bøgerne. De står tæt - helt tæt, næsten uden en pause, et ophold. Det eneste der bryder dem er reolkassernes rette linjer af træ. Små kasser de står i; et mønster, en struktur. ”Et begreb som ’opbyggelighed’ er virkelig centralt for forståelsen af Kirkegaards udredning af kærligheden. Opbyggelighed. I dag forbindes det vel nok mest med ’selvrealisering’ og lignende. Men hos ham har det en klar betydning af lydighed og forpligtigelse. Og valget. Altså, at man vælger at forpligte sig og er lydig over for både dette og den magt, der har sat dig: Gud. Og det medfører jo så en disciplin.” Peters hænder ligger på bordet. Han løfter dem hver gang, han når til en konklusion; passioneret. Og så forsætter han: ”Det må siges i den grad også at have relevans i dag: forpligtigelsen og lydigheden. På mange måder relaterer det sig også til det autoritetstab som jeres generation, den nuværende ungdomsgeneration, nok må siges at leve under nu. Og det er jo ikke jeres skyld, at I ingen autoriter har haft. At pådutte et 10-årigt barn ’ansvar for egen læring’ er jo absurd, og det er netop vores tids pædagogik ført ud i absolut yderste konsekvens. Så grelt er det heldigvis ikke normalt. Men det handler om - for de voksne - at tage et ansvar og at risikere noget ved at være en autoritet.

Biblioteker hvisker. Både de mennesker, der sidder i dem, men også bøgerne selv. De hvisker fordi stilheden fordrer fordybelsen. Og selvom Peter og jeg taler, så hvisker hans bøger stadigvæk - hans mange reoler af litterære mesterværker. De hvisker fordi de ved noget. Det er generøst. Sådan er biblioteker - gavmilde. ”En uheldig bivirkning ved tabet af autoritet er - på nogle planer - desuden dannelse: gentagelsen og øvelsen. Jeg kan huske en fortælling fra en af mine bekendte om en polsk pianist, en kvindelig pianist, der kom til Danmark for at studere på Det Kongelige Musikkonservatorium. Hun, pianisten, var meget imponeret over de danske studerendes gåpåmod og evne til at begive sig ud i de sværeste klassiske kompositioner - Bach og Beethoven for eksempel. Men hun så samtidig med dette mod og denne umiddelbarhed en anden tendens: de danske studerende blev meget sjældent rigtig gode - og her menes

130

R E G N FA N G

DIETRICH BONHOEFFER: I KRIG OG KRISTENDOM Bach kom aldrig tilbage til stuen. Det tillod afspilleren ham ikke. I stedet for står der tre hvide kopper på det lyse træbord med dampende sort kaffe i dem alle. Foran dem ligger lidt chokolade. Til højre for bordet står en lav reol. ”Tog den lang tid og skrive,” spørger jeg og peger op på en af de tykkeste bøger på reolen: ”Ja, altså ca. 2 år. Den er også lang, omkring 750 sider. Og så er det endda kun første bind,” svarer Peter. Vi taler om hans nyeste udgivelse: I krig og kristendom. Det er en biografi, en bog om den tyske teolog, præst og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer - en personlighed og tænker, der i moderne teologi har en helt speciel status. Også hvis du spørger Peter: ”Bonhoeffers teologi og eget liv som kristen har virkelig noget vigtigt at sige - både i forhold til samfundet, kirken og troen. Han insisterede på, at fællesskabet omkring troen som essentielt, at fælleskabet var givet ved Kristus, at Kristus var eksisterende som menighed i kirkelivet. For ham skete retfærdiggørelsen vertikalt, men helliggørelsen horisontalt. Altså: dommen indtraf i menneskets forhold til Gud, men som kristen var udøvelsen af troen mødet med andre mennesker og heriblandt kærligheden. Dietrich Bonhoeffer havde i hans teologi et blik for det praktiske aspekt af kristendommen, og den lære verden modtog fra Jesus. Troen var for ham et eksistentielt projekt, og han forudså selv en verden, eller et håb for en sådan, hvor man vitterligt havde erkendelsen af Jesus som herre i verden og livet.”

virkelig gode - til de musikstykker som de øvede. For de øvede dem ikke specielt længe ad gangen. De havde ikke tålmodigheden til at gentage det samme stykke musik igen og igen, så de til sidst mestrede det på ufatteligt højt plan. I hvert fald så hun, den polske pianist, det som en klar forskel i dannelsestraditionen imellem Polen og Danmark: gentagelsen og repetitionen. Hvis vi bliver ved Kirkegaard, så havde han egentligt også blik for dette. Altså denne tendens i ’den danske mentalitet’, eller måske bare den moderne mentalitet, til at gøre alting lettere. Ikke at dyrke det tidskrævende. Hans indgang til virket som forfatter begrundede han endda med, at han ville gøre ’tingene vanskelige, så vanskelige som de er.’ Det vanskelige var for ham noget vigtigt. Også selvom det kræver tiden - af individet.” Peter lægger sine hænder på bordet. Så løfter han dem igen; ”Nu lyder det jo nærmest også som om, at jeg er en gammel sur mand, der mener, at dannelsen er forsvundet, og at ungdommen - den nuværende - ikke har et eneste spor af den. Det mener jeg ikke. Slet ikke. For et par uger siden havde jeg faktisk en lille forelæsning for en studenterkreds oppe i Zionskirchen, i Prenzlauer Berg, og der mødte jeg virkelig nogle lydhøre, vidensbegærlige og meget inspirerende unge mennesker. Det fik jeg, som lærer, helt ekstremt meget ud af. De havde et andet perspektiv og en anden vinkel. Det må man aldrig underkende som lærer: den viden man kan modtage fra sine elever. Det er for dumt som underviser at stille sig arrogant over for det. Man mister virkelig en indsigt derved. Det skygger arrogancen for.”

Peter kigger ud af vinduet. Man kan høre lidt lyde fra gaden en gang imellem: en bil kører forbi, en hund gør, nogen råber. Han holder blikket på den grå himmel, imens jeg skriver et par noter på det hvide papir. ”Bonhoeﬀer var i de første år af Nazitiden ret så pacifistisk, er det ikke rigtig?” ”Jo, det er det,” svarer Peter. ”Kan du forklare, hvorfor han gik fra denne pacifisme til hans overbevisning som modstandsmand?” ”Altså, det er der mange grunde til. Bonhoeﬀer er faktisk som ung virkelig krænket, ligesom den tyske befolkning i al almindelighed, over Versaillestraktaten og dennes påstand om, at hele ansvaret for 1. verdenskrig kan placeres hos tyskerne.

Pludselig bliver der stille. Musikken er væk. Hvilken musik? Den musik man ikke hørte før, men som man nu hører stilheden fra. Først når musikken er færdig, kan man høre stilheden. Han, Peter, rejser sig og går hen til Cd-afspilleren. ”Hvad hørte vi før?” spørger jeg. ”Bachs juleoratorium,” siger Peter, begejstret, og tager Cd’en ud. Sådan er musik, den skaber rum for stilhed, for tomrummet efter. Den er skøn. Den maler tiden, efter den er slut. ”Satans japanske bras.” Peter slår på toppen af Cd-afspilleren: ”Den gider nogle gange ikke at spille Cd’erne. Det er simpelthen så irriterende,” han skuler til den sølvgrå afspiller - så vender han sig: ”Nå, men var det ikke også tid til noget kaﬀe?” spørger han og griner.

131

R E G N FA N G

Faktisk bruger Bonhoeffer i sine unge år - og manden blev jo som bekendt desværre ikke særlig gammel - en ret voldsom retorik, blandt andet, da han er hjælpepræst for en tysk menighed i Barcelona og siger nogenlunde følgende om sit eget lands situation: ’Den unge generation har en ret, i kraft af sin vitalitet, til at krænke sine naboer.’ Det er jo en terminologi, der ikke ligger langt fra den de nationalsocialistiske benyttede sig af. Forstået sådan, ja så ’starter’ Bonhoeffer ikke som pacifist. Men der sker noget med ham; noget ret dramatisk. Han ser sammen med en god fransk ven filmatiseringen af Intet nyt fra Vestfronten og bliver voldsomt berørt af den. Grædende forlader han, Bonhoeffer, biografen og erklærer sig derefter som pacifist. Efter det er han utrolig optaget af at undgå krigens rædsler. Han taler, faktisk i Danmark, på Fanø til en stor konference om forskellen på begrebet ’sikkerhed’ og begrebet ’fred’. For ham at se, er det absurd at tale om sikkerhed, hvis man med det vil opnå fred. For at tale om sikkerhed er at udvise mistillid til de andre, og det er det sidste, der fremmer freden - faktisk lige modsat, ja så genererer den spændinger. Splid, måske endda. Men selv Bonhoeffer må opgive dette meget pacifistiske standpunkt, og da krigen bryder ud i 1939, pointerer han, at omstændighederne kan ændres således, at det kan være nødvendigt at slå ihjel - i lyset af krigen. Og med at slå ihjel, ja, der mener han: at slå Hitler ihjel. Vælte nazismens styre.” Peter holder en pause, sænker hænderne og lægger dem på bordet: ”Men det betalte Dietrich prisen for. Han blev fanget af Gestapo, fundet skyldig i planlægningen af et attentatforsøg mod Hitler og dermed dømt til døden.” Peter kigger igen ud af vinduet. ”Han blev hængt d. 9 april 1945 ved daggry - i koncentrationslejren i Flossenbürg. Kun 1 måned inden Tysklands totale overgivelse. Han gik i døden med sin tro. For ham var hans død her i denne verden ikke slutningen - men begyndelsen. Det var sågar hans sidste ord.” TROENS REJSER Nede på gaden går en kvinde forbi. Hendes mørke hår løftes af et vindstød. Hun holder sin frakke lukket med begge hænder og bøjer sit hoved ned mod fortovet for den kolde blæst. Pludselig er hun væk. Peter kommer ind i stuen igen og sætter sig ved bordet. ”Vi har talt meget om tro og religion. Hvor er du selv på den rejse?” spørger jeg.

134

R E G N FA N G

Peter tager sin ene hånd op til ansigtet. ”Det har været en lang rejse for mig - troens rejse. Jeg blev opdraget i et hjem, hvor den grundtvigianske kristendom var velrepræsenteret. Så startede jeg med at læse filosofi og stødte af den grund på Frederich Nietzsche og hans værker - der blev jeg ’berøvet’ min tro. Men den indførte Kirkegaard mig i igen - men denne gang en mere alvorlig og tung eksistentiel form for kristendom. I samme periode oplevede jeg både psykiske og fysiske sammenbrud og desuden også nogle personlige hændelser, hvor mennesker jeg holdt af virkelig oplevede lidelse og død. Jeg trak simpelthen vejret igennem troen i den tid. Jeg åndede igennem den.” Jeg tænker på manden, manden, der gik forbi mig i morges ved cafeen. Med hans hurtige skridt på den frosne jord. Og på hans åndedræt, der som den lille hvide sky forsvandt ud i det kolde intet - ud i vinterens tunghed. Måske er troen sådan - for nogle. En måde at holde varmen på, et åndedræt. En måde at trække vejret på, når verdens kulde bliver en tæt mur, og man fryser helt ind i knoglerne. Der findes troen. For nogle mennesker. Troen som åndedræt. ”Jeg flyttede her til Berlin i 2006. Der skete noget. Når jeg bad var det anderledes. Det vakte ikke genkaldelse der var ingen genlyd. Ingen fornemmelse for retning. I samme periode oplevede jeg ligeledes en gudstjeneste, der gjorde stort indtryk - ikke et specielt godt indtryk dog. Jeg var i Französischer Dom på Gendarmenmarkt til gudstjeneste. Menigheden virkede ligeglad og passiv, uden tro eller passion, og da jeg bagefter gik ud af kirken, så jeg præsten selv. Han stod med blikket rettet imod den grå himmel, helt fraværende, og kiggede tomt på de mange skyer. Og dette blik, dette fjerne blik, det sagde et eller andet til mig, som jeg ikke kan glemme.” Klokken er 12.24. ”Jeg er agnostiker. Agnostikeren er en gave til de religiøse - religionskritikken er en gave til religionerne, den fremmer noget sundt i dem.” Peter forsætter: ”Jeg synes, at de aggressive ateister skulle droppe deres fjollede projekt med at fornægte religions plads i verden - for mennesket. I kernen af alle religioner er spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske. Man besinder sig på sin endelighed. Og selv om man ikke er kristen, så handler kristendommen om eksistensen.” Peter rejser sig, han tager en bog i hånden og sætter den på plads - helt oppe på den øverste hylde. Han går ned af

135

R E G N FA N G

stigen igen og taler videre: ”Det er en spændende tid vi lever i, når det handler om troen. Eller det er en anderledes tid. For mig er det moderne ’Gudstab’ ligeså reelt som den traditionelle ’Gud’. Det fylder lige så meget i verden - Gud og fraværet af ham.” Jeg afbryder Peter og spørger: ”Jeg tror faktisk, at der er ret mange unge mennesker, som er søgende efter en metafysik af en art, en mening. Selv om de ikke nødvendigvis er kristne, hvad kan mødet med kristendommen tilbyde dem?” ”Det er en berigelse også for en agnostiker, at møde kristendommen og forholde sig til den. Det er en udfordring.” Peter sidder kort og tænker - forsætter så: ”Den sårbarhed og lidelse, som findes i Det Nye Testamente har meget at sige i dag. Den nuværende ungdom, tror jeg, er en helt generation af mennesker, der virkelig har levet i en meget tryg tilværelse sammenlignet med tidligere. Derfor har de unge i dag nok ikke så mange skrammer - og det er ærgerligt, for det hærdes man af. Desuden fremmer det måske også en form for overbygning i livet: en åndelig overbygning.” Han læner sig ind over bordet: ”Meget bliver psykologiseret i dag. Desværre. For de unge går derved glip af, hvad man kunne kalde ’evighedsdramaet’: det store livsdrama. Måske fordi det i psykiatrien og kulturen generelt anses som værende usundt at være lidt tungsindig - det er forkert og skal forhindres. Derved forsvinder dramaet - de store følelser.” Så sætter han sig tilbage i stolen: ”Mennesket har et ansvar. Vi kan leve et stort liv. Som Karen Blixen sagde: ’Vi skylder guderne et svar.’ Og det gør vi. Det gør vi virkelig.” Peter krydser armene og læner sig længere tilbage i stolen, kigger ned på bordet og siger så: ”Ja, det er vigtigt: man skal have sig en skæbne.”

136

R E G N FA N G

137

Passione Fodboldens lidelse i fodboldens lidenskab Tekst AF

Tegninger

Magnus Harding Iranzad

Victor Lange

Fodbold er verdens mest udbredte sportsgren. To hold af 11 spillere skal skyde en bold ind i et mål, og det hold der formår at score flest gange vinder kampen. I virkeligheden et meget simpelt spil. Men er fodboldens virkelighed kun bestemt af aktiviteterne på banen? Er den i virkeligheden så simpel? Med udgangspunkt i den kulturrige fodboldklub, AS Roma, undersøges foldboldverdens størrelse og betydning. Hvilke kvaliteter rummer sporten og dens mange grupperinger, og hvilke skyggesider hviler over det våde græstæppe?

Oprindeligt udgivet i: VIRKELIGHED, efterår 2014 – andet tidsskrift fra Regnfang.

138

R E G N FA N G

Ro ma O Morte

139

R E G N FA N G

Optakt

Sagnet fortæller, at et sæt spæde tvillinger ved navn Romulus og Remus blev fundet i en båd af hunulven Lupa ved Tiberens bred. De var eftersigende efterkommere af krigsguden Mars og kong Numitors datter Rhea Silvia. Kongen blev afsat af hans onde bror Amulius, og hans 3 sønner blev dræbt. Rhea frygtede for hendes ufødte børn og sendte dem efter fødslen straks ned af floden i håb om deres overlevelse. Lupa ammede dem, og de voksede sig store og stærke. I sær Romulus udviklede lederegenskaber, der var Remus overlegne, og interne stridigheder i mellem dem ledte til at Romulus dræbte Remus. Samme dag grundlade han byen Rom i 753 f.Kr. En by der skulle vise sig at overtage den kendte verden og skrive sig ind i historien som en grundsøjle i Vestens dannelse. Rom skabte sin egen tidsalder; romertiden.

Sådan starter fortællingen om Rom. En myte, der har hentet inspiration i andre gode sagn; som dengang Moses som spæd blev sendt op af Nilen i en sivbåd, eller da Kain slog sin bror Abel ihjel. Fælles for dem alle er, at sandhedsværdien er noget rusten - meget rusten. Men det er heller ikke mytens funktion at være sandfærdig. Myten kan fortælle os noget mere generelt om menneskets eksistens; om det evige, det inderlige, det hinsides, det immanente og det transcendente. I dette tilfælde handler det altså om Rom og endnu vigtigere: Det at være romer. Hvordan betragter de sig selv? Obelix sagde: ”De er skøre de romere”, og det kan der, set fra et nordligt perspektiv, være noget om. Men frem for alt er de stolte. Roms historie er rig og stor og fylder meget i en romers bevidsthed. Da Romerriget var størst, bestod det af stort set hele Europa (på nær Skandinavien, noget af Tyskland, Skotland og Irland), dele af Mellemøsten og Nordafrika – på det tidspunkt hele den kendte verden. Efter Romerrigets fald opstod en ny verdensmagt i Rom - den katolske kirke. Vatikanet er som bekendt epicenteret for romerskkatolicismen, som er den mest udbredte trosretning i verden med næsten 1 milliard medlemmer. Romerne er helt naturligt katolikker, og religionen spiller en stor rolle i enhver romers liv. For størstedelen af dem er der dog noget, som fylder mere end både religionen, historien og kulturarven – noget disse tre aspekter er med til at understøtte. Noget der for dem skaber sammenhold, kærlighed og passion, i en grad der ikke tåler sammenligning med noget andet. Fodboldklubben AS Roma.

140

R E G N FA N G

1 .

H a l v l e g

141 141

R E G N FA N G

Der findes mange typer af fankulturer i verden. Alle har deres ligheder, men også forskelle – og her skiller AS Roma sig bestemt ud fra mængden. For AS Roma er det historien, stoltheden, passionen, sammenholdet og kærligheden, der er af betydning. Der således mange referencer til denne romerske historie, der specielt har bidraget til sammenholdet og stoltheden omkring holdet. AS Romas farver er de samme, som dem der prægede byen for 2000 år siden nemlig de rødgule – og på italiensk går de blandt andet også under navnet ”I Giallorossi”. Et andet af deres mange navne er: ”I Lupi” eller på dansk: ”Ulvene”. Her refereres der selvfølgelig til hunulven Lupa fra Roms skabelsesberetning og klubemblemet, der er på trøjer, banner og stort set alt andet visuelt fra klubben, er da også allegorien med Lupa, der ammer tvillingerne. Hunulven, der ammer og bærer Romulus og Remus, er derfor i den romerske selvforståelse både et tegn på, og selve muligheden for, Roms grundlæggelse, eksistens og sidenhen styrke. I skrivende stund er AS Roma ved at bygge et nyt stadion, der ikke alene er udtænkt til at være det mest arkitektoniske og generelt æstetisk fuldendte, men samtidig også det mest frygtindgydende stykke fodboldarena, ikke blot i Italien, men i hele verden – en fæstning uden lige. Det kommer til at hedde ”Stadio della Roma” og står færdigt om cirka 2 år. Igen indtræﬀer referencerne. Stadionets arkitektoniske udtryk og stil er kraftigt inspireret af et af Roms største varetegn: Colosseum – et af verdens 7 vidundere. Roms nutidige gladiatorer skal endda skubbes op fra mørket under jorden til lyset og de rødgule farver, som de gjorde det for 2000 år siden - da Roms gladiatorkampe samlede byen. Romerrigets storhedstid er i den grad i romernes selvbevidsthed og er grundingrediensen i deres identitet. Denne storhedstid vil de opleve på ny. Man kan derfor med rette omtale dem som værende både romantikere og traditionalister: De bærer længslen efter de svundne dage og troen på traditionens genkomst og styrke. Vores samtid har ikke meget tilovers for netop disse typer af tanker - men det er ærgerligt. For det er vigtigt at huske sin historie, lære af den og bruge den. Vi skal helst bare fremad så hurtigt som muligt og helst uden at se tilbage. Sådan er det ikke i den evige stad. AS Roma er i et og samme både et fælleskabende, romantisk og nationalistisk identitetsprojekt - AS Roma beskrives faktisk bedre som et princip end ”bare” en fodboldklub. Jovist kan de glæde sig over gode og pålidelige spillere, en god ledelse, en god træner, gode kampe osv. på lige fod med alle andre klubber - men det er ikke det, de lovpriser. AS Roma er at betragte som et koncept, der i romernes bevidsthed transcenderer de forgængelige elementer og eksisterer i kraft af AS Romas nutid og fortid, dets historie og mytologi. AS Roma supporterne ved hvem de er, hvor de kommer fra, og hvor de er på vej hen: storhedstid – romantik – storhedstid. Det er nemlig dér de skal hen igen – genskabelsen af Romriget. Den romersk romantiske tanke om svundne storhedstiders mulige genkomst, er således møntet på deres elskede trøje og klub AS Roma. Strategien er klar, krigen kan vindes; AS Roma vil være den største og bedste klub i verden. Romerrigets storhedstid blev grundlagt på viden, magt og krig. Historien har lært os, at der sjældent kommer noget godt ud af sidstnævnte, og for romernes vedkomne har krigszonen heldigvis rykket sig idenfor fodboldstadionets rammer, hvor de romerske legionærer udkæmper slag efter slag for at beskytte, ære og værne om Rom. Fodbold er blevet en krigsmetafor. Fagets terminologi bærer også kraftigt præg af dette; forsvar, angreb, anfører, fjendens linjer, bagkæden, taktik, strategi, duel osv. Når romaspillerne løber på banen, er der én bestemt sang, der sågar bliver sunget af de mange tusinde fans - og her bliver metaforen særligt bekræftet:

Quando l’inno si alzerà tutto il mondo tremerà. Canteremo fino alla morte innalzando i nostri color che ci vien dal profondo del cuor... Alé, alé, alé Roma alé alé, alé alé

Når hymnen tager til, hele verden vil skælve. Vi synger indtil døden, idet vi hæver i vejret vore farver, som kommer fra hjertets dyb… Alé, alé, alé, Roma alé alé, alé, alé

142

R E G N FA N G

143

R E G N FA N G

144

R E G N FA N G

Hele verden vil skælve. Af frygt for styrken i hymnen, styrken hos romerne, styrken hos AS Roma. For i og med at hymnen lyder, er AS Roma på banen og folket ved deres side. Romerne vil synge, og det gør de - uden stop, indtil døden, de næste 2 gange 45 minutter. Men indtil døden er ikke kun en midlertidig hensigtserklæring om at synge i 2 gange 45 minutter. Det er ligeledes en troserklæring om at synge for altid, og hver gang AS Romas trøje er i kamp. Alé: Fremad –kom så! Sangen er en krigserklæring, og samtidig et forsvar af den by og den trøje, som de elsker så lidenskabeligt. AS Roma fansene er, som den opmærksomme læser nok har bemærket, en meget passioneret størrelse. Mange af disse mennesker vier deres liv for denne trøje og disse farver, og når de snakker om klubben, er det tydeligt, at der er mere på færde end ”bare” fodbold. Der er, som nævnt oven for, krig i luften, men også noget andet og mere – noget større. For dem er konceptet, AS Roma, en form for højere magt. Spørgsmålet trænger sig på: Kan man betragte fankulturer, og i dette tilfælde AS Romas fankultur, som værende en religion? For at undersøge dette, må man forsøge at tegne direkte paralleller mellem religionen og fodbold, for at belyse deres ligheder og forskelle. Men allerede inden dette er det vigtigt at fastslå, hvad begrebsdefinitionen på fænomenet ”religion” egentligt er? Et endegyldigt svar på dette spørgsmål findes ikke, da der eksisterer mange religioner som alle har sine forskelle – f.eks. er islam omfattet af en række totalitære forskrifter, hvilket ikke er tilfældet i eksempelvis kristendommen. Kigger man nærmere på ordets oprindelige grundbetydning, som for øvrigt er opfundet af romerne, vil man finde at ”religion” betyder; at binde sig eller at være forpligtet. En pligtkultur, der udmønter sig i ritualer og gentagelse af hellige handlinger - et ydre og praktisk anliggende. Op igennem historien blev ordet vendt til at have en indre og personlig betydning: At forbinde jeg’et med det ophøjede, i de fleste tilfælde Gud. Disse to aspekter er ikke en egentlig definition, men der er enighed om, at de er med til at definere grundstenene i religion. Da denne fortælling er centreret omkring det romerske folk og deres kultur, er det selvfølgelig oplagt, ikke blot at sammenlige fankulturen med religion, men helt konkret med katolicismen. Et vigtigt aspekt i begge kulturer er ritualer. Ritualer findes i alle religioner, og deres funktion er at sætte konkrete handlinger på det ukonkrete - altså på den forestillingsverden kulturen omhandler, for at udtrykke sin kærlighed og taknemmelighed, og derigennem føle sig tættere på den transcenderende størrelse, man nu engang tilbeder. For katolicismen: Gud, for AS Roma fans: AS Roma-konceptet. Hvis man kigger helt nøgternt på ritualerne, vil man finde ligheder der er slående. I katolicismen er de mest prominente: gudstjenestens ritualer, kalenderritualer og overgangsritualer. Lader man blikket hvile på gudstjenesten finder man, at den foregår i kirken hver søndag. Tilsvarende foregår fodboldkampen på stadionet hver søndag. I kirken findes mange synlige symboler som malerier, skulpturer, det ”guddommelige lys” der falder fra vinduespartiet i loftet, korset, transsubstantiationen i nadveren osv. På fodboldstadionet, og i dette tilfælde AS Romas stadion, findes der symboler i form af trøjer, bannere, tørklæder, flag osv. I begge kulturer udgør disse vigtige visuelle, identificerende og performative elementer i de troendes ritualer, og har dermed stor betydning for ritualernes eﬃkacitet. Ritualer, der er særligt vigtige for begge kulturer, er hymner. For begges vedkommende er hymnerne centreret omkring det allegoriske univers, og man kan via dem føle sig tættere på sin tro. Som AS Roma supporternes citerede hymne fra tidligere viste, kan hymnerne både ses i en krigsmetaforisk kontekst, at de vil vinde og via sang presse holdet fremad til at præstere sit bedste, men så sandelig også i en trosbetonet kontekst; de vil simpelthen gå i døden for deres tro. Et andet lighedspunkt er religiøse værdier. Disse er ikke nogle man nødvendigvis bruger meget energi på at benævne med ord, men er noget iboende i den troende og fundamentelle for begge kulture. Vendinger som elsk din næste, man må kun have én Gud, og denne må man ikke tale grimt om osv. er kendt fra religionen, men kan helt bestemt overføres på AS Roma projektet. I de konkrete aspekter er der således mange ligheder, men det er i det ukonkrete, det usynlige, det sanselige at disse for alvor indtræﬀer. For såvel katolikker som for AS Roma supportere er der en iboende bevidsthed om et tilhørsforhold til noget ophøjet, en længsel efter identifikation, en ubetvivlelig kærlighed, en troskab og ideologi; det er et dybtgående, urokkeligt og fælleskabende sammenhold. Det er stoltheden over ophav og traditioner; det er den aldrig glemte og forglemmende kultur. Den troendes tilværelse er derved fyldt af en bundløs dybde og mystisk kraft.

145

R E G N FA N G

Alt dette er naturligvis møntet på det ophøjede eller transcendensen; Gud eller AS Roma-konceptet. Det er altså en absolut størrelse og den absolut eneste, der findes. Der er således forskellige roller, der underkaster sig denne størrelse: Paven, biskoppen, kardinalen, præsten, munken, nonnen og den alment troende - kontra; spiller, træner, præsident, ledelse, bolddreng, fan osv. Enkelte tilfælde kan dog forekomme, hvor et menneske i en rolle opnår ophøjet status. En person, som har udfyldt sin rolle særligt godt - særligt forbilledligt. Det er derved ikke ensbetydende, med at den ophøjede person er genstand for tilbedelse, blot en rollemodel, for hvordan andre kan praktisere kulturen bedst muligt. I katolicismen findes en liste, der tæller cirka 1000 helgener, og det er ikke mange sammenlignet med de mange milliarder af troende, der har været igennem hundredevis af år. Det eneste krav, ud over at have levet et specielt forbilledligt kristent liv, er at man skal være afgået ved døden. Dette kunne eksempelvis være Jomfru Maria eller apostlenes leder Peter. AS Roma har tilsvarende en liste: ”AS Roma Hall of Fame”. Her findes der ligeledes spillere, der selvfølgelig har været dygtige, men frem for alt, har de haft en særlig tro og kærlighed til klubben. Kriterierne er dog ikke at man skal være afgået ved døden, blot at man skal have stoppet sin aktive karriere. Her kunne eksempelvis nævnes den brasilianske forsvarsspilleren: Aldair – en spiller der slog sine folder i klubben fra 1990-2003 og var anfører i en længere årrække – hans karisma, passion, kærlighed og lederskabsevne var forbilledlig for både fans og spillere. Der mangler dog en; Den vigtigste spiller der nogensinde har spillet i klubben, er ikke på denne liste endnu, da han stadig er aktiv. Den 27-9-2014 fyldte han 38 år. Hans navn er Francesco Totti. Frencesco Totti har opnået helgenstatus i AS Roma, romerne kalder dette ”mitico”, som betyder legendarisk, og det er der flere grunde til. Han er romer og har altid boet i Rom. Han er kaptajn og har været det siden 1998, hvor han blot var 21 år gammel. Som netop kaptajn førte han klubben til deres 3. mesterskab i 2001. Selvom der altid har været bud efter ham fra de største klubber i verden, og selvom han tidligere er blevet omtalt som verdens bedste spiller af blandt andre Pelé og Maradona, har han aldrig forladt Rom og AS Roma. Han har rekorden for antal kampe og mål i klubben hh: 711 og 290. Derudover er han blevet kåret til at være den bedste fodbold spiller i Italien hele 5 gange, og den 30/9 2014 blev han med sit mål til 1-1 mod Manchester City, den ældste scorende spiller nogensinde i Uefa Champions League. Hovedårsagen til hans ophøjede status er måske ikke engang hans store evner som spiller. Måske ligger hans legendestatus og folkelighed et andet sted. Han selv er fan af klubben, og romerne kan derved identificere sig med ham – han er den romerske kejser, der skal føre Rom tilbage til sin storhedstid. Totti er den bedst tænkelige katalysator for romerne – deres udsendte på banen – en form for profet. Dog er han kun et menneske. Men der er ingen tvivl, om at han er det mest ærværdige, oprigtige og opsigtsvækkende menneske, der har båret deres eleskede trøje igennem hele klubbens historie. Hvis man spurgte en professor i religionsvidenskab eller teologi, om fodboldfankultur kunne betragtes som en religion, eller om Francesco Totti kunne anses som en helgen eller profet, ville svaret med al sandsynlighed være et klokkerent nej. Vedkommende ville mene, at religion som hovedfokus omhandler transcendensen, hvorimod fodbold handler om, at te sig tosset, for at få en kugle ind i et net. De fleste er enige om, at religion er noget større, andet og mere - men hvor grænsen går, for hvad dette indebærer, og hvad der dermed kan betragtes som religion, er sværere at enes om. Men man kan ikke komme uden om, at eﬀekten af troskabet for henholdsvis katolikker og AS Roma fans er sammenlignelig og rummer mange gode aspekter og værdier, der er værd at efterleve, og som i mange pseudoreligiøse kulturer (eksempelvis i Skandinavien) er blevet glemt eller ”outdated”. Som udgangspunkt er der i fodbold plads til alle (AS Romas spillerne er eksempelvis af 17 nationaliteter). Begreber som elsk din næste, nej til racisme osv. er teoretisk set helt fundamentelle for fodboldens væsen og kultur. Fodbold er på alle niveauer en holdindsats, hvor individet er sat til side for det fælles mål og den fælleskabende identitet – en mentalitet mange unge i Danmark kunne lære noget af. Om fodbold, og i dette tilfælde AS Roma, er en religion, er svært at vurdere, da der ikke hersker klare linjer og kriterier for, hvornår en kultur kan betegnes som en religion. Af selv samme grund er det derfor svært at konkludere, at AS Roma ikke skulle kunne ses som værende en religion.

Pause I det første afsnit, eller første halvveg, blev de mange positive komponenter, fodbolden og fankulturen indeholder, belyst. AS Roma som koncept blev undersøgt, og viste sig at være sammenlignelig med en religion – og om konceptets grundidéer er der ikke meget negativt at sige. Romantikken må sejre, historien huskes og religiøse værdier ej glemmes! Således kan fodbolden betragtes som en god og berigende størrelse. I det kommende afsnit, 2. halvleg, vil blikket hvile over de mere negative tendenser, fodbolden også indeholder - en bagside, der desværre er tung og mørk. Denne side har der været meget snak om, men på ingen måde nok. På fodboldens skyggeside er der, blandt andet, tale om fodboldverdenen som en industri eller branche, hvor udviklingen synes at bevæge sig imod afgrunden. Og ydermere om den vold, der i stigende grad hersker både på og uden for banen. Endvidere en debat om religion og en dyb skepsis til idolkulturen i fodbold.

146

R E G N FA N G

2 .

H a l v l e g

147 147

R E G N FA N G

Nogle hundrede år før Kristi fødsel udviklede menneskets mentale tilstand sig drastisk. Dette skete dels via de græske filosoﬀer hvis tanker romerne senere byggede videre på, men endnu tidligere skete der noget i Kina, der ville ændre verden for altid. De grundlagde fremtidens absolutte styresystem: ”Penge.” Inden dette havde man tildelt forskellige objekter værdi, alt efter sjældenhed, brugbarhed osv. Denne nye fælles valuta gjorde det lettere for imperier som det græske og romerske at blomstre, og har sidenhen bestemt hvilke vilkår, vi som mennesker lever under - penge er så at sige blevet en nødvendighed for overlevelse. I fodboldens verden har penge i stigende grad fået større indflydelse og betydning, selvfølgelig har penge altid været en del af sporten, men over de seneste 10-15 år, er der sket en drastisk udvikling. En udvikling, der må siges at være alt andet end positiv: Pengene i sporten er ved at blive større end sporten selv. Det gik for alvor galt i 2003, hvor fodboldklubben Chelsea blev opkøbt af den russiske milliardær Roman Arkadjevitj Abramovitj. Han skød det ene mere ekstreme beløb efter det andet af sted på spillerkøb, og holdet blev på rekordtid omformet til ukendelighed. Dette udmøntede sig i et samlet beløb, der bevægede sig op imod de 6 milliarder, og i og med at Abramovitj stadig ejer klubben, er beløbet stødt stigende. Chelsea havde tidligere ikke haft særlig sportslig succes, og havde således inden opkøbet blot vundet 8 trofæer i alle konkurrencer (pokal, mesterskab, internationalt), igennem klubbens på daværende tidspunkt 98 årige historie. I årene efter opkøbet er denne statistik på rekordtid blevet mere end fordoblet. Abramovitj, og hans mange penge, var startskuddet til en ny fodboldverden. Rigmænd, primært oliesheiker, væltede i de følgende år ind fra østen, og kastede rundt med milliarderne, som var det ren slik. Hold som Paris Saint-Germain og Manchester City har, som Chelsea, på bare få år, etableret sig i toppen af europæisk klubfodbold - netop på grund af nye rigmandsejere. Selveste Abramovitj ryster på hovedet over Manchester Citys forbrug de seneste år. Vores banefører fra 1. Halvleg AS Roma har da også selv fået millioner i ryggen, dog ikke nær så svimlende beløb som de største europæiske klubber, men alligevel nok til at de er kommet tilbage på sporet efter nogle halvsløje sæsoner. Den sportslige succes synes således at bære frugten af pengenes milde hånd – og så må man spørge sig selv; er det i orden at disse pengemænd styrer den moderne fodboldverden, og hvilke konsekvenser medbringer det for sporten og dens mange fans? Som du, kære læser, nok kan regne ud, så er svaret på dette et klokkeklart nej. Gu fanden er det ikke i orden! Først og fremmest er det vigtigt at se det store billede og ikke kun i fodboldregi. Hvordan ville verden se ud, hvis man investerede disse milliarder anderledes? For Abramovitjs penge alene ville man formodentligt kunne opretholde en hel afrikansk nationalstat – og hvis man tæller alle rigmændenes penge sammen, er det uhyggeligt at tænke på, hvor megen død og ødelæggelse man ville kunne stoppe. Hvis man dernæst lader blikket hvile på fodboldverdenen, ser man at uligheden stiger på flere forskellige planer. De hold, der har penge, har også de gode spillere – de mindre gode hold, som ikke har penge, bliver således nødsaget til at sælge deres gode spillere, fordi de ikke kan tilbyde en ligeså god løn. Dette betyder at chancerne for et hold med en smal økonomi stort set er lig nul (heldigvis er der stadig sjældne eksempler på, at det kan lade sig gøre, f.eks. i den danske superliga hvor Hobro på nuværende tidspunkt ligger i toppen, med et hold bestående af skolelære, landmænd og politibetjente – men dette sker desværre kun i 1 ud af 1000 tilfælde). Det ville kun være rimeligt, hvis man forsøgte at anskue transferpolitik anderledes. Man kunne eksempelvis indføre et loft, for hvad klubberne måtte punge ud pr. transfervindue, så konkurrencen blev mere ligeværdig. Man kunne også se mod andre himmelstrøg og indføre drafts-seasons eller sætte et lønloft, som man hovedsageligt praktiserer i USA og Australien i diverse sportsgrene. De enorme beløb, der bliver skudt i fodbolden har også betydning for fansenes pengepung. Billetpriserne er nemlig steget markant som konsekvens af oliepengene, hvilket gør det sværere for den enkelte fan at få råd til at bakke op om sit hold. Priserne ændrer dog ikke fansenes passion, og man kan mistænke denne dyrt betalte stadionentré, for at fastholde disse fans i deres sociale lag, ved at bruge en stor del af deres penge på fx et sæsonkort. Dette er eksempelvis en medvirkende faktor til den enorme underklasse, der hersker i England. Og det er ikke blot ærgerligt, at fodbolden har betydning for denne kedelige sag, men også for dumt af fansene. De burde demonstrere, gøre oprør. Det er grotekst, at det skal koste over 1000 kr. for at se en fodboldkamp, og det er næsten mere absurd, at fansene hopper i fælden. Når pengene får så stor betydning for en sport, som det er tilfældet i fodbold nu, så fristes man til at mane til besindelse, og støtte op om professoren i religionsvidenskab fra første halvleg, der ville mene at fodbold handlede om at te sig tosset for at få en kugle ind i et net. Nogle fankulturer, så som AS Roma, har fremragende værdier og grundprincipper. Men denne ukontrollerbare pengemaskine, der synes at pumpe flere og flere penge ud, er så altødelæggende for kulturen, at man skulle overveje at pakke det hele sammen og sige tak for nu, og det var så det. Især taget begrebet matchfixing i betragtning. Fodbold er et spil baseret på integritet, og denne er i disse dage voldsomt truet. Matchfixing har gennem de seneste år vist sig at være et fænomen, der har vundet frem, og det er noget af det værste, der er sket i fodboldens historie! Matchfixing kan bedst defineres som indgriben i en given kamp, før og under, der medfører en uregelmæssig påvirkning af fodboldkampen, så den opnår det ønskede resultat hos bagmanden. Dette kan f.eks. udmøntes i bestikkelse af en dommer, eller spillere fra det modsatte hold – altså, at disse bevidst spiller under evne for at få et højt beløb til gengæld. Den største opklarede sag man kender til i denne forbindelse, er den italienske fodboldskandale i 2006. Fiorentina, AC Milan, Lazio og Reggina var alle involveret i at ændre kampes resultat via dommerkorruption, og blev derved straﬀet med bøder og mistede point. Den største pris skulle betales af Juventus, der måtte rykke ned i Serie B, efter at have vundet Serie A ved hjælp af MEGET snyd. Sagen åbnede op for problemet, men desværre hviler begrebet stadig oftest i det skjulte, og problemet er formodentlig større i dag,

148

R E G N FA N G

end man først har antaget. Francesco Totti anklagede så sent som søndag den 5. oktober Juventus for matchfixing, da Juventus vandt 3-2 over Roma. Alle 3 mål, scoret af Juventus, var udgjort af MEGET tvivlsomme kendelser fra dommerens side, og dette mistænkeliggør nu igen den sortstribede gamle dame. Begrebet matchfixing er endnu et stykke brænde på bålet, der beretter om pengenes dominans på fodboldscenen, og det er med til at bekræfte den smertelige sætning: Penge er ved at blive større end sporten. En ting er sikkert; disse store penge har indiskutabelt ændret sporten til ugenkendelighed. Fodboldspillerens rolle har også ændret sig på grund af denne enorme økonomi, og de gør ikke historien om moderne fodbold bedre. Penge trækker således langt mere, i spillernes optik, end eksempelvis klubånd, passion eller kærlighed til fans. Fodboldspillere som Francesco Totti er en døende race, og det er en skam. I takt med at der er blevet pumpet flere og flere penge i sporten, er priserne på spillere, som tidligere nævnt, steget til fuldstændige vandvittige højder. Dette er især tydeligt hos en klub som Real Madrid. De har gennem de seneste år hentet spillere som: Cristiano Ronaldo (ca. 705 millioner kr.), Gareth Bale (ca. 700 millioner kr.) og James Rodriquez (ca. 600 millioner kr.). Real Madrid låner penge i banken, som de kan betale tilbage ved salg af merchandise, så som trøjer, for når de henter stjerner som de tre overstående, så stiger trøjesalget – og igen går dette ud over fansene. Disse trøjer koster omkring 600 kr. og med tilhørende tryk til omkring 800 kr. og fansene køber dem alligevel, hvilket, jævnfør billetpriserne, igen må siges at være en skam. Fodboldspillernes købspriser er uhørte, og deres løn følger trop. Cristiano Ronaldo tjener cirka 126 millioner kr. om året – dvs. i omegn af 350.000 kr. om dagen. Dette er i midlertidigt kun halvdelen af hans løn, da han, som rigtig mange andre fodboldspillere, tjener kassen på reklamer og andre aktiviteter uden for banen (han har f.eks. sit eget undertøjsmærke, som du kære læser sandsynligvis har set reklamer for ved de danske busstoppesteder). Cristiano Ronaldo tjener altså rundt regnet ca. 260 millioner kr. om året. Det er her det helt store spørgsmål melder sig – spillere som Ronaldo eller Messi (hvis samlede formue faktisk er større end Ronaldos), hvad bruger de disse ufattelige summer af tjente penge på? De fleste mænd kan godt lide biler; og her er Ronaldo og Messi ingen undtagelse. Begge har de et hav af biler - små ubetydelige mærker som: Ferrari, Lamborghini, Bentley, Porsche, Mercedes. De har da også andre former for private fartøjer – i luften eksempelvis – privatfly og privathelikopter. Cristiano Ronaldo kan godt lide tøj og bruger cirka 80.000 kroner om måneden på dette. Ronaldo har også brugt penge på sin søns mor. Cirka 100 millioner betalte han hende, for lade hendes rettigheder som barnets mor frafalde, og for selv at overtage den fulde forældremyndighed af drengen, der for øvrigt hedder Cristiano Ronaldo Junior. Og så har både Messi og Ronaldo mange husstande rundt om i verden. En del af dem står tomme, men i deres optik er husene formodentlig et ekstra stykke brænde til statusbålet. Disse mange brugte penge er jo blot et udklip fra en langt større bog, men eksemplerne danner et indtryk af det samlede. Begge spillere bruger således MANGE penge på luksus. Det skal lige nævnes at dette er en generel tendens for størstedelen af fodboldspillere rundt om i verden, og ses også i en klub som AS Roma, men her er spillerlønnen slet ikke i samme liga, og det giver derfor bedre mening at kigge på de bedst betalte spillere. Deres løn, og brugen af denne, kunne give moralske tømmermænd, men Messi og Ronaldo bruger faktisk også penge på andet. En del af formuren går således til velgørenhed. Desværre, er det så bare en usandsynlig lille del - set i det store perspektiv.

149

R E G N FA N G

Ronaldos indsats på velgørenhedsscenen er ikke noget at råbe hurra for, dog bedre end andre fodboldspillere, men sammenlignet med hans samlede løn, er indsatsen skidt. Han har doneret nogle penge til en række enkeltsager, og større organisationer, men engagerer og involverer sjældent sin person i velgørenhed – men han har dog alligevel brugt penge på andet og mere end luksus. Messi har en fond – Leo Messi fonden – der hjælper de svage børn med uddannelse og sundhed. Derudover har han siden 2010 været Unicef ambassadør, hvilket konkret betyder, at han en sjælden gang skal deltage i nogle arrangementer eller medvirke i en reklame, der omhandler udsatte børns rettigheder og vilkår. Han har ad flere omgange doneret penge til forskellige velgørende formål eksempelvis 750.000 kroner til børn under borgerkrigen i Syrien. Begge har således gjort gode ting for verden og hjulpet andre, og det er fint, men slet ikke i nærheden af at være godt nok, i forhold til hvad de reelt kunne gøre, især hvis man kigger på donationerne. Messi tjener meget mere på en lille uge, end hvad han har givet til de ramte børn i Syrien – alligevel bliver begge hædret som forgangsmænd eller forbilledlige rollemodeller for alle os andre. Den allerstørste skikkelse på fodboldverdens velgørenhedssektion er David Beckham – den rigeste person i fodboldverdenen nogensinde. Han er så rig at han valgte at forære hele sin årsløn fra tiden han spillede i PSG til velgørenhed (cirka 30 millioner kr.). Dette synes omverdenen er stort gjort af Beckham, og han har om nogen modtaget roser for sit arbejde. De glemmer bare, hvor usandsynlige store summer han er god for. Beckhams samlede formure ligger altså i omegn af 1,5 milliarder kr. Dermed ikke sagt, at Beckham ikke gør et fint stykke arbejde – han er jo den, der har gjort mest af alle fodboldspillere, han har fonde og er ambassadør for mange gode velgørende projekter – men han har jo nærmest opnået helgenstatus på grund af dette. I stedet for at folk som Ronaldo, Beckham og Messi (andre der er værd at nævne: Drogba, Balotelli og Essien) bliver opfattet, som dem der gør mest har de, ud fra deres bedrifter og donationer, i forhold til deres ressourcer ikke ydet noget bemærkelsesværdigt bidrag. Det er uhyggeligt, at der ikke er flere fodboldspillere (det gælder for øvrigt alle dele af sportsverden), der engagerer sig i verdenssituationen, og de mange udfordringer og problemer vi står overfor, både velgørende og klimamæssigt – og de der gør som overstående, kunne gøre et langt bedre og mere afgørende stykke arbejde. Én ting er hvordan fodboldspillere bruger deres penge, noget andet er hvilke mugligheder, de har, for at påvirke andre til at ændre deres måde at bruge penge og anskue verden på. Fodboldspillere er nogle af de største rollemodeller i hele verden. De har muligheden for at være med til at uddanne millioner af børn og unge (og voksne for den sags skyld), men de griber ikke denne mulighed, og det er en skam for verdenssituationen, der godt kunne bruge en hjælpende hånd. Men dette alt dette åbner for et vigtigt spørgsmål. Kan man overhovedet forvente, at fodboldspillere er rollemodeller? Eller er det et påbud, de har fået overlagt sig, der ikke hører nogle steder hjemme i en sportsgren? Nogle ville argumentere for, at en fodboldspiller bare gør og skal gøre sit arbejde. Han er ansat i et firma, en klub, og her skal han udfylde en rolle, og det får han en så en løn for – som så mange andre lønmodtagere gør det rundt om i verden. Fodboldspillere vælger ikke selv deres status som rollemodeller, men i og med at der er så mange fans, mange børn og unge, bliver de af dem helt automatisk udvalgt til dette. Den status som rollemodel bliver møntet på deres arbejde på banen – alt efter hvor godt de udfylder den rolle de får deres løn for, bliver de gode eller mindre gode rollemodeller, og det er jo fint at se op til nogen, der gør deres bedste og udfylder deres arbejde godt. Spørgsmålet er så bare: Fordi de er så store stjerner og har så mange fans, der betragter dem som værende rollemodeller, fortsætter arbejdet som fodboldspiller, og idol, så ikke også uden for banen? Uden for banen er billedet af en fodboldspiller jo ofte et andet. De får enorme lønninger, de er store berømtheder som nyder livet, og de kommer i problemer med kvinder. Er det en god rollemodel? Der indtræﬀer forventningen igen, men med den løn, den opmærksomhed og de muligheder er denne berettiget. De er rollemodeller, både på og uden for banen, og det er udenfor, at denne rolle virkelig kan gøre en forskel og ændre de mange fans mentalitet til det bedre – jævnfør afsnittet for oven om velgørenhed. Lige pt. er der mange børn og unge hvis største drøm er at blive en fodboldstjerne, og have styrtende med penge til at købe dyre biler, store huse og have lækre damer at vælte sig i. Hvis fodboldspilleren tog sin status alvorligt, kunne disse børn og unge drømme om at ændre verden til det bedre – derfor kan man med al ret klandre fodboldstjernerne for ikke at udfylde deres opgave ordentligt. For det at være rollemodel er en afsindig vigtig og prestigefyldt opgave – og så er den oven i købet godt betalt, for en fodboldspillers vedkommende. Som nævnt for oven er fodboldspilleren som rollemodel blevet begrænset til, hvad han foretager sig inde på banen, og selv her er der mange, der har svært ved at vise den ”gode vej”. Fodbold er en krigsmetafor, men der er nogle regler man skal underligge sig, ellers får man en ostemad eller bliver smidt helt ud. Det sker desværre alt for ofte, at spillerne, rollemodellerne, ikke følger disse meget simple regler og bliver smidt ud for forskellige grovheder. I AS Roma har der eksempelvis været mange grimme episoder. Spillere som legenden Francesco Totti eller et andet klubikon Daniele De Rossi (der som Totti aldrig har forladt hans barndomsklub), har alt for ofte vist sig fra deres brutale side. I Danmark fik Totti navnet: ”Snotti,” efter han på en højst usympatisk vis, spyttede den danske midtbanespiller Christian Poulsen i hovedet under en landskamp ved EM i 2004. Derudover har han helt bevidst sparket flere spillere ned, eksempelvis landsmanden Mario Balotilli i en ligakamp mod Inter Milan. De Rossi har tilsvarende i mange anledninger måttet gå tidligt i bad, blandt andet i en landskamp mod USA, hvor han gav spilleren McBride en albue i hovedet, der førte til et flækket øjenbryn og en masse blod. Ved disse overgreb, ja faktisk deciderede voldelige handlinger, sender spillerne nogle forfærdelige signaler til deres beundrere. Det er helt forskruet og hører ingen steder hjemme, og konsekvensen er, desværre, at nogle af disse fans tager de forfærdelige signaler til sig.

150

R E G N FA N G

Fansene er voldelige, eller det vil sige; der er en lille hård kerne i stort set alle klubber, der mødes med modstandernes hårde kerne, og så slår de løs på hinanden. Værst er det i kampen Roma mod Lazio, eller som opgøret hedder på italiensk: ”Derby della Capitale.” Kampen om Rom. Lazio er det område, som byen Rom ligger i. Som så mange andre klubber i Italien deler de to hold stadion, og når de to hold spiller er metaforen sat til side for en regulær krig. De hader hinanden som kommunister hader fascister. På stadionet starter det; bannere retter skældsord mod hinanden. Romas hardcore fans har således ”mobbet” Lazio med eksempelvis et banner med teksten: ”Et hold bestående af får, fulgt af fårehyrder”. – dette er naturligvis fordi Lazios tilhængerne holder til på landet, mens AS Roma fans er fra byen. Og Lazio savrede hurtigt igen, dog i en, mildt sagt, noget grovere tone: ”Et hold af negere, fulgt af jøder”. Der er meget racisme i Italien, og for Lazios hårde kerne er racismen i centrum. Efter evigt overophedede fodboldkampe med op til flere røde kort, sjældent særligt velspillet, mødes fansene og tæsker hinanden - og politiet, hvis de blander sig. Dette har ledt til op til flere dødsfald og mange sårede. Det tankevækkende ved både volden udøvet af spillerne og fansene er, at de alle uden undtagelse er katolikker. Når De Rossi og Totti løber ind på banen, laver de korsets tegn. Begreber som etik og moral forsvinder i det sekund, de har lavet tegnet og er løbet ind på banen. Gode, sunde kristne værdier burde være i højsædet for dem alle, men begreber som ”elsk din næste”, er en by der forekommer at ligge længere væk end Rusland. Heldigvis er denne gruppe, der udøver vold blandt fansene og lader sig inspirere af Totti og andres skyggesider, blot en meget lille del af den samlede fanskare, og ja AS Roma som koncept lider under dette, men går ikke under som konsekvens af deres idioti og mangel på værdighed. I enhver kultur findes der dumme mennesker, og det er hvad de er – dumme mennesker. Fejlen ligger ved spillerne, der udviser dumheden på banen. Totti er en gudsbenådet spiller, en rollemodel på mange punkter, men i disse momenter af hovedløshed træder han, og så mange andre, fuldstændigt ved siden af idealerne.

151

R E G N FA N G

Kampreferat Er fodboldverden teoretisk set berettiget til at være i verden? Ja. Fodbolden som sport, og den dertilhørende fankultur har i sit udgangspunkt mange gode komponenter og muligheder. Hvis disse blev fulgt og dyrket som en slags religion, som illustreret i første halvleg, så ville fodbold være en berigende størrelse, med religiøse værdier, romantik og historie – aspekter af tilværelsen der forekommer at være forkastet i mange moderne kulture. Dertil kommer fodboldspilleren selv. Hvis han løftede ansvaret som idol, forbillede, rollemodel både på og specielt uden for banen, ville verden se anderledes ud. Er fodboldverden, som den er lige nu, berettiget til at være i verden? Velsagtens ikke. Det er desværre en utopi at tro, at fodboldens teoretiske berettigelse kan realiseres. Udviklingen går kun en vej, direkte mod afgrunden - og det er sådan set på alle niveauer. Pengene er for store, og de er brugt helt forkert – dertil kommer at menneskene er for dumme både på og uden for banen. Der foregår ting i fodboldens verden, der er fuldstændigt ufattelige; hvad hjælper Messis UNICEF-post, når manden samtidig tager til VM i Qatar, hvor arbejdere fra Nepal, der ikke får udbetalt løn, dør grundet slavelignende tilstande, for at bygge fodboldstadions, så de rige fra vesten kom komme og underholdes? Fodboldspillere er, hvad enten de vil det eller ej, både rollemodeller og politiske skikkelser. Ved at tage til VM i Qatar, tager man et valg af politisk karakter - et forkert valg, og det er blot en af mange forkerte beslutninger, fodboldspillere tager gang på gang (det samme kan siges om det nyligt overstået VM i Brasilien, der indeholdte mange skandaler, så som korruption, vold, rydning af ghettoområder og dødsfald). Når der snakkes om fodboldspillere i det oﬀentlige rum, er dette dog komplet underordnet. Det handler udelukkende om, hvordan de agerer inde på banen, og det er en stor og almen fejltagelse. Hvad er løsningen på dette? Det ser sort ud. Fodboldverdenen er et uendeligt hjul, der bliver ved med at køre, fordi der bliver ved med at være enorme penge involveret og en enorm interesse for sporten. Mennesker der går op i fodbold, hvad enten det er som fan, spiller, pengemand, eller hvad det nu kan være, går ikke længere op i begreber som etik og moral. Selv helt banale ting som nej til racisme kan man ikke engang overholde, da man igen og igen hører om sager, med tilråb til spillere med anden hudfarve end den hvide. Den forholdsvis enkle teoretiske utopi om fodbold efterleves ikke. I utopien er fodbold mere end bare underholdning, men som situationen er lige nu er fodbold ikke mere end bare underholdning. Et virkelighedsbræk fra hverdagens stress og jag, og det er jo sådan set fint nok, men når mennesker dør for, at andre kan underholdes, så er der noget der ikke stemmer. Løsningen kan kun ligge hos spillerne (rollemodellerne og politikerne), de kan ændre den mentale tilstand hos fansene via deres enorme magt. Det er fra dem skuden skal vendes, og det ansvar har de endnu ikke taget på sig. Fodboldens virkelighed er på banen, og det er en massiv fejltagelse. Den omkringliggende virkelighed er fyldt med grimme historier, og disse bliver fra tid til andet kritiseret, men historierne ændre sig ikke af den grund. Fodboldverdenen ser derfor sort ud, og spørgsmålet er om det nogensinde vil vende.

152

R E G N FA N G

153

Provinsens blinkende lys Text AF

Foto

Victor Lange

Morten Berggreen

Provinsen blinker. Det gjorde den i hvert fald den martsaften , hvor vi tog fra en del af ’provinsen’, Århus, til en anden, Hobro - med Weekend Village. Fandt vi ud af noget nyt? Måske ikke. Vi så nok nærmere , hvor mystisk normal denne ’provinsen’ egentligt er. Mystisk normal; blinker den i en stille, sort nat.

Oprindeligt udgivet i: LYS, efterår 2015 – fjerde tidsskrift fra Regnfang.

154

R E G N FA N G

155

R E G N FA N G

AFGANG

”Ved du, hvornår I skal spille?” spørger jeg. ”Nej, faktisk ikke… Måske omkring kl. 22.00.” Han skodder sin cigaret i det gamle askebæger, Kristoﬀer. Den lave sol står ind af sideruden og lyser tobaksrøgen op som et gråt spøgelse.

Jeg er selv fra provinsen. Jeg er født og opvokset der. På de brede villaveje, der er grå om dagen og gule om natten. Der, hvor haverne står ud til fortovet, hvor hundene løber langs hækken, og hvor lyden af en halvdød plæneklipper hænger rundt om og over tagene. Dér, fra provinsen, dér kommer jeg fra. Det mærkelige ingenmandsland mellem byen og landet. Det ingenmandsland som vi kalder hjem – alle os børn af provinsen.

Og der sidder vi lidt; i det gule lys og taler, mens Østjylland glider forbi, og Himmerland bliver tydeligere.

Weekend Village skal spille koncert i Hobro. De er aftenens eneste band. Der er kun dem. Ind af ruden står solen – gul og frisk. Det er marts; en af de første forårsdage. En af de dage, hvor vinden holder på vinteren, men hvor solen taler om sommeren. Sådan taler de i munden på hinanden – vinteren og sommeren; så det lyder som forår.

HIMMERLAND ”I skal ikke køre herud,” kan man høre fra den anden side af telefonen. Det er Heine, han har ringet til Frederik. De er kørt forkert – Gustav og Heine: ”Vi står ude på en eller anden gård. Vi satte bare ’Ishuset’ ind på vores GPS.” De er kørt i forvejen – men er endt det forkerte sted. Frederik lægger på.

Vi holder på Frederiksbjerg Torv – i Århus. De har lejet en rød bus, en gammel Fiat Ducato. Den har kørt 650.000 kilometer – sådan helt bogstaveligt: 650.000. Der er ikke så langt til Hobro. Drengene i bandet slæber trommer fra et kælderrum op og over i bagagerummet. En af dem, Magnus, taler i telefon ude foran bussen: ”Kan ikke du ikke tage med og være DJ? Det kunne være fedt - vi mangler lidt en,” han går rundt på fortovet, i solen. Et par af de andre ryger en cigaret. ”Fuck,” siger Magnus, ”det kunne han ikke. Det er sgu lidt stenet, at vi ikke har en DJ med.” Klokken er næsten halv fire. Vi er for sent på den. Vi skal køre nu. Om der så er en DJ med eller ej.

Vi er tæt på Hobro. ”En af mine venner arbejder som betonstøber derinde,” Søren peger på en stor fabrik og forsætter: ”Vi cyklede tit herud om sommeren for at plukke jordbær. Det kan man ovre på den der gård. Man går bare rundt i plantagen.” Vi passerer byskiltet, der står klart i solen. Solen som stadigvæk sniger sig op over de høje træer og lader lidt lys falde ned på asfalten og menneskene, der kører hjem til weekend, hjem fra arbejde, – det er fredag.

”Der står, at der næsten er udsolgt – på Facebook,” Frederik læser højt fra sin telefon. Vi kører på motorvejen. Langs græsset strækker de lange skygger fra lastbilerne sig. Vi kan ikke køre hurtigere end næsten 110, så dem følges vi med: skyggerne, i indersporet. Der lugter af ’muggen røv’ i den gamle Fiat. Det er sæderne, det gamle instrumentbræt og ventilationsanlægget, der mest af alt får en til at tænke på et ungdomshus eller et øvelokale – det stinker. Der har siddet så mange forskellige bands i den her bus - for at køre ud i Danmark og spille i forsamlingshuse, på klubber eller en af de mindre festivaler om sommeren.

”Kan du se den store bygning der?” Søren peger over på en grå fabrik, ”det er stålkongens. Sven Møller. Ham, der støtter klubben.” Klubben er Hobro IK – sæsonens store sensation i Superligaen. Et fodboldhold funderet på sammenhold, viljestyrke og ydmyghed. Når man kommer fra Århus, forstår man godt, hvorfor indbyggerne i Hobro er stolte er deres hold. Byens hold. Det er godt gået. ”Bliver folk i byen?” spørger jeg, ”eller tager de unge væk?” ”Nej, altså… der er mange, som er flyttet. Mest for at tage en uddannelse. Men sådan er det jo med de fleste

Jeg sidder oppe foran. Sammen med chauﬀøren, Søren – og Kristoﬀer, der er forsanger i Weekend Village.

156

R E G N FA N G

UDSIGT OVER HOBRO

byer i dag. Det er vel kun Århus og København, der har det en smule anderledes… Vil I egentlig med hjem til mig og spise aftensmad, dig og Morten – mens de andre stiller op?”

Der er lunt i solen. ”Hvor skal vi tage hen, hvis vi skal have et godt kig over byen?” spørger Søren.

Morten er fotografen. Bandet skal stille op – så det passer helt fint.

Morten overvejer kort et svar.

”Det lyder hyggeligt – jo tak, det vil vi gerne.”

”Hvad med ude ved campingpladsen? Der ved Vesterfjord?” svarer han til sidst.

Spillestedet Ishuset ligger i en køn, rødbrun træbygning ned til en lille sø – midt i byen. Løvtræerne hænger over vandet, stammerne slår skygger på det mudrede græs. Der sidder lidt unge mennesker på en bænk og drikker øl af grønne flasker. Bandet læsser tingene af, sætter dem oppe på scenen og går i gang med at stille op.

Søren nikker.

”Skal vi ikke køre en tur?” spørger jeg, ”så kan vi se lidt af byen.” Det gør vi: Søren, fotografen og mig. Igennem Hobro, mens solen stille synker, og sommeren pludselig ikke synes så langt væk.

”Har du andre steder, vi skal se i byen?” spørger jeg, da vi har forladt de kuperede villaveje.

”Det er en god idé,” siger han – mens han rejser sig og skodder sin cigaret. ”Der tager vi hen,” forsætter han, og går i retning mod den røde Fiat, der næsten ser helt flot ud i det fine forårsvejr. Vi sætter os ind og kører af sted.

”Jeg har et par stykker,” svarer Søren, ”men vi kan lige se, om vi kan nå dem inden aftensmad.”

”Vi skal lige op og sige hej til min ven. Han hedder Morten. Han har en bænk ude i haven – der kan vi lige ryge en cigaret.”

Der lugter brændt i bilen. ”Den lugter fandeme ringe,” siger Søren. ”Hvad er det, der sker?”

Søren peger på den røde minibus – den røde Fiat. Den kører vi i.

Den kæmper – den røde Fiat. Den kæmper sig op af de stejle bakker og de krogede sving. Den hoster næsten ud-

157

R E G N FA N G

DET FØRSTE AF AFTENEN

mattet, da vi begynder ’opstigningen’ mod udsigtspunktet. Det må være sådan en bil lugter, når den virkelig sveder: brændt, indelukket.

De andre står udenfor i det sidste af solen, da vi kører ind på parkeringspladsen. Gruset knirker under de tunge hjul. Weekend Village har stillet op, mens vi besøgte Søren. De har fået aftensmad fra et sted i byen:

”Den klarede det sgu,” siger Søren og lukker bilen, da vi endelig er fremme ved udsigtspunktet, ”den kan lidt endnu.”

”Der var ananas i vores kylling/bacon-sandwich, Søren! Gør man sådan noget i Hobro?” spørger Frederik som det første.

Det er et smukt kig, man har over byen. Derfra kan man svagt skimte det sted, hvor Weekend Village om få timer skal spille. Vi nyder udsigten over fjorden og det bakkede landskab, der så småt begynder at ligne det grønne fotografi, vi kalder forår.

”Du kan ikke få andet,” griner Søren, ”det er ligesom vores ting.” Solen har lagt sig i vandet lige uden for spillestedet – det lange skær i vandspejlet ligner guld. Der er køligt nu; pludselig mindes man om, at det kun var få dage siden, det var vinter. Vi sætter os om bag ved scenen.

”Vil I gerne nå at se et par steder mere, inden vi skal spise?” spørger Søren. ”Ja – gerne,” svarer jeg, ”hvor skal vi hen?” ”Ud til noget, der hedder Ørnedalsbugten,” Søren tænder en cigaret, ”der er ret flot.”

”Tror I ikke, de har nogle stearinlys?” spørger Kristoﬀer – han kigger en smule fortvivlet ud i rummet: ”Der er ikke så hyggeligt herinde, lige nu.”

Vi sætter os ind igen – ind til lugten af brændt støv og en dunst af fortidens utallige bandture i selvsamme bus. Vi glider ned mod byen; den samme vej som vi kom op. Solen har lagt sig lavt på himlen. Det er snart aften. Da vi igen er inde i Hobro, siger Søren:

Det er rigtigt nok: Der er ikke vildt hyggeligt i rummet. Vi sidder i, hvad der til hverdag må være et øvelokale for byens unge. Det er der som sådan ikke noget galt i – på nogen måde; hvis det bare ikke var for lyset. For vi kender dem alle sammen, fra vores tid i folkeskolen; disse kølige rør af mat, hvidt lys, der obligatorisk altid er at finde i musiklokalerne på diverse skoler rundt omkring i det danske land. Charmerende er det ikke. Inspirerende bliver det aldrig. Man tænker ikke på elektronisk pop med en snært af ’acid’, når man sidder svøbt i denne belysning. Det er vel sagtens det sidste, man tænker på. Men det er det, de spiller: Weekend Village. Og de skal spille om 45 minutter.

”Vi plejede nogle gange at sidde deroppe på taget,” han peger op på et lavt tag, der ligger med udsigt over byens strøg, ”så drak vi nogle øl, røg lidt cigaretter – måske lidt pot. Man kan se ud over gågaden deroppe fra. Nogle gange sad der en hund i det der vindue.” Vi kører langsomt ud af midtbyen og videre ned mod fjorden. Ørnedalsbugten er virkelig smuk. Vandet ligner et stort spejl af metal. Vi er de eneste derude. Skoven klæder den efterhånden så ’berømte’ (i hvert fald i denne artikel) Fiat Ducato: Den røde farve står godt til det begyndende forår. Alt virker en smule mere harmonisk her. Det er vel provinsens helt store berigelse: At der er så kort mellem byen og landet, mellem hverdagen og naturen. Vi er der dog ikke så længe – vi skal hjem, eller vi skal hjem til Søren: Der er aftensmad. Tarteletter – selvfølgelig. Vi er jo i Jylland.

”Hvem kommer egentlig herhen, normalt, sådan en aften?” spørger jeg Søren. ”Gymnasiet er her tit,” svarer han, ”egentligt bare unge mennesker, der gerne vil have en fest inden de tager i byen. Det er også gymnasielever, der står for det – stedet her: Ishuset. Det er vel det eneste spillested i byen.”

160

R E G N FA N G

KONCERTEN

Magnus kommer ind af døren: ”Der er ved at være rimelig fyldt derude nu. Der er kommet en del flere,” han sætter sig ved det rektangulære bord:

Der hører visse ritualer til en koncert – det må man forstå. Alt efter hvilken type af koncert man deltager i, varierer dette. Hører man jazz (her menes der den seriøse jazzkoncert; ikke ’caféjazz’), da forventes det, at man forholder sig fuldstændig tavs og lyttende og ikke forstyrrer hverken musikere eller de andre iblandt publikum med udråb eller kommentarer. Deltager man derimod i diverse metalkoncerter, da er anticipationen; at man ejer en hel anden kropslig aggressiv adfærd under koncerten – fuldstændig modsat den klassiske koncert, hvor lytteren først får afløb for sin begejstring ved et nogenlunde kontrolleret bifald efter den pågældende komposition. Der er også et ritual for koncerter, når de foregår iblandt gymnasieelever – og det er lige så tydeligt som ved de andre nævnte:

”Skal du have en øl, Gulle?” spørger han. Gustav ryster på hovedet: ”Nej, jeg skal køre hjem. Jeg tager jo af sted før jer.” ”Du skal bare drikke en masse cola,” foreslår Heine, ”det er næsten det samme.” Tiden går helt af sig selv. Et par stykker af selskabet ryger en joint udenfor i mørket – med udsigt til fjorden, der er blevet helt sort som himlen. Resten sidder omkring bordet til lyden af elektroniske toner fra anlægget – og til duften af Grøn Tuborg. Det hele bliver pludseligt afbrudt:

Man kan opdele publikum i to dele: 1) de agerende og 2) de observerende. Den første står klar; i venteposition. De fleste af dem er piger – det er altid pigerne, der ’åbner’ gulvet. Drengene står tilbage – og betragter. Dansen tilhører pigerne; det er deres – det er deres scene. Dansen. De fleste drenge frygter dansen – især i den alder; og vel især i provinsen? Rummet står tilbage: ølflasker, små flakkende stearinlys. Weekend Village går i gang med deres første nummer. De spiller godt – drengene. De spiller sikkert, uden tøven, med en vis form for afmålt vilje – ikke aggressivt og heller ikke dovent. Den grå lugt

”I kan godt gå på nu,” siger en ung mand i døren, ”vi er klar derinde.” De 5 drenge kigger på hinanden. ”Okay, lad os gøre det,” siger Kristoﬀer. De rejser sig og lader stolene stå tomme tilbage.

161

R E G N FA N G

af røgmaskine fylder lokalet; den dufter af scene, af lange nætter, af en sløret ungdom. ’Den observerende gruppe’ har stillet sig klar et godt stykke fra scenen – størstedelen af gruppen er unge mænd med en grøn ølflaske i hånden. ’Den agerende gruppe’ derimod er mere dynamisk; der er stadigvæk flest piger, men et par enkle lykkeriddere fra det modsatte køn har vovet pelsen og står nu (en smule kejtet) klods op af scenen i et forsøg på noget, der må være en dans. De danser – andet kan det ikke være. Det står jeg lidt og tænker på – at de danser. Hvor ser det sjovt ud, når gymnasiedrenge danser. Jeg kan kun beundre folk, der tør betræde et terræn, hvor de på ingen måde er på hjemmebane. Det er sådan man erobrer verden.

Det slutter altid, når gruppen af ’de agerende’ er blevet større end gruppen af ’de observerende’. Sådan er det: Det tager for det meste en hel koncert for de fleste, før at de har samlet modet til at betræde dansegulvet og dér forsøge at glemme sig selv. Det er grænseoverskridende. Det er næsten transcendent.

Det lille træhus blinker i denne råkolde forårsnat, her i provinsen. Der er en pagt i dette lokale. En pagt mellem publikummet og bandet. Weekend Village giver deres musik – og publikum tildeler i bytte deres opmærksomhed. Ethvert band elsker de mennesker blandt publikum, der giver sig selv til musikken – ethvert band elsker disse tydelige ansigter iblandt forsamlingen foran. Lamperne over os leder til euforiens lysende stier. De flimrende rytmer snor sig omkring de unge ører; som blinkende lagener af lyd. ’Den agerende gruppe’ er blevet større nu; det tynder ud i rækkerne bagved til fordel for klumpen af mennesker oppe foran. Det er en illusion, det er det fortryllende rum. Vi glemmer os selv her – til lyden af de elektroniske beats, den tunge stortromme, de svævende melodier. Vi glemmer os selv. Der står de – disse unge mennesker, os unge mennesker – og hopper i takt: en, to, tre, nu. Nu. Det er nu. Vi er her. Vi glemmer hverdagen, vi skaber minder. Et blink. Til lyden af en samplet Janis Joplin nyder vi dette postkort fra en anden tid. Det er vores generations helt store ritual. Det er ikke i kirken de fleste søger transcendens: det er på dansegulvet. Mens der i baren, bag mig, konstant høres den umiskendelige lyd af klirrende flasker, så mødes jeg af en tæt bølge af pumpende kompositioner fra den lille scene foran mig. Folk ser glade ud. Det ser ud til, at menneskene nyder tiden sammen. Det håber jeg, at de gør – for pludselig slutter det: ”Tak for i aften, det her er vores sidste nummer,” Kristoﬀer kigger ud i lokalet – lyset rammer hans ansigt, han tager en slurk af sin øl. Frederik peger på sin monitor, han prøver på at signalere noget til lydmanden. Det er stille i et øjeblik – så går de i gang. Publikum giver et ærgerligt suk: allerede sidste nummer? Sådan er det altid.

162

R E G N FA N G

163

R E G N FA N G

FARVEL HOBRO

”Så er det sgu mod Århus – hvem skal i byen?” spørger Heine.

”Jeg har fået karrydressing på min T-shirt,” Heine ser bebrejdende ud i lokalet, ”det sker bare ikke.”

”Jeg er klar,” svarer Magnus. Vi triller langsomt ud mod motorvejen. Der er helt sort uden for vinduerne – mørket læner sig op af de støvede ruder. Og stille; der er så stille udenfor – her i provinsen. Det er der derimod ikke i bilen. Det minder mest af alt om et forstadsdiskotek herinde: tobaksrøg, alt for lidt ilt, den tykke, søde lugt af Breezere (ja, det er rigtig nok: Breezere). Vi drejer. Det er nat nu – de jyske motorveje ligger stille hen. Vi skyder derimod gennem mørket. En bus med et udmattet band, der næsten er dopet på skrigende sød sodavandsalkohol og en chauﬀør med en politihat fra Syrien. Hvad siger vi, hvis vi bliver stoppet? Hvem står til ansvar? Og hvad med bilen? Den kan ikke være lovlig. På den anden side: Hvem er oppe nu? Hele Himmerland sover. Og Østjylland med.

Vi står igen omme bagved, i baglokalet. De fleste af drengene opholder sig udenfor, i kulden. Deres ansigter er ophedede – de har fået varmen efter koncerten. En koncert de sammen står og reflekterer over: ”Det er fandeme lidt træls, at vi glemte det ’break’,” siger Frederik. De andre nikker enstemmigt. ”Men ellers gik det da okay, der er jo altid et par småfejl,” indskyder Magnus. De andre nikker enstemmigt, igen. Foran scenen er der næsten tomt nu. Rummet virker pludseligt helt forladt. Det er snart midnat; de fleste gæster er formentligt taget videre i byen. Vi skal også snart hjem. Hjem til Århus. Et par piger har sneget sig ind i baglokalet – eller ’backstage’ som det kan benævnes en smule selvhøjtideligt. De er ret fulde. De taler med bandmedlemmerne – om ingenting. Det meste af udstyret er pakket ned; Ducatoens bagagerum er næsten fyldt. Den røde Fiat Ducato. Den ser helt stolt ud, når den står der i den næsten frostklare nat. Morten tager de sidste billeder. Vi sætter os ind i bilen. ”Hvem har set min chauﬀørkasket?” spørger Søren. Han kigger en smule mistroisk fra førersædet og om på bandet, der sidder godt beruset tilbage. ”Er der jer, der har taget den?” ”Hvor har du den egentligt fra?” spørger jeg, ”kasketten?” ”Det er en Villads har lånt mig – den er fra Syrien, det er en politikasket derfra,” Søren roder i handskerummet, ”det var den jo også,” udbryder han. Et godt råd til alle, der i fremtiden måtte komme ud for at køre i en godt slidt Fiat Ducato, der har 650.000 kilometer på cv’et: Sæt gerne et par minutter af til at starte denne maskine. Men så spinder den også – når den først er i gang. Og vi kører ud af indkørslen til lugten af ’muggen røv’ og øvelokale og til synet af en flok af unge mennesker, der i flok står og ryger her midt i Hobro.

164

R E G N FA N G

165

R E G N FA N G

TILBAGE I ÅRHUS

På den måde er det ret interessant at komme rundt i provinsen og se, at Danmark ikke bare er København – eller Århus. Det er tit også mere intimt i provinsen; det er mindre koncerter – man er tættere på publikum,” siger Magnus.

”Det er nu venner,” siger Frederik. Der har været stille i bilen i den sidste halve time. Jeg vender mig rundt – det ser ud som om, at et par af drengene har sovet. Vi drejer af – ind mod Århus; og ser byens lys på den mørke himmel foran os.

Heine forsætter: ”Folk virker mere ’loose’ i provinsen. Der er en mere tolerant, måske afslappet, stemning. Og så er der en større forskel i alder blandt publikum – som regel.”

”Er jeg den eneste, der er sulten?” spørger Kristoﬀer. ”Nej, jeg kunne også godt spise noget,” svarer Magnus.

De fleste i selskabet gaber efterhånden. Folk er matte.

”Lad os tage på ’mågen’ så,” siger Kristoﬀer – og Søren nikker.

”Det er også er ret fedt at spille et sted, hvor du ikke kender nogle iblandt publikum. Man går bare på, spiller koncerten og tager af sted igen. Vi står ikke bagefter og taler med bekendte,” siger Kristoﬀer.

Der er en smule mere liv i Århus – men ikke meget. En gang imellem flyder en bil forbi på Randersvej; med sit lange, svømmende lys. Der er forholdsvist mange mennesker inde på den ’lysende snack-bar’. Jeg tænker over, hvad jeg skal spørge bandet om; Jeg synes ikke, at jeg har nok materiale til mit portræt af provinsen – jeg har ikke en klar historie. Et eller andet må jeg spørge dem om. Jeg forsøger:

”Men sådan mere principielt; er I så trætte af, at man i Danmark ikke har et mere spredt musikliv – at man ikke har en større konkurrence byerne imellem?” spørger jeg. ”Det ved jeg ikke, om vi er trætte af. Sådan er det vel bare: Hovedstaden er næsten totalt definerende,” siger Frederik.

”Mærker I nogen forskel på at spille i provinsen og i hovedstaden? Er det to helt vidt forskellige typer af jobs?”

”Men er det ikke lidt trist at have et så centraliseret kulturliv?” spørger jeg igen.

Der bliver stille. Med blodet fyldt med mere end moderate mængder af alkohol og en arbejdsdag, der snart har trukket sig over de 9 timer (foruden drengenes borgerlige arbejde), kan det være svært, spontant og klart, at svare på et sådant spørgsmål. Efter et halvt minut svarer Frederik som den første:

”Jo, måske en smule. Men Danmark er et lille land, man kan vel ikke forvente andet,” svarer Frederik igen. Kristoﬀer byder ind: ”Det andet havde måske været ideelt, men som Frederik også siger, så er Danmark nok bare ikke stort nok til at have en ’konkurrence’ mellem byerne. Hvis man vil være noget inden for musikken, så er det klart lettest at være i København.”

”Nogle gange kan man vel godt. Selvfølgelig er der stor forskel på et spillested i København og et i en by på størrelse med Hobro, i Jylland. Det er bare i Hovedstaden, at det sker. Men publikum er som regel også anderledes i provinsen. Jeg synes faktisk, at de er mere åbne. De har nok ikke så mange tilbud som dem, der bor i hovedstaden. Derfor værdsætter de måske mere, at man er i deres by og spiller en koncert.”

De sidder trætte tilbage. Vi går uden for igen. Væk fra lugten af friture og ’fredag aften i Århus på McDonald’s’. Vi ryger en cigaret på den sorte asfalt, der glimter en smule i lyset fra de store vinduer.

Et par fulde unge mænd råber noget bag ved os. De råber et eller andet til den unge pige bag kassen. Det lyder ikke pænt. Det sker altid sådanne aftener; at fulde mænd møder op og skælder verden ud, fordi den ikke forstår, at de altså gerne vil have deres mad meget hurtigt. Dumme verden – hvorfor forstår du ikke noget?

”Jeg tror ikke, jeg er så frisk på byen alligevel – jeg er ret balderet,” siger Magnus. De andre erklærer sig enige; så vi kører hjem. Igennem Århus, ned af Randersvej, forbi universitetet, op mod Trøjborg, langs de blinkende lyskryds. Den er lidt over 1, da vi står oppe foran Heines lejlighed. Bandet slæber

”Det er sjovt at være i en by, man aldrig har besøgt.

166

R E G N FA N G

deres gear op. Morten, fotografen, og jeg står ude foran. Vi taler om artiklen. Vi taler om, at det er svært at lave et portræt af provinsen uden at ende ud i en endimensionel fremstilling.

Jeg har aldrig set så mange fattige mennesker på et sted: afrikanere, afghanere, irakere. De er meget fattige der. Der er så mange flygtninge i Syditalien – alt for mange.” ”Kan du godt lide Århus, så?” spørger jeg.

Heine åbner vinduet:

Han vender sig om – med et på en gang alvorligt og forløsende smil siger han:

”Godnat venner,” siger han, ”vi ses i morgen.” ”Gør vi det?” spørger Kristoﬀer.

”Jeg elsker Århus. Jeg elsker Århus af hele mit hjerte.”

”Ja, vi skal jo aflevere bilen,” svarer Heine. De kigger på hinanden. I luften hænger spørgsmålet: Hvem afleverer bilen? Hvem står tidligere op for at køre den røde Fiat Ducato til Stavtrup. Den røde Fiat Ducato.

Jeg står ud af bilen. Søvnig af mødet med de gule gadelamper og den stilhed, som man kun finder i forstæderne, når natten er mest tung. Det er som om den stilhed ligger på jorden – på fortovet; Man træder i den, når man går på de brede villaveje. Taxaen forsvinder. Så står jeg her, igen. Med hovedet fyldt med tanker om denne artikel – den artikel du netop nu læser de sidste linjer af. Men hvordan skal jeg færdiggøre den? Hvordan skal jeg færdiggøre denne tekst om dette odiøse sted: provinsen. Hvordan?

”Kan vi ikke lige ringe sammen i morgen?” spørger Magnus. Det aftaler de. Heine lukker vinduet. Og så står vi der, lidt. Jeg følges med Kristoﬀer hjem. Morten og Magnus tog med Peter – en ven af bandet. Frederik blev oppe ved Heine. Vi prøver på at finde en taxa – men der er tomt, på gaderne. Det er ellers fredag. Trøjborg ligger næsten tavs. Kun ud fra barenes duggede vinduer drypper en smule lyd; Et par gæster står godt berusede ude på vejen og taler højlydt om ingenting. Men det lykkes til sidst: Vi finder en vogn.

Én ting ved jeg – nu. Provinsen ved aldrig, at den er provinsen. Den prøver ikke at være provinsen – som midtbyen prøver at være midtbyen. Den er bare – som den er. Den er bare sine brede veje, sine stille nætter, de langsomme søndage, de stille eksistenser, livet bag de røde og gule mursten. Den er bare. Provinsen. Forstæderne. De er bare. Den er bare. Og derfor er den eksotisk, en smule. På sin egen tavse, underspillede måde. Og så er provinsen ikke bare provinsen. Der findes jo grundlæggende to slags. Den første, hvor hverdagen, de små indhegnede haver og naboskabet, former en dyne af tryghed. Og den anden, hvor kedsomhed, dovenskab og pseudolivet går sin vanlige gang. Hvorfor taler vi altid kun om den sidste, når vi taler om provinsen. Og aldrig den første? Jeg kan sige det, som det er: De mest provinsielle mennesker jeg har mødt, har jeg mødt i storbyens buldrende virkelighed.

”Til Højbjerg, tak,” siger jeg og sætter mig ind. Chauﬀøren taster adressen ind på sin GPS. Han er mørk i huden; Han ligner en, der har rødder i udlandet. Et eller andet skal man jo snakke om, når man sidder der i stilheden – så jeg spørger: ”Er din familie oprindeligt fra Mellemøsten?” ”Ja,” siger han, ”jeg er kurder.” ”Har du boet i Århus i lang tid?” spørger jeg igen.

Her glemmer de også at kigge ud mod verden.

”I 8 år. Min bror og jeg flygtede herop; meget af vores familie dernede blev dræbt. Men min onkel, han boede her – her I Danmark. Så ham tog vi op til.”

Og mangel på udsyn er vel det mest provinsielle af alt? Derfor må konklusionen så være:

Jeg tænker over, hvor stor en forskel der er på livet i en flygtningelejer i Mellemøsten og tilværelsen i Århus.

At bo i provinsen gør dig ikke provinsiel. Det er dit udsyn på verden, der afgør det.

”Det fattigste land jeg har set er Italien – Syditalien.

167

R E G N FA N G

Reportage fra McDonald’s Text AF

Agnete Lyngholm Sandvej

Regnfang afholdte i maj en workshop på Århus Katedralskole til gymnasiets ’skrivedag’. Vi stillede en gruppe elever følgende opgave: Skriv en kort journalistisk tekst om ’dannelse’ med inspiration i Regnfangs journalistiske stil. Følgende tekst af Agnete Lyngholm Sandvej blev kåret som den mest vellykkede.

168

R E G N FA N G

Reportage fra McDonald’s

torvet, er tomme. Byen er ved at vågne, ligesom et stort, langsomt dyr. Timerne føles længere. Jeg føler mig tryg i byens folder og jeg elsker den, som man elsker et lille barn. Det slår mig, at Århus er en stor del af min dannelse.

Vi går ud af porten til gymnasiet, mig og Miles. Vi snakker om dannelse.

Miles snakker om instinkter. ”Dannelse er vel det modsatte af instinkter. Instinkter er noget vi har. Dannelse er noget vi opnår. Hunde, f.eks., de reagerer totalt på instinkter. Men en hund kan også lære, og det er vel en form for dannelse. Hvis man slår en hund nok gange, så lærer den, at den ikke må det, som man slår den for.”

”Det er hvordan man reagerer på noget, der kommer udefra,” siger Miles. Jeg tænker, at det er, hvordan ting omkring os påvirker os, uden at vi selv nødvendigvis har indflydelse. Jeg kigger på brostenene, mens vi går. Miles snakker, og jeg tænker.

Jeg griner, selvom det var en brutal sammenligning.

Vi går ned langs gaden ved kvindemuseet.

Miles siger jo. Vi sætter os på en bænk ved Kvindemuseet. Jeg noterer for at blive klogere på dannelse. Jeg elsker Kvindemuseets lille gård og dens grønne bænke. Jeg blev en gang skidt på af en fugl i gården. Vi går videre, flere brosten. Der kommer en sort fugl hoppende. Det slår mig, at fugle ser så hjælpeløse ud, eller også udstråler de bare total stupiditet.

Hunde kan vel også dannes. Det kan være, at de blot ikke har behovet. Jeg bliver opmærksom på damen, der går foran os. Hun er iklædt sorte gamacher, og hun går demotiveret hen ad gaden. Mine øjne fejer flygtigt hen over gaden. En mand i en firmabil fanger mit blik for et splitsekund. Jeg kan stadig genkalde mig hans øjne, de så trætte ud. Da vi når Café Jorden, sidder gamache-damen alene ved et bord. Måske venter hun på nogen, der også har gamacher på.

”Det er en allike,” siger Miles.

”Jeg vil gerne ind i en bogbutik, Miles,” siger jeg.

Det vidste jeg ikke. Vi møder Anna og hendes veninde. Røgen stiger op fra venindens cigaret. Man bliver så vant til røg, her på Katedralskolen.

”Okay,” siger han, og vi går i retning af McDonald’s.

”Kan vi ikke godt sætte os lidt?” spørger jeg.

”Man snakker om at blive født med nogle ting, og andre ting lærer man. Det synes jeg er interessant,” siger Miles.

”Dannelse er en rejse igennem livet, der indeholder de oplevelser, der præger os,” siger hun.

Vi møder drengene fra klassen. ”Vi skal skrive om dannelse.” siger vi.

Som om man ikke har hørt den før. Det er den vante kliché-beskrivelse af dannelse. Jeg vil have noget andet. Jeg vil høre en ny fortælling om dannelse. Vi går forbi Café Jorden ned til McDonald’s. Stolene til cafeen, der står på

”Fuck, hvor wack,” siger de. Oliver læser op fra et Facebook-post. Der er fælles mor-

169

R E G N FA N G

gensang i morgen. Der skal synges ”I Østen stiger solen op” og ”Du kom med alt det der var dig.” Men man skal selv medbringe teksterne. Jeg spørger Oliver, hvad dannelse er.

se også ”blot” den strøm, der hiver os mod det, vi gerne vil? Det er lang tid siden, at jeg har givet mig selv lov til at drømme. Jeg bliver bange for, at jeg slet ikke har nogle drømme.

”Dannelse er viden,” siger han.

Jeg får lyst til at vende om, og spørge kvinden på McDonald’s, hvad hun egentlig mener med det, og om det hele ser sort ud, for en drømmehandikappet som mig. Men jeg er bange for, at hendes uddybning ikke vil bringe mig ro.

Han gør mine til at forsætte, men vi mister begge to koncentrationen. Drengene går. Vi går ind på McDonald’s. Jeg går op til disken.

”Tror, du at vi danner hinanden?” spørger jeg Miles.

”Øhh ja, jeg tænkte på, om du vil svare på, hvordan du vil beskrive dannelse for et menneske,” spørger jeg lidt småakavet.

”Nej, vi irriterer bare hinanden,” svarer han. Vi griner lidt.

”Dannelse?” spørger hun. ”Ja, dannelse,” siger jeg. ”Dannelse er drømme,” siger hun kortfattet. Jeg bliver paf. Hun var hurtig. Jeg overvejer at supplere med et andet spørgsmål, men det synes overfladisk. Hendes svar var så præcist. Vi går ud af McDonald’s. Jeg tænker over hendes ord, ”Dannelse er drømme.” Jeg siger det højt nogle gange. Miles siger det også højt nogle gange. Vi går hen mod en af bænkene på Storetorv i tavshed. Der er begyndt at komme flere mennesker i byen. De har travlt. Det plejer folk hvert fald at have. Jeg tænker over drømme. Da man var lille var drøm og virkelighed sværere at skelne fra hinanden – man levede i halvt fantasi-ekstase. Da man blev teenager dagdrømte man (eller rettere sagt, man stenede), og man kunne bruge drømmen som dvale til at flygte fra den obligatoriske usikkerhed. Og nu drømmer vi os til noget, som vi gerne vil ”resultere i”. Drømmene følger os. Vi udvikler vores drømmehorisont i takt med, at vi udvikler vores syn på verdenen. Drømme er det, som vi vil, ikke af fornuft, men af lyst. Er dannel-

170

R E G N FA N G

171

Lysglimt Text og fotografi AF

Sidsel Marie Henriksen

Hvad er et modigt menneske? Og hvad ser øjnene hos en sådan eksistens? For det handler om at se. Se det foran en - se det, som det er. Se sig selv; og den horisont af både erindring og håb, der ligger lysende klar tusinder af tanker herfra. Se - se det som står frem for en. At have modet til at se.

Oprindeligt udgivet i: LYS, efterår 2015 – fjerde tidsskrift fra Regnfang.

172

R E G N FA N G

Der er mange ting mennesket i afmagt vælger at affejre. Smerter der kalder på hvile, kroppe der kalder på næring og børn, der hungrer efter opmærksomhed. Men den største affejring mennesket udøver, er affejringen af ånd. Affejringen af vigtigheden af vores åndsbegreb, vores bevidsthed, vores sjæl. Søgende efter mening, lever mennesket dag ud og dag ind i en verden fyldt af ligegyldighed, og fylder deres indre hulrum op med meningsløse ting i søgen efter mening. Få mennesker tør at gå ind i kampen efter søgen af den virkelige ånd, af frygt for hvad der her findes. Hvorfor tilfredsstille sult med luft eller tidskrævende handlinger? Overspringshandlinger er i sandhed et begreb, der må være opstået i menneskets forsøg på at undgå livets dybder. Men hvad mængden ikke ser er, at mange mennesker lever et helt liv af overspringshandlinger. Hvor deres egentlige liv bliver et overspring. De glemmer at leve, men forsøger konstant at få mere tid til det. De hungrer efter et længere liv, mere fritid og et større overskud, men de glemmer, at hvad der har taget deres liv, deres tid og deres overskud netop er deres frygt for livet, for de ting livet egentlig er, og for de spørgsmål vi må stille for at leve det.

men en realitet vi bør leve med. Den er blot et redskab for os mennesker, et redskab til at udøve større begreber såsom kærlighed, omsorg, respekt, således at vi finder det, vi egentligt søger. Mennesket aﬀejrer det mest centrale for vor eksistens, det der gør det meningsfyldt at blive her, det der gør, at vi opretholder alle vores basale behov, for at få en dag mere på jorden. For hvorfor være her, hvis det eneste, vi ønsker, er at opfylde disse behov? Mennesket aﬀejrer kernen af det hele, som en bi der kredser om blomsten uden at flyve ned i støvfangen og suge af nektaren, som i menneskets tilfælde må være den sande næring - sjælens nektar.

Den følgende billedserie er fotografier taget i Indiens mest hellige by, Rishikesh. En asketisk by, hvor alkohol og kød er forbudt ved lov og Moder Ganga flyder med isnende vand direkte fra de overdådige Himalaya. Byen er placeret, som sidste port i passagen til de majestætiske bjerge, hvorfra skyerne lader det regne med helende vand. Jeg forsøger med fotografierne at stille spørgsmål ved, hvorvidt disse mennesker har bevæget sig tættere på sjælens nektar, på åndsbegrebet. Det er mennesker, der har langt mindre, end jeg selv, hvis vi kigger på materialistiske besiddelser, men har denne manglende form, beriget dem med et mere meningsbærende liv? Samtidig forsøger jeg med fotografierne at reflektere over, hvad mennesket aﬀejrer, heriblandt hvilket ansvar vi som mennesker står med, og hvilken etik og moral vi forglemmer at være i besiddelse af. Billedserien og teksten her er en opfordring til sammen med mig at søge dybere, og ikke et svar på mine egne grubler. Sproget er også en barriere, jeg er begrænset af. Jeg reflekterer med mine ord og billeder i lige så høj grad min egen som andres færden i livet. God fordybelse.

Det er let at glemme, let af aﬀejre, let at benægte og let at gå udenom, det er til gengæld svært at huske, svært at udleve, svært at se verden i øjnene, ikke desto mindre er dette den eneste egentlige løsning. Jeg spørger tit mig selv, hvorfor mennesket klager over stress, manglende mening og angst, hvorefter det behandler de selv samme ting med aftener foran fjernsynet, kalendere proppede med fitness aftaler og modefundsjagt, kan det virkelig ikke se, at det blot gør sig selv endnu mere ulykkelig? Det leder efter stimuli, mens det afstimulerer sig selv. Kroppen er forgængelig, det er en svær realitet,

173

R E G N FA N G

hellig ko spiser skrald på smog befængt bro i en hellig by. Koen må ikke spises, men menneskene ser ikke, at den lider mere, af alle de ting den spiser, men ikke kan fordøje. Den sprænges indefra af menneskets aﬀejring.

174

R E G N FA N G

Mand serverer helligt vand i hedebĂ¸lgen, hvor flere mennesker allerede har mistet livet til varmens kvĂŚlende tag.

175

R E G N FA N G

Udsultet mand bærende på mere end én byrde ser sig skeptisk omkring. Når kroppen forsvinder mere og mere, bliver sjælen da tydeligere?

176

R E G N FA N G

Kvinde, pyntet i farver med hvide hellige mĂŚnd bag sig, dĂŚkker sig igen, efter at have modtaget flodens velsignelse i en verden af hvide lagener.

177

R E G N FA N G

Med bidende Ă¸jne fanges et Ă¸jeblik af ĂĽndens stilhed midt i et virvar af bilhorn, mennesker, dufte og farver.

178

R E G N FA N G

Kvinde i klæde. Rynket af tiden, med livet langsomt sivende ud mellem hudens folder. Stadig med hænderne ydmygt taknemmelige for verden omkring hende, empatien hos den hun møder, og tiltroen til det, der snart vil bære hende med sig. Samtidig øjne der bløder. Med menneskehedens ondskab, aﬀejring, apati og skyld. Hvem har sat denne kvinde her? Hvem har bedt os at glemme hendes skæbne? 179

R E G N FA N G

Når alle andre har for travlt til at se, da ser børnene. Stadig med en spirende nysgerrighed der endnu ikke har aﬀejret, men stadig stiller spørgsmål. Føler hun medskyld for verdens skikkelse? Eller undrer hun sig blot over, hvorfor den eftersigende kun bøjer hovedet mere og mere?

180

R E G N FA N G

Når et handicap bliver en realitet, når vi mister et af de aspekter, der holder os i narcissismens kraftige greb, når vi mister en af de ting vores form identificerer sig med, kommer vi da skridtet tættere på ånden? Lykken? Den umiddelbare glæde?

181

R E G N FA N G

En mor holder sine unger tæt, mens hun spejder udover alle de, der vil dem ondt. Men selv ikke hendes vilje til at elske og beskytte sine børn kan hamle op med det kollektive massemord menneskeheden har udført på vores medfølelse. Hver dag fodres de med det, menneskene smider fra sig, det ansvar mennesket ikke tager, men høster fordelene af, mens de stiller sig autoritært over abefamilien, hinanden og jorden selv. Medfører vores tænkende bevidsthed ikke et ansvar? 182

R E G N FA N G

Kvinde i lyserødt. Forlegen og sky, dog salig da hun kommer bedende fra templet. Har hun et roligere sind? En større ånd? Et tættere forhold til denne?

183

R E G N FA N G

En ko der måske kan læse? Hvor fremmed er koen egentlig fra os? Forstår den vores 184 systemer og dvæler ved disses dumhed?

R E G N FA N G

185

R E G N FA N G

Mand retter på skæg med spyttet fra sin tandmanglende mund. Menneskets præsentation overfor hinanden rent æstetisk er vigtig. Dyrker vi vores etiske fremtræden i lige så høj grad?

186

R E G N FA N G

Mor og barn på gaden. Uden bebrejdelse lever de et simpelt liv. Hvad holder hende oprejst? Hvad får hende til at blive i livet? Hvad er egentlig vigtigt? Hvorfor gå ud fra, at hendes liv har færre dimensioner, at hendes liv er mindre end vores, blot fordi hun ikke besidder de ting, vi synes gør vores liv stort. Men hvor stort bliver vores liv reelt, når vi opnår disse ting?

187

R E G N FA N G

Hilsende fra hjertet med namaste: “jeg bøjer hovedet for visdommen i dig, med respekt”

188

R E G N FA N G

Skelende baba, med øjne som et barn. Hvorfor stille sig autoritær for skabninger, vi føler forstår mindre end os selv, når de måske netop forstår så meget mere pga. deres manglende interesse for rigdommens facader?

189

R E G N FA N G

Baba der ikke vil have penge, men gerne dele en kop chai.

190

R E G N FA N G

Unge drenge på oversvømmet byggeplads, skabende illusionen af et fængsel. Hvilket fængsel er de fanget i?

191

R E G N FA N G

Ung kvinde der danser. Sveder. For andres fornĂ¸jelse.

192

R E G N FA N G

Tøvende pige, med et sanseligt blik. Førende os til det gemte tempel på bjerget i den gemte by bag vandfaldene. Med hvilke øjne ser hun verden? Har træerne den samme grønne farve, som den jeg ser?

193

R E G N FA N G

Lille dreng i blåt med store mørke, sørgmodige øjne. Som endeløse gange mod andre dimensioner. Hvilket stof er hans ånd vævet af ? Hvad har disse øjne set og værre endnu, hvad vil de se? Hvilken realitet vågner de til?

194

R E G N FA N G

Ă&#x2020;ldre kvinde, hvis hele liv har foregĂĽet i den samme landsby, i de samme rammer. Er verden kun denne gemte dal for hende? Har hun nogensinde set den anden side af bjerget, eller frygter hun for sit udsyn?

195

R E G N FA N G

Glad baba efter fodrensning. Hvorfor passe de fødder der går én mod Gud? Den dag de er brugte, da må denne Gud dukke op i horisonten.

196

R E G N FA N G

197

Man rejser i linjer En samtale med Asmund Havsteen-Mikkelsen

Tekst AF

Fotografi

Victor Lange

Magnus Harding Iranzad

Mennesket efterlader sig spor. Om det er breve, malerier eller andre levn – det er spor, tegn på at vi engang var her. Spor danner linjer, og linjer danner tid; og skal man rejse i tiden, så skal man rejse ved tidens linjer. Asmund Havsteen-Mikkelsens malerier består af linjer, strukturer, rytmer og brud, som danner grundlag for på en gang en genkendelse og på den anden side en fremmedgørelse. Et blik på et sådant maleri er en rejse; en rejse i linjer.

Oprindeligt udgivet i: REJSER, forår 2015 – tredje tidsskrift fra Regnfang.

198

R E G N FA N G

EN LINJE ER EN LÃ&#x2020;NGDE UDEN BREDDE - euklid

199

R E G N FA N G

MORGENENS TID Klokken er 8.55 mandag morgen. Der er fuldstændigt klart vejr; den kølige vind siver forbi mit ansigt, den gule, friske sol varmer min kolde ryg, og over mig hænger himlen blå, helt lyseblå, som et klart hav. Jeg går på Greifswalder Strasse i det østlige Berlin, mens folk cykler på arbejde, læser avis på hjørnecafeerne eller venter på toget. Alting sker på samme tid. Tiden virker mere kostbar – her om morgenen. Tiden er mere værdsat; lige efter natten har taget lyset fra verden, og lige inden dagen gør det dovent. Lyset og tiden er smukkest om morgenen – her elsker vi det mest. Asmund Havsteen-Mikkelsen er født på Ærø i 1977, men har boet og arbejdet i Berlin siden 2007. Hans kunst er stærk. Selv benævner han værkerne som ”mentalscapes” – bevidstheds-landskaber. De, billederne, taler tydeligt til dig som beskuer – både forførende og foruroligende. Sirlige linjer, rytmiske kompositioner og nedtonede farver i detaljerede malerier, giver tilsammen både fornemmelsen af at være tiltrukket af billedfladen, suget af værkernes absorberende rum, men på en og samme tid også følelsen af dyb fremmedgjorthed. For enden af den lange gang står en dør åben. Lidt lys siver ud fra sprækken og lægger sig på det grå gulv, som en fin, tegnet flade. Jeg er i en stor nedlagt kontorbygning i klassisk DDR-stil, hvor Asmund nu har sit atelier. Atelieret er et langt lyst rum, med god plads og duften af oliemaling. Han er klædt mørkt, stilrent, flere lag af skjorte, cardigan og blazer i sort. Han rækker mig hånden og siger goddag.

han fotografen, Magnus, og mig. Han skænker to kopper, og duften af kaﬀe er pludselig i rummet. ”Jeg tænker, at vi lige snakker lidt, og så tager vi alle fotografierne til artiklen bagefter. Hvad siger I til det?” Asmund sætter sig i stolen og kigger derfra, hen på skrivebordet. Både på Det Kongelige Kunstakademi i København, i Japan og i Hamburg har Asmund uddannet sig som kunstner, og så har han desuden også studeret litteratur og filosofi ved Københavns Universitet. ”Jeg holder meget af mine bøger,” siger han og peger ned på reolen bag skrivebordet. ”De fleste står godt nok derhjemme i lejligheden – og ikke her i værkstedet.” Han har også selv skrevet bøger. Det vidner det træbord, der står ved siden af sofaen om. Omhyggeligt struktureret ligger der på bordet både papirer fra nogle af hans udstillinger, og tykke bøger han har bidraget til med enten tekst eller malerier. Og så ligger den store, gule bog der – den med de skarpe, sorte bogstaver. Generic Singularity, hedder den. Det er et stort værk, over 300 siders tanker om kroppen, det sociale og tiden – udmærket i et begreb om ’kunstneren’. Vi kommer til at tale om den over flere omgange.

Der er tomt på væggene: ”Malerierne blev taget ned for et par dage siden og kørt til udstilling i Århus og København,” forklarer Asmund, mens han tænder elkedlen. Der er ordentligt i hans værksted, rent og organiseret. Man tænker godt i sådanne rum. ”Har I lyst til en croissant og en kop kaﬀe?” spørger

200

R E G N FA N G

Ghost - Asmund Havsteen-Mikkelsen 2012 55x70cm - Oil on canvas

201

R E G N FA N G

De n b iog raf iske lin je

BAGGRUNDEN

er der mange, som når de begynder at male, starter ud med det abstrakte maleri. De glemmer bare, at kunstnerene, der udviklede det abstrakte maleri, var hamrende dygtige til det traditionelle maleri – de var dannede i den disciplin, inden de bevægede sig over til abstraktionens sprog. Og hvis du ingen dannelse har og bare går direkte i kødet på det abstrakte maleri, så får du oftest noget uinteressant.” Ind af vinduet følger varmen med lyset, og den køli-

”Jeg begyndte at male, efter jeg kom hjem fra Japan i 2005,” siger Asmund. Han folder papirsposen fra bageren sammen og smider den i skraldespanden: ”Det er et eller andet vildt over at kunne tegne og male – det at man med sin krop kan nedfælde verden visuelt. Det er meget fascinerende. Så på den måde fandt jeg nok lidt mig selv i maleriet, da jeg opdagede, at det var den vej jeg skulle gå.” Han har det ikke fra fremmede – maleriet. Asmund er født ind i en familie, hvor billedkunst og arkitektur har en helt særlig plads – de to ting er som bundet til navnet Havsteen-Mikkelsen. ”Jeg er vokset op i en tidslomme, en nordisk tidslomme.” Asmund sætter sig igen i stolen og forsætter, ”min farfar, og meget af min familie, var ret konservativ anlagt, og de så for eksempel ikke globaliseringen i deres tid som noget godt fænomen. De udøvede en form for modstandsæstetik over for det faktum at verden ændrede sig drastisk.” Asmunds farfar var den danske maler Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999), som både udførte illustrationer til værker af Martin A. Hansen og Ole Wivel. Lige så kendt er han for sine malerier i en nordisk ekspressionistisk stil og desuden også hans mange kirkeudsmykninger. Asmunds far var Alan Havsteen-Mikkelsen (1938-2002). Han var arkitekt, dyrkede begrebet og udførelsen af tankerne om ”Archicture Without Architects” og havde i det hele taget en respekt for traditionen og håndværket. ”Håndværket er operativt, det er bundet til traditionen, og derved binder det os til tiden. Jeg har helt klart i mit barndomshjem modtaget en dannelse, hvor dette var en værdi – blandt mange andre værdier. Det er jeg egentlig ret glad for. Det giver en respekt for tiden før en selv.” Asmund tager en slurk kaﬀe, fører hånden op til panden, tænker og forsætter så: ”Erkendelsen af at gentagelse og dannelse er nødvendigt for at blive dygtig, den er lidt gået tabt. For eksempel

202

R E G N FA N G

ge morgenluft brænder væk med minutterne, der går imod middag. Udenfor er myldretrafikken næsten væk, forsvundet, og i stedet for dukker ’formiddagseksistenserne’ op omkring de høje, uniformerede boligblokke: forvirrede og udmattede. Tiden har ingen rytme for dem. Nu venter de bare. Venter bare på at tiden går. Så mens alle andre er på arbejde, strejfer de rundt som linjer i bylandskabet, som om de leder efter noget, noget de har glemt, men ikke kan finde. ”Der er så mange skæve typer herude,” siger Asmund. Han står ved vinduet, lyset rammer hans mørke tøj og hår. ”Det er en helt anden form for liv de har.” Asmund vender sig og går tilbage mod stolen. ”Hvor kom vi fra?” spørger han. ”Vi talte om dannelse,” siger jeg og tager en slurk af min kaﬀe. Den er blevet kold. ”Ja, det er rigtigt. Dannelsen – den bliver man aldrig

færdig med.” Han kigger hen på bogreolen, på de mange titler og værker, der står op af hinanden og peger op mod loftet – op mod himlen. ”Bøger. Bøger er vigtige.” Han vender sig på stolen og kigger på mig: ”Jeg synes det er vigtigt at samle sig et bibliotek. Et bibliotek af store tanker og vigtige værker – det vil jeg gerne slå et slag for. Bogen er jo en fuldstændig uvurderlig kilde til viden og oplysning; man kan jo transformere sig selv igennem en bog. Og så slæber man dem med sig, bøgerne, hver gang man flytter, og på den måde flytter ens dannelse med. Det er ikke fordi bøger virker specielt praktiske, de er tunge og de fylder – men de er vigtige, ufattelig vigtige. Det er en lukket verden man åbner, en verden, der kræver fordybelse, men som til gengæld betaler generøst tilbage med indsigt.”

203

R E G N FA N G

BERLIN standsæstetik over for det ’at male’ – i nogens øjne er det for kommercielt at male – ligesom min farfar var modstander af den modernisering, der skete i hans tid. I Berlin er det bare omvendt. Her er de fleste så optagede af det nye, at de ender med at blive helt angste over for alt, som har linjer tilbage i tiden.”

”Hvorfor flyttede du til Berlin?” ”Det er egentligt ret simpelt. Jeg flyttede til Berlin for at være sammen med mine kone.” Asmund smiler, ”hun fik et godt job her i byen. Men det har så haft en del konsekvenser,” siger han. ”Hvad er det for nogle konsekvenser?” spørger jeg. ”Altså, Berlin er ikke nogen ’maler-by’. Byen har en stor og kendt kunstscene, men det er en scene som ikke dyrker maleriet på samme niveau som andre og mere nye medier og former. Måske har byen bare en eller anden form for mod-

Klokken er næsten 11. Vi går udenfor for at tage et par billeder.

204

R E G N FA N G

De n stilistiske lin je

ET MALERI ”Når jeg ser mine egne malerier, er det som postkort fra fortiden – fra mig selv, til den tid lige foran maleriet, her og nu.” Asmund kigger hen på væggen. Den er tom – bortset fra et par skitser. ”Det er fascinerende, at et billede både absorberer og producerer tid. På én og samme tid har maleriet jo fastholdt sporet, af hvad jeg engang ’var’, men samtidig skaber maleriet også erindringen om den tid.”

meget opmærksomhed. Alt bliver set ud fra de menneskefigurer, der så optræder i værket. Værket bliver betinget af menneskeskikkelserne, og rummet omkring dem bliver tolket som deres mentale tilstand. Det lukker rummet at have mennesker med. Til gengæld åbner det rummet at lade dem udeblive.”

Før var vi udenfor, i dagen, oppe på taget af den høje bygning for at se ud over den flade og uendeligt udstrakte by, Berlin. Nu sidder vi igen i Asmunds atelier; jeg i den sorte sofa og han i den sorte stol. Vi ryger en cigaret. ”Kan du beskrive tilblivelsen af et maleri – de trin, der er en del af processen?” ”Det starter med at et motiv rumsterer i mig. Det er i min underbevidsthed og vender så tilbage til mig – både i vågen, men ofte også i sovende tilstand. Derefter prøver jeg måske at tegne motivet eller tage et fotografi af det, for derved at lade det trække – ligesom god mad gør; jeg lader det simre, med andre ord. I den indledende fase beskærer jeg det, prøver at finde en interessant uafsluttet komposition, og til sidst maler jeg det over på et lærred, for at lave en råskitse.” Han henter et maleri og stiller det foran os – ”Det er en råskitse,” siger han og peger på de steder, der viser at værket endnu ikke er færdigt. Det er et smukt maleri. I nedtonede farver, men med Asmunds typiske sans for at lade et par enkle skarpe nuancer stå frem. Motivet er moderne arkitektur. En trappe, noget glas, en masse små rum. Men der er ingen mennesker. ”Du maler aldrig mennesker i dine malerier – hvorfor ikke?” Asmund stiller maleriet op ad væggen og sætter sig igen. ”Hvis der er mennesker med, bliver de ligesom til en slags dukker i maleriet – og de kræver dermed enormt

205

R E G N FA N G

DET SUGENDE INTET Asmund Havsteen-Mikkelsen indrammer det sugende intet i hans kunst. Nogle gange er det meget direkte portrætteret; for eksempel når han maler et mørkt rum for bunden af en indkørselstunnel til en parkeringskælder i værket Driveaway. Andre gange lader det sig ikke så let beskrive. Der er det en mere abstrakt fornemmelse af mystik, der præger oplevelsen af billedrummet i værkerne. Det fremkalder tanker om det uendelige og det dunkle. Frembragt i en stil, der umiddelbart har skyggerne og noir-stemningen til fælles med en maler som Edward Hopper (1882-1967), trækkes man som beskuer ind i billedrummets illusion af dybde. Asmund forklarer det selv som følelsen af at stå ved en afgrund og være fristet til at forlade det faste grundlag, til fordel for intethedens sfære.

hen til det store vindue. Græsset glimter udenfor – det skinner. En bil krydser parkeringspladsen. Klokken er snart 12, og ’formiddagseksistenserne’ er forsvundet, sammen med tiden selv. ”Har du andre postkort fra fortiden? – ligesom dine malerier?” spørger jeg. ”Ja. Det har jeg faktisk – en del.” Asmund rejser sig fra stolen, går forbi skrivebordet og om bag væggen, der skiller det store atelier i to rum. Han peger på en hylde. Den er fuldstændig fyldt med sorte, høje bøger fra den ene væg til den anden. De står tæt op af hinanden i en fast rytme og lader ikke et tomrum tilbage. ”Det er mine dagbøger,” siger Asmund. ”Jeg holder meget af at skrive dagbog – at gemme tanker til fremtiden. Det er ens liv på skrift. Jeg forestiller mig den person i fremtiden, der finder dem og prøver at få styr på alle de bogstaver, sætninger og minder. Hvilket arbejde det må være. At genlæse et helt liv. Det fascinerer mig ved dagbogen: At man nedfælder tiden, der er gået, så det kan læses i tiden, der kommer.”

Vi taler faktisk ikke så meget om hans stilistik - ikke fordi, at den ikke er interessant, tværtimod. I stedet for snakker Asmund om den moderne kunstbranche, om ’scenen’, om gallerierne og om kunstnerne: ”Man skal som kunstner finde sin rolle, og så spille den skarpt, så man profileres klart,” siger han og åbner vinduet. Jeg rejser mig og går

Driveway - Asmund Havsteen-Mikkelsen 2007 134 x 184 cm - Oil on canvas

206

R E G N FA N G

De n s a m tidsh istoriske lin je

ARKITEKTUREN TALER ”Min farfar var landskabsmaler og min far var arkitekt. Jeg maler urbaniteten og moderniteten igennem den arkitektur vi omgås med i storbyen,” Asmund tænder sin cigaret. ”Men det er mentalscapes jeg maler – ikke by-landskaber. Det er oplevelsen af arkitekturen, det psykologiske forhold jeg forsøger at fremstille,” forsætter han. ”Hvorfor tror du at storbyen i moderne billedkunst ofte fremstilles som noget fremmedgørende – ligesom den gør i dine værker?” spørger jeg. ”I storbyen kan du få alt. Alle dine behov kan dækkes. Dit begær kan få afløb – og det er lige meget, hvad det drejer sig om: mad, seksualitet, kultur, socialitet. Derfor tror jeg, at storbyen virker lidt dæmonisk i moderne kunst. Mennesker i storbyer opfører sig bare anderledes end mennesker i mindre, lokale samfund.” ”Og den ’anden’ eksistens i storbyen kan beskrives igennem et portræt af den moderne arkitektur?” ”Arkitekturen er i hvert fald blevet et udtryk for de systemer, vi som mennesker indgår i. Den forbindelse, der optager mig, er forbindelsen mellem psyken og omgivelserne. Især i storbyen. Arkitekturen siger meget om vores eksistens og strukturen af denne.” Asmund kigger ned på væggen, bagerst i lokalet. Han holder blikket der. Som om der findes et svar dernede. Med hovedet rettet derned siger han: ”Jeg har nok også en personlig psykologisk binding til arkitekturen. En binding til min far.” Han vender hovedet og ser igen over på mig: ”Jeg skulle have været arkitekt. Det var planen. Men jeg valgte ikke den vej, jeg sagde nej til arkitekturen og ja til litteraturen. Min far døde for 12 år siden.” Askebægeret står på gulvet, Asmund sætter sig på hug og skodder cigaretten. ”En god veninde spurgte mig engang: ’Asmund, maler du de værker for at gøre din far glad?’ Måske er det rigtigt. Måske er det derfor jeg maler arkitekturen og dens former. For at have en dialog med min far. For at tale med ham.”

207

R E G N FA N G

DE NYE GENERATIONER ”Jeg fortæller ofte farlige historier til mine børn, for eksempel, hvis vi er på vej hen til børnehaven og cykler sammen.” Vi taler om ungdommen – om de nye generationer og deres virkelighed. ”Jeg synes, det er meget vigtigt at have en fornemmelse af, hvor du befinder dig rent historisk. Den bevidsthed vil jeg gerne indføre i mine børns liv – det, at man kan begribe sin egen tid. De ’farlige’ historier, jeg fortæller mine børn, er fra min egen barndom – på landet. De handler om at hjælpe til i marken, de store landbrugsmaskiner og om at man altså slagter dyr, før man spiser dem. For hvor skulle de, mine børn, ellers få det at vide fra? Og så forklarer jeg dem om 1. og 2. verdenskrig – og om Den kolde krig. Vi bor jo også i Berlin.”

DINOSAUR ”Har I været på Naturhistorisk Museum her i Berlin?” spørger Asmund. ”Nej, ikke endnu,” svarer jeg. ”Det skal I virkelig gøre,” siger han, ”de har nogle virkelig fede skeletter fra forskellige dinosaurer.” Tjeneren stiller maden og de tre colaer på bordet. ”Det minder mig faktisk om noget,” siger Asmund. ”Altså dinosaurerne.” Han tager en slurk af sin cola og forsætter: ”Jeg kom til at tænke på, da vi talte om jeres generation, at I to nok ikke lige er stereotypen på jeres generation – altså den nuværende ungdom.” Han nikker mod mig og fotografen Magnus. ”Det kan man nok ikke sige, nej,” siger jeg og griner. ”Nej, lige præcis. For vi er nogle dinosaurer. Vi går klædt fuldstændig i sort og siger at livet er alvorligt. Man fristes næsten til at sige, at vores livssyn hører til på et museum. Ligesom fortidens skeletter.” Jeg griner af Asmunds billede, hans billede på vores situation. Det er følelsen man har. Følelsen af ikke at se det samme, og ikke at ville det samme. Så der går man rundt og taler om ting i et sprog, et sprog som fornemmes som et fortidslevn, et spor fra en anden tid . ”Jeg synes, at Kirkegaard sagde det på en ret fed måde; ’Den mand, som gifter sig med tidsånden, bliver hurtigt enkemand.’”

Klokken er 13.35 – det står på min mobilskærm. ”Noget af det mest triste at iagttage ved jeres generation er jeres kropsholdning. Altså ikke kun mentalt, men også helt fysiologisk. I er født ind i internettets sugende rum, og det meste af jeres tid går med at sidde foran en skærm, så I har adgang til netop internettets virkelighed. Det kan man se på jeres kroppe: I går krumryggede og slatne rundt. Jeg tror, at I ville have godt af at arbejde lidt mere fysisk – at opleve eksistensen gennem fysisk arbejde. Desuden forhindrer internettet jer i noget andet: fordybelse. Det virker for de fleste unge som en kamp at læse sig igennem en bog – som en form for anstrengelse ud over det sædvanlige. I er så tilvante med farten på internettet, og ikke mindst den billedstrøm som I oplever der.” Asmund drejer sig på stolen. ”Er I ikke sultne?” spørger han. ”Det er jeg i hvert fald.” ”Jo, vi kan sagtens finde noget mad,” siger jeg og lukker min notesbog. ”Der ligger et pizzeria lige herovre, skal vi gå derover?” Asmund peger ned langs den store vejr.

Vi drikker en espresso bagefter, ryger en sidste cigaret og siger farvel udenfor. Klokken er 14.25. Vi mangler stadig at tale om den sidste linje, den sidste del af interviewet: den eksistentielle.

208

R E G N FA N G

209

R E G N FA N G

De n e k siste n tie lle lin je

DEN GULE BOG Jeg er i god tid. Vi skal mødes på Asmunds yndlingscafé: et lille, portugisisk bageri i Prenzlauer Berg. Så jeg går en tur. Træerne står tæt, og deres nøgne kroner hænger som streger i mønstre, ned over de brede veje af brosten – helt pillet af det kølige vejr er der ikke et blad tilbage på dem, kun grenene.

og efterladte morgenmadstallerkner. ”Det handler helt klart om livet, om det at være til,” Asmund kigger op fra bordet. ”Ekstasen interesserer mig, den tilstand er fængslende. Fornemmelsen af at livet er stort at leve. Tankerne omkring Generic Singularity handler om at frigøre mennesket, fortælle mennesket, os, at det kan ændre sin tilværelse; både i den kropslige, sociale og tidslige dimension. Og ekstasen findes netop i alle tre dimensioner. For eksempel kan det føles helt ekstatisk at have en rask og sund krop, og på samme måde kan oplevelsen af at indgå i fællesskaber og tilegne sig et sprog ligeledes være en oplevelse af ekstatisk karakter. Og så er der den tidslige dimension. Her er erindringen, det at huske sig selv, for eksempel en oplevelse af ekstase: at erindre.” Tjeneren fjerner avisen fra bordet ved siden af og tørrer det af med en klud. Der ligger lidt mønter i drikkepenge. Hun tager dem. ”Filosofien har en tilbagevendende kraft. Man ændrer sig selv ved filosofien.” Asmund rejser sig og går op for at betale.

”Hvad har du lyst til – kaﬀe eller lidt kage?” spørger Asmund. Vi står inde i bageriet. Her er mange mennesker. Det er en uge siden, vi sidst talte sammen – Asmund og jeg. ”En cappuccino og en croissant af en art, tak,” svarer jeg. Asmund har et bord henne ved væggen, dér sætter vi os. Ved siden af os sidder en ældre herre og læser avis, og over for ham snakker et ungt par ved deres bord. Og så taler vi – mens tiden går. Om både Asmunds malerier og om hans gule bog: Generic Singularity. ”Kan du ikke forklare, hvorfor der som undertitel til din bog Generic Singularity står: A non-philosophical proposition?” ”Det er et begreb som den franske filosofi Maurice Merlau-Ponty står bag. Det handler, lidt forenklet forklaret, om hvordan vi som mennesker gør erfaringer. Han betoner i sin filosofi kroppens evne til skabe mening, og hvor meget af vores eksistens, der netop er bundet til vores fysiske tilstedeværelse, vores krop. Så den undertitel, ’A non-philosophical proporsition’, hentyder til mit forsøg på at skrive og tænke eksistens inden for det konkret levede, kropslige liv. Men bogen arbejder jo ikke kun i den kropslige zone, den arbejder ligeledes i den sociale og tidslige sfære. Så det skal ses i sammenhæng med dette.” Manden til højre for os rejser sig, lægger avisen på bordet, og går mod glasdøren. Klokken er næsten halv elleve, caféen er mere stille nu, mennesker er der ikke så mange af, og bordene står tilbage fyldt med tomme kaﬀekopper

210

R E G N FA N G

BERLINS GADER ”Tak for kaﬀe og croissant,” siger jeg, da vi tager vores jakker og går. ”Det var så lidt,” siger Asmund og smiler. Vi står udenfor, på hjørnet mellem Stargarder Strasse og Duncker Strasse. Det er gråvejr og vindstille. En skoleklasse kommer gående på fortovet ovre på den anden side – en cyklist krydser gaden. De er ikke så gamle, nok omkring 14 eller 15 år; de unge mennesker i skoleklassen. De går forbi en mand, han sidder på en bænk. ”Der står i Generic Singularity på en af de første sider; ’To the streets of Berlin where the ﬂesh of this book came to life.’ Hvad ligger der bag det?” ”Jeg skrev meget af bogen, mens jeg gik rundt i Berlins gader. Jeg gik rundt med mine børn, ofte i barnevogn, og med i min lomme havde jeg altid en lille, sort notesbog. Der er virkelig mange af den slags notesbøger derhjemme. Det lettede en eller anden form for tanketryk at ned-

skrive mine ideer, idet jeg fik dem.” Manden på bænken kigger op. Han er gammel, hans rynker er dybe og hans hår gråt ligesom vejret. Han kigger efter klassen, der glider forbi ham som en lang, smal snor; en lille flod af stemmer, der taler, griner og hvisker. ”Gaden er interessant.” Asmund forsætter, ”Den er et mellemrum. Den har en struktur, den har regler, men alligevel mødes vi som mennesker i gaden – gaden, der binder vores hjem sammen.” Skoleklassen er væk – der er igen stille. Asmund låser sin cykel op. Manden rejser sig fra bænken – og går. ”Jeg skal den der vej,” siger jeg og peger ned af Duncker Strasse. ”Ned mod Kollwitzplatz.” ”Okay, jeg skal derned. Jeg skal købe noget mad – jeg får besøg af en gammel ven, en jeg mødte i Japan.” Vi siger farvel og på gensyn. Og Asmund cykler til venstre, og jeg går ligeud.

Space Oddity - Asmund Havsteen-Mikkelsen 2014 154 x 246 cm - Oil on canvas

211

R E G N FA N G

Bunker af Lys Kilimanjaro, Tanzania Tekst og tegning AF

Fotografi

Victor Lange

Sidsel Marie Henriksen

En artikel om at bestige et bjerg og forsøge at forstå et helt land, en hel region, et helt kontinent. Som en anden virkelighed, der bliver brudt af skuffelser og løftet af håb. Drømmen om Afrika findes, men mareridtets Afrika er en realitet. Det er for stort til at begribe, kun i fragmenter lader det sig fatte. Så der går du, skridt for skridt, igennem marker, skov, hede, ørken og det arktiske klima, og tænker; ”Hvem skabte Tanzania og Afrika, med hvad som formål - og hvorfor?” Jeg har nogle af mine tætteste venner i Tanzania, men ved ikke, hvad jeg håber for dem.

Oprindeligt udgivet i: VIRKELIGHED, efterår 2014 – andet tidsskrift fra Regnfang.

�� 212

R E G N FA N G R E G N FA N G

213

R E G N FA N G

Moshi

Tagterrassen er tom – udover os to. Gæsterne på hotellet sidder inde i restauranten og spiser. Vi er herude, under himlen, og

kigger over byens gamle, rustne tage, til vores blik rammer Kilimanjaros fod, og ligesom bjerget selv, forsvinder i skyerne. ”Here you go, sir,” siger vores tjener, og han stiller et aksebæger, vinflasken og de to glas på barbordet foran os. ”Are you two going tomorrow?” spørger han og peger op imod bjerget, mens han åbner flasken. Han er klædt formelt; hvid skjorte, sorte skindsko og mørk butterfly. ”Yes, we are,” siger jeg. ”Everybody in this town is,” svarer han, smiler og skænker vinen. Jeg spørger om han vil have en cigaret, ”yes please,” siger han – han skal nok give mig den tilbage, om en uge. Når vi igen er på hotellet – efter Kilimanjaro – det lover han. Han tænder sin cigaret. ”This whole town looks towards that mountain – every day. It is our enemy, something we have to conquer and our protector at the same time – both things. Every man in this town waits for Kilimanjaro. We all wait.” Luften brydes; En moske kalder til bøn med sin skarpe koranrecitation, en ung hvid kvinde kommer ud fra restauranten, griner og slingrer ned af trappen fra terrassen, ned til værelserne – en mand følger efter. Tjeneren retter på sin butterfly. Hans blik falder på Kilimanjaro, hans hænder skodder cigaretten. Skyerne skilles, og bjerget bliver klart. Helt klart, tydeligt og erindrende. ”It took my brother from me.”

-oOo-

ÿÿĂ 214

R E G N FA N G R E G N FA N G

ÿ /ETMXIP (IX OYPXMZIVIHI PERHWOEF ÿĆþþ Āþþþ QIXIV

ÿÿă 215

R E G N FA N G R E G N FA N G

Glider, forbi, mennesker, børn, dyr, på marken, inde i huset, under himlen; majsmarker, solsikker og kaffefarme. Han kører minimum 90 km/t, vores chauffør, på veje, der er hullede af regnen og kun brede som en markvej. Trods den flækkede bilrude kan jeg se bjerget foran os; tungt og alene. Wachaga-stammen, der har rødder i netop byen Moshi, kalder det for Kilemakayaro; ”Det fritstående bjerg”. Der ligger det. Ensomt, med uafhængighedens værdighed. 750.000 år gammelt – mere er det ikke, Kilimanjaro. Skabt af vulkanaktivitet, af flydende, dampende, smeltende magma, troner Kilimanjaro 5.895 kilometer op i luften. Man troede ikke på det; Man troede ikke på, at der på nogen måde kunne findes sne så tæt ved ækvator – i Østafrika. Det gjorde vesterlændingene ikke, midt i 1800-tallet, da de som de første, hvide opdagelsesrejsende berettede om Afrikas sneklædte tinde. Men synet findes; på toppen, helt ved bjergets slutning, er spidsen hvid. Kilimanjaros sne, som Hemingway skrev. ”We only have to do some practical stuff at the gate to the Kilimanjaro National Park, and then we can start climbing. It will only take 10 minutes,” Vores chefguide, Godlisten, råber bagud i bilen, han sidder foran, og minibussen er ikke kun fyldt med vores kok, assistentguide og tjener, men også de resterende 5 bærere. Alt buldrer, brager, under os, ved siden af os, udenfor, indenfor – bilen svinger, knager og ryster. Konstant larm, ekstremt højt. ”No problem,” siger han, ”we will soon be there.”

Vi har ventet i 4 timer og 37 minutter. Ved porten til parken. Vi ventede også i morges ved hotellet. Der var de tre kvarter forsinkede – vores guides. Tiden er anderledes her, her i Tanzania. I Europa går den, lige meget om vi vil det eller ej, det er en fast puls – hele tiden, slag for slag; Et minut er et minut. I Afrika skabes den af de begivenheder, der måtte ske; Den er lang og stor, når store hændelser indtræffer, og kort og smal, når der ingenting sker. Der er ikke sket noget de sidste små 5 timer, tiden har ikke været her – ikke, hvis du spørger vores guide, Godlisten.

Det er blevet mørkt. Stien er langsomt forsvundet under os, og ens skridt glider i det våde ler. Vi er endelig kommet af sted, imod den første lejr, Machame-hytten, hvor vi skal overnatte. Jeg tænker på markerne med korn, passionsfrugttræerne og de store bananpalmer, som Chagga-folket ved bjergets fod lever af. Det er en pagt imellem det overjordiske bjerg, og det bevidste menneske. Oldonyo Longai har Masaifolket døbt det; ”Guds bjerg”. I århundreder har menneskefolket set imod toppen, der svøbt i skyer har efterladt dem med mystikken, men ved sin fremtoning i det klare vejr har givet dem åbenbaringen. Han går lige foran os, vores assistentguide, Dalson. Det er kun ham, Sidsel og mig. De andre er enten foran eller bagved. Lommelygtens hvide linje sigter mørket; Den fine snor af lys er det eneste at orientere sig efter. Dalson vender sig imod os – lygtens lys rammer hans ansigt; Hans øjne er røde, sprængte med blod. De er røde af det khat han tygger; røde øjne og røde tænder. ”Soon we will enter the second climate zone; the forest zone,” siger han og vender sig om igen.

ÿÿĄ 216

R E G N FA N G R E G N FA N G

2ÿ ÿ1 ą7

R E G N FA N G

2. Kapitel

Skoven

2000 - 3000 meter

ÿÿĆ 218

R E G N FA N G R E G N FA N G

Det er en stor lejrplads. Vi er nået til Machame-hytten; 2.834 km højt oppe ligger den i den sidste del af skovens zone. Der står telte overalt, bål er tændt forskellige steder og de funkler, orange og gule, i den blå og grønne nat, hvor tågen er tung, kold og våd – klam. Klokken er snart 22, vi har ikke fået aftensmad endnu. De andre gæster i lejren er gået i seng for længst, de ved at de skal tidligt op.

-oOo-

Vi gik hurtigt herop. Vi overhalede mange – mange mennesker på deres livs eventyr. Igennem først landsbyerne og markerne, Chagga-folkets jord, og bagefter igennem den tætte, grønne regnskov, hvor alt kæmper om lyset, om solen; hvor skovbunden er mørk og fugtig, og trækronerne er spirende og frodige – der er flere forskellige plantearter i bare denne skov end i hele Danmark. Rødder, der flækker jorden, træer der knirker, blå aber, bavianer og colobusaben hænger over en, mens stien bliver smallere, døgnet mørkere og luften tyndere. Her, i denne jungle, var engang skovelefanter og sorte næsehorn, men de er sjældne nu – de har forladt Kilimanjaro.

-oOo-

Tjeneren, Joseph, kommer med suppen, han stiller den på bordet. ”Tommorrow, you early up. 9 o’clock work,” siger han. Jeg prøver at forklare ham, at for vores skyld kan vi sagtens gå meget tidligere. ”No problem”, svarer han og nikker, ”no problem, no problem.” Mens vi spiser, ser jeg ud af teltes smalle åbning. De 2 guides, kokken og tjeneren sidder og spiser. Men det gør de 5 bærere ikke. De sidder der bare og kigger ud i luften – uden at sige noget som helst, helt stille. Jeg delte en müslibar med en af dem på vej herop. Andet har jeg ikke set dem spise.

ÿÿć 219

R E G N FA N G R E G N FA N G

Det regner, da jeg vågner næste morgen. Tågen er tung udenfor, disen og fugten trænger ind igennem hver en sprække i teltet, og efterlader ens tøj og sovepose kold og våd. Vores kok, Antoni, kommer med en balje varmt vand. Jeg vasker mit ansigt og mine hænder. Morgenmaden er forsinket, meget, 1 time. Vi spiser hurtigt, drikker en kop kaffe og pakker vores ting. Da vi går, kigger jeg tilbage mod bærerne, der stadig sidder i lejren. De råber. På Swahili. De skændes om, hvem der må få resterne af Sidsels og min morgenmad, hvem der må spise det sidste. De skriger, skriger af hinanden. Slår næsten hinanden – bider. Med deres røde, sprængte øjne. Jeg vender mig om – det giver mig kvalme.

-oOo-

ÿĀþ 220

R E G N FA N G R E G N FA N G

3. Kapitel

Heden

3000 - 4000 meter

ÿĀÿ 221

R E G N FA N G R E G N FA N G

Regnen slår en i ansigtet. Vi er nået til Kilimanjaros hede, mere end 3000 meter over havets overflade. Vi går igen med Dalson – Sidsel og jeg. Godlisten, vores chefguide, sov over sig. På vej op møder vi kinesere, amerikanere, russere og europæere – alle er de her. I Østafrika.

-oOo-

Vi spiser frokost. Der er gået 3 timer siden vi forlod lejren. Vinden er hård, den bærer regnen med sig, og på skrænterne, ned til afgrunden, danser træerne og de lange strå stille. Alt er gemt i skyer af tåge, landskabet ses gennem et slør af dis. Store sten, nåletræer, lyng og mærkelige buske står spredt, kastet af en hånd. Det er et åbent landskab. Langt fra de store camphorwood-træer eller de slanke, høje hagenia abyssinica, der findes længere nede af bjerget. Heroppe, på heden, er det lyngen, arten erica excelsa, der dominerer. Over halvanden meter høje står de og bestemmer det grålige landskab, i det forsvundne rum; gemt bag tågen. Det er sumpland man går i, mudder og regn. Det er kapitlet mellem markernernes og skovens frodige, grønne landskab og bjergets kølige himmelhed.

-oOo-

ÿĀĀ 222

R E G N FA N G R E G N FA N G

ÿĀā 223

R E G N FA N G R E G N FA N G

ÿĀĂ 224

R E G N FA N G R E G N FA N G

ÿĀă 225

R E G N FA N G R E G N FA N G

ÿĀĄ

R E G N FA N G

En time før vi når lejren, brænder solen sig igennem den tætte tåge, og sætter regnen i ild. Vi går på en smal sti, langs en klippevæg. Varmen rammer en, ens tøj bliver tørt, man kan skimte vejen frem, foran en. Vi har ikke set den hele dagen, den har været holdt tilbage af skyerne, hengemt af disen: Kilimanjaros højeste punkt; Uhuru Peak, 5.895 meter over havets overflade. Som kontinentets søjle holder det Afrikas himmel over os. Den sidste time går vi i ren begejstring, løftet af toppens hvide renhed, gletsjeren, og himlens store, blå væg bag den – den har vist sig for os, skænket af solen.

Vi når lejren, Shira Hytten som den hedder, lige før kl. 17.00. Den, lejren, ligger på Shira-plateauet, der er placeret mere end 3.800 meter højt hævet over havet. Kilimanjaro har 3 toppe; Shira, Mawenzi og Kibo. Kibo er den højeste, det er der man finder Uhuru Peak. Plateauet er derfor opkaldt efter Shira-toppen, den laveste af de tre. Området er stort, enormt, og forbinder Shira og Kibo. Du går over skyerne, på den uendelige hede, hvis spartanske beplantning og udtryk er så stumt, at kun sjældent, når vinden lister sig igennem de høje strå eller det tætte lyng, kan lyden høres – ellers er det bare dine egne skridt og dit tunge åndedræt, der lyder. Heroppe er kulden og højden klar, din krop mærker tydeligt begge dele. Antoni har maden færdig, det er suppe, og han stiller den på bordet foran os – ”Karibuni,” siger han, og lader os sidde alene. Jeg er sulten og spiser hurtigt en stor portion. ”It is important to eat,” siger Godlisten og nikker anderkendende mod mig.

ÿĀą 227

R E G N FA N G R E G N FA N G

De er slimede og hvide og ligger på bunden af min skål. Der er mindst 30-40 stykker af dem. Sidsel opdagede dem i sin portion, da jeg var i gang med min anden omgang af suppen. Ormene. De hvide, fede orme. Jeg sagde det hurtigt til vores kok Antoni; at der var orme i vores suppe, og at vi havde spist 40 stykker hver – minimum. Han blev ked af det, og undskyldte mange gange. Hverken ham eller Godlisten vidste, hvad det var for nogle orme – det gjorde Sidsel og jeg heller ikke. Når man er næsten 4 kilometer højt oppe, kaster man ikke bare lige 40 orme op. Det er for hårdt for kroppen, der allerede kæmper med den skarpe alpinsol og den manglende ilt, at bruge så mange kræfter på at vende maven. 40 orme. Og du ved ikke om de lever videre i din mavesæk, om det er en af Tanzanias mange infektionsorme.

Vi går en tur efter den mislykkede aftensmad for at akklimatisere. Godlisten siger ikke så meget, hans hoved hænger lavt ligesom solen, og sine hænder holder han i jakkens lommer. Vi går på Shira-plateauet og kigger ud over bjerget. ”I am not angry anymore”, siger jeg højt, så jeg ved at han kan høre det 5 meter længere fremme. Godlisten vender sig. ”Okay,” svarer han, ”then I am glad. I just want to give you a nice trip. I am very sorry for the food.” Mens solen falder ned bag himlen, foran vores øjne, går vi mod lejren. Godlisten siger, at hans største drøm er at bestige Mount Everest, men det kræver store sponsorer og mange penge. Dem kender han ikke, de findes ikke i Tanzania. ”Let it be God’s will,” mumler han, og forsætter med at gå, ”let it be God’s will.” Fra lejren kan man se over skyerne, over på Mount Merus top – 60 kilometer væk. ”It is called Ujama Peak – the top of Mount Meru. It is named after the Arusha-declaration. The name Ujama refers to the idea of African socialism. Ujama means community in a way,” siger Godlisten. “What does Uhuru Peak mean?” spørger jeg. “The peak of freedom.”

Jeg ryger en cigaret, inden jeg går i seng. Over mig regner stjernerne ned af den klare nattehimmel. Jeg tænker ofte på Afrika, eller rettere sagt, på Tanzania. Jeg har været her i over 1 måned nu. Jeg har venner her nu. Jeg føler mig hjemme, men jeg hører ikke til. Jeg bliver kaldt en frelser sendt af Gud, fordi jeg er velhavende nok til at dele ud, og et uværdigt menneske fordi jeg er rig nok til at rejse. Jeg er racist fordi jeg er hvid, men ophøjet fordi jeg er europæer. Ven og fjende. Frelser og tyran. Men først og fremmest er jeg ikke mørk. Jeg er træt og går i seng da klokken bliver 22.

-oOo-

ÿĀĆ 228

R E G N FA N G R E G N FA N G

ÿĀć 229

R E G N FA N G R E G N FA N G

4. Kapitel

Den alpinske ørken

4000 - 5000 meter

ÿāþ 230

R E G N FA N G R E G N FA N G

Det er tredje dag, og vi går fra Shira Hytten tidligt næste morgen. Vi skal nå den nye lejr, Barranco, inden det bliver mørkt hen på aftenen. Solen er voldsom helt fra døgnets første timer, der er intet dis eller tåge til at dæmpe den, så den står direkte ned i mit hoved og ansigt, højt på den lyseblå himmel, og får ens hjerne til at koge som en suppe. Vi er gået fra hedens sumpede stier, til den alpine ørkens golde grus og grå sten. Heroppe, over 4.500 meter over havet, er det kun højlandsplanterne, der kan overleve. De står spredtvis, med stor afstand, og svajer let i de kolde gletsjervinde, der falder dramatisk ned af bjergets skråninger og bæres videre ud over Shira-højslettens uendelighed. Vi spiser frokost ved Lava Tower; en karakteristisk klippevæg dannet af lavaen fra Kibo. Vi har gået fra morgenen af, op mod solen, og mit hoved skratter og knaser af migræne. Godlisten har gået det meste af turen med os i dag, for første gang – han sov stadigvæk over sig, men indhentede os efter et par timer. Jeg kigger rundt omkring mig – på de mange turister. Det er de samme kinesere, russere, amerikanere og europæere vi mødte første dag. Alle er de fuldstændig beklædte i nyt adventure-udstyr; dyre, åndbare jakker, perfekte vandrestøvler, huer, solbriller, handsker, bukser og den lille taske på ryggen med deres vand og energibarer – alt sammen helt nyt. Bjerget kræver tålmodighed. ”Don’t fear the mountain, respect it”, siger Godlisten, mens vi går ned mod Barranco lejren. Bjerget er stolt, og lader dig kun bestige det, ved din ære for det. Det er et kærlighedsforhold – lidenskabeligt og stort. Men også en lang bøn; Det er en bøn om at det må lykkes, og samtidig en hyldest af at du må betræde dets jord, ”Guds Bjergs” jord. ”Vær udholdende i bønnen og årvågne i den med taksigelse” (NT, Kol;14).

ÿāÿ 231

R E G N FA N G R E G N FA N G

Vi hører det først som torden, men kan se ved den klare himmel, at det umuligt kan være det. Vi kan ikke se dem, men lyden runger mellem bjergvæggene og kan ingensinde overhøres. Det er de enorme sten, der falder fra Kibos top, flere hundrede meter ned af bjergsiden, og lander tungt på dalens bund. Det er usynligt, men samtidig så nært, som en der taler, men uden at give sig til kende. Store ord, i et sprog vi ikke forstår, men ikke kan undgå at lytte til. Der står vi med blikket på bjergets klippevæg, og lytter til det, mens det synger. I lejren spørger Joseph Sidsel om hun har noget smertestillende – han siger, at han har ondt i hovedet på grund af højdesygen. Hun giver ham et par piller af Aspirin. Antoni har maden hurtigt klar, og serverer den i det lille spisetelt, der står med udsigt ud til Barranco-væggen; en stejl klippeside vi skal bestige i morgen, pointerer Godlisten.

ÿāĀ 232

R E G N FA N G R E G N FA N G

Jeg går tidligt i seng den aften, mit hoved er tungt af smerte, men min krop er vågen og frisk og kan ikke falde til ro. Der går flere timer, hvor der er helt stille i lejren, alle sover, og hvor den eneste lyd er et par hvidhalsede ravne, der graver i jorden efter resterne af menneskenes mad. Det er stort set det eneste dyr, der kan overleve heroppe, ravnen, udover nogle få insekter og mus. Og så os, menneskene. Vi kommer først af sted fra lejren lige før middag næste dag. Vores guides forstår ikke, at vi gerne vil undgå den hårde middagssol, der giver migrænen. De forstår det ikke. Jeg er rasende og fortæller dem, at det ikke er godt nok, at Sidsel og jeg går selv, hvis ikke de bliver klar, snart. I Skandinavien er det en hån over for kunden, for sit medmenneske ikke at overholde aftaler, ikke at holde sit løfte, og alt vi har at give hinanden som mennesker er løftet og så tilgivelsen, hvis netop ikke ordet indfris. Det er en voldgrav imellem to virkeligheder; tiden, løftet og tilgivelsen. Den tanzaniske og den danske.

ÿāā 233

R E G N FA N G R E G N FA N G

Men disse følgende linjer er faktisk en opfordring til de mennesker, der i Danmark forklæder deres løgne som løfter og bygger dem på andres tålmodige tilgivelse; I satser et samfund på det. I satser en hel kultur. I betaler med empatien og med dén, skabelsen af tillid. Tilliden; det gode samfunds fundament. Den går i arv fra generation til generation og skal vedligeholdes herved. Men den kan ødelægges. Af bare få mennesker. Så hurtigt at de selv, i deres egen levetid, vil betale prisen for det; se ind i tillidens ruiner og længselsfyldt strække sig derind efter den, i det tomme rum, gribe panisk, men gribe forgæves. I har ingen idé om, hvad I virkelig sætter på spil for jeres egen behagelighed. Lad mig svare jer; alt vi har opnået. Tag til Østafrika – så skal I se fraværet af tillid. Og prisen for dette.

Barranco-væggen er ikke så stejl, som den ser ud. Det kræver en lille smule klatring, men uden reb og andet sikkerhedsudstyr. På vej op overhaler vi en del turister. De råber af triumf, af deres egen succes og bedrift, mens bærerne ydmygt passerer dem, anonymt langs væggene, med selvsamme turisters 30 kilo tunge rygsække, som de bærer oven på hovedet for at kunne holde teltgrejet i den ene hånd og klatre med den anden. Turisterne hujer af livsglæde, bærerne skriger af angst – angsten for at træde forkert, og ikke kunne gribe væggens sten og holde sig oppe, holde sig oppe fra afgrundens slugende intet. Vi går mod Karanga Dalen, der ligger i 4.200 meters højde. Igennem det kuperede terræn krydser vi små vandløb, der har skåret sig rindende igennem de massive klipper over tusinder af år, og nu bærer gletsjerens isblå vand fra Afrikas top til Kilimanjaros fod.

ÿāĂ 234

R E G N FA N G R E G N FA N G

ÿāă 235

R E G N FA N G R E G N FA N G

Vi når dalen lidt efter middag. Vi har gået hurtigt, meget hurtigt. Dalen ligger for foden af den sidste stigning, inden man er ved lejren. Karanga floden går her, og området er derfor usædvanligt grønt rundt om vandløbet, i forhold til den normalt golde, alpinske ørken. Jeg renser mit ansigt i det kolde vand. Ved siden af mig står en bærer. Det er en ældre mand, nok omkring de 60, hans krop er tynd, hans ribben tydelige, men hans ansigt og arme er markerede og stærke. Han vasker sig i vandet, vasker støvet og mudret af sine ben og skuldre. Da han er færdig, roder han tasken igennem og finder en pakke kiks. En af de pakker kiks man som klient altid får med i dagens madpakke, men lader ligge hver eneste gang, på grund af deres syntetiske og alt for søde smag. Den står han og spiser, for sig selv, mens han holder sine øjne på vandet – der glimter. Jeg ved ikke hvorfor, men dette billede var lige dér stærkere end synet af selveste Kibo, mere rørende end noget andet. Det løber klart som vandet i min erindring. Så nøjsomt, men rigt.

Da vi vågner om morgenen og forlader lejren, møder jeg det blik, jeg kender så godt; det racistiske blik. Bærerne, unge som gamle, står rundt omkring i lejren, og da vi går igennem den, følger deres mørke øjne os med foragt og hån. Jeg har før mødt de øjne i Arusha og Moshi. Nogle gange har jeg endda søgt svar på dem. Jeg har talt til det menneske, hvis øjne det var, for at forstå det mørke blik. Det er der aldrig kommet noget godt ud af, kun hans råb og aggressive fagter. Trusler om vold, om død. Området op til Barafu lejren er lige så gråt og nådesløst, som ørkenen har været hidtil. Det er en kort dag, så vi er tidligt ved teltene, allerede kl. 11:30. Jeg er sulten, da vi sætter os og tænker, hvad bærerne så ikke må være – jeg ser dem stort set aldrig spise. Tjeneren Joseph spørger Sidsel, om hun har noget stærkere end Aspirin. Det har hun ikke, men hun spørger i stedet for, hvorfor han har brug for det. Der er betændelse i det, såret, da Joseph trækker sit bukseben til side. Det er dybt, gulligt og inficeret og sidder på hans højre skinneben. Han har gået med det fra første dag, men guiderne har ikke noget med til at pleje det. Sidsel giver ham sin sidste Aspirin.

Vi vågner lidt før midnat, og står op med det samme. Teen er klar, og lidt natmad står på bordet foran kopper, skeer og tallerkner. Vi skal nå toppen i nat; Uhuru Peak, 5.895 meter over havet. Det er et løft på 1.300 meter fra lejren til toppen, og det kan gøres på lidt over 5 timer, mener Godlisten. Vi begynder den sidste opstigning præcis ved midnat.

ÿāĄ 236

R E G N FA N G R E G N FA N G

2ÿ ā3 ą7

R E G N FA N G

5. Kapitel

Polarverdenen

5000 - 5895 meter

ÿĂþ 240

R E G N FA N G R E G N FA N G

Foran mig, i pandelampens hvide søjle, danser frostkornene i lyset; de glimter og flimrer. Min jakke kan ikke lynes, og mine bukser er alt for store og kan ikke holdes på plads. Med den ene hånd må jeg holde dem oppe og med den anden lukke min jakke, mens den mest skærende frostvind skånselsløst rammer min krop. Det er ikke mit tøj, men overtøj til polarklimaet som Godlisten skulle sørge for – vi har lejet det af ham, og nu er det snarere en hindring end en fordel at bære det. Så der går vi; midt om natten, med vindens konstante støj i en anden verden af kulde og sne, der badet i den klare månes lys, fordeler verden i himlens mørke flade eller sneens selvlysende hvide bunker af lys. Da vi når Stella Point, kraterets kant, er vi foran tidsplanen. Vi holder et kort hvil, sætter os, og drikker den te som Godlisten har med. En stor russisk mand står ved siden af os. Han kigger undrende på vores beklædning, og på Sidsel; denne lyshårede skandinaviske pige, der umiddelbart er alt for fin til den skærende, arktiske kulde og denne nådesløse polarverden. ”Where are you from?” spørger han med en tyk accent og en dyb stemme. ”Denmark,” svarer Sidsel. ”You guys are crazy. Who would conquer this mountain of God without sticks for climbing and clothes like that. You guys are vikings. Crazy vikings.” Der er lidt under en time til toppen, Uhuru Peak, forklarer Godlisten. Stien går langs vulkankraterets kant, med afgrunden på den ene side og den enorme gletsjer på den anden. Mens vi går imod toppen, begynder solen tålmodigt at hæve sig over horisontens linje, og lader sin varme falde på ens kolde ryg. Min højdesyge har taget til, migrænen sidder nu i hele kraniet, og jeg må flere gange brække mig af svimmelhed. ”Mountain sickness is a strange thing. You never know when it will hit you. Sometimes it hits me too, although I have climbed this mountain over 50 times. Actually one of my good friends died of it a couple of years ago, and he had been on this mountaintop more than a 100 times,” siger Goldlisten, da vi kun er et kvarter fra toppen, og betragter solopgangen derfra.

Følgende er umuligt for mig at beskrive. Men jeg vil forsøge. Ligesom med stor musik og drømmens virkelighed lader det sig ikke tæmme af ordets blinde bur; Synet af Kilimanjaros gletsjere. Så enorme, så tunge og virkelige, med deres isblå farve, ligger de, ophøjede som mirakler på den brune bjergjord, og hviler med roens storhed derpå; himlenes vægge. Med den friske dag, der bliver klar med solens varme, rødlige toner, er synet af Kilimanjaros hvide krone majestætisk. Her ved ækvator, i Østafrika, med tørken og solen uden skygger, er disse kolossale kæmper af stum is en gemt verden som findes over skyerne. Der lå de, i deres gemte verden. Derfor græd jeg. Transcendensen er overrumplende, idet den sker.

-oOo-

ÿĂÿ 241

R E G N FA N G R E G N FA N G

ÿĂĀ

R E G N FA N G

ÿĂā

R E G N FA N G

ÿĂĂ 244

R E G N FA N G R E G N FA N G

Nedstigningen Turen ned går hurtigt, den er gjort på mindre end 2 døgn. Vi glider ned igennem polarverdenens strenge ubeboelighed, igennem den arktiske ørkens tørre lavalandskaber og højlandshedens tågede, sumpede stier, for til sidst at ende ved skovens blomstrende mønster af lianer, gamle træstammer og dyrenes lyde, der høres over hele skove; solfuglenes melodier og galagoabernes skjulte brøl. Hver eneste gang en bærer passerer, tænker jeg på den vilje og styrke, de må eje. Med hovedet sænket, går de uden klagesang dette bjerg i møde med tunge skridt. De bærer ikke kun mere end 30 kilos turistbagage med deres råstyrke, de bærer også en beslutsomhed, som lyser. En beslutsomhed man ville ønske, de også ville eje over for deres land, deres nation og landsmænd. En styrke jeg ville ønske, at de ville vise i deres samfund. Den udholdenhed er uvurderlig. Næste morgen, den sidste dag, går vi det resterende, korte stykke ned igennem skoven, mens solen tegner træerne og de store edderkoppespind, der er vævet imellem dem. Ved porten, ved bjergets begyndelse, deler jeg en cola med Godlisten. Hans ansigt er mat og hans øjne mørke. Bærerne kommer lidt efter os ned fra stien, én efter én; først Dalson, så Antoni og til sidst Joseph og de andre 4. De smider sig i det våde græs, forpustede og udmattede. Inden vi sætter os ind i minibussen, der skal køre os til hotellet, viser Joseph mig hans ben. Såret er opsvulmet og den gullige betændelse har bredt sig, så den løber ned af hans skinneben. Jeg har ofte tænkt over bagefter, hvad jeg skulle have gjort. Hvis ansvar det var, at Joseph ingen behandling havde fået. Men det er først bagefter, at de tanker har fundet vej til min samvittighed; Vi kørte mod Moshi få sekunder derefter. Men de er her stadigvæk. Tankerne. Samvittigheden. Mens Kilimanjaro bliver mindre, så lille, at jeg kan have dette bjergmassiv mellem mine to fingre, vokser tankerne om Tanzania, da vi kører mod Moshi langs markerne med kaffebuskene og de høje papayapalmer. Der var en verden før mennesket, før ideen om Afrika og før Kilimanjaro. Den hvisker stadigvæk til dig, den virkelighed, der var der før dig, når du betræder den jord, som under dig bærer dyrene, planterne og selv Baobabtræernes mægtige stammer. Om du går igennem Kilimanjaros symfoni af verdener, der lodret strækker sig mod himlen, eller om du sætter fødderne på Serengetisletternes uendelige land, da forstår du, at nu ser du verdenen som den var, før menneskene opfandt den. Lige præcis det øjeblik før vi så verdenen med bevidsthedens øjne. Tiden før os er fanget i Afrika. Urtiden. Karen Blixen skriver i sin erindringsbog, Skygger på græsset, at ethvert dyr i Østafrika står i direkte forhold til sin gud – at dette land og dets ånd aldrig vil blive tæmmet af nogen form for indhegning. Måske er det rigtigt. Da vi ser byskiltet ind til Moshi, vender Godlisten pludselig sig rundt; ”We did it, my brother. I am proud of us. Well done.” siger han. Jeg siger, at jeg også er glad for turen, og at han har været en god guide. Men jeg tænker stadigvæk på Østafrika og dets vilde gejst, på at Tanzania på en og samme tid står med håbet om at blive Vesten lig og opleve dens store materielle velstand, men på den anden side bærer landet længslen om en dag at vende tilbage til sletternes jord, og dér leve i et syndfrit forhold til dyrene, planterne og forfædrenes ånder. Så vi venter. Vi venter på at noget sker. At Tanzania og Østafrika vælger en sti; Vestens eller urtidens. Lige nu venter de også selv. De går rundt, rundt i byer som Moshi, hvileløse og uden retning, desillusionerede og uden stolthed eller værdighed. Vi præsenterede dem for det begær, der hører vores verden til, og de lod sig forføre ind i det. De har ikke stået imod, og Vesten har presset på. Og så siger jeg; Vi. Jeg kan kun opfordre ethvert menneske til at støtte kampen for et bedre, stærkere og mere retfærdigt samfund i Tanzania, og derved et mere velfungerende sundhedsvæsen, skolesystem og erhvervsliv. Men på den anden side kan jeg ikke andet end at skræmmes ved det faktum, at Vesten måske tog noget fra Østafrika, som vi aldrig kan give dem igen; deres oprindelige virkelighed. Deres pagt med deres gud. Med naturen. Deres kultur; ”Men en kultur har ingen mening, når den er adskilt fra det samfundsliv, den er bygget op på.” (Jomo Kenyatta, I skyggen af Mount Kenya, side 256)

ÿĂă 245

R E G N FA N G R E G N FA N G

Vi drikker en cola i hotellets lobby, efter vi har tømt minibussen; Godlisten, Dalson, Antoni, Sidsel og jeg. Hotellet ligger midt i Moshi, lige op ad det gamle hindutempel, de smukke moskeer og de store kirker. Moshi er en betagende by; store, grønne træer, små skrædderbutikker på hvert et gadehjørne og lange markeder med grøntsager og frugter. Ved hotellets indgang siger vi farvel. Godlisten garanterer, at næste gang jeg kommer til Tanzania, vil han drikke sin hjemmelavede cognac sammen med mig. ”I will see you then,” siger jeg og giver ham hånden.

Moshi ”Welcome back,” siger han og sætter maden på bordet – tjeneren – ”How was your trip?” Der er larm inde fra restauranten, og det kan høres helt her ud på terrassen. ”Very interesting,” siger jeg. Vinden er mild og skumringen lun, hernede i byen. Man kan se hovedvejen fra tagterrassen, hvor gadelamperne skiller aftenstunden i lyse zoner og mørke rum. Et par motorcykelchauffører sover på et af hjørnerne, en præst går forbi, mens en hund gør på den anden side af gaden. Han rækker mig en cigaret; ”This for you.” Der står vi, med blikket rettet mod det bjerg, som intet menneske kan undgå at se, så længe det er i Moshi. Han tænder sin cigaret og rækker mig lighteren. Jeg tager den. Trækroner, der svajer, hunde, der gør. Duften af tobak, og hotelgæsternes grin fra restauranten. ”What happened to your brother?” spørger jeg.

-oOo-

ÿĂĄ 246

R E G N FA N G R E G N FA N G

ÿĂą 247

R E G N FA N G R E G N FA N G

III SALON

248

R E G N FA N G

Indhold

242

Ud p l u k f r a p o r tfo l i o Af Eva Viktoria Nielsdóttir Krause-Jensen

248

Ud p l u k f r a Fo r f atter ska b Af Poul L yng gaard Damgaard

252

Kro p svæ rd i Af Cecilie Bødk er

256

Do g m e 0 1 - B eg ynd el sen Af Div erse

270

Do g m e 0 2 - Vi rk el i g hed Af Div erse

292

Do g m e 0 3 - Rej ser Af Div erse

316

D o g m e 0 4 - Lys Af Div erse

331

Sp o r a f G E N E SI S Af Sidsel Marie Henriksen

249

9 H T PY O JVE 4S V X JS PMS

:¡VOIV EJ

ǉ)ZE :MOXSVME 2MIPWHzXXMV /VEYWI .IRWIR

Oprindeligt udgivet i: VIRKELIGHED, efterår 2014 – andet tidsskrift fra Regnfang.

250 ÿąþ

R E G N FA N G R E G N FA N G

251 ÿąÿ

R E G N FA N G R E G N FA N G

252 ÿąĀ

R E G N FA N G R E G N FA N G

253 ÿąā

R E G N FA N G R E G N FA N G

06 254 ÿąĂ

R E G N FA N G R E G N FA N G

01 - Selvportræt med papirsfly, 2008 Papirformat: 42 x 59, 5 cm 02 - Mac, 2013 Papirsformat: 39 x 37 cm. 03 - Hænder, 2013 Papirformat: 29 x 35 cm. 04 - Krop, 2013 Papirsformat: 15 x 21 cm. 05 - Portræt med øl, 2014 Papirsformat: 45 x 51 cm. 06 - Portræt, 2013 Papirsformat: ? - udklip fra større tegning

255 ÿąă

R E G N FA N G R E G N FA N G

Ud p lu k fra Fo r fat t e r s k ab

Digte af

Poul Lynggaard Damgaard

Oprindeligt udgivet i: VIRKELIGHED, efterår 2014 – andet tidsskrift fra Regnfang.

256

R E G N FA N G

Tordenhuset Trækfuglenes klapsalver med vingerne når de møder et nyt kontinent, er ikke noget nogen drømmer højt om. Den form for begejstring er bedre at holde for sig selv, når man passerer grænsen.

Lommenat Vognen spiller sit ansigt ud for en bøjet mand over et knirkende hjul, og sådan bevæger hovedet sig gennem det drønende. Som et andet legeme i en strækning ud af det lige og fastgjorte i de sprængte furer. Den sprøde solsprække spændt op som en bold i landskabet, der knitrer løbende, under hjulet, under manden. Langt fra og så i synet. Bølgende opløst og så alligevel vuggende i hjørnet. Årstal og blod.

257

R E G N FA N G

Postudgang Vinduet, kornet og stationerne mellem byerne er sendt i en konvolut fra storbyen, der ligger uåbnet mellem plove, barakker og vogne i kontinentets arkiv. Viftende signal Armen der lægger sig om kroppen og så væk i det faldende. En solnål i et ur af palmeblade falder på toppen af et kompakt palæ. De mange mennesker i gløden mellem potteskår, der kaster skygger på cirklens terrasse. En gangbro fra gavlen gennem mængden mod en fodgængerovergang i disen spredt over havet. To skridt fra kanten lagt i striberne.

258

R E G N FA N G

Spring Den kontrollerede verden efter pulsen er lagt i hænderne på det sidste rytmested, når gentagelsen banker gennem lagene. Det inderste er det yderste og omvendt.

Soltak Foret er pludseligt transparent, et blødt hus at sætte lys i. Stedets omvendte beklædning. Stram ramme Du ligger i græsset under en blank himmel for at blive mødt af søvnens tomme institutioner. Forsvind fra det hele. Land når du ringer. En blød plet. Det der venter. At ligge i græsset under en blank himmel for at blive mødt af søvnens tomme institutioner. Du forsvinder fra det hele. Lander når jeg ringer. En blød plet. Det der venter. Jeg ligger i græsset. 259

R E G N FA N G

K r o p s væ r d i

Cecilie Bødker

Oprindeligt udgivet i: VÆRDI, forår 2016 – femte tidsskrift fra Regnfang.

260

R E G N FA N G

11 år, 30 kilo. sundhedsplejersken siger, at jeg ikke behøver at drikke fløde så undervægtig er jeg trods alt ikke 12 år, 35 kilo. jeg spiser med vilje altid større portioner end mine veninder jeg spørger altid om sovs til kartoflerne 14 år, 40 kilo. mor vil ikke have jeg drikker alkohol, før jeg vejer over 50 kilo 19 år, 45 kilo. han siger, det ligner jeg har en badering af fedt om maven han siger at jeg burde tabe mig 21 år, 50 kilo. jeg fortæller ham om hvad min mor sagde om vægt og alkohol ler, mens jeg fortæller at jeg først er kommet op på de 50 kilo indenfor det sidste år han siger jeg ville have godt af at tage i fitness 22 år, 52 kilo. han komplimenterer mig for min huds blødhed jeg siger det er pga alt det chokolade jeg spiser han siger det klæder mig at have en kvindekrop 23 år, 54 kilo. jeg kan ikke vænne mig til ikke at være en størrelse XS længere nu er jeg bare normalvægtigt mor siger jeg burde tabe mig 24 år, 55 kilo. han siger at han kun plejer at være vild med tynde kroppe og at jeg burde være tyndere 25 år, ?? kilo jeg er vred

Cecilie Bødker, Fotograf, kropspositiv feminist. ceciliebodker.com

261

R E G N FA N G

DOGME

B E G Y N D E L S E N AF

Eva Viktoria Nielsdóttir Krause-Jensen -

4SYP 0]RKKEEVH (EQKEEVH -

Morten Berggreen

Oprindeligt udgivet i: BEGYNDELSEN, sommer 2014 – første tidsskrift fra Regnfang.

REG NFA NG

264

160

R E G N FA N G

HVAD ER DENNE DOGME-KUNST? Lidt om projektet: -

3 kunstnere, med 3 forskellige medier, skal skabe 1 værk hver, efter 1 dogme-manifest Dogmerne behandler et nyt tema hver gang Missionen; at skabe et forum for ikke uhæmmet, men hæmmet kreativt Desuden gives der et fælles bedømmelsesgrundlag for både beskuer og kunstner

Uden rammer, ingen kunst.

Værsgo.

R E G N FA N G

265

161

R E G N FA N G

Fo ro rd Tekst af Victor Lange

Forordet. Ordet, før ordet selv; ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”. Forordet kommer vel før begyndelsen? – det er vel en indledning til begyndelsen, tanker før begyndelsen? Gud må da være forordet? Han sætter ordet, vel alt i kontekst? For Gud har da altid været før begyndelsen selv; ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”. Altså begynder kristendommens hellige skrift ikke engang ved den totale begyndelse, for denne måtte da så være Guds egen begyndelse? Skabelsesberetningen begynder efter begyndelsen – altså altings udspring, begyndelsen som der kun findes en af, begyndelsen i bestemt form. Men findes denne totale begyndelse? Denne bestemte begyndelse. Den ubetingede begyndelse. Grækerne ville svare nej, alting har sin kilde; ex nihilo nihil fit. De ville sige at der af ingenting ikke kan komme noget, at der ikke kan opløses noget i ingenting. Og tilbage til de kristne, for hvad ville de sige til dette? De har jo deres almægtige Gud? Ja, Kristendommen har nemlig dens Gud, og denne kan skabe ud fra fri vilje, fra intet. I græsk, og til dels også romersk tækning derimod, er ontologi lig med væren og ikke-væren, set i bevægelse, forandring og identitet. Men som sagt gælder dette ikke for kristendommen. Ingenting er en negation af noget der er forudsat, det er altså fraværet af noget. Men hvad så med intet? Det forholder sig anderledes med intet; Intet bliver med kristendommen indført som et filosofisk grundbegreb. Med intet i spekulationerne om ontologien indføres et yderst interessant spørgsmål som grækerne ikke behandlede; hvorfor er der noget, og ikke bare intet? Senere Schellings så berømte spørgsmål. Her besvares spørgsmålet selvfølgelig med Gud, og dennes frie vilje som kilden til det værende. Gud er almægtig, han skaber ud fra intet; ex nihilo. Verden er uden årsag til sig selv – stik modsat set fra den græske tænkning. Verden er så at sige ens ab alio, den får sin væren fra en anden kraft, men Gud tværtimod, han får sin væren ved sig selv; ens a se. Derudaf kan man så forstå Augustins svar på sit eget spørgsmål i sine Bekendelser; ”Hvad er Gud?” ”Han har skabt os.” Og hvorfor er dette så vigtigt? Dette tankespind. Jo, for uden dette ville vi ikke for alvor kunne behandle spørgsmålet om begyndelsens natur og fremkomst, fænomenologisk som ontologisk, og da slet ikke nå en begrebsdefinition. En ting kan både en kristen som græsk/romersk tradition vel nok enes om; at begyndelsen må begynde noget nyt. En noget diffus, men nødvendig konklusion. Spørgsmålet er vel snarere hvornår vi opdager den? Hvornår i begyndelsen vi kan erkende begyndelsen. For når vi opdager at noget er begyndt, er det vel allerede begyndt? Altså, hvis du langsomt vågner fra søvnens sødmefulde svimmelhed, vil du i det øjeblik du er bevidst om din egen vågne tilstand, jo allerede være det, og derved vil du ikke iagttage din egen begyndelse på vågen tilstand, men kun fastslå den et stykke inde i, nå ja, begyndelsen af den.

REG NFA NG

266

162

R E G N FA N G

Forvirret? Så tag en dyb indånding, og begynd forfra, hvis ikke, så lad os fortsætte; Altså er vi hele tiden et eller flere skridt bagude begyndelsen selv. Vi mangler et evigt led til den. På en eller anden måde tvinger det os til at tænke begyndelsen forfra, altså fra begyndelsen. Faktisk ser det jo ud som om at en form for udfald eller effekt altid vil vise sig lige før begyndelsen, for at vi kan vide at den begynder. Altså i det vi ser at en bil begynder at køre, kører den jo allerede lidt før vi kan fastslå det, og derved viser den sit resultat af begyndelsen, før begyndelsen selv kan erkendes.

Så mange ord om ingenting og intet. Hvorfor så? Det ville den tyske filosof Hegel nok have et klart svar på, eller mere præcist; det har han. For ham stod begyndelse som noget fundamentalt og grundlæggende for al bevægelse, for al tænkning. Og det kan vi lære af. Hegel mente nemlig at tanken var en tankegang, og for ham var udgangspunktet, derfra hvor man går, dybt, dybt betingende for resultatet; Hvis du begynder forkert, ender du forkert. Sandheden har ingen smutvej, ville Hegel sige, så du må vide hvorfra det er rigtigt at starte din tankegang. Sandhedens melodi, ville det poetisk kunne udlægges. Ja, se sandheden som en melodi; et forløb sammensat af en mængde toner, der skal ordnes i en korrekt struktur, gentagelse, rytme, for at melodien kan skabes, kan høres, spilles, sanses. Sandheden kræver tålmodighed, fordybelse.

Selv fra begyndelsen.

R E G N FA N G

267

163

R E G N FA N G

D O G M E-M A NIFES T --------------------------------------------------------------------------------------------------------§1 Værket må først påbegyndes d. 20. december 2013 og skal færdiggøres inden d. 10 april 2014

§2 Værket skal bære titlen Begyndelsen

§3 Værket skal portrættere, helt konkret billedligt, auditivt eller skriftligt, et ”missing-link”; det øjeblik man aldrig vil fange i erkendelsen af begyndelsen.

§4 Værket skal ses som begyndelsen på et andet værk, I hverken har skabt eller forsøgt at tænke jer til endnu.

REG NFA NG

268

164

R E G N FA N G

ÿ /YRWXRIV

Eva Viktoria Nielsdóttir Krause-Jensen Titel: B E G Y N D E L SE N

R E G N FA N G

269

165

R E G N FA N G

R EG NFA NG

166

R E G N FA N G

167

Ā /YRWXRIV

4SYP 0]RKKEEVH (EQKEEVH Titel: B E G Y N D E L SE N

Nu sejler Ja, jeg nåede det lige. Jeg nåede at gå gennem mindelunden ved færgelejet med de spottende øjne bag stenene. Jeg vil opfange det der sker, f. eks. den måde du spytter og kaster på. Den kærlighed du giver. Nej, i ramte ikke kun mig, men også færgen.

Et los Stjernetakkerne vrisser i et mudret opgørs stinkende vinkel og dens småt skærende melankoli i skovsøen. Det hænder at en åkande glider ud af handskerummet, mens vognen står bundet til et træ.

REG NFA NG

272

168

R E G N FA N G

Hvid hat med fjer De vandfald som bare hele tiden strømmer til. Lyt til de fanatiske stemmer. De knækker på stemmebåndet i deres fascination af det billede som byder sig. Så et tog i dag, som faldt fra hinanden. Næste station blev stående på monitor i en tid, hvor klangen ryster i glasset flere øjeblikke efter vinden lægger sig ved kysten. Her er trapperne bare længere. Sagte rislen på fremmede huse. Hinandens støvler farer ikke væk, som den forskrækkede kat ved braget. Toner fra himlens farvel ved banelegemet. Starter her.

Syndefaldsesset Jeg spadserer mellem facaderne, vi havet ind i hinanden. Hånden hviler på skråningen, hvor skibet sejler ud. Horisonten i din pande og alle nuancer bagved.

R E G N FA N G

273

169

R E G N FA N G

Tung fragt De snørklede mellemrum mellem stenene vil tilbage i kirkemuren, men nu ligger de i mudderet, og danner mønstre, inden bilen kører forbi.

Eventyret flyttede ind Boligen ingen kunne løbe fra var altid mørklagt med gardiner, og alle udenfor var overbevist om, at derinde boede mange familier, som snart kunne fylde byen op. Derfor byggede de nye huse andre steder. Bygninger mørklagt med gardiner og som ingen andre kunne løbe fra.

REG NFA NG

274

170

R E G N FA N G

Ä /YRWXRIV

Morten Berggreen Titel: B E G Y N D E L SE N

R E G N FA N G

275

171

R E G N FA N G

dogMe 02

VIRKELIGHED AF

Sofie Hvitved Magnus Iranzad Andreas Welin

Oprindeligt udgivet i: VIRKELIGHED, efterår 2014 – andet tidsskrift fra Regnfang.

278

R E G N FA N G

HVAD ER DENNE DOGME-KUNST? Lidt om projektet: - 3 kunstnere, med 3 forskellige medier, skal skabe 1 værk hver, efter 1 dogme-manifest - Dogmerne behandler et nyt tema hver gang - Missionen; at skabe et forum for ikke uhæmmet, men hæmmet kreativt - Desuden gives der et fælles bedømmelsesgrundlag for både beskuer og kunstner Uden rammer, ingen kunst.

Værsgo.

279

R E G N FA N G

Forord af

Victor Lange

I virkeligheden er begrebet ”virkelighed” virkelig svært at forklare. Hvorfor? Fordi; har du først sagt virkelighed, har du også sagt sandhed, erkendelse, omverden og væren - først og fremmest.

En god start ville som i så mange andre tilfælde være ved selve ordet; ”virkelighed”. Rent etymologisk set, så har det danske ord ”virkelighed” rod i det tilsvarende tyske ord ”Wirklichkeit”, der af den store kristne mystiker Meister Eckehart blev oversat fra latin - helt præcist fra ordet ”actualitas”. Og hold nu godt fast. For det er her, det sner! ”Actualitas” rimer på Aristoteles, og Aristoteles klinger på ”aktualitet” og ”potentialitet”. Her er en forklaring nok på sin plads; 1. Potentialitet er den iboende mulighed for forandring af noget givet; 2. Aktualitet betegner det, som er nutidigt forekommende; det, der sker eller er. 3. Det, der ligger som noget potentielt i noget givet, kan aktualiseres, og derved blive den aktuelle tistand.

Så for at skære det ud i pap; ”Actualitas”, dette latinske ord, har i den grad rod i Aristoteles erkendelsesfilosofi. ”Actualitas” er direkte den latinske oversættelse af de to græske begreber ”energia” og ”entelecheia”, der altså i den førnævnte herres filosofi bedst kan forstås som ”aktualitet”. Så, helt skematisk opsat kan begrebet ”virkelighed” forklares etymologisk således; 1. Energia // Entelecheia (græsk fra Aristoteles) 2. Bliver på latin til ”Actualitas”, og ofte benyttet af især skolastikerne. 3. Bliver af Meister Eckehart oversat til tysk; ”Wirklichkeit”. 4. Bliver optaget i det danske sprog som låneord, og således ender vi forløbet ved det rigsdanske ord ”virkelighed”.

Selvfølgelig kunne man gå længere tilbage, helt tilbage til de indoeuropæiske kilder og den hellenistiske sprogforgrening. Men nok om det. For der er en pointe med denne overfladiske skriftlige sproglektion. Og her kommer den. Så langt kan vi ud fra ovenstående etymologiske analyse konkludere følgende; begrebet ”virkelighed” har rod i forståelsen af ”det aktuelle”. Og hvis vi går til den engelske oversættelse af ”Actualitas” falder den i følgende 3 ord; ”reality”, ”actuality” og ”existence”. For en god ordens skyld tager vi den lige på dansk; ”realitet”, ”aktualitet” og ”eksistens”. ”Virkelighed” dækker altså over det aktuelle; Det, der er. Den kære Meister Eckeharts oversættelse til tysk kan da bedst opsummeres i følgende definition; ”virkeligheden er den del af verden/helheden, som påvirker os”. Og her bliver begrebet gjort til en beskrivelse af de fænomener, de kræfter, der har indvirkning på os. Som sådan bliver følgende begrebspar introduceret; realitet versus idealitet. Altså igen; det reelle over for det ideelle. Men, men, men. Er det ikke en smule forenklet blot at tilskrive det reelle, det aktuelle, som en del af vores virkelighed. Er virkeligheden ikke også et produkt af forestilling, af fantasi og stræben - vilje og idealisme. Jo. Det er det. Ingen tvivl om det. For de objekter, og for den sags skyld også subjekter, som vi møder i vores færden, får jo ligesom farve af, den rolle de spiller i vores fortælling, de får betydningskarakter af deres placering heri. For eksempel; er du sulten, og møder du en mand, der sælger frugt, ja så ønsker du formentligt at indlejre ham i din virkelighed (købe noget frugt af ham), og derved bliver din virkelighed dannet af det, du ønsker at blive - præcist formuleret af Nietzsche; ”Vi handler for at blive det, vi endnu ikke er”. Altså er vores virkelighed, den måde vi tilegner os verden på og bestemmer den, ofte betinget af, hvad vi ønsker at blive. Ønsker at blive, præciserer jeg her; altså, noget vi endnu ikke er. Noget potentielt. Noget ikke-realiseret. Noget ikke-aktuelt. Aristoteles ville nok være uenig, måske. For ham var det klart; universet havde en teleologisk karakter; det havde et yderste mål, noget fast det stræbte imod, en form for determinisme, en retning. Ifølge Aristoteles var dette univers altså ret så målrettet, og derfor ”går aktualiteten forud for potentialiteten”. Virkeligheden er for ham defineret af uforanderlige idéer, egentlig meget lig Platon, men karakteren af dem er anderledes. For ulig Platon så mener Aristoteles ikke at idéerne ligger uden for vores sanseverden, de ligger tværtimod i den - den sande virkelighed hører ikke transcendensen til, nej den ligger objektivt givet i den verden vi befinder os i; verden - virkeligheden. Målet eksisterer forud for opnåelsen af det - det ville Aristoteles hævde. Og målet er aktuelt. Det potentielle er den karakter en given ”genstand” (en given materie plus form) har, set i forhold til det mål, den teleologiske rejse, den må tage for at aktualisere sig selv ideelt, med forbillede i ideen, en idé, der ikke er uden for denne virkelighed, men eksisterer i enkelttingene netop som potentialet, og derved er ideen selv aktuel.

280

R E G N FA N G

Forvirret? Det kan jeg godt forstå. Så lad os stoppe her, inden det løber helt af sporet. For har du først åbnet den kinesiske æske af græsk filosofi, så kommer du ikke let igennem det. Kosmos, praxis, poiesis og theoria er alle begreber, der er selvskrevne i en sådan snak. Lad mig blot konkludere en smule; ”Virkelighed” er kryptisk som begreb, ikke mindst fordi de historiske ord og begreber, det knytter sig til, også har ufattelig komplicerede strukturer. Men kort fortalt; meget tyder på at virkeligheden som begreb ikke kun bør dække over ”det reelle” - altså lampen på bordet foran mig, det faktum at jeg er tørstig, eller at jeg har en kuglepen i hånden. ”Virkeligheden” bliver for alvor berigende, hvis det som begreb også favner det faktum, at vi som tænkende væsner, homo sapiens sapiens, er spundet ud i et net, hvori ideer, forestilling og fantasi i den grad former det, vi netop benævner ”virkelighed”. ”Vi er bevidste, selv når vi ikke burde være det” - som den amerikanske fysiolog, med meget mere, McLean engang benævnte det. Det betyder, at mennesket med dets forstand, følelse og fantasi er sat i en virkelighed, hvis struktur er vanvittig kompleks. Se bare på vores sprog; vi har både førdatid, datid, førnutid, nutid og fremtid - og det er endda kun på dansk! Få ville da hævde, at fortiden ikke er virkelig vel? - alle nulevende fornuftsvæsner tror da på, at 2. verdenskrig virkelig fandt sted, ikke? Jo, det tør jeg godt svare på, og derfor er virkeligheden også det, der har været, og det der vil blive. Ikke kun hvad der er, og hvad der kan erfares nu. Fortiden og fremtiden er begge i nuet. Vi kunne blive ved. Vi startede ikke en gang ved begyndelsen. For faktisk var der før både Platon og Aristoteles allerede tænkere, der beskæftigede sig teoretisk med den såkaldte ”virkelighed” (det gør alle tænkere jo egentligt vel nok). For Heraklit var sanseverdenen ”flux”, i konstant forandring, og intet var derfor sikkert. For Pythagoras var der bag verden en matematisk ontologi, en nærmest guddommelig orden, der i evighed ville bestå. Og for Parmenides var den sande virkelighed hinsides vores, hvilket betød, at vores liv blot var en drøm - en tåget færden i det vi kalder for verden. Så har du først sagt ”virkelighed”, så har du også sagt hele filosofihistorien. Du har sagt Kant, Hegel, Fichte, Berkeley, Hume og mange flere. Og du har også sagt sofisterne; filosofihistoriens skurke, de onde! Og de ville svare; ”livets korthed og sagens dunkelhed, gør det umuligt for os, at vide noget om Guderne” - det sagde Protagoras i hvert fald. Og det er jo en helt anden vinkel. Og hvad så med videns-sociologien, hvad med denne videnskabs skel imellem den objektive og symbolske virkelighed? Hvad med sproget, hvad med metaforen? Hvad med kunsten, hvad med volden, hvad med illusionen? Det bliver en anden god gang. For nok om ”virkeligheden” - jeg har vel nok slået et rigeligt stort brød op med dette forsøg på en beskrivelse og gennemgang af historiens varierende definitioner af dette begreb. Så nu stopper det. Intet (mere) nævnt, intet (mere) glemt. I er her for kunsten. Og den er god.

Værsgo - endnu en gang.

281

R E G N FA N G

§2 Værket skal bære titlen VIRKELIGHED.

§3 Værket skal behandle transcendensen; altså ”vise” overskridelsen af den fysiske verdens grænser, til en virkelighed, hvor tid, rum og erfaringen ikke har hjemme.

§4 Værket skal indeholde et spejl - enten konkret billedligt eller set en i metaforisk betydning.

§5 Værket skal afsløre sig selv som ﬁktion; afsløre at det er ”kunst”, og altså ikke får sin kraft ved sin realitet, men sin appel til fantasien; forestillingsevnen.

282

R E G N FA N G

1. Kunstner

Sofie Hvitved

Titel

V I R K E L I G H E D

283

284

R E G N FA N G

285

R E G N FA N G

286

R E G N FA N G

287

R E G N FA N G

288

R E G N FA N G

289

R E G N FA N G

290

R E G N FA N G

291

R E G N FA N G

2. Kunstner

Magnus Iranzad

Titel

V I R K E L I G H E D

Vi modtog fortællingen uden tro. Ved gader klædt i fremtid. I bygningen af visnende net. I cellen af sovende bølger. Ørkenens golde. Sjælens mørke nat. De gav os alt. De gav os intet. Nu rejser vi os fra jorden. Med modet i vores hånd. Tilbage til kilden. Den som er andet. Den som er mere. En karavane på ekkoets sti. Slut jer til. En forsvundet prædikers længselsfulde råb. Karavanen fører gennem døren. Til den anden side. Over floden. Oppe på bjerget. Tilbage til klarhed. Henne ved kilden. Den der evigt er. I kilden kan vi se den. Den endeløse sol. Kilden brænder. Vi svømmer i strømmen af ild. I drømmenes sære gry. Vi ser glemslen. Her er bevaret det mirakel at forbløﬀes. I pladsen mellem tid og sted. Bag os hviler tomheden. Dage i forvrængede toner. Foran os helheden. Den der er større end os selv. Fortællingernes begyndelse

293

R E G N FA N G

Fortællingen er ikke sand. Det sker ej i billedet. Det sande billede. Vi må ikke tro på ord. Kun ved efterlevelsen kan vi tro. Fortællingen er ikke sand. Vi kan kun håbe at den bliver.

294

R E G N FA N G

295

R E G N FA N G

3. Kunstner

Andreas Welin

Titel

V I R K E L I G H E D

NOTE: Området på midten af væggen, imellem de to ansigter, er malet af L:Ron:Harald.

297 157

R E G N FA N G R E G N FA N G

298 158

R E G N FA N G R E G N FA N G

299 159

R E G N FA N G R E G N FA N G

dogMe 03

REJSER AF

Linnea Søndergaard Slipsager Jens Kæmpe Anna Munk

Oprindeligt udgivet i: REJSER, forår 2015 – tredje tidsskrift fra Regnfang.

300

R E G N FA N G

Forord REJSER. Det hedder denne tredje udgave af Regnfang – og derfor handler denne version af DOGME-kunst selvfølgelig også om dette. Hvad vil det sige ’at rejse’? Og hvad er ’en rejse’? Der er sagt meget derom – om rejsen. Både skønlitteraturen, kunsten i det hele taget, religionen og filosofien behandler dette begreb – direkte som indirekte. For rejsen er i sin grundform menneskets eksistens: fra et punkt til et andet. Fra fødslen til døden – vel sagtens. Rejsen er en bevægelse; det er i simpelhed at tilbagelægge en given strækning. Og det sker jo hele tiden – og altid, ved enhver bevægelse. Eller gør det? Filosofien har siden sin begyndelse i det antikke Grækenland haft forskellige bud på netop dette: Er forandring en illusion eller sker det virkelig? Og hvad er fænomener? Og hvad er identitet? Og hvad bevæger verden? Og hvor begyndte vi? Og hvor ender vi? Og hvor skal vi ende? Og hvorfor skal vi ende netop der? Begreber som mening, betydning, formål og identitet er altså ligeledes vedhæftede det ’at rejse’ – for heri ligger jo en bevægelse; endda måske en bevægelse hvori en mening genereres? Hvis vi netop kigger på begrebet mening, så er dette – ligesom rejser – en af filosofiens helt tunge sten, som man længe har forsøgt at vende. Hvad er meningen? Faktisk har flere eksistensfilosoﬀer og digtere, som til dels vores egen Kirkegaard og den engelske poet Keats, netop svaret rejsen som værende den primære mening: menneskets telos - vores formål. Rejsen er eksistensen, og den åbne eksistens føres gennem et åbent sind, hvori verden indtages og storheden sker – som Keats udtrykker det: ”A man of achievement” er en mand af ”doubt” – en mand, som respekterer mysteriet og med sit liv rejser ind i dette. En mand, der lever sit liv til fulde – en mand, der eksisterer. Telos er et græsk ord – teleologisk betyder det, at noget er formålsrettet; hvilket vel egentligt er opsummeret i begrebet ’mening’. Et andet græsk begreb – eller vel snarere en ligefrem filosofisk idé – er tanken om ’dyd’; altså at føre et ordentligt liv i overensstemmelse med det sande og rigtige. Og for at finde denne ’Sandheden’ må mennesket rejse: rejse i sine tankers uendelige oceaner – via fornuften, via sproget, via logos. Logos, dyd, Sandheden og telos. Mennesket rejser med logos; mennesket ’rejser sig’ med logos – det rejser sig til noget større, til det fornuftsvæsen det var bestemt som – altså til det, som var meningen. Og derfor er logos da heller ikke kun et begreb for fornuften, det er ligesom telos

et græsk ord og betyder både sprog og fornuft; nærmest guddommelig klarhed – og Jesus benævnes da også i de første græske evangelier som netop logos. Både inden for filosofien og religionen er ’rejsen’ altså et centralt begreb og ligeledes er forståelsen af logos eller ’indsigten’. Mange af de græske filosofier havde forskellige bud på, hvad og ligefrem hvor Sandheden havde sin væren, og derfor var deres bestemmelser af vejen derhen også enormt varierende. Den stoiske filosof Panaitios – en stor og vigtig tænker! – var en af de første til at benævne, ikke kun den absolutte vise mand eller kvinde som dydig, men også mennesket, der søgte visdom, som dydig. Ligeledes pointerede han dydens indhold i positiv form – og altså ikke kun negativt. For ham var dyd også velvilje og storsind – og derfor ikke kun det ikke at komme i ubalance og begå andre udskejelser. For Panaitios var rejsen til visdom også dydig – rejsen var vejen, og vejen dydig. I Islam opererer man ligeledes med et begreb, hvis betydning nok nærmest kan defineres som ’den rette vej’. Ordet er ’Sirat’, og dets mening er som sagt ’den rette vej’ eller ’vejen til Sandheden’. Vil du nå din Gud og hans visdom, vil du leve det rigtige liv i overensstemmelse med hans idé om mennesket, så må du altså gå vejen – og du må gå den rette vej. ”Vil man målet, må man også ville midlet” – som det står i Pontoppidans klassiker Lykke-Per. Al filosofi, al religion og lignende tanker om visdom – og om vejen til den – handler i bund og grund om en transformation. Enten af menneskets erkendelse af verden, vores logik eller af vores jeg og selv, som ønskes transformeret fra et egoistisk projekt til en sund eksistens. Så mennesket rejser: Det er sådan vi dannes. Men der et problem. I vores tid med personlig udvikling, coaching, eﬀektivisering og så meget snak om potentiale mener jeg, at forståelsen af ’at rejse’ og bevæge sig som menneske er på så lavt et plan, at man decideret kan tale om en ligefrem sindslig sygdom på nationalt plan. Gang på gang hører man i den oﬀentlig debat enten folk for fremmende udvikling eller deres ligeså højtråbende modstandere – modstandere, der står for vedholdenhed og bevaring. Problemet er bare: Det handler da ikke om, om man er for bevægelse eller statik – det handler da om at vælge det rigtige, lige meget hvad det så kræver; om det så er at stå fast eller udvikle sig. Bevægelsen, eller frasigelsen af denne, er ikke i sig selv en værdi – det er tilegnelsen af visdom som tæller. Det er essensen.

301

R E G N FA N G

Og så kan mennesket slet ikke undgå at rejse. Hvorfor? Svaret: tiden. Vi rejser i tiden. Vi erindrer, og vi forestiller. Vi fastholder og foregriber; hvilket den tyske tænker Edmund Husserl benævnte som ’retention’ (fastholdelse) og ’protention’ (forgribelse). Vi rejser livet igennem, og derfor ønsker vi at danne en ’livshistorie’ – en der giver mening! Og fortællinger, livet og historier er alle rejser. Historien – altså den store ’verdenshistorie’ – er ligeledes selv en kortlægning, mennesket forsøger at fremstille for derved at kunne rejse tilbage i historien, for sådan at forstå os selv og dannes af historiens visdom: ”Historien er livets læremester” – som

Cicero engang sagde (en anden stoisk (inspireret) tænker). Det var alt for nu. For nu til kunsten: de 3 værker. Tak for jeres tid – og denne korte rejse igennem alt for få ord om et alt for stort emne. Vi rejser videre i bladet. Side for side. Værsgo.

302

R E G N FA N G

DOGME-MANIFEST -------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------§1 Værket må først påbegyndes d. 14 januar 2015 og skal aﬂeveres d. 20 februar 2015. §2 Værket skal bære titlen REJSER. §3 Værket skal behandle rejsens grundstruktur: bevægelsen fra et punkt til et andet. §4 Værket skal tydeligt portrættere en sti eller en vej. §5 Værket skal tydeligt markere sin egen begyndelse og en slutning.

303

R E G N FA N G

1. Kunstner

Linnea SĂ¸ndergaard Slipsager

Titel

R E J S E R

304

R E G N FA N G

305

R E G N FA N G

306

R E G N FA N G

307

R E G N FA N G

308

R E G N FA N G

309

R E G N FA N G

310

R E G N FA N G

311

R E G N FA N G

2 Kunstner

Jens KĂŚmpe

Titel

R E J S E R

312

R E G N FA N G

jeg skal forankres i virkeligheden jeg skal have en dukke som erstatning jeg bliver akut enke oplukker proptrækker nu skriver jeg til en pude schütze hedder den jeg kan lægge den mellem benene når jeg sover jeg kan holde om den når jeg ryger

alvar hvor tykke dine hænder må være alvar al den brugte hud alvar hvordan var din barndom det er et smukt navn alvar hvem gav dig det alvar mellem de finske graner hed nogen alvar før dig alvar er det en lille cirkel hvor har du dine kuperede ører fra nogen har efterladt deres indkøbsvogne foran ica det kan du hurtigt fikse alvar hvorfor var den finske badstue det første du byggede alvar

313

R E G N FA N G

as we travel vejen hegn og glemsel busstop og ørentvist mod teltdugen jeg kan godt glemme det en julefrokost en grønlangkål en braisseret rødkål i mit nu jeg helt mæt med det flader ud på min krop så kan jeg mærke mig efter en lang detour i radioen giver man handlinger til børn uden bøger så kan de få noget at tygge på det har jeg altid godt kunne tænke mig at se hvordan foregår det hele på så meget udstrækning i forhold til børn i radioen om bøger og vejen ind i bogen kommer her som en iret kobbernøgle jeg kan godt se den jeg kan bare ikke mærke den sådan har jeg det jeg vil gerne vide hvor hvad kommer fra det har altid interesseret mig hvordan vildere tackling af vejen ind i bøgerne som noget af det mest interessante plantage i hele udsmykningen som statussymbol på status jeg har en statue jeg har en almue jeg sutter på aflang kontrakt jeg har så mange gaver jeg må nok blive helt ør af al den magt de har givet mig lang betænkingstid jeg må nok blive et helt år gammel mere som et stille barn det kan du kalde mig vulva og knopskyd stealing versus charging hvordan er det at besvare mails nå nu forstår jeg

fint jeg mangler kun tebreve i mine sko det hjælper på lugten hehe det er irriterende hvis folk ikke kan følge min logik så bliver jeg sur så for eksempel hvis jeg siger at der findes en bænk et sted hvor jeg gerne vil bruge en hel eftermiddag så siger du måske hvorfor og så er det irriterende hvis du ikke bare ved hvorforblåmejse i hækken for eksempel det er et flot ord blåmejse men måske jeg sauna i stedet for med i sauna nu jeg vil gerne se dig i sauna for eksempel så kunne vi drikke så kunne vi sidde på hinandens lår på skift

314

R E G N FA N G

sweet russian male would like talk with you he is very interest in culture for example he saw movie about lady and dog is very culture movie sweet russian male like pretty danish female she has very beautiful eyes and ears sweet russian male would like ask to dinner he know a very beautiful place next to river very good sandwich

det er meget nemt loftet er alligevel råddent ellers er dagene ret ens rav på en snor igår lavede jeg falafel det smagte ens ok jeg ved ikke helt om jeg kan vente så længe jeg har alfabetiseret en bog den starter med at

315

R E G N FA N G

jeg venter på frosten drikker kijafa håber på det sner igen jeg kan drikke mig under bordet hvis jeg gad i dag er sneen våd det er tøvejr sneglene avler under isen jeg vil høre et ulvehyl vi sylter hvidkål og rosenkål eddike sukker sylter sig gennem bladene rosenkålen er ikke god åh nej dumme jens du skal ikke pille dig i ørerne vores mus har spredt 150 gram mandler den undgik vores fælder spiste bare pølsen og løb i alle seks tilfælde den hedder pil fordi den er hurtig jeg tror den er knust fordi vi tog dens mandler den kunne have stiftet familie

316

R E G N FA N G

sneen er slidt ikke så glat som da vi kom dine knæ stikker ud under dynen imagine how mars is the new america kaﬀen koger og alt hvad du siger hækkesaksen må jeg låne den har nogen set det lille koben nu kommer det med badstuen igen

så springer ulven i bækken til foråret springer det hele ud også dine tænder

317

R E G N FA N G

318

R E G N FA N G

3. Kunstner

Anna Munk

Titel

R E J S E R

319

R E G N FA N G

320

R E G N FA N G

321

R E G N FA N G

dogMe 04

LY S AF

Anna Sofie Jespersen Daniel Boysen Jacob Elliot

Oprindeligt udgivet i: LYS, efterår 2015 – fjerde tidsskrift fra Regnfang.

322

R E G N FA N G

DOGME-MANIFEST -------------------------------------------------------------------------------------------

§1 Værket må først påbegyndes d. 20 august 2015 og skal aﬂeveres d. 4 oktober 2015.

§2 Værket skal bære titlen LYS.

§3 Værket skal behandle det grundlæggende modsætningsforhold mellem lys og mørke.

§4 Værket skal eksperimentere med sine egne konturer.

§5 Værket skal eje en tydelig, optegnende ’lyskilde’: et bestemt ord, en nuance eller direkte fysisk lys.

323

R E G N FA N G

1 Kunstner

Anna Sofie Jespersen

Titel

L Y S

324

R E G N FA N G

325

R E G N FA N G

2 Kunstner

Daniel Boysen

Titel

L Y S

326

R E G N FA N G

LYS

at starte intet sted

opstå og samles fra dioder af støv

mærke en sol kaste med lys aftagende

samle den op gøre den til øjne blive krop

327

R E G N FA N G

Nogle ønsker jeg væk andre ønsker jeg tilbage

nu er det bare et tomt hus

I er borte jeres fodspor

væk i mudder

pærerne derinde bliver aldrig tændt

af hænder vi kender igen

328

R E G N FA N G

Jeg vil begraves i Vesterhavet

bryde hinden skifte frekvens

står ved jeres grav nu er I kun navne

kan mine øjne slukkes og glemme

er det nok nu

brændt indefra så meget mørke herude

329

R E G N FA N G

Vores øjne er lys ud mod verden

når vi begynder at glemme

vendes lyset om

trækker minder ud af farverne

sætter dem på min hoppende hylde i brystet

der bærer lynene

ﬁnder retning

330

R E G N FA N G

3 Kunstner

Jacob Elliot

Titel

L Y S

331

R E G N FA N G

332

R E G N FA N G

333

R E G N FA N G

336

R E G N FA N G

Spor af

G E N E SIS Fotograﬁer fra Sydamerika over en løs fortolkning af Skabelsesberetningen

Sidsel Marie Henriksen

Oprindeligt udgivet i: REJSER, forår 2015 – tredje tidsskrift fra Regnfang.

337

1. DAG

Kapitel 1 v1 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. v2 Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. v3 Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. v4 Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. v5 Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

338

R E G N FA N G

339

R E G N FA N G

2. DAG

v6 Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; v7 Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. v8 Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.

340

R E G N FA N G

341

R E G N FA N G

342

R E G N FA N G

3. DAG

v9 Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. v10 Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt. v11 Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete; v12 jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. v13 Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.

343

345

R E G N FA N G

4. DAG

v14 Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, v15 og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; v16 Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. v17 Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, v18 til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. v19 Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag.

347

R E G N FA N G

5. DAG

v20 Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; v21 Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. v22 Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!« v23 Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.

349

R E G N FA N G

6. DAG

v24 Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; v25 Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt. v26 Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« v27 Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. v30 Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. v31 Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

351

R E G N FA N G

352

R E G N FA N G

353

R E G N FA N G

7. DAG

Kapitel 2 v1 Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. v2 På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. v3 Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte. v4 Det var himlens og jordens skabelseshistorie.

355

R E G N FA N G

356

R E G N FA N G

8. DAG

Og alle dage derefter gik menneskene på jorden, i Guds skaberværk, blandt dyrene, bjergene, havene, på jorden og under himlen. Alle de år blev til den 8. dag. Dagen, der ender med mennesket. Indtil da læser vi det skabtes spor.

357

358

R E G N FA N G

359

R E G N FA N G

DAG 1

DAG 3

0 1 - M t. Sal kantay, Per u 0 2 - Sa l a r d e Uyun i, B ol ivia

01 - Machu Picchu, Peru 02 - Foz de Iguazu, Argentina 03 - Salk antey Trek , Peru

DAG 2

DAG 4

0 1 - G a l a p a g os I sl and, Ec uador 0 2 - G a l a p a g os I sl and, Ec uador 0 3 - L a g u n a C ol or ada, B ol ivia

01 - Gey s er s Sol de MaĂąana

360

R E G N FA N G

DAG 5

DAG 7

0 1 - G a l a pagos I sl and, Ec uador

01 - T he Catedral de São Sebas ti ão, Rio de Janeiro, Brazil 02 - Corcovado, Rio de Janeiro, Brazil

DAG 6

DAG 8

0 1 - Sa n ta Cr uz I sl an d, Gal apagos 0 2 - Sal k antey Trek, Per u 0 3 - A m azon as, Per u 0 4 - Sa l ar de Uyuni, B ol ivia

01 - Salar de Uy uni, Boliv ia 02 - Rio de Janeiro, Brazil 03 - Salar de Uy uni, Boliv ia

361

R E G N FA N G