Begyndelsen - Regnfang No 01 by Regnfang

Forsidebillede af Sofie Hvitved i samarbejde med Regnfang. Desuden er billederne p책 sider 30-71-99-100-101-135-136-137-138-139-143-144-145-158 ogs책 af Sofie Hvitved Citat: fra Koranen Gendigtet af K책re Bluitgen - Udgivet af Lindhardt og Ringhof

Og da fremsagde du Mine første ord til dig, og det var, som om ordene stod skrevet i dit hjerte. Det første, Jeg skabte, var den vel bevogtede tavle af hvid perle, hvor alt, hvad der skal ske i verden frem til Opstandelsens Dag, fra det mindste til det største, står optegnet. Kun Jeg ved, hvad der står. Derefter skabte Jeg Pennen af en perle, og det vil tage fem hundrede år at rejse hen over den på dromedarryg. Pennens spids er kløvet, og derfra flyder lys, som blæk flyder fra menneskenes penne.

Kontakt GENERELT contact@regnfang.com REDAKTION victorlange@regnfang.com WEB og TEKNIK heine@regnfang.com

Redaktion Victor Lange // Chefredaktør og Stifter Heine Volder // Webadministrator og Stifter Sidsel-Marie Henriksen // Ulands/Udviklingsredaktør og Fotograf Anna Rosenbæk Fynbo // Litteraturredaktør Oliver Tholstrup // Designredaktør Josefine Smith // Ungdomspolitiskredaktør Marta Eliseo Tronhjem // Redaktør Thomas Ehlers // Redaktør

Korrektur og sproglig formidling Emma Birkø Marta Eliseo Tronhjem Design og layout i bladet af Victor Lange og Heine Volder

Leder På vegne af hele Regnfang -

Velkommen. Velkommen til tidsskriftet Regnfang og til vores første udgivelse; BEGYNDELSEN. Og velkommen til begyndelsen på Regnfang. Vi har meget, vi gerne vil sige og spørge om, meget vi gerne vil fortælle og berette om, men pladsen er knap her. Så hvis du gerne vil vide mere om, hvem vi er, og hvad vi gerne vil, så har vores hjemmeside alt, hvad du behøver at vide - for nu handler det om det her tidsskrift, lige præcis det her tidsskrift du nu læser. Begyndelser er der mange af, og det er svært at sige, hvornår de starter og slutter. I bladet her kan du både læse om begyndelsen på os, på universet, du kan læse om begyndelsen på vores ungdom, håbet for begyndelsen på en bedre virkelighed tusinder af kilometre fra os og om begyndelsen på lyden, på den moderne film, på nutidens punk og på at vågne fra et søvnigt liv. Vi har arbejdet hårdt og længe, og vi synes, vi er nået i mål med værdighed; Over 200 siders reklamefrit magasin. BANG! - gratis.

Det er vi stolte af. Det er format - synes vi.

R EG N FAN G

R E G N FA N G

WA N T af

Oliver Tholstrup

- B e g ĂŚ rl i g h e d -

R EG N FAN G

BEEP Der findes efterhånden mange dimser, der forbinder din smartphone til dine højtalere, men indtil nu har denne kategori overvejende været en forsamling af komplicerede og klodsede skabninger. Med BEEP er det eneste, du selv skal gøre at sætte højtalestikket i BEEP- kontrolleren og installere det medfølgende program på din telefon. BEEP fungerer derefter helt ligesom det den ligner; en stor lydbetjener. Fås i kobber og sort metal.

Billeder © https://www.thisisbeep.com

R E G N FA N G

DEGLON MEETING KNIFE SET Ethvert godt køkken kræver godt udstyr. Et godt sæt knive er helt uundværligt, og dette sæt er ikke bare godt, det er også ekstremt velovervejet. Designet til både at være ekstremt præsentabelt og ekstremt praktisk, får du fire knive der passer ind i hinanden, og ikke optager mere plads end nødvendigt.

Billeder © http://www.amazon.com/Deglon-Meeting-Knife-Stainless-Knives/dp/B002JTWRDS

R EG N FAN G

EO1 Efterhånden som det analoge kamera er afgået ved døden, har mange forsøgt at lave digitale billederammer, hvor familiens feriebilleder kan udstilles. Ind til videre har disse rammer dog været klodsede og på ingen måde pengene værd. Electric Objects forsøger nu ikke kun at bringe dit eget fotoarkiv op på vægen, men al verdens kunst og billeder, hentet direkte fra rammens egen internetforbindelse. Rammen er holdt i så simpelt et design som muligt - og forsøger at frigøre internettets kunst fra computer- og smartphoneskærme.

Billeder © http://www.electricobjects.com

R E G N FA N G

HULGER & SAM WILKINSON’S PLUMEN 001 LIGHT BULB Efterhånden som sparepærerne er blevet obligatoriske, kan nogle lamper miste noget af deres udseende. Med disse lyspærer prøver den London-baserede virksomhed at gøre op med dette. Med de organiske former er idéen simpel, at pynte lidt på de hverdags-agtige og standardiserede sparepærer.

Billeder © http://samuelwilkinson.com/ plumen/ R EG N FAN G

NORMAN COPENHAGEN WHISKEY TUMBLERS Når det kommer til whiskey, øl, vin, og spiritus generelt, er glasset, du drikker det af, en stor faktor i smagsoplevelsen. Rikke Hagen har, for Norman Copenhagen, designet disse whiskey glas med bl.a. denne tanke i sinde. Glassenes form er lavet til at både hvile i hånden, på samme tid med, at whiskey’ens aromaer bliver leveret på den bedst mulige måde. Ud over dette, har hun valgt at tilføje en lille top i bunden af glasset, så du i bedste Mad Men-stil kan sidde og snurre rundt med whiskeyen og dine isterninger.

Billeder © http://www.normann-copenhagen.com/ R E G N FA N G

PAOLO RIZATTO, FLOS, 265 Med inspiration fra industrille arbejdslamper designede Paolo Rizatto 265 i 1973 denne væglampe, der nærmest har åbnet en status som en moderne klassiker. Ved hjælp af et simpelt system med led og en modvægt kan lampen let placeres i lige den position, der er nødvendig i øjeblikket. Således er lampen ikke kun umådeligt flot at se på, men ligeledes praktisk.

R EG N FAN G

PEOPLE PEOPLE, TRANSPARENT SPEAKER Svenske People People har designet disse højtalere, der let falder i et med sin baggrund, som derved kan placeres næsten alle steder i et rum og stadigvæk se utroligt elegant ud. Samtidig er højtalerne bygget til at holde en livstid og er af højeste kvalitet. Derudover kommer de også med airplay, og kan også købes som saml-selv sæt.

R E G N FA N G

PORLEX MANUAL CERAMIC BURR GRINDERS Selv de dyreste kaffemaskiner kan ikke redde din espresso fra en skæbne defineret af dårligt kværnede bønner. Denne lille hånddrævende kværn ændre dette på den mest simple måde. Med den keramiske kværn, som ikke bukker under for rust, og holder sig skarp langt længere end dens metal-alternativer, er du sikker på at dine bønner altid er friskkværnet, og præcis som du vil have dem. Fås i to varianter - ’høj’ og ’mini’.

R EG N FAN G

THE STANDARD MEMORANDUM NOTEBOOK Med inspiration draget fra lommejournaler fra tidlig til midt 1900-tallet, har designer og illustrator Jon Contino gået sammen med Word Notebooks for at skabe en kalender, der kan dokumentere et helt år af dit liv, og stadigvæk kan være i din lomme. Selvom de fleste efterhånden bruger deres telefon eller computer som kalender, er det stadigvæk noget charmerende over disse klassiske kalendere i papir - plus den tilføjede nostalgi det bringer, når du finder din gamle kalender, ti år efter du stoppede med at bruge den, og kan sidde og se hvad du lavede hver enkelt dag det år.

R E G N FA N G

De mest funktionelle ting må være dem, vi absolut ikke kan undvære. Det bedste eksempel på disse må være det, vi hver især altid har i lommen. Derfor vil dette indslag fremover være et fast indslag, hvor forskellige menneskers mest uundværlige genstande fremlægges. Den første udgave bliver således indholdet af mine egne lommer.

R EG N FAN G

R E G N FA N G

Når bøger og ord sætter verden i stå Af Anna Rosenbæk Fynbo

Siden det første intelligente og reflekterende menneske krøb ud af sin hule og begyndte at udforske sin plads i verden og omgivelserne omkring sig, har litteratur været en umiskendelig del af vores fælles kultur og historie. Menneskets evne til at nedskrive tanker, følelser og umiddelbare filosofiske indtryk er en unik trang, der adskiller os fra simplere genetisk sammensatte dyr og er en ting, som vi til alle tider har værnet om. Men alligevel er der en tendens til at litteraturen, som et stærkt og bevidsthedsudvidende medie til større forståelse af verdenen omkring os, har en svagere og svagere position hos vores generation. Færre og færre læser bøger, og konkurrencen er da også hård. Onlinetjenester som Facebook, Netflix, Instagram, et utal af blogs osv. gør (hvorvidt det er bevidst eller ubevidst, vides ikke) alt for at fjerne fokus fra litteraturen. Hvorfor læse en bog, når man kan se filmatiseringen af selvsamme? Der hersker ingen tvivl om, at disse nye teknologiske tilbud er langt mere letfordøjelige og ikke mindst lettilgængelige, for hvis man er den lykkelige ejer af en iPhone, har man hele verden ved hånden 24 timer i døgnet, og det kan man da kalde et fremskridt med tyngde. Det er som om, at den generation, vi unge mennesker tilhører, er blevet angst for at bruge vores dyrebare timer på ting, som rent faktisk tager tid - såsom litteratur. At læse bøger er i høj grad blevet forbundet med det at gå i skole. For mange var boglæsningen et nødvendigt onde i skoletiden, et bump på den salige veje imod at gennemføre skoleforløbet. Samtidig er der stadig ganske meget prestige forbundet med det at læse. En omfattende bogreol pakket med alskens verdenslitteratur vækker begejstring og respekt hos de besøgende, der hurtigt konkluderer, at de er trådt ind i et kulturelt dannet hjem. Hvis man som ungt menneske stadig bor hos sine forældre, er sandsynligheden for, at bogreolen har en vis størrelse stor. Vores forældres generation er jo netop opvokset uden alle disse nye elektroniske remedier og blev derfor nødt til at ty til andre midler, når deres kulturelle horisont skulle udvides. Mange ville måske klandre mig for ikke at give kredit til de unge mennesker, der rent faktisk tager sig tid til at læse bøger. En stor del af jer, som læser lige netop dette, tilhører højst sandsynligt den gruppe af unge fra vores generation, der læser. Jeg påpeger udelukkende, at det efterhånden er færre af os unge, der gør det. Den form for litteratur, jeg personligt er ked af, er ved at gå tabt i vores generations bevidsthed, er den substantielle litteratur - den litteratur, hvor man rent faktisk kan tale om ren og skær erkendelse. Forfattere som Dostojevskij, Cervantes, Kafka, Steinbeck osv. er i hård konkurrence med bøger som Fifty Shades of Grey og den ugentlige injektion af krimi fra den almene svenske Hausfrau. Bøger som disse kan under nogle rammer kategoriseres som litteratur, men den form for litteratur er så handlingspræget og spændingsopbygget, at man efter min mening ligeså godt kunne tænde sin computer og se en film på Netflix. Denne afart af litteraturen udfordrer ikke læseren til at tænke, reflektere og endnu vigtigere, tage stilling til sin egen eksistens. Det er underholdning. Døden (som sidste instans af vores eksistens) er for vores generation blevet et enormt tabu, som ingen tør tænke på ikke alene tale om. Vi lever efter James Deans mantra Lev stærkt dø ung, udover at vi nu har erstattet frasen død, så sætningen nu nærmere lyder: Lev stærkt, lev længe. Tilværelsen går i dag så hurtigt, at vi ikke er i stand til at dvæle ved momentet, såsom at sætte sig ned og fordybe sig i litteraturen. Stilstanden er angstprovokerende for os. Dog er det en nødvendighed, for at kunne nyde litteraturen til fulde, at kunne acceptere den fysiske stilstand og kunne finde sin plads i den uden at føle, at livet går i stå. Vi flygter konstant fra den åbenbare kendsgerning, at vi alle sammen skal dø engang, og at vi måske ikke kommer tilbage igen. Derfor presser vi tilværelsen til det yderste og forlanger, at alt skal gå hurtigt. Færdigretter, billedblade, shopping over nettet; i princippet kan vi leve vores liv derhjemme. Ved hjælp af teknologien kan vi få alt bragt ud, alt serveret, alt gjort rent uden selv at skulle løfte en finger. Derved har vi tid til at fokusere på det, der er vigtigt: hvordan vi fremstår. Sociale medier er inden for de sidste fem år blevet et unikt forum, hvorpå man som menneske kan fremstille sig selv, ikke som den person man er, men som den person man gerne vil være. Vi glemmer bare, at der ikke er nogen ”ægthed”, substans, i den form for medier, men derimod et signifikant tidsfordriv.

R EG N FAN G

Vi er så bange for ikke at være tilstrækkelige i den her verden, at vi hele tiden prøver at bekræfte verden og ikke mindst os selv om, at vi netop er tilstrækkelige. Men hvorfor ikke bruge litteraturen til at dvæle ved sin egen uperfekthed og gennem litteraturen opdage, at alle andre mennesker er på præcis samme måde, og at det netop er det uperfekte ved mennesket, der skaber store romaner og store mennesker. Ingen har lyst til athøre om det perfekte liv. Det er intetsigende, hult og ikke mindst forkert. Det perfekte og sublime har tiltrukket os gennem alle tider på grund af dets skønhed, men også på grund af det faktum, at det for mennesket var uopnåeligt, og det udelukkende var noget Gud besad. Nu kan alle stræbe efter det perfekte og på diverse sociale medier overbevise omverdenen om, at man er perfekt og ufejlbarlig, at man kan skille vandene og gå på dem samtidig. Litteraturen har en plads i vores historie, der er umulig at overse, og aldrig bør overses. Vi er et produkt af vores tid. På samme måde er litteraturen det. Det er et af vores enestående menneskeskabte vidundere, som vi bør være stolte af og ønske at videreudvikle. Det hele startede med huletegninger, runer på stentavler, sagaer og fortællinger fortalt fra mund til mund. Efterhånden er tykke som tynde bøger dukket op og har skildret menneskets plads i denne verden og relationerne til andre mennesker. Vores naturlige nysgerrighed for at opdage det, vi ikke kender, bør helst ikke begrænse sig til ting, der ikke kræver fordybelse. For større indsigt med én selv og det, der omgiver os, kommer netop igennem fordybelse i emner, hvad enten det er musik, kunst, litteratur eller andre former for kultur, der er tilgængelige på diverse platforme i vores samfund. Kulturen er noget af det mest dyrebare, vi har, og jeg håber derfor som skribent og erklæret litteraturelsker, at de følgende sider vil give lyst til at vælge en bog med potentiale og ikke mindst inspirere til at komme længere med den end kun til bagsideteksten.

God læsning.

R E G N FA N G

Brødrene Karamazov af Fjodor M. Dostojevskij

“The real 19th century prophet was Dostoevsky, not Karl Marx.”

- Albert Einstein

Anbefaling af Victor Lange Vi rammer med vores første litterære anbefaling i denne udgave et kolossalt tungt monument fra litteraturhistorien;

Brødrene Karamazov er alle tiders bedste roman, og den skrevet af alle tiders største romanforfatter Fjodor M. Dostojevskij.

Mindre kan ikke gøre det. Det ville være håbløst at forsøge at introducere Dostojevskij i denne hurtige ugentlig guide, så jeg kan kun opfordre enhver til selv at rejse ind i dette udtømmelige forfatterskab; det vil ryste dig, hvilken indsigt du finder her. Romanen er den sidste af sin slags fra Dostojevskijs hånd, og den blev udgivet i 1880 kun et år før hans død i 1881. På sine ca. 1000 sider, i 2 bind, bliver du som læser ført igennem de dybeste, mørkeste, mest driftsstyrede og ondskabsfulde kroge af menneskesindet, der til alle tider har kæmpet en evig kamp imod menneskets samtidige stolthed, ære og håb og tro på at gøre det gode. Den røde tråd er her igennem trukket af en kristen eksistentialisme, der klart fungerer som et filosofisk udgangspunkt – der forresten har tydelige ligheder til vores egen Søren Kirkegaards forfatterskab. Men Dostojevskij tegner ikke ”kun” de universelle eksistentielle træk i mennesket op, han viser helt konkret også hans samtidige russiske virkelighed; den russiske virkelighed i sidste del af 1800-tallets tsar-Rusland, hvor moderniseringen banker på fra Europas kanter; I fortællingen finder vi nemlig tre brødre og en halvbror, og alle repræsenterer de det gængse værdisæt, der i den periode i russisk åndsliv var at finde. Aljosja er den yngste bror, og historiens helt som Dostovjevskij i sit forord selv skriver. Han, Aljosja, står for det religiøse værdisæt, hans ældste bror Dmitri repræsenterer et mere konservativt æreskodeks, og den mellemste bror, Ivan, er kyniker og modernist, optaget af forandringens potentiale og især Europas ideer. Til sidst har vi så bare den ”uægte” bror Smerdjakov, der inspireret har taget Ivans ord til sig, men i misforstået form, og er endt som en nihilistisk efterligning af den mellemste bror. Men én lighed deler disse brødre dog; deres værdisæt, identitet, standpunkt kan alle føres tilbage til samme udgangspunkt, til samme kilde; faren.

Mere vil jeg egentligt ikke referere fra dette storværk, kun gentage mig selv og min opfordring; læs dette mesterværk – den vil ændre dit liv.

R EG N FAN G

Udvidelse af kampzonen // Extension du domaine de la lutte af Michel Houellebecq

“It’s a curious idea to reproduce when you don’t even like life.” - Michel Houellebecq

Af Anna Rosenbæk Fynbo Den franske forfatter Michel Houellebecq skrev for år tilbage sin debutroman Udvidelse af kampzonen. I diverse medier er Houllebecq blevet beskrevet som Frankrigs førende litterære provokatør (Information) og Fransk litteraturs dumme svin (Politiken), så som læser må man forstå, at det er en mand, der både er elsket og hadet af offentligheden, men uden tvivl en mand med en vis kaliber og noget på hjertet. Udvidelse af kampzonen blev første gang udgivet i 1994, og beskriver overgangen fra det analoge samfund til det digitale. Romanens hovedperson Michel (evt. en reference til forfatteren selv?) arbejder som mellemleder i en parisisk virksomhed, og hans opgave er i romanen at undervise ansatte indenfor Landbrugsministeriet i, hvordan en computer fungerer. Det er altså enskildring af de teknologiske fremskridt indenfor det offentlige, og hvordan de blev udbredt og effektiviseret. Romanen tager udgangspunkt i Michel, der af sin arbejdsgiver bliver sendt til forskellige byer i Frankrig for at udbrede det nye elektroniske mirakel (computeren). Som ledsager får han den – ifølge Michel - helt igennem uskønne og sørgelige kollega Tisserand. Historien udspiller sig fra Michels synsvinkel og er en 1. persons fortæller. Gennem romanen følger vi Michel og Tisserands udvikling, og kurs mod afgrunden gennem et abnormalt forhold til sex og en kynisk indstilling til den omkringliggende verden. For det helt unikke ved Udvidelse af kampzonen er den fuldstændig kompromisløse og kyniske tilgang til romangenren og måden at fortælle på. Dette er både komplet deprimerende, men samtidig hysterisk morsomt for læseren. Houllebecq opsummerer f.eks. romanen i en enkelt, genrerevolutionerende sætning: ”De følgende sider udgør en roman; dermed mener jeg en række anekdoter, hvor jeg er helten”. Romanen fremstår på mange måder som autobiografisk, uden at læseren på nogen måde kan vide sig sikker, for fortælleren fokuserer meget på at beskrive det litterære greb, der er valgt i romanen: ”For at nå det anderledes filosofiske mål, jeg har sat mig, må jeg tværtimod beskære. Forenkle”. Den kyniske tilgang til verdenen får da (uden at afsløre for meget) også konsekvenser for både Michel og Tisserand til slut, men man efterlades som læser stadig tilbage med en anderledes konstrueret refleksion, hvilket er meget sjældent for en roman af dens størrelse (historien udspiller over sølle 132 sider). Og det er netop sprogets præcision, der får læseren til at reflektere, alt overflødigt er skåret fra. Den efterlader samtidig læseren fantastisk underholdt og forbløffet over Houllebecqs vid og humor. ”Mennesket er en svækket teenager”.

R E G N FA N G

Stemmen af BlagaDimitrova

”Intet eksisterer, før det er genfødt i ordet” - BlagaDimitrova

Af Victor Lange Den bulgarske lyriker, dramatiker og prosaist BlagaDimitrova er ikke voldsomt kendt her i Skandinavien. Desværre. Hendes lyrik kredser om især kvindens problematiske og dialektiske forhold til mandens væsen, men indeholder samtidigt også mere ”kønsneutrale” tematikker som for eksempel genfødslen og det refleksive selv aflejret i identiteten. Stemmen er en fremragende digtsamling, intet mindre simpelthen, og oversat med lige så stor succes af Helle Dalgaard. Digtsamlingen indeholder utrolig mange af de kendetegn,og ikke mindst den tilgang, som Dimitrova igennem hele sit forfatterskab arbejdede ud fra og udarbejdede. Blandt tematikkerne er store overvejelser over etiske forhold i menneskelivet, sociale og politiske realiteter og en moderne fremtid, der med 2. Verdenskrig som dyster klangbund, bød på muligheden for en voksende dehumanisering. Dimitrova søger sandheden, men har ikke svaret, hun spørger, med sin evige undren overfor menneskelivet og den virkelighed, det er sat i. ”Undren er filosofiens sande begyndels”, sagde Platon (meget præcist egentligt), og man forundres i den grad af Dimitrovas evige spørgsmål, af hendes evige nysgerrighed over menneskets afstand til sig selv - og dets medmenneske. Som hun selv skrev i forordet til sin roman Lavinen fra 1971; Min henvendelse til jer kan kun bestå af spørgsmål, ikke svar. I det hele taget giver spørgsmål mere rum. Svarene begrænser. At kunne stille spørgsmål – betyder at vække et utal af svar. Sandheden findes et sted i den dialektiske, mangevinklede søgen i alle retninger. Når jeg stiller spørgsmål i mine bøger – er det et udtryk for tillid til læseren.

En ting holder jeg for sandt; Blaga Dimitrova er stor læsning – så udbred budskabet om den store kvindelige digter og hendes tunge rungende ord. Det er svar på, hvad du skal læse i næste uge.

R EG N FAN G

Perlen // The Pearl af John Steinbeck

“A journey is like marriage. The certain way to be wrong is to think you control it.” - John Steinbeck

Af Anna Rosenbæk Fynbo Den evigt aktuelle arbejderforfatter John Steinbeck skrev i 1945 romanen Perlen, der handler om fattige arbejderes kår i Mexico. En roman, hvori vi får den klassiske Steinbeck-vinkel, og derved kommer igennem en meget simpel opbygget fortælling omkring godt og ondt, rig og fattig, racisme, kærlighed, håb samt ulykke - de helt klassiske modpoler. Den fysiske handling i Steinbecks romaner danner ofte blot rammen om den egentlige fortælling, betydningen, der stort set altid berører og omhandler, menneskets opførelse i forskellige situationer, og ikke mindst hvordan vi bør handle - det evige imperativ. Meget symptomatisk for Steinbecks forfattervirke følger vi den jævne arbejder (romanen finder sted i en kystby i Mexico). Kino er fisker, perlefisker. Da sønnen Coyotito en dag uheldigvis bliver stukket af en skorpion og er ved at udånde, finder Kino på bunden af den mexicanske golf den hidtil største perle, byen nogensinde har set, og kan derfor betale doktoren for at behandle Coyotito. Herfra udspiller dramaet sig, og Kino drømmer om familiens lysere fremtid, som kan blive til virkelighed, så snart de får indløst pengene for perlen - perlen over alle perler. Da perleforhandleren ikke ser det store potentiale i Kinos perle, begiver Kino sig ud på både en fysisk og åndelig farefuld færd. Perlen er i sin rene enkelhed en historie om, hvordan rigdom (eller håbet om rigdom) kan få et godt menneske til at miste forstanden og handle amoralsk og uetisk. Den handler om, hvordan det essentielt gode i mennesket kan blive udvisket af ydre materialistiske påvirkninger. Steinbecks pointe er, at lige meget hvor uskyldsrent og godt et menneske er, vil det altid have et indvendigt begær, der kommer til udtryk, så snart de har muligheden for fysisk tilfredsstillelse - materialisme destruerer mennesket. I begyndelsen af romanen er Kino et lykkeligt menneske, der lever det simple liv. Det eneste, han ejer af værdi, er sin kano. Efter opdagelsen af perlen ændrer Kino sig, og han bliver grådig, driften tager over og Kino mister det mest værdifulde af alt; sig selv. John Steinbeck er kendt for at være en mester i at skrive socialrealistiske arbejderromaner, og Perlen er ingen undtagelse. I romanen skildrer Steinbeck indianernes (Kinos) kamp for retfærdighed mod de hvide spaniere, som for år tilbage koloniserede landet. Steinbeck er en af nyere tids største forfattere. Hans forfatterskab er tidløst og evigt aktuelt. I 1961 modtog han Nobelprisen i litteratur for ”sit realistiske såvel som opfindsomme forfatterskab, kendetegnet ved en sympatisk humor og skarp samfundsmæssig opfattelsesevne”, og har gennem hele sit forfatterskab skabt rørende socialrealistiske fortællinger om mennesker fra samfundets laveste lag. Det handler om mennesker, mennesker der lever i blandt hinanden og mennesker, der ”bare” gerne vil leve. Stor litteratur, der er alle timer værd.

R E G N FA N G

Elektroniske sensommertoner Ten Walls - Walking With Elephants Label: BOSO

Af Anders Mellerup Mario Basanov, det borgerlige navn for den litauiske kunster, Ten Walls, er en forholdsvis ukendt kunstner for mange. Selvom han blev udnævnt til bedste producer i Litauen i 2011 (jeg forventer ikke at alle læsere specielt ofte følger denne prisuddeling), er han, først de seneste par år, begyndt at udgive under eget navn. Hans mørke udtryk gjorde sig allerede bekendt sidste år, med udgivelsen Requiem, hvor tunge synth-flader blev akkompagneret af pompøst orkestrerede strygere, der tilsammen dannede basis for Ten Walls’ mørke, symfoniske udtryk. Med dette års udgivelse, Walking with Elephants, har Ten Walls ikke forladt den mørke og dystre klang i sin musik – tværtimod. Walking with Elephants EP’en er house for viderekommende. Lyt ikke til den, hvis du vil introduceres til genren, men snarere hvis du er blevet træt af den lavkulturelle EDM-bølge, der som en epidemi har bredt sig verden over, og truer med at udslette det intelligente og omhyggelige udtryk i elektronisk musik. Walking with Elephants er heldigvis ikke sådan. Den er et fredet område. Et elektronisk natur-reservat.

ZHU - Nightday Label: Mind of A Genius

Af Anders Mellerup Søger man den lette, dansable og måske mindre prætentiøse ende af house genren, kan man være heldig at være faldet over ZHU. Den bevidst ansigtsløse Los Angeles-baserede kunstner, har på trods af nærmest ingen biografi på diverse af sine sites (Soundcloud, Facebook, Resident Advisor), alligevel formået at skabe sig et navn på house-scenen, over en forholdsvis kort periode. Sent sidste år, florerede der et covernummer sammensat af forskellige Outkast sange, alt sammen i et lydbillede, der mest af alt mindede om for eksempel Disclosure. Ingen vidste hvem kunstneren af coveret var, da han på daværende tidspunkt ikke havde etableret sig nogle steder på nettet, og kun gik under navnet ”Z”. De fleste rygter lød på at det var Disclosure, der havde lavet coveret, grundet førnævnte lydbillede, men midt i det hele valgte ZHU overraskende at tage æren for nummeret, da han pludselig offentliggjorde sig, og hurtigt herefter udgav sin første EP, Nightday. Mystikken var brudt. Sådan, da. Nightday er en samling elektronisk dominerede sange, på trods af vokalens store rolle. Nærmest alle sangene indeholder stykker med den klassiske lavt-pitchede vokal, som oprindeligt stammer fra hip-hop, men som efterhånden har fundet indpas i house også – og endda i diverse mainstream platforme. Den Disclosure-inspirerede lyd går igen flere gange på EP’en, men de skarpe synth-lyde og den stramme percussion vi kender herfra, går ualmindeligt godt med ZHU’s vokal og eksotiske guitarspil, der trækker lydbilledet op på et niveau, hvor man godt kan tale om en vis form for selvstændighed, en unik stil. Sidstnævnte gør meget af arbejdet, og betyder mest af alt, at pladen fungerer ekstra godt i sensommervarmen. En dejlig plade, der let glider ned i august-varmen. R EG N FAN G

R E G N FA N G

Generation Like4Like Af Thomas Ehlers

Toiletpoesi for viderekommende

Kære kommende 12-taller; Hvad er ligheden mellem en gymnasieelev og prææblegnaskende Adam og Eva? - De føler ingen skam i livet. Dårlig spøg til side – lad os komme ind på den egentlige mening med min lille tankestrøm; karakterræset og den ikoniske røde hue som prisen på alt sliddet. For mange af jer vil koden til en nem topkarakter hurtigt blive knækket. Det handler nemlig i sidste ende ikke om paratviden eller almen intelligens. Det kan I lige så godt gemme til Bezzerwizzer. Læs jeres lektie, genfortæl lortet – som var det jeres sidste chance for en god karakter – i starten af modulet, læn jer tilbage, og stil et spørgsmål I godt selv kender svaret på i ny og næ. I kan nu påbegynde jeres Googlesøgning på hvordan det står til med Jay-Z og Beyoncés ægteskab. Og ja, en fiksering på computeren kan lede til en utilfreds lærer, men i de fleste tilfælde vil drengerøven på baglinjen, der har en generel sløv attitude, blive gjort til eksempel på dårlig elev-ånd, før læreren skænker jer en tanke. Og husk for satan at smile. Hvis der er noget en midaldrende lærer ikke vil mindes om, så er det hvor dødssygt det generelt er at gå på gymnasiet. Heldigvis vil I ikke blive udsat for noget så intetsigende som namedropping af ismer og begreber. Eller... Som en moderne fortolkning af forsøget om Pavlovs hunde, vil I blive trænet til at smide jeres hænder i vejret hver eneste gang der er mulighed for at melde en god gammeldaws’ omgang begrebsnasseri. For kære kommende rødhuer; intuitiv, såvel som fortolkende intelligens, er blevet redundant. Tilbage står vi som en bunke savlende hunde, der får en mental oprejsning hver gang ordet pragmatisk sniger sig ind i vores ellers knap så nice ordforråd. Og ingen af os er hellige i denne sammenhæng. Lige så meget som jeg ser skævt til ovenstående, er jeg udmærket klar over hvor evigt prætentiøst det er at pege fingre af folk, som jeg gør lige nu. Men nu hvor jeg er i fuld gang, kan jeg lige så godt smide et citat fra en af vor tids store lyrikere: “Two people can look at the same thing and see it differently.” Til alle jer, der er enige i ovenstående citat, vil jeg bare lige sige at det er Justin Biebers visdom vi bader i lige nu. Satans, hva’? Det kan godt være at hans musik er intetsigende, men man kan godt nok ikke sætte en finger på hans uovertrufne åbenlyse pseudofilosofi.

Alt dette er tilgiveligt, for i sidste ende kan man ikke hænge nogen op på, at de stræber efter et højt gennemsnit. Men vi burde til gengæld hænge hinanden op på det tab af almen anstændighed, der kan findes i løbet af karakterræset. Hvis man vil til tops i lærerens betragtning, skal man ikke være ræd for at træde på sine klassekammerater i processen. For i sidste ende er det jo lærerens betragtning af eleven, der er altafgørende. Gymnasielæreren er i sandhed dommeren, juryen og henretteren.

R EG N FAN G

Og for at køre denne tankestrøm helt ud på et sidespor, så kan man heller ikke fuldt ud bebrejde gymnasielæreren for denne tendens. Lige så meget som man kan føle foragt for en gymnasielærer, der har favoritter i sit klasselokale, må man også forstå at der er nødt til at være noget bred ymer- og knæhøj karsementalitet fra deres side, når vi alle går og tror at vi fortjener særbehandling. Solen kommer til at skinne kraftigt, og det danske flag vil danse i vinden som aldrig før, den dag en studerende ytrer sætningen: ”Jeg burde ikke have fået så høj en karakter”. For fanden, hvor er vi alle blevet specielle, og derved kopier af hinanden. Det kaldes ironi, og vi er den nye form for humor. Og nu tilbage til sagen! Næsten. Jeg vil lige ødelægge alt form for troværdighed, jeg eventuelt har fået opbygget; jeg var alt andet end en mønsterelev i mine gymnasiedage. Jeg var voldsomt forvirret over hvad fanden meningen med karakterræset var, og havde absolut ingen ambitioner om at sætte mig ind i det. Dette har de seneste par måneder givet mig en voksende lyst til slå mig selv gentagne gange i skridtet, bare for at holde fokus, og kære læser, man skal jo give efter for sine lyster en gang i mellem. Med ømme testikler, vil jeg nu kaste mig ud i min egen pseudofilosofi: Med de næste 3 år banet foran jer, vil I begive jer ud på en lang og stressende rejse. I vil vandre iført jeres skarpeste sneaks og med champagneflasker hævet i høj pistolføring, for ifølge hip-hoppens førende (desværre!) idoler er ”Work Hard/Play Hard”-mentaliteten mindst lige så essentiel for vores væren som mennesker, som ideen om at elske vores næste. Der vil ikke stå nogle fotografer klar til at tage billeder af jer på denne rejse, men fortvivl endelig ikke! Som det ser ud lige nu, vil I per automatik få dokumenteret hver eneste kop kaffe I nyder med en ven, hver eneste lektie I ikke lige føler for at læse igennem, hver eneste måltid, der lige er den tand lækrere end hvad man normalt ser, og mange flere hverdagsstunder vi har fået en banebrydende evne til at bekendtgøre på de sociale medier. #HoldDaKæftHvorErViBlevetUsikre. Dette har vel i sidste ende ikke synderligt meget at gøre med gymnasielivet. Og dog! 12-taller eller ej, så vil I gå ud af porten om 3 år. Ikke kun som studenter, men vigtigst af alt som voksne mennesker (mentalitet ikke taget i betragtning i visse tilfælde). Det er derfor nu vigtigt – hvis I er enige med mig, vel at mærke – at tage hånd om nogle af disse problemstillinger. Vi har ikke brug for endnu en gren i denne generation, der forblinder sig for alt, som ikke kan gavne dem personligt. Ja, champagne smager godt. Ja, Instagram kan være meget underholdende, nu når man kan finde Rihanna… let påklædt. Ja, Snapchat er et sjovt alternativ til os, der ikke magter at skrive sjove sms’er (et billede siger jo mere end 1000 ord). Og ja, sneakers er meget behagelige at gå i. Men det er ikke noget, der kan retfærdiggøres som en livsstil! Der er ingen tvivl om at man kan vælge og vrage mellem diverse moralske prædikener for tiden, men Rom er i brand på ny, og jeg ser ikke noget foreløbigt forsøg på at slukke ilden. Lad os hellere bare læne os tilbage, sippe til en forfærdeligt dyr caffè latte og tage et snap af det kulturalle kollaps. For hvis der er én ting jeg ikke er tvivl om, så er det at vores generation i sandhed er ved at skrive os ind i historiebøgerne som ”generation Like4Like”. Skud ud til @Narcissos – manden var åbenbart før sin tid. Jeg holder langt om længe min kæft for denne gang, men siden at jeg er endt i den helt forkerte vejbane i forhold til mit oprindelige formål med denne tankestrøm, kan jeg lige så godt køre lortet i grøften.

R E G N FA N G

Vi er alle blevet selvproklamerede konger og dronninger i vores egne snæversynede universer. For hvis Gud alligevel er død – hvorfor så ikke tage hans plads som alvidende diadem i en ellers voldsomt mondæn hverdag? Vi har fået en tendens til at lade menneskerne omkring os definere, om vi er værdige til lykke eller ej, og igennem dette oplever man at forfængeligheden sejrer. I vores personlige kampagne for lykke og glæde, tager vi os selv i at føle foragt for mennesker, der i sidste ende er en afspejling af os selv. Hvem sagde at romantikken var død? Med denne dejligt fordømmende udtalelse, vil jeg forlade jer for denne gang, i skræk for at jeg slår mig selv i skridtet på ny, da jeg igen taber fokus. MEN BARE ROLIG VENNER, jeg vender stærkt tilbage, når jeg engang hiver en anden problematik ud af røven. Intet er helligt. Ikke engang mig selv. Fuck.

R EG N FAN G

Verden Verdner sig

t e l

Unge i Malawi Fotografi og tekst

Bastian Laigaard

I landsbyen Somodja Village i afrikanske Malawi forsøger Innocent, Patricia og Vincent at bane sig væk fra den skæbnevej, som størstedelen af den malawianske befolking er tvunget til at trave ned af igennem hele livet. Men nogle af verdens fattigste og sværeste leveforhold gør det vanskeligt at nå sine mål. Bastian Laigaard fortæller her om de tre viljestærke og håbefulde unge malawianere, som han lærte at kende under sit 2 måneders ophold i et af verdens fattigste lande.

R EG N FAN G

R E G N FA N G

Jeg er netop hjemvendt fra min rejse til det afrikanske land Malawi, the warm heart of Africa, som de ynder at kalde sig selv. På trods af at landet hverken er placeret eller formet som kærlighedens organ, forstod jeg hurtigt beskrivelsen. Det er et land, hvor blod, sved og tårer flyder frit mellem latter, liv og glæde i årerne på dets indbyggere. Landet er præget af stor arbejdsløshed. Mange college- og universitetsuddannede vender tilbage til deres fødebyer og jobbet som farmer og forsørger eller hjemmegående og hustru, eller også får de slet ikke en uddannelse og lever fra start til slut som fattige småbønder. Hvis man vil skabe sig bedre leveforhold, må man ligesom Innocent, Patricia og Vincent stå imod lov, miljø, og tradition og finde sin egen måde at tjene penge på.

Innocent Jeg har lige netop postet tre breve til Somadja Village. I det første brev er der vedlagt en plasticpose med appelsin- og mandarinkerner. Det er til Innocent, enogtyve år gammel, forældreløs og frygtløs, stærkt opsat på at udnytte de mange uudnyttede mandariner, som landsbyen flyder over med. Planen er at starte sin egen mandarinjuicevirksomhed. ”I want us to be best friends,” var det første, han sagde til mig efter at have introduceret navn og beskæftigelse; og så blev vi det. Han lærte mig grundlæggende tale og grammatik, tradition og skik – hvordan man begår sig i en konservativ, traditions- og religionsbunden kultur. Jeg lærte ham om den vestlige verden; om simpel astronomi og geografi, og han tog det hele til sig med stor interesse. ”Kan folk finde på at stjæle i Europa? Tror i på Gud eller videnskab?”. En enogtyveårig dreng er en mand i et land, hvor de fleste dør i halvtredsårsalderen, og hvor alle må gøre sit for at få noget at spise og drikke. Innocent mistede begge sine forældre til malaria og bakterieinfektion i tre til fem års alderen og er opfostret af sin bedstemor. Han opfostrer selv en toårig dreng nu, mens han passer sin mark, sit hus og sin handicappede bror. Han gennemførte secondary school med finansiering fra sin onkel, som er skolelærer, og han tjener en smule ved at bygge stole og borde til dem, der har penge nok til ikke at sidde på jorden for at spise deres mad. ”Men jeg får næsten aldrig pengene til tiden, så det kan være svært at regne med, hvornår jeg har nogle, og hvornår jeg ikke har.” For at starte sin egen forretning med avling af mandariner og fremstilling og distribuering af juice, skal der mere til end den smalle løn som tømmerarbejdet giver. ”It all begins with one kwacha (malawiansk valuta), a good idea, a lot of effort and hard work,” som han sagde til mig. Derfor begyndte han for et år siden at samle en gruppe af unge fra landsbyen for at starte en lille iværksætterpulje efter spare-låne-gruppe-princippet, som er blevet introduceret i mange afrikanske lande af vestlige nødhjælpsorganisationer. Alle medlemmer i gruppen indsætter et lille beløb, typisk det der svarer til 1-2 kroner hver uge, og efter en tid kan hvert medlem låne penge af gruppen. Man tilbagebetaler med en lille rente, så puljen konstant forøges. I Somodja var metoden stadigvæk ny, men i mange andre landsbyer havde den givet folk mulighed for at starte deres egne virksomheder gennem småinvesteringer med penge fra låne-spare-grupper. ”Det er ikke fordi jeg elsker mandarinjuice vildt højt, eller at jeg hellere vil lave det, end jeg vil lave tømrerarbejde. Men der er så mange mandariner her i området, og ingen andre sælger dem på flaske, så jeg tror, at der kan være en god forretning i det.” Sådan sagde han, imens han skovlede jord omkring den endnu spinkle stamme på sit nye mandarintræ. Nummer fem i rækken. ”Og der kommer mange flere endnu. Jeg sender en flaske juice om et år.”

R EG N FAN G

I n n o c e n t

R E G N FA N G

Patricia Brev nummer to er til familien Mmanjamwada, som jeg boede hos under hele mit ophold i landsbyen. Faren er på flasken, og moren er nybagt med en etårig pige, og de er begge ramt af HIV, så Patricia, den ældste ud af 6 børn, står i spidsen for driften af det lille lerhjem med de mange munde at mætte. “Come here, let’s go, bye, see you, good night, yes, no, thank you”. Patricias engelske ordforråd var begrænset, men i hendes unge krop var der en styrke og en varme, som talte for sig selv. Hun er 19 år gammel, stadig i gang med sin secondary-uddannelse, men ude af stand til at betale for det igangværende kvartal, hvilket er det, der svarer til treogfyrre danske kroner, så hun må vente 13 uger på igen at komme i skole. Oftest kan forældrene finansiere en del af summen, men far Robert og mor Hilida har været uvenner i flere år på grund af hans alkoholforbrug, og hendes modvilje mod at samle ham op, når han ikke selv kan stå, hvilket betyder, at de har anskaffet sig hver deres mark. De har dermed ikke en koncentreret arbejdskraft på én fælles mark. Det har resulteret i en ringe høst i al den tid, uvenskabet har stået på, og dermed ikke et stort nok overskud af majs til at kunne tjene ind til Patricias skolepenge. De fleste malawianske piger bliver gift væk i de sene teenageår, og samme skæbne kan meget vel indhente hende på trods af hendes stædige indstilling på at gennemføre sin uddannelse, for kun de færreste piger er stadig ugift og under uddannelse i en alder af nitten år. Hun stak en seddel i hånden på mig, dagen før jeg rejste fra landsbyen. We malawians do not live long. I want to love someone before it is too late. But I also want an education so i can take better care of myself and my future children. Hun havde åbenlyst fået en, der er bedre til engelsk til at skrive sedlen, men ordene var utvivlsomt hendes. Hun kiggede på mig igennem sit stille smil og sine stærke øjne. Det var en mine, der fortalte, at det her ikke var en forespørgsel efter hjælp, men at hun blot ville have, at jeg forstod hende. Hun gav mig den tankelinje, der sikkert strømmede gennem hendes hoved og krop hver eneste dag. Inden jeg nåede at sige noget, gav hun mig et hurtigt kram og gik ud for at hente vand.

R EG N FAN G

P a t r i c i a

R E G N FA N G

Vincent Det tredje brev er til Vincent og hans far Gerald. Gerald, som var født og opvokset i Sydafrika, havde boet i et område med udelukkende hvide børn og talte derfor flydende engelsk. Hver dag havde han leget med de hvide børn, og han var højt elsket af hele det engelske miljø i hans område. Så elsket og ombejlet, at hans mor blev bange for at miste ham til en engelsk familie. Derfor bad hun sin bror om hjælp. Gerald blev af sin onkel lovet en tur i Zoologisk have. For at komme dertil skulle de tage toget, men da de stod af, forstod han, at han var blevet lokket til Malawi, hvor han har boet lige siden og blandt andet arbejdet som skolelærer og politiker. ”Dengang var jeg meget skuffet og ked af det, og jeg savnede mine forældre. Men det var held i uheld, for kort tid efter at jeg var blevet taget væk derfra, indtrådte apartheidstyret.” Gerald er i dag tooghalvfjerds år gammel, og hans søn Vincent er atten. Ligesom Patricia har Vincent ikke råd til at betale sit igangværende skolekvartal, og han havde derfor travlt med at arbejde i den periode, jeg var i landsbyen. Han høstede majs og lavede snedkerarbejde, og så gik han tit ud i familiens mark, men uden at komme tilbage med noget, og han lod ikke til at ville tale om, hvad han lavede derude. Først da jeg ved et tilfælde mødte ham på vejen til hans gemmested, tog han mig med. I yderkanten af marken lå hans skjul i læ af træer. Dér havde han bygget en slags kasse af træstammer stablet ovenpå hinanden med et hulrum indeni. En ovn. ”Jeg laver kul. Det er min bedste mulighed for at tjene penge nok til at komme i skole igen.” I Malawi er det af miljøhensynsmæssige grunde blevet gjort ulovligt at lave sit eget kul, efter at undergrundsindustrien i store områder har lagt landet øde for træer. ”Men jeg gør det alligevel. Når staten ikke vil give mig en hånd, må jeg bruge de to, jeg selv har.”

R EG N FAN G

V i n c e n t

a n d

G e r a l d

R E G N FA N G

3 byer, 1 ungdom Tekst, fotografi og tegning

Victor Lange

Vi er unge af Amerika om vi vil det eller ej. Og så er det ikke engang hele U.S.A., men kun 3 byer. 3 byer , der har formet os, inspireret os og rammesat vores ungdom. I årtier har vi set mod vest i håbet om frigørelse - det er bare som om, kilden er ved at løbe tør nu. Lige nu.

New York

San Francisco

Los Angeles

R EG N FAN G

R E G N FA N G

Forord – den mytologiske tid

Mange mener, at den ungdomskultur vi har i dag – de værdier, forventninger og målsætninger for livet, de fleste unge har – for alvor blev skubbet i gang ved ungdomsoprøret i 1968. Selvfølgelig er der stort set ingen der påstår, at unges adfærd i dag er fuldstændig lig med oprørets visioner, men at ungdommen lige siden, ofte har været forbundet med oprør, brud og egen autoritet er vel på mange måder sandt – i Danmark og i lignende vestlige lande. Faktisk skal man måske endda endnu længere tilbage i tiden, for at finde begyndelsen til nutidens ungdomskultur – måske skal man endda helt tilbage til det moderne Europas fødsel? Allerede omkring århundredeskiftet, altså overgangen fra 1800-tallet til 1900-tallet, var de første symptomer på en ny epoke på vej; Dadaismen bredte sig fra Zürich til Paris, Berlin og store dele af Tyskland, mens ideologierne – nazisme, fascisme og kommunisme – vandt frem som erstatning for den tusinde år gamle kristendom. I Wien dyrkede Anton Webern, Alban Berg og Arnold Schönberg 12-tone musikken, alt imens Freud og Jung skabte et nyt sprog for forståelsen af mennesket og forholdet til kulturen – enheden var sprængt, verden var ikke god eller enkel, Gud var død og holdepunkterne væk. Alt det vi troede var, var ikke mere. Faktisk har man sidenhen ofte peget på, at det ungdomsoprør vi så i 1968 slet ikke ”startede” i selvsamme årstal, men at det havde sin begyndelse lige før 1. Verdenskrig. Men oprøret blev sat på pause af de to verdenskrige, hvor unge mænd gav deres liv for nationalstater og borgerlige idealer, fordi netop disse to var bygget på en dyb pligtkultur; ”Mit Fædreland skylder jeg alt”. Selvsamme pligtkultur gjorde ungdomsoprøret lidt over 50 år senere netop oprør imod. Og det gør vi måske stadig? Meget tyder på at mistroen til autoriteter stadig ligger dybt i os – os unge. For er det ikke det inderste DNA i idealet for og på et ungt menneske? At gøre oprør, at kræve sin frigørelse? Ikke at give sit liv for den store mørke patriark over dig?

”God Bless America” Men meget er sket siden de mytologiske tider i det gamle Europa. Og fokus har flyttet sig. Hvad vi i de seneste 50 år har oplevet er verdenshistorisk; Aldrig før i historien har en enkel nations kulturliv (nok i rigtig mange tilfælde snarere en kulturindustri) haft så stor gennemslagskraft og sådan en enorm eksponering, som den amerikanske har haft i Europa, og måske endda især i det nordlige Europa. Moderne TV-kultur som serier, talkshows og nyhedsformidling er amerikanske opfindelser, og kigger man mod popmusikken – her bør Storbritannien også nævnes – og ikke mindst den moderne kunst efter 1950, ja så peger det hele stort set mod U.S.A. – og udviklingen har i den grad kun taget til de seneste 20 år. Tænk bare på det altid omtalte Facebook, begreber som ”reality-TV” og ikke mindst hele street-kulturen med hiphop som lydside, street-wear som påklædning og graffiti og street-art som billedlig udtryksform. Og så skulle man ellers tro, at vi var ved at være igennem. Men det er vi ikke; Sproget. På 3 linjer måtte jeg benytte mig af 5 amerikanske ord for betegnelser på populær-medier. Selvfølgelig er jeg klar over, at man før i historien har set sprogindflydelse, der var langt større end den, vi ser nu; latins indflydelse på tro og retskultur, det tyske sprogs rige dannelsesaspekter i 1700-tallet og det franske sprogs status som adelens og kongehuset fineste udtryksform. Men alligevel; Man har aldrig før set en sprogindflydelse, der så specifikt har været rettet imod ungdommen, altså helt konkret; folk under 27 år, ”Club 27”. At benytte sig af ”slang” er ungt, og slang er det amerikanske sprogs største ”bedrift”. Det er en international ”bedrift”, så stor at den i et land så fjernt fra America-itself er slået igennem og er blevet tegnet på gadeliv og ungdom; ”Swanglish” snakker de unge i selveste Tanzania, så de voksne ikke forstår dem – en blanding af swahili og amerikansk. Og det er jo slang.

R EG N FAN G

3 byer, 1 ungdom Der findes 3 byer i U.S.A. som groft sagt har formet os – de danske unge i dag; altså hvad vi forbinder med succes, hvad vi vil med livet og især synet på kultur, i den grad den traditionelle af slagsen. Hver især har de bidraget med både indhold og form, og hver især har de været dominerende på forskellige tidspunkter i løbet af historien. Måske er det ikke så tydeligt for det blotte øje, hvad de har efterladt os, men ved nærmere eftersyn bliver det klart, hvordan de har formet den alders- og socialgruppe, vi i dag bare benævner ungdommen. Jeg tog til ”det forjættede land” for at finde ud af hvordan og hvorfor, vi alle er børn af Amerika i dag, og ét svar er i hvert fald entydigt; Det er vi. Det er vores ret at være unge. Det er min ret at være ung.

R E G N FA N G

New York PERIODE: (1940-1950) HOVEDGRUPPE: Beatgenerationen FIGUR: Hipsteren

Blink, glimt, blink Mine hule øjne sover næsten, mens taxaen glider forbi en verden, der lyser, og min krop stille drukner i det bløde sæde. Efter 7 timers rejse i fly er jeg endelig ankommet, klokken er 23:34 lokal tid, og jeg er på vej ind til mit hotel på det centrale Midtown Manhattan, lidt syd for Central Park på 49th Avenue. Chaufføren spørger, hvor jeg kommer fra – Danmark. Det kender han godt; ”Hans Christian Andersen”, siger han og smiler – ”The greatest fairy tale writer of them all”. Og det giver jeg ham ret i. Skiltet nærmest stikker i mine øjne, da de løber ned af kinesiske tegn og priser på ”Peking Duck” og ”Chicken Rolls”. Jeg får min mad hurtigt, den brænder i hænderne på mig og dufter af koriander og forårsløg – præcis som jeg husker gadekøkkenet i New York – uden tvivl; verdensklasse. Min plan var ret simpel i flyet; Jeg ville ind til Times Square, hele New Yorks pulserende, pumpende power-hjerte af neon og glimtende reklamer. Men det må vente til i morgen, siger jeg til mig selv, mens mine skridt bliver tungere. Det må vente til i morgen. Eller måske i overmorgen? Det tror jeg, for jeg har egentligt mest lyst til en ting, når jeg vågner, det ved jeg; en dobbelt espresso på Café Reggio, og en af deres lige så berømte italienske kager. Så ved jeg, at jeg er hjemme, hjemme i New York.

Greenwich Village Kroner fra gamle træer hænger over gaderne og skygger behageligt for den skarpe sommersol, der brænder i hovedet og får ens trætte hjerne til at koge som en suppe. En vintage-butik afløses af en kaffebar og den af en boghandel. Greenwich Village, på det sydlige Manhattan, ligner stadig et boheme-kvarter, selvom byens kunstnere ikke længere har råd til at bo her – kun de rigeste af dem. Jeg sidder med mine tæer i det kolde grønne græs i Washington Park og lytter til den fjerne jazz fra et af parkens hjørner. Foran mig ligger min sorte notesbog i græsset. I den står (ordret): Greenwich Village: gammelt kunstnerkvarter (politisk aktivisme) – beat-forfattere var også her. Og det er rigtig nok: beatforfatterene var også her. Men det var ikke her – som mange ellers tror – de havde fast base. Forklaringen er simpel: prisen på lejligheder. Det var selvsamme boligpriser, plus de lave priser på diverse restauranter, der allerede omkring århundredskiftet fik adskillige kunstnere, forfattere og politisk aktive til at flytte til bydelen, altså Greenwich Village. Anarkisme, feminisme, freudianisme og kommunisme blev dyrket – kort fortalt; alt der forholdte sig kritisk til den amerikanske ”ideologi” og ”fornuft”. Snoede gader, mørke kældre og god afstand til det dyre og fine Upper East-Side gjorde Greenwich Village til det perfekte boheme-kvarter. Et kvarter der i den grad lagde et inspirationsfundament for den senere amerikanske modkultur i 50’erne og 60’erne. Og her når vi ind til kernen på, hvorfor det er i New York, at vi 40’erne ser det første og mest fundamentelle spadestik til dannelsen af en ny ungdomskultur; ”beatgenerationen”. 01 Greenwich Village 02 Greenwich Village

R EG N FAN G

02 R E G N FA N G

Beat, Beatniks, Beatiude og Be-bop Beatgenerationen er et begreb, der ofte bruges i virkelig forskellige sammenhænge, så en enkel og klar forklaring er vel på sin plads her. Helt enkelt kan denne generation beskrives således (med Amiri Barakas ord); ”The so-called Beat Generation was a whole bunch of people, of all different nationalities, who came to the conclusion that society sucked.” Og det er måske den klareste, mest entydige definition – selvom det selvfølgelig som altid, når det angår litterære perioder, forholder sig meget mere komplekst. Altså; Den amerikanske kultur var efter 2. verdenskrig præget af en konformistisk, passiv, indoktrineret moralkultur, og en gruppe af især universitetsstuderende, kunstnere og forfattere dannede små forsamlinger, hvori de debatterede og reagerede – igennem litteratur, aktivisme og kunst – på denne ”amerikanske drøm” om et forstadsliv med egen bil, hus og fast job – og det var så meningen med livet. Punktum. Færdig. Det giver absolut ingen mening for mig at prøve på at redegøre for den mest definerende kulturelle strømning i det 20 årh., så lad os blive ved ovenstående beskrivelse og i stedet for se på nogle af de forfattere, der udsprang af denne generation; De 3 vigtigste er uden tvivl Jack Kerouac, Allen Ginsberg og William S. Burroughs. Først nævnte er beat-kongen over dem alle. Kerouac udgav i 1957, On the Road, og bogen har lige siden stået som et pragteksempel på beatlitteratur. Den opfordrede direkte til spontan livsførelse, frisind, mangfoldighed og håbet om en ny amerikansk ånd. Kraftigt inspireret af datidens be-bop-jazz, skrev Kerouac sin roman, i det han kaldte ”spontan prosa”, og hans stil har lige siden dannet forbillede for tempo-fyldt prosaskrivning. Allen Ginsbergs mest berømte udgivelse er uden tvivl Howl and Other Poems. Et værk der behandler temaer som uendelighed, mening og spiritualitet, og et ordentligt spark til en meget passiv ungdom, en konform ungdom der i 1957, ifølge Ginsberg, havde et vidunder-eksempel af et tunnelsyn på livets gåder. William S. Burroughs’ – ”heroin-forfatteren” over dem alle – beat-monument er romanen Naked Lunch, hvori han, blandt andet igennem sin ”cut-up-technique”, behandler muligheden for stoffers transcenderende potentiale, og derved deres bidrag til åndslivet. Livets dybde og grundstrukturer kunne, ifølge Burroughs, aldrig begribes igennem det konforme forstadsliv. Alt i alt; Beatgenerationen slog hul i virkeligheden og ville udfylde det med en ny-funden vitalitet, samt spiritualitet (nogle mener, at dette er modsætninger, hvilket er virkelig tosset). De henvendte sig klart og tydeligt til ungdommen, til oprøreren i det unge menneske, idet han/hun ikke var forgiftet af samfundet, og derved bar på et håb om et nyt Amerika – meget romantisk, egentligt. Lige siden har beatgenerationen altså spøgt i ungdommen, med mere eller mindre held; Gør oprør, dyrk livets dybder og søg skønheden i det spontane – i nuet; Gør hvad du vil! Desværre er dette dog ofte blevet forstået i en meget ”poppet” form, og jeg vil gå så langt til at sige, ligesom Keruoac i øvrigt selv gjorde senere, at stort set ingen, siden generationen selv, rigtigt har fattet dens budskab klart nok – de har i hvert fald ikke udlevet, hvad de store forfattere selv ønskede. Spørgsmålet er så bare nu; Hvor, hvornår og hvordan kan man forstå denne generation i lyset af New York? Og svaret er enkelt; East Village.

East Village Greenwich Village var allerede i 40’erne begyndt at blive for dyrt at bo i for de kunstnere, der endnu ikke havde slået igennem, og ligesådan de cafeer og restauranter som fattige forfattere og kunstnere førhen havde besøgt. Man måtte finde en ny base, et nyt hjem, en ny ”village”. Særligt langt rykkede beatforfatterne ikke væk fra Greenwich Village, men nyt og upoleret var det kvarter, de bosattes sig i, dog. ”East Village” døbte de deres nye poetlandsby, og placeringen af denne er en smule sydøst for Greenwich Village, på kanten af denne ned mod det dengang rimeligt rustikke kvarter Lower East Side.

R EG N FAN G

Hvis man tager til New York for at opsøge ungdommens rødder og ophav, er East Village altså et ”must-do”, og hvad man skal se i denne meget varierende bydel er svært at sige. Generelt bør du egentlig ”bare” besøge denne bydel for stemningens skyld (jeg ved godt, at det er kliché, når folk ikke kan argumentere for at besøge et sted, at sige ”stemningen”, men sådan er det altså, punktum). Drik en kop kaffe på Café Reggio, og spis en italiensk kage i skyggen udenfor, tag til digt-oplæsning i St. Mark’s Church, køb billige bøger af de største forfattere i Eight Street Bookstore og nyd solen og jazzen i Washington Park. East Village er stadig en smule ”beat”. Selvom det kan være svært at få øje på. Nå, men vi skal tilbage i tiden – igen – tilbage til hvor vi kom fra; For selvom beatgenerationen måske var begyndelsen på ungdommens (den moderne versions) skabelsesberetning, havde denne gruppe af mennesker også sine forbilleder, mennesker der inspirerede dem, mennesker de så op til. Og følg nu godt med; Det var nemlig ingen ringere end vores allesammens bedste ven; hipsteren. Og han boede bestemt ikke i East Village.

03 Et af East Village’s mange ”gade-miljøer” med basket-bane og skate-miljø

R E G N FA N G

Times Square ”Tidens plads” vågner, når tiden plejer at fryse, om natten, når søvnens tåge løfter en nats drømme ud i verdenen. New Yorks neon-hjerte banker først, når der er mørkt omkring det, og så spiller det virkelig med musklerne. Det var på denne plads, de nye tiders plads, at også et ”nyt” menneske blev født i undergrundens mørke; hipsteren – en karakter og et fænomen Allen Ginsberg poetisk beskriver i sin dagbog; ”Et nyt socialt centrum var etableret på Times Square. Et enormt rum oplyst på den mest storslåede vis af blændende neon og fyldt med spilleautomater, der kørte dag og nat. Dér endte alle New Yorks apokalyptiske hipsters på et eller andet tidspunkt, fascinerede af det tidløse rum”. Omkring dette kryds, imellem hovedgaderne Broadway og 7th Avenue, der skærer sig i kompromisløst skarpe linjer ned gennem Manhattan, opstod der et helt nyt miljø for junkier, pushere, prostituerede og mange andre lignende eksistenser. I denne suppe af forrådnede tilværelser groede pludselig en ny figur frem, en helt ny type. Hipsteren drak sin kaffe på de slidte kantiner omkring Broadway, købte sit junk på 42th Street, stjal fra de sovende alkoholikere i subwayen på Times Square Station, alt sammen elegant camoufleret som en sort kat om natten; et dyr hipsteren også selv forbandt sin egen karakter med. Hipsteren fortjener en forklaring, for dens ellers så elegante navn og omdømme er blevet FULDSTÆNDIG maltrakteret af en ubarmhjertig overfladisk konsumerkultur, svøbt i det 21. århundredes identitetskrise. Det er en skændsel at denne poetiske storbysfilosofs navn i dag er et synonym for ”autentiske” cafeer, blogs om ”autentiske” cafeer, unge piger der drikker meget ”autentisk” chai-latte på ”autentiske” cafeer og blogger om det på deres helt egen meget ”autentiske” learn-by-doing-urbanmåde, sammen med deres medbragte kærester der har et meget ”autentisk” skæg og nogle virkelig ”autentiske” tatoveringer, der siger noget om at være menneske. Jeg er ret så sikker på, hvad den oprindelige hipster ville have at sige; ”hold jeres lort for jer selv”. Og læs nogle bøger. Nogle af de gode. For eksempel Junkie af William S. Borroughs. Så ved I, hvad en hipster virkelig er. Læs den. Men det gør I nok ikke, så her er en forklaring (i korte træk);

Hipsteren New York var unik og er unik. En af de mest særegne figurer i denne moderne storby opstod for alvor omkring slutningen af 1930’erne, men blev først virkelig akademiseret og litterær tilgængelig i 1957, et stort år for beatkulturen, da Norman Mailer udgav sit 8000 ord lange essay; The White Negro. Ja, der er igen tale om hipsteren. Hvis man skal forstå vor tids ungdom, er hipsteren på ingen måde ligegyldig. Den er faktisk vel nok den vigtigste socialtype eller gruppe (strømning måske), vi har set inden for de sidste 10-15 år. Kort fortalt kan datidens hipster, der huserede på de nye tiders plads midt på Manhattan, forklares som en hybrideksistens imellem en primært hvid boheme-identitet, og en klar, på daværende tidspunkt, sort identitet med al dens jazz, rytmik og voldsomme kraftudladninger; ”The White Negro” – hipsteren var født. Hipsteren hørte be-bop, skød heroin, så ofte ikke dagslys, forsvandt i litteraturen og prædikede filosofiens dybder på New Yorks pumpende, gyngende, vuggende gader, gule af taxaer, og grå af støv. I et sprog, hvis klang var uhørt, med ord og udtryk som ”hip”, ”I dig it”, ”cool”, ”goof ”, ”flip”, ”mis-fits”, ”Pop Corn”, ”cat”, ”chick” og ”it”, skar denne nye socialgruppe huller i den etablerede virkelighed, og formede en ny, ved at genindsætte denne nye type af slang; nye normer, nye regler, nye grænser, ingen grænser. Jeg siger ikke meget mere. Resten må I læse; Junkie eller The White Negro. Men hipsterens filosofi lever stadig, i dag – den er dog ”ført ud i livet” i en fuldstændig amputeret form. Men den er her, langt ude i horisonten, som det lille forsvindingspunkt vi stadig sigter efter; både sprogligt, eksistentielt og kulturelt. Det vidner især de unges jagt på det ”autentiske” om – for eksempel. Det hipsteren kaldte ”it” – eller ”the kick”. Livets mening, med andre ord.

R EG N FAN G

Konklusion Beatgenerationen var først – på nogle punkter. Fart, rytme, jazz, passion, ånd, spontanitet, seksualitetsfrigørelse, eksperimenter og mest af alt, som mange af disse ord også afslører, en fascination af den moderne sorte kultur – for alt det, der ikke var den konforme verdens varemærker; The White Negro var en realitet. Og har lige siden været her. Ligesom vi lige siden beatgenerationen har forbundet ungdommen med frihed, oprør imod konformitet og ungdommen som den periode hvori eksistensens største, dramatiske og vildeste klang har sted. Ungdommen er vild, den er ”hip”, den er on-the-road, den vil have sit ”kick” – og oplært af hipsterne, drog de trofaste disciple, beatniks, ud på de støvede amerikanske landeveje, og satte kursen mod en autentisk eksistens. Vild, skør, energisk og fyldt med lidenskab, sådan ønskede beatforfatterne ungdommen. Så kan man bare spørge; er ungdommen så det i dag, eller hvad? Nok ikke.

04 Times Square - mødested for hipsterne 05 42th Street v. Times Square - junk-gaden over dem alle

R E G N FA N G

San Francisco PERIODE: (1955-1970) HOVEDGRUPPE: San Francisco-renæssancen // Hippierne FIGUR: ”Hippien”

Frisco Flyet synker ned igennem havgusen, mens højhusene pludselig findes under mig. Jeg lander lige før middag i San Francisco Airport, og finder efter et par minutter en gul taxa, en gul hybrid taxa, selvfølgelig – for det er her i byen, at man først og fremmest ser eksempler på Amerikas, og ikke mindst Californiens, innovative kræfter, med intelligent design, softwareudvikling og generel teknologisk verdensklasse. Sådan har ”Frisco” altid været; opfindsom – kreativ. Der er proppet på de snoede indfaldsveje – jeg er i bilernes land; symbolet på amerikanske familiers frihed lige siden 50’erne; vi kan selv og vil selv, bestemme selv. Min taxachauffør er græker, han fortæller om sine 30 års erfaringer som chauffør (han kører nu skrækkeligt) og om VM i fodbold, mens han fægter med armene og spørger mig, hvem jeg holder med. Jeg bor på Union Square – byens centrum; blandt højhuse, butikscentre, de bedste sushi-restauranter på Vestkysten, Victoria Secret-butikker, Prada og hjemløse mænd. Union Square, hvor Allen Ginsberg delte kommunist-pamfletter ud, bare for at provokere den amerikanske småborgerlighed, og hvor Harvey Milk protesterede imod antihomolovgivning og netop denne småborgerligheds snæversyn. Jo, San Francisco var og er måske stadig ”de nye tiders højborg”? – den var og er i hvert fald liberal, frigørende, dybt ideologisk og ikke mindst noget helt særligt i historien om dannelsen af en ny ungdomskultur, en helt ny forståelse af ungdommen – helt nye forventninger, helt nye regler og helt nye grænser.

North Beach Man kan trække en tyk, fed, rød tråd fra New York til San Francisco i midten af 50’erne, for derefter at få øje på hvordan beatgenerationen vævede sig ud på det amerikanske landskab som et psykedelisk, mangfoldigt, poetisk tæppe. Som tidligere nævnt; efter 1950 var New York og East Village ikke på samme måde fast epicenter for beatgenerationens litteratur, livsførelse og diverse eksperimentelle projekter. Men bevægelsen ophørte dog ikke, på ingen mulig måde, form og indhold blev bare langsomt ændret, identiteten en anden, og projekt om et ”andet Amerika” formuleret en smule på ny. Der er god plads på cafeen; Tjeneren snakker med en lokal om sit eget band; ”It’s a mix between Surf and Psychedelic – pretty dope, you know; the stoner style”. Den ældre mand nikker og spørger, om han må høre det en dag. Det må han godt. Så får han sin brændende kaffe i et papkrus, siger tak, og åbner den revnede glasdør: ”Have a good one”, råber tjeneren efter ham. Jeg sidder på Café Trieste, i det gamle kvarter North Beach, i det nordlige San Francisco. Stedet var det første til at have espressokaffe, og derfor også en magnet for forfattere, kunstnere og intellektuelle – et samlingssted for ”Friscos” unge ” intelligentsia”; konstant udveksling af ideer. Og espressoen er stadig helt fin og frokostkortet absolut afslappet, men let begejstrende. De hovedpersoner af beatgenerationen, der flyttede til San Francisco (her tænkes der uden tvivl på Jack Kerouac og Allen Ginsberg i særdeleshed), boede stort set alle sammen i North Beach, nærmere bestemt Telegraph Hill; elkabler hænger som lianer, de gamle vægge af træ på rækkehusene er matte af sol og havgus, og på det ene hjørne står du i Chinatown, det næste i ”Little Italy”. North Beach er ikke et stort område, men er kompakt som kun få steder. R EG N FAN G

Ud over Café Trieste finder man desuden i North Beach to andre adresser (”institutioner” om man vil), hvis status er legendarisk i fortællingen om beatgenerationen; City Light Bookstore og Vesuvio. I City Light Bookstore købte, læste og oplæste mange af generationens forfattere, blandt andet Kerouac, Gregory Corso og Ginsberg, hvoraf sidstnævnte også fik udgivet sit berømte mesterværk Howl and Other Poems på boghandlens forlag. De lange nætter i ”Frisco” blev ofte brugt af de mange forfattere på baren Vesuvio, hvor kander af øl blev indtaget til lyden af Thelonius Monk og Charlie Parker, mens benzedrin, marihuana og i visse tilfælde junk (heroin), fik verden til at gynge, vippe, buldre, brække og knække i to – genfødt på ny, næste morgen.

San Francisco-renæssancen og beatgenerationen San Francisco er smuk, betagende – med dens duft at saltvand, den kølige havgus og Stillehavet for fødderne af dig, undrer man sig ikke over, hvorfor netop denne by for mange amerikanske forfattere blev et evigt holdepunkt; Mark Twain (den amerikanske romans ”fader”), Robert Louis Stevenson og Bret Harte havde hjem her i det 19. årh., Jack London (en af Kerouacs helt store helte) og Dashiell Hammett boede her tidligt i det 20. årh., og i løbet af, samt lige efter 2. Verdenskrig, blev byen ligeså en magnet for ambitiøse forfattere som Henry Miller, Anaïs Nin og Robert Duncan. Da beatforfatterne stødte sammen her (vi er stadig i ”Frisco”) i midten af 50’erne, var det altså ikke første gang, at byen oplevede at blive universets litterære centrum. Vestkystforfattere som Lawrence Fellinghetti, Kenneth Rexroth og Gary Snyder fusionerede med newyorker-poeter som Allen Ginsberg, Jack Kerouac og Gregory Corso, og pludselig, ud af det blå, var det, man senere døbte San Francisco-renæssancen, en realitet. Nu gik det stærkt; Ginsberg læste sit kontroversielle mesterværk, Howl, op i Six Gallery på Fillmore Street d. 7 oktober 1955, og bogen blev udgivet ét år efter i 1956; Howl and Other Poems lød titlen, og On the Road blev publiceret i 1957. Begge bragte de så meget omtale, så meget ravage og så meget foragt med sig, at man for et godt ord, skulle forholde sig ufatteligt uinteresseret til det datidige amerikanske kulturliv, hvis ikke begge forfattere og deres respektive budskaber skulle forføre en; og det gjorde de, de forførte en hel ungdom, til at tomle deres store romantiske moderland rundt, til at lade sig opsluge i buddhistisk spiritualitet, og til først og fremmest at stort set forgude diversitet, tolerance og samvær. North Beach er stolt af sin beathistorik og sin San Francisco-renæssance, og det har den god grund til. Men det er bare ikke her, at man finder ”Friscos” mest originale bidrag til vor tids ungdomskultur – ikke hvis du spørger mig. Der skal man en smule vest på, og længere frem i tiden. Man skal til ”Haight Ashbury” og 1960’erne. Til masser af LCD, farver og ”bløde” værdier.

Haight Ashbury Der lugter af marihuana – det dufter vel snarere. En let krydret, sødmefuld, tung røg. De står på gaden og ryger; ældre mænd i farverigt tøj, kvinder der taler og griner. På hjørnerne er der grøntsagsboder, vintagebutikker og kaffebarer, den kolde havgus køler huden, mens den skarpe gule sol stikker i den. Haight Ashbury er fyldt; fyldt med mennesker, fyldt med indtryk og fyldt med kontraster. Området er stadig, hvad de gode gamle hippier ønskede, det skulle være; fredligt, flippet og ”Frisco” – som i de gode gamle dage. Jeg har egentligt ikke tænkt mig at skrive så meget om hippie-tiden i San Francisco, og hvordan denne blev til en verdensomspændende, virkelig uhørt global kulturrevolution. Hvorfor? – fordi siderne hober sig op, vi er vist på et tocifret sidetal nu, og hvis du stadig, hvilket du formentligt gør kære læser, læser med, ja, så er det for det første lidt af et mirakel (det havde jeg virkelig ikke regnet med), og en bedrift (mest af dig), og af den grund må der derfor ikke spildes bare et enkelt ord; Det kan siges kort; Hippie-ånden var (ca.1965-1975), for mig at se, en direkte udløber af beatfilosofien, men en fuldstændig adoption, var det på ingen måde. Generelt kan man sige at både beatforfatternes budskab og form bevægede sig i en retning imod mere fleksible og bløde værdier. Mens ”the beatniks”, inspireret af hipsterne selvfølgelig, havde søgt total stimuli af centralnervesystemet og ultimativ driftsudladning – både via stoffer, musik og sex – så blev idealet i hippie-fællesskaberne mere at søge ro, selvnærvær og frigørelse fra diverse impulser. R EG N FAN G

06 Den Katolske Kirke i North Beach 07 Café Triste i North Beach 08 Street-art tæt på Haight Ashbury

R E G N FA N G

Med hippie-tiden tog ungdomskulturen et knæk imod fællesskabet som ultimativ sandhed, tolerancen som højeste dyd og frigørelsen fra kedsomligheden (forstadstilværelsen) som eneste vej. Senere blev kvindefrigørelse, alternative undervisningsmetoder og et venstreorienteret marxistisk politisk perspektiv, klare, skinnende, indiskutable, urokkelige, evigt sande, selvfølgelige, og ikke mindst, højtærede værdier, man som et ungt menneske, hvis man bare var en smule ambitiøs, selvfølgelig fulgte fuldt ud – især i storbyerne.

Af den grund; Den ”hip” storbyshippie, som vi kender personen i dag, der sympatiserer med de fattige (ofte er vedkommende selv fra et relativt velhavende miljø), stemmer ret så venstreorienteret og går på RUC, er derfor et direkte levn fra sen-60’ernes San Francisco. Måske er det lige at stramme den, men det er i hvert fald tæt på, meget tæt på.

Konklusion Beatforfatterne var også i byen her, på vestkysten. Øst mødte vest, poesi mødte prosa, og en ny guldalder i San Franciscos litteraturhistorie var begyndt. Men det er hippie-ånden, inspirationen fra østens mystik og tanker om tolerance, fællesskab og ”kærlighed” der for alvor har aflejret sig i vores ungdomsånd. San Francisco er ”chill” (ikke kun ift. vejret), den er afslappet, og så er den helt sig selv.

R EG N FAN G

Los Angeles PERIODE: (1950-1956) // (2014) HOVEDGRUPPE: Rebel-gruppen // Celebritykulten FIGUR: Rebellen // Celebrityfiguren (stjernen)

Strand, sand, palmer og vand Mine fødder ligger i det fine sand, der ligesom himlen er grå. Foran mig er Stillehavets vuggende uendelighed, og bag mig er byens rivende skrig. Jeg sidder i Santa Monica, klokken er 19:41, og ser de sidste surfere glide ind på stranden. Strandene i L.A. er glamourøse om dagen, og alt andet om natten; stoffer, vold, prostituerede – alt sammen dukker det op med mørket, når det almindelige liv mister sin form ved skumringen. Jeg er i Los Angeles, den sidste by på rundrejsen, og den jeg synes mindst om. Faktisk synes jeg slet ikke om den. Overhovedet. Men ikke desto mindre har den været en større del af min egen barndom end Biblen og salmesang, og det deler jeg nok med de fleste unge. TV-serier, talkshows, Hollywood-producerede film og det glamourøse kendisliv er kulturskatten, vi har fra Los Angeles – og hvor passer vi godt på den! Sunset Strip lyser, forfører og frister; unge slanke kvinder i stramme kjoler, alkohol, store biler med tykke mørke ruder og mest af alt glimmer, glimmer på alt. Mit hotel ligger her, på en af byens mest berømte gader, hvor de kendte går i byen, og paparazzi-fotograferne med dem; hånd i hånd – de har jo brug for hinanden. Vandet dufter af klor. Det helt lyseblå vand. Der er varmt, selv om natten, omkring de 30 grader, og derfor er det en befrielse at ligge i den lysende pool i hotellets gård, høre trafikken, snakken og musikken fra gaden – uden at kunne se det. Jeg tænker på byen og på min artikel, min artikel der slet ikke skulle være endt sådan her. Alt for lang, alt for rodet, alt for meget. Det skulle egentligt bare have været en let rejseguide, om New Yorks mekka af kunst, mode og kaffebarer, en guide til San Franciscos små snørklede gader og deres seafood, og en hurtigt anbefaling af L.A.’s natteliv. Men det blev det ikke. For sådan er det ikke. Ikke kun.

Mystik, helte og fantastiske fortællinger Afstand og uvidenhed skaber myter. Det ubevidste er dunkelt, mystisk, utilgængeligt – og hvad der ikke er genstand for øjet, bliver for fantasien. Sådan har man bygget civilisationer, religioner og sociale hierarkier i årtusinder. Og det gør man stadigvæk. Egentlig burde jeg starte et andet sted (vi vender tilbage til fantasien og mytologien senere). Egentlig burde jeg starte ved en anden begyndelse, ved begyndesen til vores moderne populærkultur, og ikke mindst den mere ”mainstream” ungdomskultur. Vi skal tilbage til start 1950’erne, og vi skal sydpå fra ”Frisco”, vi skal til Los Angeles, og vi skal til Hollywood. Der findes store vigtige skuespillere, og så findes der Marlon Brando og James Dean. Deres fornyelse af skuespilkunsten, svarer til hvad Walt Whitman gjorde ved poesien og Hemingway ved prosaen. Begreber som ”method-acting” (her er Lee Strasberg så selvskrevet) bliver altid hæftet på de to herrer, og ofte med rette, for selvfølgelig er det interessant. Jeg er på ingen måde ekspert indenfor skuespil og analyse af dette, så lad os efterlade det til dem, der kan. I stedet for; Hvorfor er Marlon Brando, og ikke mindst James Dean, så afgørende i forhold til vores ungdomskultur, vores spejlbillede og de forventninger vi har til vores egen livsførelse? Svaret er simpelt; fordi disse to skuespiller manifesterede rebellen som altoverskyggende ”ungdomskarakter”, de gjorde den til arketypen på et ungt menneske, og voksenlivet og autoriteterne blev modstanderne.

R EG N FAN G

08 Venice Beach 09 Udsigt fra Sunset Strip

09 R E G N FA N G

I film som Rebel Without a Cause, East of Eden og The Wild One gentages den samme ideologiske grundholdning egentlig; (anti)helten er ung, vild, han har vitalitet, han er drift(ig), og så er han undertrykt, undertrykt af småborgerlighedens konventioner, af voksenlivets moral og hykleriets prima-figur; den gode samfundsborger (ja, så gik der vidst Sigmund Freud i den, men den er god nok – det holder). Motorcykler, læderjakker, jeans og lignende rekvisitter er alle efterladenskaber fra denne tid, og er på mange måder langt mere simple, end de symbolsystemer fra de grupper, vi tidligere har gennemgået; beatforfatterne (hipsteren) og hippie-ånden. For rebellen var livet ret så enkelt; som ensom ulv, strejfende på storbyens prærie, var du dig og kun dig selv, og sådan var det – på overfladen. For det der giver Marlon Brandos og James Deans’ præstationer tyngde, er ikke kun deres voldsomt kropslige, uhørt kraftfulde stil, men måske mest af alt de sprækker, de efterlader i deres spil, hvori du lige akkurat kan skimte det indre, hvorfra vreden stammer; et længselsfuldt selv, en melankolsk livsytring. James Dean er en martyr, en martyr af ungdommen, en martyr fordi han betalte den højeste pris for det budskab, han måske ikke direkte prædikede, men som han i højeste grad blev forbundet med; ”Lev stærkt, dø ung” – antiheltens mantra og credo. Sidenhen manifesterede 60’er-rocken dette credo, med krigere som Jim Morrison, Janis Joplin og Jimi Hendrix, og myten om denne livsfilosofi har stadig stor appel i dag. Dybden ved Dean var dog ikke denne, på overfladen, meget banale påstand om at ”give en fuck for hvad der møder dig”, nej, dybden findes i hans på én gang længselsfulde sind, og ungdommelige fremtoning, imellem hans melankolske eksistens og hans vitale seksualitet. Derfor er rebellen og oprørerens læderjakke, jeans og motorcykel ikke kun symboler på hans frigørelse fra normer og konventioner, de står lige så klart frem som en række af vanitas-symboler; symboler på ungdommens forfængelighed og forgængelighed; livet der brænder ud, brænder ud med begæret. ”Lev stærkt, dø ung” har et indre spil i sig, en form for dynamik og dialektik, der for mig at se, går helt tilbage til Baudelaire og Arthur Rimbaud (Kirkegaard og hans æstetiker måske?), og deres livskvaler, tanker og påstand om beruselsen som sandhed; ”get drunk, and never pause for rest! With wine, with poetry, or with virtue, as you choose”. Det er på en gang sørgmodigt nihilistisk, melankolsk og længselsfuldt trist, og på den anden side vitalitet, potens og livslyst. Melankolien ved rusen. Længslen i rusen.

Den moderne mytologis dialektik Inden du falder i søvn grundet ovenstående overskrift (der mest af alt lyder som titlen på en ufattelig lang PHD-afhandling), så lad mig bare nævne, at det vi rent faktisk skal beskæftige os med nu, er det mest glitrende, sexfikserede, glamourøse, materielle og ”syndige” af alt; celebrity-kulturen – den moderne mediekonstruktion. Som jeg i starten af dette kapitel sagde, så vil jeg nu vende tilbage til fantasien, mytologien og begæret, der klart er vedhæftet til begge. Vi skal frem i tiden, frem til vores nutid, og selvom både Dean og Brando stadig har en finger med i spillet, for den sags skyld også klassiske kvindelige sexsymboler som Marilyn Monroe og Audrey Hepburn, så lader vi lige dem ligge i baggrunden for overblikkets skyld – sådan næsten. Vi er nået til rejsens ende, vi har været i 30’erne og 40’ernes New York, i 50’erne og 60’ernes San Francisco og i 50’ernes Hollywood, og vi bliver i netop Hollywood, men springer i tid, nemlig til år 2014 – sådan cirka, i hvert fald. Mediebranchen er enorm. Global og enorm. Den formidler alt fra geopolitiske beslutninger, samt den finansielle verdens udvikling, til sportsbegivenheder og folkedrab, etnisk udrensning og borgerkrig. Men størst af alt, mest sælgende, mest set, og mest bemærket er alligevel et enkelt område, et enkelt spørgsmål, der rejses af selv de mest højtidlige og stolte medier i dag; hvad laver de kendte? Hvis I spørger mig, så stammer den totalt, nærmest skizofrene, overvågenhed over ”offentlige” personer, fra byen med de fortabte engle; Den stammer fra Los Angeles. Og den er faktisk ret gammel, helt fra Deans og Brandos tid, og man kan endda også finde den i Europa og Amerika før det – men den moderne medievirkelighed, den hvori reality-tv og kendis-nyheder indgår, den står L.A. bag, og den gør det godt som katalysator for denne ufattelige pengemaskine, hvis omfang er ubegribeligt.

R EG N FAN G

For at koge det her emne ned, og ikke mindst simplificere det en smule, så kan man sige, at Hollywood har skabt en ny virkelighed; en virkelighed, der mest af alt er et spændingsfyldt mellemrum imellem film og den egentlige virkelighed. Skuespillerne var ikke længere, som deres profession ellers antyder, skuespillere, nej, pludselig var de mere karakterer, karakterer fra deres film, roller og udtryk, ja, pludselig forventede man, at de handlede som deres karakterer – Marilyn Monroe var ikke længere en skuespiller, nej hun var Marilyn Monroe, fænomenet Marilyn Monroe. Og til alle roller er der forventninger og scener, scener hvori de netop kan træde i karakter. Der er et manuskript, og det skal følges, og hvis ikke; så er der ballade. Al stærk fiktion bygger grundlæggende på to forhold i modtageren; fascination og identifikation. Har du ikke det ene, så halter fortællingen gevaldigt. Det er fuldstændigt de to samme forhold celebrity-kulturen bygger på; det er historiefortælling, og det er stærk fiktion, stærk som kun den mest kraftfulde af slagsen. Stærk fiktion har et kendetegn; den bliver gennemsigtig, når den lykkes – du ser, så at sige, igennem den. Ligesom du glemmer, at du er i teatret, når du ser et godt stykke, ligesådan glemmer vi, at gossip-mediet netop er et medie, et medie med alle dets virkemidler og forvridninger – celebrity-kulturen og gossip-medierne nægter sig bare skyldige, de hævder, at de ikke er medier, men bare en fuldstændig objektiv, krystalklar erkendelse af virkeligheden. Nu er det ikke sådan, at jeg hævder, at Se&Hør ikke beretter om sande begivenheder, når de skriver, at Medina altså er på sommerferie på Ibiza (den gode side af Ibiza, selvfølgelig). Men at de som medie benytter sig af diverse virkemidler, det skal man nok netop være ”Medina-narkoman” for ikke at spotte (ikke at Medina er misbruger, men derimod at nogle af hendes fans har uhyggeligt skizofrene tendenser, er klart). OVERSKRIFTER, billedserier, belysninger af kæresteintriger, grundet spekulation og voldsomt sprogbrug, er alle komponenter i Se&Hørs, ofte succesfulde, forsøg på at konstruere gode historier. Dem der sælger. Og nu snakker vi bare lille Danmark. Amerika er en helt anden liga, en liga hvor vi slet ikke kan følge med. Heldigvis for det.

10 R E G N FA N G

Tilbage til overskriften; ”Den moderne mytologis dialektik”. Her er forklaringen; Man har i hele civilisationens historie bygget netop civilisationer på mytologi. Det gamle kinesiske kejserdømme byggede på fortællingen om kejseren som universets søn, og den blev holdt ved lige af afstand imellem kejseren og det normale folk; bønder, arbejdere, proletariatet. Ligesådan blev de store riger i Egypten, dynastierne, vedligeholdt ved adskillelsen af farao og befolkningen, sådan at faraoen kunne bibeholde sin mystik, sin magi, og sin position som gudekonge. Men nok om verdenshistorien, hvad er så den moderne mytologi, og hvad er så dens dialektik egentligt? Den moderne mytologi har vi faktisk gennemgået, det er historie-fortællingen om ”de kendte”; filmstjernerne, rockmusikerne og sportslegenderne, dem der lever et liv hinsides denne virkelighed, på toppen af bjerget indhyllet i tåge. Det er mytologien, det er myten om det glamourøse liv, det er fascinationen. Men den moderne mytologi har et dobbeltspil, den er ikke ligesom de gamle civilisationers adskillelse, hvor det var landsforræderi og afgudsdyrkelse på nogen måde at identificere sig med kejseren f.eks. – og du kunne være sikker på, at hvis du sagde det højt, ja så var dine dage talte. Den moderne mytologi, kendiskulturen, bygger ikke kun på fascination, dens vigtigste komponent er derimod identifikation. Og det er faktisk rimelig nyt. Skandalenyhederne, dem hvor Orlando Bloom slår Justin Bieber ned, eller hvor Nik og Jay køber toiletpapir i Netto (Se&Hør bragte faktisk sidstnævnte nyhed med meget stor succes), er mindst lige så stor en del af det stof tabloidmedierne publicerer. Det er altså heri den moderne mytologis dialektik ligger; i den konstante bevægelse imellem fascination og identifikation. Jeg vil være ligesom de kendte, og jeg er ligesom de kendte. Vi bygger dem op til de uopnåelige, de kendte, og river så fundamentet væk, så vi kan se, at de bare er ligesom os – os, os, os. Bare ligesom os. Pøblen. De almindelige. Brød og underholdning. Det er hvad Los Angeles er.

Konklusion Af Los Angeles fik vi både rebellen, den knap så intellektuelle af slagsen, men klart mere fysisk udtryksfulde, og så fik vi celebrity-kulturen, nattelivets forestillinger og drømmen om strand, palmer, nøgne damer og sprut. L.A. er den amerikanske drøm i høj potens, og det er en drøm vi som unge er vokset op med. Den sidder dybt i os, og er for mange svaret på om hvad succes er.

R EG N FAN G

10 Santa Monica Beach 11 Santa Monica Pier

R E G N FA N G

En kort bemærkning Ja, du har fuldstændig ret; Hvad med punkerne, yuppierne eller grunge-bølgen? I det hele taget; Hvad med 80’erne og 90’erne? Dannede de os ikke også som ungdomsgeneration? Selvfølgelig gjorde de det, ingen tvivl. Men de er udeladt her. Også fordi de for mig at se, stadig bygger til dels (enten som modreaktion eller som havende forbillede i), på blandt andet beatkulturen. Og så har vi ikke engang vendt nutidens vel nok mest dominerende identitetsprojekt; street-kulturen. Begyndt i 70’erne, udbredt i 80’erne og manifesteret i 90’erne, hip-hop og street-kultur har gået hånd i hånd, og denne forgrening af den afroamerikanske kultur, er nok nutidens mest dominerende subkultur. Både New York, L.A. og San Francisco har da også bidraget til denne kultur, faktisk stammer den fra disse 3 byer – især de to førstnævnte. Så, hvad fanden er meningen, meningen med over 20 siders artikel, hvis den alligevel ikke dækker over stofområdet? Formålet var simpelt med denne artikel, virkelig simpelt. Alt den skulle, var at vise, at vi siden 50’erne har rettet vores blik imod ”The Great America”, for at finde et bud på en ungdomskarakter. Blandet med et autoritetstab efter 1. Verdenskrig, vedrørende de oprindelige traditionelle autoriteter, har det medført opfattelsen af, at ungdom per definition er opponerende imod det bestående, og per definition ser det som tvungen, klaustrofobisk, hyklerisk og forloren. Den europæiske ungdomsgeneration er i bund og grund amerikansk i deres identitet. Men nye tider er på vej; Europa går imod højre med hastige skridt, og det er især unge kræfter, der bærer de nye pseudo-konservative partier i Grækenland, Ungarn og Ukraine. De er egentligt ikke engang pseudo-konservative – de er bare fascistiske massehypnoser. Og det er her, det går galt. Alt for længe har den europæiske og nationale karakter været overset, og alt for længe har den været defineret af de forkerte, og forbundet ikke med lavkulturer, MEN middelmådighedens trykkende, klaustrofobiske indeklima, hvor livet gøres til et projekt om lørdagskylling og afbudsrejser, og hvor de konservative (partiet) har som det eneste (reelle) politiske projekt at sætte skatten ned. Vi har ikke brug for en ny europæisk identitet, henvendelse til jer EU (jeg forventer ikke, at EU-kommissionen læser min artikel, men det er da forsøget værd), vi har brug for den gamle, den rigtig gamle; Athen, Rom, Sorbonne, Bologna, Wien etc. Vores tid er ikke nogen guldalder for europæisk åndsliv, det er tværtimod vel nok noget af det mest deprimerende, taget omstændighederne i betragtning. Og historien har vist os, hvad der sker, når Europa ikke ved hvad eller hvem, vi er, eller hvad vores land er. Så kommer fascismen snigende ind, med dårlig ånde og gule tænder, men forklædt, forklædt som vores frelser, som et nyt kosmos og en ny identitet. Det er problemet; Vi har ikke fundet den gamle identitet frem, og nu lader vi de fascistiske klovneteorier få frit løb, for vi har ikke noget at modbevise dem med. Den amerikanske ungdomsidentitet, og dermed også den europæiske, bygger på frigørelsen – ligesom modernismen jo i det hele taget gør det. Og frigørelsen føles godt, imens den står på, og jeg vil også helt klart forsvare både beatgenerationen, den tidlige hippie-ånd og rebelkulturen fra L.A. i deres opgør mod det småborgerlige U.S.A. og deres skræmmende verdensbillede. Men efter frigørelsen kommer friheden, og den kræver svar. Positive svar. Derfor synes det at være simpelt; vi må vende blikket væk fra Amerika, fjerne det fra fascistiske pseudoteorier og kigge tilbage i tiden, for at se hvad der har bygget civilisation. Hvis du vil være oprører i dag, hvis du vil være provokerende, så er det ikke rusen og vinens gud Dionysos, du skal dyrke, nej, det er derimod Apollon; kunsten og formens gud. Det er oprør imod den mangel på mod, indsigt, kærlighed og intellektualitet som både findes i Hollywoods glitrende natteliv og i Ungarns grå betonvirkelighed. Vi bør gøre oprør imod de styrker, der vil slette historiens visdom.

Og så er det nok ikke engang et oprør, men et opgør der kræves. For det er jo egentlig talt rettet imod os selv. Os unge.

R EG N FAN G

R E G N FA N G

En uendelig begyndelse og uopnåelig fuldendelse Fotografi og tekst AF

Sidsel-Marie Henriksen

Verden skabes af store tanker og små fortællinger. Lyde, ord, blikke og dufte blander sig i en polyfoni af indtryk. Følgende er et uddrag af sådanne oplevelser fra Østafrika. Mere præcist Tanzania.

R EG N FAN G

R E G N FA N G

Tanzania. Landet med the big five, de åbne sletter, det betagende Kilimanjaro samt lillesøsteren Mt. Meru, landet hvor rasta

kulturen rykker, hakuna matata lader til at være den øverst bestemmende lovmæssighed, og bananpalmer vokser side om side med træhuse, grusveje og cassava marker - hvor unge mænd, med manchetter og perlende sved på både pande og markerede overarme, arbejder fra tidlig morgen til sen aften. Hvis du spørger en tanzanianer, hvilke egenskaber, der gør Tanzania speciel, hvad de gerne vil kendes på, svarer en stor del amani na upendo - fred og kærlighed. Inden jeg selv fløj ned gennem Europa og Nordafrika for at lande en sen aften i Kilimanjaro Airport, tænkte jeg noget nær det samme. Efter at have opholdt mig i landet i tre måneder, arbejdet med både tabte, stærke, smukke og frustrerede tanzanianske sjæle er min opfattelse ændret. Er dette Tanzania bygget på fred og kærlighed en realitet? Eller er det nærmere en smuldrende realitet? Lige siden mine horisonter udvidede sig til at indeholde mere end dagen imorgen, menneskene i min nære inderkreds og mine egne interesser, har verden, eller rettere sagt menneskene i vores verden, udgjort min største arbejdsmændge, min dybeste bekymring og min største fordybelse. Derfor gav jeg mig for mange år siden i kast med at plante frøet til, hvad der senere skulle vise sig at blive Huika. Herefter vandede jeg frøet i mange år, hvilket endte ud i, at jeg købte flybilletten til Tanzania samt kontaktede en non profit organisation og et dansk ægtepar, der allerede havde erfaring med at yde ulandshjælp i landet. Med åbent sind og nysgerrighed mødte jeg landet og menneskene i det, for at lære, for at tage hul på den evige begyndelse, en begyndelse, jeg allerede nu ved, aldrig vil føre til en endelig endelse - at arbejde med at udvikle og hjælpe ulande, skabe en bedre fremtid for de mennesker, hvis fremtid stort set ikke eksisterer. Jeg er bange for, at den fred, der resulterede i at mange vestlige lande - heriblandt Danmark i 1963, valgte at satse netop på dette land, langsomt er ved at smuldre. Den står ikke længere stærkt og klart, den begynder langsomt at revne, at krakelere. Tanzania tog mig gennem hele følelseskartoteket og har efterladt mig med et helt andet indtryk af, hvad det indebærer at arbejde med velgørenhed i et uland. Udfordringerne er mange og meget forskellige fra, hvad jeg inden min rejse havde forberedt mig på. Tanzania står over for en afgrund, hvor jeg betvivler, om Vestens bistandshjælp kan formå at skabe et faldunderlag tykt nok til at sikre landets fremtid, når landets befolkning inden for en overskuelig årrække selv skubber sig ud over kanten. Med byer som Arusha, hvor 50 % af indbyggerne er under 18 år, skal der satses. Det er ikke længere nok at lappe huller - at træde ind hvor katastroferne rammer, der skal gribes ind i denne unge generation ind i forbyggelsen af den smuldrende fred. Aldrig før har jeg mødt så frustreret en ungdom som i Tanzanias store byer. Det er denne frustration, jeg frygter. Det er denne frustration, jeg frygter for alvor vil skabe røre i det ellers så fredfyldte land, det er disse frustrede sjæle, jeg frygter, vil ødelægge det for deres landsmænd, de mennesker i Tanzania der virkelig har brug for vores hjælp - og er dybt taknemmelige over for den. Den kærlighed jeg så i Tanzania, var en kærlighed dybere og klarere, end jeg nogensinde før har set, men lige så dybfølt og oprigtig den var hos nogle, lige så grumset, uklar og falsk var den hos andre. Jeg har været frustreret helt ind til benene og mundlamsamt overvældet af varme, velkommenhed og kærlighed af de selvsamme mennesker. Nogle har skuffet mig, vist sig ugidelige og opgivende. Hos disse har jeg set en manglende gnist, en manglende vision om at stå sammen og få landet på ret køl, en manglende empati. Samtidig har jeg set et folk fulde af gæstfrihed, ubetinget kærlighed til hinanden, landet og mig. Jeg har set et fattigt Tanzania. Ikke alene fattigt på tøj, inventar og andre materialistiske goder, men et folk fattige i sjælen, i sindet. Et folk, der ingen filosofi har, ingen etik at følge. Dette er i mine øjne farligere end nogen anden fattigdom. Den får ikke blot folk til at stjæle og kæmpe for basal overlevelse, som materialistisk fattigdom gør, den får den fattige mand til at miste sin humanitet, sin menneskelige respekt, sin tillid, sin værdighed og sin samvittighed. Den sindsfattige mand sætter sig aldrig tilfreds, når han først har fået en fod indenfor den materielle verden, som vesten har lært ham, er den eneste rigtige virkelighed. Jeg har set det selvsamme menneske nedværdige sig selv fra et levende eksempel på en større medmenneskelighed og kærlighed til blot konstant at hungre efter mere. Hun havde ingenting ,og på trods af det delte hun alt. Livet slog hende ikke ud, selvom hendes samfund gjorde det, hun kæmpede imod. Hun ville ikke lægge under for en voldelig mand, hun ville ikke nøjes, ikke acceptere det uacceptable. Hendes styrke kunne trække hele landet. Jeg afskyr mere end noget andet, når sociale hierakier bygges mellem mennesker, og jeg følte pludselig, at jeg mod min vilje var blevet placeret i et, på den plads jeg for alt i verden ikke vil indtage, den øverste. Jeg ville ned. Jeg ville takke dem. Det er dem, der kæmper, det er hos dem, jeg finder mod, håb, styrke, inspiration og drømme - ikke omvendt. Deres fighterinstinkt er deres fortjeneste, deres trinstige til en bedre fremtid, ikke mig! Jeg er blevet mødt af adskillelige mænd, hvis stolthed har fortalt dem, at de uden at rykke en finger fortjener både penge, sex og magt i så store mængder, at det virker helt absurd. R EG N FAN G

Kvinderne derimod lever fra dag til dag - for at forsørge deres børn. Et smukt, ydmygt og helt ubeskriveligt givende og kærligt syn på deres nære relationer - men at de gør det, kan potentielt ødelægge en fremtid for landet, skabe en ond spiral. Ordet imorgen er en anden verden for dem. De sindsfattige når aldrig til det punkt, hvor de kan se, at selvopofrelse kan føre til en bedre verden - ikke kun for andre mennesker, også for dem selv. Som hvid kvinde i et uland, blev jeg mødt med mange fordomme, der overraskede mig. Det jeg forundrede mig mest over, var enkelte menneskers holdning til det frivillige velgørenhedsarbejde jeg selv og mange andre wazungu(hvide mennesker i Tanzania) rundt om mig udøvede. For nogle udgjorde min arbejdskraft, min dedikation en selvfølge, for andre var jeg som en engel sendt fra Gud. Forskellene fandtes især fra land til by. De mindre lokale samfund stod i stor kontrast til de ensomme bysamfund, hvor hver mand kæmpede for egen succes, hvor befolkningen synes at mangle emapti og sympati med deres landsmænd. Tanzanias to forskellige verdener på landet og i byen var så store kontraster til hinanden, at det er svært for mig at indse, at de sammen skabte en virkelighed, virkeligheden. Jeg forelskede mig i de små lokale samfund og måden hvorpå, de formår at praktisere og pleje det på åben gade. De lokale inviterede mig indenfor i deres farverige hjem og dog farveløse liv, som var jeg deres egen datter. De lukkede mig ind i deres hjertebarn - deres religion uden at blinke, med åbne sjæle. Ifølge dem var alle lige for gud. Når folk ikke har så meget andet end hinanden, gør de virkelig brug af dette bærende fællesskab. Jeg selv fik lov at mærke dette, til en begravelse af en alt for ung sjæl. Menneskene stod sammen, når smerten var størst. Min sorg blev løftet af kvindernes polyfoniske klang, der tyede til fællessang, da rummet blev tomt for ord, jeg blev løftet. Når jeg befandt mig mellem disse store mennesker, åndede alt omkring mig liv. Deres ydmyghed og storsindede gerninger skabte en harmoni af verdens smukkeste begreber - empati, respekt, solidaritet, tillid, ansvar og fællesskab. Stående foroverbøjet over en lille pige, kaotisk i sind og krop, brændende op af feber, dehydrende, hvis brystkasse hævede og sænkede sig som en træbåd i bølgende farvande, indså jeg, at alt, hvad både disse mennesker og jeg i realiteten havde, var hinanden. Jeg kunne ikke forhindre det uundgåelige i at ske, jeg kunne ikke forhindre det døende barns træ fra at visne. Man kæmper mod for store autoriteter - den tanzanianske regering, det tanzanianske system, fattigdommen, hospitalet og gud. Jeg indså, at hvis jeg ønskede at hjælpe, måtte jeg ikke betvivle disse. Den vej er for lang, farlig og med for mange ofre. I stedet opdagede jeg disse små smukke fællesskaber, hvordan disse mennesker passede på hinanden, banede en vej sammen og i samkvem vandede det fælles træ, hvorfra de alle spirede. Tanzania er som et træ for mig. Et træ, der har vist sig fra mange forskellige sider. Et træ der har to forskellige verdener, det vokser i, men kun en virkelighed. Et træ i konstant forandring, i konstant bevægelse med sine omgivelser, konstant i enten vækst eller erodering, konstant i live. Om natten giver træet mig mareridt, alting dør omkring mig, ødelægges, ansigterne på de mennesker, hvis liv, jeg så forsvinde, indprenter sig i mit sind. Mit tanzanianske træ er som en drøm, en anden virkelighed, men én som hverken jeg selv eller landets indbyggere kan flygte eller vågne fra. Andre gange står mit tanzanisanske træ i fuldt flor, da er det tomt for de hule omklamrende gange, der før fyldte træet med ondskab og uretfærdighed. På disse tidspunkter dominerer træets farvefulde, velduftende blomster, vandfyldte grønne blade og stærke, urokkelige stamme. Træet er så smukt, smukkere end noget andet træ. Det inviterer mig til at sidde i dets skygge i læ for både sol og regn, til at gro sammen med det, blive stærkere, mere rodfæstet, suge næring, finde energi, inspiration og ambitioner. Finde forbindelser samt forbinde mig med noget større. Det inviterer mig til at finde visdom, mod, håb og kærlighed. Mit tanzanianske træ er, trods sine natlige og daglige skygger samt omskiftelige temperamenter, altid solidt rodfæstet i mit hjerte med rødder, der kun kan rives op sammen med det, sammen med mit hjerte. Den dag jeg mister min samvittighed, min styrke og min empati, den dag river træet sig løst og river mit hjerte med. Min kærlighed til mennesket og til verden vil forhåbenligt aldrig visne. Hvis den gør, er jeg da så vissen, at jeg ingen plads fortjener i livet? Da har jeg suget min sidste næring, styrket mig med min sidste dråbe vand og indfanget min sidste solstråle. Jeg blev en del af flere livsfortællinger, men i endnu højere grad er de alle blevet en del af min, samt en del af mig. De er nye skud på mit træ, der vil vokse til stærke, brede grene, grene der vil bære frugt i mange årtier fremover. Selv uden ord var mit forhold med nogle af de lokale mere nærværende, end jeg før har oplevet - kommunikationen stærkere. De ting, de mennesker har givet mig, har jeg aldrig følt så stærkt. Jeg har mødt sjæle, der er alt, hvad mennesket bør stræbe efter at blive.Der findes mange fortabte skæbner, og selvom det er svært, må jeg acceptere, at jeg ikke kan redde dem alle. Jeg må starte med de, der selv rækker en hånd ud, dem der vil kæmpe. Jeg må acceptere de udfordringer velgørenhedsarbejde i et uland giver, en accept der på ingen måde kan måle sig med alle de smukke ting, velgørenhedsarbejdet giver - til både ulandet og jeg selv.

R E G N FA N G

Jeg befandt mig i landet, hvor det første bevidste menneske begyndte sin rejse, en rejse vi stadig ikke har formået at fuldføre –mere end 100.000 år senere. En rejse med en forpligtelse som de eneste tilbageværende homo, et ansvar for de 1,4 % der adskiller os fra vor nærmeste artsfæller i dyreverden, chimpansen. Min rejse er lige begyndt, Huikas træ er netop begyndt at slå rod, på trods af at tankerne bag har groet i årevis - længe før jeg selv eksisterede. På trods af dette, har vi endnu ikke formået at bevæge os væk fra begyndelsen, og vi vil aldrig fuldføre vores rejse. Der vil altid være et menneske at hjælpe, en sjæl, der skal vises vej, men det må ikke skræmme os væk. Hver gang vi tager et skridt i den empatiske retning, tager vi et skridt mod en bedre verden. Vi er begyndt, og det vil vi for evigt blive ved med at være. Vi fejler først, når vi fuldender, først da, giver vi op, tager os til takke og flygter fra vores ansvar, flygter fra vores samvittighed, flygter fra den empati hvis frø allerede er plantet i os alle sammen, hvis frø aldrig vil visne, aldrig vil vokse sig endeligt, men altid spire mod nye højder.

F ølgende billedserie er fotografier taget af S idsel -M arie H enriksen . D e er taget i løbet af hendes 3 måneders ophold i det nordlige T anzania

R EG N FAN G

R E G N FA N G

03 R EG N FAN G

01 I Guds kirke er alle lige. Muligvis det eneste sted i Tanzania hvor hudfarven intet betyder. Efter gudstjenesten bruger man lang tid på at stå i rundkreds, synge og hilse farvel til alle andre i menigheden. Nogle føler en forbindelse der er sværere at give slip på end andre. 02 / 03 De to børn er søskende og tilhører Meru stammen i Tanzania. Når de ikke arbejder i shambaen eller går i den lokale regeringsskole, elsker de at sidde ved vejen og kigge på de mennesker, der passerer. Det eneste engelsk, der findes i deres ordforråd, er ”Goodmorning” som siges uafhængigt af dagens tidsspunkt. 04 Stephen er 8 år gammel, 140cm høj, synes selv han er god til fodbold og vil gerne være chauffør på en motorcykel, når han bliver stor. Han er hård i tonen og overfor de andre børn, men hans bukser er næsten altid våde af tis, og han har stadig ikke vendt sig af med at sutte på sine fingre.

04 R E G N FA N G

05 R EG N FAN G

05 De stærke tanzanianske kvinder lever fra dag til dag - for at forsørge deres børn. Med deres kæreste eje bærende på ryggen arbejder de side om side med de andre kvinder, ofte en del mere og hårdere end mændene. 06 Pray var offer for en ildebrand på et børnehjem som spæd. Han blev reddet ud i sidste sekund sammen med seks andre sovende børn af en Mama, der satte sit liv på spil for børnene. Branden har givet ham nogle fysiske og psykiske mén, især i forhold til sociale relationer. Pray ville gerne males som en farlig tiger, men han skulle holdes i hånden både før, imens og bagefter. 07 Hver søndag kommer Loveness på besøg på børnehjemmet, hvor hun voksede op. Mamaerne har travlt, men så er det godt, at de ”store” piger kan tage sig af menneskelige substitutter for de dukker, de aldrig får. Loveness elsker at holde de nye børn og give dem mad, på trods af at hun kun er dobbelt så stor som dem.

07 R E G N FA N G

08 R EG N FAN G

09 R E G N FA N G

08 / 09 Bibi og Babu arbejder hver dag i deres lille landbrug og tager sig af seks kusiner og fætre til Goodness trods en alder på 85. Da Goodness forældre døde, begravede de dem i haven og tog Goodness og hendes bror Godlisten til sig. Babu ønsker sig at få et gebis, så han igen kan spise de sukkerrør, der gror på deres shamba, indtil da gives de videre til alle gæster, der kommer forbi den lille træhytte, med en masse smil, kærlige swahiliord og en gæstfrihed og taknemmelighed for livet der går over alle grænser. 10 Kilimanjaro vand, Kilimanjaro tørrede frugter, Kilimanjaro busselvskaber, Kilimanjaro hatte. Det er svært at undgå det betagende bjerg, der også udgør en af Tanzanias største turistattraktioner. Sammen med lillesøsteren Mt. Meru på billedet, står Mt. Kilimanjaro klart som en klippe i et druknende land, som et håb der når over skyerne og for en til at glemme tid, sted og livssituation. 11 Det er svært at have både fysiske og psykiske handicap i Tanzania. Ofte skjules de handicappede for offentligheden, da et møde med den, kan have fatale følger. 12 Børnene er min kilde til energi, et enkelt blik, et enkelt smil, et enkelt kys og jeg ved, at ens selvopofrelse gør en forskel, at den har en værdi for disse smukke gamle sjæle fanget i unge liv, sjæle det allerede har gennemlevet en menneskealder af erfaringer og konflikter. 13 / 14 I Arushas fattigste slumkvarter ligger en kirke, hvori de yngste af børnene fra området kan komme og få gratis undervisning af en dedikeret lærerinde. Her får de også en skoleuniform, de mest nødvendige skoleredskaber og en kop uji, så det sikres, at de i det mindste får et måltid om dagen. Kirken er et helle for alle de ting, der foregår rundt om dem. Når Kolera og andre epidemier har huseret, er det ikke altid, at alle børnene kommer igen.

R EG N FAN G

R E G N FA N G

15 Lulu får uji af flaske. Hun døde to dage senere. Det samme gjorde Hope - en anden pige. En almindelig lungebetændelse sluttede begge deres kun 9 måneder lange liv, et liv der allerede fra start havde dårlige udsigter. ”Verden respekterer og håndhæver ikke dens egne børns rettigheder” (citat; Peter Wabena, lærer på Tumaini) 16 En enorm mængde af kvinder i farvestrålende kangaer og mænd med sammenbidte læber ventede tålmodigt ved Lulus hjem. Alle klar til at løfte de få efterladte familiemedlemmers smerte, som en enhed, et samfund, et fællesskab. 17 Goodness mistede begge sine forældre til tuberkulose og kræft, da hun var hhv. 9 og 11 år gammel. Lokalsamfundet udstødte hende, da de antagede, at hun var HIV-smittet. Hun flyttede ud til sine bedsteforældre sammen med sin bror og forsøgte at fastholde sin skolegang. Hun udmærkede sig i lyrik og fik et sponsorat til det første år i secondary school. I sin fritid lærte Goodness sig selv engelsk, ud fra bøger hun fandt. Pludselig en dag blev Goodness smidt ud af skolen. Hendes lærer var rejst til Uganda, med de penge, hun skulle gå i skole for. Hun fødte Morgan og arbejder nu for at komme i skole igen og finde et arbejde, så hun kan forsørge hende selv og Morgan, efter at faderen fraskrev sig al involvering i deres fælles søn. Goodness er 20 år gammel.

R EG N FAN G

R E G N FA N G

18 Mama Ericki har startet et nyt liv op sammen med sine tre børn, efter hun flygtede fra sin voldelige mand. Hun tager alle de jobs, hun kan få og lægger alle pengene til side til sin ældste søn, Erick, der hver dag løber 15km til skole. Erick går i secondary school og er familiens fremtid. Han vil gerne være læge og er fra eget udsagn den bedste i klassen og lærerens yndlings. Fra tidlig morgen til sen aften løser han opgaver og skriver tekster, kun søndag holder skolen fri, men her skal lektier laves og kirken besøges. Erick føler sig heldig og elsker at gå i skole. På bekostning af Ericks skolegang har Mama Ericki ikke råd til at sende sine to andre børn i skole, til at betale sin husleje eller til at købe mad. Familien lever fra dag til dag, med Erick som deres eneste håb. 19 I Mt. Meru Forest findes træ til madlavningsbål og hyttebygning. Grenene er tunge og skarver på hænderne og i nakken. To ekstra hænder er brugbare, og det på trods af at de sidder på et barn. 20 Bærerne på Kilimanjaro har intet andet valg end at fortsætte, trods sygdom, underernæring eller arbejdsskader- nogen dør af udmattelse, andre fryser ihjel eller dør af en simpel lungbetændelse. ”Thats just the circumstances of life”, som en af de bedrestillede guides sagde, som om disse var givet af Gud og aldrig ville ændre sig. Bare drop bekymringen.

R EG N FAN G

21 Peter er lærer på Tumaini Mission Trust School. Hans uddannelse kunne have givet ham et langt bedre lønnet job og færre arbejdstimer, men Peter elsker at være skolelærer og give børnene den bedst mulige rygsæk med videre. Peter har ved siden af sit arbejde startet en organisation, der båret af frivillig lokal arbejdskraft driver en skole for de fattigste børn i Tanzania. 22 Rosabella er lærer i børnehaveklassen på Tumaini Mission Trust School. Hjemme har hun sammen med sin mand Frank ombygget sit hjem til et hjertehjem, hvor de frivilligt, ulønnet huser 16 forældreløse eller på anden måde forladte børn. Børnene ser dem som deres forældre og de ser børnene som deres egne. Hos Rosabella og Frank er der altid plads til de børn, der ikke blev hentet efter skole. Parret drømmer om at få penge til at bygge ud, så de har plads til at tage endnu flere børn ind i deres hjerter. 23 På Tumaini Mission Trust School får eleverne mad to gange dagligt. I dag er frokosten PiriPiri, en afrikansk traditionsbundet ret med ris og kød. 24 Skoledagen er ovre, men hverken lærere eller elever har forladt Tumaini Mission Trust School endnu. I stedet spiller de fodbold på skolens fodboldbane. Hvert elevhold har en af de unge mandlige lærere med, der giver alt hvad de har, trods skjorte, habit og finpudsede lædersko. 25 Når klokken ringer ud til frikvarter på Tumaini Mission Trust School fyldes skolegården og legepladsen hurtigt.

R E G N FA N G

28 R EG N FAN G

26 / 27 Shootjahs hverdag er et virvar af indtryk, høje lyde, konflikter, umiddelbar kærlighed og vedvarende tempo mellem de 30 andre børn på børnehjemmet. Alligevel er Shootjah aldrig involveret i konflikterne, han sidder blot og observerer, mens han forsøger at få så meget nærvær fra de frivillige som muligt. 28 I Arushas mørke gader ses kun lyset af mobilskærme, bål og små butikker, hvorfra de enkelte varer, tanzanianerne ikke selv kan producere på shambaen sælges. 29 Bærer på Kilimanjaro 30 Med 3 timers kuperet gang til skole starter dagen tidligt. Med 4 køer og 10 geder, en mark med sukkerroer, gulerødder, cassava og spinat og 6 mindre søskende boende hos sine 85 år gamle bedsteforældre slutter dagen sent for den ældste i flokken, der knap er fyldt 10 endnu. 31 Fra Mt. Kilimanjaro ses Mt. Meru indhyllet i skyer. Som en tyk mur adskiller skyerne toppene af Tanzania fra den barske virkelighed, en mur der kun tillader de rigeste at passere og nå til tops.

30 R E G N FA N G

S o f t Po w e r K ulturens K raft

t e l

Lydens begyndelse, historie og nutid Af Magnus Høholt En lynguide til hvorfor vi kan høre musik; på din iPod, i din radio og til din fest. Musikken har lige siden start 50’erne været alle generationers største samlingspunkt – og meget tyder på, at det er den også for os. Lyd har en historie, og musik skaber historie.

Det er svært at sætte en finger på, hvorfor vi hører musik, men for de fleste af os er det en stor del af hverdagen. Det startede for mange, især i vores generation, med iPod’en, der sørgede for at vi altid havde musik med os, uanset hvor vi gik. Igen sørgede iTunes for at vi havde alverdens musik nemt tilgængeligt. Nu har vi smartphones, og en streamingtjeneste, der gør det muligt at lytte til præcis hvad vi vil, når vi vil. Spørgsmålet er så bare; hvordan kom vi så langt, og hvad banede denne teknologis vej? For at svare på det spørgsmål, må vi selvsagt starte ved begyndelsen; Musik har altid eksisteret, men man har i mange tusinde år været ”tvunget” til at lytte til den live. Under oplysningstiden, i det sene 1700- tal, fik man, ret hurtigt faktisk, et langt større indblik i fysikkens love end tidligere. Dette medførte også en forståelse af lyd som et fysisk fænomen. Lyd eksisterer i form af bølger, og det er i bund og grund kun luft, der flyttes med bestemte frekvenser, og for at studere dette fænomen nærmere, opfandt man den såkaldte fonautograf, der grafisk kunne gengive lyd.

Fysikken og Edison Tanken bag datidens lydoptagelse var altså at fange disse vibrationer og nedskrive dem på et fysisk medie. Man tog derfor en noget primitiv mikrofon og forbandt den med en lille nål, der lavede små ”tegninger” af det samlede lydbillede. Der var dog i starten kun små bidder af lyd på omkring ti sekunder af gangen. Oprindeligt var det slet ikke tiltænkt at man skulle kunne afspille lyden, men Thomas Edison opfandt i 1877 den såkaldte fonograf, der ved at vende processen om – og altså i stedet for aflæse disse musiktegninger – kunne afspille den optagede musik. I stedet for at tegne lyden på papir, indgraverede man den i små cylindere af voks. Man lod så nålen fra fonografen følge disse riller, hvorved man kunne genskabe dens oprindelige bevægelser fra da man optog musikken, og dermed spille den ud gennem – igen – en meget primitiv højttaler. Men helt problemfrit var det ikke; voks er så blødt at en cylinder simpelthen bliver slidt ned efter få afspilninger. Man fandt senere ud af (og nu bliver det spændende!) at indgravere musikken på en rund metalplade i riller, som man kender det fra en LP-plade – et medie, mange af os stadig benytter os af i dag. Og siden blev det klart, at hvis man producerede pladen af lak, kunne man trykke nøjagtige kopier af originalen, og således masseproducere den. Derved opstod den såkaldte lakplade. En lille (nu bliver det nok en smule nørdet, så bær venligst over med mig) sidenote er her, at en mikrofon og en højttaler i bund og grund er selvsamme ting. En membran, der typisk er lavet af papir, bliver enten skubbet indad af de lydbølger den skal opfange og laver et signal, eller skubbet udad af signalet fra musikken, og skaber derfor lydbølgerne selv. Der var altså oprindeligt, i begyndelsen, ikke meget forskel på en højttaler og en mikrofon – det forholder sig anderledes i dag.

Fra mekanik til elektronik Indtil nu, havde al lydoptagelse været mekanisk; lydbølger var blevet skåret direkte ind i pladen. Det næste store skridt blev taget i 1920’erne, hvor man opfandt den revolutionerende elektriske optagelse, der betød at man kunne optage med mikrofoner, som vi kender dem i dag, og omdanne lydbølgerne til små elektriske signaler. Nu var mere nøjagtige optagelser mulige. En drastisk forbedret lydkvalitet af optagelser var sat i verden, og udviklingen tog for alvor fart. Under anden verdenskrig videreudviklede tyskerne denne teknologi, og opdagede at man kunne gemme disse elektriske signaler på magnetisk bånd, en teknik der faktisk blev brugt første gang af danskeren Valdemar Poulsen i slutningen af 1800-tallet. Dengang var teknologien for dyr, og blev aldrig en kommerciel succes. R E G N FA N G

Båndet blev først rigtigt udbredt blandt befolkningen, da man begyndte at benytte det i radioen – det nye massemedie. Før var al musik i radioen spillet live, da kvaliteten af lakplader var for ringe til at afspille i datidens radio, hvilket medførte at musikere måtte tage rundt til utallige, forskellige radiokanaler om dagen, for at få spillet deres musik. Nu kunne man optage sin musik på bånd, og få det til at lyde næsten lige så godt som en liveoptræden. Endnu et skridt videre mod lydens modernitet. Bånd, bånd, bånd Man fandt hurtigt ud af de mange fordele ved båndoptagelsen, og snart kunne man optage i flere og flere spor, ved at opdele båndet i flere dele, der så blev afspillet samtidigt. Det medførte først stereo-effekten, hvilket betød at man nu kunne lave tredimensional lyd, og senere, da man fik flere spor end to, førte det til at musikere ikke længere skulle indspille deres sange i første forsøg, men at man kunne optage forskellige instrumenter separat, og dernæst lægge dem sammen på båndet. I hjemmet var det stadig lakpladen der regerede, men stort set alle professionelle optagelser blev nu lavet på bånd. Først i starten af 70’erne opfandt man vinylpladen, som man kender den i dag. Vinyl var billigere og mere fleksibelt end lak, og styrkede kun pladens position på markedet. I løbet af 1970’erne blev den digitale lydoptagelse mere og mere udbredt. Selve optagelsen foregik stadig analogt, men blev så kørt igennem en såkaldt ADC, en analog til digital converter, der oversætter de elektriske signaler til binære værdier, altså 1’ere og 0’er (ja, så blev det lidt nørdet igen – håber du holder ud, kære læser). Fordelen ved at have en lydoptagelse digitalt, er den totale kontrol man har over optagelsen. Man kan ved hjælp af en computer klippe og klistre i optagelsen, hvor man før var tvunget til rent faktisk at klippe fysisk i magnetbåndene. I 1982 opfandt ingeniører fra Sony og Phillips i fællesskab et medie til afspilning af de nye digitale optagelser, og således så CD’en dagens lys; compact disc. Modsat LP-pladen behøvede CD’en ikke nogen specielle fysiske omgivelser for at lyde godt. Fordi alt er 1’ere og 0’er, kræves der kun at CD-afspilleren kan opfange signalet, hvor mange faktorer, som støv og statisk elektricitet, kan forringe lyden af en LP. Man er således sikret ren og god lyd. Den nye tidsalder; digitaliseringen Med Apples Steve Jobs i spidsen, blev langt det meste musik nu digitaliseret, og mp3-formatet, som vi kender i dag, vandt frem. Da digital musik ikke strukturmæssigt adskiller sig fra andre filer på en PC, kunne man nemt lagre det på en harddisk og afspille det. Derfra er der ikke langt til vores moderne mp3-afspillere. Musikken skal kun forstærkes op, så signalerne kan flytte membranerne i dine små hovedtelefoner. Og lige pludselige er vi endt, hvor vi er i dag; med cyklister med ear-plugs, streaming-tjenester og en nærmest overrumplende mulighed for generelt at dele musik. Med alle. Stort set. Over 200 års lyddesign på under ti minutter Siden iPod’ens fremgang er der sket meget på markedet. Pladeselskaberne har for eksempel fundet ud af, at hvis man skruer op for det gennemsnitlige lydniveau i et nummer, lyder det mere ”imponerende” i radioen, og radioen er stadig den nemmeste måde at promovere sin musik på i dag – det er i hvert fald en vigtig platform, meget vigtig stadigvæk. Dette foringer dog kvaliteten af musikken i høj grad, da det dynamiske aspekt udebliver fuldstændigt. Heldigvis går udviklingen i den rigtige retning – nogle steder. Der bliver produceret og solgt flere LP-plader nu, end nogensinde før, og det er godt, for på en LP er det slet ikke muligt at komprimere musik så meget, som man gør på pop-indspilninger i radioen. Loudness War, som dette fænomen er døbt, er i gang, og må den bedste lyd vinde. Den gode lyd er værd at forsvare. Lyt så efter.

R EG N FAN G

R E G N FA N G

PRESS PLAY Af Anders Mellerup Den elektroniske musikgenre er i konstant udvikling. Samtidig med at genren udvikler sig, får den - i højere grad end nogen anden genre - stigende kritik verden over, for at være blevet en slap genre, hvor alt er tilladt. Kritikken går blandt andet på at koncerterne ”bliver spillet” ved ”et tryk på en knap” og at ingen ”rigtige” instrumenter har indgået i produktionen. Det er åbenbart blevet for nemt at lave elektronisk musik.

Elektronisk musik har altid givet anledning til kontroverser. Lige siden folk som Kraftwerk, Pet Shop Boys og Jean Michel Jarre i 1970'erne begyndte at udforske anvendelsen af synthesizere og trommemaskiner – forstærket af mærker som japanske Rolands banebrydende succes i det årti – har der været folk med rynkede bryn, som ikke brød sig om den retning musikken og dens kultur bevægede sig imod. Mange anså genren som en "genvej" til succes og anerkendte ikke, hvad elektronik kunne gøre for musikken, og hvilke reelle kundskaber, der lå bag – og det på trods af at elektroniske instrumenter, mixere og lydudstyr forud dette indgik i nærmest al musik i forvejen. Rock'n'roll var på dette tidspunkt stadig meget populært, hvorfor mange havde svært ved at slippe de klassiske instrumenter, som for eksempel guitaren (lidt det samme princip, som da kultscience fictionfilmen ”Tron” fra midt 80’erne ikke modtog en Oscar for visuelle effekter, fordi komitéen mente at producenterne havde snydt ved at bruge computere til at lave det). Denne hetz stilnede dog af op igennem 80'erne, da især dancemusik blev enormt populært. Folk indså hurtigt at instrumenterne, synthesizere, trommemaskiner osv. alle havde potentiale for vellyd, og bidrog med instrumentelle effekter, som almindelige instrumenter ikke kunne levere. Men nu er det som om, det har taget overhånd – igen. Vi er tilbage hvortil elektronisk musik igen bliver kaldt "at snyde". Verden over bliver elektroniske kunstnere og DJ's tilsvinet for at spille hele, foroptagede sets, og for ikke at lave andet end at stå og vifte med hænderne, eller for den sags skyld crowdsurfe. Alt andet end at spille musik, rigtig musik. Alt imens forsøger de mindre famøse forgæves at få succes ved, som modsvar, at se så koncentrerede ud på scenen som muligt, og sørge for at det hele rent faktisk er live. Alligevel er det "snyderne”, de store DJ's, som på sin vis springer over hvor gærdet er lavest, der spiller for udsolgte koncerter, festivaler og på storstilede klubber verden over, og det er imens de mindre kendte, der må knokle for succesen og for at bibeholde værdigheden i det de laver. En gruppe i stridighederne, der har udtalt sig kritisk om netop denne type musik, er houseduoen, Art Department. I et interview til musikmagasinet Stoney Roads, udtalte de om en gruppe populære kunstnere inden for den "hårde", tunge type elektronisk dance musik:

"[...] WE ONLY RECOGNIZE WHICH ONE STEVE AOKI IS, OUT OF THIS LOT, BUT HIM AND THE OTHER TWO JERKOFFS, WHO LOOK LIKE THE KNOBS THEY'RE PRETENDING TO WORK, CAN ALL LICK THEIR OWN VAGINAS." Men er det retfærdigt at tilsvine nogen for hvad de gør på scenen? Burde man i stedet ikke bare sætte pris på det, kunstneren har lavet i studiet, og så gør det vel ikke noget at vedkommende ikke rigtig foretager sig noget musikalsk på scenen – eller gør det? En koncert, hvis anmeldelser virkelig delte vandene, var Deadmau5 på Roskilde Festival 2011 – et af de absolutte hovednavne; et elektronisk navn fra den absolutte elite (i hvert fald kommercielt). Politikens anmelder gav canadieren 1 stjerne og understregede netop det førnævnte problem med nutidens EDM musikere (red. Electronic Dance Music); altså at de intet andet foretager sig på scenen, end at skabe og pleje et show. Anmelderen slog hårdt ned på at Deadmau5 gik rundt på scenen og hilste på sine tilskuere, mens musikken spillede, og altså derved brød illusionen om at han skulle have noget med den at gøre. Men kommer det virkelig bag på nogen?

R EG N FAN G

100

Når man står og hører en EDM-kunstner, DJ el.lign. – ved man så ikke i dag, at vedkommende ikke spiller musikken live? De fleste gange får man jo muligheden for, om det så er på storskærmen eller hvor det nu er, at se kunstnerens "instrumenter" eller turntables. Hvis ikke kunstneren har instrumenter med på scenen, er udgangspunktet for en anmeldelse vel en anden, end den en guitarist kan forvente, så at sige, og man kan derfor ikke lade det trække ned i en anmeldelse, at musikeren leverede en dårlig liveperformance. Er det så ikke en helt anden form for oplevelse? – Andre regler, konventioner og bedømmelsesbarometre? Selvfølgelig; er man til rockkoncert, hvor der bliver brugt guitar, bas, trommer og hele molevitten, går man ind med forventningen om, at det man ser og hører er spillet og sunget live. Men det er på tide, at det går op for folk, såvel som anmeldere – (jeg henvender mig til dig, Pernille Jensen (red. forfatter til Deadmau5-anmeldelsen)) – at man ikke tager til en stor EDM koncert med en forventning om fantastisk musikalsk liveoplevelse. Man tager til det for at have en fest. Noget, de fleste store DJ's også leverer! Prisen og vilkårene er bare, at musikken ikke er live. Og det er okay og helt på sin plads, når det er den type musik. Hvis ikke man kan leve med de vilkår, kan man passende tage til rockkoncert. Ja, eller klassisk for den sags skyld. God fornøjelse.

R E G N FA N G

101

Hvad vil du mig, punk? Tekst AF

Victor Lange

Fotografi AF

Morten Berggreen

Danmark har de sidste par år været et epicenter, for hvad nogle har kaldt en mini-renæssance af punken. Men hvad vil de, disse moderne punkere? Har de viljen til noget som helst? Og hvordan er man punker i en velfærdsstat i det 21. århundrede? Spørgsmålene trænger sig på; er de moderne punkere et lyspunkt i en ellers fuldstændig steril popkultur, eller er de bare et ligeså fladt kulturindustrielt masseprodukt.?

R EG N FAN G

102

R E G N FA N G

103

PROLOG

Slukkede skibe

Fra molen kan man se direkte ned i det ørkegrønne havnevand, der stille snor sig som en tæt olie, rundt imellem beton-plateauer i Århus Industrihavn.

Det kan siges kort; mit projekt ligner en fiasko. Inden for to timer har to meget prominente, danske punkbands meldt afbud til det, der ellers lignede to meget sandsynlige interviews.

Det stopper ikke her.

Det tredje, og sidste band, har netop meddelt over en kort sms-besked, at deres ene sanger og bassist ikke kan møde op til det planlagte interview i morgen.

Der er helt stille på den betonkolde kaj, kun en dyb brummen fra skibsværfternes kæmpe motorer og den salte duft af havvand giver svagt genlyd imellem kornsiloer og containerskibe.

Jeg står på molen og ser ned; ser det tykke tætte havnevand, der mørkegrønt vugger de store slukkede skibe i søvn, og med dem drukner mine visioner om en stor artikel, med store ord, om livet og døden, fra rasende revolutionære punkmusikeres stikkende, giftige grønne tunger.

Sådan en skuffelse kunne ikke have valgt et bedre sted end nattens havn at tale fra.

Sådan en skuffelse er klarest i havnens bundløse stisystemer af mørkt forurenet vand.

R EG N FAN G

104

1 del.

Efter tavsheden

Gemt bag en enkelt dør Klokken er 19:09, jeg er for sent på den. Den sidste halve time er gået med forvirret at køre rundt i et af nordbyens gamle industrikvarterer, blandt rockerborge og buscentraler, uden nogen form for retningssans, for til sidst, lidt tilfældigt, at ende som planlagt; ved Happy Hookers for Jesus’ øvelokale – en gammel skole, der nu huser en stor del af det århusianske musikmiljø. Det er den sidste sommeraften på året, folk sidder og griller udenfor, vinduerne står åbne, og duften af røg, øl og støv blander sig til den altid genkendelige krydrede lugt af øvelokale.

De lange. gamle gange, med hvidt, skærende LED-lys og ødelagte loftsplader og ventilationsrør, er den perfekte indgangsrekvisit til interviewet. Men lige meget hjælper det; de er stadig kun to. To ud af tre bandmedlemmer. Et ud af tre bands.

R E G N FA N G

105

Jeg stopper foran døren til bandets øvelokale. Lytter. En enkel variation over to-tre toner fylder lokalet, og bliver igennem døren filtreret til rungende undertoner, hvis dybe vibrationer rammer mig tungt i hele kroppen. Bastoner? Jeg åbner døren. En, to, tre – de er der alle sammen? De kigger op. De er der alle sammen. Alle tre? Vi hilser og siger ting som ”Jeg troede ikke du kom i aften”, og ”Jo, det lod sig gøre alligevel”, snakker om øl og aftensmad, beslutter os for at gå over i centeret ved siden af for at købe begge dele, og så går vi – i det klare aftenvejr. Det er et langt indledende ritual, hele turen over til centret og tilbage igen. Da de endelig har spist deres pizza, spørger jeg om vi skal gå i gang. De nikker, snakker lidt om Pixies og pizzaskorper, og jeg finder mine spørgsmål frem på papir. Lad os prøve, det kan kun gå en vej, direkte mod uoplagte svar, skuffende svar;

”Hvorfor jeres navn? Er det en religionskritik? En provokation?” Mikkel, guitarist og sanger, tager en slurk af sin øl. Jeg ved jeg blive skuffet, om lidt, jeg tæller ned – 8 – 7 – 6 – 5 – 4; Skuffet over deres formentlige ligegyldighed overfor verden omkring dem, over svar som ”det lød bare okay”, eller ”det må lytteren selv afgøre”. 3 sekunder tilbage. Eller noget i retning af ”hvorfor ikke?”, eller ”det ved jeg ikke”. 2 sekunder til det absolutte nådesstød, min artikels død. Nu sker det. 1 sekund. Katastrofe. Ligegyldighed. Apati. Jeg vidste det. Mikkel ser på mig.

”Det er der faktisk en meget god grund til”.

Ny pause. Mikkel tømmer sin øl, sammen med min mistro og pessimisme til projektet. ”En god grund?” spørger jeg, uden på nogen måde at camouflere min forundring over svarets indhold, over den refleksion, stillingtagen og bevidsthed, der ligger i det. ”Ja, det er en lang historie, meget lang. Kort fortalt; i U.S.A. fandtes der for nogle år siden en sekt, Children of God, en radikal kristen sekt, nu hedder den vist nok The Family, men pengene løb op for den, ingen tilbage, og, nå ja, så førte det til prostitution af kvinderne i sekten; happy hookers for Jesus blev de kaldt, for de solgte jo deres krop, deres legeme i Jesu navn”.

Så begynder interviewet.

R EG N FAN G

106

Imellem os selv og religionen

Lugten og røgen fra tobakken har stille lagt sig som en tæt tåge i rummet, og ladt toner af spektralfarvet rødt lys oplyse sig som en mærkelig gople fra et syretrip, en skabning eller sky, der regelmæssigt brydes af det hvide lys fra køleskabets indre, sirligt skærende sig igennem disens krop som en skarptsleben kniv – skrigende. Kristoffer tager en øl fra det hvide indre, lukker lågen. Det røde mørke kan igen sænke sig over sofabordet, vi alle sidder om. Mit første egentlige spørgsmål;

Er I så religionskritiske? Er I imod et religiøst verdenssyn?

Jeppe: Som sådan ikke. Vi har det på ingen måde som det primære projekt, så det var ikke derfor vi skabte bandet.

Kristoffer: Men det er stadig enormt interessant, altså det at et menneske hengiver sig selv fuldstændigt.

Mikkel: Ja enormt, og også ekstremt skræmmende. Men det religiøse menneske har jo også et ståsted, en retning, og en sådan søgen er vel et grundvilkår for mennesket.

Bygger en sang som ”Life in Despair” så på den fortvivlelse, der er forbundet med ikke at kunne både bruge det hellige skrift som spejl og vindue til verden?

Jeppe: Det ved jeg sgu ikke lige. Så er det i hvert fald ikke så bevidst.

Så I ønsker ikke på den måde at rette en radikal, direkte kritik mod religionen som svar på de store livsspørgsmål?

Jeppe: Det ved jeg ikke, måske ville jeg blive træt af, hvis folk så os som ekstreme, næsten hate speech-agtige i vores fremtoning mod de religiøse, for mig ligger det nemlig ikke principielt langt fra at blive anklaget for at være ny-nazist. Der er ikke den store forskel.

R E G N FA N G

107

R EG N FAN G

108

Der bliver stille. De andre ser på Jeppe – med bekymring over hans ord, hans parallel til nazismen, og ikke uden grund, for punken er ligesom dens inspiratorer, som for eksempel den tyske filosof og filolog Freiderich Nietzsche, ofte blevet anklaget for enten at være et direkte ny-nazistisk, kulturelt talerør, eller for at være årsag til, og etableringsgrundlag for politiske miljøer med tilknytning til nazismen. Stilheden brydes.

Jeppe: Men nej, jeg beundrer måske endda mere det religiøse menneske for dets mod og evner, for at det menneske prioriterer så meget af sin tid på åndelige tematikker.

Kort pause.

Kristoffer: Men vi søger det vel også en lille smule – altså religionskritikken, for Guds skyld ikke nazismen!

Mikkel: Jeg har i hvert fald i nogle situationer en lyst til at provokere de radikalt religiøse, især kristne. For eksempel kan du i Århus næsten hver fredag finde Gadekirken, og de står for mig som noget dybt, dybt, dybt provokerende, blandt andet på grund af deres fornægtelse af forskellige naturvidenskabelige teorier.

Men når I nævner mere personlige erfaringer, som for eksempel Gadekirken, så lyder det samtidigt også som om jeres musik bygger på et mere biografisk fundament?

Jeppe: Jo, helt klart. Lyrikken er faktisk skabt primært på egen baggrund.

Kristoffer: Har ”Life in Despair” ikke også en reference til et dødsfald, du oplevede personligt?

Jeppe: Jo, det er rigtig nok, der er lige en enkel reference til et dødsfald, jeg selv oplevede. Det er det samme med ”Stab You”, det er bare en helt anden historie.

Mikkel: Ja meget, og en historie der på ingen måde skal på bånd, optages eller noget andet!

Mikkel sender et blik ned på audiooptageren. Jeg slukker den.

R E G N FA N G

109

Rystet klarsyn

Igennem døråbningen kan jeg lige skimte bandet, alle tre sidder de i sofaen, ryger cigaretter og snakker om Black Flag. Der er stille her udenfor i den kølige aftenluft, langt fra øvelokalets tunge iltfattige atmosfære. Herude kan man tænke klart, ligesom aftenen, og det gør jeg, mens jeg lytter til den sene time, til lyden af rislende blade fra træets krone, der hænger som en mørkegrøn himmel lige over mig, og til de summende, monotone toner af bilstøj fra indfaldsvejene kun et stykke herfra – begge står de fuldstændig rent i lydbilledet; skarpt skåret, gennemkomponeret. Jeg tager en dyb indånding, fylder lungerne med frisk luft, og gør mig klar til at gå ind og genoptage samtalen, en samtale, der har rystet mit billede, mit vindue ud til den unge punkverden, slået revner og forvrænget det på ny. Et nyt perspektiv er født. Verden set gennem tusinder af skår, mosaikkens evige mønster.

R EG N FAN G

110

En sygdom

Mikkel er rasende, vild af vrede. De andre lader ham tale:

Mikkel: Det står for mig som den mest FORGIFTENDE, ØDELÆGGENDE måde at omgås musikken på, for mig er det DESTRUKTION af alt SKØNHED!

Han taler som en romantiker, om mainstreammusikkens væsen, om dens form som parasit, en bakteriekultur, en sygdom der dræber al inderlighed. Kulturen vil rådne, ligge tilbage som et pillet ådsel og kigge op på os med dets store tomme dybsorte øjenhuler. De andre kigger på Mikkel, og tilbage på mig. Talestrømmen forsætter:

Mikkel: Det er så trist, dansk rock, det er bare så fucking langt fra kilden, fra det der virkelig mener og vil noget, det oprigtige, ÆRLIGHEDEN, OPRINDELSEN.

Mikkel er helt forpustet, stakåndet tager han en slurk øl og kaster et blik på de andre to, med et nødråb om assistance i øjnene. Jeppe kommer ham til undsætning, skodder sin cigaret, sætter sig til rette, solidt, tager tilløb, og;

Jeppe: Kompromiset er bare så uinteressant, det er vattet og uden emotionel bevægende kraft, noget kulturlivet ellers bør indeholde. Det er det, der sker i den moderne populærkultur, og rock-branchen med. Det er forringelser – dårlige kopier af dårlig kopier. Dansk rock er en dårlig kopi. Hvad enten de hedder Go Go Berlin eller The Floor is Made of Lava.

Mikkel: Begge bands er lort. FUCKING LORT.

Som tilhører kan man ikke andet end at undres over den eksistentielle undertone, der ligger under de ellers meget direkte ord. En eksistentiel diskurs, der måske mest af alt trækker paralleller til vor egen Kirkegaards tanker om det at blive sig selv, eller den dramatiske Nietzsches tanker om kulturens plastiske potentiale. Men mon de tre drenge tænker på disse fortidens tanker? Næppe, for selv sidder de nærmest overraskede over deres egne tanker, der fanget i ordenes sfære, sætningernes legeme, bryder tavsheden, og som små bobler siver imod overfladen, springer, og lyder;

R E G N FA N G

111

Mikkel: De lever i et eller andet YNKELIGT rollespil med Royal-øl og koncerter i Randers. De har stage-coach, fedtet hår og deler desværre gerne ud af deres såkaldte rock’n’roll-liv på nettet – prøv at find Go Go Berlins youtube-videoer, deres Go Go Life-videoer. Det er så sindssygt TRAGIKOMISK. Ikke nok med at de ikke vil forny musiklivet, de kan fandeme ikke engang ligne det gamle lort – spille en stereotyp rock-rolle.

Der bliver stille i rummet, som efter et stort, vildt uvejr lægger stemningen sig omkring os som havet efter en stor søstorm, blikstille, et vandspejl. Stilheden, tavsheden behager ikke bandet – de bliver urolige. Mikkel tripper med sin ene fod. Kristoffer rejser sig. Han går hen til anlægget, tænder det, sætter Wires storværk Pink Flag på, skruer op og lader de skingre guitartoner brede sig i luften – som ringe i vandet bryder de spejlets ellers så rolige overflade igen, på ny. Sammen med det røde tunglys, den hvide tobaksrøg, duften af øl og den iltfattige luft, omformes rummet til et stort trancevakuum, en sødmefuld svimmelhed, der langsomt trækker en imod tunge øjne og en dundrende hovedpine. De virker færdige med at snakke, så jeg rejser mig, tager min jakke, og går imod døren, hvor der bagved venter en glasklar virkelighed, med ilt og bilstøj, kølig aftenluft og tre-fire stjerner på den mørkeblå himmel. Let lægger luften sig om mit ansigt, så fint og blødt, kun gennem en yderst smal sprække i døråbningen som jeg holder åben med min ene fod. Jeg skubber døren lidt længere op, tager et halvt skridt ud, møder aftenen, ser på mit ur, tænker at det vel var det, vender mig, lytter, og hører så; de taler stadig. De taler stadig? – om dansk rock; dens UPERSONLIGE, IKKE-AUTENTISKE, HYKLERISKE, UAMBITIØSE natur. Og mens jeg rystet betragter de tre drenge, deres aggressive udladning af foragt rettet imod dansk rock anno 2013, deres vrede imod populærkulturen, hører jeg pludselig, i dette kaos af negationer og skældsord, med den ene fod ude i virkeligheden, en central passage i en ellers ukendt ”spoken-words-version” af Richard Wagners Parsifal, indtalt af selveste Friederich Nietzsche, i mine ører;

”Skab nyt børn, lad ej de døde begrave de levende”.

R EG N FAN G

112

Vores generation, vores virkelighed

Vi har genoptaget interviewet. En stor overraskelse for mig, at vi her på næsten tredje time, kl. 21:57, stadig har noget at snakke om, lysten til det. De har ventende blikke rettet imod mig, jeg kigger på mit papir; ikke flere spørgsmål. Den tunge atmosfære i rummet gør det svært for mig at huske hvad vi allerede har talt om. Jeg tager chancen, noget skal ske for at holde deres adrenalinkick af et vredestrip kørende – et skud i tobakstågen;

Hvis dansk rock er så ynkelig som I påstår, og den er en del af populærkulturen, ville det så ikke være mere rimeligt at beskylde publikummet for at være åndsløst, og derved fremprovokere en ligeså åndsløs kulturindustri?

Jeppe: Det ville man sagtens – spørgsmålet er så bare om det bør være sådan? I den kommercielle del af musiklivet, altså popmusikken, er det vel fint nok at ens målsætning er at behage sit publikum, men sådan bør det nok ikke være når det omhandler rockmusikken, og da slet ikke punken. Punken skal forme sit publikum, ånde nyt liv i det, give dem en retning. Ungdommen i dag er plaget af passivitet, ”medløberi”; en konsumer kultur. Og denne tendens har nu bredt sig som en epidemi til også musikbranchen. Faktisk bekræfter den verden jeg ser, ofte en teori, der gang på gang dukker op i mit hoved, en teori de fleste nok ville kalde lettere fascistisk. R E G N FA N G

113

Hvad er det for en teori?

Jeppe: At vi er en smal elite i hver generation, der simpelthen per genetik, er programmeret kognitivt på et højere niveau. Vi kan simpelthen se verdenen fra forskellige vinkler, i forskelligt lys, og derudaf kan vi skabe et større handlingsrum. Vi skaber verdenen, ligesom punken bør skabe sit publikum, mens den klart største del af befolkningen er slaver af den allerede skabte verden. Vores generation er slaver af forbrugskulturen. Vi, os fire i dette rum, tør skabe verden, derfor tilhører vi eliten.

Jeppes ord overrasker ikke kun mig, også de to andre sidder forundret tilbage, efterladt af hans klare udmelding. Ingen af dem ved tydeligvis hvordan man kommer videre fra denne yderst radikale raceteori, der mest af alt får Jeppe til at ligne en legemliggørelse af Romian Raskolnikov og hans syn på lusen og Napoleon – som taget ud af Fjodor Dostojevskijs litteraturhistoriske monument Forbrydelse og Straf.

Men lige meget, hvor meget man foragter nutidens lyttergeneration, så må man da sige at der inden for de sidste par år har været en stigende interesse for punkmusikken – er det ikke rigtigt?

Mikkel: Der har helt klart indenfor de sidste par år dannet sig en større opmærksomhed omkring punken og visse bands på godt og ondt. Jeg føler da også at jeg skylder drengene fra Cola Freaks en ekstrem stor tak for det de har gjort for punkmiljøet. At det meste af opmærksomheden så går til københavnske bands er en anden sag.

Tror I at det fokus skyldes de krisetider vi befinder os i; klimakrise, økonomisk krise, åndelig krise – i det hele taget synes dette at være tiden for en fødsel af en ny verdensorden. Er det grunden, ligesom det var det i 70’erne og 80’erne?

Kristoffer: Jeg tror helt personligt, at der klart er en sammenhæng. Og den må man nok ikke undervurdere.

Så det er ikke en alt for søgt parallel at drage?

Jeppe: Nej, slet ikke – tværtimod tror jeg at der er en usund tendens til at undervurdere den. Folk anklager ofte én for at være overdramatisk og patetisk, når man snakker i sådanne skalaer. De er bange for at blotte sig derved.

R EG N FAN G

114

Og I er ikke bange for at blotte jer derved?

Mikkel: Rent faktisk er det første gang i aften, at vi snakker om så store ting som dem vi har gennemgået indenfor de sidste par timer – både med os selv i fokus, men også mere generelt, altså generationen.

Jeppe: Jeg troede faktisk heller ikke at vi ville og kunne italesætte vores band, og sætte det i kontekst med de tematikker vi har berørt indtil videre.

Jeppe spørger om han må låne en cigaret, tager en, tænder den, og giver mig derved tid til at tænke over hans små-fascistiske teori om den klassedelte intelligens hos menneskeracen. Måske er teorien, trods min åbenlyse uenighed, en nøgle til en større forståelse af punken som projekt, punken som en nærmest rituel kanalisering af energi, stammende fra en radikal trang til forandring, der som kernefusion konstant danner nye, tungere forbindelser, og ved det frigiver et biprodukt ved dets energi, der som en brintbombe eksplosivt ses i en ligeså eksplosiv aggressiv lyd; lyden af punk. Måske har den fuldstændigt oprigtige punk-lytter, og ikke mindst musiker, en behovsbevidsthed så stor, grundlagt af en anden sanset verden, at handlingsrummet frisættes, handlingen sker, og ikke kun sproget, men også musikken bliver handlingens medie, alt sammen med det formål at udtrykke den aversion man føler for den etablerede verden.

Mine filosofiske associationer stoppes brat – lige her.

Jeppe har tændt sin cigaret, røgen siver stille fra den, og Kristoffer har imens taget samtalen op på ny.

Kristoffer: For mig har det også været en overraskelse i aften, at forstå hvor meget jeg, og vi, føler for den her genre, hvor meget mere end ”bare” musik det er – for os.

Mikkel: Det er mit liv. Ligesom det er min fars, og tusinder af andres liv. Det er udgangspunktet for næsten alt jeg foretager mig. Punken.

Jeppe: På den måde er punken jo ikke særlig langt fra religionen. Den tilbyder en livsfilosofi, en række ritualer og en ganske vist ny, men rodfæstet tradition. For mig gentages punken i mit liv igen og igen, den er næsten alt.

R E G N FA N G

115

Samtalen forsætter, sættes hele tiden lidt op i tempo, og efterlader én med den overbevisning at der på ingen måde kan sættes spørgsmålstegn ved vigtigheden af punken i de tre drenges liv – det står som skrevet i deres øjne, med deres ærlige ord.

Min trang til at analysere deres sætninger og ord er stadig stor. Gang på gang vender mine tanker tilbage til det samme udgangspunkt; punken som illusion, en illusion som alt andet. En kulturel illusion, der giver mennesket lov til at træde i karakter, erkende sin funktion, sin rolle, sin karakter, og for alvor tage den opgave på sig til fulde, og spille den fuldt ud, som på en scene, i et stykke, i et teater; ”All the world’s a stage, and all the men and women merely players” – ordene er Jacques’, Shakespeare, og fra monologen As You Like It.

Punken er imod konventionerne, den er destruktiv af natur, men akkurat ved dette giver den konventioner, og derudaf plot og betydning – en fortælling. Den giver en retning, en illusion at se verdenen ud fra, at skabe verdenen ud fra.

R EG N FAN G

116

Mikkel: Det er den dannelse vi har fået af punken, vi har lyst til at give videre. For mig ligner det, at unge oplever det ene system efter det andet, der gang på gang strømliner ungdommen til fordel for individuelt nærvær og personlighed. Det her band handler i den grad om at skabe ny værdi.

Jeppe: På den måde fristes man jo til at sige at hele punk-projektet har vendt sig selv 180o . Før var det, i 70’erne og ikke mindst 80’erne, et dybt nihilistisk projekt, til i dag at stå som det autentiske og værdifyldte. Som en genre, der er optaget af at se verden med alle dens facetter.

Jeppe får lige nøjagtigt sendt de sidste ord af sted, før han slukker sin cigaret halvt, kaster sig tilbage i sofaen, og kigger på de to andre, der uden tvivl ser mindst ligeså afkræftede ud – udmattede af at forklare sig selv. På bordet foran mig står nu kun de tomme ølflasker tilbage, og den sidste hvide røg fra Jeppes cigaret. Der er ikke længere musik på anlægget, pladen er færdig, og der er tydeligvis ingen der orker den lange rejse fra sofa til iPod, for at sætte en ny på. Fint med mig; det giver ”tankero”. Ro til at tænke over bandets sidste ord om punkens rejse:

Fra ren aversion til ekstrem interesse i verden, en sådan bro har punken bygget i løbet af sin egen historie. Fra at være en no-future generation, der ikke kæmpede for noget, men kun imod noget, til i dag at ville genindføre det ærlige, det oprigtige, sandheden, skønheden derved, og måske endda, hvem ved, det gode? Punken er stadig imod det kommercielle, det Adorno og Horkheimer ville kalde den moderne kulturindustri. Punken ønsker et kulturliv, et ikke-kapitalistisk system af deltagelse, fællesskab og ritualer. Og den er stadig imod, set ud fra Happy Hookers for Jesus’ perspektiv, det religiøse, især kristendommen. Måske bunder det i religionens historiesyn, at der skulle være en mening med livet? – måske består nutidens uofficielle punkteori, stikmodsat 80’ernes, i at der ikke er en mening med, men i livet som vi bør søge, og dermed også i historien – præcis ligesom Karl R. Popper udlagde det i hans mesterværk The Poverty of Historicism; ”(…) selvom historien ikke har nogen mening, kan vi give den mening”.

Jeg tænker.

Måske har punken endelig forstået Nietzsche.

R E G N FA N G

117

Farvel Jeg tager min jakke, finder bilnøglerne, og ser på mit ur; klokken er knap 23. I sofaen er bandet som næsten sunket ned i blandt puder og tæpper, alle stirrer de tomt ud i rummet. Jeg rækker dem hånden, takker for en fin samtale og et par øl, og går så hen bagerst i rummet for at finde min taske. Pludselig lyd. Kristoffer; ”Skal vi ikke spille et nummer?” Og til lyden af et energisk støjkaos af distorsion og ekstremt tempo, forsvinder jeg stille ud af det røde lys, og efterlader dette flammehav af ophobet aggression tilbage bag mig, uden en enkelt gang at vende mig om, men med den tanke, og den forståelse for og erkendelse af, at disse drenge først og fremmest er musikere, punkmusikere. Det er her blandt hurtige, intense gentagelser, der som springknive stikker hul i stilheden, og lader ens ører bløde, at de lader sig klarest udtrykke. Her vender de tilbage, og skaber igen den magi, de hele tiden har snakket om. Retningen. Så alt imens de med deres nye genfundne energi, igen lader rummet fylde med ord om fortvivlelse og fragmenterede toner, lister jeg ud af den samme dør, som jeg også kom ind af, men denne gang med en hel ny fornemmelse for, hvad punken vil mig.

R EG N FAN G

118

2 DEL.

EFTER HÅBET

Den fremmede

Jeg beslutter mig i ren eufori, efter det netop afsluttede møde med Happy Hookers for Jesus, for at slå vejen forbi en bar i indre by, drikke et enkelt glas og fejre at fiaskoen er undgået. Den lille bar er næsten tom da jeg ankommer, udover et ungt par helt i bunden af den, er jeg den eneste. Tjeneren skænker et glas rødvin, stiller et askebæger, og forlader hurtigt mit bord igen. Der er mørkt i baren. Da jeg er halvt færdigt med mit glas, efter en knap gennemlytning af råbåndet fra første del af interviewet, træder en fremmed pludseligt hen til mit bord. Personen har et ældre, slidt ansigt, dybe rynker og mørke render rundt om øjnene, der står frem med et klart udtryk, trods deres let blodsprængte blik. De store mørke hænder lægger sig på bordet. Der er rødvin i glasset. Den fremmede ser på mine notater og audiooptager.

Fremmed; Hvad vil du mig, punk? Spændende, spændende.

Vi har stadig ikke vekslet blikke.

Fremmed; Der er stille i aften. Nå, så du er journalist af en art.

Jeg nikker. Til begge dele.

Fremmed; Hvorfor dog det?

Mig; Hvorfor?

Fremmed; Ja det virker som en mærkelig måde at bruge sin tid på, sådan lidt sørgeligt på en eller anden måde.

R E G N FA N G

119

Mig; Ligeså sørgeligt som at sidde på en bar torsdag aften, og være i gang med sit niende glas.

Fremmede; Tro på mig. Jeg sidder her af helt andre grunde. Sig mig dog hvorfor, du taler udenom unge mand.

Mig; Fordi det interessant, det er interessant at prøve at finde de forunderlige fortællinger, de historier og begivenheder der har ændret, vil ændre eller ændrer verdenen lige nu.

Fremmed; Og så har du valgt dansk punk anno 2013?

Sarkasmen og ironien er tyk. En kort pause.

Fremmed; Jeg tager lige en af dine cigaretter.

Gløden sitrer i luften ved siden af mig.

Mig; Hvad mener du så, jeg skulle have valgt?

Fremmed; Alt andet.

Mig; Hvorfor?

Fremmed; Fordi du har valgt et af de absolut mest patetiske, hykleriske og egoistiske projekter pt. Punk i en velfærdsstat. Vi snakker her om forstadsdrenge, der har levet i kernefamilier med børnepenge og lang sommerferie, hvordan skal de på nogen måde kunne formulere sig via musikken, i vendinger af en sådan kvalitet at de har en kunstnerisk værdi ud fra punken som perspektiv?

Mig; Har du da nogensinde hørt deres musik eller talt med dem?

R EG N FAN G

120

Intet svar, men et spørgsmål i stedet;

Fremmed; Lad mig engang gætte, hvad sådan en ung og håbefuld skribent som dig har konkluderet ud fra den moderne punk – er der tilladelse til det?

Et let skjult smil breder sig langsomt på munden, jeg siger at han godt må gætte.

Fremmed; At punken har vendt sig, set sig selv i spejlet, defineret sig selv på ny, som værdiskabende, ej nedbrydende. Måske har du endda i din glædesrus over at møde, det du tror er såkaldt ligesindede, set den moderne punk som en bataljon, en hårdt kæmpende instans i en ellers forurenet konsumer-kultur, at punken er den sidste inderlige, åndelige enhed – er det ikke hvad du har nedfældet som sandt?

Se mig i øjnene, og fortæl mig om mine ord ikke som knive af glas hudfletter sandheden, dine betragtninger og lader et stinkende råddent indre, vælte frem.

Har jeg ej ret?

Desperat;

Mig; Det er rigtigt nok beskrevet, uden tvivl, men hvorfor er det så stor en provokation for dig?

Fremmede; Fordi det er hyklerisk, min ven. Fordærvet. Indvolde. Stank.

Rummet trykker.

Fremmed: De, altså punk-musikerne, bærer et dybt had til al religion, blandt andet kristendommen. Hvorfor? Fordi det er kollektivt defineret ud fra andre betingelser end dem de umiddelbart ønsker og lyster – det er afkaldet.

R E G N FA N G

121

Punken er bange for den gestus at give afkald på eget behov og egne interesser, punken er udelukkende interesseret i fællesskabet defineret ud fra egen lyst.

De siger de vil ændre verden, dine punk-venner, du nedskriver det ukritisk, men jeg, jeg tager dem på ordet, fanger det i luften som en simpel myg, og knuger, kvaser det tæt i hånden, lader det blive i håndfladens mørke, for når vi så har glemt hvad disse punkere hånende foragtede resten af verden for, jaså, så slipper jeg let mit tag, lader dette sammenkrøllede løfte lette svagt og svimmelt i luften, og stille minde os om, med sval ynkelighed, at sådanne ord kræver pligten som sted for udrejse, og her, se her har ingen punker nogensinde gået fra.

Det svært at sige hvad jeg er mest overrasket over; den fuldstændig direkte henvendelse, eller den fremmedes umiddelbare viden om hele mit projekt.

Jeg har aldrig mødt dette menneske før.

Det drypper af varme på baren, lange spor fra dråber på ruden, det dugger, damp, dis, der sætter sig på glasset, som afstand imellem mennesker.

Jeg er tavs, overrasket, overvældet. Jeg må gøre et eller andet, tilbage til samtalen igen, så jeg tager en stor slurk rødvin, tænder en cigaret – det hjælper. Nikotin, alkohol.

Mig; For mig lyder det som om din vrede bygger på et større had, en foragt, rodfæstet i dig for længe siden?

Mit spørgsmål bærer stilhed med, slæbende bag sig. Men ikke længe.

Fremmed; Fin analyse, min ven.

For første gang er jeg i tvivl om hvorvidt der ligger ironi og sarkasme bag ordene.

R EG N FAN G

122

Fremmed; Min foragt for punken går mange år tilbage. Den blev født fra første gang punken så sig selv, og vil nok også dø med dem – som evig fjende og partner.

Mig; Men hvorfor dette had?

De store øjne flakker, blikket løber. Den fremmede vender sig imod parret bagerst i baren, lader sit syn hvile på deres gensidige kærtegn og kærlige blikke, vender sig igen mod mig, og siger så;

”Forfald til kun oprør”.

Den fremmedes forklaring

Parret forlader baren.

Fremmed; Punken fik liv på en inderlig gnist, skabt på det største bål af håb for en reetablering af eksistensens flamme, en frihedsbevidsthed så stor, at den i dag får alle liberalistiske projekter til at ligne blot skygger kastet fra storhedens træer, af lyset fra dette frihedens bål. Punken blev født med modernismen, den var den nødvendige broder, gemt i mørket, skjult i stilheden, for blot at vente på dens chance til at gribe om materialismens strube og kvæle den til erkendelse, sådan at selv ilten blev et privilegium. Punken ville indføre selvbestemmelse og myndighed, almen frihed, alle er frie, sådan som Hegel hævdede germansk tænkning bestod i, i ”nyere tid”. Frisat subjektivitet, almengjort frihedsbevidsthed.

R E G N FA N G

123

Punken ville gøre sit folk autonomt, sætte sig op imod magten, som Moses imod Faraoen, med lidenskaben som Gud på sin side. Den ville gøre ”verdensåndens forretningsfører” til en mulig rolle, idet det er en nødvendig rolle, af uendelighedens cyklus, legemliggjort i endelighedens tomme hylster, og også bortkastet herved.

Punken var det stadium der overgik oplysningstænkningens, og for den sags skyld også selvsamme Hegels’ bud på borgerlighedens placering som historiens afslutning.

Forkert, Fukujama! Historiens afslutning er dommens dag!

Punken sagde; ”no future” – INGEN MENING!

De var metropolens urbane indianere, med mohawks og krigsmaling, klædt til kamp i militærstøvler og den totale frygtløshed; ”Ild er jeg kommet for kaste på jorden, ikke fred, men splid – far i splid med søn, og søn med far, mor med datter, datter med mor”.

Punken ville rense, udrense, skylle som en syndflod igennem vor menneskelighed, og kun lade det mest essentielle stå tilbage i det øde land af golde landskaber, skabe skønheden på ny. Den var et opgør med blomsterbørnenes hykleriske krævementalitet, disse børn af det de kaldte ”kærlighed”, der levede på randen, med ét ben i hver lejr; glade for det rige samfunds materialistiske velstand, men foragtfyldt for det de mente var materialisme – magen til virkelighedsflugt!

Punken, nej den var baseret på nedgang, for i denne, i de rungende ruiner af 60’ernes optimisme, ville de fødes på ny, PÅ NY! Ja, den ville rense verdenen, livet, så vi kunne skabe nyt. Sådan bør det ses.

Punken var og ville, men er, er ingen storhed.

R EG N FAN G

124

Røgen fra den fremmedes cigaret har lagt sig imellem os, grå som hånden. Den står der stille i luften, bryder blikkets dialektik imellem os – jeg kan ikke se, kun høre ordene fra den røde tørre mund.

Mig; Men din pointe bekræfter jo netop det faktum, at punken bevæger sig imod det den bør?

Fremmed; Hvad mener du?

Mig; Jo, de drenge jeg netop har talt med, bekræfter jo netop den nyvundne interesse punken har fået for at skabe værdi. Punken har jo vendt sig imod sig selv, og set sig selv, som vidne til sin egen genopstandelse fra gravens dybe intethed.

Fremmed; Du vil gerne have dit projekt til at lykkes, hva’? Optimistisk. Naivt.

De store pupiller i de endnu større, hvide øjne, skiller røgen og rammer mig igennem cirkelformede huller i den grå sky. Den fremmede rømmer sig:

Fremmed; Punken er netop blevet sig selv betragtende – blikket på sig selv, bladet for munden; værens skam. Derpå dens forfald og råddenskab. Den så, og ser sig selv. Med sit blik rettet mod sig selv, blev punken spaltet, som i drømmens skæve landskaber; på én gang betragtende, på én gang betragtet – aktiv og passiv, i samme øjeblik.

R E G N FA N G

125

Og derved, ved dette forhold, udebliver det autentiske, for punken blev sig selv bevidst. Men hvad værre er min ven, dette er ikke katastrofen, nej denne bevidsthed var blot begyndelsen til den egentlige sygdom; punkens langsomme død. Da punken placerede sig selv i centrum af sin egen verden, dødsdømte den samtidigt sig selv, som den frelser den kunne være. For herved, herved min ven, mistede punken evnen til at se de store sande værdier i ”den anden”, den mistede simpelthen evnen til at forudsætte skønheden i ”den anden”, den mistede sine fødder på jord, den mistede sig selv, og sin egen tro; DERPÅ DENS FORFALD! Intet skønt og kærligt i ”den anden”, intet i dig; hvad de har sagt i mørket, skal blive hørt i lyset. Punken blev ekskluderende, den blev svag, og valgte sådan sig selv på et falsum.

Baren er tom. Udenfor passerer en kvinde. Hun dufter igennem ruden, det klare glas. Hendes blik dufter. Der hvor det rammer vores bord, bordet med de store grå hænder.

Fremmed; Hvordan skal de, punkerne, give os troen tilbage på det uafhængige; på det frie menneske, det menneske der magter valget i friheden? Alt disse punkere gør, er at hengive sig til den umiddelbare lyst – det er alt! De har fuldstændig forkastet ambitionen om at kontrollere denne, og i stedet lever de derved udelukkende på instinktet, intet andet end at opretholde sig selv som organisme, intet andet gør de, intet andet er de. Handlingen findes slet ikke i den virkelighed de efterspørger. Handlingen hvori, og kun heri, moral og etik befinder sig, refleksion og bevidsthed. Handlingen er det eneste rum, det intersubjektive rum, hvori vi som mennesker intet andet end to ting kan tilbyde hinanden; løftet og tilgivelsen. Se heri blomstrer mennesket. Disse punkere er disciple af Epikur, men stadig vil deres filosofi, hvis den da overhovedet er dette, ej lindre. Den vil kun gøre os til slaver af en yderst simpel lystafhængighed. Den rene behagesyge.

Hånden ryster. Den er grå, og holder den fremmedes hoved oppe fra bordet, hvorpå blikket hviler. Store blodårer løber som rødder fra et gammelt træ, fra pande til håndryg, skjult under huden, kroppens bark, hvis rynker og sprækker, hvisker, som årer skrevet i stammen, om tiden der engang var, hvor stor den er, og hvor meget den runger.

Fremmed; Tag til Rusland, min ven. Eller Burma, måske Mellemøsten.

Blikket rejser sig fra bordet.

Fremmed; Her finder du målet for din søgen. Søg og du skal finde.

Mig; Jeg forstår stadigvæk ikke. Hvad skal jeg finde? En ortodoks kirke, Islam, et diktatur? – hvad findes der? R EG N FAN G

126

Fremmed; Punken. Min ven, du vil finde punken, der blomstrer, som sorte roser i sneen.

Jeg fanger hurtigt hans Baudelaire reference, men ikke hans hentydning til de forskellige regioner, så jeg spørger igen, og får svar;

Fremmed; Pussy Riot, Side Effect, den arabiske punk, der rejser sig. Her findes punken som noget reelt, og ikke blot som en erindring om et tabt objekt. Nej, ikke der. Den findes der.

Mig; Men findes den så kun der, fordi den er et oprør mod noget, i de lande?

Fremmed; Nej, netop ikke! Punken blev sin egen sygdom i det præcise øjeblik, hvori den gjorde sig selv til al værdis negation. Da dens mantra blev kun at kæmpe imod noget, og aldrig for noget.

I Rusland, i Burma og i Mellemøsten kæmper de for en bedre og smukkere virkelighed. I Danmark ved de fandeme ikke engang hvad de skal kæmpe for, og endda knap nok hvad satan de skal kæmpe imod! Hvor er lidenskaben? – VÆK! Den er væk, siger jeg dig.

Så lad mig hurtigt spørge dig om en ting?

Disse såkaldte punkere du talte med i aftes, gav de dig nogen konkrete eksempler på hvad de stod for? Profilerede de deres mål? Forkyndte de en etik? Forførte de dig ind i en skønnere virkelighed?

Nej, den danske punk, i dag, lever på en længsel, en længsel for det totale oprør! Derved deres sygdom, derved deres fald. Deres svaghed.

R E G N FA N G

127

Mig; Men hvorfor er de svage?

Fremmed; Jo, for man kan ikke leve på et oprør, og de ønsker vel at leve? – mest af alle mennesker, ønsker de vel at leve – de rovdyr. Alt de er nu, er blot en evig skygge, kastet af det der findes, afhængigt af det, og ikke opbyggeligt selv. Punken er blevet slave af mainstreamkulturen – uden den, var den intet i dag. Derfor har punkens projekt som individuel frihed fejlet fatalt! Punken forlod paradis, fint nok, stjal ilden fra himlen, stod med det brændende i hænderne, og så pludselig, at den ikke vidste hvad den selv skulle stille op, indtil andre havde udtalt sig, for så derved at kunne sige det modsatte. Punken er ekskluderende, intet andet, alt andet end inderlig. Nej. Man kan ikke leve på et oprør.

Den fremmede skubber stolen ud; bordben der skriger langs gulvet, hænder der hæver sig fra bordet.

Der står toilet på døren bagerst i lokalet, den fremmede nikker derhen, det er okay med mig, siger jeg, og når lige før døren går op at spørge;

Mig; Men får jeg slet ikke din historie? Din personlige historie?

Den fremmede smiler.

Fremmed; Tag du lidt luft, ryg lidt tobak, og så kom tilbage med et klart hoved, så skal jeg nok fortælle. Og husk så denne gang at tænde for din optager, du ville jo nødig glemme mine ”vise ord”.

Mærkeligt. Men det er rigtigt nok. Audiooptageren er slukket. Den har ikke været tændt?

Det troede jeg ellers. R EG N FAN G

128

Den fremmedes historie

Jeg står i baren. Der er ingen udover mig, selv bartenderen er forsvundet.

Bordet står tilbage. Jeg sætter mig ved det, og tænder for min optager – venter.

Man mister fornemmelsen for tid, når der er intet til at bryde den. Ingen bevægelse, ingen mennesker, ingen fremmed, ingen historie; ikke en lyd – kun baren der summer.

Han er væk. Han kom aldrig tilbage.

Og han tog sin historie med sig. Intet andet end hans ord, efterladt i min erindring, som aflejringer, trukket af en stum gletsjer, i kroppens brune ler; sten, sand, salt. Sedimenter der hvisker.

R E G N FA N G

129

3 DEL.

EFTER VISHEDEN

Natten dufter

Sådan efterlod den fremmede mig; uden hans historie, men fuld af sydende tvivl.

Jeg var ellers så sikker, jeg følte mig sikker. Sikker på at punken havde rejst sig, og børstet fortidens støv af sine stolte skuldre. Sikker på at her havde vi et håb, hvis skingre skrig og støjende, svedende toner, kunne råbe en hel generation op. At det ville den gøre en dag, og sætte os på nu, med hænderne i virkelighedens fugtige muld, med jord under hver eneste negl, helt sorte af eksistens.

Og så er det hele med omvendt fortegn – det er lige modsat.

Eller er det?

Er punken en forvanskning af sig selv? Var den sig selv, og er i dag kun et ådsel af hvad den var dengang? Har den forvandlet sig selv ind i en krig imod sig selv, er den i krig med sig selv? Blodet, kødet, kroppen, punken. Er den i Danmark ikke hvad den er i den virkelige virkelighed, den hvori eksistensen står skåret i kroppen, i hver eneste, liv og død, smerte, lidelse, ondskab, godhed, Gud og mennesket.

Jeg vågner pludseligt, mit blik stiller skarpt, retter linsen, fokus. Jeg er endt nede ved havnen igen. Ude på molen, yderst ude – ved verdens ende, afgrunden der lugter af saltvand.

Vandet slår imod kajen.

Har du nogensinde duftet til natten?

Den nat duftede af fortvivlelse, af spørgsmål, spørgsmål til punken; R EG N FAN G

130

Er du begyndt, punk – hvor længe har du talt til mig?

Og hvis du er begyndt, er du så allerede færdig?

Måske fordi jeg ikke lyttede efter?

Jeg ved ikke hvad man skal tro på, kun at jeg tror på punken.

Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.

Den faste tillid til at punken en dag vil rejse sig, langsomt stige op der hvor verden ender, fra det grønne havnevand, fra det dybeste, dybeste dyb. Indtil det, venter vi – med begge fødder på molens grå beton.

Jeg håber på punkens genrejsning, jeg tror på den.

Om den så er begyndt eller ej.

R E G N FA N G

131

Filmen i strimler – vejen mod den nye begyndelse Tekst AF

Anders Ingemann

Film glimter, forfører og fanger dem, der ser dem. Det er nutidens mest populære medie, med millioninvesteringer og filmstjerner, hvis status og magt er på niveau med den amerikanske præsidents. Spørgsmålet er så bare, hvordan denne branche blev så magtfuld, hvordan den blev så omfattende og ikke mindst, hvordan det både blev et nationalt og internationalt foretagende. Vi er fanget i filmens glitrende net, betaget og bevæget.

R EG N FAN G

134

R E G N FA N G

135

Når man skal se på, hvad dansk film er, bliver man nemt fortabt. Selv det at se på, hvad film i sin helhed er, kan virke som et sværere og sværere spørgsmål at besvare fyldestgørende, og man må efterhånden tage til takke med svar, som at filmen både er noget generelt homogent men også heterogent - afhængigt af hvem der bedømmer det. Hvis jeg selv skulle beskrive film, og det vil unægteligt være til denne artikels fordel, ville min første tanke være, at filmen stadig er et af vores yngste narrative medier, og nok det, der hurtigst er vokset i popularitet og omfang. Det kan skyldes, at filmen for det meste er lettilgængelig og let fordøjelig; både i forhold til, hvordan filmen opleves, og hvor lang tid man bruger på at opleve den. Det er denne lettilgængelighed, der skaber mange af de interessante aspekter af filmhistorien - og ikke mindst dansk filmhistorie. For alle lande har filmen altid fungeret side-om-side nationalt og internationalt, lige siden Lumiére brødrene lavede den første offentlige filmfremvisningen i udgangen af 1895, og op til i dag, hvor stort set alle biografer verden over viser amerikanske blockbuster- og mainstream-produktioner ved siden af deres egne nationale produktioner. Det var min første tanke med denne artikel at undersøge begyndelsen af amerikaniseringen af vestlig filmkultur, men det gik hurtigt op for mig, at en egentlig amerikanisering af vestlig filmkultur ikke findes, og aldrig har gjort det. Det er tydeligt at filmmediet, hovedsageligt i vesten, kan synes at lade sig dominere af amerikanske produktioner, og at de pågældende nationale produktioner skulle stå i urimelig konkurrence til disse store pompøse genreproduktioner. Jeg kan dog ikke se, hvordan det skulle forholde sig sådan, eftersom konstruktionen af interne nationale produktioner og amerikanske internationale produktioner, ikke sætter de to parter i direkte konkurrence, da de begge kan noget forskelligt, der gør dem unikke og uundværlige hver især. Filmhistorien er både internationalt og nationalt beskrevet gennem perioder og er et narrativt medie, der i særdeleshed er blevet brugt af filmmagere til visuelt at reflekterer over befolkningsgrupper, samfundslag, internationale relationer, karakterdramaer og mange andre aspekter af verden via en direkte og som sagt lettilgængelig fiktion. Det er derved et medie, hvor filmmagerne påtager sig jobbet, at udstille deres egne opfattelser af et væld af emner, hvilket kan skabe både en intern national kommunikation, hvor noget, som kun vi som danskere vil kunne få udbytte af, laves eller det stik modsatte, hvor man forsøger at behandle universelle emner, der kan opleves ligeligt af alle. Rent filmhistorisk har mediet ikke et egentligt oprindelsesland, og har ikke på noget tidspunkt været en specifik national ting for et enkelt land, der så har kunnet sælge ud af sin nye opfindelse. Filmen blev utrolig hurtigt allemandseje efter føromtalte fremvisning i 1895, og hvad angår Danmark kunne vi opleve den første filmfremvisning allerede d. 7. juni 1896, hvor der blev fremvist en række små kortfilm, angiveligt produceret i England, på Rådhuspladsen i København. Ligeledes så det ud i alle andre vestlige lande, hvor filmfremvisninger poppede op i små biografagtige fremvisningslokaler ejet og drevet af producenterne selv, samtidig med at filmfremvisninger blev en del af mange omrejsende cirkuser. Hvad Danmark angår blev den første danske film produceret i 1897 og Nordisk Films Kompagni (i dag Nordisk Film) blev etableret i 1906. De første film i Vesten var små 10-15 min. klip, der hovedsageligt var eksperimenter med en slags dokumentarisme, men efterfølgende opstod også fiktionen. Filmen var på dette tidspunkt ligeså meget et løbende eksperiment som det var en ny form for underholdning, og begrænsningerne for landenes udvekslingsmuligheder opstod først i 1927, da amerikanerne udgav filmen ’The Jazz Singer’, der var filmhistoriens første offentlige film med lydspor. Hermed begyndte slutningen på stumfilmens æra, og denne nye lydteknologi bliver begyndelsen på den amerikanske films reelle indtog i den vestlige verdens filmkultur. Samtidig giver lydfilmen også startskuddet til mere nationalt orienterede produktioner, og derved begyndelsen på mere nationalt bevidste produktioner, der kommer til at eksistere side om side med de produktioner, der importeres fra USA. Man skulle tro, at man fra 20’ernes lydfilm og frem, nu kan begynde at definere helt præcist, hvad dansk film er, i modsætning til de internationale filmproduktioner - men det er stadig besværligt. Dansk film sætter i 30’erne og efterfølgende, som de andre vestlige lande, gang i nationale popularitetsbølger, der på sin vis danner ramme om, hvad der karakteriserer den enkelte nations filmiske særpræg, men spørger man en person i dag, hvad dansk film er, kan man få et væld af forskellige svar – der såmænd hverken er rigtige eller forkerte. Nogen vil nok gå helt tilbage til netop 30‘erne og mene, at den danske film må defineres ud fra opstarten af folkekomedien, der eksperimenterede med humoristiske karakterer, der skulle underholde folk på samme måde som klovne i et cirkus.

Andre vil måske påstå, at det er alt for langt at gå tilbage, og sætte deres fokus på efterkrigstiden, hvor folkekomedien får særlig form i både lyd og farver med filmatiseringer af Morten Korch’s romaner og opblomstringen af de hygge-baserede film om Lille Per i Far til 4. Her ville man også kunne argumentere for et større filmboom med netop disse ikoniske produktioner i højsæde, og begyndelsen på de stadig folkekære film med b.la. Dirch Passer og Ove Sprogøe. Dog har vi her at gøre med en periode i dansk film, hvor tv’et i start 60’erne pludselig bliver et hverdagsobjekt, hvilket slår hårdt på biograferne, der alle dage havde været en forudsætning for filmens eksistens. Tv’ets indtog er en milepæl for alle landes nationale filmkulturer, og især den internationale, da end ikke USA’s filmindustri kunne modarbejde tv’ets dragende tilgængelighed og forførelse. I USA var modreaktionen at lave større, flottere og dyrere produktioner, der skulle sikre filmen som noget særligt i forhold til tv’et – det modsatte skete dog i Danmark. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at dansk film aldrig har haft lige så mange penge mellem hænderne som amerikansk film, men i forbindelse med tv’ets indtog, blev dansk film i 1964 lagt ind under kunst- og kulturstøtten og blev for første gang anerkendt som en kunstform med kulturel værdi i stedet for blot at være simpel underholdning. Særligt fagorienterede folk ville nok pege på 60‘erne som dansk films fødsel, da dansk film ikke bare udviklede sig i forhold til tv, men også blev lavet ud fra denne nye optik om kunst og kultur. Samtidig er det i 1966 at Den Danske Filmskole oprettes, og ikke nok med det udkommer den første film om Olsen Banden i 1968 – film, der for mange i vores generation, nok vil være på top 3 over associationer med dansk film. Det er altså først i 60‘erne, at vi begynder at få det egentlige produktionsformat og statsforhold til den danske film, og som sagt vil mange nok overveje at finde deres definition af dansk film her. Netop når man skal definere dansk film vil det nok lægge mange nært, at fokuserer på folkekomedien, der emmer af gammeldags humor, national identitet og selvironi, men selvom det er en af de ældste og mest gennemgående genrer i dansk film, har dansk film stadig meget mere at byde på og kan ikke sættes i bås bare ud fra denne bølge. 70’erne bød på et opsving i realisme og et særligt boom i ungdomsfilm, hvilket var gældende for både national og international film (grundet det vestlige babyboom efter 2. verdenskrig), hvor danske film til børn og unge, med den klassiske socialistiske indstilling, blev til klassikere, som mange stadig ser i dag. Samtidig opstod de berygtede sengekantsfilm og erotiske lystspil, der er så ekstreme og ikoniske for deres tid, at de ikke kan undgå også at skulle tildeles en flig af dansk films identitet. Med vores danske filmhistorie i baghovedet og den erkendelse, at film i Danmark både er vores egne nationale produktioner og de amerikanske, der produceres for at være til alle, ser det ud til, at den danske film skal karakteriseres som at være en form for særlig dansk komedie, der udstiller os selv ironisk og samtidig inspirerer til at huske det gode humør. Vi laver film, hvor vi udstiller samfundsgrupper ironisk og vælter klasserne rundt i et sammensurium af sort humor eller platte jokes. Den danske film er altså historisk gået fra folkekomedie til ren komedie og nationalt orienterede folkefilm. Det er dog stadig en for snæver beskrivelse; især i perspektiv til 90’erne, der ikke kun byder på et opsving i den nye danske komedie med film som Italiensk for begyndere og Den eneste ene, men for alvor sætter Danmark i internationalt og europæisk perspektiv med Dogme-bevægelsen i 1995. Det er samtidig lige før overgangen til 90’erne, at Danmark vinder sine to første Oscar-statuetter for henholdsvis Gabriel Axels filmatisering af Babettes Gæstebud (bedste udenlandske film 1988) og Bille Augusts’ Pelle Erobreren (bedste udenlandske film, 1989). Derudover udkommer PUSHER i 1996 som en utrolig atypisk dansk film, der i sin udstråling nægter at være noget nær folkekomedie og hyggeorienteret, hvilket starter en længere bølge af rå socialrealisme, der ønsker at fremstille bagsiden af samfundets medalje. I forhold til Dogme95 og de flotte Oscar-statuetter ville det nok være nærtliggende at definere dansk film ud fra, hvad vi kan blive anderkendt for uden for vores land og derved ud fra dansk films internationale identitet; dette er heller ikke at skyde helt forkert. Om man vil have fokus på dansk film nationalt eller internationalt, bliver man forstærket i tiden efter årtusindskiftet, hvor Lars von Trier slår sig ordentligt fast som international instruktør, Per Fly slår et hårdt slag for den nationale socialrealisme, og Anders Thomas Jensen bryder igennem med den nye gren af sort folkekomedie eller “folkefilm”, som man kan kalde det i dag.

Alle ovenstående eksempler og perioder, jeg har nævnt, er alle brudstykker, fraktioner og popularitetsbølger, der sammen danner en samlet filmhistorie, der skal danne paraply over begrebet “dansk film”, men uden at ville afklare dansk films egentlige identitet. Dette er angiveligt fordi, der ikke findes en sådan, og hvis den gør, får den kun lov til at være gældende i kort tid. Hovedemnet for denne første udgave af Regnfang er “BEGYNDELSEN”, og jeg har valgt at tage fat i film, netop fordi filmen og dens historie, både nationalt og internationalt, er interessant for dette emne. Man kan sagtens sætte sig ned og se på filmmediets begyndelse hos de gamle Lumiére brødre, og man kan sagtens sætte fokus på den store ændring, der opstod i overgangen fra stumfilm til lydfilm; ligesom man snildt ville kunne høvle en halv artikel ud om det nymodens CGI-animation og dens overtagelse af stop-motion og egentlig rekvisit-håndværk eller blot undersøge 3D-bølgens indtog i filmkulturen og -produktionen. Netop alle disse muligheder vidner om, at filmen, filmkultur og filmindustri ikke lader sig tynge af større begyndelser eller arbejder slavisk ud fra sådanne. Tværtimod; filmkulturen og filmhistorien er kendetegnet ved et medie, der har udviklet sig i en sådan hast i så mange forskellige retninger, at der nærmere er tale om et stort voksende hav af muligheder, hvis konstante begyndelser og afslutninger kendetegnes som bølger af popularitet og eksperimenterende interesse. Det, der især er sjovt at tænke på, er, at vi filmhistorisk på kun cirka 120 år er nået fra omrejsende folk med filmklip på 10-15 minutter til 2 timers lange internationale produktioner til en værdi på over 200 millioner dollars, og der er endnu ikke fundet et fast ståsted for filmen eller fundet en bølge, som mediet for alvor vil hvile i. Hvad vi kender som film nu, og hvad vi kender som dansk film, vil om 10-20 år uden tvivl være vendt helt på hovedet, og den næste nye begyndelse kommer måske allerede, før vi tror det. Den amerikanske filmindustri sidder stadig hårdt på populærfilmskulturen og ikke mindst actionfilm og lignende overbetalte genrefilm. Det skal dog ikke forståes sådan, at amerikanske selskaber ikke har lige så mange penge ude at flyve som de danske. Film til over 200 millioner forudsætter også en indtjening, og som nogen måske bemærker, har amerikansk film, ligesom dansk film, fået for vane at låse sig fast. Vi har eksempelvis snart overstået et årti med store amerikanske filmatiseringer med det formål at konvertere størstedelen af 50 års tegneseriehistorie til det store lærred, og ser man på fremgangen, fortsætter dette mindst 10 år endnu. Det er dog kun et enkelt eksempel og en brøkdel af amerikansk films nuværende situation, der mindst ligeså tit indeholder tragedier som triumfer. En situation Danmark på mange måder deler. Godt nok har Danmark oplevet endnu et komedieopsving i form af KLOVN - the Movie og en ny form for platheds-komedie - hvilket ikke nødvendigvis er negativt ment - i form af Blå Mænd, Julefrokosten og Alle for én, der dog har lidt under den sørgelige tendens at ville kopiere sig selv ud fra den eneste begrundelse, at den første film var en succes. Ganske vist har den danske komedie tradition for at spytte efterfølgere ud i stride strømme - her tænker jeg på Olsen Banden, Familien Gyldenkål og så videre - men i nyere tid har dette ikke vist sig at gavne film overhovedet. Det bedste eksempel, jeg kan komme på, er filmene om Anja og Viktor, der formåede at kopierer sig selv til det punkt, hvor filmene hang folk langt ud af halsen; en tendens førnævnte nyere film sikkert skamløst vil efterfølge, såfremt det er økonomisk forsvarligt, og ikke mindst giver en følelse af økonomisk tryghed for producenterne. Det er dog ikke kun på komedieplanet, at vi ser disse tendenser. Dansk film har de sidste par år fået for vane at dreje i ring om sig selv af ren mangel på at kunne komme på en ny bølge. Ganske vist har vi haft flotte film som eksempelvis Hævnen og Jagten, der næsten kan betegnes sammenlagt som 1.5 Oscar, men samtidig ser vi en dansk filmindustri, der pludselig er blevet besat af at filmatiserer og kommercialiserer vores nationale historiske arv; og det med en attitude, der emmer af håb om international succes. Det skal ikke betyde, at disse film er dårlige eller bør anses for usunde for dansk films udvikling. Tværtimod. Dog opstår der et problem, når vi stolt producerer film som En Kongelig Affære, Drømmen, Hvidstengruppen, Spies & Glistrup og lignende film, og derefter ender ud i film, der modtages så skævt som Tarok og den kommende serie med fokus på Sønderjylland i 1864 lavet ud fra den optik, at det er nationalt spændende, og samtidig nok også ville kunne sælges til Tyskland. Værst af alt er tendenserne for dansk børnefilm, der har ramt det pinlige stadie, hvor vi skal gendanne Far til 4 og Min Søsters Børn til det punkt, hvor både medvirkende skuespillere og selve filmenes målgruppe siger fra før produktionerne stopper. Et overdrevent pinligt fokus på at skabe franchise-produktioner, hvis altså man ser bort fra film som Fjerkongens Rige og Den Kæmpe Store Bjørn. Det afspejler for mig et stort problem i dansk film, der efterhånden har nået et særligt punkt i dansk filmhistorie, hvor den nye begyndelse ikke kommer af sig selv eller bliver ordentligt fremprovokeret, og resultatet bliver en filmindustri, der danser rundt i ring om de samme produktioner; vi kan nu vente spændt på at Krummerne bliver trukket igennem remake-automaten til oktober.

Der er mange ligesom mig, der brokker sig over disse tendenser i dansk film, og mange vælger at give producenterne skylden. Den mest hyppige kritik er, at der mangler mod fra deres side til at satse på nye ting, og at det er årsagen til, at dansk film til tider kan ligne en falliterklæring. Jeg kan dog ikke erklære mig helt enig i dette. Producenternes valg kommer af en økonomisk ansvarlighed over for dansk film, der har satset på de sikre produktioner i udgangen af en økonomisk krisetid, og disse produktioner viser sig da også at indkassere en relativt fin billetmængde. Dog er det en tendens, der lever på lånt tid, og hvis begyndelsen til det næste nye ikke snart opstår, vil resultatet være en dansk filmindustri, der mister sit publikums troværdighed og opbakning. Det er ikke en tendens, der kun ses i Danmark; dog er det mest nærværende for mig at se på vores nationale karakteristika. Amerikansk film er ligeledes fanget i en stor re-boot og franchise-maskine, der kun bliver holdt i live på grund af nød og det faktum, at det virker. Grunden til at det næste nye er en nødvendighed, er, at filmindustrien historisk endnu ikke har mødt en så stor stilstand, som den gør nu. Konkurrencen fra tv-serier og de nye demand-services - som NetFlix og lignende - gentager 60’ernes store problemer, der som sagt fik omlagt hele filmindustrien. Denne gang er det dog ikke tilstrækkeligt, at USA sætter endnu større og vildere produktioner i gang, og at Danmark øger statsstøtten til film. Filmen møder denne gang et pres, der kun kan afvikles ved innovation. I et europæisk perspektiv ser vi, hvordan et stigende antal produktioner søger EU-midler, der dog kræver indtil flere co-producenter fra andre EU-lande, der skal sikre de nationale films adspredelse internt i unionen, og i al hemmelighed bakke op om EU’s interesse for en fælles EU-kultur. Samtidig ser vi, hvordan asiatiske film bliver stigende hverdagsindhold i biograferne. Dette er dog ikke tendenser, der direkte vil gavne dansk film i sig selv. Den nye begyndelse for vores egen nationale filmkultur er svær at øjne, men publikum skal vide, at der i krogene kæmpes for det. Anders Thomas Jensen vender i 2015 tilbage med Mænd og Høns, der lover nytænkning inden for den mainstream-komedie, han selv fremprovokerede i 00’erne, og den stort opsatte filmatisering af Skammer-trilogien bliver også snart søsat. Jeg vil ikke kritisere producenterne af Skammer-filmene for at vælge materiale, der nemt kan sendes ud som flere film, netop fordi materialet er velvalgt. Det at vælge fra litteraturen og starte en ny filmatiseringsbølge er en gennemgående tendens, der ser ud til at opnå endnu en stor stigning. Det er min opfattelse, at netop dansk film vil opleve stor gavn af endnu engang for alvor at smelte sammen med den danske litteraturhistorie, og måske kan vi over de næste 10-20 år opleve et væld af flotte filmatiseringer til publikum i alle aldre. Rent skandinavisk er Stieg Larsson selvfølgelig allerede blevet kørt igennem, men ny-moderne filmatiseringer af Dan Turèlls gamle krimier, Aarhus’ produktioner af Svend Åge Madsens værker og måske endda digtsamlings-inspirerede ungdomsfilm kunne være kærkomment. Når bare vi ikke ender med genindspilninger af alt det gamle Bjarne Reuter materiale, vil jeg vædde med, at der er håb og nye flotte begyndelser forude. Jeg håber i hvert fald på det.

Pjece om graffiti

Af L:Ron:Harald - på baggrund af oplevelser fra Sønderjyllands Kunstakedami

Helt grundlæggende er det meget vigtigt at gøre sig klart, at den frygtede og ildesete Graffiti psykose er en utroligt sejlivet og ondsindet lidelse. I de godt 30 år Graffiti i dens moderne form har været kendt i Danmark, har den fuldstændigt overtaget og efterfølgende ødelagt utallige fortrinsvist yngre sind, og manipuleret, narret og fejlstimuleret endnu flere. Det er derfor af afgørende betydning, at unge effektivt og konsekvent forhindres i enhver kontakt med kendte smittekilder. Blandt disse er det bedste eksempel spraydåsen, som for de inficerede og psykoseramte antager karaktér af en art ikon, der tillægges magiske og nærmest overnaturlige evner. Undgå derfor FOR ENHVER PRIS at gøre spraymaling tilgængelig for unge i risikogruppen. Denne udgøres primært af yngre individer med en stærk kreativ nerve, mixet med en farlig og fejlagtig tro på at de, sammen med ligesindede, kan frembringe grafiske værker der er lødige, rummer blivende kunstnerisk værdi, og endda er ”nyskabende”. Støder man som forældre på disse triste tendenser hos sine børn, er det ofte et spørgsmål om få dage, ja timer, før Graffiti psykosen sætter ind, og overtager den unges sind og ganske hverdag. Der bør derfor SLÅS HÅRDT NED på ETHVERT TILLØB til stædige og gentagne forsøg fra den unge på at dygtiggøre sig indenfor den ganske håbløse grafiske udtryksform, som Graffiti psykosen medfører og fremskynder. Der bør således ikke argumenteres med den unge, men med brutal beslutsomhed bankes i bordet, så disse tåbelige og ganske latterlige nykker kan elimineres allerede i starten. Intet er som bekendt værre end et indbildsk og vildledt ungt menneske, der danner sig meninger om voksne menneskers gøren og laden på det felt der under ét er kendt som Kunsten. For selv om det ganske vist siges at enhver sag har to sider, er Sandheden i enkelte tilfælde ganske sort/hvid. Blandt dannede og veluddannede voksne er det jo netop derfor et fuldstændigt ufravigeligt fact, at KUNST, dette smukke, tidløse og udødelige fænomen, udelukkende melder sin ankomst efter at egnede sind er blevet skolet, ensrettet og disciplineret i årevis, og har brugt et ustyrligt antal timer på monotone, opslidende og tilsyneladende meningsløse stiløvelser. På landets akademier regerer heldigvis karaktérfaste hædersmænd- og kvinder, som prædiker og praktiserer de århundredegamle dyder, der lige fra den spæde start har været garant for Kunstnerisk kvalitet. Disse stoute og robuste mennesker forstår heldigvis at pille ALLE fejlagtige tilløb til overvurderede og foruroligende tiltag som personlig stillingtagen, ofte efterfulgt af det endnu mere vanvittige fænomen, forsøg på udvikling af en personlig stil, der er tro mod den unges egne drømme og idealer, UD af de unge brushoveder. Der har været tilfælde af kritik fra de unge psykoseramte om, at underviserne på akademierne eksponerer en arrogant og snæversynet indgang til deres fag, samt i unødig grad gennemtrumfer egne dogmer i undervisningen, som en art kompensation for manglende personlig succes, og deraf følgende tabte drømme og bristede illusioner. Dette kan naturligvis altsammen pure afvises som grundløst nonsens, fostret af syge sind. En god dag på et af landets mange små og større kunstakademier og skoler, er derfor på mange måder lig den sunde og meningsfyldte hverdag på en kaserne. De unge brydes ned til nul, rippes for personlige karakteristika og særpræg, og bygges langsomt op igen ganske efter Ledernes ønsker og tanker. SÅDAN skabes en effektiv soldat, der uden at stille spørgsmål parerer ordre og derfor tjener sit formål optimalt. Og SÅDAN frembringer man en Kunstner, idet vejen til at kunne smykke sig med denne ærefulde titel uundgåeligt må være brolagt med resignation, opgivelse og udrensning af de allermest personlige ambitioner og initiativer. Kunst er og SKAL først og fremmest være et produkt af underkastelse og ensretning. For KUN på denne måde undgås disse fjollede meningsløse situationer og optrin, hvor indbildske og selvhøjtidelige døgenigte og døgnfluer, hårdt ramt af vor tids Pest, Graffiti psykosen, griber til handling og individuel stillingtagen og tankeaktivitet, og ganske krænker og besudler det noble fundament for god og RIGTIG kunst!!

R EG N FAN G

140

VĂŚrker af Andreas Welin

R E G N FA N G

141

N T 3

t e l

Begyndelsen og Os Af Oliver Hollund

Lad os starte med begyndelsen på trods af det umulige ved denne simple opgave. Hvor startede hele kosmos? Det er

et af de oprindelige mysterier. Et spørgsmål, som gennem tiden har ledet til, at mange mennesker har grublet, indtil de blev gråhårede. Begyndelsen bestemmer naturen af eksistensen og det nu, vi befinder os i. Det er svaret på spørgsmålet “Hvorfor?”. “Hvorfor er verden, som den er? Hvorfor er jeg her?” Kan man finde svar på spørgsmålet om begyndelsen, kan man måske finde essensen af eksistensen. Et utal af forslag er blevet frembragt; myter og teorier fra alle egne. For med vores opfattelse af tid, må vi konkludere, at der har været noget før. At dette nu, vi befinder os i, er resultatet af noget, der ligger bag os. Menneskeheden har altid været frisk på en udfordring, så vi har forsøgt med forsøg, at give os selv idéer om, hvor alle disse idéer dog stammer fra. Vi har troet med tro, at vi kendte til universets oprindelige ophav. Vi har brugt de redskaber, der var til rådighed, og vi har kaldt disse redskaber fornuft og tro. På den ene side har vi videnskaben, som bygger på erfaringsmæssig erkendelse og en logisk fornuft. På den anden side har vi religion, som er troens hjemsted, og hvor guder og andre metafysiske skabninger bestemmer verdens gang. Ikke at de to ting behøver at være adskilte. Religion og videnskab har et meget mere dynamisk forhold, end mange forestiller sig det i dag. Tit kommer det hele an på, hvordan man vender og drejer det. Nogen mener, det er fornuftigt at tro, og andre tror på fornuften. Men lad os alligevel opretholde adskillelsen endnu. For at komme nærmere vores forhold til vores fælles begyndelse, kan man jo netop starte med vores nuværende adskillelse; for det gør en stor forskel, hvor man lægger sit fokus. Fokuserer man på tro, er begyndelsen beskrevet i skabelsesmyter. I alle kulturer er der fortællinger om altings tilblivelse. I vores egen kristne kultur, har vi endda en bog, Guds bog, Bibelen, som starter meget bogstaveligt med begyndelsen: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og Jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: “Der skal være lys!” Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.” Gud er alfa og omega. Skaberen. Den oprindelige vilje, der sætter skub i tandhjulene og indleder verdens begyndelse. Det tomme univers er hans kanvas, og han maler himmel og jord derpå. Skaberværket er sat i bevægelse, og med ordets magt tænder han projektørerne, og stykket kan begynde. Sådan starter begyndelsen med, at Gud skaber modsætningerne himmel og jord, lys og mørke. Gud transcenderer modsætningerne, da han er eksistensens grundkilde. Al adskillelse begynder med Gud, som både opretholder og ophæver denne adskillelse. Alt er ét, da alt er Gud. Du er altså en udstrækning af den oprindelige vilje, og dit liv vil altid stå i forhold til Gud, din skaber, din fader. Ligesom en pensel bliver lavet med et formål, er du også skabt med et formål, og det formål er Guds. Gud giver mennesket den frie vilje. Valget til at følge Guds bud eller følge deres egne lyster. Og de første mennesker vælger at forbryde sig mod hans bud og spise af kundskabens træ. De får dermed indsigt og bliver smidt ind i den virkelighed, vi nu befinder os i. Du må nu vælge, om du vil leve et liv bygget på synd eller følge den guddommelige vej, som leder til Guds rige. Her støder vi på en vigtig detalje; den eneste måde at vende sig mod Gud er gennem tro. Selv med den indsigt vi var givet gennem kundskabens træ, kan vi ikke begribe Guds vilje. Kort og kontant er det beskrevet: ”Herrens veje er uransagelige”. Så da du ikke kan vide, må du tro. Dette er dine livsvilkår. Hvis du altså tager det for gode varer, at Bibelen er Guds ord, og ikke bare en samling myter skrevet ned af senile gamle mænd. Den eneste garanti, du kan få, kommer fra Bibelen selv. Logisk set er dette en fejlslutning, og man kan hurtigt se det ufornuftige i at tilslutte sig Bibelen på denne præmis. Men her er troen speciel, da den ikke er afhængig af kundskabens træs frugter; fornuft og logisk tænkning. Troen er absurd, og samtidig transcenderer den absurditeten. Kun gennem troen kan det skabte blive forenet med sin skaber, da eksistensen er ubegribelig og uransagelig med den indbyggede fornuft. Her er det vigtigt at klargøre, at den adskillelse, du må forholde dig til, hverken er mellem jorden og himlen eller lys og mørke. Den adskillelse, du med dig selv må forholde dig til, er adskillelsen mellem dig og Gud. Gud åbenbarer sig ikke for dine øjne, du må selv finde ham. Og da han er det ubegribelige alting, er opgaven både virkelig svær og umådelig let. Det er “enten eller” og “både og”.

Du er tvunget til at forholde dig til din egen tro og din egen tvivl, for troen er afhængig af tvivlen. Du kan aldrig vide, at Gud sidder deroppe og klør sig i skægget; han lægger aldrig billeder ud på Instagram, så du må acceptere tvivlen og stadig vælge troen. Ingen hænder, ingen kage. Ingen tro, ingen Gud. Du kan altså godt spørge Bibelen, hvor du kommer fra, og her vil du også få svar. Men svaret på, hvor det hele begyndte, starter med spørgsmålet om tro. “Tror du på Bibelens Gud og Guds Bibel?” Og uden nogen garanti, må du droppe alt, hvad din fornuft fortæller dig er logisk, og tage springet. Acceptere absurditeten og satse hele sjælen. Du har alt at vinde og alt at tabe. For først med dit eget endeligt vil spørgsmålet ende. Måske dør du, og et lys vil vise sig. I det fjerne kan du høre en harpeversion af Stairway to Heaven, ”Peace out” til Sankt Peter, og perleporten åbner sig; paradiset er dit. Eller måske dør du og bliver reinkarneret som en tohovedet ko, der er sur på sig selv. Måske er der ingen bevidsthed efter døden; din hjerne stopper med at fungere, din krop går i forrådnelse og fortsætter som en del af det universelle kredsløb. Dette er i hvert fald, hvad videnskaben er kommet frem til. Mange mennesker siger i dag, at de tror på videnskaben. Ikke så meget hokus pokus med krokus. Smid din bibel ud og gå på biblioteket. I det daglige sprog forstår vi godt, hvad disse folk mener, når de siger, at de tror på videnskaben. Men videnskab er et vidt begreb, som kan være svært at afgrænse og definere. Når vi beskæftiger os med universet og dets begyndelse, er det nu engang naturvidenskaberne, som vi må rette spørgsmålet imod. Her søger man at finde lovmæssigheder ved at benytte observationer og teorier. Begrundelserne er i logikkens og fornuftens sprog, og det nytter ikke noget at referere til en metafysisk skægget mands bog. Vi må selv udvikle teknologien og sproget, hvori vi kan beskrive universet og dets byggesten. Objektivitet er Gud. Resultaterne må udspringe af en fælles virkelighed. Det nytter altså ikke noget, at du havde en drøm, hvori en enhjørning pruttede universets hemmeligheder til dig. Så skal hemmelighederne i hvert fald kunne efterprøves med eksperimenter. Naturvidenskabernes søgen efter svar på universets natur har efterhånden givet en masse svar. I forhold til begyndelsen er den anerkendte teori, at universet startede med Big Bang. For mange ikke-troende er det sådan, de forstår deres skabelse. At universet engang var i en meget tæt og sammenpresset tilstand, som begyndte at udvide sig meget hurtigt, og som stadig udvider sig den dag i dag. Selvom det er en umådelig interessant selv- og verdensforståelse, må man lige sætte bremserne i og gennemgå, hvilke logiske konsekvenser en sådan tillid til videnskaben egentlig har. For i denne informationenstidsalder bliver videnskabelige idéer og teorier spredt ud til den almene befolkning; de mennesker, der ikke tror på præstens ord har det med at tro på fysikerens. Så når de læser i Illustreret Videnskab, at Big Bang er, hvordan universet startede, tror de på, at det er rigtigt. Men dette er en ubegrundet tro. Ikke fordi Big Bang-teorien er uden begrundelser, men fordi at det almene menneske ikke har nogen mulighed for at forstå disse begrundelser og forstå, hvordan samspillet mellem forskellige teorier og observationer er ledt til denne teori om universets begyndelse. Almindelige mennesker har lige meget grund til at tro på præsten som fysikeren og som den skingrende sindssyge; ingen. De må selv navigere uden kort, kompas eller øjne og forstå verden ud fra en tillid til, at der nok er nogen, der fortæller dem noget, der er rigtigt. Selv tilhængere af den objektive virkelighed er afhængige af blind tro for at sammenstykke en forståelse af, hvad virkeligheden egentlig er. Der er selvfølgelig folk, der forstår det sammensurium af teorier og observationer, der er ledt til Big Bang-teorien, men videnskaben er altid en vedvarende diskussion, der aldrig har et endeligt svar. Selv de mest lærde astrofysikere må erkende, at alle teorier er foreløbige og blot er et forsøg på at komme nærmere en mere fyldestgørende teori. Al søgen efter objektive sandheder må nødvendigvis lede til absolutte teorier. Du kan tro på, at du er bygget af atomer, men ingen har nogensinde set et atom; et atom er en idé, og så snart det er en idé, flytter det sig fra virkelighedens verden til forestillingernes verden. Man kan mene, at det er det tætteste, vi kommer på sandheden, men hvordan kan man være tæt på sandheden? Et udsagn kan enten være sandt eller falskt - aldrig tæt på. Videnskaben er selvfølgelig brugbar og har givet os så fine ting som ristet brød og atomvåben, men der er ikke nogle egentlige svar at hente. At tro på videnskab er lige så absurdt som at tro på religion - sandheden vil altid være mørklagt for os.

Begyndelsen er selvfølgelig et umuligt spørgsmål at besvare, men det illustrerer stadig vores grundlæggende livsvilkår meget tydeligt. At vi hverken ved, hvor vi kom fra, eller hvor vi er på vej hen; at selv når du står i supermarkedet og skal vælge mellem at købe den dyre eller den billige mayonnaise, selv der er eksistensen indhyllet i mystik. I det her liv får du ingen håndgribelige sandheder; du er ankommet til tvivlen. Du kan tro på videnskab, og du kan tro på Gud, men du kan aldrig undslippe tvivlen, for i al tro ligger tvivlen gemt. Kun fordi du er et menneske, har du dette udsøgte privilegium, at du kan tvivle, og du må ikke glemme, hvor fantastisk tvivlen er. Evnen til at undrer sig over kosmos og søge efter svar på eksistensens største spørgsmål. En fuldstændig absurd søgen, men ikke mindre fantastisk. Tvivl er ikke stilstand, men en menneskelig skabende kraft, som ligger til grunde for både tro og videnskab, og som giver anledning til alle skabelsesfortællinger og skabelsesteorier. Hver dag skaber vi en ny begyndelse og en ny idé om, hvor vi kom fra, og det er med til at skabe den verden, vi nu lever i. Det er kreativitet; menneskets absurde skabelsesproces. Det er vores vilkår som en del af den kosmiske bevægelse. Du kan aldrig gå tilbage, du kan kun gå fremad. I sidste ende er selv tvivlen en illusion, men sandheden kan kun leves og ikke forstås.

Håbet for vækkelsens begyndelse Interview AF

Victor Lange

Fotografi AF

Magnus Harding Iranzad

Et interview med kræfterne bag det tidligere Faderhuset; Ruth Evensen, Kristina Djarling og Simon Evensen. En samtale om tro, ungdom, samfund, kærlighed og fremtid. Følgende er kun et uddrag fra det oprindelige interview, der findes som radiodokumentar på vores hjemmeside. Interviewet blev optaget i vinteren 2014.

R EG N FAN G

146

R E G N FA N G

147

Dette er kun et uddrag fra den oprindelige radio-dokumentar, der indeholder hele interviewet. Find dokumentaren og hør hele samtalen på www.regnfang.com.

”Det er blevet vakuum på vakuum nu. Meningen er blevet væk, for der er ikke nogen, der tør snakke om det, og det at præge sine børn forbindes for eksempel med noget dårligt i dag. Jeg tror faktisk, at det er blevet så ekstremt nu, at det kan vise sig at have en positiv effekt - vi står lige ved grænsen til en ny søgen, så at sige. Især unge begynder at indse, at det liv, der er normen i dag, på ingen måde har alle svar - måske har det endda ikke særligt mange svar. Vi er i en krisetid, og måske venter der noget lysere på den anden side”. - SIMON EVENSEN OM MENINGSLØSHED OG OM HÅBET FOR EN NY ÅNDELIG OPBLOMSTRING.

01 Falster kl. 9:15 02 Storebæltsbroen kl. 8:30 03 Aarhus kl. 6:15

R EG N FAN G

148

”Vi står til regnskab for vores liv. Vi bør leve i lydighed og udbrede Guds kærlighed. Så frygter du ikke ende-tiden længere.” - RUTH EVENSEN OM ENDETIDEN, OG OM AT SE SIG SELV I ØJNENE.

03 R E G N FA N G

149

”Jeg har ikke tænkt decideret på ungdomsvækkelse. Men det ville da være fantastisk, hvis vi fik en. Jeg tror seriøst, at unge mennesker har brug for et alternativ til den almindelige ”ungdoms-verden”. Jeg håber for alle unge mennesker, at de en dag vågner op, ser sig om, og ser, hvad de er blevet bildt ind, at livet skulle handle om. Det under jeg dem virkelig - de unge.” - KRISTINA DJARLINGS SVAR PÅ OM DER ER BRUG FOR EN UNGDOMSVÆKKELSE, OG OM DET ER HENDES VISION. 04

R EG N FAN G

150

”Med ungdomsoprøret i 60’erne ”slettede” man så at sige mange generationers tradition og levemåde. Jeg tror, man har smidt barnet ud med badevandet ved det eksperiment at starte helt på en frisk. Vi er slet ikke så rodfæstede mere, og livet er blevet en individuel opgave for den enkelte”. - SIMON EVERSEN OM 68-GENERATIONEN - OG OM TRADITION OG MENING.

”Jeg har grædt mange tårer for ungdommen. Virkelig mange. Tårer der kommer ud af en oprigtig og dyb kærlighed til ungdommen. Jeg følte jeg måtte gøre noget; musik er ekstremt åndeligt, og det har stor indvirkning på unge mennesker. Derfor må der være nogen, der gør opmærksom på, at musikidoler har et ansvar og en stor magt over ungdommen.” - KRISTINA DJARLING OM HENDES VIDEO-REAKTIONER PÅ LADY GAGA OG BEYONCE - OG IKKE MINDST DERES KONCERTER I KØBENHAVN.

04 Falster kl. 10:45 05 Ønslev kl. 11:04 06 Interview på Bandholm Hotel kl. 13:49

R E G N FA N G

151

08 R EG N FAN G

152

”Vi har et samfund, hvor vi konstant ligger under for alt muligt forskelligt; både stat, normer og forskellige typer moral - der er specielt tydeligt hos ungdommen. Det er ikke godt for ens ego, for ens sind, for ens sjæl. Alt det vi ikke må; ryge cigaretter, lave ingenting eller bare spise hvidt brød. Vi er undertrykte, ikke ydmyg, nej, vi er undertrykte.” - RUTH EVENSEN OM DEN MANGEL PÅ SELVVÆRD HUN SER I DET MODERNE SAMFUND.

”Det er kærlighed, der driver os. Ingen tvivl om det.” - KRISTINA DJARLING OM, HVAD DER DRIVER HENDE TIL AT BLIVE I KAMPZONEN - TRODS HAD OG NEDGØRELSE FRA OFFENTLIGHEDEN.

”Fra naturens hånd er vi jo inddelt i forskellige aldersgrupper, og i familien forenes de. Det er virkelig alvorligt, at vi ikke længere befinder os i disse sammenhænge, at børn ikke længere er så meget sammen med ældre for eksempel, og at vi hele livet stort set kun omgås med jævnaldrende. Det er faktisk ret fattigt.” - SIMON EVENSEN OM LIVSERFARING OG ALDERSGRUPPER.

07 Interview på Bandholm Hotel kl. 15:17 08 Bandholm by kl. 19:49 R E G N FA N G

153

”Mange unge har godt af en ”god” krise; en masse tvivl. Selvfølgelig ikke så meget fortvivlelse at man ikke kan rejse sig igen, men den tvivl, der sætter tankerne i gang, er uundværlig.” - RUTH EVENSEN OM KRISER, TVIVL OG SØGEN EFTER NOGET STØRRE END SIG SELV.

R EG N FAN G

154

09 Bandholm by kl. 20:11 10 Bandholm Hotel kl. 16:21

R E G N FA N G

155

R E G N FA N G

159

DOGME

B EG Y N DELSE N AF

Eva Viktoria Nielsd贸ttir Krause-Jensen -

Poul Lynggaard Damgaard -

Morten Berggreen

R EG N FAN G

160

HVAD ER DENNE DOGME-KUNST? Lidt om projektet: -

3 kunstnere, med 3 forskellige medier, skal skabe 1 værk hver, efter 1 dogme-manifest Dogmerne behandler et nyt tema hver gang Missionen; at skabe et forum for ikke uhæmmet, men hæmmet kreativt Desuden gives der et fælles bedømmelsesgrundlag for både beskuer og kunstner

Uden rammer, ingen kunst.

Værsgo.

R E G N FA N G

161

Forord Tekst af Victor Lange

Forordet. Ordet, før ordet selv; ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”. Forordet kommer vel før begyndelsen? – det er vel en indledning til begyndelsen, tanker før begyndelsen? Gud må da være forordet? Han sætter ordet, vel alt i kontekst? For Gud har da altid været før begyndelsen selv; ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”. Altså begynder kristendommens hellige skrift ikke engang ved den totale begyndelse, for denne måtte da så være Guds egen begyndelse? Skabelsesberetningen begynder efter begyndelsen – altså altings udspring, begyndelsen som der kun findes en af, begyndelsen i bestemt form. Men findes denne totale begyndelse? Denne bestemte begyndelse. Den ubetingede begyndelse. Grækerne ville svare nej, alting har sin kilde; ex nihilo nihil fit. De ville sige at der af ingenting ikke kan komme noget, at der ikke kan opløses noget i ingenting. Og tilbage til de kristne, for hvad ville de sige til dette? De har jo deres almægtige Gud? Ja, Kristendommen har nemlig dens Gud, og denne kan skabe ud fra fri vilje, fra intet. I græsk, og til dels også romersk tækning derimod, er ontologi lig med væren og ikke-væren, set i bevægelse, forandring og identitet. Men som sagt gælder dette ikke for kristendommen. Ingenting er en negation af noget der er forudsat, det er altså fraværet af noget. Men hvad så med intet? Det forholder sig anderledes med intet; Intet bliver med kristendommen indført som et filosofisk grundbegreb. Med intet i spekulationerne om ontologien indføres et yderst interessant spørgsmål som grækerne ikke behandlede; hvorfor er der noget, og ikke bare intet? Senere Schellings så berømte spørgsmål. Her besvares spørgsmålet selvfølgelig med Gud, og dennes frie vilje som kilden til det værende. Gud er almægtig, han skaber ud fra intet; ex nihilo. Verden er uden årsag til sig selv – stik modsat set fra den græske tænkning. Verden er så at sige ens ab alio, den får sin væren fra en anden kraft, men Gud tværtimod, han får sin væren ved sig selv; ens a se. Derudaf kan man så forstå Augustins svar på sit eget spørgsmål i sine Bekendelser; ”Hvad er Gud?” ”Han har skabt os.” Og hvorfor er dette så vigtigt? Dette tankespind. Jo, for uden dette ville vi ikke for alvor kunne behandle spørgsmålet om begyndelsens natur og fremkomst, fænomenologisk som ontologisk, og da slet ikke nå en begrebsdefinition. En ting kan både en kristen som græsk/romersk tradition vel nok enes om; at begyndelsen må begynde noget nyt. En noget diffus, men nødvendig konklusion. Spørgsmålet er vel snarere hvornår vi opdager den? Hvornår i begyndelsen vi kan erkende begyndelsen. For når vi opdager at noget er begyndt, er det vel allerede begyndt? Altså, hvis du langsomt vågner fra søvnens sødmefulde svimmelhed, vil du i det øjeblik du er bevidst om din egen vågne tilstand, jo allerede være det, og derved vil du ikke iagttage din egen begyndelse på vågen tilstand, men kun fastslå den et stykke inde i, nå ja, begyndelsen af den.

R EG N FAN G

162

Forvirret? Så tag en dyb indånding, og begynd forfra, hvis ikke, så lad os fortsætte; Altså er vi hele tiden et eller flere skridt bagude begyndelsen selv. Vi mangler et evigt led til den. På en eller anden måde tvinger det os til at tænke begyndelsen forfra, altså fra begyndelsen. Faktisk ser det jo ud som om at en form for udfald eller effekt altid vil vise sig lige før begyndelsen, for at vi kan vide at den begynder. Altså i det vi ser at en bil begynder at køre, kører den jo allerede lidt før vi kan fastslå det, og derved viser den sit resultat af begyndelsen, før begyndelsen selv kan erkendes.

Så mange ord om ingenting og intet. Hvorfor så? Det ville den tyske filosof Hegel nok have et klart svar på, eller mere præcist; det har han. For ham stod begyndelse som noget fundamentalt og grundlæggende for al bevægelse, for al tænkning. Og det kan vi lære af. Hegel mente nemlig at tanken var en tankegang, og for ham var udgangspunktet, derfra hvor man går, dybt, dybt betingende for resultatet; Hvis du begynder forkert, ender du forkert. Sandheden har ingen smutvej, ville Hegel sige, så du må vide hvorfra det er rigtigt at starte din tankegang. Sandhedens melodi, ville det poetisk kunne udlægges. Ja, se sandheden som en melodi; et forløb sammensat af en mængde toner, der skal ordnes i en korrekt struktur, gentagelse, rytme, for at melodien kan skabes, kan høres, spilles, sanses. Sandheden kræver tålmodighed, fordybelse.

Selv fra begyndelsen.

R E G N FA N G

163

D O G M E -M A NIF E S T --------------------------------------------------------------------------------------------------------§1 Værket må først påbegyndes d. 20. december 2013 og skal færdiggøres inden d. 10 april 2014

§2 Værket skal bære titlen Begyndelsen

§3 Værket skal portrættere, helt konkret billedligt, auditivt eller skriftligt, et ”missing-link”; det øjeblik man aldrig vil fange i erkendelsen af begyndelsen.

§4 Værket skal ses som begyndelsen på et andet værk, I hverken har skabt eller forsøgt at tænke jer til endnu.

R EG N FAN G

164

1. Kunstner

Eva Viktoria Nielsd贸ttir Krause-Jensen Titel: BE GYNDEL SEN

R E G N FA N G

165

R EG N FAN G

166

R E G N FA N G

167

2. Kunstner

Poul Lynggaard Damgaard Titel: B EGYNDEL SEN

Nu sejler Ja, jeg nåede det lige. Jeg nåede at gå gennem mindelunden ved færgelejet med de spottende øjne bag stenene. Jeg vil opfange det der sker, f. eks. den måde du spytter og kaster på. Den kærlighed du giver. Nej, i ramte ikke kun mig, men også færgen.

Et los Stjernetakkerne vrisser i et mudret opgørs stinkende vinkel og dens småt skærende melankoli i skovsøen. Det hænder at en åkande glider ud af handskerummet, mens vognen står bundet til et træ.

R EG N FAN G

168

Hvid hat med fjer De vandfald som bare hele tiden strømmer til. Lyt til de fanatiske stemmer. De knækker på stemmebåndet i deres fascination af det billede som byder sig. Så et tog i dag, som faldt fra hinanden. Næste station blev stående på monitor i en tid, hvor klangen ryster i glasset flere øjeblikke efter vinden lægger sig ved kysten. Her er trapperne bare længere. Sagte rislen på fremmede huse. Hinandens støvler farer ikke væk, som den forskrækkede kat ved braget. Toner fra himlens farvel ved banelegemet. Starter her.

Syndefaldsesset Jeg spadserer mellem facaderne, vi havet ind i hinanden. Hånden hviler på skråningen, hvor skibet sejler ud. Horisonten i din pande og alle nuancer bagved.

R E G N FA N G

169

Tung fragt De snørklede mellemrum mellem stenene vil tilbage i kirkemuren, men nu ligger de i mudderet, og danner mønstre, inden bilen kører forbi.

Eventyret flyttede ind Boligen ingen kunne løbe fra var altid mørklagt med gardiner, og alle udenfor var overbevist om, at derinde boede mange familier, som snart kunne fylde byen op. Derfor byggede de nye huse andre steder. Bygninger mørklagt med gardiner og som ingen andre kunne løbe fra.

R EG N FAN G

170

3. Kunstner

Morten Berggreen Titel: BE GYNDEL SEN

R E G N FA N G

171

R EG N FAN G

174

5 digte for nu AF

Magnus Iranzad

Tegninger af Victor Lange

R E G N FA N G

175

MENING og det var gråt og koldt og regnfuldt og blæsende og smagløst at leve i Danmark i januar og vi var trætte og syge og triste og endelig blev det weekend igen og dér var festerne og byen og natten og dansen og neonlyset blændede bevidstheden og de var billige og liderlige og stofferne og illusionen drog os igen og så kom morgenen og lyset og lagenerne og duggen og jagtens gevinst det eksistentielle klimaks og vi var mætte og tilfredse og rede og gentagelsen gentoges igen

R EG N FAN G

176

VIRKELIGHED Vi grinte af dem i boxen, de bekræftede os i bedre Stilstand herude, evige mangler Smøger og selvværd, sex og neon Vi nød bare at ligge i lagnerne, efter nattens lange jagt De syge forsvandt i går, bladende brænder i dag i rød Vejen er lang og gold, endeløse støvbilleder Familien ved de syge, deres ensomme timer De er bestemt til at håbe, at rejsen når et mål Vi er vilde i champagnerus, tomheden runger i aftenens trafik Det sociale medies venner, da vores verden blev et gemmested Sovende kur, udmeldingsblanket fra det ydre Vi er tidligt tilfredse og naturligt åndsforladte Ørkenvandring og hunger, vejen bliver længere for hvert skridt Byer i flammer, sort røg i alle afkroge Rotternes liv, mod er nøglen i deres søgen Overleve skal de, stamtræet må ikke ende Vi lægger tingene bagved solen, de forpestede systemers lov Muglighedernes fest, de sværeste valg Identitetsløs krise, de ukendtes mørke Udmattende banaliteter, lagnerne er varme døde fængsler Da de hørte larmen fra lynene, så de imperiet af død Syner under lyset, enden er forude For at give slip, de fortsætter i mod De vidste at rejsen var forbi, da alt blev stille

R E G N FA N G

177

IDENTITET Vægtløshed i fremmed betræk. Hvordan kom vi til dette sted? De kalder os den ukendte mand. Et navn vi finder der passer os godt. Synet formørkes for vores øjne. Ansigtsløs er hvad vi er blevet. Uundgåelig slutning i det system der bekræfter at myten er væk. Skyskrabers forsvinden i grøn røg. Mørk by er vores location. En sygelig stalker i ligegyldighedslængsel. En strejfende i ly af gadens kaos. Livet i parentesens dramaturgi. Livet i bundløse brønde. Nødvendige computere i vores verdens sidste tid. Lange lysår er gået nu. Tilbage vi står. Efterladt i tomgangens forundring. Ingen vil blive frie. Forsvundet i vores privilegium. Dømt til at blive. Blå brand i fangernes flugt fra de fortalte historier. Født af penges milde hånd. En bobbel fra det ydre. Nu leder vi efter andet. Nu forlader vi krigen. For det gav os ingen mening. At gentage igen. Brøndende føles dybere end bundløse i vores færden mod det åbne.

R EG N FAN G

178

MOD Oceaner vi vil rejse Landskaber vi vil gå I søgen på noget I råb på andet Vi hører til, giv ikke slip Dybt i vand Indprentede sagn Lyde i det glemte Leder vores vej Vi hører til, giv ikke slip Vi er de efterladte Modbølger i strømmen I indres mørke nat Fangernes flugt Vi hører til, giv ikke slip Gammel ungdom Gentagelsen slutter Vi vil begynde Den stille revolution Vi hører til, giv ikke slip

R E G N FA N G

179

HÅB På det uvisse I sommerregnes lyde På vinden i pinjetræer Og mørket på den blå bund På sagn og vilje Når vinteren kommer På den gode mand Der giver brød til fugle På søgen efter mere De undrendes fest De kalder os pessimister De siger vi er sortseere Men vi er fantasister Og tror på ufærdige fortællinger På det vi ser Solbjergenes sprog På forandringen Den uforløste ungdom På den anden side Ved rejsens mål På stormen Og at vi ikke vil bukke På troen Og at opstandelsen er begyndt De kalder os pessimister De siger vi er sortseere Men vi er fantasister Og tror på ufærdige fortællinger

R EG N FAN G

180

R E G N FA N G

181

THE BEGINNING AF

Sofie Hvitved

R EG N FAN G

182

R E G N FA N G

183

R EG N FAN G

184

Velk o m m en p 책

B A GSIDE N

Tekst AF

Matle B체low

Tegninger AF

Magnus Buus

R EG N FAN G

198

Bagsiden af Regnfang Allerførst vil jeg på forhånd gerne undskylde for mit tydeligt underdrevne sprogbrug, men jeg har desværre intet valg. Jeg er jo blevet bedt om at vurdere bladet; vel at mærke af bladet selv. Og jeg vil ikke lyve. At jeg underdriver er kort sagt ud af frygt for injurier og andre grufulde ting. Med det in mente: Regnfangs redaktion er en samling uinspirerende vatpikke, og jeg har kort sagt mere til fælles med mit tørrestativ, end jeg har med dem. Bevares, Regnfang er da et visionært, kulturelt udviklende og ekstremt ambitiøst foretagende, men dette er kun på overfladen. For søger man blot en anelse længere ind under huden på dét, der i essensen er grundlagt ud fra idéen om noget ukrudt - altså planten regnfang - så brænder man nallerne. Og det vil svie i timevis. Men det er ikke det eneste, det vil. Velkommen til Snegltang Velkommen til bagsiden af Regnfang. Bagsiden i både bogstavelig og metaforisk forstand. Her vil - selvfølgelig på fuldstændig objektiv, saglig og seriøs vis - alle hemmeligheder om foretagendet for første gang offentligt blive offentliggjort for offentligheden. Om det så omhandler deres drabeligt store stof(mis)brug, deres sygelige forhold til katte eller bare de gruopvækkende bagtanker bag bladet, vil jeg om ikke andet forsøge at lade være med at brække mig af væmmelse, mens jeg formidler disse gruopvækkende oplevelser i den større sags tjeneste. Velkommen til skyggesiden af det blad, der er så opblæst, at det vil ende med at svæve op i intetheden som en stor ballon af varm luft. Til bladet, der bedst beskrives med disse magiske tre ting: En slibrig tusindbenet bille, en forbandet brændenælde og en desillusioneret og ekstremt forvirret teenager. Og tilmed en teenager, der har stukket sit bebumsede hoved langt op i røven på sig selv. Keeping it unreal Til at begynde med var jeg personligt optimistisk over for projektet. Det, ser jeg nu, var ekstremt naivt. Naivt som al optimisme. Og fordi optimisme ikke just er noget, jeg normalt kendetegnes ved, gik jeg abrupt over i en stærk følelse af væmmelse, foragt og had. Og afsky. Og harme. Følelserne vældede op i mig, akkurat da jeg stak næsen lidt for dybt i Regnfangs sorte gryde. Jeg kunne hverken lide lugten eller konsistensen af det, der sad delvist størknet tilbage på min næsetip. Den var slimet, klæbrig og - værst af alt - udefinerbar. En brun sovs tilsyneladende jævnet med jorden. Ikke nok med det; enhver ingrediens, Regnfang har blandet i sin cement, er grueligt overrepræsenteret. Redaktørerne er forfærdelige. Og hvad end det så er kulturstof, litteraturstof, kunststof, debatstof, religionsstof eller vagt defineret generationsstof, er det om ikke andet stof, de har erhvervet sig på diverse illegale stoffer. Svaret på, om det så er hårde stoffer eller bløde stoffer vil fra redaktionens side af være ”et unødvendigt definitionsspørgsmål” og ydermere ”en smagssag”. Sådan sagde redaktionsmedlem Oliver Hollund da i hvert fald; manden, som de inkarnerede kalder freaken, fordi han sjovt nok er en umådeligt stor freak, og han fortsatte energisk: ”Altså, hallå! Stoffer er stoffer, og de er hverken gode eller dårlige, hårde eller bløde - man skal bare flyde med, mand! Så kan det måske endda være, man finder på en eller anden rap om universets skabelse eller sådan noget pis!” Han fægtede med armene, som afværgede verdens realiteter. ”Hvem siger, man ikke kan tale med Gud, hvis jeg var Gud, eller hvad?” spurgte han og lignede selv ét stort spørgsmålstegn. ”Altså… Jeg spørger bare, hallå.” Min passivitet gjorde ham lidt nervøs. Luften fes langsomt ud af ham. Jeg vidste hverken, hvad jeg skulle sige eller gøre. Han var jo direkte absurd. Så jeg sagde altså intet, og det så han så åbenbart til slut som en invitation til at fortsætte. Jeg sukkede indeni, mens han spyttede sine ord ud som en galning på speed (hvilket han ved nærmere eftertanke højst sandsynligt også var). ”Altså, hallå,” væltede det ud ”Jeg ryger det grønne, jeg spiser svampe, frimærker og toast, og så taler jeg med aliens, forstår du R E G N FA N G

199

det?!”

”Ja, jeg forstår”, sagde jeg og tænkte: “Du er sindssyg!” Jeg nikkede tungt, og han blev ved: ”Og hallå, jeg har sgu da ikke taget skade. Se mig i øjnene. Har jeg måske taget skade?” De var blodskudte og flakkende. ”Bevidstheden kan udvides uendeligt, mand! Så sent som i morges havde jeg en indgående dialog med en tidsel, der fortalte mig, at universet ville gå under, hvis ikke jeg joinede Regnfang. So here I am!” Og så lukkede Oliver Hollund dramatisk øjnene, foldede hænderne og nikkede bekræftende til den enorme vægt af sine egne ord. Han håbede vel, jeg gjorde det samme. Men mens han stod sådan, fastfrosset med lukkede øjne, så jeg mit snit til lydløst at smutte. Jeg ville give alt for et billede af hans ansigt, da han igen åbnede øjnene og opdagede, at jeg var væk. Jeg ville sågar hænge billedet over min seng. Lade det være et minde der skal huske mig på aldrig at leve på en løgn og altid briste illusionerne.

Som bumser i verdens spejl Men desværre nåede jeg ikke at komme særligt langt væk fra Oliver Hallålund, før det næste absurde medlem af redaktionen gjorde sin entré direkte ind i min intimsfære. Eller rettere sagt; fire af slagsen. Først Oliver Tolstrup, den ulidelige aristokrat, der altid kræver, at alting er ”rigtigt”. Ulempen er bare, at det aldrig kan blive ”rigtigt”, og at han derfor altid ligner én, hvis iPhone lige er død. Dernæst Bastian Lidegaard, den urbane DJ med et enormt omsiggribende misbrug af café Drudenfuss, der, efter en rundspørge på samme café, viser sig burde hedde Bastard Liderbuks. Og så var der Heine. Den lille, bebrillede Heine. Heine har jeg ikke rigtigt noget at sige til eller om. Måske kun lige bortset fra, at Heine er en nørd. En nørd, der fikser elektronikken, når de andre har overloadet serveren med deres nonsens. Og en nørd er cirka det eneste, han er. Sådan er nogle ting jo heldigvis så simple... Men til slut kom idealisten og vegetaren Sidsel vadende. Mindre simpel. De tre små drenge nikkede ligegyldigt til mig og gik hurtigt videre. Måske de var bange for Sidsel - måske de havde vigtigere ting at gøre. Vigtigere mennesker at snakke med. Men ikke Sidsel. Hun kræver sin eksistens bekræftet mindst hvert fjerde sekund, og det kan være af hvem som helst. Og det skal det. En due på et gadehjørne eller en bille i græsset. Jeg har ladet mig høre, at Sidsel kun spiser regnfang nu. Og det siger vel mere end det meste... ”Hey, du dér! Har du set Thomas?” Sidsel stak en kroget pegefinger op i “du dér”s ansigt. Jeg var forstenet. For hvem gad lede efter ham? ”Øh,” sagde jeg og tænkte mig om. I hvert fald på overfladen.

Man må græde over spildt talent Sidsel ledte efter redaktionsmedlem Thomas Ehlers - eftersigende det spildte talent. Og talent ved jeg nu ikke, om er rigtigt slående for hans personlighed, men resten passer vist meget godt; det spildte (og tag nu in mente det underdrevne sprogbrug). Han er en doven alkoholiker med en så nikotingul hudfarve, at det får taxaerne til at køre over for rødt, når de ser ham. Sådan har han spildt mange menneskeliv – altså inklusivt sit eget. Den gulbrune bananskræld man hader, sparker til og glider i. Og dør. Men det er han vel ikke engang selv klar over. Han lever højt videre på en blanding af litervis af alkohol, et uendeligt antal smøger og en form for selvopfundet pseudo-livskvalitet. Et liv han retfærdiggør ved bare at kalde det hele livets gang. Han har kort sagt givet op.

R EG N FAN G

200

”Sådan er livets gang,” kunne han eftertænksomt finde på at sige. Livets dødsgang ville jeg få lyst til at tilføje. En mere vattet tilgang til livet skal man lede længe efter. Og dog – måske ikke helt så længe alligevel... Sidsel så utålmodig ud.

”Thomas har ikke nået sin deadline,” beklagede hun sig. For det første sagde hun det, som om det skulle være en overraskelse for nogen. Jeg havde derimod været i chok, hvis han rent faktisk havde nået sin deadline. Sådan er livets gang jo. Men for det andet sagde Sidsel det også, som om jeg skulle være bare den mindste smule interesseret; og hvad er nu det for noget vås? Ingen af delene var selvsagt tilfældet. Ingen af disse mennesker har endnu formået positivt enten at overraske mig eller for den sags skyld vække min interesse. Så jeg rystede indifferent på hovedet og gik videre ned ad gangen.

Men nok om sandheden Gangen, jeg befandt mig i, løb som en slange rundt i Regnfangs hovedkvarter; et par snuskede kælderlokaler ved havnen forklædt i designermøbler, hvide overflader og Æble-produkter. Der lugtede af ål og storhedsvanvid, og stedet vækkede skumle associationer. Noget med uhyggelige bagtanker, falske smil, prætentiøse prætentioner og at pakke lort ind i fint gavepapir. Men nok om sandheden. Eva Victoria Krause Jensen – kunstneren, der elsker, når katte slår sig (eller for den sags skyld dør), kom pludselig svævende hen over gulvet imod mig. Altid klædt i sort minder hun mest af alt om en dementor, der på samme vis suger livskraften ud af enhver, hun åbner munden til. Noget nært den sorteste af de sorte redaktører. ”Har du set en lille kat her i nærheden?” hvislede det ud af hende. Sætningen løb mig koldt ned ad ryggen. “En lille kat.” Jeg tog hænderne op foran ansigtet som beskyttelse. Hun blinkede ikke. ”Eller måske en stor kat?” prøvede hun. ”Øh, nej,” svarede jeg bange. Der lugtede underligt. ”En normal størrelse kat?” Nogle siger, at hun går med tun i lommerne for bedre at kunne tiltrække de små kræ. Hvilket monster... ”Miavvv,” sagde hun og svævede ud igen. Mine øjne føltes som tekopper på stilke... Eller sådan noget; jeg nåede ikke at skrive ned, hvad mine øjne føltes som, før en dyb stemme bag mig tog min opmærksomhed. ”Nåh, det era bara Eva!” Jeg hoppede forskrækket 180 grader rundt og så, at det var Magnus Harding; en stor, italiensk bamse-poet. Han havde vist stået der hele tiden, og han har såmænd også en underlig tendens med at snige sig op på folk og sige uforståelige ting. ”Henda skala dua ikka tage for seriøsta, bramkeknokla!” “Bramkeknokla?!” tænkte jeg, men indså hurtigt, at det nok var bedst bare at lade som ingenting. Intet godt ville komme ud af at konfrontere disse mennesker. ”Hurra for italiæna, bibbedi-babbedi!” Den uhyggelige mand dansede rundt i lokalet. Jeg skuttede mig. På trods af at være født og opvokset i Danmark har Den Italienske Bamsepoet selvfølgelig alligevel erhvervet sig en italiensk accent. Og tilmed en accent, der sjovt nok ikke findes i Italien... ”Eva, huna barre skørra!” råbte han, så kroppen blævrede. R E G N FA N G

201

”Du kan selv være en skøge,” mumlede jeg og skrev endnu en deprimerende oplevelse ned på min notesblok, mens jeg igen gik væk. Notesblokken var efterhånden overfyldt, og jeg havde kun været der i lidt over et kvarter.

Fem minutter i undergang Jeg så på mit ur. Der var fem minutter til, jeg skulle mødes med Magnus Buus. Den dekadente tegner, der laver illustrationerne her til Bagsiden af Regnfang. Vi fik at vide, at vi ville få et tilskud af kommunen, så længe vi bare sørgede for at holde ham beskæftiget med et eller andet. Magnus og jeg mødtes på en hipstercafé efter hans valg. Til en tid der åbenbart var af en anden verden; med timer til forskel fra min i hvert fald. Magnus (kunne-godt-bruge-noget-anta-) Buus er kort sagt en omvandrende identitetskrise. Han mødte op med hø stikkende ud under bøllehatten og et par selvlysende lyserøde solbriller limet fast på næsen. På den næse der aldrig fejler i at have en lille klump hvidt pulver siddende som en art alarmklokke. ”Søg omgående tilflugt!” fortæller den hvide klump, og Magnus Antabus væltede dramatisk ned ad stolen allerede inden, han havde sat sig på den. ”Hva’ så?!” skreg han, kravlede op og tog sig til halsen. ”Hvad sker der, mand?!” Solbrillerne rutschede rundt i ansigtet, og noget hø landede i min kaffe. Han rømmede sig. Halsen var tilrøget som en industriskorsten, og kontrollen over de kropslige funktioner var relativ og for det meste ikkeeksisterende. Gad vide, hvordan den krop stadig hang sammen. ”Hva’ så, dit svin?!” skreg han hæst. ”Hvad fanden skal jeg tegne?! Hva’?!” Et kort sekund fik jeg nærmest medlidenhed med ham, før jeg dog igen huskede, hvorfor jeg var her. ”Du - skal - teg-ne - nogle - meget - underlige - mennesker,” svarede jeg langsomt og pædagogisk. ”Fedt mand! Det er jeg pisse god til for helvede!” råbte han og begyndte at tegne i hele sit ansigt. ”Øh, helst på papir, så vi kan få det i bladet,” tilføjede jeg. Han var ved at tegne en bombe på sin tunge. ”Ja, ja, slap dog af for helvede! Du er altid så fucking aggressiv!” skreg han og tegnede i forbifarten en behåret pik på en servitrice, der vist var blevet vant til hans grænseløshed. Hun så helt mild ud ved gensynet. ”Fuck dig, din so,” skrev han på hendes overarm, og hun smilede. Han bestilte i samme åndedrag en tør whisky og en banan, mens han tegnede krigerisk videre på en uskyldig lille serviet. “Hvem skal servietten så tørre sine tårer i, når dén græder,” tænkte jeg. Og lige dér åbenbarede sig en mulighed for mig, som måske ville lindre hele min bizarre situation en smule. Jeg indså, at disse mennesker måtte være meget meget syge. Måske det ikke var verden, den var gal med - men dem. Efter 40 minutter med rent ud sagt umulig hulemandskommunikation forlod jeg slukøret hipstercaféen med en stor pik indgraveret i panden. ”Den symboliserer dit liv,” havde han smilende sagt. Nu håbede jeg bare, budskabet nåede ind til tegneren, og at jeg ikke - igen igen - ville ende med at få tilsendt klistrede breve med kruseduller på. Den eneste bonus var dog de mange skunkrester, der altid lå glemt i bunden af brevene. Men alt dette bekræftede mig bare endnu mere i mine påstande. Og jeg vil sågar vove at påstå, at Fear R EG N FAN G

202

and loating og Hunter S. Thompsons gonzo-journalistik var noget helt andet på nært hold; her i mit åbne åsyn. På en måde minder mine nylige oplevelser mest af alt om en tørlagt familiefest i Gyllinge Forsamlingshus... Det forestiller jeg mig da. Jeg havde jo på så kort tid bevidnet så megen dumhed, absurditet og meningsløshed, at min krop simpelthen var i chok. Visse absurditeter har jo et stort eksistensgrundlag, men tilsyneladende ikke disse. Faktisk var min krop så meget i chok, at den reagerede meget sigende dagen efter:

Jeg fik tyndskid.

Det horrible orgie og spædbarnet Regnfang Disse absurde karakterer gik altså i sin tid sammen i et horribelt orgie og fødte kort efter spædbarnet Regnfang. Barnet der hverken kunne, kan eller vil gå, kravle eller tale, så man forstår, hvad fanden det prøver at sige. Det plaprer og plaprer, men kun i uforståelige udbrud af - på en eller anden måde - lidt skræmmende lyde. Nogle ville måske kalde det en kaglende hønsegård, men det vil jeg ikke. Jeg vil hellere kalde det en retarderet hønsegård. Disse retarderede høns gik netop i symbiose og transformerede deres forvirring til en overflod af idéer til verdens frelse. Det havde altså sit udløb i redaktionens hjernevaskede hjerner. En overflod - eller snarere en syndflod, ja, faktisk en sønderrivende, altomsluttende, altødelæggende syndflod - der grundlæggende havde sit udspring i eksistentiel angst. Nu tager den en helt anden form. Som en art kaos ulmende i Regnfangs førnævnte sorte gryde. For eksempel de illegale fondsmidler de modtog fra en sønderjysk mafia. De vidste det godt, men gav ikke en radise. De fik hårdbløde stoffer i bytte. De var i en feberlignende tilstand af storhedsvanvid. ”Vi kan ændre verden! Koste hvad det vil!” Og det har i al fald kostet mig min appetit. Men til hvilken nytte? Det kan man spørge om, og det synes jeg også, man skal. To gange. Og hvis man virkelig mener det; tre. Men den fjerde gang begynder det bare at blive dumt... Også selvom tilstanden synes at være permanent (permanent dum), er redaktionen under alle omstændigheder ikke stoppet endnu. Desværre ikke. Deres tankeløshed er som ringe i ringeagtet vand. Uvidende, helt uvidende, på deres store indflydelse på udviklingen af verdens dumhed. En samling farver, der - nu degraderet til en uigenkendelig og uappetitlig masse af brun, klæbrig sovs - udelukkende vækker associationer til opkast, afføring og vrøvl... Blot overhældt i en stilfuld camouflage. For sådan er Regnfang: En designgryde lort med låg på. Og præcis som hovedkvarteret, forklædt i hvide overflader, er det de samme gamle mænd bare i nye biler; det samme gamle nonsens i en moderigtig indpakning.

Alpehuer og anerkendende nik De går jo uomtvisteligt i det rigtige tøj, kender de rigtige mennesker og tænker de rigtige tanker. Men skal man skue hunden på hårene? Eller rettere; skue brækket på gryden? De hårdbløde stoffer (kilden til inspiration) ser ikke ud til at slippe op lige med det samme; de svømmer kort sagt i dem. Men mit spørgsmål er stadig, hvad man kan bruge idéer til, hvis ikke idéerne har bare ét eneste af deres tusinde flyvske billeben på jorden. De kan vel ikke skabe mere røre i samfundet, end at en enkelt ligesindet hipster læser (læs: skimter) bladet igennem og giver et lille anerkendende nik fra sig til ære for originaliteten i det, kan de vel? ”Flot!” vil hipsteren tænke og klø sig i alpehuen og fipskægget. Og der vil ikke ske meget mere end det... ”Fedt, de vil fikse Sudan med en kat på stylter! Det er sgu originalt. Og nice, de vil rense grundvandet med en økologisk kalvepølse. Det er sgu ikke set før!” Og kun få sekunder efter vil hipsteren glemme det og i stedet flytte opmærksomheden imod intenst at slubre sin varme mælk med kaffe. Og hvis det så alligevel har sat tanker - eller blot en enkelt lille én - i gang i hipsterens overfyldte grødhovede, hvilke tanker er det da? Er det hjælpeløsheden, der sniger sig ind på os igen? Er det afmagten og angsten? For sådan er verden - nu med stor hjælp fra Regnfang - indrettet; som noget fanatisk, men overbevisende sludder med sporadiske glimt af vrøvl.

R E G N FA N G

203

R EG N FAN G

204

Modargumentet ”Regnfang er jo også nystartet,” vil modargumentet nok lyde. Man vil måske endda sige: ”Slap dog lige af ! Du dømmer for hurtigt din lort.” Men for det første skal du ikke sige lort til mig og for det andet, så slap dog lige selv af...

”Regnfang er nystartet” ja, men bare fordi Regnfang er en lille, uhandledygtig og meget grim baby, betyder det da ikke, at andre skal lide under det; da jeg var spæd, var mit job jo heller ikke at rende rundt og fortælle andre, hvordan verden hang sammen. Nu er mit job jo nok nærmere at fortælle dem, hvordan verden i hvert fald ikke hænger sammen. Men som umodne babyer lytter de jo ikke engang til, hvad man fortæller dem. Hvorom alting er (tilsyneladende noget værre lort); Regnfang er ikke kun en umoden baby. Igen, desværre ikke. Regnfang er tilmed en modbydelig bille, der ligger på maven og sparker huller i luften. Ja, en sådan bille man ikke engang har lyst til at hjælpe om på maven igen. Faktisk finder man nydelse i at se sådan en sprælle for livet. Regnfang ligger og sparker formålsløst mod himmelrummet og stjernerne og intetheden, mens alle dens bevæggrunde, alle dens mål og al dens motivation for at ændre omverdenen langsomt (men sikkert) omdannes til individuelle håb om personlig vinding. ”Hvis nu jeg skriver om ulandene, så kan det jo være, jeg virker mere altruistisk og godhjertet og dyb,” som jeg overhørte Sidsel hviske til sig selv. Nej, det kan ikke være. Eller: ”Hvis nu jeg snakker om politik og litteratur og kultur, som om jeg ved noget om det, kan det jo være, jeg får et blowjob på Godsbanen i weekenden af en pige med briller,” som den på overfladen perfektionistiske (men i virkeligheden bare liderlige) Victor Lange sagde. Den allerlængste af lortene i redaktørkummen. Typen der uden tøven ville sælge sin mor for et par nye sorte skindsko. Og så selvfølgelig den anonyme idiot, som jeg af moralske principper ikke vil nævne navnet på (bevares, jeg ejer da en vis anstændighed), fordi jeg opsnappede citatet i en mail sendt til personen selv: ”Hvis nu jeg skriver om andres sorg og ulykke og så udtrykker det, som om jeg går op i det, så kan det være, folk bedre kan lide mig.” Men dér gik de galt i byen igen. For nej, kære anonyme idiot, det kan vi desværre ikke. Du er en lille baby, det ved du jo godt. Og uden ønsket om at blive alt for ondsindet over for denne dog tydeligvis åndssvage gruppe mennesker, må jeg alligevel opfordre dem til at holde sig til cafékultur, design, kaffelatte, mode og andre trivielle blogindlæg om, hvad de nu ellers måtte gå op i af tilsvarende pseudo-essentielle, uinspirerende emner. Jeg må opfordre dem til at blive hjemme i deres hamsterhjul og på dén måde fri os andre fra det onde. Deres bidrag til en sammenhængende samfundsdebat - eller enhver anden form for debat - dræber al slags validitet og vidensgrundlag. Til de kære naive, unge fanebærere af intetheden; hermed min aller ydmygeste opfordring: Vil I ikke nok være søde at holde jeres store fede kæft? Som opstandere til en ny (læs: alternativ) slags håb for generationen, må jeg indrømme, at I ikke formår at skue langt ud over jeres moderigtige brillekant; det er den lille billes storhedsvanvid. I ligger derimod og spræller på brillekanten af afgrunden kun sammentømret af uberettiget eufori, forhåbning og formåen. I er fandeme indviklede, for at sige det mildt. I er fandeme ukrudt. I er virkeløse gale tusindben der leger kluddermutter i en pærevælling.

”But... Our reality is just different” Og det næste spørgsmål, der måtte ligge os andre på sinde, foreligger vel ret naturligt; for når aberne i cirkus har optrådt, må det vel være publikums opgave at klappe. Spørgsmålet er jo så bare: Hvad skal vi dog klappe af ? Har spædbarnet lært at gå? Næh. Kan det overhovedet kravle? Næh. Har det lært at tale, så man kan forstå, hvad fanden det siger? Overhovedet heller ikke. Så hvad skal vi stille op? Som den afmægtige pøbel, mener jeg. Jo, her er svaret: Ingenting overhovedet. Og det er jo, som det altid har været for pøblen; man er efterladt som tilskuer til galskaben. For hvad stiller man op med en gruppe mennesker, der på skift indbyrdes bekræfter hinanden i deres forvredne verdensopfattelser? Der holder meditations-møder, hvor de efter sigende konverserer ved hjælp af psykiske impulser og LSD?

R E G N FA N G

205

Der kun køber økologisk, men ikke kan vælge, hvilken religion de skal leve efter, og så bare vælger dem alle sammen? Der leder efter katte at dræbe, indvendigt griner af andres ulykke og snakker med aliens? Og som tilmed har mulighed for at dele denne tomhed med alle og enhver? Der repeterende, og som et sygt mantra, forherliger virkelighedsflugt, stoffer og illusioner om fremtiden? Der modtager beskidte penge fra en sønderjysk mafia? Der vralter rundt på alle fire og tuder over selv den mindste modgang, de møder, men samtidigt ikke får øjnene op for, at der altså også er en verden uden for kravlegården? (Svar bedes sendes til maltebp@ hotmail.com) Her kan man i sandhed snakke om en baby i den anale fase, der - ulig de der evigt skuer ind i deres egne navler - har taget den helt ud og er kravlet langt langt op i røven på sig selv. Man kunne stå frem og konfrontere dem med virkeligheden, men de ville bare svare: ”We are not crazy, our reality is just different!” Og så ville endnu flere dybe og eftertænksomme engelske citater fra quotes.com komme rullende og begrave alle os andre i en bizar lavine af mundlort... Men faktisk er jeg ærligt talt så chokeret over dette foretagende, at jeg - umiskendeligt psykisk voldtaget, frarøvet alle mine drømme og på randen til selvmord - må nøjes med at ryste skuffet på hovedet. Det er det sidste, jeg kan gøre. Det er et ydmygt billede på min kapitulation. Det er et symbol på min hjælpeløshed. Det er en manifestation af Regnfangs åbenlyse forvirring. Jeg kan kun skiftevis ryste hovedet fra højre til venstre og, ligesom dem, aldrig nogensinde bestemme mig for enten det ene eller det andet, højre eller venstre, op eller ned. Og jeg ryster i bukserne af skræk for, hvad det næste, de finder på at ryste ud af ærmet og ryste vores grundvold med, vil blive. Jeg er bange for, at dette er det eneste fornuftige tilbage at gøre: At ryste!

Løftet ophæves Enhver handling har som bekendt en reaktion. Til tider en grufuld én af slagsen; især for Regnfang. Deres redaktion er ikke bedre end et hul i jorden. Men de har lovet at sætte mål; de har lovet at formidle, debattere og omstrukturere. De har lovet visioner for generationen og vildtvoksende idéer. De vil forklare og udforske, innovere og udvikle. Men det har ikke ben at stå på. Kort sagt: Dette løfte om at redde denne (desuden meget vagt definerede) generation vil sandsynligvis ende ud i, at redaktionen først løfter sig lidt fra jorden. De hæver op. Hæver sig. Langsomt. Og kun en lille smule. Opblæste af alt det gær, de formentligt har spist. Så mister de jordforbindelsen mere og mere. De hæver op til en usmagelig surdej på tom luft. Deres hoveder er nu helt oppe i skyerne; de ser stjerner. Til sidst svæver de intetanende ud til stjernerne og tomheden, hvor de kommer fra. De forsvinder væk til der, hvor de hører hjemme. Sådan blev redaktionens løfte; løftet er ophævet. Og verden er atter et sygt og meningsløst sted.

R EG N FAN G

206

P.S. Til aller sidst vil jeg besvare et sødt lille spørgsmål, som jeg har modtaget per brev fra en af mine mange tusinde læsere. Tak for dine mange minutters loyalitet. Hun skriver: Kære What’s-your-face Jeg ser gigantiske regnbuepandaer i fremtiden. Er det underligt? De skyder med lazerpistoler og dræber hele verdens befolkning. Er jeg sindssyg - eller er jeg bare synsk? Hilsen Nadia

Kære Nadia Tak for dit brev. Men nej, du er slet ikke sindssyg. Bare rolig. Du er derimod helt normal. Kærligst, Regnfang-redaktionen

R E G N FA N G

207

Vore kĂŚre venner

R EG N FAN G

208