Virkelighed - Regnfang No 02 by Regnfang

Tidsskriftet Regnfang udgives af oplysnings- og velgĂ¸renhedsforeningen Huika

Forsidebillede af Sidsel Marie Henriksen - Kilimanjaro, Tanzania

VI R K ELIGHE D Tidsskrift for ĂŠn anden ungdom

This windy mountaintop through is ours. It sustains and protects, and you do not arrive here by just straining your neck to look at the mountain. You must start out and continue on. You have to leave the place where everyone worries about rank and money, where dogs bark and stay home. Up here it is music and poetry and the divine wind.

- Rumi, The Big Red Book

I ndhold 7

L eder // Prol og af Victor Lange

ANBEFALINGER 11

4 bøger t il dage m ed regn af Victor Lange

3 nye for fattere til efterårets lange aftener af Anna Rosenbæk Fynbo

Efter år st on er af Ma gnus Harding Iranzad

JOURNALISTIK 26

Epic M eaning af Victor Lange og Morten Ber g g reen

I ntroduktion til Kul tu rlyd af Kulturl yd

Pin dsvin et, R æven og Virk eligheden af Simon Kamp

Passione - Fo dbo l de n s l idelse i fodboldens lidenskab a Ma gnus Harding Iranzad

En m orgen i m askin r ummet af Arendse Wenzel Måge

Vendespil m ed Virkel igheden - en samtale med Sv end Å ge Madsen af Victor Lange og Ma gnus Harding Iranzad

Din virkel igh ed er helt din egen af Anders Ingemann

100

For tæl l inger fr a an den v irk elighed af Victor Lange og Morten Ber g g reen

112

B un ker af l ys af Victor Lange og Sidsel Marie Henriksen

SALON 150

Dogm e 02 af div erse

172

Wh o ober ser ves who? af Majse Vilstr up og Amalie Leth Hor nemann

178

Udpl uk fr a for fatterks ab af Poul L yngaard Damgaard

182

Udpl uk fr a Por tfol io af Eva Viktoria Nielsdóttir Krause- Jensen

Kontakt GENERELT: contact@regnfang.com REDAKTION: victorlange@regnfang.com WEB og TEKNIK: heine@regnfang.com

Redaktion: Victor Lange // Chefredaktør og Stifter Heine Volder // Webadministrator, Stifter og Redaktør Magnus Harding Iranzad // Redaktør Simon Holmgaard Kamp // Redaktør / Korrektur Sidsel Marie Henriksen // Redaktør Marta Eliseo Tronhjem // Redaktionsmedlem / Korrektur

Design og opsætning: Victor Lange Heine Volder

Leder

Af Victor Lange

Velkommen til Regnfangs 2. tidsskrift og udgivelse; VIRKELIGHED.

Der er sket meget siden vi publicerede vores første blad, og det meste af det er godt - synes vi. Magasinet har gennemgået en seriøs forbedringsfase på designområdet, og rent indholdsmæssigt har vi skåret ind til benet, sådan, at det fra første til sidste side er tæt med alvorligt, satirisk, visuelt og digterisk stof af høj kvalitet.

Når vi har valgt titlen VIRKELIGHED, så skyldes det, at lige netop dette begreb har en vigtig status i både dagligdagsnakken men også i mere tunge filosofiske diskussioner. Udtryk som; ”Men i virkeligheden,” ”Det er en helt anden virkelighed” og ”Kan man virkelig mene det?” er gængse fraser, der ofte indgår i meningsudveksling omhandlende de største emner - samtaler, som vedrører eksistens, tro, kultur, politik og samfund.

Og så er begrebet vel sagtens også selvskrevet, når snakken falder på ungdommen, den ungdom, der findes i Danmark. Hvad er det for en virkelighed, vi er sat i? Er det os, der komponerer virkeligheden, eller den, der dikterer os? Og skal vi håbe på, at den virkelighed ændrer sig?

Det er ikke fordi, vi bilder os selv ind, at vi med bare en enkelt udgivelse vedrørende ordet ”virkelighed”, derefter kan hævde, at nævnte begreb nu definitivt kan anses som gennembehandlet. I al ydmyghed har vi blot givet dette begreb tid og plads, ved at reservere en hel udgivelse til det - selvfølgeligt set i lyset af ”den danske ungdom” som overemne.

Vi synes virkeligheden er værd at bruge tid på, at den er værd at undre sig over. For vi er i den, om vi vil det eller ej. Og det er ungdommen også. Ungdommen er i virkeligheden, og den har sin egen virkelighed. Det er det vi gerne vil spørge til; hvilken virkelighed hører ungdommen til, bør den ikke ændres, hvad skal den ændres mod og hvordan ændrer vi den? For det ligner, at verden er gigantisk og enorm, og at ungdommens virkelighed er klaustrofobisk og snæver.

For Regnfang er det tydeligt; virkeligheden kalder og den kræver et ansvar, hvis man skal begå sig fornuftigt i den. En god start er at læse om den, eller på anden vis dyrke dens flerdimensionelle karakter. Og det er der jo mulighed for nu.

God fornøjelse - og tak for jeres læselyst.

R E G N FA N G

Ornamentik

DØRE

Hver gang Regnfang udgiver et magasin, vil der på nogle af siderne i bladet optræde det, som vi kalder for ”ornamentik”. Helt enkelt består det i, at vi har ladet det givne blad pynte med en række ”dekorationsbilleder”, der forekommer tidsskriftet igennem. Det er altså ikke billeder, der har noget med den konkrete artikel at gøre, men billederne har i stedet som formål at skabe en kronologisk fornemmelse bladet igennem. En form for billedlig fortælling.

Denne udgave af Regnfang bærer titlen VIRKELIGHED. Derfor har vi i denne udgivelse valgt at udsmykke magasinet med tegninger af døre. En dør er en åbning, en indgang, ind til noget andet - til et andet rum. Det synes vi giver mening, når man taler om virkeligheden; at man kan gå igennem forskellige porte, indgange eller døre, der fører ind til en anden virkelighed, end den man kom fra. Døre er mystiske. Og det er virkeligheden også.

R E G N FA N G

Poems of the night af Jorge Luis Borges

”Down through the generations men built the night.”

- History of the Night, Jorge Luis Borges

Jorge Luis Borges; et mysterium i sig selv. Borges var både essayist, debattør, oversætter og novelle-forfatter, men han så mest af alt sig selv som digter. Poems of the Night samler for første gang, de digte Borges skrev om døgnets mørke side fra hans lange virke som digter; helt fra 1922 til 1985. Fælles for digtene er, som du nok kan regne ud, natten, og de temaer der udspringer heraf; drømme, mareridt, erindring og virkelighed.

Mange af værkerne, som du finder i digtsamlingen, er aldrig oversat til engelsk før. Igennem hele bogen bliver de præsenteret på højre side, mens originalen på spansk er at finde på venstre. En konsekvent spejling, hvis effekt, selvom man som jeg ikke læser spansk, stadigvæk er klar, tydelig og ekstrem interessant.

Trods mange nyoversættelser er der samtidigt også en del af Borges mest funklende mesterværker; digte som History of the Night (citeret øverst), The Moon, In Praise of Darkness og Poem of the Gifts. Som læser bliver man ført igennem hans ufattelige rige rejse som digter, fra begyndelsen i 1920’erne, hvor han som ung poet i en avantgardistisk form søgte transcendensen, til han som ældre og blind herre, i et mere traditionelt formsprog, behandlede erindringen, historien og virkeligheden.

Som nævnt mistede Jorge Luis Borges livet igennem sit syn. Et stort tab for et menneske, der ofte fandt litteraturen og dennes fremstilling af sprogenes historie, religionens systemer og menneskets mystik, som en grundsøjle i livets mening. Men som han også selv benævnte det, så blev det ham samtidigt en gave at være visuelt afskåret fra verdens linjer. En rejse ind i det blinde mørke man som privilegeret læser bevidner i Poems of the Night.

Poems of the Night er stor poesi - skrevet af en af de største poeter verden har set - ja, nogensinde. Det er digte om labyrinter, mystikken, det usigelige, sjælens dyb og universets mørkeblå uendelige intet. I en dansk samtid - som af nogle kaldes historieløs, hvor den biologiske, politiske og ”fornuftige” forklaring stort set altid trækker det sidste kort - her er Borges poesi vigtig - eksistens-berettiget. Her mindes vi om værens ubegrundelighed og ”sjælsomme” klang, om at vi er sat af tiden før os - en fortid vi selv vil blive. Ligesom vores forfædre kigger vi stadig imod nattens tunge sorte himmel, på de stjerner, der som lysende prikker ligner små huller i et uendeligt vævet intet - og tænker; hvorfor? For det er som om, at der er et lys på den anden side, en hvid virkelighed, og at stjernerne kun er sien, der sigter den anden side fra. Natten er hullet som en si, og derfor lyser stjernerne. Hvorfor? Det spørger Borges også om - både sig selv og os - vi, der læser ham. Derfor er Poems of the Night et monument, fra en litterær mastodont; Jorge Luis Borges.

R E G N FA N G

Exile and the Kingdom af Albert Camus

”The deep, clear water, the hot sun, the girls, the physical life - there was no other form of happiness in this country. And that happiness disappeared with youth.”

- The Silent Men, Albert Camus

Exile and the Kingdom udkom i 1957 og viste for første gang de 6 små fortællinger, man finder i novellesamlingen. Samme år modtog Albert Camus, som den yngste franske forfatter, Nobelprisen i litteratur. Camus var ikke kun en af sin samtids største franske forfattere, han er en af det 20. århundredes absolut vigtigste litterære skikkelser; ”I Frankrig, er de 3 store forfattere André Malraux, Jean-Paul Sartre og Albert Camus. Af disse, er Camus den største”, som den ungarsk/britiske filosof, og meget andet, Arthur Koestler skrev. 4 af novellerne foregår i Camus’ ”hjemland” Algier, hvor man som læser præcist og nøgternt bliver ført helt fra ørkenens monotome landskab og til vandets klare dyb. Novellesamlingen er vel sagtens en kærlighedserklæring fra Camus til det land, han hele livet igennem havde et dybfølt komplekst forhold til. Solen brænder, himlen er tør, klar - og havet forfører. Der er stille og stort, gammelt og smukt - og så er melankolien tydelig, som trukket af vinden i de uendelige bunker af ørkenens sand. Hvis man ikke har læst Camus før, vil jeg mene, at Exile and the Kingdom på en og samme gang er et godt sted at starte men samtidigt også en lidt misvisende begyndelse på et bekendtskab med Camus’ vigtige forfatterskab. Novellesamlingen er et godt sted at starte, fordi den tilbyder en bred vifte af Camus’ mange eksistentialistiske ideer og tanker. Det absurde er som oftest tydeligt, døden er nær som den voldsomme sol, og livet er båret af kærligheden og medmenneskeligheden; middelhavshumanismen som den også kaldes. Alt sammen er det præsenteret i 6 forskellige noveller, og denne variation gør det let for læseren at hænge på - ikke at give op. Det er meget varierende historier, men alle bærer de Camus’ storhed som forfatter. På den anden side, så er Exile and the Kingdom ikke hans vigtigste værk - på ingen måde. Det er ikke her, at man vil blive præsenteret for de ideer, der har gjort Camus’ ”filosofi” udødelig - den filosofi vi lever i klangen af i dag. Novellesamlingen trækker på mange af hans store ideer, men vil du til kilden, til ”ur-ideen” om man vil, ja så er det romaner som The Stranger, The Plague og The Fall, eller et essay som The Myth of Sisyphus du bør gå efter. Lige meget hvad, så er Exile and the Kingdom stor læsning; om humaniteten, om viljen og om menneskets forhold til sig selv og sit medmenneske. Det er Nordafrika trykt med blæk i papir, det dufter og lyder som Algier, og det er en rejse, man som læser har godt af, her i det danske efterårs regn og vinterens tunge trykkende mørke. Så tag med Camus til Algier, der hvor Afrika begynder, og hvor mennesket kigger op, stopper op, og ser direkte på solen, som skinner. Det er små fortællinger om store ord. Enorme grundvilkår.

R E G N FA N G

Trækfuglene af St. St. Blicher

”Sig nærmer Tiden, da jeg må væk, Jeg hører Vinterens Stemme; Thi ogsaa jeg er kun her på Træk, Og haver andensteds hjemme.” - PRÆLUDIUM, St. St. Blicher

Så sprang vi lidt i tid; fra Borges’ og Camus’ moderne litteratur og helt tilbage til første halvdel af 1800-tallets danske guldalderlyrik. Kontrastfyldt, det er det, men ligheder er der også mange af - den største; melankolien. St. St. Blicher er blandt de 4 store danske guldalderdigtere, hvoraf de 3 andre må siges at være Oehlenschlæger, Grundtvig og Ingemann. Blicher repræsenterer Jylland, den jyske hede, det kedsommelige ørkenlandskab; ”Hovedlandets” natur. Der kan skrives meget om Blicher, om hans netop jyske ophav, om hans ægteskab eller om den modstand han mødte i sin samtid fra de litterære kritikere. Men jeg skal gøre det kort. Meget kort. Blicher er en af Danmarks første, hvis ikke den første, virkelige prosakunstner, og han var tidligt på den; før Dickens i England og Gustave Flaubert i Frankrig. Men det er ikke Blichers prosa, vi skal kigge på i denne omgang, det er ikke hans noveller eller journalistik, vi har i sigte - det er hans lyrik, og vel nok det bedste han har skrevet af poesi. I 1837 blev St. St. Blicher alvorligt syg, så syg, at han var overbevidst om, at han skulle dø. Det gjorde han ikke - den kære præst, heldigvis. Men ud af denne sygdom, og ikke mindst Blichers geni, kom i stedet et af de mest sørgmodige poetiske landskaber, som det danske sprog endnu har formuleret; en kort række af digte under titlen Trækfuglene. Det er tragisk, det er melankolsk og det er længslen imod ens sande hjem. Han er en af Danmarkshistoriens største fortællere, Blicher, en trone han må dele med forfattere som H. C. Andersen, Johannes V. Jensen og Karen Blixen, men han er ubetinget til gengæld Danmarks største tragiker - og det er med god grund. Blicher har skrevet et digt ”til” en række af de mest markante danske fugle; falken, storken, stæren og svanen for eksempel, og igennem disse fanger han den udlængsel og sørgmodighed i menneskesindet, som overgangen fra sommer til efterår og vinter - og ikke mindst den fugleflugt, der formørkner himlen - udtrykker. Et ønske om at rejse Blicher selv havde; både i denne jordiske verden, men også i den verden hinsides vores virkelighed; ”(…) Og haver andensteds hjemme.” Trækfuglene er dansk litteraturhistorie; Det er et fantastisk melankolsk værk til en ligeså sørgmodig årstid - skrevet af en af vores største forfattere, når han sad på de store jyske marker i hans kolde hus, om morgen mellem 4 og 7 i dagens første lys, eller om natten når han kom hjem fra jagt, og der, midt i euforien, digtede sin litteratur. Poetisk realisme, det har man benævnt St. St. Blichers litteratur genremæssigt. Og det er det vel. For det handler om at se menneskets dyb og åndens længsel i en mørk fugl på den lave efterårshimmel. En fugl på vej væk. På træk. Vinteren kommer. Vi hører dens stemme.

R E G N FA N G

I skyggen af Mount Kenya af Jomo Kenyatta

”Gikuyuen tænker ikke på sin stamme som en gruppe kollektivt organiserede individer, for han tænker ikke på sig selv som en social enhed. Den er snarere en udvidelse af familien gennem vækst og deling som naturlig proces.” - I skyggen af Mount Kenya, Jomo Kenyatta

Vi slutter dette efterårs udgave af litterære anbefalinger af med en tur til det store Afrika - mere præcist; Kenya. Jomo Kenyatta blev både Kenyas første premiereminister (1963-1964) og præsident (1964-1978), da landet løsrev fra Storbritannien i 1963. Han blev født i Kenya og tilhørte Gikuyu-stammen, men studerede antropologi i London. Det er netop hans disputats fra studiet der, som har dannet grundlag for bogen I skyggen af Mount Kenya (Facing Mount Kenya). Der er meget at sige om Jomo Kenyatta - rigtig meget. Hans politiske virke, både i Europa og Østafrika, gør ham til en af verdenshistoriens vigtigste afrikanske personligheder. Han dannede, sammen med blandt andre Tanzanias første præsident Julius Nyerere, de tanker, der lagde fundamentet for den nye verdens uafhængige Afrika, blandt andet baseret på ideer som ”afrikansk socialisme.” Så lad os gemme Kenyattas personlige historie til en anden gang - selvom den er ufattelig interessant. I denne omgang skal det handle om hans detaljerede og grundige redegørelse for Gikuyu-stammens virkelighed, den virkelighed han beskriver med I skyggen af Mount Kenya. Denne bog er selvskrevet, hvis man skal udpege de 10 vigtigste bøger fra den afrikanske litteraturhistorie, uden tvivl. Den er simpelthen en af hovednøglerne til de døre, der kan åbne en forståelse af et ufatteligt komplekst Afrika - et Afrika, der er bygget på stammer, slægter og aldersgrupper. Allerede ved blot at nævne Afrika som noget samlet er man gået i fælden - det giver absolut ingen mening at se dette kontinent som en enhed, hvis man vil forsøge sig med at beskrive det, men af praktiske hensyn (og jo, der er selvfølgelig mange ligheder imellem Nigeria i vest og Tanzania i øst) er det en fin ting, at sammenfatte de mange lande og kulturer under ét. Tilbage til bogen; I skyggen af Mount Kenya. Det er ikke fiktion. Det er faglitteratur. Helt præcist, ja så hører bogen som videnskab ind under antropologi - måske mere præcist under komparativ sociologi. Igennem 12 kapitler behandler Kenyatta indgående hans egen stammes, Gikuyuerne, trosforhold, fællesskab, kultur og virkelighed. Han skriver om guden Ngai, der deler universet og som beboer det enorme bjerg Mount Kenya, og han skriver om opdragelse, seksualitet, forfatningssystemet, økonomien og vigtigst af alt jorden som levebrød og slægtsarv, alt sammen set ud fra Gikuyuernes perspektiv og verdensbillede. Det er måske kun en enkelt stamme, man som læser bliver introduceret til i dette mesterværk. Men det kan bredes ud. Meget ud. Noget Kenyatta da også selv gør opmærksom på. For Afrika, og dets stammer, har ikke det samme syn på livet og eksistensen som Europa, U.S.A., Kina eller Rusland. Det er noget andet. Og i tider hvor individualismen i den vestlige verden synes at være den eneste realiseringsmulighed, til dels, der gør linjer som ”(…) hos Gikuyuerne forbindes individualitet med sort magi,” stort indtryk. Så brug et par dage i dit dette efterår på at forstå Afrika igennem en af kontinentets vel mest intellektuelle stemmer. Det kan (næsten) gøres gennem en enkelt bog. Og så alligevel ikke - selvfølgelig.

R E G N FA N G

3 nye forfattere til efterĂĽrets lange aftener af

Anna RosenbĂŚk Fynbo

R E G N FA N G

Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet af Bjørn Rasmussen

”Skriv med røvhullet, det er et råd til en ven”

- Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, s. 9

Denne bog skal læses hvis: -

Du har lyst til at skubbe eksisterende seksuelle opfattelser af rigtigt og forkert

Du vil grine, græde, væmmes, krumme tæer og ikke forstå en skid af verden

Du er til 92 siders homoerotisk sex

Debutromanen fra tidligere forfatterskoleelev Bjørn Rasmussen tager udgangspunkt i den 15-årige Bjørn, der bor på en rideskole i Lemvig med sin depressive mor. Her udvikler han et seksuelt og selvdestruktivt forhold til sin ældre rideskolelærer, hvilket får stor betydning gennem hele Bjørns ungdom. Romanen tematiserer på samme tid (og på en yderst trodsig måde) seksualitet og sprog. Gennem romanen findes en ekstrem dyrkelse af intensiteten, og grænsen mellem nydelse og smerte udviskes jo længere Bjørn og ridelærerens forhold udvikler sig. Fra et psykoanalytisk synspunkt befinder romanen sig mellem det subjekte (jeg’et) og det objekte (verden). Romanen befinder sig altså på et abjekt plan, som på mange måder forbindes med det ækle, hvor kropsvæsker og sekreter bliver beskrevet tydeligt og detaljeret og kropsligt.

Romanen centrerer sig i høj grad om netop det kropslige og især røvhullet. Røvhullet er kønsneutralt, altså ens for mænd og kvinder. I romanen skifter Bjørn pludselig køn og befinder sig i et form for vakuum mellem mand og kvinde. Ridelæreren og Bjørn udformer sammen en kontrakt og skaber deres egen S/M lov, der går ud over det juridiske, ”det står i kontrakten, sådan lyder instrukserne” (s. 6). Romankaraktererne forsøger at opfinde et anderledes ideal for parholdet eller generelt for det at være menneske. Spørgsmålet er så bare: Gør det alternative Bjørn lykkelig?

Bogen er et indblik i menneskelig seksualitet og hævder, at det seksuelle har rod i menneskets kerne. En meget aktuel debat, der står i kontrast til det nye aseksuelle menneske, der hævder ikke at eje en seksualitet. Ifølge romanen er seksualiteten identitetsskabende; den er naturlig, og vi bør ikke prøve at kontrollere den. Romanen kritiserer samfundets norm om et sundt og naturligt sexliv, for hvorfor have en sund seksualitet? Romanen vender tilbage til den ældgamle forestilling om kunstnerens trang til at overskride grænser og provokere via sin seksualitet.

At hovedkarakteren hedder Bjørn skaber et naturligt mindfuck for læseren, der bliver i tvivl om hvorvidt romanen er selv/autobiografisk eller blot ren fiktion. Det giver romanen en ekstra dimension og opbygger en illusion om hvorvidt historien er sand. Romanen er en historie om den paradoksale styrke mellem dominans og underkastelse. Bjørn finder nydelse og selvstændighed i kontrakten og underkastelsen. Det er interessant, at Bjørn nægter at påtage sig offerrollen, men tværtimod finder stor nydelse i at være et andet menneske underlegen. Pointen er, at den hårde erotik og kærligheden er forbundne og ikke står i modsætning til hinanden. 17

R E G N FA N G

Ludernoter, blogposts, Det nemme og Det ensomme af Asta Olivia Nordenhof ”Jeg vil ikke skinne i mit eget lig længere”

- Det nemme og Det ensomme

Læs Asta Olivia Nordenhof hvis: -

Du har brug for kompromisløs inspiration

Du ønsker en anderledes vinkel på prostitutionsdebatten

Du vil læse om en smuk, ung kvindes liv på kanten af samfundet

Det unge digtertalent Asta Olivia Nordenhof har just modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, hvilket betyder, at hun nu kan fordybe sig i sin egen litteratur uden økonomiske skrupler – i hvert fald de næste par år.

I hendes indtil videre relativt korte karriere har hun formået at udgive debutromanen Et ansigt til Emily samt digtsamlingen Det nemme og Det ensomme. Hun er indehaver af sin egen blog, hvor hun poster billeder, tanker, digte osv., samt en blog med vennen og kollegaen Bjørn Rasmussen (villabror.blogspot.dk), hvor forskellige romankarakterer mødes. Mangt en anmelder er enige om, at Nordenhof ikke er til at styre og voldsomt talentfuld. Hun er mystisk, følsom og tiltalende for sin egen generation. Hun er tidligere prostitueret, hun er smuk, og hun er kunstner. Hun er en af sin generations klareste stemmer, der i høj grad bruger det samme sprog som bruges på sociale medier og i sociale sammenhænge, på cafeer og til fester.

Nordenhofs skriverier er ekstremt personlige og tager som oftest udgangspunkt i egne erfaringer. Som i blogspostet Ludernoter, hvor hun sammenligner anmeldelser af sin digtsamling med anmeldelser fra kunder på bordellet, hvor hun arbejdede under navnet Dafne. Hun befinder sig på en grænse af samfundet, hvor hun ikke bestrider et borgerligt erhverv, men tilfredsstiller mænd (der bestrider borgelige erhverv) og deres nicheformer for begær mod betaling.

I digtsamlingen Det nemme og Det ensomme hylder Nordenhof nasseren som social figur. På samme måde som mennesker på overførselsindkomst står uden for (eller netop kun lige rører) det eksisterende samfund, gør forfatteren (eller kunstneren) og den prostituerede det også. Hun sætter spørgsmålstegn ved arbejdet – er man eksistensberettiget hvis man ikke har et arbejde? Bliver man mistænkeliggjort? Hun drager paralleller til sager i den virkelige verden, men skaber en lyrisk ramme omkring disse, ”jeg vil vide, ud fra hvilke præmisser det lader sig gøre for ham at sætte videreførelsen af embedet over sin etik”. (konkret eksempel fra en retssag i USA)

Asta Olivia Nordenhof er uden tvivl en af sin generations stærkeste forfatterstemmer, som vi skal holde øje med i fremtiden. I mellemtiden, indtil næste udgivelse fra Nordenhof, bør man gå ind på hendes blog, jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk

R E G N FA N G

Min mor siger af Stine Pilgaard ”Man kan ikke være glad hele tiden, elendigheden er et livsvilkår, råber jeg, har du aldrig læst Camus?

- Min mor siger, s. 10

Læs bogen hvis: -

Du er interesseret i en alternativ coming-of-age historie

Du generelt synes, at sort og sarkastisk humor er for fedt

En ung piges selvmedlidenhed ikke provokerer din gag-refleks

Endnu en romandebut, denne gang fra (endnu) en tidligere forfatterskoleelev ved navn Stine Pilgaard. Min mor siger er en roman om et knust hjerte. En unavngivet ung kvinde er blevet forladt af sin kæreste (som også er en kvinde). Vores hovedperson tager derfor op til sin fars præstegård i et anfald af selvmedlidenhed og sorg. Kommunikation (eller mangel på samme) er en af romanens store temaer. På samme tid udspiller der sig et drama mellem mor/ datter, om hvordan parforhold skal administreres, om usikkerhed og om at blive voksen. Sproget er præget af en miskommunikation mellem romankaraktererne, hvor løgn er en narrativ forpligtelse og hvor den unavngivne kvinde konstant er i angrebsmode. Romanen tematiserer grundlæggende, hvordan mennesker taler sammen, og hvorfor det er, vi taler sammen. Som læser får vi adgang til både hvad fortælleren siger og tænker. Det skaber en dobbeltmoral, der på en ikke-indlysende måde gør hende mere rund og sympatisk. På trods af det føler hovedkarakteren sig gennemgående misforstået af sine omgivelser, og det at ingen tilsyneladende opfatter hendes reelle smerte – hun er et offer for omgivelsernes manglende forståelse. Gennem sprogets sarkasme forsøger hun at beskytte sig selv mod omverdenen og er ekstremt passiv/aggressiv, og opbygger gang på gang forskellige forsvarsmekanismer (hvilket medieres gennem sproget). For at finde meningen med tilværelsen forsøger hun at forstå sit liv som et plot og dermed gøre livets fortælling mere virkelig og få kontrol over smerten. For læseren er romanen meget relatérbar grundet fortællerens konstante fornægtelse og mangel på erkendelse af virkelighedens omstændigheder (et træk de fleste mennesker kan nikke genkendende til). Generelt anvender Pilgaard greb som ironi/sarkasme og overdrevet og malerisk sprog. Der drages paralleller til det højlitterære, hvor smerten til alle tider er blevet forædlet (vi kender alle til begrebet den lidende kunstner). Pilgaard ironiserer den forædlede smerte og tilfører en komisk dimension til den ellers højpandede og selvhøjtidelige (lidende) kunstner.

De seneste år har vi i Danmark oplevet en storm af nye litteraturtalenter; forfatterskoleelever som autodidakte kunstnere. Fælles for dem alle er legen med form og struktur, samt et nutidigt sprogbrug, der mest af alt minder om sproget fra Facebook eller fra den gode vens spontane fest på 3. sal, hvor øllene er mange og musikken høj. Da forfatterkuldet er relativt stort, har jeg valgt tre centrale nedslagspunkter i nutidens unge forfattere; Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof og Stine Pilgaard.

R E G N FA N G

Efter책rstoner af

Magnus Harding Iranzad

R E G N FA N G

Pink Moon - Nick Drake

”And now we rise, and we are everywhere”

- Nick Drake

Denne anbefaling er til dem, der trænger til et pusterum fra mylderet - en boble fra det ydre, i en tid hvor det hele går så forbandet stærkt, og fordybelsen synes at være på vej væk.

Selvom Nick Drakes tredje og sidste album ”Pink Moon” blot vare 28 minutter, er det ikke for kort. Drake er forføreren, der blidt fanger lytteren ind i et univers, hvor fornemmelsen af tid forsvinder. Han er ”folket”, men ikke folkelig som sådan, han er mere introvert i sit udtryk – flottere og finere end klassisk ”folkmusic”. På pladen er der kun akustisk guitar og vokal - med undtagelse af titelnummeret: ”Pink Moon, ” hvor der også spilles klaver. Drake brugte to aftener, på at optage hele pladen. Han satte sig simpelthen ned og begyndte at spille og synge, hvilket gør Pink Moon ekstrem intim og nærværende - helt enkelt. Som guitarist er han fænomenal - legesyg, ”desert-blueset” og jazzet. Som sanger er han underspillet – fin og stille. Teksterne er romantiske og æstetiske, og har samtidig en tåge af mystik hvilende over sig. Dette kommer i sær til udtryk i hans naturbeskrivelser, som fylder meget i teksterne - tekster der, som guitaren og vokalen, beror meget på stemninger og indlevelse. Enkeltvis er sangene gode, men det er som helhed, at de står stærkest.

Nick Drake opfattede ikke sig selv som en poet, men den selvopfattelse er langt fra, hvad pladen efterlader af indtryk. Nick Drake var en poet - en rolig poet - hvis kunst ikke blev anerkendt; og han endte med at begå selvmord efter længerevarende depressioner i 1974. Han mente selv, at han var født i en forkert tid, og det kan der måske være noget om. Hans musik og ord lever således videre og har gennem de sidste år udbredt sig til et bredere publikum, i en tid hvor hans ro er behøvet.

R E G N FA N G

Strange Days - The Doors Strange days have found us And through their strange hours We linger alone Bodies confused Memories misused As we run from the day To a strange night of stone - Jim Morrison

Psykedeliske eftersårstoner fra the Lizard King og co.

Mindre end et år efter The Doors første udgivelse, ramte efterfølgeren ”Strange Days” butikkerne. Begge udkom i 1967, og selvom udgivelserne fulgte så kort efter hinanden, havde lyden allerede taget en drejning. 60’er rocken, der på rekordtid havde gjort the Doors verdenskendte, var nu sat til side for en mystik, der på daværende tidspunkt ikke rigtig var set før. Første nummer på pladen af samme navn, ”Strange Days, ” illustrerer fint udviklingen. Jim Morrisons vokal er forvrænget, Ray Manzarek spiller på en tidlig ”Moog synthesizer”, hvis lyd var helt ukendt for det almene publikum, Robby Kriegers guitar lyder gennem pedalernes metamorfose som dråber, der danner toner i det mytologiske hav, og John Densmores trommer er i et samme både tight og jazzet. Lyden er svævende men samtidig groovie, og i takt med at pladen udfolder sig finder vi både stille sange som ”Unhappy Girl” og tungere numre som ”Love Me Two Times” og ”My Eyes Have Seen You”. Fælles for dem er tonen - stemningen. Pladen slutter med et brag i form af 11 minutter lange ”When The Musics Over. ” Et festfyrværkeri af eufori og kaos - pladens klimaks. Hver i sær er alle medlemmer i The Doors dygtige musikere inden for deres respektive felter, men det er i sammenspillet, at de kan noget helt særligt. Og så er der en dominerende variabel; Jim Morrison. Hans stemme er tryllebindende, og han udstråler en karisma, få kunstnere i musikkens lange historie kan konkurrere med. Der er noget andet og mere over ham en blot en sanger – noget transcendent. Han er ofte blevet betegnet som en form for shaman eller en søgende sjæl. Virkelighedsflugt via lsd og andet var en af Jims store lidenskaber, og det psykedeliske aspekt, han fik fra stofferne, er tydeligt afspejlet i både musik og tekst. Frem for alt er han en poet, og teksterne hos The Doors generelt, og selvfølgelig også derved på ”Strange Days”, er i særdeleshed bemærkelsesværdige. Det, der kendetegner ”Strange Days” frem for de andre Doors plader er, at den har én fulkommen lyd - et konceptalbum med sammenhængskraft, der fortæller en historie om den mørkere side, i en tid, der ellers gik op i flowerpower og kærlighed. I bund og grund handler ”Strange Days” om en form for fremmedgørelse - i byens menneskemylder føler vi os mere alene end nogensinde før, en tematik, der stadig er højaktuel i dag. Albummet blev The Doors mindst sælgende, men som man så ofte har set, følger kvalitet sjældent salgstallene, og der er ingen tvivl om, at dette album er det klart bedste og mest originale The Doors har produceret - nogensinde.

R E G N FA N G

American IV: The Man Comes Around - Johnny Cash ”Beneath the stains of time the feeling disappears, you are someone else I am still right here”

– Johnny Cash (Nine Inch Nails)

Johnny Cash er nok mest kendt for sine yngre dage i slut 50’erne og 60’erne, hvor han trådte ind som en mastodont på verdensscenen via sin countrymusik, charme, mystik og ikke mindst sit tekstunivers. Det var dog ikke her, at han producerede sine bedste albums. Johnny Cashs sidste og største bedrift blev en serie af plader med overtitlen ”American”, inden han forlod denne verden i 2003. I alt blev der udgivet 6 af slagsen, og det er altså part 4, denne anbefaling drejer sig om. Vi har her at gøre med en konceptplade, der behandler andres sange, men også nye versioner af Cashs egne kompositioner. I samarbejde med producergeniet Rick Rubin skabte han versioner af både klassikere og mindre kendte numre, der blev taget til steder, de aldrig havde været før – mørkere og dybere steder. Sangene er bygget op omkring westernguitaren, men indeholder også instrumenter såsom klaver, perkussion, bas og mange andre små underbygninger, men disse fylder ikke meget, og i det hele taget er sangenes udtryk meget minimalistiske. Der er med andre ord intet overflødigt. Det hele er skåret ind til benet, og det klæder kompositionerne virkelig godt. En af hovedårsagerne til, at du skal høre dette album, er lyden. Både i musikalsk forstand selvfølgelig, men især grundet Rick Rubins magi bag knapperne. I de store musikbutikker rundt om i verden bruges netop denne plade til at teste lyd på højtalere, fordi det uofficielt er den plade, der ”lyder” bedst af alle. Titelnummeret: ”The Man Comes Around” er det eneste nyskrevne fra Cashs side og sætter scenen flot. Sangvalget til resten af pladen synes at være meget velovervejet, eksempelvis det efterfølgende nummer: ”Hurt” - oprindeligt skrevet af ”hard-rock-bandet” Nine Inch Nails. I deres version handler sangen om at skyde heroin, og med selv samme tekst har Cashs version en helt anden betydning. Her er sangen et udtryk for sorg over tabet af hans kone June, og en inderlig og dybtfølt kærlighedserklæring til samme. Sange som Beatles: ”In My Life” og Vera Lynns klassiker: ”We’ll Meet Again” er sunget af en gammel mand, der kigger tilbage på et langt liv, hvilket sætter tingene i perspektiv, og gør numrene ufatteligt stærke. I det hele taget er Johnny Cashs stemme helt utrolig. Rusten, melankolsk, skrøbelig – dybere og mørkere end nogensinde. Alle sangene gør Johnny Cash i sandhed til sine egne og fortæller via dem et dunkelt eventyr om sagn og sorgmod, fremført hudløst ærligt af ”manden klædt i sort” – en mand, der synger på sidste vers. Alt i alt omhandler pladen som helhed accepten af fortiden og forsøget på at bruge den konstruktivt. I hans tilfælde fremadrettet mod døden og dens ukendte mørke. Det virker som om, at albummet er en form for forberedelse;

”imens vi ventede på døden som er overvældende, fordi den ingenting er,”

- Søren Ulrik Thomsen, Rystet spejl

R E G N FA N G

Spirit of Eden - Talk Talk

”Og mens billedets øverste bræmme udfoldes af det hvirvlende og urolige brus fra havets konkylier og menneskers nætter”

- Athur Rimbaud

Talk Talk er et band, der primært slog sine folder i 80’erne. Inden de lavede ”Spirit of Eden” i 1988, havde de allerede udgivet 3 plader, hvis lyd var stærkt præget af førnævnte årtis lydbillede. Men lad dig ikke skræmme af det kære læser; for i 1988 tog bandet et kvantespring ud i det ukendte, både for dem selv og for omverdenen. Aldrig havde musik lydt på denne måde før. ”Spirit of Eden” er ikke en plade, der kan genrebetegnes. Jovist har Talk Talk hentet inspiration fra både jazz, rock, pop, world og klassisk - men det er sammensmeltningen af disse, der gør den udefinerbar. Netop det udefinerbare er en størrelse, vi i dag får sværere og sværere ved at kapere, så hvis man skal beskrive den med ét ord eller én genre, ville det være at pladen er ”ambient”. ”Ambient” er et begreb vi især kender fra Brian Eno (der for øvrigt også er en anbefalingsværdig skikkelse) og ”genren” beror på atmosfære og stemning, og kan ofte kreere indtryk, der er meget visuelle. Sådan føles det, når man hører Talk Talks ”Spirit of Eden”. Det er selvsagt ikke en plade, man skal have kørende i baggrunden – eller det er selvfølgelig bedre end slet ikke at høre den, men man snyder sig selv, for det er ved fordybelsen, den intensive gennemlytning, at udbyttet for alvor forekommer. Der er ikke en sang på pladen, der for alvor skiller sig ud eller er bedre end de andre. Der er slet ikke på nogen måde noget hit, og det er i hele taget en meget antipoppet produktion, hvor der ikke er tænkt i kommercielle interesser. Eksempelvis vare alle sangene mellem 6 og 8 minutter. Alle er de intense, dynamiske, organiske, melodiske og overvældende – så overvældende at de faktisk bliver helt spirituelle. Der er brugt uhyre mange instrumenter - alt fra orgel, fløjter, mundharmonika, trompet, violin, klarinet til trommer, bas, guitar, 12 strenget guitar og mange, mange flere. Og så er der også meget stilhed på pladen, og denne fungerer faktisk også som et slags instrument i sig selv. Grunden til at du skal høre Spirit of Eden, er derfor ”simpel”; Du vil udvide din horisont og skubbe din musikforståelse i en retning af en mere flerdimensionel karakter. Hvilken kan jeg ikke afsløre, og det er jo for øvrigt og selvfølgelig også noget der opleves individuelt - men, hvis du for alvor lytter, er én ting sikkert: Denne plade vil blive vigtig for dit liv.

R E G N FA N G

Epic Meaning Tekst AF

Fotografi

Victor Lange

Morten Berggreen

Mening. De sidste mange år har spilkulturen, ”gamer-kulturen” om man vil, vokset sig enorm. Global og enorm. Og mens dens brugere har betalt med deres tid, har den betalt tilbage med netop mening. Den såkaldte virtuelle virkelighed siver ind, ind i den fysiske verden, og spørgsmål om identitet, fællesskab og retning har ikke længere kun plads i socialiteten uden for PC-verden eller konsoluniverset. Den virtuelle virkelighed er her og bliver kun større. Det er den nye virkelighed.

R E G N FA N G

SAMTALE

No 1

Vestergade summer, solen kaster sine varme, gule flader på gaden, og på cafébordene står kaffe, der damper og mad, der dufter. Jeg skal mødes med Hasse, medejer igennem 17 år af Århus’ sidste net-café; Gate 58. Men snart er det fortid, forsvundet, og kan kun findes i erindringen om at Århus engang havde et samlingssted for spilelskere – her, midt i indre by, på anden etage i et gammelt, gult bindingsværkshus, hævet over gadens brudte rytme og gemt bag persienners hvide linjer – for solen og hverdagen; Gate 58 lukker. Det er i dag, fredag d. 12. september, sidste dag.

Opgangen er smal. Der lugter af tobak, af støv og træ. Hasse står ved disken lige ved døren, da jeg kommer ind. Vi hilser. Jeg spørger, om han har tid, det har han, hvis vi kan stå her, så han kan betjene kunderne samtidig – for sidste gang. Det er okay, siger jeg. Helt okay.

-interviewFørst og fremmest; Hvorfor lukker Gate 58 – er der ingen, der vil tage over? ”Rent økonomisk er det faktisk gået helt fint. Vi har haft overskud, og har kunnet lønne vores ansatte. Men altså; For det første, så har hende, der ejer bygningen andre planer med lokalet, og så tror jeg bare ikke der er nogle, som lige har mod på at køre biksen videre.” Du har været her i 17 år. Har du kunnet se en udvikling på Gate 58 i forbrugsvaner eller kundetype? ”Det er stort set det samme. Altså, det er selvfølgelig ikke de samme kunder, som kommer her mere – det skifter med årene. Mange holder op med at spille, måske får de familie, et krævende job eller også dropper de det bare, fordi udbuddet af spil ikke er godt nok. Spilafhængighed er ikke noget jeg kan bekræfte i hvert fald. Så der er blevet udskiftet i kundegruppen siden vi åbnede d. 19. marts i 1997.” Har Gate 58 altid fungeret som et samlingssted for spillere i Århus? ”Da vi åbnede, lå der jo også et par andre net-caféer i byen, og hvert sted havde ligesom sit hold, sit miljø. Man var lidt en stamkunde et sted og støttede dét. Så vi har helt klart haft vores faste gruppe af mennesker. Uden tvivl.” Hvad er det for nogle spil man dengang spillede, og som man måske stadig holder fast i? Med andre ord; Hvilke udgivelser har skabt historie i spilverdenen? ”Umiddelbart vil jeg helt klart sige Counter-Strike og World of Warcraft. De har betydet ufattelig meget. Inden for hver deres genre; Counter-Strike har ligesom sat standarden for ”First Person Shooter”-spillene, og ligesådan har World of Warcraft klart været det mest definerende indenfor RPG-spil. Måske kan du også skrive Diablo på den liste dér, over historiske spil. Men ærlig talt, så kommer det jo også an på, om du…” Hasse bliver afbrudt. En mand stiller sig ved disken og vil betale. ”Hvor meget?” spørger han, ”130,” lyder svaret. ”Det var da billigt, vi ses vel på mandag så?” siger kunden og smiler. ”Nej,” siger Hasse – og et undrende, lidt nervøst udtryk trækker sig frem i mandens spørgende ansigt. ”Nej?” ”Vi lukker. På mandag. Det er sidste dag i dag.” Rummet forandres; Folk vender sig om på deres stole, kigger op fra skærmen og sætter den anden virkelighed på pause; midt i en zombiejagt, i et stort anlagt romersk slag, eller i en heftig biljagt. Et stumt chok lyder fra netcaféen. ”Hvorfor vidste vi ikke det?” spørger de - med deres forbavsede øjne. ”Og der er ikke andre tilbage i Århus, altså netcaféer, vel?” spørger manden. Det er der ikke. ”Så må vi jo tage til København,” siger en kvinde, der uden tvivl selv er derfra – det afslører hendes accent klart. ”Min mor,” forsætter hun, ”har en gang blaffet hele vejen derfra, altså København og så til Århus, helt gratis selvfølgelig, man skal bare stille sig nede ved færgen, så let er det.” Og Hasse smiler – for det lyder jo så let. ”Hvor kom vi fra?” spørger han og kigger op.

R E G N FA N G

Har du lagt mærke til, om spillene er præget af mere etiske valg og klare fortællinger i dag, end de var da I startede? ”Jeg tror at udviklingen er gået fra det enkle til det mere komplicerede. Da vi startede, og da jeg selv begyndte at spille, var spiluniverserne nok mere sort-hvide, mere simple, og det samme var de valg man som spiller traf, jo så også. Nu har fortællingerne en mere kompliceret struktur, og valgene er præget af en række af langt mere nuancerede muligheder. I gamle dage var du ligesom helt enkelt enten god eller ond, og nu kan du opbygge en karakter, der har en fod i begge lejre, og som hele tiden kan formes på ny.”

Hvad med spilleren selv? Forventes der en højere grad af etik hos den moderne spiller, end hos dem for 10 år siden? ”Hvis du tænker på snyd, så er forventningen, om at man ikke gør det stort set ens, sammenlignet over de sidste 10 til 15 år. Snyd ødelægger spilkulturen. Det har vi set masser af gange her nede på net-caféen. Der er ikke noget mere ødelæggende end snyd fra spillerne selv, det destruerer alt det fede i at spille – det er en sygdom som så.” Hvad med fremtiden? Hvad tror du, der sker med både spilmiljøer og type af spil? ”Man taler jo meget om de nye 3D-spil og forskellige typer af spildudviklingen, hvor ens egen krop bliver en del af selve spillet. Jeg ved ikke om det holder, ikke lige nu i hvert fald. Selvfølgelig vil der om 50 år være en helt anden scene for spiludgivelser, men i den nærmeste tid tror jeg meget på, at de seriøse spillere i høj grad vælger at blive ved computeren. Den har en langt højere opløsning og grafik, end de konsoller vi ser på markedet lige nu, så for dem, de seriøse spillere, er computeren stadigvæk det bedste tilbud. Det mener jeg. Og så håber jeg at ”Free-to-Play”-spillene får mindre at skulle have sagt. De har mindst gjort lige så meget dårligt, som godt. Men lige meget hvad, så vil vi helt klart se en større gruppe af mennesker spille – det bliver langt mere normalt. Også at spille hjemme fra stuen; udstyret er blevet billigere og internetadgangen bedre. Det er svært at overse. Det er nok også en af grundende til, at Århus nu ikke har flere netcaféer. Nu er alt tilgængeligt hjemme fra lejligheden.”

ORDBOG Spiltyper RPG // ”Role Playing Game” Spiltype, hvori spilleren i et fiktionsmiljø benytter en tydeligt og grundigt beskrevet karakter. Kan bedst beskrives som online rollespil. Spillene bygger ofte på følelsen af identitet for spilleren. FPS // ”First Person Shooter” I disse spil oplever spilleren begivenhederne fra én første persons fortæller. Spillet går simpelt fortalt oftest ud på at nedkæmpe ”fjenden” ved brug af skydevåben. Spillene er ofte præget af spænding, fart og actionfornemmelse. MOBA // ”Multiplayer Online Battle Arena” Spil, der foregår online, og har som formål at samle spillere i en ”kamparena”, hvori de bekæmper hinanden. Det er tit spil, der bygger på strategiske overvejelser.

R E G N FA N G

SAMTALE

NO 2

Det er først på aftenen, klokken er ca. 19:00, og der er stille ude i Rosenhøj. De store, tunge, grå bygninger står som klodser på jorden – imod himlen. En familie kommer gående, en ældre mand tænder sin cigaret, mens et par drenge render rundt om blokkene og laver dørfis. Jeg skal mødes med Oskar og Christine. De bor sammen. De er kærester. Og så er de begge to meget glade for spilverden. De tager imod mig i døren og byder indenfor. ”Jeg tænkte vi kunne sidde ovre i sofaen” siger Oskar, og peger over imod stuen. Der sætter vi os, lige foran deres to computere, der står op ad væggen – ved siden af hinanden.

-interviewFørst og fremmest, hvor lang tid har I spillet? Oskar: ”Jeg startede, da jeg var omkring 6 eller 7 år. Jeg fik en Gameboy, kan jeg huske.” Christine: ”Det samme med mig. Samme alder, og så startede jeg også med at spille Gameboy.” Hvor lang tid spiller I ca. om dagen? Christine: ”Jeg spiller ret meget for tiden – selvom jeg også studerer på universitetet. Måske 5 timer dagligt – lige nu.” Oskar: ”Har du virkelig tid til det? Jeg spiller kun 2 timer om dagen. Jeg studerer også.” Hvad spiller I så? Christine: ”Jeg spiller ret meget Sims lige nu. Ellers er det League of Legends, Tekken og BioShock”. Oskar: ”Det er stort set kun League of Legends, jeg spiller.” Kan det passe, at I mødte hinanden igennem League of Legends? Oskar: ”Ikke helt. Vi mødte hinanden over Facebook, men vi spillede begge to League of Legends, så det begyndte vi derefter at spille sammen.” Helt generelt; Hvorfor spiller I så? Christine: ”For mig handler det ret meget om fortællingerne. Hvis de er gode, så er det spil, der fascinerer mig.” Oskar: ”Jeg kan godt lide udviklingen ved at spille det samme spil. Altså at man bliver bedre, og at der er et konkurrenceelement.” Og det har selvfølgelig indflydelse på hvilke spil I vælger – eller hvad? Christine: ”Helt klart. Jeg er rigtig glad for Sims, som sagt, fordi man der kan bygge en helt tilværelse op fra bunden. Sådan noget interesserer mig meget.”

ORDBOG Teamspeak – den samtale en Guild har imellem dens medlemmer. Guild – et forpligtende fællesskab for en gruppe af mennesker. Avatar – den karakter man som spiller er, i den virtuelle verden.

R E G N FA N G

Har I en identitet i nogle bestemte spil? En karakter I føler jer mere bundet til? Oskar: ”Helt sikkert. Jeg spiller en figur, der hedder Leona ret meget – i League of Legends. Både fordi jeg godt kan lide hendes karaktertræk, men også fordi én spiller, der hedder Krepo, virkelig inspirerede mig ved hans spillestil med Leona. Han spillede stort set altid med den karakter i en overgang.” Christine: ”Jeg vælger ofte en figur, der hedder Miss Fortune. Man har da helt klart et specielt forhold til de karakterer, man som oftest vælger.” Har I haft perioder, hvor I ikke har spillet så meget, og hvis I har haft det, da hvorfor? Christine: ”Selvfølgelig er der visse ydre omstændigheder, der gør at man måske ikke kan få spillet så meget. Men jeg vil sige, at jeg nærmest kun spiller mere nu, end hvad jeg før har gjort.” Oskar: ”Det kommer også an på humør og temperament. Sådan nogle ting. Jeg spiller for at blive stimuleret – for at opnå noget.” Christine: ”Ja, og jeg spiller nok mere for bare at slappe af. Så det er ret så forskelligt.” Føler I, at I er blevet bedre til at omgås den fysiske verden ved jeres erfaringer i spilverden? Oskar: ”På nogle punkter ja. For det første er jeg meget mere selvsikker omkring mit engelsk, end jeg kunne forestille mig at være, hvis ikke jeg havde spillet så meget. Alt foregår jo stort set på engelsk i den online spilverden. Og så tror jeg også, at man har en bedre fornemmelse for dynamikken i en gruppe; altså de beslutningsprocesser, der er i forbindelse med at være et hold.” Har I overvejet, om de spil I spiller, har et etisk indhold? Christine: ”Spil som Bioshock har uden tvivl et etisk indhold, og de valg, man som spiller skal træffe, er virkelig tydeligt markeret af det. I et sådant spil er der både referencer til kapitalismens grådighed, klasseskel, forfald og oprør. Det er virkelig interessant.” Er der så også en moralkultur i de forskellige spil, som uerfarne spillere ikke lige umiddelbart ville kunne se? Oskar: ”Det er der klart. I League of Legends er der nogle uskrevne regler som stort set alle kender, men som kan gradbøjes af den enkelte. For eksempel betragtes det som dårlig stil at slå en spiller ihjel, hvis han eller hun mister sin internetforbindelse under spillet – så kan de jo ikke gøre modstand eller reagere, men deres karakter er stadigvæk i spillet. Men der er mange, der bryder den regel, især hvis det er en vigtig kamp. Nogle af de rigtig gode spillere, nogle af verdens bedste spillere, er som oftest de dårligste til at overholde sådanne normer for god stil. Men der er mange faktorer, der afgør om man overholder en sådan regel – for eksempel hvilket humør man er i, den pågældende dag, og om ens position i kampen er fornuftig. Hvis I så skulle beskrive jer selv som spillere, hvilken type af følgende ville I så være; ”Explorer”, ”Achiever”, ”Socializer” eller ”Killer”? Christine: ”Jeg er nok en ”Achiever”. Mit mål er altid at få 100% ”trophies” – altså opnå alt man kan, inden for det givne spils fortælling. Det er det, som jeg går efter.” Oskar: ”Og jeg er nok en blanding imellem ”Achiever” ligesom Christine og så ”Killer”. Jeg må indrømme, at det giver et lille kick, hvis man lykkes med at slå nogen ihjel i League of Legends – især de rigtig gode spillere.” Siger begreber som Epic Meaning og Calling jer noget? Christine: ”Ja, en smule. Epic Meaning er jeg stødt på et par gange, men ikke super ofte. Men jeg synes det giver mening at spille, man bliver bedre, og der er derved en udvikling. Det er noget tilbagevendende.” Oskar: ”Jeg er enig. For mig er Calling også et begreb, der giver mening. Tingene kan godt føles som et kald. Så det er faktisk nogle gange ret store følelser, som er involveret.”

R E G N FA N G

ORDBOG 1. Explorer Persontype, der spiller for at opdage nye ukendte steder, og som oftest bygger sit valg af spil, karakter og stil ud fra en generel nysgerrighed omkring konstruktionen af spiluniverset. Kortlægningen af spillandskaber og opdagelsen af hemmeligheder er det centrale for denne type. 2. Achiever En målrettet spiller, der spiller for at opnå status, trofæer og midler. Konkurrenceelementet er uhyre vigtigt her. 3. Socializer Vedkommende har mest af alt interesse i det sociale bånd, som spiluniverset har at tilbyde. Det er en spiller, der selvfølgelig er meget optaget af, og ofte meget aktiv på de sociale medier og fora, hvor udvekslingen af spiloplevelser og dannelsen af fællesskab foregår. 4. Killer Spiller, der ganske enkelt får et kick af at slå de andre karakterer ihjel. Her er begreber som magt og evner i centrum.

ORDBOG Calling Fornemmelsen af at føle et kald af noget i spilverden. Begreber som skæbne, sandhed og retning er ofte forbundet hermed. Spillere oplever tit dette i forbindelse med store online fællesskaber og gruppestrukturer. Epic Meaning Den store sammenhæng eller den overordnede mening – sådan beskriver mange spillere dette begreb. Det er fornemmelsen af, at noget har værdi, og at der findes noget større end én selv. Mange beskriver dette som en religiøs følelse.

R E G N FA N G

Drømmer I om professionelt at beskæftige jer med spilverdenen? Christine: ”Der er da helt klart noget fascinerende i at iagttage den professionelle spilkultur. Det er virkelig dygtige spillere med store sponsorer, en bred fanskare og en rigtig fin månedsløn, så den udvikling er i sig selv spændende. Men jeg går ikke og tænker over selv at blive professionel – det kræver simpelthen al for meget tid.” Oskar: ”Jeg må sige, at det trækker i mig – altså den professionelle del af spilverdenen. Det kunne være spændende at blive en del af den. For eksempel at nå helt til LCS (League Champion Series) ville være for sindssygt. Det er den bedste liga indenfor League of Legends, og de spillere, man finder der, er virkelig dygtige. Især asiaterne sidder godt og solidt på spiltronen – de har akademier og spilskoler, hvor de træner elitespillere. I Europa er det ikke så normalt. Det ville være et fantastisk projekt at bygge et hold op helt fra bunden, og så virkelig blive gode. Faktisk træner jeg lige nu op med en del venner til oktober. Det er venner jeg har kendt i lang tid, og vi har spillet sammen i en del år nu, så det er virkelig indgroet i os. At komme langt med et sådant hold, virkelig spille med på højt plan, det ville være kæmpe stort.” Christine: ”Det ligger nok også lidt mere til drenge at ville opnå at spille på så højt plan. Spilverdenen er stadigvæk voldsomt mandsdomineret. For eksempel var der for et par år siden et lettere feministisk projekt kaldet Team Siren – et hold, der kun bestod af piger. De fik lavet promotion-video, pressemeddelelse og alverdens merchandise, men projektet fejlede totalt, og nu er de blevet til grin i hele League of Legends-miljøet, hvilket er lidt synd, for det var et meget sympatisk projekt. Spilverdenen er virkelig mandschauvinistisk.” Her til sidst; Har I nogen planer om at spille mindre, stoppe eller holde en pause fra spilkulturen? Christine: ”På ingen måde.” Oskar: ”Nej, tværtimod.”

Jeg slukker audio-optageren. Så rejser vi os fra de bløde sofaer og går hen imod døren. ”Det var hyggeligt,” siger Oskar, ”kom godt hjem.” Det mørkner udenfor, dagen forsvinder, og natten bliver klar og tung. Mellem de store blokke med de gyldne vinduer, er der stille. Vi sætter os ind i bilen – fotografen og jeg. Klokken er 20:14, viser telefonen. Der står på skærmen, at der er en ny besked – jeg åbner den; ”Vi mødes ved Mega Syd bag Bauhaus på parkeringspladsen kl. 20:30. Kun dig og fotograf, ikke?”

R E G N FA N G

SAMTALE

No 3

Jeg er træt, men prøver på at holde mine øjne åbne. Der er ingen på parkeringspladsen. Vi sidder indenfor, i bilen. Han er for sent på den, 52 minutter helt præcist – han har efterladt os her på tomhedens betonmark uden vidner, kun de tomme biler kigger hult på os, som om vi ikke hørte til her, her i provinsens stille, sene aftentimer, hvor det mest dramatiske umiddelbart er udsigten til byens lysende liv, der funkler fjernt i horisonten. Der er så stille. Jeg vågner. To slag - igen. På ruden. Det er ham. Det kan kun være ham. Jeg finder min mobil; 4 ubesvarede opkald. Jeg åbner døren, stiger ud. ”Hej,” siger han, ”det er Victor, ikke?” Jo, det er mig, siger jeg, tung i hovedet; Jeg har sovet. Jeg rækker ham hånden. ”Hvad hedder du?” spørger jeg. ”Bare kald mig Mathias.”

-interviewKan du kort forklare mig, hvem du er, og hvorfor du har noget med spilverden at gøre? Mathias: ”Ja, det kan jeg da godt, hvis du bagefter forklarer mig helt præcist, hvorfor det er du har kontaktet mig – jeg er stadigvæk lidt i tvivl. Jeg hedder ikke Mathias – for det første. Men det er lige meget, hvad jeg hedder. Jeg er 39 år, født og opvokset i Århus, og bor her stadigvæk – i Århus Syd. Jeg har helt fra slutningen af 90’erne været en del af ”gamer-miljøet”, og er i dag stadigvæk meget aktiv. Igennem det her miljø med spilkultur og fællesskab, blev jeg introduceret, til det man vist bedst kan kalde for den digitalt online-undergrund; det er programmører, spildesignere, hackere (som I kalder dem) osv. Så alt i alt er jeg ret rodfæstet i det miljø mange ikke kender til; den kommunikation, der foregår online, men skjult fra det internet de fleste kender. Hvor fandt du mig egentligt?” Jeg forklarer ”Mathias”, at jeg fandt ham på www.gaiaonline.com. Eller, det var faktisk ikke ham, jeg fandt, men en anden fyr, som så henviste mig til ”Mathias”. Jeg havde lavet et opslag derinde, om at jeg skrev på en artikel, der handlede om den online spilkultur, og at jeg manglede en erfaren spiller til at kommentere på udviklingen. Hvorfor vil du egentlig gemme din identitet – hvorfor vil du ikke sige hvem du er? Mathias: ”Jeg har arbejdet som skolelærer, jeg har kodet pornohjemmesider, jeg har stået for softwareudvikling og så har jeg børn, familie og venner. Det behøver de ikke at vide. Mine holdninger til samfundet som institution er ret radikale, og i et forholdsvis ukendt land som det ”online-rige” på internettet, er grænsen mellem det lovlige og det virkelig ulovlige svær at ænse. Meget af det, jeg har lavet i fortiden, er i dag virkelig ulovligt, og nogle af tilfældene var endda også ulovlige dengang. Så derfor er jeg ikke så interesseret i at få et opkald om en måned på min arbejdsplads, fordi du skriver mit navn i din artikel.” Så du har været i spilmiljøet i lang tid – hvilken udvikling har det gennemgået? Mathias: ”Jeg har overvejet lidt, hvad jeg skulle svare på det. Du skrev allerede i din første mail til mig, at det var spørgsmål, der vedrørte sådanne temaer. Her er mit endelige svar; Mange af de mennesker, der sidder som dataloger, programmører og web-designere er børn af ”gamer-generationen”, det var dér, at de blev introduceret til den digitale eller online virkelighed. Nu sidder en stor del af dem med en årsløn på 1 million, og kan stort set vælge og vrage imellem jobs. I 90’erne og nok også i 00’erne var de nørder, det er de til dels stadigvæk, men udviklingen går den anden vej. Vi går imod andre tider. Folk har indset at den fysiske virkelighed (den rigtige virkelighed, som de kalder den) vil smelte sammen med den virtuelle. Og tryllekunstneren bag det, er computerprofeten.”

R E G N FA N G

Så du mener at fortidens nørder bliver fremtidens herskere? Mathias: ”Herskere er måske så meget sagt. Men ja, jeg mener, at den virkelighed vi går i møde bliver et miks imellem noget programmeret digitalt og noget fysisk, som vi kender det. En hybrideksistens.” Det lyder nærmest som om, at de mennesker du kalder ”de gamle nørder” føler en form for hævntrang – gør de det? Mathias: ”Selvfølgelig gør de ikke det. Kun en brøkdel af dem gør, og de bygger så deres egne små fora på internettet, og starter så dér en form for sameksistens. Men det er en minoritetsgruppe blandt en meget stor og bred sammensætning af mennesker. Den ”almindelige” ”computer-freak” gør skam ikke.” Har ”tilhængere” af den fysiske verden været for dårlige til at anderkende den virtuelle virkelighed? Mathias: ”Ja, helt klart. Alt fra sikkerhedstjenester til dagligdagspædagogik har været præget af en skepsis over for den digitale verden og en form for reaktionært perspektiv. Nu kalder fremtiden, og jeg tror det for mange bliver virkelig overraskende at se, at fremtidens arkitekter af virkeligheden sidder foran en computerskærm, og bygger på spilverdens komposition og deres game-design som forbillede. Spillene bliver virkelige, og virkeligheden et spil.”

Han tænder en cigaret. ”Mathias” virker rolig.

Siger begreber som Epic Meaning og Calling dig noget? Mathias: ”Det gør de da. Calling bliver i spilkulturen opfattet som en form for skæbnesfornemmelse, et kald selvfølgelig, hvis du oversætter det direkte til dansk. Epic Meaning er velsagtens endnu mere spændende. Det er helt religiøst for mange, spirituelt. Man kan vel sige, at det digitale afføder noget åndeligt, en bevidsthed om noget større. For mig at se er det klart, at disse mennesker føler sådan i forbindelse med spilverdenen; det er en global platform, det er et fællesskab af ligesindede, og så er det episk; storslået og fortællende. Og hvor skulle de ellers opleve noget sådant? Fodbold? Fodbold er for uambitiøst. Nej, selvfølgelig retter de blikket imod den virkelighed, der snart bliver vores virkelighed. Virkeligheden som et spil.”

ORDBOG 1. Virtual reality – ”kunstige” verdener, hvori spilleren i realtid kan interagere i de tredimensionelle universer. 2. Augmented reality – data vises som digitale billeder ved hjælp af en skærm, der så integrerer det i den fysiske virkelighed. Smartphones er det mest populære medie for denne ”virkelighed”. 3. Alternate reality – en type af virkelighed, der ”udgiver” sig for at være en anden. Spillerne hævder i disse spil, at spillet er den egentlige og rigtige virkelighed, og den er dermed dybt alvorlig og meget seriøs. 4. Hybrid reality - et etableret rum med det formål at nedbryde de grænser og skel, der findes imellem den fysiske og den virtuelle/digitale virkelighed.

R E G N FA N G

Introduktion til Kulturlyd Kulturlyd blev stiftet i november 2011 af en gruppe unge mennesker tilknyttet Frontløbernes F16-hold. Vi ville lave en koncertaften, der kunne noget mere end blot at være en koncert. Derfor tog vi kontakt til A-huset på Godsbanen, og med deres skævt indrettede hal havde vi allerede et andet grundlag for en koncert aften. Det var et støttearrangement, hvor alt overskud gik til Børnecancerfonden. Kulminationen blev en meget vellykket aften lørdag d. 4. februar 2012, da vi efter arrangementet overrakte 18.700 kr. til Børnecancerfonden. Tre af os fik blod på tanden og ønskede derefter at forsætte arbejdet med opsætning af events. Vi har altid haft mange tanker, om hvad vi gerne ville bidrage med til det aarhusianske kulturliv. Vi synes selv, at vores events er berettiget som en del af det lokale kulturudbud, og det virker som om mange andre deler samme holdning - med denne enighed er det utroligt hvilke magiske aftener man kan skabe i Aarhus. Mange spørger os, om det ikke ville være meget nemmere, at lave vores events og begivenheder i København, hvor der er flere som støtter op om nogle af de nichegenrer vi præsenterer. Måske har de ret. Men, som vi ser det, kan København præsentere et så bredt udvalg af muligheder, at det hos den, der skal vælge, hvilket tilbud han benytter, medfører et mere specificeret valg dannet ud fra genren eller temaet for aftenen. Vi sigter derimod efter en målgruppe, der har større interesse i sammenværet og viben om det at gå i byen. Derfor finder vi det sjovere at arbejde med Aarhus, hvor en god aften, er en rigtig god aften. Med det mener vi, at vi kan mærke, at der bliver sat stor pris på arbejdet bag - både af artister og gæster. Noget af det vigtigste for gejsten og arbejdsånden i vores team, er at mennesker omkring os værdsætter det arbejde, vi laver, og at det giver mening for folk, at vores begivenheder finder sted. Når det så en sjælden gang imellem ikke sker, at man modtager anderkendelse og en form for taknemmelighed, sidder man tilbage med en tom følelse. Det er også disse aftener, vi bliver klogere af - de medfører en refleksion og eftertænksomhed hos os. De gode aftener bringer noget andet med sig. Her sidder man med en følelse, af at det vi laver giver rigtig enormt meget mening, og den følelse kan godt blive vanedannende - for os. Da vi startede, var det uden nogen manual, til hvordan man laver et event, og derfor har vores erfaringer indtil videre også været en proces, hvori vi har begået mange fejl og derfra lært af dem. Vi brugte hele 3 måneder på at lave det første Kulturlyd-event, og det kan virke helt mærkeligt at tænke tilbage på. Men de erfaringer vi gjorde der, er de erfaringer vi nu bruger. Derfor har vi modet og lysten til at tage vores begivenheder til et højere og mere ambitiøst niveau i dag – vi gør det nu, ved at prøve kræfter med at lave en festival. Lige såvel som vi laver koncertarrangementer, lige såvel skaber vi stemninger. Vores store kompetence er at mærke en stemning og skabe en stemning. Det sker med den rette sammensætning af tid, rum, lyd og udsmykning - selv prisniveauer og PR har indflydelse. Når vi skal sætte rammerne for et event, er det lige netop de aspekter, vi tager fat i og arbejder ud fra. Så når vi starter på at idéudvikle på et nyt arrangement, sker det som oftest, at vi arbejder ud fra en stemning vi gerne vil opnå som mål, fremfor hvilke artister vi vil præsentere. Dermed prøver vi at skabe en fast og tilbagevendende gruppe af mennesker, der ved hvilken stemning, de går ind til og derfra så har tillid til at vi booker musik, der giver mening, så det hele sådan går op i en højere enhed. Men med alt dette in mente er musikken dog stadig en vigtig faktor for os. Typisk består vores arrangementer af et par artister som vores publikum kender, samt nogle de ikke kender, og begge præsenterer vi dem så for. Så; næste gang du har mulighed for at komme til et af vores arrangementer, er lørdag den 1. November hvor vi indtager Den Rå Hal på Godsbanen sammen med vores venner fra Højt Til Loftet.

Vi håber at se dig der. 41

R E G N FA N G

Pindsvinet, ræven og virkeligheden Tekst AF

Simon Holmgaard Kamp

Som mennesker er vi rigtigt gode til at tænke over og blive færdige med at tænke over tingene. Jo flere forskellige bud på virkeligheden vi møder, jo mere fast bliver vi i vores overbevisning. Hvorfor bliver vi så ensporede? Vi afkræver hinanden enkle forklaringer, simple sandheder. Hvem har sagt, at sandheden kan udtrykkes enkelt? Hvilke konsekvenser har det i, og for virkeligheden at acceptere det simple som det sande?

R E G N FA N G

Πόλλ᾽ οἶδ᾽ ἀλώπηξ, ἀλλ› ἐχῖνος ἕν μέγα

Archilochos – Kampen om virkeligheden

Archilochos var en græsk præklassisk digter, der levede omkring Homer og Hesiod, men før alt hvad vi ellers forbinder med antik

græsk tænkning. Senere grækere omtalte de tre på lige fod, men af hans værker er kun få fragtmenter overleveret. Et af dem lyder: ”Ræven ved mange ting. Men pindsvinet ved én stor ting”. Udsagnet er i sin isolation kryptisk, men har alligevel krævet sin plads i historien og den moderne tænkning. Det er klart, at Archilochos vil fortælle os, at pindsvinets ”ene store ting” i en eller anden egenskab er bedre og vigtigere end de ”mange ting”. Det kritiske ”men” hæver uomtvisteligt pindsvinets status over rævens. Men hvordan? Og hvorfor? Hvad konstituerer ”det ene” som bedre end ”de mange”? Vi kan selvfølgelig genkende ræven, som vi møder den i andre fabler eller nyere børnesange og eventyr. Ræven er en uærlig tyveknægt, der kommer i ly af natten og tager bondens høns, familiens levebrød. Den er snu, sky og har adskillige flugtveje fra sin hule. Når vi sætter det i forbindelse med viden, tegner der sig et billede af en samtalepartner. En af de rigtigt glatte typer, som smutter mellem hænderne, når man synes man har fået fastslået en velfunderet pointe. Selv om man er er overbevist om at man har ret, kan man aldrig rigtig blive færdig med at overbevise denne skeptiker. Det tror jeg personligt har været Archilochos anstødssten; det samme anliggende som Platon senere beskæftigede sig med: at opnå viden, den egentlige viden, til forskel fra pseudoviden, som er meninger, sammensatte principper og sproglige finter. De identificerer sig begge med pindsvinet som helten, der bravt går til kamp for Sandheden, mens ræven fejt flygter fra sagen gennem en af sine mange dialektiske udgange. Et epos i to sætninger, der tematiserer den virkelighedskamp, som har beskæftiget alle filosoffer, videnskabsmænd og reflekterede mennesker siden; om de har været sig det bevidst eller ej.

Isaiah Berlin - Ideologiernes tunge virkelighed Den engelsk-russiske filosof Isaiah Berlin tog i efterkrigsårene tråden op, hvor Archilochos slap den 2700 år tidligere, i ”The Hedgehog and the Fox: An Essay on Tolstoy’s View of History”, hvor han udfolder ræven og pindsvinets roller og klassificerer en lang række europæiske tænkere som inden for den ramme. Platon, Lucretius, Pascal, Hegel, Dostojevskij, Nietzsche, Ibsen og Proust er pindsvin. Herodot, Aristoteles, Montaigne, Erasmus, Molière, Goethe, Pusjkin, Balzac og Joyce er ræve. Mens Archilochos lader pindsvinet ”vinde”, ligger Berlins sympati imidlertid i udgangspunktet hos ræven:

” […] billedligt set, kan ordene [: Archilochos’ fragment] bringes til at give en mening hvori de markerer en af de dybeste forskelle, som adskiller forfattere og tænkere, og, muligvis, mennesker i al almindelighed. For der findes en stor kløft mellem dem, på den ene side, som relaterer alt til et enkelt, universelt og organiserende princip, i kraft af hvilket alt hvad de er og siger har betydning - og på den anden side, dem som forfølger mange veje til målet, ofte uden relation og endda modstridende… Deres tanke er spredt eller diffus, bevæger sig på mange niveauer, griber essensen af en stor varietet af erfaringer og genstande, som det de er i dem selv, uden, bevidst eller ubevidst, at forsøge at tilpasse dem, eller udelukke dem fra, en uforanderlig, altomfattende, sommetider selvmodsigende og ufuldstændig, til tider fanatisk, enkelt indre vision. Den første type af intellektuel og kunstnerisk personlighed tilhører pindsvinene, den anden rævene; og uden at insistere på en streng klassifikation, kan vi, uden at frygte for meget modstand, sige, at i den forstand, tilhører Dante den første kategori og Shakespeare den anden”.

Med de ord indskrev han ræven og pindsvinet i det filosofiske vokabular og definerede dem som mere eller mindre faste størrelser. Helt grundlæggende kan man sige at pindsvinet og ræven repræsenterer to forskellige måder at være menneske på. Vi har alle nogenlunde samme forudsætninger for at optage viden og erfaring, der hvor vi adskiller os er i måden, vi behandler det. Om vi spejler det hele i en stor teori om verden, eller forholder os pluralistisk til det. Det er ikke en perfekt dikotomi, i hvert fald kun på et teoretisk plan; af to årsager. Vi kan ikke være rendyrkede pindsvin: Vi kan ikke have en ide, som vi ordner alt erkendelse efter, før erkendelsen, som ledte til den ide (- medmindre vi går ud fra, at vores udødelige sjæl så den i tidernes morgen. Det går jeg ud fra, at vi ikke gør). Omvendt kan vi ikke være fuldstændigt som ræven, fordi alt erkendelse også indebærer forforståelse. Spejler vi ikke erkendelsen i noget andet, ville vi i hvert fald forstå alting i den nyfødtes umiddelbarhed, og ikke kunne klassificeres som ræv eller

R E G N FA N G

pindsvin ud fra vores refleksion. Til gengæld kan man så være alt i mellem de to, og en person vil ofte have værker, der peger i vidt forskellige retninger (Tolstoj bliver af Berlin placeret som den gyldne middelvej, fordi han, som den ræv han var, fabrikerede beviser for den pindsvinenatur, han ønskede han havde). Essayet skal altså ikke ses som en videnskabelig kategorisering af tænkere, og var af Berlin også til en vis grad ment i spøg. Men derfor kan teksten nu alligevel godt læses i alvor. Overvejelsen over, hvorfor jeg dømmer og handler som jeg gør, er en god opmærksomhed at have med sig.

Berlins, bevidst enormt autonome, læsning af det oldgræske fragment var en reaktion på de politiske ideologier, der havde formet især de forrige hundrede års verdenshistorie. Berlin sagde at ideologien er altødelæggende, fordi den i sine bestræbelser på at virkeliggøre sit endegyldige mål, retfærdiggør tilintetgørelsen af alt, der måtte stå i vejen. Platon var jo interesseret i den sande viden, som han ville udlede fra ”det godes ide”. Som et modsvar på sofisternes relativisme og Heraklits bud om at alting flyder, skrev han ”Staten” eller, i andre oversættelser, ”Om retfærdighed”. Han forsøgte at indramme en absolut moral, noget der var retfærdigt. Men i hans forsøg på at etablere den retfærdige i stat, var han nødt til at gøre op med en masse fænomener. Ikke fordi de var ham i mod, som sådan, men fordi de ikke harmonerer med det grundlag, han har baseret sin retfærdighed på. De ellers tilsyneladende gode ting må afskaffes i retfærdighedens navn. Der findes kun det gode, som kommer fra ”Det Gode”, og alt, som kommer i strid med, hvad man udleder fra det, må være ondt. Hvad er det så ræven ved? Vi kan passende trække Aristoteles ind for at komplementere Platon. Aristoteles observerer i stedet for ideerne en masse ting, og prøver ud fra dem, med fornuften som det eneste samlende princip, at finde nogle mønstre, og i sidste ende, en orden. Han etablerer ikke noget ”ene sande”, men han har en del betragtninger og metoder, som er fornuftige og leder til principper, som vi til en vis grad vil acceptere i dag. Og så siger han for øvrigt en masse vrøvl. Det lader vi ligge.

Vi ses hos Clement - Debattens virkelighed Skal vi tage et nutidigt eksempel, så kører DR et nyt program med Clement Kjersgaard: ”Vi ses hos Clement”. Det er i udgangspunktet slet ikke noget dårligt koncept. Man lader folk mødes på tværs af offentlighedsroller; en politiker møder eksempelvis en sanger og en realitystjerne, og man søger samtalen, der løfter sig fra de enkeltes perspektiver til det almene. Det er et flot opgør med det typiske debatshow, som sætter en række direkte modstandere op mod hinanden i et forsøg, og lader dem recitere deres indøvede argumenter: angreb, forsvar, udenomssnak og tilbagetrækninger (Alt sammen meget underholdende, hvis man kan holde det ud. Men vi flytter os sjældent, og de gør helt sikkert ikke). Imidlertid falder Clement selv ind i rollen som modstander, og ville hænge Morten Østergaard op på et simpelt svar til et komplekst spørgsmål. ”Hvad er det Radikale Venstres flygtningepolitik? ” starter han udsendelsen med at spørge. Men diskussionen over et interessant og relevant emne fortaber sig i mundhuggeri over det, i sammenhængen, abstrakte begreb ”stram”. Asylpolitik kan jo ikke være stram som en trøje kan være det, men fordi en række politikere er blevet enige om at italesætte den som noget, der kan være stram og slap, så er det ordet, folk forventes at kunne forholde sig til, og derfor princippet bag de Radikales flygtningepolitik, som på sidste side i Clements drejebog skal be- eller afkræftes. Det kunne jo være enormt interessant for ham, hvis han kunne få de Radikales ny leder til at bekende kulør for åben skærm, eller sidde i åbenlys vildråde eller selvmodsigelse. Helst i ca. 30 sekunder, som kunne lægges ud på Facebook. Hvor ville det da være fantastisk for seertallene!

Men hvor ville det da være fantastisk for oplysningen, hvis man i stedet havde gået ind i den konkrete problemstilling og udfordret ministeren på politik frem for ord! Det er enormt interessant, at man har foretaget en ændring i asylreglerne, som betyder, at man lader de asylansøgere, som ikke er personligt forfulgt, være på prøve i et år, før man vil overveje, om deres familie kan få lov at forlade de samme områder og forhold, som man fandt det nødvendigt at give den stærke, som kunne foretage rejsen, asyl fra. Det har selvfølgelig rod i nogle realpolitiske udfordringer, der er pladsmangel, hvis hele familier skal med. Men den diskussion bliver der sjældent plads til i debatten, fordi vi har travlt med at diskutere symboler: i dette tilfælde ”det strammes” metafysik. Det er nemlig både rigtigt og forkert, at regeringen har strammet asylpolitikken. Hov, det var da et paradoks? Nej! Det er en forenkling. En forenkling burde afkræve en udfoldelse af synspunktet - i stedet kræver man en opløsning af paradokset gennem stillingtagen. Vi har skubbet ”hvorfor” ud af politik, fordi medierne, offentligheden eller debatten ikke kan rumme kompleksiteten. Angsten for at kede seerne er større end lysten til at oplyse. Som folkevalgt politiker får du som primær opgave at stå til ansvar for din holdning, ikke i kraft af at du forstår eller kan begrunde den. Det er sådan set ligegyldigt. Du skal bare have den og kunne udtrykke den i så få ord som muligt, og for guds skyld ikke vige fra den. For så er du en hykler! Og i en tid hvor politikerens troværdighed er trådt i stedet for deres stillingtagen, som pejlemærke for vores tilslutning, der er prædikatet ”hykleri” den sikre politiske død.

R E G N FA N G

Daniel Kahneman – Det enkles appel Hvorfor er det så, at den enkle sandhed er så appellerende for os? Daniel Kahneman, professor i psykologi ved Princeton, kan måske give os en årsagen til, at vi forfalder til at forstå alt i billedet af en stor ide. Anledningen til hans forskning var en forelæsning i 1969 over spørgsmålet ”er mennesker gode intuitive statistikere?” Da svaret viste sig at være et rungende nej, begav han sig ud i at undersøge hvorfor. De svar han kom til udløste Nobelprisen i økonomi. Hvis det umiddelbart skurer i tanken, forstår jeg det godt. Jeg havde samme undren, første gang jeg blev introduceret til bogen ”Thinking, Fast and Slow”, som kort opsummerer hans forskning. Han fik prisen fordi han blotlagde, eller i hvert fald ret pædagogisk anskueliggjorde, nogle processer, som vores beslutningsproces følger. For eksempel forklarede de, hvorfor vi er villige til at smide store pengesummer efter et tab for at genvinde det, selvom det er forbundet med helt urimelige risici. En anden proces han beskriver er glorieeffekten. Og den vil du nok bedre kunne genkende. Glorieeffekten er årsagen til førstehåndsindtrykkets magt. Han bruger som eksempel, at du møder en kvinde til en fest, som du snakker godt med. Bagefter bliver du i en anden sammenhæng spurgt, om hun er gavmild. Du har lyst til at svare ja, ikke fordi du ved noget om det - der er ingen grund til at tro at folk som er nemme at snakke med også er gavmilde. Men fordi du godt kan lide folk der er gavmilde, og du godt kan lide folk der er nemme at snakke med, så forventer du en forbindelse mellem de to. Imidlertid er det mest interessante i den her sammenhæng det bagvedliggende fænomen, han stiller op som forklaring på processerne, som også har leveret bogens titel: de to modi vores tankevirksomhed opererer i: system 1 og 2: Den hurtige og langsomme tænkning.

System 1 er der, vi befinder os det meste af tiden. Det er en måde at tænke på som er præget af vane og automatik. Det er enormt praktisk, fordi vores liv for det meste består af gentagelser, situationer som ikke kræver stillingtagen til nye koncepter og problemer. Multitasking, dagdrømmeri, løs snak over opvasken og mentalt overskud generelt er mulig på grund af system 1. System 1 er altså ret vigtig, men den er også farlig. Det er en meget direkte vej fra erfaringen af en situation, som ligner noget vi har været ude for før, til handling i umiddelbar forlængelse af vores forforståelse. Det er ind i mellem enormt uhensigtsmæssigt, og der bliver vi nødt til at slå over i system 2. Det er her al den tænkning, du egentlig er bevidst om, foregår. Og det er en forsvindende lille del i det samlede billede. Fordi det kræver mere energi at tænke langsomt (Kahneman, siger at vi bruger 20% af vores energi på det), falder vores beslutningstagen i langt de fleste tilfælde tilbage på system 1. Desværre også når vi burde stoppe op og tænke langsomt. Det bliver altså på en gang vores redning fra det vanvid, det ville være at skulle starte forfra i overvejelserne omkring alting hele tiden (Den absolutte rævetilstand, som jeg påstod var umulig), og den forbandelse hele tiden at skulle være mistroisk over for tanken. Der er ikke nogen der kan lide at tænke sig om, vi undgår det så vidt muligt, og derfor appellerer den simple sandhed til os, fordi den passer ind i kasser vi allerede har stående. Når vi møder det komplekse udsagn kan vi blive nødsaget til at bygge en ny, og det er bare lidt mere, end vi som oftest orker.

Monte Carlo – Virkelighedsopfattelsens virkelige konsekvens I Monte Carlo på DR3 kunne man forleden høre, hvordan Storebæltsbroen efterhånden var tjent ind 3-4 gange, efterfulgt af det nærliggende spørgsmål: om vi da ikke snart skulle få afviklet den broafgift? I showet medvirkede Michael Jeppesen efterfølgende som hologram og kunstekspert og kunne næste dag i ”Forfra med Jeppesen” på radio 24syv konfrontere transportminister Magnus Heunicke med problemstillingen. Transportministeren havde tidligere hørt klagepunktet og kunne fortælle at der stadig er en gæld på 25 mia. kr., som med nuværende trafik vil være betalt i 2031. En ret håndfast og entydig tilbagevisning, som enhver med et hurtigt opslag kunne have fundet selv. Og det gjorde jeg så. Ud over den udlægning som transportministeren kom med, stødte jeg også på det forbehold at der i aftalen ”En grøn transportpolitik” fra 2009 var blevet lavet mulighed for at man hævede op til 900 mio. kr. i årligt udbytte mellem 2013 og 2022. Det er folk i området enormt sure over, fordi de gerne så en gratis bro hurtigst muligt. De udlægger det, som om de har en betalingsring af meget større dimensioner, end den man droppede i København. Omvendt kunne man sige at de har fået den gave at de kommer meget hurtigere og billigere over vandet, end de gjorde da de afhang af færgen. Hvis vi ser bort fra Monte Carlos, så er der ikke nogen af de her udlægninger af sagen som er forkerte, men altså heller ikke nogle af dem som er er den uomtvistelige sandhed. Hvad er så konsekvensen af det? Det kommer an på hvilken sandhed du accepterer, eller som det hedder i Thomas-teoremet: ” Hvis mennesker definerer situationer som virkelige, bliver de virkelige i deres konsekvenser”. Ordet skaber hvad det nævner. Det synspunkt du overtager som dit, vil gøre krav på sandheden for dig og indtræde i din virkelighed. Så kan du efter din stillingtagen føre en stillingskrig mod de andre sandheder om at tage konsekvensen af Sandheden. Men det ville nok være smartere at træde et skridt tilbage og tænke over situationen meget langsomt. Overveje om der var nogle andre kasser, som man kunne finde frem, eller flikke sammen. I sidste instans er vi jo fælles om at skabe virkeligheden.

R E G N FA N G

Nate Silver – Statistik er sandheden // Statistik er usandheden Nate Silver, en amerikansk statistiker som har gjort en karriere ud af at formidle prognoser, oprettede i 2008 valganalysebloggen fivethirtyeight.com. Han kom fra finansverdenen og havde skrevet statistisk analytisk baseballjournalistik, inden han gik i kødet på amerikansk politik med kæmpe succes. Ved valget i 2008 forudsagde han stemmeudfaldet i 49 af 50 stater, i 2012 var hans forudsigelse perfekt. Han har haft mange andre triumfer inden for sport og mindre vigtige valg, men det var præsidentvalgene der fastslog hans betydning. Under valgkampen i 2012 udkom han med bogen; ”The signal and the noise: why so many predictions fail – but some don’t”, som udkom under valgkampen i 2012. Her bruger han også ræven og pindsvinet som hovedfigurer. Pindsvinene er igen skurkene i fortællingen. De er her inkarneret som politiske kommentatorer, som i amerikansk fjernsyn ofte er stillet op mod hinanden, i et forsøg på at etablere objektivitet gennem uforenelige positioner. De kommer med meget kategoriske udsagn baseret på meget simple modeller. Det har Philip Tetlock lavet en stor undersøgelse af kaldet ” Expert Political Judgment: How Good Is It? How Can We Know”? hvor han over 20 år har fået 28.000 forudsigelser fra 284 eksperter over et bredt politisk spektrum fra vidt forskellige uddannelser og job. Svaret var nej. Deres forudsigelser rammer ikke bedre end tilfældigt gætteri. Man kunne altså lidt polemisk sige, at de ligeså godt kunne erstattes af møntflip eller en blæksprutte. Ræven er den arketypiske statistiker, som er i stand til at holde en masse forskelligartet og i flere tilfælde modstridende information i hovedet. Den anvender det så i en model, hvor den nøje vejer de forskellige faktorer i mod hinanden. Ud af den model kommer probalistiske udsagn, som altså ikke siger, at der sker en ting eller noget andet, men at der er en vis sandsynlighed for begge udfald. Ræven sætter ikke spørgsmålstegn ved folks handlemønstre, den observerer dem, accepterer dem og tager højde for dem i sine modeller. Og det er dens primære styrke; at den ikke kommer til at tænke sig selv ind i modellen. I sin bog forklarer han, hvorfor vores økonomiske modeller er så dårlige til at forudsige udviklingen, mens statistikken har stor succes inden for politik, baseball og i knap så udstrakt grad metrologi. En ting er, at der er stor forskel på den type af regler, der gælder inden for de forskellige genrer. Det introducerer en enorm usikkerhed i forudsigelsen af vejret og økonomien. Derudover er det vigtigt at huske, at tallene ikke taler; vi taler for dem. Og når vi udarbejder en model for at finde signalet i støjen, arbejder vi ud fra vores forventninger. I forbindelse med det har Silver en mistanke om, at mange analytikere, bevidst eller ubevidst, har læst deres ønsker ind i modellerne. Selvom der sad kloge mennesker på de poster, som havde tidligst adgang til oplysningerne, har de ”ikke ønsket at musikken skulle stoppe”. Han gennemgår nogle koncepter omkring kreditvurdering og udregning af sikkerhed, som man brugte før krisen, der virker helt forrykt set fra vores perspektiv. Det er enormt spændende læsning, hvis man vil sætte sig ind i problemerne omkring den amerikanske boligboble, økonomiske prognoser eller forudsigelse generelt.

Hvis ikke du i forvejen har meget styr på statistik, er det en sand lille katekismus i matematisk dannelse. Du lærer at være på vagt overfor for den verden af tal, vi bliver præsenteret for i debatten. Det er ellers tallenes illusion. Vi stoler blindt på dem, fordi vi forbinder dem med fakta, og ting der ikke kan diskuteres – bankverdenen, videnskab og matematiktimerne i folkeskolen. I kontrast til det bliver vi i sprogfag, historie, samfundsfag, religion og så videre meget hurtigt introduceret til pluralismen og argumentation for og i mod. Men matematikken er desværre overset i almen dannelse. Tænk på din vejrtjeneste, hvis ikke du bare ser vejrudsigten i fjernsynet, men bruger en app eller hjemmeside, står der sikkert en sandsynlighed for nedbør angivet i procent. Langt de fleste tjenester arbejder ikke med små sandsynligheder. Hvis der f.eks. er 4 % risiko for nedbør skriver de 10. For på 25 dage med 4 % risiko for nedbør ville der altså være en dag med regn. Og så ville folk blive sure, fordi der stod, at det ikke ville regne. Det er ikke en oplysning du kan bruge til ret meget, men det er ret sigende, at man har en praksis, som skal øge vores tillid til en tjeneste, der går ud på systematisk at viderebringe forkerte data. Man har bare taget konsekvensen af, at folk ikke forstår probalistiske udsagn.

Virkeligheden er altid medieret. Men hvis mainstreammediet har opgivet at få os til at fatte komplekse problemstillinger, må vi selv tage teten. System 1 kan og skal vi ikke gøre noget for at afskaffe. Det er et nødvendigt vilkår for menneskelig adfærd, nøglen til sindsro. Vi kan jo heller ikke handle probalistisk, så før eller siden må vi tage stilling, hvis vi på nogen måde skal virke i virkeligheden. Den vigtige opmærksomhed at have med sig er at kunne gå tilbage til pluralismen, når der kommer nye perspektiver, som ligger før dem du dannede din overbevisning ud fra. Udvid din horisont, kravl ud af hiet og hav modet til at udfordre og få udfordret din ide om verden.

R E G N FA N G

Passione Fodboldens lidelse i fodboldens lidenskab Tekst AF

Tegninger

Magnus Harding Iranzad

Victor Lange

Fodbold er verdens mest udbredte sportsgren. To hold af 11 spillere skal skyde en bold ind i et mål, og det hold der formår at score flest gange vinder kampen. I virkeligheden et meget simpelt spil. Men er fodboldens virkelighed kun bestemt af aktiviteterne på banen? Er den i virkeligheden så simpel? Med udgangspunkt i den kulturrige fodboldklub, AS Roma, undersøges foldboldverdens størrelse og betydning. Hvilke kvaliteter rummer sporten og dens mange grupperinger, og hvilke skyggesider hviler over det våde græstæppe?

R E G N FA N G

Ro ma O Morte

R E G N FA N G

Optakt

Sagnet fortæller, at et sæt spæde tvillinger ved navn Romulus og Remus blev fundet i en båd af hunulven Lupa ved Tiberens bred. De var eftersigende efterkommere af krigsguden Mars og kong Numitors datter Rhea Silvia. Kongen blev afsat af hans onde bror Amulius, og hans 3 sønner blev dræbt. Rhea frygtede for hendes ufødte børn og sendte dem efter fødslen straks ned af floden i håb om deres overlevelse. Lupa ammede dem, og de voksede sig store og stærke. I sær Romulus udviklede lederegenskaber, der var Remus overlegne, og interne stridigheder i mellem dem ledte til at Romulus dræbte Remus. Samme dag grundlade han byen Rom i 753 f.Kr. En by der skulle vise sig at overtage den kendte verden og skrive sig ind i historien som en grundsøjle i Vestens dannelse. Rom skabte sin egen tidsalder; romertiden.

Sådan starter fortællingen om Rom. En myte, der har hentet inspiration i andre gode sagn; som dengang Moses som spæd blev sendt op af Nilen i en sivbåd, eller da Kain slog sin bror Abel ihjel. Fælles for dem alle er, at sandhedsværdien er noget rusten - meget rusten. Men det er heller ikke mytens funktion at være sandfærdig. Myten kan fortælle os noget mere generelt om menneskets eksistens; om det evige, det inderlige, det hinsides, det immanente og det transcendente. I dette tilfælde handler det altså om Rom og endnu vigtigere: Det at være romer. Hvordan betragter de sig selv? Obelix sagde: ”De er skøre de romere”, og det kan der, set fra et nordligt perspektiv, være noget om. Men frem for alt er de stolte. Roms historie er rig og stor og fylder meget i en romers bevidsthed. Da Romerriget var størst, bestod det af stort set hele Europa (på nær Skandinavien, noget af Tyskland, Skotland og Irland), dele af Mellemøsten og Nordafrika – på det tidspunkt hele den kendte verden. Efter Romerrigets fald opstod en ny verdensmagt i Rom - den katolske kirke. Vatikanet er som bekendt epicenteret for romerskkatolicismen, som er den mest udbredte trosretning i verden med næsten 1 milliard medlemmer. Romerne er helt naturligt katolikker, og religionen spiller en stor rolle i enhver romers liv. For størstedelen af dem er der dog noget, som fylder mere end både religionen, historien og kulturarven – noget disse tre aspekter er med til at understøtte. Noget der for dem skaber sammenhold, kærlighed og passion, i en grad der ikke tåler sammenligning med noget andet. Fodboldklubben AS Roma.

R E G N FA N G

1 .

H a l v l e g

R E G N FA N G

Der findes mange typer af fankulturer i verden. Alle har deres ligheder, men også forskelle – og her skiller AS Roma sig bestemt ud fra mængden. For AS Roma er det historien, stoltheden, passionen, sammenholdet og kærligheden, der er af betydning. Der således mange referencer til denne romerske historie, der specielt har bidraget til sammenholdet og stoltheden omkring holdet. AS Romas farver er de samme, som dem der prægede byen for 2000 år siden nemlig de rødgule – og på italiensk går de blandt andet også under navnet ”I Giallorossi”. Et andet af deres mange navne er: ”I Lupi” eller på dansk: ”Ulvene”. Her refereres der selvfølgelig til hunulven Lupa fra Roms skabelsesberetning og klubemblemet, der er på trøjer, banner og stort set alt andet visuelt fra klubben, er da også allegorien med Lupa, der ammer tvillingerne. Hunulven, der ammer og bærer Romulus og Remus, er derfor i den romerske selvforståelse både et tegn på, og selve muligheden for, Roms grundlæggelse, eksistens og sidenhen styrke. I skrivende stund er AS Roma ved at bygge et nyt stadion, der ikke alene er udtænkt til at være det mest arkitektoniske og generelt æstetisk fuldendte, men samtidig også det mest frygtindgydende stykke fodboldarena, ikke blot i Italien, men i hele verden – en fæstning uden lige. Det kommer til at hedde ”Stadio della Roma” og står færdigt om cirka 2 år. Igen indtræffer referencerne. Stadionets arkitektoniske udtryk og stil er kraftigt inspireret af et af Roms største varetegn: Colosseum – et af verdens 7 vidundere. Roms nutidige gladiatorer skal endda skubbes op fra mørket under jorden til lyset og de rødgule farver, som de gjorde det for 2000 år siden - da Roms gladiatorkampe samlede byen. Romerrigets storhedstid er i den grad i romernes selvbevidsthed og er grundingrediensen i deres identitet. Denne storhedstid vil de opleve på ny. Man kan derfor med rette omtale dem som værende både romantikere og traditionalister: De bærer længslen efter de svundne dage og troen på traditionens genkomst og styrke. Vores samtid har ikke meget tilovers for netop disse typer af tanker - men det er ærgerligt. For det er vigtigt at huske sin historie, lære af den og bruge den. Vi skal helst bare fremad så hurtigt som muligt og helst uden at se tilbage. Sådan er det ikke i den evige stad. AS Roma er i et og samme både et fælleskabende, romantisk og nationalistisk identitetsprojekt - AS Roma beskrives faktisk bedre som et princip end ”bare” en fodboldklub. Jovist kan de glæde sig over gode og pålidelige spillere, en god ledelse, en god træner, gode kampe osv. på lige fod med alle andre klubber - men det er ikke det, de lovpriser. AS Roma er at betragte som et koncept, der i romernes bevidsthed transcenderer de forgængelige elementer og eksisterer i kraft af AS Romas nutid og fortid, dets historie og mytologi. AS Roma supporterne ved hvem de er, hvor de kommer fra, og hvor de er på vej hen: storhedstid – romantik – storhedstid. Det er nemlig dér de skal hen igen – genskabelsen af Romriget. Den romersk romantiske tanke om svundne storhedstiders mulige genkomst, er således møntet på deres elskede trøje og klub AS Roma. Strategien er klar, krigen kan vindes; AS Roma vil være den største og bedste klub i verden. Romerrigets storhedstid blev grundlagt på viden, magt og krig. Historien har lært os, at der sjældent kommer noget godt ud af sidstnævnte, og for romernes vedkomne har krigszonen heldigvis rykket sig idenfor fodboldstadionets rammer, hvor de romerske legionærer udkæmper slag efter slag for at beskytte, ære og værne om Rom. Fodbold er blevet en krigsmetafor. Fagets terminologi bærer også kraftigt præg af dette; forsvar, angreb, anfører, fjendens linjer, bagkæden, taktik, strategi, duel osv. Når romaspillerne løber på banen, er der én bestemt sang, der sågar bliver sunget af de mange tusinde fans - og her bliver metaforen særligt bekræftet:

Quando l’inno si alzerà tutto il mondo tremerà. Canteremo fino alla morte innalzando i nostri color che ci vien dal profondo del cuor... Alé, alé, alé Roma alé alé, alé alé

Når hymnen tager til, hele verden vil skælve. Vi synger indtil døden, idet vi hæver i vejret vore farver, som kommer fra hjertets dyb… Alé, alé, alé, Roma alé alé, alé, alé

R E G N FA N G

Hele verden vil skælve. Af frygt for styrken i hymnen, styrken hos romerne, styrken hos AS Roma. For i og med at hymnen lyder, er AS Roma på banen og folket ved deres side. Romerne vil synge, og det gør de - uden stop, indtil døden, de næste 2 gange 45 minutter. Men indtil døden er ikke kun en midlertidig hensigtserklæring om at synge i 2 gange 45 minutter. Det er ligeledes en troserklæring om at synge for altid, og hver gang AS Romas trøje er i kamp. Alé: Fremad –kom så! Sangen er en krigserklæring, og samtidig et forsvar af den by og den trøje, som de elsker så lidenskabeligt. AS Roma fansene er, som den opmærksomme læser nok har bemærket, en meget passioneret størrelse. Mange af disse mennesker vier deres liv for denne trøje og disse farver, og når de snakker om klubben, er det tydeligt, at der er mere på færde end ”bare” fodbold. Der er, som nævnt oven for, krig i luften, men også noget andet og mere – noget større. For dem er konceptet, AS Roma, en form for højere magt. Spørgsmålet trænger sig på: Kan man betragte fankulturer, og i dette tilfælde AS Romas fankultur, som værende en religion? For at undersøge dette, må man forsøge at tegne direkte paralleller mellem religionen og fodbold, for at belyse deres ligheder og forskelle. Men allerede inden dette er det vigtigt at fastslå, hvad begrebsdefinitionen på fænomenet ”religion” egentligt er? Et endegyldigt svar på dette spørgsmål findes ikke, da der eksisterer mange religioner som alle har sine forskelle – f.eks. er islam omfattet af en række totalitære forskrifter, hvilket ikke er tilfældet i eksempelvis kristendommen. Kigger man nærmere på ordets oprindelige grundbetydning, som for øvrigt er opfundet af romerne, vil man finde at ”religion” betyder; at binde sig eller at være forpligtet. En pligtkultur, der udmønter sig i ritualer og gentagelse af hellige handlinger - et ydre og praktisk anliggende. Op igennem historien blev ordet vendt til at have en indre og personlig betydning: At forbinde jeg’et med det ophøjede, i de fleste tilfælde Gud. Disse to aspekter er ikke en egentlig definition, men der er enighed om, at de er med til at definere grundstenene i religion. Da denne fortælling er centreret omkring det romerske folk og deres kultur, er det selvfølgelig oplagt, ikke blot at sammenlige fankulturen med religion, men helt konkret med katolicismen. Et vigtigt aspekt i begge kulturer er ritualer. Ritualer findes i alle religioner, og deres funktion er at sætte konkrete handlinger på det ukonkrete - altså på den forestillingsverden kulturen omhandler, for at udtrykke sin kærlighed og taknemmelighed, og derigennem føle sig tættere på den transcenderende størrelse, man nu engang tilbeder. For katolicismen: Gud, for AS Roma fans: AS Roma-konceptet. Hvis man kigger helt nøgternt på ritualerne, vil man finde ligheder der er slående. I katolicismen er de mest prominente: gudstjenestens ritualer, kalenderritualer og overgangsritualer. Lader man blikket hvile på gudstjenesten finder man, at den foregår i kirken hver søndag. Tilsvarende foregår fodboldkampen på stadionet hver søndag. I kirken findes mange synlige symboler som malerier, skulpturer, det ”guddommelige lys” der falder fra vinduespartiet i loftet, korset, transsubstantiationen i nadveren osv. På fodboldstadionet, og i dette tilfælde AS Romas stadion, findes der symboler i form af trøjer, bannere, tørklæder, flag osv. I begge kulturer udgør disse vigtige visuelle, identificerende og performative elementer i de troendes ritualer, og har dermed stor betydning for ritualernes effikacitet. Ritualer, der er særligt vigtige for begge kulturer, er hymner. For begges vedkommende er hymnerne centreret omkring det allegoriske univers, og man kan via dem føle sig tættere på sin tro. Som AS Roma supporternes citerede hymne fra tidligere viste, kan hymnerne både ses i en krigsmetaforisk kontekst, at de vil vinde og via sang presse holdet fremad til at præstere sit bedste, men så sandelig også i en trosbetonet kontekst; de vil simpelthen gå i døden for deres tro. Et andet lighedspunkt er religiøse værdier. Disse er ikke nogle man nødvendigvis bruger meget energi på at benævne med ord, men er noget iboende i den troende og fundamentelle for begge kulture. Vendinger som elsk din næste, man må kun have én Gud, og denne må man ikke tale grimt om osv. er kendt fra religionen, men kan helt bestemt overføres på AS Roma projektet. I de konkrete aspekter er der således mange ligheder, men det er i det ukonkrete, det usynlige, det sanselige at disse for alvor indtræffer. For såvel katolikker som for AS Roma supportere er der en iboende bevidsthed om et tilhørsforhold til noget ophøjet, en længsel efter identifikation, en ubetvivlelig kærlighed, en troskab og ideologi; det er et dybtgående, urokkeligt og fælleskabende sammenhold. Det er stoltheden over ophav og traditioner; det er den aldrig glemte og forglemmende kultur. Den troendes tilværelse er derved fyldt af en bundløs dybde og mystisk kraft.

R E G N FA N G

Alt dette er naturligvis møntet på det ophøjede eller transcendensen; Gud eller AS Roma-konceptet. Det er altså en absolut størrelse og den absolut eneste, der findes. Der er således forskellige roller, der underkaster sig denne størrelse: Paven, biskoppen, kardinalen, præsten, munken, nonnen og den alment troende - kontra; spiller, træner, præsident, ledelse, bolddreng, fan osv. Enkelte tilfælde kan dog forekomme, hvor et menneske i en rolle opnår ophøjet status. En person, som har udfyldt sin rolle særligt godt - særligt forbilledligt. Det er derved ikke ensbetydende, med at den ophøjede person er genstand for tilbedelse, blot en rollemodel, for hvordan andre kan praktisere kulturen bedst muligt. I katolicismen findes en liste, der tæller cirka 1000 helgener, og det er ikke mange sammenlignet med de mange milliarder af troende, der har været igennem hundredevis af år. Det eneste krav, ud over at have levet et specielt forbilledligt kristent liv, er at man skal være afgået ved døden. Dette kunne eksempelvis være Jomfru Maria eller apostlenes leder Peter. AS Roma har tilsvarende en liste: ”AS Roma Hall of Fame”. Her findes der ligeledes spillere, der selvfølgelig har været dygtige, men frem for alt, har de haft en særlig tro og kærlighed til klubben. Kriterierne er dog ikke at man skal være afgået ved døden, blot at man skal have stoppet sin aktive karriere. Her kunne eksempelvis nævnes den brasilianske forsvarsspilleren: Aldair – en spiller der slog sine folder i klubben fra 1990-2003 og var anfører i en længere årrække – hans karisma, passion, kærlighed og lederskabsevne var forbilledlig for både fans og spillere. Der mangler dog en; Den vigtigste spiller der nogensinde har spillet i klubben, er ikke på denne liste endnu, da han stadig er aktiv. Den 27-9-2014 fyldte han 38 år. Hans navn er Francesco Totti. Frencesco Totti har opnået helgenstatus i AS Roma, romerne kalder dette ”mitico”, som betyder legendarisk, og det er der flere grunde til. Han er romer og har altid boet i Rom. Han er kaptajn og har været det siden 1998, hvor han blot var 21 år gammel. Som netop kaptajn førte han klubben til deres 3. mesterskab i 2001. Selvom der altid har været bud efter ham fra de største klubber i verden, og selvom han tidligere er blevet omtalt som verdens bedste spiller af blandt andre Pelé og Maradona, har han aldrig forladt Rom og AS Roma. Han har rekorden for antal kampe og mål i klubben hh: 711 og 290. Derudover er han blevet kåret til at være den bedste fodbold spiller i Italien hele 5 gange, og den 30/9 2014 blev han med sit mål til 1-1 mod Manchester City, den ældste scorende spiller nogensinde i Uefa Champions League. Hovedårsagen til hans ophøjede status er måske ikke engang hans store evner som spiller. Måske ligger hans legendestatus og folkelighed et andet sted. Han selv er fan af klubben, og romerne kan derved identificere sig med ham – han er den romerske kejser, der skal føre Rom tilbage til sin storhedstid. Totti er den bedst tænkelige katalysator for romerne – deres udsendte på banen – en form for profet. Dog er han kun et menneske. Men der er ingen tvivl, om at han er det mest ærværdige, oprigtige og opsigtsvækkende menneske, der har båret deres eleskede trøje igennem hele klubbens historie. Hvis man spurgte en professor i religionsvidenskab eller teologi, om fodboldfankultur kunne betragtes som en religion, eller om Francesco Totti kunne anses som en helgen eller profet, ville svaret med al sandsynlighed være et klokkerent nej. Vedkommende ville mene, at religion som hovedfokus omhandler transcendensen, hvorimod fodbold handler om, at te sig tosset, for at få en kugle ind i et net. De fleste er enige om, at religion er noget større, andet og mere - men hvor grænsen går, for hvad dette indebærer, og hvad der dermed kan betragtes som religion, er sværere at enes om. Men man kan ikke komme uden om, at effekten af troskabet for henholdsvis katolikker og AS Roma fans er sammenlignelig og rummer mange gode aspekter og værdier, der er værd at efterleve, og som i mange pseudoreligiøse kulturer (eksempelvis i Skandinavien) er blevet glemt eller ”outdated”. Som udgangspunkt er der i fodbold plads til alle (AS Romas spillerne er eksempelvis af 17 nationaliteter). Begreber som elsk din næste, nej til racisme osv. er teoretisk set helt fundamentelle for fodboldens væsen og kultur. Fodbold er på alle niveauer en holdindsats, hvor individet er sat til side for det fælles mål og den fælleskabende identitet – en mentalitet mange unge i Danmark kunne lære noget af. Om fodbold, og i dette tilfælde AS Roma, er en religion, er svært at vurdere, da der ikke hersker klare linjer og kriterier for, hvornår en kultur kan betegnes som en religion. Af selv samme grund er det derfor svært at konkludere, at AS Roma ikke skulle kunne ses som værende en religion.

Pause I det første afsnit, eller første halvveg, blev de mange positive komponenter, fodbolden og fankulturen indeholder, belyst. AS Roma som koncept blev undersøgt, og viste sig at være sammenlignelig med en religion – og om konceptets grundidéer er der ikke meget negativt at sige. Romantikken må sejre, historien huskes og religiøse værdier ej glemmes! Således kan fodbolden betragtes som en god og berigende størrelse. I det kommende afsnit, 2. halvleg, vil blikket hvile over de mere negative tendenser, fodbolden også indeholder - en bagside, der desværre er tung og mørk. Denne side har der været meget snak om, men på ingen måde nok. På fodboldens skyggeside er der, blandt andet, tale om fodboldverdenen som en industri eller branche, hvor udviklingen synes at bevæge sig imod afgrunden. Og ydermere om den vold, der i stigende grad hersker både på og uden for banen. Endvidere en debat om religion og en dyb skepsis til idolkulturen i fodbold.

R E G N FA N G

2 .

H a l v l e g

R E G N FA N G

Nogle hundrede år før Kristi fødsel udviklede menneskets mentale tilstand sig drastisk. Dette skete dels via de græske filosoffer hvis tanker romerne senere byggede videre på, men endnu tidligere skete der noget i Kina, der ville ændre verden for altid. De grundlagde fremtidens absolutte styresystem: ”Penge.” Inden dette havde man tildelt forskellige objekter værdi, alt efter sjældenhed, brugbarhed osv. Denne nye fælles valuta gjorde det lettere for imperier som det græske og romerske at blomstre, og har sidenhen bestemt hvilke vilkår, vi som mennesker lever under - penge er så at sige blevet en nødvendighed for overlevelse. I fodboldens verden har penge i stigende grad fået større indflydelse og betydning, selvfølgelig har penge altid været en del af sporten, men over de seneste 10-15 år, er der sket en drastisk udvikling. En udvikling, der må siges at være alt andet end positiv: Pengene i sporten er ved at blive større end sporten selv. Det gik for alvor galt i 2003, hvor fodboldklubben Chelsea blev opkøbt af den russiske milliardær Roman Arkadjevitj Abramovitj. Han skød det ene mere ekstreme beløb efter det andet af sted på spillerkøb, og holdet blev på rekordtid omformet til ukendelighed. Dette udmøntede sig i et samlet beløb, der bevægede sig op imod de 6 milliarder, og i og med at Abramovitj stadig ejer klubben, er beløbet stødt stigende. Chelsea havde tidligere ikke haft særlig sportslig succes, og havde således inden opkøbet blot vundet 8 trofæer i alle konkurrencer (pokal, mesterskab, internationalt), igennem klubbens på daværende tidspunkt 98 årige historie. I årene efter opkøbet er denne statistik på rekordtid blevet mere end fordoblet. Abramovitj, og hans mange penge, var startskuddet til en ny fodboldverden. Rigmænd, primært oliesheiker, væltede i de følgende år ind fra østen, og kastede rundt med milliarderne, som var det ren slik. Hold som Paris Saint-Germain og Manchester City har, som Chelsea, på bare få år, etableret sig i toppen af europæisk klubfodbold - netop på grund af nye rigmandsejere. Selveste Abramovitj ryster på hovedet over Manchester Citys forbrug de seneste år. Vores banefører fra 1. Halvleg AS Roma har da også selv fået millioner i ryggen, dog ikke nær så svimlende beløb som de største europæiske klubber, men alligevel nok til at de er kommet tilbage på sporet efter nogle halvsløje sæsoner. Den sportslige succes synes således at bære frugten af pengenes milde hånd – og så må man spørge sig selv; er det i orden at disse pengemænd styrer den moderne fodboldverden, og hvilke konsekvenser medbringer det for sporten og dens mange fans? Som du, kære læser, nok kan regne ud, så er svaret på dette et klokkeklart nej. Gu fanden er det ikke i orden! Først og fremmest er det vigtigt at se det store billede og ikke kun i fodboldregi. Hvordan ville verden se ud, hvis man investerede disse milliarder anderledes? For Abramovitjs penge alene ville man formodentligt kunne opretholde en hel afrikansk nationalstat – og hvis man tæller alle rigmændenes penge sammen, er det uhyggeligt at tænke på, hvor megen død og ødelæggelse man ville kunne stoppe. Hvis man dernæst lader blikket hvile på fodboldverdenen, ser man at uligheden stiger på flere forskellige planer. De hold, der har penge, har også de gode spillere – de mindre gode hold, som ikke har penge, bliver således nødsaget til at sælge deres gode spillere, fordi de ikke kan tilbyde en ligeså god løn. Dette betyder at chancerne for et hold med en smal økonomi stort set er lig nul (heldigvis er der stadig sjældne eksempler på, at det kan lade sig gøre, f.eks. i den danske superliga hvor Hobro på nuværende tidspunkt ligger i toppen, med et hold bestående af skolelære, landmænd og politibetjente – men dette sker desværre kun i 1 ud af 1000 tilfælde). Det ville kun være rimeligt, hvis man forsøgte at anskue transferpolitik anderledes. Man kunne eksempelvis indføre et loft, for hvad klubberne måtte punge ud pr. transfervindue, så konkurrencen blev mere ligeværdig. Man kunne også se mod andre himmelstrøg og indføre drafts-seasons eller sætte et lønloft, som man hovedsageligt praktiserer i USA og Australien i diverse sportsgrene. De enorme beløb, der bliver skudt i fodbolden har også betydning for fansenes pengepung. Billetpriserne er nemlig steget markant som konsekvens af oliepengene, hvilket gør det sværere for den enkelte fan at få råd til at bakke op om sit hold. Priserne ændrer dog ikke fansenes passion, og man kan mistænke denne dyrt betalte stadionentré, for at fastholde disse fans i deres sociale lag, ved at bruge en stor del af deres penge på fx et sæsonkort. Dette er eksempelvis en medvirkende faktor til den enorme underklasse, der hersker i England. Og det er ikke blot ærgerligt, at fodbolden har betydning for denne kedelige sag, men også for dumt af fansene. De burde demonstrere, gøre oprør. Det er grotekst, at det skal koste over 1000 kr. for at se en fodboldkamp, og det er næsten mere absurd, at fansene hopper i fælden. Når pengene får så stor betydning for en sport, som det er tilfældet i fodbold nu, så fristes man til at mane til besindelse, og støtte op om professoren i religionsvidenskab fra første halvleg, der ville mene at fodbold handlede om at te sig tosset for at få en kugle ind i et net. Nogle fankulturer, så som AS Roma, har fremragende værdier og grundprincipper. Men denne ukontrollerbare pengemaskine, der synes at pumpe flere og flere penge ud, er så altødelæggende for kulturen, at man skulle overveje at pakke det hele sammen og sige tak for nu, og det var så det. Især taget begrebet matchfixing i betragtning. Fodbold er et spil baseret på integritet, og denne er i disse dage voldsomt truet. Matchfixing har gennem de seneste år vist sig at være et fænomen, der har vundet frem, og det er noget af det værste, der er sket i fodboldens historie! Matchfixing kan bedst defineres som indgriben i en given kamp, før og under, der medfører en uregelmæssig påvirkning af fodboldkampen, så den opnår det ønskede resultat hos bagmanden. Dette kan f.eks. udmøntes i bestikkelse af en dommer, eller spillere fra det modsatte hold – altså, at disse bevidst spiller under evne for at få et højt beløb til gengæld. Den største opklarede sag man kender til i denne forbindelse, er den italienske fodboldskandale i 2006. Fiorentina, AC Milan, Lazio og Reggina var alle involveret i at ændre kampes resultat via dommerkorruption, og blev derved straffet med bøder og mistede point. Den største pris skulle betales af Juventus, der måtte rykke ned i Serie B, efter at have vundet Serie A ved hjælp af MEGET snyd. Sagen åbnede op for problemet, men desværre hviler begrebet stadig oftest i det skjulte, og problemet er formodentlig større i dag,

R E G N FA N G

end man først har antaget. Francesco Totti anklagede så sent som søndag den 5. oktober Juventus for matchfixing, da Juventus vandt 3-2 over Roma. Alle 3 mål, scoret af Juventus, var udgjort af MEGET tvivlsomme kendelser fra dommerens side, og dette mistænkeliggør nu igen den sortstribede gamle dame. Begrebet matchfixing er endnu et stykke brænde på bålet, der beretter om pengenes dominans på fodboldscenen, og det er med til at bekræfte den smertelige sætning: Penge er ved at blive større end sporten. En ting er sikkert; disse store penge har indiskutabelt ændret sporten til ugenkendelighed. Fodboldspillerens rolle har også ændret sig på grund af denne enorme økonomi, og de gør ikke historien om moderne fodbold bedre. Penge trækker således langt mere, i spillernes optik, end eksempelvis klubånd, passion eller kærlighed til fans. Fodboldspillere som Francesco Totti er en døende race, og det er en skam. I takt med at der er blevet pumpet flere og flere penge i sporten, er priserne på spillere, som tidligere nævnt, steget til fuldstændige vandvittige højder. Dette er især tydeligt hos en klub som Real Madrid. De har gennem de seneste år hentet spillere som: Cristiano Ronaldo (ca. 705 millioner kr.), Gareth Bale (ca. 700 millioner kr.) og James Rodriquez (ca. 600 millioner kr.). Real Madrid låner penge i banken, som de kan betale tilbage ved salg af merchandise, så som trøjer, for når de henter stjerner som de tre overstående, så stiger trøjesalget – og igen går dette ud over fansene. Disse trøjer koster omkring 600 kr. og med tilhørende tryk til omkring 800 kr. og fansene køber dem alligevel, hvilket, jævnfør billetpriserne, igen må siges at være en skam. Fodboldspillernes købspriser er uhørte, og deres løn følger trop. Cristiano Ronaldo tjener cirka 126 millioner kr. om året – dvs. i omegn af 350.000 kr. om dagen. Dette er i midlertidigt kun halvdelen af hans løn, da han, som rigtig mange andre fodboldspillere, tjener kassen på reklamer og andre aktiviteter uden for banen (han har f.eks. sit eget undertøjsmærke, som du kære læser sandsynligvis har set reklamer for ved de danske busstoppesteder). Cristiano Ronaldo tjener altså rundt regnet ca. 260 millioner kr. om året. Det er her det helt store spørgsmål melder sig – spillere som Ronaldo eller Messi (hvis samlede formue faktisk er større end Ronaldos), hvad bruger de disse ufattelige summer af tjente penge på? De fleste mænd kan godt lide biler; og her er Ronaldo og Messi ingen undtagelse. Begge har de et hav af biler - små ubetydelige mærker som: Ferrari, Lamborghini, Bentley, Porsche, Mercedes. De har da også andre former for private fartøjer – i luften eksempelvis – privatfly og privathelikopter. Cristiano Ronaldo kan godt lide tøj og bruger cirka 80.000 kroner om måneden på dette. Ronaldo har også brugt penge på sin søns mor. Cirka 100 millioner betalte han hende, for lade hendes rettigheder som barnets mor frafalde, og for selv at overtage den fulde forældremyndighed af drengen, der for øvrigt hedder Cristiano Ronaldo Junior. Og så har både Messi og Ronaldo mange husstande rundt om i verden. En del af dem står tomme, men i deres optik er husene formodentlig et ekstra stykke brænde til statusbålet. Disse mange brugte penge er jo blot et udklip fra en langt større bog, men eksemplerne danner et indtryk af det samlede. Begge spillere bruger således MANGE penge på luksus. Det skal lige nævnes at dette er en generel tendens for størstedelen af fodboldspillere rundt om i verden, og ses også i en klub som AS Roma, men her er spillerlønnen slet ikke i samme liga, og det giver derfor bedre mening at kigge på de bedst betalte spillere. Deres løn, og brugen af denne, kunne give moralske tømmermænd, men Messi og Ronaldo bruger faktisk også penge på andet. En del af formuren går således til velgørenhed. Desværre, er det så bare en usandsynlig lille del - set i det store perspektiv.

R E G N FA N G

Ronaldos indsats på velgørenhedsscenen er ikke noget at råbe hurra for, dog bedre end andre fodboldspillere, men sammenlignet med hans samlede løn, er indsatsen skidt. Han har doneret nogle penge til en række enkeltsager, og større organisationer, men engagerer og involverer sjældent sin person i velgørenhed – men han har dog alligevel brugt penge på andet og mere end luksus. Messi har en fond – Leo Messi fonden – der hjælper de svage børn med uddannelse og sundhed. Derudover har han siden 2010 været Unicef ambassadør, hvilket konkret betyder, at han en sjælden gang skal deltage i nogle arrangementer eller medvirke i en reklame, der omhandler udsatte børns rettigheder og vilkår. Han har ad flere omgange doneret penge til forskellige velgørende formål eksempelvis 750.000 kroner til børn under borgerkrigen i Syrien. Begge har således gjort gode ting for verden og hjulpet andre, og det er fint, men slet ikke i nærheden af at være godt nok, i forhold til hvad de reelt kunne gøre, især hvis man kigger på donationerne. Messi tjener meget mere på en lille uge, end hvad han har givet til de ramte børn i Syrien – alligevel bliver begge hædret som forgangsmænd eller forbilledlige rollemodeller for alle os andre. Den allerstørste skikkelse på fodboldverdens velgørenhedssektion er David Beckham – den rigeste person i fodboldverdenen nogensinde. Han er så rig at han valgte at forære hele sin årsløn fra tiden han spillede i PSG til velgørenhed (cirka 30 millioner kr.). Dette synes omverdenen er stort gjort af Beckham, og han har om nogen modtaget roser for sit arbejde. De glemmer bare, hvor usandsynlige store summer han er god for. Beckhams samlede formure ligger altså i omegn af 1,5 milliarder kr. Dermed ikke sagt, at Beckham ikke gør et fint stykke arbejde – han er jo den, der har gjort mest af alle fodboldspillere, han har fonde og er ambassadør for mange gode velgørende projekter – men han har jo nærmest opnået helgenstatus på grund af dette. I stedet for at folk som Ronaldo, Beckham og Messi (andre der er værd at nævne: Drogba, Balotelli og Essien) bliver opfattet, som dem der gør mest har de, ud fra deres bedrifter og donationer, i forhold til deres ressourcer ikke ydet noget bemærkelsesværdigt bidrag. Det er uhyggeligt, at der ikke er flere fodboldspillere (det gælder for øvrigt alle dele af sportsverden), der engagerer sig i verdenssituationen, og de mange udfordringer og problemer vi står overfor, både velgørende og klimamæssigt – og de der gør som overstående, kunne gøre et langt bedre og mere afgørende stykke arbejde. Én ting er hvordan fodboldspillere bruger deres penge, noget andet er hvilke mugligheder, de har, for at påvirke andre til at ændre deres måde at bruge penge og anskue verden på. Fodboldspillere er nogle af de største rollemodeller i hele verden. De har muligheden for at være med til at uddanne millioner af børn og unge (og voksne for den sags skyld), men de griber ikke denne mulighed, og det er en skam for verdenssituationen, der godt kunne bruge en hjælpende hånd. Men dette alt dette åbner for et vigtigt spørgsmål. Kan man overhovedet forvente, at fodboldspillere er rollemodeller? Eller er det et påbud, de har fået overlagt sig, der ikke hører nogle steder hjemme i en sportsgren? Nogle ville argumentere for, at en fodboldspiller bare gør og skal gøre sit arbejde. Han er ansat i et firma, en klub, og her skal han udfylde en rolle, og det får han en så en løn for – som så mange andre lønmodtagere gør det rundt om i verden. Fodboldspillere vælger ikke selv deres status som rollemodeller, men i og med at der er så mange fans, mange børn og unge, bliver de af dem helt automatisk udvalgt til dette. Den status som rollemodel bliver møntet på deres arbejde på banen – alt efter hvor godt de udfylder den rolle de får deres løn for, bliver de gode eller mindre gode rollemodeller, og det er jo fint at se op til nogen, der gør deres bedste og udfylder deres arbejde godt. Spørgsmålet er så bare: Fordi de er så store stjerner og har så mange fans, der betragter dem som værende rollemodeller, fortsætter arbejdet som fodboldspiller, og idol, så ikke også uden for banen? Uden for banen er billedet af en fodboldspiller jo ofte et andet. De får enorme lønninger, de er store berømtheder som nyder livet, og de kommer i problemer med kvinder. Er det en god rollemodel? Der indtræffer forventningen igen, men med den løn, den opmærksomhed og de muligheder er denne berettiget. De er rollemodeller, både på og uden for banen, og det er udenfor, at denne rolle virkelig kan gøre en forskel og ændre de mange fans mentalitet til det bedre – jævnfør afsnittet for oven om velgørenhed. Lige pt. er der mange børn og unge hvis største drøm er at blive en fodboldstjerne, og have styrtende med penge til at købe dyre biler, store huse og have lækre damer at vælte sig i. Hvis fodboldspilleren tog sin status alvorligt, kunne disse børn og unge drømme om at ændre verden til det bedre – derfor kan man med al ret klandre fodboldstjernerne for ikke at udfylde deres opgave ordentligt. For det at være rollemodel er en afsindig vigtig og prestigefyldt opgave – og så er den oven i købet godt betalt, for en fodboldspillers vedkommende. Som nævnt for oven er fodboldspilleren som rollemodel blevet begrænset til, hvad han foretager sig inde på banen, og selv her er der mange, der har svært ved at vise den ”gode vej”. Fodbold er en krigsmetafor, men der er nogle regler man skal underligge sig, ellers får man en ostemad eller bliver smidt helt ud. Det sker desværre alt for ofte, at spillerne, rollemodellerne, ikke følger disse meget simple regler og bliver smidt ud for forskellige grovheder. I AS Roma har der eksempelvis været mange grimme episoder. Spillere som legenden Francesco Totti eller et andet klubikon Daniele De Rossi (der som Totti aldrig har forladt hans barndomsklub), har alt for ofte vist sig fra deres brutale side. I Danmark fik Totti navnet: ”Snotti,” efter han på en højst usympatisk vis, spyttede den danske midtbanespiller Christian Poulsen i hovedet under en landskamp ved EM i 2004. Derudover har han helt bevidst sparket flere spillere ned, eksempelvis landsmanden Mario Balotilli i en ligakamp mod Inter Milan. De Rossi har tilsvarende i mange anledninger måttet gå tidligt i bad, blandt andet i en landskamp mod USA, hvor han gav spilleren McBride en albue i hovedet, der førte til et flækket øjenbryn og en masse blod. Ved disse overgreb, ja faktisk deciderede voldelige handlinger, sender spillerne nogle forfærdelige signaler til deres beundrere. Det er helt forskruet og hører ingen steder hjemme, og konsekvensen er, desværre, at nogle af disse fans tager de forfærdelige signaler til sig.

R E G N FA N G

Fansene er voldelige, eller det vil sige; der er en lille hård kerne i stort set alle klubber, der mødes med modstandernes hårde kerne, og så slår de løs på hinanden. Værst er det i kampen Roma mod Lazio, eller som opgøret hedder på italiensk: ”Derby della Capitale.” Kampen om Rom. Lazio er det område, som byen Rom ligger i. Som så mange andre klubber i Italien deler de to hold stadion, og når de to hold spiller er metaforen sat til side for en regulær krig. De hader hinanden som kommunister hader fascister. På stadionet starter det; bannere retter skældsord mod hinanden. Romas hardcore fans har således ”mobbet” Lazio med eksempelvis et banner med teksten: ”Et hold bestående af får, fulgt af fårehyrder”. – dette er naturligvis fordi Lazios tilhængerne holder til på landet, mens AS Roma fans er fra byen. Og Lazio savrede hurtigt igen, dog i en, mildt sagt, noget grovere tone: ”Et hold af negere, fulgt af jøder”. Der er meget racisme i Italien, og for Lazios hårde kerne er racismen i centrum. Efter evigt overophedede fodboldkampe med op til flere røde kort, sjældent særligt velspillet, mødes fansene og tæsker hinanden - og politiet, hvis de blander sig. Dette har ledt til op til flere dødsfald og mange sårede. Det tankevækkende ved både volden udøvet af spillerne og fansene er, at de alle uden undtagelse er katolikker. Når De Rossi og Totti løber ind på banen, laver de korsets tegn. Begreber som etik og moral forsvinder i det sekund, de har lavet tegnet og er løbet ind på banen. Gode, sunde kristne værdier burde være i højsædet for dem alle, men begreber som ”elsk din næste”, er en by der forekommer at ligge længere væk end Rusland. Heldigvis er denne gruppe, der udøver vold blandt fansene og lader sig inspirere af Totti og andres skyggesider, blot en meget lille del af den samlede fanskare, og ja AS Roma som koncept lider under dette, men går ikke under som konsekvens af deres idioti og mangel på værdighed. I enhver kultur findes der dumme mennesker, og det er hvad de er – dumme mennesker. Fejlen ligger ved spillerne, der udviser dumheden på banen. Totti er en gudsbenådet spiller, en rollemodel på mange punkter, men i disse momenter af hovedløshed træder han, og så mange andre, fuldstændigt ved siden af idealerne.

R E G N FA N G

Kampreferat Er fodboldverden teoretisk set berettiget til at være i verden? Ja. Fodbolden som sport, og den dertilhørende fankultur har i sit udgangspunkt mange gode komponenter og muligheder. Hvis disse blev fulgt og dyrket som en slags religion, som illustreret i første halvleg, så ville fodbold være en berigende størrelse, med religiøse værdier, romantik og historie – aspekter af tilværelsen der forekommer at være forkastet i mange moderne kulture. Dertil kommer fodboldspilleren selv. Hvis han løftede ansvaret som idol, forbillede, rollemodel både på og specielt uden for banen, ville verden se anderledes ud. Er fodboldverden, som den er lige nu, berettiget til at være i verden? Velsagtens ikke. Det er desværre en utopi at tro, at fodboldens teoretiske berettigelse kan realiseres. Udviklingen går kun en vej, direkte mod afgrunden - og det er sådan set på alle niveauer. Pengene er for store, og de er brugt helt forkert – dertil kommer at menneskene er for dumme både på og uden for banen. Der foregår ting i fodboldens verden, der er fuldstændigt ufattelige; hvad hjælper Messis UNICEF-post, når manden samtidig tager til VM i Qatar, hvor arbejdere fra Nepal, der ikke får udbetalt løn, dør grundet slavelignende tilstande, for at bygge fodboldstadions, så de rige fra vesten kom komme og underholdes? Fodboldspillere er, hvad enten de vil det eller ej, både rollemodeller og politiske skikkelser. Ved at tage til VM i Qatar, tager man et valg af politisk karakter - et forkert valg, og det er blot en af mange forkerte beslutninger, fodboldspillere tager gang på gang (det samme kan siges om det nyligt overstået VM i Brasilien, der indeholdte mange skandaler, så som korruption, vold, rydning af ghettoområder og dødsfald). Når der snakkes om fodboldspillere i det offentlige rum, er dette dog komplet underordnet. Det handler udelukkende om, hvordan de agerer inde på banen, og det er en stor og almen fejltagelse. Hvad er løsningen på dette? Det ser sort ud. Fodboldverdenen er et uendeligt hjul, der bliver ved med at køre, fordi der bliver ved med at være enorme penge involveret og en enorm interesse for sporten. Mennesker der går op i fodbold, hvad enten det er som fan, spiller, pengemand, eller hvad det nu kan være, går ikke længere op i begreber som etik og moral. Selv helt banale ting som nej til racisme kan man ikke engang overholde, da man igen og igen hører om sager, med tilråb til spillere med anden hudfarve end den hvide. Den forholdsvis enkle teoretiske utopi om fodbold efterleves ikke. I utopien er fodbold mere end bare underholdning, men som situationen er lige nu er fodbold ikke mere end bare underholdning. Et virkelighedsbræk fra hverdagens stress og jag, og det er jo sådan set fint nok, men når mennesker dør for, at andre kan underholdes, så er der noget der ikke stemmer. Løsningen kan kun ligge hos spillerne (rollemodellerne og politikerne), de kan ændre den mentale tilstand hos fansene via deres enorme magt. Det er fra dem skuden skal vendes, og det ansvar har de endnu ikke taget på sig. Fodboldens virkelighed er på banen, og det er en massiv fejltagelse. Den omkringliggende virkelighed er fyldt med grimme historier, og disse bliver fra tid til andet kritiseret, men historierne ændre sig ikke af den grund. Fodboldverdenen ser derfor sort ud, og spørgsmålet er om det nogensinde vil vende.

R E G N FA N G

En morgen i maskinrummet Tekst AF

Arendse Wenzel Måge

Dannelse. Uddannelse. Gymnasiet. Skole. Læren. Væren. Historien. Nutiden. Fortiden. Fremtid. Viden. Eksistens. Fokus. Håb. Pessimisme. Integritet. Vilje. Mål. Succes. Angst. Frihed. Tryghed. Os. Ungdom. Ungdom. Ungdom.

R E G N FA N G

8:05. Første lektion en kold torsdag morgen. Et dunkelt klasselokale. 22 trætte elever. Blanke øjne, der desperat flakker mellem tavle og computerskærm. Fingre, der febrilsk hamrer mod tasterne. Scenen er sat.

Ud af skolen, ind i virkeligheden Med stor forundring betragter jeg mine medstuderende; opslugt af deres notetagen sidder de bøjet over deres computere. Som en lille hær af transkribenter gransker og gengiver de hvert et ord. Alt nedskrives til punkt og prikke – sproglige uklarheder tolereres ikke, lærerens kragetær møder ingen nåde. ”Hvad står der dér”? ”Nej ikke dér, længere oppe – i venstre hjørne”! ”Hvordan staves det”? ”Nej, stop, vent – vi er ikke med”! Læren stopper, tøver, labber lidt kaffe i sig og begynder igen. Jeg ærgrer mig ved gentagelsen, vender det døve øre til pedanteriet og lader mit blik og mine tanker vandre. Fra min plads ved vinduet vender jeg mine øjne mod den folketomme skolegård, hvor vi inden længe vil stå badet i kirsebærblomsternes og champagneproppernes regn. Mine tanker falder på den dag, hvor vi træder ud af skolen og ind i virkeligheden. Jeg får et sug i maven, en klump i halsen. Jeg vil ikke ud. Jeg er ikke klar til virkeligheden. Ikke endnu. I et forsøg på at ryste tankerne af mig, retter jeg atter mit fokus mod mine klassekammerater. Igen må jeg betragte dem med forundring; lyden fra de voldsramte tastaturer er døet bort, transskriptionen er opgivet og koncentrationen brudt. Alle har de deres blik rettet mod vinduet, alle har de deres tanker rettet mod den dag, hvor de træder ud af skolen og ind i virkeligheden. Små smil former sig på deres læber, og desperationen i deres øjne er for længst afløst af længsel. Hvordan kan det være at jeg ved tanken om denne dag fyldes med gru, mens mine klassekammerater fyldes med glæde og længsel? Er jeg bare et barn, der bange for at vokse op, en tryghedsnarkoman bange for forandring, en kontrolfreak der ikke kan klare uvisheden? Eller er det måske forskelligt, hvad vi forestiller os at gå i møde denne dag?

Frihed og ansvar Jeg vedkender mig gerne min barndoms forestående udløbsdato og mit behov for tryghed og kontrol, men dette udgør ikke alene fundamentet i mit mismod. Det er ikke voksentilværelsen, forandringen eller uvisheden jeg frygter, det er ansvaret.

R E G N FA N G

Hvor mine medstuderende ser frihed i den post-gymnasiale tilværelse, ser jeg ansvar. Vi bliver ganske vidst frie for lektionerne, lektierne og afleveringerne om diverse problemstillinger, det være sig klimaforandringer, ældrebyrden eller livets meningsløshed, til gengæld bliver vi ansvarlige for at tage stilling, handle og finde løsninger. I virkeligheden er der ikke en lærer til at styre slagets gang, kun vi bliver ansvarlige for vores ageren, vores udvikling og vores fremtid. I virkeligheden er der ingen lærer til at bedømme; kun konsekvenserne af vores handlinger bedømmer deres kvalitet. Stormen raser udenfor – på denne torsdag morgen bogstaveligt såvel som billedligt – og jeg grues ved at træde ud i den. Indenfor er der varmt, lunt og trygt – hvorfor længes mine medstuderende dog sådan væk? Er det større mod, naivitet eller ligegyldighed, der gør mine klassekammerater parate til ubekymret at springe på hovedet ud i virkeligheden?

Reproduktion og refleksion Mine kammeraters febrilske notetagen begynder igen, og lyden af tasteanslagene overdøver mine tanker. Som transskriptionen genoptages, forvandles klasselokalet igen til en masseproduktion af noter. Stemningen i maskinrummet er hektisk og forhippet. Som daglig vidne til denne masseproduktion har jeg tit tænkt, hvordan mine kammerater i deres desperation for ordret at bogføre lærerens budskaber finder tid til også at forstå disse. Registreres de af andet end skriveprogrammer? Reflekteres der over dem? Skænkes de overhovedet en tanke? Hvis mine medstuderende formår ordret at transskribere og reflektere simultant, må jeg revurdere min lid til dem; en hat ville aldrig beklæde mit hoved igen. Jeg tror ikke dette er tilfældet, men mine fingre sitrer efter at prikke til min sidemand, min retfærdighedsfølelse ønsker at spørge ind til deres evner ud i multitasking. Jeg vil nødigt antage noget. Endnu mindre vil jeg forstyrre undervisningen, som om min manglende koncentration ikke er nok. Jeg forbliver tavs og går ud fra, at mine klassekammerater nok ikke er i stand til at transskribere og reflektere synkront. Med denne antagelse står det mig pludselig klart, hvorfor de dog sådan længes væk og ingen frygt nærer for virkeligheden og ansvaret. Når reproduktionen går forud for refleksionen, hvordan skal mine klassekammerater så kunne relatere til dét, de lærer? Uden refleksion kan elever ikke forbinde dét, der læres i skolen, med dét der sker ude i virkeligheden. Der kan undervises i nok så mange virkelighedsrelevante problemstillinger, men hvis ikke eleven gennem selvstændig refleksion når til en erkendelse af problemstillingens relevans for egen tilværelse, når den tilegnede viden aldrig ud og blive brugt i virkeligheden. For at eleven skal kunne genkende og behandle problemstillingerne uden for skolen, må eleven tage disse til sig; tage dem til eftertanke. Problemstillingerne må integreres som en del af elevens bevidsthed og blive en del af dennes verdensbillede i stedet for blot at figurere som meningsløse sætningskonstellationer i diverse Word-dokumenter. Hvis gymnasieelever i stedet for at reproducere undervisningen ville reflektere over den, kunne de forlade gymnasiet med væsentlig færre noter og et væsentligt klarere verdensbillede. Ved - gennem refleksion - at integrere den tilbudte viden i sin bevidsthed, i sit verdensbillede, kan man fra skolebænken gøre sig sin virkelighed klar. Jeg forstår nu, hvorfor mine medstuderende foragter skolen og længes virkeligheden. Hver dag slider de som slaver i reproduktionens hede og hektiske maskinrum. Uden refleksion, bliver det underviste materiale ikke optaget i deres verdensbillede; noteomfanget udvides stødt, mens horisonten bevarer sin form. Så længe eleverne holder deres viden om virkeligheden og dens problemstillinger i karantæne i bøgerne, noterne og den del af bevidstheden de dedikerer til skolen, når de ikke til nogen erkendelse af deres relevans i tilværelsen. Uden erkendelse af problemstillingers relevans, afføder læringen derom ingen ansvarsfølelse. Reproduktionen er et meningsløst foretagende, som jeg forstår – og inderligt håber – at mine klassekammerater vil slippe fri fra. Hvad skal man dog i gymnasiet, hvis ikke man kan gøre sig sin virkelighed klar? Hvis ikke man kan finde sit ståsted i den – blive dannet?

R E G N FA N G

Generation efteraber Hvorfor går reproduktionen forud for refleksionen? Hvorfor er gymnasiet blevet reduceret til en masseproduktion af noter? Og hvornår skete det lige? Jeg husker tydeligt dengang, hvor klasselokalet rungede med det prægtige spørgsmål: ”Hvad skal vi bruge det til?” Jeg husker tydeligt dengang, hvor vi elever stadig reflekterede, hvor vi stadig forsøgte at forbinde undervisningen med virkeligheden. Som tiden er gået, jo længere i uddannelsessystemet vi er kommet, er notemængden eksploderet og det gyldne spørgsmål så godt som uddødt. Hvordan kan det være, at refleksionen mindskes, som uddannelsen spidser til? Hvad skete der? Måske visnede spørgsmål i mangel på næring; mangel på svar. ”Hvad skal vi bruge det til?” ”I kan komme til eksamen i det.” ”Hvorfor skal vi lære det her?” ”Det er pensum!” Eksamen, pensum… er det det? Er det målet med uddannelsen? At transskribere lærerens ord om problemstillinger, der er del af pensum, for til eksamen at kunne fremsige transskriptionen – ordret, fejlfrit og uden uklarheder? Noget kunne tyde på det. Jeg husker tilbage på sommerens store forargelse over de mange ”superstudenter” og deres skalabrydende gennemsnit. Landets journalister var i hopla, da de nu kunne fylde agurketidens tomme spalter med endeløse beretninger, om hvordan superstudenterne bar sig ad med at score alle disse 12-taller. Jeg husker tydeligt et svar, der gik igen i disse beretninger: det handler om at knække koden, gennemskue hvad læreren vil have og derefter levere det uden at stille spørgsmål. De skyhøje gennemnit kommer til dem, der forstår at tale læreren efter munden. Derfor slider mine klassekammerater for de ordrette noter, derfor kæmper de gengivelsens kamp – de er i gang med at knække koden. Deres noter handler i virkeligheden mere om læreren - end om det formidlede stof. Noterne er dokumentation, data, hvorpå de baserer deres aflæsning af lærens temperament; argumentationspræferencer, yndlingsformuleringer og foretrukken kommatering. Mine klassekammerater arbejder hårdere, end jeg nogensinde har kunnet forestille mig; konstant har de følere ude for at aflæse lærens præferencer og tilpasse deres faglige ageren derefter. Men er det ønskværdigt? Er det hvad gymnasiet har til formål – at uddanne en generation af menneskeaflæsere, transkribenter, efterabere? Vi lærer ikke at håndtere vores viden, vi lærer ikke at bruge den, vi lærer ikke at tage ansvar. Vi lærer at aflæse, adlyde og efterabe. Aflæsning og efterabning - dette synes i dag at være nøglen til gymnasial succes. Men hvis dét er, hvad studenterne forlader gymnasiet med, har gymnasiet et problem – og virkeligheden får et. For hvordan skal vi dog tage stilling til, handle på og løse alverdens problemer, når vi i gymnasiet lærer, at det ikke kan betale sig at tænke selv? Vi kan hverken finde løsninger på klimaforandringerne eller ældrebyrden, hvis ikke vi tænker selv. Vi kan ikke finde løsninger i aflæsningen af den ældre generation; den kan hjælpe os på vej, men i sidste ende er det os, som må træffe beslutningerne, sætte kursen og følge den. Da er der ingen kære mor, ingen forhadt lærer. Kun os; vores selvstændighed, fantasi og refleksionsevne.

R E G N FA N G

Tavsheden brydes Stormen synes at tage til i styrke, og jeg vender hastigt mit blik væk fra vinduet. Av. Det kom pludseligt til at se så sort ud. Jeg mærker en klump i halsen, og jeg lader mit syn vandre ud over klassen. Jeg betragter igen mine klassekammerater - mine venner - men denne gang er det ikke forundring men beslutsomhed, der præger mit sind. Ved synet af disse mennesker, disse herlige, kompetente individer - rige på ideer, fantasi og liv beslutter jeg mig: det skal være nok! De skal ikke lære uden ad, men lære at bruge deres viden. De skal ikke tage lærerens ord for gode varer, men reflektere og gøre sig sin egen erkendelse. De skal ikke spilde deres skolegang på transskribering, når deres refleksion ville være en berigelse. De skal ikke tale læreren efter munden, men sige alt dét, de måtte have på hjerte. De skal ikke lade sig kue af lærerens forventninger men udfolde sig og blot leve op til egne. De skal ikke tro, at læreren altid ved bedre men stole på sig selv og holde sin egen autoritet i hævd. Nu skal det være nok! Lad os stoppe gengivelsen, og i stedet sætte vores egne spor på virkeligheden; udvikle den, gøre den til vores. Jeg tager en dyb indånding og råber af mine lungers fulde kraft maskinrummet op: ”STOP”! 9.22 En morgen i maskinrummet. 21 transskriptioner. 21 forundrede elever. En erkendelse. Et budskab. Scene slut.

R E G N FA N G

Vendespil med Virkeligheden En samtale med Svend Åge Madsen

Tekst AF

Fotografi

Victor Lange

Magnus Harding Iranzad

Han er uden tvivl en af Danmarks mest betydelige forfattere. Bøger som At fortælle menneskene, Tugt og Utugt i mellemtiden og Af sporet er du kommet er selvskrevne på både universiteter og gymnasier, og har for længst etableret ham som en ener i dansk litteraturhistorie. Svend Åge Madsen har længe skrevet, og skriver stadig, om den tågede virkelighed imellem os, hvor alt pludselig kan vende – som et spil, et spil vi spiller, og et spil, der spiller os. En virkelighed han efter eget udsagn, måske endda ikke engang kan sige så meget om. Ord, bøger, tanker. Virkeligheden smuldrer i vores hænder, når vi griber efter den. Forsøger at begribe den.

R E G N FA N G

Der er varmt i stuen. ”Har I lyst til en kop kaffe?” spørger han, og vi siger ”ja tak,” sætter os i sofaen, rejser os fra sofaen igen,

stiller os ved væggene og kigger på de store malerier, de mange bøger og instrumenter fra steder langt fra Risskov. Klokken er 11:56. Det regner udenfor. Han stiller en skål vindruer på bordet, lidt kage og hælder den varme kaffe op, der ryger og dufter. Så sætter vi os. Han er selvskreven, Svend Åge Madsen, når snakken falder på moderne dansk litteratur, og hans forfatterskab har for længst udmærket sig som et af Danmarks absolut største – både i omfang, men mest af alt i kvalitet. ”Jeg har tænkt på, at vi skulle prøve noget nyt i dag, en lidt anden form for interview,” siger jeg. Det er fint med ham. Jeg lægger 59 kort på bordet foran ham, og fortæller om mit vendespil. Han sætter sig frem i sofaen og kigger på de hvide stykker papir, der ligger på det brune træbord. ”Reglerne er simple; 1. Du trækker kortene fra bordet. 2. Der er to af hvert kortnummer, så hvis du trækker det ene nummer 16, skal du bagefter trække det andet nummer 16. 3. Bag på hvert kortpar står der et begrebspar, for eksempel kunne der bag på de to nummer 16 stå ”LYS” på det ene, og ”MØRKE” på det andet. 4. Når du synes, at du er ved at være færdig med vendespillet, skal du som det sidste kort trække nummer 30. Der er mange kort, så jeg forventer ikke vi når igennem dem alle. Håber det giver mening”, siger jeg. ”Så du ved ikke, hvad vi skal tale om?” siger han ned i bordet, men til mig. ”Nej,” siger jeg, ”jeg tænkte det var lidt i din ånd, at lade interviewet blive til undervejs, uden for meget planlægning – som en fortælling.” Han rejser blikket; ”Det er en fin idé”. Og hans hænder tager de to første kort.

R E G N FA N G

-interview-

No 12 G U D // S K E P S I S ”Ja. Det er ord, begreber, som har betydet meget for mig. Jeg er optaget af, hvad vi ved og ikke mindst, hvad vi ikke ved. Her hænger det skeptiske i høj grad sammen med mit øje til matematikken. Jeg begyndte at læse matematik heroppe på Universitetet. Især det felt man kalder matematikkens grundlag, er for mig ufattelig spændende; Det, at matematik kan bevise, at matematikken så at sige ikke holder – matematikken kan modbevise sig selv. Teoretikere som Gödel og hans bevis af, at intet system kan bevise sig selv eller sin egen konsistens, har virkelig været vigtige for min forståelse af virkeligheden. Lige sådan har Bertrand Russel og Frege virkelig været af stor betydning, og ikke mindst det faktum at Gödel modbeviste deres store matematiske system. Når jeg ikke selv er troende, hænger det sammen med, at jeg klart mener, at det strider imod min fornuft – og den sætter jeg højt, fornuften. Men lige så meget optager det mig også, når selvsamme fornuft bryder sammen.”

Jeg spørger Svend, om han vil tage et nyt kort. Det gør han, glædeligt, som han siger, og læser det højt.

No 27 R E F L E K S I O N // B E S L U T N I N G Jeg afbryder ham, inden han er gået i gang. Der er en forklaring, siger jeg, til spørgsmålet – og den forklaring ligger på bordet foran mig; hans roman Genspejlet fra 1999. I den står der om skakspilleren, skakspilleren, der må undlade refleksion af hans egen analyse under kampen, da han ellers ville blive total handlingslam. Kort og godt; Der står om analyse under selve processen eller akten; refleksionen, der kan ødelægge koncentrationen. Jeg spørger Svend, om hvordan han tager beslutninger, når han skriver; ”Det er meget svært at gøre rede for. Der sker enormt meget, når man skriver. En overvejelse bagved, dét er der, men jeg har ofte sammenlignet det med at tale; Du ved, hvad du vil sige, men sætningen opstår først, idet du giver den lyd. På samme måde har jeg ikke i forvejen gennemtænkt det, som jeg vil nedskrive. Det bygger meget på fornemmelse – på en helhedsfornemmelse, der viser sig i små konkrete resultater. Man bliver derved både klogere af at tale og at skrive, jeg bliver faktisk ofte overrasket under processen; Hvor kom det fra? – spørger jeg mig selv. ”

No 13 I D E N T I T E T // E N T I T E T ”Det er et emne, som især optog mig, da jeg var yngre. Hvad er et menneske? Forestillingen, og svaret på dette, har jo ændret sig enormt meget. For mig at se er det ret tydeligt, at et menneske består af mange roller, masker, toner, faconer eller hvad du nu vil kalde det. Det, der for mig er vigtigt at betone er, at de masker er vores vilkår; Det er ikke falsk at bære forskellige masker, det er et grundvilkår. Hykleri? På ingen måde, det er den virkelighed det moderne menneske er sat i. Oprigtigt og sandt er det derimod, om vi så bærer rollen som morfar, ven eller forfatter. I modernismen var det en krise; at vi ikke havde en evig, uforanderlig kerne som mennesker. Jeg synes, at der her bagefter, er kommet en bevægelse imod det faktum, at det i høj grad ligner et grundlæggende livsvilkår for mennesket at bestå af en polyfoni af adfærdsmønstre. Wittgensteins sprogspil er et godt eksempel herpå; Vi har en række af muligheder for at bruge forskellige faconer, og vi er som mennesker enormt dygtige til, helt intuitivt, at fornemme, hvornår vores samtalepartnere nu skifter, for eksempel sprogspil.”

R E G N FA N G

No 28 I N T E T // A L T E T ”INTET og ALTET,” læser han højt, ”det var meget – eller lidt,” og griner. Jeg spørger ham, om han starter fra intet, når han begynder på en bog; ”I en vis forstand starter jeg fra intet, men jeg har jo mig selv, og det trækker alle der skriver, vel på; sig selv - erfaringen. Altet er så meget, at jeg næsten ikke kan overkomme at tænke på det – det samme med intet for den sags skyld. Hvis vi skal tale om det her begrebspar i forhold til fortællingen og dens væsen, så kan jeg nævne, at jeg ofte forsøger at forvrænge den nutidige virkelighed vi lever i, ved blot at ændre en enkel spilleregel – på den måde kan vi erkende os selv og den position vi er i; imellem altet og intet. Ofte er mine hovedpersoner, eller dem der driver fortællingen, videnskabsmænd, og det er fordi jeg mener, at der er utrolig vigtige historier gemt i naturvidenskaben, historier som jeg så sætter ind i en fortællemaskine, sådan at de også får en dramatisk effekt. Videnskaben har udvidet vores erkendelsesapparat, og dermed også virkeligheden. Litteraturen har en opgave; Den skal behandle ’det nye menneske’ – skrive om det, behandle det, skabe en myte om det, om det nye menneske, for herved at forklare det. Ja, en myte om det moderne menneske. Kafka, og for eksempel Beckett, er for mig at se eksempler på moderne forfattere, der er lykkedes med at skabe myter om den moderne virkelighed.”

No 1 S T I L S T A N D // B E V Æ G E L S E ”Umiddelbart så tænker jeg de to begreber i en eksistentiel diskurs. Man kunne jo også tale om det i fysisk forstand. Men vi dyrker udviklingen. Det er det rigtige i vores samfund. Men derimod tror jeg ikke, at man må undervurdere stilstanden; roen, overblikket – det at have rødder i noget. Det er en form for styrke. Hele tiden; Vi befinder os hele tiden i dynamiske processer, i forandring, og noget må vi jo stå fast på, en form for fast grundlag – sådan da. Det er i hvert fald min reaktion i dag. Jeg er sikkert så meget i bevægelse, at havde jeg fået selvsamme spørgsmål i morgen, eller i går, så havde mit svar været et andet.”

No 25 S U B J E KT // O B J E K T ”Jeg har næsten ingen forståelse af, hvad et objekt skulle være. Selvfølgelig er der noget som vores subjekt retter sig imod, og som derved bliver til objekt, men det, der har interesseret mig i den her forbindelse, det har helt klart været at forsøge at beskrive, hvor meget subjektet egentligt danner objektet og verdenen; altså, hvordan det former virkeligheden. Vi skaber en verden, vi giver verden værdi. Men til trods for at vi går i hvert vores univers, så passer pengene egentlig ret godt. I vores dagligdag er det jo relativt sjældent, at det for alvor går galt, for selvom du, Victor, ser en anden stue, et andet rum, end den jeg ser, så sidder vi her begge to, og er rimelig enige om, hvad der sker. På mange måder føler jeg mig henvist til at skrive om noget subjektivt. Men det, der jo så er så interessant er, at der er noget fælles subjektivt. Noget vi enes om. De mange subjekter. Og ved det, kan vi så leve sammen; fordi vi enes, vi mener det samme, og det er vel en form for fælles subjektivitet. Om man så kalder det ånd, normer eller noget tredje, det kommer nok an på, hvilken en forgrening af det fælles subjektive man ønsker at begribe.”

No 22 V Æ R D I // N U L ”Det overrasker mig faktisk, at de her to står som modsætninger. Lige umiddelbart ville jeg tænke nul mere, som det vi tidligere talte om; altså, intet versus altet. Men jeg kan godt se sammenhængen; Vi har jo for eksempel nihilismen, altså en form for kamp imod værdi, og ’nihil’ betyder jo nul, så en klar rød tråd, det er der. At skabe værdi, det er unikt for mennesket. Nogle ville hævde at deres værdier var objektive, men jeg er nok så meget nihilist, at jeg aldrig ville sige noget sådant. Vi skaber som mennesker værdisystemer, og heldigvis for det, for ellers ville der jo ikke være meget sjov i at være her. Vi starter i en form for ’værdinulpunkt’, og er derefter meget hurtige som ’art’ til at opbygge denne struktur af værdi – og derved også mening. 79

R E G N FA N G

Men pluralisme, som jeg nok må siges at tilhøre rent værdimæssigt, er for eksempel en utrolig kompleks værdi; for idet den hævder at pluralismen bør findes, så underminerer den samtidig sig selv og skaber grobund for holdninger, hvis indhold går ud på at fjerne pluralismen. Værdier er svære at omgås, de kan stort set aldrig begrundes, og så er spørgsmålet velsagtens også, hvad de så begrundes i.”

No 18 T I D // R U M ”Nu om dage er de jo egentligt ikke par – mere. Hos Einstein er de jo så at sige et hele. Men selvfølgelig opfatter vi noget som tid og noget som rum, hvis man kigger på det lidt mindre teoretisk. Jeg prøver i mine bøger at behandle det lidt ’vage’ begreb tid – det føler jeg et behov for. Og her er fortællingen, eller litteraturen, efter min optik det eneste middel, eller redskab til at behandle tiden – meningsfuldt. Videnskabeligt er det begrænset, hvad vi kan gøre med den; Man kan ikke se den, bøje den eller på den anden måde gribe om den i fysisk forstand. Der er fortællingen og historien en vej ind til forståelsen af tid. Tiden griber ind i vores forestilling om virkeligheden – hele tiden. Man kan nærmest ikke undgå at være morsom, når man taler om tiden, for det dukker konstant op i beskrivelsen af sig selv. Vi ser os selv i tiden; Vi ser forandring, bevægelse, og også os selv i tidens lys.”

No 17 N O R M E R // R E L A T I V I S M E ”Det har vi jo faktisk talt kort om. Så lad os tale om det i lyset af fortællingen. En fortælling har et normsystem. Vi ved, hvornår en fortælling bryder med sine normer, eller hvornår den går galt, så på den måde er fortællingen en form for lukket system – selvfølgelig med tråde til virkeligheden. I den forstand kan en fortælling snyde, måske endda ødelægge sine egne normer, som sådan handler fortællingen derved også om at bygge de rigtige rammer. Derfor er det for mig nærmest utænkeligt at skrive en historie, der går imod sine egne normer – jeg kan ikke engang forestille mig det. Men i forhold til relativisme, så står jeg fast på en række værdier, det gør jeg, og her er en form for relativisme faktisk en af dem – sjovt nok. Sådan kan man nå til den tese, at relativismen er absolut, og det må siges at være et virkelig klart paradoks.”

No 26 I N D I V I D (S O L I P S I S M E) // D I N N Æ S T E ”Jeg tror der er sket en bevægelse med mig her. Da jeg begyndte at skrive, nærmede jeg mig det solipsistiske, fordi jeg var så uhyre optaget af det subjektive, og at jeg selv skrev ud fra en absolut subjektiv synsvinkel. Det har ændret sig. Lige så stille, blandt andet igennem skrivning, har jeg nærmet mig en lidt anden opfattelse – eller mit fokus har i hvert fald ændret sig helt grundlæggende som menneske. Jeg ser det som mere interessant at iagttage, hvor meget vi egentlig ved om vores næste, eller hvor meget vi egentlig tror vi ved; Vi har så at sige bevidsthed om, at de andre har bevidsthed. Folk med hund hævder jo nogle gange, at deres kæledyr har bevidsthed – så langt vil jeg nu ikke gå. Derved er jeg jo bevæget mig fra at være optaget af, hvad individet kan, til at beskrive, hvordan vi kan omgås hinanden – med vores individuelle bevidstheder. Vi er sammenhængende. Vævet sammen. Som to ’entangled’ partikler.”

No 21 F O R N U F T E N S T R I U M F // T A N K E N S F O R L I S ”Vi snakkede før om det. Det at matematikken kan modbevise sig selv. Set sådan, modbeviser fornuften jo så sig selv og sit eget system. Fornuftens højdepunkt er sådan at kunne vise sin egen ugyldighed; Den har sejret ad helvedes til – for at bruge et kendt udtryk. Og det er på én gang både fornuftens triumf, og tankens sammenbrud – eller forlis, som der står her. Mange af de karakterer, der optræder i mine bøger, har samme bevægelse; De arbejder inderligt, fuldstændig optaget, på noget, der som oftest har fornuften som styrmand, og ender til sidst ved et sammenbrud. Tankens forlis – som der står her.”

R E G N FA N G

Vi bliver enige om at holde en pause. Regnen er væk; aflyst af solens gule lys, der står skarpt ind gennem det store vinduesparti ud til haven, og får stuen til at stikke af varme. ”I har ikke taget så,” siger han, og peger på vindruerne, kagen og kaffen - ”vil I ikke have lidt mere?” Der er grønt ude i haven, gamle træer og buske står spredt på den lange græsplæne. Græsset er vådt. Glimter, lyser. Jeg tænder en cigaret, spørger om han vil have en, men han takker pænt nej tak. Så står vi der, og snakker om tennis, bogsamlinger, klassisk musik og om Århus. Midt i Risskovs virkelighed. Vi går indenfor. Svend hælder mere kaffe op, og sætter sig over for mig i den anden sofa. ”Skal vi gå i gang?”

R E G N FA N G

No 14 L O G I K // M O D S I G E L S E ”Ja, hvad er der mere at sige om det? En hel del, formentligt. Men det er igen fascinationen af den bevægelse logikken har, at den paradoksalt nok fører os ud i modsigelse. Det giver altså et lille gib i mig, når jeg hører sådan et rigtigt godt matematisk paradoks. Det er en stor fornøjelse.”

FORTÆLLINGEN

No 7 // I K K E - A R G U M E N T E T

”Jeg kan godt følge din tanke, at fortællingen skulle være et bevis, bevise sig selv. Mange gange er det en god strategi for en fortælling at forsøge at skrive på spørgsmålet ’hvad hvis det ikke eksisterede?’ Det er en form for matematisk modbevis – det hedder modsigelsesbeviset. Jeg har ofte spekuleret i, at jeg gerne ville skrive en historie om et folk, der ikke havde fortællinger. Det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke overbevisende skrive om nogle mennesker, som ikke havde fortællinger. Det kunne jeg simpelthen ikke. For mig er fortællingen et erkendeapparat. Det er noget vi forstår verden med. En del sprogforskere arbejder for tiden med metaforen, og beskriver hvorledes vi anvender denne som en grundsten i vores tænkning. Pludselig bliver det, der ellers var uforståeligt, tilgængeligt ved hjælp af metaforen, og på samme måde fungerer fortællingen – det er et slags udvidet metafor.”

No 11 D E T G O D E // D E T O N D E ”Jeg bryder mig ikke specielt meget om ’Det Gode’ eller ’Det Onde’ – det er jo ret så relativt. Spyfluen synes nok ikke det samme som os, det er nok ret så sikkert, at den mener det modsatte. Hvis man kan tale om en spyflues mening. Det er også tidsbestemt, og ikke mindst defineret af kontekst. Derfor bryder jeg mig ikke så meget om for eksempel den kristne version; at ’Det Gode’ skulle være noget evigt og uforanderligt, noget, der ikke kan diskuteres. At det ikke kan anfægtes. Lige sådan med ’Det Onde’; Der findes for mig også en type af ondskab, der kan have en effekt af en dybere karakter. Jeg vil nærmest sige at de ret så enkelttroende, fundamentalistiske kristne forstyrrer vores tankegang.”

No 6 F O R T V I V L E L S E // G E N F Ø D S E L ”De her to havde jeg ikke regnet med som begrebspar. Men det er rigtigt nok, at jeg har brugt den situation, ofte i forbindelse med spørgsmålet om identitet, at man kan opleve en form for rus ved igen at få eller være sig selv. Man er befriet. Faktisk er den bog du sidder med der, Genspejlet, den er oversat til italiensk. Der bærer den titlen ’Genfødsel’. Så bare på italiensk selvfølgelig.”

No 2 E N T E N // E L L E R ”Imellem de to ord er der selvfølgelig valget, og det er et tema, der ofte dukker op mine bøger; altså hvordan vælger vi os selv? Det er et arbejde og et spørgsmål, som går på den ældgamle diskussion, om hvorvidt vi har en fri vilje, eller om vi er underkastet en determinisme. I Dage med Diam eller livet om natten forsøgte jeg at bryde den kontinuerlige fortælling, at spalte fortællingen i forskellige muligheder. En roman har en deterministisk karakter, de valg vores helt som oftest trækker, skal helst kunne begrundes logisk, altså ved årsag og virkning, så man sidder med fornemmelse af, at sådan måtte det jo gå. Det er virkelig interessant at arbejde i en lidt anden retning.”

R E G N FA N G

No 29 K Æ R L I G H E D // H A D ”Sådanne begreber er jo nærmest umulige at undgå at skrive om. Men jeg har haft lidt fornøjelse af at sætte dem i nyt lys. Eller i hvert fald skrive om dem på en anden måde. Jeg har en novelle, som begynder med; Det var had ved første blik. Novellen hedder Da min oldemor fødte 5 børn ved 9 fødsler. For hvordan er relationen imellem mennesker, der hader hinanden? Engang læste jeg en biografi om Beethoven, og i den stod; ’Han havde et livslangt had til sin svigerinde’. Det er jo vildt. Et helt liv igennem at have så stærke følelser for et andet menneske. Det er måske en form for gestus. Igen er det modbeviset, der åbner de komplekse emner – det er modsætningens kraft.”

No 5 T V I V L // T R O ”Komplekst, det er det. Tvivlen interesserer mig nok noget mere end troen. Den åbner, spørger og kradser lidt i overfladen. Men selvfølgelig tror jeg også på noget, på en række værdier som jeg står fast på. Ellers ville man jo være helt forvirret. Det er en nødvendighed at tro på noget – ellers er tvivlen måske også svær at indeholde. Det er spændende at folk, læsere, ofte tror at forfattere virkelig er rodfæstet i en bestemt tro, at de er fuldstændig ideologisk afklarede. Det er sjældent. Egentligt kunne man måske hævde, at mine bøger er skrevet på en tvivl – spørgsmål som; ’Er det virkelig som det ser ud?’. Sådanne tanker åbner verden, og dem kan man skrive bøger på.”

No 4 U N D R E N // E R K E N D E L S E ”Undren og erkendelse. Det hænger jo meget godt sammen med foregående spørgsmål. Undren er starten, starten til al horisontudvidelse. Og erkendelsen er jo så et produkt af undren. Men det har vi talt en del om.”

No 20 S T R U K T U R // K A O S ”Matematikken er her, det som jeg lige umiddelbart tænker på – igen. Og hvis vi skal tale om det i forhold til litteratur og fortællingen, så er det faktisk nogle af de samme ting, der ses. Hvis vi antager, at fortællingens data er alt det jeg har absorberet, så skriver jeg det derefter ind i en struktur, ud fra nogle udvælgelsesprincipper, og sådan danner jeg en historie – en fortælling. Man bygger altså en struktur, og fylder den med indhold. Matematikken og fortællingen har ligheder her. Hvad så modsætningen; kaos? Den er jo ret så finurlig. For eksempel det faktum, at man navngiver noget som værende en ’kaosteori’ – det er jo et paradoks, for i det findes der en struktur. Men omvendt har man via kaosteorierne kunne beskrive noget, der ellers før var alt for komplekst, og som sådan ikke havde noget detaljeret sprog. Det er en gave.”

R E G N FA N G

No 19 F O R S T A N D // S K I Z O F R E N I ”Igen er det afvigelsen, der er interessant. Skizofrenien er en afvigelse fra det normale, og det siger derved en hel del om det normale. Da jeg var yngre havde jeg ikke ligefrem skizofrene tendenser, men jeg var mere end bare introvert, og jeg ville sikkert også have fået en diagnose i dag – garanteret en eller anden mild forgrening af skizofreni. Men jeg tror det havde en hel del med min verdensopfattelse at gøre. For mig at se var verden absurd. Fuldstændig. Aldeles absurd. Og det er nok ikke så gængs en holdning, du bliver i hvert fald tit set i et lidt sygeligt perspektiv, hvis du mener at verden ikke er super logisk og fornuftig. Det er dog klart for mig, at der er en pointe i at blive ved det absurde. Det er måske endda en nødvendighed. At udholde og acceptere det absurde.”

Telefonen ringer. Inde fra værelset - på den anden side af væggen. Svend rejser sig og går derind, tager den, og taler med virkeligheden i den anden ende af røret. De laver en aftale, på onsdag i næste uge kl. 19:00. Stuen er varm, hel gul fra den lave sol. Det knitrer i mit hoved; ordene, tankerne, bøgerne, varmen. Klokken er 3.

No 3 S K A B E L S E N // D Ø D E N ”Man er som forfatter i en position, der ligner skaberens. Der er da ligheder. Faktisk skrev min datter, Maria og jeg en opera sammen, og den hed Rosa og Evigheden. Den starter sin 1. Akt Med replikken Jeg skal dø?, og sådan defineres resten af fortællingen stort set. For mig er det et eksempel på dødens meget bestemmende karakter. Vi lever med visheden om den, og når den stikker sit hoved frem, bliver vi overraskede, og træffer pludselig ret så radikale valg. Så døden skaber som sådan også valg. Det er for eksempel satans ærgerligt for de mennesker, der har indrettet deres liv på forventningen om et nyt bagefter. Dem har jeg sgu ondt af. Døden har meget at sige i livet.”

No 23 G R Æ N S E R // E V I G H E D ”Der skal jo være nogle grænser for at man kan sprænge dem – det siger sig selv. Så det er på en gang vigtigt, at de er der, og på den anden side må man også forsøge at udvide dem. Litteraturen er en god sti at gå på, for at komme ud af de forestillingsrammer vi har indrettet virkeligheden på – den lyser på de rammer vi har opsat, så vi kan se dem. Den eneste måde vi kan komme videre på, er jo at overtage noget og derefter forsøge på at komme et andet sted hen med det som ballast. Det er et evigt spil. Et spil mellem grænsernes værdi og behovet for udvidelse.”

No 15 S A N D H E D // L Ø G N ”Mine bøger er løgnagtige. De lyver – fuldstændigt. Personerne eksisterer jo ikke, og handlingen har heller aldrig fundet sted. Men det er så også meningen. Formålet er at tale om sandhed på et andet niveau; litteraturens sandhed. Som forfatter ønsker jeg inderligt at fortælle, beskrive eller udpege nogle konflikter og problemer vi, som mennesker står i. Det er sandt. Som research forsøger jeg at indleve mig i de figurer, der optræder. Jeg prøver på at føle det samme som dem, forstå den falske verden jeg har sat dem i, og så derigennem beskrive vores egen virkelighed. Det er en slags sandhed jeg leder efter; ’Hvordan ville vi agere under de opfundne betingelser?’ spørger jeg. Sandheden om det. Som sådan kan man sige, at jeg skaber sandheden ved løgnagtige fortællinger.”

R E G N FA N G

Der er køligere udenfor. Nede i bunden af haven står et lille, brunt træhus. ”Det er bogtårnet”, siger Svend og smiler, ”vi kunne ikke bygge et rigtigt tårn, så jeg har fået det der i stedet for. Men der er faktisk meget plads derinde; over 100 meters hyldeplads.” Indenfor står en seng, et bord, en stol og en lampe, omringet af bøger fra gulv til loft. Der dufter af papir og træ. ”Jeg er meget glad for det, der er så roligt”, siger han og går ud. Græsset er stadigvæk fugtigt, det skinner og ens sko bliver våde. Ved siden af huset, står et gammelt blommetræ og skygger med sine grønne blade for solen. På den mørke jord, ligger der blommer spredt, og Svend spørger os, om vi ikke har lyst til en. Vi taler om Jorge Luis Borges, om efterår og om de lange mørke nætter; ”I 25 år arbejdede jeg stort set kun om natten – fra ca. tolv til fem”, siger han og peger op på kontoret, ”det var deroppe jeg sad – for det meste.” På vej ind spørger jeg ham, om hvorfor hans bøger ofte foregår i Aarhus. Det er hans hjem, siger han, og så er det på en gang en stor nok by til gode fortællinger, og lille nok til genkendelse. Vi taler i lang tid. Efter et kvarter står vi der igen; ved den glasklare havedør. Døren ind til stuens gule virkelighed. Vi mangler kun 6 kort.

R E G N FA N G

No 9 F A N T A S I // R E A L I T E T ”Det giver jeg jo ikke ret meget for, altså realitet. Det er fantasien, der er min ven. Nu tænker jeg også på det i kontekst med litterære genrer – realisme har ikke sagt mig særlig meget. Fantasien er for mig det fordybende, den skaber en virkelighed. Den bygger på alternativerne, alt det som ikke er en realitet, og som kunne blive det. Men fantasien kan også vurderes, den har en kvalitet eller mangel på samme. Fantasien er ikke bare god i sig selv. Det mest imponerende virkeligheden har skabt, det er fantasien. Fantasien er i den grad forbundet til virkeligheden. Det vi ikke har fantasi til eller om, er svært for os at genkende i virkeligheden. En løve på savannen kan ikke genkende et køretøj, fordi dens fantasi ikke har evne til at forestille det. Fantasi og virkelighed er vævet sammen. Virkelig tæt.”

No 16 M E N I N G // L I G E G Y L D I G H E D ”Der har ikke været nogen overordnet mening med mit forfatterskab – én klar mission. Men der har været mange små, og fælles for dem, har været ønsket om at åbne, spørge og tvivle. Ordet mening kan bruges i forskellige betydninger – meget afhænger af det. Man kan have en mening om noget, og der kan være en mening med galskaben – for eksempel. Ligegyldighed er også en spændende tilstand – hvis vi kan kalde det det. Der er forholdsvis meget, som jeg forholder mig fuldstændig ligegyldigt overfor – det kan simpelthen ikke tænde noget i mig. Og det gør jeg især for at kunne rette fokus mod det, der så giver mening – og værdi. At have en mening om alt kan godt ende i en form for meningsmaskineri. Det skal man forsøge undgå.”

No 10 G E N T A G E L S E // N Y B R U D ”Der er jo en anden, der har skrevet om det før. Umiddelbart tænker jeg, når jeg ser det her begrebspar, på gentagelsen i hverdagen, som jeg mener giver en dybde i livet. Selvfølgelig er det spændende at opleve nybrud, at udforske det uforudsigelige, men det er gentagelsen, der giver rytme – struktur. Det er fordybelse og sammenhæng. I vores samfund er nybruddet det helliggjorte, mange stræber efter dette, men jeg vil gerne slå et slag for gentagelsen. At den også er berettiget.”

No 8 F O R S T Å E L S E // F R E M M E D G Ø R E L S E ”Vi har jo vendt det – egentligt. Det handler igen om at erhverve sig virkeligheden, at sige; ’Hvad nu hvis?’ Det er en form for fremmedgørelse over for det eksisterende, og derigennem skabelsen af et nyt perspektiv. Så forstår jeg lige pludselig noget, som før var dunkelt – når jeg fremmedgør mig.”

No 24 E R I N D R I N G // G L E M S E L ”Erindringen er det man som forfatter trækker på, det er ens gods, ens database. Og erindringen er i høj grad vores identitet. Men selvfølgelig er der samtidigt også evnen til at komme videre, og det mener jeg er en vigtigt evne, evnen til at glemme ting – det er en sund tendens. Man bliver hurtigt psykotisk, hvis man som menneske ikke har evnen til at lade ting sive ud, ud af erindringen. Jeg har selv oplevet, personligt, en episode, der gjorde stort indtryk. For et par år siden havde jeg en smule tinnitus, og det min ørelæge sagde, var følgende; ”Det eneste, der kan hjælpe er, hvis du glemmer det.” Så jeg sagde til min familie, at de ikke måtte minde mig om min tinnitus, og at jeg skulle prøve på at glemme den. Der kan være mange gode grunde til det, men min tinnitus forsvandt.”

R E G N FA N G

No 30 V-I-R-K-E-L-I-G-H-E-D ”Du har skrevet 3 punkter på kortet, kan jeg se, under overskriften Hegel og ’det historiske jeg’. På mange måder er jeg enig i, at jeget er formet historisk – mere præcist sagt; igennem fortællinger. Så den køber jeg nok. Og så står der endvidere på kortet; 1. Sprog 2. Arbejde og 3. Interaktion. Det er alle punkter, fænomener i menneskelivet, som er yderst interessante i dannelsen af et jeg. Sproget former vores erkendelse; Uden ord og begreber for ting, ville vi ikke kunne genkende dem, og slet ikke formulere dem. At se på arbejdet som en dannende faktor i jegets tilblivelse, er også virkelig spændende. Det er klart at vores arbejde er et udgangspunkt for mødet med virkeligheden, arbejdet farver vores virkelighed, den giver den tone og klang. Det sidste punkt, punkt 3, det er mindst lige så stor en del af dette spørgsmål, vedrørende jeget. Igennem din næste/de andre erkender vi både netop den anden og os selv, og forståelsen og oplevelsen af den virkelige verden sker derved ved socialitet. Som jeg ser det, ender vi ved fortællingen igen, jegets transformation i fortællingen; metamorfosen. Selv bruger vi fortællinger, og samtidigt er vi også indlejret i andres fortællinger – i det spil skabes vi i høj grad. Og tiden, tiden er igen en variabel, den tid, der er der, om vi vil det eller ej, den tid vi ikke kan gøre så meget ved, men som vi alligevel bliver formet af. Fortællingen og tiden hører sammen – det er klart. Begge skaber de det, som vi kalder ’virkeligheden’. Og så er der nok ikke engang kun én – men flere. Flere virkeligheder.’”

R E G N FA N G

Vi er færdige og siger farvel. Svend viser os ud i gangen, ud til entreen og åbner døren. ”Jeg kan sende et udkast til dig, hvis du ønsker”, siger jeg, og jeg får hans mail og telefonnummer. Vi vendte alle kort, alle 59 kort. Jeg er overrasket, overrasket over at det lykkedes at vende dem alle sammen, og overrasket over at klokken er 4. Jeg siger tak for kaffen og den gode snak, og får et høgligt ”i lige måde” – så tager jeg min taske, min jakke og paraply går ud af døren, ud i virkeligheden. Svend kigger op. ”Jeg tror, der kommer regn igen”, siger han – nikker, smiler og går ind igen.

R E G N FA N G

Din virkelighed er helt din egen Tekst AF

Hvis

Anders Ingemann

virkeligheden?

R E G N FA N G

Jeg læste forleden en stribe af tegneren Stine Spedsbjerg under webdagbogen ’StineStregen’ – en side jeg har fulgt i lang tid nu.

Nærmere bestemt læste jeg striben fra d. 30. september, 2014 med titlen ’Historiediskrimination’. Striben omhandlede kærligheden til den gode historie og satte spørgsmålstegn ved, hvorfor folk går så meget op i, hvilket medie den fiktion de indtager bliver repræsenteret i. Så som hvordan vi ophøjer romanen frem for tegneserien og enten ser filmen som noget universelt fedt, eller bare noget der til lejlighed kan fortælle på sin egen måde – men måske ikke er lige så ’voksent’ som romanen. Jeg har ingen intention om at diskutere mediers særegenheder og deres individuelle forcer og svagheder inden for fortælling – det gemmer vi til en anden gang. Hvad jeg faldt for ved striben var dens erkendelse af, at lige meget hvilket medie der kunne være tale om, var det den gode historie, altså den historie der er god for modtageren, der var alfa og omega i forbindelse med optagelsen af fiktion. Netop menneskets optagelse, nydelse og skabelse af fiktion er noget, der er utroligt kulturelt forankret i os - og noget af det vigtigste i vores liv, hvis man spørger mig. Selv studerer jeg Æstetik & Kultur, og det med den indgangsvinkel, at det vi kan overlevere til hinanden på tværs af tiden i form af kunst, romaner, musikstykker og alt andet, der har en emotionel appel, der ikke nødvendigvis lader sig binde af en rationel nydelse, er noget af det vigtigste at forske og udvikle i - om ikke bare følge og overvåge, for at kunne gennemskue vores adfærd i forbindelse med fiktion og kunst på tværs af lande, kulturer og især aldersgrupper og samfundslag. Lige meget hvilken klasse, kultur eller baggrund inden for hvilken som helst levemæssig konstruktion vi har haft, og lige meget hvor forskellige mennesker har været fra hinanden, har vi altid haft det til fælles, at vi nyder fiktion, og bruger det til at give vores liv og tilværelse et pift. Skulle jeg kortlægge begrebet ’virkelighed’ kort, og uden at tage munden for fuld, ville den reelle virkelighed for individet være det, vi fælles anderkender, som det egentlige rum vi befinder os i. Et samfund, der fungerer som en paraply, eller kasse, der indeholder forskellige sociale konventioner og spilleregler, som vi alle lærer, erkender, accepterer og følger for på den måde at kunne fungere sammen. Derefter har vi vores egentlige fysiske virkelighed og fysiske tilstedeværelse i verden - med begge fødder plantet på jorden. Vi er alle bundet til en kollektiv virkelighed, men vores egen opfattelse af denne, og behandlingen af verden omkring os vil altid afhænge af, hvordan vi som individer bruger disse kollektive opfattelser som afsæt til at regulere vores egen adfærd og individuelle opfattelser. Hvad fiktionen derimod gør, og kan, er at tage disse fællestræk og aspekter, og enten sætte dem til debat, ændre dem, via surrealistiske genre som fantasy, science fiction etc., totalt ignorere dem, eller blot lade os følge karakterer, der handler på måder vi aldrig ville kunne tillade os, i en kopi af vores eget virkelige rum. Fiktion giver enten et andet menneskes bud på verden eller udstiller vores verden igennem fiktionelle karakterer, som vi enten kan kategorisere som helte eller anti-helte, alt efter hvordan de handler i forhold til vores egne rationelle opfattelser. Når vi i vores hverdag lægger vores reelle virkelighed bag os, og synker ned i denne fiktion, giver vi både udtryk for en sund virkelighedsflugt, men også udtryk for, at vores egentlige personlige virkelighed er forskellig fra andres – eftersom alle ikke nyder de samme former for fiktioner, men altid vil vælge ud fra en interesse, bundet i hvordan fiktionen kan sættes i perspektiv til ens egen virkelighedsopfattelse. Når det kommer til vores individuelle valg af fiktion, altså vores personlige præferencer, afslører vi både os selv som individer, men også vores egen virkelighed. Personligt er jeg stor tegneserielæser, og læser næsten udelukkende tegneserier, grafiske romaner, socialrealistiske noveller og digtsamlinger. Dog kunne de færreste på eksempelvis mine forældres alder umiddelbart finde på at tage en tegneserie op – og hvis de gjorde, skulle de kæmpe hårdt for at drage nytte af historierne deri. Dog læser voksne i dag mange krimier og indtager fiktion, der har et tæt nærvær til deres egentlige virkelighed. Det samme ses, når Danmark samles om en politisk baseret fiktionsserie som ’Borgen’, eller finder noget fedt i, at se film, der udstiller Danmark igennem tiden, så som ’Drømmen’, ’Kapgang’, ’Kunsten at græde i kor’ mf. Samtidig er det sjovt at se, hvordan vi som land hæver de film højest, der tager udgangspunkt i den kollektive virkelighed, men tilsætter den adfærd på lange afveje og sætter en sort og vanvittig humor ind i ellers virkelighedsnære scenarier - her tænker jeg selvfølgelig på film som ’De Grønne Slagtere’, ’Adams Æbler’, ’Solkongen’ osv. Mennesket har altså det, der ligner et helt naturligt forhold til fiktion, og et fiktionsforbrug der ikke kun er en kulturel faktor, men noget man simpelthen har lige meget hvem man er, eftersom dette er forbundet til forestillingsevnen, som vi heldigvis alle har og kan drage nytte af. Ud fra det kan man sige, at eskapisme er en helt naturlig del af mennesket, og at det netop er fiktionen og dens appel til fantasi og forestillingsevne, der gør eskapisme muligt. Selvfølgelig ikke forstået sådan at mennesket nødvendigvis har et direkte behov for eskapisme, det kan lige så vel være bundet i en ganske simpel lyst til det. Når vi skal bedømme fiktion og individets brug deraf, vil det være relevant at bedømme ud fra, i hvilken grad individet har behov eller lyst til eskapisme – altså i hvilken grad værket skal være fiktivt for at appellere. Det er ikke meningen at kvalitetsbedømme 97

R E G N FA N G

fiktion ud fra denne tankegang, men nærmere at kategorisere individer med ren interesse i deres individuelle fiktionsforbrug. Som nævnt før er socialrealisme en stor ting i et land som Danmark, og den gren af fiktion vi har størst tradition for – måske med undtagelse af eventyret der i vores tradition (med udgangspunkt i H.C. Andersen) alligevel altid vil være beslægtet med en art socialrealisme. Dog kan man også se, hvordan f.eks. latinamerikanske lande har tradition for ’magisk realisme’- noget vi stort set aldrig har set i Skandinavien. Et sjovt aspekt af fiktionsforbruget er blandt andet, hvordan fiktionen bliver trukket ud i virkeligheden. Her tænker jeg ikke blot på den barnlige fantasi, der har fået de fleste børn fra min generation til at kaste tennisbolde rundt i en leg, der skulle imitere Pokémon-universet, eller hvordan det at lege med dukker, action-figurer osv. er en form for videreførelse af fiktionsforbruget. Jeg tænker lige så meget på de situationer, hvor vi ser store grupper af mennesker, klæde sig ud og opføre skuespil baseret på deres foretrukne fiktion – eksempelvis når Odense afholder Harry Potter festival, hvor folk i alle aldre mødes over en længere periode, med det eneste formål at imitere et fiktivt univers, og på den måde udleve eskapismen, i stedet for at se den som noget skammeligt. På mit studie bliver vi hurtigt opdraget til den tanke, at ingen kulturer er bedre end andre – en forestilling jeg gerne vil videreføre til vores tanker om fiktion. Jeg er overbevist om, at eskapisme er forbundet til vores natur som selvreflektive og ’virkeligheds-bevidste’ individer, og som sagt er det min påstand, at vores forhold til fiktion afslører meget om os som personer. Dette danner grundlag for min påstand om, at ingen fiktion er bedre end den anden – netop fordi individet selv opsøger den fiktion, som denne finder mest tiltalende, og på det medie denne ønsker, alt efter hvilket medie fiktionen findes på. En person, der finder størst glæde i romaner på over 600 sider, er ikke en hverken bedre eller mere sofistikeret, dannet eller intelligent person, det er blot det format og den fortællefacon vedkommende helst vil have sin fiktion præsenteret i. Personen, der læser tegneserier frem for bøger, eller personen, der foretrækker film frem for andre medier, skal ikke puttes ind i en slags ’fiktionens hierarki’, som der efter min mening kan være tendens til. Fiktion er stimulerende for mennesket, lige meget hvilket medie det optages igennem, eller lige meget hvilken form for fiktion eller historie det er – det eneste der kan være tale om, er hvilken grad af eskapisme, der muliggøres i fortællingen. Med ’grad af eskapisme’ forstås, hvor virkelighedsfjern det givne værk tillader sig at være, og hvor langt det tillader, optageren at drive væk fra virkeligheden – noget der som sagt ikke skal beskrives som negativt men blot et udtryk for det enkelte individs forhold til fiktion. Når jeg som titel skriver, at ’din virkelighed er helt din egen’, er det en henvisning til min holdning om individets effekt på dets egen virkelighedsopfattelse. Som før nævnt er den kollektive virkelighed en bred masse, og individets egenrådighed overfor mange af aspekterne skaber netop de mange forskellige opfattelser og tilgange, der præger verden og de enkelte samfund. Det er min hovedpåstand, at individets brug af fiktion har en stor rolle at spille i forhold til den enkeltes virkelighedsopfattelse. Fiktion sætter perspektiv på vores hverdag og liv, og vi ender næsten altid med at reflektere over vores reelle virkelighed, i perspektiv til den fiktion vi optager. Netop derfor er det interessant at se, hvilken fiktion det enkelte menneske foretrækker – frem for hvilken form for fiktion massen foretrækker (eks. de værker, der er generel konsensus om er ’gode’, så som Harry Potter og andre ekstremt eksponerede værker). Jeg har aldrig været synderligt glad for opråbet ’befri dit liv’, men hvis jeg skal snuppe det og finde på noget bedre, vil jeg komme med opråbet ’berig dit liv’, eller klarere sagt: ’berig din virkelighed’. Vi er alle fiktionsbrugere og har alle dage været det, men tendenserer også til at låse os fast i vores foretrukne form for fiktion både inden for medier og genre. Jeg har nævnt, at dette siger meget om os som individer, og kan klarlægge mange ting om vores personlighed. Men med opråbet skal det menes, at vi bedst som mennesker udfordrer os selv, ved at udfordre vores forhold til fiktion. Jeg vil opfordre folk til at se indad, analysere sit eget forhold til fiktion og brugen deraf, og bruge det til at hoppe ud, hvor man ikke ved, om man kan bunde. Grib en tegneserie, læs en moderne børnebog, se en opera, hør en koncert du umiddelbart ikke ville opleve pr. automatik, hør et klassisk orkester, tag til en digtoplæsning, hør en CD du normalt ikke vil skænke en tanke, gå i teatret, spil et videospil, læs en krimi, gå på museum, luk øjnene når du køber en biografbillet eller find en samling over gamle folkeeventyr. Vores virkelighed er proppet med et væld af muligheder for afbræk i hverdagen, og hvis vi vil udvikle os mentalt, kan vi med rette dykke ned i alle de afveje, vi ikke før har været på. Udfordr dit syn på din virkelighed ved at udfordre dit syn på fiktion – berig dit liv og din virkelighed, og slå et slag for at hygge dig med det. Og som Stine Spedsbjerg skriver som afslutning på førstnævnte stribe: ’Det var bare lige det’.

R E G N FA N G

Fortællinger fra en anden virkelighed Tekst AF

Fotografi

Victor Lange

Morten Berggreen

Der er en verden til forskel og tusinder af virkeligheder imellem; Danmark og Østafrika. Thorkil Green Nielsen og Lisbeth Jensen er begge journalister, og har arbejdet som primært dette, i blandt andet Mozambique og Tanzania. De fortæller i følgende samtale om bare få af deres mange oplevelser, og om, hvordan man med en dansk virkelighed som udgangspunkt og bagage kan rejse til den østafrikanske hverdag og virkelighed og prøve på at forstå den.

100

R E G N FA N G

101

R E G N FA N G

September i Danmark

Der er stort set ikke en lyd. Få gange brydes tavsheden af en forbikørende bil, eller et par børn, der griner. Og så bliver der stille

igen. Jeg sidder i Åbyhøj, lidt uden for Århus, i et lille boligkvarter tæt på Brabrandsøen, et nabolag, hvor velplejede, farvede træhuse er mere gængse end murstensgule parcelhuse. Det er sensommer, midt i september, solen slår lange, strakte skygger på grusvejene, og de gamle træer har stadig deres grønne, rislende blade – lidt endnu. Vi samler på sådan nogle dage i Danmark – de sidste dage med sommer. Sådan er vores virkelighed. Jeg skal mødes med Thorkil Green Nielsen og Lisbeth Jensen. De har begge arbejdet i Afrika sammen – mere præcist i Mozambique fra hovedstaden Maputo fra 2000 til 2004, og fra Tanzanias hovedstad Dar Es Salam fra 2005 til 2007 – hovedsagligt. I deres arbejde med og for henholdsvis NGO’en IBIS i Mozambique og medlemsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke (i dag kendt som Action Aid) i Tanzania, har de set, arbejdet med og ikke mindst formidlet deres oplevelser fra en anden virkelighed – den østafrikanske virkelighed. Gruset knirker, knager, og en mand kommer til syne; Han har en orange arbejdsdragt på. Han kigger på mig, smiler, og siger så; ”Er du faret vild?” Det er jeg vist; Jeg kan ikke finde deres adresse. ”Hvem skal du besøge?” forsætter han. Jeg svarer; ”Lisbeth og Thorkil.” ”Hyggeligt, så skal du bare lige der ned og til venstre – de bor i et rødt træhus,” siger han og peger ned mod en lille stikvej. Jeg siger mange tak, tager min taske og går ned mod det røde træhus på den lille grusvej. Jeg har min audiooptager i lommen, klar til at fange deres ord om en anden verden, tusinder af kilometer fra os. Den verden vi kender fra TV, aviser og radio. Den verden findes. Der er en anden virkelighed. En anden end vores.

-interviewHelt grundlæggende, hvor arbejdede I i Østafrika og som hvad? Thorkil: ”Jeg kan starte. Jeg arbejdede hovedsaligt i Mozambique, fra hovedstaden Maputo, fra år 2000 til år 2004. Min stilling hed informationsrådgiver, hvilket - kort fortalt - går ud på at formidle det arbejde, IBIS udfører, og de begivenheder man som ansat er vidne til i Østafrika. Det handler både om artikler til skrevne medier i Danmark, aviser osv., men det er også tekster til medlemsinformation. Så vendte vi hjem i år 2004, og Lisbeth fik så en stilling hos Mellemfolkeligt Samvirke lidt efter, og vi tog til Tanzania og Østafrika igen i 2005.” Lisbeth: ”Ja, jeg fik en stilling, hvis titel var ’development worker’, hvilket er en ret bred stillingsbetegnelse, men mit arbejde var ligesom Thorkils primært formidling, så jeg var egentlig talt mere informationsrådgiver. Vi boede i hovedstaden Dar Es Salam, og dækkede kun Tanzania, mens vi, eller primært Thorkil, i Mozambique også havde dækket en del andre østafrikanske lande. Helt præcist var vi i Tanzania fra 2005 til 2007.” Hvis I kort skal forklare, hvad jobbet som informationsrådgiver indeholdte for jer, hvad bestod det så primært i? Lisbeth: ”Først og fremmest handler det, som vi har også har nævnt, om at formidle organisationens arbejde til dets medlemmer eller donatorer. Man tager ud til de forskellige projekter, organisationen er involveret i, og videreformidler så information til de intenderede i både Tanzania og Danmark – og til andre lande, hvor der ellers måtte befinde sig folk med interesse.” Thorkil: ”Udover det, så har tiden i Østafrika også indeholdt en del freelance-opgaver; alt fra radioproduktioner til artikler, som danske medier har trykt.” Jeres daværende stillinger lyder ikke umiddelbart ”normale”, når man hører om folk, der arbejder i ulande, som dem man finder i Østafrika. Er det korrekt? Lisbeth: ”Opgaven som informationsrådgiver er en stilling, alle store organisationer behøver og har, men sammenlignet med, hvordan tingene fungerede for et par årtier siden, så har der helt klart været en udvikling i en anden retning. Dengang, fra da man for alvor begyndte i 60’erne at sende danskere af sted til Østafrika, var man ’gap-feeler’. Man kom til Afrika som sygeplejerske eller lignende, og udfyldte et tomrum, som samfundet ikke havde ressourcer eller midler til. I dag er det mere akademikere, der tager derned, og de skal ikke på samme måde ’lave’ arbejdet men i stedet for rådgive herom. Det er i dag en form for katalysatorfunktion. Derfor er der meget færre danskere, der er udsendt i dag. Det er et andet jobmarked nu.” Thorkil: ”Måske er det meget godt at få med, at man ved ulandsarbejde skelner skarpt imellem nødhjælp og udviklingshjælp. Vi samarbejdede i begge lande med virkelig mange lokale NGO’er, og det var udviklingsarbejde, vi dér lavede. Nu laver mange af de danske organisationer så mere og mere nødhjælpsarbejde, end da vi var der, fordi det er noget lettere at samle ind til nødhjælp end til udvikling – men der er selvfølgelig også brug for det, nødhjælpen.”

102

R E G N FA N G

103

R E G N FA N G

104

R E G N FA N G

Det er nok svært at svare på, men så I overordnet en fremgang i de lande, som I boede i, fra I kom i år 2000, og til I flyttede igen i år 2007? Lisbeth: ”Hvis man skal sammenligne de to lande, Mozambique og Tanzania, så er der helt klart både nogle historiske forskelle, men også en række forskelle på områder, der vedrører befolkningens mentalitet eller ’folkeånd’. Da vi kom til Mozambique, var borgerkrigen slut 10 år forinden. Der undrede man jo sig ikke over, at skoler var skudt i stykker, at marker var ødelagte, eller at der mange steder var store mineområder – det var spor efter en forfærdelig krig. Men der skete noget; Infrastrukturen blev bedre, skolesystemet blev langsomt udviklet – og lignende lyspunkter kunne ses. Da vi så kom til Tanzania, blev jeg så skuffet. De har og havde stort set altid haft fred, og deres befrielse og selvstændighedskamp var på ingen måde lige så hård og voldelig som Mozambiques – Tanzania havde ikke for alvor noget problem med at løsrive sig fra Storbritannien i start 60’erne. Alligevel havde man i dette fredelige land ikke sat gang i en seriøs og grundlæggende udvikling, det var nærmest gået den forkerte vej; tilbage.” Thorkil: ”Ja, i Mozambique så man helt klart fremgang – på nogle områder. Bedre infrastruktur, mindedrift, udvikling af industri og naturgas var alle sammen sektorer, der gennemgik forbedringsfaser – primært på grund af investeringer fra udlandet. Så landets BNP var, og er stadig i dag, i klar vækst – selvfølgelig også fordi man er startet fra et lavt sted rent nationaløkonomisk. Fordelingspolitikken var og er så bare total skæv, og mange mennesker lever på et absolut minimum. Oven i det, havde nationaliseringen af virksomheder virkeligt også bragt mange problemer med sig, både ved tekstilfabrikker, fremstilling af plastik og i frugtplantager. De måtte simpelthen lukke, producenterne, fordi de mennesker fra Mozambiques samfundstop, der sparkede portugiserne ud, og satte sig ved roret i stedet for ved nationaliseringen, ikke havde talent for forretning. Og så er og var der korruptionen, noget, der formentligt er vokset i både Tanzania og Mozambique, eftersom der er flere og flere penge i omløb. Så vi oplevede både gode og dårlige historier, men økonomisk fremgang det var og er der især i Mozambique.” Lisbeth: ”Jeg har faktisk lige været sammen med nogle gamle kollegaer fra tiden i Mozambique, og jeg spurgte dem, om hvad jeg ville se som den store forskel, hvis jeg tog tilbage til hovedstaden Maputo nu. De sagde; byggeri. Der er simpelthen kraner over det hele. Så udenlandske investeringer i det land er efterhånden tydelige, hvilket jo umiddelbart ser fint ud.” Det skel, der så opstår imellem en virkelig lille gruppe af mennesker, som nu har uhørt mange penge i landet, og den almindelige befolkning, der befinder sig på samme niveau, som de har gjort stort set altid, skaber det ikke en spænding? Thorkil: ”Jo, det gør det. ’Bitterhed’ er nok et bedre ord for det. Jeg kan huske specielt én fortælling, den står tydeligt for mig. Jeg tog ofte ud på landet i forbindelse med mit arbejde, både i Mozambique, men også i andre lande, og der spurgte jeg de lokale, om de så dem selv som fattige. En af gangene gjorde det større indtryk på mig end normalt. Jeg spurgte en ældre herre, om han var fattig ud fra hans egen betragtning – han svarede; ”Nej, det er jeg ikke. Jeg har flere koner og geder, og så har jeg en cykel. Majshøsten har også været god i år. Sidste år var jeg fattig, men der var høsten også dårlig.” Bagefter gik jeg over til hans yngre nabo. Naboen havde stort set det samme, altså af geder, koner og ejendom, men han havde desuden også en lille radio, og den lyttede han meget til. Jeg spurgte også ham, om han var fattig, og han svarede; ”Ja, det er jeg. Jeg sidder her og hører politikerne, der lover alt muligt, men det sker aldrig. Ja, jeg er fattig.” Så spændingen kan kun forekomme, hvis den fattige og almene borger er oplyst om forskellene, ellers går livet egentligt bare sin gang, som det altid har gjort. Er det et generelt billede; at ungdommen er mere bevidst om samfundsudvikling og medfølgende materiel velstand, og derved er den, ungdommen, også mere krævende? Lisbeth: ”Det, synes jeg, helt klart er et billede, der holder i Tanzania. Der er de nok lidt bedre uddannet, generelt. Så ungdommen er mere opmærksom på den økonomiske situation – de kræver nok mere af nationen og omverdenen, end den ældre generation gør.” Så I så en form for fremgang i Mozambique, trods arven fra en voldsom borgerkrig. Men modsat så nævnte du, Lisbeth, at du var ”skuffet” over situationen i Tanzania, og dennes udvikling. Kan du forklare det? Lisbeth: ”Jeg var skuffet. Der var den samme forskel imellem by og land, imellem rig og fattig, som i Mozambique. Tanzania har og havde bare haft årtier med virkelig solid fred. Hvis du tog og tager ind til de store byer, især Dar Es Salam, så kører tingene nogenlunde; Der er asfalt på vejene, universiteter, velplejede huse, store biler, strøm og meget andet. Men vi opdagede hurtigt, at tog vi ud på landet, så så vi, at de mennesker derude var akkurat lige så fattige i Tanzania som landbefolkningen i Mozambique. Skolerne på landet var lige så dårlige, høsten lige så ustabil og boligforholdene lige så ringe. Tanzania havde ikke formået at igangsætte en gennemgribende udvikling af landet, trods fredelige forhold, der var og er uvurderlige for et land.”

105

R E G N FA N G

106

R E G N FA N G

Thorkil: ”Ja, der er og var store problemer i Tanzania. Da vi var der, besøgte vi på et tidspunkt en af Mellemfolkeligt Samvirkes samarbejdspartnere, som arbejdede med at oprette skøder på de lokales jord, sådan at de lokale kunne beskytte sig imod magtfulde mennesker, der ville tage den fra dem. Desuden kan man heller ikke uden et skøde låne penge i banken – banken har ingen sikkerhed. Man arbejder altså stadig med de mest fundamentelle byggesten i samfundet.” Lisbeth: ”Ja, og hvis de så har fået et sådant skøde, så virker det jo ikke, hvis retssystemet ikke fungerer – det er jo lige meget, lige pludselig. For når den lille bonde går til retten og siger, at der er en rigmand, der bygger på hans mark, så har rigmanden jo betalt selvsamme dommer, som bonden går til, og derved slutter forløbet bare der. Korruptionen ødelægger virkelig meget, især udviklingen af en retsstat.” Er det da korruptionen, der for alvor stopper al seriøs fremgang? Lisbeth: ”Det er det på mange måder. Det er rigtig fint, hvis du i en lille landsby hjælper dem med at udvikle en lille tomatforretning, så den specifikke landsby får det bedre. Men når der en eller anden dag kommer nogen og tager al jorden, er det jo lidt lige meget. Skal man virkelig tage et ryk fremad, så skal man have alle lagene med; de lovgivende, udøvende og dømmende institutioner. Det er her, at den alvorlige, ødelæggende korruption findes.” Thorkil: ”Det handler også meget om oplysningsarbejde. Vi så et projekt i Ghana, hvor en NGO havde hængt kommunens budgetter op på en tavle midt i byen, og indbyggerne kunne derved se, hvad de forskellige midler gik til – hvis de kunne forstå det. Det lyder meget banalt for os, men i Afrika er det på ingen måde hverdag. Mange af landene har da også en lovgivning, der gør det uhyrligt svært at forsvare og udvikle transparensen i et samfund. Man kunne gøre det i Ghana, fordi der netop var en offentlighedslov – en sådan lov er ikke en selvfølge i Østafrika. Igen er det på et ret højt niveau, at tingene kræver ændring, hvis man for alvor skal ændre virkeligheden i de lande.”

Vi holder en pause. Det er ved at blive mørkt udenfor. Lisbeth og Thorkil går derud sammen med Morten, fotografen, for at tage et par billeder inden lyset forsvinder. Indenfor, på gulvet og langs væggene, står ting og genstande fra den virkelighed, vi lige har talt om; stammeklæder, træskulpturer og masker er spredt rundt i stuen og i entreen – midt i Danmark, midt i september. Da Thorkil og Lisbeth kommer ind igen, spørger de om vi vil have noget mere at drikke. ”Ellers tak”, siger vi. Vi sætter os ved sofabordet, i de bløde stole, og begynder igen;

Oplevede I nogle dramatiske skift i de journalistiske rammer, som I arbejdede under, mens I var Østafrika? Og hvordan vægter man egentligt talt, hvor mange gode historier man dækker, kontra de dårlige nyheder og episoder? Thorkil: ”Jeg mærkede virkelig et skift i mine arbejdsrammer i 2001, da den borgerlige regering trådte til. Jeg havde arbejdet for IBIS i halvandet år cirka, og de, IBIS, ønskede egentligt bare, at der blev skrevet mere om Afrika og især Mozambique. Så jeg var i Angola lige efter borgerkrigen, og dækkede Læger uden Grænsers arbejde i flygtningelejre til dagbladet Information, og selvom det ikke handlede om IBIS’ arbejde, så var netop IBIS virkelig glade for artiklerne. Bare der kom noget om udviklingsarbejde og om Afrikas situation i de danske medier, så var de egentligt tilfredse. Selvfølgelig skulle jeg så også levere tekster til nyhedsbreve og IBIS’ egne medier, plus materiale til det informations- og oplysningsarbejde som organisationen udførte i Mozambique. Men om de historier, der blev publiceret eksternt, havde en god eller dårlig fortælling i sig, det blandede IBIS, eller den danske regering før år 2001, sig ikke i. Med den borgerlige regering i 2001 skete der en omlægning. De besluttede dengang, at en given procentdel af de danske ulandsorganisationers budgetter skulle være finansieret igennem indsamling, og budgettet for organisationerne måtte dermed ikke bestå udelukkende af midler fra Danida. Desuden skar man også voldsomt ned på støtten og midlerne til oplysningsarbejde. Man lavede også dengang en helt ny informationsstrategi, noget man ikke rigtig havde set før i Danmark, og den fastlagde en vinkel på det materiale og de historier, vi skulle publicere. Vinklen var IBIS’ arbejde, og dette skulle dækkes. Så med den omlægning forsvandt en masse vigtige historier fra og om Afrika, der ikke nødvendigvis havde noget med IBIS at gøre.” Lisbeth: ”Med omlægningen forsvandt der også et par gode danske medier. Kontakt, et meget flot og dybdegående magasin udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke, forsvandt i forlængelse af omlægningen. Så det havde store konsekvenser for vores arbejde i Østafrika, hvad politikerne i Danmark besluttede. Forholdet imellem at udvælge gode og dårlige historier fra Østafrika har nok altid været problematisk. Det, man kan sige, er, at

107

R E G N FA N G

108

R E G N FA N G

når vi nu var bosat i landene, så havde vi en anden mulighed for at udvælge nogle lidt bedre hverdagshistorier end de store medier i Danmark. DR sender jo kun en rapporter helt til Afrika for TV-Avisen, hvis der er seriøse naturkatastrofer eller borgerkrig. Så vi havde en mulighed for at berette om de historier, der var gode fra den ’Østafrikanske hverdag.’” Thorkil: ”Så det handler om balance, og både de gode og dårlige fortællinger har da ’salgsværdi’, hvis det bare er aktuelt. Jeg kan huske jeg skrev om en journalist, der blev myrdet i Mozambique – en meget regeringskritisk journalist. Carlos Cardoso hed han. Han blev skudt. Nogle mænd blev et par år efter dømt for drabet. Men rygterne har gået siden da, og der er mange, der ikke tror på, at rettergangen og sagen er blevet behandlet sagligt. De mænd, der skød journalisten, var tilfældigvis rigtig gode venner med den siddende præsidents søn. Sådanne historier finder man også i Østafrika.” Lisbeth: ”Og bag efter retssagen var der en jurist, der skulle lave en redegørelse over retsforløbet, og han faldt mærkeligt nok, lige pludselig, ned af en trappe under undersøgelsen. Og døde.” Thorkil: ”Ja, og ham, der blev dømt for at begå mordet, altså affyre pistolen og dræbe Cardoso, han slap mærkeligt nok gentagne gange ud af fængslet. Det var så amatøragtigt og så tydeligt, at der øverst oppe sad nogle meget magtfulde mennesker, og at de havde mere end én enkelt finger med i spillet.” Lisbeth: ”Noget af det positive, der kom ud af den retssag var, at den fik stor mediebevågenhed, da Cardoso var en meget berømt journalist. Der blev simpelthen sendt direkte fra retssalene. Jeg kan huske, at vores vagter sad og hørte rettergangen og var fuldstændig forbløffede. Det havde de aldrig prøvet før. Præsidentens søn var sågar inde i retssalen for at blive afhørt – han blev ikke dømt, men han var derinde. Der fik vores vagter, og den almindelige mozambikaner, fornemmelsen af, at man godt kan røre ved dem helt oppe i toppen af hierarkiet. Om det har ændret noget ved retssystemet i dag, det ved jeg nu ikke.” Thorkil: ”Det er nok stadigvæk forfærdeligt skidt. Man regner med, at det ca. er 50% af alle fængslede i Mozambique, der ikke har været for en dommer. Det er nok det samme i mange andre afrikanske lande.”

Men havde det ikke nogle konsekvenser for jer at skrive om den her retssag? Det er jo et meget politisk emne, og når man skriver om det, er det vel for at belyse noget suspekt. Havde Mozambiques regering ikke en interesse i at holde jer fra dette? Lisbeth: ”Dengang kunne man godt skrive om stof, der var så ømt som det, der vedrørte Cardoso. Mellemfolkeligt Samvirkes danske chef var sågar nede i Mozambique på årsdagen for mordet for at holde en tale til ære for Cardoso. På månedsbasis var der ligeledes demonstrationer imod retssagens usaglige og korrupte forløb.” Jeg læste for et par måneder siden en nyhed, hvori der stod, at man under urolighederne i Mali for et par år siden, havde brugt 500 millioner i udviklingshjælp i landet under disse stridigheder, og at man nu ikke kunne redegøre for, hvor pengene var endt. Faktisk havde man en mistanke, om at de var endt hos stammeledere og oprørsgrupperinger, hvis holdninger og værdier på ingen måde var noget nær demokrati, lighed og humanitet. Har I fornemmelsen af, at man helt frit i den danske presse kan skrive sådanne meget kritiske artikler, der virkelig udstiller Udenrigsministeriet og dets institutioner som inkompetente? Thorkil: ”Der er også sket noget her. Hvis IBIS i dag opdager, at der er blevet stjålet fra ’kassen’, for eksempel, så skal de indberette det til Danida – hvis det er Danidas penge, selvfølgelig. Men de lægger det også ud på deres egen hjemmeside og offentliggør det der – man holder det ikke skjult længere, og det gjorde man nok mere, før vi kom derned. Sådanne organisationer har ændret kurs over årene, især fordi de fik så meget dårlig presseomtale efter et par episoder med bedrageri. Så mit indtryk er det, at man som NGO, og ansat hos en sådan, er meget ærlig og åben i forhold til de uheldige historier, der måtte komme – jeg tror ikke man tør andet af frygt for dårlig presse og omtale, hvis historien skulle blive afsløret af Ekstra Bladet bag om ryggen på den givne NGO.” Lisbeth: ”I Tanzania så vi virkelig også en række af skrækkelige historier og skuffelser. Jeg kan huske én specielt om en cashewnøddefabrik, der skulle bygges op som et andelsprojekt. Alt kørte, det så ud som det perfekte projekt. Fabrikken fik støtte fra en tysk udviklingsbank og havde allerede inden den åbnede og for alvor begyndte produktionen af nødderne, fået nogle gode forretningspartnere i et par store hoteller i landet. Da det så skulle sparkes i gang, så viste det sig at være fup – en tom skal. Så pengene endte i de forkerte hænder, og der blev ingen fabrik. Sådan var det i hvert fald, mens vi var der. Vi tog hjem kort efter, så jeg ved faktisk ikke, hvordan det er gået sidenhen.” Thorkil: ”Det er nok også vigtigt at nævne, at man som ansat ved sin kontrakt skriver under på en fortrolighedsklausul, og at man derved ikke må offentliggøre fortrolige oplysninger. Fra gang til gang vurderer man så, om det man sidder med er fortroligt stof, og om det bør offentliggøres.”

109

R E G N FA N G

Her til sidst; når jeg taler med unge mennesker om udviklingsarbejde, så er der ligesom to lejre, og de er begge to ret tydelige; den idealistiske og den skeptiske. Den idealistiske er unge mennesker, der gerne selv vil af sted, og ”gøre en forskel” som de siger, og den skeptiske lejr har intet til overs for sådanne udviklingsprojekter – de tror ikke det hjælper. Hvad er jeres råd til begge lejre? Hvordan kan man forstå den østafrikanske virkelighed? Lisbeth: ”Man skal være ærlig over for sig selv, når man tager derned i kortere tid. Man gør det for sin egen skyld, for man ændrer ikke noget i det store billede ved kun at være der 3 måneder. Det er ikke fordi man kommer for at udnytte folk, men man er der også for at få en oplevelse selv og tage den med hjem. Man forandrer ikke de menneskers liv i lande som dem i Østafrika ved at arbejde på et børnehjem i kort tid, men man giver dem en oplevelse, og det får man også selv med hjem – en lille historie. Selvfølgelig skal man forsøge at gøre en forskel, og selvfølgelig skal man opfordre hinanden til at ville det gode. Så det er en balance imellem ikke at blive passiv ved at være skeptisk, men vi skal samtidigt have og beholde et realistisk syn på situationen i Østafrika. Så det er både en klar forespørgsel og et håb, om at de unge vil tage del i noget globalt, og samtidigt også har styrken til at kunne analysere deres egen samvittighed. Man skal være ærlig over for både sig selv og de andre. Noget af det bedste ved det er, at det ændrer din bevidsthed at besøge sådanne lande som de østafrikanske. Din horisont er udvidet, du har set en anden virkelighed, og det gør, at du ikke kan føres bag lyset af forskellige meninger derom. Du har selv været der. At se sådan en virkelighed, som den man kan finde i Østafrika, dét danner et perspektiv. Dét er en god ting at opfordre unge mennesker til; at danne et større perspektiv, ved at se en anden og anderledes virkelighed.” Thorkil: ”Ja, Afrika er en hård virkelighed, det er barsk. Man ændrer intet ’over night’ dernede – slet ikke i det store perspektiv. Det skal man som ungt menneske erkende, inden man drager af sted. Menneskene dernede minder måske, på nogle punkter, om os, men virkeligheden gør slet ikke. Den er en helt anden. Det kan godt være svært at fortælle om en sådan virkelighed, en virkelighed, der ligger så langt fra vores egen.”

Aftenen På vej hjem i bilen, mens lygterne glider forbi uden for ruden, tænker jeg på Østafrika. På Tanzania, på de store sletter, fyldt med dyr og mennesker. Jeg ved at den verden findes, jeg har selv været der, og jeg ved den stadigvæk er der, selvom jeg ikke er i den mere. Af den grund er Lisbeths og Torkils ord vigtige; De minder os om at den findes, den anden virkelighed – de andre virkeligheder. De findes og foregår – lige nu. Selvom de virker så utrolig langt væk. Og selvom de ikke er vores, vores virkelighed. Derfor er fortællinger fra en anden virkelighed vigtige. De former verdenen til dens rette størrelse. Den er stor, dyb og mangfoldig. Verden. Virkeligheden.

Thorkil og Lisbeths anbefalinger til 3 gode forfatterskaber om Østafrikas virkelighed 1. Jakob Ejersbo – Stor dansk forfatter, der efter sin død i 2008 fik udgivet sin Afrika-trilogi, der indeholder bøgerne Eksil, Revolution og Liberty. 2. Mia Couto – forfatter fra Mozambique, hvis store forfatterskab ofte har Østafrika som udgangspunkt. 3. Peter Tygesen – Specielt hans bog De gode menneskers land er godt læsestof om Mozambique. Bogen handler om Danmarks historie i det østafrikanske land.

110

R E G N FA N G

111

R E G N FA N G

Bunker af Lys Kilimanjaro, Tanzania Tekst og tegning AF

Fotografi

Victor Lange

Sidsel Marie Henriksen

En artikel om at bestige et bjerg og forsøge at forstå et helt land, en hel region, et helt kontinent. Som en anden virkelighed, der bliver brudt af skuffelser og løftet af håb. Drømmen om Afrika findes, men mareridtets Afrika er en realitet. Det er for stort til at begribe, kun i fragmenter lader det sig fatte. Så der går du, skridt for skridt, igennem marker, skov, hede, ørken og det arktiske klima, og tænker; ”Hvem skabte Tanzania og Afrika, med hvad som formål - og hvorfor?” Jeg har nogle af mine tætteste venner i Tanzania, men ved ikke, hvad jeg håber for dem.

112

R E G N FA N G

Moshi

Tagterrassen er tom – udover os to. Gæsterne på hotellet sidder inde i restauranten og spiser. Vi er herude, under himlen, og

kigger over byens gamle, rustne tage, til vores blik rammer Kilimanjaros fod, og ligesom bjerget selv, forsvinder i skyerne. ”Here you go, sir,” siger vores tjener, og han stiller et aksebæger, vinflasken og de to glas på barbordet foran os. ”Are you two going tomorrow?” spørger han og peger op imod bjerget, mens han åbner flasken. Han er klædt formelt; hvid skjorte, sorte skindsko og mørk butterfly. ”Yes, we are,” siger jeg. ”Everybody in this town is,” svarer han, smiler og skænker vinen. Jeg spørger om han vil have en cigaret, ”yes please,” siger han – han skal nok give mig den tilbage, om en uge. Når vi igen er på hotellet – efter Kilimanjaro – det lover han. Han tænder sin cigaret. ”This whole town looks towards that mountain – every day. It is our enemy, something we have to conquer and our protector at the same time – both things. Every man in this town waits for Kilimanjaro. We all wait.” Luften brydes; En moske kalder til bøn med sin skarpe koranrecitation, en ung hvid kvinde kommer ud fra restauranten, griner og slingrer ned af trappen fra terrassen, ned til værelserne – en mand følger efter. Tjeneren retter på sin butterfly. Hans blik falder på Kilimanjaro, hans hænder skodder cigaretten. Skyerne skilles, og bjerget bliver klart. Helt klart, tydeligt og erindrende. ”It took my brother from me.”

-oOo-

114

R E G N FA N G

1. Kapitel

Det kultiverede landskab

1800 - 2000 meter

115

R E G N FA N G

Glider, forbi, mennesker, børn, dyr, på marken, inde i huset, under himlen; majsmarker, solsikker og kaffefarme. Han kører minimum 90 km/t, vores chauffør, på veje, der er hullede af regnen og kun brede som en markvej. Trods den flækkede bilrude kan jeg se bjerget foran os; tungt og alene. Wachaga-stammen, der har rødder i netop byen Moshi, kalder det for Kilemakayaro; ”Det fritstående bjerg”. Der ligger det. Ensomt, med uafhængighedens værdighed. 750.000 år gammelt – mere er det ikke, Kilimanjaro. Skabt af vulkanaktivitet, af flydende, dampende, smeltende magma, troner Kilimanjaro 5.895 kilometer op i luften. Man troede ikke på det; Man troede ikke på, at der på nogen måde kunne findes sne så tæt ved ækvator – i Østafrika. Det gjorde vesterlændingene ikke, midt i 1800-tallet, da de som de første, hvide opdagelsesrejsende berettede om Afrikas sneklædte tinde. Men synet findes; på toppen, helt ved bjergets slutning, er spidsen hvid. Kilimanjaros sne, som Hemingway skrev. ”We only have to do some practical stuff at the gate to the Kilimanjaro National Park, and then we can start climbing. It will only take 10 minutes,” Vores chefguide, Godlisten, råber bagud i bilen, han sidder foran, og minibussen er ikke kun fyldt med vores kok, assistentguide og tjener, men også de resterende 5 bærere. Alt buldrer, brager, under os, ved siden af os, udenfor, indenfor – bilen svinger, knager og ryster. Konstant larm, ekstremt højt. ”No problem,” siger han, ”we will soon be there.”

Vi har ventet i 4 timer og 37 minutter. Ved porten til parken. Vi ventede også i morges ved hotellet. Der var de tre kvarter forsinkede – vores guides. Tiden er anderledes her, her i Tanzania. I Europa går den, lige meget om vi vil det eller ej, det er en fast puls – hele tiden, slag for slag; Et minut er et minut. I Afrika skabes den af de begivenheder, der måtte ske; Den er lang og stor, når store hændelser indtræffer, og kort og smal, når der ingenting sker. Der er ikke sket noget de sidste små 5 timer, tiden har ikke været her – ikke, hvis du spørger vores guide, Godlisten.

Det er blevet mørkt. Stien er langsomt forsvundet under os, og ens skridt glider i det våde ler. Vi er endelig kommet af sted, imod den første lejr, Machame-hytten, hvor vi skal overnatte. Jeg tænker på markerne med korn, passionsfrugttræerne og de store bananpalmer, som Chagga-folket ved bjergets fod lever af. Det er en pagt imellem det overjordiske bjerg, og det bevidste menneske. Oldonyo Longai har Masaifolket døbt det; ”Guds bjerg”. I århundreder har menneskefolket set imod toppen, der svøbt i skyer har efterladt dem med mystikken, men ved sin fremtoning i det klare vejr har givet dem åbenbaringen. Han går lige foran os, vores assistentguide, Dalson. Det er kun ham, Sidsel og mig. De andre er enten foran eller bagved. Lommelygtens hvide linje sigter mørket; Den fine snor af lys er det eneste at orientere sig efter. Dalson vender sig imod os – lygtens lys rammer hans ansigt; Hans øjne er røde, sprængte med blod. De er røde af det khat han tygger; røde øjne og røde tænder. ”Soon we will enter the second climate zone; the forest zone,” siger han og vender sig om igen.

116

R E G N FA N G

117

R E G N FA N G

2. Kapitel

Skoven

2000 - 3000 meter

118

R E G N FA N G

Det er en stor lejrplads. Vi er nået til Machame-hytten; 2.834 km højt oppe ligger den i den sidste del af skovens zone. Der står telte overalt, bål er tændt forskellige steder og de funkler, orange og gule, i den blå og grønne nat, hvor tågen er tung, kold og våd – klam. Klokken er snart 22, vi har ikke fået aftensmad endnu. De andre gæster i lejren er gået i seng for længst, de ved at de skal tidligt op.

-oOo-

Vi gik hurtigt herop. Vi overhalede mange – mange mennesker på deres livs eventyr. Igennem først landsbyerne og markerne, Chagga-folkets jord, og bagefter igennem den tætte, grønne regnskov, hvor alt kæmper om lyset, om solen; hvor skovbunden er mørk og fugtig, og trækronerne er spirende og frodige – der er flere forskellige plantearter i bare denne skov end i hele Danmark. Rødder, der flækker jorden, træer der knirker, blå aber, bavianer og colobusaben hænger over en, mens stien bliver smallere, døgnet mørkere og luften tyndere. Her, i denne jungle, var engang skovelefanter og sorte næsehorn, men de er sjældne nu – de har forladt Kilimanjaro.

-oOo-

Tjeneren, Joseph, kommer med suppen, han stiller den på bordet. ”Tommorrow, you early up. 9 o’clock work,” siger han. Jeg prøver at forklare ham, at for vores skyld kan vi sagtens gå meget tidligere. ”No problem”, svarer han og nikker, ”no problem, no problem.” Mens vi spiser, ser jeg ud af teltes smalle åbning. De 2 guides, kokken og tjeneren sidder og spiser. Men det gør de 5 bærere ikke. De sidder der bare og kigger ud i luften – uden at sige noget som helst, helt stille. Jeg delte en müslibar med en af dem på vej herop. Andet har jeg ikke set dem spise.

119

R E G N FA N G

Det regner, da jeg vågner næste morgen. Tågen er tung udenfor, disen og fugten trænger ind igennem hver en sprække i teltet, og efterlader ens tøj og sovepose kold og våd. Vores kok, Antoni, kommer med en balje varmt vand. Jeg vasker mit ansigt og mine hænder. Morgenmaden er forsinket, meget, 1 time. Vi spiser hurtigt, drikker en kop kaffe og pakker vores ting. Da vi går, kigger jeg tilbage mod bærerne, der stadig sidder i lejren. De råber. På Swahili. De skændes om, hvem der må få resterne af Sidsels og min morgenmad, hvem der må spise det sidste. De skriger, skriger af hinanden. Slår næsten hinanden – bider. Med deres røde, sprængte øjne. Jeg vender mig om – det giver mig kvalme.

-oOo-

120

R E G N FA N G

3. Kapitel

Heden

3000 - 4000 meter

121

R E G N FA N G

Regnen slår en i ansigtet. Vi er nået til Kilimanjaros hede, mere end 3000 meter over havets overflade. Vi går igen med Dalson – Sidsel og jeg. Godlisten, vores chefguide, sov over sig. På vej op møder vi kinesere, amerikanere, russere og europæere – alle er de her. I Østafrika.

-oOo-

Vi spiser frokost. Der er gået 3 timer siden vi forlod lejren. Vinden er hård, den bærer regnen med sig, og på skrænterne, ned til afgrunden, danser træerne og de lange strå stille. Alt er gemt i skyer af tåge, landskabet ses gennem et slør af dis. Store sten, nåletræer, lyng og mærkelige buske står spredt, kastet af en hånd. Det er et åbent landskab. Langt fra de store camphorwood-træer eller de slanke, høje hagenia abyssinica, der findes længere nede af bjerget. Heroppe, på heden, er det lyngen, arten erica excelsa, der dominerer. Over halvanden meter høje står de og bestemmer det grålige landskab, i det forsvundne rum; gemt bag tågen. Det er sumpland man går i, mudder og regn. Det er kapitlet mellem markernernes og skovens frodige, grønne landskab og bjergets kølige himmelhed.

-oOo-

122

R E G N FA N G

123

R E G N FA N G

124

R E G N FA N G

125

R E G N FA N G

126

R E G N FA N G

En time før vi når lejren, brænder solen sig igennem den tætte tåge, og sætter regnen i ild. Vi går på en smal sti, langs en klippevæg. Varmen rammer en, ens tøj bliver tørt, man kan skimte vejen frem, foran en. Vi har ikke set den hele dagen, den har været holdt tilbage af skyerne, hengemt af disen: Kilimanjaros højeste punkt; Uhuru Peak, 5.895 meter over havets overflade. Som kontinentets søjle holder det Afrikas himmel over os. Den sidste time går vi i ren begejstring, løftet af toppens hvide renhed, gletsjeren, og himlens store, blå væg bag den – den har vist sig for os, skænket af solen.

Vi når lejren, Shira Hytten som den hedder, lige før kl. 17.00. Den, lejren, ligger på Shira-plateauet, der er placeret mere end 3.800 meter højt hævet over havet. Kilimanjaro har 3 toppe; Shira, Mawenzi og Kibo. Kibo er den højeste, det er der man finder Uhuru Peak. Plateauet er derfor opkaldt efter Shira-toppen, den laveste af de tre. Området er stort, enormt, og forbinder Shira og Kibo. Du går over skyerne, på den uendelige hede, hvis spartanske beplantning og udtryk er så stumt, at kun sjældent, når vinden lister sig igennem de høje strå eller det tætte lyng, kan lyden høres – ellers er det bare dine egne skridt og dit tunge åndedræt, der lyder. Heroppe er kulden og højden klar, din krop mærker tydeligt begge dele. Antoni har maden færdig, det er suppe, og han stiller den på bordet foran os – ”Karibuni,” siger han, og lader os sidde alene. Jeg er sulten og spiser hurtigt en stor portion. ”It is important to eat,” siger Godlisten og nikker anderkendende mod mig.

127

R E G N FA N G

De er slimede og hvide og ligger på bunden af min skål. Der er mindst 30-40 stykker af dem. Sidsel opdagede dem i sin portion, da jeg var i gang med min anden omgang af suppen. Ormene. De hvide, fede orme. Jeg sagde det hurtigt til vores kok Antoni; at der var orme i vores suppe, og at vi havde spist 40 stykker hver – minimum. Han blev ked af det, og undskyldte mange gange. Hverken ham eller Godlisten vidste, hvad det var for nogle orme – det gjorde Sidsel og jeg heller ikke. Når man er næsten 4 kilometer højt oppe, kaster man ikke bare lige 40 orme op. Det er for hårdt for kroppen, der allerede kæmper med den skarpe alpinsol og den manglende ilt, at bruge så mange kræfter på at vende maven. 40 orme. Og du ved ikke om de lever videre i din mavesæk, om det er en af Tanzanias mange infektionsorme.

Vi går en tur efter den mislykkede aftensmad for at akklimatisere. Godlisten siger ikke så meget, hans hoved hænger lavt ligesom solen, og sine hænder holder han i jakkens lommer. Vi går på Shira-plateauet og kigger ud over bjerget. ”I am not angry anymore”, siger jeg højt, så jeg ved at han kan høre det 5 meter længere fremme. Godlisten vender sig. ”Okay,” svarer han, ”then I am glad. I just want to give you a nice trip. I am very sorry for the food.” Mens solen falder ned bag himlen, foran vores øjne, går vi mod lejren. Godlisten siger, at hans største drøm er at bestige Mount Everest, men det kræver store sponsorer og mange penge. Dem kender han ikke, de findes ikke i Tanzania. ”Let it be God’s will,” mumler han, og forsætter med at gå, ”let it be God’s will.” Fra lejren kan man se over skyerne, over på Mount Merus top – 60 kilometer væk. ”It is called Ujama Peak – the top of Mount Meru. It is named after the Arusha-declaration. The name Ujama refers to the idea of African socialism. Ujama means community in a way,” siger Godlisten. “What does Uhuru Peak mean?” spørger jeg. “The peak of freedom.”

Jeg ryger en cigaret, inden jeg går i seng. Over mig regner stjernerne ned af den klare nattehimmel. Jeg tænker ofte på Afrika, eller rettere sagt, på Tanzania. Jeg har været her i over 1 måned nu. Jeg har venner her nu. Jeg føler mig hjemme, men jeg hører ikke til. Jeg bliver kaldt en frelser sendt af Gud, fordi jeg er velhavende nok til at dele ud, og et uværdigt menneske fordi jeg er rig nok til at rejse. Jeg er racist fordi jeg er hvid, men ophøjet fordi jeg er europæer. Ven og fjende. Frelser og tyran. Men først og fremmest er jeg ikke mørk. Jeg er træt og går i seng da klokken bliver 22.

-oOo-

128

R E G N FA N G

129

R E G N FA N G

4. Kapitel

Den alpinske Ă¸rken

4000 - 5000 meter

130

R E G N FA N G

Det er tredje dag, og vi går fra Shira Hytten tidligt næste morgen. Vi skal nå den nye lejr, Barranco, inden det bliver mørkt hen på aftenen. Solen er voldsom helt fra døgnets første timer, der er intet dis eller tåge til at dæmpe den, så den står direkte ned i mit hoved og ansigt, højt på den lyseblå himmel, og får ens hjerne til at koge som en suppe. Vi er gået fra hedens sumpede stier, til den alpine ørkens golde grus og grå sten. Heroppe, over 4.500 meter over havet, er det kun højlandsplanterne, der kan overleve. De står spredtvis, med stor afstand, og svajer let i de kolde gletsjervinde, der falder dramatisk ned af bjergets skråninger og bæres videre ud over Shira-højslettens uendelighed. Vi spiser frokost ved Lava Tower; en karakteristisk klippevæg dannet af lavaen fra Kibo. Vi har gået fra morgenen af, op mod solen, og mit hoved skratter og knaser af migræne. Godlisten har gået det meste af turen med os i dag, for første gang – han sov stadigvæk over sig, men indhentede os efter et par timer. Jeg kigger rundt omkring mig – på de mange turister. Det er de samme kinesere, russere, amerikanere og europæere vi mødte første dag. Alle er de fuldstændig beklædte i nyt adventure-udstyr; dyre, åndbare jakker, perfekte vandrestøvler, huer, solbriller, handsker, bukser og den lille taske på ryggen med deres vand og energibarer – alt sammen helt nyt. Bjerget kræver tålmodighed. ”Don’t fear the mountain, respect it”, siger Godlisten, mens vi går ned mod Barranco lejren. Bjerget er stolt, og lader dig kun bestige det, ved din ære for det. Det er et kærlighedsforhold – lidenskabeligt og stort. Men også en lang bøn; Det er en bøn om at det må lykkes, og samtidig en hyldest af at du må betræde dets jord, ”Guds Bjergs” jord. ”Vær udholdende i bønnen og årvågne i den med taksigelse” (NT, Kol;14).

131

R E G N FA N G

Vi hører det først som torden, men kan se ved den klare himmel, at det umuligt kan være det. Vi kan ikke se dem, men lyden runger mellem bjergvæggene og kan ingensinde overhøres. Det er de enorme sten, der falder fra Kibos top, flere hundrede meter ned af bjergsiden, og lander tungt på dalens bund. Det er usynligt, men samtidig så nært, som en der taler, men uden at give sig til kende. Store ord, i et sprog vi ikke forstår, men ikke kan undgå at lytte til. Der står vi med blikket på bjergets klippevæg, og lytter til det, mens det synger. I lejren spørger Joseph Sidsel om hun har noget smertestillende – han siger, at han har ondt i hovedet på grund af højdesygen. Hun giver ham et par piller af Aspirin. Antoni har maden hurtigt klar, og serverer den i det lille spisetelt, der står med udsigt ud til Barranco-væggen; en stejl klippeside vi skal bestige i morgen, pointerer Godlisten.

132

R E G N FA N G

Jeg går tidligt i seng den aften, mit hoved er tungt af smerte, men min krop er vågen og frisk og kan ikke falde til ro. Der går flere timer, hvor der er helt stille i lejren, alle sover, og hvor den eneste lyd er et par hvidhalsede ravne, der graver i jorden efter resterne af menneskenes mad. Det er stort set det eneste dyr, der kan overleve heroppe, ravnen, udover nogle få insekter og mus. Og så os, menneskene. Vi kommer først af sted fra lejren lige før middag næste dag. Vores guides forstår ikke, at vi gerne vil undgå den hårde middagssol, der giver migrænen. De forstår det ikke. Jeg er rasende og fortæller dem, at det ikke er godt nok, at Sidsel og jeg går selv, hvis ikke de bliver klar, snart. I Skandinavien er det en hån over for kunden, for sit medmenneske ikke at overholde aftaler, ikke at holde sit løfte, og alt vi har at give hinanden som mennesker er løftet og så tilgivelsen, hvis netop ikke ordet indfris. Det er en voldgrav imellem to virkeligheder; tiden, løftet og tilgivelsen. Den tanzaniske og den danske.

133

R E G N FA N G

Men disse følgende linjer er faktisk en opfordring til de mennesker, der i Danmark forklæder deres løgne som løfter og bygger dem på andres tålmodige tilgivelse; I satser et samfund på det. I satser en hel kultur. I betaler med empatien og med dén, skabelsen af tillid. Tilliden; det gode samfunds fundament. Den går i arv fra generation til generation og skal vedligeholdes herved. Men den kan ødelægges. Af bare få mennesker. Så hurtigt at de selv, i deres egen levetid, vil betale prisen for det; se ind i tillidens ruiner og længselsfyldt strække sig derind efter den, i det tomme rum, gribe panisk, men gribe forgæves. I har ingen idé om, hvad I virkelig sætter på spil for jeres egen behagelighed. Lad mig svare jer; alt vi har opnået. Tag til Østafrika – så skal I se fraværet af tillid. Og prisen for dette.

Barranco-væggen er ikke så stejl, som den ser ud. Det kræver en lille smule klatring, men uden reb og andet sikkerhedsudstyr. På vej op overhaler vi en del turister. De råber af triumf, af deres egen succes og bedrift, mens bærerne ydmygt passerer dem, anonymt langs væggene, med selvsamme turisters 30 kilo tunge rygsække, som de bærer oven på hovedet for at kunne holde teltgrejet i den ene hånd og klatre med den anden. Turisterne hujer af livsglæde, bærerne skriger af angst – angsten for at træde forkert, og ikke kunne gribe væggens sten og holde sig oppe, holde sig oppe fra afgrundens slugende intet. Vi går mod Karanga Dalen, der ligger i 4.200 meters højde. Igennem det kuperede terræn krydser vi små vandløb, der har skåret sig rindende igennem de massive klipper over tusinder af år, og nu bærer gletsjerens isblå vand fra Afrikas top til Kilimanjaros fod.

134

R E G N FA N G

135

R E G N FA N G

Vi når dalen lidt efter middag. Vi har gået hurtigt, meget hurtigt. Dalen ligger for foden af den sidste stigning, inden man er ved lejren. Karanga floden går her, og området er derfor usædvanligt grønt rundt om vandløbet, i forhold til den normalt golde, alpinske ørken. Jeg renser mit ansigt i det kolde vand. Ved siden af mig står en bærer. Det er en ældre mand, nok omkring de 60, hans krop er tynd, hans ribben tydelige, men hans ansigt og arme er markerede og stærke. Han vasker sig i vandet, vasker støvet og mudret af sine ben og skuldre. Da han er færdig, roder han tasken igennem og finder en pakke kiks. En af de pakker kiks man som klient altid får med i dagens madpakke, men lader ligge hver eneste gang, på grund af deres syntetiske og alt for søde smag. Den står han og spiser, for sig selv, mens han holder sine øjne på vandet – der glimter. Jeg ved ikke hvorfor, men dette billede var lige dér stærkere end synet af selveste Kibo, mere rørende end noget andet. Det løber klart som vandet i min erindring. Så nøjsomt, men rigt.

Da vi vågner om morgenen og forlader lejren, møder jeg det blik, jeg kender så godt; det racistiske blik. Bærerne, unge som gamle, står rundt omkring i lejren, og da vi går igennem den, følger deres mørke øjne os med foragt og hån. Jeg har før mødt de øjne i Arusha og Moshi. Nogle gange har jeg endda søgt svar på dem. Jeg har talt til det menneske, hvis øjne det var, for at forstå det mørke blik. Det er der aldrig kommet noget godt ud af, kun hans råb og aggressive fagter. Trusler om vold, om død. Området op til Barafu lejren er lige så gråt og nådesløst, som ørkenen har været hidtil. Det er en kort dag, så vi er tidligt ved teltene, allerede kl. 11:30. Jeg er sulten, da vi sætter os og tænker, hvad bærerne så ikke må være – jeg ser dem stort set aldrig spise. Tjeneren Joseph spørger Sidsel, om hun har noget stærkere end Aspirin. Det har hun ikke, men hun spørger i stedet for, hvorfor han har brug for det. Der er betændelse i det, såret, da Joseph trækker sit bukseben til side. Det er dybt, gulligt og inficeret og sidder på hans højre skinneben. Han har gået med det fra første dag, men guiderne har ikke noget med til at pleje det. Sidsel giver ham sin sidste Aspirin.

Vi vågner lidt før midnat, og står op med det samme. Teen er klar, og lidt natmad står på bordet foran kopper, skeer og tallerkner. Vi skal nå toppen i nat; Uhuru Peak, 5.895 meter over havet. Det er et løft på 1.300 meter fra lejren til toppen, og det kan gøres på lidt over 5 timer, mener Godlisten. Vi begynder den sidste opstigning præcis ved midnat.

136

R E G N FA N G

137

R E G N FA N G

5. Kapitel

Polarverdenen

5000 - 5895 meter

140

R E G N FA N G

Foran mig, i pandelampens hvide søjle, danser frostkornene i lyset; de glimter og flimrer. Min jakke kan ikke lynes, og mine bukser er alt for store og kan ikke holdes på plads. Med den ene hånd må jeg holde dem oppe og med den anden lukke min jakke, mens den mest skærende frostvind skånselsløst rammer min krop. Det er ikke mit tøj, men overtøj til polarklimaet som Godlisten skulle sørge for – vi har lejet det af ham, og nu er det snarere en hindring end en fordel at bære det. Så der går vi; midt om natten, med vindens konstante støj i en anden verden af kulde og sne, der badet i den klare månes lys, fordeler verden i himlens mørke flade eller sneens selvlysende hvide bunker af lys. Da vi når Stella Point, kraterets kant, er vi foran tidsplanen. Vi holder et kort hvil, sætter os, og drikker den te som Godlisten har med. En stor russisk mand står ved siden af os. Han kigger undrende på vores beklædning, og på Sidsel; denne lyshårede skandinaviske pige, der umiddelbart er alt for fin til den skærende, arktiske kulde og denne nådesløse polarverden. ”Where are you from?” spørger han med en tyk accent og en dyb stemme. ”Denmark,” svarer Sidsel. ”You guys are crazy. Who would conquer this mountain of God without sticks for climbing and clothes like that. You guys are vikings. Crazy vikings.” Der er lidt under en time til toppen, Uhuru Peak, forklarer Godlisten. Stien går langs vulkankraterets kant, med afgrunden på den ene side og den enorme gletsjer på den anden. Mens vi går imod toppen, begynder solen tålmodigt at hæve sig over horisontens linje, og lader sin varme falde på ens kolde ryg. Min højdesyge har taget til, migrænen sidder nu i hele kraniet, og jeg må flere gange brække mig af svimmelhed. ”Mountain sickness is a strange thing. You never know when it will hit you. Sometimes it hits me too, although I have climbed this mountain over 50 times. Actually one of my good friends died of it a couple of years ago, and he had been on this mountaintop more than a 100 times,” siger Goldlisten, da vi kun er et kvarter fra toppen, og betragter solopgangen derfra.

Følgende er umuligt for mig at beskrive. Men jeg vil forsøge. Ligesom med stor musik og drømmens virkelighed lader det sig ikke tæmme af ordets blinde bur; Synet af Kilimanjaros gletsjere. Så enorme, så tunge og virkelige, med deres isblå farve, ligger de, ophøjede som mirakler på den brune bjergjord, og hviler med roens storhed derpå; himlenes vægge. Med den friske dag, der bliver klar med solens varme, rødlige toner, er synet af Kilimanjaros hvide krone majestætisk. Her ved ækvator, i Østafrika, med tørken og solen uden skygger, er disse kolossale kæmper af stum is en gemt verden som findes over skyerne. Der lå de, i deres gemte verden. Derfor græd jeg. Transcendensen er overrumplende, idet den sker.

-oOo-

141

R E G N FA N G

142

R E G N FA N G

143

R E G N FA N G

144

R E G N FA N G

Nedstigningen Turen ned går hurtigt, den er gjort på mindre end 2 døgn. Vi glider ned igennem polarverdenens strenge ubeboelighed, igennem den arktiske ørkens tørre lavalandskaber og højlandshedens tågede, sumpede stier, for til sidst at ende ved skovens blomstrende mønster af lianer, gamle træstammer og dyrenes lyde, der høres over hele skove; solfuglenes melodier og galagoabernes skjulte brøl. Hver eneste gang en bærer passerer, tænker jeg på den vilje og styrke, de må eje. Med hovedet sænket, går de uden klagesang dette bjerg i møde med tunge skridt. De bærer ikke kun mere end 30 kilos turistbagage med deres råstyrke, de bærer også en beslutsomhed, som lyser. En beslutsomhed man ville ønske, de også ville eje over for deres land, deres nation og landsmænd. En styrke jeg ville ønske, at de ville vise i deres samfund. Den udholdenhed er uvurderlig. Næste morgen, den sidste dag, går vi det resterende, korte stykke ned igennem skoven, mens solen tegner træerne og de store edderkoppespind, der er vævet imellem dem. Ved porten, ved bjergets begyndelse, deler jeg en cola med Godlisten. Hans ansigt er mat og hans øjne mørke. Bærerne kommer lidt efter os ned fra stien, én efter én; først Dalson, så Antoni og til sidst Joseph og de andre 4. De smider sig i det våde græs, forpustede og udmattede. Inden vi sætter os ind i minibussen, der skal køre os til hotellet, viser Joseph mig hans ben. Såret er opsvulmet og den gullige betændelse har bredt sig, så den løber ned af hans skinneben. Jeg har ofte tænkt over bagefter, hvad jeg skulle have gjort. Hvis ansvar det var, at Joseph ingen behandling havde fået. Men det er først bagefter, at de tanker har fundet vej til min samvittighed; Vi kørte mod Moshi få sekunder derefter. Men de er her stadigvæk. Tankerne. Samvittigheden. Mens Kilimanjaro bliver mindre, så lille, at jeg kan have dette bjergmassiv mellem mine to fingre, vokser tankerne om Tanzania, da vi kører mod Moshi langs markerne med kaffebuskene og de høje papayapalmer. Der var en verden før mennesket, før ideen om Afrika og før Kilimanjaro. Den hvisker stadigvæk til dig, den virkelighed, der var der før dig, når du betræder den jord, som under dig bærer dyrene, planterne og selv Baobabtræernes mægtige stammer. Om du går igennem Kilimanjaros symfoni af verdener, der lodret strækker sig mod himlen, eller om du sætter fødderne på Serengetisletternes uendelige land, da forstår du, at nu ser du verdenen som den var, før menneskene opfandt den. Lige præcis det øjeblik før vi så verdenen med bevidsthedens øjne. Tiden før os er fanget i Afrika. Urtiden. Karen Blixen skriver i sin erindringsbog, Skygger på græsset, at ethvert dyr i Østafrika står i direkte forhold til sin gud – at dette land og dets ånd aldrig vil blive tæmmet af nogen form for indhegning. Måske er det rigtigt. Da vi ser byskiltet ind til Moshi, vender Godlisten pludselig sig rundt; ”We did it, my brother. I am proud of us. Well done.” siger han. Jeg siger, at jeg også er glad for turen, og at han har været en god guide. Men jeg tænker stadigvæk på Østafrika og dets vilde gejst, på at Tanzania på en og samme tid står med håbet om at blive Vesten lig og opleve dens store materielle velstand, men på den anden side bærer landet længslen om en dag at vende tilbage til sletternes jord, og dér leve i et syndfrit forhold til dyrene, planterne og forfædrenes ånder. Så vi venter. Vi venter på at noget sker. At Tanzania og Østafrika vælger en sti; Vestens eller urtidens. Lige nu venter de også selv. De går rundt, rundt i byer som Moshi, hvileløse og uden retning, desillusionerede og uden stolthed eller værdighed. Vi præsenterede dem for det begær, der hører vores verden til, og de lod sig forføre ind i det. De har ikke stået imod, og Vesten har presset på. Og så siger jeg; Vi. Jeg kan kun opfordre ethvert menneske til at støtte kampen for et bedre, stærkere og mere retfærdigt samfund i Tanzania, og derved et mere velfungerende sundhedsvæsen, skolesystem og erhvervsliv. Men på den anden side kan jeg ikke andet end at skræmmes ved det faktum, at Vesten måske tog noget fra Østafrika, som vi aldrig kan give dem igen; deres oprindelige virkelighed. Deres pagt med deres gud. Med naturen. Deres kultur; ”Men en kultur har ingen mening, når den er adskilt fra det samfundsliv, den er bygget op på.” (Jomo Kenyatta, I skyggen af Mount Kenya, side 256)

145

R E G N FA N G

Vi drikker en cola i hotellets lobby, efter vi har tømt minibussen; Godlisten, Dalson, Antoni, Sidsel og jeg. Hotellet ligger midt i Moshi, lige op ad det gamle hindutempel, de smukke moskeer og de store kirker. Moshi er en betagende by; store, grønne træer, små skrædderbutikker på hvert et gadehjørne og lange markeder med grøntsager og frugter. Ved hotellets indgang siger vi farvel. Godlisten garanterer, at næste gang jeg kommer til Tanzania, vil han drikke sin hjemmelavede cognac sammen med mig. ”I will see you then,” siger jeg og giver ham hånden.

Moshi ”Welcome back,” siger han og sætter maden på bordet – tjeneren – ”How was your trip?” Der er larm inde fra restauranten, og det kan høres helt her ud på terrassen. ”Very interesting,” siger jeg. Vinden er mild og skumringen lun, hernede i byen. Man kan se hovedvejen fra tagterrassen, hvor gadelamperne skiller aftenstunden i lyse zoner og mørke rum. Et par motorcykelchauffører sover på et af hjørnerne, en præst går forbi, mens en hund gør på den anden side af gaden. Han rækker mig en cigaret; ”This for you.” Der står vi, med blikket rettet mod det bjerg, som intet menneske kan undgå at se, så længe det er i Moshi. Han tænder sin cigaret og rækker mig lighteren. Jeg tager den. Trækroner, der svajer, hunde, der gør. Duften af tobak, og hotelgæsternes grin fra restauranten. ”What happened to your brother?” spørger jeg.

-oOo-

146

R E G N FA N G

147

R E G N FA N G

148

R E G N FA N G

149

R E G N FA N G

DOGME 02

VIRKELIGHED AF

Sofie Hvitved Magnus Iranzad Andreas Welin

150

R E G N FA N G

HVAD ER DENNE DOGME-KUNST? Lidt om projektet: - 3 kunstnere, med 3 forskellige medier, skal skabe 1 værk hver, efter 1 dogme-manifest - Dogmerne behandler et nyt tema hver gang - Missionen; at skabe et forum for ikke uhæmmet, men hæmmet kreativt - Desuden gives der et fælles bedømmelsesgrundlag for både beskuer og kunstner Uden rammer, ingen kunst.

Værsgo.

151

R E G N FA N G

Forord af

Victor Lange

I virkeligheden er begrebet ”virkelighed” virkelig svært at forklare. Hvorfor? Fordi; har du først sagt virkelighed, har du også sagt sandhed, erkendelse, omverden og væren - først og fremmest.

En god start ville som i så mange andre tilfælde være ved selve ordet; ”virkelighed”. Rent etymologisk set, så har det danske ord ”virkelighed” rod i det tilsvarende tyske ord ”Wirklichkeit”, der af den store kristne mystiker Meister Eckehart blev oversat fra latin - helt præcist fra ordet ”actualitas”. Og hold nu godt fast. For det er her, det sner! ”Actualitas” rimer på Aristoteles, og Aristoteles klinger på ”aktualitet” og ”potentialitet”. Her er en forklaring nok på sin plads; 1. Potentialitet er den iboende mulighed for forandring af noget givet; 2. Aktualitet betegner det, som er nutidigt forekommende; det, der sker eller er. 3. Det, der ligger som noget potentielt i noget givet, kan aktualiseres, og derved blive den aktuelle tistand.

Så for at skære det ud i pap; ”Actualitas”, dette latinske ord, har i den grad rod i Aristoteles erkendelsesfilosofi. ”Actualitas” er direkte den latinske oversættelse af de to græske begreber ”energia” og ”entelecheia”, der altså i den førnævnte herres filosofi bedst kan forstås som ”aktualitet”. Så, helt skematisk opsat kan begrebet ”virkelighed” forklares etymologisk således; 1. Energia // Entelecheia (græsk fra Aristoteles) 2. Bliver på latin til ”Actualitas”, og ofte benyttet af især skolastikerne. 3. Bliver af Meister Eckehart oversat til tysk; ”Wirklichkeit”. 4. Bliver optaget i det danske sprog som låneord, og således ender vi forløbet ved det rigsdanske ord ”virkelighed”.

Selvfølgelig kunne man gå længere tilbage, helt tilbage til de indoeuropæiske kilder og den hellenistiske sprogforgrening. Men nok om det. For der er en pointe med denne overfladiske skriftlige sproglektion. Og her kommer den. Så langt kan vi ud fra ovenstående etymologiske analyse konkludere følgende; begrebet ”virkelighed” har rod i forståelsen af ”det aktuelle”. Og hvis vi går til den engelske oversættelse af ”Actualitas” falder den i følgende 3 ord; ”reality”, ”actuality” og ”existence”. For en god ordens skyld tager vi den lige på dansk; ”realitet”, ”aktualitet” og ”eksistens”. ”Virkelighed” dækker altså over det aktuelle; Det, der er. Den kære Meister Eckeharts oversættelse til tysk kan da bedst opsummeres i følgende definition; ”virkeligheden er den del af verden/helheden, som påvirker os”. Og her bliver begrebet gjort til en beskrivelse af de fænomener, de kræfter, der har indvirkning på os. Som sådan bliver følgende begrebspar introduceret; realitet versus idealitet. Altså igen; det reelle over for det ideelle. Men, men, men. Er det ikke en smule forenklet blot at tilskrive det reelle, det aktuelle, som en del af vores virkelighed. Er virkeligheden ikke også et produkt af forestilling, af fantasi og stræben - vilje og idealisme. Jo. Det er det. Ingen tvivl om det. For de objekter, og for den sags skyld også subjekter, som vi møder i vores færden, får jo ligesom farve af, den rolle de spiller i vores fortælling, de får betydningskarakter af deres placering heri. For eksempel; er du sulten, og møder du en mand, der sælger frugt, ja så ønsker du formentligt at indlejre ham i din virkelighed (købe noget frugt af ham), og derved bliver din virkelighed dannet af det, du ønsker at blive - præcist formuleret af Nietzsche; ”Vi handler for at blive det, vi endnu ikke er”. Altså er vores virkelighed, den måde vi tilegner os verden på og bestemmer den, ofte betinget af, hvad vi ønsker at blive. Ønsker at blive, præciserer jeg her; altså, noget vi endnu ikke er. Noget potentielt. Noget ikke-realiseret. Noget ikke-aktuelt. Aristoteles ville nok være uenig, måske. For ham var det klart; universet havde en teleologisk karakter; det havde et yderste mål, noget fast det stræbte imod, en form for determinisme, en retning. Ifølge Aristoteles var dette univers altså ret så målrettet, og derfor ”går aktualiteten forud for potentialiteten”. Virkeligheden er for ham defineret af uforanderlige idéer, egentlig meget lig Platon, men karakteren af dem er anderledes. For ulig Platon så mener Aristoteles ikke at idéerne ligger uden for vores sanseverden, de ligger tværtimod i den - den sande virkelighed hører ikke transcendensen til, nej den ligger objektivt givet i den verden vi befinder os i; verden - virkeligheden. Målet eksisterer forud for opnåelsen af det - det ville Aristoteles hævde. Og målet er aktuelt. Det potentielle er den karakter en given ”genstand” (en given materie plus form) har, set i forhold til det mål, den teleologiske rejse, den må tage for at aktualisere sig selv ideelt, med forbillede i ideen, en idé, der ikke er uden for denne virkelighed, men eksisterer i enkelttingene netop som potentialet, og derved er ideen selv aktuel.

152

R E G N FA N G

Forvirret? Det kan jeg godt forstå. Så lad os stoppe her, inden det løber helt af sporet. For har du først åbnet den kinesiske æske af græsk filosofi, så kommer du ikke let igennem det. Kosmos, praxis, poiesis og theoria er alle begreber, der er selvskrevne i en sådan snak. Lad mig blot konkludere en smule; ”Virkelighed” er kryptisk som begreb, ikke mindst fordi de historiske ord og begreber, det knytter sig til, også har ufattelig komplicerede strukturer. Men kort fortalt; meget tyder på at virkeligheden som begreb ikke kun bør dække over ”det reelle” - altså lampen på bordet foran mig, det faktum at jeg er tørstig, eller at jeg har en kuglepen i hånden. ”Virkeligheden” bliver for alvor berigende, hvis det som begreb også favner det faktum, at vi som tænkende væsner, homo sapiens sapiens, er spundet ud i et net, hvori ideer, forestilling og fantasi i den grad former det, vi netop benævner ”virkelighed”. ”Vi er bevidste, selv når vi ikke burde være det” - som den amerikanske fysiolog, med meget mere, McLean engang benævnte det. Det betyder, at mennesket med dets forstand, følelse og fantasi er sat i en virkelighed, hvis struktur er vanvittig kompleks. Se bare på vores sprog; vi har både førdatid, datid, førnutid, nutid og fremtid - og det er endda kun på dansk! Få ville da hævde, at fortiden ikke er virkelig vel? - alle nulevende fornuftsvæsner tror da på, at 2. verdenskrig virkelig fandt sted, ikke? Jo, det tør jeg godt svare på, og derfor er virkeligheden også det, der har været, og det der vil blive. Ikke kun hvad der er, og hvad der kan erfares nu. Fortiden og fremtiden er begge i nuet. Vi kunne blive ved. Vi startede ikke en gang ved begyndelsen. For faktisk var der før både Platon og Aristoteles allerede tænkere, der beskæftigede sig teoretisk med den såkaldte ”virkelighed” (det gør alle tænkere jo egentligt vel nok). For Heraklit var sanseverdenen ”flux”, i konstant forandring, og intet var derfor sikkert. For Pythagoras var der bag verden en matematisk ontologi, en nærmest guddommelig orden, der i evighed ville bestå. Og for Parmenides var den sande virkelighed hinsides vores, hvilket betød, at vores liv blot var en drøm - en tåget færden i det vi kalder for verden. Så har du først sagt ”virkelighed”, så har du også sagt hele filosofihistorien. Du har sagt Kant, Hegel, Fichte, Berkeley, Hume og mange flere. Og du har også sagt sofisterne; filosofihistoriens skurke, de onde! Og de ville svare; ”livets korthed og sagens dunkelhed, gør det umuligt for os, at vide noget om Guderne” - det sagde Protagoras i hvert fald. Og det er jo en helt anden vinkel. Og hvad så med videns-sociologien, hvad med denne videnskabs skel imellem den objektive og symbolske virkelighed? Hvad med sproget, hvad med metaforen? Hvad med kunsten, hvad med volden, hvad med illusionen? Det bliver en anden god gang. For nok om ”virkeligheden” - jeg har vel nok slået et rigeligt stort brød op med dette forsøg på en beskrivelse og gennemgang af historiens varierende definitioner af dette begreb. Så nu stopper det. Intet (mere) nævnt, intet (mere) glemt. I er her for kunsten. Og den er god.

Værsgo - endnu en gang.

153

R E G N FA N G

DOGME-MANIFEST -------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------§1 Værket må først påbegyndes d. 14 september og skal afleveres d. 14 oktober.

§2 Værket skal bære titlen VIRKELIGHED.

§3 Værket skal behandle transcendensen; altså ”vise” overskridelsen af den fysiske verdens grænser, til en virkelighed, hvor tid, rum og erfaringen ikke har hjemme.

§4 Værket skal indeholde et spejl - enten konkret billedligt eller set en i metaforisk betydning.

§5 Værket skal afsløre sig selv som fiktion; afsløre at det er ”kunst”, og altså ikke får sin kraft ved sin realitet, men sin appel til fantasien; forestillingsevnen.

154

R E G N FA N G

1. Kunstner

Sofie Hvitved

Titel

V I R K E L I G H E D

155

R E G N FA N G

156

R E G N FA N G

157

R E G N FA N G

158

R E G N FA N G

159

R E G N FA N G

160

R E G N FA N G

161

R E G N FA N G

162

R E G N FA N G

163

R E G N FA N G

2. Kunstner

Magnus Iranzad

Titel

V I R K E L I G H E D

164

R E G N FA N G

Vi modtog fortællingen uden tro. Ved gader klædt i fremtid. I bygningen af visnende net. I cellen af sovende bølger. Ørkenens golde. Sjælens mørke nat. De gav os alt. De gav os intet. Nu rejser vi os fra jorden. Med modet i vores hånd. Tilbage til kilden. Den som er andet. Den som er mere. En karavane på ekkoets sti. Slut jer til. En forsvundet prædikers længselsfulde råb. Karavanen fører gennem døren. Til den anden side. Over floden. Oppe på bjerget. Tilbage til klarhed. Henne ved kilden. Den der evigt er. I kilden kan vi se den. Den endeløse sol. Kilden brænder. Vi svømmer i strømmen af ild. I drømmenes sære gry. Vi ser glemslen. Her er bevaret det mirakel at forbløffes. I pladsen mellem tid og sted. Bag os hviler tomheden. Dage i forvrængede toner. Foran os helheden. Den der er større end os selv. Fortællingernes begyndelse

165

R E G N FA N G

Fortællingen er ikke sand. Det sker ej i billedet. Det sande billede. Vi må ikke tro på ord. Kun ved efterlevelsen kan vi tro. Fortællingen er ikke sand. Vi kan kun håbe at den bliver.

166

R E G N FA N G

3. Kunstner

Andreas Welin

Titel

V I R K E L I G H E D

167

R E G N FA N G

NOTE: Området på midten af væggen, imellem de to ansigter, er malet af L:Ron:Harald.

168

R E G N FA N G

169

R E G N FA N G

170

R E G N FA N G

171

R E G N FA N G

Who o b s e r ve s who? 7 angles, 5 set ups and taken in the same second of five people.

VĂŚrk af

Majse Vilstrup og

Amalie Leth Hornemann

172

R E G N FA N G

173

R E G N FA N G

174

R E G N FA N G

175

R E G N FA N G

176

R E G N FA N G

177

R E G N FA N G

Ud p lu k fra Fo rfat t e r s k ab

Digte af

Poul Lynggaard Damgaard

178

R E G N FA N G

Tordenhuset Trækfuglenes klapsalver med vingerne når de møder et nyt kontinent, er ikke noget nogen drømmer højt om. Den form for begejstring er bedre at holde for sig selv, når man passerer grænsen.

Lommenat Vognen spiller sit ansigt ud for en bøjet mand over et knirkende hjul, og sådan bevæger hovedet sig gennem det drønende. Som et andet legeme i en strækning ud af det lige og fastgjorte i de sprængte furer. Den sprøde solsprække spændt op som en bold i landskabet, der knitrer løbende, under hjulet, under manden. Langt fra og så i synet. Bølgende opløst og så alligevel vuggende i hjørnet. Årstal og blod.

179

R E G N FA N G

Postudgang Vinduet, kornet og stationerne mellem byerne er sendt i en konvolut fra storbyen, der ligger uåbnet mellem plove, barakker og vogne i kontinentets arkiv. Viftende signal Armen der lægger sig om kroppen og så væk i det faldende. En solnål i et ur af palmeblade falder på toppen af et kompakt palæ. De mange mennesker i gløden mellem potteskår, der kaster skygger på cirklens terrasse. En gangbro fra gavlen gennem mængden mod en fodgængerovergang i disen spredt over havet. To skridt fra kanten lagt i striberne.

180

R E G N FA N G

Spring Den kontrollerede verden efter pulsen er lagt i hænderne på det sidste rytmested, når gentagelsen banker gennem lagene. Det inderste er det yderste og omvendt.

Soltak Foret er pludseligt transparent, et blødt hus at sætte lys i. Stedets omvendte beklædning. Stram ramme Du ligger i græsset under en blank himmel for at blive mødt af søvnens tomme institutioner. Forsvind fra det hele. Land når du ringer. En blød plet. Det der venter. At ligge i græsset under en blank himmel for at blive mødt af søvnens tomme institutioner. Du forsvinder fra det hele. Lander når jeg ringer. En blød plet. Det der venter. Jeg ligger i græsset. 181

R E G N FA N G

Ud p lu k fra Po r t fo lio

Værker af

‎Eva Viktoria Nielsdóttir Krause-Jensen

182

R E G N FA N G

183

R E G N FA N G

184

R E G N FA N G

185

R E G N FA N G

186

R E G N FA N G

01 - Selvportræt med papirsfly, 2008 Papirformat: 42 x 59, 5 cm 02 - Mac, 2013 Papirsformat: 39 x 37 cm. 03 - Hænder, 2013 Papirformat: 29 x 35 cm. 04 - Krop, 2013 Papirsformat: 15 x 21 cm. 05 - Portræt med øl, 2014 Papirsformat: 45 x 51 cm. 06 - Portræt, 2013 Papirsformat: ? - udklip fra større tegning

187

R E G N FA N G