6 minute read

Stabil medlemsfremgang trods coronakrise

Hjemmeværnet har trods corona haft en stabil medlemsfremgang også i 2020 – her ses nogle af de nye soldater på Hjemmeværnets Grunduddannelse.

Foto: Mads Krabbe

Alle har løftet i flok

I krisetider er danskerne gode til at stille op og hjælpe til i samfundet. Det har også kunnet mærkes i Hjemmeværnet, der i 2020 har fået lige så mange nye medlemmer som de foregående år, selv om 2020 har været præget af coronanedlukninger og færre aktiviteter.

AF CHARLOTTE BAUN SENHOLT

2020er et år, som danskerne vil huske. Der blev vendt op og ned på alting, da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde den 11. marts lukkede Danmark ned på grund af den verdensomspændende coronapandemi. I kølvandet på nedlukningen fulgte restriktioner, afstandskrav, coronatest og forsamlingsforbud, som har budt på et væld af forandringer for os alle sammen og den måde, vi har kunnet være sammen på. Det har også kunnet mærkes i Hjemmeværnet, hvor mange aktiviteter og mulighederne for samvær i fysiske fællesskaber har været sat på vågeblus.

Derfor har nye frivillige soldater ikke, på helt samme måde som før coronapandemien ramte Danmark, kunnet møde Hjemmeværnet og deltage i aktiviteter i deres underafdeling – en situation, der også er fortsat ind i 2021. Retfærdigvis skal det siges, at der også har været perioder, hvor ikke alt har været lukket ned, og det har været muligt at mødes til både aktiviteter og uddannelse. Vinduerne har bare ikke været så store som normalt.

Krisen får danskerne til at hjælpe

Så egentlig skulle man tro, at tiden med corona i 2020 var en hæmsko for rekrutteringen af nye medlemmer til Hjemmeværnet. Men sådan har det faktisk ikke været. Tværtimod viser tallene, at Hjemmeværnet i 2020 har fået

Nye soldater i Hjemmeværnet

• Hjemmeværnet fik i 2020 1.026 nye soldater. • To ud af tre nyindmeldte soldater er under 34 år. • Cirka 47 procent af de nyindmeldte har en værnsbaggrund (værnepligtige), hvilket betyder, at de kan springe Hjemmeværnets lovpligtige uddannelse over. • Alle ansøgninger bliver vurderet af Hjemmeværnets distriktsudvalg. De fleste ansøgninger behandles inden for 45 dage.

lige så mange nye medlemmer som i de foregående år – faktisk en smule flere end i 2019 og 2018. Helt præcis har Hjemmeværnet kunnet byde velkommen til 1.026 nye frivillige soldater i 2020, hvilket svarer til knap tre nye medlemmer om dagen. Så det

er lykkedes at fastholde rekrutteringen på et stabilt niveau.

Vi har derfor talt med chefen for Hjemmeværnskommandoens Rekrutteringssektion, major Konstantin Bjerre Nielsen, og hans medarbejder, fuldmægtig Jakob Ishøy, om de udfordringer, der har været for rekrutteringen og fastholdelsen i Hjemmeværnet under corona. ”Vi har alle skullet sadle om, da tingene ændrede sig under COVID-19, og det blev sværere at gennemføre hverveaktiviteter, informationsmøder og orienteringssamtaler. Det gælder både rekrutteringsspecialisterne og alle os i det faste system, der arbejder med rekruttering og fastholdelse. Men der er i den grad blevet løftet i flok, og folk har hele vejen rundt set muligheder og fundet løsninger – vel at mærke uden at overtræde restriktionerne. Så stor ros herfra,” siger Konstantin Bjerre Nielsen.

Jakob Ishøy supplerer: ”Når danskerne oplever en krise, er de utrolig gode til at stille op, når det gælder, og hjælpe til i samfundets beredskab. Det har vi også kunnet mærke på den positive måde.”

Hjemmeværnet har da også i den grad været til at få øje på under krisen. Siden pandemiens start i marts 2020 og frem til udgangen af året har knap 3.000 soldater støttet samfundet med mange forskellige opgaver som eksempelvis grænsekontrol, smitteopsporing, bemanding af Corona Hotlinen, anvisning ved sygehusene og færdselsregulering ved genbrugsstationerne. Opgaverne har haft stor værdi for samfundet, og de kan have været med til at tiltrække folk til at melde sig ind i Hjemmeværnet.

Ansøgningsprocessen

Hjemmeværnets distriktsudvalg, som har det sidste ord, når nye ansøgninger skal vurderes, har også lagt sig i selen for at sikre en smidig proces. Her fik formændene ret hurtigt carte blanche til at godkende ”ukomplicerede” ansøgninger, forklarer Konstantin Bjerre Nielsen. ”På den måde har vi kunnet sikre en forholdsvis smidig ansøgningsproces under coronanedlukningen. Vi har eksempelvis haft en ansøger, hvor der kun gik 12 dage, fra han søgte ind, til han fik grønt lys til medlemskabet, så han kunne trække i uniformen,” siger Konstantin Bjerre Nielsen.

Han understreger dog også, at det ikke er alle ansøgninger, som glider så let igennem systemet. Derfor har Rekrutteringssektionen også hele tiden haft et vågent øje på ansøgningsprocessen. ”Når man melder sig til Hjemmeværnet, så vil man jo helst opleve, at der ikke går for lang tid, før man bliver en del af fællesskabet. Ellers kan man hurtigt miste interessen,” siger Jakob Ishøy.

Onlineværktøjer taget i brug

Som så mange andre steder i samfundet, hvor hjemmearbejde med virtuelle møder og brug af digitale værktøjer er blevet faste elementer i hverdagen, har digitale mødefora og onlineplatforme også vundet indpas i Hjemmeværnet, efter at COVID-19 meldte sin ankomst. ”Hjemmeværnsskolen tilbød ret hurtigt onlinekurser, som nye frivillige kunne hoppe på til en start, og der har været lagt et stort arbejde i at holde kontakt til vores nye medlemmer ude i underafdelingerne,” fortæller Konstantin Bjerre Nielsen.

Skype for Business, som alle hjemmeværnsmedlemmer kan tilgå, er også blevet brugt flittigt til møde- og informationsvirksomhed. Og selv om Skype for Business lukker til sommer, kan platformen fortsat benyttes af hjemmeværnsmedlemmer, fordi Hjemmeværnet benytter egne servere.

Webinarer, hvor man eksempelvis kan følge foredrag om et emne hjemme fra computerskærmen via et link, er blevet introduceret som nyt formidlingsværktøj. Rekrutteringssektionen har blandt andet holdt en række webinarer om sit ”Onboardingkoncept”, som blev udviklet sidste år i samarbejde med flere underafdelinger. Kort fortalt handler konceptet om at sikre nye medlemmer den bedst mulige start i deres underafdeling. ”Vi fortsætter med webinarerne, så onboardingkonceptet kan komme ud og leve i underafdelingerne. Konceptet skal være med til at sikre fastholdelsen af vores nye medlemmer,” siger Konstantin Bjerre Nielsen.

Rekrutteringssektionen barsler desuden med endnu et virtuelt tiltag. Den har forhandlet en aftale på plads, der gør det muligt at streame de koncerter, som Hjemmeværnets musikkorps holder, så man som publikum kan sidde hjemme i sofaen og nyde de liflige toner. ”Det forventer vi os meget af,” siger Jakob Ishøy.

”Der er i den grad blevet løftet i flok, og folk har hele vejen rundt set muligheder og fundet løsninger.

Konstantin Bjerre Nielsen, Chef for rekrutteringssektionen

Der er udviklet et nyt onboardingkoncept, som kort fortalt handler om at få nye medlemmer til hurtigt at føle sig velkomne. Det praktiserer de blandt andet i Flotille 125 MFP i Randers.

Foto: Torben Glyum

Hvad så med 2021?

Både Konstantin Bjerre Nielsen og Jakob Ishøy ser positivt på 2021. De

Kodaafgift ved streaming på YouTube og Facebook

Vidste du, at onlinestreaming af Hjemmeværnets koncerter er omfattet af rammeaftalen mellem Koda, YouTube og Facebook? Følgende skal være opfyldt: • Alle optrædende musikere skal være ulønnede – det gælder dog ikke dirigenter ved Hjemmeværnet. • Der må ikke være omsætning/indtægter ved arrangementet i form af eksempelvis donationer, sponsorater eller offentlig støtte. • Der må ikke være fysisk publikum til stede. ”Når danskerne oplever en krise, er de utrolig gode til at stille op, når det gælder, og hjælpe til i samfundets beredskab.

Jakob Ishøy, Fuldmægtig

forventer, at året vil resultere i lige så mange nye soldater som i 2020. De foreløbige prognoser for årets første tre måneder ser da også lovende ud med 265 nye soldater i pipelinen. ”Det bliver spændende at følge udviklingen. Vi må dog samtidig konstatere, at en af de svære nødder at knække er, om vi også kan holde de nye soldater, der ikke har værnepligtsbaggrund, til ilden og få dem igennem Hjemmeværnets lovpligtige uddannelse. Den har nye medlemmer tre år til at gennemføre. Her oplever vi desværre et for stort frafald. Derfor iværksætter vi nu en mere systematisk undersøgelse, så vi kan få viden om, hvad der er årsagerne til, at nogle nye soldater springer fra den lovpligtige uddannelse, som jo er hele grundlaget for at løse Hjemmeværnets opgaver,” siger Konstantin Bjerre Nielsen.

This article is from: