8 minute read
Musikalsk soldat og passioneret forfatter
Jesper Asmussen er en alsidig herre. Ud over at være frivillig soldat og tambur i Hjemmeværnskompagni Rosenborg-Livjægerne er han også en flittig forfatter til et hav af fagbøger, hvoraf mange har historisk klangbund.
Hjemme i lejligheden hos Jesper Asmussen bugner det med opslagsværker og bøger med et fagligt indhold i den store bogreol i stuen. Særligt et leksikon helt tilbage fra 1960’erne hører til blandt Jesper Asmussens absolutte yndlingsopslagsværker. ”Jeg vender altid tilbage til Hirschsprungs
Konversationsleksikon fra 1960'erne – selvom leksikonet i fem bind har så mange år på bagen, kan jeg altid finde værdifulde oplysninger til min research,” fortæller Jesper Asmussen.
Den inkarnerede hjemmeværnssoldat er nemlig selv en særdeles flittig bidragyder og forfatter til faglitteraturen, som han holder meget af. Over 50 fagbøger er det blevet til fra hans hånd igennem årene. Han er i sit forfatterskab kommet vidt omkring og står bag både lærebøger om computere for pensionister, adskillige quizbøger, fotobøger, bøger om musik, om dans og soldatersange og historiske turguider.
Senest har han fået udgivet tre billedrige historiske bøger. Den ene om Hærvejen tager læserne med på den berømte historiske vandrerute ned gennem Jylland fra Skagen i nord til Rendsborg syd for grænsen, og undervejs forsynes læserne med et væld af godbidder fra danmarkshistorien. Den anden fortæller Bornholm og Ertholmenes historie, mens den sidste dykker ned i Københavns historie gennem en række gamle fotografier.
Gode råd
Vi har samlet Jesper Asmussens gode fif til dig, der måske selv går med en lille forfatter i maven:
• Find et emne, du brænder for. Så går skrivearbejdet lettere. • Udarbejd en synopsis for, hvad din bog skal handle om. • Gør gerne skriveprocessen til en fast rutine i din dagligdag –
Jesper Asmussen sidder selv bag computeren hver dag fra 8 til 16. • Du kan finde en guldgrube af oplysninger på eksempelvis Det
Kongelige Bibliotek og Rigsarkivets hjemmesider, der i dag har åbnet for onlineadgang til mange materialer. Så du kan sidde derhjemme i ro og mag og studere materialet.
Mange lokalhistoriske arkiver er også meget behjælpelige. • Gå på jagt efter et bogforlag.
Alternativt kan du også selv udgive dine bøger via et forfatterforlag, hvis du stiller med en pose penge. • Og husk – det er de færreste, der kan ernære sig af deres forfatterskab. Hvis dét er din drøm, så skriv en krimi!
Selv om de fleste i dag hælder til internettet som opslagsværk, så er 2. oplag af bogen om Hærvejen faktisk på vej. ”Bøger kan altså stadig noget, som internettet ikke kan erstatte. Du kan fordybe dig på en helt anden måde,” fortæller Jesper Asmussen, som er en svoren tilhænger af faglitterære bøger.
Under hans research til bøgerne var han blandt andet forbi Det Kongelige Bibliotek, hvor han sad dybt begravet med en lup og nærstuderede gamle kort over Hærvejen.
Den flittige Jesper Asmussen står bag et hav af fagbøger. I Hjemmeværnet er han tambur i Hjemmeværnskompagni RosenborgLivjægerne.
Jesper Asmussens blå bog
• 1975-76: Spillede tromme i Den Kongelige Livgardes
Tambourkorps. • 1980: Blev medlem af Hjemmeværnskompagni 6802 i København NV. Skiftede senere spor og blev tambur på tromme og en del af et tamburkorps med hjemsted på den daværende
Østerbrogades Kaserne. • 1990'erne: Tamburmajor i det daværende Hjemmeværnsdistrikt 62 med hjemsted på
Sorgenfri Slot. • Siden 2010: Tambur i Hjemmeværnskompagni Rosenborg-Livjægerne i København, som holder til på Holmen i
København. • Civilt: Uddannet skolelærer. Har desuden studeret på Berklee College of Music i Boston i USA i midten af 1980'erne på jazzguitar. • Er forfatter til over 50 fagbøger og desuden foredragsholder.
Jesper Asmussen, Forfatter og tambur
Men hvad driver egentlig den nu pensionerede skolelærer og aktive soldat og musiker i Hjemmeværnskompagni Rosenborg-Livjægerne? Hvorfor er han så passioneret omkring netop historiefortællingen?
Palle Lauring er hans forbillede
”Jeg tror, jeg er født nysgerrig på vores historie, som har interesseret mig lige fra barnsben af. Det var også et af mine undervisningsfag som skolelærer,” fortæller Jesper Asmussen, der ud over forfatterskabet også har leveret et hav af quizspørgsmål i historiske emner til tv, radio, blade og medier.
Hans eget forbillede er den legendariske fortæller og historieforfatter Palle Lauring, der berigede danskerne med talrige letlæste bøger om vores danmarkshistorie og også formåede at nå ud til et stort publikum med sine historiefortællinger både i radio og på tv i Danmarks Radio under monopolets tid. Sjovt nok var Palle Lauring også uddannet skolelærer ligesom Jesper Asmussen. ”Ham kunne jeg vældig godt lide – han kunne virkelig formidle vores danmarkshistorie på en levende måde, så folk lyttede til ham. I dag synes jeg desværre, at de unge er noget historieløse – mit fromme ønske er at give glæden ved vores danmarkshistorie tilbage til folk gennem mine bøger,” siger Jesper Asmussen, der selv er et omvandrende historisk leksikon og også turnerer rundt som foredragsholder.
Kriger og musiker
Faktisk var det også en historisk begivenhed, der for 40 år siden trak den unge Jesper Asmussen ind i Hjemmeværnet. Som kriger, som han selv formulerer det.
Urolighederne i 1980-81 i Polen, hvor fagforeningslederen og senere præsidenten Lech Wałęsa førte an i en storstilet strejke blandt værftsarbejderne i Gdansk og kæmpede for frie fagforeninger og frihed, gjorde indtryk. I kølvandet på strejken blev der indført militær undtagelsestilstand i landet. ”Det var jo under Den Kolde Krig, og frihedskampen i Polen vækkede krigeren i mig. Jeg var bange for, at ballonen skulle gå op. Så jeg meldte mig ind i Hjemmeværnet som frivillig soldat, så jeg selv blev rustet til at forsvare mit land, hvis der skulle ske os noget fra russisk side,” siger Jesper Asmussen.
Siden skiftede han spor og kastede sig over musikken som tambur på tromme, og i dag er han aktiv i Hjemmeværnskompagni Rosenborg-Livjægerne i København som tambur. Det er egentlig ikke så mærkeligt – for Jesper Asmussen har tydeligvis også en musikalsk åre i sig.
”Som ung spillede jeg tromme i Den Kongelige Livgardes Tambourkorps, og jeg har gået mange marcher som spillende musiker gennem de københavnske gader. Som lærer har jeg også undervist i musik,” fortæller Jesper Asmussen. Nå, ja, så har han for resten også i 30 år været udøvende musiker og spillet jazzguitar på sin elskede Gibson i et hav af orkestre. Nu er tiden som jazzmusiker et lukket kapitel, og Gibson-guitaren er solgt.
Vikingerne er næste bogprojekt
Ved siden af Hjemmeværnet er det i dag forfattervirksomheden, der optager ham mest, og han har kastet sig over et ambitiøst bogprojekt om vikingerne, som fører ham vidt omkring. I sin research har han blandt andet fået kontakt til en polsk arkæolog, som har givet ham oplysninger om en gammel vikingeby, Truso, der lå i det nordlige Polen tæt på den legendariske Jomsborg, en stærk vikingeborg, hvor kong Harald Blåtand døde og skulle ligge begravet. Byen kunne minde om den danske pendant, Hedeby. Selv betragter Jesper Asmussen den kommende bog om vikingerne som sit helt store svendestykke. ”Jeg interesserer mig virkelig meget for vikingernes tankegang og kultur – hvorfor gjorde de, som de gjorde? Der kommer dog til at gå nogle år endnu, før jeg er i mål med projektet,” siger Jesper Asmussen, der er glad for, at man i dag som forfatter hurtigt kan fælde sine tanker ned på en computer. Så kan man altid siden hen redigere i sine udkast. ”Jeg var i hvert fald aldrig blevet forfatter i H.C. Andersens tid, hvor alt møjsommeligt skulle nedfældes på papir med penneskaft og blækhus.”
Jesper Asmussen sidder dagligt bag computeren og skriver i det lille kontor.
HJEMMEVÆRNETS MÆRKER
Hvis du er interesseret i mærker fra Hjemmeværnet, så er bogen ”FORSVARETS MÆRKER – Hjemmeværnet – Del 1” af Niels B. Pedersen lige sagen. Forfatteren, der selv er medlem af Hjemmeværnet, er inkarneret mærkesamler og er i besiddelse af mere end 10.000 mærker, som han har samlet gennem 40 år. Interessen har skaffet ham mange oplevelser og venner over hele verden.
Bogen indeholder beskrivelser af cirka 2.400 mærker fra Hjemmeværnet tilbage fra Modstandsbevægelsens tid og frem til cirka 2006. Bogen er en sand perle for de hjemmeværnssoldater, som gerne vil dykke ned i nogle af de mange mærker, som Hjemmeværnet har fået udarbejdet gennem sin levetid, der har budt på en del organisatoriske forandringer.
På tegnebrættet er yderligere en bog om Hjemmeværnets nyere mærker. Den flittige forfatter har også andre projekter i støbeskeen om mærker fra blandt andet Flyvevåbnet, Søværnet og Civilforsvaret.
Bogen om Hjemmeværnets mærker koster 400 kroner + forsendelse og kan købes via forfatteren ved henvendelse på mail: elprise@yahoo.dk
Quiz & vind
Hvis du er heldig, kan du vinde denne nye bog om Hærvejen.
BOGPRÆMIE
Hvor grundigt har du læst HJV magasinet denne gang? Er du skarp, kan du svare på de fem spørgsmål nedenfor. Og sender du dine svar til os, kan du være blandt de heldige vindere af en flot ny bog om Hærvejen forfattet af den historiekyndige Jesper Asmussen, der tager dig med på en rejse langs den historiske vandrerute ned gennem Jylland.
SPØRGSMÅL:
1 Hvor mange hjemmeværnssoldater støttede politiet, da der i 2004 skete en voldsom eksplosion på en fyrværkerifabrik i Seest?
2 Hvad hedder patruljesoldaten, der netop har haft 40-års jubilæum? 3 I hvilken havn var Hjemmeværnet indsat i starten af året?
4 Hvilken dato indviede forsvarsminister Trine Bramsen en ny træskulptur på Fyn?
5 Hvem skal Jesper Asmussens næste bogprojekt handle om?
Send ind OG VIND!
Send dine svar senest: 2. august 2021 til
Hjvmagasinet@hjv.dk
eller med post til:
Hjemmeværnskommandoen HJV magasinet Sankelmarksvej 26 4760 Vordingborg
Vindere i HJV magasinets quiz 3/2020:
Per Horsten
Kastelsvej 4, 3. tv. 2100 København Ø
John Krarup Nielsen
Gedhusvej 18 7451 Sunds
DANMARK SOM SØFARTSNATION
Det er svært at fortælle historien om Danmark uden at komme ind på én af vores absolut vigtigste fortællinger – nemlig fortællingen om Danmark som søfartsnation.
I bogen af netop dette navn tager forfatter Anders Ravn Sørensen os med om bag kulisserne og blotlægger, hvordan danskerne i århundreder har fortalt historien om en stolt søfartsnation, og hvordan den er blevet en essentiel del af vores nationale identitet. Bogen er en fortælling, der er med til at definere os som et folk, og den er smukt illustreret med klassiske malerier, billeder og historiske illustrationer.
Bogen på 304 sider er et kig værd for enhver, der bærer blot en smule maritimhistorisk interesse i hjertet. Den er udgivet på Gads Forlag, der har prissat den til 349,95 kroner.