22 minute read
Security Force – skarp kapacitet genopstår
Flyvevåbnet har igen fået fokus på Force Protection og den skarpe bevogtning og forsvar af sine flyvestationer. Det har givet ny grobund for Flyverhjemmeværnets Security Force-kapacitet, som nu får ny næring i form af uddannelser og materiel, så kapaciteten kan blive et vigtigt bidrag til at løse vitale operative opgaver for Flyvevåbnet.
SITUATIONEN
Efter en årrække uden særlig prioritering af Force Protection i nationalt regi har Flyvevåbnet nu igen sat fokus på området. De danske flyvestationers rolle som modtage-, afsendelses- eller transitbaser for danske og allierede militære enheder har understreget behovet for sikring af operationerne på flyvestationerne med kompetente, indsatsparate militære enheder.
I denne forbindelse arbejder Flyverhjemmeværnet sammen med Flyverkommandoen, Hjemmeværnskommandoen og Hjemmeværnsskolen på at revitalisere Flyverhjemmeværnets Security Force-delinger.
Delingerne skal med en fornyet uddannelse og en ajourført våben- og materielnormering kunne leve op til Flyvevåbnets opdaterede krav til bevogtning og forsvar på alle flyvestationer. Samtidig skal delingerne i visse sammenhænge kunne løse lignende opgaver for Flyvevåbnet uden for flyvestationerne.
Chefen for Flyverhjemmeværnet, oberst Kern Oddershede, vurderer, at Security Force-delingerne bliver en stærk og vital operativ kapacitet for Flyvevåbnet, som vil være efterspurgt og samtidig give god mening for de involverede frivillige soldater.
”Kapaciteten vil kunne bidrage til at løse vitale operative opgaver for Flyvevåbnet og samtidig fremme fastholdelse og rekruttering for Flyverhjemmeværnet,” fastslår Kern Oddershede.
Det er vigtigt, at soldaterne i Security Forceenhederne har styr på enkeltkæmperfærdighederne og kampeksercits.
Foto: Amanda Müller
OPGAVEN
I den opdaterede form er Security Force-delingerne klart defineret som Flyverhjemmeværnets indsatsstyrke, der skal kunne løse sikrings-, bevogtnings- og egentlige forsvarsopgaver både stationært og mobilt og herunder kunne gennemføre eksempelvis eskortering og angreb. ”Security Force-delingerne skal bibringe Flyverhjemmeværnet evnen til hurtigt og situationsbestemt at danne tyngde i opgaveløsningen for Flyvevåbnet blandt andet i rollen som Quick Reaction Force (QRF),” forklarer oberst Kern Oddershede.
Historien bag Security Force
• Opstilling af Security Force-kapaciteten startede tilbage i 2011 som en del af Forsvarsforlig 2010-2014. Indledningsvis skulle der opstilles seks delinger fordelt over hele landet på seks eskadriller. • Projektet mødte dog en del udfordringer, og processen for materielnormeringen trak ud i flere år. Det samme gjorde Flyvevåbnets og
Hjemmeværnets proces for dokumentation af opstillingsgrundlaget og uddannelser, som endte med at blive skrinlagt på grund af nye forligsrelaterede opgaver. • Siden hen kom der nye politiske krav om
Signaltjenesten besparelser og organisationstilpasninger
Kommandovejene er entydige i arbejdet i Forsvaret, hvilket betød, at Flyvevåbnet med revitaliseringen af Security Forcenedlagde Combat Support Wing, hvor Flyverkapaciteten. Flyverkommandoen opstiller hjemmeværnet havde forankret sin faglighed behov og krav. Hjemmeværnskommandoen i forhold til Security Force. • udarbejder opstillingsgrundlag og beordrer Flyverhjemmeværnets Security Force-en-
Hjemmeværnsskolen til at udarbejde uddan heder måtte derfor i en årrække arbejde ud nelsesdokumentation og støtte Flyverhjem-fra lokale aftaler med Flyvevåbnets enkelte meværnet. Flyverhjemmeværnet opstiller, Wings og uddanne efter tilpassede uddanneluddanner og træner kapaciteten. sesdirektiver for Hærhjemmeværnet. • Det nye opstillingsgrundlag og uddannel-I dag er situationen en anden. Trusselsbillesesdokumentationen er planlagt færdiggjort det har ændret sig, og Flyvevåbnet har igen medio 2021. etableret et stabselement, som arbejder med
En øget rekrutteringsindsats for Security Force Protection og dermed sætter ram-
Force og implementering af den nye uddan-merne for Flyverhjemmeværnets operative nelse forventes igangsat umiddelbart efter opgaver. Samtidig har flyvestationerne igen sommerferien 2021. fået en fremtrædende operativ rolle som
Flyverhjemmeværnets faste stab svarer di-sikrede baser for modtagelse eller transit af rekte adspurgt, at der opleves god fremdrift i allierede militære enheder og for udsendelse projektet og solid opbakning fra både Hjem-af danske militære styrkebidrag. • meværnskommandoen, Hjemmeværnssko Så nu er der igen kommet fokus på betydlen og ikke mindst Flyverkommandoen. ningen af Flyverhjemmeværnets kapaciteter til bevogtning og forsvar af Flyvevåbnets baser og kapaciteter – og ikke mindst betydningen af veluddannede og veludrustede
Security Force-delinger.
UDFØRELSEN
Chefen for Eskadrille 274 Østjylland, kaptajn Henrik Baunsgaard, er ved at klargøre sin enhed til de nye udfordringer i forbindelse med implementeringen af den opdaterede uddannelse for Security Force-enhederne, som forventeligt er klar i slutningen af 2021 eller i starten af 2022.
Eskadrillens Security Forcedeling prioriterer derfor enhedsuddannelse hen over foråret og sommeren med elementer som beredskabsområde (BSO), bevogtning, march, kampeksercits og kamp i bebygget område samt naturligvis skydning og førstehjælp.
Eskadrillens Security Force-deling består aktuelt af 20 frivillige flyversoldater fordelt på deltrop og to aktive grupper. Gennemsnitsalderen i delingen er 30 år, og det gennemsnitlige antal funktionsrelaterede timer for de frivillige soldater ligger på 250 timer om året. Delingen mødes hver anden mandag og en weekend om måneden til uddannelse og træning.
For at blive optaget i Security Force-delingen i eskadrillen skal den frivillige soldat have gennemført en militær grunduddannelse. Det vil sige have en fortid i Forsvaret eller have gennemført grunduddannelse i Hjemmeværnet. Frivillige, der ikke har en militær grunduddannelse, starter således i eskadrillens bevogtningsdeling, hvor der er organisatoriske uddannelsespladser.
Ydermere har eskadrillen indledt et samarbejde med Hjemmeværnets specialenhed Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni Vest (SSR) på flere områder inden for hvervning og uddannelse. Eskadrillechefen forventer, at samarbejdet vil få positiv afsmitning på eskadrillens uddannelsesniveau.
Kern Oddershede, Oberst og chef for Flyverhjemmeværnet
SECFOR på patrulje på vej ud for at afsøge et område og sikre en midlertidig landingsplads eller objekt.
Foto: Amanda Müller
LOGISTIKKEN
Chefen for Flyverhjemmeværnet, oberst Kern Oddershede, har sat særligt fokus på, at Security Forcedelingerne fremadrettet bliver bevæbnet og udrustet, så de får de bedste muligheder for at løse deres opgaver sikkert og effektivt. ”Soldaterne i en Quick Reaction Force skal naturligvis være veludrustede. Så god enkeltmandsudrustning (TYR) ser jeg som et must. Så skal enheden naturligvis kunne flytte sig selv og besidde en øget evne til at nedkæmpe en mulig modstander såvel i dagslys som i mørke. Det betyder blandt andet behov for større køretøjer og moderne udstyr til kamp i mørke,” fremhæver Kern Oddershede.
Chefens vurderinger er afspejlet i det kapacitetsnotat, der er udarbejdet som grundlag for revitaliseringen af Flyverhjemmeværnets Security Force-kapacitet. Notatet nævner også, at der fremadrettet kan tænkes i brug af moderne teknologier for eksempel på sensorområdet.
Har du brug for en powerbank, Tshirts, løbeshorts eller løbetights, så find det på hjvshop.dk
”BARE SÆT I VÆRK!”
Flyversoldat Michael S. Haslund ser med spænding frem til de nye planer for Security Force-delingerne og er helt klar til at gå i gang med træningen.
Hvad siger de soldater, som det hele drejer sig om?
Frivillig flyversoldat Michael S. Haslund, der er skytte på let støttevåben (LSV) i Eskadrille 274 Østjyllands Security Force-deling, har været med, lige siden kapaciteten første gang blev opstillet i Flyverhjemmeværnet. LSV-skytten har endnu kun hørt flygtigt om de påtænkte ændringer inden for Security Force, som han ser frem til med spænding. Han vil derfor helt naturligt deltage i træningen af de færdigheder, som hans eskadrillechef har talt om..
Om muligheden for at få nye våben og nyt materiel siger Michael S. Haslund: ”For mig er det sammenholdet og det at lave spændende aktiviteter sammen, der tæller. En Security Force-enhed skal naturligvis have det grej, der er nødvendigt, men man skal ikke være i Security Force for våbnenes skyld.”
Michael S. Haslund husker, at der i de første år var fire weekendsamlinger om året, hvor det kun var Security Force-soldater, der trænede sammen. ”Jeg tror, det var, fordi der dengang var nogle flere Security Force-soldater i Flyverhjemmeværnet,” siger han.
Michael S. Haslund oplevede samlingerne som meget givende og beklager, at denne træning ophørte i en periode. Derfor ser han også frem til revitaliseringen af Security Force-delingerne. ”Det passer mig fint. Så bare sæt i værk!”
MUSIKKORPS GÅR MÅLBEVIDST EFTER NYE
YNGRE KRÆFTER
Flyverhjemmeværnets Musikkorps har vind i sejlene og bruger sit netværk til at rekruttere nye yngre medlemmer. Det populære brassband klarer sig også fint ved de konkurrencer, det deltager i.
”Når vi er færdige med at spille en koncert, er det ikke alene vigtigt, at basistingene har været i orden. Det er også vigtigt, at vi har vakt folks nysgerrighed.”
Sådan siger Thomas Hylgaard, der dirigerer et orkester med succes, nemlig Flyverhjemmeværnets Musikkorps, der holder til i Kolding. Både han og korpsets musikbefalingsmand, Mona Hylgaard, ved, at succesen i høj grad afhænger af, at hele orkestret også socialt spiller godt sammen.
Begge finder responsen fra publikum vigtig – publikum skal underholdes med kvalitet. Det skal lyde godt og være sat godt sammen. Musikkorpset er et brassband, der blev stiftet i 1956. Derfor baserer det sig på gode traditioner. ”Men vi skal ikke gøre os afhængige af ”plejer”. Vi skal også være klar til at prøve noget andet. Jeg synes, det er vigtigt for vores organisation, at vi lærer både af vore fejltagelser og af det, vi gør godt,” siger Thomas Hylgaard.
Bruger netværket
Orkestret har fået nye yngre kræfter og består desuden af trofaste folk oppe i alderen. Behovet for at få nye folk ind dækkes blandt andet ved at bruge netværket. ”Vi går meget målbevidst efter at få yngre medlemmer. Hvis vi hører, at der går nogen derude, som kan spille, men ikke lige nu har noget sted at være, så ringer vi ud og siger: Hør lige her, vi har gang i noget spændende nyt. Det har medført, at der er kommet unge mennesker til,” fortæller Mona Hylgaard og fortsætter: ”Vi fortæller dem om vores visioner og forventninger, og hvilke rammer vi arbejder i. Vi er et fællesskab og skal være sammen om opgaven.”
Thomas Hylgaard supplerer: ”Vi går efter at hverve og inspirere mennesker, som kan se, at det giver mening at indgå i vores fællesskab, og som har hjertet med og kan indgå i teamet. Så får vi de rigtige medlemmer.”
Musikkorpset kontakter typisk folk, der for eksempel har haft en pause fra et brassband og igen bliver interesseret i orkesterfællesskabet. De bliver inviteret til øvelokalerne i Kolding, hvor orkestret hører hjemme. Her kommer de til en slags audition og spiller med i orkestret. ”Det er okay, hvis vedkommende siger: ”Det har jeg alligevel ikke lyst til.” Så kan vi måske aftale at ringes ved senere. Der kan også være nogle, som siger: ”Det lyder godt. Det vil jeg gerne være med til.” Og så er de med,” fortæller Thomas Hylgaard.
Både han og Mona Hylgaard lægger vægt på, at orkestret består af medlemmer, som kan være både seriøse og humoristiske. De skal have et musikalsk sprog og være indstillet på at være i orkestret for at gøre det bedre.
Derfor er det også en forudsætning, at medlemmerne øver sig. ”Vores medlemmer er musikere, og de øver sig for at blive bedre, men du kan ikke have et rigtig godt orkester, hvis ikke du har et godt socialt samvær. Du bliver nødt til at skrue op for begge dele,” fortæller Thomas Hylgaard.
Deltager i konkurrencer
Som medlem af orkestret hører det også med, at man nogle gange skal ud at marchere. Nogle kan være forhindrede – for
eksempel af helbredsmæssige årsager. I den situation støtter brassbandene hinanden. ”Så får vi hjælp fra andre brassbands – vi er gode til at støtte hinanden,” siger Thomas Hylgaard.
Musikkorpset bestræber sig på hver gang at levere det ypperste – at det er tilfældet, ses også ved, at gæstedirigenter gerne kommer igen, og der bliver talt godt om orkestret.
Orkestret klarer sig også fint ved de forskellige konkurrencer, det deltager i. Når det sker, stiller medlemmerne op i deres flotte hjemmeværnsuniformer, så man tydeligt kan se, hvor de kommer fra. ”Konkurrencerne kan også give folk lyst til at komme og spille i vores orkester. Vi skal vise brassbandverdenen frem, og hvad vi kan. Samtidig fortæller vi den gode historie om Hjemmeværnet,” forklarer Thomas Hylgaard.
Både Thomas Hylgaard og Mona Hylgaard sætter en ære i at kunne berette om deres opgave og formidle den, så folk bliver overraskede over, at et hjemmeværnsorkester kan være så godt, som det er. Selv om man så kunne tro, at musikkorpset er et professionelt orkester, siger Mona Hylgaard: ”Nej, vi er stadig glade amatører, men vi bevæger os opad.”
Flyverhjemmeværnets Musikkorps
• Flyverhjemmeværnets Musikkorps holder til i Kolding og tæller omkring 31 medlemmer. • Orkestret er typisk ude at spille 16 gange om året ved arrangementer med et militært præg. Det deltager også i en række konkurrencer. • Dirigent er Thomas Hylgaard.
Det kan være noget af en ahaoplevelse som civil at møde Hjemmeværnets militære verden. Her kan du læse om Kamilla Olsens første møde med medlemmerne af Eskadrille 272 Vestjylland i Flyverhjemmeværnet.
Støvler og
AF MENIG KAMILLA OLSEN
Kamilla smed hurtigt stiletterne, da hun blev en del af Flyverhjemmeværnet.
Foto: Privat Mit første møde med Flyverhjemmeværnet var på en varm sommeraften i 2020 på skydebanen i Holstebro. Jeg mødte op i min vanlige påklædning. Det vil sige stilethæle, lange krøller, makeup, jeans og en sort T-shirt. Solbrillerne sad velplaceret i håret, og som altid havde jeg lige nået at vifte parfumen, inden jeg hastede ud ad døren til mit første møde.
Da jeg ankom godt spændt i maven til parkeringspladsen og trådte ud af min bil, fandt jeg ud af, at stilethæle med garanti ikke er en del af uniformen, da jeg sank dybt ned i gruset og derfor havde svært ved at bevæge mig med militær anstand.
Der stod jeg så på skydebanen og stirrede lidt skræmt på en gruppe frivillige soldater.
Men min forbeholdne glanen blev ikke gengældt. Slet ikke. Sjældent har jeg mødt en gruppe mennesker, der var så meget nede på jorden, så imødekommende og engagerede, og som samtidig som mennesker var vidt forskellige. Jeg oplevede en blanding af afslappethed, en ligefremhed og humor samtidig med en åbenlys stor respekt for den uniform, de bar.
Alt imens jeg stod der på skydebanen og iagttog omgivelserne, slog det mig, at de var fuldstændig ligeglade med mit cv.
Mine lederuddannelser, mine ansættelser i bankverdenen og mit job som teamleder havde ikke deres fjerneste interesse. De var kun optaget af at fortælle om Flyverhjemmeværnet, videregive sjove anekdoter og historier om hinanden, som vidnede om godmodig humor og stor respekt. Jeg stod sammen med en gruppe mennesker, hvoraf mange havde været frivillige i hele deres voksne liv, eller som kom fra familier, der i generationer har været medlemmer. Mens andre igen var ganske nye som jeg selv. Der var alle typer. Høje og lave, tykke og tynde, lyse og mørke. Men når jeg så dem i øjnene, så så jeg det samme: Engagement og en glæde og vilje til at gøre en forskel i Flyverhjemmeværnet.
Om jeg var kommet i gummistøvler eller stiletter, var ligegyldigt. Men det var vigtigt for dem at finde ud af, om jeg ville det her, om jeg ville være frivillig, og om jeg ville være en del af deres fællesskab.
I løbet af aftenen gik jeg fra at vide absolut ingenting om Flyverhjemmeværnet til at være fuldstændig sikker på, at det, jeg
Kamilla Olsen, Menig
stiletter
havde oplevet den aften, det ville jeg også være en del af.
Så var det, at mailen ramte min e-Boks:
”Kære Kamilla Olsen Vi har hermed den fornøjelse at meddele dig, at du er blevet godkendt til optagelse som frivillig i Flyverhjemmeværnet. Du bedes venligst underskrive vedlagte kontrakt og gennemlæse Bekendtgørelsen. Med venlig hilsen Forsvarsministeriet Personalestyrelse”
Min længste shoppetur
Jeg var kommet gennem nåleøjet, og endelig skulle jeg mødes med eskadrillens forsyner foran Dragonkasernen i Holstebro for at få udleveret ”basis og resten af mit udstyr”. Det blev til den længste shoppetur, jeg har oplevet, og det siger ikke så lidt.
Men da jeg parkerede ude på parkeringspladsen foran min lejlighed, gik det op for mig, at jeg nu skulle bære alle disse ting op i min lejlighed, vel vidende at halvdelen af beboerne i min ejendom ville følge med. Pludselig blev jeg lidt ubekvem ved situationen. Det føltes grænseoverskridende at skulle vise alle, at jeg nu var en del af Flyverhjemmeværnet. Jeg sundede mig derfor en kort stund, inden jeg steg ud af bilen. Men jeg ville jo det her, så jeg rettede ryggen og bar mine ting ind. Stoltheden voksede, da jeg begyndte at se nærmere på de uniformer, jeg havde fået. Jo, her fulgte moden jo rigtig godt med. En vinter- og sommerkollektion og et regnsæt. En uniform til al slags vejr.
Så det var med stolthed og et stort smil, at jeg satte mit navn fast på uniformerne, og jeg tog straks et billede, som jeg sendte til min far med teksten: ”Hej far. De er vist lidt anderledes end det tøj, du havde på i Fredericia”, efterfulgt af en kæmpe smiley.
Min far er 82 år, og han har fortalt mig om tiden som værnepligtig i Fredericia. Om hvordan de gik til Aarhus i to meter høje snedriver uden støvler og kun iført en tynd trøje. Jeps, far, nu er tiden altså en anden. Min højde er ikke ret langt fra den officielle højde for dværge, så da jeg tog vinteruniformen på for første gang, følte jeg, at mine 157 centimeter blev reduceret til 75 centimeter, og at min buksestørrelse gik fra 36 til 58. Så der stod jeg så i min stue og følte mig som den sødeste lille – men meget brede – bamse. Jeg fik et billede på min nethinde af mig selv som en 3-årig pige, der netop var kravlet i sin første flyverdragt.
Baretten skal bare sidde rigtigt
”Du skal bare tage den på i bad og så gå rundt med den, indtil den er tør,” var rådet, da jeg fik udleveret min baret. Jeg kunne med det samme se, at den ikke lignede de andres. Jeg spurgte, hvad jeg skulle gøre for at forme min baret, og fik ovenstående svar. Jeg valgte dog blot at gøre den våd med meget varmt vand, og så tog jeg den på. Jeg formede den efter de beskrevne regler og vandrede så rundt hjemme i stuen med min nye hovedbeklædning. Der gik ikke lang tid, før en underlig lugt begyndte at forfølge mig. Først var den sådan lidt udefinerbar, men så blev den mere skarp, og til sidst blev jeg nødt til at tage baretten af for at finde ud af, hvad der lugtede så underligt.
Jeg inhalerede med det samme barettens stramme lugt, og det gik op for mig, at der selvfølgelig er uld i den. Våd uld har som bekendt ikke den bedste odør. Så jeg gjorde derfor, som jeg plejer, når jeg skal dufte godt. Svinger min parfume, så nu dufter min baret som nok den eneste i Flyverhjemmeværnet af Gucci-parfume. Men jeg tænker, at det er fuldstændig lige meget, hvad den dufter af – den skal bare sidde rigtigt – og det gør min baret nu!
AF HANS JAKOB CLAUSEN
Jeg bærer min uniform med stolthed
Landmanden og eskadrillechefen Hans Jakob Clausen i sin traktor. Hans håber på, at flere yngre kræfter vil være med til at bære eskadrillen videre.
Eskadrillechefen på Langeland, Hans Jakob Clausen, er flittig leverandør af indlæg til Fyns Amts Avis, som primært har handlet om landbrugspolitik, fordi Hans Jakob Clausen selv er landmand. Her fortæller han om de værdier, der er ståstedet for hans virke både i landbruget og i Hjemmeværnet.
Ofte er det uvidenhed, der styrer folks syn på landbruget – akkurat ligeså er det med Hjemmeværnet, og der trives mange fordomme om Hjemmeværnet. Men de er dog ikke så markante som tidligere, for heldigvis er folks opfattelse af os blevet mere nuanceret de seneste år.
For mig handler alt samarbejde om at udvise ansvarlighed, ordentlighed, respekt og rummelighed og ikke mindst at kunne stole på hinanden.
Vi ”bondemænd” har for manges vedkommende en fædrelandsfølelse og ansvarlighed, der ligger som et fundament for vores arbejde som landbrugere. Det samme vil jeg hævde gælder for mange hjemmeværnssoldater.
Her i Eskadrille 243 Langeland er vi 30 medlemmer, og 95 procent af dem er mænd i alderen mellem 50 og + 60 år. Vi er vidt forskellige med hensyn til politisk overbevisning, erhverv og social baggrund. Men vi er alle med i den ”hårde kerne”, som har været i eskadrillen i rigtig mange år.
Jeg havde selv en virkelig god tid, da jeg var værnepligtig. Militæret sagde mig et eller andet, som jeg godt kunne have tænkt mig at fortsætte med. Men da jeg ikke havde mulighed for en karriere i Forsvaret dengang, meldte jeg mig til Hjemmeværnet. Jeg har nu været med i mere end 25 år, alle årene i Flyverhjemmeværnet. Og jeg må da indrømme, at det kniber med at rekruttere yngre medlemmer til vores ”gamle” eskadrille. De unge rejser mod uddannelse og karriere og vender sjældent tilbage til øen. Det er jo ikke, fordi man ikke forstår dem.
Alle ved, hvad vi står for
Men selv om det måske lyder lidt klichefyldt, så møder vi alle mand, når pligten kalder, og er parate til at yde en indsats.
Jeg er stolt af at bære min uniform her i lokalmiljøet på Langeland og oplever da heldigvis også, at vores naboer respekterer os. Uniformen signalerer netop de værdier, jeg snakker om. Alle ved, hvad vi står for, og at vi er parate til at yde en ulønnet og frivillig indsats. Akkurat som vi også hjælper lokalsamfundet, når der er brug for os til for eksempel by- og havnefester. Det batter også lidt på opbakningskontoen, når man lærer os at kende som flinke og hjælpsomme mennesker med en holdning til tingene. Jeg tænker også, at det værdigrundlag
Hans Jakob Clausen,
Eskadrillechef
kunne tiltale mennesker mellem 35 og 50 år. Og ikke mindst kvinderne, som vi også meget gerne vil have flere af i eskadrillen.
For ud over at være soldater er vi også rigtig gode kammerater i eskadrillen. Vi stoler på hinanden og kender styrken ved at stå sammen om opgaven. Som når for eksempel Flyvestation Skrydstrup har brug for både os og de andre eskadriller på Fyn og i Sønderjylland til at bevogte vigtige objekter eller fly.
For mig som ”bondemand” og ”hjemmeværner” handler det om ordentlighed og viljen til at stille op for fællesskabet og det, man værdsætter.
Helikopterbesætningen træner hoist fra gummibåd.
Foto: Christoffer Vinsløv
Træning med Søværnet og Flyvevåbnet plus en SAR
Søværnets patruljefartøj, Freja, og to af Flyvevåbnets redningshelikoptere var på samme dag klar til at træne med en besætning om bord på MHV 802 Carina fra Flotille 366 Københavns Vestegn. Det skete ved en søndagssejlads, hvor fartøjsfører Geert Magnussen havde lagt sig i selen for at indgå aftaler for et spændende program. ”Vi endte med at få hele pladen fuld,” fortæller han.
Besætningen fik trænet at gå på siden af Freja i rum sø og forbinde de to fartøjer ved brug af linekastningsapparat, og med de to helikoptere blev der trænet hoist. Alt sammen relevant søredningstræning.
Ved hoist fires man op og ned mellem helikopteren og et fartøj, en gummibåd eller andet. Det er en yndet aktivitet for de frivillige MHV-besætninger og en efterspurgt træning fra helikopterbesætningerne. Hoist er altid god og spændende træning, som kræver koordineret sejlads i forhold til helikopteren og mange aktiviteter på dækket.
Dagen endte med, at Carina blev kaldt op af Forsvaret til en såkaldt ”search and rescue” (SAR). En lystbåd var ved at synke, og Geert Magnussen sendte straks Carinas hurtige gummibåd i forvejen. De kunne konstatere, at båden nu lå på grund ud for Brøndby Havn, og at lystsejlerne var kommet sikkert i land.
Pletskud i en fredelig opgave
Linekastningsapparatet om bord på MHV 814 Budstikken blev anvendt med stor præcision ved en aktion i marts. En 30-fods tysk motorbåd, der ellers lå for anker, havde revet sig løs og var drevet helt op på kysten i den danske del af Flensborg Fjord.
Så langt kan Budstikken fra Flotille 136 Sønderborg slet ikke nå ind. Så er det jo godt, at man har et linekastningsapparat om bord. Det kunne skyde en line helt ind til land, så man bagefter kunne hive en fastbundet trosse fra MHV-fartøjet ind. Nu kunne besætningen på Budstikken lige så forsigtigt trække båden ud på dybt vand igen. Glade tyskere fortsatte derefter videre for egen kraft.
Linekastningsapparater
• Alle Marinehjemmeværnets fartøjer råder over linekastningsapparater, som anvendes ved redningsaktioner til søs.
De fungerer som en raket og indeholder 300 meter line.
Efter affyring forbindes linen med et tov, som kan hives frem og fastgøres. • Linekastningsapparater kan bruges mellem to skibe, fra skib til land eller fra land til skib.
På en indendørs handlebane har MFPflotillen trænet med FXsimunition sammen med kollegaerne fra Hær og Flyverhjemmeværnet.
Foto: Morten Weltz
Fortsat fokus på skydningen
Marinehjemmeværnets skydeweekend i Hevring bød på feltskydning.
Foto: Morten Weltz
Der bliver lagt større og større vægt på skydefærdighederne i Marinehjemmeværnet. Det er en militær kernedisciplin, som skal vedligeholdes – også i coronatider. ”Vi skal jo bestå vores K7-skydning en gang om året, hvis vi skal kunne være klar til vores bevogtningsopgaver. Det kræver, at man ikke er alt for rusten på sin våbenbetjening, sigtemidler og træning i det hele taget,” siger Jacob Ølholm, som er chef for Flotille 125 Maritime Force Protection fra Randers, hvor skydetræningen har været opretholdt så godt som muligt.
Soldaterne fra flotillen har deltaget i Marinehjemmeværnets halvårlige skydeweekend i marts. Det blev til to dage i Hevring Skydeterræn på Djursland, hvor den stod på feltskydning.
Desuden har flotillen selv arrangeret en række træningsaktiviteter med nabokompagniet og naboeskadrillen med undervisning og træning på indendørs handleskydebane med FX-simunition, som kan sammenlignes med paintballammunition til rigtige våben. Her kan soldaterne uden risiko øve på handlebane og ramme hinanden, og selvfølgelig i separate grupper med masker på for at overholde coronarestriktionerne.
Et prik i den gode sags tjeneste
AF LÆRKE VIGERØ DYREHAUGE
Hvad kan man finde på, når aktiviteterne er begrænsede? Seks medlemmer fra Flotille 244 Svendborg har sammen været forbi blodbanken i Svendborg i april. Det gav fuld bonus for den gode sag – og for humøret! Blodbanken var glad for den uniformerede støtte, og det var godt for de seks marinere at lave noget sammen. ”Det er længe siden, vi har set hinanden fysisk. Det har desværre mest været onlinemøder hen over vinteren,” fortæller rekrutteringsspecialist Nikolaj Møller.
Nikolaj Møller har været bloddonor i mange år, og han synes, at det giver god mening at kombinere to frivillige interesser. Operationsofficer for Flotille 244 Simon Olesen var med til at planlægge arrangementet, og han var godt tilfreds med fremmødet. ”Opbakning fra hele flotillen var rigtig stor. En del medlemmer kunne dog ikke deltage i selve aktiviteten på grund af deres helbred eller arbejde, men de bakkede op om ideen. Vi forventer at afholde et lignende arrangement til sommer, når vi kan blive tappet igen,” siger han.
