Arven efter Geertz

d

Ant ropolo gi

o g

E tno gr a f i

INF RMANTEN fordi sandheden skal konstrueres

april 07

Læs om...

Lænestolsantropologi i Second Life Charlotte i Ghana Testsejlads i Stillehavet Jagten på verdens mest intelligente mennesker Hvorfor Hylland-Eriksen pisser mig af...

Arven

efter

Geertz

Inf rmanten

d

informanten

Leder Antropologien mistede i efteråret en af fagets ledende og mest diskuterede personligheder, da Clifford Geertz (1926 – 2006) desværre åndede ud efter et liv med akademisk bravour. Geertz har udbredt antropologisk teori og metode både indenfor og udenfor faget, og vi kender ham for en indædt kamp mod positivistiske tendenser, for begreber som thick and thin description, samt det udødelige spin omkring det diffuse kulturbegreb.

Geertz er måske den mest refererede antropolog til dags dato, og han er for de fleste kendt som ophavsmanden til den symbolske antropologi. Han var i 1980´erne og 1990´erne udsat for en heftig kritik, og hans ideer blev tortureret og dødsdømt af den berygtede repræsentations-inkvisition. Trods denne retoriske rettergang har Geertz fundet sin renæssance, og han bliver flittigt brugt indenfor blandt andet organisationsantropologien og har flere fingre med i feltarbejdets metodiske spil. I virvaret af kritik og lovprisninger er det svært, for ikke at sige umuligt, at sætte Geertz og hans livsværk i en teoretisk bås. En synd der ikke ville være i Geertz´ ånd og gå direkte mod hans syn på videnskaben som et åbent fortolkningsunivers. Vi vil dog alligevel dedikere dette blad til hanekampens mester med en kort nekrolog samt nogle artikler om hans forfatterskab og ellers opfordre til videre studier af en af antropologiens største tænkere.

Ud over temaet præsenterer vi i dette lidt forsinkede forårsnummer meget andet, og gamle som nye skribenter har glædet os med deres tanker og ord. Gør dig klar til et eventyr om verdens klogeste mennesker, tag med

lyden til de afrikanske trommer med på praktikophold i Malawi eller Ghana og lad dig inspirere af fotografier i antropologien. Test dit nationale tilførsforhold, sejl med fagets sømænd på Galathea-ekspeditionen og hør om dig selv og den danske identitet fra en tysk studerende. Dette blandt meget andet er en del af Informanten i nye klæder, forår 2007.

På de indre redaktions-linier går rygterne om et generationsskifte, hvilket desværre afspejler sig i virkelighedens dystre ansigt. Vi siger med gråd i stemmen farvel til gamle men ikke udbrændte redaktions-sjæle, men hvad der er endnu vigtigere siger vi også HEJ til nye og entusiastiske medlemmer af redaktionen. Vi har allerede fået flere fremragende skribenter med i logen, men der er altid plads til flere ildsjæle. Kom glad, til dig som vil gøre en forskel og med pennen som våben være med til at konstruere sandheden.

Med mine sidste penne-strøg byder jeg velkommen til endnu et nummer af Informanten.

Simon Lex

Redaktion

Troels-Henrik Balslev Krag Informanten Trykkeri: Oplag:

d

Inf rmanten

Jonas Sindal Nielsen (layouter)

Ane Rolsted Bonde Simon Westergaard Lex (ansv. redaktør)

er Afdelingen for Antropologi og Etnografis studieblad Fælles Trykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora 200 eksemplarer

Cecil Marie Schou Pallesen

Rikke Elisabeth Poulsen

tema

Nekrolog Efter en kompliceret hjerteoperation døde antropologen Clifford James Geertz d. 31. Oktober 2006.

Han blev 80 år.

Geertz CV

1926

Clifford James Geertz fødes d. 23. August, San Fransisco.

1943-45 Aftjener værnepligt i flåden 1945 Begynder på Antioch College i Yellow Springs, Ohio med hovedfag i engelsk. Efter et praktikophold som redaktions bud på The New York Post, finder Geertz ud af, at hans fremtid ikke er som medarbejder på en avis, og skifter til filosofi.

1950 Modtager A.B. i filosofi, hvorefter han tog til Har-

vard universitet for at læse antropologi.

1952-56 Forskningsassistent 1956 Geertz modtager Ph.D. fra Afdelingen af Sociale Relationer.

1956-57 Henholdsvis lektor og instruktor på Harvard 1957-58 Lektor ved center for internationale studier ved Massachutes teknologiske institut 1960-61 Professor Assistent ved antropologi på Berkely, efterfølgende samme stilling i Chicago 1962 Promoveret til Assosiate professor 1964 Professor 1968 Udnævnelse til afdelings professor i samfundsvidenskab 1970 Permanent ansættelse på samfundsvidenskabeligt fakultet på Institut for Fremskridts Studier 1982 Udnævnes til Harold F. Linder professor.

2000 Udnævnes til Professor Emeritus.

Inf rmanten

d

Gennem sin 50 år lange karriere, opnåede Geertz et betydningsfuldt eftermæle blandt så forskellige faggrupper som geografer, økologer, statskundskabere, humanister og historikere.

For de fleste antropologistuderende er Geertz sandsynligvis mest kendt for ”Interpretation of Cultures”. Værkets lyriske indledning er karakteristisk for Geertz´s skrivestil og kan ses som et levn fra hans tidlige drøm om at blive forfatter.

I årenes løb har han modtaget en lang række litterære priser og æresgrader fra bl.a. universiteterne Harvard, Yale, Princeton og Cambridge samt Antichoch, Swarthmore og Williams collages. Hans værker er oversat til over 20 sprog.

Geertz bevægede sig indenfor en række forskellige antropologiske felter, blandt andet arbejde, religion, med særligt fokus på islam, basarhandel, økonomisk udvikling, traditionelle politiske strukturer, samt landsby- og familieliv. Han var med til at ændre den gængse tænkemåde på mange områder ved at pege på kulturel kompleksitet og behovet for fortolkning.

Sine feltarbejder koncentrerede Geertz omkring Java, Bali, Celebres og Sumatra i Indonesien, samt i Marokko. I maj 2000 blev han tildelt en ærespris i Marokko.

Af nære efterladne er hans kone, antropologen Dr. Karen Blu, børnene Erika og Benjamin Geertz samt ekskonen Hildred Geertz, professor emeritus ved antropologi ved Princeton.

tema

nature webs...

I take to be (some of) those Af Dennis Nørmark Det er velkendt, at Clifford Geertz skrev om kulturen, at den var et net af betydning som mennesket spandt om sig selv.

Det er også velkendt, at han beskæftigede sig med kulturens offentlige former og fortolkningen af disse, men at Geertz også havde en idé om, hvad kulturen kom af, er der nok ikke mange der ved eller beskæftiger sig med. Den har også puttet sig godt, i hovedværket The Interpretations of Cultures i kapitlet: ”The Impact of the Concept of Culture on the Concept of Man”.

Her ser vi noget så sjældent som en antropolog, der beskæftiger sig med menneskets evolutionshistorie (eller, det er der sådan set masser af antropologer der gør, men sjældent dem vi beskæftiger os med på Moesgård), og giver et bud på, hvor kultur kommer fra. Det er blot ikke særlig præcist: ”en eller anden form for genetisk ændring gjorde mennesket i stand til at producere og udøve kultur.”

Vi får ikke af vide, hvilken mutation og hvor og vi får ikke at vide. Men ok, det er heller ikke Geertz’ projekt. Hans projekt er at vise os, hvad forholdet er mellem vores natur og vores kultur. Og det er her jeg tror at hans beskrivelse er virkelig grundlæggende mangelfuld.

Kultur som tilpasning

Moderne evolutionære psykologer og antropologer ser ikke kulturens fremkomst som en enkel mirakuløs ”happening” igennem evolutionen og på sin vis, er Geertz enig i dette perspektiv. Heller ikke han ser kulturens fremkomst som en enkeltstående begivenhed, men som en proces, der har taget måske millioner af år. Det er umuligt at fastsætte et specifikt tidspunkt, hvor det hele skete. ”Mennesker har fødselsdage, menneskeheden har ikke.”

Kultur er hos Geertz et semiotisk begreb. En viden om betydning som mennesker deler og som de overfører til hinanden. Den kognitive antropolog A. Kimball Romney skelner imidlertid imellem ”Den Naturlige Viden” og ”Den Kulturelle Viden” . Den naturlige viden er den, som vi bærer rundt på i vores nervesystem, og som er opstået som en tilpasning til naturen. Til den virkelige fysiske verden. Den kulturelle viden er et supplement til vores natur, et kæmpesupplement,

d

Inf rmanten

fordi den er meget mere fleksibel, end de emotionelle reaktionsformer. Med kultur kan vi hurtigt distribuere ny viden til hinanden, og vi kan tilpasse vores kulturelle viden i forhold til det, der gavner vores overlevelse. Menneskearten behøver ikke, at vente på at en fordelagtig genetisk mutation, breder sig til hvert enkelt individ og giver dem de egenskaber, der skal til for at dyrke jorden, nej, vi kan blot vente på at nogen får ideen, hvorefter vi igennem evnen til selektiv imitation kan viderebringe informationen, lige nu og her. Informationen skal ikke først overføres med digital præcision fra forældre til afkom igennem generne. Kultur bliver således, hvad antropologen William H. Durham har kaldt en ”anden kanal for informationsoverførsel indenfor en menneskegruppe, et sekundært system af arv.”

Putting all the eggs in one (cultural) basket

Kultur er en biologisk mulighed for Geertz, og på samme måde er den det, for den evolutionære psykologi. Nogle dyr har store horn, andre har ekkolokalisering og nogle kan finde vej ved hjælp af stjernerne . Mennesket har udviklet kultur. En neurobiologisk mulighed på grund af ændringer i den menneskelige hjernebark som kan lokaliseres og kortlægges . En disposition som udvikler menneskets evne til at kunne håndtere mere og mere komplekse former for kultur op igennem den humane udvikling , hvorved det ”kulturelle dyr” udvikler nervesystemer, der bliver bedre og bedre til at håndtere denne nye evne.

Geertz har en enorm betydning i antropologien og er med rette blevet betragtet som den nok mest indflydelsesrige antropolog overhovedet. Men man kan også argumentere for, at hans forståelse af kultur netop er symptomatisk for en fejlagtig forestilling om, at kultur er uafhængig af biologiske behov, og at kultur fuldstændig har udraderet alle former for naturlig viden. Altså den naturlige betydningsdannelse som mennesket danner udenom kultur, og som skyldes vores perceptuelle og neurale systems objektive beskaffenhed .

Kulturel viden er helt bestemt essentielt for mennesket, men evnen til kulturel viden er blot en biologisk tilpasning, der fungerer som et supplement til vores biologiske viden.

Kultur kan ikke løfte os ud af vores biologi. Det mener Geertz imidlertid, ja han mener ligefrem, at vi intet magter

tema

uden kultur: ”Uden anvisning fra vores kulturelle mønstre – organiserede systemer af betydningsfulde symboler – bliver menneskets adfærd ganske simpelt ustyrlig, et rent kaos af meningsløse handlinger og eksploderende følelser og menneskets erfaring bliver totalt uden form.”

Det er en fuldstændig urealistisk stor magt at give til kulturen og jeg vil nærmere sige, at det forholder sig omvendt.

De udfordringer naturen stiller os over for, når vi skal have tilfredsstillet vores behov, og vore emotionelle reaktionsmønstre har også i høj grad været med til at forme vores kultur.

Hvis al fortolkning af information var afhængig af kulturel viden og vi ingen automatiske reaktioner havde, ville vi faktisk være temmelig ilde stedt. Hvis en ny kulturel viden direkte modarbejder vores overlevelse, vil den kulturelle evne gå fra at være en nyttig (nyttig, men ikke uundværlig) kapacitet, til at være en dødelig kilde til misinformation.

Forestil dig, at en ny tilegnet kulturel viden udslettede vores naturlige påpasselighed overfor højder, hvis en kulturel forestilling fik os til at dræbe vores afkom, eller hvis det blev højeste mode at stoppe alt indbyrdes samarbejde. Meget usandsynligt ville de fleste nok mene. Men hvorfor egentlig? Hvis

Kulturens utilstrækkelighed

Menneskekulturer begår igennem historien dumheder, der udsletter dem fra jordens overflade. Det, som vi i dag kender som Påskeøerne, er et sørgeligt vidnesbyrd om, hvor dumt og kortsigtet mennesket tænker. Øerne er i dag så godt som ribbet for træer. Midt i Påskeøernes mærkeligt golde og ufrugtbare landskaber står der mærkværdige stenstatuer, hvis gådefulde herkomst har givet både seriøse forskere og mærkværdige fantaster noget at tænke over. Hvorfor bosætter folk sig og rejser statuer, midt i så ufrugtbart et landskab?

Det virker bizart men ny arkæologisk forskning tyder på, at det afpillede landskab og statuerne i virkeligheden er for

Inf rmanten

d

Geertz har ret og kultur virkelig fungerer helt uafhængigt af biologi, er der potentielt ingen grænser for, hvad mennesker kan finde på. Der er således ingen naturlig erfaringer eller evolutionære mekanismer der kan betragtes som særligt privilegerede, fordi al viden er et produkt af menneskelig kultur og videreføres gennem traditionernes sociale nedarvning.

Gudskelov tager Geertz fejl. Kultur kan meget let føre os på katastrofekurs. Evolutionshistorien har givet os bestemte egenskaber og dem skal vi være meget glade for.

tema

bundet på en tragi(komi)sk måde.

Meget tyder på, at der har været skov på øen, men at den oprindelige befolkning, faktisk fældede det hele, fordi træstammerne blev brugt som ”transportbånd” og løftestænger i befolkningens afsindige forsøg på at rejse de mange– i et praktisk perspektiv – ubrugelige statuer. Resultatet var erosion, jorden forsvandt, og det gjorde brændet også.

Ingen ild og ingen jord, er en økologisk katastrofe.

Tragedien på Påskeøen er et godt eksempel på, at kulturelle forestillinger kan være ganske ødelæggende og kontra-adaptive.

Hvis Påskeøens beboere, havde en biologisk nedarvet antipati mod at ødelægge deres eget nærmiljø, ville det næppe være kommet så vidt. Problemet er blot, at mennesket kun i ganske få årtusinder har haft tilstrækkelig teknologi til at kunne udvise en så altomfattende destruktionskraft. Det er ikke længe nok til, at evolutionen har kunnet bygge en naturlig viden ind i kroppen på os, der advarede os mod vores potentielle overgreb på naturen. Derfor gik det galt.

Grunden til at det sjældent går så galt er netop at vi gudskelov har andet viden at trække på end den kulturelle. Igennem vores evolution har vi dannet en naturlig viden, der får os til eksempelvis at respektere store højder , elske vores børn, imitere samfundets dygtigste og værdsætte samarbejde . Det ligger altså lige for at konkludere, at dette er en adfærd, der ligger i vores gener, fordi det ser ud til at være et universelt fænomen. Det er universelt, fordi det er adaptivt. Kulturer, hvor man ikke holder af sit afkom, ikke samarbejder, og hvor ingen respekterer højder, har ganske enkelt mindre sandsynlighed for at overleve. Naturlig viden er en grundlæggende adfærdsstyring, som garanterer et mindstemål af fornuftig adfærd hos homo sapiens, men den kan, som vi så

d

Inf rmanten

det på Påskeøerne, ikke klare alt. Clifford Geertz’ forestilling om, at kulturen er alt, er derfor ganske enkelt meget usandsynlig i strengt darwinistisk forstand.

For at sige det ligeud: En art, der kunne løsrive sig totalt fra den adfærd – der i milliarder af år har sikret overlevelsen – i et overmodigt forsøg på at erstatte sine naturlige præferencer og egenskaber med udelukkende kulturel viden, ville ikke have udviklet den verdensdominans, den har den dag i dag. Vi ville for længst være forsvundet fra jordens overflade. Hvis der ydermere var noget, der hed ”udelukkende kulturel viden” måtte vi også spørge om, hvor den kom fra og hvad den byggede på.

Det er et rent hokus pokus argument at hævde, at det hel begyndte med kultur. Det er at opfatte kultur som et mirakel, i stedet for dét, som det i virkeligheden er: en tilpasningsform.

Geertz’s argument skal i virkeligheden vendes på hovedet. Hvis mennesket mistede sin naturlige viden og erstattede den med en ren kulturel viden, ville uregerlighed, kaos og meningsløse handlinger herske. Menneskehjernen er ingen tom tavle som kulturen, kan skrive hvad som helst på, vi er en stærkt tilpasset organisme, med medfødte instinkter og en biologisk udviklet kapacitet for fleksibel viden: også kaldet kultur. I stedet for at adskille kultur og biologi fra hinanden, er det langt mere frugtbart at se på, hvordan de gensidigt påvirker hinanden – til stadighed i dag, såvel som igennem den menneskelige evolution.

Vi er ikke kun et dyr, som er et hundrede procent afhængigt af det kulturelle net som vi til dagligt ligger og spræller i. Der er nemlig et sikkerhedsnet under os, det hedder vores natur og det kunne være klædeligt hvis Geertz og andre antropologer med ham, havde taget det bare en smule mere alvorligt. d

tema

- Boyd, Robert og Peter J. Richerson. 2005. The Origin and Evolution of Cultures. Oxford University Press - Bundgård, Peer. F. 2003. Indledning. I: Peer F. Bundgård, Jesper Egholm, Martin Skov (red.): Kognitiv Semiotik. København: Haase & Søns Forlag - Cosmides, Leda og John Tooby. 1992. “Cognitive Adaptations for Social Exchange”. I: The Adapted Mind – Evolutionary Psychology and the Generation of Culture. New York: Oxford University Press - Diamond, Jared. 2005. Collapse – how societies choose to fail or survive. London: Allen Lane - Donald, Merlin. 2001. A Mind So Rare – The Evolution of Human Consciousness. New York: W. W. Norton & Company - Durham, William H. 1991. Co-Evolution – Genes, Culture, and Human Diversity. Stanford: Stanford University Press - Edgertron, R. B. 1992. Sick Societes – Challenging the myth of primitve harmony. New York: The Free Press - Geertz, Clifford. 1973: The interpretation of cultures.

Basic Books, New York Menzies, Ross G. og J. Christopher Clarke. 1995. “The etiology of phobias: A Nonassociative account”. I: Clinical Psychology Review, Vol. 15, nr. 1 s. 23-48 - Nørretranders, Tor. 2002. Det Generøse Menneske – en naturhistorie om at umage giver mage. København: People’s Press - Panksepp, Jaak 1998 Affective Neuroscience: The foundations of Human and animal Emotions. Oxford. NY: Oxford University Press..

- Romney, A. Kimball. 1999. “Culture Consensus as a Statistical Model”. I: Current Anthropology vol. 40, supplement, s. 103-115 - Sewel Jr., William H. 1997. “Geertz, Cultural Systems, and History: From Synchrony to Transformation” I: “Representations” No. 59 (specialudgaven: The Fate of “Culture”: Geertz and Beyond) s. 35-55 - Tomasello, Michael. 1999. The Cultural Origins of Human Cognition. Cambridge, Mass.: Harvard University Press - Wilson, Edward O. 1989: Den Biologiske Følelse – om arternes uddøen. Viborg: Munksgaard

Inf rmanten

d

Artiklen er en let redigeret uddrag af bogen Det Virkelige Menneske – sjælens og kulturens naturhistorie, af Dennis Nørmark og Lars Andreassen, som udkommer på forlaget People’s Press til efteråret.

tema

Three ways of looking at Clifford Geertz (1926 – 2006)

“Man is an animal suspended in webs of significance he himself has spun”: Weber or Geertz Af Poul Pedersen

1

Da jeg hørte om Clifford Geertz’ død (han døde den 30. oktober 2006), reagerede jeg, som man vel gør, når folk dør efter et langt og rigt liv. Vi skal alle dø, og Geertz’ endeligt var ikke sørgeligt. Jeg havde kun set ham en enkelt gang (i 1996). På den anden side havde jeg gennem 36 år jeg læst hans værker og været optaget af hans tanker, og de ville leve videre uafhængigt af hans legemlige bortgang. Geertz citerer Malinowski: Som kilde til religionens opståen er døden den vigtigste. Ikke døden, siger Geertz, men kaos. Det er, når alt mister sin mening, at vi tyr til religionen. Mening og kaos er yderpunkterne i Geertz’ antropologiske vision. Fra Weber fik han forestillingen om, at verden ville være fundamentalt meningsløs, hvis ikke det var fordi, at menneskene instinktivt påduttede den en mening. I sine sidste år talte han om døden, som stoikerne gjorde det: Når jeg er, er døden ikke.

Når døden er, er jeg ikke, So, what’s the problem? For mit eget vedkommende tror jeg, at vi altid bliver mere berørt af døden, end vi aner. For selv om døden ikke er, taler vi om den, og dens mening bliver derfor altid et spørgsmål. Så langt tror jeg, at Geertz var med. Jeg tænkte dog også på et helt andet spørgsmål. Mere om det nedenfor.

2

Verdens to berømteste sætninger om kultur står i The Interpretation of Cultures, Geertz’ første artikelsamling og mest berømte bog. Læg mærke til titlens flertalsform: Bogen hedder ikke The Interpretation of Culture, selvom Google viser 24.100 poster med den titel. Heldigvis finder vi 180.000, som anfører The Interpretation of Cultures. Men glæden over de mange retfærdige dæmpes af de mange syndere. Det lille ”s” gør en stor forskel: ”Small facts speak to large issues” (1973: 23). Det er Geertz’ bekendelse til diversiteten og den antropologiske ret til kulturbegrebet: Kulturer findes – de er organiseret kultur (Geertz 2000). I slutningen af 1980’erne dukkede et selvbestaltet antropologisk begrebspoliti op og forbød (under parolen ”Kritik af kulturbegrebet”) ellers lovlydige borgere at anvende kulturbegrebet i andre sammenhænge end ”bakteriekultur”. Men Geertz gav sig

d

Inf rmanten

ikke – ligesom hans berømte kollega, Marshall Sahlins, heller ikke gjorde det. Det er nu længe siden, at Sahlins gav begrebspolitiet fingeren (Sahlins 1993).

Her er de to berømte sætninger: The concept of culture I espouse, and whose utility the essays below attempt to demonstrate, is essentially a semiotic one. Believing with Max Weber, that man is an animal suspended in webs of significance he himself has spun, I take culture to be those webs, and the analysis of it to be therefore not an experimental science in search of law but an interpretive one in search of meaning (Geertz 1973:5).

Jeg har altid undret og ærgret mig over, at Geertz her kun taler om sit kulturbegrebs semiotiske side. Beskrivelsen af mennesket som dette dyr, der hænger udspændt i et net af betydning, rummer også dyret som spinder det net, hvori dyret hænger udspændt. Hvis mennesket er et meningsdyr, så er det samtidig et handlingsdyr. Vi har med andre ord i Geertz’ billede kulturens, og menneskets to dimensioner, den semiotiske og den pragmatiske, mening og handling. Måske læste man bedre indenad i 1973 og behøvede ikke at få pindet alt ud som nu: Agency, agency og atter agency, hedder det fra det antropologiske begrebspoliti. I et interview fra 1999 (publiceret 2002) forklarer han, at den interpretative antropologi, som han siges at have stået fadder til, ikke er en disciplin, men et perspektiv: ”So interpretation in my view is fundamentally about getting some idea of how people conceptualize, understand their world, what they are doing, how they are going about doing it, to get an idea of their world” (Panourgia 2002:422, min fremhævning).

For mange år siden fortalte Johannes Fabian mig, at den interpretative eller symbolske antropologi ikke var Geertz’ opfindelse. Geertz skabte baggrunden og inkarnerede den i The Interpretation of Cultures. Men det var Sherry Ortner, som sammen med andre Chicago-antropologer, som mestendels var elever af Geertz, der gjorde det til en bevægelse og til et alternativ til tidens åndløse neo-evolutionisme,

tema

kulturmaterialisme, kultur-økologi m.m. Fabian har uden tvivl ret, når han peger på tidsånden, for Geertz’ antropologi synes i god samklang med den post-1968’ske – og det i den grad at Geertz og hans fæller er blevet kaldt postmodernister avant la lettre.

3

24 tilfælde kædede citatet utvetydigt sammen med Weber 194 tilfælde kædede citatet utvetydigt sammen med Geertz 249 tilfælde var så uklare, at jeg lod dem ude af betragt-

ning.

I alle 194 tilfælde, som kædede citatet sammen med Geertz, refereredes til Geertz 1973, The Interpretation of Cultures. Samtlige 24 tilfælde, som knyttede citatet sammen med Weber, havde ingen reference til noget værk overhovedet. Med andre ord var Webercitatet udokumenteret. Lad mig give nogle få eksempler på disse. De er fundet på Google (web-referencen er udeladt): 1. Ralph Levy har citatet på sin hjemmeside sammen med meget andet. Sådan: Man is an animal suspended in webs of significance he himself has spun – Max Weber

Inf rmanten

d

Det spørgsmål, som jeg også tænkte på, var et, som jeg gerne havde stillet Geertz. For år tilbage kom jeg til at tænke på, hvad der egentlig lå i denne sætning: Believing with Max Weber, that man is an animal suspended in webs of significance he himself has spun, I take culture to be those webs, and the analysis of it to be therefore not an experimental science in search of law but an interpretive one in search of meaning. I tredive år havde jeg læst dette, citeret det i mine arbejder og udlagt det i undervisningen uden at spekulere på, hvad Weber bestilte dér. Havde Weber sagt noget lignende? Hvorfor skjule citatet og undlade en reference? Da jeg sådan var begyndt at undres, prøvede jeg at finde ”citatet” i de Weberudgaver, jeg havde ved hånden – forgæves desværre. Så sendte jeg en mail til en britisk kollega, som er klog på Weber: ”Hvor skriver Weber noget med ’man is an animal suspended in webs of significance’?” Kollegaen vidste det ikke, men sendte spørgsmålet videre til nogle virkelige Weberfreaks. Den ene svarede, at han ikke lige kunne stedfæste det, men at det sandsynligvis var fra Webers metodologiske skrifter. Det vidste jeg, det ikke var, for dem havde jeg selv været igennem. Næste skridt var at finde egnede tyske søgeord for om muligt at kunne lokalisere ”citatet” i de af Webers værker, som var tilgængelige på internettet: Intet resultat.

Nu tyede jeg til Google og søgte efter ”webs of significance” og fik 567 poster, og ved at supplere med henholdsvis ”-Weber” og ”-Geertz” fik jeg følgende resultater:

tema

2. Den højt respekterede historiker Anatol Lieven skriver i sin bog America Right or Wrong: An Anatomy of American Nationalism, Oxford University Press, 2005, side 28: Like European imperialists of the past, any Americans genuinely see their country’s national interests and ambitions as coterminous with goodness, civilization, progress and the interests of all humanity. Communal selfdeception among members of a shared political culture, driven by a mixture of ideology and self-interest, is the issue here. In the wonderful phrase of Max Weber, ’Man is an animal suspended in webs of significance’.

3. Florence Chee, School of Communication, Simon Fraser University, præsenterer et abstract af sit paper, 23. februar 2006: This paper is a vivid illustration of Max Weber’s famous utterance that, ’man is an animal suspended in webs of significance he himself has spun’, which has since been used in order to analyze various cultural settings (Geertz, 1973:5).

4. Jonathan Haidt, social- og moralpsykolog, fortæller: One of my favorite quotes is from Max Weber: ’Man is an animal suspended in webs of signification’. So I think that with morality, we build a castle in the air and then we live in it, but it is a real castle. It has no objective foundation, a foundation outside of our fantasy, but that’s true about money; that’s true about music; that’s true about most of the things that we care about.

5. NN skriver: You may ask why myth and ritual legitimise power? Max Weber’s answer was that ‘man is an animal suspended in webs of significance he himself has spun.’

6. En anden NN skriver: d

Inf rmanten 10

Man is an animal suspended in webs of significance he himself has spun (Max Weber).

7. Joanne Tippet anfører: Weber said, ”man is an animal suspended in webs of significance he (sic) himself has spun” (Weber in Geertz 1973:5).

8. Carol Berkenkotfer erklærer: The concept of verstehen can be inferred from Weber’s maxim,”Man is an animal suspended in webs of significance he himself has spun.

Citaterne viser problemet: Der er ingen pålidelige referencer til Weber, om nogen overhovedet. De foreliggende referencer fører tilbage til Geertz. Alting syntes at køre ring fra Geertz til Geertz. Jeg var nu klar over, at jeg ikke selv kunne løse problemet. Derfor sendte jeg en mail til Wolfgang Schluchter i Heidelberg. Han er en verdens førende Webereksperter, så han måtte kunne hjælpe. Jeg spurgte ham, om han vidste, hvor Weber havde skrevet noget i retning af ”Man is an animal suspended in webs of significance he himself has spun”, og at jeg selv havde søgt at spore det, og at jeg hver gang kom tilbage til Geertz. Schluchter svarede mig, at Weber aldrig har sagt noget lignende, og at ”citatet” er en parafrase over weberske synspunkter. Det fører kun tilbage til Geertz.

Her var det så, at jeg skulle have spurgt Geertz, hvorfor han i sin tid formulerede sin inspiration fra Weber på en måde, der gav anledning til at tro, at han citerede Weber og derved ledte tusinde af mennesker – blandt andre mig – på vildspor. Det var det spørgsmål, som faldt mig ind, da jeg hørte, at Geertz var død. Og nu kan det aldrig besvares uanset hvor grundigt, vi studerer hans værker, for han tog sin hemmelighed med sig i graven. Døden gør en forskel. d

tema

Litteratur

Geertz, Clifford 1973 The Interpretation of Cultures: Selected Essays by Clifford Geertz. New York: Basic Books.

2000 ”The Uses of Diversity”, i: Available Light: Anthropological Reflections on P h i l o sophical Topics. Princeton, N.J.: Princeton University Press, 68-88 (først publ. 1986).

Panourgiá, Neni 2002 ”Interview with Clifford Geertz”, Anthropological Theory 2, 2, 421-431.

Sahlins, Marshall 1993 ”Goodbye to Tristes Tropes: Ethnography in the Context of Modern World History”,

The Journal of Modern History, 65,1, 1-25.

d

Inf rmanten 11

liminalt

Med Geertz på feltarbejde Clifford Geertz har i de seneste årtier været en inspirationskilde ikke bare indenfor symbolsk antropologi og kulturalisme, men også når det kommer til metodiske overvejelser og feltarbejdet.

Dette skinner tydeligt igennem i grundbogen for antropologisk metode Ind i Verden (2003), hvor han flittigt bliver refereret og henvist til. Geertz har hovedsageligt udøvet feltarbejde i Marokko (Sefrou) og i Indonesien (Pare) og er kendt især for den vilde flugt fra det balinesiske politi, som kan læses i ”The Raid” i Deep Play: Notes on the Balinese Cockfight. En flugt væk fra overmagten og ind i balinesernes verden.

Af Simon Lex

Blink med øjet

Jeg blinker dybt og sætter mig ind i en balinesisk mands bevidsthed. Året er 1958, og jeg står på en støvet vej i en lille landsby. Pludselig bryder helvede løs, og råb og skrig lyder fra pladsen, hvor en kamp mellem haner sætter sindene i kog, og hvor store beløb skifter hænder, som timerne går. Men det er ikke det sidste dødsstød, som skaber virvar og kaos.

Politiet har valgt at slå til imod denne på overfladen ulov-

d

Inf rmanten 12

lige akt, og folk flygter fra dyrenes dødskamp. Jeg observerer, hvordan kampens enhed splintres, og ud af organismen vælter et syn fra en anden verden. Jeg tørrer forvirret mine øjne, da der ud af støvet kommer en hvid skægget mand, og hvad jeg formoder er hans kone. De spæner akavat forbi mig, og jeg blinker endnu engang i dette forunderlige øjeblik. Som fluen på væggen har jeg erfaret et af de vigtige øjeblikke i antropologiens historie. Manden hedder Clifford, og vi er med Geertz på feltarbejde.

Accepten

Episoden, hvor Geertz løber for livet med de lokale balinesere for at undgå politiets brutalitet, er et symbol på antropologens kamp for at blive en del af et til tider lukket og fremmed fællesskab. Geertz mener, at netop denne oplevelse var en indgang til den balinesiske kultur, da det lokale samfund på baggrund af hans direkte deltagelse accepterede ham som en del af deres fællesskab. Accepten er netop vigtig, da det er her antropologen åbner/lukkes ind ad vinduet til erkendelse af det kendte i det fremmede eller måske det fremmede i det kendte. Er man ikke en accepteret del af dagligdagen, er det næsten umuligt at skabe et helhedskendskab til det studerede objekt. Selv om der i de fleste tilfælde ligger måneders forberedelse og overvejelser inden et feltarbejde, viser Geertz med

liminalt

Tynd og tyk

Geertz løber i det nævnte øjeblik væk fra rollen som en overfladisk observant, og han forcerer her den usynlige grænse mellem os og de andre. Han er ikke længere bare en passiv videnskabelig overvåger, der beskriver slagets gang fra første skrab til vinderens triumferende ”kykkeliky”. Han forsøger at udvide den kalkulerende registrering, som entydigt beskriver begivenhedens overfladiske data (thin description).

Dette kan han opnå ved at være en accepteret del af kulturen og ved at deltage i balinesernes hverdag. Ved at være til stede som en aktiv deltager, er det altså muligt at undersøge, hvordan mennesker producerer betydning i et virvar af fortolkninger, meninger og motiver. Som antropologer fortolker vi deres fortolkninger og graver os dybere ned i de betydningslag, som ligger i den sociale interakton. Ved at opleve dagligdagens små begivenheder kan vi opbygge en forståelsesramme, der i den teoretiske distancering kan blive til store konklusioner. Denne form for dybere forståelse og fortolkning af objektets handlinger kalder Geertz for thick description. At blive en del af objektets hverdag er, ifølge Geertz, ikke ensbetydende med, at man kan blive en fuldt integreret del af ”de indfødtes” verden men nærmere, at man får muligheden for at fortolke et åbent univers af symboler og handlinger, som udfolder sig i feltens dagligdag.

I studiet af kulturelle fællesskaber ønsker Geertz ikke at gengive eller lede efter en forsvunden sandhed, da den

ikke eksisterer, og han modsætter sig på den måde den positivistiske videnskab: ”the aim of anthropological research is the enlargement of human discourse” (Geertz, 1973, 14). I fortolkningen af symboler og handlinger, som udfolder sig i felten, er det på den måde muligt at tilegne sig ny viden og udvide horisonten epistemologisk såvel som ontologisk både for den studerende og for de studerede.

Med Geertz som inspiration

Feltarbejdet er i de seneste år blevet sat i fokus, og ifølge den nye studieordning sættes halvandet år på kandidatuddannelsen af til metodeforberedelse, pilotprojekter, feltarbejde og speciale. Alle områder, som mere eller mindre, har at gøre med etnografien og antropologiens store kæphest – vores udødelige feltarbejde. Finder man det for flyvende at tage på et kort og flygtigt fantasifeltarbejde med Clifford Geertz, er det værd at grave ned i hans metodologiske overvejelser, som skinner igennem i store dele af hans forfatterskab. Blandt andet giver bogen After the Fact: Two Countries, Four Decades, One Anthropologist (af Geertz himself) et indblik i hans metodiske ideer og overvejelser. Overvejelser der stadig fungerer som inspirationskilder for antropologer og etnografer, der skal en tur ud i det ukendte.

Overgangen fra den usikre baby-etnograf i svøb (outsider) til den erfarne og anerkendte antropolog (insider) er en transformation, som alle antroploger skal igennem på feltarbejdet. Om det er rygende på en fredspibe i Amazonas eller i kaffestuen på byggepladsen, er det værd at tænke tilbage på den hvide mand med skægget, som i flugten fra politiet ikke bare løb sig ind i balinesernes hverdag men også ind i den antropologiske hall of fame. d

Inf rmanten 13

d

denne indledende anakdote (the raid), at adgangen til felten er af essentiel betydning og i mange tilfælde skabes i kaotiske og ikke kontrollerbare situationer. Episoder som disse brænder sig ind i etnografens bevidsthed som essentielle og altafgørende, og viser hvordan et moment i praksis kan blive udødeliggjort i en teoretiske vidensramme.

liminalt

Et eventyr om jagten på verdens mest intelligente mennesker Lille spejl på væggen der, hvem er klogest i verden her? Videnskabsmænd har efter intense undersøgelser endelig fundet frem til verdens klogeste mennesker.

Af Ole Høiris Engang i 1950’erne var 2. Verdenskrigs uhyrligheder kommet på så stor afstand, at der var forskere, der mente, at man godt igen – og nu helt objektivt – kunne undersøge, om der ikke var bare en lille sammenhæng mellem race og intelligens. Man foranstaltede en undersøgelse, og alt tegnede til, at den ville give et resultat i form af, at der virkelig var en ganske ringe forskel. I bunden var de sorte afrikanere, herefter fulgte araberne og så kom asiaterne med europæerne som endnu mere intelligente. Så kom det sidste resultat ind. Det drejede sig om eskimoerne, som de hed dengang, og resultatet viste, at eskimoerne var mere intelligente end europæerne og således verdens mest intelligente race. Resultatet af

d

Inf rmanten 14

undersøgelsen var således klokkeklart: Metoden var forkert.

Erfaringen herfra var, at når man skulle måle folks intelligens, skulle man starte med at fastlægge intelligenshierarkiet og så derefter definere intelligens og indrette metoden således, at man på fuld videnskabelig vis kom frem til det ønskede resultat. Dette skulle naturligvis ikke kun bekræfte den hvide, europæiske mands intelligensmæssige overlegenhed, for noget sådant blev med tiden ikke helt politik korrekt.

Hvem er den klogeste på jorden her?

Så gik der mange år, og engang i 1980’erne ville man igen prøve at finde frem til forholdet mellem racer eller folk/etniske grupper, som det lidt pænere hed nu, og så intelligensen.

Man kunne nu konstatere, at det store eksperiment med at skabe et sovjetmenneske, der var det dekadente, kapitalistiske, vesterlandske menneske overlegent, var slået fejl, så der var ingen fare fra den kant – heller ikke på det forskningsmæssige plan, da den nye sovjetiske åbenhed havde elimine-

liminalt

Den hvide mands dilemma

Det første dilemma var, at det jo var for banalt at gøre den hvide europæer, ja selv den hvide angloeuropæer til de mest intelligente. Det ville også vække unødig harme, så man var faktisk i den situation, at det ikke kunne være

den hvide mand, og at det heller ikke ikke kunne være den hvide mand. Det ville nemlig virke stærkt demoraliserende på såvel forskernes selvfølelse som bevilgende fonde, hvis de hvide var dummere end andre. Efter lang tids overvejelse gav løsningen sig: der kunne være mere end et folk, der var det mest intelligente. Dette ville også passe med en kurve, som ikke endte i en spids på toppen, men i en kurve, så det med det gradvise kunne fastholdes hele vejen igennem. Ved at gøre f.eks. to folk til de mest intelligente, kunne man give den ene plads til de hvide, og når man så så på verden, fondsadministratorer og på gamle intelligensopfattelser, kunne der vel ikke være tvivl om, at den anden måtte gå til asiatere. Nu gav det ligesom ikke mening at operere i det gamle racefelt, for så ville der være mange, hvis intelligens var tvivlsom, som ville komme med i slipstrømmen. Russere og andre slavere måtte udelukkes som kommunister. Tyskernes massepsykose og robotagtige eksistens under 2 verdenskrig havde man ikke helt glemt, så de var også udelukket. Det samme gjaldt kineserne, som ud over at være massemennesker jo også var kommunister. Og her var der også den fremtidige verdenshistorie at tage hensyn til. En femtedel af verdens befolkning kunne ikke være de mest intelligente, uden at de ville virke globalt truende, så man måtte altså operere på niveauet folk.

Asiaterne tager teten

Da dette nu forgik i USA var det let at finde frem til asiaterne. Her var der heller ikke nogen i forsamlingen, der havde noget i klemme. Der var en klar tendens til, at de frie stipendier til universiteterne, som blev givet til de mest lovende og intelligente unge mennesker, gik til asiater, og en nøjere undersøgelse viste, at det især var unge af japansk oprindelse, der fik disse stipendier. Nu kunne man således udpege japanerne som det mest intelligente folk, men

Inf rmanten 15

d

ret denne mulighed. Nu samledes nogle kloge forskere for at finde frem til den metode, der førte til det rigtige resultat, hvorfor de først måtte finde frem til dette resultat. Det var en vanskelig sag, men som indledning blev de hurtigt enige om, at forskellene skulle formuleres gradvist – som en bakke og ikke som en trappe. Dertil skulle man af hensyn til besværlige, men indflydelsesrige medlemmer af de nederste intelligensgrupper markere, at resultatet her ikke gjaldt for det enkelte individ, men for hele befolkninger, og at der intet var i vejen for, at selv individer fra de folk, der scorede lavest, kunne være lige så intelligente, ja endog mere intelligente end dem, der scorede højest. Man skulle finde et gennemsnit for hver gruppe, men der var inden for alle grupperne store variationer, og således kunne man dække sig ind under, at de seriøse kritiske bemærkninger, man fik fra medlemmer af de mindst intelligente grupper blot ved deres kritik, hvis den havde effekt, demonstrerede den pågældendes positive afvigelse fra sin races – undskyld, sit folks gennemsnit. Endelig var det også givet, at det ikke skulle være en måling på køn. Man skulle ikke have noget af at rode sig ud i det uvejr, som ville rejse sig, hvis man placerede mænd som mere intelligente end kvinder, eller med henvisning til sproglig formåen som et intelligent træk, kvinder som mere intelligente end mænd. Begge resultater ville være et rent minefelt og kunne sætte spørgsmålstegn ved den videnskabelige undersøgelses seriøsitet og dermed ved forskernes fondsmæssige fremtidsmuligheder. Hermed var fundamentet for undersøgelsen lagt, men tilbage stod det store spørgsmål, hvem skulle være mest intelligent.

liminalt

det kunne man jo alligevel ikke. Ikke bare stod 2. verdenskrig i vejen, men at udpege japanerne ville også føre til genopfriskning af to gamle videnskabelige debatter, som begge satte Amerikas renommé på spil. Den første stammede helt tilbage fra middelalderen og gik på, at udviklingen bevægede sig fra øst til vest. Det var den vej, kristendommen havde bevæget sig; spanierne havde støttet teorien i det 16. århundrede, englænderne i det 18. og 19. århundrede og amerikanerne havde fundet teorien bekræftet i det 20. århundrede. I slutningen af det 20. århundrede havde japanerne så fået øje på teorien og fundet den i overensstemmelse med historien, noget der dog fra amerikanske historikeres side var blevet heftigt kritiseret og tilbagevist.

Japan-amerikanerne overhaler indenom

Den anden debat, som intelligensforskerne var oppe imod, blev i 1749 indledt af Comte de Buffon i Frankrig, og selv om den kun poppede op engang imellem, så var den bestemt ikke glemt i den amerikanske forskningsverden. Buffon påviste, at mennesker (indianerne) og dyr i Amerika stod langt tilbage i forhold til den gamle verdens befolkning, og dette blev snart efter fulgt op af Cornelius de Pauw med en påvisning af, at de europæere, der slog sig ned i Amerika, også degenererede. Dette affødte århundredlange debatter, hvor amerikanerne forsøgte at påvise, at Amerikas land og klima skabte et kreativt miljø, der skabte intelligente og kreative mennesker, der i fortiden var helt på højde med den gamle verdens befolkninger, og som nu ville overgå den gamle verdens historieskabende fremskridt, og i denne forbindelse kunne man jo så også henvise til teorien om udviklingens bevægelse mod vest. Dette havde ført til amerikanske ideer om statens og agerbrugets opfindelse i både den gamle og den nye verden uafhængigt af hinanden samt fremhævel-

d

Inf rmanten 16

sen af en lang række amerikanere som værende på linie med en Platon og en Aristoteles. Det var i forhold til denne debat, man ikke ville styrke modstandernes argumenter, så derfor var japanere som de mest intelligente udelukket. Men der var en løsning, som tvært imod styrkede den amerikanske side i debatten om Amerika som verdens mest kreative miljø.

Man kunne gøre japanere, født i Amerika, til de mest intelligente asiater. Så så det hele pludselig helt anderledes ud, og legitimiteten fandt man hos den gamle tysk-amerikanske antropolog, Franz Boas, der allerede i 1911 havde påvist, at racernes fysiske type som f.eks. forholdet mellem hovedets længde og bredde, ændrede sig, når de voksede op i USA. For Boas var japanere netop et af eksemplerne, og selv om det for Boas havde drejet sig om at afvise raceforskelle, så blev argumentet om de intelligente japan-amerikanere købt med det samme som et eksempel på intelligensforskel.

liminalt

Hollowood tager prisen

Så var der det med europæerne, som skulle være lige så intelligente som de i Amerika fødte japanere. Hvem skulle man vælge her? Der var ikke tvivl om, at man ville genbruge ideen om, at det skulle være folk, der var kommet til Amerika, men det var der jo mange forskellige folk, der var.

At udvælge dem af engelsk afstamning, som sad centralt i det amerikanske magtsystem ville give mening, men ville også få englænderne i England til at reagere og måske lave mod-intelligensanalyser og genoptage de gamle påvisninger af intelligensforfaldet hos europæere bosat i Amerika, men med mere moderne videnskabelige metoder. Det ville også være for banalt. Hermed var irerne også udelukket, for det ville genere de amerikanske englændere. Spanierne og italienerne var slet ikke på tale, og hvorledes skulle man også begrunde det på en måde, så andre end de selv ville acceptere det? Siden Romerrigets fald har disse sydeuropæere altid været mere til fest, farver og religion, til det følelsesmæssige og kunstneriske, end til det intelligente. Det var således virkelig en vanskelig sag, men nogen skulle udpeges; både de hvides og undersøgelsens status var på spil. Jøderne blev foreslået, men igen, det kunne skabe problemer at vise, at jøderne i USA var mere intelligente end jøderne i Israel eller jøder alle andre steder i verden. Det ville selv ikke den jødiske befolkning i USA acceptere – ikke offentligt i det mindste.

PS: Det skal bemærkes, at enhver lighed med virkeligheden er utilsigtet. d

Inf rmanten 17

d

Europæerne taber terræn

Man begyndte nu at tænke, om man ikke kunne finde et alment højt estimeret felt i Amerika, som kunne tilskrives en mindre, men identificerbar national gruppe, som ikke ville bringe forskningen og dens fremtidige bevillinger i fare, og som det i offentligheden ville være acceptabelt at tildele den fine karakteristik. Og efter forskellige forslag var der bid. Ud over krigsindustrien, som ikke kunne gøre sig forhåbninger på det intelligensmæssige område, ligegyldigt hvor intelligente dræbermaskiner de udviklede, var der underholdningsindustrien med Hollywood i spidsen. Det viste sig nemlig, at de folk, der i sin tid havde gjort Hollywood til filmens verdenscentrum kombinerede to væsentlige ting: de var jøder og de var indvandret til Amerika fra Ukraine. Indvandrede ukrainske jøder! Det var løsningen. Ingen europæer kunne tillade sig at blive fornærmet eller i det mindste give udtryk for det, når det var jøder, der var blevet udpeget; man slap uden om problemet med Israel og gjorde valget alment acceptabelt, for de ukrainske jøder var ikke nogen magtfaktor i hverken Israel eller Amerika, og endelig kunne man med føje hævde, at Hollywoods filmindustri var såvel en forretningsmæssig som en kunstnerisk produktion.

Og herved kom helheden til at gå op. Der var både hvide og asiater. De var alle en del af Amerika – USA. Deres intelligens dækkede såvel det akademiske og kunstneriske som det forretningsmæssige. Her var løsningen, tilbage stod kun et mindre arbejde, at udarbejde den videnskabelige metode, der ville føre til dette videnskabelig resultat, men det var hurtigt overstået. Halvbuen, som blev navnet på denne trinløse hierarkisering af menneskelig intelligens på en form for folkeligt niveau, som ikke sagde noget om de enkelte individers intelligens, spredte sit budskab til verden, og så sandsynlig så den ud, og så lidt provokerende i forhold til andre magtfulde befolkningsgrupper var den, at den kun gav mindre dønninger rundt om i verden, for hvem ville gøre sig selv til racist ved at betvivle et videnskabeligt resultat, der pegede på netop disse to grupper.

liminalt

Praktikophold i udlandet Af Charlotte Torp Møller Jeg besluttede mig sidste år for, at jeg ville i praktik dette (8) semester. Jeg havde besluttet, at det skulle være i Afrika og gerne måtte have noget med uddannelse eller opbygningen af samfund at gøre. Jeg var så heldig at IBIS opslog den helt perfekte praktikplads. Deres ”Education for Empowerment” -projekt skulle have en praktikant til Ghana, nærmere bestemt Buduburam, en liberiansk flygtninge-settlement med ca. 40.000 indbyggere udenfor Accra. Praktikanten skulle understøtte program-fascilitatoren i de gængse ting omkring ALP (Accelerated Learners Programme), og arbejde med partnerorganisationerne, der implementerer programmet, samt støtte Central Education Board i at monitorere og supervisere skolerne i lejren. Det var sådan set en nem nok beslutning. På det tidspunkt gik jeg stadig rundt i Århus, i den hverdag jeg havde kendt de 3 år jeg har læst der. Jeg søgte og var så heldig også at få pladsen. Så det var jo helt perfekt, -lige bortset fra, at jeg faktisk ikke helt havde taget stilling til mit liv, hvis jeg skulle afsted. Jeg havde planlagt det, selvfølgelig. Jeg havde sagt mit værelse op og aftalt at få mine ting opmagasineret etc.. Men jeg havde ikke rigtigt

d

Inf rmanten 18

taget stilling til, hvad det betød at skulle afsted. Men afsted kom jeg på mirakuløs vis. Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvordan det lykkedes mig at komme til Accra, men det var noget med Kastrup og Heathrow på vejen. I Accra blev den anden praktikant (en statskundskaber fra Århus) og jeg mødt af 200 graders varme, da vi kom ud af flyet (ej måske der kun var 35, men alligevel). Det skal siges, at det var i Januar måned, så selvom jeg godt vidste jeg ville blive mødt af en varme-mur når jeg forlod flyet, så var jeg alligevel ikke helt forberedt på hvor varmt, der ville være kl. 23 om aftenen.

Nå, men blandt de 150 mennesker, der stod udenfor lufthavnen og ventede på familie til at tage på pilgrimsrejse, stod også en mand med et skilt, hvor der stod; IBIS, Rasmus og Charlotte. Næsten ligesom på film. Bortset fra, at de på film altid er helt nystrøgede, og der ingen larm er. -Sådan var Accra altså ikke lige. Der var varmt og der var mennesker overalt, hvilket også resulterede i at jeg nærmest trådte på en dame, der lå på et tæppe og sov og derved næsten lavede et gevaldigt styrt, -ikke verdens heldigste ankomst. Nå men efter at være kommet på hotellet, og have brugt 4 dage i Accra, så skulle jeg til Buduburam hvor jeg er nu. En mindre detalje var, at hende, der står for programmet herude, ikke var klar

liminalt

den bus, må sende SÅ mange tanker igennem deres hoveder.

Ellers er det også lidt specielt at være i Liberia i Ghana.

Jeg har aldrig rigtigt tænkt på en flygtningesituationer mellem nabolande. Men det er ikke særlig meget anderledes end de flygtninge, der kommer langvejsfra til Danmark. De bliver stadig diskriminerede og stigmatiserede. De er ”de dér liberianere”, og man kan selvfølgelig ikke stole på dem, hvis man spørger ghaneserne. Så jeg kunne de første par uger tage mig selv i at udøve en ekstrem forsigtighed i forhold til de folk jeg mødte på gaden. Frygtelige tanker som ”hvorfor vil du kende mig, jeg kan ikke give dig penge” og ”nej, du må ikke vide hvor jeg bor eller få mit tlf. nummer, for så stjæler du bare alt hvad jeg har” sneg sig ind i mit hoved. Det er lidt skræmmende at jeg (er lige ved at sige ’at alle’) kan tænke sådan. Jeg er det mest naive og godtroende menneske. Men måske netop derfor har alle de advarsler om LIBERIANERE gjort så stort indtryk. Problemet er bare at: ja, der er sikkert nogle liberianere, der vil udnytte situationen, meeeeen, det ville en ghaneser af samme sind sgu også, eller en dansker for den sags skyld. Men måske det er rammende for hele problemstillingen; at komme udefra, og træde ind i en situation mellem to nationaliteter, der er bragt til at leve sammen pga. en sindssyg krig. Mon ikke det ville være det samme uanset hvor i verden man befinder sig? I hvert fald møder jeg hver dag nye udfordringer og gør sjove observationer både i mit arbejde og i min hverdag, hvor jeg bevæger mig rundt i lejren, hvad enten det måtte være alene, i selskab med liberianere, andre frivillige eller begge dele. Og lige så meget som jeg lærer om Liberia, Buduburam og hele flygtninge situationen, lige så meget lærer jeg om mig selv. Jeg har ændret ganske meget ved min opførsel, og er lidt spændt på hvor længe det holder når jeg kommer hjem. Ville jeg f.eks. spise brød, som der har kravlet MANGE myrer på hjemme? Nok ikke hvis jeg selv tog dem af. Ville jeg virkelig genbruge vand? Hmm. Sikkert ikke. I hvert fald ikke i samme grad. Men når man ikke har vand, så er der bare ikke så meget at gøre. :) d

Inf rmanten 19

d

over, at jeg skulle blive her fra den dag af, så jeg havde intet sted at bo. Det er jo altid et rart udgangspunkt. Men det fandt vi (og jeg er netop i dag d 3/3-07 flyttet ind). Anden lille detalje var så, at der heller ingen møbler var til mig, det vil sige ingen seng, køkken eller noget som helst. Der var bogstaveligt talt 4 vægge og en dør. Så mig ud og finde en seng, og så var jeg jo nærmest klar. Nå nej, huset var jo ikke klart til at flytte ind i endnu. Så sengen blev sat i et ekstra rum på kontoret, hvor den jo så har stået og hvor jeg har boet til i dag. Nu skal jeg bare lige have anskaffet noget, der kan minde om et komfur, nogle gryder, tallerkener og bestik.

Det er lidt sjovt nærmest at flytte hjemmefra igen. Men vil dog sige, at jeg er glad for, at jeg har prøvet det i DK for snart mange år siden. Ellers kunne jeg godt have mistet modet lidt et par gange. Dertil skal dog siges, at jeg er glad for at bo her i lejren, og for at jeg har fået et rigtigt godt forhold til IBIS’ partner organisation herude – SHIFSD. De er de sødeste og mest hjælpsomme mennesker. Havde det ikke været for dem, og de frivillige de har, så havde det været en overvældende skræmmende oplevelse at komme herud.

Jeg har så mange gange takket mig selv for, at jeg har valgt en praktik frem for et feltarbejde. Tanken om at komme herned, ikke kende nogen, ikke være helt sikker på hvor man skal hen, ikke rigtigt vide hvad man skal (det gør jeg nu forresten ikke alligevel, men det finder jeg løbende ud af) og ikke ane hvem man skal spørge om hjælp. Det er en virkelig skræmmende tanke. Ikke at jeg ikke nu, i dag, tænker, at jeg sagtens kunne finde diverse problemstillinger herude. Det er ikke et problem, for der kan laves utallige feltarbejder herude. Det er en næsten 20 år gammel flygtningelejr, hvorfra der hver 3. uge kører en busfuld af liberianere tilbage til Liberia. Alle deres ejendele ryger på taget, og så er det ellers en køretur på en uge godt og vel. Det må være en syret følelse, de rejste derfra med hver deres frygtelige historie fra krigen, de kan have boet her i de 17 år lejren har eksisteret, og nu skal de så hjem. Og det til et land der stadig ikke er opbygget.

Langt de fleste starter helt HELT forfra. Den uge de sidder i

liminalt

Også etnografer kan savne

den hjemlige hygge

Denne artikel er en historie om en studerendes første møde med noget feltarbejdslignende under fremmede himmelstrøg. Det er historier, der ikke kommer med i en feltarbejdsrapport; om overraskelsen ved for første gang at sidde alene langt fra den trygge hverdag – og hvordan jeg trods alle gode intentioner og hele min antropologiske baggrund endte som en lille dansk dreng i en ganske ny verden.

Af Jørgen Skrubbeltrang

Afrika under huden

Tilværelsen er fascinerende; den ene dag går jeg rundt blandt det nære og velkendte. Jeg kysser min kæreste, går en tur ned af Strøget, har en forelæsning på Moesgård. Men som med et

d

Inf rmanten 20

blink med øjnene er alt forandret. Øjenlågene går atter op, og jeg kigger direkte ind i et myggenets uendelig mange huller.

Blikket sørger videre opad mod det virvar af græsstrå, der for de næste måneder skal udgøre taget over mit hoved. Lige dele uvirkeligt og fascinerende. Sådan følte jeg det i hvert tilfælde, da jeg i august sidste år, som volontør for Folkekirkens Nødhjælp, drog mod et af verdens allerfattigste lande, Malawi, i det sydøstlige Afrika. Med en eventyrlyst, et håb om at forstå nødhjælpsorganisationers arbejde bedre og ikke mindst 4 års antropologistudier, mente jeg det var på tide, at jeg fik Afrika lidt mere ind under huden – volontørprogrammet var en enestående mulighed.

Jeg slog altså i august øjnene op i familien Masofas hytte langt fra alt, hvad jeg normalt vil betegne som uundværligt.

Familiens køkken består af 3 sten, en grydeske, en kniv, to gryder, en spand, en taburet og et bålsted – intet andet. Møbler er generelt ikke-eksisterende. På grund af mit besøg, er

liminalt

Rutiner i det fremmede

Mit modsvar til denne nye verden var at begynde at oparbejde rutiner. Jeg nærmest higede efter dem. Små tåbelige rutiner der kunne blive til faste holdepunkter. Alene det at vi spiste på stort set samme tidspunkter på dagen, var en befrielse. Jeg vidste, hvad der ville ske. For ikke at tale om befrielsen ved at spise på det samme sted i huset, med de samme mennesker, og i store hele den samme mad. Jeg indarbejdede morgenritualer med faste toiletbesøg, tandbørstning, badning, oprydning af myggenet. Stille og roligt blev alle disse små rutiner og ritualer til noget der kunne minde om en dagligdag. Man fungerer lidt mere per refleks. Den ene dag begyndte at tage den næste, en uge den anden. Fra i starten at have en følelse af, at jeg var på hele tiden og 100 procent, begyndte jeg gradvist at slappe mere af. Hvile i mine omgivelser. Udfordringen opstår i det øjeblik jeg løfter blikket, bryder ud af rutinen, og opdager hvor jeg i virkeligheden er. I en malawiansk landsby midt i ikke alt for meget. Så kunne jeg atter begynde at stille spørgsmålet, “hvad er det nu lige jeg laver her?” En proces der foregik dagligt – primært om aftenen når det afrikanske mørke sænkede sig, og jeg lå tilbage under myggenettet og

lyttede til rotterne der gnavede, kakerlakkerne der trippede, hundene der hylede.

Afsavn og samhørighed

Jeg husker en aften efter aftensmaden, den klassiske omgang majsgrød med bønner og græskarblade, hvor jeg sad sammen med familien og lyttede til deres lystige snak på Chichewa.

Vi havde mange af disse stunder, hvor jeg blot sad og fulgte med i deres snak uden, at jeg forstod et ord. Det var befriende at føle, hvordan jeg kunne blive en del af det fællesskab, som jeg på så mange måder stod uden for. På et tidspunkt var alle stille i nogle minutter; vi sad ubevægelige, lyttede til radioen, cikaderne, landsbyens dæmpede lyde. Tordenløse lyn i hundredvis splittede kontinuerligt mørket. Pludselig midt mellem alt det jeg ikke forstod et ord af, spillede radioen sangen ’Goodbye My Lover’ af James Blunt. Det var et stort hit, da jeg forlod Danmark. Melankolsk og hjerteskærende som kun popsangere kan gøre det. Jeg tog sangen til mig, faldt i staver over afsavnet af min kæreste; den kom uventet, jeg havde paraderne nede, øjnene blev blanke. Lige så lidt som jeg forstår af deres chichewa, ligeså lidt forstår min værtsmor, Emmy, engelsk, men hun forstod så åbenlyst, hvad der foregik hos mig. Hun sendte mig et smil, som kun Emmy kan. Det rummede så meget varme, forståelse, medfølelse, at jeg selv ikke kunne andet end at sende hende et stort smil tilbage. Aldrig før har jeg følt en så overvældende samhørighed med et sted og blandt mennesker, der umiddelbart er så fremmede fra mit vestlige liv.

Historien rummer noget af det allerstærkeste, jeg tager med mig fra Malawi. Både hvordan jeg pludselig og uden varsel kunne rammes af melankoli og knugende afsavn til alt

Inf rmanten

d

der kommet en seng og en træstol indenfor, formentlig de første nogensinde. Så alt foregår på sivmåtter på gulvet. Her spiser vi, sidder vi, snakker vi, og familien sover på selv samme. En gaffel, en spiseske og to teskeer er en komplet liste over mængden af bestik, så alle måltider indtages med fingrene. Jeg får den ene af husets to eksisterende tallerkener, faderen den anden; moderen og de 5 børn indtager deres mad direkte fra gryderne. 5 store D-batterier er det tætteste man kommer en strømkilde.

liminalt

der hjemme, lige fra menneskerne jeg elsker til det at gøre enkelte dagligdags ting, som at lave mad eller gå på indkøb.

Afsavn og melankoli der kunne få mig til at gå i stå, blive handlingslammet, give mig blanke øjne. Men historien rummer også det fantastiske; det fascinerende, at føle sig som et del af et fællesskab, som man ved man aldrig kommer til at tilhøre. At føle samhørigheden med den fremmede og indtil for ganske få uger siden helt ukendte verden.

Kulturmødet; ligheder i det fremmede

Det står mig nu klart, at jeg medbragte et helt kartotek af fordomme om ’den almindelige afrikaner’, da jeg kom til Malawi. Meget mere end jeg selv bryder mig om, medbragte jeg både billedet af et kontinent plaget af fattigdom og sult, men også billedet af den ædle simple afrikanske bonde, der lever i pagt med sine omgivelser, og de krav naturen stiller. Hos de to familier jeg boede hos, har jeg fundet masser af nærhed, stolthed og livsmod. Jeg har følt familiernes glæde over et besøg fra en fjern slægtning eller en uventet triumf for landsbyens fodboldhold. Jeg har følt skuffelsen og afmagten, når pengene ikke rækker til den livsnødvendige gødning, eller når familiens yngste datter pludselig bliver alvorlig syg. Men jeg vil aldrig kalde dem ædle. Der er ikke noget ophøjet over livet hos hverken familien Masofa eller familien Mukoko. De er mennesker, der er nødsaget til at leve deres liv under vilkår, der er dem givet. Men deres følelser er let genkendelige, glæden såvel som sorgen, stoltheden såvel som afmagten. Da jeg på et tidspunkt holdt op med at se familierne omkring mig i dette ophøjede lys, skabt lige dele af en påtaget medlidenhed og forestilling om ’den ædle bonde’, begyndte jeg at føle mig utrolig taknemmelig og ikke mindst utrolig privilegeret. Menneskerne jeg har lært at kende, minder mere om mig selv, end jeg i mine vildeste fan-

d

Inf rmanten 22

tasier havde forestillede mig og håbet på. Men alt omkring dem er mig fremmed og i nogen grad fjernt; der er så meget i deres livsmønstre, traditioner og kulturer, som jeg ikke i løbet af de fire måneder, jeg var der, formåede hverken at begribe elle forstå. Ligeså betagende som kulturmødet med det fremmede er, ligeså fantastisk er det at opdage lig- og samhørigheden med de bagvedliggende mennesker. For mig at se ligger de store forskelle i vores handlemuligheder. Jeg vælger at rejse til Malawi og opleve deres kultur, muliggøre det gensidige kulturmøde. Jeg vælger også at rejse hjem igen.

Jeg er ikke malawianer og bliver det aldrig; jeg savnede min vestlige forbrugstilværelse; jeg savnede kæresten, vennerne, familien så det kunne gøre helt ondt. Så da projektet sluttede, var det naturligt for mig at rejse tilbage.

Følelser på spil

Jeg har rejst som backpacker mange gange, men opholdet i Malawi var mit første ’feltarbejdslignende’. Masser af miksede følelser var i spil; jeg har fået oplevelser, som jeg aldrig vil være foruden, det har været lige præcis så spændende og fascinerende, som jeg turde håbe – men det har også været vigtig for mig at erkende, at jeg som etnograf også kunne savne hele min trygge århusianske tilværelse, uden at jeg følte mig mindre ’etnografisk’ af den grund. De miksede følelser har ikke ændret min nysgerrighed. Jeg brænder stadig for at lære om mennesker, der lever under andre geografiske og kulturelle vilkår end jeg. Selvom jeg ikke kan forestille mig selv sidde flere år i en afrikansk landsby, synes jeg, at vores fag er mere spændende nu end nogensinde før. Jeg skal snart på mit ’rigtige’ feltarbejde, og jeg glæder mig som et lille barn til igen at komme langt ud over landets grænser – og komme hjem igen. d

liminalt

Diese Dänen,

Diese Dänen…

A few little something’s about the Danes, through the eyes of a German university student paying a visit to the colder north (Denmark, obviously!)

Written by Franziska Werner Student at Heidelberg University Whilst I prepared my little trip to Denmark, I wasn’t really expecting that I was going to notice any big cultural differences between Germany and Denmark. And, of course, it’s not like entering an entirely new world, as I was quite sure, that Denmark is no longer populated with no-one but blondbearded fishermen having skin like leather, wearing those blue rain-protecting-something-hats and smoking a pipe all day long.

But after being in Århus for a bit more than two weeks I can see a few differences, which are indeed worth to mention.

Let’s start with the very impressive fact that almost every Danish person at every age is able to communicate with foreigners in English. I’ve heard about it before coming here, but I was incredibly surprised when an old homeless kind-ofdrunk guy started to have conversations with me in fluent English. After a while he seemed to swop into Spanish...

Maybe it’s been a lucky incident but I can tell in general that I am very impressed by the language abilities the Danes posses.

And that brings me to another positive difference: the not synchronised TV. I guess there is no need to explain how much better it is to actually know the voices of the actors and to be able to watch movies in the original language.

As I am not watching TV the whole day here, I am able to speak about other differences. There is the example of having dinner together. At first I thought it was very confusing that the people I live with don’t wish each other to ‘enjoy the food’ before they start eating together. In Germany we wish each other ‘Guten Appetit’ and then start, which means that I am used to wait untill everyone’s plate is filled with food, then we take each other’s hands….just kidding :) I don’t consider it as rude at all; I see it as a typical cultural difference. Especially because the Danish have just another eating behaviour I had to get used to. Instead of saying “Guten Appetit”, the Danish say “Tak for mad” after finishing the meal.

I think that makes sense, too.

Another difference concerning the language is that the Danish people don’t use a word as please. And that means to me that I am acting too polite sometimes.

Now I could go on and on with differences in prices, architecture, beer, fashion, countryside…but I am headed out to the streets of Århus to spend my last week in Denmark smiling to (and laughing at) the very friendly Danes….

Diese Dänen, Diese Dänen…... d

Inf rmanten 23

d

liminalt

Vild

Side 22

Christian 1. årg. i færd med at... at... Øhm, ja, hvad ER han egentlig i færd med??

d

Inf rmanten 24

liminalt

Testsejlads i Stillehavet

Til trods for at de traditionelle kanoer i Manusprovinsen efterhånden alle er ved at være erstattet af speedbåde, er kapsejlads i de gamle både stadig af central betydning for intern hån i familien.

Af Anders Emil Rasmussen

En sømandsskrøne: Med Galathea 3 på Manus

Hen over julen havde jeg den mulighed at komme tilbage til Mbuke. Som en del af Galathea3 ekspeditionen tog jeg sammen med tre andre etnografer og fire arkæologer igen til Manusprovinsen for at gennemføre forskellige mindre undersøgelser, som for vi etnografers vedkommende var af opfølgende karakter og for arkæologerne var pilotprojekter (Se pressemeddelelse: www.aal.au.dk/global/nyheder/nyt/ presgalathea). Jeg selv skulle, ud over opfølgning på mit første feltarbejde, lave en mindre undersøgelse af områdets udriggerkanoers sejlegenskaber sammen med Ph.d. stud. Steffen Dalsgaard. Resultaterne af denne kan give arkæologer et sammenligningsgrundlag, når de søger at forklare hvordan

befolkningen af store dele af Stillehavet er foregået i fortiden.

Hvad har været muligt med fortøjer der minder om disse?

Derudover kan målingerne af kanoernes sejlegenskaber (de bærer sejl) bidrage til en dokumentation af byggeproces, sejl og rigning, som jeg løbende har arbejdet på siden udstillingen ’Yumi Bildim Kanu’ på Moesgaard Museum. Denne dokumentation kan bidrage til at skive et lille kapitel i Papua Ny Guineas teknologihistorie. Selvom kanoerne har fået en renæssance, dels som symboler på etnisk og regional identitet og dels som følge af olieprisstigninger, er de i det meste af provinsen i dag erstattet af speedbåde. En lille sømandsskrøne er på sin plads, inden jeg mister mine læsere:

Inden uvejret

Den dag jeg havde planlagt at testsejle udriggerkanoen ’Suyan’ var der ingen vind. Der var en trykkende tordenvejrsstemning i den lille landsby med de mange udriggerkanoer som ligger langs stranden. Ejeren af kanoen, Polongou, forklarede mig, at der nok skulle komme vind og pegede på nogle sorte skyer ude i horisonten. Kombinationen af de sorte skyer og fornemmelsen for torden gjorde mig en smule skep-

Inf rmanten 25

d

liminalt

tisk, overfor at stævne ud på Stillehavet i en udhulet træstamme med en udrigger til den ene side og et enormt sejl op i luften. Jeg valgte dog, som jeg har haft stort held med før, at stole mere på de lokales dømmekraft i forhold til regionens vejrforhold end på min egen. Vi tog af sted, fire mand ombord, med et ekstra stort sejl nu hvor vinden var så svag og et par fiskeliner, hvis nu man skulle være heldig.

Vi drev langsomt af sted, for en vind der næsten var for svag til at vindmåleren kunne registrere dens hastighed. Jeg sad på den platform, som er placeret ovenpå de bomme som forbinder selve kanoen med udriggeren, og noterede data fra de forskellige måleinstrumenter; fart over grund, styret kurs, vindretning osv. Solen skinnede og bortset fra Polongou, som sad bagerst i kanoen med den enorme styreåre, sad vi tre mand høj på platformen og tyggede betelnødder (lokalt nydelsesmiddel), røg cigaretter og talte om det, mænd til tider taler om, når selv samme ikke er til stede. Mine målinger var fine, da vi ikke tidligere har fået nogen målinger i så svag vind. Igen kunne jeg konstatere at kanoen sejlede ualmindeligt hurtigt i forhold til vindhastigheden, sammenlignet med andre sejlbåde i tilsvarende størrelse.

overbord, og med at fylde kanoens skrog med vand, valgte jeg at forlade den observerende og passive rolle. Ligesom mine forgængere i antropologien gjorde det i begyndelsen af 1900-tallet, begynde jeg at deltage i de lokales aktiviteter, dog ikke af metodiske hensyn, men af nødvendighed.

Jeg sprang ned i selve kanoens skrog og begyndte at øse vand ud, så hurtigt jeg kunne. Bliver kanoens skrog fyldt med vand mister man manøvre-evnen, hvilket kan betyde at sejlet på et tidspunkt bliver ramt af vinden fra den forkerte side og under de pågældende vindforhold havarere både sig selv og den øvrige rig. Skøderne (de reb som bruges til at regulere sejlet i forhold til vinden) blev holdt af de to mænd som nu hang ude på udriggeren med fare for at blive skyllet bort, hver gang den dykkede gennem en bølge. De gjorde hvad de kunne for at holde det alt for store sejl under kontrol, på trods af de voldsomme vindstød.

Tiltagende vindstyrke

”Regnen kommer nærmere” sagde jeg henkastet og pegede på de sorte skyer, som nu var så tæt på, at man kunne se den voldsomme regn under dem. ”Den slags må du ikke sige, du får regnen til at komme hurtigere på den måde!” svarede Litau, med et skævt smil og med henvisning til at vi snart ville komme i læ af en af Mbukes naboøer – noget som selvsagt er ønskværdigt frem for at bliver ramt af en tordenbyge på åbent hav. Vi nåede ikke i læ af øen før vind ledsaget af haglende slagregn ramte sejlet med kulingstyrke. Som en trold af en æske lettede udriggeren fra vandoverfladen og fartøjets hastighed steg fra 2 knobs fart (ca. 3,5 km/h) til 13 (ca. 24 km/h) på hvad der forekom, at være få sekunder.

Sejlet på de traditionelle udriggerkanoer i Manusprovinsen er rektangulære og holdes på plads af en bom for oven, som holder sejlet fikseret til mastens top og en anden bom for neden, som hænger på sejlets underside. Den nederste bom støtter nederst på masten med en lille gaffel og får sejlet til at stå op som en ruder. Vinden var stadigt tiltagende. Pludseligt begyndte den nederste bom at arbejde sig op af masten og sejlet blev en voldsomt blafrende pose i toppen af masten.

Dette forskød presset på masten og begyndte at presse stævnen under vand. Den ellers voldsomme fart blev bremset lidt og vandet fossede ind over rælingen i den forreste del af kanoen. De to mand på udriggeren kæmpede for at trække sejlet ned, mens Polongou råbte kommandoer fra sin plads ved styreåren. Jeg gjorde hvad jeg kunne, for at holde kanoen over vandoverfladen ved at øse stadig mere panisk, velvidende at mit forehavende nu var dømt til at mislykkes, hvis ikke begivenhedernes gang tog en pludselig drejning.

Mine to ledsagere fra ’soldækket’ sad nu pludselig helt ude på udriggeren og hindrede med deres vægt fartøjet i at kæntre. Som bølgerne rejste sig og kaskader af saltvand truede med at skylle både mine måleinstrumenter og mig selv

Polongou forsøgte at lukke noget af vinden ud af sejlet, ved at syre kanoen op mod vinden og dermed undgå kæntring og for at reducere det pres på masten, som var skyld at vandet fossede ind. Dette fik sejlet til at blafre voldsomt i

Nødvendig deltagelse

d

Inf rmanten 26

liminalt

Mand over borde

Sigtbarheden var nede på få meter på grund af den voldsomme regn og pludseligt susede vi tæt forbi en anden kano, som lå og drev uden sejl for at ride vejret af. Netop som den anden kano forsvandt i den tætte regn bag os, lød en række små smæld, en voldsom knirken og dernæst et plask, da mast, sejl og den øvrige rig blev flået af vores fartøj, og væltede forover ned i vandet foran kanoen. Kanoens opskud (fart) skød den op over mast og sejl, som nu blev trukket i skøder og stag under kanoen. Pludseligt lå vi relativt stille, mens vind, saltvand og regn skyllede over os, og de to mand kæmpede med at få redet sejlet op af vandet. Jeg øste stadig vand ud af kanoen, da jeg opdagede at Polongou ikke længere var ombord.

Den pludselige opbremsning havde kastet ham overbord og nu kom han svømmende forbi, tilbage mod kanoens bagende, smilende som om intet var hændt. ”Går det godt Mwaton?”, ”Øh, ja, ja, øh… masten faldt af jo…!?” prøvede jeg, ”Ja, ja, det kan jo ske” svarede han, ”Vinden var for stærk”.

Farten er det vigtigste

Vinden var ganske afgjort for stærk på kanten af den tordenbyge. Masten var brækket, en af bommene til sejlet var brækket, og en anden del af riggen lavet af tykt hårdttræ var knækket som en tændstik. Man kan undre sig over, at de erfarne kanosejlere valgte at tage ud at sejle under de pågældende vejrforhold. En væsentlig del af forklaringen er nok den, at der altid er konkurrence om hvem der har den hurtigste kano på Mbuke. Hver gang jeg kom tilbage fra en testsejlads, blev jeg spurgt hvilken topfart der var blevet målt, således at testresultaterne kunne indgå i de allerede eksisterende rivaliseringer mellem de forskellige mænd som ejer kanoer på Mbuke.

Jeg har fået fortalt, at det under de almindelige kapsejladser på Mbuke ikke er ualmindeligt, at mere end en kano kæntrer eller pådrages skader. Det er en lille pris at betale, i forsøget på at vinde håneretten over sin fætter fra en anden klan. Den særlige relation mellem fætre med forældre som er søskende af forskelligt køn, er nemlig i en lang række henseender præget af (kærlig) hån og konkurrence. I øvrigt er det et videnskabeligt faktum, at min families kano (det gode skib RuCreek) er den absolut hurtigste og alle der siger noget andet lyver! Særligt to mænd ved navn Chakumai Pangila og Steffen Dalsgaard skal i ikke høre på, når de påstår, at deres sørgelige undskyldning for en kano nogensinde bare tilnærmelsesvist skulle kunne måle sig med RuCreek! Vrøvl! d

Inf rmanten 27

d

den kraftige vind og bommene begyndte at banke faretruende mod masten. Det tovværk som holder masten oprejst er bundet med relativt simple stik (knuder), fordi masten skal kunne flyttes til forskellige placeringer på kanoen afhængigt af vinden under de enkelte sejladser. Disse kunne ikke modstå de voldsomme ryk som det blafrende sejl forsagede og hele masten begyndte nu at bevæge sig frem og tilbage i hidsige ryk.

liminalt

Det forræderiske foto - eller hvorfor Hylland-Eriksen pisser mig af Fotografiet har til alle tider spillet en vigtig rolle indenfor antropologien; det kan nemlig med lethed indfange den virkelighed, som antropologen med møje og besvær forsøger at nedfælde på skrift.

Eller hvad? For er der ikke noget der skurer, når linsen zoomer ind på etniske anden, og når denne senere stirrer op på os fra siderne i den antropologiske monografi?

Af Henrik Hvenegaard Mikkelsen Noget af det sjoveste jeg er stødt på gennem granskning af etnografiske værker må være fotografiet af den piberygende Evans-Pritchard, centralt placeret i billedet omgivet af sine afrikanske informanter (som af en eller grund giver honør!?).

Endnu en kandidat kunne være et andet ligeså opstillet billede, nemlig det af Malinowski, ulasteligt klædt i hvid skjorte og skinnende støvler og omgivet af nysgerrige indfødte på en strand i Ny Guinea. Begge fotos er - i journalistisk forstand - meget vellykkede; de indeholder nemlig en kontrast, der bevirker at motivet brænder sig ind på nethinden: Der figurerer én hvid og påklædt person overfor en gruppe sorte og halvnøgne personer. Samtidig er motiverne tydelige. Det handler om primitive indfødte og sofistikerede videnskabsmænd. Billederne fortæller en genkendelig historie - de passer ind i vores kategorier. Desuden er etnografen på begge fotos placeret på en måde i billedet, så man ikke er i tvivl om hans status i forhold til de indfødte.

Vi er udmærket klar over, at denne type fotografi intet har med moderne etnografi at gøre. Og således trækker vi på smilebåndet og priser os lykkelige over, at kolonitiden for længst er forbi; at antropologien ikke længere anvendes til at reproducere ugunstige magtforhold, som tilfældet var i disciplinens spæde opstart. Og at vi i dag ikke har behov for at sætte os selv i scene ved at præsentere verden for felt-fotos, hvorpå vi er omgivet af eksotiske indfødte. De sidste antropologiske superhelte (antropologerne hvis udseende vi kender fra diverse billeder lig ovenstående) er efterhånden ved at uddø: Verden – og etnografien – har bevæget sig videre.

Problemet er bare, at inde i vores hoveder lever kolonitiden i bedste velgående.

d

Inf rmanten 28

Som sagt ser vi dag sjældent fotos af den moderne etnograf tronende over sine indfødte informanter. Men hvad er det så, der pisser mig så af ved fotografierne i 1.semester-bibelen, Hylland Eriksens ’Små Steder – Store Spørgsmål’?; en brasiliansk indianer, der fisker med bue og pil, unge punkere i Oslo, en kvinde med nøgne bryster, der graver i jorden med en pind på Ny Guinea, unge punkere i Oslo. Hylland Eriksen behøver knap nok at forklare, hvad der foregår på billederne. Man ser billederne og kender historien på forhånd, for der gengives en velkendt virkelighed. Billederne er altså i stand til at fortælle en historie i sig selv, idet de passer ind i – og bekræfter - vores kategorier. Men er dette ikke imod ideen med etnografi? Og hvad ønsker antropologen at fortælle med billedet? I E-P’s og Malinowskis tilfælde forekommer det mig, at de ønsker at give værket autenticitet, idet man giver læseren et bevis for at etnografen rent faktisk har været der, hvor han påstår at have været: ´Ja, vi har været her! ja, det var under primitive og hårde forhold! Og, ja, det var et eventyr! - ville du ikke ønske, at du selv havde været der?´ Billedet reproducerer en fantasi om det eksotiske; en fantasi om at opleve det vilde under kontrollerede forhold (det er jo ikke hårdere end at Malinowskis skjorte stadig er pinlig ren). At disse billeder er problematiske i et etnografisk perspektiv er åbenlyst; de repræsenterer nogle magtforhold, som etnografien netop forsøger at gøre op med. Problemet ligger at hvordan billederne anvendes til reproducere vores kategorier.

Førhen så man ofte, at etnografen vendte hjem fra felten med en skat bestående af ikke blot diverse artefakter, brugsog kunstgenstande, men også af fx hjerneskaller, næser, ører og endda kønsdele. I dag består skatten primært af vores feltnoter; at bringe ting med hjem får mindre og mindre betydning – efter repræsentationskrisen er antropologen blevet opfordret til at skilte med sin subjektive positionering i sine tekster; det er jo vores egne erfaringer fra felten, som vi bygger vores videnskab på. Så teksten har vundet indpas på bekostning af den materielle kultur og med den, fotografiet.

Gennem videnskabelig refleksivitet forsøger vi at sætte os ud over, eller i det mindste at være opmærksom på faren for at reproducere ugunstige magtforhold. Men her er det interessant at bemærke, at magtforhold skabes allerede idet én part

liminalt tv: Evans-Pritchard, centralt placeret i billedet omgivet af sine afrikanske informanter (som af en eller grund giver honør!?)

Nedenfor: Malinowski i skinnende hvidt, omgivet af nysgerrige indfødte på en strand i Ny Guinea.

Teksten former billederne og omvendt.

Fotografi er både en kunstform, et håndværk, og et studie i psykologiske virkemidler. Derudover er det et uvurderligt redskab til indsamling af data og til den efterfølgende vidensformidling. Fotoet har altså forskellige niveauer, som, hvis det anvendes rigtigt, kan bringe kvalitet ind i det antropologiske værk. Udviklingen af fotografiet skete nogenlunde synkront med den moderne antropologis fremkomst i midten af det 19. århundrede, og de har da også gået hånd i hånd helt op til i vore dage. Fotografi som etnografisk metode er da også blevet udviklet (måske mest systematisk af John Collier i klassikeren visual anthropology), men har alligevel ikke fået den opmærksomhed, som den fortjener. Fotografiet er blevet så alment, at ALLE antropologer, som rejser ud i verden på feltarbejde, ofte ubevidst, anvender fotografiet som metode; man tager måske blot nogle ’turist-fotos’ for mindets skyld, men alligevel er det jo ofte sådanne billeder, der efterfølgende vil forme vores erindringer fra felten. Men fordi man sjældent gør sig overvejelser omkring, hvad fotoet betyder for ens opfattelse af verden (og verdens opfattelse af etnografen, som løber rundt med et kamera), løber man måske en risiko for at gøre sig selv en videnskabelig bjørnetjenste. Hvordan vi behandler vores data er omgæret af systematisering og metode, som har til måls at lade informanten – ikke etnografen – tale. Dette gælder sjældent de billeder som anvendes; de fremstår primært som en bekræftelse af vores forestillinger.

For at fotografiet kan anvendes i dette projekt nødvendiggør det en bevidsthed om, at fotografiet er en vigtig kilde til viden om felten, videnskaben og os selv. d

Inf rmanten 29

d

gør en anden til et studieobjekt. Det drejer sig om en moderne kolonialisering, som er svær at sætte sig ud over, fordi den ikke kun foregår, når videnskabsmænd rejser sig ud i verden og henter data hjem om primitive samfund; det sker nemlig også, idet turisten fotograferer mazaier, aboriginies og amazon-indianere. Også her vil der nemlig være én part, som bevæger sig ud i verden for at bringe viden hjem om den anden.

Og der skabes ’det eksotiske’ (forstået som det, der afviger fra det vestlige, det normale. Og afvigelser er sjove at tage billeder af og endnu sjovere at vise frem, når man kommer hjem: Se hvor tæt jeg var på disse eksotiske mennesker!)

Det etnografiske foto bedømmes ikke blot på et journalistisk eller et æstetisk grundlag; i journalistikken vil det vellykkede billede være umiddelbart genkendeligt – det drejer sig om et vise motiver, som passer ind i og bekræfter kategorier. Etnografens opgave, er derimod at udfordre eksisterende kategorier. For at fotografiet kan bruges etnografisk må det være et ’åbent’ billede – dvs. et billede, hvis primære opgave det ikke er at reproducere stereotyper (som man ser i Hylland Eriksens etnografiske grundbog). Fotoet skal supplere, ikke overskygge, teksten. Phillipe Bourgois har i sin bog ’in search of respect’, hvor han skildrer livet i en narko-bule i Harlem, benyttet billeder på en interessant måde; i god, anonymiserende og etisk forsvarlig stil benytter han billeder, der ikke viser ansigter; faktisk bliver man i tvivl om, hvad der præcist foregår på de slørede, sort/hvide fotos; for at få en historie ud af billederne må man læse teksten. I journalistisk forstand er ikke alle billederne vellykkede - de fortæller ikke en klar historie. Men gennem billederne får man en stemningsoplevelse, som ville være svær at gengive i ren tekst.

liminalt

Lænestolsantropologi ver. 2.0 Under det introduktionsforløb, vi alle på dette studie har fulgt, er vi alle faldet over begrebet lænestolsantropologi. Det er et begreb, underviseren ofte har introduceret med et skælmsk smil. For blot tanken om at sidde i sin lænestol teoretisere uden at indgå aktivt i felten virker i dag decideret absurd for vores disciplin.

Men måske kan vi netop nu med rette gøre dette? Den virtuelle verden Second Life byder i hvert fald ind med mulighed for at ”gå i felten” fra lænestolen.

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Hvad er Second Life?

Second Life er en virtuel verden der i skrivende stund (primo april 2007) bryster sig af at have godt 5,3 millioner indbyggere.

Man entrer Second Life igennem et program på sin PC eller Mac og skal så danne sig en figur – en avatar – som så er éns virtuelle repræsentation.

Dette er der for så vidt ikke noget nyt i, eftersom computerspillere efterhånden har gjort det samme i generationer. Dét der gør Second Life til noget specielt er, at der i modsætning til et computerspil ikke er noget man skal. Store onlinespil som World of Warcraft, Final Fantasy og Eve har alle nogle relative, overordnede mål, som alle der deltager i konceptet stræber imod. Men Second Life er på mange måder en genskabelse af den virkelige verden, og man skal selv tillægge denne mening.

Dog adskiller Second Life sig lidt. Du får for eksempel selv lov at bestemme dit køn og udseende og blot med et click på en knap kan du få din avatar til at flyve.

Men dén altafgørende grund til, at Second Life er blevet så populært (og dermed at denne artikel er blevet til) er, at firmaer om nogen har taget idéen til sig. En lang række firmaer og organisationer har engageret sig i Second Life og har købt virtuelt land og bygget hovedkvarterer i Second Life. Og de mange brugere har vist at reagere på disse bygninger og steder. Et eksempel er Jean Marie Le Pens franske, nationali-

d

Inf rmanten 30

stiske parti Front National, som byggede et hovedkvarter i Second Life. Venstreorienterede brugere besluttede sig for at angribe dette hovedkvarter, hvilket resulterede i en overbelastning af den server, hvorpå hovedkvarteret lå. Resultatet var, at den del af Second Life ‘røg ned’ da serveren ikke kunne klare det voldsomme brugerpres.

Hvorfor opretter Front National og andre firmaer så et hovedkvarter i Second Life? Det skal ikke underkendes, at der stadig er en vis PR-værdi i at gøre dette, og derudover giver det mulighed for, at man kan holde møder med folk der er forskellige steder ‘på samme sted’.

Købmandsskolen i Århus har taget konsekvensen af dette og udfører nu fjernundervisning i Second Life.

Imagined communities, rev

Men hvad der falder mig for brystet er, at Second Life ikke er noget egentlig nyt. Når man møder og interagerer med andre avatarer, forgår dette via skrift – fuldstændig ligesom en god gammeldags chatkanal. Alt det andet, hvor man vandrer rundt i den virtuelle verden, er i bund og grund blot en meget avanceret form for påklædningsdukker.

Det skal ikke på nogen som helst måde underkendes, at man kan se sociale systemer i Second Life og at der er noget ganske fantastisk over det faktum, at folk verden over kan tale sammen.

Og er der sagt sociale systemer og grupper, vil nogen sikkert mene, at antropologien altid vil kunne finde en vinkel.

Men der er et altoverskyggende problem ved Second Life; der er ingen der ved helt præcist hvem folk er, når der tales i Second Life. Enhver der har prøvet at chatte på en offentlig chatkanal har prøvet at blive forstyrret af ‘spammers’ der går ind på en kanal for at råbe op om at bøsser er grimme eller at Morten BACH Band er det fedeste band i verden.

Og Second Life er heller ikke nogen undtagelse. Der er folk i Second Life, der er der for en gang let, overfladisk underholdning.

I antropologien er det en ‘standing cliché’ at folk siger ét og gør noget andet. Second Life sætter dette udsagn på spidsen, da man ikke har nogen reel måde, man kan finde ud af dette på. I Second Life sidder man – med andre ord – med en udtalt potentiel, idealiseret usandhed og en praksis,

liminalt

Det er muligt at tage sig en flyvetur i Second Life. Men måske netop denne frihed til at flyve og se ud som man har lyst til gør det svært at forholde sig antropologisk til Second Life?

der kan underbygge denne (virtuelt) uden de store sociale konsekvenser.

Med andre ord, så skal man – hvis man vil tage sociale systemer i Second Life antropologisk seriøst – indvillige i at ‘købe pakken’ eller at gå med på den forestilling, de involverede avatarer har om systemet. Og dermed har man alvorlige problemer med at teste systemerne via antropologisk metode.

Antropologien, hverdagen og Second Life

Læser man rundt på Nettet om Second Life og antropologien, vil man erfare, at der fokuseres meget på hverdagen. For et reelt spørgsmål, når man taler om Second Life, vil være om det giver mening at studere noget, folk alligevel oftest frekventerer i deres fritid?

Det påpeges at netop fordi folk ikke er tilstede hele tiden i Second Life, vil man aldrig for det indgående kendskab til dagligdagen, som er så vigtigt for den antropologiske metode.

Når folk går i Second Life gør de det ofte med et meget konkret mål.

Eller med andre ord; man går ikke i Second Life for at kede sig. Og netop fordi det er i den kedsommelige (meningsløse?) hverdag at antropologien kommer ‘under huden’ på et samfund, er det problematisk at undersøge Second Life fra lænestolen.

Man kan selvfølgelig arbejde med Second Life antropologisk, men denne form for undersøgelser vil forudsætte studier af mennesker bag skærmen, og dermed minde om tidligere

studier af for eksempel chatkanaler.

Men at chatkanalen har fået en bastard med en virtuel påklædningsdukke bør ikke besnære antropologen – For det er netop i det lugtende, smag- og mærkbare liv, at antropologien stadig udføres.

Det med småt

Bag på universitetetsbladet AU-gustus (AUs alumnemagasin, Nr.1 marts 2007) kunne man i den seneste udgave læse en bagsidehistorie om hvordan man i Internettets tidlige dage diskuterede hvor vidt man skulle have dette nye tiltag ind på kontorene. Der var stærke kræfter, der påpegede at Nettet blot var legetøj, og at det ikke havde noget at gøre på et professionelt akademisk kontor.

En sådan historie er selvfølgelig komisk i dag, og jeg er fuldt bevidst om at denne artikel kan havne i samme kategori, hvis Second Life virkelig fænger. Derfor vil jeg blot påpege, at Second Life – ligesom Internettet – er fyldt med gøgl og leg, men også har nogle gode sider.

Pointen i denne artikel er blot at påpege at kommunikation (her: chat) ikke bliver mere troværdig af, at man tilføjer en fiktiv, virtuel overflade.

Artiklen kan forhåbentlig fordre en debat... d

Læs mere her: http://Antropology.net/tags/second_life Lene Thirup (Ph.d. om netcommunities) http://www.secondlife.com

Inf rmanten 31

d

I Second Life kan man købe land for Linden $, som kan omveksles til US$. At handle i Second Life kræver dog et medlemsskab, der koster lidt penge.

liminalt

&

Om at rejse bort om at være nyankommet

Refleksioner fra felten. Om at vågne op uden at vide hvor man, og om de mange ting der skal læres i felten – blandt andet at gå på toilet Af Anders Emil Rasmussen

Vågen – men hvor?

Måske kender I det. Man vågner op efter søvn, fuldstændig ude af stand til at komme i tanke om hvor man er og hvad man laver på det pågældende sted. Det er en af den slags

d

Inf rmanten 32

oplevelser man eksempelvis kan have, når en noget vrissen forelæser i en bestemt tone påpeger, at ens snorken forstyrrer hans forelæsning om slægtskab i Papua Ny Guineas højland. ”Hvor er jeg? Hvem er dette menneske? Hvor må man ryge?”, når man lige at tænke, inden man genkender sine medstuderende og Moesgårds foredragssal. Jeg havde en af disse oplevelser for nylig.

Jeg vågnede ved lyden af en påhængsmotor, der, på sin egen ikke særlig sagte måde, bad om at få sin sidste fred i en container et sted. Jeg satte mig op fra mit soveleje og så lige

liminalt

Som et barn i felten

Inden denne - måske noget romantiserede - afgang havde jeg gennemført et feltarbejde som bekræftede hvad mange antropologer har sagt om feltarbejde. Det er en læreproces og etnografen tilegner sig noget af sin viden ved at tilegne sig de praktiske færdigheder, som er del af den praksis han eller hun forsøger forstå. Frederik Barth har sågar skrevet, at etnografen minder om barnet i sin mangel på basal viden og færdigheder. Ligesom barnet må etnografen på ny lære dagligdagsaktiviteter, som for eksempel … at gå på toilet:

Toilettet ved markedet i Pelipowai er som så mange andre i Manus et lille hus på pæle over vandet, forbundet med kysten af en bro af træstammer 2 meter over vandoverfladen. På Mbuke har denne bro heldigvis et gelænder. Det har den ikke i en af nabolandsbyerne, Pelipowai.

Som jeg stod der foran markedet og kiggede ud af den 15 meter lange træstamme-strækning til toilettet tænkte jeg ved mig selv; ‘det kan du ikke det der, Anders’. Alligevel valgte jeg at forsøge. Ambitiøst gav jeg mig til at vandre ud af de vaklende træstammer, af forskellig kvalitet, som heldigvis lå to og to.

Da jeg var nået to tredjedele af vejen ud til toilettet, måtte jeg erkende, at jeg var ved at miste balancen. Den eneste udvej jeg kunne se var, at sætte farten op i håbet om at nå frem til toilettet inden det var for sent. Det lykkedes med nød og næppe, og da jeg kom ind i det lille palmebladshus med firefem pinde på kryds og tværs i stedet for gulv, var jeg ganske tilfreds med min præstation.

Jeg var så småt ved at knappe mine bukser op, da en af de to pinde som jeg stod på bukkede under for min vægt. Den knækkede med et smæld, som kunne høres også på den modsatte side af markedet i Pelipowai. På vej ned mod det noget tvivlsomme vand under toilettet lykkedes det mig af få fat i noget med min ene arm og det mindre uheldige ben. Som jeg hang der, med halvdelen af min krop ud gennem bunden af toilettet viklet ind i resterne af toilettets gulv, forsøgte jeg at komme i tanke om argumenterne imod feltarbejde i eget samfund.

Nuvel, jeg fik kæmpet mig op igen, og på vej tilbage af broen var jeg trods alt glad for, at jeg ikke var faldet helt igennem. Bedst som jeg gik der blev det klart for mig, at jeg endnu engang var ved at miste balancen. Heldigvis lå træstammerne jo to og to og selvom den træstamme jeg ikke allerede gik på så lidt tvivlsom ud, følte jeg ikke at jeg havde andet valg, end at forsøge at genoprette balancen ved at træde på den. Det var ikke noget godt valg. Den knækkede uden tøven og der hang jeg så i luften uden mulighed for at påvirke begivenhedernes gang. Tilbage ved markedet fik jeg at vide, at netop det toilet ikke længere var i brug. Jeg fik aldrig spurgt om de mente før, eller efter mit besøg. d

Inf rmanten 33

d

ind i øjnene på en ung kvinde med kruset sort hår i rottehaler: ”Mwaton, da passas!” sagde hun smilende og pegede ud i den måneblå nat. Jeg var stadig forvirret. Jeg fik viklet mig ud af de sørgelige rester af det der engang var min gule regnfrakke, hvorunder jeg havde sovet badet i en mellemting af sved, solcreme og kulde. Det begyndte det at dæmre: ’Mwaton’ er mig selv, ’da passas’ er passagen mellem Manus Island og Los Negros Island et sted i det vestlige Stillehav.

Jeg kiggede i retning af den smilende kvindes finger og blev klar over at det ualmindeligt hårde underlag, jeg havde sovet på, var dækket af en udriggerkano og at tingesten, jeg kunne se stikke op midt i billedet, var stævnen på kanoen. Disse stævne havde jeg i de foregående fire måneder skrevet 1000 siders feltnoter om. Jeg havde lavet 25 interviews med specialiserede kanobyggere på Mbuke Island, for at finde ud af hvorfor denne lille sære tingest sidder og stritter i hver ende af stort set alle større kanoer i Manusprovinsen, Papua Ny Guinea.

Vi befandt os på en 15 meter lang kano på vej til provinshovedstaden, hvorfra jeg den følgende dag ville lade mig transportere – på ladet af de danske autosyningsmyndigheders værste mareridt – til lufthavnen. Jeg var på vej hjem.

Ikke hjem til den palmegrønne ø Mbuke og mine venner der bygger kanoer, men hjem til Danmark for at skive en feltrapport om netop disse kanobyggeres konceptualisering af viden (Noget som jeg ikke har tænkt mig at uddybe her, men se evt. min feltrapport ”Manden, øksen og stævnen – Om subjekt, viden og fremstilling af ting”, den står på biblioteket).

studieliv

Hvem er du?

Og er du mest

dansk, norsk eller svensk?

Informanten giver dig svaret

Af Cecil Marie Schou Pallesen ”Du kom til verden som et selvstændigt individ inden for menneskearten. Allerede fra første dag begyndte dine medfødte egenskaber og arveanlæg at danne din personlighed. Den personlighed der i årene siden, konstant er blevet præget af dine omgivelser, og har gjort dig til den, du er i dag.”, skriver et firma, som kalder sig Danmarks førende analysevirksomhed, og som i øvrigt ønsker at være anonymt i denne artikel.

Hvis du ikke selv er klar over, hvem du er i dag, og hvis du desuden efter en overdosis Lévi-Strauss skulle være i tvivl om, om du overhovedet har en personlighed, så fortvivl ikke!

Informanten har fået fingrene i en personlighedstest lavet på baggrund af Minervamodellen samt adskillige års antropologisk feltarbejde og giver dig her muligheden for at finde sandheden om dig selv og dine medstuderende. Som en ekstra feature er det nu også muligt, udfra en række spørgsmål, at vurdere, hvorvidt din personlighed har størst lighed med en nordmands, en svenskers eller en danskers.

Tag testen: (sæt kryds udfor det svar, som umiddelbart passer bedst på dig) 1. Det er onsdag, og du har ikke undervisning. Hvad gør du? a) jeg læser teksterne til torsdag og fredag og laver humus b) jeg læser teksterne til torsdag og fredag og mandag og tirsdag og kører en tur i min mørkeblå Volvo stationcar. c) Jeg sover til kl. 11, læser lidt og ser bowling i fjern-

d

Inf rmanten 34

synet indtil jeg skal ned og mødes med min Kelly Familyfanclub. d) Jeg står tidligt op, læser, ringer til min mor og senere min mormor. Bagefter bager jeg en ’klassens time-kage’ og ser Roomservice.

2. Det er lørdag formiddag, og solen skinner. Hvad gør du? a) Jeg ringer til min mor og senere min mormor og aftaler at komme et smut forbi dagen efter. Jeg cykler en tur til Bilka, hvor der er tilbud på hakket svinekød, som jeg senere fordeler i poser og putter i fryseren. b) Jeg læser lidt i en Umberto Eco-roman, laver humus, pakker en kurv med økologiske lækkerier og mødes med univennerne i uni-parken, hvor vi spiller lidt guitar og diskuterer venstrefløjens fremtid. c) Jeg tjekker fodboldresultaterne på tekst-tv, smutter hen i kiosken for at købe Ekstrabladet, fordi der er en spændende historie om en indvandrergruppe, som har banket en pige fra Horsens. Bagefter laver jeg orden i min frimærkesamling. d) Jeg henter en flok venner fra Handelshøjskolen i min mørkeblå Volvo stationcar, og vi kører et smut ud på Molskroen, hvor vi spiser frokost. Senere læser jeg lidt i ’Fra socialstat til minimalstat’, som er skrevet af en rigtig god forfatter, som virkelig har vist mig, at man sagtens kan komme til tops uden at kunne noget, bare man selv tror på det.

3. Det er mandag, og du skal lave aftensmad. Hvad gør du? a) Jeg henter noget Sushi på Frederiksbjerg efter min ob-

studieliv

4. Det er søndag morgen, og i går var der etno-fest. Hvad gør du?

a) Jeg sover til kl. 12 og mødes med en ven (-inde). Vi tager sammen på McDonald’s og kører derefter ud på stadion for at se kamp med vores favorithold, AGF. Vi har vores AGF-tøj på, og kampen er rigtig god, selvom vores hold taber 10-1. Bagefter tager vi på McDonald’s igen, men denne gang bare Drive In. Vi tager hjem til mig og installerer anlægget og ser Matador med rigtig fed lyd. b) Jeg står op kl. 07, er nede at træne i Fitness.dk og når at læse Berlingske Tidende mens jeg løber på løbebåndet. Jeg kører hjem og læser en tekst af en idiot, som hedder Karl Marx. Jeg synes virkelig ikke han har fat i den lange ende, men på studiet siger de, at jeg bør læse ham, og så gør jeg det selvfølgelig – dog med en vist portion skepsis. Jeg ser tv-avis og forarges over de autonome, som bliver ved med at kyle brosten efter politiet. Jeg taler i telefon med min far, som deler min holdning til de autonome. Jeg stryger min skjorte og går i seng, så jeg er veludhvilet til undervisning mandag morgen. c) Jeg står op kl. 08 og har lidt ondt i hovedet efter festen i går. Jeg cykler ud til min mormor, og sammen bager vi boller. Vi snakker om alt det uhyggelige, som sker i København, og vi er glade for, at vi bor i Østjylland. Jeg tager hjem og læser lidt og sætter mine noter i orden i de praktiske mapper i forskellige farver. Jeg mødes med en veninde, og sammen ser vi Forbrydelsen. Inden jeg går i seng, lægger jeg tøj frem til i morgen, så jeg ikke skal stresse inden jeg cykler til Moesgård. d) Jeg ville egentlig sove længe, men vækkes af musikken fra min hvide iPod, fordi jeg har glemt at slå alarmen fra. Jeg sætter nogle kikærter i blød, så jeg kan lave humus i mor-

Inf rmanten 35

d

ligatoriske træning i Fitness.dk. Senere er jeg til møde i en studentergruppe, som arbejder for afskaffelse af gruppeeksamen. Jeg mener simpelthen ikke det er fair, at man skal trækkes ned af alle etno-flipperne på sit studie, bare fordi man skal lære at samarbejde. b) Jeg tager en pose med hakket svinekød op af fryseren, og mens jeg laver frikadeller efter min mors og mormors opskrift, glæder jeg mig over, at jeg fik kødet billigt i Bilka forleden. Jeg laver en stor portion frikadeller, så der er til madpakken de næste dage. Senere mødes jeg med min kusine og ser Anna Pihl mens vi spiser de citronmuffins, jeg bagte i formiddags. Inden jeg går i seng, sætter jeg dagens noter i orden i nogle praktiske mapper i forskellige farver. c) Jeg tager i Bazar Vest, som er et fantastisk sted fyldt med etnicitet. Her snakker jeg med de fremmede, som er meget interessante mennesker, og jeg fylder cykelkurven med figner, kikærter, halalkød, mangochutney, granatæbler og porrer. Jeg laver porretærte og humus til mine venner i kollektivet, hvorefter jeg ser deadline på DR2. Det er efterhånden det eneste lødige tv i Danmark. d) Jeg tager et smut i Rema1000, hvor de har nogle rigtig gode færdigretter. Jeg vælger biksemad, og snupper 1 ½ liter cola med i farten. Jeg varmer retten i mikroovnen mens jeg leder på nettet efter et surroundsound-anlæg til min stue.

Senere ser jeg ’10 år yngre på 10 dage’ mens jeg kigger lidt i en tekst af én de kalder Købmands-Barth. Synes egentlig han virker sej nok.

studieliv

gen, mens jeg skimmer overskrifterne i fredagens Information. Jeg er ikke helt frisk efter etno-festen, for jeg dansede rigtig meget til noget reggae-musik, og desuden røg jeg vist for mange brune Kings. Jeg snakker med min mor, og jeg får lov at låne lidt penge, for jeg kan simpelthen ikke overleve på SU’en, og slet ikke når jeg skal give mit månedlige bidrag til forskellige nødhjælpsorganisationer. Jeg mødes på en café med nogle venner fra uni, og vi drikker cafélatte hele eftermiddagen mens vi snakker om Bourdieu, som vi rigtig godt kan lide.

Tæl dine points sammen: 1: a=10 b=20 c=40 d=30 2: a=30 b=10 c=40 d=20 3: a=20 b=30 c=10 d=40 4: a=40 b=20 c=30 d=10 Resultat: Ca. 40 points: Du er det, man populært kalder en halalhippie. Du er moderne, idealistisk og er solidarisk med alle – men mest med dem, som ligner dig selv. Et godt råd: husk tahini i humusen.

Ca. 80 points: Du er moderne og materialistisk orienteret.

Du er ambitiøs og mener, at man kan, hvad man vil. Du skal nok nå langt, især hvis du tager dig i agt for halal-hippierne på dit studie, som til stadighed vil forsøge at appellere til din

d

Inf rmanten 36

indre altruist.

Ca. 120 points: Du er helt tosset med familie og hygge, og det er bestemt ikke at kimse ad, for du føler dig tryg og glad, når du laver bradepandekager. I øvrigt er dit system med mapper i flotte farver ikke dumt. Overvej at spørge en af halal-hippierne på dit studie, om han/hun vil lære dig at lave humus, for det vil du med sikkerhed blive glad for i længden – og fremmed mad er ikke så farligt, som det lyder.

Ca. 160 points: Du er til det traditionelle og materialistiske, og det virker som om, du er en anelse rodløs. Det er dog fint, at du er medlem af forskellige klubber, for det giver dit liv indhold. Lad være med at fortælle halal-hippierne på dit studie, at du godt kan lide mad fra McDonald’s, for det kan give en del negativ symbolsk kapital. Find evt. sammen med én, som har ca. 120 points, og lad ham/hende lære dig at bage bradepandekager – det vil du blive glad for i længden.

Bonus-info: Ca. 40 points: Din personlighed er forholdsvist svensk.

Ca. 80 points: Du er meget som andre danskere.

Ca. 120 points: Din personlighed ligner de fleste nordmænds.

Ca. 160 points: Her er du udenfor kategori, men måske minder du om gennemsnits-finnen? d

studieliv

Fra

ligegyldig lokkegås til koens kompagnon

Nogle har bemærket en plastikgås’ tilstedeværelse i Barbarens kælder, men ikke alle ved hvorfra denne skabning er kommet….

Af Ane Bonde Rolsted På Venøs vindomsuste strande, mens mørke skyer hang over Danmark og lyset stadig var på tilbagetog, kravlede gåsen frem fra sit skjul. Et skjul med en identitet som anonym, én blandt mange lokkegæs, klar til efterårets jagt. Ensom lå den på grænsen mellem græs og sand, da en flok 1. semesters studerende kom forbi. Kærlighed ved første blik er ikke nødvendigvis en vending der beskriver denne efterårsdags Venøscenarie tilstrækkeligt, og et uhyre insisterende forsøg på at afsætte gåsen til en forbipasserende grønklædt mand blev udført. Dette mislykkedes til fulde, end ikke han ville kendes ved denne forvoksede grimme ælling i plast.

Tilbage i borgen på toppen af Venøs skrænter varmede det daværende 1. semester-folk sig ved svinekød og øl. Gåsen blev inviteret med til fest, og det var ikke blot lamperøg den fik. Nej, gåsen foldede sig i sandhed ud, konfirmandbrandert, dødsdruk eller kamp-beruset er end ikke dækkende fraser for gåsens udfoldelse denne gyldne nat. En liminalfase fra ligegyldig lokkegås til fast bar-inventar. En fugl i plast på frokostbord, en fugl i plast til drikkeleg, sågar en fugl, der viste sig ganske nyttig ved indtagelse af alkohol. I sin beruselse over sin nye rolle -og eventuelt til dels af den alkohol som flød langs dens ryg med kurs mod de studerendes svælg- bød gåsen op til dans. Den svingede og svajede, inden den til sidst gik omkuld -efter et bad vel at mærke- i en tilfældig sovepose…

Gåsen tog med, kunne ikke klare en afsked med etnofolket, sendte hellere fingerkys mod Venø.

Hjemme på gården, i mosen, bosat nær Barbarens ko, har den nu slået vingerne sammen for en tid.

Det er ikke tid til træk, det er tid til fordybelse.

Gåsen lod sig præsentere og introducere for mangen af mosegårdens folk, da de trak i juletøjet og indtog øl til tonerne af kopieret Dave Matthews, men endnu har den ikke mødt alle.

Den byder sig selv velkommen i håb om opmærksomhed og kærlige klap fra forbipasserende i kælderens hyggelige stunder.

Lad os hjælpe den til at føle sig tilpas…. d

Inf rmanten 37

d

studieliv

S t u d e n t e r r å d e t v e d

A a r h u s

U n i v e r s i t e t

STUDENTERRÅDET INFORMERER Hvad betyder den nye karakterskala for dig?

Den 1. september 2007 træder den nye karakterskala i kraft på Universitetet.

Uafhængigt af hvor du er i dit uddannelsesforløb, vil du efter denne dato blive tildelt karakterer efter den nye 7-trinsskala. Den nye karakterskala gælder også, hvis du skal til sygeeksamen eller omprøver efter den 1. september.

7-trinsskalaen ser ud som følger: - 12 gives for den fremragende præstation - 10 gives for den fortrinlige præstation - 7 gives for den gode præstation - 4 gives for den jævne præstation - 02 gives for den tilstrækkelige præstation - 00 gives for den utilstrækkelige præstation - -3 gives for den ringe præstation Centralt for de nye karakterer er, at der skal være sammenhæng mellem den enkelte karakter og de faglige mål. For universitetsuddannelserne betyder dette, at der i alle studieordninger skal fastsættes præcise målbeskrivelser og kriterier for vurdering af målopfyldelsen for de enkelte fag.

De karakterer som du allerede har på dit eksamensbevis, og som er tildelt efter 13skalaen vil figurere på dit endelige eksamensbevis, som de er i dag. Karaktererne vil derudover blive konverteret til 7-trinsskalaen, og disse konverterede karakterer vil ligeledes figurere, så begge karakterer står på eksamensbeviset. Karakterer tildelt efter den 1. september 2007 vil ikke blive konverteret til 13-skalaen. Nedenstående tabel viser hvordan karaktererne bliver konverteret. På 7-trinsskalaen skal man have 02 eller derover for at bestå: 13-skalaen 13 11 10 9 8 7 6 5 3 0

7-trinsskalaen 12 12 10 7 7 4 2 0 0 -3

For yderligere information kontakt venligst Uddannelsespolitisk Sekretær ved Studenterrådet, Freja Boe-Hansen på tlf. 2899 2314 eller e-mail freja@sr.au.dk

Studenterrådet ved Aarhus Universitet Nordre Ringgade 3 8000 Århus C Tlf: 89 42 54 64 Fax: 89 42 54 74 s r @ s r. a u . d k / w w w. s r. a u . d k

d

Inf rmanten 38

studieliv

Annonce:

Find din indre LOGO-tegner!

KULA mangler et fantastisk, fint, fængende og frækt logo. Deltag i konkurrencen – aflever dit bud på KULAs nye logo til dit ynglingsKULAmedlem. Vinderen får en gave samt en hel del symbolsk kapital.

Opfordring:

KULA WHAT????

En række foreninger er stiftet for at forbedre studiemiljøet på Mosen og foredragsforeningen KULA er en af dem. Men for at en forening til forbedring af studiemiljø kan opfylde en sådan ambition, er det vigtigt at vide, hvad de studerende gerne vil have…

Derfor vil vi fra KULAs side i den kommende tid opfordre til debat om forbedringer af foredragsforeningen, så den kommer alle os studerende endnu mere til gode. Der vil blive startet en debat på FC samt uddelt spørgeskemaer.

Og hermed vil vi fra KULA gerne komme det hele lidt i forkøbet, opfordre til refleksion og deltagelse i den kommende debat ved at spørge:

Hvad kan KULA gøre for dig?

Inf rmanten 39

d

indholdsfortegnelse

Leder Tema

2

Geertz: Nekrolog

3

I take nature to be (some of) those webs

4

af Dennis Nørmark

Three ways of looking at Clifford Geertz

8

Med Geertz på feltarbejde

12

af Poul Pedersen

af Simon Westergaard Lex

Testsejlads i Stillehavet

24

Det forræderiske fotografi

27

Lænestolsantropologi version 2.0

29

Om at rejse bort & om at være nyankommet

32

af Anders Emil Rasmussen

af Henrik Hvenegaard

af Troels-Henrik Balslev Krag

af Anders Emil Rasmussen

Studieliv Hvem er du?

34

Liminalt

-og er du mest dansk, norsk eller svensk? af Cecil Bødker

Et eventyr om jagten på verdens mest intelligente mennesker 14

Fra ligegyldig lokkegås til koens kompagnon

37

Praktikophold i udlandet

Hvad betyder den nye karakterskala for dig?

38

Nyt fra KULA

39

Indholdsfortegnelse

40

af Ole Høiris

af Charlotte Torp Møller

18

Studenterrådet informerer

Også etnografer kan savne den hjemlige hygge

20

Diese Dänen, diese Dänen...

23

af Jørgen Skrubbeltrang

af Franziska Werner

af Ane Bonde Rolsted