Informanten_TID by Informanten Redaktion

Inf rmanten Tema: Tid Ventetid Kvalitetstid Etnografisk nutid På kanten af tiden Fortætning i tid og rum Cyklisk tid Enden på tiden

Forår 2012

// TEMA : TID

Leder Så fik jeg endelig et ledigt øjeblik til at skrive en leder. Denne udgave af Informanten handler om tid. Den der sjove "ting", som man aldrig har nok af og alligevel bruger meget tid på at tænke over. Et virkelig spændene og relevant emne i tiden. Jeg synes det er specielt spændende for studerende som os, som har så meget selvstudium. Når man ikke klart kan adskille studietid og fritid, kan det være svært at finde en god balance. Nu kan jeg kun tale på egne vegne, men dette ender som regel på en eller anden måde ud i, at der aldrig helt er tid nok. Derfor bliver det, jeg laver, ofte vejet i forhold til, om det er tiden værd. Nogle gange så meget, at jeg kan ærgre mig over, at jeg blev fanget af et fjernsynsprogram, fordi jeg så ikke fik brugt den time på noget nyttigt. Men dette syn på tiden holder ikke i længden. Man er nødt til at acceptere at tiden, der bliver brugt på ingenting eller "unyttige" aktiviteter ikke behøver blive set som spildtid, men som en pause fra alle de "nyttige" aktiviteter. Og disse pauser er mindst ligeså vigtige.. Tid behøver ikke kun handle om den helt almindelige hverdagstid, som vi alle har med at gøre i hverdagen. Det viser dette blad også med stor tydelighed. I bladet kommer vi både helt op på et filosofisk plan med en indledende artikel, der sætter spørgsmålstegn ved selve tidens eksistens. Vi kommer også ind på helt store tanker om dommedag og cyklisk tidsopfattelse. Men på den anden side, ser vi også på tiden i feltarbejdet, i kærligheden, i et asylcenter og på den helt personlige tidsopfattelse. Dette var kun et lille udsnit af de spændende temaer, som dette blad byder på. Vi håber, I vil nyde læsningen.

Redaktionen Rikke Mølgaard Grinderslev Skribent, korrektur & layout

Naja Morell Holm Hjortshøj Skribent & korrektur

Charlotte Ærø Heikendorf Skribent

Cathrine Hørdum Korrektur

Mie Lynggaard Nielsen Skribent

Maria Lauridsen Jensen Skribent & layout Rie Dalsgaard Jespersen Skribent & korrektur

Katrine Sørensen Redaktør

Christine Agertoft Svop Korrektur

TEMA : TID // 01 -

Indhold TEMA: TID

LIMINALT

2 Filosofi om tiden Lars Bo Gundersen

38 Tilvalg: Humanøkologi I Sverige Karin Kempe

6 Fotografi og etnografisk nutid Charlotte Heihendorf

40 Tilvalg: Arabisk Hanna Donslund

8 Forfra igen Rikke Mølgaard Grinderslev

41 Tilvalg: Oplevelsesøkonomi Rikke Mølgaard Grinderslev

10 På kanten af tiden Martin Demant Frederiksen

42 Antro i job: Signe Planbeck Naja Morell

12 Nærvær Naja Morell & Morten Sand Valkær

44 Antro i job: Iværksætter Mie Lynggaard Nielsen

14 Kærlighedens tid Malthe Barnkob Lehrmann

46 Boganmeldelse Charlotte Heikendorf

17 Noget om ure og mangel på tid Kristine Bodilsen 18 Oplevelser af tid I Thailand-Burma Thora Bojsen-Møller 21 Tiden og feltet Steffen Dalsgaard 24 Sprog, tænkning og tid Naja Morell 26 Voxpop: Kvalitetstid

MOESEBRYG 47 Faglederen orienterer Susanne Højlund 48 Nyt fra Fagrådet Louise Hollerup & Line Beck 51 Semesterstartsfest 54 Interview med Ulrik

28 Den traditionelle kinesiske kalender Henrik Strube 30 Hurra for det danske asylsystem! Ann-Kathrine Kværnø 32 RMS Titanic Sam Cuellar

Informanten er lavet for og af antropologistuderende i Aarhus. Send os masser af ris, ros og gode forslag på informanten.antro@gmail.com

34 Reinkarnation og tidsopfattelse Rie Dalsgaard Jespersen 36 Enden er nær Ole Høiris

Informanten kan også læses online: http://sites.google.com/site/onlineinformanten

Informanten: Afdelingen for antropologi og Etnografis studieblad, Aarhus Universitet Trykkeri: Fælles Trykkeri for Sundhedsvidenskab og Humaniora Forsidefoto: Katrine Sørensen Oplag: 300 eksemplarer

02 // TEMA : TID

Filosofi om tiden:

- Eksisterer tiden? Tid er et utroligt fascinerende fænomen. Men før du bruger mere tid og energi på at fordybe dig i dette nummers spændende opslag om emnet, er det måske på sin plads lige at få afklaret, om tiden overhovedet eksisterer. Ellers ville det jo være spild af, eh, tid, at fortsætte læsningen. På den anden side kunne man jo fremføre, at det, der vil ske i fremtiden (inklusiv din læsning af dette nummer), allerede nu er determineret. Og i så fald kan det jo egentlig være hip som hap, om du beslutter dig for at fortsætte læsningen eller ej. Så vi må have en afklaring! Eksisterer tiden overhovedet? Og er alt det, der sker i tiden forudbestemt? Denne lille artikel vil, om ikke fremkomme med en endelig afklaring, så dog i dette og det efterfølgende opslag forsøge at kaste lys på disse to filosofiske spørgsmål vedrørende tid. Af: Lars Bo Gundersen, filosof McTaggart

”Ha!”, tænker du måske. ”Skulle tiden ikke eksistere?! Det er da, om noget, en ting jeg er fuldstændig sikker på!”. Og du har jo en pointe. Det virker jo som om den er der. Hele tiden. Hvert eneste øjeblik. Men der har faktisk været fremført overaskende gode argumenter for, at vores gængse opfattelse af, at der er tid, rent faktisk er fejlagtig. Det mest berømte er udviklet af filosoffen J. M. E. McTaggart (1993). Selve argumentet er egentlig rimeligt simpelt; men det kræver lidt forberedelse. Vi er nødt til først at se på to forskellige måder at opfatte tiden på.

Men der har faktisk været fremført overraskende gode argumenter for, at vores gængse opfattelse af, at der er tid, rent faktisk er fejlagtig. A- og B-ordningen af tid

Den ene måde er fra evighedens synsvinkel, så at sige. Her er alle tidspunkter ordnet i før/efter relationer. Det er den såkaldte B-ordning af tiden. Her står vi udenfor tiden og ’kigger ned’ på den i dens helhed. Det giver et statisk billede. Vi kan se, at nogle tidspunkter (f.eks. det tidspunkt hvor du begyndte at læse denne artikel) kommer før andre tidspunkter (f.eks. før tidspunktet hvor du læser denne linje). Og det tidspunkt ligger så igen før andre senere tidspunkter (f.eks. tidspunktet hvor du bliver færdig med artiklen). Men der sker ikke noget i en B-ordnet tid. Tiden foreligger bare uforanderlig i hele dens totalitet. Din oplevelse af hele tiden at befinde dig et bestemt tidspunkt i tiden og oplevelsen af, at du bestandig bevæger dig gennem den (f.eks. oplevelsen af at du har læst den første linje i artiklen men lige nu læser denne linje og om lidt vil afslutte artiklen), det kan ikke ind-

fanges i en B-serie, hvor ingen af delene nogen sinde sker men derimod altid har ligget fint på plads i den gode velkendte før/efter ordning. For at indfange dette dynamiske aspekt af tiden – det at der rent faktisk sker noget, ting forandrer sig, hændelser indtræffer etc. – må vi introducere den såkaldte A-ordning af tiden. Her er alle tidspunkter ordnet i fortid/nutid/fremtid. Dette sikrer dels et tids-internt perspektiv; et nu i forhold til hvilket alle andre tidspunkter er enten fortid eller fremtid. Og dels sikrer det muligheden for dynamik og forandring, idet det hele tiden er et nyt tidspunkt, der bliver nuet (hvorved der selvfølgelig også sker en konstant transformation af fremtidstidspunkter til fortidstidspunkter). Metaforisk kan man sammenligne B-ordningen af tiden med det uforanderlige flodleje og A-ordningen med den dynamiske bevægelse af vand der til stadighed finder sted ned gennem flodlejet.

For nu må vi forholde os til, at T både er fortidig og fremtidig fremtidigt og fortidig og fremtidig fortidigt. A-ordningens inkonsistens

McTaggart argumenterer nu for to ting. Dels at Aordningen er nødvendig for at kunne tale meningsfyldt om tid, og dels at denne A-ordning er inkonsistent og dermed umulig. Konklusionen af argumentet bliver naturligvis, at tiden slet ikke eksisterer, og at vores stærke intuition om, at den gør, ultimativt er illusorisk! Den første præmis om at A-ordningen er essentiel for tid er almen (men dog ikke universel) accepteret. En ’tid’ uden et nu, uden en fortid og en fremtid – og i det hele taget en ’tid’ der slet ikke går – kan næppe siges at give mening. Men hvorfor skulle vi tro på den anden præmis om, at A-ordningen er inkonsistent? Det skal vi, fremfø-

TEMA : TID // 03 -

rer McTaggart, af den simple grund at A-ordningen implicerer, at et givet tidspunkt både er fortidigt, nutidigt og fremtidigt! Tag f.eks. det nuværende øjeblik. Lad os kalde det T. Men hov! Hvad skete der lige med T? Det gik hen og blev fortid! Og for kort tid siden var det stadig fremtid. Så T er både fremtid, nutid og fortid! Og det er inkonsistent.

Men hvilket tempo kan tiden siges at bevæge sig i? En time i timen? Andre argumenter En indvending

Nu tænker du sikkert, at det er et pjattet argument. T er ikke fortidigt, nutidigt og fremtidigt. Det er fortidigt. Og det var fremtidigt. Generelt kan vi sige om hvert øjeblik, at det er nutidigt, var fremtidigt og vil blive fortidigt. Men den indvending har McTaggart luret. Og han giver ikke meget for den. Problemet er, påpeger han, at den forsøger at gøre A-ordnings udtrykkene ’fortidig’, ’nutidig’ og ’fremtidig’ konsistente ved at introducere nye A-ordnings udtryk såsom ’var’, ’er’ og ’vil blive’. Problemet var, at T både er fortidigt og fremtidigt. At indvende at T er fortidigt men var fremtidigt er blot at sige, at T nutidig er fortidigt men fortidig er fremtidigt. Men ligesom T selv er både fortidigt og fremtidigt, således er det fremtidige T og det fortidige T også på én gang fortidig og fremtidig. Så vi har ganske vist løst ét problem. Men kun ved at introducere to nye! For nu må vi forholde os til, at T både er fortidig og fremtidig fremtidigt og fortidig og fremtidig fortidigt. Vi kunne selvfølgelig forholde os til det ved at insistere på, at T er fremtidig fortidig fremtidigt og fortidig fremtidig fremtidigt ligesom det er fremtidig fortidig fortidigt og fortidig fremtidig fortidigt. Men det vil selvfølgelig bare give os fire nye problemer. Desuden vil det, påpeger McTaggart, blot være de første par skridt på vej ud ad en uendelig regression.

Som nævnt er der andre også andre argumenter for, at tiden ikke eksisterer. Ét sådant argument tager udgangspunkt i samme indsigt som McTaggarts, nemlig at det slet ikke giver mening at snakke om en tid, der ikke går (Markosian 1993). Men i stedet for at vise at forudsætningen for denne idé – en A-ordning af tiden – er inkonsistent, tager det i stedet direkte fat i det problematiske ved ideen om at tiden skulle gå. Hvis der er sådan en bevægelse i tiden, så må man også kunne give mening til ideen, om at tiden bevæger sig i et bestemt tempo. Men hvilket tempo kan tiden siges at bevæge sig i? En time i timen? Strengt taget er dette bud nok ikke forkert. Men det kan nok heller ikke siges at være korrekt. I det mindste kaster det ikke meget lys over spørgsmålet om tidens tempo. Det viser snarere, hvor problematisk det er overhovedet at snakke om et sådant. Når man tænker over spørgsmålet, kommer tiden til at fremstå mere som en mulighedsbetingelse for tidens gang (og tempo) end som noget, der selv går. Måske tiden selv står stille (sådan som B-serien beskriver den), og det i virkeligheden er dig (og alle os andre) der går gennem den? I så fald eksisterer den dynamiske tid – tiden sådan som vi kender den – kun i kraft af vores egen bevidsthed.

Referencer

Se referencer for efterfølgende opslag om fremtidens forudbestemmelse.

04 // TEMA : TID

Filosofi om tiden:

- Er fremtiden forudbestemt? Af: Lars Bo Gundersen, filosof Er alting forudbestemt?

Som annonceret (opslaget om tidens eksistens) står du overfor et vigtigt valg: Du skal tage stilling til, om du vil læse resten af dette opslag, eller om du – under indflydelse af argumenterne for, at tiden alligevel ikke eksisterer – hellere vil foretage dig noget mere behageligt de næste 5 minutters tid. Men har du overhovedet noget valg? For, kunne man fremføre, der er to udsagn: Du læser dette opslag færdig, og Du læser ikke dette opslag færdig

Det er uundgåeligt, at det vil gå som det sande af udsagnene siger! hvoraf det ene må være sandt og det andet falsk. Men uanset hvilket af dem der er sandt; givet at det er sandt allerede nu, så står det ikke i din (eller nogen andens) magt at gøre det falsk. Det er uundgåeligt, at det vil gå som det sande af udsagnene siger! Så det ser ud til, at dit valg ikke angår to alternativer, men at du reelt kun har én ting at ’vælge’ imellem. Og ligesom der er udsagn om, hvad du vil foretage dig de næste 5 minutter, således er der udsagn om, hvad der vil ske med dig – og alle mulige andre væsner og ting i universet – i al fremtid. Så alt, hvad der kommer til at ske, vil ske med nødvendighed!

Bivalens-princippet og fremtidens realitet

Der er ikke mange, der er villige til at acceptere denne fatalistiske konklusion. Men omvendt bygger det på et tilsyneladende gyldigt argument med ganske få plausible præmisser om tidens natur. Der er filosoffer, der har forsøgt at tilbagevise præmissen om, at man ikke har indflydelse på fremtidige hændelser, hvis det allerede nu er sandt, at de vil indtræffe. Men en (i manges øjne) mere plausibel respons er, at benægte det såkaldte bivalens-princip: påstanden om at alle påstande (såsom (1) ovenfor) er enten sande eller falske. Specielt har det været fremført, at selvom bivalens-princippet er ganske plausibelt i forhold til udsagn om nutiden og fortiden, så kan det ikke gælde for udsagn om fremtiden. Den ide kan motiveres på to måder. Enten med henvisning til, at fremtiden (i modsætning til nutiden og fortiden) ikke har objektiv eksistens (endnu). Hvis fremtiden – eller evt. dele af den – ikke eksisterer, så er der ingen kendsgerninger om den, og udsagn om fremtiden vil hverken være sande eller falske. Så f.eks., for at parafrasere Aristoteles’ klassiske eksempel, vil det hverken være sandt eller falskt (nu) at der bliver et søslag i morgen (Aristoteles 1984).

Bivalens-princippet og forgrenet tid

En anden måde at motivere ugyldigheden af bivalensprincippet for fremtidige udsagn er i termer for en forgrenet tid. Det gængse synspunkt er, at tiden bør repræsenteres som noget lineært, hvor tidspunkter er ordnet i før/efter relationer som perler på en tråd. Men måske er tiden i virkeligheden forgrenet således, at et givet tidspunkt står i før/efter relationer med tidspunkter fra flere forskellige fremtider, der ikke selv står i indbyrdes før/efter relationer (McCall 1994 og Gundersen 2002). I en sådan forgrenet tid kan der så være én (objektivt eksisterende) fremtid, i hvilken et søslag finder sted. Og én i hvilken der ikke gør. Og eftersom det endnu ikke er determineret hvilken af disse fremtider, der bliver aktualiseret, er udsagnet om morgendagens søslag hverken sandt eller falsk. Fortiden (og nutiden), derimod, vil til enhver tid være entydigt bestemt, da tiden bagudrettet er lineær (på samme måde som der fra et vilkårligt sted på et træ kun vil være én gren at følge nedad selvom der er adskillige valgmuligheder opad).

Der var et tidspunkt i fortiden, i forhold til hvilken der var en mulig fremtid, hvor Helle tabte. Men der er ikke længere sådan en mulig fremtid (da valget jo som bekendt har fundet sted). Forgrenet tid og modalitet

En god ting ved ideen om forgrenet tid (udover at den kan legitimere et anti-fatalistisk livssyn) er, at den kan være nøglen til en forståelse af sammenhængen mellem tid og modalitet (nødvendighed og mulighed). Vi har en klar intuition om, at mange ting kunne være anderledes. Du kunne have spist en portion cornflakes mere til morgenmad. Det kunne have været fem grader varmere i dag. Og Helle Thorning-Schmidt kunne have tabt det sidste valg. Og så er der nogle ting, de nødvendige, som ikke kunne være anderledes. Syv plus fem er tolv. Helle Thorning-Schmidt er datter af Holger og Grete Thorning-Schmidt. Og vands kemiske komposition er H2O. En forgrenet tid kan forklare denne forskel på det, der kunne være anderledes og det, der ikke kunne, i termer for mulige fremtider: Det nødvendige er det, der er

TEMA : TID // 05 -

tilfældet i alle mulige fremtider, og det mulige er det, der finder sted i nogle (evt. én) af de mulige fremtider. Der er ingen mulige fremtider, i hvilke Helle nedstammer fra andre end Holger og Grete (ellers ville hun jo ikke have været den, hun er), men der er mulige fremtider, hvor hun tabte det sidste valg. Sådan en redegørelse for modalitet kan også forklare den temporale grammatik for mange modale udsagn (Prior 1997). Vi siger, at det er muligt, at Helle Thorning-Schmidt kunne have tabt. Ikke, slet og ret, at det er muligt, at hun tabte. Det indikerer, at modale udsagn (implicit) er tidsrelaterede. Der var et tidspunkt i fortiden, i forhold til hvilken der var en mulig fremtid, hvor Helle tabte. Men der er ikke længere sådan en mulig fremtid (da valget jo som bekendt har fundet sted).

Diodoros Kronos,

Den antikke græske filosofi Diodoros Kronos gav et fint eksempel på hvor intimt tids- og modalitetsopfattelsen hænger sammen. I hans såkaldte Master Argument viser han, hvorledes alt, hvad der er muligt, enten allerede er indtruffet eller vil indtræffe i fremtiden. De tre eksempler ovenfor på ting, der kunne have været (men ikke var eller vil blive) anderledes, ville Kronos således have karakteriseret som umulige(!) Denne noget overraskende konklusion er han rapporteret at have nået til via gyldige ræsonnementer fra blot to præmisser: i) at det, der allerede er sket, umuligt kan ændres, og ii) at noget, der er umuligt, ikke kan følge fra noget, der er muligt. Og, så selvfølgelig, et noget kontroversielt syn på tiden (Gundersen 1997). Den samme Kronos gav i øvrigt et elegant (Zenon-inspireret) argument for, at al bevægelse er umulig: hvis et legeme bevæger sig,

bevæger det sig enten i det rum, det udfylder, eller også i det rum, det ikke udfylder. Men det kan ikke bevæge sig i det rum, det udfylder (for så længe det er der, er det i stilstand). Så det må bevæge sig i det rum, det ikke udfylder. Men det er umuligt (for der befinder det sig jo netop ikke). Så det bevæger sig slet ikke! Så med Kronos kommer vi tilbage til udgangspunktet: spørgsmålet om bevægelse og forandring og dermed en dynamisk A-tid – tiden sådan som vi kender den – er virkelig eller illusorisk. Og svaret? Tjah, det må tiden vise.

Referencer

Aristoteles, De Interpretatione, i Aristoteles, The Complete Works of Aristotle (Princeton University Press, 1984). Gundersen, Lars Bo, “Necessity, Identity and Time”, Danish Yearbook of Philosophy 37(2002). Gundersen, Lars Bo, “The Master Argument and Branching Time”, Logic and Logical Philosophy 5 (1997). Lewis, David, “The Paradoxes of Time Travel,” i Lewis, David, Philosophical Papers, Bind 2 (Oxford University Press, 1986). Markosian, Ned, “How Fast Does Time Pass?”, Philosophy and Phenomenological Research 53(1993). McCall, Storrs, A Model of the Universe (Clarendon Press, 1994). McTaggart, J.M.E., “The Unreality of Time,” i Le Poidevin, Robin, & Macbeth, Murray (red.), The Philosophy of Time (Oxford University Press, 1993). Prior, Arthur N., Past, Present, and Future (Oxford University Press, 1967). 

06 // TEMA : TID

Fotografi og etnografisk nutid - Etnografiens ahistoriske ’nutid’ er ligeså konstrueret og ligeså lidt objektiv virkelighed som et fotografi. Hvorfor det ikke behøver at være så kontroversielt at drage ligheder mellem fotografi og etnografisk nutid. Slå op i en nutidig antropologisk monografi og tæl antallet af billeder. Antropologi som nutidig akademisk disciplin er ikke kendt for et stort brug af billeder. Tværtimod har antropologien et noget anstrengt forhold til brugen af fotografi som metode, et forhold som er influeret af overgangen fra koloniale studier af race og biologi til moderne studier af kultur. Af: Charlotte Heikendorf, MA-stud in Visual Anthropology Den etnofrafiske ‘nutid’ og det antropometriske fotografi

Etnografisk ’nutid’ er den ahistoriske skildring af et samfund, som det er i den tid, hvor feltarbejderen laver sine etnografiske observationer. Etnografisk nutid er en skriveform, vi tillærer os som studerende, en etnografisk metodik og et antropologisk paradigme. Især det sidste, etnografisk nutid som et metodisk paradigme, er det, jeg vil se på i denne artikel og derudover relatere til fotografier.

Antropometrisk fotografi var sammen med bl.a. kraniemåling en udbredt antropologisk metode, inden Malinowski revolutionerede etnografien med sin deltagerobservation. Der var dengang i de allertidligste tider af antropologien, hvor antropologien, ’videnskaben om mennesket’, var en videnskab om sammenhængen mellem menneskets fysiske og biologiske side og hans kulturelle, moralske og intellektuelle evner. Evolutionistiske idéer om biologiske determineret kultur og intellektuel udvikling prægede den tidlige antropologi, og det gjorde fotografi til en særdeles velegnet metode. Antropometrisk fotografi var sammen med bl.a. kraniemåling en udbredt antropologisk metode, inden Malinowski revolutionerede etnografien med sin

deltagerobservation. Formålet med antropometrisk fotografi var at få et billede af den indfødtes anatomi; helst med så lidt individuelt og personligt udtryk som muligt og gerne med en baggrund af 5x5 cm tern, så fotografierne kunne sammenlignes videnskabeligt. Netop den dehumanisering, der var formålet, da fysiske antropologer indsamlede antropometriske fotografier til analyse hjemme i lænestolen, er en del af nutidens socialantropologis historiske bagage.

Thick versus thin description

Antropologi er en vestlig etableret akademisk disciplin og er med henvisning til idéer om vestlig ocularcentrisme derfor en overvejende skriftlig disciplin. Kirsten Hastrups artikel om ’Thick description’ bestående af tekst og tekstuelle feltnoter versus ’thin description’ bestående af fotografier er et godt eksempel på den generelle akademiske konsensus om forholdet mellem skrift og billeder. For ikke at nævne vigtigheden af at formulere sig korrekt skriftligt for at blive ”hørt” af andre akademikere. En af problematikkerne ved billeder er, at de ikke er objektive. Fotografiapparatet var opfundet med det formål at gengive virkeligheden, ’som den ser ud’. Et fotografi har præcist den egenskab. Modsat malerier, teater og andre former for repræsentation kan et fotografi gengive et øjeblik ned til de mindste detaljer: antallet af fliser i gården eller farven på kvindens sko, som vi ikke lige selv lagde mærke til i situationen. Det øjeblik, det sekund, hvor fotografen valgte at trykke på udløseren, gengives alle detaljer i produktet: fotografiet. Egenskaben til at fryse ét øjeblik i et fotografi sammenligner Christopher Pinney med konceptet etnografisk ’nutid’. Ligesom fotografiet fastholder den etnografiske beretning et samfund i en ahistorisk beskrivelse, som om intet var ændret siden den dag, feltarbejderen tog derfra. Min umiddelbare tanke om Pinneys sammenligning var, at den er ret provokerende og kontroversiel i forhold til det relativt lave værdi fotografi har som etnografisk metode, og den tvivlsomhed der er forbundet med analyser af fotografiet. Det var muligt for de tidlig-

TEMA : TID // 07 -

ste antropologer at bruge antropometriske fotografier som data for deres analyser, fordi der inden for antropologien var generelt konsensus om, at fotografiet var et transparent medium, der blot lavede en kopi af virkeligheden. Sidenhen er den form for fotografisk realisme blevet kritiseret mange gange. Modpolen til fotografisk realisme er tanken om, at et fotografi er så konstrueret, at teknologien er så menneskeskabt, og motivet og øjeblikket så udvalgt af mennesker, at et fotografi ikke præsenterer, men repræsenterer på samme vis som et maleri eller andre tilsvarende menneskeskabte produkter.

Ligesom fotografiet fastholder den etnografiske beretning et samfund i en ahistorisk beskrivelse, som om intet var ændret siden den dag, feltarbejderen tog derfra. Temporalitet

Pinneys sammenligning af fotografiets temporalitet og etnografisk nutid er ret ironisk historien taget i betragtning. Fotografiet blev kasseret til fordel for deltagerobservation, igennem hvilken feltarbejderen kan skabe et forhold til sine informanter, som er umedieret af et kamera. Deltagerobservation som koncept indebærer simultant en personlig relation og en videnskabelig distance; fotografi skaber per se en distance mellem den, der ser billedet og billedets subjekt. Hvor fotografi var den primære metode i den tidlige fysiskfokuserede antropologi, er deltagerobservation metoden for den moderne antropologi, der undersøger kultur frem for anatomi. Modstanden mod brug af fotografi som metode i den nutidige antropologi er påvirket af den historiske arv fra de kraniemålende forgængere i feltet. Men det er nok svært at bebrejde nogen for at ville distancere sig og sit virke fra fortidens imperialisti-

ske projekter! Når du tager dit kamera, retter det mod et objekt og trykker på udløseren, laver du en række selektive valg. Det fotografi, som er et produkt af dit arbejde, vil være et materielt bevis på dine valg; det er ikke et perfekt, transparent aftryk af en objektiv virkelighed. De valg, du har gjort dig, da du tog dit billede, ligner de valg, du må tage, når du tager på feltarbejde. Du må udvælge dit geografiske og fysiske sted for dine undersøgelser for feltarbejdet som for et fotografi. Du må vælge en metodisk tilgang til din felt, om det er deltagerobservation eller om du knipser et billede. Og du må lave et valg om motiv, hvad du vil undersøge og informanter, hvem du vil spørge. I sidste ende er det produkt, der kommer ud af dit feltarbejde en beskrivelse af et samfund, en kultur eller et socialt fænomen, som det var på det tidspunkt, du var der.

De valg, du har gjort dig, da du tog dit billede, ligner de valg, du må tage, når du tager på feltarbejde. Min afsluttende pointe på denne korte gennemgang af relationen mellem fotografi og etnografisk nutid må være at tage en tydelig position i diskussionen om forholdet mellem tekst-baseret etnografi og visuel etnografi. En position som jeg har indtaget i mit nuværende projekt, hvor jeg bruger både deltagerobservation, interviews, visuelt materiale og tager fotografier af steder, personer og interaktioner. 

08 // TEMA : TID

Forfra igen - Refleksion om tiden

Af: Rikke M. Grinderslev, 6. semester. Vi hører altid, at tiden går, tiden kommer eller tiden svinder. I mit hoved hedder det: tiden falder. Men forestil dig året som en bold, der slippes og falder mod jorden.

Som en bold, der slippes og lader sig falde.

nu engang, og den hårde start, hvor man er udmattet og tappet for energi. Hvorfor kan tiden ikke blive ved med at falde eller fortsætte? Hvorfor dette endepunkt og nye begyndelse? Hvorfor starte forfra igen?

Hvad er din tidsoplevelse?

Begyndende i januar, i toppen, øverst oppe, hvor det er koldest, mørkest, som en tidlig morgen, opvågnende. Som en bold, der slippes og lader sig falde. Først stille nedad til marts, april, maj, hvor foråret tager stærkt på vej. Juni, juli og august, sommeren som fortæller, at nu er det året halvt slut. September, oktober, november, dybet nærmer sig og mørket tager til – ak, vi venter bare på, at året skal lukke af og sige tak. December, den sidste dag, vi har nået bunden. Vi er faldet hele året igennem som tyngdeloven og accelerationen forudsætter.

Jeg frygter denne nat, hvor året ender Jeg er landet med et brag, min krop er træt, jeg er mæt og jeg frygter denne nat, hvor året ender. For det betyder, at vi skal ud i mørket, tage springet op. Det bliver en kamp. Som bolden der skal samles op, den er tung. Den lange, lange nytårsnat, i et nødvendigt tomrum uden tid, om at komme helt op til toppen til januar endFoto: Maria Jensen

TEMA : TID // 09-

Side 9 vild Antropologernes rustur 2011 Foto af: Christine F. Brændstrup

På første semesters rustur, hvor temaet var første skoledag, opstod der adskillige øjeblikke der var ”side 9 værdige”. I denne scene fra aftenunderholdningen bliver Cornelis (udklædt som elev) og Anne (udklædt som dramalærerinde) formet til en eksotisk stilling. Personen der former dem, er på tidspunktet ikke klar over, at hun i næste runde skal formes sammen med Anne. Tais ses i baggrundet udklædt som hjemmekundskabslærer. 

10 // TEMA : TID

På kanten af tiden Studiet af ”tid” kan antage mange former. Min egen forskning har blandt andet taget udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad der er på spil, når en historisk periode bliver afsluttet i politisk retorik.

Af Martin Demant Frederiksen, Ekstern Lektor, Institut for Kultur og Samfund I kølvandet på revolutionen i Georgien i 2003 afsluttede den nye præsident Mikheil Saakashvili eksempelvis den såkaldte ”transitionsperiode”. Transition er et begreb, der er blevet anvendt til at beskrive den overgang fra sovjetisk planøkonomi til det frie marked, som de nye nationer, der opstod i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud, gennemgik i 1990erne. I Georgien var transitionen markeret af borgerkrige, politisk korruption og den georgiske mafias stigende indflydelse på samfundet. Da præsident Saakashvili retorisk afsluttede transitionen efter revolutionen, var det et forsøg på at vise, at halvfemsernes ustabilitet nu var ovre, og at nationen endelig var nået i mål. Retorikken blev fulgt op af en lang række reformprocesser; med disse skulle der ikke blot sættes en streg under det, der ville komme, men i ligeså høj grad under det, der officielt ikke eksisterede længere – det var nu var fortid. Et af beviserne på transitionens afslutning var, ifølge præsidenten, at rygraden på den georgiske mafia var

blevet knækket, og den indflydelse mafiaen havde haft på både det politiske og sociale liv op gennem halvfemserne var blevet fjernet. Den georgiske mafia kanonieri kurdi (måske bedre kendt i sin russiske variant vory-vzakone, beskrevet i David Cronenbergs film ”Eastern Promises”), blev således hensat til fortiden. I hvert fald på papiret.

I en tid hvor kriminalitet var udbredt, fremstod mafiaen som en mere accepteret form for kriminalitet, netop fordi den var organiseret. Ungdom og kriminalitet For mange af de unge i Georgien, der blev født omkring Sovjet Unionens fald, var transitionen ikke en overgang, men snarere et udgangspunkt og en hverdag. Det gjorde sig blandt andet gældende blandt de broderskaber, som jeg udførte feltarbejde blandt i kystbyen Batumi i 2008-2009. Broderskaberne var en speciel gruppe af flere grunde. Deres alder gjorde dem til en specifik generation, for hvem ”Sovjetunionen” ikke havde den store betydning, og for hvem ”transitionen” havde udgjort hele deres barndom. De var knyttet af bånd, der ofte var lige så betydningsfulde som familiære bånd, og deres dagligdag var ofte præget af enten stofmisbrug eller kriminalitet. Sidstnævnte indebar relationer til den kriminelle underverden, som officielt ikke eksisterede længere. Før revolutionen kunne praksisser relateret til kriminalitet og stoffer til en vis grad legitimeres via mafiaen i den forstand, at mafiaen stod for en ”rigtig” slags kriminalitet. ”Rigtig” i den sammenhæng var et spørgsmål om at følge det æres-kodeks, der ligger til grund for den georgiske og russiske mafia. Indenfor det kodeks skelnes der eksempelvis mellem en ”tyv” (vory) og en ”bandit”. Førstnævnte følger en række regler for korrekt og organiseret kriminalitet, hvor sidstnævntes aktiviteter er tilfældige og meningsløse. Denne skelnen kunne, trods deres kriminelle aktiviteter, få unge mænd til at fremstå som ærefulde unge mænd, på trods af at det, de gjorde, i princippet var forkert. I en tid hvor kriminalitet var udbredt, fremstod mafiaen som en mere accepteret form for kriminalitet, netop fordi den var organiseret. Den var ikke positiv som sådan, men man kunne i det mindste regne med den. Med den politiske retorik om transitionens afslutning

TEMA : TID // 11 -

stod det klart for de unge mænd, at deres relationer til mafiaen nu i højere grad var et problem end en fordel. Ikke desto mindre var det ofte svært, hvis ikke umuligt, for dem at distancere sig fra den. Mange havde venner, der sad i fængsel, og som de følte sig forpligtigede til at støtte. Andre måtte dagligt dække over venners kriminalitet eller selv kaste sig ud i det, fordi de enten skyldte tjenester eller ufrivilligt endte i situationer, hvor de ikke kunne bakke ud, men aktivt måtte deltage for at hjælpe eller beskytte involverede venner (eksempelvis ved en stofhandel der var ved at ende galt, en skudepisode med uforudsigelige udfald, tyverier på vej til at blive opdaget og så videre). En af de primære grunde til, at de gjorde dette, var, at de gennem broderskaberne også var bundet af et æres-kodeks, der påbød dem altid at hjælpe en ven – hvis de vendte en ven ryggen (hvad end denne havde gjort eller gjorde), ville alle omkring dem anse dem som amoralske, upålidelige og utroværdige. Men det betød, at de ofte ”hang fast” i aktiviteter, som ikke var en del af nutiden. Tidslige marginer Der har været betydelige bidrag indenfor antropologien i forhold til at forstå, hvordan fortiden bliver en del af nutiden, enten i relation til hvordan mennesker aktivt prøver at holde fortiden i live (som genopfindelsen af traditioner), eller i relation til hvordan mennesker søger at glemme fortiden for senere hen at huske den enten villigt eller uvilligt. I Batumi kæmpede de unge i broderskaberne også med fortiden, men her var det hverken en genopfindelse af den, eller forsøg på at glemme den, der var på spil. Det problematiske for de unge i Batumi var, at minder og narrativer om fortiden til tider af sig selv sprang frem som levet liv i nutiden – her var det et spørgsmål om ting, praksisser, institutioner, som ikke kunne glemmes, fordi de kontinuerligt dukkede op. Fortiden blev således en spøgende tilstedeværelse for de unge, som de var nødsaget til at forholde sig til, selvom den officielt set ikke eksisterede.

Det siges ofte om en ældre generation, at den tilhører en anden tid i den forstand, at samfundet har ændret sig så dramatisk, at de ældre ikke længere kan følge med. Men i visse situationer er det ikke blot ældre generationer, der på den måde lever på kanten af tiden. En utilsigtet konsekvens af politisk at føre samfundet videre kan eksempelvis være, at unge mennesker pludselig også befinder sig i positioner, hvor de ikke hører til i ”samtiden”. Studiet af tid tillader i den sammenhæng at undersøge, hvordan det opleves, når ens egen nutid er andres fortid, og muliggør derved nye måder at tænke marginalisering på. Det peger, med andre ord, på en form for marginalisering, hvor nutidige praksisser udfolder sig langs livsbaner, der adskiller sig fra sociale eller statslige ideer om, hvor samfundet er på vej hen.

En utilsigtet konsekvens af politisk at føre samfundet videre kan eksempelvis være, at unge mennesker pludselig også befinder sig i positioner, hvor de ikke hører til i ”samtiden”. Læs mere i: Martin Demant Frederiksen (2011) Haunted by time – Brotherhoods and temporal margins in the Republic of Georgia. PhD Thesis, AU. Martin Demant Frederiksen (2011). ”Marginaliseret i tid – Materialitet, fremtid og håb i Georgien”. Tidsskriftet Antropologi, Vol. 63: 7-25. 

12 // TEMA: TID

Nærvær Et essay om at gribe mulighederne i nuet. Af Morten Sand Valkær og Naja Morell Hjortshøj, 2. semester

Acceptér nuet Hver dag beﬁnder vi os i mange forskellige sammen-‐‑ hænge – nogle mere spændende end andre. Alle kender til den fede følelse ved at deltage i en hyggelig sammen-‐‑ komst med vennerne, og alle har prøvet at sidde til en kedelig familiefest en regnfuld søndag eftermiddag. Men disse to situationer er ikke så forskellige, som de umid-‐‑ delbart ser ud til. I begge tilfælde handler det om at være til stede og acceptere situationen, som den er – ligegyl-‐‑ digt hvor meningsløs og spild af tid den end må4e fore-‐‑ komme. Når man først har valgt at være et sted – så vær der! Denne pointe illustreres i ﬁlmen ”I Kina spiser de hunde”. Lige efter et brutalt røveri mod en pengetrans-‐‑ port siger Kim Bodnia, efter at hans bror har kaldt ham syg i hovedet: ”Når man gør noget, så skal man gøre det ordentligt, ellers skal man lade være. Og så er det lige meget, om det er rigtigt eller forkert”. Overført på de to nævnte eksempler kan man sige, at festen med vennerne virker mere ”rigtig” end den kedelige familiefest. Men det centrale er, at accepten af nuet er en forudsætning for, at man kan være opmærksomt til stede der, hvor man er. Det er en forudsætning for at kunne være nærværende.

Ny#ig kedsomhed

For mange mennesker handler det om at opnå ”gode” situationer; altså situationer, som vi føler, vi får noget ud af – det kan være fagligt såvel som socialt. Når vi beﬁn-‐‑ der os i en situation, som vi ikke føler, vi alligevel opnår noget med, begynder vi oftest at tænke i alternativer; hvor kunne vi have befundet os, hvis vi havde truﬀet et andet valg osv. Men reelt handler det ikke om at opnå ”gode” situationer; derimod handler det om at opnå det gode i enhver situation. Vi er ofte bange for at spilde tiden og gøre noget, der opleves som meningsløst. Hvis vi folder denne tanke-‐‑ gang ud, kan man eksempelvis fremhæve, hvordan vi som borgere i en globaliseret verden hele tiden må tænke i kreative muligheder for at forbedre vores samfunds

økonomiske position. Vi skal derfor konstant arbejde på at udvikle og skabe nye idéer. Men er det muligt hele tiden at beﬁnde sig i denne kreative fase? Det var diskussionen på en radioudsen-‐‑ delse på P1, der omhandlede kedsomhed (5. februar 2012). Ny videnskabelig forskning har vist, at vores sind indimellem har behov for ro, hvis vi skal kunne tænke kreativt. Derfor er det vigtigt at kede sig! Mange menne-‐‑ sker forbinder kedsomhed med tomhed, og i udsendel-‐‑ sen blev det bl.a. påpeget, at vi i vores kultur i dag fak-‐‑ tisk ikke tillader kedsomhed. Hvem har ikke hørt den kendte sætning: ”Intelligente børn keder sig aldrig”? Men det er netop ved at kede sig, at vi får mulighed for at tænke i nye baner og dermed bliver mere opﬁnd-‐‑ somme, viser forskning. Hos Google har man sågar ind-‐‑ re#et lokaler med henblik på, at medarbejderne skal kunne gå et sted hen, hvor de kan kede sig. Ifølge Google er det den rigtige vej til i fremtiden at sikre sig kreative medarbejdere.

Det er netop ved at kede sig, at vi får mulighed for at tænke i nye baner og dermed bliver mere opﬁndsomme. Problemer hører fremtiden til For de ﬂeste er det helt naturligt at opstille nogle mål med tilværelsen, som man gerne vil opnå. Disse mål kan være kortsigtede såvel som langsigtede – det kan være, at man ønsker at få en høj karakter i et fag, eller at man efter antropologuddannelsen ønsker at rejse over og bosæ!e sig på den anden side af jorden. Der er intet i vejen med at have visioner for livet; det er oftest disse visioner, som er med til at drive os fremad og skabe motivation. Imidlertid skal vi passe på, at vores stræben efter at opnå bestemte mål ikke forhindrer os i at være til

stede i nuet -‐‑ være nærværende -‐‑ og tage udgangspunkt i de konkrete situationer, vi befinder os i. Et alt for ind-‐‑ snævret fokus på målet kan medføre, at vi ikke fokuserer på de handlinger, vi har mulighed for at foretage os her og nu. Målene kan således forhindre os i at være nærvæ-‐‑ rende, hvilket forekommer absurd, eftersom nuet er det eneste, vi har mulighed for at påvirke. Eckhart Tolle, der bl.a. er forfa*er til bogen ”Nuets Kraft”, skriver: ”Hvis det er kvaliteten af din bevidsthed i de%e øjeblik, der bestemmer fremtiden, hvad er det så, der bestemmer kvaliteten af din bevidsthed? Det er, hvor nærværende du er. Så det eneste sted, hvor der kan ske en sand for-‐‑ andring, og hvor fortiden kan opløses, er i Nuet”. Den romerske digter Horats’ berømte sætning ”Carpe diem quam minimum credula postero – grib nuet og hav minimal tillid til fremtiden” er én af de mest brugte (og misbrugte) sætninger indenfor dagligdagsfilosofi. Mis-‐‑ brugt, fordi nogle mennesker bruger udtrykket carpe diem som undskyldning for at opføre sig dumt, hvilket er en misforståelse af filosofien. Nærvær i nuet dækker over meget dybere indsigt, som, hvis den bruges på den rigtige måde, kan føre til en stor personlig frihed i sin-‐‑ det. Det er le)ere sagt end gjort, men Eckhart Tolle ud-‐‑ trykker det enkelt og præcist i bogen ”Nuets Kraft”: ”I sidste ende handler det ikke om at løse dine proble-‐‑ mer. Det handler om at indse, at der ikke findes proble-‐‑ mer. Kun situationer – der skal klares nu, eller som ikke skal men accepteres som en del af Nuets ”sådanhed”, indtil de ændrer sig eller kan klares. (…) Ret opmærk-‐‑ somheden mod nuet og se hvilke problemer, du har i de#e øjeblik”. I ”Nuets Kraft” kommer Eckhart Tolle

TEMA: TID // 13

Reelt handler det ikke om at opnå ”gode” situationer; derimod handler det om at opnå det gode i enhver situation. med et interessant eksperiment: Prøv lige nu at re4e din opmærksomhed mod nuet og spørg dig selv, hvilke problemer du har i de.e øjeblik. Du vil opdage, at der i de#e øjeblik ikke eksisterer noget problem. Problemer er fremtiden; løsninger på udfordringer er nutiden. Et pro-‐‑ blem kan ikke løses, fordi det hører til i fremtiden – det kan kun opløses.

Nuet åbner døre

At være til stede i – eller acceptere – nuet, som det er, gør ikke én til et passivt og sløvt individ, der på bedste hippiefacon valser ubevidst gennem livet. Tværtimod. Det at acceptere nuet betyder, at man bliver i stand til at se de muligheder, som nuet giver. Når man erkender – ikke bare intellektuelt resonerer sig frem til, men virkelig erkender – nuets kraft, vil man opdage, at det at være til stede i nuet åbner døre, man aldrig havde forestillet sig; evne til at påvirke situationer i den rigtige retning op-‐‑ står, fordi man ikke længere er fanget af hverken fortid eller fremtid. Man bliver simpelthen handlekraftig. 

14 // TEMA : TID

Kærlighedens tid - Et indblik i en bacheloropgave “We all grew up in a world in which there was assumed to be nothing between emotionless sport fucking and committed long-term marriage-type relationships, leaving the vast territory in between open to discovery by relationship pioneers of all stripes, including ourselves. What interesting ways of relating to people might we, and you, find between these two poles? When we include all of our connections in our picture of relationship, we expand the definition of what a relationship can be” (Easton&Hardy 2009:191) Sådan indleder de to polyamorøse hovedforfattere til The ethical slut, et af mange afsnit om seksualitet og partnerrelationer i det 21. århundrede. Af: Malthe Barnkob Lehrmann, 6. semester Polyamori er en seksuel partnerkonstellation, hvis bogstavelige betydning er kærlighed til mange. Dette skal ikke forveksles med en licensliggørelse af seksuelle affærer, men betyder derimod at praktisere følelsesmæssige og intime forhold med mere end en person samtidigt, åbent og ærligt for alle involverede. Polyamorien har sit udspring i 60-70´ernes seksuelle revolution, men adskiller sig fra datidens åbne forhold ved at have et større fokus på de enkelte kærlighedsrelationer. Grund-

kærligheden er ikke længere bundet op på en forestilling om den eneste ene for evigt og altid, men skal konstant reaktualiseres i nuet tanken er at befri den enkeltes seksualitet og nyde sex og seksuel kærlighed på så mange måder, som det passer den enkelte. Seksualitet og kærlighed kommer derfor ud på ét i det polyamorøse forhold og udtrykkes blandt de polyamorøse som den sande kærlighed. Inden for antropologien bemærkede antropologen Margaret Mead og filosoffen Michel Foucault tidligt, at der i Vesten var et tæt forhold imellem seksualitet og kærlighed. I Meads definition af det romantiske kærlighedskoncept er seksualiteten og kærligheden tæt forbundet i en historisk monogam symbiose (Mead 1928: 88). En symbiose, der bekræftes af Foucault i Viljen til viden (Foucault 1978). Den sande seksualitet er simpelthen indbegrebet af det monogame parforhold, og i den romantiske kærlighedsopfattelse ligger forestillingen om

eksklusiv loyalitet overfor den-eneste-ene. Tanken om den eksklusive eneste-ene ses også i filosoffen Platons Symposion. Her er foreningen med et andet menneske noget, der har været en grundlæggende del af menneskets natur, idet guderne valgte at dele det i to (Hermann1996: 8). Når mennesket søger kærlighed, er det ifølge Platon således, fordi alle går rundt og leder efter sin oprindelige halvdel, som Platon udtrykker det: ”Vores kærlighed til hinanden har været medfødt meget længe og forbinder os med vores gamle natur. Den forsøger at gøre to til én og at hele den menneskelige natur” (Ibid:8). Monogamiets kærlighedsobjekt, deneneste-ene, indtager derfor rollen som den tilbagevendende del, der fuldbyrder helheden. En fuldbyrdelse hvor man træder ind i en evighed. Ifølge den romantiske platoniske forestilling om den-eneste-ene forenes fortid, fremtid og nutid i den enkelte forløsende begivenhed: at finde sin anden halvdel, der hjælper en til at træde ind i den guddommelige kærlighed (Ibid:10-11).

Mennesket er derfor ikke bare i tid, men laver tid igennem dets handlinger. Den romantiske kærlighed fremstår som en transcenderende uendelig kærlighed, hvor tiden ophæves i en guddommelig tilbagevenden til det komplette stadie af væren. I dag er den monogame forståelse af kærligheden stadig den dominerende i Vesten, men dens antagelse om den eneste ene for evigt og altid synes udfordret.

TEMA : TID // 15 -

Den polyamorøse seksualitet udfordrer den eksklusive anden, der udgør det monogame parforhold, ved at forkaste ”myten” om deneneste-ene for i stedet at praktisere intimiteten og kærligheden med flere partnere på en gang, en konstruktion som de betragter som den sande kærlighed. Bruddet med monogamiets ”eneste ene for tid og evighed” er samtidig relevant at belyse i et tidsperspektiv, fordi det åbner op for en forståelse af kærligheden, som værende påvirket af vores erfaring af tid og dyrkelse af en bestemt tid - den evige tid. Idet der i den polyamorøse seksualitet er et ønske om at dyrke det specielle forhold frem for den specielle person, er der heri indeholdt en forskydning i forståelsen af den romantiske kærlighed: kærligheden er ikke længere bundet op på en forestilling om den eneste ene for evigt og altid, men skal konstant reaktualiseres i nuet. Spørgsmålet er så, om der også er tale om en anden tidslighed. Jeg vil argumentere for, at det er den samme forståelse af den evige tid, der er på spil blandt de polyamorøse seksuelle, men at denne ikke længere kan udleves inden for den monogame institution.

Det monogame subjekts søgen efter transcendens med den, er i polyamorien erstattet med søgen efter det. Når de polyamorøse oplever, at monogamiet ikke længere kan udfylde rollen som kærlighedens institution, er det et udtryk for en bestemt forventning til kærligheden. Som antropologen Pierre Bourdieu skriver, er ærgrelse og nostalgi følelser, der opstår, idet det objekt, som er ønsket i nuet, ikke længere er der eller truer med at forsvinde (Bourdieu 2003:209). Ifølge Bourdieu er kedsomhed eller utilfredshed, en utilfredshed med nuet, der indbefatter en forhandling af nuet og en tilbøjelighed til at arbejde sig hinsides utilfredsheden (Ibid). De polyamorøses konstruktion af ”den sande kærlighed” kan på denne baggrund betragtes som en måde at aktualisere en bestemt forestilling om kærligheden, der syntes forsvundet eller truet i den daglige praksis. Ifølge Bourdieu er det først i diskrepansen imellem det, som er

forventet, og logikken i det sociale felt, som i første omgang har skabt forventningen, at subjektet genovervejer de sociale processer og den interne bevægelse, som de fremtræder i nuet (Ibid:207). De polyamorøses moddiskurs til monogamiets eneste ene kan betragtes som et udtryk for en sådan diskrepans, idet udlevelsen af den romantiske kærlighed redefineres ud fra de polyamorøses betragtninger om monogamiet som værende en myte, fordi polyamorøse anser skilsmisser og utroskab som værende normen mere end undtagelsen for det monogame forhold. Forestillingen om den evige kærlighed kan derfor ikke aktualiseres inden for monogamiet, eftersom den eneste ene skaber en diskrepans mellem praksis og forventningen om den evige kærlighed. De polyamorøse kan derfor siges at forsøge at genetablere den romantiske kærligheds transcendentale evighed, ved at den eksklusive eneste enes plads som det transcendentale bindeled udvides til at gælde det specielle forhold frem for den specielle person. Reaktualiseringen af parforholdet bliver derfor centralt for de polyamorøse, da det er herigennem den evige kærlighed fastholdes.

Temporaliseret kærlighed Som nævnt hviler den romantiske kærlighed på en specifik tidslig organisering, et for evigt og altid, som indbefatter en forventning om en specifik fremtidsrettet transcendens. Idet de polyamorøse i deres omstrukturering af deres kærlighedspraksis fastholder og efterstræber aktualiseringen af den evige kærlighed, kan den heri udtrykte tidslige organisering, betragtes som en skelnen imellem fastholdelse af oplevelser og genskabelser af oplevelser, imellem retention og protention, som antropologen Alfred Gell udtrykker det (Gell 1992:223). Eftersom de polyamorøses kærlighedsforstå-

16 // TEMA : TID

else ikke bare beror på en flygtig oplevelse af nuet, men tillige trækker på en tidslig forventning til kærligheden som værende evig, kan deres kærlighedspraksis betragtes som forholdet imellem den erfarede fortid og den forventede fremtid set fra nuet. Dette forhold er, hvad antropologerne Hirsh og Stewart kalder for ”epoch” – den følte tid, hvori sociale begivenheder antager mening inden for konturerne af nuet (Hirch og Stewart 2006:270). Tiden er derfor ikke noget, vi støder på i vores møde med verden som noget, der ligger udenfor mennesket og venter på at blive erfaret og taget i brug. Antropologen Nancy Munn betegner dette forhold til tiden som værende udtryk for en konkret temporaliseringspraksis. Ifølge hende skal den diskrepans, Bourdieu omtaler, ses som den bevidste og ubevidste, kropslige oplevelse af tid, der er et udtryk for social erfaring, hvor den iboende temporale karakter af det sociale liv trækkes frem (Munn 1992:107). Mennesket er derfor ikke bare i tid, men laver tid igennem dets handlinger. Overfører vi disse tanker til de polyamorøses forvaltning af den romantiske kærlighed, kan deres kærlighedspraksis betragtes som en tidslig ø eller opsvulmning af tid, der udstrækker nuøjeblikket i en epoche, som skaber en mulig samhørighed og dermed en social ramme, hvori de polyamorøse kan opleve og udleve den romantiske kærligheds evige tid. De polyamorøses nybrud indenfor måden at tænke intimiteten er at idealisere seksualiteten og inddrage den som drivkraft i den personlige udvikling og derved skabe en ny kærlighedsyntese, der synes at forlige sig med den romantiske forestilling om evigheden. Det interes-

? sante er, at man fastholder ideen om den romantiske kærligheds påbud om den uendelige kærlighed, om end den ikke længere kun er forbeholdt den eneste ene – det monogame subjekts søgen efter transcendens med den, er i polyamorien erstattet med søgen efter det. Forskydningen fra den specielle person til det specielle forhold skal altså ses som en måde at fastholde og efterleve en bestemt tidslig organisering af den romantiske kærlighed – den evige kærlighed. Afslutningsvis er der kun tilbage at sige, at hvis du føler, at der er kurrer på tråden i dit monogame forhold, er det højest sandsynligt, fordi den transcendentale evighed er udfordret, men frygt ej, det ligger i dig at reog genetablere evigheden igen og igen, og igen at træde ind i den transcendentale kærlighed. 

Relevant litteratur om tid og kærlighed: Bourdieu, P. (2000). Pascalian meditations [Meditations pascaliennes]. Oxford: Polity. Foucault, M. (1978). Seksualitetens historie [>volonté de savoir]. Kbh.: Rhodos. Gell, A. (1992). The anthropology of time : Cultural constructions of temporal maps and images. Oxford: Berg. Hermann, J. (1996). Jeg gifter mig kun én gang! : Kærlighed og parforhold i 1990'erne. Århus: Modtryk Hirsch, E., & Stewart, C. (20050100). Introduction: Ethnographies of historicity. History and Anthropology - LA English, 16(3), 261. Hodges, M. (20081200). Rethinking time's arrow. Anthropological Theory, 8(4), 399. Mead, M. ((1961)). Coming of age in samoa : A study of adolescence and sex in primitive societies ((Repr.). ed.). (Harmondsworth, Middlesex): Penguin. Munn, N. D. (19920101). The cultural anthropology of time: A critical essay. Annual Review of Anthropology, 21(1), 93

TEMA : TID // 17 -

Noget om ure og mangel på tid Af: Kristine Bodilsen, kandidat i antropologi og arbejder i Udlændingestyrelsen i Sandholmlejren. ”Den hvide mand har ur, men ingen tid.” Sådan har jeg interessant nok mange gange hørt kridhvide danskere citere et såkaldt 'afrikansk ordsprog'. Om nogen i Afrika nogensinde har sagt sådan, ved jeg ikke. Det kunne i så fald meget muligt være blevet noteret et sted for længe siden af nogle gæve antropologer, men et sådant etnografisk notat har jeg ikke kunnet finde frem til. Uanset om der er tale om ordsprogs-fusk eller ej, vil jeg bruge spalten her på at fundere lidt over dette udtryk.

Jeg har selv set hverdagens travlhed og stress i Addis Abeba, så jeg kan personligt bevidne, at den findes. Tillad mig først at antage, at pointen i ordsproget er noget i retning af, at mennesker i Vesten har ure og dermed styr på tiden, uden det gør dem i stand til at have tid og være til stede i nuet. Og underforstået at mennesker på det afrikanske kontinent i modsætning til blege nordboere ingen ure har, men til gengæld tid, selvom de ikke holder øje med tiden, som vi gør. Jeg formoder, at ordsprogets morale er ment som en belæring: Vi fra nord bør lære af dem fra syd. De har tid og ingen

stress - måske netop fordi de ikke holder så meget øje med tiden? Men men, vi fra antropologiens univers ved jo heldigvis bedre. Vi ved, der også findes fortravlede afrikanere med attache-mapper og dyre ure på deres håndled. Vi ved, at der i Afrika ganske som i Danmark er mennesker, der utålmodigt tripper ved busstoppestedet for en udtjent, rusten kasse af en bus kan jo lige så vel som Århus Sporveje blive forsinket på ruten. Altså, i Afrika kan mennesker - med og uden ure – have lige så lidt tid som os. Jeg har selv set hverdagens travlhed og stress i Addis Abeba, så jeg kan personligt bevidne, at den findes. Derfor kan jeg med rette konkludere, at ordsproget ikke giver mening. Det er alt for forenklet. Med mine refleksioner har jeg kunnet afsløre, at den, som har fundet på ordsproget, ikke har haft nogen særlig stor kulturforståelse. Omvendt kunne nogen måske finde på at indvende, at jeg fra mit antropologiske ståsted, har formået at misse hele pointen, fordi ordsprog af natur altid generaliserer. Så hvorfor ikke i stedet prøve at tage imod lidt kulturkritik og lade os udfordre af en generaliserende pointe? For det er da værd at overveje, om du og jeg bruger tiden, som vi gerne vil. Passer det på os, at vi har ure, men ingen tid?  Foto: Maria Jensen

18 // TEMA: TID

Oplevelser af tid i det thailandsk-‐‑burmesiske grænseland En anekdotisk beretning om tiden i felten, et tilfældigt møde i krukke-‐‑landsbyen og den oplevede tid i en ”midlertidig” ﬂygtningelejr. Af: Thora Bojsen-‐‑Møller, 10. semester. Jeg sidder på mit solfyldte hotelværelse i den nord-‐‑ thailandske by Chiang Mai og forsøger her, lige inden ﬂyet le'er mod mit hjemland, at samle tankerne om-‐‑ kring den sidste halvanden måneds tusind indtryk, stemninger, mennesker og de mange ord og betydnin-‐‑ ger, der er blevet udvekslet. Jeg er med Mikael Gravers på feltarbejde i Thailand og Burma. Efter selv at have været på det obligatoriske, og for mit vedkommende lidt famlende feltarbejde på niende semester, er det særdeles interessant at få lov at følges med en garvet feltarbejder i marken, som lader Spradley og Kvale ligge hjemme, men i stedet trækker på 42 års solid erfaring med notes-‐‑ blok i hånd og tropehjelm på sned.

På eventyr blandt karenerne i grænselandet

Vi har ikke, som jeg typisk forestiller mig, haft én felt, men har i stedet besøgt en række forskellige felter og informanter, som overordnet set bindes sammen af Gra-‐‑ vers’ langvarige arbejde med den etniske gruppe kare-‐‑ nerne, som lever på tværs af grænsen mellem Thailand og Burma. Således har vi brugt talrige fredfyldte efter-‐‑ middagsstunder i skyggen af templer i dyb samtale med buddhistiske munke, vi har besøgt gamle venner på Gravers’ første feltarbejdssted, hvor han for 42 år siden boede i 18 måneder i et lille træhus på pæle i en karen-‐‑ landsby langt ude i de Thailandske skove, vi har disku-‐‑ teret fremtiden med politikere for karenernes nyligt stiftede parti i det spirende demokratiske landskab i det tidligere (og til dels stadig) militærstyrede Burma, og vi har mødt håbefulde unge karenere, som er flygtet fra militærstyrets undertrykkelse til en helt anden tilværelse i de store flygtningelejre langs den thailandske side af grænsen. Karenerne som etnisk gruppe er naturligvis, som folk jo er flest, et folk med en masse interne forskelligheder i forhold til dagligdag og livsvilkår, og ikke mindst politi-‐‑

ske, juridiske og kulturelle rammer. Således er der stor forskel på livet og mulighederne for de karenere, som har boet i Thailand i århundreder, og som dermed er thailandske statsborgere med de re1igheder og den sik-‐‑ kerhed, de(e medfører, og de karenere, som enten lever som en undertrykt etnisk minoritet i Burma i den urolige og borgerkrigsramte Karen-‐‑stat, eller som er flygtet der-‐‑ fra til en i nogle tilfælde ligeså usikker tilværelse på den thailandske side af grænsen, enten som illegale migrant-‐‑ arbejdere under umenneskelige forhold i thailandske tekstilfabrikker, eller i flygtningelejrene, hvor mange har levet i årtier, og hvor børn fødes, tilbringer deres barn-‐‑ dom og bliver voksne på de1e lille frimærke af en bam-‐‑ buslandsby. Derudover lever en mindre del af de ka-‐‑ renske flygtninge fra Burma i vestlige lande såsom USA, Australien og Danmark, hvor de har fået asyl efter man-‐‑ ge år i lejrene. På trods af forskelligheder og afstande er den etniske identitet generelt set dog at forstå som en primær og vigtig identitet for mange af disse mennesker.

Verden er lille…

Vi var ikke i felten for at studere tid, men alligevel var tid – naturligt nok – et begreb, som poppede op i en række sammenhænge og gav og anledning til eftertanke. Et af globaliseringens karakteristiske træk er en fortæt-‐‑ ning i tid og rum. De%e begreb forsøger at beskrive pro-‐‑

Gamle karenske myter udveksles mellem antropologen og munken.

At følges med en garvet feltarbejder i marken, som (…) trækker på 42 års solid erfaring med notesblok i hånd og tropehjelm på sned. cesser, som umiddelbart virker til at accelerere oplevel-‐‑ sen af tid og reducere betydningen af afstand i et givent historisk øjeblik. Disse processer inkluderer ofte nyere teknologier inden for kommunikation, mobilitet og øko-‐‑ nomi. Et meget konkret eksempel på de0e oplevede vi, da vi en sen eftermiddag gik gennem en lille landsby langt ude på landet i Karen-‐‑staten i Burma. Landsbyen ligger neden for karenernes hellige bjerg, Gwe Ka Bon, og er hjemsted for en lille særlig sekt, der tror på krukker og på de ældste i samfundets visdom, som de mener netop beﬁnder sig i disse krukker. Vi møder her i lyset af ef-‐‑ termiddagssolens sidste stråler en lidt ældre kvinde, som på det lokale pwo-‐‑karen-‐‑sprog præsenterer sig som landsbyens lærerinde. Da hun erfarer, at vi kommer fra

TEMA: TID // 19

Danmark, fortæller hun begejstret, at hun godt kender Danmark, for der bor hendes nevø. Mikael Gravers, som gennem årene har lært mange karenere i Danmark at kende, finder efter en længere udveksling af navne ud af, at han faktisk kender nevøen og hans danske hustru særdeles godt. Begejstret over det mærkelige sammen-‐‑ træf foreslår jeg, at vi optager en video-‐‑hilsen med kvin-‐‑ den på den medbragte iPad, som vi derefter vil overræk-‐‑ ke nevøen, når vi kommer til Danmark. Vi stod således laaangt ude på landet i Burma, hvilket på mange måder er som at befinde sig i en svunden tid, idet landet i årtier har været isoleret fra omverdenen og tilmed er meget fa#igt, og hvor landsbyboerne typisk ikke råder over en række moderne ting og teknologier, i en landsby hvor de lokale tror på krukker, og hvor Danmark således på flere planer virker meget meget .ernt. Men med ét var det, som om de to verdener blev zoomet sammen til én, og det pludselig blev muligt at dele de/e øjeblik på trods af tusindvis af kilometer af bjerge, dale, have, frontlinjer og soldater mellem os og nevøen i Danmark. Tid og sted ændrede på sin vis karakter, hvilket er en del af konse-‐‑ kvensen af fortætningen i tid og rum, idet afstanden – mentalt og fysisk – blev en anden, og tiden eller historien på de to umiddelbart adskilte steder blev for mig syn-‐‑ kroniseret og løb nu sideløbende hinanden.

En gruppe unger hænger ud i den "ʺmidlertidige"ʺ ﬂygtningelejr.

20 // TEMA: TID

At skabe mening i det midlertidige Tid oplevede vi på den anden side også meget nærvæ-‐‑ rende, som noget, der nærmest kunne gå i stå. I grænse-‐‑ landets flygtningelejre har flygtningene fra Burma ofte levet i, hvad der virker som uendelig lang tid. Mange er flygtet dertil allerede i 1980’erne, børn bliver født og vokser op der og oplever ikke andre måder at leve på end livet i den indhegnede lejr, hvor de må forsøge at skabe sig et liv og en mening med tilværelsen. Men net-‐‑ op de&e har umiddelbart svære vilkår, da det ikke er tilladt at arbejde, ikke er muligt at uddanne sig, og hvor det i det hele taget, kan man argumentere, i meget ringe grad er muligt at tage kontrol over egen skæbne, da ingen reelt kan vide, hvornår de får muligheden for at komme ud og videre. Livet er på sin vis sat på standby i disse lejre, hvilket forstærkes af den overordnede myn-‐‑ dighed, den thailandske stats konstante understregning af det midlertidige i folks ophold her i disse ’temporary shelter areas’, som lejrene officielt benævnes – de må

familiens yngste bror, som allerede er der. Beretningen fra denne unge pige strakte sig således forsigtigt frem i tiden i en meningsfuld fortælling om færdiggørelse af skolegang og en fremtid i et land, hvor hun godt vidste, at det var hårdt, og at man skulle arbejde sig op. Samti-‐‑ dig er virkeligheden dog, at det er vanskeligt at få asyl, og at vi måske kan møde Evergreen igen i lejren om fem år, eller at myndighederne måske beslu4er at lukke ’de midlertidige områder’ og sende folk tilbage over græn-‐‑ sen til et post-‐‑konﬂikt område, der har forandret sig meget, siden folk forlod det. Men Evergreens øjne lyste op, når hun talte om USA og planen om at emigrere. Min tanke er, at det under disse vilkår i høj grad bliver op til én selv at skabe en troværdig følelse af retning og mening i tid, hvilket lykkes bedre for nogle end for an-‐‑ dre, og at tid, som begrebet er dukket op under de2e feltarbejde, i det hele taget opleves på mange forskellige måder i forskellige kontekster.

Midt i denne venten, er der en del, eksempelvis unge mennesker, som gennem skole og ungdomsuddannelser gør hvad de kan for at skabe retning, mål og mening i deres liv. ikke slå rødder her. Og mange af lejrenes beboere venter således, venter på at konﬂikten i deres hjemland løsner op, og de kan tage hjem til Karen-‐‑staten. Men midt i denne venten er der en del, eksempelvis unge menne-‐‑ sker, som gennem skole og ungdomsuddannelser gør hvad de kan for at skabe retning, mål og mening i deres liv – at skabe en fortælling i tid. Ligesom andre kny5er sig til religiøse eller humanitære organisationer i håb om at skabe sig en fremtid her. I en af områdets store lejre, som huser omkring 52.000 mennesker, møder vi den unge pige Evergreen, som går meget op i sin skole, og som sammen med sine forældre, der har opgivet en fremtid i det krigsramte Burma, plan-‐‑ lægger at få asyl i USA og rejse over og bo sammen med

Godt man har en iPad med i felten...

Udlængsel? Selv afslu*er jeg efter syv års studier snart mit studie på antropologi og er, så længe jeg ikke kigger for meget på SU-‐‑regnskabet, virkelig glad for al den tid, jeg har brugt på at komme ud i verden – i praktik, med vejleder og på egen hånd – og møde mennesker og få mere af dén me-‐‑ todiske erfaring, som vores fag i høj grad bygger på. Så har du udlængsel, og kribler det i ﬁngrene for at ned-‐‑ fælde side på side af nørdede feltnoter, så er mit råd at tage dig tiden til at komme ud og mærke etnograﬁen lidt -‐‑ sideløbende med studiet. 

TEMA: TID // 21

Tiden og feltet Til dels foranlediget af George Marcus'ʹ begreb for 'ʹmulti-‐‑sited etnography'ʹ har antropologer haft tendens til at fokusere på felten som et rumligt fænomen. Her foreslås, at feltarbejdet i højere grad bør tænkes som en samling af tidsligheder. Af: Steﬀen Dalsgaard, adjunkt på Institut for Kultur og Samfund

Det rumlige ’multi-‐‑sided’ feltarbejde Det er min erfaring, at langt de fleste studerende – både på kandidat-‐‑ og ph.d.-‐‑niveau – i dag bekender sig til at udføre 'ʹmulti-‐‑sited feltarbejde'ʹ. Det var oprindeligt George Marcus, der i en artikel i Annual Review of Anth-‐‑ ropology (1995) lagde mærke til, at et feltarbejde (modsat hvad de klassiske etnografier ellers prædikede) ofte havde tendens til at finde sted i et antal forskellige be-‐‑ liggenheder. Disse beliggenheder kunne hverken af-‐‑ eller begrænses til den landsby, ø eller stamme, som det var idealet, at man skulle have studeret dybdegående med det formål at være eksperten. Marcus beskrev, hvordan de fleste feltarbejder fulgte ting, mennesker, ideer eller andre fænomener over afstande, hvormed forskellige 'ʹsites'ʹ blev forbundet på tværs af tid og rum. I et kommende særnummer af tidsskriftet Social Analysis argumenterer Morten Nielsen og jeg for, at begrebslig-‐‑ gørelsen af feltarbejdet som 'ʹmulti-‐‑sited'ʹ dog er en fort-‐‑ sæ#else af ideen om feltarbejdet som en rumlig aktivitet. Det er typisk tænkt som 'ʹet sted'ʹ eller flere steder, hvor man tager hen, og at disse er karakteriseret ved afstand til det derhjemme. Det er ikke kun Marcus, der har haft tilbøjelighed til at fokusere på det rumlige aspekt ved feltarbejdet. Der var samtidig med hans diagnose af den tidstypiske etnografi også andre, der skrev om feltarbej-‐‑ det som 'ʹanthropological locations'ʹ (Akhil Gupta og James Ferguson i en redigeret bog fra 1997 med den titel) eller som forbundet med en rejse (for eksempel James Clifford i bogen Routes fra 1997).

Feltarbejdet som tidsligt felt

Fælles for disse udlægninger af feltarbejdet er, at de glemmer at tage højde for de tidslige aspekter ved felt-‐‑ arbejdet, samt hvordan afgrænsningen af felten i ligeså

høj grad er et tidsligt som et rumligt spørgsmål på trods af begrebets meget rumlige karakter. Felten er ikke bare et sted, hvor man tager hen – det er et sted, hvor man tager hen i en afgrænset periode. Feltarbejdet har varig-‐‑ hed, det kræver timing, og frem for alt er det en vedva-‐‑ rende proces, der skifter retning og mål undervejs, efter-‐‑ hånden som man bevæger sig gennem den. Det er tit svært i det hele taget at pege på, hvornår feltarbejdet begynder, og hvornår det slu5er. Kontakten til felten er reelt påbegyndt via korrespondance og tele-‐‑ fonsamtaler, før man fysisk begiver sig af sted, og længe efter hjemkomsten genbesøger man felten virtuelt via sine feltnoter, hvis ikke direkte gennem vedligeholdelse

For mange ældre antropo-‐‑ loger er forholdet til ens informanter ligeledes udviklet gennem mange år, hvilket bringer en række forskellige tids-‐‑ ligheder i spil. af kontakt per e-‐‑mail, brev eller mobiltelefon. For mange ældre antropologer er forholdet til ens informanter lige-‐‑ ledes udviklet gennem mange år, hvilket bringer en række forskellige tidsligheder i spil. Der er på den ene side tidslighed i forhold til, hvilken 'ʹorientering'ʹ i tid, man beskæftiger sig med. Fokuserer man på fortiden eller på en mulig fremtid i forhold til samfundets udvikling? Og fokuserer informanterne selv på udvikling via fortider eller fremtider? På den anden side er der også en tidslighed i forhold til, hvordan felt-‐‑

22 // TEMA: TID

For politikere såvel som embedsmænd, er det ikke ualmindeligt at blive opsøgt af kli-‐‑ enter på alle tidspunkter af døgnet – både på kontoret, i hjemmet, samt på gaden eller markedet. arbejderen som person udvikler sig i sin karriere, kom-‐‑ mer frem til nye indsigter og spørgsmål, og nye temaer bliver relevante både for ens informanter og i forhold til teoretiske, metodiske eller formidlingsmæssige overve-‐‑ jelser, der er en del af antropologiens udvikling som sådan. Selve feltarbejdsprocessen kan med fordel tænkes i forhold til det tidslige tænkearbejde eller den 'ʹretning'ʹ og intentionalitet, som antropologens tanker har i forhold til feltarbejdet, alt efter om man er i forberedelsesfasen, midt i det hele eller hjemvendt. Før feltarbejdet er man tidsligt re2et mod en fremtid ved at forestille sig det mulige og ved at 'ʹsæ2e sig i sit eget sted'ʹ i en potentiel, men uklar fremtid. Undervejs i feltarbejdet er man begrænset af, hvilke tidspunkter folk er samlet på. Nogle gange er man begrænset af mødeti-‐‑ der eller kontortider, hvis man studerer en moderne arbejdsplads, hvad enten informanterne begiver sig af med kontor-‐‑ eller håndværksarbejde. Efter feltarbejdet foretager man på ny et tidsligt hop, men nu tilbage i tid, hvor man ser på sine data med et andet blik. Det er, som Marilyn Strathern påpeger i bo-‐‑ gen Property, Substance and Eﬀect (1999), ikke før ’til slut’ (hvornår det så end er), at etnografen ved, hvordan fel-‐‑

ten er skruet sammen. Et feltarbejde er en proces, hvor man indsamler et 'ʹoverskud'ʹ af data uden nødvendigvis at vide, hvordan det hele passer sammen. Med andre ord – de ’sites’, som den ’multi-‐‑sitede feltarbejder’ forsøger at forbinde, er ikke nødvendigvis forbundne på forhånd. Forbindelserne kan være empirisk til stede, men de skal alligevel deﬁneres analytisk af feltarbejderen, og det er ikke muligt at kende til dem på forhånd. Samlingen af sites bliver dermed i lige så høj grad til i den efterfølgen-‐‑ de analyse som under den konstante reﬂeksion, som feltarbejderen foretager i felten.

Tidslige aspekter i det politiske rum i Papua Ny Guinea Lad mig give et konkret eksempel på hvordan tids-‐‑ ligheder er på spil i et feltarbejde på en måde, som jeg ikke havde set, før jeg havde forladt felten. I løbet af mit feltarbejde om statsdannelse og politik i Papua Ny Guinea (PNG) var felten karakteriseret lige så meget ved tidslig tilstedeværelse som ved rumlighed. Spørgsmålet for PNGs indbyggere er ofte ikke kun, hvor de finder staten, men også hvornår de finder den. Sta-‐‑ tens goder og ydelser kan langt fra tages for givet. Ofte er der ikke midler til at vedligeholde klinikkerne eller skolerne i landområderne, ligesom statens udstatione-‐‑ rende sygeplejersker og lærere kan gå længe uden at få løn. Parlamentsmedlemmerne sidder tungt på størstede-‐‑ len af de offentlige fonde, hvilket betyder, at befolknin-‐‑ gen er a'ængige af at kunne skabe udvekslingsrelatio-‐‑ ner til disse magtfulde politikere. Statens opmærksom-‐‑ hed er dermed cyklisk og typisk intensiveret hvert femte år, når der er valg til parlamentet. Det er dog ikke kun for politikerne, at fokus på be-‐‑ folkningens ønsker er tidsligt bestemte i lige så høj grad, som de er geografiske. For politikere såvel som em-‐‑ bedsmænd, er det ikke ualmindeligt at blive opsøgt af klienter på alle tidspunkter af døgnet – både på konto-‐‑ ret, i hjemmet, samt på gaden eller markedet. Staten har ikke en rumlig afgrænsning på den måde og er ikke begrænset til kontorbygninger, men følger embeds-‐‑ mændene og politikerne. Tidsligt er den heller ikke af-‐‑ grænset til en bestemt kontortid. Det var dog først efter feltarbejdet, at jeg for alvor fik øjnene op for, hvordan både embedsmændenes 'ʹdovenskab'ʹ (at de aldrig var på deres kontorer) og politikernes flygtige opmærksomhed overfor bestemte vælgergrupper kunne forstås ud fra et tidsligt perspektiv. Staten som 'ʹsted'ʹ gav stadigvæk me-‐‑ ning, men den kunne ikke forstås løsrevet fra de mani-‐‑ pulationer af mødetider såvel som mødesteder, der kon-‐‑ stant blev forhandlet om mellem statens repræsentanter og borgerne.

TEMA: TID // 23

At være up-‐‑to-‐‑date Som afslutning vil jeg agitere for, at kommende feltar-‐‑ bejdere overvejer, om en tidsmæssig begrebsliggørelse af felten ikke giver lige så meget mening som den rum-‐‑ lige? Hvilke rytmer fungerer begivenheder efter? Hvilke hastigheder fungerer de under? Hvor(når) ’begynder felten’ og hvor(når) slu2er den? I en tidsalder hvor forbindelsen til informanter efter-‐‑ hånden ligeså ofte sker via Facebook som via telefonen, eksisterer feltarbejder og informant i højere grad 'ʹpå samme tidspunkt'ʹ. Afstandene er ikke blevet mindre geograﬁsk set, men teknologien har formindsket den hastighed og hyppighed, hvormed vi kan kommunikere med folk fra mange andre (men ikke alle) dele af verden. Det har konsekvenser for den etnograﬁske repræsentati-‐‑ ons autoritet, at vores analyser nu enten er helt up-‐‑to-‐‑ date på grund af den hastige kommunikation, eller at det er endnu hurtigere uddateret, fordi vores læsere på egen hånd vil efterprøve det, vi skriver om. 

Feltarbejdet har varighed, det kræver timing, og frem for alt er det en vedvarende proces, der skifter retning og mål undervejs.

24 // TEMA : TID

Sprog, tænkning og tid Determinerer vort sprog opfattelsen af verden og dermed vores opfattelse af tid? Artiklen forsøger at finde svar på dette grundlæggende spørgsmål. Af: Naja Morell Hjortshøj, 2. semester. Whorfs hypotese

I 1930’erne gik den amerikanske lingvist Benjamin Whorf i gang med nogle interessante undersøgelser af hopi-indianernes sprog, hvilket ledte ham frem til udformningen af den såkaldte Whorf-hypotese. Hypotesen siger, at der er sammenhæng mellem et folks sprog og den måde, det sanser verden på. Whorf udførte ganske vist aldrig selv feltarbejde blandt hopierne - et folk, som er bosiddende i Arizona i det vestlige USA. Whorfs empiriske grundlag for udformningen af hypotesen er blevet kritiseret for at være ret begrænset, eftersom han ikke havde et bredt kendskab til andre sprog i verden. Ikke desto mindre har Whorf-hypotesen haft betydning for de videre undersøgelser af, om der eksisterer en sammenhæng mellem sprog og tænkning. To forskere fra Aarhus Universitet, hhv. forsker i almen lingvistik Peter Bakker og professor på afdeling for religionsvidenskab Armin Geertz, har givet et teoretisk indblik i den diskussion, Whorf-hypotesen har været med til at skabe.

Aboriginals har en anden rumopfattelse end os; hvor vi tænker fra venstre mod højre, tænker de i forholdet nord-syd-øst-vest. Tidsbegreb

Først og fremmest påpeger begge forskere, at man i dag fuldstændigt har forkastet Whorfs konklusioner angående sprogets betydning for opfattelsen af tid. Whorfs påstand var, at hopierne ikke opererer med et tidsbegreb som vi kender det, da der ikke eksisterer en datidsform i deres verber. Ifølge Whorf medfører denne antagelse, at hopierne opfatter verden på en anden måde end os. Påstanden er imidlertid ikke korrekt. Armin Geertz har et indgående kendskab til hopisproget og har levet sammen med hopierne i både kortere og længere perioder. Han siger, at hopierne sagtens kan henvise til en hændelse, der skete i eksempelvis datiden; de gør det blot på en anden måde. Bl.a. kan de udtrykke datid med hjælpeverber. Et vigtigt teoretisk værk, som endegyldigt var med til at afkræfte Whorfs påstand om hopiernes manglende tidsopfattelse, blev skrevet af den tyskfødte lingvist Ekkehart Malotki i 1983 med titlen ”Hopi-Time”. Malotki udførte omfattende feltarbejde blandt hopierne i 1970’erne, og i værket gives der bogstaveligt talt tusindvis af eksempler på, hvordan hopierne opererer med et tidsbegreb.

Benjamin Lee Whorf, amerikansk lingvist

Rumopfattelse

Betyder det så at vi helt må afvise, at et sprog skulle have indflydelse på et folks verdensanskuelse? Ikke helt, hvis man ser på nogle af de undersøgelser, der er blevet lavet i relation til opfattelsen af rum. Lingvist Peter Bakker fremhæver bl.a. en undersøgelse, der er blevet foretaget blandt aboriginals i Australien. Aboriginals har en anden rumopfattelse end os; hvor vi tænker fra venstre mod højre, tænker de i forholdet nord-sydøst-vest. Deres fornemmelse for, hvor de befinder sig i relation til et bestemt punkt, er næsten ligeså præcis som på et kompas.

Køn

For nyligt blev der i USA udført et interessant eksperiment, som omhandlede navneords køn på hhv. fransk og tysk. Man ønskede at finde ud af om kønnet maskulinum/femininum har betydning for de mandlige/ kvindelige værdier, der tillægges tingene. Deltagerne i eksperimentet blev bedt om at vælge mellem en række adjektiver, som de skulle forbinde med navneordene. Det viste sig, at deltagerne faktisk var tilbøjelige til at koble et adjektiv som ’skøn’ med et navneord af hunkøn, mens et adjektiv som ’stor’ blev koblet med et navneord af hankøn. Peter Bakker synes, at eksperimen-

TEMA : TID // 25 -

Hopi-indianer fra Arizona tet er interessant, men finder det imidlertid ikke overbevisende. Han undrer sig over, at man fra valg af adjektiver af et bestemt grammatisk køn kan generalisere, hvad deltagerne tænker om biologisk køn. Peter Bakker påpeger, at selektionen af bestemte adjektiver mere beror på nogle statistiske associationer i og med at nogle af de valgte adjektiver ganske enkelt anvendes oftere.

Materiale

Et helt centralt spørgsmål er således om forskellige verdensanskuelser skyldes forskelle i sprog eller i højere grad forskelle i kultur. Spørgsmålet gør sig bl.a. gældende i et eksperiment, som blev udført blandt Maya-indianerne af en amerikansk professor ved navn John Lucy. Når man omtaler en ting på maya-sproget, skal man altid udtrykke sig om genstandens materiale. Lucy viste mayaerne tre objekter, som han bad dem om at sortere; en kam lavet af træ, en kam lavet af plastik og et almindeligt stykke træ. Det forløb således, at mayaerne lagde træet og trækammen sammen, altså de to genstande, der var lavet i samme materiale. Statistisk set forholdt det sig sådan i 70 % af de undersøgte tilfælde.

Kultur før sprog

Men er der tale om, at det er tænkningen, som determineres af sproget, eller er det snarere kulturen, der er determinerende for tænkningen og sproget? Peter Bakker hælder selv mest til den sidste påstand. Han henviser desuden til en undersøgelse af Pirahã-sproget lavet af lingvisten Dan Everett. Pirahã tales i Amazonas i Brasilien, og Everett er den eneste, der har lavet

Peter Bakker, Forsker i almen lingvistik

feltstudie af sproget. Hans grundlæggende teori er, at Pirahã-folket ikke anvender nogen grammatiske udtryk for fremtid ganske enkelt fordi, de ikke er interesseret i fremtiden! Desuden opererer de kun med få tal, da de ikke har behov for at udtrykke sig i kvantitet. Derved kan man udlede, at kulturen determinerer sproget og ikke omvendt.

Derved kan man udlede, at kulturen determinerer sproget og ikke omvendt... Peter Bakker påpeger desuden et andet lille eksempel, som kan være med til at afkræfte påstanden om, at sproget skulle determinere verdensopfattelsen. På dansk bruger vi nogle gange det samme ord for to ting; fx ’guldsmed’, der både kan henvise til et erhverv og en insektart. Men blot fordi vi anvender det samme ord, betyder det jo ikke, at vi ikke kan kende forskel på de to forskellige ting i virkeligheden. De omtalte eksempler viser således, at selvom mange aspekter af Whorfs hypotese er blevet grundigt kritiseret gennem årene, står dens grundlæggende tema stadig til diskussion – og det vil det formentlig blive ved med at gøre mange år frem. 

Armin Geertz Professor på afdeling for religionsvidenskab

26 // TEMA : TID

Voxpop

- Hvad er kvalitetstid for dig?

Af: Katrine Sørensen, 4. semester

Lasse (bachelorstuderende på antropologi): ”Jeg kan godt lide at prøve at nyde de stunder, hvor der overhovedet ikke sker noget; at man også kan værdsætte det. Derved tænker man også over eller mærker, at mellemrummet mellem alle mulige aktiviteter faktisk også er dejligt. Der behøver ikke ske noget altid. Man kan bare være til stede og lægge mærke til, at lige nu sker der faktisk ingenting. Det synes jeg også kan være kvalitetstid. Der, hvor der ikke er noget, er der alligevel et eller andet.



Kvalitetstid er et meget brugt ord - især blandt forældre, der ikke har tid nok til at være sammen med deres børn. Men ligger der ikke mere i begrebet end den konstante dårlige samvittighed over ikke at have tid nok? Giver det ikke også mening for den almindelige studerende på Moesgaard at tænke over, hvad kvalitetstid er for dem? Vi har været med til fredagsbaren og undersøgt, hvad folk havde at sige til spørgsmålet: "Hvad er kvalitetstid for dig?". Det var ikke altid en helt nem opgave. Det var svært at finde villige "informanter" og nogle svar måtte sorteres fra, fordi de ikke var sobre nok til et seriøst blad som Informanten (host host bartenderne). Men det lykkedes at få nogle gode og også meget forskellige svar med hjem, som giver stof til eftertanke. Læs med her.

Sofie (Bachelorstuderende på antropologi): ”Kvalitetstid, det er når jeg laver noget, jeg rigtig godt kan lide. Det, jeg tænker lige nu, er for eksempel en aften sammen med min kæreste, hvor vi ligger på sofaen og ser en film. Hvor man bare er sammen med mennesker, man godt kan lide. Men der er også en lidt anden dimension, for jeg synes også, det er kvalitetstid, når jeg for eksempel danser eller synger, og hvor jeg så kommer hjem bagefter og tænker "yes, det var mega fedt!" ”.

TEMA : TID // 27 -

Ana Garcia Cucala (udvekslingsstuderende fra Seville, Spanien): “Quality time for me means spending time doing things that I really enjoy. Things that are really worthy. Examples could be having a good conversation with a good friend, staying alone reading at home, having a party, studying whatever you want and staying wherever you want”.

Julie (Bachelorstuderende på antropologi): “Kvalitetstid for mig det er, når jeg er fuldstændig til stede i nuet og ikke er så fokuseret på selve tiden. At der ikke er distraktioner, der viser frem eller tilbage i tiden. Det er ikke at sidde og drømme tilbage, og det er ikke at drømme fremad, men det er at være fuldstændig tilstede i øjeblikket og i de relationer, man er i. Ikke at sidde og se film som handler om noget et eller andet et andet sted, men for eksempel at sidde og snakke med nogen om, hvordan de har det, eller hvad man tænker om et eller andet spændende. Eller hvis man mediterer, hvor man er fuldstændig til stede i nuet.

Gwenhaël Le Ferrand (kandidatstuderende på antropologi): Kvalitetstid det er, når man har nok tid, og man har tid til at være sammen med ens venner og får mulighed for at gøre nogle forskellige ting med sin tid - får noget adspredelse, så man ikke altid laver det samme. Det, synes jeg, karakteriserer kvalitetstid.

Karin Johannesen (Studerende på Forhistorisk arkæologi) Kvalitetstid lige for tiden det er, når jeg cykler hjem herudefra Moesgaard. Det er dejligt at være ude og bevæge sig efter at have siddet en hel dag på læsesalen. 

28 // TEMA : TID

Kinesisk tid - en levende tradition I 2012 er det hundrede år siden, at den traditionelle kinesiske månekalender ophørte med at være Kinas officielle kalender, men månekalenderen er stadig en vigtig del af tilværelsen for hundrede millioner af kinesere verden over, som stadigt fejrer en række af de århundredgamle traditioner. Af Henrik Strube fra www.kina-portal.dk Redigeret af Maria L. Jensen Der er især én højtid, der er forblevet uforandret gennem de sidste 100 år; det kinesiske nytår eller Forårsfesten, som den kaldes. Forårsfesten er en stor familiefest, hvor ritualer og symboler spiller en stor rolle. Kina fejrede den l. januar nytår efter den officielle kalender, den gregorianske, men kineserne fejrede ligeledes det traditionelle nytår på den anden nymåne efter vintersolhverv, hvilket i år var den 23. januar. Ifølge kinesisk astrologi er året i år Vand-dragens år eller år 4709. Den 10. februar 2013 afløses dette år af Slangens år. Personer, der er født i Dragens år, er som regel sunde, energiske, ærlige og modige samt iltre af temperament. De kan være stædige og kræsne, og de har tendens til at bekymre sig. I Kina er dragen et symbol på liv og vækst, derfor opnår personer, der er født i Dragens år, både en høj alder samt succes i deres arbejde. Dragen symboliserer kraft, styrke og held og anses desuden for at være særligt lykkebringende. Den kinesiske drage er centrum i næsten alle kinesiske karnevaller, hvor den bugter og bølger sig gennem folkemængden i sine flotte og stærke farver til stor jubel for alle.

for den havde hele tiden siddet på ryggen af oksen. Derfor blev rotten nummer et i den kinesiske dyrekreds, den ihærdige okse blev nummer to og derefter fulgte den modige tiger, den stilfærdige hare, den stærke drage, den kloge slange, den elegante hest, den kunstneriske ged, den intelligente abe, den farverige hane, den trofaste hund, og til sidst kom den sindige og heldige gris som nummer 12. En anden legende fortæller, at Buddha sammenkaldte alle Jordens dyr, for at de kunne tage afsked med ham før hans opstigning fra jorden. Der kom kun 12 dyr og som belønning til dem, opkaldte han hvert af årene efter dyrene i den rækkefølge de ankom.

Kinesere udskyder eller fremskynder ofte en planlagt fødsel, så den finder sted i et lykkebringende år. Overtro og horoskoper

Personer, der er født i ’Dragens år, er som regel sunde, energiske, ærlige og modige samt iltre af temperament. De 12 dyr En legende fortæller, at Buddha tilkaldte alle jordens dyr til en konkurrence, der bestod i at svømme over den himmelske flod. Kun tolv dyr dukkede op og da Buddha gav startskuddet, kastede de sig i floden for at komme over. Oksen svømmede og svømmede og lå hele tiden i spidsen. Men da den skulle til at stige i land på den anden side, hoppede den listige rotte i land først,

Til hvert dyretegn er der ifølge almindelig overtro tilknyttet specielle egenskaber. Nogle dyreår regnes for gode fx til giftermål og investeringer. Fødselstallet faldt drastisk i Ild-hestens år, eftersom der var mange frivillige aborter, fordi forældrene frygtede at børn, og specielt piger, der blev født i dette år, ville bringe sygdom og ulykke over deres familie og fremtidige ægtefælle. Omvendt sørger mange ægtepar for en fødsel i Dragens år, der regnes for et godt år. Kinesere udskyder eller fremskynder ofte en planlagt fødsel, så den finder sted i et lykkebringende år. Når kinesiske astrologer skal forudsige skæbnen, er det vigtigt at kende det nøjagtige fødselstidspunkt. Hvert år, hver måned og hver time styres af de tolv dyretegn og deres element.

TEMA : TID // 29 Fakta  Den traditionelle kinesiske kalender, YinYang Li, har været brugt i Kina i næsten 5000 år indtil kejserdømmets fald i 1912.  Årstallene i den traditionelle kalender kan opgives på to måder: den regerende kejsers regeringsår eller via seksagenari-systemet (cyklusser af 60 år, der er baseret på to såkaldte Stamme-Gren-cyklusser)  Almanak-kalenderen Tang Shu indeholder oplysninger om planeternes bevægelser, årstider, vejr, helligdage, bondens opgaver, samt opskrifter på mad og brug af medicinske urter, moraliserende fortællinger og ikke mindst de astrologiske tegn, der forudsagde menneskenes skæbne.  Mange landmænd følger stadigt kalenderens forskrifter for, hvornår der skal sås, høstes osv.  Fødeår angives som regel stadig i dyreår.  Du kan læse meget mere om den kinesiske kultur på www.kina-portal.dk.

Nytårstraditioner En af de vigtige nytårstraditioner er familiens afsked med Køkkenguden Zao Jun, den fornemmeste blandt husets skytsguder, der fungerer som husgud, ven, mentor og spion. l traditionelle hjem findes hans billede hængt op i en lille niche over ildstedet, hvorfra han kan iagttage familiens opførsel året igennem. På den 23. dag i den 12. måned sendes Køkkenguden til himmels. Det sker ved at familien ofrer søde sager, hvorefter hans billede bliver brændt uden for huset ledsaget af en bøn om at vise overbærenhed, når han skal aflægge rapport til jadekejseren (Himlens Hersker) om familiens tilstand og opførsel. Køkkenguden vender tilbage den 20. dag i den første måned, og han modtages med et lækkert måltid efter at et nyt billede af ham er blevet anbragt i nichen over husets ildsted. Før nytårsfesten gøres der grundigt rent i hele huset så årets negative kræfter kan forsvinde med det snavsede vand. Der er en del overtro forbundet med støv. Man mener blandt andet at oversete nullermænd er i stand til at gøre folk blinde. Spiser man en halv fisk nytårsaften og den anden halvdel nytårsdag, er familien sikker på at kunne føre sit overskud af lykke med over i det nye år. Nytårsaften og nytårsdag får børnene røde konvolutter med nogle mønter i, så de ikke skal gå ind i det nye år uden penge.

Foto: http://magicworld.dk/images/thumbnails/625x320/ FFFFFF/images/dragon11.jpg

Det første fyrværkeri En af legenderne fortæller, at en ond og djævelsk dæmon ved navn Nian kommer frem hvert år natten før det nye års begyndelse for at plyndre og hærge og i det hele taget gøre mennesker fortræd. Dæmonen kunne imidlertid ikke lide tøj, ild og farven rød, så for at holde ham væk, satte kineserne ild til bambuspinde, der, når de brændte, spruttede og lavede støj. Da kineserne havde opfundet krudtet, fyldte man bambuspindene med krudt, som spruttede og larmede endnu mere. Efterhånden fandt man på at putte krudtet i paprør og lukke det, hvorved man fik knaldeffekten. Paprørene blev omvik-

Spiser man en halv fisk nytårsaften og den anden halvdel nytårsdag, er familien sikker på at kunne føre sit overskud af lykke med over i det nye år.

let med rødt papir, der spredte små røde papirstumper over det hele når kanonslaget sprang, hvilket også var med til at skræmme Nian. 

30 // TEMA : TID

Hurra for det danske asylsystem! Det kan efterhånden ikke komme som den store overraskelse, at Danmarks fortolkning af flygtningekonventionen er blevet indsnævret de seneste år hvormed overtrædelser af forpligtende FN-konventioner er blevet kritiseret. Snævre lovgivningsfortolkninger har udfordret danske politikeres troværdighed og tilmed haft fatale konsekvenser for enkeltindivider. Af: Ann-Kathrine Kværnø, 4. semester. Feltarbejde på asylcenter i fænomenologisk perspektiv

Ved siden af studiet arbejder jeg frivilligt i Dansk Flygtningehjælps Unge Netværk grundet min interesse i at drive fortalervirksomhed på vegne af minoriteter. Til min Antropologisk Analyse eksamen på 3. semester valgte jeg derfor at udføre feltarbejde på Mariesminde asylcenter i Ebeltoft. Det vigtigste og mest udfordrende succeskriterium for min fænomenologiske analyse bestod i at være kritisk reflekterende omkring, hvordan jeg satte min egen forforståelse i spil i henhold til mine egne standpunkter og det normative standpunkt, at asylansøgeres ledighed er roden til alt ondt, der efter min mening hersker i den offentlige debat. Mit ønske var derfor i et intersubjektivt samspil med mine informanter at forstå deres livsverdener med særligt fokus på, hvordan den afviste asylansøgers ubegrænsede ventetid kommer individuelt til udtryk. I mit feltarbejde interviewede jeg 10 forskellige asylansøgere. Selvom asylansøgere ankommer illegalt til Danmark med forskellige baggrunde placeres de alle i asylsystemet med en form for anomali-status som asylansøger med forhåbningen om at blive anerkendt og dokumenteret som flygtning med opholdstilladelse. Særligt én asylansøgers fortælling gjorde stærkt indtryk på mig. Ahmeds (fiktivt somalisk navn) historie eksemplificerer én asylsagsbehandling i det danske system hvor flygtningekonventionens bælte er strammet ind til sidste hul.

Ahmeds turbulente vej gennem det danske asylsystem

Asylproceduren kendetegnes af flere beboere på Mariesminde centret af manglende (korrekt) information samt en ofte grænseoverskridende kontakt med politiet, grundet tidligere dårlige oplevelser med myndigheder fra hjemlandet. Jeg lærer Ahmed at kende i fællesstuen, hvor han sidder iklædt en stor dynejakke, militær hat og et kæmpe smil. Han er yderst imødekommende og byder mig straks på ’afrikansk’ kaffe. Da vi begynder at tale om hans situation som asylansøger i Danmark, forsvinder smilet, og hans åbenhed overfor mig virker dalende.

Asylproceduren i Danmark foregår således, at asylansøgerens sag på baggrund af flygtningekonventionen behandles hos Udlændingestyrelsen ud fra, hvorvidt personen: "…som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på af sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil".

vi bør forholde os kritiske overfor systemet, hvor marginaliserede flygtninge er særligt udsatte, hvis ingen taler deres sag. Hvis Udlændingestyrelsen ikke anerkender personens grundlag for at være flygtet, kører sagen videre til Flygtningenævnet. Hvis Flygtningenævnet ligeledes ikke vil tildele asylansøgeren asyl, skal personen forlade Danmark. Ahmed fik afslag på begge ansøgninger, hvilket netop var årsagen til hans dalende smil.

Imellem to stole..

På grund af den politiske og humanitære krise i det skrøbelige land Somalia har den Europæiske Menneskerettighedsdomstol slået fast at afviste asylansøgere ikke må tvinges tilbage til Ahmeds hjemland, Somalia. Ahmed er derfor nu sat på standby på Mariesmindecentret på ubestemt tid. Han kan i princippet når som helst blive sendt tilbage, men ophold i Danmark er

TEMA : TID // 31 -

Foto: Ann-Kathrine Kværnø umiddelbart udenfor rækkevidde. Da jeg beder ham beskrive sin tilværelse, kommer det klart til udtryk, at Ahmeds liv på centret er koncentreret om følelsen af konstant eksistentiel usikkerhed og utilstrækkelighed. Hverdagen, bedrives med fjernsyn, cigaretter og 'bad thoughts', som Ahmed benævner dem. ”I feel like nothing. I want to work and do something. Not just sitting here watching TV all the time.” (Ahmed, 28 år) Hans passive dagligdag på centret befordrer tydeligvis følelsen af kedsomhed og ligegyldighed, der tilsyneladende er tæt knyttet til hans manglende medindflydelse på situationen. Trods Ahmeds taknemlighed over midlertidigt at være i sikkerhed og hans principielle frihed til at bevæge sig ud af centret, føler han sig konkret begrænset i forhold til sin immobilitet grundet misforholdet mellem det begrænsede rådighedsbeløb og den dyre, offentlige transport. Ahmeds oplevede fravær af funktionen som det forsørgende element i familien og særligt den manglende medinddragelse i hans asylsag er ydermere problematisk.

6 års ventetid er endelig slut – hurra for det danske asylstem !

To afviste somaliske asylansøgere lagde i 2011 sag an imod Storbritanniens asylsystem. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anerkendte asylansøgernes anklage hvilket resulterede i, at der sidste år blev genoptaget i alt 91 sager for afviste somaliske asylansøgere i Danmark. Dette har resulteret i, at et større antal afviste somaliere i marts måned 2012 fik asyl. Ahmed var en af dem. Hurra for det danske asylsystem ! For én gangs skyld i det mindste. Ahmed sidder nu atter storsmilende ved siden af mig på Facebook og opdaterer den glædelige nyhed til venner og familie. Stemningen er generelt høj på centret, da ventetiden nu endelig er slut. For de fleste i hvert fald. Der er et par stykker fra det somaliske fællesskab på centret, der ikke har fået asyl grundet teknikaliteter i deres asylforløb. Trods Ahmeds begejstring virker han

meget usikker på, hvad der nu kommer til at ske. Efter 6 års ventetid skal Ahmed nu integreres i det danske samfund, som han hidtil ikke har været en del af.

Noget for dig?

Ahmed flygtede i nød fra sit hjemland. Det er ikke en situation, der er ønskværdig for nogen. I vores danske samfund har vi international pligt til at modtage og behandle flygtninge så humant som muligt. Fortællingen om Ahmed og de resterende afviste somaliske asylansøgere bevidner om, at vi bør forholde os kritiske overfor systemet, hvor marginaliserede flygtninge er særligt udsatte, hvis ingen taler deres sag. Fritid for flygtninge er et projekt, hvor der skabes pusterum for unge asylansøgere. Tanken bag er, at vi alle i princippet kunne havne i den uhensigtsmæssige situation at måtte flygte fra vores hjemland. Vi ønsker derfor i Fritid For Flygtninge at møde asylansøgere med forståelse og venlighed med ønsket om at skabe meningsfulde aktiviteter. Fritid For Flygtninge er en aktiv del af organisationen DFUNK (Dansk Flygtninge -hjælps Unge Netværk), der oplyser om og kæmper for flygtninges vilkår og retssikkerhed. 

32 // TEMA: TID

RMS Titanic:

One Hundred Years on the Bo#om På trods af, at der i år er gået hundrede år siden Titanic sank, er det en historie, der kendes af alle. Forskere tager stadig ned til skibsvragene i forsøg på at finde nye oplysninger, og Hollywoods filmklassiker er netop genudgivet i en 3D-‐‑version. Sam Cuellar er en 2. semesters Ph.d.-‐‑studerende i nautisk arkæologi på Texas A&M, Department of Anthropology. Cuellar giver os i denne artikel et dybere indblik i detaljer vedrørende Titanic, og hvorfor det overhovedet er relevant at blive ved med at grave i den gamle historie. Redigeret af Maria L. Jensen Af Sam Cuellar, Ph.d.-‐‑studerende i nautisk arkæologi The Royal Mail Steamer Titanic was a behemoth of her time. Arguably the best-‐‑known shipwreck of the 20th century, Titanic has invaded international culture unlike nearly any other. Once touted by Shipbuilder magazine to be “practically unsinkable”, the story of Titanic charts a course of innovation, disaster, loss, and rediscovery. Even after resting one hundred years on the seafloor, the story of Titanic intrigues and persists the same as the day she slipped beneath the waves.

Innovation

The concept and design of Titanic did not appear spon-‐‑ taneously. Developed during a 1907 meeting between J. Bruce Ismay, chief executive officer of White Star Lines, and William J. Pirrie, chairman of the shipbuilding com-‐‑ pany Harland and Wolff, the Olympic class of ships was designated to be White Star’s response to the Cunard Line’s the luxurious and speedy launch. The three ships of the new Olympic class focused on luxury and comfort rather than speed. Titanic included such amenities as a Turkish bath, Squash courts, libraries, and gymnasiums. The swimming pool, common on today’s ocean-‐‑liners, was a first aboard Titanic. In addition, each of the ship’s staterooms was equipped with electricity and heat. Her safety features were also widely admired, includ-‐‑ ing a double-‐‑bo#om and fifteen watertight bulkheads, each with its own electrically controlled watertight doors. Each door could be independently controlled from the others, theoretically giving the crew the capa-‐‑ bility to isolate a flooding compartment with ease. Ironi-‐‑ cally, this design may have contributed to Titanic’s de-‐‑ mise. Once water reached the top of a bulkhead, it was able to pour through the top of the adjacent one, a flaw

These sites and wrecks serve as time capsules through which past hu-‐‑ man activity can be rediscovered and studied, making them tools rather than an end goal. Cunard had found in its previous designs. Titanic carried twenty lifeboats in total, including six-‐‑ teen rigid boats and four Engelhardt “collapsibles”. Commonly blamed as a major factor in the loss of life during the ship’s sinking, Titanic carried enough boats to exceed the British Board of Trade’s regulations. With enough space for just over eleven hundred passengers, the lack of lifeboats would prompt the Board to later change its standards. Overall, Titanic measured 269 meters long and 28 me-‐‑ ters wide, making her the largest steamship ever created. Powered by twenty-‐‑nine massive boilers and two steam engines, Titanic was capable of twenty-‐‑three knots at full steam. To her contemporaries, Titanic was an incredible achievement of human ingenuity.

Disaster and loss

Titanic left Southampton, England on April 10th, 1912 carrying 2,228 passengers and crew from all walks of life. Her journey was to take her to stops in Cherbourg, France and Queenstown (now Cobh), Ireland before she struck out across the Atlantic Ocean to reach New York City. On the fourth night of her journey, Titanic sailed

TEMA: TID // 33

Titanic was an incredible achievement of human ingenuity. through the ice-‐‑infested waters of the North Atlantic. At approximately 11:40 PM, the lookout called for alarm as an iceberg appeared out of the gloom ahead. Titanic’s starboard side grazed the floating ice, unknowingly to the crew ripping a ninety-‐‑one meter gash under the waterline. By the time Captain Smith and designer Thomas Andrews viewed the damage below deck, it was too late. Five compartments were already flooding with freezing seawater and the water continued to pour in at an ever-‐‑increasing rate. At midnight, realizing his ship was doomed, the Cap-‐‑ tain gave the order to lower the lifeboats. The scene on deck was chaotic. Designed to carry as many as eighty-‐‑ five passengers, many lifeboats deployed carrying a third of that number. Titanic managed to stay afloat for nearly three hours, her bow slowly sinking deeper and deeper into the At-‐‑ lantic as her stern rose ever higher. At approximately 2:20 AM on the morning of April 15th, Titanic plunged beneath the waves into the watery depths. Of the origi-‐‑ nal 2,228 crew and passengers aboard, only 705 would survive. Over the next several hours other ships who heard Titanic’s S.O.S. would converge on the area, pick-‐‑ ing up survivors and the bodies of those who perished. Among those lost were Smith and Andrews. Ismay sur-‐‑ vived, never able to live down the shame of surviving while so many others did not.

Rediscovery

Following the disaster, Titanic rested undisturbed on the seaﬂoor for nearly eighty years, her story and mysteries slowly fading into history. That would all change on September 1st, 1985, when Dr. Robert Ballard rediscov-‐‑ ered Titanic nearly 3800 meters below the surface, laying in two separate pieces from where she split during sink-‐‑ ing. Several additional expeditions have been made to Titanic since 1985, the most recent in 2010 mapping her in her entirety in an a*empt to understand what re-‐‑

mained and how she sank. Although arguably being the most popular and closely followed shipwreck in history, Titanic continues to hold onto some of her secrets.

Tools Rather Than Goals

I am often asked, “What does a nautical archaeologist do?” Prior to starting my studies in the Nautical Archaeology Program at Texas A&M University, I would have likely responded in describing how they focused on studying submerged sites and shipwrecks, not unlike Titanic. However, as my education has continued in the pro-‐‑ gram, I have found that explanation changing in a fundamental way. Previously, I placed an emphasis on sites and shipwrecks, seeing them as the most important aspects of what nautical archaeologists studied. While undoubtedly important, I was wrong in my assessment. These sites and wrecks serve as time capsules through which past human activity can be rediscovered and studied, making them tools rather than an end goal. Human beings ultimately built the things we, as nautical archaeologists, ﬁnd underwater. The emphasis must be placed on the people who created these shipwrecks, using what they left behind to retell their stories. My education and exposure to the wider world of nautical archaeology has changed how I would answer my initial question. Rather than pointing to the sites as the focus of our discipline, I would reply by explaining the use of shipwrecks as interpretive tools to rediscover the hidden histories of those who have come before. Despite being gone one hundred years, Titanic’s sink-‐‑ ing remains relevant today because it reminds us her loss was real. Even the most innovative and advanced creations of mankind can meet untimely ends. We re-‐‑ mind ourselves of Titanic with the hope it does not hap-‐‑ pen again. Additional Information taken from Titanic. The History Channel: h"p://www.history.com/topics/titanic Mapping and Assessment of the Wreck RMS Titanic. Insti-‐‑ tute of Nautical Archaeology and Dr. James Delgado: h"p://inadiscover.com/projects/all/north_america/titanic/intro duction

34 // TEMA : TID

Tiden er - blot en praktisk inddeling af naturens cyklus Hvordan påvirker det et menneskes syn på begrebet ”tid”, at vedkommende tror på reinkarnation? Det er det spørgsmål, som jeg her har sat mig for at undersøge i et gruppeinterview med tre informanter, der ikke mener, at dette liv er hverken deres første eller sidste.

Af: Rie Dalsgaard Jespersen, 4. semester Når man hører ordet “reinkarnation” tænker mange måske på buddhistiske munke eller New Age entusiaster med sjove numerologiske navne, der planlægger deres liv efter et horoskop eller et pendul. Disse billeder passer dog lang fra med de tre informanter, som jeg har sat stævne for at tage en snak om deres tro på reinkarnation. De tre midaldrende informanter fra Nordjylland Erik (59), Jette (53) og Ditte (60) hverken dufter af røgelse eller går klædt I mystiske gevandter. Ingen af dem er blevet opdraget med en tro på reinkarnation af deres forældre, men de er selv kommet frem til, at denne forklaringsmodel giver god mening for dem hver især.

Vores sind er altså ikke udelukkende et produkt at vores biologiske hjerne, men der er noget andet og mere på spil.

gange hvor vi er nede [og leve på Jorden], det er for, at vi kan komme højere op ad trinene, op til det guddommelige, op til det rene”, forklarer Ditte. Hun mener, at vi selv er med til at planlægge vores livsomstændigheder og de udfordringer, vi vil komme til at møde.

”[naturens cyklus] kører jo i ring hele tiden. Det kan ikke passe, at et menneske ikke følger den samme cyklus, eller noget der ligner”. Fotos af Rie Dalsgaard Jespersen

Uret er menneskets opfindelse Med reinkarnationstanken følger den antagelse, at krop og sjæl er to adskilte enheder. Vores sind er altså ikke udelukkende et produkt at vores biologiske hjerne, men der er noget andet og mere på spil. Når et menneske dør, flyver sjælen af sted til en form for åndeverden, som er kendetegnet ved, at der er rart at være, og at alt ånder fred. Før sjælen er klar til at blive født igen i en ny krop, må den først igennem en renselse i åndeverdenen, forklarer Ditte: ”Umiddelbart så tror jeg, at der skal gå en rum tid før sjælen den igen er klar til de prøvelser, fordi det er jo nu en gang en prøvelse at leve”. Med til denne tankegang hører altså den livsopfattelse at livet er en prøvelse vi gennemgår, og som slider på ikke blot vores fysiske kroppe, men også på vores sjæl. Livet er en udfordring, som vi påtager os med et mål om åndelig udvikling for øje, ifølge disse informanter. ”Alle de

Der er enighed blandt informanterne om, at urets tid er noget, som findes på Jorden, men som ikke gælder for sjæle, der befinder sig i åndeverdenen. Hvad der opfattes som lang tid på Jorden, kan ifølge Erik opfattes som et øjeblik i den åndelige verden. ”Hvis vi nu levede som urmennesker, fuldstændig væk fra klokken, så ville vi også bruge naturen og universet. Og der mener jeg både sol, måne og stjerner og alle de små kendetegn i naturen. Så hvis ikke vi har skabt det, så er tid i sjæleverdenen det samme som på jorden. Men det er bare noget, vi har indført som mennesker. Men den [tiden] findes ikke i virkeligheden” forklarer Ditte. Hun opfatter menneskenes opdeling af tiden i minutter og sekunder som noget kunstigt, vi har skabt af praktiske hensyn, og som vi i dag indretter vore liv efter. Men udgangspunktet for tidsfastsættelsen er den empiriske virkelighed, pointe-

TEMA : TID // 35 -

rer Erik: ”På andre planeter, der kan det være helt andre årstider, helt andre år, så det er jo specielt lige for jorden, at dagen den er så lang”. Mennesket har altså skabt begrebet tid som en praktisk inddeling inspireret af naturens cyklusser, konkluderer informanterne. Netop naturens cyklusser er for Ditte et stærkt argument for, at menneskets eksistens også er cyklisk frem for lineær. Hun sammenligner mennesket med et træ, som efter at have vokset op og levet bliver nedbrudt og bliver til noget andet. ”Altså den [naturens cyklus] kører jo i ring hele tiden. Det kan ikke passe, at et menneske ikke følger den samme cyklus, eller noget der ligner. Det kan ikke passe, at det bare er færdigt en dag, og så sker der ikke mere”.

Ingen angst for døden Dittes overbevisning om reinkarnation har stor indflydelse på den måde hun forholder sig til døden: ”Jeg er ikke bange for at dø, fordi jeg tænker, at jamen jeg har taget en beslutning, og jeg er hernede for at skal lære nogle helt specielle ting. Jeg ville være ked af at dø nu, men jeg er ikke bange for at dø. Jeg tror, der venter mig noget godt”. Den tankegang har været til stor gavn for hende, da hun for få år siden gennemlevede et alvorligt sygdomsforløb med brystkræft, hvor hun blev konfronteret med risikoen for at dø. ”Jeg var også i fred med mig selv, hvis jeg skulle dø”, fortæller hun. ”Fordi så vidste jeg, at skal jeg dø nu, så er det det, jeg har besluttet. Men da kampånden den så kom op, så tænkte jeg okay, så har jeg ikke besluttet det, så er det ikke nu, det er slut”.

På lignende vis har troen på reinkarnation været en stor trøst for Jette, da hun for et par måneder siden mistede sin far: ”Jeg synes ikke, det var så svært at sige farvel til Far. Fordi han får det jo godt, der hvor han kommer hen. Jeg synes ikke, det var en kæmpe sorg på den måde”. Ditte påpeger, at når vi bliver ramt af sorg over at miste et menneske, så er det vores eget ego, der taler. I den situation forsøger hun at sige til sig selv, at det var den pågældende sjæls eget valg, at livet skulle slutte her, og så forsøger hun at fokusere på det positive, nemlig at hun fik lov til at følge med den afdøde på en del af vejen gennem livet. Troen på reinkarnation får disse mennesker til at opfatte livet som en cyklisk proces frem for noget, der foregår på en lineær tidslinje. På den måde er der heller ikke noget endeligt slutpunkt, som man kan frygte, eller noget endeligt farvel, man må tage med sine kære.

”Jeg ville være ked af at dø nu, men jeg er ikke bange for at dø. Jeg tror, der venter mig noget godt”. Jeg spurgte informanterne, om udtrykket ”grib dagen” giver mening for dem, når nu tiden ikke er en ressource, der slipper op, på samme måde som hos mennesker, som ikke tror på et liv efter døden. Hertil fik jeg det spændende svar, at det at gribe livet ikke kun handler om at udrette noget eller at nå en masse. I stedet handler det for disse tre Nordjyder om at gribe livet ved at reflektere over de udfordringer, vi møder. Det er vigtigt, at vi forstår de oplevelser, vi får i livet, mens vi er her, og at vi forliger os med, at livet er som det er, mener Ditte: ”Jo mere vi kommer i ro, inden vi dør, des længere er vi kommet ad vores udviklingsvej på reinkarnationsvejen”. Vi antropologer behøver ikke rejse til hverken Tibet eller Mellemamerika for at finde informanter, der kan fortælle om at tro på reinkarnation. Hvor er det spændende, at lille Danmark er så rigt på variationer i opfattelsen af tiden og livet. Hvordan forstår du begrebet ”tid”? 

36 // TEMA : TID

Enden er nær I mange kulturer, hvis ikke alle, har tiden en begyndelse og en slutning. Antikkens grækere klarede uendeligheden ved en cyklisk verdensopfattelse, hvor hver cyklus blev afbrudt af en stor oversvømmelse eller en verdensbrand. Det hele kunne så gentage sig – enten nøjagtig på samme måde, eller på et lidt højere plan, idet der var nogle overlevende – ægypterne i Nildeltaet, når branden hærgede, eller folk i bjergene, Af: Ole Høiris Kristendommens tid Kristendommen indførte sin helt egen tid: Gud skabte verden på seks dage og hvilede på den syvende, og derfor var der 6000 år mellem skabelsen og dommedag, hvorefter evigheden ville komme. Dette gav en række teologiske problemer, som f.eks. om Gud havde eksisteret forud for verdens skabelse, hvorfor han jo så i den periode måtte have været ufuldkommen, da fuldkommenheden jo kom med skabelsen af verden. Hvad var der før big-bang, som det formuleres i den moderne version? Big Bang som verdens og tidens begyndelse, hvor verden opstod eller blev skabt af intet, er i øvrigt formuleret af den belgiske præst Georges Lemaître, så ligheden med den kristne skabelse er ikke så tilfældig.

omkring år 1000 var forventningerne til jordelivets lidelsesfulde endeligt da også store – men intet skete. Dommedagsberegninger Interessen blandt de kristne samlede sig naturligvis om, hvor lang tid, der var tilbage. Et tegn skulle være, at beredne horder angreb fra øst, hvor Gog og Magog ventede på disse ultimative tider. Da hunnernes angreb romerne kort før år 400, tolkede St. Jeronimus det som tegn på, at dommedag var nær, og fra sit ophold i Jerusalem, meddelte han i 409, at han havde et skib klar, så jomfruerne kunne reddes, ligesom han frarådede jomfruer og enker at gifte sig. For som der står i Matthæusevangeliet: ”Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage”(24.19). Senere var dommedagsvisionen fremme, hver gang Europa blev angrebet af rytterfolk fra øst – sidste gang ved den mongolske invasion. Men der var også en anden måde at bestemme dommedag på. Udgangspunktet var ud fra Gamle Testamente at

beregne tiden mellem skabelsen og Kristi fødsel. Resultatet var ca. 5000 år, og omkring år 1000 var forventningerne til jordelivets lidelsesfulde endeligt da også store – men intet skete. Undersøgelser i Østen viste da også, at tiden ikke var moden. Ifølge historiske beretninger havde Alexander den Store i samarbejde med Gud spærret de onde kræfter inde bag en mur, som Gud så først ville lade dem bryde igennem, når tiden var inde. Denne historie er medtaget i Koranen, og arabiske rejsende, der blev udsendt for at undersøge muren, kunne til alles beroligelse meddele, at muren endnu var intakt. Problemet blev løst ved en beregning ud fra den hebræiske udgave af Gamle Testamente. Her viste det sig, at Kristus var født ca. 4000 år efter skabelsen, og det gav jo ro frem til omkring år 2000. Nu satte mere præcise beregninger ind. Philippus Melanchton, en ven af Martin Luther fastslog skabelsen til 3963 f. Kr. Ærkebiskop James Usher bestemte i 1650 skabelsen til 4004 f. Kr.; og endnu mere præcist blev skabelsen beregnet af den danske astronomiprofessor Villum Lange, der i 1649 fandt frem til den 20. april 4042 f. Kr. Endelig bestemte rektor på Cambridge Universitet, John Lightfoot skabelsen til den 23. oktober 4004 f. Kr. kl. 9 om morgenen.

Raceforskelle Rammen på de 6000 år skabte store problemer for blandt andet bestemmelsen af årsagerne til raceforskellene, da dette blev aktuelt fra oplysningstiden og frem. Der var fire muligheder: Gud havde skabt racerne, selv om denne vigtige begivenhed ikke fremgik af de hellige skrifter; racer skyldtes tilpasning til klimaet, men hvide i troperne blev ikke sorte og sorte slaver i den kolde del af verden blev ikke hvide. Inden for en ramme på 6000 år skulle man kunne se tegn på forandring efter flere århundreders ophold under et fremmed klima. Så var der katastrofeteorien, som kunne forklare sagen: Gud havde efter den babylonske sprogforvirring skabt folk, så de passede til de steder, de skulle hen. Dette løste

TEMA : TID // 37 -

tidsproblemet, men kunne ikke accepteres af de verdsligt indstillede. De skabte i stedet en forfaldsteori, hvor alle de øvrige racer i et sindrigt system var et forfald i forhold til den hvide mand, som denne var i Vesteuropa mellem 40 og 50° nordlig bredde (vi er ikke med).

Jordens alder og evolutionen Der var forskellige forsøg på at måle tiden på anden vis. Allerede Newton havde forsøgt med at varme sten op, så de var glødende, hvorefter han målte tiden, det tog at køle af, for derefter at gange op med jordens størrelse. Det samme gjorde comte de Buffon i Frankrig i 1788, og hans målinger på både sten og jernkugler viste 74.832 år. Dette måtte han dog bide i sig igen med en erklæring om, at han på ingen måde tvivlede på Bibelens ord. Det siges, at han til sine nærmeste hviskede, at resultatet var 3 millioner år.

Endelig bestemte rektor på Cambridge Universitet, John Lightfoot skabelsen til den 23. oktober 4004 f. Kr. kl. 9 om morgenen. Det var først omkring 1830, at den bibelske aldersberegning fik sit grundskud. Det skete med geologen Charles Lyells opgør med katastrofeteorien og hans påvisning af, at de samme kræfter havde virket over lang tid og dermed skabt ændringerne. Nogle fund af redskaber og forhistoriske dyr i 1858 i Brixham Cave viste, at menneskets historie var uendelig langt længere end de 6000 år, så nu blev der åbnet for de millioner af år, der igen muliggjorde de evolutioner, som Lyells ven, Charles Darwin så publicerede i 1859. Tidens enorme længde gav endog i 1871 plads til, at Darwin kunne forene menneskets og abernes forfædre, og antropologiens klassiske forfædre, H. Spencer, E. Tylor og F. Engels kunne få plads til deres store evolutionsprojekter.

Begyndelsen og enden Da den lange tid blev forenet med den menneskelige evolution, skulle udviklingen både have en begyndelse og en ende. Begyndelsen hentede man inspireret af oplysningstiden i vildskaben, i mennesket som rent in-

stinktivt væsen, levende i små familiegrupper eller horder. Men også udviklingen skulle have en ende, hvorefter evigheden indtrådte. Enden blev som regel tænkt som modernitetens ultimative realisering, det vil sige det ultraliberale eller det kommunistiske samfund, hvor staten stort set var væk, fordi mennesket biologisk set ville være udviklet til kun at gøre, hvad det måtte, og derfor måtte alt, hvad det ville (Spencer og Engels), eller fjernelsen af alle irrationelle kulturelementer, så vi får et rent rationelt samfund (Tylor). Den ultimative realisering af det menneskelige eller kulturelle eller samfundsmæssige potentiale – eller frelsen – er altid blevet placeret i fremtiden – ved tidens ende, men med murens fald, opløsningen af de østeuropæiske despotier, opstod der en sådan optimisme, at man nu kunne erklære historien for at være kommet til sin ende: Den amerikanske neokonservative politolog Francis Fukuyama kunne i 1989 i en kort artikel The end of History og i 1992 med bogen The End of History and the last Man erklære den ideologiske kamp og den sociokulturelle udvikling for endelig afsluttet og erstattet af liberalistiske demokratier og markedsøkonomi. Dette ville blive det globale politiske og økonomiske system i al fremtid. Også moderniteten har således evigheden som afslutning på historien eller som tidens afslutning. 

Litteratur:         

-Borst, A.1995: Der Turmbau von Babel. Geschichte der Meinungen über Ursprung und Vielfalt der Sprachen und Völker, bd. 1-4. München. -Burrow, J.W. 1970: Evolution and Society. A study in Victorian social theory. Cambridge. Cassirer, E. 1973: Die Philosophie der Aufklärung. Tübin-gen. Duchet, M. 1971: Anthropologie et histoire au siècle des lumières. Paris. Fukuyama, F. 1992: The End of History and the last Man. New York. Høiris, O.: Antropologiens idéhistorie. 2500 års konstruktion af os selv og de fremmede. Aarhus. Kragh, H. 2004: Naturerkendelse og videnskabsteori. Den uorganiske videnskabs filosofi og historie. Århus. Spencer, H. 1972: On Social Evolution. London. Tylor, E. 1974: Primitive Culture. London.

38 // LIMINALT

Tilvalg:

Humanøkologi i Sverige Om en vårtermin på den anden side af Øresund, Lévi-Strauss med skånsk dialekt, blåbærsuppe i kaffeautomater og om at lära sig svenska.

Af: Karin Kempe, 6. semester, antropologi. Tilvalg i Humanøkologi, Lund. Hver januar måned står hundrede af frysende exchange students med frostbidte kinder og huer trukket godt ned over panden, foran den fine domkyrka med en welcome package i hånden, klar til et semester i Lund. I januar var det mig. De indfødte viste sig at være venligtsindede! Skoven og Moesgårds laksefarvede bygninger blev skiftet ud med en tilværelse i Sveriges ældste by og med forelæsninger på Geocentrum med fireogtyve andre Fjällrävjakker. Sne og mørke aftener blev til fika i parken med kanelbullar blandt vårblommor og solsortekvidren. Det blev til lange nætter med karaoke på nationerne, öl, folkefest og bål i Stadsparken Valborgsaften.

”Humanøkologi er noget, der angår os alle” er min underviser Thomas Malms mantra. At vælge sin fremtid

Hvad skulle jeg læse på tilvalg? Hvor så jeg mig selv som færdiguddannet? Det var overvejelser, som jeg lykkeligt havde troet, at jeg var færdig med at gøre mig, da jeg havde søgt ind på antropologi to år tidligere. Det handlede om at ”tone sin egen uddannelse”, fik vi at vide. Jeg valgte at lave en ITT (Individuelt Tilrettelagt Tilvalg) og besluttede mig for at læse et semester på humanøkologi i Lund. ”Humanøkologi er noget, der angår os alle” er min underviser Thomas Malms mantra. Disciplinen omhandler samspillet mellem menneske, natur og samfund. Det er et spændende felt, fordi det giver et helhedsbillede, som overskrider grænserne mellem humaniora, samfunds- og naturvidenskaber; økologi, økonomi og kultur hænger unægtelig sammen og påvirker hinanden. Overordnet drejer det sig om,

hvad der for os er et godt liv, og om hvordan vi ønsker at leve. Og faget gør det muligt at sætte spørgsmålstegn ved og reflektere over den måde, vi lever på i vores samfund. I Lund læser jeg et grundkursus bestående af fire delkurser: 1.Naturuppfattningar i tid och rum, 2.Människans plats i ekosystemen, 3.Icke-industriella försörjningssätt 4. Världssystemets politiska ekologi. Vi beskæftiger os med en bred vifte af problemstillinger: Har mennesket altid haft behov for at kategorisere sin omverden, dyr, planter og mennesker? Er kvinder på grund af deres sociale og biologiske roller mere miljøbevidste end mænd? Hvordan kan vi inspireres af jægere og samleres måde at leve på og anvende det i vores moderne industrisamfund? Er svedjebrug miljøforstyrrende, eller kan det være med til sikre biodiversitet og være økologisk holdbart over tid? Og hvordan afspejler samfundets exergiforsyning termodynamikkens love? Semesteret på det svenske universitet er bygget op omkring fire ugers undervisning efterfulgt af en uges eksamen. Strukturen gør, at det føles, som om man konstant er under eksamen, men samtidig giver det en god indføring i fagene, at man løbende skriver sig ind i stoffet. At semesteret var ment som et grundkursus kan mærkes: Man lærer lidt af hvert og samtidigt kræves et stort overblik og kendskab til alle områder af pensum. Eftersom det er et grundkursus, kan de studerende være fra 1. til 5. semester.

Lund er en lille, dejlig, grøn og flad studieby uden Ringgader eller Randersveje med universitet centralt placeret.

TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG

LIMINALT // 39 -

Da jeg skulle træffe beslutning om, hvad jeg ville bruge tilvalgsåret til, var jeg ærgerlig. Hvorfor skulle jeg væk fra antropologi allerede? Hur är laget? Hur var din helg? Et semester i udlandet er ikke blot kursplaner

Indrømmet: Undervisning på stranden i fremmede varme egne lokkede. Vores naboland Sverige er knap så eksotisk som Vietnam, Sydamerika eller for den sags skyld Filippinerne, hvor jeg havde taget metodekursus tidligere. Lund er en lille, dejlig, grøn og flad studieby uden Ringgader eller Randersveje med universitet centralt placeret. Byen har noget helt unikt nemlig nationerne, som er en form for studenterklubber, hvor man kan engagere sig i diverse aktiviteter, hænge ud, spise

middag, og allervigtigst: Feste. Her vil jeg især fremhæve muligheden for at lære andre studerende at kende og få sig et netværk af både svenske studerende og exchange students. Nationerne fungerer ud fra princippet ”reciprocitet”: En aftens arbejde afbetales i vin, øl, rødvin, madkuponer eller en tacksittning. Lysten til at være frivillig og til at være en del af et fællesskab på tværs af studier er beundringsværdigt og inspirerende. Da jeg skulle træffe beslutning om, hvad jeg ville bruge tilvalgsåret til, var jeg ærgerlig. Hvorfor skulle jeg væk fra antropologi allerede? Jeg havde jo kun læst i to år, og jeg havde stadig masser af nysgerrighed på faget. Hvad gør tilvalget godt for? Selvom jeg stadig står med begge ben i tilvalgsåret, vil jeg mene, at dette år har gjort det muligt for mig at se mit ”velkendte” fag i et nyt perspektiv. Det handler om, hvad antropologien netop har lært os: I mødet med det fremmede ser man sig selv. Og det handler især om at blive udfordret fagligt og personligt ved at befinde sig i et nyt land, ude af sin comfort zone, og om at opnå et større og bredere tværfagligt vidensområde. Spørgsmål? Kontakt mig gerne på karin-kempe@hotmail.com 

TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG

40 // LIMINALT

Tilvalg: Arabisk - Arabisk entusiasme – om at læse tilvalg på arabisk og islamstudier. Af: Af Hanna Donslund, 6. semester

Håndgribeligt håndværk?

”Lige et øjeblik …” Henrik er allerede ude af lokalet. Man ved, arabisk er svært, når forelæseren giver op og styrter af sted efter den bog, der måske kan give ham svaret. Det groteske er, at vi denne dag ”bare” er ved at lære tallene – hvad mon det så ikke ender med? Af og til spørger jeg mig selv om, hvorfor jeg sidder lige netop i det her rum, i den her bygning, med de her bøger, og med udsigt til fire timers gentagelse af den samme gloseliste, når jeg kommer hjem. Men det er fordi, at jeg en eftermiddag ved mit skrivebord med en uforståelig antropologisk tekst foran mig fik den pludselige indskydelse, at jeg gerne ville kunne et mere håndgribeligt håndværk. Og at det af en ukendt årsag skulle være det arabiske sprog. Se, når jeg kommer på sådan en idé, og der tilmed betales for, at jeg kan føje endnu et sprog til mit CV, så skal den da bare prøves af! Og så bød tilvalget i øvrigt også på studier af islam, hvilket passede mig perfekt, fordi religion altid har optaget mig. Så det er den læsestund, jeg tænker tilbage på, når jeg undrer mig over at være havnet, hvor jeg er.

Tilbage til tallene

Henrik er vendt tilbage med en stak bøger, men vi når ikke at gennemgå det hele den dag. Hvis der er tale om et antal af noget mellem tre og ti sættes substantivet i flertal. Tallet to kører sit helt eget løb. Ved 11 og derover går araberne uforståeligt nok over til ental, og så skal man huske at sætte det pågældende substantiv i akkusativ – inden for universitetets mure i hvert fald. Udenfor taler man jo dialekt, som afviger en del fra standard arabisk. Kommer man over 100, har man igen ”fundet på” nye regler, hvilket i sandhed gør alting meget mere forvirrende, end jeg nogensinde havde forestillet mig. På et tidspunkt skal luften nok gå af ballonen, og jeg kan få et mere jordnært forhold til mit tilvalgsfag, men indtil da vil jeg bare nyde det alt hvad jeg kan! 

På et tidspunkt må det da kamme over – man kan da ikke blive ved med at være så betaget af noget … Arabisk tastatur og gule sedler

Men jeg elsker det. Jeg har ikke været så glad for noget længe – også selvom studiet tager mange flere timer nu end før. Og det går stærkt. For at leve fuldstændig op til mine egne forventninger til min indsats, har jeg fået arabisk tastatur på min computer, hængt gule sedler med gloser op forskellige steder i min lejlighed og lavet adskillige arabiske vendespil sammen med min læsegruppe. På et tidspunkt må det da kamme over – man kan da ikke blive ved med at være så betaget af noget …

TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG

LIMINALT // 41 -

Tilvalg: Begivenhedskultur Af: Rikke M. Grinderslev, 6. semester Hvad er det?

Siger det ikke sig selv? Mediebegivenheder, populærkultur, turisme, velgørenhedskampagner og brands – dét er, hvad vi elsker på begivenhedskultur. Og det er, hvad vi ønsker at forstå mere af. Hvad er det interessante ved ’De Unge Mødre’ og ’Bonderøven’? Hvordan mindes vi faldne soldater i Irak og Afghanistan på YouTube? Hvorfor er turister betaget af død og katastrofesites? Er Danmarks Indsamling underholdning eller velgørenhed? Er Lady Gaga en sangerinde eller et brand? Begivenhedskultur dækker over alt dette og meget mere, end du kan forestille dig. Der er ingen grænser for, hvilket event eller fænomen du kan sætte under lup. Du kan udforske det, der interesserer dig lige nu, det du undres over eller provokeres af i vores samtid og i din dagligdag. Aktuelt – det er, hvad det er!

Muligheden er stor for at være aktiv, og det er næsten umuligt ikke at blive revet med af undervisernes store engagement og de aktuelle, nærværende og innovative cases og fænomener, som du præsenteres for.

Undervisningen

Undervisningsformen er entrepreneuriel eller innovativ. Der er flere frie rammer og former og større ansvar til den enkelte studerende om at være forberedt og engageret. I læsegrupper gennemgår vi de centrale tekster, arbejder sammen om online øvelser og oparbejder herved en ”wiki” af fælles notater og hovedbegreber. Cafémodellen vil du også blive kendt med - et koncept med oplæg og respons fra studerende til studerende. Det kræver altså, at du kan lide friere former og at du ikke forventer at få udstukket en klar manual, der fortæller præcist, hvad du skal. Du får lov at tænke selv, gerne kreativt, og du bliver taget seriøst som menneske og som studerende. Undervisningen foregår i hold med færre studerende. Muligheden er stor for at være aktiv, og det er næsten umuligt ikke at blive revet med af undervisernes store engagement og de aktuelle, nærværende og innovative cases og fænomener, som du præsenteres for.

Begivenhedskultur og antropologi

Begivenhedskultur hænger i øvrigt utroligt godt sammen med antropologi. Mange af de store teoretikere som Bourdieu, Jenkins, Hylland-Eriksen og Robertson er grundlæggende på faget, og store dele af pensum trækker på antropologiske teorier og perspektiver. Nationalisme og identitet, glokalisering og deterritorialisering, aktør-netværk-teori og diskursanalyse er bare nogle af gengangerne. Hvis du ender med at vælge dette tilvalg, og bliver helt vild med det, kan du ivrigt fortsætte på kandidaten på oplevelsesøkonomi. Se mere på tilvalg.au.dk for fagets opbygning og indhold. 

TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG - TILVALG

42 // LIMINALT

Antropologer i job:

”Jeg er drevet af noget, jeg ikke altid kan beskrive, hvad er” Vi skal være villige til at smide vores forestillinger om verden og ly4e til vores informanters historier for derved at opnå et mere nuanceret og kompliceret billede af virkeligheden. Det mener antropolog og ﬁlmskaber Sine Plambech. Af Naja Morell Hjortshøj, 2. semester

Sine Plambech og hendes feltarbejde Klokken er lidt over seks lørdag aften, da jeg med en spændt følelse i maven tænder for min Skype og ringer antropolog Sine Plambech op. Forbindelsen er lidt uklar i starten, hvilket ikke er så underligt, da Sine beﬁnder sig over 6000 km borte – nærmere bestemt i det afrikanske land Nigeria, hvor hun i øjeblikket er på feltarbejde i forbindelse med sin Ph.d.-‐‑a"andling. Sine, der til dagligt bor i New York, indleder vores samtale med at forklare, hvad hendes feltarbejde i de3e vestafrikanske land konkret går ud på. Hendes undersøgelse omhandler, hvad der sker med de nigerianske kvinder, som bliver anholdt på de europæiske gader som udokumenteret arbejdskraft og efterfølgende deporteres tilbage til Nigeria. Sines feltarbejde består i at interviewe kvinderne om deres livshistorier, ”hænge ud” med dem i deres dagligdag og snakke med deres familier. Hun er ikke så optaget af det konkrete arbejde, kvinderne har udført i Europa, men mere af, hvad der sker i deres liv, når de kommer tilbage. For at komme helt tæt på de nigerianske kvinder har Sine bl.a. forsynet hver af dem med et engangskamera og en dagbog, hvorigennem de har mulighed for at skildre deres hverdag. Disse metoder har også en

Sine laver mad sammen med de nigerianske kvinder.

praktisk betydning, eftersom Sine ikke kan tilbringe hele tiden i kvindernes selskab. Området i Nigeria, som hun beﬁnder sig i, er usikkert og farligt – bl.a. pga. kidnapninger og kriminalitet. Som hvid kvinde må man derfor a(olde sig fra speciﬁkke steder og fra at gå ud om aftenen. Desuden forklarer Sine, at hun også som antropolog har et etisk ansvar for, at der ikke sker noget med de nigerianske kvinder, der deltager i hendes projekt.

Nigeriansk kvinde syr sin paryk på.

Kvinder, der vil tilbage til Europa I den vestlige verden har vi ofte en bestemt forestilling om, at de udenlandske kvinder, der sælger sex på de europæiske gader, er blevet bortført af lyssky bagmænd, og mere end andet ønsker sig at vende hjem. Men sådan hænger det langt fra sammen, viser det sig i Sines feltarbejde. Mange af kvinderne er ikke glade for at komme tilbage til Nigeria, og langt de ﬂeste ønsker at komme af sted igen, på trods af de lange hårde rejser og deporteringer, de allerede har været udsat for. Det er hovedsageligt unge kvinder i midten af 20’erne, som vælger at rejse ud på ny. Området, som Sines projekt tager udgangspunkt i, har i forvejen en lang migrationshistorie, og hos mange af de unge kvinder lever drømmen om at komme til Europa. Deres fortsa4e

LIMINALT // 43

forsøg på at slippe ind på det europæiske kontinent betyder samtidig, at Sines feltarbejde ikke kun begrænser sig til Nigeria, men at hun også undervejs har været i bl.a. Spanien og Danmark på feltarbejde. Via systematiske telefonsamtaler med kvinderne holder Sine sig opdateret om, i hvilke lande de beﬁnder sig, og hvad de laver.

Nysgerrigheden Man kan spørge, hvad det helt præcist er, som driver Sine til at udføre et feltarbejde et sted, som sikkerhedsmæssigt er betegnet som meget farligt. Sine nævner da også selv sikkerhedssituationen som en af de store udfordringer ved projektet. Samtidig påpeger hun, at nysgerrigheden er den drivkraft, som fører hende frem: ”Grundlæggende elsker jeg at lave feltarbejde, og jeg har nu i efterhånden mange år beskæftiget mig med tematikker omkring kvinder, migration, prostitution og

Antropologer skal være aktive i den oﬀentlige debat, fordi de kan være med til at nuancere tingene. seksualitet. Jeg elsker at hænge ud med de nigerianske kvinder, selvom det kan være kompliceret indimellem. Mit arbejde giver mig et unikt indblik i mekanismer, som kan være usynlige; mekanismer mellem mennesker og mellem Europa og Afrika. Jeg er drevet af noget, jeg ikke altid kan beskrive, hvad er”. Gennem sit lange feltarbejde er Sine kommet tæ5ere på mange af kvinderne. Samtidig forklarer hun, at det har været en udfordring at få kvinderne til at fortælle hende deres livshistorier. Herved pointerer Sine også, at man som antropolog må acceptere, at man ikke nødvendigvis altid skal være interesseret i at få sine informanter til at bere$e den fulde sandhed. En vigtig del af undersøgelsen består ligeledes i at være opmærksom på, hvorfor det for nogle mennesker kan være en strategi at lade være med at fortælle sandheden.

Film

I 2008 og 2009 fik Sine, sammen med filminstruktøren Janus Me), stor succes med de to dokumentarfilm ”Fra

Thailand til Thy” og ”Fra Thy til Thailand”, der blev set af ca. 1 million danskere. Filmene omhandler en række thailandske kvinder, der er kommet til Danmark med henblik på at indgå i en ægteskabsrelation med danske mænd. Kvinderne har selv familier i Thailand, som de løbende sender penge hjem til. Sine forklarer, at hendes vision med arbejdet på disse film bl.a. var at nedbryde stereotyper og fordomme, mange af os har overfor en bestemt gruppe mennesker; i de0e tilfælde billedet af de thailandske kvinder som ”ofre” og de danske mænd som ”de onde”. Som antropolog føler hun, at hendes ansvar er at skabe nuancerede og komplicerede billeder af de mennesker, hun undersøger. I både de thailandske og nigerianske kvinders tilfælde handler det således for Sine om at forsøge at smide alle ”forudindtagede forestillinger” væk: ”Jeg ly3er til, hvad kvinderne har at sige uden at dømme dem ud fra, hvilke job de har haft, eller hvordan de i øvrigt vælger at leve deres liv. Derved vokser der en kompliceret og nuanceret virkelighed frem”. Generelt er Sine betaget af det kreative aspekt i at formidle sin antropologiske forskning gennem film. Bl.a. har hun på Københavns Universitet undervist i et kursus om visuel antropologi. Ifølge Sine er det vigtigt, at antropologer ikke holder deres omfa2ende viden om verden tilbage. Hun betegner sig selv som en art ”aktivistisk antropolog”, der gerne skriver artikler til aviserne eller kommer med udtalelser til medierne: ”Personligt har jeg lyst til at kommunikere min antropologi og fortælle de historier, jeg møder ude i verden. Antropologer skal være aktive i den offentlige debat, fordi de kan være med til at nuancere tingene”. Og man må sige, at Sine med sin forskning har været med til at fremhæve og sæ#e relevante globale spørgsmål til debat i det offentlige rum. 

Sine Plambech er uddannet socialantropolog ved Lunds Universitet i Sverige. Ph.d.-‐‑ kandidat ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Institut for Antropologi ved Københavns Universitet. De seneste to år research fellow på Columbia University i New York.

44 // LIMINALT

Antropologer i job:

1 time + 22 minu+er som ﬁrmaejer Hvordan regner man rabat ud, når ens force er Geer5 og åbne spørgsmål? Hvor mange iPhones skal der til for at have ﬁrma? Og hvorfor overhovedet bruge sin tid på noget, vi alle ved, er den direkte vej til stress? Af: Mie L. Nielsen, 7. semester www.taleroeret.dk

Mit navn er Mie. Jeg er 27 år, 177 høj, bruger str. 41 i sko, læser antropologi, går i byen i weekenden, er medlem af FitnessWorld, kæreste med verdens sødeste Peder, og nå ja… så ejer jeg et ﬁrma. TALERØRET hedder det -‐‑ et helt nyt koncept, hvor vi sælger foredrag, der både er spændende og lærerige -‐‑ “Underholdende foredrag med den nyeste viden”-‐‑ til virksomheder, højskoler og biblioteker. Foredragene bliver a)oldt af dygtige universitetsstuderende, der brænder for at forklare deres viden på en farverig måde, så den også er relevant for ikke-‐‑akademikere. Men hvad bruger man egentlig sine timer på, når man har et ﬁrma?

Kl. 9.45

Hilser godmorgen. Har vel snart et års jubilæum her i Studentervæksthuset. Åbner computeren. Finder den gamle Nokia frem -‐‑ ”tænd”.

Kl. 9.50 ”Hej Mie”. Jeg kigger op. ”Hej Lauge. Du er her da tidligt i dag?”. ”Det er tirsdag, så skal mødes med de andre fra Brightloops”. ”Nå ja”. Jeg smiler og kigger tilbage på min computerskærm. Jeg kan rigtig godt li’ Lauge.

Foredragene bliver a"oldt af dygtige universitetsstuderende, der brænder for at forklare deres viden på en farverig måde, så den også er relevant for ikke-‐‑ akademikere. Kl. 9.52 Dagens første arbejdsopgave: mails. Jeg kan for det meste ikke regne ud, hvad der ligger og venter. Der er selvfølgelig det sædvanlige: mails fra foredragsholdere, ansøgere, google-‐‑regninger, kommentarer fra min kompagnon o. lign.. Men det er ikke sjældent, at der også er et eller andet nyt -‐‑ både stort og småt. Måske en journalist, måske et lærerigt nyhedsbrev, måske nogen der har taget initiativ til et eller andet, som inkluderer os. Ikke lige i dag -‐‑ ikke endnu i hvert fald. Bare et par mails af den stille og rolige slags: to mails fra foredragsholdere og én fra revisoren.

Kl. 10.07

Og så alligevel… Mens jeg udarbejder svar, popper en mail fra vores kommende virksomhedspraktikant ind. Hun spørger, hvilken dag hun skal starte. Jeg tjekker min googlecalendar og svarer, at onsdag passer mig bedst.

LIMINALT // 45

Kl. 10.15 Dagens ’for 1. gang nogensinde!!’ Min gamle højskoleforstander har lige pludselig bestilt tre foredrag i ét hug. Det er første gang i ﬁrmaets historie!! Svarede, at det selvfølgelig udløser mængderabat. Men hvor meget giver man egentlig i rabat?!

Det er så mega dejligt at få lov til at lege med sine egne ideer, tegne på store papirark og føre det ud i livet.

Kl. 10.19

På vej ud i køkkenet møder jeg en anden studerende – en pige, der har lavet et konsulentﬁrma. Jeg spørger hende, hvad hun tager i timen. En af gu2erne kommer efter kaﬀe og kommenterer vores snak. Men jeg er stadig i tvivl om det med raba$en. Altså: ét foredrag koster 3500 kr. -‐‑ så måske 500 kr. i rabat pr. foredrag + lidt ekstra, fordi jeg kender dem. Måske 2900 kr. pr. foredrag?

Kl. 10.50 Mailen til forstanderen tager tid at formulere. Vil gerne lyde casual og professionel på én gang. Prissætning? Pyh… har da gjort det 100 gange før! Sidste gennemlæsning. ”Send”.

Kl. 11.07

Kigger på klokken. Jeg skal have noget kaﬀe. Jeg spøger Lauge, om han skal have en kop med. Vi følges ud i køkkenet. Klokken er ikke engang 12 endnu – dejligt! En sms bibber ind. Den er fra min lillesøster.

Have lyst – og have det sjovt

Kl. 10.31 Efter at have stirret tænksomt ind i skærmen i lang tid nok ender jeg med at ringe til en af de andre fra kontoret -‐‑ en handelshøjskoleknægt. Han tager telefonen. Jeg sæ#er ham ind i situationen, vi regner lidt på det og ender faktisk med at komme frem til den samme pris, som jeg selv havde tænkt. Siger tak for hjælpen og føler mig lidt plat, da jeg lægger på. Beslu.er mig for, at jeg næste gang vil forsøge ikke at spørge om hjælp. Men på den anden side kan jeg også mærke, at det faktisk føles meget godt at have diskuteret det igennem med én, der er mere erfaren end mig selv.

”Hvordan har du tid til at have firma? Er du ikke stresset?” er et spørgsmål, jeg ofte får. Og for at være ærlig -‐‑ nej. Men ved du, hvad jeg til gengæld har? Jeg har det mega sjovt! Det er SÅ mega dejligt at få lov til at lege med sine egne ideer, tegne på store papirark og føre det ud i livet -‐‑ om det så er overordnede firmakoncepter eller bare små tanker om en sjov overskrift. Min hverdag er fyldt med en masse søde og sjove mennesker, som jeg elsker at sidde på kontor og drikke kaffe med. Og fordi jeg har SU ’on the side’, kan jeg tillade mig at stoppe, når jeg vil. Så ville jeg ikke have mistet andet på det end tid (og den ne/e sum af 500 kr.…). Jeg er faktisk ret sikker på, at jeg slet ikke ville tænke på det som tid, jeg har mistet, men som tid jeg har fået -‐‑ som en masse fede oplevelser, jeg har fået! For mig handler det ikke om at have firma, om at få en vild karriere, om at være sej. Det handler om at have lyst til at gøre noget og så gøre det. Og det kan stærkt anbefales! 

46 // LIMINALT

The Warning of the Label Boganmeldelse af No Logo, af Naomi Klein (2000)

Af: Charlotte Heikendorf, 8. Semester, Læser master i visual antropologi Vor tids største magtkamp er i Kleins fokus: kampen om brands, markeder og corporate power. En kamp, hvis sidste offentlige modstand viste sig i form af Occupy Wall Street, og som vi alle tager stilling til hver eneste dag med vores forbrug. ’No Logo’ er ikke en akademisk afhandling, men en bog bygget på veldokumenterede argumenter og samfundsvidenskabelig skrapsindighed. Klein tager udgangspunkt i udviklingen af ’branded’. Virksomheder, skriver Klein, er gået fra produkt-orientering til at sælge forbrugeren en ’branded’ identitet. En udvikling, der har medført outsourcing af produktionen til underproducenter i ’free-trade’ zoner, hvor arbejdet kan udføres uden arbejdsrettigheder og til ”konkurrencedygtige” lønninger, og en markant stigning i lavtlønnede, fleksible deltidsstillinger uden arbejdssikring i Europa og Nordamerika.

Oprør og magtkamp må stå der, hvor magten er. Ifølge Klein er det i dag hos virksomheder – ikke stater. Eksempelvis har Motorola Inc. en årlig indkomst på samme niveau som Afrikas andenstørste økonomi, Nigeria. Dette oprør kæmpes af fagforeninger, anti-kapitalistiske aktivister, græsrodsbevægelser og forbrugere verden over. Med bogen ’No Logo’ tager Klein en empirisk funderet diskussion af magt i et nutidigt perspektiv, kollektiv identitet i Vesten og politikken i forbrug. En sådan mini-etnografi på nutidens globale landsby er både underholdende og tankevækkende læsning. 

Oprør og magtkamp må stå der, hvor magten er. Ifølge Klein er det i dag hos virksomheder – ikke stater. Kampen mellem brands er en kamp på at sikre sig et marked, en identitet og en forbrugskultur. Klein udleverer i flæng eksempler på Nikes aggressive branding kamp imod Reebok og Adidas, Walmart og Starbucks’ epidemiske opkøbsstrategier, og at hverken Gap eller Tommy Hilfinger ejer nogen fabrikker – de skaber bare kultur. Kultur og identiteter, som virksomhederne visualiserer i de reklamer, som vi hver især bombarderes af på billboards, på busskure, i tv og magasiner, på facebook og på universitetet på daglig basis.

Foto: http://www.controlyourcash.com/wp-content/ uploads/2011/05/no-logo-1.jpg

MOESEBRYG // 47 -

Nyt fra uddannelseslederen Af: Susanne Højlund Foråret 2012! Det forår, hvor den nye organisation på AU skulle stå sin prøve. Ikke alt bestod – og en del er stadig til afprøvning. Det er vist blevet klart for enhver, og ikke blot for os, der har vores daglige gang på Aarhus Universitet. Nye administrative systemer, nye arbejdsgange, nye samarbejdspartnere, stillingsbetegnelser, telefonnumre, kontorer, studienævn osv. Når så meget skal laves om på så kort tid, er det ikke sært, at det hele ikke virker fra dag 1. Selvom alle har gjort deres bedste for, at omstruktureringen ikke skulle gå ud over jer studerende, har det dog ikke været muligt at friholde jer helt for svipsere. Karakterer er kommet for sent, tilmeldinger til eksamen er ikke blevet registreret for alle, der er lange svartider for optag på nye fag – for blot at nævne nogle af de utilsigtede hændelser, som flere af jer har oplevet, og som jeg på ’systemets’ vegne skal beklage og undskylde. Dette ’system’ får i øvrigt ofte skylden i disse måneder – måske fordi det ikke er nemt at gennemskue lige præcis hvor, en af de ansatte har svigtet, for alle arbejder hårdt på at få den nye organisation til at fungere. En ting er i hvert fald sikkert: det er ikke dovenskab, der præger AU lige nu. Men det til trods, er mødet med ’systemet’ ikke altid optimalt. Der er dog også positive udmeldinger herfra. Jeg synes som uddannelsesleder, at det har været spændende og givtigt at komme i tættere kontakt med jer studerende gennem det nye UFU, og gennem det aktive fagråd, som findes på antropologi. Jeg kan kun opfordre til fortsat fagpolitisk engagement fra jeres side, og jeg er over-

bevist om, at problemerne bliver løst hurtigere og bedre, når vi i lærergruppen har den tætte og løbende dialog med jer. En anden opfordring, jeg vil komme med i denne forbindelse, handler om modtagelsen af den nye årgang studerende på antropologi. I kan alle gøre meget for at hjælpe ’de nye’ godt på vej, både ved at melde jer som frivillige i RUS-ugen, og ved generelt at være opmærksomme overfor nye studerende, der nok kan have brug for gode råd til, hvordan man gebærder sig som antropologistuderende på såvel Moesgaard som i Nobelparken. Antropologistuderende Sara Vestergaard Ottosen er blevet ansat til at stå for at organisere RUS-ugen, som løber af stablen i uge 35. Hun vil inden længe komme med et udspil til, hvordan I kan indgå på forskellige måder i dette arrangement. Tag godt imod hende! Den kommende tid bliver præget af endnu en flytning af nogle af afdelingens ansatte, idet den nuværende lokalitet i bygning 1453 – i daglig tale ’Nobelgangen’ – skal overtages af Teologi og Religionsvidenskab. Nobeldelen af Antropologi flytter i juli til bygning 1465/67. Samtidig flytter Studiecenter Arts til Tåsingegade (det nuværende Teologi), så efter sommerferien skal I altså både finde den ene halvdel af Antropologi og Studiecentret nye steder. Undervisning vil fortsat hovedsageligt foregå på Moesgaard, som vil få forbedrede faciliteter hertil henover de næste par år, samt et nyt bibliotek, som forventes færdigt i foråret 2013. Jeg ønsker jer alle en god eksamenstid, og når I kommer så langt: en god sommer! De bedste hilsner fra Susanne Højlund. 

Foto: Katrine Sørensen

48 // MOESEBRYG

Nyt fra fagrådet - Omstrukturering og børnesygdomme Har du prøvet at lede forgæves efter studievejledningens telefonnummer? Set nogle vrede teologer? Hørt om HUM- og profilfag? Undret dig over, hvor den der AAL er blevet af? Så kan dit fagråd berolige dig med, at alt det mærkelige og nye, der sker for tiden, har en logisk årsag. Her er lidt nyt fra fagrådet. Af: Louise Hollerup Christensen og Line Beck Da vi gik over til 2012 efter Kristus, gik Aarhus Universitet over til en ny institutstruktur. Det betyder, at Antropologi har sagt farvel til det tætte samarbejde med Arkæologi og Lingvistik i AAL (Institut for Antro., Ark., Ling.) og er rykket ind i det helt nyetablerede storinstitut IKS; Institut for Kultur og Samfund. Her hører vi strukturelt hjemme med Historie, Arkæologi, Arabisk- & Islamstudier, Asienstudier, Østeuropastudier, Europastudier & Internationale studier, Klassiske studier, Religion, Filosofi & Idéhistorie samt Teologi. Hvor vi før var fire fag, er vi nu "11 stærke fagligheder", som det hedder sig på universitetets hjemmeside. Den overordnede idé med at slå de mange fag sammen i storinstitutter er at opnå, hvad ledelsen kalder "faglig synergi". Ej heller at forglemme, er institutter nemmere at holde styr på, når der er færre af dem – for ikke at nævne en eventuel økonomisk gevinst. Det er derfor, der i medierne har været en heftig debat om "kernefaglighed" på universitetet. Den top-down styrende ledelse, som er udpeget af en bestyrelse besat af hovedsageligt folk fra erhvervslivet, har lagt en linje, der tilskynder en bred, alsidig uddannelse. Eksempler herpå er HUM-fag, tilvalg og profilfag: ETCS-point som skal tages tværfagligt, hvor man før i større grad fulgte et afgrænset uddannelsesforløb indenfor hovedfaget.

Startproblemer og ensretning Den nye struktur har haft, og har stadig, sine startproblemer. Dens unge alder (februar 2012), hører til forklaringen, men der er set nogle ganske alvorlige tilfælde, fx med studerende, som ikke kunne få SU fordi de var blevet meldt ud af universitetet ved en teknisk fejl. Her spørger du måske: hvad har omstrukturering at gøre

med min SU? Jo, ser du: nu hvor vi alle er blevet samlet i større enheder, skal al praksis ensrettes for at muliggøre "synergiens" strømning. Ensretning af forskellig praksis indebærer bl.a. nye elektroniske systemer (vi siger, forhåbentlig, farvel til FirstClass til sommer), og i overgangen til disse er der altså smuttet et par indmeldelser.

Jo, ser du: nu hvor vi alle er blevet samlet i større enheder, skal al praksis ensrettes for at muliggøre "synergiens" strømning. Noget andet der skal ens- og afrettes, er fag som Studium Generale. Vi har jo fået nye venner i det nye institut, og det giver ikke længere (har det nogensinde?) mening at have faget med Arkæologi og Lingvistik. Fagrådet kan afsløre, at Antropologi er en meget eftertragtet samarbejdspartner til en ny Studium Generale praksis. Der er mange fag inden for IKS, som gerne vil lege med os. Ligeledes skal vi have fælles evalueringspraksis på instituttet og fælles merit- og dispensationsansøgningspraksis. Dertil fælles hjemmeside (generelt kan alt nyt og troværdigt spottes ved det brede billede i toppen af siden), fælles ledelse og fælleskonto. Bid også gerne mærke i det fælles IKS studienævn, for det er nemlig her, vi behandler dine ansøgninger om 4. eksamensforsøg – og her du har mulighed for medindflydelse som studerende på institutniveau til universitetsvalget i november.

MOESEBRYG // 49 -

Begge billeder her er fra Feltfortælllingsarrangementet efterår 2011, arrangeret af Fagrådet og Barbaren. Arrangementet har til formål at bygge bro mellem VIP'ere og studerende under uformelle, hyggelige og afslappede rammer. Gæsterne til arrangementet var Mikael Gravers og Morten Nielsen - og der var fyldt helt op med interesserede, glade og lyttende studerende i Studenterkælderen!

Uddannelses FagUdvalg På hele Arts-fakultetet er der på fagniveau, dvs. Antropologi og Human Security for vores vedkommende, opfundet noget kaldet UFU. UFU (nej, ikke UFO) står for Uddannelses FagUdvalg. Det består af 50/50 studerende og VIP'er (Videnskabeligt Personale, dvs. som regel undervisere). Kanterne er stadig en anelse uldne, men kort fortalt er det i UFU, man beslutter ting for sin uddannelse, indenfor de rammer studienævnet sætter. Det er derfor her, vi reelt arbejder med ændringer af studieordninger, evalueringer, de såkaldt "årshjul" og alt muligt andet, der har betydning for os alle sammen. Læg mærke til ordet "reelt" - UFU har formelt set ingen beslutningskompetence; den ligger stadig i studienævnet. Men da der aldrig er tid til noget som helst på de kæmpe studienævnsmøder, er det i praksis UFU, der tager beslutningerne – studienævnet godkender dem blot umiddelbart uden videre.

Er det hele så bare noget møg? Nej, ikke nødvendigvis . Nye muligheder Er det hele så bare noget møg? Nej, ikke nødvendigvis. Den nye struktur indeholder muligheder for valgbarhed og en meningsfyldt tværfaglighed i fx Studium Generale, som ikke fandtes i den gamle. Til sommer rykker vores administration til Nobel, og med tiden (10 år, plus/minus) vil vi studerende også komme med og blive en del af et større universitetsmiljø. Om dette er godt eller skidt afhænger af, hvem man spørger. Dog er det med sikkerhed skidt med alle de problemer og uigennemtænkte løsninger, som har vist sig efter årsskiftet. De skal nok falde på plads, og det skal nok blive godt. Men indtil videre vil vi i Fagrådet opfordre til at,

man som studerende aldrig forholder sig blindt til noget, der skal igennem universitetsmaskinen. Om det er din dispensationssag eller din eksamenstilmelding - det hænder, at ting falder mellem to stole. Du er også altid hjertelig velkommen til at komme og høre mere om, hvad der sker i det universitetspolitiske landskab hos os i fagråd, UFU og studienævn. Vi er her trods alt for det samme.

Uni-politisk lingo:

 Manegementsprog: erhvervsinspirerede ord, som ledelsen på AU bruger til at legitimere fx flytninger og fag, som skal tages på andre uddannelser.  Faglig synergi: et eksempel på manegementsprog. Betyder noget i retning af "dynamisk udveksling" mellem fagene. Et absolut fy-ord indenfor studenterpolitik, med mindre du siger det MEGET sarkastisk.  www.studenteropraab.blogspot.com : en anonym faktion af studerende indenfor Arts har en blog, hvor de griner lidt af det hele. God til et overblik over problemerne.  Fagrådet: dig, mig og ham den søde i fredagsbaren - alle antropologistuderende er passive medlemmer af fagrådet. Vi er dog også en fast gruppe af aktive medlemmer. Indflydelse opnås bedst ved deltagelse, så kom og vær med!  UFU: Uddannelses FagUdvalg (4 studerende, 4 VIP'ere).  IKS: Institut for Kultur og Samfund (7 studerende, 7 VIP'ere).  Studenterrådet: et råd for studerende på hele universitetet, uden formel magt.  Artsrådet: et råd for studerende på Arts, uden formel magt.  Linda Koldau: tysk professor på musikvidenskab, som har sagt op efter vrøvl med ledelsen. Har gjort et stort stykke arbejde med at skaffe den nye universitetsstruktur opmærksomhed i medierne.

50 // MOESEBRYG

Fagrådet lige nu Af: Line Beck

Succeshistorier fra 2011/2012 (indtil videre!):  Ændring af studieordning for Studium Generale 2. semester (bl.a. ændring i prioritering af fagspecifik og generel del af kurset samt eksamensform)  Ændring af studieordning for Etnografisk Metodeøvelse 2. semester og Tilvalg (bl.a. ændring af tidsmæssige placering af undervisningsgange)  Ændring af studieordning for Etnografisk Emneområde 4. semester (ændring i eksamensform)  Lovning på et satellitbibliotek på Moesgård  Ny slik – og fairtradekaffeautomat  Fagrådet har fordoblet antallet af aktive medlemmer!  Afvikling af feltfortællingsarrangement i foråret og efteråret 2011 (med formålet om at bygge bro mellem VIP og studerende i på en uformel og afslappet måde)  Gennemførelse af spørgeskemaundersøgelse af mentorordningen på bacheloruddannelsen, hvilken der arbejdes videre med af ledelsen Fagrådet har fået: 1 studenterrepræsentant i IKS (Institut for Kultur & Samfund) Studienævn 3 studenterrepræsentanter i UFU (Uddannelsesfagudvalget ved Antropologi, Sociologi & Human Security) 2 medlemmer i ARTSrådet

Hvad arbejder Fagrådet med lige nu?  At sikre bedre vejledningsforløb på både bachelor – og kandidatuddannelsen  At forbedre mentorordningen på bacheloruddannelsen  At sikre optimale fysiske forhold på Moesgård (bl.a. gennem Bygningsudvalget omkring brugen af de nye bygninger, som universitetet får stillet til rådighed efter flytningen af Moesgård Museum)  At sikre den bedst mulige evalueringsog vejledningsprocedure efter eksaminer  At foreslå ændringer til undervisningsstrukturen på BA 2. semester (herunder den tidsmæssige placering af kurserne Studium Generale, Regionalt Tema, Etnografisk Metodeøvelse)  At optimere pr og dialog mellem Fagrådet/Kultura og de studerende.

Kontakt Fagrådet:  FirstClass: ETN Studenter forum à ETN fagudvalg  Facebook: http://www.facebook.com/ FagradetForAntropologiOgEtnografi  Email: antrofagraad@gmail.com  Hjemmeside AU: http://www.sr.au.dk/sr/da/ fagrad/arts/fagradet-pa-antropologi-og-etnografi  Medlemmer: BACHELOR Emilie Lund Mortensen (2. sem.) Louise Hollerup Kristensen (2. sem., repræsentant i IKS studienævn og UFU) Laust Lund Elbek (2. sem.) Wienke Reimer (2. sem.) Cecilie Rahbek Thuesen (2. sem.) Charlotte Ettrup Christiansen (2. sem.) Søren Vind Knudsen (4. sem.) Sarah Blicher Jensen (4. sem., medlem af ARTSrådet) Ditte Malene Andersen (4. sem., medlem af ARTSrådet) Kristian Lindegaard Svendsen (4. sem., repræsentant i UFU, kontaktperson til VIP og TAP) Line Beck (4. sem., repræsentant i UFU, kontaktperson til studerende og udvalg). KANDIDAT OG TILVALG Ingen medlemmer pt. – Vil du være med, så kontakt Fagrådet. 

MOESEBRYG // 51 -

Cirkus på Moesgaard - Semesterstartsfest

Af: Maria Lauridsen Jensen, 2. semseter Fredag den 24. februar indbød festudvalget til cirkus på Moesgaard. Adskillige studerende så dette som snittet til at tilbringe noget kvalitetstid med vennerne. De seriøse studier blev udskiftet med øl, popcorn og kreative dragter. I manegen sås både sprechstallmeistere, klovne, akrobater, linedansere, elefanter, tigre, løver, tryllekunstnere og knivkastere, så der var helt sikkert noget for enhver smag. En temafest er bestemt sjovest, når deltagerne har gjort noget ud af det, derfor var det fantastisk at se, hvor mange der havde lagt tid og sjæl i at iklæde sig kreative kostumer. Cirkus er for de fleste lig med gode minder, og nu kan der tilføjes endnu et. 

52 // MOESEBRYG

Kend din underviser Er du nysgerrig på, hvad dine mystiske undervisere fx gemmer på af dårlige vaner og hvad deres drømme var, inden de endte på Moesgaard? Vi løfter sløret og bryder isen, eller hvad man nu siger, for Mads Daugbjerg, Ida Harboe, Ole Høiris og Steﬀen Dalsgaard. Mads Daugbjerg  Opvokset i Hørning 15 km sydvest for Århus. Et ikke særligt hipt sted, hvor det som ung var svært at insistere på at være hard core hip hopper. Fremtidsdrømme som barn: At blive tegneserie-‐‑tegner. Helst noget med riddere og drager, eller et fremtids-‐‑ dystopia-‐‑scenario som efter en atomkrig (noget der fyldte en del i ﬁrserne). Det bedste ved mit job: Idéfasen. At komme op med skæve og delvist uigennemførlige antropologiske projekter, der indebærer feltarbejde på mærkelige steder. Efter et reality check bliver de oftest skudt ned igen af mig selv eller andre. Pinlig vane: Jeg arbejder målre-et med min road rage, men ellers er jeg blid som et lam. Spiser helst: Langtidssimrende Osso Buco med en god pasta, og helst ikke: norsk takeaway.

Ida Harboe 

Opvokset på en nedlagt gård i Skovsgaard -‐‑ en lille by oppe i Nordjylland. Mine forældre ville gerne leve lidt alternativt, så i starten havde de et kollektiv sammen med nabofamilien, der boede i den gårdlængde, der tidligere havde været stalden. Det gik ikke så godt -‐‑ efter nogen tid blev der smækket en mur op mellem hus og stald og et solidt hegn, der delte gårdspladsen i to. Felt: Pt. forsker jeg i relationer mellem stat og borgere i det urbane Litauen med særlig fokus på sort arbejde og selvtægt. Jeg underviser i et regionalkursus om Østeuropa for tiden.

Som ung var (det) svært at insistere på

Pinlig vane: Hum, en til tider alternativ filmsmag. Har set 'ʹGrease'ʹ med John Travolta og Olivia Newton-‐‑John 16(!) gange, har set 'ʹNord og Syd'ʹ 3 gange, 'ʹPride and Prejudice'ʹ har jeg set 5 gange. Og så har jeg set alle Rocky Balboa filmene IFØRT en T-‐‑shirt hvorpå der stod: 'ʹItalian Stallion.'ʹ Ok, tror jeg stopper nu, det skal heller ikke blive FOR pinligt... Fremtidsdrømme som barn: Min barndomsveninde og jeg ville have en hundekennel, hvor vi ville opdræ1e grønlandske slædehunde Det bedste ved mit job: At forske og skrive. Jeg er feltarbejdsnarkoman -‐‑ elsker langt fysisk og psykisk krævende feltarbejde Helst/helst ikke: Ingen dag uden kaffe! Min hadespise er sild! Bvadr...

at være hard core hip hopper

… ville have en hundekennel, hvor vi

ville opdræ+e grønlandske slædehunde.

MOESEBRYG // 53

Ole Høiris  Opvokset i Højbjerg. Fremtidsdrømme som barn: Opdagelsesrejsende og senere, da jeg opdagede, at det hele var opdaget, også de hvide ple$er fra verdenskortene fra geografiundervisningen i skolen i Afrika og Australien, rejsejournalist. Det bedste ved mit job: Friheden til at forske i alt, hvad jeg finder interessant. Pinlig vane: Jeg holder med AGF. Spiser helst: en god saftig bøf eller en tatarmad -‐‑ jeg rører ikke bananer og fisk.

Steﬀen Dalsgaard 

Opvokset på en gård mellem Vejle og Kolding. Felt: Mit største projekt omhandler forståelser af staten med særligt fokus på Papua Ny Guinea i det vestlige Stillehav. De,e undersøger jeg ved at se på, hvordan staten 'ʹtæller'ʹ -‐‑ dvs. især hvordan demokratiske valg og folketællinger bliver udført. De4e er koblet sammen med en mere generel interesse for udviklingen af videns-‐‑ former forbundet med moderne statslig administration og bureaukrati. Derudover er jeg interesseret i, hvordan kulstof (især CO2) er ved at fremstå som en moralsk og symbolsk værdimarkør for vores civilisation, hvilket er

Jeg rører ikke bananer og ﬁsk. en del af et forskningsprojekt, som jeg har fået op at stå sammen med Michael Eilenberg (også fra vores afdeling). Jeg følger også løbende med i udviklingen af sociale medier, og jeg er her interesseret i, hvordan disse fungerer som kommunikations-‐‑ og mobiliseringsformer både på det politiske og det personlige plan. Fremtidsdrømme som barn: Fremtidsdrømmene (eller fremtidsvishederne som de måske skulle kaldes, for det var sådan, de føltes), skiftede efterhånden som barndommen skred frem; fra et simpelt ønske om at kunne få lov til at køre min fars traktor til i de tidlige teenage-‐‑år til at have interesse for astronomi, og hvordan vores kosmos er skruet sammen. Pinlig vane: Mange. Og netop fordi de er pinlige, skal de ikke blotlægges i de-e forum! Det bedste ved mit job: Frihed til at lave det, jeg interesserer mig for, og at jeg bliver betalt for at læse om og diskutere alverdens tanker om, hvad det vil sige at være et menneske. Spiser: aldrig studerende -‐‑ heller ikke til eksamen. Ellers er jeg altædende. 

Og sådan genkender du dem. Fra venstre ses Mads, Ida, Ole og Steﬀen.

54 // MOESEBRYG

Interview - med Ulrik fra de Etnografiske Samlinger Af: Bjørn Arnfred Bojesen Ulrik, du er etnograf? Ja, det er rigtigt. Jeg blev færdiguddannet i 2006, efter ni års studier. Nu er jeg leder for De Etnografiske Samlinger ved Moesgård Museum i Århus.

overlast. Måske er de arbejdsløse. De føler sig på mange måder uden for det danske samfund, og måske er det derfor, der er så mange unge 3. generations palæstinensere, som ikke befinder sig godt, og som er i konflikt med de danske myndigheder.

Hvad lavede du i dit feltarbejde? Jeg var i Ægypten, i Alexandria, hvor jeg lavede et projekt om nogle græske, italienske og armenske familier. De er en lille rest, som er tilbage af nogle store grupper fra tiden før 2. verdenskrig.

Har du en særlig interesse for mindretal? Sådan set ikke. Mit feltarbejde handler om de her folk, som på en måde lever meget i fortiden. De har drømmen om en storhed i fortiden. Jeg var optaget af spørgsmålet: Hvordan erindrer man? Det var faktisk også temaet for mit speciale, som handlede om palæstinensiske flygtninge i Danmark…

Hvad skal til, for at de får det bedre? Det er klart at for at fungere godt, skal man være en del af et fællesskab på lige vilkår med andre. I Danmark har man talt om at integrere folk – men i praksis har man krævet, at folk med en anderledes religiøs og kulturel baggrund skulle assimileres. Jeg tror, at spændet mellem det sagte og det, som man rent faktisk har gjort, har ført til, at man taber en hel masse mennesker.

Så efter Ægypten lavede du et nyt feltarbejde i Danmark? Det var sådan et minifeltarbejde. Mens jeg skrev på mit speciale, interviewede jeg herboende folk med palæstinensiske rødder. Det handlede om deres kollektive erindring af et Palæstina, som de aldrig har været i.

Hvordan forholder de danske palæstinensere sig til deres fortid? Hvis man ikke føler sig godt tilpas i den nutid, man er i, vil man have større tilbøjelighed til at holde fast i noget fortidigt, også selv om det er en tankemæssig konstruktion. For de folk, hvis bedsteforældre er født i Palæstina, er det et politisk spørgsmål. De taler om, at de vil have deres land tilbage. Men det betyder ikke at de vil kaste tøjlerne fra sig her – det handler mere om retten til at kunne flytte tilbage. De søger en anerkendelse af, at deres folk har lidt en overlast – og af at de selv lider en Foto: Bjørn Arnfred Bojesen

MOESEBRYG // 55 -

Lever danskerne i fortiden? Godt spørgsmål. Det tror jeg, nogle gange vi gør. Jeg tror, vi alle kan falde tilbage i en eller anden romantisk tanke om noget, vi forestiller os, var en gang, hvor det hele var uproblematisk. Nogle danskere vil jo sige, at der var mange dårligdomme, der begyndte at komme, da der kom indvandrere hertil. De prøver at holde fast i en fastfrosset billede, som er ude af proportioner. Der var jo andre dårligdomme. Dem har man bare glemt!

Har du et andet billede, som disse mennesker i stedet kunne holde fast i? En buddhist ville jo sige, at man altid skal være i nuet. Fortiden er væk og fremtiden kommer først senere. Det synes jeg, er en god filosofisk leveregel. Om man så kan gøre det stringent i praksis, er jeg ikke lige så overbevist om… Jeg synes, at hvis man bestræber sig på at fokusere på nuet, så er man kommet langt. Jeg kan også sagtens se, at man nogle gange har behov for at holde fast i fortiden. Det gør vi jo til dels her på De Etnografiske Samlinger. Vores arkiver er en måde at holde fast i en fortid på. Men det er ikke bare for fortidens skyld. Fortiden kan bruges til at belyse nutiden, eller måske fremtiden! Jeg holder selv meget af at kigge på familie- og barndomsbilleder. Det giver en god følelse, at man kan tænke sig tilbage i noget, som er rart at tænke på.

Hvis vi ser på Danmark i 2012, hvad kan du så som antropolog sige om danskerne? Indtil for ti år siden var Danmark kendt for sit frisind og sin åbenhed over for andre kulturer. Der blev givet enormt mange penge til ulandsprojekter og hjælp som sådan. De seneste ti år har der været en politisk bevægelse væk fra de værdier, som jeg synes Danmark stod for. Det toppede under muhammedkrisen, men jeg synes generelt, vi er blevet mere egoistiske og mindre optaget af bløde eller åndelige værdier. Men jeg tror, vi nu igen er på vej hen imod en større opmærksomhed på andre ting end fladskærme og store huse og dyre sommerferier. Hvad der kendetegner danskerne? Hvis du spørger en nordmand, vil han sige, at danskerne er nordens italie-

nere, at vi er livlige, og at der er gang i den. Det er jo ikke det billede, vi har af os selv! Et sted har jeg stadig forestillingen om en dansker i hvide tennissokker og klaphat: en eller anden form for frisind, der er blandet med en solid socialdemokratisk opfattelse af retfærdighed. Det kan også være lidt småt skåret nogle gange, det er vi danskere jo også kendt for. Man skal ikke vifte alt for meget med ørerne her, før man får dem i maskinen!

Hvad ville være spændende temaer for en antropolog i Danmark? I studietiden læste vi en tekst af Prakash Reddy, en indisk antropolog, som havde tilbragt noget tid ude i Hvilsager. Det var ret pudsigt at se os selv som objekt for et etnografisk studie! Jeg synes, der er mange ting, der kunne være sjove at kigge på. En landmands forhold til sine dyr – det kunne være spændende. Den danske kultur er faktisk meget lidt belyst af folk, der kommer udefra og kan undre sig over nogle af de ting, som vi danskere gør og siger. Det er også sjovt for danskerne at blive mødt med en udefrakommende persons syn på vores kultur. Pludselig får vi nogle ting at vide, som vi ikke selv har tænkt over. På samme måde som vi undrer os, når vi kigger på indfødte folk i Afrika eller hvor fanden, vi nu tager hen! 

Om forfatteren: Bjørn Arnfred Bojesen er cand.mag. i nordisk (vikinger!) og spansk (Mexico!). I to omgange (2009 og 2010) har han været ansat som akademisk medarbejder på De Etnografiske Samlinger, Moesgård. Han bidrog med planchetekster til museets udstilling ”Den store slæderejse”. Han skriver for bloggen http:// www.transparent.com/danish – som handler om dansk sprog og kultur. Transparent Language er et amerikansk firma der sælger sprogkurser. Ved at bringe artikler som interviewet med Ulrik, håber Transparent og Bjørn at kunne sætte Danmark på verdenskortet.

56 // REKLAMER

Vil du gøre en forskel? Bliv lektiehjælper på Viby Bibliotek Vi efterlyser frivillige til vores lektiecafé Dansk Flygtningehjælp har en lektiecafé i samarbejde med Viby bibliotek. Vi hjælper børn og unge med at klare lektierne fra 1. klasse og helt op til og med gymnasie-niveau. Caféen holder åbent tirsdage og torsdage fra kl. 15.-17.30. Som frivillig lektiehjælper tilbyder vi dig at: o

Afprøve dine faglige og pædagogiske evner

Indgå i et team med andre frivillige

Få erfaring til CV´et

Mød op en tirsdag eller en torsdag og få en snak med de frivillige. Adressen er: Viby bibliotek, Skanderborgvej 170, 8260 Viby. Læs mere om Dansk Flygtningehjælps mange aktiviteter her: www.flygtning.dk. Eller læs mere om vores lektiehjælpsprojekter her: www.frivillignet.dk/lektiehjaelp



Vil du Gratis på Roskilde Festival? Som pantindsamler for DFUNK, kan du arbejde dig til armbåndet, samtidig med, at du støtter en god sag. De indsamlede penge går til unge asylansøgere, der lever på gaden i Athen. Andre fordele ved at være pantsamler: • En fed oplevelse, med en masse søde mennesker. • Et dejligt måltid mad på hver vagt. • Adgang til et skønt bagområde med masser af aktiviteter. • Massage og badefaciliteter i bagområdet. • Mulighed for at arbejde på akkord, så man kan få tidligt fri, hvis man er effektiv. Læs mere og tilmeld dig her: http://www.dfunk.dk/roskilde/

REKLAMER // 57 PRESSEMEDDELELSE:

Lær hemmeligheden bag den gode præsentation Hvad har døde kroppe med Power Point-‐‑teknik at gøre? Det får studerende på Medicin på Aarhus Universitet mulighed for at ﬁnde ud af, når et nyt samarbejde mellem universitetet og foredragsﬁrmaet TALERØRET I/S sæ7er akademisk formidling på skemaet.

Som et nyt og spændende tiltag bliver medicinstuderende på Aar-‐‑ hus Universitet undervist i mundtlig præsentationsteknik. Udover selv at skulle lave et oplæg, får de studerende et lynkursus i, hvor-‐‑ dan man holder et spændende foredrag. Lynkurset a,oldes af to antropologistuderende fra ﬁrmaet TALERØRET I/S. De medicinstuderende både hører og oplever, hvordan man laver et spændende og lærerigt foredrag. Deres opmærksomhed bliver automatisk vækket lige fra start, når foredragsholderne starter foredraget op med at tale om lig i Madagaskar, som er et klassisk eksempel på, hvor vigtigt det er, at foredragsholderen indleder med at fange sit publikums opmærksomhed i stedet for at præsentere sig selv som det første. ”Faktum er, at vi mennesker lærer bedst, når vi har konkrete eksempler at hænge vores viden op på. Ved både at vise de gode og de dårlige eksempler, lader vi de studerende selv mærke, hvordan deres koncentration daler, når fx et foredrag ikke bliver indledt på den rigtige måde. Så behøver vi næsten ikke sige mere, de kan jo godt selv se det,” fortæller

Vibeke Christoffersen fra TALERØRET I/S. Det klassiske eksempel på dårlige opstart, krydret med kon-‐‑ krete redskaber, tvinger de studerende til at være refleksive omkring deres egen fremtræden. En egenskab de kan bruge, både i forbindelse med deres studie, men også senere i kar-‐‑ rieren og livet. ”Det, TALERØRET I/S gør inden for kommunikation, er noget nyt og spændende, som ikke er set før,” fortæller projektleder på Center for Medicinsk Uddannelse, Louise Binow Kjær. ”TALERØRET I/S klæder simpelthen de stude-‐‑ rende på til at holde foredrag”. Det nye undervisningsforløb arrangeret af medicin foregår over fire timer, hvor de studerende indledningsvist skal fremlægge en kort præsentation under vejledning af en underviser fra Medicin, hvorefter TALERØRET I/S som en times inspirerende foredrag afslører hemmeligheden bag det gode foredrag. Undervisningen foregår d. 29. marts & 7. april kl. 8-‐‑12 + 12-‐‑16. Ved spørgsmål kontakt TALERØRET I/S -‐‑ Mie Nielsen / tlf: 61 65 64 12/ mie@taleroeret.dk /www.taleroeret.dk

Interesseret i kultur? Det er ikke nødvendigt at rejse til udlandet for at opleve anderledes kultur. Projekt Netværk for mænd formidler kontakt mellem frivillige danske mænd og mænd med udenlandsk baggrund. Som frivillig i Netværk får du kontakt med en bruger med udenlandsk baggrund – typisk fra sprogskolen i Aarhus. Du mødes med din etniske ven, når I har tid og lyst. I bestemmer helt selv, hvad I får tiden til at gå med fx film, sport, hjælpe med at lære dansk mv. Det vigtige er blot, at I begge har det sjovt og får noget ud af samværet.

Ønsker du at blive frivillig, eller vil du gerne høre mere om projektet, så kan du sende en mail til karina.thaudal@gmail.com eller ringe på 60 74 22 80.

Inspiration til film om tid Redaktionens brainstorm på temaet tid gav flere associationer til film, der leger med forskellige tidsopfattelser. Det blev til en lille håndfuld film, som vi gerne vil dele med jer.

The Butterfly Effect (2004) Evan Treborn (Ashton Kutcher) har, siden han var barn, lidt af blackouts på vigtige tidspunkter i sit liv. Tidspunkter, hvor han er meget stresset og hvor der sker noget skæbnesvangert for fremtiden. Hans psykiater opfordrer ham til at føre dagbog. Som voksen læser Evan dagbøgerne igen og befinder sig lige pludselig tilbage i sin barndom og ungdom med mulighed for ændre på fortiden på netop de tidspunkter, hvor han havde blackouts. Det benytter han bl.a. til at redde sin barndomskæreste Kayleigh fra sexmisbrug. Men de små ting, han laver om på, viser sig at ændre nutiden betydeligt, og det synes nærmest umuligt at ende op med en nutid, hvor alle har det godt.

Click (2006) Michael Newman (Adam Sandler) er en meget stresset arbejdsnarkoman, som ikke rigtig har tid til sin kone og børn, fordi hans chef stiller store krav til ham. En dag møder han Morty (Christopher Walken), som har løsningen på alle hans problemer: En magisk fjernbetjening, der giver ham mulighed for at sætte tiden på pause og springe over de ting, han ikke gider. Fjernbetjeningen bliver hurtigt en uundværlig gadget, men det viser sig, at fjernbetjeningen overtager styringen og begynder at vælge ting for ham, som den husker, han tidligere har valgt. På denne måde mister han flere år af sit liv, hvor hans krop kører på autopilot, indtil han en dag vågner op og alt er pludseligt forandret. Kan han nå at forhindre, at tiden løber helt fra ham?

The Bucket List (2007) Edward Cole (Jack Nicholson) og Carter Chambers (Morgan Freeman) deler værelse på sygehuset og får begge at vide, at de pga. lungekræft ikke har lang tid tilbage at leve i. Med udgangspunkt i Carters "bucket list" (liste over ting, han gerne vil nå, inden han dør) forlader de to (ikke helt unge) mænd deres familier og tager på jordomrejse for at opfylde listen - springe i faldskærm, flyve over Nordpolen, se Taj Mahal, køre på motorcykel på den kinesiske mur mm. - og de bliver efterhånden rigtig gode venner. En både sjov og sørgelig film om de tanker, man kan have, når man ikke har lang tid tilbage at leve i.

In time (2011) Året er 2161 og menneskekroppen stopper med at ældes, når man fylder 25. Herfra har man ét år tilbage at leve i, med mindre man kan købe sig endnu mere tid. Tiden er altså den ultimative valuta. Penge findes ikke, men en kop kaffe fx koster 6 minutter. En konstant kamp om at besidde nok tid resulterer i, at de rige nærmest udødeliggøres, mens de fattige dør dagligt. I de fattige områder er kampen om hinandens tid hårdest, og hvis man har for meget tid, risikerer man at blive dræbt. Will Salas (Justin Timberlake) bor i et sådant område og bliver beskyldt for mord. Han flygter med et gidsel (Amanda Seyfried), men der viser sig store forhindringer.