informanten_FRIHED

d

Inf rmanten

For책r 2011

Moesebryg Identitet og organisationer Singlelivets frihed?

Rejsefrihed

P책 supplering

// TEMA: FRIHED

Redaktion

Leder ”Et åbent fængsel” lyder umiddelbart som en selvmodsigelse. Ikke desto mindre findes der i alt otte i Danmark. Søby Søgård på Fyn er ét af dem, og herfra har tv- og radioværten Mikael Bertelsen, lavet seks radioprogrammer for P1. Ifølge Kriminalforsorgen har et åbent fængsel ikke tykke mure, porten er åben om dagen, og der er mere frit end i andre fængsler. Men de indsatte må ikke bare gå ud. De skal have lov først.

Som lytter var jeg glad for at holde Mikael Bertelsen i hånden gennem fængslet, mens tragiske skæbner og kæphøje drengerøve fortalte mig historier fra livet bag murene. Min ellers kritiske holdning til det danske fængselsvæsen fik slebet kanterne, da jeg hørte de ansatte fortælle om pædagogiske tiltag og en fast tro på det gode i mennesket. Et åbent fængsel; selvmodsigende, men ikke nogen dårlig idé, tænkte jeg ved mig selv. Men så mødte Mikael og jeg, fangen Freddy.

Freddy har siddet i både lukkede og åbne fængsler i Danmark igennem 22 år. Han er, hvad man nok kunne kalde en ekspert på området. Idet Mikael Bertelsen spørger ham, om han hellere vil sidde i et lukket fængsel, svarer han: ”Ja. Der ved jeg hvor muren er. Dertil og ikke længere. Det her er ligesom en narresut.

Du kan se friheden, men du kan ikke gå ud i den. Nøjagtig som en narresut.”

Ordene rungede i mine øregange i lang tid efter.

Det åbne fængsel skulle efter sigende være mere frit – men måske gør det blot dommen endnu hårdere?

Jeg blev mindet om, at frihed har forskellige grænser og at de mure der omgiver os, ikke behøver at være af sten, for at holde os fanget.

Jeg måtte slukke for min radio og se mig omkring.

Friheden var sluppet ud af sit guldbur, og nu baskede den rundt som en forfjamsket fugl i mit hoved. For man sætter da ikke spørgsmålstegn ved frihed? Hov, nu gjorde jeg det alligevel.

I dette nummer af Informanten har vi ladet friheden flyve. Du kan komme til Israel, Indien og Afrika, hvor frihedens mure bliver bygget af helt andre sten end vi kender til. Du kan blive udfordret i din opfattelse af frihed, blandt andet i forhold til kærligheden, tørklædet, ledelse, globalisering og rejsen. Derudover er der selvfølgelig nyt fra Moesen og spændende artikler fra antropologer der enten tager tilvalg, eller skriver Phd. Jeg håber, at de forskellige artikler vil gøre os bedre i stand til at begribe så flyvsk et begreb, som frihed.

Rigtig god læsning.

Lisbeth Burich Korrektur, skribent & layouter Cathrine Hørdum Korrektur

Laura Nyhus Kirk Skribent & layouter Kasper Jelsbech Knudsen Korrektur, skribent & layouter Kriztiina Solrajah Milthers Skribent Mark Nikolajsen Skribent, layouter & webansvarlig Siri Mørch Pedersen Korrektur

Katrine Sørensen Korrektur & layouter Marie Blæsild Redaktør & layouter

Charlotte Ærø Heikendorf Redaktør, skribent & layouter

- Marie Blæsild

Informanten er lavet for og af antropologistuderende i Århus. Send os masser af ris, ros og gode forslag på informanten.antro@gmail.com

// TEMA: FRIHED

Indhold TEMA: Frihed

LIMINALT

Singler har nedern liv Mie Lynggaard Nielsen

s. 28

Gør noget du ikke har lyst til: Tør du tørklæde?

Laura Nyhus Kirk

s. 4

So, where are you from?

Charlotte Heikendorf

s. 30

Boganmeldelse: ‘Byer for Mennesker’ af Jan Gehl Ane Bonde Rolsted

s. 6

Udsigten fra ”tørklædets fængsel” Lisbeth Burich

s. 32

Aarhusianske antropologer skal jo supplere Charlotte Heikendorf

s. 10

Friheden til at rejse Maria Myhlendorph

s. 32

Немоного о там, как уцить русский язык Astrid Stenstrøm

s. 12

”Frihed att”, ”Frihed från” och Globaliseringen Ulf Hannerz

s. 34

Hvad dælen er kognitiv semiotik?

Kasper Jelsbech Knudsen

s. 14

Fotoreportage fra Israel Nikoline Høgsgaard & Morten Thaysen Laurbjerg

s. 35

Journalistik åbner døre for antropologien Emilie Lukman Nielsen

s. 16

Israel, Mellemøstens eneste demokrati Peter Møller

s. 36

Kulturstudier i Indien Ane Bonde Rolsted

s. 20

Frihed til at sige ‘fuck janteloven’!

Maja Tønning

s. 22

Frihed og identitet Ole Fogh Kirkeby

s. 52

Reklame fra frivillige organisationer Global Cultural Solution, Dansk Flygningehjælp, Red Barnet Ungdom

s. 25

Det moderne menneske Mark Nikolajsen

s. 26

Scrabble & Frihed Marie Blæsild & Mark Nikolajsen

Hvad tænker du?

s. 2

d

MOESEBRYG s. 38

Græskar, øl, fest og strip – 1. års hyttetur Sara Vestergaard Ottosen

s. 40

Take me back to the Fifties Natasja Steffensen & Camilla Andersen

s. 42

Forår, forandring og fadøl Kristian L. Svendsen & Jens S. Ø. Rasmussen

s. 43

Student’s Council Line Beck

s. 44

Livsstilssygdomme – et antropologisk felt Anders Lindelof

s. 46

Ph-hvafforno’et - interview med Cecil Marie Mark Nikolajsen

s. 48

Hverdag i Pavillonen Michael Qvotrup

s. 51

Faglederen orienterer Mikael Gravers

d

d

Informanten: Afdelingen for Antropologi og Etnografis studieblad, Aarhus Universitet Trykkeri: Fælles Trykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora Oplag: 300 eksemplarer Forsidefoto: Mark Nikolajsen. Bagsidefotos: Charlotte Ærø Heikendorf & Mark Nikolajsen

1

2

// TEMA: FRIHED

Singler har nederen liv Der er noget, jeg har tænkt over.

Når jeg engang imellem er til familiefest. Alle er samlet. Der er sat fut i gangstativerne, sovsen damper, festen går i gang, også sker det…uden undtagelse – the golden question. Man ved aldrig hvornår og fra hvem, det kommer - men kommer, det gør det. ”Hvorfor…hmm….(tygge-pause)…hvorfor har du egentlig ikke en kæreste, Janne?” Der går en vind igennem rummet. Selvom resten af selskabet er midt i andre samtaler, ved jeg, at de alle lytter. Ørene bliver spidsede – og jeg, ja i det øjeblik er jeg bare glad for, at jeg ikke hedder Janne…

Af: Mie L. Nielsen, Bachelorstuderende i Antropologi og Etnografi, 6. semester Der går en vind igennem rummet. Selvom resten af selskabet er midt i andre samtaler, ved jeg, at de alle lytter. Ørene bliver spidsede – og jeg, ja i det øjeblik er jeg bare glad for, at jeg ikke hedder Janne…

Min familie viser interesse for min kusine Janne og hendes liv, fair nok.

Men det, jeg så har undret mig over, er, hvorfor der aldrig er nogen, der spørger til mig og mit liv! Hvorfor sætter min tante Gerda sig aldrig ned ved siden af mig, stryger mig på kinden, kigger mig i øjnene og spørger: ”Mie, hvorfor har du egentlig en kæreste…?”

Lykken! Den gyldne dame – hende, vi alle jagter, guldet for enden af regnbuen, det højeste mål i livet.

Hvem gider at være single?

Ifølge nordmanden Tone Hellesund er det at være single en mindre anerkendt identitet i dag, end det var, dengang single hed ’pebermø’.

Modsat singletilværelsen, der ofte opfattes som en midlertidig in-between status, blev pebermøen nemlig ikke nødvendigvis set som en kvinde uden kæreste og som en modsætning til mennesker i parforhold, som en i-mangel-af-bedre-mulighed, en ”deter-da-fint-nok-lige-nu-men-engang-i-fremtiden-vil-jeggerne-have-en-kæreste”-status.

Pebermøen var ikke et modstykke. Hun var i en helt anden kategori. Ikke defineret ud fra sit forhold til parforholdet, men fx ud fra sin deltagelse i sociale aktiviteter og sit engagement. En anden slags menneske – defineret ud fra hvad hun var, i stedet for hvad hun ikke var!

Og hvorfor er det så interessant? Jamen det er det bl.a., fordi antallet af singler stiger stødt. Og på trods af, at singlen udgør en ret stor procentdel af den danske befolkning, opfattes singlelivet bare stadig ikke som særlig attraktivt!

Så hvad er det, der er så fedt ved de der parforhold? Og hvorfor ville det være så skidt at være single resten af sit liv?

Lykken! Den gyldne dame – hende, vi alle jagter, guldet for enden af regnbuen, det højeste mål i livet.

I rigtig mange samfund opfattes der som værende tæt forbindelse mellem kærlighedsparforhold og lykke.

(Bonusinfo: ’Heteronormativitet’ kaldes det, når der i samfundet er magtstrukturer, der skaber og opretholder ideen om det heteroseksuelle parforhold som det rigtige og det bedste).

… kærligheden opfattes som noget, vi ikke selv vælger, men som vælger os…

Når kærligheden og parforholdet opfattes som det, der giver livet mening, det der gør mennesket lykkeligt, toppen af poppen – hvem har så lyst til at afskrive sig det?

Så ja, Janne og alle I andre eneboere, hvorfor er I

egentlig singler?

Single? – derfor har du ikke en kæreste Før en fyr i tv-programmet ”Dagens mand” skal

vælge hvem af kvinderne, han vil ud med, får han chance for at lære dem at kende. For nylig valgte en af fyrene at stille de to kvindelige kandidater spørgsmålet: ”Hvorfor er du stadig single?”

// TEMA: FRIHED

”Jeg ved det ikke helt.…jeg synes jo, jeg er et godt catch….men ja, jeg er også begyndt at tro, at der måske er noget i vejen med mig” – var noget i retningen af det, der blev svaret.

Og det er jo vildt interessant. At kærligheden opfattes som noget, vi ikke selv vælger, men som vælger os – og at der derfor må være en grund til, at vi ikke er blevet valgt! Måske vi snakker for meget, er for dominerende, er for tætte med vores mor, er for tykke, drikker for mange øl, dater for lidt eller går efter de forkerte mænd.

Men hvad nu hvis det med at være single blev opfattet anderledes? - Hvis denne ”Dagens mand”-kvinde i stedet for at opfatte sin singlestatus som et udtryk for en personlig brist – en fejl, der gør hende særligt svær at elske - hvad nu hvis hun i stedet havde svaret: ”Jeg er single, fordi jeg gerne vil være det”, ”fordi jeg er meget intelligent”, ”fordi jeg har haft lyst til at være single” eller noget helt fjerde?

Et eller andet sted, helt dybt nede MÅ hendes mand da være en lille bitte smule jaloux over, at hun har en kæreste ved siden af….han vil bare ikke indrømme det.

fx, jeg ville have tænkt noget i retningen af: Det er bare, fordi hun ikke kan få en mand…” eller måske ”Hello girlfriend, du benægter jo total – jeg var også som dig, før jeg fik en kæreste – ville ikke virke desperat. Det er helt okay, kærligheden skal nok komme til dig også”.

Og det handler jo ikke kun om singler! Tænk bare på Joan Ørting og hendes to mænd. Jeg tror, vi er mange, der har tænkt: ”Et eller andet sted, helt dybt nede MÅ hendes mand da være en lille bitte smule jaloux over, at hun har en kæreste ved siden af….han vil bare ikke indrømme det”.

Men måske han faktisk ikke er det! Og måske man faktisk KAN være lige så lykkelig, når man er single! Eller ikke måske – det kan man! Det handler bare om, at vi begynder at opfatte det som en mulighed.

Så hvis denne artikel skal have et budskab, må det være: flere kombinationer og mere frihed til identitetsskabelse!

….så behøver vi heller ikke have ondt af singlerne mere…

PS: Prøv at søge på ’single’ eller ’kærlighed’ blandt antropologiske tekster. Du vil blive overrasket, hvor lidt der faktisk er blevet skrevet om to af den ’vestlige’ verdens mest populære emner.

Se det er sgu interessant!

Når Anthony Giddens snakker om identitetsskabelse, taler han bl.a. om, hvordan det moderne menneske har et utal af valgmuligheder.

Henriette (der, før industrialiseringen kom, skulle være kogekone ligesom sin mor) kan i dag blive lærer eller mekaniker, bo i alle verdens lande, være lesbisk eller lade være, være sur, rig osv. Der er dog 1 krav.

For ifølge Giddens skal den identitet, Henriette vælger, anerkendes som en mulig identitet af hendes medmennesker, før den kan ’bruges’.

Hvis fx kombinationen: 1) ’single’ og 2) ’glad for sin civilstatus’ - ikke opfattes som en troværdig kombination, kan Henriette være nok så glad – ingen vil tro

hende!

Så hvis ’Dagens mand’-kvinden nu faktisk havde svaret anderledes, er det slet ikke sikkert, det havde gjort en forskel. For vi ville formentlig ikke have troet hende. Jeg tror

Hvad tænker du på?

3

4

// TEMA: FRIHED

So, where are you from?

Conducting pop-anthropology among exchange students about the

interconnection between freedom, nationality and culture

– if any…

Nationality seems to be a very important, however tacit, issue. Starting from the notion of freedom as an idea that everybody has a relation to and perspective on, I am doing pop-anthropological research among my international friends and fellow exchange students.

By: Charlotte Heikendorf, 6th semester of Anthropology Among international students the headline of this article is always one of the very first questions I am asked. It is also one of the first I ask. Honestly, I am really struggling to remember people by name, but I always know them by look and nationality. The question about nationality offers a whole range of different readymade topics for conversation, in a way that one’s name doesn’t. About a week ago I was at a party in an international corridor, where the most Swedish influences were drunken people practicing Swedish words for their next lecture in Swedish language and the only Scandinavian person; me. Here a girl I was chatting with tried to start a conversation over names:

Foto: Charlotte Ærø Heikendorf

“Uh Charlotte! That’s such a beautiful name.”

Just as awkward as the compliment sounded to me was my reaction. I stared in turns at the ceiling to my right and at my own shoes while I muttered a thank you. My comeback was the nationality question. That did open a long conversation about the peculiarity of her country and the peculiarities of mine. She is pretty-looking with an oval formed face and is from China.

There are only good reasons to start with the question about nationality. For exchange students the question is a more effective ice-breaker than Joey’s how are you doing and at the same time it is just as relevant and with the same potential of classifying people as the question about favorite musician or band is at Roskilde festival.

Nationality = Culture

The question about nationality is often asked as a question of culture and identity. It is only days since I was tipsy chatting with a Swedish guy about DanishSwedish differences. His name is completely gone for me, but I do remember his Stockholmish accent. The mood was high and we were on our way from the nightclub to an afterparty, as he asks: “Is it true that Danes think that the Swedes seem smarter than Danes because the Swedish language is so much more intellectual?” I’ll just leave the comment hanging…

I have an ulterior motive with this article. It is to challenge the dominating and very tacit knowledge surrounding nationality and culture. Hence I would like to send a thought to our friend Johan Gottfried von Herder, the father of nationalism. Herder is the guy behind the equation one nation = one culture = one language. Indirectly he can be blamed for all you prejudge about follow-the-rules Germans, passionate Spanish, drunk Swedes, effective Chinese, and snobby French etc.

Starting from the theme of this magazine, I have done structured interviews about culture and the notion of freedom with three persons. What they all have in common is that they are girls, exchange students, approximately same age and that all of them live in the international corridors in Sparta, one of the biggest student houses in Lund. Nationality is one of the only factors which vary and therefore it might be the reason for the different answers – or not?

// TEMA: FRIHED

From: Italy What is freedom to you?

Freedom for me is the ability to do something without any obligations and without being judged by anybody because of it. That is what I personally consider as freedom. I guess it is influenced by the fact that I grew up in a democracy, in Italy.

Do you think there is an interconnection between culture and the notion of freedom?

I think there is a historical influence on the notion of freedom. Like in the 18th century when Italy was in economical troubles and as a result of that the Romanticism flourished.

The old days just seemed so much better, compared to the troubles of the present.

But is there any link between culture and freedom?

I don’t know; it is really hard to say. I think that one’s political and educational background matters more than the cultural. The politics in Italy at the moment aren’t very good and it makes people focus on the highlights. Yes, I think there must be a historical link between culture and freedom.

Do you think differently about freedom now when you are at exchange?

Sure, I do. I think that being at exchange influences you a lot. You see different things and it makes you think differently. For example, the other day I was in Gerdahallen (the local training center) and in a training class I saw a student

What is freedom to you?

It is really a complicated question. Freedom is such an abstract notion and really difficult to explain and concretize. As a theoretical concept, I think freedom is about doing what you want to do. But that is the absolute notion of freedom and that doesn’t exist in reality. Freedom is always limited and it has to be in order for humans to be able to live together in societies.

It is very dogmatic to talk about freedom. There is a lot of talk about freedom in the Western world and I think it is important that people start to define the concept of freedom before they talk about it.

I think freedom is a good thing. It is limited and it ought to be. I guess the Western world is more free than other parts of the world, but even here we must have limitations and we have as well.

Do you think there is an interconnection between culture and the notion of freedom?

I guess there is an interconnection. Maybe it is just because a universal idea of freedom doesn’t exist. However, I think that it is more than the culture which determinate the idea of freedom. I think it might be more of a personal idea really.

Do you think differently about freedom now when you are at exchange?

Name: Carlotta Basile Age: 22 Study: Master in Business and Management

Foto: Charlotte Ærø Heikendorf wearing a veil. I have never seen that before.

At exchange you get to see different people than at home. At home I would mainly meet people with the same background as I. Here I meet all kinds of different people with different points of view.

There was also one day where I was walking in the park and I saw a woman wearing a burka.

She was completely covered. My very first thought was: “How does she see where she is walking?” but afterwards I started thinking why she was wearing it and why I don’t.

Name: Adelina Rashkova Age: 22 Study: Political Science From: Bulgaria

I think that doing exchange definitely gives you something and it gives you a new liberty to do something. It offers you the chance to develop in a new way and to change yourself. Here you have the chance to do something you wouldn’t have done at home. I really appreciate that.

That is definitely a reason why I think it is so important to do an exchange.

5

6

// TEMA: FRIHED

Name: Sabrina Kramer Age: 21 Study: Business Administration and Economics From: Switzerland

What is freedom to you?

Freedom is when you can do what you want.

When there is no border from the government or from your parents. To me freedom is when you can do things more freely and fulfill your spare time in the way you want to. Freedom

also depends on your perspective, like if you were in prison freedom is being outside and if you live in a wartorn country freedom is being rid of the war.

Do you think there is an interconnection between culture and the notion of freedom?

There might be an interconnection, I am not sure though. I guess the basic idea of freedom is the same, but it is a difficult question. I think since some cultures have been free and democratic longer than others, freedom is more normal and taken for granted than in other cultures where people are used to limitation.

In our western culture freedom is so normal, while in other cultures freedom isn’t guaranteed.

Do you think differently about freedom now when you are at exchange?

I think the biggest difference to me is to live alone.

Here there are no parents around to ser borders and to tell you when to be at home. In that way life here is like going on holiday. At exchange I have much fewer obligations and I have a much eaiser university life.

At home I had much more duties, I had my volleyball, my work etc. and here there is much more room for doing what you want to do. d

Udsigten fra ”tørklædets fængsel” - tørklædedebatten set indefra: En beretning om tro, ansvar, frihed og fordomme, sminkede arabere og satanister…

Af: Lisbeth Burich, 4. semester 29.03.2006: Et nyt debatprogram har premiere på DR2.

Til debat er kulturkløften mellem den vestlige og den islamiske verden, og de to studieværter, som har vidt forskellige udgangspunkter, er Adam Holm og Asmaa Abdol-Hamid. Allerede efter første udsendelse står det dog klart, at programmets indhold er blevet overskygget af studieværten Asmaa, og det på grund af hendes tørklæde. Flere kvindeforeninger, heriblandt Kvinder for Frihed, kræver Asmaa fjernet, fordi ”en studievært med tørklæde og islamistiske holdninger sender et forkert signal”1. Ifølge Vibeke Manniche, læge og formand for Kvinder for Frihed, er en tørklædeklædt studievært problematisk af to grunde: Det krænker idealet om en religionsneutral offentlighed, og så er tørklædet i sig selv problematisk, fordi det symboliserer en kvindeundertrykkende religion, som tvinger små piger ind i ”tørklædets fængsel”. Manniche forklarer i

en kronik i Information fra 2007”At bære tørklæde dag ud og dag ind vil aldrig være et valg, som et legende, nysgerrigt og frit barn foretager frivilligt. Tværtimod vil tørklædet netop hæmme barnets udvikling og udfoldelsesmuligheder, ligesom det kan påføre pigen regelret sygdom.

En tradition med ganske alvorlige følger for pigens udviklingsmuligheder, og en tradition, som ikke hører et moderne samfund til”2. Modviljen mod tørklædet, udspringer af en opfattelse af tørklædebærende piger som ofre for en brutal patriarkalsk religion og er vidt udbredt i den offentlige debat, også i år 2011. Men de piger, der tales om, er kun sjældent repræsenteret i debatten. Det gjorde mig nysgerrig på at se tørklædedebatten fra pigernes eget synspunkt. Hvordan ser de selv på dét at bære tørklæde? Hvordan indvirker mediernes fremstilling af tørklædeklædte unge kvinder på pigernes egen selvopfattelse? Hvordan er det at bære tørklæde som ung kvinde i dagens Danmark?

// TEMA: FRIHED

22.02.2011: Der er pigekomsammen i lektiecaféen i Viby, som drives af Dansk Flygtningehjælp. Syv piger mellem 13 og 18 har fundet vej til det lille mødelokale, som i dag danner rammen om vores hastigt arrangerede tørklædedebat. Der bliver spist kage og hyggesnakket. Enkelte frivillige kigger ind og kaster misundelige blikke på chokoladekagen midt på bordet. Men det er altså udelukkende de unge muslimske piger, kagen er tilegnet. En frivillig ifører sig et improviseret tørklæde – hans egen sweater trukket op over hovedet – i håb om at denne forklædning vil give ham adgang til kagen, men det halvhjertede forsøg giver ikke pote. Han og de andre frivillige ser sig besejrede og trækker sig tilbage, mens jeg tager mine tørklædeklædte informanter i øjesyn. Hver pige har sit personlige udtryk - ikke ét tørklæde ligner de andre: Der er ensfarvede og mønstrede, simili-besatte og på anden måde ornamenterede tørklæder, samt et enkelt i Burberry-print. Resten af pigernes påklædning er mere nedtonet. Man fornemmer, at tørklædet er det centrale i pigernes påklædning – den del af påklædningen, som får lov til at ”larme” mest. Og tørklædet har, pigernes unge alder til trods, været en tro følgesvend gennem flere år. De fleste tog det på da de var omkring ni eller ti år; man tager det på fordi det er nyt og spændende og fordi ens veninder begynder at gå med det, lyder det samstemmigt bordet rundt. I starten tager man det af og på hele tiden, men efterhånden bliver det en fast og uundværlig del af ens påklædning. ”Jeg kan ikke gå uden for uden tørklæde længere. Det er helt unormalt. Det er ligesom der mangler noget,” fortæller pigen med det flotte isblå tørklæde.

Pigerne forklarer, hvordan tørklædet med alderen og erfaringen overgår fra at være et smart accessory til at være mere end det – man finder ud af, at der i tørklædet ligger et løfte og en forventning om at skulle bære sig ad på en bestemt måde. Tørklædet er i denne henseende bare en lille del af den pakke, bestående af bestemte værdier og regler, man som muslim lever efter. Tørklædet og den øvrige påklædning, som skal være løs, er de eneste synlige tegn på, at du er en god muslim; i og med at du dækker dig til, viser du respekt for Gud. Den indre dimension handler om at opføre sig respektfuldt over for andre og om at føre sig med værdighed. Værdighed er et nøgleord i pigernes begrebsverden og bliver forbundet med dét at bære tørklæde. Det er værdigt at dække sig til med det formål at skjule sin skønhed, at gå i ”ordentligt tøj”, som det hedder i pigernes terminologi.

tørklæde. Det er sådan lidt dobbeltmoralsk.” At iføre sig stramt tøj eller at opføre sig løsagtigt, samtidig med at man bærer tørklæde, negligerer tørklædets betydning. Tørklædet indebærer et løfte om at opføre sig som en god muslim, og dét at være en god muslim er en pakke, som man ikke kan frasortere i: ”Piger, som ryger eller drikker i smug… De burde smide tørklædet.

Alle dem, som ikke er klar til det. Det er alt eller intet.”

Dommen er hård over for tørklædepiger, som ikke lever op til de forventninger, der stilles til en god muslim. Sådanne piger opfattes som hykleriske. Men hvis mine informanter er så hårde over for medsøstre, som skejer ud, hvad må de så ikke mene om de danske piger, som går med nedringede bluser og udslået hår? ”Jeg har det fint med det. Det er jo deres eget valg,” siger én af mine informanter med et skuldertræk.

Denne tolerante indstilling kommer af en anerkendelse af, at ikke-muslimer ikke spiller efter samme regler, som muslimer gør – ikke-muslimer har aldrig foregivet at ville leve efter Koranens forskrifter og bryder derfor heller ikke noget løfte ved at opføre sig som de gør.

Min informants trækken på skuldrene kan også tolkes som høflig desinteresse i hvad danskere foretager sig – muslimer og ikke-muslimer lever i forskellige kulturer, isolerede verdner som skaber distance kulturerne imellem. Som muslim blander du dig ikke i ikke-muslimers måde at leve på, til gengæld bliver andre muslimers opførsel inspiceret og vurderet grundigt, som eksemplet med den sminkede araber illustrerer. Når det kommer til moralske bedømmelser er kriterierne altså helt forskellige for hhv. muslimer og ikke-muslimer. Du bliver bedømt efter hvilke regler du

Dobbeltmoralske arabere

Tørklædet bliver symbolet på alle de andre egenskaber, som kendetegner en ”god muslim”. Men fordi man bærer tørklæde, er man ikke nødvendigvis en god muslim, pointerer pigerne samstemmigt. Til at understøtte dette fortæller pigerne historie på historie om tørklædeklædte medsøstre som fx har stramt tøj på, ryger eller på anden måde opfører sig upassende. ”Når jeg fx ser en araber, der går med stramme bukser og tørklæde – det er jo ikke rigtig muslimsk. At gå med make-up og alt muligt. Man viser jo andre sin kropsform og samtidig går man med

Hvad tænker du på?

7

8 // TEMA: FRIHED

har skrevet under på, og forskellige grupper skriver under på forskellige regler. ”Man skal respektere andres kultur, hvis man vil have, at andre skal respektere ens egen kultur,” siger en informant, mens de andre piger nikker anerkendende. Pigerne fremhæver tolerance og respekt som dyder, der er krævet i et samfund, hvor flere kulturer lever dør om dør. På den anden side af kultur-hegnet kan det dog indimellem knibe med tolerancen, mener mine informanter. Én fortæller om en episode med en gymnastiklærer, som anfægtede hendes tørklæde med et ”hvorfor kan du ikke bare være som de andre?” Hun fortæller: ”Jeg svarede ’du bliver nødt til at respektere hvordan vi er’. Og så gik jeg. Jeg gad ikke at blive skældt ud.”

En anden informant beretter om en episode med en klassekammerat, som fandt sted efter informanten var begyndt at gå med nederdel (for at skjule benene). ”Han kommer op til mig og siger ’hvad er det for noget du har på?’ Så tænkte jeg bare ’hvad er det han siger?!’ Så sagde jeg: ’Altså, det er tøj, ligesom det der du har på. Jeg har da lov til at have det på som jeg har lyst til at have på’. Så gik han sin vej.”

Tørklædepiger og satanister

Klar til tørklædet

Min samtale med pigerne i lektiecaféen har givet mig en anden vinkel på tørklædedebatten – en forståelse af og en måde at tale om tørklædet på, som udfordrer den mediecirkulerede diskurs om tørklædet som symbol på undertrykkelse og kvindehad. Ifølge pigerne står tørklædet for værdighed og for det bånd, de har til Gud – og tørklædet er en personlig sag, som man selv vælger til eller fra. Der er altså ingen af de her piger, som er tvunget ind i ”tørklædets fængsel”, selvom de anerkender, at det er tilfældet for nogle få. Frem for alt fremhæver pigerne friheden til at være sig selv – men – har man lovet at leve efter Koranens forskrifter og dermed indskrevet sig i det muslimske fællesskab, forpligter det. Tørklædet er i den forbindelse det forseglende symbol; når man bærer tørklæde, har man om muligt endnu mere pligt til at opføre sig som en god muslim, fordi tørklædet indikerer, at man tager sin religion alvorligt. Med tørklædet følger et ansvar.

Som ovenstående eksempler viser, bliver man som pige, der bærer tørklæde, i Danmark jævnligt udfordret på sin tro og sin livsstil. Man må stå model til fordomme og modstand mod muslimsk praksis og kæmpe for retten til at være den man er. For man har ret til at være sig selv, hævder pigerne, og hvordan du klæder og opfører dig er kun op til dig selv. Og alligevel er pigerne godt klar over, at nogle piger ikke selv har valgt at tage tørklædet på: ”Selvfølgelig er der nogen, som bliver tvunget til at gå med tørklæde, men der er ingen, der vil indrømme, at de bliver tvunget til det.” For mine informanter er dét at tvinge nogen til at bære tørklæde dybt problematisk. Det gode kommer af at tage egne valg – der kommer intet godt ud af at blive tvunget til tørklædet: ”Jeg synes slet ikke man skal tvinges til at gå med tørklæde. Hvis man først bliver tvunget til det, så gider man ikke. Hvis din far har tvunget dig til at gå med tørklæde, mens du boede hjemme, når du så flytter væk, så smider du tørklædet som det første. Det er ligesom at man ikke kan tvinge en person til at være muslim… altså man skal føle for det”. Ligesom den rette opførsel og påklædning hører med når man bærer tørklæde, er det essentielt at tørklædet bæres frivilligt.

Ellers mister tørklædet sin autenticitet. At tage tørklæde på er et stort skridt, som man skal føle sig ”klar” til – den dag, man tager tørklædet på, har man altså gennemgået en proces, som har gjort én moden til tørklædet. Lysten og motivationen til at bære tørklæde skal komme indefra.

Derfor er påtvunget tørklæde en negligering af hele pointen med at bære tørklæde. Tørklædet betyder ingenting, hvis ikke det indre spiller med.

Pigerne kender udmærket til det negative billede af tørklædebærende piger, som cirkulerer i medierne, men mener ikke at problematiseringen af tørklædet er berettiget. ”Jeg synes ikke man skal diskutere så meget, bare respektere hvad folk har på. Sådan nogle satanister som har sorte kapper der går helt ned til gulvet – hvorfor snakker de ikke om det?”

Det er en udbredt antagelse blandt mine informanter, at polemikken omkring tørklædet udspringer af angst for det fremmede og manglende forståelse fra danskernes side: ”Jeg tror ikke danskerne kan sætte sig ind i, hvordan det er for os. At man kan have været nødt til at flytte fra sit hjemland pga. krig. De tror, at vi [muslimer] kommer for at overtage hele landet.”

En pige indskyder, at jo flere piger med tørklæde, man ser i gadebilledet, jo mere almindeligt og acceptabelt bliver det i danskernes øjne. Diskussionen om tørklæder i det offentlige rum er således ret simpel i mine informanters øjne; det er jo bare et spørgsmål om, at danskerne skal vænne sig til det.

Tørklædet som et symbol er så åbent og flertydigt, at det faktisk kan rumme modsatrettede fortolkninger.

Hvad der for Vibeke Manniche og andre tager sig ud som et overgreb på den personlige frihed, ses af andre som værende netop et udtryk for personlig frihed. Og når Manniche taler om at befri pigerne fra deres tørklæde-fængsel, ville det fra (nogle af) pigernes synsvinkel opfattes som et overgreb på deres frihed og ret til netop at gå med tørklæde. Hvem har friheden på sin side? Mens der fra begge sider kæmpes indædt om retten til sandheden, må vi i mellemtiden stille os tilfredse med nok engang at have fået bekræftet, at alt afhænger af øjnene der ser. d

// TEMA: FRIHED 9

Side 9-vild!

Sara Ottesen, 2. semester, vildt udklĂŚdt som Scissor Sister.

Foto: Ingeborg Kirk

10

// TEMA: FRIHED

Friheden til at rejse

- backpackerens idé om frihed

Hvor mange af Jer læsere har ikke været af sted på den store backpackertur – på jagt efter frihed og autentiske oplevelser?! I denne artikel ser skribenten på sine egne backpackererfaringer og spørger hvor ubegrænset og frit hun – og backpackeren generelt – bevæger sig rundt i verden.

Af: Maria Myhlendorph, 6. semester Frihed er temaet for denne udgave af Informanten.

Gennem min bacheloropgave beskæftigede jeg mig med den frihed, som i en globaliseret verden forbindes med at rejse. At rejse har også inden den nuværende globaliserede tidsalder været et udtryk for frihed, men i dag gør billige flybilletter, hyppige afgange og et stigende antal af forbindelser denne frihed større og mere tilgængelig for flere mennesker. Denne større tilgængelighed har ifølge sociologen Zygmunt Bauman delt verdens befolkning op i to grupper – turister og vagabonder. Bauman skriver i ’Globalisering – de menneskelige konsekvenser’ fra 1998, at den rige turist har grønne lys alle vegne, mens den fattige vagabond eller migrant må holde for rødt, når han rejser ud i verden. I Baumans analyse er friheden til at rejse i den globaliserede verden altså begrænset for den fattige, mens den rige rejser uden begrænsninger for sin frihed.

Men hvor vidt er denne skelnen mellem de to grupper endegyldig? Kan det virkelig være sandt, at den rige kan bevæge sig ubegrænset og frit rundt i verden? Det er nogle af de spørgsmål, som jeg har stillet i min opgave.

Til at finde svar skulle jeg bruge en repræsentant for den frie rejsende, og hvem ville være et bedre eksempel end den såkaldte backpacker? Størstedelen af de rejsende backpackere er fra den nordvestlige rige del af verden, og idéen om frihed er et vigtigt og grundlæggende begreb i backpackerens værdikodeks.

Den frie og uafhængige backpacker?

Jeg har efterhånden mange gange selv spændt rygsækken fast, taget vandrestøvlerne på og begivet mig ud på eventyr som backpacker, og jeg er sikker på, at mange af Informantens læsere på et eller flere tidspunkter ligeledes har defineret sig selv som backpackere. Hvilke forestillinger er det, at vi som backpackere har om den rejse, vi foretager? Og hvorledes adskiller den sig fra den gængse turistferie? Ifølge de feltrapporter, som jeg har benyttet mig af min opgave, handler det for backpackeren om at komme off the beaten track til uberørte områder via ruter, som ikke er planlagt og bestemt på forhånd. Rejsen skal være præget

af frihed, uafhængighed og gerne inkludere interaktion med lokalbefolkningen (Anderskov 2002, Sørensen 1992).

Det er disse idéer, som får os til at associere backpackeren med en fri rejsende. Men det, at backpackeren søger det ukendte, betyder ikke, at han nødvendigvis også finder det, eller overhovedet kommer off the beaten track.

Min første rejse som backpacker gik, efter gymnasiet og et års surt optjente penge, til Kina, Thailand, Indien og Sydafrika. Under rejsen skulle jeg backpacke og ikke bare være ’almindelig’ turist. Derfor medbragte jeg en bog som guide, og jeg havde en taske på ryggen i stedet for at slæbe rundt på en af de der rullende, larmende og besværlige trolleys, som vel for enhver inkarneret backpacker er indbegrebet af ’Den Anden’ rejsende. Derudover havde min rejsepartner og jeg ikke planlagt andet udover flyafgange til og fra destinationerne samt indkvartering på hotel den første overnatning. Vi anede altså ikke, hvad vi skulle opleve, hvem vi skulle møde og hvor vi ville ende op undervejs – idet lå der en kæmpe frihed. Vi følte os frie og modige. Jeg tror, at mange backpackere starter på denne måde med en følelse af enorm frihed. Samtidig sætter jeg dog spørgsmålstegn ved, hvorvidt dette er ensbetydende med, at backpackeren som repræsentant for den rige turist faktisk har udelukkende grønne lys forude og dermed er fri til at bevæge sig hen, hvor hjertet begærer.

At rejse med Lonely planet som guide

Ruten for min jomfrurejse som backpacker var ikke en ordinær rute, fordi den ikke var en af de på-forhåndsammenstrikkede jordomrejser, som rejseagenterne hos Kilroy udbød. Men den var alligevel forudbestemt inden rejsens begyndelse, og allerede der brydes der med idéen om den ubegrænsede frihed. Backpackernes destinationer er grundlæggende bestemt af, hvor flyene kan transportere dem hen. Dernæst er mange backpackere – i hvert fald de jomfruelige af slagsen – guidet på vej af en rejseagent som Kilroy. Nogle destinationer anbefales, mens andre advares imod. Advarslen kan være af

Også backpackerne søger mod de destinationer, som indeholder deres kultur, og er dermed med til at fastholde deres egen kultur i det fremmede.

// TEMA: FRIHED 11

forskellige årsager som politiske eller militære, men de kan også være af den simple grund, at der simpelthen bare ikke er noget at opleve – ifølge Kilroy eller Lonely Planet.

Antropolog og turismeforsker, Anders Sørensen har under sit feltarbejde fra 1992, fundet frem til, at der for backpackeren ”… opstår en afhængighed af oplysninger af autoritativ karakter.” (Sørensen 1992:105), som dermed indskrænker backpackerens frihed til at vælge mellem destinationer og oplevelser. Sørensen har ydermere oplevet, hvorledes nogle af hans informanter har fravalgt destinationer, fordi de ikke var anbefalet i Lonely Planet, og hvordan de slavisk følger den rute, som er anbefalet i bogen. På denne måde giver Lonely Planet ikke kun forslag til, hvor backpackeren skal rejse hen, men fastlægger ruten for ham. Den rejsende er altså afhængig af oplysninger af autoritativ karakter og dermed ikke udelukkende fri og uafhængig.

Det velkendte i det fremmede

Når Bauman skelner mellem den rige turist, som har ubegrænsede muligheder for sin færden rundt i verden, undlader han en vigtig faktor i sine betragtninger.

Teoretisk set har den rige turist friheden og mulighederne til at bevæge sig frit, men i praksis er han alligevel søgende efter noget velkendt og nogle retningslinjer, der kan fortælle ham, hvad og hvordan han skal bevæge sig.

Denne søgen mod det velkendte er, ifølge antropolog, Christina Anderskovs feltrapport fra 2002, i strid med backpackerens værdikodeks og dermed vores billede af backpackeren som en fri og uafhængig rejsende. Ideelt set søger backpackeren, som nævnt tidligere, det ukendte, samtidig med han ønsker at opnå interaktion med den lokale befolkning på destinationen (Anderskov 2002:18f).

Interaktionen med den lokale befolkning er, ligesom den frie bevægelighed, umiddelbart forbeholdt den rige turist, fordi han ved, hvordan han kan bevæge sig ud og ind mellem kulturer som en kosmopolit (Werbner 1999:19f). Den fattige vagabond eller migrant derimod anses ofte som en rejsende, der i det fremmede isolerer sig i surrogathjem, som skabes af migranterne for at fastholde deres oprindelige kultur (Hannerz 1992:248).

Af egen erfaring som backpacker kan jeg ikke undgå at sætte spørgsmålstegn ved, om ikke også backpackeren skaber surrogathjem under sin rejse? Et godt eksempel er Khao San Road – backpackernes paradis!! Alle som har backpacket i Sydøstasien kender dette område i Bangkok, den thailandske hovedstad. Men paradiset kunne også beskrives med den mere kedelige betegnelse: surrogathjem. Et surrogathjem er et sted, hvor landsmænd befinder sig i omgivelser, hvor de finder sig bedst tilpas

(Hannerz 1992:248). På Khao San Road befinder vestlige ’landsmænd’ sig i omgivelser, som opfylder deres krav til billig indkvartering, billige restauranter, et stort udbud af rejseagenter, der kan lede dem videre ’off the beaten track’. Her er rig mulighed for at møde andre rejsende i gæstehusenes lounges, ved en bucket-stand på gaden eller hos en af de utallige Phat Thai vogne, der servicerer de mange rejsende med billig og autentisk mad.

Den rige turist har grønne lys alle vegne, mens den fattige vagabond eller migrant må holde for rødt.

Et særligt kendetegn ved et backpacker surrogathjem som Khao San Road er ikke kun, at backpackerens efterspørgsler er opfyldt, men også at den lokale befolkning sjældent begår sig i et sådant område. Både Anderskovs og Sørensens informanter udtaler, at de sjældent interagerer med den lokale befolkning, hvilket er en naturlig konsekvens af, at man har det bedre sammen med de mennesker, som man har noget tilfælles med (Anderskov 2002:26).

Det er altså ikke kun migranten, der søger det velkendte i det fremmede, når han bevæger sig rundt i verden. Også backpackerne søger mod de destinationer, som indeholder deres kultur, og er dermed med til at fastholde deres egen kultur i det fremmede. Søgen mod disse surrogathjem er med til at forme og begrænse backpackerens rejse – sammen med anbefalingerne fra fx Kilroy og Lonely Planet.

Den rige og den fattige rejser ikke på samme vilkår.

Men hvor den rige ofte opfattes som at have grønne lys alle vegne, så må han også til tider holde for rødt. De røde lys optræder mere skjult for den rige, i og med at backpackeren træffer sine egne valg om, hvorhen han rejser. Disse valg er dog underlagt den ”… afhængighed af oplysninger af autoritativ karakter”, som bl.a. Lonely Planet bidrager med, og individets søgen efter andre ’landsmænd’ og omgivelser, der virker genkendelige. De røde lys for den rige er måske nok ubevidste, men derfor ikke mindre betydningsfulde for den ubegrænsede frihed til at rejse. d

12

// TEMA:FRIHED

”Frihet att”, ”Frihet från” En personlig erinring, och en till litet längre fram Någon gång i mitten av 1960-talet gjorde jag ett kort återbesök på Indiana University, för att redogöra för den mastersavhandling jag snart nog skulle lämna in. Litet tidigare hade jag tillbringat ett stipendieår där, delat mellan den antropologiska institutionen och ett African Studies Program. David Bidney, en av antropologiprofessorna, lyssnade på min beskrivning av min (litteraturbaserade) studie av identitet och nätverk i förändringsprocesser i Nigeria. Och så frågade han till sist: ”And where does freedom enter into this?” Litet förvånad hittade jag väl på något svar, jag minns inte vad. Men inte var det som en fråga om frihet jag engagerat mig i ämnet.

Af: Ulf Hannerz , Professor emeritus ved Socialantropologiska institutionen, Stockholms universitet Frihed i antropologiens verden

Bidney är nog nu en av antropologins bortglömda. Han var en av pionjärerna vid institutionen på Indiana University, där han glidit in i antropologin från en bakgrund i filosofi. När jag började läsa vid den lilla, rätt nya Etnografiska institutionen i Stockholm fanns där, minns jag, ett exemplar av hans bok Theoretical Anthropology, som antagligen de flesta bläddrade i någon gång, utan att den lämnade mera varaktiga intryck. Dock var just ”frihet” Bidneys stora intresse. Senare redigerade han en bok om The Concept of Freedom in Anthropology, men den avsatte knappast några särskilda spår i disciplinen heller.

Bronislaw Malinowski brydde sig också om frihet.

Alldeles innan han dog i USA, våren 1942, skrev han (motiverad av den pågående världskrisen) på boken Freedom and Civilization, som han inte hann få riktigt färdig, men som ändå kom ut efter en viss slutredigering av hans änka. Här syntes Trobrianderna inte mycket till, och av Malinowskis böcker är säkert detta en av dem som samtida och efterföljande antropologer ägnat minst uppmärksamhet.

Någon central plats har frihetsbegreppet sällan fått i antropologiskt tänkande. Till stor del beror det väl på att det uppfattats som vagt och mångtydigt. I den offentliga politiska retoriken, där det spelat större roll, rörde det sig under 1900-talet allmänt sett från vänster till höger på honnörsordens skala. Under det tidiga 2000-talet, då det blev nyckelordet för presidenten George W Bushs utrikespolitik, framstod det mer än någonsin som en intellektuell och praktisk katastrof. I antropologin, återigen, blev det i Foucaults och Bourdieus efterföljd en huvudtendens att finna maktens former överallt – och ju mer makt man kunde blottlägga, ju mindre teoretiskt utrymme blev det väl för frihet.

Men kanske det kan bli en alternativ etnografisk ut-

maning att finna de vinklar och vrår i samhällens liv där människor finner något som kan identifieras som frihet.

Erving Goffmans Asylums, om ”totala institutioner”, från 1960-talets början och på sitt sätt en föregångare till Foucault, kastar också sitt ljus över de mikro-utrymmen där institutionernas interner trots allt undgår fullständig kontroll. Och en bok som jag recenserade en gång för länge sedan och tyckte mycket om var Paul Riesmans Freedom in Fulani Social Life, om ett västafrikanskt herdefolks känsla för frihet och självkontroll. När jag nu skriver detta har jag också i ett par veckor, på flera direktsändande TV-kanaler, kunnat följa hur hundratusentals egypter, samlade på Befrielsetorget i Kairo, uttryckt just sitt frihetsbegär. Även om friheten kan verka svårgripbar kan den tydligen bli värd att satsa allt på.

Flertydig frihed

Kanske är det med ”frihet” som med många andra evigt återkommande begrepp så att det är betydelsefullt precis genom att vara fullt av betydelser – mångtydigt snarare än entydigt. Dess glidningar öppnar synfält åt flera håll, och det kan vara intressant att tänka med, och tänka kring, just därför. Kombinerar man ”frihet” med ”globalisering”, ett senare tillkommet nyckelbegrepp men med avsevärd mångtydighet, det också, får man mycket att göra.

Låt oss här bara ägna ett ögonblick åt två välkända huvudtendenser i frihetsbegreppet: det kan vara ”frihet att”, och det kan vara ”frihet från”. När världen blir mer sammanhängande, när den åtminstone på somliga sätt ser ut att öppna sig, vidga horisonter, skapa nya rörelsemöjligheter för både människor och kulturella former, är det lockande att betona friheten ”att”. Det kan vara en frihet, kanske ibland litet banal, för konsumenten att välja mellan fläskstek och sushi, mellan vals och samba, mellan H C Andersen och Salman Rushdie. Mer allmänt kan det vara en frihet att se nya alternativ, att välja och att välja bort, att kritisera. Detta har i hög grad varit en källa till antropologens egen intellektuella frihet, att veta att det

// TEMA: FRIHED

och globalisering mesta kan vara annorlunda någon annanstans i världen.

Problemet med denna ”frihet att” är bara att den i realiteten ofta är begränsad. Alla kan inte resa vart de vill, flytta vart de vill, se och höra vad de vill, säga vad de vill. Även i det globaliserade samhället kan det finnas censur, störningssändare, visumkrav. Detta är därtill inskränkningar i friheten som är påtagligt ojämnt fördelade, i världen och mellan människor.

Dessutom är det en komplikation att friheten kan vara kollektiv eller individuell, och att den ena kan komma i motsättning till den andra. Särskilt när globaliseringen får formen av mänsklig rörlighet, och grupper flyttar över gränser, kan de kräva en frihet att ta sina livsformer med sig. Inte minst så har ”multikulturalism” som program blivit ett begrepp nära förknippat med globalisering.

Men när en grupp söker att bevara sin integritet och sitt sätt att leva kan den också ges utrymme att bevara sina gamla interna maktrelationer, eller något som liknar dem så mycket som möjligt. Den kollektiva friheten kan bli ett hinder för dem som varit missgynnade – kanske kvinnor, kanske ungdomar – och som i en individuell ”frihet att” skulle se möjligheten att göra egna, nya val, eller helt enkelt att välja samma som människor i omgivningen utanför gruppen. I återkommande företeelser som tvångsgiften och hedersmord visar sig dramatiskt de komplicerade relationerna mellan kollektiv frihet, makt och individuell frihet. ”Frihet från” är ett sätt att beskriva något obehag man slipper: fattigdom, hunger, våld. Ofta innebär det att ”frihet från” också betyder ”trygghet”. Det går knappast att bortse från att den ekonomiska tillväxt som globaliseringen medfört i somliga delar av världen, särskilt i Asien, sedan den senare delen av 1900-talet har fört med sig mycket av denna sorts frihet, för stora befolkningsgrupper. Och ibland går ”friheten från” och ”friheten att” hand i hand. Frånvaron av materiella bekymmer kan göra det lättare att tänka fritt, tala fritt, välja, planera.

Men ”friheten från” kan ibland komma att uppnås på bekostnad av ”friheten att” – de ganska auktoritära samhällsskicken i åtskilliga av de länder som vuxit snabbast tycks till stor del bygga på att människor kan fås att bortse från somliga medborgerliga rättigheter så länge livet går bra på andra sätt, kanske rentav överraskande bra jämfört med hur det var förr.

Fisk og frihed

Nu till min andra personliga erinring. Den mastersuppsats om Nigeria som David Bidney och hans kollegor vid Indiana University så småningom fick att läsa var som sagt byggd på litteraturstudier, men egentligen hade

jag redan tillbringat en del tid i det västafrikanska landet, och det var inte så litet detta som en gång fört mig till antropologin. Fastän mina tidigare resor dit hade egentligen haft att göra med ett ungdomligt intresse för akvarier och tropiska fiskar – jag var där för att undersöka vad som simmade i Sydnigerias floder och bäckar, och samla in somligt av det. Bland det jag fick i min håv, och skickade hem per flyg, var något litet stim av vad jag identifierade som en medlem av släktet lyktögonfiskar.

Rätt långt senare kunde jag konstatera att vad jag fångat var en art som inte varit känd förut, och som faktiskt därför kommit att få namnet Poropanchax hannerzi. Det kan ju möjligen för min egen del betyda att mitt namn blivit odödligt. Men hur har det gått för den lilla lyktögonfisken själv? Man kan ju säga att den med sitt nya namn lämnat sin lokala anonymitet och tagit en i och för sig blygsam plats i det zoologiska världssamfundet. Men risken finns att den därefter rätt snart utgick ur världens fauna. De trakter i sydöstra Nigeria där jag fann den hör till dem som under senare årtionden härjats svårast av den framträngande globala oljeindustrins miljöförstöring.

En lokal motståndsrörelse har med kidnappningar och sabotage mot oljeinstallationer då och då dragit uppmärksamheten till sig i världens nyhetsflöde.

Detta är ett område, i och nära Nigerflodens delta, som spelade sin roll i en tidig fas av Västafrikas globala kontakter. I kustområdet vid Sydatlanten fanns välmående självständiga stadsstater – Bonny, Opobo – som drev handel med världen. Det gällde delvis naturprodukter, men under en lång period var det en handel med slavar, som tillfångatogs längre in i landet, och skeppades ut västerut, över havet, mot Plantageamerika.

Så var slavhandeln en förfluten form av globalisering som för många inblandade innebar absolut ofrihet.

Och ett par hundra år senare, då Shell och andra oljebolag sträcker sina tentakler in i samma område, skapar miljöförstöringen, som en av vår tids globaliseringsformer, inte trygghet utan otrygghet. För människorna i Nigerdeltat, osäker försörjning, hotad hälsa. För andra arter där kanske en utslagning av livet självt. När rubrikerna talar om hotande artdöd i världen, genom framträngande mänskliga verksamheter, handlar de oftare om pandor i Kina, jättesköldpaddor på Galapagosöarna. Men hotet kan vara lika verkligt, eller mera, för en liten anspråkslös lyktögonfisk, inte mer än några centimeter lång.

Berättelsen om globalisering är inte bara en enda berättelse, om ”frihet att” eller om ”frihet från”. Den är en mångfald av berättelser, om friheter och ofriheter, om trygghet och risk, som började för länge sedan, och som antagligen inte har något slut.d

13

14

// TEMA:FRIHED

Fotoreportage fra Israel Af: Nikoline Høgsgaard & Morten Thaysen Laurberg, 6. semester.

Kibbutz Samar ligger som en lille grøn klat midt i den barske, tørre, varme, stenfulde, salte, gule, golde, grumme og stort set planteløse Negevørkenen i det sydlige Israel. I januar lavede vi fotografisk feltarbejde blandt unge, som efter 2-3 års værnepligt, arbejder frivilligt i kibbutzen.

For de unge er ørken-kibbutzen en boble i samfundet, fysisk og mentalt afskærmet fra resten af landet - en måde at få en pause fra det omkringliggende samfund med konflikt, pengeproblemer og travlhed. I Samar kan man ikke bruge penge, men alt er gratis, hvis man til gengæld arbejder i daddelplantagen eller et andet sted i kibbutzen.

Med støtte fra studiesamlingen (kan anbefales!) laver vi i løbet af foråret en udstilling med vores billeder. Hold øje!

We do everything together in one big group. At dinner time one will shouts “food” and people will gather and go to the dining room together.

-Aviv

// TEMA: FRIHED

d

My sister asked me if the life in Samar isn’t an escape. Why should it be an escape? Just because you don’t have to deal with bills, banks, houserent, and stuff like that. With the pressure 24/7 you escape from the spiritual side of life. Here you have a lot of time for yourself. And that can be the hard part of it. So why can’t this be the reality?

-Josie

Samar is a honey trap. It’s a really nice one, but it is a trap - Ronen

15

16

// TEMA: FRIHED

Israel, Mellemøstens eneste demokrati Denne artikel er en fortælling for felten. Peter Møller er bachelor i filosofi og antropologi og har virket som politisk aktivist i Israel/Palæstina. Hans artikel bidrager med felterfaring til den antropologiske undren over frihedsbegrebet som Informanten ser på i denne udgave.

Af: Peter Møller, BA i filosofi og antropologi I november/december 2010 besøgte jeg Israel og Palæstina i en måned som politisk aktivist for en palæstinensisk støtteorganisation. Mit virke bestod primært i at være synlig til demonstrationer og foran det Israelske militær i de sammenhænge, hvor det var muligt. Formålet med internationale aktivister er, at de minder Israel om, at verden kigger, og at man ikke bare kan spære en hel befolkning inde bag en mur og gøre dem til andenrangsborgere. Vi var meget vrede og aktivistiske.

I januar 2011 rejste jeg sydpå igen; denne gang med Afrika som destination (hvortil jeg kom omend af en omvej), og med Palæstina som pit-stop. Jeg blev meget betaget af kulturen under mit første besøg, og jeg mødte nogle voldsomt dejlige mennesker, som jeg tænkte, at jeg ville besøge igen. Morten og Nikoline fra antropologi var desuden på feltarbejde i kibutz, så det hele gik op i et utal af enheder, og det så ud til at blive en fantastisk tur. Følgende artikel beskriver dette, mit andet ophold i Israel.

20 januar 2011:

Som andengangsgæst i Israel har jeg en gisning om hvilke sikkerhedsprocedurer, der venter mig, som jeg træder ud af flyet og ind i Terminalen i Ben Gurion Airport, Tel Aviv. Klokken er 6 om morgenen ovenpå en søvnløs nat i skyerne, og jeg sender en stille bøn til Gud om at se mig igennem hurtigt og smertefrit. Den viser sig ikke at bliver hørt, men lige præcis fra dette land er der nok også en del støj på linien.

Jeg stoppes første gang lige på den anden side af indgangen i den del af sikkerhedstjekket, der går ud på at si alle de rejsende fra, der ikke går med kalot. Det er os, der er terroristerne, har de luret. I Israel vil alle altid gerne vide, hvorfor man er der. Et paradoksalt træk for en så selvforherligende nation altid at antage at et besøg må være motiveret af noget andet end et oprigtigt ønske om at opleve landet. Da jeg ankom i december, havde jeg det uortodokse, men rimelig skudsikre, alibi, at jeg var kommet for at spille Rugby på Jerusalems hold. Det er en mærkelig ting at gøre. Som at tage til Grønland for at dyrke stangspring, eller til Danmark for, ja, at spille Rugby. Men de har et hold, og jeg var i kontakt med dem og spillede endda for dem kortvarigt. Det tog alligevel over en time at slippe igennem de mange forhør dengang. Her, ved mit andet besøg er min undskyldning

mere løs. Bare på gennemrejse, lige for at sige hej. Derfor undres jeg også umiddelbart over, hvor hurtigt jeg verfes videre i systemet.

Jeg kommer til den sidste skranke med Israels frodige, men tørre, palmebesatte bakkelandskab synligt gennem de store vinduer. Jeg bedes vente et øjeblik og ledsages til et mindre aflukke. Jeg mærker den spænding i mellemgulvet, der hører med til at være lige på nippet til en stor forløsning. Som det åndeløse øjeblik efter det risikable næstsidste træk i et spil skak, hvor man sætter alt ind på modstanderens uopmærksomhed. Det eneste der mangler er at overbevise denne sidste, ene person om, at jeg ikke er en tændt dynamitstang.

Jeg bliver efter kort tid hentet, og ført ind til sikkerhedsafdelingen. Kontoret er småt, og den skaldede middelaldrende mand bag skrivebordet slår mig ikke umiddelbart som israelsk politis hårdeste nyser. Han beder mig tage plads, og begynder at stille mig de samme spørgsmål, som jeg har besvaret én gang i lufthavnen, og én gang i lufthavnen i Paris, hvor jeg fløj fra. Han nikker fraværende til min historie om kibutzer og Afrika, og spørger, om jeg har booket en billet hjem. Hvis man ikke er jøde, må man kun rejse til Israel på en returbillet. Det har jeg da, siger jeg og hiver min dokumentmappe op af tasken. Som jeg leder efter billetten, ser han den stak tegninger der stadig befinder sig i mappen, efter mit sidste besøg. Han begynder at bladre igennem dem.

“You drew these?”

“Yes.” “These are very good!”

“Thank you.”

Han kigger apatisk på min billet og lægger den fra sig.

En af de få tegninger der ikke forestiller Batman, er af The Church of the Holy Sepulchre, i Jerusalems gamle bydel. Der hvor Jesu dødsleje opbevares. Jeg husker min første uge i byen, før jeg rejste ud på Vestbredden.

De lange gyldne aftener bag de enorme stenpalisader, der giver Jerusalem sin helt særlige pondus som historisk stridsmærke. Den realiserede umulighed, der er de jødiske, kristne og muslimske hjørner af medinaen sammensmeltet i et fællesskab, der er utænkeligt bare få kilometer udenfor murene. Den kirke, jeg tegnede, aflåses aftenligt af en muslimsk familie, der fik overrakt nøglen efter en af byens utallige erobringer, for flere hundrede år

// TEMA: FRIHED

siden. Det blev besluttet at ingen kristen fraktion kunne tilgodeses, og den mest upartiske ansvarshaver ville være en muslim. Det er virkelig smukt, på en svært definerbar måde. Jerusalem er helt ubestrideligt en juvel.

De tegninger, der ikke lå i mappen, var dem jeg tegnede under mit ophold i Jordan Dalen, i det østlige Palæstina. En familie af beduiner (ikke nomader, i hvert fald ikke de sidste 17 år) er blevet gradvist fjernet fra deres land af en nærtliggende jødisk bosættelse, og militæret havde været forbi for at true med at gøre det igen i december. Retfærdiggørelsen for evakueringen var, som det mig bekendt altid er i Jordan Dalen, at området var en lukket militær-zone, hvilket er noget vrøvl. Dalen er i forvejen fyldt med ubrugte lukkede militær-zoner, der er oprettet med samme ekskluderende formål. Vi havde rutinemæssigt vagter på denne farm, der i al sin enkelthed gik ud på at have et kamera indenfor rækkevidde, når militæret endelig rykkede ind. Da de var her sidste gang, væltede de to lader og et telt med en bulldozer. I laderne døde de geder der ikke kunne komme ud, eller ikke nåede det. Militæret havde travlt. Det har jeg altid syntes var klamt, selv for Israel.

“This is your second trip to Israel?”

“Yes.” “What did you do on your first visit?”

“I was here to play Rugby with the team in Jerusalem, and do some sight seeing.”

Han læner sig ind over bordet, og evaluerer mistroisk min fysik. Han fortsætter smilende: “You, but you are so thin. Not... So big.”

“I get that a lot.”

En kollega til den skaldede mand kommer ind i rummet.

“Hey, he plays rugby.”

Jeg objektgøres på ny af den anden sikkerhedsvagt. En korporlig herre sidst i trediverne.

“You? You’re too skinny. I’ve seen Rugby players. They’re big, you know? And tough.”

Min stolthed finder et koldt, mørkt sted at dø i fred, men indtil videre aner jeg ikke uråd. Det virker meget casual.

“So where did you stay, when you were here in december?”

“I stayed at a hostel called The New Palm. It’s by Damascus Gate.”

“Ok, ok. Tell me; where you at any time during your last visit, on The West Bank?”

Stemningen strammes, og som to studieværter, der

kender svaret på spørgsmålet, men skal vide om jeg også gør, kigger de afventede på mig. Jeg genkender den mistro, der pulserer fra deres sammenknebne øjne. Jeg husker den fra et af mine sidste besøg til Jordan dalen. Vi blev kørt fra Ramallah, og skulle igennem et af de utallige sikkerheds-checkpoints. De to soldater, der tog imod os – mig og en skotsk aktivist (hvis anti-zionistiske raseri ledte tankerne hen på William Wallace) – forstod intet af vores tilstedeværelse. “Why don’t you go to Tel Aviv?

To the beach?” Deres hænder kærtegnede de enorme automatgeværer, der hang om halsen på dem, som de talte.

Deres ungdommelige momentum lyste ud af alle deres bevægelser. De stod, i egne øjne, på en ørkesløs landevej og tjekkede håndbagage på arabiske gedefarmere, på vej hjem eller arbejde. Det spørgsmål, som jeg aldrig har hørt nogen Israeler tage alvorligt, er hvorfor nogen skulle have lyst til at besøge Vestbredden.

“Once. I went to Jericho with some people from the hostel.”

“I see. And nowhere else?”

“No.” “I see. Are you familiar with an organisation called [...]?

Jeg ved godt, hvad jeg er nødt til at svare, men jeg holder en kunstig tænkepause for at tillægge mit svar en kunstig tyngde. Jeg kender godt denne organisation. Det var under dens faner, at min aktivisme foregik. Jeg kender også godt dens ry som en våbensmuglende, voldelig ekstremistcelle, der forveksler antizionisme med antisemitisme og ser sit mål som helligende ethvert middel. Jeg tænker tilbage på mine første dage på Vestbredden, da jeg for første gang får stukket en granat i hånden under vores “oplæring”. Den er brugt og har ikke indeholdt noget værre end tåregas. Det tætteste jeg nogensinde kommer på at samle et våben op under mit ophold. Vi indføres i det israelske militærs brug af tåregas, gummiovertrukne stålkugler, lydbomber, og et septisk mængdekontrolsvåben, der hedder skunk, som i alt sin enkelthed er distilleret lort fyret ud af en højtryksspuler. Topmålet af vores oplæring i vold er at afskærme palæstinensere, der anholdes under demonstrationer. Vi formanes strengt, at ingen samler sten op, og ingen slår, eller slår igen på soldaterne. Vores opgave er solidarisk og handler kun om at beskytte de palæstinensere, der risikerer årslange fængselsdomme for deres medvirken i fredelige demonstrationer.

“No.” “Are you sure? It’s very popular in Jerusalem, in the hostel you were staying in.”

17

18

// TEMA: FRIHED “No, I don’t think so.”

“Nobody talked about it? You didn’t hear about it on the news?”

“No.” “I want you to think very carefully about this...”

“Sorry, I’ve never heard of them.”

“Okay... Say that someone – not you! - were participating, throwing stones En episode presser sig frem, forrest i min bevidsthed.

Jeg bevæger mig rundt bag fortroppen, til en demonstration i en lille Palæstinensisk landsby, da noget eksploderer ved min højre fod. En palæstinensisk teenager med et kafiyatørklæde om ansigtet hæver undskyldende sine hænder. Stenen faldt ud af hans slynge. Jeg cirkulerer rundt om ham og filmer, som han samlede endnu en sten op og slynger den i retning af muren, der ved denne landsby kun er et bemandet hegn. Jeg glemmer aldrig lyden af en sten der forlader en slynge. Det lyder som en humlebi, der rammer Mach 5. Stenen klirrer harmløst mod trådnettet, og bag det klapper den israelske soldat, der var målet for stenen, sarkastisk. Den unge Palæstinenser samler endnu en sten op. Den rammer en af hegnets stålbjælker med et knald, og soldaten spjætter. Han hæver sit gevær... “...and we had pictures. What then? Do you remember anything about this organization?”

“No.” Han sukker.

“Why do you think you’re in my office?”

På dette tidspunkt klamrer jeg mig stadig til håbet om, at han bluffer. At det virker suspekt, at jeg er tilbage en måned efter mit sidste besøg, og at han bare famler blindt efter en tilståelse.

“I assumed it was just a random check.”

Han ler. Hans kollega ryster sin tomme kaffekop og forlader kontoret.

“No, nothing is random. Three hundred people on that plane.

Why do you think I chose you?”

For første gang siden jeg ankommer, erstattes min udmattelse og utålmodighed med en ulmende vrede. Jeg blev udtaget til et “tilfældigt” sikkerhedscheck, én gang i lufthavnen i Paris, én gang i lufthavnen i Israel, og det var nøjagtigt det samme ved mit sidste besøg. Jeg har aldrig besøgt Israel, foruden det har været under en lup af ekstrem mistro til mine intentioner. Og uanset hvilke beviser han kunne have mod mig nu, så har det hidtil altid kun været på grund af én ting.

“If I had to guess, I’d say it’s probably because I was the only person on that plane with blonde hair.”

Han ler igen, denne gang med en mærkbar kant. Ingen sætter pris på at blive kaldt racist.

“That’s a good one, but no.”

Han kaster et blik på sin computer og scroller igennem noget, jeg ikke kan se.

“Let’s say I have certain evidence against you, what then?

Would you like to say something? Do you need a moment to think about it?”

Jeg overvejer, som jeg har gjort, siden jeg kom, hvilke beviser han kunne have. Israelsk politi-intelligens er verdensberømt, og jeg har stået foran mange sikkerhedskameraer i min tid på Vestbredden. I Israel, Mellemøstens eneste demokratitm, burde deltagelse i fredelige demonstrationer ikke være lovstridigt. Min eneste potentielt strafbare handling var en graffitiaktion under min sidste demonstration i en landsby i det nordlige Palæstina.

Samme dag var vi blevet indført i landsbyens historie, og som jeg sidder i lufthavnen overfor denne mand og hans beviser, overvejer jeg, om de kan overgå de film og de billeder, jeg så den dag. 10-årige Ahmed Moussa, der blev skudt og dræbt d. 29 juli 2008 i færd med at fjerne pigtråd i det område, hvor muren var ved at blive bygget.

18-årige Yousef Ahmed Younis Amera blev i samme ombæring skudt i hovedet med en gummi-overtrukket stålkugle og døde dagen efter på hospitalet. Den amerikanske aktivist Tristan Anderson, der i marts 2009 blev ramt i hovedet af en af de gasgranater, som jeg selv måtte springe til side for ikke at blive ramt af senere samme dag. Han mistede sit højre øje og fik en alvorlig hjerneskade.

“I think I’d like to see the evidence you think you have against me.”

Han smiler og slår ud med hænderne.

“Well, I didn’t bring my revolver, and I would have to shoot you.”

Jeg vil gerne understrege at dette ikke er en trussel. Et enkeltstående sympatisk træk ved denne mand er et strejf af selvironi.

“I have something here, and I wish you would tell me the truth because you’re moving further away from the truth, and you’re just making it bad for yourself. I ask you: Were you involved with any organizations during your last stay.”

“No.” “Now, you tell me one thing, and I’m sitting here with another story. I think you need to start talking the truth, you are only making it bad for yourself.”

Jeg tager en tænkepause, og træffer en beslutning. I skrivende stund, husker jeg ikke fuldstændig hvad, der fik mig til at snakke. Måske ideen om at en succesfuld halv sandhed, ville være bedre end en fejlslagen hel løgn.

At jeg måske stadig kunne opnå adgang omend måske begrænset til områderne udenfor Vestbredden. Måske bare fordi jeg stadig følte, at jeg aldrig havde gjort noget forkert, og det ville være muligt at overbevise ham ikke som Israeler, men som menneske, om dette.

“I was not involved with any organization, but I did go to The West Bank more than the one time I said.”

// TEMA: FRIHED “I see. Please elaborate.”

“Two fridays, I went because I wanted to take pictures for my blog.”

“And how did you know of these demonstrations?”

“Some people in the hostel was talking about it.”

“And you went alone?”

“Yes.” “You know, a lot of people have gotten injured in those demonstrations. Would you like me to take you to some of the wounded israeli soldiers, so you can take pictures for your blog?”

“Yes, very much!”

“Because you were only taking pictures on the arab side.”

“Well, I didn’t know how to get on the soldier’s side of the wall.”

Han læner sig tilbage i stolen, og sukker igen. Han tager sine briller af, pudser dem med sit slips, og tager dem på igen.

“Okay... So now you tell me a little bit more – not the whole truth – but that’s okay. Now, do you want to tell me why you’re really here now?”

Jeg gransker min hjerne og trækker blankt. Jeg indser, at jeg leder efter en troværdig løgn på trods af, at sandheden ikke burde være inkriminerende. Jeg leder efter en grund til, hvorfor jeg dog ville være kommet tilbage, der strækker sig længere end til de mennesker, jeg mødte, og de steder jeg besøgte. Jeg tænker tilbage på den lørdag, hvor en af de førende modstandsmænd i en af de små landsbyer blev løsladt, og vi besøgte byen, og den var ét stort altomfavnende smil. På vores roadtrip til Betlehem, hvor vi fuldstændig fortabt overgav os til Palæstinas bakker og den lokale bindegale musik, vi havde købt ved vejsiden. På at vi kun fandt tilbage den dag, fordi en kæde af venlige palæstinensere dirigerede os og fortalte os, hvilke biler vi skulle forfølge for at komme hjem. Den taxachauffør, jeg mødte, der ringede mig op i ugevis efter, bare for at snakke. Følelsen af hjemve, efter jeg kom tilbage til Danmark. Den bakketop, jeg besteg i Jordan Dalen, hvorfra hele verden lignede en solnedgang man kunne ride ind i.

Jeg har ikke noget at fortælle. Jeg gentager min lunkne sandhed fra tidligere vel vidende, at hans paranoia ikke slukkes. Det virker alligevel omsonst, da jeg ved, at andre aktivister er blevet nægtet adgang for mindre, end hvad

jeg har indrømmet.

Han læner sig uimponeret tilbage, og jeg forestiller mig bittert, at det er vægten af hans had og mistro, som stolen knirker under.

“I think you’re a nice guy. I treat you nice, I compliment your pictures, but there is another side to me. I know you’re not telling me the truth. I think you have to delete your friends from your blog, because I know about you through your friends.”

Dette er en evig bekymring i organisationen som i alle palæstinensiske støtteorganisationer. Jeg er nærmest overbevist om, at det er det – desværre nødvendige – hemmelighedskræmmeri, der har givet organisationen sit rygte som terrorsympatisør-celle. Jeg tænker tilbage på vores sociale liv i gruppen. På madlavning, filmaftener, de sjældne (men meget værdsatte) beer-hunts i Ramallah.

Jeg tror ikke, vi ville være den store kilde til bekymring, hvis de rent faktisk vidste, hvad vi lavede, når vi ikke var til demonstrationer. Mere sansynligt, end at jeg rent faktisk er blevet stukket, er at han prøver at så splid og paranoia, i gruppen, fordi han ved, at jeg har tænkt mig at skrive en “Pas på!” mail rundt til de andre medlemmer. For øvrigt tror jeg ikke, han ved hvad en blog er. Jeg lader disse tanker bag en blank grimasse erstatte et svar.

“Okay. I think you’re a smart guy, and you tell me – ehr – not everything, but it’s okay. I have to turn this information over, but please wait outside. We will come for you.”

Jeg vender tilbage til det lille venteareal, udenfor hvilket en vagt nu står posteret. Epilogen udspiller sig inden længe, da jeg kaldes ind på et andet kontor og får min dom: Indrejseforbud i 10 år. Jeg tilbringer natten i deres gæstehus, hvor jeg deler en celle med tre andre mennesker, på vej ud. Da jeg næste dag sendes hjem, bliver jeg bedt om at lægge min bærbare computer i en seperat pakke, da jeg ikke må tage den med i flyet. Sikkerhedspersonalet påbyder mig at tegne et distinkt symbol, så jeg kan være sikker på at det er min, når jeg ankommer i Paris. Som jeg tegner Batmans logo, tænker jeg tilbage på mit ene, glemte, ligegyldige lovbrud på Vestbredden.d

Alle billeder er skribentens egne.

19

20 // TEMA: FRIHED

Frihed til at sige ’fuck janteloven’!

Af: Maja Tønning, 4. semester

Janteloven Du skal ikke tro at du er noget For du er ingenting Du skal ikke tro du er lige så meget som os For du er bare en arbejder Du skal ikke tro du er klogere end os For du har ingen uddannelse Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os For du har ingen ressourcer til at blive det Du skal ikke tro du ved mere end os For du tror vi ved bedst Du skal ikke tro du er mere end os For du er bare inder Du skal ikke tro at du duer til noget For du sidder fast i systemet Du skal ikke le ad os For du har ingenting at le ad Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig For du har ingenting at give os Du skal ikke tro du kan lære os noget For du kan ikke lære os at lytte Den indiske tøjindustri beskæftiger et stort antal mandlige, indiske arbejdere af landets laveste sociale klasse.

I godt en måned arbejdede jeg side om side med disse arbejdere på forskellige fabrikker i Nordindien i forbindelse med indspilningerne til et tv-program til DR1 om de hårde vilkår, arbejdere møder i tøjindustrien. I 26 dage gik jeg frivilligt med til at være ufri.

Udover at arbejde på samme vilkår som de indiske arbejdere skulle jeg overleve på samme løn som disse og fik frataget mobil, ipod, kreditkort og andre materielle goder, som de færreste indere har råd til. På de fleste fabrikker var der et tydeligt socialt skel mellem arbejdere og chefer/ejere. De ansatte var alle mænd, der kæmpede for at tjene penge til dagen og vejen og til at forsørge familien. Cheferne var mænd med magt, penge og status. Jeg blev en del af mængden af arbejdere og fik frataget min frihed til at sige min mening og stille spørgsmål. Hvis jeg gjorde det, blev jeg fyret og ville ikke få noget at spise.

Det er den hårde virkelighed for de fleste indiske arbejdere i tøjindustrien!

Uden identitet

I Indien sætter kastesystemet, om end det er ’afskaffet’, stadig nogle gevaldige rammer for identitet. I et land med så stor diversitet som Indien, er det kastesystemet, der forener folk på godt og ondt, fordi alle på den måde har noget at forholde sig til. Ikke desto mindre benægtede alle de fabriksejere, jeg talte med på fabrikkerne, i høj grad eksistensen af kastesystemet. Men ser man efter, lever den magt, som kastesystemet i tusinde år har haft i Indien stadig videre i bedste velgående i indernes hoveder – og dermed også i samfundet.

I Jenkins’ ånd bliver kastesystemet atter aktuelt i selvdefinitionen, hvor friheden til at definere sig selv

Det er skræmmende at se, hvilken magt janteloven og den eksterne kategorisering har over arbejderne inklusive mig selv som en lille indisk arbejder.

begrænses af dialektikken mellem den interne og den eksterne definition. De indiske arbejdere skaber en identitet gennem den eksterne kategorisering, de udsættes for i samfundet, gennem eksempelvis chefernes holdning til arbejderne som født dumme (som flere chefer gav udtryk for, at de var). Den interne definition er inkorporeret fra barnsben, hvor inderne fødes ind i en bestemt social rang skabt gennem de sociale strukturer hvilket betyder, at selvdefinitionen i sidste ende alligevel er næsten udelukkende ekstern. Kastesystemet

// TEMA: FRIHED

har stadig magt og fratager inderne, der befinder sig i den laveste sociale klasse, friheden til at have en egen identitet.

Drømmenes Jante

Alle indere agerer indenfor nogle uskrevne sociale regler, der for mange danskere ligner den undertrykkelse, vi kender fra Janteloven. Selvom de færreste indere selvfølgelig kender til eksistensen af denne. Det kollektive pres i samfundet er med til at begrænse hvert enkelt individ i deres drømme om frihed og om at bryde ud af deres sociale lag for at opnå en højere position i samfundet.

Mange af de indiske arbejdere, jeg mødte, havde ikke engang nogen drømme om fremtiden, for hvis de begynder at drømme, er der over en milliard andre til at tage deres plads.

Men de tager sig heller ikke friheden til at drømme, til at sige deres mening og til at få en chance for at ændre deres egen position. For danskere har janteloven skabt en komfortzone, der giver nogle begrænsninger, vi kan gemme os bag. Det samme er tilfældet for den indiske arbejder blot på lidt andre vilkår. I et interview med arbejderen Samlan spurgte jeg ham, hvorfor han ikke bare sagde til chefen, at lønnen var for lav, og at han var ligeglad med en ekstra te-pause, hvortil han svarede, at han alligevel søgte efter et andet arbejde, ét med dårligere vilkår og højere løn.

Han turde ikke sige noget om, at chefen egentlig var en arrogant aristokrat, der alligevel ikke hørte efter (det fandt jeg selv ud af i et interview med chefen!). Måske var det mest af alt et udtryk for, at Samlan udmærket var bevidst om sin egen ufrihed til at sige fuck janteloven! og til at sige noget til chefen, fordi det (måske) ville medføre en fyring og mere fattigdom.

Arbejdernes ufrihed hjalp mig til at udholde min egen ufrihed, som heldigvis havde en slutning. Jeg føler dog en snert af skammen nu over ikke selv at være bedre til at sige min mening i situationen, over hurtigt selv at blive bange for at give kritik til cheferne, fordi det var bedre at holde sig gode venner med dem. Skammen over ikke at udvise et ansvar for min egen situation og over ikke at forstå på pågældende tidspunkt, at arbejderne måske ville få mere ud af at lære at turde tage ansvar og kritisere chefen. Skammen over at lade mig lulle ind i kulturrelativismens net med tanker om, at sådan er det nok bare her...

Fucking fri

Samvittigheden nager lidt, når jeg godt ved, at det universelle ‘Jante’ er noget, vi alle er skyldige i findes.

Ingen mennesker er fri af deres behov; vi skal have tøj på kroppen og mad i munden, men det er hårdt at se, når det bliver på bekostning af andres frihed.

Nogle gange forstår jeg ikke, hvorfor i alverden jeg opgav min frihed for at arbejde i syrebade, i sweatshops og på en losseplads. Men sagen er jo den, at ingen burde være så bundet af systemer og Jante, at de ikke engang tør drømme om frihed. Alligevel kom jeg også selv til at være passiv og bare se til, mens de indiske arbejdere lod sig undertrykke af Jante og de rige chefer. Det er skræmmende at se, hvilken magt janteloven og den eksterne kategorisering har over arbejderne inklusive mig selv som en lille indisk arbejder.

Jeg er glad for atter at have min frihed til at sige fuck janteloven og hej til drømmene, glad for friheden til aktivt at kunne skabe en lille del af min egen identitet, glad for at kunne betragte janteloven som en del af en ironisk selvopfattelse og ikke som mine drømmes endeligt.

Blod, sved og T-shirts følger en gruppe på fem unge danskere, der prøver kræfter med de hårde vilkår i den indiske tøjindsutri.

Programmerne er fordelt over otte afsnit og kan ses på: http://www.dr.dk/DR1/blodsved-og-tshirts/#/7016

21

22

// TEMA: FRIHED

Frihed og identitet Nutidige diskurser om selvledelse og –udvikling handler ikke bare om ubegrænset frihed for individet. I denne artikel ser Ole Fogh Kirkeby på selvudvikling, ledelse og moderne managementteori og spørger til ”hvem er jeg” Af: Ole Fogh Kirkeby, filosof, ledelsesteoretiker og professor ved CBS Enhver har formodentligt stillet sig spørgsmålet: Hvem er jeg?

Da Augustin skrev sine ”Bekendelser”, var det den store begivenhed, omvendingen til kristendommen, der gav svaret. Selv mere ned tusind år senere, i oplysningstiden, er det Gud, der giver samvittigheden retten til at spørge og svare i Rousseaus berømte bog med samme titel, afsluttet i 1769, men først udgivet i 1782. Men når Goethe i 1781 besvarer spørgsmålet ”Hvem er jeg?” med en let omskrivning af Satans svar til Jesus på dennes spørgsmål om, hvem han er med (Markus 5, 9), med ”Jeg hedder legion, du gør mange godt, når du gør mig godt”, så er spørgsmålet om fornemmelsen for den personlige identitet ikke hermed er begyndt at forvandles. Et individ er ikke én, har ikke en kærne, ikke en forudgiven kontinuitet. Jeg er mange (Se Bern Hamacher, Johann Wolfgang Goethe, Entwürfe eines Lebens, Darmstadt WGB, 2010). Neurobiologien vil i dag bekræfte dette ved at hævde, at genomet er i bestandig udvikling over et liv.

I dag har vi længe talt om at ”konstruere” sig selv, og Goethes opfindelse af selvbiografien som en selvbeskrivelse, der skaber en enhed og kontinuitet, der dermed er fiktion og således en fantasme, er nærmest blevet et buzz word i vore programmer om narrativitet hos individer, grupper, organisationer og nationer. Fortællingen fremtræder som universalmiddel til skabelse af magt på den ene pol og terapi på den anden.

Vi må arbejde på at blive

Men måske er problemet stillet forkert. Går vi tilbage til de græske filosoffer, så talte Sokrates godt nok om sin ”daimoin”, om en medfødt indre stemme, som kristendommen døbte ”sjæl” ved at forene den med det græske ord ”psyche”, men ingen græsk filosof ville mene, at vi er en substantiel enhed, eller en kontinuer bevægelse, med mindre vi selv arbejder på at blive det. Vi er ikke, vi bliver. Dette mente Sokrates også med sit berømte slogan ”gnothi seauton” (Kend dig selv!). Eller, som Ernst Bloch skrev i indledningen til bogen ”Spor”: Jeg er først, når jeg har mig. Programmet blev fra Platon til stoikerne og resten af de hellenistiske skoler fanget i sloganet ”epimeleia heautou”, eller ”cura sui”, at drage omsorg for sig selv. I den romerske kejser, Marcus Aurelius’ lille aforis-

mesamling, ”Tanker til sig selv”, er det lige så usikkert hvem, der spørger, som hvem, der svarer. Kun den, der har sig selv, som har sig i sin magt, ”ton ’ef hemin”, er i stand til at svare.

Hermed slås temaet frihed an i græsk filosofi og en dagsorden bliver sat for vesteuropæisk tænkning af den personlige identitet.

Det er markant i den klassiske græske tænkning før hellenismen, at individ og samfund ikke står i nogen modsætning. Når Sokrates dør i trods mod tyranniet, er det i trods mod en pervertering af det samfundsmæssige. Idealet for refleksion og eksistens er, at bringe sine personlige værdier i overensstemmelse med samfundets, kanoniseret i det græske princip om livslang læring, ”paideia”. Skabelsen af sig selv er en formning indenfor en fastlagt, normativ social ramme. Det græske begreb for frihed ”eleutheria”, har intet med de morderne, utilitaristiske frihedsbegreb at gøre, eller med det postmoderne begreb om en selv-konstruktion, der kan sætte egne værdier.

Afgørende som friheds-praksis er her fra Platon den indre samtale med sig selv – Platons definition af tanken.

Dette sættes som undervisningsprogram i system gennem dialektikken og udformedes dels gennem filosofiske uddannelser af unge mennesker i form af samtaler i relativt uformelle rammer, på agoraen eller i akademiet, eller som egentlige masterprogrammer for ledere, den såkaldte protreptik. Den er en disciplin, hvor mennesker lærer at tale med sig selv om det væsentlige, nemlig om hvad de vil med deres liv. Målet er at blive herre over sig selv som spørgende og svarende, at blive fri til at svare.

Først, når man ved, hvad man vil med sit liv, kan man overhovedet spørge: Hvem er jeg?

Først, når man ved, hvad man vil med sit liv, kan man overhovedet spørge: Hvem er jeg?

// TEMA: FRIHED

Det kræver ledelse til at finde sit selv

Denne proces kræver hjælp fra andre. Man må vejledes (paraínesis), tilskyndes til selvrefleksion og selvransagelse, og det er meningen med ordet ”protreptik”: At vende (”trephein”, som i ordet trope) et menneske mod det væsentlige i dets liv. ”Psychagogia tis dia logon”, siger Platon i dialogen ”Phaidros”, ”at lede sjælen gennem talen”.

Dette væsentlige kan gøres håndgribeligt gennem de værdier, der styrer os.

I dialogen ”Lovene”, bog V, skriver Platon, at ”af alle menneskets besiddelser er den mest guddommelige dets sjæl, thi den er mest dets egen”. Derfor skal man ære sjælen næst efter guderne, og dog behandler ingen sin sjæl ordentligt.

I 730 C skriver han, at sandheden er det vigtigste af alle goder. Men vi står i vejen for sandheden om os selv, fordi vi står i vejen for at forstå os selv. Det skyldes at vi først skal blive forståelige. Det bliver vi gennem ”euprattein”, at gøre det gode. Mennesket er i krig med sig selv, vi består af en indre borgerkrig, og da er den største af alle sejre, sejren over sig selv (626D, Bog I).

Aristoteles, der skrev en egentlig protreptisk lærebog, siger i sin Nikomacheiske Etik, at denne sejr vindes ved at gøre det gode for det godes egen skyld.

Tankegangens essens er altså, at kun den, der lever efter det godes værdi, kan sejre over sit eget indre mangefold, over hele galleriet af indre personer, og styre sin indre marionet efter en gylden og hellig tråd (Platons billede fra lovene).

Men som sagt, dette projekt kræver hjælp fra en anden. Det kræver ubetinget tillid.

I dialogen Alkibiades (132D) skaber Platon denne skønne metafor, der viser dette:

”Sokrates: ”Sæt, at dette Ord (”kend dig selv”!) gav vort Øje, som om det var et Menneske, det Råd: ”Se dig selv!” Hvordan skulde vi så forklare Meningen med den Opfordring? Maatte Meningen ikke være, at Øjet skulde se på det, hvori det kunde se sig selv?” – ”Er nu ikke Øjet, hvormed vi ser, selv sådan en Slags Spejl? … Har du nogensinde lagt Mærke til, at, når man ser ind i en andens Øje, viser Ansigtet sig i den andens Blik som i et Spejl? Det er det, vi kalder Pupillen (kóre), fordi det er en slags Billede af den, der ser ind i Øjet – ”Hvis nu Sjælen, kære Alkibiades, nogensinde skal erkende sig selv, må

den så ikke se ind i en anden Sjæl, og frem for alt i den Del af den, hvori det, der gør Sjælen til det, den er – altså Sjælens Godhed, som er Visdom”.

Dette billede passer – som nævnt - perfekt ind i det græske koncept om livslang læring, paideia. Dermed får vi en nøgle til forståelsen af kernen i den humanistiske dimension af vort eget dannelses- og uddannelsesbegreb, og et vink om, hvad en ordentlig lederuddannelse kan indebære.

Kun den, der lever efter det godes værdi, kan sejre over sit eget indre mangefold, over hele galleriet af indre personer, og styre sin indre marionet efter en gylden og hellig tråd Protreptikken er grundlaget for mentor-begrebet. Det formes som ideal af den franske François de Salignac de La Mothe Fénelon, 1651-1715, lærer for tronfølgerens (efter Ludvig den XIV) ældste søn, til hvem han samtidig skrev bl.a. eventyrromanen Les Aventures de Télémaque i 1699. Bogen blev syttenhundredetallets mest solgte (i engelske oversættelser). Men allerede fra antikken og frem er ledelsesrådgivning generelt formet af den protreptiske disciplin, der også kaldes ”at mildne tyrannen”, eller ”fyrstespejlet”, indtil de demokratiske konstitutioner gør den overflødig.

Denne tradition er i dag absorberet generelt i ledelseskulturen, hvis vi isolerer dennes uomtvistelige, humanistiske grundlag, men den er overlejret af de idealer og ideologier om ledelse, der overtoges fra militære, kirkelige og bureaukratiske systemer; og ikke mindst af de funktionelle krav udviklet i management af fabrikssystemet og produceret af dettes forvandling til strategisk ledelse af vidensarbejdere. Det er klart, at profit-dogmet

23

24

// TEMA: FRIHED

nødvendigvis må reducere dannelsesidealets indflydelse, eller forsøge på at absorbere det i sin logik.

Nutidens strategiske ideal om selvudvikling

I takt med at samfund når en vis målestok, vil gruppers magt, og senere udviklingen af loven, institutioner, traditioner, samt først og fremmest udtalte eller uudtalte normer, være udslagsgivende for opfattelsen af selvet og den anden. I det kapitalistiske samfund presses idealet om selvudvikling ind i en strategisk ramme, og ledelsespraksis underordnes dette.

Forholdet mellem individ og samfund kendetegnes af funktionalistiske forklaringer, der alle i mere eller mindre grad er inspirerede af biologiens studier af organismer og ethiologi og af evolutionsteorien. Funktionalistiske forklaringer griber et samfund an som et system i analogi med biologiens begreb. Sociologien og antropologien vokser ud af denne figur i attenhundredetallets midte med protagonister som Spencer, Comte og Durkheim.

Marx’ funktionalisme er dog en undtagelse her, da han bevidst undgår organisme-metaforen.

legitimeres ”videnskabeligt”, så fratages vi vores menneskelighed.

Fra det funktionalistiske perspektiv bliver idealer om friheden i selvforholdet og den mulige tillid mellem mennesker generelt opfattet som strategier, hvor det enkelte individ i sidste instans er en marionet eller en ”aktør” i et socialt drama i en rolle, som det ikke er herre over, fordi det ikke har valgt sin selvopfattelse i frihed. Moderne managementteori – men også den opfattelse, der kendetegner dens opblødning til ”ledelse” – står under denne forbandelse. Det andet menneske bliver middel, ikke mål i sig selv, og frihed til selvledelse bliver sammen med tillid dele af en funktionalistisk praksis rettet mod erhvervelse af magt og status.

Denne spænding mellem kampen for at blive herre over sig selv, herre i sit eget hus, gennem respekt for den normative side af menneskeligheden, og det, at være en funktion af en social sammenhæng, det kapitalistiske samfunds, en lille ”magtmaskine”, kendetegner ledelsestænkning i dag.

Måske er det ikke så dumt at lytte til grækerne?d

I det kapitalistiske samfund presses idealet om selvudvikling ind i en strategisk ramme, og ledelsespraksis underordnes dette Når sociologien fra og med Comte søger at abstrahere fra filosofiske begreber som ”fri vilje” i videnskabelighedens navn, så undertrykkes den indsigt, at vi faktisk kan vælge vores vilje.

Dermed er der ikke kun en tæt, historisk forbindelse mellem den utilitaristiske tænkning og socialvidenskaberne, men også en logisk. Den oplyste egeninteresse sætter individets ”naturlige” egoisme i centrum, men denne egoisme er ikke et resultat af en ægte respekt for sig selv.

Hvis vi styres af kollektivt ubevidste mekanismer og en konsensus, som vi i sidste instans ikke har valgt, og det

Hvad tænker du? Foto: Mark Nikolajsen

// TEMA: FRIHED

Det moderne menneske

Af: Mark Nikolajsen, 10. semester, Antropologi Jeg er det moderne menneske. Creative Man. Autentisk. Autonom. Globaliseret. Jeg har. Jeg vil have. Materielt. Socialt. Jeg har det. Jeg er elsket. Jeg er respekteret.

Jeg har mad. Jeg har vand. Jeg er tyk. Jeg er tynd. Jeg er hvad jeg vil være. Det moderne menneske. Jeg bestemmer selv. Jeg har skabt resultatet. Jeg realiserer mit selv.

Det er mit valg. Mit frie valg. Mit ansvar. Min succes.

Sådan er jeg.

Jeg er det lærende menneske. Jeg udvikler mig. Jeg vil vide. Livslang læring. Det vidende menneske. Jeg handler. Det aktive menneske. Det selvstændige menneske.

Individet. Det er mig. Jeg stræber. Efter friheden. Det er mit mål. Min motivation. Mit projekt. Jeg frigør mig. Fri fra andre menneskers påvirkning. Jeg lever. Lever livet.

Motionerer. Slanker. Ryger. Drikker. Jeg nyder. Jeg er det moderne menneske. Jeg nyder det.

Sådan lever jeg.

Jeg vil udfordringen. Jeg stiller krav. Til samfundet.

Til mine omgivelser. Jeg kræver råderum. Jeg kræver plads. Plads til det moderne menneske. Kræver ansvar.

Indflydelse. Udvikling. Mit individuelle projekt. Mit livsprojekt. Jeg bærer med smil min byrde. Mit ansvar.

Det moderne menneske. Sat fri. Jeg er forbrugeren. Jeg forbruger verden. Forbrugeren. Et signal til verden. Mit selv.

Sådan realiserer jeg.

Jeg vælger. Mine handlinger. Mine resultater. Jeg vælger dem selv. Jeg vælger frihed. Min frihed. Frihed til engagement. Til ansvar. Tage ansvaret på mig. Jeg vælger min byrde. Jeg vælger min verden. Jeg skaber min verden. Grundlaget for mit selv. Mit frigjorte selv. Fri fra andre. Deres påvirkning. Deres mening. Jeg vælger hvad jeg vil. Det er min frihed. Mit valg.

Sådan vælger jeg.

Jeg skaber. Jeg har en trang efter at skabe. Jeg er det innovative individ. Jeg har overskud til at skabe. Jeg har

ting. Jeg trænger til udfordringer. Sådan er jeg. Det moderne menneske. Jeg har friheden. Med friheden frigør jeg mig. Jeg lever resultater. Mine resultater. Mit ypperste resultat er frihed. Min skabertrang giver mig anerkendelse. Jeg skaber selv mening. Min mening.

Sådan er jeg.

Jeg er det moderne menneske. Sen-moderne. Postmoderne. Refleksiv. Jeg er fri. Individualiseret. Vestens frihedsprojekt. Realiseret. Jeg er drivkraften. I min historie. I mit liv. Jeg vælger til. Vælger fra. Globaliseret.

Individualiseret. Fleksibel.

Sådan er jeg.

Jeg er det selvstændige. Betjenes af min fornuft.

Tænker selv. Kaldet til at tænke selv. Fri til at tænke selv.

Det er min udvikling. Fra vugge til krukke. Mit ansvar.

Fra vugge til krukke. Mit liv. Min udvikling. Mine kompetencer. Personlige kompetencer. Jeg udvikler mig.

Sådan lever jeg.

Jeg er det moderne menneske. Tilpasningsdygtig.

Tilpasset. Til en turbo-charged kapitalisme. Jeg har lyst.

Lyst til udvikling. Lyst til arbejde. Med mig selv. Skabe indsigt. Indsigt i mit selv. Ulyst er min synd. Stilstand er min synd. Min sygdom. Jeg personlighedstester. Elevplanlægger. Medarbejderudvikler. Selvrealiserer. Diagnosticerer. Mit selv.

Sådan helbreder jeg.

Det moderne menneske. Et individ. Vælger selv.

Forpligter mig. På mit selv. Min horisont er forsvundet.

Min ramme er forsvundet. Jeg opfinder mig selv. Gør mig nyttig. Det er mit projekt. Mit ansvar. Min succes. Min fiasko. Det er mig. Jeg vælger. Min verden. Min ven. Min familie. Til. Fra. Det er mit projekt. Jeg må vælge. Uden tøven Uden blinken.

Sådan vælger jeg.

Jeg er individet. Udskiftelig. Undværlig. Usikker.

Fragmenteret. Karakterløs.

Sådan er jeg.d

25

// TEMA: FRIHED

Scrabble og frihed Af: Marie Blæsild, 4. semester & Mark Nikolajsen, 10. semester

Hvad tænker du på?

Det er en forårslørdag i april og vi står på Ingerslevs Boulevard. Vi har taget en bunke Srabble brikker med og stopper tilfældigt forbipasserende. Konceptet er simpelt: Vi spørger dem hvilket ord de tænker på, når vi siger frihed. De skriver ordet og vi tager et billede af dem sammen med deres ord.

Rundt omkring i bladet finder du billederne. Her kan du se alt fra ‘demokrati’ til ‘keramik’. Hvad tænker du på, når vi siger frihed?

d

26

// TEMA:FRIHED

27

28

// LIMINALT

Tør du tørklæde?

Timing is everything! Tirsdag har jeg ikke tid, onsdag har jeg mest lyst til at blive hjemme, torsdag føles det bare ikke rigtigt, fredag skal jeg holde oplæg, lørdag skal jeg på kursus, søndag holder jeg fri og i dag, mandag, har jeg ikke flere dårlige undskyldninger for at udskyde det. Til middag er jeg allerede ved at give op, men jeg holder ud og gennemfører. Jeg har kastet mig ud i projekt ”gør noget du ikke har lyst til”, kastet et tørklæde over håret og bevæget mig op på Statsbiblioteket en helt almindelig mandag, for at afprøve noget jeg normalt ikke “tør klæde” mig i – i hvert fald ikke i Danmark, særligt ikke i Århus og under ingen omstændigheder på Statsbiblioteket.

Af: Laura Nyhus Kirk, Bachelorstuderende ved Antropologi og Etnografi, 4. semester “Du ligner min bedstemor” siger én. “Taber! Du ligner en popprinsesse” siger en anden, “Hvad er du bange for? Folk tror vel bare du er muslim?” siger en tredje.

Klæder skaber folk! Tørklæder skaber reaktioner! Ganske få fra andre, flest fra mig selv. Jeg er kun lige gået gennem svingdøren til Statsbiblioteket, da en ubehagelig følelse i maven får mig til at søge tilflugt på det nærmeste toilet. Ikke fordi jeg skal på toilet, men fordi jeg har brug for et midlertidigt skjul. Efter en kort samtale med mit spejlbillede, retter jeg på tørklædet, trækker vejret dybt og… !!! Som en forskrækket struds, stikker jeg røven i vejret og gemmer mit hoved i tasken, da en anden pige helt uforudset kommer ind på toilettets fællesrum. Hun synes nærmest ikke at registrere min tilstedeværelse, men mit hjerte hamrer alligevel. Jeg skynder mig ud, finder en læseplads i den fjerneste krog, og som jeg lærte på lynlæsningskurset i lørdags, begynder jeg at visualisere en mandarinhelikopter på mit hoved i et desperat forsøg på at finde fokus… Men mit fokus forbliver sløret, og inde bag tørklædet fyldes mit hoved med tanker. Hvad tænker alle de andre?

…en ubehagelig følelse i maven får mig til at søge tilflugt på det nærmeste toilet. Ikke fordi jeg skal på toilet, men fordi jeg har brug for et midlertidigt skjul…

Det er halvanden uge siden, jeg valgte at tage imod udfordringen om at bære tørklæde en hel dag.

På redaktionen havde vi for længst forkastet ideen til trods for, at det var en glimrende “gør noget du ikke har lyst til” kandidat. Netop fordi ingen af os havde lyst. Vi syntes der var noget upassende ved ideen!

Det var en undervisningstime på Moesgaard, der fik mig til at ændre mening. En diskussion om den efterhånden uddebatterede, men stadig aktuelle tørklædedebat, fik mig til at fundere over, hvordan et simpelt stykke stof kan have så stor en symbolværdi, at det kan føles ubehageligt at klæde sig i, hvis det ikke forventes af én. Ifølge loven må jeg godt bære tørklæde, så hvorfor ikke prøve?

Så nu sidder jeg her altså! På Statsbiblioteket med tørklæde på.

Som jeg sidder her i min fjerne krog, har jeg det fint nok. Det er først når jeg skal fra punkt A til B, at min mave begynder at snurre. Om jeg vil det eller ej, så er tørklædet ikke nogen neutral beklædningsgenstand, og det gør mig utilpas og bange. Jeg er ikke bange for, at nogen tror jeg er muslim. Hvis det blot var tilfæl-

// LIMINALT

Som jeg sidder her i min fjerne krog, har jeg det fint nok. Det er først når jeg skal fra punkt A til B, at min mave begynder at snurre.

det, behøvede jeg ikke føle mig så akavet. Men som jeg ser ud lige nu, er jeg vist ret “so last decade” hvad angår tørklædemoden... Og ja! Jeg kunne ligeså godt ligne en gammel kone... Det, der gør mig utilpas, er derimod frygten for, at nogen tror jeg vil provokere eller fornærme.

Alene denne frygt, er værre end de egentlige konfrontationer jeg har fået. Med undtagelse af tre venner, har ingen henvendt sig, og jeg tvivler på om de andre registrerer, at jeg ser anderledes ud end jeg plejer? Måske tolker de slet ikke på min hovedbeklædning, men for mig er det nok, at jeg tror, at de gør det. For jeg har den der ubehagelige følelse i maven.

Der er kun en time tilbage. Jeg har ikke fået læst noget, og lige nu glæder jeg mig bare til at komme hjem og pakke mit tørklæde sammen igen. Et tørklæde jeg købte i Iran for fem år siden. Dengang gav det mig tryghed, nu gør det mig utilpas og bange. Noget tyder på at timing intet er værd, hvis ikke stedet er passende. I Danmark har vi frit valg på alle hylder i klædeskabet, og alle har ret til at bære tørklæde. Det store spørgsmål må så være hvordan denne ret tilberedes, så den ikke giver så mange maveproblemer? d

Sådan så jeg ud denne helt almindelige mandag på Statsbiblioteket. Foto: Laura Nyhus Kirk

... [jeg] begynder at visualisere en mandarinhelikopter på mit hoved i et desperat forsøg på at finde fokus…

29

30

// LIMINALT

Boganmeldelse

Siden sin karrieres begyndelse i slut-tresserne har arkitekten Jan Gehl arbejdet med ‘byer for mennesker’.

I bogen med netop denne titel - Byer for mennesker - opsamler han begreber og analyser fra de mange års arbejde med at etablere byrum, der er behagelige at leve og færdes i.

Af: Ane Rolsted Jeg havde glædet mig til mit eksemplar af Jan Gehls Byer for mennesker. Efter at have læst i Manchester og i stigende grad have fokuseret på oplevelser af byrummet i et antropologisk perspektiv, så jeg frem til 273 sider med en arkitekts vinkel på selv samme tema, og Byer for mennesker er en rigtig fin bog. Den er overskuelig at gå til med en hyppig kapitelinddeling og er utrolig rig på illustrationer - fotos såvel som grafer og tegninger. I tillæg har bogen en bred margin med stikord om det pågældende afsnits indhold.

Bogen Kort

Bogens udgangspunkt er tesen om, at bybygning siden 2. Verdenskrigs afslutning har ignoreret de mest grundlæggende elementer for at skabe en by, som er god at leve og opholde sig i. Byer er blevet bygget og fornyet med blik for økonomi, drift og biltrafik.

Efter en hurtig historisk gennemgang af denne tendens

opstiller Gehl en række konkrete tiltag, som kan tages for at skabe og transformere byer. Målet er byer med plads til liv og eet af nøgleordene er ‘at invitere’. Problemerne i.f.t. den forsømte ‘menneskelige dimension’ i byerne adresserer Gehl gennem et fokus på skala, sanser og adfærd.

Det typiske afsnit indeholder en redegørelse for en problematik, løsningsforslag og/eller retningslinjer for at undgå problemet samt eksempler på begge. Løsningsforslagene er meget konkrete, og Gehl argumenterer for sin sag hovedsagligt med udgangspunkt i projekter fra Australien, Canada og det nordvestlige Europa.

I bogens afslutning er et kapitel reserveret til behandling af ‘byer under udvikling’, byer i udviklingslande.

Byer og mennesker

Det antropologiske fokus på bylivet og byer – ‘urban anthropology’ – tog i store træk sin udformning i 1960’erne

// LIMINALT og 1970’ernes tendens til opdeling af antropologien i tematiske interessefelter. Med Jonathan Raban’s begreb om the soft city startede en tendens, hvori man så byer som fleksible; som en størrelse, der ændrer sig afhængigt af de mennesker, der færdes deri. Således eksisterer byer og mennesker i et dynamisk forhold, hvor byer sætter rammer, som mennesker lever i og redefinerer, så byen sætter nye rammer som.... og så fremdeles.

På mange måder giver Jan Gehls bog perspektiver på dette, som er befriende konkrete og i den grad anvendelige i det antropologiske. For Gehl fremstår som en håndværker med mange års erfaring i at skabe rum, så de passer til menneskets vaner og fysik. Med Gehls egne ord: liv, rum, huse – i nævnte rækkefølge. Gehl konstruerer således rammerne ud fra et hensyn til erfaringer om, hvad der gør en ‘god by at leve og opholde sig i’. Bogens syvende og sidste kapitel er således også en værktøjskasse, en kort og opsummerende liste over de metoder, som bogen behandler.

Hvad tænker du på?

Det er særligt interessant at læse Gehl fra et antropologisk perspektiv, da hans tilgang er at skabe strukturer, som mennesker trives i. Hvor den antropologiske urbane forskning har fokuseret på et samspil mellem strukturer og individ, koncentrerer Gehl sig om at argumentere for kreering af en bestemt type strukturer. I tillæg beskæftiger mange antropologer sig i øjeblikket med brugerdreven innovation. Et felt som Gehls bog også tangerer, men ikke en metode, som han direkte udfører. Gehl inddrager ikke brugerstudier, men studier af brugere.

Undervejs i læsningen savnede jeg til tider uddybelse af eksempler (nogle benævnes blot med bynavn + årstal) og dekonstruktion af begreber (såsom en uddybelse af, hvad ‘smukt’ betyder i byudviklingssammenhænge). Men med bogens kontekst in mente – at den er udgivet udenfor et antropologisk miljø og som et argument for byfornyelsesmetoder – gør den sig godt. Og den vil bestemt være en del af min faglige bogsamling til opslag og megen inspiration. d

31

32

// LIMINALT: SUPPLERING

Aarhusianske antropologer skal ...siger studieordningen jo supplere Suppleringsåret tvinger dig til at vælge nogen andet end antropologi. Jeg kender ganske vel følelsen af tvivl og usikkerhed, men men her i slutningen af mit suppleringsår, kan jeg bare sig: Glæd dig!

Supplering er en fantastisk mulighed for at lære nye fagligheder og personligheder, for at blive klar over antropologiens faglige styrker (og svagheder) og ikke mindst at få øjnene op for hvad det overhovedet er at du har lært i de sidste to år.

Af: Charlotte Heikendorf, 6. semester Der er lige så mange holdninger til suppleringsåret, som der er antropologi-studerende i Aarhus, men uanset hvad så er det nu et matter of facts, at suppleringsåret er indskrevet i studieordningen for bachloren. Og hvad er det så lige man skal vælge?

Da jeg selv stod i valget, var den generelle stemning ret oprørt over at være tvunget til at vælge: Tænk at

vi allerede nu skal vælge hvilken retning vi vil specialisere os indenfor!?

Så deterministisk er valget altså ikke.

Der kommer mange flere valg at træffe senere og mange muligheder

for at sadle om, hvis du ikke er kommet ind på din rette sti.

Siden suppleringsåret jo er et krav, kan du lige så godt se det som en mulighed og få det bedste ud af det – hvilket er meget mere konstruktivt end brok over strukturen. Der findes forskellige måder at strukturere sit suppleringsår på; alle med deres fordele og ulemper, i forhold til dit temperament, dit behov og dine lyster. Både studievejledere, Internationalt Center og ITT-vejlederen vil hellere end gerne forklare om det indviklede universitetsbureaukrati hvis bare du spørger.

Og lige for at aflive en antropolog-myte: Nej, det er ikke alle der

rejser ud og nej, det er ikke fedt at rejse ud bare for at gøre det! Vælg nu for søren efter hvad du har lyst til og hvad der giver mening for dig – det er altså din uddannelse og dit ansvar.

Hele formålet med denne introduktionsartikel er at sige; uanset hvilken måde du vælger at gøre din supplering på, så er der stort set garanti for at det bliver fedt, hvis du har valgt efter dine egne interesser og ønsker. Derfor læs med på de følgende sider, undersøg mere selv eller spørg studievejlederen, traf et valg og klø på med de bureaukratiske ansøgningsprocesser.

Dit videre studie venter..d

Немоного о там, как уцить русский язык - Om at studere russisk på supplering Valget. Hvilket fag skal man vælge, når man skal læse på suppleringsfag? Der er et utal af muligheder – her er Astrid Stenstrøms beretning om at vælge noget lidt ualmindeligt. Hun har nemlig valgt at læse russisk.

Af: Astrid Stenstrøm (Астрид Стенцстрём), 6. semester, grundfag i antropologi og suppleringsfag i russisk

På tredje år af antropologiuddannelsen skal man læse et suppleringsfag. Der er et utal af muligheder; man kan tage til udlandet eller man kan vælge en fagpakke.

Mange af fagpakkerne lægger sig op af de emner, som man beskæftiger med på de første to år af antropologi uddannelsen.

Jeg valgte at gå solo og læse en fagpakke som slet ikke har samme temaer. Jeg valgte nemlig at læse russisk sprog. Jeg skiftede antropologiens teorier og refleksioner

// LIMINALT: SUPPLERING

ud med russisk grammatik, udtale og skrift.

Jeg gjorde det ikke for at slippe for de tunge teorier og den kvalitative metode, men tværtimod fordi jeg vil bruge russisk til at få flere muligheder, blandt andet til at bruge den antropologiske metode på en region, som er svært tilgængelig på engelsk.

Back to basics

Vi begyndte omkring 30 studerende på russisk i september 2010. Jeg er den eneste der har valgt russisk som suppleringspakke og jeg begyndte derfor med studerende, som har russisk som grundfag.

Det var en meget broget flok der begyndte på russisk, omkring en tredjedel havde russisk som modersmål.

Resten af os kunne, hvis bølgerne gik højt, stamme os frem til et: (Товарищ) = ”skål kammerat”.

På grund af den meget sammensatte klasse spændte niveauet også meget bredt, hvilket har givet en dynamisk og meget udfordrende undervisning – nok særligt for os som ikke er opflasket med sproget.

At begynde på et helt nyt sprog kræver meget, der var mange verber som skulle memoreres og bøjes i en uendelighed. Det er ligesom at begynde i første klasse, hvor man skal lære et nyt alfabet og nye svære ord. Det er svært og det kræver sit at tilegne sig en smuk kyrillisk håndskrift, huske et utal af uregelmæssige verber og samtidig kunne udtale de mange russiske hvislelyde. Det har været vanskeligt, men det er samtidig det hele værd når man efter blot halvandet semester er i stand til at kunne forstå dagligdags russisk og at kunne føre mindre samtaler.

Det kræver meget at lære et nyt sprog, og man skal have en ordentlig portion motivation for at blive ved. Det bliver jeg dagligt mindet om, når jeg møder op i klassen – vi er kun omkring ni studerende som møder op ud af de 30, der begyndte – der er nu over 50 procent russere tilbage. Kun danskere er droppet ud indtil videre.

Om at savne sit grundfag og at svede over 505 uregelmæssige verber.

Da jeg begyndte på russisk faldt jeg næsten ned fra månen. Jeg kom fra en verden med en på mange måder indforstået antropologisk tankegang og antropologiske sandheder. Jeg kom til en ny verden, hvor det gælder om at tænke og tale på et sprog, der er vidt forskelligt fra mit eget.

At lære et sprog er noget helt andet end at reflektere over antropologiens abstrakte pointer. At gå fra at læse dybe og meningsfyldte tekster af Levi-Strauss til at læse begynderstof på et fremmedsprog kræver en helt anden studieteknik (og tålmodighed) end antropologien.

Man skal pludselig memorere ord, øve sig i at læse korrekt op og huske at bøje alt i de seks kasus, som ved hjælp af øvelser bliver brutalt banket ind i hovederne på os.

Her er ikke timevis af læsning og refleksion med læsegrupper, men disciplineret udenadslære.

Fokus er et andet, man skal huske og bøje ord korrekt, man skal ikke tænke abstrakt – hvilket også er umuligt i et pensum, som eksempelvis på første semester handlede om en dekadent russisk fotomodel som vælter sig i mænd og som kun læser modeblade. Indholdet er nemt, men at tilegne sig de sproglige færdigheder er svært og jeg må indrømme, at det tog sin tid for mig at genmøblere min hjerne til at tænke på nye måder. Men på trods af dette er det vigtigt at fortælle, hvor givende det er at lære ikke bare at tale og skrive russisk, men også at lære at lære på ny måde. At læse russisk har lært mig, hvor meget arbejde et studie kan tage, og min selvdisciplin er blevet udviklet i en helt vanvittig grad. Det kan bruges i enhver sammenhæng.

Hvad er det så lige jeg har lært?

Her er ikke meget abstrakt tænkning, men der er masser af praktiske færdigheder som på forunderlig vis kan kædes sammen med antropologien. Sprog og kultur hænger sammen, og at få det ind på livet giver et endnu dybere kendskab til sammenhænge. Det er fascinerende at lære grammatik, eksempelvis hvordan ord bliver klassificeret i køn og at ordenes endelser ofte afslører den kategori, ordet tilhører. Kategoriseringer og struktur er hjørnestenen i at lære sprog. Her minder metoden lidt om de begreber man som antropolog forsøger at afdække i kulturen. Jeg har i mit tilvalg, som ellers er meget forskelligt fra grundfaget, fået nye – og mere praktiske perspektiver – på nogle af de teorier, vi har lært. Med antropologien i baghovedet får jeg mange strøtanker om sammenhængen mellem kultur og sprog. Jeg har i bestræbelserne på at huske ordenes køn, tal og kasus prøvet at huske det ud fra hvordan mennesker, i en evig bestræbelse for at finde meninger, klassificerer kognitivt.

Udover disse små sammenhænge er der det helt praktiske, som selvfølgelig fylder mest: Jeg har lært at forstå og tale noget russisk – og glæder mig til at komme ud og bruge det i en ny afkrog af verden!

Russisk hvorfor?

Det er et spørgsmål jeg tit har fået, og tja det er svært at svare på. Jeg havde bare lyst til at lære et sprog, som ville åbne op for nye muligheder at bruge antropologien på.

For mig har studiet været lidt ligesom et meget meget grundigt regionalt tema, som giver adgang til helt ny viden, som ellers er svær at få fat i. Russisk bliver talt i et enormt område, der strækker sig fra Kaliningrad i Østeuropa, til Vladivostok ved Stillehavet og fra der, hvor Rane jager elge i Sibirien, og ned til Afghanistans nordgrænse i Centralasien. Derfor ser jeg muligheder. Jeg ved ikke helt, hvad de går ud på endnu – men de skal nok komme. Nu har jeg ikke tid til at skrive mere, jeg skal nemlig lære 20 uregelmæssige verber til i morgen.d

33

34

// LIMINALT: SUPPLERING

Hvad dælen er kognitiv semiotik?

- en studerendes beretning fra tilvalgsåret

Af: Kasper Jelsbech Knudsen, 6. semester, grundfag i antropologi og supplering i kognitiv semiotik

Supplering i Århus

Siden vi afsluttede fjerde semester på antropologi med et brag af et Award show som afrunding på formidlingskurset, er min årgang blevet spredt for alle vinde både fagligt og geografisk. Nogle udfolder sig på dramaturgi, andre har kastet sig over organisationsudvikling, internationale studier, retorik, sprog, religion, økonomi og så fremdeles.

Så er der dem, for hvem Århus ikke længere nok og som derfor prøver lykken i hovedstaden, og endnu andre har for en stund slået sig ned i Argentina, Indien og Uganda.

Men ikke mig.

Jeg har så rigeligt i min kære hjemby med dens sprudlende studieliv og rige udbud af studenterbarer, der blot venter på, at vi giver efter for trangen til at glemme den just overståede, harske vinterbrise for at søge varmen på bunden af en flaske og i godt selskab med vores medstuderende. Studerende der, ligesom jeg selv, mener, at en februar-dag i Århus til hver en tid kan hamle op med det hektiske storbyliv med tangodansende latinoer i Buenos Aires eller Indiens overosede gader og dyttende knallerter.

Således har jeg de sidste syv måneder plantet den antropologiske fane solidt i Nobelparken, hvor jeg som eneste repræsentant fra Moesgård-klanen har haft min daglige gang på kognitiv semiotik. I løbet af disse syv måneder har jeg gentagende gange talt med folk, der har kigget på mig med rynkede øjenbryn, temmelig skeptiske og spørgende øjne, efter jeg har forsøgt at forklare, hvad jeg har valgt som tilvalgsfag: “Kognitiv semiotik? Ja, og hvad er det nu lige det er?”, spørger de.

Og hvad er det egentlig?

Kognitiv Semiotik - Suppleringsfaget

I stedet for at opremse en ordbogsforklaring af, hvad kognition og semiotik er, vil jeg fortælle de af jer, som har valgt det, hvad I kan forvente. Til de af jer, som har valgt noget andet, er her, hvad I går glip af. Året er groft sagt inddelt i et teoretisk og introducerende semester samt et praktisk semester. I løbet af det første semester fokuserer vi på nogle grundlæggende teorier indenfor kognitionsstudier for at opnå en forståelse af, hvordan vi mennesker processerer information samt skaber mening og overblik i al den input, vores hjerner konstant skal sortere i vores interaktion med verden. For at illustrere disse processer beskæftiger vi os en del med sprog og sproglige konstruktioner, men vi ser også på før-sproglige funktioner. Eksempler på disse kunne være: • Kropsliggjort viden, et begreb der dækker over de erfaringer, som er blevet indlejret i os gennem hele vores opvækst.

• Metaforer (jf. kropsliggjort viden).

• Skemaer, der strukturer vores oplevelser og de rammer, vi benytter til at skabe helhedsforståelse.

• Kategorisering af alt fra basale, biologiske og evolutionære fænomener til abstrakte, sociale indretninger.

Derudover fokuseres der på social indlæring og udviklingspsykologi ved blandt andet at se på forskellen mellem børn og chimpansers indlæring. Semestret er kort fortalt en introduktion til, hvordan studiet af mennesker (og dyrs) evne til at optage information og danne mening ud fra dette er blevet behandlet.

Andet semester er mere praktisk. Her inddrages

kognitive teorier til at forstå, hvordan vi oplever noget så abstrakt som æstetik i kunst. Udover kunstanalyser arbejder vi med skønlitteratur for at forstå, hvilke litterære virkemidler vores hjerner ofte ureflekteret reagerer på, når vi læser poesi, romaner eller noveller. På dette semester behandler vi mere konkret semiotik forstået som studiet af mening i tegn, symboler og lignende end på første semester.

Valgfrie tilbud

Udover de obligatoriske fag, der undervises i hver anden uge, er der en række valgfrie tilbud som materclasses, gæsteforelæsninger og studenterpræsentationer til vores fredagssymposier (efterfulgt af fredagsbar).

Mest interessant for os antropologer er dog for mig at se et af vores supplerende fag, der tager kognitionen ud af hovedet og behandler det som et socialt fænomen.

Faget hedder Wild Cognition og bygger på teorier af antropologer og sociologer som Edward Hutchins og Bruno Latour for at nævne et par stykker. Pointen er, at kognition ikke blot er individets måde at tænke på forårsaget af hjernens fysiologi, men derimod også hvordan vi tænker efter de social relationer, vi indgår i, og hvordan disse konstant modificeres.

Undervisningen på kognitiv semiotik behandler ganske enkelt alt, hvad der berører menneskelig handling og tanke fra filosofi, neurovidenskab, psykologi, antropologi, biologi, musik, film, litteratur, billedkunst og så videre og så videre. Fagets essens er tværfaglighed og er i alle henseender relevant for de af jer, som ønsker at udvide antropologiens fokus og styrke jeres tværfaglige forståelse.

Ses vi?

Relevant læsning:

• Dirk Geeraerts (ed.), Cognitive Linguistics: Basic Readings • George Lakoff & Mark Johnson, Metaphors We Live By • Gilles Fauconnier & Mark Turner, The Way We Think

// LIMINALT: SUPPLERING

Journalistik åbner døre for antropologien Klokken er lidt i ni, og køen af de kaffehungrende journaliststuderende vokser i kantinen. De behøver alle den daglige dosis koffein, så de kan klare den seks timer lange skoledag forude.

Af Emilie Lukman, 6. semester, grundfag i antropologi og supplering i journalistisk formidling Når man i to et halvt år har været vant til universitetslivet, hvor mødetider er et fænomen, man højst beskæftiger sig med at par gange om ugen, er en hverdag på Journalisthøjskolen en stor omvæltning. At gå fra antropologistuderende til journaliststuderende er overvældende. Der er tilrettelagt undervisning næsten hver dag, og produktivitet er i højsædet. Allerede den første uge skriver vi tre artikler, laver to interviews og holder oplæg. På en enkelt uge får jeg oplevelsen af at få mere fra hånden end på en måned som universitetsstuderende.

Jeg har fundet ud af, at man faktisk godt bare kan skrive en pointe ’som den er’ uden at sløre den i fremmedord og lange formuleringer.

Livet på journalisthøjskolen

På journalisthøjskolen summer pauserne af telefonopkald med den nye kilde, og interviewaftaler laves på kryds og tværs. Den næste deadline er altid lige rundt om hjørnet.

Det journalistiske tempo er højt, og de studerende har antennerne ude. Altid på jagt efter den næste gode historie. ”Det skal nok gå, din overskrift er jo virkelig god.”

Sådan lyder snakken ved bibliotekets gruppeborde. Pludselig er form også blevet en medspiller i formidlingen – ikke kun indholdet.

Udfordrende antropologisk formidling

På journalisthøjskolen lærer du at formidle til en målgruppe, som ikke nødvendigvis kender dit fag. Ens faglige formidling bliver med andre ord sat på en prøve.

Hvordan forenkler man en antropologisk pointe og gør den forståelig for læsere af metroXpress uden, at den mister sin dybde? Indimellem kan man føle, at man går

på kompromis med sin faglighed, men det journalistiske sprog kan, hvis det bruges rigtigt, også bidrage til pointens klarhed. Jeg har fundet ud af, at man faktisk godt bare kan skrive en pointe ’som den er’ uden at sløre den i fremmedord og lange formuleringer.

Hold fast på læseren

Journalistikken tager, ligesom antropologien, udgangspunkt i menneskers livssyn og handlinger. Kombinationen af antropologi og den journalistiske verden er derfor meget relevant. For hvad er antropologi værd hvis den ikke kan formidles til en større målgruppe?

Halvanden måned på journalisthøjskolen har åbnet mine øjne for, hvilken stor udfordring det er at formidle akademiske problemstillinger. Og hvor vigtigt det er at træne det. Allerede på første skoledag lærte vi hvad ’en god sætning’ er. Et tilsyneladende håndgribeligt redskab der dog alligevel skulle vise sig at være svær at forene med den skrivestil, et par år i universitetsverdenen har givet mig. På journalisthøjskolen skal tingene formuleres direkte og uden omsvøb. Ellers risikerer du at miste din læser, hvilket er det sidste du ønsker.

Kan journalistik gavne antropologien?

Kampen for læserens opmærksomhed og interesse er et gennemgående tema for journalistikkens præmisser. Og det kan også akademikere lære noget af. Den interesse og videbegærlighed, et antropologisk emne mødes af i faglige kredse, kan ikke forventes at være til stede i det brede mediebillede. Den verden, fagartikler skal overleve i, er præget af enorme nyheds- og informationsstrømme, der alle kæmper om læserens interesse. Og konkrete formidlingsmæssige evner kan være med til at sikre, at den meget interessante antropologiske artikel ikke går tabt til fordel for mere aktuelle eller bedre formidlede artikler.

Det, journalisthøjskolen kan give en universitetsstuderende, er redskaberne til at konkurrere med disse andre historier. Og derved gøre antropologien tilgængelig for andre end fagfolk.

35

36

// LIMINALT: SUPPLERING Der var en flok nordmænd, et par svenskere og tre danskere.... Lyder det som starten på en dårlig joke?

Tværtom. Det er beskrivelsen af en undervisningssituation i det sydlige Indien i forbindelse med min suppleringsuddannelse i Freds- & konfliktstudier samt religion.

Kulturstudier i Indien

1 ½ Semester, én ITT og 45 ECTS gjort lidt mere interessante Foran nordmændene, svenskerne og danskerne står en lille indisk kvinde. Hun er klædt i salwer kammerz og bærer en bindi i panden. Hendes navn er Sudha og hun er her for at undervise i Sydasien og denne regions konflikter – dette er startskuddet til 10 ugers akademisk skolegang under Kulturstudier.

Af: Ane Bonde Rolsted, antropolog Seks måneder inden sad jeg i det begyndende danske forår med en tilsvarende begyndende panik i maven: Hvad hulen skulle jeg stille op med mit suppleringsår? Det var foråret 2008 og Udlandsstipendiet var netop blevet indført. Betaling af studieafgift – til en vis grænse – og SU med til studie i udlandet. Det lød næsten for godt til at være sandt! Først ville jeg tilbage til Thailand, hvor jeg tidligere havde arbejdet, så ville jeg til Egypten, hvor jeg var involveret i projektarbejde.

Jeg ville snakke arabisk, ville jeg. Og jeg ville leve af humus, falafler og sol. Men midt i alle disse drømme blev jeg med ét ramt af min nye antropologiske bevidsthed og faglige integritet.

Jeg ville ikke gå på kompromis med fagene og jeg ville med sikkerhed vide, at de kunne overføres som en del af min ITT (Individuelt Tilrettelagt Tilvalg). Midt i frustrationerne over de bureaukratiske processer, som umiddelbart syntes at ville spænde ben for mit studieeventyr i Egypten, så jeg på Moesgaard en plakat om Peace- and Conflict Studies. Til 30 ECTS. Det lød perfekt til et semester ‘ude’. Plakaten var fra norske Kulturstudier og selvsamme nat fór jeg i et anfald af insomnia vild på deres hjemmeside og trykkede på ‘tilmeld mig’-knappen.

Det var næsten alt for let!

Tilbage til Indien.

Det var bagende hedt, men studiecentrets beliggenhed lige ved havet gjorde, at en let brise i heldige øjeblikke kølede de svedende skandinaviske ansigter. På vindstille dage tændte vi ventilatorerne i loftet, men deres effekt var meget begrænset i forhold til den knirkende larm de genererede. Med jævne mellemrum sejlede lokale fiskere forbi og deres råb til hinanden fløj over bølgerne og lagde sig som et uforstyrrende soundtrack i baggrunden.

Sudhas stemme fortsætter. Vi er nået til en gennemgang af konflikter om vand i Indien.

Jeg stopper op. - Ikke i Indien eller i det århusianske forår, men i min skrivende nutid.

Plakaten var fra norske Kulturstudier og selvsamme nat fór jeg i et anfald af insomnia vild på deres hjemmeside og trykkede på ’tilmeld mig’-knappen.

I 20 minutter har jeg stirret ud af vinduet, alt imens oplevelser og tanker fra min studietid i Indien farer forbi.

Efter jeg besluttede mig for at skrive dette indslag til Informanten har jeg været ramt af flashbacks, der har afbrudt hvert eneste forsøg på at koge ni måneders intense og ikke mindst faglige oplevelser og udfordringer ned til et lille, sagte ‘gør det!’

Jeg tog til Indien. Det kunne lige så godt have været noget andet. Et andet studie, et andet sted. Det var med Kulturstudier – og på dage var jeg uenig med dem og på dage var jeg rørende enig. Jeg modtog 10 ugers undervisning, læste to fag, 45 ECTS, afleverede mine skriftlige eksaminer over nettet. Jeg rejste. Boede hos. Levede

// LIMINALT: SUPPLERING

med. Jeg forsøgte at lære om Indien, om fred, konflikt og religion ved at være i Indien. Og Sudha, min tidligere underviser, blev min veninde. Hun viste mig sin bys templer og lærte mig at udføre pooja – en slags rituel bøn eller lille andagt.

Kulturstudiers intense undervisningsforløb og det jeg lærte undervejs var min adgangsbillet og indgangsvinkel til at blive i landet efter fuldendt studie og indtil sommeren igen tittede frem i Danmark.

Mens jeg lærte om indiske regioner og læste om guder, fandt jeg mit antropologiske ståsted og antropologiens styrker.

tioner. Over fattigdommen. Hierarkiet. Og ikke at kunne gøre det rigtige. Eftermiddagene på børnehjemmet, hvor jeg lavede et fotoprojekt efter undervisningens afslutning...

Det lyder som klichéerne om Indien, som et rejseessay i Lonely Planet. Men det er ikke desto mindre nogle af mine studieminder. Minder som kan indgå i en faglig kontekst og refleksioner takket være Kulturstudier.

Jeg havde tænkt dette Informanten-indslag som informativt, som et essay om ITT, ECTS, og andre forkortelser.

Det er det ikke blevet. Kulturstudier gjorde det let at rejse ud. Når den bureaukratiske del af et semester i udlandet syntes at tage pusten fra mig, var de hurtige på tasterne i Norge. Jeg kom afsted og jeg har ikke et øjeblik fortrudt.

Til min store glæde er det i retrospekt et ophold og et semester, som jeg nu indser, at jeg har lært mere af, end jeg dengang regnede med.

Så, stille, sagte og opfordrende: Gør det! Brug dit suppleringsår til at lære – både mens undervisningen er i gang, men også bagefter, før og undervejs. Og bliver det frustrerende i processen op til, så er der studievejlederne, internationalt sekretariat og alle de andre. Har Kulturstudier fanget din opmærksomhed, så se deres hjemmeside på www.kulturstudier.dk eller tag kontakt til mig. For i min entusiasme over min ITT, har jeg besluttet at sprede rygtet om Kulturstudier i håb om, at andre kan få lignende gode oplevelser – personligt såvel som fagligt.

Freds- og Konfliktstudierne var et internationalt, interdisciplinært tilrettelagt forløb i tre faser. I starten af forløbet var jeg skuffet over det faglige niveau, men som studiet skred frem lærte jeg mere og mere – og ikke mindst erfarede jeg sideløbende noget af det vigtigste jeg som antropologistuderende har lært: Jeg opnåede en forståelse af, hvad jeg kan som antropolog; hvor antropologien kan bidrage med synspunkter i konfliktanalyse og -transformation. Mens jeg lærte om indiske regioner og læste om guder, fandt jeg mit antropologiske ståsted og antropologiens styrker.

Vinduet har igen tilkaldt sig min opmærksomhed.

Tankerne flyver. Morgenyoga på taget. Den krydrede mad. Den muslimske trommesælger Farid på stranden, som viste mig sit hjem. Hans børn og kone. Vores liv var lige lange, men vidt forskellige. De farverige klæder, som ved min hjemkomst fik de studerende på Statsbibliotekets læsesal til at ligne et begravelsesoptog. Sightseeing... og frustrationer! Så mange frustra-

Hvad tænker du på?

37

38

// MOESEBRYG

Græskar, øl, fest og strip - 1. års hyttetur

Da 80 1.års studerende drog af sted på deres hyttetur, gik det ikke stille for sig. Weekenden i en (for) lille hytte i Vejers bød på lidt af hvert. Et opfindsomt hyttetursudvalg, en enorm mængde af øl, 20 græskar, en masse sjove lege, skræmmende Halloween-kostumer og en frygtløs stripper var alt sammen med til at gøre hytteturen til en uforglemmelig oplevelse, hvor man kom en hel del tættere på sine medstuderende.

Af: Sara Vestergaard Ottosen, 2. semester, Årets hyttetursudvalg Hyttetursudvalget

Hej! Føtex i Varde kan sagtens skaffe 20 græskar. Han lovede at finde de største, han kunne. Men ingen levering og til 35 kr. stk. (Jeg har åbenbart ikke gjort det bedste indtryk da jeg arbejdede der:)) Så jeg ved ikke, om vi kan gøre det bedre? (uddrag af fc-korrespondance)

“I skal ikke tage jer af, at der ikke er senge nok. Det er alligevel aldrig alle, der vil med.”

Med disse ord i baghovedet gik vi lykkelige og uvidende i gang med at planlægge årets hyttetur. Men ligesom med andre arrangementer, vil antroer anno 2010 ikke gå glip af noget. Det resulterede i knap 80 tilmeldte og alt for få senge. Vi kom hinanden ved på den tur…

Historien starter for længe siden, i slutningen af september, hvor vi havde vores første møde i hyttetursudvalget. Med tiden blev det til 4 af slagsen, hvor rødvin, øl, chokolade og en masse grin fyldte ligeså meget som selve planlægningen. Møderne endte ofte ud på de små nattetimer, og jo senere det blev, des sjovere idéer blev bragt på bane. (Vi syntes selv, det sjoveste var alle de penge, vi havde til rådighed, hvorfor der ikke var grænser for, hvad alle vores nye venner skulle udsættes for!)

Bustur med speeddating

Efter en masse forvirring, planlægning, mere forvirring og et utal af fc-korrespondancer satte vi sidst i oktober kursen mod sydvest, hvor Vejers og Vesterhavet ventede os.

Busturen forløb med dejlig stemning, øl, musik, speeddating og højt humør.

Vha. spørgsmål som…

- Hvis du var et par underbukser/ trusser, hvilken slags ville du så være?

- Hvis vi kørte forbi McDonald’s lige nu, hvilken menu ville du så vælge?

- Hvis du skulle beskrive dit se liv som et dyr, hvilet dyr ville du så være?

- I forlængelse deraf, hvis du skulle knalde med et dyr, hvilket dyr skal det så være? …kom folk godt ind på livet af hinanden (nogle vil måske mene end tand for godt!).

Skal vi have det græskar på hovedet?

På vejen dertil ulejligede buschaufføren sig med at gøre et kort stop i Varde, hvor vi havde en aftale i Føtex:

Da årstiden bød på Halloween, var det en selvfølgelighed, at vi måtte lave noget sjov med nogle græskar.

Og hvad er sjovere end at udhule og pynte græskar for derefter at få vores kære medstuderende til at have dem på hovedet under et 3-4 timers o-løb?

Den idé blev ikke just modtaget med kyshånd på o-løbet, men der gik dog ikke mere end 20 minutters tid (eller hvor lang tid det tager at drikke 2 øl), før det første græskar var på hovedet.

Med 20 græskar blev det pludselig en dyr udgift, men jeg tør godt - på alles vegne - skrive under på, at græskarrene var hver en krone værd!

Fulde af godt humør bød fredag aften på dans, druk, ølspil, slushice, mere dans og mere druk. Vores forberedte festlege var helt unødvendige og forblev ideer – folk underholdte sig selv og hinanden på bedste manér. (Derudover en stor tak til drengene, der lavede dejlig aftensmad, så vi undgik folk, der gik kold-før-tolv!)

Lørdag middag stod den, som nævnt, på græskar-o-løb. Klitterne udgjorde de bedste omgivelser, og med musik buldrende ud til alle sider var der lagt op til en sjov eftermiddag. Der blev dekoreret græskar

// MOESEBRYG

til den store guldmedalje, de fik navne og blev kysset og plejet. Antroerne blev delt ind i hold og knyttede stærke bånd i forsøget på at tage sig af deres græskar-guldklumper, Kød-Margrete, Jens Jens-Petersen og hvad de ellers hed. Herefter blev de kære unge mennesker hevet igennem poster af forskellig art – så som fodbold-posten (med græskar på hovedet), ølbowling-posten (med græskar på hovedet), øl-stafet-posten (med græskar på hovedet) og teambuilding og andre samarbejds-poster (med græskar på hovedet). Folk var mere end almindeligt gode til at forsyne sig selv og hinanden med øl undervejs, hvilket må have været en medvirkende faktor til, at nogle piger endte uden meget tøj men selvfølgelig med et græskar på hovedet!

Halloween-fest med en uforglemmelig overraskelse

Med græskarsnask i håret og øl på tøjet blev det aften og tid til Halloween-fest. Alle var klædt flot ud, selvom det for nogle var en større udfordring end for andre – hvilken vej skal man fx skrive sig selv i panden, når man samtidig kigger sig i spejlet?! Vi havde besøg af alt fra mumier, vampyrer, spøgelser og klovne til en ‘dødsbrud’, en sailor og en landmand.

Festen var godt i gang, og kl. 01.00 var der lagt op til underholdning, som skulle vise sig at være noget helt andet end den ventede ballondans!

Med stort besvær lykkedes det os nemlig, lørdag formiddag at hyre

en mandlig stripper. Vi havde joket med det ved et af møderne, og da vi havde et hav af penge endnu, stod det klart, at underholdningen til en tur med ca. 90 % piger selvfølgelig ikke kunne være andet end mandestrip!

Mens der indendørs var fest og glade dage, hentede vi stripperen i total mørke i klitterne og lovede, at han måtte overnatte (Vi siger undskyld og forsvarer os med, at det var så mørkt, at vi ikke kunne se ham!)

Efter 20 minutter med opvarmning i form af yogaøvelser gik han på ‘scenen’ iført… et græskar på hovedet, naturligvis!

Han kunne måske godt overtales til at gå lidt ind i “halloween mængden” og så have hans uniform på indenunder.. (uddrag fra fc-korrespondance)

og da vi havde et hav af penge endnu, stod det klart, at underholdningen til en tur med ca. 90 % piger selvfølgelig ikke kunne være andet end mandestrip!

Stripper-Mick udførte det ene badutspring efter det andet til stor morskab (og forargelse). Eftersom han selv havde glemt musikken, var Christian og Jens så søde at agere DJ’s. Det resulterede i et ubehageligt styrt og et (u)behageligt langt stripshow!

MIK havde åbenbart ikke regnet med, at det lå så langt ude, så han vil først kunne være ude ved os omkring 00.30-1.00, og så ville han finde ud af, om han kunne få en chauffør til at køre, så han ikke er helt udmattet når han kommer. (uddrag af fc-korrspondance).

Der kan siges meget om Mick, men udmattet var han ikke! Muligvis var han mentalt retarderet/socialt handicappet/langt væk på stoffer – uanset hvad, leverede han et show i en klasse for sig, og efterlod sig et knækket bord, 4 par små trusser, et sjovt minde og virkelig mange grin.

Vi undskylder at have stødt nogle og ødelagt andres sexliv!

Søndag eftermiddag satte vi kursen hjem mod Århus, trætte, udmattede, stadig fulde eller med tømmermænd.

Den efterfølgende mandag var alt, alt for hård – men det var alle weekendens udskejelser, sjove grin og fede oplevelser sammen værd!

Så virker det til, der er styr på det hele - fantastisk! Godt arbejde alle sammen :-D (Uddrag af fc-korrespondance)…

Det var der ikke helt, og netop derfor blev det en helt uforglemmelig tur.d

39

40 // MOESEBRYG

Take Me Back to the Fifties!

Af: Natasja Steffensen og Camilla Andersen Imødekommende piger med A-nederdele og højtsiddende hestehale med hårbånd er det første syn, der møder én.

Rock n´roll og jitterbug er det dominerende på dansegulvet, hvor fyre med glinsende slikhår byder op til dans i den bedste halvtredser stil. Marilyn Monroe, Elvis og andre legender fra dette episke årti holder øje fra væggene og kan til og med indtages i flydende form som farverige drinks med finurlige navne som John & Lennon, Hound Dog og Cadillac. Udklædningen til dette semesters antropologifest var ikke så iøjnefaldende og markant som til de tidligere temafester; erotik-festen og karneval. Dog vakte foråret og pigernes bare ben det mandlige publikums opmærksomhed og en løssluppen og lystig stemning bredte sig ud i Stakladen. Ligesom der i 50´erne foregik sjov i hjørnerne og på bagsædet af bilerne, var der også sjov bag kulisserne her. Tobias Larsen fra medievidenskab udtalte følgende om aftenens begivenheder og eskapader: ”Det tætteste man kommer på så flotte piger, er hvis man sætter sig ned og ser et afsnit af Mad Men. Antropologer kan virkelig forstå at feste og få én til at føle sig velkommen til festerne”. Antropologis fester er som det fremgår af citatet populært hos den mandlige skare, specielt fra de mande-dominerende studier som Økonomi og Ingeniørhøjskolen. Til jer fyre, siger vi tak for opbakningen og vi ses til efteråret til endnu et brag af en fest! d

// MOESEBRYG

Det tætteste man kommer på så flotte piger, er hvis man sætter sig ned og ser et afsnit af Mad Men. Antropologer kan virkelig forstå at feste og få én til at føle sig velkommen til festerne

41

42

// MOSEBRYG

Forår, forandring og fadøl - En opdatering fra fagrådet

Af: Kristian L. Svendsen & Jens S. Ø. Rasmussen, Fagrådet.

Der er forår og forandring i luften på Århus Universitet.

Vi befinder os i første fase af en proces, som vil omstrukturere universitetet, så det kan stå stærkere end nogensinde før og om muligt kravle endnu længere op ad universitetsranglisterne. Men hvilke forandringer er det præcis, der er tale om og vigtigst af alt; hvordan kommer denne omstrukturering til at påvirke de studerende på antropologi og etnografi?

Bevæbnet med disse spørgsmål opsøgte vi fagleder Mikael Gravers til en snak om forår, fadøl og ”FUP” – Den Faglige Udviklingsproces. Men inden vi kaster os ud i større spådomme om vores allesammens fremtid, vil det være på sin plads at sige et par ord om universitetets nye struktur.

Den 9. marts 2011 blev det offentliggjort, at det nye universitet skulle inddeles i fire store hovedområder: Faculty of Science and Technology, Faculty of Health, Faculty of Business and Social Sciences, og så vores eget nye hjem, Faculty of Arts. Arts vil huse fire institutter og afdeling for antropologi og etnografi bliver placeret på Institut for Samfund og Kultur. Her bor vi sammen med arabisk og Islamstudier, arkæologifagene, filosofi, historie, idéhistorie, religionsvidenskab, teologi, områdestudier samt klassiske studier.

Fra AU’s hjemmeside kan citeres følgende: ”Instituttet vil […] styrke hovedområdets satsning på udviklingen af et nyt forskningsfelt mellem kultur- og samfundsvidenskab. Endvidere vil et institut af denne type give muligheder for nye samspil mellem fagområder (f.eks. mellem antropologi, religion og filosofi; mellem historie, antropologi og arkæologi […])”

Og det lyder jo meget godt alt sammen. Ja, det lyder vel næsten lovende! – Det virker faktisk som om, man har kastet et blik på den aktuelle forskning og de aktuelle problemstillinger, som fylder i antropologien, og indrettet instituttet derefter. Men hvilken konkret forandring kan man forvente?

Skal antropologi ind til byen? Skal vi have tværfaglige forløb med filosofi? Skal vi.. hvem skal… hvornår og med hvem skal vi?

Det var med denne undren i rygsækken, vi troppede op på Mikael Gravers’ kontor en solbeskinnet onsdag for at blive lidt klogere på fremtiden for os antropologistuderende. Det blev dog hurtigt klart for os, at vores spørgsmål ikke så let lod sig besvare – for ingen har svarene. Vi befinder os nemlig i den spæde begyndelse af en proces, der strækker sig over årtier, og hvis forløb stadig er til forhandling as we speak. Gravers gjorde det dog klart, at det langsigtede mål er at samle det nye institut sammen på campus. Men samtidig pointerede han, at der i alle konkrete flytteplaner kun er tænkt på ”…kontorer og VIPs. Undervisning vil stadig foregå på Moesgaard og rundt omkring i byen.” Dog forsikrer han os for, at ”vi vil gøre alt for, at hele miljøet bliver samlet – helt fra forskere og undervisere til studerende og deres bøger. Men der er ikke andet at gøre end at vente på, at det store system bliver klart, for når der er nogle der skal ind, er der andre der skal ud ”.

Uforstående over at svarene ikke var så simple som ”den-anden-i-anden-flytter-alt-sammen-derhen-og-alle-

bliver-glade”, prikkede vi videre til Gravers med spørgsmål om Moesgaard, de nye byggerier og kantinen. Her var svarene dog stadig en smule uklare, men Gravers mener at antropologi og Moesgaard stadig vil være flettet sammen i fælles projekter og forskning i fremtiden. Hvilken fremtid, og hvem denne fremtid er for, forhandles der i øjeblikket om mellem dekanen for Arts og museumsdirektøren. Hvad angår kantinen på Moesgård og rygtet om lukning af denne, forsikrer Gravers, at der ”… i det, der forlyder nu, ikke er noget i, at der ikke bliver en kantine!”.

Mikael Gravers fortæller, at det er besluttet, at den nye kandidatuddannelse, Human Security, skal ligge inde i byen. ”Vi er nødt til at lave et samlet miljø derinde, for det er jo en tværfaglig uddannelse...”, siger han og forventer, at ”…

Human Security kandidaten bliver frontkæmperen for antropologi i byen.” Udfordringen er så at bygge et studiemiljø op omkring den, og hvis det stod til Mikael Gravers, skulle man gå aktivt ind i kampen for lokalerne og hurtigst muligt begynde at lægge undervisningen derind.

At snakken kommer ind på studiemiljø får os til at rykke en halv balle frem i sædet. Studiemiljøet er jo det virkelig vigtige for os og det egentlige formål med dette besøg på faglederens kontor. For hvis antropologer skal have undervisning i byen, og de samtidig har alle deres læsepladser og poolborde på Moesgård, hvad så med studiemiljøet?

– Kan vi mon se frem til denne ”fagre nye verden” hvor al undervisning, læsning, forskning, øldrikning og anekdotefortælling foregår inden for samme fire vægge, og hvor alle, lige fra professorer til førstesemesterstuderende, kan komme hinanden ved?

Mikael Gravers siger, at dette er visionen, men at visioner som denne kun kan lade sig realisere over mange år. ”Der er en masse åbne spørgsmål, men parolen er, at det ikke kan nytte at gå og bekymre sig om dem. Man bliver nødt til at forholde sig til ændringer, når de sker. Sådan en proces er nødt til at være topstyret. Heldigvis har vi en dekan der synes at lytte til fodfolket ”, siger Gravers.

Vi kigger alle tre ud ad vinduet et øjeblik. Det er Mikael Gravers, der tager ordet op igen: ”Vi har været for dårlige til at lave noget herude. Værre er det jo heller ikke, end at vi kan gå over og drikke en bajer en fredag eftermiddag. Så svært er det heller ikke.” – Vi giver ham ret. Så svært er det jo heller ikke! Det er på tide, at vi på antropologi glemmer de store strukturer et øjeblik og dykker ned på mikro-niveau for selv at gøre en aktiv indsats i skabelsen af et godt studiemiljø. Om det hedder Moesgaard eller campus, er ikke spørgsmålet – det er os på antropologi og etnografi, der skaber studiemiljøet, ikke rektoren og hans dekaner. Vi må altså indse, at vi i denne sammenhæng bliver nødt til at glemme Levi-Strauss’ strukturdeterminisme og i stedet bekende os til en sartresk eksistensfilosofi, hvor ansvaret for skabelsen af et godt studiemiljø hviler på vores egne skuldre. ”Man is fully responsible for his nature and his choices [og hans studiemiljø]” – Jean-Paul Sartre.

// MOSEBRYG

Student’s Council

- Anthropology and Ethnography

Af: Line Beck, Fagrådet.

Som følge af omlægning af strukturen på Århus Universitet har Fagrådet også været nødsaget til at ændre sin profil. Tværfaglighed og international profilering lyder det fra rektor og dekaner! – og vi i de nedre dele må jo bare følge trop, eller hvad? Tropehjelmen går imod nye farverige udfordringer, og Fagrådet vil gerne gøre hele denne søbe af strukturer, sammenlægning og spekulation lidt lettere for dig. Derfor har vi lavet en helt personlig guide til dig om det nye (internationale og tværfaglige) Fagråd – vores interesse er udelukkende at hjælpe med til at gøre dit studie bedre – både fagligt og socialt!

Fagrådets formål er at repræsentere de studerendes interesser og styrke det faglige og sociale studiemiljø. Vi fungerer som kommunikationsled mellem studerende, afdelingen og universitetet. Vi vil gerne være med til at sikre den faglige kvalitet af studiet ved at lytte til dine vurderinger af kurserne. Sikring og forbedring af det sociale studiemiljø er prioriteret højt på vores dagsorden, og vi har tæt kontakt til relevante udvalg, råd og nævn for at kunne opnå indsigt og indflydelse på studiet.

Vi er meget interesserede i at høre fra dig, hvis du ligger inde med kommentarer, idéer, forslag, indvendinger eller andet i forhold til dit studiemiljø!

Du kan finde os på Fagrådets konference på First Class, Fagrådets facebook gruppe eller ved kontakt til et af de følgende medlemmer:

Mia Flytkjær Chief financial officer and head assistent of practical affairs.

Kristian L. Svendsen Executive officer of news coverage and Head of external communication.

Line Beck Head of internal and external communication and contact person to the fellow students.

Søren Vind Knudsen Executive agenda planner and Work Flow manager.

Sandra Bøgh Lund Study Comitee communication head manager and contact person.

Jens S. Ø. Rasmussen Head of news coverage and Chief innovation officer.

Frederike Fahse Vice assistant of practical affairs and Office communication manager.

43

44 // MOESEBRYG

Livsstilssygdomme – et antropologisk felt

Anders Lindelof har studeret både antropologi og medicin, og bruger sin tværfaglige viden i et p.hd.-projekt om overvægtige teenagere. Hans diagnose af sundhedsvæsnets tilgang til fedme er klar: Der bør fokuseres mere på de komplekse sociale og kulturelle faktorer, som ligger bag de overvægtiges praksis.

Af: Anders Lindelof, læge, ph.d.-studerende og næsten-antropolog I 1997 begyndte jeg at læse etnografi på Moesgård. I den daværende studieordning var en af komponenterne et længerevarende feltarbejde. Under mit feltarbejde var jeg en gang om ugen med i to ”vægttabsklubber” – en for mænd og en for kvinder – hvor jeg undersøgte, hvordan livet er som meget tyk voksen. Da jeg havde skrevet min feltrapport, begyndte jeg uafhængigt af universitetet at lave en lignende undersøgelse med tykke børn og deres forældre. Ad forskellige veje bragte ”børneundersøgelsen” mig i kontakt med ”sundhedssystemet” og de forståelser og tilgange, der kendetegner det system.

Blandt andet erfarede jeg, at det, som lægerne syntes var vigtigt i forbindelse med overvægt, var meget forskelligt fra det, jeg med min antropologiske tilgang så som vigtigt. Jeg erfarede også, at lægerne sad – og sidder – tungt på magten i sundhedssystemet. Det vil sige, det i høj grad er dem, der bestemmer, hvor pengene skal bruges, og det er dem, der bestemmer, hvordan en given forebyggelse eller behandling skal skrues sammen. Derfor og på trods af, at jeg kun manglede mit speciale for

at blive færdig som kandidat på Moesgård besluttede jeg mig for, i 2003, at begynde på lægestudiet. Seks år senere blev jeg læge og er nu jeg ved at færdiggøre min ph.d. på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Jeg har i mit ph.d.-projekt gennem to et halvt år fulgt 12 tykke teenagere og deres forældre. Først var jeg på slankelejr, hvor jeg deltog i de daglige aktiviteter og lavede interview med de unge deltagere. Jeg interviewede også deres forældre privat. De følgende to et halvt år var jeg to gange hjemme hos dem og interviewede unge og forældre hver for sig. Projektet er derfor primært interviewbaseret, men har også benyttet sig af deltagerobservation og feltobservationer.

Naturvidenskaben og antropologien mødes

Der er langt fra den antropologiske guldstandard for feltarbejde til mit ph.d.-projekt, og inden for en antropologisk målestok vil min metodiske tilgang næppe høste stor anerkendelse. Men i forhold til den naturvidenskabelige logik, der præger sundhedssystemet, så er min tilgang meget antropologisk og langt fra traditionel praksis. For eksempel tester de studier, der publiceres om fedme, ofte en hypotese, eksempelvis: Drikker tykke børn mere sodavand end tynde børn? For at undersøge det, laves der typisk et klinisk forsøg. Det vil sige, en gruppe tykke og tynde børns sodavandsforbrug undersøges objektivt, eksempelvis gennem blodprøver eller spørgeskemaundersøgelser. Der udføres efterfølgende en statistisk beregning på svarene, der enten fastslår eller afviser hypotesen. Der findes utallige undersøgelser, der har undersøgt sam-

WHO har beregnet, at 70 procent af alle lægebesøg i 2020 vil skyldes sygdomme, som borgerne har pådraget sig, fordi de har en uhensigtsmæssig adfærd.

Anders Lindelof. Foto: Søren Sander.

// MOESEBRYG

menhængen mellem sodavand og fedme og ikke overraskende viser de alle, at jo mere sodavand man drikker des tykkere er man. Den naturvidenskabelige tilgang stopper ikke her. For i og med at der er fundet evidens for, at sodavand er fedende, så skal børnene reducere deres sodavandsforbrug. Groft sagt går behandlingen ud på, at diætisten eller andre velmenende professionelle på empatisk vis fortæller børnene og deres forældre, at de skal drikke færre sodavand, og at for mange sodavand er skadeligt. Dette råd er der ikke noget galt i, og for nogen mennesker kan det have en gavnlig effekt. Men særligt for samfundets svage borgere har sådanne råd begrænset betydning, og de vil ikke reducere mængden af sodavand, fordi de får at vide, at det vil være bedst for dem.

Der er naturligvis mange forklaringer på, at diætistens råd ikke virker. Ud fra en antropologisk betragtning kan det argumenteres, at det blandt andet er fordi diætisten ikke formår at ændre de præmisser, der har gjort, at barnet og familien drikker sodavand.

folk har en masse motiver for at gøre, som de gør og [ændrer derfor] ikke praksis på baggrund af information. ence havde de blandt andet fra deres familie og omgangskreds, hvor det var helt normalt at drikke sodavand til eksempelvis maden, samtidig med at sodavand blev brugt til at hygge sig med. Ydermere brugte teenagerne særligt junk food inklusiv sodavand mod kedsomhed, som trøst eller fordi de var lækkersultne og havde penge i lommen.

Flere legearealer og cykelstier

Mange unge overvægtige har ikke gavn af diætistens velmenende råd Bag om praksis

Hvad kan man så gøre for den del af befolkningen, der ingen gavn har af diætistens råd? Jeg mener, at sundhedssystemet i langt højere grad end nu skal tillægge sig en antropologisk tilgang og forsøge at forstå motiverne bag folks praksis. Kort sagt er det interessante i forhold til forebyggelse/behandling ikke, at tykke børn drikker mange sodavand, men hvorfor de drikker mange sodavand – sidstnævnte er en antropologisk problemstilling og er overraskende fraværende i den videnskabelige litteratur omhandlende fedme. En større forståelse af motiverne bag folks praksis vil vise, at en mono-kausal tilgang, for eksempel diætisten, der informerer om det skadelige ved sodavand, er ufrugtbar, da folk har en masse motiver for at gøre, som de gør og derfor ikke ændrer praksis på baggrund af information. De teenagere, jeg har mødt i min undersøgelse, drak eksempelvis sodavand, fordi de syntes, det smagte godt. Den præfer-

Mine resultater kombineret med en antropologisk forståelse peger på, at folks praksis afspejler det samfund, de er del af. Behandlingsmæssigt betyder det, at sundhedssystemet for at få folk til at ændre adfærd og eksempelvis drikke færre sodavand i højere grad end nu må arbejde for, at interventioner signalerer og befordrer den adfærd, der stiles efter. Således vil en antropologisk inspireret forebyggelse/behandling af fedmeepidemien forsøge at italesætte den praksis, der sundhedsmæssigt anbefales gennem praktiske og strukturelle tiltag og ikke ved at informere borgeren om rigtigt og forkert. Helt banalt vil eksempelvis flere cykelstier, grill-pladser, legearealer og klatrevægge signalere, at man kan lave andet end at se fjernsyn, når skolen slutter. En sådan tilgang er midlertidig langt fra aktuel behandlingspraksis, hvor de tykke børn tages ud af deres dagligdag og ”går til vægttab” en eller to gange om ugen hos diætisten.

Til slut: WHO har beregnet, at 70 procent af alle lægebesøg i 2020 vil skyldes sygdomme, som borgerne har pådraget sig, fordi de har en uhensigtsmæssig adfærd. Samtidig stiger den sociale ulighed i sundhed, og de svage opnår ikke i samme grad de helbredsmæssige goder, som de mere velstillede borgere opnår. Der er i høj grad brug for antropologisk forskning inden for dette felt – særligt anvendelsesorienteret forskning, der kan give den svage del af befolkningen en lyst til at bevæge sig og spise sundere.

Jeg håber nogen har lyst til at være med! d

45

46 // MOSEBRYG

Ph-hvafforno’et?

- Interview med ph.d.-studerende Cecil Marie Schou Pallesen

Mange går med overvejelser om, hvad tiden efter studierne mon bringer. Drømmene er mange. Nogen drømmer om at få et Ph.d. stipendiat fra første dag på studiet. Andre havner mere tilfældigt i det. Jeg spurgte den nystartede Ph.d. studerende ud om hendes projekt og tankerne bag at starte på noget helt nyt.

Går du med tanker om Ph.d. eller er du bare nysgerrig efter, hvad det er? Så læs med her.

Af: Mark Nikolajsen, 10. semester - Hvorfor var det Ph.d. du drømte om?

Hele vejen igennem min uddannelse har jeg savnet tid til fordybelse. Jeg synes ofte, det er gået alt for stærkt, hvor den ene eksamen afløste den anden. Da det gik op for mig, at en Ph.d. måske var en mulighed for mig, var tanken om 3-4 års ekstra faglig fordybelse meget fristende – det er virkelig en luksus at få lov til at bruge så lang tid på et projekt, som man oven i købet synes er voldsomt spændende!

Da jeg startede på universitetet havde jeg slet ikke tænkt en Ph.d. som en mulighed. Da jeg blev opfordret til at søge, brugte jeg lang tid på at mærke efter og tænke over, hvad jeg egentlig ville med det hele. Om det nu var noget for mig det dér med at forske. Men efterhånden blev jeg mere og mere hooked. Jeg gav mig selv et los i r**** og forsøgte at overbevise mig selv om, at jeg faktisk var skide god til antropologi. Og lige pludselig var der bare ingen tvivl - jeg måtte søge. Og i andet forsøg var jeg så heldig at komme gennem nåleøjet.

-

Hvad handler dit projekt om?

Mit projekt handler om indiske immigranter i det nordvestlige Tanzania. Mange indere har boet i Østafrika i mange generationer, og de sidder til stadighed på en stor del af landenes business. I Bukoba, hvor jeg skal lave feltarbejde, er de fleste butikker faktisk ejet af indere. På trods af, at den indiske diaspora har været i Tanzania i så mange år, er der stadig temmelig klare skel mellem ’inderne’ og ’afrikanerne’. Inderne har været et ret udskældt folk i Østafrika i de sidste 100 år – måske fordi, de er for gode til at drive forretning! Men min klare fornemmelse er, at manglen på sympati går begge veje.

Min primære nysgerrighed går på, hvordan det opleves at leve et sted, hvor man på én gang hører til og ikke hører til. Mange af inderne har aldrig eller sjældent været i Indien, men alligevel er det dét land, de relaterer sig (og relateres) til identitetsmæssigt. På den måde kan man tale om, at inderne ’hører til’ to forskellige steder – et fysisk sted og et forestillet sted. Men hvad betyder det for deres mulighed for at føle sig hjemme der, hvor de bor og lever deres liv? Denne problematik gør sig gældende for millioner af mennesker over hele verden; mennesker, som mere eller mindre frivilligt er rejst fra deres hjemland for at slå sig ned på nye steder. Jeg er interesseret i at finde ud af, hvordan oplevelsen af at ’være hjemme’ splittes, genskabes eller sammensættes af forskellige elementer, og hvilken betydning denne ’nye hjemlighed’ har for et menneskes evne til og muligheder for at føle sig som en del af et sted.

- Hvordan er det at starte?

På dag 1 og 2 var jeg til velkomst-arrangementer på fakultetet og instituttet, og vi blev taget vældigt godt imod med kæmpestore kanelsnegle og gode råd. Lynhurtigt blev det hverdag: jeg flyttede ind på mit kontor, som jeg deler med en post-doc. Jeg har hæve-sænke-bord, arbejdscomputer og min helt egen klipsemaskine. Til gengæld er der ingen, som fortæller mig, hvad jeg skal lave. Det kan være ret overvældende bare sådan at starte på et stort projekt – for hvordan er det lige, man griber det an? Det er lidt svært at forholde sig til, at det hele skal ende med en stor afhandling om fire år. Heldigvis har min vejleder givet mig nogle idéer til, hvordan jeg får sat litteratur-søgning og læsning i system, så nu føler jeg, at jeg er ved at være godt i gang. Men sommetider kan det være ensomt – når man f.eks. hele formiddagen har set

// MOSEBRYG frem til frokostpause med sine kolleger, og det så viser sig, at halvdelen af dem er på feltarbejde og halvdelen spiste for en halv time siden… Så føler man sig en smule palle. Til gengæld er det hyggeligt, når der er folk på lærerværelset og på gangene, og man kan få sidste nyt fra sydhavsøerne. Den eneste ulempe ved at have antropologer som kolleger er, at de næsten altid er solbrune.

- Hører du så noget mere sladder ude på afdelingen nu?

Ha ha - I skulle bare vide

- Hvor meget tid brugte du på ansøgningen?

Lang tid! Jeg synes det var en temmelig hård proces.

Oveni de almindelige semestre med undervisning og eksaminer skulle jeg finde og læse en hel del litteratur.

Jeg skulle skrive en ansøgning om et projekt, som personer fra mange forskellige humanistiske fag skulle finde interessant og relevant nok til, at de ville kaste penge efter det. På få sider skal man vise, at man er fagligt dygtig, ambitiøs, har orienteret sig i al relevant litteratur, og at projektet bidrager med noget nyt til forskningen.

Min anden ansøgning skrev jeg, da jeg netop var gået i gang med mit feltarbejde. Det var noget lettere: pludselig havde jeg empiri, som kunne underbygge de problemstillinger, jeg omtalte i ansøgningen, jeg havde et konkret sted og nogle konkrete mennesker, jeg kunne henvise til.

- Hvor startede du da skulle til at skrive ansøgningen?

Jeg har været igennem en del forskellige idéer i ansøgningsfasen – jeg har aldrig været særligt god til at beslutte mig. Jeg tror, at mange antropologer og antropologistuderende har det ligesom mig: Man kan undersøge alle slags mennesker i hele verden, og med faglige briller på synes man, at alt er interessant. Og hvordan vælger man så?!

I et undervisningsforløb blev jeg inspireret af tekster om mennesker og steder. Så det var i udgangspunktet mit fokus. Jeg talte med flere af mine undervisere og et par Ph.d.-studerende, og fik vendt de forskellige projekter,

jeg overvejede. På Café Englen, en tirsdag eftermiddag gik det op for mig, hvad mit projekt skulle handle om, og hvem jeg gerne ville have som vejleder.

- Har du et fagligt netværk? Og hvordan skabte du det?

Jeg har selvfølgelig min vejleder her på afdelingen og en medvejleder i Skotland. Der er enkelte andre undervisere og ph.d.-studerende, som jeg har haft en del at gøre med de sidste år, og som er gode til at støtte og inspirere. Og så jeg med i ’den magiske cirkel’, hvor folk fra afdelingen mødes og inspirerer hinanden (og det er altså ikke som på Ålborg Universitet – vi har ikke munkekutter på…!

Det foregår ved højlys dag og er forholdsvist sobert ). Det er en god måde at lære kolleger at kende på, og det er fedt at alle har ja-hatten på og udelukkende er der for at udfordre og udvikle deres egne og andres projekter. Der er ikke mange på afdelingen, som arbejder med helt de samme temaer som jeg, så jeg arbejder på at komme med i nogle tværfaglige forskningsnetværk, som har fokus på f.eks. migration, steder og hjemlighed.

- Overspringshandler man også som Ph.d. studerende?

Ja da! Eller – nu kan jeg jo kun tale for mig selv. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at selvom jeg synes det er virkelig interessant at læse mig ind på felten og forberede mit kommende feltarbejde, så er det helt ubeskriveligt let at få trang til en kop kaffe eller overbevise sig selv om, at man liiige har behov for at gå en tur over i kantinen eller at kigge lidt på facebook (selvom det virker en lille smule forbudt, når man sidder ved sit hæve-sænke-bord!). Men når solen begynder at skinne igen, så vil jeg prøve at lægge en gåtur ind i mit dagsprogram som en ikke-syndig overspringshandling. Og så skal jeg vist også lære at lukke firstclass ned, så jeg ikke hører dét der ’ding!’ hver gang der kommer en mail.

- Nu har du prøvet P.hd’en lidt tid. Er det stadig sjovt?

Jeg er jo stadig temmelig grøn, må man sige. Men jeg nyder, at jeg KUN skal koncentrere mig om mit projekt, jeg synes, det er dejligt at have nogle måneder, hvor jeg kan bruge al min tid på at læse. For mig er det lidt en ny oplevelse af læsning: jeg laver MIN EGEN læseplan og jeg vurderer selv, hvad der er vigtigt – og så handler al min litteratur om dét, jeg skal arbejde med på mit feltarbejde.

På den måde bliver læsningen mere lystbetonet. Og så er jeg rigtig glad for at have et kontor, hvor jeg kan møde på arbejde, for jeg er meget mere effektiv, når jeg har en klart defineret arbejdsdag og et sted, hvor jeg ikke kan lave så meget andet end at arbejde. Det er jo heller ikke uden betydning, at alle mine kolleger brænder for deres fag og deres projekter – det er et motiverende og inspirerende miljø at færdes i.

47

48

// MOESEBRYG

Hverdag i Pavillionen Klokken er 7:46. Jeg tramper i pedalerne og passerer Højbjerg Maskinfabrik. Til venstre på Oddervej snegler bilkøen sig ind mod byen. Ind mod Århus. Godt man ikke er nødt til at sidde i den kø hver morgen.

Privilegeret at kunne starte dagen med en tur i det fri. Og så går det ned ad bakke. Op og ned som det altid går, når man cykler i Århus. Byen med frilagt å, men som til gengæld måske snart mister sit Å?

Af: Michael Qvortrup Cyklen triller af sig selv det sidste lette stykke ad Oddervej. Ned mod Moesgård Alle. Jeg finder et hul i sneglekøen og krydser over. Cykler langs de kendte rønnetræer, der står nøgne i den frostfriske vintermorgen. Mod øst lyser det gyldent gennem træernes grene. Solen på vej op.

Med hvid ånde og P1 i ørerne ankommer jeg til Moesgård og trækker cyklen og over den lille bakke med den røde lade og Pavillonen. Eller barakken som jeg godt ved, en del kalder den. Fred være med det – den har fungeret godt i de sidste 8 år. Med min dejlige arbejdsplads, biblioteket.

Jeg stiller cyklen ved den røde lade og går op ad trappen.

Passer på, for i disse frosttider kan her godt være glat.

Nøglekortet skal have nogle ture gennem kortlæseren, før dioden blinker, som den skal. Den har det nok også koldt.

Træder ind i varmen – ah! Åbner som det første døren til kopirummet. Her er der p.g.a. maskinen altid meget varmt, når døren har været lukket længe. Sætter en dørstopper på og lader varmen slippe ud. Checker maskinen.

Alt ok. Klar til dagens dont. Den dont er hård med alle de kopier, den stakkels maskine må udspy.

Klokken er 7:58. Jeg tænder lyset på gangen og låser mig ind på mit kontor. Får overtøjet af og hængt op. På skrivebordet ligger et par pakker med bøger fra boghandleren, som en venlig sjæl har bragt herop. Nå ja, der ligger jo også de sædvanlige 32 andre bunker med to-doting. Straks når man har fået minimeret dem med 7, dukker uvægerligt 6-8 nye op. Ikke et diskussionsoplæg, men et vilkår. 8:04. Tænder min pc og låser op til skrankekontoret ved siden af. Kontaktens klik. Lysets tøven. De morgensøvnige lysstofrørs blinken. De beslutter sig for samarbejde og jeg puster liv i pc’en på skranken. Videre ind på biblioteket. Lys over land og persiennen op ved glasdøren i gavlen. Checker pc’erne. Der er vist noget galt med grafikkortet på den ene. Må huske at kontakte AU-IT, når de åbner biksen. Kaster et blik på selvudlånsautomaten. Alt ok her.

På mit kontor har pc’en sat en programopdatering eller virusscanning i gang. Så den får lov til at gøre sig færdig.

Den vil alligevel være for langsom til alt andet, før dét job er til ende. Starter bibliotekets systemhjerte: biblioteks-

De voldsomme, mageløse og entrepenørgule maskiner knokler løs. Foto: Michael Qvortrup

// MOESEBRYG

10:00 Erling og jeg tager sammen en kop formiddagskaffe med kanelknækbrød.

Knækbrødets opfinder burde have Nobelprisen i kemi!

systemet Aleph på skranke-pc’en. Efter at have indtastet de vanlige 5 passwords er det oppe at køre, og jeg afleverer den stak bøger, der er kommet på bogvognen siden i går. Nogle skal til Statsbiblioteket, andre til nogle af AUs øvrige biblioteker og en del er vores egne, som Steffen eller Kimmie sætter på plads, når en af dem kommer her i formiddag.

Tager kogekedlen på mit kontor og henter vand i frokoststuen. Kaffe! Morgenkaffe! Min pc er kommet op at køre. Åbner FC. Åbner først bibliotekets fælles mailboks. Her ligger alle bogbestillinger til andre biblioteker. ”Bestillinger til udprint” afsendt fra Statsbibliotekets server kl.

06:23. Åbner den vedhæftede fil og pdf dokumenterne.

41 bestillinger. Noget over middel. Printer dem ud. Så skal vi have dem fundet frem inden Statsbibliotekets bud kommer ved 10.15 tiden.

Det pusler ved yderdøren. Det er Erling, der er kommet.

Han har gennem flere år været min gode kollega 3 dage om ugen. Torsdag og fredag er han på Nobelparkens bibliotek. Han kommer også på cykel. Efter at have taget den morgenlange togtur fra Aalborg (nej, deres å er ikke frilagt, men til gengæld er det længe siden, de har haft et Å i bynavnet…). Vi hilser go’ morn’ og Erling gnider

varme i hænderne efter cykelturen. Får en slat kaffe.

Straks efter kaster han sig over de 41 bestillinger. Han er en ørn til at finde de bøger, der har forputtet sig. Så i dag er der kun 1, som der må gives fortabt på, og som må markeres ”P.t. borte” i systemet. Den ligger nok diskret på afleveringsbogvognen en morgen. Sådan plejer det jo at gå. Men det tager tid at finde alle de bestillinger, så vi skiftes til det. Sådan er det jo på små arbejdspladser. Her er ikke så meget plads til specialisering. Vi skal gerne alle – begge to – kunne det meste.

Hov for pokker. Jeg har da rent glemt at trække persiennerne op på kontoret. Op med dem, mens jeg passer på ikke at rage nogle af mine kaktusser ned. Deres pigge er hverken persienne- eller fingervenlige.

Godt det sneede let forleden. For udenfor mit vindue er jo ikke længere den dejlige brakmark, som i næsten 8 år har været vores udsigt. Vi der har siddet i pavillonen.

Siden 5. januar har voldsomme, mageløse og kæmpestore entrepenørgule maskiner knoklet løs for at forandre brakmarken til det månelandskab, der på næsten mirakuløs vis skal berede grunden til det nye Moesgård Museum. Ufatteligt så meget jord, ler og sand, de har flyttet på de uger. Jeg har chaufførerne på lastbilerne og bæltekøretøjerne mistænkt for, at de faktisk synes, det er herligt at fedte rundt i dybt, fedtet, gult ler – med bevidstheden om, at her er det altså maskinen og ikke leret, der vinder. Selvom leret stemmer godt imod og gør alt for at metalmonstrene skal opgive ævred.

8:40. Yderdøren går op og støvler trampes af for sne.

6’eren er kommet og med den en flok studerende, der snakkende strømmer ind i pavillonen. Der hilses med hej og go’ morn’ Dejligt med det liv af skiftende årganges studerende i pavillonen. Ellers kunne der godt blive lidt for stille her på kanten af den ikke længere eksisterende brakmark. 9:01 Ups, det fik jeg sagt for tidligt. Med et brøl starter et af de kolossale bæltekøretøjer motoren. Og som den passerer forbi vores vinduer på 4-5 meters afstand ryster hele pavillonen, da dens mange ton dundrer hen over den frosne jord. Klokken 9 er åbenbart take-off for maskinparken og snart graver, læsser, fragter, flytter, skubber og henter de gule monstermaskiner jordens og

49

50

// MOESEBRYG

“Mest af alt holder jeg af hverdagen” markens indre efter en givetvis sindrig plan, som kun Monberg, Thorsen og Højgaard plus deres håndgangne mænd sikkert kender! Om det er generende og forstyrrende? Tjaeh, selvfølgelig er det det. Men også voldsomt fascinerende. Mange små drenge ville være ellevilde for at kunne opleve det skue, som vi i pavillonen har udenfor vores vinduer hver dag. Monstertrucks – dét rykker! Og larmen? Jo, ja. Den er jo unægtelig svær at komme udenom. Vi har effektive ørepropper til gratis uddeling til de studerende og vi har hovedtelefoner til udlån. Så kan man jo spæde maskinernes dundren op med ”Rumour Said Fire” eller prøve at overdøve med en gang Heavy, hvis man er til det.

10:00 Erling og jeg tager sammen en kop formiddagskaffe med kanelknækbrød. Knækbrødets opfinder burde have Nobelprisen i kemi! Vi snakker lidt om et par film. Erling er et fond af filmviden. Jeg er novice og suger til mig.

Mens vi knaser knækbrødet, ankommer Kimmie. Hun læser middelalderarkæologi og har 7 timers studenterjob på biblioteket om ugen. Hun får sig en kop te med og så går vi tilbage til hvert vores. Bedst som jeg sætter mig for at checke emne mails, stikker en studerende hovedet ind på kontoret. En drilsk reference volder problemer, men vi får problemet løst og fundet ud af, hvad det var for et kapitel fra en Jenkinsbog, hun skulle bruge.

10:37 Fortsætter med at checke dagens e-mails. Nyt om organisationsændringerne og den fremtidige institutstruktur. Og bibliotekernes fremtid. Det er omskiftelige tider, vi lever i. Og ikke kun brakmarken må opleve forandringens gravko. Så lige en e-mail fra Styrelsen for Bibliotek og Medier, der udbeder sig den årlige statistik.

Udlånstal, hyldemeter, lønkroner m.m.m. Lægger den til side. Tager lang tid at hitte alle de tal, og der er heldigvis lang svarfrist. Så en mail fra fakultetet med samlede kontoudtog for bibliotekets forbrug i 2010 og minsandten om ikke også Statsbiblioteket betænker os med en mail vedhæftet udlånsstatistik for sidste kvartal 2010. Vi kan godt nok måle og veje meget i disse år. Og vi gør det. Ved vi mon altid hvorfor? Ikke helt sikker er jeg, som Yoda fra Starwars måske ville have vendt det.

Det banker. Godt nok er min kontordør altid åben, men et bank er den nemmeste måde at vække min opmærksomhed. Den er gal med en printer. Hjælper en arkæologistuderende med at installere den rette printer. 11:09.

Besvarer et par mails og går i gang med at finde litteratur til en kommende semesterhylde. Pavillonen ryster let. Nej det er ikke jordskælv – eller jo. Det er det jo faktisk, men skælvet, der nok ikke kravler høj op ad Richters skala, skyldes det monstrum af en Cat bulldozer, der i dette øjeblik passerer forbi med en ½ bakke gult ler foran sig. ”Moesgårdbiblioteket det er Michael Qvotrup” siger jeg let rystet, da telefonen ringer. En kollega fra et andet bibliotek vil høre angående et speciale fra antropologi. Jeg hjælper hende med en skanning af en indholdsfortegnelse og mailer den. Videre med semesterhylden. Den skal sættes op på torsdag, så det haster lidt. Det gør det jo tit. Og sådan er det helt fint.

12:02 Frokosttid. Sammen med Erling går jeg ned og spiser på antropologi. Vi snakker om, hvor mange mærkelige ting, der spises rundt i verden. Altid sjovt at blive udfordret på sit indre menukort. Om end vi nok de fleste af os har grænser for, hvad vi kunne sætte tænderne i.

12:33. BUM, BUM, BUM ! Drønene fra nedbankningen af spunsvæggene kalder os tilbage til biblioteket. Den litterære klassiker ”Rasmus Klump og Dunkedyret” får pludselig en helt ny aktualitet. Prøver at abstrahere fra dunkedyret og koncentrere mig om nogle bogbestillinger ved vores boghandler. Med hjælp fra en kop half & half. ½ kaffe & ½ mælk lykkes det. 13:46 Sammen med Erling ser jeg på nogle emnergrupper i den middelalderarkæologiske bogsamling. De er for svære at hitte rundt i. Så vi må gøre det lettere. Ender med en løsning, der forsimpler opstilling og genfinding. Men selve projektet må vente til sommer. For når flere tusind bøger skal ”gøres ved”, så sker det bedst i en stille periode, hvor de fleste brugere holder ferie. Og vi har rigeligt at se til med at sætte chips i alle vores tidsskrifter. Når dét projekt er afsluttet, så skal det fejres, skal det!

Besvarer flere mails og får endelig taget hul på statistikken til Styrelsen. Ikke min kop te, men heller ikke dét er et diskussionsoplæg, så det må gøres. Det tager sin tid.

Erling stikker hovedet ind og vi enes om at ses næste dag.

Som altid. Graver lidt flere tal frem. 15:19. Det er faktisk blevet rigtig pænt vejr og med sol på er månelandskabet næsten smukt. På med cykelhjelm og handsker. Ud af døren, op på cyklen. Drønene fra dunkedyret overdøves næsten af Madsen på P4 i min radio. Tramper op ad Alleen og når Oddervej, hvor jeg igen møder sneglekøen.

Nu på vej hjemad. Endnu en arbejdsdag er slut. En god en. ”Mest af alt holder jeg af hverdagen”, som Onkel Danny ville have sagt.d

// MOESEBRYG

Hvad tænker du på?

Faglederen orienterer: Af: Mikael Gravers Specialeudtalelser

Fakultetet har besluttet at specialeudtalelser er fortid. De har længe ikke været en del af bedømmelsen og skrives ikke mere.

Graduerede eksaminer med censur

Studienævnet har bedt antropologi ændre BA studieordningen, således at der ikke forekommer graduerede eksaminer uden intern censur. Alle studieordninger er gennem en revision – men der er mest tale om sproglige ændringer.

Human Security

Der er kommet 34 ansøgninger til Human Security kandidaten, der handler om Miljø og Konfliktanalyse. Det betyder at det første år på den nye kandidat kommer til at køre med næsten fuldt hold.

Profilfaget på kandidaten

De nye profilfag til alle kandidatuddannelserne på ARTS er ikke færdige endnu.

Profilfaget er 30 ECTS og udbydes også til andre fags studerende. Det bliver formentlig projekt- og analyseorienteret, evt. med kort praktik.

51

52

// LIMINALT

Ghana – Et sted hvor man

godt kunne bedrive antropologi Ghana er et fantastisk land, meget anderledes, og en udfordring at forstå. Som frivillig i GCS opfordres man til at engagere sig, og tage eget initiativ til forbedringer. Hvis man skulle besøge Afrika kunne man godt besøge Ghana, og hvis man skulle besøge Ghana, kunne man godt gøre det igennem GCS. Et 3 måneders ophold koster 1200$, men det er muligt at være her kortere tid.

En komplet prisliste, samt beskrivelse af alle organisationens projekter, kan findes på www.gcs-np.org.

Af: Peter Møller Som frivillig i organisationen Global Cultural Solutions, en mindre lokal NGO, befinder jeg mig lige nu i Ghana, på et 3 måneders ophold.

Ghana er virkelig et land hvori missionærerene har boltret sig med stor succes, men den imposerende kristendom har været offer for diverse nytænkninger, i takt med de Ghanesiske præsters søgen efter at få den til at harmonere med befolkningens originale spiritualitet. Heksekunst er udbredt, og frygtet. En markant gren indenfor den lokalkatolske kristendom opfatter gode og onde handlinger, som besættelser af gode og onde ånder, der handler i Gud eller Satans tjeneste. Denne prædiker også reinkarnation.

Uafhængigt af selve det religiøse aspekt, har det missions-engelske, der i forbindelse med kolonialiseringen erstattede de originale sprog,

medført en tale der bevæger sig kraftigt indenfor floskler. “I believe

the right thing will come at the right time”. “We shall start tomorrow morning if God wills it”. Den slags

ting. Det er et meget gennemgående træk ved den Ghanesiske kultur, altid at lade det sidste være op til Gud. Et menneske kan kun gøre så meget. Denne religiøse apati ses dog tydeligst i de Ghanesiske mænd, der har en meget afslappet indstilling til tilværelsen, herunder aftaler og deadlines. Det vi ikke når i dag, når vi i morgen.

Nok derfor opblever man dem som værende meget mere imødekommende end de Ghanesiske kvinder, fordi de simpelthen har bedre tid. Med en løvindes stolthed bevæger de Ghanesiske kvinder sig igennem landskabet, tilsyneladende uanfægtelige, med stenansigter under de enorme arbejdsbyrder de bærer på hovedet. Mændenes lid til

Gud, for anskaffelsen af morgendagens brød, deles ikke af de alvorlige kvinder, på hvilke ansvaret for lokalsamfundenes virke hviler på (af uvisse grunde). Det lader til at skabe en matriarkalsk magtstruktur i de fleste landsbyer, og jeg har hørt op til flere uafhængige personer kalde den kvinde hvis familie jeg bor hos, for mor.

Jeg fører en rejseblog, der også fungerer som fundraiser for de projekter jeg prøver at få gennemført under mit ophold. Følg med på www. letsbuildstuffinghana. org, eller skriv til mig på rextaffel@gmail.com for mere information.

// LIMINALT

Vil du gøre en forskel?

- BLIV LEKTIEHJÆLPER PÅ VIBY BIBLIOTEK Vi efterlyser frivillige til vores lektiecafé: Dansk Flygtningehjælp har en lektiecafé i samarbejde med Viby bibliotek. Vi hjælper børn og unge med at klare lektierne fra 1. klasse og helt op til og med gymnasie-niveau.

Caféen holder åbent tirsdage og torsdage fra 15-17.30.

Som frivillig lektiehjælper til byder vi dig at: o Afprøve dine faglige og pædagogiske evner o Indgå i et team med andre frivillige o Få erfaring til CV´et

Mød op en tirsdag eller en torsdag og få en snak med de frivillige Adressen er: Viby bibliotek, Skanderborgvej 170, 8260 Viby.

Eller kontakt os og hør mere: Kirsten Knudsen: kmkn@aarhus.dk Jette Rasmussen: jsr@.aarhus.dk Tlf: 89409540

Vil du arbejde projektorienteret med unge fra Jordan?

Brænder du for at arbejde med tværkulturel dialog og børns rettigheder, og bor du i Århus eller omegn?

Interesserer du dig for menneskers sociale, politiske eller kulturelle forhold rundt omkring på kloden, og har du lyst til at supplere dit CV med noget praktisk erfaring fra NGO-verdenen?

– Så bliv frivillig i Red Barnet Ungdoms Jordanprojekt!

Jordan-projektet består i et samarbejde mellem en dansk og en jordansk frivilliggruppe, hvor vi stiller skarpt på børns ret til en god uddannelse i henhold til FN’s børnekonvention.

Vores konkrete målsætning er at opstarte en lektiecafé for børn i alderen 8-12, som af forskellige årsager ikke kan få den nødvendige støtte hjemmefra. Idéen er endnu ukendt i Jordan, og der ligger således en udfordring i at tilpasse konceptet til en jordansk kontekst.

Du er: ● Mellem 18-30 år. ● Engageret, tolerant og åben af natur. ● Og har lyst til at arbejde sammen med unge i et internationalt projekt.

Har dette fanget din interesse, så kontakt Kathrine på jordan@redbarnetungdom.dk

53

Foredragsforeningen Kula præsenterer: Richard Jenkins: "Being Danish - paradoxes of identity in everyday life" Hvornår: 23. maj (tidspunkt kommer senere) Om: Richard Jenkins vil med udgangspunkt i sit feltarbejde i Skive give sit bud på en analyse af dansk etnicitet og nationalisme.

Jeppe Trolle gæster Moesgård.

Hvornår: 3. juni kl. 15.30 Om: Den danske antropolog Jeppe Trolle holder oplæg om noget så eksotisk som "dansk hygge"

Rygtet taler sandt; Vi søger altid flere skribenter, layoutere, idémagere, fotografer, illustratorer, webdyr og andre hjælpende hænder.

Send en mail til redaktøren, kom til et redaktionsmøder, vær med til at skabe en kvalitetsstudenterblad for aarhusianske antropologer.

Vi glæder os til at møde dig!

Det er både hyggeligt, spændende og fagligt relevant at være med i Informantens redaktion.