INFORMANTEN efterår2013: Skønhed by Informanten Redaktion

INFORMANTEN



Forside Foto: Sidse Brogaard Thestesen Model: Nora Massisimo Ranning Følg Informanten på Facebook Website www.studiebladetinformanten.wordpress.com

Trykkeri Fællestrykkeriet Oplag 400 eksemplarer Lavet af antropologistuderende ved Aarhus Universitet Institut for Kultur & Samfund

Skønhed indefra Efteråret er en skøn tid på året. Den er fyldt med de skønneste nuancer og hyggeligste regnvejrsdage. Efteråret tegner starten på et skønt nyt skoleår med nye udfordringer, der munder ud i de der skønne eksamener, vi jo bare ikke kan få nok af ... Held og lykke! Men hvad er skønhed? Er skønheden de slanke rollemodeller, vi går i fitness for at ligne? Ligger skønheden i ungdommen, som vi med knive og nåle forsøger at bibeholde? Er skønheden i det exceptionelle, eller gemmer den sig i de daglige rutiner? Kan skønhed måles i smil, eller findes den i al sin enkelthed i øjnene på dem, vi elsker? Ja, det er svært at sige, hvor skønheden befinder sig, eller hvor den kommer fra. Skønhed kommer indefra, siges det. I hvert fald boomer det med de skønneste vinkler på skønhed indefra dette blad!

Cecilie Bresson Redaktør

Den SkĂ¸nne Redaktion

Cecilie Bresson

Elena K. Christensen

RedaktĂ¸r & Layout

Skribent & Korrektur

Christine A. Svop

Stine H. Nielsen

Skribent & Korrektur

Bella Schwartz

Sonja Kjeldsmark

Fotograf

Skribent & Korrektur

Rie D. Jespersen

Natascha L. S. Beringer

Skribent

Skribent & Korrektur

Camilla B. Laursen

Sidse B. Thestesen

Skribent & Korrektur

Skribent & Fotograf

Indhold TEMA: SKØNHED

KVINDELIG SKØNHED I DEN VESTLIGE VERDEN Tidslinje

Sidse B. Thestesen

DET OBSKØNNE Det skønnes onde tvilling

Marie Ravn

VEJEN TIL ”ENDEN” Caminoen

Det danske sprogs skønhed

Stine H. Nielsen

Elena K. Christensen

SEE-SECTION Bella Schartz

OLD OLE

KEND DIN UNDERVISER

DIGT: FØLELSEN Natascha L. S. Beringer

Der er ugler i mosen

Ole Høiris

JAGTEN PÅ DEN SMUKKE FISSE

Charlotte Heikendorf

Christine A. Svop

DIGT: BAG SPEJLET

Sidse B. Thestesen

LILLE SPEJL PÅ VÆGGEN DER.. Interview med en anorektiker

Sidse B. Thestesen

LIMINALT

Arkæologi og de bosniske pyramider

Camilla B. Laursen

Sonja Kjeldsmark

Lasse Blomhøj

Stinne Otte

Sophie Mirpourian m.fl.

Cecilie Bresson

DIGT: DIT ANSIGT SKØNHED UDEN HÅR

NYT FRA FAGLEDEREN Ole Høiris

Natascha L. S. Beringer

DEN GYLDNE TROPEHJELM Med tropehjelm uden for universitets mure

SKØNNE FILM Film til de regnfulde efterårsdage

BRAINTRUST Gået i stå med opgaven?

PINK PAGEANT Don’t be a drag—just be a queen

EN ANTROPOLOG I JOB Fra pilgrimsvandringer til hospitalsklovne

GÆT ET SKØNHEDSIDEAL Find dit indre barn frem

DIGT: RENDESTENEN

BOSNIENS SKJULTE SKØNHED Rie D. Jespersen

KAGER DER SMAGER SKØNNERE END DET SKØNNESTE Natascha L. S. Beringer

Sidse B. Thestesen

PLASTIC FANTASTIC OG SKØNHEDSKULTEN Boganmeldelse

Intime Skønhedsidealer

SPROGETS STILLE AFBLOMSTRING

NYT FRA FAGRÅDET Charlotte Christiansen

ET BALTISK EVENTYR

Interview med en tidligere kræftpatient

Rejsereportage fra Tyskland

Camilla B. Laursen

Emilie Lukman

| Caminoen

Vejen til ”Enden” Skønhedssøvn var der ikke meget af, men til gengæld udfoldede naturen og de forskellige klimaer sig på allerskønneste vis i løbet af de knap 900 kilometer fra den spansk/franske grænse ud til vandet ved Spaniens vestkyst; fra snedækkede toppe i Pyrenæerne til Galiciens flade landskaber med vinmarker så langt øjet rakte til havudsigt ved Verdens Ende. Da jeg i løbet af fem uger gik på tværs af Nordspanien ad pilgrimsvejen El Camino de Santiago, oplevede jeg et land på en fantastisk ny og skøn måde, men som samtidig indebar en overraskende kedelig og umagisk hverdag.

igeså langsom t stiger jeg o p fra søvnens tiltrækkende favntag, som min bevidsthed allerede flere gange har forsøgt at trække mig op fra – dog uden videre held. Men nu åbner jeg overgivende mine øjne. Jeg ved, at der ikke er nogen vej udenom, og selvom det er en højhellig søndag, og den lille viser ikke engang har passeret sekstallet på mit ur, skal jeg op og i gang. Jeg kigger ned fra den øverste STINE H. del af en vakkelvorn NIELSEN 3. SEMESTER køjeseng og ser alle de kendte ansigter fra dagen og aftenen forinden liste omkring og pakke deres rygsække. Jeg sætter mig op i sengen, kigger ned på Maja, som er i gang med at finde sin toilettaske, og vender min ryg en halv omgang for at lokalisere posen til min sovepose, som jeg har fået til vane at hænge på en af tremmerne til køjesengene. Når man sover et par meter oppe i luften, og vejen derop er en kold og hård stige, som mine i forvejen ømme fodsåler bestemt ikke bryder sig om, lærer man at tage alt med sig op og lægge det, så man ikke skal ned igen. Jeg begynder den knitrende og larmende proces med at proppe den i posen. Det skal gå hurtigt og så stille som muligt, for der er stadig et par fødder, der stikker ud rundt

05 | INFORMANTEN

omkring i de andre senge. Jeg hopper ned fra sengen og mærker med det samme alle musklerne i min krop. Jeg har egentlig ikke særlig ondt længere, men de fortæller mig, at de er der – at jeg ikke bare skal tage dem for givet. Jeg tager tøj på, det samme som i går og dagen før, men heldigvis har jeg et par sokker oppe i vaskerummet, som jeg fik skyllet af i går eftermiddags, og tanken om et par næsten rene sokker får mig til at gå i let gang op mod vaskerummet og toiletterne. Jeg møder Maja på vejen, som allerede har fået tøj på, og hvis øjne ikke længere er fyldt med nattens søvnrester, hvilket jeg stærkt mistænker mine for. Jeg møder også et par andre kendte ansigter fra vejen hertil i går og udveksler de obligatoriske smil, der synes at sige: ”Jeg synes også, det er alt for tidligt”. Tyve minutter senere står vi klar ude foran hovedindgangen til refugiet, hvor vi har overnattet. Det har været et af de bedre steder; dog et par Euro

dyrere end nogle af de andre, vi har sovet på. Jeg tror, det er fordi, at vi er i en af rutens første store byer, Pamplona, som er et populært startsted for mange pilgrimme, der ikke har tid eller kræfter til at krydse Pyrenæerne. Vi kigger ud og opdager, at regnen siler ned udenfor i de tomme gader. Vi udveksler blikke, som nok mest udstråler lyst til bare at krybe tilbage i seng, men vi hanker op i hinanden og begynder kampen mod regnslagene. Efter et par minutters baksen med det lette plastik er vi endelig klar og træder ud i de våde gader. Forude venter 25 kilometer og den næste by. (Uddrag af feltnoter d.8/6-13) Det var som antydet ikke kun storslåede landskaber og magiske begivenheder, som vores Camino bestod af. Det var også alt det, men store dele af turen var, for at sige det rent ud, virkelig uskøn. Mange

Fakta om El Camino de Santiago: Kaldes på dansk for ”Jakobsvejen”, fordi den leder til katedralen i Santigao de Compostela, hvor det siges, at resterne af apostlen Jakob ligger begravet. Jakobsvejen kan gås af et utal af forskellige ruter fra overalt i Europa, hvor den mest populære rute dog er den franske. Også den danske Hærvej er forbundet til netværket.

Skønhed |

af dagene bestod af flere kilometer på en støvet grusvej, som tilfældigvis grænsede op til en højttrafikeret motorvej, bagende sol og så de otte kilo på ryggen oveni. Værst var dog trætheden fra endnu en nat delt med og forstyrret af cirka tyve svært overvægtige og snorkende spaniere og ikke mindst bevidstheden om at have glemt solcremen, og dermed havde garanti for endnu en uge med skallende næse og rødglødende skuldre. Men da jeg kom hjem efter at have færdiggjort min pilgrimsvandring og fik sovet et par nætter i min egen seng i min egen lejlighed, og mine skuldre begyndte at blegne til normal farve igen, var alt det fuldstændigt ligegyldigt, og de mange skønne mennesker, vi havde mødt, deres åbenhed og historier, var det, jeg tog med mig

i ”den indre rygsæk”. Skæbnen gav os rugbrød Hvor meget det sociale fyldte på vores vandring kom egentlig bag på os i og med, at vores ideer om pilgrimsvandring mest handlede om fordybelse og en slags ”gåenind-i-sig-selv”. Men alle dem, vi mødte på vores vej, vægtede det sociale aspekt meget højt – dét at møde alle muSkraldet på lige forskellige mennesker fra vejen rehele verden, sove præsentere de alt det i samme rum og negative i spise den samme verden mad som dem. Én af vores medvandrere, Tim, formulerede: “If you just stay in a hotel room the entire trip, you miss out on what

”

it`s all about”. Han kommenterede en anden pilgrims oplevelse af at være ensom på turen, fordi hun havde booket turen og hotelværelser på forhånd. Hun følte derfor ikke, at hun fik samme følelse af at være en del af ”noget”, og det er en stor del af, hvad Caminoen er. Maja og jeg havde et par gange over nogle dage observeret en mand, der udover at bære en yderst respektabel størrelse opbakning gik med en sort pose i den ene hånd og en ”tang” i den anden. Første gang vi så ham, kunne vi allerede på lang afstand se, at han skilte sig ud fra de andre vandrere. Han gik fra højre til venstre, stoppede op, fortsatte sin vandring et par skridt for så at gå til venstre igen, stoppe op og derefter fortsætte ad stien. Da vi nærmede os INFORMANTEN |

| Caminoen

ham, fandt vi ud af, at han samlede skrald. Vi smilede til ham, men han var travlt optaget, så vi fortsatte vores overhaling. Det samme skete de følgende dage; vi fik øje på den massive rygsæk, der gik i slalom på stien, men

fik aldrig rigtig snakket med ham. Men så fik jeg igen øje på ham en dag, hvor jeg var kommet lidt foran Maja. Jeg gik op på siden af ham, og blev mødt med et lille nik og smil, godt gemt væk under et kraftigt sort fuldskæg. Jeg begynd-

te at spørge lidt ind til ham, og han fortalte med en umiskendelig fransk accent, at han hed Serge og gik Caminoen af religiøse årsager. Skraldet på vejen repræsenterede alt det negative i verden, og når han så fjernede det fra vejen, fik alle de pilgrimme bag ham en mere positiv vandring og dermed mere plads og mulighed for at opdage deres historie. For som han sagde, så havde de utallige pilgrimsvandringer, som Gud havde sendt ham ud på, været en del af hans historie, og nu ville han gerne hjælpe andre til også at finde deres. Mødet med Serge var faktisk ret enestående. Han var en af de eneste, vi mødte på vejen, som ville vedkende sig dét at være religiøs. De fleste, vi mødte, beskrev sig som ”spirituelt åbne”; så hans ord fulgte med os i nok egentlig længere tid, end vi havde regnet med. Lidt tid efter mødet med Serge skulle vi igennem en større by, men blev på grund af noget vejarbejde, guidet væk fra de gule pile, som markerer vejen til Santiago. Det endte med, at vi for vild. Men i stedet for at gå tilbage, bestemte vi os for at gå videre, og så skete der dét, at vi på ”den forkerte” vej ud af byen fandt et supermarked, der solgte rugbrød! Med Serges ord i tankerne, blev vi hurtigt enige om, at vejarbejdet, der førte til vildfarelsen var en del af vores historie, som ledte os til rugbrød. Kroppen som værktøj Hver gang vi mødte andre pilgrimme, var det første, vi blev spurgt om altid, hvordan vores kropslige tilstand var. Især vores fødder nød stor opmærksomhed. Det var simpelthen den første og største forudsætning for at gå pilgrimsvandringen, at vores fødder

07 | INFORMANTEN

Skønhed |

havde det godt. De blev et samlingspunkt, og jeg tror ikke vi mødte nogle, som ikke havde et godt råd til vabler og ømme fødder. Til mulige fremtidige vandrere vil jeg godt give et lidt pudsigt råd videre: Husk trusseindlæg til vabler; modsat Compeed kan de tages af, når fødderne bliver våde!

”

Når man bevæger sig fysisk, flytter man sig også mentalt

Udover kroppens tilstand, som værende afgørende for vores gennemførelse af vandringen, var vores kroppe også et af vores vigtigste redskaber i arbejdet med vores etnografiske metodeøvelse. For udover at nå til ”enden” skulle vi også skrive en metodeeksamen, hvor vi ønskede at belyse nutidige pilgrimmes oplevelse af Caminoen. Vores ud-

gangspunkt var Caminoen som et slags overgangsritual, hvor selve vandringen fik karakteristika af den liminale fase, idet vi som pilgrimme havde fjernet os fra vores vante omgivelser, pakket vores ejendele ned i en rygsæk og mødt mennesker, som vi ellers ikke ville have mødt. Derudover ændrede vores tids- og stedfornemmelse sig hurtigt. Vi begyndte for eksempel at regne tid i kilometer, fordi frokost om 5 kilometer var nemmere at forholde sig til. Det var en utrolig vigtig faktor, at vi oplevede på egen krop, hvordan det var at være en ”rigtig” pilgrim. Inden turen havde vi snakket med Eva, som er en erfaren vandrer. Hun fortalte os, at den indsigt, hun havde opnået på sine pilgrimsturer, ikke kunne være opnået ved for eksempel at meditere. Vi var derfor meget interesserede i de rene kropslige erfaringer på vores

pilgrimstur. Vi mødte Ján, som var blevet forladt af sin kone, og som følte, at han var ved at eksplodere af tanker og vrede. Han var derfor begyndt at gå og havde, da vi mødte ham, gået i to måneder. Vandringen havde fungeret som en slags ventil for Ján, og vi mødte mange andre, som også fortalte, at der virkelig skete noget, når de gik. Eva fortalte os inden turen, at når man bevæger sig fysisk, flytter man sig også mentalt. Således blev Caminoen en overgang; en bro man krydsede for at komme til et nyt sted. For mig var den bro trods kedelige rutiner noget af det skønneste, jeg nogensinde har oplevet, og den sidste dag på vores vandring, da havet endelig dukkede op i horisonten, vat et syn, som jeg med glæde ville gå 900 kilometer for at se igen. 

INFORMANTEN |

SeeSection Foto: Bella Schwartz

Kasper Dahl Finderup er Nude Art fotograf. For ham er den ypperste skønhed kvindens krop – intet slår de konjunkturer, former og farver der kan kreeres med fotografiets kraft. Nude Art er et fag forbundet med en masse fordomme, for hvor går grænsen mellem kunst og pornografi?

Skønhed |

Skønhed eller Mødet med en Lamborghini For nogle år siden var jeg i Rom og boede tæt på Colosseum. En morgen på vej ned forbi den gamle ruin stod der pludselig en hvid Lamborghini ved vejsiden, en bil af næsten samme skønhed som den klassiske Jaguar E. Jeg nød synet her midt i Roms mylder, tog et billede med Lamborghinien i forgrunden og Colosseum i baggrunden.

n etnografisk analyse i form af sludretursinterview viste et overraskende resultat. Viste jeg billedet til mennesker af hankøn, kommenterede de straks Lamborghiniens skønhed. Viste jeg det samme billede til respondenter af hunkøn var svaret, ”Det er jo Colosseum”. Herved kan vi sætte et foreløbigt spørgsmålstegn ved AriOLE stoteles; skønhed HØRIS DOCENT er ikke et immanent fænomen. Alternativet, at kvinder ikke har sans for skønhed, vil være politisk ukorrekt. Af samme årsag kan vi afvise Platons forslag om skønhed som en transcendent idé, hvor den konkrete verden kun er en afspejling heraf, noget der i middelalderen blev til, at skønhed viste tilbage til Gud. Ifølge de gamle grækere var det skønne ”καλος” det anerkendelsesværdige. Dette blev videre formuleret som det symmetriske og harmoniske. Hvis ansigtet var tre gange næsens længde og kroppen syv gange ansigtets, havde man en smuk og harmonisk skulptur af et menneske.

Det skønne er noget, der har en værdi i sig selv, en værdi der rækker ud over det funktionelle. Skønhed er jo netop ikke dét, at en bil kan køre – det er ikke som køretøj, at Lamborghinien er en skønhed. Det er noget, der er ud over denne funktion, noget hvor den på en måde kategoriseres sammen med den fodboldkamp, hvor Danmark vandt EM, eller Venus fra Milo, et barnebarn eller en rosenhave. Som det fremgår heraf, er skønhed ikke karakteriseret ved en fælles substans, og endnu vigtigere, det, der er skønhed for en gruppe, er det ikke for en anden. Herved er vi kommet frem til de tyske filosoffer Gottlieb Baumgarten og Immanuel Kant og kan karakterisere skønheden som et bevidsthedsimmanent fænomen. Skønhed er noget i mennesket, ikke i verden. Det er evnen til at orientere sig i forhold til det, vi ikke kan erkende med forstanden – et spil i subjektets bevidsthed mellem forstand og indbildningskraft, der manifesterer sig i en følelse af rent velbehag.

forholder sig til sine omgivelser på en ikke-funktionel måde, og hvor dette forhold viser ud over sig selv i form af, at det vækker noget i mennesket, der ikke kun er fornuft. For nogle er Lamborghinien ikke bare et transportmiddel, hvad den fint kan være for andre. Det universelle Med fare for at blive korrekset af

Dermed er skønhed blevet et aspekt ved mennesket og et universelt menneskeligt fænomen. Skønhed er en måde, mennesket INFORMANTEN |

| Ugler i Mosen

tidens relativister vil jeg påstå, at skønhedserfaringen er universel; selv hulemennesket skabte skønhed omkring sig og på sig. Et af de få universelle fænomener, antropologien har konstateret, er, at alle verdens folk har dekoreret sig og ofte også deres omgivelser. Alle folk har kulturelle produkter, der har ikke-funktionelle dekorative tilføjelser, eller handlinger, genstande og åndeligheder, der ikke tjener noget materielt set funktionelt formål. Selv nøgne folk dekorerede kroppen med tatoveringer, fjer eller halskæder osv. Mennesket accepterer ikke verden som den forekommer. Vi ændrer den og aldrig kun funktionelt, altid også æstetisk. Forskønnelse eller skønhed er det funktionelt ligegyldige, men åbenbart for livet nødvendige. Et sjovt eksempel på skønhedsbestræbelsen er collagen, som var den moderne kunsts destruktion af, hvad den anså som romantikkens forløjede skønhed. Collagen

11 | INFORMANTEN

var en destruktiv overklistring af romantiske billeder med fragmenter af forskelligt materiale. Moderniteten var idémæssigt netop karakteriseret ved sin kynisme, ikke ved nogen skønhed. Men så skete det sjove. Efterhånden tiltog det påklistrede sig opmærksomheden og blev i sig selv formet i smukke mønstre. Skønheden satte sig igennem, selv i den destruktion, der skulle gøre op med skønhedens falskhed. Nu kunne man jo standse her med konstateringen af menneskets universelle tendens til at skabe skønhed, samt det faktum, at hvad der er skønt, er forskelligt for mennesker af forskellig kultur, køn, klasse, region osv., samtidig med at skønhed også er et kollektivt fænomen, noget man deler med andre. Skønhed er således ligesom kultur. Men skønhed er ikke kun kultur. Den er hævet over kulturfænomenet. Det skønne viser ud over sig selv.

Skønhed har en særlig dimension, det berører mennesket på en særlig måde, som det uskønne ikke gør. Walther Benjamin har formuleret det på den måde, at man i skønhedserfaringen er ude af sig selv og inde i det skønne. Man fortaber sig. Man bliver opslugt. Dette gør igen, at skønheden tilskrives en autonom kraft, der virker på mennesket. Derfor er det ikke underligt, at Platon og Aristoteles og alle andre filosoffer frem til Baumgarten og Kant tilskrev det skønnes genstand en egen kraft. Om virkningen kommer indefra eller udefra eller i dialektikken mellem disse to forhold er i denne her sammenhæng ligegyldig. Det spændende er den kraft, der registreres. Heri ligger skønhedens magi, den kraft, der gør det oplagt at tildele skønheden magiske kræfter. Fantastiske kvindefigurer som magiske frugtbarhedssymboler, smukke statuer som skønhedsgivende til gravide kvinders ufødte børn, hvis kvinderne opholdt sig i nærheden af statuer-

Skønhed |

ne, statuer af guder, de kristne kirkers og de muslimske moskeers og utallige andre religioners bygningers eller monumenters fantastiske udsmykninger. Så stærk forekom skønhedens magt, at de kristne en overgang og muslimerne stadig har et billedforbud. Man var bange for, at billedet i sig selv ville blive genstand for tilbedelsen. De reformerte kirker fjernede skønheden af samme grund.

Skønhed har en vis magi til forskel fra det, der bare er pænt. Skønhed er således en dialektik mellem et menneske og et objekt af materiel eller åndelig art, der synes at selvstændiggøre sig som en ydre magt. Ikke underligt, at det skønne har indgået så centralt i de ideologier, som magten har kunnet anvende til at holde folket nede. Folket har jo selv erkendt magtens storhed i mødet med det skønne, som magten kunne skabe og gøre til skønhed for befolkningen – ikke ulig den moderne reklames forsøg på at gøre bestemte produkter til ikoner for skønhed. Skønhed er således noget, vi socialiseres til at opfatte i en lige så hård magtkamp som den, der foregår om sandheden. Systemisk vold i forbindelse med skønhed er lige så central Hvad der som den er i forer skønt, er bindelse med forskelligt sandhedsregimer. for menne- Og Durkheims idé sker af for- om, at den slags skellig kulting kodes ind i tur os, så vi tror, at det er af egen vilje, vi mener at noget som f.eks. en Lamborghini eller Laudrups mål mod Uruguay er en skønhed, har stadig relevans.

”

Det æstetiske menneske Og måske kan vi gå endnu videre. Siden man i slutningen af det 19. århundrede accepterede menneskets afstamning fra aberne, modernitetens måde at anskue den menneskelige oprindelse på, har det været til debat, hvad der gjorde mennesket. Hvor var det kvalitative skel til aberne i forhold til den kropslige, udviklingsmæssige kontinuitet? Først henviste man til

et subjektiv, som han modstillede natur. Kultur var alt det menneskelige, som ikke var natur. Måske skal vi nu, hvor dyrene også er blevet tildelt kultur, adskille kultur som det reproduktivt nødvendige fra skønhed som det åndeligt nødvendige og dermed det eksklusivt menneskelige, det som altid må være der, selv om det, der må være, kan være alt muligt. Kun mennesket skaber skønhed alene

redskabsbrugen, men dette blev delvist elimineret, da man opdagede, at dyr også gør brug af redskaber. Sprog eller kommunikation via lyd var et bud, men også her er der hvaler og aber, der kan være med – ikke på menneskets niveau, men så meget, at man ikke kan sige, at kun mennesket har et sprog. Også kultur kan været et bud på noget eksklusivt menneskeligt, men også det har man måttet renoncere på. Men skønheden har vi alene. I 1780 gjorde Johann Adelung begrebet kultur til

for den æstetiske nydelses skyld, og kun for mennesket kan skønhed påvirke med en sådan kraft, at den virker magisk, som en ydre kraft, en konkret abstraktion, som mennesket må forholde sig til i form af beherskelse eller underkastelse. Da skønhedens magi for første gang opslugte mennesket, var mennesket født som abstrakt refleksivt. Her er menneskets skabelse i den abekrop, som derefter indgik i det dialektiske forhold med bevidstheden og skønheden.  INFORMANTEN |

| Intime Skønhedsidealer

Jagten på den Smukke Fisse Det æstetiske menneskes skønhedsidealer for kroppen gør sig også gældende for vores intime område. Men hvilke skønhedspraksisser er præcist forbundet hermed, og hvad er formålet egentlig med dem? I denne artikel vil jeg ved hjælp af et kort oprids af kvindens skønhedsidealer for fissen ”herhjemme” i Vesten med efterfølgende komparation til de skønhedsidealer, som er forbundet med kvindelig omskæring i en sudansk kontekst, belyse hvordan skønhedsidealer for kvindens kønsorganer kan ses som en repræsentation for samfundets kosmologiske orden. Lyder det lidt langhåret? Så læs med, så vi kan få trimmet det ind til en lille analyse, hvor kvindens kønspraksisser med et glimt i øjet sættes på spidsen!

m fissen i det hele taget er smuk, er der delte meninger om herhjemme i Danmark. En af de ting, en smuk fisse forbindes med, er imidlertid især kønsbehåringen, som mange kvinder såvel som mænd foretrækker enten bliver barberet helt væk eller kun bliver trimmet. Et kig i damebladene, der giver gode råd til intimbarberingen, peger hen i mod, at dette CHRISTINE A. skønhedsideal er SVOP 5. SEMESTER tæt forbundet med en idé om renlighed, både idet lus med mere i hårdusken undgås, og idet kønsbehåringen giver en anden lugt til underlivet, idet feromoner (sexduften) sætter sig i hårene. Den glatte fisse skaber på den måde et mere rent og sterilt sexliv. Brede debatter på nettet viser også, at idealet om den glatte fisse forbindes med pornobranchen, hvor flere giver udtryk for, at den manglende kønsbehåring giver et forvrænget skønhedsideal, hvor kvinder forneden kommer til at ligne små piger. Dog viser statistikker også, at mere kønsbehåring foretrækkes af mænd såvel som kvinder, jo ældre man bliver.

13 | INFORMANTEN

Den ”usynlige” fisse En konsekvens af kønsbarberingen er, at selve kvindens kønsorganer træder tydeligere frem. I dokumentaren The Perfect Vagina ses glatbarberingen derfor som en af årsagerne til et andet skønhedsideal, som er vokset frem i Vesten, nemlig at selve kønsorganerne skal være så ”usynlige” som muligt,

hvilket især vil sige, at skamlæberne ikke skal være for store. Dette har især i Storbritannien skabt en ny trend med at få lavet skønhedsoperationer på fissen, hvor skamlæberne formindskes. Igen ser dokumentaren en sammenhæng med idealet om, at fissen skal ligne en ung piges, da kvinderne som opereres gerne vil se ”stramme” og

Skønhed |

”unge” ud forneden i stedet for ”krøllede” og ”rynkede”. Den omskårne fisse At operere i kvindens kønsorganer for at gøre dem æstetisk smukke er dog ikke noget nyt fænomen. Kvindelig omskæring er blevet praktiseret som en traditionel del af folks kulturer rundt i verdenen i årtusinder, især i Afrika. Her er det ”mindste” indgreb, som sædvanligvis foretages, at klitoris fjernes helt eller delvis, mens det største indgreb også inkluderer en fjernelse af de store skamlæber, hvor sårfladerne af disse sys sammen, således at kun et lille hul efterlades til urin og menstruationsblod. Dette er en som Omskærin- praksis, kraftigt bekæmgen er det ultimative pes af vestlige tegn på organisationer, overgangen som ser kvindefra at være lig omskæring en pige til som både en sygat blive en dom i kraft af de kvinde sundhedsskadelige symptomer, det forårsager, og som et brud på menneskerettighederne.

”

Skraldet på vejen repræsentere de alt det negative i verden

Umiddelbart virker det måske oplagt at kæde skønhedsidealet for kvindelig omskæring sammen med Vestens skønhedsideal om et underliv, der ligner en ung piges. Det er dog et helt andet billede, der tegner sig, når man ser på sudanske omskårne kvinders egne narrative beskrivelser af deres kropserfaring, som Abusharaf gør i artiklen Virtuous Cuts: Female Genital Circumsicion in an African Ontology (2001). Udover traditionen og fællesskabet, forklarer de sudanske kvinder praksissen med, at omskæringen INFORMANTEN |

| Intime Skønhedsidealer

er det ultimative tegn på overgangen fra at være en pige til at blive en kvinde. Dette skyldes især at kvindens klitoris anses som at værende et mandligt kønsorgan, som må fjernes for at man kan blive kvinde. Kvindens renhed sikres også ved at fjerne den forurenende klitoris, som eftersigende ”lugter grimt”. Den kvindelige omskæring gør således ikke kun kvindens underliv æstetisk smukt ved gøre det glat, rent og velduftende, men den gør hende også gifteklar og jomfruelig, da omskæringen hjælper kvinden til at styre sin seksualitet. Den rene og den urene fisse Interessant er det, at den smukke fisse både for den vestlige ikkeomskårne fisse og den østafrikanske omskårne fisse er så tæt forbundet med renhed. Dette har meget til fælles med Mary Douglas’ analyse i Purity and Danger (1984 [1966]) af de underliggende betydninger, som styrer forskellige kulturelle opfattelser, regler og praksisser af netop renhed og urenhed. I en douglask analyse ses kvindens kønsorganer af sudanere således som forurenende både i et hygiejnisk øjemed, men også symbolsk, idet de repræsenterer kødets utæmmelige lyst og det mandlige, hvilket gør kvinden uklassificerbar: hverken kvinde eller mand. Således disciplineres kvinden til at være et moralsk ansvarligt væsen, idet renhed og skønhed og derigennem orden genoprettes gennem rituel omskæring. Men kan den samme analyse anvendes på det dominerende skønhedsideal om glathed i Vesten? Er der tale om nogle af de samme idealer som hos de sudanske omskårne kvinder, hvor glatheden bliver et symbol på sundheden, renheden og skønheden i sig selv, mens kønshår og store flappende

15 | INFORMANTEN

Masaibryllup i Tanzania. Med rituel dans flyttes bruden fra sin hjemby til mandens landsby. Masaierne har tradition for den ”lille” omskæring, hvor kun klitoris skæres af. Omskæringen foretages typisk i de begyndende teenageår eller kort før brylluppet.

Kvindesnak med masaikvinder i tanzaniansk landsby. Kvinderne præsenteres for vestlige bind, tamponer og menstruationskopper. Masaikvinderne erklærede på den ene side, at kvindelig omskæring ikke længere var noget, de praktiserede, mens de på den anden side indrømmede, at de selv var omskårne, også de helt unge - et paradoks, som hænger sammen med, at kvindelig omskæring er ulovligt i landet.

skamlæber ses som forurenende? Kan man sige, at kvindens glatte underliv både i en sudansk og en vestlig kontekst kommer til at repræsentere samfundets kosmologiske orden, idet den kropsliggør samfundets kulturelle kategorier? Ikke entydigt. Trods alt har vi ”herhjemme” stadig konkurrerende skønheds- og renhedsidealer, især et ideal om kroppens integritet, som er langt mere dominerende end et ideal om små skamlæ-

ber. Ligesom de vestlige organisationer i denne optik ser kvindelig omskæring som et brud på kroppens integritet, idet vitale dele skæres fra, er der mange herhjemme, som er voldsomt imod kirurgiske indgreb, der bryder med ”naturens orden”. Her ses kvindekroppen som smuk, som den er lavet i sin naturlige helhed. Den tæmmede fisse? I ovenstående ligger der også et

Skønhed |

magtperspektiv. Er den glatte fisse et udtryk for den tæmmede kvinde, der er blevet tæmmet af en ydre totaliserende samfundsorden? Uden tvivl skal en sammenligning af sudanske omskårne kvinder og vestlige moderniserede kvinder her tages med forbehold! Kvindelig omskæring i Sudan er en så internaliseret praksis, at det på ingen måde er et valg, de små piger som omskæres får. Det er en nødvendighed for at kunne blive kvinde og gift. I Vesten er det et fuldkomment aktivt valg, den enkelte kvinde tager, fordi hun er utilfreds med sine kønsdeles æstetiske ydre. Det er derfor også to vidt forskellige former for magt, der er tale om, også idet fjernelsen af klitoris i et vestligt medicinsk perspektiv i høj grad er en styring og begrænsning af kvindens seksualitet. Interessant er det, at omskæringen af de sudanske kvinder selv fak-

tisk ses som en kilde til magt over deres mænd, da deres selvkontrol over deres seksualitet giver dem en position til at kunne forhandle med deres mænd. Når kvindelig omskæring betragtes som en magtEr den glatte fisse strategi, viser det et udtryk sig hurtigt, at for den praksissen med tæmmede sin egen logik kvinde? netop sikrer kvindens ligeberettigelse, sikkerhed og kropslige integritet som kvinde og den nødvendige overgang fra barn til voksen – som ellers er nogle af de menneskerettigheder, som de vestlige organisationer mener, kvindelig omskæring bryder med. Men kan man sige det samme om den vestlige glatte fisse? Her er skønhedsidealet for fissen jo trods alt i langt højere grad til debat. Der

”

findes langt fra kun glatte fisser, og det er stadig de færreste, der ligefrem får opereret deres skamlæber. Og modsat de sudanske kvinder, som bruger omskæringen som et magtmiddel via selvkontrol og -beherskelse, kan man vel argumentere for, at vestlige kvinder bruger skønhedsidealet som et middel til at tage sin seksuelle frihed i egen hånd? Eller er en sådan tolkning blot en måde at skjule den åbenlyse undertrykkelse af kvindens køn? For fissen må siges i en eller anden grad stadig at være tæmmet herhjemme. Det er trods alt stadig de færreste kvinder, der lige så højlydt ”laver mænd” i byen, som der er mænd, der ”laver damer”. Selvom de institutionelle rammer for kontrollen af kønnet er løsnet en del op, reproduceres stadig et samfundsideal for den tæmmede fisse, der ikke går i kanen med hvem som helst.  INFORMANTEN |

Bag spejlet... Spejlet reflekterer følelsernes spil Et blik fordrer tusind syn Lyn slår ned i hjerter, der bankende smerter Fyldt op med bitterhed I spejloverfladen, maskerne hersker Så ingen kan se dem selv For maskerne dækker, illusion de vækker Sandhed så svær at se Bag ved spejlet, en ny verden venter Dog få kommer nemt hertil For selvhad at lindre en kamp med sit indre Vindes med kærlighed Af Sidse Brogaard Thestesen, 1. semester

Skønhed |

Lille Spejl På Væggen Der.. I den vestlige verden findes et skønhedsideal, der i stigende grad får mennesker til at se dem selv som forkerte. Mange oplever en konstant frygt for ikke at lykkes, ikke at få succes med sit liv, ikke at blive lykkelig. Dette er betydningsfulde faktorer i forhold til det eskalerende antal af spiseforstyrrede i den vestlige verden.

vad tænker du på, når du hører ordet skønhed? Tre piger svarer alle, at de tænker på modellerne i modemagasiner. Hvad har disse tre piger ellers til fælles? De er alle indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af spiseforstyrrelser. En af disse piger er Anna på 20, som jeg fik lov at interviewe til denne artikel. SIDSE B. Til en start taler vi THESTESEN 1. SEMESTER mere overordnet om hendes sygdomsforløb. Hun fortæller, hvordan hun altid har været lidt usikker på sig selv og blev det i endnu højere grad da hun fik sin første menstruation før alle de andre piger, nemlig i 5. klasse. Usikkerheden voksede enormt igennem 6. og 7. klasse, for til sidst at udvikle sig til en deciHun følte sig som en deret spiseforstyrmaskine til relse, som hun opfedning selv betegner som bulimisk, i 8. klasse. I de følgende år forværredes Annas tilstand, indtil man i hendes andet år på gymnasiet kunne betegne hendes tilstand som anorektisk. Hun har

”

været indlagt flere gange på henholdsvis endokrinologisk afdeling og psykiatrisk afdeling. Anna vurderer selv, at hun har fået meget mere ud af den sidstnævnte, idet hun følte sig som en maskine til opfedning på endokrinologisk afdeling, hvor de på psykiatrisk fokuserer mere på det psykologiske aspekt. Jeg spørger, hvad hun mener har været mest dominerende i hendes sygdomsudvikling:

”Det har nok været det med skønhedsidealet. Jeg har altid været en stor pige, jeg har altid gerne ville være lille. Jeg har altid syntes, at det var flot sådan at være lille og spinkel og feminin. Så da jeg endelig selv begyndte at tabe mig, så er det bare svært at skulle tage på og blive den store pige igen.” Jeg spørger, hvad hun forstår ved ordet: ”Jamen, jeg tænker på en balletdanser.” INFORMANTEN |

| Interview med en anorektiker

Foto: Christy Mckenna

Cheesecake og kontrol

Vi taler endvidere om den tid, hvor hendes spiseforstyrrelse var på sit højeste, og hvor hun med sine 169,5 cm vejede bare 44,4 kg, svarende til en BMI på 15.45 og dermed stærkt undervægtig: ”Der så jeg nok lidt op til de [meget anorektiske] p iger, d er ville jeg gerne prøve en indlæggelse, hvor jeg var en af dem, der sådan var helt vildt tynde, der nærmest skulle have sondemad.” Jeg spørger, hvad det var hun følelsesmæssigt fik ud af anoreksien: ”Man havde den der kontrol, hvis man kunne gå en hel dag uden at spise eller kun spise 500 kcal. Jeg førte sådan regnskab over, hvor meget jeg spiste i løbet af dagen, og jeg skulle i hvert fald ikke op over 800 på en dag. Hvis man så kunne holde det, så var det bare sådan, ja sådan en sejrsfølelse.” Vi taler om, hvordan hun i høj grad forbinder det at være tynd med at være populær og hun ud-

19 | INFORMANTEN

trykker en frygt for ikke at have nogen venner, hvis hun var tyk. Jeg spørger ind til de perioder, hvor hun har fået det værre, og om hun har nogen ide om, hvorvidt det er kædet sammen med andre omstændigheder i hendes liv: ”Jeg tror nok, jeg måske har brugt spiseforstyrrelsen i situationer, hvor det sådan har været lidt svært, så er jeg nok blevet mere restriktiv og har dyrket mere sport. Jeg beder Da min anoreksi hende om sådan begyndte at at forestille blive stærkere i sig et sce- hvert fald. Der var narie, hvor mine forældre ved at hun er til gå fra hinanden, en fest og eller der gik de fra spiser et hinanden. Der tabte stykke che- jeg mig rigtig meesecake get.” Jeg søger flere gange at lede samtalen hen på de tanker, hun får i hovedet, når hun

”

spiser, og især hvis hun spiser noget usundt, men Anna har rigtig svært ved at sætte ord på det. Vi forsøger med en øvelse, hvor hun lukker sine øjne, og jeg beder hende om at forstille sig et scenarie, hvor hun er til en fest og spiser et stykke cheesecake. Der ses en påfaldende forandring. Hun bliver meget bleg, og da hun igen begynder at tale, ryster hendes stemme: ”Jeg bliver bare sådan urolig, det eneste jeg kan tænke er, at nu skal jeg bare ud og have det op ellers bliver jeg tyk og jeg kan ikke... ja... Jeg får det bare så dårligt, jeg bliver helt urolig. Jeg vil gerne blive der og hygge mig, men jeg kan bare ikke holde det ud. Jeg vil tage på af det, blive tyk. Jeg kan ikke tillade mig det, det smager alt for godt.” Moderlig motivation Samtalen vender sig på et tidspunkt mod de netsider, der er poppet op de seneste år, der promoverer spiseforstyrrelser, og

Skønhed |

Foto: Benjamin Watson

hvor folk deler tips og opfordringer til at blive ekstremt tynde, de såkaldte pro-ana og -mia sider. Anna fortæller, at hun aldrig har været inde at kigge på dem, idet hun er bange for, at de vil fange hende. Jeg undersøgte disse sider og blev mildest talt chokeret og umådelig trist over det, der var at finde. Tre eksempler fra nogle af siderne er: 1) Hav en gummi-elastik omkring håndledet, smæk det mod huden hver gang du tænker på mad eller bliver fristet til at spise. Mad bliver hurtig lig med smerte. 2) Kig på andre mennesker, som spiser og føl dig overlegen, fordi du ikke spiser. 3) Being thin and not eating are signs of true willpower and success. Pigerne på disse sider er tydeligvis ikke raske og har tilsyneladende intet ønske om at blive det. Jeg spørger Anna, hvor længe hendes ønske om at blive rask har været større end ønsket om at være

tynd, og hun mener, at det har været cirka et halvt år nu. Da jeg inkvirerer om hendes motivation, er der to hovedfaktorer. Den første er et ønske om at opleve en rigtig ungdom. ”Jeg vil bare gerne tilbage til skolen og have en studentereksamen, og så i et lidt større perspektiv har jeg ikke rigtig prøvet at være ung endnu. Jeg har ikke været i byen rigtigt og kun været sådan rigtig fuld et par gange, og jeg har aldrig haft en kæreste, og jeg har aldrig haft sex.” Jeg spørger lidt ind til det sidste. Hvor vi taler om, at det primært er følelsen af at miste kontrollen, der har afholdt hende: ”Det er svært at give så meget af mig selv. Jeg vil ikke have folk så tæt på.” Den anden motivation ligger længere ude i fremtiden, men fremstår som umådelig vigtig for hende: ”Jeg vil gerne forblive slank, det håber jeg rigtig meget på. Men jeg vil også gerne være mor. Jeg vil gerne være en god mor, det er faktisk mit eneste ønske for fremtiden.”

Her slutter min samtale med Anna, men hendes historie er langt fra slut, og vi kan kun håbe på, at hun finder styrken i sig selv og menneskerne omkring hende til en dag at blive rask. I en verden, hvor vi bliver delt ind i large, small og medium for ikke at forglemme den berygtede size zero, er presset, som unge føler for at være perfekte, enormt, uanset om det kommer fra dem selv eller deres omverden. Således er Annas historie langt fra den eneste. Spiseforstyrrelser er blot en af mange manifestationer af den utilstrækkelighedsfølelse, der har spredt sig som en psykisk pest i den vestlige verden - cutting og depression er andre. 

For mere info om spiseforstyrrelser: www.lmsspiseforstyrrelser.dk

INFORMANTEN |

| Arkæologi i Bosnien

De Bosniske Pyramider Et uskønt fupnummer eller Bosniens skjulte skønhed? Hvad er det første, du kommer til at tænke på, når du hører ordet ’Bosnien-Hercegovina’? Etniske konflikter? Borgerkrig? Korruption? Det er nok de færreste danske antropologistuderende, der tænker på pyramider i sammenhæng med Bosnien. For mig lød det så tilpas mystisk og kontroversielt, at jeg var nødt til at melde mig som frivillig i 14 dage i sommerferien for at se nærmere på fænomenet. Her er beretningen om mit eventyr bag scenen i den kontroversielle arkæologis verden.

et hele begyndte en tidlig august morgen før daggry i en sidegade tæt på Københavns Hovedbanegård. Min rejsemakker og jeg havde købt billetter til en turistbus til Bosnien, som skulle vente på os her på gaden. Efter længe at have ventet forgæves, spurgte vi det eneste andet menneske, der var oppe på denne tid af døgnet; en mørklødet mand, RIE D. som stod alene ved JESPERSEN en sort minibus 7. SEMESTER med tonede ruder. Han talte ikke dansk, men hans ansigt lyste op, da han hørte os spørge efter ”Bosnien”. Uden at kunne sige et ord på dansk eller engelsk fik han kommunikeret til os, at vi bare skulle smide vores tasker i bagagerummet og sætte os ind. En anelse skeptiske, men uden udsigt til andre muligheder for at finde vores bus, hoppede vi ombord i det sorte køretøj, som til vores store lettelse satte os af ved en rigtig turistbus i Køge. Så langt, så godt. Vi var på vej. Vi var kun tre passagerer med bussen, og de bosniske chauffører lo af os, da vi sagde, at vi gerne ville sættes af i Visoko, så vi kunne ikke lade være med at blive en

21 | INFORMANTEN

anelse nervøse. Var vi blevet snydt? Ville der overhovedet være nogen summer camp? Til vores store lettelse opdagede vi, da vi tjekkede ind på Hotel Piramida

Sunca, at omkring 50 andre frivillige fra hele Europa havde meldt sig til samme projekt som os. I løbet af de tre sidste sommerferier har hele 1.200 frivillige fra 52 lande deltaget

Lange passager af tunnellerne i Ravne er fyldt med løst materiale og stenvægge, som må tømmes ud, for at de oprindelige tunnelgange kan blive åbne igen. Hvad har formålet mon været med at fylde gangene op? Og hvad gemmer der sig mon for enden af gangene?

Skønhed |

i udgravningen, som er organiseret af den bosniskledede nonprofit organisation ’Archaeological Park: Bosnian Pyramid of the Sun Foundation’ (herefter BPS Foundation) (Netdokument 1) stiftet af antropolog Dr. Ph.D. Sam Semir Osmanagich. Uskønne kampe bag kulissen Spørger man en tilfældig person på gaden i hovedstaden Sarajevo, om de har hørt om pyramiderne i Visoko, bliver man ofte mødt at et stort grin og en kommentar om, at man da må have spist søm, hvis man tror på den joke. Spørger man samme indbygger i Sarajevo, om vedkommende selv har besøgt pyramiderne, er svaret som oftest

nej, selvom Visoko kun ligger 30 km fra hovedstaden. Og det er ikke uden grund, at mange har et kritisk billede af pyramiderne og Osmanagich. Søger man på ”Bosnian Pyramids” på Wikipedia, får man en meget kritisk artikel om emnet, som kan få de fleste læsere til at glemme alt om at undersøge sagen nærmere (netdokument 6). Lederen af den arkæologiske udgravning, Timothy Moon, fortalte mig, at han har forsøgt at redigere artiklen og at indsende en anden artikel med videnskabelige facts om udgravningerne, men Wikipedia vil ikke publicere den. Desværre hersker der gensidig

mistillid mellem tilhængerne og modstanderne af pyramideteorien. I sin bog Pyramid s Around the World & Lost Pyramids of Bosnia beskriver Osmanagich den lange kamp for anerkendelse af projektet, han har kæmpet mod sine akademiske modstandere, særligt egyptologen Dr. Zahi Hawass, der var minister for antikviteter under Mubaraks regime i Egypten (Osmanagich 2012: 269). Syv arkæologer fra European Archaeological Association underskrev i 2006 en deklaration i forsøget på at få udgravningerne standset, hvori de bl.a. skriver, at ”this scheme is a cruel hoax on an unsuspecting public and has no place in the world of genuine sci-

Pyramidernes opdager, Sam Semir Osmanagich blandt betonblokke på Solpyramiden, som fattige romaer har sprunget i stykker med dynamit for at bruge stenene til deres huse. Foto: Julie Dalsgaard Jespersen

INFORMANTEN |

| Arkæologi i Bosnien

På Månepyramiden er terrasser med retvinklede fliser blevet udgravet. ”Et naturligt fænomen” hævder arkæologer. Foto: Julie Dalsgaard Jespersen

Solpyramiden, der blandt lokale er kendt under navnet Visocica Hill, troner højt over byen Visoko og floden Bosna, der har givet navn til Bosnien. Foto: Ivan Patacik

Udgravninger har afsløret, at Tumulus Vratnica bl.a. består af store blokke med lige sider og et bølget mønster på overfladen. Men er der i virkeligheden blot tale om naturlige sten, som anerkendte arkæologer hævder? Foto: Rie Dalsgaard Jespersen

23 | INFORMANTEN

ence” (netdokument 2). Ifølge Osmanagich har samme gruppe arkæologer bedt andre arkæologiske foreninger om at boykotte projektet og har åbent sendt trusler ud om, at arkæologer, der engagerer sig i forskning i Visoko, ikke skal regne med at få job inden for arkæologi igen, når de vender tilbage til deres hjemland (Osmanagich 2012: 217). På grund af den megen kritik, udgravningen i Visoko er blevet udsat for fra anerkendte arkæologers side, har BPS Foundation svært ved at tiltrække arkæologer til at deltage i udgravningerne. I stedet bliver udgravningerne varetaget af frivillige med alle andre baggrunde end arkæologi under ledelse af en arkæologisk leder ansat af BPS Foundation og en geolog, der arbejder selvstændigt, men i samarbejde med foreningen. På grund af denne mangel på fagfolk er det let for arkæologer at rejse tvivl om de resultater, udgravningen frembringer. Mistilliden mellem de to fløje har altså den effekt, at det er vanskeligt for foreningen at fremlægge resultater, der bliver taget seriøst i den akademiske verden, og dette gør det vanskeligt for arkæologer at undersøge fænomenet til bunds uden at blive set skævt til. Set ud fra det synspunkt, at videnskaben bør undersøge det ukendte grundigt før der konkluderes noget, må den ovennævnte proces siges at være en ond cirkel. Men BPS Foundations udfordringer stopper ikke her. Oven i opgaven med at holde styr på de mange frivillige kommer alle de mange andre udfordringer, der hører sig til, når man arbejder i et land som Bosnien, hvor korruption og mangel på ressourcer er en del af hverdagen. Som antropologer, der har rejst i udviklingslande vil vide,

Skønhed |

tager alting lang tid under sådanne forhold. Virkelig, virkelig lang tid. Fakta(?) Skal man tro de seneste resultater, som BPS Foundation har fremlagt, så er der tale om følgende arkæologiske scoops:  Solpyramiden. Er med sine 220 meter verdens højeste pyramide. Til sammenligning er Keopspyramiden i Egypten 147 m. Pyramidens sider er dækket af menneskeskabt beton (netdokument 3 og 4, Osmanagich 2012) og er orienteret mod de fire verdenshjørner. Der er et adgangsplateau på østsiden af pyramiden. Undersøgelser med georadar har vist, at der er gange inde i pyramiden (Osmanagich 2012: 216).  Månepyramiden. 190 m.  Kærlighedspyramiden. 190 m.  Moder Jords Tempel. Et bjerg formet som et amfiteater.  Ravnetunnelerne. Et vidtforgrenet netværk af gange under jorden. Mange artefakter er dukket op herfra, heriblandt keramiske skulpturer (netdokument 5, Osmanagich 2012).  KTK-tunnelerne. Underjordisk tunnelnetværk, der leder i retning af Solpyramiden og Månepyramiden. Udgravningen er standset af sikkerhedsmæssige årsager på grund af vand i gangene (netdokument 7).  Tumulus Vratnica. Kegleformet bakke bygget af forarbejdede blokke. En kerneboring har vist, at der er et hulrum i midten med gulv og loft af beton (netdokument 8).

Hvorfor er det så kontroversielt? Hvis de ovenstående facts om fundene i Visoko viser sig at holde vand, er der tale om nogle meget kontroversielle opdagelser. Den seneste C14-datering af et blad, der lå klemt inde mellem betonlagene på Solpyramidens side, viser at pyramiden blev bygget for mindst 29.200 år siden, +/- 400 år (netdokument 5, 23:20). På den tid regner man ellers med, at der kun levede meget primitive mennesker

i Bosnien, så det passer ikke så godt sammen med, at de var i stand til at bygge gigantiske bygningsværker og anvende avanceret teknologi. Ifølge Professor Joseph Davidovitses undersøgelser er det betonmateriale, som Solpyramiden er bygget af, fem gange så stærkt som moderne beton (Osmanagich 2012: 235). På toppen af Solpyramiden, Tumulus Vratnica og i Ra vnetunnelerne er målt en elektromagnetisk energistråle, og på Solpyramiden er der målt en ultralydsstråle (netdokument 4, Osmanagich 2012: 243). Hvad formålet med disse energifænomener er, tør kun de modigste gisne om. Men hvis BPS Foundation og Semir Osmanagich viser sig at have ret, så må vi i gang med at omskrive historien, for så står vi måske alligevel ikke på toppen af menneskehedens udvikling. Og hvis pyramideteorien holder, så truer lille Bosnien Egyptens status som kulturel vugge. Det er ikke svært at sætte sig ind i, hvorfor de egyptiske turistmyndigheder ikke er glade for den tanke. Om vi nogensinde får svar på gåden om de bosniske pyramider, vil - for mig at se afhænge af, om der bliver skabt forsoning mellem BPS Foundation og det etablerede arkæologiske miljø. Der bliver holdt videnskabelige konferencer, lavet museumsudstillinger, lavet udgravninger og vist turister rundt i stor stil, men så længe den akademiske verden vender ryggen til projektet, vil undersøgelsernes resultater være omgærdet af tvivl. 

Nysgerrig? Find mere information på: BPS Foundations hjemmeside: www.bosnianpyramidofthesun.com Nyhedsartikler på engelsk om pyramiderne: www.sarajevotimes.com/? s=bosnian+pyramids Solpyramidens facebookside: www.facebook.com/bosnian.pyramid Samling af rapporter om pyramidekomplekset: www.bosnianpyramid.com/index_Files/ Books.html BPS Foundations Youtube-kanal: www.youtube.com/user/ BosnianPyramidsTV/featured? feature=context

Referencer: Osmanagich, Sam Semir (2012). Pyramids Around the World & Lost Pyramids of Bosnia. Sarajevo: Bosnian Pyramid of the Sun Foundation. Netdokument 1 www.bosnianpyramids.org/index.php? id=37&lang=en Netdokument 2 www.e-a-a.org/statement.pdf Netdokument 3 www.bosnianpyramids.org/index.php? id=39&lang=en Netdokument 4 www.prweb.com/releases/2013/4/ prweb10657023.htm Netdokument 5 www.youtube.com/watch? v=v3lzFdMHGE4 Netdokument 6 http://en.wikipedia.org/wiki/ Osmanagi%C4%87_pyramid_hypothesis Netdokument 7 www.piramidasunca.ba/eng/pyramid/ bosnian-valley-of-the-pyramids/ktktunnels.html Netdokument 8 www.piramidasunca.ba/eng/pyramid/ bosnian-valley-of-the-pyramids/tumulus -in-vratnica.html

INFORMANTEN |

Gæt et Skø Lang hals, små fødder eller stor næse? Idealerne for skønhed varierer i verdens forskellige lande. I denne lettere kategoriske opgave kan du teste din viden om skønhed i Danmark, Nepal, Angola, Vietnam, Mauretanien, Kina, Iran og Japan. Af CAMILLA B. LAURSEN, 3. SEMESTER

Sådan gør du: Find dit indre barn frem, og sæt streg mellem skønhedsidealet og det land, som du mener, det tilhører.

Hvad er skønhed for dig…? Skriv her:

More is more! I dette land er det populært at have former, da mere fedt på sidebenene er ensbetydende med højere status. At være tynd ses som synonymt med at være fattig. Af denne grund fyldes kvinderne med kalorieholdige madvarer fra en tidlig alder, hvorfor omkring 20 % af landets kvinder kategoriseres som fede og over halvdelen som overvægtige.

Hvid hud og store næser Solcreme uden blegemiddel er svært at opdrive i dette land, hvor fotografer flittigt bruger Photoshop til at få huden til at fremstå lysere. Store, spidse næser er beundringsværdige, og det er almindeligt, at landets mænd ruller deres t-shirts op, så den runde, hvide rismave bliver synlig for alle på gaden – folk skal jo ikke tro, at de arbejder i marken.

Ungdom og store øjne Udover at være hvid er det i dette land et ideal at stræbe efter ungdom. Huden skal være uden rynker, og det er ikke ualmindeligt at se kvinder i 30’erne iført ”Hello Kitty”-trøjer. Desuden anses det også for skønt at have store øjne, hvorfor en del af landets kvinder enten taper eller får opereret øjenlågene.

Halsforlængende perlekæder Hos nogle stammer i dette land bærer kvinderne flere rækker af tunge, farvestrålende perlekæder stivet med ler omkring halsen, så deres halse synes længere. Af denne grund bliver de set som mere attraktive, og eftersom perlekæderne gør dem ude af stand til at bukke hovederne, tolkes de også som et symbol på dominans.

Flere næseoperationer end i USA I dette land, hvor skønhed ellers holdes relativt skjult, opfattes en smal næse som et symbol på social status. Derfor foretages der syv gange så mange næseoperationer her som i USA. I forlængelse af dette er det almindeligt, at kvinder, som får opereret næsen, beholder forbindingen på næsen i længere tid, end den er nødvendig – bare for at fremhæve operationen.

Man må lide for skønheden Indtil det blev forbudt i starten af 1900-tallet, var liljefødder eller fodbinding forbundet med skønhed, kvindelighed og status i dette land. Fodbindingen foregik ved, at kvindens fire mindste tæer blev bundet op under svangen, hvorved foden så mindre ud. Selvom denne deformerende praksis ikke længere bruges, er små fødder stadig efterstræbelsesværdige i dag.

Alle piger vil giftes med en Gurkha For at få det prestigefulde job som Gurkha (soldat i den britiske hær) skal manden være ca. 158 cm høj og veje ca. 50 kg, og han må ikke have mere end fire ”fejl” i tandsættet – det vil sige fyldninger, mellemrum eller kunstige tænder. Til sit bryllup må enhver pige bære en rød sari med gyldent mønster og en række sølv- og guldsmykker, eksempelvis en stor næsering.

25 | INFORMANTEN

nhedsideal

INFORMANTEN |

| Feltberetning fra en Skønhedskonkurrence

Pink Pageant ”Dont be a drag - just be a queen”

eg sidder på en af de forreste rækker i det nationale teater, i en blød, rød velourstol. Der lugter lidt fugtigt. De fumler med teknikken på scenen. Lyden følger ikke med den video, som bliver vist. Af og til rammer en stram lugt af urin mig fra toiletterne, STINNE N. som man har diOTTO rekte adgang til ANTROPOLOG fra salen. Det er svært at gennemskue om dette teater har mistet sin forhenværende skønhed, eller om det bare altid har været sådan lidt slidt i kanterne. Jeg er til skønhedskonkurrence i Nepals hovedstad Kathmandu, fordi jeg er på feltarbejde. Årets Miss Pink skal kåres. Der er fundet 15 deltagere fra hele Nepal. Det var svært at vælge de tolv, har jeg ladt mig fortælle. Åbenbart havde der været rigtig mange smukke mennesker, som havde tilmeldt sig konkurrencen.

27 | INFORMANTEN

Der er third gend ers, som konkurrerer. Den korte version: Mennesker, som er født med en mandlig krop, som er seksuelt tiltrukket til mænd, og vis sociale køn (i forskellige udstrækning) er feminint. Vi ville nok kategorisere dem som transkønnede, men det, mener jeg, er en forsimpling, - den diskussion tilhører dog den lange version, som jeg ikke vil begive mig ud i her. Efter en længere introduktion af dommerne og andre høfligheder, går musikken i gang. Michael Jacksons ”We Are the World”. Bagvæggen af scenen er dækket af en stor pink plakat, hvor der står ”PINK PAGEANT” og mottoet: ”We All Are Different. We All Are Equal." De femten deltagere kommer ind på scenen i gulvlange, farvestrålende gallakjoler og høje hæle. De cirkulerer rundt på scenen i en indøvet koreografi. De smiler alle stort og har hovedet let på

Skønhed |

skrå. De har den ene hånd i siden og vrikker med numsen, når de går. Hver gang de kommer tæt på scenekanten sender de store smil ud mod publikum. Nogen virker mere nervøse end andre, nogen går mere sikkert på de høje hæle end andre, og nogen vrikker mere selvsikkert end andre. Efter koreografien stiller de sig forskellige steder på scenen, skyder den ene hofte frem, og sætter den modsatte hånd i siden, mens de fortsætter med at smile stort. Én efter én går de frem til kanten af scenen og præsentere sig selv og fortæller, hvorfor de har stillet op. De forlader scenen til Lady Gagas ”Born this Way” – don’t be a drag, just be a queen. Der er yderligere to runder; dommerne vælger fem, som udgår, for hver gang. Mellem elimineringerne er der danseforestillinger; fra klassisk nepali dans, over mavedans, til noget med en stol, små shorts og cowboystøvler. Kroppe

vrides i sensuelle bevægelser til høj musik; håret er slået ud. Ventetiden under den ene votering udnyttes også til noget, som kunne minde om et modeshow af tidligere Pink Queens og Nepals eneste third gender model; de går, som på en catwalk, i ultra stramme kjoler med øjnene sænket i et forførende blik.

I anden runde bærer de ti tilbageværende deltagere de traditionelle sari’er, og i den sidste runde har de sidste fem taget gallakjolerne på igen. Efter en længere votering, mens publikum bliver underholdt af dans, smukke kroppe og høj musik, bliver titlerne uddelt: Miss Catwalk, Miss Beautiful, Miss Personality, Miss Red Dress, og Miss Round Robin. Og til sidst selvfølgelig Miss Second run up, Miss First run up, og Miss Pink Pageant 2012. Der er tårer, skuffede blikke, store smil, og høflige knus. De nu forhen-

værende queens; første -, anden og tredje - pladsen, giver deres kroner videre til de nye midlertidige ejere, med hvad der kunne ligne, en blanding af stolthed og modvilje. Publikum danser på dette tidspunkt i gangene mellem stolerækkerne. Hvor længe festen varer ved, skal jeg ikke kunne sige, for jeg forlader teatret for at finde noget aftensmad. Jeg har en god fornemmelse i maven og et smil på læben. Der var en god oplevelse med masser af livsglæde, stolthed og selvsikkerhed blandt en gruppe mennesker, som ellers slås med en del i deres dagligdag.

INFORMANTEN |

Seks kønne film til at forskønne de regnfulde efterårs dage

SKØNNE FILM

Af CECILIE BRESSON, 5. SEMESTER 29 | INFORMANTEN

Skønheden og udyret Belle bytter plads med sin far, som er indespærret af udyret og finder pludselig en skøn prins, i sin uskønne fangevogter.

Black Beauty Hestes liv og skæbne, samt ejerne og menneskerne omkring dem, udfoldes i alt dens skønhed i Black Beautys fortælling af sin livshistorie.

Elegy - Skønhedens magt David Kepesh finder sit liv omvæltet og overtaget af den studerende skønhed, Consuela Castillo, som vækker en begærlighed og besiddelsestrang frem i ham.

American Beauty Den deprimerede forstads far, Lester, beslutter i sin midt-livskrise at vende hans hektiske liv rundt, efter at have forelsket sig i sin datters skønne veninde.

The September Issue En dokumentar der går bag facaden på modeverdenens overlevelsesguide, Vogue, og dets chefredaktør Anna Wintours skabelse af bladets største og skønneste udgivelse; The September Issue.

Agent Catwalk En FBI-agent går undercover i en Miss United States skønhedskonkurrence, for at forhindre en gruppe i at affyre en bombe under begivenheden.

Dit ansigt Dit ansigt Jeg drukner i det Jeg kan ikke længere få luft Men det er den der slags nærdødsoplevelse Jeg helst ikke ville være foruden Det forstår du vel ikke? Du kan jo ikke se dig selv I det mindste ikke med mine øjne Dit ansigt Kan give dig alt hvad du vil have Og gør mig så håbløs Jeg tror ikke nogensinde du har set det jeg har set Du virker endnu så ivrig Det er nok det Det der tryllebinder mig Din skønhed overvælder mig med eufori Som du nok kan fornemme Er det virkelig sådan det føles? Som et stof Et stof der gør mig så ufatteligt lykkelig Og efterlader mig med den der tomme syndige følelse i maven Vil jeg nogensinde opleve der her igen? Af: Natascha Lundholm Søndermark Beringer, 1. semester

| Interview Med Tidligere Kræftpatient

Skønhed Uden Hår Et ordsprog lyder, i overensstemmelse med Biblens fortælling om Samson, at styrken sidder i håret, og nogle religiøse kvinder dækker håret til med tørklæder for ikke at friste mænd. Men hvad sker der med identiteten og følelsen af skønhed, når man kun har to hårstrå på hovedet som følge af kemoterapi? Jeg har snakket med en tidligere kræftpatient om, hvad det har betydet for hende at miste sit hår – og få det igen.

eg bevæger mig ind af porten til det gamle Amtssygehus i hælene på en ambulance. Jeg parkerer min cykel foran Radiologisk Afdeling, hvor jeg skal mødes med Lilli. Hun skal til kontrol i dag, og skal i den forbindelse tilbringe en times tid i afdelingens venteværelse, hvor hun skal drikke kontrastvæske forud for scanningen. Det er her, jeg møder hende – en smilende kvinde med farve i kinderCAMILLA B. ne og mørkt hår LAURSEN ned til skuldrene. 3. SEMESTER En kvinde, på vis udseende man ikke umiddelbart kan spore, at hun igennem de sidste år har været igennem en omfattende og krævende kemoterapibehandling. I efteråret 2009 fik hun konstateret kræft i en alder af 45 år. Diagnosen kom ifølge hende selv som et lyn fra en klar himmel. Hun, som ellers var vant til et aktivt liv, hvor hun stod tidligt op, lavede mad fra bunden, ordnede haven og huset, arbejdede mange timer som talepædagog, og var en aktiv del af lokalsamfundet i hendes lille vestjyske by, måtte indstille sig på et andet liv. Hun skulle nu igennem mange måneders kemoterapi og strålebehandling. I foråret 2011, da

31 | INFORMANTEN

kræften virkede til at være bekæmpet, blussede den op igen, og hun måtte igennem endnu en krævende behandling. Lilli og jeg sætter os på den lyse hospitalsgang uden for venteværelset. Jeg spørger hende, hvornår hun fik at vide, at hun ville miste sit hår – en ting, som ifølge hende selv var noget af det hårdeste ved at skulle have kemoterapi. Hun fortæller, at hun fik det at vide af lægen, samme dag som hun fik diagnosen, idet hun spurgte nervøst til kemoterapiens effekt på håret: ”Jeg lagde hånden op på mit

hoved og spurgte: ’hvad med det her?’. Så nikkede han og sagde ja, og så var jeg ved at gå derfra. Jeg brød fuldstændig sammen ved tanken om, at mit hår forsvandt,” fortæller hun levende. Hun husker tydeligt, hvordan håret allerede i starten af behandlingen begyndte at falde af hendes hoved af sig selv. ”Jeg var ved frisøren og få fjernet det sidste. […] Min søster, som var med, har udtrykt det på den måde, at det var mærkeligt, for der gik den der 45-årige kvinde til at lige pludselig at blive to et halvt år og sige ’Jeg vil ikke! Jeg vil ikke! Jeg kan ikke mere!’ Frisøren

Skønhed |

havde et rullegardin ned foran spejlet, så jeg kunne ikke se mig selv, mens han tog det af, og inden jeg skulle have parykken på, havde han fjernet alt, fordi jeg havde sagt, at jeg ikke ville se det, der var kommet af. Jeg tror ikke, der lå et hårstrå tilbage på gulvet.” Jeg spørger Lilli, hvordan det var at se sig selv uden hår for første gang. ”Første gang, jeg så mig selv uden hår, var i mine køkkenskabes glaslåger. Der kunne jeg se mig selv, kun med nathuen på, og jeg

så fuldstændig forkert ud. Der gik et par dage, før jeg så mig selv i spejlet – og det var et forfærdeligt syn. Jeg var så grim, og det mindede mig meget om sygdom. Det var beviset på, at nu var jeg syg,” svarer hun i et tonefald, der vidner om, at hun ikke glemmer oplevelsen. For Lilli blev manglen på hår altså synonymt med hendes sygeidentitet - et slags symbol på, at noget var ”galt” med hende. Nøgen og kønsløs Rent praktisk forandrede det Lillis

daglige rutiner, at hun ikke længere havde hår på hovedet. Som eksempel fortæller hun, hvordan hun i starten havde svært ved at tage bad, fordi hun ikke kunne klare at holde bruseren henover den kolde isse eller tørre sig med et håndklæde, og hvordan hun længe automatisk kørte hånden henover hovedbunden for at vride vand ud af håret – det hår, som ikke længere var der. Hun beskriver, hvordan der for hende var en følelse af sårbarhed og nøgenhed forbundet med at have blottet hovedbunden. Af samme grund viste hun sig aldrig for folk som skaldet, og hun havde aldrig tøj på, hvis hun ikke havde hovedbunden dækket. For hende hang det Jeg følte mig virke- ikke sammen at lig som et være fuldt påandrogynt klædt og samtieller køns- dig ”nøgen”.

”

løst væsen

”

Skraldet på vejen repræsentere de alt det negative i verden

Hun reflekterer i den forbindelse over, hvorfor andre kræftpatienter vælger at vise sig som skaldede: ”Nogle kræftpatienter siger, at man skal barbere håret af selv og vise sig skaldet, fordi det er et tabu, at man ikke vil være skaldet. Jeg tænker ikke, at det er et tabu – det er nærmere et identitetstab. Det er tabet af kvindelighed og symptomet på sygdom, men det er ikke et tabu at være skaldet eller fortælle om det”. For Lilli betød identitetstabet, at hendes før så aktive liv blev skiftet ud med et liv på standby: en tilværelse skiftevis på sofaen og diverse hospitaler, hvor hun måtte indse, at hun kun kunne passe sit elskede arbejde i begrænset omfang, hvilket i sidste ende gjorde, at hun mistede sit job. Med inspiration fra antropologen Victor Turners teori INFORMANTEN |

| Interview Med Tidligere Kræftpatient

om overgangsritualet (1967) kunne den fase, hvor Lilli var syg og uden hår, minde om en liminalfase, idet hun her svævede mellem liv og død (bogstaveligt talt), mellem naturlighed og kunstighed (eksempelvis beskriver hun, hvordan det første gang var grænseoverskridende at skulle vaske den kunstigt fremstillede paryk, fordi det var som at tage sit hår af og putte det ned i en spand), og mellem forskellige roller som for eksempel ”patient” og ”aktiv erhvervskvinde”. Lillis beskrivelse af tabet af kvindelighed passer endvidere med Turners definition af neophyten i overgangsfasen på den måde, at denne person er kønsløs (Turner 1967: 98): ”Håret følger med kvindeligheden ligesom menstruationen. Efter første kemo var den også væk. Så tænkte jeg, at jeg heller ikke var kvinde der længere. Jeg følte mig virkelig som et androgynt eller kønsløst væsen. Jeg havde jo mine bryster, men jeg følte mig ikke kvindelig”, fortæller hun om det ambivalente i at være en kvinde uden kvindelige træk. Positive kommentarer fra omgangskredsen Hvis Lilli i den periode, hvor hun var syg, kan karakteriseres som en slags kønsløs neophyt mellem to faser af normalitet, må det have ændret noget i hendes samvær med andre mennesker. Da jeg spørger hende, hvordan andre mennesker reagerede på, at hun var syg og havde mistet håret, svarer hun, at folk i hendes lille by ikke prøvede at undgå hende: ”Alle har spurgt til mig og kommenteret på mit udseende. Men de har sidenhen også sagt, at jeg så dårlig ud, sidst de så mig, selvom de dengang sagde, at jeg så godt ud”. Hun fortæller endvidere: ”Da

33 | INFORMANTEN

jeg ikke havde hår, sagde folk, at de ikke så det, men at de så mig. De siger, at de ser Lilli og ikke håret, men det har bare ikke passet, for bagefter har jeg fået så mange kommentarer omkring håret. Det at jeg, da jeg begyndte at få Da jeg ikke hår igen, blev havde hår, mødt med komsagde folk, mentarer som: at de ikke ’hvor er det pænt til så det, men dig’ – det viser at de så mig, at folk lægmig ger mærke til håret. Det er jo ikke ligegyldigt.” At være en hårløs kræftpatient har altså ikke ført til social eksklusion som for Turners neophyt. Imidlertid synes Lillis omgangskreds at have forsøgt at

”

skabe en ekstra positiv opmærksomhed omkring hendes udseende i forlængelse af, at hun selv følte sig uskøn uden hår. Forskønnende tørklæder, huer og paryk Hvor andre mennesker undervejs i Lillis sygdomsforløb lagde mindre vægt på hendes hår, begyndte hun at fokusere mere på andres hår: ”Jeg blev ekstremt fokuseret på hår. Når jeg så noget i fjernsynet eller i blade, hvor man ellers kiggede på kjoler, så kiggede jeg på hår.” Selvom hun indimellem havde en humoristisk tilgang til sin egen mangel på hår, som når hun fortalte andre, at hendes bad nogle dage tog længere tid, fordi hun skulle ”vaske hår,” gjorde hun også noget for kompensere for sin

Skønhed |

skaldethed og selvfølte mangel på skønhed: ”Jeg havde mange forskellige tørklæder og en paryk. Jeg havde et specielt silketørklæde og huer med forskellige farver. Jeg skiftede alt efter, hvilket tøj jeg Jeg bliver havde på. Da jeg aldrig ’den endelig vænnede gamle Lil- mig til at gå med li’ fuldt og tørklæder, måtte helt man godt se det og kommentere på det. Ligesom man kan have røde og blå hårspænder, så valgte jeg mellem det røde, stribede og prikkede tørklæde.” Da jeg spørger, om hun brugte makeup i perioden, svarer hun smilende: ”Jeg opgav at bruge makeup. Jeg kan huske det første

”

nytår, hvor jeg ville prøve at lægge mascara på. Det så forkert ud, for jeg kunne virkelig se, hvor tynde de små sorte øjenvipper var blevet. Med mascara på blev det bare spredt fægtning – det så helt vildt ud.”

livgivende oplevelse for hende – selvom det i starten kom tilbage som gråt, krøllet hår i stedet for det glatte, mørke hår, som hun havde haft før: ”Mit motto blev: ’bare der er hår’. Jo mere hår, jeg har fået, jo mindre syg har jeg følt mig. Jeg føler mig klart pænere med hår end uden hår. Jeg har en anden udstråling, selvfølgelig også fordi jeg er blevet rask, men jeg har en anden glæde ved mig selv, nu hvor jeg har hår”.

Efter sygdommen: Glad for selv dårlige hårdage Med afsæt i Turners teori om overgange spørger jeg Lilli, om hun føler sig som

Hun fortæller entusiastisk, hvordan tabet af hår har ændret hendes syn på selvfølgeligheden af det at have hår: ”Hvor jeg tidligere har tænkt, at håret bare er noget, der er der, glæder jeg mig nu over mit hår hver evig eneste dag. Jeg er glad for selv dårlige hårdage, og selvom håret nogle gange er i ve-

en ’ny Lilli’, nu hvor hun ikke længere har kræft, og håret er vokset ud igen. Hun svarer hurtigt: ”Efterhånden som håret er vokset til, føler jeg, at jeg er ved at være tilbage ved ’gamle Lilli’. Jeg har en enkelt grå tot, som har fulgt mig hele vejen. Det er den, jeg har kunnet holde fast i hele tiden – den har været mig. Så på hårplanet er jeg tilbage ved ’gamle Lilli’, men jeg bliver aldrig ’den gamle Lilli’ fuldt og helt.” At netop håret har haft stor betydning for hendes identitet og følelse af skønhed, på trods af at kræften har ændret hendes livsopfattelse og levemåde, uddyber hun ved at fortælle, at hun flere gange fortalte andre, at hun ikke ville dø uden hår, idet hun ikke syntes, det ville repræsentere hende, hvis der lå en skaldet kvinde i kisten. At få håret tilbage var derfor en

jen, så er det der trods alt. Jeg køber shampoo i stakkevis, fordi jeg har hår. Jeg elsker at kunne sætte det op – at kunne skifte udtryk. Det er der, hvor kvindeligheden sætter ind. Selvom jeg altid har sagt, at mit hår er ’wash and wear’, så har det betydet så meget for mig at have muligheden for at gøre noget ud af det”. Efter at have rundet samtalen af med glade bemærkninger om, at Lilli med sit lange hår nu igen kan dyrke sin kvindelighed og personlighed ved at gøre noget ud af sit hår og få komplimenter for det, er det så småt ved at være tid til Lillis kontrolscanning. Jeg ønsker hende held og lykke, og bevæger mig væk fra sygehusets lyse gange og sterile duft. Da jeg udenfor tager min cykelhjelm på hovedet, strejfer jeg mit eget hår og smiler – hvor er det godt, at Lilli igen kan føle sig skøn.  INFORMANTEN |

| Tidslinje

Kvindelig Skønhed Af SIDSE B. THESTESEN, 1. SEMESTER Victoriatiden Korsettet blev flittigt brugt i denne tid, da idealet nu var den smallest mulige talje. Ofte blev de bundet så stramt, at det blev umuligt at sidde ned og vejrtrækningen var temmelig besværlig. Krinoliner blev ligeledes brugt og det har således næppe været behageligt at følge moden. Victorianske kvinder skulle være ærbare og makeup var derfor meget sparsom.

Middelalderen Kvinder med hvid hud, lang hals og smal talje var i Middelalderen mest eftertragtede. For at opnå den hvide hud, gik flere kvinder til yderligheder, blandt andet maling indeholdende bly. Nogle forsøgte sig endda med åreladninger for at fremstå blegere.

1930erne & 1940erne Hollywoods gyldne alder satte fokus på slanke, feminine kurver. Designere som Chanel og Dior præsenterede elegante og glamourøse kjoler, der fremhævede arme og ben. Som følge af tidens nye trends, opstod en ny opmærksomhed på spisevaner og let muskeltræning. Hårstilen blev igen mere feminin og makeuppen blev mere piget og naturlig end den havde været det i 20’erne. Man blev som kvinde i 30’erne/40’erne i høj grad inspireret af Hollywood-stjerner som fx Marlene Dietrich.

Renæssancen I renæssancen var det kvindelige kropsideal et mere kurvet et af slagsen. Der var stadig en præference for elfenbenshvid hud. Kvinder farvede ofte deres læber dybrøde og håret skulle gerne være lyst. Der var en speciel trend blandt kvinderne, de plukkede nemlig deres hår ud i pandeområdet, på den måde kunne de opnå en høj, rundet pande, nogle brugte endda en blanding af eddike og katte-afføring til at opnå det samme resultat, dog røg der på denne måde af og til noget af huden med.

1920erne Moden i 20’erne er fantastisk beskrevet i bøger og film om ”the roaring twenties”. Her ser vi eksempler på flapper-stilen som kvinderne foretrak. Denne stil domineres af de løse, drengede silhuetter, med håret klippet i forskellige korte pager, derudover skulle makeuppen gerne være dramatisk med optegnede tynde øjenbryn, eyeliner og lys pudder. Dette stod i stærk kontrast til det victorianske look.

Det gamle Grækenland I antikkens Grækenland var især håret, et vigtigt skønhedsideal for kvinder. Det blev brugt som et statussymbol og skulle helst være langt og gyldent, de brugte blandt andet eddike til at fremtvinge en lys og gylden farve i hår, der ofte var mørkt. Huden blev holdt blød med mange forskellige olier. Det var dengang velset at have lys hud, som nogle brugte kalk eller bly til at fremprovokere. De brugte mørke pigmenter til at farve øjenbrynene, så disse fremstod tydeligere. Rød farve blev brugt på læberne og øjenskygge bestod af olier og kul, dog skulle makeuppen gerne holdes nogenlunde naturlig. Det var derudover kun de mere velstående kvinder der havde råd til makeup.

35 | INFORMANTEN

Skønhed |

i den Vestlige Verden 1960erne Tænk Twiggy eller hippie. Det var de to hovedtendenser i tiden. De kvinder, der fulgte moden blev fanatiske omkring deres krop, der skulle være som et siv. Pixiehår og store øjne var optimalt, således blev falske øjenvipper og mascara et must for den moderne kvinde. Hippierne gik ekstremt meget op i ikke at gå op i deres udseende, men i stedet fred og kærlighed. Derfor havde de også hårstile uden vedligeholdelseskrav og gik sjældent med makeup.

1990erne Modehusene med modeller som Kate Moss forsatte i 90’erne ”jo tyndere jo bedre”-trenden. Der var nu efterhånden mange forskellige stilarter at gå efter. En af disse var Grunge, som introducerede et beskidt, sløset look. Lycra stoffet dukkede ydermere op og det samme gjorde maveblusen, der ydermere banede vej for navlepiercingen. Hårmæssigt var der endvidere mange trends blandt andet Rachelhåret (her menes der frisuren som Jennifer Aniston har i rollen som Rachel i serien ”Friends”) var meget populært. Ligeledes var pandehår, page og afbleget hår. Makeuppen var ofte, omend ikke altid, minimalistisk.

1970erne ”Jo tyndere jo bedre”-tankegangen fortsatte i 70’erne. Håret blev længere og mange fik klippet etager. Derudover var dette årti starten på en solbadningens æra – eller, hvis man ville snyde lidt, bronzer og selvbruner. Tænk - ”Baywatch”.

Det nye årtusinde

1950erne Timeglasfiguren var det ultimative ideal i denne tid, hvor blandt andet Marilyn Monroe og Grace Kelly satte standarden for, hvordan kvinder skulle se ud. Håret var ofte omkring skulderlængde med bløde feminine krøller. Huden skulle gerne være fejlfri fersken eller fløde – det rygtedes at Marilyn Monroe skyllede sit ansigt femten gange, når hun rensede huden for at undgå urenheder. Tøjmoden var rimelig konservativ og man skulle for alt i verden undgå at se sløset ud.

Genopfindelse og valg må være kodeordene i dagens modelandskab, hvor modehusene lader sig inspirere af stort set alle de foregående store trends, med få deciderede nye påfund – bl.a. går skinny jeans ind under denne kategori. Individet er i fokus og det at have sin egen stil er vigtig, selv hvis man ofte går i nogenlunde det samme. Hårmæssigt ser vi ligesom med tøjet mange forskellige trends og der er kommet en øget opmærksomhed omkring at finde den hårstil, der passer til ansigtsform og stil. Det samme kan siges om makeuppen, hvor vi ser alt fra diskret nude-makeup til smokey-eyes. Udtryk for ens individualitet såsom tatoveringer og piercinger er yderst populære, selv hvis man har det samme som tusinde andre. Kropsmæssigt er der egentlig også flere trends, men kropsidealet, udbredt af modehuse og blade, er dog stadig ekstremt tynd. Selv den mere kurvede trend, der har vundet en smule ind i de senere år, promoverer en meget smal talje. Herudover er der en vis besættelse af ungdommen og dette sammen med et utopisk kropsideal, har ført til at antallet af skønhedsoperationer, som fx brystforstørrelse, næseoperation, diverse botox-injektioner etc., er i stadig stigning. Afvigelser fra idealet ses som fejl og medbringer ofte skam, der i stigende grad fører til psykiske problemer.

1980erne Spiseforstyrrelser, med et primært afsæt i 60’erne, var for alvor blevet et problem i 80’erne, hvor den ideelle krop stadig skulle være ekstremt tynd. Fitness blev mere populært, så man kunne opnå en mere tonet krop. Moden var meget iøjnefaldende som følge af store skulderpuder, spandex og neonfarver. Ligesom tøjmoden var makeuppen overdreven og håret blev sat så stort som muligt, med hårspray, selv øjenbrynene skulle gerne være lidt buskede.

INFORMANTEN |

| Den Tabuiserede Krop

Det Obskønne Det Skønnes Onde Tvilling

Emnet skønhed rummer også sine modsætninger: Det uskønne og det obskønne. Denne artikel giver et indblik i forskellige fremstillinger af menneske og krop, som netop fokuserer på det tabuiserede og obskønne. Der tages udgangspunkt i samtidskunstens evne til at pirre normerne for krop og skønhed.

unst forbindes ofte med skønhed, men faktisk er det det makabre, det uskønne og det obskønne, alt det, der normalt ligger uden for den gængse opfattelse af skønhed, som er en stor del af moderne kunst. Denne artikels omdrejningspunkt vil således være det skønnes onde MARIE J. tvilling: Det obRAVN skønne. Ordbogen 7. SEMESTER definerer obskøn som seksuelt anstødelig; utugtig, slibrig. Det obskønne er altså noget, der ligger uden for, hvad der opfattes som normalt, sobert eller lækkert. Kunstens primære opgave er i dag at provokere, udfordre og rykke grænser. Kunsten har derudover altid været et fremragende billede på dens samtids mennesker, kultur og samfund. I en antropologisk undersøgelse af skønhed er det derfor interessant at vende blikket mod kunsten og se, hvad den siger om det moderne menneskes forhold til skønhed, kroppen og ”det normale”, og ligeledes hvad den siger om det uskønne, det obskønne og det unormale. Arven fra Foucault For at finde ud af hvordan opfattelsen af skønhed og opfattelsen

37 | INFORMANTEN

af det normale hænger sammen vil jeg dog starte med at vende blikket mod Michel Foucault. Foucault belyser i ”The History of Sexuality”(1990) viktorianernes kønsnormer med ”det heteroseksuelle par” som standardformel. Han beskriver, hvordan disse normer dikterede - og blev ved med at diktere -, hvad der er normalt eller unorTranskønmalt og rigtigt elnede, transler forkert. Fouseksuelle eller herma- cault fandt i sin samtid en opfattelfroditter, bliver stadig se af en ”sand” opfattet som måde at forholde mærkelige sig til køn og seksualitet på, og at de, der skilte sig ud fra disse normer, blev betragtet som anormale eller samfundsmæssige afvigere. Det normale, det lækre og det skønne var således forbundet med en binær, heteroseksuel kønsnorm hvormed alt, der adskilte sig fra dette blev opfattet som unormalt, ulækkert og obskønt.

”

Køns- og skønhedsopfattelse i dag Spørgsmålet er så, om den kønsog skønhedsopfattelse, som Foucault kritiserede, stadig gør sig gældende i dag. Det faktum, at transkønnethed i Danmark stadig-

væk findes på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme, tyder på det. Homoseksualitet er for længst taget af listen og opfattes nu mange steder som ”normalt” på lige fod med heteroseksualitet. Mennesker, der falder uden for de gængse kønskategorier, det være sig transkønnede, transseksuelle eller hermafroditter, bliver stadig

Skønhed |

chael Kvium har mærkelige, tvekønnede og obskure skabninger som sit mest yndede motiv. Kvium udfordrer med disse væsner vores opfattelse af krop og skønhed. Hans malerier skubber til den gængse opfattelse af hvordan menneske og krop bør portrætteres. De asymmetriske og tvekønnede kroppe bliver symbolske repræsentanter for mennesket. Kvium viser os noget, vi ikke er vant til at se, hvilket hos nogle vækker gru og hos andre jublen. Kviums temaer er ofte tabuer, især seksuelle tabuer. Hans håndværksmæssige kunnen bidrager til forvirringen, da hans værker på én gang er skønne, uskønne og obskønne.

opfattet som mærkelige, obskønne og måske ligefrem ulækre. Lad os dermed vende tilbage til samtidskunsten, der ofte forsøger at rykke grænser, også når det kommer til køns-, skønheds- og kropsopfattelser. Kvium: mester i det obskønne Den danske samtidskunstner Mi-

Lemmerz: Obskønne motiver i skønne materialer En anden mester i spændet mellem det skønne og det uskønne er den dansk-tyske billedhugger Christian Lemmerz. På Pustervig Torv i Aarhus kan man se hans skulptur ”Madam”, der ved første øjekast ligner en klassisk skulptur. Ser man nøjere efter, opdager man,

at skulpturen er halvt kvinde, halvt mand. Går man ind i en dybere analyse af skulpturen, vil man også finde andre tabuiserede emner, men hvis vi blot dvæler ved kønstematikken, kan vi se, at denne skulptur, ligesom Kviums tvekønnede figurer, provokerer og udfordrer den gængse kønsopfattelse samt det gængse billede af, hvordan en krop skal se ud. Lemmerz arbejder oftest med storslåede, klassiske materialer som marmor og bronze. Disse materialer, der traditionelt opfattes som skønne, blander han med utraditionelle, makabre og obskønne motiver. Lemmerz provokerer således den normative opfattelse af skønhed og skubber til grænsen for, hvad der er skønt. Det obskønne som indikator for det skønne Provokerende samtidskunstnere som Kvium og Lemmerz, kan betragtes som indikatorer på et samfundsmæssigt behov for at undersøge normerne for skønhed, krop og køn og måske endda gøre disse opfattelser mere åbne og bredere favnende. Sådanne tematikker peger i hvert fald på et fokus på krop, køn og identitet som der også uden for kunsten kredses om. På ægte Foucaulsk manér vil jeg slutte af med at slå fast, at hvis man fokuserer på det uskønne, det obskønne og det unormale, undersøger man samtidig grænserne for det skønne og normale. Med dette menes, at hvis man gerne vil finde ud af, hvordan det normale og det skønne konstitueres, er det et godt sted at starte, hvis man leder blikket hen imod fremstillinger af det uskønne. Måske siger det, vi opfatter som obskønt, noget om vores samfund og de mennesker, der er en del af det.  INFORMANTEN |

| Det Danske Sprogs Skønhed

Sprogets Stille

Afblomstring Menneskets sprogkundskaber har altid fungeret som et middel til kommunikation og kulturoversættelse. Det har skabt grobund for mange vigtige relationer og landvindinger – statslige og nationale såvel som personlige og intime. Ligeledes har mestre som Homer, Shakespeare og vor egen (Johannes V.) Jensen udnyttet sprogets skaberevne og kreeret en kulturarv, der er gået over i verdenshistorien. Denne mangfoldighed i sprogets skønhed synes desværre at være svindende.

ette er en lille kommentar til danskernes dalende værdsættelse af det danske sprogs skønhed. Nogle vil måske betragte det som et konservativt krav om retskrivning, andre som et nationalistisk påbud om at værne om danske værdier. Men egentlig er det blot et forsøg på at genoplive folks glæde ved og nysgerrigELENA K. hed for sproget. CHRISTENSEN 1. SEMESTER

I størstedelen af dets levealder har mennesket skabt, defineret og tolket sin verden gennem ord, og denne sproglige tyngde har udformet sig forskelligt i tidens løb. Vi har brugt det klassiske sprogideal som modpol til det religiøse sprog i renæssancens fokus på mennesket. Vi har brugt sproget til at sprede kultur på store opdagelsesrejser. Vi har brugt modersmålet som symbol på national identitet og de dertilhørende værdier. Vi har brugt poesien og billedsproget til at udtrykke nationalromantiske følelser om fædreland og guldhorn, til at sætte problemer under debat i en slående realisme og til at reflektere over livets meningsløs-

39 | INFORMANTEN

hed og absurde eksistensvilkår. Det skønne ved sprog er således repræsenteret i sprogets humanistiske tyngde, i de landvindinger, sproget har givet adgang til samt i æstetikkens formidling af alt fra uretfærdighed og meningsløshed til vision og håb. I lyset af et verdenshistorisk tilbageblik, foranlediges man til at spørge sig selv, hvor denne skønhed findes i dag, om den overhovedet tildeles en plads i vor samtids danske sprog. For på trods af sprogkundskabens voksende plads i undervisningssystemet og på arbejdsmarkedet, synes dette fokus snarere at være en dyrkelse af dets funktionelle karakter frem for en hyldest til sproget i sig selv. International kommunikation og formidling er højtprioriterede egenskaber i Danmarks forsøg på at skabe sig en international profil. Denne ’ensidige’ værdsættelse af sprogkundskaben synes at overskygge værdien af mere ’simple’ sprogaspekter: skønheden i grammatiske færdigheder, i et mere omfattende vokabular og i en bedre forudsætning for at udtrykke sig. Dette sigte efter international anseelse reducerer sproget til et middel og ikke et mål i sig selv.

Skønhed i sprog – eller manglen på samme for den sags skyld – forstås snarere i led med mere generelle forestillinger om folk og nation. Når fransk anses for verdens smukkeste sprog, skyldes det formentlig romantiske forestillinger om ost, vin og bohèmeliv centreret i ’kærlighedens by’, Paris. Ligeledes klinger det italienske sprog af temperament og lidenskab, hvilket måske skyldes, at man forbinder det med varmblodig og følelsesladet opera, der ofte synges på italiensk. Hvad man ikke medregner, er det nøgterne faktum, at det italienske sprogs vokaloverskud gør det ideelt at synge på. På samme måde associeres det tyske sprog ikke med skønheden i Goethes geniale forfatterskab, men snarere med den svære grammatik og måske endda med Tysklands nazistiske fortid, og derfor anses tysk i manges øjne for hårdt, strengt og decideret usk ønt. For slet ikke at nævne vores fordomme om russerne, hvilket på ingen måde stemmer overens med den kendsgerning, at russisk faktisk er et af de sprog, man kan udtrykke sig smukkest på. Det fører til spørgsmålet om, hvorfor sådanne karakteristika ikke gør

Skønhed |

sig gældende i vores opfattelse af vort eget sprog. Dansk forbindes snarere med trivielle hverdagsfænomener som DSB-utilfredshed og TV2-nyheder, selvom det også er ad sprogets veje, at vi oplever nogle af livets mest frydefulde hændelser. Vores idéer om den danske mentalitet, den danske humor og den danske hygge lever jo i bedste velgående. Alligevel synes den danske identitet at udspringe af alt andet end det danske sprog. Sprogligt samles vi ikke længere om modersmålet, men nærmere om fremm ed spro get. Sproglig skønhed og værdi skildres nemlig i fremmedsprogets evne til at sprænge landets grænser, mens skønhed i det d ansk e sprog reduceres til noget, der forbeholdes fiktion og poesi. Det danske sprogs minimale rolle på den store scene samt den vok-

sende amerikanisering af det danske sprog kulminerer derfor i en sproglig ’identitetskrise’, der vedligeholdes af danskernes manglende interesse herfor. Man kunne måske endda gå så vidt og påstå, at det danske sprogs manglende appelkraft på os er en medvirkende faktor i vores adoption af engelske ord, vendinger og kommaregler. I vores generations helligelse af individets særegenhed, synes sproget paradoksalt nok at udvikle sig til én homogen masse. Vokabularet indskrænkes, og følelser udtrykkes med ord som ’fuck’ og ’nice’; dialekter og anden sproglig mangfoldighed viskes langsomt ud. Den lokale variation erstattes ikke blot af sammensmeltning på nationalt niveau, men altså også af jagten på europæisk og international integration. Den bibelske myte om babelstårnet forklarer, hvordan Gud straffer

menneskene med ’tungeforvirring’, som forhindrer dem i at færdigbygge det overdimensionerede babelstårn, der havde til formål at nå op til himlen. Således opstår der forskellige sprog, og således spredes menneskene ud over hele jorden. Som ’modmyte’ kan man nævne fortællingen om pinseunderet. Her fyldes Jesu disciple af Helligånden, hvilket gør dem i stand til at tale på andre tungemål og gøre det kristne budskab forståeligt for alle andre. Der hersker ingen tvivl om globaliseringens lettere homogeniserende effekt på sproget. Tilbage står spørgsmålet, om det skal betragtes som en velsignende mulighed for verdensomspændende samhørighed eller som en vulgært voksende ensartethed, der blot venter på sin straf. 

INFORMANTEN |

Kend Din

Hvilket forhold har din underviser til Skønhed? Susanne Højlund Hvilken betydning ligger der for dig, i begrebet skønhed? Noget visuelt, noget æstetisk… noget personligt. Også noget faglighed. Men ellers er det ikke sådan et hverdagsbegreb for mig.

Hvor i det daglige liv ville du mene, at skønhed kommer mest til udtryk? Skønhed som æstetik er noget, vi omgiver os med, og som er en del af hverdagen. Men det er jo sådan mere traditionel æstetikforståelse, men skønhed kan også være en oplevelse. For mig er det noget positivt, det er noget med glæde – med storhed. Det kan komme til udtryk på mange måder i hverdagen fra et øjeblik på vej til arbejdet, hvor man kigger ud over vandet, en solopgang, nogle fantastiske studerende, som giver mig en skøn dag. Altså det kan tænkes ind i mange sammenhænge, og det er da vigtigt med noget krydderi i livet.

I hvilken grad betyder din egen personlige skønhed noget for dig – og på hvilken måde? Ja, altså hvis det er den her æstetik i det visuelle, så er jeg da meget afhængig af en eller anden orden, men heller ikke for ordentligt. Og når jeg skal ind og undervise, tjekker jeg da lige, at der ikke er

41 | INFORMANTEN

Underviser et eller andet, der sidder helt skævt. Jeg kunne måske også godt tænke mig, at bygge det lidt mere ind i undervisningen med skønne power-point-shows med visuelle virkemidler, men det er der bare ikke altid tid til.

Hvis du nu skulle isolere en oplevelse som din skønneste, hvilken skulle det så være? Jamen, det der kommer op i mit hoved, er noget med naturen. Det er nok meget forskelligt fra hvem man er, og hvor i livet man er – det kan være dét at få et barn, men ja, det kan være så meget. Men det, der ligger øverst lige nu, er de fantastiske naturoplevelser, jeg fik i Norge i sommer.

Hvordan har din opfattelse af skønhed generelt set ændret sig? Jeg er begyndt at se lidt mere teoretisk på begrebet. Jeg er blevet mere interesseret i æstetikbegrebet som sådan og ikke bare i kunst, men også i den sociale æstetik – den æstetik, der er i vores sociale relationer i vores hverdag.

Bruger du skønhed til noget i dit daglige arbejde/forskningsområde? Nu lavede jeg jo denne her stand til Food Festival, hvor vi tænkte meget over indretningen. Og det er jo også dét, visuel antropologi blandt andet handler om – altså når man skal formidle antropologi og lave sådan et projekt, som det vi lavede til festivalen, så er man nødt til at tænke i æstetikken. Altså at dét at designe et feltarbejde også er at arbejde med æstetik.

INFORMANTEN |

Kend Din Underviser Fortsat Nils Bubandt Hvilken betydning ligger der for dig i begrebet skønhed? Skønhed betyder noget for os alle sammen, tror jeg, altså man vil godt have at andre godt kan lide en. Men derudover er det lidt svært at svare på.

Hvor i det daglige liv ville du mene at skønhed kommer mest til udtryk – er det fx foran spejlet om morgenen? Det er i hvert fald ikke foran spejlet om morgenen, desværre, det tror jeg aldrig jeg har haft. Jeg misunder dem der har dét der. Altså skønne mennesker er misundelsesværdige, vi vil alle sammen gerne være sammen med dem. De har en enorm fordel, fordi ting kommer let til dem, tror jeg. Men jeg tror også at de på et tidspunkt oplever sådan nogle nederlag, som de ikke kan forstå hvorfor kommer, fordi man bliver ikke ved med at være skøn, og man er ikke altid skøn. Jeg syntes man møder skønheden tit, jeg bor på landet, i Beder, og jeg syntes jeg ser det tit. Når jeg er ude og løbe, så syntes jeg det er skønt at se landskabet, det er for mig skønt. Jeg synes faktisk generelt, at mennesker er pæne. Eller de er interessante at se på i hvert fald. Men skønne… Skønhed bliver let nærmest sådan helt religiøst, og det kan jeg have helt svært ved at forbinde med mennesker, hvor det kan være lettere at forbinde med tilstande, eller øjeblikke.

I hvilken grad betyder din egen personlige skønhed noget for dig – og på hvilken måde? Jeg er enormt forfængelig, det vil jeg gerne indrømme. Man tænker da meget over hvordan man ser ud. Men heldigvis ser man ud af øjnene og ikke ind i dem. Man ser ikke hvordan andre ser en og kan derfor bedre opretholde sin egen illusion om sig selv og lidt glemme, hvordan man faktisk ser ud. Man kan med andre ord leve et liv, hvor man tror man er mere skøn end man er. Det er ret heldigt.

Hvis du nu skulle isolere én oplevelse som din skønneste, hvilken en skulle det så være? Den skønneste oplevelse jeg har haft, det var en solnedgang på Bali, engang jeg var på rygsækrejse, hvor jeg havde spist ”magic mushrooms”. Jeg hallucinerede helt vildt og satte mig alene ned på stranden. Det var eftermiddag, og solen gik ned over havet. Der var en sort regnsky, der var ved at komme ind over kysten og tordenvejr på vej. Så den der kontrast imellem solen der var ved at gå ned, og den der helt mørke tordensky, gjorde bare, at jeg kan huske at jeg bare sad der på stranden og syntes det var det mest perfekte øjeblik. Hvis jeg havde set solnedgangen uden at have taget de der svampe, havde det nok bare været en almindelig solnedgang. Det får mig jo lidt til at tænke over, at man på en måde vel altid er ”på stoffer”, når man oplever skønhed, fordi man er sådan lidt euforisk. Skønhed opstår måske i det øjeblik, man får en euforisk relation til det, man synes, er skønt, ikke? Altså: hvis man er forelsket eller synes at man ser et eller andet flot kunstværk, eller hører noget god musik. 43 | INFORMANTEN

Skønhed er jo en slags æstetisk eksplosion, som man sjældent oplever. De opstår kun i sådanne nogle særlige, euforiske øjeblikke.

Hvordan har din opfattelse af skønhed generelt set ændret sig? Da jeg var ung så syntes jeg iltre kvinder var enormt tiltrækkende, men så kom jeg sammen med én i meget ilter kvinde i Australien, og så var det bare et mareridt i hverdagen, fordi hun jo var ilter ad Pommern til. Så der har jeg nok ændret mit synspunkt. Men egentlig har det jo slet ikke noget med skønhed at gøre, ha-ha.. I forhold til skønne ting har jeg nok en lidt hav-dårlig smag. Når det kommer til musik er jeg for eksempel en ”pop-tøs”. Jeg elsker dårlig pop, synes det er skønt. Det er er så grelt at jeg har været nødt til at slå den funktion på Spotify, der taler til ens Facebook, fra, fordi at jeg hele tiden blev ”punket”, af mine kolleger især, fordi jeg lyttede til så dårlig popmusik, på mærkelige tider af dagen og døgnet, at de ikke kunne tage mig seriøst. Så nu lytter jeg til popmusik, i hemmelighed.

Bruger du skønhed til noget i dit daglige arbejde, og/eller forskningsområde? Jamen æstetik, hvis jeg må sige det sådan, syntes jeg man bruger hele tiden. Meget af det vi får at vide gør én til en god underviser i dag, handler jo egentlig ikke så meget om det, man siger men om måden, man siger det på. Så det æstetiske udtryk eller formen på undervisningen, er jo ligeså vigtig som indholdet. Så det tror jeg, at jeg tænker meget over, men det har jo ikke nødvendigvis noget med skønhed at gøre, det har noget med æstetik at gøre. Æstetik i mit arbejde, det syntes jeg har meget at sige. Jeg var så skuffet første gang jeg tog på feltarbejde i Indonesien, fordi jeg syntes, det var så uskønt et sted. De mennesker jeg arbejdede med der – i en landsby der hedder Buli - lavede virkelig ikke noget, der var skønt: de havde nogle flettede ting som allerhøjest var ”acceptable”, men de var ikke på nogen måde skønne, ikke noget man ville hænge op på væggen. Jeg har altid misundt folk der arbejder i sådan nogle æstetiske omgivelser, altså blandt folk der kunne lave noget æstetisk flot, noget kunstværk eller sådan noget. Buli er heller ikke et særlig smukt sted, det er nu blevet en stor mine, så det er faktisk lidt en udfordring for mig at tage tilbage, fordi at det er så uskønt et sted.

Men er det ikke svært at lave noget rigtig skønt, hvis man lever i uskønne omgivelser, så er det måske svært at blive inspireret? Men nu er jeg med i et forskningsprojekt, hvor vi faktisk er interesserede i uskønne landskaber. Det er et projekt vi lige har startet med Anna Tsing, professor i antropologi ved University of California, Santa Cruz, forskningsprojektet hedder AURA, som er en forkortelse for Aarhus University Research on the Anthropocene. Man kan læse mere om projektet på anthropocene.au.dk. Men kort fortalt så er det anthropocæne det man kunne kalde menneskets tidsalder, hvor mennesket i høj grad både skaber og ødelægger den natur, vi omgives af. Folk, der traditionelt har studeret naturen, er især gået efter den skønne uberørte natur. I det nye projekt vil prøve at gå efter den uskønne natur. For i virkeligheden er de der landskaber der er mere eller mindre ødelagte; tænk på Tjernobyl, gamle mineområder, gamle fabriksområder jo død-interessante. Det er dem vi vil fokusere på for at studere den natur og de nye typer relationer imellem mennesker og andre arter, der opstår i sådanne ødelagte landskaber. På mange måder er det uskønne måske i virkeligheden mere interessant end det skønne. Man kan let blive forblændet af det skønne, og nærmest komme på ”stoffer”. Men man kan ikke på samme måde blive euforisk over det uskønne. Derfor er det uskønne på mange måder en større analytisk udfordring end det skønne. Det er meget nemt at kunne lide og forelske sig i det skønne. Men det er meget svært at forelske sig analytisk i det uskønne. Vi tager i projektet fx på feltarbejde i en brunkulslejr ved Brande. Det er meget svært at forelske sig i Brande, faktisk. Men lige præcis derfor er Brande antropologisk interessant. Man skal nemlig gøre en masse mentale krumspring for at kunne lide det. INFORMANTEN |

Følelsen Du er ikke i tvivl når hele din krop skælver og når du mærker tårerne på din kind kæmpe om førstepladsen i noget der kunne minde om et maraton for tårer Du vil ikke undre dig over det lille gisp din lydeløshed unægtelig vil udbryde End ikke den varme boble i din mave, eller dit pludselige behov for at kaste håndklædet i ringen, vil undre dig det mindste Du er udmærket bevidst om at det ville være totalt forkert bare at ligge sig til at sove og aldrig stå op igen, men denne lyst vil heller ikke forbavse dig Du ved at du aldrig vil opleve det her på samme måde igen Det gør det lidt meningsløst Gør det ikke? Det er det den slags gør ved dig En helt og aldeles uundgåelig sindsstemning En følelse af absolut skønhed Af: Natascha Lundholm Søndermark Beringer, 1. semester

Boganmeldelse |

Plastic Fantastic og Skønhedskulten En anmeldelse af Taussigs Beauty and The Beast Det er et sælsomt møde mellem skønlitteraturens historiefortælling og akademisk tyngde, der møder læseren i Taussings analyse af de unge colombianeres religiøse dyrkelse af skønhed og glamour.

vis du altid har troet, at skønhed er en persons udtryk, en form, så kan du godt tro om igen. Lytter du til Taussing, er skønhed en kulturel forestilling og mode er samfundets kollektive strøm af ’dream energy’. Beauty and The Beast er et indspark i den antropologiske debat om skønhedsideal og forskønnende plastikoperationer, der trækker dybe rødder fra klassikere som Emile Durkheim, BroCHARLOTTE HEIKENDORF nislaw MalinowCAND.PHIL. VISUEL ANTROPOLOGI ski, Georges Bataille og Walter Benjamin. Alligevel er den ikke bare dét. I sin skrivestil har Taussing valgt at bevæge sig væk fra det gængse akademiske formsprog. Selvom man finder en litteraturliste bagerst i bogen, så er referencerne brugt sparsomt og uden de typiske, tørre akademiske pegenfingre-ad-hinanden på tværs af elfenbenstårnene. I hvert kapitel tager Taussing fat i en ny historie; en anekdote fra hans liv og bekendtskabskreds i Colombia, og analyserer fænomenet i historien for at flette det sammen med en teoretisk pointe og en rød sløjfe. Hans brug af

teoretikere minder mest af alt om en samtale med venner. Taussing namedropper teorier på en lige så skødesløs måde, som vi andre sladrer om sidste weekend over en middag i madklubben. Hans leg med den intime, narrative stil, der samtidig hviler på et tungt teoretisk grundlag, gør hans værk letlæseligt for antropologer og andet godtfolk. De finurlige fortællinger om den lokale skønhedssalon, kirurgen og den lokale narkobarons kæreste, hvis nye silikonebryster sprang om bord på et fly, fastholdt min nysgerrighed hele vejen igennem læsningen. Colombias ekstreme dyrkelse af kvindelig skønhed og plastikkirurgi er, påstår Taussing, et udtryk for en sekularisering af det sakrale, af guddommelighed og død. Æstetik er en grundpille i det colombianske samfund, såvel som i vores eget skandinaviske, og skønhed har samme funktion hos os, som magi og myter har i primitive samfund. Taussing kridter elegant banen op med selvlysende asfalt. Men han stopper ikke bare dér. Han mener, at vores længsel mod at dyrke og ændre på vores krop-

pe til en grad, der overskrider den fysiske smertegrænse – bare tænk på alle de drabelige eksempler på plastikoperationer, der er gået helt galt – er en af de helt grundlæggende elementer i den kapitalistiske økonomi. Ombygning af kroppen, forbrug og terror; det er de kulturelle grundsten i de kapitalistiske samfund. Taussing slår sømmet i bund i sin eventyrfortælling om skønheden og udyret, det gode og det onde. Et eventyr om hvor primitive og tåbelige vi egentligt er. 

INFORMANTEN |

| Kageopskrifter

Kager der Smager Skønnere end det Skønneste En mundfuld velsmagende hjemmebagt kage er noget af det skønneste, jeg ved! Den søde smag, der fylder munden og smelter på tungen, kan gøre selv den bedste dag lidt bedre. Derfor er det næsten lige så skønt at glæde nogen, man holder af med en sødmefuld godbid. Det kan bare være så svært at finde ud af præcis, hvilken kage man skal bage. I en travl hverdag må det helst ikke være for tidskrævende, og for studerende bør det heller ikke være for dyrt. Her er altså en lille samling af skønne velsmagende kager, der helt sikkert vil glæde både dig og de skønne mennesker, du omgiver dig med. NB! Opskrifterne er testet og godkendt af Informantens eget smagspanel

Smækre-lækre Makronmuffins (8-10 stk) NATASCHA BERINGER 1. SEMESTER

Ingredienser: 150 g. knuste makroner 150 g. sukker 150 g. mel 3 æg 100-150 g. hakket chokolade (70%) 150 g. smeltet smør 1 tsk. bagepulver 1 tsk. Vanilje Bland det hele i en skål, smør derefter 8-10 muffinsforme, og fyld dem derefter ca. halvt op med kagemassen. Stil dem på en rist midt i ovnen, og bag dem ved 225 grader i 15-20 min., indtil de er gyldne. De må ikke blive alt for mørke, de skal helst være lidt bløde og cremede nemlig.

47 | INFORMANTEN

Skønhed |

Cheesecake-brownie med hindbærskum (8-10 personer) Den her kage ligger i den lidt dyrere ende, men den passer helt perfekt til stunder, hvor dit økonomiske overskud er lidt større end normalt, og til de tider hvor du har lyst til rigtig at forkæle dig selv. Det er Hummingbird Bakerys ”Rasberry Cheesecake Brownie”, og det var Julie Plagborg (1. semester), som anbefalede mig at lave den. Ifølge hende er det den bedste kage, hun nogensinde har smagt, og det er uden tvivl også en af mine yndlingskager! Kagen skal stå på køl natten over, eller i minimum 2 timer, men derudover kommer du ikke til at stå i køkkenet i mere end 1,5 time.

Brownie: 200 g. mørk chokolade (gerne 70%) 200 g. smør 250 g. flormelis 3 æg 100 g. hvedemel Smelt chokoladen over vandbad. Lad den afkøle en smule. Pisk æg og smør godt sammen. Pisk derefter æggene i ét ad gangen. Rør melet i lidt efter lidt, indtil dejen er ensartet. Til sidst tilsættes den smeltede chokolade, og blandingen røres godt sammen. Fordel dejen i en smurt springform, og lad den stå, indtil cheesecake-massen er klar.

Cheesecake-masse: 400 g. flødeost 150 g. flormelis 1 vaniljestang (du kan godt bruge 1 tsk. vaniljepulver i stedet) 2 æg Pisk flødeost, flormelis og kornene fra en vaniljestang forsigtigt sammen. Kom derefter æggene i ét ad gangen, men pisk med et piskeris med håndkraft. Pas på ikke at piske for meget. Kom cheesecake-massen i springformen ovenpå brownie-dejen. Fordel den, så den ligger glat. Bag kagen ved 170 grader i 45-50 min. Cheesecake-massen skal have sat sig og brownie-massen skal være bagt, men den må gerne være lidt våd. Lad kagen afkøle helt.

Hindbærskum: 200 g. optøede frosne hindbær 100 g. sukker 3 blade husblas 4 dl. piskefløde Kog hindbær og sukker op i en gryde. Udblød husblassen i koldt vand i ca. 10 min. Knug den derefter for vand, og rør den ud i den varme hindbærsauce. Lad hindbærsaucen afkøle. Pisk fløden til flødeskum og tilsæt hindbærsaucen. Fordel hindbærskummet over kagen og pynt den, som du synes. Stil gerne kagen på køl i et par timer inden servering.

INFORMANTEN |

| Kageopskrifter

Scones (ca. 16 stk.) De her lækre scones er fuldstændig fantastiske til de der dage, hvor man bare virkelig har lyst til noget lækkert og sødt i en fart! De er lette at lave og smager bare rigtig skønt. Derudover ville de sikkert i den grad blive værdsat til diverse møder og/eller kaffeaftaler!

Ingredienser: 150 g koldt smør 600 g hvedemel 125 g sukker ½ tsk. salt 40 g bagepulver 200 g chokolade/rosiner 3 dl kærnemælk 2 æg 2 æg til pensling

Kom smør og hvedemel i en skål, hak smørret, og gnid det ind i melet med så få bevægelser som muligt; det gør ikke noget, at alt smørret ikke er jævnt fordelt. Tilsæt sukker, salt og bagepulver. Hak chokoladerne, og bland også det i dejen, eller bland rosinerne i her. Rør nu hurtigt kærnemælk og æg i dejen, brug en dejskraber eller en røreske. Dejen skal blot netop hænge sammen. Kom dejen ud på et melet bord, og rul den ud til 2,5-3,0 cm’s tykkelse. Stik dejen ud med en rund udstikker (evt. et glas) med en diameter på 5-6 cm. Sæt dine scones på en bageplade med bagepapir, og lad dem hvile i 30 minutter. Pensl sconesene med lidt æg pisket med et nip salt, sæt pladen med scones midt i ovnen, og bag dem ved 200 grader i 15-20 minutter. Lad sconesene køle lidt af på en rist, og nyd dem, gerne lune, som de er eller med smør og marmelade.

49 | INFORMANTEN

Skønhed |

Chokoladetrøffelkage med ristede pinjekerner Den her chokoladetrøffelkage fra Alette Bertelsen's Kager der smager er virkelig anbefalelsesværdig. Den er rigtig svampet og smager fyldigt og godt af chokolade, ligesom den slags chokoladekage skal. Hvis man ikke har lyst til en alt for voldsom kageoplevelse, kan man undlade toppingen, bunden er lækker nok i sig selv!

Bund: 125 g smør 3 dl sukker 1 dl kakao 2 tsk. vanilje 2 æg 2 dl hvedemel

Topping: 2 spsk. smør 1 ½ dl fløde 200 g hakket chokolade 1 dl ristede pinjekerner

Bund: Smelt smørret, og bland sukker, vanilje og kakao i. Rør det godt sammen, tilsæt æggene et ad gangen og hvedemelet til sidst. Hæld dejen i en smurt springform, foret med bagepapir i bunden, og bag i ovnen ved 175 grader i 20 minutter. Den skal være blød i midten, når den tages ud. Topping: Smelt smør og fløde sammen i en gryde, og lad koge op. Kom chokoladen i, og lad den smelte. Afkøl cremen i køleskabet en time, og smør den på den afkølede kage, og pynt med ristede pinjekerner.

INFORMANTEN |

Rendestenen Rislende regn rinder mod rendestensdyb, som syndflod over verdens ende. Vejen glimter som glitrende onyx, kapslerne glinser som guld og på vandets sivende spejl spiller lysets farver, der fanges i sølv smidt væk for at glemme, smerte fra savnet i sind. Ringe på ringe i regndråbers leg, påvirker alle hver anden og posen snurres rundt og rundt til den sætter sig fast i ristens rustne rammer. Et æbleskrog vugges blidt af strømmens kærlige favntag, mens verden renses på ny. Nyt liv løber til løvetands rødder, der maser imod asfaltens dræbende tag. Regndråbers klang udgør de eneste lyde, for verden har gemt sig for den skønhed, der udspiller sig i naturens leg. Blind for, hvordan verden forandres, i tusmørkets regnfulde slør. Vi ser det sjældent, ofte helt uden blik, for skønhed i skjul. Af Sidse Brogaard Thestesen, 1. semester

| Antropologer i Job

En antropolog i job Fra pilgrimsvandringer til hospitalsklovne Klokken 8 mandag aften sætter jeg mig med min telefon og en notesblok og ringer til antropolog Hanne Boll Overgaard. Jeg ved, at hun arbejder som projektleder for Danske Hospitalsklovne, men meget mere ved jeg ikke, og som antropologistuderende er jeg er spændt på at høre, hvilken vej, der har ført en antropolog hen til lige netop det arbejde. ”Hej, det er Hanne,” lyder en glad og energisk stemme i den anden ende af røret.

ilgrimsvandringer, hospitalsklovne og filmfestival er bare nogle af de ting, som Hanne Boll Overgaards korte liv som nyuddannet antropolog har budt på. I 2011 blev hun færdiguddannet antropolog fra Aarhus Universitet efter en studietid, som ud over de antropologiske studier også var fyldt med frivilligt arbejde og forskelSONJA lige studierelevanKJELDSMARK te job, for eksem1. SEMESTER pel på Moesgaard Museum. ”Da jeg var studerende, oplevede jeg det lidt som en stressfaktor, at jeg ikke kunne se den lige vej fra det antropologiske studium til job og igennem et karriereforløb. I dag synes jeg, at det er en stor frihed, at antropologien kan tage mig mange forskellige steder han,” fortæller Hanne Boll Overgaard. Og Hanne har bestemt ikke fulgt den lige vej. Som nyuddannet antropolog blev Hanne ansat som PR - og marketingskoordinater ved kort- og dokumentarfilmfestivalen, Nordisk Panorama, som blev afholdt i Århus i 2011. ”Jeg havde været frivillig ved filmfestivalen 5 år tidligere, da den

53 | INFORMANTEN

sidst blev afholdt i Århus. Derfor vidste jeg, at den ville komme igen det år, så jeg tog selv kontakt til Festivaldirektøren,” fortæller Hanne om, hvordan hun fik sit første job. Næste job var en opslået stilling: Der skulle laves en større antropologisk undersøgelse på Aarhus Universitetshospital i forbindelse med sammenlægningen af hospitalets forskellige afdelinger i Skejby. Her fik Hanne mulighed for at bruge antropologien direkte gennem et stort kvalitativt feltarbejde blandt en stor gruppe af hospitalets medarbejdere, og her blev hendes interesse for hospitalsvæsnet vakt. Herefter fulgte en periode som projektleder for et nystartet videnscenter hos Fællesorganisationen ODA – en NGO, der arbejder for at forbedre forholdene for patienter og pårørende med ikkepsykotiske psykiatriske sygdomme. Stillingen var en, Hanne selv havde været med til at skabe gennem sit frivillige arbejde i organisationen, og bestod i søsætte et nyt videnscenter med fokus på, hvordan mennesker med angst, OCD og depression kan understøttes i at håndtere deres sygdom i dagligdagen.

Magi og alvoren Lige nu arbejder Hanne hos Danske Hospitalsklovne som projektleder, hvor hun sammen med organisationens artistiske leder står for at understøtte og udvikle hospitalsklovnenes arbejde på landets børneafdelinger. ”Jeg arbejder for, at syge børn får hjælp til at mestre deres sygdom og får muligheden for at le midt i smerten. Jeg tror ikke, et arbejde kan blive meget mere meningsfuldt” siger Hanne. ”Desuden skaber denne stilling en rød tråd gennem mine tidligere jobs, fordi jeg

Liminalt |

her kan kombinere mine joberfaringer fra både de kreative miljøer, hospitalsarbejdet og projektledelse i NGO-verden”. Noget af det, Hanne blev tiltrukket af ved hos Danske Hospitalsklovne, var spændingsfeltet mellem magi og alvor, som hospitalsklovnene arbejder i. Når et barn er sygt, påvirker det både barnet og dets forældre. Og her kan hospitalsklovnene hjælpe, fordi de kan tage alvoren ud af noget, som ellers er meget trist. ”Hospitalsklovnene kan med deres nærvær og artistiske greb skabe en magisk og farverig verden i et hospitalsunivers, som ellers er mest hvidt og associeret med sygdom og lidelse,” fortæller Hanne, og man kan høre beundringen og begejstringen i hendes stemme. Her er et job, der giver mening. Fremtiden Jobbet hos Danske Hospitalsklovne er et barselsvikariat, så det er ikke til at vide, hvad fremtiden bringer. ”Ved siden af mit arbejde for Danske Hospitalsklovne, arrangerer

jeg pilgrimsvandringer i København, hvilket er noget, som trækker tråde direkte til mit speciale,” fortæller Hanne. Hanne skrev sit speciale i antropologi om moderne pilgrimsvandringer. Hun har tidligere selv vandret en del af ’caminoen’, pilgrimsvejen til Santiago de Compostela i Spanien, og det var med udgangspunkt heri, at hun skrev til speciale. I dag underviser hun på sit eget kursus ”Pilgrim i København”, hvor hun leder vandringer i de københavnske bylandskaber med fokus på mindfulness, samtaler og det beroligende og opløftende ved at gå. ”Det kan være, jeg kommer til at gøre mere ved arbejdet med pilgrimsvandringerne fremover. Men jeg har også blikket rettet mod flere andre interessante veje, som jeg kan gå med antropologien” siger Hanne. Om at være antropolog Hanne fortæller, at hun på trods af relevante jobs før sin kandidateksamen oplevede det som en om-

væltning at skifte studielivet ud med et arbejdsliv på fuld tid. ”Det antropologiske studium på Moesgaard var ikke en erhvervsrettet uddannelse. Så det giver ikke sig selv, hvordan jeg kan bruge antropologien til at løse mine opgaver i dag. Men der er ingen tvivl om, at jeg trækker på antropologien hele tiden. Det er vigtigt for mig at være antropolog, og at det er forståelsen for mennesker, som er min metier. Men i mit job bruger jeg i lige så høj grad mine erfaringer fra tidligere jobs” fortæller Hanne. Hanne er fuld af optimisme: ”Jeg tror bare, man skal kaste sig ud i det og så finde sine job-ben hen ad vejen”,” siger hun, og noget kunne tyde på, at hun har ret. På de to år, siden hun blev nyuddannet, har hun både været projektleder, arbejdet for to NGO’er, lavet en større antropologisk analyse og arbejdet med sin interesse inden for pilgrimsvandringer. Et arbejdsliv som allerede peger hen mod mange andre spændende jobs i fremtiden. 

INFORMANTEN |

Gået i Stå Med Opgaven? Få Inspiration på Braintrust Braintrustbase.com er et fagligt fællesskab på nettet, hvor du kan dele dine erfaringer og få inspiration fra andres opgaver på tværs af fag og universiteter. Sitet forbedrer dine muligheder for videndeling og for at etablere tværfaglige samarbejder, der kan hjælpe dig i dit studie. Mangler du inspiration ?

e fleste studerende kender følelsen af at have travlt op mod deadline: Du sidder og kæmper med din opgave, fordyber dig i stoffet og prøver at få de gode pointer frem. Og det er svært. For hvordan er det lige, Foucaults magtbegreb skal forstås? Og hvordan kan det bruges til at forstå fortælletraditionerne i en malinesisk landsby? Måske kender du nogen fra dit stuLASSE BLOMHØJ die, der har skrevet en opgave eller bachelorprojekt om noget, der relaterer sig til dit emne. Men det er ikke sikkert, at der er nogen på dit universitet, der har skrevet om insektspisning eller har lige den vinkel på museumsformidling, som du har brug for. Du mangler inspiration til hvordan det kan gøres. Eksempler på hvordan andre har gjort det før dig. Dette behov forsøger det nye site Braintrust Base at imødekomme.

er du et skridt tættere på at skrive dit bachelorprojekt, eller hvad du ellers er gået i stå med.

Adgang til tidligere opgaver På braintrustbase.com kan studerende fra hele landet publicere deres studieopgaver i deres fulde længde. Her kan du få adgang til fuldtekstudgaver af større og mindre opgaver, lige fra korte essays og eksamensopgaver til specialer og andre publikationer, der er uploadet af nuværende eller tidligere studerende. Du kan for eksempel finde en opgave, der har relevans for din interesse for Bourdieu. Du kan læse opgaven på siden eller downloade en pdf-version. Dermed

BrainTrust og reciprocitet Når du en dag har skrevet dit fremragende bachelorprojekt om den moderne vidensarbejder og hans problemer i det senmoderne samfund, så kan du give noget tilbage til fællesskabet ved at uploade din egen opgave og derigennem vise andre resultatetaf dit hårde slid. Ved at tagge dit projekt med emneord, kan du sikre dig, at det bliver muligt for andre at finde frem til netop din opgave. Hermed kan du hjælpe andre, der er interesserede i det, du går og bruger

55 | INFORMANTEN

Et fagligt fællesskab Når du finder en opgave på Braintrust Base, der er relevant for dig, kan du se, hvilken litteratur der er blevet brugt, og dermed komme endnu længere med dit eget projekt. Er du i tvivl om, hvordan en bestemt pointe skal forstås eller har svært ved at finde andre på dit stuide, der interesserer sig for Hegel, så kan du skrive til forfatterne af de opgaver, du finder interessante og tilkendegive, at du er interesseret i et samarbejde. På den måde er braintrustbase.com mere end et sted til at dele opgaver. Det er også et fagligt fællesskab, hvor du kan finde studerende på andre fag og universiteter, der interesserer sig for de samme skæve og spændende emner som dig selv, og udveksle erfaringer med dem.

timer, måneder og år af dit liv på, og på den måde ender dit projekt ikke bare i et gammelt mahgonimøbel, men bliver tilgængeligt for andre. Dit akademiske cv Når du uploader dine opgaver på sitet, får du samtidig overblik over, hvad du har lavet i løbet af din studietid. På den måde kan du kan vise andre, hvem du er som akademiker i d it akademiske CV. Dit akademiske cv er en oversigt over de kompetencer, metoder og den viden, du har opsamlet igennem dine opgaver om for eksempel vagabonder, frafald i gymnasiet, essays om interviewteknik osv. Dit akademiske CV er dermed et udstillingsvidue for din akademiske kunnen, som du kan bruge til at gøre dig selv og andre opmærksom på, hvad du kan med udgangspunkt i din uddannelse. Braintrust, organisationen bag platformen, har som ambition at skabe forøget videndeling på tværs af fag og universiteter og fremkalde en kulturændring, der gør det naturligt at dele sin viden med andre. Dermed skal Braintrust Base være med til at skabe forøget nysgerrighed og interesse for de studerenes opgaver. Prøv selv på www.braintrustbase.com

Liminalt |

Den Gyldne Tropehjelm Med Tropehjelm uden for Universitets mure Den gyldne tropehjem er et frivilligt kursus, hvor studerende har mulighed for at lave mere feltarbejde i løbet af deres studietid. I artiklen fortæller projektleder Sophie Mirpourian om projektet, efterfulgt af feltberetninger fra nogle af de studerende, der er tilknyttet projektet.

m den gyldne tropehjelm: Antropologiens kongedisciplin, feltarbejdet, er del af vores selvforståelse som antropologi-studerende - lige fra man læser Malinowskis famøse tekst på første semester - og har for mig selv altid været et sikkert anker i svaret på det gentagne spørgsmål: ”Hvad er det der antropologi?”. I forlængelse af SOPHIE dette startede jeg MIRPOURAIAN PROJEKTLEDER Den gyldne FOR DEN GYLDNE tropehjelm som TROPEHJELM resultat af et ønske om mere feltarbejde blandt de studerende. Det er et frivilligt kursus, understøttet af Fagrådet for Antropologi og Etnografi, der giver muligheden for studerende for at komme ud og lave feltarbejde udenfor universitet på tværs af årgange og kandidatlinjer. Bag det ligger der min egen rejse, både på Moesgaard og i mødelokaler hos de forskellige projekter, hvor jeg stødte på mange bud på, hvad antropologi er, kan og vil, samt hvad feltarbejde er. De antropologi-studerende, som nu vover sig ud på deres egen rejse, skriver i det følgende om deres projekter og oplevelser. Nogen gange ud fra en undren over modsætninger i felten, overvejelser

før projektet går igang eller ved at finde det eksotiske i det velkendte. Deres oplevelser i felten og formidling af processen vil munde ud i et event på Moesgaard, lørdag den 30. november. Så hvis projektet har vækket din interesse, så kom forbi den dag for at høre studerende og samarbejdspartnerne diskutere

om deres møde med antropologi og feltarbejde. Eller ansøg næste semester om at selv blive del af projektet, når Den gyldne trophjelm forhåbentlig starter op igen!

INFORMANTEN |

| Den Gyldne Tropehjelm

Teater Billedspor

Center for Science and Technology Studies

Vi er tre studerende der laver feltarbejde på Teater Billedspor, som munder ud i en folder, der henvender sig til nye skuespillere og musikere. Billedspor beskriver sig selv som: ”Det eneste teater i Danmark, hvor alle musikere og skuespillere er psykisk sårbare”. Vores fokus er teatret som fristed for aktørerne og ikke de enkeltes diagnoser, hvilket gør feltet etisk problematisk. Det er ikke en del af teatrets humane menneskesyn at anvende psykiatriens objektiviserende blik på aktørerne, idet øvelserne, ifølge instruktørerne, nærmere handler om almenmenneskelig selvudvikling. Paradoksalt får teatret alligevel sine midler via sin funktion som socialterapi, og vi er derfor nødt til at skrive os ind i en psykiatridiskurs. Vi må derfor forholde os til forholdet mellem teater og psykiatri, selvom psykiatridelen på selve teatret underspilles . Vi oplever teatret som en fleksibel og favnende ramme. Der lægges vægt på kropslige øvelser, som en base, hvor alle er lige. Improvisationsøvelser, der blandt andet inkluderer dans, sang og volapyk, bruges som inkluderende redskaber, der er med til at nedbryde personlige barrierer. For at indgå i denne ramme og være til stede i feltet, er vi, som antropologer, nødt til at lægge vægt på deltagelse i deltagerobservationen. Er der nogen bedre måde at skrive en folder for nye deltagere, end selv at indtage denne rolle og mærke øvelserne og teatrets ånd på egen krop?

Det er center for Science and Technology og vores høvding, Peter Lauritsen, forsker i overvågning. Vi har to projekter hos ham.

Skrevet af Marianne Houmøller, 5. semester Christine Svop, 5. semester Marie Ravn, 7. semester

57 | INFORMANTEN

Projekt 1: Katrine og Alexandra skal lave en omfattende diskursanalyse af tryghedsbegrebet inden for overvågning og overvågningsteknologier. Projekt 2: Emilie og Marie undersøger selvmåling i fitnesscentre. Det eksotiske sted: Antropologerne besteg deres cykler. Tankerne fór igennem deres hoveder: "Kan vi finde det? Er de søde? Hvad er det for en kultur vi skal ud og møde?". De fandt destinationen i første forsøg, men synet de mødte, var ikke noget, de var vant til ude på Moesgård: Det mandlige køn var overrepræsenteret og bygningens futuristiske udseende fik dem til at føle sig som fremmede i felten. Feltarbejdet var nu begyndt! Efter at have besteget utallige trappetrin, fandt de endelig frem til stammen... Stammen: De interne magtstrukturer i stammen lod sig ikke aflæse til at begynde med. Vi blev mødt af Andreas, der nikkede til os og sagde: "Jeg er arbejdsløs!" De første fem minutter blev brugt på at forsøge at afkode denne anomali af en besked. Vi havde ikke regnet med, at høvdingen ville møde os med sådan en hilsen. Da høvdingen Peter trådte ind af døren, fandt vi ud af at denne trickster, Andreas, befandt sig i samme tilstand af forvirring som os. Han var arbejdsløs, og skulle assistere høvdingen Peter i hans forskning. Skrevet af Katrine D. Terkelsen, Emilie L.Mortensen, Marie B. Odgaard, Cæcilie W. Kristiansen og Alexandre Felski 5. semester

Liminalt |

Bytoften

Center for Museologi

Vores projekt finder sted på Bytoften i Herning. Bytoften er et bosted for fysisk handicappede og/eller senhjerneskadede. Bytoften er pt. ved at afprøve brugen af spiserobotter i dagligdagen, og der er to beboere, der frivilligt har meldt sig til dette. Spiserobotten fungerer på den måde, at beboeren selv styrer robotarmens bevægelser med fingrene via en kontakt med eksempelvis piletaster eller et joystik. Maden skal derfor bare skæres ud af en ansat, og beboeren kan derefter selv spise.

Sidste semester oplevede jeg, hvordan antropologi kan bruges til at skabe en mere eller mindre vellykket museumsudstilling, helt på vores egne, antropologiske præmisser... Men kan en grøn studerende bruge de samme antropologiske metoder til at undersøge de besøgendes tilfredshed med en allerede etableret udstilling – og måske endda forbedre denne? Og kan den flyvske og kvalitative antropologi knyttes sammen med kvantitative analyser af de besøgende for at give bredere analyse? Rent ud sagt : Kan antropologi bruges til noget som helst nyttigt og give konkrete svar? Dette er, hvad jeg er skal forsøge at finde ud af, og denne gang er feltarbejdet ikke sat i eksotiske omgivelserne for min egen fornøjelses skyld, men derimod på det velkendte Stenomuseum. Her er informanterne ikke mennesker, der lever et radikalt anderledes liv med rensdyr på tundraen, men derimod Aarhusianske børnefamilier, der er på kulturel udflugt. Denne gang står jeg også til regnskab for andre end mig selv. Ja, nu skal jeg sørme levere en rapport til arbejdsgiveren og forhåbentlig kunne give nogle praktiske råd til forbedring – ikke en tung teoretisk analyse! Men kan jeg det? Hvad nu, hvis ingen gider snakke med en studerende, der render rundt med en notesblok og diktafon? Og værst af alt – hvad nu hvis min rapport ikke falder i god jord hos arbejdsgiveren? Skal jeg stå ved mit arbejde eller trække i land? Dette er nogle af de overvejelser, der lurer før et sådan lille projekt igangsættes, og mon ikke en helt masse andre skønne problemstillinger vil dukke op undervejs? Jeg vil i hvert fald give det et forsøg, og hvis det sker, at du ser mig dernede, så kom endelig over og bliv min informant!

Det er et spændende felt: På den ene side kan spiserobotter måske give Bytoftens beboere mere selvstændighed, men på den anden side er der mange andre aspekter, der bør overvejes. Projektet lægger op til antropologiske spørgsmål såsom: “Hvad er et måltid?” “Hvad er værdighed?” “Hvilke ligheder og forskelle er der i en spisesituation med og uden spiserobot?” “Hvilket potentiale kan spiserobotter have for henholdsvis beboere og ansatte i deres dagligdag?” og lignende. I skrivende stund har vi været på Bytoften to gange og har lige påbegyndt et 6-dages ophold på Bytoften. Vi skal altså på ’klassisk’ vis ud og bo i felten, dog for en kort periode. Dette gør vi for at kunne være til stede ved alle måltider og selvfølgelig ellers bare være til stede i beboernes dagligdag og se, hvad der er vigtigt for dem Skrevet af Lærke Pedersbæk, 5. semester Sofie Ingersen, 7. semester

Skrevet af Ea Finnemann, 5. semester

INFORMANTEN |

| Nyt fra Faglederen

Nyt fra Faglederen

D OLE HØIRIS

FAGLEDER

59 | INFORMANTEN

et meste af det sidste halve år er gået med at få flyttekabalen til at gå op og finde midlertidige pladser til de ansatte, mens den såkaldte Mejerifløj bliver renoveret. Også planlægningen af det nye undervisningsområde i Nordfløjen har det været spændende at deltage i. Nu håber vi, at det kan være med til at forme et godt studentermiljø for de studerende, der opholder sig herude og arbejder med deres fag i disse nye lokaler og i det nye bibliotek, hvor man altid er velkommen til at læse – også

bøger der ikke er på pensum! Det har været diskuteret, om vi skal fastholde de mange linjer på kandidatuddannelsen, og en af dem, den om sundhed og velfærd, vil fra 2014 blive erstattet af en mere strikt medicinsk antropologisk linje. Vi håber så, at den vil kunne tiltrække flere studerende, idet der i fremtiden skal være mindst 10 studerende, for at et kandidathold oprettes med undervisning, mens færre studerende vil afføde et vejledningsforløb. Dertil vil vi

Liminalt |

bruge det center i Interactive minds, som Andreas Roepstorff leder, til den engelsksprogede almene linje. De lægger ud i foråret med experimental anthropology. Fakultetet har besluttet, at bachelorundervisningen i fremtiden skal være på 14 uger á 12 timer, mens kandidaten skal være 14 uger á 8 timer. Problemet er her, at vi på begge uddannelser har lange vejledningsforløb, som ikke tæller som undervisning ud over de timer, den enkelte studerende får. To timers vejledning

til hver enkelt af 50 studerende tæller således det samme som to timers undervisning med alle de studerende samlet. Så har der været debat om specialerne. Vi har det sådan, at den studerende skal aflevere senest seks måneder efter kontraktens godkendelse. Derefter følger så dialog og bedømmelse. Andre fag har givet mindre tid til specialet, så bedømmelsen kunne være afsluttet inden for de seks måneder. Indtil videre fortsætter vi som hidtil.

Endelig synes studiestarten at være forløbet fint. Denne gang havde vi både introduktion på bachelor- og kandidatuddannelsen. Vi kunne konstatere, at antropologi er det tredje vanskeligste fag at komme ind på, på Aarhus Universitet. Dertil var der så stor søgning til tilvalget, at det blev nødvendigt at oprette to hold. Så vi kan måske forvente et lidt større pres på kandidatlinjerne til næste år, hvad der for en del af linjerne vil være en styrke.



INFORMANTEN |

| Nyt fra Fagrådet

Nyt Fra Fagrådet Hvad har fagrådet opnået?

et hjælper noget at reagere! Fagrådet kan til tider være en diffus størrelse, for det kan være svært at sætte tørre tal på, hvad vi egentlig laver. Meget af vores arbejde er i kvalitative dimensioner, da rådet fungerer som led mellem de studerende og Aarhus Universitet som institution og administration. I denne kommunikation og dette samarbejde kan det være svært at ”måle” præcist, hvad arbejdet CHARLOTTE nytter. Vi deltager CHRISTIANSEN blandt andre ting FAGRÅDET for tiden i husudvalgsmøder, hvor rammerne for det nye Moesgård bliver fastlagt. Vi er med til at forbedre studiet og undervisning i uddannelsesfagudvalget, UFU, hvor vi sidder sammen med studievejledere og undervisere. Vi er med i Artsrådet, som er de forskellige fagråd på Arts' fælles organisation. Og vi kommunikerer forandringer på universitetet videre ud til jer.

Men Fagrådet har skam også skabt en del håndgribelige tiltag for jer, til jer, studerende på antropologi. For at gøre det lidt mere konkret er her nogle eksempler på, hvad Fagrådet har udrettet: I 2011 var der lagt op til en stor spareplan med Moesgårds bibliotek. Det skulle reformeres til 100 % selvbetjening, og meget materiale

61 | INFORMANTEN

skulle digitaliseres, destrueres eller gemmes væk på et utilgængeligt lager. På grund af protester og underskriftsindsamlinger fra de studerendes side, i samarbejde med de forskellige fagråd på Moesgård, måtte Universitetet droppe planerne. Og vi har stadig vores egen bibliotekar til at hjælpe os med litteratursøgningen i forbindelse med opgaver og lignende. Det er dejligt at se, at studerendes politiske aktiviteter nytter og bliver hørt. Det var nemlig de store protester fra de studerende, der gjorde udslaget for planerne. I år er et storstilet metodeprojekt ”Den gyldne Tropehjelm” sat til søs, primært rettet mod studerende fra 5. semester og opefter. Læs mere i artiklen om projektet her i Informanten. Fagrådet har også forbedret studiestarten på 1. semester, i samarbejde med studievejledningen, med en ny mentorordning. Tidligere var det sådan, at den nye studerende fik en underviser tildelt, som hun havde samtale med én gang og siden aldrig så igen. Nu får du en ældre studerende som mentor, og det betyder, at mentoren er mere tilgængelig i løbet af studietiden til hjælp med studiemæssige og personlige problemstillinger og spørgsmål. Denne ordning skaber også en god sammenhæng årgangene imellem. Sidste år kørte forlø-

bet som pilotprojekt, og i år er ordningen så sat i rigtigt i gang. Vi gentager også i år et vellykket formidlingskursus i samarbejde med Talerøret. Dette er to dage med workshops og foredrag, hvor alle kan komme og få konkrete værktøjer til forskellige former for mundtlig formidling. Fagrådet finansierer ved søge studiemiljøpenge fra instituttet og etablerer samarbejdet og rammerne. Dette var blot et udpluk af de ting, Fagrådet går og pusler med. Dertil skal selvfølgelig siges, at vi altid er lydhøre over for forslag eller problemer, stort som småt. Hvis du har en god ide til et tiltag, der kunne gøre dit studieliv bedre, er du altid meget velkommen hos os! 

Liminalt |

Nyt Fra Fagrådet Det er vigtigt at have et fantastisk studiemiljø har svært ved at finde, hvor du skal være til time. Der kommer snart oversigter over bygninger op at hænge, så det bliver lettere at finde rundt på gården.

et seneste år er der sket meget med Moesgårds fysiske rammer. Først og fremmest er Moesgård Museum pakket ned, mens der bygges løs på et nyt og flot museum [evt. billede, vedhæftet]. I denne forbindelse overtager antropologi- og arkæologistudierne nogle af museets gamle områder, hvilket betyder, at vi har fået en ny og stor kantine, hvor der er meget bedre plads til at holde de gode fredagsbarer. Der er masser af moderne gruppelokaler, nye klasselokaler og lokaler til studiernes forskellige foreninger. Vi har også fået et flot og funktionelt bibliotek. Der er generelt mere plads og et mere sammenhængende kompleks af lokaler. Og fortvivl ikke, hvis du til tider

I Fagrådet arbejder vi videre med de fysiske rammer, der stadig mangler nogle konkrete forbedringer. Internettet skal for eksempel blive stabilt. Og der skal være et bedre indeklima (læs: vi skal have varme på) i lokaler og på læsesale. Alt i alt er der lagt en bund for nogle nye gode rammer for os. Men med det sagt er det også kun en grobund og ikke et færdigt miljø endnu. De fysiske rammer er ikke alt. Vi håber, at det gode sociale og kulturelle miljø på Moesgård kan holdes ved lige og videreudbygges, så vi alle føler, vi hører hjemme på Moesgård. Antropologistudiet har ofte været splittet mellem Nobelparken og Moesgård, og vi er sjældent lige så knyttede til stedet som Middelalderarkæologerne eller de Forhistoriske Arkæologer. Derudover kan den til tider sparsomme undervis-

ning være en forhindring for et blomstrende studieliv på Moesgård, og det bliver ofte sådan, at alle skynder sig hvert til sit efter endt time. Men med de nye forbedrede forhold synes vi i Fagrådet, at vi som studerende skal prøve at skabe et godt studiemiljø herude, således at man både føler et tilhørsforhold til Nobel og Moesgård. Det er der sikkert allerede en del af os, der gør. Der er kamp om grupperum og læsesale, og studenterkøkkenet bliver flittigt brugt. Det er rigtig godt at se, og det er vigtigt, vi holder fast i dette.

For det at læse antropologi bliver svært, ja næsten uudholdeligt, hvis man som studerende udelukkende sidder alene derhjemme med hovedet i bøgerne. Det er vigtigt at have en fysisk bastion for det, der jo er vores fuldtidsbeskæftigelse de næste 3-5 år. Det er vigtigt at møde undervisere og blive inspireret og vejledt. Det er også vigtigt at få set studiekammeraterne i vores hverdag, så vi kan udveksle erfaringer, brokke os over Bourdieu og Lévi-Strauss i fællesskab eller drikke en øl oven på en hård eksamen. Det er vigtigt at se det liv, , der foregår i mosen, og føle, at man er en del af det. Det håber vi, i Fagrådet for Antropologi, at vi studerende sammen kan opnå. 

INFORMANTEN |

| Rejsereportage

Et Baltisk Eventyr Det var en forårsdag i April og følelsen af, at noget nyt og spændende var i vente overvældede mig, som jeg sad hjemme i min sofa i Aarhus og stirrede ind i skærmen. Jeg havde netop sendt en ansøgning af sted til kreativsaison.de om at blive én ud af et hold på seks unge journalister, der skulle opleve egne af vores geografisk nære, men for mange rejseglade antropologer, inklusiv mig selv, nok forholdsvis ukendte nabo, Tyskland.

in ansøgning klarede sig igennem udvælgelsen til projektet #balticdiscovery og i begyndelsen af maj, fandt jeg mig selv i den nordøstlige delstat MecklenburgVorpommern i selskab med 5 andre unge fra Østrig, Italien, Spanien og Tyskland. Den færd, som dette lille togt bestående af 6 unge EMILIE journalister in spe LUKMAN ERASMUS MUNDUS og vores kyndige rejseleder Teresa STUDERENDE Trabert og hendes assistent Burcin Öztürk, havde foran os, skulle vise sig at blive en mindre dannelsesrejse i kunstens, kreativitetens og den tyske histories navn. Vi startede ud i byen Wismar, der bærer titlen som Unesco’s verdenskulturarv for dens bevaringsværdige historie som hansestad fra omkring det 13. århundrede. Kunstens enlige loftskammer Min antropologiske nysgerrighed blev vakt allerede første aften, da vi efter at være blevet indlogeret på den lille lokale filmskole Filmbüro Mecklenburg i Wismar, stuvede os sammen i kunstneren Paetrick Schmidts atalier på det lokale universitets forladte loftskammer. Den gennemtrængende duft af terpentin og de mange alternative kunstproduktioner, der

63 | INFORMANTEN

fyldte rummet, gav indtryk af, at være trådt helt ind i hjertet af kunstneren Paetrick, der normalt ikke socialiserede frivilligt. I dette kammer af kreativitet og bristede drømme ovenpå et af landets højeste uddannelses institutioner, havde han indrettet sin verden, af ironiske skulpturer og malerier, der antydede mødet med en brutal og egoistisk verden.

Her samledes folkene bag kreativsaison.de bærende på gryder og skåle af hjemmelavede retter alle tilberedt med store forventninger om udbyttet af vores besøg. Deres håb var tydelige: At vores oplevelser i regionen kunne trække nyt liv til en region af Tyskland, der var præget og tynget af vidensflugt, en aldrende befolkning og levnene fra tiden under DDR. Med hjælp fra

Om projektet og regionen Kreativsaison.de er en organisation i Mecklenburg-Vorpommern, der igennem projektet #balticdiscovery formidler kontakt mellem unge rejsende og lokale i regionen. De havde inviteret os til Mecklenburg med henblik på at undersøge og muligvis forbedre forholdene for unge rejsende fra Europa i deres lokalområde. Mecklenburg-Vorpommern er den tyske delstat ,der deler den baltiske kystlinje med Danmark.

Liminalt |

de lokale ildsjæle skulle vi opleve alt fra byrundvisning i regionens hansestæder, kunstneriske herskabsvillaer, affolkede områder og luksuriøse ophold på spahoteller med udsigt over det baltiske hav. Dag 1 Efter en udsøgt brunch i et hyggeligt hjørne af den solbeskinnede baghave hos Café Glücklich i Wismar bød dagen i det tyske på et uventet tema: Opdagelsen af Troja. Det skulle vise sig, at den arkæolog, Heinrich Schliemann, der havde foretaget de første udgravninger af Troja i 1873, var draget af sted fra den lille nordtyske by Neubukow i det 19. Århundrede. Denne historie, som var da-

gens omdrejningspunkt, blev stolt præsenteret af den lokale borgmester og et mindre presse- og museumshold stillet til rådighed af Wismars byråd. Samme aften blev vi indlogeret på Die Alte Büdnerei i naboområdet Kühlungsborn, hvor vi, omgivet af marker og heste, kunne fordøje fortællingerne om historiens vingesus og den eventyrer, der havde rødder i lokalområdet. Dag 2 Som studerende i Aarhus har jeg tilbragt en hel del tid på en cykel. Og for dem, som ikke er bekendte med byens forhold mellem bakker og ligeuds kørsel, vil jeg blot for en kort bemærkning nævne, at

man som cyklist i Aarhus udvikler en hvis udholdenhed og immunitet overfor bakker. Med denne stolthed i baggagen blev jeg offer for mit eget hovmod, da vi næste morgen blev introduceret for konceptet e-bikes. Ideen er, at du for hver gang du træder i pedalerne bliver hjulpet fremad ved hjælp af et batteri, der mindsker modtanden, og dermed gør cykelturen mindre udmattende samt øger hastigheden. Jeg var hurtigt ude og markere den aarhusianske fane og bemærkede at det jo var lidt ”snyd”, og at jeg sagtens kunne cykle på gammeldags manér. Men da først jeg kom op på min tildelte e-bike og (i al ubemærkethed) fik tændt for min motor, blev jeg overvældet af en barnlig begejstring, og min principfaste cykelstolthed måtte jeg fralægge mig efter første bakke: En e-bike er intet mindre end en fantastisk oplevelse! Og vi har vel alle et standpunkt, til vi tager et nyt. Vi skulle transportere os selv ud mod den baltiske kyst til vores næste overnatningssted: Det fantastiske 5-stjernede ’Hotelresidenz und Spa Upstalsboom’. Her blev vi modtaget i en lobby udsmykket med krystallysekroner og en velasorteret barafdeling hvori en receptionist ventende på os med et glas boblende champagne. Livet det næste døgns tid skulle vise sig at blive rigtig sødt. Med fri adgang til spa og hvert vores luksuriøse hotelværelse med udsigt over det baltiske hav, måtte jeg, i selskab med holdet af unge journalister indse, at rejsestandarder over hostelniveau kan være en kærkommen fornøjelse. På dette hotel har de også udlejning af e-bikes, hvilket passende kan kombineres med en velfortjent luksuriøs overnatning. INFORMANTEN |

| Rejsereportage

Dag 3 Efter en overdådig morgenmadsbuffet kunne vi på fulde maver tjekke ud en oplevelse rigere, og heldigvis, da opholdet var i presseregí, ikke mange kroner fattigere. Eftermiddagen bød på endnu en tur ud i det mecklenburgske landskab, denne gang i bil, hvor vi nu bevægede os ind i landet til Büttelkow. Her skulle vi overnatte i en gammel herskabsbolig, hvor den lokale kunstner Andreas Brenner og hans kone bød os velkommen. Fra at have vågnet op i fornemme omgivelser og mærket sin indre prinsesse fryde sig skulle jeg nu træde ind i et fantasifuldt eventyrland, hvor tiden stod stille. Vi ankom til et overdådigt kagebord dækket op i baghaven af denne

65 | INFORMANTEN

imponerende villa sprudlende af farver og blomster i alle tænkelige toner og udtryk. For et par timer gik tiden i stå. Og jeg var ikke blevet overrasket, hvis den glade hattemager og kaninen med lommeuret havde slået sig til selskabet. Aftensmaden, der bestod af den lokale spise spätzle, skulle vi selv fremstille i den lille køkken, hvor stuepigerne i gamle dage havde tilberedt måltiderne til herskabet. Efter middagen underholdt Andreas’ datter med sit klaverspil, hvilket fik hele selskabet til hver især at lade tankerne vandre. Det blev et magisk ophold, der var forstærket af værtsparrets gæstfrihed og glæde ved at have os på besøg. Aftenen blev sluttet af udendørs, hvor vi sad tæt i ring og holdt os

varme med bål og rødvin. Dag 4 En enestående morgenmad indtaget på en af husets altaner senere, og vi måtte vinke farvel til denne tidsboble på landet i Büttelkow. Næste stop var tilbage til civilisationen. Vi skulle nu ind til Mecklenburgs designcentrum og hansestad Rostock. Her blev vi introduceret for de lokale designere og kunstneres arbejde og værksteder. Vi sluttede opholdet af ved, på magiske vis, at få lov at træne og lege med de omrejsende cirkusartister i Zirkus Fantasia, som for tiden lagde til på havnen i Rostock. Efter en træning i at jonglere og lave menneskelige pyramider, blev turen rundet af i selskab med disse mennesker, som levede af at underhol-

Liminalt |

de og skabe kunstneriske oplevelser for deres publikum. Noget, som alle de mennesker, vi var blevet introduceret for undervejs på vores rejse gennem Mecklenburg, havde til fælles. Tiden efter DDR De fire dage, jeg tilbragte med dette hold af kreative mennesker, der havde viet deres tid, til at vække turismen i regionen til live igen, synliggjorde den kamp, regionen har måttet kæmpe siden kommunismens tæppe blev trukket væk under dem. Husene i området er i dag malet i farverige nuancer i et oprør mod tiden under det kommunistiske styre, der forbød individualitet og personlige særpræg. Dengang skulle husene være grå og tøjet holdt i neutrale nuancer.

Og selvstændige kunstneriske udfoldelser blev langt fra opmuntret. Udover den umiddelbare glæde over at kunne leve uden de begrænsninger livet i DDR førte med sig oplevede jeg også en fortvivlelse blandt regionens indbyggere. Især hos den ældre generation. Under DDR skulle ingen bekymre sig om ledighed eller madrationer. Alt blev fordelt i lige mængder, og der var nok til alle. I dag oplever de i stedet en uvisheden ved det åbne internationale samfund, hvor alle står sig selv nærmest. Der er opstået en usikkerhed og utryghed blandt de dele af befolkningen, der nåede at finde sig til rette i kommunismens strenge samfundsstruktur. Mecklenburg-Vorpommern

har

siden murens fald ikke haft nemt ved at holde fast på de unge og står derfor nu i den særlige situation at skulle til at genskabe sig selv og gøre området attraktivt for omverdenen igen. Så med rådet om at leje en e-bike så snart du kan komme i nærheden af det, vil jeg opfordre dig til på din næste udenlandsrejse at udforske yderområderne af vores tyske nabos regioner. Du vil møde en ubeskrivelig gæstfrihed og en ganske umiddelbar glæde og begejstring for, at du har valgt deres region som udflugtsmål for dine feriedage. Så selvom vi som antropologer ynder at booke flybillettens destinationer mod fjerne lande, skal vi ikke undervurdere de gemte og uopdagede skatte, der INFORMANTEN |

Har du en genial idé til Informantens næste tema? Skriv din idé til os på E-mail eller Facebook