Informanten_SORT/HVID by Informanten Redaktion

Leder

Den labre redaktion

Sort er det nye sorte Det sort, sort snak, der fylder vores verden. Sort ﬂyder alle vegne og formørker vores færden. Det ser sort ud, står det sort på hvidt i aviser. Det er mørke, mørke tider og vi kæmper med alle vores midler. Det sort fra morgen til aften, uha det lyder slemt, men det er også sort om na en og det hører vi ingen brok om i deba en. Vores verden kører langt fra som i de gode gamle dage, men er vores nutid virkelig så sort eller er det bare moderne at klage? De farverige timer er langt fra væk, vi glemmer, at de ﬁndes, fordi vi ikke hører et kvæk. De sorte overskifter sælger og ingen undrer sig over, at vi sjældent i lyse overskifter svælger. Det ser sort ud nu, men det lysner i det erne, siger dem med professorhjerne. Men er den kloge virkelig den, der efter lyset leder, eller den der blindt i mørket, det unikke smeder? Hvem har sagt, at det ser sort ud i mørket og lysere ud i lyset? Hvem bestemte egentlig, at rationaliteten skulle vinde over kreativiteten? Nogle lektioner læres bedst i det dunkle efterår. Det er i mørket et glimt af stjernerne vi får og ideer fremsæ er. De stjerner er der ingen, der ser under de lyse forårsnæ er. Det er når det er allermest sort, at vi lærer og tænker stort og var livet bare lu er lyse dage, ville vi intet nyt opdage.

Petra K. Jensen

Camilla B. Laursen

Redaktør, skribent & korrektur

Skribent & korrektur

Christine A. Svop

Mie L. Nielsen

Skribent & korrektur

Skribent

Lisbeth Burich

Stine H. Nielsen

Skribent, korrektur & kagebager

Skribent & korrektur

Rie D. Jespersen

Katrine Sørensen

Vi har mørket for at kunne gro, til at slappe af, sove og få lidt ro fra de lystne lyse dage - nej, der er ingen grund til at klage. Det er i mørket verden udfoldes og gror, og bare rolig hverken de e blad eller verden, er så sort som I tror!

Cecilie Bresson Redaktør

Skribent & korrektur

Layout

Charlo e Heikendorf

Naja M. Hjortshøj

Skribent & layout

Skribent & korrektur

Indhold

DET VÆRSTE Christine Svop

TEMA: SORT

EN SNAK OM MØRKE Gæsteforelæsning af Michael Kamp

Petra K. Jensen

HEKSE, DÆMONER OG SINDSSYGDOM I DET MØRKE ØSTAFRIKA

DIGT Thomas R. Petersen

Hvordan spiller hekeri sammen med kristendom og islam?

Christine A. Svop

PÅ EVENTYR I EXETER

BREAKING THE ICE

Et negativt syn på et udvekslingsophold

About being black in Denmark

Lisbeth Burich

Petra K. Jensen -

SIDE 9 VILD

SYNES DU DET SER SORT UD?

KEND DIN UNDERVISER

BEDSTE BEDSTE Lisbeth Burich

—

ANTROPOLOGERNE HAR FAT I DEN LANGE ENDE

SORT? JA OG? Det ser sort ud for familiens sorte får

Thyge Christensen

Der er ingen grund til at ”gå i sort” over fremtiden

Naja M. Hjortshøj

Poul L. Damgaard

ABSOLUTE EXOTIC Lilibeth C. Rasmussen

KATASTROFEHVALERNE

GRÅZONE

OLD OLE: MØRKETS VEJ Der er ugler i mosen

NYT FRA FAGRÅDET Antropologisk selvtidllid og den forførende tværfaglighed

Ole Høiris

Marie, Emilie & Charlo e

VOXPOP Jagten på det nye sort blandt de studerende på Moesgaard

THERE AND BACK AGAIN Tanker og savn før feltarbejdet

Stine H. Nielsen & Rie D. Jespersen

DANMARK FOR NYBEGYNDERE At være international studerende i Aarhus

Tobias L. Bojesen

DIGT Thomas Rørby Petersen

Lisbeth Burich & Naja M. Hjortshøj

INFORMANTEN



Studiebladet på antropologi

Sort forside Fotograf: Lucas Adler Hyldebrandt Model: Josephine Holm Bach

Lavet for og af antropologistuderende ved Aarhus Universitet

Hvid forside Fotograf: Lucas Adler Hyldebrandt Model: Bjørn Jespersen

Institut for Kultur & Samfund

Trykkeri Fællestrykkeri for sundhedsvidenskab og humaniora Opslag 300 eksemplarer Website www.studiebladetinformanten.wordpress.com

- 03 // TEMA : SORT

Hekse, dæmoner og sindssygdom

i det mørke Østafrika Hvordan spiller hekseri og kristendom/islam sammen som modsatrettede trossystemer, som dyrkes parallelt i et moderne Østafrika? Det var egentlig ikke dette som var min problemstilling, da jeg tog af sted på metodeøvelse med 23 andre studerende til Tanzania i landsbyen Rundugai på 2. semester. Egentlig handlede mit og Ea Finnemann-Schultz’ projekt om religionspraksis med fo-‐‑ kus på bøn, hvor vi kiggede på forskellene mellem de muslimske og kristne landsbyboere. Men i løbet af feltarbejdet åbnede feltet også op for et indblik i, hvordan traditionelle trosopfattelser blev sammenkædet med de ”nye” verdensreligioner i forskellige kreative fortolkninger i landsbyen. Jeg fandt emnet så spændende, at jeg også valgte at forfølge det, da jeg efterfølgende var på et højskoleophold med Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya. Her fik jeg et indblik i en anden type trosfortolkning blandt unge i slumkvarteret i industribyen Nanyuki. Hvad jeg fandt ud af om emnet, vil jeg belyse her. Metodeøvelse Christine Svop 3. semester Parallelle behandlingssystemer Ifølge de officielle tal er 45 % i Tanzania kristne, 45 % muslimer og 10 % dyrker oprindelige religioner. I Kenyas tilfælde er 83 % kristne, 11 % muslimer og kun 6 % dyrker oprindelige religioner. Disse tal skal dog tages med forbehold, for i begge lande er det helt normalt at dyrke forfædrenes ånder og tro på hekseri og magi sideløbende med kristendom eller islam. Desuden findes også naturvidenskabelige forklaringer, hvilket umiddelbart kan lyde som et paradoks, da verdensbillederne i disse forskellige trossystemer på mange måder modsætter sig hinanden. Således oplevede jeg i Rundugai, at mine informanter kunne omtale det samme fænomen som enten en fysisk sygdom, som skulle behandles af en medicinmand eller læge; en psykisk sygdom, som burde behandles med terapi; en sindssygdom, som ikke kunne behandles; en dæmon, som skulle uddrives ved hjælp af bøn; eller en forhekselse, som skulle tilses af heksedoktoren. I

mange tilfælde viste det sig dog, at disse forklaringer ikke modsatte sig hinanden, men supplerede hinanden som parallelle behandlingssystemer. Hvis ikke kirken hjalp på ens problem, kunne man altid gå til en heksedoktor og prøve – eller til en medicinmand, hvis man altså havde pengene til at betale dem! Hekseri i et kristent verdensbillede I nogle tilfælde kom modsætningsforholdet dog alligevel til udtryk, hvilket f.eks. kunne ses ved, at de fleste informanter kun modvilligt talte om hekseri, og hvis de gjorde, lagde de afstand til praksissen og sagde, at det ikke var noget de troede på. Her blev heksedoktorerne også beskrevet som ’købmænd’, som tog penge for goder, som ellers blev givet gratis i kirken. Men hvad jeg især oplevede mange eksempler på var, at hekseri blev fortolket ind i et kristent verdensbillede. Således blev fænomenet ofte iklædt kristne klæder, idet de forklarede, at forhekselser i virkeligheden var satans værk, altså dæmonbesættelser. I mødet med den hvide europæer, som på mange måder måske også repræsenterede missionæren, der bragte kristendommen til Østafrika i sin tid, lagde informanterne altså afstand til hekseri ved at omta-

le det som dæmoner, som netop mentes at være et fænomen, der passede bedre ind i det kristne verdensbillede, idet det i modsætning til hekseri kunne behandles i kirken. Således viste det sig, at eksorcisme både i Rundugai og Nanyuki var en udbredt praksis, og vi overværede også selv en dæmonuddrivelse, da vi var til gudstjeneste i Rundugai. Ea og jeg oplevede også at få et forestående interview med en informant aflyst, fordi hendes datter var blevet besat af en dæmon, og hun derfor havde været i kirken for at bede hele natten og simpelthen var for udmattet. Sorte og hvide hekse Alligevel oplevede jeg, at hekseri som et traditionelt afrikansk trossystem trods alt var bibeholdt i højere grad i Rundugai end i Nanyuki. I Rundugai blev der nemlig skelnet mellem de sorte hekse, som forheksede, og de hvide heksedoktorer, som afheksede. Her blev sorte hekse set som helt igennem illegitime og amoralske, hvorimod hvide heksedoktorer traditionelt blev set som gode og legitime. Med kristendommens indtræden er de hvide heksedoktorer dog blevet lidt af en gråzone.

TEMA : SORT // 04 -

I Nanyuki, derimod, var der umiddelbart ikke noget begreb om hvide hekse. Her mente informanterne, at alle hekse var sorte og ville andre mennesker ondt. Her er det svært at lade være med at lave paralleller til de heksejagte, som fandt sted i Europa for nogle århundrede siden, hvor hekse også blev indskrevet i et kristent forklaringsunivers som satans budbringere. Man kunne næsten få associationer til en moderne heksejagt med kristendommens indtræden i Østafrika! Generelt så jeg altså en tendens til, at det på flere planer ser mere ”sort” ud for østafrikansk hekseri end det tidligere har gjort! Et spørgsmål om morale Den udbredte holdning til forskellen mellem hekseri og kristendom/islam for informanterne var især af moralsk karakter. At bede til Gud er et spørgsmål om at udvikle sig spirituelt ved at komme tættere på Gud og blive et bedre menneske. Men centralt er også, at bønnen har en problemløsende funktion, hvor man kan bede om alt fra rigdom, godt vejr, at få kureret sygdomme til at få løst familiestridigheder. Men som bl.a. en kvindelig informant fra den kenyanske slum i Nanyuki pointerede (som snydt ud af næsen på Webers Den protestantiske etik og kapitalismens ånd): ”But at the same time you pray, you work! You don’t just pray. You have to take action.”

Prisen for at få løst sine problemer via hekseri er dog langt værre og i modsætning til bøn højst amoralsk. Som en mandlig informant fra Nanyuki eksemplificerede: ”So if I am a young man and I want to get rich so fast, I just go to black magic and get big houses, nice cars. But it is not beneficial to you. You have to do this so you can get this. For example you have to kill one of your family members so you can get rich!”For at få adgang til de goder, hekseri kan udbyde, er det altså nødvendigt først at skulle gøre andre mennesker ondt!

Hekseri og globaliseringen Generelt oplevede jeg i Nanyuki en langt større intolerance over for alt, hvad der ikke passede ind i et kristent verdensbillede. Her fandt jeg en klar sammenkobling med det faktum, at Nanyuki er en større by med en del turisme og derfor langt mere moderniseret og vestligt påvirket end den mere afsides landsby Rundugai. Her skal det også pointeres, at hvor jeg i Rundugai havde informanter fra vidt forskellige aldersgrupper, havde jeg kun med unge mennesker under 30 at gøre i Nanyuki. Og disse var et tydeligt eksempel på den moderniseringsproces, der er ved at ske i Kenya, hvor unge mennesker mere og mere fraskriver sig fællesskaberne i familierne og indskriver sig i en moderne individualiseringsproces. I denne forbindelse fraskriver de sig også de traditionelle religiøse opfattelser om forfaderdyrkelse, shamanisme og hekseri for i stedet at dyrke kristendommen. Det virker derfor som oplagt at knytte denne forskel i opfattelser af hekseri til globaliseringsprocessen. Et jaloux folkefærd Men i samme åndedrag som de unge informanter i Nanyuki fraskrev sig alt, der havde med hekseri at gøre, kunne de fortælle historier om

folk i nabolaget, som de helt og holdent kunne bekræfte var blevet forhekset af jaloux naboer, ægtefæller, venner eller fjender. For både i Rundugai og Nanyuki hang hekseri stærkt sammen med jalousi. Som den mandlige informant fra Nanyuki også forklarede: ”In the African community people feel jealous about your family, about your working beliefs, about your nice phone. So because I feel bad about you, I’m going to the witchdoctor to curse you, and you will get sick.” Så selvom de unge i Nanyuki tog afstand til hekseri og opfattede det som noget forkert, der blev foretaget i det skjulte, tog de alligevel del i diskursen og forklarede urimelige hændelser i deres lokalsamfund med netop hekseri. Hekseri som et moderne fænomen Set i bakspejlet kan jeg nikke genkendende til store dele af Peter Geschieres (1998) analyser af hekseri i en moderne verden. Geschiere beskriver hekseri som ’dynamiske usy-‐‑ stematiske koncepter’, der kan for-‐‑ handles og genfortolkes. Altså et fleksibelt, tvetydigt system, hvor det både kan anvendes til at dræbe og helbrede. I mit feltarbejde så jeg dog bevægelse mod, at det hvide og helbredende i højere grad blev varetaget af kirken, mens hekseri mest tog sig af det sorte og dræbende. Men hekseribegrebet er stadig en fleksibel størrelse, og i kraft af dette oplevede jeg, at det blev brugt til at forklare det uforklarlige, f.eks. når der hændte gode moralske mennesker noget skidt, mens der hændte dårlige umoralske noget godt, hvilket af mange ellers ville blive set som uforklarligt inden for et kristent verdensbillede alene. Ud fra mit møde med hekseri må det siges at fungere som en rummelig kategori med mange forskellige udlægninger og fortolkninger, som manifesterer sig forskelligt i konkrete sammenhænge iblandet kristne forklaringer i dagens Østafrika. 

// TEMA: SORT

Breaking the Ice About Being Black in Denmark

Interview

This is the background for the present article, as I was literally

Petra K. Jensen 5. semester

curious to have such – what I thought to be passé – notions elaborated. But how would I know what is passé, when it comes to being black? My looks are as far from black as white goes, lacking only the pink eyes and color void lashes and brows of an albino. I notice that the upper part of her gums is black too, when she opens her mouth and replies:

Sau Kibuka is a black woman in her thirties from the Mamba clan in Uganda - she now lives with her Danish husband and two children in a small town outside of Aarhus in Denmark. Sau is a strong looking woman. I’m studying her, trying to make out the source of her strength, when we meet in my home for the interview. It isn’t her build, her arms in particular, nor her size - she’s tall, but the rest appears average – no it’s something else; it’s her neck. The way she holds her head tilted slightly backwards, her forehead pointing to the sky. I soon learn why the bulk of her strength accumulated in precisely that part of her body. I learn such in the course of the interview, when it becomes blatantly clear, that it has taken her a great amount of strength to continuously hold her head high, every time she is met with the silent accusation: Nigger. Estranged “What’s it like being black in Denmark?”, I ask her. On her blog, which is where we became acquainted, she writes about it in a manner that almost makes you feel that the Danish North is the new American South. In her post she airs views like: “I hesitate to say this, but it is a fact. There is an insidious air of racism that lies under the surface of society. As a person of color you feel it and if one is not careful, it drags you down slowly”.

remember promising myself upon travelling to Europe that I’d never turn into one of those people – ‘It’s because I’m black’. (…) It is lonely. You walk down the streets of Aarhus, perhaps down

(main street), and you almost never see anyone who looks like you.” “Everything is completely new time my mother visited. We had been out shopping and had seen yellow signs that said everywhere. When we got back from town, she was like: What does this ‘utsal’ mean? I explained the word (sale) and she followed with a phrasing that described my own experience alike: My God, it’s like being a child again!” Baptism by Fire She goes on to talk about the compared to Ugandan and Kenyan people (she also lived in Kenya for 10 yrs.) and how that too was a great transitional hurdle. She says: “Here time is very rigid and means everything. There are complicated timetables and the bus arrives at a I would just go down to the road and wait, if I had to take a bus. (…)” “It’s really what I would call a learning experience moving to Denmark. And it’s hard, because you feel like a child again, with no control and all of a sudden very dependent on, in my case, my husband. In that sense I hated every minute!” I notice that she pulls her head back an extra centimeter or two, while I recall her having expressed the move to Denmark with these three “Most people moving to a foreign country would probably share your feeling of being lost in translation regardless of color”, I comment. Sau agrees and begins explaining

TEMA: SORT // 06

Foto: Halans

what the particular challenges have been in regards to being black. Apt Handling? and glance at her empty cup, again asking whether she’d like some biscuits I’ve arranged in the small bowl between us. She kindly refuses. “For starters there was the bank episode. Before moving to Denmark I researched which banks were apt when it came to handling English speaking costumers. ‘Danske Bank’ was allegedly the answer. sought out that bank, wanting to open an account. The man who sat on the other side of the counter reacted as follows: “Where is your husband?” to which I replied: Why is that important? He then said: “I think it’s best if you come back with your husband. I’d also like to know what your education is?” I was confused open a bank account? Why was he asking me about my husband and my educational background? Stunned from the unexpected turn of what should’ve been a mere routine expedition, I left the bank and never opened an account there.” She gives other examples of obstacles related to being black in Denmark: “Since I was staying home, while my husband was working, the task of going house shopping, as we wanted to move into something bigger. So I found a house that I was interested in, but the real estate woman wouldn’t let me make a

booking without my husband. First she asked: Are you married? Then the perpetual: Where’s your husband?” Another example goes: “Every time I am to meet my husband in a restaurant and I am the only black person present, heads turn to goggle at me. It is quite uncomfortable.” Earlier she mentioned that Danes, to not staring, but that was when she was talking about walking down the street. Evidently the same doesn’t apply to contexts like restaurants. Zip it up I can’t help thinking that it’s normal to want to look at something or someone that stands out; someone either beautiful, obese, extremely fairskinned, with a blue Mohawk, weird piercing or a red Hindu spot on the

into the categories Danes are accustomed to roof of their nose. It is possible that people stare at Sau, who is very darkskinned, simply because she deviates from the Scandinavian paleness. Even though it can be argued that such goggling human behavior is natural, it doesn’t necessarily make it less uncomfortable for the person

restrict natural human behavior in the name of civilization and progress, we would probably still have the caveman’s club in our hands, grunting at each other over some meaty bones. “In the airport”, Sau breaks my train of thought, “They always stop me. I’m quite often the only black the only one to get stopped. It’s embarrassing really, everybody else is walking right past, but ‘you’ they single out. They take you to the side and unzip your bags, going through it up and you zip it up and you leave.” UnEmployeé of the Month (137 months in a row) “My husband says that people most likely treat me the way they sometimes do, because they aren’t used to meeting educated black Danes are accustomed to, e.g. refugees, Muslims, etc. (Not that they can’t be educated) I’m from a part of Africa lesser known to the common Dane than for instance Somalia.” Sau has a Bachelor in French and Sociology and mastered in Management. Before moving to Denmark she lived in England for working as an HR consultant. She was afraid that moving to Denmark would disrupt her career, now that she was on a rising path in England. But wanting to be with her husband, she researched the various career opportunities in Denmark extensively wrote how open they are to foreign applicants. After much consideration

// TEMA: SORT

Fotos: Lumir Etincelle

she therefore decided to take the chance of uprooting herself. Since coming to Denmark in 2006 she has applied for more than 200 eligible white-collar jobs and when numerous blue-collar jobs where she’d be highly overeducated. In the beginning she found all the

studying Danish at Language school. Those were the early optimistic days.

conveyed on TV. There they’d have you believe that everyone’s starving Sau has fond memories of her childhood from whence she recalls a doesn’t deny that Africa has a lot of hesitates to envision her children growing up here rather than there. She recounts a visit she made with

one of the last days of our vacation

I couldn’t even get a job

language school and a consequently to get her into the swing of Danish where she took a course in Logistics in

the various factors one needs to too great and too exhausting a task.” that I’ve only seen it on TV just like her. It’s useless though. People have very black and white ideas about Africa. But Africa is not just animals and slum. And why is it suddenly my responsibility to defend a continent? I didn’t sign up for that. It’s like I’m an involantary ambassador.” Kill with Kindness commuted for many years by train to her workplace outside of town. They

or washing dishes

women and two white women. Sau explains how she quickly became acquainted with the two black

for jobs with no relevance to the level of her education or area of expertise.

close friends with. The two white

Sau says that in a way it was a nice compliment he had passed her. Other people fail to see the nuances quite simply because they’re ignorant More than animals and slum It is suggested that part of the problem underlying the black stereotype is the African images

vain. A Danish woman came over to

where

they

were

talking

about

claiming that they were bad providers for their families. Immediately I was

ever knew by appearance. At one point she tried to address she’d discovered worked in the same department as her. So she greeted the woman in a hearty and forthcoming hi in return that sooner sounded should it always be me reaching out? Surely other people see me too.”

TEMA: SORT // 08 In Denmark the past repeated itself

I see you, you see me godmorgen (Danish

Gymnasiet

Super Brugsen HEJ

Super Brugsen

There’s this nod - I see you, you see me

The Nod

Tegning: Thomas Rørby Petersen

09 // TEMA : SORT

Vild

Side

SYNES DU DET SER SORT UD?- -

11 // TEMA : SORT

Antropologerne har fat i den lange ende Der er ingen grund til at ”gå i sort” over fremtiden, når man er antropologistuderende. En del af jer sidder nok og tænker over, hvordan en mangeårig akademisk uddannelse skal kunne omsæ es i praksis på det moderne arbejdsmarked. Men antropolog Kathrine Krøijer Hørsted viser, at antropologiske færdigheder åbner op for mange måder at erobre verden på. Antropologer i job Naja M. Hjortshøj 3. semester Det er en regnfuld tirsdag eftermiddag, da jeg mødes med Kathrine på Café Drudenfuss i Graven til en snak om hendes daglige arbejde som antropolog her i Aarhus. Kathrine fortæller, at hun er ansat på Sociallægeinstitutionen, en del af beskæftigelsesforvaltningen i Aarhus Kommune, som sigter på at hjælpe ledige med helbredsproblemer i arbejde. Kathrine har i 3 år været en del af det såkaldte Kulturprojekt på Sociallægeinstitutionen, som fokuserer på ledige, der ikke har en vestlig baggrund. Der er tale om en målgruppe, som oftest har været arbejdsløse i mange år, eller måske aldrig har haft et job i Danmark. I samarbejde med en håndfuld andre antropologer har Kathrine været med til at udvikle forskellige måder at arbejde med denne gruppe på, fx gennem samtaler og kurser. Succeskriteriet har ikke været at få alle klienterne i job, men at få dem tæ ere på arbejdsmarkedet og bedre integreret i det danske samfund. Udrejselængsel Kathrine blev færdig som antropolog på Københavns

Universitet i 2005. Hun endte med at lave sit speciale på baggrund af et syv måneders feltarbejde i Tibet, hvor hun levede sammen med en bondefamilie langt ude på landet. Efter studiet rejste hun og hendes mand til USA, hvor Kathrine hurtigt fik kontakt til et antropologisk netværk, der åbnede døren for mange spændende muligheder. Hun fik arbejde som frivillig i en nonprofit organisation, der forsøger at skaffe fa ige amerikanske familier tag over hovedet. Derefter blev hun tilbudt et job hos verdens førende fremtidsforskningsinstitut i San Francisco. I kraft af hendes kendskab til den tibetanske kultur kom hun med i den afdeling, der beskæftiger sig med Kina, og hendes arbejde på institu et bestod bl.a. i at finde ud af, hvordan fremtidens brugere af teknologi lever og tænker i denne del af verden. Som Kathrine selv udtrykker det, havde hun ”aldrig

regnet med, at et traditionelt feltarbejde i Tibet skulle åbne op for et job på et af verdens førende fremtidsforskningsinstitu er!”. Studieliv vs. Arbejdslivs Kathrine har således allerede fået afprøvet sine antropologiske færdigheder i vidt forskellige kontekster. Hun indrømmer, at hun undervejs på antropologistudiet havde følelsen af, at arbejdslivet var et slags ”lukket land”. Hun mener, der er stor forskel på arbejdsverdenen og studieverdenen, og giver udtryk for, at det ville være godt, hvis denne grænse kunne ”blødes lidt op”. Bl.a. foreslår hun, at man kunne lave et stærkere samarbejde mellem antropologistudiet og virksomheder ved eksempelvis at lade en lille gruppe studerende løse en eller anden problematik på arbejdspladsen. Samtidig påpeger .

Kathrine med sin 1-årige da er Evt. billede beskrivelse

TEMA : SORT // 12 Kathrine, at man som antropologistuderende endelig ikke må lade sig skræmme af fremtiden. For vi kan nemlig noget som antropologer. ”Vi har fat i den lange ende,” siger hun. Imens café la en langsomt bliver drukket, og regnen siler ned uden for den stemningsfyldte café, spørger jeg lidt nærmere ind til, hvordan Kathrine konkret anvender sine antropologiske kompetencer i sit arbejde på Kulturprojektet. Her nævner hun først og fremmest den metodiske tilgang i form af det etnografiske interview, da jobbet indebærer mange samtaler med forskellige klienter. Kathrine fortæller om, hvordan hun i starten næsten fik hjertebanken, da hun hørte, at der ikke ville være tid til at optage alle interviewene på bånd og transskribere dem efterfølgende. Det ville simpelthen tage for lang tid. ”Jamen, hvordan skal det så blive godt nok og videnskabeligt?”, tænkte Kathrine. Imidlertid fandt hun hurtigt ud af, at det faktisk var helt okay bare at sidde og ly e og tage notater indimellem i interviewene. Hun mener, det er en god øvelse for en antropolog at må e tilpasse sig de forhold, der er på arbejdsmarkedet. Forskellige kulturelle opfa elser Kathrine har også brugt antropologien til at forstå de forskellige virkeligheder, som klienterne på Kulturprojektet er en del af. ”Det handler om at arbejde ud fra et helhedsorienteret menneskesyn,” siger hun. I mange ikke-vestlige kulturer er beslutningen om at gå ud og finde et arbejde, eller måske begynde at tage medicin, ikke et individuelt anliggende, men derimod noget som familien tager stilling til. På Kulturprojektet gør de meget ud af at forklare klienterne, at læger, jobkonsulenter og socialrådgivere arbejder ud fra andre kulturelle

Med store øjne fortæller kvinden, at hun så sin afdøde søn for sig, første gang hun mødte danskeren opfa elser. Det er altså ikke for at være ond, man vil sende nogen i arbejde, men fordi man i Danmark mener, at arbejde er forbundet med lykke, og at det er muligt at kombinere arbejde og sygdom. Omvendt har Kulturprojektet også fokuseret på at forklare de nævnte faggrupper, at denne gruppe af folk med anden etnisk baggrund langtfra er homogen. Efter en evaluering af Kulturprojektet har det vist sig, at mange af de 200 klienter, som har deltaget i projektet, har fået positive oplevelser ud af det og et bedre fundament for at kunne begå sig i det danske samfund. Nogen har endda sagt ”ejj, hvorfor ﬁk vi ikke det her at vide, da vi kom til Danmark for 20 år siden?”.

Interviewet er ved at være slut, og vi begynder langsomt at gøre os klar til at træde ud i det efterårskolde septembervejr. Kathrine siger, at man skal huske at nyde livet som studerende på antropologi. Selvom hun ikke konkret bruger Bourdieu eller Foucault i sit daglige arbejde, er det trods alt teoretikere, som sidder på hendes rygrad, og som hun indirekte inddrager i de vurderinger, hun foretager sig. Så lad være med at ”gå i sort” og fortvivle over, hvad disse abstrakte teorier skal bruges til. Det er dem, der er med til at forme én som antropolog, og virkelighedens muligheder skal nok åbenbare sig på længere sigt. 

// TEMA: SORT

Teksten stammer fra kunstværket ”Absolut Exotic” af kunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen. Videoen er udstillet på Statens Museum for Kunst,

Min ex har fundet en ny ’hex

Det er inn at være neger - yt med asi-a-te piger det er faktisk tem lig´mærklig´ gik og troed´ jeg var noget særlig. Han vil et neger surrogat Havde mig en halv asiat Hendes røv er neger-pumpet, For tredje gang blir´ jeg dumpet På grund af en pige-neger, vil ej mere konkkurere. Reduceret til eksotisk ikon er der egentlig nogen, som vil min person? Når jeg er i byen på bar mænd der spør´ hvor jeg er fra Smiler, men tænker gæt din nar Fra sydsjælland lyder mit svar tænker om min hud den var hvid ville ikke score en skid.

TEMA: SORT // 14

Mørkets vej menneskets uendelige forfald Denne artikel giver et indblik i, hvordan man gennem tiderne har udlagt den menneske-lige forfaldshistorie.

Ugler i Mosen

Ole Høiris, docent “Old Ole”

Den kristne forfaldsidé -

Det menneskelige moralske forfald blev på forskellig vis brugt til at kategorisere de nye folk, man mødte under de store opdagelser efter det 15. århundrede

// TEMA: SORT

Nostalgien er et universelt menneskeligt træk, og den danner et fantastisk udgangspunkt for en kritik af nutiden Illustration: Thomas Petersen

neskeofringer til dybt at ønske Guds frelse. Det var det, der var sket i Rom, og nu gentog det sig i Amerika, hvor spanierne som Guds udvalgte folk formidlede denne omvending. Den ædle vilde og det civilisatoriske forfald Men nu banker verdsligheden på. I sit berømte essay fra 1580 Om Kannibaler skriver Montaigne, at disse vilde indianere var vilde på samme måde som naturens frugter, det vil sige, at de var naturlige i modsætning til os selv, som har degenereret dyder og evner ved at tilpasse dem vor egen korrumperede smag. Og Montaigne stiller så den rene, store og stærke moder natur op mod vore egne forsøg på at forbedre naturen i en grad, så den er ved at blive kvalt. Disse kannibaler kendte ikke udtryk for noget negativt – løgn, gæld, hykleri, bureaukrati, bagtalelse osv. De levede simpelt. Dagene gik med dans og jagt, og hver morgen og aften

kom præsten forbi og sagde til mændene, at de skulle elske deres koner og være modige i krig. Blev man fanget, var man så stolt, at man hellere ville fandt det langt mere moralsk at partere og spise et dødt menneske end at torturere et levende. neskelige natur; en slags verdslig sjæl. Nu skulle alt i hele den menneskelige udvikling gøres til den menneskelige fornufts produkt. Men da man ikke kunne gøre mennesket til sin egen skaber, altså ikke kunne smide Skaranstalte et totalt menneskeligt forfald fra den bibelske situation, hvor mennesket kendte både agerbrug, tamdyr, metaller, musik osv., til det rent instinktive menneske. Her kunne fornuftens verdslige udvikling tage sin begyndelse. Forfaldet blev placeret efter Babelstårnet,

hvor der var så få mennesker i verden, at der, da de spredte sig fra Babylon, var mad nok, uden at menneskene beEksistenskampen var suspenderet, og derfor glemte menneskene alt, hvad de hidtil havde kendt til. Her var det totale forfald i den ellers lyse og optimistiske oplysningstid. Det forhindrede dog ikke, at forfaldet skete til en paradisisk tilværelse, for netop her udlevede mennesket sin sande natur, og den var der mange, der ville gøre god. Verdens ondskab skulle derfor tilskrives et forfald fra den sande menneskelige natur, tabet af naturlighed og dermed lykke på udviklingens og civilisationens alter. En parallel til Montaignes kannibaler var 200 år senere den franske påvisning af naturlighedens forfald i sin sammenligning af de franske og tahitianske forhold. På Tahiti levede folk naturligt med fri sex og glæde ved de børn, der blev resultatet, uan-

TEMA: SORT // 16 tion og udvikling med naturlighed og gisk blevet underbygget af den amerikanske antropolog M. Sahlins. Han viste, at man i det oprindelige jægersamler-samfund kun behøvede at arbejde ca. to timer om dagen for at få opfyldt alle sine behov. Her kunne man få alt, hvad man ønskede, fordi man kun ønskede sig det, man kunne få. Derefter fulgte også for Sahlins forfaldet, nu i modernistisk betydning i form af længere arbejdstid. Nostalgien er åbenbart et unisen ved en sådan lykkelig fortid er, at den danner et fantastisk udgang-

Naturligheden og lykken blev omvendt proportional med fornuftens og den kristne morals sejr

blev tidligere dyrket ved at lade vilde udtale sig kritisk om den europæiske samtid. Senere blev det den antrop-

feltarbejdet havde monopol på videnparadisiske liv. Og efter at vi opgav -

Antropologien og forfaldet -

iske fortidshav, som vi var med til at selv. Ud over sig selv mente og mener

i en verden af social ar-mod. Mørkets vej, det sociale forfald til den yderste

vejen til lyset for dem, der var rige nok.

Acosta, Joseph. 1590. Historia natural y moral de las Indias. Madrid. Engelsk udgave: The natural and moral history og the Indies, bd. II: The moral history. London 1880. Diderot, Dennis. 1772. Supplément au Voyage de Bougainville. Paris. Høiris, Ole. 2010. Antropologiens idéhistorie. 2500 års konstruktion af os selv og de fremmede. Aarhus Universitetsforlag Montaigne, Michel de. 1580. Sur les cannibales. Paris. Sahlins, Marshal. 1972. Stone age economics, kapitel 1: The

- 17 // TEMA : SORT

Voxpop

Træk en gammel sweater på...? Første gang jeg besøgte Moesgaard, for at finde ud af om det var antropologi, der skulle blive min levevej, indprentede en udtalelse fra den rundvisende studerende sig så godt hos mig, at jeg husker den i dag, mere end tre år senere: ”Med tiden begynder alle at gå i sweater og gummistøvler her-‐‑ ude, fordi her er så koldt og mudret”. Ikke den mest indbydende beskrivelse af studiemiljøet, men åbenbart heller ikke nok til at afskrække mig. Men holder det? Er antropologistuderende en flok sweaterklædte hippier, der let kunne forveksles med en flok lystfiskere? Vi har taget et tjek på de studerendes beklædning, en råkold torsdag på Moesgaard, i jagten på det nye sort… Voxpop Stine Hauberg Nielsen 1. semester

Rie Dalsgaard Jespersen 5. semester

Louise, 1. semester: Hvad har du på i dag? Jeg har Nike sko på, et halstørklæde, som jeg har købt i Italien – meget billigt!, og ellers bare en hel almindelig t-shit og grå cardigan. Og Vero Moda ”Wonder – leggins”! Har du tænkt over det, du har på? Ja, man tænker da altid lidt over det. Jeg tænker over, hvad jeg føler mig tilpas og afslappet i. Moesgårds omgivelser lægger ligesom også op til en afslappet stil. Hvad så når du har timer inde i byen? Det kommer an på hvor langt jeg skal cykle – Så meget praktisk. Jeg har prøvet at cykle i nederdel, og det gik ikke særlig godt. Hvad mener du er på mode på Moesgård i øjeblikket? Der er generelt mange, der har en rigtig afslappet stil. Der er ikke mange, der kommer i stiletter. Wedges måske, men de ryger heller ikke ned igennem brostenene. Hvor får du inspiration fra? Jeg kigger faktisk lidt på modeblogs en gang i mellem. Så ja, Internettet er en god mulighed. Hvad er det ”nye sort” her på Moesgård? Striktrøjer - fordi der er så pissekoldt herude!

Jeppe, 1. semester: Hvad har du på i dag? Jeg har mine yndlingsjeans på, mine yndlings-Converse, en skjorte og en sort T-shirt. Hvad mener du er på mode på Moesgård i øjeblikket? Det er meget praktisk orienteret. Et fællestræk ved pigerne er, at der er mange, der har sådan lidt eksotiske accessories, der vidner om, at de har været ude i verden. Fx en ørering med et lidt eksotisk touch. Så der er faktisk kendetegn ved antropologistuderende? Ja, det tror jeg. Dreads kører bare lidt bedre herude. Hvad er det ”nye sort” på Moesgård? Det må nok være sweateren – nu bliver det jo også koldere og koldere.

TEMA : SORT // 18 ”Man kan kende antropologer på antropologknolden (en hårknold placeret på toppen af hovedet, red.)” – Julie, 1. semester, forhistorisk arkæologi.

Arkæologer om antropologernes tøjstil

”Antropologer er sådan lidt hipstersmarte. De går i sådan noget moder-‐‑ ne, populært tøj” – Kasper, 1. semester, forhistorisk arkæologi.

”I virkeligheden går de jo bare i det samme tøj som os” – Mette, 3. semester, forhistorisk arkæologi.

Steffen, 7. semester: Hvad har du på i dag? Jeg har et par sko, sokker, bukser, T-shirt og en trøje udenpå. En jakke og en hat. Hvad mener du er på mode på Moesgård i øjeblikket? Jeg tænker sweatre, en meget afslappet stil. Sådan lidt blødt tøj. Mange flade sko. Lange bukser – ikke mange kjoler fra pigernes side. Hvad er ”det nye sort” på Moesgård? For mænd er det skæg – det er der mange der har, inklusiv mig selv. Og for pigerne er det nok sådan en strikcardigan (siger han og peger på os, som begge har én på!).

Alexandra, 3. semester: Hvad har du på? I dag er jeg ret casual. Mørkeblå All-Stars på fødderne. Olivengrønne løse bukser, en mørkeblå tank-top og en rar cardigan i grå – og et partisaner tørklæde. Og så lidt smykker. Hvad er dit generelle syn på mode på Moesgård? Der er en generel tendens til to former for påklædning; den ene er sådan virkelig afslappet med gummistøvler og uglet hår, og den anden er hvis man lige har haft lidt ekstra tid. – Til forelæsning kl. 12 ser man som regel lidt mere gennemført ud.

Isabell, 1. semester: Hvad har du på i dag? Jeg har gamacher fra Vila, et par vinterstøvler fra Bianco og min uld bluse/kjole fra Støy Munkholm. Hvad er dit syn på mode på Moesgård? Det er meget afslappet. Hvad er ”det nye sort” på Moesgård? Helt klar bordeauxrød. 

19 // TEMA : SORT

Danmark for nybegyndere At være international studerende i Aarhus Det er ofte en stor omvæltning at komme til et nyt land som udenlandsk studerende. En undersøgelse viste for nylig, at internationale studerende på danske universiteter har svært ved at opnå kontakt med danske studerende, og at mange føler sig isolerede og ensomme under deres ophold i Danmark. Men er der udelukkende tale om, at de udenlandske studerende render rundt i et kulturelt og sprogligt ”mørke”, eller er der også lyse sider ved at være på udveksling i Danmark? Vi har besøgt ”International Night” i Studenterhuset i Aarhus for at høre nogle internationale studerendes egne svar. Studieliv Naja & Lisbeth 3. & 7. semester

Det er tirsdag aften i Studenterhusets café. Vi træder som nogle af de første ind i det fint dekorerede lokale, hvor fyrfadslysene er tændt, og et par piger er ved at hænge superheltebilleder op rundt omkring på væggene. Disse siger tilsyneladende noget om aftenens tema. Mens vi sidder ved café-bordet, bliver lokalet langsomt fyldt op, og de studerende samler sig i små grupper omkring bordene. Lokalet runger af fremmede sprog i alle retninger – ingen er i tvivl om, at det her er ”International Night”. Der går ikke lang tid, før det er umuligt at finde et frit bord at sæ e sig ved. Vi er begge overraskede over, at så mange dukker op på en tirsdag aften. Med den positive stemning, der hænger over rummet, er det svært at forestille sig, at der i december blev offentliggjort en undersøgelse, udformet i samarbejde mellem Danske Elever og Studerendes Kollegieråd og Styrelsen for Universiteter og Internationalisering, som viste et helt andet billede. Undersøgelsen påpegede, at internationale studerende i Danmark har vanskeligheder ved at etablere kontakter til deres danske medstuderende, hvilket for nogle

udenlandske studerende medfører ensomhedsrelaterede problemer eller generel utilfredshed med udby et af deres ophold. Internationalt studiemiljø Til gengæld er det ikke så underligt, at der er fuldt hus til netop ”International Night”arrangementet. Undersøgelsen viste nemlig også, at de internationale studerende har væsentlig le ere ved at skabe kontakt til hinanden end til de danske studerende. De e udsagn bekræfter Natalie og Rita, to studerende på hhv. 21 og 23 år, begge fra Prag i Tjekkiet, og begge Erasmus-studerende på jura. De kom til Aarhus for tre uger siden, og skal blive i byen semestret ud. De to piger har desuden taget deres veninde Ewa fra Prag med til ”International Night”, og de tre piger vil gerne dele ud af deres førstehåndsindtryk af at være studerende i Danmark. De fortæller, at de indtil videre mest har været sammen med nogle få andre tjekkiske studerende, og at de på den

måde har fået skabt sig en lille gruppe. De har endnu ikke haft særlig meget kontakt med danske studerende. Både Natalie og Rita fortæller, at de er indlogeret på kollegier, hvor de har deres eget separate køkken og bad. De e betyder, at de sjældent støder på de danske beboere. Rita siger, at på hendes kollegium holder folk sig for det meste for sig selv. Natalie fortæller dog, at hun har snakket med nogle af danskerne fra sit kollegium, bl.a. til kollegiets torsdagsbar. Begge piger har desuden deltaget i Universitetets Fredagsbar og været på bar inde i byen, hvor de også er stødt på danskere. I begyndelsen af opholdet deltog pigerne i en mentor-middag, hvor de ﬁk snakket med deres danske mentor og serveret mad lavet af danske studerende. Det synes de var rigtig hyggeligt. Mentorordningen er et forholdsvist nyt tiltag, som sigter på at etablere kontakt mellem danske og internationale studerende. I

Simon fra Frankrig og Deimante fra Litauen

TEMA : SORT // 20 introforløbet har pigerne dog næsten udelukkende været sammen med andre internationale studerende, hvilket de ikke synes har været positivt for deres integration i det danske studiemiljø. Mødet med dansk kultur De tjekkiske piger vil gerne tilbringe mere tid med danskere, og begge påpeger, at de formentlig heller ikke har været nok udadvendte og aktive for at skabe kontakt. De tror dog ikke, at sproget bliver et problem. ”De danske studerende taler jo godt engelsk”, siger de. Natalie og Rita fortæller om, hvordan de allerede er begyndt at tilegne sig ”danske vaner”, fx bruger de begge nu cyklen meget til at komme rundt. I Prag, siger de, er det normalt, at de studerende enten tager bilen eller bliver kørt til skole af deres forældre. De danske studerende virker derimod meget ”sporty”, synes de. Da vi spørger dem, hvorfor de tror, det er svært for internationale studerende at skabe kontakt til danske, svarer de, at det måske kan skyldes længden af udlandsopholdet. I og med at Erasmus-studerende kun er i landet ét semester, kan forholdet mellem de studerende godt blive ret overﬂadisk, da både de danske og udenlandske studerende er bevidste om, at kontakten måske ikke varer ved bagefter. Alligevel er Natalie og Rita nysgerrige på at dykke længere ned i den danske kultur. .

Sproglige og kulturelle udfordringer Et par uger senere vender vi tilbage til ”International Night”. Her støder vi på to internationale studerende, som beﬁnder sig i en helt anden situation end Natalie og Rita. 22årige Simon fra Frankrig og 25-årige Deimante fra Litauen har begge allerede tilbragt mere end et år i Danmark. Simon tilbragte hele sidste år som udvekslingsstudent på ”Computer Science”, og .

Natalie, Rita & Ewa fra Prag færdiggjorde dermed sin kandidat. Deimante studerer ”International Relations”, og er på kandidatens andet år. Hun fortæller, at hun indtil videre mest har tilbragt tid med andre internationale studerende, da det bare er le ere at være sammen med nogen, som er i samme båd som en selv. ”Og så er det fedt at lære så mange forskellige kulturer at kende”, siger hun. Deimante har taget danskkurser sideløbende med sit studie, men hun synes, at dansk er enormt svært at lære. I de første fem måneder af sit ophold var Simon næsten udelukkende sammen med internationale studerende, da han ønskede at forbedre sit engelske. Efterfølgende har han været meget aktiv for at forbedre sit danske sprog. I øjeblikket bor og arbejder han som au-pair hos en familie i Lystrup, mens han forsøger at ﬁnde sig en praktikplads. Han bruger således meget dansk i sin dagligdag. Samtidig siger han, at det tager tid at opbygge relationer til danskere. Han synes, at danskerne umiddelbart er venlige og imødekommende, hvis man kommer og spørger om hjælp, men at det er det næste skridt i retning mod en mere venskabelig kontakt, som kan være vanskelig. Simon fortæller trods alt, at han efterhånden har fået skabt ﬂere bekendtskaber blandt danske studerende. Han siger med et glimt i øjet, at det er meget nemmere at tale dansk med danskere, hvis de er fulde. Så lægger de ikke så meget

mærke til, at man som udlænding ikke mestrer sproget perfekt, og samtalen kører derfor le ere. At finde lys i mørket Er det muligt for internationale studerende at finde en vej ud af det kulturelle og sproglige ”mørke” og dermed nedbryde den barriere, som må e eksistere mellem dem og deres danske medstuderende? Vores samtale med de tjekkiske piger viser, at de er parate og motiverede til at integrere sig i det danske studiemiljø. Det kræver tid og tålmodighed, som Simon påpeger i interviewet. For det er tilsyneladende ikke helt let at komme ind på livet af danskerne. Og kan man overhovedet nå at opbygge venskabelig kontakt til danskere, når man kun er i Danmark et halvt år på udveksling? Vores interviews viser, at kulturelle og sproglige barrierer ikke nødvendigvis betyder, at de udenlandske studerende oplever konstant ”mørke” og ensomhed i løbet af deres ophold. De studerende kan således vælge at samle sig om andre kulturelle værdier end danske. De e gælder især de fællesskaber, som de udenlandske studerende sammen formår at opbygge. Her finder de et sprogligt sammenhold og personer i samme situation som dem selv. Det tyder på, at disse fællesskaber kan være med til at tænde et lys i ”mørket” og give internationale studerende følelsen af et positivt studieophold i Danmark.  .

// TEMA: SORT

Det Værste

Det værste er at jeg er her nu og alligevel slet ikke er til stede At blive fanget af en byges blytunge regndråber på en bidende kold, bælgmørk novemberdag og så i modvind på cykel er det værste Det værste er når grimme tanker går i ring i en nedadgående sort spiral uden ende og jeg ingen tid har, selvom jeg egentlig ikke har andet end tid Eller er det det værste, når tiden derimod helt holder op i lærdomsanstaltens trænge læsesale Når vi skændes over småligheder og ligegyldigheder om tomme ord og halvfyldte øldåser og hiver hinanden ned i hukommelsesløse huller hvor vi glemmer, hvordan vi kom derned eller hvordan vi kommer op igen er værst Det værste er barndommens monstre som stadig kryber sig ind under dørkarme og gennem sprækker Det er det værste for mig

Af Christine Svop, 3. semester

Stærkt inspireret af Søren Ulrik Thomsens digtsamling ”Det værste og det bedste”

TEMA: SORT //

En snak om mørke Der blev på Informanten gjort et heldigt fund, da vi snublede over en notits på First Class om, at der skulle indbudt af engelsk-studiet på AU i forbindelse med en bachelor-workshop om uhyrer – ja, det overraskede

Reportage

uhyggeligt; det er hans engelske

hjerte var stoppet og mørket var over

undertrykker et smil og fokuserer ”Hvorfor Næsten alle stole er taget i det lille lokale, arrangementet er blevet presset ind i, da jeg ankommer en fredag formiddag i mit til lejligheden om halsen dingler et vedhæng, der forestiller et lyserødt røntgen portræt I’m in character, Oppe ved tavlen er jeg ikke i tvivl om, hvem af de to samtalende mænd, der er professor-arrangør og hvem, endnu længere af den

gys?”

spørger

han

”det er en fantastisk udfordring at tage den frygt, som vi kender fra

fra hans ellers ganske almindelige

Monsters, Inc.

Kamp forklarer, at det er nemmere ubehagelige

kameravinkler

derimod, er det ikke uhyggeligt

Twilight sørget selv om de virkelig har ødelagt ke

bag protagonisten, fordi vi mangler kameravinklen af protagonistens ryg, som set fra det indtrængende monsters

kors, hvidløg, helligt vand, sollys og

uhyggeligt at læse en beskrivelse af et hjemsøgt hus uden de ominøse

har set det hundrede gange før

Boo! Nej, du blev ikke bange vel?

ser han meget pæn og venlig ud,

dét, der er Kamps pointe, samt den

en lille abrupt lyd, førend hendes

meget fordi han har lyst, som fordi han føler han bliver nødt til at redde nogen af de ovennævnte remedier, men fra tween og teenage love, fra

in character. forbandelse - udover dødens og

ting som dangerous, not-natural og agent with malicious intent. Arrangøren At gøre dig bange på skrift I det samme han begynder at tale, virker det pludseligt slet ikke

dengang de var rigtig uhyggelige,”

Foto: Sandra Falkevik

længere var sig selv, men alligevel

// TEMA: SORT

Foto: Eschipul

At denne person pludselig fremstod for én, som hul og besat af tanken om at smadre ens kranium og fortære ens hjerne – det er uhyggeligt.” af zombiens repertoire, der virker people you love, eating you”, som han udtrykker det. Kamp peger på et andet aspekt, da han udbreder sig videre: ”Den klassiske zombie er også skræmmende, fordi den er udtryk for vores dårlige sider; de sider af os selv, der i overført forstand omtankeløst æder.” Var der nogen, der sagde moderne når lige et øjeblik at analogisere julemåneden med et ”zombie outbreak”, inden den lykkeligvis af The Walking Dead og The Dead. ”Forestil jer, at ligegyldigt hvor meget I løber, så er zombietilstedeværelsen en uafrystelig konstant. I kan se horden på horisontlinjen, og langsomt, men stødt, haler den sig skæbnesvangert ind på jer.” ”Kulturrelativistisk” monstersyn Den sidste bog, Kamp har skrevet, hedder Bunker 137. Den fremhæver han, da snakken drejes over på, hvad der egentlig gør et monster til man vil. Bogen handler om en gruppe sidste dage forskanser sig i en bunker. Efterfølgende opdager de, at de ikke er alene dernede, men deler rum med zombier. Romanen er ikke en horror versus horror a la Alien versus Predator. I stedet

til synonymer med. Han mener, det er en farlig distancering, som tjener til at forvrænge det faktum, at de var rigtige mennesker ligesom du og jeg med en personlighed og følelser. Hitler havde kæledyr, for fanden!

Kamp

syntes,

det

kunne

være

uhyre mod uhyre – men med det mennesker og ikke endimensionelle helvedeshunde, og desuden ikke nøjes med det, men oveni købet gøre dem til helte. ”Det var en ny måde at tænke det på,” siger han. I det lys er

Hitler havde kæledyr, for fanden! kontekst, hvilket måske er én af Kamps pointer med opstillingen.

Forældre-horror Hvad er Kamp selv bange for? I forlængelse af snakken om nazister, og af at blive far selv, påpeger han, hvor frygteligt det må være for forældre at opleve deres børn blive onde; blive det, der ligner, eller er egentlige monstre. Det er der næsten kommet en ny genre ud af i hans seneste skriverier: Forældrehorror – skrækken forbundet med at være forældre.

Mine tanker vandrer over på Turners Betwixt and Between, hvor man hverken er det ene eller det andet, men opholder sig i en slags ved ikke, hvordan deres børn bliver som voksne, de er endnu under tilblivelse og kan i princippet ende osv. Kamp Cemetery

nævner

The

Pet

gyser. Især den lille blonde dreng, der vender tilbage fra de døde, som noget til at knuge siderne, da han læste dem. Det er oplagt at drage en parallel mellem bogen og det at være forældre, hvor man ikke helt ved, hvor man har sine børn, trods kærlighed, længerevarende kendskab og fortrolighed. Men det kan gælde for alle slags menneskelige relationer: Uanset hvor pålidelige og programmerede vi kan forekomme, er det menneskelige element i høj grad utilregnelighedens. Det kan måske forklare, hvorfor vi føler os nødsaget til at væbne os med en vis mistillid til hinanden i overlevelsens står valget mellem dig og de andre, så vidt ikke ondskab, men vores der værker under påvirkning af selvopretholdelsesdriften. Det er altså både børn og voksne, der kan opleves i uforudsigelighedens angstfulde skær, selvom det brænder stærkere hos børn, forstået på den måde, at deres identitet anses for mindre færdig end voksnes, hvorfor de fx først betragtes som myndige,

TEMA: SORT // når de er 18 år. Indtil da er de opholdt i en slags pendant til liminalfasen, værende på den ene side en del af samfundet, og på den anden afskåret fra fuld deltagelse i det. Frygten kan også gå den anden vej; Kamp giver et eksempel fra dengang han selv var barn: ”Jeg så Invasion of the Body Snatchers. (Han rømmer sig). mor, pludselig en alien freak hybride, som har overtaget hendes krop. Jeg så jeg besvimede nær enden af den. Tyve

Ole med de store blonde krøller og blå øjne, når han skærer øret af sin kat. På en hård stol mellem de gloende ansigter piller jeg ved min halskæde med det lyserøde kranium, mens jeg kigger på Kamps hagedusk piske frem og tilbage, frem og tilbage, frem og BOO!

Kamp anbefaler: Film:

Black Box For lige at opsummere: Det er ikke nemt at skrive horror, men Kamp er mand for fortsat at gøre det, hvad han udtrykker med en bemærkning om, at han holder af at skræmme folk fra vid og sans og opbygge den fornødne og mimik, men med de rå, sorte ord. Zombier er ikke yt, men vi skal have mere end brains og gore. Twilight er yt, med mindre man ikke synes, det gør noget, at vampyrer og varulve skal handle om teenlove. Vampyrer er yt, med mulighed for at blive in igen, hvis de kan redde dem fra den omtalte genreform. Måske en garvet kan skrive dem fri af Twilight-åget? baggrund af forelæsningen det stof, som gør nogen eller noget vi troede, eller gerne vil vide, os sikre på, ukontrollabelt. Det kan, som jeg har været inde på, være de kære børn, der vækker angst hos forældrene i kraft af deres usikre tilstand af metamorfose. Der kan ligge et monster gemt i lille

Det er for så vidt ikke ondskab, men vores mandelkerne

Kings The Shining (1980). Ifølge både Kamps, min og mange andres smag, er versionen). ikke ved svær agorafobi) - Das Boot (1981) (IMDb-rating: 8,5) - The Omen (1976) (IMDb-rating: 7,6) - The Children (2008) (IMDb-rating: 6,1)

besvimede til) (tilrådes ikke ved svær klaustrofobi) - Dawn of the Dead (1978) (IMDb-rating: 8,0) - The Grudge (2004) (IMDb-rating: 5,8) - The Happening (2008) (IMDb-rating: 5,1) Bøger: - Stephen Kings Pet Cemetery - The Walking Dead-tegneserien (Robert Kirkman, Tony Moore og senere Charlie Adlard – 1# var i 2003) såvel som TVserien, hvor tredje sæson er i fuld gang. - Dennis Jürgensens novelle Dumme Dukke (1985)

Kamp anbefaler ikke: Film: - The Twilight Saga: Breaking Dawn – Part 2 (2012) - The Twilight Saga: Breaking Dawn – Part 1 (2011) - The Twilight Saga: New Moon (2009) - Twilight (2008)

Foto: Welovethedark

Det anbefales, som med alle andre gyserhistorier, at de nydes, når der er mørkt udenfor, og gerne også når man er alene hjemme.

Kamps egne bøger: Romaner: - Bunker 137 (2011) - Moln – Jorden husker (2011) - Bobs saga 3: I mørke er alle helte grå (2009) - Hvor de gamle visner (2008) - Fordærv (2007) - Bobs saga 2: Elvere og andre halv-trolde (2007) - Bobs saga 1: Tørre tæsk og springskaller (2006)

Noveller: - Fremmed Stjerne (2012)

nye koloni – 2011) Velkommen til dybet – 2011) - Cornelia (fra antologien Horror.dk 2008) Fagbøger: - Moderne Asetro (2008)

// TEMA: SORT

“FORÆLDREHORROR” Når børn bliver monstre Foto: e_monk

TEMA: SORT // 26

Mudret vand Tykt, grumset stopper din næse blinder dig fylder dine lunger bliver dig du synker kæmper lidt imod resignerer den taknemmelige Bund tager imod dig som et forsvundet barn Hun er blød og omsorgsfuld snegle bliver dine venner de lever på dig og du er glad du glemmer, at der nogen sinde var en anden måde der er ingen grund til at bevæge sig mad kommer til dig venner kommer til dig Bund passer på dig din hud er rynket dit tøj er rådnet væk dine øjne blinde din identitet .. ændret du er lykkelig uvidende Af Thomas Rørby Petersen

// TEMA: SORT

På eventyr i Exeter Elisabeth II’s land - med de negative briller på. Artikel Lisbeth Burich typiske danske universitetsstuderendes præstation blegner ved siden Jeg har rejst i ti timer, stået på en forladt busstation i regnvejr, spurgt mig frem til mit nye hjem James Owen trappeafsatsen og hiver efter vejret, læser jeg beskeden på den seddel, der Welcome to the Sluthut står der i alle forestille mig, hvordan det vil blive at bo sammen med fem engelske studer-

nilowski gjorde, da han sejlede i land på Trobrianderne – om end der her er ser, så man tror, de har fået ecstasy i drop, og hårdtpumpet club-musik

kommer på penicillinkur, fordi hun har reddet sig en alcohol-induced landet i nogle glasskår på en fordrukuden grænser, og det er ikke bare i bofællers verden er tømmermænd ikke en undtagelsestilstand, det er Kaos i køkkenet Fælleskøkkenet ligner en krigszone på borde, stole og gulv er gryder og pander med madrester i, smidt tilfælskone, der gør fællesarealer rent to gange i ugen (mage til service!), men hendes arbejde drukner i den svinesti, der allerede et par timer efter hendes udstå tanken om at lave mad i det her køkken, og jeg begynder så småt

I mine bofællers verden er tømmermænd ikke en undtagelsestilstand, det er status quo at indstille mig på udsigten til fedtet takeaway-mad hver dag det næste ske sprog ret godt, så jeg bliver chokersamtalen i min lejlighed ryger hen taler om, hvornår vi skal prelashe (se ordliste), og pludselig udbryder min bofælle med et grin: Who chundered in

Foto: Lisbeth Burich

TEMA: SORT // 28

Jeg lukker øjnene og siger pif, paf, puf, og så bliver det Shakespeare the corridor last night? Jeg sidder bare og ser forvirret ud. Nogle gange beder jeg om en forklaring. Men når hver anden sætning er uforståelig, kan det godt virke som skruen uden ende. Ælle-bælle på uni Næste dag på universitetet. Det viser sig at jeg ikke kan få de fag, som jeg havde ønsket – i stedet for Creative writing, hvor jeg rigtig skulle have udfoldet mig kreativt og skulle have skrevet noveller og digte og jeg ved ikke hvad, får jeg valget mellem et tur før år 1800. Hmph. Jeg lukker øjnene og siger pif, paf, puf, og så bliver det Shakespeare. Den første uge på studiet kommer jeg ikke til nogen form for undervisning, da al min tid går med at løbe forvirret og stakåndet rundt mellem forskellige afdelinger på universitetet (campus ligger på en bakke). Fagene skal på plads og det er ikke så ligetil – ECTS-point, ledige pladser, skemaplanlægning og mine egne forudsætninger skal alt sammen gå op i en højere enhed. Det er som om at alt det forarbejde, jeg har lavet hjemmefra, er spildt. Det hele er blevet nul-

Foto: Lisbeth Burich

Ingenting er blevet, som jeg forestillede mig: Hverken studiet eller lejligheden eller bofællerne stillet efter jeg kom herover. Ingenting er blevet, som jeg forestillede mig: Hverken studiet eller lejligheden eller bofællerne. Jeg kan nu se frem til et halvt år med fucking Shakespeare og seks fuldstændigt ustyrlige, drikfældige teenagere, i en lejlighed som burde erklæres ubeboelig. Jeg sidder i en universitetscafé, alene og fulddenne erkendelse rammer mig. Fuck, fuck, fuck. Hvad er det, jeg har rodet mig ud i?

Profeten Caféen, jeg sidder på, tilhører universitets biograf, og lige som jeg sidder og bliver panikslagen, kommer der en midaldrende engelsk mand ud af biografsalens mørke. Det er operatøren. Jeg tror, han kan se, at her er en damsel in distress, så han henvteressant samtale, alligevel føler jeg mig sært opløftet efter han er gået. Måske er det den måde, han siger You’re going to have a splendid time here, på en varm og indtrængende måde, måske er det bare dét, at nogen kærer og alle er mig fremmed. Jeg pakker mine ting sammen og ranker ryggen, jeg skal videre til et pubquiz-arrangement for nye udvekslingsstuderende. Biografoperatørens ord ligger som en dyne omkring mig. Det skal nok gå alt sammen. Der bliver fundet en løsning. Det skal nok blive splendid. Ordliste: chunder = kaste op prelashing = forfeste

Det vidste du ikke om Exeter: sitetets professorer. - Devon lægger scene til Jane Austen’s berømte roman ”Fornuft og Følelse”. (måske kender du TV-programmet af samme navn). - Området er desuden kendt for sine udsøgte æbler og cider-produktion.

// TEMA: SORT

Kend din underviser Hvad er din undervisers forhold til hvide løgne, tomme lærreder og spøgelser? Få svaret her, hvor vi har

Illustration: Thomas Petersen

Hvad er det nye sort? Det er ”tænk nu det hele sammen. Lad vær med at dele alting op”. Hvad er den værste omgang sorte snak du har lagt øre til? Antropologiuddannelsen. Er du bange for mørket? Det var jeg, da jeg var lille. Der var jeg vildt bange for mørket.

Michael Dupont, Ph.d og ekstern lektor, Emne: Vidensantropologi

Hvad er det nye sort? Hvad betyder det? Det udtryk har jeg aldrig hørt. [Udtrykket forklares, red] Nå, jamen så bliver det fællesskaber som reaktion på individualismen.

En studerende i min studietid, som troede, han var en hund og kravlede rundt under bordene. Er du bange for mørke? Nej.

Ole Høiris, Docent, Emne: Antropologiens Faghistorie

TEMA: SORT // 30

Hvad er det nye sort? Puha… der går jeg lidt blank. Hvad er den værste omgang sort snak, du har lagt ører til?

Er du bange for mørke? Nej, det er jeg ikke.

Martin Lindhardt, Ekstern lektor, Emne: Pinsekristendom i Tanzania og Chile

Bedste bedste (chokoladekage) Kageopskrift Lisbeth Burich 7. semester

Blød og spongy med bid af kakao. Med rigeligt smør og sukker, som mormor bager den! Prøv den nu eller fortryd. OBS: Opskriften er testet og godkendt af Informantens smagspanel. 300 g smør/margarine 400 g sukker 4 æg 1½ dl mælk 2 tsk vaniljepulver 2 tsk bagepulver 8 spsk kakao 350 g mel

I en stor skål røres 300 g smør eller margarine med 400 g sukker. 4 æg røres i. I en anden skål blandes 2 tsk vaniljepulver, 2 tsk bagepulver og 8 spsk kakao med 350 g mel. Tilsæt de tørre ingredienser til æggemassen sammen med 1½ dl mælk. Rør derefter 1½ dl spilkogende vand i dejen. Hæld dejen i en 28 x 25 cm form og bag ved 175 grader (ikke varmluft!) i

31 // TEMA : SORT

Sort? Ja, og? Lad mig bare hoppe ud i det: Det ser sort ud for familiens sorte får, hvis han eller hun har det sorte uheld at komme i den sorte skole, hvor læreren snakker sort, og hverdagen præges af sortsyn. Og hvis man så bagefter bliver afsløret i sort arbejde og måske lidt sortbørs, så er der snart kun den sorte humor tilbage til at le e stemningen.

Betragtninger Thyge Christensen Og hvad kan vi så bruge det til? Vi kan få bekræftet Wikipedias beskrivelse: Sort symboliserer det absolu e urkaos. Sort står for na en, skræk, ulykke, tilintetgørelse, død. Mismod, tungsind, alvor. Siden Alexander den Stores død 323 f.Kr. har sort været sorgens farve i Vesten. De sidste to ord er vigtige – i Vesten. Højskolelæreren Garba Diallo, der stammer fra Mauretanien, har mange gange valgt at vende logikken rent sprogligt, så han taler f.eks. om hvidt arbejde (når man snyder med skat og moms). Og mere skal der vel ikke til for at minde os om, at noget så indarbejdet som farvens symbolværdi – som vi ofte har taget for givet og betragtet som alment – er bundet til en kulturkreds. Den sorte farve betegnes som regel som fravær af lys (at Goethe mener noget andet, lader vi ligge her) – og det kan naturvidenskabsmænd over hele Jorden arbejde sikkert sammen om at analysere, men værdien af sort som symbol kan ikke tages for givet. Når The Grundtvig Institute of Nigeria taler om Education for Life er det naturligvis ikke i modsætning til den sorte skole. Og når man i kinesisk kultur associerer sort med elementet vand, handler det ikke om forurening, og sort som det kvindelige princip yin er ikke en kommentar til kvindeundertrykkelse.

Det ser efterhånden sort ud for den hvide mands byrde – i betydningen det moralske ansvar for at udbrede vore livsformer og værdier til hele verden. Andre kulturkredses forudsætninger er i globaliseringens tidsalder på utallige områder ved at blive ligeværdige med vore. Men ordet sort kan stadigvæk vække debat hos os. Hvor mange kræfter er der dog ikke brugt på en diskussion om det rimelige i at kalde nogen for neger. Selv er jeg aldrig stødt på eksempler på, at det er godt at kalde nogen andet end det, de selv foretrækker. I fodboldens verden Forleden var jeg vidne til, at en sort, italiensk fodboldspiller knuste det danske håb om at få point med hjem fra VM-kvaliﬁkationskampen i Milano. Og det minder mig om et kort interview i dansk tv, da en journalist for ganske mange år siden – og alligevel forbavsende få - spurgte en mandlig landholdspiller, hvad det betød for ham at være den første sorte fodboldspiller på det danske landshold (måske sagde han farvede). Svaret var gudskelov: ”Det opfa er jeg som fuldstændig irrelevant”. (Og når jeg har skrevet mandlig, skyldes det, at den første sorte fodboldspiller på et dansk landshold var en kvinde, Bonny Madsen.) Lad os bare blive ved fodbolden for at understrege, at den sorte hudfarve endnu i dag tillægges en særlig værdi – at racefordommenes tid endnu ikke er forbi. I Frankrig har der været en livlig debat på

baggrund af om landets ﬁasko ved slutrunden i Sydafrika, og mange har erklæret, at problemet er sorte spillere, der dominerer ”les Bleus”. Argumentet gik på, at de sorte jo er tungere og langsommere end moderne fodbolds succesfyldte Messi-typer. Den diskussion kørte længe i pressen og befolkningen, men ændrede vist kurs, da nogen undersøgte påstanden. Det viste sig nemlig, at de sorte spillere i gennemsnit ikke er tungere end de hvide. Da jeg (uden held) googlede efter navnet på den første sorte mandlige fodboldspiller på landsholdet, faldt jeg over nogle indlæg på danmarksnationalefront.dk - og blev mindet om, at ikke alle mener som jeg, at hudfarve er irrelevant i alle andre sammenhænge end der, hvor emnet er hudfarve. ”Danish Pride”

TEMA : SORT // 32 -

erklærer, at det er en uheldig udvikling med farvede spillere på landsholdet: ”Så gider jeg aldrig se dem spille mere. Det er utroligt, at man ikke kan se fodbold, uden at ens hold, skal sværtes til med farvede spillere... Det er en sørgelig udvikling over hele linjen.” Og ”DK for Danskerne” svarer, at ”det bliver det nye "ʺfranske"ʺ landshold... føj.” Der er jo også ganske ofte problemer med chikane i form af abelyde og lignende på danske stadions, når spillere vurderes på baggrund af deres hudfarve og ikke deres spillestil og talent. Skridt på vejen Nå, nok om fodbold. Men lad mig lige minde om, at historien byder på stærke anvendelser af ordet sort fra en konstruktiv vinkel. Black is beautiful har været et kraftfuldt slogan i en tid, hvor det at være sort var stemplende i forhold til alle typer re igheder. I dag vil påstanden black is beautiful vel bare vække til et ja, og?? Hvem mener vel det modsa e? Så vidt vides har ingen af de e gamle mundhelds kendte ophavsmænd omtalt hvidt som grimt. Det er jo ikke pointen. Den er historisk bestemt. Når den sydafrikanske antiapartheidhelt Steve Biko anvendte begrebet Black Consciousness, var det for at bekæmpe den følelse af mindreværd, som undertrykkelsen af de sorte havde medført for store dele af befolkningen. Men det var et

taktisk våben i en given situation, for hans grundbudskab var, at farven er ligegyldig. ”Mennesket er menneske.” Jeg vil godt give et bud på, hvorfor der trods alle forandringer er kny et ret vedholdende følelser til farven sort, når den efter min bedste overbevisning er ligegyldig. Den vestlige kultur – ikke mindst den nordeuropæiske – har gennem århundreder været stærkt præget af et livssyn, der bygger på den enkle modsætning. Det har været så udpræget, at mange nok har opfa et det som et alment menneskeligt forhold, at vi kun opfa er et fænomen i forhold til dets modsætning. Det levner jo ikke megen plads til nuancer. Men i Burkina Faso har jeg oplevet en kultur, der langt mere bygger på sammenhænge end på den enkle modsætning. Og jeg har forstået, hvordan de e fører til en større forståelse for helheder, og at forskelligheder snarere opfa es som en inspiration end som et problem. De e forhold kan eksempliﬁceres i de mange dilemmaeventyr (se infoboks), der styrker den sociale kompetence og mindsker risikoen for simpliﬁcering i opfa elsen af komplicerede forhold. Når den enkle modsætning er selve grundlaget, bygges menneskets identitet op i forhold til modsætningen. Man opfa er kun det gode som modsætning til det onde, det smukke i modsætning til det grimme, det rigtige i

modsætning til det forkerte. Sorthvidt.

Dilemmaeventyr? .

Dilemmaeventyr afslu es med, at fortælleren stiller et spørgsmål såsom: Hvem af de to skal han gifte sig med? Hvem skal han redde, sin kone eller sin mor? Hvem af de tre var en rigtig mand? Tilhørerne diskuterer så historiens dilemma – og det handler ikke om at få ret, der er ikke en facitliste. Pointen er primært, at tilhørerne under diskussionen udvikler deres sociale kompetencer ved at rumme ﬂere standpunkter, og trænes i at formulere dem uden at vælge en hurtig ”løsning”. Dilemmaeventyr er en forberedelse til/en træning i et liv i en kompleks kultur.

Mod et mere komplekst livssyn Den traditionelle kolonialisme havde som ambition at udbrede vores tanker og systemer til hele verden. Modsætningen vi-dem var grundlæggende. Vi var forrest og de var underudviklede – både i forhold til teknik og til kultur i bred forstand. Sådan var den almindelige opfa else. Og den er ikke helt død endnu. Men den globalisering, der nu er under udvikling, har tydelige eksempler på et brud med denne logik. Multikulturen gør det stille og roligt klart, at der er forskellige, ligeværdige kulturelle udgangspunkter. Fremtiden vil blive præget af forholdet mellem kulturerne, ikke tage udgangspunkt i modsætningen

33 // TEMA : SORT

mellem dem. Kulturen i det indre Vestafrika, som jeg ser den, giver plads til udvikling af individualiteten – mens individualismen har trange kår. I en kultur, der har bygget sin identitetsdannelse på den enkle modsætning, har det store konsekvenser, at livssynet får et mere komplekst grundlag. For nogle vil det opleves som en svækkelse af egen identitet, og det er som bekendt skræmmende. Eksemplerne på Danmarks Nationalfronts forum på ne et er ikke de eneste fra det seneste årti. Da nu stikordet for denne artikel har været sort, vil jeg gerne slå fast, at det ikke bør og ikke behøver at gå ud over den kulturelle mangfoldighed, at forskellene i hudfarve efterhånden udlignes. Kultur er bundet til andre forudsætninger end hudfarve. Men især vil jeg understrege, at det omtalte identitetstab ikke har noget at gøre med et perspektiv, hvor raceblandingen bliver så udpræget, at det bliver urimeligt at tale om særskilte racer. Vi er – heldigvis – på vej derhen, hvor det ikke er synderligt beskrivende at deﬁnere nogen som sort, gul eller hvid. Hvor personlighed er vigtigere end

hudfarve. Og det er uvant for dem, der bygger deres opfa else af verden på fortidens vedtagne præmisser. I bogen En boy’s liv lader den camerounske forfa er Ferdinand Oyono hovedpersonen opsøge et hestevæddeløb (så vidt jeg husker), hvor han ikke vil genkendes af sin arbejdsgiver – men han minder sig og en kammerat om, at de hvide aldrig kan genkende deres boy et uventet sted. At se nogen som race skygger for de e at se mennesket. Men jeg kan også nævne et eksempel fra vores egen tid, hvor en lærer i en af folkeskolens store klasser for nogle år siden lavede et tema om racisme. Gennem mange timer arbejdede eleverne med emnet, uden at nogen af

dem tænkte på, at flere af deres klassekammerater var adopterede fra Asien. I disse tilfælde var individualiteten altså så meget vigtigere end raceaspektet, at mennesket skyggede for hudfarven. Adskillige undersøgelser viser da også, at racistiske fordomme trives bedst i de områder i Danmark, hvor der er færrest indbyggere med en anden hudfarve end den traditionelt nordiske. Og vice versa. Det virkeligt betydningsfulde i, at USA får fire år siden endelig fik en præsident med afrikansk baggrund, ligger ikke i, at det styrker de sortes identitet, men i at det fører os alle endnu et skridt videre ad den vej, hvor hudfarven er ligegyldig. 

Udsnit af bibliograﬁ: Man kan ikke vaske én hånd Hvordan hænger det sammen? (2011) - Den af sine bøger han mener er mest interessant for antropologer. Den handler om burkinske værdier, som han har studeret gennem årene – fredstraditioner, dilemmaeventyr m.m. .

Sådan har jeg hørt det – Historier fra Burkina Faso (1997) – Heri er der f.eks. en efterskrift om den mundtlige traditions værdier og betydning. Thyge Christensen Rejseleder, forfa er og foredragsholder med Burkina Faso som emneområde

Se h p://trekkingbureauet.dk/afrika/vestafrika/burkina-faso-2012.html. Aktiv i Venskabsforeningen Danmark-Burkina Faso (burkinafaso.dk) og i foreningen Red Børnene i Burkina Faso (groom-gorom.dk).

Katastrofehvalerne Poul L. Damgaard Buen fra mågens næb til vingespids som udgangspunkt for en forestilling om arkitektur. Hendes le e skelen gennem skema åbner op for ﬁktiv katedral i rummet mellem skibet og hendes gang mod skibet. Et blueprint efterladt på molen. Lanterner hænger fra masterne, og appelsiner ruller på dækket som skibets proviant. Hun står nu på kajen, hendes hage hvilende på rælingen, hvorfra hun kan se forhænget til kabyssen bevæge sig let i vinden. Hun ser hans silhuet gennem sejlet. Denne gang dykker han længere ned, og hun tænker på ham med den nøgne krop som stående i byens museum efter åbningstid. Det hvisler fra byen mod havnen i et øjeblik, hvor svømmeren har fri udsigt til nedstyrtede skrænter. Hvalen på afveje er derude et sted, og metalskelet anbragt på stranden i montre er et minde om ﬁskerne der sled. I hendes katedral er der en altertavle, og som han hænger der på korset er han nærmest en svømmer, hvis liv er tag for tag. Katastrofehvaler og frie væseners sjæle i et mørklagt træfpunkt oplagt i magasiner som væltede skæbner. Hun står tilbage i en tiltagende vind under sort kvadrat.

35 // GRÅZONE

Antropologisk selvtillid og den forførende faglighed Et aktuelt dilemma Vi vil i denne artikel argumentere for, at kernefagligheden i antropologi-uddannelsen bør prioriteres langt højere på vores studie, end den gør i dag, hvor næsten en tredjedel af bacheloruddannelsen tvinger os ud i tværfaglige fag. Denne artikel er udtryk for vores egne subjektive holdninger på området, men ikke desto mindre vil vi som repræsentanter for Fagrådet gerne sæ e gang i en konstruktiv debat om emnet, såvel som at arbejde hen i mod en kontinuerlig forbedring af antropologiuddannelsen. Nyt fra Fagrådet Marie, Emilie og Charlotte 3. semester Smag for antropologien Som studerende på tredje semester har vi nu rigtigt fået smag for antropologien. Den faglige pære er for alvor begyndt at lyse, og de tunge teorier giver mening i vores fyldte hoveder. Det er som om, at visse brikker er faldet på plads henover sommeren. Antropologien er på sin vis blevet en integreret del af vores hverdag – vi både tænker antropologisk og forstår os selv som kommende antropologer. Vi er blevet en del af Moesgård, og Moesgård er blevet en del af os. På tredje semester har vi endvidere givet os i kast med to nye fag; dels

Antropologisk Analyse, som har til formål at ruste os udi antropologiske analysestrategier og dels HUM-fag – et obligatorisk tværhumanistisk

vores antropologiske fundament endnu er under udvikling valgfag re et mod alle humanistiske bachelorstuderende på tværs af centrale fag. Tværfaglighed vs. kernefaglighed Netop nu hvor antropologien er kommet ind under huden på os, giver HUM-faget anledning til vores skepsis. De e bunder i, at vores antropologiske fundament endnu er

under udvikling, og vi mener på denne baggrund ikke, at vi på nuværende tidspunkt har faglig styrke nok til at begive os ud i et tværfagligt miljø. Det er afgjort konstruktivt at møde og samarbejde med andre fag. Ydermere anerkender vi, at tværfagligheden kan øge den individuelles bevidsthed omkring ens egen faglighed. HUM-fag har da også til formål at give den studerende kompetencer udi følgende: 



Samarbejdsevne til at indgå i faglige fællesskaber med studerende fra andre fagområder. Faglig selvstændighed til at kunne diskutere og reﬂektere over en tværfaglig problemstilling i tilknytning til HUM-faget

GRÅZONE // 36 -

Teambuilding i fagrådet 2011 Tanken er således udmærket. Det er så afgjort vigtigt at komme ud blandt andre fagligheder og udbrede kendskabet til antropologiens værktøjer og undgå, at studiet bliver navlepillende og selvrefererende. Vi mener imidlertid ikke, at vores antropologiske rygrad endnu er styrket nok til at indgå i disse faglige fællesskaber. Vores ønske består således i at fremme kernefagligheden på såvel antropologi som øvrige humanistiske uddannelser. Tværfagligt samarbejde skal med andre ord bygge på stærke kernefagligheder. Vi oplever desuden, at underviserne på de respektive HUM-fag ikke er særligt fokuseret på tværfaglighed; derimod underviser de med fokus på deres kernefag, hvilket de

Kernefagligheden er på sin vis ens identitet og ståsted selvsagt også er bedst til. Tværfagligheden må for underviserne ligeledes være en kilde til frustration, idet de skal tage hensyn til forskellige fagligheder og må prioritere tværfaglighed frem for kernefaglighed. Resultatet heraf bliver i vores optik en fortyndet faglighed og endvidere overvejelser om, hvorvidt tiden kunne bruges bedre. Vi er ydermere bevidste om det faktum, at uddannelsesinstitutionernes generelle fokus på tværfagligheden

udspringer af erhvervslivets efterspørgsel. Vi mener imidlertid, at tværfagligheden fylder for meget og derfor truer det kernefaglige fundament. På vores kommende tredje år på antropologi lurer tilvalgsfag, som ligeledes har tværfagligheden i fokus. Studerende kan vælge vidt og bredt mellem en række fag i både ind- og udland, og som antropologistuderende har vi frit valg såfremt, vi ikke vælger hverken psykologi eller sociologi – disse fag er for nært beslægtede med antropologien. Denne udsigt vækker fornyet bekymring og frustration, og vi frygter, at tilvalgsfaget blot vil bidrage til en øget udvanding af vores antropologiske kernefaglighed. "ʺI dag er det umuligt at tage sig en rent antropologisk uddannelse. Det hele skal være tværfagligt. Men problemet er, at tværfaglighed ingen mening giver, hvis det oprindelige fag slet ikke er på plads. Når bunden mangler.”, sådan siger den kontroverselle antropolog Dennis Nørmark, der i kraft af sin antropologiske selvtillid ofte får spalteplads i medierne. Spørgsmålet er, hvorvidt vi ender med at besidde en faglig selvtillid tillige med Nørmarks, eller om vi blot ender som forvirrede kandidater. Vi frygter for sidstnævnte. Hvad gør vi så? Hvordan bevæger vi os fra forvirring og frustration til styrket kernefaglighed? For at være i stand

til at forsvare sin faglighed oﬀentligt, kræver det en stærk faglig bevidsthed og følelsen af et solidt grundlag. Kernefagligheden er på sin vis ens identitet og ståsted, og det kan som omtalt være vanskeligt at samarbejde med andre, før man har sit eget fundament på plads. Det er med andre ord nødvendigt at kende grænserne for sit eget fag, før du kan indgå i et konstruktivt samarbejde. En artikel i Information beskriver to forskellige måder at lære på – henholdsvis et overﬂade- og et dybdelæringsniveau. Dybdelæring dækker over den studerendes evne til at tænke kritisk og udvikle en selvstændig forståelse for emnet. Vi mener, at det er vigtigt at styrke den dybdegående læring. Endvidere er motivation en afgørende faktor, og højere forventninger samt kreativitet fra undervisernes vil ofte blive belønnet med en øget indsats fra de studerende. For motivationen mangler ikke blandt de studerende på antropologi – her er valget af antropologien taget på baggrund af interesse. Imidlertid kan denne motivation være overskygget af faglig frustration grundet manglende fordybelse og tid til kernefaglighed. Tværfagligheden kommer ikke af sig selv blot fordi, folk sæ es sammen. Vi kunne således ønske for fremtiden, at kernefagligeden bliver styrket for herigennem at sikre et solidt tværfagligt grundlag. 

- 37 // GRÅZONE

There and Back Again Tanker og savn før feltarbejdet. Har du overvejet, hvor hårdt et feltarbejde kan være? Man er isoleret fra familie, venner og kæreste og hele ens sociale liv i Danmark må sættes på pause. Der ligger meget mere i feltarbejdet end kun det teoretiske og bureaukratiske. Det følelsesmæssige kan trods mange måneders forberedelse være både overvældende og overraskende. I forbindelse med et feltarbejde i Sibirien, bliver nogle af disse følelser behandlet i denne artikel.

Feltforberedelse Tobias (Bille) Lybech Bojesen 9. semester Skæg i Sibirien Jeg ser undersøgende på mig selv, mens saksen fjerner fuldskægget på mine kinder. Badeværelset omkring mig er tomt. De sidste ting i lejligheden skal med mig af sted. Der er en uge til afgang, men nu fjerner jeg skægget, som jeg har fået at vide ikke er rart at bære i 30 graders frost i Sibirien. Kondensen fra min ånde vil sætte sig som is i hårene og kan give frostskader i ansigtet. Det har jeg ikke lyst til. Det er ikke så koldt endnu, når jeg ankommer til Petro-

pavlovsk i Kamchatka, men nu gør jeg det altså. I Petropavlovsk skal jeg have fat på de sparsomme billetter, der skal bringe mig til de nordligere landsbyer med helikopter. Jeg skal undersøge, hvordan unge mennesker forholder sig til at leve i isolerede landsbyer, og hvordan muligheder og håb for fremtiden kolliderer, mens fremtid bliver nutid. Jeg har læst ufattelige mængder af litteratur og forsøgt at sætte det hele ind i en større teoretisk ramme. Temaerne er migration, håb, flow i forhold til begivenheder og hverdag samt det overordnede tema tid. Det har været krævende på en helt anden måde end det feltarbejde, der nu skal give empiri til mine tanker. Der kunne

Foto: Hey Paul, http://www.flickr.com/photos/10775233@N00

gøres spændende antropologi om forskningsprojektbeskrivelser og de håb, der ligger i planlægningsprocessen. Den frustration, der ligger i at forberede sig praktisk og teoretisk på de problemer og forhold, man potentielt kan støde ind i som antropolog i felten, ligger fjernt fra de følelsesmæssige tæsk, jeg tager nu. At vente på bureaukratiet i forbindelse med ansøgninger og tilladelser er pludseligt voldsomt trivielt i forhold til at sætte sin sociale tilværelse på pause og kaste sig ud i noget, man ikke helt kan forberede sig på. Felten og kærligheden Derfor handler det lige nu om at holde mig beskæftiget, også fordi Maria allerede er taget på feltarbejde i Brasilien for en uge siden, og det brænder i hele kroppen, fordi jeg savner hende. Jeg kommer hjem igen om 3 måneder, men hun er først hjemme igen til jul. Mine øjne ser sløve ud i spejlet, og det hvide afløses af små røde blodsprængninger og får mig næsten til at se syg ud. Jeg har ikke sovet rigtigt siden jeg spiste en is med hende ved skinnerne under Bruuns galleri. Solen varmede for første gang i lang tid, og først da toget kom, gik vi ind i mørket på den overdækkede perron. Jeg fortalte Maria, at jeg elsker hende, mens hun stod i døren til toget, og at jeg kommer til at savne hende mere for

GRÅZONE // 38 -

Foto: YM GUILLAUME, http://www.fotopedia.com/users/yvsmryves hvert minut, indtil jeg ser hende igen. Alt bliver okay, lover jeg, og jeg smilede, mens jeg sagde, at jeg aldrig før har glædet mig så meget til jul. Hendes underlæbe dirrede ukontrolleret og tårerne løb ned

At vente på bureaukratiet i forbindelse med ansøgninger og tilladelser er pludseligt voldsomt trivielt i forhold til at sætte sin sociale tilværelse på pause og kaste sig ud i noget, man ikke helt kan forberede sig på. over næsen på hende. Jeg kyssede hende. Og igen. Jeg græd ikke før dørene lukkede og toget kørte væk, men da stod jeg helt alene tilbage omgivet af mennesker og hulkede højt. Et par ved siden af mig kiggede mig begge lige i øjnene, og jeg stirrede tomt tilbage gennem min mur af saltvand. Jeg forlod banegården langsomt og slæbende og satte mig

udenfor på en bænk. Jeg havde lyst til at ringe til hende og sige, at jeg ville med eller i det mindste ville tage med hende til Hamburg og sætte hende på flyet, men jeg gjorde det ikke. Jeg kan mærke, min hjerne leger med min krop, da det giver et kraftigt stød i maven. Det gør fysisk ondt og snottet begynder at løbe igen. Jeg tørrer mig i ansigtet med mit ærme og tager min telefon op af lommen. Jeg finder mine forældres nummer og trykker for at ringe op. Telefonen når ikke at ringe op, før jeg afbryder igen. De er ikke hjemme, de er på ferie i Europa et sted, og det ved jeg egentlig godt. Jeg ringer til Jakob i stedet og spørger, om vi skal se en film. Hos ham bor også to af mine andre gode venner, og de har skiftedes til at holde mig ved selskab om aftenerne, siden jeg blev alene i en stor tom lejlighed. Alting er pakket ned, mens vi er væk, og vi er i praksis flyttet ud af lejligheden. Det var en dårlig ide at lade hende tage før af sted, for nu føler jeg mig forladt herhjemme, mere end jeg føler mig på vej af sted. Hun har ikke mulighed for at kontakte mig den første uge, og derefter forsvin-

der jeg ud i vildmarken. Tre måneder uden kontakt.

Det er netop, fordi vi antropologer også er mennesker, at antropologien er så spændende. Den menneskelige antropolog I vasken foran ligger et par måneders skægvækst og bunker sig op. Jeg smider det i toilettet og kigger igen i spejlet. Jeg ser et par år yngre ud uden skægget, og da jeg bagefter tænder for bruseren og træder ind under vandet, mens det langsomt bliver varmt, føles det hele meget lettere igen. Det kommer lidt i bølger, og så længe jeg er i gang med noget og sammen med nogen, holder jeg savnet til Maria og spændingen for mit livs tur på afstand. Det er netop, fordi vi antropologer også er mennesker, at antropologien er så spændende. Vi ses på den anden side .

VEND BLADET

Leder

Den ho e redaktion

Hvid er resultatet, når alle farver sammenføjes i lysspektret. Hvid er udgangspunktet, når du sidder foran et ubeskrevet lærred. De e aspekt af tvetydighed eller siamesisk antonymi – tilstedeværelse og fravær på samme gang, er sigende for farvens tematiske behandling i bladet. På den ene side opfa er vi hvid som hvid, i det de røde, grønne og blå afsnit af farvespektret ”overlapper”. I det tilfælde kan vi neurologisk ikke skelne de mange nuancer fra hinanden, hvorfor vores hjerne selekterer og går i ”hvid”. Det kan næsten sammenlignes med, at hjernen foretager det hvide snit på sig selv, for at besky e sig mod en overﬂod af nuancer, den ikke kan rumme. Hvid er da i en eller forstand: Antropocentrisk; det er mennesket og dets tolkning - omend det sker neurologisk ufrivilligt - der er i centrum. Anderledes forholder det sig med det tomme lærred, der kan antænde en antropofobisk (menneskefrygt) reaktion hos beskueren, da det måske genkender mødet med intetheden på et eksistentielt plan. Det bliver midlertidigt bange for sig selv og andre – dvs. for sin væren til som menneske, grundet erkendelsen af, at dets sind i sin mest dekonstruerede form er ganske blankt. Er det sandt, ’driver frygten værket’ bogstaveligt talt, når vi giver os til at udfylde og beskrive det hvide blad – tabula rasa, der i led med denne tanke handler om overlevelse, fortrængning, skønhed og skabelse. Altså er hvid vores neurologiske redning i én sammenhæng og vores incitament til at skabe i en anden. De e tilsyneladende paradoks og mind fuck er én fortolkning, og tegner et godt billede af, hvordan vi har villet behandle emnet. Vi vil gerne provokere (mild form af at vække angst) og vi vil gerne undersøge, hvordan hvid har forgrenet sig som fortolkningsunivers (vild form for semantisk rumrejse). Bon voyage!

Petra K. Jensen Redaktør

Cecilie Bresson

Camilla B. Laursen

Redaktør, skribent & layout

Skribent & korrektur

Christine A. Svop

Mie L. Nielsen

Skribent & korrektur

Skribent

Lisbeth Burich

Stine H. Nielsen

Skribent, korrektur & kagebager

Skribent & korrektur

Rie D. Jespersen

Katrine Sørensen

Skribent & korrektur

Layout

Charlo e Heikendorf

Naja M. Hjortshøj

Skribent & layout

Skribent & korrektur

Indhold

Christina i Ghana

Christina

TEMA: HVID

GHANA

GÆT ET BRYLLUPSRITUAL Hvor meget ved du egentlig om bryllupper?

Cecilie Bresson

HVID I VIETNAM Hvordan opfa es den hvide farve i lande, hvor befolkningen ikke er vant til at se den i det virkelige liv?

Mellemrum, midlertidighed og muligheder

Cecil M. S. Pallesen

Camilla B. Laursen

PÅ EVENTYR I EXETER Lisbeth Burich

Post-postmoderne reﬂaktioner over et feltarbejde

Tror du på spøgelser?

Charlo e Heikendorf

SIDE 9 VILD

—

JEG TALER OM ELLER NÆR VED EN ANDEN

VOXPOP Rie D. Jespersen

DET BEDSTE Christine A. Svop

Et positivt syn på et udvekslingsophold

ET MINTGRØNT HUS

KEND DIN UNDERVISER

HVID CHOKOLADEDRØM

OLD OLE: LYSETS VEJ

Lisbeth Burich

Der er ugler i mosen

Ole Høiris

HVID HAT MED FJER Poul L. Damgaard

DIGT Thomass R. Petersen

GRÅZONE

TABULA RASA

NYT FRA FAGLEDEREN Ole Høiris

AFRIKANSK STAR QUALITY Jeg er ikke Madonna men jeg har rejst i Afrika

GIV DIG TID TIL FELTFORBEREDELSE Der er mange ting, man skal have styr på, før et feltarbejde

Vibeke Chistoﬀersen

Tobias L. Bojesen

FILMANMELDELSE

White Chicks

Thomas Rørby Petersen

Cecilie Bresson

INFORMANTEN



Studiebladet på antropologi

Hvid forside Fotograf: Lucas Adler Hyldebrandt Model: Bjørn Jespersen

Lavet for og af antropologistuderende ved Aarhus Universitet

Sort forside Fotograf: Lucas Adler Hyldebrandt Model: Josephine Holm Bach

Institut for Kultur & Samfund

DIGT

Trykkeri Fællestrykkeri for sundhedsvidenskab og humaniora Opslag 300 eksemplarer Website www.studiebladetinformanten.wordpress.com

03 // TEMA : HVID

Hvid i Vietnam Hvor stor en rolle spiller hudfarve? Og hvordan opfattes den hvide farve i lande, hvor befolkningen ikke er vant til at se den i det virkelige liv? Denne fortællende, men ikke desto mindre faktuelle artikel, er baseret på mine oplevelser og erfaringer med det at være hvid på mit volontørophold for Mellemfolkeligt Samvirke i Vũng Liêm, Vietnam, i foråret 2012.

Rejseartikel Camilla B. Laursen 1. semester

”Helloo, wha’s yo’r name?”, råber vietnameseren efter danskeren, da hun cykler gennem byen for første gang. Han har aldrig set et hvidt menneske før, og benytter derfor lejligheden til at få afprøvet nogle af de engelske gloser, han har lært i skolen. Danskeren har aldrig fået så meget opmærksomhed før og hilser smilende tilbage, hvilket udløser en tydelig fnisen blandt de vietnamesiske teenagere på fortovscafeen. Kvinderne på markedet er lige så

har seks tæer på den ene fod – en eftervirkning af krigen og spredningen af Agent Orange, som også har sat sit præg på denne lille del af Vietnam. Hun rækker pludselig ar-‐‑ men ud og trykker hårdt sin pegeﬁn-‐‑ ger ned i danskerens vinterhvide arm. ” Đẹp”, siger hun og griner, så hele det halvrådne tandsæt blottes under den vietnamesiske stråhat. Danskeren kigger spørgende på hende, indtil tolken endelig oversætter: ”the woman says you are beautiful”. Her på markedet virker fjendtligheden over for den nation, hvis soldater for under 50 år siden hærgede byen, til at være fortrængt, og de lokales nysgerrighed over for - og fascination af det hvide menneske er overvældende. En ting er at se et hvidt menneske på tv, men der er

ikke mange i landsbyen, som har prøvet at stå ansigt til ansigt med et i virkeligheden. På æresrunde Komplimenterne følger danskeren som ved magnetisk tiltrækning, idet hun cykler rundt til skolerne på landet. Inden hun i næste uge begynder at arbejde der, skal hun aflægge dem alle et besøg og hilse på rektorer, lærere og enkelte klasser. Da hun på sine cykelture passerer de små huse, som er lavet af siv og blikplader, står de vietnamesiske familier og kigger ud af sprækkerne i de forhæng, som udgør indgangene til deres hjem. Et forældrepar tager mod til sig, og da danskeren næsten er forbi huset, råber de et kort og entusiastisk ”hello!”. Herefter skubber de deres

”YELLOW”, råber han, hvorefter børnene gentager som et ekko: ”HELLOW” forbløffede over danskerens tilstedeværelse i den lille landsby i Mekongdeltaet. De har ikke set en som hende siden det, de selv kalder ”The American War”. ”Er hun amerika-‐‑ ner?”, spørger kvinderne nysgerrigt danskerens tolk. ”Nej, hun er fra Danmark”, svarer tolken. En af kvin-‐‑ derne, en midaldrende frugtsælger,

Evt. billede beskrivelse

TEMA : HVID // 04 -

lille 3-4-årige dreng ud gennem forhænget, så han kan se det hvide menneske, som ruller forbi i den bagende middagssol. Begejstringen er lige så stor, da danskeren ankommer til skolerne. På hver skole trykker hun rektorens hånd, siger ”xin chào, tôi tên là Lan, tôi Đan Mạch” (”hej, jeg hedder Lan, jeg er fra Danmark” – Lan er hendes nye, vietnamesiske navn). Hun smiler om kap med rektoren og lærerstanden, som overhælder hende med komplimenter og iste, alt imens sveden driver ned ad hendes ryg. Herefter kommer hun på ”æresrunde” til de forskellige klas-‐‑ ser, som er fulde af nysgerrige og jublende børn. Her prøver rektoren at lære sine elever et engelsk ord for danskerens hårfarve: ”YELLOW”, råber han, hvorefter børnene gentager som et ekko: ”HELLOW”. Alle svarer i kor. Undtagen den lille pige, som har siddet og grædt i et hjørne, lige siden hun fik øje på det hvide menneske ved siden af rektoren. Invitationer, bebrejdelser og ”whitening lotion” I ugerne efter danskerens ankomst bliver hun inviteret til et utal af arrangementer, får mad og gaver fra et utal af vietnamesere, og får et utal af rabatter på markedet. Befolkningen vil gerne have, at hun føler sig velkommen og viser stolte deres familier, traditioner og hverdagsliv frem.

Danskeren bliver endda inviteret til middag hos en vietnamesisk kvinde, som mener, at hendes besøg har en metafysisk betydning. Med store øjne fortæller kvinden, at hun så sin afdøde søn for sig, første gang hun mødte danskeren.

Med store øjne fortæller kvinden, at hun så sin afdøde søn for sig, første gang hun mødte danskeren På markedet kommunikerer danskeren med sælgerne med tegn, fagter og et par vietnamesiske gloser: I det ene øjeblik i forsøget på at forklare, at hun ikke kan tage imod tilbuddet om at gifte sig med æggesælgerens søn, og i det næste i forsøget på at sige pænt nej tak til den strøm af mundbind/ansigtsmasker, hatte, strikhandsker, langærmede hættetrøjer, og nylonstrømper designede til klipklappere, som hun bliver foreslået at købe som værn mod solen. Sveden pibler frem på hendes pande alene ved tanken om at skulle cykle rundt i 35-40 graders varme i vestligt inspireret vintertøj – så meget skal man vel ikke kæmpe for at holde sig bleg? Da danskeren roser vietnamesernes hudfarve, peger de

hovedrystende på hendes arm, og signalerer til hende, at hun bruger sin hat for lidt. I en hastigt flydende ordstrøm bebrejder den ene af de vietnamesiske kvinder tolken, at danskeren snart ligner en af de fattige arbejdere i rismarken. Da danskeren spørger efter solcreme, går kvinden ivrigt om bag bunkerne af varer i hendes markedsbod og låser en hvid flaske ud af værdiskabet. ”+ WHITENING”, står der med store bogstaver på flasken. Vietnameserens geisha-lignende ansigtskulør vidner om, at hun selv bruger en del af dette ”vidundermiddel”. Danske-‐‑ ren kigger skeptisk på flasken og spørger, om der ikke findes en forebyggende solcreme uden ”whitening”, men her ryster vietna-‐‑ meseren uforstående på hovedet. Hun vil gerne tilbyde det bedste til sin gæst: denne person, som på en gang er fremmed og anderledes, og som på samme tid ligner de idoler, hun følger på tv. Danskeren kigger på sin endnu lyse håndflade. Er det kun denne hvide farve, som har skaffet hende star quality i Vietnam, og er det derfor, hun er blevet modtaget så godt i den sydvietnamesiske landsby? Eller ville vietnameserne på grund af deres kulturelle tradition for at møde fremmede med åbenhed, høflighed og gavmildhed have modtaget hende på samme måde, uafhængigt af hendes hudfarve? 

// TEMA: HVID

På eventyr i Exeter Sagen er risengrød land - med de positive briller på.

Artikel Lisbeth Burich 7. semester Jeg har aldrig i mit liv følt mig så varmt modtaget. Da jeg går ind ad døren til mit nye hjem James Owen Court i Exeter, når jeg knapt at gå ind på mit værelse og lukke døren efter mig, før jeg hører trippende fødder og et forsigtigt bank-bank-bank på døren. Jeg åbner og der står en lille pige (ikke mere end 1,55 m), som med store armbevægelser og smil byder mig velkommen i lejligheden og derefter hiver mig med ind i køkkenet. Her sidder mine andre nye bofæller. det ellers ned med spørgsmål. ”Hvor kommer du fra?”, ”Er du sulten?? Her, tag noget af min mad”, ”Skal vi hjælpe dig med noget?”, ”Hvor ligger Danmark?”, ”Taler du hollandsk?” osv. osv. Og jeg som frygtede, at jeg bare ville blive ignoreret af mine

nye bofæller. Det her er næsten for semesteret ud. Jeg bliver inviteret til og inddraget i alt, hvad mine bofæller går og laver. Til alle festerne. Selvom jeg ofte takker nej til tilbuddene, giver mine bofæller ikke op – de bliver stædigt ved med at ville have mig med til alting. Det kan jeg godt li’. Pubkultur Køkkenet ligner stadig et bombet lokum, men utroligt nok så vænner jeg mig efterhånden til det. Jeg ser ikke rodet og madresterne. Jeg ser kun den lille rene plet, som jeg arbejder ved. Jeg begynder at lave mad, også til mine bofæller, som elsker det, de kan nemlig ikke selv lave mad. De lever af takeaway og billige færdigretter fra fryseren. Jeg laver risengrød bofæller tigger og be’r. Jeg har aldrig lavet så meget risengrød som nu. De er meget billigt. Englænderne har en pub- og cafékultur, som man må se langt efter derhjemme. Englænderne

Jeg begynder at lave mad, også til mine bofæller, som elsker det, de kan nemlig ikke selv lave mad går i det hele taget mere ud end danskerne – i stedet for at invitere venner hjem til sig selv, mødes man på pubben. Det gør det nemmere at mødes spontant. I starten havde jeg et lager af rugkommentarer fra mine bofæller),

Foto: Lisbeth Burich

TEMA: HVID // 06

Foto: Lisbeth Burich men efterhånden går jeg native på madfronten. Jeg lever af bacon, hvidt toastbrød, pommes frites, stærk sort the, scones og cider – og jeg elsker det. Den engelske diæt er bizar, men ekstremt vanedannende. Også på andre fronter tilpasser jeg mig den nye kultur. Når jeg går rundt omkring i Exeters gader slynger jeg sorry! og excuse me! til højre og til venstre, som om jeg havde tics. Og hjemme i lejligheden begynder jeg så småt at føle mig hjemme i jargonen. maden er for skanky til at kunne spises, og om hvor vi skal prelashe i aften. mig: Lizzie, I tend to forget that you’re not English. Det er nok det vildeste kompliment jeg nogensinde har fået. Et enestående aspekt af engelsk universitetskultur er de mange societies man kan melde sig ind i. Det er studenterforeninger, som breder sig over alle interesseområder fra fagområder

Det forhadte Shakespearekursus viser sig at være en fornøjelse, alene på grund af under-visningens høje kvalitet

chokolade. Der er over 100 foreninger, altså noget for enhver smag. Jeg er der til arrangementer for den ene eller anden forening om aftenen og i weekenderne. Gennem disse foreninger møder jeg mange nye mennesker, og inden jeg ser mig om, har jeg fået et stort netværk af både engelske og internationale venner, som jeg stadig er i kontakt med. Dagligdagen på universitetet bliver en kæmpe øjenåbner for, hvordan undervisning også kan afvikles. Vi bliver undervist i hold på cirka ti studerende, der sidder om et rundt bord med underviseren som tovholder på diskussionen. Og så diskuterer vi ellers. Der bliver ping-pong’et mellem de studerende og ikke bare mellem de studerende og underviseren. Det føles mere frit og uformelt sammenlignet med den undervisning, jeg kender hjemmefra. Det forhadte Shakespeare-kursus viser sig at være en fornøjelse, alene på grund af undervisningens høje kvalitet. Og i forbindelse med kurset arrangeres der en tur til Stratford-upon-Avon for at se Royal Shakespeare Company’s opsætning af ”Trold kan tæmmes”. En oplevelse for livet, som Så kom dog afsted Og nu, hvor sommeren er gået på hæld, og jeg sidder ved tastaturet i en salig nostalgisk rus, sender jeg en kærlig tanke til biografoperatøren, som forvissede mig om, at det hele nok skulle blive ok. At det skulle blive gik som forventet – i stedet gik det over al forventning. Det lyder måske nok banalt, men set i bakspejlet tror jeg, at det, der

Så gør det dog! Og gør det med et åbent sind

gør et godt udvekslingsophold, er at holde øjne og ører åbne og tage imod det, der kommer. At se muligheder i stedet for begrænsninger. Og til jer, der går med en lille drøm i maven om at tage på udveksling, kan jeg bare sige: Så gør det dog! Og gør det med et åbent sind. For lige meget hvordan det udarter sig, skal det nok blive splendid.

indfødte termer indsamlet af mig selv under uautoriseret feltarbejde blandt engelske studerende: skanky = halvfordærvet (mad) manky = halvfordærvet (mad) chunder = kaste op prelashing = forfeste doing an alcohol run = ritualiseret alkoholindkøb umiddelbart op til festen, en del af forfesten alright? = hva’ så?/ hvordan går det?

07 // TEMA : HVID

Voxpop

Tror du på spøgelser? Rie D. Jespersen 5. semester

Som antropologistuderende kan man næsten ikke undgå at have hørt rygter om spøgelser på Moesgaard. Er det Evans-Pritchard, der spøger i sit gamle gæsteværelse? Eller var det noget med en røver, der ville giftes med herremandens datter? Rammerne passer i hvert fald perfekt til spøgelseshistorier. Men hvad siger de studerende? Tror de på spøgelser eller er det det pure opspind? Og har de nogensinde set et spøgelse?

Simon, antropologistuderende.

Kristina, antropologistuderende.

Tror du på spøgelser? Nej. Hvorfor ikke? Fordi jeg er et meget rationelt menneske, og det giver ingen mening at der findes spøgelser. Har du aldrig oplevet noget der var uforklarligt? Nej, ikke uforklarligt, så er det bare fordi jeg ikke har vidst, hvad det var der skete. Nej, ikke sådan noget overnaturligt noget.

Tror du på spøgelser? Det gør jeg i hvert fald. Har du nogensinde oplevet et eller andet uforklarligt? Ja, jeg har flere gange set en ånd, så det tror jeg helt bestemt på. Synes du spøgelser er uhyggelige? Nej, overhovedet ikke, det er slet ikke ligesom i filmene, på nogen som helst måde. Det er ikke hvor de ligner zombier og kommer og siger bøh, det er slet ikke på den måde. De har en meget beroligende energi omkring sig, så du ikke er i tvivl om, at det er en ånd, og ikke et menneske.

TEMA : HVID // 08 -

Lasse, antropologistuderende.

Sara, antropologistuderende.

Tror du på spøgelser? Nej, det gør jeg ikke. Hvorfor ikke? Jeg har aldrig nogensinde oplevet hverken et godt argument for, at der skulle være det, eller diverse YouTube-klip, der ellers viser spøgelser, og jeg ved ikke hvad. Der er aldrig nogen af dem, der har overbevist mig, og jeg har heller aldrig været ude for noget, jeg synes har overbevist mig om, at der var spøgelser. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle tro på spøgelser. Jeg kender heller ikke nogen, der gør det, tror jeg. Måske gør jeg, men der er ikke nogen, der har snakket med mig om det. Så der er ikke engang nogen der har prøvet at overbevise mig om det.

Tror du på spøgelser? Hm… jeg ved ikke. Jeg kan i hvert fald godt lide spøgelseshistorier. Jeg er ikke sikker på jeg tror på spøgelser sådan som… Nej det tror jeg ikke jeg gør. Men jeg tror da på, at der er et eller andet, og jeg tror godt på at folk måske kan gå igen, men det er heller ikke helt min forståelse af spøgelser. Spøgelser er uhyggelige, og det synes jeg ikke nødvendigvis folk der går igen er. Har du nogensinde oplevet et spøgelse eller noget uforklarligt? Ja, det har jeg, men efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg blevet i tvivl om det er noget jeg husker forkert fra min barndom. Men det er det, jeg mener med, at jeg godt tror folk kan gå igen, for det er det, jeg tror jeg har oplevet i min barndom, men jeg er bare i tvivl om det er noget jeg husker forkert. 

// TEMA: HVID

Tour de Moesgaard 2012

TEMA: HVID //

Lysets vej menneskets uendelige fremskridt

Ugler i Mosen Ole Høiris, docent “Old Ole” og fandt på, at alle mennesker havde en fælles oprindelse, og at barbarerne var repræsentanter for denne oprindelse. Barbarerne leve-de ifølge Thukydid, som grækerne engang havde gjort. Denne idé blev udfoldet mente, at mennesket udviklede sig via erfaringen. I de første tider vandrede menneske-ne rundt og levede af planter, stort set som dyrene. Så udviklede mennesket former for ly, og fødetilberedning, og truslen fra de vilde dyr førte menneskene sammen i grupper, hvad der førte til sprogets Beherskelsen af ilden førte til udviklingen af metallurgi og minedrift, hvad der igen medførte udvikling af nye redskaber til krig, agerbrug og vævning. Til sidst udviklede mennes-

ifere områder. Udviklingshjælp er else. Forskelle i udviklingsniveau skulle også forklares. I de Hippokratiske skrifter fra midten af 300-tallet f.v.t. blev det fastslået, at størrelsen af den årlige klimavariation var ligefrem proportional med kvalite-ten af mandens sæd, hvad der igen bestemte menneskenes udviklingspotentiale. Også Aristoteles brugte klimaet til at forklare forskellene. For ham var folk i de kolde og de varme områder udviklingsmæssigt handikappede på forskellig vis, mens folk i midten havde alle fordelene. Derfor nåede midterområde, som for Aristoteles var Athen. Senere placerede Vitruv Rom i denne midte, og i oplysningstiden blev samme model brugt til at placere Frankrig som midten. Vi her i Danmark har aldrig været midte, men til gengæld har gode folk som Paulus Diocanus i 700-tallet og Johannes V. Jensen i første halvdel af det 20. århundrede vist, at vi ved at leve her i Norden får et enormt ud-

og musik. Hvad Demokrit formulerede i tid, en center-periferi model. For Herodot var afstanden fra Grækenland ligefrem proportional med lav placering i udviklingen. Længst væk levede nomaderne. Inden for nomaderne levede agerbrugerne, og inderst og øverst kom den græ-ske bystat. Fra den mørke dyriske eksistens kæmpede mennesket sig med hånd og ånd op gennem den udvikling, der realiserede det menneskelige potentiale. Og fra de græske bystater kunne udviklingen så hjælpes frem i de per-

Illustration: Thomas Petersen

først realisere, når vi kommer under sydligere himmel-strøg. Ja, faktisk er derne, der har skabt menneskehedens udvikling. Blandt grækernes barbarer var romerne, og det kunne ikke undgå at gøre romerne sure, da de nu sad på verdensmagten. Derfor vendte de op og ned på udviklingen og placerede sig selv øverst med den ver-denshistoriske opgave at sprede det romerske til alle mennesker.

Lysets genkomst i oplysningstiden

De kristne havde ikke nogen cyklisk verdenshistoriske opgave at tilføre alle mennesker de romerske dyder, således så de kristne det som deres opgave at tilføre alle mennesker frelsen. Den kristne middelalder var en sortseerperiode, så først med oplysningstiden kommer optimismen rigtig tilbage. Nu er livets mening ikke at forberede sig til evigheden, men at søge lykken i livet. Oplysningstidens udvikling skulle nu fra ende til anden være verdslig. Derfor skulle der skabes en verdslig begyndelse i form af det rent dyriske menneske, vildskaben. Det dyriske, og det vil sige det rent instinktive menneske, var et menneske i fuld overensstemmelse med sin natur; en slags verdslig sjæl. I det følgende ser vi så på den tænkning, hvor denne natur nok var naturlig, men også rå, brutal og dyrisk. Den ædle vilde var jo udgangspunkt for naturlighedens forfald. Fornuften blev nu det middel, der skulle få det dyriske menneske til at suspendere de negative sider af sin natur. Oplysningstidens evolution

// TEMA: HVID Modernitetens optimistiske evolution

var slet og ret fornuftens fortrĂŚngning af instinkterne og dermed dens civilisering af mennesket. Fornuftens hvordan skulle man holde de ins-

overvinde naturen.

sammen? Bedste og mest almindelige -

Med evolutionen kunne alle samfund dig viste menneskehedens udvikling. -

lineĂŚre udvikling gik i store trĂŚk -

dom og sikkerhed. Hermed tog mennesket det store skridt fra ren natur til -

og dyrehold til samtidens handeluden at mennesket tilsyneladende uoverensstemmelse med vor natur.

strakte og kvinden kun det naturlige

var lig med forskel i udviklingsniveau og dermed i tid. Og hermed var de-

Anarki stod i vejen for udvikling

stod direkte over for eksistenskam-

TEMA: HVID //

Lykken og foreningen med den menneskelige natur fristeder, hvor modernitetens

kvinde nok kan forsørge sig selv, men aldrig en familie. Kun på ét område var kvinderne ifølge den marxistiske forskning omkring 1900 foran. Kvinderne var nemlig allerede under kapitalismen blevet monogame. Det ville mændene først blive under kommunismen.

optimistisk forlød fra den amerikan-

Den endelige lykke

fristeder, hvor modernitetens roller

Modernitetens evolutionisme var insamler-samfundene, var neger-ingen af moderniteten – ingen stat, ingen økonomi, ingen skrift, ingen klasser osv. – hvorfor moderniteten kunne fremstilles som enden på udviklinmuleret forskellige afslutninger med Marx’ kommunisme og klassesamfundets ophævelse på den ene side og Spencers liberalisme og den totale Begge var modernitetens ultimative tusindårsrige, og begge var paradisiske på den måde, at alle kunne få alt, hvad de ønskede, fordi de kun ønskede, hvad de kunne få. kun begærets op-hør, der kan give afslutning dog blevet mere beskeden med det parlamentariske demokrati og den kapitalistiske markedsøkonomi som de centrale faktorer, som det i slutningen af det 20. århundrede så

os – måske fordi dens krav er i uoverensstemmelse med menneskets na-

sig selv. Vi har set det med forskel-

naturen eller til ferielandet. Men også inden for antropologien har vi skabt et fristed for modernitetens disciplinerende rollespil. Vi fremstiller nu sivt, kreativt osv. individ, hvis ord og gøren i en socio-materiel verden vi kan isolere fra den grumme moderskulle inddrage begærets destruktive økonomi. Og samtidig kan denne eksistensen af en menneskelig natur afvises.

Diaconus, Paulus ca. 780-800: Historia Langobadorum. Duchet, Michéle. 1971. Anthropologie et histoire au siècle des lumières. Paris. Fukuyama, Francis. 1992. The End of History and the Last Man. New York. Herodot. 1979. Historie. København. Høiris, Ole. 2010. Antropologiens idéhistorie. 2500 års konstruktion af os selv og de fremmede. Aarhus Universitetsforlag. Kraft, Jens. 1660. Kort Fortælling af de vilde Folks fornemmeste Indretninger, Skikke og Meninger, til Oplysning af det menneskeliges Oprindelse og Fremgang i Almindelighed. Starcke, Carl N. 1976. The Primitive Family in its Origin and Development. Chicago.

13 // TEMA : HVID

Lyset balancerer Sagte På spidsen af en nål over hovedet af Mennesker Det ligner et skildpaddeskjold der står op men helt glat og uden åbninger og næsten halvt så stort som os og utroligt smukt En konstant bølge står mellem os en umulig sitren Vores nerveender kæler med hinanden i en febrilsk, men kærlig rytme Skildpaddeskjoldet er lys, men også organisk som et væsen Der mumler uden mæle Overalt hvor vi færdes er det med os Det oplyser verden for os hver især Uden det, er vi fortabte Som dagene går, er der mindre tilbage En dag, er der ikke mere Lyset slukker og vi stopper Sådan kan det gå

Thomas Rørby Petersen

TABULA RASA // - 14 -

15 // TEMA : HVID

Afrikansk Star Quality Jeg er hverken Justin Bieber eller Madonna, men jeg har rejst i Afrika, og jeg forestiller mig, at der ikke er den store forskel: ”You are so beautiful”, ”I love you”, ”Can I have your picture?”. Folk, der vender sig, når man går forbi, og samler sig i flokke for at kigge, når man køber en mango på markedet. Beundringen vil ingen ende tage, og det er jo egentlig ikke så tosset endda…

Rejseartikel Vibeke Christoffersen 7. semester Et hav af NGO’er Inden for det sidste år har jeg været så heldig hele to gange at kunne rejse til Sierra Leone med organisationen Afrika InTouch. Der er næsten ingen turister i Sierra Leone – og den smule, der er, er forsvarligt gemt væk på de få bounty-strande nær hovedstaden Freetown. Men det betyder ikke, at der ingen hvide mennesker er! Der er faktisk en hel del, som alle er tilknyttet det hav af NGO’er, der holder til på hvert et gadehjørne. Projekterne, som alle drives af udenlandske midler, beskæftiger sig med alverdens aspek-

ter af menneskelivet: Der er seksualundervisning og uddeling af kondomer ved sportsarrangementer, ITundervisning (i Word og Excel, samt hvordan man vasker en computer uden vand og sæbe), børns rettigheder, vandforsyning, husbygning, medicin, og meget, meget mere.

Hvorfor kan denne hvide kvinde ikke levere flere genbrugssko, når jeg nu ved, at det er de hvide, der skaffer alverdens andre fornødenheder? Ethvert hvidt menneske i gadebilledet kommer fra en af disse velgøren-

de organisationer, som sender enorme økonomiske midler til det yderst fattige land (en almindelig månedsløn ligger på 200 kr.). Som hvidt menneske bliver man derfor associeret med penge, ressourcer og varer i massevis – alt fra computere til genbrugssko. Skomysteriet En dag møder jeg Mr. Muhammed – en mand midt i 30’erne, som sælger genbrugssko. Han når ikke langt i introduktionen af sig selv, før han siger: ”Please tell people in Denmark to send more containers with shoes! Send them to Mr. Muhammed”. Der er blandt helt almindelige sierraleonere ikke en særlig stor viden om de mange NGO’eres arbejdsform, og hvordan eksempelvis genbrugssko kommer fra Danmark til Afrika. Derfor tror Mr. Muhammed, at jeg kan skaffe de sko, han går og mangler. Oplevelsen af den hvide som én, der kan skaffe hvad som helst, skaber hos befolkningen en strategisk interesse, idet de begynder at overveje, hvad de kan få ud af de hvide. Men befolkningen oplever også ofte, at de ikke får de ting, de beder om til stor undren! ’Hvorfor kan denne hvide kvinde ikke levere flere genbrugssko, når jeg nu ved, at det er de hvide, der skaffer alverdens andre fornødenheder?’ De hvide bliver nogle mystiske personer, for man ved aldrig, hvornår relationen giver pote. Denne uigennemskuelighed er

TEMA : HVID // 16 -

til klar irritation for nogen, men også en tydelig kilde til nysgerrighed og fascination for andre – f.eks. Emma, som du nu skal høre om. Jalousi og stjernenykker På en af mine ture blev jeg tilknyttet en sierraleonsk pige, Emma på 18 år, som skulle være min guide og min ’gatekeeper’ til samfundet. Det var vigtigt for min adgang til felten, at Emma kunne vise mig rundt og oversætte kulturelle mærkværdigheder for mig. Men en dag kom en anden ung kvinde fra lokalområdet hen til mig og sagde: ”Emma bliver så sur, når vi snakker med dig. Hun er jaloux og vil have dig for sig

selv.” Da gik det virkelig op for mig, hvor høj min status i samfundet var, og at det direkte påvirkede min adgang til at snakke med visse mennesker og opleve visse situationer. En ophøjet status kan bestemt give udfordringer, når der skal laves feltarbejde. For mig var det største problem imidlertid ikke adgang til felten. Mit største problem var, at sierraleonernes syn på mig påvirkede min egen selvopfattelse. Mit ego blev bekræftet hele dagen igennem, hver eneste dag, og der gik ikke lang tid, før jeg følte, at jeg fortjente at sidde på familiens eneste stol, at spise min mad før de andre fik resterne, at modtage

White Chicks Filmanmeldelse Cecilie Bresson 3. semester

I filmen White Chicks møder vi de sorte FBI-agenter, Kevin og Marcus, der sjældent har heldet med sig når det kommer til FBI-missioner. Da de endnu engang kvajer sig, giver chefen dem en sidste chance for at redde deres karrierer ved at eskortere to hvide rigmandsdøtre, Tiffany og Brittany, til et eksklusivt event i The Hamptons, idet FBI har en mistanke

om at nogen vil forsøge at kipnappe de to døtre. Uheldige som de to FBIagenterne nu engang er, går også dette galt, fordi døtrene nægter at tage af sted. Kevin og Marcus ved at deres karrierer hænger i en tynd tråd og beslutter desperat at indtage rollerne som de to rigmandsdøtre i The Hamptons. Klædt ud som rigmandsdøtrene, omgivet af FBI, jetset veninder, kone og pressen, rusker de op i det fine jetset miljø. En film fyldt med sort og hvid humor til at sætte kulør på en ellers kedelig regnvejrsdag. 

store gaver som tak for mit besøg, osv. Kategoriseringen af mig i deres samfund fik betydning for min opførsel og interaktion med de lokale. Deres interesse for og fascination af mig tændte mit begær efter berømthed (som X Factor og lignende talentshows viser, at mange andre også stræber efter) og opfyldte et ønske om at være kendt og beundret. For hvem vil ikke gerne have status? Hvem vil ikke gerne ses op til? – Hvem kunne ikke synes, det var sjovt at være Madonna – bare for en uges tid? 

17 // TEMA : HVID

Rejseindtryk fra Ghana En antropologistuderendes refleksion over udviklingsarbejde Der lyder råb og latter, og en masse børnehænder slås om at få lov at røre ved os. Det røde støv hvirvler rundt, og solen brænder os ubønhørligt i nakken, da vi stiger ud af bilernes velsignede kølighed. Det er mere overvældende, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Allerede på lang afstand kunne vi se, hvordan den store flok af mennesker vinkede og kom os i møde, da vi i vores biler nærmede os den lille landsby. Og nu står jeg her – i en lille landsby i det nordlige Ghana, hvor man bor i lerhytter uden adgang til elektricitet og rent drikkevand. Vi bydes velkommen med trommer og dans, og selvom de færreste kan engelsk, er det nemt at forstå og føle den åbenhed og gæstfrihed, som jeg med tiden erfarer, er ganske typisk for ghaneserne.

Rejseartikel Christina Alstrup Nielsen 5. semester Uddannelse i Ghana Jeg er rejst hertil som en del af en lille gruppe fra IBIS – en dansk NGO, der arbejder for uddannelse i Afrika og Latinamerika. Formålet med vores rejse til Ghana er at besøge nogle af de skoler, som med

Men samtidig møder jeg et næsten desperat håb om at videregive det, de selv kalder ’den traditionelle kultur’ til de yngre generationer. IBIS’ hjælp allerede er etableret, samt nogle nye projektlandsbyer, hvor man håber at kunne oprette skoler. Et af de største problemer i Ghanas uddannelsessystem er, at alt for mange bor for langt væk fra de offentlige skoler. Dette forsøger IBIS at afhjælpe ved, i samarbejde med

den ghanesiske stat, at oprette såkaldte satellitskoler ude i de små landsbysamfund. For mig er det samtidig en unik mulighed for at komme tæt på mennesker, jeg ellers aldrig havde fået muligheden for at møde. At bo hos dem, spise med dem og tale sammen gav mig indblik i traditioner og måder at anskue livet på, som ligger langt fra det samfund, jeg er opvokset i. Det skulle dog vise sig at være en ganske særlig oplevelse, der satte mange tanker i gang.

Slægtskabsar og den hvide mands ankomst At befinde sig i et samfund, der på mange måder indeholder spor fra meget af det, man som antropologistuderende er stødt på, når man har kæmpet sig igennem kompendium efter kompendium, er virkelig fascinerende. Tekster, som jeg troede, at min hjerne for længst havde fortrængt, dukker frem i hukommelsens grå tåge, idet jeg med mine egne sanser oplever et samfund med patrilineær slægtskabsstruktur, polygyni og indviklede, klassifika-

Evt. billede beskrivelse

TEMA : HVID // 18 -

toriske slægtskaber, hvor det som udefrakommende kan være næsten umuligt at finde ud af, hvem der biologisk set er onkel og nevø, og hvem der blot er én blandt flere, der betegnes som onkel. Alt dette slår mig for alvor, da jeg sidder i en lille, mørk lerhytte og taler med nogle tilsyneladende fremstående mænd om de ar, de alle har på kinderne. Ar, der alt efter antal og mønster, henviser til forskellige slægter og ikke mindst social status i samfundet.

Hvem er det, der ønsker netop denne form for udvikling – Vesten eller landsbybeboerne selv? Min første reaktion er undren. Ikke så meget over, hvorfor man vælger at påføre sine børn sår, der senere skal blive til ar, for kropsudsmykninger og andre former for kropslige symboler er jo velkendt verden over. Men mere en undren over, hvorfor kun nogle af de børn, jeg møder, har fået arrene. Svaret virker måske simpelt – at den øgede kontakt med omverdenen har sat sit præg på det, vi ville kalde den oprindelige kultur – men jeg kan ikke lade være med alligevel at studse over det, og en følelse, der måske kunne minde om melankoli, vokser frem. Det er måske nok den klassiske diskussion om kultursammenstød og vestlig indflydelse, men min undren øges blot i mine samtaler med landsbyens beboere. Selv giver de udtryk for, at de finder skikken med ar gammeldags, og derfor undgår mange at føre den videre til sine børn. Det er selvfølgelig en forståelig forklaring, for også mange skikke i det danske samfund er gået i glemmebogen.

19 // TEMA : HVID

Men samtidig møder jeg et næsten desperat håb om at videregive det, de selv kalder ’den traditionelle kul-‐‑ tur’ til de yngre generationer. I takt med den hvide mands ankommen, og senere hen NGO’ernes arbejde, hvilket jeg i denne sammenhæng jo selv er en del af, har fokus flyttet sig fra de traditionelle levemåder til håb om udvikling. Som repræsentant for IBIS talte jeg meget med landsbybefolkningen om uddannelse, og hvilke tanker de selv gjorde sig derom. Der blev udtrykt et stærkt ønske om, at der skal skabes plads til uddannelse såvel som traditionel levemåde, hvor børnene både kan gå i skole, men også har tid til at hjælpe til i markerne for at lære landbrug som håndværk, og til at lære andre traditioner som dans, musik og gamle fortællinger. Trods min overbevisning om, at uddannelse er vejen til udvikling, dukker ét bestemt spørgsmål alligevel op gang på gang: Hvem er det, der ønsker netop

denne form for udvikling – Vesten eller landsbybeboerne selv? Her er uden tvivl tale om en arbejdsskade fra studiet, men jeg synes alligevel, at spørgsmålet er relevant. For selvom uddannelse kan skabe udvikling, må man også overveje konsekvenserne af en sådan udvikling – og hvilken udvikling er der tale om?

At det, der i Vesten opfattes som ’det gode liv’, også er det, de her stræber efter, kan jeg ikke tage dem ilde op. Skam eller stolthed? Min undren skal ikke opfattes som et argument imod udviklingsarbejdet, for jeg er selvfølgelig enig i, at alle bør have adgang til rent drikkevand, elektricitet og skolegang! I stedet skal det betragtes som en

anledning til refleksion over måden, hvorpå udviklingsarbejdet gennemføres. Og denne undren over for hvis skyld, der egentlig gennemføres udviklingsarbejde, vokser, da jeg i en anden landsby for alvor oplever Vestens påvirkning. Her har de elektricitet og tv og dermed i højere grad adgang til information om vestlig kultur, og det er med en dårlig smag i munden, at jeg må modtage skamfulde undskyldninger over, at de ikke kan tilbyde mig fine værelser, rindende vand og ’rigtige’ toiletter.

...hvormed alt der ikke er vestligt på en måde bliver mindre rigtigt. At det, der i Vesten opfattes som ’det gode liv’, også er det, de her stræber efter, kan jeg ikke tage dem ilde op. For hos dem står Vesten som idealet

TEMA : HVID // 20 -

for alt, hvad der er godt; et samfund, som er svært at fatte, men nemt at drømme om. Hvis det blot var luksuslivet med rent drikkevand og funktionelle afløb, som de søgte, ville min undren være mindre. For der er da tale om et praktisk ønske, der ville gøre hverdagen nemmere! Men det er mere end dette, jeg hører, når de forlegne viser deres hjem frem. Og det går langsomt op for mig, at Vesten ikke blot repræsenterer praktiske goder, men derimod fungerer som symbol på alt, der er rigtigt, hvormed alt der ikke er vestligt på en måde bliver mindre rigtigt. Denne forlegenhed står i stærk kontrast til mine oplevelser i den første landsby, hvor jeg som nævnt oplevede en stolthed over det traditionelle og et ønske om at videregive det til de næste generationer. I min søgen efter et svar på denne kontrast, kan jeg ikke lade være med at fokusere på den åbenlyse forskel mellem de to lands-

byer; at den første næsten intet ved om Vesten.

Hvis man hverken kan læse eller skrive, hvordan skal man så kunne komme ind til storbyen, når man ikke kan genkende pladsnummeret på sin billet til bussen? Kan udvikling gå hånd i hånd med det traditionelle? Hos dem, jeg talte med i begge landsbyer, er der et stort ønske om uddannelse til deres børn. Det er helt tydeligt, at uddannelse for dem betyder muligheder, som de ikke selv har haft. En ældre kvinde beskrev dette med en meget fin historie: Hvis man hverken kan læse eller

skrive, hvordan skal man så kunne komme ind til storbyen, når man ikke kan genkende pladsnummeret på sin billet til bussen? Den logisk tænkende vil her indvende, at man vel blot kan spørge om hjælp, hvilket jeg faktisk oplevede flere gøre på indenrigsflyvningerne. Men dette er ikke pointen. Derimod var det vigtigt for mig at få bekræftet, at det for landsbyens beboere rent faktisk er ønskværdigt at få en skole – også selvom dette har indflydelse på den levemåde, de før har haft. Men samtidig beskrev de i den første landsby også denne frygt for, at deres kultur skulle gå tabt, når de yngre generationer voksede op under forandrede forhold. Og det er netop dette aspekt af udviklingsarbejdet, som jeg mener, man bør holde sig for øje – på trods af at det kan virke som en kliché, at påpege behovet for at respektere det traditionelle. 

21 // TEMA : HVID

Gæt et Bryllupsritual Leg og lær Cecilie Bresson 3. semester

Hvor meget ved du egentlig om bryllupper og deres ritualer? Det kan du ﬁnde ud af nu.

Sådan gør du: Sæt streg mellem bryllupsritualet og det land hvor du tror ritualet finder sted. Opgaven er til børn i alle aldre - frarådes dog børn under 3 år. Du skal bruge:  En blyant eller kuglepen  En lille smule geografisk sans  En god portion barnlighed  En omgang flagkendskab

TEMA : HVID // 22 I medgang og nødder Bruden bærer hvidt for at symbolisere renhed og glæde. Under ceremonien lover parret at elske og ære hinanden i medgang og modgang. Når brudeparret kommer ud af kirken kaster gæsterne ris over dem - denne skik strammer fra før i tiden, hvor gæsterne kastede nødder over parret som et symbol på frugtbarhed og håbet om sunde børn. Under bryllupsfesten skærer bruden og brudgommen i samarbejde kagen for - den øverste del af kagen gemmes af brudeparret indtil barnedåben af deres første barn. Romantisk adskillelse Brudeparret må ikke se hinanden før ægteskabet er indgået og de sidder derfor i hver deres værelse under brylluppet. To vidner bruges til at videre bringe brudeparrets bekræftelse af ægteskabet til hinanden. Parret bliver adspurgt 3 gange om de ønsker at indgå ægteskabet. Bruden modtager slik og gaver af brudgommens familie imens at brudgommen ligeledes får slik og gaver af brudens familie. Brændende kærlighed En hellig ild er en central del af den tre timer lange ceremoni bestående af 15 forskellige ritualer. Bruden og brudgommen kaster offergaver, ris og smør, på den hellige ild som tak for gudernes velsignelse og ønsket om et langt og lykkeligt liv. Til sidst i ceremonien tager parret syv trin rundt om den hellige ild - for hvert trin de tager, afgiver de et løfte. Disse løfter omhandler mad, godt helbred, rigdom, held, børn, lykke og livslangt venskab. Gavmild med gaver I forbindelse med bryllupsceremonien gives der tolv symbolske gaver til brudeparret. Madvarer udgør en stor del af gaverne. Derudover er det blandt gaverne et spyd og et skjold der gives som et symbol på brudgommens styrke og evne til at forsvare sin familie. Jura og vin Et dokument, en ægteskabskontrakt, læses op for brudeparret og gæsterne. Heri står de løfter, som brudeparret giver hinanden om et langt og lykkeligt ægteskab. Brudeparret underskriver herefter kontrakten. Herefter velsignes parret syv gange, en gang for hver af de syv skabelsesdage. Ceremonien ender med, at brudgommen træder på et vinglas således at det knuses - det skal vise parret, at der både vil være glade og sorgfulde stunder i deres ægteskab. Brødets velsignelse En brudepige bryder et sødet brød over brudeparrets hoveder under brudeceremonien for at symbolisere frugtbarhed. Under vielsen dypper brudeparret lillefingrene i honning og mader hinanden med det med ønsket om en fælles, sød fremtid. Al magt til kyllingen Bruden og brudgommen hiver i hver deres ende af en kylling - personen der får den største del af kyllingen skal bidrage til deres ægteskab med den største del af sin families arv. Bryllupsgæsterne får hver en lille portion gul kyllingeret - den gule farve er et symbol på evig kærlighed. Sødmens lykke Efter bryllupsceremonien kastes der mønter, søde sager og nødder over bruden. Dørtærsklen til det nybagte ægtepars nye hus pyntes med smør og honning som et symbol på harmoni og sødme i parrets ægteskab. Rosinsk rigdom I forbindelse med bryllupsfesten, kaster gommens far rosiner på gulvet, hvorefter gæsterne hurtigt skal indsamle så mange rosiner som muligt. Rosinerne er et tegn på velstand - jo flere rosiner der samles desto større rigdom i ægteskabet.

// TEMA: HVID

Om mellemrum, midlertidighed, m lukrative forretningsmuligheder og luksuriøse liv drømmer mange om en fremtid et andet sted. Frihed i London

Feltarbejde Cecil Marie Schou Pallesena Ph.D. studerende Det mintgrønne hus på Kibo Road er sat til salg. De håber, de snart får det -

ten på god business. Under kolonit-

istrationen. Mange indere blev fragtet

hvor han nu bor med sin kone i det for nogle år siden, og som de også

dannede blev indsat som mellemled

Sønnen er ingeniør og kunne ikke for-

taler, som om hun skulle bo her for den den kommende regntid er omme, don. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at er den slags mennesker, som overveper dog alligevel hele tiden op i mit hoved: er de virkelig sikre på, de vil

Jeg mødte ham, da han sammen med sin kone var på en uges spontan ferie i Moshi for at sige farvel til sine gamle venner inden barndomshjemmet blivvemodig, men på den anden side var -

En kultur for sig

øvrigt, kvalm ved tanken om at skulle

og deres måde at bedrive samfund på. Inderne kom for at tjene penge. Indernes relationer til afrikanerne

søn, hvor de drev en virksomhed, og gruppe af mennesker, et minoritets-

samme måde engageret sig i samfunindisk baggrund. Ikke hvid, ikke sort hundrede år. Allerede i det første århundrede efter Kristus lagde de til på

hvor de føler sig hjemme.

ter og har rødder i Gujarat, Indien. De lever et privilegeret liv i Moshi, hjem, tjenestefolk, smukke sarier og har drevet en forretning i centrum af derhjemme og deltager i aktiviteterne i templet. Om lørdagen spiller de bridge.

et liv i et samfund, hvor de ikke kon-

melankoli. Snart skal de tage afsked -

langt fra så diskriminerede som afrikanerne.

Europæerne kom for at udvikle Afrika. Inderne kom for at tjene penge

nogen deres religion, og de har ikke og de relationer, de har haft til afriningsforbindelser og tjenestefolk. Og sådan er det stort set stadig: inderne et mellemrum mellem sort og hvid, mellem dem som udvikler og dem og kaotiske og til tider korrupte afrihar de passet sig selv i århundreder. Mange har tjent masser af penge og levet det gode liv. Alle, med meget få det, de selv betegner som deres kultur. De taler Gujarati, praktiserer deres religion blandt andre indere, kvinderne går i indiske sarier og salwar -

TEMA: HVID //

muligheder og et mintgrønt hus diske navne og de allerfærreste kunne drømme om at gifte sig med en afrikaner. En europæer måske til nøds – men ikke en afrikaner. De spiser den mad, som deres forældre lærte dem at spise, og de tilbereder den med indiske råvarer og køkkenredskaber. Et sted midt imellem Mellemrummet mellem afrikanere og europæere er således ikke det eneste mellemrum, som præger de østafrikanske inderes liv. Følelsen af ligesom forestillingen om en god fremtid i Europa præger mange inderes liv. Østafrika er en mellemstation; et midlertidigt sted, som tilfældigvis blev der, hvor mange liv blev levet og leves. Selvfølgelig skete det for mange, at det midlertidige sted blev et hjemsted, for det er svært at undgå, at man han føler sig mest hjemme i Tanzania af alle steder. Hans statsborgerskab er tanzaniansk. Alligevel er det symptomatisk, at han nu foretrækker at bo i London. Hans tilknytning til Tanzania spoleres af, at han er en fremmed. Han er så tilstrækkeligt distanceret fra landet, at han ikke føler hverken grund eller pligt til at blive. Fremmedgørelse over, at livet i London ikke nødven-

digvis bliver en dans på roser. De kommer til at have lang vej til Jaintemplet, de får ingen mangotræer i haven, og der er sandsynligvis heller andet end det allermest nødvendige. Alligevel er de ikke i tvivl om, at de vil væk herfra. Faktisk har de været på vej af sted i mange år. Men de følte mars forældre, som boede hos dem i huset på Kibo Road, stadig levede, og da blev de også enige med sig selv og hinanden om, at livet her ikke var så skidt endda. De kunne godt klare nogle år mere. Midlertidigheden har således været tilstedeværende i en stor del af deres liv, måske især siden de østafrikanske landes selvstændighed i starten af 1960’erne og de derpå følgende omstruktureringer, hvor folk af indiske oprindelse, som generelt sad på store dele af landenes er født og opvokset i hhv. Tanzania og pludselig var et sted, hvor de ikke var som ’fremmede’, hvis ikke ligefrem get for at have ’en fod i døren’. Mayna valgte i 60erne at beholde sit britiske statsborgerskab, og på den måde har

Midlertidigheden har været tilstedeværende i en stor del af deres liv de haft en mulighed for at rejse videre, når det blev nødvendigt. Behov for hjemlighed Men på trods af denne midlertidighed, som har været et, delvist, Maynas liv i Tanzania, så har de også haft behov for at leve et fuldt og helt liv, der hvor de nu befandt sig. Et liv, hvor de har haft stærke relationer til andre herboende indere, hvor de har engageret sig både i forretningsliv og i aktiviteterne i templet; hvor de har køkkenhave. Og Mayna vander stadig køkkenhaven og glæder sig til, at mangoerne vokser sig store og søde. Tiden vil vise, om det mintgrønne hus på Kibo Road får nye beboere inden da.

Foto: Cecil Marie Schou Pallesen

25 // TEMA : HVID

Det bedste Christine A. Svop Det bedste er den søvnløse nat hvor jeg indfanges af na etimens funklende øje der ﬂimrer magisk under et tyndt skiftende skydække og med sit hvide spøgelseslys i et splitsekund spreder svaret på livets store spørgsmål ud for mine fødder At glæde sig til at skulle se dig eller til dagen derpå eller til en underfundig ﬂimrende fremtid der venter lige om hjørnet er bedst Det bedste er når blodet bruser og bobler og alle livets fataliteter og fortrædeligheder bliver futile fordi civilisationens grænseland er nået Ord som broccoli, ambivalens og social incest er de bedste Det bedste er ikke en uåbnet bog fuld af gådefulde hemmeligheder og uløste mysterier selvom tyngden af en fremmed bog fylder mig med en forventningsfuld kriblen Det bedste er gensynet med en gammel bog som både fylder mig med nostalgi og nysgerrighed fordi sprogrigdommens spraglede nuancer for længst er gået tabt i hjernekamrenes kryptiske kroge: Det er det bedste for mig

Stærkt inspireret af Søren Ulrik Thomsens digtsamling ”Det værste og det bedste”

TEMA: HVID // 26 - -

Jeg taler om eller nær ved en anden Post-postmoderne reflektioner over feltarbejde set igennem en monitorskærm Med inspiration fra etnografisk filmhistorie berører artiklen emner som antropologisk metode, postkolonial kritik og den nødvendige selvrefleksion.

Metodeøvelse Charlo e Heikendorf MA i Visuel Antropologi

Mit sidste feltarbejde foregik med et kamera i hånden og øjnene på det lille billede på monitorskærmen. Selvom jeg brugte et kamera sammen med min notesblok, så var min metode den, som etnografer har sværget til siden Bronislaw Malinowski: deltagerobservationen. Visuel antropologi er en skæv lille kvist på antropologiens træ; for

visuel antropologi er en skæv lille kvist på antropologiens kontroversielt og uhåndterligt til at være ”rigtig” antropologi og for akademisk til at producere dokumentarfilm, der sælger. Når jeg fortæller om mit feltarbejde og snakker metode med antropologer, får jeg samme tvivlende blik og samme skeptiske remse. Visuel antropologi er visuelle noter, det er uvidenskabeligt, og det tingsliggør informanterne. Javel så. Meget af den nutidige kritik af feltarbejde med et kamera – videoetnografi og etnografisk film –

lyder som et genfærd af den postmoderne og postkoloniale kritik, der førte til antropologiens crisis of representation. Repræsentationskrisen så antropologien og etnograﬁsk ﬁlm som en kolonial praksis med rod i oplysningstiden, hvor informanterne bliver tingsliggjort for at kunne indgå i et naturvidenskabeligt paradigme, der søger forklaring for – frem for forståelse af – sociale mønstre. Antropologien skulle samle, forklare og præservere forsvindende folkeslag og traditionelle levevis. Den postkoloniale løsning på kritikken af antropologisk praksis var indfødte etnografer. Indfødte etnografer arbejder med og i egen

kultur, så de kan efter sigende repræsentere kulturen uden den koloniale etnocentrisme, som vestlige etnografer havde med sig i bagagen. Kayapo-videoerne (1987) er et eksempel på indfødte etnografer og videoetnografi. Antropologen Terence Turner og filmskaberen Michael Beckham trænede udvalgte mænd fra den brasilanske Kayapo-stamme til at bruge videokamera og klippefaciliteter med det formål, at de så ville optage deres historie med deres egen kulturelle æstetik og repræsentation. Kayapo-videoerne er et interessant eksperiment, og det illustrerer fint, hvordan informanter aktivt påvirker resultatet og

27 // TEMA : HVID metoden i et antropologisk feltarbejde. Men det er et eksperiment, hvor den postkoloniale kritisk er så klar og tydelig, at projektet i sig selv et udtryk for 1980ernes vestlige antropologi. Nødvendigt for udviklingen af antropologien – og for at indse at antropologer er mere og andet end ”oversæ ere” fra en kultur til en anden – men i sig selv ingen forgyldt løsning. Videoetnografi og etnografisk film I to måneder har jeg lavet feltarbejde med et videokamera i en økologisk byhave i London. Da jeg gik i gang, tog jeg op med mig selv og min vejleder, hvilken form for visuel antropologi jeg ønskede at bedrive. Sådan som jeg ser det, er det værd at skelne mellem videoetnografi, etnografiske film og de elementer af visuel antropologi, der ikke nødvendigvis forudsæ er et videokamera, og som derfor ikke indgår direkte i denne artikel. Videoetnografi kan være det at tage visuelle noter med et videokamera og at inddrage ens informanter direkte i filmprocessen. Hvor videoetnografi er en proces, er etnografisk film et produkt. Definitioner i den visuelle antropologi er dog stadig langt fra at blive doxa. Mit feltarbejde i øko-byhaven havde til formål at producere en etnografisk film. Så selvom jeg forsøgte at være deltagende, åben om min proces og dog observerende, blev jeg ofte nødt til at bryde ind, bede mine informanter om at fortælle noget igen eller opfordre til visse handlinger – f.eks. at omplante jordbær under et interview – for at få en mere retfærdig repræsentation af haven og aktørerne i den. Jeg valgte at være en person med et kamera. Til de månedlige plantekurser eller når der kom nye frivillige i haven, blev jeg introduceret af mine hovedinformanter, eller jeg introducerede mig selv, fortalte om mit projekt og bad om tilladelse til at filme. Jeg valgte side i den klassiske MeadBateson diskussion om videoetnografisk metode. Gregory Bateson og Margaret Mead brugte videooptagelser som del af deres

TEMA : HVID // 28 feltarbejde i Bali i 1940erne, og deres diskussion om kameraets rolle illustrerer de to yderpunkter i tilgangen til videoetnografi. Mead mente, at videokameraet skulle stå på en trefod og filme den objektive virkelighed, mens Bateson mente, at kameraet burde følge det, der sker med sit eget subjektive perspektiv. Det perspektiv, som Mead repræsenterer, viste sig i form af observational cinema, der med sine lange scener og minimale klipning mente at vise virkeligheden direkte og umediteret. “I do not intend to speak about, just speak nearby” Når jeg selv har et kamera i hånden, tror jeg ikke længere på objektive repræsentationer. Jeg tror på en retfærdig repræsentation, der er under indflydelse af filmhistorien og kulturelle forhold. I felten er jeg en person; det er mig, der holder kameraet, som vælger, hvornår jeg trykker record, og det er mig, der klipper materialet til et færdigt produkt. Det materiale, som ender på kameraet, er i høj grad et produkt af forholdet mellem informanterne og mig. Antropologer før min tid har forholdt sin kritisk til Meads tro på objektiv repræsentation. I den eksperimentale ende af etnografiske film har produktioner af Timothy Asch og Trinh Minh-Ha endda konfronteret antropologien med sit koloniale og vestlige bias. Asch’s The Ax-Fight (1975) og Minh-Has Reassemblage (1981) er filmiske mimicry af klassisk etnografi med en surrealistisk twist. Informanten fra en anderledes kultur end filmskaberen bliver fremstillet som en eksotisk Anden, så filmene bliver stærkt selvrefleksive. I Reassemblage fremstiller Minh-Ha sine subjekter fra det klassiske antropologiske perspektiv; det vil sige en lærd, vestlige mand. Minh-Has mandlige subjekter bliver fremstillet som

repræsentanter for deres eksotiske afrikanske stamme, mens kvinderne er øjenguf; objects of desire. Det som først blev beskrevet i Malinowskis dagbøger og sidenhen ”videnskabeliggjort” i blandt andet Meads Sex and Temperament in Three Primitive Societies, stiller Minh-Ha frem for den postkoloniale beskuer. Minh-Ha forklarer ikke sine informanter som objekter; som voice -over-stemmen i Reassemblage siger: “I do not intend to speak about, just speak nearby”. Postkolonial kritik af nutid visuel antropologi Jeg vælger at fremhæve Minh-Ha og Asch, ikke fordi de er idealeksempler på etnografiske filmskabere, eller fordi jeg mener, det er fremtiden for visuel antropologi. Hvad Minh-Ha og Asch mestrer, er selvrefleksivitet i deres metode. Deres film er i høj grad etnografiske film om antropologer og er en postkolonial videnskab. Når jeg hører visuel antropologi beskrevet som visuelle noter eller tingsliggørende, tænker jeg altid på Meads argument og observational cinema. Jeg mener da helt bestemt at videoetnografi kan bruges som visuelle noter, men ligesom skrevne noter, så er der tale om personlige noter. Min håndskrift er tæt på at være ulæselig af andre end mig selv og mine noter uforståelige.

den visuelle repræsentation af mine informanter er også en repræsentation af vores forhold På samme måde er mine videoklip også personlige. Det er mig, der har optaget dem, og jeg ved, hvorfor jeg trykkede start og stop på det tidspunkt, hvorfor jeg valgte den

vinkel og det fokus frem for et andet. Videoetnografien må bare ikke reduceres til noter og intet andet. Video har en inkluderende effekt, som skrift ikke har – kayapovideoerne er et eksempel på et skriftløst samfund som brugte visuelle medier – og det giver det et potentiale, som noget antropologer taler med sine informanter om og et potentiale til videreformidling. Etnografien er en disciplin, hvor vi som etnografer bruger os selv som redskaber til at skabe og dyrke ligeværdige og empatiske relationer til vores informanter. Det forhold jeg har til min informant er påvirket af, men ikke determineret af det faktum, at jeg har et kamera. For mine informanter er jeg ’Charlo e der filmer’, men jeg er også ’Charlo e fra Danmark’, ’Charlo e der altid har couchsurferer på besøg’ og ’Charlo e der gerne vil snakke, mens hun siver kompost’. Den visuelle repræsentation af mine informanter er også en repræsentation af vores forhold og af mine roller i feltet. Den postkoloniale dårlige samvi ighed, der hjemsøger kritikken af visuel antropologi, er en vigtig påmindelse om selvrefleksivitet. Men så længe det er den primære kritik – og en kritik re et udelukkende mod etnografi med kamera – må den for min skyld gerne afgrænse sin hjemsøgelse til firsernes selvransagelse. Til gengæld må visuelle antropologer tage op med sig selv, hvad de laver; videoetnografi og/eller etnografiske film. Den film, der kom ud af mit feltarbejde i øko-byhaven, er en etnografisk film ment udelukkende for et smalt akademisk publikum. Ligesom mange andre antropologiske film har den ikke stor underholdningsværdi, men den er en retfærdig repræsentation af mine informanter. 

// TEMA: HVID

Kend din underviser Hvad er din undervisers forhold til hvide løgne, tomme lærreder og spøgelser? Få svaret her, hvor vi har

Illustration: Thomas Petersen

Har du nogensinde fortalt en hvid løgn? Ja, jeg har fortalt utallige hvide løgne for at redde folks ansigter og røv. Hvis jeg siger hvidt lærred til dig, hvad siger du så? Så siger jeg lige sekundet før, man laver et maleri Har du set Moesgård-spøgelset? Nej, det har jeg ikke.

Michael Dupont, Ph.d og ekstern lektor, Emne: Vidensantropologi

Har du nogensinde fortalt en hvid løgn? Og i så fald hvilken?

Hvis jeg siger hvidt lærred til dig, hvad siger du så? Biograf. Har du set Moesgaard-spøgelset? Ja! Jeg ved, hvem det er… Der er faktisk to historier. Den ene handler om den hvide dame, som var en sekretær, der holdt øje med, om censorerne kom ædru hjem og ikke havde damer med. Hun holder til på gangen øverst oppe – der, hvor der er gæsteværelser. Den anden historie er om vandstæren ved Skovmøllen. Den er efter sigende en forhekset prinsesse, som engang har tabt sin vielsesring i Giber Å. Forban-

Ole Høiris, Docent, Emne: Antropologiens Faghistorie

TEMA: HVID // 30

Har du nogensinde fortalt en hvid løgn? Ja, det har jeg nok. Gør vi ikke hele tiden det? - For at komme ud af en situation. Hvis jeg siger hvidt lærred, hvad siger du så? Så siger jeg power-point undervisning. Har du nogensinde set Moesgård-spøgelset? Nej.

Martin Lindhardt, Ekstern lektor, Emne: Pinsekristendom i Tanzania og Chile

Hvid chokoladedrøm med hindbær og lakrids Kageopskrift Lisbeth Burich 7. semester Kombinationen af hvid chokolade, hindbær og lakrids er himmelsk! Og det har chocolatieren Summerbird for længst fundet ud af. Jeg indrømmer gerne, at denne dessert er kraftigt inspireret af Her forklædt som mousse, men ligeså himmelsk. Servér den for gæster og mærk den symbolske kapital rulle ind på din kulinariske konto.

Til 6 personer (eller 3 grådige personer) 250 g. hvid chokolade, brækket i store stykker 1 æggehvide lakridspulver (fås fx i Irma) weizerbageriet)

glas eller skåle. -

med et drys lakridspulver og et drys

31 // TEMA : HVID

Hvid Hat med Fjer Poul L. Damgaard

De vandfald som bare hele tiden strømmer til. Lyt til de fanatiske stemmer. De knækker på stemmebåndet i deres fascination af det billede som byder sig. Så et tog i dag, som faldt fra hinanden. Næste station blev stående på monitor i en tid, hvor klangen ryster i glasset ﬂere øjeblikke efter vinden lægger sig ved kysten. Her er trapperne bare længere. Sagte rislen på fremmede huse. Hinandens støvler farer ikke væk, som den forskrækkede kat ved braget. Toner fra himlens farvel ved banelegemet. Starter her.

33 // GRÅZONE

Nyt fra faglederen Faglederartikel Ole Høiris UFO

Vi har fået godkendt en ny linje på kandidatuddannelsen: Visuel antropologi. Den begynder efterår 2013. Metodekurset på 2. semester af bacheloruddannelsen vil fremover blive organiseret sådan, at en gruppe på ca. 25 får mulighed for at gennemføre kurset i Nepal, en anden gruppe i Tanzania og resten her i landet og nærmeste omegn. De studerende har gjort opmærksom på, at arbejdsbyrden på både 1. semester og 2. semester er ulige fordelt,

således at der ikke er meget at lave i begyndelsen af semesteret, mens det er meget tungt i slutningen. Fra efteråret 2013 vil vi forsøge at skabe bedre balance. Der vil i foråret 2013 være mulighed for kandidatstuderende på metodekurset for at deltage i en studietur (feltarbejde) sammen med religionsvidenskab til Allahabad, hvor der er en stor pilgrimsfest med ca. 80 millioner deltagere. Studienævnet har givet tilskud til turen.

Evt. billede beskrivelse

GRÅZONE // 34 -

Med en bevilling med overskriften Rammesatte studieaktiviteter på 52.500 kr. er det blevet muligt at lave et musealt forløb med besøg på Nationalmuseet her i efteråret. Studievejledningen står for det praktiske. Antropologi har indstillet følgende til instituttets aftagerpanel: Chefsygeplejerske på Aarhus Sygehus Vibeke Krøl, tidligere ambassadør i Vestafrika og nuværende kontorchef i udenrigsministeriet Birgitte Markussen og kontorchef i forsknings-

styrelsen og vores censorformand, Kristoffer Brix Berthelsen. Der er nedsat tre udvalg, som skal se på, om progressionen i studierne inden for hhv. teori, metode og regionalt tema er tilfredsstillende, således at kurserne på studiet gennemføres på et højere fagligt niveau.

projekt. Dette vil fordre langt mere af den studerende end eksaminerne normalt kræver, men til gengæld kan det blive rigtig fint for både projekterne og for de studerende, der vil indgå i dem. 

Vi vil forsøge at finde en model, hvor vi kan udnytte de store forskningsprojekter til at uddanne kandidatstuderende, således at man tidligt i kandidatstudiet tilknyttes et

Fotograf: Katrine Sørensen

35 // GRÅZONE

Giv dig tid til

feltforberedelse Der er mange ting, man skal have styr på, når man skal på feltarbejde. Det akademiske får man stor hjælp til i metodefaget og under feltforberedelse på 8. semester, men der kan ligge meget arbejde gemt i de praktiske detaljer og i bureaukratiet. Jeg savnede et overblik, da jeg startede på mine forberedelser, så her kommer et forsøg på at give dig ét fra min position på vej ud af døren. Feltforberedelse Tobias (Bille) Lybech Bojesen 9. semester

Hvor vil du hen og hvad vil du undersøge? Overvej om du vil et bestemt sted hen og finde et tema ud fra stedet, eller om du har sat dig fast på et tema og derefter finder et sted, der kan levere dette. Når du begynder at pejle dig ind på det ene, det andet eller dem begge, skal du begynde at finde andre der har erfaring med temaet, stedet eller noget, der lugter af det. Der er ingen grund til at komme til andre med en komplet projektbeskrivelse i denne fase. Det er nu du skal tage imod al den hjælp og rådgivning du kan få fra de gamle erfarne rotter på Moesgaard, inde på universitetet eller hvor ekspertisen ellers kan sidde placeret. Det behøver ikke at være forskere, men kan også være rejsebureauer, fotografer, venner, journalister, læger, embedsmænd, piloter eller nogen der bor i nærheden af din interesse, både herhjemme og i udlandet. De fleste mennesker er ivrige efter at hjælpe dig, hvis de har ekspertise at dele ud af. Jo flere du får inddraget nu, desto større et netværk kan hjælpe dig resten af forløbet. Din vejleder ved nemlig ikke nødvendigvis noget om det sted, du skal hen. Du skal have styr på hvordan du kommer til området, hvor du kan

bo, hvad det koster, hvornår det er bedst at tage af sted, hvad du skal have med, og om det kræver tilladelser eller visum at være der. Når du har fået andre indviet i projektet, så få dem og tidligere undervisere til at skrive anbefalinger til dig. De kan være guld værd i forbindelse med støtteansøgninger. Taler du sproget? Hvis du ikke taler sproget, så kom i gang med at lære det. Du kan komme langt med engelsk mange steder og du kan måske også få hjælp af en tolk, men jo mere du selv kan, jo bedre og lettere kan du arbejde. Der er sprogkurser på FOF og andre aftenkurser, men de er langsomme, og du vil sikkert få mere ud af at tage af sted før tid og tage et kursus i området eller finde en privatlærer herhjemme. Jeg har taget russiskkurser i et år herhjemme, men ville ønske jeg var kommet tidligere i gang. Kontakt eksempelvis de propædeutiske kurser på områdestudier og spørg

om du må deltage eller om en af deres modersmålstalende vil undervise dig. Bureaukrati del 1 Det kan tage evigheder at få tilladelser og visum. Mange steder er det ikke nødvendigt at søge om noget som helst, men tjek det. Alle dine forberedelser kan løbe ud i ingenting, hvis du pludselig sidder derude og mangler et stykke papir. Udkantsrusland er eksempelvis et mareridt på det punkt. Spørg ikke bare en instans, men gerne flere. De enkelte administrative enheder har ikke altid overblik over andre dele af bureaukratiet. Her kan professionelle rejsearrangører hjælpe dig, men tal igen med forskere, der har været der, da det kan kræve en ekstra tilladelse at forske. Selv med en forskertilladelse kan du løbe ind i problemer, så hold gerne dine kort lidt tæt til kroppen overfor administrative enheder, hvis din forskning på nogen måde kan være kontroversiel.

Adresser du måske får brug for:  SU-kontoret ved AU: http://studerende.au.dk/su/  Feltarbejdsstøtte fra ARTS: http://studerende.au.dk/fileadmin/studerende.au.dk/Arts/Kandidat/ studiestoette.pdf

 



Ansøgning om tildeling af vejleder: http://aal.au.dk/fileadmin/www.aal.au.dk/ antropologi_og_etnografi/uddannelse/kandidat/vejlfeltarb.pdf Legater: Knud Højgaard: http://www.khf.dk/ Nordea: http://www.nordeafonden.dk/legater-til-kandidatstuderende Oticon: http://www.oticonfonden.dk/ansoegning.htm Studiesamlingen ved Moesgaard Museum: http://www.moesmus.dk/da/undersoegelser-ogforskning/etnografi-og-antropologi/de-etnografiske-samlinger/ Legatoversigt: http://www.so.dk/studie/legater/

GRÅZONE // 36 -

Foto: GoodNCrazy, http://www.flickr.com/photos/40215657@N03 Hvis du kan være der på et turistvisum, så er det klart det letteste. Bureaukrati del 2 Vær desuden opmærksom på det danske bureaukrati. Hvis du fremlejer din lejlighed og flytter din adresse hjem til dine forældre, skal du have en godkendelse fra SU kontoret på AU, hvilket igen kræver et meritbevis med præcise datoer for opholdet fra dit studie. Uden dette kan du blive rykket over på hjemmeboende SU mens du er væk. Hvis du også kontakter borgerservice, vil de sikkert vejlede dig til at melde dig ud af samfundet, mens du er væk. Det betyder noget for din skat og dit fradrag. Få styr på det, så du ikke kommer hjem til et skattesmæk eller beskyldninger om socialt bedrageri. Husk til sidst i denne forbindelse, at Danmark på dette område er lukket ned fra midt i juni til starten af august. I denne periode, skal du ikke forvente at få hjælp af nogen offentlige instanser herhjemme, heller ikke Universitetet, da alle beslutningstagere er på ferie. Økonomi Når du har fundet ud af hvad rejsen, visum, forsikring og alle de andre småting løber op i, så find ud af, hvad du selv kan skaffe og hvad du skal have støtte til fra andre. Her er mange muligheder og selvom et SUlån lyder besnærende let, så tænk

lidt alternativt. Søg legater og fonde og hold øje med deadlines i god tid, da nogle kun modtager ansøgninger én gang om året. Det kan føles som spildte arbejdstimer, når du modtager afvisning på afvisning fra fonde og legatkontorer, men har du først fået en støtteerklæring, så er dine anstrengelser, normalt allerede betalt hjem og lidt til. Der er mange om buddet her, og de store fonde modtager hundreder og nogle af dem i tusindvis af ansøgninger. Det skal du ikke bekymre dig om. Der er mange andre, der kan støtte dig. Start på Moesgaard, hvor studiesamlingen giver gode penge til de studerende, der vil samle noget ind for dem. Det behøver ikke at være gamle masker eller andet eksotisk, det kan også være lyd, billeder og moderne genstande. Kontakt Ulrik, Thomas eller Morten i kælderen og lav et møde med dem. De er meget hjælpsomme og meget interesserede i at inkludere studerende i deres arbejde. ARTS har også en pulje til studerende, der skal på feltarbejde eller på feltpraktik. Derudover er mange virksomheder interesserede i at støtte forskningsprojekter mod til gengæld at få et foredrag om turen efterfølgende for deres medarbejdere eller for deres kunder. Her kan det hjælpe at tænke bredt for at få netop dit projekt til at være relevant for deres virksomhed. Vi skal bo i en

Foto: madmack66, http://www.flickr.com/photos/67038581@N00 landsby, der lever af fiskeri og jagt, så det var oplagt at kontakt outdoor, fiskeri- og jagtbutikker. Det er der kommet overvældende meget ud af. Når du så kommer hjem igen, er der flere penge at hente for små fokuserede artikler ledsaget af dine billeder. Det behøver ikke være om dit primære fokus, men om dine små oplevelser fra dagligdagen blandet med din store antropologiske viden. Der er mange specialiserede magasiner om mad, jægere, kvinder, mode, fiskeri, bolig og lignende, der giver pænt for velskrevne artikler med gode billeder. Kom i gang! Der er intet revolutionerende i det ovenstående, faktisk er det meste noget du vil høre på feltforberedelse. Men når feltforberedelseseksamen er afleveret, og du ånder lettet ud efter et hårdt semester, så er alting lukket, og alle de folk, du skal have til at hjælpe dig med dit spændende projekt, er på ferie. Hvis du derimod starter langsomt med at kontakte folk med dine spinkle ideer allerede når du starter på kandidaten, så bliver dine planer lettere at gennemføre, og du får et ekspertnetværk, der kan hjælpe dig, hver gang du støder på et problem. Der vil endda sikkert være mindre arbejde i det for dig i det lange løb, og din kæreste har en chance for at planlægge at komme med. 

37 // GRÅZONE

dråber vanddråber overalt hvirvler hidsigt pisker danser svæver står stille hypnotiserer erner alt erner os summer vibrerer synger til os opløser os ophæver os dråber overalt en evig dans uden retning med evig mening

Thomas Rørby Petersen