Etnografi i Praksis by Informanten Redaktion

Antropologi

Etnografi

INFORMANTEN

November 06

Tema:

Etnografi

i praksis Læs:

Farvestrålende Bahia Mor-og-far antropologi “Hvad kan du egentlig ?” Højskolearbejde og etniske rejser

fordi sandheden skal konstrueres

Informanten

Leder Informanten har fået et nyt og attraktivt udseende, som fra mange kanter har modtaget smukke ord og anerkendende blik, og selv om bladet i sidste nummer var spejlet i fjendebilleder, har det nye layout tillagt endnu en dimension til det, der i flere år har været betegnet som Universitetets bedste studieblad. Pågældende nummer har videreført denne tendens, og med smarte computerprogrammer og fikse layoutmæssige finurligheder følger vi tidens lyst til den smukke overflade, som vi blander med dybdegående og aktuelle problemstllinger indenfor faget. Dette positive make-over står side om side med en mere overordnet antropolgiske strøm imod succes. Repræsentationskrisen er ikke længere fagets essentielle paradoks og nihilistiske undergang, og i stedet er antropologer blevet attraktive redskaber på det danske arbejdsmarked – både i det offentlige rum og i den private sfære. Efter år i en slunken og negativ atmosfære er det på tide at rette ryggen, og med de understregede værker under armen og felten på rygradden komme med opråbet: Vi kan, vi vil og vi gør det! På baggrund af sidste led i dette oportunistiske motto og de positive realiter for etnografer i den store verden har vi i dette nummer valgt at fokusere på antropologi i praksis. Et vidt begreb som mange etnografistuderende har savnet, og som de berømte eller berygtede spørgsmål om vores plads i den grumme virkelighed har refereret til. At synke ned i ”Mosens” teorivirvar er et eksistentielt levevilkår for næsten alle skikkelser i de antropologiske korridorer, men når du i Kirkegaards ånd har valgt din niche (på ingen måde Nietzsche) og er kommet igennem Nuerne, slægtskabrelationer og repræsentationsdebatten (blandt meget andet) er vejen op fra det beskidte muddervand ikke så lang endda. Lyset for enden af tunnellen illuminerer med en hidtil uset kraft. Temaets brede favn kan måske ses som en svaghed, da antropologi i praksis er et uoverskueligt og altædende fænomen og på den måde ikke kan defineres i kasser, rammer, strukturer eller for den sags

Informanten

RED AKT ION

Redaktør Simon Westergaard Lex

Layout Jonas Sindal Nielsen

skyld i spalter. Denne mangelvare har været et teoretisk problem i den difuse poststrukturelle repræsentationsdebat, som vi dog med det 20. århundrede vil forlade og udskifte med en praktisk verden, som faktisk har brug for vores kompetancer - vi nægter at lade os forføre af den nihilistiske relativisme for: Vi kan, vi vil og vi gør det! Efter måneder eller år med lagring i den ulmende Mose er antropologiske teorier og etnografisk metode blevet en del af vores habitus, kultur eller bevidsthed (kald det hvad du vil), og næste skridt i processen er at transcendere denne ud i fingerspidserne til videre føling af det praktiske univers. Informanten fokuserer derfor i dette nummer på personlige beretninger og erfaringer fra studerende og Antropologer, som netop bruger deres fag i dagligdagens praksis. En tendens som vi jo alle både bevidst og ubevidst udlever. Vi har valgt vidt forskellige regioner, brancher og emner: Fra Brasilien over Tanzania og tilbage til Danmark. Fra TDC over turisme og videre i den virtuelle medieverden. Fra fodbold over røde revolutioner og tilbage til Mor og Far. Artikler som viser at fagets søstre og brødre kan, vil og gør det! Flere stærke kort fra redaktionen er i det sidste års tid desværre gået på pension, men ikke desto mindre er nyt blod i halvgamle etnografiske vener trukket op i denne etnografiske sprøjte. Nævnte betyder ikke at redaktionen er en lukket elitær enhed, men tværtimod ønsker bladet nye ansigter fra første eller andet år på studiet. Jeg vil hermed anmode mosefolket om at tage del i dette nu også æstetisk smukke projekt. Med ordet i din magt og pennen som våben kan du besejre alt. Du kan, du vil og du gør det! På vegne af redaktionen byder jeg velkommen i manegen: antropologi og praksis. Simon Lex

Rikke Elisa- Troels-Henrik Gry Helene beth Poulsen Balslev Krag Bossen

Indholdsfortegnelse

Tema Sort/hvide tanker fra farvestrålende Bahia af Runa Kier

Mor-og-far antropologi - Jeppe vender hjem

af Ene Bissenbakker Frederiksen

En Opsang og et skulderklap af Rikke Elisabeth Poulsen

Neger - et essay om antropologisk selvforståelse af Dennis Nørmark

Logi-hvafor-en-grafi???

af Rikke Elisabeth Poulsen

Vi vil ikke være sortseere af Mikkel Krogsholm

af Maja Hjort Just

Etnografisk film i Afghanistan “This Work of Mine”

Højskolearbejde og etniske rejser

af Kim Lund Nielsen

af Troels-Henrik Balslev Krag

Studieliv

“Hvad kan du egentlig?” 12

af Esben Hansen

At møde er at leve

4 10

Liminalt Røde Revolutioner

Fodbold - hvor fedt er dét?

Boganmeldelse: Morten Lassen “Mødet med det totalitære”

af Simon Westergaard Lex

af Troels-Henrik Balslev Krag

Informanten er Afdelingen af Rikke Elisabeth Poulsen for Antropologi og Etnografis studieblad Trykkeri: Fælles Oplag:

Trykkeriet for Sundshedsvidenskab og Humaniora 300 eksemplarer

14 Informanten

Tema

Sort/hvide tanker fra farvestrålende Bahia Om positioner og narrativer under et feltarbejde om den sorte bevidstheds-bevægelse (a la Black Panthers) i Salvador, Brasilien. Af Rune Kier

Der var engang...: En lille ankomst anekdote

ørste gang jeg rigtigt mærker alle de idéer og tanker, der er knyttet til farve i Brasilien er d. 13. maj og klokken er lidt over otte. Det er buldermørkt og jeg går alene de sidste 200 meter mod et busstoppested i hjertet af Suburbia – en af de største favela’er (slumkvarterer) i Salvador. Omkring mig er alting sort, mørket faldt på for flere timer siden og der er kun mørke skikkelser med afrikanske træk sparsomt lyst op af spredte gadelygter. Men det er ikke kun farve det handler om – i min lomme har jeg min seneste danske nyanskaffelse, et digital kamera til en værdi af et halvt års arbejde på Brasiliansk mindsteløn. Jeg bliver overmandet af følelsen af, at jeg udstråler og lyser langt væk af penge! En turist

Informanten

på afveje. Et let offer. ”Nobody will know...”. Jeg havde deltaget i min første sort bevidstheds demonstration og nu stod jeg så der i mørket mutters alene. En bekendt havde fulgt mig langt nok til at pege i retning af stoppestedet. Han havde også inviteret mig til et Candomblé ritual senere på natten og jeg havde en følelse af endeligt at være igang – endeligt dykket ned i alt det, jeg havde læst om og nu skulle opleve på egen krop – endelig ’rigtig antropolog’. Men denne euforiserende følelse kæmpede med usikkerheden i mig. Jeg stod midt i en fattig bydel på den anden side af jorden uden de store sprogkundskaber og min hud lyste om kap med gadelygterne. Demonstrationen havde kommunikeret det klart: Europas rigdom er resultat af den samme kolonisering, som fastholder Brasilien i fattigdom og i særlig grad sorte Brasilianere i håbløs arbejdsløshed. Og her stod jeg og lignede en repræsentant for verdens uretfærdighed og undertrykkelse. Jeg er europæisk akademiker, hvid og bor i et land, der betaler mig for at studere. Hvis folk omkring mig følte, at jeg gned salt i såret, kunne jeg godt forstå dem.

Tema

Superskurken

agt, Race og Penge. Disse tre begreber forfulgte mig gennem hele mit ophold, til tider i selskab med Køn og Uddannelse og altid var de med til at skabe relationer og strukturere forventninger. Jeg prøvede selvfølgeligt at forhandle andre rollesæt – så som studerende, aktivist, interesseret og ven, men selv i mine mest venskablige relationer viste de deres grimme ansigter. Nogle steder først senere, andre lige med det samme og meget eksplicit. Under et seminar talte en feminist om farerne ved at blive repræsenteret af de ’hvide, mandlige, udenlandske forskere’. Jeg kunne have svoret hun kiggede mig lige i mit hvide fjæs. Jeg havde mere end 7 aftaler om at snakke med hende derefter, ingen af dem blev realiseret. Hvordan var jeg pludseligt havnet i skurkerollen? Hvorfor ville de ikke snakke med mig? Til demonstrationen havde jeg også, i deltagelsens navn, flaget med deres bannere. Jeg havde stået lige ved siden af talerne og følt mig noget så hvid. De havde dundret mod ’det hvide elitære system’, ’den strukturelle racisme’, ’det mentale slaveri’ og ’underrepræsentationen af sorte i politik’. Og der stod jeg, kridhvid i mørket og viftede med deres sort/røde banner.

Turisten

ed lyst hår og blå øjne kan du blive ’casted’ som superskurk i fortællingen om de afrikanere, der blev fragtet til Sydamerika som slaver og deres fortsatte undertrykkelse i dag. Men du kan også få hængt et kamera om halsen på dig og blive en af de turister de alle sammen tjener penge på! Når du går ned af gaden i Salvadors historiske bykerne Pelourinho (morbidt opkaldt efter den søjle slaverne blev bundet til, når de skulle sælges eller piskes) vil du blive mødt af en skare af tiggere og sælgere. De ved, at du er udlænding, fordi du er hvid og de ved, at du er rig fordi du er udlænding og hvid. Desværre tager de sjældent fejl. Og de er ikke de eneste der (for)dømmer. Mit feltarbejde er ved at være slut og jeg tager til min sidste demonstration arrangeret af flere af de organisationer, jeg har arbejdet med. Det er i forsvar for de eksperimentelle race kvoter og det er en sag, der kan samle den sorte bevidstheds bevægelse i Salvador. Mange af lederne er med tiden blevet mine venner og jeg kender de fleste talere. Det føles som en bekræftelse i, at jeg har været vidt omkring og at jeg har snakket med de rigtige mennesker. Jeg tager

billeder til den store guldmedalje og flere grupper spørger, om ikke jeg også vil tage af dem og sende det per e-mail. Det gør jeg så. Jeg smiler og føler mig dejligt accepteret – min race føles ikke længere så vigtig. Denne følelse bliver dog brat afbrudt, da en stor sort mand, med lange dreadlocks, gråsprængt skæg og hvid skjorte, hiver fat i mig og forbyder mig at fotografere. ”Hvem er du inviteret af?” Jeg forstår ikke hvorfor og kan ikke finde ord, men bliver reddet af den gruppe jeg tog billeder af (efter deres eget ønske). Jeg drister mig til at tage nogle flere billeder, men undgår den sure mand. Så hiver en fat i mig igen og nu er det to høje, unge mænd i afrikanske skjorter og spike hår, der også forbyder mig at tage billeder. ”Dette er seriøst!” og ”Hvem hører du til?” siger de med forurettelse i stemmerne. Endnu engang kommer mit ordforråd til kort i den pressede situation og endnu engang bliver jeg reddet, denne gang af en pige, jeg kender, på omkring de 16 år. Hun forklarer mig, at de tror jeg er turist og de protesterer mod demonstrationen som ’turistattraktion’. Jeg kan ikke slippe uden om det: Enten er jeg akademisk superskurk eller også er jeg malplaceret turist – ingen af dem tiltaler mig! Desværre er der ikke frit valg på rollehylden.

Hvorfor disse to muligheder?

år du træder ind i verden træder du ind i et system af forventninger og betydninger, som du ikke er herre over. Det betyder ikke, at du ikke kan ændre dem, og det gør du sikkert, men ikke desto mindre er feltarbejde, at falde ned i noget du ikke helt ved hvad er. Og så prøve at svømme og træde vande og måske dykke lidt. Når jeg spurgte folk hvad det var, jeg var faldet ned i, svarede de to forskellige ting. For nogle var jeg faldet ned i et unikt land, hvor racisme ikke eksisterede og hvor forskellige grader af mulatter lever i harmoni side om side. Her var jeg velkommen for jeg bidrog til mangfoldigheden og min rejse var bevis på deres unikhed. For andre var jeg faldet ned i et land hærget af raceskel og med strukturel diskrimination, der udelukkede sorte fra uddannelse, arbejde og ordentlige livsvilkår. De var ufortjent blevet ofre i en global og uretfærdig økonomisk ulighed, der startede med den europæiske kolonisering, slaveriet og nu bliver fastholdt af det kapitalistiske system. Her var jeg repræsentant for Europa, hvis autoritet hviler på falsk videnskabelig autoritet og eurocentriske begreber. Her er der ikke plads til ’hvide helte’. Franz Fanon skrev engang, at det eneste, der var værre end undertrykkelse var at få friheden givet af undertrykInformanten

Tema keren. Umyndiggørelse. I Brasilien blev slaveriet ophævet i 1888 ved Prinsesse Isabelas godhjertede hånd - ifølge den officielle historieskrivning. Mine informanter benægtede dette og fremhævede i stedet Zumbi. Zumbi var den sidste konge og hærfører for Republikken Palmares – en republik af bortløbne slaver, der eksisterede i 100 år og nåede en størrelse på 15 % af Brasiliens daværende befolkning. De blev endeligt slået af koloniherrerne omkring år 1700. Men selv derefter førte Zumbi guerillakrig mod portugiserne, indtil han blev forrådt, fanget, parteret og udstillet til skræk og rædsel for oprørske slaver. Se, her er en helt, der er til at forstå! Det er ganske vist, i en fortælling om undertrykte afrikanere, er der ikke plads til hvide helte. De kan selv, de gør det selv, og hvis du er interesseret, kan de fortælle dig om hvad de laver. Men være med – det kan du ikke! Ignorant turist eller historiens superskurk – det er dine valgmuligheder!

Mor-og-far-antropologi - Jeppe vender hjem Om det super fede og ekstremt nyttige fag, Antropologi, der aldrig holder op med at være nyttigt men gør hverdagen til en stor analyse legeplads med sociale felter og problemstillinger overalt. Ene Bissenbakker Frederiksen, 3. sem.

et allerførste feltarbejde finder for manges vedkommende sted hjemme hos Mor og Far. Det gjorde det også for mig. 1. semester var lige begyndt, og som ung etnografistuderende rejste jeg spændt og forventningsfuld tilbage til min hjemstavn. Hovedet var fuldt af nye, spændende livsanskuelser og en potentiel løsningsmodel på alle verdens problemer. Jeg så de gamle teenage-problemer i et nyt lys, og også indvandrerdebatter, menneskerettighederne og alskens personlige spørgsmål kunne pludselig gribes an på en helt ny måde. Endelig, endelig havde jeg fundet det helt rette værktøj: antropologien. Antropologien var lyset for enden af tunnelen! Informanten

Status og roller, krydspres, principper for social differentiering… endelig gav det hele mening! Og som en anden Jeppe på Bjerget fremlagde jeg stolt den nye viden for mine forældre. De fattede intet. Midt i det, jeg troede var en ligeværdig og saglig voksen-diskussion, kiggede de bare underligt på mig og sagde noget, der i mine ører lød som ”man jo skal huske, at det er fordi at muslimisterne har en mere middelalderlig kultur end os, at de tvinger pigerne til at gå med slør”.Jeg stod måbende tilbage med alle mine talenter.

f og til virker det som om, at de bare ikke vil forstå. Når jeg møder denne form for mur, kan jeg blive så sur som den mest eddikesure teenager og egentlig bare have lyst til at stampe i gulvet og råbe at de nok lige, hallo mand, skal prøve og fat’ noget!! (og cementerer dermed atter min status som teenageren, der bare skal være på tværs). Hvordan kan det ske? Hvorfor fatter de forældre bare ikke noget?

Tema

eg har haft mange oplevelser af denne type og ikke kun med mine ellers meget oplyste forældre. Også en del venner og arbejdskolleger er dybt uforstående overfor mit nye verdensbillede (især de kolleger, som samtidig skulle finde ud af, at etnografi ikke var ”noget med fugle”). Gang på gang så jeg mig selv sidde og forklare antropologiske emneområder og begreber. Til tider måske i en lidt for bedrevidende tone, og med lidt for meget styr på det hele. Og det kunne især mine forældre ikke lide, hvilket var meget forståeligt. Fænomenet gentager sig stadig af og til når jeg besøger dem, og det har taget mig lang tid at regne situationen ud.

eg er kommet frem til, at en del af problematikken består i, at mange forældre finder det vanskeligt, at nogen skulle rokke ved deres etablerede verdensbillede. De har engang, som jeg, været unge, grønne og spørgende. Et langt stykke hen ad vejen har de altså nu besluttet, at de faktisk bare ikke gider at tage de gamle debatter op igen. De har været der, så at sige. Derudover er der hele idéen om, at børnene overhaler dem indenom, rent intellektuelt, og det medfører en ændring i rollefordelingen derhjemme. Selvom ikke alle forældres roller er ens, ønsker de

fleste dog at kunne repræsentere en hvis intellektuel overlegenhed. Det kan godt være, at man for længst er flyttet hjemmefra, men for mange forældre fungerer der stadig en mor-og-far-ved-bedst-logik. Hvis den førnævnte bedrevidende tone bliver taget i brug, bliver den billedet på en underminering af deres autoritet. Desuden kan det være decideret ubehageligt at være genstand for sine børns analyser. Alligevel har jeg fundet ud af, at man godt kan analysere i det skjulte.

vad jeg efterhånden har lært er, at det man kan arbejde med er, at lade dem tro, de vinder kampen. Det mest oplagte er at tage udgangspunkt i deres egne problemstillinger eller endnu bedre, i deres eget verdensbillede, uden at bruge den belærende jargon. Jeg bruger især en del teknikker, jeg har samlet op fra sidste års metodeøvelse, f.eks. de åbne spørgsmål, såsom ”hvordan oplever du din chef på arbejdet? Kan du give et eksempel?”. Hvis jeg kan mærke, at jeg i diskussionen ikke får lov til at trænge igennem, er jeg også blevet bedre til at analysere det sociale spil, som måtte eksistere imellem mine forældre og mig, og hvordan det kan blokere for de

Informanten

Tema pointer, jeg søger at få frem. Det kan afdækkes ved at se på, hvordan vi hver især bruger rummet, hvordan magten er fordelt, hvordan de fysisk og verbalt udtrykker deres holdninger i løbet af samtalen osv. Ved at nikke på de rigtige tidspunkter og komme med positive kommentarer à la ”mmm, det har du bare totalt ret i, jeg kan godt se det, når du siger det på den måde”, kan man nærmest snøre dem retorisk og lade dem tro, at antropologi faktisk i bund og grund handler om deres problemer!

or det gør det faktisk også, antropologi handler også om dem. I stedet for blot at være hhv. enig eller uenig med mine forældre, har jeg nu flyttet mig et sted hen, hvor jeg rent faktisk kan bruge mine antropologiske redskaber i en privat kontekst. Når man står midt i samtalen, kan det være svært at balancere med en masse forskellige teorier på én gang, og hjernen skal fungere meget hurtigt, men det er en rigtig god faglig udfordring. Jeg placerer ikke alene mine forældre i en antropologisk problemstilling men ser også på, hvordan jeg selv er repræsenteret i denne kontekst, og jeg føler dermed, at jeg kan

bidrage med meget mere, end jeg kunne før. Når jeg vælger at gøre mine omgivelser og mig selv til genstand for mit analyseapparat, får jeg også en god afstand til det hele. I stedet for at blive hidsig over mine forældres manglende forståelse, kan jeg læne mig roligt tilbage og tænke ”ja ja, det hele er jo bare én stor social konstruktion!”

et handler om, at kunne vælge at lade situationer blive mini-kurser i formidling eller deltagerobservation. Her bruger man virkelig sin viden, her får den en praktisk dimension. Selvom der måske er langt til et rigtigt job som antropolog, så er der allerede masser af arbejde, at gå i gang med. Og det er det, der gør antropologi til det super fede og ekstremt nyttige fag, det er. Det har givet mig et helt nyt syn på de ting, som jeg før bare ikke forstod. Alt er én stor analyse-legeplads. Der er sociale felter og problemstillinger overalt. Det holder aldrig op med at være brugbart. – Også selvom jeg (pga. min status som teenager?) måske aldrig får mine forældre til at være enige i eller fatte mine antropologiske pointer.

En opsang og et skulderklap En refleksion over antropologistuderendes faglige krise, den manglende selvtillid, og hermed en opfordring til at tage antropologien i spil allerede på bacheloruddannelsen. Af Rikke Elisabeth Frederiksen 7.semester

alinowski gik ned fra verandaen. Barth gik ”native”. Bourdieu gjorde os opmærksomme på, at vi skal være opmærksomme på vores egen rolle i feltet. Men hvad nu hvis vi ikke kan finde det der felt, når vi skal ud i det? Hvad nu hvis vi ikke kan se de sociale relationer, vi skal studere? Eller hvis vores informanter ikke er spor informative? Hvad nytte har vi da af, at kunne tale om deltagerobservaInformanten

tion og refleksion over egen rolle? En krise med faget forekommer mig at være en næsten uundgåelig del af at være antropologistuderende . Der er to elementer i denne krise. Det ene er en generel frustration omkring relevansen af faget. Dette rejser spørgsmål som; ”Kan vi som antropologer overhovedet sige noget om noget som helst?” Det andet element går på den enkeltes position indenfor faget; ”Hvad er det lige jeg kan gøre i, og bidrage med, til verden?”

Den uundgåelige krise?

ennem min treårige bacheloruddannelse satte jeg ikke én eneste gang spørgsmålstegn ved faget. Jeg reflekterede heller ikke nærmere over, hvorfor det lige netop var antropologi, der skulle for-

Tema

me min fremtid. Jeg havde meget svært ved at sætte mig ind i de faglige og personlige frustrationer flere af mine medstuderende oplevede. Efter et år på supplering, vendte jeg i september måned i år tilbage til Moesgårds trykke rammer. Her blev jeg pludseligt selv ramt af en faglig krise. Mens jeg sad og kæmpede med en teoretisk tung tekst, slog det mig, at de sidste tre år i virkeligheden havde været spild af tid. Jeg blev i tvivl om, hvor vidt jeg var egnet til faget, når jeg stadig kunne komme ud for tekster, der tog mig så ufattelig lang tid at forstå. Desuden kom jeg i tvivl om relevansen af de teorier, som jeg har fået kendskab til, når jeg ”bare” vil ud og arbejde med nogle unge bøller. For ikke at spørge om hvad glæde en flok utilpassede unge ville få af netop den udsyrede teori, jeg sad og kæmpede med. Når alt kommer til alt, så ved jeg godt, at det ikke er sådan, det hænger sammen. Det er ikke den enkelte teori eller tekst for sig selv, der skal bruges ude i den virkelige verden. Det er helheden i uddannelsen og selve læringsprocessen, der tæller. I perioder kan det dog være svært at finde dette rationale frem.

in krise hang desuden sammen med den usynlige tærskel, der overskrides ved at gå fra bachelor til kandidat. I realiteten har jeg en universitetsgrad, men hvad kan jeg? Jeg har aldrig tænkt, at min bacheloruddannelse skulle stå for sig selv. Alligevel satte det en masse tanker i gang, at have bevis på et afsluttet uddannelseselement. Over halvdelen af min uddannelse er gået, men jeg føler dog langt fra, at jeg har lært nok til at kunne begå mig som antropolog i den virkelige verden. Samtidig skal jeg gøre mig seriøse overvejelser omkring fremtiden. Feltarbejdet er skræmmende tæt på. Dette ene fagelement har jeg set frem til det de seneste tre år og sætter netop af samme grund alt for høje forventninger dertil. Jeg er efterhånden ovre min kortvarige krise, og jeg tror nu, at det var meget sundt, at den

ramte mig. Ud fra hvad jeg kan fornemme på mine studiekammerater, så går de fleste igennem en eller flere kriser på deres studie. Jeg tror, at en krise er med til at skabe os som antropologer. Det centrale er, at vi ikke dvæler ved vores krise men bruger den som springbræt til at komme videre inden for faget.

Selvtillid, selvkritik og selvstændighed

enne krise fik mig til at indse, at der skal portioner af selvkritik og selvtillid til i skabelsen af en god antropolog. Selvkritikken er vigtig i udviklingen af både antropologen som aktør og antropolgien som fag, mens selvtillid er en faktor i vores viden om givne emner skabt af erfaringer og data fra felten. Hvis vi ikke selv stoler på, at vi har noget at bidrage med i verden, hvordan skal andre så nogensinde kunne bruge vores forskning eller arbejde til noget? Under diskussionen af mulige temaer til dette nummer af Informanten, var Utopi på tale. Én fra redaktionen udtalte, at han var træt af, at antropologer aldrig kunne sige noget om noget som helst, og at vi altid skulle pille alting fra hinanden. Der er en tendens til, at vi som studerende kredser om diskussioner, der sætter spørgsmål ved faget generelt samt alle de gængse begreber (hvem tør for eksempel sige kultur?). Dette mener jeg i sidste ende er med til at så usikkerhed i troen på vores faglige kompetancer. Tendensen til dekonstruktion i undervisningsøjemed mener jeg dog er et nødvendigt onde. For det første for at kunne forstå de forskellige teorier. For det andet så vi bliver i stand til selvstændigt at gennemskue sammenhænge og lære at tage et standpunkt. Da vi læser et fag, der omhandler mennesker og sociale relationer i komplekse formationer, er det ikke muligt at konstruere en endegyldig facitliste. Det mener jeg dog ikke er lig med en manglende evne til at sige noget om noget som helst. Vores fag havde

Informanten

Tema ikke eksisteret så længe, og ville ikke være så stort og anerkendt, (beskæftigelsen for antropologer er oppe på 94%), hvis antropologien ikke havde noget at bidrage med. Antropologer laver ikke feltarbejde i halve og hele år, endda med økonomiske tilskud, for blot at pille alting fra hinanden og sige: ”Det er relativt det hele. Virkeligheden er en konstruktion, giv den det indhold, du føler ordner og giver mening i din verden”. Teorien er et værktøj til at få os til selv at tænke, handle og interagere i sociale sammenhænge såvel som ved skrivebordet. Dette værktøj skal vi bruge, hvad end vi forsker, underviser, arbejder i NGO eller på en virksomhed. Den teoretiske baggrund er dog ikke det ultimative for at blive en dygtig antropolog. Når vi er ude i felten eller på en arbejdsplads for den sags skyld, er det ligeså vigtigt at ruste sig med en god portion tålmodighed, impulsivitet og fantasi. Det

er hverken noget, der kan undervises i eller læses om, det må gøres. På den måde synes antropologi i ligeså høj grad at være en personlighedsudviklende uddannelse. Vi får ikke stukket en facitliste i hånden, hver gang vi har afsluttet et fag, for en sådan eksisterer ikke på menneskeheden. Derimod skulle vi meget gerne have opnået en del inspiration og viden gennem hvert enkelt forløb, som vi kan arbejde videre med på hver vores måde. Antropologien kan ikke holdes til undervisningslokalet. Det gælder om at kaste sig ud i den allerede som studerende. Antropologien må leves, opleves og kommes i spil; tag til et foredrag, lav frivilligt arbejde, læs en ekstra artikel – eller skriv én selv. Diskutér med undervisere og medstuderende i faglige sammenhænge eller over en øl i fredagsbaren. Kort sagt; ud af busken, på med vanten - gør din antropologi.

Neger – et essay om antropologisk selvforståelse Af Dennis Nørmark, Amanuensis

or et par år tilbage hittede Drengene fra Angora med rejsesangen. En på overfladen harmløs ”børnesang” i bedste Poul Kjøller stil, men med nogle meget direkte racistiske undertoner, forklædte som begejstret naivitet. Først tar’ vi til Afrika hvor alle de er sorte Og ingen tøj har på De ligger i en hængekøje - sover hele dagen Og spiser kun banan Og aben er deres bedste ven, altid er de sammen de ligner jo hinanden

Racistisk immunitet?

at ind i den rigtige kontekst, som er angoradrengenes konstante ironiske ramme, er teksten harmløs. Den gør ikke grin med negere i Afrika, men den gør grin med dem, der kunne finde på at skrive en sådan sang. Det er den aftale om et metaplan, som de indgår med lytteren. For naturligvis griner vi ikke af afrikanerne og slet ikke fordi, der er et gran af sandhed i beskrivelsen. Slet, slet ikke. Informanten 10

Humoren i dette eksempel minder en del om en antropologisk specialitet, nemlig at tale nedladende eller sarkastisk om dem nede i ”de varme lande”, i hvert fald blandt danske antropologer og særligt studerende. Jeg skal absolut ikke gøre mig hellig i den forbindelse. Jeg holder selv meget af grove og nedsættende bemærkninger om dem der ”bor i huler og slås hele dagen”, og holder også meget af vittigheder som: hvad er det der adskiller menneskene fra aberne………….? Middelhavet! Alligevel har fænomenet optaget mig en del på det sidste og skønt vores fag selvfølgelig stadig også læses af pæne piger – der aldrig kunne finde på at trække på smilebåndet af ordet ”kinøjs” – så er der stadig en overvægt af studerende, der morer sig over, at eksempelvis nærværende tidsskrift har en ”side 9 vild” og tidligere uddelte, fra en til fem ”negerhytter” i sine anmeldelser. Naturligvis er der nogen få, der forsøger at beherske deres latter, under en absolut utilsigtet morsom film i foredragssalen om udvekslingsritualer på Ny Guinea. Men hvor meget er ironi og hvor meget er et udtryk for et små racistisk ”tryk”, der skal af kedlen, når vi beskæftiger os med et fag, der skal rumme alle særheder og altid forstå dem på deres egne betingelser?

Tema Det er altid nemt skinhelligt at grine af racistiske bemærkninger, når man blot ifører sig et ironisk forsvar og dermed kan fastholde, at det er racismen og fordomsfuldheden, som man gør grin med. På den måde kan antropologen således vinde på to fronter. Han får både grinet befriende af den nedsættende vittighed og dernæst hvidvasket sin moralske habitus i fuld offentlighed. Bemærkningen tjener netop også til at distancere ham fra den slags væmmelig personer, som ”normalt” ville komme med den type bemærkninger.

en spørgsmålet er, hvorfor lige præcis antropologer kan slippe af sted med det her? Forklaringen skal nok findes i selve den antropologiske selvforståelse og i de fordomme andre har om os, og vores fag. Antropologer og etnografer opfatter sig selv som racistisk immune. Ligesom piloter ikke har højdeskræk, har antropologer ingen fordomsfuld indstilling, irrationel foragt eller angst for andre kulturer. Dette giver sig eksempelvis udslag i antropologers anvendelse af ordet neger. Hvor mange andre ville tøve med at bruge udtrykket, anvendes det uden blusel af antropologer ud fra den uudtalte devise ”jeg må godt, for jeg kan jo styre det”. Jeg tror de små ”etniske jokes” er et udtryk for den samme selvopfattelse. Ingen ville fatte mistanke om, at antropologen virkelig selv mente det han sagde. Derfor kan han roligt smøre tykt på og grinende bemærke til sine medstuderende, at han skal Uganda til sommer og ”give en hånd med at få dem ned fra træerne”.

lidt af de vilde” så ved antropologer, at de en dag kan stå i en situation, hvor de må lægge deres infantile pjat på hylden og tage aldeles mærkelige mennesker endog meget seriøst. På grund af det kulturrelativistiske paradigmes absolutte karakter vil ethvert eksempel på afstandtagen og manglende forståelse for vores studieobjekters levevis, altid blive tolket som et udtryk for manglende intellektuel formåen. Læg din egen kultur bag dig, og se frisk og uhildet på sagen. Et ædelt men komplet umuligt krav. Naturligvis ser vi undertiden ”de andre” som dybt åndssvage, fordi vi ikke kan undgå at sætte disse folk ind i vores eget samfund. Et samfund, hvor de med deres adfærd øjeblikkeligt ville være blevet sat under administration af de relevante myndigheder. Vi dømmer altid mennesker efter vores egen kulturelle modeller som det første.

Den lille daglige racisme

å det besvarer vel, hvordan vi kan slippe af sted med det, men ikke helt hvorfor vi gør det. For vi kan sagtens bruge etniske jokes i en reklamekampagne for vores egen overlegne moral, men der er tusindvis af andre og mere overbevisende måder, vi kan opnå det samme på. Ud fra en økonomisk betragtning er de etniske jokes en uforholdsmæssig bekostelig måde at reklamere for sin egen afstandtagen for racisme. For tænk nu hvis ironien ikke var åbenlys nok? Forklaringen skal derfor nok findes i noget meget menneskeligt, nemlig den lille daglige racisme, som de fleste af os bærer rundt på, uden at ville være ved det. Antropologer er ikke undtaget fra at føle et stik af forargelse, vantro, væmmelse eller harmløs morskab over de under tiden virkeligt bizarre ting, vi bliver præsenteret for. Og skønt det, så længe jeg kan huske, altid har været tilladt at ”grine

i kan ikke rumme så meget tolerance, når vi bliver udsat for så massivt et bombardement af anderledeshed, og den lille racisme tjener til at forsikre os om, at vores egen måde at gøre tingene på nu engang er den bedste. Trykket går af kedlen på en lidt speciel måde blandt antropologer, fordi vi har fundet en nænsom form, som vi kan pakke det ind i. Vi skal blot huske på at denne særlige ”diskurs” kun gælder indenfor vores eget snævre miljø. Jeg har flere gange bemærket, hvordan antropologer har fornærmet deres omgivelser med en lige lovlig direkte tone. Det er ikke alle der forstår ”ironien”, som måske ikke er så ironisk når alt kommer til alt. Informanten 11

Tema

”Hvad kan du egentlig?”

Af Maja Hjort Just, cand. mag antropologi og etnografi

pørgsmålet kom fra en af mine kolleger over en øl i fredags, godt en måned efter jeg begyndte på mit første arbejde som TDC Graduate. Indtil da var jeg mest blevet mødt af lettere uforstående blikke, når jeg fortalte, at jeg er etnograf, men endnu havde ingen stillet spørgsmålet SÅ direkte. At det ikke kun er en etnografs tilstedeværelse i TDC, der betragtes som specielt, men også selve graduate-programmet fandt jeg hurtigt ud af. Fredag d. 1. september startede vi 19 nyuddannede i et to års forløb, hvor vi bliver uddannet til ledere eller specialister sideløbende med vores tre turnusperioder i både danske og udenlandske afdelinger. Fra topdirektørernes velkomst, hvor vi blev udnævnt til at være blomsten af Danmarks ungdom, til intranettets artikel ”Top of the pops starter i TDC” blev der lagt vægt på, hvor heldige vi 19 udvalgte var, at vi var kommet igennem nåleøjet til programmet. Komplimenter og rosende ord, som mange år på universitetet bestemt ikke havde forberedt mig på at tage ukritisk imod. ”Top of the pops starter i TDC” er endnu en illustration af, at TDC ikke er oversvømmet med etnografer/antropologer. Blandt andet nævnes det, at vi nye graduates skiller os ud ved at være en mere blandet skare end sædvanlig. Hvilket fortsættes med sætningen: ”Blandt de mere usædvanlige er cand.mag. Maja Hjorth, der har en baggrund som antropolog”. Indrømmet, jeg tog en dyb indånding, da min uddannelse blev beskrevet som usædvanlig, og da min Informanten 12

kollega spurgte, hvad sådan en som mig egentlig kan bruges til i TDC. Efter fem-seks års besvær med at forklare især min mormor, hvad antropologi og etnografi er, er jeg nu i gang med at forklare mine kolleger, hvad det er, jeg kan med mit fag. Hvad er det så, jeg kan, og hvordan bruger jeg min etnografiske baggrund? Ja, jeg har ikke haft Bourdieu eller Foucualt oppe af lommen endnu for at holde lange forelæsninger om habitus og governmentality’s betydning for det sociale liv i TDC. Men etnografien og min uddannelse ligger som en understrøm i alt, hvad jeg foretager mig. Om det så er, når jeg arbejder med mit lederudviklingsprojekt, eller skaber det netværk i organisationen, som betragtes som afgørende for vores videre karriere.

Lederudvikling

in første turnusperiode foregår i TDC Services Human Ressource afdeling. Her er jeg projektleder med ansvaret for at få igangsat og gennemført et ”Action Learning Lederudviklingsakademi” for IT divisionens ledere. Et af de elementer, som lynhurtigt har vist sig være en uvurderlig erfaring fra mit studie, er mit feltarbejde i en mexicansk virksomhed. Som feltarbejder kæmper man blandt andet med at definere fokus, prøve at forudsige noget, der ikke kan forudsiges, få tilladelse til at udføre feltarbejdet samt styre projektet, mens man er af sted. Her er der ikke langt til det private erhvervsliv. Indtil videre har jeg arbejdet med at få fokus helt præcist i projektbeskrivelsen ved at prøve at beskrive - og forudsige - hvilke kompetencer IT lederne vil få gennem seks måneders action learning for at få overbevist IT-ledelsen om, at projektet skal køre, som vi finder bedst i HR. Samtidig er jeg sikker på, at jeg får brug for feltarbejdserfaringer med projektstyring og med at prøve at finde ud af, hvor deltagerne er på vej hen, når projektet starter. I det daglige arbejde og samarbejde er mine feltarbejdserfaringer ligeledes yderst værdifulde. Og langt om længe har mit rædselsvækkende organisationsteorikursus på økonomi, med alt for mange modeller for virksomheds- og personaleledelse, vist sig nyttigt. Feltarbejdet og organisationsteorikurset har nemlig i høj grad bidraget til min forståelse for livet i virksomheder. På økonomi lærte jeg, hvor stor erhvervs-

Tema

livets forkærlighed er for at sætte alt i kasser og lave modeller for, hvordan man som ledelse og leder skal handle. Gennem feltarbejdet lærte jeg til gengæld, at livet i virksomheder bestemt ikke kan sættes i kasser samt, at det giver mening – og resultater på bundlinien – at udfordre den slags tankegang. Tilsammen giver de to uddannelseselementer mig grundlaget for at udfordre tankesættet og komme med nye forslag til, hvordan man kan løse problemstillinger samtidig med, at man har respekt for medarbejdernes forskelligheder.

Netværk

ra dag et er vi nye graduates blevet tudet ørene fulde af, hvor vigtig vores netværk er for vores videre karriere i TDC. Her har den etnografiske spørgeteknik allerede vist sig speciel værdifuld, for hvem kan ikke lide at tale om deres arbejde, liv og hvordan de har det? Det er der i hvert fald ikke mange af de TDC’er, jeg har mødt på nuværende tidspunkt, der ikke kan. Mine kolleger i Services er blevet bombarderet med udborende spørgsmål om deres arbejde og IT ledernes indstilling til mit projekt med det resultat, at jeg nu ved, hvem jeg skal gå til, når jeg har brug for nogle specifikke oplysninger. Samtidig ved jeg, at IT-lederne højst sandsynlig vil byde mit projekt velkommen, hvormed mit fokus i kommunikationen bliver endnu skarpere. Også i forhold til de andre graduates ser jeg etnografien som en force. Til min store skræk blev vi efter 10 dage sendt på overlevelsestur i Sverige for at opbygge vores netværk og samarbejde i graduategruppen. Hvad har etnografi så at gøre med at bygge og sove i bivuak, hoppe i en svensk skovsø kl. 5 om

morgenen, ro 5 km drivvåde og springe ud over en 40 m dyb kløft i en spinket sikkerhedsline? Godt nok havde jeg nogle slemme vagter i pakkeriet på virksomheden i Mexico, men jeg havde min egen lejlighed og seng, så lige på ”barske-levevilkår-området” var jeg ikke forberedt. Men i forhold til at glemme mig selv og i stedet prøve at finde ud af hvordan andre har det, har etnografien bestemt givet mig styrke. For når man glemmer, at man selv står på en stålvire i 20 meters højde med sølle to sikkerhedsliner som sikkerhed og i stedet fokuserer på at hjælpe ham med højdeskræk, der går lige foran en igennem cirkelbanen, så giver det positivt udslag på teamplayer- og netværksbarometeret. Så da min kollega spurgte, hvad jeg egentlig kan, kunne jeg svare med TDC’s egne krav i stillingsannoncen: jeg kan skabe stærke relationer, jeg kan lykkes med mine opgaver, fordi jeg bruger andres viden og kompetencer i min opgaveløsning. Jeg kan udvise empati for andres situation samt lytte aktivt. Samtidig kan jeg udfordre antagelser, mestre at nedbryde komplekse problemstillinger samt identificere ømme punkter. Og at alt dette overvejende skyldes mine år på etnografi.

mahju@tdc.dk

PS! Udover ovenstående har mine (drikke)erfaringer fra diverse fredagsbarer og fester vist sig utroligt nyttige i graduateprogrammets ”første semester”. Bortset fra arbejdsdage fra 8.30 -17.00 med masser af ansvar, minder starten i TDC nemlig usandsynligt meget om en stor del af socialiseringen på etnografi… Informanten 13

Tema

Etnografisk film i Afghanistan ”This Work of Mine” skrifterne.

4 etnografistuderende udviklede ideen om en antropologisk film, der gik bagom mediernes stereotype billede af Afghanistan. Siden fik de ført ideen ud i livet og gjort filmen til virkelighed. Af Esben Hansen, Specialestuderende

fter knap tre års arbejde og flere rejser til Afghanistan har vores film ”This Work of Mine” netop haft premiere på Århus Filmfestival. I håb om at inspirere andre studerende, der kunne tænke sig at lave etnografiske film, vil jeg i dette indlæg fortælle om, hvordan projektet blev til, og hvilken rolle vores antropologiske baggrund spillede i filmens tilblivelse. Idéen til filmprojektet startede tilbage i 2002, hvor jeg sammen med mine tre medstuderende, Jens Kjær Jensen, Christian Bønelykke Vium Andersen og Andreas Møl Dalsgaard, havde fået et studiejob som rundviser på Moesgård Museums særudstilling: ”Afghanistan – bag overskrifterne”. Udstillingen var en modreaktion på det billede, der tegnede sig af Afghanistan i medierne efter terrorangrebene den 11. september 2001 og amerikanernes efterfølgende invasion af landet. Her skabte historier om Taliban og Osama Bin Laden, om borgerkrig, kvindeundertrykkelse og mennesker på flugt et billede af Afghanistan som et tilbagestående land, der var i de nådesløse krigsherrers magt. For at vise at landet rummer meget mere end det, valgte man på Moesgård med udgangspunkt i museets store Afghanistan-samling at lave en aktuel udstilling, der gav et bredere og mere nuanceret billede af landet Afghanistan – bag overInformanten 14

dstillingen blev hurtigt en stor publikumsmagnet, og som rundvisere var det vores opgave at vise alt fra børnehaveklasser og folkeskoleelever til pensionister og flygtninge-indvandrere rundt i Afghanistans historie, kultur og nutid. Der var som regel mange spørgsmål fra tilhørerne, og der var altid ét af dem, som vi havde svært ved at svare på: Hvordan var situationen i landet i dag, nu hvor krigen officielt var slut, og Taliban var blevet fjernet fra magten? Det var dette grundlæggende spørgsmål, der affødte idéen om at tage til Afghanistan. På daværende tidspunkt var vi studerende på 5. semester og sad og kæmpede med eksamensopgaver i centraletnografiske debatter. Som modvægt til den megen teori vi havde været igennem de første studieår, havde vi lyst til at lave noget, der var meget konkret og håndgribeligt, noget hvor vi kunne arbejde med det æstetiske og visuelle aspekt, og noget hvor vi kunne nå ud til en masse mennesker. Vi blev enige om, at vi ville prøve at lave en dokumentarfilm. De næste par måneder brugte vi på at udvikle vores projektidé og skrive ansøgninger til diverse fonde. Det viste sig ikke at være helt nemt at få penge. Slet ikke, når man ”bare” var fire etnografistuderende fra Moesgård, der ikke havde lavet film før. I de første måneder fik vi derfor afslag på stort set alle vores ansøgninger. Det var først til sidst, få uger før vores planlagte afgang, at vi endelig fik en positiv tilbagemelding. Det var Danidas Oplysningsudvalg, der havde besluttet at støtte projektet med knap 40.000 kroner. Pengene var kun lige akkurat nok til at dække de fire flybilletter, men efterfølgende indvilligede Århus Filmværksted i at låne os kamera og mikrofoner. Vi besluttede os for selv at lægge de sidste penge ud, som der manglede til forsikring og opholdsudgifter i Afghanistan. En varm augustdag i 2003 kunne vi således stige ombord på det nyåbnede, nationale luftfartsselskab ”Ariana Afghan Airlines” med kurs mod Kabul lufthavn. ødet med Afghanistan var en barsk men også fantastisk oplevelse. Krigens ødelæggelser og den enorme fattigdom var synlig overalt, men alligevel blev vi mødt men en stor gæstfrihed

Fortsættes side 18...

Side 15 Vild

Prost!

Redaktionen var ikke længe om at kåre Mette Lorentzen og Maj Højerslev til dette nummers side 15 Vild. Billedet er taget i forbindelse med RUS-ugens Tour de Moesgård under en yderst koncentreret fremførelse af et ældgammelt tyrolerritual. Redaktionen er dybt betaget af den høje grad af autencitet i Majs skumle smil. Billedet snyder os desværre for Mette og Majs karakteristiske ølmaver og nedlynede bukser. Godt gået, piger! Informanten 15

Informanten 16

Tema og en forsigtig optimisme. I de første to uger af vores ophold rejste vi Kabul og omegn tynd i jagten på den gode historie. Vi besøgte både mullaher og musikere, børnehaver og bryllupsfotografer, universiteter og kvinderettighedsforkæmpere, inden vi til sidst fandt vores historie. Vi endte faktisk med at dele os op i to hold: Andreas og Christian skulle lave film om bodybuilding i Afghanistan, mens Jens og jeg skulle lave en film om et Røde Kors center for mineofre. Fælles for de to film var, at de skulle give et anderledes billede af afghanerne og Afghanistan. Der kan læses om begge projekter på vores hjemmeside www.afghanistanfilm.dk.

ens og jeg tilbragte sammenlagt seks uger på det ortopædiske center, hvor vores film udspiller sig. Vores hovedperson var en italiensk fysioterapeut ved navn Alberto Cairo, som i snart 16 år havde dedikeret sit liv til at hjælpe mineofre i Afghanistan. Udover Alberto fulgte vi i filmen også nogle af de afghanske ansatte og patienter på det Røde Kors center, hvor han arbejdede. I filmen anvender vi en del greb fra den journalistiske TV-dramaturgi, men samtidig mener jeg også, at vores baggrund som etnografistuderende skinner

Informanten 18

igennem – både i den måde, vi arbejdede på og i selve filmen. Udgangspunktet for os var, at vi ville bag om facaden. Vi ønskede at komme tæt på det sted og de personer, som filmen skildrer. Samtidig var det vigtigt for os at være åbne omkring, hvad der var vores projekt. Centeret var i forvejen velbesøgt af journalister, men de fleste blev der kun én dag, hvorefter de tog videre i jagten på den næste overskrift. Det vakte derfor stor undren, da patienterne og de ansatte opdagede, at vi blev ved med at komme igen. Som trofaste etnografer tilbragte vi, i halvanden måned, hver eneste dag på det ortopædiske center i selskab med vores ’informanter’ – dvs. filmes hovedpersoner. Vi brugte selvfølgelig en del tid på at filme, men også på blot at ’hænge ud’ sammen med vores hovedpersoner i pauserne, og sidst men ikke mindst forsøgte vi at inddrage dem i vores overvejseler omkring projektet. Jeg tror vores vedholdenhed og åbenhed var med til at give os adgang til nogle sider af deres hverdag, som ellers havde været svært tilgængelige. Som tiden gik, åbnede vores informanter mere og mere op. En tidlig morgen, da vi ankom til centeret, udtalte vores hovedperson Alberto pludselig: ”You Danish anthropologist. You just won’t quit,

Tema won’t you!”. Sætningen blev sagt med sarkasme og forundring, men jeg fornemmede også en vis respekt i hans udtalelse. Efter den dag blev der ikke længere stillet spørgsmålstegn ved vores tilstedeværelse, og vi blev i højere grad en naturlig del af ’felten’, som det ortopædiske center var for os.

a vi kom tilbage til Danmark igen, gik vi i gang med at klippe optagelserne sammen. Efter nogen tid stod det klart, at vi måtte af sted på en opfølgende rejse for at få supplerende optagelser i kassen. Vi klippede derfor en seks minutters trailer, som blev brugt på to fronter: 1) Vi sendte VHS-kopier af traileren ned til Afghanistan for at få direkte feedback fra vores hovedpersoner, 2) vi sendte kopier af traileren med vores nye ansøgninger. Denne gang fik vi overvejende positive tilbagemeldinger fra de fonde, vi søgte, og vi fik dermed dækket udlæggene fra vores første rejse samt udgifterne til den kommende. Derudover begyndte vi at tage diverse filmkurser for at lære mere om såvel det tekniske som det fortællemæssige ved at lave film. Dette er noget, jeg også vil anbefale til andre, som gerne vil i gang med at lave etnografiske film. I sommeren 2004 tog vi så af sted igen – nu med friske input fra filmens hovedpersoner samt en ny filmisk og teknisk viden i bagagen.

fter halvanden måned i Afghanistan vendte vi endnu en gang hjem til Danmark. Klippeprocessen gik atter i gang, og det blev et langt, sejt træk. Først nu – godt to år senere – er vores film, der

har fået titlen ”This Work of Mine”, blevet færdig. Den lange klippeproces skyldes blandt andet, at vi har haft et meget stort materiale at arbejde med, og at vi i lange perioder har ventet på finansiering til en professionel klipper. Derudover var vi stort set nybegyndere inden for feltet, så det har været en stor indlæringsproces at være med til at klippe filmen. Men nu er filmen endelig klar, og til alle, der har lyst til at se den samt høre mere om vores erfaringer og oplevelser fra projektet, så vil vi, i samarbejde med Moesgård Museum, lave et arrangement i begyndelse af 2007.

Boks med faktaoplysninger “This Work of Mine” handler om den italienske fysioterapeut, Alberto Cairo, der har dedikeret sit liv til at hjælpe mineofre på et Røde Kors center i Afghanistan. Filmen varer en halv time og er produceret med støtte fra Danida, FAF, Dansk Røde Kors og Århus Filmværksted. Filmen har netop haft dansk premiere på Århus Filmfestival. Den får udenlandsk premiere på festivalen Docupolis i Barcelona senere i denne måned. I januar 2007 bliver den vist på Moesgård Museum, hvor Esben og Jens også vil komme og fortælle om arbejdet bag projektet. Udover dette filmprojekt har Esben, sammen med etnografistuderende Erna Andersen, også lavet filmen ”Kabul Skønhed”, der handler om en skønhedssalon for kvinder i Kabul.

Til de, der har lyst til at læse mere om det at lave etnografiske film... ...vil jeg anbefale artiklen ”Etnografisk formidling, etnografiske film, etnografiske dialoger” af Anne Mette Jørgensen, som kan findes på www.gumsagumlao.dk/informanten/informanten_nov2003.pdf. Anne Mette anbefaler i denne artikel den dokumentariske filmskole les Ateliers Varan i Paris (www.ateliersvaran.com), som hun selv har gået på. I England kan man desuden læse en master i visuel antropologi i Manchester (www.les1. man.ac.uk/sa/pg/courses/ma_visanth.htm) eller på Goldsmith College i London (www.goldsmiths.ac.uk/visual-anthropology). Alternativt kan man tage suppleringsfag i Medievidenskab, enten i Århus eller København eller ved et universitet i udlandet. Anne Mette anbefaler endvidere at blive medlem af ”the Nordic Anthropological Film Association” (www.nafa.uib.no), hvor man blandt andet kan låne etnografiske film, deltage i festivaler og konferencer og følge med i, hvad der rører sig inden for den visuelle antropologi. Hvis man allerede nu står og gerne vil i gang med sit eget filmprojekt, kan jeg anbefale at søge Danidas Oplysningsbevilling (www.oplysningsbevillingen.dk). Danida har en særlig U-lands-TV-pulje, der giver støtte til filmprojekter om tredjeverdenslande. Det kan være svært at opnå støtte fra U-lands-tv-puljen, da de kræver, at man har en visningsgaranti fra en dansk TV-station. Alternativt kan man søge Danidas rejsestipendier, som er noget lettere at komme igennem til. Endelig kan man søge Danidas Verdensbilledlegat (www.3world.dk), som siden 2002 hvert forår har uddelt 40.000 kroner til ti hold studerende til at lave en minifilm fra den tredje verden. Hvis man gerne vil låne udstyr såvel til optagelser som til redigering, kan man søge om støtte hos Århus Filmværksted (www.aarhus-filmvaerksted.dk). Informanten 19

Tema

Højskolearbejde og etniske rejser I tilknytning til undervisningen på Uldum højskole, kan eleverne komme med på en rejse til Tanzania, hvor de oplever landet fra forskellige vinkler og er med i beslutningsprocesserne omkring fordelingen af midlerne fra ”Etnisk Fond”. Etniske rejser når dog bredere ud end højskolens kursister. Af Kim Lund Nielsen; højskolelærer, rejseleder, tolk i Swahili.

eg underviser i etnografi og en række beslægtede kultur- og samfundsfag på Uldum Højskole, herunder mystik og sociologi. Ved siden af højskolen er jeg knyttet til Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet og politiet som tolk i swahili. Derudover har jeg min egen virksomhed med rejser til Tanzania. Virksomheden hedder Etniske rejser, hvilken denne artikel omhandler. Det er især højskolens elever, som tager med til

Informanten 20

Afrika, hvor jeg laver to ture om året af 19 dages varighed hhv. i januar og juli. Det sker også, at der er deltagere med, som ikke går på højskolen. Det kan være en kæreste eller en ven til en af vores elever, eller det kan være folk udefra, som har fået kendskab til rejserne via etniskerejser.dk eller udlum-hojskole. dk. Mit ønske om fremtiden er at udvide Etniske rejsers marked til, at flere folk udenfor højskolen melder sig til. Her har jeg især kik på seniorer i efterlønsalderen, som har interesse i mit produkt. I øjeblikket rejser jeg Danmark rundt med foredrag om Etniske rejser, for netop at rekruttere i den aldersgruppe. På den etniske rejser bor vi i en landsby i Tanzania og følger folk i deres gøremål til hverdag og til fest. Det giver et førstehåndsindtryk af, hvordan de lokale tackler tilværelsen på en helt anden måde, end vi er vant til. Samtidig kan rejsens deltage komme til at se noget af sig selv i det fremmede, fordi vi mennesker har ting til fælles. F.eks. skal vi alle finde en måde at

Tema passe på vores børn og tage os af vores gamle. Det kan være berigende at følge, hvordan folk løser disse opgaver anderledes. Rundt omkring i verden stiller unge mennesker sig i øvrigt det samme spørgsmål; hvad vil jeg gerne være og hvilke muligheder har jeg. Her er det interessant at sammenligne drømme og muligheder på tværs af samfund.

Forkursus

ør rejsen varme vi op på Uldum Højskole med et forkursus om Tanzanias historie og kultur. Det giver et indblik i samfundets udvikling, erhverv, religion, familiemønstre, skik og brug. Deltagerne bliver også introduceret til det lokale sprog, swahili, så de kan hilse og handle uden tolk. Derudover er der lejlighed til at tale om alt det praktiske fra visum og valuta til sundhed og sygdom, kost og logi, tøj og sko, kryb, kravl og klima. Baggrunden for at jeg kan undervise i ovennævnte er min uddannelse som etnograf og mit feltarbejde i Tanzania tilbage i 1988 i tilknytning til Danida. Ud over at stå for undervisningen på forkurset, tager jeg med som rejseleder og tolk. Under opholdet bor vi i landsbyen Rundugai, som er udgangspunktet for rejsens mange oplevelser.

Rundugai

er er typisk 12-16 deltagere med på den etniske rejse. Det passer fint til landsbyens størrelse med godt 1600 indbyggere. Vi besøger lokalbefolkningen i deres hjem, vi tager med ud på markerne og vi tager rundt for at se på håndværk. Vi møder landsbyrådet for at få indblik i det politiske liv, og der bliver lejlighed til at tale med mændene og kvinderne om arbejdsdelingen og forholdet mellem de to køn. Vi besøger den lokale skole og oplever, hvordan man underviser i en klasse med op til 80 elever. Vi besøger kirken om søndage, som er et lærerigt udgangspunkt til at forstå, hvordan kristendom, islam, animisme og forfædrekult eksisterer side om side. Vi besøger også landsbyens sundhedscenter, naturmedicinere og den lokale heksedoktor for at opleve de parallelle opfattelser af krop og sundhed, sygdom og behandling. Ud over de fastboende agerdyrkere, chaggaerne og benaerne i Rundugai, besøger vi også masaierne, som har deres boplads to timers vandring fra Rundugai. Masaierne lever primært af deres kvæg, som de udveksler med hinanden, og som de sælger på mar-

kedet i de større landsbyer til de fastboende. Masaierne lever som halvnomader, det vil sige en del af året følger de deres kvæg til de bedste græsgange og vandhuller, og resten af året bor de mere fast, mens de supplerer deres diæt og økonomi med grønsager fra små jordlodder omkring bopladsen. Tilbage i Rundugai spiller vi bold med de voksne, leger med børnene, bader i floden, synger og danser og fortæller hinanden om livet i Danmark og Tanzania. Om aftenen sidder vi foran vores hytte om og snakker om dagens oplevelser i petroliumslampens skær. Som et afbræk fra Rundugai tager vi på en safari Ngorongoro-krateret. Safarien er endags, men deltagerne vælger ofte at supplere med en ekstra dag ved Lake Manyara. Nogorongoro-krateret rummer en af de største koncentrationer af vilde dyr i hele verden og byder på en slettesafari, mens Lake Manyara byder på en skovsafari, to forskellige og unikke naturoplevelser.

Etnisk fond

eg har undervist på Uldum højskole i 5 år og lavet etniske rejser i de sidste 4 år. I løbet af denne periode har jeg også opbygget en fond i tilknytning til rejserne, etnisk fond, med midler, som eleverne selv indsamler f.eks. på en auktion, hvor de byder på hinandens produktioner fra højskolens kreative værksteder, på serviceydelser etc. I starten blev det til, at vi have omkring 5.000 kr med på rejse. I dag har vi typisk mellem 15.000 og 25.000 kr. med. Vi støtter blandt andet den lokale skole, landsbyens sundhedscenter, et børnehjem, handicappede børn og masaiernes vandforsyning. Det er op til rejsens deltagere selv at observere og diskutere, hvad pengene fra etnisk fond skal gå til i fællesskab med mig og i samråd med landsbyens ledelse. Pengene er ikke øremærkede på forhånd. Det giver deltagerne erfaring med beslutningsprocesser. I øjeblikket er vi i gang med at bygge en skole til de handicappede børn i Rundugai, hvor de kan lære at læse og skrive samt blive oplært i et håndværk, så de kan klare sig selv senere i livet. Landsbyen har givet mig en grund på størrelse med en halv fodboldbane, hvor vi langsomt bygger handicapskolen i takt med behovet og pengene, der kommer ind. I skrivende stund er jeg i øvrigt i gang med at starte et projekt indenfor miljø og naturbeskyttelse og et projekt indenfor ungdomskultur og musik. Rejsens deltagere kan vælge at blive i Tanzania ud over de 19 dage, hvor de knytter sig til et projekterne. Informanten 21

Liminalt

Viva la revolución

Røde revolutioner eller populistisk magtpolitik? Røde revolutioner hører for de fleste fortiden til, og selv om et lyserødt spøgelse ifølge vores egen magtfulde ”enevælde” for nyligt har vist sig i det danske gadebillede, ligger massernes kamp imod et magtfuldt oligarki en sort og uhyggelig fortid til. Tiden og fremskridtet har besejret den røde hær, og i denne jublende epoke i tegnedrengens liv, blomstrer kapitalen på nationale stilke, som står plantet i den profitable danske muld. Revolution former ikke længere en seriøs del af vores bevidsthed og er mere en utopisk tanke skabt af godtroende genier, og som i praksis leder til folkemord og fiasko.

En karikatur af den imperialistiske overmagt som bliver bombet ud af Sydamerika.

Af Simon Lex

Bush - el diablo

kke desto mindre står røde (eller socialistiske) revolutioner på den politiske og nationale dagsorden i lande, der forsøger at overleve i en globaliseret verden domineret af kapitalistiske markedskræfter. I store dele af Sydamerika (Venezuela, Cuba, Brasilien, Bolivia, Uruguay ) følger regeringer og majoriteten af befolkningerne en socialistisk linie, der kan forstås som modsvar til tidligere tiders højreorienterede diktaturer, til årtier med økonomisk ruin og i visse tilfælde til den imperialistiske overmagt USA. De røde revolutioner finder sjældent genhør i det danske mediebillede, og først når karismatiske ledere råber højt på politiske topmøder, går det marxistiske spøgelse igen forklædt som nye magtfulde ledere. Sidste tilfælde i nævnte jargon forekom under det fornyligt overståede FN topmøde, hvor den i egne rækker bolivariske frihedshelt, præsidenten i Venezuela, Hugo Chavez fik 10 sekunder som skarpretter og pauseklovn hos diverse medier, da han kaldte Bush for el diablo – djævlen i egen høje person. Den angrebslystne præsident fremstod i de danske hjem som en underholdende og useriøs fjende, der i et desperat Informanten 22

forsøg på at få ørenlyd kastede med mudder imod vores allierede supermagt. Inden vi zapper videre til aftenens højdepunkt Vild med dans griner vi lidt af dette fænomen fra endnu en underudviklet bananrepublik. Et revolutionerende fænomen fra en anden verden, som helst ikke skal ind i vores varme stuer.

David imod Goliat

eg kravler for et øjeblik ind i mit etnografiske elfensbenstårn for at belære de ”dumme danskere” om latinamerikansk retorik, en strategisk fjentlighed imod imperialismen og nye socialistiske revolutioner – en stor mundfuld i Informantens nu kun to-spaltede udgave. I første omgang er dette ”djævlske” angreb fra Hugo Chavez ikke tilsagt vores hyggelige hjem eller vesten generelt, men de hårde ord skal uden tvivl imponere i Latinamerika, Mellemøsten og Afrika. Kort fortalt forsøger Chavez at skabe en fælles front imod den kapitalistiske ”lucifer” og bruger enkelte retoriske midler til at skabe konsensus. En konsensus som ikke bygger på interne kulturelle eller sociale ligheder men en fælles ekstern interesse – nemlig at nedkæmpe imperialismen

Liminalt

Hugo Chavez med Præsidenten i Iran Mahmoud Ahmadinejad.

med USA i spidsen. Sat på den modsatte spids kan mange arabere, latinamerikanere og afrikanere her identificere sig selv som dele af et transnationalt og multikulturelt fællesskab, der ikke længere baseres i negative faktorer som fattigdom og vold men nu giver selvtillid og hår på brystet ved at bygge på mod og mandshjerte til at gå imod den magtfulde og undertrykkende overmagt. Et mod, som indenfor denne retorik, ikke har noget at gøre med den altoverskyggende kujonagtige terrorisme, hvor fanatiske mænd gemmer sig i huler og dræber uskyldige mennesker, men nærmere er en politisk kamp i fjendens manege. Chavez har tiltvunget sig rollen som frihedshelten, der kæmper davids kamp og på den internationale scene slår Goliat med verbale nakkeslag.

Den Bolivariske Revolution

isse angreb bliver i store dele af den verdenvi-ikke-vil-vide-af hyldet, og regionalt i Latinamerika er de en del af det politiske projekt den Bolivariske Revolution. En revolution som ifølge Chavez og hans støtter skal skabe deltagelsesdemokrati, forbedre forholdene i fattige dele af verden og

overtage kapitalismens kongeplads på den globale scene. På den ene side giver dette et håb for mennesker, der føler sig domineret og udnyttet af magtfulde mænd fra ”Vesten”, men på den anden side smager det også af smukke og heroiske ord fra en svunden tid med utopiske revolutioner, der byggede på for længst falsificerede teorier og som endte i blodsudgydelser. Spørgsmålet er, om Chavez virkelig har et politisk projekt, som kan overvinde den ulighed, som kapitalismen har skabt, eller om dette er endnu et populistisk redskab til at skabe magt og personlig rigdom? Selvom røde revolutioner ikke er nye i Latinamerika og har været berygtede med Fidel Castros Cuba og Colombias guerillabevægelse FARC, har den bolivariske muld spredt sig regionalt og skabt en nu magtfuld revolutionær grobund i lande som Venezuela, Bolivia, Brasilien og Argentina. Forskellen på Fidels ensomme og i mine øjne fatale kamp til døden (hasta la muerte – han ånder dog endnu) og den ”nye” venstredrejning i Latinamerika er, at den sidstnævnte bunder i regeringer for essentielle lande, der sidder på utømmelige naturressourcer som olie og naturgas. Der er derfor ingen tvivl om, at den Latinamerikanske blok farvet i rødt og ført an af en karasmatisk Chavez er blevet mere end en torn i øjet – nærmere et spark i skridtet – på imperiet i nord.

Global-politisk fænomen

en Bolivariske Revolution bliver ikke kun debatteret på Simon Bolivars kontinent, men har som nævnt indtaget en rolle i andre dele af verden. For eksempel har den vundet tilhør i Iran og Libanon, som nu er vigtige allierede. Sammenlagt er mange klar til at bakke op i en kamp imod det undertrykkende og udnyttende ”Vest”, som i falske ”gudebilleder” som demokrati og frihed og personificeret i belærende præster som Bush og Blair fører blodige korstog i lande, der tilbeder andre idealer. Selv om ovenstående er blevet endnu en glorificering af ”de (undertrykte) andre”, og bevidst lever sig ind i den Bolivariske retorik fra et dejligt og let vestligt synspunkt, er der en vis sandhed i tesen: at en stor del af den ”nye” latinamerikanske blok og lande fra Mellemøsten og Afrika står i modsatte ringhjørne af USA og Europa, og at dette kan blive en fremtidig politisk Informanten 23

Liminalt kampscene. På den baggrund er det vigtigt at se på de ideologiske og politiske bevæggrunde, som ligger bag den Bolivariske Revolution og dette ulmende politiske og folkelige projekt. ”Kæmpende sammen er vi uovervindelige”

Socialisme i det 21. århundrede

en Bolivariske Revolution har været et kendt fænomen siden Chavez blev præsident i 1998 og har i de første år lugtet af populistisk magtpolitik. Der manglede en ”rød” tråd spundet op omkring en fælles politisk ideologi, og den karismatiske leder byggede i stedet sin regering op på stærke militære tilhørsforhold og sin egen person som frelser, frihedskæmper og folkets ubestridte samlingspunkt. Som andre populistiske og neo-populistiske ledere spillede regeringen på nationalistiske slogans, som gik imod korruption, kriminalitet, fattigdom og oligarkiet. Men resultaterne udeblev, og de tomme løfter skabte en stigende modstand, som var med til at underbygge et mislykket militærkup og en optærende generalstrejke i 2002 og 2003. Chavez overvandt den politiske krise og står idag stærkere end nogensinde. En styrke som har givet overskud til at skabe en bred diskusssion omkring den Bolivariske Revolution. Akademiske, militære, politiske og sociale institutioner har udviklet bolivariske begreber, og regeringen har forsøgt at male revolutionen rød ved at bygge den på ideologien el socialismo del siglo 21” – Socialisme i det 21. århundrede. En socialisme som er beskrevet af Heinz Dietricht i bogen Hugo Chávez y el Socialismo del Siglo XXI. Bogen bliver brugt som et teoretisk manifest, der dog står bag den lille blå konstitution, og selv om den er udkommet efter starten af revolutionen, bruges den af mange som referenceramme til at skabe en dybere forståelse af dette difuse fænomen. Forsiden illustrerer tydeligt bogens omdrejningspunkt, som er den venezuelanske præsident, der står midtfor hånd i hånd med historiske skikkelser som Karl Marx, Simon Rodriguez, Simon Bolivar og Jesus af Nazareth. Dieterich ønsker at kombinere den rationelle videnskab med solidaritet, og målet er en fredelig verden, hvor vi lever side om side i harmoni. Et mål som kun kan opnås ved at udrydde kapitalismen, der har skabt ekstreme økonomiske og sociale skel. Den tyske profesor er klar over, at dette mål ikke bliver indfriet ved kun at kritisere kapitalismens skævvridning af globens indbyggere, og derfor vil han finde alternativer, som ligger i en etisk-æstetisk teori og et nyt historisk projekt. Et projekt som i praksis er under udvikling i netop den Bolivariske Revolution. TerInformanten 24

men revolution skal i denne sammenhæng ikke forstås som en voldelig samfundsmæssig omvæltning skabt af masserne men tværtimod, som en fredelig social og økonomisk proces, der i to faser skal opnå lighed og nedkæmpe kapitalismen.

Lighedsøkonomi og deltagelsesdemokrati

ørste transitionsfase er regional og ønsker i Simon Bolivars ånd at samle et fælles Latinamerika under bolivarismen, mens målet er den anden fase, som er en global socialisme i det 21. århundrede. Dette lyder smukt men umuligt i praksis, og det store spørgsmål er, hvordan Chavez opnår dette på overfladen lykkelige scenarie? Dieterich mener at finde svaret i den teoretiske del af bogen, hvor han bygger videre på ideer fra klassiske tænkere som Bolivar og Marx og lidt mere ukendte skikkelser som computereksperten Paul Cockshott og filosoffen Arno Peters. Parametrene er lighedsøkonomi, deltagelsesdemokrati, en ikke klasseinddelt stat og det kritiske, etiske

Liminalt Det venezuelanske flag med Bolivars overvåg ende øjne samt indgraveringen: ”Den Bolivariske Revolution går ikke væk”

og æstetiske subjekt. Det ligger udenfor denne artikels råderum at gennemgå nævnte termer, men konklusionen er klar: Dieterich har fundet den teoretiske formel på lighed og harmoni, og Chavez er manden, som skal føre den ud i verden. Den teoretiske del svinger mellem gode input omkring en spændende form for deltagelsesdemokrati og utopiske ideer om equivalensøkonomi og ligeløn, hvor fortjeneste udmåles i antallet af arbejdstimer. Man kan være enig eller uenig i teserne omkring det 21. århundredes socialisme, men bogen er med til at skabe en teoretisk bund for en del af venstredrejningen, som foregår i Sydamerika, og som nævnt kan blive en medspiller i internationale politiske magtforhold. Dog bliver bogen skæmmet af en propagandistisk forherligelse af Hugo Chavez, som ikke bare bliver sidestillet med Marx og Bolivar, men på forsiden bliver klappet på skulderen af en genopstået Jesus Kristus. Dertil siger Dieterich: ”La Revolución Mundial pasa por Hugo Chávez” (Dieterich, 33). [Verdens revolution går igennem Hugo Chávez]. Flotte ord som uden tvivl har gjort tyskeren umådeligt populær hos den olierige regering, men som også sætter spørgsmålstegn ved bogens videnskabelige redelighed. Jeg blev ramt af politologen Ramos Jiménez´ udtalelser, da han til en forelæsning i Venezuela karakteriserede dette som et politisk fremstød, et propagandistisk manifest, en flyer som skal bruges til gensidig udnyttelse imellem Dieterich og Chavez. Førstnævnte skal tjene en masse petrodollars, mens sidsnævnte skal have et teoretisk grundlag til at føre sin revolution ud i livet. Jeg er enig!

Teoretisk fiasko - praktisk succes

ogen Hugo Chávez y el socialismo del siglo XXI har givet diskussionen om den Bolivariske Revolution og Socialismen i det 21. århundrede et meget tyndt teoretisk grundlag, og hvis Chavez og hans støtter ønsker at skabe en såkaldt fremtidig verdensideologi på baggrund af dette, skal de hurtigst muligt smide håndklædet i ringen. Den økonomiske del af bogen med en planlagt lighedsøkonomi vil ikke fungere i den globaliserede verden, og det bedste eksempel er netop Venezuela, hvor økonomien efter 8 års revolution på ingen måde har opnået dette lighedsscenarie. Den Bolivariske Revolution bliver tværtimod fodret af petrodollars fra USA, som modtager store mængder af olie fra Venezuela. Nogle ville måske mene, at den Bolivariske Revolution falder med det politiske manifest, men realiteterne er anderledes. Selvom der er interne uligheder i den venstreorienterede latinamerikanske blok, er revolutionen en del af en vigtig og spændende politisk proces, som er værd at studere både fra politiske, økonomiske og antropologiske vinkler. En proces under udvikling der, om Chavez vinder præsidentvalget i december i år, vil blive et vigtigt global-politisk fænomen. En rød revolution som på baggrund af den aggresive linie imod den amerikanske politik, de stærke politiske tilhørsforhold i Mellemøsten og Afrika og landets umådelige olieressourcer kan blive et seriøst inventar også i de varme og hyggelige danske stuer.

Informanten 25

Liminalt

Fodbold - hvor fedt er dét? Antropologi er i høj grad koncentreret om feltarbejdet, og i forbindelse med dette bliver man ofte kastet ud i situationer, som man ikke havde forudset, handlinger man ikke er forberedt på – eller ting man decideret foragter. Ind imellem vil man jo så opdage at ting, man afskyer, rent faktisk er ganske acceptable – ja, måske endda interessante. - og igen er der så sket det fantastiske, som vores fag er så godt til at hjælpe med: Verden bliver større! Denne tilgang er baggrunden for denne artikel, hvor undertegnede opsøger situationer, som er populære blandt mange, men som af forskellige årsager ikke har fanget min interesse. Af Troels-Henrik Balslev Krag

eg har altid afskyet fodbold. Om det skyldes barndomstraumer efter en meget fodboldinteresseret storebroder, der har tvunget mig til at stå på mål, mens han tyrede – eller om det er ganske almindelig akademisk snobberi – skal jeg ikke kunne sige. Men faktum er, at jeg ikke bryder mig om spillet. Dog må jeg indrømme, at jeg da har fundet mig selv foran TV’et ved diverse landskampe med videre, men dette har altid været for det sociale aspekt. Det kunne såmænd have været anden form for tom underholdning, der havde været samlingspunktet. Men lokale divisioner som Superliga, mesterrække og tilfældig-sponsor-der-vil-eksponere-sit-navn-ligaen har for mig altid stået som noget af det mest forfærdelige i verden. Men jeg må jo anerkende, at mange mennesker går utrolig meget op i fodbold – også i disse lokale ligaer. Med andre ord vil en kamp med vores lokale helte ”GFerne” være et perfekt sted at starte mit lille ”gør noget som jeg ikke har lyst til, men som mange andre synes er fedt”- projekt.

Optakten

t arrangement som dette starter ikke, som man kunne tro, ude på stadion. Nej, allerede på Ingerslevs Blvd., hvor vi købte billetterne i kiosken, kunne jeg fornemme en eskalerende stemning: Gaderne fyldtes med hvide fodboldtrøjer og skilte uden for opportune beværtninger, som lokkede med ‘kamp tilbud’ på øl. Informanten 26

Og for nogen er disse kampe vigtigere end for andre. Da jeg stod i køen udenfor kiosken for at købe billet, overværede jeg en samtale imellem to allerede lettere berusede fans; den ene havde ikke kunnet sove om natten af spænding – for det var første kamp i sæsonen, og byens hold stod jo til at vinde. En klar fornemmelse af at være del af et stort, konformt fællesskab, og spændingen blev blot stærkere og stærkere, da jeg og mine informanter nærmede os stadion.

Stadion

elve stadion er bygget op på en sådan måde, at det ‘normale’ publikum sidder på den ene langside, mens den anden er præget af sponsor-sæder. Enderne er forbeholdt fanklubberne fra de respektive, spillende hold. I dette tilfælde var der ikke dukket nogen op fra Kolding, hvilket betød at AGFs fanklub dominerede totalt. Selve kampen var ganske underholdende. I sidste sæson rykkede byens hold ned og stod derfor som absolut favorit i denne kamp. Og ganske rigtigt endte kampen 4-1 i AGFs favør. De fire mål blev scoret i kampens første halvej, og reduceringen fra Kolding faldt et stykke inde i anden halvej. Dette gjorde at jeg, som pligtskyldigt støttede AGF, blev hensat i en næsten euforisk stemning allerede efter få minutter, da de to første mål faldt inden for de første otte minutter. Og som det ganske almindelige danske princip ‘mere-vil-have-mere’ dikterer, så opstod der også over anden halvej en rastløshed på tilskuerrækkerne over at ‘de hvide’ ikke pressede mere på, for at forøge deres føring. Da kampen i løbet af anden halvej blev standset – simpelthen fordi alle spillere gik ud for at drikke vand – fornemmede man at begge hold mere eller mindre havde afsluttet kampen mentalt. Og det bekom ikke publikum; vi var jo kommet for at se fodbold – ikke bare 22 mand, der rendte rundt og forsøgte at få det sidste kvarter af 90 minutter til at gå. I pausen var vi så vidne til noget, jeg troede var et udelukkende amerikansk fænomen: Cheer leaders. Hvor dygtige de end må være, og hvor meget de end måtte have øvet sig, så kunne de ikke konkurrere med min hang til en halv meter grillpølse og en øl – en institution i sig selv.

Liminalt dem var sur på dem, der sad på sponsorrækkerne. De ‘støttede ikke holdet ordentligt’ – hvilket betød, at de ikke rejste sig, når der var scoret, ikke klappede af gode chancer osv. Hans oprigtige ophidselse efterlod ingen tvivl; han mente helt sikkert, at en stor del af årsagen til holdets sejr simpelthen skyldes tilskuernes støtte. Man kan selvfølgelig sige, at det faktum at Kolding ikke havde nogle støtter blandt publikum og at der var ca 7-8000 AGF-tilhængere underbyggede denne tankegang. Men når man så ser på det faktum, at AGF har haft utrolig svært ved at få en sejr hjem, men altid har haft en solid fanskare, begynder teorien at blive lidt blakket.

Men hvad får så voksne, sikkert fornuftige mennesker til at tænke på den måde?

Fodbold - Blot endnu en undskyldning for at drikke bajer og æde store pølser på en søndag? Informantens udsendte måtte svare: ‘Ja’ - men der er også så meget mere i det...’

Voksne, fornuftige mennesker?

n af de primære årsager til at gå til dette arrangement var, at jeg gerne ville se, hvad det er for nogle mennesker, der går til fodboldkamp. Og som så meget andet her i verden, må man sande, at det var en meget blandet skare. I min forfordømmende tankegang havde jeg nok tænkt på dem som en flok bajerhungrende bonderøve – til tider med hang til en slåskamp. Med dette karikerede billede på nethinden må jeg sige, at det var en stor overraskelse, at se at der rent faktisk også var kvinder tilstede. Og at der var folk, som jeg kendte fra universitetet såvel som fra andre steder. Dette bekræftede det, jeg med min fornuft godt vidste; at ingen mennesker kan skæres ned til noget så simpelt – og at mennesker selvfølgelig er meget forskellige. Men har man sagt det, må man også anerkende, at folk har en noget forskellig tilgang til hele den institution, en fodboldkamp er. For på vej hjem fra kampen i bussen kom jeg til at sidde foran et par medlemmer af fanklubben, og kunne ikke undgå at høre deres samtale. Det drejede sig om, at én af

eg er ikke et sekund i tvivl om, at denne person dagen efter er gået hjem og har passet sit arbejde, sin skolegang, eller hvad han nu måtte lave. Men på denne pågældende dag var han indfanget af det, som jeg også selv mærkede på egen krop: En ganske særlig stemning, en følelse af fællesskab – et fællesskab, man selv skal være med til at skabe. Og havde alle opført sig på samme måde som dem på sponsorrækkerne, så havde denne fodboldoplevelse ikke været blot halvt så interessant. For når man sidder blandt 7-8000 andre mennesker, og alle har fokus på skuet foran én, så vil man pludselig høre sig selv råbe med de andre; ”Kom så, de hvide” – og mene det! Skal jeg anmelde det at gå til fodboldkamp, så vil jeg sige, at man for de samme penge kunne gå i biografen (med studierabat koster en kamp 75,- kr). Men hvor man i en dansk biograf i høj grad er inaktivt underholdt, må man sige, at man føler et helt andet ejerskab over stemning og underholdningsværdi til en fodboldkamp. Forholdene var gode til denne pågældende kamp (høj sol, målrig kamp), og så længe stemningen holder, er pengene langt bedre givet ud til sådan en kamp, end til de fleste underholdningsfilm. At fodboldkampe blot er en undskyldning for at drikke øl og spise halvmeterlange grillpølser på en søndag, kan ikke kategorisk afvises. Men heldigvis er der også så meget andet godt ved kampene, og jeg vil gå så vidt som til at anbefale live fodbold på stadion. Jeg vil i hvert fald ikke afvise, at jeg vil være at finde på hægterne af og til i fremtiden.

Informanten 27

Liminalt

Mødet med det totalitære

Mødet med det totalitære af Morten Lassen. Skrevet på dansk i et flydende og fangende akademisk sprog. 126 sider, forlaget Museum Tusculanums Forlag, 148 kr.. Af Rikke Elisabeth Frederiksen, 7 semester Morten Lassen (f.1974) er cand.mag. og lektor ved Institut for Skandinavisk ved Tartu Universitet i Estland. Hans seneste værk ”Mødet med det totalitære” er en introduktion til nyere østeuropæisk læsning. Værket fungerer som en god appetitvækker for læsere, der selv vil bevæge sig ud i denne litterære genre. Samtidig står værket stærkt i sig selv og appellerer til læsere, der har en interesse i regionen, eller i emner så som totalitarisme, Holocaust, Sovjetstyret samt diskussionen om det enkelte individs ageren i forbindelse med disse emner. Hovedaksen i værket består af fire forfatterskaber; Imre Kertész (Ungarn), Alexandar Tisma (Serbien), Ivan Klíma (Tjekkiet) og Jaan Kross (Estland). Alle fire falder ind under den antitotalitære roman. Denne genre er et upåagtet område inden for akademiske sammenhænge, men med sin bog har Lassen taget det første skridt på vejen til at skabe opmærksomhed Informanten 28

og indsigt i den antitotalitære genre. Centralt i de fire forfatterskaber som Lassen gennemgår, er individets møde med det totalitære. Den antitotalitære roman skiller sig ud fra familiære genrer, som for eksempel den latinamerikanske diktatorroman og den angelsaksiske anti-utopiske roman, ved at udviske grænsen mellem absolut skyld og absolut uskyld. Det specifikke ved denne genre er altså, at den bryder med offerets rolle i konstruktionen og opretholdelsen af den totalitære undertrykkelse; offeret er ikke blot et stakkels eller uskyldigt objekt. Offeret er en person i sig selv og dermed også et handlende subjekt, der til tider er er sympatisk og til andre tider usympatisk. Efter en introduktion skriver Lassen kort om totalitarisme-teori og den totalitære roman i generelle træk. I disse afsnit inddrages teorier fra Hannah Arendt, Václav Havel og Søren Kirkegård. Efterfølgende gennemgår Lassen de fire forfatterskaber, en ad gangen. De fire falder ind under to forskellige underemner. Det første, hvor Imre Kertész og Aleksandar Tismas værker hører til, handler om individets mødet med det totalitære herredømme. De to forfattere beskriver i deres værker hvordan individer, der har været påvirket af Holocaust forholder sig hertil, og hvordan krigen og koncentrationslejrene forbliver en integreret del af deres resterende liv.

et andet emne, hvor Ivan Klíma og Jaan Kross´ arbejde hører til, handler om mødet med det selvbevægende system. I disse værker beskæftiger forfatterne sig med, hvordan deres karakterer forholder sig til at leve i og være med til at reproducere en løgn. Lassen nøjes ikke blot med at gennemgå de forskellige forfatterskaber. Han sammenstiller løbende de enkelte forfatteres værker og perspektiverer dem til de andres. Desuden inddrager han de teoretikere, som han præsenterer i starten af bogen; Arendt, Havel og Kirkegård. Det er her bogen får den relevans, der rækker ud over litteraturinteresseredes kredse. Med sin gennemgang, diskussion og perspektivering, tager Lassen afstand fra tanken om absolut skyld eller uskyld, og berører emner som reproduktionen af systemet, længsel og distancering. Kort sagt individets egne handlinger og ansvar i forhold til det totalitære styre, og de konsekvenser dette har haft for dem i samtiden såvel som i eftertiden.

Liminalt

At møde er at leve

Om at blaffe, selvrefleksion og teorier afprøvet i praksis. Af Troels-Henrik Balslev Krag, 7. semester

or knap 200 år siden skrev H. C. Andersen ”At rejse er at leve”. Et citat, der på mange måder kan siges at være et motto for de fleste antropologistuderende. Mange er vel blevet inspireret til at starte på vores elskede studie netop på baggrund af rejser i udlandet? Selv tilhører jeg en helt anden slags studerende. Jeg har stort set aldrig sat mine ben uden for Danmark og har aldrig rigtigt mødt en person, jeg ikke delte et sprog med - på nær da jeg boede i Gellerupparken.

Hen ad vejen

en da jeg jo er en del af dette studie og i en ikke alt for fjern fremtid skal ud på det forjættede feltarbejde, har jeg overvejet, hvordan jeg skal øve mig i dels at møde mennesker og dels forberede mig på det (selv)refleksive, som er så vigtig en del af antropologien. Til trods for de to metodekurser, som vores studier udbyder, er fornemmelsen stadig den, at man må lære at tage på feltarbejde ”hen ad vejen”. Det er netop hen ad vejen, jeg har fundet en måde

Når man har set tilpas mange baglygter fra passerende biler, begynder man de overvejelser, der er så centrale for antropologen; Hvordan ser verden mig? Hvorfor har jeg ikke adgang til ‘felten’?

at øve mig på; stående med tomlen i vejret, venter jeg på en venlig bilist, som vil samle mig op. Men som jeg står der og kan konstatere den ene bil efter den anden passerer mig – til tider med en vinkende passagerer, til andre med et skråt op – begynder jeg at overveje min rolle. Var jeg blevet samlet op før, hvis jeg havde husket at barbere mig i morges? Eller ser jeg måske for pæn ud i den her blazer, så folk mener, at jeg ligeså godt kunne have brugt pengene på at blive transporteret? Eller er jeg måske bare lidt paranoid og tillægger bilister en masse ræsonnementer, de ikke nødvendigvis gør sig? Som antropolog in spe overvejer man også, hvad det er, man beder folk om. Er bilen ikke ét eller andet sted imellem folks hjem og den offentlige sfære? Beder man i virkeligheden folk om at tage én med sig ind i deres hjem? Eller er det igen blot en arbejdsskade jeg har fået som antropolog – at jeg ønsker at forklare begreber ud fra Barthiske sfærer eller andre store teorier.

Teorierne til revision

urra! En rusten Polo årgang nogen-og-firs nærmer sig, og jeg bliver enig med mig selv i, at det oftest er folk i gamle biler, der samler blaffere op. Men Poloen passerer, og pludselig trækker en stor Volvo ind. Henrik Dahls ‘Hvis din nabo var en bil’ dukker op i baghovedet, inden jeg når hen til det sted, hvor Volvoen er trukket ind, og jeg væbner mig på en samtale med en person fra det bedre borgerskab. Men som jeg sætter mig ind i bilen, erfarer jeg, at føreren er en knægt, der er yngre end mig selv. Han har været udsendt i Irak, hvorefter han har brugt sine penge på udbetaling til bilen. Jeg må igen tage de store, gyldne teorier op til overvejelse. ”At rejse er at leve”, skrev H. C. Andersen for knap 200 år siden, men den antropologiske version må bestemt lyde ”at møde er at leve”. For først når vi møder folk på nært hold og kommer ind under vores egne fordomme, får vi en chance for at finde ud af, hvem de i egentlig er. Og først når vi bliver holdt ude fra et område og har tid til at kede os, får vi tid til at overveje, hvor vi selv står i verden. Informanten 29

Liminalt

Logi-hva-for-en-grafi??? Antropologi (fra det gæske ord anthropos “menneske” og logi: læren om) er læren om mennesket i bred forstand; dvs. kultur, sociale strukturer osv. Denne disciplin er mere teoretisk forankret end etnografien (se nedenfor). Ved hjælp af den antropologiske forskning, (traditionelle værktøj; feltarbejdet) sammenligner antropologen a) forskellige nutidige samfund, interessen er særligt på de strukturelle fællestræk. b) forskellige samfund over tid, interessen er særligt på den historiske udvikling. Hovedvægten er på ”fremmede kulturer”. Socialantropologi og kulturantropologi er begge betegnelser for studiet af menneskelige kultur- og samfundstyper. Førstnævnte betegnelse benyttes hovedsageligt i den engelske antropologiske tradition, mens kulturantropologi ofte benyttes af amerikanske antropologer.

En oversigt over de væsentligste grafier- og logier. Lige til at klippe ud og lægge i pungen, eller under puden. Med denne er du er klar til i grove træk at redegøre for forskellene på fagene (i det mindste de formuleringsmæssige forskelle), når spørgestormen raser over dig til næste familiefest. af Rikke Elisabeth Frederiksen, 7. semester

Kort fortalt: Antro: Etno: Socio(société): Grafi: Logi:

menneske folk samfund det beskrivende læren om

En lidt længere udredning... Informanten 30

Etnografi (fra græsk ethnos = “folk” og graphein = “skrivning”) refererer til den kvalitative beskrivelse af menneskelige/sociale handlinger og fænomener, baseret på feltarbejde og herigennem deltagerobservation. Etnografi er en holistisk researchmetode baseret på forestillingen om, at elementerne eller delene af et system ikke nødvendigvis kan forstås uafhængigt af hinanden. Etnografien referer i højere grad til det beskrivende element, og kan derfor anses for at være mere specifikt end antropologien. Etnologi (etno- folk, logi – lære om) er folkelære. Videnskab der beskæftiger sig med sammenlignende samfunds- og kultur forskning. Sociologi (Société – samfunds, logi – læren om) er samfundslære; videnskaben om det sociale. Sociologiens fokus eller genstand, som man siger, er relationerne mellem mennesker, individer eller grupper. Sociologiens opgave er en beskrivelse af de sociale relationers struktur, funktioner og udvikling. Sociologiens ambition er at give en beskrivelse af samfundet, dets struktur, funktion og udvikling. Mange sociologiske teorier arbejder med at beskrive betingelserne for social integration. Sociologen beskæftiger sig desuden med samfundets sociale differentiering.

Studieliv

Vi vil ikke være sortseere Studerende er afhængige af internettet, men omkostningen afspejler ikke den studerendes indkomst. At være sortseer må aldrig blive en løsning, det kunne derimod en rabatordning i overensstemmelse med den der omfatter pensionister. Af Mikkel Krogsholm, studielivsordfører for Studenterrådet ved Aarhus Universitet

icensmanden banker på, men mange studerende åbner ikke. Månedens SU er brugt på bøger, husleje, mad og forsikringer, og nu er det svært at få råd til licensbeløbet på over 2000 kr. Alternativet er at være sortseer eller at være foruden tv og radio – og snart også internet, der ifølge den nye medielicens også bliver licenspålagt. Denne medielicens kommer til at dække alle enheder, der kan modtage billedprogrammer og tjenester, og inkluderer dermed også nogle typer af mobiltelefoner, Enhver studerende ved, at det nærmest er umuligt at undvære internet. Ofte forefindes læseplaner og andet information fra undervisere udelukkende on-line. Eksamenstilmelding, kursustilmelding og litteratursøgning foregår også via internettet på rigtig mange studier. At måtte undvære internet i sin studiebolig, vil gøre den studerende helt afhængig af offentlige computere med internet, og det er absolut ikke gode studievilkår for den studerende, der ofte bruger meget tid i hjemmet på at læse og skrive opgaver. Heller ikke radio og tv er lette medier at undvære for studerende. Public service medierne bidrager til at udvide den studerendes horisont og perspek-

tiv, men derudover er medierne så stor en del af den almindelige danskers hverdag, at langt de fleste vil have svært ved at undvære denne oplysnings- og underholdningsværdi.

t blive sortseer er bestemt heller ikke en løsning, vi i Studenterrådet bifalder. Vi mener tværtimod, at alle studerende bør bidrage til licensen, som enhver anden borger i Danmark, der ejer et licenspålagt medie. Problemet er blot licensens størrelse, der på ingen måde afspejler den studerendes indkomst. En lavindkomstgruppe som pensionister er berettiget til rabat på licensen, og det vil derfor være logisk ligeledes at give studerende den mulighed. Især når det tages i betragtning, at studerende er den gruppe i Danmark, med den laveste indkomst. Studenterrådet ved Aarhus Universitet foreslår derfor at indføre en studielicens: en særlig licens til studerende, der tager højde for den studerendes økonomi, og dermed giver alle studerende mulighed for at kunne betale licensen. Mere end 68.000 støtter os i det forslag, idet de har skrevet under på www.tvlicens.underskrifter.dk Vi håber fortsat på endnu flere underskrifter, så det bliver helt klart For kulturministeren er det vigtigt, at der er folkelig opbakning bag vores forslag. Til oktober vil vi i Studenterrådet personligt aflevere de mange underskrifter til ministeren, men også herefter fortsætter vores politiske arbejde for studielicensen, blandt andet gennem Danske Studerendes Fællesråd, der også bakker op om forslaget. Vi vil ikke være sortseere – vi vil bare gerne have råd til licensen. Informanten 31