Informanten - Natur

d

Inf rmanten fordi sandheden skal konstrueres...

Læs bl.a. om: - Kulturdyret - Klimaforandringer og global migration - Barnløshed og idéen om den naturlige familie - Kødkultur og vestlige kødmyter Leg, naturfolk, terapihaver metodeberetninger, hvad der brygges på i Moesen og meget andet

TEMA: Natur Efterår 2010

Redaktion

Leder Regnen trommer på bliktaget. Indenfor har brændeovnen fået fat og knitre lystigt. Duften af æblegrød og kaffe hænger i luften. Ved siden af brændeovnen, under bunker af tæpper, sidder tre piger og griner hjerteligt.

Mens efterårsvejret regerer udenfor, er jeg taget på landet for at besøge min veninde. I en ombygget skurvogn med have fyldt med æbletræer og et ægte økotoilet indendørs, som siger ka-klonk, når man sætter sig på brættet, fordi pladen der dækker over det store hul lige skal svinge fra og give plads til det kommende kompostmateriale; lort. Det er en fryd at besøge hende herud på landet med tre kilometer til nærmeste landsby.

Der er plads til at fordybe sig i den blå himmel, et maleri eller en kop te. Der er plads til at sidde udenfor og læse tung teori til fuglesang, og der er plads til hygge ved brændeovnen og lange diskussioner.

Med kaffe i hånden og æblegrød over kog, er diskussionen drejet ind på rejser og naturoplevelser.

Der males store mentale billeder af færøske fjelde og brusende have. Fortællinger om liv som er så bundet op på naturens luner, og hvor der ventes på at mændene kommer hjem med dagens fiskefangst til de små bygder med træhuse. Vi kigger billeder og tier over alt den prangende naturskønhed, som kollektivt tage pusten fra os.

Det nummer af Informanten som du sidder i hånden med nu, handler om natur. Der er den store vilde natur, som fascinerer os og som vi så ofte definerer os i modsætning til. Det er også den indre menneskelige natur og ikke mindst er det den natur, som er blevet trendy sammen med DR2s Bonderøv, øko-mælk og anti-stresset, nærværs liv.

Naturligt er også det som vi alle går og tager for selvfølgeligt – og dermed naturligt. Det som vi ikke stiller spørgsmål ved. Netop derfor er det så oplagt at se på naturen med de antropologiske briller. God antropologien kan stille spørgsmål ved det selvfølgelig, se det fremmede i det kendte og det kendte i det fremmede.

Naturen bringer os langt omkring i dette nummer.

Vi skal til Indien og se på kødkultur, til Subsahara for at se på migration og klimaforandringer, ud i danske børnhaver og lege, og ind i hovederne på menneskedyret. Måske du også, kære læser, kan blive klogere på din egen natur – eller kultur?

God fornøjelse med læsningen.

- Charlotte Ærø Heikendorf

Marie Blæsild Skribent, layouter

Lisbeth Burich Korrektur, skribent & layouter Michal Frumer Korrektur Cathrine Hørdum Korrektur Laura Nyhus Kirk Layouter Kasper Jelsbech Knudsen Korrektur, skribent & layout

Kriztiina Solrajah Milthers Skribent

Christina Alstrup Nielsen Skribent Mark Nikolajsen Layouter, webansvarlig

Cecil Marie Schou Pallesen Støttemedlem Line Klinke Ørum Korrektur

Charlotte Ærø Heikendorf Ansvarshavende redaktør, skribent, layouter

TEMA: LØGN & HEMMELIGHEDER

Indhold TEMA: Natur s. 2

Kulturen i naturen – eller naturen i kulturen?

Mette Kjær Damholdt Sørensen

LIMINALT

s. 4

Fiji: Nadi - Suva - Nadi – et rejsebrev Cecilie Rubow

s.6

Kødspisning, udvikling og menneskets natur Rune-Christoffer Dragsdahl

s.32 Det første festarbejde s.32 Blandt sakse og mænd i dametøj

s.34 Adventure Hundred Islands! s.36 Det antropologiske ansvar

s.10

Kulturdyret Thomas Thaulov Raab

s.14

På Dyrebakken Iben Borup Løvschall

s.16

Naturlige familier Tine Tjørnhøj-Thomsen

s.20

Naturen er bedst på TV Marie Blæsild

s.22

Den naturlige leg Kasper Jelsbech Knudsen

s.26

Nærvær i naturen Lisbeth Burich & Line Ørum Klinke

s.28

This desert is too hot, I’ll move to another country Gunvor Jónsson

s.30

Naturlige naturfolk?

Charlotte Ærø Heikendorf

- Metodeøvelsen -

Charlotte Heikendorf Lærke R.Jakobsen & Lisa Staugaard Karin Kempe Kriztiina Milthers

s.38

Forsvindingspunktet – Feltberetning fra Californien Martin Reiter Edelberg

s.40

Gør noget du ikke har lyst til – En pilgrims beretning Line Ørum Klinke

s.43

Naturens tavse lektion – Lommefilosoferen fra et fly Kriztiina Milthers

s.44

Antropologer i Job – interview med Marie Stender Charlotte Ærø Heikendorf

s.47

Fra Moesgaard Museum til Inscuba Science Park Emilie Lukman

s.48

Op på barrikaderne Anna Martina Koch Olsen

s.49

Antropologer har også interesser Jakob Lindell Ruggaard & Simon Østergaard Chievitz

s.56

Reklamer fra frivillige organisationer Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes SOS, Amnesty International, Greenpeace

s.50

Hvad er det vi venter på?

Helene Glud

s.52

Det første år på antropologi Marie Blæsild

s.53

CultureCom 2010 Billeder fra Fotolab

s.54

Rites des Passages på Moesgård Christina Alstrup Nielsen

s.55

Faglederen orienterer Mikael Gravers

MOESEBRYG

Informanten er lavet for og af antropologistuderende i Århus. Ris, ros og gode forslag modtages meget gerne på mail til redaktøren eller på informanten.antro@gmail.com

d

d

d

Informanten: Afdelingen for Antropologi og Etnografis studieblad, Aarhus Universitet Trykkeri: Fælles Trykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora Oplag: 350 eksemplarer Forsidefoto: Mark Nikolajsen. Bagsidefotos: Laura Nyhus Kirk og Tobias Lybech Bojesen

1

2

TEMA: NATUR

Kulturen i naturen I den moderne storby er det let at glemme, at maden i supermarkedet stammer fra andet end køledisken. Faktisk kan vi let undgå at have noget at gøre med naturen, hvis det da ikke lige var for ”den grønne bølge”, som i dag er svær at komme udenom.

Af: Mette Kjær Damholdt Sørensen, 5. semester Begrebet den grønne bølge bruges i dag i flæng i de danske medier: En søgning på ”den grønne bølge” i databasen Infomedia viser således 333 avisartikler fra de sidste 12 måneder, hvori dette begreb indgår . Jeg bruger i denne artikel begrebet med henvisning til den opblomstring, der er sket indenfor salget og produktionen af økologiske varer, samt det øgede fokus på klimaproblemer, dyrevelfærd og forbrugeransvar. Jeg vil påstå, at den danske forbruger gennem medier og dagligvarereklamer hver dag bliver udsat for bevidstheden om disse. Dette sker ikke mindst gennem utallige kampagner for, hvordan man lever ”det sunde liv” og dermed underforstået ”det gode liv”, som ifølge medier og kampagner ofte indebærer en økologisk, miljøbevidst levevis . Det er altså hård kost, den danske forbruger udsættes for, og turen gennem supermarkedet kan ofte føles som én lang, sej kamp mellem moralske og pengemæssige dilemmaer, for Fairtrade- og økologiske varer koster nu en gang mere end ordinære varer. Med den grønne bølge er naturen pludselig blevet ”in”, også i TV, hvor programmer som Bonderøven, Annemad, Friluftshaven o.l. priser det oprindelige, det nære og kvaliteten i det selvdyrkede. Økologiske varer fremstilles ofte som ”mere naturlige” end konventionelle varer. F.eks. kan man på Økologisk Landsforenings hjemmeside læse, at ”du får mere naturlig mad” ved at købe økologiske madvarer, samt at ”økologisk landbrug sker i samarbejde med naturen” . Jeg ved jo godt, hvad de mener, men hvordan kan man tale om, at produktion sker i samarbejde med naturen, og at økologiske varer er mere ”naturlige” end andre varer? Jeg vil i denne artikel undersøge nærmere, hvordan antropologien forholder sig til begreber som ”natur” og ”kultur”,

for hermed at give et indtryk af, hvordan vores kultur påvirker den måde, hvorpå vi opfatter naturen, men også hvordan naturen påvirker os.

Naturen som en social konstruktion

I antropologien er der hovedsageligt to måder at se på forholdet mellem natur og samfund på. Den første er, hvordan natur og forholdet natur-kultur er kulturelt konstrueret i forskellige samfund. I tråd med dette fokus kan man se den grønne bølge som en form for kulturel konstruktion af vores syn på naturen og naturlighed. Ifølge Hylland Eriksen går alle kulturelle projekter ud på at omforme naturen – både den ydre og den indre (2007: 265). Han mener ligeledes, at hvis man kan fremstille en bestemt samfundsmæssig orden som naturlig, kan man undgå opposition mod denne, fordi kultur opfattes som noget flygtigt, skørt og sårbart, mens det naturlige anses for at være stærkere og mere permanent. Dermed kan Økologisk Landsforening og andre fortalere for økologi gennem deres diskurs fremstille økologi som det naturlige og dermed det permanente og bærende, modsat konventionelle produkter, der er kulturlige og dermed unaturlige. Dette indoptages let af forbrugeren, fordi det virker så overbevisende og indlysende for os. Ligeledes er TV, reklamer og andre medier med til at skabe et lettere romantisk syn på naturen, fordi det naturlige sidestilles med ”det gode” og ”det sunde” liv, som sættes i opposition til det moderne menneskes unaturlige liv med færdigretter, stress og afhængighed af teknologi.

Kulturøkologien

Den anden måde at se forholdet mellem natur og samfund på er, hvordan den ydre (eller den indre) natur præger menneskene, samfund og kultur, uden at aktørerne nødvendigvis er klar over det. Modsat den konstruktivistiske opfattelse ses naturen her som noget, der rent faktisk findes uden for kultur og samfund, og som gennemsyrer alt. (Hylland 2007: 266) Og selvom mennesket på forskellige måder selv er med til at konstruere naturen, eller i hvert fald vores syn på den, er naturen i andre tilfælde en meget nærværende faktor, som mennesket må tilpasse sig. Frederik Barths feltarbejde blandt pathanerne, kohistanerne og gujanerne i Swatdalen i Pakistan er et klassisk kulturøkologisk eksempel

Det er altså hård kost, den danske forbruger udsættes for, og turen gennem supermarkedet kan ofte føles som én lang, sej kamp mellem moralske og pengemæssige dilemmaer

TEMA: NATUR

3

– eller naturen i kulturen? på, hvordan mennesket er aktør i økosystemet og samtidig står uden for det. Således levede de forskellige befolkningsgrupper i Swat-dalen dengang i fredelig sameksistens, fordi de tilpassede sig naturen og hinanden, bl.a. ved at udnytte forskellige nicher i naturen og forskellige geografiske områder (Barth: 1956).

Økologisk funktionalisme

Andre antropologer har anlagt et mere funktionalistisk syn på menneskets forhold til naturen. Roy A. Rappaport er en af slagsen. Han har undersøgt ritualet Kaiko, som tsembaga-folket i Papua Ny Guinea udfører med jævne mellemrum. Under Kaikoritualet slagtes alle grisene i landsbyen, og ifølge Rappaport sker dette, når bestanden af grise har nået højdepunktet for en bæredygtig grisebestand. Ritualet sker altså som et led i opretholdelsen af naturens og samfundets bæredygtighed.

Ligeledes ser han Kaiko-ritualet som en måde at sørge for, at individerne i samfundet får deres proteinbehov dækket (Rappaport 1967: 17-30). Teksten er et eksempel på økologisk funktionalisme, og er altså en funktionel forklaring på, hvordan Ny Guinea folket regulerer deres omgivende økosystem og naturlige behov gennem kulturlige ritualer.

Det moderne menneske og naturen

De to ovenstående eksempler er altså udtryk for, at vi mennesker i en eller anden grad tilpasser os det miljø, vi lever i. Jeg påstod indledningsvist, at det moderne menneske i dag ikke behøver at være i nogen form for berøring med naturen for at overleve i den vestlige del af verden. Betyder dette så, at det moderne vestlige menneske ikke er afhængig af naturen, og at vi dermed ikke behøver at tilpasse os den?

Ifølge Durkheim vil det moderne menneske faktisk mere end tidligere være afhængig af naturen. Dette sker på baggrund af hans teori om organiske samfund. Ifølge denne teori er vi i høj grad blevet et ultra-specialiseret samfund, hvor hvert individ udgør en bestemt funktion. Sammen med den teknologiske udvikling betyder specialiseringen, at vi har tabt fleksibilitet og dermed er blevet afhængige af højtudviklet teknologi (Durkheim: 1964 [1893]). Selvom den øgede teknologi på mange måder kan siges at have gjort livet lettere for os, har den også medført store

konsekvenser for miljøet: Ifølge Clifford Geertz er der et meget større ødelæggelsespotentiale knyttet til teknologien i moderne samfund end i ikke-moderne samfund (Geertz: 1971). Dette står klart for os i dag, når vi eks. ser på udledningen af Co2 i forskellige lande, hvis konsekvenser mange mennesker, især i Den Tredje Verden, allerede oplever i dag. Det er da heller ikke længe siden, politikere fra hele verden samledes i København til det højt profilerede COP15 topmøde, der udsprang af det øgede fokus på klimaforandringer. Der er altså ingen tvivl om, at der er ved at ske noget med vores jord.

Jeg mener, at COP15 og den føromtalte grønne bølge begge kan ses som et udtryk for, at selv det moderne menneske forsøger at tilpasse sig naturen. For selvom menneskets projekt øjensynligt er, og altid har været, at tæmme naturen på forskellige måder (Fiddes 1991: 228, Hylland 2007: 265), så må vi også, selv i dag, indse, at vi afhænger af den. Vi kan altså ikke bare forurene uhæmmet. Som tsembaga-folket ”redder” deres økosystem gennem kulturelle foranstaltninger, kan den grønne bølge ligeledes ses som en slags strategi, det moderne menneske bruger i sit forsøg på at tilpasse sig naturen, inden den bryder helt sammen.d

Anvendt litteratur: Durkheim, Emile. 1964 [1893]. “The Division of Labour in Society”. New York: The Free Press Eriksen, Thomas Hylland. 2007. “Kap. 12: Natur, teknologi og samfunn“. I: Små steder – store spørgsmål. Innføring i sosialantropolog”. 263-285. Oslo, Universitetsforlaget AS 1998 Fiddes, Nick. 1992. “Meat: A natural Symbol”. London, Routledge 1992 Fredrik Barth. 1956. ”Ecologic Relationships of Ethnic Groups in Swat, North Pakistan”, American Anthropologist, New Series 58:1079-1089.

Geertz, Clifford. 1971. “The Wet and the Dry: traditional Irrigation in Bali and Morocco” I: Human Ecology, 1.årg Roy A. Rappaport. 1967. “Ritual Regulation of Environmental Relations among a New Guinea People” Ethnology 6(1):17-30.

Betyder dette så, at det moderne vestlige menneske ikke er afhængig af naturen, og at vi dermed ikke behøver at tilpasse os den?

4

TEMA: NATUR

Fiji: Nadi - Suva - Nadi - et rejsebrev Kl. fem om morgenen i juni i Nadi lufthavn med rejsekrop og kølig morgenluft i hovedet begynder syv dage i hælene på klimaforandringer og lokal økoteologi. Jeg er på et forberedende feltarbejde, mest på udkig efter steder, personer og institutioner, der arbejder med teologi i relation til (forventede) klimaforandringer. Fiji blev ligesom de øvrige Stillehavsstater grundigt missioneret i 1800-tallet og 1900-tallet. Kristendommen har overalt på øerne en stor, men blandet indflydelse på hverdagslivet, og nogle steder mobiliseres kirkerne i relation til de klimaforandringer, som internationale og nationale rapporter allerede registrerer og forventer vil blive intensiveret de kommende årtier.

Af: Cecilie Rubow, lektor på Institut for Antropologi, Københavns Universitet.

Medlem af Waterworlds: Natural Environmental Disasters and Social Resilience in Anthropological Perspective 1. Vejen til Suva

Nadi ligger på den tørre, vestlige side af Viti Levu. Det er herfra de fleste turister tager videre til resorts med hvide strande, palmer, lysende blå laguner, koraller og retroagtige hytter (med plastikblade på toppen). De kører væk fra lufthavnen i velaffjedrede A/C-busser. Jeg tager virkelighedens vej: Den lokale bus, et strålende eksempel på verdens sortiment af skramlende, hoppende, skæve, smadrede busser. Det har kun taget 38 virtuelle timer at komme hertil fra København.

Landskabet er sukkerrørsmarker, sammensatte huse, morgenrøg og bakker, der ender i græsenge. Den mest udbredte teori er, at de så udbredte græsenge er opstået fordi skove er blevet afbrændt og fældet. En lokal professor i geoscience, Patrick Nunn, ser det som antropocentrisk vanetænkning. Hans teori er, at den omfattende skovdød primært skyldes klimaforandringer i 1300-tallet, her som mange andre steder, f.eks. i Japan, Hawaii og på Rapa Nui. Det er op ad formiddagen, bussen er fuld, og vi er ankommet til den regnfulde del af øen. Der er så mørkt i Suvas gader, at kameraet ikke vil tage billeder. Taxaen kan ikke finde vej til Pacific Theological College. Om natten forveksler jeg havets brusen med lyden af flymotorer.

Klimaforandringer, teologi og antropologi er netop her viklet så tæt ind i hinanden, at der ikke er nogen vej tilbage.

2. Damerne i køkkenet.

Præsteseminariet ligger på den yderste pynt, på et stort grønt areal med rugbybane, undervisningslokaler, kontorer, kirke, beboelse for ansatte og studerende, samt et gæstehus.

Der er to kvinder ansat til at varetage madlavningen. Jeg lister ud til dem mange gange de næste dage, delvist for at sludre, delvist for at hente kaffe.

I Fiji Times er der med store typer slået op, at en falsk profet har advaret om en tsunami. I flere måneder har en præst bekymret henvendt sig via mails til omverdenen og forklaret om sit syn. Stillehavets Haiti. Landsbybeboere er flygtet op i bjergene. Mange skolebørn er blevet holdt hjemme. Profeten bliver anholdt og sigtet for at forrette offentlig uorden.

Damerne i køkkenet smiler lidt af profeten. De skræller kassavaer og koger suppe til aftensmaden. “Vi har meteorologerne, de skal nok fortælle, hvis der er noget på vej.”

Men de synes nok, at der er mange tegn på, at vi nærmer os de sidste tider: Naturkatastrofer, krig, rygter om krig. Præsten har ret i, at det handler om at være rede.

3. Den liberale teolog.

Cliff underviser på præsteseminariet. Han er fra Salomon-øerne og hans ph.d.-afhandling handler om kontekstuel teologi, lokal etnografi og et miks af oversøisk befrielsesteologi, økoteologi og liberal teologi.

Han vil reformere kristendommen i Stillehavet. Den eksisterende kristendom er al for konservativ, eller ‘klassisk’, som han diplomatisk formulerer det: Fokuseret på menneskets synd og frelse, alt for gammeltestamentlig og bogstavtro. Det er på tide, at kristendommen finder vej til verden, og at der teologisk formuleres et grundlag for livet i en forandret verden. Det er gennem økoteologien, at gammel spiritualitet kan forenes med en klimabevidst kristendom.

Cliff er ekspert i kulturelle oversættelser. Tydeligheden står i klar kontrast til alle de små tåbeligheder, som jeg i øvrigt går rundt og gør. Muligvis fordi alt er skråt eller helt anderledes. Det er svært at tale, sove, genkende folk, finde papiret i kopimaskinen (men det kommer også ud et mærkeligt sted), finde vej. Vi bytter nogle bøger. Klimaforandringer, teologi og antropologi er netop her viklet så tæt ind i hinanden, at der ikke er nogen vej tilbage.

TEMA: NATUR

4. Geoscience-professoren er ikke hjemme.

Patrick Nunn er medforfatter til nogle af FN's klimapanels rapporter og ansat på University of South Pacific. Han har beskæftiget sig med klimaforandringer i Stillehavsområdet i 25 år.

Hans scenario er, at den centrale del af Nadi vil være ubeboelig om 20 år. Havvandsstigninger, fældning af mangrove og skov udgør den fatale cocktail. Små landsbyer langs kysten fra Nadi til Suva er også udsatte. Der er mange lokale forsøg på at beskytte sig mod vandets indtrængen, men de er, ifølge Nunn, forgæves.

De små selvbyggede ‘seawalls’ falder sammen efter få sæsoner.

Det lykkes ikke at møde Nunn, han er ude at rejse. Jeg tager alligevel bussen hen til USP's campus. Den ligger på et bakket terræn med kløfter, store træer og vandløb overalt. Vinduerne er skåret over i lameller, luftfugtigheden er høj med den meget synlige effekt, at alle bøgerne i biblioteket, også de som er få år gamle, er mørnede og grå med skumle pletter på. Til undtagelsen hører de bøger i særlige samlinger som står i rum med klimaanlæg. Det regner naturligvis.

Vi drikker en kop the, og hun spørger, om jeg vil blive til mindeaftenen for hendes far. Jeg går til den nærmeste butik efter kava og købmandsvarer.

Klimaforandringer er ikke en del af Meres verbale topografi.

Hun drømmer om at komme til Australien. Hun og hendes mand fabulerer ofte over det, og hun lærer ham at tage sig af børnene.

Hun vil også frygtelig gerne have et arbejde, et bedre køkken end det ildsted hun har, et badeværelse, en deodorant, nogle ting til børnene, og måske et møbel i stuen.

Fra flyet er der igen udsigt til Nadi by, græsbakkerne, Meres landsby og vejen fra Suva. Kysten har for få år siden ændret sig betragteligt efter en storm. Cykloner, tsunamier, nedbør, livsforløb, NGO'er, koraller, drømmespor, veje, kloakrør, vandløb og videns- og pengestrømme er elementer i en større hydropraktisk cyklus, hvor mennesker og natur er viklet ind i hinanden. Dér begynder udforskningen.d

5. Atollerne bliver større!?

En sandhed om Stillehavsstaterne er blevet formidlet med sikkerhed de seneste år: Havvandsstigningerne truer de sårbare atoller på en meget alvorlig og håndgribelig måde. Med deres allerhøjeste punkter hævet få meter over havets overflade vil en havvandsstigning på op mod en meter inden for et århundrede have en dramatisk effekt. TV-holdene har stået med fødderne i kysterosionen og vist, hvordan kokospalmer falder, og sand viskes væk.

Nu er et studie (af Arthur Webb & Paul Kench) af atollers forandringer over flere årtier på baggrund af luft- og satellitfotos fra 27 atoller netop publiceret. Aviser verden over bringer nyheden om, at hovedparten af disse atoller slet ikke er blevet mindre. Tværtimod er en del vokset. Det er et resultat, der forekommer helt mod-intuitivt på de personer, jeg møder i Suva. Der holdes krisemøde i en central regional klimaforskningsinstitution (hvor den ene forfatter er ansat), der publiceres kommentarer på nettet om atollers dynamiske geografi og betydningen af det 20. århundredes spor af beton, forurening og fejede strande.

6. Vejen til Nadi

På vejen tilbage til Nadi gør jeg stop i en landsby, som ligger ud til kysten, på anbefaling af en NGO’er, der arbejder med klimarelaterede projekter. Plantning af mangrover, fredning af fiskebestande, sikring af ferskvandsforsyninger og bygning af seawalls er nogle af aktiviteterne.

Mere, en kvinde i 30'erne, viser rundt i landsbyen og i sit hjem. Hun er glad for at bo her. Familierne støtter hinanden.

”I Fiji Times er der med store typer slået op, at en falsk profet har advaret om en tsunami”

5

6

TEMA: NATUR

Kødspisning, udvikling Af: Rune-Christoffer Dragsdahl, kandidatstuderende ved Institut for Antropologi, KU Det globale kødforbrug er stigende. Ifølge FN's fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) må vi forvente en fordobling af det globale kødforbrug fra 1998 og frem mod 2050. Der bliver flere af os, samtidig med at hver enkelt af os spiser mere og mere kød.

For antropologer er det interessant, hvordan denne udvikling tages for givet og opfattes som en ufravigelig del af den menneskelige natur. Ofte er formuleringen, at det globale forbrug af fødevarer er stigende, ”dels på grund af økonomisk vækst i folkerige lande som Kina og Indien”, som JyllandsPosten skrev i 2008. Denne idé om ”stigende velstand” som en årsag i sig selv er udtryk for en temmelig primitiv økonomisk analyse, der springer mellemregningerne over. Det er korrekt, at der mange steder i verden er en sammenhæng mellem stigende velstand og et større kødforbrug. Men når vi siger, at årsagen til kødforbruget er velstanden, viderekolporterer vi urefleksivt en selvfølgeliggørelse: At velstand naturligvis og nødvendigvis må føre til mere kødspisning. Og det er en sociokulturelt farvet opfattelse, for smag og behag er et fænomen, der varierer kloden over. Med andre ord: Overforbruget af kød er en lækkerbisken for antropologer og antropologistuderende.

Et lavt kødforbrug kan ikke reduceres til et spørgsmål om fattigdom. Tag blot Taiwans politisk indflydelsesrige vegetarbevægelse, Californiens veganere, eller Indiens 400 millioner vegetarer, der kommer fra alle samfundslag.

En væsentlig årsag til, at forbindelsen mellem velstand og kødforbrug tages for givet, er myter om ernæring. Ifølge tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen efterspørger kineserne "mad af højere kvalitet, såsom svinekød i stedet for ris". Men er

mere svinekød virkelig udtryk for højere kvalitet end traditionel kinesisk mad? Næppe.

Kulhydrater, kulhydrater og fedt

Så længe verdens fattigste ikke har adgang eller råd til en varieret kost, er det naturligvis hyklerisk at problematisere en eventuel stigning i deres i forvejen minimale forbrug af kød. For disse mennesker handler det om overlevelse, og her kan lidt ekstra kød spille en positiv rolle. Men langt de fleste kinesere – og det er især dem, som både forskere, politikere og fødevareanalytikere gang på gang henviser til – har længe haft et moderat kødforbrug. Der er således ikke tale om en luksus, som ikke tidligere var dem forundt.

Det kinesiske kødforbrug blev fordoblet fra 25 kg per person om året i 1990 til 50 kg i 2000, og siden er stigningen fortsat. Til sammenligning ligger Danmark i øvrigt på et sted mellem 90 og 146 kg.

Mere problematisk end en dansk fødevareministers formuleringer er det, at selv en kapacitet som professor Paul Collier fra Oxford University hævder, at folk i Asien spiser “bedre end før: kulhydrater erstattes af protein”. For når man nærlæser FN's statistikker, fremgår det, at kinesernes kulhydrater primært bliver erstattet med fedt: For hver gang kineserne spiser 3 gram færre kulhydrater, spiser de 2 gram ekstra fedt og kun 1 gram ekstra protein.

Proteinmyten i udviklingspolitik

Colliers forsimpling udspringer formentlig af en gammel kæphest om, at den vestlige kost – på grund af dens relativt høje andel af kød – er mere rig på proteiner end maden andre steder i verden, samt en opfattelse af at proteiner er vigtigere end andre næringsstoffer. Denne proteinmyte forårsagede i årtier en forfejlet ernæringspolitik i klodens fattigste lande,

Ifølge sociologen Julia Twigg er der et hierarki for forskellige fødevarers status i vestlige samfund. Rødt kød er øverst, efterfulgt af fjerkræ og fisk Kinesisk bonde med sit kvæg. Foto. Rune-Christoffer Dragsdahl

TEMA: NATUR

og menneskets natur indtil ernærings- og udviklingsforskere i 1970'erne tog et opgør med den. For de underernærede manglede ikke kun protein; de manglede sund og tilstrækkelig mad i det hele taget. Sagen blev i ernæringsvidenskabelige kredse kendt som ”Den Store Proteinfiasko”. I 1981 skrev antropologerne Diener, Moore & Mutaw en ætsende kritisk artikel om kollegaen Marvin Harris, der som proteinmytens bannerfører blandt antropologer havde væsentlig indflydelse på amerikansk udviklingspolitik.

Når Eva Kjer Hansen og Paul Collier fremhæver kødrig kost som bedre end anden mad, er der reelt tale om en naturliggørelse af udbredelsen af en kulturspecifik ideologi. Det samme var tilfældet, da Connie Hedegaard som minister om en mulig reduktion af den danske svineproduktion skrev, at vi ikke skal ”vende tilbage til at leve, som vi gjorde for flere hundrede år siden”. Med den formulering er hun helt på linje med det britiske landbrugsmagasin Farm Journal, som i 1980'erne præsterede følgende udødelige analyse: ”At udvide og variere kødproduktionen forekommer at være et første skridt for ethvert land i udvikling. De starter alle med at indføre moderne faciliteter til kyllinge- og æggeproduktion – den hurtigste og billigste måde at producere ikke-vegetabilsk protein på. Derpå, så hurtigt som deres økonomier tillader, klatrer de op ad ”proteinstigen” til svinekød, mælk og mælkeprodukter, til græs-opfedet oksekød og til sidst, hvis de kan, til kornopfedet oksekød.”

Det vestlige madhierarki

Den amerikanske økonom og miljøforkæmper Jeremy Rifkin mener, at Vestens kvægkulturer i løbet af det tyvende århundrede har opstillet en global protein-stige med korn-opfedet kød anbragt på øverste trin, og det er en udbredt opfattelse, at udviklingslande kan opnå succes og elite-medlemskab ved at klatre op ad denne stige. Ifølge sociologen Julia Twigg er der et

hierarki for forskellige fødevarers status i vestlige samfund. Rødt kød er øverst, efterfulgt af fjerkræ og fisk. Der er mindre status i æg og mælkeprodukter og mindst i frugt, grøntsager og korn.

Sidstnævnte fødevarer ses blot som tilbehør til kødet.

Dette madhierarki er ikke nogen ny tanke. I det 19. århundrede mente den indflydelsesrige læge George Beard, at fødevarehierarkiet fra planter til rødt kød svarede til et evolutionshierarki fra de vilde og farvede racer til de civiliserede hvide racer. Mange indvandrere i USA har desuden i tidens løb set bøfspisning som et nødvendigt overgangsritual for at blive en del af den amerikanske middelklasse (apropos nutidens danske debat om integration og svinekød). Under anden verdenskrig blev forestillingerne om kød taget så alvorligt, at både USA, Japan og nazi-Tyskland forsynede deres soldater med ekstra meget animalsk protein.

Sideløbende med ideologien om moderne udvikling finder vi en tilsvarende opfattelse, hvor kødspisning ses som centralt for hele menneskehedens evolution. Inden for evolutionsstudier er det en udbredt teori, at vore forfædre for cirka 2,5 millioner år siden havde svært ved at finde nok planteføde. De, der fortsatte med at spise vegetabilier, uddøde helt (!) for cirka 1 million år siden; andre begyndte at spise animalsk og kunne derfor overleve og udvikle sig. Denne evolutionsteori blev i 2006 brugt af Australiens kødindustri i en kampagne, hvor kreativ grafik sammenkoblede spisning af rødt kød med evolutionen, menneskets hjernekapacitet og alle verdenshistoriens teknologiske fremskridt. Inklusive opfindelsen af Internettet og iPod'en. Ifølge antropologen Adrian Peace fik kampagnen landets forbrug af rødt kød til at stige med 12 % på to år.

Den gængse hypotese er dog for nylig blevet udfordret af evolutionsforskere ved Harvard, som har foreslået en alternativ historisk udlægning, ifølge hvilken det var spisning og tilberedning af rodfrugter, der var det afgørende skridt i menneskehedens

Mange indvandrere i USA har desuden i tidens løb set bøfspisning som et nødvendigt overgangsritual for at blive en del af den amerikanske middelklasse En indisk bonde spiser et traditionelt måltid. Foto: RuneChristoffer Dragsdahl

7

8

TEMA: NATUR

evolution. Evolutionsantropologen Randall Collura har imidlertid påpeget, at forsøgene på at dokumentere menneskets fortidige madvaner i bedste fald kun kan fortælle, hvor vi kommer fra, og ikke hvor vi er nu. For det er en uholdbar forsimpling at forklare, endsige anbefale, kødspisning eller vegetarisme i år 2010 med henvisning til en to millioner år gammel begivenhed.

Er kødspisning symbolet på menneskets kontrol over naturen?

Den form for argumentation siger til gengæld ganske meget om nutidens kultur. Antropologen Nick Fiddes har skrevet en bog om kødets symbolske kraft, og hans hovedpointe er, at kødets særlige status skyldes, at kødspisning på mange måder opfattes som et grundlæggende symbol på det, der adskiller mennesket fra andre dyr, nemlig menneskets kontrol over naturen. Det er altså, mener Fiddes, vores forhold til andre dyr, der definerer, hvem vi er som mennesker. Det kommer til udtryk ved blandt andet jagtredskaber, moderne husdyrproduktion og tilberedning af kød.

Udviklingen i det globale kødforbrug forekommer således i høj grad at hvile på en ganske udbredt, kulturelt indforstået accept af, at man kan opstille verdens madkulturer i et hierarki eller sidestille dem med forskellige udviklingstrin, hvor det høje kødforbrug og den industrialiserede husdyrproduktion er potente symboler på menneskets udvikling fra primitiv natur til avanceret kultur med kontrol over naturen.

Niveauer af religiøs renhed

Virkelighedens verden er langt mere kompleks, hvilket illustreres af udviklingen i Indien. Her har kastehierarkiet (og dertilhørende diskrimination) længe været tæt knyttet til forestillinger om renhed og urenhed, der igen er tæt forbundet til vegetarisme (ren) og kødspisning (uren). Kastehierarkierne lever stadig i værste velgående i år 2010, men de komplementeres i stigende grad af hierarkier, der går den modsatte vej, hvor kød symboliserer velstand. Samtidig peger data fra mit eget specialefeltarbejde i Bangalore på en tendens til, at unge storbyindere gradvist bevæger sig væk fra den hierarkiske tankegang og gensidigt anerkender hinandens valg af mad, uanset om den er vegetarisk eller med kød. En lignende udjævning af fødevarehierarkierne er muligvis også ved at finde sted i Europa og Nordamerika.

Det er således ikke en selvfølge, at alle mennesker og samfund i takt med deres udvikling vil spise mere og mere kød.

Verdenssamfundet kan kun vanskeligt direkte forhindre, at dette sker – selvom FN's ressourcepanel for nylig i en rapport vurderede, at der er behov for ”en betydelig global kostændring, væk fra animalske produkter”. Men antropologer kan måske foregribe udviklingen ved at bidrage til en kritisk global debat om de kulturelle forestillinger om mad, civilisation og evolution, der giver næring til klodens stigende appetit på kød.d

Kødets særlige status skyldes, at kødspisning på mange måder opfattes som et grundlæggende symbol på det, der adskiller mennesket fra andre dyr Kødmarkedet i Bangalore i Indien. Foto: Rune-Christoffer Dragsdahl

TEMA: NATUR

Side9VILD Malthe Barnkob Lehrmann skaber kontakt til forfædreånderne på Tour de Moesgård Foto: Tanne Schlosser

Kender du én der fortjener at blive Informantens næste side9VILD? Så dolk din næste i ryggen og send vilde billeder til redaktionen på informanten.antro@gmail.comd

9

10 TEMA: NATUR

Kulturdyret Af: Thomas Thaulov Raab.

Forholdet mellem natur og kultur er en af kulturhistoriens helt gamle travere, som har sat sig tydelige spor i både filosofi, religion og videnskab. Selvom mennesket i bund og grund er et produkt af begge, fremstilles natur og kultur stadig i dag typisk som modsætninger. Dette er delvist videnskabens skyld, som ikke har vist sig i stand til at levere et samlet billede af mennesket, som forener natur og kultur.

Skal fremtiden råde bod på dette, er det først nødvendigt at gøre sig klart, hvorfor det ikke allerede er sket.

Ansvaret for den manglende symbiose mellem kulturog naturvidenskaben tillægges i den almene debat ofte samfunds- og humanvidenskabens manglende vilje til at tage naturvidenskabens resultater til efterretning - til tider krydret med en højlydt kritik. Ret beset kunne man med samme ret kritisere naturvidenskaben for - ofte komplet - at negligere kulturelle faktorer i sine analyser.

Nu er der blot sjældent kommet noget godt ud af mudderkastning og skyttegravskrig. Og spørgsmålet er i virkeligheden også, om manglende vilje vitterlig er en udtømmende forklaring på det til tider dybe skel mellem de forskellige videnskabsdiscipliner?

En del af ansvaret må utvivlsomt tilskrives den tendens til at isolere sig indenfor sit eget fagområdes snævre osteklokke, som er blevet en integreret del af den moderne videnskabs teori og praksis. Nok muliggør dette indadtil etableringen af solide og overskuelige forskningstraditioner. Men udadtil udgør det ofte den største forhindring for at samarbejde på tværs af de traditionelle faggrænser.

At klinke disse skår kræver derfor ikke blot vilje. Det kræver også redskaber og kontaktflader. Spørgsmålet er dermed om den manglende kobling mellem kultur og natur i virkeligheden primært skyldes en udbredt mangel på kvalificerede platforme for udveksling af idéer og viden?

Social biologi og menneskelig adfærd Et kort kig på et par af de mere synlige forsøg på at beskrive menneskelig kultur og adfærd på et biologisk - eller evolutionært - grundlag kan måske tydeliggøre problemet:

Sociobiologien var et af de tidligste forsøg på at forstå

menneskets ”natur”, og kan på sæt og vis opsummeres i det gamle bonmot ”gak til myren og bliv vis!”, idet den fandt sit stærkeste udtryk hos insektforskeren E. O. Wilson.

Bemærkelsesværdig er dog ikke kun den provokerende forestilling om, at man kan genfinde sociale mekanismer fra myrernes liv i menneskelige samfund, men også at den teoretiske platform var den på det tidspunkt så populære ”populationsbiologi” [1].

Det betyder at fokus ikke er på det enkelte individs adfærd, men på udbredelsen af en bestemt egenskab i en population - i dag typisk forekomsten af en allel i vores genom (et bestemt ”gen”). Med stigende fokus på statistiske forekomster, ignoreres imidlertid ofte den komplicerede (læs: uigennemskuelige) vej fra dna til adfærd, som selv hos dyr udfoldes i en smeltedigel af sociale og kulturelle(!) faktorer.

Thomas Thaulov Raab Forfatter, foredragsholder og videnskabsskribent med særligt fokus på udviklingen indenfor neurovidenskab og hjerneforskning.

Mag. art. i litteraturvidenskab (Københavns Universitet, 2003).

Forfatter til bogen ”Dyrenes Historie” (Borgen, 2008) om dyrenes rolle i udviklingen af menneskets kultur, samfund og videnskab.

Arbejder p.t. sammen med Peter Lund Madsen på flere forskellige projekter som skal belyse sammenhængen mellem menneskehjernens udvikling og funktion.

TEMA: NATUR 11

Evolutionær psykologi er i disse år blevet den foretrukne

”naturlige” beskrivelse af menneskets adfærd - godt hjulpet på vej af populærvidenskabelige fremstillinger, her til lands af f.eks. Tor Nørretranders og Lone Frank. Grundtanken om at beskrive vores nutidige adfærd ud fra forestillinger om vores forfædres liv og levned (som vi ved endnu mindre om!)

- koblet med en til tider håbløs forfladigelse i udsagn som ”vi laver kunst for at få fisse” - har imidlertid gjort den til et let offer for en kritik for at bero mere på gætværk og tankespind, end på viden og fakta.

Dens afgørende problem er imidlertid den underliggende forestilling om, at vores handlinger afgøres af ultimative evolutionære motiver. Menneskelige særkender som kunst og videnskab forklares som en metode til at få flere børn ofte uden tanke for en dybere forståelse af de mekanismer, som ligger bag ved. Overfor en verden hvor folk i stigende grad vælger børn fra for at forfølge deres drømme om at skabe kunst og undersøge og beskrive verden, kommer den ofte ynkeligt til kort.

Spuriousity killed the cat Et centralt problem ved sociobiologi og evolutionær psykologi kendes også fra samfundsvidenskaberne: Baserer man sin analyse af social adfærd på statistiske undersøgelser, får man nok en analyse af overordnede tendenser - men på bekostning af en forståelse af individets bevæggrunde.

Baserer man sin analyse af social adfærd på statistiske undersøgelser, får man nok en analyse af overordnede tendenser - men på bekostning af en forståelse af individets bevæggrunde.

Langhårede teorier og langlemmede skønheder Misforholdet mellem teori og praksis kan illustreres ved et af den evolutionære psykologis yndlingsemner: partnervalg.

Der har gang på gang vist sig et misforhold mellem de partnere, vi vælger i det virkelige liv, og de typer som i laboratorietests bliver udpeget som de mest attraktive - typisk slanke og høje kvinder med et forhold mellem mave og hofter som signalerer fødedygtighed, samt høje, muskuløse mænd, etc.

Dette er ikke et uvæsentligt problem. Der lurer altid en fare for at overfortolke såkaldte ”spuriøse” statistiske sammenhænge (som f.eks. at antallet af drukneulykker stiger i takt med salget af is), med mindre man forstår den korrekte årsagssammenhæng.

I et netop publiceret studie er man da også forbløffende tæt på at konkludere, at vores valg af partner stort set ikke afhænger af ovenstående præferencer [3]. Men da denne konklusion jo ville sætte et spørgsmålstegn ved hele forestillingen om at biologiske kriterier er afgørende for vores partnervalg, lancerer man i stedet studiet med den konklusion, at ”vores partnere generelt ikke lever op til vores kropsidealer”, med en støttehypotese om, at det nok er fordi ”de fleste må nøjes med det de kan få” [4].

Alvoren kan illustreres af epidemiologien - studiet af sygdommes udbredelse og årsag. Her sammenholder man ofte store mængder af data fra forskellige kilder. Men kun koblet med en årsagsforståelse af sygdomme, hvordan de opstår og hvordan man forebygger dem (baseret på biologiske/fysiologiske fakta) er disse data virkeligt brugbare.

Rent statistiske analyser, uden en forståelse af dybere årsagssammenhænge, er derimod generelt intetsigende - og kan i værste fald være direkte misvisende [2].

Som udenforstående kunne man let få den mistanke, at udseendet måske kun betyder mest, så længe man kun kan se en potentiel partner - mens beslutningen om at indlede et længerevarende forhold er bestemt af ganske andre kriterier, såsom hvorvidt man overhovedet kan holde rejekællingen ud. Men myten om at vi alle går og drømmer om langlemmede blondiner og muskuløse førsteelskere, og at alt andet blot er noget vi må slå os til tåls med, er muligvis nemmere at sælge til dagspressen.

12 TEMA: NATUR

Det vigtige er her at forstå, at hvor avancerede vores kulturelle frembringelser end er, så baserer de sig på en hjerne hvis mekanismer har et anderledes biologisk præg.

Den levende hjerne Skal vi gøre os håb om at forstå menneskets natur på et biologisk grundlag, bliver vi nødt til at gøre os den ulejlighed at udforske hver enkelt af de mekanismer, som påvirker vores adfærd, til bunds.

Heldigvis er neurovidenskaben, den moderne hjerneforskning - alt i mens de mere brovtende evolutionære teorier har slået deres folder - langsomt ved at være nået så langt, at den begynder at kunne besvare disse spørgsmål.

Her tænker jeg ikke så meget på de mere hypede hjerneskanningsstudier, som - med en finesse som af Peter Lund Madsen er blevet sammenlignet med en grønthøster giver anledning til de helt store overskrifter om tankelæsning, løgnedetektion eller at ”Gud bor i tindingelapperne” - den ene mere sensationel end den anden.

Hjerneforskningens vigtigste resultat gennem de seneste årtier er derimod den voksende forståelse for, at de mekanismer som styrer vores mest komplekse, sociale adfærd i vidt omfang er identiske med dem som styrer vores krops biologiske behov.

Sociale hormoner Et udmærket eksempel er stoffet oxytocin, som hos pattedyr har en lang række fysiologiske egenskaber, særligt i forbindelse med fødsel og amning. Det fremkalder sammentrækninger i livmoderen og sørger for tilløb af mælk til brysterne. Det findes også i modermælken, og udløses via sutterefleksen i barnets (eller dyreungens) hjerne, såvel som hos moderen selv, under amning.

Hos os mennesker udløses det desuden af flere former for social adfærd, fra berøring til smil og latter.

Oxytocin er involveret i så godt som alle former for sociale relationer, fra det følelsesmæssige bånd mellem forældre og børn, over den romantiske kærlighed til venskabet, og kan endda med held anvendes som middel mod social fobi. Oxytocin-systemet i hjernen kan dermed være en del af forklaringen på, hvorfor vi ikke bare ”vælger om” i vores sociale relationer, så snart lejligheden byder sig.

Men historien stopper ikke her. Forsøg med økonomiske spil, hvor man enten kan gå efter egen vinding eller dele sin gevinst med andre, har påvist at en simpel indsprøjtning af oxytocin (frem for et placebostof ) vha. en næsespray kan ændre forsøgspersoners adfærd, således at deres tillid til andre - defineret som villigheden til at indgå en risiko, som er afhængig af andres lyst til samarbejde - og deres generøsitet - defineret som lysten til at dele et overskud - øges markant [5] [6].

Selv i vores mest nøgterne stunder påvirkes vi altså af biologisk betingede systemer i hjernen. Denne (for økonomer!) forbløffende erkendelse har været med til at kickstarte et nyt forskningsfelt med det bizarre navn neuroeconomics. Snævert formuleret er det en videnskab om beslutningsprocesser. Men bag det besynderlige navn gemmer der sig desuden den virkelighed, at det primært er en ”social” neurovidenskab, idet langt de fleste af vores beslutningsprocesser er betinget af sociale - og i videre forstand kulturelle - faktorer.

Økonomi vs. biologi Den udvikling hen mod en spredning af hjerneforskningen fra de traditionelle medicinske sammenhænge og til handelshøjskoler, der i stadig stigende omfang opretter afdelinger for inddragelse af neurovidenskabelige perspektiver, kan muligvis være et skridt i den rigtige retning. For selvom kvaliteten af studier indenfor den nært beslægtede neuromarketing ofte er af tvivlsom kvalitet og dermed ubrugelig i grundforskningsøjemed, har denne mere businessmindede tilgang til forståelsen af menneskets natur den fordel, at den i vidt omfang ligger hinsides det skel mellem natur og kultur, som deler det meste af den etablerede videnskab op i to lejre.

TEMA: NATUR 13

Men den er heller ikke ufarlig. Af alle de farer som lurer, er den vigtigste set med videnskabelige øjne den, at man i begejstringen over de mange nye metoder glemmer den væsentligste grunderkendelse: Nemlig den, at de systemer der regulerer vores menneskelige adfærd - selv når denne kommer til udtryk i komplekse sociale eller kulturelle relationer - er udviklet af en grundpakke, som kan spores tilbage til de øvrige pattedyr, såvel som til hvirveldyrene generelt.

Glemmer man dette, risikerer man ukritisk at projicere komplekse kulturelle fænomener ind i den biologiske hjerne, og vil snart kunne påvise hjernecentre for alt fra bilkørsel og tennis til flexlån og leasingkarruseller. Det vigtige er her at forstå, at hvor avancerede vores kulturelle frembringelser end er, så baserer de sig på en hjerne hvis mekanismer har et anderledes biologisk præg. Har man til gengæld først erkendt dette, begynder man så småt at kunne forstå selv så komplekse fænomener som f.eks. kærlighed eller humor [7] [8].

Menneskets kultur og natur er afhængige af hinanden. Mens det er kulturvidenskabernes opgave at kortlægge hvordan forskellige kulturelle faktorer påvirker vores handlinger, er det kun hjerneforskningen som for alvor kan forklare de mekanismer, igennem hvilken denne påvirkning foregår.

Uden denne viden er forklaringen ganske simpelt ukomplet.

En sådan forståelse kræver imidlertid et meget bredt funderet indblik i menneskets natur, som går langt udover vores egne, snævre selvforståelse.

Menneskedyret På forsiden af den måske mest slidte bog på min bogreol, The Human Central Nervous System (4. udgave, 2007) - en af de mest grundige og autoritative beskrivelser af det menneskelige centralnervesystem - troner ikke blot den prægtige menneskehjerne i al sin velmagt. Oven over den ses hjernen fra en Virginia-pungrotte, Nordamerikas eneste indfødte pungdyr, traditionelt betragtet som et primitivt pattedyr. Hvorfor nu det?

Virginia-pungrotte lat. Didelphis Virginiana

Jo, fordi forfatterne Rudolf Nieuwenhuys og Jan Voogd har villet understrege en vigtig pointe: for at forstå hvordan menneskehjernen - og dermed også mennesket - fungerer, må man gøre sig klart at størstedelen af vores egenskaber afhænger af mekanismer, som vi (som minimum) deler med alle de øvrige pattedyr. Oftest er det jo netop hos disse, vore nære slægtninge, at de er blevet opdaget og beskrevet først!

Eller som Peter Lund Madsen udtrykker det: for at forstå hvordan menneskehjernen fungerer, bliver man nødt til at forstå, hvordan den er opbygget. For at forstå hvordan den er opbygget, må man forstå hvordan den er udviklet. Kulturen stammer fra hjernen - og hjernen stammer fra naturen.d

REF: 1. Wilson EO (1978) On Human Nature. Harvard University Press, Cambridge MA. 2. Ioannidis JPA (2005) Why Most Published Research Findings Are False. PLoS Medicine, 2 (8): e124.

3. Courtiol A, Picq S, Godelle B, Raymond M, Ferdy J-B (2010) From Preferred to Actual Mate Characteristics: The Case of Human Body Shape. PLoS One, 5(9): e13010.

4. “Study shows real partners are no match for ideal mate”.

Pressemeddelelse fra University of Sheffield, 1. oktober 2010.

5. Zak PJ, Stanton AA, Ahmadi S (2007) Oxytocin Increases Generosity in Humans. PLoS One, 2(11): e1128.

6. Kosfeld M, Heinrichs M, Zak PJ, Fischbacher U, Fehr E (2005) Oxytocin increases trust in humans. Nature, 435: 673-6.

7. Raab T (2008) Overrask mig! Humor som biologisk fænomen I. Ugeskrift for Læger, 170(51):4211-4212.

8. Raab T (2008) Det behagelige ubehag. Humor som biologisk fænomen II. Ugeskrift for Læger, 170(51): 42084210. (Ugeskriftet har desværre byttet om på rækkefølgen af de to artikler).

14

TEMA: NATUR

På Dyrebakken Af: Iben Borup Løvschall, 5. semester Det er juni måned, solen skinner og luften er varm. Maria, Marie og jeg er taget en tur ud blandt de midtjyske marker for at besøge gården Dyrebakken, som ligger omkring 5 kilometer uden for Bjerringbro.

Grunden til, at vi befinder os lige netop dér, er formidlingsprojektet 2010.

Trætte af gængse antropologiske pointer om grænsedragning, gavegivning og kapitaler, satte vi os for at udvide studiet af menneskelige relationer til også at omfatte dyr. Under temaet ”naboskab”, som var det overordnede tema for formidlingsprojektet, besøgte vi Dyrebakken for at undersøge naboskabet mellem mennesker og dyr. Et studie, der skulle munde ud i en 14 minutters lang radiomontage.

Der er selvfølgelig en grund til, at vi valgte at gøre lige netop Dyrebakken til genstand for vores studie. Nemlig den, at Dyrebakkens menneskelige beboere, ægteparret Inger og Hans, er umådeligt glade for dyr. Mange dyr! Og mærkelige dyr. Eller måske ikke dyr, der i sig selv er mærkelige, men dyr, der betragtes som mærkelige i den konstellation, som de her befinder sig i; et mindre landbrug langt ude i det flade, danske sommerlandskab.

Det første dyr, vi møder, er gårdens 9 dage gammel æselunge.

Derefter møder vi snart gårdens fasaner, katte, næsebjørne, køer, geder, kalkuner, sumpbævere, kaniner, lamaer, kyllinger, maraer, vaskebjørne, kænguruer og mange flere. Mange af disse dyr, ville de fleste nok mene, falder uden for kategorien kæledyr. Eller i hvert fald kategorien traditionelle kæledyr. Vores egen første indskydelse var da også en vis forundring over dette sammensurium af alskens dyrearter.

Desto længere tid vi tilbringer med Inger og Hans på gården, desto mindre skeptiske bliver vi.

TEMA: NATUR

Men desto længere tid vi tilbringer med Inger og Hans på gården, desto mindre skeptiske bliver vi. Det viser sig nemlig hurtigt, at Dyrebakken besidder en helt særlig harmoni. Inger og Hans fortæller historier om, hvordan gårdens katte aldrig jager gårdens fugle. Hvordan et kuld nyfødte hundehvalpe måtte die ved en kat, fordi deres hundemor døde. Om dengang, hvor katten Strømer boede i hønsehuset. Og ikke mindst hvordan Inger måtte være reservemor for en kænguruunge ved navn Frederik.

Der er på Dyrebakken tilsyneladende ingen fastlåste normer eller opstillede kategorier for relationen mellem hverken dyr og mennesker eller dyr og dyr imellem. Den naturlige rangorden er sat ud af spil, og alle synes at omgås hinanden i fred og fordragelighed.

En af grundene til, at dyrene har fået en så central placering i Hans og Ingers liv, er, som de selv forklarer det, at dyrene giver dem noget at stå op til om morgenen. Glæden ved at se dyrenes forventning, når Hans kommer rundt med mad på ladet af sin havetraktor, med det passende navn ”Foderbussen”, er ifølge dem begge ”det hele værd”. Vi er altså vidne til et gensidigt afhængighedsforhold mellem Hans og Inger og dyrene.

At dyrene har en stor betydning for Hans og Inger, bliver for os tydeligt i mange af de fortællinger, de fortæller os, om livet på gården. I fortællingerne bliver dyrene brugt til at reflektere over nogle af livets forunderligheder, udfordringer og naturens gang i det hele taget. I tider med modgang, har dyrene især været en stor inspiration for Inger og Hans. Som Inger formulerer det: ”… når dyrene kan, så kan vi også …”.

Der er ingen tvivl om, at dyrene er et stærkt meningsdannende element i Hans og Ingers hverdag. Besynderligt eller ej, så er naboskabet mellem mennesker og dyr i dette tilfælde en naturlig og betydningsfuld relation.

Og nok lige præcis derfor fejrer Inger og Hans altid den dag i april, hvor svalerne vender tilbage efter vinteren med ”et lille glas” i haven.d

Glæden ved at se dyrenes forventning, når Hans kommer rundt med mad på ladet af sin havetraktor, med det passende navn ”Foderbussen”

15

16

TEMA: NATUR

Naturlige familier... ...naturlige ønsker og andre naturaliseringer I slutningen af 90’erne udførte jeg et feltarbejde i Danmark i forbindelse med mit ph.d.-projekt om barnløshed, slægtskab og forplantningsteknologi i Danmark. Jeg fulgte blandt andet en række ufrivilligt barnløse par over et par år, var tilknyttet Foreningen for Ufrivilligt Barnløses og udførte kortere feltarbejder på to danske fertilitetsklinikker. Min ambition var at forstå, hvad der er på spil, når man ikke kan få børn ved egen hjælp, og hvad der sker, når teknologien bliver del af tilblivelsen og fortællingen om den. I dette lille essay vil jeg give nogle eksempler på, hvordan naturen og ideer om naturlige blev mobiliseret af forskellige aktører med forskellige motiver i dette undersøgelsesfelt. Der er ingen tvivl om, at naturen og ideer om, hvad der er naturligt (i øvrigt i tæt kompagniskab med, hvad der anses for rigtigt, normalt, etisk, moralsk), udfordres og forskydes ved brug af de nye reproduktionsteknologier. Men der er ikke tale om, at naturen forsvinder. Den består som en solid referenceramme for tanker om slægtskab og teknologi.

Af: Tine Tjørnhøj-Thomsen, antropolog og lektor ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet.

Rigtige familier og anderledes tilblivelser

Der er ingen tvivl om, at fertilitetsbehandling (fx reagensglasbehandling, donorinsemination, mikroinsemination) er en radikal anderledes måde at få børn på end den sædvanlige, og at behandlingen påvirker de mennesker, der indlader sig på den.

Fertilitetsbehandling forudsætter inddragelse og koordinering af fremmede aktører – som læger, laboranter og lovgivere – samt intervention i og disciplinering af kroppe og hverdagsliv.

Hvad der skulle have været privat og intimt, bliver et offentligt anliggende. Adskillelsen mellem sex og reproduktion gør det muligt at opbevare og flytte rundt med kønsceller og dermed gøre brug af andre genetiske eller ”gestationelle” bidragydere (sæddonorer og rugemødre) end de, der skal være forældre til barnet. Den generelle teknologiske tendens er dog så vidt muligt at sikre de ufrivilligt barnløse det genetiske – det naturlige – slægtskab. Teknologiudviklingen tager altså pejling efter den kulturelt forankrede privilegering af det genetiske slægtskab.

Reagensglasbefrugtning er et eksempel herpå. Et andet eksempel

er mikroinsemination, som er en metode, der benyttes ved mandlig infertilitet og går ud på, at laboranten udvælger en enkelt af de få levedygtige sædceller i en sædportion og injicerer den direkte i ægget for at etablere befrugtningen. Metoden giver altså faderen en chance for at få sit eget (genetiske) barn på trods af infertiliteten. Ved brug af sæddonor forsøger laboranten at matche de tilgængelige oplysninger om donor, fx højde, samt hårog øjenfarve med den mand, der skal fædre barnet. Formålet er at sikre, at barnet så vidt muligt kommer til at ligne den mand, der skal være far til det, så familien i hvert fald umiddelbart ligner en almindelig, naturlig familie.

Langt de fleste af de ufrivilligt barnløse ville gerne i udgangspunktet have deres eget, genetiske barn og derved blive en – som nogen formulerede det – ”rigtig” kvinde, mand og familie. At være eller blive ”rigtig” forbindes således med at være i stand til at få sit eget barn, altså indskrive sig som frugtbar aktør og genetisk bidragyder i den almindelige, naturlige, tilblivelseshistorie. Det særlige ved slægtskabsrelationer i forhold til andre sociale relationer, skriver den britiske antropolog Marilyn Strathern, er netop forestillingen om disse relationers tilblivelse i den biologiske, heteroseksuelle og kropslige forplantningsproces (Strathern 1992). Det er det aspekt af slægtskabet, som den amerikanske antropolog David M. Schneider kalder ”naturens orden”, og som netop er baseret på fælles, biogenetisk substans.

Relationer baseret på naturens orden er ubrydelige i modsætning til de, der er baseret på ”lovens orden” (altså ægteskabet) (Schneider 1980). Det interessante i den sammenhæng er forestillingen om, at genetisk forbundethed er varig og næsten pr. automatik bærer på særlige følelser og forpligtelser. For eksempel sagde en infertil mand, der ikke kunne forliges med at

TEMA: NATUR

bruge donor: ” Det ville få katastrofale følger, hvis jeg pludselig fandt ud af, at jeg ikke kunne elske det barn, som vi havde fået”.

Hvortil hans kone, der godt kunne acceptere donorløsningen, svarede: ”Men hvordan kan du vide, at du vil kunne elske dit eget barn”.

Min undersøgelse viser imidlertid, at de, for hvem det ikke lykkes at blive genetiske forældre, er i stand til at omdefinere betydningen af ”rigtig” ved at betone og opgradere de sociale aspekter af slægtskab og nedtone de biologiske eller genetiske (selv om det kan være hårdt revisionsarbejde): ”Jeg vil bare gerne være en familie”, som én formulerede det.

Naturalisering af børneønsket

Langt de fleste ufrivilligt barnløse havde oprindeligt taget deres frugtbarhed for givet som et naturligt potentiale, der ville udfolde sig naturligt, når præventionen blev lagt på hylden. De følte sig derfor også drillet eller snydt af naturen, når barnet ikke kom.

Børneønsket blev ofte beskrevet som en ”naturlig udvikling”, at ”når man har fået en mand, så vil man have et barn. Det er meget, naturligt – ikke?” Eller: ”Jeg har aldrig tænkt på, om jeg ville være mor, det har bare været naturligt, at det skulle jeg da være en dag”. Mange var irriterede over, at de i modsætning til de, der får børn på almindelig vis, og når de ønsker det, i særlig grad skulle begrunde ønsket om børn og fertilitetsbehandling over for omgivelserne:

Jeg kan ligeså godt sige til dig, at jeg elsker at pille ved naturen ”Det hørte ligesom med. Nu var vi ikke to kærester mere, nu var vi et par. Og der hører altså børn med. Det gør der. Jeg ved ikke hvorfor, men det gør der [tænkepause og let irriteret til antropologen]: Ja, jeg ved godt, du vil have ord på det [tænkepause igen]. Altså: Vi har talt om det på den måde, at når vi nu basalt er dyr, og den basale drivkraft i alle dyr det er nu engang at få afkom, og det ligger altså også i os. Og jeg tror, det helt basalt er menneskedyret, som siger, I skal have børn, vi skal have afkom.”

17

Det er muligt, at der er naturlige drifter til grund for ønsket om børn.

Men ønsket om børn er, når det udforskes antropologisk, sammensat, komplekst, socialt og kønnet Manden her forsøger (noget presset) at verbalisere ønsket om børn ved at henvise til menneskets artsfællesskab med dyr og til de reproduktive drifter og instinkter, som mennesker antages at have tilfælles med dyr. Analogien til dyreverdenen bliver således en måde at naturalisere og dermed legitimere børneønsket og behandlingen for den. ”Vi ved, hvad der er naturligt, ved at sammenligne os med dyr,” skriver den amerikanske antropolog Anna Lowenhaupt Tsing og påpeger, at naturalisering netop består i at tildele naturen en egen, uafhængig handlekraft (Tsing 1995). Referencen til ”menneskedyret i os” er måske heller ikke så overraskende, når man betænker, at børn i generationer er blevet introduceret til forplantningens mysterier ved, at deres forældre har henvist til forskellige dyr som storke, bier og blomster, hunde, køer og heste. Det er muligt, at der er naturlige drifter til grund for ønsket om børn. Men ønsket om børn er, når det udforskes antropologisk, sammensat, komplekst, socialt og kønnet. Det handler blandt andet om at blive en familie, blive voksen, blive del af de fællesskaber, som børn giver adgang til og om at sætte sig spor og blive forbundet i tid.

At pille ved naturen

På et tidspunkt undervejs i mit feltarbejde fik jeg mulighed for en tid at følge personalet – læger, sygeplejersker, laboranter og reproduktionsbiologer – i deres daglige arbejde på to fertilitetsklinikker. Jeg var ikke mange minutter inde i det første feltarbejde, før klinikkens travle, ledende overlæge kaldte mig ind på sit kontor i en lille pause: ”Jeg kan ligeså godt sige til dig, at jeg elsker at pille ved naturen”, sagde han bestemt. Det kunne vi ligeså få på det rene med det samme. Det var ikke mærkeligt, at han ønskede at slå denne grundpræmis fast fra starten.

18

TEMA: NATUR

”Kunstig befrugtning”, som reagensglasbefrugtning, sæddonation og mikroinsemination blev kaldt i slutningen af 90erne, var og er fortsat som andre reproduktionsteknologier omstridte forehavender og genstand for ophedede politiske og etiske diskussioner. Diskussionerne handlede om, i hvilken udstrækning og hvordan samfundet skulle regulere udviklingen af teknologien samt kontrollere dens udøvere og brugere. At pille ved naturen med det formål at lindre og helbrede er selvfølgelig dybest set, hvad mange medicinske behandlingsformer og -teknologier går ud på. Men når medicinsk teknologi griber ind i livets begyndelse, i reproduktionen og i livets afslutning, bliver natur-pilleriet, om man må sige, kulturelt kontroversielt. Her er videnskaben og teknologien på ”hellig” grund.

Den vanskelige fødsel blev fortolket som naturens hævn over at være blevet krænket af teknologien

Legenden om Victor Frankenstein benyttes stadig som en allegori for reproduktionsteknologiernes potentielle farer. I sin iver efter af skabe liv af døde overskrider Victor Frankenstein alle naturlige og moralske grænser. Han selv bliver gradvist vanvittig af sit videnskabelige arbejde, og hans skabning fremstår som en hæslig og dybt tragisk skikkelse, der pines af sin omstridte tilblivelse, fragmenterede oprindelse og ikke mindst af såvel sin skabers som andre menneskers afvisning af ham. Frankensteins monster inkarnerer dermed sin skabers grænseoverskridelser. Så galt kan det gå, når videnskaben piller ved naturens grundvilkår.

Flere af de barnløse, jeg talte med, gjorde sig ind imellem tanker om, hvorvidt naturen eller skæbnen ville straffe dem for at have indladt sig med teknologien for at få et barn. Ville barnet blive født med misdannelser eller handicap? En tænkte ”Har det seks arme – har det ben?”, men så havde hun overbevist sig om, at alt, hvad der var foregået efter befrugtningen, var jo foregået som en ”almindelig graviditet”. Til et møde med en gruppe barnløse kvinder fortalte en kvinde (under stor moro), at hun

havde drømt, hun ville få en kat, fordi lægen havde byttet om på noget sæd. Hun havde dog slet ikke været ked af det i drømmen, men glad for sit (katte)barn. Sådanne tanker og drømme optræder også hos kvinder, der bliver gravide på normal vis, men her refererer drømmene direkte til barnets anderledes og teknologisk assisterede tilblivelse. En af de, der blev gravide efter endt fertilitetsbehandling, måtte igennem en meget vanskelig fødsel, der endte i kejsersnit. Hendes ræsonnement var, at det måske var fordi, det slet ikke havde været meningen fra naturens side, at hun skulle have børn. Den vanskelige fødsel blev fortolket som naturens hævn over at være blevet krænket af teknologien.

Naturalisering af teknologien

Der er ikke tvivl om, at der er sket en naturalisering og normalisering af brugen af forplantningsteknologier. Første skridt på vejen var, at betegnelsen ”assisteret befrugtning” erstattede ”kunstig befrugtning”. Assisteret befrugtning har også manifesteret sig i antropologisk faglitteratur. Da jeg for nogle år siden skrev et bidrag til engelsksproget antologi, blev mit begreb ”procreative technology” rettet til ”ART” (”assisted reproductive technology”). Nogle fertilitetsklinikker reklamerer med at ”give naturen en hjælpende hånd”. Underforstået, at der ikke er tale om en egentlig indgriben eller manipulation af naturen, men om hjælp og assistance til en natur, der ikke helt vil makke ret. Under mit feltarbejde understregede en laborant, at ”Vi betragter jo IVF [reagensglasbefrugtning] som naturlig befrugtning”. I modsætning i øvrigt til fx mikroinsemination, som hun anså for mere unaturlig.

Naturen blev også bragt på banen på et af de mest kritiske stadier i fertilitetsbehandlingen. Nemlig der, hvor det befrugtede æg er lagt op i livmoderen, og parret spændt må vente på, om det udvikler sig til en graviditet. Man ved ikke så meget om, hvad der helt grundlæggende betinger, at det sker. Jeg hørte flere gange en læge sige til parret, at ”nu er det op til naturen”, eller ”nu er det ren biologi”. Underforstået, at indtil dette trin i processen havde naturen ikke haft så meget at skulle have sagt, men nu var det igen naturen, der rådede. Ved at pålægge naturen ansvaret for graviditeten, ønskede lægerne, sagde de, at fratage kvinderne for ansvar og skyldfølelse, hvis behandlingen mislykkedes. At lade udfaldet af behandlingen være op til naturen kan også ses som et udtryk for videnskabens foreløbige resignation og vidensutilstrækkelighed. For kvinderne var denne geninstallering af naturen i forplantningen – og nu som en magtfuld agent – ikke en ubetinget beroligende besked. Det gælder formodentlig generelt for moderne mennesker, at de ikke gerne giver sig hen til naturens

TEMA: NATUR

virketrang. Det gjorde kvinderne i hvert fald ikke. De forsøgte selv med handlinger og næsten magiske besværgelser at optimere chancen for en graviditet: ligge ned i 14 dage (selv om det aldrig blev anbefalet), holde vejret når de kørte forbi tæt trafik, tænke positivt osv.

Hvis det viste sig, at behandlingen ikke lykkedes, kunne ræsonnementet være: ”Det lykkes heller ikke, hver gang, når det bare er naturligt”. De barnløse repeterede, hvad lægerne ofte fortalte som led i deres naturalisering af teknologien: nemlig at chancen for at få et barn efter reagensglasbehandling stort set var det samme som i en almindelig cyklus. Nogle klinikker kunne endda meddele, at de var bedre til at få børn end naturen.

Afslutning: naturens mangetydighed

I dette lille essay har jeg givet nogle eksempler på, hvordan naturen og ideen om det naturlige mobiliseres i tanker om slægtskab og i forbindelse med barnløshed og fertilitetsbehandling. I nogle situationer mobiliseres naturen som legitimering og moralsk berettigelse af særlige ønsker, behov og handlinger. Bestemmelsen af det naturlige anviser næsten per automatik også det rigtige – moralsk og kulturelt set.

Naturen besidder en guddommelig og hellig status og fremstår i nogle sammenhænge som en magtfuld og enerådig agent, som mennesket må underlægge sig. Det kommer til udtryk i naturalisering af børneønsket; i tanker om, at naturen kan straffe omgangen med teknologien med aborter eller misdannede børn og i formuleringer af, at nu er det op til naturen. Men naturen er heller ikke altid helt perfekt – den må assisteres. Det er netop ved at assistere naturen, at teknologien naturaliseres, og den teknologiske indgriben legitimeres.d

Nu var vi ikke to kærester mere, nu var vi et par. Og der hører altså børn med

Artiklen er primært baseret på Tjørnhøj-Thomsen, Tine 1999: Tilblivelseshistorier: Barnløshed, slægtskab og forplantningsteknologi i Danmark. Ph.d-række nr. 12.

Institut for Antropologi.

Tjørnhøj-Thomsen, Tine 2004: Slægtskab. Tilblivelse, forbundethed og fællesskab. I Kirsten Hastrup (red.). Viden om verden. En grundbog i antropologisk analyse. Hans Reitzels Forlag: København.

Der refereres endvidere direkte til: Strathern, Marilyn 1992 Reproducing Future. Anthropolog, Kinship and the New Reprodutive Technologies. Manchester: Manchester Universit Press.

Schneider, David M. 1980[1968] American Kinship. A Cultural Account.

Chicago: The University of Chicago Press.

Tsing, Anna Lowenhaupt 1995 Empowering Nature, or: Some Gleaning in Bee Culture. In: Sylvia Yanagisako and Carol Delaney (eds:) Naturalizing Power. Essays in Feminist Cultural Analysis.

London: Routledge.

19

20 TEMA: NATUR

Naturen er bedst på TV Programmet om Bonderøven er blevet en vaskeægte seersucces. Udsendelserne om den 24-årige Frank Erichsen, der prøver at skabe et mere simpelt og selvforsynende liv på Kastanjegården på Djursland, er DR2's mest sete program til dato.

Men hvad er grunden til, at så mange følger med i Franks udramatiske, upolerede og simple bonderøvsliv? Kan det sige os noget om danskernes forhold til naturen?

I denne artikel kommer en medieforsker, en sociolog og nogle af programmets seere med hver deres bud på ovenstående spørgsmål.

Det må dernæst være op til læseren, på bedste antropologiske vis, at konstruere sandheden om Bonderøvens popularitet.

Af: Marie Blæsild, antropologi 3. semester, antropologi.

Jens Marvin Bruun:

Projektforsker på institut for pædagogisk antropologi på DPU. Har bl.a. forsket i natur og national identitet.

Når programmerne om Bonderøven fungerer som underholdning tror jeg, at det hænger sammen med, at programmet ikke repræsenterer drømmen om det stille liv på landet, men repræsenterer den tabte drøm om det stille liv på landet. Netop fordi vi ikke for alvor drømmer om at have det lige sådan, kommer programmet til at lægge sig et sted, hvor det ikke for alvor provokerer os kritisk, men bliver til en lidt sær sjæls charmerende og sympatiske, men også lidt småtossede, drøm om selvforsyning i en verden, hvor selvforsyning per simpel definition er en umulig anakronisme. Programmet rammer en tone imellem kritikken og drømmen, hvor vi i små elementer kan gøre det samme i det almindelige stressede hverdagsliv.

Vi kan i det små finde de lignende glæder i at spise en øko-kylling, finde gamle ting på loppemarkeder, reparere en gammel kommode etc. etc., men selv om vi fra tid til anden kan drømme om, at hele livet bestod af den slags, så ved vi også godt, at det bare er er en drøm om en drøm om altings sammenhæng.

Derfor er det top underholdning. Det rammer os uden at genere os.

Mary, 30 år.

Jeg ser det mest, fordi min kæreste ser det. Han interesserer sig for landbrug. Det minder mig lidt om min barndom i en lille landsby i Ghana. Der har man ikke så mange penge og man dyrker de fleste ting selv. Vi kunne godt tænke os et lille hus med køkkenhave engang. Det er lidt mere økologisk, når man selv har dyrket det. Så skal man ikke bekymre sig om dårlige stoffer, som vi gør med de ting vi køber i supermarkedet.

Kvinde, 54 år.

Jeg synes programmet er lidt naivt og hyggeligt, men jeg tænker tit, at det er da i grunden besværligt, det han laver. Jeg synes, at han er så sød og begejstret, men stadig nede på jorden. Jeg kan godt selv lide at dyrke ting i min lille have, det er sjovt at se det komme op.

Ung mand, 20 år.

Jeg kunne godt overveje at gøre det samme som Bonderøven. Jeg kan godt lide gør-det-selv konceptet, det med at dyrke sit eget. Det er noget med at komme tilbage til rødderne. Han er lidt den nye Søren Ryge, det synes jeg er fedt. Hans liv står i kontrast til vores med storby og faste rammer. Bonderøven lever anarkistisk. På en måde er det den ultimative livsstil at blive selvforsynende, for du sætter dig selv udenfor fællesskabet omkring kapitalismen. Men det er også en utrolig hardcore beslutning at tage, for de fleste kan ikke give afkald på det de tror er det rigtige liv.

Det er en utopisk livsstil, men det kan lade sig gøre, han er jo et eksempel på det.

TEMA: NATUR

21

Ove, 70 år.

Torvehandler.

Jeg synes det er et hyggeligt program, men jeg kan ikke følge hans tankegang. Han prøver at gøre det ligesom bønderne i 40’erne og bruge de gamle metoder, men samtidig bruger han eksempelvis en automatisk slåhammer. Det er lidt forkert, synes jeg. Jeg kom ud at tjene som 13- årig, så jeg har prøvet alt det han går og gør. Efter at have gået og plovet 50 km. efter en hest en hel dag, så var man altså færdig om aftenen. Livet var ikke mere simpelt dengang, det var hårdt arbejde.

Henrik Juel

Lektor i visuel kommunikation på RUC. Har bl.a. forsket i naturprogrammer.

Bonderøven er anderledes end mainstream-kendisser, og det gør det i sig selv lidt smart. Han er faktisk sexet/ fascinerende og også en mulig anderledes rollemodel og kønsrollemodel. Han taler ikke ned eller prædiker og han er engageret i det han laver, hvilket programmets visuelle udtryk understreger. Det hele er meget nede på jorden.

Meget hænger altså på hans personlighed, og ikke kun på ”en tendens i tiden” til økologi-rigtige programmer.

Det moderne liv opleves, i al sin fortravlethed og endimensionale satsning på fortsat vækst, udvikling, fremskridt og karriere, som hult, risikabelt, krise-udsat, meningsløst og ensomt.

Bonderøvens liv kan ligne noget, hvor man dog er i pagt med naturen, naturens gang og holder sig til det sikre og solide og sunde. Han er anderledes, idet han ikke nøjes med at se på naturen udefra, nej, han går anderledes ind i et favntag eller livtag med den, han bruger den, og slagter fx. også dyr. Han bliver i påklædning, manerer osv. mere natur-agtig end storby-agtig, og tilbyder på den måde en mere rodfæstet og naturgroet identitet.

Det er en identitet som for mange moderne mennesker er snavset, rodet, uordentlig og ikke-rationel. For de allerfleste er Bonderøvens livsform nemlig ikke en drøm, men et mareridt, en angstprovokerende forestilling. Der er også en hel del ”godt det ikke er mig” - over dette programs succes. Der er sket et drejning i retning af økologi, passe på naturen, klimaet osv., men en anden side af den medalje er også en latent skyldbevisthed (”syndsbevisthed” i moderne udgave?). Vi føler os lidt under anklage allesammen og nyder at se ”naturen” og ”naturens muntre søn” komme til sin ret. Vi leger lidt med ideen om at følge bonderøvens eksempel, men vi beroliger os også ved den rationelle affejning, at det ville alligevel være for ekstremt, og vi kan leve glade videre som vi hele tiden har gjort. Bonderøven har altså også lidt af klovnens og hofnarens (lettere tvetydige) rolle.

Forklaringen kan derfor findes i, at vi bliver stærkest følelsesmæssigt påvirket der, hvor der er modsatrettede følelser på spil samtidig - ”fascination” er jo netop det, som både tiltrækker og skræmmer, og derved tryllebinder: naturen som fremmed og som et hjem, det simple liv som fylde og som tomhed, håndens arbejde som noget naturligt og som noget uvant, rollemodellen som tiltrækkende og frastødende.

For de fleste er det stadig sådan at ”naturen er bedst på tv”.

Ebbe, 30 år.

Efterskolelærer.

Jeg tror det giver bymennesker et billede af at ”drømmen lever”. Dem der ikke har haft mod eller råd til at gøre det, synes det er sjovt at se en rigtig ægte øko-flipper gøre det. Jeg kunne godt tænke mig det, men ikke 100%. Det er fedt at han har en masse tid til sig selv, sit hus og sin familie. Men han har jo også skudt kamelen, for han tjener jo en masse penge på det program.

Bonderøven kan få de fleste folk i tale, og hvis der ikke findes nogle klare svar på programmets succes, så åbner disse samtalerne i hvert fald op for mange interessante spørgsmål om natur og enkelthed.

Drømmer vi om at tage favntag med naturen? Lever Bonderøven på den forkerte eller den rigtige måde? Er drømmen om det simple liv på landet død eller levende? Og er Frank Erichsen i grunden den nye Søren Ryge? Og vi kunne blive ved...

22

TEMA: NATUR

Den naturlige leg Af: Kasper Jelsbech Knudsen, 5 semester Som december måneds Analyse-eksamen nærmede sig sidste år, kastede en medstuderende og jeg vores fokus på børn og deres leg. Vi kontaktede en børnehave udenfor Århus og fik tilladelse til at følge børnene og de ansatte over tre dage. Vores mål med denne analyseopgave var at undersøge, på hvilken måde børns kønsidentitet skabes og opretholdes ved deltagelse i leg i specifikke rum. Som altoverskyggende begrænsning for vores opgave er længden af vores såkaldte feltarbejde, idet tre dage må siges at være et yderst begrænset tidsforløb i forhold til den undersøgelse, vi ville udføre. Dette medførte naturligvis også en hel del frustration før, under og - især - efter, da vi sad med det empiriske materiale og ikke anede, hvad vi skulle stille op.

Men så fangede vi endelig pointen med analysen: de analytiske værktøjer, vi lagde ned over vores materiale ville/ville ikke give os en forståelse for, hvordan vi kunne anskue materialet, og således endte vi med at benytte en fænomenologisk og kognitiv analyse og kom frem til en interessant hypotese, om den mening børn skaber for sig selv og andre, når de leger. Men først var det nødvendigt at se på de fysiske rammer for leg: rum og indretningen af disse.

De fire rum

Det er en stor børnehave med store rum og mange af dem. Af disse var vi især opmærksomme på fire rum, hvor hovedparten af aktiviteterne foregik. De fire rum kunne grupperes i to typer: de indrettede og de “tomme”. To rum bar tydeligt præg af indretning og to var karakteriserede ved manglen på indretning - et af disse var sågar et forestillet rum, hvis vægge og loft bestod af en trappe som snoede rundt om det lille område. Karakteristisk ved rummene var også interaktionen mellem børnene og børn og

Den ro og orden, som var kendetegnende for de indrettede rum, blev ophævet og erstattet med anarki.

pædagoger imellem. I de tomme rum legede drengene og pigerne adskilt og havde en næsten territoriel kamp kønnene imellem om at erhverve sig retten til at bruge rummene og definere aktiviteterne. I de indrettede rum var pædagogerne næsten altid med og kønnene var her blandet sammen i deres leg. Ved at se på børnenes ageren og ved personlige interviews gav de udtryk for, at de tomme rum var de mest eftertragtede steder. Og hvad er det så rum kan? Hvorfor er de indrettede rum, med alt legetøjet, møblerne og spillene ikke nær så spændende som de tomme rum?

Og hvad har det i det hele taget med kønsidentitet at gøre?

Rummene hjælper dem til at forstå, hvilke roller de kan påtage sig, efter hvor de befinder sig, og hvem de befinder sig der med.

Indretning fordrer leg, men det gør ikkeindretning også

Det finurlige ved rum er, at de kan betragtes som en form for ”agenter”, der – længe før der overhovedet viser sig nogen børn – medvirker til at understøtte en given social orden og udtrykker forestillinger om børn og ungdom (Gulløv & Høilund 2005:22).

En pointe hos Gulløv og Høilund er, at rum er indrettede til at fordre en bestemt opførsel - bestemte lege - og at mennesker ofte vil agere i overensstemmelse med disse indlejrede hensigter i rummene. På den måde bliver det muligt for pædagogerne at fordre en bestemt adfærd hos børnene i deres måde at indrette rum på. Men hvad så med de rum, der ikke er indrettede, og som derfor ikke i samme grad fordrer en social orden? Vi ville prøve at se på hvilke lege, der hyppigst forekom hvorhenne. I de indrettede rum opstod typisk den klassiske “far-mor-børn” , og der blev drevet restauranter og butikker samt naturligvis spillet spil - masser af spil - og her var næsten altid god ro og orden. Hvis vi prøver at beskrive en overordnet tematik iboende i disse former for lege, så må det være noget med det sociale

TEMA: NATUR

- og det fede ved tomme rum sammenspil. Fx piger og drenges (læs: mænd og kvinders) roller i familien samt interaktion i en bredere forstand. Hvordan drives restauranter og lignende, hvordan agerer gæsten kontra værten, og hvordan ser den voksnes hverdag med arbejde og lignende.

Helt fundamentalt for den sociale interaktion synes dog at være spil. Spil (hvis det altså spilles efter reglerne) har i sig parametre for, hvad der kan accepteres som den korrekte opførsel (følg reglerne) og den uacceptable opførsel (snyd), som børnene selv korrigerer, medmindre en pædagog eller anden voksen deltager. I de tomme rum afhang legen af, hvem der var i rummene. Den mest eftertragtede leg blandt pigerne var at bygge hule eller passe børn (pigerne selv kaldte det at lege far-mor og børn - uden “far” vel at mærke). Anderledes vildt gik det for sig, når drengene var der. Den ro og orden, som var kendetegnende for de indrettede rum, blev ophævet og erstattet med anarki.

Her var intet eller ingen fredede (heller ikke de observerende antropologi studerende), det var alles kamp mod alle med de puder, som rummene trods alt havde. Institutionslederen fortalte os, at de var blevet nødt til at fjerne døren til et af de tomme rum, fordi pigerne og drenge, når de en sjælden gang i mellem kunne finde ud af at lege sammen, træk bukserne ned på hinanden og undersøgte deres naturlige forskelligheder bag lukkede døre, og det går ikke i dagens samfund og vores seksuelle paranoia i forhold til børneinstitutioner. De tomme rum fordrer altså mere “naturlige” lege end i de indrettede. Børnene leger ganske enkelt

Foto: Charlotte Ærø Heikendorf

det, der falder dem naturligt, hvilket for pigernes vedkommende typisk er lege forbundet med det hjemlige (at bygge “rede”) og opfostre børn (gerne i form af dukker), mens drengene brænder energi af med at banke løs på hinanden og konkurrere om den stærkeste position.

Nu vil læseren nok tænke, at børnene her gøres til ofre for vores ideer om den biologiske forskel på piger og drenge, og at vi dermed fastholder et rigidt kønsrollemønster, men faktum er, at disse lege suverænt er de foretrukne for både drenge og piger, når de selv må bestemme legen, og forskellen på de to er ikke til at overse.

Habitus danner bro mellem naturen og kulturen

Selvfølgelig er der mere til det end blot at forklare leg som genetisk og hormonel udlevelse. Gulløv og Høilund beskriver således, hvordan den viden, som børnene opnår om sig selv gennem leg i forskellige rum, efterhånden bliver til en tavs og ureflekteret viden, som virker ganske naturlig, fordi kroppen husker det for dem, så de ikke behøver at være bevidste omkring det (Gulløv&Høilund 2005:36). Rummene hjælper dem til at forstå, hvilke roller de kan påtage sig, efter hvor de befinder sig, og hvem de befinder sig der med. Efterhånden gør denne habitus, at de agerer ureflekteret, fordi de forstår sammenhængen mellem rum og dem selv som en selvfølge. Casey forklarer den habituelle proces således: (...) habitus is a middle term between place and self (…)

23

24

TEMA: NATUR

Den naturlige leg (fortsat)

This self is constituted by a core of habitudes that incorporate and continue, at both psychical and physical levels, what one has experienced in particular places (Casey 2001:686).

Habitus fungerer som et bindeled mellem det naturlige og det kulturelle, mellem krop og bevidsthed og mellem hukommelse og forestillingsevne. Det gennemgående er her, at erfaringen hjælper børnene til at forstå dem selv som henholdsvis dreng eller pige, og hvordan de kan eller bør agere afhængigt af, hvilken situation de befinder sig. Det gælder for både de biologiske samt sociale kønsforskelle.

Med kroppen i hjernen

Fænomenologien forudsætter, at vi erfarer gennem vores krop i givne situationer, og i denne kontekst er rum den situationelle faktor, som vi agerer og erfarer i - sammen med andre naturligvis.

Hvordan kan vi så forklare forudsætningen for habitus som bindeleddet mellem det naturlige og det kulturelle, som Casey siger? Én måde er at se på teorien om blending som beskrevet af Fauconnier og Turner (Fauconnier og Turner 2002). Kort fortalt kan det i denne artikels kontekst siges at være processen, hvormed vi skaber mening mellem det forestillede og det reelle.

Lad os tage en situation, hvor en pind, skal fungere som sværd.

De to har ikke umiddelbart noget tilfælles, men så alligevel.

Ifølge Fauconnier og Turner deler de nemlig visse strukturelle muligheder, der gør pinden anvendelig som sværd. Den er fx aflang, den kan holdes i hånden og svinges og i visse tilfælde endda have en spids ende som et sværd. Blend-modellen består af fire små, konceptuelle bokse: to der repræsenterer forskelligt input (”input spaces”), en der samler de strukturelle ligheder mellem begge input spaces (”generic space”), og en der præsenterer udfaldet (”the blend”). I det første input space placeres det forestillede objekt, sværdet, i det andet placeres det reelle objekt, pinden. På grund af ovennævnte strukturelle ligheder, som henføres til generic space, vil det resultere i et færdigt mentalt blend nemlig pinden som et rigtigt sværd. Denne model forklarer, hvordan der bygges en mental bro mellem det naturlige (pinden) og det kulturelle (sværdet), og hvorfor det giver mening, at tale om et blend i en given legs situationelle omstændigheder som fx puden, der bliver til et våben hos drengen, eller den samme pude, som bliver til taget på den hule, pigen bygger. Vigtigt er det dog at få med, at legens indhold naturligvis er bestemt i lige så høj grad af, hvem barnet interagerer med, idet drenge også bygger hule og piger slås, men i sådanne eksempler legede pigerne og drengene sammen.

Teorien kan ikke bruges til at forklare, hvorfor man gør ét i nogle situationer og noget andet i andre. Men den kan forklare,

hvordan det i det hele taget er muligt at skabe mening og opnå forståelse for én af de mentale processer, hvormed vi lærer at agere efter vores biologiske og sociale selv.

Men hvorfor er det de tomme rum, som er mest populære?

Dette spørgsmål kan muligvis besvares med Caseys begreb om the compensatory logic of loss (Casey 2001). Jo mere steder (her: rum) er begrænset i deres indretning eller påvirkning, desto mere kan selvet udtrykkes. Han taler om en slags paradoksal form for logik i stil med less is more. Jo mere et rum nedtones med symbolske repræsentationer og indretning, som leder tankerne i en forudbestemt retning, desto mere er børnene fritstillet til at dyrke deres biologiske selv i den naturlige leg, og det er måske reeelt set et mere kraftfuldt pædagogisk virkemiddel end de indrettede rum, som fordrer social erkendelse af børnenes roller som dreng eller pige.D

Litteratur: Casey, Edward S. (2001): Between Geography and Philosophy: What Does It Mean to Be in the Place-World?

Annals of the Association of American Geographers, 91(4), 683-693.

Fauconnier, Gilles og Mark Turner (2002): The Tip of the Iceberg, The Elements of Blending The Way We Think, 1757.

Gulløv, Eva & Høilund, Susanne (2005): Materialitetens pædagogiske kraft . Et antropologisk perspektiv på børneinstitutioner i arkitektur, krop og læring Forlag: Hans Reitzel 1 udgave 1 oplæg 2005 København

TEMA: NATUR

25

Nærvær i naturen

– vejen ud af stress?

”Grønt er godt for øjnene” og ”naturen giver ro i sjælen”, siges det. I Mariendals Haver i Beder uden for Århus tages de gamle mundheld bogstaveligt – her bruges naturen aktivt i et forløb, som skal hjælpe stressramte tilbage til arbejdsmarkedet.

Af: Lisbeth Burich og Line Ørum Klinke, 3. semester

arbejdsrelateret stress. Forløbet varer fem måneder, og i løbet af den tid består kursisternes hverdag af to komponenter: Naturen og Mindfulness. I den første del af kurset modtager kursisterne undervisning i Mindfulness-metoden, som er værktøjet, der skal afhjælpe kursisternes stress i en sådan grad, at de føler sig klar til at blive sendt i virksomhedspraktik, som foregår i den sidste fase af forløbet.

Vinden suser i træerne og solens stråler kæmper for at trænge igennem sensommerløvet og kaste lys over bålpladsen i Mariendals Haver. Her samles stedets kursister hver morgen til udendørs undervisning, og det er her, vi har sat underviser Søren Thoby og konsulent Mogens Andersen stævne.

Før vi ved af det, sidder vi alle fire på lammeskindsklædte stole og sipper urtete, mens gløderne fra morgenens bål forsøger at få tag i brændet. Scenen er sat til en afstressende samtale på naturens præmisser.

Mariendals Haver er et kommunalt tilbud til personer, som er sygemeldt med

Stress og reptilhjernen

Velkommen ud i naturen i Mariendahl haverne. Foto er skribenternes egne.

Flere og flere mennesker går ned med stress. I Århus Kommune alene er 4000 sygemeldte pt. Hvorfor bliver så mange syge af stress? Søren Thoby fortæller: ”Det er uomtvisteligt, at der bliver krævet

af os at vi er omstillingsparate, og at vi hele tiden kan sætte os ind i nye ting. Hvad vi gør i dag er ikke det samme som vi skal gøre i morgen – og det er jo meget spændende – det passer bare slet ikke sammen med den gammeldags reptilhjerne vi har. En hjerne, som gerne vil have forudsigelighed og ’jeg skal vide, hvad jeg skal i morgen’, en tydelig ledelse og ’hvis jeg gør sådan og sådan, så er det godt’. Mange af dem, vi får med stress, har haft en utydelig ledelse. De har selv måttet jonglere med tingene inden for nogle vage grænser. Hvornår er det godt, hvornår er det ikke godt? Rigtig mange af dem, vi har herude, har det problem, at de aldrig synes, de gør det godt nok. Og det slider – i den grad.

De får heller ingen respons – får ikke at vide ’nu skal du slappe af, det er fint, det du laver’. Det kan altid gøres lidt bedre”.

Kursisterne er typisk i 30’erne eller ældre, men tendensen er, at de stressramte bliver yngre og yngre. En hårdt ramt gruppe er alle dem, som arbejder med mennesker. Det er pædagoger, skolelærere, socialrådgivere og sygeplejersker – og ofte kvinder. I Mariendal er ni ud af ti kursister kvinder, men Thoby og Andersen understreger, at mænd i lige så høj grad rammes af stress – de håndterer bare deres

udbrændthed anderledes: ”Mændene lægger

skylden ud i stedet for at vende den indad – de bebrejder arbejdspladsen mere end de bebrejder sig selv. Kvinder vender det indad: ’det er også mig’, ’nu må jeg altså tage mig sammen’. Kvinder er mere selvbebrejdende, og har ofte vanskeligt ved at se, at det også hænger sammen de arbejdsvilkår, de har været underlagt. Hvilket ofte har været umulige arbejdsvilkår. De går rundt med en følelse af ikke at slå til.” Dertil kommer, at

Et gennemgående træk hos kursisterne er, at de har svært ved at sige fra og sætte grænser den form for stresshåndtering, Mariendals Haver tilbyder, virker afskrækkende på mange mænd; Thoby indskyder med et glimt i øjet, at kønsfordelingen nok ville være i mændenes favør, hvis stresshåndteringen tog form af overlevelseskurser.

Naturen som værktøj

Men hvad er det så, Mariendal tilbyder?

Stedet betegnes ofte fejlagtigt som en ”terapihave”, men Andersen understreger, at Mariendal ikke skal ses som en sådan.

Mariendal er et restitueringstilbud, hvor man får vejledning, ikke terapi. Derudover er det ikke haven som sådan, der er vigtig, men naturen generelt og dét at befinde sig udendørs. Thoby og Andersen har været inspireret af terapihaven i Alnarp i Sverige, hvor haven spiller hovedrollen som den terapeutiske og helbredende kraft. I Mariendal er naturen blot de omgivelser, som Mindfulness-metoden praktiseres i.

Naturen har dog visse egenskaber, som

26

TEMA: NATUR

Nærvær i naturen (fortsat)

gør den ideel til at opøve evnen til nærvær. ”De mennesker, der kommer her, er konstant

optaget af at få indrettet og have kontrol over tingene”, fortæller Thoby. Han fortsætter: ”I naturen kan du gå ind i skoven, og så står

Haven spiller hovedrollen som den terapeutiske og helbredende kraft det hele sådan lidt hulter til bulter, og der er et træ, der er væltet, og der ligger rådne grene rundt omkring – hvor mange af os har lyst til at ændre på det, når vi går rundt inde i skoven? Går vi så og tænker: ’dét der træ, det skulle have stået dér i stedet for’? Nej, vel? Det gør vi til gengæld, hvis vi går ind i et lokale – så indretter vi indeni hovedet: ’det var da også nogle grimme malerier, der hænger der’. Der sker et eller andet, når vi kommer ud i naturen. Det ligger så dybt i os, at vi accepterer naturen som den er. Vi slapper af i naturen. Man tager tingene som de kommer, fordi de alligevel står uden for ens egen kontrol. Og det er faktisk det, vi træner med stresssygemeldte – selvfølgelig skal de ikke finde sig i det, der sker for dem i deres liv – men i første omgang må de acceptere situationen som den er.” Den ro og accept af tingenes tilstand, som kursisterne arbejder hen imod, hjælpes på vej af de rammer, Mariendal skaber.

Andersen forklarer: ”Der er tryghed i ikke

at skulle præstere noget, og også i det at der er struktur på dagen. Og det er der fra dag ét af. Vi starter med morgensamling ved bålet, kaffe og rundstykker, så går vi måske en tur ved vandet, og så tilbage til bålet. Og mere er der ikke. Det er det, der gør, at kursisterne

tænker: ’det her kan jeg overskue, for her bliver der ikke forlangt noget af mig, jeg ikke kan leve op til’. Den fornemmelse har de helt frem til den dag, vi siger farvel til hinanden.

Det er ikke os, der stiller kravene – men det er os, som hjælper dem til selv at flytte sig.”

Kunsten at sætte grænser

Et gennemgående træk hos kursisterne er, at de har svært ved at sige fra og sætte grænser. Det er en kompetence, som optrænes under forløbet gennem øvelser, som passer til den enkelte kursist. Mange af kursisterne får tildelt et lille bed, som de får ansvar for at holde. Formålet med denne øvelse er, at kursisten skal lære selv at mærke efter, hvornår ”nok er nok”.

Havearbejde er i dette øjemed ideelt, idet det ligger i havearbejdets natur at det aldrig kan gøres færdigt; der vil altid under næste lille jordknold være lidt flere græsstrå – og desuden bliver ukrudtet ved med at vokse op igen. Man kan altid gøre lidt mere; på den måde er bedet en klar analogi til arbejdspladsen. For kursisterne kan det være utrolig svært at trække en grænse, fordi de har hang til perfektionisme og ekstrem ansvarsfuldhed. I tilfælde hvor en kursist udebliver, og et af bedene står uberørt hen, kan det være svært for de andre kursister ikke at tage det ekstra ansvar på sig. ”Nogen har vi måttet holde korporligt tilbage”, fortæller Thoby.

Nærvær i en stresset verden

En anden vigtig kompetence, kursisterne tilegner sig, er evnen til nærvær. Et aspekt af stresssygdommen er, at man mister evnen til at være i nuet – mentalt er man alle mulige andre steder, og man får derfor svært ved at forholde sig til de ting, der sker lige nu. Thoby forklarer: ”Den almindelige måde at fungere på som

menneske er, at en stor del af det, der sker i nuet, kører pr. automatik, f.eks. når vi kører bil. Så kan vi nemlig bruge vores hoved til at planlægge og strukturere alt det,

der ikke sker lige nu. For de her mennesker [kursisterne] kører alt pr. automatik. Det handler om at finde en balance.”

Kropslighed er et nøglebegreb i Mariendal. Kursisterne skal trænes i at flytte opmærksomheden indad – ind i kroppen – og det er her, naturen kommer til hjælp. ”Når man sidder indendørs i et

lokale, er man typisk mere opmærksom på hvordan man fremstår over for andre, fordi man gerne vil være med i det sociale. Du ser dig selv mere udefra. I naturen er du bare dig selv og dine sanser. Du er indeni dig selv og mærker din krop. Du trækker opmærksomheden hjem, så du har kontakt til dig selv hele tiden via dine sanser.”

Et eksempel på en øvelse i kropslighed og Mindfulness er, at kursisterne på egen hånd skal finde vej gennem et lille stykke skov. Øvelsen kompliceres af, at de ikke må følge stierne – pludselig må man være opmærksom på hvert eneste skridt, man tager, fordi træstubbe og andre uventede ting i skovbunden dukker

Det ligger så dybt i os, at vi accepterer naturen som den er. Vi slapper af i naturen. op. Fokus bliver nødt til at være på den fysiske oplevelse, og man tvinges til at forholde sig til, hvad der sker lige her og nu. Det kræver tilstedeværelse at gå ikkevante veje – i overensstemmelse hermed sender vi en opfordring fra Thoby til alle studerende som hyppigt tramper pedaler (og som ikke har råd til dyre Mindfulnesskurser): Prøv at cykle end anden vej, end du plejer. Vær til stede i nuet og hav opmærksomhed på din vejrtrækning

og din krop – ”træk opmærksomheden hjem”, som Thoby siger. Så enkelt kan det gøres. Og Mindfulness har relevans for alle, der lever i denne globaliseringens tidsalder, som ifølge sociologen Anthony Giddens er kendetegnet ved ”time-space distanciation”: adskillelsen af tid og rum vha. moderne teknologi (Giddens 1990: ”The Consequences of Modernity”, s.

53). ”Time-space distanciation” gør det muligt at pleje relationer, der rækker ud over det fysiske rum, man befinder sig i; fx er mobilen åben for opkald fra chefen selv efter man har ”fri” og er hjemme hos familien. Det er ikke adskillelsen af tid og rum som sådan, der gør os stressede – det er forventningen om, at man altid er tilgængelig og ”fit-for-fight”, dét Thoby kalder ”online-kultur”. En kultur, som i høj grad fordrer at man selv er i stand til at trække grænser for, hvor meget man kan tage på sig og hvor mange steder man kan være på én gang – færdigheder, som kursisterne i Mariendal må lære sig.

TEMA: NATUR

Og forandringen skal ske indefra.

Dét arbejdsmarked, kursisterne kommer ud til, vil ikke have ændret sig – de vil stadigvæk blive bombarderet med opgaver og forventninger fra arbejdsgiverens og kollegernes side – dét, der har forandret sig, er kursisterne selv. Med sig fra Mariendals Haver har kursisterne en styrket evne til at håndtere de krav, omverdenen stiller – en evne, som oparbejdes gennem Mindfulness og kyndig vejledning fra stedets ansatte.

Thekruset er tomt og samtalen er ved at være nået til vejs ende. Bålet er imidlertid endelig vakt til live og varmer os, mens vinden suser gennem træerne.

Stilheden sænker sig over os. Den særlige stemning, der hersker på Mariendal, har i den grad fået tag i os. Vi begynder at kunne ane, hvad det er, kursisterne tager med sig fra stedet – jordforbindelse og bevidst nærvær. Giver naturen ro i sjælen?

Efter en tur i Mariendal står det klart, at der er noget om snakken.d

Morgsenmøde for kursiterne. Foto er skribenternes egne.

- Faktaboks -

Mariendals Haver er et kommunalt tilbud under Århus Kommune.

Kurset ”Mindfulness i naturen” startede i 2005.

Arbejdsmedicinsk klinik i Århus er tilknyttet Mariendal i et treårigt forskningsprojekt, som skal undersøge effekten af at være ude i naturen og praktisere Mindfulness.

Mariendal tilbyder ud over forløbet ”Mindfulness i naturen” et vejlednings- og opkvalificeringsforløb for ledige eller sygemeldte ved navn ”Mariendals Grønne Værksted”.

27

28

TEMA: NATUR

This desert is too hot, I'll move to another country!

- Environmental Changes and Human Migration “As the effects of climate change join and exacerbate the conflicts, natural disasters and development projects that drive displacement, we fear that an emerging migration crisis will spiral out of control. Unless urgent action is taken, it threatens to dwarf even that faced by the war ravaged world all those decades ago.” (Christian Aid, 2007, Human tide: the real migration crisis) “In their desperation, these people feel they have no alternative but to seek sanctuary elsewhere, however hazardous the attempt … Today's stream will surely come to be regarded as a trickle when compared with the floods that will ensue in decades ahead.” (Norman Myers, 2005) by: Gunvor Jónsson, cand.scient.anth, Research Assistant at The International Migration Institute, Oxford University The above quotes are some of the prominent doomsday scenarios, warning of the effects that climate change and environmental degradation is going to have on human mobility. As we are facing unprecedented changes to our global climate, linking environmental changes to international migration is becoming increasingly popular in both policy circles, among practitioners and in academia.

The simple rationale goes: Climate change and environmental degradation deprives people of their livelihood means (land and other natural resources), thus forcing them to abandon their residence and migrate to a different country…

Some even take the position that these migrants will “flood” into more developed countries, causing instability and conflict and undermining the asylum system by claiming protection as ‘climate refugees’.

But what are the assumptions behind such predictions? And are they backed up by any real evidence? To explore this, I am

going to refer to studies in the African Sahel, an eco-zone just south of the Sahara desert and north of the coastal savannahs, spanning the continent from West to East. The Sahel is characterised by high climate variability, including cycles of increasing and decreasing rainfall, which were particularly severe in the 1970s and ‘80s, when people in the

region experienced devastating droughts.

Secondly, the Sahel, and West Africa in particular, has very high levels of human mobility. For nomadic pastoralists, such as the Fulbe, mobility is a century old coping strategy for dealing with the vagaries of the Sahelian climate.

Studies in the Sahel have found that environmental changes, such as drought, are rarely the single cause of migration.

Instead, researchers talk of ‘multicausality’: there are predisposing and intermediating social factors which determine the migratory outcome in cases of environmental change.

Moreover, international and long-distance migration is a very unusual outcome of environmental change.

Migration experts have since long established that it is hardly the poorest of the poor who make up the world’s three per cent of international migrants. This is generally because the poorest lack the necessary resources and networks to facilitate long-distance moves: funding the trip and getting the necessary documents to travel is often an arduous and costly process for migrants in the global South.

Instead, poor Sahelian people facing drought and environmental degradation have engaged in non-migratory responses, such as cutting down on consumption; or in alternative mobilities, like short-distance

migration to another village or nearby town, or sending off one household member to look for work elsewhere.

What counts as an environmental problem is relative: an Irish farmer would probably consider a month without rainfall as a drought; whereas people in Ethiopia might have quite different views about such weather phenomena.

Mobility is a century old coping strategy for dealing with the vagaries of the Sahelian climate.

Finally, what counts as an environmental problem is relative: an Irish farmer would probably consider a month without rainfall as a drought; whereas people in Ethiopia might have quite different views about such weather phenomena. Extreme climate variability and unstable environments are the norm for many Sahelian people; in this context, mobility can be a successful coping mechanism, potentially reducing environmental stress.

In the light of these facts, there appears to be certain conceptual pitfalls informing the above-mentioned doomsday scenarios.

The most striking problem is what has been termed a ‘sedentary bias’: the

TEMA : NATUR

assumption that non-migration is the norm, and that migration is a problem which must be resolved to enable migrants to return to the village to farm the land.

This completely overlooks the fact that many rural households in the Sahel rely to some extend on wage labour and remittances (money sent by migrants), and that migration therefore is essential to the rural economy. Bearing this consideration in mind, some studies have in fact pointed out that environmental change may undermine migratory livelihoods and patterns of migration in the Sahel.

Drought can force nomadic pastoralists off their usual grazing routes; it can reduce the options of seasonal labour on plantations available to circular migrants; and it can deprive people of the resources to fund long-distance labour migration.

Indeed, environmental degradation and climate change may force people to stay at home against their own will!d

Boat refugees

Climate refugees

References Bassett, T. J. and M. D. Turner (2007). "Sudden Shift or Migratory Drift? Fulbe Herd Movements to the Sudano-Guinean Region of West Africa." Human Ecology 35(1): 33-49.

Carr, E. R. (2005). "Placing the environment in migration: environment, economy, and power in Ghana's Central Region." Environment and Planning A 37(5): 925946. de Bruijn, M. and D. van Dijk (2003). "Changing Population Mobility in West Africa: Fulbe pastoralists in central and south Mali." African Affairs 102(407).

Findley, S. E. (1994). "Does Drought Increase Migration? A Study of Migration from Rural Mali during the 1983-1985 Drought." International Migration Review 28: 539-553.

Jónsson, Gunvor (2010). “The environmental factor in migration dynamics – a review of African case studies”. IMI Working Paper 21, University of Oxford. www.imi.ox.ac.uk.

29

30

TEMA: NATUR

Naturlige naturfolk?

Samerne var tidligere kendt under den nedsættende term ’lappere’. De er kendt for rensdyrdrift, deres traditionelle klædedragter og nomadiske levestil.

Som andre indfødte folk må samerne artikulere sig politisk som naturlige og autentiske for at opnå kulturelle og territorielle rettigheder.

Af: Charlotte Ærø Heikendorf, 5. semester Samerne er Europas eneste anerkendte fjerde verdens-folk, og de er i fjerde verdens-sammenhænge en succeshistorie. Same-befolkningen er fordelt i fire nationalstater, hvor den største koncentration bor i den norske region Finnmark. I det 19. århundrede blev samisk sprog og kultur forbudt i Norge som følge af en radikal assimilationspolitik. Samisk blev forbudt i skolerne, og der var økonomiske sanktioner til samer, som nægtede at optage den norske kultur og livsstil. Efter mange års marginalisering er de norske

samer i dag blevet anerkendt som indfødt befolkning og har opnået mange kulturelle rettigheder. Vejen til kulturel og politisk autonomi for en minoritetsgruppe, starter med artikulation af gruppen som et folk.

Samerne startede deres organisering i 1981 som modstand mod den norske regerings plan om at bygge en dæmning over Alta-elven i Finnmark. En dæmning kunne medføre store sociale, økonomiske og økologiske tab for rendriftsamerne i det ramte område, bl.a. ved at oversvømme renernes kalvningsområder og ødelægge mulighederne for fiskeri i elven.

Sammenholdet omkring modstanden, blev startskuddet til en genopblomstring af samisk kultur.

Et folk er en homogen enhed

Minoritetsgrupper er typisk de svage i det nationale magtforhold, og for at deres krav høres, må de tale ind i den dominerende diskurs og opfylde de betingelser, som majoriteten anerkender som legitime. Den dominerende diskurs om etnicitet i nationalstaterne og i EUkommissionen bygger på en teori om den etnokulturelle naturlige nation. En sådan

essentialistiske nationsforestilling er en politisk konstruktion, der opfatter kulturer som et statisk og objektivt kriterium og sætter lighedstegn mellem folk, territorium og sprog.

I denne nationsforståelse anses kulturer som inkommensurable og grupper, der er kulturelt anderledes end majoriteten, bliver derfor en trussel mod nationens stabilitet og kultur. I den homogene idealnation kan indfødte folk få den politiske rolle som en negativ indre Anden, og derved optræder de som en trussel mod norsk identitet og kultur.

Artikulation som fjerde verdens-folk er en politisk strategi for indfødte folk til at arbejde sig ud af de asymmetriske magtforhold mellem minoritet (den indfødte gruppe) og majoriteten (nationalstaten). Det vigtigste middel i den strategi er moralsk modstand.

Moralsk modstand er modstand uden fysisk tvang eller økonomiske sanktioner, men hvor minoritetsgruppen appellerer til majoritetsbefolkningens moralkodeks og retfærdighedssans, så de vender magtesløshed til politisk magt. F.eks. når samiske grupper sultestrejker i protest over

Begrebet ’indfødte folk’ har en primordial konnotation og modstiller implicit ’det moderne’ og ’det traditionelle’

Sameland. er det markerede område

TEMA: NATUR

Om at være mere autentisk og tættere på naturen end menigmand

Alta-dæmningen eller promoverer sig selv politisk på Norske Samers Riksforbunds (NSR) hjemmeside i traditionelle klædedragter. De samiske grupper skaber et billede af et folk der er i risiko for at miste deres traditionelle levevis og etniske identitet, hvis ikke politikerne tager hensyn til dem.

Rettigheder kræver artikulation

Selvdefinitionen som fjerde verdensbefolkning medfører en selvfremstilling som en primordial, autentisk og undertrykt gruppe. Begrebet ’indfødte folk’ har en primordial konnotation og modstiller implicit ’det moderne’ og ’det traditionelle’.

Med samernes selvdefinition som en fjerde verdens-befolkning artikulerer de sig selv som en homogen, autentisk gruppe med traditionel livsstil. Men de risikerer, at de som etnisk gruppe bliver fanget i en forventning fra majoritetsbefolkningen om at være etnisk traditionel, naturlig og ikke udvikle sig. Det stiller krav til deres repræsentation, som skal være traditionel, men samtidig arbejde inden for de gældende politiske spilleregler.

F.eks. opstår der en række forventninger

fra majoritetsbefolkningen, når NSR markedsfører sig selv som etniske og traditionelle, hvilket betyder at NSRpolitikerne vil fremstå uautentiske og utroværdige, hvis de optræder offentligt i ikke-etniske påklædning.

Artikulation er simplificeringsproces og salgsteknik

Når naturfolk som samerne forventes at leve i en særlig symbiose med naturen, er det fordi, de har måttet tale ind i en etnokulturel diskurs om, hvad der konstituerer et folk. Omverdenens syn på deres såkaldte naturlighed afhænger af gruppens artikulation af deres kollektive etniske identitet.

Det kan i antropologiske øjne virke paradoksalt, at idealet for et folk er en statisk, homogen enhed, når etnisk identitet og personlig selvdefinition ifølge Barth, Jenkins og de unge samers adfærd er processuel og variabel.

Den artikel er skrevet på baggrund af en opgave i kurset Minoritetspolitik.d

NSR-politikerne vil fremstå uautentiske og utroværdige, hvis de optræder offentligt i ikke-etniske påklædning

Samer i traditionalle klædedragter.

Foto: Ájtte svenskt fjäll- och samemuseum Referencer og forslag til videre læsning: Löfgren, Orvar (1989): The Nationalization of Culture Paine, Robert (1985): The Claim of the 4th World Pettersoo, Pille (2007): Reconsidering otherness: Constructing Estonian Identity Stolcke, Verena (1995): Talking Culture Stordahl, Vigdis (1991): Ethnic Integration and Identity-Management

31

32

LIMINALT

...

Metodeøvelsen er en særlig tid på Moesgaard-året. Den kommer, når foråret nærmer sig skoven og Højbjerg, for så slippes første års studerende ud i verden for at afprøve feltarbejdets svære kunst i den virkelige verden.

Metodeøvelsen er learning by doing. Feltarbejdet er en prøve i at gøre det, man har lært i teorien til sit helt eget og personlige, så det kan bruges i praksis. Feltarbejdet er antropologiens fornemme metode, men alligevel så langt fra kun at være et spørgsmål om teorier i praksis. I feltarbejdet får man prøvet sig selv, sine færdigheder – både de sociale og de faglige – og sit temperament af. For det hænder jo at man som ung og uerfaren feltarbejder, støder panden mod en mur med informanter, der ikke er til at få til at snakke eller med sig selv, mens man prøver at finde en balance mellem interviews, deltagelse og observation.

Metodeøvelsen er også der, hvor rejselystne antropologistuderende kan få lov til at studere det spændende og eksotiske. I år tog et hold af sted med Mr. Lars mod filippinske eventyr. Deres antropologiske rite de passage bød på både maleriske rismarker, på dødskørsel ad smalle bjergruter og det filippinske nattelivs kareokee barer. Eksotiske studier blev der rig mulighed for både på Filippinerne og hjemme i Danmark.

For spændende og eksotisk bliver det altid, når metodebrillerne kommer på og man som ganske ny ud i antropologisk metode, må kaste sig ud i det allerførste feltarbejde.

Tegning: Bugge Lind

Petersen

På de følgende sider deler tredje semester studerende deres felterfaringer med jer; om idéfasens blokeringer, de gode erfaringer i felten og de dårlige, og hvor overrasket man egentlig kan blive over sin felt. God fornøjelse. d

Charlotte Ærø Heikendorf d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

d

Blandt sakse og mænd i dametøj ”Would you like to have a haircut?” råber en bakla med afbleget hår og højhælede sko, idet hun ivrigt forsøger at vinke os over til sin salon. Vi smiler, ryster venligt på hovedet, og fem meter længere nede af gangen må vi pænt takke nej til endnu et tilbud, da vi allerede har en aftale i Joey Sadsad Hair Salon. Mellem sakse og kamme skal vi nu prøve kræfter med den antropologiske metode i form af forskellige teknikker indenfor observation og interview. Metodeøvelsen er en god mulighed for at få prøvet vores fag af i praksis og lære selv at indsamle data efter i et år kun at have beskæftiget os med tunge teorier på Moesgård. Men hvad har en frisørsalon at gøre med to førsteårsstuderendes metodeøvelse?

Af: Lærke Risborg Jakobsen og Lisa Staugaard

LIMINALT

33

Hvordan kan det være, at disse mænd i kvindetøj er så synlige på Filippinerne?

Filippinske baklaer – out and about

I løbet af vores rejse rundt på Filippinerne møder vi flere gange homoseksuelle, transseksuelle og transvestitter, de såkaldte baklaer. Blandt andet går vores bedårende bartender i Puerto Galera amok på scenen til ”Womanizer”, efter ihærdigt at have vinket og råbt for at få os ned at sidde. Overrumplede og halvvejs skræmte får vi sat os ned og bestilt vores drinks, men allerede kort efter er vi blevet opslugt af stemningen, de dansende mandekvinder og det hujende publikum.

Hvordan kan det være, at disse mænd i kvindetøj er så synlige på Filippinerne? Vores undren vokser efter flere lignende oplevelser. Har baklaernes synlighed at gøre med, at de måske er mere accepterede her end andre steder?

Disse spørgsmål leder os til designeren Joey Sadsad, som ejer en frisørsalon i et gammelt storcenter blandt mange andre skønhedssaloner. Han er homoseksuel og har flere transvestitter ansat, ligesom der er mange baklaer ansat i de andre saloner, og vi vælger derfor at hænge ud i hans salon med vores notesblokke i et par uger.

Accept kan gradbøjes

Ud over bonusviden om hvad hair rebonding er, og hvordan man blander farver til hårfarvning, så det matcher ens tøjstil og uddannelsesniveau, giver vores informanter meget forskellige indblik i, hvordan det er at være bakla på Filippinerne. Vores hovedinformant Joey, som både er uddannet indenfor økonomi og i frisørbranchen, lægger stor vægt på vigtigheden af at have en god uddannelse, for derigennem at kunne blive respekteret som bakla. For hans vedkommende har identiteten som bakla direkte

indflydelse på hans selvtillid indenfor designfaget. Som han selv udtrykker det overruler baklaerne de almindelige designere.

To af vores andre informanter, en homoseksuel og en transseksuel, er fra en lavere klasse, og modsat Joey oplever de af og til at blive diskrimineret på gaden. Den homoseksuelle fyr er meget direkte og fortæller mange detaljer fra sit privatliv.

Vi har forberedt en lang række spørgsmål, der starter med de overfladiske om hans arbejde og hverdag og forsigtigt leder videre til de mere private om hans seksualitet og identitet som bakla. Vores bekymringer viser sig dog at være overflødige, da han springer lige ud i at omtale elskere, flirts og byture, og vi to antropologistuderende sidder rødmende og smågriner, mens vi lytter til hans historier. Han inviterer os også i byen til Miss Gay 2010, hvor vi kommer til at snakke med en del transvestitter, der er mindst lige så smukke som ’rigtige’ kvinder.

Vores transseksuelle informant fra frisørsalonen fortæller os, at hun er accepteret af sin familie, som den kvinde hun er blevet.

Derimod bliver hun af og til diskrimineret på gaden, men hun har valgt at være ligeglad med andres meninger om hendes seksualitet.

Flere af vores andre informanter har som hende valgt at ignorere de hånende tilråb på gaden.

Det er vist ikke så hulens nemt at være transseksuel og homoseksuel på Filippinerne, som vi umiddelbart troede. Men baklaerne er stadig mere synlige og tilsyneladende mere ligeglade med hvad andre går og tænker om dem end danske ”baklaer”.

Hvor de på Filippinerne skilter med deres seksualitet og joker med det, er det sværere at få øje på dem her i Danmark. Derfor overvejer vi stadig at lave en lignende undersøgelse herhjemme.

Vi ses på G-bar! d

34

LIMINALT

Adventure Hundred Islands!

Om hvordan fem 2. semesterstuderende laver metodeøvelse om turisme på en lille filippinsk ø, tager tropehjelmen på og overlever på ris, dåsetun samt saltvand.

Af: Karin Kempe, 3. semester klatrer op på udkigspunktet over øen. Der graves i sand og kreeres fantasifulde sandslotte. Et kærligt par kigger hinanden dybt i øjnene og vil forevige mindes deres dagstur til Hundred Islands. Ved øens turistinformation betales entrance-fee til de ansatte, der iført t-shirts med sloganet “Adventure 100 Islands” tager sig af de besøgende.

Øen Quezon Vanddråber flyver gennem luften efterfulgt af filippinske ord. Bagdele og snorkler stritter op over vandoverfladen ved stranden, som forbinder de to klippeøer. Tre damer sludrer, står stille i det svalende vand, bevæger armene langsomt fra side til side. Iført shorts og t-shirts beskytter de sig mod solen sammen med store stråhatte og et håndklæde henkastet over skulderne. Om ikke så længe vil de gå op til picnicbordene og tilberede den medbragte mad på grill. Fra en nyankommet båd slæber en familie ris, fisk, kylling, plastik service og læskedrikke og lejer et bord. Velhavende, velklædte og velpolstrede filippinere opholder sig i skyggen fra klipperne. Et bord med en gruppe unge fyre lader et glas gin gå på omgang, skruer højt op for deres mobiltelefoner og tonerne af Lady Gaga fylder straks stranden og blander sig med røgen fra de grillede fisk. De lokale, som er bosat permanent på øen sidder i deres shops i skyggen og spiller kort. Hurtigt vågner de ved synet af en turist, der nærmer sig og møder ham med ordene: “Buy something, sir?” På hylderne står vand, cola, diverse snacks, peanuts, chips med fiskesmag, æg, cigaretter, kaffe og Milo kakao. Nyindkøbte fisk fra markedet i Alaminos renses og lægges varsomt i kasser med is. Døsige bådmænd lægger en hat over hovedet og tager en lur mens de besøgende morer sig i havkajakker, snorkler eller bader med store baderinge. Far, søn og datter poserer på stranden i diverse stillinger og med håndtegn mens mor knipser løs med et stort spejlreflekskamera og foreviger dagen på Quezon Islands. En lille fyr slæber langsomt sine trætte fødder gennem sandet med en klokke i hånden og en is-kasse på ryggen og skuer efter lækkersultne turister. Turister

Med en stor portion nysgerrighed og gåpåmod i bagagen stod vi med sand under fødderne og saltvand i håret og forsøgte at finde ud hvordan sådan en metodeøvelse skulle gribes an.

Efter endt undervisning af Mr. Lars og phd.-studerende Henrik var vi klædt på til at drage ud og udføre vores metodeøvelse. Turen gik for vores vedkommende til området Hundred Islands i Pangasinan provinsen i Filippinerne– en nationalpark bestående af 123 klippeøer hvoraf en af dem, Quezon Island, blev vores felt. Med en stor portion nysgerrighed og gåpåmod i bagagen stod vi med sand under fødderne og saltvand i håret og forsøgte at finde ud hvordan sådan en metodeøvelse skulle gribes an. Hvad skulle vi foretage os på Quezon? Først og fremmest er det vigtigt at være bevidst om, at metodeøvelsen ikke til slut handler om at nå til en endelig analyse.

Derimod er det vejen til analysen, der er formålet. Med vores forudsætninger som 2. semesterstuderende med et kort minifeltarbejde kan vi kun komme med forsøg på og gisninger om endelige konklusioner. Det er altså en øvelse i metode. På Quezon skulle vi altså øve os i den kvalitative metode i en besvarelse af vores problemstilling; Hvordan indsamler jeg brugbart data?

Hvad indebærer deltagerobservation, grand- og minitours?

Hvordan strukturer jeg mit interview? Hvordan skaffer jeg mig adgang til felten, hvilken rolle vil jeg tage og hvilken betydning vil dette valg få? Alt dette skulle afprøves og undersøges i praksis.

Endvidere skulle vi gøre os erfaringer med valg af redskaber – og gøre os refleksioner om eventuelle ændringer af disse.

LIMINALT

Ville fem europæere virkelig bosætte sig på en ø uden elektricitet, rindende vand eller andre moderne faciliteter?

At skaffe sig adgang til felten var udgangspunktet for at metodeøvelsen kunne lade sig gøre – og dette skulle vise sig at rumme en del praktiske udfordringer. Med store forventninger, proviant i form af ris, dåsetun og papvin, telt, store blå dunke med drikkevand og pandelampe begav vi os ud mod eventyret på øen. Ved ankomsten til Quezon blev vi modtaget af en flok mænd ansat af turistinformationen som virkelig gerne ville hævde deres autoritet og som havde ringe tiltro til projektet – det ville ifølge dem være umuligt for os at overleve på øen. Efter lange forhandlinger accepterede de vores projekt (dog måbende). Ville fem europæere virkelig bosætte sig på en ø uden elektricitet, rindende vand eller andre moderne faciliteter? Vores telt blev slået op på en klippe over en lokal families hus. Herfra kunne vi se ud over vores felt, Quezon, som rent fysisk var afgrænset af det omkringværende hav. Regntiden overraskede dog os første nat, som vi tilbragte i et vådt telt (i filipino-size) men heldigvis forbarmede en lokal familie sig over os og vi fik et værelse hos dem i deres lille hytte, hvor også en stædig kat, mus og en megamonster-dræber-edderkop havde hjemme. Familiens hus og butik, hvor de solgte diverse snacks, blev vores hjem og familien vores informanter og ”gatekeepers” – de gav os adgang til felten og ved familien kom vi ”backstage”. Efter startvanskeligheder kunne vi begynde at undersøge vores felt og afprøve metoder til at besvare vores problemstilling.

Vi lærte hurtigt vores interviewguide udenad og kunne foretage uformelle ustrukturerede interviews i vandet med snorkel.

At finde positioner hvorfra vi kunne observere vores aktører og deres sociale interaktion var ikke svært. Vi begav os ofte ned på stranden med notesblok og håndklæde under armen, sad i familiens butik eller hang ud ved picnicborde. Vi lærte hurtigt vores interviewguide udenad og kunne foretage uformelle ustrukturerede interviews i vandet med snorkel. At agere fluen på væggen var dog problematisk for os, da vi pga. vores fysiske fremtræden skilte os for meget ud. Rollen som europæisk turist

var svær at slippe ud af, men lidt efter lidt lærte vi at bruge denne rolle konstruktivt – ved at virke uvidende og nysgerrige kunne vi ofte komme i kontakt med filippinere, som hellere end gerne ville berette om Hundred Islands og om deres tur til øerne. På Quezon levede vi på øens og naturens præmisser på lige fod med de lokale. Når solen stod op ved halv sekstiden hørtes gab, myggenet blev fjernet og langsomt vågnede øen op.

Efter en morgendukkert var vi klar til at lave havregrød over familiens bålsted. Ligeså om aftenen ved halv sekstiden faldt mørket på, familien sad om en gaslampe og spillede kort og vi så på solnedgang, flagermus og ildfluer. Da opgaven skulle skrives tog vi afsked og sejlede ind til fastlandet. Her sammenfattede vi vores feltnoter til en sammenhængende opgave i et lille lummert computerlokale, hvor lokale drenge ofte brugte eftermiddagene på LAN-party. At bo i havnebyen havde den fordel, at vi stadig var i nærheden at felten – vi kunne opsøge informanter, hvis vi manglede oplysninger til vores opgave.

Familiens butik og hjem, foto: Trine Laura Overgaard Nielsen

”Imagine yourself suddenly set down surrounded by all your gear, alone on a tropical beach close to a native village… ”(Malinowski1984:4) Sådan skrev Malinowski da han ser båden sejle væk ud over horisonten og nu er alene med de indfødte.

Disse ord synes i dag som vores egne ved mindet om den lille båd, der sejlede fra Quezon og tilbage til fastlandet. Quezon blev stedet, hvor vi fik sand under neglene, blev udfordret og gjorde vores feltarbejde-debut. Det blev øen, hvor vi gjorde os erfaringer med tålmodighed og transskriberinger, Spradley og sociale situationer og fik en forståelse for de vise norske ord om feltarbejdet som ”en runddans mellom teori, metode og data” (Wadel1991:127). d

Litteraturliste: Malinowski, Bronislaw 1984, Argonauts of the Western Pacific. London: Kegan Paul (original 1922) Wadel, Cato 1991. Feltarbeid i egen kultur. Flekkefjord: Seek.

35

36

LIMINALT

Det antropologiske ansvar Før metodeøvelsen er feltarbejdet noget, vi som antropologistuderende kun har læst andenhåndsberetninger om, så da der på forberedelseskurset på 2. semester stod praktiske øvelser på programmet var vi ivrige efter selv at få fingrene begravet i felten. Men så den allersidste dag stod der ”etik” på programmet- og det var lige ved at tage modet fra mange af os.

På falderebet kom det konkrete etiske ansvar bag os, og ”hvadnu-hvis-spørgsmålene” stod i kø den eftermiddag. Til sidst måtte underviserne skære igennem, og sige, at nu var der ikke andet for, end at kaste os ud i det. Der stod vi så alene tilbage på Nobelparkens parkeringsplads- en gruppe grønne feltarbejdere, og spurgte os selv og hinanden: ”Er vi virkelig rustede til det?”

Af: Kriztiina Milthers, 3. semester Artiklen her er nu ikke nogen skræmmekampagne, men snarere en fortælling om, hvor fantastisk og hvor udfordrende det kan være, pludselig at stå derude i felten med sin antropologkasket på, og faktisk blive taget alvorligt på sin faglighed. Og om forsøget på at videreformidle sin nyfundne viden til offentligheden- med sin faglige samvittighed i behold.

For at starte fra scratch havde jeg udset mig Århus Sprogcenter, hvor ikke- danskere lærer dansk, som rammen for mit første feltstudie. Før starten gik havde jeg rystet frygtsomheden af mig, rettet ryggen og spurgt mig selv: ”Hvor svært kan det være?- man må nu kunne komme langt med sin sunde fornemmelse og fornuft! Og forude ventede 14 fantastiske dage i felten, hvor jeg følte mig som en fisk i vandet. Jeg blev udfordret til fingerspidserne, og oplevede samtidig at det fungerede for mig. Skoleklassens kontekst gav mig nogle unikke muligheder for at kommunikere med kursisterne om projektet, og for at skrive feltnoter uden at falde udenfor. Med min notesblok og mit kodesystem med informanternes initialer, følte jeg mig til tider som en rigtig lille forsker på en vigtig mission. Jeg skriblede derudaf, og fik efterhånden øje på nogle mønstre i materialet. Jeg blev klogere på at lave interviews og transkribere, og synes det var stort at blive inviteret indenfor i informanternes livsverdener- til

Og forude ventede 14 fantastiske dage i felten, hvor jeg følte mig som en fisk i vandet.

krydderthe hos en somalisk kvinde i Gellerupparken og kaffe hos franskmanden fra vores vej, som nu er blevet en god ven. Alt i alt var det både berigende, lærerigt og sjovt at lege antropolog.

Og så en dag blev det alvor: En informant opfordrede mig til at skrive noget til den brede offentlighed. Jeg var begejstret for idéen, tog udfordringen op, og ringede til Århus Stiftstidende, som gav mig grønt lys til at skrive en artikel. Det her var et velkomment spark til min indre journalistspire! Men før jeg kunne fatte pennen, måtte jeg tage mit antropologiske ansvar på mig, og søge klassens godkendelse af projektet, på trods af min samtykkeerklærings forsikring om, at mine interviews kun var til internt brug på universitetet. Allerede der var det svært at se etisk klart, men da der i klassen var stor begejstring for idéen, valgte jeg at gå videre med den.

LIMINALT

Der stod jeg så med mavepine og hjertebanken, tænkte ”det er ikke det værd!

Konsekvensen var kort sagt en sommerferie med mange timer ved skrivebordet, i tænkeboks og i min indre skammekrog. For hvad gør man når man står med en superb personlige chance, et helt hold informanter der uddeler skulderklap, og en proces der er godt i gang, før man finder ud af at en enkelt informant er kommet følelsesmæssigt i klemme? Forud for episoden lå kort fortalt en kompliceret proces, hvor jeg havde gjort hvad jeg kunne for at skabe gennemsigtighed og medejerskab, tage hensyn og løbende søge godkendelse, før jeg tog på ferie i Frankrig.

Alligevel sad jeg pludselig der, midt i feriemiddage med svigerfamilien, og måtte forhold mig til at have forårsaget stor usikkerhed, mistillid og harme hos et menneske, hvem det var mit etiske ansvar at beskytte. Jeg havde skrevet til informanterne på facebook, at jeg ville bruge deres efternavn, som jeg havde fundet ud af var påkrævet, hvis ikke jeg havde hørt fra dem før en bestemt dato. Det var dråben der fik bægeret til at flyde over for førnævnte informant, der som den eneste havde vist en vis skepsis, men samtidig ikke ville være den der satte en kæp i hjulet for artiklen. En dag fandt jeg en bombe i min indbakke i form af en en mail, der sagde at hun følte sig forrådt. Der stod jeg så med mavepine og hjertebanken, tænkte ”det er ikke det værd!”, og var lige ved at kaste håndklædet i ringen. I stedet iværksatte jeg en brandslukning; jeg ringede til redaktøren, der til min store lettelse fortalte at avisen ikke var gået i trykken, foreslog informanten at anonymisere hende helt, og fandt et navn på nettet der passede til

hendes nationalitet. Derpå fulgte en hel del forhandlinger, frem og tilbage med redaktøren om ændringer i avisens tilføjelser til artiklen, så jeg selv kunne stå inde for den; jeg fik fx fjernet ordet ”nydanskere”, som jeg mente var i modstrid med informanternes selvopfattelse.

I omformningen af feltrapporten til en artikel til lokalsprøjten gik det op for mig hvad det er vi lærer på Moesgaard, nemlig at nuancere. Og dermed også hvad man må lære, hvis man vil videreformidle sin viden til folk udenfor akademia, nemlig at forsimple. Antropologisk set er artiklen, ”Den danske dobbelthed” ikke nogen stor analyse. Alligevel mener jeg at den opfylder sit formål ved at give læserne stof til eftertanke- og selvreflektion. Og mon ikke jeg som antropologstuderende, der har lavet mange lange interviews og deltaget i kursisternes dagligliv i 14 dage, har mindst ligeså meget at have det i som en journalist der har lavet et par timers research? Jo, jeg tør godt at sige, at vi som kommende antropologer har noget at bidrage med- så hvorfor ikke allerede nu tage det antropologiske ansvar på os? d

37

38 LIMINALT

Forsvindingspunktet - Beretning fra feltarbejde i Californien.

Den amerikanske landevej er en invitation til at få en fornemmelse af, hvad uendelighed er for en størrelse. Vi bevæger os fremad på en flade af asfalt, der ser ud til at fortsætte for evigt før den forsvinder ind i et usynligt punkt lidt under horisonten, hvor knastørre klipper rejser sig over det flade land. Forsvindingspunktet bliver ved med at være uden for synsvidde; som om det bevæger sig i samme retning som os med samme hastighed, uanset hvor stærkt vi kører. Og vi kører stærkt. Torsten er gammel racerkører og ikke bange for at træde på speederen, så vi holder en gennemsnitsfart på 80-90 mph. Alligevel føles det, som om vi står stille – de store afstande og den snorlige vej skaber en optisk illusion af at stå stille midt i farten.

Af: Martin Reiter Edelberg, 9. semester Illusionen brydes med det samme jeg kigger ud af sidevinduet, hvor landskabet suser forbi som en flod, der efter lang tids indespærring bryder gennem dæmningen – jord og himmel flyder sammen og bliver til plamager af farve og lys, der strømmer forbi. Ingen tvivl om at vi bevæger os. Jeg bliver en anelse svimmel og retter igen blikket fremad mod det magiske forsvindingspunkt ude i fremtiden.

Vi er på vej til Baja California, den mexicanske del af Californien, hvor min vært Torsten har et lille feriehus ved vandet. Det er en lang køretur, ca 1000 miles, så vi har tid til at snakke og til at lade samtalen komme vidt omkring. Måske er vi påvirkede af den atmosfære af uendelighed, der omgiver os, den uendelige landevej, himlen og horisonten, den tørre, varme ørken, som ind imellem afløses af kæmpemæssige plantager, hvor uendelige rækker af vinranker, appelsintræer, oliventræer og dadelpalmer vidner om at alting gror tjept i Californien – hvis man vander det…

Måske er det denne atmosfære af at være omgivet af uendeligheden, der dirigerer vores samtale i retning tilværelsens store spørgsmål. Torsten fortæller mig, hvordan han som ung var optaget af at begribe forestillingen om universets uendelighed. Han var optaget af selve uendelighedens paradoks, som måske alle mennesker er det fra tid til anden.

Det er ikke muligt at fatte uendeligheden. Men på den anden side kan man heller ikke acceptere, at universet har en grænse, for hvad er der på den anden side af den grænse?

Det samme gælder tiden. Vi kan ikke rigtig begribe, at tiden har en begyndelse, for hvad var der før denne begyndelse?

På den anden side må Universet have haft en begyndelse, et tidspunkt, hvor det hele startede… Det er ufatteligt og til at blive rundtosset af.

Landevejsrøveren

Heldigvis bliver vi stoppet af en betjent – ikke fordi det er forbudt at være en smule filosofisk i USA, men for fartovertrædelse...

Betjenten parkerer et par meter bag os, stiger ud af bilen og spankulerer roligt hen til os, han er en spinkelt bygget mand,

lav med karseklippet hår og mørke solbriller. Han tager opstilling ved vinduet på min side af bilen og kigger ind med hænderne hvilende på livremmen, hvor knippel og pistol hænger. ”Hello Sir, how are you doing today?” siger han henvendt til Torsten, der svarer høfligt tilbage, at jo tak, vi har det fint. ”I caught you driving 85 miles per hour back there” fortsætter betjenten, da høflighedsritualerne er overstået. ”Really? You’re kidding me!” siger Torsten. ”No. The speed limit here is 55 mph, can I see your drivers licence?” Torsten finder det frem, jeg fornemmer tydeligt hans irritation – ikke bare over udsigten til at skulle betale en bøde, men næsten endnu mere over at skulle stå skoleret foran denne splejs af en betjent. Han rækker kørekortet til betjenten, der beder os blive siddende, mens han selv går tilbage til politibilen og registrerer overtrædelsen. Situationen er anstrengt; Torsten er vist lige på nippet til at sprænge i luften i en Haddock’sk svada af eder og forbandelser. Men det må desværre vente, indtil vi er kommet på afstand af ordensmagten.

Vi får kørekortet tilbage sammen med en bøde og et par standard replikker om at overholde fartgrænserne fremover – så lader han os endelig slippe videre. Nu har Torsten for alvor lyst til at trykke speederen i bund, men han behersker sig, og vi kører nogle miles i god ro og orden. Så får Torsten endelig luft for sin indignation: ”Sådan en skide landevejsrøver!” udbryder han. ”Der er jo ikke den mindste fare ved at køre stærkt under disse forhold.

Havde vi kørt hasarderet, slingrende fra side til side eller lavet ukontrollerede opbremsninger og acceleration, så ville det måske give mening at stoppe os og bede om en forklaring, men det dér… det er sgu det rene landevejsrøveri!”

Episoden har med overvældende kraft trukket os ned fra de store filosofiske højder og ind i en ren og skær udveksling af harme over politibetjentens grænseløst irriterende mangel på dømmekraft og situationsfornemmelse. Jeg giver Torsten helt ret i, at han kørte ansvarligt efter forholdene, at betjenten muligvis udførte sit arbejde i overensstemmelse med reglerne, men at den form for autoritet er det rene humbug. Den eneste grund til at politiet er så optaget af fartkontrol er nok, at det er omtrent det eneste, de kan måle. Alle andre aspekter af trafikal adfærd kræver, at man foretager en individuel, subjektiv vurdering af situationen

LIMINALT

– og det tør de ikke binde an på, det stiller for store krav til den enkelte betjents dømmekraft, centrering og personlige autoritet, nej så hellere gemme sig bag solbriller, knipler, pistoler og rigide færdselsregler. Det er det, der kaldes ”Lighed for loven”.

Det minder lidt om eksamener, prøver og tests, der jo også er indrettet på at måle den viden, der lader sig måle, og så lade som om, der ikke findes andet. Det kaldes ”objektivitet” og har ikke altid så meget med virkeligheden at gøre. Torsten falder til ro ved at mærke, at jeg deler hans indignation over denne bevidstløse udøvelse af autoritet. Jeg spørger om han kender til ”Folk og røvere i Kardemommeby”, om den findes i en amerikansk udgave (”People and Robbers of Cardamom Village” er mit ubehjælpsomme forsøg på at finde en engelsk titel). Nej den historie har han aldrig hørt om. Jeg fortæller ham om de forskellige figurer i historien, blandt andet Politimester Bastian og den retsfornemmelse hans ”Kardemomme-lommelov” repræsenterer: ”Man skal ikke plage andre eller sætte livet til – og for øvrigt kan man gøre hvad man vil…” Det er den eneste lov i Kardemommeby, og hvis vi indførte den lov, kunne vi sikkert klare os uden Folketinget, EU og Amnesty International.

Den blinde hund

Dagen efter vågner vi op i Baja. Jeg har sovet ude på terassen i en hængekøje med et lagen over mig – natteluften er lun.

Jeg føler mig ikke udsovet, men jeg har haft en skøn nat. Når man sover på den måde, vågner man mange gange i løbet af natten, og hvilken udsigt at slå øjnene op til: Tusindvis af klare stjerner. Himlen blev bare blevet smukkere og smukkere, dybere og dybere efterhånden som natten skred frem. På et tidspunkt begyndte det så at vende, et blegt lys tog til i øst og langsomt trak stjernerne sig tilbage. Hver gang jeg vågnede, måtte jeg ligge halvt bevidstløs og lytte til lydende fra havet, mens jeg ventede på at en ny bølge af søvn skulle skylle ind over mig og tage mig med sig.

Nu er det op ad formiddagen. Torsten og jeg besøger naboparret Ron og Georgia. De har tre hunde, som galper om kap med hinanden, da vi kører ind på pladsen mellem de skurvogne, sejlbåde, gamle biler og terrængående køretøjer, der udgør deres hjem. Stedet ligner en mellemting mellem et autoværksted og et loppemarked – der er ting og sager alle vegne. Ron og Georgia hører tydeligvis til den slags mennesker, der meget nødig kasserer ting – så hellere prøve om man kan reparere dem og bruge dem til et eller andet. Torsten spørger Ron, om han kan undvære et par reservehjul. Torsten vil gerne køre sin jetski ind til San Felipe til reparation, men hjulene på traileren er ikke beregnet til at køre på asfalt, kun på sand. Selvfølgelig kan Ron hjælpe; han går straks i gang med at skifte hjulene på Torstens trailer. Han

39

arbejder hurtigt og effektivt, tydeligt tilfreds med sig selv og sine evner. Det er på en måde indlysende, at en mand som Ron må være omgivet af en masse skrammel, der ikke virker, så han kan reparere det. Det er jo det, han kan lide.

Jeg sidder og betragter en af Rons og Georgias hunde, der bevæger sig højst ejendommeligt. Den vralter af sted på mærkeligt stive ben, som om den ikke har lært at gå. Dens blik er underligt fjernt og undvigende. Først kan jeg ikke finde ud af, hvad der er i vejen med den, men så går det op for mig, at hunden er blind! Det fylder mig med en blanding af undren, nysgerrighed og ærefrygt. Tænk, at denne hund lever!

”Så får Torsten endelig luft for sin indignation: ’Sådan en skide landevejsrøver!’ udbryder han.”

En blind hund; gad vide, hvordan dens indre univers ser ud?

Hvordan sanser den sin omverden? Er dens livskvalitet ringere end de to andre hundes eller er den bare anderledes? Den nordiske gudekonge Odin så som bekendt klarere med sit ene øje, end alle andre gjorde med to. Midt i alle disse spørgsmål og refleksioner dukker gårsdagens snak om uendeligheden op i min bevidsthed. Jeg har en fornemmelse af, at der inden i denne hund er en uendelighed, der er lige så gådefuld, som den stjernehimmel jeg har kigget op i, i nattens løb. Uendeligheden er ikke kun omkring os, men også inden i os, og lige meget, hvor mange rumfartøjer og raketter vi sender ud i universet, ligegyldig hvor mange mennesker vi deltagerobserverer og interviewer vil vi aldrig komme den ydre uendelighed en tomme nærmere, med mindre vi samtidig retter blikket mod forsvindingspunktet inde i os selv. d

40

LIMINALT

Gør noget du ikke har lyst til – en pilgrims beretning Vinden hvisler i træerne, det pusler i krattet rundt om mit shelter, og en udefinerbar dump lyd giver genklang i skoven. Jeg trækker soveposen godt op om ørerne og forsøger ikke at tænke alt for meget på massemordere og varulve. Velkommen til en tre-dages vandretur ud i den djurslandske ødemark – alene.

Af: Line Ørum Klinke, 3. semester, Antropologi Jeg har to personlige tilgange til naturen; en teoretisk og en praktisk. Den teoretiske er i høj grad baseret på mit noget romantiske sindelag, og har suget næring til sig gennem mangen en højstemt new age-sang og 1800-tals roman. Her vrimler det med Moder Jord-skikkelser, sanselighed og en fornemmelse af væren-i-pagt-med. Det er med dette mindset, at jeg i juli måned stort set frivilligt (!) – og absolut i et anfald af overmod – vælger at tage Gør noget du ikke har lyst til-teten op. I anledning af Informantens naturtema vil jeg begive mig ud på en tredages vandretur på Djursland på egen hånd, inklusiv hikinggear, ubehjælpsomme forsøg på at tænde bål og overnatning i shelters i skovbrynet. Og det er der, det med "noget du ikke har lyst til" kommer ind i billedet. I teorien har jeg nemlig ganske meget lyst til at begive mig ud på en vandretur helt alene, hvor jeg i pagt med naturen og mig selv begiver mig af sted i roligt tempo omgivet af sommerduftende blomsterenge og fuglekvidder fra trætoppene, mens jeg kommer i kontakt med min indre ur-kvinde. I praksis er jeg imidlertid hunderæd for det der store noget, som hedder naturen. Især i den version, som kaldes en skov, og især helt mutters alene.

Kirkegårde er generelt fremragende steder at søge hen, hvis man har brug for toiletfaciliteter Dag 1 – jeg lærer min skygge at kende

Med formaninger fra min kære moder om at passe på de traumatiserede krigsveteraner, som er flyttet ud i de danske skove, begiver jeg mig af sted. Solen skinner fra en skyfri himmel, da jeg stiger af bussen i Auning og begiver mig ind i Løvenholmskoven.

Dagens mål er et shelter ved en spejderhytte i udkanten af den anden ende af skoven, og jeg er armeret med et kort over stisystemerne og rigeligt med vand til dagen.

Jeg opdager hurtigt, at selv på en varm julidag er en skov et ret uhyggeligt sted. Der er mørkt inde mellem nåletræerne og ubehageligt stille. Den første times tid vender jeg mig om hvert øjeblik – min livlige fantasi får mig til at føle, at nogen eller noget

holder øje med mig. Desuden farer jeg lynhurtigt vild; pludselig står jeg ude ved hovedvejen mod syd i stedet for i skovbrynet mod nord. Jeg er imidlertid et af de heldige mennesker, der er begavet med en ret god stedssans, så jeg beslutter mig for at droppe mit vildledende kort og stole på fornemmelsen. Dette medfører, at jeg ret hurtigt ser mig nødsaget til at blive fortrolig med min skygge, og det fører til en åbenbaring, som jeg ikke har skænket en tanke siden min børnehavetid: at jeg er i stand til at gennemskue, hvilket verdenshjørne jeg bevæger mig imod, ved hjælp af mit ur og mit sorte alter ego på jorden. Det er en ret fantastisk fornemmelse pludselig at have kontrol over noget herude midt imellem alt det vilde, og jeg begynder langsomt at nyde min ensomme vandring.

Ud på eftermiddagen ankommer jeg uden videre stedslige forvirringer til mit første overnatningssted. De to shelters ligger lidt tilbagetrukket fra spejderhytten ved siden af, halvt gemt af skoven. Her dukker imidlertid et ganske alvorligt problem op. I min brochure står der, at der skulle være adgang til vand og toilet ved disse shelters. Det ville der sikkert også være, hvis der ellers var nogen i spejderlejren. Hytten er imidlertid fuldstændig tom og meget låst, og jeg må prise mig lykkelig over, at jeg trods alt har sparet på vandet.

Den sene eftermiddag og aftenen forløber i en blanding af bekymring over, at jeg har omkring fire deciliter vand til de næste tolv timer, og nervøsitet over, at det langsomt bliver mørkere og mørkere derinde mellem træerne. Jeg koger en blanding af ris og linser over bålet til aftensmad, men for at spare på vandet ender de alligevel med at være halvrå. Jeg føler mig faktisk ganske miserabel på grund af min vandsituation. Derudover kan jeg med jævne mellemrum høre en dump, høj lyd, lidt som om nogen slår med en hammer et sted, men jeg kan ikke placere, hvor den kommer fra, og er ikke til sinds at begive mig væk fra mit bål for at finde ud af det. Jeg kryber ned i min sovepose allerede ved halv 10-tiden, hvor det stadig ikke er helt mørkt. På trods af mit medbragte underlag er det en hård omgang at ligge på de massive planker, som shelteret er bygget af. Mens jeg forsøger at gøre mig det så behageligt som muligt, forsøger jeg at skubbe monstrene, de vilde dyr og voldtægtsforbryderne ud af mine tanker.

Temmelig nervøs lægger jeg mig til at sove, men jeg må alligevel titte ud fra mit shelter adskillige gange, når det pusler i krattet, for at tjekke, at jeg stadig er alene…

LIMINALT

Jeg koger en blanding af ris og linser over bålet til aftensmad, men for at spare på vandet ender de alligevel med at være halvrå.

Dag 2 – fortidsminder

Jeg vågner radbrækket og forfrossen. Min sovepose har vist sig at være et dårligt valg – den er lavet af det argeste kunststof, som på trods af den milde sommernat er blevet iskoldt. Efter at have spist en hurtig morgenmad begiver jeg mig af sted ud af skoven.

Jeg har én deciliter vand tilbage, og er meget tør i munden. Min plan er at gå ind på den første, den bedste gård og spørge, om jeg må fylde mine flasker op, for der er omkring to kilometer ind til landsbyen Nørager, som er dagens første stop, og så længe har jeg ikke lyst til at gå i formiddagssolen uden at genskabe min vandbalance.

Efter 10 minutters gang kommer jeg til en gård, og jeg vover mig ind på gårdspladsen. En radio kører på fuldt drøn inde i stalden, og en hund, som ligger i solen foran stuehuset, knurrer lidt af mig, men der er ingen mennesker at se. Pludselig dukker der en tysktalende hestepige op, og hun giver mig allernådigst lov til at fylde mine tre drikkedunke op. Dette gør underværker for mit humør, og det er ikke uden en sang eller to, at jeg begiver mig ind til Nørager. Jeg er også ganske tilfreds over, at jeg har overstået min skovetape – i dag er målet Fjellerup, hvor samme overnatningsmodel som i går venter, og vandreturen bliver mere eller mindre langs små landeveje og stier, som ikke er omgivet af træer.

I Nørager lokaliserer jeg kirkegården, hvor jeg netter mig på dennes ganske fortrinlige toilet (kirkegårde er generelt fremragende steder at søge hen, hvis man har brug for toiletfaciliteter). Derefter går jeg en times tid, til jeg ankommer til oldtidsminderne ved Tustrup, som er en samling gravhøje og jættestuer på en mark. Nu er jeg jo ude og møde mit land, så noget så eksotisk som gamle gravsteder må da kunne give mig en fornemmelse af historiens vingesus og naturens uforgængelighed.

Desuden føler jeg mig temmelig hardcore i mit vandregear over for de noget laskede danske sommerturister på stedet. Jeg kan godt mærke, at naturen og jeg er begyndt at blive gode venner, og dagen forløber i fredsommelig harmoni.

I den tidlige aften ankommer jeg til en lejrplads nær Fjellerup, hvor jeg skal overnatte i shelters, der er fuldstændig identiske med dem, jeg sov i i går. For at undgå endnu en vandkrise har jeg været forbi Fjellerup kirkegård for at fylde op, hvilket gør, at dagens

41

aftensmåltid byder på både suppe og te, dog først efter lidt kamp med bålet. I 4. klasse gik jeg til spejder i 14 dage, så båltænding kan ikke siges at være en af mine spidskompetencer. Efter en times tid sidder jeg dog rundt om de knitrende flammer og er egentlig ganske tilfreds – jeg har klart nydt dagens vandretur. Det er en skøn fornemmelse at kunne gå af sted i sit eget tempo…

Men selve bålseancen ville nu have været noget hyggeligere, hvis jeg havde haft selskab. Fællessang og ristede skumfiduser fungerer bare bedre i flok.

Natten forløber noget rarere end den foregående hvad angår temperaturen og tankevrimlen. Bekvemmeligheden er dog ikke forbedret, og det tager lang tid for mig at falde i søvn. Jeg ligger og kigger ud på fuldmånen, mens bålet langsomt brænder ned uden for mit shelter.

Dag 3 – i mål med ro i sindet

Om morgenen på tredjedagen gør jeg turens anden store naturvidenskabelige erfaring: mit sølle bål, som er brændt ud sent på aftenen, er stadig så varmt, at det kan sætte gang i morgenvådt brænde. Det er en ganske fantastisk oplevelse, som desuden giver mig mulighed for at lave en skålfuld havregrød til morgenmad, hvilket er noget mere tilfredsstillende end en kiks og en skive rugbrød, som jeg startede dagen på i går.

Pludselig står jeg ude ved hovedvejen mod syd i stedet for i skovbrynet mod nord

Den frygtindgydende rute gennem Djurslands ødemark

42

Selve bålseancen ville nu have været noget hyggeligere, hvis jeg havde haft selskab.

Fællessang og ristede skumfiduser fungerer bare bedre i flok

LIMINALT

nu glæder jeg mig til at komme indendørs igen og spise andet end rugbrød med dåseleverpostej. Desuden begynder skyerne over mig at trække sig sammen for første gang i løbet af de tre dage, jeg har været af sted.

Det er i en blanding af frydefuld sejrsjubel og fysisk træthed at jeg træder ind på min fædrene gårdsplads. Jeg gjorde det, og jeg nåede frem i ét stykke. Jeg er ærlig talt temmelig stolt af mig selv.

Tre dage på egen hånd har været en udfordring, og vandreturen tager jeg gerne op igen på et tidspunkt – men jeg tror, at jeg foretrækker at have selskab næste gang.

I dag går turen igen igennem skovbevoksning, men enten er jeg efterhånden blevet fortrolig med omgivelserne, eller også (PS: Det begyndte at regne i lårfede stråler et par timer efter, spiller det ind, at jeg nu nærmer mig min hjemstavn (jeg har at jeg var kommet indendørs igen. Jeg takker ydmygt de højere selvfølgelig været så fornuftig at lægge ruten, så den kan ende magter.) med et godt, solidt måltid og et varmt karbad). Hvor jeg de sidste to dage har tænkt utrolig meget, første dag mest nervøse tanker, og i går på alverdens ting, falder der i dag lidt mere ro over mig.

Har du forslag til næste nummers Gør noget du ikke har lyst til?

Kombinationen af tid og den monotone vandrebevægelse virker Mail dem til informanten.antro@gmail.com helt meditativt, og jeg går trygt ad de små stier mellem såvel og kryds så fingre for at det er din vi vælger! nåletræer som marker og løvbevoksning.

Jeg er på vej ud af skoven ved herregården Mejlgård (og er kommet ret tæt på beboelsen, så jeg føler lidt, at jeg er på privat grund), da jeg pludselig kan lugte røg. Fra skovbrynet kan jeg se, at de netop er gået i gang med at brænde de tilstødende marker af, og tykke, tætte skyer af røg bølger ind over skoven, som jeg netop har forladt. Det er et vildt syn; skoven forsvinder fuldstændig i røgen, og jeg er temmelig glad for, at jeg ikke stadig befinder mig derinde.

To timer senere nærmer jeg mig mit mål i Bønnerup Strand.

Mine fødder er trætte og jeg spiser madpakkens sidste kiks. Turen har været spændende, og min frygtskala har helt sikkert rykket sig i forhold til mørke buskadser og Næste skridt i indsatsen for at skaffe boliger til de mange studerende i Østjylland mærkelige nattelyde, men

LIMINALT

43

Naturens tavse lektion - lommefilosoferen fra et fly Ordene her kommer, i bogstaveligste forstand, fra et højere sted- nærmere bestemt fra mit sæde i et rutefly i luftrummet over Europa.

Her på vej hjem fra en lille solo sviptur til Spanien bliver jeg grebet ved synet af de forrevne klipper, som rejser sig majestætiske i morgensolen under deres morgenbad i bølgerne. Og mens kabinepersonalet reklamerer for røgfri cigaretter, lader jeg blikket vandre videre ud ad vinduet - væk fra dette materielle morads. af: Kriztiina Milthers, 3. semester, Antropologi.

Det er, som om de store vidder holder vejret, som forpinte vidner til vores vandvid af motorveje og skyskrabere, der bryder billedet som ar i et ansigt. Nok så meget som jeg normalt holder af mennesker, og frivilligt har indladt mig på studiet af dem, får jeg nu den tanke at tage en kæmpemæssig vandslange, og spule jordens overflade; en enorm trang til at jævne byer, veje og biler med jorden, og lade et stenalderlandskab stå tilbage- som for ligesom at starte fra scratch.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at sådan en længsel er en reaktion mod det moderne hos en håbløs romantiker, som kan få tårer i øjnene over Pocahontas - også selvom hun efter et godt stykke tid på Moesgaard er blevet klogere på det idylliske indianerbillede som en social konstruktion skabt i samspillet mellem romantiske tilbage-til-naturen vesterlændinge og indfødte folk som godt kan se fordelene i at tegne et sådant selvportræt.

Men længslen er der alligevel. Og jeg lader mig beruse af de sneklædte bjergtoppe vi nu flyver forbi og drømmer om at sidde en stund på sådan en tinde som den eneste levende sjæl, fylde lungerne med bjergluft og sindet med krystalklarhed, før jeg vender næsen hjemad mod analysefag og ordkløveri.

Som jeg sidder her, og kan betragte jorden fra et fugleperspektiv, går det op for mig, at naturen er større end mennesket. Derfor behøver vi nu ikke at undervurdere vores egen eksistens; vi har også vores rolle at spille - i den store sammenhæng vel at mærke.

Det er vel det, vi går hen og glemmer, at vi ikke er enevældige verdensherskere, men snarere små brikker i et stort økosystem.

Før det bliver for flyvsk, vil jeg lige fastslå, at dette ikke er nogen prædiken fra en engel med skinnende guldglorie, der sidder et sted på en lyserød sky, men en lille luftpost fra en kvinde, som om kort tid bestiller en kop kaffe, og i går vadede rundt i Valencia for at købe billige bukser til sin kæreste. Et menneske, med andre ord, som selv er en del af problemet. Som ikke er villig til at vinke farvel til svipture sydpå og studieophold i udlandet for at mindske sit CO2-forbrug. Som synes det er skønt at bo i midtbyen, læse bøger, får børn og drikker Baileys. Og som har svært ved at se vejen uden at være til stede på den materielle verdens vilkår.

Måske behøver vi heller ikke ligefrem at jævne os selv med jorden. Måske er det nok, at vi hver især gør, hvad vi formår for at passe på vores verden. Og at vi engang imellem stopper op

midt i hverdagslivets travle trummerum og lytter til naturens tavse lektion; at trække vejret så roligt som bjergene og slå rødder som træerne, så vi kan stå fast i stormvejr. At sætte de kloge tanker på stand-by, tie stille for en stund og lære bare at være. Og her er naturen en fantastisk læremester, som tilmed er let tilgængelig for os, der er så priviligerede at studere ude i en skov. Alt, hvad vi behøver at gøre, er at forlade læsesalen, lægge os godt tilrette i skovbunden, trække tankestikket ud og synge med på Lisa Ekdahls sang: Jag trodde sanningen kanske fanns i en bok jag hade fel så jag sökte runt hela jordens klot Jag irrade kring efter färdiga svar jag gjorde allt men det här är det ända svar jag har Att med kroppen mot jorden och blicken i det eviga blå Är jag bortom tankarna och orden där finns inget jag måste förstå

44

LIMINALT

”Antropologer skal altid lige få det med der ligger under, Interview med en antropolog og konsulent i det private Marie Stender er uddannet antropolog ved Københavns Universitet, og de sidste fire år har hun været ansat i konsulentfirmaet Hausenberg. For tiden er hun på barsel og har lige fået en ph.d. ved Danmarks Designskole/Statens Byggeforsikringsinstitut Af: Charlotte Ærø Heikendorf, 5. semester Jeg ringede til Marie for at høre om hendes tid som konsulent og om at være antropolog i job. Om det fortæller hun: ”Jeg har været projektleder i et lille rådgivnings- og analysefirma, der hedder Hausenberg, som er startet af to etnologer.

Hausenberg rådgiver inden for arkitektur, byplanlægning, landdistriktsudvikling, og alt hvad der har at gøre med vores fysiske omgivelser.

Firmaet startede med at være de to etnologer, og så var der en statskundskaber, der købte sig ind som den tredje partner.

Jeg var så den første de ansatte derudover.

I dag der er der vel seks, der er der fast, og nogenlunde det samme antal som er projektansatte, praktikanter og studentermedhjælpere.

Jeg har været ansat som projektleder.

Det betyder, at jeg har stået for at styre og gennemføre en række af de projekter, vi har fået ind. Vi plejer at sige, at opgaverne kan være enten analyseopgaver eller procesopgaver.”

At kunne indtænke socialt udsatte i udvikling af byrum

”Analyseopgaverne er de umiddelbart mest direkte antropolog-faglige. Det er typisk nogle mere længerevarende projekter. Det sidste projekt, som jeg afsluttede lige inden min barsel, var et projekt, som handlede om socialt udsatte i byens rum.

Om hvordan man kan indtænke alkoholikere, narkomaner, hjemløse osv. i skabelsen af parker, pladser og gader: Hvordan kan man tage højde for, at de er der og forebygge nogle konflikter, som opstår

Om hvordan man kan indtænke alkoholikere, narkomaner, hjemløse osv. i skabelsen af parker, pladser og gader med andre brugere af byens rum.

Det var faktisk et projekt, som vi selv havde formuleret og søgt om penge til, hos Socialministeriet for et år siden. Deres byfornyelsespulje havde fokus på forskellige gruppers adgang til det offentlige rum.

Min rolle som projektleder har været at lede et tværfagligt team af to fra Hausenberg udover mig samt nogle arkitekter og en kunstner, som har lavet helt vildt mange spændende projekter om socialt udsatte.

I fællesskab har vi så lavet feltarbejde i forskellige byrum rundt omkring i København, Aalborg og Odense og interviewet brugere – både socialt udsatte og andre brugere – og lavet en analyse af det. På baggrund af det, lavede vi nogle anbefalinger rettet til dem, der arbejder med byfornyelse, og til politikere, arkitekter og andre beslutningstagere.

Andre gange kan det f.eks. være kommuner, der kommer og vil have lavet et eller andet. For et par år siden lavede jeg en stor evaluering for Københavns kommune om udviklingen af tre af de nye havneområder i København. Det var en evaluering, hvor jeg sammenholdt visionerne inden, hvad var det de oprindeligt havde villet da

Foto: Schmidt/hammer/lassen/architets de gik i gang med det – det tager jo typisk en ti-tyve år at udvikle sådan et byområde – med hvordan det var gået; Hvad kom ud af det og hvordan opfattes det af de forskellige: Dem bor der, dem der kommer der og de arkitekter, der vurderede det fagligt”

LIMINALT

45

et spadestik nedunder og bagved eller udenom” erhvervsliv i byplanlægning. Vi stod så for at arrangere og afholde, herunder finde ud af hvem, der skal komme og tale, og hvordan vi skal gøre det på en måde, så deltagerne selv er aktive og kommer med gode idéer.

Det kunne også f.eks. være brugerinddragelsesprocesser. Dem har vi også haft en del af. I forbindelse med at udvikle et eller andet, kan man inddrage nogle brugere, og så afholder vi workshops, hvor vi prøver at få de forskellige parter til at tale sammen og finde ud af, hvad de hver især vil.

I de forskellige opgaver vil der tit være en kombination, af de to ting, altså af noget proces-agtigt og noget mere analyseagtigt. Jeg har nok været mest tilbøjelig til – fordi det er det, jeg godt kan lide og er ansat til – at stå for nogle af de store analyse-opgaver, når de har været der. Så har jeg også lavet flere arkitektkonkurrencer, hvor jeg arbejder sammen med et arkitektfirma – en tegnestue – i forbindelse med en konkurrence, og hjælper dem med at udarbejde deres forslag. Det er selvfølgelig, dem der tegner, men der ligger også en masse andet i det end bare at formgive.

Der er en masse overvejelser om, hvad det er for nogle mennesker, man formgiver til, hvad skal de bruge det til, og hvad er vigtigt for dem.”

Antropologiske kompetencer og faglig identitet

Konferencer og brugerinddragelse

”Analyseopgaverne er sådan det ene ben hos Hausenberg, og det vi kalder procesopgaverne er det andet. Det er en anden type opgave, fordi det ikke er noget, hvor vi nørder og er faglige eksperter, men er en opgave, hvor vi organiserer noget, og får andre mennesker til at tænke og tale

sammen.

En procesopgave kunne f.eks. være at stå for at afholde en konference. I foråret afholdt vi en konference for blandt andet byplanlæggere og arkitekter, om hvordan man laver byrum, som får folk til at bevæge sig. Der er kommet en masse fokus på sundhed, og det var så en konference om, hvordan man kan tænke sundhed ind

”Jeg vil sige, at antropologer – på godt og ondt – har en meget stærk fagidentitet.

Jeg ved ikke lige, hvorfor det er, men det er ligesom om, at vi er mere optaget af, at vi er antropologer, end andre er af deres faglighed. Jeg husker også fra min studietid, at der var utrolig meget snak om, hvad antropologi er, hvad er det særlige og hvad kan vi. >>Forsættes<<

46

>>Forsat<< Der er da også nogle særlige ting, jeg har kunnet mærke, særligt med metoden.

Det betyder helt vildt meget, at man har fået nogle redskaber til at undersøge virkeligheden med og gøre noget med det. Det med deltagerobservation, er der jo som regel ikke tid til, når man arbejder som konsulent, for det er lidt for dyrt, hvis man skulle sidde ude et halvt år og kigge på nogen, ikk? Men alligevel betyder det noget for den måde man går til empirien og f.eks. laver interviews. Alle laver jo interviews, men med vores baggrund så er et interview alligevel ikke bare et interview.

For når man går ud og researcher og laver sådan et minifeltarbejde, som det jo så ofte bliver i denne konsulentverden, så tror jeg alligevel, at ens blik er lidt anderledes. Det har meget at gøre med, at man ikke tager tingene for pålydende. Da jeg læste snakkede vi meget om forskellen mellem det emiske og etiske niveau, altså en skelnen mellem den empiriske virkelighed og den analytiske fortolkning af den, og det synes jeg helt klart er ret stærkt og unikt ved den antropologiske tilgang. Jeg kan mærke, når jeg været projektleder for nogen med en anden faglighed og så sendt dem ud for at lave interviews. Når de kommer tilbage, så har de en anden måde, at gengive 1:1 det folk sagde, hvor antropologer altid lige skal et spadestik nedunder og få det med, der ligger under, bagved eller udenom det her, eller forskellen på det folk siger, og det de gør. Det er helt klart en kompetence, man er trænet i som antropolog.

Men når det er sagt, så er der klart også en masse ting, som jeg løbende har fundet ud af, at vi ikke kan, men det er der ikke så meget snak om på studiet, fordi man gør så meget ud af metoden. Jeg vil sige, at Hausenberg, hvor jeg har arbejdet, er et

LIMINALT

fremelsker eller dyrker det ikke på vores studie. Statskundskaberne har også en helt anden forståelse for magtstrukturer, politik, samfund, forskellige institutioner og organisatoriske forhold.

Projektledelse er også en rigtig stor del

”Umiddelbart tænker jeg, at hvis der er et eller andet emne, som man sådan brænder

Projektstyring [...] ’Gud, det her har jeg bare overhovedet ikke lært noget om, her kunne jeg godt bruge nogle redskaber.’ af ens arbejde, som man heller ikke lærer på universitetet. Projektstyring, mødeledelse og hvordan får man alle mulige forskellige parter med forskellige fagligheder og dagsordener til at samarbejde. Det kan godt være, at man ikke kan lære det

Marie Stender. Foto: Hausenberg

Alle laver jo interviews, men med vores baggrund så er et interview alligevel ikke bare et interview. firma, hvor vi alle sammen ligner hinanden rigtig meget, men der har jeg mærket, at f.eks. etnologerne har en helt anden historisk ballast i forhold til os. Vi har jo også en kulturanalytisk ballast, men de sætter altid alting ind i et større tidsperspektiv, altså velfærdsstatens udvikling og hvordan det var for hundrede år siden. Selvfølgelig er det også noget individuelt, men man

De gode råd til at forberede sig til et liv efter universitet

på sin uddannelse, og at man kun lærer det igennem erfaring, men det er i hvert fald noget, hvor jeg tit har tænkt ’Gud, det her har jeg bare overhovedet ikke lært noget om, her kunne jeg godt bruge nogle redskaber.’ Dem lærer man jo så hen ad vejen.”

for og er interesseret i udover sin antropologi, så er det rigtig godt at få en masse viden, netværk og erfaringer fra alt muligt, indenfor det felt. Lige som jeg siger, at vi kan noget helt særligt som antropologer, så er der også en masse, som vi ikke kan, og hvis man så selv sørger for på en eller anden måde at bygge det op sideløbende med, at man uddanner sig som antropolog, så har man jo bare bedre forudsætninger.

Men samtidig med at jeg siger det, så kan jeg også huske, da jeg var studerende, og der var jeg så træt af hele det der CVræs, hvor det var som om: Hvad kommer først livet eller CV’et? Nogle gange virkede det som om, folk skulle tilrettelægge hele deres liv efter at få et bestemt CV. Det er som studerende, at man kan snuse rundt til en helt masse forskellige ting og fordybe sig i alt muligt og lave nogle skøre projekter og alt muligt. For man kan også tids nok når man kommer ud bagefter, have sådan travlt og bevæge sig i en retning. Så det er vel egentlig noget med at lade lysten drive værket. Har man så nogle interesser indenfor et eller andet felt – for mig har det været det med byplanlægning og arkitektur, men det kan jo lige så vel være et sprogområde, politik eller sundhed – jo mere viden man skaffer sig og kommer ind i det, jo stærkere står man i forhold til at have muligheder, når man er færdig med studiet.

Og så skal vi virkelig huske på, i hele den der dyrkelse af hvad der er det unikke ved antropologer, at den måde man bedst lærer det, er ved at arbejde sammen med nogen, som kan noget andet. At finde ud af hvad de kan, hvad man selv kan og hvad der giver det specifikt faglige. Det er virkelig noget, jeg ikke vil give afkald på nu, og jeg vil virkelig gerne fortsætte med at være i tværfaglige miljøer, for det giver noget helt særligt.”d

LIMINALT

47

Fra Moesgaard Museum til Incuba Science Park Fortællingen om en antropologistuderendes møde med suppleringsfaget og de udfordringer og overraskelser det bringer.

Af: Emilie Lukman, 5. semester, Grundfag i Antropologi og suppleringsfag i Journalistisk Formidling ”Facebook - det handler naturligvis om sociale relationer og konstruktionen af virkeligheder!”. Eller det var i hvert fald min første tanke, da vores tutorer på første skoledag i suppleringsfaget på medievidenskab stillede spørgsmålet: ”Hvordan vil du gribe en analyse af Facebook an?”.

Ikke desto mindre måtte jeg erkende, at der fandtes en del andre løsningsmodeller på en analyse af det famøse Facebook.

Som én antropolog ud af en klasse på 35 studerende, hvor 13 forskellige fagligheder var samlet, indså jeg, at informationsvidenskabere, kunsthistorikere, idéhistorikere og dramaturgi-studerende langt fra tog samme position til en sådan analyse.

Bevidstheden om at have forladt de trygge og antropologiske rammer på Moesgaard, meldte sin ankomst.

Velkommen på Medievidenskab

På 4. semester begyndte studievejledere og studerende (mig selv inklusiv) at piske en stemning, under overskriften ”suppleringsår”, op. Efter to år på antropologi var det tid til at overveje, hvilken retning det 3. år skulle tage. Min løsning blev ”Journalistisk Formidling”, som er en kombination mellem Aarhus Universitet og Journalisthøjskolen, hvor 5. semester indeholder fag fra medievidenskab, mens 6. Semester foregår på Journalisthøjskolen.

I løbet af sommerferien dumpede et brev ind ad brevsprækken, der på venligste vis bød mig velkommen på Institut for Informations- og Medievidenskab. En noget anden fagkombination end mit hjemmeinstitut for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik. Nå, men der var ikke andet for end at hanke op i skoletasken og troppe op til første skoledag. Vores tutorer stod klar med masser af energi, rundvisninger og navnelege – præcis som for to år siden

ude på Moesgaard. Forskellen var bare, at jeg ankom uden en halv times cykeltur, mindre svedig og ikke befandt mig ude i skoven ved den gode gamle Grauballemand, men i stedet stod på Katrinebjerg i et nybygget ”Incuba Science Park” – kunne det næsten blive mere anderledes?

Sandsynligheden for at ende på en arbejdsplads kun bestående af antropologer er meget lille, hvorfor et supplerende fag netop giver en forståelse for, hvilke sammenhænge vores kvalifikationer vil komme til at indgå i.

Mødet med verden udenfor

De nye omgivelser var dog ikke det eneste, der havde ændret sig. Vi var en samling af studerende fra alle afskygninger af fag inden for humaniora, som nu skulle udgøre en ny klasse det kommende år.

Folk viste sig dog at være ganske ufarlige og meget engagerede, og humøret gik hurtigt højt blandt denne hybride samling af interessefelter.

Jeg kunne hurtigt mærke, at jeg fagligt havde bevæget mig væk fra antropologien.

På både godt og ondt. Opgaverne blev pludselig mere håndgribelige som for eksempel ”Køb en avis på fredag og lav

en analyse af dens forside”. Meget ligetil og meget konkret i forhold til tilsvarende praktiske opgaver på antropologi, hvor Wadels runddans gør dataindsamling og analyse til et meget komplekst foretagende.

Ikke desto mindre savner jeg indimellem det fællesantropologiske udgangspunkt, hvor vi ikke skal bruge tre timers forelæsning på at dokumentere, at mennesker konstruerer virkeligheder, og at verdensforståelser varierer fra befolkningsgruppe til befolkningsgruppe - ting som vi nærmest har fået ind med den antropologiske modermælk.

Men efter godt en måned på et studie med nye klassekammerater, nye faglige problemstillinger og udfordringer må jeg sige, at jeg så småt forstår ideen bag suppleringsåret. Som antropologer kan vi meget vel bekræfte hinanden i, hvordan verden hænger sammen, men som i eksemplet med Facebook kan det nok være meget sundt at få indblik i, hvilke kompetencer antropologer har i relation til andre fag. Sandsynligheden for at ende på en arbejdsplads kun bestående af antropologer er meget lille, hvorfor et supplerende fag netop giver en forståelse for, hvilke sammenhænge vores kvalifikationer vil komme til at indgå i. Selvom rygtet siger, at alle humanister ”kan det samme”, må jeg, baseret på egne erfaringer, konstatere, at det ikke er tilfældet. Naturligheden og det selvfølgelige i antropologiske problemstillinger er for mit vedkommende blevet udfordret, og jeg må indrømme, at samarbejdet med andre humanister ikke gør antropologien mindre interessant – det giver os bare mulighed for at træde uden for den velkendte hjemmebane og give lidt modspil til andre fagligheder.d

48 LIMINALT

OP PÅ BARRIKADERNE! Af: Anne Martina Koch Olsen, 3. semester

”Bryd Professorvældet!”, ”Medbestemmelse Nu!”.

Stemningen i de københavnske gader og stræder er trykket, det er tid til forandring på universitetet, det er tid til et oprør. Året er 1968.

Besættelsen af Københavns Universitet i 1968 bliver startskuddet til en studenterpolitisk revolution. De studerende, navnlig fra psykologi og arkitektskolen, vil ikke længere finde sig i, at udformningen af deres uddannelse sker uden deres medbestemmelse. De kræver reformering, de kræver studenterpolitik, de kræver gode demokratiske forhold. Sådan noget ”nutidens pjat” kunne man som velbevandret professor naturligvis ikke arbejde med – men det kunne heldigvis daværende rektor, Mogens Fog. Han gik i dialog med demonstranterne og fik faktisk indført et studienævn, hvor de studerende også er repræsenteret og dermed sikret indflydelse. Takket være få studerendes spirende engagement og krav om medbestemmelse i 1968, er de demokratiske forhold på universiteterne i dag sikret.

Eller er de?

Universitetet er Danmarks højeste uddannelsesinstitution; det er her der uddannes mennesker, som skal sætte ledende jobs i erhvervslivet. I internationale forskningsprojekter. På Christiansborg. Magtfulde antropologer, som skal udtale sig på vegne af de kulturer, de studerer. Og det skal de ud fra et uddannelsesforløb, hvor studieforholdene er nedslidte og umoderne.

Sidste år stemte kun 13,8 % af de studerende til universitetsvalget på AU.

Det er her, vi som de reflekterende antropologer vi er, må spørge os selv på klingende jysk: Ka’ æ nu å være rigti’?

Tag nu vores Moesgård; et idyllisk sted, smukt beliggende i skoven, men med studieforhold ingen kan være tjent med.

Der er ingen trådløs internetforbindelse på størstedelen af Moesgård, undervisningslokalerne mangler computerstik en masse, og undervisningen er reduceret til sølle 8 timer i gennemsnit! Det er her, vi som studerende må bremse op.

Det er her, vi som de reflekterende antropologer vi er, må spørge os selv på klingende jysk: Ka’ æ nu å være rigti’?

Og hvis vi ikke mener, det kan være rigtigt, må vi gøre brug af den ret, som få arkitekt- og psykologistuderende sikrede os i 1968: vi må vælge! Vi må tage stilling til, hvordan vores interesser bliver varetaget bedst, og vælge dem, vi mener vil sikre de bedste studieforhold på Moesgård.

Sidste år stemte kun 13,8 % af de studerende til universitetsvalget på AU. 13,8 % af de akademikere, som ender med at besætte nogle af de stillinger, som påvirker danskerne mest i deres hverdag. Som antropologer arbejder vi konstruktivt med kultursammenstød, disintegration og konfrontationer mellem vidensformer. Vi forsøger at undersøge, sætte os ind i, og forstå. Vi undres, når en anden styreform end demokrati er gældende, og forsøger at forstå det ”from the native’s point of view”. Kære medantropologer, hvordan kan vi ”from our own point of view” forstå, og retfærdiggøre, at 86,2 % af de studerende på Aarhus Universitet ikke stemmer?

Husk at stemme til universitetsvalget d. 22. til 25. november.d

LIMINALT

49

Antropologer har også interesser Som studerende kan det være svært at overskue en stor og omskiftelig organisation som Aarhus Universitet. Derfor har et man lokalt fagudvalg, hvor man kan mødes og diskutere den udvikling universitetet og ens fag tager. Fagudvalgene er således altafgørende for at sikre, at de studerendes indflydelse og stemme bliver hørt og taget alvorligt.

Det daglige politiske arbejde vi laver fra HUMrådets side, er Antropologisk fagudvalgs forlængede arm ind i universitetsverden. Som enkeltfag er det ikke muligt at gøre sin indflydelse gældende på alle relevante niveauer i et stort og til tider uoverskueligt universitetssystem. Derfor organiserer vi os i fakultetsråd og studenterråd. På den måde varetager vi de studerendes/fagudvalgenes interesser i en stærk fælles og slagkraftig organisation, der spænder helt fra den enkelte studerende på faget, til universitetets bestyrelse.

Som enkeltpersoner har vi mange meninger om alt muligt, men som studerende har vi nogle objektive fællesinteresser.

Netop for at varetage disse bedst muligt, organiserer vi os som vi gør. De fællesinteresser vi har, er både politiske – f.eks. ønsket om en SU der er til at leve af og ordentlige undervisningsfaciliteter, – men også af mere organisatorisk eller faglig karakter. På det sidste har vi set en vending fra universitetsledelsens side, hen mod en tværfaglig profil for studerende, hvilket ofte sker på bekostning af en stærk enkeltfaglighed.

Som studerende er vi eksperter på vores egen hverdag, og derfor skal vi også lyttes til.

Det enkelte fagudvalg kan have meninger om, hvordan den faglige udvikling skal foregå, og sågar blande sig i sit Studienævn – hvor vi endnu har en stor formel indflydelse – men her får det enkelte fagudvalg stadig kun lov til at arbejde inden for nogle formelle rammer, som er nedsat af Dekanen.

Her er det en fordel, at vi som fagudvalg organiserer os med hinanden for at tale vores fælles interesse og på den måde være med til at præge rammerne.

Som studerende er vi eksperter på vores egen hverdag, og derfor skal vi også lyttes til. Det bliver vi dog kun, hvis vi står sammen i en fælles interesseorganisation, som er uafhængig af partipolitiske, ideologiske og religiøse interesser. En interesseorganisation som har fokus på de ting, der samler os som studerende.

Konkret har vi i efteråret deltaget i SU-kampagnen i bevægelsen ”Unge ta’r ansvar”, og derigennem fået tilbagerullet forslag om betydelige beskæringer i SU’en.

Mere lokalt på Aarhus Universitet kæmper vi centralt for en studiemiljøpulje på 1 million, som de sociale foreninger (fagudvalg, foredragsforeninger og fredagsbarer etc.) lokalt kan søge. Hermed får foreningerne mulighed for at gøre deres eksisterende aktiviteter endnu mere interessante og opfinde nye arrangementer. I samarbejde med de lokale fagudvalg og studenterrådet som helhed, kæmper vi således for at skabe et stærkt og inspirerende studiemiljø.

Venligst Jakob Lindell Ruggaard og Simon Østergaard Chievitz, formand og næstformand, på vegne af HUMrådet.d

50

MOESEBRYG

Hvad er det vi venter på? Ååh hvor vi dog undrer os ude på Gården. Ikke kun over de indfødtes skøre ritualer og forunderlige klæder, men også over helt almindelige hverdagsting, som hvorfor der kun er åbent i kantinen, når man ikke er sulten. Hvorfor der lugter af gnu i frokoststuen. Hvorfor vi har et hundehus, når vi ingen hunde har, og ja, hvorfor vi overhovedet har lokaler til noget som vi ikke har, når vi ikke en gang har lokaler til det vi har. At undres er et grundvilkår for vores tænkning, og hvis ikke det var vores nysgerrighed og lidenskab der skulle lede os frem mod ny viden, hvad skulle så?

Af: Helene Glud Langt, langt væk ligger der en Gård. Moesgaard. Ikke det smukkeste sted på jord, men et af dem. Gården har igennem årene været til inspiration for mange mennesker, og dengang før så meget andet, ikke alt, men alligevel meget, besøgte Dronningen vores lille egn, forelskede sig og satte os på landkortet. I dag er Dronningen mere eller mindre sat i baggrunden og vi har fået vores helt egen royale frontfigur – Dennis Nørmark. Vores egen provokatør og kække protagonist. Men selvom vi har skiftet frontfigur er Gården dog stadig den samme. Med sine 324 hektar skønne omgivelser er Gården et dejligt sted. Eksotisk på alle måder. Her er græsset altid grønnere, skoven altid frodigere og køerne altid tykkere. Og så er det det samme hvert år. Med solen i nakken og duften af sensommer. Til lyden af køernes muhen og fårenes brægen vender de unge studerende i starten af september tilbage til den vante gang på Gården. ”Vante gang” er måske så meget sagt. Deres timeantal er i hvert fald ikke til at prale af.

Efterhånden går trægheden dog i gang og kompendierne bliver bladret igennem. Forgængeligheden og dagene lægger sig den ene oven på den anden. Underviserne galer, og da kulden og eksamenerne nærmer sig, galer de endnu højere, og det er tid til et stille besøg hos hr. Grauballe. Grauballemandens varme hjem giver de unge studerende en kærkommen mulighed for at skutte sig mod ladernes kulde, og overvejelserne om at bytte læsesalen ud med bænken hos Grauballemanden, har da strejfet dem mere end én gang. Grauballemanden got it all; Varme, fokuseret lys og kaffe – ja længst inde i hjørnet på det mørke museum står der rent faktisk en virkende kaffemaskine, der spytter andet ud end Wienercafe og krudtuglesubstans. Men hvad ville museumspersonalet ikke tænke eller sige? Nej, vi lader Grauballemanden få sin julehilsen og lader ham ellers i fred. Meget har han jo også skullet stå imod.

Efter julen – maden, frokosterne, nytårsfortsættene, eksamenerne – er det endnu tid til et nyt semester. Mørket forsvinder, vestenvinden vender, og til glæde for alle rykkes der udenfor.

Her ses de unge studerende klatre op i træerne, som om de aldrig havde gjort andet. Med termokanden spændt fast til bæltet, kompendierne i munden og blyanten bag øret, invaderes den skønne natur, og ja, hvorfor ikke udnytte de dejlige omgivelser til et innovativt studiemiljø med både motion, frisk luft og tilegnelse af ny viden. Hvis ikke det var pga. lokalemangel skulle man tro, at Tina Nedergaard havde været forbi med hele delegationen. Nå, men… ja, denne observation kan vist ikke siges at være helt sand, men innovativ. Det må I da gi’ mig. Nej, efter den mørke, kolde vinter i en tætpakket læsesal kommer antropologerne på græs, og

når de rare kantinedamer endelige slår parasollen op, ved man, at sommeren er meget tæt på og ferien igen venter.

Den kontinuerlige gang på Gården forener fortiden og fremtiden. Gør os trygge i øjeblikket og afskærmer os for forandringen.

Forandring. Forandringen. Den har vi nu aldrig været glade for på Gården. Selvom det halve af vore antropologiske undervisere beskæftiger sig med globaliseringens emner, har vi endnu ikke fået det revolutionerede trådløse Internet alle snakker om. Det er da en smule paradoksalt. Eller hvad? Nå, men nu er det jo heller ikke teknikernes skyld. Det er teknikkens. Eller hvordan var argumentet? Diskussionen har stået på så længe, at der sikkert ikke er nogen som husker det, og det er vel nok heller ikke det det handler om. Vi vil bare ha’. Ha’ lige så meget som de andre unge inde på det store gule Universitet inde i den store by. Vi vil ikke være vidne til endnu en negligering af et ”udkantsområde”. Vi vil ha’.

Men til trods for alle sine mangler, så holder vi jo meget af den pragtfulde Gård. Vi holder endda så meget af den, at dens eksotiske beliggenhed endnu ikke har skræmt os, men det hænger måske også sammen med beliggenhedens selvregulerende frasorteringsmekanisme. Det ses tydeligt i Gårdens opbygning, hvordan kategorien kørestols- og stilethælsbrugerne ikke er ønskværdig.

Og det skal bestemt ikke betragtes som en diskrimination, men i stedet som en naturlig kategorisering, der har været med til at skabe orden blandt de antropologistuderende. Har man måske nogensinde hørt om en kørestolsbrugende antropolog i New Guinea, eller om en stilethælsudstyret kvindelig, eller mandlig for den sags skyld, antropolog i Sibirien? Som det ser ud, har Gården dermed været et fremragende valg, da man i sin tid skulle vælge, hvor studiet for Antropologi og etnografi skulle placeres – de som naturligt ikke ville passe ind, blev sorteret fra fra begyndelsen. Og så står vi tilbage med de hårdføre, de velvillige, vikingernes efterkommere. De som ikke lader sig skræmme af ikke-nokstole-effekten (drop nu ud!). De som gladeligt investerer i et par dyre briller og et fancy høreapparat, så de også nede fra de bagerste rækker kan følge med i hvad den kloge underviser siger. Og de som gerne, og helt nødvendigt, køber en pude til deres bærbare når der ingen borde er, så de ikke skader de dyrebare reproduktionsorganer. Jo, det er de hårdføre, der er tilbage, men hvad er det vi venter på ude på Gården? Vi venter på et eller andet. Venter vi på, at verden skal stoppe med at forandre sig? d

MOESEBRYG

Har man måske nogensinde hørt om en kørestolsbrugende antropolog i New Guinea, eller om en stilethælsudstyret kvindelig, eller mandlig for den sags skyld, antropolog i Sibirien?

Fagrådets veganske chokoladekage

Det Antropologiske Fagråds slagsang Melodi: Jeg en gård mig bygge vil Tekst: Astrid Dahl Jeg en gård mig bygge vil Der skal være marker til Store enge, mange køer Flere penge, flere bøger Og til sidst et lille hus Til at sidde og få en rus.

Jeg en gård mig bygge vil Der skal være marker til Mere varme, bedre skole Større charme ligesom Ole;) Og til sidst en læseplads Til at arbejde når det pas´ Jeg en gård mig bygge vil Der skal være marker til.

Internet og flere stikke Stolesæt og fredagsdrikke Og til sidst den bedste Helle Til at spørge i hvert tilfælde

3 dl mel 2 dl rørsukker 1 dl kakaopulver 2 tsk bagepulver 2 spsk olie 3 dl soya kakaodrik Evt. hakket chokolade (vegansk) eller nødder Det våde blandes med det tørre. Bages i 30 minutter ved 200 grader.

51

52

MOESEBRYG

Det første år på antropologi En historie om at blive lidt skeløjet.

Antropologi er for mig, en måde at se på.

Moesgård gemmer på en stor brillebutik, hvor forskellige syn på verden kan fås med glidende overgang og antirefleks. Det er en fantastisk følelse at gå på shopping i en butik, der bliver ved så længe, der fødes mennesker. Det er bare ret irriterende, hvis man glemmer, hvor man lagde sine egne briller.

Af: Marie Blæsild, 3. semester

Problemet opstod dog først rigtigt for mig, da jeg fandt de forlagte briller, og opdagede at de ikke passede mere.

Styrken var forkert, og stellet så mærkeligt ud. Mit syn havde ændret sig. Den banale erkendelse var en af de største udfordringer for mig på mit første år som antropologistuderende.

Synsforstyrrelserne kan støde sammen med en forvirring over, hvad det egentlig er, antropologi vil. Det kan nemlig være en ambivalent følelse at læse tekster om, hvor livsnødvendigt det er for et menneske at skabe og opretholde sin identitet, samtidig med at ens egen måde at opleve og se verden på reduceres til sociale konstruktioner og kognitive skemaer. For mig var det ikke bare mit syn der ændrede sig, jeg begyndte minsandten også at skele lidt i forsøget på at følge paradokset. Når mit ene øje ville til den ene side, kunne det andet ikke følge med i forsøget på at bevare balancen.

Jeg kunne muligvis have fundet noget at støtte mig til, hvis jeg havde brugt nogle af de tilbud, universitet stiller til rådighed

for studerende, der af den ene eller anden årsag er faret lidt vild i studiet. Derfor har jeg nu, i bagklogskabens lys, henvendt mig til studievejlederen på antropologi. Hun hedder Maja Tønning og var så venlig at sende mig denne liste over de forskellige muligheder der findes:

vanskelighederne. Ofte kan man fx. få tilknyttet en mentor, som man skal møde hver uge. RSC diagnosticerer ligeledes studerende og evt. funktionsnedsættelse.

Mentor: Alle 1. års studerende får tildelt en mentor blandt underviserne. På antropologi indkalder hver underviser deres mentee til en samtale om, hvordan det går på studiet. Meningen er egentlig bare, at man kan snakke om, om det er det rigtige studie, får man noget ud af sin læsegruppe mm. Mentorordningen kan ses som et supplement til studievejledningen og kan desuden bedre svare på spørgsmål, der angår det faglige, fx hvis en studerende havde forventet andre teoribegreber og vil vide noget om, hvad der kommer senere på studiet. De studerende må også gerne tage kontakt til deres mentorer og behøver ikke at vente på at blive kontaktet.

Gældende for alle "institutioner" er, at de har tavshedspligt.

Se i øvrigt dette link: http:// kandidat.au.dk/vejledning/ velkommentilvejledningen/

Studievejledning: Kan bruges til nogenlunde de samme ting som mentoren og en helt masse mere, ikke mindst fordi de er til rådighed hele studieforløbet.

Vejledningen er personlig og rettet mod at hjælpe de studerende gennem studiet, samt svare på alle de mange spørgsmål, man møder undervejs. Hele læsegruppen kan ligeledes få vejledning.

Studenterrådgivningen: Gratis rådgivning og behandling til studerende.

Psykologer, psykiatere og socialrådgivere.

Målet er at føre de studerende igennem uddannelsen og studielivet. Her kan man får rådgivning i det studievejlederen ikke må/kan vejlede om.

RSC: Rådgivnings- og Støttecenteret: Rådgivning og vejledning til studerende med særlige behov. Kan bl.a. være læse-/skrivevanskeligheder (dysleksi), psykiske vanskeligheder, tosprogede eller andet. Den konkrete støtte afhænger af

Studenterpræsten: En at tale med om alt mellem himmel og jord.

Jeg har dog med tiden vænnet mig til at skele lidt og det har gjort det en smule nemmere at se fremad.

Det er ikke alle der farer vild i Moesgårds brillebutik. Nogle studerende har ikke de store problemer med at finde sig til rette med nye briller og paradoksale erkendelser. Måske har de nemmere ved at fokusere blikket på én ting af gangen, til forskel fra mig. Jeg har dog med tiden vænnet mig til at skele lidt og det har gjort det en smule nemmere at se fremad.

Der begynder efterhånden at tegne sig et billede på min nethinde af, hvad jeg vil med antropologien, hvilket gør det lettere at skifte mellem de forskellige briller og holde balancen samtidig.

Det er mit håb at denne artikel har gjort dig forvirret på et lidt højere plan, og at du stadig vil være med til at kaste dig ud i den humanistiske bølge. Sammen kan vi undersøge det store menneskehav og i horisonten anes klogskabens lys og arbejdsløshedens glæder.d

MOESEBRYG

CultureCom 2010 Den dag Moesgård blev klædt i galla

Fredag den 25. juni 2010 var Moesgård klædt i galla. En lang rød løber guidede deltagerne til awardshowet CultureCom ind i auditorium 5. Her var stillet op med champagne, pindemadder og antropologiske videnskabsformidling.

For andet år i træk var awardshowet CultureCom afslutningen på fjerde semesters formidlingsforløb. Emnet i år var ”Naboer” og ”Byrum”, som de studerende kunne formidle via et af fire valgfrie medier; radio, skrift, film og udstilling. Undervejs har de studerende arbejdet sammen med Århus Festuge og Århus Kommune.

Til awardshowet blev der uddelt priser indenfor kategorierne • Fremragende antropologisk film 2010 • Fremragende antropologisk podcast 2010 • Fremragende antropologisk skrift 2010 • Fremragende antropologisk museumsinstallation 2010 • Det bedste formidlingsprojekt 2010 (Malinowski Award). Denne pris uddeles i samarbejde med Festugen I alt 20 etnografiske projekter bestående af film, podcasts, museumsinstallationer og skriftlige produkter samt et væld af gallakjoler og flotte jakkesæt prydede Moesgård til CultureCom.d

Øverst: Antropologistuderende mingler i mellem udstillingerne Midderst: Ekspertjuryen Nederst: En fællesafslutning på 4. semester - i galla Fotos af Fotolab

53

54

MOESEBRYG

Rites des passages på Moesgård Skræmte børn flygter hen til deres forældre ved synet af højtråbende, halvnøgne, sortmalede indfødte, og pensionister på vandretur kigger en ekstra gang ud over brillekanten. Hvad mon der foregår her langt ude i skoven?

Af: Christina Alstrup Nielsen Så står man der med sommerfugle i maven og forsøger at holde smilet fast og se imødekommende ud til trods for, at forventningens glæde og nervøsitet lyser ud af én, som havde man et neonskilt oven på hovedet. En forfærdelig tanke ryger gennem hovedet: Der mangler bare højtgrinende, ondskabsfulde 3.G’ere med vandballoner og andet gøgl – og værsgo, så er man tilbage i 1.G! Men heldigvis findes disse ikke her. I stedet mødes man med et stort smil, et friskt ”godmorgen” og duften af friskbagt morgenbrød og kaffe.

Tutorerne på antropologi er alt andet end ondskabsfulde 3.G’ere.

Glade og venlige fører de én gennem dagens første ritual; smalltalk. Navnerunden tages mange gange (og alligevel har man glemt dem igen et øjeblik efter), og alle får lov at berette om rejser, arbejde, bolig (og mangel på samme), imens der smågrines – og efterhånden sidder smilet næsten fast helt af sig selv.

Uden de store problemer guides de mange russere af sted i en overfyldt bus mod Moesgaard. Snakken går, tankerne flyver og igen melder sommerfuglene sig, for hvad skal der nu ske?

Dette spørgsmål melder sig mange gange i løbet af ugen – alt er nyt og spændende samtidig med, at man forsøger at holde styr på de mange nye indtryk. Efterhånden kan man genkende flere ansigter, og måske endda sætte et navn på – eller i hvert fald komme med et kvalificeret gæt. Dagene byder på mange oplevelser; velkomsttaler, madpakkespisning på plænen, rundvisning i

regnvejr (og meget belejligt fandt man også lige tunnelen under Ringgaden), besøg i en overfyldt Unibar og en livlig lektordebat.

Og som det helt store mærkevare for studiet, der har fået æren af at ligge langt ude i skoven; Tour-de-Moesgård.

Skræmte børn flygter hen til deres forældre ved synet af højtråbende, halvnøgne, sortmalede indfødte, og pensionister på vandretur kigger en ekstra gang ud over brillekanten på det mærkelige syn af skotter i kilt eller festglade piger med fløjter og blomsterkranse om halsen. Hvad mon der foregår her langt ude i skoven, hvor civilisationens fornuft åbenbart ikke rækker?

Men det er såmænd ikke andet end det årlige indvielsesritual af nye antropologistuderende. Med barposten som centrum guides glade, grinende og efterhånden noget berusede rus’ere rundt til landeposter, hvor kreative tutorer sørger for den ene mærkelige udfordring efter den anden: Silde-stafetløb, spyttekonkurrence, bacon-på-grisen, fang negertøsen, spis brieosten og meget, meget mere. Der bliver fedtet for de ’indfødte’ med både øl, lapdance og andre kreative påfund for at få så mange point så muligt – og bedst er det, hvis det lykkedes at springe ti-skalaen!

Et andet af ugens store højdepunkter er Pup Crawl. Små grupper af festglade, kommende antropologer fylder pubberne og gør nattelivet spændende for de lokale bargæster torsdag aften. Ølstuerne genlyder af grin og folk, der gladelig synger med på både kendte og ukendte sange, og ude på gaderne kan man opleve

MOESEBRYG

55

Faglederen orienterer Af: Mikael Gravers Vi skal have nye kandidatordninger. Nu får vi to linjer på engelsk, Global Studies & Development in Anthropology og den almene linje (Advanced Anthropology). Det skal understreges at den almene linje stadig udbydes på dansk. Samtidig skal alle studerende på KA følge et profilfag på 3.semester. Det ser ud til at vi beholder feltarbejde/-praktik som del af KA for dem der vil have graden cand. scient.antro med feltabejde, som titlen formodes at blive. Samtidig skal vi udbyde et profilfag (et ’newspeak’ ord fra Orwell?) på 30 ECTS til andre fags studerende. Det bliver formentlig projekt- og analyseorienteret, evt. med kort praktik.

Human Security

Ny eksamensbekendtgørelse

Som hedder Miljø- og Konfliktanalyse er nu godkendt af ACE rådet og vi begynder forberedelserne nu på fredag. Det har stor betydning for faget og fakultetet.

I skal være opmærksomme på, at der ved klager over eksamen kan ske en nedsættelse af karakteren. Almindelige opgaver skal være bedømt senest 4 uger efter datoen for aflevering. For BA opgaver og specialer er fristen uændret.

Foredragssalen

Foreningen KULA

Får en ny super projekter og skulle blive et af de bedste undervisningslokaler. Der er købt forlængerledninger med stikdåser til aud. 5. Vi beklager de stadige problemer med vores logistik og arbejder på at forbedre forholdene. Kom gerne med forslag til forbedringer af lokalerne!

Er med støtte fra afdelingen genopstået, og der udveksles igen faglighed og anekdoter mellem forskere og studenter. Kom og vær med – vi slutter i fredagsbaren, hvor de vilde historier skylles ned på behørig vis! D.19. november vil et panel diskutere demokrati i Burma efter valget d. 7. Burmesiske gæster deltager, og Rane Willerslev har også lovet at optræde.

synet af en flok unge mennesker i rundkreds, som synger, danser og drikker shots af flasken. Aftenen afsluttes med en antropologisk invasion af Gaz Station, hvor festen fortsætter til langt ud på morgenen.

Man kan mene meget om en rusuge, men det lader til, at tutorerne på antropologi endnu engang har fundet den gyldne middelvej. Her er både plads til fest og farver samt de mere faglige indslag, og det er tydeligt at mærke, at netop denne uge er fyldt med traditioner: De nye tutorer prøver at leve op til deres

egne tutorer og dermed byde de nye studerende velkommen til en verden fyldt med mærkelige ritualer, mystiske kulturer, anderledes holdninger og spændende diskussioner. Studielivet på Moesgård lader til at være fyldt med spændende udfordringer; for med køer, hundeklub og gravballemanden som naboer og udsigten til at rejse verden rundt gennem litteraturen, kan det da blive andet end nogle spændende år?d

56

LIMINALT - reklamesider

Bliv frivillig i Dyrenes SOS Dyrenes SOS er en dyreværnsorganisation hvis formål er, at forbedre vilkårene for verdens gadedyr. Du kan hjælpe Dyrenes SOS ved at blive frivillig.

Gennem dit arbejde som frivillig har du mulighed for at: Foldere: Vil du være med til at udbrede kendskabet til foreningen og det arbejde, som vi gør for gadedyr i udlandet, kan du hjælpe os med at uddele vores foldere. Send os en mail på info@ dyrenessos.dk med navn og adresse, så vi vil sørge for at du får tilsendt foreningens foldere.

Link til vores hvervefilm: Du kan også hjælpe os ved at linke - i dine mails eller på din hjemmeside - til vores hverevefilm om Dyrenes SOS. På den måde kan du være med at øge kendskabet til Dyrenes SOS samt til at skaffe medlemmer til foreningen link til hvervefilm finder du på vores hjemmeside.

Plakater: Du kan også hjælpe os ved at opsætte plakater for at gøre reklame for foreningen og vores arbejde - du kan downloade vores plakater på www.dyrenessos.dk.

Link til os: Hvis du har din egen hjemmeside, har du også mulighed for at gøre reklame for foreningens og vores arbejde ved at linke til vores hjemmeside www.dyrenessos.dk.

Arrangere en hundemarch: Du kan også hjælpe os ved at arrangere en hundemarch til fordel for Dyrenes SOS i dit lokalområde.

DANMARKS NATURFREDNINGSFORENINGS ÅRHUS-AFDELING DN’s Århus-afdeling holder bestyrelsesmøde ca. hver anden måned. Her drøftes forskellige temaer inden for natur og miljø, og der tages stilling til, om der er behov for en aktiv indsats fra vores side. Endvidere planlægger vi forskellige medlemsarrangementer især ekskursioner.

Alle med interesse for natur og miljø kan indgå i arbejdet. Fast er der en gruppe på 15, men ad hoc deltagelse er bestemt også en mulighed.

Yderligere informationer fremgår bl.a. af vores hjemmeside: www.dn.dk/Aarhus Henvendelse om aktiv deltagelse, supplerende informationer og lignende kan ske til: soeren.hoejager@skolekom.dk

LIMINALT - reklamesider

57

Det handler om mennesker Du kender sikkert allerede Amnesty International. Vi kæmper for menneskerettigheder i hele verden og for alle mennesker – hele tiden.

Vi er altid på udkig efter flere, der har lyst til at kæmpe for menneskerettigheder.

Du kan være med til at: • arrangere events for menneskerettigheder • arrangere diskussioner og foredrag • være med i demonstrationer • arrangere musikevents • følge menneskerettighedssituationen i bestemte lande og områder – herunder også Danmark • formidle de aktivitetspakker som Amnesty tilbyder • eller noget helt andet, som du brænder for

Det fede ved at være aktiv i Amnesty er, at det dig selv, der sætter dagsordenen ved at beskæftige dig med de emner, som du synes er vigtige. Det kan både dreje sig om konkrete menneskerettighedskrænkelser eller relaterede emner, som du synes der skal fokus på.

Så kom og gør en forskel!

For yderligere informantion: www.amnesty.dk/aar hus Kontakte lokalforeningen på aarhuslf@amnesty.dk eller via facebookgruppen “Aktivnetværket i Århus Lokalforening AI”

Greenpeace Århus

- For fred og en verden i økologisk balance Greenpeace er en international uafhængig miljøorganisation.

Vi går fra ord til handling for at konfrontere og stoppe global miljødestruktion og fremdrive løsninger, som leder til en verden i fred og økologisk balance.

Som frivillig i Greenpeace kan man lave alt fra research og praktisk kampagnearbejde til aktivisme. Gennem informativt arbejde på gadeplan, inspirerende aktiviteter og foredrag på uddannelsessteder og virksomheder formidler danske frivillige vores globale og nationale mærkesager på et lokalt niveau. Vi udvidder nu vores netværk i Danmark og søger engagerede Århusianere, der har lyst til at gøre en aktiv indsats for miljøet.

Meld dig som frivillig idag ved at kontakte Uggi Kaldan på tlf. 23 49 19 39 eller uggi.kaldan@greenpeace.org (min. 18 år).

Vi ser frem til at høre fra dig!

Velkommen indenfor hos