Humor

o g

E t n o g r a f i

d

A n t r o p o l o g i

INF RMANTEN fordi sandheden skal konstrueres...

Til kamp med røde næser - om at bekæmpe aids med humor

Læs også om: - humor og politisk modstand i Burma - dræbersneglens mange fordele - forårets metodeøvelser - faste og pigefnidd er i Gellerup

efterår 2008 1.indd 1

tema: humor 10-11-2008 18:41:46

2

Leder Kære læser!

Med fare for at komme til at virke rørstrømsk vil jeg nu fortælle dig en personlig historie, som mest er trist, men også morsom: Min bedstemor har haft to hjerneblødninger. Den første fik hun for halvandet år siden. I Påsken fik hun nummer to. Det var en af de rigtigt slemme; hun er nu lam i højre side og har mistet talen. Så helt og aldeles!

Stemmebåndene bliver simpelthen ikke brugt, ikke når hun gaber, ikke når hun griner, aldrig, færdig slut!

Min bedstemors mand har været hende en tro støtte i tiden efter hendes første hjerneblødning. Men anden gang blev det for meget for ham. Han er gået ned med en kæmpedepression og er blevet hendes nabo på plejehjemmet, selv om hans førlighed er intakt. Han er nu mildt sagt en prøvelse at høre på: Intet er godt, han har ingenting, intet tøj at tage på, ingen penge at bruge af, og hvad skulle han også bruge dem på?, min bedstemor er død og forstår ingenting, og nej, han vil ikke have kaffe!

I efterårsferien besøger vi min bedstemor og hendes mand på plejehjemmet. Den dag viser efterårsvejret sig fra sin pæneste side, så vi tager dem begge med en tur i skoven, kørestol og hele pivtøjet. Tilbage på plejehjemmet synes min bedstemors mand ikke, det har været en god tur, og nu sviner vi hele plejehjemmet til med jord fra min bedstemors kørestol. Min onkel fejer, men det kan ikke betale sig, for der bliver jo ved med at være jord på den kørestol!

Jeg giver mig til at lede efter min bedstemors fine hvide hat. Den kan jeg nemlig så godt lide! ”Den er her ikke, du kan lige så godt lade være!” siger min bedstemors mand. Men jeg insisterer. Den må være her et sted.

Jeg åbner skabene og stiller mig på tæer for at se, om den skulle gemme sig på en af de øverste hylder. ”Prøv skufferne” foreslår min mor. ”Der er ingenting i skufferne!” siger min bedstemors mand. Jeg åbner skufferne og finder mange spændende ting, men ingen hat. ”Hvad med det lille møbel derovre” foreslår min mor, der ikke kan lade være med at finde situationen en anelse komisk. ”Der er ingenting derinde”, siger min bedstemors mand.

Jeg kigger i det lille møbel, men der er ingen hat. Jeg kigger under sengen. Ingen hat. Nu åbner jeg skabene igen og kigger også oven på dem. ”Der er ingenting, vi har ingenting, den er her ikke, du kan godt stoppe!” siger min bedstemors mand, nu næsten aggressivt. ”Jamen Aage,” siger jeg, da jeg har sat mig ned over for ham, ”den var her da sidst, jeg var her. Den kan da ikke bare forsvinde. Ting forsvinder da ikke bare ud i det blå!”

Han kigger mig alvorligt i øjnene: ”Jo!” Min bedstemor begynder at fnise et lydløst fnis. Hun sidder i sin kørestol og kigger indforstået på min mor, mens hendes hele krop ryster af latter. Min mor griner.

Jeg griner. Min onkel griner. Vi griner, så tårerne triller, og så vi får ondt i maven. Og det føles godt!

I dette nummer af Informanten stiller vi skarpt på humor. Det er der mange, der har noget at sige om, og vi kan derfor præsentere en stor temasektion om humor.

Jeg vil lade artiklerne tale for sig selv, for humor er og kan en masse ting, som ovenstående historie måske også viser. Kære læser, smæk benene op og nyd læsningen.

Og bliv ikke overrasket, hvis du ind imellem får lyst til at slå en skoggerlatter op!

- Rikke Bech-Pedersen

leder+indhold.indd 2

TEMA: HUMOR

Redaktion

Mark Nikolajsen Skribent, layouter

Line Lundorff Layouter, korrektur Morten Thaysen Laurberg Skribent Cecil Marie Schou Pallesen Skribent Tobias ”Bille” Bojesen Skribent, fotograf Siff Monrad Langkilde Skribent, korrektur Thomas Christian Mikkelsen Tegner Matilde Lykke Skribent, layouter

Charlotte Ærø Heikendorf Skribent, layouter

Siri Mørch Pedersen Layouter, korrektur Sidsel Baggesgaard Seeberg Tegner Mie Lynggaard Nielsen Layouter, korrektur Søren Buskov Poulsen Skribent Lea Bonde Christensen Skribent, layouter Kasper Jelsbech Knudsen Korrektur Tina Kaia Stokvad Brix Skribent, korrektur Ane Bonde Rolsted Skribent Cathrine Hørdum Korrektur Ulla Stilling Pedersen Layouter Rikke Bech-Pedersen Ansvarshavende redaktør, skribent, layouter

10-11-2008 18:38:04

Indhold

TEMA: HUMOR

3

TEMA: HUMOR

LIMINALT

s. 4

At kategorisere humor Ane Bonde Rolsted

s. 31

Side 9 vild

s. 6

Humor uden alvor er ligegyldig...

Janni og Louise

s. 32

Indisk distinktion Cecil Marie Schou Pallesen

s. 8

Humor i børnehøjde Matilde Lykke

s. 34

There is this guy called Benedict Anderson...

Cecil Marie Schou Pallesen

s. 10

Det legende kaos Mark Nikolajsen

s. 35

Ud af æggeskallen Tina Kaia Stokvad Brix og Siff Monrad Langkilde

s. 11

De små voksne holder humøret højt Charlotte Ærø Heikendorf

s. 36

Gør noget du ikke har lyst til: Min oplevelse i en latterklub Lea Bonde Christensen

s. 12

Politisk humor i Burma er dødsens farlig Mikael Gravers

s. 38

Antropologer i job: Blandt blå uniformer Line Grønfeldt

s. 14

Interview: Til kamp med røde næser Rikke Bech-Pedersen

s. 40

Antropologer i job: Gå på feltarbejde i dit job Rune Kier Nielsen

s. 18

Dræbersneglen skaber nationalt fællesskab Iben og Margrethe

METODEØVELSE

s. 20

Grinet på gravens rand Esben Rasmussen

s. 42

Et ben til jorden Rikke Bech-Pedersen

s. 21

Et godt grin: 3 hastighed svinge pult fan

s. 22

Hvor er humoren i Muhammedtegningerne?

Carsten Theede

s. 42

Hanekamp i Filippinerne Tobias ”Bille” Bojesen

s. 23

Riv ud og læs: Krig og Fred i Kardemommeby Poul Pedersen

s. 44

Hunden er menneskets bedste mad Matilde Lykke

s. 46

Danmarks billigste hjørne Mette Lind Kusk og Stinne Nørgaard Otte

s. 46

Mig og metodeøvelsen Søren Buskov Poulsen

MOESEN

d leder+indhold.indd 1

s. 48

Mosebryg: En varm velkomst Lars Kjærholm

s. 50

Hvad neger kan man ønske sig?

Morten Thaysen Laurberg

s. 51

Kulaplakat

s. 52

Annonce fra Den Etnografiske Studiesamling

Informanten: Afdelingen for Antropologi og Etnografis studieblad Trykkeri: Fælles Trykkeriet for Sundhedsvidenskab og Humaniora Oplag: 350 eksemplarer

d 11-11-2008 21:51:23

4

HUMOR

At kategorisere humor Af: Ane Bonde Rolsted Kontekst: Jeg er antropologistuderende. Jeg er lærerbarn, men begge mine forældre har skiftet job. Jeg er lillesøster. Jeg bor i et hus med ni andre, fordelt i to kollektiver. Én fra hvert kollektiv har brækket benet. Mit hus ligger tæt på Super Best’s parkeringsplads. Hver morgen fejer en fejemaskine p-pladsen. Det gør den fra klokken 06.00 til klokken 07.00. Jeg har en veninde, der hedder Cecil. Det ved min far. Jeg har også en veninde, der hedder Hanne. Det ved min far også godt, men det har ikke noget med sagen at gøre.

Forbehold: Humorkategorierne gælder kun dette partikulære eksempel: Anes dagligdag.

Andre ser det måske anderledes. Kategorierne overlapper. Der er flere kategorier end dem, jeg har listet. Jeg kunne ikke skrive alle ned, for da jeg startede, fandt jeg ud af, at mit liv er sjovt.

giver det overskriften ironi. Fordi det er humoristisk distancering til noget, der på jysk hedder ”træls”. Louise er fynbo.

Om det har noget med hendes brug af ironisk distance at gøre, ved jeg ikke.

”

Vi kan alle grine…

Nu har vi alle tre et fællesskab.

Kategori: Selvironi

Eksempel: Louise siger ”Hvor er jeg sjov”. Hun smiler stadig ikke.

Effekt: Louise ved godt, at det, hun sagde, ikke var sjovt. Hun ved også, at det er humor alligevel.

Louise distancerer sig ikke kun til den trælse fejemaskine. Hun distancerer sig til sig selv.

Derfor synes jeg, at Louise sjov.

Effekten er, at min far griner, fordi han selv er sjov. Far-humor gør min far glad.

Kategori: Lærer-humor

Eksempel: Minder om far-humor. En lærer kunne have sagt: ”Er du stadig veninde med Cecil eller er hun blevet skoddet?”

Effekt: En lærer-joke hører du altid minimum to gange. En lærer synes, at du er dummere end ham. En lærer synes også, han selv er sjov.

Hvis ikke jeg griner, tror han ikke, at jeg forstod joken og fortæller den igen. Hvis jeg griner, fortæller han joken igen. Den var jo sjov.

Effekten er, at min lærer griner, fordi han selv er sjov. Lærer-humor gør min lærer glad.

Kategori: Deja-vu eller ’Lærerbarnets lod’

Eksempel: Min far, der er uddannet lærer, siger: ”Er du stadig veninde med Cecil eller er hun blevet skoddet?”

Effekt: En far-lærer-joke hører du altid minimum tre gange. Min lærer-far synes selv, han er sjov. Han synes også, at jeg er dummere end ham.

Hvis jeg ikke griner, tror han ikke, at jeg

Steen og Stoffer folder sig ud i humorgenren ‘galgenhumor’ Kategori: Ironi

Eksempel: Dagen er startet i kollektivet.

Bofælle-Louise vil gerne sove længe.

Længe er til kl. 10.00. Fejemaskinen har vækket Louise kl. 06.15. Louise siger ”Godt vi sov længe!” Louise smiler ikke.

Effekt: Louise lyver. ”At sove længe” er til kl. 10.00. Louise mener: ”Godmorgen.

Dumme fejemaskine. Jeg kan ikke sove længere. Hvorfor er du så tidligt oppe?”

Ingen af os griner. Er dette sjovt? Jeg

humorkategorier.indd 2

Kategori: Far-humor

Eksempel: Min far siger: ”Er du stadig veninde med Cecil eller er hun blevet skoddet?”

Effekt: En far-joke hører du altid minimum to gange. Min far synes selv, han er sjov. Hvis ikke jeg griner, tror han ikke, at jeg hørte joken og fortæller den igen. Hvis jeg griner, fortæller han joken igen. Den var jo sjov.

hørte joken og fortæller den igen. Hvis jeg griner, fortæller han joken igen. Den var jo sjov. Hvis jeg ikke griner anden gang, tror han ikke, jeg forstod den og fortæller den igen. Hvis jeg griner, fortæller han den igen. Vi har det jo lige så sjovt.

Effekten er, at min lærer-far griner, fordi han selv er sjov. Far-lærer-humor gør min far ekstra glad, fordi han er sjov mange gange.

09-11-2008 10:45:55

HUMOR

5

Mon det kræver en lillesøster/-bror at praktisere søskendehumor?

Kategori: Galgenhumor

Eksempel: Bofælle-Rasmus har brækket benet. Det har bofælle-Marianne også.

Marianne spørger Rasmus, om de skal løbe om kap.

Effekt: Rasmus kan ikke løbe. Det kan Marianne heller ikke. Men kun fordi de har brækket et ben hver. Det er træls. Det gør også ondt.

Derfor er det ikke bare ironi. Når det også gør ondt fysisk eller psykisk, er det galgenhumor.

Kategori: Intern

Eksempel: Jeg går en tur sammen med Hanne. Vi ser en due. Den er stor. I hvert fald i forhold til en solsort. Hanne siger ”PIIIIIIP!” Effekt: Jeg ved godt, hvorfor Hanne siger ”PIIIIIIP!”. Det ved Hanne også, men du (læser) ved det ikke. Derfor er det internt mellem mig og Hanne, og sjovt for os.

Vi ved godt, at vi er veninder.

Men når Hanne siger ”PIIIIIIP!” og ingen andre forstår, så ved vi det lidt mere.

Kategori: Vitser

Eksempel: Bofælle-Louise, Hanne og jeg sidder i køkkenet. Hanne siger: ”Alle børnene så ned i blenderen, undtagen Bob, han så op!”

humorkategorier.indd 3

Effekt: Det rimer. Vi synes, rim er sjove.

Vi synes også, det er sjovt, at Bob er i en blender. Vi kan alle grine. Louise behøver ikke at være veninde med Hanne for at synes, det er sjovt.

Nu har vi alle tre et fællesskab.

Kategori: Vitser vers 2.0

Eksempel: Bofælle-Louise, Hanne og jeg sidder i køkkenet. Hanne siger: ”Alle børnene så ned i blenderen, undtagen Bob, han så op!” Louise tilføjer: ”...Så gik der et sekund, så kørte han rundt!”

”

Vi griner, fordi det ikke giver nogen mening.

Effekt: Vi griner mere. Det er stadig sjovt, både rimet og dét med Bob, selvom det egentlig ikke er sjovt, hvis han rigtigt var i blenderen. Nu har vi mere sammen. Hvis ikke vi havde grinet nogle af gangene, kunne jeg have kaldt det ”tør humor”.

Kategori: Sort

Eksempel: Louise, Hanne og jeg sidder stadig i køkkenet. Jeg siger ”Alle børnene skrev digte, undtagen Kaj, han kunne ikke rime!”

Effekt: Vi griner igen. Vi griner, fordi det ikke giver nogen mening. Også fordi det er en forkert ”alle børnene”-vits. Og fordi digte ikke behøver at rime. Men vi griner mest, fordi det ikke giver nogen mening.

Det med Kaj og digte og rim. Det er ikke det bedste eksempel på sort humor. Men sort er, når noget ikke giver mening.

Kategori: Søskendehumor/På andres bekostning

Eksempel: Min søster ringer. Hun har sendt et brev til min far. Der står ”dine ører er store hilsen ane”. Min søster griner.

Effekt: Min far bliver fornærmet, når han ser brevet. Min far vil tro, at det er fra mig.

Min søster griner af, at min far bliver sur på mig uden grund. Min søster gør sig sjov på min bekostning. Det er en humor som mange søskende bruger. Men mest overfor hinanden. Jeg griner også lidt. For jeg ved godt, at min far kan genkende min søsters håndskrift. d

09-11-2008 10:47:46

6

TEMA: HUMOR

Humor uden alvor er ligegyldig... ...og alvor uden humor er ikke til at holde ud Af: Janni Nielsen og Louise Siedentopp Christesen, 7. semester ...En muldvarpehånddukke kommer til syne i dørens øverste vindue. Der lyder lette bank, og ind kommer muldvarpen og den farverige hospitalsklovn. I sengen, langt nede under dynen, ligger en mut lille dreng med gips på armen. Med slukkede øjne følger han hospitalsklovnens aktivitet med skjult opmærksomhed.

Hospitalsklovnen tager en stor rød ballon frem og begynder at pumpe den op, indtil ballonen pludselig springer af pumpen og farer vildt rundt i rummet. Lyden fra pumpen og klovnens aktive mundbevægelser bryder stilheden på stuen. I den lille drengs øjne, der aktivt følger ballonens færd i rummet, kan skimtes liv.

Hospitalsklovnen pumper endnu en ballon op, der forvandles til et stort rødt ballonsværd. Drengen tager sin raske hånd op fra dynen og tager langsomt imod det røde ballonsværd. Hospitalsklovnen puster en masse sæbebobler op i luften, som drengen fanger med sværdet. Da sæbeboblerne er forduftet fra stuen, finder hospitalsklovnen et lille dartspil frem...

Inden ovenstående oplevelse med hospitalsklovnen var den lille dreng meget berørt af mødet med det uvante hospitalsmiljø.

Drengen var meget trist og havde ikke lyst til hverken at spise, drikke eller forlade sin seng. Som ovenstående beskrivelse viser, skete der under den lille drengs møde med hospitalsklovnen Pablo alias Axel Bang en tydelig forandring i drengen humør og gå-på-mod. Vi fandt ham en halv time senere lege inde i legestuen med sin mor og de andre børn.

Hospitalsklovnen Pablo hjælper patienterne med at se deres hospitalsophold fra en ny vinkel.

Kan man tage klovne seriøst?

Og noget må hospitalsklovnene kunne, for det viser sig at patienter kommer hurtigere gennem behandlingen, at medicindoser nedsættes, og at personalet har færre sygedage

anden udgave.indd 2

Umiddelbart forbindes et hospitals alvorlige og sygdomsfokuserede miljø ikke med en klovns useriøse univers, men klovne på et hospital er ikke som klovne i et cirkus. Hospitalsklovne har ikke et indstuderet nummer klar, men tager derimod udgangspunkt i nuet og tilpasser sin optræden efter de givne rammer, der skifter fra patient til patient. Hospitalsklovnen er opmærksom på den energi, der er og på det samspil, der kan opstå mellem klovnen og barnet. ”Hvor klovnen er, er der et magisk rum”, som Marianne Leer alias Filop selv har formuleret det. Det drejer sig for hende som hospitalsklovn om at flytte fokus fra det syge menneske til at se patienten som en person med almenmenneskelige behov – møde mennesket, hvor det er. Ved at tage udgangspunkt i og tilpasse sin optræden efter den enkelte patients behov og ved at skabe et rum, hvor frustration og humor kan fungere sammen, tilfører hospitalsklovnene sundheds-

09-11-2008 15:22:43

TEMA: HUMOR

systemet en alternativ måde at praktisere sundhedsfremme på.

Og noget må hospitalsklovnene kunne, for det viser sig at patienter kommer hurtigere gennem behandlingen, at medicindoser nedsættes, og at personalet har færre sygedage (Henriksen og Mikkelsen i Kristeligt Dagblad 2006).

...en hospitalsklovns mål er at sætte sygdommen i baggrunden og gøre opholdet på sygehuset nemmere at komme igennem for patienten.

Hospitalsklovnen i aktion

Hvor det er hospitalspersonalets opgave, at patienten bliver rask, og sygdommen derfor er i fokus, er det hospitalsklovnens opgave at give patienterne et pusterum i en ellers alvorlig dagligdag. Ved hospitalsklovnens tilstedeværelse tillades en humoristisk tilgang til de ellers alvorlige omstændigheder på stuerne.

Marianne Leer har som hospitalsklovn oplevet en situation, hvor en patient skal op at gå efter at have fået fjernet sin blindtarm. Personalet har flere gange opfordret ham til at prøve at gå nogle meter, men han har hver gang nægtet. Personalet har ofte gavn af hospitalsklovnene i deres arbejde og i dette tilfælde beder de Filop gøre et forsøg. Hun beslutter sig for at spørge drengen, om ikke han vil med ud at fiske. Drengen viser Filop interesse og spørger ind til, hvad hun mener – de er jo på et hospital? Filop mener naturligvis, at de to sammen skal gå ned til det store akvarium, der står nogle meter nede ad gangen. Filop giver drengen en pind, der i legen er en fiskestang, og drengen tager imod den og tumler roligt ud af sengen. Langsomt bevæger de sig sammen ned mod akvariet, og gåturen har fået et andet og sjovere formål.

Det lykkes Filop at få drengen ud af sengen, fordi hun er en hospitalsklovn, der gerne vil lege og derfor ikke har nogle bagtanker med sin henvendelse til ham. Filop beder i stedet drengen om at lege med hende - ikke om at spise en pille eller på anden måde konfrontere ham med sin sygdom. Fokus flyttes væk fra drengens smerter.

En alternativ form for behandling

Børneafdelinger bliver til en magisk verden, hvor alt kan ske.

Pablos sværd er ikke bare en ballon, og Filops fiskestang er ikke bare en pind. Marianne Leer synes selv, at det er interessant, hvordan hospitalsklovne ændrer rummet. Hendes fornemmelse

anden udgave.indd 1

7

er, at andre aktører, som fx hospitalets portører også går derfra med en eller anden magi, som hun selv gør, når legen på stuen er slut.

En af metoderne som hospitalsklovnen bruger i sit arbejde er spejling. Ved at tage udgangspunkt i den enkelte patient og tilpasse sin adfærd derefter, bliver klovnen ikke et usikkert element. Tværtimod vil patienten få en fornemmelse af at have kontrol over situationen og føle sig tryg ved klovnens tilstedeværelse. Klovnen reagerer og forholder sig til alle de følelser, der er i rummet. Klovnen spejler det, der sker, så følelserne i rummet bliver legale. Ved at spejle fx et usikkert barns udstråling, kommunikerer klovnen, at den er på barnets side og kun gør noget, som barnet vil synes om – for en hospitalklovns mål er at sætte sygdommen i baggrund og gøre opholdet på sygehuset nemmere at komme igennem for patienten.

Det kan ske, at et barn eller en forælder ikke bryder sig om hospitalsklovnens tilstedeværelse. Måske synes de, at deres barns sygdom er for alvorlig til at kunne glemmes, og har derfor svært ved at håndtere latter og leg. I så fald trækker hospitalsklovnen sig tilbage. Det er op til patienten, om hospitalsklovnen skal være til stede eller ej.

Hospitalsklovne befinder sig i en gråzone mellem den alternative og den professionelle sektor. På grund af manglende dokumentation er klovnene ikke accepteret af alle i hospitalsverdenen, men er alligevel et populært fænomen. Odense Universitetshospital har afsluttet en undersøgelse af hospitalsklovnenes effekt, men har haft svært ved at bevise, hvad det er, klovnene formår at bidrage med, udover at frembringe latter, der har en dokumenteret effekt. d

Fakta

Stadigt flere hospitalsklovne bliver tilknyttet de danske sygehuse. Klovnene støttes af sponsorer og fonde, men der er forhåbninger om, at de i fremtiden vil kunne finansieres af hospitalerne selv. Vi har tidligere på studiet stiftet bekendtskab med hospitalsklovnene i forbindelse med formidlingskurset, og ville med en film supplere den medicinske resultatorienterede forskning med en antropologisk vinkel. Med fokus på relationer og sociale processer søgte vi at dokumentere hospitalsklovnens sundhedsfremmende effekt via det visuelle medie, da effekten er svær at påvise via statistiske undersøgelser.

09-11-2008 15:22:27

8

TEMA: HUMOR

Humor i børnehøjde Børns udtalelser kan få os til at sprutte af grin – men hvorfor?

Af: Matilde Lykke, 3. semester Med let rystende krop kigger jeg op fra ”Ud & Se - med DSB” og ser, at jeg stadig befinder mig i et tog. Et magisk interview, hvor en flok børn på seks til otte år konfronteres med et udpluk af livets store spørgsmål, har midlertidigt trukket mig ind i et andet univers: Interviewer: ”Hvad laver dronningen?” Ingrid: ”Hun sidder bare og skriver autografer hele dagen og breve til prinsen. Men hun har ikke noget efternavn.

Måske er det, fordi der så ikke er nogen, der kan sige ’hende Margrethe Jensen, hende kidnapper vi lige” (Ud & Se, juli 2008) Jeg kan ikke holder latteren tilbage. Men da jeg spørger mig selv hvorfor, tøver jeg et øjeblik. Hvorfor er det sjovt? Jeg beslutter mig for at undersøge sagen nærmere og med dette mål for øje og næse, går jeg på jagt efter fæ og folk, der kan kaste lys over denne form for humor.

Som med et trylleslag ser jeg overalt folk, der griner af børn.

Uskyldige historier fra min venindes vuggestue giver mit middagsselskab rødvin galt i halsen. På familiens sommerferie underholder min mor med anekdoter omhandlende min søster og jeg og vores finurlige påfund som små. Og på en tilfældig cafe i Aalborg er der på menukortet drysset en god portion sjove børne-citater ud. Under drikkelsen står der for eksempel: ”De kongelige drikker ikke sodavand! For har man måske nogensinde set Christian d. 4. drikke en cola?!! Frederik 8 år” (cafe Ib Rene Kairo, Aalborg)

Vi griner fordi…

De fleste, jeg spørger, har et bud på, hvorfor børns udtalelser kan få dem til at grine: ”Det er så umiddelbart”, siger flertallet, ”for børn siger det, der lige falder dem ind”.

Det, der falder børn ind, er tit noget andet end det, der falder voksne ind. Måske fordi det system af viden, som vi lærer i skolen, på arbejdet, i fjernsynet, i avisen og i livet generelt, kun lige er begyndt at tage form for børn. Når man ikke har fået kortlagt en særlig stor del af det enorme informationsnet, som vores sam-

Hvis jeg kunne bestemme over mine forældre, ville jeg gå senere i seng senere end halv ni, måske tre minutter over halv ni (Olivia, Ud&Se, juli 2008).

første udgave.indd 2

fund er bygget op omkring, kan viden let blive blandet sammen på en måde, som aldrig ville falde os ’trænede’ ind. Vi forventer ikke, at der bliver bragt kidnapning ind i billedet, når man skal argumentere for, hvorfor dronning Margrethe ikke har noget efternavn. - Hvor kom DET fra? Overraskelsesmomentet er noget af det, der får os til at grine.

Når børn blander kategorier og emner sammen, hopper de ofte i rum og tid. Som vi gør, når vi drømmer. Og som Frederik på otte overbevisende gør, når han skal forklare, hvorfor de kongelige ikke drikker sodavand. Det hænger måske sammen med, at børns virkelighedsopfattelse er mere elastisk. Kroppens springende logik bliver ikke undertrykt af en tillært videnskabelig logik. Med en intellektuel kausal årsagsforklaring, er risikoen for kidnapning en ubetydelig faktor, som ikke kan være årsag til, at Dronningen ikke har noget efternavn. Der skal mere til. Og bare fordi Christian d. 4. rigtig nok ikke drak cola, kan vi i en videnskabelig kontekst ikke konkludere, at alle kongelige derfor ikke drikker sodavand. Her er børn mere fleksible og associerende i deres forklaringsmodeller.

Samtidig er børn sjove, fordi de ikke ved, de er sjove. Det er en vigtig faktor. Min søster leverede et godt eksempel, da hun som fireårig var med på høflig visit hos mine forældres bekendte.

Min søster var i den situation, at hendes livret – jordbær med mælk – blev serveret for hende, og da hun midt i første portion til sin rædsel opdagede, at skålen med jordbær var på vej ud i køkkenet, råbte hun, så mælk og jordbær stod i en sky omkring munden på hende: ”Damen går med jordbærrene! Se mor!”, hvorefter hun med vidtåbne øjne kiggede oprigtigt på min mor og alvorligt spurgte:” Skal vi så ikke have flere?”. Det er historien underordnet, om der rent faktisk var flere jordbær på vej. Pointen er, at alle de tilstedeværende blev enormt overraskede over min søsters udtalelse og brød ud i grin. - Hvorfor gjorde de det? Hvis hun havde været 16 år havde situationen sandsynligvis været en anden. Så havde hun været uopdragen, fordi hun ikke ’ventede pænt’. Men fordi min søster var så lille og ’ikke vidste bedre’, var det sjovt!

Ved at grine ad det unormale, det mærkelige, det omvendte, bekræfter vi over for os selv og hinanden, hvad det ’normale’ er

09-11-2008 15:14:38

TEMA: HUMOR

9

Åh hvor er jeg Sulten! Hullet i min mave bliver større og større. Det er så stort, at jeg tror, jeg er på slankekur!

(Anonym)

Den skæve vinkel

Der er stor enighed om, at børns udtalelser kan være sjove.

Spørgsmålet er, om der kan være mere end underfundig underholdning på spil, når vi griner ad dem? Her fra min computerskærm ser det ud som om, at det, vi tager for givet - vores ’common sense’-opfattelse af verden - både bliver bekræftet og udfordret, når vi griner af børns udtalelser.

Vi bekræfter vores eksisterende opfattelse af det ’normale’, når vi griner ad min søsters udtalelse. Vi fortæller indirekte hinanden, at det er okay at sige sådan, når man er lille, men når man bliver større, er det uopdragent at bryde med norm og etikette. Ved at grine ad det unormale, det mærkelige, det omvendte, bekræfter vi over for os selv og hinanden, hvad det ’normale’ er. Vi griner og siger ”haha.. vi ved jo godt, at man i virkeligheden skal opføre sig på en anden måde!”.

Eller – og det kunne man håbe – bekræfter vi ikke kun det ’normale’, men får også stillet spørgsmålstegn ved det, og får dermed udfordret og udforsket vores egen horisont. Barnets perspektiv bidrager måske til, at vi ser os selv i et nyt lys. Det vil sige, at når vi griner, griner vi ikke kun af barnet, men også ad os selv. For hvad er det, vi bilder os selv ind, at vi ved? At vi kender sandheden? Barnets skæve vinkel giver os en mulighed for at se, hvordan verden ser ud, inden man bliver fuldblodsmedlem af en kultur og et verdenssyn. Og det er nok meget sundt. d

Det må være lidt besværligt at være voksen, for så har man altid travlt. Men jeg glæder mig til at få et barn, for så skal jeg på barsel (Sofie, Ud&Se, juli 2008)

første udgave.indd 1

09-11-2008 15:14:53

10

TEMA: HUMOR

De små voksne holder humøret højt Af: Charlotte Ærø Heikendorf, 1. semester

En hel måned uden mad i dagstimerne; som teenager er ramadanen en kæmpe mulighed for at vise sig som voksen og dydig muslim på trods af alderens kompleksitet. Tre muslimske piger veksler mellem barnlighed og fjollerier med veninderne og den overbærende og fastende vokseniscenesættelse. Det kræver også sin lille kvinde at komme igennem en måneds faste, hvorfor selv almindelige hverdage skal gøres lidt ekstraordinære, så humøret kan holdes højt. De skal nok vise verden, at de kan – og så er der jo eid-fest lige om hjørnet.

De spæner op ad bakken mod Gellerups boligblokke, de tre piger, med hår og tørklæder hængende efter sig i vinden.

Tidligere trætte øjne og ben er kommet til live igen, og det er dagens allersidste energi, der er sat ind for at kunne komme hurtigst muligt hjem til det længeventede måltid.

Fastende piger er også bare piger På det tredje og fjerde bagerste sæde i venstre side af bussen med rutenummer atten, sidder de tre piger. Den ene, med tørklædet holdt på plads af knappenåle med hjerter, retter på Dolce Gabbana trøjen, sætter fingeren mod ruden og fniser højlydt: ”Ej, se lige ham der!”. ”Og ham der med pandebåndet, han ligner en pige, der går i min klasse!”, istemmer en anden af pigerne fnisende. Hun har klare lyseblå øjne og stramme jeans. Under den sidste piges lange mørke hår viser en række af sølvskinnende ørestikker sig, da pigerne højlydt griner i kor. En mand tre sæder længere fremme vender sig, tydeligt irriteret over udbruddet. Pigerne ser ingenting, de fortsætter med at kigge ud af vinduet, pege og fnise. Én tager sin mobil frem og skriver hurtigt en besked, inden hun igen deltager i samtalen med nyt sladder om nogen, som har sagt noget til nogen. Latteren ruller endnu en gang fra teenagepigernes lille, lukkede kreds, samtidig med at melodier blæser ud af deres mobiltelefoner krydret med højlydte kommentarer om de fodgængere, bussen passerer. Pigen med de klare blå øjne trykker på den

Det legende Kaos - noget med børn.indd 2

røde stopknap, mens hun griner. Hun hanker op i de stramme jeans og begiver sig med veninderne i hånden storfnisende ud af bussen på vej mod venindehygge og bowling.

På med den voksne ro og de gode råd

”Her, Russy, tag en af de gule, de er meget bedre, de er slet ikke så tunge.” Gode råd bliver med kugler og smil givet videre og taget imod af tøvende teenagehænder, inden de sender den gule kugle af sted mod keglerne for enden af banen. Denne tirsdag aften er bowlinghallen kun besøgt af piger og drenge i moderigtige jeans og lyserøde joggingbukser med øjne printet bagpå. ”Jeg er altså ikke så god til det der med at bowle”, lyder undskyldningen, som de to andre piger helt fejer til side.

Det betyder ingenting, vi skal bare have det sjovt, synes de nonverbalt at trøste hende med. Generte blikke modtages af smil og opmuntringer.

En strike fører til hoppen og dansen omkring på banen, indtil næste svedige og grinende pige får mulighed for at skyde, og de to andre sætter sig på bænken for at diskutere, hvor grimme bowlingsko egentlig er. I hele hallen hænger lugten af pommes frites tungt i luften, og en midaldrende mand guffer ivrigt på sine friturestegte kartofler, mens han holder øje med pigernes spil.

Timen er ved at nå sin ende, pigerne hepper og sammenligner point. Bare man ikke er den, der taber det hele, så går det nok.

En ny, men forsigtig uro er begyndt at brede sig i gruppen: ”Er det ikke kvart over, vi må spise, eller er det ti over syv?” Alle tre skifter lynhurtigt til egne sko og går med armene om hinanden, pjattende og fnisende ned mod bussen.

Glæden til de store, fælles festligheder

Med panden op mod busruden glider byen forbi hende i aften-

10-11-2008 19:21:32

TEMA: HUMOR

lyset. Veninderne sidder i bussens anden side og snakker om festdagene. Ingen af dem har fået lagt planer endnu, selvom der kun er en uge til fasten slutter, men én ting er sikker: De skal helt bestemt lave noget. Om de skal mødes på Eid-festens første dag, har de ikke helt fundet ud af. De mener dog, at dagen nok bliver i familiens skød, men på andendagen dér skal de finde på noget. ”Jeg har faktisk stadig billetter til tivoliet liggende derhjemme, tror du ikke, de duer endnu?” Eller måske er der mere ved en shoppetur for de penge, pigerne får i gave fra familierne, når fasten

11

slutter. Der tændes glød i de trætte øjne ved snakken om Eidfesten. Det nytter ikke noget at sidde og falde hen i træthed og opbygget sult, det minder de jævnligt hinanden om og har dagligt flere aftaler med venner og veninder. Alle tre piger har deltaget i ramadanen i flere år og ved godt, at træthed, hovedpine og sult er en obligatorisk del af dette forsøg på at manifestere sig som voksen – så det gælder om at holde sig i gang. Det kække smil kommer på, da de tre piger hopper af bussen og sammen styrter op ad bakken, hjemad. d

Det legende kaos Af: Mark Nikolajsen, 5. semester, supplering Ifølge Israel Knox er humorens natur sammenlignelig med det kaos og den spontanitet, der er kendetegnende for børns leg. Det bliver med humoren et givende kaos, der kan give glæde til den monotone hverdags genkomst. Vores sans for humor er i vores natur, det kan ikke adskilles fra mennesket. For at forstå humoren kan man se på nogle af de kaosskabende virkemidler den bruger. Den udmærker sig i elementforskydningen, som eksemplificeres når Magritte vender bordet for at en mand kan drikke af et vinglas (i stedet for at manden løfter glasset), og i en Storm P. flue, hvor en kvinde står ved boghandleren og spørger: ’De har vel ikke en kriminalroman, der foregår i Gilleleje?’

Humoren er altså en aktiv fravælgelse af orden. Hvorfor? Nu har vi i så mange år forsøgt at skabe orden, og pludselig vælger vi kaos. Tomas Møllehave har engang skrevet et bidrag til bogen ’Ord på samvittigheden’ om ordet ’rod’. Her leverer han en god indledning til svaret: ”Det første rod, jeg husker at have forårsaget, var, da jeg besluttede at lægge alting fra mit barneværelse ud på gulvet. Jeg tror, at jeg udførte rodet med den tanke, at noget nyttigt og glædeligt ville dukke op – noget, der var savnet uden, at jeg huskede, hvad det var.” Tomas Møllehave giver ikke selv det direkte svar på, hvad han savnede.

Men hvis vi ser modsætningen til rod og kaos, orden, så er denne orden, ifølge Israel Knox, underlagt en grænse for, hvor opmærksomme, vi kan være på den. Den er underlagt en formindskende værdi i sit forhold til mennesket. Når orden bliver monoton, bliver vi samtidig ligeglade med den. Det legende kaos bliver i denne kontekst den frigørende kraft, der i øjeblikket løsriver os fra virkeligheden. Ordenen, der i sin gentagelse var blevet monoton, har nu i kraft af sin tilbagekomst genvundet sin værdi for mennesket. Det er vigtigt at forstå humoren, ikke som en nega-

Det legende Kaos - noget med børn.indd 3

tion, men som en ophøjelse af alvoren.

Det sker, fordi vi igennem humoren kan forholde os til emner, der ellers ville være svære at overkomme som mennesker.

Hvad overgår os da i det spontane øjeblik, hvor smilet breder sig hen over vores ansigt og måske endda bliver til en latter?

Leg for legens skyld

Hvornår opstår dette legende kaos? Her skal spontanitet være vores nøgleord. Det er i kraft af spontaniteten, at legen bliver helhjertet. Det skal være leg for legens skyld. Hvis vi fjerner spontaniteten i legen, planlægger den, øver os i den, bliver den konkurrence og er dermed ikke leg mere.

Spontaniteten er betingelsen for legen, som den er for humoren. Hvis vi planlægger humoren mister den, som legen, sit særegne træk og dermed muligheden for kaos. Hvad overgår os da i det spontane øjeblik, hvor smilet breder sig hen over vores ansigt og måske endda bliver til en latter? For at se svare på dette spørgsmål kan vi rette vort blik på Storm P.'s fluer.

Der er nemlig noget elementært og eksistentielt i fluerne. Humoren har evnen til at udtrykke den etiske fordring, hurtigt, og med et skævt smil. Det er det, Storm P. gør, når han i en flue lader en mand sige: ”Man er kun et menneske” hvortil den anden herre spørger: ”Synes de ikke, det kan være rigeligt?” I citatets første linje skinner det opgivende element igennem, opgivende fordi konstateringen om kun

at være et menneske viser, at man har opgivet håbet om, at man som individ kan stille noget op overfor systemet. Den anden herre, den spørgende, har fat i det vigtige. Vi er som mennesker i stand til at tro, håbe og skabe muligheder for os selv.

Med Kierkegaards vinkel bliver dette til den etiske fordring, der kommer til udtryk i dét, at mennesket er sat i verden for at leve. Møllehaves pointe er, at vi har glemt at være, vi har glemt, hvordan vi eksisterer: ”Det kan ikke være meningen, at vi lever for at arbejde, hvis meningen med arbejdet var, at vi skulle få mulighed for at leve.”

Hvad bruger vi overhovedet livet til? Det er det ultimativt afgørende, at vi forholder os til, hvad vi bruger livet til. Det man kunne kalde den typisk danske resignation, er fanget i en flue, hvor denne udveksling af ord finder sted: ”Nå, gik det så, som De havde ventet?” ”Nej, men det havde jeg nu heller ikke ventet.”

Det er den forkerte måde at være og tænke på, og alligevel gør vi det hele tiden.

Tænk, hvor trist ikke engang at turde forvente, at det går, som man forventer. Vi må i stedet lære at glæde os over vanskelighederne. Lære at le af livets udfordringer. Med den selverkendelse, som humoren kan tilbyde, kan vi le af alvoren og samtidig tage optimismen alvorligt. d

“Pokkers så egoistisk verden er. Alle tænker kun på sig selv. Det er bare mig, som tænker på mig” Storm P.

10-11-2008 19:25:50

12

TEMA:HUMOR

Politisk humor i Burma er dødsens farlig Af: U Maung Wa * Par Par Lay (komiker): ”Jeg var i Indien til tandlæge i sidste uge.” ”Hvorfor går du ikke til tandlæge i Burma? ”, spurgte den indiske tandlæge. ”Fordi vi ikke må åbne munden i Burma!”

Par Par Lay er en af ’the Moustache Brothers’, som er en trup af 3 populære komikere fra Mandalay. Han og et af de andre medlemmer blev fængslet i 5 år for at krænke regimet under en forestilling hos den daværende oppositionsleder, Aung San Suu Kyi, i 1996. Her dansede truppen ’etniske danse’, og den sidste var generalernes dans: de sneg sig frygtsomme rund i dansen, tømte folks lommer, tog bestikkelse og proppede deres lommer med sedler. På en video fra begivenheden ses Suu Kyi grinende hjerteligt af sketchen, men to af komikerne røg i fængsel på generalernes ordrer, selvom truppen fik lov til at fortsætte med at spille for turister.

arbejder blandt andet for The Irrawaddy – et eksilmagasin, som er velinformeret om forholdene i Burma. (Se hans tegninger på www.irrawaddy.org.)

Satirens konsekvenser

Sommetider ignorerer generalerne dog komikere, som gør grin med den alt andet end morsomme militærjunta, der nu regerer på tyvende år. Så længe komikerne ikke direkte kritiserer konkrete forhold eller begivenheder, slipper de tilsyneladende.

Men landets mest kendte komiker, Maung Thura alias Zarganar, er i fængsel, fordi han kritiserede nødhjælpen efter cyklonen Nargis i udenlandske medier. Han var desuden i gang med sit eget hjælpearbejde for ofrene, hvilket kan have medvirket til fængslingen. Nu venter han på sin dom. Han har også tidligere været i fængsel for sin satire, men det specielle er, at nogle gange sker der intet, og nogle gange kommer politiet pludselig om natten. Retslig vilkårlighed er i sig selv en ondskabsfuld form for magt.

Mange tegninger, som gør grin med generalernes manglende medfølelse og indsats under cyklonen, er sluppet forbi censuren.

400 tegninger er nu udstillet i et galleri i Rangoon, den forhenværende hovedstad, men den mest kendte satiriske tegner befinder sig i Chiang Mai, Thailand: Harn Lay flygtede i 1988 og

Måske tror generalerne, at de trods alt må give folket lidt ’cirkus’, nu da brødet mangler?

politisk humor i burma.indd 2

Burmas generaler Than Shwe er diktator og specialist i psykologisk krigsførelse, og han ligner en, der er totalt renset for humor. Han siges at lide af en dyb frygt for at miste hovedet, og ligesom resten af generalerne har han en stor angstfølelse for folket og Vesten, som grænser til paranoia. Forleden, siger et rygte, kom de mest loyale blandt de ledende officerer med deres familier og takkede Than Shwe for hans forudseenhed i at flytte hovedstaden fra Rangoon 800 km nordpå til Naypyidaw, ”Royal City”, hvor han dyrker sin fascination af de enevældige konger. På grund af flytningen undgik familierne at blive ramt af cyklonen. Dette bekræfter Than Shwes evner til at bruge astrologi og udøve en slags afværgemagi kaldet yadana. Han har overnaturlige evner, og hvordan afmonterer man dem? Efter demonstrationerne sidste år sås flere hit ’n’ run aktioner - hurtigt frem på gaden og væk igen. I én af dem viste unge fra Wave Generation, som er en ny undergrundsorganisation af unge studerende, plakater af Than Shwe, hvor de havde trukket dametrusser nedover.

Intime beklædningsstykker gør nemlig ikke bare grin med den alvorlige general; berøring med beklædningsgenstanden bevirker ifølge gammel tradition, at kvindens naturlighed ’forurener’ og ødelægger hans overnaturlig magt.

11-11-2008 22:43:51

13

TEMA:HUMOR

Thee Lay Thee og Godzilla

I januar drog fem komikere på turne i Thailand og Malaysia; truppen Thee Lay Thee havde slået sig sammen med Godzilla, en populær burmesisk komiker. De optrådte iklædt traditionelle mandsdragter – blandt andet skørt (longgyi), og deres satire viste befolkningens tanker og udstillede generalernes frygt. I deres show lagde de hårdt ud: ”Vi er til et større møde mellem internationale statsmænd”, siger Godzilla: ””En amerikaner uden ben har besteget Mt. Everest”, fortæller den amerikanske præsident.

Straks svarer den russiske præsident: ”En russer uden arme har svømmet over Atlanten.”

De andre verdensledere var forbavsede over sådanne præstationer.

Men så siger den burmesiske udsending: ”I mit land har en mand uden hoved regeret i 20 år.””

Og tilhørerne jubler af grin.

Mange af vitserne fyrede de af sidste november til et åbent show i Rangoon – et af de første af slagsen i tyve år. De måtte dog underskrive et dokument, som sagde, at de ikke måtte komme med politiske vittigheder. Måske tror generalerne, at de trods alt må give folket lidt ’cirkus’, nu da brødet mangler? Efter forestillingen endte det dog alligevel med, at deres DVD blev forbudt af myndighederne.

I udlandet kan de nemmere slippe af sted med den skrappe satire. Derfor fortalte truppen under forestillingen, hvilke lande de skulle besøge, og sagde, at de ville slutte af i Moskva. Dette udløste stor jubel, da ’Moskva’ betyder fængsel i burmesisk satire De fem komikere danner en traditionel a-nyeint trup: en blanding af musik, dans og satirisk komedie, som altid har været meget populær i Burma. De fem siger, at målet er at lette folks lidelser og oplyse lederne på en humoristisk måde. De henviser til sådanne truppers historiske rolle, men af regimet anses de for fjender; ikke mindst fordi de har modtaget udenlandske udmærkelser.

Virkelighedens egne vittigheder

Det er dog ikke kun landets regime, de fortæller vittigheder om, de har også gjort nar af FN’s udsending i landet, Gambari, som i alle burmeseres øjne gør en ynkelig og naiv figur: ”Vi er til et møde mellem Gambari og informationsminister Kyaw Hsan: Gambari siger, at han godt ved, hvad Kyaw Hsan er ude på.

Ministeren siger for sig selv: Denne mand ved intet om Burma og peger på gulvet: ”Se, dollars, dollars!”

Hvorefter Gambari hurtigt bukker sig ned for at samle dem op og siger: ”I love dollars!”

Derefter sparker Kyaw Hsan Gambari i røven og siger: ”Dette her er Burma!””

Denne vits, siger komikerne, er en af deres favoritter, for den refererer til virkeligheden. Selv Aung San Suu Kyi gad ikke møde Gambari for nylig, hun svarede ikke på hans stabs klodsede

politisk humor i burma.indd 3

Thee Lay Thee og Godzilla henvendelse over havelågen ved hendes hus, hvor de brugte en megafon.

Sommetider er virkeligheden da også morsom i sig selv som nu denne udtalelse fra 2007 af politiets chef, General Khin Yi: ”The present situation of Myanmar and the fruits of peace and overall development … are incomparable to any eras throughout the country’s history”. Enten har han en fed humor – eller også skulle han straffes med 20 år i ’Moskva’.

Og husk: I Burma har TV kun to farver: grøn og safran gul [farverne på den militære beklædning, red.]. Det er en rigtig thøhø vits, hvis I kender udtrykket fra Niels Hausgaard. *(alias Mikael Gravers) PS. Hvis I vil støtte ytringsfrihed og satire, kan I tegn et abonnement på The Irrawaddy og evt. købe Harn Lays bog Defiant Humor for 35$.

...deres satire viste befolkningens tanker og udstillede generalernes frygt.

Om Mikael Gravers/U Maung Wa

Mikael Gravers er antropolog og lektor ved Institut for Antropologi og Etnografi på Århus Universitet. Hans specialeområde er Sydøstasien, og han var en af mediernes foretrukne Burma-eksperter under al virakken i Burma i første halvår af 2008. Han har blandt andet skrevet den internationalt anerkendte bog Nationalism As Political Paranoia in Burma fra 1999. U Maung Wa er et navn, han blev tildelt af en familie, han blev adopteret ind i under et feltarbejde. d

11-11-2008 22:44:52

14

TEMA: HUMOR

Interview:

Til kamp med røde næser Af: Rikke Bech-Pedersen, 3. semester En mandag morgen i starten af oktober cykler jeg til Østerbro i højt solskin. Her finder jeg AIDS-Fondets kontor og Bjørg Elvekjær, som er leder af Humor mod AIDS-kampagnen.

Hun har indvilliget i en snak om humors rolle i kampen mod en sygdom, der er alt andet end sjov.

Jeg står med vores kaffer i hånden, mens Bjørg kravler op på en stol og fra en øverste hylde fisker 5 store, sorte scrapbøger. Dem tager vi med ind til Bjørgs skrivebord og bladrer i. ”Jeg vil gerne vise dig lidt, om hvordan kampagnen har udviklet sig siden 2004, når du nu ikke har set os på gaden”.

Inden da har Bjørg spurgt mig, hvordan jeg kender til Humor mod Aids, og jeg må med skam bekende, at jeg frem for alt forbinder Humor mod Aids med det næstsidste afsnit af ”The Office”, hvor chefen, den stakkels, uduelige David Brent udtrykker sin fortørnelse over at være blevet fyret på selveste ”Red Nose Day. Day of laughter!”

Grumme tal

Det skal turen gennem scrapbøgerne ændre på, så ”Humor mod Aids” nu giver mig så vidtspændende associationer som pygmæer, hårbalsam, kanonkonger, skoreklamer, Den lille Havfrue og selvfølgelig den ukuelige røde næse. Uskyldige ting. Heroverfor står en uhyggelig indsigt i, hvor tragisk en sygdom aids er.

Det handler om at kunne se sine børnebørn i øjnene og sige, at vi gjorde, hvad vi kunne for at bekæmpe hiv og aids. Og det gør vi altså ikke i dag.

Jeg fornemmer, at jeg ikke er den første, der har sat mig over for Bjørg for at tale om humor. Hun fortæller, at det kan være svært at komme til at tale om det, det egentlig drejer sig om. En halv time inde i interviewet udbryder hun triumferende: ”Ha, jeg fik dig! Du kom her og troede, du skulle snakke om humor, men nu snakker vi alligevel om aids!” Jeg kigger på mine notater og opdager, at hun har ret. Bjørg har bombarderet mig med tal, og jeg har troskyldigt noteret. Jeg har spurgt nysgerrigt til, hvem der typisk har aids, og hun har forklaret mig, at smitteraten i Danmark stadig er særligt høj i de homoseksuelle miljøer, blandt folk, der har været ude at rejse, og hos herboende befolkningsgrupper fra højrisikolande. Man antager, at 5000 danskere er smittet med hiv.

Hun har også forklaret mig, at det forholder sig sådan med epidemier, at så længe smitteraten holder sig under 1 %, rammes fortrinsvis særligt udsatte grupper i befolkningen. Overstiger

til kamp med røde næser.indd 2

smitteraten 1 % spreder epidemien sig meget lettere – og hurtigere – til alle andre befolkningsgrupper. I Kenya, hvor Humor mod Aids støtter et projekt, er 7,4 % af befolkningen smittet, i andre lande i det sydlige Afrika er smitteraten helt oppe på 20 %.

Og med 33,2 millioner smittede på verdensplan er der stadig masser at kæmpe for: ”Vores pointe er, at man ved, hvad man kan gøre for at få tallet længere ned, men man gør det ikke. Tallene er gået op og op, siden aids blev opdaget i ’81. Det handler om at kunne se sine børnebørn i øjnene og sige, at vi gjorde, hvad vi kunne for at bekæmpe hiv og aids. Og det gør vi altså ikke i dag!” ”Da aids kom frem, var det noget, man døde af, og der var derfor meget fokus på det. I ’96 blev der lanceret en livsforlængende medicin, og så var aids pludselig ikke en dødelig sygdom mere. Men problemet med tilgængelighed af medicinen er ikke løst. For et par år siden var jeg nede og besøge et missionshospital ude i bushen i Zambia. På en tur ude i projektområdet tog vi en blaffer og hans cykel med på ladet af vores pick-up. Han var hivsmittet, og havde lånt en cykel af sin nabo for at køre de tredive kilometer hen til hospitalet for at hente sin livsforlængende medicin. Det var vel at mærke en mand, som var syg. Og hvis han ikke havde kunnet låne cyklen, så var han gået.”

Et ekstraordinært svar

Alle de gruopvækkende tal gør slet ikke så stort et indtryk på mig som denne historie. Med min Afrika-stereotyp på plads, forestiller jeg mig at skulle cykle eller i værste fald gå tredive kilometer i bagende sol og på bare tæer – svækket af en dødelig sygdom. Det er næsten ikke til at overskue. Bjørg sukker, at aids og fattigdom bare er en dårlig cocktail, og forklarer, hvorfor det hverken nytter at jage folk en skræk i livet med statistikker eller med konkrete historier: ”Det er stadig superkompliceret at bekæmpe aids. Der skal både forebyggelse, pleje og behandling til. Det er en spooky og tabubelagt sygdom: For det første kan man dø af den, for det andet er den forbundet med sex, som er noget meget privat, og så noget med homo-miljøer. For det tredje forbinder vi den med Afrika, som bare er helt håbløst på en eller anden måde. Det er altså noget, som vi synes er svært at overskue, det er frastødende og uhyggeligt og det er for meget, og der er det så, at vi kan bruge humoren og ligesom fange folk på det andet ben, dér hvor de har overskud. Humor mod Aids er et ekstraordinært svar på et ekstraordinært problem.” ”Vi tager aids alvorligt, det er en alvorlig sygdom, men det hjælper bare ikke at dynge folk til med de her tal; ”så og så mange smittede” og ”1 % er grænsen for, hvornår hiv spreder sig til den brede befolkning” osv. Eller billeder af hiv-smittede, hvor man fortæller folk, at alle de her er hiv-smittede, og han er død nu, hun er død nu osv.” ”Vi samarbejdede med nogle gode legekammerater fra reklamebranchen, og i løbet af 2003 tog Humor mod Aids-konceptet gradvist form. I stedet for at appellere til folks indignation, skræk og rædsel, forsøgte vi at lokke overskuddet og humøret frem i kampen mod aids, og den 1. april 2004 lancerede vi den første kampagne.”

09-11-2008 22:36:56

TEMA: HUMOR

15

Hvem er det, der er til grin?

Uden at jeg har blandet mig ret meget, har Bjørg talt sig ind på det, jeg er kommet for at tale om. Jeg sender en varm tanke til vores metodelitteratur om mindre ledende interviewteknikker. Bjørg taler videre om, hvad der er sjovt, hvem der er sjove, og hvem der er til grin: ”Vi gør ikke grin med aids, vi gør højst grin med os selv og vores problemer. Som at man bare ikke kan finde den balsam, der passer allerbedst til ens hårtype, og at det bare er skideirriterende.”

Vi har altså ikke nogen bestemt humor. Men vores yndlingshumor, det er den, der gør grin med os selv og tilværelsens ulidelige lethed. ”Vi har brugt en masse tid på at prøve at definere, hvad humor er, og hvad for noget humor, vi ville bruge, men det er ikke sådan at sætte på formel. Vi gider ikke at snakke mere om det. Vi siger, at humor er noget, folk griner af. Det er dét! Men så har det også tit noget kant og en faldhøjde, samtidig med at det ikke må gøre for ondt.” ”Vi har altså ikke nogen bestemt humor. Men vores yndlingshumor, det er den, der gør grin med os selv og tilværelsens ulidelige lethed. Ind imellem har vi brug for, at vores problemer og vores overskud bliver sat i perspektiv: Vi støtter blandt andet nogle prostituerede piger og kvinder i Nairobi. Nogle af dem er kun 12 år, når de bliver prostituerede og får måske deres første barn, når de er 14. De er enlige forsørgere og får omkring to en halv for et knald. Der er ikke meget at grine af, men vi kan hjælpe dem med ganske få midler– og hvor svært kan det være?”

Humorens rolle

Humoren er altså ikke defineret i Humor mod Aids, ligesom også humorens rolle får flere forklaringer med på vejen. For aids er ikke sjovt, det understreger Bjørg flere gange. Men humor er forløsende, siger hun, og beder mig forklarende tænke på, hvordan humor forholder sig til angst. Jeg spørger, om det skal forstås sådan, at man ikke kan være angst, hvis man griner, men det er ikke helt det, hun mener. For som hun siger, kan man godt grine, hvis man er rigtigt bange. Hun forsøger i stedet med en anden forklaring: ”Kender du filmen ”The Gods must be crazy”? Jeg bruger den tit til at illustrere, hvad det er humor kan. Den handler om en pygmæ, der finder en colaflaske i Kalahari ørkenen. Han tror, den kommer fra Gud og tager den med til sin landsby, hvor den skaber vildt hurlumhej og til sidst også problemer. Derfor tager han ud til en klippe for at kaste den ud over kanten af verden, og så ruller historien videre herfra, med alle mulige skæve vinkler på verdens modsætninger. Jeg var flad af grin, da jeg havde set

til kamp med røde næser.indd 3

Bjørg Elvekjær, leder af Humor mod Aids-kampagnen, viser den røde næse frem. den; du ved sådan, hvor man har helt ondt,” siger Bjørg og holder begge hænder på maven. ”Jeg mener bare, at hvis folk var kommet lige der, og havde spurgt mig, om jeg ville hjælpe dem med et eller andet eller støtte et godt projekt, så havde jeg sagt, ”ja selvfølgelig vil jeg da det!” ”Så Humor mod Aids er et psykologisk eksperiment; det handler om at fange folk på det glade ben, Se nu den røde næse: det handler om at invitere folk med i et fællesskab, når de samler ind. Det er en del af den her ”noget for noget tanke”; at vi godt må have det sjovt, mens vi samler ind.”

Hvad er det, den røde næse gør? ”Ja, hvad gør den? Den er afvæbnende, er den ikke?” Bjørg bladrer i scrapbøgerne. ”Prøv at se, hvad næsen gør! Jeg vil ikke forklare dig, hvad den gør, det kan du selv se!”

Den røde næse

Vi bladrer videre i scrapbøgerne. Der er et væld af billeder og avisudklip af kendisser, statuer, og andet godtfolk, som har fået næse på. ”Det her er et af mine yndlingsbilleder”, siger Bjørg og peger på et billede af ”Nilen” ved Dronning Louises bro, hvor

09-11-2008 22:37:16

16

TEMA: HUMOR

den vældige gud og alle de små børn, der kravler på ham, har røde næser på, hvad der får statuen til at ligne en polkaprikket skolepigekjole. ”I 2005 havde vi et samarbejde med Bianco”, siger Bjørg forklarende til de rødnæsede modeller på skoreklamer. Der er farvestrålende billeder af udklædte danskere fra ”feel good”parader d. 1. april. Det med ”feel good” er vigtigt, for her handler det om at have det godt, mens man samler ind. ”Alt er ligesom tilladt”, fortæller Bjørg. ”Se ham her! Det er kanonkongen fra P3, som blev sejlet ind til Esbjerg Havn i en kutter, hvorfra han blaffede til København og samlede ind undervejs.”, forklarer hun og peger på en billedserie af en mandshøj rød stofkugle, som på ét billede står i en vejkant og på et andet ses optage det meste af en venlig bilists bagsæde. Hun bladrer og kommer til en side med børn, der ligger i en bunke. I billedets forgrund ses en kanyle. ”Se det her er gadebørn i Ukraine, som sover i rendestenen og er stofmisbrugere.

Det er fandme ikke sjovt” Vi bladrer videre og ser flere billeder af mennesker med hiv, blandt andet af en udmagret, lillebitte pige fra Malawi, som Bjørg fortæller mig er fjorten år. ”Humor mod Aids er en blanding af hardcore virkelighed og lysegrønt håb.”

Humor mod Aids er en blanding af hardcore virkelighed og lysegrønt håb. ”Hehe,” griner Bjørg, da vi kommer til en dobbeltside i scrapbogen, som er fyldt med velkendte, men rødnæsede statuer, ”den røde næse har ligesom fået sit eget liv. Hvert år er der nogen, der finder på et eller andet, som vi ikke har kontrol over.” Hun ryster på hovedet: ”Jeg ved ikke, hvem der har givet Den lille Havfrue rød næse på!”

Humoren gør en forskel

På vores blandede tur gennem scrapbøgerne kommer vi nu til et billede af en gruppe afrikanske børn. ”Det her billede er fra en børnehave i Zambia, som vi har støttet, hvor alle børnene er hiv-smittede.” Jeg spørger til deres fremtidsudsigter. ”Altså de her børn er ekstremt udsatte. De bor i slummen, mange har mistet enten den ene eller begge forældre, og de er ikke sikret skolegang, Børn, der får ordentlig pleje og kost og livsforlængende medicin har gode chancer for at få et langt liv, så denne børnehave er altså

til kamp med røde næser.indd 4

meget afhængig af donorpenge. Det kan være med til sikre en helhedsorienteret løsning for børnene.”

Så når du møder det her argument om, at donorpenge ikke gør nogen forskel, og at nødhjælp bare fortaber sig i intetheden, så passer det ikke her? ”Jeg synes, det er for simpelt bare at sige, at ulandshjælp fortaber sig i det uvisse. Nogle gange må man vælge, hvordan man vil sætte sine ambitioner, og sige, at for de her mennesker, der tæller hver dag. Selvfølgelig skal vi lave langsigtede mål, men vi må ligesom operere på to niveauer og også lave day-to-day løsninger”

Humorens bagside

Humoren må altså aldrig skærme for det, det egentlig drejer sig om. Bjørg fortæller, at de på Humor mod Aids på et tidspunkt havde hjemmesiden til debat, fordi den lidt for meget bare var ”fun for free”. Kampagnen eksperimenterer fortsat med at finde den rigtige balance mellem det sjove og det alvorlige, der faktisk får folk til at handle. ”Det kan være svært at råbe de politiske beslutningstagere op.

Men siden vi stak næsen frem i 2004, er der faktisk sket en hel del på det politiske plan, noget vi også godt vil tage en del af æren for. Bagsiden af den medalje er, at man godt på en måde kan sige, at vi har sejret os lidt ihjel. For eksempel havde vi et år et slogan, der lød: Danmark kan gøre det dobbelt så godt. Netop det år øgede Danmark støtten til kampen mod aids fra 500 millioner til en milliard.”

Men du startede alligevel med at sige, at vi ikke gør det godt nok? ”Det jeg mener, er, at det er svært at finde det der hårdtslående politiske slogan, den dramatiske nyhed. Men tallene er der jo stadig. Kurven er ikke knækket. Vi har skabt en tradition, og vi bliver her, så længe der er brug for os. Vi er ikke overflødige endnu… desværre. I disse tider fylder klimadebatten rigtigt meget, og det er helt berettiget, men aids er ”so last year” lige nu. Det er problemet bare ikke blevet mindre af. Så for os handler det om at insistere på, at AIDS er et problem, der fortsat skal handles på.”

Hjælper det at grine?

Når Humor mod Aids fører sig frem under sloganet ”det hjælper at grine” kunne man, som jeg, få den forestilling, at det hjælper at grine, hvis man har aids. Bjørg trækker på det: ”Det er ikke sjovt for de mennesker, der har aids.”

Hvad gør AIDS ved de mennesker, der har det? ”Der sker en stigmatisering og selvstigmatisering af de mennesker, der har aids. Der er stadig en masse uvidenhed om sygdommen; mange tror stadig, det smitter, hvis man drikker af den samme kop eller giver hinanden et knus. Så hvis man har aids, så

09-11-2008 22:37:55

TEMA: HUMOR

17

Humor mod Aids er et tilbud til folk om at have det sjovt, mens de samler ind. Her et udpluk af de rødnæsede indsamlere fra 2008 og tidligere år.

Foto: Mikkel Østergaard og Carsten Seidel er det altså bare ikke noget, man har lyst til at fortælle om, også fordi det er forbundet til sex, som jo er noget meget privat. Desuden er det oftest forbundet med en masse skyld og skam: Var man ikke bare selv ude om det? En tredjedel af alle danskere, der er hiv-smittede, har ikke en gang fortalt det til deres mor. Én ting er at være smittet med en dødsens alvorlig sygdom. Tænk også at skulle gå at gemme på det. Tag nu de kvinder vi støtter i Kenya, de har hiv, er fattige, enlige forsørgere – og så er de kvinder,” opremser Bjørg, mens hun med fingrene holder regnskab med dårligdommen, ”de har virkelig dårlige odds. Hvis de samtidig går rundt med sådan en hemmelighed alene, så har det faktisk vist sig, at det er sundhedsskadeligt. Så det er desværre ofte både en barsk, skræmmende og ensom oplevelse at have aids. Det gælder over hele verden.”

Humor for fremtiden

Siden foråret har Humor mod Aids stået lidt på vågeblus. Men nu skal programmet for 2009 i støbeskeen, og Bjørg forudsiger, at de røde næser igen går på gaden for at samle ind til ukrainske gadebørn, kenyanske piger og unge hiv-smittede danskere. Hvad det er, vi kommer til at grine af til fordel for disse tre grupper af mennesker, vil tiden vise. Og der vil blive føjet endnu en farverig scrapbog til bunken.

Bjørg lukker den sidste scrapbog i og siger tak for i dag. Hun glemmer ikke at forære mig en rød næse. Med den på næsen cykler jeg gennem Københavns gader. De smil og vantro blikke, jeg får med på vejen, bekræfter Bjørgs påstand om, at humor kan noget, når man vil i kontakt med fremmede folk. Derfor hjælper det at grine. d

FAKTA: Om Humor mod Aids Hvad?

33.2 millioner mennesker er smittet med hiv verden over. Over halvdelen af de smittede er børn og unge.

Kampagnen oplyser om årsagerne til og virkningerne af den globale aids-katastrofe, og samler penge ind til forebyggelse, pleje og behandling af hiv og aids gennem lokale samarbejdspartnere. Målet med kampagnen er at sikre, at den globale aids-katastrofe sættes højt på den hjemlige politiske og økonomiske dagsorden.

Hiv slår liv i stykker. Humor mod Aids slår igen med humor.

Den 1. april er kampagnens mærkedag, og den røde næse er kampagnens symbol.

Humor mod Aids er et tilbud om at have det sjovt og råbe verden op samtidig.

Hvem?

Humor mod Aids startede i 2003 som et samarbejde mellem AIDS-Fondet, IBIS og Folkekirkens Nødhjælp, men ledes fra 2008 af AIDS-fondet.

Humor mod Aids støttes af P3, Dansk Sygeplejeråd, komikere, medier og hundredvis af frivillige.

til kamp med røde næser.indd 5

Kampen mod aids: 1. april 2004: den første Humor mod Aids-dag i Danmark.

Humor mod Aids-samarbejdet mellem AIDS-Fondet, IBIS og Folkekirkens Nødhjælp opfordrer den danske regering til politisk handlen mod aids og byder følgende tiltag velkomne: I 2004: Udenrigsministeriet nedsætter en hiv og aids arbejdspladspolitik. Der afsættes 100 millioner kroner til NGOpuljen over 4 år til nye, innovative aids-projekter i ulandene.

I 2005: Danmarks globale hiv og aids indsats bliver evalueret.

Danmark vedtager en ny strategi for bekæmpelse af hiv og aids i ulandene.

I 2006: Danmark beslutter at fordoble sin globale hiv og aidsindsats fra 500 millioner til en milliard kroner inden 2010.

I 2007: Der sættes øget fokus på sammenhængen mellem manglen på sundhedspersonale og udbredelsen af hiv og aids.

Kilde: www.humormodaids.dk

09-11-2008 22:38:18

18

TEMA: HUMOR

Dræbersneglen skaber nationalt fællesskab blandt danskerne Af: Margrethe Pedersen og Iben Duvald

Siden 1991 har dræbersneglen hærget danskernes haver, og på grund af gunstige klimaforhold de sidste par år er antallet af dræbersnegle eskaleret. Men sneglen volder ikke kun skade, den har også en positiv effekt. Dræbersneglen skaber nemlig nationalt fællesskab blandt danskerne, fordi alle er berørt af sneglens hærgen på den ene eller anden måde. Derfor kan alle uanset køn, alder og profession være med i debatten om sneglen. Der er dog forskel på, hvordan danskerne griber denne fælles problematik an, alt efter hvilken situation man er i.

Hidtil har det største fokus været på haveejeren, som med forskellige metoder forsøger at få bugt med denne plagsomme snegl. De der har en have, som endnu ikke er blevet invaderet, fortjener dog også opmærksomhed, idet de med god grund frygter at blive ramt af sneglen med den enorme appetit. Denne frygt er skabt af den landsdækkende debat omkring dræbersneglen, som florerer både i nyhederne, til familiefesten og over hækken. Således bliver alle dem, der ikke er i direkte kontakt med dyret også påvirket. Debatten er ikke kun frygtskabende, men også et irritationsmoment for alle de mennesker, som synes at sneglen får for meget opmærksomhed, da de ikke selv er påvirket af dræbersneglen.

Den positive vinkel

Fællesskabet omkring udryddelsen af snegle består også af mennesker, som forsøger at få noget positivt ud af situationen.

Heriblandt provokerende kokke, der ønsker at få danskerne til at acceptere en ny form for delikatesse, og på den måde tager del i kampen mod sneglene. En af disse er Frank Truberg, som har sat sneglen under dæknavnet iberisk skovsnegl på menuen på restauranten ”Brasserie Truberg” i Nexø på Bornholm. Efter hans mening har dræbersneglene fint kød, som med urter og tomat kan blive til en god forret. Selvom dræbersneglen ville blive accepteret som spiselig, ville den næppe hitte hos danskerne.

Danmark er ikke et knaphedssamfund med mangel på kød eller proteiner, og danskerne vil derfor næppe begynde at hente snegle fra haven ind til aftensmaden, selv om gourmetkokke anbefaler dem. Dette antyder en undersøgelse også, idet den viser, at næsten ingen kunne finde på at vælge sneglen på et menukort og kun få ville spise den, hvis de skulle få den serveret. Danskerne associerer sneglen med for meget negativt til, at en sneglesandwich ville blive populær, for eksempel afskrækker det mange, at dræbersneglen finder ekskrementer lækre.

Et andet eksempel på en positiv tilgang i forhold til snegleproblemet er de profitskabende virksomheder, der strategisk anvender frygten for sneglen i markedsføring af midler til bekæmpelsen af dyret. Firmaet Ecostyle melder et salg på mere end tre gange så meget af sneglegiften Ferramol som sidste år.

Sneglen skaber forestillet fællesskab

Både haveejere, tv-seere, kokke og virksomheder går således ind for bekæmpelsen af dræbersneglene. Danskerne behøver dermed ikke at have kompetencer inden for at bestemt felt socialt, økonomisk eller kulturelt, for at kunne indtræde i rollen som sneglebekæmper i en eller anden form eller grad.

dræbersnegle!.indd 2

Dette resulterer i et mere eller mindre bevidst fællesskab om, at vi alle står sammen om bekæmpelsen af dræbersneglen. Fællesskabet er forestillet, idet man er i et fællesskab med et stort antal ukendte individer, som man har en forestilling om, at man er enig med. Forestillede fællesskaber dannes ofte ved hjælp af massemedier, fordi disse medvirker til, at en bred befolkningsgruppe kan tilegne sig den samme mening uden at have personlig kontakt med hinanden. Det er antropologen Benedict Anderson, der har præsenteret teorierne om forestillet fællesskab i forbindelse med nationalisme.

I dette tilfælde er det udryddelsen af dræbersneglen, som man er blevet enige om i fællesskabet. Denne idé udspringer af menneskets behov for sammenhold, når man bliver angrebet af et ukendt problem.

En fælles fjende

Dræbersneglen opfattes af mange som et fælles samfundsproblem, som alle bør tage hånd om. Nogle beskriver lige frem problematikken med den invaderende snegl som en helt uventet katastrofe, der er forårsaget af en modstander med ukendt oprindelse.

Snegleinvaderingens status som katastrofe skyldes, at Danmark ikke er udsat for store og voldsomme ulykker såsom sult, naturkatastrofer eller fattigdom – ulykker, der forårsager megen ødelæggelse, og som man derfor normalt opfatter som alvorlige katastrofer. Til trods for, at der er tale om en snegl på max 15 cm, får invasionen alligevel karakter af at være en katastrofe ifølge danskerne, fordi sneglen næsten er altædende, hermafrodit, sundhedsskadelig og ikke mindst umulig at udrydde.

haveejerne og andre sneglebekæmpere føler sig ladt i stikken af regeringen i kampen mod den altædende fjende Sneglens ubemærkede ankomst til Danmark, blev i begyndelsen ikke anset som værende alvorlig, men i de sidste par år er flere og flere begyndt at anvende betegnelsen ”fjende” om sneglen på grund af det stigende antal. En af disse er politikeren Villy Søvndal, der sidste år foreslog, at man satte hjemmeværnet ind imod dræbersneglen, idet han udtrykte, at sneglene formentlig var Danmarks hurtigst fremrykkende fjende i øjeblikket. 2007 var generelt et aktivt år i forhold til løsningsforslag til bekæmpelsen af sneglen, hvor også Dansk Folkeparti deltog. Deres bekymring for den slimede plage endte ud i et noget anderledes forslag end SF’s.

De ønskede, at det skulle være juridisk forpligtende at bekæmpe snegle på egen grund, og at indføre bøder til dem der ikke aktivt ville deltage i bekæmpelsen.

De politiske strategier har dog ændret sig i takt med, at der er kommet en større viden om sneglens egenskaber. Man fokuserer nu fra regeringens side på blot at forhindre et stigende antal af dræbersnegle, men ikke på at udrydde de allerede eksisterende.

Dette resulterer i at haveejerne og andre sneglebekæmpere føler

09-11-2008 16:59:48

TEMA: HUMOR

19

sig ladt i stikken af regeringen i kampen mod den altædende fjende, hvilket medfører et endnu større sammenhold mellem sneglehaderne.

Aktiv kamp mod de slimede bløddyr

En af sneglehaderne i Danmark er haveejeren Dorthe Würtz fra Mors, som ifølge hende selv er ved at drukne i dræbersnegle. »Vi bliver nødt til at gøre noget ellers drukner vi. Vi bruger Ferramol eller spider dem med en gaffel på en stang og putter dem i en spand med kogende vand«, siger Dorthe.

Den store invasion af snegle har påvirket hele familien lige fra den yngste på 2 til den ældste på 46, da de alle deltager i jagten på sneglene, men sneglene har dog påvirket Dorthe og hendes mand forskelligt. Han tænker mest på de konkrete konsekvenser af sneglene i form af sine ødelagte grøntsager, mens hun selv mener, at hun også er blevet påvirket mentalt. Dorthe fortæller, »Nogle gange tror jeg, at jeg har tendenser til en fobi, når de sidder i hundredvis på terrassen og de kravler på vinduerne, så synes jeg det bliver for meget«. Hun forsøger at få afløb for sine frustrationer ved at underholde familie og venner med skrækhistorier fra mareridtet i haven.

Den aktive kamp mod fjenden udformer sig på forskellig vis rundt omkring i Danmark – kun fantasien sætter grænser for, hvordan man kan slå den ihjel. Hvis inspirationen mangler kan danskerne hente hjælp i bøger som ”Til kamp mod dræbersneglen – 50 mere eller mindre effektive metoder til udryddelse af havens fjende nummer 1”, der lige er udkommet på dansk i en lille smart pocketudgave, som man kan tage med i baglommen på sin jagt.

Er man helt fortabt tilbyder AMU et tretimers kursus på Fyn i bekæmpelse af dræbersnegle.

De mest udbredte metoder er dog, ved siden af Ferramol, ølfælder og drysning af salt. Alle midler mod sneglene har desværre også dårlige egenskaber. Eksempelvis efterlader en snegl, der er blevet drysset med salt, en stor slimklat. Dette har resulteret i adskillelige læserbreve fra de mandlige haveejeres hustruer, som er irriteret over kampens bivirkninger i form af slimklatter. De er samtidig uforstående overfor de problemfyldte metoder, som deres mænd har til rådighed.

De forskellige måder som anvendes, bliver flittigt debatteret i forsamlinger og bidrager dermed til, at der altid er et aktuelt samtaleemne at tage fat på blandt danskerne, og det nationale fællesskab opretholdes.

Evolutionær forklaring på mandens brutalitet under jagten

Det har vist sig ud fra en grundig spørgeskemaundersøgelse, at det ofte er manden, der er familiens sneglebekæmper. Han skynder sig hjem i haven efter arbejde og får eventuelle frustrationer ud ved at gå rundt og spidde, salte eller koge sneglene, der ødelægger hans blomster og grøntsagsplanter. Dette falder ud til hustruen fordel, idet hans vrede dermed går ud over slimede bløddyr frem for at forstyrre husfreden. Det kunne måske tænkes, at dette kunne medvirke til, at Danmarks ellers så stigende skilsmisseprocent igen vil falde. Årsagen til at det netop er manden, der går på sneglejagt, kan eventuelt findes i hans urinstinkter om at passe på familie og territorium, hvis en fjende truer. Jagtinstinktet kan forvandle selv en rolig mand til en dræberlysten aktør, der ikke kan få nok af at se sneglene lide på forskellig vis. Sneglen fremkalder dermed et rolleskift, der er mere eller mindre bevidst. Dette dræberinstinkt som sneglene fremkalder hos mændene kan eventuel forklares ud fra antropologerne Washburns og Lancasters ”jagthypotese”. Hy-

dræbersnegle!.indd 3

potesen går ud på, at mennesket har udviklet en voldelig adfærd i forbindelse med, at mennesket er gået fra at være planteæder til kødædende jæger. Der er således, ifølge disse antropologer, en evolutionær årsag til, at mænd udviser brutalitet på deres sneglejagt.

Kampen for et sneglefrit Danmark, vil dog ikke lykkes i følge biologen fra Skov og Natur Styrelsen Hans Erik Svart: ”Dræbersneglen er kommet for at blive”. ”Grunden er at dræbersneglene formerer sig for hurtigt til at haveejere ville kunne nå at følge med”. En vigtig årsag til dette er ikke kun sneglens evne til at reproducere sig selv, men også at sneglen kan blive helt op til 6 år gammel.

Biologens udtalelse kan synes meget mørk, men det er vigtigt at sneglebekæmperne fortsat jager dræbersneglene, så man kan holde antallet af snegle nede på et tåleligt niveau i Danmark.

Dræbersneglen - en del af et integrationsprojekt

Sneglen er således kommet for at blive og derfor er det på tide at kigge på, hvordan man eventuelt ville kunne anvende sneglen strategisk i positivt øjemed.

Igennem artiklen er danskernes forhold til dræbersnegle blevet skitseret. Selvom tilgangen til sneglen er meget forskellig fra dansker til dansker, så samler dræbersneglene danskerne og giver dem en fælles reference. Derfor ville man måske kunne anvende skadedyrene som en del af et integrationsprojekt.

Ved at anlægge snegletiltrækkende haver i de svært belastede indvandrerghettoer, ville man dermed kunne indsluse indvandrerne i danskernes fællesskab omkring sneglebekæmpelse. Dette ville fungere som en døråbner til det danske samfund. Indvandrerne kunne, hvis de havde adgang til en have, være med i fællesskabet om udryddelsen af dræbersnegle. Da tilgangen til sneglen er meget forskellig blandt danskerne, kan selv en indvandrer også være med. Det kræver jo som sagt ikke en bestemt form for kulturel, økonomisk eller social kompetence at være med i jagten på sneglen og dermed at være med i fællesskabet. Faktisk ville en inddragelse af indvandrerne eventuel kunne skabe et nyt syn på snegleproblematikken, fordi de muligvis kan tilføre nye udryddelsesmetoder grundet deres andre kulturelle baggrunde. w Hos danskerne fylder dræbersneglsproblematikken enormt meget, mens den hos indvandrerne ikke betyder det helt store. De har andre ting at tænke på i form af indlæring af det danske sprog og tilpasning af en ny levevis, idet de er bosat i et fremmed land.

Men, hvis de vil ordentlig ind i det danske samfund og være en del af det danske fællesskab, burde de imidlertid give dræbersneglen mere opmærksomhed, idet den er vejen ind i fællesskabet. d

09-11-2008 17:00:44

20

TEMA: HUMOR

Grinet på gravens rand

Eller: Hvorfor døden er sygt flækkeren.

Af: Esben Rasmussen Februar 1982, Arizona. På trods af en naturfredningslov i Arizona, der forbyder folk at skyde på eller på andre måder skade de for staten karakteristiske saguarokaktusser, begiver en 27-årig mand sig ud for sammen med sine venner at bruge disse skrøbelige planter som målskiver. Efter flere skud mod en ni meter høj kaktus vender han sig pralende om og råber ”timber” til sine venner uden at lægge mærke til, hvilken vej kaktussen falder. Sekundet efter bliver han kvast under tusindvis af pigge.

Denne og mange andre – i øvrigt sande – historier kan man læse på darwinawards.com, en side som mændene bag har dedikeret til at takke de folk, der er døde på grund af egen dumhed, idet de dermed har gjort den menneskelige genmasse stærkere. Personligt synes jeg, det er en vanvittigt underholdende side, men jeg har ofte tænkt på, hvorfor jeg ikke sad og havde medfølelse med disse tragiske skæbner. Jeg kunne med andre ord ikke forestille mig, at et sådant fænomen ikke havde nogen interessante forhold gemt bagved sig, der kunne kaste lidt lys på, hvordan vi mennesker er. Så det skal der hermed skydes lidt lommefilosofisk spredehagl efter:

Peter Thielst, der er mag.art i filosofi, har skrevet bogen Latterens Lyst om humorens idéhistorie, dvs. om hvordan humorens funktion og ophav er blevet beskrevet af diverse videnskabsmænd og intellektuelle op igennem den vestlige verdens hist orie, startende med eksempelvis græske komedieforfattere som Aristofanes.

Allerede her kan man se, at det tragiske går hånd i hånd med det komiske. Komedieforfattere som Aristofanes, Moliére og Holberg introducerer i deres komedier en række dybest set tragiske karakterer, der netop på grund af deres personlighed kommer ud i situationer, hvor de ubevidst graver deres egen grav. I Holbergs tilfælde er karakterer som Jean de France og Erasmus Montanus oplagte eksempler. I moderne situationskomedier som The Simpsons er der ligeledes bag alle løjerne et glimt af tung alvor, for det eneste de forskellige karakterer laver (specielt Homer), er konstant at komme galt af sted på grund af egen egoisme og dumhed. Af samme grund har man fornemmelsen af, at den ver-

Grinet på Gravens Rand.indd 2

den, de bebor, ville ende i det rene ragnarok, hvis et afsnit af The Simpsons havde varet en livstid.

Grunden til, at det tragiske kan virke komisk, kan findes hvis man sætter ovenstående eksempler i perspektiv til Sokrates’ selverkendelseslære, der i korte træk handler om at erkende sine begrænsninger. Latterlig – og derfor også lattervækkende – er den person der ikke kender sin egen ufuldstændighed og derfor går til grunde, som vi også så i eksemplet fra darwinawards.com. Det er nærmest en udvidet udgave af den smarte, selvglade fyr, der glider i en banan – dog med lidt mere fatale konsekvenser. Denne skadefro galgenhumor er ikke kun på bekostning af andre, for den kan også minde os om de fejl, vi selv har begået i dumhed.

Det er måske derfor, at denne form for humor, der ellers peger på meget konkrete eksempler, kan ramme så bredt, idet vi lærer at forholde os til alle de individuelle og kollektive bommerter, der ultimativt kan føre til vores undergang.

11-11-2008 22:24:47

TEMA: HUMOR

Et andet interessant aspekt af fænomenet galgenhumor er, hvorledes vi ikke kun gør grin med os selv og andre, men også de ritualer, der kan forbindes til døden. De fleste har oplevet den tyngende, triste stemning ved en begravelse. Ingen humor at spore dér. Alligevel griner vi når vi i en Monty Python sketch ser en flok forpustede bedemænd, der tømmer indholdet af de kister, de bærer på, i grøften for derefter lystigt at danse videre, lettet for deres byrde.

21

Informanten præsenterer:

Et godt grin

Det tabuiserede grin.

At grine af en højtidelighed, der er til for at bevare respekten omkring den døde person og hans familie, kan umiddelbart virke utilstedeligt. Måske i nogle tilfælde, men i denne sammenhæng kan man henvise til Peter Thielst’s portræt af litteraturforskeren Mikhail Baktin’s analyse af menneskets såkaldte dionysiske væsen i. Den græske gud Dionysos er en drilsk anarkist, som er imod alt det fornuftsprægede – en slags djævel, der sætter krop over sjæl, lyst over beherskelse. En for os mere velkendt parallel ville være halvguden Loke. Loke og Dionysos er relevante i denne sammenhæng, fordi de viser os, hvordan vi som mennesker kan befri os for vores kulturs moraliserende dogmer, der i virkeligheden kan hindre os i at forholde os til døden på et mere naturligt dagligdagsniveau: Ved at degradere dødens symbolisme og fremmedgørende, tabuiserede begrebsunivers (vi skal jo alle samme vej) til en vittighed, gør man døden til noget, alle kan forholde sig til, nemlig humor. Og det er jo smart, for mennesket har altid haft svært ved at acceptere sin egen dødelighed – af samme grund lover mange religioner sjovt nok et liv efter døden.

Men med humor, der med latteren munder ud i en nær, kropslig aktivitet, kommer det allersværeste helt tæt på.

Det er alt i alt misvisende at afskrive galgenhumor som ren respektløshed, selvom den naturligvis næppe hører hjemme ved begravelser eller i tv-avisen. Men det er en god ventil at have, og hvorfor ikke se sin egen dødelighed i øjnene med et bredt, varmende smil frem for at frygte den som en eller anden imaginær terrorist?

Som afrunding vil jeg lige komme med et par anbefalinger; først og fremmest er der Peter Thielst’s bog Latterens Lyst, der naturligvis kan uddybe ovenstående meget mere, og www. darwinawards.com, hvor der findes endnu flere forrykte historier om dagligdagens nemesisramte kamikazepiloter. Derudover vil jeg råde alle til at se Peter Schønau Fogs film Kunsten at græde i

ved at degradere dødens symbolisme og fremmedgørende, tabuiserede begrebsunivers (vi skal jo alle samme vej) til en vittighed, gør man døden til noget, alle kan forholde sig til, nemlig humor. kor, der netop viser, hvordan tragikomik på samme tid kan virke tyngende og dybt befriende, idet den netop får luftet tabuiserede emner som for eksempel incest og død, uden at det bliver for ubærligt for seeren. Klassefilm! Til sidst: Husk at nyde livet, man ved aldrig hvornår den gigantiske kaktus slår til.

Amen! d

Grinet på Gravens Rand.indd 3

Brugsanvisningen til 3 hastighed svinge pult fan og andre gode grin kan læses på www.cigarfar.dk

10-11-2008 20:48:15

22

TEMA: HUMOR

HVOR ER HUMOREN I MUHAMMEDTEGNINGERNE? Dialektikken mellem humorens eksoteriske & esoteriske karakter.

Af: Carsten Theede, BA i Litteraturhistorie & Begivenhedskultur Spørgsmålet i overskriften vil ikke blive besvaret her. Overskriftens funktion er snarere et forsøg på at opstille et graverende eksempel på, hvordan tegnernes respektive forsøg på at være humoristiske eller satiriske (eller hvad projektet nu gik ud på?) ekskluderede og/ eller inkluderede folk eller kulturer i én og samme bevægelse.

Intentionen med denne diminutive tekst er ikke at definere, hvad humor er, men snarere at beskrive, hvad humor gør (eller kan gøre). Muhammed-tegningerne delte verden på mange måder, og de er derfor et glimrende eksempel på, at humor ikke kan perciperes universelt. På den ene side opfattede nogle mennesker i den vestlige verden tegningerne som humoristiske, mens de opfattedes direkte frastødende i den islamiske verden. Men samtidig med at tegningerne ekskluderede eller frastødte den islamiske verden, var der en inkluderende effekt på begge sider; en stor bestanddel af den vestlige verden samlede sig for at plædere for ytringsfriheden, samtidig med at den islamiske verden samlede sig i agitationen for deres religion og påpegede diskriminationen af den. Ydermere var der selvfølgelig også kontrære opdelinger eller holdninger inden for de to diskurser, så mange bevægelser var (eller er) generelt i spil.

Dette er selvfølgelig humorens eksoteriske og esoteriske karakter opskaleret til globalt niveau, men dens segregerende og

hvor er humoren i muhammedtegningerne.indd 2

Ordforklaringer:

eksoterisk: som er forståelig for de fleste = populær ≠ esoterisk esoterisk: som kun er bestemt for de indviede ≠ eksoterisk aggregerende effekt foregår på alle nationale, regionale og lokale niveauer.

Der florerer for eksempel semikonsistente betegnelser for forskellig slags humor i forskellige lande. Det være sig den tørre danske humor, den engelske humor (som er et begreb i sig selv), den tyske humor (ofte defineret negativt som en ikkehumor) og den japanske humor (ja definér selv!). Landenes humoristiske tilbøjeligheder samler de respektive folkeslag, samtidig med at de adskiller sig drastisk fra de omkringliggende landes. Hvem kigger for eksempel ikke undrende til, når japanske TV-shows løber over skærmen, mens det dog er fascinerende at observere, hvor sjovt deltagerne har det.

Overordnet set kan man karakterisere den danske humor som værende tør og ironisk, men den har samtidig også undergrupperinger regionalt eller lokalt.

Fx findes egnshumoren, som ændrer sig landet over med blandt andet en fynsk, en sønderjysk eller københavnsk udgave alle med divergerende tone og udtryk.

Derudover er der revyhumoren, der jo er et landsdækkende fænomen, men som er

meget lokalt eller regionalt forankret med mange esoteriske vittigheder, som ekskluderer udenforstående.

En anden rubricering kan være forskellige humorfællesskaber, som dannes uden lokal eller regional forankring, men med et tilhørsforhold til en specifik form for humor. Her kan den folkelige humor placeres. Den er landsdækkende med en generel tilgængelig appeal, men der findes mange finkulturelle eller fordringsfulde personer, der har ekstreme aversioner mod denne form. Logehumor eller den absurde mandril-humor er også gode eksempler inden for denne kategori, hvor sidstnævnte nærmest defineres som et paradigmeskift med betegnelsen postmandrilæraen. De to sidstnævnte versioner gør en radikal indsats for at være så indspiste som muligt, så udenforstående absolut ikke får mulighed for at deltage, mens den folkelige humor deler vandene i dens forsøg på at favne så bredt, at den ekskluderer de humorkonsumerende feinschmeckere.

Intentionen med skitseringen af ovennævnte kategorier er at påvise de nærved identiske bevægelser inden for de forskellige humorgrupperinger. I udførelsen eller brugen af humoren sker der en bevidst eller ubevidst afgrænsning fra udefrakommende individer eller fællesskaber, samtidig med at det interne tilhørsforhold styrkes. Selvfølgelig er der forskel på, hvor ekstrem graden af eksklusion er, men den forekommer på alle niveauer, selvom den ikke altid er bevidst. d

09-11-2008 16:43:58

RIV

TEMA: HUMOR

23

ÆS L G DO

U

Informanten præsenterer:

Krig og fred i Kardemomme By:

Etnografi og kulturkritik i Thorbjørn Egners forfatterskab Af: Poul Pedersen, lektor i antropologi ved Aarhus Universitet

folk og røvere i kardemommeby!.indd 2

11-11-2008 12:34:26

24

TEMA: HUMOR

”Folk og røvere er en politisk meditation over håbet om den fredelige sameksistens” Det sker, at børnebøger tiltrækker sig en større opmærksomhed end godnatlæsningens. Det klassiske eksempel herpå er Lille Sorte Sambo (Hay 1981). I nærværende artikel foreslår jeg, at man også interesserer sig for Thorbjørn Egners hovedværk Folk og Røvere i Kardemomme By (1). Det er min overbevisning, at vi i Egners lilleverden finder en fremstilling af fundamentale træk i verden, ikke mindst hvad angår forhåbninger om fred og fordragelighed.

Heri ligner den påfaldende Norbert Elias Über den Prozess der Zivilisation (2). Elias’ ærinde er at vise, at vestens civilisering eller fredeliggørelse udgør en global tendens til verdensfred. Men hvor Elias’ projekt har en umådelig geografisk og temporær spændvidde, dér udfolder Egner sit lokalt, i Kardemomme By. Dog er der tale om langt mere end en miniature, for Kardemomme By er jo i al sin tilsyneladende geografiske uplacerbarhed stedet, som ikke er Utopia. Egners bog placerer sig herved i en bevægende tradition af anfægtelser og alternativer. Den er en indtrængende appel til menneskeheden om at skabe mange kardemommer, hvor de er, og leve livet i fred.

Enhver faktisk søgen efter Utopia eller Kardemomme By er forgæves. Alligevel vil jeg påstå, at Egner har særlige forlæg for sin konstruktion af Kardemomme Bys univers, og at disse er Indiens historie og etnografi, som i bogen optræder med overvældende rigdom. Er det nu ikke en modsigelse at hævde, at Kardemomme By, dette sted som ikke er, når det kommer til stykket er af indisk

Kardemommeby?

Er Kardemommeby i virkeligheden når det kommer til stykket af Indisk oprindelse?

folk og røvere i kardemommeby!.indd 3

oprindelse eller ligefrem ligger i Indien? Nej, for Indien har spillet en særlig rolle for den vestlige civilisation i mere end to tusinde år.

Det har frem for noget været eventyrets land, en skærm hvorpå europæerne har projiceret deres forestillinger, drømme og mareridt. Fra antikkens grækere og romere, over middelalderen og helt til vor tid har Indien eksisteret – med Jacques Le Goffs ord – som en drømmehorisont, hvor eventyr og virkelighed har blandet sig med hinanden, uadskillelige. Den tvetydighed, som Indien hermed fremmaner, gør landet til et nærliggende sted for utopier (3).

Folk og røvere er en politisk meditation over håbet om den fredelige sameksistens, og det er ikke første gang, at Indien har lagt land og rige til et sådant håb. Det berømte brev fra Præstekongen Johannes (Prester John), som cirkulerede i Europa fra midt i 1100-tallet, beretter om et Indien, hvor en præstekonge hersker over vældige rigdomme. Bag brevet, som naturligvis var et falsum, lå den europæiske konflikt mellem Det Hellige Romerske Kejserrige ved kejseren, Frederik Barbarossa, og paven, Alexander III. Brevet vidnede om et vældigt ønske om, at de stridende parter måtte forliges, og om at verdslig og religiøs magt kunne forenes i et præstekongerige (4).

Folk og røvere er skrevet på et kritisk tidspunkt i vor tid. Er det da ikke nærliggende også at se den som en reaktion på kold krigs tyranni? Sammenhængen kan næppe betvivles. Men bliver dette fredsønske udtalt i en indisk sammenhæng? Ikke hvis man skal tro Thorbjørn Egner, som har fortalt mig, at der er to inspirationskilder bag Folk og røvere: rejser i Sydeuropa og Nordafrika samt et gammelt og nært forhold til Danmark (5). Dette kan være sandt nok, hvis man læser, hvad der står. Men læser man, hvad der står i lyset af, hvad der ikke står, så stiller sagen sig anderledes. Vi må acceptere, at læsning er et spørgsmål om metode. Eftersom fortielser og fortrængninger – eller kort sagt fravær – kan være afgørende for fortolkningens resultat, må vi læse tilstedeværelse og fravær som solidariske størrelser. En sådan læsning er symptomal (Althusser og Balibar 1968). Det bør allerede nu nævnes, at en symptomal læsning af Folk og røvere vil afsløre, at fraværet af Indien er den problematik, som skaber hele teksten. Dette bør afsløres, fordi vi hermed har en mentalitetshistorisk pointe af stor varighed (6). Selv i vore dages begivenhedsorienterede historie kan Indien gøre sine tusindårige krav gældende i vor kultur. Den symptomale læsning forløber her i to faser: 1) Påvisningen af at bogen skildrer en civiliseringsproces, der klart er udtrykt ved en transformation af natur til kultur. 2) Påvisningen af at denne proces empirisk og kognitivt refererer til Indiens etnografi og historie. Før jeg begynder den symptomale læsning skal jeg give et kort handlingsreferat: Kardemomme er en lille by, hvor livet går sin rolige gang, indtil nogle røvere, Kasper, Jesper og Jonatan, begynder at plage den med natlige indbrud. Til at begynde med tør folk i byen ikke gribe ind over for røverne, skønt de kender deres tilholdssted, som er et højt, gammelt og mærkeligt hus på den ensomme slette uden for Kardemomme. Røverne har nemlig en farlig løve hos sig. Efter talrige indbrud mister de handlende dog tålmodigheden, og nat efter nat ligger de på lur i byen for at tage røverne på fersk gerning. En nat pågribes røverne, mens de forgriber sig på bagerens varer. De arresteres og idømmes en

11-11-2008 12:36:17

TEMA: HUMOR

25

straf på otteogfyrre dages fængsel. Fængselsstraffen har en meget gavnlig indvirkning på røverne, da de bliver til respektable personer og optages som ligeværdige borgere i det kardemommeske samfund.

Den symptomale læsning: Fase I.

Den episke drivkraft i værket hidrører fra modsætningen mellem folk og røvere (Collier 1840: 123), men modsætningen rækker langt videre end til de konkrete kontraster. I beskrivelsen finder vi fremstillet to typer af samfund, som er væsensforskellige: det primitive og det civiliserede. Karakteristikken af de to er ikke ganske tro mod de enkelte typer, men vinder i præcision ved at anbringes modsætningsvist.

I Kardemomme By er der et økonomisk liv, vareudveksling og arbejdsdeling. Talrige professioner forekommer dér lige fra en svømme- og musiklærer til en bager og en politimester (7). Kardemommeborgerne består af voksne og børn, mænd og kvinder.

Slægtskabssystemet er antydet ved nogle få affinale og kognatiske relationer, far-søn, tante-niece og mand-kone. Der er lov og lovlydighed. De interpersonelle relationer er i vid udstrækning formidlet via overpersonlige instanser. Ingen borger søger sin egen ret over for andre borgere. Samfundet lægger sig i mellem og skaber en social orden ved hjælp af politi, domstol og fængsel.

Det samme gælder for økonomien. Pengenes store udbredelse peger på bytteværdiens store betydning. Det er det abstrakte arbejde, som dominerer, lige som det er de mangesidede udvekslinger på markedet, som tiltrækker sig opmærksomheden frem for de umiddelbart brugsværdiorienterede udvekslinger mellem producenter.

Lige som loven er arbejdet socialt. Byen har et rigt og afvekslende kulturliv. Der holdes byfester med optræden og musiceren af byorkestret. Der er karrusel og en elefant at ride på. Der er en sporvogn, som alene er indrettet på lystkørsel. Hverdagslivet leves systematisk. Der sættes pris på velsoignerethed, man spiser til måltider, og der vaskes op. Endelig følger byen døgnets rytme, borgerne er virksomme om dagen og sover om natten. Dyrene i Kardemomme By spiller en ganske særlig rolle. Disse egentlige naturvæsener agerer for størstedelens vedkommende som kulturskabninger, som kan optræde, ja endog synge og tale (Den Talende Kamel, Hundekoret (Moppe, Delle og Knalderik) og papegøjen fra Amerika, Polly).

Kontrasten til røverne er iøjnefaldende. De ernærer sig ved røveri. De forgriber sig på andres ejendom og arbejde og slipper godt fra det ved hjælp af list og magt (den farlige løve). Der råder ingen arbejdsdeling. Det er ikke ganske klart om Kasper, Jesper og Jonatan er beslægtet med hinanden, endsige om de skulle være brødre (8). Om der overhovedet kunne eksistere slægtskabsrelationer (i biologisk forstand) blandt røverne er tvivlsomt, eftersom samfundet er monoseksuelt. Der er ingen seksualitet mellem røverne, samfundet er goldt. Og sådan forbliver det. Deres desperate forsøg på at klare sig ud af den forplantningsmæssige blindgyde, de befinder sig i, ved at røve tante Sofie fra hendes hjem i byen og installere hende i deres hus på sletten, ender frugtesløst (9).

Hos røverne er der ingen fest. Tværtimod er livet voldsomt kedeligt. Jesper udtrykker det bevægende, da de – imod sædvane –

folk og røvere i kardemommeby!.indd 4

har sneget sig ind til byen ved højlys dag og fra et træ iagttager byfesten: ”Det er i grunden trist, at vi aldrig kan være med, når der er fest og den slags”. I deres hus på sletten lever de i et syndigt rod, og selv om de er flinke til at påstå det modsatte, så går megen af deres tid med at mundhugges.

Som et sidste punkt må jeg nævne røvernes dyr. De har grise, som dog kun nævnes, samt den omtalte løve. Den spiller en vældig rolle som modsætning til dyrene i Kardemomme By. Der er ikke kultur skabt i den. Den har den adfærd, som dyr har: Den brøler og brummer, hvis den overhovedet siger noget.

Denne hastige modstilling har en påfaldende lighed med den systematiske fremstilling af social orden, vi finder hos Thomas Hobbes, så inden vi forlader denne symptomallæsningens første fase, må vi vejen rundt om Hobbes’ hovedværk Leviathan. Heri finder vi en så klar beskrivelse af disse samfundsmæssige alternativer – ”State of Nature” og ”Civil Society” – at det er fristende her at finde et teoretisk forlæg for Egners værk (10). Hobbes skriver i Leviathan (1651): ”Whatsoever is consequent to a time of Warre, where every man is Enemy to every man; the same is consequent to a time, wherein men live without other security, than what their own invention shall furnish them withall. In such condition, there is no place for Industry; because the fruit thereof is uncertain: and consequently no Culture of the Earth; no Navigation, nor use of the commodities that may be imported by sea; no commodious Building; no Instruments of moving, and removing such things as require much force; no Knowledge of the face of the Earth; no account of Time; no Arts; no Letters; no Society; and which is worst of all, continuall feare, and danger of violent death; and the life of man solitary, poore, nasty, brutish, and short.” (Hobbes 1977: 186)

Den styrke, hvormed Hobbes hævder sin relevans, bliver indlysende, når vi betragter de dramatiske begivenheder, der udspiller sig den skæbnenat, da røverne bryder ind hos bageren uden at være i følge med løven. Deres hele livsform hviler på magt og list (force and fraud, som det hedder hos Hobbes), og magten er i sidste instans løven.

11-11-2008 12:36:41

26

TEMA: HUMOR

Røvernes forhold til dette dyr er meget tvetydigt. Somme tider hedder det hos dem: ”Løven er det nyttigste husdyr, man kan opdrive”, og ”løven kan gøre god nytte, hvis nogen forsøger at fange os”. Andre gange: ”Løver er nu ikke helt til at stole på”, og ”Man kan aldrig vide sig sikker med løver”. Ligger der ikke i denne ambivalens en tvivl om, at løven skulle være det sikre fundament for deres liv? (11) Jeg tror det. Og af viste netop ikke Hobbes Dyret i samfundet: Exit Leo! ”To make covenant [i.e. etablere et grundlag for et ordnet samfundsliv] with bruit Beasts, is impossible; because not understanding our speech, they understand not, nor accept of any translation of Right; nor can translate any right to another: and without mutual acceptation there is no covenant (ibid.: 197).”

Den symptomale læsnings fase I er tilendebragt, al den stund vi ved, at det ene samfund transformeres til det andet. Processen forløber fra natur til kultur, fra uorden til orden, fra State of Nature (Warre) til Civil Society.

Den symptomale læsning: Fase II.

Denne er empirisk dokumenterende: Hvor ligger Kardemomme By? Har vi i byens navn en utvetydig tilkendegivelse af, hvor den måtte ligge? Nej, kardemommen (Elettaria cardamomum) fører os to steder hen – til Chuar Phnum Kravanh (Chaines des cardamomes) i det vestlige Kampuchea og til den sydindiske delstat Keralas Cardamom Hills. Ligger vor by i Sydindien eller i Sydøstasien? Tager vi den veludviklede økonomi i Kardemomme By i Betragtning, så svarer den dårligt til, hvad vi ved om ChuarPhnum Kravanh. Her produceres kun de kommercielle afgrøder

Er løven i virkeligheden betingelsen for, at røverne kan opretholde deres eksistens?

folk og røvere i kardemommeby!.indd 5

kardemomme og peber (Encyclopedia Britannica, V: 913). Helt anderledes forholder det sig med Cardamom Hills, hvor der produceres kaffe, the, kardemomme, teaktræ og bambus (Encyclopedia Britannica, II: 557). Det er imidlertid vanskeligt alene på dette økonomiske grundlag definitivt at tage parti for Sydindien. Der kunne ligge en fælde i det forhold, at Sydindien og Sydøstasien historisk set har været tæt forbundne (Stein 1980:37ff; Briggs 1951).

Vi må altså søge yderligere belæg.

Et andet spor, vi kan forfølge i lokaliseringen af Kardemomme By, bekræfter den sydindiske hypotese (12). Det er røvernes navne: Kasper, Jesper og Jonatan. Her ligger utvivlsomt en skjult henvisning til de tre vise mænd fra Østerland: Gaspar, Melchior og Balthasar (Matt. 2: l-12). To traditioner har dette Østerland som Indien (de Villard 1952). Den første kæder vismændene sammen med Skt. Thomas, som forkyndte kristendommen i Sydindien midt i det første århundrede (Brown 1952) (13). Den anden tradition hidrører fra den syriske gengivelse af navnet Gaspar som Gushnasaph. Denne skulle være selv samme indiske konge, Gundafor, som Skt. Thomas døbte. Gundafor var i øvrigt en af ovennævnte Prester Johns forfædre (Herzfeld 1935).

Løven giver os et tredje spor. Skønt der ikke er noget, der tyder på, at løven (Panthera leo persica) i Indien har været udbredt syd for Narmada-floden (ca. 22 grader nordlig bredde) (Seshadri 1969: 115), så fører den os alligevel til subkontinentets sydlige del.

Vi har nemlig den åbenbare etymologiske sammenhæng mellem sanskritordet for løve, sinha, og Ceylon og singhaleser. Ceylon, eller Sri Lanka, har en løve i sit nationale flag. Denne etymologiske reference til Ceylon skal ikke opfattes for bogstavelig. Den tjener formodentlig det formål blot at pointere Kardemomme Bys sydlige placering. Nogle læsere kunne ukorrekt forledes til at spore byen til Nordindien, hvor personnavnet Singh, løve, er meget udbredt, især blandt sikh’er. Jeg skal indskrænke mig til at fremføre blot endnu et argument for den sydindiske lokalisering.

Det er selve landsbykonceptionen. Dette argument anser jeg for definitivt.

Der er over Kardemomme By noget ”asiatisk” i landsbyens isolation i forhold til staten. Den lilleverden som i landsbyer er spredt ud over Indien udtrykker en uforanderlighed, som vi genfinder i Folk og røvere. Selv om konfrontationen med røverne er dramatisk nok, så skrives der jo ikke historie derved. Alt bliver som før. Egner bekræfter således Marx’ betydningsfulde fremstilling af de ”asiatiske” landsbyers grundlæggende historieløshed: ”Strukturen i samfundets grundelementer forbliver uberørt af den politiske himmelregions storme” (Marx 1970: 1,2: 526).

Denne uforanderlighed er et væsentligt aspekt ved det 19. århundredes beskrivelser af Indien (Anderson 1974; Dumont 1966). Så tidligt som i 1810 har vi denne utvetydige beskrivelse fra Sydindien: ”Hver landsby [ ...] er en slags lille republik [ ...] og Indien består af en masse af sådanne republikker. Beboerne [...] bekymrer sig ikke om opbrud i og delinger af kongeriger; mens landsbyen forbliver, som den er, er de ligeglade med under hvilken magt, den eksisterer (Wilks 1810: 120f).”

11-11-2008 12:37:57

TEMA: HUMOR

Om nogen overhovedet så er denne Kardemomme By. Så vidt i vor symptomale læsning har vi altså lokaliseret det indiske fravær, så at sige læst Indien ind i teksten. Nu skal jeg læse teksten ind i Indien.

Den civiliseringsproces, vi har set, er den specifikt indiske, brahmaniseringen, eller sanskritiseringen, som den kaldes (14). Denne proces har to aspekter, et diakront og et synkront. Den første henviser til, hvordan man forestiller sig den indiske civilisation opstod, nemlig som mødet mellem indvandrede ariere (indoeuropæere) og lokale ikke-ariske folk. Denne indvandring er beskrevet af arierne selv i de vediske skrifter. Her er det tydeligt, at arierne ser sig selv som civiliserede og de andre som vilde. Vildheden differentieres i en lang række termer, som rækker fra det mere generelle mleccha (barbar, fremmed) til det specifikke Dasyu Jivinah (farlig røverstamme) (Thapar 1978: 158; Choudhury 1977: 112). Nogle af disse fremmede var for magtfulde til blot at besejre og udrydde. Arierne måtte komme overens med dem. Disse stærke fremmede måtte på den ene eller anden måde lukkes ind i samfundet som legitime medlemmer. Dertil udvikledes særlige ritualer, som rensede de vilde og fremmede for deres urenhed og samtidig gav dem en bestemt kastestatus. Som regel blev de klassificeret som værende kshatriya, af krigerkasten. Et særligt virksomt ritual var det såkaldte vratyastoma (Thapar 1978: 158) (15).

På denne måde forestiller man sig, at primitive stammefolk er blevet optaget i samfundet som kastemedlemmer, netop som vi ser det i Folk og røvere. Fra at være i modsætning til kastesamfundet bliver de en del af det i kraft af det erhverv, de får tildelt eller ønsker sig. Vi må huske på, at kasterne i en vis henseende ligner laugene, vi kender fra den europæiske middelalder, og derfor i nogen grad afspejler den erhvervsmæssige arbejdsdeling (16).

Denne oprindelsesforklaring kan udstrækkes til det andet aspekt: Den synkrone beskrivelse af kastesystemet. Dette hviler på en fleksibel accept af arbejdsdelingen. Fleksibiliteten åbner for statusforskydninger i kastehierarkiet, således at særligt privilegerede kaster kan avancere. Det gør de ved at kræve en højere status og ved at efterligne højerestående kasters adfærd, især hvad angår spisevaner, rituel praksis og ægteskabsform. Her ser vi, at røvernes udvikling illustrerer kastesystemets synkrone ide.

Civiliseringsprocessen kan ses som en rituel proces, som løber i to faser. Først fængselsopholdet, som kultiverer røvernes umiddelbare behovstilfredsstillelse ved at kanalisere den ind i måltider, og som i bogstaveligste forstand er et renselsesforløb, en soignering, der aftvætter dem deres urenhed. Den anden fase indtræder med løsladelsen fra fængslet. Her har Egner skabt en genial scene, som pointerer civiliseringsprocessens grundlæggende symbolske eller rituelle karakter.

På et tidspunkt inden røvernes straf er udstået, går der ild i gamle Tobias’ tårn, og hans to kære dyr, hundehvalpen og papegøjen Polly, står i fare for at indebrænde. Alle står magtesløse over for den truende katastrofe, indtil politimester Bastian får den ide at lade røverne forsøge at hjælpe. Han skynder sig at lukke dem ud af fængslet og bønfalder dem om at gøre noget, og på ganske kort tid har de slukket ilden og reddet dyrene.

Man ser straks, at der her er tale om et ritual, en ild- og vand-

folk og røvere i kardemommeby!.indd 6

27

”Historien udvikler sig én vej, fremad. Først er man røver, primitiv og uciviliseret, og siden bliver man borger og civiliseret. Det går aldrig den anden vej, bordet fanger. Det er så at sige historiens mening, at den bliver bedre og bedre, og til sidst bliver den bare bedst” dåb, som røverne underkaster sig. De går i bogstaveligste forstand gennem ild og vand for Kardemomme By. Det er et overgangsritual, som dramatiserer katastrofen og indstifter en ny og lykkelig tilstand.

Det er derfor logisk, at Bastian på stedet kan erklære dem for frie, og de optages i samfundet og indgår i arbejdsdelingen som brandmajor, cirkusdirektør og bager. Et komisk og dog gribende vidnesbyrd om, hvor fuldstændig en forvandling, der har fundet sted, er, har vi i løvens skæbne. Dette dyr, som var så naturligt i huset på sletten, bliver i byen til cirkusløve. Den forvandles til kulturskabning og eksisterer derfor på lige fod med de andre af byens dyr. Alle forskelle er ophævet. Orden hersker.

Fred i Kardemomme By – kun i vor tid?

Ved udgangen af Folk og røvere har byen etableret sig i sin idyl.

Det spørgsmål, som sjældent er blevet stillet til Egner, er, om freden holder? Er svaret bekræftende, forudsætter det en striks evolutionisme, en historieteoretisk irreversibilitet på hvert trin, et samfund befinder sig på. Historien udvikler sig én vej, fremad.

Først er man røver, primitiv og uciviliseret, og siden bliver man borger og civiliseret. Det går aldrig den anden vej, bordet fanger.

Det er så at sige historiens mening, at den bliver bedre og bedre, og til sidst bliver den bare bedst.

Dette er den teoretiske begrundelse for det optimistiske historiesyn, der almindeligvis forbindes med Thorbjørn Egners forfatterskab. Dog, i et tidligere værk, Karius og Baktus (norsk udgave 1946, dansk udgave 1958), har Thorbjørn Egner hævdet en anden opfattelse af civilisationens velsignelser. Her optræder kulturen ikke som det fremskridt, der skiller civilisationen fra barbariet, men som lidelse. Kultur er i dette tidlige værk bakteriekultur, ”orm i tænderne”. Det moderne samfund er i sit inderste befængt af sønderbrydende kræfter, som det er nødvendigt hele tiden at bekæmpe for at fastholde de civiliserede landvindinger, der trods alt er gjort. Karius og Baktus påpeger med usædvanlig klarhed demokratiets dilemma. Bogens pessimisme udspringer formodentlig af Egners refleksioner over 1930’ernes og 1940’ernes politiske udvikling. Egner synes at have lært af historien, af den foregående halve snes års holocaust, de 60 millioner døde og Hiroshima, at barbariets tid endnu ikke var lagt bag os.

11-11-2008 12:38:41

28

TEMA: HUMOR

Fakta: - folk og røver i kardemomme by er skrevet i 1955 af den norske forfatter, tegner og visekomponist Thorbjørn Egner (1912-1990) - den samme forfatter står også bag børnebogsklassikkerne Karius og Baktus og Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven - Poul Pedersens artikel ”Krig og Fred i Kardemomme By” har i år 25 års jubilæum - Den blev trykt første gang i 1983 i det københavnske avantgarde-antropologiske tidsskrift Stofskifte: tidsskrift for antropologi (6. årgang, nr. 9, 1983)

”

...Han skrev tilbage til mig og fortalte, hvordan han havde læst artiklen op for familie og venner, og hvordan alle havde moret sig! Det er den største anerkendelse, jeg nogen sinde har fået af mit arbejde” (Poul Pedersen om Thorbjørn Egners reaktion på nærværende artikel)

Netop denne pessimisme finder vi også i Folk og røvere. Der er – som jeg skal vise – en række forhold, som ikke lader sig fortolke inden for rammerne af en lineær historieopfattelse, og som derfor afgørende dementerer troen på fremskridtet. Frem for at repræsentere historiens tendens synes borgerne i Kardemomme By at opleve et sjældent lykkeligt øjeblik i en uendelig, cyklisk proces, hvor alt, med Prædikerens ord, har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid.

Der er visse omstændigheder i røvernes liv, som peger på, at de ikke er ægte primitive. Det primitive samfund, som det er fremstillet i Folk og røvere, er modsætningen til Kardemomme By, altså det kulturløse, det analfabetiske og det naturaløkonomiske. Med denne logiske konstruktion opstår der en vældig modsigelse mellem deres angivelige primitivitet og det forhold, at de i fængslet er kulturelt udøvende. De kan spille musik, fordi de har en fortid som gårdmusikanter. Det fremgår også, at de kan

”…det er den hyggelige eksotisme, der appellerer. Det fremmede er blevet afvæbnet, og begivenhederne er alle holdt i beskeden målestok. Alt dette peger på tolerancens elementære natur”

folk og røvere i kardemommeby!.indd 7

eller har kunnet læse, fordi de på et tidspunkt leder efter ”bogen, hvor der står om hottentotterne” (17). Og endelig erfarer vi, at de har – eller har haft – penge, idet de spørger: ”Hvor er pengene, vi stjal fra vores oldemor?”

Vi ser altså, at meget af det, som karakteriserer de gode borgere i Kardemomme By, også helt eller delvist gælder for røverne ude på sletten. Der kan kun drages én konklusion heraf: Røverne har været civiliserede, og de er blevet primitive. Folk og røveres skepsis står foruroligende klar: Hvad der én gang gjaldt for røverne, kunne blive til virkelighed for borgerne. Kardemomme Bys fred synes ingenlunde sikker. Her får læren fra Karius og Baktus en bevægende pointering. Fred er ingen historisk selvfølgelighed, snarere en undtagelse man skal forsvare eller tilkæmpe sig (18).

Konklusion

Oversættelser og oplag viser, med hvilken kærlighed læsere jorden over har taget Folk og røvere til sig. Enhver, som har læst Egners bog, forstår, at det er den hyggelige eksotisme, der appellerer. Det fremmede er blevet afvæbnet, og begivenhederne er alle holdt i beskeden målestok. Alt dette peger på tolerancens elementære natur.

Denne milde fremstilling har imidlertid det blodige og verdenshistoriske forlæg i civilisationens ekspansion. Egner kunne ikke forudse, at slyngelstaterne skulle få flertal på menneskerettighedernes område i FN. Men netop på den baggrund får politimester Bastians Kardemommelov sin særlige historiske prægnans. d

11-11-2008 12:39:21

HUMOR

29

Noter 1) Bogen udkom første gang på norsk i 1955 (dansk udgave 1956). Senest er den udkommet i revideret udgave på dansk og norsk i 1980.

I Norden alene er bogen kommet i mere end 500.000 eksemplarer. Den er udkommet på 14 sprog i meget store oplag. Teaterversionen er opført i 16 lande, bl.a. Japan, Kina, Sovjetunionen og Polen. Jeg er Thorbjørn Egner taknemmelig for disse oplysninger, som rækker frem til ca. 1980.

2) Elias’ betydningsfulde bog udkom første gang i 1939 uden at vække opmærksomhed. Formodentlig fordi verden var mere optaget af tidens deciviliseringsprocesser end af dens civiliseringsprocesser. For en imponerende diskussion af Elias, se Barraclough 1982.

3) Også Thomas More knyttede Indien og Utopia sammen, se Derrett 1962. Vedr. Indiensopfattelsen i Europa, se Aronson 1946, Le Goff 1980, Marshall og Williams 1982, Mitter 1977, Wilson 1964, Wittkower 1942.

4) Vedrørende Indien – Europa – Prester John, se Helleiner 1959, Nowell 1953, Olschki 1960, Slessarev 1959.

5) Jeg er Thorbjørn Egner taknemmelig, fordi han så beredvilligt har svaret mig på mine spørgsmål. Uden hans store interesse for mit arbejde var nærværende undersøgelse ikke blevet foretaget. Dog bærer alene jeg ansvaret for hele dette arbejde. Lad mig i samme åndedrag takke afdøde professor dr. phil. Elias Bredsdorff for henvisningen til hans analyse af ”En lille nisse rejste” (Bredsdorff 1978), som jeg stort set kan tilslutte mig. Tolkningen burde nok i tilfælde af genoptryk revideres i forhold til den store forskningsindsats, der i øjeblikket lægges på feltet ”Tekst som mundtlighed”. Det bør understreges, at der er tale om en sang.

6) Om stor varighed, se Braudel 1969.

7) Især fra Østtysk side har der været rejst kritik mod, at arbejdsdelingen i Kardemomme By ikke eksplicit har indbefattet arbejdere, bønder og soldater. Kritikken viser et ringe kendskab til bogens forskellige udgaver. I den danske udgave fra 1979, optræder der soldater (p. 88). I den reviderede udgave fra 1980 er de udeladt. Det samme er tilfældet i den tyske: Die Räuber von Kardemomme, Blanvalet Verlag, München (u.å.). Se Lehde 1982.

8) Således som den nordkoreanske antropolog Kim Il-sung hævder det med henvisning til røvernes – fælles (?) – oldemor (Kim 1963).

Jeg er den danske Kim I1-sung oversætter Arne Herløv Petersen taknemmelig for henvisningen til dette lidet kendte værk.

9) Det er vanskeligt at følge Richard Spencers ellers inspirerende værk (1981), når han tolker røvernes tilholdssted som et bøssekollektiv. Ligeledes må det afvises, at Jespers nære forhold til løven skulle have seksuelle aspekter, som det er blevet hævdet af Pierre Brulis 1972. l0) Mig bekendt er Hobbes aldrig blevet sat i forbindelse med Indien.

11) Parallellen til fortællingen om Balders død er tydelig, når man læser misteltenen for løven.

12) Praktiske omstændigheder byder mig at følge hypotesebekræftelsens vej frem for hypotesefalsifikationens, se Popper 1959.

13) Brown er skeptisk over for Sydindien. Hvis traditionen har noget på sig, så er det Nordvestindien, hævder han.

14) Om civiliseringsprocessen i Indien, se Bailey 1957, Bose 1953, Srinivas 1952 og 1956.

15) Denne forklaring på den indiske civilisations oprindelse er den gængse. Den er formodentlig helt forkert. Den bygger på en misforstået sammenkædning af kultur, sprog og biologi, og den kan ikke eftervises arkæologisk, se Thapar 1978. Et begavet alternativ, som fokuserer på kastesystemets oprindelse findes hos Klass 1980.

16) For en omfattende, omend ældre beskrivelse af kaster og stammer i Sydindien, se Thurston 1909. Det er fristende at identificere røverne med en bestemt stamme i Cardamom Hills. Om nogen må det være Mannan. Dette mener jeg af to grunde. For det første praktiserer Mannan kvinderov, og for det andet er de ”joviale af sind og lette at gøre tilfredse. De har et overstadigt humør og nyder virkelig en god spøg. De kan bære tunge byrder over store afstande uden at trættes” (Iyer 1937: 202ff).

17) Der er formodentlig tale om Böving 1712. Men eftersom røverne har mistet den, kan den endelige identifikation ikke foretages 18) Dette er præcis den lære, Feher og Heller (1983) drager af deres analyse af de sidste års fredsbevægelse.

folk og røvere i kardemommeby!.indd 8

11-11-2008 12:39:38

30

HUMOR

Litteratur: Althusser, Louis og Etienne Balibar. 1968. Lire le Capital. Paris.

Anderson, Perry. 1974. Lineages of the Absolutist State. London.

Aronson, Alex. 1946. Europe Looks at India. Bombay.

Bailey, F.G. 1957. Caste and the Economic Frontier. Manchester.

Bannerman, Helen. 1969. Lille Sorte Sambo. København.

Barraclough, Geoffrey. 1982. “Clockwork History”. The New York Review of Books, 29, no 16.

Bose, Nirmal Kumar. 1953. Cultural Anthropology and Other Essays. Calcutta.

Braudel, Fernand. 1958. “Histoire et sciences sociales: La longue durée”. Annales, 13.

Bredsdorff, Elias. 1978. ” En lille nisse rejste”. I: Fra Andersen til Scherfig. København (først publiceret i Perspektiv, december 1953).

Brigges, Lawrence P. 1951. “The Ancient Khmer Empire”. Transactions of the American Philosophical Society, 4, 1.

Brown, L.W. 1956. The Indian Christians of St. Thomas. Cambridge.

Brulis, Pierre. 1972. “Le larron et le lion: Innocence primitive ou sodomique?” I: Homage a Jaques Laban. Paris.

Böving, J.G. 1712. Curieuse Beschreibung und Nachrichten von den Hottentotten. U.s.

Choudhuri, Mamato. 1977. Tribes of Ancient India. Calcutta.

Christensen, Erik M. 1969. En fortolkning af ”Højt fra træets grønne top” – verifikationsproblemet ved litteraturvidenskabelig meningsanalyse belyst i praksis. København.

Collier, J. Paine (ed.). 1840. The Bastian Papers. A Collection of Public and Private Documents Chiefly Illustrative of the Times of Elisabeth and James I. London.

Derret, J. Duncan M. 1962. “Thomas More and Joseph the Indian”. Journal of the Royal Asiatic Society.

Dumont, Louis. 1966. “The ‘Village Community’ from Munro to Maine”. Contributions to Indian Sociology, 1, 9.

Encyclopædia Britannica. 1974, Vol. 2 og 15. Chicago.

Elias, Norbert. 1976 Über den Prozess der Zivilisation (opr. 1939).

Feher, Ferenc og Agnes Heller. 1983. “The Antinomies of Peace”. Telos, summer.

Hay, Elisabeth.1981. Sambo Sahib. The Story of Little Black Sambo and Helen Bannerman. Edinburgh.

Helleiner, Karl F. 1959. “Prester John’s Letter: A Medieval Utopia”. The Phoenix: The Journal o£ the Classical Association of Canada, 13.

Herzfeld, Ernst E. 1935. Archaeological History of Iran. London.

Hobbes, Thomas. 1977. Leviathan. C.B. Macpherson ed. Harmondsworth (Opr. 1651).

Iyer, L.A. 1937. The Travancore Tribes and Castes. Vol. I. Trivandrum.

Kim Il-sung. 1963 Juche: A Polyandrous Marriage Arrangement in Transition. Pyongyong.

Klass, Morton. 1980. Caste. The Emergence of the South Asian Social System. Philadelphia.

Le Goff, Jaques. 1980. “The Medieval West and the Indian Ocean: An Oneiric Horizon”. I: Time, Work, and Culture in the Middle Ages. Chicago.

Lehde, Erich. 1982. ”Utopie und Arbeiterklasse in der neueren norwegischen Kinderlitteratur”. Mittteilungen der Weimar Wissenschaftliche Volks- und Freiheitsakademie.

Marshall, P.J. og Glyndwr Williams. 1982. The Great Map of Mankind. British Perceptions of the World in the Age of Enlightenment.

London.

Marx, Karl. 1970. Kapitalen, 1. bog, bd. 2. København.

Marx, Karl og Friedrich Engels. 1972. On Colonialism. New York.

Mitter, Partha. 1977. Much Maligned Monsters. History of European Reactions to Indian Art. Oxford.

Monneret de Villard, Ugo. 1952. Le leggende orientale sui magi evangelici. Citta del Vaticano.

Nowell, Chales E. 1953. “The Historical Prester John”. Speculum, vol. 28.

Olschki, Leonardo. 1966. Marco Polo’s Asia. Berkeley.

Popper. Karl. 1959. The Logic of Scientific Discovery. London.

Seshadri, Balakrishna. 1969. The Twilight of India’s Wild Life. London.

Slessarev, Vsevolod. 1959. Prester John: The Letter and the Legend. Minneapolis.

Spencer, Richard. 1981. Civilization and Gay Epistemology. San Francisco.

Srinivas ,M. N. 1952. Religion and Society Among the Coorgs. Oxford.

Srinivas, M.N. 1956. “A Note on Sanskritization and Westernization”. The Far Eastern Quarterly, 5, 4.

Stein , Burton. 1980. Peasant, State , and Society in Medieval South India. New Delhi.

Thapar, Romila. 1978. Ancient Indian Social History. New Delhi.

Thurston, Edgar. 1909. Tribes and Castes of South India (7 vols ). Madras.

Wilks, Colonel Mark. 1810. Historical Sketches of South of India, vol. I. London.

Wilson, A. Leslie. 1964. A Mythical Image: The Ideal of India in German Romanticism. Durham, N.C. Wittkower, Rudolf. 1942. “Marvels of the East: A Study in the History of Monsters”. Journal of the Warburg and Courtauld Institutes, vol 5.

folk og røvere i kardemommeby!.indd 9

11-11-2008 12:39:52

Side 9 VILD

LIMINALT

I denne udgaves har vi flyttet den vilde side 9er til side 31.

Titlen indehaves i dette nummer af Emil fra 3. semester, som i et snapshot fra BarBaren viser tĂŚnder, og hvem ved - sit sande ansigt? Vildt i hvert fald! Fotograf: Bille

9vild.indd 1

31

Informanten kĂĽrer i hvert blad studiets vildbasse og lader ham/ hende indtage titlen som side 9 vild.

Med andre ord: dolk din nĂŚste i ryggen og indsend vilde fotos til stud20071192@hum.au.dk. d

10-11-2008 11:05:51

32

LIMINALT

Indisk distinktion

– eller historien om hvordan Bourdieus teori blev kropsliggjort i et tog i Sydindien – måske.

Af: Cecil Marie Schou Pallesen, 5. semester på Peace and Conflict Studies i Pondicherry, Indien Det bliver mørkt. Folk hviner. Toget brager af sted gennem tunnellen, og vognen, vi sidder i, bliver fyldt med røg fra damplokomotivet, som kører foran os. Vi er på vej ned fra den gamle engelske bjergstation Ooty i Sydindien, hvor koloniens britiske overhoveder i sin tid nød køligt klima, tennis og tobak i weekenderne.

Vi har købt billetter på 2. klasse, fordi der ikke var flere 1.klassebilletter (som jeg ellers havde læst i Lonely Planet, skulle være de bedste). Når vi stikker hovedet ud af vinduet, kan vi til venstre se 1. klassevognen med nysgerrige, hvide hoveder (som også har læst Lonely Planet) stikkende ud og til højre se 3. klassevognen, som er så fyldt, at ingen kan komme til at stikke hovedet ud nogen steder.

Vi kører igennem tunnel nr. 2. Alle hviner igen. Vi hviner med og synes, det er ret så festligt, at inderne fejrer hver tunnel på den 4 timer lange togtur.

Da toget når til 3. tunnel, hviner vi igen, men stopper hurtigt, da vi opdager, at inderne i vores vogn ikke siger en lyd. Vi kan derimod høre menneskerne på 3. klasse hvine noget så fornøjeligt i vognen foran.

Og det er her, jeg tænker, at jeg må sætte denne tur i en teoretisk ramme for at fremme min forståelse.

Interaktion i offentlige rum

Jeg antager, at passagererne på 1. klasse ikke hvinede på noget tidspunkt. De havde trods alt ikke nogle indere til at vise dem, hvordan man gør her – og på baggrund af mine erfaringer i europæiske tog konkluderer jeg, at det er de færreste indbyggere i Europa og USA, som hviner, når de kører i tog. Dér passer man gerne sig selv. Det skulle jo nødigt blive for lystigt. Desuden ved man, hvis man besidder blot en smule

social kapital, at man ikke interagerer med andre individer, når man er i bestemte offentlige rum såsom tog, elevatorer, rulletrapper mv.

Passagererne på 2. klasse stoppede deres hvinen efter 2. tunnel – dette oplevede jeg selv under min observerende deltagen.

Passagererne på 3. klasse derimod blev ved med at hvine, til vi nåede vores destination. Altså hver gang vi kørte gennem en tunnel.

”

1. klasses passagerer forsøger konstant at distancere sig fra 2.- og 3. klasse ved for det første ikke at hvine, ved for det andet at hænge ud af vinduerne for at understrege, at de har større vinduer end de andre vogne,...

Habitus og dårlig smag

Man ser tydeligt Bourdieus begreb ’distinktion’ tage praktisk form i denne opdeling.

De, som har råd til 1. klasse, har i deres habitus internaliseret mådehold. De, som kører på 2. klasse, vil gerne opnå 1. klasses stil, men de glemmer det engang i mellem og kommer derfor til at hvine i starten af togrejsen – indtil de husker, at 1. klasses passagerer aldrig hviner. 1. klasses passagerer forsøger konstant at distancere sig fra 2.- og 3. klasse ved for det første ikke at hvine, ved for det andet at hænge ud af vinduerne for at understrege, at de har større vinduer end de andre vogne samt ved for det tredje i pausen gentagne gange at gå ind og ud af deres individuelle døre i vognen for også at vise, at de har en sådan.

2. klasses passagererne får aldrig råd til at køre på 1. klasse, og hvis de gjorde, ville de fejle, for de ejer ikke samme habitus og kommer i følge Bourdieu heller aldrig til at eje den. De ville, i overført betydning og med Dennis Nørmarks ord, købe et joggingsæt i guld, hvis de fik muligheden.

I modsætning til sædvanen i europæiske tog interageres der livligt i de indiske kupéer

indisk distinktion.indd 2

27-10-2008 02:55:40

Oversat til hvin ville de måske lave en lille, fin tone, når toget kørte gennem tunnel 2 – efter at de i tunnel 1 (pinligt nok) havde glemt, at man på 1. klasse ikke hviner.

Passagererne på 3. klasse er så langt fra både 1. og 2. klasse, at de ikke engang forsøger at kravle op ad stigen til de, som forsøger at distancere sig fra dem ved ikke at hvine. 3. klasses passagerer tror, det er normalt og rigtigt at hvine hver eneste gang, man kører gennem en tunnel. De har således ikke haft ressourcer til at finde ud af, at det er helt forkert; at hvinen er dårlig smag.

1. klasses distinktion har på den måde båret frugt. 3. klasse når dem ikke til sokkeholderne.

indisk distinktion.indd 1

LIMINALT

33

En dreng på 2. klasse, kigger frem mod passagerne på 1. klasse, der med deres større vinduer er i stand til at læne sig ud og dermed distancere sig socialt fra ham.

Betragt, og du skal lære

Og hvor står jeg så i denne analyse?

Tja. Jeg er vel bare en små-latterlig antropologi-studerende, som tror, det er sejt at gøre som de lokale, og forsøger totalt at fornægte sin habitus for at blive een af ’dem’.

Desværre lykkedes det ikke at ramme 2. klasses passagerernes habitus – jeg manglede social og kulturel kapital og fattede slet ikke hele dette system af distinktion, før jeg kom tilbage til mit lille værelse i Pondicherry.

Eller måske er det helt anderledes? Necessity is the mother of invention, står der et sted i mine 1. semester-noter. Måske er det faktisk i dette citat, som jeg ikke husker, hvorfra stammer, at forklaringen på hvineriet skal findes. Måske hviner folk i toget, fordi man ikke får røg ind i munden når man puster luft ud af den. Måske er det netop derfor, at 3. klasses passagerer hviner mest: de sidder nærmest lokomotivet. 2. klasses passagerer sidder midt i og 1. klasse er hægtet på bagerst. De får således næsten ingen røg, d

27-10-2008 02:54:40

34

LIMINALT

”There is this guy called Benedict Anderson who talks about Imagined Communities” forklarer min schweiziske underviser.

Jeg noterer følgende: ”Anderson blablabla...”, for jeg ved det jo godt. Mine to års studier på Antropologi i Århus har da lært mig eet og andet. Eller måske faktisk en hel del.

varme, men til gengæld befinder vi os lige midt i (eller i hvert fald ret tæt på) den empiri, vi beskæftiger os med. Det er bare lettere at forholde sig til og forstå kastesystemet og dets konsekvenser, hindu-nationalisterne, diskriminationen af muslimerne og Indiens voldsomme forskel på rig og fattig, når man bliver konfronteret med disse problemer næsten dagligt. Når man altså ikke lige isolerer sig i sin danske minoritetsgruppe i den norske diaspora på det eksotiske studiecenter.

Af: Cecil Marie Schou Pallesen

Jeg har lært meget om conflict management, conflict resolution, rehabilitation, reconciliation, peace building, peace keeping og ikke mindst konflikterne i Sydasien. Jeg har læst en hel del tekster, fået indblik i et nyt forskningsfelt, fået øjnene op for konflikter, jeg aldrig havde vidst eksisterede, og jeg har for første gang i mit liv været tvunget til at forsøge at formulere mig akademisk på engelsk.

Men det, jeg har lært mest om, er, hvor meget jeg kunne i forvejen. Dette skal ikke være en hellig tak til Moesgårds undervisere

Jeg læser Peace and Conflict Studies i Pondicherry, Indien, som en del af mit Individuelt Tilrettelagte Tilvalgsfag, som det så flot hedder. Tre norske universiteter har et studiecenter her, hvor omkring 60 studerende fra hovedsageligt Norge (og så et par svenskere, en tysker, en inder, en srilankaner – og tre Moesgårdpiger) studerer Religion, Antropologi og Fred & Konflikt. Vi er indlogeret på værelser i huse i Pondicherry og bliver hver morgen hentet af en bus, som kører os de ca. 10 km ud til studiecentret, hvor hængekøjer, dejlig mad, havbrise og klasselokaler-nærmest-idet-fri venter på os. Det er faktisk ikke så ringe.

Autenticitet

I 10 uger har vi undervisning, seminarer, opgaveskrivning, læsning og workshops, og semestret er således temmelig komprimeret.

Det er noget af en udfordring at koncentrere sig i 35 graders

There is this guy02.indd 2

Længe leve lærdom!

”

Anthropologists!

Where would we be without them!

(eller – jo, måske?), men blot en konstatering af, at man har en temmelig solid faglig bagage, når man som antropologistuderende drager ud i den store verden for at lære nyt. Jeg er blevet overrasket over, at jeg i forvejen kendte mange af de begreber, teorier og teoretikere, underviserne introducerede, og at man her får credit for: 1) at man læser antropologi 2) at man har læst Foucault 3) at man har læst alle de andre større og mindre teoretikere 4) at man har lavet en metodeøvelse og dermed har et indblik i kvalitative undersøgelser (og ved, hvorfor the local story er vigtig!) 5) at man har lært at reflektere over det, andre tager for givet.

Det, som startede som en frustration over, at meget var kendt stof, har ændret sig til en glæde over, at jeg på grund af min faglige baggrund har et ret godt grundlag at arbejde ud fra – også når jeg træder ind i et nyt fagligt felt.

Og hvor bliver man varm om hjertet, når Oliver Richmond, freds- og konfliktforsker fra St. Andrews i Scotland siger: ”Anthropologists! Where would we be without them!” d

09-11-2008 10:43:46

LIMINALT

Ud af æggeskallen…

35

Af: Siff Monrad Langkilde og Tina Kaia Stokvad Brix I en stille aftenstund – en søndag sidst i august – sidder en ung kvinde iklædt nattøj alene i sin lejlighed og kigger ned i et halvtomt rødvinsglas. Hendes læber og tænder er svøbt i et blåligt skær, og hendes blik er lettere drømmende.

Hun løfter blikket og får øje på den papkarton på sofabordet, som snart har tabt et halvt kilo. Så fniser hun veltilfreds for sig selv. Midlet har virket efter hensigten. Det gør det altid.

Velfornøjet rejser hun sig op, spænder sine armmuskler og nikker konstaterende, at nu, nu kan den bare komme an, dagen i morgen, den længe ventede første skoledag. Kom an!, brøler hun.

Og det gør den så. Scenariet er klassisk: I en stor, gammel sal står en flok nyudklækkede kyllinger, klistrede efter kampen til Moesens nye verden, forfjamskede, famlende sig frem i det endnu ukendte miljø.

De pipper lidt, nogle højere end andre, betragter hinanden med deres nyerhvervede øjne og retter generte lidt på fjerdragten.

Det er os! Russere af krop og sjæl! Med ærefrygt overlader vi vores skæbne til De Store. Og det viser sig heldigvis at være en fænomenal løsning.

Allerede tirsdag tager de os med på et hæsblæsende eventyr - det traditionsrige Tour de Moesgård, hvor vi for første gang i vores antropologiske karriere får mulighed for at stifte bekendtskab med alverdens folkeslag. Antropologi skulle gerne stå i spidsen for at nedbryde fordomme og gøre op med de forudindtagede idéer

”

Det er os!

Russere af krop og sjæl!

om stereotyperne. Så takket være touren lærer vi: at grønlænderes hovedbeskæftigelse er at drikke sig fulde for de penge, de tjener på at samle pant; at sigøjnere er utilregnelige kvindfolk, der udelukkende er ude på at rippe os for alt af værdi; at ze frenchmen’s eneste kompetence er at mestre deres eget sprog og blære sig med deres moustache, og at Ruslands befolkn-

There is this guy02.indd 3

Nyudklækkede kyllinger spreder vingerne på Tour de Moesgård ing udgøres af pelshuebelagte hankønsvæsner, der prædiker om Stalin og slukker tørsten i 3-liters slavevodka. Listen for lærdom er uendelig. Og vi står i evig gæld til vore lærermestre. Nu oplyste og ualmindeligt fordomsfrie fortsætter vi – voldsomt berusede (af viden) – til den kulinariske oplevelse, der venter forude: pølsen i proteintarm! Med så næringsrigt et måltid er bunden lagt til ugens videre forløb.

Veloplagte tager vi atter kampen op om torsdagen, hvor det gælder den legendariske pub crawl. Etablerede i grupper af stolte navne – heriblandt 'Den gustne', 'Den hippe' og 'Den fordrukne' - indtager vi i en sen eftermiddagstime en håndfuld århusianske skænkestuer.

'Den fordrukne' er et sikkert hit.

Startskuddet lyder fra Hjorten, hvor røgen er tyk og pladsen trang. Omringede af døde dådyr, livlige stamkunder og tutorer, der stadig til forveksling ligner grønlændere, indere og nuere, indtager vi en ikke uvæsentlig mængde alkohol – og virkningen sætter ind: vi føler os straks tæt knyttet til Den Fordrukne Klan.

Fra Hjorten crawler vi videre til Værtshuset, hvor de overordentligt billige shots straks sætter gang i fællessangene – her er spiritussen tykkere end blod, og folk, som få dage forinden var fremmede medstuderende, forenes vi med i ét stort, klassifikatorisk slægtskab.

Nu som brødre og søstre, fætre og kusiner, sætter vi kursen mod sidste stop.

På Celinas bar imødekommes vi af en flok smilende, tandløse grønlændere, der, for

nyudklækkede antropologistuderende, er et feltarbejde i sig selv.

Det nøjagtige hændelsesforløb herefter forekommer os af uransagelige årsager en smule uklart, men lokaliteterne tager vi ikke fejl af. Studenterhuset danner rammerne for resten af aftenen, hvor klanerne mixes i en smeltedigel af barfodet stammedans på scenen, drukritualer i baren og ølgylp på trappen.

Dagen efter er vi på den igen, hvor afslutningsceremonien når store højder i et brag af en fest. Her møder proteintarmspølsen sin overmand! Lugtesansen overvældes af stærke, krydrede dufte, og farverige præsentationer af kostforplejninger fra mere eksotiske lande betager vores syn.

Lokkende trommer og en kraftfuld, maskulin stemme akkompagneres af muntre strenginstrumenter, der sammen med et overflødighedshorn af berusende liquidum, skaber en stemning, der får køerne på marken til at glemme alt om fluer og hæmmende fordøjelsestid.

I en buldrende aftenstund – en fredag sidst i august – danser en ung kvinde, iklædt prægtige gevandter, rundt blandt feststemte, nu velkendte, medstuderende. Se! De har smidt dunene og er klar til at flyve.

Hun deltager. Observerer. Reflekterer.

I dette rytmiske moment starter en ny skelsættende epoke, en rejse med mennesket i fokus i mere end én forstand.

Hun griner velfornøjet for sig selv. Kom an! d

09-11-2008 10:41:33

36

LIMINALT

‘G

-Min oplevelse i en latterklub Af: Lea Bonde D. 24.9.08 Den første mislykkede ekspedition til en latterklub

Jeg sidder hjemme i lænestolen og blunder lidt, inden jeg skal af sted til latterklubben. Jeg har bestemt ikke lyst til at tage af sted.

Her er stille og halvmørkt, en smule melankolsk. Jeg tvivler på, at det er muligt at skifte til et så markant anderledes sindelag på en halv time, bare ved at sætte lattermusklerne i gang uden at have noget at sætte dem i gang over.

Jeg kan dog godt se meningen i at bruge de gaver, som er skænket os af naturen, til at forbedre vores liv. På en larrerklubs hjemmeside står der facts, om hvor godt latter er for kroppen og sindet. Og min mor har fortalt mig, at jeg som barn spurgte min bror, om ikke vi skulle grine, når vores slåskamp blev for alvorlig.

Det var jo glimrende fundet på, synes jeg selv. Så måske har de fat i noget, de latter folk -at grine for lattereffektens skyld. Hvor ville det være herligt, hvis Putin og Bush bestemte sig for at grine sammen, hoppe i trampolin eller klæde hinanden ud som skildpadder, i stedet for at skændes. Bare et eller andet skægt. Men på en anden hjemmeside skriver de: Kl. 19.00 café stemning Kl. 20.00 latter

latterklub indesign.indd 2

Hvor er det dog absurd. Jeg kunne ligeså godt have skrevet til en ven og spurgt, om vi skal grine i morgen kl. 20.00. Når man tænker over det, er det egentlig ligeså absurd, som at invitere til fest et par uger i forvejen, og forvente, at folk er i den rette ‘feststemning’ lige præcis den dag.

Men altså. Jeg kan ikke finde klubben. Så jeg satte mig ind på en café for at læse avis. En kunstner, ved navn Hirsch, har lige solgt en masse værker, som er prydet med guld og diamantdrys. Et af værkerne er en lille gris med vinger, Pigs May Fly, der kommer til at koste 450.000 pund. Hold kæft hvor er det sjovt. For det første er det en morsom titel. Men at rige folk, som man må gå ud fra ikke har lyst til at associeres med grise, kan finde på at købe en, bare fordi der er guld og diamanter på, og nok også fordi det åbenbart er god smag, er da sjovt.

Så her har jeg lige fået et godt grin for 450.000 pund og en kop kakao med flødeskum til 25kr. I næste uge håber jeg, at få et godt grin for 10kr. i latterklubben.

D.30.9.08 Humor i latteren

Jeg fandt en anden latterklub, hvor det kostede 20kr. Min modvilje, som jeg virkelig prøvede at ryste af mig, blev desværre ikke helt afkræftet. Jeg engagerede mig fuldt ud i de forskellige latterøvelser, såsom at vandre rundt i lokalet som en pingvin og lave den skingre såkaldte ‘pingvin latter’. At prøve med en ‘græsslåmaskine latter’, at få maskinen i gang og løbe efter den, når den efter tredje forsøg drønede ud i rummet. At ‘pludre grine’ til en lille baby, jeg havde på armen, og som i løbet af det minut vi skulle grine, forvandlede sig til et lille væsen i min hånd. At grine af min gamle chef, som var skvattet i en bananskrald. At gå rundt i lokalet og hilse på alle de 53 andre fremmede med min ‘personlige latter’. Men den bedste af dem alle, som jeg synes var vældig sjov, var at hæve mine klør og med tungen ud af munden brøle mit ‘løve grin’: WRAHAHAHAAAAA!!. Den mest tankevækkende øvesle derimod var, hvor vi skulle starte i maven med at grine, derefter i hjertet og til sidst bruge lattermusklerne i ganen. Hvor var det smukt at finde ud af, at den ægte og mindst anstrengende latter, var den som lå i hjertet.

Det var nu også morsomt at se alle disse voksne mennesker te sig skørt og gøre noget, de aldrig ville have gjort i en anden sammenhæng. Jeg kunne da heller ikke lade være med at le af dem, og mig selv, engang imellem (man må godt grine af sine informanter, har jeg lært!). Men “hvorfor ikke lave disse øvelser andre steder, når man kan i latterklubben”, tænkte jeg, “hvorfor ikke på tidspunkter, når man bare har lysten?”

10-11-2008 22:14:25

37

LIMINALT

‘Gør noget du ikke har lyst til’

b

Faktaboks - Immunforsvaret styrkes - Latter øger niveauet af Endofiner, som er kroppens naturlige smertestiller - Lungekapaciteten bliver bedre - Latter giver massage til de indre organer og øger blodtilførslen, hvilket regulerer fordøjelsen på en effektiv og sund måde - Indlæringsevnen forbedres - Latter får os til at slappe af og er den bedste medicin mod stress - Latter er godt mod angst, depression og søvnløshed - Blodtilstrømningen til blokarrene i huden øges og får os derfor til at se yngre ud - Muskulaturen i ansigtet strammes og afhjælper derved snorken

Latterens skjulte humor

Ideen er, at man starter med en påtaget latter, som så efterhånden bliver til ægte latter. Det var for mig en meget mærkelig og ubehagelig fornemmelse, at stå og grine med nogen, man ikke kunne være sikker på grinede ægte. Ikke helt at vide hvem, der lavede en falsk latter, og hvem, der virkelig ikke kunne lade være med at bryde ud i ægte oprigtig latter.

Men hvis jeg indimellem tillod mig selv at tænke, at det var for åndssvagt det her og i øjeblikke ikke legede med, føltes det, som om jeg ikke tog de andre seriøst. Følte mig en smule arrogant, som om jeg derved sagde: “Jeg accepterer dig ikke, hvis du gør noget jeg ikke selv ville gøre”. Det var i hvert fald, som om jeg ville blive opfattet sådan, selvom jeg ikke tænkte på den måde.

Som det sidste skulle vi sidde på gulvet og grine, ‘fri latter’ kaldte de det. Her blev latteren holdt igang i ca. en halv time, ved at folk begyndte at grine med en ægte eller falsk latter og derved blev smittet af hinanden. Jeg kunne ikke, prøvede vrkelig, men det lykkedes bare ikke. Til sidst gav jeg op, og blev mere og mere ubehagelig til mode. Alle omkring mig grinede, og følelsen af at være forkert blev stærkere og stærkere. Nu var det pludselig den omvendte følelse -at jeg ikke blev accepteret af dem, fordi jég var anderledes. Jeg kiggede på den dør, der var tættest på, hvor der stod “nødudgang” og overvejde at flygte ud af den. Tror jeg blev fastlåst i denne magtesløse følelse, da jeg ikke kunne leve op til hvad, der forventedes.

Jeg ved ikke helt, hvad det var med den ‘frie latter’, der gjorde, at jeg slet ikke havde lyst til at grine. Måske var det fraværet af humor? Der havde indtil da været en vis portion humor med i det, i og med, at vi skulle fremkalde latteren ved hjælp af

latterklub indesign.indd 3

bestemte skøre og sjove øvelser. Egentlig var der også en gnist af humor i den frie latter, for folk grinede over eller af noget, om det var andres grin, selve situationen eller andet ubestemmeligt.

Måske var det netop denne ubestemmelighed, der var så ubehaglig. Humoren havde indtil da, med de forskellige øvelser, været mere samlende, skabt en følelse af fællesskab. Selvom man ikke kunne vide om folk virkelig grinede ægte, så havde man i det mindste en idé om hvad, de grinede af.

Under den ‘frie latter’, var det meget tydeligt at se hvem, der kendte hinanden, selvom vi ikke måtte tale sammen. Som om der var en samhørighed blandt vennerne, som om de indbyrdes vidste hvad de grinede af. Så humoren på en måde blev opsplittende, selvom det umiddelbart for en udefra stående kunne se ud som om den samlede.

Af eller med

Jeg søgte den rene latter, men fandt nærmere alle mulige underliggende gespenster. Men lidt latter fandt jeg da. Det skal også lige siges, at der var mange nye med den aften, og jeg tror, oplevelsen havde været anderledes, hvis der kun havde været få nye.

Men jeg må ærligt indrømme, at jeg foretrækker at sidde på café og små grine af de rige mennesker, der køber diamant-grise med vinger, selvom jeg godt kan se, at der er noget smukt i at mødes for at grine, bare for latterens skyld. Ikke af hinanden, men med hinanden -hvilket jeg bestemt også tror lykkedes for nogen.

Mit problem var, at jeg ikke vidste, om det virkelig var med, eller om der også sneg sig et lille ‘af ’ ind. d

10-11-2008 22:15:41

38

LIMINALT

Blandt Blå Uniformer Antropologer er en faggruppe, hvis evne til at træde ind i ”fremmede” erfaringsverdener betyder, at der er vide muligheder for spændende stillinger. Som antropologisk uddannede besidder vi en særlig kombination af kvalifikationer, som vi kan tage i brug for at løse konkrete opgaver.

Af: Line Grønfeldt Ansat i Rigspolitiet Jeg er selv ansat i Rigspolitiet. Nærmere bestemt på Politiskolen i Brøndbyøster, og jeg er ikke den eneste antropolog: Efter at have undervist som timelærere i sociologi og antropologi på skolen i et års tid blev min studiekammerat, Marianne Mosebo, og jeg enige om, at det måtte være et forsøg værd at opfordre administrationen til at fuldtidsansætte os. Vi sendte en uopfordret ansøgning, hvor vi med detaljer og meget konkrete eksempler beskrev, hvordan politiuddannelsen kunne styrkes ved at ansætte os som undervisnings- og udviklingsteam.

Ansøgningen har resulteret i en etårig projektstilling fra 1. november i år (2008).

Den er skruet sammen mere eller mindre, som vi selv lagde op til: ca. 20 timer om ugen er sat af til undervisning i sociologi og antropologi. Når politibetjente arbejder, skal de kunne tænke på tværs af alle mulige fagtraditioner og bruge forskellige fags viden til at vurdere en situation og handle. Derfor er vi ansat til at tilrettelægge og afholde tværfaglige temaforløb, hvor emnet fx kunne være ”magtanvendelse”, ”psykisk syge”, ”indbrud” eller ”børn som vidner”. Vi skal være med til at få de forskellige faglærere til at samarbejde, om at præsentere politieleverne for viden, om et emne, hvor de forskellige faggrene (fx polititeori, beredskabsundervisning, sociologi, psykologi, samfundsfag og sprogfag) supplerer hinanden. Vi skal altså videreformidle antropologisk viden og samtidig gøre brug af vores antropologiske evne til at arbejde projektorienteret og tværfagligt.

Den anden del af stillingen består i at udvikle politiuddannelsen, som inden længe skal være en professionsbachelor. Jeg skal sidde i et udvalg, som fokuserer på, hvordan man i uddannelsen arbejder med udviklingen af ”politiiden-

Blandt blå uniformer.indd 2

titet”. Det er netop hvad, jeg har skrevet om i mit speciale ”Så Uniformen Passer”: Hvordan ”laver” man politibetjente på politiskolen? Hvad er det undervisere og elever går og gør på uddannelsen, og hvorfor virker det, som det gør?

Politiuddannelsen i Danmark er god. Dem, der uddanner betjentene, ved bare ikke helt, hvorfor den er det – de ved bare, at det virker, det de gør. Fra første november er jeg ansat til at udpege identitetsskabende elementer i uddannelsen og til at deltage i tilrettelæggelsen af den nye uddannelse, så de fremtidige politibetjente bliver så kompetente som muligt. Både på teoretisk og praktisk niveau.

Reformer giver arbejde Politireformen er muligvis ubekvem for de fleste i Dansk Politi, men for nyuddannede akademikere, der ikke er bange for at byde en meget tung dame (læs: politiorganisationen) op til dans, har den åbnet døren for en masse nye AC-stillinger. Politireformen indebærer blandt andet, at politiud-

dannelsen skal løftes til en professionsbachelor. Det betyder, at underviserne skal have et højere uddannelsesniveau end de studerende. Af den simple grund er der behov for folk, som kan træde til og varetage den undervisning. Og hvem er bedre til at bygge bro mellem akademisk og erfaringsbaseret viden end antropologer, som er trænede i konstant at veksle mellem empiri og abstrakt viden? Antropologer som har årevis af erfaring med selv at blive undervist og som ikke mindst altid har en god anekdote fra virkelige verdener i ærmet, så teorien bliver relevant og medgørlig?

Når store organisationer omstruktureres, er der brug for folk, som kan få maskinen til at køre igen med nye hjul og brændstoffer – det kan antropologer. Vi er særligt uddannede til at få øje på, hvad der er på spil, og hvorfwor folk går og gør, som de gør. Reformer, om der så er tale om kommunalreformer eller politireformer, skaber stillinger til antropologer.

Kommende politibetjente træner.

11-11-2008 22:34:45

Vejen til jobbet: netværk og ”warm-up” To centrale personer, som har hjulpet os til stillingen ved at banke på de rigtige døre og tale vores sag, har været sociolog Anne-Stina Sørensen og antropolog Camilla Kvist. De er begge fastansatte i det nyoprettede Videnscenter, der er tilknyttet politiskolen, og som også er et resultat af reformen. Alt i alt er vi således 3 antropologer og en sociolog ansat på fuld tid i Politiskolens regi alene (foruden en filosof og en psykolog og adskillige timeansatte akademikere).

At jeg blev ansat handler primært om to ting: netværk og forarbejde. Der er ikke noget mere irriterende end at få at vide, at det er sådan, man får et job. Det er jo ikke to faktorer, man kan regne med. Til det er der kun at sige: sæt jeres lid til, at det virker. Der er dog størst chance for, at det giver bonus, hvis man som udgangspunkt tænker, at ”alle veje fører til Rom - eller en anden spændende by”: Hvis ”netværk” og ”forarbejde” skal føre til et job, er den bedste vej til succes at være målrettet i processen, men ikke i forhold til det endelige resultat. Man kan sagtens arbejde taktisk på at udbygge sit netværk og vidensområde uden at have en helt konkret stilling for øje. Det er altid et godt udgangspunkt at kunne se potentialet i mange forskellige ”slutresultater”.

Alle veje fører til Rom - eller en anden spændende by Vejen til mit første job startede ved feltarbejdet og blev målrettet trin for trin.

I første omgang vidste jeg kun, at jeg ville lave feltarbejde i Danmark, og at det skulle være sjovt, hvis jeg skulle holde gejsten hele vejen (i alt 2 år). Veltrænede mænd i uniform lød tilpas muntert, så jeg tog på feltarbejde på Politiskolen.

Da jeg var færdig med feltarbejdet havde jeg brug for et ekstra studiejob. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne udnytte, at jeg, efter at have været ”politielev” i 5 måneder, både vidste hvad sociologiundervisningen på skolen bestod i, samtidig med at jeg vidste en masse om, hvad det vil sige at være politielev og politibetjent. Det kunne personaleafdelingen på politiskolen godt se fordelen i, da jeg søgte ansættelse som timelærer, så de ansatte mig.

Blandt blå uniformer.indd 3

LIMINALT

Mens jeg skrev speciale var jeg helt afklaret med, at jeg ikke orkede at være aktivt jobsøgende imens. Det er et fuldtidsarbejde i sig selv at skrive målrettede ansøgninger.

Jeg ville dog gerne føle, at jeg gjorde et eller andet, og jeg tænkte, at det ville være meget bekvemt, hvis jeg på sigt kunne komme til at arbejde fuld tid på politiskolen, når nu jeg allerede kendte stedet.

Som fuldtids specialeskrivende ville det snedigste være at slå to fluer med et smæk: mit udgangspunkt var, at det er lettere at ansætte én man kender, og at man lærer folk at kende ved at spise frokost og dele kaffe-kasse med dem. Derfor spurgte jeg, om det var muligt at få en specialeplads i Politiets Videnscenter i Brøndbyøster, og det var det. Udover, at jeg herved fastholdt en direkte kontakt til den felt, jeg skrev speciale om, blev jeg alene, ved at have min daglige gang i centeret, til en person, som en hel del ansatte i organisationen bagefter ville kende som venlig, smilende og ”hende, der skriver om uddannelsen”.

Sidste trin i den proces, der har ført til mit første job, var at forsøge sig med en uopfordret ansøgning, som der især blev banet vej for, fordi Camilla Kvist og AnneStina Sørensen er formidable netværkere, hvilket mange antropologer er – hvordan skulle vi ellers kunne skaffe os adgang til alskens felter og i det hele taget praktisere feltarbejde og især deltagerobservation?

Det karakteristiske ved denne proces er, at jeg hele tiden tænkte, at der måske kunne komme noget godt ud af at gøre, som jeg gjorde, men at jeg ikke på noget tidspunkt havde et klart ansættelsesmæssigt mål for øje.

39

Uddannelse skal give mening i sig selv, mens det står på – så skal jobbet nok komme Når lyst er fornuftig Den røde tråd i mit studieforløb er lyst.

Jeg har hele tiden valgt fag og udfordringer efter, hvad jeg havde lyst til at vide noget om, og ikke fordi det var fornuftigt at vide noget om det. Det fornuftigste må være, at man kommer igennem uddannelsen, og at man gør det med en grundfølelse af, at man bliver et klogere (måske endda bedre) menneske ved at lære de ting, man lærer.

Antropologi er som en livsfilosofi – en bestemt måde at betragte verden på. Uddannelse skal give mening i sig selv, mens det står på – så skal jobbet nok komme, og man kan altid hjælpe processen på vej gennem netværk, ”warm-up” og uopfordret såvel som traditionel ansøgning.

Hjælp hinanden og brug hinanden til at komme frem, og bevar en åbenhed i forhold til hvilket potentiale forskellige situationer kan rumme – så fører det altid til noget. d Line Grønfeldt Ansat i Rigspolitiet, Politiskolen.

Kandidat i antropologi pr. september 2008.

Speciale: Så Uniformen Passer. At blive politibetjent med krop og sjæl.

Kontakt: line.groenfeldt@gmail.com

11-11-2008 22:35:09

40

LIMINALT

Gå på feltarbejde i dit job Af: Rune Kier Nielsen

Jeg ved ikke hvorfor, men det virker som om A Crisis of Representation ramte særligt hårdt på Moesgaard - langt ude i den mørke skov. Et af mine tydelige minder er netop en undervisningsgang om A Crisis of Representation. Vores underviser havde tydeligvis tabt modet og kunne ikke forstå, at vi stadig så lyst på fremtiden. For hvis ’de indfødte’ og alle andre bare kan bruge de antropologiske metoder og vi ikke har noget form for sandhedsmonopol – jamen hvad kan vi så, som de ikke kan? Hvad kan vi tilbyde, som man ikke kan få bedre og billigere andetsteds?

Det er denne epistemologiske tanke, som jeg tror stadig hærger i skoven omkring den gamle herregård og gør mange studerende i tvivl om, hvad de egentligt kan.

Men ligesom dengang, er der ikke nogen grund til at miste modet nu.

Kort fortalt handler det ikke om, hvorvidt de andre kan det samme, som vi kan. Det handler om, at vi kan gøre det bedre og bruge det bredere. Lad mig forklare med min egen historie.

Antropologi og integration

Som studerende havde jeg kun foragt tilovers for integration. Det var for åbenlyst og oplagt at arbejde med ’fremmede kulturer’ i Danmark. Det var at sælge ud til ’systemet’ og dets definitioner af ’de andre’, det var skjult assimilation og undertrykkelse – og så var det sikkert heller ikke eksotisk nok for mig. Man vil jo altid gerne ud at rejse. Derfor endte det også med, at jeg kastede min interesse på Kularinge, nordamerikanske indianere efter Columbus og etnisk mobilisering i det tyske mindretal i Sønderjylland. Jeg blev fanget af narrativer og endte med at skrive speciale om fortællinger om race, identitet og historie i Brasiliens Black Movement.

Hvad har det med integration at gøre?

Netop: Intet! – og dog. Til sidst kunne jeg ikke længere overse alle parallellerne. Da

Gå på feltarbejde i dit job.indd 2

jeg kom hjem fra feltarbejde og fulgte med i indvandrerdebatten i Danmark, virkede den som et (ikke så) fjernt ekko af racedebatten i Brasilien.

Jeg har ’joined the dark side’ om man vil.

Måske derfor startede mit arbejdsliv med en praktikplads om flygtningenes fortællinger i Dansk Flygtningehjælp. Så blev jeg ansat samme sted som indsamlingskoordinator, og nu arbejder jeg i Københavns Kommune, Kontor for Integrationsservice. Jeg har ’joined the dark side’ om man vil. Jeg arbejder i hvert fald inden for systemet, selvom min opfattelse af ’systemet’ er blevet nuanceret betragteligt, og jeg nu ser det som et kompleks af flere forskellige overlappende systemer, der til dels hænger sammen. Der er gået Foucault i den, kan man sige. Der er i hvert fald gået antropologi i den, og netop dét er antropologiens største styrke: Der kan gå antropologi i alt og vi kan udføre vores fag overalt - selv på en ny arbejdsplads. Derved kan vi afkode de uudtalte regler, forventninger, interesser og rammer bedre end alle andre. Som antropolog er vi dybest set uddannede til at passe ind – hurtigt. Derfor: Gå på feltarbejde i dit job.

Jeg har ’joined the dark side’ om man vil.

Integration og antropologi

Nu sidder jeg som sagt i Kontor for Integrationsservice, hvor jeg arbejder med kriminalitetsforebyggelse, antiradikalisering og hvad ’de indfødte’ kalder områdebaserede indsatser. Da jeg startede, var der selvfølgelig meget, som jeg ikke havde den fjerneste idé om. Det betød, at jeg skulle sætte mig ind i en hulens masse

- hurtigt. Det er en evne, som kaldes for ’den generelt humanistiske kompetence’, og som studerende har vi trænet den med utallige opgaver under tidspres. Det var ikke kun som nyansat, at jeg brugte denne kompetence. I et politisk system som en kommune skal man kunne sætte sig ind i nye ting utroligt hurtigt, og jeg har hørt, at det samme sku’ gælde i erhvervslivet.

Jeg bruger ofte min specifikke viden om antropologi. Mit speciale om identitet i Brasiliens Black Movement ligger ligefor når jeg beskæftiger mig med Hizb ut-Tahrir og White Pride. Og det gør 7. semesters metodeøvelse om det tyske mindretal i Sønderjylland mærkeligt nok også – for ikke at nævne mit bachelorprojekt. Jeg sender ofte taknemlige tanker til Fredrik Barth, Pierre Bourdieu, Benedict Anderson og alle de andre.

At være antropolog gør det også muligt at snakke klogt med forskere, analytikere, politikere og andre. Det giver en den vigtige kompetence at kunne netværke – faktisk er et antropologisk feltarbejde (om ikke andet) en svendeprøve i networking: Når man først har stået i et fremmed land langt hjemmefra med udsigt til et halvt års ophold, skulle lidt networking på konferencer og omkring vandbeholderen ikke være så svært. Og så har man jo også en masse historier at underholde med – hvad enten det er egne oplevelser eller fra litteraturen.

Igen: Det handler om feltarbejde på jobbet

Antropologien er vigtig i mit arbejde med politiske emner som radikalisering og bandekriminalitet. I debatten behandles disse emner som statiske størrelse – som kulturbegrebet, om man vil. Hizb ut-Tahrir skal gå ad H til, og bandemedlemmer skal smides hjem, lyder det. Antropologien lærer os at skelne mellem mennesket og

11-11-2008 23:01:26

ideologien – samt at forsøge at finde den logik, som vedkommende følger uden dog at tro, at alt er rationelt. Det bruger jeg meget, hvad enten det handler om ungdomsbander, Hizb ut-Tahrir, Dansk Front – ja selv Københavns Kommune.

For netop denne indsigt er vigtig, hvis man skal forstå et stort politisk system og hvordan det fungerer – bare læs Herzfeld om rødderne til vestligt bureaukrati. Og

LIMINALT

så er vi tilbage ved min titel igen med alt hvad det indebærer.

Det vil altså sige, at der ikke er nogen Crisis of Representation. Og der er al grund til at være ved godt mod, for som antropolog har man den antropologiske metode, som kan anvendes til at passe ind overalt, man har den generelt humanistiske kompetence til hurtigt at sætte sig ind i

41

nye ting, man har en stor specifik viden, som kan oversættes til andre områder og man er en veltrænet networker. Med disse redskaber kan man bidrage til enhver arbejdsplads – og skulle ønsket være at få listet lidt mere antropologi ind ad bagdøren, så har man alle forudsætninger til at få ledelsen til at indse logikken i det. Det ligger alt sammen lige der - i antropologien! Vi skal bare bruge den – bedre og bredere. d

Nyuddannet med gode kort på hånden Af: Line Grønfeldt Allerede som nyuddannede har antropologer gode kort på hånden:

- Efter 5-6 års studie er vidensrødderne vokset ret godt ned i forståelsen af, hvad antropologi er kommet ud af.

Fornemmelsen for de antropologiske videnstraditioner giver os en masse, vi kan trække på, når vi skal have ideer til, hvordan vi skal forstå og løse bestemte opgaver. Antropologer er gode til at udpege og forstå, hvad der giver mening i forskellige sociale sammenhænge. Vores uddannelse er en lang træning i at tænke på tværs af ”vidensfelter” og overføre viden fra ét område for at give meningsfuld indsigt i et andet område. Når man pludselig kan bruge en tekst om generationskonflikter, bander og kønsidentitet i Sydafrika til at forstå, hvad der foregår i bandemiljøet i Blågaardsgade på Nørrebro, er det fordi, man er i stand til at overføre viden fra én konkret felt til en anden.

- Som nyuddannede er vi også allerede trænede i at overskride vores egne grænser: har man turdet tage udfordringen op som feltarbejder, er man allerede langt foran andre faggrupper i forhold til at kunne bringe sig selv i spil – ikke bare som

Gå på feltarbejde i dit job.indd 3

fagperson men som alt, hvad man i øvrigt er. Antropologer er dygtige til at turde træde ud af deres egne ”komfortzoner” og ind på ukendt territorium. Det er en svær øvelse, som mange arbejdsgivere og kollegaer værdsætter at en medarbejder tør binde an med. Hvem vil ikke gerne arbejde sammen med en, der tør investere sig selv og give lidt for at få lidt?

- Antropologers skoling i at ”feltarbejde” med menneskelige relationer som fokus er nærmest et gratis ”kompetence-point”: som antropolog tænker man naturligt i ”netværk”, gatekeepers og nødvendigheden af at opretholde gode relationer til mange forskellige mennesker.

Antropologer er trænede til at overveje hvori relationer består – og til at bruge den viden. Et godt sted at starte er ved at bruge og hjælpe sine medstuderende.

- Som nyuddannet antropolog har man et afgørende C.V forspring, fordi man allerede har været på feltarbejde og måske i praktik: disse uddannelseselementer kan hurtigt omsættes til C.V relevante kvalifikationer som fx specialiseret viden om et emne, international erfaring, og erfaring

med at arbejde selvstændigt og procesorienteret (feltforberedelse og feltarbejde er én lang øvelse i processtyring). Alene i kraft af feltarbejdet kan man i sin ansøgning skrive, at man er i stand til at arbejde på alle niveauer af en undersøgelsesproces lige fra tilrettelæggelse til dataindsamling, analysearbejde, beskrivelse, formidling og perspektivering. Det er efterspurgte kvalifikationer som nyuddannede antropologer besidder ganske ”gratis” i kraft af uddannelsen.

- En anden og lige så ”sexet” kvalifikation er, at antropologer trænes til altid at tilstræbe at lære at sine egne og andres erfaringer og ideer, for derved at udvikle nye ideer. Det er en kvalifikation, som særligt metodeundervisningen og feltarbejdet er med til at opøve: antropologer bevæger sig som en naturlig del af arbejdsprocessen mellem refleksioner over spørgsmål som ”hvad gjorde jeg her?”, ”hvad fik jeg ud af det?”, ”hvad gør jeg så nu for at finde ud af mere eller noget andet?” Antropologers grundmetode i arbejdet er at tage ved lære af det, de laver. d

11-11-2008 23:01:47

42

METODEØVELSE

Et ben til jorden…

Af: Rikke Bech-Pedersen, 3. semester

N

år jeg engang imellem bliver præsenteret for den påstand, at antropologi er et verdensfjernt fag, afviser jeg den tålmodigt, men bestemt: ”Antropologi er om noget verdensnært,” siger jeg med henvisning til, at fagets teorier hele tiden åbenbarer sig i virkeligheden. Og så er det jo et praktisk fag; det handler om at få hænderne godt begravet i den sociale virkelighed, som er hele vejen rundt om os. ”Det handler om alt det, der foregår mellem mennesker”, siger jeg også gerne og fortsætter: ”Der er ikke noget sted med social interaktion, hvor der ikke er noget at studere for en antropolog.”

Jeg kigger på spørgeren og føler, at jeg har leveret et overbevisende svar.

Men indrømmet, det første år på antropologi er da både alvors- og teoritungt: Med ærefrygt tilegner man sig kloge mænd og kvinders tanker og ser ikke bare disse tankers forbindelse til virkeligheden, men også til hinanden. Man aflægger sig gamle forståelser. Man tilegner sig nye.

Man aflærer, og man lærer.

Så mod enden af 2. semester kastes man selv ud i det: Metodeøvelsen, det første livtag med den berømte og berygtede felt. Man træder ud af studiesalene i Nobelparken eller Filippinerne.

Man ranker ryggen og husker en af fagets lektier, nemlig at nye øjne ser ting, som for gamle øjne falder i ét med tapetet. Man får jord under neglene, en på opleveren, bliver klogere på de andre og sig selv. Man danser rundt mellem teori og data, og måske ærgrer man sig over, at det kun er ens metodelærer, der får lov at læse om det.

Informanten har opfordret de nuværende tredjesemesterstuderende til at dele deres erfaringer fra metodeøvelsen med øvrigheden. Her følger fire etnografspirers beretninger fra den første afprøvning af fagets jordforbindelse. d

Informant.indd 2

Hanekamp på Filip Af: Tobias ”Bille” Bojesen, 3. semester

S

elvom hanekamp er et velkendt analysefelt for antropologisk feltarbejde, betyder det ikke, at det ikke er et glimrende område for metodeøvelse.

Fænomenet er på Filippinerne meget udbredt, og i enhver lille flække findes der et cockpit af mere eller mindre imponerende karakter. Adgangen til arenaen er let: Har man først sat sig ind i, hvornår turneringerne afholdes og betalt indgangen, er opgaven allerede godt begyndt.

Vi var på vores rejse nået til Baguio, der som universitetsby med et stort opland besidder et relativt stort cockpit udformet som en boksearena med tribuner. Når man har læst Clifford Geertz analyse af hanekampen på Bali ved man i grove træk, hvordan turneringerne udspiller sig, så det vil jeg ikke gå nærmere ind i her.

Hvad man imidlertid slet ikke kan forestille sig, er den ekstreme støj, der opstår i samme øjeblik, der gives tegn til at folk kan begynde at vædde med hinanden.

Larmen er øredøvende! Overalt ses folk med store armbevægelser og selvsikre ansigtsudtryk, der kaster tegn til alle, der kunne tænkes at tage imod et væddemål.

Der er håndtegn, der kan vise, hvor meget, til hvilke odds og på hvilken hane man vædder.

Da dette scenarie første gang forløber omkring ørerne på os, sidder vi helt stille og er nærmest forskrækkede over, hvad der foregår.

Hele cockpittet bruser af ophidselse og indlevelse. Da det sker anden gang, er vi begejstrede og sidder og griner til hinanden i de 30 sekunder, det tager støjen at

10-11-2008 22:46:48

METODEØVELSE

43

ilippinerne tone sig op, og som brat ender, når hanerne sættes fri mod hinanden i en sky af fjer og blod, og følelsen af en oplevelse, man sent vil glemme, bundfældes i kroppen.

Nationalsport

Som metodeøvelse er hanekampen et rigtig fint felt, både fordi adgangen til fænomenet er let, fordi der foregår tydelig interaktion, og fordi folk er stolte over hanekampen. Hanekampen kaldes den filippinske nationalsport, og deltagerne er vilde efter at fortælle om regler, traditioner, økonomi, gode historier og selvfølgelig om hanerne, der i hvert fald uden for arenaen, behandles bedre end de fleste danske kæledyr.

Hanekamp har som sport trange kår på Filippinerne. Kirken, der ikke er begejstrede for hasardspil, har magt nok til at få arenaerne flyttet udenfor bykernen, og de spirende dyreværnsgrupper forsøger at standse hanekampen med argumenter om dyremishandling.

Dertil kommer sundhedsorganisationerne, der i forebyggelse mod fugleinfluenza har forsøgt at hindre den lange og omfattende transport af hanerne, der risikerer at betyde hurtig spredning af

Informant.indd 3

sygdom. Det ser dog ikke ud til at have voldsomme konsekvenser for sporten, så hvis alt går vel, burde næste års deltagere på Filippiner-turen ikke snyde sig selv for denne oplevelse.

Dette skal naturligvis ikke ses som reklame for at lave metodeøvelse om hanekamp, men snarere som hjælp til at orientere sig blandt de utroligt mange mulige emner, der er for en opgave som metodeøvelsen.

Tænk over forhold som udbredelse, adgang, deltagernes interesse for at fortælle og andre ting, der letter arbejdsgangen, medmindre du selvfølgelig tror, du kan arbejde dig omkring begrænsninger som disse.

Og så gælder det selvfølgelig om at finde noget man selv synes er spændende og udfordrende. d

Tak til alle rejsekammerater for en fed tur og selvfølgelig specielt til Lars Kjærholm, der muliggør turen.

10-11-2008 22:54:22

44

METODEØVELSE

Hunden er menneskets bedste mad Af: Matilde Lykke, 3. semester Feltarbejde på Filippinerne

S

cenen er sat. Vi er to aspirerende antropologer, der har forvildet os til Filippinerne for at lave vores første feltarbejde. Hurtigt finder vi ud af, at mange filippinere spiser hund, og da det ligger langt fra vores forståelsesramme at tænke hunden som mad, kaster vi vores glubende forskerappetit over dette emne. I dagevis sidder vi på en restaurant, hvor der kun bliver serveret hundekød. Vi observerer og taler med kunderne, og hurtigt finder tusindvis af spørgsmål vej til vores bevidsthed: Hvem spiser hund? Hvorfor spiser de hund?

Og hvad er en ’hund’ overhovedet?

Vi møder et utal af fordomme. Vi møder amerikanskinspirerede dyrevelfærdsorganisationer, der prædiker om dyremishandling. Vi smager ’menneskets bedste ven’ himself. Det smager som saftigt, krydret oksekød. Overraskende lækkert! Hvad der gør størst indtryk på os, er dog at møde en ny livsverden: At møde en ny måde at tænke på, hvor historien om ”hunden som mad” ikke stemmer overens med vores vestlige kæledyrs-tragedie. Set fra denne anden vinkel, giver det pludselig fuldstændig mening at spise hund.

Formålet med denne artikel er at videreformidle historien, set fra denne nye vinkel. For den fortjener at blive fortalt, både fordi den sjældent er blevet det, og fordi verden ikke er malet i sort og hvidt.

Det giver pote at spise hund

I Cordillerabjergene i Luzon-regionen i den nordlige del af Filippinerne er det en del af den traditionelle Ifugao-kultur at spise hund. Ifølge vores informanter har man altid spist hund her. Man må dog skelne mellem to måder at spise hund på. Den ene er i rituel sammenhæng, og den anden er i dagligdagen.

I rituel sammenhæng ofrer og spiser man hunde i forbindelse med dødsulykker og sygdom. Formålet er at komme i kontakt med ånder, og for at få mest styrke og kraft fra hundene bliver de slagtet på en måde, som i vore øjne kan synes inhuman. I dag er det kun meget få mennesker, som tror på og udfører disse ritualer. Man skal langt op i Cordillerabjergenes små landsbyer for at finde dem.

Når man spiser hund i hverdagen, er den tillagte betydning mindre eksplicit. Denne form for konsumering af hund er mere udbredt, og det er den, jeg vil fokusere på i resten af artiklen.

Midt i Cordillerabjergene ligger byen Baguio, som er på størrelse med Århus, og her ligger der mange hundekødsrestauranter. Når minearbejdere og landmænd en helt almindelig søndag

Informant.indd 4

spiser hund på en af de mange hundekødsrestauranter, har det tydeligvis ikke noget med bevidste, mystiske ritualer at gøre.

De hunde, der bliver spist her, er blevet slagtet på samme måde som alle andre avlsdyr.

Ifølge vores informanter er der tradition for at spise hund i hverdagen af helbredsmæssige årsager. Kunderne på restauranterne fortæller os, at hundekød varmer kroppen og gør den stærk.

En del af vores informanter får et skævt glimt i øjet, mens de fortæller om den varme, der på nærmest magisk vis breder sig i kroppen efter en god portion hund. Andre argumenterer oprigtigt for påstandens gyldighed ved at forklare, at hundefedt er flydende ved kropstemperatur, mens fedt fra andre dyr størkner ved kropstemperatur. Det flydende fedt skaber varme.

Så hvad andet er der at gøre end at prøve det selv? Som flere af vores informanter er vi i tvivl, om vi kan mærke varmen i kroppen. Men hvad vi til gengæld tydeligt kan mærke, er en stemning! At det betyder noget for folk at komme der. Mødes.

Måske uden at sige noget til hinanden, men blot sidde ved hvert sit bord og være en del af et ældgammelt fællesskab på tværs af tallerknerne.

Moralsk fordømmelse

Vi ser det på markedet. Vi spiser det på restauranterne. Alle ved, hvor vi kan få det. Hundekød er ikke en hemmelighed.

Dog mærker vi øjeblikkeligt, at folk er på vagt, når vi spørger til deres forhold til hundekød. Vi er nødt til at vinde deres tillid, før de tør tale frit om emnet. Ifølge filippinsk lovgivning er det ikke ulovligt at spise hund, når det indgår i en kulturel sammenhæng. Men hvad en kulturel sammenhæng er, er der ingen, der kan svare på! Ifølge en informant, som er ekspert på området, er det ikke kun rituelle ofringer af hunde, der kan tolkes som værende en del af kulturelle sammenhænge. Det også er en kulturel sammenhæng, når der til hverdag bliver spist hund på de mange små restauranter i Baguio, fordi det er noget, en stor gruppe af folk har gjort i mange hundrede år, og fordi det betyder noget for disse mennesker.

Hurtigt finder vi ud af, at ingen andre end os er interesserede i at konkretisere loven, for det er praktisk for filippinerne, at grænsen er flydende. Når ingen præcist ved, hvad der er lovligt og ulovligt, er det lettere for politiet i Baguio at vende det blinde øje til og lade, som om intet er galt.

Når folk er på vagt over for os, er det altså ikke fordi, de er bange for at blive afsløret i at bryde loven. Det er frygten for

10-11-2008 22:54:55

METODEØVELSE moralsk fordømmelse, som er på spil.

Og de har god grund til at bære rundt på denne frygt. Utallige gange har de oplevet, at omverdenen har sammenlignet dem med barbarer og kannibaler, fordi de spiser ’menneskets bedste ven’! Men gør de nu også det? Ikke ifølge hovedpersonerne selv. Ifølge dem udspringer misforståelsen af, at termen ’hund’ betyder noget forskelligt i forskellige livsverdener. For eksempel på Filippinerne og i Danmark.

At tænke hunden som mad

I Danmark og resten af den vestlige verden kan man stort set sætte lighedstegn mellem termerne ’hund’ og ’kæledyr’.

”

I dag opdrættes hundene af mennesker og kan sidestilles med andre avlsdyr. På samme måde som høns og grise går de rundt om deres ejeres huse, indtil de skal slagtes.

Vi har svært ved at forestille os en hund, som ikke indgår i kategorien ’kæle-dyr’.

Når det kommer til begrebet ’fugl’ har vi derimod flere forskellige underkategorier.

Her findes der ’kæledyr’ (undulat), ’fugle vi spiser’ (kalkun) og ’fugle vi kigger på’ (solsort). Vi kunne aldrig finde på at have en solsort som kæledyr eller spise en undulat.

I en filippinsk kontekst dækker termen ’hund’ over en række underkategorier, på samme måde som ’fugl’ gør det i Danmark. Der findes ’pet-dogs’ (kælehunde), ’askals’ (’avls-hunde’) og ’astrays’ (’strejfere’).

En ’pet-dog’ er en hund, som man giver et navn, kæler for og har boende inde i huset. ’Pet-dogs’ er ofte importerede racer, og en filippiner kunne aldrig drømme om at spise denne slags hunde. ’Askals’ er derimod hunde, som ikke

får navne, og som fra fødslen er bestemt til at skulle slagtes og spises. Denne slags hunde er af en race, der kaldes ’native dogs’ og som oprindeligt levede frit i Cordillerabjergene. I dag opdrættes de af mennesker og kan sidestilles med andre avlsdyr. På samme måde som høns og grise går de rundt om deres ejeres huse, indtil de skal slagtes. Hvis ’askals’ løber væk fra deres ejers jord, bliver de til det, der kaldes ’astray-dogs’. Hvis man ser en hund, der strejfer omkring på denne måde, må man fange den, og hvis ingen har gjort krav på den efter fire dage, må man slagte den.

Vi er så vante til at tænke i vores klassifikationer, at vi let kan blive blinde overfor, at de ikke er objektive sandheder, men at værdien af et dyr afhænger af den måde, man klassificerer og behandler det på. Hvis du kalder et dyr en ven, er det en ven. Hvis du opdrætter et dyr til at blive spist, er det mad! Når to måder at klassificere dyr på blandes sammen, er det grobund for misforståelser. For eksempel er den filippinske tradition for at spise hund uforståelig, hvis man ikke forstår kategorien ’avlshund’.

Kulturel imperialisme eller dyrevelfærd?

Indtil år 1948 var Filippinerne en amerikansk koloni, og den amerikanske indflydelse er stadig til stede overalt. I alle store byer finder man kæmpe shoppingcentre, MissUniverse og en håndfuld McDonaldsrestauranter. Næsten alle – selv de ældre – taler engelsk, og for langt størstedelen af den yngre del af befolkningen er amerikanske idealer blevet filippinske idealer.

Blandt andet når det kommer til hunde og dyrevelfærd. Mange filippinere er aktive i dyrevelfærdsorganisationer, som kæmper for, at det skal forbydes at spise hund på Filippinerne. De fordømmer deres landsmænds madvaner, og ser udelukkende hunden som menneskets loyale kompagnon, som man selvfølgelig ikke spiser.

Flere udtaler, at det er dårlig reklame for landet, at man stadig spiser hund, og indoptager altså den udefrakommende tendens til at se traditionen for at spise hund som et symbol på manglende civilisation. De mener, at denne tradition skal afskaffes, så omverdenen vil holde op

45 med at placere Filippinerne på et lavere udviklingsniveau end Vesten.

Modargumentet finder vi hos en gruppe af kunder på hundekødsrestauranterne - eller McDoggy, som en kæk informant kalder restauranterne.

I denne gruppe ses kampen for at få lov til fortsat at spise hund som et led i kampen mod ’amerikaniseringen’.

Ifølge dem er hundespisning en del af den oprindelige kultur på Filippinerne, og denne ’oprindelige kultur’ er det, de vil samles om, i stedet for at lade sig forvandle til Amerika #2.

Flere af vores informanter udtrykker dog, at det er svært at bevare den ’oprindelige kultur’, når folk udefra blander sig og for eksempel påstår, at hundespisning er dyremishandling. Ifølge dem resulterer anklagen om dyremishandling i, at der sker en kulturmishandling: ”We have laws to protect distinct animals. We prevent the extinction of whales. But why do we have to have a law preventing butchering dogs when they are not extinct? They try to prevent people from doing their culture.” (Anonym informant).

Som denne gruppe af informanter udtrykker det, vil de have ret til selv at vælge og vurdere, hvad der er rigtig og forkert. De vil ikke tvinges til at indoptage amerikanske værdier og forblive en amerikansk koloni på et kulturelt plan.

Med andre ord opfordrer de omverdenen til, at forholde sig kulturrelativistisk til den filippinske livsverden.

Rigtigt og forkert

Så hvad er rigtigt, og hvad er forkert? At spise en hund, efter den har haft et fint liv? At have en hund boende i en lejlighed på 45 m2 i Indre København? Viser man kærlighed til dyr ved at holde dem som kæledyr? Eller er det egoisme? Er det ulækkert at spise hund, eller er det ulækkert at have en savlende hund liggende i sengen? Måske skal vi være taknemmelige for, at Filippinerne ikke har haft mulighed for at vende situationen på hovedet… d

Alle informanter og specifikke stednavne er holdt anonyme, fordi Matilde Lykke og Anders Christensens informanter frygtede, at for megen omtale ville få negative konsekvenser for dem. Dog indvilligede informanterne i, at historien blev skrevet, fordi den for en gang skyld blev fortalt fra deres perspektiv.

Informant.indd 5

10-11-2008 22:55:30

46

METODEØVELSE

Danmarks billigste hjørne

Af: Stinne Nørgaard Otte og Mette Lind Kusk, 3. semester

Eksotisk feltarbejde – i Danmark

På 2. semester skulle vi i foråret lave en metodeøvelse. Vi var nogle af de fattige studerende, der ikke var med på studieturen til Filippinerne, og vi måtte derfor finde en eksotisk felt at kaste os over herhjemme. Blandt vores overvejelser var karnevallet i

Faget Etnografisk Metodeøvelse – det siger studieordningen: Den studerende skal have kendskab til og færdighed i > anvendelse af etnografiske metoder, særligt deltagerobservation og interviews > etiske problemstillinger forbundet med feltarbejde > metodiske problemstillinger i forbindelse med anvendelsen af kvalitative metoder > analyse og formidling af eget indsamlet materiale

Informant.indd 6

Kilde: www.aal.au.dk

Mig og metodeøv Af: Søren Buskov Poulsen, 3. semester

S

om det desværre kan gå, var min gruppe og jeg lidt sent ude, da vi skulle vælge emne til metodeøvelsen. Vi havde selvfølgelig overvejet forskellige muligheder og snakket dem igennem. Valget faldt på, at øvelsen skulle handle om tryghed på sygehuse med særlig interesse for de ”etniske læger”, der var nyankomne til Danmark, og som dannede grundlag for en omfattende debat i medierne. Udover at emnet virkede indlysende relevant, kildede det også i maven ved tanken om, at jeg skulle fortælle de videnskabelige læger noget, ”de nok ikke vidste”.

Problemformuleringen blev hurtigt udformet, og så manglede vi bare at få adgang til et sygehus. Det viste sig at være mere besværligt end først antaget. Om det var sygeplejerskernes strejke, dårlig kommunikation eller bureaukrati, der var årsagen, er uvist, men vi stod få dage,

10-11-2008 22:56:15

METODEØVELSE Aalborg, fiskeauktion i Thyborøn og jordbærplukkeri på Samsø.

Valget faldt dog på en felt, der geografisk er tættere på os, men indholdsmæssigt er meget eksotisk og blandt andet rummer humus, friske dadler og overdimensioneret hårpynt. Med andre ord tog vi på besøg i Bazar Vest.

Første dag i felten

Vi drog friske og fyldt med gå-på-mod mod Århus V med små skriveblokke, en kæmpe båndoptager, der vejede cirka et halvt kilo, og ideer om semistrukturede interviews i baghovedet. Her blev vi mødt af åbenhed og imødekommenhed fra kunder i basaren og ivrige sælgere: ”Biiiillig, billig, billig asparges!”

Vi gik gennem de forskellige afdelinger, og vores interesse blev særligt vakt i grøntafdelingerne. Udbuddet i de forskellige stande var nogenlunde det samme. Alligevel varierede antallet af kunder fra stand til stand meget. Hvordan kunne det være? Vi undrede os.

Vi valgte derfor at fokusere på de forskellige sælgeres strategier for at skabe en kundekreds. Samme fokus havde vi på to restauranter placeret i basaren. Her undrede vi os over, hvor forskellige de kunder, der besøgte de respektive spisesteder, var.

Mauss i basaren

I vores analyse kom Mauss hurtigt i spil, for som vi alle efterhånden har lært, findes der ingen gratis gaver, hvilket sælgerne spillede på.

Igennem observationer og deltagelse mærkede vi på egen krop en følelse af at være forpligtet til at komme igen, hvis en sælger gav os rabat, et gratis æble eller et hav af smagsprøver. Nogle sælgere skabte desuden hurtigt relationer med kunderne. Således bevirkede samtale og genkendelse også, at kunder handler samme sted igen.

På de to restauranter fremgik det tydeligt, hvilke kunder de henvendte sig til. Strategierne var anderledes end i grøntafdelingerne, men spillede dog stadig på ideer om gavegivning og reciprocitet.

47

Den ene lille restaurant henvendte sig særligt til stamkunder, der kunne bruge en hel dag på at sidde og drikke kaffe.Her var taktikken blandt andet skæve åbningstider og konkurrencer for kunderne. Eksempelvis kunne kunderne ved at gætte hvor mange falafler, der blev lavet på en dag, vinde 1500 kr., der vel at mærke skulle bruges i restauranten.

Den anden restaurant slog sig op som familierestaurant, hvor alle børn fik gratis slik. Samtidig var menuen fordansket betragtelig, og en hakkebøf havde sneget sig ind mellem kebabmenuerne.

”

Vi kom til at slette to interviews af omkring en times varighed.

Heraf lærte vi, at man skal læse manualen til diktafoner, før man bruger dem...

Feltarbejdets udfordringer

Bazar Vest var et alle tiders sted at lave metodeøvelse. Felten var let tilgængelig og fyldt med potentielle informanter.

Undervejs havde vi (selvfølgelig) små uheld og uforudsete forhindringer. Vi var under feltarbejdet nødt til at spise store mængder af frugt og grønt, da vi jo skulle interagere med kunder og sælgere ved selv at være kunder. Derudover kom vi også til at slette to interviews af omkring en times varighed. Heraf lærte vi, at man skal læse manualen til diktafoner, før man bruger dem...

Ellers skal der lyde en opfordring til at hoppe på cyklen og køre ud til basaren, hvor du kan få dadler, der holder dig glad i ti timer og fylde indkøbskurven med friske grøntsager til ”en billig’ penge”. d

deøvelsen inden øvelsen skulle begynde, med håret i postkassen og måtte starte forfra.

En af de andre fra gruppen foreslog, at vi i stedet undersøgte noget om unge og tro på en kristen efterskole. Efter få opringninger havde vi fundet en skole, der ville tage imod os. Vi lavede en ny problemformulering, og pludselig var vi klar til øvelsen men med et noget anderledes projekt.

Tilbage til efterskolen

På trods af det nødvendige fokusskift kunne jeg mærke, at motivationen for opgaven ikke var forsvundet. Jeg havde tværtimod et særligt forhold til lige netop dette emne. Jeg er opvokset med indremissionske forældre og troen på den kristne gud har haft en central rolle i mit liv.

I 9. og 10. klasse tog jeg på kristen efterskole, som min bror, fætter og flere kammerater før mig havde gjort. I løbet af mine år på efterskole begyndte jeg at blive mere skeptisk overfor kristendom og oplevede, hvordan jeg dagligt blev frustreret over indholdet og den måde, hvorpå kristendommen blev forkyndt på skolen. I årene efter opholdet på en kristen efterskole tog jeg langsomt helt afstand fra al religiøsitet.

Informant.indd 7

Inden vi skulle i gang med undersøgelsen havde jeg en klar ide om, hvad der ventede os ud fra de negative erfaringer, jeg selv havde gjort mig i løbet af mine år på en kristen efterskole.

Frugten af feltarbejdet

Da vi begyndte undersøgelsen gik det op for mig, at der var mange ting, jeg havde glemt om mit eget efterskoleophold. På skolen var der elever, der udtrykte de samme frustrationer, som jeg selv havde, men de fortalte også alle sammen, at de var glade for at gå på skolen. De fortalte om sammenhold, venner og oplevelser, hvilket jeg også selv oplevede på min efterskole.

Det gik op for mig, at ved at fokusere på de negative oplevelser, der knyttede sig til frustrationer omkring min religiøse krise i teenageårene, glemte jeg næsten de positive oplevelser, jeg havde på mit efterskoleophold. Jeg forsøger her at komme med en opfordring til alle antropologistuderende om at udnytte fagets potentiale i løbet af studiet. Der er rig mulighed for at undersøge alt fra det eksotiske til det verdslige, det mærkelige til det velkendte osv. Jeg oplever, at jeg i mine forsøg på at forstå verden også lærer mere om mig selv. Det er vel værd at tage med. d

10-11-2008 22:56:45

48

MOESEN

Mosebryg:

En Varm Modtagelse

Feltarbejde i Filippinerne Kibungan – “the Swiss Alps of Benguet District” Af: Lars Kjærholm, lektor i antropologi I faktisk flere år havde min ven i Baguio, fotojournalisten Dave Leprozo, sagt til mig: ”Lars, du skulle tage til Kibungan, det er et smukt og interessant sted - der kommer aldrig turister”. Det blev aldrig til noget, bl.a. fordi jeg ikke vidste noget om området, om der var et sted at bo osv. Da jeg derefter læste i den lokale presse om stedet, som betegnedes som ”the Swiss Alps of Benguet” på grund af sin særprægede og smukke natur, blev min nysgerrighed dog vakt.

Der skulle nogen forberedelser til, bl.a. rekrutterede jeg i Baguio en ung og meget energisk forskningsassistent ved navn Annielyn, som hjalp mig med at få fat i diverse rapporter om Kibungan, så jeg havde al den viden om Kibungan, det var muligt at få, inden jeg gik i gang med feltarbejdet.

Ankomst: Kibungan - Filippinerne Efter lang tids forberedelse lykkedes det mig i sommeren 2008, efter at jeg havde afsluttet min undervisning i metodeøvelse i Baguio, Filippinerne, at få gang i et nyt feltarbejdsprojekt i Kibungan - hvilket befinder sig 4-5 timers kørsel med bus nord for Baguio, ’storbyen’ i bjergområdet Cordillera i det nordlige Luzon. Året før havde jeg arrangeret et møde med bl.a. Kibungans borgmester, så jeg vidste, at stedets højeste myndighed var rede til at tage venligt imod mig.

Da Annielyn og jeg steg af bussen i Kibungan, blev vi modtaget foran det lokale municipal office af en meget elegant ung dame, som hed Diana.

Hun gik i højhælede sko, fornem spadseredragt og havde en make-up og hår-styling, som så dyr ud. Sidste år,

da jeg besøgte Kibungan første gang, så jeg kun meget jævnt klædte kvinder, som så ud, som om de selv klippede deres hår foran et spejl. ”Der er søreme sket noget med Kibungan”, tænkte jeg, men der var blot sket det, at Diana, oprindelig født i Kibungan, netop var kommet tilbage efter flere års studier til et job i kommunen, og hun havde taget sine storbymanerer med sig fra Baguio.

Borgmesteren havde sat hende på den opgave at være oppasser for mig, og hun fulgte mig troligt rundt i byen og var en glimrende assistent - hvilket også gjorde det muligt for hende at rapportere til borgmesteren om, hvad jeg foretog mig.

Borgmester Siad-To modtog mig på rådhuset, introducerede mig for alle sine medarbejdere og gav mig adgang til alle de officielle oplysninger og kilder om Kibungan.

Lars Kjærholms yndige assistenter, Annie og Diana, slipper for en kort bemærkning udsigten med øjnene for at smile til kameraet.

mosebryg - en varm velkomst.indd 2

Mosebryg - Hvad brygger de på i Moesen?

Informanten yder i hvert nummer den service at give læserne et indtryk af, hvad der foregår på Moesgaard. Hvad foretager de sig egentlig, vores kære undervisere, når de ikke er optaget af at fylde os med viden? Og hvad med den mystiske undervisningsfri onsdag?

I dette nummer fortæller Lars Kjærholm om en oplevelse han fik i forbindelse med sit igangværende projekt i de filippinske Cordillerabjerge.

En fantastisk oplevelse

Mit ophold på Filippinerne bød på nogle fantastiske oplevelser, hvor især en genbegravelse, en såkaldt budal (bogstaveligt ”reparation”), blev en helt utrolig oplevelse.

58-årige Rosalinda Ab-Ab var for nylig død af diabetes. Hendes ældre bror blev pludselig syg en måneds tid efter hendes begravelse. Han havde uforklarlige smerter i brystkassen og kunne ikke spise. Da lægen ikke kunne hjælpe, besluttede han at sende sin søn til et åndemedium, en person, som kan komme i kontakt med de afdødes ånder, og som i dette tilfælde boede i byen La Trinidad i nærheden af Baguio. Åndemediet kom i kontakt med den afdøde kvindes ånd, og hun sagde, at hun ikke var tilfreds med sin begravelse, og at hvis hun fik en budal, ville broderen blive rask igen.

Da sønnen kom tilbage og fortalte det, blev den afdøde kvindes bror imponeret over, hvor meget åndemediet fra den fjerne by vidste om sagen, så han lovede at udføre budal for sin søster, og straks han havde gjort det, blev han rask. Følgelig var de nu forpligtede til at udføre genbegravelsen så hurtigt som muligt.

Da dagen oprandt, samledes hen ved hundrede mennesker på en begravelsesplads, og de begyndte at åbne graven, en cementkasse anbragt på jorden. De tog kisten ud, åbnede den, og alle begyndte at springe rundt og hyle op, deriblandt Diana, som stod helt tæt på

10-11-2008 15:26:37

MOESEN

49

Efter min mening er jeg den første outsider nogensinde, der har overværet og dokumenteret en budal.

Rosalinda Ab-Ab’s nye kiste er klar til genbegravelse, en såkaldt budal. begivenhederne og fotograferede løs.

Kisten var nemlig fuld af store og meget aggressive røde myrer, som havde lagt en masse æg i kisten. De løftede den døde op og fik alle myrer og æg ud af kisten.

De viklede liget ind i nyt ligklæde, lagde hende i en ny kiste, slog den gamle kiste i stykker og smed den væk. Endelig satte de den nye kiste i graven og lukkede den. Herefter blev der slagtet tre grise, som blev hugget i småstykker, og kødet blev kogt i enorme gryder over et bål.

Grisenes tarme blev renset, fyldt med fedt kød og kogt i fuld længde som verdens længste pølser. Der blev sagt bønner af både kristen og hedensk art, og der blev ofret kyllinger på gammel hedensk maner.

Da vi sidst på dagen forlod stedet, så vi, at den ældre mand, som havde foranstaltet genbegravelsen, sad og spiste kogte søde kartofler og sardiner fra en dåse, mens alle gæsterne mæskede sig med ris og svinekød. Men det måtte han ikke spise, for det var jo hans gave til søsteren og hendes budal.

Den første antropolog nogensinde Efter at have overværet denne meget fantastiske budal, spurgte jeg i alle mine interviews, om folk havde overværet eller foranstaltet et sådant ritual, og jeg fik indtryk af, at dette ritual er meget udbredt og karakteristisk for Ibaloy folkets kultur (det folk, som lever i Benguet Distrikt).

mosebryg - en varm velkomst.indd 1

Efter min mening er jeg den første outsider nogensinde, der har overværet og dokumenteret en budal, hvilken ellers normalt finder sted om natten og med langt færre deltagere.

Hos mennesker, der er migreret væk fra området, er budal noget, som i høj grad forbinder dem med det sted, de kommer fra. En sygeplejerske, som midlertidigt var tilbage i Kibungan, fortalte om, hvordan hun engang, da hun arbejdede i Hongkong, havde følt sig dårligt tilpas, selvom lægen sagde, at hun intet fejlede. En filippinsk kollega foreslog: ”Tag hjem og find ud af, hvad problemet er”, hvorefter sygeplejersken rejste tilbage til sin hjemby nær Kibungan. Der gik hun til et åndemedium, som forklarede, at hendes farfar var utilfreds i sin grav og ville have en budal. Det foranstaltede hun så og følte sig straks bedre tilpas.

Det spørgsmål, som melder sig, er: Kan disse Ibaloy stammefolk overhovedet forlade det sted, de kommer fra? På trods af at tusindvis af stammefolkene migrerer ud, især til USA, så bærer de altid det sted, de kommer fra, med sig. Stedet vil altid kunne trække dem tilbage til sig.

Hvorfor så varm en modtagelse?

Det er meget venlige og fredelige mennesker, som bor i Kibungan. Men der er også en anden grund til, at de tager så venligt imod en antropolog fra

et fremmed land: de vil gerne have en antropologisk dokumentation af deres kultur og deres traditioner, fordi de arbejder på at blive anerkendt af den filippinske regering som en kulturel minoritet. Dette indebærer særlige ancestral land rights, som er en beskyttelse af deres traditionelle ret til at forvalte jorden og de naturlige ressourcer i deres område, og som forhindrer, at udefrakommende kan købe deres jord.

Selvom mit igangværende projekt sigter mere imod at dokumentere migration og globalisering, vil jeg gerne lave den dokumentation, de forventer af mig. Og selvom de og jeg har lidt forskellige vinkler på sagen, kan vi dog forene vores interesser.

Der er en lang række steder i Cordillera, som er i en situation lignende den, jeg så i Kibungan. Antropologer er med andre ord velkomne i området, og at der er masser af nyt stof at komme efter, især i Benguet – stof, som aldrig har været genstand for ordentligt og grundigt antropologisk feltarbejde.

Så er der læsere, som tænker på i en nær eller fjernere fremtid at lave feltarbejde, så tænk på mulighederne i Cordillera og Benguet, hvor der er mange, der venter med længsel på, at en antropolog skal komme og lave feltarbejde. Jeg kan forsikre jer om, at der venter jer en varm modtagelse, ligesom den jeg fik i Kibungan. d

10-11-2008 15:28:35

50

MOESEN

Hvad neger kan man ønske sig?

- eller hvad der skulle have været en anmeldelse af 1001 nats fest Af: Morten Thaysen Laurberg, 1. semester

Mission Impossible. Sientology-Jesus aka. Tom Cruise hænger i én arm dinglende ud over Grand Canyon. Kameraet zoomer ind og musikken er dramatisk på den højlydte Hollywood-måde. Jeg kender følelsen. Selv sidder jeg ved mit skrivebord i Højbjerg med den umulige opgave at skrive en anmeldelse af 1001nats fest, som jeg grundet rigeligt væskeindtag ikke husker meget af. Ja, vi er ikke bange af os, Tom og jeg. Men mens han bare lige kan svinge sig op på toppen af klippen, synes mine problemer ganske uløselige.

I mit forvirrede antropologistudende hoved opstår tanker som: ’Hvad ville Ongka gøre i denne situation?’ Og ’Måske kan en af de nyrige hekse fra Skåde Bakker hjælpe mig’. Jeg har tidligere med stor succes konsulteret min ustabile Internetforbindelse som et azandisk giftorakel, men lige i aften synes den at have lidt sin endelige død. Alle mine forsøg på at finde hjælp til anmeldelsen er mislykkede.

Men antropologi må da kunne bruges til noget! Jeg har desperat brug for et mirakel, og sætter derfor min lid til ritualøvelsen i en lokal Århus-moske: Men da jeg sidder og observerer

Morten Fest.indd 2

fredagsbønnen er jeg lige ved at opgive. Mine øjne bliver tunge som gravsten – muslimer er nu engang sjovere i tv-avisen end i virkeligheden – og jeg kan knapt holde mig vågen. Men så sker det, miraklet.

Imamens øjenbryn vokser sammen til et potent unibrow, og han indhylles i et sitrende diskolys. For mine måbende øjne genopstår 1001 nats drøm. En rig oliesheik danser frækt ved siden af Aladdin, den arabiske nat savler over aftenens 10. tequila, og Fatima ligger uhjælpeligt fordrukken viklet ind i sin egen cykel.

Og der, i den overbefolkede moske med den ikke særligt mellemøstligt klingende dansemusik, går det op for mig, at dette er noget ud over det sædvanlige. Aldrig har terrorisme været så sexet, aldrig har det flyvende tæppe været så gennemblødt af øl og sved, aldrig har den arabiske nat været så forunderlig – og aldrig har hun været så fuld.

Hvad mere er, har antropologi for alvor vist sit værd. Og hvad neger kan man ønske sig? d

10-11-2008 16:15:26

KULA

Foredrag, Workshops & Kalender

Emil Morell Tors: 13. Nov kl. 19.00 Studenternes Hus

Please Don’t Panic!

Den 28. November er der Eksamenshjælp i Fredragsbaren kl. 12.30-13.30

Foråret byder på YOGA

KULA reklame 10.11.2008.indd 1

10/11/2008 20:44:00

1.indd 2

10-11-2008 13:45:07

Skriv en kort, begrundet ansøgning og send den til Professor Ton Otto, Afdeling for Antropologi og Etnografi.

Indgår materiel kultur eller film i dit projekt, så søg økonomisk støtte (max 10 000 kr.) fra Den Etnografiske Studiesamling.

STØTTE TIL FELTARBEJDE