PAKISTAN: KONSTANTE KRISER ELLER NYBRUD?

Pakistan:

konstante kriser eller nybrud?

Af Stig Toft Madsen

Stig Toft Madsen redegører for den politiske udvikling i Pakistan og diskuterer mulige fremtidsscenarier.

6. Alternativt: Pakistan er ved at blive et moderat og oplyst muslimsk land. Landet kan blive den muslimske verdens forbillede.

Der er flere mulige gode grunde til fra dansk side at beskæftige sig med pakistansk politik: 1. Danske soldater befinder sig i nabolandet Afghanistan.

2. Pakistans eksport af hjemmedyrket og/eller statssponsoreret islamisk terror, som rettes mod dets naboer og mod andre lande.

3. Som eneste islamiske stat har Pakistan atomvåben. Skrækscenariet er, at landets atomvåben ”falder i de forkerte hænder” 4. Skønt tilsyneladende anarkistisk, fremviser pakistansk politik en egenlogik, som skaber et stabilt anarki i konstant krise. En sådan form for politik er interessant og potentielt grænseoverskridende.

5. Pakistansk politik er underholdende soap, hvor hver episode i sagaen ender med et løfte om, at historien fortsætter i en ny episode med følelsesladet dramatik, der såmænd også appellerer til et dansk publikum. 7. Pakistan er relevant for de pakistanere i Danmark, som lever transnationale liv.

Jeg vil forsøge, at se nærmere på punkterne 4 og 6. Spørgsmålet er, om pakistansk politik vil lægge sine konstante kriser bag sig og tilpasse sig verdenssamfundets spilleregler? Hvad karakteriserer pakistansk politik? Den kollektive evne til at sameksistere under den demokratiske retsstats institutioner uden rutinemæssigt at efterleve disse institutioners ånd og bogstav. Den kollektive evne til - trods de farer og omkostninger det medfører - konstant at udfordre ikke bare partipolitiske modstandere, men at sætte spørgsmålstegn ved alle offentlige institutioner og love, inklusiv forfatningen. En tendens til at indgå i uafsluttede kontroverser om statens rette form. Således har det fra landets grundlæggelse været uklart om landet var tiltænkt at blive et islamisk teokrati, et militært diktatur eller et multireligiøst demokrati. En knæsat tradition for at omstændighederne omkring væsentlige beslutninger og begivenheder aldrig afdækkes, men omgærdes af et væv af gensidige beskyldninger og sammensværgelses teorier, som kaster et konceptuelt slør over

landets historie fra dets oprindelse frem til i dag. Mordet på Benazir Bhutto er det seneste eksempel på dette. Rundt og rundt, frem og tilbage, op og ned er det gået i en ”dødedans” (1) på ”kanten af det sorte krater” (2) gennem attentater, kup, undtagelsestilstande, forfatningskriser, korruptionsskandaler, og mestendels tabte krige.

Trods sit renommé som verdens farligste land har der alligevel været sammenhængskraft nok til at landet har kunnet udvikle sig økonomisk i stort set samme takt som det nyglamourøse Indien. Måske har landet fundet en post-kolonial niche, hvor det trives med sine dynastiske pseudodemokratiske partier, sine generaler som driver politik og forretning i stor stil og som belønnes med amerikansk og arabisk generøsitet, mens klanledere og gejstlige finder spillerum til at etablere islamiske emirater i de dele af landet, som ikke er formelt integreret i resten af landet. Eller står landet nu endelig overfor en politisk transformation, der vil gøre det til et oplyst demokratisk muslimsk land, som indikeret i punkt 6?

Det forløbne år har set forskydninger i hvad Mogens Lykketoft kalder ”kræfternes parallelogram”, hvor dommere, advokater, journalister, studerende, intelligentsia, og politiske ledere fra en række partier har stået sammen – i hvert fald indtil det forestående valg delte dem - mod præsident Musharrafs forfatningsbrud, undtagelsestilstanden, censuren og fængslingerne. Man kan nu skimte en vej ud af den politiske kulturs jernbur – i hvert fald hvis man kan se bort fra, at næsten alle politiske grupperinger er familie- og klanbaserede ligesom Sikander Malik Siddiques og Wallait Khans på Københavns Rådhus (3), og at selv nogle af de mest demokratiske ”partiejere” baserer deres magt på en feudal økonomi (4). Hvad skulle i givet fald have bevirket, at Pakistan i den nuværende situation vil kunne bevæge sig ud af det stabile anarki, som landet hidtil har befundet sig i, og ind i en fase af demokratisk stabilitet? Har de demokratiske kræfter vokset sig stærke nok? Udgangspunktet er dårligt, idet pakistanerne ifølge nogle undersøgelser faktisk er mindre demokratisk sindede end andre folk i Sydasien. Måske er mange familier blevet velstillede nok til at satse på at moderation og retskaffenhed kan hedge eller gardere deres plads i det økonomiske paradis? Muligvis. Men vigtigere er det, at Talibaniseringen er blevet en reel trussel i selve Pakistan. Det viste sig i striden om den Røde Moske i hovedstaden Islamabad, i oprettelsen af islamisk miniemirater i Swat og Waziristan, og i tilfangetagelsen af hundreder af pakistanske soldater i stammelandet. Tidligere arbejdede hæren og sikkerhedstjenesterne sammen med de hellige krigere om at tilføre deres modstandere i især Afghanistan og Indien tusinder af blødende sår. Nu føres den hellige krig på pakistansk jord, og for første gang er den pakistanske hær kommet direkte i Talibans og Al Qaidas skudlinje. De direkte angreb på hæren (inklusiv militærets skolebusser), på de politiske ledere og på moderate klanledere i stammeområderne vil måske udløse et skred i retning af en mere demokratisk samfundsformation, hvor militæret arbejder sammen med folkevalgte mod en fælles totalitær fjende. Måske. For de planer, som USA er ved at udarbejde om at skride til operationer på landjorden inde i Pakistan, kan ende med at drive de folkevalgte og hæren tilbage i armene på Taliban, og så er landet nærmere teokratiet end nogen sinde tidligere (5).

“

Talibaniseringen er blevet en reel trussel i selve Pakistan

Sig Toft Madsen, 16. januar 2008

Noter:

(1) Martin Krasnik og Jeppe Matzen i Weekendavisen, 28. december 2007 (2) Søren Espersen i Debat.bt.dk på http://debat.bt.dk/index.php?id=1&view=single_thread&cat_uid=9&conf_ uid=46&thread_uid=8609 (3) Arne Hardis m. fl. i Weekendavisen, 2.12.2005, Politiken 30.11.2005 (4) Fengers anmeldelse af Benazir Bhutto: Benazir Bhutto - Datter af Østen, på www.historie-nu.dk/site/index.php?option=com_ content&task=view&id=583&Itemid=82 (5) www.nytimes.com/2008/01/06/washington/06terror. html?th&emc=th og www.nytimes.com/reuters/world/international-pakistan-usa.html?_r=1&oref=slogin for New York Times’ analyse af de seneste amerikanske militære planer og de pakistanske reaktioner