KREML-KLANER I ÅBEN STRID

Af Jørgen Staun

Selvom den russiske præsident Putin officielt har udpeget sin tro følgesvend Dmitrij Medvedjev som sin favorit-kandidat til det russiske præsidentvalg i marts – og arvefølgen dermed synes sikret i det russiske rige – er den interne magtkamp i Kreml langt fra slut. De forbigåede klaner i Kreml forsøger med alle midler at sikre, at den magt – og de enorme pengesummer – de har tilkæmpet sig under Putins styre, ikke går dem af hænde

Små to uger før det russiske parlamentsvalg i december sidste år slog politiet i Moskva til mod en række højt placerede russiske forretningsfolk og embedsmænd, herunder vicefinansminister Sergej Stortjak, som de arresterede under anklage for forsøg på at tilrane sig mere end 43 millioner dollars af statens penge. Arrestationen forløb uden den store mediebevågenhed fra den russiske og internationale presse, som ikke er uvant med korruptionssager, der involverer russiske embedsmænd - især ikke når der er valgkamp og man gerne statuerer eksempler.

Anklagen mod Stortjak lød på svindel med 43,4 millioner dollars fra et angiveligt fejlslagent forsøg på at inddrive en gammel statsgæld, som Algeriet i sin tid optog i Sovjetunionen. Udover Stortjak blev også Viktor Zakharov, der er chef for den private virksomhed Sodexim, samt Vadim Volkov, formanden for Moskvas interregionale investeringsbank MIB, arresteret. Strafferammen er på op til 10 års fængsel.

På overfladen kunne sagen godt ligne en, der ikke handler om meget mere end endnu en embedsmand og hans medsammensvorne, der har haft fingrene for langt nede i statens lommer – og så har været så uheldige at blive brugt som eksempel på myndighedernes utrættelige kamp mod den omsiggribende korruption.

Kamp om stabiliseringsfond

Men nu er den 53-årige Sergej Anatolievitj Stortjak ikke nogen Hr. hvem som helst. Stortjak har i en årrække været den liberale finansminister Aleksej Kudrins højre hånd og Ruslands chef-forhandler, der har sikret den førtidige russiske tilbagebetaling af den russiske udlandsgæld til de vestlige lande i Paris Klubben.

“Enhver entreprenør benytter sig af det juridiske system til at forsvare sine interesser. Jeg er ingen undtagelse. Den eneste forskel er, at jeg handler i statens interesse”

Derudover – og ikke uvæsentligt – er Stortjak finansministeriets chef for den nu mere end 150 milliarder dollars store russiske stabiliseringsfond, der efter norsk forbillede skal sikre Ruslands økonomi mod et fald i energipriserne. Fonden skal derudover sikre, at olie-milliarderne ikke fører den såkaldte ”hollandske syge” med sig, hvor olie-industrien fortrænger al anden russisk produktion og lader inflation løbe løbsk, og dermed skader den russiske økonomis stabilitet og konkurrenceevne.

I takt med fondens hastige vækst er koret af indflydelsesrige folk, der vil poste nogle af pengene ud i samfundet, steget gevaldigt. Ikke mindst op til parlamentsvalget.

Kompromisset er blevet, at fonden per 1. februar i år deles op i to, hvor de første 124 milliarder dollars sættes af til en reservefond som hidtil, mens de resterende nu skønsmæssigt pænt 25 milliarder afsættes til en såkaldt national velfærdsfond, der fremover vil kunne investeres i infrastrukturprojekter, ligesom fonden kan støtte private projekter i det russiske erhvervsliv. Indtil videre har finansminister Kudrin via Stortjak siddet tungt på pengekassen og dermed kontrollen over hvem, der kan få del i de mange milliarder. Men hvis Stortjak havner i fængsel og korruptionssagen viser sig at have udløbere langt ind i finansministeriet – hvilket den særlige Undersøgende Komité, ledet af Aleksandr Bastrykin, som står bag sagen, fremførte i et mislykket forsøg på at udvide anklagerne mod Stortjak i starten af december – vil Kudrin eventuelt kunne presses til at slække på kontrollen over den nationale velfærdsfond, og dermed lade nogle af de konkurrerende klaner i Kreml blive kompenseret ad den vej.

Kremls grå eminence

Bag arrestationen af Stortjak anes således en af Ruslands mest magtfulde mænd, Igor Setjin. Setjin, der ligesom Putin har en fortid i KGB, er vice-stabschef i præsidentadministrationen og er manden der kontrollerer Putins kalender, ligesom han kontrollerer den information, der tilgår præsidenten. Setjin regnes som leder af en del af den såkaldte Silovikifraktion i Kreml, der består af folk med baggrund i sikkerhedstjenesten eller mi-litæret. Setjin er allieret med Viktor Ivanov – også en tidligere KGBmand – der er rådgiver for Putin og kontrollerer ansættelsesspørgsmål, samt Nikolaj Patrusjev, chefen for den russiske sikkerhedstjeneste, FSB. Og så er Setjin manden bag oprettelsen af den såkaldte Undersøgende Komité og udpegelsen af dets leder, Aleksandr Bastrykin, en af Putins gamle klassekammerater fra jurastudiet i Leningrad, nu Sankt Petersborg.

Anklagemyndigheder på randen af åben krig

Den Undersøgende Komité er en slags konkurrerende anklagemyndighed ved siden af anklagemyndigheden, der kontrolleres af Jurij Tjaika, som regnes som medlem af en anden del af Silovikifraktionen, der ledes af Viktor Tjerkesov, chefen for den føderale narkotikakontrol, og Viktor Zolotov, chefen for Putins personlige sikkerhedstjeneste. Tjerkesov og Zolotov menes at have et rimeligt forhold til den såkaldte ”liberal-teknokratiske” klan i Kreml omkring Kudrin og Medvedjev, som Putin har valgt til at skulle føre landet videre. Siden oprettelsen i september sidste år, hvor den Undersøgende Komité overtog mere end 18.000 kriminalfolk fra anklagemyndigheden samt godt 60.000 sager – herunder mordene på Aleksandr Litvinenko, den tidligere KGB-agent, der blev forgiftet i London, og mordet på den Kreml-kritiske journalist, Anna Politikovskaja – har politifolk fra de to anklagemyndigheder flere gange været på randen af åben krig. Da agenter fra FSB og den Undersøgende Komité i oktober sidste år i Moskva-lufthavnen Domodedovo ville arrestere General Aleksandr Bulbov, Tjerkesovs højre hånd fra den føderale narkotikakontrol, overgav han og hans sikkerhedsfolk fra narkotikakontrollen sig først efter et intenst stand-off i lufthavnen mellem de to sæt af svært bevæbnede sikkerhedsfolk.

Bulbov spillede en hovedrolle i den såkaldte Tri Kita sag, en bestikkelses- og våbensmuglingsaffære, som i juni 2006 kostede Vladimir Ustinov, en tro allieret med Setjin, posten som chef for anklagemyndigheden – deraf Setjins ønske om at få oprettet den Undersøgende Komité, så han og hans kreds kunne bevare det effektive våben; en lydig anklagemyndighed med dertilhørende domstole og dommere i klanernes krig mod hinanden.

Kamp mellem sikkerhedstjenesterne

Arrestationen af Bulbov fik Tjerkesov til, i et åbent brev i avisen Kommersant at advare mod det, han så som ”infighting mellem sikkerhedstjenesterne”, hvilket ifølge ham kunne skade Ruslands politiske stabilitet. Og selvom man ikke ligefrem bliver populær hos Putin ved på denne måde at udstille det beskidte undertøj offentligt, valgte Putin – efter behørig offentlig kritik af Tjerkesov – alligevel at udpege ham til at lede en nyoprettet internt regerings kommissariat til at bekæmpe ulovlige stoffer. Altså et signal fra Putin om, at han stod på Tjerkesovs side.

Svaret fra Tjerkesovs modstandere var næppe heller til at tage fejl af. Den 27. oktober blev ligene af Konstantin Durzenko, officer i narkotikakontrollen og Sergej Lomako, hans tidligere kollega, således fundet forgiftede i en grøft i Sankt Petersborg. Og selvom de to mænd sidst var blevet set på en lokal beværtning, og selvom der i Rusland er mange tilfælde af dødsfald som følge af forgiftet vodka, ser flere analytikere mordene som led i den interne klan-krig i Kreml, hvor målet var at skade Tjerkesov.

Tjerkesov har da også siden formået at svare igen. Således forsøgte anklagemyndigheden i første omgang helt at få forkastet sagen mod Stortjak. Siden, da den Undersøgende Komités folk hævdede at have fundet cirka 1 million dollars i kontanter i Stortjaks lejlighed, som de hævdede var stjålne penge fra sagen, og truede med at udvide sagen til også at omfatte folk i finansministeriet, iværksatte anklage-myndigheden den 16. december en undersøgelse af den Undersøgende Komités interne forhold.

Da han godt en uge senere dukkede op i Ukraines hovedstad Kijev, fortalte han – synligt rystet – at han var blevet ”kidnappet, bedøvet og tilbageholdt” af ukendte gerningsmænd, at han trak sit præsidentkandidatur tilbage og at han ikke ville vende tilbage til Rusland før efter præsidentvalget

K.G.B. er bedre end M.B.A.

Og i hvad der kunne ligne et åbent forsøg på at tilsvine sikkerhedstjenesten, og dermed Igor Setjin og Nikolaj Patrusjev, lod finansmanden Oleg Shvartsman sig interviewe til Kommersant, der ejes af oligarken Alisjer Usmanov, som er forbundet til det statslige gasselskab Gazprom, som igen kontrolleres af Dmitrij Medvedjev. I interviewet fortalte Shvartsman, at han på vegne af familiemedlemmer til folk i Kreml-toppen samt i FSB og SVR, den indenlandske og udenlandske sikkerhedstjeneste, var chef for en 3,8 milliarder dollars stor fond, der med ”frivillig-tvang metoder” overtog russiske virksomheder til spotpris. Han sagde, at han bedrev ”fløjls-genprivatisering” til fordel for sikkerhedstjenesterne. ”Enhver entreprenør benytter sig af det juridiske system til at forsvare sine interesser. Jeg er ingen undtagelse. Den eneste forskel er, at jeg handler i statens interesse”, forsvarede Shvartsman sig med. Shvartsman har senere tilbagekaldt interviewet – som Kommersant har på bånd, samt i en udskrift, der er kontrasigneret af Shvartsman selv – og hævdede, at han var blevet brugt i en intern krig mellem klanerne i Kreml. Ikke desto mindre satte interviewet gang i en heftig debat om sikkerhedstjenesternes involvering i lyssky affærer i dagens Rusland. Som den russiske udgave af magasinet Smart Money udtrykte det på forsiden: ”K.G.B. er bedre end M.B.A.” Alt sammen velegnet til at tilsværte Setjin og Patrusjev.

Putins milliarder

Mere opsigtsvækkende er imidlertid den mængde materiale om Putins angivelige lyssky affærer, der kort før udpegningen af Medvedjev som sandsynlig tronfølger efter Putin, pludselig kom til offentlighedens kendskab.

Den 12. november lod Stanislav Belkovskij, en Setjin-nær spindoktor, sig interviewe til den tyske avis Die Welt, hvor han hævdede, at Putin gennem mellemmænd ejede aktier til en værdi af i alt godt 41 milliarder dollars. Ifølge Belkovskij kontrollerer Putin 37 procent af aktierne i energiselskabet Surgutneftegas, der har en markedsværdig på godt 20 milliarder dollars. Derudover kontrollerer han 4,5 procent af aktierne i Gazprom, verdens største gasselskab. Desuden ejer Putin angiveligt 50 procent af aktierne i olieselskabet Gunvor, via forretningsmanden Gennadij Timsjenko, der er hjemmehørende i Schweiz. Gunvor omsatte ifølge Belkovskij sidste år for godt 40 milliarder dollars og havde en overskud på 8 milliarder dollars. Sidste gang, der var nogen, der offentligt udtalte sig om Putins angivelige milliardformue og nævnte Timsjenkos navn i samme sætning som Putins, var under præsidentvalgkampen i Rusland i 2004. Her hævdede Ivan Rybkin, en af præsidentkandidaterne, at Putin var ”en af Ruslands største oligarker”, og at Putin sammen med Timsjenko havde til hensigt at overtage kontrollen med Ruslands dengang største private olieselskab Yukos. Kort efter forsvandt

Rybkin under mystiske omstændigheder. Da han godt en uge senere dukkede op i Ukraines hovedstad Kijev, fortalte han – synligt rystet – at han var blevet ”kidnappet, bedøvet og tilbageholdt” af ukendte gerningsmænd, at han trak sit præsidentkandidatur tilbage og at han ikke ville vende tilbage til Rusland før efter præsidentvalget.

Pres på Putin

Når Belkovskij efter at have offentliggjort den slags kompromitterende materiale om Putin stadig går frit omkring – ja, stadig er i live – kan det kun skyldes, at han har opbakning på allerhøjeste sted – efter al sandsynlighed hos Igor Setjin. Belkovskij har således tidligere fungeret som Setjins budbringer. I foråret 2003 forfattede Belkovskij således en artikel om, at de russiske oligarker var i færd med at udføre et ”snigende kup” mod Kreml. Artiklen ses af de fleste analytikere som startskuddet på kampagnen mod Mikhail Khodorkovskij, ejeren af det dengang største russiske olieselskab, Yukos. Yukos blev siden erklæret konkurs og eksproprieret efter at være blevet præsenteret for en angivelig skattegæld på godt 28 milliarder dollars. Et af Yukos datterselskaber, Yuganskneftegaz blev efterfølgende solgt langt under markedspris på en lukket, statslig auktion, hvor det eneste bud kom fra skuffeselskabet Baikalfinancegroup, hvis bestyrelsesformand var Igor Setjin. Baikalfinancegroup blev få dage senere opkøbt af det statslige olieselskab Rosneft, som Igor Setjin også er bestyrelsesformand for. Rosneft skal angiveligt have tjent op mod 100 milliarder dollars på operationen. Mikhail Khodorkovskij fik til gengæld 8 år i en arbejdslejr i Sibirien.

Ligeså opsigtsvækkende som oplysningerne om Putins angivelige milliardformue er offentliggørelsen to dage før det russiske parlamentsvalg af en undersøgelsesrapport fra 1992 forfattet af Marina Salje på vegne af parlamentet om, at Putin angiveligt skal have modtaget bestikkelse, da han som ansat i bystyret i Sankt Petersborg var chef for bystyrets udlandshandel. Ifølge Ruslandskenderen Anders Åslund fra Peterson Institute for International Economics i Washington, er det sandsynligvis kun en mand som Igor Setjin – og måske Nikolaj Patrusjev, chefen for FSB – der har adgang til den slags informationer om Putin. Setjin er således samtidig den person, der kontrollerer strømmen af hemmeligstemplede oplysninger i Kreml. Formålet med at lække oplysningerne skal angiveligt have været at forsøge at presse Putin til enten at vælge en anden og mere Setjin-nær efterfølger end Medvedjev eller forblive på præsidentposten. Hvad end årsagen er: Kredsen omkring Igor Setjin, og andre af Medvedjevs modstandere, synes ikke parate til at overgive sig uden kamp, hvorfor vi roligt kan forvente yderligere klan-krige. Om det bryder ud i åben, storstilet, kamp – ja, nogen iagttagere, blandt andet Anders Åslund, er ligefrem begyndt at tale om et muligt kup, hvilket dog lyder noget usandsynligt – er det helt store spørgsmål og afhænger først og fremmest af Medvedjevs – og Putins – evne til at få de tabende parter under kontrol.

Så kan de to altid ryge i totterne på hinanden senere, når Medvedjev – som Putin i sin tid – skal konsolidere sin magt, og derfor begynder at rydde ud i de gamle magtkredse.