DEN DAG ANC KRYDSEDE SIT RUBICON?

DEN DAG ANC

KRYDSEDE SIT RUBICON?

Af Thomas Mandrup

Tirsdag den 18. december 2007 kan meget vel gå over i historien som dagen hvor Sydafrikas regeringsparti, ANC, krydsede sit Rubicon. Det var dagen hvor et klart flertal på partiets kongres i Polokwane valgte den detroniserede vicepræsident og korruptionsanklagede Jakob Zuma til formandsposten i ANC. Dette på bekostning af Sydafrikas nuværende præsident Thabo Mbeki. Partiet har dermed fået en skandaleramt formand, som tidligere har været anklaget og efterfølgende frikendt for voldtægt, og som har en korruptionsanklage hængende over hovedet. Det var denne anklage der i 2005 fik ham fyret fra posten som Sydafrikas vicepræsident. Efter valget af Zuma til formand for ANC er han lige nu favorit til at efterfølge Mbeki senest i 2009 og dermed blive landets nye præsident. Zuma har dog meddelt, at han trækker sig hvis han bliver dømt. En dom ville dog også fjerne hans muligheder for, at blive valgt til posten som landets præsident.

Men det var ikke kun valget af Zuma der gjorde den overståede partikongres interessant. Kongressen gav også Zumas fløj i partiet, der bl.a. inkluderer fagbevægelsen COSATU, Kommunistpartiet, ANC Youth League og ANC Womens League, en række andre tillidsposter i partiet, bl.a. posten som næstformand. Mbeki-fløjen, der har kontrolleret ANC siden 1999, blev reelt sat uden for indflydelse i partiet. Sydafrika står derfor i den situation, at partiet kontrolleres af Zuma, mens regeringen kontrolleres af Mbeki, dog maximalt frem til 2009, hvor Mbekis anden og sidste præsidentperiode slutter.

Hvad betyder dette?

Selvom Zumas sejr var et kæmpe nederlag for Præsident Mbeki, så får dette på kort sigt ikke nogen direkte indflydelse på den førte politik. Men det betyder dog, at der er et klart split mellem Mbekis regering og så selve partiet, der nu kontrolleres af Zuma. Det er en ny situation, fordi Mbekis fløj i ANC tidligere havde kontrol med begge. Selvom det vil gøre det politisk liv sværere for Mbeki, vil han ikke umiddelbart være tvunget til at ændre sit regeringsgrundlag, selvom den parlamentariske situation er blevet mere vanskelig. Godt nok har ANC flertal i parlamentet, men det er også et parti, hvor medlemmerne er nød til at forholde sig til den ny magtfordeling i partiet. Men hvad der sker efter 2009 er mere usikkert, hvilket jeg vil komme tilbage til. Begge parter var i forbindelse med afslutningen på partikongressen fremme med forsonende toner, for derigennem at nedtone forskellene. Både Mbeki og Zuma understregede, at de begge tjener samme parti og ville arbejde på at løse de problemer som bevægelsen stod overfor. Men tilbage står, at partiet aldrig tidligere har været så splittet, og der forestår et stort arbejde i at få lægt de åbne sår.

Men Zumas sejr er også væsentlig af helt andre årsager. Fordi det er en kamp om ANC’s sjæl

Men Zumas sejr er også væsentlig af helt andre årsager. Fordi det er en kamp om ANC’s sjæl. Partiet har traditionelt, bl.a. som konsekvens af dets historie som frihedsbevægelse, påberåbt sig retten som moralens vogter i sydafrikansk politik. Men med valget af Zuma som formand for partiet, og det til trods af anklagerne mod ham for korruption i forbindelse med store våbenindkøb, har ANC mistet sin uskyld. Det vil være nemt for partiets modstandere at sætte spørgsmålstegn ved partiets intentioner, og derved give næring til tidligere fremsat kritik om, at ANC forsøger at beskytte egne interesser og sikre sig et monopol på magten. Valget af Zuma er blot det seneste eksempel på, at moral ikke længere er væsentlige parametre, men det at tjene egne interesser, også økonomiske, er væsentligere. Et andet eksempel på den aftagende morale kunne være Mbekis beskyttelse af Sydafrikas politichef, Jackie Selebi, der har erkendt at have omgåedes en af landets mest berygtede mafiabosser privat. Dette bliver af mange iagttagere set som et udtryk for, at eliten i ANC bliver stadigt mere arrogant og tilsidesætter regler, etik og normer for egen vinding. Valget af den korruptionsdømte Tony Yegeni til ANC’s centrale organ, National Executive Council, er i denne sammenhæng også bemærkelsesværdigt. Grundlæggende sender ANC det signal til omverdenen, at korruption ikke er

diskvalificerende for politikere. Dette sender ligeledes et uheldigt signal til resten af befolkningen, og specielt de offentligt ansatte, hvor korruption indtil nu har været betragtet som et problem og et stigende et af slagsen. Det er i den forbindelse endnu mere betænkeligt, at ANC ledelsen ønsker at stække den uafhængige statslige anklagemyndighed, ved at fjerne dets institutionelle uafhængighed. Meddelelsen om, at retssagen mod Zuma vil blive genoptaget, som kom få dage efter hans valg til formand for ANC, kan ses som en konsekvens af denne plan. Anklagemyndigheden ønskede at reagere, inden dets selvstændighed for alvor var blevet stækket. Zumas støtter har gennem hele perioden fastholdt, at korruptionsanklagerne mod Zuma var en politisk skueproces iscenesat af hans politiske modstandere, og i særdeleshed præsident Mbeki.

Selvom Zumas sejr var et kæmpe nederlag for Præsident Mbeki, så får dette på kort sigt ikke nogen direkte indflydelse på den førte politik

Men hvordan kunne Zuma vinde valget?

Set udefra virker det på det nærmeste surrealistisk, at den skandaleramte Zuma overhovedet var i stand til at stille op til valget og ligeså at vinde valget. Men Zuma’s sejr skal måske primært forstås som et fravalg af Mbeki, frem for et valg af Zuma, valget mellem pest eller kolera har været brugt som sammenligning. For at forstå dette er man nød til at kigge på ANC som organisation. ANC kan ikke opfattes som et parti i gængs forstand, men er i realiteten en alliance af en lang række interesseinstitutioner. Der har længe været utilfredshed i organisationens venstrefløj med den førte økonomiske politik, specielt fra medlemmerne af COSATU og Kommunistpartiet. Mbekis lyserøde økonomiske politik, har medført en stabil økonomi med pæne vækstrater, lav inflation og renter. Men den brede befolkning, har ikke oplevet mærkbare økonomiske forbedringer, og bl.a. jobskabelsen har været en skuffelse. Mbeki blev op til valget i 2005 kritiseret for ikke at ’kære sig’ nok om den brede befolknings nød og behov, og for at fokusere for meget på at rejse verden rundt som fredsmægler og international statsmand. Trods denne kritik, vandt ANC valget og øgede endnu engang sin andel af sæder i parlamentet, hvor man nu har 2/3 dels flertal. Men dette understreger, at ANC er mange ting og at en stemme på ANC ikke nødvendigvis er en stemme på Mbeki, men i mangel af bedre alternativer. COSATU erklærede i 2005, at man senest 2015 ville satse på at overtage kontrollen med ANC for at trække politikken mod venstre. Dette virker som om at det allerede er påbegyndt. I valget af Zuma har man fået en svækket kandidat, som man politisk vil have nemmere ved at styre. Men hvad vil Zuma politisk? Han var, indtil 2005, en central figur i Mbeki’s regering og dermed medansvarlig for den førte økonomiske politik. Men til trods for det bliver han betragtet som en mand af folket, og har i hele forløbet givet udtryk for at ville øge fokus på de marginaliserede grupper i samfundet. Den folkelige stil kunne skyldes bl.a. hans ikke-akademiske baggrund og stil, der står i skærende kontrast til Mbeki og folkene omkring ham. Zuma taler direkte til hovedparten af partiets græsrødder. Et andet interessant element er, at Zuma er etnisk Zulu, hvor ANC indtil nu har været kontrolleret af Xhosaer.

Zuma har erklæret, at man ikke skal forvente de store forandringer i den førte økonomiske politik. Dette skal bl.a. ses som et forsøg på at berolige de internationale investorer og finansielle markeder, der med frygt har observeret udviklingen i ANC. Men partikongressen vedtog en række bemærkelsesværdige nye politiske strategier. Zuma har i hele optakten til kongressen talt om et øget fokus på at adressere de marginaliserede gruppers behov. Et eksempel på dette, var beslutningen om at fremskynde landreformerne, så 30 pct. af landbrugsjorden vil være omfordelt senest i 2014. Et andet område der var i fokus, var erklæringer om en øget indsats mod landets epidemiske kriminalitetsrate, noget som Mbeki i sin regeringstid er blevet voldsomt kritiseret for. Hvad angår andre centrale beslutninger, er det værd at nævne, at valget af Zuma som formand, indikerer at ANC’s græsrødder længe har ønsket at gøre op med Mbekis topstyring af partiet. Dette område er også noget, der har ført til stor frustration og splid internt i partiet.

Men har ANC krydset sit Rubicon, og er der ingen vej tilbage? Vil vi se ANC der bevæger sig væk fra det spor

Men har ANC krydset sit Rubicon, og er der ingen vej tilbage? Vil vi se ANC der bevæger sig væk fra det spor der blev lagt af Mandela, om åbenhed og demokrati?

der blev lagt af Mandela, om åbenhed og demokrati. Et ANC, der mener at have monopol på magten, og måske lader sig inspirere af søsterpartiet ZANU-PF i Zimbabwe? Det er ikke umiddelbart en sandsynlig udvikling, da stærke kræfter i partiet vil modarbejde en sådan udvikling. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at fagbevægelsen COSATU, der har haft en central rolle i promoveringen af Zuma, jo har været en af de mest kritiske røster i relation til Zimbabwe. Valget af Zuma kan derfor også tolkes derhen, at demokratiet i ANC er blevet styrket, hvilket er godt for demokratiet i Sydafrika. Ved denne udvikling er politik igen blevet vedkommende for den bredere befolkninger der kan konstatere, at det er muligt at udfordre og besejre eliten. Problemet er så bare, at man har valgt en skandaleramt formand, der vil få svært ved at overbevise Sydafrikas internationale partner om sin troværdighed. Omvendt skal det understreges, at selvom der er stærke indicier mod Zuma, så er han ikke dømt. Dernæst viser historien i f.eks. Frankrig og Italien jo, at korruptionsanklager ikke nødvendigvis udgør et problem for en præsident.

Lancering aF

IPMONOPOLET.DK

I forbindelsen med offentliggørelsen den 1. feb. vil redaktionen bag IPmonopolet afholde en lancering af tidsskriftet:

Tirsdag den 12. feb. kl. 18.30 på Idealbar Enghavevej 40, København V Indgang er gratis

Aftenen vil byde på en introduktion af IPmonopolet samt en debat under temaet; ”DARFUR – En overset konflikt?” – et tema, som også behandles i 1. udgave af IPmonopolet. Efter debatten er baren åben for en drink, øl eller andet godt. Vi opfordrer folk til at blive til en hyggelig aften.

IPMONOPOLET SPONSORERES AF: