Den dag ANC
krydsede sit Rubicon? Af Thomas Mandrup
T
irsdag den 18. december 2007 kan meget vel gå over i historien som dagen hvor Sydafrikas regeringsparti, ANC, krydsede sit Rubicon. Det var dagen hvor et klart flertal på partiets kongres i Polokwane valgte den detroniserede vicepræsident og korruptionsanklagede Jakob Zuma til formandsposten i ANC. Dette på bekostning af Sydafrikas nuværende præsident Thabo Mbeki. Partiet har dermed fået en skandaleramt formand, som tidligere har været anklaget og efterfølgende frikendt for voldtægt, og som har en korruptionsanklage hængende over hovedet. Det var denne anklage der i 2005 fik ham fyret fra posten som Sydafrikas vicepræsident. Efter valget af Zuma til formand for ANC er han lige nu favorit til at efterfølge Mbeki senest i 2009 og dermed blive landets nye præsident. Zuma har dog meddelt, at han trækker sig hvis han bliver dømt. En dom ville dog også fjerne hans muligheder for, at blive valgt til posten som landets præsident. Men det var ikke kun valget af Zuma der gjorde den overståede partikongres interessant. Kongressen gav også Zumas fløj i partiet, der bl.a. inkluderer fagbevægelsen COSATU, Kommunistpartiet, ANC Youth League og ANC Womens League, en række andre tillidsposter i partiet, bl.a. posten som næstformand. Mbeki-fløjen, der har kontrolleret ANC siden 1999, blev reelt sat uden for indflydelse i partiet. Sydafrika står derfor i den situation, at partiet kontrolleres af Zuma, mens regeringen kontrolleres af Mbeki, dog maximalt frem til 2009, hvor Mbekis anden og sidste præsidentperiode slutter. Hvad betyder dette? Selvom Zumas sejr var et kæmpe nederlag for Præsident Mbeki, så får dette på kort sigt ikke nogen direkte indflydelse på den førte politik. Men det betyder dog, at der er et klart split mellem Mbekis regering og så selve partiet, der nu kontrolleres af Zuma. Det er en ny situation, fordi Mbekis fløj i ANC tidligere havde kontrol med begge. Selvom det vil gøre det politisk liv sværere for Mbeki, vil han ikke umiddelbart være tvunget til at ændre sit regeringsgrundlag, selvom den parlamentariske situation er blevet mere vanskelig. Godt nok har ANC flertal i par-
lamentet, men det er også et parti, hvor medlemmerne er nød til at forholde sig til den ny magtfordeling i partiet. Men hvad der sker efter 2009 er mere usikkert, hvilket jeg vil komme tilbage til. Begge parter var i forbindelse med afslutningen på partikongressen fremme med forsonende toner, for derigennem at nedtone forskellene. Både Mbeki og Zuma understregede, at de begge tjener samme parti og ville arbejde på at løse de problemer som bevægelsen stod overfor. Men tilbage står, at partiet aldrig tidligere har været så splittet, og der forestår et stort arbejde i at få lægt de åbne sår.
Men Zumas sejr er også væsentlig af helt andre årsager. Fordi det er en kamp om ANC’s sjæl Men Zumas sejr er også væsentlig af helt andre årsager. Fordi det er en kamp om ANC’s sjæl. Partiet har traditionelt, bl.a. som konsekvens af dets historie som frihedsbevægelse, påberåbt sig retten som moralens vogter i sydafrikansk politik. Men med valget af Zuma som formand for partiet, og det til trods af anklagerne mod ham for korruption i forbindelse med store våbenindkøb, har ANC mistet sin uskyld. Det vil være nemt for partiets modstandere at sætte spørgsmålstegn ved partiets intentioner, og derved give næring til tidligere fremsat kritik om, at ANC forsøger at beskytte egne interesser og sikre sig et monopol på magten. Valget af Zuma er blot det seneste eksempel på, at moral ikke længere er væsentlige parametre, men det at tjene egne interesser, også økonomiske, er væsentligere. Et andet eksempel på den aftagende morale kunne være Mbekis beskyttelse af Sydafrikas politichef, Jackie Selebi, der har erkendt at have omgåedes en af landets mest berygtede mafiabosser privat. Dette bliver af mange iagttagere set som et udtryk for, at eliten i ANC bliver stadigt mere arrogant og tilsidesætter regler, etik og normer for egen vinding. Valget af den korruptionsdømte Tony Yegeni til ANC’s centrale organ, National Executive Council, er i denne sammenhæng også bemærkelsesværdigt. Grundlæggende sender ANC det signal til omverdenen, at korruption ikke er 26
