IPmonopolet #25

IPmonopolet Tidsskrift om international politik

25 udgave, marts 2016

TEMA

ALLIANCER

INTERVIEW MED MIKKEL VEDBY RASMUSSEN VÅBENHVILEN I SYRIEN

JOHANNES ROSENSTAND JØRGENSEN FN I FREDSBEVARENDE KRIG

PATRICK STEEN PEDERSEN SLØREDE LINJER

REDAKTION CHEFREDAKTION

IPmonopolet

Randi Emilie Dahlen

c/o Institut for Statskundskab (IfS)

Esben Als-Andersson

Øster Farimagsgade 5,

Ask Paul Lomholt Kemp

1353 København K

Jonatan Mizrahi-Werner ipmonopolet.dk REDAKTION

Maja Friis Henriksen Ferhat Gurini Daniel Atli Larsen

redaktion@ipmonopolet.dk ISSN : 1903-5713 ISSN : 1903-5721 (online udgave) STØTTE

GRAFISK DESIGN

IPmonopolet udgives med støtte

Anne Sofie Nordlund

fra Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

TRYK

IPmonopolet trykkes ved: Grafisk - Københavns Universitet

Find os på Facebook: www.facebook.com/IPmonopolet Bliv abonnent ved at sende en mail til: redaktion@ipmonopolet.dk

LEDER Verden udgøres af en mangfoldighed af alliancer. De multilaterale, institutionaliserede alliancer, som vi alle kender. De bilaterale partnerskaber på mellem- eller overstatsligt niveau, som man måske har hørt om. Og endeligt de mere ukendte samspil mellem aktører, der findes i det skjulte på tværs af kontinenter og lokalt inden for verdens lande.

Kendetegnet for alle disse alliancer er, at de har en dynamisk historie.

Nogle er i udvikling eller har formået at opnå stabilitet, andre er udfordret på deres eksistensgrundlag, og så er der dem, der decideret er i opbrud.

IPmonopolets 25. udgave sætter fokus på nogle af de alliancer, der skaber dynamikken i international politik i dag.

Vi starter med udgangspunkt i EU, som kan siges at stå over for sine hidtil største udfordringer. EU-eksperterne, Marlene Wind og Morten Kelstrup, giver deres bud på, hvordan man bedre kan forstå afstanden mellem Øst- og Vesteuropa i mere end én forstand.

Vi ser dernæst på udviklingen i Saudi-Arabiens forhold til wahhabismen, som er den ideologi, der også ligger til grund for terrorgruppen Islamisk Stat. Vi beretter desuden om den transatlantiske frihandelsaftale mellem USA og EU, TTIP, samt bringer en analyse af, om FN som fredsbevarende organisation udvikler sig mod at være en mere traditionel militæralliance.

Vi zoomer herefter ind på de mere lokale alliancer. Tyrkiet og Kurdistan står måske over for et overraskende kommende samarbejde efter mange års blodig konflikt. I Frankrig, hvor der snart er præsidentvalg, handler det i stedet om alliancen mod det højrenationale parti, Front National.

I tema-sektionens sidste artikel får vi endelig en dybdegående analyse af den syriske borgerkrig, som nu verserer på sit femte år, hvor linjerne mellem interne og eksterne aktører forbliver uklare.

I udblikssektionen beretter vores kinesisk-kyndige først om de tabubelagte proforma homoægteskaber i Kina. Afslutningsvis har vi fornøjelsen af at bringe et interview med nyudnævnte professor ved Institut for Statskundskab, Mikkel Vedby Rasmussen, som giver sit blik på verdens sikkerhedspolitiske situation.

Rigtig god læselyst!

ESBEN ALS-ANDERSSON, RANDI EMILIE DAHLEN, ASK PAUL LOMHOLT KEMP OG JONATAN MIZRAHI-WERNER Chefredaktionen

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

3

OVERSIGT

TEMA

4

06

"Et EU i øst og vest?" af MAJA FRIIS HENRIKSEN

10

"Det hellige ægteskab mellem Saudi-Arabien og wahhabismen" af RANDI EMILIE DAHLEN

14

"TTIP - hvad sker der?" interview med MADS C. BARBESGAARD af MAX SECHER QUORNING

16

"FN i fredsbevarende krig" af JOHANNES ROSENSTAND JØRGENSEN

18

"Tyrkiet og Kurdistan: En uventet alliance" af FERHAT GURINI

20

"Fronten mod Front National" af ASK PAUL LOMHOLT KEMP

24

"Slørede linjer " af PATRICK STEEN PEDERSEN

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

UDBLIK

32 34

"Bøsse søger lesbisk - LGBT i kina" af JONATAN MIZRAHI-WERNER "Våbenhvilen i Syrien" interview med MIKKEL VEDBY RASMUSSEN af ESBEN ALS-ANDERSSON

TEMA Der er vel tale om de 28 musketerer, med mottoet «Én for alle, alle for én!»

- eller er der?

MAJA FRIIS HENRIKSEN

TEMA

ET EU I ØST OG VEST?

af MAJA FRIIS HENRIKSEN

Et areal på knap 5 millioner kvadratmeter. En halv milliard mennesker. Verdens største økonomi. 28 lande i forening. Udadtil er EU’s potentiale på den internationale scene enormt, men indadtil hersker der større splittelse end nogensinde før. EU stritter i øst og vest på flygtningespørgsmålet og har endnu ikke formået at finde frem til en fælleseuropæisk løsning. Derfor rejser der sig et naturligt spørgsmål: Er EU-projektet overhovedet rustet til at kapere de mange forskellige medlemslande med hver deres historie, økonomi og kultur? Har 1950’ernes idealistiske vinde efterhånden mistet pusten?

FRA FRED TIL FIASKO?

Året er 1957, og seks landes håbefulde ledere sidder omkring det runde bord i Italiens hovedstad, Rom. Foran sig har de skitsen til et projekt, der skal vise sig at få vidtrækkende konsekvenser for den fælleseuropæiske fremtid. Mon de anede, hvad det var, de indledte med den aftale, der i EU-interesserede munde går under betegnelsen Romtraktaten?

Siden da er 59 år i EU-stjernernes tegn kommet og gået. Seks medlemslande er blevet til 28. Verden ser anderledes ud. Fra ønsker om varig fred og genopbygning af et hærget EU efter verdenskrigenes rædsler, er det nu andre problemstillinger, de europæiske ledere bryder deres hoveder med.

Nationalistiske vinde blæser med stadigt tiltagende styrke i EU. Flere lande er økonomisk sunket i knæ og resten må - enten frivilligt eller ufrivilligt - hjælpe med at få dem på benene igen.

Der er vel tale om de 28 musketerer, med mottoet ”Én for alle, alle for én!” – eller er der?

ØST/VEST-MODSÆTNING I GENOPBLOMSTRING

Trods mange ændringer fra EU-begyndelsen til i

6

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

dag er der noget, der tyder på, at datidens dikotomi mellem Øst- og Vesteuropa ikke desto mindre står ved magt, om end den nu er mere indenrigspolitisk funderet. Således kunne man 2. oktober sidste år læse i Berlingske Tidende om en ’ny skillelinje i Europa’ fremsat af ekstern lektor ved Københavns Universitet, Lars Hovbakke Sørensen. Modsætningsforholdet, som skillelinjen eftersigende skulle repræsentere, skyldes netop den føromtalte flygtningekrise og de forskellige EU-medlemslandes løsningsmodeller hertil.

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen kan man nemlig tale om en opdeling af Europa i ’strammere’ og ’slappere’, som rummer den ekstra finurlighed, at den tilmed kan siges at være geografisk funderet – nemlig i øst og vest. Mens mange vesteuropæiske lande, med tyske Merkel i spidsen, har råbt om solidaritet og samlede EU-løsninger, har mange østeuropæiske lande udvist en særlig stor interesse i at lukke deres nationale grænser og har flere gange kategorisk afvist forslaget om kvoteløsninger til fordeling af flygtninge. Dette var også tilfældet inden ministermødet vedrørende flygtninge i september 2015, hvor Danmarks Radio kunne rapportere om et Europa ’delt i øst og vest’ som følge af en bred koalition af østeuropæiske lande, her-

De øst- og centraleuropæiske lande var først under Sovjetunionens åg og føler ikke, at deres nationalidentitet under dette styre fik lov at udfolde sig. Nu er de så med i EU, hvor en række af de samme lande føler sig presset på kulturen.

EN NY TIDS SKEPSIS

under Tjekkiet, Polen, Slovakiet, Ungarn og Letland, der alle afviste den fremsatte fælleseuropæiske aftale.

I februar i år så vi tilmed en fælles østeuropæisk front i forhandlingerne om Storbritanniens EU-aftale.

Når man normalt hører om geografiske skel, tænker man typisk i nord/syd-baner, men inden for de europæiske grænser er det for øjeblikket mere øst/ vest. På flygtningespørgsmålet er skellet dog ikke helt entydigt. Et nærliggende eksempel er Danmark, der på trods af sin geografiske placering i vest svajer kraftigt over mod Østeuropas ’strammere’ på dette område. Betyder det, at den geografiske opdeling i øst og vest er fuldstændig tilfældig, eller er den et billede på nogle fundamentale forskelligheder imellem medlemslandene? IPmonopolet har forhørt sig hos to professorer og EU-eksperter, Morten Kelstrup og Marlene Wind, for at blive klogere på svaret.

FOTO AF LIZ WEST, FLICKR

Generelt mener jeg, at man skal være varsom over for at generalisere angående det geografiske og søge at klarlægge problemerne med andre begreber.

Ifølge de to eksperter må man først og fremmest forsøge at forstå den bølge af skeptikere, der i øjeblikket slynger ind over EU-projektet fra alle himmelretninger. Morten Kelstrup og Marlene Wind anerkender nemlig, at der i Østeuropa hersker en særlig stærk EU-skepsis, men omvendt er det ifølge dem begge unuanceret, hvis man stopper her og ikke har øje for de skeptiske vinde, der også blæser i vest. For professor Marlene Wind at se tegner der sig et billede i EU af to kategorier af skeptikere: dels dem, der er velhavende og meget suverænitetsfokuserede, og dels den meget nationalromantiske type af skeptikere, som vi ser i Øst- og Centraleuropa. Hvor der ligger økonomiske faktorer bag førstnævnte kategori, kan man ifølge Marlene Wind henvise til kulturelle og historiske forhold bag skepsissen i øst:

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

7

”De Øst- og Centraleuropæiske lande var først under Sovjetunionens åg og føler ikke, at deres nationalidentitet under dette styre fik lov at udfolde sig. Nu er de så med i EU, hvor en række af de samme lande føler sig presset på kulturen.”

Det er dog en vigtig pointe, at man også må tage højde for det faktum, at de nationalromantiske forestillinger nemt kan anes andre steder i EU-konstruktionen: ”EU-skeptikerne vender sig imod for megen EU-integration og søger det nationalkonservative - ofte som en generel højrebølge, som vi også kan konstatere i mange vestlige EU-lande fx Frankrig”, siger hun.

For professor Morten Kelstrup kan EU-skepsissen ikke stilles helt så firkantet op. I stedet skal man skelne mellem en ny og en traditionel form for skepsis og vende blikket mod de mange kriser, som EU i øjeblikket står i: ”Den nye skepsis er forbundet med eurokrisen og økonomiske problemer i store dele af EU og med de ukontrollerede flygtningestrømme. Mens de traditionelle former for skepsis, der er identitetsbestemte eller rettet mod EU’s institutionelle system fortsat eksisterer, er de nye dimensioner – uanset at de jo ikke er helt nye – vokset betydeligt”, siger han.

Ifølge Kelstrup skyldes de historisk store problemer med sammenhængskraften således, at ekstra dimensioner på tidligere tiders skepsis er tilføjet som følge af et handlingslammet EU. Skylden for denne handlingslammelse skal dog ikke placeres hos medlemslandene i øst, men i stedet et helt andet sted, hvis det står til ham.

POTENTIALE FOR EN FARLIG FEJLFORTOLKNING

Det er efter en snak med Morten Kelstrup tydeligt, at han ikke bryder sig om de mange italesættelser af skel mellem Øst- og Vesteuropa. Han benægter dog ikke, at de mange østeuropæiske afvisninger af fælles løsninger i forbindelse med blandt andet flygtningekrisen har besværliggjort processen, men at skyde hele skylden for EU’s manglende sammenhængskraft på østeuropæisk nationalisme kan ifølge ham være et farligt sidespor at bevæge sig ud ad: ”Østlandenes aktuelle reaktioner er ikke hjælpsomme for fælles politikker i EU. Men at beskylde særligt EU's udvidelse mod øst for at være årsagen til problemerne, er for mig at se en fejltolkning, og en fejltolkning der let

8

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

kan blive misbrugt.” Han fortsætter: ”Generelt mener jeg, at man skal være varsom over for at generalisere angående det geografiske og søge at klarlægge problemerne med andre begreber.”

Der er komplicerede mønstre, der er tæt forbundet med indenrigspolitik, i langt de fleste medlemslande.

Det gælder også Tyskland.

Skulle han dog pege på et modsætningsforhold i EU, betoner han i stedet det økonomiske skel mellem Nord- og Sydeuropa som en mere ødelæggende faktor: ”Min forståelse er egentlig, at det er den ulige økonomiske udvikling i EU, og EU’s utilstrækkelige evne til at gøre noget ved den, der er hovedproblemet bag de øgede skel. Eurokrisen – og fejlkonstruktioner i Eurosamarbejdet – er hovedansvarlig for en ny ulighed”, siger han.

Ifølge Marlene Wind kan man ikke afvise, at der i øjeblikket sker bevægelser mod øgede skel mellem øst og vest i EU: ”Havde du spurgt mig for få år siden havde jeg svaret nej til spørgsmålet om skel mellem Øst- og Vesteuropa.

Dengang var der tegn på, at østeuropæerne var vestligt orienterede og pro-europæiske og ikke hurtigt nok kunne komme med i den europæiske kerne. Sådan er det ikke mere. Der ser vi en bølge af nationalkonservatisme skylle ind over Øst-og Centraleuropa”, siger hun.

Dette billede skal dog ikke trækkes nær så skarpt op, som det ellers hidtil er gjort i medierne. Både Marlene Wind og Morten Kelstrup påpeger nemlig, at man ser samme tendens i vest, hvor medlemslandene lukker sig mere og mere om sig selv; senest med etableringen af midlertidig grænsekontrol i flere lande og et nærtstående sammenbrud af Schengensamarbejdet, samt Storbritanniens trussel om at trække sit medlemskab tilbage, hvis folkeafstemningen i juni går i euroskeptikernes favør.

ET INDENRIGSPOLITISK SPIL

Disse grænsemæssige initiativer viser, at der i øjeblikket foregår et massivt indenrigspolitisk spil i mange medlemslande; et spil, der ikke kan henvises til geografiske forskelligheder eller til ’strammere’ og ’slappere’, når det ifølge Morten Kelstrup lige så vel foregår i det mest EU-venlige medlemsland: ”Der er komplicerede mønstre, der er tæt forbundet med indenrigspolitik, i langt de fleste medlemslande.

Det gælder også Tyskland”, siger han.

Marlene Wind supplerer og kalder de seneste begivenheder for ren symbolpolitik. Ifølge begge forskere er det yderst problematisk, når denne form for politik

får større betydning end begreber som frihandel, åbenhed og globalisering – selvom sidstnævnte giver langt større økonomiske gevinster. Morten Kelstrup slutter: ”Megen EU-skepsis er særdeles berettiget, og grundlæggende er det både sundt og tiltrængt at bekymringer, kritik og korrektion kan blive kanaliseret ind i EU. Det forstemmende er, for mig at se, at så megen EU-skepsis er mere populistisk end et forsøg på at finde reelle løsninger”, siger han.

De idealistiske vinde fra 1950’erne har således lidt et knæk, og EU-projektet er i øjeblikket ude af kurs.

Ikke desto mindre skyldes dette i høj grad overfladisk retorik og flygtig symbolpolitik. Der er dog ikke tvivl om, at der skal et kraftigt kursskifte til, hvis man skal vende en uheldig udvikling.

Man kan måske starte, som de seks håbefulde ledere om det runde bord i Rom gjorde det. Hvis troen på projektet stadig er intakt, kan nye skitser måske blive lige så skelsættende som dem, der så offentlighedens lys, den martsdag i 1957. Måske er det på tide at udnytte EU’s potentiale på ny og skabe fælleseuropæiske løsninger i stedet for fælleseuropæiske problemer.

om SKRIBENTEN

Maja Friis Henriksen studerer statskundskab på Københavns Universitet og er en del af IPmonopolets redaktion.

Hun har stor interesse for international politik, særligt med fokus på EU.

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

9

TEMA

DET HELLIGE ÆGTESKAB MELLEM SAUDI-ARABIEN OG WAHHABISMEN

af RANDI EMILIE DAHLEN

Siden 1744 har der eksisteret en pagt mellem Saud-klanen og wahhabismen, en konservativ form for sunni-islam, hvis fortolkning af Gud og koranen har resulteret i en helt særlig nationalstat, vi i dag kender som Saudi-Arabien. Indtil nu har pagten båret frugt. Saudi-Arabien er sammenlignet med sine naboer en velstående og stabil stat, og de nyder høj status blandt muslimer der drager til Mekka eller Medina på pilgrimsfærd. Men samtidig har ægteskabet mellem religion og politik båret præg af en dynamik og spænding, som til tider har givet udslag i radikalisering og indre splid. Udfordringen for det arabiske land er i dag todelt: på den ene side er der en kontinuerlig konflikt mellem globaliseringen og landets iboende konservatisme.

På den anden side er der IS, en ekstrem oprørsgruppe som truer kongedømmet med udslettelse, men med et teologisk grundlag ikke helt forskelligt fra det saudiske. Hvordan forholder saudierne sig til dem?

Historien om denne bemærkelsesværdige alliance begyndte i det 18. århundrede. Den voksende tilstedeværelse af kolonimagterne i Mellemøsten forårsagede en konservativ reaktion fra muslimer, som følte at deres trosgrundlag blev udfordret af europæerne.

Som konsekvens opstod der nye retninger indenfor islam, hvoraf mange tilhørte salafismen, der betyder ”de oprindelige” eller ”forfædrene”. Indenfor islam bliver Muhammeds tid i Medina, samt de efterfølgende tre generationer, set som en sand guldalder, som det ypperste eksempel på et islamisk samfund – et kalifat med sharia som lov. Gennem historien har der været en rød tråd af muslimer, som har ønsket at reformere islam og rense det for alt overflødigt, der ikke fandtes på profetens tid. Én af disse idealister var Muhammad ibn Abd al-Wahhab.

HISTORIEN OM EN RELIGIØS ENTREPRENØR

Al-Wahhab blev født i det nuværende Saudi-Arabien i byen al-’Uyayna. Som teolog udviklede han et meget konservativt og puritansk syn om, at islam skulle renses for alt, der ikke var en del af forfædrenes

10

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

skikke. Al-Wahhab udviklede en særlig forståelse for tawhid, som betyder enhed. Princippet om at dyrke den ene gud, et krav om monoteisme, blev af al-Wahhab udviklet til at også gælde politisk. Én gud, men også én stat og én leder. Alle muslimer burde ifølge ham underkaste sig én leder, allerhelst en kalif.

Al-Wahhabs rigide lære gjorde, at alle handlinger som ikke respekterede monoteismens eller suverænens absolutte autoritet kunne fordømmes, idet de stred mod selve religionen. Dette gjaldt også for ikke-muslimer, som skulle omvendes eller dræbes. Al-Wahhab havde en idé at sælge – nu manglede han bare en køber.

Men hans tanker var så konservative, at han i 1741 blev tvunget ud af sin hjemby, efter et mislykket forsøg på at finde en makker til sit statsprojekt. Dette fik ham til at søge tilflugt hos Ibn Saud og hans stamme, hvor de to mænd hurtigt opdagede, at de kunne være til gensidig nytte. For al-Wahhab ville en stærk leder og en stærk stat sikre udbredelsen og overlevelsen af hans dogmer. For Ibn Saud betød det en religiøs legitimering af hans politiske projekt. Islam tillader

For al-Wahhab ville en stærk leder og en stærk stat sikre udbredelsen og overlevelsen af hans dogmer. For Ibn Saud betød det en religiøs legitimering af hans politiske projekt.

nemlig ikke monarkier, men al-Wahhabs fortolkning af tawhid skabte et smuthul for Ibn Saud, som han kunne bruge til at sikre sig magten på Den Arabiske Halvø.

Dermed opstod alliancen mellem Saud-klanen og den saudiske ulema, de retslærde som fortolker den wahhabiske forståelse. De to sikrede hinanden gensidig legitimitet og overlevelse. Sammen oprettede de den første saudiske stat og begyndte erobringen af Den Arabiske Halvø. Men i 1818 satte egypterne og osmannerne en stopper for staten, idet de mente, den var en trussel mod freden i regionen. Den anden saudiske stat fulgte kort tid efter, men den var af langt mere beskeden størrelse. Tredje gang var lykkens gang. I 1932, efter tre årtiers kamp, lykkedes det endelig Kong Abdul Aziz Ibn Saud at proklamere sit kongedømme. Én af de afgørende aktører var Ikhwan, en milits Abdul Aziz selv startede. Den bestod blandt andet af nyligt konverterede beduiner, som erobrede og plyndrede i al-Wahhabs navn. En anden støtte var briterne, som Ibn Saud havde allieret sig med under første verdenskrig, da de også var fjender med

osmannerne. Den nye stats bærende princip var kongens særlige definition af tawhid: de tre grundsøjler ”én gud, én autoritet, én moské”.

Det ser altså ud til, at det er realpolitikken og ikke det åndelige liv, som har mest at sige i kongedømmet.

Men at bygge en stat betyder også kompromisser, og snart blev den revolutionære ild erstattet med bureaukratisering og institutioner. Mange af Ibn Sauds soldater havde stadig en kampgejst, som ikke respekterede de formaliserede grænser, hvilket førte til tilfælde af plyndring i nabolandet Irak. Dette skabte friktioner med Ibn Sauds naboer, og det lykkedes ham ikke at genvinde kontrollen over sin egen milits, hvorfor han til sidst måtte knuse den med hjælp fra englændernes maskingeværer. Og i en snedig vending omdøbte han samtidigt Ikhwanen til Den kongelig armé – en armé dedikeret til at beskytte kongefamilien. Som den britiske diplomat Alistair Crooke skriver: ”(…) wahhabismen blev tvangsmæssigt ændret fra en bevægelse af revolutionær jihad (…) til en bevægelse af konservativ, social, politisk, teologisk og religiøs da’wa (islamisk kald) som retfærdiggør institutionen, som opretholder loyaliteten til den saudiske kongefamilie og kongens absolutte magt”.

FOTO: Roosevelt og Abdul Aziz Ibn Saud mødes i Egypten i 1945

FOTO AF NATIONAL ARCHIVES AND RECORDS ADMINISTRATION, WIKICOMMONS

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

11

MODERNITETENS UDFORDRINGER

Ifølge Jørgen Bæk Simonsen, lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, viser stort set al forskning, at den saudiske nationalstats udvikling korrumperede ulemaen og forskød magtforholdet til kongefamiliens fordel. ”Dette har tidsvist medført radikalisering blandt de unge ulemaer, som ser deres ældre sidde i statsapparatet på livstid som trofaste bureaukrater.” Det ser altså ud til, at det er realpolitikken og ikke det åndelige liv, som har mest at sige i kongedømmet.

På den anden side har wahhabismen nydt godt af staten og kongefamilien, som kontrollerer en enorm olierigdom. I 1962 blev Den muslimske verdenselite nemlig stiftet, hvor millioner blev brugt på universiteter og stipendier. Pensum og ideologi var som sædvanlig inspireret af al-Wahhab. ”Eliten (Den muslimske verdenselite, red.) var en form for ideologisk markør for Saudi-Arabien, der gjorde deres interesser og islamforståelse gældende indenfor uddannelsessystemet, men det skete stille og roligt”, fortæller Simonsen.

Studenter fra saudiske universiteter blev skolet i wahhabismen, og mange blev efterfølgende eksporteret til andre dele af verden. Pludselig dukkede der imamer og professorer fra saudiske universiteter op i Algeriet eller Albanien. Ideologien, som var nærmest et selvfølge indenfor kongedømmets grænser, havde

FOTO AF UKENDT FOTOGRAF, WIKICOMMONS

12

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

et voldsomt og bogstavelig talt grænseoverskridende radikaliseringspotentiale – et potentiale som den amerikanske efterretningstjeneste ikke var tilstrækkeligt opmærksom på ifølge Simonsen.

Saudi-Arabien er kendt for sine brutale dødsstraffe, sin intolerance mod shia-minoriteten og den gamle joke om saudiske kvinder, der ikke må køre bil fordi det kan ødelægge æggestokkene. Forandring sker langsomt i Saudi-Arabien, hvis overhovedet. Wahhabismen lægger i essensen op til en totalitær stat, hvor konservatismen er selvforstærkende. Simonsen mener det er tydeligt – selv for turister. ”Altså, man sidder i herreafdelingen på en restaurant og opdager nogle kvinder i den anden sektion iført burka. Selv når de skal spise, må de ikke tage den af; de er nødt til at løfte på sløret for hver bid!”.

Men selv om princippet om tawhid forbliver, betyder det ikke, at praksis ikke kan ændres. Som følge af globaliseringen af økonomien tilbage i 1960’erne blev der for eksempel lanceret et reformprogram for at sikre, at det først og fremmest var de saudiske borgere, som kunne nyde godt af oliepengene – og ikke allierede eller det stigende antal immigrantarbejdere. ”Ulemaen er skeptisk overfor alt, som ikke er islamisk, men på den anden side så kan alt gøres islamisk. På samme måde som demokratibegrebet har ændret sig i Danmark i løbet af det 20. århundrede, så har også islam, inkluderet i Saudi-Arabien, ændret sig som følge af pres på traditionerne”.

FOTO: Ikhwan 1911

Også blandt nabolandene frygter man, at der en forbindelse mellem SaudiArabien og IS.

IS – FOR ELLER IMOD?

Lige siden sommeren 2014, hvor Islamisk Stat gjorde sin brutale entré på verdensscenen, har der hersket tvivl, om hvor Saudi-Arabien står i forhold til terroriststaten. På den ene side har landet en stærk og gammel alliance med USA, som hjalp landet da Saddam Hussein invaderede Kuwait. På den anden side kan de teologiske aspekter hos IS ved første øjekast ligne wahhabismen, idet den deler princippet om tawhid og en eneveldig hersker i form af deres kalif Abu Bakr al-Bagdadhi. Crooke mener desuden, at de skrifter terrororganisationen anvender ligner al-Wahhabs egne ekstreme formaninger. Al-Baghdadi skal vist nok også have refereret til sig selv som en del af Ikhwan, den saudiske miltis fra 1930’erne. Og endelig er IS kendt for sin grusomhed mod shia-muslimer, som al-Wahhab selv havde meget lidt til overs for.

Også blandt nabolandene frygter man, at der en forbindelse mellem Saudi-Arabien og IS. I år 2014 anklagede Iraks daværende premiereminister, Nouri al-Maliki, saudierne for at sponsorere IS, og Saad al-Muttabili, en irakisk politisk rådgiver og shiamuslim, udtrykte bekymring over spredning af den saudiske ideologi via de 6.000 wahhabiskoler i Pakistan og Bangladesh: "(…) hvis hver skole producerer en terrorist kan du jo forestille dig hvilken verden de (IS, red.) planlægger for os”.

Saudierne afviser beskyldningerne, og IS leder, al-Baghdadi, har også kaldt kongedømmet for "slangens hoved". Men det kan også være et spil for galleriet. Inden truslen mod Saudi-Arabien havde IS

nemlig sendt et medieteam på fundraisingkampagne til landet, ligesom at saudierne har en interesse i at begrænse det shiamuslimske Irans indflydelse i Irak.

Det rapporteres desuden, at majoriteten af krigerne for IS er saudiere, som udgør 41 %.

Men Simonsen er uenig i at kongedømmet har noget med IS at gøre, i hvert fald teologisk. ”I sig selv er wahhabismen hverken militær eller radikal. Selv om der er radikale elementer i Saudi-Arabien, deler de alle sammen ønsket om at alliancen mellem religionen og Saud-familien skal bestå. IS er slet ikke interesseret i en sådan alliance, men et kalifat hvor lederen vælges. Desuden er der et rygte om, at Osama bin-Laden tilbød Saudi-Arabien hjælp da Kuwait blev invaderet. Men Saud-familien valgte amerikanerne i stedet, og bin-Laden blev meget kritisk overfor Saudi-Arabien. Så nej, landet støtter ikke IS. Teologisk set er de ikke voldsomt uenige, men IS mener, at Saudi Arabien er i lommen på Vesten”.

Men IS er ikke al-Qaeda – de to organisationer gik hver deres vej netop på grund af IS sin mangel på skrupler og moralske begrænsninger. Selv om den amerikanske tænketank Washington Institute ikke kunne finde beviser på direkte saudisk støtte til IS, så er det umulig at udelukke støtte fra enkeltpersoner.

Det korte svar bliver altså, at saudi-araberne er delte om emnet. Som Crooke skriver: ”på den ene side er IS dybt wahhabistisk. På den anden side er den ultra-radikal på en anden måde. Den kan nærmest ses som en korrigerende bevægelse til nutidens wahhabisme”.

om SKRIBENTEN

Randi Emilie Dahlen er norsk statskundskabsstuderende og en del af IPmonopolets chefredaktion.

Hun har særlig interesse for udviklingspolitik, samt historiske og kulturelle årsagrer til nuværende politiske problemstillinger.

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

13

TEMA

TTIP

– HVAD SKER DER? interview med MADS C. BARBESGAARD

af MAX SECHER QUORNING Interview om TTIP med Mads C. Barbesgaard, politisk formand for Afrika Kontakt Akronymet, som har været i sporadisk fokus i det danske medielandskab, dækker over ”Transatlantic Trade and Investment Partnership”. Det er en foreslået frihandelsaftale mellem EU og USA, som ophavsmændene mener vil medføre stor økonomisk vækst. Det er dog ikke alle, der er enige i, at det er en god idé.

For selvom Europa og USA på mange måder ligner hinanden, er der flere forskelle på det lovgivningsmæssige område, der kan have store konsekvenser, hvis der indgås en frihandelsaftale. I USA er der eksempelvis langt færre regler for dyreforsøg, madproduktion og bankregulering, end der er i EU, og det kan ifølge nogen føre til tvivl om lovgivningsmæssig forrang ved stridsspørgsmål.

Derudover er der hele den offentlige debat omkring EU; mange politologer peger på distanceringen mellem borger og system som en af flere grunde til, at EU oplever så lidt opbakning. Den samme kritik kan overføres til TTIP, hvor det er svært at gennemskue de bureaukratiske omstændigheder og konsekvenser af noget, som kan have omfattende effekter på lokale samfund.

For at høre mere om de potentielle konsekvenser af aftalen, har IPmonopolet stillet nogle spørgsmål til Mads C. Barbesgaard, der er politisk formand i den TTIP-kritiske organisation Afrika Kontakt.

14

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

IPM Hvad er de demokratiske implikationer/problemer i forhold til TTIP? MCB Udover det procesmæssige i selve forhandlingerne, mener jeg, at TTIP helt grundlæggende – ligesom WTO og andre af de 'nye' bilaterale handelspolitiske aftaler, der forhandles – er et angreb på demokratiet, idet den sætter samfundsudviklingen i en strammeskrue, hvor målet er at fremme erhvervslivets interesser. Det er især reguleringsrådet og ISDS-mekanismen kerneeksempler på (Investor-State Dispute Settlement – en voldgift, som skal sikre virksomhederne profit hvis stater skal vedtage regulering, som har indflydelse på denne, red.).

Alle love og regler, nuværende og fremtidige, som erhvervslivet er utilfredse med skal enten kunne udvandes eller tilrettes igennem reguleringsrådet eller direkte angribes gennem ISDS-mekanismen. Med TTIP sker således et yderligere skred i forholdet mellem demokrati og profitinteresser til fordel for sidstnævnte.

IPM Hvordan stiller det resten af verden? Hillary Clinton har fx kaldt det for 'Economic Nato'?

Og hvor stiller det BRIKS-landene?

MCB Det er rigtigt, at TTIP-fortalere vælter sig i geopolitiske løfter om, at TTIP vil bringe den

Udover det procesmæssige i selve forhandlingerne, mener jeg, at TTIP helt grundlæggende[...] er et angreb på demokratiet.

transatlantiske alliance tilbage til sin storhedstid.

Ud over Clintons citat har det amerikanske handelskammer (lobbyorganisation for USA-baserede multinationale selskaber) også proklameret, at ’TTIP vil styrke EU’s og USA’s økonomiske akse over for udviklingslandene og fremadstormende aktører som Kina’. Aftalen går helt sikkert ud på at konsolidere EU’s og USA’s tilgang til global handel og sætte præcedens for fremtidige aftaler på nogle af de ting, som man ikke kunne opnå gennem WTO (eksempelvis investeringsbeskyttelse). Men jeg vil stille mig lidt kritisk over for, at det skulle være et specielt angreb på BRIKS-landene som sådan – som om at BRIKS-landene står for en grundlæggende anderledes tilgang til handelspolitik. Hvad de behændigt undgår at nævne er, at EU allerede indleder eller har gang i forhandlinger med Indien, Brasilien og Rusland om tilsvarende vidtgående frihandelsaftaler og med Kina om en investeringsaftale (herunder ISDS). I det lys mener jeg, at hele den geopolitiske snak i virkeligheden er et røgslør, idet den fjerner fokus fra det TTIP egentlig drejer sig om: at fremme det transatlantiske erhvervslivs muligheder og rettigheder i EU, USA og globalt. Her kan den ganske vist være skruebrækker i forhold til BRIKS-landene, som de nylige afsløringer af Kommissionens møder med Exxon-mobile jo også afslørede: ‘TTIP is perhaps more relevant as setting a precedent vis-a-vis third countries than governing trade and investment bilaterally,” the paper says.

“We think that this third country element is in the interest of the energy sector, and especially globally active companies like Shell or Exxonmobil. After all, companies like Shell or Exxonmobil face the same trade barriers when doing business in Africa, in Russia or in South America.’

IPM De fattigste lande; er det et spørgsmål om mangel på internationalt demokrati, hvis EU og USA vil fastlægge de globale regler uden om disse spillere?

MCB Ja, det er det da. Men dermed ikke sagt, at WTO, hvor udviklingslandende 'sidder med' er løsningen, for i WTO er det grundlæggende den samme dagsorden, der gælder. TTIP er blot en 'renere' form. Igen synes jeg, at det handler om at se det med de politisk-økonomiske briller på – også jævnfør ovenstående.

I det lys mener jeg, at hele den geopolitiske snak i virkeligheden er et røgslør, idet den fjerner fokus fra det TTIP egentlig drejer sig om.

For os i Afrika Kontakt handler handelspolitik om meget mere end handel, nemlig meget grundlæggende spørgsmål om, hvilke præmisser vi skal organisere samfundet ud fra: profit eller mennesker og miljø? Der ligger naturligvis en del bag dette, som tager lang tid at forklare, men det er det, der er kernen for os. Hvad angår 'udviklingsdimensionen' er det ikke små kosmetiske justeringer til det nuværende handelsregime, vi eller vores allierede i syd taler for. Op til sidste EU-parlamentsvalg var Afrika Kontakt en del af en europæisk kampagne for et alternativ til EU's nuværende handelspolitik.

Forhåbentligt vil der være mere fokus på debatten omkring TTIP, forhåbentligt får vi mere at vide om den – det er i realiteten det vigtigste, eftersom dette er en mangelvare. Hvad enten man siger sig mere eller mindre enig i kritikpunkterne, kan man ikke dekreditere betydningen ved at stille spørgsmålene. Det vil derfra være op til den enkelte at afveje, hvad der er mest brug for; måske er det at gå på kompromis med aftalte rettigheder og foranstaltninger mindre betydningsfuldt, hvis de økonomiske mål i sigte faktisk bringer den ragende fremdrift med sig.

om SKRIBENTEN

Max Secher Quorning er uddannet ved UWC Red Cross Nordic og studerer statskundskab på 2. semester ved Københavns Universitet. Foruden IPmonopolet er han også skribent for Ræson og har skrevet for blandt andet DSA og UWCRCN.

om MADS C. BARBESGAARD Mads C. Barbesgaard er politisk formand for Afrika Kontakt og har arbejdet indgående med EU's økonomiske og politiske forhold til Afrika, blandt andet for Europæiske Venstrefløj i Europaparlamentet.

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

15

TEMA

FN I FREDSBEVARENDE KRIG

af JOHANNES ROSENSTAND JØRGENSEN

I årevis har en standardkritik af De Forenede Nationer (FN) været mangel på handlekraft og fredsbevarende missioners begrænsede evne til at beskytte civilbefolkninger mod overgreb. Men med et udvidet mandat til de fredsbevarende styrker i den Demokratiske Republik Congo ser det ud til, at FN er ved at få tænder.

Men kan en institution, der er støttet af stort set alle verdens lande, selv opsøge krig, udpege fjender og samtidig forblive neutral? Er FN ved at udvikle sig fra at være et neutralt grundlag for fredelige løsninger til at blive en militæralliance?

Siden anden verdenskrig har ”aldrig mere” tjent som et omkvæd for større internationalt samarbejde og et mål om fremtidig sikkerhed for alle mennesker. Et opråb, der klinger mere og mere hult, da det større internationale samarbejde ikke har forhindret tusindvis af mennesker i at blive slået ihjel under lignende omstændigheder, som dem man svor aldrig skulle gentage sig efter Holocaust.

Under konflikterne i både Rwanda i 1994 og Bosnien i 1995 var fredsbevarende styrker sat ind for at forsvare civilbefolkningen mod overgreb, og begge steder skete overgrebene alligevel, hvilket reducerede de fredsbevarende styrker til blot at være tilskuere til en blodig forestilling. I Rwanda var de fredsbevarende styrker mange steder uden våben. I Srebrenica var de potentielle gidsler.

Et sted viste styrken dog at have en effekt. Nær den sikre zone i lufthavnen i Tulza i det østlige Bosnien bevægede den danske oberst Lars Reinhardt Møller sig på grænsen af sit mandat, da han kom en svensk observationspost til undsætning og nedkæmpede de serbiske styrker i hvad der senere blev kendt som Operation Bøllebank.

De sikre zoner var blevet oprettet i et forsøg på at beskytte civilbefolkningen fra etnisk udrensning, men flere steder viste zonerne sig ikke at være sikre alligevel. Zonen i byen Srebrenica blev scene for nogle af de største krigsforbrydelser siden anden verdenskrig, da serbiske styrker borførte og henrettede tusindvis af mænd og unge drenge. Muligvis forhindrede den kontroversielle danske indsats noget lignende i at ske i lufthavnen i Tulza.

16

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

UDVIDELSEN AF MANDATET

I dag er FN’s fredsbevarende styrker blevet præsenteret for et nyt værktøj. Med sikkerhedsrådsresolution 2098 fra 2013 blev FN’s fredbevarende MONUSCO-mission i den Demokratiske Republik (D. R.) Congo udvidet til også at indeholde en styrke, der selv måtte opsøge og nedkæmpe fjender; The Force Intervention Brigade (FIB). Udvidelsen af mandatet skete efter at oprørsgruppen M23 indtog millionbyen Goma i det østligste Congo. De congolesiske regeringsstyrker var flygtet fra byen ved M23s angreb, og FN-styrkerne kunne ikke andet end at se til, mens byen faldt i oprørernes hænder. Med udvidelsen af mandatet kunne FIB hjælpe regeringsstyrkerne med at nedkæmpe M23 gruppen, der blev tvunget til at underskrive en fredsaftale i december 2013. Brigaden er stadig til stede i Congo og hjælper regeringsstyrkerne med at nedkæmpe andre oprørsgrupper. Dette sker med de hvidmalede militærkøretøjer og blå hjælme, som kendetegner de fredsbevarende styrker.

Det udvidede mandat har gjort det muligt at beskytte befolkningen bedre, men med udvidelsen kommer også komplikationer - både juridiske og politiske. I henhold til international lov er det en meget alvorlig forbrydelse at angribe fredsbevarende styrker og FN-personale. De er traditionelt anset for at være neutrale og til stede for at yde grundlæggende sikkerhed for civilbefolkningen, men når en del af FN-missionen selv agerer offensivt, bliver hele missionens status mere mudret. Når FIB selv udvælger mål og nedkæmper dem, bliver de en del af konflikten og dermed legale mål. Det bliver i praksis svært at genkende den juridiske grænse mellem FN-personale, der tager del i konflikten, og FN-personale, der ikke gør. Det er utænkeligt at forstille sig, at den

Det udvidede mandat har gjort det muligt at beskytte befolkningen bedre, men med udvidelsen kommer også komplikationer - både juridiske og politiske.

fredsbevarende styrke ikke vil blive beskudt, når den tager del i en konflikt, og det er samtidigt svært at nægte eksempelvis M23 sin ret til at forsvare sig imod angreb fra FN-styrken. Desuden opstår der praktiske problemer, som eksempelvis hvor brigaden skal få sine efterretninger fra. Skal de selv indsamle dem, eller skal de stole på efterretninger fra regeringen i værtslandet?

I D. R. Congo fulgte brigaden anvisninger fra regeringsstyrkerne, og de er blevet beskyldt for at være mere villige til at nedkæmpe nogle oprørsgrupper end andre. Her opstår der et politisk problem for FN, for ved at deltage i konflikten kommer de til også at tage del i det regionale politiske spil. M23 var eksempelvis en tutsi-gruppe, der ifølge rygter blev støttet af nabolandet Rwandas regering. M23 blev nedkæmpet effektivt i samarbejde med D. R. Congos militær, hvorimod man har været mere tøvende med at finde og nedkæmpe hutu-grupper. Således trækker tilstanden i D. R. Congo spor helt tilbage til borgerkrigen og folkedrabet i Rwanda, hvor FN risikerer at få beskidte hænder.

EN NY TYPE FREDSBEVARERE

Efter Srebrenicia gav FN’s sikkerhedsråd NATO mandat til at intervenere med en fredsskabende styrke, og den NATO-ledede indsats afløste de fredsbevarende styrker. Under de nye rammer var den internationale tilstedeværelse i Jugoslavien ikke længere neutral, men fungerede offensivt imod Serbiske styrker.

FIB’s mandat i D. R. Congo kan sammenlignes med denne ændring. Den internationale tilstedeværelse

Den internationale tilstedeværelse er gået fra at være neutral til at tage part i konflikten.

er gået fra at være neutral til at tage part i konflikten.

Forskellen her er, at modparten ikke er en stat, men oprørsgrupper, og at FIB er under FN og ikke en militæralliance, der går ind med FN-mandat. Den nye brug af de blå hjelme kan ses som et skridt for FN fra transnational neutral organisation i retning mod en international forsvarsalliance. Denne udvikling kan underminere FN’s legitimitet som det neutrale centrum for verdenssamfundet.

Resolution 2098 understreger, at FIB er et unikt tilfælde, og at det udvidede mandat ikke må ses som en generel ændring i forholdene for fredbevarende styrker. Derfor skal FIB ses som en midlertidig ordning. Men hvorfor valgte man at udvide mandatet for de fredbevarende styrker i stedet for at sætte traditionelle militære styrker ind for at hjælpe regeringen?

D. R. Congos regering kunne sagtens bede om hjælp udefra til at nedkæmpe oprørerne uden at de fredsbevarende styrker skulle tages i brug. Måske er vi vidner til en slags testkørsel af en ny type fredsbevarere der, ligesom Møller i Bosnien, kan ”bevare” freden med fastere og mere effektiv hånd.

I hvert fald repræsenterer resolution 2098 en historisk enestående status i FN’s fredsbevarende missioner i forhold til, hvor meget omtale den fik i Danmark.

Under mit indledende arbejde til denne artikel fandt jeg ingen beskrivelse af begivenhederne i nogle af de større danske medier. Hvis vi vil følge udviklingen, og se om FIB virkelig var et historisk særtilfælde, eller om FN er ved at udvikle sig til en forsvarsalliance, må vi tilsyneladende søge informationer selv. om SKRIBENTEN

Johannes Rosenstand Jørgensen er kandidatstuderende i international sikkerhed og folkeret ved SDU. Han har stor interesse for FN og har tidligere været valgobservatør i Ukraine.

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

17

TEMA

TYRKIET OG KURDISTAN: EN UVENTET ALLIANCE

af FERHAT GURINI

De seneste år har man set dannelsen af et noget usædvanligt forhold i Mellemøsten mellem Tyrkiet og det kurdiske selvstyreområde i Nordirak, KRG. Ideologiske standpunkter har måtte vige for realpolitiske målsætninger og ambitioner. I dag er Tyrkiet KRG’s største handelspartner, og KRG er en af Tyrkiets mest trofaste allierede – et forhold der virker til at blive ved med at vokse i både omfang og dybde.

KORT FORKLARET

For Tyrkiet handler det om at sikre sig en legitim rygdækning i deres kamp mod PKK og PYD, de kurdiske oprørsgrupper i henholdsvis Tyrkiet og Syrien, og få adgang til de enorme energireserver, som befinder sig indenfor KRG’s territorium. Tyrkiet kan derigennem komme et skridt nærmere sit ønske om at blive et regionalt energicentrum. For KRG handler det om at styre økonomisk og politisk afhængighed væk fra centralregeringen i Baghdad. Men som så ofte i Mellemøsten, er det ikke altid ligetil.

Set i forhold til den historiske mistro, der har præget Tyrkiets forhold til kurdere, er det på alle måder chokerende, at en af Ankaras tætteste allierede i regionen nu er KRG. En borgerkrig mod kurdiske separatister i Tyrkiets sydøstlige egne siden 1984, Ankaras modstand overfor en selvstændig, kurdisk politisk enhed i det nordlige Syrien og senest en fejlslået fredsproces mellem den tyrkiske regering og PKK peger umiddelbart ikke i retning af, at Tyrkiet skulle være villige til at acceptere og bestemt ikke støtte, hvad der i højere og højere grad ligner en kurdisk statsdannelse.

Alligevel er det et forhold, som nu har vist sig at være

18

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

mere end blot en overgangsfase. Tyrkiets tætte bånd til KRG kan dog forklares ved landets energiambitioner, der efter nedskydningen af det russiske kampfly i november – og den efterfølgende diplomatiske krise med Rusland – fremover kan få endnu større betydning.

TYRKIET: EURASIENS NYE ENERGIMOTORVEJ

Tyrkiets placering danner en geografisk landbro mellem Europa og Asien, hvilket giver Ankara et vigtigt geopolitisk kort på hånden. Tyrkiet udgør det eneste alternativ til den russiske landvej fra Europa til Asien, og hvis man kombinerer det med EU's iver efter at diversificere og særligt uafhængiggøre sig af russisk naturgas, tegnes pludseligt et billede af Tyrkiets ambitioner: Ankara vil være Eurasiens nye energimotorvej.

Ideen afhænger af landene omkring det Kaspiske Hav, men der er ingen tvivl om, at KRG også er en af de bærende søjler i Tyrkiets planer - selv hvis det sker på bekostning af forholdet til den irakiske centralregering i Baghdad. Irak producerede 3.18 millioner bpd (tønder olie om dagen) i juni måned 2015 og placerede sig dermed som det næststørste olieekspor-

Ankara vil være Eurasiens nye energimotorvej.

terende land i OPEC, Organization of the Petroleum Exporting Countries. Størstedelen af olien eksporteres dog fra olieterminalen Al Basrah i det sydlige Irak gennem den Persiske Golf via søruter. Tyrkiet kan derfor få svært ved at fungere som mellemvej for de enorme mængder olie, der i 2009 udgjorde 80% af Iraks BNP. Men ser man på det nordlige Irak, navnligt det kurdiske selvstyreområde, er der stadigvæk store forekomster af både olie og naturgas. Og der er den politiske og geografiske virkelighed, at KRG, et landlåst selvstyreområde, er afhængig af Tyrkiet for deres eksportruter.

KURDISTAN REGIONAL GOVERNMENT: OLIEAFHÆNGIG UAFHÆNGIGHED

Det er ikke længe siden, at KRG var en oase af velstand og stabilitet i en stat, der var præget af kaos og sekterisk vold. KRG’s økonomi blomstrerede og mønstrede en af verdens højeste vækstrater. Det satte gang i mere end bare opførslen af skyskrabere, luksushoteller og store konferencer for udenlandske investorer i KRG’s hovedstad, Erbil. Også tanken om uafhængighed fik luft under vingerne.

Det ses ved selvstyreområdets annektering af Kirkuk i juni 2014, de tilhørende oliefelter Kirkuk og Bai Hassan og mere end en 250-dobling af olieeksporten fra 2300 bpd i marts 2014 til hele 650.000 bpd i maj 2015. Hvis man dertil lægger Nordiraks historie som en selvstændig, politisk enhed, både før og efter oprettelsen af selvstyreområdet, virker det ikke som en forkert konklusion, at Erbil vil gøre brug af sin gas og olie for at sikre politisk uafhængighed fra Baghdad.

Den enorme vækst er dog fortid. Den kurdiske regering kan ikke betale sine lønninger til de offentligt ansatte, og i februar måned 2015 kunne den tyrkiske avis Daily Sabah rapportere, at 80% af KRG’s 2500 fabrikker måtte lukke. Det økonomiske tilbageslag kom som følge af, at den irakiske centralregering ikke havde betalt sin andel af statsbudgettet til KRG, hvilket er direkte forbundet til de kurdiske ambitioner om uafhængighed og egen olieproduktion.

Erbil vil gøre brug af sin gas og olie for at sikre politisk uafhængighed fra Baghdad.

skulle eksportere 550.000 bpd gennem det irakiske olieministerium SOMO, for at Erbil til gengæld ville modtage 17% af Iraks olieindtægter. Alt er ikke gået efter planen. Ifølge Erbil overholder Baghdad ikke sin del af aftalen, fordi de sender for lidt dinarer i KRG’s retning, og ligeledes beskylder Baghdad Erbil for ikke at eksportere nok olie.

Uenighederne har ledt til voksende spændinger mellem de to regeringer og skubbet Erbil længere væk fra Baghdad og tættere på Ankara. Det forklarer også, hvorfor Massoud Barzani, KRG’s præsident, modsat den irakiske premierminister Abadi, støttede tilstedeværelsen af tyrkiske tropper i Mosul i december 2015, selvom det krænkede irakisk suverænitet.

Ligeledes bistod Ankara også Erbil med et lån på 500 millioner dollars, da selvstyreregeringen stod overfor store økonomiske udfordringer i februar sidste år.

Tyrkiet har altså både hjulpet KRG med at oprette en uafhængig produktion og ageret storebror ved at låne en halv milliard dollars. Om der direkte er tale om et patron-klient forhold kan meget vel være en overdrivelse, der fremmer forståelsen, men KRG’s geografiske afhængighed af Tyrkiet gør, at Erbils tolerance overfor Ankaras politik og ambitioner er større.

Hele nøglen til KRG’s planer om uafhængighed starter og slutter med deres olieproduktion, som Tyrkiet er en uundværlig del af. Og så længe den irakiske centralregering lader sig substituere af Tyrkiet, opgiver forsoning og ikke demonstrerer, at de har kapaciteten til at dække KRG’s økonomiske behov, vil man se at Erbil i højere og højere grad kommer til at agere som et kurdisk selvstyreområde indenfor tyrkiske, og ikke irakiske, præmisser.

TYRKIET OG KRG: PATRON-KLIENT FORHOLD

Den tidligere irakiske premierminister, Nouri al-Maliki, truede Tyrkiet med at stille landet for en domstol, fordi Ankara bistod KRG i deres ambition om en selvstændig olieproduktion. Men efter den nye premierminister Haider al Abadis, og især olieminister Adil Abdul Mahdis tiltræden, er forholdet mellem KRG og den irakiske centralregering blevet bedre.

om SKRIBENTEN

Ferhat Gurini studerer statskundskab på Københavns Universitet og er en del af IPmonopolets redaktion.

Han har tidligere skrevet artikler for Ræson og Atlas Magasin.

Man blev i slutningen af 2014 enige om, at KRG

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

19

TEMA

FRONTEN MOD FRONT NATIONAL

af ASK PAUL LOMHOLT KEMP

I Frankrig har der i årtier eksisteret en uskreven aftale, den såkaldte ”republikanske front”, om at holde det højrenationale parti, Front National (FN), uden for indflydelse. Strategien har på den ene side sikret, at FN ikke har fået parlamentarisk fodfæste i de to lovgivende kamre. Partiet har dog den største opbakning i befolkningen nogensinde og har gang på gang cementeret dets rolle i fransk politik. Er alliancen mod FN begravet med Nicolas Sarkozy ved roret for Republikanerne, eller kan den genoplives i 2017, hvor Marine Le Pen kan blive præsident?

Den franske præsident, François Hollande, vil af gode grunde helst tale om sin udenrigspolitik. Når han fremhæver sine bedrifter, som det var tilfældet i et længere interview med to journalister den 11. februar i år, nævnes Frankrigs rolle i atomaftalen med Iran, det militære engagementet i Nordafrika og kampen mod ”Daesh” (det arabiske akronym for Islamisk Stat). Klimakonferencen COP21 i Paris, en anden gevaldig udenrigspolitisk satsning fra den franske præsident, er også blevet fremhævet og fejret som en succes.

Hollandes prioritering af taletid om det udenrigspolitiske er ikke overraskkende al den stund, at præsidenten indenrigspolitisk har stået svagt. Økonomien er stadig ikke i bedring efter finanskrisen, terroren er for alvor kommet til Frankrig, og Hollande har desuden gendannet regeringen to gange. I første omgang på

20

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

grund af et knusende nederlag ved kommunalvalget i 2013, hvor Manuel Valls blev udnævnt til ny premierminister, og derefter i 2014, hvor blandt andet regeringens økonomiminister åbent gik imod den mere progressive reformlinje, som Valls stod i spidsen for.

Valls’ forfremmelse fra indenrigs- til premierminister har vist sig at give Hollande en stabil, skråsikker politiker i spidsen for regeringen, der formår at være mere populær end præsidenten. Det er dog ikke den helt store bedrift, når Hollande i sin regeringsperiode har været helt nede på opbakning fra kun 13 % af befolkningen. I de seneste meningsmålinger fra februar stod Hollande til 20 %. Valls ligger på 35 %.

Dette forår kom der så yderligere omvæltninger i regeringen med den tredje større ministerrokade. Oven på regeringens lov om en ændring af forfatningen, hvor regeringen lægger op til mulighed for længere

Hollande har med denne større rokade kun 10 tilbage af de oprindelige 30 ministre fra den første regeringsdannelse i 2012.

perioder med undtagelsestilstand og en mulighed for at fratage det franske statsborgerskab fra terrormistænkte med dobbelt statsborgerskab, måtte justitsministeren trække sig, da hun var imod sin egen regerings forslag. Hollande har med denne større rokade kun 10 tilbage af de oprindelige 30 ministre fra den første regeringsdannelse i 2012, og kun tre ministre – sundheds, landbrugs- og forsvarsministeren – sidder på de samme poster, som da regeringen blev dannet.

I denne rokade er det desuden nævneværdigt, at udenrigsministeren siden 2012, Laurent Fabius, også trak sig tilbage for en stilling i Forfatningsrådet og er blevet afløst af regeringsperiodens tidligere premierminister, Jean-Marc Ayrault, som Hollande selv valgte at vrage. Men Ayrault har erfaring, og dét begrunder valget – der er simpelthen ikke tid til andet.

Hollande ved udmærket, at han langt fra er i mål med sin politik. Der er kun et lille år til præsidentvalget finder sted i maj 2017, og han har lovet franskmændene, at han vil få arbejdsløsheden til at falde. Han har endda flere gange gentaget, at han ikke genopstiller, hvis det ikke sker. Men mon ikke Hollande alligevel stiller op, selv hvis det ikke går, som præsidenten

Man forsøger at holde ”sygdommen” ude.

har lovet? I hvert fald må han begynde at overveje, hvad han vil stille op med det kommende præsidentvalg. Republikanerne og ikke mindst FN’s Marine Le Pen står som stærke udfordrere til at overtage præsidentposten efter ham. Hollande vil selvfølgelig gøre alt i verden for, at det ikke sker. En alliance, der har været begravet de senere år, kan i den forbindelse få sin genoprejsning, hvis det i manges øjne værste af alle onder skal forhindres: Marine Le Pen som Frankrigs præsident.

DEN REPUBLIKANSKE FRONT

Indtil slutningen af forrige århundrede var en kamp mellem kun to store partier fra hver sin fløj en rammende betegnelse for det franske politiske landskab.

I dag er langt størstedelen af pladserne i Nationalforsamlingen og Senatet, de to lovgivende kamre, stadig besat af politikere fra Socialistpartiet (PS) og det liberale parti, Republikanerne. Men det højrenationale FN er de senere år blevet en så vigtig brik i forståelsen af fransk politik, at dynamikken i det politiske landskab kun rummes, når man medtager alle de tre partier. Ikke fordi, at FN laver lovene, men fordi alle tre partier handler på FN’s tilstedeværelse.

FOTO: SEBASTIEN DUHAMEL, FLICKR

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

21

KARIKATUR: Karikaturtegning af den kvindelige tegner Chard i det stærkt højreorienterede magasin, Rivarol.

Teksten oversat lyder: "Nedlag til den republikanske front!"

Ved det fleste valg i Frankrig stemmer man efter et flerrunde-valgsystem, herunder også til præsidentembedet. Vælgerne stemmer i to runder, hvor kun de to kandidater, der fik flest stemmer i første runde, går videre til den anden runde. Eksempelvis blev præsidentvalgets første runde i 2012 afholdt med et bredt felt af kandidater den 22. april, hvorefter Sarkozy og Hollande med flest stemmer gik videre til den anden valgrunde den 6. maj.

Systemet er indrettet sådan, at en simpel alliance de facto kan udelukke andre fra indflydelse. Alt det kræver er, at to eller flere partier går sammen og overbeviser deres vælgere om, at hvis deres kandidat skulle ryge ud i første runde, så afgiver de i stedet deres stemme til dem, de ser som den mest tålelige, af de tilbageværende onder. Alliancen har populært fået navnet ”den republikanske front” og har sprogligt sin oprindelse fra en venstrefløjsalliance fra 1956, men er i praksis blevet betegnelse for den alliance, der har været i opposition til FN, siden de for alvor begyndte at spille en større rolle fra 1980’erne og frem.

Det ”republikanske” element i fronten har ikke en helt klar afgrænset betydning, men bruges med henvisning til et sæt af moralske, etiske værdier. De etablerede partier mener, at værdierne er grundlaget for forståelsen af den franske republik. Republikken forbinder man typisk med respekten for de demo-

22

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

Hvis franskmændene skulle vælge mellem Hollande og Le Pen i dag, ville Frankrig for første gang få en højrenational præsident.

kratiske spilleregler, retten til religiøs forskellighed og beskyttelse af de svageste i samfundet. Der ligger dermed implicit ved brug af betegnelsen, at man ikke mener, at det FN står for er foreneligt med de grundlæggende værdier, det franske samfund bygger på. Udelukkelsen er også til tider benævnt metaforisk som en ”sanitær afspærring” (cordon sanitaire), der meget illustrativt forklarer, at man forsøger at holde ”sygdommen” ude.

Præsidentvalget i 2002 bliver ofte refereret til som den begivenhed i fransk politisk historie, hvor strategien hidtil har spillet sin mest afgørende rolle. Daværende formand for FN, Jean-Marie Le Pen, kvalificerede sig meget overraskende til anden runde foran socialisten Lionel Jospin. Dermed var valget mellem den daværende upopulære præsident, Jacques Chirac, og Le Pen. Det samlede Frankrig – alle politiske partier samt store del af civilsamfundet – samlede sig i den republikanske front og opfordrede vælgerne til at stemme mod FN. Resultat blev, at Chirac slog Le Pen overvældende med 82 % af stemmerne.

FRONTEN UNDER HOLLANDE

”Stem republikansk! ”. Sådan har det gentagne gange lydt fra PS de senere år. Underforstået er, at en stemme på alt andet end FN er at fortrække. Premierminister Valls har endda eksplicit opfordret til at stemme på navngivne kandidater fra Republikanerne, som det

skete efter første runde ved regionalvalget i december sidste år, hvor FN i nogle regioner stod særligt stærkt og socialisterne tilsvarende svagt. Argumentet fra premierministeren lød, at der grundlæggende var to radikalt forskellige forståelser af Frankrig, og at regeringen og Sarkozys parti var på samme side, måtte man forstå, i og med at de tog ansvar.

Fra den liberale fløj er samme opfordring kun lavmælt blevet gengældt. Af mest prominente skikkelser har blandt andre den tidligere premierminister, Alain Juppé, støttet op om fronten, som i øvrigt er den væsentligste udfordrer til kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat, der afgøres i november i år. Han er desuden også den mest populære kandidat blandt franskmændene, hvor hele 54 % af befolkningen giver ham deres støtte. Men med den nuværende formand for Republikanerne, Sarkozy, der også sigter efter endnu en præsidentperiode, har den republikanske front fået en kold skulder. Sarkozy har konsekvent fremført en ”hverken/eller”-linje (ni/ni), hverken FN eller PS, i et forsøg på at finde en balancegang mellem at tage afstand til socialisterne og holde sig i en pæn afstand til FN’s vælgere. Sarkozy afviste ved regionalvalget i december fuldstændig, at en sådan ”strategi” overhovedet kunne komme på tale. Alliancen er derfor de senere år blevet lagt i graven, men præsidentvalget i 2017 kan være en oplagt mulighed for frontens tilbagevenden.

SCENARIER FOR 2017

To overordnede scenarier kan opstilles, som selvfølgelig kun bliver relevante, hvis Marine Le Pen faktisk formår at kvalificere sig til anden valgrunde ved præsidentvalget. Le Pen har dog i flere år konsistent ligget højt i meningsmålingerne, senest med 24 % i en meningsmåling fra februar, og det er svært at se, at hun ikke går videre til anden runde ved præsidentvalget. Sarkozy har opbakning fra 30 % i samme måling,

men står samtidigt med alvorlige anklager om ulovlig brug af kampagnemidler og dermed en eventuel suspendering fra politik. Hollande er samtidig langtfra en sikker kandidat. Præsidenten er raslet ned i målingerne siden sin indsættelse i 2012, og der har kun været to måneder, som kan ses som undtagelser fra denne trend: januar og november 2015, hvor Hollande lå på henholdsvis 38 og 41 % i meningsmålingerne efter de to terrorangreb. ’Statsmandseffekten’ aftog dog hurtigt, hvor han som nu som bekendt ligger på de kun 20 %.

Hvis man køber ovenstående præmis, er det ene mulige scenarie, at en republikansk kandidat kvalificerer sig til anden runde mod Le Pen – hvad end det bliver mod Sarkozy, Juppé eller en helt tredje. I dette tilfælde har den republikanske front sine bedste muligheder, fordi Socialistpartiet så entydigt har givet udtryk for, at alt er bedre end FN. Der er derfor sandsynlighed for, at Frankrig ser en gentagelse fra præsidentvalget i 2002, hvor den liberale kandidat kan gå i Chiracs fodspor.

Det andet mulige scenarie er, at Hollande på mirakuløs vis får samlet en splittet venstrefløj og formår at kvalificere sig til anden runde mod Le Pen. Her står alliancen langt mere usikkert, fordi Sarkozy så konsekvent har afvist, at PS skulle være bedre end FN. Her er der selvfølgelig endnu en mellemregning, der skal gå op: Sarkozy skal både vinde sit partis nominering og overleve de mange skandaler, som han åbenlyst har et talent for at rode sig ud i. Men i dette tilfælde kan et uoverskueligt scenarie – i hvert fald set fra de fleste andre europæiske hovedstæder – blive til virkelighed, hvor den højst upopulære præsident skal slå Le Pen. Hvis franskmændene skulle vælge mellem Hollande og Le Pen i dag, ville Frankrig for første gang få en højrenational præsident.

om SKRIBENTEN

Ask Paul Lomholt Kemp læser det sidste år af sin kandidat i statskundskab på Københavns Universitet og er medlem af IPmonopolets chefredaktion.

Ask har tidligere skrevet for RÆSON og været i praktik ved den danske ambassade i Paris.

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

23

TEMA

SLØREDE LINJER

af PATRICK STEEN PEDERSEN

Efter Ruslands intervention i den syriske borgerkrig har præsident Bashar al-Assad set krigslykken vende.

Udsigten til at de nordvestlige oprørsgrupper – en broget mosaik af væbnede fraktioner, der kontrollerer to strategisk vigtige provinser – kan stå foran et snarligt kollaps, har presset vestlige statsledere og deres regionale allierede op i en krog. I snart fem år har de, uden større indbyrdes koordinering, finansieret og faciliteret tilstrømningen af forsyninger og våben til et oprør, hvis interne magtbalance har vist sig sværere og sværere at kontrollere.

Imens slagsangene fra de massive folkelige protester i foråret og sommeren 2011 gav genlyd i de syriske gader, øjnede et vidtforgrenet netværk af sunnimuslimske islamister muligheden for at træde ud af en påtvungen skyggetilværelse. Den syriske præsident Assad, der under revolutionens første uger havde givet enkelte tilkendegivelser til demonstranterne, betegnede nu i stigende grad opstanden som et væbnet, islamistisk oprør. Hans karakteristik af demonstranternes mål var ikke et forsyn; det var snarere et varsel om, hvordan det syriske regime i løbet af borgerkrigens første år ville manipulere det spirende oprørs interne magtbalance til islamisternes fordel.

Forholdet mellem Assad-regimet og landets militante sunni-islamister er komplekst såvel som paradoksalt. Kort efter den amerikanske besættelse af Irak i 2003 tillod Assad-regimet al-Qaeda-celler at operere i grænselandet mellem Syrien og Irak. Med Bashar al-Assads accept blev smuglerruter anvendt til at indsluse både syriske og udenlandske jihadister til kampen mod de amerikanske styrker. Assad betragtede jihadisterne, udklækket fra saudisk-financierede moskéer i forarmede sunni-kvarterer, som et be-

24

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

hændigt men i sidste ende undværligt aktiv, der i det skjulte kunne anvendes til at underminere den amerikanske indsats i nabolandet. Strategien var risikabel; i 2007 bukkede Assad under for massivt amerikansk pres og blev tvunget til genetablere kontrollen med den irakisk-syriske grænse. I et forsøg på at kontrollere dobbeltspillets potentielle skadevirkninger, blev en stor del af de tilbagevendte jihadister og en række prominente, politiske islamister interneret i Sednaya-fængslet nær Damaskus.

Som protesterne mod regimet i foråret 2011 intensiveredes, gav Assad-regimet generel amnesti til alle politiske fanger i Sednaya-fængslet, herunder de selvsamme jihadister, som regimet 4 år forinden havde forrådt. Denne “gestus”, der af de syriske statsmedier blev skildret som et altruistisk forsoningsforsøg, blev af mange analytikere tolket som et gennemkalkuleret forsøg på at manipulere oprørets indre dynamik.

Uanset den bagvedliggende intention havde regimets amnesti den effekt, at oprøret gradvist blev infiltreret af salafistiske oprørsbevægelser, hvis ledere netop var blevet løsladt.

FOTO AF JOETOGRAPH, FLICKR

‘FOLKEHÆREN’

I mellemtiden voksede den Frie Syriske Hær, FSA, i sommeren 2011 frem som den folkelige revolutions uofficielle, væbnede repræsentant. I månederne forinden var tusinder af soldater deserteret fra den syriske hær i protest mod Assad-regimets brutale nedslag på demonstranterne, og nu meldte afhopperne sig under oprørshærens faner sammen med en lang række lokale forsvarsmilitser. Da den syriske eksilopposition i 2012 anerkendte FSA’s legitimitet, udviklede den militante paraplyorganisation sig hurtigt til et stærkt, revolutionært brand, der i borgerkrigens indledende fase afspejlede forestillingen om en samlet, folkelig oprørshær. Men dens bredde var også dens svaghed; de mange selvstændige og forskelligartede lokale militser forhindrede formuleringen af klare politiske mål. Yderligere blev opbygningen af en effektiv og gennemskuelig kommandostruktur besværliggjort af, at generalstaben opererede fra en base i Tyrkiet. FSA forblev som konsekvens organisatorisk og strukturelt forkrøblet.

Ikke desto mindre medførte FSA’s tiltagende politiske legitimitet, at regeringerne i Tyrkiet, Qatar og

Enhver væbnet gruppe i Syrien, der vil have del i de libyske våben, kan få godkendelsen fra de relevante tyrkiske autoriteter, hvorefter våbnene ankommer – alle får deres del.

Saudi-Arabien – med assistance fra CIA-aktiver i det syrisk-tyrkiske grænseland ifølge New York Times – i sommeren 2012 begyndte at kanalisere våben og forsyninger til FSA-militser. Den udenlandske assistance bidrog til at konsolidere deres magt i en række mindre provinsbyer i det vestlige og sydvestlige Syrien.

Men oprørshæren var den syriske hær underlegen, og dens evne til at udvide sit territorium nåede i løbet af 2012 sin grænse. Ikke alene var FSA i undertal; den manglede også de nødvendige kompetencer til at føre effektiv guerillakrig mod den materielt overlegne regimehær. Samtidig voksede en ny og krigshærdet aktør frem fra borgerkrigens ruiner.

JABHAT AL-NUSRAS FREMKOMST

Imens FSA’s momentum stagnerede, søgte Jabhat al-Nusra at indlejre sig i det eksisterende oprør.

Anført af Abu Mohammed al-Julani – en ung, syrisk mand, der i flere år havde arbejdet i de øverste lag af al-Qaedas irakiske forgrening – ønskede denne nye, salafistiske aktør at etablere en islamisk folkefront, der fra Syrien kunne sprede sig ud over Levant-regionen, nedbryde de nationale grænser og etablere et kalifat.

Deres vision var ganske vist radikal, men modsat

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

25

FSA’s kludetæppe af divergerende interesser, havde Jabhat al-Nusra en klar politisk identitet, der gav genlyd i det stadig mere fragmenterede civilsamfund.

Organisationens tætte bånd til al-Qaedas øverste ledelse sikrede adgang til et omfattende netværk af private velgørere og politiske forbindelser i Golfregionen og Tyrkiet. En konstant strøm af penge og våben katapulterede i løbet af sommeren 2012 Jabhat al-Nusra til tops i oprørsgruppernes interne hierarki.

Ikke alene gjorde deres materielle velstand organisationen til en eftertragtet samarbejdspartner på slagmarken; deres krigere, hvoraf mange havde omfattende erfaring fra Irakkrigen og stadig flere havde baggrund i det øvrige Mellemøsten, Nordafrika og Kaukasus, var hærdede og effektive. I den eskalerende borgerkrig blev Jabhat al-Nusras brutale metoder – bølger af vilkårlige selvmordsangreb, tortur og massehenrettelser af regimesoldater – stadig mere acceptable. En talsmand for FSA udtalte til Washington Post i august 2012 at Jabhat al-Nusras krigere, trods deres radikale, ideologiske forankring, var “helte”, der kæmpede “uden frygt og tøven”. Og modsat FSA’s svage struktur, garanterede et stringent kommandohierarki mellem organisationens lokale, regionale og nationale ledelseslag effektive kommunikationslinjer.

26

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

Jabhat al-Nusras virke var fra begyndelsen præget af en yderst pragmatisk tilgang til samarbejdet med de øvrige oprørsgrupper. De vidste, at deres ekstremt konservative tolkning af Islam kunne frastøde potentielle allierede, så bevægelsens øverste ledelse instruerede lokale kommandører i at udvise en vis fleksibilitet overfor samarbejdspartnere såvel som civilbefolkningen i de oprørskontrollerede områder.

I takt med at deres position i det interne magthierarki blandt oprørsgrupperne steg, overtog Jabhat al-Nusra gradvist kontrollen med store dele af den civile infrastruktur. På lokalt plan implementerede de sharia – for mange civile en kærkommen tilbagevenden til orden midt i borgerkrigens kaos – og overtog vitale kornlagre og industribagerier, hvorfra de halverede prisen på brød til de lokales store begejstring. Sådanne tiltag bidrog til at cementere Jabhat al-Nusras renommé som en ledende og socialt ansvarlig aktør, der ikke lod sig korrumpere under borgerkrigens elendighed.

EKSPANSION

Det spirende samarbejde mellem hundredevis af løst sammensatte FSA-grupper, autonome islamistiske oprørsmilitser og Jabhat al-Nusra gav snart afkast på

Oprørets ændrede dynamik var et ildevarslende symptom på at Obama-administrationens varsomme mellemøstpolitik ikke var uden konsekvenser. Ud fra devisen om at ‘lede bagfra’ havde det halvhjertede amerikanske engagement i Syrien efterladt et magtvakuum, der nu blev udfyldt af deres regionale allierede.

AF MAKURLEY DIXON, FLICKR

slagmarken, da de i efteråret 2012 på få måneder fik kontrol over 70 % af Syriens største by og udvidede hastigt deres magtbase til den nærliggende Idlib-provins.

Samarbejdet mellem dele af FSA og Jabhat al-Nusra begyndte nu at bekymre den amerikanske regering, der hidtil havde spillet en marginal rolle i den primært saudisk-tyrkiske bevæbning af oprørerne.

En strøm af våben fra Libyen flød nu ind over de tyrkisk-syriske grænseovergange. Til The New York Times udtalte en FSA-officer med ansvar for at koordinere leverancerne, at “enhver væbnet gruppe i Syrien, der vil have del i de libyske våben, kan få godkendelsen fra de relevante tyrkiske autoriteter, hvorefter våbnene ankommer – alle får deres del”.

Der eksisterede kort sagt ingen ekstern kontrol med hvilke aktører, der modtog hvad.

Propagandafilm viste yderligere, at våben som den saudiske regering havde leveret til FSA – heriblandt eftertragtede antitank-raketter – blev solgt og fordelt mellem de forskellige oprørsgrupper, herunder også til den syriske al-Qaeda-forgrening. Det stod klart, at den praktiske skelnen mellem ‘moderate’ og ‘ekstre-

me’ oprørselementer blev stadig sværere at drage.

Ganske vist eksisterede der fundamentale, ideologiske forskelle blandt oprørsgrupperne i det nordvestlige Syrien, men et gensidigt afhængighedsforhold begyndte at spinde de to revolutionære strømninger sammen i kampen mod Assad-regimet. I særdeleshed havde Jabhat al-Nusra og den ideologisk beslægtede oprørgruppe Ahrar al-Sham formået at indtage positionen som den nordvestlige fronts rygrad, imens FSA-fraktionerne gradvist blev marginaliseret og måtte se sig reduceret til at udgøre en støttefunktion.

Oprørets ændrede dynamik var et ildevarslende symptom på at Obama-administrationens varsomme mellemøstpolitik ikke var uden konsekvenser. Ud fra devisen om at ‘lede bagfra’ havde det halvhjertede amerikanske engagement i Syrien efterladt et magtvakuum, der nu blev udfyldt af deres regionale allierede.

Tyrkiet og Saudi-Arabien delte ikke amerikanernes snævre forståelse af acceptable og uacceptable samarbejdspartnere, hvilket USA’s forhenværende ambassadør i Ankara, Francis Ricciardone, i september 2014 løftede sløret for under en konference i tænketanken Atlantic Council. Den tyrkiske regering, hævdede Ricciardone, havde aktivt støttet Jabhat al-Nusra i et

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

27

FOTO AF MOHAMMED SWIDAN, FLICKR

forsøg på moderere organisationen og omdanne den til en spiselig samarbejdspartner for Tyrkiets vestlige allierede.

FORSINKET AMERIKANSK SELVINDSIGT

I løbet af 2013 tabte regimet kontrol over mere end 50 % af Syriens samlede areal, og Assad igangsatte nu en desperat, kollektiv afstraffelseskampagne mod de oprørskontrollerede områder. Massakrer mod civilbefolkningerne i sunnitiske landsbyer forekom hyppigere og hyppigere, imens tøndebomber begyndte at falde over tætbefolkede kvarterer i Aleppo. Da et gasangreb i den oprørskontrollerede Damaskus-forstad Ghouta i august 2013 kostede 1.400 civile livet, blev Obama-administrationen tvunget til at gøre op med sin hidtil forsigtige Syrien-politik. Anvendelsen af kemiske våben, havde præsident Obama året forinden advaret om, ville være en game changer – overtrædelsen af den famøse ‘røde linje’ ville fremprovokere amerikansk intervention. Men efter et par højspændte uger stod det klart, at Obama hverken havde sit eget baglands eller sine sædvanlige koalitionspartneres støtte.

Som et alternativ besluttede Obama-administrationen at spille en mere aktiv rolle i bevæbningen af en række FSA-tilknyttede fraktioner. Ifølge en talsmand fra det amerikanske udenrigsministerium var målet ikke bare at skabe en mere effektiv kampstyrke, men også øge FSA’s interne sammenhængskraft, der led stærkt under hundredevis af afhopninger til Jabhat al-Nusras og Ahrar al-Shams bedre udrustede hære. Men allerede få måneder efter måtte programmet midlertidigt

28

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

suspenderes, da våbenspredningen viste sig umulig at kontrollere. Jabhat al-Nusra angreb i december 2013 en amerikanskstøttet FSA-fraktion og kaprede deres våbenlager i en aktion, der markerede startskuddet til en kampagne, som gradvist underminerede de mest vestligt-orienterede oprørsgruppers indflydelse.

Et fejlslagent træningsprogram vidnede yderligere om den manglende amerikanske kontrol over oprørets indre dynamik. Fra en lejr i Tyrkiet skulle alle potentielle rekrutter gennemgå en omfattende screening-proces for at sikre en effektiv og ideologisk ensrettet kampstyrke til at bekæmpe Islamisk Stats eksplosive fremmarch, der – som en helt tredje aktør i den komplekse borgerkrig – truede med at underminere hele oppositionen. Det $500 millioner dyre træningsprogram var en eklatant fiasko. Ikke alene viste det sig praktisk talt umuligt at hverve rekrutter til udelukkende at bekæmpe Islamisk Stat; de to mindre kompagnier på henholdsvis 54 og 70 mand, som man formåede at uddanne og sende i aktion, var inden for få dage gjort ukampdygtige. Det ene kompagni deserterede efter at være kommet under beskydning, mens den anden kampgruppe afhoppede til Jabhat al-Nusra, der på Twitter annoncerede partnerskabet og triumferende fremviste de amerikanskleverede våben og køretøjer. Dermed blev projektet skrinlagt.

Det stod efterhånden klart, at USA havde gjort alt for lidt, alt for sent. Frygten for at engagere sig i den betændte konflikt havde medført, at Obama-administrationen i borgerkrigens indledende fase havde overladt det primære ansvar for bevæbningen af

Derfor må USA lægge maksimalt pres på sine regionale allierede i Ankara og Riyadh, så tilstrømningen af midler og politisk støtte til Jabhat al-Nusra og Ahrar al-Sham kan blive afskåret én gang for alle.

Alternativet er at det syriske regime – med Rusland i ryggen – genoptager dets offensiv og knuser oprøret uden nogen skelen til de respektive gruppers ideologiske tilknytning

oprørerne til Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar, der ikke delte amerikanernes udtalte bekymring om oprørernes ideologiske orientering. Dermed spillede man bolden direkte i fødderne på Bashar al-Assad, der fra krigens begyndelse havde forsøgt at manipulere og iscenesætte revolutionen som et jihadistisk oprør. I et øjeblik af nærmest pinlig ærlighed udtalte vicepræsident Joe Biden i oktober 2014, at “USA’s største problem er vores allierede i regionen. De har hældt millioner af dollars og tusinder ton våben over til enhver, der ville kæmpe mod Assad – og dem, der fik forsyningerne, var al-Nusra og al-Qaeda og ekstremistiske jihadister, der kom fra andre dele af verden”.

Dagen efter trak vicepræsidenten sine udtalelser tilbage.

AFVIGENDE PERSPEKTIVER

Ruslands intervention i slutningen af september 2015 var et afgørende vendepunkt i krigens gang. Efter en langsom start hvor det russiske aftryk virkede relativt begrænset, brød Assad-regimets hær i februar gennem den landkorridor, der siden sommeren 2012 havde fungeret som oprørernes primære forsyningslinje til Tyrkiet. Det afgørende russiske bidrag – en brutal, men ikke desto mindre effektiv bombekampagne – har demoraliseret en del af oprørsgrupperne og bidraget til at facilitere indgåelsen af en midlertidig våbenhvile, der i de sidste uger har dæmpet kampene i det nordvestlige Syrien. Modsat det halvhjertede amerikanske engagement har Putin signaleret, at man uden større etiske hensyn har til sinde at vinde krigen og styrke Assads forhandlingsposition i kampen mod oprørerne, der konsekvent betegnes terrorister – et kynisk og groft forsimplet, men kommunikérbart fjendebillede.

De seneste måneders afgørende udviklinger har bragt interessekonflikten mellem USA og deres regionale allierede op til overfladen. I kølvandet på Assad-regimets offensiv truede Tyrkiet og Saudi-Arabien med at invadere Syrien – et skridt der potentielt kan tvinge USA på kollisionskurs med Rusland, hvilket hverken Putin eller Obama har interesse i. Yderligere har Obama- administrationen formået at få størstedelen af de svækkede, ‘moderate’ militser på den interne liste over inkluderede aktører, imens Ahrar al-Sham og Jabhat al-Nusra er ekskluderet. De forbliver derfor legitime mål for russiske bombardementer såvel som Assad-regimets styrker. Det huer ikke den tyrkiske præsident Erdogan, der i slutningen af februar anklagede sine vestlige allierede for at inkludere den syrisk-kurdiske oprørshær YPG i aftalen, imens Jabhat al-Nusra er udelukket. YPG er den vestlige koalitions vigtigste allierede i kampen mod Islamisk Stat i Syri-

en, men betragtes af Erdogan som en terrororganisation på linje med det tyrkisk-kurdiske arbejderparti PKK. Denne interessekonflikt slår yderligere skår i samarbejdet mellem USA og deres regionale allierede.

Den midlertidige våbenhvile har også fremprovokeret interne forskydninger blandt oprørsgrupperne. Ifølge tænketanken Carnegie betragter Ahrar al-Sham og Jabhat al-Nusra aftalen som et vestligt forsøg på at kløve oprøret i to for dermed at sikre de mest ‘moderate’ oprørselementer en plads ved forhandlingerne om landets politiske fremtid. Denne analyse er givetvis korrekt. Over de sidste par uger er de interne spændinger i de oprørskontrollerede områder steget, hvor demonstrationer til fordel for FSA er blevet tvangsopløst af Jabhat al-Nusra, der yderligere har nedkæmpet en vestligtstøttet FSA-fraktion i Idlib-provinsen. Til forskel fra de løst organiserede FSA-grupper har Jabhat al-Nusra og Ahrar al-Sham, som sammenlagt udgør mellem 30.000 og 40.000 mand, formået at indlejre sig dybt i store dele af civilsamfundet, hvor de nyder betragtelig støtte.

Deres højborge i og omkring Idlib og Aleppo opgiver de næppe uden kamp, og de vil forsøge at intimidere de resterende FSA-fraktioner til enten at opgive deres territorium eller underkaste sig deres kontrol.

I skrivende stund har præsident Vladimir Putin netop annonceret en delvis tilbagetrækning af den russiske hærs engagement i Syrien. Det sender et signal om, at de genoplivede fredsforhandlinger i Genève kan bære frugt, og at en politisk løsning om Syriens fremtid kan være indenfor rækkevidde. Ikke desto mindre er én af forudsætningerne for en seriøs forhandling mellem de stridende parter, at kvasi-alliancen mellem de ‘moderate’ og ‘ekstreme’ oprørselementer bliver endegyldigt brudt. Så længe det anstrengte, men ikke desto mindre funktionelle samarbejde i de oprørskontrollerede områder fortsætter, vil distinktionen mellem de to revolutionære fløje vedblive med at være flydende. Det vil Assad og Putin udnytte til fulde ved forhandlingsbordet i Genève. Som nævnt er denne splittelse muligvis allerede i gang, men tiden er knap, hvis det nuværende momentum skal udnyttes til fulde og give liv til en potentiel fredsaftale. Derfor må USA lægge maksimalt pres på sine regionale allierede i Ankara og Riyadh, så tilstrømningen af midler og politisk støtte til Jabhat al-Nusra og Ahrar al-Sham kan blive afskåret én gang for alle. Alternativet er at det syriske regime – med Rusland i ryggen – genoptager dets offensiv og knuser oprøret uden nogen skelen til de respektive gruppers ideologiske tilknytning.

om SKRIBENTEN

Patrick Steen Pedersen er kandidatstuderende i International Security & Law. Foruden en bred interesse for udenrigsog sikkerhedspolitik, beskæftiger han sig specifikt med mellemøstregionens sikkerhedskomplekser og samfundshistoriske processer.

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

29

Det er bedst, hvis dit stjernetegn er okse, slange eller drage (det ønsker mine forældre) […] det er derudover vigtigt, at du foran vores forældre kan «spille rollen», xinghun er trods alt til for at tilfredsstille forældrene.

GAYLESHOME.COM

UDBLIK

UDBLIK

BØSSE SØGER LESBISK - LGBT I KINA

af JONATAN MIZRAHI-WERNER I Kina finder et stigende antal bøsser og lesbiske sammen i proforma-ægteskaber med ét mål: at holde deres seksualitet skjult for familien og samfundet. ”Jeg håber på at finde en passende lesbisk veninde og etablere en familie med gensidig forståelse. Vi kan godt have hvert vores private liv, så længe du ikke er kommet ud af skabet overfor din familie. Ser desuden gerne, at der er mulighed for at få et barn.”

Sådan skriver Huang, en ung mand i midttyverne, på siden Gayleshome, som specialiserer sig i det hastigt voksende fænomen xinghun (形婚) – proforma-ægteskaber mellem bøsser og lesbiske.

Huang kæmper sammen med millioner af andre homoseksuelle kinesere for at finde en balance mellem sin seksualitet og samfundets forventninger.

Kina lovliggjorde først homoseksualitet i 1997, men indtil 2001 var det stadigvæk officielt set en psykisk lidelse, og ifølge tænketanken Pew Research Center er det kun 21% af kineserne der mener, at samfundet bør acceptere homoseksualitet. Det er kun Rusland og Kenya, der scorer lavere, hvis man ser bort fra de mellemøstlige lande.

Den kinesiske tænker Mencius skulle have sagt, at ”ud af de tre måder en søn kan fejle sine forpligtigelser, er den mest alvorlige ikke at få en arving.” Og her, 2000 år efter, gør det sig stadigvæk gældende. Det er ofte forbundet med stor skam for forældrene, hvis

32

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

der ikke kommer børnebørn, hvorfor mange kinesere oplever et enormt pres for hurtigt at få stiftet familie.

Oven i det er man samtidigt dårligere stillet på arbejdsmarkedet, hvis man i sluttyverne endnu ikke har familie og børn, simpelthen fordi det falder udenfor normen, hvilket har fået flere fra LGBT-miljøet i Kina til at klage over at være blevet forbigået i forbindelse med forfremmelser.

ET VOKSENDE FÆNOMEN

Det er derfor nemt at se, hvorfor xinghun-ægteskaber er vokset eksplosivt de senere år. Den største hjemmeside inden for området, Chinagayles, har i skrivende stund næsten 400.000 registrerede brugere, og da appen Queers gik online, havde næsten 10.000 tilmeldt sig indenfor to uger. Det er ganske enkelt en effektiv måde at undgå stigmatisering, hvor man samtidigt kan udfolde sin seksualitet.

For mange, ligesom for Huang, er det kun en facade.

Så længe forældrene køber historien om ægteskabet, er alt fint. Hensynet til forældrene er derfor altafgørende. En stor del af kontaktannoncerne minder derfor, overraskende nok, mere om jobopslag end om dating som vi kender det. Liu, der er i start tyverne, skriver for eksempel: ”Det er bedst, hvis dit stjernetegn er okse, slange eller drage (det ønsker mine

Kun 21% af kineserne mener, at samfundet bør acceptere homoseksualitet. Det er kun Rusland og Kenya, der scorer lavere.

forældre ) […]det er derudover vigtigt, at du foran vores forældre kan 'spille rollen', xinghun er trods alt til for at tilfredsstille forældrene.”

Selvom der fornemmes en distance i Lius ‘datingannonce’, virker et xinghun-ægteskab, hvor man kun skal spille rollen noget af tiden, bedre end mange af alternativerne. Disse tæller eksempelvis, at familien slår hånden af én, eller man indgår ægteskab med en heteroseksuel, der ikke kender til ens seksualitet.

HOMOKONER

At gifte sig med heteroseksuelle har ellers været en udbredt løsning blandt homoseksuelle mænd. Professor ved Qingdao Medical College, Zhang Beichuan, anslår, at 80 % af de kinesiske homoseksuelle mænd er gift med heteroseksuelle kvinder, der er uvidende om deres mands seksualitet. Fænomenet har endda fået sit eget slang, tongqi(同妻), eller direkte oversat: homokone.

Tongqi-fænomenet kom for alvor i mediernes søgelys i 2013, da en 31-årig kvinde begik selvmord, efter hun opdagede, at hendes mand var homoseksuel. De kinesiske ”homokoner” har de senere år arrangeret flere demonstrationer mod fænomenet, og der er oprettet flere støttegrupper rundt omkring i Kina, hvor kvinder, der har opdaget, at de var en tongqi, har kunnet finde lidelsesfæller. Det hænder, at kvinderne først opdager situationen efter adskillige års ægteskab og efter at de har fået børn, og det får derfor store konsekvenser for deres liv. På Kinas største sociale netværk Weibo skriver brugeren, der kalder sig en ”homokone”, således: ”Jeg er et tilbehør, en slavinde.

Jeg er blevet klasseløs, rettighedsløs. Det er alt hvad mit liv har været værd for dig – har jeg overhovedet haft andre årsager til at eksistere? Hvorfor vil nogen med deres livsstil ødelægge andres liv for slet ikke at tale om børnenes?”

Det er bedst, hvis dit stjernetegn er okse, slange eller drage (det ønsker mine forældre) […] det er derudover vigtigt, at du foran vores forældre kan 'spille rollen', xinghun er trods alt til for at tilfredsstille forældrene.

På samme måde, bliver det etiske dilemma i at få et barn kun for forældrenes skyld, livligt diskuteret i LGBT-miljøet – ligesom problematikken i at barnet kan stå med op til fire forældre også bliver det. For mange virker det som om, at de er klar over, at xinghun er en midlertidig lappeløsning, som er nødvendig, indtil samfundet en dag bliver klar til at acceptere homoseksuelle ægteskaber.

Hvornår dét så bliver, står hen i det uvisse. Selvom homoseksualitet ikke længere er ulovligt, er den kinesiske regerings politik på området ”støt ikke, modsæt ikke, opfordr ikke”, og man vil altså hverken udtale sig for eller imod homoseksuelle ægteskaber, endsige diskutere det. Ingen lovforslag, der har forsøgt at lovliggøre homoseksuelle ægteskaber, har kunnet samle nok støtter til at få taget emnet op til diskussion i det organ, der rådgiver regeringen i juridiske anliggender – selvom det samme forslag er blevet fremsat hvert år siden år 2000.

Som landet ligger nu, vokser Chinagayles brugertal dag for dag, og det ser ud til at fortsætte en rum tid endnu. Fremtiden for bøsser og lesbiske, som Huang og Liu, vil altså fortsat stå på at finde balancen mellem seksualitet, familie og det omkringliggende samfunds normer. *Huang og Liu er opdigtede brugernavne – deres rigtige brugernavne er redaktionen bekendt. Skribenten har i forbindelse med denne artikel selv oprettet en profil på hjemmesiden Gayleshome.com.

LØSER DET PROBLEMET?

Selvom xinghun altså forekommer som det bedste alternativ, stiller flere sig kritiske overfor fænomenet.

For mens det på overfladen godt kan ses som en sejr for LGBT i Kina, mener kritikerne, at xinghun i virkeligheden er et knæfald for de traditionelle normer om det heteroseksuelle ægteskab. En af dem er lektor ved New York University, Rebecca Karl, der til The Atlantic fortalte at ”for mange LGBT-menneskers familier er ægteskabets heteroseksuelle natur indiskutabel, og de forventes derfor at gifte sig med en af modsatte køn,” og tilføjede, at blandt hendes homoseksuelle bekendte, oplever mange stadigvæk at blive presset ind i heteroseksuelle ægteskaber, selvom de er kommet ud af skabet over for deres forældre.

om SKRIBENTEN

Jonatan Mizrahi-Werner studerer sociologi ved Københavns Universitet og er medlem af IPmonopolets chefredaktion. Han har boet i både Mellemøsten og Kina, og har tidligere skrevet for IVÆRKSÆTTEREN og Papercut Issues.

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

33

UDBLIK

IPMONOPOLET SPØRGER:

MIKKEL VEDBY RASMUSSEN OM VÅBENHVILEN I SYRIEN interview med MIKKEL VEDBY RASMUSSEN

af ESBEN ALS-ANDERSSON Lørdag den 27. februar 2016 trådte en våbenhvile i kraft i Syrien. Våbenhvilen indbefattede både den russisk-støttede Bashar al-Assads styrker og en lang række oprørsgrupper, hvoraf flere er støttet af USA. Forud for våbenhvilen udtrykte den amerikanske udenrigsminister John Kerry stor tiltro til, at det kunne være et skridt på vejen mod et fredeligt Syrien, og den russiske præsident Vladimir Putin bakkede op ved at sige, at det er en reel mulighed for at standse blodsudgydelserne. Professor og grundlæggeren af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, Mikkel Vedby Rasmussen, deler ikke optimismen.

IPM Hvad tænker du om våbenhvilken i Syrien, og hvilke konsekvenser tror du det har, at det er Rusland og USA, der står bag den?

MVR Våbenhvilen i Syrien vil være et sted som folk bliver ved med at vende tilbage til. Det er jo i virkeligheden en aftale hvor USA anerkender, at Rusland havde ret til at intervenere i Syrien, og at Rusland lykkedes med det. Så for første gang siden afslutningen på Den Kolde Krig er det ikke USA, der har initiativet, og det er ikke USA, der har magten til at sætte dagsordenen for, hvad der skal ske i Mellemøsten.

34

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

Hele det ’setup’ for hvordan man har holdt orden i Mellemøsten er øjensynligt slut, og det er dybest set dét Kerry skrev under på. Forudsætningen for hvorfor USA har kunnet handle, som de har gjort har været, at der ikke har været nogen andre stormagter, der kunne eller ville gribe ind i regionen.

Tilsvarende har de traditionelle allierede som Tyrkiet jo måtte sande, at det ikke bliver til meget amerikansk hjælp til at løse problemerne i deres nabolag. Og Europæerne har måttet se på, at amerikanerne sådan set heller ikke har ville

USA har underskrevet en aftale, som bekræfter russernes ret til at styre slagets videre gang i Syrien.

redde deres kastanjer ud af ilden. Men russerne kunne man åbenbart regne med, hvis man var Assad. De kom til hjælp, da det så aller sortest ud og har egentlig med en relativt lille militæroperation formået at vende krigslykken for Assad og samtidig fået sagt til amerikanerne; ’Okay nu har vi gjort det her, og da vi ved, at I ikke vil gøre noget ved det, det har I bevist de sidste par år, så har I jo valget imellem at stå at råbe ved sidelinjen og sige; ’Det er også for dårligt, russere’ eller lade som om, I har været med.’ Og amerikanerne har så accepteret, at de ville lade som om de havde været med, og resultatet er jo så, at USA har underskrevet en aftale, som bekræfter russernes ret til at styre slagets videre gang i Syrien.

IPM Kan man med Ruslands indflydelse i Mellemøsten så ligefrem sige, at dette kunne være begyndelsen på endnu en kold krig?

MVR Jeg kan godt forstå, at man laver den analyse, men jeg tror også, den er en lille smule misvisende. Den Kolde Krig var jo et udtryk for to ting; for det første at Sovjetunionen var stærk nok til at kunne udfordre Vesten. For det andet at Sovjetunionen ikke var så stærk, at Vesten ikke kunne stoppe det.

Rusland i dag er meget svagere end Sovjetunionen var efter anden verdenskrig; Apple er mere værd end den samlede værdi af firmaer på Moskvas fondsbørs. Det var ikke tilfældet i ’45, men til gengæld, eller måske netop derfor, er Rusland ikke så stor en trussel, at Vesten for alvor må stille sig op og sige; ’Nu stopper vi. Her til og ikke længere.’

Der er ingen tvivl om, at Putin er en ekstremt dygtig taktiker, han kan se hvad der sker. På den måde tror jeg også, at stjernerne har stået sådan at præsident Obama var ekstremt fokuseret på det lange udblik. Når han så en krise som den i Syrien, så han egentligt hele tiden på hvad sker der på den anden side af det, modsat præsident Putin, som kun har det korte blik, og som var meget fokuseret på hvordan man kom ud af denne her konflikt på en god måde. Og når man sammenligner de tos udtalelser om denne konflikt, så taler de om to helt forskellige ting, og det tror jeg forklarer meget om, hvor forskelligt de har grebet det an. Så ja, i den forstand så er det her en konfrontation mellem dele af Vesten i hvert fald og Rusland, men det er ikke en konfrontation på samme måde som Den Kolde Krig,

fordi der er meget mere handlemod.

Vi befinder os i et tidspunkt i verdenshistorien, hvor nationer har modsatrettede nationale interesser, men i øvrigt måske har samme politiske og økonomiske systemer, men simpelthen bare er magtpolitisk uenige. Det er måske den største grund til, at det her ikke er Den Kolde Krig, nemlig at det ikke er en ideologisk konfrontation.

Det tror jeg også gør det meget svært at tackle for de vestlige offentligheder, fordi vi har vænnet os til, at udenrigspolitik handler om ideologi.

Altså hvis vi ikke er mod kommunisme så er vi imod islamisme. Konfrontationen med Rusland er i virkeligheden ikke særlig ideologisk. Så kan man være uenig i præsident Putins holdning til bøsser og lesbiske, og man kan synes han styrer et korrupt samfund, men den grundlæggende idé om hvordan samfundet skal indrettes har vi jo ikke på samme måde som under Den Kolde Krig.

Og der tror jeg, at meget af Vestens engagement i Mellemøsten siden afslutningen på Den Kolde Krig har været efter en overbevisning om, at vi har nogle værdier at eksportere, og vi har klædt vores udenrigspolitik ud i det her værdipolitiske.

Det er i virkeligheden ikke særligt relevant i relation til Putin. Her kommer vi meget hurtigt til at fremstå som hyklere.

Det er ikke en konfrontation på samme måde som Den Kolde Krig, fordi der er meget mere handlemod.

IPM Apropos ideologi; nu hvor vi ser Saudi Arabien føre krig mod Yemen, så Iran ikke skal komme tættere på, eller nu når vi er I tvivl om, hvorvidt Saudi-Arabien uofficielt støtter Islamisk Stat, fordi de deler meget af den samme ideologi. Tror du så der kan være en tendens i Vesten til at undervurdere det religiøse aspekt af konflikten?

MVR Jeg tror faktisk tværtimod, at vi har overvurderet det. Jeg tror nogle gange, vi har spejlet vores egen meget ideologiske udenrigspolitik i, at religion også skulle være utrolig vigtigt. Og det er ikke for at sige, at religion ikke er vigtig, men for øjeblikket er der en konfrontation i Mellemøsten mellem Saudi Arabien og Iran, som dybes set er udløst af at USA, som vi talte om tidligere, har trukket sig tilbage og sagt; ’Det er ikke os, der skal styre den her region. Det er Iran og Saudi Arabien og så vil vi prøve at finde ud af, hvem det så skal være.’ Den konflikt har vi sådan set haft i rigtig mange år, men den har bare været underlagt nogle andre logikker et langt stykke tid. USA efterlod et magtvakuum, da de trak sig ud, hvilket har ført til, at spændingene mellem

ALLIANCER |25 udg. | IPmonopolet

35

MVR Iran og Saudi-Arabien har blusset op igen. Så når de to parter er aktive i Syrien og aktive i Yemen, er det så udtryk for religiøse stridigheder? Selvfølgelig er der et element i det her med noget Shia og noget Sunni, men endnu vigtigere er det, at de så støtter forskellige grupper. Ikke så meget på grund af deres religion, men på grund af modstanden fra den anden stat.

Snarere synes jeg, det er et udtryk for, at der har været en gruppe, der styrede landet, og så var der en anden gruppe, der ville overtage, og det havde de masser af forskellige bevæggrunde for.

Deres store problem var bare, at der ikke var nok af dem, og at de ikke var velbevæbnede nok til at kunne gennemføre det, og derfor er de nu tilbage til status quo bare temmelig mange flygtninge og en smadret økonomi senere.

Det er selvfølgelig svært at sige, hvornår det ene hører op, og det andet begynder, men det ville være en fejl at sige, at det bare handler om religion. Jeg tror, at vi har en tendens til at læse det her i religiøse termer, fordi vi selv ser Mellemøsten i religiøse termer, og at det her først og fremmest er en muslimsk region, og alt det andet kommer så bagefter.

Jeg tror, at et af vores tilbagevendende problemer med at forstå Mellemøsten er, at vi insisterer på at det, der er vigtigt at forstå er, at de er muslimer. Og det er der jo gode grunde til vi gør, blandt andet fordi de oftest selv insisterer på, at det er sådan man skal forstå dem. For mig at se handler borgerkrigen i Syrien ikke om, at der har været et regime og nedenunder en masse religiøst lava , der har boblet rundt, og så kunne det køre op som en vulkan, når regimet forsvandt.

Derfor må man også forvente, at hele Syrienproblematikken ikke går væk. Våbenhvilen viser jo, at der stadig er en borgerkrig, der skal kæmpes i det østlige Syrien mod Islamisk Stat. Der er stadig et meget stort spørgsmål om de kurdiske områders rolle i Syrien om, hvorvidt regimet skal fortsætte, og så er der det helt grundlæggende spørgsmål om, hvordan man i alverden skal finansiere landet.

Og med disse formanende ord om Syriens fremtid forlader vi Mikkel Vedby Rasmussen. Både John Kerry og præsident Putin udtrykte et håb om en fredelig løsning i Syrien. Fremtiden vil vise, om man kan nå en varig aftale, og om amerikanerne vil acceptere deres nye position som svækket supermagt i regionen.

om MIKKEL VEDBY RASMUSSEN Mikkel Vedby Rasmussen er professor i statskundskab og tidligere leder af Center for Militære Studier på Københavns Universitet. Han forsker for tiden i, hvad studiet af væbnede styrker kan lære af studiet af virksomhedsstrategi.

36

IPmonopolet |25 udg. | ALLIANCER

om SKRIBENTEN

Esben AlsAndersson er kandidatstuderende i International Sikkerhed og Folkeret ved Syddansk Universitet og en del af IPmonopolets chefredaktion.

Hans primære interesse er international strafferet, og han har tidligere arbejdet med flygtningepolitik i Røde Kors.

SKAL DIN ANNONCE VÆRE I IPMONOPOLET?

Magasinet IPmonopolet har et oplag på 500 og uddeles både pr. post og på flere af landets universiteter.

Hvis du er interesseret i annoncering, så kontakt os via mail: redaktion@ipmonopolet.dk

BLIV AKTIV IPmonopolet søger altid engagerede frivillige.

Som aktiv i IPmonopolet kan man f.eks. blive en del af redaktionen, hjælpe til med den daglige vedligeholdelse af vores hjemmeside og facebook-side, skrive blogindlæg eller blive en del af vores PR-team. Mulighederne er mange, og vi modtager også gerne forslag, hvis du mener, at du har andre kompetencer at byde ind med.

Man behøver ikke at være IP-ekspert for at blive en del af redaktionen. Det vigtigste er, at man har lyst til at gøre en aktiv indsats og blive en del af en engageret gruppe af personer.

Såfremt du har lyst til at blive aktiv i IPmonopolet eller bare gerne vil høre mere om os, så skriv til: redaktion@ipmonopolet.dk.

Find os p책 Facebook: www.facebook.com/IPmonopolet Bliv abonnent ved at sende en mail til: redaktion@ipmonopolet.dk

ipmonopolet.dk