IPmonopolet #1

Page 1

IPMONOPOLET.DK

°

ÅRGANG 1

°

NUMMER 1

°

1. UDGAVE

I P M O N O P O L E T TEMA: DARFUR

EN OVERSET KONLIKT? IPMONOPOLET SÆTTER I DENNE UDGAVE FOKUS PÅ DEN VEDVARENDE KONFLIKT I SUDAN OG HERUNDER I SÆRDELESHED KONFLIKTEN I DARFUR. LÆS BL.A.: DARFUR VENTER STADIG PÅ VESTEN SIDE 5. KAN FN BRINGE FRED TIL DARFUR? SIDE 10.

UDBLIK

KRISEN I BURMA – KINAS ROLLE SE SIDE 19.

MONOPOLET

LYKKETOFT VS. SØREN PIND. HÅNDTERES KONFLIKTEN I DARFUR OPTIMALT? SE SIDE 30.

SYNSPUNKT

INTERVIEW MED STEPHEN WALT: THE ISRAEL LOBBY!

The neoconservatives are a key component in the Israel lobby, not a separate element. Many of them have worked for or have connections to key groups in the lobby, such as Washington Institute for Near East Policy, JINSA, AEI, and the Project for a New American Century.

LÆS MERE SIDE 32.


LEDER Velkommen til det nye tidsskrift for International Politik - IPmonopolet.

Ideen bag IPmonopolet opstod på en studietur til New York, hvor vi blandt andet besøgte Time Magazine. Besøget bestod i at overvære et redaktionsmøde samt en briefing om den seneste udvikling i Irak, af deres netop hjemvendte Irak-korrespondent. Atmosfæren på Time var helt unik - international, mangfoldig og kompetent. Redaktionsmødet gjorde specielt indtryk på os. Stemningen var afslappet, men mødet foregik alligevel på et højt journalistisk niveau. Besøget på Time gav os ideen til at starte vores eget studentertidsskrift, der på en tilgængelig måde skulle være et forum for international politik. Samtidig blev vi imponerede over vores medstuderendes beretninger om diverse bachelorprojekter og specialer og blev dermed gjort opmærksomme på den store viden, der kontinuerligt arkiveres uden at komme offentligheden til gode.

Simon

Gravers Jacobsen Stud. Scient. Pol. , Københavns Universitet Ansvarshavende Chefredaktør, IP Monopolet

Tanken bag tidsskriftet altså er en kombination af ønsket om at lave et aktuelt internationalt tidsskrift og samtidig give studerende en platform for at komme ud til offentligheden med deres bachelorprojekter og specialer i et tilgængeligt format. Udgangspunktet er således at give danskere med en interesse for international politik en mulighed for at få indsigt i den store viden, der genereres af bachelor- og specialestuderende og som sjældent når ud til offentligheden. IPmonopolet er i udgangspunktet apolitiske af natur, men det betyder ikke at meninger ikke kommer til udtryk. Tværtimod. Vi åbner en brugerflade for interaktion, for debat og for meningsdannelse. Første nummer IPmonopolets første udgivelse fokuserer på Darfur - et tema, der til stadighed vækker debat. Konflikten i Darfur har været på den internationale dagsorden i adskillige år, men hvorfor denne tilsyneladende inerti? Hvorfor har det internationale samfund ikke reageret for alvor? Hvilke mekanismer er afgørende for den humanitære intervention som så mange efterspørger? Hvilke interesser er på spil? Vi stiller skarpt på konflikten og det internationale samfunds reaktion.I sektionen Udblik sætter vi fokus på aktuelle internationale udviklinger. Ph.d. studerende Camilla T.N. Sørensens, skriver om Kinas håndtering af konflikten i Myanmar/Burma; forsker Stig Toft Madsens om udviklingen i Pakistan efter Bhutto; seniorforsker Jørgen Stauns om Ruslands forestående præsidentvalg; og ph.d. studerende Thomas Mandrup om den politiske situation i Sydafrika efter valget af den korruptionsanklagede Jakob Zuma til formandsposten i ANC.Læs også sektionen Monopolet, hvor Søren Pind og Mogens Lykketoft diskuterer Darfur og sektionen Synspunkt, hvor Harvard professor Stephen Walt interviewes om hans syn på den jødiske lobbys indflydelse i USA.

Stig

Tackmann Stud. Scient. Pol., Københavns Universitet Ansvarshavende Chefredaktør, IP Monopolet

Vi ønsker alle en god fornøjelse med dette nye tidsskrift og håber at se jer den 12. februar på Idealbar i København til en spændende debat om humanitær intervention med bl.a. Morten Kjærum, Peter Viggo Jakobsen og Martin Mennecke i panelet. Dørene åbner kl. 19.00. Den ansvarshavende redaktion

2


INDHOLD LEDER

2

TEMA

4

DARFUR venter stadig på Vesten

5

KAN FN BRINGE FRED TIL Darfur?

10

Har FN, EU og AU LEVET OP TIL DERES ANSVAR?

12

UDBLIK

16

Pakistan: Konstante kriser eller nybrud?

17

Udviklingen i Kinas politik i forhold til krisen i Burma

19

Kreml-klaner i åben strid

22

Den dag ANC krydsede sit Rubicon?

26

MONOPOLET

30

SYNSPUNKT

32

Redaktion

34 3


TEMA

INTRODUKTION

DARFUR EN OVERSET KONFLIKT? I denne udgave af IP-monopolet er temaet Sudan og konflikten i Darfur. Konflikten i Darfur har været på den internationale dagsorden i adskillige år, men hvorfor denne tilsyneladende inerti. Hvorfor har det internationale samfund ikke reageret? Hvilke mekanismer er afgørende for den humanitære intervention som så mange efterspørger? Hvilke interesser er på spil? Vi stiller skarpt på konflikten og det internationale samfunds reaktion. God fornøjelse.

Temaredaktionen 4


DARFUR venter stadig på Vesten Af Olga Ege og Solvej Berlau I Darfur bevæger den blodige konflikt sig snart ind i sit femte år. Omverdenen har alt imens betegnet situationen som alt fra ’folkedrab’ til ’verdens værste humanitære katastrofe’. Efter flere års uenighed har FN’s Sikkerhedsråd besluttet at sende tropper til regionen, og fra januar af skal en hybridstyrke af soldater fra Den Afrikanske Union og FN-soldater sætte en stopper for de stadige overgreb på civilbefolkningen. Men hvorfor har det været så svært at sende hjælp, når der med al tydelighed har været behov for det? Hvorfor har man ikke grebet ind langt tidligere?

K

onflikten i Darfur menes at have kostet over 200.000 menneskeliv, fordrevet to mio. fra deres hjem og gjort omkring fire mio. mennesker afhængige af nødhjælp (1). Men på et kontinent, som mange steder er præget af langt blodigere krige, er det ikke omfanget af lidelserne som gør, at Darfur skiller sig ud. Konflikten i Darfur er udsædvanlig på et andet men afgørende punkt: I de snart fem år konflikten har varet, har det nemlig på intet tidspunkt skortet på oplysninger om situ-

Sudan har i 21 år været præget af borgerkrig mellem Nord- og Sydsudan

ationen. Den vestlige verden har været med hele vejen og i årenes løb år har konflikten fået masser af spalteplads og prime-time sendetid. Hele verden har diskuteret om der var tale om et folkedrab. Spørgsmålet om hvem der kunne, ville og burde gribe ind er blevet vendt igen og igen. Alligevel er det først for nyligt, at det internationale samfund har besluttet at samle en FN-styrke, der skal støtte de hårdt trængte soldater fra AU.

Mange konflikter under samme tag Nøglen til at forstå det internationale samfunds reaktioner, er konflikten selv. I Darfur udbrød der i begyndelsen af 2003 kampe mellem afrikanske oprørsgrupper og arabiske regeringstropper. Oprøret var for det første en reaktion på, at den sudanske regering i årevis havde ført en politik, som fremmede og favoriserede regionens arabiske befolkningsgrupper på bekostning af de afrikanske. Konflikten mellem befolkningsgrupperne var yderligere skærpet af, at mængden af græsningsarealer og dyrkbar jord i Darfur er reduceret pga. Saharaørkenens spredning ind i regionen (2). Denne udvikling har tvunget landbo- og nomadebefolkningen sammen på mindre områder, hvilket har været årsag til indbyrdes strid om adgang til vand og land. Oven i alt dette har Sudan i 21 år været præget af borgerkrig mellem Nord- og Sydsudan og konflikten i Darfur brød ud på et tidspunkt hvor parterne førte fredsforhandlinger. Den fredsaftale, som med hjælp fra flere internationale aktører 5


Darfur på dagsordenen Således har situationen udviklet sig i løbet af årene, som er gået. Men det er som sagt hverken konfliktens omfang eller længde som gør Darfur til noget usædvanligt. For det er ikke første gang, at en regerings brutale metoder rammer en civilbefolkning, at de omkomne skal tælles i tusindvis, og at millioner af mennesker er drevet på flugt. Regeringens militser og oprørsgrupper Det er heller ikke første gang, at det internationale samDen sudanske regerings svar på oprøret i Darfur var at fund undlader at gribe ind i en blodig afrikansk konflikt, erklære regionen i undtagelsestilstand og derefter indlede om hvilket bl.a. folkedrabet i Rwanda er en kronisk påjagten på oprørsgrupperne og deres allierede. Det, der for mindelse. Som det allerede er blevet påpeget, består det snart fem år siden startede som et oprør, og som blev usædvanlige i, at konflikten i Darfur overhovedet indslået tilbage med grove overgreb på den afrikanske civil- fandt sig på den internationale dagsorden. befolkning, har siden udviklet sig til en kompliceret konflikt. Regeringshæren og Janjaweed-militsen er fortsat er Det nye Rwanda? i konflikt med oprørsgrupperne, men det er vanskeligt at Efter at konflikten i FN-regi i slutningen af 2003 var vurdere omfanget af Khartoums kontrol over militsen. blevet karakteriseret som én af “verdens værste humanOprørsgrupperne har til gengæld i mellemtiden delt sig i itære katastrofer”, blev donorinitiativer iværksat af FN et utal af stridende fraktioner, med hver deres dagsorden. og NGO’er for at skabe opmærksomhed omkring ofrene Deres overordnede mål er fortsat modstand mod regimet (5). At 2004 var 10-året for folkedrabet i Rwanda var og ønsket om lokal indflydelse i Darfur, men vejen til desuden en slags held i uheld for Darfur – i hvert fald at nå det mål, er der langt fra enighed om. Udviklingen hvad angik international opmærksomhed. På mindedaghar vanskeliggjort fredsforhandlinger og spændt ben for en for folkedrabet i Rwanda, havde repræsentanter fra langsigtede strategier, hvilket den mislykkede fredsaftale det internationale samfund vanskeligt ved at mindes det fra maj 2006 vidner om (3). Under massivt internationalt tragiske fravær af handling, uden samtidig at tage stilling pres underskrev Darfurs største oprørsgruppe Sudan Lib- til den igangværende konflikt i det nærtliggende Darfur. eration Army (SLM) en fredsaftale med den sudanske regering. En fraktion af SLA og den mindre oprørsgruppe JEM valgte imidlertid ikke at underskrive, og det skrø- At 2004 var 10-året for folkedrabet i belige grundlag holdt da heller ikke længe på freden. De Rwanda var desuden en slags held i nye fraktioner af oprørsgrupperne har brug for materiel i uheld for Darfur form af satellittelefoner og biler, og overfalder som konsekvens både nødhjælpsarbejdere og den civile befolk- Disse begivenheder satte for alvor Darfur på den interning. Taberne er endnu engang de civile, der nu frygter nationale dagsorden. Verdenspressen udråbte konflikten både Janjaweed-militsen og oprørsgrupperne (4). til “det nye Rwanda”, og i sommeren 2004 iværksatte den daværende amerikanske udenrigsminister Colin Fredsforhandlinger i 2007 Powell en undersøgelse, som skulle afklare, om konflikI slutningen af oktober 2007 mødtes repræsentanter for ten kunne karakteriseres som et folkedrab (6). Undersøde stridende parter i Libyen med FN og AU som mæg- gelsen skabte massiv international medieomtale, fordi lere. Her indledte parterne nye forhandlinger, men pros- det var første gang at en udefrakommende stat gennempektet for fred er usikkert, fordi flere indflydelsesrige førte en sådan undersøgelse i en igangværende konflikt. oprørsledere afviste at deltage. Nogle udeblev, fordi Dernæst vakte det nærmest sensation, da Colin Powell de ikke ville indgå i forhandlinger med regeringen før konkluderede, at det, som foregik i Darfur, var folkedrab Janjaweed-militsen var afvæbnet, mens andre, pga. in- - forbrydelsen over dem alle. Det fik dog ingen konkret terne stridigheder, nægtede at sidde ved samme bord som betydning, idet han samtidig fastslog, at USA folkeretligt visse andre fraktioner af oprørsbevægelsen. Endnu andre set, ikke var forpligtet til at gribe ind – underforstået helhævdede, at Libyen ikke var neutral grund og derfor ikke ler ikke havde til hensigt at handle (7). kunne huse fredsforhandlingerne. På nuværende tidspunkt er udsigterne for forhandlingerne derfor usikre. Den amerikanske anklage om folkedrab satte dog ikke en stopper for spørgsmålet om konfliktens karakter. Så mens kom på plads, skulle skabe grundlaget for den fremtidige magt- og ressourcefordeling i Sudan, men i denne proces blev såvel Darfur som andre regioner udelukket. Marginaliseringspolitikken og ressourcekonflikten har, kombineret med ekskluderingen fra de essentielle forhandlinger, ansporet de afrikanske oprørsgrupper i Darfur.

6


blodighederne fortsatte i Darfur, iværksatte også FN en undersøgelse af, hvilken type konflikt der var tale om (8). I modsætning til USA konkluderede FN imidlertid, at der ikke var tale om folkedrab. FN kunne ikke finde belæg for, at overgrebene blev begået med henblik på at udrydde de etnisk afrikanske darfurianere. Ifølge FN kunne forbrydelserne i Darfur derfor ikke betegnes som folkedrab, men faldt under kategorien “forbrydelser mod menneskeheden”. Herefter faldt mediebevågenheden og den politiske interesse drastisk, desuagtet at smerten vel er konstant uanset, desuagtet om man er offer for folkedrab eller forbrydelser mod menneskeheden.

I modsætning til USA konkluderede FN imidlertid, at der ikke var tale om folkedrab Forud for FN-undersøgelsen var konflikten dog blevet bragt op i Sikkerhedsrådet. I adskillige efterfølgende resolutioner truede Rådet med at indføre sanktioner mod Sudan og forlangte at den sudanske regering efterkom sit ansvar som regering, beskyttede indbyggerne i Darfur og afvæbnede Janjaweed-militserne (9). Hverken krav eller trusler blev imidlertid fulgt op med handling, og sikkerhedsrådsresolutionerne indikerede, at det internationale samfund nok var bevidst om konflikten i denne fjerne afrikanske region, men at engagementet var mere af verbal end praktisk karakter. Gerningsmænd på anklagebænken? Den første aktive form for intervention Sikkerhedsrådet iværksatte, var indbringelsen af Sudan for den Internationale Straffedomstol i Haag (ICC) (10). Straffedomstolen er et selvstændigt organ, hvis undersøgelser, anklager og domsafsigelser Sikkerhedsrådet hverken kan kontrollere eller regulere. Sikkerhedsrådet kan derimod på lige fod med stater henvise sager til domstolen, og med refereringen af Sudan var det første gang Rådet benyttede denne mulighed (11). Konkret betyder det, 2 at domstolen har indsamlet bevismateriale og udstedt arrestordrer på to personer, som er mistænkt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Det drejer sig om Sudans minister for humanitære anliggender samt en Janjaweed-leder (12). Sudan har imidlertid ikke tilsluttet sig ICC og regeringen anerkender derfor heller ikke domstolens jurisdiktion og har afvist at udlevere de mistænkte. Så dette første forsøg på retsforfølgelse af formodede gerningsmænd, har hidtil ikke været

succesfuldt. AU i Darfur Med ca. 7000 soldater i Darfur, er Den Afrikanske Union (AU) fortsat den eneste aktør, som aktivt har været til stede under konflikten. AU har opholdt sig Darfur siden 2004 og har arbejdet under et spinkelt mandat, der kun har bemyndiget dem til at beskytte civile i overhængende fare. Med 7000 dårligt udrustede soldater i et område på størrelse med Frankrig, har det været svært at monitorere en fredsaftale og beskytte de civile mod overgreb (13). For den Sudanske regering har AU’s tilstedeværelse sandsynligvis været at foretrække, frem for internationale tropper. Ikke mindst fordi AU alene gennemfører operationer i lande som regeringen i det pågældende land giver tilladelse til. Den sudanske regering har således i en vis udstrækning haft kontrol over operationen (14). FN-tropper i Darfur - Hvorfor først nu? Med Sikkerhedsrådets vedtagelse af en fælles AU/FN mission (UNAMID) ser billedet nu ud til at skulle ændre sig. Begyndende fra januar 2008 skal styrken i Darfur op på omkring 26.000 tropper (15). Regeringen i Khartoum har bøjet sig for kravet om troppernes tilstedeværelse, men fastholder at styrken skal være overvejende afrikansk. Foreløbig har regeringen imidlertid hverken villet godkende en thailandsk bataljon, en nepalesisk specialstyrke eller en nordisk ingeniørstyrke (16). Det er med andre ord fortsat uklart, hvilke lande der kommer til at stille med tropperne og hvorfra de nødvendige logistiske materialer skal komme. Forud for vedtagelsen om at sende hybridstyrken til Darfur, har FN uden held forsøgt sig med forskellige andre sanktionsmuligheder, som fordømmelser, indefrysnings af midler, våbenembargoer etc. Det altoverskyggende spørgsmål er: hvorfor først nu? Hvad er forklaringen på, at FN ikke langt tidligere har indført en skrap politik overfor den sudanske regering og Janjaweed-militserne? Hvorfor er der ikke blevet iværksat en militær intervention i regionen med det formål at stoppe de omfattende overgreb og krænkelser af menneskerettighederne? Forklaringen ligger i, at politik først og fremmest er et spørgsmål om vilje og Sikkerhedsrådet har været splittet i dette spørgsmål. Diskussionen har handlet om hvorvidt konflikten skulle løses via forhandlinger med regeringen i Khartoum eller om FN, mod regeringens vilje, skulle gennemtvinge en militær løsning. 7


Pligt og ansvar i det internationale samfund Når det internationale samfund står over for en konflikt som den i Darfur, rejser der sig en række af muligheder og dilemmaer. Det primære ansvar for at beskytte civilbefolkningen i Darfur ligger hos regeringen i Sudan, men hvis denne enten ikke vil eller er ude af stand til at varetage dette ansvar, kan det internationale samfund vælge at påtage sig opgaven (17). Det er imidlertid aldrig uproblematisk fordi, nok ville en FN-intervention i Darfur redde måske titusindvis af menneskeliv, men samtidig ville en sådan operation krænke Sudans suverænitet og princippet om ikke-intervention i andre stater. Det spørgsmål må staterne i hvert enkelt tilfælde afklare med sig selv - og med hinanden. I forbindelse med denne overvejelse er statsinteresser og opretholdelse af magtstrukturer i international politik væsentlige faktorer. Tidligere eksempler antyder, at der typisk skal være tale om et incitament fra den intervenerende stats side. Det kan for eksempel være i form af historiske, kulturelle, strategiske eller økonomiske interesser i landet, men også eksterne politiske forhold kan være af betydning (18).

Kina og Rusland, som har olie- og våbenaftaler med Sudan for flere millioner dollar, været modstandere af en skrappere politik og følgelig advokerede begge stater for en politisk prioritering af fredsaftalen mellem Nord- og Sydsudan (19). (Det internationale pres på Kina for at gøre sin indflydelse gældende i forhold til Darfur har dog været massivt, hvilket sandsynligvis har medvirket til at reducere Kinas modstand mod international tilstedeværelse i Darfur). Dernæst har USA’s rolle været ambivalent forårsaget af undersøgelseskommissionen og anklagen om folkedrab på den ene side og på den anden side en anti-terror alliance med Sudan pga. landets tidligere tætte forbindelser til Osama bin Laden (20). Som permanente medlemmer har disse staters politiske og strategiske interesser gjort det vanskeligt at opnå enighed om den politiske linje i Sikkerhedsrådet.

Irak-krigen og skepsis overfor vestlig interventionisme For det tredje har en generel skepsis overfor vestlig interventionisme været udtalt siden Irak-krigen blev indledt i 2003. Fordi masseødelæggelsesvåben ikke blev fundet i Statssuverænitet, princippet om ikke-intervention, Irak, blev krigen legitimeret med moralske imperativer statsinteresser og magtstrukturer er således faktorer for om indførelse af vestlige demokratiske normer og befriforklaringen på det internationale samfunds og Sikker- else af den irakiske befolkning fra diktatur. Konsekvenhedsrådets handlemønstre. I eksemplet med Darfur skal sen har været en øget skepsis overfor vestlig intervendisse faktorer ses i forhold til en række forhold, som har tionisme maskeret som ‘humanisme’ (21). vanskeliggjort en samlet indsats i Darfur. Et område på størrelse med Frankrig Fred mellem Nord- og Sydsudan For det fjerde, har den enorme praktiske udfordring, der For det første har fredsslutningen på den 21 år lange konf- er forbundet med en intervention i Afrikas største land, likt mellem Nord- og Sydsudan været prioriteret politisk sandsynligvis holdt mange stater tilbage. Sudans mange over problemerne i Darfur. Denne krig, én af Afrikas konflikter taget i betragtning vil de stater, der fra januar længstvarende borgerkrige, stod i 2004 foran sin afslut- skal sende tropper til Darfur, involvere sig i en komplining, og konflikten i Darfur kunne få års nationale såvel ceret, dyr og sandsynligvis langstrakt freds- og genopsom internationale forhandlinger til at falde til jorden. bygningsoperation. Det internationale samfunds prioritering blev begrundet med, at kritik af situationen i Darfur kunne få den Fred i Darfur – hvordan og hvornår? sudanske regering til at trække sig fra forhandlingerne Alle benspændene til trods, har FN alligevel efter næsten – hvilket Khartoum også truede med. Desuden blev det 5 års blodig konflikt besluttet at indsætte en hybridstyrke hævdet, at fred mellem Nord- og Sydsudan ville kunne i Darfur. Kritikere af resolution 1769 har dog indvendt at etablere en ramme, inden for hvilken konflikten i Darfur mandatet er for spinkelt, at tropperne ikke får tilstrækville blive løst. Fredsaftalen mellem Nord- og Sydsudan kelig handlefrihed samt at resolutionen ikke specificerer blev underskrevet den 9. januar 2005, men banede ikke et samarbejde mellem hybridstyrken og ICC. Samtidig som forventet vejen for fred i Darfur. skrider tiden fremad og pt. er tropperne ikke identificeret. Alligevel må håbet være, at det er nu situationen Olie, våben og krig mod terror vil ændre sig. At det er nu der kommer FN soldater til For det andet indgår strategiske interesser, som fx olie, Darfur og at de vil gøre en forskel. Konflikten i Darfur våben og krig mod terror, når fraværet af en militær in- er kompliceret og løsningen bliver heller ikke ligetil. Der tervention i Darfur skal belyses. Først og fremmest har er mange hensyn at tage, og derfor er det farligt at ty 8


til nemme forklaringer. Men der skal findes en løsning, hvis der skal være håb om fred. De næste par måneder vil vise, om der er grund til forsigtig optimisme, når talen falder på konflikten i Darfur. Noter: . UN Fact Sheet: http://www.un.org 2. Prunier, Gérard (2005), “Darfur – The Ambiguous Genocide”, Hurst & Company, England 2005. 3. ICG, 20. juni 2006: ”Darfur’s Fragile Peace Agreement” 4. Folkekirkens Nødhjælp, 3. maj 2007: ”Kaos i Darfur et år efter fredsaftalen” 5. De tidligste advarsler fra NGO’er om, at en alvorlig konflikt var under optrapning blev udsendt i første halvdel af 2003, hvor organisationer som Amnesty International, International Crisis Group (ICG), Justice Africa samt Læger uden Grænser (MSF) udsendte pressemeddelelser om situationen i Darfur. 6. “Darfur Atrocities Documentations Team”. Undersøgelseskommissionen blev iværksat på initiativ af ‘US Department of State’s Bureau of Democracy, Human Rights and Labor’. Undersøgelsesholdet blev ledet af ‘Coalition for International Justice (CIJ), der er en international NGO, der støtter såvel ICTY i Eksjugoslavien og ICTR i Rwanda, samt yder støtte til andre områder hvor menneskerettighedskrænkelser finder sted. 7. Department of State (9. september 2004), se: http://www.state.gov/ 8. FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1564 (18. september 2004).

17. Se ICISS rapporten (2001): http://www.iciss-ciise.gc.ca/menu-en.asp samt udkommet af UN Summit 2005 På: http://www.un-ngls.org/un-summit-FINAL-DOC.pdf 18. Jvf. USA i Irak i 1991 og 2003, Frankrig i Rwanda i 1994, Italien i Albanien i 1997, Australien i Østtimor i 1999 samt England i Sierra Leone i 1999. 19. Prunier, Gérard (2005), “Darfur – The Ambiguous Genocide”, Hurst & Company, England 2005. “Report of the International Commission of Inquiry on Darfur to the United Nations Secretary-General”, Geneva, 25. januar 2005, tilgængelig på: http://www.ohchr.org/ english/docs/darfurreport.doc 20. Prunier, Gérard (2005), “Darfur – The Ambiguous Genocide”, Hurst & Company, England 2005. DIIS (2005), “Nye trusler og militær magtanvendelse”, Gullanders Bogtrykkeri A/S, Skjern, Danmark 2005. 21. Anti-interventionisme er imidlertid ikke kun et ikke-vestligt fænomen, men er – med omvendt fortegn - også til stede i adskillige vestlige stater, hvilket også har spillet ind i forhold til Darfur. Her daterer forbeholdet overfor at sætte egne soldaters liv på spil i fremmede landes konflikter sig tilbage til den katastrofale “Black Hawk Down-operation” i Somalia i 1992, hvor amerikanske soldater blev dræbt og slæbt gennem Mogadishus gader. Interventionen i Somalia endte i en konfrontation mellem lokale oprørsstyrker og FN’s UNSOM II personel, hvor 18 amerikanske soldater omkom ved nedskydningen af tre Black Hawk helikoptere. I praksis kom det til at betyde, at FN- tropperne forlod Somalia tidligere end oprindelig planlagt og uden at have opfyldt de erklærede mål deres mandat havde fordret. På den måde blev Somalia interventionen både et skridt i retning af en ‘norm’ for beskyttelsen af menneskerettighederne, samtidigt med at interventionen indikerede et af de store praktiske problemer forbundet hermed. ‘Somalia syndromet’, eller den såkaldte ‘body-bag factor’, blev synonym for vestlige staters forbehold mod at ofre egne soldater i ‘humanitære interventioner’ i fremmede lande.

9. Der er frem til i dag vedtaget 18 Sikkerhedsrådsresolutioner om Darfur. 10. FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1593 (31. marts 2005). 11. Den internationale straffedomstol i Haag (ICC) (1998/2003) tilgængelig på: http://www.icc-cpi.int/ 12. Læs mere på: http://hrw.org/english/docs/2007/02/23/darfur15402.htm 13. Se: www.african-union.org 13. Reeves, Eric (7. september 2005). www.sudanreeves.org 15. FN’s Sikkerhedsrådsresolution 1769 (31. juli 2007) 16. Information, 16. november 2007 ”FN advarer om fiasko i Darfur”.

9


KAN FN BRINGE FRED TIL

?

DARFUR

Af Anders Hastrup

Selvom det er lykkedes FN endelig at få det nominelle ansvar for de fredsbevarende styrker i Darfur, ser det desværre ikke ud til at tropperne kan gøre det særlig meget bedre end den Afrikanske Union, der hidtil ikke har været i stand til at forbedre forholdene for regionens hårdt prøvede befolkning. Nye krige Siden den fejlslagne fredsaftale, The Darfur Peace Agreement (DPA), blev underskrevet af kun én af Darfurs oprørsfraktionerne i maj 2006 har krigen radikalt ændret karakter. Hvor man for 4 – 5 år siden kunne beskrive konflikten som en krig mellem oprørsfraktioner og centralregeringen i Khartoum og deres væbnede janjaweed-militser, har billedet ændret sig drastisk. En ny analyse af årsager og konfliktmønstre må afprøves for en forståelse af, hvad der ligger bag miseren i Darfur.

gennem janjaweed-militserne, så er den generelle sikkerhedssituation forværret det seneste år. Alene i løbet af 2007 er der kommet over 300.000 nye internt fordrevne flygtninge i regionen, der flokkes i overfyldte lejre. Den systematiske voldtægt af kvinder fortsætter, tilsyneladende lige flittigt benyttet af alle konfliktens parter, og det bliver sværere og sværere for de internationale nødhjælpsorganisationer at danne sig et samlet billede af den humanitære situation. Dette skyldes at angrebene på de internationale organisationer er taget til i styrke i løbet af det sidste år, hvilket har betydet at mange NGO’er har måttet trække sig helt eller delvist ud af regionen og kun kan operere og levere fødevarehjælp ved hurtige nålestiksaktioner, primært med helikopter. Som om det ikke var slemt nok, rapporterer FN nu om en akut stigning i fejlernæring, fødevaremangel og spædbørnsdødelighed.

”Hvor man for 4 – 5 år siden kunne beskrive konflikten som en krig mellem oprørsfraktioner og centralregeringen i Khartoum og deres væbnede janjaweed-militser, har billedet ændret sig drastisk. En ny analyse af årsager og konfliktmønstre må afprøves for en forståelse af, hvad der ligger bag miseren i Darfur”

Splittelsen af oprørsfraktionerne som resultat af uenigheden i ordlyden i fredstraktaten har skabt nye alliancer og et hav af nye rebelgrupperinger, der nu samarbejder med de arabiske militser, der i udgangspunktet bekæmpede dem. Samtidig er de arabiske janjaweedmilitser dybt desillusionerede over centralregeringen i Khartoum, der ikke belønnede dem tilstrækkeligt for deres morderiske kampagner mod landsbyerne i Darfur. Dette betyder, at de arabiske militser i stigende grad indgår alliancer med oprørene og hver enkelt hjørne af denne kæmpe region i Afrikas største land er opløst i krigsherreregimer, hvor der kæmpes på lokalt plan om Kan FN bringe fred? resurser og land, og hvor den fælles politiske platform og FN-resolutionerne, der blev vedtaget i 2006 og 2007 har ambitioner med det væbnede oprør for længst er glemt. givet grønt lys for udsendelsen af op til 26.000 fredsbevarende styrker for at beskytte civilbefolkningen. Desværre Den humanitære situation er ideen om FN-styrker blevet konsekvent modarbejdet Dette totale sammenbrud af politisk orden og opløsning af regimet i Khartoum, der ser konflikten i Darfur som et af regionen i autonome krigsherre områder har betydet, indenrigspolitisk anliggende, som det internationale samat det igen er civilbefolkningen, der betaler den højeste fund ikke skal blande sig i. Dette betyder at den FN-styrke, pris. Selvom antallet af drab er faldet og ikke er på niveau der endelig er på plads nu kun udgør en lille del af det sammed de oprindelige kampagner iværksat af Khartoum lede antal tropper, som resolutionerne giver mandat til.

10


Styrken overtager jobbet fra den Afrikanske Union (AU) og i første omgang er der kun tale om at AU’s grønne baretter bliver byttet ud med blå hjelme. AU har imidlertid ikke været i stand til at skabe fred i Darfur i løbet af de seneste år. Dette skyldes en kontraproduktiv cocktail af manglende udstyr, dårlig kommunikation og kommunikationslinjer, samt en manglende vilje til at indgå dialog med de oprørsfraktioner, der ikke skrev under på fredsaftalen DPA. Således er den Afrikanske Union, med rette, blevet beskyldt for at være partisk og har mødt stor modstand blandt mange af de flygtninge i de lejre, de var sendt ud for at beskytte. Hvis FN skal have nogen som helst succes i Darfur, er det vigtigt at gentænke missionen og organisationens mulige råderum. Desværre ser det ikke ud til at lykkes med den nuværende AU/FN hybridstyrke, hvor de samme underbemandede og umotiverede soldater blot har skiftet signalfarve men ikke hverken har resurser eller vilje til at indgå en fornuftig dialog med de mange forskellige mennesker, de er sendt ud for at beskytte.

11


Har FN, EU og AU levet op til deres ansvar? Af Birthe Thykier Møller

Birthe Thykier Møller skriver om det internationale samfunds håndtering af konflikten i Darfur i lyset af Responsibility to Protect-doktrinen, der påbyder FN at handle hvis en suveræn stat mangler vilje eller evne til at beskytte egne borgere mod folkemord eller massive menneskeretskrænkelser. Responsibility to Protect I marts 2007 anklagede FN’s Darfur-menneskerettighedsmission Sudan for at stå bagved folkemord i Darfur og fremsatte i en rapport en række anbefalinger: Til Sudans regering om samarbejde med FN/AU-styrken, til oprørsstyrkerne om at nedlægge våbnene, til FN og Khartoum om at samarbejde med Den Internationale Straffedomstol (ICC) om procedurer til at beskytte civile og forbyde salg af våben til Sudan. Rapporten var udformet med afsæt i tanken fra 2001 om et ansvar til at beskytte, ’Responsibility to Protect’, kaldet R2P-doktrinen, hvis tanke var, at stater har det primære ansvar for at beskytte civile i væbnede konflikter - men kan de ikke dette, overgår ansvaret til FN.

Fra retfærdig krig til ansvar for beskyttelse R2P-doktrinen trækker på traditionen om retfærdig krig, der startede med en teologisk disput over, hvorvidt en kristen måtte være soldat. Teologen st. Augustins svar, der byggede på Ciceros tanker, var, at krig kunne retfærdiggøres ved selv-forsvar og gengældelse. Retsfilosoffen Thomas Aquinas tillod krig under tre betingelser: • Med den valide autoritet fra en suveræn (auctoritas principes) dvs. modsat privat vold og feudalisme. • Den rette intention (Recta intentio), dvs. upartiske og gode motiver. • En retfærdig sag (Justa causa) dvs. selv-forsvar og gennemtvingelse af rettigheder, som er videreført i krigens folkeret Jus ad bellum i FN-Pagten. Juristen Alberico Gentili (De Jure Belli, 1598) og fadderen til ’the law of

1212


Den militære situation Målet i resolutionen om, at indsættelsen af hybridstyrken skulle ske i løbet af ét år, og ca. halvdelen heraf være parat til at erstatte AU-styrken pr. 31.12.2007, er langt fra opfyldt. Kun 9000 ud af 26.000 mand er kommet på plads pga. logistiske problemer og mangel på donorer. Operabiliteten hindres af, at der kun er én hovedvej på 2300 km. fra Port Sudan til AlFasher, hvilket fordrer, at janjaweed og regeringen ikke lægger hindringer i vejen for UNAMID. I Tchad findes en stor lufthavn, som kunne benyttes af FN, hvis Sudan og Tchad gav lov. Det behøver Bashir Den humanitære situation USA og andre har beskrevet situationen som ikke, da resolution 1769 udtrykker respekt for Sudans folkemord. EU og FN kalder det ’verdens værste territoriale integritet, og vil ikke ske, da forholdet humanitære katastrofe’. Modsat i Kosovo kæmpes til præsident Déby er anspændt. Det vil også kræve der i Darfur om adgangen til knappe ressourcer som stabilisering af det usikre område omkring Abéché. vand, og olie. Årtiers tørke har ført til kampe mellem Darfurs ikke-arabiske folkeslag fur, og den arabisk Resolutionen autoriserer ikke ’all means necestalende befolkning under ét kaldt for ’baggara’ på sary to restore peace and security’. Uden det kan ’hvis vegne’ de arabiske janjaweed-militser kæmper, styrken ikke afvæbne oprørslederne og militsgrupuofficielt støttet af Khartoum. Tal fra organisationen perne. ’En robust styrke’, der skal beskytte civile Coalition for International Justice estimerer, at om- på 510.000 km2 land, kræver støtte fra luften, men kring 400.000 er døde af sult, overgreb eller sygdom. indsættelsen af helikoptere lader vente på sig. Og Det estimerede antal internt fordrevne personer er nu kommer regntiden i Sudan. Under disse bevokset fra ca. 2 millioner i starten af januar til 2,15 tingelser anbefaler militærfolk en politisk løsning. millioner pr. 1. juli; og at den totale berørte population (Sudans befolkning er ca. 39 millioner, Darfurs ”Det store problem er, at der ca. 6,5) er vokset fra knap 4 millioner i januar til ikke findes en samlende figur for 4,14 millioner i juli 07. Disse tal vokser månedligt. nations’, Hugo Grotius anførte som noget nyt i ’De Jure Belli ac Pacis’ (1625), at der skulle være moralske og juridiske, og ikke religiøse grunde til at gå i krig. Jævnfør R2P-doktrinen kan humanitære beskyttelsesoperationer legitimeres af den rette – upartiske - intention og af rette grund - justa causa - at beskytte civile i væbnede konflikter og stoppe folkemord. Darfur-missionens opfordring til FN var, at der var brug for ’urgent international action’ i Darfur. Har AU, FN og EU fulgt disse opfordringer og påtaget sig ansvaret for Darfur?

Den folkeretlige situation FN tog efter lang tids tovtrækkeri det internationale ansvar på sig og vedtog enstemmigt den 31. juli resolution 1769, der i første omgang gav nyt håb for Darfurs civile. Den gav en FN-AU hybridstyrke (UNAMID) mandat til at beskytte FN-personel, nødhjælpsarbejdere, civile i flygtningelejrene, og fastholdte Sudan på sit ansvar til ’at beskytte’ Darfurs civile, som netop var udgangspunktet for Darfur-missionens rapport.

oprørslederne i Darfur, der kan forhandle fred med regeringen”

Den strafferetlige situation Resolution 1769 opfordrer Sudan til at overholde humanitær lov. UNAMID gives ikke autoritet til at overskride Sudans jurisdiktion, medmindre FN anerkender, der er tale om folkemord, og giver nyt mandat til at gennemtvinge humanitær fred, som det skete i 1995 i Bosnien. Det positive er, at sikkerhedsrådet på EU’s foranledning fik nedsat en kommission, der skulle undersøge Nu skulle man tro, at volden kunne stoppes og fred- ’folkemord’ i Darfur. Sagen blev overdraget til ICC. sprocessen fremmes. Det er langtfra tilfældet. Resolu- Men det hindrer ICC’s arbejde, at UNANID ikke selv tionen er et sammenstød mellem to lejre i FN, hvor den kan fængsle folkemordere eller overdrage disse til realistiske (Kina og Rusland) hidtil har overtrumfet ICC. Begge dele kræver Sudans accept. At opnå dette den idealistiske (USA og delvist Frankrig og England), er en by i Kina, hvorhen Sudans loyalitet er rettet. hvilket direkte kan aflæses i det begrænsede mandat.

13


Den politiske situation Der er lang vej endnu til den evige fred. I begyndelsen af august var der optimisme på konferencen i Arusha, Tanzania, men de to væsentlige oprørsgrupper, SLA/M, der repræsenterer de fordrevne fur’er, og SLA Unity afstod fra deltagelse. En ny fredskonference begyndte 27.10 i Sirte i Libien med deltagelse fra FN, EU, USA, Kina og Rusland, men blev udskudt, da de to væsentlige oprørsledere, Abdel Wahid al-Nur og Khalil Ibrahim ikke dukkede op. Ifølge EU’s rådgiver Umberto Tavolata er det store problem, at der ikke findes en samlende figur for oprørslederne i Darfur, som afdøde sydsudaner Garang, der kan forhandle fred med regeringen. FN’s udsending Jan Eliassons håb er, at de to grupper på et senere tidspunkt kommer med.

med et ord, men det gør Burma trods alt. Det positive ved EU-topmødet var, at Kosovos uafgjorte status blev omtalt som et sui generis-spørgsmål, der ikke vil danne præcedens. Man kan håbe, at otte års tovtrækkeri mellem EU, FN og Rusland ender med, at Kosovo bliver anerkendt som en selvstændig multi-etnisk stat.

Sanktioner på vej? Til sidst kan man stille spørgsmålet, hvad kan EU, AU og FN gøre? USA’s kongres vedtog i april 2006 en lov, der muliggør en række økonomiske og retlige sanktioner overfor Sudan. Problemet er ifølge Human Rights World Report 2007, at det ikke er efterfulgt af sanktioner fra FN og EU, så som en våbenembargo, indefrysning af udenlandske konti og rejseforbud for sudanske politikere. Rusland og Kina er imod. Håbet er, International Crisis Group: at EU og FN vil følge efter, når USA’s nye lov træder i Ingen fred uden retfærdighed kraft og giver delstaterne mulighed for at indføre sankNovember 2007-rapporten fra International Crisis tioner indenfor områderne som olie, energi, minedrift Group (ICG) anbefalede en reformulering af Darfur- og militærudstyr, der kan ramme Sudan økonomisk. fredsprocessen, der bør inkludere landbesiddelser, olierettigheder og de lokale regeringer. UNMAID Tendenser mod fred og retfærdighed burde være mere pro-aktiv i beskyttelsen af civile, og FN, AU og EU mangler stadig at påtage sig det fulsikkerhedsrådet burde straffe obstruktion af UNAMIDs de ansvar for Darfur. To tendenser arbejder dog mod deployering, overtrædelse af humanitær lov og presse fred og retfærdighed i Darfur. For det første et relaKhartoum til aktivt samarbejde med ICC og overdrage tivt nyere princip om Responsibility To Protect, der sigtede for folkemord til ICC. En fundamental juster- i stigende grad anerkendes af FN, EU og af humaning af FN/EU’s mæglerposition kræver opbakning fra itære talerør som ICG. Den anden tendens er reviAU, Rusland og Kina med henhold til at udøve effek- taliseringen af justum bellum-tanken og forbundet tivt pres på Khartoum for at opgive en militær sejr, at dermed retfærdighedsprincippet, materialiseret med støtte EU/FN som det eneste forhandlingsforum, og Nato’s intervention i Kosovo og Den Internationale udvikle konsensus om en ny politisk strategi. En fred- Domstols dom i 2007 i sagen Bosnien mod Serbien. sløsning kan i ICG’s optik ikke ske uden retfærdighed. Den Internationale Domstol slog som noget nyt fast, at stater, der er passivt vidne til folkemord, som SerKinas indflydelse i Afrika stigende bien var i Bosnien, også kan drages til ansvar. Den – på bekostning af EU? Internationale Domstols fordømte den serbiske stat Afrika-EU-topmødet i Lissabon i december 2007 for ikke at påtage sig ansvaret for at stoppe den etvedtog en fælles EU-Afrika strategi, der tager sigte niske udrensning og gribe ind overfor folkemordet på at indfri mål som god regeringsførelse, udvikling, i Srebrenica, hvilket også kan siges at være en vifred og menneskerettigheder og energiaftaler i Af- dereførelse af R2P-doktrinens grundtanke indenrika. Trods disse handlingsplaner og ambitionerne for det internationale domstolssystem i FN-regi. om at sætte Darfur på dagsordenen, endte topmødet i skænderier om handelsaftaler. Afrika er ikke nær så Stater, der overtræder menneskerettigheder, har fået afhængig af Europa længere, nu hvor Kina er kom- sværere ved at gemme sig bag ikke-indblandingsprinmet på banen og har store olie- og handelsinvester- cippet, som Bosnien-sagen illustrerer, og hærchefer, inger i lande som Sudan. Sudan afviste et foreslået der bryder humanitær lov er blevet stillet til ansvar møde mellem Al-Bashir og FN’s to specialudsend- ved straffetribunaler såsom ICTY. Den Internationale inge i Darfur på topmødet. Zimbabwes Mugabe Straffedomstol kræver folkemordere straffet ud fra stjal billedet, og udstillede Vestens uenighed overfor justum bellum og R2P-tanken, om at varig fred kræver folkemord. I konklusionerne fra det europæiske råds retfærdighed. Dette peger på en tredje tendens: en hutopmøde i Lissabon i december nævnes Darfur ikke manisering af international lov og moderne folkeret.

14


IPmonopolet sponsoreres af:

15


DBLIK

U U

På Udblik finder du en række aktuelle indlæg skrevet af fagligt stærke skribenter, der besidder en specialiseret viden om vores aktuelle internationale udviklinger.

DBLIK

U

16


Pakistan: Konstante kriser eller nybrud? Af Stig Toft Madsen

Stig Toft Madsen redegører for den politiske ud- 6. Alternativt: Pakistan er ved at blive et movikling i Pakistan og diskuterer mulige fremtids- derat og oplyst muslimsk land. Landet kan blive den scenarier. muslimske verdens forbillede. Der er flere mulige gode grunde til fra dansk side at 7. Pakistan er relevant for de pakistanere i Danbeskæftige sig med pakistansk politik: mark, som lever transnationale liv. 1. Danske soldater befinder sig i nabolandet Afghanistan.

Jeg vil forsøge, at se nærmere på punkterne 4 og 6. Spørgsmålet er, om pakistansk politik vil lægge sine konstante kriser bag sig og tilpasse sig verdenssam2. Pakistans eksport af hjemmedyrket og/eller fundets spilleregler? statssponsoreret islamisk terror, som rettes mod dets naboer og mod andre lande. Hvad karakteriserer pakistansk politik? Den kollektive evne til at sameksistere under den demokratiske 3. Som eneste islamiske stat har Pakistan atom- retsstats institutioner uden rutinemæssigt at efterleve våben. Skrækscenariet er, at landets atomvåben disse institutioners ånd og bogstav. Den kollektive ”falder i de forkerte hænder” evne til - trods de farer og omkostninger det medfører - konstant at udfordre ikke bare partipolitiske 4. Skønt tilsyneladende anarkistisk, fremviser modstandere, men at sætte spørgsmålstegn ved alle pakistansk politik en egenlogik, som skaber et stabilt offentlige institutioner og love, inklusiv forfatninanarki i konstant krise. En sådan form for politik er gen. En tendens til at indgå i uafsluttede kontroverinteressant og potentielt grænseoverskridende. ser om statens rette form. Således har det fra landets grundlæggelse været uklart om landet var tiltænkt at 5. Pakistansk politik er underholdende soap, blive et islamisk teokrati, et militært diktatur eller et hvor hver episode i sagaen ender med et løfte om, at multireligiøst demokrati. En knæsat tradition for at historien fortsætter i en ny episode med følelsesladet omstændighederne omkring væsentlige beslutninger dramatik, der såmænd også appellerer til et dansk og begivenheder aldrig afdækkes, men omgærdes af publikum. et væv af gensidige beskyldninger og sammensværgelses teorier, som kaster et konceptuelt slør over 17


landets historie fra dets oprindelse frem til i dag. Mordet på Benazir Bhutto er det seneste eksempel på dette. Rundt og rundt, frem og tilbage, op og ned er det gået i en ”dødedans” (1) på ”kanten af det sorte krater” (2) gennem attentater, kup, undtagelsestilstande, forfatningskriser, korruptionsskandaler, og mestendels tabte krige. Trods sit renommé som verdens farligste land har der alligevel været sammenhængskraft nok til at landet har kunnet udvikle sig økonomisk i stort set samme takt som det nyglamourøse Indien. Måske har landet fundet en post-kolonial niche, hvor det trives med sine dynastiske pseudodemokratiske partier, sine generaler som driver politik og forretning i stor stil og som belønnes med amerikansk og arabisk generøsitet, mens klanledere og gejstlige finder spillerum til at etablere islamiske emirater i de dele af landet, som ikke er formelt integreret i resten af landet. Eller står landet nu endelig overfor en politisk transformation, der vil gøre det til et oplyst demokratisk muslimsk land, som indikeret i punkt 6?

Talibaniseringen er blevet en reel trussel i selve Pakistan

Det forløbne år har set forskydninger i hvad Mogens Lykketoft kalder ”kræfternes parallelogram”, hvor dommere, advokater, journalister, studerende, intelligentsia, og politiske ledere fra en række partier har stået sammen – i hvert fald indtil det forestående valg delte dem - mod præsident Musharrafs forfatningsbrud, undtagelsestilstanden, censuren og fængslingerne. Man kan nu skimte en vej ud af den politiske kulturs jernbur – i hvert fald hvis man kan se bort fra, at næsten alle politiske grupperinger er familie- og klanbaserede ligesom Sikander Malik Siddiques og Wallait Khans på Københavns Rådhus (3), og at selv nogle af de mest demokratiske ”partiejere” baserer deres magt på en feudal økonomi (4). Hvad skulle i givet fald have bevirket, at Pakistan i den nuværende situation vil kunne bevæge sig ud af det stabile anarki, som landet hidtil har befundet sig i, og ind i en fase af demokratisk stabilitet? Har de demokratiske kræfter vokset sig stærke nok? Udgangspunktet er dårligt, idet pakistanerne ifølge nogle undersøgelser faktisk er mindre demokratisk sindede end andre folk i Sydasien. Måske er mange familier

blevet velstillede nok til at satse på at moderation og retskaffenhed kan hedge eller gardere deres plads i det økonomiske paradis? Muligvis. Men vigtigere er det, at Talibaniseringen er blevet en reel trussel i selve Pakistan. Det viste sig i striden om den Røde Moske i hovedstaden Islamabad, i oprettelsen af islamisk miniemirater i Swat og Waziristan, og i tilfangetagelsen af hundreder af pakistanske soldater i stammelandet. Tidligere arbejdede hæren og sikkerhedstjenesterne sammen med de hellige krigere om at tilføre deres modstandere i især Afghanistan og Indien tusinder af blødende sår. Nu føres den hellige krig på pakistansk jord, og for første gang er den pakistanske hær kommet direkte i Talibans og Al Qaidas skudlinje. De direkte angreb på hæren (inklusiv militærets skolebusser), på de politiske ledere og på moderate klanledere i stammeområderne vil måske udløse et skred i retning af en mere demokratisk samfundsformation, hvor militæret arbejder sammen med folkevalgte mod en fælles totalitær fjende. Måske. For de planer, som USA er ved at udarbejde om at skride til operationer på landjorden inde i Pakistan, kan ende med at drive de folkevalgte og hæren tilbage i armene på Taliban, og så er landet nærmere teokratiet end nogen sinde tidligere (5). Sig Toft Madsen, 16. januar 2008 Noter: (1) Martin Krasnik og Jeppe Matzen i Weekendavisen, 28. december 2007 (2) Søren Espersen i Debat.bt.dk på http://debat.bt.dk/index.php?id=1&view=single_thread&cat_uid=9&conf_ uid=46&thread_uid=8609 (3) Arne Hardis m. fl. i Weekendavisen, 2.12.2005, Politiken 30.11.2005 (4) Fengers anmeldelse af Benazir Bhutto: Benazir Bhutto - Datter af Østen, på www.historie-nu.dk/site/index.php?option=com_ content&task=view&id=583&Itemid=82 (5) www.nytimes.com/2008/01/06/washington/06terror. html?th&emc=th og www.nytimes.com/reuters/world/international-pakistan-usa.html?_r=1&oref=slogin for New York Times’ analyse af de seneste amerikanske militære planer og de pakistanske reaktioner

18


Udviklingen i Kinas politik i forhold til krisen i Burma Af Camilla T. N. Sørensen

Fakta Kina-Burma: · Deler grænse på 2187 km. · Anslået 1,5 mio. kinesiske immigranter i Burma, som især spiller en vigtig rolle i den voksende turistindustri – hoteller, restauranter mv. - i Burma. · Stærke økonomiske relationer. Kina importerer særligt gas og naturressourcer samt tømmer fra Burma, mens Burma særligt importerer billige forbrugsvarer og våben. Stigning i kinesiske virksomheder i Burma. · Kina har investeret massivt i opbygningen af Burmas infrastruktur, og Kina også har igangsat konstruktionen af flere rørledninger til transport af olie og gas til Kina, hvorved den kinesiske afhængighed af fri transport gennem det sårbare Malacca Stræde mindskes. Kina er tilsyneladende ved at opbygge egne havneanlæg i Burma, så Kina sikres direkte adgang til det Indiske Ocean.

D

e burmesiske generalers voldelige håndtering af de demonstrerende munke i september i år fik hurtig verdens opmærksomhed. Fokus blev samtidig rettet mod Kina med krav om, at Kina som en af de vigtigste allierede for de burmesiske generaler tog et ansvar og lagde et massivt pres på det burmesiske regime for at sikre en fredelig løsning. Hermed stod Kina atter i den vanskellige situation, som i takt med Kinas voksende økonomiske, politiske og militære styrke ofte konfronterer de kinesiske ledere i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Snævre nationale interesser i at sikre adgang til energi- og naturressourcer og beskyttelse af de traditionelle principper om ikke-intervention og suverænitet står overfor voksende interesser i at fremstå som en ansvarlig og konstruktiv stormagt og sikre et pragmatisk forhold til de øvrige stormagter, særligt USA. Udviklingen i Kinas politik i forhold til krisen i

Hermed stod Kina atter i den vanskellige situation, som i takt med Kinas voksende økonomiske, politiske og militære styrke ofte konfronterer de kinesiske ledere i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Burma de seneste måneder illustrerer imidlertid også, hvorledes Kinas fortolkning og udøvelse af traditionelle principper om ikke-intervention og suverænitet er under forandring. Så hvordan har Kinas politik i forhold til krisen i Burma udviklet sig de seneste måneder og hvad siger det om udviklingen i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik? I starten af krisen i Burma forsøgte Kina at holde sig til den traditionelle ”hands-off” politik og argumenterede for, at krisen i Burma var et indenrigspolitisk anliggende og ikke en trussel mod regional og global stabilitet, hvorfor hverken Kina eller det internationale samfund i skikkelse af FN kunne

eller skulle blande sig. Kina gav ligeledes udtryk for modstand mod alle bestræbelser på at indføre internationale sanktioner vendt mod de burmesiske generaler. Der er ingen tvivl om, at Kina allerede fra starten af krisen førte et travlt diplomati bag scenen for at undgå, at krisen skulle udvikle sig som i 1988, hvor de burmesiske generaler slog meget hårdt ned på demonstranter og flere tusinde blev dræbt. Som krisen i Burma forværredes og det internationale fokus på Kinas rolle og politik steg, skete der imidlertid en udvikling i den officielle kinesiske position. Kina begyndte således offentligt på diverse pressekonferencer og møder i FN at ’opfordre’ de burmesiske generaler til at vise ’tilbageholdenhed’, ’genoprette stabiliteten’ og sikre 19


en fredelig løsning. Ligeledes begyndte Kina gradvis at acceptere en rolle til FN og støttede den FN-udtalelse, som banede vejen for FN-udsending Gambari’s besøg i Burma. Det er bemærkelsesværdigt, at det var den kinesiske ambassadør i Burma, som tog imod FNudsending Gambari under det første besøg i Burma og kinesiske diplomater, der ledsagede Gambari rundt. Dette antyder, at Kina spillede en afgørende rolle for at formidle Gambari’s besøg og særligt Gambari’s overraskende møde med Aung San Suu Kyi. Kina har således gradvist indtaget en central og aktiv rolle i forhold til at sikre dialog mellem FN og de burmesiske generaler og mellem den burmesiske opposition og de burmesiske generaler. At Kina på denne måde bevæger sig hen imod at indtage en form for mæglerrolle i en anden stats interne konflikt og mellem en stat og det internationale samfund i skikkelse af FN er et opsigtvækkende skridt. Seneste har den kinesiske viceudenrigsminister Wang Yi aflagt besøg i Burma og meget bemærkelsesværdigt opfordret de burmesiske generaler til at søge dialog med oppositionen og gennemføre økonomiske og politiske reformer. I en kinesisk diplomatisk kontekst er dette yderst usædvanligt - at Kina på denne vis åbent kommenterer andre staters, særlig nabo-staters, indenrigspolitiske forhold. Kina har stærke – økonomiske, politiske og strategiske - interesser i stabilitet i Burma, og anser økonomisk udvikling samt politisk forsoning og dialog som

en forudsætning for stabilitet på sigt. Kina satser ikke længere entydigt på de burmesiske generaler, men har de senere år udbygget relationerne til den burmesiske opposition. Dette er også for at sikre Kinas position og interesser i Burma den dag, hvor generalerne må overgive magten. Kina arbejder således – i samarbejde med ASEAN, hvor Burma er medlem – på at sikre politisk forsoning og dialog i Burma samt økonomisk udvikling, så burmeserne også kan få gavn af den økonomiske

aler, men udviklingen stemmer imidlertid også overens med den overordnede igangværende proces i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er således muligt at identificere en række lighedspunkter mellem udviklingen i Kinas politik i forhold til krisen i Burma og udviklingen i Kinas politik i forhold til Nordkorea og Sudan/ Darfur. Kinas udgangspunkt er at stå fast på de traditionelle principper om ikke-intervention og suverænitet og at pointere

og politiske integration og udvikling, der præger Sydøstasien. Som antydet skal Kinas bestræbelser også ses i lyset af Kinas voksende interesser i at fremstå som en ansvarlig og konstruktiv stormagt og sikre et pragmatisk forhold til de øvrige stormagter, særligt USA - så længe krisen i Burma fortsætter, vil fokus være på Kinas rolle i Burma.

FN’s centrale rolle (og Kinas begrænsede indflydelse) samt at økonomisk udvikling, snarere end sanktioner, isolation og militær intervention, er nødvendig for at sikre varige løsninger. Bag scenen indtager Kina imidlertid en aktiv rolle i forhold til at sikre dialog mellem de involverede parter. Gradvist, som Kina opbygger selvsikkerhed, så ses også en ændring i Kinas Udviklingen i Kinas politik i officielle position i forhold til forhold til krisen i Burma skal den pågældende konflikt, hvor ses i sammenhæng med det vok- Kina anerkender, at Kina kan og sende internationale fokus på vil spille en central og konstrukkrisen i Burma og på Kinas re- tiv rolle i forhold til at sikre en lationer til de burmesiske gener- fredelig udvikling. Som antydet, 20


er Kinas modstand mod sankEn mere pragmatisk og proaktiv kinesisk tioner, isolation og direkte miludenrigs- og sikkerhedspolitik er således unditær intervention blandt lighedser udvikling. De traditionelle principper om punkterne. Kinas bestræbelser ikke-intervention og suverænitet vejer fortsat sigter mod at forebygge, at konftungt, men der er tegn på, at fortolkningen og likterne skal udvikle sig til et udøvelsen af disse er under forandring. punkt, hvor den internationale opbakning til sådanne tiltag er så massiv, at Kina får svært ved og teknologioverførsler spiller tiv kinesisk udenrigs- og siki stigende grad ind på Kinas kerhedspolitik er således under ikke at tilslutte sig. udenrigs- og sikkerhedspolitik. udvikling. De traditionelle prinDenne’’eksperimenterende’ Samtidig styrker spørgsmål som cipper om ikke-intervention og tilgang, som kendetegner ud- Taiwan, Tibet og Xinjiang Kinas suverænitet vejer fortsat tungt, viklingen i Kinas rolle og politik fastholdelse af de traditionelle men der er tegn på, at fortolknini forhold til internationale konf- principper om ikke-intervention gen og udøvelsen af disse er likter, afspejler Kinas ændrede og suverænitet. Alle disse – til under forandring. Dette er en rolle og position i det interna- tider svært forenelige - inter- meget spændende udvikling tionale system, og det faktum, esser og hensyn spiller ind på de eller proces at følge, men det at kinesisk indenrigspolitik og kinesiske lederes overvejelser har også gjort det endnu svæudenrigs- og sikkerhedspolitik om, hvordan Kina skal forholde rere at forudsige, hvordan Kina i stigende grad er vævet sam- sig til internationale konflikter. vil agere i forhold til forskellige men. Kina ses i stigende grad Der er i høj grad også tale om en internationale konflikter. som en stormagt, og der er en læreproces – de kinesiske ledere højere grad af international op- er ved at lære, hvordan de bedst mærksomhed på Kina med flere kan agere i et internationalt syskrav og forventninger til Kinas tem, hvor Kina indtager en helt rolle og politik. Hos de kine- anden rolle end tidligere. Det er siske ledere i Beijing er der en således nyt, at Kina forventes stigende erkendelse af, at Kina at tage ansvar og en ledende ikke kun skal sikre egne snævre rolle i løsning af internationale nationale interesser, men også konflikter, og det stemmer ikke må tage hensyn til den region- overens med Deng Xiaopeng’s ale og globale stabilitet og ud- centrale guidelines for Kinas vikling, og at Kina må tage et udenrigs- og sikkerhedspolitik ansvar. Dette er afgørende for - ’hold lav profil’ og ’tag aldrig at sikre pragmatiske relationer ledelsen’. De kinesiske ledere til de øvrige stormagter, særligt mangler erfaringen, hvilket USA, men regional og global sta- også er med til at forklare den bilitet er ligeledes en afgørende ’eksperimenterende’ tilgang forudsætning for at fastholde en dette er egentlig en typisk kifortsat høj økonomisk vækst og nesisk tilgang, som også har dermed den indenrigspolitiske karakteriseret den økonomiske stabilitet. Ydermere er Kinas reformproces i Kina. De kinegeografiske interessesfære og siske ledere prøver sig forsigtigt rækkevidde kraftigt ekspanderet frem og søger at finde en måde, i takt med den økonomiske re- hvorpå de bedst kan håndtere og formproces og nyere hensyn tilgodese de mange interesser såsom sikring af adgang til en- og hensyn. ergi- og naturressourcer, nye eksportmarkeder, investeringer En mere pragmatisk og proak-

21


Kreml-klaner i åben strid

Af Jørgen Staun

Selvom den russiske præsident Putin officielt har udpeget sin tro følgesvend Dmitrij Medvedjev som sin favorit-kandidat til det russiske præsidentvalg i marts – og arvefølgen dermed synes sikret i det russiske rige – er den interne magtkamp i Kreml langt fra slut. De forbigåede klaner i Kreml forsøger med alle midler at sikre, at den magt – og de enorme pengesummer – de har tilkæmpet sig under Putins styre, ikke går dem af hænde

S

må to uger før det russiske parlamentsvalg i december sidste år slog politiet i Moskva til mod en række højt placerede russiske forretningsfolk og embedsmænd, herunder vicefinansminister Sergej Stortjak, som de arresterede under anklage for forsøg på at tilrane sig mere end 43 millioner dollars af statens penge. Arrestationen forløb uden den store mediebevågenhed fra den russiske og internationale presse, som ikke er uvant med korruptionssager, der involverer russiske embedsmænd - især ikke når der er valgkamp og man gerne statuerer eksempler. Anklagen mod Stortjak lød på svindel med 43,4 millioner dollars fra et angiveligt fejlslagent forsøg på at inddrive en gammel statsgæld, som Algeriet i sin tid optog i Sovjetunionen. Udover Stortjak blev også Viktor Zakharov, der er chef for den private virksomhed Sodexim, samt Vadim Volkov, formanden for Moskvas interregionale investeringsbank MIB, arresteret. Strafferammen er på op til 10 års fængsel. På overfladen kunne sagen godt ligne en, der ikke handler om meget mere end endnu en embedsmand og hans medsammensvorne, der har haft fingrene for langt nede i statens lommer – og så har været så uheldige at blive brugt som eksempel på myndighedernes utrættelige kamp mod den omsiggribende korruption.

Kamp om stabiliseringsfond Men nu er den 53-årige Sergej Anatolievitj Stortjak ikke nogen Hr. hvem som helst. Stortjak har i en årrække været den liberale finansminister Aleksej Kudrins højre hånd og Ruslands chef-forhandler, der har sikret den førtidige russiske tilbagebetaling af den russiske udlandsgæld til de vestlige lande i Paris Klubben.

“Enhver entreprenør benytter sig af det juridiske system til at forsvare sine interesser. Jeg er ingen undtagelse. Den eneste forskel er, at jeg handler i statens interesse” Derudover – og ikke uvæsentligt – er Stortjak finansministeriets chef for den nu mere end 150 milliarder dollars store russiske stabiliseringsfond, der efter norsk forbillede skal sikre Ruslands økonomi mod et fald i energipriserne. Fonden skal derudover sikre, at olie-milliarderne ikke fører den såkaldte ”hollandske syge” med sig, hvor olie-industrien fortrænger al anden russisk produktion og lader inflation løbe løbsk, og dermed skader den russiske økonomis stabilitet og konkurrenceevne. 2222


I takt med fondens hastige vækst er koret af indflydelsesrige folk, der vil poste nogle af pengene ud i samfundet, steget gevaldigt. Ikke mindst op til parlamentsvalget. Kompromisset er blevet, at fonden per 1. februar i år deles op i to, hvor de første 124 milliarder dollars sættes af til en reservefond som hidtil, mens de resterende nu skønsmæssigt pænt 25 milliarder afsættes til en såkaldt national velfærdsfond, der fremover vil kunne investeres i infrastrukturprojekter, ligesom fonden kan støtte private projekter i det russiske erhvervsliv. Indtil videre har finansminister Kudrin via Stortjak siddet tungt på pengekassen og dermed kontrollen over hvem, der kan få del i de mange milliarder. Men hvis Stortjak havner i fængsel og korruptionssagen viser sig at have udløbere langt ind i finansministeriet – hvilket den særlige Undersøgende Komité, ledet af Aleksandr Bastrykin, som står bag sagen, fremførte i et mislykket forsøg på at udvide anklagerne mod Stortjak i starten af december – vil Kudrin eventuelt kunne presses til at slække på kontrollen over den nationale velfærdsfond, og dermed lade nogle af de konkurrerende klaner i Kreml blive kompenseret ad den vej. Kremls grå eminence Bag arrestationen af Stortjak anes således en af Ruslands mest magtfulde mænd, Igor Setjin. Setjin, der ligesom Putin har en fortid i KGB, er vice-stabschef i præsidentadministrationen og er manden der kontrollerer Putins kalender, ligesom han kontrollerer den information, der tilgår præsidenten. Setjin regnes som leder af en del af den såkaldte Silovikifraktion i Kreml, der består af folk med baggrund i sikkerhedstjenesten eller mi-litæret. Setjin er allieret med Viktor Ivanov – også en tidligere KGBmand – der er rådgiver for Putin og kontrollerer ansættelsesspørgsmål, samt Nikolaj Patrusjev, chefen for den russiske sikkerhedstjeneste, FSB. Og så er Setjin manden bag oprettelsen af den såkaldte Undersøgende Komité og udpegelsen af dets leder, Aleksandr Bastrykin, en af Putins gamle klassekammerater fra jurastudiet i Leningrad, nu Sankt Petersborg. Anklagemyndigheder på randen af åben krig Den Undersøgende Komité er en slags konkurrerende anklagemyndighed ved siden af anklagemyndigheden, der kontrolleres af Jurij Tjaika, som

regnes som medlem af en anden del af Silovikifraktionen, der ledes af Viktor Tjerkesov, chefen for den føderale narkotikakontrol, og Viktor Zolotov, chefen for Putins personlige sikkerhedstjeneste. Tjerkesov og Zolotov menes at have et rimeligt forhold til den såkaldte ”liberal-teknokratiske” klan i Kreml omkring Kudrin og Medvedjev, som Putin har valgt til at skulle føre landet videre. Siden oprettelsen i september sidste år, hvor den Undersøgende Komité overtog mere end 18.000 kriminalfolk fra anklagemyndigheden samt godt 60.000 sager – herunder mordene på Aleksandr Litvinenko, den tidligere KGB-agent, der blev forgiftet i London, og mordet på den Kreml-kritiske journalist, Anna Politikovskaja – har politifolk fra de to anklagemyndigheder flere gange været på randen af åben krig. Da agenter fra FSB og den Undersøgende Komité i oktober sidste år i Moskva-lufthavnen Domodedovo ville arrestere General Aleksandr Bulbov, Tjerkesovs højre hånd fra den føderale narkotikakontrol, overgav han og hans sikkerhedsfolk fra narkotikakontrollen sig først efter et intenst stand-off i lufthavnen mellem de to sæt af svært bevæbnede sikkerhedsfolk. Bulbov spillede en hovedrolle i den såkaldte Tri Kita sag, en bestikkelses- og våbensmuglingsaffære, som i juni 2006 kostede Vladimir Ustinov, en tro allieret med Setjin, posten som chef for anklagemyndigheden – deraf Setjins ønske om at få oprettet den Undersøgende Komité, så han og hans kreds kunne bevare det effektive våben; en lydig anklagemyndighed med dertilhørende domstole og dommere i klanernes krig mod hinanden. Kamp mellem sikkerhedstjenesterne Arrestationen af Bulbov fik Tjerkesov til, i et åbent brev i avisen Kommersant at advare mod det, han så som ”infighting mellem sikkerhedstjenesterne”, hvilket ifølge ham kunne skade Ruslands politiske stabilitet. Og selvom man ikke ligefrem bliver populær hos Putin ved på denne måde at udstille det beskidte undertøj offentligt, valgte Putin – efter behørig offentlig kritik af Tjerkesov – alligevel at udpege ham til at lede en nyoprettet internt regerings kommissariat til at bekæmpe ulovlige stoffer. Altså et signal fra Putin om, at han stod på Tjerkesovs side. 2323


Svaret fra Tjerkesovs modstandere var næppe heller til at tage fejl af. Den 27. oktober blev ligene af Konstantin Durzenko, officer i narkotikakontrollen og Sergej Lomako, hans tidligere kollega, således fundet forgiftede i en grøft i Sankt Petersborg. Og selvom de to mænd sidst var blevet set på en lokal beværtning, og selvom der i Rusland er mange tilfælde af dødsfald som følge af forgiftet vodka, ser flere analytikere mordene som led i den interne klan-krig i Kreml, hvor målet var at skade Tjerkesov.

at han bedrev ”fløjls-genprivatisering” til fordel for sikkerhedstjenesterne.

”Enhver entreprenør benytter sig af det juridiske system til at forsvare sine interesser. Jeg er ingen undtagelse. Den eneste forskel er, at jeg handler i statens interesse”, forsvarede Shvartsman sig med. Shvartsman har senere tilbagekaldt interviewet – som Kommersant har på bånd, samt i en udskrift, der er kontrasigneret af Shvartsman selv – og hævdede, at han var blevet brugt i en intern krig mellem klanerne i Kreml. Ikke desto mindre satte Tjerkesov har da også siden formået at svare igen. interviewet gang i en heftig debat om sikkerhedSåledes forsøgte anklagemyndigheden i første om- stjenesternes involvering i lyssky affærer i dagens gang helt at få forkastet sagen mod Stortjak. Siden, Rusland. Som den russiske udgave af magasinet da den Undersøgende Komités folk hævdede at Smart Money udtrykte det på forsiden: ”K.G.B. er have fundet cirka 1 million dollars i kontanter i bedre end M.B.A.” Alt sammen velegnet til at tilsStortjaks lejlighed, som de hævdede var stjålne værte Setjin og Patrusjev. penge fra sagen, og truede med at udvide sagen til også at omfatte folk i finansministeriet, iværksatte Putins milliarder anklage-myndigheden den 16. december en under- Mere opsigtsvækkende er imidlertid den mængde søgelse af den Undersøgende Komités interne for- materiale om Putins angivelige lyssky affærer, der hold. kort før udpegningen af Medvedjev som sandsynlig tronfølger efter Putin, pludselig kom til offentDa han godt en uge senere dukkede lighedens kendskab.

op i Ukraines hovedstad Kijev, fortalte han – synligt rystet – at han var blevet ”kidnappet, bedøvet og tilbageholdt” af ukendte gerningsmænd, at han trak sit præsidentkandidatur tilbage og at han ikke ville vende tilbage til Rusland før efter præsidentvalget

K.G.B. er bedre end M.B.A. Og i hvad der kunne ligne et åbent forsøg på at tilsvine sikkerhedstjenesten, og dermed Igor Setjin og Nikolaj Patrusjev, lod finansmanden Oleg Shvartsman sig interviewe til Kommersant, der ejes af oligarken Alisjer Usmanov, som er forbundet til det statslige gasselskab Gazprom, som igen kontrolleres af Dmitrij Medvedjev. I interviewet fortalte Shvartsman, at han på vegne af familiemedlemmer til folk i Kreml-toppen samt i FSB og SVR, den indenlandske og udenlandske sikkerhedstjeneste, var chef for en 3,8 milliarder dollars stor fond, der med ”frivillig-tvang metoder” overtog russiske virksomheder til spotpris. Han sagde,

Den 12. november lod Stanislav Belkovskij, en Setjin-nær spindoktor, sig interviewe til den tyske avis Die Welt, hvor han hævdede, at Putin gennem mellemmænd ejede aktier til en værdi af i alt godt 41 milliarder dollars. Ifølge Belkovskij kontrollerer Putin 37 procent af aktierne i energiselskabet Surgutneftegas, der har en markedsværdig på godt 20 milliarder dollars. Derudover kontrollerer han 4,5 procent af aktierne i Gazprom, verdens største gasselskab. Desuden ejer Putin angiveligt 50 procent af aktierne i olieselskabet Gunvor, via forretningsmanden Gennadij Timsjenko, der er hjemmehørende i Schweiz. Gunvor omsatte ifølge Belkovskij sidste år for godt 40 milliarder dollars og havde en overskud på 8 milliarder dollars. Sidste gang, der var nogen, der offentligt udtalte sig om Putins angivelige milliardformue og nævnte Timsjenkos navn i samme sætning som Putins, var under præsidentvalgkampen i Rusland i 2004. Her hævdede Ivan Rybkin, en af præsidentkandidaterne, at Putin var ”en af Ruslands største oligarker”, og at Putin sammen med Timsjenko havde til hensigt at overtage kontrollen med Ruslands dengang største private olieselskab Yukos. Kort efter forsvandt 2424


Rybkin under mystiske omstændigheder. Da han godt en uge senere dukkede op i Ukraines hovedstad Kijev, fortalte han – synligt rystet – at han var blevet ”kidnappet, bedøvet og tilbageholdt” af ukendte gerningsmænd, at han trak sit præsidentkandidatur tilbage og at han ikke ville vende tilbage til Rusland før efter præsidentvalget.

der kontrollerer strømmen af hemmeligstemplede oplysninger i Kreml.

Pres på Putin Når Belkovskij efter at have offentliggjort den slags kompromitterende materiale om Putin stadig går frit omkring – ja, stadig er i live – kan det kun skyldes, at han har opbakning på allerhøjeste sted – efter al sandsynlighed hos Igor Setjin. Belkovskij har således tidligere fungeret som Setjins budbringer. I foråret 2003 forfattede Belkovskij således en artikel om, at de russiske oligarker var i færd med at udføre et ”snigende kup” mod Kreml. Artiklen ses af de fleste analytikere som startskuddet på kampagnen mod Mikhail Khodorkovskij, ejeren af det dengang største russiske olieselskab, Yukos. Yukos blev siden erklæret konkurs og eksproprieret efter at være blevet præsenteret for en angivelig skattegæld på godt 28 milliarder dollars. Et af Yukos datterselskaber, Yuganskneftegaz blev efterfølgende solgt langt under markedspris på en lukket, statslig auktion, hvor det eneste bud kom fra skuffeselskabet Baikalfinancegroup, hvis bestyrelsesformand var Igor Setjin. Baikalfinancegroup blev få dage senere opkøbt af det statslige olieselskab Rosneft, som Igor Setjin også er bestyrelsesformand for. Rosneft skal angiveligt have tjent op mod 100 milliarder dollars på operationen. Mikhail Khodorkovskij fik til gengæld 8 år i en arbejdslejr i Sibirien.

Hvad end årsagen er: Kredsen omkring Igor Setjin, og andre af Medvedjevs modstandere, synes ikke parate til at overgive sig uden kamp, hvorfor vi roligt kan forvente yderligere klan-krige. Om det bryder ud i åben, storstilet, kamp – ja, nogen iagttagere, blandt andet Anders Åslund, er ligefrem begyndt at tale om et muligt kup, hvilket dog lyder noget usandsynligt – er det helt store spørgsmål og afhænger først og fremmest af Medvedjevs – og Putins – evne til at få de tabende parter under kontrol.

Formålet med at lække oplysningerne skal angiveligt have været at forsøge at presse Putin til enten at vælge en anden og mere Setjin-nær efterfølger end Medvedjev eller forblive på præsidentposten.

Så kan de to altid ryge i totterne på hinanden senere, når Medvedjev – som Putin i sin tid – skal konsolidere sin magt, og derfor begynder at rydde ud i de gamle magtkredse.

Ligeså opsigtsvækkende som oplysningerne om Putins angivelige milliardformue er offentliggørelsen to dage før det russiske parlamentsvalg af en undersøgelsesrapport fra 1992 forfattet af Marina Salje på vegne af parlamentet om, at Putin angiveligt skal have modtaget bestikkelse, da han som ansat i bystyret i Sankt Petersborg var chef for bystyrets udlandshandel. Ifølge Ruslandskenderen Anders Åslund fra Peterson Institute for International Economics i Washington, er det sandsynligvis kun en mand som Igor Setjin – og måske Nikolaj Patrusjev, chefen for FSB – der har adgang til den slags informationer om Putin. Setjin er således samtidig den person, 2525


Den dag ANC

krydsede sit Rubicon? Af Thomas Mandrup

T

irsdag den 18. december 2007 kan meget vel gå over i historien som dagen hvor Sydafrikas regeringsparti, ANC, krydsede sit Rubicon. Det var dagen hvor et klart flertal på partiets kongres i Polokwane valgte den detroniserede vicepræsident og korruptionsanklagede Jakob Zuma til formandsposten i ANC. Dette på bekostning af Sydafrikas nuværende præsident Thabo Mbeki. Partiet har dermed fået en skandaleramt formand, som tidligere har været anklaget og efterfølgende frikendt for voldtægt, og som har en korruptionsanklage hængende over hovedet. Det var denne anklage der i 2005 fik ham fyret fra posten som Sydafrikas vicepræsident. Efter valget af Zuma til formand for ANC er han lige nu favorit til at efterfølge Mbeki senest i 2009 og dermed blive landets nye præsident. Zuma har dog meddelt, at han trækker sig hvis han bliver dømt. En dom ville dog også fjerne hans muligheder for, at blive valgt til posten som landets præsident. Men det var ikke kun valget af Zuma der gjorde den overståede partikongres interessant. Kongressen gav også Zumas fløj i partiet, der bl.a. inkluderer fagbevægelsen COSATU, Kommunistpartiet, ANC Youth League og ANC Womens League, en række andre tillidsposter i partiet, bl.a. posten som næstformand. Mbeki-fløjen, der har kontrolleret ANC siden 1999, blev reelt sat uden for indflydelse i partiet. Sydafrika står derfor i den situation, at partiet kontrolleres af Zuma, mens regeringen kontrolleres af Mbeki, dog maximalt frem til 2009, hvor Mbekis anden og sidste præsidentperiode slutter. Hvad betyder dette? Selvom Zumas sejr var et kæmpe nederlag for Præsident Mbeki, så får dette på kort sigt ikke nogen direkte indflydelse på den førte politik. Men det betyder dog, at der er et klart split mellem Mbekis regering og så selve partiet, der nu kontrolleres af Zuma. Det er en ny situation, fordi Mbekis fløj i ANC tidligere havde kontrol med begge. Selvom det vil gøre det politisk liv sværere for Mbeki, vil han ikke umiddelbart være tvunget til at ændre sit regeringsgrundlag, selvom den parlamentariske situation er blevet mere vanskelig. Godt nok har ANC flertal i par-

lamentet, men det er også et parti, hvor medlemmerne er nød til at forholde sig til den ny magtfordeling i partiet. Men hvad der sker efter 2009 er mere usikkert, hvilket jeg vil komme tilbage til. Begge parter var i forbindelse med afslutningen på partikongressen fremme med forsonende toner, for derigennem at nedtone forskellene. Både Mbeki og Zuma understregede, at de begge tjener samme parti og ville arbejde på at løse de problemer som bevægelsen stod overfor. Men tilbage står, at partiet aldrig tidligere har været så splittet, og der forestår et stort arbejde i at få lægt de åbne sår.

Men Zumas sejr er også væsentlig af helt andre årsager. Fordi det er en kamp om ANC’s sjæl Men Zumas sejr er også væsentlig af helt andre årsager. Fordi det er en kamp om ANC’s sjæl. Partiet har traditionelt, bl.a. som konsekvens af dets historie som frihedsbevægelse, påberåbt sig retten som moralens vogter i sydafrikansk politik. Men med valget af Zuma som formand for partiet, og det til trods af anklagerne mod ham for korruption i forbindelse med store våbenindkøb, har ANC mistet sin uskyld. Det vil være nemt for partiets modstandere at sætte spørgsmålstegn ved partiets intentioner, og derved give næring til tidligere fremsat kritik om, at ANC forsøger at beskytte egne interesser og sikre sig et monopol på magten. Valget af Zuma er blot det seneste eksempel på, at moral ikke længere er væsentlige parametre, men det at tjene egne interesser, også økonomiske, er væsentligere. Et andet eksempel på den aftagende morale kunne være Mbekis beskyttelse af Sydafrikas politichef, Jackie Selebi, der har erkendt at have omgåedes en af landets mest berygtede mafiabosser privat. Dette bliver af mange iagttagere set som et udtryk for, at eliten i ANC bliver stadigt mere arrogant og tilsidesætter regler, etik og normer for egen vinding. Valget af den korruptionsdømte Tony Yegeni til ANC’s centrale organ, National Executive Council, er i denne sammenhæng også bemærkelsesværdigt. Grundlæggende sender ANC det signal til omverdenen, at korruption ikke er 26


diskvalificerende for politikere. Dette sender ligeledes et uheldigt signal til resten af befolkningen, og specielt de offentligt ansatte, hvor korruption indtil nu har været betragtet som et problem og et stigende et af slagsen. Det er i den forbindelse endnu mere betænkeligt, at ANC ledelsen ønsker at stække den uafhængige statslige anklagemyndighed, ved at fjerne dets institutionelle uafhængighed. Meddelelsen om, at retssagen mod Zuma vil blive genoptaget, som kom få dage efter hans valg til formand for ANC, kan ses som en konsekvens af denne plan. Anklagemyndigheden ønskede at reagere, inden dets selvstændighed for alvor var blevet stækket. Zumas støtter har gennem hele perioden fastholdt, at korruptionsanklagerne mod Zuma var en politisk skueproces iscenesat af hans politiske modstandere, og i særdeleshed præsident Mbeki.

Selvom Zumas sejr var et kæmpe nederlag for Præsident Mbeki, så får dette på kort sigt ikke nogen direkte indflydelse på den førte politik

bedre alternativer. COSATU erklærede i 2005, at man senest 2015 ville satse på at overtage kontrollen med ANC for at trække politikken mod venstre. Dette virker som om at det allerede er påbegyndt. I valget af Zuma har man fået en svækket kandidat, som man politisk vil have nemmere ved at styre. Men hvad vil Zuma politisk? Han var, indtil 2005, en central figur i Mbeki’s regering og dermed medansvarlig for den førte økonomiske politik. Men til trods for det bliver han betragtet som en mand af folket, og har i hele forløbet givet udtryk for at ville øge fokus på de marginaliserede grupper i samfundet. Den folkelige stil kunne skyldes bl.a. hans ikke-akademiske baggrund og stil, der står i skærende kontrast til Mbeki og folkene omkring ham. Zuma taler direkte til hovedparten af partiets græsrødder. Et andet interessant element er, at Zuma er etnisk Zulu, hvor ANC indtil nu har været kontrolleret af Xhosaer. Zuma har erklæret, at man ikke skal forvente de store forandringer i den førte økonomiske politik. Dette skal bl.a. ses som et forsøg på at berolige de internationale investorer og finansielle markeder, der med frygt har observeret udviklingen i ANC. Men partikongressen vedtog en række bemærkelsesværdige nye politiske strategier. Zuma har i hele optakten til kongressen talt om et øget fokus på at adressere de marginaliserede gruppers behov. Et eksempel på dette, var beslutningen om at fremskynde landreformerne, så 30 pct. af landbrugsjorden vil være omfordelt senest i 2014. Et andet område der var i fokus, var erklæringer om en øget indsats mod landets epidemiske kriminalitetsrate, noget som Mbeki i sin regeringstid er blevet voldsomt kritiseret for. Hvad angår andre centrale beslutninger, er det værd at nævne, at valget af Zuma som formand, indikerer at ANC’s græsrødder længe har ønsket at gøre op med Mbekis topstyring af partiet. Dette område er også noget, der har ført til stor frustration og splid internt i partiet.

Men hvordan kunne Zuma vinde valget? Set udefra virker det på det nærmeste surrealistisk, at den skandaleramte Zuma overhovedet var i stand til at stille op til valget og ligeså at vinde valget. Men Zuma’s sejr skal måske primært forstås som et fravalg af Mbeki, frem for et valg af Zuma, valget mellem pest eller kolera har været brugt som sammenligning. For at forstå dette er man nød til at kigge på ANC som organisation. ANC kan ikke opfattes som et parti i gængs forstand, men er i realiteten en alliance af en lang række interesseinstitutioner. Der har længe været utilfredshed i organisationens venstrefløj med den førte økonomiske politik, specielt fra medlemmerne af COSATU og Kommunistpartiet. Mbekis lyserøde økonomiske politik, har medført en stabil økonomi med pæne vækstrater, lav inflation og renter. Men den brede befolkning, har ikke oplevet mærkbare økonomiske forbedringer, og bl.a. jobskabelsen har været en skuffelse. Mbeki blev op til valget Men har ANC krydset sit Rubicon, og i 2005 kritiseret for ikke at ’kære sig’ nok om den brede er der ingen vej tilbage? Vil vi se ANC befolknings nød og behov, og for at fokusere for meget der bevæger sig væk fra det spor der på at rejse verden rundt som fredsmægler og international statsmand. Trods denne kritik, vandt ANC valget og blev lagt af Mandela, om åbenhed og øgede endnu engang sin andel af sæder i parlamentet, demokrati? hvor man nu har 2/3 dels flertal. Men dette understreger, at ANC er mange ting og at en stemme på ANC ikke Men har ANC krydset sit Rubicon, og er der ingen vej nødvendigvis er en stemme på Mbeki, men i mangel af tilbage? Vil vi se ANC der bevæger sig væk fra det spor

27


der blev lagt af Mandela, om åbenhed og demokrati. Et ANC, der mener at have monopol på magten, og måske lader sig inspirere af søsterpartiet ZANU-PF i Zimbabwe? Det er ikke umiddelbart en sandsynlig udvikling, da stærke kræfter i partiet vil modarbejde en sådan udvikling. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at fagbevægelsen COSATU, der har haft en central rolle i promoveringen af Zuma, jo har været en af de mest kritiske røster i relation til Zimbabwe. Valget af Zuma kan derfor også tolkes derhen, at demokratiet i ANC er blevet styrket, hvilket er godt for demokratiet i Sydafrika. Ved denne udvikling er politik igen blevet vedkommende for den bredere befolkninger der kan konstatere, at det er muligt at udfordre og besejre eliten. Problemet er så bare, at man har valgt en skandaleramt formand, der vil få svært ved at overbevise Sydafrikas internationale partner om sin troværdighed. Omvendt skal det understreges, at selvom der er stærke indicier mod Zuma, så er han ikke dømt. Dernæst viser historien i f.eks. Frankrig og Italien jo, at korruptionsanklager ikke nødvendigvis udgør et problem for en præsident.

lancering af IPMONOPOLET.DK I forbindelsen med offentliggørelsen den 1. feb. vil redaktionen bag IPmonopolet afholde en lancering af tidsskriftet:

Tirsdag den 12. feb. kl. 18.30 på Idealbar Enghavevej 40, København V Indgang er gratis Aftenen vil byde på en introduktion af IPmonopolet samt en debat under temaet; ”DARFUR – En overset konflikt?” – et tema, som også behandles i 1. udgave af IPmonopolet. Efter debatten er baren åben for en drink, øl eller andet godt. Vi opfordrer folk til at blive til en hyggelig aften. 28


IPmonopolet sponsoreres af:

29


Mogens Lykketoft

vs

monopolet

Søren Pind

I forlængelse temaet, ”Darfur– en overset konflikt”, har vi adspurgt to markante politikere, Mogens Lykketoft og Søren Pind, om deres synspunkter på netop dette emne. Disse er særligt relevante, da de til dagligt beskæftiger sig med internationale problemstillinger i deres egenskab af udenrigsordfører for hhv. Socialdemokraterne og Venstre.

Hvordan mener du, at FN har håndteret situationen i Darfur indtil nu?

Hvad bør den vestlige verden, herunder Danmark, gøre i tilfælde af an forværring af situationen?

Lykketoft: FN har været lammet, fordi Sikkerhedsrådet ikke har været enigt. Der kan jo ikke iværksættes nogen FN-aktion, med mindre et flertal i Sikkerhedsrådet og alle fem faste medlemmer accepterer det. Kina har længe tøvet på grund af dets stærke interesse i et godt forhold til regeringen i Khartoum og levering af olie fra Sudan. Nu er der heldigvis bevægelse – ikke mindst fordi Kina har flyttet sig og støtter udsendelsen af en FN-styrke.

Lykketoft: Vi bør deltage i FN-styrken og presse/hjælpe den Afrikanske Union til at søge at løse opgaven. Realiteterne lige nu synes at være, at situationen er en smule forbedret i området.

Pind: FN har igen bevist, at det i forhold til at forhindre humanitære katastrofer er ineffektivt. FN-sy-stemet er en efterkrigs-konstruktion, der blev skabt for at tilvejebringe et regelsæt for staternes indbyrdes omgang, men som hurtigt blev formet af den kolde krig. Det blev et forum, hvor henholdsvis den vestlige, frie del af verden og kommunismens diktaturer kunne kommunikere for at forhindre et udbrud af den evigt latente konflikt i koldkrigsperioden. Pind: I verden efter murens fald drejer begivenhederne sig ikke længere om to ideologiers kamp om verdensherredømmet. Øst og Vest er ikke længere enheder, men opdelt i fragmenter, der hver især i kraft af udviklingen har fået globale interesser. FN-systemets effektivitet afhænger derfor af, at i praksis Sikkerhedsrådets medlemmer i overvejende grad har sammenfaldende interesser. Dette er meget sjældent tilfældet.

30


Hvilke hindringer ser du i dag for den manglende handling i Darfur?

Vil det under nogen omstændigheder kunne retfærdiggøres at foretage en humanitær intervention uden om FN’s sikkerhedsråd?

Hvordan forudser du det fremtidige forløb i Darfur-regionen?

Lykketoft: FN-lammelsen jfr. 1) – som forhåbentlig er ved at blive overvundet. Men det er også et problem, at der har været megen tøven fra FN’s medlemslande m.h.t. at levere bidrag.

Lykketoft: Ja - vi gjorde det jo i Kosovo uden beslutning i Sikkerhedsrådet, hvor Rusland blokerede, men med accept fra de fleste lande i FN

Lykketoft: Vanskeligt at besvare, men jeg håber naturligvis, at FN-missionen vil lykkes og at det vil tvinge parterne til forhandling. FN kan ikke løse de bagved liggende konflikter – det kan parterne kun selv gøre – hjulpet af bistand udefra til at genopbygge et fungerende samfund i Darfur.

Pind: Darfur er - desværre - et godt eksempel på FN’s ineffektivitet. Særligt Kina har i høj grad ladet egne interesser gå forud for sikringen af overholdelse af menneskerettigheder og bekæmpelsen af en umenneskelig situation i området. Det er dog glædeligt, at et internationalt pres har fået disse to lande til - dog modvilligt - at acceptere det, der blev til Sikkerhedsrådets resolution 1769. Bestemt. Pind: I tilfælde, hvor FN-systemet blokeres af et modvilligt permanent medlem af Sikkerhedsrådet, er det min opfattelse, at der kan opstå situationer, der kræver handling - også militær. I så tilfælde må man holde frihedens og demokratiets fane højt. Pind: Jeg håber meget, at FN og den Afrikanske Union i fællesskab kan stoppe grusomhederne i området. Det er dog forventeligt, at den sudanesiske centralregering vil sætte sig imod og jeg frygter, at troppeantallet i det kæmpe område vil være helt utilstrækkeligt. Endvidere er FN-mandatet i Sikkerhedsrådets resolution 1769 udvandet og indeholder f.eks. ikke mandat til at afvæbne janjaweed-militsen, hvilket kunne tyde på en fortsættelse af myrderierne, mens det internationale samfund står på sidelinien og har travlt med at beskytte sig selv.

31


S

YNSPUNKT

Stephen Walt – Om den israelske lobby.

Stephen Walt er professor i International Politik ved Harvards John F. Kennedy School of Government. I foråret 2006 udgav Walt i samarbejde med John Mearsheimer fra University of Chicago en artikel om de negative effekter af den israelske lobby. De to forskere tilskrev denne løse koalition af individer og organisationer en uforholdsmæssig stor magt. Lobbyen påvirker amerikansk udenrigspolitik i en pro-israelsk retning, der ifølge de to forfattere ikke er i den amerikanske nationalinteresse. Artiklen, der udkom i London Review of Books, skabte stor opmærksomhed i medierne og førte til voldsom kritik af de ellers anerkendte forskere fra bl.a tidligere Secratary of State, Madeleine Albright. The central argument is centred on two assertions. Firstly that supporting Israel to the present extent is not in the national interest of the United States; secondly that Israel is not morally superior to its neighbours.In other words there is no reasonable, objective, justification for the current support for Israel. But is this two-folded logic not incommensurable. Either the argument must follow a national interest logic in which case morality is irrelevant or vice versa.

In continuation of the morality strand of your argument. You mention a number of Israeli democratic deficits, one of them being the fact that Israel is a Jewish State. Many democratic states are in fact rooted in religion eg. Denmark and the United Kingdom. Is this ‘democratic problem’ really enough justification to compare Israel with neighbours like Egypt, Syria and Jordan – all of which have democratic problems of a totally different dimension?

The distinction isn’t between “national interest” and “moral interest”; it is between “strategic interests” and “moral interests,” which together comprise the national interest. We argue that neither can justify or fully explain the “special relationship” in which the US gives Israel nearly unconditional support.There is a strong moral case for Israel’s existence, but not for the current relationship.

The United Kingdom is a liberal democracy like the United States, in which citizens of any ethnic group or nationality or religion are supposed to enjoy equal rights. Israel is more like Germany or Japan, where the state and citizenship are defined in more narrow terms. We don’t condemn this; we just note that this conception of democracy is different from America’s. But the main point is that the mere fact that Israel is democratic doesn’t explain

the “special relationship,”--we don’t give any other democracy the same sort of special treatment. The article seems to argue that the present US unpopularity is partially caused by the one-sided support for Israel. For arguments sake, lets take Israel out of the Middle East equation. The US would probably still be in the region, due to its national interest (oil). There would still be severe 32


S

YNSPUNKT

socio-economic problems and the majority of the countries in the region would still be lead by corrupt dictators. So is the US support for Israel really that influential on public opinion in the Middle East? Or can the resentment towards the US rather be proscribed by the inevitable unpopularity of the world’s only superpower? Numerous public opinion surveys confirm that unconditional US support for Israel is a major cause of anti-American attitudes in the region. It is not the only cause, of course, but it is an important one. Moving towards a different relationship with Israel would not make the United States instantly popular, but it would remove one obvious source of friction. And it would be better for Israel to have a more normal relationship.

The article highlights one of the main consequences of this very influential Israel lobby to be the decision to invade Iraq. How do you prove scientifically that the Israel lobby was indeed in key actor in this decision? Is it not equally possible that two different groups, the Israel lobby and the neocons, happened to have converging views on Saddam Hussein, though they had very different justifications for wanting Saddam removed from power?

The neoconservatives are a key component in the Israel lobby, not a separate element. Many of them have worked for or have connections to key groups in the lobby, such as Washington Institute for Near East Policy, JINSA, AEI, and the Project for a New American Century. We show in considerable detail that the neocons conceived the idea of invading Iraq, and pushed for it steadily from 1998 on. Moreover, there were no other significant groups or institutions pushing war: not the military, not the State Department, not the oil companies, not the CIA. The neocons were not able to persuade Clinton to go to Baghdad, and they failed to persuade Bush or Cheney prior to September 11. But after 9/11, they had a ready solution to a new strategic problem and Bush and Cheney embraced it. Once they did, many of the leading organizations in the lobby (including AIPAC) supported the war by quietly lobbying in favor. So we argue that the lobby - and especially the neocons within it - was necessary to make the war happen, but these groups obviously did not cause the war by themselves. You mention AIPAC as one of the most important actors in the Israel Lobby. Considering the conclusions of your article on the Israel lobby, what should be the explicit policy recommendations for lobby

groups in the United States, if the strength of this particular lobby should be mitigated?

We hope that more moderate groups (such as the Israel Policy Forum or Americans for Peace Now) become more influential and more broadly supported, and that groups such as AIPAC begin to rethink their positions and advocate more sensible policies. A more open discussion of these issues would also help. What have been the implications John Mearsheimer and yourself after writing this article with respect to your future academic prospects? Was there pressure from your various universities (or elsewhere) not to publish the article? No! What is your take on the upcoming presidential elections? What will be the implications of a democratic president in 2009 for US policy on Israel, once you look pass the current election rhetoric, where every candidate tries to overdue the others in support of Israel? We believe US-Israeli relations will not be substantially different under the next president-no matter who wins--unless key institutions in the lobby decline in influence or moderate their positions. 33


Redaktion Ansvarshavende redaktion Stig Tackmann Simon Gravers Jacobsen Temaredaktion Emma Knudsen Mads Dalum Libergren Lise Frikke Monopolredaktion Frederik Dømler Webredaktør Kasper Bjerre Rasmussen Ad hoc konsulent Steffen Zoëga Thorøe

IPmonopolet er et tidsskrift, der på nuanceret vis tilstræber at udbrede kendskab til og skabe alsidig debat om internationale forhold. Det er tidsskriftets formål at give studerende, fagfolk og debattører, der har interesse for international politik, et talerør og en platform for debat. 34


IPmonopolet sponsoreres af:

35


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.